HENRIK STEFFENS.





 

 

Et Livsbillede

af


Richard Pedersen
Ingen kan ret erkjende de guddommelige Ting
uden at elske dem.

B. Pascal.



 
 


 
 
Kjøbenhavn.
Karl Schønbergs Forlag.
1881.
 

 


 

 

Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof–Bogtrykkeri.

 

 


 

 

 

Forord.



     Steffens' egen Levnedsbeskrivelse: «Was ich erlebte» er bleven meget forskjelligt bedømt. Af nogle er den beskyldt for at være uefterrettelig og upaalidelig; den stærkeste Yttring i saa Henseende er vel Øhlenschlægers i et Brev til Beskow af 12te Febr. 1843, hvor han skriver, at Steffens «i sit Levnedsløb fortæller den ene Usandhed efter den anden — af Mangel paa Hukommelse og vel ogsaa, fordi Omstændighederne skal passe til, hvad han vil.»1) Af andre er den erkjendt som et fortjenstfuldt Arbejde. Den ansete tydske Forfatter W. Dilthey udtaler sig paa følgende Maade om den: «Steffens har skrevet som én, der har staaet midt i en aandelig Bevægelse som Meddeltager, med sandt Indblik i det, som bevægede de enkelte, med en aaben, upersonlig Begejstring for sin Retning, derhos med en beundringsværdig Hukommelse.»2) Denne Dom falder uden Tvivl nærmest ved Sandheden. Det er ikke blot en, trods sin overflødige Bredde, aandfuld Skildring af hans eget Liv og Samtidens Rørelser, men der gaar ogsaa igjennem den en umiskjendelig Stræben efter Nøjagtighed og Paalidelighed. At der alligevel findes




1) C. L. N. Mynster: Mindeblade om Øhlenschlæger, S. 427.
2) W. Dilthey: Leben Schleiermachers l, XIII.



mange fejlagtige Enkeltheder, kan ikke undre nogen, naar man betænker, at den først er nedskreven i en høj Alder efter Hukommelsen.
     En Levnedsbeskrivelse af Steffens, som den nærværende, maa selvfølgelig have hans egen til Baggrund, men det følger af det ovenfor bemærkede, at denne maa bruges med fornøden Varsomhed. Hvilke Kilder, jeg iøvrigt har benyttet, vil i Kegelen findes angivet under Siden. Jeg har ikke taget i Betænkning, paa saadanne Steder, hvor det kunde være gavnligt til Forstaaelsen, at forlade hans mere personlige Forhold og forsøge en Skildring af Tidens Bevægelser. Derimod ligger en Bedømmelse af Steffens' rent videnskabelige Virksomhed og Værker uden for Planen af dette Skrift, hvis Formaal kun er at give en saa vidt muligt paalidelig og anskuelig Fremstilling af en Mands Liv, som visselig ikke fortjener at gaa i Glemmebogen.
     Til Slutning retter jeg en Tak til dem, som paa forskjellig Maade have interesseret sig for dette Arbejde, særlig til dem, som velvilligt have ydet mig private Meddelelser.

Snostrup ved Frederikssund, i Oktober 1881.

Richard Petersen,

Sognepræst.

 


 

 

Indhold.
  1. Første Barndoms–Aar
  2. Roskilde–Minder
  3. Den unge Naturforsker
  4. Studenterliv
  5. Norgesrejse
  6. Trængselstid
  7. I Kiel
  8. Romantik
  9. Naturforskning og Romantik
  10. I Kjøbenhavn
  11. I Halle
  12. Urolige Tider
  13. Under Aaget
  14. I Breslau
  15. Steffens i Krig
  16. Nye Kampe
  17. Nordisk Rejse og dens Eftervirkninger
  18. Steffens som Lutheraner
  19. I Berlin
  20. Kroningsrejse
  21. Sidste Leveaar
  22. Steffens' Død og Eftermæle
  23. Slutning

 

 

 

1.
Første Barndomsaar.
1773—1784.

I Begyndelsen af Aaret 1773 flyttede en yngre Læge ved Navn Henrich Steffens med sin Familie til Stavanger. Denne Mand var af holstensk Æt, men født i Sydamerika (1744) i den hollandske Koloni Berbice, og var som den overvejende Del af Datidens Læger ingen studeret Mand, men kun en slet og ret Barbér og Kirurg, der imidlertid ved Flid og Duelighed havde skaffet sig en anset Stilling og offentlig Ansættelse. Som ganske ung havde han i Egenskab af Kompagni–Kirurg fulgt med de danske Tropper til Meklenburg, da Krigen med Rusland stod for Døren 1762. Siden hen var han bleven ansat som Distriktslæge i Odsherred, men havde nu faaet det Hverv i Stavanger at indrette et Hospital for den blandt Kystbefolkningen jævnligt forekommende «Radesyge». Han skildres som en vel begavet og livlig Mand, en i Grunden ædel og betydelig Natur, men tillige letsindig og sønderrevet af indre Modsigelser. Han var, som saa mange i den yngre Slægt dengang, paavirket af Tidens gjærende Frihedstanker og smittet af det franske Fritænkeri; Voltaires og Rousseaus Skrifter var ingenlunde ukjendte blandt de mere dannede i Danmark og Norge1). Hans Hustru var den 22–aarige Susanna




1) Conradine Dunker fortæller i sine Erindringer, at hun som Barn i Kristiania (rigtignok henved en Snes Aar senere) læste Voltaire paa Fransk, og at naar nogen dengang saa' bedrøvet ud, var det et staaende Spørgsmaal: Er der nogen, der har talt ilde om Rousseau? — C. Dunker: Gamle Dage 1871. —




Christina Bang, Datter af Inspektør ved de kongelige Godser i Odsherred, Kamerraad N. C. Bang1), yngre Søster til N. F. S. Grundtvigs Moder. Opvokset i et godt og alvorlig kristeligt Hjem blandt talrige Søskende, — de var ialt 19, hvoraf 8 var hendes Helsøskende, — tidlig gift med en urolig og heftig Mand, og tidlig svækket ved hyppige Barnefødsler, der lagde Grunden til en Tæring, blev hun gjennem alt dette draget nærmere til Herren i Hengivenhed og Tro. Hun var Familiens gode Aand.
     Nogle Maaneder efter deres Ankomst til Stavanger, den 2den Maj 1773, fødtes deres anden Søn, som efter sin Fader og Farfader fik Navnet Henrik2), og som skulde gjøre Navnet berømt. I Løbet af de følgende fire Aar kom der endnu fire Børn til, saa at de ialt blev seks, fire Sønner og to Døttre3). Paa Grund af den ringe Forskjel i Alderen, — der var kun et Aar mellem hver af dem, — kunde de i ualmindelig Grad vokse op som Kammerater, navnlig de fire Drenge.
     Opholdet i Stavanger varede ikke meget over tre Aar, da blev Faderen Regiments–Kirurg i Trondhjem, og her begyndte da først den bevidste Barnetid for den Søn, som vi her skulle følge.
     Henrik Steffens havde altsaa den Lod at have en tydsk Fader, en dansk Moder, men var født i Norge. For hans Liv blev det et Varsel om, at det skulde vies alle disse tre Lande.
     I det gamle Trondhjem henrandt nu hans Pogealder til det syvende Aar. Uudslettelige Minder prægede sig i




1) Den Bangske Slægt, der udleder sit Stamtræ fra Hviderne, har som bekjendt til forskjellige Tider talt ansete og dygtige Mænd og Kvinder blandt sine Medlemmer.
2) Han skrev sig efter tidligere Skik: Henrich, men aldrig: Heinrich.
3) Børnenes Navne var: Jakob († som Major 1817), Henrik, Niels († som Regimentskirurg 1807), Peter († som Gouvernør i Guinea 1821) samt Ulrikke, (gift med Hagerup, juridisk Embedsmand i Kallundborg, Flækkefjord og Hedemarken), og Marie Magdalene (gift med Præsten Zeuthen i Kullerup, siden i Skamby).




hans Sind fra denne Tid. Det mørke Munkholm, hvor Griffenfelt havde hensmægtet saa mange Åar, blev ved Faderens Fortælling saa levende for det opvakte Barn, at han ofte stod og stirrede ud efter Klippeøen og mente, at den store Fange sad der endnu. — Et andet lille Træk sætter os ganske tilbage til hin Tid. Det var tidligt Moderens Haab, at Drengen skulde blive Præst, og da de engang var i Besøg hos en saadan ude paa Landet1), maatte det seks–aars Barn i Kirken, staaende paa en Skammel i Prædikestolen, oplæse en Prædiken, som Faderen havde afskrevet; det skulde være som en lille Prøve paa Duelighed dertil.
     Sidst i 1779 blev Faderen forflyttet som Regiments–Kirurg til Helsingør. Det blev en besværlig Vinterrejse over Dovre for Forældrene med de to ældste Drenge; de yngste Børn blev foreløbig tilbage med en ældre, tro Pige. Rejsen var ikke uden Fare; engang væltede Slæden med dem paa et Sted, hvor paa den ene Side en Elv brusede i en dyb Afgrund, paa den anden Side var den bratte Fjeldvæg; men lykkeligvis tørnede den mod en Pæl, og det blev deres Redning. — En anden Gang fik de en Følelse af, at det kan være »farligt at gjæste dem, der bo blandt Norriges Fjelde«, naar man nemlig møder dem med uvenlig Hu. Det var ved en Kro, da der skulde skiftes Skyds, at den hidsige Fader kom i Klammeri med nogle Bønder; det ene Ord tog det andet, og de vrede Mænd gik tilsidst løs paa ham; han drog sin Kaarde, og let kunde der være kommet en blodig Ende derpaa, hvis ikke den svage Moder var falden i Afmagt. Synet af den lidende Kvinde dæmpede Harmen.
     Knap syv Aar gammel havde Henrik Steffens nu sagt Farvel til sit Fødeland Norge. Men han havde dog levet der længe nok til at bevare Barneminder; den storslaaede Natur havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hans modtagelige Sind, saa han hele Livet igjennem følte sig inder–




1) Rimeligvis paa Hitteren, en Ø i Nærheden af Trondhjem, hvor en Slægtning var Præst.




lig knyttet dertil. Nu stod han paa sit Moderland Danmarks Kyst, paa et af de skjønneste Steder, i Helsingør, hvor alt, hvad der udmærker den danske Natur, venligt er forenet, ved det dejlige Sund, nærved de frodige Bøgeskove og med det minderige Kronborg for Øje; paa et af de livligste Steder i Verden, hvor Tusinder af Skibe hvert Aar sejle forbi, og hvor de dengang maatte standse for at betale Sundtold; hvor undertiden fremmede Krigsflaader vekslede Salut med Fæstningen. Hvilket Indtryk maatte alt dette ikke gjøre paa Børnene, og hvor maatte det ikke tjene til at udvikle aandelig Livlighed hos dem.
     Faderen, der gjerne fulgte Opdragelses–Principerne efter Rousseaus «Emile», lod Børnene tumle sig frit, saa de kom til at føre et temmelig utvungent Naturliv. Snart sejlede de med Fiskere, snart legede de i Skov og Mark; de lærte tidlig at svømme, og for at hærde dem stillede Faderen undertiden sine Drenge i et stort Kar og postede Vand over dem; om Vinteren maatte de springe nøgne ned i den dybe Sne. I Hjemmet var de gjerne overladte til sig selv, Faderen var ude det meste af Dagen, den svage Moder maatte som oftest holde Sengen, og Tilsynet bestod da i den gamle Pige Maren, der senere var kommen ned fra Trondhjem med de fire yngste Børn. Men hun kunde kun daarligt holde Styr paa de raske Drenge; naar hun da klagede over dem til Faderen, og deres Uartigheder vare løbne op til en betydelig Sum, holdt denne en General–Dommedag over dem, der ikke gik af uden følelig Svie.
     Den svage Moder hang alle Børnene med inderlig Kjærlighed ved. Naar hun en enkelt Gang var saa vel, at hun kunde taale at komme ud, ja vel endog tage med i Skoven, da var det en Frydefest for dem alle. Faderen var hidsig og kunde tidt buldre løs, Moderen var altid blid og stille, men alle satte de en Glæde i at lyde hendes Vilje.
     Henrik Steffens hørte til de tidligt udviklede Børn; da han var fire Aar, kunde han læse, og han begyndte meget snart at skrive Vers. Han havde ogsaa store Tanker om sig selv.
     Denne tidlige Forfængelighed blev dog noget dæmpet derved at Brødrene var smukkere og livligere, saa at de gjorde mest Lykke blandt Folk; Henrik var i sine tidligere Drengeaar, — omtrent til sit tolvte Aar, — meget stille og indesluttet, tog mindre Del i de andres Lege, men sad hellere i en Krog eller endog under Bordet og rugede over en Bog. Senere forandrede det sig meget, saa han blev den livligste af dem alle, og denne Livlighed og Bevægelighed fulgte ham siden gjennem hele Livet.
     Her i Helsingør begyndte Skolegangen. Den første meget tarvelige Lærdom fik Henrik tilligemed sin ældre Broder i en privat Skole, hvor et halvt Hundrede Drenge og Piger, stuvede sammen i én Stue, blev underviste af en lille tør Mand og hans Kone, og tørt var ogsaa det, de lærte, thi Hovedsagen var at deklinere. Men den halve Tid gik med at efterse, om de var rene, og med at straffe dem med Linealen.
     Herfra rykkede begge Drengene op i Latinskolen. Denne var i en gammel Bygning paa to Etager; den nederste, hvori selve Skolen var, lignede en stor kjælderagtig Hvælving, der i Midten blev baaren af en lav, muret Pille. Fra denne udgik der Rækværk, der delte hele Rummet i fire Dele; de tre indeholdt hver sin Klasse, i den fjerde stod der en Kakkelovnl), der skulde opvarme det hele. Bag en Væg i den ene Ende var den øverste Klasse, Mesterlektien2). I hver Klasse var to bruntmalede Borde med Bænke paa hver Side og mellem dem en Stol til Høreren. Skolen be–




1) Kakkelovne kom først paa den Tid i Brug i Latinskolerne. Tidligere maatte Disciplene i Vintermaanederne undervises i Lærernes Boliger, der gjerne var i øverste Etage af Skolen. Roskilde Skole fik saaledes først 1775 to Kakkelovne, en i Mesterlektien og en i den store Skolestue. Endnu 1786 var ingen Kakkelovne i Ribe Skole. S. N. J. Bloch: Bidrag til Roskilde Domskoles Historie 2,68.
2) Paa lignede Maade vare alle Latinskoler her i Landet dengang indrettede.




gyndte Kl. 9; Klokken 10 traadte en Discipel hen til Pillen og raabte højt: hora decima sonat! (Klokken er 10), og saaledes ved hvert Klokkesiet. I de to første Timer blev Drengene overhørte i deres Lektier og Stilene rettede, i den sidste Time fik de for til næste Dag. Kl. 12 kunde de gaa, men maatte komme igjen om Eftermiddagen. Det var ikke store Ting, de lærte i den nederste Klasse, hvori de to Brødre var satte; det væsenligste var latinsk Grammatik efter «Aurora» og «Donat», et Udtog af den romerske Historie; Luthers Katekismus paa Latin lærtes udenad tillige med en Bibelhistorie og endelig det græske Alfabet1). Undervisningen dreves dengang endnu paa den gamle Maade; Latin var og blev Hovedsagen, skjøndt Guldberg ved Forordningen af 11te Maj 1775 krævede Plads for Modersmaalet og tillige lagde Eftertryk paa Græsk. Helsingør Skole var vistnok ingenlunde af de ringere; den havde nylig havt til Rektor den bekjendte Jacob Baden, og havde nu Niels Treschow, en Nordmand, født 1751, altsaa nu omtrent 30 Aar gammel, bekjendt som filosofisk Forfatter, en meget dygtig Mand, der fik en lang og hæderlig Løbebane2), som Rektor i Kristiania, Professor i Kjøbenhavn, siden i Kristiania3). Til ham kom Henrik Steffens mange Aar efter i et ejendommeligt Forhold, idet de blev Medbejler« til den samme Stilling ved Universitetet, men Rektoren gik af med Sejren over Disciplen.
     Hver Klasse eller Lektie havde sin Hører4). I den




1) Det er dog muligt, at Steffens heri har husket fejl; i alt Fald skulde efter Forordningen 11te Maj 1775, § 20, Undervisningen i Græsk først begyndte i det 3die Aar, Skolerne var beregnede paa mindst 7 Aar.
2) «Rektoren, Doktoren, Professoren, Etatsraaden, Statsraaden, Filosofen N. Treschow». B. Dunker, Gl. Dage, S. 93.
3) Han døde 1833. — H. N. Clausen omtaler ham i «Optegnelser om mit Levned» som »Manden med den prægtige, skaldede Isse og de lynende Øjne».
4) Først ved Aarhundredets Udgang kom der en anden Ordning, saa at der blev Faglærere. N. M. Petersen, Literaturhist. V, 2,87.




nederste Lektie var en brav Hører, som vandt Henriks Hjærte, saa han regnede de halvandet Aar, han tilbragte dér, til de gladeste i sin Barndom. Ganske anderledes blev det, da han rykkede op i den næste Lektie; Høreren var en ubehagelig, indesluttet Person, og der udviklede sig snart et Misforhold mellem ham og den særdeles ejendommelige Dreng. En Dag havde denne mod Sædvane ikke lært sine Lektier, og da Turen kom til ham, tilstod han det aabenhjærtigt; og i den fortrolige Tone, som han havde været vant til overfor den tidligere Hører, lovede han, at han nok skulde lære det til den næste Dag. Læreren sagde intet, men da Skoletiden var til Ende, befalede han Steffens at gaa ovenpaa og hente Riset. Han anede ikke, at det var til ham selv. Saa fik han for første Gang Tugtelse, og han skriver selv derom: «Det piskede mig ud af min Barndoms Paradis og berøvede mig den ubetingede Tillids Uskyldighed». Hvor mange er det ikke gaaet som han!
     Han blev naturligvis derved drevet ind paa Trods og blev ligegyldig overfor Lærerens Fordringer; hverken Trudsler eller Prygl, som nu stadig vankede, hjalp mere. Men da han var en stærk og levende Natur, sank han ikke sammen, men i Hjemmet læste han flittigt, og i Skolen hørte han opmærksomt efter; ja han blev i Grunden derved dreven ind paa Selvstudium. Høreren forbittredes bestandig mere paa Drengen, der aldeles ikke bekymrede sig om de foresatte Lektier. Tilsidst gik det saavidt, at Læreren en Dag havde kastet Steffens om paa Gulvet, holdt ham i Haaret og sparkede ham. I samme Øjeblik aabnedes Døren fra Mesterlektien, og Rektoren, der den Dag var bleven noget tidligere færdig end ellers, traadte ind og blev Vidne til denne Scene. Det førte da til, at hele Sagen blev undersøgt og paa en forstandig Maade jævnet uden ny Afstraffelse; men Drengens i Grunden bløde Hjærte var bleven bøjet, han indsaa Fejlene paa sin Side; Læreren, der havde faaet en Paamindelse, forandrede ogsaa sit Forhold, og da nu Steffens atter fik Munden i Gang, viste det sig til almindelig Forbavselse, at han ingenlunde havde ligget paa den lade Side. Nogle Dage efter blev han flyttet op i øverste Afdeling af Lektien. Da han siden, efter et Aars Forløb, rykkede op i den næste Lektie, fik han ved Eksamen en Flidsbelønning. Det er ganske lærerigt at se, hvorledes man den Gang mente at skulle belønne Børn. Steffens fik en Fortolkning af den rationalistiske Professor Hornemann over Profeterne Mika og Habakuk samt Brevet til Efeserne; men da der var et kjønt Bind med Guldbogstaver, fornøjede det Drengen.
     Fra Begyndelsen af 1780 til 1784 boede den Steffenske Familie i Helsingør. I Begyndelsen havde Faderens Praksis som Læge kun været lille, men det forandrede sig siden, den blev betydelig, og hvis han havde havt et bedre Greb paa Styrelsen af sine Pengesager, vilde Stillingen have været ret anselig. De boede i de senere Aar udenfor Byen i et smukt Hus, hvis Have gik ned til Vandet; der var ofte Selskab, og Børnene, som efter hin Tids Skik ikke fik Lov til at komme med, morede sig da med at se gjennem Ruderne ind i den oplyste Sal, og det var som et Skuespil for dem at betragte Gjæsterne og deres Færd, uden at kunne høre, hvad der blev sagt.
     Undertiden kunde dog Børnene faa en lille Del i den selskabelige Glæde, saaledes da Freden i Versailles (1783), hvorved de nordamerikanske Fristater sikkredes deres Uafhængighed, blev fejret i Helsingør ved Flagning fra Skibene og Salutering. Den frihedselskende, amerikanske Fader gjorde Selskab, Børnene blev kaldte ind og fik Del i Punschebollens Herligheder og fik Lov til at raabe Hurra, medens en lille Kanon blev affyret.
     Saaledes var Livet i Helsingør broget nok for Børnene. Men det mest blivende Indtryk modtog Henrik Steffens af Havet; det kom han til at elske og føle sig hjemlig med, enten det en stille Sommermorgen laa spejlblankt og straalende, medens Solen hævede sig over den høje svenske Kyst, og det danske Vagtskib hilsede dens Opgang med Kanonskud, medens Morgenklokken lød rundt om paa de mange Skibe; eller Havet skummede i Oprør og Bølgerne brødes mod deres Have, ja endog kastede et strandet Skib op mod den.
     Men Havet formaar at sætte Længselen i Bevægelse. I Drengens Hu vakte Robinsons Æventyr Lyst til at prøve lignende, og naar han da talte med Søfolk om fjerne Lande, da blev Hjemmet ham for trangt, og han higede efter at sejle bort til de af Naturen rigt udstyrede Egne og drømte sig ind i dem. Saaledes henrandt disse Aar for Henrik Steffens. En anden Side af Livet traadte ham nærmere, naar Familien undertiden besøgte Moderens Slægt i Odsherred. Her var Egebjerggaard, hendes gamle Hjem, vel Maalet for Rejsen, men den store Bangske Familie var meget udbredt der paa Egnen. Det blev da Landlivets Glæder, som han her gjorde Bekjendtskab med.
     Imidlertid blev Faderen henad Efteraaret 1784 atter forflyttet. Han var i Helsingør Regiments–Kirurg ved Husarerne, men da Staben blev flyttet til Roskilde, maatte han ogsaa drage dertil, ikke med god Vilje, thi han forlod sin indbringende Praksis, for at gaa en usikker Fremtid i Møde.
 

 


 

 

2.
Roskilde–Minder.
1784—1787.

     Henrik Steffens blev tilligemed sin yngre Broder Niels sat i Roskilde Latinskole1); den ældre Broder skulde gaa ad den militære Vej. Overflytningen til denne Skole var intet Fremskridt, Tonen og Indretningen var omtrent som i Helsingør. Rektoren, Justitsraad Saxtorph2), der




1) Fra den 29de Septbr.,1784. (Se Erslews Forfatter–Lexikon, Artiklen H. Steffens.)
2) Hans Chr. Saxtorph, født 1726, var en meget alvorlig og streng Skolemand; sin Fritid benyttede han til Studium af Mathematlk og Fysik, hvori han var udmærket duelig, ja han forfærdigede selv




fra 1775 havde beklædt denne Stilling, var en i Byen meget anset Mand; han gjorde Indtryk af en fornem Verdensmand, og naar han gik op gjennem det store Rum, hvori de fire lavere Klasser var, og forsvandt bag Mesterlektiens Fløjdøre, fyldtes Steffens med Ærefrygt og hemmelig Længsel efter engang at komme ind i den Helligdom, hvor han ventede at se sine Tvivl opklarede og sine Gaader løste, men dertil var endnu en lang Vej for den tolvaars Dreng, og det var i mange Maader som en Vandring i Ørken. Især pinte ham den aandløse Latinlæsning, der var og blev Skolens Hovedopgave, hvor det kom an paa det grammatikalske, men ikke paa Opfattelsen af Indholdet; og meget af det Indhold, som han kunde opfatte, virkede kun frastødende. Historien, som han, i Lighed med de fleste Børn, havde megen Interesse for, kom ham ogsaa i Møde i sin uelskværdigste Skikkelse, som en kort Haandbog med Aarstal, Kongerækker og Slag, der skulde læres udenad; Suhms Udtog af Danmarks Historie var noget bedre, men dog ogsaa tør, og nogen anskuelig Fortælling af Læreren var der ikke Tale om; de var jo ikke Lærere, men Hørere. Mest Glæde havde Henrik Steffens af Religionstimerne, hvor Guldbergs »Lærebog i den naturlige Theologi som Indledning til den aabenbarede« ligefrem tiltalte ham1). Da han ikke formaaede at lære den udenad, maatte Høreren finde sig i, at han bar sig ad paa en usædvanlig Maade. Han læste nemlig Bogen med Flid hjemme, søgte at sætte sig ind i Forfatterens Tankegang og tilegne sig den, og i Skolen gjengav han da Indholdet som et frit Foredrag, hvilket lykkedes den begavede Dreng meget




mange Instrumenter. Ogsaa i Musik drev han det vidt. Han døde i Sommeren 1787, kort efter at Steffens havde forladt Skolen. S. N. J. Bloch: Bidrag til Roskilde Domskoles Historie, 1,67–68.
1) Saaledes gik det ogsaa Grundtvig, der skriver, at Guldberg «skrev en naturlig Theologi, der ved Klarhed, Dybsindighed og hjærtelig Varme maatte begejstre den ufordærvede Ungdom og visselig lede til den aabenbarede». Verdenskrønike 1812.




godt, og det blev den første Lejlighed, han fik i Livet til at øve sit sjældne Talent til fri Tale1).
     Skolelivet med sin Trældom og Aandløshed var alligevel som Tilværelsens Skyggeside for de unge; det egentlige Ungdomsliv maatte blive udenfor den. Heldigvis var der megen Fritid, og han nød den enten sammen med sine Brødre og Kammerater, med Leg og Munterhed, eller ogsaa i Ensomhed, og disse ensomme Timer blev ham de kjæreste. Naturen havde, fra han var lille, øvet en mægtig Tiltrækningskraft paa ham, og han havde jo allerede set meget og saare forskjelligt. Den blev som hans andet Hjem. Det var ikke alene, naar den straalede i nyfødt Foraarsglans eller i Sommerens Fylde, at han følte sig draget til den, — nej enhver Åarstid havde for ham sin særegne Ynde og talte sit stumme Sprog. Det var ikke blot, naar han strejfede om i den maleriske Egn fra Roskilde ned mod Fjorden, at han følte sig lykkelig ved Naturens Skjønhed; ogsaa den øde Strandbred, de ensformige Marker tiltalte ham paa sin Vis. Naar han saaledes i Ensomhed vandrede i Naturen, da kunde det juble i ham, da kunde han samtale med den, føle med den.
     Til andre Tider kunde han med sin levende Indbildningskraft drømme sig hen i andre Egne og leve i dem, ikke blot saadanne, som han havde set, som Norges Fjelde og det brusende Hav, men ogsaa saadanne, som han havde læst om; han kunde drømme sig under Palmer, se Slangen liste sig frem under Buskene, eller Løven stolt vandre i Ørkenen. Naar barnlige Sorger kom over ham, da blev det hans Vane at fly bort fra Menneskenes Selskab og søge Trøst i Naturens Skjød eller i Indbildningens brogede Verden.
     Af dette Samliv med Naturen udsprang Lyst til at




1) Hørerne ved Skolen var: Math. Øvre, Salomon Gjør, Andr. Schreiber og C. F. Schultz; men Schreiber blev 1786 Præst, og L. Chr. Kjær kom da til. Formodentlig vare først Schreiber, siden Gjør Steffens Lærere. Den sidste var almindelig forhadt.      Blochs ovenanførte Skrift 2,47.




forske i den; han vilde lære at kjende de Skatte, som den gjemte i sin Favn. De norske Klipper stod bestandig for hans Erindring; naar han nu i Roskilde fandt Stenarter, da tænkte han, at de oprindelig var komne derfra, og nu blev de Gjenstand for hans omhyggelige Undersøgelser. Han begyndte at kjende de forskjellige Mineralier fra hinanden og at samle paa dem.
     Men det blev ikke derved, ogsaa Planteverdenen drog ham til sig, og da han blandt Faderens Bøger fandt et gammelt Værk, Tabernamontans Urtebog med Træsnit, blev dette ham en Vejleder til at samle og bestemme Planterne. Paa lignende Maade gik det med Naturlæren. Det havde grebet ham stærkt, da han første Gang saa' Magnetens Kraft, nu kom Krügers Naturlære ham i Hænde; den blev meget vigtig for ham; de Kræfter, som han erfarede at være i Naturen, vilde han nu ogsaa gjerne selv kalde frem, og hvor var han lykkelig, naar et Forsøg gik heldigt af.
     Men hele dette Liv i og for Naturen blev hans egen Hemmelighed. Hverken Faderen eller Brødrene gav videre Agt derpaa, og selv talede han ikke derom. Ellers var han nu bleven en meget meddelsom Dreng, — saa talende, at han undertiden derved faldt sine Omgivelser besværlig, — men sin Kjærlighed til Naturen bar han stille paa.
     At Roskilde med sine Fortidsminder ogsaa hos et saa levende Barn maatte vække Sans for Historien, er let at forstaa. Han kunde drømme sig tilbage i Danmarks Velmagts Dage, i Valdemarernes Tid; ja han følte sig særlig knyttet til den, da han havde hørt, at Familien Bang skulde nedstamme fra de navnkundige Hvider; saaledes vilde han være i Slægt med den store Absalon.
     Fremfor alt gjorde Domkirken med sine Kongegrave stærkt Indtryk paa ham. Latinskolen var paa den Tid nøje knyttet til Kirken; Disciplene maatte ikke blot om Søndagen møde ved Gudstjenesten for at synge, selv om de som Steffens ingen Stemme havde, men ogsaa skiftevis paa Søgnedage om Morgenen tidlig læse en Bøn i Kordøren. Steffens var altid glad, naar Turen kom til ham, og ofte paatog han sig det for en anden. Naar han da en tidlig Vintermorgen stod i det høje Kor og saa' ned ad den lange Gang, hvilede et natligt Mørke over det store Rum. Kun hist og her sad en andægtig med et Lys for sig. Kirken gjorde et betagende Indtryk paa ham, det var ham, som traadte Fortidens Skikkelser ham levende i Møde. Og naar han saa hævede sin klare, barnlige Stemme med Bønnens Ord, da blev han dybt greben, Taarerne strømmede ned ad hans Kinder, og i en underlig, vemodig Stemning forlod han Kirken.
     Skolen, som den dengang var, kunde ikke drage de unge til Livets rette Kildevæld, til Samfundet med Herren, men maatte snarere drive derfra. Men Steffens havde den Lykke at eje en Moder, som gjennem sit tunge Svagheds Kors havde fundet Herren, og alt eftersom hendes udvortes Menneske Dag for Dag tabte sig, saa fornyedes det indvortes. Kunde hun end i sin Svaghed kun beskjæftige sig lidet med Børnene, saa følte de dog Moderkærligheden og fik Indtryk af et Liv i Gud. Henrik var hendes Yndling, skjøndt han blandt alle Børnene mest lignede Faderen1). Det havde altid været hendes Haab, at han skulde vie sit Liv til Guds Tjeneste som Præst. Da hun et Par Gange var saa betænkelig syg, at man formodede hendes Opløsningstime nær, og hele Familien var samlet om hendes Sygeleje for at høre hendes sidste Farvel, da vendte hun sig særlig til Henrik, indviede ham til Herrens Tjeneste og lyste Velsignelse over ham. Hvor greb ikke disse Timer Drengens Hjærte og knyttede ham endnu fastere til Moderen. Fra den Tid af kom han endnu oftere end før ind til hende, og deres Hjærter aabnedes med fuld Fortrolighed for hinanden. Han udøste sine Tanker, sine Haab, sine Tvivl for hende; hun forstod at gaa ind i ham,




1) — — Hans Fortrin, men desværre ogsaa hans Fejl er kun altfor afgjort bleven min Arv. Jeg skal blandt samtlige Børn være ham mest lig. — Steffens: Wie ich wieder Lutheraner wurde S. 22.




at vejlede og berolige. Hun førte sit Barn ind i Troens vidunderlige Rige med dens Fred og Glæde. Han lærte nu Bønnens Kraft at kjende; han bad ikke om jordiske Goder, thi han følte sig lykkelig; selv ikke om det, der ellers ulmede i hans Sjæl: at blive en berømt Mand, thi det mente han var knyttet til hans egen Flid. Men naar Faderen havde udtalt sig tvivlende om Religionen, da kunde Drengen søge ud i Ensomheden og med indre Angst bede: Herre, bevar min Tro ren! Til sine Tider kunde han saaledes være opfyldt af indre, religiøs Bevægelse, at hans Brødre blev ærgerlige derover og kaldte det Forstillelse. Sammen med Moderen læste han kristelige Bøger; og den aandslivlige Dreng gav sig paa egen Haand til at gjennemgaa hele Bibelen og granske i Kirkens Historie, ja begyndte endog at skrive Værker derover! Han kunde nu føle Trang til at gaa i Kirke, ikke saaledes som han tvungent hver Søndag skulde møde i Domkirken, men gaa virkelig i Kirke for selv at opbygges og bringe Opbyggelse hjem til sin syge Moder, der aldrig kunde komme i Herrens Hus. Domkirkens Præster tiltalte ham ikke, han søgte da hen i Frue Kirke, hvor Præsten Worsøe1) vandt hans Hjærte ved sine korte, inderlige Bønner og sine hjærtelige Prædikener, fri for den da saa hyppige falske Salvelse. Naar han da kom hjem, maatte han efter Moderens Opfordring gjengive Prædikenens Indhold for hende; det lykkedes bestandig bedre. Hun samlede da gjærne de andre Børn om sig, og Henrik var som en lille Præst for dem; ofte kunde han selv dybt bevæges derved. Nogle Gange udarbejdede han selv en Prædiken og holdt den for hende; hun saa' jo den vordende Præst i ham.
     Flere Gange modtog Henrik Steffens meget dybe Indtryk fra Kirken; mægtigt stod siden Mindet for ham om en skjøn Paaskedag, da Vaaren udenfor hilste med sine første Blomster, og Paaskepsalmen lød alvorsfuldt og storslaaet:




1) A. F. Worsøe var Sognepræst til Frue Kirke fra 1782—1795. Se Wibergs Præstehistorie.




Han er opstanden, store Gud!
Min Gud er en forsonet Gud,
min Himmel er nu aaben, —

da var det ham, som om Himmel og Jord, Mark og Skov gav Gjensvar: Han er opstanden!
     Men naar hans Moder, bleg og stille, nogle enkelte Gange blev hjulpen i Kirke for at nyde Nadveren, hvor bevægedes da hans Hjærte. Især den sidste Gang; hun maatte bringes bort mere lig en død end en levende; da blev Sønnen greben af Angst for hende og tyede ud i Naturens Ensomhed; dybt følte han, at hun var den eneste, som forstod ham. Saa kastede han sig ned og udgjød sit Hjærte i en brændende Bøn for den elskede Moder. Det var Timer, levede for Evigheden, og disse Spirer, som ved hende var lagte i hans Barm, skulde engang komme til at bære velsignede Frugter. »Hun var mit Livs gode Engel«, skriver han paa sine gamle Dage, og hele hint Tidsrum i Roskilde kalder han det fredeligste, gladeste, ligesom hans Livs Paradis 1).
     Den begavede Dreng vakte paa en vis Maade Opsigt i Roskilde. Der var et Fugleskydningsselskab, bestaaende af Sønner af de bedre Familier i Byen, der én Gang om Maaneden i Sommertiden havde deres Sammenkomster skiftevis i Familierne; det gik fornøjeligt til, der var Festmaaltid, og en Tale kunde da ikke undværes; men Henrik Steffens blev den stadige Taler, ingen gjorde ham Rangen stridig, og han var som født og baaren dertil. At disse Taler har baaret Præg af hin Tids Pedanteri er troligt nok, og underligt maa det have været at høre en 13–aarig Dreng i et af disse Foredrag udvikle: «Kongernes og Patrioternes Pligten». I det sidste Aar af Roskildetiden 1787 høstede han ogsaa sine første Lavrbær som Forfatter ved at skrive et Ugeblad, først bestemt for Skolekammerater og hans




1) «Det var kvindelig Kjærlighed, Moderkærligheden, som først opdrog mig for den indre Sandhed, som indgjød mig Troen paa trofast Kjærligheds sejrende Magt». Steffens, de 4 Nordmænd, 2,317.




egen lille Kreds; men da Faderen i sin Stolthed over den haabefulde Søn gjorde sine Venner bekjendt dermed, kom det til at gaa videre ud i Staden i sirlig Afskrift. Det indeholdt Digte, rørende Fortællinger, religiøse Betragtninger af Drengen selv; siden, da det blev ham for vanskeligt at levere alt Stoffet selv, optog han Stykker af Kammerater. Det tabte dog efter nogen Tid Interessen baade for ham selv og for Læserne og hørte op.
     At Henrik Steffens havde et fribaarent og uforfærdet Sind, kom han til at lægge for Dagen under Opholdet i Roskilde. Det var paa den Tid almindeligt, at Mesterlektianerne øvede et Herredømme over de mindre Skolekammerater, og det var udartet til et afskyeligt, raat Tyranni, som Steffens harmedes over. Han, som selv var i en af de yngre Klasser, besluttede at gjøre alt for at sætte en Grænse derfor. Han samlede da alle de saakaldte Duxer for de 4 mindre Klasser, ialt 8, (thi hver Klasse var delt i to Afdelinger eller «Borde«), talede til dem om de Krænkelser, de daglig maatte døje, og opfordrede dem til at afryste Aaget. I Begyndelsen var de rædde, men gik dog ind paa hans Forslag om at sætte sig til Modværge mod Mesterlektien og staa Last og Brast med hinanden. De samlede altsaa de andre Disciple, og et fuldstændigt Oprør mod deres Tyranner blev vedtaget af hele den øvrige Skole. Det skulde bryde ud ved en given Lejlighed og indtil da holdes hemmeligt; men de var naturligvis alt for mange om Hemmeligheden, saa at det snart blev røbet, og Mesterlektianerne besluttede at hævne sig. En Dag kom Henrik Steffens' Broder Niels styrtende hjem fra Skolen, inden Undervisningen endnu var begyndt om Morgenen; han havde et stort gabende Saar i Hovedet, Blodet flød ned i Ansigtet. Da Faderen saa' ham og fik at vide, at det var bibragt ham af en Mesterlektianer, blev den heftige Mand ganske ude af sig selv; han greb Drengen ved Haanden og førte ham i den Tilstand, han var, til Rektoren.
     Hvad Følgen heraf blev, viste sig snart. Da hele Skolen to Dage efter var samlet og Undervisningen skulde begynde, traadte Rektoren og Conrektoren ind, ledsagede af Pedellen. Saxtorph holdt en Tale til alle Disciplene, — de af Mestertektien stod opstillede i den Korsgang, som delte det store Skolerum i fire Dele, — han satte de store Disciple strengt i Rette for deres Tyranni mod de mindre og endte med at kalde den skyldige frem, som havde tilføjet Niels Steffens Saaret. Han blev da i alles Paasyn straffet med Skoleriset; det var en meget alvorlig og beskjæmmende Straf, der gjorde et dybt Indtryk paa de tilstedeværende og voldte dem mange Taarer; det var længe siden, at det var oplevet i Roskilde Skole.
     Men fra den Begivenhed af blev Skolegangen trykkende for Brødrene Steffens; de var ilde sete af Mesterlektianerne og gik i bestandig Frygt for deres Hævn. Desuden havde hele denne Sag dybt rystet Henriks bløde Hjærte, og det var derfor en stor Lettelse for ham, da Faderen ganske kort efter blev forflyttet fra Roskilde. Han kom saaledes med Glæde til at tage Afsked fra denne By, hvortil der iøvrigt knyttede sig saa lyse og venlige Minder for ham.
 

 


 

 

3.
Den unge Naturforsker.
1787—1790.

     Familien Steffens flyttede nu til Kjøbenhavn. I Roskilde havde dens Kaar været smaa; Faderen haabede, at i den store Hovedstad vilde der være god Udsigt til at opnaa en større Praksis og havde derfor søgt Ansættelse ved et af de derværende Infanteri–Regimenter. Dette Haab gik dog ikke i Opfyldelse; i Kjøbenhavn blev det en stadig Kamp med trykkende Næringssorger.
     Dette mærkede dog de unge, især i Begyndelsen, kun lidet til, og de var glade ved det ny Liv, der aabnede sig for dem i den store By, ikke mindst Henrik. Hans let modtagelige Sind frydede sig ved den brogede Mangfoldighed, der traadte ham i Møde, saa at der i de første Maaneder kun blev liden Ro til Arbejde. Kjøbenhavn var dengang — det var i Aaret 1787, — væsentlig i den Skikkelse, hvori den havde været det meste af Aarhundredet. Det ældre Kristiansborg hævede sit Kobbertag op over Stadens Huse; Nikolaj og Frue Kirkes Spir stak højt i Sky. I de mange krumme og snevre Gader og smaa Torve bevægede der sig et Folkeliv, der vel var i meget mindre Maalestok end nu, men langt mere broget. De pyntelige Soldater af de mange Regimenter, der da laa i Byen, de djærve og almen yndede Matroser af Holmens faste Stok, Kongehuset med sin imponerende Glans gav Byen Karakter af en gammeldags Residensstad. Og Livet i Gaderne var meget mere frit end nu; Visekjællinger falbød nye Sange, «trykte i dette Aar», og sang dem for; Matroser og tyske Soldater sloges, og de første gik til almindelig Glæde gjerne af med Sejren. I Kongens Have og Filosofgangen spadserede til en vis Tid paa Dagen de pæne Folk for at se hinanden og blive sete. Og nede ved Havnen, hvilket Liv og Røre! Det var en god Tid for Kjøbenhavn, om end ikke saa god som under den amerikanske Frihedskrig; Handelen blomstrede, fra Vest– og Ostindien kom rige Ladninger; i Orlogshavnen laa den store og anselige Flaade, Danmarks Stolthed. Og i en anden Kant af Byen ved Siden af den ærværdige Frue Kirke laa Studiegaarden; den unge Latiner Henrik Steffens saa' sig i Tankerne snart som akademisk Borger og længtes efter den Stund, da han kunde blande sig i den brogede Skare af danske og norske Studenter, som flokkedes om den gamle Gaard og i hele det latinske Kvarter.
     Men kunde den 14–aarige Dreng saaledes fordybe sig i Folkelivet, saa øvede Ensomheden, som han i Roskilde havde lært at elske, ogsaa stundom her sit Trylleri over ham. Saa gik han ud ad Byens Porte paa Veje og Stier, og dengang behøvede man ikke at gaa langt fra Byen for at finde Ensomhed; saa vandrede han med sin egen brogede Idéeverden og var glad og lykkelig.
     Og hvilket Indtryk gjorde det ikke paa ham, da han første Gang betraadte det kongelige Theater1); det var, som aabnede en ny Verden sig for ham. Han saa' dér den aandssvage Kristian den 7de, en lille, sirlig Skikkelse, fuld af Bevægelse og Uro; og netop den Aften sad ved hans Side den svenske Konge Gustav den 3die, en elegant, statelig Herre, der var kommen til et Besøg ved det danske Hof2).
     Det var bestemt, at de to studerende Sønner ikke skulde gaa i Latinskole, men forberedes privat; en ung Mand blev antagen til deres Lærer, men han fandt navnlig Henrik saa svag i Kundskaberne, at han raadede Faderen til at sætte ham ind paa en anden Vej, da han sikkert ikke duede til den studerende. Det vilde Faderen, hvis Stolthed Henrik netop var, paa ingen Maade, og efter kort Tids Forløb blev Læreren afskediget, Henriks uheldige Indtryk paa denne kom imidlertid af den Forstyrrelse i Sindet, som det kjøbenhavnske Liv gjorde paa ham. Den ny Privatlærer, som nu kom til at forberede dem i de følgende Aar, til de blev Studenter, var en gammelagtig Studiosus, dygtig i Latin og Græsk, men i alt andet meget mangelfuld. Han var af den Slags gamle Studenter, som paa hin Tid ikke var sjældne; han havde nogle Stipendier fra Universitetet, og ved Hjælp af disse og hvad han tjente ved sin Undervisning, kunde han føre en tarvelig Tilværelse paa et Kvistkammer, hvor alt vidnede om Fattigdom og Urenlighed. Da efter omtrent tre Aars Vejledning Eksamenstiden kom, var Manden fuld af Frygt og Mistvivl for sine Lærlinger; den afgjørende Dag drev han om som et fortvivlet Menneske med den tungsindige Tanke at drukne sig, hvis det gik galt; han kunde neppe fatte sig, da han fik at vide, at de begge havde bestaaet Prøven med Ære.
     Hvad det huslige Liv i disse Aar angaar, da levede




1) Det var den 29de Oktober 1787; der opførtes «Fændriken» og «Semiramis». Overskou, Theaterhist. 3 D.
2) Hans Besøg gik ud paa at formaa Danmark til at slutte sig til Sverige imod Rusland; men da Danmark traktatmæssig var bunden til Rusland, blev Forslaget tilbagevist af A. P. Bernstorff.




