N. F. S. Grundtvigs mythologiske og historiske Betragtningsmåde

Kort Fremstilling
af
N. F. S. Grundtvigs
mythologiske og historiske
Betragtningsmåde

En Ledetråd
af
Christian Flor
1865

Forord.
»Nordens Mythologi eller Sindbilled—Sprog af N. F. S. Grundtvig«, som udkom 1832, gjorde på mig et stærkt og varigt Indtryk: de mange ny Tanker og, som det forekom mig, slående Sandheder, denne store og mægtige Bog var fuld af, sysselsatte mig stadig i lang Tid. Derefter fulgte hans andet Hovedværk, »Håndbog i Verdens—Historien«, som behandlede Oldtiden og Middelalderen indtil den nyere Tid. Disse historiske Fremstillinger af Menneskeslægtens Livoplyste og bestyrkede hos mig end mere de Grundsætninger og Påstande, som hans Nordiske Mythologi i mange Retninger indeholdt. Hvorvidt de her nævnte to store Arbejder fra Grundtvigs Hånd gjorde samme Indtryk på Andre, som paa mig, ved jeg ikke, jeg levede dengang i Kiel; almindeligt kan det i al Fald ikke have været, da disse Hovedværker ellers måtte være blevet oftere og anderledes offenlig omtalte, end det skete. Jeg skrev derfor 1835 en Anmeldelse af hans »Nordens Mythologi«, som blev optagen i første Hefte af Fr. Barfods Brage og Idun. Om denne Anmeldelse, hvis Hensigt var at skaffe den Grundtvigske Betragtning af Menneskelivet lettere Indgang, dengang gjorde i så Henseende nogen Nytte, véd jeg heller ikke: senere er den naturligvis bleven glemt. Men Tallet af Grundtvigs Tilhængere er imidlertid vokset betydeligt, og flere af mine unge Venner, som høre til disse, har iår opfordret mig til at udgive den nævnte Anmeldelse påny, i det hele således som den findes i Brage og Idun, kun med de allernødvendigste Ændringer for at den bedre kan forstås af Læsere, der ikke have fået den såkaldte lærde Dannelse, og med nogle enkelte Tillæg af Grundtvigs senere mythologiske Skrifter. Dette Ønske har jeg ved Udgivelsen af denne lille Bog søgt at opfylde så godt jeg har formået.
Det er muligt, at Somme vil finde denne Fremstilling af Grundtvigs historiske og mythologiske Betragtningsmåde altfor kort og ufuldstændig. Men jeg ved af Erfaring, at en ny Lære kan udvikles og forklares så vidtløftigt, at det snarere bliver til Forvirring end til Oplysning for dem, der skal opfatte den. Den, som er skikket til at gøre den ny Lære til sin åndelige Ejendom eller, rettere sagt, til noget af sig selv, er sikkert bedst tjent med, at man ikke overvælder ham med Belysninger og Forklaringer, men at han heraf kun får så meget, som er nødvendigt, for at han kan komme til at føle sig greben og ligesom fængslet ved et eller andet Led i den fremmede Tankerække. Derved mærker han, at det begynder at lysne over adskilligt, som hidtil lå i Mørke for ham, og da vil denne Opdagelse blive ham så kær, at han ej kan undlade at bearbejde og udvikle den ny Erkendelse hos sig selv og på sin egen Måde. Når han så atter går til Steder, som han tidligere ej kunde fatte, bliver nu efterhånden det ene Sted efter det andet ham forståeligt. Således tror jeg det i Almindelighed går med dem, der ønsker at gøre sig bekjendte med en ny tære, og hvis Natur gør dem skikkede til at blive dens Tilhængere. Derfor har jeg ment at gavne Læseren mere ved denne kortfattede end ved en vidtløftigere Fremstilling af det Ejendommelige i Grundtvigs mythologiske og historiske Betragtningsmåde.
Biskop Grundtvig har ment, at der til denne lille Ledetråd burde, til Brug for Ungdommen og for Folket i det hele, forbindes en Samling af det, der udgør det lettest forståelige mythiske Stof fra Oldtiden og som haves i god Oversættelse på nuværende Dansk; og en sådan lille Samling har jeg påtaget mig snarest muligt at besørge. Men Forlæggeren Hr. Schønberg har anset det for rettest at udgive denne og nærværende Ledetråd som to selvstændige Småbøger, så at Køberen kan få særskilt, hvilken af dem han ønsker, eller og begge samlede i ét Bind.

Når Flere, som have villet læse Grundtvigs »Nordens Mythologi«, snart have lagt Bogen bort med den Erklæring, at de ej kan forstå, hvad han egenlig mener, hvor han taler om Historiens og i det hele om videnskabelig Oplysnings Væsen og Betydning, og at de heller ikke kan give ham Medhold i hans ren poetiske og åndige Forklaringer af Mythernes Indhold; så har dette upåtvivlelig sin Grund i, at Grundtvig tænker sig noget aldeles andet ved Mythe og Mythologi end alle andre Mythologer, og at hans ejendommelige Forestilling herom desuden er på det nöjeste sammenknyttet med hele hans historiske Anskuelse. Men også denne er ganske ny, i det mindste uvant, og dog må man være fuldkommen fortrolig med den og formå at sætte sig ind i hans Måde at betragte Menneskelivet og Menneskeslægtens Historie på, for at kunne vide, hvad han forstår ved Myther. Den, som derfor ikke tilfældigvis er åndelig beslægtet med Grundtvig, har ej alene at kæmpe med de sædvanlige Vanskeligheder ved hans billedrige Sprog, hvilket vistnok udbreder Lys og Klarhed for den, der engang er inde i hans Tankegang, men skaffer, i det mindste tilsyneladende, nyt Bryderi for den, der ikke er det; men han må tillige, hvad lndholdet angår, kunne opfatte en hel ny Verdens–Anskuelse eller, som det i de Lærdes Sprog sædvanlig kaldes, et nyt filosofisk System, der ligeså fuldt som Kants eller Schellings eller Hegels eller hvilken som helst anden, Hoved–Filosofs, udfordrer en fuldkommen Forandring i vor gamle Måde at betragte Tingene og Begivenhederne på: Nu går det, som bekendt, i den åndelige Verden med vore Verdens–Anskuelser eller filosofiske Systemer som i den legemlige med vore Boliger: den, som er tilfreds med sin gamle Lejlighed, önsker naturligvis ikke at flytte, og om Andre end fandt, at han kunde bo langt bekvemmere og behageligere i en anden Bolig, vilde han dog kun med flygtigt Blik bese den ny Lejlighed, de anpriste ham, i al Fald kun som noget, der kunde være passende og godt for Andre, men som ikke videre vedkom ham. Med en ganske anden Interesse derimod og en ganske anden Opmærksomhed vilde Den betragte Lejligheden, som enten er husvild eller dog misfornöjet med sin Bolig. Derfor er nærværerde Ledetråd nærmest en Art Opfordring til dem, der således ere åndelig husvilde eller utilfredse i deres Boliger, til at prøve, om de muligen lettere kan føle sig hjemme i den grundtvigske Verdens–Anskuelse, der kan kaldes den poetisk–historiske., ligesom Schellings er bleven kaldt den natur–filosofiske. Som Følge heraf skal jeg ikke søge at vise, hvori Grundtvigs Forklaring af de gamle Gude–Sagn og Gude–Billeder er forskellig fra andre bekendte og ansete Mythologers. Ti en sådan Sammenligning vilde snarere forvirre den jævne Læser end tjene ham til Oplysning. Jeg vil kun gøre et Forsøg på, om det måske ved Hjælp af nogle indledende Betragtninger og af et Overblik over Hovedpunkterne, kunde blive en eller anden Læser lettere at komme ind i Grundtvigs Tankegang.
For at forebygge mulig Misforståelse må jeg bemærke, at uagtet jeg i det følgende meget hyppig har brugt Forfatterens egne Ord, har jeg dog ikke, som man ellers plejer, kunnet udmærke disse Steder med Anförselstegn, fordi jeg som oftest fandt, at der for den Sammenhængs Skyld, hvori de optoges, måtte göres en eller anden lille Forandring, der, så ubetydelig den end var i sig selv, dog kunde være mer end tilstrækkelig til at berøve Stilen det Liv og den Glans, man med Grund vænter hos Grundtvig, og som man ogsaa finder i den nævnte Bog, endog rigere end sædvanlig.

     Den Sætning, som ligger til Grund for Grundtvigs historiske Anskuelse eller hans Måde at betragte Hisforien på, er: at såvel hele Menneskeslægtens som de enkelte Folkeslags Levnetsløb ligner det enkelte Menneskes; at ligesom dette har sine forskellige Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom, og Alderdom, således har hine de samme. Dette er nu vel ingenlunde nogen ny, tværtimod en gammel Påstand, hvis Rigtighed man også i Almindelighed synes at indrømme; ti den höres så ofte, at man for længe siden måtte være bleven ked ad at gentage den, dersom man ikke troede, den på en træffende Måde udtrykte en almenerkendt Sandhed. Men uden Tvivl er Grundtvig den første, der ikke blot i Forbigående anvender den som en smuk og heldig Lignelse til öjeblikkelig Belysning, men fra Begyndelsen til Enden i sine historiske Granskninger holder fast ved dette Billede, fordrer, at Historikeren bestandig skal hvae for Öje og påstår at, i det Öjeblik han glemmer dette, forsvinder Begivenhedernes Sammenhæng og Betydning, så at Historien kun bliver en Masse Tildragelser, som ved det blotte Tilfælde ere indtrufne den ene efter den anden, uden at man i disses Følgerække kan opdage nogen Hensigt med Menneskenes Skabelse eller noget Mål for deres jordiske Tilværelse. Vi er derfor nødte til at undersøge denne Lignelse noget nöjere, end vi er vante til, for at se, om der virkelig ligger så meget oplysende i den, som Grundtvig mener.
     Han antager da, at der i ethvert Menneskes Liv kan adskilles tre Tidsrum: Ungdommen (hvortil regnes Barndommen, for såvidt denne kan høre til Menneskets fuldbevidste Liv), i hvilken Mennesket drömmer om sin Fremtid og bygger Planer for den, prøver og øver sine Kræfter; Manddommen, hvori det elsker og hader, attrår og afskyr, arbejder og virker, samler og adsplitter, bygger og forstyrrer; og endelig Alderdommen, da Mennesket søger Hvile og önsker Fred og Ro, lever mest i Erindringen og i Betragtningen af det henrundne Liv. I disse tre Aldere hersker også, efter hinanden, de tre Grundkræfter i Mennesket: Fantasien (Indbildningen), Følelsen og Forstanden, saaledes, at i Ungdommen har Fantasien Overmagten over de andre, i Manddommen Følelsen med sin hele Hær af Lidenskaber, i Alderdommen Forstanden eller Fornuften, hvad man nu vil kalde den; Grundtvig kalder den passende Eftertanken. Ligesom de tre Aldere gå over i hinanden uden bestemte Grænser, således fortrænges og afløses også den ene herskende Kraft efterhånden af den efterfølgende. Men disse tre Kræfter følge ikke alene efter hinanden, de fremgå også af hinanden og arve hinandens Herredömme, som Sønnen Faderens; og hvor forskellig end den enes Værk og Væsen er fra den andens, så er dog den Ånd, som besjæler dem og går igennem deres Regeringer, den samme. Med andre Ord: i en sund Natur og et sundt gennemført Liv må disse tre Kræfter og Aldere således afløse og gribe ind i hinanden, at en kendelig Enhed går igennem det Hele, så at, hvad Barnet og Ynglingen i sin Fantasi drømmer om og higer efter, det skulde Manden i sit Liv også nå og udføre, og det skulde den Gamle klart overse og forstå i dets Sammenhæng og Betydning. Denne Sætning önskede jeg gærne at kunne oplyse og bevise med nogle enkelte Menneskers Eksempel; men vi møde her straks den Vanskelighed, at vi vel kan kende deres Manddoms Gerninger og undertiden deres Alderdoms Tanker og Betragtninger over det førte Liv, men næsten aldrig Barndommens og Ungdommens Fremtids–Drömme og Længsler, om hvilke vi enten ingen Efterretninger har eller kun meget ufuldkomne. Vi er derfor i Almindelighed indskrænkede til vor egen Erfaring herom; men også denne kan jo først i vor Alderdom belyse hvad vi mindes heraf. Imidlertid vil vel næppe nogen af os mene, at for Eksempel hos Colombus, Napoleon og Thorvaldsen Fantasien skulde have udmalet deres Fremtid med de samme Billeder, eller at de i Alderdommen skulde have haft de samme Forestillinger om, hvorledes Menneske–Livet bör føres, og hvorfor Mennesket er sat her på Jorden. Vi antager altså med Grundtvig, at i ethvert fuldstændigt Menneskeliv hersker først Fantasien, derpå Følelsen og tilsidst Forstanden, men at der dog er en Familie–Lighed imellem disse tre Herskere, så at en og samme Ånd, så at sige, kundgør sig i dem alle tre.
     Overfører vi nu denne Betragtning på hele Menneskeslægtens og de enkelte Folkefærds Levnetsløb, så vil vi efter Grundlvigs Påstand ganske tydelig genkende de samme tre Aldere og den samme indre Overensstemmelse og ydre Ulighed imellem dem. Således vil enhver, om han end ikke formår med ét Blik at overskue hele Menneskeslægtens Historie, dog uden Tvivl let indrömme, at forholdsvis er hele Oldtiden Fantasiens Alder, Middelalderen Følelsens, og den ny Tid Forstandens eller Eflertankens; ligesom det heller ikke lader sig nægte, at Oldtidens Literatur er den mest poetiske, Middelalderens den mest historiske, og den ny Tids den mest filosofiske. Vil vi nu prøve Sætningen på de enkelte Folkeslag, så kan vi dertil bedst vælge Ebræerne, Grækerne og Romerne, ! da de både har ført deres Liv fuldstændig tilende og dette også er os tilstrækkelig bekendt. De første havde da deres Fantasi–Alder i Patriarkernes Dage; med Moses og hans Lovgivning begyndte deres Følelses– og Dåds–Tid, der strækker sig ned til Kong Salomon; efter ham kommer Forstands–Tiden. Hos Grækerne danner Solon Grænsen imellem Fantasiens og Følelsens Herredømme, og fra Aleksander begynder Forstands—Tiden, sådan som den var, föjer Grundtvig til, med den aleksandrinske Bogsamling og den tilsvarende Höjskole. Romerne endelig havde også først en Fantasi–Tid under de syv Konger, så en Følelses–Tid i Republikens glimrende Dage, og tilsidst en Forstands–Tid fra den ældre Catos.
     Vilde vi nu bemærke, at denne Inddeling af Fantasiens, Følelsens og Forstandens Tidsrum måske vel kan passe på de anførte tre Folkefærd, men næppe på andre, i det mindste ikke på alle; så måtte Grundtvig svare os: denne Indvending tjener snarere til at bestyrke end til at svække vor Påstand, at det næmlig går med Folkene som med de enkelte Mennesker. Ti et helt Levnetsløb med Ungdom, Manddom og Alderdom, opnår ingenlunde alle Mennesker; ja de fleste gør endog tidligere, enten af naturlig Mangel på Livskraft, eller ved egen Brøde eller for Andres Skyld. Men derfor er vi lige fuldt overbeviste om, at til et fuldstændigt Menneskeliv hører, ifølge Naturens Orden, disse tre Aldere. Når det da går ligedan med mange af de enkelte Folkefærd, at de dør i deres Ungdom eller Manddom, så må dette ligeså lidt forstyrre vor Tro på Naturens Orden i Henseende til Folkeslægternes Levnetsløb i Almindelighed; men vi bør gøre os Umag for at opdage Årsagen til den tidligere Død, se, om denne var forskyldt eller uforskyldt, herlig eller skammelig, gavnlig eller skadelig for Menneskeslægten i det hele. Og kan vi end ikke mere erfare dette af Mangel på Efterretninger, så går det os jo ikke bedre med de enkelte Mennesker, når de i nogen Tid har været døde.
     Vi går videre i vor Sammenligning. Kun få Mennesker er udmærkede: de fleste et almindelige eller Hverdagsmennesker, og blot enkelte har så megen Ejendommelighed og Selvstændighed, at vi lægger Mærke til deres Liv. Disse enkelte er Folkets Hovedmænd, dets Mærkesmænd og Ledere; de øvrige er ikke væsenlig forskellige fra dem, kun mattere og svagere, ligesom da og deres Livs Betydning består i at udføre eller videre udarbejde hines Vilje og Gerning. Vil vi altså lære et Foiks Ejendommelighed at kende, så må vi betragte disse enkelte Hovedmænd. Men som de enkelte Mennesker forholder sig til det Folk, hvortil de hører, således forholder de enkelte Folkefærd sig til hele Menneskeslægten. Blandt de mange Folkefærd, som lever og har levet på Jorden, er kun nogle få Menneskeslægtens Mærkesmænd og Ledere;

Om disse bruger Grundtvig ofte det Udtryk, at deres Historie har universal–historisk Betydning, eller at deres Levnetsløb har hart en universal–historisk Retning; han vil dermed sige, at de har haft en afgjort Indflydelse på hele Menneskeslægtens Udvikling og Levnetsløb.

vi kan kalde disse Hovedfolkene. De andre har et mindre ejendommeligt og iöjnefaldende Liv, er kun Bifolk, uden synderlig Indflydelse på Menneskeslægten i det hele. Önsker vi derfor af Historien at erfare, hvilke der er de ejendommelige og fremtrædende Træk i Menneskenaturen og Menneskelivet, når disse ytrer sig livligt og kraftigt, og hvilke de Handlinger og Begivenheder er, som har bragt Menneskeslægten til sin nuværende Udvikling, eller, hvad der siger det samme, har givet dens Liv den Retning, som det i Tidernes Løb har fulgt; da er det Hovedfolkenes Historie vi har at betragte. Bifolkene kan kun give ubetydelig Oplysning herom. De Folk, der må anses for Menneskeslægtens Hovedfolk i Oldtiden, er efter Grundtvigs og vel efter Alles Mening Ebræerne, Grækerne og Rommerne.
     Fremdeles: Som de enkelte Mennesker har af Naturen fået deres særegne Kald og Bestemmelse, således er dette samme også Tilfældet med de enkelte Folkefærd. Se vi hvor forskellige Menneskenes Anlæg og Tilbøjeligheder er, kan vi ikke tvivle om, at det er Skaberens Hensigt, at Menneskelivet skal udvikle sig i forskellige Retninger og i mangfoldige Skikkelser. Ti allerede tidlig, længe for Betragtning over Forholdene og Tingene kan afgive nogen Bestemmelse, føler Mennesket (her er naturligvis kun Talen om de mere udprægede Mennesker) sig ligesom ved en Naturnødvendighed hendraget til en vis Syssel, en vis Gerning, som den eneste, hvorpå han med Frihed og Lyst kan anvende sine Kræfter. Vi er alle overbeviste om, ikke alene at Luther, Napoleon og Thorvaldsen har haft en fuldkommen forskellig Bestemmelse her i Verden , men også at det ved ingen Anstrængelse vilde have været muligt for dem at bytte Roller, så at Luther skulde med en Napoleons Dygtighed have kunnet erobre og trælbinde hele Verden, eller denne med en Luthers Kraft have kunnet sönderbryde Menneske–Åndens Lænker, eller at Thorvaldsen skulde med samme Konst have formået at udføre nogen af disse to Gerninger, som han har forstået i sit Marmor at vise os, hvorledes Menneske–Ånden præger sit Guddoms–Slægtskab selv i Menneske–egemet. På lignende Måde har også de enkelte Folkefærd deres naturlige Drifter og Anlæg, og så lidt som vi vide forlange eller endog önske, at de enkelte Mennesker skulde føre det selvsamme Liv, ligeså lidt kan vi antage, at alle Folkeslægter har samme Bestemmelse, eller vænte, at de skal føre det samme Liv. Dette viser Historien os også tydelig. Bliver vi ved vore gamle Eksempler, så ser vi, at Ebræerne førte et Kirkeliv, det vil sige: den Forestilling, at Himlens og Jordens Skaber var en levende Gud og var deres Herre og Beskytter, var den Hoved–Tanke, som lå til Grund for deres hele Liv; og vi indser nu, at dette Folk havde den særegne Bestemmelse her på Jorden, at være Kristendommens Vugge og Udgangspunkt. Grækerne førte et Stats– eller Borger–Liv: dette højtbegavede Folk, det eneste blandt Hedningerne, som troede på et naturligt Slægtskab imellem Guddommen og Menneskene, skulde forsøge og vise, hvor vidt alle de menneskelige Åndskræfter i deres frieste og mest uhindrede Virksomhed og ved gensidig Understøttelse, men uden Åbenbaringens Hjælp, formår at udvikie sig. Endelig, Romerne førte et Soldaterliv uden Sans for Konst og Videnskab, uden Lyst til Handels–Driftighed, i det hele uden Lyst til nogensomhelst fredelig Livlighed: deres Hu stod ene til at underkue og beherske Andre; de måtte derfor evig føre Krig, tilsidst, af Mangel på Fjender, med hverandre indbyrdes. Men deres Bestemmelse her på Jorden var åbenbar også at undertvinge alle de Hedningefolk, som da var på Verdens Skueplads, og derved forberede Kristendommens Udbredelse over hele Jorden. Betænker vi nu, hvor stærkt og bestemt de nævnte Folks Ejendommeligheder fremtræder under hele deres Levnetsløb, så kan vi tydelig indse, at det havde været umuligt for den ene at udføre den andens beskikkede Gerning. Skulde det forekomme os ubegribeligt og utroligt, at de forskellige Folkefærd, der jo dog udgik af hverandre og levede i Forbindelse med hverandre, kunde få og beholde hver sine afgjorte Anlæg og Tilböjeligheder, sin uforanderlige Natur og et deraf flydende Liv; så vilde man uden Tvivl svare os, at enten vi kunde begribe det eller ej, måtte vi vel tro det, når Historien så klarlig viser det; men at det for Resten jo heller ikke er ubegribeligere, end at de enkelte Mennesker, der også både ved Oprindelse og i Livet er blandede med andre dem höjst ulige Mennesker, kan have deres ejendommelige, uforanderlige Præg.
     Vi kunde endnu på mangfoldig Måde fortsætte Sammenligningen imellem de enkelte Mennesker og de enkelte Folkefærd; men da Læseren kan göre dette selv, og det i Grunden også er let at indse, at den af Grundtvig påståede Lighed nødvendig må finde Sted, siden ethvert givet Folk kun er en Forbindelse af enkelte Mennesker og en Del af hele Menneskeslægten, så vil jeg blot endnu göre opmærksom på en Lighed, fordi denne kaster et stærkt Lys på Modsætningen imellem den græske og nordiske Mythologi. Menneskenaturen viser sig næmlig ikke alene i de mangfoldigste Skikkelser og udvikler sig i de forskelligste Retninger; den er også, som Alt hvad der lever, af en dobbelt og modsat Art, har en dobbelt og modsat Drift og Virksomhed. På den ene Side føler hvert enkelt Menneske sig af Naturen drevet til at ville bevare og vedligeholde sin egen personlige Tilværelse, ja til at udvikle og styrke denne. På den anden Side har han ligeså fuldt en uimodståelig Drift og Trang til at forene sig med andre Mennesker, til at leve og virke sammen med Andre. Og det er ikke alene i alt Levendes fysiske eller legemlige Natur, at denne dobbelte Drift, en indadgående og en udadgående, er tilstede; hos os Mennesker giver den sig i vor åndelige og hjærtelige Natur endnu tydeligere tilkende. Vi føler bestandig, enhver af os, snart en Lyst og Trang til at være os selv, forblive os selv, leve for os selv, leve vort eget Liv, med ét Ord leve os selv uden Hensyn til Andre; snart en Lyst og Trang til at være med Andre, leve med dem, virke med dem, dele med dem, både meddelende dem af Vort og modtagende igen af Deres, med ét Ord lade vort Liv gå op i Andres og Andres i vort. Vel er der intet Øjeblik, hvori ikke disse to modsatte Drifter og Kræfter begge er virksomme; men i hvert enkelt Øjeblik er dog den ene af dem overvejende, og i ethvert Menneskes Liv i det hele er også én af dem fremherskende. Hos den, som lever helst for sig selv, rører Livet sig for sin eller, om man vil, hans egen Skyld: hans kæreste Lyst og hans største Evne består i at røre og udvikle de Anlæg og Kræfter, Skaberen har givet ham. Således var Thorvaldsens og overhovedet enhver sand Konstners Liv. Den derimod, som ifølge sin Natur føler sig dreven og dragen hen til Andre, fører Livet for Andres Skyld: han glemmer sig selv og sin egen Tilværelse, han vil arbejde for Andre, hjælpe dem til et bedre og herligere Liv, end de ved egen Kraft kan nå. Dette var Luthers Liv. Begge disse Måder at føre Livet på, hvoraf den ene nyder denne Skaberens himmelske Gave, den anden forsvarer den, er lige naturlige og lige ædle eller uædle; begge hører lige meget Mennesket og Menneskeslægten til; begge skal erkendes og udvikles i vort jordiske Menneskeliv. Begge har også lige så vel hos de forskellige Folkefærd som hos de enkelte Mennesker deres Mærkesmænd. Efter Grundtvig var Grækerne det Folk, der allerskönnest og allerædlest har udviklet den indadgående Drift, og Nordboerne dem, som af Naturen kraftigst og ædlest fulgte den udadgående. Denne Påstand kan jeg imidlertid her ikke tilfulde oplyse eller gennemføre, men må i så Henseende henvise Læseren til Grundtvigs historiske Arbejder, navnlig hans »Håndbog i Verdens–Historien«. Men jeg må dog endnu i Korthed tilföje et Par Bemærkninger angående disse to modsatte Grunddrifter i Menneskenaturen; ti fatte vi ikke tilfulde, hvad hermed menes, og erkende eller føle vi ikke, at de uimodsigelig er tilstede i vor egen Natur og vort eget Væsen, så vil vi hverken kunne forstå eller billige Grundtvigs Forklaring af Mytherne.
     Grækerne levede i Menneskeslægtens Ynglings–Alder eller Fantasi–Tid, Nordboerne i dens Middel–Alder eller Følelses–Tid. I Overensstemmelse hermed ytrede Grækernes Ånd sig som en Drift til at udvikle sine Kræfter, Nordboernes som en Drift til at bruge dem: ti Barnet og Ynglingen har intet andet egenligt Mål for Anvendelsen af sin Tid, end at øve og uddanne sine Anlæg, medens Manden ikke mere bryder sig om at øve og udvikle dem, men bruger sine Kræfter til at erhværve og forsvare det, hans Hu står til. Grækerne vilde fryde sig ved Livet og udvikle alle dets underfulde Kræfter; andet Mål havde de ikke. Fuglen med dens glade Sang og yndige Bevægelighed, indtil dens Kræfter er udtömte, og den overgiver sig til Søvnen, for atter, når den vågner styrket, at lovsynge og nyde den skönne Natur, — kan være os et Billede på Grækernes Liv. Livlighed og Bevægelighed var hos dem, som hos Sangfuglen, Hoved–Egenskaber. De var aldrig i Forlegenhed med Tiden, når de kun havde deres Frihed; ti da strömmede Livet i dem bestandig fort, og de var glade ved at se det strömme og ved at se deres eget Liv gentage sig ligesom billedlig i Naturen, der omgav dem. Kun når Nogen vilde hindre dem heri og standse deres Frihed, kom en anden Ånd over dem, og da kæmpede de på Liv og Død; ti uden Frihed var Livet dem en Grav. Grækernes oprindelige Drift altså, det, der som en uimodståelig, men tillige gærne adlydt Magt, satte deres Kræfter i Gang, kort den Ånd, der besjælede og beherskede dem, kunde vi måske rettest kalde Natur–Ånden, eller, ser vi hen til den nødvendige Betingelse for at den kunde røre sig, Friheds–Ånden. Heraf forklarer vi os lettelig, hvad der forekommer os påfaldende og ejendommeligt i deres Historie. Derfor var den borgerlige Frihed hos dem större end hos noget andet Folk: derfor havde de ikke forenet sig til et samlet Samfund, men til mange små, uden at dog Folkebåndet slappedes eller Enheden i mindste Måde forstyrredes derved (således plejer Familier, som ret vil leve efter sit eget Hoved at skille sig fra andre, uden derfor at opgive noget af sin folkelige Ejendommelighed): derfor var de olympiske Lege, og overhovedet deres Lege dem så alvorlig en Sag, fordi denne Væddekamp om, hvo der stærkest og skönnest kunde udvikle Menneskenaturens mange og herlige Kræfter, var den eneste Strid, de i Følge deres naturlige Drift ret med Liv og Lyst kunde føre: derfor blev alle Grækernes Arbejder så skönne, fordi alle Kræfter hos dem blev udviklede så vidt mulig, og hvad vi kalder skönt, netop er Det, hvor vi finder Livlighed forenet med Harmoni, det vil sige, hvor det Mangfoldige og Forskellige uden Kiv eller Forstyrrelse kan leve og trives tilsammen.
     Vender vi os nu til Nordboen, da var det ikke hans Natur at udvikle sine Kræfter, men at anvende dem, hvorfor han også måtte tage dem rå, som de var, uden at kunne uddanne dem mere, end hvad der skete af sig selv ved Brugen og Anvendelsen. Grækeren, ligesom Barnet, elskede egenlig Intet, uden i al Fald sine egne Kræfter, og når ingen forstyrrede hans Fred og Frihed til at røre og uddanne disse, hadede han heller intet, men var glad ved sig selv og over sig selv. Grækeren var som En, der var i Besiddelse af Livet, og nu uforstyrret vilde glæde sig ved det. Nordboen derimod var forelsket i det som i en anden Person, og vilde derfor sikre og forsvare det imod enhver dets Fjende. Hvorledes han vilde nyde Livet og glæde sig ved det, når han engang kom i rolig Besiddelse deraf, kom han næsten slet ikke til at tænke på; dertil havde han ingen Tid, da Ånden drev ham til idelig at være på Farten for at overvinde og udrydde Alle og Alt, hvad der på den ene eller anden Måde vilde forstyrre og fordærve det. Hans hele Liv bestod ikke i andet end i denne Forsvarskamp for det elskede Liv. Det var ikke alene Livet (Talen er naturligvis bestandig om det åndelige Liv) i en eller anden bestemt Skikkelse, der således havde indtaget hans Hjærte, at han frivillig gjorde sig til dets Kæmper og Ridder; det var snarere en dunkel Følelse af Livets Ypperlighed i Almindelighed (en Levning fra hans skönne Barndom eller Guldalder) og en deraf udsprungen Afsky for alle dets Fjender, som levede i Nordboen, så at hans naturlige Følelse straks sagde ham: der er en af Livets Fjender, ham må du i Kamp med; medens Grækerens naturlige Følelse sagde ham: glæd dig ved dit Liv og nyd det, ligesom han der glæder sig ved det og nyder det. På Livets Fjender havde Nordboen altså et skarpt Öje; ti Naturen havde netop givet ham Lyst og Kraft til at bekæmpe dem. — Men i det han således ikke gik ud på at nyde Livet og altså egenkærlig beskæftige sig med det, men på at forsvare det, var det naturligt, at han ikke, som Grækeren, afsondrede sig, men forenede sig med enhver, der med ham vilde kæmpe imod Livets Fjender. Han måtte betragte sig selv kun som et Medlem af den store Forening, der havde dannet sig til Livets Forsvar. Derfor måtte det også altid være hans Trøst, at hvad han ikke fik udrettet, det vilde hans Fæller udføre; med ham ophørte ikke den fælles Kamp, ligesålidt som den var begyndt med ham; hans Fædre havde ført den for ham, og hans Sönner skulde fortsætte den efter ham. Forestillingen om en uafbrudt Kæde fra Fader til Sön, fra Slægt til Slægt, og om fælles Arbejde her i Verden, hvori de alle skulde tage Del, måtte altså ganske naturlig høre til Nordboens Anskuelse. Derfor kalder Grundtvig Nordboernes Grunddrift den historiske Ånd — i Modsætning til Grækernes naturhistoriske