Familien Steffens paa Grund af de smaa Kaar meget indesluttet. Vel var der paa Moderens Side megen Familie i Byen og nogle i ansete Stillinger, en af hendes Brødre var Konferensraad, Justitiarius i Hof– og Stadsretten, en anden var Overlæge ved Frederiks Hospital, men med Undtagelse af denne, stod de i meget liden Forbindelse med disse Slægtninge. Dertil bidrog ogsaa Moderens Sygdom. Hun udsluktes efterhaanden som en Lampe, der gaar ud af Mangel paa Olje. Hendes Henrik var den daglige Gjæst ved hendes Sygeseng; dog vendte de stille Timer fra Roskilde ikke mere tilbage. Han var nu for optaget af det bevægede Liv i Kjøbenhavn, og medens hans Lyst til at forske i Naturen stadig voksede, saa trængtes den religiøse Følelse mere og mere tilbage. For hende var det en Skuffelse; naar han i sit Sinds Livlighed søgte at forklare hende, hvad der nu bevægede ham inderligt, naar han udbredte sig over Naturomvæltningerne i Jordskorpen, eller over de forstenede Dyr, da ledte hun Tanken hen paa ham, den Herre, der bevæger Himmel og Jord, der ruller Stjernehimlen sammen som et Klæde, men dybest aabenbarer sig i Sjælens Lønkammer; saa advarede hun ham for at fordybe sig i Naturen og mindede ham om hans Kald som Guds Ords Forkynder.
     Allerede Aaret efter at de var flyttede til Kjøbenhavn, hensov Moderen, 1788, kun 37 Aar gammel. Endnu paa Dødslejet formanede hun sin Henrik: «Du skal forkynde Herrens Ord; han har kaldet dig og udrustet dig med sine Gaver; bliv tro mod ham og mod dit Kald, saa vil Gud velsigne dig!« Sønnen var dybt rystet. Bestandig siden i Livet fulgte Indtrykket ham af den kjærlige, døende Moder. Hendes Ønske gik ikke i Opfyldelse paa den Maade, hun havde tænkt sig og ligesom villet nøde ham ind paa Præstegjerningen, thi Sønnen følte tydeligt, at hans Kald var et andet. Men i højere Forstand opfyldtes det; han blev en Ordets Tjener.
     Ved Moderens Død opløstes Familielivet for største Delen; begge Døttrene kom ud; den ældste Søn Jakob var Kadet og et meget dygtigt ungt Menneske; nogle Aar efter blev han Officer1). Husvæsenet styredes nu mest af den gamle Pige Maren og Niels Steffens, der havde særlige, praktiske Gaver. I disse Aar sluttede Henrik sig mest sammen med den yngste Broder Peter, der vel var 4—5 Aar yngre, men i mange Henseender delte Interesser med ham. Faderen var kun lidet hjemme.
     Imidlertid udviklede den tidlig vakte Kjærlighed til Naturen sig bestandig mere hos Henrik Steffens. Alt, hvad der hørte til den, havde sit Trylleri for ham. I et Lejebibliothek, hvor han ogsaa flittigt hentede Morskabsbøger, fandt han naturhistoriske Skrifter, især fandt han Behag i Raffs «Naturhistorie for Børn»; ofte gik han om Formiddagen hen i Kongens Have, hvor der da var stille og folketomt, med denne Bog og frydede sig ved at læse i den, mens han hørte Fuglene synge og Insekterne summe omkring sig, og hvor han kunde føle sig som i Naturens Skjød. Men ogsaa et Værk af ganske anden Betydning fandt han paa Lejebibliotheket: Buffons Naturhistorie, oversat af Haller. Her blev han sat ind i Jordens Udviklingshistorie, de voldsomme Omvæltninger, der have fundet Sted, de forstyrrede Slægter af Planter og Dyr. Det greb ham dybt. Nu fik Forsteninger en stor Tillokkelse for ham; nogle faa, han havde faaet af sin Fader, beskjæftigede hans Fantasi meget. Han dannede sig storartede Billeder af, hvordan det var gaaet til ved Jordens Omdannelse, om den forgaaede Plante– og Dyreverden. Engang traf Maren og Brødrene ham siddende paa sit Kammer med Forsteningerne for sig, aldeles aandsfraværende; hun troede, at han var forstyrret i Hovedet.
     Et Held for det natur–elskende unge Menneske var det, da han ved sin Fader fik Lejlighed til at besøge Konstkammer–Forvalter Spengler1), der havde en stor Konkylie–




1) Han blev Sekondlieutenant 1791, Premierl 1794
2) Lorenz Spengler var 1769 bleven Forvalter ved Konstkammeret; han døde 1808. N. M. Petersens Litteraturh. V, 2,17.




samling, og som med Venlighed tillod ham at komme til sig, ja tilsidst i visse ugentlige Timer gav ham Vejledning baade i Konkologien og i Korallerne. Ogsaa hos en anden Samler af Naturalier af alle Slags, en Særling1), der smykkede sin trekantede Hat og sin Urkjæde med Konkylier, og som i sin store Lejlighed havde et helt «Raritetskabinet», fik han Adgang, og denne Mand forærede ham mange Dubletter, saa at Henrik Steffens derved fik Lyst til at samle, og det varede ikke længe, før han havde en efter sin Stilling ikke ubetydelig Samling.
     Men idet han saaledes rastløst dreves frem af sin videnskabelige Trang, — samtidig med at han forberededes til Universitetet, — kom det unge Menneske mere og mere bort fra den barnlige, umiddelbare Tro, der engang havde været saa levende i ham. Sind og Hu var, som det ofte gaar i den Alder, optaget af noget ganske andet. Da han derfor i Vinteren 1788—89 forberededes til Konfirmation2), gjorde det kun lidet Indtryk paa ham, og det var for ham mest en Lejlighed til at glimre ved sine Kundskaber; Vejledningen bestod ogsaa i en tør Overhøring. Derimod bevægedes han dybt, da han første Gang kom til Herrens Bord; Minderne fra Moderen traadte levende frem; men det var ikke mildt løftende, det var som hans gode Engel truede ad ham, fordi han ikke længere var, hvad han havde været. Med Uro gik han saaledes derfra; snart tabte den sig dog i Dagens travle Stræben, — og mange Aar gik hen, før han atter følte Trang til at nyde den hellige Nadvere.
     Noget ganske andet kom derimod snart til at gribe ind i hans Aandsliv. Paa Lejebibliotheket faldt et Bind af Goethes Værker ham i Hænde; han kjendte ikke engang Goethe af Navn. Det indeholdt første Del af Faust. Han forstod nogenlunde Tydsk fra Hjemmet; den holstenske Fader havde sørget derfor. Dybt følte han sig greben,




1) Cetti?
2) Formodentlig af Sognepræsten ved Garnisons Kirke, Prof. Herman Treschow.




Sproget tryllede ham som en Aandemusik, og skjøndt han endnu ikke kjendte den Smerte, der er forbunden med den rastløse Higen efter Viden, saaledes som den fremstilles i Faust, saa anede han den dog. Det var en hemmelig Gru, der forenede sig med en uendelig Lyst. Saaledes blev det 16–aarige unge Menneske bekjendt med den «Sturm und Drang», der havde grebet saa mange paa hin Tid. Han lærte største Delen af Faust udenad; men sin indre Bevægelse meddelte han ikke til nogen1).
     En ny Kilde til Erhvervelse af Kundskab aabnede sig for Steffens, da han fik Adgang til Suhms store Bibliothek. Hos sin Morbroder, Overlæge Bang, havde han set nogle Bøger, mærkede med et Vaaben, og havde faaet at vide, at de var fra denne Bogsamling, der stod aaben for Videnskabsmænd. Det unge Menneske tog da Mod til sig, — Dristighed manglede han ikke, — og gik en Dag hen til Kammerherre Suhms store Gaard i Pustervig2). Med bankende Hjærte traadte han, iført sine Konfirmationsklæder, ind ad Døren; vilde han ikke, som en ukjendt halvvoksen Dreng, blive afvist? Han forlangte Linnés: systema naturæ. Rasmus Nyerup, som var Bibliothekar hos Suhm, udleverede ham den straks uden nogen Vanskelighed, og glædedrukken sprang han ned ad Trappen med de tre store Bind. Dér var nok for ham at granske i, men han følte dog, at uden Vejledning kunde han ikke faa nogen ret Nytte af det storartede System, og hele hans naturvidenskabelige Studium havde hidtil været, uden synderlig Hjælp, overladt til hans egne Kræfter.
     Det kom da ret til Pas for Steffens, at han ved sin




1) «Margrethes Klage, Fausts høje Nydelse i den ensomme Bjergegn, mange Steder af dette sælsomme Værk tonede som en fjern Musik, men brød frem i stille Timer og dyngede «Jordens Ve, Jordens Vel» paa mit dybt bevægede, i det inderste rystede Bryst». Steffens, de 4 Nordmænd, 1,261—262.
2) Hans Bibliothek var tilsidst paa 100,000 Bind og stod aabent for Publikum fra 1775, paa samme Tid som det store kgl. Bibliothek var utilgængeligt for Folk. Suhm døde 1798.




Faders Hjælp fik Adgang til det 1785 oprettede kirurgiske Akademi, hvor han hørte Forelæsninger over Osteologi (Knokkellære) hos Professor Winsløv og over Kemi hos Lektor Schumacher. Men af langt større Betydning blev det for ham, at han ogsaa kom til at at høre den berømte Vahl. Denne norske Botaniker, Linnés Lærling, der tidligere havde været ansat ved den botaniske Have, var nylig kommen hjem fra Udlandet, og Danmark havde ingen passende Stilling at byde ham, uagtet han var en Mester i sit Fag. Han maatte da tage til Takke med en privat Virksomhed; et Selskab for Naturhistorie var 1789 stiftet af Abildgaard; det bestod ved privat Understøttelse; her fandt Vahl Ansættelse1). Hans Forelæsninger, der bleve holdte i «Prinsens Palais», var ikke stærkt besøgte, men den ligefremme, stille Mand vandt ganske Steffens' Hjærte. Ved ham fik dennes Frihaands–Studium den fornødne Fasthed, thi han krævede af sine Lærlinger, at de klart og nøje skulde gjøre Rede for hver Plante og finde dens Plads i Linnés System, og ligeledes bestemme Dyrene efter deres Former. Saaledes kom der efterhaanden Orden i Steffens' naturhistoriske Kundskaber.
     Førend vi forlade denne Periode i Henrik Steffens' Liv, ville vi endnu dvæle ved et Par Træk, som han selv har opbevaret. I Sommertiden gjorde han gjerne Udflugter i Kjøbenhavns Omegn, naar der var Lejlighed dertil, undertiden ikke saa korte, saaledes som til Hirschholm Slot, der paa den Tid stod øde og forladt. Siden de sørgelige Minder fra Karoline Mathilde og Struensee havde Kongehuset ingen Lyst til at bebo det; i al sin Pragt stod det næsten som et fortryllet Slot, Ensomheden laa tungsindig over det og den store Have. Som et talende Vidne om Forgængeligheden af Verdens Herlighed var en Del af Bygningerne begyndt at synke ned i Moradset. Det tiltalede




1) Først i 1801 blev han Professor ved Univers., men døde allerede 1804. Øhlenschlägers skjønne Mindedigt over ham er bekjendt.




Steffens meget at fordybe sig i Ensomheden paa dette Sted, som han flere Gange vandrede ud til1).
     Der gives Øjeblikke i ethvert Menneskes Liv, som indprænte sig uudsletteligt, som kunne forfølge os gjennem Rækker af Aar, som i Drømme kunne dukke op for os; ofte er det ikke egentlige Begivenheder, men mere en umiddelbar Anskuelse, der har grebet Sindet. Saaledes var det for Steffens en tidlig Sommermorgen i hine hans første Ungdoms Dage, da han stod paa Frederiksberg Bakke og saa' ud over Stadan, der laa indhyllet i Taage og Halvmørke; da hævede Solen sig op over den skaanske Kyst, klar og dejlig kastede den sine gyldenrøde Straaler udover Sundet, over Stadens Taarne og Spir, over Kristiansborgs Kobbertag. Højere og højere steg den, alt straalede i en gjennemsigtig Klarhed, som han aldrig havde set Mage til. Det var ham i dette Øjeblik, som om «Dagens Stjerne», naar den skred højere frem, ogsaa maatte fordrive alle Taager og al Dunkelhed, der laa om hans Sjæl, som om alle Gaader skulde blive løste for ham2). Aldrig glemte han dette Indtryk, altid siden i Livet maatte han tænke sig en Solopgang just saaledes; ofte vendte Synet tilbage i hans Drømme, det var som en skjøn Afslutning paa den første, dunkle Ungdomstid og et Varsel om en altid klarere, herligere Livsdag.




1) Hirschholm blev nedbrudt 1810. Ogsaa i sin nuværende Skikkelse, hvor Kirken staar paa Slottets Plads «lig et Kors paa en Grav«, har dets Vemod grebet mange.
2) Hans Ven, Ludvig Tieck, oplevede noget lignende paa en Fodvandring i Harzen 1792; da han før Daggry forlod den Kro, hvor han havde overnattet, steg Solen bleg og blyfarvet op, men pludselig brød dens Straaler gjennem Taagen og oplyste Sletten, og skinnede paa ham selv. Det var ham som et Slør blev revet fra ham, et indre Lys fyldte ham, Himmel og Jord syntes forklaret; som om Gud selv traadte ham i Møde, og han skuede hans Aasyn. En underlig Vished, en Salighed gjennemstrømmede ham. Dette Indtryk fulgte ham hele Livet R. Køpke: Ludwig Tieck, 1,143.


 

 


 

 

4.
Studenterliv.
1790—1794.

     Det var i Efteraaret 1790, at Henrik Steffens, tilligemed sin yngre Broder Niels, efter et hæderligt Udfald af Eksamen blev Student ved Kjøbenhavns Universitet1). Brødrenes Veje skiltes nu; den yngre blev nemlig straks, 16—17 Aar gammel, ansat som Kompagnikirurg; man mente dengang, at Erfaringen vilde være den bedste Læremester for en saadan, thi hans Uddannelse i den Retning var kun meget ubetydelig. Henrik kastede sig med stor Iver over Læsningen til den saakaldte «anden Eksamen»; den var paa den Tid delt i to Dele, den filosofiske og den filologiske; allerede ved Udgangen af det første Halvaar bestod han den første, og efter samme Tids Forløb den anden Del af Eksamen, begge med fortrinligt Udfald2).
     Han havde knyttet store Forventninger til Professorernes Forelæsninger, men de blev kun lidet opfyldte. I Filosofien hørte han Riisbrigh, en ældre Mand af et godmodigt Udseende, meget betænksom i sit Væsen og ensformig i sin Tale; han nød stor Anseelse som Filosof, endnu mere som Menneske; «den ærlige Riisbrigh» kaldte man ham3). Han fik Steffens meget kjær, — en livligere Discipel har han neppe nogensinde havt, — men hans Langsomhed var denne en stor Plage, og det egentlige Udbytte regnede Steffens kun for meget ringe. Imidlertid saa' Riisbrigh nok en vordende Filosof i det unge Menneske og opmuntrede ham til at studere, «som om han skulde være Professor». Det gjorde denne ogsaa, ja han øvede allerede i det smaa en Smule Professorgjerning, idet han hjalp




1) Blandt dette Aars Studenter erhvervede kun to sig et fremragende Navn i Litteraturen, nemlig foruden Steffens Jakob Peter Mynster.
2) Han erholdt Udmærkelse i alle Fag, undtagen i Græsk.
3) Børge Riisbrigh, f. 1731, virkede fra 1760—1803 ved Universitetet. Hans Eftermand blev N. Treschow.




adskillige af sine Medstuderende ved at gjennemgaa Forelæsningerne for dem, thi de havde snart mærket hans Dygtighed.
     I den praktiske Filosofi var Anders Gamborg, en endnu ung Mand, Lærer; med en vis Interesse hørte Steffens hans lette Behandling af Naturret og Sædelære; hans Betragtninger over Ægteskab og over Selvmord gav ham Stof til videre Eftertanke1). Mere Fornøjelse havde han af den gamle Tydsker Kratzensteins2) Foredrag over Fysik og hans med al Slags Spøg krydrede Experimenter, hvorved han gjerne brugte Steffens som sin Medhjælper; han kaldte ham sin »elektriske Drage«, da han holdt af at vise Elektricitetens Virkninger paa ham.
     Størst Tiltrækning øvede dog den unge, elskværdige og højt begavede Frederik Sneedorf, der 1788 var bleven Professor i Historie, paa Steffens. Hans Forelæsninger var noget hidtil uhørt ved deres Liv og Varme samt den smukke Form, og de samlede en stor Tilhørerkreds. Steffens hørte ham i Vinterhalvaaret 1790 over Fædrelandets Historie fra Begyndelsen til Frederik den 5tes Død3). Hans historiske Sans blev nu for Alvor oplivet. Snorre, Sakse, Hvitfeld og de nyere Historieskrivere gjorde han Bekjendtskab med, og i det hele skyldte han denne Mand, at uagtet hans Livs Retning blev en anden, han dog stedse bevarede stor Kjærlighed til denne Videnskab. I Studenteraarene fordybede han sig mangen Time i historiske Værker, især tiltalte de gamle Krøniker ham.
     Sneedorf var paa den Tid et Særsyn ved Universitetet,




1) Han havde mange underlige Idéer; mest bekjendt er hans Forslag til at forbedre Fuglenes Sang i vore Skove, ved at lade f. Eks. Spurveunger gaa i Skole hos Kanarifugle. Han døde 1833. N. M. Petersen, Litterh. V, 1,142 f. J. P. Mynster fandt ogsaa Behag i hans Foredrag. Meddelelser S. 42.
2) Han var født 1723, havde været Professor i Petersborg, men fra 1753 til sin Død 1795 var han ved vort Universitet.
3) F. Nygaard: Fr. Sneedorf i Nordisk Maanedsskrift for 1880. 2 B. S. 259.




hvor alt gik i den gamle tørre Slendrian; han var en Vaarbebuder for en ny Tid med sit frie Blik og sin Fréjdighed. Desværre svandt han snart som et Stjerneskud1).
     Da det første Halvaar var gaaet, fik Steffens mere Tid til at fortsætte sine tidligere naturvidenskabelige Studier, som hans inderste Hu dog stod til, og som han havde begyndt saa vel endnu i sin Skoletid. Altsaa fordybede han sig atter i Naturhistorie, Kemi og Anatomi. Paa denne Maade hengik l½ Aar af hans Studentertid.
     Da saa' han sig uventet reven ud af dette Liv, netop da han saa godt var kommen i Gang. Hans Fader, der mere og mere blev trykket af Gjæld og Næringssorger og i det hele var af en urolig Natur, længtes efter at komme bort fra Kjøbenhavn; i Aaret 1792 blev han da forflyttet til 2det jydske Infanteri–Regiment i Rendsborg. Han haabede paa lykkeligere Dage i sin holstenske Hjemstavn. Sønnerne kunde forsørge sig selv, den yngste var bleven Kadet, kun Henrik kom til at lide derunder. Han maatte forlade Byen for at blive Huslærer hos en Slægtning i Odsberred.
     Naar han som Barn kom i Besøg i denne Egn, havde det ukjendte Landliv ganske henrevet ham. Nu var det anderledes; han følte, at han var revet ud af sin rette Virkekreds, at her var ikke hans Plads. Til at være Huslærer for to Smaapiger og en syvaars Dreng følte han intet Kald; han havde en Fornemmelse af, at han kun daarligt udførte sit Hverv og at, som han selv var utilfreds, maatte man ogsaa være utilfreds med ham. Gladest var han, naar han i Fritiden kunde gaa ud og botanisere.
     En hed Sommerdag havde han lagt sig lil at sove ude i det fri; Hatten var gledet af, Solens Straaler brændte paa hans blottede Hoved, saa han kom i en bevidstløs Tilstand. En Bonde fandt ham saaledes og kjørte ham hjem.




1) Det var Sneedorfs sidste Forelæsning. Han drog udenlands og døde 1792 i England, da Hestene løb løbsk med Vognen, dybt savnet og uerstattet, i en Alder af kun 31 Aar.




Vel kom han dér til sig selv, men Følgen viste sig i Svimmelhed, der ofte kom over ham og efterhaanden tiltog mere og mere. Det var nødvendigt at gjøre noget derfor. Han blev da kjørt til Kjøbenhavn for at indlægges paa Frederiks Hospital og vendte ikke mere tilbage i sin Huslærerplads. Paa Hospitalet kom han under sin Morbroder, Overlæge Rangs Tilsyn; allerede Rejsen havde virket velgjørende paa ham, og snart kom han sig ganske, uden at det havde videre Følger for hans Helbred.
     Saaledes var Steffens hurtigere, end han havde tænkt sig, kommen tilbage til Hovedstaden, — det var henad Efteraaret 1792, — og han havde nu ingen Lyst til at forlade den igjen. Men hvad skulde han gjøre for at leve? Den Bangske Familie vilde nok tage sig af ham og særlig Morbroderen paa Frederiks Hospital, derom tvivlede han ikke. Denne Mand1) tog sig i det hele paa en vis faderlig Maade af de yngre Medlemmer af den vidt forgrenede Familie. Det var en lille, trivelig Mand med et rundt, godmodigt Ansigt; som Læge nød han megen Anseelse og havde en stor Praksis; han havde ogsaa et Navn som medicinsk Forfatter. I religiøs Henseende var han Pietist og udgav endog Skrifter i den Retning; men ved denne pietistiske Hang, der forøvrigt stod i en underlig Modstrid med hans Tilbøjelighed for et muntert, selskabeligt Liv, var han ofte til ikke liden Plage for sine Omgivelser, især for de unge, der ingenlunde syntes om hans lange Husandagt og trættende Formaninger. Han var en prosaisk Karakter; for at hjælpe sin Familie godt frem i Verden skyede han ingen Anstrengelser, og Maalet ansaa' han for naaet, naar de kunde opnaa et godt Embede eller sikkert Levebrød. Hans Tanke var, at Henrik Steffens skulde studere Theologi og havne i et Præstekald; det Var ikke saa underligt, da han kjendte sin afdøde Søsters, Steffens' Moders, Tanker i saa Henseende. I det Tilfælde vilde han hjælpe ham frem med




1) Frederik Ludvig Bang, født 1747, Overmedikus ved Frederiks Hospital, Dr. med., siden Professor ved Universitetet. Han døde 1820.




Raad og Daad. Det var nu imidlertid slet ikke Henriks Mening; vel var der i religiøs Henseende ingen bestemt Hindring, — hans Barnetro var, om end fordunklet, saa dog ikke tilintetgjort; men dels havde han bestemt Uvilje mod Præstestanden, saaledes som den paa hin Tid saa ofte traadte op med falsk Salvelse, dels følte han, at hans Kald laa bestemt for ham. Han maatte frem paa den naturvidenskabelige Bane, om han end vidste, at den vilde berede ham mange Torne. Da han nu tilstod sin Morbroder dette, blev den hidsige Mand meget vred og følte sig krænket i sin gode Hensigt, men da han var en i Virkeligheden veltænkende og kristelig Mand, unddrog han dog ikke Søstersønnen sin Understøttelse. Steffens fik et andet Hjem i Bangs Hus; vel boede han der ikke, men han spiste der og fik Hjælp paa flere Maader. Forøvrigt hjalp den unge Mand sig igjennem ved at manuducere Studenter og Farmaceuter, arbejdede ogsaa for nogle Tidsskrifter, — og gjorde nogen Gjæld1). Han var nemlig ingen god Økonom og anvendte meget paa sine Samlinger og Bøger, tog ogsaa gjerne Del i selskabelige Glæder. De følgende to Aar, til Foraaret 1794, blev en rigt bevæget Tid for ham; han kom rigtig ind i Studenterlivet, gjorde mange Bekjendtskaber og tog levende Del i Tidens Rørelser. Vi ville derfor kaste et Blik paa, hvad hint Tidsrum bar i sit Skjød, for at kunne forstaa, hvorledes den maatte paavirke et ungt, modtageligt Sind som Henrik Steffens'.
     Det var jo Revolutionens Tid. Den Storm, der havde rejst sig i hele sin Vælde i Frankrig og hvirvlede de visne Blade ned, men i sin Ubændighed rev saa mange grønne med, den kom som en stærk Luftning til Danmark. Ogsaa




1) Han synes ogsaa at have faaet nogen Understøttelse fra anden Haand. I en senere Ansøgning siger han: «Fra min tidligste Ungdom frasagde jeg mig al Understøttelse af min Familie for at kunne studere Naturvidenskaberne. Endel ikke velhavende Mænd understøttede mig, flere betroede mig Penge i Tillid til min Retskaffenhed». Kr. Arentzen : Baggesen og Øhl. 2.




her kom Lidenskaberne i Bevægelse l), de store Ideér: Frihed og Lighed greb Sindene, først og nærmest vel den yngre studerede Verden, men ogsaa videre ud i større Kredse2). Man hilste ny Tids Morgenrøde med Begejstring; efter en lang Dvaletid aandede man den friske Foraarsluft. Vel førte det her ikke til store Handlinger; det blev ved frie, overstrømmende Ord, ved begejstret, ofte svulstig Tale, ved dristige Viser om den fyldte Punschebolle, ved Artikler i de mange Blade og Flyveskrifter. Men det vilde dog være Uret at latterliggjøre det; naar man staar langt bag efter Begivenhederne, har man let ved at se Fejlene; dengang, — i de første Revolutions–Aar, — haabede man for Alvor Begyndelsen af en ny Tid. Man følte Aagene løsnes og blev ubændig; alt skulde forandres, om det saa var Klædedragten3). Alt i alt var Tiden dog storslaaet og vækkende4). Derimod manglede Bevægelsen Dybde og det føltes af dem, der attraaede inderlighed5). Dens alvorlige Skygge blev, at den ogsaa vilde rive Kristendommen ned, som en af Fortidens Skranker; i Skrift i Tale, i Klubber, paa.^^,,,,, skete der et Stormløb mod den under «0plysningens» Navn. Fornuften skulde som en Dronning sidde i Højsædet; det var ikke blot i Paris, man dyrkede Fornuftens «Gudinde». Danmarks højest ærede Præst, Bastholm, banede, uden selv at være klar over det, Vej for den; hans Efterfølgere med fuldt Over–




1) «Revolutions–Tiden er væsenlig Iidenskabelig». Se Søren Kierkegaards Udvikling deraf i «En litterair Anmeldelse 1846».
2) Se Fru Gyllembourgs i Fremstilling i «To Tidsaldre»; hun havde selv levet med i hin Tid — Man tænke sig Baggesen dansende paa Bastillens Ruiner. — Steffens' Fader græd af Bevægelse, da han meldte sine Sønner Revolutionens Begyndelse.
3) Snørelivene og de stive (Dame–) Kjoler blev afskaffede, Kostumet blev græsk, og det blev nu ligesaa let at sy en Fruentimmerkjole som at sy en Skjorte. C. Dunker, Gl. Dage, s. 276.
4) Det er paafaldende, hvor mange dygtige Mænd i forskjellige Retninger, der udgik fra hin Tidsperiode, eller som modtog deres Ungdoms Vækkelse da.
5) Saaledes som J. P. Mynster og H. Steffens.




læg. Biskop Balle søgte ærligt at dæmme mod Strømmen, men hvad var en enkelt mod saa mange?
     En velgjørende Modsætning til de stærke, nedbrydende Bevægelser var Forholdet til Landets Styrer, Kronprins Frederik. Medens Raabet lød: ned med alle Tyranner! sad han uanfægtet og hædret. Der var en egen Glans om ham, »Kongens Søn, Folkets Ven«, der just i disse Aar virkede for Friheden i Handling ved at løsne Bondens Baand. Det var en Lykke for Danmark.
     Saaledes var det et stærkt bevæget Liv, som den omtrent tyveaarige Henrik Steffens, der nu mest var sin egen Herre, kom til at deltage i. Det var en Lykke for ham, at han fandt sin Omgangskreds blandt de ædleste og betydeligste af de unge, derved forædledes han selv. I Bangs Hus sluttede han Venskab med dennes Stedsønner, som han vel havde kjendt før, men først nu traadte nærmere. Den ældre Ole Hieronymus1), der studerede Medicin, var en overlegen Karakter og en af de mest fremragende Studenter paa den Tid; han var derfor Midtpunktet for en betydelig Kreds. Under et som oftest ligegyldigt Væsen og med Hang til ydre Magelighed, var han i Virkeligheden en rastløst arbejdende Aand, en Mester i tørre, men skarpsindige og lunefulde Bemærkninger. Den yngre Broder Jakob Peter2) var mere stille, særdeles flittig og ordentlig og havde Ord for ligeledes at være begavet, men spillede ikke den Rolle som Broderen. De boede hos deres Stedfader Bang, men en Trappe højere oppe, paa Værelset Nr. 5, der egentlig var en Sygestue. Her samledes da mange unge Studerende, især efter Kl. 10 om Aftenen, naar Brø–




1) O. H. Mynster var født 1772, blev Student 1788, fik Guldmedaille for medicinsk Prisspørgsmaal 1794, med. Kand. 1796, Dr. med. 1797, 1800 Reserve–Medicus ved Fred. Hospital, siden Overmedikus, endelig Prof. ved Universitetet. Han døde 1818.
2) J. P. Mynster, født 1775, Student 1790, theol. Kand. 1794, vandt 1799 Guldmedaille for filos. Prisopgave, Huslærer paa Bregentved, 1801 Præst i Spjellerup, siden i Kjøbenhavn, 1834 Biskop over Sjælland Stift, døde 1854.




drene kom op fra Familien; adskillige medbragte deres Piber. Henrik Steffens hørte stadig med til denne Kreds; de fleste var Medicinere1), dog var der ogsaa andre. Ole Hieronymus øvede en afgjort Overvægt over dem; han kunde sidde hele Timer i den mageligste Stilling, som om han ingen Ting gad, og medens de andre kom ind i levende Samtaler og Disputer, var det stadig ham, der med sine korte, træffende Bemærkninger ledede det hele. «Han besad», siger Broderen om ham2) „den aandelige Jordemoder–Konet i høj Grad, nemlig at hente frem af andre, hvad de har oplevet, erfaret. Han var tolerant mod de ringere, men streng mod de allerede mere udmærkede, især de blæreagtige, og kunde gjennemhegle sine Venner næsten rædsomt»3). Steffens gik heller ikke Ram forbi. Han dannede en fuldstændig Modsætning til den rolige Mynster; han var lutter Liv og Fyrighed, havde ingen Ro paa sig, talte sig heftig, foer ofte op og ned ad Gulvet; tidt vaandede han sig, naar han da blev ramt af Vennens tørre, bidende Indfald; men ramte gjerne paa rette Sted og blev ofte til Gavn for ham. Han kunde ogsaa godt trænge til det; thi vel var Steffens meget vel set i denne Kreds og godt lidt for sit varme Hjærte og gode Hoved, men man fandt dog, at han manglede nogen «Dannelse», navnlig vel udvortes4); det hidrørt vistnok fra hans Hjem, hvor den syge Moder kun saa lidet havde kunnet omgaas Børnene og Faderen var nok ikke meget dannet6). Der er jo en Side af Dannelsen, der kun kan erhverves ved Omgangen med andre, den havde Steffens manglet meget. Det kejtede




1) Bang og Saxtorph (ved Fødselsstiftelsen) trak paa den Tid mange unge Læger til Kjøbenhavn (ogsaa fra udlandet).
2) Mynster: Meddelelser s. 46 ff.
3) Øhlenschläger kalder ham et herligt Hoved, fuld af Humor, Forstand og Vittighed. Erindringer 1,170.
4) Mynsters Meddelelser s. 49.
5) Mynster kalder denne «en temmelig udannet Kirurg, som foruden andre Lyder havde en stor Portion Forfængelighed». Medd s. 48. Til hans andre Lyder hørte Tilbøjelighed til Drikkevarer.




i hans Væsen gjorde ham ofte til Gjenstand for de andres Vittigheder; og da han ikke godt kunde forstaa Spøg, (det viste jo ogsaa en vis Mangel paa Dannelse), blev han enten vred eller gav sig til at forsvare sig meget omstændeligt, til almindelig Moro for de andre. Det blev til en staaende Talemaade: Steffens forsvarer sig! En Aften, da denne traf begge Brødrene Mynster i Seng, og Ole Hieronymus kom med en drillende Bemærkning, blev Steffens saa hidsig, at han gav sig til at prygle løs paa dem i Sengen, men ramte rigtignok den urette1).
     Den ældre Mynster blev af Vigtighed for Steffens' Udvikling; han fremsporede ham i høj Grad og fulgte hans Arbejder med Interesse; hans skarpe Kritik afskar mangt et vildt Skud hos ham.
     Forholdet til Jakob Peter Mynster var et andet; med ham kunde han bedre tale som Ligemand, hans milde Væsen tiltrak ham meget. De var begge meget følsomme og sværmeriske, og holdt af Poesi; medens Ole Hieronymus ingen Behag fandt i Goethe, og affejede Steffens' begejstrede Udbrud med tør Kritik, kunde den yngre Broder mødes med ham i den Henseende. Ogsaa Religionen var et Berøringspunkt for dem, særlig tiltaltes de begge af Mathias Claudius, den bekjendte Udgiver af Wandsbecker Bote, hvis barnligt troende Aand, dyb og dog skjæmtefuld, var et Særsyn paa hin Tid; men den flade, tomme Rationalisme behagede ingen af dem. Overhoved fandt Steffens mest Sympathi hos ham blandt alle Vennerne; der var en høj Stræben i dem begge. Mange Aar efter minder Steffens Mynster om, hvorledes de dengang sagde til hinanden: «kun ikke forgaa i det dunkle, ubemærket!» Alt andet mente de nok at kunne bære2).
     Blandt andre unge Mennesker, som Steffens hos sine Halv–Fættere Mynster gjorde Bekjendtskab med var Jens Wilken Hornemann, en ung Botaniker, og «glædelig




1) Meddel. S. 49.
2) Efterladte Breve til Mynster 1862. S. 166 f.




Selskaber, legemlig stærk, altid færdig til enhver legemlig og aandelig Anstrengelse, altid oprømt, vittig, rig paa morsomme Fortællinger og dog med Sans for det ophøjede i Livet«1). Hieronymus Laub2), en af dem, der kom oftest paa Nr. 5, hørte ogsaa til Vennerne, men stod dog Steffens mere fjern end Hornemann, med hvem han havde fælles videnskabelige Interesser.
     Det betydeligste Bekjendtskab, som han vandt gjennem Mynsterne, var imidlertid Rahbeks3). Det var i Foraaret 1793. Han var dengang Professor i Æsthetik og havde et meget anset Navn som Forfatter, navnlig var det af ham udgivne Ugeblad «den danske Tilskuer» og Maanedskriftet «Minerva» meget udbredte og yndede og fortjente det ogsaa. Ved siden heraf nærede han den største Kjærlighed til Theatret, var selv dramatisk Forfatter og Anmelder. Dertil kom, at ingen bedre end han kunde digte Drikkeviser, der kunde begejstre unge og gamle. Rahbek, som paa den Tid var ugift, var den evig unge Student, der med Varme sluttede sig til den ene fremvoksende Slægt efter den anden og var Du's baade med gamle og unge. Han var i det Hele taget en Mand, der med utrættelig Virkelyst greb ind i mangt og meget, og skjøndt han ingen stor Aand var, men manglede Dybde, saa var han dog bleven uundværlig for sin Samtid og udfyldte en Plads som ikke mange. Med sine Fortrin og Svagheder, sin sværmeriske Begejstring og sin Mangel paa Dybde, var han en levende Personliggjørelse af sin Tid.
     Da Steffens første Gang blev forestillet for ham, forbavsedes og smigredes han ved den kammeratlige Maade, hvorpaa den bekjendte Professor kom ham, det unge




1) Mynster, Meddel. S. 51. Han var født 1770, blev siden Professor i Botanik og døde 1841.
2) Siden i mange Aar Præst i Frørup i Fyen. «Han var et rent, følelsesfuldt Menneske, havde megen Lecture, især æsthetisk». Meddel. S. 29.
3) Rahbek er født 1760, blev 1790 Professor, gift med Kamma Heger 1798, døde 1830.




Menneske, i Møde; han kaldte ham Du og var ganske som en Student. Men dette Bekjendtskab havde vigtige Følger for Steffens, thi ved Rahbek blev han indført i en større Kreds, hvorved han kom mere end før til at tage Del i Hovedstadens bevægede Liv.
     Det var dengang Theater–Sværmeriets Dage i en Udstrækning, man nu ikke har let ved at gjøre sig en Forestilling om. Trangen til noget aandeligt, som havde vendt sig fra Kirken, søgte nu sin Tilfredsstillelse ved Skuepladsen. Man nøjedes ikke med flittigt at gaa paa Komedie, nej, der var en almindelig Higen efter selv at spille. Derfor blev der ved alle mulige Lejligheder opført Stykker i private Kredse, og man dannede faste Selskaber for stadig at skaffe sig denne Nydelse. Steffens var greben af den almindelige Lyst; til den Tid var han en hyppig Gjæst i det kongelige Theater, men han vilde ogsaa gjerne selv træde op. Saa blev han Medlem af et Selskab ved Vesterport; det var ikke meget fint eller dannet; Prima–Donnaen var en Borger–Madame, uddannet ved simple Romaner, iøvrigt Borger–Døttre, Bodsvende, nogle mislykkede Studiosi, men man spillede med Iver, og ikke mindst Henrik Steffens. Imidlertid gik det heldigvis snart op for ham, at han ikke var paa sin Plads i denne Kreds.
     Noget ganske andet var det, da han ved Rahbek blev indført i Borups1) dramatiske Selskab. Det bestod af en Kreds af dannede, unge Mænd; Kvinder var udelukkede, saa at Damerollerne spilledes af Mandfolk. Rahbek var den øverste Leder og tillige selv en ivrig Skuespiller, uagtet hans lidet heldige Ydre. Han var nemlig rødhaaret, (saa hans Ven Pram lignede ham ved en brændende Fakkel), meget nærsynet, gik forover bøjet, havde uheldige, kejtede Manerer, og endelig var hans Stemme pibende og slog let om i Fistel. Flere af de spillende havde meget Talent,




1Borups Selskab, opkaldt sandsynligvis efter Værten, havde Lokale i Skindergade. Da Steffens blev Medlem af det, havde det bestaaet noget over en halv Snes Aar. (Claus Pavels Biografi S. 12).




deri blandt Steffen Heger, der gik til det kongelige Theater. Mange af dem, som siden skaffede sig et Navn i forskjellig Retning, havde været Medlemmer af Borups Selskab, og ligesom Steffens regnede de det til deres glædeligste Ungdomsbegivenheder. Skuespillet blev dreven som en virkelig Konst, og det blev anset for en særdeles Nydelse at overvære Forestillingerne, der ikke var hyppige1). Steffens optraadte kun nogle Gange uden at gjøre synderlig Lykke; paa Grund af de mange Prøver og den megen Drøftelse af Rollerne var han gjerne kjed af det inden Opførelsen. Efter Forestillingen eller Prøverne blev et langt Bord dækket paa Scenen for Medlemmerne, og man tilbragte en fornøjelig Aften sammen, i Begyndelsen ofte med alvorlige Samtaler, indtil Rahbek, ved at istemme en Drikkevise med sin skjærende Røst, gav Tegn til, at nu begyndte den lystige Del af Festen. Og her var Ungdom og Livsmod og Glæde; her var ogsaa Vid og Lune, saa disse Sammenkomster blev de fleste et gavnligt Krydderi paa Livet.
     Blandt de mange Venskaber, der skrev sig fra Borups Selskab, regnede Steffens den elskværdige Karl Hegers for noget af det bedste. Han var et begavet Menneske, en god Komiker i Selskabet, af en blid og beskeden Karakter, Vennernes Ven, der kunde glæde sig over andres Lykke med Tilsidesættelse af sin egen2). Ogsaa Thorvaldsen, der ligesom flere andre Konstnere var Medlem af det, dengang et Par og tyve Aar gammel og uberømt, lærte Steffens her at kjende3).




1) Kvinder havde Adgang som Tilskuerinder. Rahbeks Erindringer, 3, S. 22.
2) Han var Student 2 Aar før Steffens, studerede Theologi, men gik aldrig op til Eksamen, har ingen selvstændig Udmærkelse, men hans Navn vil ikke glemmes som den trofaste Ven af saamange af Tidens ypperste, en »Thorvald«, og Kamma Rahbeks Broder. † 1836.
3) Om det Sammenhold, der var i denne Kreds, vidner det dengang gængse Mundheld, at, «hvor man saa' en af Borups Selskab, saa' man dem alle». Rahbeks Erindringer, 3, S. 22.




     I det hele taget var Drikkegilderne dengang hyppige, og Steffens tog vel ofte Del i dem; de hørte nu med til Tiden. Rahbek var den stadige Gjæst og medbragte gjerne en ny Vise; men selve Drikkeriet gik sjælden til Overmaal, Vinen blev mere besungen end drukket.
     Det kunde ikke være andet, end at et ungt livligt Menneske som Steffens ogsaa maatte blive paavirket af det politiske Røre. Sværmeriet for Revolutionen, der i de Aar var saa stærkt, havde ogsaa grebet ham. «De mest afsindige Idéers Magt henrev og bedøvede mig; selv Kongen og Dronningen af Frankrigs Henrettelse bragte mig ikke til Besindelse», siger han. I de Aar var det, at Digteren P. A. Heiberg havde begyndt sine skarpe og vittige Angreb paa de adelige og Regeringen, især i Komedier og Viser, og vandt umaadeligt Bifald. Den unge Student Malte Brun, to Aar yngre end Steffens, — «Jomfru Brun» kaldte hans Kammerater ham for hans Udseendes Skyld, — var fuldstændig betaget af Revolutions–Raseriet; han begyndte nu en ivrig Virksomhed for Friheds–Idéerne, der bestandig førte ham videre med sig, indtil det gik saa vidt med hans Angreb paa «Aristokraterne», at han tilsidst blev forvist Danmark. Han hørte til Steffens' Bekjendte; naar Malte Brun af og til holdt sig skjult af Frygt for Regeringen, kjendte Steffens gjerne hans Opholdssted og besøgte ham.
     Paa den Tid var der mange Klubber i Hovedstaden, hvor baade ældre og yngre ofte tilbragte Aftenerne til Skade for Familielivet. I Neergaards Kaffehus1) i Badstustræde samledes man om Politiken og Punschen; man kaldte det «den kjøbenhavnske Jakobiner–Klub». Her var det, at »den lille Marat», (senere Prokurator) Bjerring boldt rasende Taler om Opstand og Revolution2). Her var i det hele nok af store Ord og Floskler. Steffens, som jevnlig




1) Den ældste og i lang Tid eneste Klub i Byen, i Begyndelsen af Halvfjerdserne «ligesom den danske Æsthetiks Sæde»; i Modsætning til den dannedes «det norske Selskab». N. M. Petersen Litteraturh. V, 2,212 f.
2) «Han var et Faarehjærte under en Ulvepels«, siger Steffens om ham.




kom der, kunde ikke styre sin Lyst til at opponere; men han bebrejdede sig sin altfor store Hidsighed ved saadanne Lejligheder. Det hele har da baaret Præget af Skænderi.
     I Begyndelsen af 1793 foregik der en Begivenhed, der vakte stor Opsigt i Kjøbenhavn, og hvorved Steffens kom til at spille en Hovedrolle. Det var den saakaldte Posthusfejde. Allerede længe havde der ikke hersket noget godt Forhold mellem Officierer og Studenter; Revolutionstiden havde yderligere skærpet det. Navnlig havde Studenterne ingen Lyst til at vige deres Fortogsret for Officererne. Den 2den Februar, samme Dag da Efterretningen om Ludvig den 16des Henrettelse var kommet til Kjøbenhavn, kom en Flok Studenter gaaende ned ad Kjøbmagergade, og en af dem rendte noget ublidt paa en Gardelieutenant Rømeling, der netop stod og talte med en Dame i et Vindue. Lieutenanten blev saa forbitret, at han drog sin Kaarde, men Studenten rev ham den rask ud af Haanden og brækkede den itu med sit Knæ. Da en Mængde Mennesker strømmede til og tog Parti for Studenten, blev hans Modstander nødt til at flygte ind i Postgaarden, hvor man straks lukkede Porten for at beskytte ham. Mængden raabte paa, at de skulde udlevere Lieutenanten: «Sæt en Konvolut om ham og send os ham herud!» Imidlertid tiltog Opløbet stadig; det Rygte udbredtes, at Studenten var bleven stukket ihjel, Kjøbmagergade var sort af Mennesker. Paa den nærliggende Regens blev stort Røre; man ringede med Klokken, og Studenterne styrtede afsted til Skuepladsen for Begivenheden. Mange Matroser, der altid var paa Studenternes Side, strømmede til. Ingen vidste rigtig Besked, men det saa' ud som et helt Oprør. Politiet kunde intet udrette, men blev dreven paa Flugt. Endelig kom der Militær, hvem det tilsidst lykkedes at rydde Gaden foran Posthuset og at afspærre den fra de tilstødende Gader.
     Steffens kom netop ude fra Mynsters paa Frederiks Hospital og vandrede i dybe Tanker til sin Bolig, der var i Nærheden af Universitetet. Han kjendte ikke noget til Optøjerne, førend han befandt sig blandt bestandig tættere Skarer, der styrede samme Vej som han, mod Kjøbmagergade. Paa denne Maade kom han frem til den afspærrede Del af Gaden, hvor han nu hørte Fortællingen om, hvad der skulde være sket, med mange Udsmykninger. Trængselen var umaadelig, i de aabne Vinduer rundt om i Gaden saa' man nysgjerrige Mennesker. Steffens udmalede sig, hvorledes hinsides den afspærrede Del af Kjøbmagergade, der frembød en underlig Tomhed, hvorledes omkring Regensen og Rundetaarn Studenter og Matroser, efter hvad man sagde, var samlede og forberedte et Angreb. Han kom i en spændt Tilstand, men vilde dog begive sig hjem, da han fandt hele Opløbet noget uhyggeligt. Han henvendte sig til den nærmeste Lieutenant, der var ham bekjendt, og bad ham om at maatte slippe igjennem Rækken. Men denne afviste ham paa en grov Maade, og da Steffens, ophidset derved, trængte paa, stødte en Soldat ham tilbage med Geværkolben. Herover blev den samlede Folkeskare yderlig forbittret. Man raabte, at han skulde skynde sig hen til Raadhusel og klage. Og Steffens, der nu var ude af sig selv, ilede afsted, fulgt af en Mængde Mennesker. Da han var kommet til Raadhuset, som dengang laa mellem Gammel– og Ny–Torv, gik han ind og forebragte sin Klage; Synet af Rettens Folk, der i al Ro sad ved et Bord, gjorde et afsvalende Indtryk paa det unge Menneske. Han blev formanet til at holde sig til Sandheden, og hans Udsagn førtes til Protokols. Imidlertid blev der en stedse større Uro blandt Mængden udenfor; man mente, at han blev holdt tilbage som Fange. Under Raab og Støj blev der kastet Sten ind ad Vinduerne baade paa Raadhuset og paa Politimesterens Bolig, som var tæt derved. Efter Øvrighedens Opfordring maatte da Steffens træde ud paa den høje Trappe for at vise, at han var fri, og fortælle dem, at han vilde faa Fyldestgjørelse. Man raabte Hurra for ham, men han skyndte sig nu ned iblandt Mængden for at snige sig hjem saa ubemærket som muligt, trykket af den Bevidsthed, at han i Grunden havde spillet en flov Rolle, og ikke uden Frygt for Følgerne. Da han imidlertid siden mærkede, at hans Venner, ja endogsaa Bang, roste hans Optræden, saa hævede hans Selvtillid sig snart igjen.
     Der kom ikke Ro i Staden, førend der var bleven uddelt skarpe Patroner til Soldaterne, og Afdelinger af Hestgården havde spredt Folk ad. En Komission blev nu nedsat for at undersøge det forefaldne; Studenterne blev alvorligt advarede fra at deltage videre i Opløbet. De to, Studenten og Lieutenanten, der havde været første Aarsag til det hele, blev idømte Bøder, og den 12te April faldt der kongelig Resolution om, at der i Konsistorium ved Universitetets Rektor skulde tildeles Studenterne Henrik Steffens og Peter Wieck «en alvorlig Irettesættelse for deres ved Opløbet den 2den Februar sidstleden udviste lovstridige og egenraadige Forhold. Den 8de Maj mødte altsaa disse i Konsistorium, hvor Professorerne sad om et Bord i højtidelig Tavshed, og Rektoren tiltalede dem da saaledes: «Vi have af allerhøjeste Øvrighed erholdt Befaling til at give Dem en Irettesættelse; vi beklage, at denne Straf skal ramme udmærkede Medlemmer af vort Universitet og ere overbeviste om, at de selv oprigtig angre deres Opførsel». De to Studenter tavg, bukkede og gik, men da de kom ud i Gaarden, blev de af den tætte Skare af deres Kammerater, som havde samlet sig dér, modtagne med Hurra–Raab. — Hermed endte denne Fejde, efter at Steffens desuden tidligere havde forligt sig med den Lieutenant, af hvem han havde følt sig fornærmet1).
     Neppe et Aar efter indtraf en anden offentlig Begivenhed i Kjøbenhavn, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Steffens saa vel som paa alle Stadens Indbyggere. Det var Kristiansborg Slots Brand den 26de Februar 1794. Da det henad Aften rygtedes, at der var Ild i Slottet, troede man først ikke, at dette kolossale Stenbjerg kunde brænde, men da Flammerne slog ud, og man mærkede,




1H. Rørdam: Fra Universitetets Fortid. S. 147—153.




at det var Alvor, var det som én Aand besjælede alle; det viste sig, hvor dybt Hengivenheden for Kongehuset, og navnlig for Kronprinsen, var indgroet i Folkets Hjærte, trods al revolutionær Tale og Skrift. Der blev vist stor Opofrelse af mangfoldige Mennesker, der vovede Livet for at redde paa Slottet, og med ligesaa stor Uegennyttighed saa' man selv de fattigste Mennesker aflevere kostbare Sager, som ingen i Forvirringen vilde have savnet. Steffens var trængt med ind i Slotsgaarden, arbejdede med og reddede, og først henimod Morgen, da Ruinerne styrtede sammen, begav han sig hjem, bedøvet og udmattet. Men den Tanke stod siden for ham, at Slottets Brand var et Varsel om kommende Ulykker over Danmark, en Tanke, som ogsaa har paatrængt sig andre. Historien viser, at der ofte er en slaaende Sammenhæng mellem de offentlige Bygningers og Landenes Skjæbne, og i Danmarks nyere Historie er det flere Gange bleven mærkeligt bekræftet.
     Efter at vi nu have forsøgt at fremstille de udvortes Rørelser og Begivenheder, der bevægede Henrik Steffens i den modtagelige Ungdoms–Alder, vende vi os til Skildringen af hans Personlighed, saaledes som den er fremstillet af ham selv og andre, og af det indre Liv, der rørte sig i barn. Han var nu, omtrent tyve Aar gammel, temmelig høj og velvoksen; hans Ansigtstræk var, uden egentlig at være smukke, meget tiltalende, Øjnene livlige, Næsen temmelig stor, Haaret mere mørkt end lyst. Han var i en paafaldende Grad livlig og bevægelig, Blodet brusede rask i ham, hans Puls slog ofte 120, og mange mente, ligesom han selv, at han kunde vente en tidlig Død. Der var noget uroligt over ham; gik han paa Gaden, følte han ofte Lyst til at puffe Folk i Ryggen, fordi de gik ham for langsomt. Hans lyse Hoved og fortrinlige Talegaver var kjendte i en større Kreds; han var afholdt paa Grund af sit kjærlige Sind; men han var ogsaa paastaaelig og viste ofte en uheldig Tilbøjelighed til at overdrive1). Til Skygge–




1Mynsters Meddel. S. 50.




siderne hørte ogsaa, at der var en god Del Forfængelighed hos ham. Men de lyse Sider var de langt overvejende, og hvad der nu undertiden skyggede temmelig stærkt, blev siden i Livets Skole mere og mere overvunden.
     Hvad der dengang paa flere Maader paatrykte ham et eget Stempel, var, som oven omtalt, at han i Udviklings–Aarene havde havt saa mangelfuldt et Hjem og vistnok havde set og hørt meget uheldigt hos Faderen. Det bidrog ogsaa til at gjøre ham noget ubehjælpelig i Selskabslivet, som han nu undertiden tog Del i, men som han før havde været saa godt som fremmed for. At han ikke forstod og ikke vilde lære Kortspil, som den Gang indtog en overvejende Plads ved selskabelige Sammenkomster, var tidt Anledning til Folks Forbavselse og Ærgrelse; men heller ikke Ungdommens Lege og Munterheder forstod han ret at tage Del i, han som ellers var saa livlig. Han var tidlig bleven vænnet til et grandskende og indadvendt Liv, til at beskjæftige sin Sjæl med større Problemer; saa blev det andet ham for smaat. Der var saaledes en Side af Ungdomslivet, der ikke var kommen til sin Ret hos ham. Goethes Faust, der saa tidlig havde grebet ham, vedblev at øve sit Trylleri; senere havde han fordybet sig i den samme Digters Egmont, men fandt bestandig kun liden Deltagelse hos sine Venner. Endelig gjorde han et grundigt Bekjendtskab med Lessing, den klare, skarpe Tænker, og fandt en rig Dannelseskilde i hans forskjellige Værker, der er prægede af den mandige fri Karakter og ædle Kamp efter Sandhed. Det var hans egen stille Verden, som den unge Mand saa gjerne trak sig tilbage til fra den urolige Yderverden; det var paa en Maade hans egen Hemmelighed, fordi han var saa ene om det. Selv forsøgte han ogsaa at digte, — men det blev kun ved Udkast.
     Hans Barndoms Tro, der engang havde kastet Lys over hans Liv, var jo imidlertid blegnet. Alt stødte ogsaa fra i hin Vantroens og Rationalismens Tid, og hans Fordybelse i de tydske Digtere skulde ikke blive nogen Støtte for den. Allerede forlængst var Bønnen ophørt med at være ham en Fornødenhed, den var bleven ham mere til en pinlig Forretning, der skulde udføres, og faldt mere og mere bort. Dog var han slet ikke kommen ind paa bestemt Vantro; hans Barndoms Indtryk vedblev at følge ham. Derfor greb det ham dybt, da han engang i disse Aar hørte den bekjendte Sveitser–Præst Lavater1) under et Ophold i Kjøbenhavn prædike i reformert Kirke, og netop tale om Bønnen med en Inderlighed og Varme, som Steffens ikke havde hørt Mage til. Han følte, at det var noget ganske andet, end naar han ellers hørte den fejrede Bastholm. Men noget blivende Indtryk gjorde det dog ikke. Forøvrigt prædikede Steffens nogle Gange i sine Studenteraar, dels som Huslærer i Odsherred, dels i Pesthuset, et Sted udenfor Kjøbenhavn, hvor Sindssvage var indespærrede2).
     Imidlertid havde Henrik Steffens ogsaa lært at kjende, hvad Elskov vil sige, og var bleven betaget af dens Magt. Den unge Pige, der fængslede hans Hjærte, var Eline Marie Smidth, der nylig havde debuteret paa det kgl. Theater, men som Steffens saa' ved hendes næste Optræden i «Emilie Galotti». Hun var en ægte nordisk Skjønhed og dertil en ædel Kvinde3). Fra det første Øjeblik, han saa' hende, var hans Hjærte i Flamme, og den var ikke af de hurtigt opblussende, der snart gaa ud, nej, den fyldte ham længe med sin betagende Magt. Men hun var ung, skjøn og almindelig fejret, og Steffens turde ikke




1) Johan Kaspar Lavater, Præst i Zürich, en Bønnens Mand. Fra ham stammer Udraabet: Kristus eller Fortvivlelse! Han fandt en blodig Dåd i Revolutionskrigene 1801. Se Fr. Hammerich Kirkeh. 3,494. Smlgn. Grundtvigs Verdenskrøn. 1817, S. 627, hvor hans skarpe Bemærkninger om Lavater dog neppe ere ganske ugrundede.
2) Han siger selv om disse Prædikener, at sentimentale Moraliteter dannede det mere overfladisk rørende, end virkeligt religiøst vækkende Indhold.
3) Marie Smidth, en ægte nordisk præget Pige paa 20 Aar, blond, granvoksen, med et, ved et jomfrueligt rent og mildt vemodigt Udtryk, ædelt og indtagende Ansigt. Overskou, Theaterhistorie 3,582. Hun debuterede i «den gode Moder», 26de November 1793.




nærme sig, turde ikke haabe; han boede ikke langt fra hende og sørgede for at møde hende tidt, gjorde ogsaa mange Vandringer forbi hendes Vinduer, men det forblev en stum Kjærlighed. Han mente ogsaa, at det skulde blive en Hemmelighed for hende. Nogle Aar efter — 1797 — ægtede hun Steffen Heger, der imidlertid var bleven kgl. Skuespiller. I Aaret 1807, da Steffens selv var gift, saa' han hende igjen og gik op for at hilse paa hende i hendes Hjem; da han nu fortalte om sin fordums Kjærlighed, fik han at vide, at hun havde godt kjendt ham, ja endog vidst hvor han boede, og ikke været uvidende om hans Kjærlighed. Hun var den første, skjønne Fremstillerinde af Øhlenschlægers1) Thora i «Hakon Jarl» og Valborg.
     Medens der saaledes var mange og forskjellige Ting i den ydre Verden, der lagde Beslag paa Henrik Steffens, og medens han indvortes beyægedes paa saa forskjellige Maader, skred hans videnskabelige Studium, trods alt dette, godt fremad. Han beskjæftigede sig med Naturvidenskaberne næsten i alle Retninger, dog blev Mineralogien Hovedsagen for ham. Det var næsten udelukkende Selvstudium. Stadig besøgte han den tidligere omtalte Særlings store Mineraliesamling, tilligemed en anden, der tilhørte Konferensraad Monrad2); i Sommeren 1793 blev der betroet Steffens det Hverv at ordne Grev Moltkes store Samling paa Amalienborg, et Hverv, der viste, at den unge Mand havde vakt Opmærksomhed som Mineralog, og som han udførte med samvittighedsfuld Nøjagtighed, ængstelig for at noget skulde bortkomme under hans Hænder. Hans egne Samlinger voksede stadig, han havde omtrent 1200 Planter, desuden Krybdyr, Fiske og Bløddyr i Spiritus, et betydeligt Antal Insekter og Indvoldsorme, men hans Mineralier var det bedste og kjæreste for ham.
     Ole Hieronymus Mynster fik dannet et lille Samfund,




1) Ogsaa Øhlenschläger havde været forelsket i hende. Erindr. 1,87.
2) Denne sjældne Samling blev siden af Monrads Søn solgt til Kristian den 8de 1859. — Mindeskrift om C. 8 af Videnskb. Selsk. S. 43.




der paa Naturvidenskabens Vegne hver fjortende Dag kom sammen, og hvoraf Steffens var Medlem. Det kaldtes det naturvidenskabelige Disputér–Selskab. Skiftevis skulde et af Medlemmerne skrive en Afhandling, denne skulde gaa rundt til dem alle, og ved næste Sammenkomst blev den oplæst og drøftet. Da det var dygtige Mennesker, og Sagen blev taget med Alvor, blev der ogsaa leveret flere Afhandlinger af videnskabelig Værd, deriblandt en af Steffens om Metallernes Forkalkning, et Thema, der beskjæftigede ham meget; han havde overhoved en Tilbøjelighed til at fordybe sig i stille Betragtninger over Naturens hemmelige Processer og anede en aandig Enhed, der forbinder dem alle. Blandt Medlemmerne var flere, som erhvervede sig hædrede Navne, saaledes, foruden Hornemann, der tidligere er omtalt, K. G. Rafn1), en dygtig Plantefysiolog, Ratje, siden botanisk Professor i Kristiania, og Herholdt2), den senere bekjendte Læge. Selskabet udgav endog et eget Blad med den lange Titel: Fysikalsk–økonomisk og mediko–kirurgisk Bibliothek for Danmark og Norge; det begyndte fra Januar 1794. Steffens havde ikke liden Del i det, saalænge han var i Kjøbenhavn; navnlig leverede han Oversættelser til det, hans Afhandling om Metallerne blev ogsaa optaget.
     Saaledes virkede dette Samfund ud i en videre Kreds, men mest gavnligt paa dets Medlemmer. Imidlertid havde det ogsaa en mindre alvorlig Side; naar Forretningerne var forbi Kl. 7, begyndte efter Tidens Skik en lystig Del. Saa kom andre, «kun spisende og drikkende Medlemmer», man holdt Maaltid, Punschen kom paa Bordet, Frankenau3), der var Digter, medbragte gjerne en Vise, og det endte i almindelig Lystighed. Den gik snart vel vidt, naar de unge Mennesker holdt Kommers paa Gaden, flyttede Skilter og




1) Rafn døde allerede 1808.
2) Han blev Professor 1805 og døde 1836.
3) Han var en yndet Visedigter og døde som Læge i Slagelse 1814.




havde Ulejlighed med Vægterne1). Men da man mærkede, at Selskabet derved kom i daarligt Ry, tog de i Tide Reb i Sejlene, ophævede Aftengilderne og nøjedes med deres Videnskab, kun oplivet ved Øl og Tobak.
     Ogsaa et ganske lille Disputér–Selskab, der fra først af kun bestod af Brødrene Mynster og en med. Kandidat Walther, og som kaldte sig «Trifolium», blev Steffens optaget i. Det kaldte sig da «Trifolium auctum» (det forøgede Trekløver)2).
     Et andet literært Arbejde af Steffens var en Oversættelse af Wildenows Botanik med en historisk Indledning, som udkom 1794. I flere andre Tidsskrifter skrev han Smaastykker.
     Kort efter at Steffens' Afhandling om Metallerne var udkommet, fik han en smigrende Indbydelse af den 63–aarige, bekjendte Forfatter Tyge Rothe3), en Hædersmand, der havde beklædt store Embeder, men nu levede et tilbagetrukket Liv, helliget Videnskaberne, dels paa sin Ejendom Tybjerggaard, dels i Kjøbenhavn4). Denne dybsindige Tænker, der blandt andet syslede med Naturens Studium, havde glædet sig ved Steffens' Afhandling og ønskede at se ham. Det gjorde Indtryk paa det unge Menneske, da han traadte ind i det store, lyse Bibliotheksværelse, hvor den ærværdige Mand sad i en Lænestol, iført en grøn Silkeslobrok, med rød Fløjelshue paa Hovedet.




1) D. S., som skulde betyde «Disputér–Selskab» forkortet, blev da af vittige Hoveder fortolket som «Drikke–Selskab». Mynster, Meddel. S. 36.
2) Ovenanf. Skr. S. 56.
3) Han havde været Landsdommer i Sjælland, Borgmester i Kjøbenhavn, Amtmand i Segeberg. Blandt hans mange Skrifter er især bekjendt: «Kristendommens Virkning paa Folkenes Tilstand» og «Naturen, betragter efter Bonnets Maade». † 1795.
4) Rahbek, der just ikke sparede paa Lovtaler, kalder Tyge Rothe: «Borgerfrihedens første Apostel, Sandhedens utrættelige og uforfærdede Kæmpe, Tænkeren, Vismanden, Borgeren, Tacitus Rothe». Erindr. 4,414. Hans ædle Hustru Karen Bjørn er bekjendt af Grundtvigs Mindedigt.




Hans skarpe Øjne var overskyggede af store Øjenbryn, Læberne tæt sammensluttede. Da Rothe med opmuntrende, haabefulde Ord omtalte Steffens' Afhandling, var det som om Fremtiden smilede denne venligere i Møde. Intet Under, at han straks voksede lidt i sine egne Tanker, og han maa have udtalt sig med temmelig Selvtillid, eftersom Tyge Rothe siden skal have sagt til andre: «Jeg maatte prædike Beskedenhed for den unge Mand»1). Imidlertid var der meget, som laa' Steffens paa Hjærte, og som han gjerne vilde have klaret af den ansete Tænker. Især yttrede han sine Tvivl om, hvorvidt man kan indse det hensigtsmæssige i Naturen alene ved Betragtningen af denne. Det foresvævede ham dunkelt, at der maatte være en Forbindelse mellem Naturen og Historien, en Enhed i det tilsyneladende skilte. Rothe kunde vel ikke klare det for ham, men viste hen til Religionen, som den, der bar alle Gaaders Løsning i sig. Den næsten to Timer lange Samtale efterlod imidlertid et meget opmuntrende Indtryk paa den unge Naturforsker.
     Medens Steffens' Sjæl saaledes ofte beskjæftigede sig med de højeste Opgaver for Tanken, følte han ingen videre Lyst til at sætte sig ind i den Kantske Filosofi, som netop nu paa en Maade holdt sit Indtog paa Kjøbenhavns Universitet. Kristian Hornemann, en ung Mand, der havde opholdt sig i Tydskland, holdt Forelæsninger over den, Steffens' Venner hørte dem og var mer eller mindre begejstrede, men selv blev han afskrækket derfra ved den megen Snakken rundt omkring om «Rum og Tid», «det kategoriske Imperativ» o. s. v.. Det blev først i et senere Tidsrum, at han blev bekjendt med dette storartede filosofiske System.
     I Foraaret 1794 indstillede Steffens sig til Eksamen. Det var første Gang, at en saadan afholdtes, og den var ikke knyttet til Universitetet, der i det hele endnu ikke videre havde aabnet sig for Naturfagene. Det var det




1Mynster, Meddel. S. 50.




saakaldte «Naturhistorie–Selskab», der havde ordnet Prøven. Den omfattede Zoologi, Botanik og Mineralogi og varede meget længe. Han blev eksamineret af Vahl og Schumacher, og navnlig i Mineralogi hævdede han det Ry, han allerede havde vundet. Udfaldet af Prøven var i det hele særdeles hæderligt.
     En umiddelbar Følge af Eksamen var, at Steffens derved fik Adgang til at erholde Stipendium af Naturhistorie–Selskabet til en videnskabelig Rejse. Den skulde gaa til Norge. Hensigten med den var nærmest en geognostisk–mineralogisk Undersøgelse af Bjergarterne, for at oplyse det ejendommelige ved den skandinaviske Bjergformation, navnlig i Egnen omkring Bergen. Rejsen skulde snart tiltrædes.
     Saaledes stod Henrik Steffens nu ved Afslutningen af sit Studenterliv i Kjøbenhavn. Han kunde se tilbage paa en rigt bevæget og vel anvendt Tid. Betydelige Forventninger knyttedes der med Rette til ham. Og Fremtiden smilede ham venligt i Møde; hvilken Glæde nu med frie Vingeslag at drage ud i Livet, drage til Maalet for saa mange Barndoms og Ungdoms Drømme, til sit Fødeland, til Norges stolte Fjelde.
 

 


 

 

5.
Norgesrejse.
1794.

     Vore hedenske Forfædre, der troede at Nornerne raadede for Menneskets Skjæbne, kaldte den mellemste Norne Verdande eller Forhindringen1) og har hermed betegnet den Sandhed, at i ethvert ægte Menneskeliv vil der komme den Stund, da Hindringerne rejse sig mod den kjække Stræben ligesom for at tilintetgjøre den. Det bliver da en Kampens Tid og gjennem den skal Kræfterne øves for




1) N. F. S. Grundtvig: Nordens Mythologi S. 184.




at vinde frem mod Maalet; er der ikke Mod til at vove Kampen, saa bukker Mennesket under for «Verdande», og Livsbanen bliver forfejlet.
     Hidtil havde alt føjet sig let og godt for Henrik Steffens og Fremtiden smilede ham i Møde; men netop da han nu skulde begynde sin norske Rejse, kom der mørke Skyer og lejrede sig om hans Sind. Meget bidrog hertil; en tungsindig og ulykkelig, bornholmsk Ven besøgte ofte Steffens i den sidste Tid og voldte ham Pine; en stor Del af den Pengesum, han straks fik udbetalt til at gjøre Rejsen for (nemlig den ene Halvdel, den anden skulde han først modtage efter endt Rejse), maatte han anvende til at betale noget af sin mest overhængende Gjæld. Uagtet han følte det mislige derved, vilde han ikke betro sig til sine Venner derom, noget han snart kom til at fortryde. Endelig var selve Skilsmissen fra Kjøbenhavn, fra de mange Venner, fra den hemmelig elskede unge Pige, meget tungere for ham, end den vel skulde være, da hele Fraværelsen kun gjaldt et halvt Aar. Det var som anede det ham, at der skulde hengaa lange Tider, gjennemleves mange Smerter, før han skulde gjense Skuepladsen for sine glade, lykkelige Ungdoms Dage.
     De sidste Nætter vaagede han hos en Ven, der laa farlig syg af gastrisk Feber1), selv følte han sig som smittet, led af et almindeligt Ildebefindende og holdt sig med Nød paa Benene. I denne Tilstand tog han Afsked med sine nærmeste Venner, — Jakob Mynster havde skrevet et tungsindigt Digt til ham i hans Stambog, — og gik ombord paa Skibet. Det var i Maj 1794.
     Begyndelsen af Sejladsen var besværlig for Steffens, da han blev meget angreben af Søsyge, men han kom snart over den, og han havde en Følelse af, at den blev en Afleder for en alvorlig Sygdom. Den friske Søluft op–




1) Der herskede dengang en farlig Smitsot i Kjøbenhavn; Karl Heger laa meget syg deraf, og det var maaske hos ham, Steffens vaagede. Rahbeks Erindr. 4,283.




livede hans Sind, og da Skibet styrede over Kattegat, følte han sig styrket og bedre til Mode. Op om Norges Vestkyst gik Rejsen, men den blev langvarig nok; paa Grund af Modvind maatte de forblive i Sirivaag, en Udhavn nær ved Stavanger, i otte Dage, og her fornyede Steffens saaledes først sit Bekjendtskab med Norge. Han havde ingen Ro paa sig, før han havde undersøgt de Fjelde, der omgav den ensomme Havn. Hvor blev han overrasket, da han opdagede en af de ædleste Bjergarter paa dette Sted1); i sin Samling hjemme havde han anset et Stykke af denne Slags for en ren Prydelse. Han med sin levende Fantasi var dybt greben. «Taarerne styrtede mig ud af Øjnene», skriver han, «det var for mig, som om Jordens Indre havde aabnet sit hemmelige Værksted; som om den frugtbare Jord med sine Blomster og Skove var et vel yndigt, men let Dække, der skjulte uudforskelige Skatte; som om delte her var trukket til Side, rullet op, for at drage mig ned i det vidunderlige Dyb, der aabnede sig»2). Saaledes var det første Indtryk af Norge.
     Endelig naaede Skibet Maalet for Rejsen, Bergen, dengang endnu Norges største By. Da Steffens havde betalt Skipperen, var hans Pung næsten tom, saa det var med en højst uhyggelig Følelse, at han opslog sin Bolig paa en Gjæstgivergaard. Han havde fra Vahl Anbefalings–Breve til et Par Læger og en Kjøbmand, blev ogsaa venligt modtaget af disse og blev indbudt i Selskaber hos flere Kjøbmænd. Nogle unge Mænd, der nylig havde studeret i Kjøbenhavn, og som vidste, at Henrik Steffens hørte til de bedste Kredse blandt Studenterne og allerede havde et Navn, opsøgte ham og kom næsten daglig til ham. Dette oplivede ham ikke lidet; imidlertid skrev han til Bestyrelsen for Naturhistorie–Selskabet om sin Pengeforlegenhed




1) Labradorsk Sienit.
2) Steffens' Fortælling herom gav L. Tieck Stof til Æventyret: Runebjerget.




ganske aabenhjærligt for at erholde den anden Halvdel af Rejsepengene udbetalt.
     Der blev vist Steffens megen Gjæstfrihed, navnlig af de rige Kjøbmænd i Bergen, og en Tid lang morede han sig ved at komme i deres Huse og se deres Levevis. Men i sit stille Sind kunde han ikke undlade at kritisere den selskabelige Tone. Bergen er fremfor alt en Kjøbmandsby og var det dengang meget mere end nu; om Fisk, Diskonto og Børstidender drejede Samtalen sig gjerne; aandelige Interesser havde Kjøbmændene næsten slet ikke. Tonen var meget raa; ved Sammenkomsterne gik det ud paa at spise og navnlig at drikke, og fine Drikkevarer havde disse Handelsherrer, der stod i megen Forbindelse med Syden, ingen Mangel paa. Kvinderne spillede en ganske underordnet Rolle.
     I aandelig Henseende var der én Mand i Staden, der ragede frem mellem sine Omgivelser og øvede megen Indflydelse, det var Nordahl Brun, dengang Stiftsprovst1). Han var ogsaa en betydelig Mand. I sin Ungdom var han fremtraadt som Digter samtidig med Evald og Vessel og havde gjort Lykke ved sit Sørgespil Zarine2), der dog var i den opskruede franske Stil. Mere blivende Værd havde flere af hans mindre Digte, saaledes den bekjendte Folkesang: «Boer jeg paa det høje Fjeld!» en Sang, der virkelig blev Folkets Ejendom. Efterat Brun var bleven Præst i Bergen, kom han imidlertid paa sin rette Hylde. Han var en troende Kristen, et temmelig stort Særsyn i hin rationalistiske Tid, og han var en meget begavet Prædikant, begavet baade fra Aandens og Legemets Side. Naar han i Korskirken opløftede sin veltalende Røst, da flokkedes bestandig store Skarer for at høre ham. Og hans smukke,




1) Han var født 1745, blev 1763 Student, 1768 theol. Kand., 1774 Præst og siden Stiftsprovst i Bergen, 1804 Biskop samme Steds, døde 1816.
2) Zarine har en egen Navnkundighed derved, at det er det første danske Sørgespil, som er bleven opført, og fordi det gav Vessel nærmest Anledning til hans Parodi: «Kjærlighed uden Strømper».




følelsesfulde Psalmer kunde ikke andet end tiltale dem, der havde nogen kristelig Sans. Han var i et og alt en kraftig Personlighed, som gjerne tog Del i alt, hvad der rørte sig; saaledes var det intet Under, at han øvede et Slags aandeligt Herredømme i Byen.
     Men paa den anden Side havde der ogsaa dannet sig en Opposition imod Nordahr Brun. Ikke faa i Bergen var paavirkede af Revolutions–Ideerne og Rationalismen; dem var Stiftsprovsten en Torn i Øjet. De vilde gjerne benytte enhver Lejlighed til at træde op imod ham. For disse Mennesker kom nu Steffens ret belejligt. Han havde flere Gange været i Selskab sammen med Nordahl Brun og havde ærgret sig over hans myndige Tone og overlegne Væsen og havde i det hele faaet et fejlagtigt Indtryk af Manden, som om han var en hul og opblæst Person. Sine Tanker havde han ikke lagt Dølgsmaal paa; der var meget selvtillidsfuldt hos den unge Mand. Dertil kom ogsaa hele den trykkede Stemning, hvori Steffens var, og som gjorde ham mere tilbøjelig til Bitterhed. Han havde efterhaanden trukket sig tilbage fra Kjøbmandshusene og levede mest ensomt paa sit Kammer i Gjæstgivergaarden; i godt Vejr gjorde han mineralogiske Udflugter op i Bjergene, men da det regner saa meget i Bergen, maatte han forslaa den største Del af Tiden med Læsning af, hvad han kunde laane af Bøger. Da han intet hørte fra Kjøbenhavn, og han var blottet for Penge, blev hans Stemning stedse mere mørk og pirrelig.
     Under disse Omstændigheder blev det ikke vanskeligt for Stiftsprovstens Modstandere at faa Steffens til at træde op imod denne. I Grunden var der en Fejltagelse paa Bunden. Thi man troede, at Steffens ganske hørte til den nye Tid, altsaa var ivrig Demokrat og Rationalist, men ingen af Delene var Tilfældet. Formodentlig har han dog udtalt sig ungdommeligt ubesindigt, siden man var kommen paa denne Tro. De opfordrede ham nu til at holde en Prædiken i en af Byens Kirker; man havde mærket hans lette Taleevner og haabede i ham at stille en Nutids–Taler op mod den forældede Nordahl Brun. Altsaa prædikede Steffens om den nærværende Tids Lidelser, Rom. 8, 18 f., og da han selv var i Trængsel kunde han tale ud af et bevæget Hjærte, med Inderlighed og Varme; det gjorde meget Indtryk paa den store Forsamling. At der i Prædikenen ogsaa var Tale om de Mægtiges Overmod, om Uvidenhedens Misforstaaelser og lignende, sigtende paa Nordahl Brun, kunde ikke negtes. Der blev talt meget om denne Prædiken; af nogle blev den hævet til Skyerne, af de fleste dadlet som revolutionær og kjættersk. Foranlediget deraf udgik der en Skrivelse til Byens Præster om ikke at lade ukjendte unge Studerende betræde Prædikestolen. Steffens sendte da, for at værge sig, sin Prædiken, som han havde i fuldstændig Opskrift, til Stiftsprovsten, med Anmodning om en offentlig Dom over den. Denne indrykkede da i en Avis, at Steffens' Prædiken, der var meddelt ham, ikke indeholdt noget dadelværdigt, hverken i religiøs eller borgerlig Henseende. Herved saa' Steffens sig selv retfærdiggjort, men hele Tanken om, at han skulde danne en Opposition imod Brun, faldt ved denne Vending af Sagen bort, saa han høstede kun Bebrejdelser af sine Venner, fordi han havde været saa taabelig at tage saadant Hensyn til Stiftsprovstens Dom. Da Steffens var led og kjed ad Bergen og hele Opholdet dér, var Udfaldet ham temmelig ligegyldigt.
     Ja, han var mismodig og tung i Sindet over hele sin Stilling og intet Under, thi ogsaa det, der var Hovedsagen, de mineralogiske Undersøgelser af Bergens Omegn, bragte ham kun Skuffelser. Hver klar Dag benyttede han til Fjeldvandringer, men han mærkede snart, at den Halvø, hvorpaa Bergen ligger, kun indeholder faa Ur–Bjergarter, der bestandig gjentage sig, og i det hele frembyder meget ringe Oplysninger om det ejendommelige ved den skandinaviske Bjergformation. Naar Steffens da vandrede ene oppe mellem de vilde Fjelde med den sparsomme Plantevækst, naar han stundom besteg en Top, hvorfra han gjennem Taagen kunde se ned i det brusende Hav, da blev han greben af en overvældende Følelse af Forladthed og Ensomhed. Og naar han saa var kommen tilbage, træt og udmattet efter den forgæves Vandring, og sad i Kammeret paa Gjæstgivergaarden og stirrede ud af Vinduet paa en sørgelig lille Have, medens Regnen tungsindig pladskede udenfor, da kunde han føle Nutid og Fremtid ligesaa skytung og formørket og forgjæves spejde efter en Lysstraale.
     Saaledes gik Dag efter Dag, intet Brev fra Kjøbenhavn, hele Juni var gaaet og et Stykke af Juli. Den eneste Oplivelse var Besøgene af hans unge Bekjendte, navnlig naar han undertiden kom til at holde en Slags Foredrag for dem, og de opmærksomt lyttede. Det var dog hans egentlige Livskald, der i de Øjeblikke brød frem og derfor ydede ham Tilfredsstillelse.
     Han blev tilsidst nødt til at betro Værten sin mislige Stilling, men den brave Mand trøstede ham og erklærede, at han godt kunde vente, til Steffens engang fik Midler til at betale ham. Endelig, midt i Juli, kom der Brev fra Kjøbenhavn, dog kun med Anvisning paa en mindre Sum. Steffens besluttede straks at benytte den til en Baadrejse langs Kysten for at samle Bløddyr, thi ogsaa dette var en af Hensigterne med hans Rejse. Han haabede dog derved at gjøre Naturhistorie–Selskabet nogen Fyldest, efterat det mineralogiske var mislykket.
     Saaledes forlod da Steffens Bergen i en Baad, der blev roet af to Mænd, hvoraf den ene var en kraftig Olding paa næsten 90 Aar, men lam i Benene. Det blev en interessant Sejlads langs Kysten mellem de mange Øer og ind i Fjordene, og snart vendte Ungdommens Haab og Fortrøstning tilbage i ham. Det var et frisk og afvekslende Liv. Han sejlede først Syd paa til det inderste af Hardanger–Fjord, siden Nord paa ind i Sogne–Fjorden. Dagen tilbragtes i Baaden, Nætterne gjerne i Land, hvor det kunde træffe sig, stundom i Havstrilernes smudsige Røghytter, ofte i deres Forsamlingshuse, hvor der var en rummelig Stue, der ellers blev brugt til festlige Sammenkomster; men her plagedes han af de store Dynger Tørfisk, der laa opstablede derinde. Dog tiltalte det fri, æventyrlige Liv ham meget.
     Undertiden besøgte Steffens Præster og andre Embedsmænd og fik da en gjæstfri Modtagelse. Dog var disse Besøg ikke altid hyggelige. Navnlig glemte han ikke et saadant hos en Præst paa en af de mange Øer langs Kysten. Da han kom der, var Præsten ikke hjemme, men havde Forretninger i Kirken, der laa en Mils Vej borte; Steffens begav sig da derhen. Der var stor Brudevielse, ikke mindre end 11 Par skulde vies, en Masse Mennesker var samlede. Præsten bød ham velkommen og anviste ham Plads i Kirken i sin Stol, hvorpaa han selv traadte for Alteret og holdt den samme Tale for hvert Par. Midt under Arbejdet gjorde han Standsning for at styrke sig ved en Flaske Madeira med Udbrud af Velbehag og indbød Steffens til at gjøre ligesaa; og det kom denne vel tilpas, da han var lige ved at faa ondt paa Grund af en afskyelig Liglugt, der opfyldte Kirken og hidrørte fra, at flere døde nylig var blevne begravne lige under Kirkens Gulv. Da Vielserne var forbi, besteg Præsten Prædikestolen og holdt en timelang Tale med Udfald mod forskjellige Kjætterier; tilsidst mærkede Steffens, at han ogsaa sigtede til ham, ja vendte engang ligefrem Talen imod ham, saa at han henledte de tilstedeværendes Opmærksomhed paa ham paa en ubehagelig Maade som en nymodens Kjætter. Formodentlig havde Præsten hørt noget om ham fra Bergen. Da Steffens siden spurgte ham om Grunden til denne hans Adfærd, svarede den velærværdige Mand, at det kun havde været Spøg og yttrede i det hele en saa raa Tænkemaade, at det gyste i Steffens.
     Som oftest plagedes den unge Naturforsker af Urenligheden i Bøndernes Huse, men det var ikke Tilfældet overalt. Saaledes kom han en Dag til en Bondefamilie sammen med en dansk Officier, der et Par Dage havde fulgt ham. Da denne nu bad om noget Middagsmad til dem begge, tilføjede han i en overmodig Tone: en Smule Snavs skader ikke! De blev imidlertid begge forbavsede ved at blive førte ind i en renlig Stue, et smukt Bord blev dækket, alt, ligesom Beboerne selv, var behageligt og hyggeligt. Da Maden kom ind, blev en tildækket Tallerken sat ved Siden af Officieren; han troede, at det var noget særligt lækkert til ham, tog Laaget af, da var den fuld af — Snavs! «Nu kan Herren tage saa meget deraf, som han behøver.» sagde Konen, «vi her bruge ikke saadant noget.» Da den fornærmede Officier siden vilde betale Maaltidet, brød et formeligt Uvejr løs; den norske Bonde ansaa' det for en stor Fornærmelse at bydes Betaling for sin Gjæstfrihed. Det var med Nød og neppe, at Steffens fik mæglet mellem de gjensidig fornærmede Parter.
     Den afvekslende Natur tiltalte Steffens meget. Han forundredes højlig, da han ved Sognefjorden, midt i den ellers saa barske Natur, i Sognedals Omegn traf en frugtbar Plet ligesom hentryllet fra Syden, i Læ for de skarpe Vinde, med en forunderlig frodig Plantevækst1). Lige modsat nød han ved Hardangerfjorden Folgefondens ophøjede, øde Bræer og følte den Blanding af Glæde og Rædsel, der har sin særlige Tillokkelse.
     Men Steffens' egentlige Arbejde var i Baaden. Med et særegent indrettet Redskab, der kunde sænkes ned fra Baadens Side og skrabe hen ad Bunden, medens man sejlede videre, hentede han Bløddyr op. Der var da Ar-bejde nok for ham med at opbevare og tørre de sjældnere Eksemplarer, med at studere o-g ordne dem. En Gang gjorde han en Udflugt med et større Fiskerfartøj, besat med 6 Mand, langt ud paa Havet. De skulde til en Sandbanke for at fiske dér, 7—8 Mile ude paa det aabne Nordhav. Natten derude blev uforglemmelig for Steffens. Medens Folkene havde lagt sig ned for at sove, følte han ret Ensomheden paa det uhyre Hav. Intet Land kunde




1) I «de 4 Nordmænd» gjorde han denne Plet til Skuepladsen for en Idyl, hvor alle Hovedpersonerne i Romanen ende i en fredelig Tilværelse, skilt fra Omverdenen.




øjnes, Baaden gyngede paa de brede Bølger. Da forestillede han sig, hvordan Havets Afgrund hvad Øjeblik, det skulde være, kunde opsluge det lille Fartøj; da tænkte han paa Havets Beboere, som han med dristig Nysgjerrighed forstyrrede saa ofte. Da følte han sig, som om han selv tilhørte dette Dyb, som om han smeltede sammen med det. Mange Tanker om Fortid og Fremtid dukkede op i ham, men de antog ingen bestemt Skikkelse; Sorg og Glæde bølgede over i hinanden. Her lærte han mere end nogensinde at forstaa den underlige Magt, hvormed den omgivende Natur kan beherske Sjælen.
     Rejsen varede til Enden af Avgust. Hjemkommen til Bergen gav Steffens sig nu til nøjere at ordne og bestemme de indsamlede Bløddyr, men han mærkede snart, at han manglede videnskabelige Hjælpemidler til at adskille de nye fra de allerede bekjendte; jo mere Umage han gjorde sig, desto større blev Forvirringen. Endnu værre var det gaaet med hans geognostiske Undersøgelser. Dreven af indre Uro ilede han endnu ofte ud mellem Fjeldene for at finde Rede paa Lagene, men forgæves! Alt syntes ham vildt blandet mellem hinanden, ingen Orden kunde han finde; Geognosien paa sit daværende Trin ydede ham ikke Hjælp nok. Den rædselsfulde Natur paa flere Steder stemmede kun altfor godt med hans Sinds Tilstand. Hvorledes skulde han kunne indgive Beretning om Frugterne af sin videnskabelige Rejse?
     Underligt sørgeligt var det, at i denne mørke Tid ikke engang Mindet om hans Barndoms Tro vilde træde trøstende frem. Sindet tumledes om mellem stiv Trods eller til sine Tider en blødagtig Sentimentalitet. En frygtelig Tvivl om hele Tilværelsen rejste sig i ham, den var nærved at blive til Fortvivlelse, der truede med at lamme al hans Virksomhed.
     En Beslutning maatte fattes. Han var for stolt til at rejse tilbage til Kjøbenhavn efter en mislykket Rejse. Hvad skulde han gjøre? Da dukkede pludselig en Tanke op i ham. «Du skal rejse til Tydskland! Alt hvad Tydskerne ville, hvad deres største Aander søge, det er ogsaa Gjenstanden for din længselsfulde Higen; dér føres en aandelig Kamp, i den maa du tage Del1). Naar det da er lykkedes dig at udmærke dig, da kan du vende tilbage til Kjøbenhavn!» Da denne Beslutning var fattet, fik han mere Ro i Sindet. Han vilde prøve sig selv, om han ogsaa kunde døje Lidelser; saa holdt han sin Finger i Lyset til den var stærkt forbrændt!
     Det var en skjæbnesvanger Beslutning for hele Steffens' Fremtid, men den blev snart udført. En ung, velhavende Kjøbmand, der kjendte hans Stilling og nu fik at vide, at han vilde rejse til Hamborg, forstrakte ham med en Sum rede Penge og en Anvisning paa en Kjøbmand i denne By. Derpaa skrev Steffens til sine Venner i Kjøbenhavn om at sælge hans Samlinger og Bøger; herved mente han at faa en klækkelig Sum til at leve den første Tid i Tydskland.
     Den 15de Oktober forlod han Bergen, for ham en Trængselens Stad. Med nyt Haab styrede han mod Tydskland, «en ny Morgenrøde gjennemglødede hans ungdommelige Sind, og det syntes ham vist, at ædel Virksomhed, Hæder og Kjærlighed skulde opmuntre hans Tilværelse«2).
 