Dette Ord bruger Grundtvig, da Sproget ikke har »naturisk«, således som det har »historisk«, og Ordet »naturlig« nu engang har fået en anden Betydning.

— eller Kamp– eller Kæmper–Ånden, fordi den bestandig jog ham i Kampen imod Livets fjender. At imidlertid denne Kamp til Livets Forsvar ikke kunde være hans egenlige Mål, er klart; ti det måtte jo Livets rolige og kampfri Besiddelse og Nydelse være. Således både forudsatte og medførte den Ånd, der besjælede Nordboen, at han måtte ane eller tro på et Liv efter dette, hvor alt det Onde var betvunget, som her stod fjendtligt imod Livet. Den græske Grunddrift derimod eller Natur–Ånden, som vi kaldte den, giver ingen Anledning til at tænke på et Liv efter dette; ti når Menneskets Mål var Kræfternes Udvikling, og denne selv var Livets Nydelse og höjeste Gode, så måtte jo alting fuldhyrdes i dette Liv. Derfor har den græske Mythologi heller intet, som svarer til Ragnarok og Gimle i den nordiske. Hvis Menneskene var forblevne i Uskyldigheds–Standen, og Syndefaldet ikke var indtruffet, så havde den græske Anskuelse været den enegældende, og den nordiske vilde ikke engang have kunnet danne sig: ti da havde Livet ingen Fjender haft, og dette Liv vilde allerede have været udødeligt.
Jeg håber, at det anførte er tilstrækkeligt for at göre Læseren tydeligt, hvori Grundtvig sætter: Forskellen eller, rettere sagt, Modsætningen imellem Grækernes og Nordboernes Grunddrift, eller, som han kalder det, deres Ånd.

Grundtvig bruger næmlig i »Nordens Mythologi« ikke Ordet »Grunddrift«, hvilket jeg her oftere har anvendt, fordi jeg frygtede for, at Udtrykket »Ånd« skulde misforstås. Men jeg må rigtignok tilstå, at »Drift« i Grunden ikke betegner det, som Grundtvig, og jeg med ham, vil have forstået. Ti vel tilkendegiver »Drift« noget, som bringer til en bestemt Virksomhed, og vi taler også om åndelige, ikke alene om legemlige Drifter; men man tænker dog altid på noget, der kun hænger ved Mennesket i dets jordiske Tilværelse, noget uselvstændigt, underordnet, hvis Herre dog altid Mennesket er, om endog saa svag en Herre ofte kan blive sin Tjeners Træl. Ordet Karakter kan vi heller ikke godt her bruge, og tale om Grækernes og Nordboernes Folkekarakter; ti ved Karakter menes egenlig det Kendetegn, hvorved den enes Ejendommelighed adskiller sig fra den andens, altså noget, som falder i Sanserne, og når Ordet bruges om det indvortes, som sædvanlig behersker Mennesket, da er det åbenbar en Misbrug, som man forledes til, fordi det udvortes ligner det indvortes og betinges af dette. Men Grundtvig mener ved »Ånd« ingenlunde en Magt, som er svagere, men tværtimod en, som er stærkere end Mennesket, en Magt, som fuldkommen behersker Mennesket, hvem dette underkaster sig, og ikke betvinger eller søger at betvinge, en Magt, der betjener sig af Mennesket, ligesom af et Redskab, for at få sin Villie udført, for at få sig aabenbaret og gjort gældende her i Verden, en Magt, der i Grunden føles af os som et fra os forskelligt Væsen, hvilket vi ikke behøver at tænke forsvundet eller ophævet, fordi det ophører at besjæle og beherske det enkelte jordiske Menneske. At der nu hörer et poetisk Blik til at opdage og kende denne Ånd, der jo aldrig træder umiddelbar frem i Verden, men kun middelbar åbenbarer sig i Menneskenes Ord og Gerninger, er vist nok; men Grundtvig antager naturligvis også, at ingen kan være virkelig Historiker, hvem Naturen har nægtet det poetiske Öje. Grundtvig siger i »Danskeren« I, 156: »Der er en egen usynlig, men dog meget virkelig og virksom Livskraft, der ligesom svæver os over Issen, og når den ligesom sætter sig til Sæde hos os, da sige vi, at Ånden kommer over os, eller at vi er i Ånde.«

Men har denne Modsætning virkelig fundet Sted, da må den ikke alene vise sig i al deres Manddoms Syssel og Gerning, hvilken Historien lærer os at kende, men den må lige så klart lade sig til Syne i deres Ungdoms–Tid. Nu går rigtignok denne Del af Folkenes Levnetsløb i Almindelighed tabt for Historien; men netop med Grækerne og Nordboerne er dette ikke Tilfældet, og det er meget mærkeligt, at disse to Folk, hvis Naturdrifter eller styrende Ånder svare til de to modsatte Grunddrifter i Mennesket, er de eneste Naturfolk eller Hedninger, hvis Ungdoms–Liv er kommet til vor, den aldrende Menneskeslægts, Kundskab, Ti alt det, som i deres Barndom, Drengeår og Ynglingetid udgjorde deres egenlige Liv: deres Udsigter i Fremtiden, deres Önsker og Længsler, Forhåbninger eller Ængstelser, deres heltemodige Forsætter og dristige Planer om hvad de vilde udføre, når de først havde nået til Kræfter og Selvstændighed, — alle disse Forestillinger og Anelser er netop det, som udgör Indholdet af deres Myther. Men i disse findes også den samme Modsætning som i deres Historie. Hos Grækerne var det den menneskelige Ånds Kræfter og disses naturlige Udvikling, som de guddommelige Personer og Handlinger skulde forestille; hos Nordboerne derimod var det den menneskelige Ånds Forsvarere og disses nødvendige Kampe mod dens Fjender her i Livet. Hos ingen af dem var det den døde eller dyriske Natur, der forgudedes, men det var den höjeste de kendte, deres egen indre, åndelige Natur, Grækeren følte, at de Åndskræfter, Naturen havde givet ham, kunde udvikles og stige i det uendelige, og det var hans kæreste Tanke, at han i sin mandlige Alder skulde udføre dette; i Fantasien så han sig selv i Besiddelse af en eller anden af disse Kræfter i dens höjeste Udvikling. En sådan Naturkraft altså i sin menneskelige Bolig (ti kun i Mennesket kunde den leve og virke) forskönnet og forædlet, så vidt deres Fantasi formåede det, var en Gud. Deres Guder, i hvilke de oprindelig kun så sig selv besjælede og beherskede af denne eller hin Kraft, var den menneskelige Naturs Kræfter fremstilte som handlende eller virkende Personer, og Gudelivet var følgelig den menneskelige Ånds Naturliv eller Naturhistorie. Nordboen derimod følte, at den menneskelige Ånds Liv var underkastet megen Fare her i Verden, at den var udsat for, snart at indslumre i Døsighed, snart at fordærves og forgiftes af Slethed og Nedrighed; men han følte også, at den menneskelige Ånd havde Kraft til at overvinde denne Døsighed og Slethed, og det var netop hans kæreste og mest levende Ungdoms–Drömme, at når han blev stor og kom til Kræfter, skulde han af al Magt forfølge og bekæmpe disse det åndelige Livs Fjender. Det er denne de ædle og dygtige Menneskers bestandige Kamp imod de svage og usle, der i den nordiske Mythologi fremstilles i sit klareste og stærkeste Lys. De nordiske Guder betyder altså den menneskelige Ånds Kræfter og Egenskaber, således som de arbejder i Kamp med andre, ikke således som de ytrer sig, så at sige, hjemme i Fred og Ensomhed, og det nordiske Gudeliv er den menneskelige Ånds Kamp for sit Liv her på Jorden. Hverken hos Grækerne eller Nordboerne var Guderne oprindelig fremmede, selvstændige Væsener, der havde deres Liv for sig selv, og kun for så vidt havde med Menneskene at göre, at de stundom sendte dem Lykke eller Ulykke her i Verden, og havde fra Begyndelsen af været deres og Verdens Skabere (ti Skabelsen spiller altid i Mythologien en meget underordnet, ja mistænkelig Rolle); men de var hos begge de Menneske–Forbilleder, som de vilde, og, hvis Alt gik godt, også kunde nå i deres eget Liv. Vi vil kunne se dette tydeligere ved et Par Eksempler.
De egenlige Herrer iblandt de græske Guder er Zevs, Posejdon og Hades, eller Pluto. Betragter vi disse tre Personer noget nærmere, så finder vi, at de nöje betegner de ovenfor omtalte tre Herrer i det menneskelige Væsen, så at Zevs er Fantasien eller Indbildningen, Posejdon Følelsen og Pluto Forstanden eller Eftertanken. Derfor er det Zevs, der afsætter Kronos (den uskyldige og på en måde ubevidste Barndom), indtager Himlen, er Fader både til Guderne og Heltene, har Lynet til sit Våben og Ørnen til sin Fugl; ti således er det jo med Fantasien, Ungdommens Vætte. Posejdon er Følelsen, hvis Sindbillede er Havet. At Grækerne virkelig tænkte sig det således, ser vi allerede af, at de lod Akilles og Afrodite, disse de to ejendommeligste og stærkest fremtrædende Skikkelser for den ungdommelige Følelse, være Havets Børn; men uden særskilt at angive alle de mangfoldige Arter og Grader i Følelsen, forgudede de den stormende Lidenskabelighed, der bringer alle andre Følelser til Tavshed, i Posejdons Person, hvorpå såvel hans Navn som Historie peger. Pluto endelig er den samme som Plutus (den rige), og har sit andet Navn, Hades eller Aides, enten af den ubehagelige Livs–Mæthed, der egenlig er Mathed, eller af det opløsende, der er det Væsenlige i Forstandens Virksomhed, og af Skygge–Ligheden, der er alle Begreber egen, når de mangle den tilsvarende Virkelighed; Målet, Staven og Nøglen ere hans Kendemærker som Redskaber i den undersøgende og ordnende Forstands Tjeneste.

Sammenlign hermed Digtet »Olympens Guder« i Grundtvigs »Krønike-Rim«, hvori det hedder:
Kronos gyldne Tid betyder
Livet barnefro og heelt;
I hans Børn det sælsomt bryder
Sig i Levnets–Løbet deelt.

Zeus er klarlig Ungdoms–Vætten,
Fyr og Flamme i sin Glands,
Flyver højt med Ørne–Ætten,
Derfor synes Himlen hans.

Hos Poseidon, vel at mærke,
Giære, som i Mandens Bryst.
Alle Lidenskaber stærke :
Havet er hans Liv og Lyst.

Pluto, Drot i Skyggers Rige,
Han er Alderdommens Spejl,
Alting koldt og klogt og lige,
Ingen Kraft og ingen Fejl.

     Tager vi nu, i Modsætning til denne græske, en nordisk Mythe f. E. den bekendte om Asken Ygdrasil, da træffer vi deri en ganske anden Række Forestillinger. Dens Indhold er omtrent følgende: Asken Ygdrasil, hvor Guderne forsamler sig og holder Ting, er det höjeste og ypperste af alle Træer; dens Grene udbreder sig over al Verden og strækker sig op over Himmelen. Den har tre Rødder, som ligger langt fra hinanden, den ene hos Aserne, den anden bos Rimtusserne (hvor Ginnunggabet fordum var), den tredie over Niffelhejm: under den førstnævnte Rod er Urdas Kilde, under den anden Mimers, og under den tredie, i Hvergelmer, ligger Dragen Nidhøg. I Træets Grene i sidder en Ørn med megen Vidskab, og imellem dennes Öjne en Høg (Vejrfølner eller Vejrløfner). — Et Egern (Ratakost eller Ratatosk) farer op og ned ad Træet, og sætter Splid imellem Ørnen og Dragen. Fire Hjorte springer om imellem Grenene og bider unge Knopper af, medens Nidhøg med en utallig Mængde Orme gnaver ved Roden. Men, for at Grenene ikke skal visne eller frönne, tager Nornerne, som bo ved Urdas Kilde, daglig af Kildevandet og Dyndet ved Kilden og øser over Asken. — Vi ser i denne Beskrivelse tydelig et Sindbillede på den store Kamp imellem Andens Liv og Død, som fortsættes fra Slægt til Slægt, ikke uden Virkning fra Dødens Side, men dog i det hele til Livets Fordel. Betragter vi fremdeles de enkelte Dele af Billedet, så er Træet et så naturligt Sindbillede på en stor Slægt, som er udsprungen af samme Rod, men delt i mange Grene, at vi endnu bestandig bruger Billedet og Ordet: Stamtræ. I denne Mythe er altså hele Menneskeslægten givet et fælles Stamtræ; men denne fælles Menneskeslægt har dog tre forskellige Grunddrifter eller Rødder, idet nogle vil virke kraftig for et ædelt og evigt Öjemed (Asernes Börn), nogle virke også kraftig, men for et Uædelt og blot timeligt Mål (Jette–Börnene ), og endelig mange kun udmærke sig ved Dorskhed og Afmagt (Hels Frænder). Ørnen betegner rimeligvis, som sædvanlig, Menneske–Ånden i sin höje Flugt, og Høgen kan da være, hvad Navnet betyder, en Vejrhane eller Vindspiller, som kunde sige Ørnen, fra hvilken Side Vinden blæste; ti en sådan levende Anelse eller Formodning har Menneske–Ånden i sin Kreds jo virkelig, og trænger under Livets Storme også höjligen dertil. Egernet er vel Fristeren, hvilket Navnet efter det angelsaksiske betyder, hvis Ord Ånden aldrig bliver fri for at høre. De fire Hjorte er de vilde Lidenskaber, som fortærer Livskraften, og deres Navne synes at betegne de forkælende og berusende og de dumdristige og rasende Lidenskaber, altså Griskheden på Gods og Gammen, Magt og Ære. For ikke at blive for vidtløftig vil jeg her ikke gå videre i Forklaringen, og gemme Urdas og Mimers Kilder, samt Nornernes Omhu for Træet, til længere hen.
     Ligesom i de anførte Myther, således er det overalt i den græske Mythologi en eller anden af de menneskelige Åndskræfter og sammes Ytring eller Udvikling, der er billedlig forestillet; i den nordiske derimod et eller andet Optrin af den Kamp, som føres imellem de Gode og de Onde, de Livlige og de Dorske, med et Ord: imellem Menneske–Åndens Venner og Fjender her i Verden. Imidlertid kan jeg naturligvis her ikke indlade mig på at vise, hvorledes denne Modsætning går igennem hele den græske og nordiske Mythologi. Men, da både Grundtvigs Anskuelse af Mythe–Begrebet og hans Forklaring af Mytherne er ny, og mange dog sikkert vil tvivle om, at det uden Vold og Tvang har lykkets ham at gennemføre denne, uden at de just derfor kan eller vil ved egen Undersøgelse overbevise sig derom, skal jeg i al Korthed give et Overblik over alle de nordiske Myther, følgende den Orden, hvori Grundtvig har optaget dem i sin Bog.
     ALFADER og NORNERNE. Vi har allerede set, at det Folk, som besjæles af Kæmpe–Ånden, må nødvendig tro på Udødelighed, følgelig på et evigt Liv, og på sine timelige Guders Undergang, følgelig på en evig Gud. Forestillingen om en Alfader i den dunkle Baggrund finder vi også virkelig i deres Myther, i Vøluspa , i Hyndlas Sang, i Gylfelegen , skönt den naturligvis altid var svævende og ubestemt, og i den senere Tid mat, hvilket den jo endogså er endnu hos dem, der kalde sig Kristne.
     En Tanke, som derimod lå dem langt nærmere, fordi den umiddelbar forbandt sig med det Liv, de førte, var den om Nornerne. Hovedsagen ved denne Mythe er, at den viser, Nordboerne tænkte sig den uböjelige Skæbne, der kundgør sig for alle opmærksomme Mennesker, ikke som en blind Overmagt, men som et Forsyn, med et stort og herligt Öjemed, hvis Opnåelse, hvor mange og store Ofre det end krævede, dog var Menneskeslægtens Håb og Mål og skulde blive dens Sejer. Både Benævnelsen Norner og deres særskilte Navne: Urd, Verdan og Skuld, udleder Grundtvig af det angelsaksiske, så at Norne betegner Nødvendigheden, og de tre Skæbne–Dronninger ikke, som man har ment, den forbigangne, nærværende og tilkommende Tid, men Spådommens, Forhindringens og Afgørelsens Norne. Når vi nu betænker, at der i ethvert udmærket Menneskes Levnetsløb kan skelnes et bestemt Anlæg, en indviklet Knude og en til Anlæget svarende Opløsning; så ser vi straks, at det er denne Treenighed i det virksomme, kæmpende Menneskes Liv, den nordiske Mythe skulde betegne, ligesom Grækernes tilsvarende Mythe om Kroniderne angik Treenigheden i det sig udviklende Liv.
     ASKEN YGDRASIL. Herom er allerede det fornødne sagt.
     URDAS og MIMERS KILDER. Vi har allerede ovenfor set, at disse Kilder er indflettede i ygdrasil–Mythen. Ved den første, under Ygdrasils Himmelrod, havde Aserne deres Tingsted, hvor de daglig mødtes, og Nornerne deres Höjelofts–Sal. Med dens Vand stænkedes Træet, og fra dette faldt Dug til Jorden. Denne Kilde var altså Spådoms–Kilden, hvis Ström både åbenbarede det Vordende, og virkede grødefuld til dets Udvikling. En sådan Spådoms–Kilde, hvoraf Menneskeslægtens Stamtræ vandes, er også et smukt Billede på Begejstringens dybe Væld, hvoraf unægtelig al sand Spådom opstiger, og i hvis levende Ordström al Åbenbaring, den være ordenlig eller overordenlig, den angå Himmelens eller Jordens Hemmeligheder, udgik til Menneskeslægten, vakte og meddelte Liv og Ånd. Urdas Kilde er således et Billede på Poesien i sin höjeste Grad og i sin oprindelige Skikkelse, Profetien. Duggen betegner, at Poesien vedetkvæger Menneskets Hjærte.
     I Mimers Kilde, som vender mod Rimtusserne, er al Kløgt og Vidskab skjult. Dette er, hvad Navnet angiver, Erindringens, Erfaringens Kilde, der kun kan flyde fra Rimtussernes Selskab (Kampen med de slette Mennesker). Man vilde hermed antyde, at kun ved Erfaring kan man få Forstand på noget, men at en enkelt Mands knappe Erfaring ikke kan give Forstand på Livet i det hele, og at man derfor måtte tilegne sig de forbigangne Slægters Erfaring og dermed lade sin egen sammensmælte. Når vi altså med et Blik betragter begge de nævnte Kilder, kommer vi til den Sætning, at det er de poetiske Folkefærds Levnetsløb, der skal forklare det ægte Menneskeliv.
     KOEN ØD–HUMLE, JETTER og RIM–TUSSER. Da jeg ikke uden stor Vidtløftigbed er i Stand til at, meddele Læseren Frugten af Grundtvigs Undersøgelse, angående disse höjst indviklede Genstande, er jeg nødt lil at henvise til Bogen selv, og kun at bemærke: at, da Oksen ellers er det gamle Sindbillede på Livets Kraft, så svarer Nordens Ko til Østerlandets Okse, netop som Følelsen til Fantasien, hvilket altid er mærkværdigt som et sandt Udtryk af Forholdet mellem de natur–poetiske og historisk–poetiske Folkefærd; fremdeles at vore Mythebøger synes ikke at göre nogen bestemt Forskel imellem Jetter og Rimtusser, hvilke i Almindelighed betegne de åndløse Kraft–Naturer, hvis Særkende er Hovmod, Trods og hjærteløs Hårdhed;

I »Græsk og Nordisk Mythologi, 1847« S. 164 gør Grundtvig dog Forskel imellem de hjærteløse og misundelige Jetter, som er Asernes Arvefjender og altid skulde kaldes Rimtusser eller Frostjetter, og de Jetter, der, som den gamle Havmand Æger og Sejdrikkeren Mimer, står i venligt Forhold til Aserne, om de end til dagligdags ikke lever med dem og er fremmede for dem, på lignende Måde, som Håndens Verden er fremmed for Åndens og Naturlæren for Historien. »Det videnskabelige Forhold imellem Historien og Fysiken«, bemærker Grundtvig, »der ogsaa til Hverdagsbrug kan findes stridigt nok, bliver dog kun uforligeligt, naar enten Historien har opgivet Aanden og stræber som en Genganger at kyse Livet af Folk, eller naar Fysiken trodser paa det Haandgribelige som det eneste Virkelige, og stræber med hjærteløs Selvklogskab at forstyrre Aandens historiske Verden i Menneske–Livet som idel Gøgleri og Blændværk«.

videre at al mythisk Filosofi om Verdens Udspring er barnagtig Selvklogskab, som ingensinde har haft Indflydelse på Folkene og ej heller for os bör have nogen Vigtighed, og som her oven i Købet kun lægges en Rimtus, Vafthrudner, i Munden, altså udgives for Ugudelighedens og Vantroens Udsagn; endelig, at hvis vi i disse Myther finder utvetydige Spor af dunkle Minder fra Menneskeslægtens Barndom, f. Eks. om Syndfloden, Noa med sine tre Sønner, Babels–Tårnet og saa videre, må vi erindre, at Nordens Oldtid (Fantasi–Tid) kun er en Oldtid for os Nordboer, men ikke for Menneskeslægten, så at den ingenlunde har fået sin Skikkelse uden fremmed Indflydelse, hvilket dog på den anden Side ikke må forstyrre os i Forklaringen af vore Myther, ti denne kan kun findes i Nordens ejendommelige Ånd.
VÆTTER, ALFER og DVÆRGE. Også her og af samme Grund må jeg bede Læseren søge Underretning i Bogen selv. Kun så meget vil jeg udhæve: Vætte (Væsen) betegner i de mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle mente fandtes i Alt, i det for vore Öjne livløse, så vel som i det levende. At Alfer og Dværge har i vore Forfædres Hjærner oprindelig været adskilte, bevises tydelig nok af, at de har forskellige Norner, Sprog og Runer; men de er senere blevne forvekslede med hverandre, fordi de er Tusind–Konstnere tilhobe, og Menneskene er stedse fristede til at forveksle den himmelske Konst snart med den naturlige og snart med den sorte. Imidlertid er det mere end sandsynligt, at Lys–Alferne, hvilke bor i Gimle, men træffes i Asernes Selskab som et Slags fremmede Ministre fra en höjere Magt, tilligemed Nornerne, der stundom regnes til dem, er Alfaders Sendebud i Tidens Løb. Angående Dværgene, der synes at have været en Art Mellem–Væsener imellem Lys– og Mørk–Alfer; en Slags Skumrings–Alfer, så at sige, skal her blot den almindelige Fordom berigtiges, at de skyr Lyset; ti en sådan Dagsky kan kun henføres til Mørk–Alferne, da den for Dværgene slet ingen Hjemmel har.