 


 

 

6.
Trængselstid.
1794 — 1796.

     Det Skib, der skulde føre Steffens til Hamborg, var en forhenværende Grønlandsfarer; foruden ham fulgte en




1) «Det maa være vanskeligt for en Tydsker at gjøre sig et klart Begreb om det mægtige Indtryk, som et fremmed Lands store Aander, end mere hævede ved Afstanden, gjøre paa et bortliggende Lands fyrige og opvakte Ynglinger.» 4 Nordmænd l,142.
2) De 4 Nordmænd, 1,213.




jydsk Kjøbmand og fem engelske Matroser med som Passagerer. I mange Dage blev de af Vinden holdt tilbage ved den norske Kyst, saa at de først i Begyndelsen af November kunde stikke i rum Sø. Men snart fik de en rigtig Efteraars–Storm; over det oprørte Nordhav blev de drevne helt hen mod Skotlands Nordkyst. Kaptajnen var en raa og uvidende Mand, der ikke engang forstod at beregne Højden rigtig; men Steffens, der havde Formodning om, at de var drevne langt ud af Kursen, beregnede ved nøjagtige Iagttagelser, hvor de omtrent maatte være, og da de kort efter saa' den skotske Kyst, viste sig ogsaa Rigtigheden heraf. De naaede nu velbeholdent ned i Nordsøen, men da brød en ny Storm løs, og atter her kunde Steffens være Kaptajnens Læremester, da denne mente, at de endnu var langt ude til Søs, medens de i Virkeligheden i Overensstemmelse med Steffens' Formodning var ud for Elbens Munding. Da det var en forrygende Vesten–Storm, var de nødte til at sejle lige mod Flodmundingen; de kom forbi Helgoland, men ingen Lods turde vove sig ud, Aftenen faldt paa, i det fjerne skimtedes Fyret ved Neuwerk, og da man fandt Sandbund, lod de Ankeret falde. Steffens, som i flere Døgn ingen Søvn havde faaet, kastede sig nu udmattet i sin Køje, men neppe laa han der, før Skibet pludselig rystede og knagede i alle Sammenføjninger; alle styrtede paa Dækket, Vandet strømmede ind, de fem engelske Matroser vilde bemægtige sig Storbaaden, men efter en Kamp blev de overmandede af de andre. Masterne blev kappede; da Ebben var i Tiltagen, stod Skibet snart fast paa Bunden. En lille Hviletid blev der nu, hvorunder Drikkevarer og Fødemidler blev givne til Pris. Dog det varede ikke længe. Da Floden igjen kom, steg Vandet i Skibet, det var umuligt at være der længere; to Baade, som blev satte ned, rev Stormen bort; der var lykkeligvis endnu en tredie, en norsk Lodsbaad. Med stor Besvær og Fare kom de endelig ned i den, men Steffens maatte lade sit Tøj blive i Skibet, ikke engang Uret fik han med. Baaden var overfyldt, kun to Matroser kunde faa Plads til at ro, Steffens maatte ligge i Bunden, og saaledes drev de afsted i Nattens Mørke, hvert Øjeblik i Fare for at blive slugt af Bølgerne; men Steffens var rolig. Som en forvirret Drøm lød omkring ham det brusende Hav og Søfolkenes engelske, danske og plattydske Eder og Bønner1).
     Endelig nærmede Dagen sig, og man øjnede en Fregat. De blev alle reddede op paa den, skjøndt heller ikke dette Skib var uden Fare. Dybt rørte det Steffens, at en newfoundlandsk Hund, han medbragte fra Bergen, og som var efterladt paa det synkende Skib, fandt Vej gjennem Bølgerne og nu blev optaget. Endelig naaede de lykkeligt til Stade. Her forlod Steffens og den jydske Kjøbmand deres Medrejsende, den første næsten blottet for Penge, da han paa Rejsen bestandig havde gjort Udlæg for Kaptajnen og derved betalt meget mere end sin egen Rejse. Anvis-ningen paa den hamborgske Kjøbmand var gaaet tabt tillige med alt hans øvrige Tøj; hans eneste Frakke var under Skibbrudets Besværligheder bleven ødelagt, og han maatte være glad ved, at Fregattens Kaptajn havde overladt ham en Overkjole, som rigtignok var luvslidt og hang om ham som en Sæk. Paa et mindre Fartøj ankom de til Blankenese.
     Paa denne Maade betraadte Henrik Steffens første Gang Tydskland, Maalet for hans Forhaabninger. Hans Optræden maatte minde om en forløben Haandværkssvend. Under misligere Omstændigheder var det ikke vel muligt at staa i et fremmed Land.
     Dog lysnede det straks lidt. Hans jydske Stalbroder havde reddet en større Pengesum. Da nu Steffens forklarede ham, hvorledes han havde gjort Udlæg for Skibskaptajnen og derved var bleven blottet for Penge, udbetalte denne uden Indvending Halvparten af denne Sum. Derefter kjørte de sammen til Altona, og den følgende Dag gik Steffens op til den Kjøbmand i Hamborg, som han havde havt Anvisning paa. Uagtet denne var tabt, og uagtet hans Paaklædning ikke skulde anbefale ham, fik han straks




1) De 4 Nordmænd, S. 233—247.




med Beredvillighed den Sum udbetalt, som han nævnede. Steffens var forbavset og rørt derover, skjulte ikke sin Taknemmelighed, og det gav Anledning til end mere Imødekommen af den brave Mand, der ganske fæstede Lid til Steffens' Fortælling om sine Uheld og indbød ham til at besøge sig.
     Saaledes var han da foreløbig ikke udsat for at lide Mangel. Han indlogerede sig paa et beskedent Tagkammer i Hamborg, men hvad skulde han videre gjøre? Det stod meget dunkelt for ham selv. Først maatte han aflægge Beretningen om sin fejlslagne Rejse til Naturhistorie–Selskabet i Kjøbenhavn. Da han havde mistet alt, kunde han ikke tænke paa at give nogen videnskabelig Fremstilling; det blev da væsentlig en Fortælling om hans Ulykke. Men for at man ikke skulde tro, at det var Opspind, henviste han til nogle Læger i Bergen, der havde set hans Samlinger.
     Dernæst skrev han til sine nærmeste Venner i Kjøbenhavn. Da de læste den vidtløftige Beskrivelse af Skibbrudet, troede de ikke paa det. Man var jo noget vant til Steffens' Overdrivelser. Ole H. Mynster sagde tørt: Det er Pinedød Løgn! Senere fik de dog fra anden Haand Sandheden deraf at vide.
     Steffens skrev desuden atter om hurtigst muligt at sælge hans Sager i Kjøbenhavn. Men han fik kun liden Trøst, da der blev svaret ham, at Udbyttet deraf vilde blive saa ringe, hvis det hurtigt skulde sælges, at ikke engang hans Gjæld dér vilde kunne dækkes.
     Saaledes gik Tiden hen, og ingen som helst Udsigter aabnede sig for den unge Mand. Hans meste Adspredelse bestod i at fordybe sig i det brusende Liv paa Hamborgs Gader og ved dens Børs; der var i de Aar et usædvanligt Handelsrøre i Staden, og den var overfyldt af mange Flygtninge, især fra Holland, paa Grund af Franskmændenes Erobring af dette Land. Heldigvis havde Steffens to Familier at besøge; den oven omtalte Kjøbmands var den ene. Han syntes saa godt om Steffens, at denne stadig besøgte ham; og Kjøbmandens ugifte Søster syntes ikke mindre godt om den livlige unge Mand, der paa sin Side sluttede sig meget varmt til hende, saa at en gjensidig Tilbøjelighed hurtigt udvikledes, uden dog at være meget dybt grundet.
     Formodentlig gjennem dem gjorde Steffens Bekjendtskab med en dansk Kjøbmand Madsen i Altona og tilbragte mange Timer i hans gjæstfri Hus, hvor han fandt hjærtelig Deltagelse, og hvor han hos den unge Mand og hans Hustru fandt en større Dannelse end hos den hamborgske Familie.
     Men Tiden gik, og Pengene svandt paa en betænkelig Maade ind. I Grunden var Vennerne i Kjøbenhavn bekymrede for ham, men de gjorde ikke noget alvorligt Skridt. Rahbek raadede ham til at forsøge sig med litterært Arbejde, f. Eks. Korrespondance–Artikler, men da Steffens ikke havde Adgang til bedre Kredse, kunde det ikke nytte. Han begyndte paa at oversætte Goethes «Wilhelm Meister», der dengang var ny, men fandt ingen Forlægger. Hans gamle Lærer Vahl sendte ham et Anbefalings–Brev til Professor Busch, Direktør for et Handelsinstitut; men da det forekom Steffens, at denne saa' mistænkeligt paa hans just ikke velklædte Ydre, og han yttrede Tvivl om Brevets Rigtighed, vendte Steffens ham straks Ryggen og gik1). Ogsaa Bang skrev til ham, at naar han vilde hjem, stod en Huslærerplads ham aaben, men han afslog det.
     Kjed af det ørkesløse Liv i Hamborg faldt det Steffens ind, at han vilde benytte det klare smukke Vintervejr til en Udflugt ind i Holsten. Som vi erindre, boede hans Fader i Rendsborg, men derhen vilde han sidst af alt komme som en forloren Søn, han, der hidtil havde været Faderens




1) Det var nu rigtignok til Dels en Fejltagelse af Steffens. Busch, «en herlig, gammel Mand, fuld af praktisk Sans og Iver for det rette og dygtige» var dengang næsten blind, meget aandsfraværende, men tillige noget gnaven. Rist's Lebenserinnerungen, l Th. S. 39.




Haab. Dertil var Steffens alt for stolt. Saa flakkede han da om uden Maal og Med; længst opholdt han sig i Glückstadt, hvor han i en lille Gjæstgivergaard fandt Hygge hos de gamle venlige Folk, der fattede megen Godhed for ham, og da han efter henved 4 Ugers Ophold forlod dem, vilde de næsten ingen Betaling have. Hans Ledsager havde stadig den store Hund været, hans eneste fuldtro Ven, med hvem han havde delt sine tarvelige Maaltider, men da den ved en ulykkelig Hændelse blev skudt paa Glückstadts Vold, var han utrøstelig og følte sig mere forladt end nogensinde. Saa vendte han igjen tilbage til Hamborg, tung i Sindet, men overstrømmende venligt modtaget af sin Ven Kjøbmanden og hans Søster, der ikke havde fattet hans lange Fraværelse. Nu foreslog Kjøbmanden ham for fuldt Alvor at ægte Søsteren og træde ind i hans Handel som Kompagnon; men hvor fristende dette velmente Tilbud end maatte være Steffens under hans forhaanden værende Omstændigheder, havde han dog saa megen Tro til sin rette Fremtid, at han saa taktfuldt som muligt afslog det. Imidlertid førte det til, at han trak sig noget mere tilbage. Atter gled Tiden ørkesløst hen for Steffens i Hamborg, men hans Sind blev tungere og tungere. Som oftest drev han om paa Gader, i Kaffehuse, i Vinkjældere; der var ingen Kraft i ham til at tage fat paa et bestemt Arbejde. Og dog brusede og gjærede Tankerne bestandig i ham, men det var uformelige Drømme, vilde Fantasier, som han ikke formaaede at nedskrive. Stundom blev han greben af en Angst for at have glemt, hvad han havde lært, hvad han før havde kæmpet for. Han glemte aldrig siden, hvordan han dengang gik paa Afgrundens Rand og nær kunde være gaaet til Grunde, hvis ikke en højere Haand havde holdt ham oppe 1).




1) «Alle mine Forhaabninger vare svundne, alt, hvad min Fantasi havde malet for mig, var borte; jeg stod saa ganske ene, og hvor jeg saa' hen, var det øde og tomt, i mig øde, omkring mig øde, og min Fantasi malede mig mit hele Væsen som én stor, intet indeholdende, umaalelig Grav.« Efterladte Breve til Mynster S. 21.




     Efter sin Tilbagekomst til Hamborg havde Steffens indlogeret sig paa et Kvistkammer for en meget ringe Betaling, men han havde næsten heller ingen Penge tilbage, og bestandig fik han ingen Hjælp fra Kjøbenhavn. Eftersom hans Nød steg, holdt han sig borte fra de to Familier, han kjendte. Nu levede han af Hvedesimler, Æbler og Pærer. Endelig blev han angreben af Halsbetændelse , syg og forladt laa han paa sit Kammer. Nedenunder var der en simpel Dansebod for Matroser; Musiken, blandet med Skrig, lød op til ham om Natten, medens Feberen rasede i ham. Han kunde høre, hvordan det blev til et vildt Slagsmaal, hvordan man tumlede op ad Trapperne; hans Dør blev reven op, fulde Matroser stormede ind og fortsatte deres Kamp udenfor hans Seng, indtil Værten kom til og fik dem dreven bort, og Steffens laa atter alene paa sit trøstesløse Sygeleje.
     I denne yderste Nød sendte Herren Hjælp til ham ved de to ham bekjendte Kjøbmænd. De havde i nogen Tid savnet ham, frygtede for hans Tilstand, og da de nu fik at vide, hvordan det var fat, sendte de Læge til ham og hvad mere, der behøvedes. Ni Dage efter var Sygdommen overvunden.
     Men nu var det stolte Sind bøjet. Nu kunde han ydmyge sig til at skrive til sin Fader, der i al denne Tid ikke havde hørt fra ham, og bede ham om en Plads under hans Tag indtil videre. Og Faderen skrev straks tilbage: Jeg deler min sidste Bid Brød med dig; skynd dig hid, jeg længes efter at se dig.
     Nu kunde Henrik Steffens komme som den forlorne Søn til sin Fader.
     Kjøbmand Madsen hjalp ham afsted, saa han med den agende Post kunde rejse til Rendsborg. Det var i Februar 1795.
     Han traf sin 51aarige Fader, forknyt og trykket af Gjældssorger, delende sine Indkomster med Kreditorerne. Hos ham boede den yngste Søn Peter, der endnu kun var Underofficier, og Datteren Ulrikke. Den ydmygede Søn blev modtaget i Kjærlighed, og et helt Aar tilbragte han i Hjemmet, thi saa længe trak det ud, inden Vennerne i Kjøbenhavn fik gjort noget for ham. Hans Plan var at drage til Kiel, hvor han haabede at skulle bane sig Vej, men dertil hørte, at han maatte udstyres nogenlunde anstændigt, og Faderen havde slet ingen Evne dertil.
     Aaret i Rendsborg kom i mere end én Henseende til at høre med til Steffens' Trængselstid. Han blev af alle anset for en forulykket Person, der havde ført et slet og udsvævende Liv og nu laa sin stakkels Fader til Byrde. Dertil kom, at han, som stadigt sukkede efter at komme ud af dette Fængsel og komme ind i en Virksomhed, maatte se den ene Maaned gaa efter den anden uden at naa Maalet1). Endelig fik han om Sommeren den bedrøvelige Tidende, at ved den store Ildebrand, der hjemsøgte Kjøbenhavn den 5te—7de Juni, var ogsaa hans Samlinger og Bøger brændte, dem som han havde haabet at faa en større Sum for.
     Under disse Omstændigheder var det intet Under, at Livet i Rendsborg ikke stod i noget rosenfarvet Skjær for ham. Selve den Omstændighed, at det var en Fæstning, der blev omhyggelig bevogtet, for at ingen af Garnisonen skulde desertere, og at Datidens haarde Militær–Straffe, saasom Spidsrod, undertiden blev udførte, gjorde ham Opholdet uhyggeligt. Han havde fra lille af været en Fjende af det, stive og stramme Soldatervæsen, som rigtignok dengang heller ikke var meget lysteligt.
     Men et Lyspunkt var det, at han i sin yngre Broder fandt en fortrolig,Ven, der elskede Videnskaberne og med Iver drev sine Studier, især af Historie og Mathematik. Han sluttede sig med sin hele Sjæl til Henrik; nu havde denne fundet en, som han atter kunde udtale sig for. I




1) «I Rendsborg havde jeg Øjeblikke, i hvilke det græsselige j min Forfatning, det ligegyldige i mine Venners Opførsel, laa centnertungt paa mig». Brev til Bastholm hos Kr. Arntzen: Baggesen og Øhlenschläger 2 B.




det hele kom der nu aandelig Bevægelighed igjen over Steffens efter den slappe Tid i Hamborg; han læste, hvad han kunde faa, skjøndt det var ikke meget, men han udarbejdede adskilligt og havde den Tilfredsstillelse, at hans Hukommelse var saa fortrinlig sorn nogensinde. Mange Anskuelser, der senere lagde Grund til hans Berømmelse, dukkede i denne Tid op i ham, skjøndt de endnu ikke kom til Modenhed. Ideen om en levende Enhed i hele Tilværelsen laa som en skjult Baggrund bagved mange af hans Tanker; det var hans gladeste Timer, naar han kunde hengive sig til sit kombinerende Talent og meddele sin Broder, hvad der begejstrede ham selv.
     Aaret gik saaledes hen under et ensomt, roligt Liv med Fader og Sødskende i den lave Bolig, der vendte ud mod Volden. Den gamle Pige, Maren, bragte lidt Afveksling ved sin Særhed og Vrantenhed. Men Faderen oplivedes i høj Grad ved Samlivet med sin Søn Henrik. Han havde altid betragtet ham som Familiens Lys og trøstede ofte sin Søn med sin bestemte Forvisning om, at alt vilde blive godt for ham. Det var en sand Glæde for Faderen, da et Hefte af Litteraturtidenden kom til Rendsborg, hvori Steffens' Oversættelse af Wildenows Botanik blev rost. Det bidrog ogsaa noget til at forandre Folks Omdømme om ham.
     Endelig havde da Vennerne faaet bragt det saavidt, at Steffens kunde udrustes til at drage til Kiel; en varm Anbefaling fik han fra Vahl; en Bolig blev lejet til ham, og med 5 Daler i Lommen forlod han sit Fædrehjem. «Ikke uden Vemod», skriver han selv, «forlod jeg Rendsborg»; de tre Søskende havde levet i skjøn Forstaaelse, og dertil kom, at Steffens var bleven forlovet med en ung Pige, hvis nærmere Forhold neppe mere kjendes. Hendes Fornavn var Louise1). Men om denne Forbindelse ville vi siden høre mere.




1) Brev til Bastholm 1798. Se «Baggesen og Øhlenschläger» 2.




     Det dagedes for den knap 23–aarige unge Mand. I Begyndelsen af Marts 1796 forlod han Rendsborg.
 

 


 

 

7.
I Kiel.
1796 — 1798.

     Naar vi i vore Dage tænke paa Kiel, da staar denne By gjerne for os som en Røverrede, hvor det slesvig–holstenske Oprør havde sit egentlige Arnested, og hvor Hadet til Danmark særlig prædikedes fra Universitetets Lærestole. Men i Slutningen af forrige Aarhundrede var det meget anderledes. Vel var der i Danmark begyndt en stadig tiltagende Kamp imod Tydskeriet, der saa længe ligesom en Mare havde redet paa Danmarks Bryst; allerede fra Evald stammer Ordet: al vor Fortræd er tydsk!1) Og i Halvfemserne gik der, navnlig i Kjøbenhavn, en temlig stærk Strømning i den Retning, som en samtidig bevidner: «hos os er det blandt alle Klasser af Folket almindeligt ikke at mene Mængden af de Tydskere, der leve blandt os, vel; og det er Tonen i den tydske Provins, der staar under Regering med os, ikke at lide eller tale godt om, hvad der er dansk»2). En Spænding var der saaledes, men den havde endnu ikke nogen større Betydning. I det hele følte man sig som Borgere af den ene danske Stat, der omfattede Danmark, Norge og Holsten3). Dansk og tydsk var overhoved saa stærkt sammenfiltret, at der skulde gaa flere Menneskealdre med deres Kampe, førend det nogenlunde kunde redes fra hinanden. Hoffet var under Kronprins Frederik mere dansk end før, men Uni–




1) I »Harlekin Patriot». 1772.
2) Pram i Minerva, April 1790.
3) Under «Holsten» regnedes i den almindelige Talebrug Sønderjylland. — Mallings «store og gode Handlinger af Danskere. Nordmænd og Holstenere» er et Udtryk for den helstatlige Følelse.




versitetets Patron, Hertugen af Augustenborg, var et Amfibie, og de betydeligste, tonegivende Kredse i Kjøbenhavn som Familierne Bernstorf, Stollberg, Schimmelmann o. fl. var tydske. Danske Digtere, som Baggesen, bejlede til den tydske Digterkrans, ligesom senere Øhlenschlæger. Derfor var Overgangen fra Kjøbenhavns til Kiels Universitet for Steffens' Vedkommende slet ikke saa mærkelig.
     Dagen efter sin Ankomst til Kiel besøgte Steffens Professor Fabricius1), til hvem Vahl havde skrevet for ham. Den lille, venlige Mand, der havde et godt Navn som Naturforsker, særlig som Entomolog, modtog Steffens med stor Glæde. Han skaffede ham straks Virksomhed som Lærer i Naturhistorie, hvortil der netop var Trang i Byen; ved 4—5 Timers daglige Undervisning kunde han have sit Ophold. Ja, snart føjede det sig endnu bedre for ham. Fabricius tilbragte en stor Del af sin Tid paa længere Rejser, og det var ham derfor magtpaaliggende at have en Mand, der kunde træde i hans Sted, naar han var borte; en saadan havde han hidtil savnet, men haabede at kunne finde ham i Steffens, af hvem han med Glæde havde læst flere Afhandlinger. Det blev da bestemt, med Fakultetets Indvilligelse, at naar Steffens kunde bestaa i en Prøve, som Fabricius skulde lede, vilde han erholde Tilladelse til at holde Forelæsninger ved Universitetet. Denne private Eksamen stod hjemme hos Fabricius, og der fordredes en Afhandling om «Generations–Theorien». Steffens bestod den glimrende; Afhandlingen fyldte flere Ark. Han maatte ikke bruge noget Hjælpemiddel, men hans sjældne Hukommelse stod ham bi; han arbejdede i flere Dage med Begejstring og var fuldstændig Herre over Stoffet. Herved blev hans Skjæbne afgjort. Det filosofiske Fakultet tildelte ham enstemmig Tilladelse til som Privatdocent at holde Forelæsninger, dog skulde han forpligte sig til siden at disputere for Doktorgraden.




1) Han var 1770 bleven Professor i «Økonomi» ved Kbhvns Univers., kom 1775 til Kiel og døde 1807.




     Saaledes aabnede sig nu en ny Løbebane for den saalænge fortrykte, en Løbebane, hvor han kunde finde Anvendelse for sine udmærkede Evner. De tunge Skyer drev bort, Solen smilede atter til ham. Hans Ophold i Kiel blev rigt og betydningsfuldt; over alt kom man ham i Møde med Agtelse og Venlighed. Der var i det hele en behagelig og utvungen Tone i denne By, som uagtet den ikke var stor, dog havde noget hovedstadsagtigt ved sig. «Et glad Ansigt var overalt velkomment, og store Kredse af bekjendte levede i en stadig Afveksling af munter Selskabelighed, som, hvor frit end de yngre Koner og Piger nærmede sig de unge Mænd, dog aldrig blev afbrudt af nogen ubehagelig Begivenhed1). Universitetet var dengang anset, skjøndt det ingenlunde var af de stærkt besøgte2); blandt Professorerne var flere berømte Navne3). Studenterne havde et meget burscheagtigt Snit, og Flertallet af dem var, efter en samtidigs Vidnesbyrd, «i en Tilstand af ydre Skjødesløshed og indre Raahed, hvorom man senere neppe mere har Begreb4). Den første Gang Steffens var sammen med nogle af dem, maatte han høre nogle haanlige Bemærkninger, da han paa Grund af sit meget ungdommelige Udseende blev anset for en «Fuchs» (svarende til det danske: «Rus»); men saa snart de fik at vide, at han var «ein steinalter Bursch», blev han behandlet med megen Agtelse. Adskillige Danske opholdt sig ogsaa ved Universitetet.
     Blandt de Professor–Bekjendtskaber Steffens her stiftede, blev Henslers ham det kjæreste. Han var Læge og en ældre Mand; med sjælden Kjærlighed aabnede han sit Hus for de unge og øvede en aandelig Magt over dem; hans store Bibliothek var det let at faa Adgang til. Steffens kom stadigt i hans Hus og regnede de Timer, han tilbragte




1) Rists Lebenserinnerungen 1 Th. S. 79.
2) Studenternes Antal var omtrent 200; der var ikke mindre end 36 faste Professorer. L. Engeltofts Skrifter, 3 B. S. 2.
3) Filosofen Reinhold havde flest Tilhørere.
4) Rists Lebenserinnerungen 1 Th. S. 76.




dér, til de skjønneste han oplevede i Kiel. Den gamle Mand forstod paa en sjælden Maade at opmuntre og fremdrage de ejendommelige Anlæg, han fandt. Hans Indflydelse paa Steffens var saa stor, at denne selv yttrer derom, at der neppe var noget Menneske, han skyldte mere, end ham1).
     Den botaniske Professor Weber og den juridiske Professor Cramer hørte ogsaa til Steffens' nærmere Bekjendtskaber; med den sidste indlededes det paa en ejendommelig Maade. Da Steffens kom til hans Hus, blev han vist ned i Haven; her fandt han Cramer i Færd med at staa Buk for nogle Studenter. Steffens bliver meldt med de Ord: «Der er Steffens!» «Godt», siger Professoren, »spring til!» og han sprang over ham.
     Fabricius rejste snart med sin Hustru, en emanciperet Dame, bekjendt for sin utrolige Uorden, hvorom der gik mange Historier2, til Paris, og Steffens begyndte da sine Forelæsninger over Naturhistorie. Skjøndt der var mange Professorer, var der dog ingen i Fysik og Kemi, og Mineralogien blev kun drevet som et Bifag af Fabricius, saa der var rig Anvendelse for Steffens' Kundskaber. Fem Timer om Ugen holdt han Foredrag, og der samledes 60—70 Tilhørere. Efter nogle Ugers Forløb blev han behageligt overrasket ved at modtage en anerkjendende Skrivelse og en for ham betydelig Sum Penge fra sine taknemmelige Tilhørere. Saaledes var hans første Fremtræden meget lovende; vel var hans tydske Tale fuld af Fejl3), men det bar man over med.




1) Blandt dem, der følte sig i Gjæld til den ædle Hensler, var ogsaa den berømte Historiker B. G. Niebuhr, der forlod Kiels Universitet kort efter, at Steffens var kommen der. Henslers Svigerdatter, Enkefru Hensler, bidrog ogsaa til at gjøre Huset tiltrækkende. Se B. G. Niebuhr von Joh. Classen 1876.
2) Man sagde saaledes, at hun kastede sin Mands og sine egne Klæder hulter til bulter i den samme Koffert, og trampede det sammen med Fødderne.
3) Brev til Bastholm, Okt. 1796, hos Arentzen: Baggesen og Øhlenschläger 2 B.




     Studenterne viste Steffens deres Tillid ved at gjøre ham til første Bisidder i en Æresret, der under en Professors Forsæde skulde dømme i deres Stridigheder, navnlig for at undgaa Dueller. Den havde bestaaet nogle Aar, men trængte i høj Grad til en hensigtsmæssigere Indretning. I den Anledning holdtes der oftere Møder, og Steffens var Ordføreren; det interesserede ham meget at give sig af med saadanne Sager. Trods al hans Veltalenhed og de øvrige Medlemmers gode Vilje, lykkedes det dog ikke at bringe nogen fast Indretning ud af det, skjøndt der højlig trængtes dertil.
     Blandt de Danske, der opholdt sig i Kiel for en Tid, var den theol. Kandidat Hans Bastholm, Søn af den bekjendte Hofprædikant. Han var et godmodigt Menneske, der synes at have fattet megen Kjærlighed til den unge Naturforsker og raadede ham for hans eget Vels Skyld til at holde en moralsk Dagbog over sig selv; en Tid lang fulgte Steffens hans Raad, men blev snart uhyggelig ved dette smaalige, aandelige Pindehuggeri og hørte op dermed. Dog havde det ført til, at han derved blev mere vænnet til Selviagttagelse og blev opmærksom paa Fejl og Skrøbeligheder, som han da kæmpede for at aflægge. Efter at Bastholm var rejst, vedblev Steffens i nogen Tid at staa i Forbindelse med ham, og den godmodige Ven hjalp flere Gange den unge Naturforsker, der intet økonomisk Talent besad, med Pengesummer, naar han var i Forlegenhed 1).
     Medens Steffens i Begyndelsen af sit Ophold i Kiel havde en udbredt Omgang med Studenterne, trak han sig efter det første Halvaars Forløb tilbage i en mindre Kreds af de bedre og mere videnskabeligt sindede, og her fandt han Venner, der blev af stor Betydning for hele hans Ud–




1) Se ovenanf. Sted. — Hans Bastholm blev siden Præst i Slagelse, var Rationalist, Udgiver af Vest–Sjællandske Avis og havde en bekjendt Fejde med P. A. Fenger 1833. (Se L. Helvegs Kirkeh. efter Reform, 2,599—605).




vikling. Til disse hørte Mackensen, Privatdocent og Sproggransker, hvis aandrige Forelæsninger over Grammatiken saa lidet blev paaskjønnede, at Steffens snart var hans eneste Tilhører; da han var en Beundrer af Kants Filosofi, gav han Anledning til, at Steffens nu kastede sig med Iver over Studiet af denne1). En anden Omgangsven var Præsten Johan Køster ved Klosterkirken i Kiel. Han var Søn af en holstensk Marsk–Bonde og mindede ved sit tunge og drøje Væsen, ligesom ved sin Tilbageholdenhed i Omgang, meget om sin Herkomst. Det var en aandrig og humoristisk Mand, og den plattydske Mundart passede godt til hans Vittigheder, der gik ud over alle Omgivelserne, By og Land, Universitet og Adel. Skjøndt han ikke var ondskabsfuld, var hans Vittigheder dog bidende nok og hans Domme haarde; thi han var et i Bund og Grund tungsindigt Menneske, for hvem hele Verden næsten var som et stort Vrængebillede. Men dette Tungsind udsprang igjen af et sygeligt Legeme. For de faa Venner, han sluttede sig til, var hans Omgang imidlertid af Vigtighed, thi hans Bemærkninger var dybsindige og hans hele Færd præget af en stor Sanddruhed. For Steffens, der var meget enthusiastisk og sværmende, blev Køsters bidende Kritik en gavnlig Modvægt, og som det saa ofte gaar, de to saa aldeles forskjellige Naturer følte sig gjensidig tiltrukne. Røster holdt af at være lakonisk kortfattet, noget han ganske havde efter sin Fader. Da han var bleven ansat i Kiel, sendte han følgende Brev til denne: «Jeg er bleven Garnisonspræst. J. Røster». Og Faderen svarede: «Det glæder mig. J. Røster». Hans Tungsindighed tog til med Aarene; mere og mere sank han hen i en stum Haabløshed; han skyede alt Selskab, tog Afsked fra sit Embede og levede alene paa sit Kammer som en fuldstændig Menneskehader, indtil endelig mange Aar efter Døden løste op for ham og hans Lidelser.
     Den Ven, som blev mest for Steffens under hans Op–




1) Derimod hørte Steffens ikke Reinhold.




hold i Kiel, var Johan Georg Rist. Han var født 1775, altsaa et Par Aar yngre end Steffens, Søn af en agtværdig Præst i Niendorf nær ved Hamborg. Efter at have besøgt Gymnasiet i denne By, havde han opholdt sig et Aar (fra Paaske 1795 til Paaske 1796) i Jena, hvor han, der var en udmærket dygtig og sædelig Natur, havde anvendt Tiden, paa bedste Maade og var bleven grebet af det, som dengang var oppe ved Højskolen i denne By. Det var da navnlig Fichtes Filosofi, han var bleven ført ind i, særlig hans «Videnskabslære», og i ham som i saa mangen anden af hin Tids dygtigste unge Mænd var denne Livsanskuelse falden i frugtbar Jord. Han har selv betegnet det, han vandt derved, som en dyb Følelse af Menneskets Værdighed, en højere Maalestok for de jordiske Ting og en fast Overbevisning om en over alle verdslige Forhold ophøjet Bestemmelse. Dertil kom, at han havde levet i en Kreds af ligesindede, ædle og begavede Venner, der siden mere eller mindre erhvervede sig hæderlige Navne, og havde ligesom indaandet den poetiske Luft, der omsvævede Jena fra de store Digtere i og nærved denne Stad, Schiller, Goethe og Herder. Fra Jena var han efter Faderens Ønske draget til Kiel for at fuldende sit juridiske Brødstudium; med Smerte følte han sig forsat fra det Sted, der havde været ham som et Ungdoms–Paradis, til en aandelig Udkrog. Da var det, at han stiftede Bekjendtskab med Henrik Steffens, og det blev en Vederkvægelse for Rist at finde en Ven, der luede af en dunkel Higen efter det, som han til Dels selv havde fundet, men som gik dybere og videre i sin Længsel og sine Drømme.
     Om sit første Møde med Steffens fortæller Rist i sine Livserindringer: «Ved Middagsbordet i Slotsgade, hvor jeg plejede at spise daarligt nok, kom en ung Mand paa henved 25 Aar, slankt bygget, med et fint, rundt Ansigt, smukt langt Haar og en Livlighed i øjne og Adfærd, som, naar Underholdningen blev varmere, ofte uden videre Foranledning plejede at stige lige til Grænsen af Grimacer, og som paa en sælsom, men rørende Maade stod i Modsætning til Formernes ungdommelige Venlighed. Hans Udtale forraadte i ham en Dansker. — Vi tiltrak hinanden gjensidig, og med den første Udveksling af vore Livsanskuelser var ogsaa vort Broderskab udtalt. Stene og kemiske Forbindelser tiltrak mig mindre end de almindelige Indblik i Naturens Væsen, som han foredrog med profetisk Ild og i genial Sammenstilling med bekjendte Fænomener. Han selv søgte endnu utilfredsstillet Nøglen til disse Hemmeligheder, og en saadan troede jeg at kunne byde ham. Jeg forkyndte ham i den Fichteske og Schellingske Filosofi Udfindelsen af de første og højeste Grunde til den menneskelige Viden og var ikke lidet glad ved at kunne aabne «Videnskabslærens» tillukkede Skatte for en saa aandrig Ven»1). Altsaa studerede Rist denne vanskelige Bog med Steffens; men det var et taknemligt Arbejde, thi denne begreb det hurtigt. Snart flyttede de to Venner sammen, og de levede «som rette Brødre i Aanden, i store Idéer og glædelig Vekselvirkning». Rist var forøvrigt meget forskjellig fra Steffens, han var en rolig og praktisk Natur, men af stor Begavelse og Inderlighed. «En fyrig Uvilje», skriver Rist, «imod Tidens Svaghed, Videnskabens Lamhed og Menneskenes Ynkelighed, henrev ofte min Steffens til Yderligheder, som jeg ikke delte, men den Gave til tragisk Ironi, der var ham egen, fandt hos mig i det mindste Tilslutning af en komisk».
     Saaledes blev Rist og Steffens snart uadskillige, og tredje Mand i Kløverbladet blev Køster. Hver Eftermiddag saa' man disse tre, i deres graa Overfrakker, i Storm og Regn eller Solskin vandre ned ad «Holstenstrasse», ofte i Tavshed, ofte i dybe Samtaler om Nutiden eller Forverdenen. Maalet var et Værtshus udenfor Byen i «Dorfgarten». Her samledes nemlig efter Kl. 2 Professorer, Officierer, Præster, andre Embedsmænd og de dannede Studenter, der turde slutte sig til dem. Man drak Kaffe, røg, spillede Skak og politiserede. «Dér sad den aandrige Kramer med sine




1) Rists Lebenserinnerungen, 1 Th. S. 80—81.




Ildøjne og en lang Pibe bag det runde Bord og sprudede Gnister omkring sig; eller i den gode Aarstid spillede han Kegler med os i Skjorteærmer. Den gamle Fabricius, paa en anden Maade ikke mindre aandrig, men mindre livlig, foredrog da i lunefulde Strøbemærkninger sin Dom over Dagens Begivenheder og sin Livsfilosofi, der omtrent gik ud paa, at alt var ligegyldigt, og at man maatte se at finde sig tilpas, men at man dog ogsaa engang imellem maatte bestemme nogle Insekter efter deres Æderedskaber»1).
     Medens Steffens og Rist boede sammen, var deres Lejlighed i et Hus paa et meget livligt Strøg; man kunde se ned ad «Holstenstrasse» i hele dens Længde, til venstre var Torvet med Hovedvagten. Alt, hvad der drog ud og ind af Staden, var der Udsigt til. Lige udenfor Huset var en Brønd, hvor Byens Tjenestepiger gjerne samledes og fortalte hinanden Dagens Begivenheder; ofte laa Steffens og Rist i Vinduet og morede sig kostelig over disse Samtaler.
     Det var ikke blot Filosoflen, men ogsaa Poesien, som de to Venner dyrkede sammen. Hvormeget var der ikke ogsaa dengang for saadanne modtagelige unge Sind. Det var en aandelig Vaartid i Tydskland. De to store Stjerner paa dette Lands Himmel, Goethe og Schiller, havde paa denne Tid sluttet et Forbund med hinanden og udgav sammen et Tidsskrift: «die Horen», foruden en «Musen–Almanak». Hvilken Nydelse fandt ikke Steffens her; ogsaa Jean Pauls Digte fængslede ham, og i det hele taget, hvilket storartet Digter–Parnas var der ikke i Tydskland dengang! Intet Under, at Længselen efter at komme ned i det gjærende Midtpunkt, hvor Rist havde levet saa herlige Dage, mere og mere bemægtigede sig Steffens' Sind.
     Samlivet med Rist blev dog ikke meget langt. Allerede i Efteraaret 1797 fik denne uventet Ansættelse som Privat–Sekretær hos Finansminister, Grev Schimmelmann i Kjøbenhavn, hvorved der aabnede sig en betydningsfuld




1) Rists Lebenserinnerungen S. 79.




Løbebane for ham. Med stor Sorg skiltes Steffens fra Vennen, der havde været saa meget for ham, mere end nogen anden, der hidtil var traadt ham i Møde. Thi ved ham havde han faaet et mægtigt Stød i en Retning, der skulde være af uberegnelig Indflydelse paa hele hans Liv. «Den første Morgenrøde af Filosofiens Forening med Poesien» havde kastet sine Straaler ind i hans Sjæl, og han følte tydeligere end nogensinde før, «at et nyt Fædreland aabnede sig for ham, der gav ny Udtryk for alt, hvad hans inderste Hu stod til».
     Efter Rists Bortrejse fandt Steffens sig meget enlig; han havde, saalænge de levede sammen, følt sig «baade lykkelig og æret ved hans Tilbøjelighed og Venskab»1).
     Imidlertid havde Steffens, som indsaa', at det vilde være af Betydning for hans Fremtid, at han optraadte som Forfatter, udgivet sit første tydske Skrift: «0m Mineralogi og det mineralogiske Studium (anonymt), 1797», et Arbejde, som vandt Anerkjendelse og i en Række af Aar hævdede sin Plads som en god og brugelig Haandbog. Den 8de April samme Aar blev han promoveret til Doctor philosophiae, og kort efter gjorde han en Rejse til Kjøbenhavn, hvor han jo nu kunde træde frem med Ære. Han fandt ogsaa alle Vegne en god Modtagelse, saa vel hos sin Morbroder Bang som hos sine yngre Venner og endelig ogsaa hos «Naturhistorie–Selskabet», der nu langt fra at bebrejde ham noget snarere gjorde sig selv Bebrejdelser, fordi de i sin Tid havde udrustet ham mangelfuldt til den norske Rejse. De 3—4 Uger gled hurtigt hen i det glade




1) Fra 1797 til 1801 beholdt Rist sin Stilling hos Grev Schimmelmann; han blev da dansk Legationssekretær i Petersborg, kom 1803 i samme Stilling til Madrid, derfra til London, hvor han under det engelske Tog mod Kjøbenhavn 1807, efter at den danske Afsending var rejst bort, indtog en betydningsfuld Post. 1808 blev han dansk Chargé d'affaires i Hamborg, 1815 fik han sin Afsked, 1834 blev han ansat i den ny oprettede slesvig–holstenske Regering, hvorfra han gik af 1846 og døde Aaret efter. Han var ikke blot en Hædersmand, men tillige en afgjort kristelig sindet Mand.




Samliv med Vennerne, især med Mynsterne, Hornemann, Laub, Rahbek og Jens Kragh Høst1), der havde gjort Steffens' Bekjendtskab i Kiel og indbudt ham til at bo hos sig ude ved Roskilde Landevej. Men da der herskede den største Uorden og Urenlighed hos ham, var Steffens efter den første Nats Ophold flyttet ind til Byen. I det «norske Selskab», hvoraf Steffens som Student ikke havde været Medlem, blev han nu indført, og det interesserede ham meget. Saaledes var det et fornøjeligt Ophold i alle Maader, og han saa' nu med Glæde den afbrudte Traad mellem Fortid og Nutid paany knyttet.
     Eflerat Steffens var kommet hjem igjen til Kiel, oprandt en betydningsfuld Tid for ham. Han kom nemlig nu til at gjøre et stort Skridt fra Naturvidenskaben og ind i Filosofien, et afgjørende Skridt for hele hans senere Liv. Hidtil havde han været Naturforsker og hans Kjendskab til Filosofien, som han især skyldte Rist, havde ikke været meget dybtgaaende, men der var en stor Gjæring i ham. Nu faldt et Skrift af Jacobi2): «0m Spinozas Lære i Breve til Mendelssohn» i Steffens Hænder. Det slog ned i ham; hvad der hidtil dunkelt havde rørt sig i hans Indre, det fandt han nu Nøglen til. «En ny Verden», skriver han, «var oplukket for mig og alligevel troede jeg at hilse en gammel, mig forlængst bekjendt. — Nu først opsteg der i mig en Anelse om Tilværelsen af en Videnskab, der gjorde det, som bevægede mit Indre dybt, til Gjenstand for en storartet, historisk Forskning». Jacobi forstod at vække den slumrende Aand, men ikke at tilfredsstille Trangen; dog, han viste hen til Spinoza. Det, som Steffens følte,




1) Bekjendt som Skandinav og ved sine historiske Arbejder over Kristian den 7des Regeringstid, f 1844.
2) F. H. Jacobi levede dengang i Eutin. Hans Skrifter ere Lejlighedsskrifter; han var ingen Stuelærd, men Verdensmand og Digter. P. H. Niebuhr skriver om ham: «J. var et ualmindelig rent Menneske. Han syntes mig altid som et Væsen fra en bedre Verden, der kun dvæler hos os for en kort Tid (Niebuhr S. 32)». Jacobi døde i München 1819.




at han trængte til, var fast, urokkelig Sikkerhed, et Midtpunkt i Tilværelsen. Hvorledes skulde han finde det?
     Allerede tidlig havde Steffens jo følt sig stærkt bevæget i sit Indre ved Lessing og Goethe; de øvede bestandig den samme Tiltrækning paa ham, den klare og besindige Lessing var ham navnlig en Autoritet; men ogsaa han viste hen til Spinoza.
     Netop i denne Periode havde Steffens gjort et nærmere Bekjendtskab med Shakespeares Værker. Han var bleven opfordret til at oversætte en engelsk Afhandling om Klapperslangen for et Tidsskrift. Det bragte ham til at studere Engelsk, som han hidtil kun havde været lidet kjendt med, og da han havde fuldendt Oversættelsen, fortsatte han sine engelske Studier videre. Snart kunde han læse Shakespeare, og «Hamlet» var det første af dennes Dramaer, som han fordybede sig i. Hvor følte han sig ikke greben ved denne Skikkelse, med dens indvortes Kampe; den var i Virkeligheden et Spejlbillede af saa mangen aandelig bevæget ung Mand i Tydskland paa hin Tid. Og saaledes fandt Steffens sig selv og sine egne stærke Bevægelser igjen i Hamlet. Shakespeare og Goethe, hver paa sin Maade, greb og rystede ham, men de kunde ikke bringe ham Hvile; bestandig heftigere blev Længselen efter Fred. Ofte sagde han til sig selv Falstaffs Ord: «Jeg vilde ønske, at det var Aften og alt var forbi»1).
     Men nu søgte han til Spinoza2). Det var med en brændende Higen efter at naa' det ønskede Maal, at han greb den hollandske Filosofs Skrifter; i flere Uger skilte han sig fra al Omgang, stod han paa Katedret, var det som en drømmende, alt var samlet paa det ene: at fatte Filosofens Tankegang. Dag og Nat granskede han; der var Øjeblikke, hvor han var nær ved at fortvivle, men saa brød atter nyt Lys frem. Det var navnlig Spinozas Hoved–




1) Was ich erlebte 3,375.
2) Spinoza var Jade af Fødsel, hans Hovedværk er «Etiken»; han døde 1677.




værk: Ethica, der fængslede Steffens; det slog ham straks, at Filosofen udtaler, at det, der drev ham, ikke var en videnskabelig Trang, det var meget mere en personlig Sjæletrang, thi det samme var Tilfældet med Steffens. Spinoza søger at finde Livets Midtpunkt; i de sandselige Ting er det ikke, thi alt hvad der sætter vort sandselige Væsen i Bevægelse, Glæde, Sorg, Ønsker, det aflægger kun Bevis paa vor Trældom. Maalet for Mennesket er kun at finde i Guddommen, i den skal Mennesket gaa op, saaledes at vor Vilje forsvinder i den guddommelige, saa at alle «Affekter» gaa op i den guddommelige Ro.
     Men da Steffens havde fattet og tilegnet sig Spinoza, da saa' han først, hvad han havde tabt derved. Denne absolute Uegennytte, som han lærer, tilintetgjorde noget af det, som var Steffens kjærest af alt. Det brogede Liv i Naturen, som han elskede, syntes ham blegnet og falmet; alle Ønsker og Forhaabninger maatte han kaste fra sig, thi de skulde jo være en Trældom, der skulde kastes bort. Men hvor kunde han det?1).
     For Spinoza var der ingen personlig Gud, men for Steffens var og blev der en levende Gud, hans Barndoms Gud, hvis Pulsslag han fornam i alt, selv det mindste, i Natur og Historie. «Hvor mangfoldige end mine Vildfarelser var», siger han, «saa erkjendte jeg dog, at skjøndt min Barndoms Himmel var mørk og skyet, saa ingen Solstraale brød igjennem, saa hvilede den alligevel i sin evige Klarhed bag Skyerne, og at disse engang vilde sprede sig»2).
     Steffens var ikke bleven en Discipel af Spinoza, men hans Arbejde havde derfor ikke været forgjæves; han havde ved ham funden den fri, dybe Grundvold for aandelig Virken.
     Efter de ensomme Uger, viede til Granskning, viste




1) I den Forstand kunde Steffens paastaa (i et Brev til Schelling 1. Sept. 1800), at det første Kjendskab til Spinoza havde været ham mere skadeligt end gavnligt.
2) Was ich erlebte: 3,298.




den unge Lærde sig atter i de selskabelige Kredse. Den livlige Mand var almindelig yndet; kun frygtede undertiden hans Venner, at den rastløse Bevægelighed, der var over ham, dette fyrige, næsten vulkanske i hans Væsen, maatte fortære ham. Det laa i hans Natur at gribe alt med Heftighed. I Efteraaret 1797 blev han ramt af et haardt Stød; den unge Pige, som han var forlovet med, hævede Forbindelsen og tilskrev ham, at baade hendes egen Stilling og hendes Forældres Ønske havde foranlediget hende til at indgaa et andet Parti, men hun haabede, at Filosofien maatte trøste ham! Steffens skrev tilbage: «Louise, lev saa lykkelig, som du kan»! Men han led meget derved; mangen en Nat gik han søvnløs op og ned ad Gulvet. En Morgen fandt man ham afklædt paa en Stol i bevidstløs Tilstand. Dog synes han i det hele snart at være kommen til Ro i sit Sind og har vel indset, at hans Tab ikke var saa overmaade stort1).
     Imidlertid udvidedes hans Virksomhed. For en mindre Kreds holdt han Foredrag over Mineralogi, hvortil han benyttede Præsten Holsts Samling. Da en Del Damer ønskede at høre Steffens over Naturhistorie, holdt han Forelæsninger for to forskjellige Kredse, en adelig og en borgerlig, og gjorde overhoved megen Lykke. Efter den forbigaaende Sorg over den ophævede Forlovelse, følte han sig atter glad og vel til Mode og bevægede sig med Liv blandt de meget forskjellige Mennesker, var Student med Studenterne, Lærd med Professorerne og stundom Selskabsmand blandt Damerne.
     I Marts 1798 blev Steffens kaldet til Rendsborg til Faderens Dødsleje; da han kom der, laa denne allerede paa det yderste og kjendte ham ikke mere. Men Faderen havde dog oplevet den Glæde at se den Søn, som han altid havde ventet sig mest af, paa en hædret og forhaabningsfuld Bane.