Om den forskel, som de Gamle i sine Forestillinger gjorde på Vætter, Alfer og Dværge, ligesom og om Forskellen imellem Aser og Vaner kan Læseren finde klarere og nöjagtigere Oplysning i Grundtvigs »Græsk og Nord Myth.« S. 154—163.

     ASER og VANER betyder de nordiske Forbilleder for den åndelige Følelse i begge sine Skikkelser: kraftig og kærlig. Spørger vi, hvorledes de Gamle kom til disse Forbilleder, til sådanne åndelige Forestiilinger, da kan derpå ikke godt svares andet, end: hvorledes kommer Mennesket overhovedet til Ånd ? Men mener vi med dette Spørgsmål, under hvilke omstændigheder deres Forestillinger just blev til de Billeder, som vi finder i Mytherne; så kan vi vel gætte herpå, men tvivlsomt vil det dog altid blive. At imidlertid Betragtningen af den öjensynlige Forskel imellem Nordens Indbyggere og de af denne Forskellighed udsprungne Begivenheder må have haft kendelig Indflydelse derpå, er vist nok, da Folke–Dåden i den grå Oldtid, ligesom Börnenes Idrætter alle Dage, er et tro Spejl af deres Indre. Således kan man umulig andet end genkende Goter og Daner i Aser og Vaner; men derfor vilde det dog være et stort Misgreb, om man troede, at Asa–Livet var bestemt til at være en Udsmykkelse af disse Stammers Old–Historie, ti Begivenhederne har her, ligesom elters Naturen, ingenlunde været Digtningens Genstand, men kun Digterens Spejl. At dette i en poetisk Hjærne (og en sådan må vi dog antage, at de gamle Mythesmede har haft) virkelig er Fremgangsmåden, beviser intet tydeligere end Grundtvigs; egen Anvendelse af Naturens og Historiens Foreteelser for dermed at betegne eller udpege sin åndelige Anskuelse af Menneskelivet. Det kan således meget gærne have været muligt, at Goter og Daner i Arildstid, efter en lang og sørgelig Fejde, sluttede oprigtig Fred og Forbund på fælles ærefulde Vilkår, og med et Mageskifte, skikket til at forevige Venskabet. I dette tilfælde vilde det da falde en nordisk Digter aldeles naturligt, i denne Begivenbed at se et tro Billede af Striden i de ædlere Følelsers Rige imellem Kraft og Kærlighed, som altid ender sig med et Slags Ægteskab, fordi Parterne erkender, at de er hinanden uundværlige, og vinder begge ved indbyrdes Eftergivenhed. Men derfor var det ingenlunde dette lille Optrin i Heltelivet, men Livet selv, i det hele og det store, han besang, så at hele Norden igennem Århundreder genlød af Kvadet om den store Trætte imellem Guderne, som endtes med, at Njord og hans Börn fik Rang med Aserne, og at Freja selv på Valen dette halvt med Odin. Omvendt kunde også Fejden imellem Goter og Daner især have rejst sig af deres forskellige Anskuelser, så at Aserne vare de gotiske og Vanerne de danske Forbilleder og Guddomme, fordi hine af Naturen havde mere Lyst til Krigen, disse til Freden, men at det dog ved en höjtbegavet Sangers Ord blev dem begge klart, at hvo der vil leve frit og se gode Dage, må have Sind til begge Dele, om han end kun i Grunden har Mod på den ene.
     Angående Navnene As og Van eller Vaning viser Grundtvig ej alene hen på det gotiske Ansar, efter Jornandes Halvguder, men og på As, Æs, det höjeste Kort, og Ås, Bjergryg, og på wan, vores væn, som på angelsaksisk betyder hvid og lys, hvilket især bliver mærkeligt derved, at Hejmdal, som kaldes en Van, også fører Navn af den hvide As. Historien gör os bekendt med et Aspurg (As–Borg) og Fanegoria (Vane–Gård) inde ved det sorte og asovske Hav. Jeg anfører dette i Forbigående egenlig kun for at vise Læseren, at det er ingenlunde af Ukyndighed om sådanne Kendsgerninger, hvorpå mythologiske Formodninger sædvanlig bygges, at Grundtvig kommer til ganske andre Forestillinger om Mythernes Betydning. — I øvrigt ytrer han den Formodning, at de i Norden, som gjorde sig en håndgribelig Forestilling om Guderne, snarere tænkte sig dem i Dybet end i Höjheden, snarere i Havet end i Himmelen, hvor det synes, som de kun daglig red op at holde Råd under Ygdrasil (Havsgård for Asgård i Kæmpevisen om Tor er måske således at forklare): hos os i Norden bor Ånden egenlig i Hjærtet, og aflægger kun Besøg i Hjærnen, som er vor lille Verdens Himmel og Höjelofts–Sal.
     ODIN, HÆNER og LØDER. Ligesom Zevs hos Grækerne var den fornemste Gud, således var Odin det hos Nordboerne: begge forestiller de den åndelige Grundkraft, der levede i Folkene, eller den Ånd, der besjælede dem. Da Grækerne levede i Menneskeslægtens Fantasi–Alder, så var deres Ånd egenlig det naturlige Blik, hvormed de betragtede deres egen Natur. Men hos Nordboerne, som levede i Menneske–Slægtens Middel– eller Følelses–Alder, og hvis Ånd altså ikke boede i Hjærnen (Fantasien), men i Hjærtet (Følelsen), måtte Odin være den Grundfølelse, hvoraf alle deres øvrige åndelige Følelser udsprang, og dette var da Håbet, Troen, Forvisningen om Sejer, eller rettere sagt, Odin var det levende Udtryk for dette Håb, det höjeste og skönneste Billede af et Menneske, i hvem dette Håb levede. Derfor kaldes han i Vøluspa, bogstavelig overensstemmende hermed, Sejer–Faderen og Aserne Sejer–Guderne, ligesom og Odins–Hjemmet efter Ragnarok Sejer–Vangen. Dette levende Sejershåb, hvoraf oprindelig alle Nordboens store Bedrifter udsprang, som Aserne af Odin, forlod Kæmpen heller ikke, når han segnede på Valen, men fulgte ham til Valhal, hvor det var grundfæstet til Ragnarok, og hævede sig derfra på Lysalfe–Vinger over sin egen Grav, som Odins Banetue var, til Himle–Borgen på de evige Höje.
     Men, uagtet Kæmpeånden bestandlg drev Nordboen til at give sig i Kamp med Livets Fjender, ligesom Ridderen stred for sin Dame; så måtte dog hans egenlige Mål være, engang at komme i rolig Besiddelse af det elskede Liv, og denne dybe Længsel efter vig Fred og varig Glæde, som lå i Hjærtets Baggrund, ofte rørte sig, og egenlig aldrig forlod ham, fremstilles i Odins Hustru Frigga, som bliver Moder til Balder og Høder ( den rene Uskyldighed og den blinde Troskyldighed). Vi forstår nu også, hvorfor Here levede i Splid med Zevs, men Frigga i Fred med Odin; ti hos Grækerne måtte Åndens Hustru være deres naturlige Hoved–Tilböjelighed, hos Nordboerne deres Hoved–Mål; men alle Hjærtets Tilböjeligheder er naturlig hverandres Medbejlerinder til Åndens Gunst, hvorimod Mennesket historisk kun kan have ét Mål, da alt andet, som kaldes så, enten kun er Midler dertil eller ubetydelige Bihensigter. Imidlertid tillægges Odin naturligvis dog adskillige Side–Hustruer, da de mange Retninger, hvori Ånden virker, lettest betegnes under Billedet af mange Kuld Börn. Her skal blot som Eksempler nævnes de tre Jettekvinder, som Odin beskyldes for, næmlig Skade, Gerda og Gunløde, Døtre af Tjasse, Gymer og Suttung, og det står vel heller ikke til at nægte, at Ærgjerrigheden, eller Forfængeligheden, Skönheden og Smagen i deres forførende og fordærvelige Skikkelser har mer end en Gang fristet Nordens Ånd.

Sammenlign dog hermed »Græsk og Nordisk Mythologi. S. 174 f., hvor Grundtvig fremhæver, at Frigga efter Völuspa ejede hele Odins Hjærte, så at der for Nordboen oprindelig kun var én Asynie og ét Ægteskab.

Odins egenlige Hjemstavn er Valhal, dette Ærens Tempel og Evigbedens Forgård i det gamle Norden; Ti Livet i Valhal er åbenbar Udtrykket for den jordiske Udødelighed. At Kæmperne i Valhals Vænge daglig falder og står op igen, udtrykker Menneskeslægtens bestandige Kamp imellem Liv og Død, da den falder med de Gamle og står nyfødt op igen med de Unge. Galten Særimner, hvis Kød daglig kåges og tæres, men dog ikke fortæres, ja den mister ikke engang Livet, betegner træffende den kødelige Forbindelse imellem Æt–Leddene. Geden Hejdrun, som bider Knopper af Navnkundigheds–Træet Lerads Kviste, og af hvis Yver daglig løber et Kar fuldt af Mjød, og Hjorten Ektyrmer, som står ovenpå Valhal, gnavende på samme Træs Kviste, og som får så fugtige Horn, at af det, der drypper fra dem, flyder mange Floder ned i Hvergelmer, betyder Forplantelsen af de berömte Slægler, som, når den lykkes, skænker Ejnherierne

I »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 230 f. siger Grundtvig: »det dunkle Navn Ænherie (af det angelsachsiske »onherian«) betyder Medbeiler, hvorfor der ogsaa meget smukt siges i »Havemaal«, at Hænderne er Hovedets og Mundens Ænherier.«

(Livets Kæmper) Mjød, det vil sige Hjærteblodet eller Mindesaften indsuget med Modersmælken, men, når den mislykkes, så at Slægten vanarter, skaber kun Strömme til Afgrunden. Sværdels Lyn er Valhals Lys; ti det er ene Kæmpelivets Førtsætteise med Heltegerninger, der kaster Glans på den jordiske Udødelighed, som såsnart Bedrifterne ophører, bliver til en luftig Drøm og tom Navnkundighed. Endelig Valkyrierne, som ved Bordet rækker Heltene Bægeret og på Valpladsen styrer Kampen, er Udtrykket for Kæmpelysten og Kæmpelykken i det hele. Iøvrigt gik det med Valkyrierne i gamle Dage, som med Damerne i Riddertiden, at hver udmærket Hert havde sin. Derfor ser vi også, at det himmelske og jordiske, det timelige og det evige, på den mest æventyrlige Måde forbindes og forblandes i Valkyrie–Mythen, der snart skjuler sig hos Val–Fruen i Folkvang, og snart bliver til en Skjoldmø ved Kæmpens Side, men sædvanlig svæver i Frejas Fjæderham ubestemt imellem begge.
     Uagtet nu åbenbar Valhal er Odins egenlige Hjemstavn og Opholdssted, tildeles ham dog andensteds et Höjsæde, Hlidskjalf, hvilket her blot udhæves, for at vise Forskellen imellem Græsk og Nordisk; ti Hlidskjalf betyder på Angelsaksisk Lyttehöjen, som jo også Hørelsen er Hovedsansen i den historiske Poesi, ligesom Synet er det i den naturlige. Derfor lytter også Odin til sine to Ravne, Hugin og Munin (Anelsen eller Formodningen og Hukommelsen), som gennemfarer den tilkommende og forbigangne Tid.
     Odin red på den åttebenede Hest Slejpner, som var født af Loke og Svadilfar, havde Runer på Tænderne, sprang med Herrmod let over Hel–Gitteret, og løb tillige glat over det vilde Hav. Det er ligefrem, at, når Odin er Nordens Ånd, så er Slejpner Åndens Ganger, altså poetisk talt Verset, der i Norden fra først af upåtvivlelig var åtteføddet, eller oprindelig det mægtige Ord, hvorpå Ånden farer over Land og Vand. Fra hvilke Fremmede man lånte det åtteføddede Vers, er ej let at sige, men uden Tvivl vilde man med Loke og Svadilfar antyde, at Kløgten i Norden forbandt sig med det fremmede Mönster, for at frembringe det brugelige Vers. — Odins Ring, Drypner, kan meget godt betyde den historiske Kædegang eller Sammenhæng; ti Historien er jo virkelig en sådan Ring, der bestandig formerer sig, naturligvis med Ring i Ring, og nu er bleven til en lang Guldkæde, og intet var rimeligere end at tillægge Nordens Ånd noget, der forestillede den historiske Sammenhæng imellem Tider og Begivenheder. Odins Våben er Spydet Gungner, et Værk af Ivalds–Sönnerne, men en Gave af Loke. Det betyder den bidende Satire, som den virkelige Poesi bruger til Nødværge, og som er en Gave gennem Forstanden, men et Værk af Fantasien. Iøvrigt har Gungner Runer på Odden, ligesom Slejpner på Tænderne, hvilket væntelig vil sige, at de vare til åndeligt poetisk Brug.
     Den bekendte Historie om Pantsættelsen af Odins Öje til Mimer, som Grundtvig forbinder med Fortællingen om den Bygmester, som skulde opføre Guderne en uindtagelig Vold , bliver det for vidtløftig her at omhandle. Kun skal jeg bemærke, at Grundtvig forklarer den om den Forblindelse, der altid finder Sted, når Menneske–Ånden vil råde sig selv, uden dog at opgive sine dybe Længsler og sit Udødeligheds–Håb.
     Spørger vi endelig om Oprindelsen til Odins Navn, da kan den islandske Form, Oð:en, komme af öð:i, skabende eller poetisk Ånd (Vafthr. M. 1, 5, 12), og den angelsaksiske, Woð:en, af det angelsaksiske woð:, Poesi eller Veltalenhed.
     Til Slutnng et Par Ord om Menneskenes Skabelse, ved hvilken Anledning vi også kommer til Hæner og Løder. Grundtvig gör opmærksom på, at der tillagdes Guderne kun så megen Andel i Skabelsen, som der rimeligvis kunde komme på Menneske–Andens Part, når det hele på en ubegribelig Måde havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv. Aserne forefandt også Ask og Embla allerede skabte; og de trende Børre–Sönner: Odin, Hæller og Løder, udrustede dem kun med forskellige Egenskaber, så at Odin gav dem Ånd, Løder Ansigtsfarven og i det hele et smukt Udvortes, og Hæner rimeligvis den lønlige Frygt, som bor i Hjærtedybet hos de djærveske Helte, når ikke Gimle–Håbet uddriver den. Med denne Forklaring stemmer også Odins Brødres nyere Navne: Ve (beslægtet med vie, indvie) , som betyder hellig Sky, og Vile (beslægtet med vild, ville) , der betegner Egen–Kærligheden, der, som Løder, sætter Farve og skikkelse på alt

I »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 133 gengives Volas Ord derom således:
Asker og Embla, evneløse,
Laae end paa Marken, leved knap,
Førend dem ændsed Aser trende,
Kraftens Sønner med kiærlig Hu:
Aand gav Odin og Indsigt Hæner,
Farve gav Løder og Faverhed.
Grundtvig fremsætter her også den Sætning, at Hæner er Fremtidens og Løder (måske den samme som Lokel) Nutidens, ligesom Odin er Fortidens Sjæl eller Vætte.