1) Marts 1798 skrev han 3 Breve derom til Bastholm, meddelte hos Arentzen: Baggesen og Øhlenschläger 2 B.




     Hermed opløstes de sidste Rester af Familien, der hidtil havde levet sammen. Kun den yngste Broder blev tilbage i Rendsborg.
     Ved sin Hjemkomst til Kiel fandt Steffens en nylig (1797) udkommen Bog af den 22aarige Schelling: «Idéer til en Naturfilosofi». «Det var det afgjørende Vendepunkt i mit Liv», siger han. Det Haab, der altid rørte sig paa Bunden af hans Sjæl, om at opfatte Naturens Mangfoldighed aandeligt, men som bestandig flygtede bort, naar han vilde gribe det, blev nu forunderlig bestyrket; med «dyb Lidenskab» læste han dette friske, beaandede Skrift1). Et lignende Indtryk gjorde den i Foraaret 1798 udkomne Bog af Schelling: «0m Verdenssjælen». Nogle Aar senere skildrede Steffens selv disse Indtryk i et Brev til Schelling saaledes: «Det var, som havde De skrevet for mig, ganske for mig. Hvor oplivedes ikke Haabet om at vinde min tabte Ungdom tilbage! Hvor lyst var mig alt, hvor klart, hvor indlysende! Det var naturligt, at jeg greb Deres Filosofi med stormende Uro, at jeg ikke paa engang kunde sønderrive den forvirrede Væv, som bandt mig til Verden. Men efterhaanden ordnede det meste sig; hvad der i Begyndelsen kun var Haab, blev snart Overbevisning for mig. Verden blev mig lysere, mit eget Væsen forstaaeligere, min Virksomhed mere rolig og ordnet»2).
     Nu blev Kiel ham for snever, han higede efter at komme ud i Verden, efter at prøve Vingerne, og Vejen var ikke længere dunkel for ham. Ned til Tydskland, til de store Mestere maatte den gaa. Men hvorledes skulde han faa Midlerne til at rejse? Han tvivlede ikke paa, at det nok vilde føje sig godt for ham, og saaledes skete det ogsaa. Da han henvendte sig til sin faderlige Ven Hensler derom, fik han det Svar, at denne havde ventet det og




1) Heri er det, at Schelling udtaler disse Ord: «Naturen er den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur». (Haym: Die romantische Schule S. 586).
2) Brev af 1ste Sept. 1800. (Plitt: Aus Schellings Leben 1, 306 f.).




derfor allerede skrevet til Ministeren, Grev Kristian Bernstorff, som han stod i Forbindelse med, desangaaende. Snart fik Steffens Budskab om, at Finantsminister Grev Schimmelmann, der bestyrede Fondet «ad usus publicos», hvoraf Midler til Rejseunderstøttelser udrededes, ønskede at se ham.
     Saa rejste Steffens da til Kjøbenhavn og blev ved sin Ven Rist indført i Scbimmelmanns l) Hus. Denne Mand, der er noksom bekjendt for sin levende Interesse for aandelige Ting og sin Lyst til at fremhjælpe Talenterne, hvem baade Baggesen og Øhlenschlæger havde saa meget at takke for, modtog Steffens paa det venligste. Trods Grevens undselige og kejtede Fremtræden og de skelende Øjne, lyste en ædel og højsindet Sjæl straks ud af hans sagte Tale. Der var noget republikansk ved den Maade, hvorpaa han forstod at sætte sig paa lige Fod med unge Mennesker, i hvem han anerkjendte en aandelig Dygtighed. Med en vis ungdommelig Begejstring optog han ny og store Idéer og forarbejdede dem i sig. Indtil langt ud paa Natten havde han ofte udvekslet sine Tanker om alt, lige fra Schellings Filosofi til Staternes Styrelse, med sin Sekretær Rist. Denne, der lærte Greven, under et fleraarigt Ophold i hans Hus, ret grundigt at kjende, giver ham den Ros: «Aldrig har jeg kjendt et renere, ædlere Sind, aldrig en barnligere Sjæl, aldrig en ædlere Aand, skikket til den højeste, digteriske Løftelse; heller aldrig et mere bevægeligt, aandigt Liv end hos ham»2). «Hans Aand og Hjærte og Kundskaber burde enhver lade vederfares Retfærdighed», siger Mynster3). Hvad der derimod manglede ham, var en fast Karakter. Paa hans Landsted, det smukke Sølyst ved Strandvejen, tilbragte




1) Ernst Schimmelmann, tydsk af Fødsel, født 1747, blev 1782 Handelsminister, 1784 tillige Finantsm. Hans Hustru var Charlotte f. Schubart.
2) Rist, Lebenserinnerungen 1.107f. 3) Mynster, Meddelelser S. 200.




Steffens mange lykkelige Aftentimer i livlig og venlig Underholdning med den ædle Minister, der levende tog Del i hans naturvidenskabelige, filosofiske og digteriske Drømmerier; ofte blev han der flere Dage i Træk. Medens Schimmelmann ellers førte et stort Hus, der var Foreningspunktet for det aandrigste Selskab, hvor del gik glimrende og larmende til 1), saa var dette ikke Tilfældet den Tid, Steffens tilbragte der. Han kunde saaledes glæde sig ved de stille Aftener og maatte føle sig løftet og smigret ved den Yndest, han aabenbart havde vundet hos Greven. Ogsaa Grevinden, der var interessant, men med betydelig fornem Selvfølelse, viste sig meget venlig overfor den unge Naturforsker.
     Derimod fandt Steffens denne Gang ikke Opholdet i Kjøbenhavn saa opmuntrende som tidligere. Det, der bevægede hans Venner dér, syntes ham nu smaaligt og ringe i Sammenligning med det nye Liv i Tydskland, der vinkede ad ham. Han skildrer saaledes sin Stemning: «Jeg nægter ikke, at mit Haab dér at træffe Venner, som nu sympathiserede med mig, var svagt. En politisk Sværm stormede mig i Møde, jammerligt Væv døvede mig, forvanskede Genier vrimlede omkring, — ingen høj Interesse, ingen Følelse, som hæver os. Det var Hverdagsmennesker —» 2). Sagen var egentlig, at hans Venner i Kjøbenhavn var de samme som før, men han selv en anden. Kun hos én fandt han Forstaaelse, — hos J. P. Mynster. Han skrev til denne: «Men Du havde stille, ensom, i en liden Kreds, dannet Dig til det, som min Skjæbne drev mig til»3).
     Efter tre Ugers Ophold kunde Steffens tiltræde sin Rejse; han havde erholdt den attraaede Understøttelse, navnlig til naturvidenskabelige Forskninger i Udlandet. Hans Ven, Botanikeren J. W. Hornemann, gjorde ham Følge–




1) Classen: Niebuhr S. 35.
2) Brev til J. P. Mynster (1798) af efterladte Breve S. 1 ff.
3) Ovenanf. Sted.




skab. Over Fyn, hvor han besøgte sin yngste Søster, der var bleven gift med Præsten Zeuthen i Kullerup, over Taasinge, (der gjorde et stærkt Indtryk paa ham), Strynø, Ærø, Heiligenhafen droge de til Kiel, og efter kun nogle Dages Ophold dér, for at tage Afsked med Venner og Velyndere, videre til Hamborg. Med hvor forskjellige Følelser kunde han nu, i Vaaren 1798, se denne By, fremfor da han for 3—4 Aar siden fortabt vandrede om i den. Nu laa Livet smilende for den 25aarige Mand, og hvilke Kræfter følte han ikke i sig selv! Tydskland, hans Forhaabningers Land, vinkede ham.
 

 


 

 

8.
Romantik.
1798 — 1799.

     I det Øjeblik, da Henrik Steffens betræder det egentlige Tydsklands Grund, Maalet for hans varme Længsel, stiller det Spørgsmaal sig frem for os: Var det ikke overspændte Forventninger, han knyttede dertil, eller var der virkelig i dette Land et saadant Aandsliv fremme, at det med Rette maatte drage en aandelig moden ung Mand med magnetisk Kraft til sig?
     Fra én Side set var det vistnok langt fra Tilfældet. Dette «hellige romerske Rige» med sine 300 Selvherskere og 1500 Halv–Suveræner, med Adels–Tyranni og tilsvarende Kryben hos Embedsmænd, Borgere og Bønder, dette Land, hvor alt endnu stak i de stive, forældede Former, hvor ingen Samfunds Aand var oppe, men Almenheden var sunket ned i smaalig Spidsborgerlighed, — dette Land, der laa som en død Klods ved Siden af det opvaagnede, daadrige Frankrig, — det havde i folkelig Henseende intet tiltrækkende ved sig. I Mangel af det virkelige Liv maatte de livligere Naturer søge Tilflugt i en indbildt Verden, derfor var der et Theatersværmeri uden Lige.
     Men paa den anden Side, det kan ikke nægtes, at man skal lede længe i Historien, før man finder Sidestykker til den Blomsterflor af Digtere og Tænkere, som dengang levede i Tydskland, og hvoraf Aar for Aar bragte flere. Her er ikke Pladsen til en videre Redegjørelse af dette; det maa være nok at pege hen paa, at Mænd som Lessing, Wieland og Herder med Held havde banet Vej for en rig Udvikling af det tydske Sprog og til Dels en dybere Betragtning. Men navnlig gav Goethe Sproget Vinger, saa det naaede den højeste Ynde og Klarhed hos ham, paa samme Tid som al den «Storm og Trængsel», der i stort Maal havde bevæget de unge (ligesom ogsaa Steffens), fandt sit Udtryk i hans Werther, Faust, og sjælfulde Sange; nu anslog den store Digter de rolige Strenge, saaledes som i Tasso og Ifigenia. Schiller gik dybest ned i Folket; han fremstillede store, ædle Skikkelser, malede Mennesket i sin Værdighed, uafhængig af Stand og Kaar. Til samme Tid havde Winckelmann draget den klassiske Oldtid nærmere og gjenvakt Sansen for den og dens Konst. Kants Filosofi havde slaaet Bro mellem den gamle Forstandstid og den ny Tid.
     Og nu gjenlød Navne som Fichtes og Schellings, og yngre Digteres, og Steffens havde en Følelse af, at der var en Kamp i Gjære mellem det gamle og det ny, der skulde fødes, det gamle, forstandsmæssige, filisteraglige, der mest havde Sigte paa det nyttige, — og det ny, storladne, poetiske, der gik løs paa Tilværelsens dybeste Gaader. Han følte sig som selvskreven Deltager i denne Kamp, som en nordisk Viking, der skulde lægge sin Kraft til for at hjælpe med til at fælde det visne, gamle Træ, der med sine tørre Grene vilde spærre Vejen for Solens Straaler.
     Og da han nu paa Længselens Vinger i Aaret 1798 stundede ned mod denne aandelige Valplads, da føjede det sig saa, at han kom netop til den rette Tid for at blive Deltager i Kampen og yde sit Tilskud af nordisk Aand og Kraft.
     Hvor meget der end var dunkelt for ham selv, da han drog ud, saa meget følte han dog, at det aandelige Livsrøre, allermest som det udgik fra Schelling, var hans egentlige Hovedmaal; Naturforskningen, hvor kjær den end var ham, maatte staa i Skygge derfor.
     Over Lüneburger–Heden og Brunsvig gik Rejsen først til Harzen, hvor Steffens fandt Naturskjønhed og Romantik og var fuldstændig henreven. Da han følte Trang til at nyde Naturen i Ensomhed, skiltes han efter nogle Dages Vandringer fra sin Rejsefælle Hornemann, der med Posten tog til Jena, og saa vandrede Steffens med et Kort i den ene Lomme, en Skjorte i den anden, en lang Pibe i Haanden, alene i idyllisk Ro. Det var dejlige Dage, i den skjønneste Åarstid. Hvor frydede hans lyse, ungdommelige Sind sig ikke; hvor havde han ikke et aabent Blik for alt, hvad der mødte ham! En Dag vandrede han i en yndig Dal ved Rottleberode, hensunket i Betragtninger over Planteformer og søgende efter Sommerfugle. Saa kom han til Erfurth, hvor han fornøjede sig over Kvindernes Skjønhed, og endelig derfra til Jena, hvor han atter traf sin Rejsefælle, men kun for at tage Afsked med ham, da dennes Maal var en længere Rejse i Evropa.
     Denne Gang skulde det kun være et foreløbigt Besøg i Jena; der var endnu længere Tid, inden Forelæsningerne skulde begynde, og denne Tid skulde nyttes til videre Udflugter. Det første Indtryk af denne By var dog ikke meget lovende. Han forbavsedes over Studenternes Raahed. Den Aften, han kom dertil, drog en stor Flok gjennem Gaderne, brølende og støjende; overalt maatte Lysene slukkes, hvis man ikke vilde have Ruderne slaaede itu; de styrede deres Vej mod Prorektorens Bolig, der havde vakt deres Mishag og derfor skulde have et «Pereat». Da Steffens nogle Dage efter, for at gjøre nærmere Bekjendtskab med Studenterlivet, havde deltaget i en saakaldet «Kommersch» i Dorndorf udenfor Jena, og dér var bleven nødt til at drikke Broderskab med dem, fik han siden Besøg af nogle af de Herrer, i deres afstikkende Dragt med Kanonstøvler paa; af det ene Skaft stak et Lommetørklæde frem, af det andet en Tobakspibe; de bar stramme Skindbukser og røg ilde lugtende Tobak. Men delte Kammeratskab blev ham til saadan Plage, at han snarest mulig forlod Jena.
     Saa drog han da atter alene afsted og berejste Thyringerskoven og Rhøngebirge i 5—6 Uger. Ogsaa dette var højst fornøjelige Vandringer. Han havde her Lejlighed til geognostiske Undersøgelser, trængte ned i Bjergmændenes Miner, og under Vejledning af en anset Bjergkyndig, Overkonsistorialraad Heims i Meiningen 1), der med stor Velvilje tog sig af ham, havde han ikke lidet Udbytte af disse Undersøgelser. Det samme var Tilfældet i Ilmenau, hvor han besøgte Bjærgværkerne under Ledelse af en bekjendt Mineralog Voigt. I Almindelighed vandrede han alene omkring, men sluttede sig ofte til en eller anden rejsende Haandværkssvend; et Par Gange sov han paa fuldstændig romantisk Vis ude i Skovene, ellers i Kroerne. Da han endelig var træt af de anstrængende Fodture, kjøbte han en Hest og færdedes nu som Rytter. Det var dog en kortvarig Glæde. Snart blev han plaget af Bekymring for, at Hesten ikke kunde taale de lange Ture. Naar han red gjennem de skjønneste Landskaber, søgte hans Øje bestandig ængstelig til Dyret; i Kroerne undersøgte han dens Udseende og fandt, at den tabte sig. Et Sted kunde han ikke skjule sin Uro, og den listige Kromand tilbød ham da at bytte; han havde en rigtig stærk, udholdende Hest. Rigtignok syntes Steffens, at den saa' noget mager ud, men han troede Manden og red næste Morgen bort paa den. Snart opdagede han til sin Skræk, at Dyret var stædigt; den meste Tid maatte han gaa og med stor Besvær trække det efter sig. Da han havde prøvet det i tre Dage, var han glad ved at sælge den igjen for en tredje Del af, hvad han havde givet for den, og med lidt mere Erfaring, men med en betydelig lettere




1) I. L. Heims har udgivet en Beskrivelse af Thüringer–Waldgebirge i 3 Dele, 1796—1812.




Pengepung, fortsatte han igjen sin Vej til Fods, som han var bedre vant til.
     Steffens kom gjennem mange Byer og med den store Lethed til at bevæge sig blandt Folk, som han besad, gjorde han mange flygtige Bekjendtskaber. Naar han nærmede sig en By, gjorde han Holdt, tog et Lommespejl frem og pyntede paa sig1), for at han med Anstand kunde aflægge Besøg hos Præster, Læger eller lignende. I Rudolstadts Omegn fejredes netop Kermessen, da han drog gjennem Landsbyerne; han morede sig med at blande sig i de glade Skarer og danse med Pigerne.
     Otte Dage i den fuldkomneste Fred og Ro tilbragte Steffens i den yndige Dal ved Schwarzburg. Denne Ensomhed i det jævne Gjæstgiversted, hvor Fuglenes Sang, Flodens Rislen, Træernes Susen eller en forbikjørende Vogns Raslen, kun bidrog til end mere at føle Stilheden, var en sand Nydelse for ham. Han havde faaet Bøger sendt til sig fra Jena, det første Bind af «Athenæum» 2) aabnede han nu og følte sig mægtigt berørt deraf. Dette Tidsskrift, som han ikke før havde kjendt, blev udgivet af Brødrene Schlegel og var Organ for de unge, fremadstræbende Aander i Tydskland, som snart fik Navnet Romantikerne. Her blev Goethe og Fichte fremstillede som Vendepunkter, hvorfra en ny Tid maatte udgaa; her blev den gamle Tid angrebet med Vid og Dygtighed. Og her fornam Steffens, at der gik en mægtig Enheds–Aand igjennem det hele, der søgte at sammensmelte Poesi, Konst, Filosofi, alle Livsforhold, netop beslægtet med det, han selv søgte. Dybt blev han ogsaa greben af den unge Digter Novalis' Sange i Athenæum, dem han kaldte «Blunienstaub».
     Men en anden Bog fordybede Steffens sig ogsaa i paa dette Sted. Det var Fichtes: i «Videnskabslære», som Rist vel tidligere havde sat ham ind i, men som nu i høj Grad




1) H. Hertz: Fra en Udenlandsrejse S. 23.
2) Det udkom fra 1798—1800.




fængslede ham og gav ham det Forsæt, at naar han kom til Jena, vilde han ogsaa høre ham.
     Rejsen gik sydligst til Bamberg og Würzburg, saa vendte han atter sin Kaas mod Jena. Han besøgte Salzmanns bekjendte Opdragelses–Anstalt i Schnepfenthal 1), og da hans Penge netop var slupne op, priste han sin gode Lykke at træffe sin norske Landsmand og Ven fra Studentertiden, Jakob Aall2), der gjerne hjalp ham ud af Forlegenheden. Saaledes kom han nu i September Maaned tilbage til Jena.
     Det lille Hertugdømme Sachsen–Weimar var paa denne Tid det vigtigste aandelige Brændpunkt i Tydskland. I Weimar levede Herder som Superintendent, Wieland, og frem for alt Digterkongen Goethe, der var Minister, Gehejmeraad og Hertug Karl Avgusts Yndling. Schiller boede paa denne Tid i Jena, men flyttede Aaret efter til Weimar. I Jena var adskillige betydelige Personligheder knyttede til Universitetet, men Fichtes Navn overstraalede alle andre, og han var en væsentlig Grund til den stærke Tilstrømning af Studerende rundt om fra3). Byen ligger i en dyb og mørk Dal ved Floden Saale, knap to Mil fra Weimar.
     Steffens havde allerede ved sit første, korte Ophold i Jena gjort Bekjendtskab med Oversætteren Gries, en bekjendt af Rist, og da han snart sluttede Venskabsforbindelse med ham, fortjener han nærmere Omtale. Det var en ung Mand, Søn af en hamborgsk Kjøbmand, der oprindelig var kommen til Jena for at studere Retsvidenskab, men hans Hang stod til Digtekonst og de skjønne Videnskaber. Vel tog han den juridiske Doktorgrad, men kastede sig samtidig med Iver over digteriske Arbejder. Hans Oversættelse af Tassos: «det befriede Jerusalem»,




1) Oprettet 1787. Den besøgtes ogsaa af danske Elever.
2) Theol. Kandidat, siden Jernværksejer.
3) Der var paa dette Tidspunkt omtr. 800 Studenter, hvoraf 500 fremmede. L. Engelstofts Skrifter, 3,41.




var et fortrinligt Arbejde, og da det lykkedes saa godt, fulgte han for Fremtiden dette sit Kald. Han slog sig til Ro i Jena, hvor han som fri Lærd indtog en Plads mellem Studenter og Professorer uden at henhøre til nogen af dem. Han var en lille, fin, noget kvindagtig Person med en mørkegul Ansigtsfarve, meget meddelsom, livlig og aandrig. I hans Bolig var der, i Modsætning til de burschikose Omgivelser, hyggeligt og pillent. Et godt Piano, en smuk Bogsamling, en bekvem Sofa, lutter Gjenstande, som i Jena langt fra hørte til Dagens Orden, prydede den. Her tilbragte Steffens mangen en Time i fortrolig Tanke–Udveksling. Nu opsøgte han ogsaa Professor Batsch, der var Formand for et naturhistorisk Selskab, og hos hvem han fandt en meget venlig Modtagelse. Efter hans Opfordring deltog Steffens i Selskabets næste Møde og holdt et Foredrag over nogle Forsteninger fra Egnen ved Arendal, som han havde medbragt og forærede Batsch. Denne indførte ham ogsaa i Professorernes Klub, hvor han blandt andet fandt en særdeles hjærtelig Imødekommen af Boghandler Frommann, en Mand med levende aandelig Sans, i hvis gjæstfri Hus de betydeligste Mænd, blandt andre Goethe, jævnlig kom; her blev nu ogsaa Steffens en kjær Husven.
     Imidlertid var Schelling først i Oktober kommet til Jena, hvor han skulde tiltræde en Plads som Professor1). Den 23aarige Lærde, der allerede havde et berømt Navn, skulde først holde en Prøve–Forelæsning, og ved denne havde han neppe nogen mere begejstret Tilhører end




1) Friederich Wilh. Josef Schelling var født 1775, en Præstesøn fra Würtemberg, blev 15 Aar gl. Student i Tübingen, studerede østerlandske Sprog og Theologi, men fra 1794 vendte han sig til Filosofien, sluttende sig først til Kant, siden til Fichte. 1792 tog han theol. Eksamen, blev Hovmester for to unge Baroner i Leipzig, og optraadte som Forfatter; mest bekjendte blev hans Skrifter: «Idéer til en Naturfilosofi» og «0m Verdenssjælen». l Dresden gjorde han Bekjendtskab med A. W. og Fr. Schlegel og Novalis. Saa fik han Kaldet til Jena.




Steffens. Den handlede om «Idéer til en Naturfilosofi«. Schellings Ydre var, om end ikke smukt, dog meget karakteristisk; hans Ansigt havde noget bestemt, næsten trodsigt, brede Kindben, høj Pande, Tindingerne traadte stærkt fra hinanden, Næsen var noget opad bøjet, ud af Øjnene lyste aandelig Magt. Han stod paa Katedret med en vis stolt Ligegyldighed, talte hurtigt, og som om det ikke var videre betydningsfuldt1). Allerede næste Dag ilede Steffens til ham. Om dette Besøg skriver Schelling siden: «Det var i Høsten 1798, at jeg i Jena første Gang besteg Katedret, fuld af den Tanke, at Vejen fra Naturen til Aanden lige saavel maatte være mulig som den omvendte. — Der sad jeg nu (i Hjemmet), kun slet opbygget af mit Foredrag og i ikke synderlig glad Stemning, da en ung Mand traadte ind til mig, der sagde, at han var en Nordmand, som hed Steffens, og erklærede, at han befandt sig paa samme Standpunkt, som jeg, at samme Tanke bevægede ham, i hvem jeg altsaa straks ved Begyndelsen af min Løbebane fandt en aandelig Forbundsfælle, som kun adskilte sig fra mig ved den omfangsrigere Naturanskuelse, han paa Grund af sit specielle Studium havde forud for mig»2). Steffens følte sig lykkelig og glad, ja lidt overmodig, ved straks at træde i et fortroligt Forhold til den vel yngre, men berømte Filosof.
     Fra denne gik Vejen til Fichtes Forelæsninger, der




1) Dagbogsoptegnelse af Savigny. (Haym, die rom. Schule 595 f.)
2) Plitt: Aus Schellings Leben 1. Mange Aar senere (1845) skriver Schelling: «Steffens var ualmindelig begunstiget derved, at et rigt Naturstudium var gaaet forud for hans Tilbøjelighed til Filosofien. — Mineralog, Geognost, Geolog, havde han i Jordens Historie vundet Anskuelsen af en uudgrundelig Fortid, en hel Række af Tider, i hvilke altid den ene dækkede over den anden, den ene blev lagt til Grund for den anden, ikke uden selv at blive ændret ved denne Underordning. Ustridigt var det denne Grundanskuelse, som fra det første Bekjendtskab formidlede den gjensidige Tiltrækning mellem os.» — Nachgelassene Schriften v. Steffens, udg. af Schelling. V.




ogsaa nu blev aabnede for Vinterhalvaaret. Fichte 1) var en firskaaren, kraftig Skikkelse med skarpe Ansigtstræk, der paa én Gang mindede om en gammel Kone og en Ørn, og noget skarpt i sin Fremtræden og Tale, en helstøbt Personlighed med stort moralsk Mod, uskikket til hin Tids sværmende Kjærlighed, endog i Venskab uden ømmere Følelser, men i Stand til at sætte alt ind for sin Overbevisning, hvorfor han ikke med Urette kaldtes Jern–Fichte. Det morede Steffens at høre ham, han stod næsten som en Befalingsmand overfor sine Tilhørere, hvorfor ogsaa Rist havde kaldt kam «Filosofiens Bonaparte». «Mine Herrer»! sagde han, «fat Dem, gaa ind i Dem selv»! Man kunde se paa Tilhørerne, hvorledes de gjorde sig Umage derfor; nogle rettede sig, andre slog Øjnene ned. «Tænk paa Væggen»! Det lod til at lykkes dem alle. «Nu, mine Herrer! tænk saa paa den, der har tænkt paa Væggen»! Det var tydeligt, at dette sidste ikke faldt saa let, og der opstod Forlegenhed og Forvirring. — Steffens fandt Forelæsningerne klare, bestemte og følte sig tiltalt af dem.
     Men en tredje Berømthed var paa samme Tid kommet til Jena, det var August Wilhelm Schlegel. Denne Mand2), der tillige med sin Broder Friedrich udgav «Athenæum», besad et sjældent Blik for Poesi og




1) f. 1762 i Lausitz, Søn af en Væver, studerede i Jena, flakkede i flere Aar om i forskjellige Ansættelser, til han 1794 blev Professor i Jena. — «Han ansaa' vort Jegs Tilværelse for det eneste visse, hvorved han rigtig nok paa en Maade gjorde Mennesket til Verdens Skaber og maatte i det mindste tale om sit Jeg, som man ellers kun talte om Gud. — Men i hvilke Irgange han end paa sin løse Vandring har forvildet sig, maa man dog bekjende, at han efterhaanden kom Kristendommen, altsaa Sandheden, nær. Faa har saa klart som han gjennemskuet Tidsalderens Vanart». Grundtvig, Verdenskrønike 1812, S. 293.
2) A. W. Schlegel, f. 1767, Søn af en Superintendent i Hannover, havde tilligemed Broderen studeret i Gøttingen, hvor navnlig den berømte Professor Heyne havde vakt deres Sans for den klassiske Oldtid i Poesi og Konst.




Konst og stort Talent for en fuldendt Form. Det var en net, sirlig Mand, Damernes Yndling, men ogsaa som Voks i deres Hænder. Han besad stor Lærdom i gamle og nyere Sprog og har erhvervet sig megen Fortjeneste ved sine Oversættelser af Dante, Shakespeare og Calderon, ligesom han ogsaa (i Forbindelse med Broderen) har gjort Goethe bekjendt for den store Almenhed ved sine fortrinlige Recensioner1). Allerede tidligere havde W. Schlegel boet i Jena; efterat han i nogen Tid havde opholdt sig i Berlin og Dresden, vendte han nu tilbage dertil som Professor. Ikke mindre bekjendt end han var hans Hustru Karoline, Datter af den berømte theologiske Professor Michaelis i Gøtlingen. Hendes Liv var meget afvekslende. Hun havde først været gift med en Doktor Bøhmer, blev endnu i ganske ung Alder Enke, drog til Mainz, hvor hun indlod sig paa Politik, idet hun var begejstret for fransk Frihed, og blev sat i Fængsel. A. W. Schlegel, der havde kjendt hende fra tidligere Tid og var indtaget i hende, erfarede hendes Skjæbne og fik hende befriet, hvorefter hun ægtede ham. Hun var endnu smuk og yndefuld, trods sine 35 Aar, aandrig og livlig som faa, og hun udgjorde det egentlige Midtpunkt i den romantiske Kreds. Forøvrigt blev hun meget forskjelligt bedømt; medens mange Kvinder havde meget imod hende og beskyldte hende for Koketteri og Hang til Intriguer og beklagede sig over hendes hvasse Tunge, (Schiller kaldte hende «Fru Lucifer»)2), blev hun beundret af de fleste Herrer og ikke mindst af Steffens. At hendes Sædeligheds–Følelse ikke altid stod paa stærke Fødder, havde hun




1) Fra 1796 leverede han i 3½ Aar 300 Recensioner, især i Jenaer–Litteraturtidende. Haym S. 165.
2) Haym oaf. Skr. S. 164 og 871. — En Veninde skriver om hende: «Karoline dømmer dristigt og haardt om alt. Hun giver Værtinden med en let Anstand; meget smukt er det, hvorledes denne Kone saaledes bevarer sin Ungdom, baade legemligt og aandeligt». (Dorothea Veit til Rahel. Jul. Schmidt, Litteraturgeseh. 2,149.)




tidligere i sit Liv vist. Hendes Datter, Augusta Bøhmer, kan heller ikke forbigaas ved en Skildring af denne Kreds. Hun var endnu næsten Barn, 15—16 Aar gammel, og ikke egentlig smuk, da hun skelede noget, men det er et enstemmigt Vidnesbyrd, at hun gjorde et dybt Indtryk paa alle ved sin ejendommelige Ynde og Vid. Schelling var en Tid forelsket i hende, men hun døde allerede i Sommeren 1800; Steffens blev dybt rystet ved dette Dødsfald1).
     I dette aandrige Hus fandt Steffens nu sit kjæreste Tilholdssted under Opholdet i Jena; her kom ogsaa Schelling næsten daglig. Af hvor stor Betydning disse Omgivelser maatte være for Steffens, er let at forstaa; nu kunde han frit udtale sig om det, der laa ham paa Hjærte, og som han saa længe havde baaret skjult hos sig selv. Han følte sig optagen som Ven og Medlem af denne betydelige Kreds; W. Schlegel, der havde læst nogle Afhandlinger af ham, foreslog ham at give Bidrag til Athenæum, men under den rastløse Gjæring og indvortes Arbejden fik han ikke Ro til det. Dette Hus, Boghandler Frommanns og Lægen Hufelands, der var Medudgiver af Jena–Litteraturtidende, samt Gries', var de Hjem, hvortil han stærkest var knyttet. Forøvrigt studerede han, gjorde naturvidenskabelige Forsøg og hørte Forelæsninger, navnlig Schellings, og var i det hele i højeste Grad aandeligt oppe.
     Ogsaa Naturforskningen kom i Jena til at lægge Beslag paa Steffens. Der var i dette Tidsrum (Slutningen af forrige Aarhundrede) foregaaet et stort Opsving i Natur–




1) G. L. Plitt: Aus Schellings Leben 1. Del. — Her findes ogsaa et Brev fra Steffens til Schelling (uden Datum), hvori følgende ved Efterretningen om Augustas Død: «0, hun var mig dyrebarere, end man véd, end jeg vilde tilstaa mig selv, og alle mine senere Forvildelser kom kun deraf, at jeg undertiden kunde glemme hende. Naar jeg roligt arbejdede, naar jeg sund og munter tænkte paa alt, hvad Jena var mig, — Kilden til mit højere Liv, — da stod Barnet som en lys Engel for mig». (Man erindre, at i den romantiske Periode brugtes stærke Udtryk).




videnskaberne. Mest Tiltrækning øvede Elektriciteten, ny Opdagelser fulgte hurtigt paa hinanden, Galvanismen var opdaget 1790, Volta havde bygget videre derpaa. Paa hin Tid stod Naturvidenskaben i meget nærmere Forbindelse med de andre Videnskaber end nu til Dags, da Stoffet er saa stort, og man mere maa begrænse sig. Den forsmaaede dengang ikke Hjælp af Digtere og Tænkere; disse kunde endnu leve i den Tro, at man kunde overføre Fremtoninger fra Naturens Rige paa Menneskeslægtens Udvikling i Aandens Verden. Saaledes Goethe, hos hvem Digtning og Naturforskning gik Haand i Haand, og saaledes Schelling, der havde udtalt, at Natur og Aand er i Grunden, ét, kun to forskjellige Sider af det samme.
     Der levede i Jena en naturforskende Særling ved Navn Ritter1), en 22aarig ung Mand, i stor Fattigdom og Ensomhed. Han var greben af den ny Tids Hang til Spekulation og studerede særlig Galvanismen. Det var hans Haab at skulle kunne paavise, hvorledes en bestandig Galvanisme ledsager Livsvirksomheden i Dyreriget, og at han ved Hjælp af denne skulde vinde Indsigt i Sammenhænget mellem legemlige og sjælelige Lidelser. Han gik ud fra ædruelige Iagttagelser, men førtes efterhaanden ind i de tommeste Drømmerier. Steffens kom meget til ham og Ritter blev ikke uden Indflydelse paa ham2).
     Naar man tænker paa, hvilket Indtryk Goethes Digtninger havde gjort paa Steffens, allerede medens han var ganske ung, er det let forstaaeligt, at han nærede det stille Haab at gjøre denne store Mands Bekjendtskab. Endelig tilbød der sig en Lejlighed, da Digteren besøgte Frommanns en Aften, og Steffens tillige med flere andre var der. Den statelige Skikkelse med det ædle, skjønne




1) f. 1776, siden Professor i Liegnitz, f 1810.
2) Novalis udførte Ritters Tanke videre, idet han udtalte, at vor Tænkning slet ikke er andet end en Galvanisation, en Berøring af den jordiske Aand ved en himmelsk overjordisk, — — eller, Aanden galvaniserer Sjælen ved Hjælp af Sanserne. (Haym S. 367).




Aasyn, det fuldendte i hans hele Fremtræden greb Steffens, saa Taarerne traadte ham i Øjnene. Men Goethe syntes ganske at overse ham, tiltalte ham slet ikke, men underholdt sig hele Aftenen mest med en anden fremmed. I en bitter Stemning forlod Steffens Huset og kunde ikke dølge sin Sorg og Harme for sine Venner Hr. og Fru Schlegel. For at forjage hans Misstemning indbød de ham til sig en Aften, da Goethe vilde besøge dem, men da Steffens ved sin Ankomst til Huset fik det at vide, vendte han i sin krænkede Stolthed om og gik hjem. Nu gik nogle Uger, hvor Steffens forgjæves søgte at blive Herre over sin Misstemning. Imidlertid skulde der opføres en Privat–Komedie; Steffens, der i sin Tid i Kjøbenhavn ikke just havde vundet Lavrbær som Skuespiller, skulde udføre Hovedrollen. Ved Generalprøven kom Goethe ganske uventet, hilsede paa Steffens, tiltalte ham som en gammel Bekjendt, sagde, at han længe havde ventet at se ham i Weimar, han havde meget at tale med ham om; naar nu disse Dage var overstaaede, maatte han følges hjem med ham! — Hvor jublede det nu i Steffens, alle Sorger var forbi, og da han nu Dagen efter Opførelsen ved Digterens Side rullede fra Jena til Weimar, følte han sig saa stolt og lykkelig som en Konge, der holder et Triumf–Indtog. Det var jo ogsaa stort; han, der for kort Tid siden havde været ukjendt, ja som et Skumpelskud, han hædredes nu af Tydsklands aandelige Stormand.
     Saa kom de til det venlige Weimar med sit hertugelige Slot og yndige Parker og Skove, og traadte op ad de brede Trapper i Goethes smukke Bolig1) gjennem For–




1) Beskrivelse af Goethes Bolig i Lewes: Goethes Levned, overs. af A. Winkel–Horn S. 457. — Steffens selv skriver (4 Nordmænd 1,268): «Aldrig steg jeg op ad de brede Trapper uden at gjennemtrænges af en underlig, men bestemt hjemlig Følelse, og Møblerne, de rundt om liggende Papirer, de farvede Glas, Knoklerne, Konststudierne, alt forekom mig under en tilsyneladende Uorden at staa i en indre, ordnet, aandig Forbindelse. Selv det rolige Væsen,




hallen med sit Velkomst bydende: Salve! over Døren. Hurtigt henrandt nogle Dage, Goethe var meddelende, Samtalerne drejede sig om Naturvidenskaben. «Hvad jeg stræbte at tilkæmpe mig, alle Retninger i min Tilværelse syntes han at kjende, og den Skat, som jeg urolig søgte, syntes for ham at være en Besiddelse, skjænket af den gavmilde Natur,» siger Steffens. Altsaa den Naturanskuelse, som han søgte, fandt han som et virksomt Grundlag hos Goethe; thi Naturfilosofiens Grundtanke er poetisk. Med den glade Forvisning, at en levende aandig Naturanskuelse for stedse var vunden for Historien, forlod Steffens den store Digter.
     Den 30te Januar 1799 blev anden Del af Schillers Wallenstein, «Piccolominierne», opført paa Skuepladsen i Weimar. Det var en vigtig Begivenhed i den tydske Theater–Historie. Hidtil havde man levet af de rørende Familie–Dramaer, fra nu af førtes de mægtige, historiske Skikkelser frem paa Scenen, og for en hel Menneskealder blev herved Formen for Skuespillet bestemt. Fra Jena strømmede Professorer, Studenter, Borgere til Theatret, Steffens var ogsaa med og fik Plads ved Schillers Side i dennes Loge. Goethe, der var Direktør, havde altid sin Plads midt i Parterret i en Lænestol, hvor han med kongelig Værdighed holdt over Orden og Ro. Stykket blev opført med Dygtighed, Schiller selv var henrykt, Goethe meget tilfreds, men Steffens fandt, at de meget roste Skuespillere i Weimar stod under dem, han havde set i Kjøbenhavn. I det hele fandt han ikke Behag i de lange Deklamationer i Schillers Skuespil.
     Saaledes henrandt Tiden, rig paa Afvekslinger, kun altfor hurtigt for Steffens. Den Kreds, som han tilhørte, holdt godt sammen og bekymrede sig ikke meget om den Modstand, som fandtes blandt de ældre Professorer eller




der ofte opmuntrede til rolig Samtale, men søgte at fjerne ethvert altfor nært Forhold, — vedligeholdt mig hele Forholdet rent og fornøjeligt».




om den Sladder, der gik om dem. En Dansker, theologisk Kandidat Malta Møller, bekjendt her hjemme som Udgiver af «theologisk Repertorium», opholdt sig den Gang i Jena, og ved ham erfarede Steffens stundom noget om disse fjendtlige Udgydelser, som kun lidet anfægtede ham, der med hele sin Kjærlighed havde sluttet sig til den «romantiske» Kreds.
     Det vil her være Stedet til foreløbig at gjøre Rede for, hvad der skal forstaas ved den romantiske Kreds. Selve Benævnelsen «romantisk» opkom først, efter at Tieck i 1799 havde udgivet en Bog under Navnet: «romantiske Digtninger». Men fra 1797 til 98 skriver sig Dannelsen af en romantisk Skole, saa at den altsaa under Steffens' Ophold i Jena endnu var i sin første Fremblomstring. Hovedmændene var A. W. Schlegel og hans Broder Fr. Schlegel, Schelling, Digterne Ludvig Tieck og Hardenberg (der skrev under Navnet Novalis), samt endelig Præsten Fr. Schleiermacher. Foruden dem var der i anden Række en Mængde andre, og stadig sluttede flere sig til dem. Men blandt de forreste i anden Linje staar Henrik Steffens.
     Hvad vilde de? For at klare det maa vi først betragte det, som de kæmpede imod. Det var den filisteragtige, spidsborgerlige Aand, der kun havde Sigte paa det nyttige, og som var gjennemgaaende i Samfundet. Det var Snus–Fornuften, der kun vilde have at gjøre med hvad den kunde tage og føle paa. Det var «Middelmaadigheden», der den Gang gjaldt saa meget, men som er den fødte Modstander af alt højere.
     Den ypperste tydske Repræsentant for alt dette var Boghandleren og Forfatteren Nicolai1) i Berlin, «Filisternes Goliath», der «satte sin fortvivlede sunde Menneskeforstand mod alle Geniets Aabenbaringer»2), Udgiver af «Allgemeine deutsche Bibliothek» i 106 Bind og meget




1) f. 1733, † 1811.
2) Haym, S. 61.




mere. Han var iøvrigt paa sin Vis en dygtig Mand og virkede meget ind paa sin Tid. Fichte skriver om ham: «han er, om end ikke offentlig anerkjendt, saa dog i Virkeligheden Ophavsmanden til en stor Del af det Meningssystem, som Middelmaadigheden havde gjort til sit».1)
     Saa var der en Retning i Tiden, som fandt sin poetiske Tilfredsstillelse i de rørende borgerlige Skuespil med blege Dydsspøgelser; Hovedmændene herfor var Forfatterne Iffland og Kotzebue, der bragte en Mængde af den Slags Stykker paa Scenen. Og hertil kom religiøst den flade Rationalisme, der berøvede Kristendommen dens Herlighed og gjorde den til en tør Sædelære.
     I Sandhed, der trængtes til en frisk Luftning, og de unge Romantikere følte sig kaldede til at bringe den. Kraftigt og dristigt tog de fat. Men Maalet stod fra Begyndelsen ikke klart for dem.
     I tre Retninger greb de navnlig ind, poetisk, filosofisk og religiøst.
     Poesiens gyldne Vaaben førtes især af Tieck og Novalis. Nu blev Fantasiens Ret, — i Modsætning til Fornuften, — gjort gjældende. Hvad Oplysningens Præster havde udlet og spottet, det blev nu fra Støvet hævet op til Sollyset. I Stedet for moraliserende Fortællinger blev Æventyr og Sagn priste2). Man søgte især tilbage til Middelalderen, hin sælsomme, fantastiske Tid med stærkt Lys og stærke Skygger, med store Lidenskaber og store Opoffrelser. De Digtere, der for Romantikerne blev de ypperste, var Dante, Shakespeare og Goethe, «den store Treklang». Højt hævede de Idealet og der var Flugt i deres Higen, Tro paa Lykken. Længsel er Grundtonen, der klinger gjennem deres Digtning, Længsel mod det dunkle Maal3).




1) Jul. Schmidt 2,240.
2) Hagenbach, Kirchengesch. d. 18. u. 19. Jahrh. 1,285.
3) «Den blaa Blomst» er Længselens Symbol hos Novalis. — Om den romantiske Poesi skriver Fr. Schlegel: «Den omfatter alt,




     Filosofiens Herold var Schelling, men snart traadte Steffens ved hans Side og flere andre. Det var et nyt, storslaaet Syn paa Tilværelsen. — Det er ikke vort Øje, hvoraf Verden vælder frem1), tværtimod er det Verden, der med sjælfulde Øjne ser paa os, os, i hvem den gjenkjender sit eget Væsen, i hvem den, ligesom besindende sig paa sig selv, finder sig til Rette. Naturens Væsen er Aanden selv, paa de lavere Trin endnu en slumrende, drømmende Aand, men højere op bestandig mere vaagen, indtil den i Mennesket endelig kommer til Bevidsthed om sig selv. Natur og Aand er derfor ikke adskilte, de er kun Poler af det ene og samme Liv2). Ved Naturfilosofien blev Stødet givet til en levende Opfattelse af Naturens Fremtoninger, skjøndt den ganske vist lider af Dunkelhed og som oftest maa nøjes med Anelser i Stedet for Vished. Senere udviklede Schelling sin filosofisk–poetiske Betragtning af Menneskeslægten, hvorledes der først var en gylden Tid med Uskyldighed, siden en Guders og Heroers Tid, en ret Naturtid, derefter Frafaldets og Tvedragtens Tider (i Oldtidens Tilbagegang med Toppunktet i Roms Fordærvelse). Men saa kom Kristusriget, en Tid, hvor den guddommelige Aand stræber at virkeliggjøre sig, og endelig er der en Fremtid, hvor alt ondt er overvundet og Gud alt i alle. Dette maa dog ikke forstaas bibelsk. De dunkle Partier i Historien blev nu opfattede som Digt, Mythe eller Sindbillede, der er modtageligt for en aandelig Udlægning, ligesom selve Mythologierne. Schelling mente, at ligesom Filosofien i sin Tid er født af Poesien, saa vil den og alle andre Videnskaber atter flyde ud i Poesiens store Ocean, men der kræves et Mellemled, og det maatte da være en ny Mythologi, som Fremtiden skulde bringe,




hvad der blot er poetisk, fra det største Konstsystem — indtil det Suk, det Kys, som det digtende Barn udaander i konstløs Sang«. Haym S. 254.
1) I Modsætning til Fichtes Lære om Jeget.
2) Hagenbach oa. Skr. S. 230.




og som skulde dannes af alle Tiders og Folks Overleveringer 1). Og med denne Tanke syslede Romantikerne med Forkjærlighed.
     Romantikens religiøse Side havde fra Begyndelsen af sin Talsmand i Schleiermacher, og sin Modsætning i den tørre Rationalisme. «Ikke den har Religion, som tror paa en hellig Skrift, men den som ingen saadan behøver», siger Schleiermacher. «Gjerne staar jeg paa Kristendommens Ruiner, thi dens Undergang er kun dens Gjenfødelse», og en saadan ny, yngre Skikkelse af Kristendommen, fri for forældede Former maatte nu fremstaa. Ogsaa her bliver Længselen og den hellige Vemod Grundbevægelsen, men det hele er fjærnt fra den historiske Kristendom 2).
     Imidlertid virkede Romantikernes Forkjærlighed for Middelalderen, for det allegoriske og mystiske, snart ind paa dem, saaledes at den katholske Kirke kom til at øve en stærk Tiltrækning paa dem. «Ved Reformationen», siger A. W. Schlegel, «blev den fornyede Kristendom skilt fra sin ærværdige Fortid, og en mythisk Verden bag ved den blev tilintetgjort». Siger man hertil: «Men de staar i Fare for at blive katholsk»! svarer han: «der er ingen Fare derved, naar Rafael er Præsten. En skjøn Gudstjeneste kan aldrig være Overtro3)!
     Saaledes forbandt alt sig med Poesien og Konsten for Romantikerne, og dette blev det væsenligste. At være et æsthetisk Menneske blev for dem den egentlige Hovedsag. Heri aabenbarer sig stærkest det skjæve i deres Betragtning, som nødvendig maatte føre til mange Misligheder, blandt andet den, at man nok kunde hæve sig over Sædelighedens Bud og se ned paa de Skranker, der findes i Livet, f. Eks. Ægteskabet. I saa Henseende viser Romantikens tidligste Dage adskillige mørke Pletter. En anden Mislighed var det Aandshovmod, der fulgte med, og som




1) Jul. Schmidt 2,166.
2) Jul. Schmidt 2,84.
3) Jul. Schmidt 2,154.




førte til at betragte de ikke æsthetiske som en lavere Klasse af Mennesker.
     Der var Lys og Skygge, men Lyssiden var dog den overvejende; det var en velgjørende Luftning, en Foraarstid. Skjøndt Romantikernes egen Stilling til Kristendommen kunde være tvetydig nok, saa viste det sig dog snart, at deres Forherligelse af denne som Aandsmagt kom til at bane Vej for dens Fornyelse i det nittende Aarhundrede1).
     Det var en Revolution i Aandens Verden, de vilde; paa sin Vis ikke mindre end den franske. Og i Hovedsagen lykkedes den. Fra Romantiken udgaar en ny Digtning, ny Filosofi, ny Sproggranskning, ny Naturforskning, ny historisk Videnskab, ny Konst, ny Former for Livet; den spreder sig i bestandig videre Kredse. Ikke med Urette sammenlignes den med Renaissancens Tid i Middelalderens Slutning. Meget af hvad Romantikerne i Ungdommens Begejstring drømte om, viste sig ganske vist som et gjøglende Luftsyn, men meget fik blivende Værd.
     «Vi se en Klynge af store Hoveder», skriver Grundtvig2), «træde op med den gigantiske Plan at bygge et Drømme Tempel, der kunde rumme hele Verden og Tiden, og fra hvis Tag man klarlig kunde gjennemskue Himlen. Kolossalske Buer hævede sig virkelig, som ved en Tryllekraft, og vidunderlige, hidtil uhørte Toner klang, som om de klingre Malme i deres dybe Leje var forvandlede, hvor de laa, til en Harpe, Bjergaander slog —».
     Men disse Toner, som nu lød ud over Tydskland, skulde snart klinge videre ud over Verden, ogsaa give Gjenlyd




1) »Betragtes Naturfilosofien som Gæringsmiddel, da har den under Forsynets Styrelse alt udrettet meget godt og maaske jævnet Vej for tilbagevendende Kristendom. Den var en skæv, men stærk Modvirkning af det poetiske i Mennesket mod den alt opløsende Forstandsbrug, der stræbte at udslette alle de guddommelige Spor; den har, skjøndt i uren Hensigt, aabenbaret Tomheden af det herskende Moralpræk». — Grundtvig, Verdenskrønike 1812, S. 293 f.
2) Udsigt over Verdenskrøniken 1817, 666–667.




i vort Fædreland. Dog var det meste endnu i sin Vorden. Men hvilken lykkelig Lod for Henrik Steffens at være med næsten fra Begyndelsen til at bygge paa Templet og paa første Haand at lytte til Harpens Toner!
     Vi vende tilbage til hans Ophold i Jena. Mod Slutningen af det indtraf en Begivenhed, der satte ham stærkt i Bevægelse. Fichte havde i sin «WissenschaftsIehre» (1798) skrevet følgende Sætning: «Den levende og virkende moralske Orden er selv Gud. Vi behøve ingen anden Gud og kunne ikke fatte nogen anden». I den Anledning skred den weimarske Regering ind mod ham, efter Opfordring af Hannover og Sachsen, med Anklage for Atheisme. Fichte skrev en «Apellation til Publikum», hvori forekom den Yttring, at Moralitet og Religion er absolut ét, og var saa uklog at beraabe sig paa, at selve Weimars Superintendent, Digteren Herder, ogsaa var Atheist, da dennes trykte filosofiske Betragtninger lignede Atheisme ligesaa grangivelig, som et Æg ligner et andet. Derved blev Fichtes Fald uundgaaeligt, han blev afsat1).
     Det vakte selvfølgelig den største Bevægelse blandt Studenterne i Jena, af hvem Fichte var højt æret, og Steffens, der følte det som en Krænkelse af den videnskabelige Frihed, gjorde Udkast til en Ansøgning til Regeringen om at beholde ham. Den erholdt straks adskillige hundrede Underskrifter, indgik til Hertugen, men Svaret blev et Afslag. Fichte maatte forlade Jena.
     Men nu var Tiden ogsaa kommen for Steffens til at forlade denne By, hvor han havde tilbragt saa indholdsrige Dage. Romantikernes Aand var bleven hans egen; hans Sind var rigt befrugtet i mange Retninger, ikke mindst hans æsthetiske Sans ved Tiecks Poesier, der i fuldeste Maal henrev ham, og ved A. W. Schlegels Arbejder. Men først og sidst var dog Schelling hans Mester.
     Han fandt selv en Lighed med denne Tid og hans uforglemmelige Barnedage i Roskilde. Begge var rige paa




1) J. Schmidt, Litteratgesch. 2,66.




Spirer, og baade dengang og nu var det, som om Naturen trængte sig ind paa ham og vilde gjøre sig forstaaelig for ham; baade da og nu følte han sig greben af en uendelig, dunkel Magt. Vel var der en Forskjel; i hine Dage lyste Troen som en Sol i hans Barnehjærte, nu var den skjult bag tykke Skyer. Og dog havde han en bestemt Følelse af, at Barndommen maatte vende tilbage for ham, at de tykke Skyer én Gang maatte spredes, og at gjennem alle Fornuftens Granskninger, gjennem alle vildsomme Veje i Naturens, Videnskabens og Konstens Riger skulde han vinde ind til ham, sin Barndoms Gud.
 

 


 

 

9.
Naturforskning og Romantik.
1799 — 1802.

     Det var i Foraaret 1799, at Steffens forlod Jena. Rejsen gik over Weimar, hvor han hilste paa Goethe, der i Anledning af Sagen med Fichte kom ham noget forlegen i Møde. Med Vemod forlod han derpaa det lille Hertugdømme. En dunkel Anelse havde grebet ham, en Anelse om, at den (i Jena) nys udsprungne Blomst stod i Begreb med at give sine Blade og sin Duft til Pris for alle Vinde.
     Over  Leipzig, hvor han traf Malte Brun, der nylig var landsforvist fra Danmark, drog Steffens til Halle og havde dermed for første Gang betraadt Preussens Grund. Dette Land, som han siden skulde træde i nøje Forhold til, luftede ham ikke paa den hyggeligste Maade i Møde; han fik straks en kvælende Fornemmelse af den brutale Tvangsaand, som raadede dér, ved den Maade, hvorpaa Toldembedsmændene undersøgte hans Tøj og behandlede ham selv. I Halle gjorde han flere Bekjendtskaber og blev indført i Professorernes Klub, hvor han dog ikke følte sig synderlig vel til Mode. To Mænd i Byen hilste han derimod paa, som begge skulde blive af megen Betydning for hans Fremtid. Den ene var Professoren og Lægen Reil, der havde et berømt Navn navnlig paa Grund af sine Undersøgelser om Nerve–Systemet, en imponerende Skikkelse med et roligt, mildt Væsen. Medens i det hele taget de ældre Videnskabsmænd trak paa Skuldrene ad den ny Naturfilosofi, interesserede Reil sig levende for den1). Den anden Mand var Komponisten Reichardt. Han var den Gang 48 Aar og havde gjort sig vidt bekjendt paa flere Maader. Dels havde han komponeret flere mindre Operaer samt udgivet en musikalsk Tidende, men især havde han vundet et Navn ved sine smukke og passende Melodier til flere af de berømteste Digteres, navnlig Goethes, Sange. Han var et temmelig alsidigt Geni, Tilhænger af Kants Filosofi, selv Forfatter, ivrig Politiker og havde færdedes meget omkring i Verden, hvorved han havde stiftet mange Bekjendtskaber med berømte eller fornemme Personer. Siden 1775 havde han været ansat ved Operaen i Berlin, og i en Del Aar havde han nu været Orkesterdirigent ved denne. Hans Hus i Berlin havde samlet en glimrende Kreds, her opførtes Skuespil og æsthetiseredes, og blandt andre havde Ludvig Tieck her faaet betydelig Paavirkning i poetisk Retning. For flere Aar siden havde Reichardt imidlertid lagt sig ud med Hoffet, især ved sine Sympathier for den franske Revolution, og søgt sin Afsked, hvorpaa han havde trukket sig tilbage til sit smukke Landsted i Giebichenstein ved Halle, hvor han tillige var Direktør for de kongelige Saliner, men han opholdt sig dog stedse meget i Berlin.
     Denne Mand, hvem Steffens havde Hilsener til fra Goethe og W. Schlegel, traadte ham nu i Møde med




1) I et Brev til Schelling af 26. Juli 1799 (i Plitts Samling 1 Th.) fortæller Steffens i en noget overmodig Tone om sin Rejse og heller ikke Reil faar den bedste Medfart, («han er ligesaa ubetydelig som hans Filosofi og taler om muligt endnu dummere end han skriver».) Det maa tages som et lille Vidnesbyrd om den flotte Overmod, der kun var altfor raadende i den romantiske Kreds. Steffens kom imidlertid siden til at sætte megen Pris paa ham.




Aabenhjærtighed og Forekommenhed og indbød ham til at besøge sig i Berlin.
     I Maj ankom Steffens til denne By og forblev der omtrent i 4 Uger. Den gjorde et stift, tvangsmæssigt Indtryk paa ham med sine mange stramme Militære og sine snorlige Gader. Hvad en Forfatter mange Aar senere skrev om Preusserne, gjaldt i fuldeste Maal dengang: «Endnu stedse de stive, pedantiske Folk, endnu stedse en ret Vinkel i hver Bevægelse. De stolpre endnu stedse saa stivt om, saa lige som et Lys, som om de havde slugt den Stok, hvormed man engang pryglede dem»1). Her drev Steffens nu ørkesløs omkring, saa', hvad der var at se, men gjorde kun faa Bekjendtskaber og følte sig i det hele ikke vel til Mode. Tildels var det hans egen Skyld, thi havde han straks opsøgt Reichardt, vilde han ved ham lettelig have faaet Adgang til saadanne Kredse, der vilde interesseret ham. Thi uagtet Berlin i sin Helhed var en aandløs og kjedsommelig By, havde der dog i adskillige Aar været flere Kredse, hvor Æsthetik og Konst dyrkedes med Iver. Disse samlede sig navnlig om tre Kvinder, der alle var af jødisk Herkomst: Den ene var Rahel Levin2), Datter af en rig Juveler; hun besad et gjennemtrængende Blik, dyb Sandhedserkjendelse og Kraft til at udtale sine Meninger med hensynsløs Skarphed. Hendes Salon var især Samlingsstedet for en glimrende æsthetisk Kreds, som hun beherskede3). Dernæst var der Henriette Herz, gift med Lægen Herz, en fejret Skjønhed, mindre original, men kundskabsrig, næsten lærd, og endelig Dorothea Veit, Datter af den bekjendte Moses Mendelsohn, gift med en Bankier, en Kvinde med et næsten mandigt Udtryk, i Stand til store Opofrelser og trofast Hengivenhed. I disse Kredse samledes man om den ny




1) Heinrich Heine 1844.
2) Senere gift med den bekjendte Varnhagen v. Ense. Hun døde 1833.
3) Køpke: Ludvig Tieck 1,193.




Poesi, navnlig Goethes, og Romantikerne stod i det nærmeste Forhold til dem.
     Medens Steffens, mærkeligt nok, ikke søgte at blive indført paa disse Steder, gjorde han, rigtig nok kun flygtigt, Bekjendtskab med tre af Romantikerne, som paa det Tidspunkt opholdt sig i Berlin, nemlig Friedrich Schlegel, Præsten ved Charitéhospitalet F. Schleiermacher og Ludvig Tieck. Men det blev først senere, at han traadte i nærmere Forbindelse med dem 1). Efter nogle Ugers Ophold besøgte Steffens endelig Reichardt, der straks indbød ham til en Koncert, han vilde give, men den blev afsagt, og i Stedet for kom han med til et glimrende Aftenselskab hos ham, hvor han saa' flere af Reichardts Familie, deriblandt Tieck, der var gift med en Svigerinde af denne. Den Maade, hvorpaa en saa anset Mand som Reichardt kom Steffens i Møde, maatte være særdeles smigrende for den unge Mand.
     Imidlertid kom Steffens, der ikke var meget ordentlig i Pengesager, i stor Forlegenhed i Berlin. Hans Rejse–Stipendium var betydeligt nok, men for Øjeblikket stod han ganske blottet, og der vilde hengaa nogen Tid, inden der kunde komme ny Forsending fra Kjøbenhavn. Han maatte sælge sit Ur for Spotpris, men var saa heldig Dagen efter at træffe en norsk Landsmand, en juridisk Kandidat Møller, der lagde sig efter Bjergvæsen, og som med Lethed kunde give Steffens en Haandsrækning. Der kom snart Penge fra Kjøbenhavn, men ogsaa et Brev fra Direktionen for Fondet «ad usus publicos», hvori man alvorligt bebrejdede Steffens hans Theoretiseren og befalede ham at beskjæftige sig med det praktiske, navnlig Hyttevæsenet 2). Han blev ubehageligt berørt deraf, men der




1) Han anfører selv i «Was ich erlebte, 4 Th.», at han ikke saa' F. Schlegel og Schleiermacher, men det er en Fejltagelse, ifølge Brev fra ham til W. Schlegel af 26. Juli 1799. (jvnf. Haym, S. 625).
2) Brev til Schelling, 26. Juli 1799, hos Plitt.




var intet at sige dertil; han maatte bide i det sure Æble og drage til Freibergs Bjergværker i Sachsen i Forening med Møller, som ogsaa agtede sig derhen.
     Det var ikke med let Sind, at Steffens holdt sit Indtog i den lille Stad mellem skumle Bjerge, og det gjøs i ham, naar han tænkte paa, at her blev han nødt til at begrave sig i al Fald et Aarstid. Hvor ganske anderledes lokkende stod det for ham, det gyldne Liv i Jena mellem aandrige Mennesker, og det maatte fremkalde mangt et Suk hos ham, naar han nu hørte, hvilket fornøjeligt Liv hans Venner netop i denne Sommer kom til at føre dér, medens han maatte leve i Freiberg. Han maatte nu nøjes med Breve fra Kredsen, især fra Schelling, men mer end hans halve Sjæl var i Jena. I denne By samledes i Sommerens Løb næsten alle Romantikens Bannerførere. Digteren Novalis, som opholdt sig paa Weissenfels tæt ved Jena, kom der stadig, i Avgust drog Fr. Schlegel dertil med Fru Veit, med hvem han levede i «fri Kjærlighed», uagtet hun ikke var skilt fra sin Mand; i Oktober endelig flyttede Tieck med Hustru ogsaa dertil. «Poesiens Statholder paa Jorden», Goethe, aflagde hyppige Besøg. Det var Romantikens gyldne Aar. Og Centrumet var Fru Karoline. Her drøftedes Schellings netop udkomne Naturfilosofi1) og især Schleiermachers «Reden über die Religion» 2), hvorover Tieck var «grusom begejstret», medens Fru Vejt skriver: «Kristendommen er her à l'ordre du jour, Herrerne er noget gale». Men der var naturligvis mange andre Jern i Ilden. «Det gaar temmelig broget og forstyrret til, hulter til bulter, Religion og Holberg, Galvanisme og Poesi», skriver Fr. Schlegel3). Denne sidste havde nylig skrevet en frivol Roman «Lucinde», hvor han priste Lediggang og paa en forargelig Maade hæver Utroskab til




1) «Erster Entwurf eines Systems der Naturfilosofi 1799».
2) «Reden über die Religion an die Gebildeten unter ihren Verächtern. 1799».
3) Jul. Schmidt, 2,149.




Skyerne1). I det hele sporedes det mere og mere, at der under det glimrende Ydre var noget ormstukkent. En ny fri Forbindelse indlededes i denne Tid mellem Schelling og Fru Karoline Schlegel2). Det viste sig her, som saa ofte, at Aandrighed godt kan forenes med løse Sæder. Det er ikke aldeles afgjort, at Steffens tabte meget ved at leve i Afstand fra Kredsen. Allerede næste Aar begyndte den at skilles fra hinanden, Tieck drog til Berlin, Schelling for en Tid til Bamberg, Karoline med sin Datter til et Bad, og Misstemning herskede mellem flere af dem.
     Under alt dette var Steffens i det stille Freiberg. Her levede Europas største Mineralog Werner3), der havde fortrængt de tidligere usikkre Gisninger om Jordens Dannelse ved nøjagtige Iagttagelser. Han var «Neptunist», det vil sige, han mente, at Vandet er Aarsag i alle mineralogiske Dannelser, en Anskuelse, som nu er opgivet4). Fra alle Lande strømmede Mineraloger til Freiberg for at studere under ham. Det var en bredskuldret Mand med et rundt, venligt Ansigt, af megen Hjærtensgodhed. I nogle Henseender var han en Særling; af Ængstelse for sit Helbred fyrede han i Kakkelovnen selv i Juli Maaned og kjørte aldrig ud, selv om Sommeren, uden i Pels. Han var yderst punktlig, og kom hans Tilhørere et Minut for sent, stod han med Uret i Haanden. Han var i det hele en Blanding af Ængstelighed og Bestemthed, saaledes var ogsaa hans Foredrag. Han modtog Steffens med Godhed, og denne vandt snart megen Yndest hos ham.




1) Heltinden siger: «Lad os glade med Kys sværge evig Utroskab; hvor Lyster lokke, barnlig prøve dem, i skjøn Veksel søge lette Glæder».
2) De blev gifte 1803.
3) Abraham Gottlieb Werner, f. 1750 i Lausitz, † 1817.
4) Han troede hensigtsmæssigst at kunne adskille i Jordskorpen 6 eller 7 Formations–Rækker, nemlig Skifer, Kalk, Trap, Kulstof, Porfyr, Talk og Gibs. Nyere Forskninger have imidlertid vist, at dette ikke kan hævdes. Geschichte d. Geognosie von F. Hoffmann, S. 91,




     I Freiberg levede en Berghauptmann Charpentier, en Mand med store Fortjenester i det praktiske Bjergvæsen, men i Theorien en Modstander af Werner. Hans Familie var udmærket ved Dannelse og Talenter; en af Døttrene var forlovet med Novalis. Her blev Steffens ofte indbudt. Forøvrigt gik Tiden snart godt for denne, saa han allerede i Juli skrev til W. Schlegel: «Regeringen — fordømte mig til Fæstningsarbejde paa den herværende Bjergværksgalej. Dog, som det plejer at gaa, selv mine Lænker ere allerede halvt om halvt blevne behagelige». Han og Møller besøgte ofte Gruberne, der ere mange Mile i Udstrækning og have været bearbejdede i 500—600 Aar, og de gjorde et stærkt Indtryk paa hans Fantasi. «De nøgne Stendynger, mellem hvilke Bjergfolkene ensomt og stille sneg sig udmattede omkring i deres smudsige, forslidte, sorte Dragt, lod mig skue Indgangen til Tartarus, saa uddød, livløst, ensomt forekom alt mig» 1). Han tog ogsaa Kursus i Bjergvæsenets Administration og selve Bjergvæsenet. Men uagtet han saaledes ikke forsømte sin Uddannelse i de Retninger, som Regeringen ønskede, saa gjærede bestandig Spekulationens Aand i ham. Derfor var han ogsaa glad ved at opfylde en Anmodning af nogle Engelskmænd og Tydskere om at holde nogle filosofiske Forelæsninger for dem. Schellings i 1800 udkomne «Den transcendentale Idealismes System» fyldte Steffens' Sjæl i høj Grad. Det er i denne, at Schelling udvikler Historiens og Konstens Filosofi, og i Anledning af denne sidste udtaler, at Konsten er den eneste og evige Aabenbaring; dér forene de Kræfter, som i Natur og Historie ere adskilte, sig til én Flamme2). Dette havde faaet en ny Tiltrækning for Steffens derved, at han selv var traadt Konsten nærmere end før. Allerede den første Sommer, han var i Freiberg, gjorde han med Møller en Udflugt til det ikke langt fraliggende Dresden. De var til Hest og forvildede




1) Steffens: de 4 Normænd, 1,270 (D. Ov.).
2) Schwegler: Filosoflens Historie, S. 324.




sig fra Vejen, saa de kom til at ride om hele Natten, og i en temmelig medtagen Tilstand ilede de om Formiddagen op til det berømte Galleri. Steffens var stærkt bevæget ved Tanken om de Konstens Herligheder, der nu oplod sig for ham, og i denne Blanding af legemlig Træthed og aandelig Spænding gik han fra det ene Rum til det andet uden rigtig at kunne samle sig til virkelig Beskuelse. Saaledes befandt han sig endelig for et stort Maleri: en kvindelig Skikkelse svæver frem af Skyerne, bærende et Barn paa Armen. Det gjennemrystede ham med vidunderlig Magt: du staar for Rafaels Madonna! han brast i Graad, og Taarerne vilde ikke standse. Under den Forbavselse, som dette vakte, ilede han bedøvet hjem. Men kort efter skrev han til Karoline Schlegel: — «Saaledes virkede endnu ingensinde et Billede paa mig. De saa' paa mig, de se endnu paa mig, de staa lige for mig, de store, klare, blaa Øjne, som afspejle en Uendelighed. Alt, hvad jeg nogensinde havde følt og æret, alle de ubestemte Billeder, som, indhyllede i dunkel Taage, foresvævede min Sjæl, den hele brogede Vrimmel af mit indre Liv straalede mig forherliget i Møde fra disse Øjne. Hvad jeg følte, kalder jeg Andagt, sand, religiøs Andagt, Tilbedelse, fordi jeg ellers intet Ord veed»1). Ja, Steffens var Romantiker!
     Steffens' Ophold i Freiberg omfatter et Tidsrum af to Aar, fra Sommeren 1799 til Sommeren 1801, men en meget stor Del af Tiden tilbragte han dog paa større eller mindre Udflugter. Til det venlige Dresden, der altid har øvet en stærk Tiltrækning paa Rejsende, kom han hyppigt, ja opslog flere Gange sin Bolig der for hele Maaneder. I Gjæstgiverstedet «den gyldne Engel» havde han da gjerne sit Tilhold, et Sted, der bestandig var stærkt søgt af Rejsende. Værten og Værtinden glemte ikke sidenhen den Tid, da Steffens boede hos dem, thi han forstod at bringe Liv blandt Gjæsterne, der ellers som oftest sad tavse og fremmede for hinanden ved Bordet. Især gik da Aftenerne fornøjeligt;




1) 26. Juli 1799, i Plitts Saml. 1 Th.




medens de ellers plejede at gaa hver til sit Kl. 10, blev nu Selskabet ofte samlet til Midnat under levende Samtale og Drøftelse af Dagens Begivenheder. Og der var nok, der kunde sætte Sindene i Bevægelse, især Efterretningerne om Bonaparte, der var kommen hjem fra Ægypten, og til hvem hele Evropa saa' hen. Men Steffens var da den bevægende Kraft, der med sin uudtømmelige, sprudlende Livlighed rev de andre med sig, og Rygtet derom trak flere og flere Gjæster til.
     I Sommeren 1800 gjorde Steffens flere Bjergrejser, dels til de nærliggende Erzgebirge, dels videre til Tyrol og til de vestlige Karpather. Om ikke af anden Grund, havde han været nødt til disse Rejser for at tilfredsstille den danske Regering. Hele denne Sommer var han neppe 14 Dage i Træk hjemme i Freiberg1.
     Midt i dette urolige Liv fulgte Steffens med spændt Deltagelse Romantiken videre Udvikling. Kampen med de ældre var nu i fuld Gang; ikke blot Nicolai traadte op med de gamle Vaaben, ogsaa en Liflænder Merkel med platte Angreb og Komediedigteren Kotzebue i et Stykke, som hed «det hyperboræiske Æsel», hvor Personer indførtes, der førte Sætninger af Fr. Schlegel og Schleiermacher i Munden. Den Jenaiske Litteraturtidende, som hidtil havde staaet paa en halv venskabelig Fod med Romantikerne, hvor saaledes W. Schlegel havde skrevet meget, brød nu fuldstændig med dem og angreb dem med Bitterhed. Endog deres private Liv, der jo forøvrigt ikke altid taalte at drages for Lyset, blev nu trukket frem i et Smudsskrift, der hed «Diogenes' Laterne». Den betydeligste af Modstanderne var Kotzebue. Romantikerne tog lampen op paa forskjellig Maade; Fr. Schlegel svarede saaledes i et bidende Digt: «Æresporte og Triumfbuer for Theaterpræsident von Kotzebue», og i andre skarpe Kritiker. I det hele udviklede Romantikerne en




1) Saaledes fortæller han til Schelling i Brev af 14. Oktbr. 1800. (Plitts. Samling I).




stor Virksomhed, og flere og flere sluttede sig til dem. Tiecks «romantiske Digtninger» fra 1799 fyldte Steffens' Sind i høj Grad og ligeledes hans tidligere Arbejder, som han først nu lærte at kjende, hans «Abdallah» og «William Lovell»; blandt hans Æventyr især «den blonde Ekbert». Den tunge, smertelige Baggrund, den tragiske uundgaaelige Forudbestemmelse, der saa ofte ligger bag ved Tiecks Digtninger, men som er indhyllet i den frodigste Fantasis vekslende Farvespil, øvede sit Trylleri paa Steffens. Det gruopvækkende, der gaar Haand i Haand med det yndige, greb denne saaledes, at han under Tiden forfulgtes af gyselige Drømme baade Nat og Dag. De dæmoniske Kræfter i Tilværelsen, som Tieck gjerne dvælede ved, kjendte Steffens godt fra sig selv, og han følte, at de kun kunde overvindes ved anstrengt Arbejde. Men de Strenge, som Tieck havde berørt i ham, vedblev at klinge gjennem hele hans senere Liv, og hvad han blev for ham, betegnede han ved at kalde ham «sin Sjæls Æsthetiker».
     Paa anden Maade følte Steffens sig dragen hen mod Schelling; det var mere Disciplens Forhold til Mesteren. Denne udgav et «Tidsskrift for spekulativ Fysik», og i dette optraadte Steffens første Gang i den tydske Litteratur 1800 med en Recension af hans Naturfilosofi. Schellings «transcendentale Idealisme» var bleven en ny Kilde til Berigelse for ham. Hvorledes han følte sig over for Schelling, fremlyser bedst af hans Breve til ham. Han skriver i August 1800: «Intet har begejstret mig saaledes som Deres Transcendental–Filosofi. — Her greb mig en forunderlig Rørelse, Taarer af den helligste Begejstring styrtede ud af mine Øjne, og jeg sank hen i den uendelige Fylde af den guddommelige Fremtoning. Ikke ét Sted i Bogen var mig dunkelt. — Og her lægger jeg Kransen for Deres Fødder, som en kommende Tidsalder sikkert vil række Dem». Og lidt senere sender han ham følgende Hjærte–Udgydelse, idet han skildrer sit Standpunkt, før han fandt Schelling: «— Jeg søgte ufortrødent alt sammen, lærte Dyr, Planter og Stene at kjende, strejfede om i Bjergene og paa Markerne, til Vands og til Lands, og indsamlede maaske ikke ganske, almindelige Kundskaber. Den slemme stykkevise Theoretiseren smittede mig; den herlige Helhed, der fra min Barndom gjennemtrængte min Sjæl, døde bort under mine Hænder, faldt i tusinde Stumper og Stykker, og jeg søgte forgæves kummerligt at lime en Helhed sammen af den sønderslagne Gud. Min Glæde var borte; alt, hvad jeg endnu travlt samlede sammen, blev mere en trykkende Byrde, der ængstede mig, end en erhvervet Rigdom, der kunde oplive mig. Fra nu af var den indre Fred tabt, en underlig Uro karakteriserede mit hele ødelagte Væsen. Jeg kastede mig ind i Livet for at glemme Naturen; at det maatte forøge min Ulykke, kan De let gjætte. — Jeg lærte Dem at kjende. Det var, som havde De skrevet for mig, ganske for mig! — Hvad Deres Naturfilosofi begyndte, fuldendte den transcendentale Idealisme, Deres Aands Mesterværk. — Jeg er Deres Discipel, aldeles Deres Discipel! Alt, hvad jeg vil komme til at frembringe, tilhører oprindelig Dem»1).
     Men Steffens levede ikke blot af andres Aandsfrembringelser; her i Freiberg traadte han selv frem med et betydeligt Arbejde under Titelen: «Bidrag til Jordens indre Naturhistorie» 1801. Da han først havde undfanget Idéerne til det, kastede han sig over det med Begejstring og Ihærdighed, saa han, efter hvad han skrev til Schelling, i otte Dage ikke havde været i Seng. Der fremstod et Værk, «saaledes som det, selv for den mest begavede, kun plejer at lykkes én Gang, kun i Livets Blomstringstid»2). Vi kunne kun give nogle Antydninger af dets Indhold. Han begynder strengt erfaringsmæssigt. Jordstofferne danne to modsatte Rækker, Skiferformer og Kalkformer, hine ere opstaaede af forgaaede Planter, disse af dyriske Organismer. Han paaviser dernæst, hvorledes Metallernes hele Række i dens yderste Punkter viser hen




1) Brev af 8. Aug. og 1. Sept. 1800 i Plitts Samling.
2) Haym, d. rom. Sch. S. 626.




til to modsatte Poler, som han knytter til Jordstoffernes Dobbeltrække1). Men han forlader nu det erfaringsmæssige og hævder Anelsernes Berettigelse. Han vilde i næste Bind vise, at Ilt og Brint ere Repræsentanter for Elektriciteten, og Kvælstof og Kulstof for Magnetismen, og at Elektriciteten vil fremstille sig som Princip for en Meteorologi, ligesom Magnetismen for den sande Geologi. Siden gaar han over til i henkastede, springende Antydninger at hævde, hvorledes Naturen altid ved hele Organisationen søger den individuelleste Dannelse. Ved bestandig større Individualisering træder Naturen stedse nærmere til Intelligensens Rige. Mennesket træder frem paa Skuepladsen. Alt har sit Toppunkt i den, i og med Gud, fri Personlighed; den er den skjulte Grund til al Naturudvikling, Endepunktet for al Tilværelse. Den skabende Naturs Udviklingstrin opad fortsætter sig i den intelligente Verden. Kjønsdriften bliver til Kjærlighed, Ernæringen til Lyksalighedsdrift, Instinktet til Moralitet. Begejstret sluttede han saaledes: «Hvem Naturen forundte at finde dens Harmoni i sig, han bærer en hel, uendelig Verden i sit Indre, han er Naturens individuelleste Skabning og viede Præst». Endelig dedicerede Steffens Bogen til Goethe som den, paa hvem Slutningsordene kunde passe, og i hvis Digtninger med deres evige Harmonier Aanden var den samme, som den. der raadede i hans Bog, hvorfor han nedlagde den i hans, den højere Poesis, delfiske Tempel!
     »Sjældent har i et videnskabeligt Skrift det hele Menneske afbildet sig som i dette. Med sin fulde Personlighed har Steffens kastet sig ind i Gjenstandene. Her er mere




1) Den naturfilosofiske Skole søgte at forklare en stor Mængde Naturfænomener derved, at de kunde tænkes at betinde sig i en nødvendig Modsætning til andre, i Lighed med de ved saa mange Naturkræfter iagttagne Polarisations–Forhold. Steffens var den første, ja vel den eneste, der forsøgte paa en aandfuld Maade at anvende denne Art af Forskning, — hvilken vi skylde talrige Udvidelser af vore Kundskaber i Naturvidenskaberne, — paa Geologien». Hoffmann: Geschichte d. Geognosie, S. 176.




end Schelling, dybere stiger han ned i det rent fysiske for at hæve sig til poetiske Anskuelser». Saaledes opfattes det af en af Nutidens anerkjendte tydske Videnskabsmænd1). Det vandt selv de strenge Forskeres Opmærksomhed, mange hilste det med Begejstring, Schelling ansaa' det som en væsentlig Berigelse af sit System. Idet Steffens viste hen til en Samstemning af Natur og Historie, idet Naturen blev opfattet som udviklende sig historisk, Historien som grundet i Naturens Hensigt, idet begge blev sammenfattede i hele Tilværelsens Enhed, saa blev derved Fysiken nærmet hen imod Ethiken, og Videnskaben overhoved henvist til Religionen. Selv siger Steffens: «Da det nu var udtalt, traadte min Tilværelses Sol frem af Ungdommens Gude–Tusmørke. Det var hele mit Livs Blomstringspunkt». Mødte det end fra flere Sider Kritik2), saa var det intet at regne imod den Berømmelse, der nu blev ham til Del. Han havde uomstridelig vundet sig et Navn i Romantikernes Skare, og «hele denne ungdommelige Retning fik ved ham et endnu mere ungdommeligt og begejstret Anstrøg. Den foryngedes allerede i ham»3). Mange Aar senere skriver vor Landsmand H. C. Ørsted om dette Steffens' Skrift: «Det indeholdt mange dristige og skarpsindige Tanker, som vakte megen Opmærksomhed og var ikke uden Virkning for hans talrige Læsere. Dog maa vi tilstaa, at det ikke har beriget Videnskaben med noget særligt, rent Udbytte. Han var nemlig da kommen for stærkt ind paa de filosofiske Betragtninger og anvendte for lidt Erfaringsvidenskaben»4).
     Vi vende os nu herfra til Steffens' øvrige Idrætter paa denne Tid. At en rastløs Aand som hans maatte have forskjellige Ting for under et saa langt Ophold, som det i




1) Haym, d. rom. Soh. S. 628.
2) Saaledes Nicolai i «Neue allgem. deutsche Bibliofil.», hvor Steffens kaldes «rejsende akademisk Exdocent».
3) Haym, d. rom. Sch. S. 625.
4) H. C. Ørsted, samlede Skrifter 8, Mindetale over Steffens.




Freiberg, kan ikke undre os. Han gjorde Forsøg med en galvanisk Søjle, som han byggede af Sølvdalere, og gjorde den Opdagelse, at Fosfor kan antændes derved. Mange strømmede til hans Bolig for at se hans Forsøg. Efterhaanden som han havde Brug for Dalerne, svandt Søjlen mere og mere ind; en Tid lang kunde han vedligeholde Kraften ved Anvendelse af stærkere Vædsker, men snart maatte Forsøgene høre op.
     Den tidligere omtalte Nordmand Møller var hans tro Ven i Freiberg. De boede sammen og delte ondt og godt med hinanden. Han var et ærligt, sandhedsøgende Menneske, der ligesom Steffens fordybede sig i filosofiske Spekulationer, men tillige med Dygtighed drev Naturforskning og optraadte som Forfatter i Schellings Tidsskrift. Han havde et tungere Sind og kom siden ind i religiøse Anfægtelser, der førte til, at han traadte over til den katholske Kirke1). Møller var en sjælden smuk og kraftig Mand, duelig til alle Slags legemlige Idrætter. Han og Steffens gjorde om Vinteren, mod Slutningen af Aaret 1800, en Fodtur til Jena, der ligger en Snes Mil fra Freiberg. Det frøs 16—17°, men det generede ikke de raske, unge Mænd; Steffens var oven i Kjøbet meget let klædt i en enkelt Frakke med Sommervest og aabent Bryst. I Jena mærkede han, at meget havde forandret sig, at der var kommet Spaltninger i den romantiske Kreds. Han lærte nu Friedrich Schlegel2) nærmere




1) Køpke, Ludvig Tieck 1,293. Han havde ofte Disputer med Tieck, idet denne forsvarede Katholicismen, og Møller angreb den heftigt. Men da Møller faldt i en Sygdom, slog han pludselig om og blev Katholik.
2) Han var født 1772, oprindelig bestemt til Handelstanden, men begyndte 15—16 Aar gl. at studere, drog 1790 til Gøttingen for at lægge sig efter Retsvidenskab, men blev her afgjørende paavirket af Heyne; kom senere til Leipzig; fra 1793 opgav han Juraen og kastede sig over den antike Konst og Historie, samt Sprog. Han udgav, 22 Aar gl., et Værk om den græske Poesi, hvorved han allerede gjorde sig berømt. 1796 flyttede begge




at kjende, denne Mand, om hvem Schleiermacher siger1): «han er en ung Mand af saa udbredte Kundskaber, at man ikke kan begribe, hvorledes det er muligt med saadan Ungdom at vide saa meget, af en original Aand, som her, hvor der dog gives megen Aand og Talent, rager saare højt op over alt». Rahel sagde om ham: «Det er et Hoved, hvori der foregaar Operationer». «Han var en gaadefuld Blanding af de mest modsatte Egenskaber og allerede derved tiltrækkende. Naar han i Vennekredsen frit gav sig hen, kunde han udvikle en vindende Elskværdighed, idet han med naiv Aabenhjærtighed ikke lagde Skjul paa sine Svagheder»2) Til disse Svagheder hørte navnlig en vis flot Letfærdighed, der baade rigeligt viste sig i hans private Liv og i hans Forfattervirksomhed (f. Eks. Lucinde), samt en Egenkjærlighed, der i Tidens Løb bittert blev følt af den Kvinde, der elskede ham og havde offret sin Ære for hans Skyld. Hans Ydre var i det hele vindende; han var kraftigt bygget, rank, Ansigtstrækkene regelmæssige og smukke, Farven bleg; hans Haar var mørkt, og han bar det uden Pudder. Steffens fandt, at der var noget flegmatisk over ham; han talte gjerne saa langsomt og betænksomt, at den ivrige Steffens let kom i ren Fortvivlelse derover. Tieck tegnede engang en Karrikatur, der forestillede F. Schlegel siddende i dybe Tanker med Fingrene udstrakte i Luften udover Næsen, medens Steffens har Hænder og Fødder i ivrig Bevægelse og stikker Næsen i Vejret. Nogen dybere Sympathi var der ikke mellem disse to; Schlegel brød sig slet ikke om Naturen, men levede kun i Historien; alligevel virkede hans interessante Personlighed saa meget paa Steffens,




Brødrene til Jena, Aaret efter drog Fr. Schlegel til Berlin. Han var Medudgiver af «Athenæum», udgav 1798 «Geschichte d. Poesi der Griechen u. Romer»; 1799 var han med sin Veninde Fru Veit, som tidligere omtalt, flyttet til Jena igjen.
1) Brev til Charlotte Schleiermacher, Okt. 1797 fra Berlin.
2) Køpke, L. Tieck 1,195 f.




at han gjerne sluttede sig til ham. Hans Vittighed var stor, men kunde være bidende, Goethe kaldte ham en «Brændenælde» 1).
     Schelling opholdt sig for Tiden i Weimar, hvor Steffens traf ham og hilste paa Goethe. A. W. Schlegel var, paa Grund af sin Kones Forhold til Schelling, rejst til Brunsvig. Dorothea Veit laa i heftig Strid med Fru Karoline. Tieck havde forladt Jena. Saaledes var Forholdene alt andet end hyggelige, men udadtil holdt Romantikerne dog sammen.
     Novalis kom af og til fra Weissenfels ind til Jena, og saaledes traf Steffens ham under dette sit Ophold. Han havde ikke tidligere set denne ædle unge Digter2), men blev straks ligesaa fængslet ved hans Personlighed, som han længe havde været det ved hans Digte. Han var høj og slank, meget tarvelig klædt; den gjennemsigtige Ansigtsfarve og de forunderlig dybe og klare Øjne røbede en hektisk Legemstilstand. Mildhed og Godhed talte ud af hans Aasyn. l Selskab var han som oftest tavs, kun naar han traf beslægtede Sjæle, udtalte han sig gjerne og udførligt. En dyb Sorg havde tidlig ramt ham. Han havde været forlovet med en ung Pige, Sofie von Kühn, i Grunden et rent Barn, thi hun var kun 13 Aar, og forøvrigt i hele sit Væsen barnlig sund og naturlig med et indtagende Lune. Men hun faldt i en langvarig Sygdom og døde i Marts 1797. Hun blev Novalis' Ideal og efter sin Død Gjenstand for en formelig Tilbedelse. Han kom ved den dybe Smerte ind paa besynderlige, sværmende Tanker; han vilde ogsaa dø, men alene ved Længselens




1) F. Schlegel rejste 1802 til Paris, hvor han især fordybede sig i østerlandske Studier.
2) Fr. Hardenberg (Novalis) var født 1773, samme Dag som Steffens; Faderen var Salinedirektør i Weissenfels, Familien var herrnhutisk. Blev Student i Jena 1790, tog juridisk Examen 1794 og fik straks en Ansættelse. 1796 blev han Avditør ved Salinerne i Weissenfels, men drog for sin praktiske Uddannelses Skyld til Freiberg en Tidlang.