BALDER, BØDER og VALE. Da Mythen om Balder er ved Evalds og især Øhlenschlægers mesterlige Behandling alle Læserne bekendt, og da dens Betydning næsten påtrænger sig af sig selv, kan jeg fatte mig kort. Vi erindrer, at Balder var en Sön af Odin og Frigga, af Nordboens sikre Håb om en endelig Sejer over Livets Fjender og hans dybe Længsel efter at nyde dette i Fred og Ro. Balder er følgelig Livets Glans, Renhed og Skönhed, således som den Uskyldige må se det, når det viser sig for ham frit for jordisk Brøde og jordisk Forgængelighed. Nordboen følte allså, at et uskyldigt og saligt Liv egenlig hørte Menneskenaturen til, men at det her på Jorden tidlig, ved et eller andet Uheld, var forspildt, at vi Menneskebörn dog bestandig vedbliver at føle Savnet af dette Uskyldighedens og Uforkrænkelighedens Liv, hvoraf vel et mat Efterskin (Forsete) er blevet os tilbage, som i Vemoden formilder Savnet, men som ej formår at udfylde det; men han håbede også for vist, at for den, som ærlig havde kæmpet sit Jordeliv til Ende, vilde det tabte Uskyldighedens og Glædens Liv opgå på en ny Jord i al Evighed. Derfor dør Balder i sin Ungdom, men vender tilbage efter Ragnarok.
De øvrige, Personer og Begivenheder i denne Mythe vil nu ikke være vanskelige at forklare. Spydet Misteltejn er det vigtigste. Det er den eneste træede Snyltevækst i Norden (Mistel, engelsk mistletoe) og en af de Snylter, som giver Fuglelim, kan derfor godt betyde Nidvisen, der holder sig til Guderne, ligesom Voltaire til Bibelen og som Lokasenna til Vøluspa; og der lader sig vanskelig finde noget mere træffende Billede på den åndelige Uting, der til alle Tider har aflivet den höjpoetiske Anskuelse af Timeligheden som Evighedens Spejl, end denne tvetydige i alle Henseender bagvendte Snyltevækst, der slet ikke kan gro i Jorden, og hvis Rødder derfor heller må kaldes Kløer, hvormed den omspænder og udsuger den Ask eller Abild, det, uden at man véd hvorledes, lykkedes den at liste sig på. Høder, har vi set, er den blinde Troskyldighed, der, da han selv har nedbrudt Genstanden for sit Håb, nødvendig falder i Hænderne på Vale (Fortvivlelsen), en Sön af Odin og Rinde (den skærende Kulde). Iøvrigt vender naturligvis efter Ragnarok Høder tilligemed Balder tilbage til Guderne. — Balders Hustru, Nanna, som fulgte ham til Hel, og sender derfra endnu Venne–Gaver , et Slør og en Guldring, forestiller den ubeskrivelige Yndighed, som er Følelsens og Kvindelighedens Del af Evigheds–Glansen, der omstråler Balder. Balders og Nannas Sön, Forsete har vi nævnet som Balders Efterskin, det Minde om den forsvundne Herlighed, der bevidner dens Virkelighed og varsler om dens Genfødelse. — At en almindelig Gråd var et lige så nødvendigt som efter Omstændighederne uopfyldeligt Vilkår, ser man let, og Heksen Tøkke, der ikke vilde græde, er Selvklogskaben og Egensindigheden. — Sløret, som Nanna fra Hel skikkede Frigga, er naturligvis et Billedslør, som Frigga med et Vemods–Smil bredte over sin Hjærte–Sorg og dybe Længsel, og Odin blev underlig trøstet, da Balder sendte ham Drypner igen, der ikke blot var gået uskadt igennem Ilden og havde således bevist sin Ægthed, men endog i den store Smæltedigel og Kølepande havde erhvervet sig Egenskaber, som gav den Navn og gjorde Sejerfader rig. Med andre Ord: ved Balders Død er Asalivets Kæde brudt; derfor tager han Odins–Ringen med sig til Hel; men med Håbet om hans Genkomst vender Ringen tilbage, dryppende åtte ny Ringe hver niende Nat; ti nu fortsæltes Livet i en Række Optrin af Menneskeslægtens Kæmpeliv igennem et nyt historisk Tidsrum, der har Balders Opstandelse til Mål, og fyldes af Forbilleder på den.

Volas Ord om Balders Død gengives i »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 144 således:
Jeg saae i Skjulet Skæbne–Lodden.
Blodig for Balder, Barnet af Odin !
Misteltenen, myg og smækker,
Fager syndes med frodig Væxt ;
Harmen voldtes ved Høders Arm.
Snart en Broder vel Balder fik,
Og een Nat gammel Odins–Sönnen,
Med Haand utvættet og Haar uredt,
Banesaaret gav Balders Fiende ;
Frigga dog fældte i Fensal Taarer
For Valhals Vogter! Veed I det nu ?

T�R, ULLER og TYR. Hvis Guderne havde beholdt Balder i deres Midte, så havde de ikke hehøvet T�r, eller, så vilde han dog ikke være kommet til at føre det dådrige Liv, som han nu måtte føre. Men Balder måtte ifølge Nornernes Dom tidlig forlade dem, og da var T�r ret egenlig den, der på en Måde måtte udfylde hans Plads, for så vidt dette lod sig göre. Med andre Ord: da Menneskene ikke mere formåede at betragte Livet med Uskyldighedens Öjne, fordi Uskyldigheden ikke mer boede i deres Hjærter; så måtte de ædlere Menneskers Liv forvandle sig fra en glad Nydelse af denne Guds skönne Gave, til en Kamp for det imod dets Fjender (indvortes i deres eget Bryst, eller udvortes andre Mennesker) der snart med Vold og snart med List søgte at forstyrre og fordærve det. Den levende Sandhed eller sande Virkelighed, som således de ædlere Mennesker i Ord og i Gerning stiller åben og ligefrem imod den Falskhed, Løgn og Skin, som er det åndelige og sande Livs evige Fjender, er det som er forestillet i T�r. Derfor er han Sön af Hlodyne eller Fjorgyne (den nordiske Natur i sin Frugtbarhed), ti han hørte ret egenlig Jorden til; derfor var han hvert Öjeblik på Færde, ti hvert Öjeblik løfter Løgn og Ondskab, snart her snart der, sit Hoved i Vejret; derfor hedder han Midgårds–Ormens (Falskhedens) Bane; derfor hedder hans Rige Trudvang

Det engelske truth betyder både Sandhed og Virkelighed, hvilke to Begreber i Grunden heller ikke kan skilles fra hinanden.

(Sandhedens Land), hans Våben Trudhammer (Sandhedens Hammer). Denne T�rs Hammer forestiller da Sandhedens eller Virkelighedens Tordenslag, der altid i Tidens Løb forstyrrer Jette–Planer og gör lyst på Heltebanen. Styrke–Bæltet, som han spænder om, for at hans Kræfter skal vokse, er hans Tanke på sit Heltekald og Følelsen af sin Styrke; og sine Stålhandsker (Koldsindigheden) drager han på, når han besinder sig, hvorledes han ret skal få Ram til Fjenden, så at det kan forslå. – T�rs Vogn afbilder Tidens Løb på Kæmpebanen, og at den trækkes af to Bukke, vil sagtens sige, at Følelsen af Kraft og Trangen til Virksomhed er de to stærke Drifter eller Drivere til Dåd. — T�rs Borg hedder Bilskirner: den har 540 Stokværk, altså ligeså mange som Valhal har Döre, hvilket også må så være, ti da hele Tiden er T�rs Løbebane, må den naturligvis have ligeså mange Tidsrum, som Kæmpernes Hæderstempel har Indgange, da enhver Begivenhed, der har vigtige Følger, naturligvis også sender et nyt Hold Kæmper til Valhal.
Hvad nu T�rs Bedrifter angår, af hvilke vi kender en Del, og som jo vilde være langt flere, hvis alle de Myther, der virkelig har levet i Oldtiden, var komne til os, så er de enten foretagnt til Asgårds Værn for Öjeblikket eller blot til Tidsfordriv, det vil sige: til Øvelse af Kræfterne med Hensyn til Hovedslaget i Ragnarok. Til første Slags hører Kampen med den sortsmuttede Bygmester, med den glimmersyge Tjasse og med Hrungner med Stenhjærtet; til andet Slags Besøget i Gejrodsgård, Rejsen til Udgård og Fiskefangsten med Ymer; endelig kan T�rs Brudefart til Trymsgård regnes til begge Dele, Alle disse Myther, på hvis Enkeltheder vi her så meget mindre behøver at indlade os, som de, ifølge vor engang antagne Mythe–Anskuelse, ikke skal betyde nogle visse Begivenheder, men må kunne forklares om adskillige, er efter Grundtvigs fortolkning digtede med et så skarpt universal–historisk Blik, at de ypperlig kan betegne nogle af de vigtigste Tildragelser i Menneskeslægtens hidtil førte åndelige Liv, uden at det derfor på fjærneste Måde påstås eller menes, at de profetiske Digtere have i Ånden set netop disse Tildragelser, som kom.

T�rs Kamp med Hrungner afspejler den Verdenshistoriske Kamp imellem Nordboen og Romeren. Hans Besøg hos Hymer svarer til Nordboens Forhold til Paven med Fiskerringen, som på Korstogenes Tid bragte Islamismen i Fare, ligesom Midgårdsormen var i Fare, da T�r var ude at fiske med Hymer. T�rs Rejse til Udgårds–Loke udtrykker Nordboens Kamp med Skinnet og Gøgleriet. Fortællingen om hans Færd til Gejrods Gård minder om Nyårstiden med Nordboens Deltagelse i Trediveårskrigen. Og en Opfyldelse af Drömmen om T�rshammerens Hentelse fra Jetten Thrym, kan vi håbe at se, når Folkekraften engang påny bliver virksom i Folke–Åndens Höjrehånd. — Alt dette findes udført i »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 188—2O5.

Om T�rs huslige Liv kan man ikke vænte at høre meget; ti en sådan Stridsmand, der bestandig var på Farten, kunde hverken have Lyst eller Ro til at være hjemme. Hans Hustru hed Sif,

Da Læseren ved Sif let bringes til at tænke på, hvorledes Loke røvede hendes naturlige Hår, men måtte skaffe hende en så godt som levende Guldparyk igen, så kan jeg ikke nægte mig den Fornöjelse at anføre Grundtvigs smukke Forklaring af denne Mythe. Anledningen til den, siger han, var formodenlig, at nogle Loke–Folk (væntelig Fönikerne), der fældede den smukkeste Egeskov i Norden, fordi den gav godt Skibstømmer, måtte til Erstatning give os gyldne Kornmarker. Men for ham, der gjorde den dejlige Mythe til Minde om den store Begivenhed, svævede det dunkelt, hvad vi nu klarlig ser, at det vilde gå med al Nordens Natur–Herlighed som med Skoven; derfor blev Mythen så dejlig og dyb, at den kan bære selv de største historiske Begivenheder, hvori vi efter Tab, der synes ubodelige, ser Lykken smile til vort Norden, som de rodfaste Vipper, der aldrig kunde bølget i Skoven, var ikke Egene fældte.