Magt. I lang Tid levede han et Fantasiliv i den hinsides Verden og nærede med Vilje disse Billeder; han havde Syner om Natten, hun svævede i Skyer ned mod ham. Han skrev om hende: «Blomsterbladet er svævet over i den anden Verden. Den fortvivlede Spiller kaster Kortene af sin Haand, og som vaagnet af en Drøm smiler han Vægterens sidste Raab i Møde og bier paa Morgenrøden, der opmuntrer ham til frisk Liv i den virkelige Verden». Hans «Hymner til Natten» ere et Udtryk for hans Sorg. Dog, Saaret lægtes lidt efter lidt, han kastede sig igjen over sin praktiske Livsgjerning, tog til Freiberg og studerede under Werner; her skrev han: «Lærlingerne i Sais» og blev forlovet med Charpenliers Datter. For Tiden var han beskjæfliget med sit større Digt, «Heinrich von Ofterdingen», som han ikke fik fuldendt, da Døden bortrev ham, kun 28 Aar gammel, Foraaret efter at Steffens nu traf ham. Han er uimodsigelig en af Romantikens ædleste Skikkelser; bagved hans Sværmerier laa stedse en dyb Religiøsitet. Noget af det skjønneste, som denne Retning har frembragt, skyldes ham. Steffens saa' ham kun nogle faa Gange i Jena og siden en lille Tid i Freiberg og som syg i Dresden, men han skriver: «Faa Mennesker have efterladt et saa dybt Indtryk paa mig for hele Livet. Hvad jeg læste, hvad jeg hørte af ham, hvad jeg oplevede med ham, det ledsagede mit Livs Sang som en akkompagnerende Musik, ofte som et underligt Ekko fra fjerne Bjerge». Ogsaa religiøst virkede hans Digte ind paa Steffens, der siger: «Novalis var i religiøs Henseende vigtigere for mig end nogen anden. Troens dybe Alvor, saaledes som den gjennemtrængte min Barndom, begyndte at røre sig».
     Overgangen til det ny Aarhundrede, Nytaarsaften den 31te December 1800, tilbragte Steffens i Weimar paa en Hof–Maskerade. Efter Midnat trak Goethe, Schiller, Schelling tillige med Steffens sig tilbage fra Ballet, og i et Sideværelse bød de det ny Aarhundrede velkomment i Champagne. Goethe var lystig, Schiller holdt belærende Foredrag, Schelling var rolig, — og Steffens, lykkelig og glad, morede sig over Vinens forskjellige Virkning paa de store Aander. Ligefra Ballet kjørte han om Natten bort, for at vende tilbage til Freiberg. Men Goethe faldt straks efter i en svær Sygdom, der nær havde gjort en brat Ende paa hans Liv1).
     I Foraaret 1801 ledsagede Steffens sin Ven Møller, der nu vilde til Paris, gjennem Bøhmen og Franken til Frankfurt og videre til Mainz. Her følte de, hvorledes de nærmede sig Skuepladsen for de store Verdensbegivenheder. Efter Freden i Luneville i Februar Maaned havde de sejrrige Franskmænd, blandt andet, erholdt den venstre Rhinbred afstaaet af den tydske Kejser, og i Mainz vrimlede det af franske Krigere. Under deres Ophold blev der netop udenfor denne Fæstning holdt Mønstring over et Armeekorps paa en Snes tusinde Mand, og uagtet Steffens ingenlunde ellers yndede militære Optog, blev han dog greben ved Synet af denne sejrrige Hær. Og da saa disse Tusinder med ét istemmede Marseillaisen, og dens Toner fra de mange begejstrede Læber gav Gjenlyd vidt omkring, da blev han greben af en bange Anelse for det Tydskland, som han var kommen til at elske saa højt.
     Her skiltes han fra Møller; selv kunde Steffens ikke følge med ham til Frankrig, som det tidligere havde været hans Agt, da hans Pengemidler ikke vilde strække saa vidt. De to Venner saa's siden igjen, men efter Møllers Overgang til Katholicismen var de indvortes adskilte. Nu kjørte Steffens tilbage til Frankfurt; paa den sidste Station før denne By mærkede han, at hans Penge var slupne op, men med ungdommelig Lethed tog han det fra den lystige Side, og da Munterhed har noget smittende ved sig, fik ban Postillonen til at lægge ud for sig, til han kom til Gjæstgiverstedet i Frankfurt; her lykkedes det ham ved at antage et fornemt, overlegent Væsen straks at faa Værten




1) Det var Rosen i Forbindelse med en krampagtig Hoste. Fra den 15de Januar tog Sygdommen en gunstig Vending. Lewes, Goethes Levned, S. 391.




til at betale Postillonen det udlagte tillige med Drikkepenge. Der var intet i Vejen, og han morede sig over, hvor meget der lykkes de kjække. Siden hævede han i denne By Penge paa en Anvisning, han havde i Lommen.
     Saa gik Rejsen til Bamberg, hvor han ventedes efter Indbydelse af et Par bekjendte Læger, Tilhængere af Naturfilosofien. I Hotellet Bamberger–Hof var der ved hans Ankomst fuldt af rejsende, og det var kun med Tværhed, han tilsidst fik anvist et lille Tagkammer. Medens han endnu talte med Opvarteren herom, kom en Tjener og spurgte, om Dr. Steffens endnu ikke var ankommen. Da man nu erfarede, at han var den omspurgte, fik Piben pludselig en anden Lyd; alt viste, at man ventede ham, han fik, hvad han kunde ønske sig, og den store Sal i Hotellet var lejet til et Festmaaltid, som Dagen efter holdtes til hans Ære. En Mængde unge Læger fra den derværende medicinske Anstalt1), tillige med adskillige af Stadens anseteste Familier, var til Stede, og Steffens blev saaledes for første Gang i sit Liv Gjenstand for offentlig Hyldest.
     Da han sent om Natten trak sig tilbage til sit enlige Værelse, var det hele ham som en Drøm, han vidste neppe, om han skulde glæde sig eller ikke. Da faldt det ham ind, hvor lykkelig hans stakkels Fader vilde være bleven, om han havde været Vidne til Sønnens Hæder. Men den skulde han ikke opleve. Og Tanken gled tilbage til den lille fattige Stue i Rendsborg, til den tunge Tid dér, til Faderens trøstende Ord. Og Steffens endte den lykkelige Dag med Taarer.
     Flere fornøjelige Dage tilbragte han endnu i denne Stad, hvor han da erfarede, hvilket Indtryk hans nylig udkomne Bog om Jordens indre Naturhistorie havde gjort




1) Schelling havde opholdt sig her det foregaaende Aar og studeret Medicin. Den saakaldte «Brownske Lægemethode», der paa den Tid havde mange Tilhængere blandt de unge, stod i nær Forbindelse med Naturfilosofien.




blandt Lægerne; men han blev dog betænkelig ved at se, hvilken overilet Anvendelse, de var tilbøjelige til at gjøre af de temmelig dristige og uprøvede Anskuelser, han havde udtalt. At bygge Læge–Praksis paa saadanne Theorier havde han Forstand nok til at indse det mislige i.
     Ledsaget af to unge Læger drog Steffens nu tilbage til Freiberg. Det var atter en fornøjelig Tur, mest til Fods. Efter sine Rejsefællers Ønske holdt han paa Vejen Foredrag for dem over Naturfilosoflen og oplyste dem om den geognostiske Beskaffenhed af de Egne, som de drog igjennem. Flere Dage tilbragtes i Benediktinerklosteret Banz, hvor de fandt den aandelige og den legemlige Nød repræsenterede, hin af en lærd Pater, der gav sig af med den nyere Filosofi og blev plaget af allehaande Tvivl, denne af en fed, madlysten Munk, der med et Suk viste de rejsende sin tykke Mave, der var skjult under Kutten og paa en foruroligende Maade tiltog i Omfang. Over Bayreuth, Plauen, Chemnitz naaede de saaledes Freiberg.
     Vi have ofte havt Lejlighed til at se, hvorledes Ungdom og Visdom paa en heldig Maade kunde forenes hos Henrik Steffens; vi skulle nu ogsaa se, hvorledes Ungdom og Galskab kunde mødes hos ham. Paa en lille Rejse, han kort efter gjorde i geognostisk Øjemed, opholdt han sig noget i Karlsbad i Bøhmen. Her kom han i Kast med Hazardspillere og fik selv Lyst til at prøve sin Lykke ved Faraobordet. Han begyndte med det laveste Indskud, vandt, satte mere ind, vandt paa ny. Da Lykken saaledes var med ham, kunde han ikke give Slip paa den Nydelse. Hver Aften indfandt han sig regelmæssigt, den ene Uge gik efter den anden, og Heldet fulgte ham stadig, saa han snart saa' sig i Besiddelse af en temmelig betydelig Pengesum. Det Selskab, hvori han levede, kan man let tænke sig, var ikke af bedste Slags, Æventyrere, fordærvede, udsvævende Personer, Folk, der ikke havde meget af Mennesket i sig. En Aften, da der var gaaet henved tre Uger paa denne Maade, hvor Steffens havde været en Boldt for sin Lidenskab, — en Aften blev han pludselig greben af en indre Uro. Alle de gode Følelser stormede ind paa ham, Tanken om hvorledes han misbrugte sin Tid og den Tillid, man satte til ham, Mindet om hans hæderlige Fortid, hans ædle Venner, hans Fædreland; det var ham umuligt at blive der længere! Midt om Natten bestilte han Postvogn og flyede fra det farlige Sted.
     Men han havde gjort et Indblik i sig selv og lært at kjende Spilleraseriets Dæmoner, saa han siden kunde se med Afsky derpaa.
     Nogen Tid efter faldt han i en anden Fristelse, I Kostritz gjorde han Bekjendtskab med et rejsende Skuespiller–Selskab, der boede i samme Gjæstgiversted som han. Han blev pludselig greben af Lyst til at spille Komedie; Skuespillerne opmuntrede ham dertil. Altsaa sluttede han sig til dem, en Rolle blev tildelt ham. Hvad der bidrog meget til denne Lyst, var vistnok dels Paavirkningen af Goethes «Wilhelm Meister», som Steffens i høj Grad sværmede for, og dels, at han var bleven noget indtaget i en af Skuespillerinderne. De vilde nu rejse til Altenburg, hvor Steffens saa skulde optræde under et falsk Navn. Heldigvis gik det i Tide op for ham, hvor upassende det hele var: Skulde nogen af hans mange bekjendte, maaske en Dansker, komme og se ham og gjenkjende ham, hvor nedsættende maatte det ikke blive for ham, hvis Navn nu lød med Berømmelse rundt omkring! Han sendte Rollen tilbage og forlod Selskabet.
     Omtrent paa dette Tidspunkt opgav Steffens at bo i Freiberg og flyttede til det smukke Tharand, tæt udenfor Dresden. Denne By tiltrak ham mest af alle de Stæder, hvor han havde opholdt sig, og nu traadte han i nærmere Forhold til Digteren Ludvig Tieck, der i dette Foraar (1801) havde taget Bolig her med sin Familie. Denne unge Mand var netop jævnaldrende med Steffens; det var en af Naturen rigt begavet Personlighed, baade legemlig og aandelig1). Han var smukt bygget og smækker, Ansigtet, der




1Ludvig Tieck, Søn af en Rebslager i Berlin, født 31te Maj 1773,




senere havde megen Lighed med Napoleons, var ædelt og udtryksfuldt, Øjnene klare og mægtige. I alle hans Bevægelser var der Ynde. Hans Stemme var klangfuld og i ualmindelig Grad bøjelig. Hele hans Fremtræden var imponerende og øvede en besejrende Magt selv paa hans Modstandere. Hans aandelige Begavelse var ogsaa sjælden og mangesidig. Men fra Barn af havde han levet i Røver– og Spøgelsehistorier og sværmet for Shakespeare; derved havde Fantasien faaet Overmagten i ham og havde ført ham ind i en Overspænding, der dybt rystede hans Nervesystem. I den tidlige Ungdom førte sygelige Hallucinationer ham mere end én Gang til Randen af Vanvid, men bestandig sejrede dog hans kraftige Natur. Hans Forfatterbane var allerede begyndt som Skoledreng og fortsattes siden næsten uafbrudt, men den blev meget broget. Thi med en forunderlig bøjelig Aand lod han sig befrugte af ethvert større Dannelsesstof, der i Tidens Løb dukkede frem; først det gyselige, rædselsfulde, som han forøvrigt altid beholdt en afgjort Tilbøjelighed for; siden Goethe og det konstneriske, senere Naturfilosofien og saa fremdeles. I lang Tid havde han som Forfatter været lidet paaagtet; Fr. Schlegel havde kaldt ham «den tydske Litteraturs haabløse Yngling», men W. Schlegel havde først hilset den sande Digter i ham. Mest bekjendte var hans Fortællinger «Abdallah» og «Loveli», hvoraf især den sidste behandlede Livets Natside; hans Æventyr, f. Eks. «den blonde Ekbert» og «Alferne»; dertil kom hans Konstnerroman «Sternbalds Vandringer», hvori han nedlagde sin Begejstring for den fromme, middelalderlige Konst. I satiriske Arbejder, som «den bestøvlede Kat» og «Zerbino», havde han med sprud–




kom 1792 som Student til Halle, men drog allerede samme Aar til Gøttingen, hvor han ligesom Schlegelerne især lagde sig efter Oldtidsvidenskab og Konst, men ved Siden heraf ogsaa dyrkede Engelsk og Spansk. 1794 vendte han hjem til Berlin, hvor han nu udfoldede en forbavsende Virksomhed som Forfatter. Se forøvrigt: «Ludvig Tieck, en Romantikers Liv», af Richard Petersen, Nordisk Maanedskrift, 1881, l —3 Hefte.




lende Vid spottet Oplysningsmændene. Et stort Digt efter en middelaldersk Folkebog, «0ktavianus», havde i den sidste Tid beskjæftiget ham. Paa den Tid, da Steffens nu kom til at leve sammen med ham, var det Tungsind, der saa ofte var Tiecks Ledsager i Livet, stærkere end almindeligt; ofte følte han Lyst til at begrave sig i et Kloster for at fly Verden; hans Ungdoms Paradis syntes tabt for ham. Han fordybede sig gjerne i Böhmes1) Skrifter, især hans «Aurora» eller Morgenrøde, ofte ogsaa i Kirkefædrene; der var en katholsk Retning i Tieck, uagtet han aldrig selv traadte over2).
     Steffens, som boede i Tharand, gik hver Dag den korte Vandring gjennem den smilende Egn ind til Dresden, og snart var han en daglig Gjæst i Tiecks Hus. Ofte traf de ligeledes sammen hos Hofsekretær Ernst, der var gift med en Søster til Schlegelerne. Med fælles Deltagelse fordybede de sig i Böhme og Mystikernes Skrifter. Af deres Samtaler fremstod Tiecks Æventyr «Runebjerget»; det fantastiske Indtryk, som Synet af de norske Fjelde havde gjort paa Steffens, gav Tieck Anledning til i denne Digtning at fremstille et Menneske, der paa en dæmonisk Maade drages bort fra sit stille, rolige Liv af Begjærlighed efter at lære Bjergenes Hemmeligheder at kjende, og som i Vanvid mener at have opdaget store Skatte. Det er Naturens hemmelige Magt over Mennesket, han her har søgt at fremstille3).
     Tieck besad et næsten enestaaende Talent for Skuespilkonsten; i hans tidlige Ungdom var det især bleven udviklet i Reichardts Hus, hvor der blev spillet meget, og




1) Jakob Böhme, Skomager i Gørlitz, † 1624, var en dybsindig Theosof, der ofte havde Syner og Aabenbarelser. Hans Hovedværk «Aurora» er fra 1612. — Romantikerne sværmede i det hele for Bøhme. Novalis indviede i et Digt Tieck til «Morgenrødens Forkynder».
2) Hans Hustru Amalie, f. Alberti, Søster til Reichardts Kone, blev derimod Katholik, ligesom ogsaa hans Datter Dorothea.
3) «Der Runenberg», optaget i «Phantasus».




hans fordelagtige Ydre og smukke, omfangsrige Stemme støttede paa heldigste Maade denne Begavelse. Skjøndt han paa Grund af sin Faders Uvilje mod Standen ikke blev Skuespiller, fandt han dog Anvendelse for sine glimrende Evner ved Oplæsninger af Skuespil, helst af sine Yndlinger Shakespeare, Kalderon og Holberg. Det var en stor Nydelse at være Tilhører, og i Tidens Løb vandt disse Oplæsninger en vel fortjent Berømmelse, saa at baade Tydskere og Udlændinger lærte at skatte Tiecks Læsepult «som den første Skueplads i Tydskland». Steffens havde den Fornøjelse engang at se ham foredrage et komisk Stykke, der blev digtet paa staaende Fod; Elskeren var en Orangutang, og det gjorde stor Virkning.
     Dette Samliv med Tieck og med Fr. Schlegel, som i denne Sommer opholdt sig i Dresden, kastede et Lysskjær over Steffens' Liv paa dette Tidspunkt. Han var fuld af ungdommeligt Livsmod, og hver Dag hilste han med ny Glæde; hans Aand udvikledes i nye Retninger. Ved disse sine Venner lærte han nu Italiens, Spaniens og Englands tidligere Digtere at kjende; ogsaa Tydsklands Fortids–Digtning i Middelalderen traadte ham nærmere. Ligeledes Konsten. Hans Sans for denne var egentlig vakt pludselig ved hans første Besøg i Dresdener–Galleriet, men nu blev den udviklet. Der var rig Lejlighed dertil i Dresden; han omgikkes med mange unge Konstnere, og der var overhoved vakt en levende Sans for Konsten ved Romantikernes Virksomhed. Navnlig da for Malerkonsten; thi Billedhuggerkonsten er ikke romantisk, men med sine bestemte, afgrænsede Former er den nærmest et Udtryk for den antike Verdensanskuelse; Maleriet derimod kan fremstille det, som ikke bestemt er til Stede, men anes, kan antyde en Idée, der dæmrer i Baggrunden, og bliver derved romantisk. Thi Jean Paul har vel Ret, naar han konstnerisk betegner det romantiske som det, hvor Rummets Grænser ophøre, (saaledes som ved Solens Nedgang, endnu mere ved Maaneskin,) eller blive ubestemte og gaa over i hinanden, medens vi ane noget uendeligt og ligesom kige ind i en højere Verden. Ogsaa Musiken, der egentlig er den mest romantiske Konst, begyndte at fængsle Steffens.
     Det viste sig tydeligt, hvilken mægtig Indflydelse den, endnu saa ny, romantiske Skole øvede, især paa de unge, hvorledes den allerede var bleven en Magt i Tiden. Og hvem kunde glæde sig mere derover end Steffens, der levede og aandede i den. Men han var dog ikke blind for de Overdrivelser, den allerede førte med sig, navnlig Sværmeriet for Middelalderen, for dens Konst, for dens Kristendom, begge Dele gaaende i ét, og som videre førte mange over i Katholicismen. Enhver ny, kraftig Retning har jo altid sin Karrikatur i Hælene paa sig, og for den, som dengang levede midt i Røret, maatte der vist være mange lidet tiltalende Overdrivelser at se, ikke mindst iblandt et Folk som Tydskerne, der af Naturen har Tilbøjelighed dertil. Det vrimlede af romantiske «Digtere» som Fluer i September, rundt om saa' man sværmende Madonna–Tilbedere, det susede om Ørene med Sonnetter i gammel–spansk Manér og begejstrede Tiltaler til Maanen.
     Ogsaa Steffens følte en poetisk Drift i sig; der var noget, som foresvævede ham, men det kunde ikke trænge sig frem, ikke vinde Skikkelse. Skulde det betegnes nærmere, vilde han kalde det «et Epos af alt», men det er jo i og for sig en Umulighed. Der var dog et mere bestemt Æmne, der satte ham i digterisk Bevægelse; det var en Fortælling fra Danmark om en Præst i en afsides Egn, der om Natten af maskerede Mænd kaldes til Kirken for at vi et Par og under Trudsler bliver nødt til at udføre det, men straks efter at Vielsen er fuldbyrdet, bliver Bruden myrdet i Kirken, og de formummede fremmede drage deres Vej, uden at nogen véd, hvem det var, eller hvorfor det skete saa1). Dette Sagn havde Steffens fortalt Goethe, der blev stærkt greben deraf, Schelling havde be–




1) Thieles Folkesagn, 1,194. — Det skal have tildraget sig i Rørvig i Odsherred, og de fornemme, fremmede Folk formentes at være fra Rusland.




handlet det i et Digt, Steffens vilde danne et Drama deraf. Han syslede ofte med dette Stof, der netop ved det dunkle gaadefulde var særlig romantisk, men han blev aldrig Herre over det. Dog fulgte Tanken ham i mange Aar, og i en senere Livsalder dukkede en af de Personer, han mest havde tænkt over, nemlig Brudgommen, atter frem for ham og fremstilledes i en anden Form i Romanen «Malkolm».
     Sommeren 1801 henrandt paa den livligste Maade for Steffens; under sine mange større eller mindre Rejser i Tydskland havde han gjort en utrolig Mængde Bekjendtskaber, og da Dresden ret var et yndet Opholdssted, gik der næsten ingen Dag, hvor han ikke traf en eller anden bekjendt. Men denne Sommer, der i det hele var saa lykkelig for ham, bragte ham sin bedste Gave i Skikkelse af en ung Pige, hvis Hjærte han vandt. Hanna Reichardt, en Datter af Komponisten, en overordentlig smuk, 16aarig Pige, opholdt sig i Besøg hos Tieck, hvis Hustru var hendes Moster1). Her saa' da de to unge stadig hinanden, og uagtet ingen Erklæring kom over Steffens' Læber, var han dog vis paa hendes Kjærlighed, da hun om Efteraaret forlod Dresden. Det var hans Beslutning ved passende Lejlighed at anholde om hendes Haand hos Forældrene.
     Sommeren, «den rigeste Tid i mit hele Liv», som Steffens selv kalder den, var nu forbi. Vinteren nærmede sig, de mange rejsende forlod Dresden ligesom Trækfuglene, Billedgalleriet blev lukket; Steffens besluttede at blive i Tharand Vinteren over. Han trængte til Ro; de mange, brogede Indtryk trængte til at ordnes. Hans Rejsetid nærmede sig sin Ende; naar han da vendte hjem til Fædrelandet, var det ham magtpaaliggende at vise, at han ikke havde rejst uden Udbytte. Han forberedte sig derfor i Vinterens Løb til at holde filosofiske Forelæsninger, naar han kom til Kjøbenhavn. Stedet var heldigt valgt til et




1) Hun opholdt sig ellers hos sin Mormoder, Enke efter Præsten Alberti, i Hamborg.




stille, studerende Liv. Tharand ligger mellem Bjerge; om Sommeren var der Liv og Færdsel, da det var et yndet Badested, om Vinteren var der ensomt. Det blev en streng Vinter, Sneen laa høj, Ulvenes Hyl hørtes om Natten. Steffens havde trukket sig tilbage fra næsten al Omgang; han sad i sine stille Granskninger eller spadserede ensom omkring i den skjønne Egn. Da der laa høj Sne lige op til hans Bolig (i Badehotellet), fik han Lyst til at prøve en Idræt fra sin Barndom i Helsingør, at tage Snebade. Det lod sig let udføre; han fik opvarmet et Værelse, der ved en Bagdør førte ud til et ubemærket Sted ved en Klippevæg, og her kunde han da springe ud i Sneen og vælte sig i den. Disse Bade virkede forunderlig styrkende paa ham; vel besad han i det hele et godt Helbred, men han led dog undertiden af Mavesmerter og Betændelse i Halsen; mod disse Onder gjorde Snebadene megen Gavn.
     Da Pengevæsenet aldrig var Steffens' stærke Side, kunne vi ikke undre os over, at det atter ved Vinterens Begyndelse skortede ham paa Midlerne til at leve. Han var kommen i en ikke liden Gjæld. Der var intet andet Raad end at henvende sig til den altid velsindede Grev Schimmelmann, og det kom Steffens vel tilpas, at han netop havde faaet Tilbud om en fordelagtig Ansættelse ved et Bjergkollegium, der skulde oprettes i Dublin i Irland, men som han dog ingen Lyst havde til. Dette Tilbud, der var i officiel Form, kunde han nu lade følge med sin Ansøgning til Schimmelmann. Hans Begjæring blev opfyldt, den danske Afsending i Dresden skulde klare hans Gjæld, og han kunde tilbringe Vinteren uden Bekymring i saa Henseende.
     Tiden gled hurtigt hen; ogsaa historiske Studier fordybede han sig i, særlig Trediveaars–Krigens Historie, som hans Interesse var vakt for ved Schillers «Wallenstein». Men i Ensomheden steg især Minderne fra de indholdsrige Aar, han nu havde tilbragt i Tydskland, frem for hans indre Øje; han gjennemlevede Tiden paa ny, han frydede sig ved Tanken om de Aander, han havde lært at kjende. Og han følte, hvor stærkt han var bleven knyttet til dette Land, som han skyldte saa meget.
     I April 1802 forlod Steffens Tharand, og efter at have taget Afsked med Tieck og andre Venner i Dresden rejste han over Leipzig, hvor han traf sammen med sin Landsmand H. C. Ørsted, hvem han kjendte og satte Pris paa, til Jena. Her var alt endnu mere forandret siden sidst. Det var, som en Stormvind havde splittet det ad, der var Steffens kjærest. W. Schlegel var draget til Berlin, Fr. Schlegel med Dorothea Veit var ligeledes i denne By, Novalis var jo død, kun Schelling og Karoline var endnu i Jena, men denne sidste var svag. Gries traf han dog endnu uforandret. Her tog Steffens ogsaa Afsked med Goethe. Saa gik Rejsen til Giebichenstein ved Halle, hvor hans Kjærligheds Fremtid skulde afgjøres. Efter nogle Dage i ængstelig Forventning, fordi Reichardt ved hans Ankomst var fraværende, fandt endelig den lykkelige Begivenhed Sted. Det blev aftalt, at om et Aarstid skulde Steffens hente sin Brud som Hustru til Kjøbenhavn1). Saa gik Rejsen til Hamborg, hvor han levende følte Modsætningen mellem sin sørgelige Fortid i denne By og den straalende Nutid. Ved sin ny Forbindelse blev han indført i flere af de anseligste Familier i Staden, saaledes i det bekjendte Siewekingske Hus2). Efter nogle Dages Ophold drog han til Lybæk og derfra med Paketbaaden til Kjøbenhavn.
     Saaledes var Rejsen, der havde varet fire Aar, nu fuldendt. Faa har havt et rigere Udbytte af en saadan end Steffens. Vel havde han aldeles ikke naaet, hvad der fra Begyndelsen var hans Tanke, at besøge flere Lande, navn–




1) Han skrev til Tieck: «Jeg er over al Maade lykkelig. Om et Par Dage rejser jeg bort, for Dag og Nat at ile til Kjøbenhavn». Halle, 3. Juni 1802. (Briefe an Tieck, udg. af Holtei, 4.)
2) Enkefru Sieweking var en Datter af Reimarus, Professor i Hamborg og Forfatter til de bekjendte «Wolfenbütteler Fragmenter», der blev udgivne af Lessing, og som førte Kristendommens Oprindelse tilbage til et blot Bedrageri. Fru Sieweking havde taget sig meget af Hanna Reichardt.




lig det sydlige Evropa. Men han havde opnaaet det, der var ulige vigtigere, at komme ind i det rige, sprudlende Liv, som hans Aand følte sig beslægtet med. Gjælder det for ethvert Menneske at komme paa sin rette Plads, saa havde Steffens nu fundet sin, og derfor kunde han med Fryd i Hjærtet vende hjem. Han følte en Rigdom i sig og en Trang til at meddele af den med rund Haand; han manglede heller ikke den afgjorte Følelse af, at han var udrustet med sjældne Evner dertil. Der var vel megen Stolthed i den unge Mand, men det var heldigvis ikke af den tomme Slags; der var ægte Guld paa Bunden. Oehlenschlåger har Ret, naar han siden sang om ham:

Mod Syd ham Skjæbnen førte,
hvor æventyrlig var hans Gang,
dér Tænkeren han hørte,
ham glædte Skjaldesang.


Hans unge Hjærte brændte for Sandhed,
Skjønhed, ren og klar,
til Norden hjem han vendte,
henrykt som en Ansgar.


     Ja, nu kom han til Norden for at bringe nyt Budskab, for at plante et nyt Banner dér. Romantikens. Og samtidig drog andre af dens Høvdinger andet Steds hen med samme Maal; Wilhelm Schlegel var allerede i Berlin i den Hensigt, Friedrich Schlegel drog nu til Paris, Schelling Aaret efter til Würzburg, men over alt var Maalet at forkynde Romantiken. Den indtraadte nu i en ny Periode; hidtil havde det været i Litteraturen, den var kommet frem, nu blev det alle Vegne især ved det levende, mundtlige Ord, den kom til at virke. Men ingen af dens Kjæmper havde det saadan i sin Magt, som Henrik Steffens.
     H. C. Ørsted, der straks efter Steffens' Ophold berejste Tydskland og besøgte mange af de Steder, hvor denne havde været, skriver om ham: «Den Berømmelse, som Steffens havde erhvervet sig i Tydskland, var overordentlig. Det var langt fra ikke hans Skrifter alene, hvorved dette opnaaedes, det var meget mere ved den personlige Indflydelse, han udøvede. De, som havde hørt ham tale, især de unge, var henrevne af Begejstring for ham. Hans Tankeglimt fløj fra Mund til Mund. Hvor han kom til en Universitets–Stad, var det en Fest, og man gav ham undertiden de mest udmærkede Æresbevisninger«1). Men selv skriver Steffens adskillige Aar senere ved at se tilbage paa hin Tid, i et Brev til Tieck2): «— Det var en forunderlig anelsesfuld Tid, i hvilken jeg gjorde dit første Bekjendtskab . . . Dreven af store Forhaabninger og besynderlige Ønsker fandt jeg mig midt imellem mange betydelige Mænd, som gjerne tog imod mig, og med en stor, barnlig, ret egentlig hensynsløs Kaadhed lod jeg alle mine Tanker og Anskuelser, baade laante og egne, drive et let Spil. Jeg tænker ofte med inderlig Glæde derpaa, og denne Tid, der var mig saa rig paa Kjærlighed, Venskab, aandelig Bevægelse af mangehaande Art, forekommer mig altid som mit Livs Blomstringstid. — Men saa vist som den Tid, i hvilken Goethe, Fichte og Schelling, du, Schlegelerne, Novalis og jeg drømte os forenede, var rig paa Spirer, saa laa der dog noget anmassende i det hele. Et aandeligt Babelstaarn skulde opføres, som alle Aander skulde kjende fra det fjerne. — Dog, det var ikke en blaseret Tid, der maatte anspore sig selv, ikke en døendes Krampetrækninger, — det var et sprudlende overmodigt Liv!»
     Men fordi denne Tid saaledes var saa betydningsfuld for Steffens, at det væsentlig var gjennem den, han fik Præget for hele Livet, fordi den for ham var saa rig paa Spirer, der siden kom til at sætte Frugter i vide Kredse, derfor have vi dvælet udførligere ved den.




1) Ørsted, saml. Skrifter, 8.
2) Holtei, Briefe an Tieck, 4. Dat, 11. Sept. 1814.





 

 


 

 

10.
I Kjøbenhavn.
1802 — 1804.

     Saa stod Henrik Steffens da atter indenfor Kjøbenhavns Volde; alt hilste ham saa bekjendt og uforandret, som havde han kun været borte nogle Uger og ikke fire, indholdsrige Aar. Og hvorledes var ikke han selv forandret i den Tid, hvilken Fylde følte han ikke i sig, hvilke Vidder var ikke aabnede for hans Øje, hvilket brusende Væld rummede ikke hans Aands Dyb? Og nu var han kommen for at lade dette Væld strømme ud, for at aabne Øjnene paa sine Landsmænd, for at meddele af sine rige Skatte. Og kunde de ikke trænge til det; gik Livet her ikke sin gamle, skjæve Gang, med korte Syner og smaa Interesser? Slog der ham ikke en Luft i Møde, som naar man kommer fra Verdens store Skueplads til en lille Kjøbstad?
     Jo, — det var sandt, og han maatte føle det saaledes. Og dog, — der var noget der traadte ham i Møde, noget stort, som han, den stolte unge Mand, uvilkaarligt maatte bøje sig for. Det var et Minde. For fem Fjerdingaar siden havde Kanonerne paa Kongedybet skudt det ny Aarhundrede ind for Danmark og Norge. Medens han levede i fredelige Sysler i Freiberg, havde Slaget paa Rheden vakt hans Landsmænd op af den Dvale, som en 80aarig Fred havde dysset dem i. Medens han beskjæftigede sig med Elektricitet i det smaa, var en elektrisk Strømning i det store gaaet gjennem Fædrelandet, saa unge og gamle følte Fædrenes Aand over sig og opflammedes til Stordaad. Og nu forekom det ham, al hvad han havde oplevet, det var dog kun smaat og ubetydeligt, imod hvad hans Landsmænd havde oplevet; thi Historien selv i sin storartede Skikkelse var traadt dem levende i Møde.
     Men hvorledes vilde alt nu stille sig for Steffens her i Hjemmet, hvilken Virksomhed kunde han vente at faa? Først og fremmest henvendte han sig til sin Velynder, Grev Schimmelmann, der modtog ham med samme Godhed som tidligere. Han maatte fortælle om sine Oplevelser, om det ny, der var kommet frem i Filosofien og Poesien, og Greven interesserede sig levende derfor. Da denne knyttede store Forventninger til Steffens, gik han villigt ind paa hans Forslag, at han skulde holde Forelæsninger over Filosofi og tillige over Geognosi, dette sidste særligt beregnet paa vordende Embedsmænd i Norge, for at disse dels selv kunde have en gavnlig Adspredelse under deres ensomme Liv, dels ved Undersøgelser fremme Kjendskabet til dette Land i geognostisk Henseende. Dernæst skulde Steffens hver Sommer gjøre Rejser i Norge i samme Øjemed. Greven tilsagde ham en aarlig Understøttelse af det videnskabelige Fond paa 600. Rdl., og naar han udsendtes paa Rejser, skulde han have lige saa meget og Befordringsomkostningerne godtgjorte. Saaledes syntes alt at ordne sig paa bedste Maade.
     Men Steffens' Forhold til en anden, meget formaaende Stormand, Universitetets Patron, Kronprinsens Svoger, Hertug Frederik Kristian af Avgustenborg, stillede sig ikke saa heldigt. Da han kom for at gjøre sin Opvartning, fandt han en kjølig Modtagelse. Hertugen, som iøvrigt gjerne vilde fremme aandelige Sager, nærede en bestemt Uvilje mod den Retning, som den ny Poesi og Videnskab havde taget i Tydskland, og lagde ikke Dølgsmaal derpaa. «De er bleven heftig angreben af Nicolai», yttrede han i Samtalens Løb. Steffens svarede, at han ikke havde den Ære at kjende nogen Filosof eller Naturforsker af dette Navn. «Jeg mener Boghandleren», svarede Hertugen ærgerlig. Ja, Steffens kjendte ikke hans Angreb, da han ikke læste, hvad han skrev1). Hertugen var stødt og affær–




1) Nicolai havde nylig paa ny angrebet Steffens i «Neue allg. Bibl.», baade hans Person, som «et ungt, ubetydeligt Menneske», og hans Filosofi, og beskyldt ham for at have misbrugt Regeringens Understøttelse til, i Stedet for at uddanne sig som Mineralog, at hen–




digede ham. Det var tydeligt, at Steffens intet godt kunde vente fra den Side.
     Adskillige af de gamle Venner fra Studenterdagene levede endnu i Kjøbenhavn, og Steffens opsøgte dem. Først og fremmest J. P. Mynster, der det foregaaende Efteraar var ordineret til Præst i Spjellerup, men endnu ikke havde tiltraadt Embedet. Han havde i en Række af Aar (siden 1794) været Lærer for den unge A. W. Moltke–Bregentved og vedblev dermed til November 1802, da han først rejste til sit Kald. I Sommermaanederne kom Steffens og han meget sammen, og skjøndt Mynster ikke modtog sin Vens Tilbud om privat Vejledning i den nyere Filosofi, da han ikke tiltroede denne videnskabelig Nøjagtighed nok, saa blev han dog ingenlunde uden Paavirkning af Steffens. Han skriver selv derom: «0gsaa i min Sjæl bragte han mangt ét Frø, som behøvede Tid til at spire, men som dog ikke var nedlagt forgjæves; jeg blev ved ham bekjendt med Tieck, Novalis og den hele nyere tydske Skole, og hvad der endog i den ikke ganske tilfredsstillede mig, saa havde jeg dog derved faaet en Impuls i den Retning, hvor jeg siden skulde finde, hvad min inderste Begjæring søgte»1). Deres Venskab var stedse inderligt, uagtet Mynster ofte følte sig frastødt ved Steffens' Tillid til sig selv og sine nye Lærdomme2).
     Derimod blev Forholdet til den ældre O. H. Mynster ikke det, som det tidligere havde været. Denne følte næsten Uvilje mod den romantiske Retning, og de kom derved til at staa hinanden fjernere.
     Den Ven, som straks varmest sluttede sig til Steffens, var imidlertid Karl Heger. Han tilbragte ofte halve Dage hos ham, og i ham havde Steffens den taknemligste Tilhører, den varmeste Deltager i sin Glæde og Lykke; for




   give sig til en fantastisk Filosofi, hvormed han nu vilde fylde Ungdommen i Danmark.
1) Mynster, Meddelelser S. 135—136.
2) Smstds. S. 138.




denne Ven med den næsten kvindelige Hengivenhed kunde han rigtig udgyde sit Hjærte. Karl Heger var «ligesom sammenvokset med min ensomme Stue», siger Steffens. Denne Bolig, som han i Sommermaanederne havde, var ret passende for en Romantiker. Det var i en stille Gaard, der tilhørte en rig Kjøbmand. Gjennem en mørk Gang og en lille Stue traadte man ind i den store Sal, som Steffens beboede. Væggene, beklædte med mørkt Panel, var delte i Felter med forgyldte Kanter, og i disse Felter var bibelske Billeder. Møblerne var gammeldags, Borde, Stole, Skabe og Pult af sort glinsende Ibenholt; for de høje Vinduer hang gule Gardiner ned i rige Folder. Salen vendte ud til en stille Have, omgiven af høje Mure, med mange Træer; den var forsømt, Græsset voksede frodigt i Gangene. En forunderlig Stilhed herskede bestandig, Vognenes Raslen lød kun utydeligt fra del fjerne. Naar Solen skinnede gjennem Træernes tætte Løv og kastede sine Straaler ind i den dunkle Stue, naar den dybe Stilhed herskede trindt om, da var det ham ofte, som fik han Besøg af de Aander, som han nylig havde levet iblandt. Og her sad da mangen en Stund den beundrende Ven og lyttede.
     Men et nyt Bekjendtskab gjorde Steffens ikke ret længe efter, et Bekjendtskab, som blev af den største Betydning, det var med den neppe 23aarige Adam Øhlenschlæger, som dengang endnu ingen videre Lavrbær havde vundet som Digter, skjøndt han havde forsøgt sig i den Retning. Han fortæller selv1), at da han en Dag sad i et Gjæstgiveri paa Kongens Nytorv i Færd med at spise, blev han sagte klappet paa Skulderen. O. H. Mynster stod bagved ham med en rank, ung Mand, der havde et smukt Ansigt, fuldt af Liv og Aand. «Maa jeg gjøre dig bekjendt», sagde Mynster til den fremmede, «med en ung Mand, som allerede har udgivet flere Digte?» — «Jeg har allerede læst nogle af disse», sagde den fremmede høfligt.




1) Øhlenschl.s Erindringer 1,186 f.




«Du taler med Dr. Steffens», sagde derpaa Mynster, hvorpaa de, efter at have vekslet nogle faa Ord, skiltes.
     Men nogle Aftener efter traf de igjen sammen i Drejers Klub i Læderstræde. Det var paa denne Tid den mest ansete Klub for Folk af højere Dannelse, hvor der ikke spilledes meget Kort, men hvor der blev læst en Del, samtalet, sunget og drukket Punsch1). Denne Aften gik det ikke som sædvanligt; det var den ny Gjæst, Henrik Steffens, som førte Ordet og med Veltalenhed og Dristighed fremsatte sine ny Anskuelser og skaanede ikke de gamle, saa at Haarene rejste sig paa de andres Hoveder; saadant noget havde de aldrig hørt før. Den eneste, der vovede at sige ham imod, var Øhlenschlæger, men da de andre siden roste ham derfor, sagde han, at de tog fejl, hvis de troede, han vilde blive en Modstander af denne Mand, nej, han følte, at de snart vilde blive de bedste Venner!
     Det varede da ikke længe, før Øhlenschlæger opsøgte Steffens i hans Hjem, hvor han traf ham en Formiddag Kl. 11. Den unge Filosof sad med Jakob Bøhmes «Aurora» paa Bordet for sig. Straks kom de i Samtale, og Øhlenslæger fortæller, at denne varede til om Natten Kl. 3. De gik hen paa Kongens Nytorv og spiste til Middag sammen, vandrede ud til Frederiksberg, gik Søndermarken rundt og tilbage til Steffens igjen. Hvad deres lange Samtale drejede sig om, er ikke optegnet af nogen, men man kan dog nok gjætte, hvad den i Hovedsagen gik ud paa. Øhlenschlæger var et stort, umiddelbart Naturgeni, men Kræfterne slumrede endnu i ham, og han var slet ikke kommen til Klarhed over sig selv. Her var netop den frugt–




1) Ved Døren mellem det forreste store Værelse og det næste stod en stor Punschebolle, en dyb Kumme, henimod l Alen i Gjennemsnit. — Her traf man Rahbek og Pram, Abrahamson og Assessor Horn, begge Mynsterne, begge Ørstederne o. s. v. I et andet Værelse spilledes undertiden Gnav silde om Aftenen. — P. Hjort: Kritiske Bidrag, Literærh. Afd. 2, X. Der var mange Søofflcierer i Drejers Klub. Rahbeks Erindr. 3,30.




bareste Mark for en Mand som Steffens, der forenede ungdommelig Ild med moden Udvikling baade paa Poesiens og Tænkningens Omraade, og som saa godt kjendte det hæmmende i Tidens almindelige Tænkemaade. Han maatte da vise sin lærelystne Tilhører det skjæve i den sædvanlige Tale, at det fremfor alt kommer an paa det nyttige; at dette derimod kun er det underordnede; men at vort jordiske Maal er at nyde og udøve det sande og det skjønne, og dertil føres vi ved Poesi, Konst og Religion. Han har talt til ham om Geniets vidunderlige Magt til at løfte de Stene, som andre dødelige forløfte sig paa. Og han har saaledes efterhaanden udfoldet den romantiske Livsanskuelse for ham. Men hvor maatte den ikke med sin høje Flugt og sine dunkle Længsler gribe en Natur som Øhlenschlægers1) Steffens siger, at hans Indflydelse paa denne bestod deri, at han gav ham tilbage til sig selv, at han lærte at erkjende sin egen indre Rigdom, saa at de Lænker, der før bandt ham, blev brudte.
     Da de sent paa Natten endelig var gaaede til Ro, sprang Øhlenschlæger larmende ud af Sengen i Drømme. Men næste Formiddag gik han hjem og skrev «Guldhornene», et allegorisk Digt om de to bekjendte Guldhorn, der samme Foraar var stjaalne fra Konstkammeret. Guderne




1) Der er med Rette, som en Paapegen af deres Samtale, vist hen til følgende Sted i «Aladdin», hvor denne siger til Noureddin:

Ak kjæreste Hr. Fætter! I fortæller
de bedste Æventyr, jeg end har hørt
i al min Levetid. — Dog maa jeg tilstaa rentud,
at hvad I taled om Naturens Kræfter,
dens underlige skjulte Skat, og om
de Mennesker, som af en venlig Skjæbne
tidt pludselig faa det, som andre hige
forgjæves efter deres hele Liv,
om det usynliges Indvirkning
i det synlige, samt alle slige Sager,
det mored, det forundred mig dog mest.
o. s. v.