som betyder Fædreland: da næmlig T�r betyder Menneske–Åndens Kæmpe i Almindelighed, der som sådan intet bestemt Fædreland kan have, må han naturligvis forbinde sig med det Land, hvori han vil opslå sin Virkekreds, altså her med Norden. — I dette Ægteskab fødtes Datteren Drude (den nordiske jævne Ligefremhed, engl. truth). Ved Sif blev T�r også Stiffader til Uller, om hvem ret straks noget mere. — Med Heksen Jærnsakse blev han fader til Magne, og sandsynligvis til Mode også, på hvilke Personer man straks ser, at de er rene Forklaringsudtryk på Magt og Mod, og man formoder da med Rette, at Moderen er det og, så at den hele Mythe kan være foranlediget ved den historiske Begivenhed, at Helte–Folket ved Jærnets Hjælp fik Bugt med Stenkile–folket, hvorved Læseren dog bedes at erindre, at, uagtet en sådan historisk Begivenhed meget godt kan have været Anledningen til og Billedet for Digterens Tanke, så omfatter denne dog langt mere og må kunne passe på langt större Ting, som f. Eks. for at nævne ét, at den Nævenyttighed, som hører til Tydskernes Natur, bliver den nordiske Naturs Medbejlerske til T�rs–Hjærtet, når den viser ham sin Indflydelse på den menneskelige Virksomhed til at forhöje Kraften og forstærke Virkningen, så vi siger med Rette, at Angelsakseren er T�r med Jærnsakse, og Engellands nyere Historie er en god Oplysning om, hvad Mod og Magne formår.
Angående Sifs Sön og T�rs Stifsön, den dristige og smukke Skiløber og Bueskytte Uller, som er god at påkalde i Tvekamp, gör Grundtvig det i höjeste Grad sandsynligt, at han er samme Person som Tyr, der så dristig stak sin Hånd i Fenris–Ulvens Gab, og han forestiller da, som Sifs Sön, Uller, den nordiske Naturkæmpe, og, som Tyr og T�rs Stifsön, Æresfølelsen, der adler det personlige Mod, og gör den djærve Enkeltmand til en Stifsön af Ånds–Kæmpen, som derfor lyser ham i Kuld og Kön.
BRAGE og IDUN. Idun med Æblerne hører ikke til de oprindelige Guddomme, men er en Nødhjælp for Aserne, som med Balder har tabt deres Evighed, og må da nöjes med en timelig Udødelighed, kan ikke undgå at ældes, men har kun fundet Midler til at undgå Døden og stedse blive nogle År yngre igen. Idun er åbenbar Nordens Persefone, Høstens Muse, der vel i Skönhed står langt under Grækenlands, men i Betydning så höjt over hende, som Valhal over Elysium, eller som det historisk–poetiske Grundlag i Norden over det i Grækenland. Grundtvig udlægger næmlig på en dejlig Måde Mythen om Persefone således, at de naturtro og smagfulde Grækere ved den vilde betegne, hvorledes Menneskets Alderdom, skönt i sig selv tør og tom, som den forestilles i Plutos Rige, dog også kan have sin Vederkvægelse og Glæde. Ti Pluto ægter den skönne Persefone, Datter af Zevs og Demeter (Fantasien og den frugtbare Natur), og denne Persefone, som fik Tilladelse til hver Vår og hver Sommer at besøge Jorden, eller måske endog Olympen, blev ikke ved Pluto, men ved Zevs i en Slanges Skikkelse, Moder til Zagrevs, der ellers også kaldes Bakkus. Således går det til, når den historisk–poetiske Anskuelse

Således benævner Grundtvig den historiske Anskuelse, jeg i det foregående har søgt at fremstille.

af Livet, der er Alderdommens Tröst og Glæde, skal fødes; ti ved den blotte Forstand kan den ikke frembringes: Fantasien må være dens virkelige. Forstanden kun dens Skygge– eller i al Fald dens Pleje–Fader. At Zagrevs også kaldes Bakkus, er både dybt og dejligt; ti Fantasien snor sig i Slangebugter om Forstanden, som Ranken om Stangen, når Vegerkvægeren skal fødes, som er den åndelige Vindrue; eller er ikke netop Vinen det legemlig–oplivende, der alt for ofte bruges som Nødhjælp for det åndelige ?

Önsker man nu at vide, bliver Grundtvig ved, hvorledes en dejlig Mythe kan tabe sin Betydning, da tænke man blot Aanden bort, og strax bliver Zevs til Luft, Demeter til Jord, Persefone til Grönsvær, Slangen til en haandgribelig Vinranke, Zagrevs til en Vindrue, og man er kun i Forlegenhed med Pluto, som bliver til slet ingen Ting.

Iduns Giftermål med Brage er heller ikke mindre mærkværdigt end Persefones med Pluto; ti Brage er åbenbar Skjalden i Valhal, der giver Heltene deres Eftermæle. Iøvrigt havde Idun foruden Brage (Veltalenheden), hvem hun ægtede, også Loke og Hejmdal til Bejlere, hvilket også er i sin Orden; ti alle disse svarer på en vis Måde til Grækernes Pluto, da de alle tre betegner Forstanden eller Fornuften i deres forskellige Skikkelser. At Brage er en langt ubetydeligere Person end hans Hustru, lader sig ikke nægte; men ogsaa dette har sin Rigtighed i Danmark, hvor netop det samme poetiske Forhold finder Sted imellem Fantasi og Følelse, Hjærne og Hjærte, som imellem Brage og Idun, så at en vis valhalsk Opkaldelse af gæve Fædre er Indbildningskraftens største Heltegjerning her til Lands, medens alle poetiske Skikkelser (alle Aser) kan göre Regning på en hjærtelig Optagelse, der opliver og forynger dem.
MIMER og HEJMDAL. Enten er Mimer og Hejmdal samme Person, eller Mimer (Hukommelsen, om hvis Kilde alt tilforn er handlet) er Fader til Hejmdal, som er Udtrykket for den Forstand og Vidskab, der ikke spotter, bestrider og forråder, men forsvarer Åndens og Poesiens Verden, og slår derfor fjendtlig ikke blot mod Jetterne (de åbenbare Åndsforagtere), men også mod Hinkeren imellem begge, der i Grunden er af Jettebyrd, og ender derfor med at blive Asernes Forræder, den falske Vismand Loke. I Ragnarok kæmper også Hejmdal og Loke sammen, indtil begge falder, hvilket beviser, at Hejmdal er Forstanden på Asernes Side, ligesom Loke er Forstanden på Jetternes Side, og minder om, at al vor Erkendelse hernede, selv den rette, skal som umoden affalde.

I »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 233 henregner Grundtvig Hejmdal til Vanerne.

     NJORD og FREJ. Om disse må det bemærkes, at Njord med sin Hustru Skade åbenbar er en Præste–Mythe. Njord betyder da Gudsfrygten, der, efter at have skilt sig fra Skade, bliver ved sin anden Hustru og Søster (Fromheden) Fader til Frej, som ligefrem er en Forgudelse af Mildheden. Frej og freja vare egenlig Van–Guder og de Danskes eneste Afguder, og som sådanne ganske naturlig Gudsfrygtens og Fromhedens Börn.
     ASYNIERNE. Af sande Gudinder havde Nordboen kun Frigga (As–Dronningen) og Freja (Van–Dronningen). I den første forgudede man Moder–Kærligheden (Balders–Moderen) , i den sidste Elskoven (Odder–Bruden). Om Frigga er det nødvendige sagt, og når nu Freja er en Forgudelse af den danske Kvindelighed, så er hendes Smykke, Brysing, den Glans, hvoraf de Gamle tænkte sig den omgivet, eller den Glans, som det poetiske i den nordiske Kvinde–Kærlighed kaster på denne. Frigga og Freja betegner således alt, hvad Odin fandt guddommeligt hos Kvinden. — Men dog kan vi, formedelst Nordens historiske Retning, ikke aldeles forbigå Odins Veninde Saga. Ti at den historiske Fortælling så tidlig blev forgudet kunde kun finde Sted i Norden, hvor Saga er omtrent lige så gammel i Asgård som Odin selv, og er formodenlig den Drude T�rsdatter, vi ellers intet høre om. Hvor kær hun var Odin, Så at Mythen lader ham daglig besøge hende, beviser for Resten intet bedre end Hejmskringla, ti at der er Ånd i den Fortælling, vil sikkert ingen nægte, som selv har Ånd.
     LOKE OG HANS AFKOM. Jeg forudsætter, at om ikke alt, så dog det væsenligste af Lokes og han Afkoms Historie er, i det mindste igennem Øhlenschlægers Digte, enhver af mine Læsere bekendt. Jeg går derfor lige til Forklaringen, som jeg aldeles Ordret vil tage af Grundtvig. Det er gået Grækerne med Prometevs som Nordboen med Loke: såvel den nordiske som den græske Mythesmed har åbenbar stirret på noget åndeligt eller djævelsk, hvad det så var; ti det så ud til allehånde, men, som Nordboen fandt, dog mest til det onde. Og man kan just ikke heller kalde det en ørkesløs Spekulation, al den Stund der virkelig findes et sådant tvetydigt Væsen hos ethvert Menneske og hos ethvert Folk, der tror på mer, end de selv begriber; ti hos dem alle opstår der et besynderligt Forhold imellem Anskuelsen og Troen på den ene Side og Begrebet på den anden: et Forhold, Loke–Mythen udtrykker så dybt og træffende, at den nødvendig må være udsprungen ej blot deraf, men af en Følelse, hvori det dybt afprægede, og en Anskuelse, hvori det klarlig spejlede sig. Derfor er den besindige Tænker med höjere Anskuelse endnu lige så forlegen med hvad man kalder Fornuften, som vore gamle Mythesmede var med Loke, (af angelsaksisk locan, at se, engelsk to look, der udtrykker al vitterlig, overlagt Sjæle–Virkning), der åbenbar er dens fantastiske Forbillede eller poetiske Fuldmægtig, så vi vakler også mellem to Udveje og ét Husråd: enten at lægge ham på Stejle, flække ham eller lade ham fremdeles gå for den, han er, hvilket sidste jeg, efter langt Beråd, og efter at have såvidt mulig, prøvet alt med den Gård–Nisse, nu holder for det klogeste. Man flækker ham næmlig aldrig så tit eller så fint, at, hvad man beholder, jo også bliver en Loke, der går sin gamle, skæve Gang; og man binder ham aldrig så forsigtig, at man jo binder sine åndelige Hænder med det samme, så man enten må løse ham igen eller lade dem i Stikken: ti hvad man end gör, undtagen at gå i Dåre–Kisten, må man jo göre med Fornuft, og kan da allermindst undvære den til at göre, hvad der går over dens Begreb. Fædrene gjorde derfor åbenbar klogt i kun at diktere Loke hans Straf som ærlig fortjent, allerede ved Balders Død, og siden utallige Gange, men at opsætte Henrettelsen af politiske Grunde og kun stille ham under Politiets specielle Opsyn, det vil sige, under Hejmdals, der både har et Öje på hver Finger, og selv i Ragnarok har så godt et Greb på hans Behandling, at han, indtil den Tid, ej mer gör store Spilopper. — Efter det her sagte indser Læseren let, hvorfor Loke er Fader både til Odins–Slugeren (Åndsfornægtelsen) Fenris–Ulven, til Døden (den åndelige Magtesløshed) Hel, og til Midgårds–Knugeren (Falskheden) Slangen; ti vel er disse ikke nødvendige Fostre af Fornuften hos hvert Menneske og Folk, men dog af Selvklogskaben i Grunden, så de fødes allevegne, hvor man forguder Fornuften.
     FIMBUL–VINTER og RAGNAROK; FORNYELSEN. Denne Mythe om Gude–Mörket eller Gude–Slæt, hvorledes man nu vil oversætte Ordet Ragnarok, og den mægtige Kulde (Fimbul–Vinter), som går forud for den og varsler om den, betegner Asalivets Undergang, hvorom vi allerede flere Gange har talt, som noget, der nødvendig hang sammen med den nordiske Anskuelse. Denne Forestilling om, at de Gode og de Onde her på Jorden, efter længe at have stridt med hinanden, tilsidst dog måtte støde sammen til en Kamp på Liv og Død, hvori alle faldt, kunde så meget lettere fastne og danne sig til Ragnaroks–Mythen, som både den Enkeltes Liv og de historiske Begivenheder idelig mindede om, at denne Skæbne traf Menneske–Ånden overalt i dens jordiske Virksomhed. Ikke alene medfører Naturens sædvanlige Gang et sådant Ragnarok i vort åndelige Liv, hvis ikke Kristendommens Liv og Lys afværger det; ti vore Forestillinger om det usynlige, det himmelske og åndelige, bliver i Alderdommen daglig mattere, og hæver de sig da end en Gang til Kamp mod Jette–Anskuelsen (at Livet kun er et Rov, man skal forholde Ejermanden, så længe man kan, eller en Dröm, ikke værd at ænse), da synker de dog snart igen og bliver lettelig aldeles døde og magtesløse. Men også Historien giver os Beviser nok, i det små og det store, i det enkelte og det almindelige, på Menneskelivets Ragnaroks–Skæbne, f. Eks. hos Grækerne i Aleksanders og hos Romerne i Augusts Dage. Vil vi heller blive hos Nordboerne, så kan vi med Rette kalde Rolf Krages Fald og Lejregårds–Branden det danske Ragnarok i Hedenskabets Tid, Bråvalle–Slaget det gotiske, Hagen Adelstens Død på Fidie det norske, Nials–Sagas Begivenheder det islandske. — Men vore nordiske Fædre var ej alene overbeviste om denne Afkræftelse og Undergang af alt Menneske–Åndens jordiske Liv og Virksomhed; de troede også på en Opstandelse og Fornyelse af Livet efter Døden, hvor Strid og Undergang ikke mer nåede hen, men Uskyld, Fred og Glæde herskede til evig Tid. For at forstå denne Gimle–Mythe er imidlertid det nødvendige allerede sagt, og vi kan derfor gå videre.

I »Græsk og Nordisk Mythologi« S. 240 gengiver Grundtvig Volas Ord om Fornyelsen på følgende Måde.
Aser mødes paa Idasletten,
Eftermæle fik Midgaards–Fienden,
Minderne vaagne om Magtens Dage,
Fortids Ruller og Fimbultyr ;
Atter findes i Eftergræsset
Faure Guldbrikker, som Fjølners Slægt,
Asafolket, i Arildstiden
Deelde med Drotten dyrebar.

Agre bære da ubesaaet,
Bod fanger Alt for Banesaar,
Balder og Höder boe da sammen,
Styre med Vælde Valguders Arv ;
Vælge kan Hæner og vrage da,
Brödrenes Borge er begge hans,
Ham ej for vid er Vindhjem heel,
Mærker I, hvad jeg mener nu !

Sol fordunkles af Salen prud,
Gimle straaler med Gyldentag.
Der skulle dannis Drotter bygge,
Evig leve saa yndelig,
Der staaer for Styret den Store selv,
Ophjems Herre med Alt i Haand,
Dom han fælder, og Fred han giør,
Evig giælder hans gyldne Lov !

     De øvrige Afsnit, der angår de senere, historiske Myther fra en Tidsalder, da Folkets glødende Fantasi–Tid var forbi, så at de gamle Mythe–Billeder ikke længer opfyldte Sjælen, men blev antagne for virkelige historiske Person er og Begivenheder, næmlig om: Hengst og Hors; Asa–Kviderne; Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger; Hredlinger og Vægmundinger; Volsunger og Niflunger; Vølund Vinge–Smed; Hervor og Hilde; Suttungs–Mjød; Ægers–Gildet; Torkil Adelfar; Hakonar–Mål; Norne–Gæst, — vil jeg her forbigå, da de ikke hører til den egenlige Mythologi, og Pladsen dog nøder mig til, kun at medtage det, som er allernødvendigst for at give Læseren en klar Forestilling i det hele om Grundtvigs mythologiske Anskuelse. Derimod anser jeg det for mere vigtigt at dvæle ved en Tvivl, der formodenlig er opstået hos de Fleste: at, om man end må indrömme, at Grundtvigs Sammenligning imellem det enkelte Menneske og den hele Menneskeslægt, ligesom og hans Inddeling af Menneskelivets tre Aldere og tre åndelige Grundkræfter, synes at have en Del for sig, om man endog vil tilstå, at hans Forklaring af Mytherne ingenlunde ser tvungen ud, at den tværtimod synes mere træffende, udfyldende og indbyrdes samstemmende, end de hidtil forsøgte Fortolkninger; så er det jo dog; umuligt at begribe, hvorledes Mennesker, der i enhver Art af Dannelse stod så langt tilbage for os, skulde have overgået os i poetisk Kraft: kort, de vil finde, at Grundtvigs Bog kan vel være fuld af glimrende og sindrige Tanker, men at hans mythologiske Syn og Fremstilling i det hele strider mod alt, hvad de hidtil har erfaret om Oldtiden. For at gå denne Indvending imøde, vil jeg lige så lidt nu, som jeg tilforn har gjort det, fælde nogen Dom over Andres Mythe–Forklaringer, men jeg skal forsøge på at göre det tydeligt, hvorledes Mytherne kan være blevne til.
     Vi må da ty til vor gamle Sammenligning imellem det enkelte Menneske og et helt Folk, og begynde ikke med at betragte hele det gamle Norden i dets Fantasi–Alder, men en enkelt nordisk Helt fra vor egen Tid, f. Eks. Gustav Adolf, Tordenskjold, eller en anden Helt i hans Barndom og Ungdom, kun at vi, så vidt mulig, tænker os Kristendommens Indflydelse på hans Forestillinger og Følelser borte. Hvorledes har det da set ud i en sådan Sjæl? Han har naturligvis følt en uimodståelig Drift til at udføre noget stort og ædelt, har følt Harme over det meget slette og usle, der var i Verden, har blot önsket det Öjeblik nær, da han kunde styrte sig i Kamp mod de Onde og forsvare de Uskyldige. Denne Forestilling kom idelig igen, og kun når hans Tanke tog denne höje Flugt, var han ret inderlig glad; ja han søgte endog at udmale sig sit Liv, på hvilken Måde han vilde begynde den store Kamp; han anede allerede, hvad der vilde møde ham, og hvorledes han vilde kunne opspore Fjendens Planer og tilintetgöre dem. Men også Svagheden og Frygten lod undertiden deres Stemme høre: hvad om du faldt og måtte tidlig sige Farvel til den skönne Verden! — Dog, længe er Frygten ikke mægtig. Den Tanke, at de Slette skulde underkue og beherske Verden, og han ikke røre sig for at afværge det, er ham utålelig, er ham værre end Døden: han vil, han må i Kampen mod de Onde, enten han så skal falde sent eller tidlig; kun på den Måde føler han, at han lever. Desuden trøster også en Stemme ham: jeg er jo ikke ene; jeg vil forene mig med alle de Gode og Ædle, og falder jeg da end i Kampen mod de Onde, så skal disse dog ikke sejre, ti mine Medforbundne vil fortsætte Kampen og sejre, i det mindste aldrig lade sig overvinde af de Onde. Og den gode Ånd, som behersker ham ved hans heltemodige Beslutning, hvisker ham endnu det Håb i Øret: det ædle, som du kæmper for i denne Verden, skal du også engang komme til at opleve, om ikke her, så hinsides Graven, i et skønt, herligt, evigt og fredeligt Liv, hvor de Onde ingen Indgang vil finde. Dette Håb om Udødelighed vokser i Styrke hos ham, jo lysere Tanken og jo fastere Beslutningen bliver, og når Livet er i sin stærkeste Ytring og Flamme hos ham, går Håbet over til Vished, og styrker således atter hans Beslutning og Kraft.
     At sådanne eller lignende Forestillinger og dertil svarende Forsøg og Idrætter har udgjort en Del af en Nordbos egenligste Liv i hans unge Alder, kan vi ikke tvivle om. Men Ynglingen bliver Mand, og den samme Ånd, der på ovenanførte Måde satte hans Fantasi i Bevægelse, sætter nu hans Følelse i Gang, så at han nu elsker og forsvarer det gode, hader og forfølger det onde; med andre Ord: han udfører i sin Manddom, mer eller mindre heldig, de Beslutninger, han fattede i sin Ungdom. Dette Heltens dådrige Manddomsliv kender vi, og det er egenlig fra dette vi, sammenlignende vort eget Manddoms– og Ungdoms–Liv, slutter til hans Fantasi–Alders Liv. Men som det enkelte Menneske, således og det hele Folk, kun med den Forskel, at det Liv, vi tillægger vor nuværende Helts Ungdom, må fordeles på de daværende Menneskers hele Levetid, og at en Helt fra den Tid, fordi han i den blev legemlig og tildels åndelig udvoksen, med mere Kraft og Styrke stod i Fantasiens Tjeneste, til hvis Styrelse han også mere tro og forstyrret kunde overgive sig, da han ikke, som vor unge Helt, levede omgiven af voksne Mennesker i Følelsens eller Forstandens Alder. Tænker vi os nu i Folkets Barndom en udmærket begavet Personlighed, som altså stærkt blev mindet og opfordret af den Ånd, der herskede i i Norden og bestandig pegede på Kamp og Bedrifter, da kunde han i et Öjeblik, når Ånden ret mægtig rev ham hen, digte og synge f. Eks. Ygdrasil–Mythen, og i det han henrykt og bevæget sang om Træet med den ene Stamme, de tre Rødder, de utallige Grene og så videre, følte hans åndsbeslægtede, lyttende Tilhørere, at det var Menneskeslægten, han mente med Træet o. s. v. , og de erkendte nu, at dette Billede ret egenlig udtrykte, hvad Ånden mindre forståelig havde tilhvisket dem i deres bedste Timer. Fra nu af blev denne Mythe dem derfor kær som deres bedste Ejendom, og de gentog ved mangen Lejlighed de Ord, der så herlig havde formået at udtrykke og opvække det inderste og bedste Liv, som ellers lå gemt i deres Sjæls dybe Grund. Således forblev altså Mythen ikke alene på Digterens Læber: den var vandret ud i Folket, som nu ofte gentog den til Trøst eller Opvækkelse. Jo mere Ånd der var i Folket, og jo bedre Mythen udtrykte denne, desto mere var den i Alles Hukommelse, i Alles Munde.
     Men andre Digtere, til andre Tider, under andre Omstændigheder, så det Liv, som væntede dem, i andre Billeder, andre Lignelser: således kom efterhånden flere Myther til af mere eller mindre Værd, hvilke derfor også længere eller kortere holdt sig hos Folket. Disse Myther, der naturligvis bliver ringere, jo yngre de er, d. e. jo nærmere Følelses–Tiden de er digtede, står iøvrigt ikke i nogen Forbindelse med hverandre, uden for så vidt at deres Grundtanker må stemme overens. — Men ifølge Naturens Orden tager efterhånden hos hele Folket, ligesom hos enhver enkelt af os, Fantasiens Magt af, og Følelsen udvikler sig og arbejder sig frem til Herredömmet. Da taber også Fantasiens Skabninger og Yndlinger, Mytherne, deres Magt og Indflydelse, indtil de endelig som styrende og virksomme Væsner rent forsvinder tilligemed Fantasien. De har endnu kun et Tilflugtssted hos Enkelte, den afsatte Fantasis troeste og sidste Tilhængere, og, siden disse ser, at de, i det mindste for det første, ikke vil kunne skaffe dem deres gamle Anseelse og Herlighed, eller endog blot holde dem levende i Folkemunde, skriver de dem op, og beviser dem således den sidste Ære, ligesom tro Venner og Tjenere omhyggelig skrinlægger de Kære, hvis Liv de ikke længer formår at frelse.
     Men enhver begriber let, at det er umuligt, at alle Myther, som har levet og virket i Folket, kunde blive optegnede; det er jo ikke engang i for på alskens Hjælp så rige Tid muligt at få alle Folkesagn samlede. Og da nu Folket i det hele bestandig blev mer og mer ligegyldigt for Mytherne, hvis Betydning det ikke længer fattede, måtte disse tilsidst, ifølge Naturens Orden, rent blive glemte og således fuldstændig uddø, uden at vi i Manddommens og Alderdommens Tid nogensinde var komne til Kundskab om dem, hvis ikke kærlige og trofaste Hænder forinden havde optegnet dem. Men endda hører der Lykke til; ti hvor let kunde ikke Tidens Ström have bortskyllet alle disse Optegnelser, hvoraf i det mindste en hel Del nødvendig må være gået tabt; dernæst må de reddede Mythe–Lævninger falde i Hænderne på en poetisk Ånd, som kan forstå dem og fortolke dem for os andre, der uden denne Hjælp ingen Anelse har om deres Væsen og Betydning.
     Vel må vi tilstå, at hvis alt var, som det skulde og burde være, så vilde Mytherne aldrig rent uddø hos noget Folk med en kraftig Ånd. Ti om end Fantasien med Årene bliver svag og udulig til længer at føre Regeringen; så skal og kan den dog aldrig dø, så længe Mennesket lever, og når den har afleveret Spiret til den yngre og kraftfuldere Følelse, burde en Plads anvises den i de Gamles Råd, så at sige, for at dens erfarne Stemme nu og da kunde høres. Vilde vel nogen blandt os Ældre, som har haft det Held, at hans Fantasi ikke ganske er bortvisnet, undvære dens Mindelser om hans Ungdomsliv? Men vi må erindre, at, uagtet hvert Menneske og et hvert Folk har efter Naturens Orden de tre nævnte Aldere og Herrer, så er dog lige så fuldt efter Naturens Orden hos hvert Menneske og hos hvert Folk den ene af de tre Kræfter i det hele mere herskende end de andre, og hos de Folkefærd, hvor Følelsen eller Forstanden har Overvægten fremfor Fantasien, der står det ikke til at vænte, at Mytherne skal kunne holde sig levende igennem den urolige Følelsestid. Og dette er netop Tilfældet med Nordboerne, hos hvem Følelsen ganske umiskendelig spiller Hovedrollen. Imidlertid har Lykken været os Nordboer, ligesom Grækerne, særdeles gunstig, i det vi dog har fået en Del Myther eller Brudstykker af Myther frelste ved skriftlig Optegnelse. Hvilke nu disse Optegnelser er, og hvorledes de er komne til os, derom giver Bogen os den fornødne Underretning, og at Grundtvig også i denne Henseende har ny Anskuelser, behøver jeg ikke at sige, da det nødvendig følger af det foregående. Jeg tør imidlertid ved en Oversigt heraf ikke gøre denne Ledetråd vidtløftigere, end den allerede er bleven, men kun bemærke, at Grundtvig, der bedømmer vore Mythe–Levninger ene og alene efter indvortes Grunde, inddeler dem efter deres Alder, hvoraf egenlig også deres Værd og Vigtighed er afhængig, i Asamålet, d. e. de Digte, som er blevne til i den egenlige Gudealder, Bjarkemålet, som indbefatter Digtene fra Heltetiden, og Kragemålet, som er forfattet i den så kaldte historiske Tid. Om de fleste antager han, at de er oprindelig digtede på Angelsaksisk, efter Udvandringen, i Engelland, og senere oversatte på Islandsk. Han betragter næmlig Engellænderne ikke mindre som Nordboer end enten de Danske, Norske eller Svenske, der blev hjemme, på samme Måde som Udflytterne på Kysten af Lille–Asien vedblev at være Græker, uagtet de havde forladt deres Hjemstavn.
     Når vi nu da endelig er komne i Besiddelse af disse gamle Mythestykker, så at vi nöjere kan betragte og undersøge dem, så må vor første Fordring til dem, hvis vi skal anerkende dem for vore Myther, være, at disse vore Ungdomsdrömme svarer, eller i det mindste fuldkommen passer til vore Gerninger i Manddoms Dagene, hvilke vi kjender af Historien, og til vor naturlige Tankegang i Alderdommen, i hvilket Tidsrum vi vel nu er indtrådte, siden Orden og Hyggelighed, Lys og Forklaring er vor kæreste Lyst; ti har vi en ejendommelig Natur, så må den dog som sådan forblive kendelig i vort hele Liv. Hvor vidt nu Nordboernes Historie afgiver det forlangte Vidnesbyrd, er naturligvis her ikke Lejlighed til at undersøge; men jeg må i denne Henseende henvise Læseren til Grundtvigs allerede nævnte »Middelalderens Historie«. Og hvad den Genklang angår, som vore Myther hos os skulde finde, så kan bedst hver enkelt af göre med sig selv, om han finder, at de Billeder, som de indeholder, forekommer ham let forståelige og i Grunden aldeles passende til at betegne hans naturlige Betragtning af det menneskelige Liv. Men kan vi i dem genkende vor egen Natur, så indser enhver også let, hvilket Lys vore Myther og vor Historie må gensidig kaste på hinanden, og hvorledes begge disse tilsammen, når dertil kommer en oprigtig og sand Betragtning og Vurdering af vore naturlige Kræfter og Anlæg, må kunne med Sikkerhed anvise os den Rolle, vi har at spille i Menneskeslægtens jordiske Levnetsløb, når vi ikke ved unaturlige Bestræbelser og Anstrængelser skal spilde vore Kræfter til ingen Nytte for os og Menneskeslægten.