Kr. Arentzen: Ad. Øhlenschlæger, S. 98.




havde skjænket Menneskene dem til Løn for deres Kjærlighed til de fremfarne Dage, men tog dem nu igjen tilbage i en sløv og ligegyldig Tid, der ikke kunde skjønne paa den ædle Gave. «Ej, min bedste», udbrød Steffens, da han hørte dette Kvad, «De er jo virkelig en Digter!», hvortil Øhlenschlæger svarede, at han var fast selv af denne Formodning. Men efter Steffens' Tilskyndelse tog den unge Skjald nu en moderne sentimental Fortælling, «Erik og Roller», hvoraf en Del allerede var trykt, tilbage og kasserede et Bind Digte, der var færdige til Udgivelse, thi disse Ting stemmede ikke mere med hans ny Syn. Men allerede ved Juletid 1802 udgav han i Stedet, derfor et nyt Bind, hvori det fortrinlige «St. Hansaften Spil», og ved disse Digte blev han først den rette Adam Øhlenschlæger1).
     Fra deres Bekjendtskabs Morgengry var de to Venner næsten uadskillelige. «Ingen Mand har jeg elsket mere end Steffens», siger Øhlenschlæger, «og han fortjente det, thi han var i høj Grad elskværdig, forstandig, fantasirig og følsom. Ingen Mening yttrede han, hvori jeg ikke i modnere Aar har fundet noget sandt og skjønt. — Hans kjærlige Sind og let bevægelige Hjærte kunde intet Hang have til Haardhed og Kulde»2.
     Ved Øhlenschlæger gjorde Steffens Bekjendtskab med dennes Søster Sophia, der nylig var bleven gift med Anders Sandø Ørsted, dengang Assessor, og han kom der ofte. Han følte sig nemlig i høj Grad fængslet af hendes Vid og Aandrighed, der kom saa frisk og umiddelbar; hun var, ligesom Broderen, et Naturbarn og poetisk begavet3). Hendes Mand havde ogsaa et villigt Øre for den




1) Øhlenschl. Erindringer I, S. 186—194. «I St. Hansaften–Spil» træder Romantiken frem paa den skjønneste Maade.
2) Øhl. Erindr. 1,186 og 191.
3) Steffens maatte uvilkaarligt trække en Sammenligning mellem hende og Karoline Sehlegel. Denne var ganske anderledes dannet, skarp–




unge Filosofs Anskuelser. Ofte traf han i dette Hus Baggesen, der sværmede for Sophia Ørsted, men i noget nærmere Forhold traadte de ikke til hinanden.
     At Steffens snart efter sin Ankomst til Kjøbenhavn havde opsøgt Rahbek, følger af sig selv efter det Forhold, hvori han tidligere havde staaet til ham. Han havde nu i 4 Aar været gift med sin Kamma, der var Søster til Karl Heger og til Øhlenschlægers forlovede, Christiane. Deres Hjem paa Bakkehuset var allerede dengang besøgt af mange, især af den yngre Slægt, og Mand og Hustru, hver paa sin Maade, øvede Tiltrækning, hun dog mest. Kamma Rahbek var dengang 27 Aar gammel, lille og livlig; uden egentlig at være smuk, var hun dog meget indtagende, Vid og Venlighed lyste ud af hendes Øjne. Hendes Begavelse var temmelig alsidig; hun var en udmærket Gartnerske; som en «Flora eller Pomona» var hun altid omgivet af de skjønneste Blomster; hun tegnede nydeligt og forfærdigede smagfulde Paparbejder, hvormed hun gjerne glædede sine Venner. Hun var et Sprogtalent og syslede ofte alene for Sprogenes Skyld med megen vidtløftig Læsning. Hun havde i det hele mangfoldige Interesser. Derimod fandt baade Steffens og Øhlenschlæger, at hun, trods sin sjældne Aandslivlighed, manglede Fantasi og nogen Dybde, at der var en vis Tørhed, som paa en mærkelig Maade var forbunden med Hjærtelighed. Det vittige og lunefulde havde hun en sjælden Sans for, og det spillede som bekjendt en stor Rolle i Bakkehusets Omgangskreds. Der dannede sig næsten et eget Sprog, som kun de indviede kunde forstaa, og hendes gode Venner maatte alle mer eller mindre finde sig i hendes Skjæmt og Vittigheder over dem, men de kunde let gjøre det, da de aldrig var ondskabsfulde. Hun gav dem Øgenavne, og det, som Steffens fik, havde han rigtignok i Begyndelsen noget ondt ved at finde sig i; han blev kaldet «Kejser gale Frederik»,




   sindig og selvstændig, men den danske Kvinde var mere naturlig og kvindelig.




efter en gal Mand i Kjøbenhavn, der bildte sig ind at være en fyrstelig Person og drev om paa Gaderne, talende med sig selv under mange underlige Fagter1).
     Skjøndt Rahbek hørte til den ældre Skole, og Kamma med Hensyn til æsthetiske Meninger saa' op til sin Mand, gik det dog fornøjeligt til, naar Steffens og Øhlenschlæger var paa Bakkehuset. Hun kunde nok drille dem lidt engang imellem eller afbryde Steffens' Talestrøm ved et eller andet vittigt Indhug, men det endte da gjerne i Spøg og Latter.
     Af sine egne Slægtninge fandt Steffens sine Brødre Jakob og Peter i Kjøbenhavn, den første som Kaptain og Lærer ved Kadet–Akademiet og gift, den sidste som Lieutenant, og han havde Glæde af Omgangen med dem begge, især dog af den yngre, der ganske stemmede overens med ham.
     I det norske Selskab, der vel mest levede i Minderne om fordums Herlighed, da Vessel levede, men hvor dog endnu mange, især unge, fremadstræbende Nordmænd samledes, kom Steffens under dette Ophold temmelig ofte. Han stiftede dér Bekjendtskab med flere af dem, der siden kom til at spille en fremtrædende Rolle i Norges Friheds–Udvikling, saaledes med Sverdrup og Christie. (Den bekjendte Grev Herman Vedel–Jarlsberg var Steffens traadt i nærmere Forhold til i Schimmelmanns Hus). I det norske Selskabs tarvelige Lejlighed, hvor alt gik jævnt og kammeratligt til, fandt Steffens sig særlig vel tilpas; det fri, utvungne Forhold behagede ham. Dog kunde denne Utvungenhed gaa ham for vidt, saaledes som da han Nytaarsaften traadte derind, og man styrtede ham i Møde, satte ham med Magt paa en Stol og løftede ham med den op paa Bordet, idet man raabte, at han skulde holde en Tale. Da blev han fornærmet, sprang ned og ilede vred bort. Næste Morgen kom et Par Medlemmer til ham, og en Udsoning fandt Sted paa den Betingelse, at han om Aftenen




1) Mynsters Meddelelser S. 161.




skulde møde i Selskabet. Her blev Steffens da under megen Morskab beskyldt for, at han havde forstyrret den Begejstring, hvormed Selskabet skulde begynde det ny Aar, og man dømte nu, at han til Straf derfor skulde forsyne dem med Begejstring hele Aaret igjennem. Han henviste dem da til sine Forelæsninger, som da var i Gang, og tilføjede, at den Modsætning, hvori Selskabet i sin Tid havde staaet til Samfundet, ikke var større end den, han nu ved sine Forelæsninger vovede at træde i overfor det.
     Saaledes henrandt Tiden livligt og behageligt nok for Steffens. Imidlertid yttrede der sig lige fra Begyndelsen af ogsaa en Uvilje imod ham, og han var Gjenstand for megen Opmærksomhed. Man kaldte ham gjerne «den tydske Doktor», og i denne Benævnelse laa der en Haan. Man vidste, han vilde bringe noget nyt, og at dette ny kom fra Tydskland, gjorde det naturligvis ikke bedre. En Morbroder, der havde været Lieutenant, og som var et enfoldigt Menneske, sagde til Peter Steffens: «Jeg hører, at din Broder vil indføre en ny Filosofi i Landet; men vi har jo den brave, gamle Riisbrigh og behøve ingen anden. Sig din Broder, at jeg ikke vil taale saadant Hovmod; Familien maa skamme sig ved ham.» Peter svarede: «Kjære Onkel, naar Henrik erfarer, at du er utilfreds med hans Filosofi, vil han nok opgive den!»
     Der gik det Rygte, at Steffens havde sagt, at han ikke kunde tænke paa Dansk, saa Folk endog paa Gaden pegede Fingre ad ham og sagde: «Dér gaar det Menneske, som kun har været et Par Aar i Tydskland, men som ikke længere kan tænke i sit Modersmaal». Det var dog grundet paa en løs Misforstaaelse, fordi han engang i Drejers Klub havde udtalt sig om det vanskelige ved at gjengive det tydske, filosofiske Sprog paa Dansk; f. Eks. et Udtryk som «das Denken», det at tænke, havde ikke noget tilsvarende Ord paa vort Sprog. Alligevel gav han selv ofte Anledning til Folks Uvilje ved en overmodig Optræden, der var grundet paa Forfængelighed1). En rig Mand ønskede privat Vejledning i Filosoflen af ham. Steffens bemærkede da, at han navde besluttet, at den Pris, han vilde tage derfor maatte staa i omvendt Forhold til den Nytte, Tilhøreren fik deraf. Jo mere han lærte, desto mindre skulde han betale; men af den, som slet intet lærte, maatte han forlange en overordentlig Sum. Det vilde han altsaa gjøre Manden opmærksom paa, førend han bestemte sig dertil. At denne blev højlig fornærmet, var ikke saa underligt.
     Hos Schimmelmanns traf det sig engang, at Talen kom til at dreje gjg om Opdragelsen, og Steffens yttrede da spøgende, at en berømt Læge havde sagt, at der gaves to Yderligheder i det menneskelige Samfund, nogle var for kloge, andre for dumme. Man skulde derfor se at nedstemme Genierne og bæve de dumme, saa vilde derved fremkomme en Mellemting, der just var den rette Lyksalighed. En anset Mand, der havde stor Indflydelse paa Steffens' Fremtid, var til stede, og til dennes Forbavselse yttrede han, at han fandt denne Middelvej meget fornuftig og bebrejdede i en overlegen Tone den unge Mand hans Spot. Da svarede denne ubesindigt: «For hvem dette Experiment vilde være fordelagtigt, er tydeligt nok!» Selskabet blev pludselig tavs, og Steffens indsaa' nu sin Ubesindighed. Saadanne bidende Yttringer tjente til at fordærve hans Stilling og lagde ham ud med mange, navnlig i de højere Kredse. Den velmenende Schimmelmann raadede ham alvorligt til en forsigtigere Adfærd.
     Saaledes var Opmærksomheden i høj Grad henvendt paa Steffens, førend han endnu traadte offentlig frem. Hans Venner saa op til ham, og hans Anseelse blandt




1) Hans Ven Sibbern skriver senere om ham (1812): «Han er ganske vist umaadelig forfængelig, men hvilken ypperlig Natur maa det være, som kan taale en saa uhyre Forfængelighed, uden i ringeste Maade at udhules derved. Forresten stikker den ikke saa dybt, den er ligesaa let, som den er stor». — Breve til og fra F. C. Sibbern, 1866.




dem var end mere forøget, da han havde faaet Brev fra Goethe med Opfordring til at deltage i en ny Jenaer–Litteraturtidende, der skulde sættes i Gang, og som skulde være Hoved–Organet for den poetisk–filosofiske Udvikling. Det viste jo tydeligt nok, hvorledes Steffens var skattet blandt de ypperste i Tydskland. Tidenden kom ogsaa i Gang, de ivrigste Romantikere var Medarbejdere, og den udgik i fire Aar, men Steffens var for optaget af sine andre Forehavender til at yde noget dertil.
     Den 11te November (1802) begyndte Steffens sine Forelæsninger. De holdtes paa Ehlers Kollegium i Kannikestræde og var offentlige; selv boede han nu ogsaa i denne Gade. Eftersom Dagen nærmede sig, da han skulde træde offentlig frem, blev hans Sind mere alvorligt stemt; han kjendte den Modstand, der var imod ham, han vidste, at hans Venner var faa og for største Delen unge Mennesker uden Anseelse; hans Fremtid vilde sandsynligvis ved disse Forelæsninger finde sin Afgjørelse. Det stod tillige klart for ham, at hvad han nu skulde forkynde, stod i en skjærende Modsætning til den herskende Tankegang og umuligt kunde undgaa at vække Forargelse. Dog, det fik saa være; han følte et Kald over sig, og i den sidste ensomme Time samlede han sig i en inderlig Bøn til «Erkjendelsens Gud», «maaske den første sande Bøn siden min Barndom«, siger han. Styrket og gjennemtrængt af Alvor kunde han nu træde frem til Kamp. I det sidste Øjeblik kom hans Venner Øhlenschlæger og Karl Heger for at følge ham. Da de kom over til Kollegiet, fandt de Porten, Trapperne, Høresalen tæt fyldte af Mennesker, endog Vinduerne var besatte; kun med Møje kunde Steffens trænge sig frem til Katedret. Men da han nu stod dér, var al Angst ligesom blæst bort; han følte, at han stod netop, hvor han skulde staa.
     Og hvad talte han saa om? Ja, de ni første Foredrag har han selv udgivet1), saa deraf kan man danne




1) Steffens: Indledning til filosofiske Forelæsninger, Kbhvn. 1803.




sig en Forestilling om det, men det bedste savne vi dog, det varme, levende Ord, saadan som det flød fra hans Læber. Hvad vi have, er kun et afbleget Billede, og ved at betragte det ville de fleste vel snarest føle sig skuffede; de mange fremmede Konstord virke allerede noget frastødende, og vi, der leve i en anden Tidsalder, have ondt nok ved at forstaa, hvorledes adskilligt af det kunde være saa tiltalende. Men paa den anden Side findes der ogsaa Partier, der tilfulde bære Vidnesbyrd om den aandfulde Personlighed, hvorfra de stamme. Vi kunne her kun pege paa nogle Enkeltheder, men maa forøvrigt henvise til selve Bogen, der er et ganske enestaaende historisk Mindesmærke i den danske Litteratur.
     Han forudsætter hos sine Tilhørere intet andet end almindelig Dannelse, Trang til at kjende Tingenes egentlige Væsen og Evne til at sammenfatte de enkelte Dele til et stort hele. Han vil give dem et betydningsfuldere Blik over Livet og Tilværelsen end det, som den almindelige Erfaring og det indeknebne daglige Liv leder os til. Han fører Tanken hen paa Spinoza. Til alle Tider har Mængden havt en fejg Gru for alt overordentligt, derfor anfaldt man denne stille Tænker med Beskyldning for Atheisme, ligesom man havde brændt Vanini og Bruno paa samme Beskyldning og i vore Dage fordrevet en af de religiøseste og aandfuldeste Mænd (Fichte) fra hans velsignelsesrige Virkekreds.
     Han taler bevingede Ord til Aandslivets Pris. Man tænke sig al højere Videnskab og Poesi og Konst forsvunden fra Jorden; man tage enhver Blomst i Menneskelivet bort; man opdrage Kvinden til en Kjøkkenurt, der jo ikke maa blomstre, og Manden til en Foderurt, for det alt opslugende Uhyre, Nutiden; man feje alt Liv bort, at Forstandens nøgne Stengrund ene bliver tilbage! — (Det var stærke, men ikke usande Udfald mod Tidens saakaldte Oplysning). — Hellige, glansfulde Billeder af det evige, I blive, naar alt endeligt forsvinder; I vise hen til en højere Egn, hvor alt er urokkeligt! Dér luer, i aldrig formørket Klarhed, Aandernes evige Sol, ved hvilken vi ere og leve, skjøndt vi ikke kunne nære os ved dens herlige Glans eller sammenflette dens lyse Straaler for at klæde os i dem.
     Et af de sikkreste Kjendetegn paa den højere Sans, der kan fremtræde hos en Nation, er dens Aftryk paa Massen (eller Stoffet). Yttrer et Folk sin hele Kraft i Kamp med Naturen, for at sikkre sin endelige Tilværelse, saa viser dens Indtryk paa Massen sig blot som et højere dyrisk Instinkt, — det er Industri. Gjennemtrænges derimod et Folk eller en Tidsalder af en højere Higen, saa tvinger den selve Massen til at vidne om sin højere Tilværelse. De uhyre Kolosser i Orienten vise os endnu den friske, unge Menneskeslægts næsten ubegribelige Viljeskraft. Da den herlige græske Nation stod i Begreb med at forsvinde, hævede den sin højere Tilværelses guddommelige Kjærne frem og paatvang Masserne den. Den italienske Malerkonst viser os endnu sin Tids herlige, poetiske Religiøsitet. — Men man tænke sig vor Tidsalder henrunden! Hvilket evigt Mindesmærke har den vel sat sig?
     Det er hans Hensigt at vise, hvorledes en ordnende og bestemmende Aand skjuler sig bag den tilsyneladende regelløse Vilkaarlighed i Naturens Frembringelser og vækker Anelse om en uendelig Sammenhæng. Han forsøger i det mere enkelte at paavise en saadan Forbindelse, selv mellem Gjenstande, der ved første Blik synes strengt adskilte, saaledes som mellem Bjergmasserne paa den ene Side og Planter og Dyr paa den anden. Han peger hen paa de store Funktioner1), der yttre sig i Plante– og Dyre–Verdenen, og som man kan forfølge i opadstigende




1) De 3 Funktioner ere: 1) Reproduktionskraft, stærkest hos Planter og lavere Dyr; 2) Irritabilitet, Muskelbevægelse, fremtrædende især hos Insekter og Fugle; 3) Sensibilitet, Indvirkning udvendig fra paa Livsprincipet, gjennem Hjerne og Nerver, stærkest hos Pattedyr. Indledn. til filos. Forel. S. 61 ff.




Linje lige til Intelligensens Rige, hvor de hos Menneskene træde frem i forædlet Skikkelse.
     Men hele Naturens Virksomhed er et Udtryk for Aanden; der er en Enhed mellem disse, og Nøglen til al Naturtheori er, at «den absolute Identitet af alle Differenser maa forudsættes».
     Han seer ud over Kloden og dens Liv og giver en fantastisk, poetisk Skildring af det, som vi til en Prøve paa hans Stil ville anføre med hans egne Ord: «Solen gløder i Planeternes Midtpunkt, Lyset omfatter med evig Glans alt levende; den hele Klode synes en Blomst, som aabner sine mangefarvede Blade, udaander sit Liv om Dagen og lukker sig om Natten. Varmen er en evig Veksel af Expansion (Udvidelse) og Kontraktion (Sammentrækning), imellem hvilke alt oscillerer (svinger frem og tilbage). Magnetismen har gjennemtrængt hele Kloden og viser stiltiende til en hemmelig Regel; Elektriciteten aabner og slutter det kemiske Vekselspils momentane Liv. Luften, bestandig foranderlig og i al sin Foranderlighed bestandig den samme, Klodens forunderlige Aande, indaander, binder, løser igjen og omslutter alt. Vandet, det indifferente, formløse, af hvilket al Form synes oprundet, cirkulerer, bestandig bølgende mellem det faste. Imidlertid gjærer den alt bundfældte, anorgiske (uorganiske) Masse, Jordklodens afsatte Skelet, med den sidste Gnist af Liv, endnu flammende under Ækvator. Et evigt vekslende Liv, ensformigere under Polerne, mere broget, mere glødende under Ækvator, udvælder med stigende Energi, — og midt i denne brogede Vrimmel hæver sig lidt efter lidt gjennem alle Gestalterne et mystisk Centrum, bestandig dybere og dybere skjult i Gestalternes inderste Væsen. Idet det tydeligere aabenbarer sig, skilles det enkelte fra det hele og bliver et helt i sig selv, den isolerte Organisation bliver mere fuldendt; den Energi, med hvilken den kæmper mod Massen, bliver vældigere; de Aftryk, den paatvinger den, betydningsfuldere. Endelig vaagner med den individuelleste Skabning Naturens usynligste, helligste Midtpunkt, Fornuften. Selv Massen forædles ved den, og Konsten og Poesien formaar at producere Gestalter, højere, ædlere, uendeligere, betydningsfuldere end selve Naturens1)».
     Langt interessantere end disse dunkle Fantasterier, der for største Delen svæve i Luften, er Steffens' Blik paa Menneskeslægtens Udvikling, (i nær Overensstemmelse med Schelling). Historien begynder med Mythologi, med en Gudernes Tidsalder, hvor Sproget er den reneste Poesi og Sindbillede. Det er latterligt, saaledes som det var almindeligt i det 18de Aarhundrede, at nedsætte Mythologien til Fabler eller at ville udlede nogle tørre, historiske Kjendsgjerninger af den. Nej, hin første, fjerne Tid var en livsfrisk Guldalder, begyndende i Øst, og siden skridende frem med Solen mod Vest. Det var en lykkelig Barndomstid med sin Umiddelbarhed; hvad vi søge at tilegne os gjennem Eftertanke, havde hin Tid i større Fylde ved Anskuelse; Livet og Religionen var ét for den.
     Vel gik det saa ned ad Bakke, den prosaiske Historie udviklede sig, men i den   græske Stordaads–Tid var der dog endnu en vidunderlig Efterglans, som kjendtes paa deres Folkelighed, deres Daadskraft, deres Sans for det skjønne og deres Filosofi.
     Med  Romerne gik det nu videre og brattere ned ad. Hos dem var Forstanden det fremtrædende, Religionen havde aldrig nogen høj Betydning for dem, Sansen for det evige forsvandt. Efterhaanden hævede enkelte sig frem blandt Romerne som en Slags Afguder, tyranniserede dem og blev tilbedte af dem. Disse Skikkelser blev bestandig mere dæmoniske, indtil de i de romerske Kejsere og navnlig i  Nero naaede Højdepunktet. Roms Historie har sit Toppunkt i ham, der kæmpede mod alle, vilde trampe paa alt, nyde alt, være Gud over alt. Saaledes ender Oldtiden i Fornedrelse.
     Men ligesom vi i Rom, «den evige Stad», nede i Jorden finde Levninger fra Oldtids Dage, medens ovenpaa




1) Indledn. til filos. Forelæsn. S. 131 f.




disse en ny Verden har rejst sig med Kirker og Klostre, saaledes er det gaaet i Historien. Den ny Tid er kommen ved  Kristendommen, der nu for Fremtiden er den inderste Kjærne i al Historie. Dog se vi indenfor denne en Udvikling, der har nogen Lighed med Oldtidens. Den Mennesket indgroede Tilbøjelighed til at bringe Religionen anskuelig ind i Tilværelsen har frembragt en ny, kristelig Mythologi i  Katholicismen. De katholske Myther have en indre Sandhed, de ere Poesi. Af dem har der videre udviklet sig en katholsk Konst, dog med en væsentlig Forskjel fra den græske i Oldtiden; thi Grækerne naaede frem til det Ideal, de stræbte efter, den Skjønhed, som var deres Maal; i Middelalderens Kristenhed var der ogsaa en herlig Drift, men da Maalet ikke var et endeligt, kunde den aldrig tilfredsstilles; der var en Længsel, som forblev uløst. Tiden var storslaaet, disse Kampe mod de vantro, disse Korstog, denne glødende Andagt, — og hvor poetisk var den ikke! Men den rette Katholicisme gik til Grunde, dens Myther tabte sin Betydning; dog før sin Bortgang forevigede den sig ved udødelige Mesterværker af Malere og Bygmestere.
     Saa fremstod  Protestantismen, den ægte Religiøsitet, med en uendelig Længsel, men uden Billede, uden Mythologi. Den greb den ædleste og bedste Del af Evropa, og en Række blodige Kampe maatte finde Sted mellem det ny og det gamle.
     Og hvorledes staar det nu til? — Den nærværende Tids Særkjende er en Irreligiøsitet og en Prosa, som Historien aldrig har set før, men den har sit Forbillede i Romertiden. Det  franske Folk er det mest prosaiske af alle, hos dem blomstrer kun Forstanden, Frankrig har ingen sand Poesi, hvorimod den saakaldte «Oplysning» er udgaaet derfra. Franskmændene kunne være vittige, men den højere Aand kjende de ikke. Den franske Oplysning har nu en Tidlang faaet mere og mere Overhaand trindt omkring; den har sammenskrumpet Blikket for det høje. Men i  Tydskland har noget andet og bedre begyndt at hæve sig frem, en poetisk Sans for de gamle Tider, en ny, ægte Poesi og en ny, vaagnende Filosofi. Denne ny, tydske Skole bestræber sig for at hæve Slægten op til et højere Stade, hvorfra de svundne Tider kunne overskues, og en ny Sammenknytning af det herlige forberedes for alle Tider.
     I Modsætning til Tidens Retning efter at overskære den historiske Traad og begynde en hel ny Udvikling uden at bygge paa Fortiden, hævder Steffens den  historiske Sammenhæng og Nødvendighed. Selv det ringeste Menneske kan ikke forestilles som levende til denne bestemte Tid, som dette bestemte Individ, uden at hele Historien just har gaaet den Gang, den har gaaet. Om han end aldrig har hørt Historien nævne, er han dog selv, og netop jo mere indskrænket han er, desto vissere, et Produkt af den Grad af Kultur og den Tænkemaade, som paa den Tid karakteriserer Massen af det Folk og den Stand, han lever i; og at denne igjen er et Produkt af den hele Historie, følger af sig selv.
     I Modsætning til Tidens flade Forstandighed og den fra Frankrig udgaaede Smag, der især lægger an paa den smukke ydre Form, fremhæves den sande  Poesi. For Naturforskerens og Historikerens Virksomhed, siger Steffens, ligger en dunkel  Anelse til Grund. Denne Anelse, naar den levende, skabende, aabenbarer sig i et Sind, er Poesi. Intet Menneske og ingen Tidsalder er ganske blottet for den. Ædle, høje Skikkelser træde frem, en guddommelig, gylden Verden, oplivet af en evig Sol, oplukkes for os som ved et Trylleri. En uendelig Betydning synes at skjule sig bag enhver Skikkelse og straaler os hemmeligsfuld i Møde. Den sande Poesi fremdrager det dybe i Menneskelivet.
     I Modsætning til Tidens Retning efter at udjævne Forskjellighederne og indordne alle under samme Love, fremhæver han  Geniets Ret til at bestemme sig selv uden at være bundet ved anden Lov end sit eget Forhold til det guddommelige. Geniet spotter alle Regler, bryder sig sin egen Bane; det er Guddommens egen Straale, der nu og da med Glans bryder frem af Massen og fører sin Tidsalder afsted med sig.
     Endelig betoner Steffens «det inderste i os, det guddommelige, ved hvilket enhver er forenet med alt». Det Princip, der ligger bagved hele Naturfilosofien, betegner han som det, «at Gud maa erkjendes af os som evigt levende Personligheders levende, personlige Enhed og saaledes Kilden til al Kundskab». —
     Saaledes holdt Steffens i Vinteren 1802—1803 Forelæsninger over Naturfilosofien, og vi kunne med det samme tilføje, at de fortsattes den følgende Vinter, men drejede sig da navnlig om Poesi, især  Goethes. Særlig dvælede han ved dennes Faust; han omhandlede ogsaa  Shakespeare, Cervantes og Romantikerne  Tieck og  Novalis.
     Ved de første Foredrag havde Steffens Papiret for sig; men den 5te eller 6te Gang savnede han sin Opskrift, da han gjennem den tætte Menneskemasse havde arbejdet sig op til Katedret. Han besindede sig da et Øjeblik, fortalte saa sit Uheld, men tilføjede, at han vilde forsøge at holde Foredraget frit. Det vakte en spændt Forventning, thi det var dengang noget næsten uhørt; men i Stedet for at stamme i det, holdt han det tværtimod livligere, mere flydende, endog klarere. Hans Modstandere søgte at bilde Folk ind, at det var et beregnet Komediespil; men for Fremtiden undlod Steffens at bruge Papiret.
     Indtrykket af hans Foredrag var mægtigt; saaledes havde endnu ingen her talet. Hvilket Særsyn i hin Tid, der paa en enkelt Undtagelse nær kun var vant til tørre, oplæste Forelæsninger! Det var Veltalenhed, ikke den tillærte, nej, det var Fylden af det Liv, der rørte sig i ham selv, og som derfor greb Tilhørerne. Og disse var ingenlunde blot unge Studerende; der var Professorer, lærde Folk af alle Slags, Embedsmænd, selv i de højeste Stillinger; endog Oldinger saa' man komme hele Timer før Tiden for at faa en god Plads. Men særligt finde vi blandt Steffens' Tilhørere Blomsten af det unge Danmark, der skulde blive Bannerførere for Aandslivet paa forskjellige Veje, og som her modtog en betydningsfuld Vækkelse, saadanne som Øhlenschlæger, Ørstederne1), Sten Blicher, Schak Staffeldt og Grundtvig.
     «At sige med faa og klare Ord, hvad det egentlig var, som Steffens bragte, er ingenlunde let; thi det var ikke Læresætninger, som blev sindig prøvede og omhyggelig begrundede; nej, det var Lava fra Inspirationens Krater, det var en Verden af Ild og Aand, der bruste frem i glødende Strømme. — Den Hovedtanke, hvortil Kulturbevægelsens ypperste Ledere alt dengang havde arbejdet sig frem, lader sig udtrykke i faa Ord: Det guddommelige kan ikke være et hinsides og uopnaaeligt; Guddommen maa i al sin Uendelighed være virksom nærværende som Naturen selv«2).
     At Grundtanken i Steffens' naturfilosofiske System væsentlig var pantheistisk, og at det indeholdt Fantasier, som ikke svarede til Virkeligheden, er lettere at paavise nu, end det var dengang. Nogle ymtede vel om «Atheisme», men en dybere Forstaaelse fattedes næsten ganske. «Faa forstod«, skriver Grundtvig3), «noget sammenhængende af hans med mange Konstord udstafferede Tale, og det var godt; men det kunde alle forstaa, at han lod haant om den Oplysning, der hidtil var udbasunet, at han talede med en forbavsende Ærbødighed om Kristus og hans guddommelige Rang, at han haanede den danske Læseverdens Afguder, Kotzebue og Lafontaine, og henpegede paa Shakespeare og Goethe som anderledes Digtere end den Flok, man nævnede saa, og dette var saare godt».
     Den store Betydning af Steffens' Fremtræden maa derfor ikke søges i, at hans Naturfilosofi vandt nogen større Tilslutning, men den beror paa, at han med sit levende,




1) H. C. Ørsted kom hjem fra sin Udenlandsrejse i Vinteren 1803—1804.
2) Rasmus Nielsen: A. Øhlenschlæger S. 13—33.
3) N. F. S. Grundtvig: Verdenskrønike 1812, S. 353.




begejstrede Ord vakte Aander af Dvale, gav dem et Stød fremad og  aabnede nye Vidder for dem. Han siger selv, at den Begejstring, hans Foredrag vakte, kan kaldes voldsom; de bevægede Sind rystede gjerne det gamle, mørke Skolestøv af sig, for i en ny Skole at begynde et nyt, fornøjeligt Liv. Og maaske har han virket endnu mere i  Samtaler, hvori han var en Mester og altid utrættelig. Bevægelsen, han vakte, sporedes snart i Litteraturen, ja endog til Sverige bredte den sig. Saaledes er Steffens' Navn uopløselig knyttet til Vækkelsen af det ny Aandsliv i Danmark i dette Aarhundrede. Og den store Betydning er ogsaa klart indset af de mest fremragende Mænd, der selv var med i Bevægelsen.
     H. C. Ørsted skriver: «Al Modstand var kun svag imod den Kraft, hvormed han henrev Flerheden. Hans Veltalenhed glimrede ikke mindre hos os end baade før og sildigere i Tydskland. Den tændte Aandens Liv hos mange«1).
     Til de betydeligste unge Mænd, som blev vakte ved Steffens, hørte  N. F. S. Grundtvig. Han var dengang en 19aarig Student og var ofte Tilhører ved Forelæsningerne. Forøvrigt var de Fættere, idet deres Mødre jo var Søstre. Grundtvig mindedes, at Steffens engang, da han var Barn, havde vist ham Billeder i en Perspektivkasse. Nu viste han ham andre Billeder i større Perspektiv! Hos deres fælles Morbroder, den gamle Professor Bang, traf de oftere sammen. Grundtvig var dengang noget tilbageholdende i sit Væsen. «Hører du ogsaa mine Forelæsninger?» spurgte Steffens ham en Dag. Da Grundtvig hertil svarede Ja. spurgte Steffens videre: «Men forstaar du dem da?» — «Jo, noget», svarede Grundtvig2). Men mange Aar senere skriver denne derom: «Steffens virkede i det mindste ikke blot paa rnig, men endnu langt øjensynligere paa Adam Øhlenschlæger og kjendelig nok paa de fleste




1) H. C. Ørsteds saml. Skrift 8.
2) For Litteratur og Kritik 3.




Mænd, der siden blev navnkundige for Aand i Danmark; saa, er der nogen Aand over os, da foer den aabenbart i os med det vingede Ord fra  hans Læber, hvis Mage til at lynslaa Folk med aabne Øren, jeg aldrig har kjendt»1). Og han skriver videre: «Vel laa der en Hindring i hans Stil: temmelig tydsk i flere Henseender og fuld af allehaande Konstord, jeg aldrig havde enten set eller hørt; men Sproget, han førte, Tonen, han talte i, Ilden, han sprudede, de slog mig paa Timen, saa jeg følte, der ogsaa i Ordets Verden er en himmelhøj Forskjel som paa Ild og Vand, saa det begejstrede Ord, om man end slet ikke forstaar eller kan udstaa, hvad det har at føre, dog, saa længe det lyder, hersker som en Konge midt imellem sine Fjender»2).
     Hvad det i egentligste Forstand personlige Udbytte af Steffens' Foredrag angaar, skriver Grundtvig, der var hans Tilhører begge Vintrene, disse Ord: «hele min Udvikling er en Frugt af  hans Ord»3), en Udtalelse, der faar end mere Betydning derved, at den er fra dennes modne Alder, over en Menneskealder senere (1838). Intet Under derfor, at Grundtvig stedse med Forkjærlighed dvælede ved Henrik Steffens. Saaledes ogsaa, da han nogle Aar senere holdt den Række Foredrag over græske og nordiske Myther, som han siden udgav under Navnet  «Brage–Snak». Her sammenlignede han halvt spøgende Øhlenschlæger med Brage og Ingemann med Idunne, «men», tilføjer han, «ser jeg ret, bliver Loke rigtignok min Fætter Henrik Steffens, som i sin Ungdom her hjemme kaldtes »Holbergs Henrik» og hedder nu, ogsaa pudsig nok, Gehejme–Regeringsraad i Berlin. — Hverken kan jeg frikjende ham for at ligne Loke lidt i det skjelmske Smil, hvormed han altid har haltet mellem Norden og Tydskland, ligesom Loke mellem Asgaard og Jætteverden, ikke heller kan jeg negte, han havde




1) N. F. S. Grundtvig: Mands Minde S. 269.
2) Smstds. S. 274.
3) Smstds. S. 269.




en Finger med i Idunnes (c: vort Modersmaal i sin dronninglige Skikkelse) Hjemførelse; thi naar jeg husker mig om, da saa' jeg det selv i min Ungdom, hvordan han stod og vendte og drejede paa Frejas Falkeham, som hun skulde hentes i. Det vil da sige paa anden Dansk, jeg hørte selv hans Foredrag om Poesien, — som jeg aldrig glemmer, da de brød Isen til alt det poetiske, jeg har oplevet, og da Øhlenschlæger dog hørte endnu langt mere paa Steffens end jeg, saa er det mig en afgjort Sag, at var han ikke et Aars Tid i det ny Aarhundredes Gry kommet til at tale halv dansk og halv tydsk, men helt poetisk herhjemme, da vilde Idunne sikkert endnu siddet i Fangehullet hos Jætten, og var da hverken kommet hjem til Asgaard som en Svale eller bleven berømt som en Nattergal»1).
     Vi faar vel bøje os for saadanne Vidnesbyrd. Men naar vi glæde os over det Aandsliv, der vældede frem over vort Fædreland fra Aarhundredets Begyndelse, og som ogsaa vi selv høstede velsignede Frugter af, saa vilde det være utaknemligt at glemme ham, der ved Guds Styrelse brød Isen og udsaaede den første Sæd. Lad ham da staa i det danske Folks kjærlige Minde, saaledes som han dengang stod med det bevingede Ord paa Læben for den lyttende Kreds: den ungdommelige Skikkelse med det straalende Øje, de aandfulde Træk, det skjælmske Smil om Munden. Saaledes blev han ogsaa afmalet og hans Billede stukket i Kobber paa Venners Foranstaltning, netop paa dette betydningsfulde Tidspunkt (1803).
     Men han havde jo ogsaa Fjender, og de var ikke faa. Der var Harme over ham, den selvbudne Gjæst, der forstyrrede den søde Søvn, over ham, der kom som Aanden i Hamlet2). Der blev skadefro hvisket i Krogene, at disse Foredrag vilde blive forbudte; man ventede, at en eller anden kongelig Kommissarius pludselig skulde træde frem




1) N. F. S. Grundtvig: Brage–Snak, S. 109.
2) Grundtvig: Mands Minde S. 270.




og stoppe denne altfor veltalende Mund. Det trak ogsaa Folk derhen, men desværre, de blev skuffede!
     Alligevel fik Steffens det oftere alvorligt nok at mærke, at man især paa de høje Steder ikke saa' mildt til ham. Han henvendte sig angaaende sine paatænkte geognostiske Rejser i Norge til Chefen for Rentekammeret, den hæderlig bekjendte Grev  Kristian Ditl. Fr. Reventlow, den Mand, hvem Bondestanden skylder saa meget; men han ansaa' Steffens for en farlig Fantast og lagde ikke Skjul paa sine Meninger; derfor erklærede han, at han slet ikke vidste, hvortil han skulde bruge saadan en Filosof. Og da man var bange for Steffens' Indflydelse paa Ungdommen og frygtede for at den gamle, skikkelige Professor Riisbrigh ikke var Mand for at stoppe Strømmen, saa kaldte man  Niels Treschow, Steffens' fordums Rektor, der nu var i Kristiania, ned for som filosofisk Lærer ved Universitetet at staa ved Riisbrighs Side1). Men at herved en Forhaabning blev brudt for Steffens, der selv maatte føle sig kaldet til denne Plads, var tydeligt.
     Alligevel var det langtfra, at Henrik Steffens lod sig forknytte. Vi finde ham saaledes trædende frem som Skuespiller, netop i denne bevægede Tid; sammen med Øhlenschlæger og andre Venner opførte han Holbergs «Erasmus Montanus» i en Privatkreds2), og han spillede selv Hovedrollen og benyttede Lejligheden til at fremstille nogle af sine egne Paastande i en karrikeret Skikkelse, saaledes som de af Bysladderen var blevne forvanskede; Øhlenschlæger var Per Degn. Det løb meget heldigt af og bidrog til at dæmpe mange Misforstaaelser.
     Da Sommertiden 1803 nærmede sig, boede Steffens og Øhlenschlæger en Tid lang sammen i Runddelen i Fre–




1) Treschow, der oprindelig var Kantianer, kom senere mere ind paa Schellings Filosofi, og han har Betydning som Skaber af det første filosofiske System i Danmark (Identitetssystemet). N. M. Petersen, Bidrag til d. danske Literat. 5,154.
2) Det var 1ste Pintsedag 1803, hos Farverenken Madam Møller paa Vestergade, Øhlenschlægers gamle Værtinde.




deriksberg Allee. Prokurator Bjerring, eller som han kaldtes, den lille Marat, foreslog engang i Spøg, at de to uadskillelige skulde lade sig male og hænge udenfor Huset, ligesom de vilde Dvr paa Vesterbro. Øhlenschlæger led dengang Ofte af Mareridt, saa at han foer op i Søvne; én Nat vækkede han Steffens med et forfærdeligt Brøl, som om han havde en Kniv i Halsen. «Min Gud !» raabte Steffens, «hvad er det?» — «Røvere», rallede den anden, «de myrde mig!» — «Almægtige Gud!» raabte Steffens og styrtede ud paa Gulvet i den bælgmørke Stue (thi Skodderne var lukkede). Nu var Øhlenschlæger imidlertid kommen til sig selv og sagde, at det kun var en Drøm. Men Vennen vilde ikke tro det; han løb ind i den anden Stue og kom lidt efter tilbage med tændt Lys og dragen Sabel. Øhlenschlæger havde ondt ved at overbevise ham om, at det hele var indbildning1).
     I denne Sommer kom Steffens vel ikke til at gjøre nogen geognostisk Rejse til Norge, men derimod ved Schimmelmanns Hjælp en mindre, hvis sidste Maal var at undersøge saltkilderne ved  Oldeslohe og Gibsbjerget ved  Segeberg. Han begyndte Rejsen med at besøge sin Ven  J. P. Mynster i Spjellerup Præstegaard. I det Brev, hvori han melder sin Ankomst til denne, skriver han: «Jeg véd, du vil med Gjæstfrihed og oplyst Tolerance huse en forskregen Atheist og Gudsbespotter, der uden Skam og Sky vover at erklære disse Tiders Theologi for apokryfisk og den udskregne Goethe for kanonisk»2). Man faar her et Indtryk af den Snak, der gik om Steffens. Han berejste nu Stevns, Møen, Skaane, Rygen, Meklenborg, Holsten, alle Vegne for at efterforske Lagene i Jorden. Ved sine Undersøgelser af det ovenomtalte Gibsbjerg og Saltkilder kom han til den Overbevisning, at de kunde drives med ganske anderledes Fordel for Staten end hidtil, og indgav praktiske Forslag, sigtende dertil, men der blev ikke taget




1) Øhlenschl. Erindringer 1,225.
2) Af efterladte Breve til J. P. Mynster. 2 Br.




Hensyn til dem. Opholdet i disse Egne blev ret behageligt for ham, især ved gjentagne Besøg i Hamborg, men allermest ved den nære Udsigt til at gjense sin forlovede, for ikke mere at skilles fra hende. Med hendes Bedstemoder, Fru Alberti, der boede i Hamborg, drog han endelig i Avgust syd paa, for at holde Bryllup; det gjorde stærkt Indtryk paa ham at finde Hannover besat af Franskmændene, denne Nation, som han havde saa lidet tilovers for, og de stod for ham som mørke Uvejrsskyer, der truede det aandelige Liv, som han elskede.
     Han kom til Halle, og den 4de September fandt  Bryllupet Sted. Med noget beklemt Sind saa' Forældre og Søskende den unge Brud drage til et fjernt, fremmed Land. Heller ikke kunde det unge Pars Fremtid anses for meget betrygget, da Steffens ingen virkelig Ansættelse havde, men kun nød den Schimmelmannske Understøttelse, som rigtignok i denne Anledning blev forhøjet til noget over det dobbelte. Det laa' imidlertid ikke for den lykkelige Brudgom at gjøre sig Skrupler i saa Henseende; han troede paa en lys Fremtid.
     Efter en Uges Ophold i det venlige Giebichenstein drog de nygifte mod deres tilkommende Hjem. Rejsen gik over Berlin, hvor Steffens traf  A. W. Schlegel, der i denne By i tre Vintre (1801—1804) holdt Forelæsninger over Skjøn–Litteratur og Konst1). I samme Hus boede Tiecks aandrige Søster, Fru  Sofie Bernhardi, der levede i et ulykkeligt Ægteskab med en romantisk Forfatter af dette Navn2). Hendes Beskjendtskab gjorde det unge Par3). Over Hamborg og Kiel sejlede de saa i en Jagt




1) 1804 drog han med den bekjendte Forfatterinde Fru Staël–Holstein, der tog ham til Huslærer for sine Børn, og forlod Tydskland.
2) Hun flygtede kort efter fra ham til sin Broder i Dresden og rejste med denne til Italien. Hun blev siden gift med en Hr. von Knorring.
3) Steffens erindrer sikkert fejl, naar han mener, at han ogsaa besøgte Schleiermacher i Berlin. Denne var fra 1802—1804 Præst i Stolpe ved Østersøen.




til Fyn; men den unge Hustru led meget af Søsyge og betraadte Danmarks Grund i en lidende Tilstand. Nogle Dage tilbragtes nu i Ro hos Svogeren, Pastor Zeuthen, og derfra naaede de endelig videre frem til Kjøbenhavn.
     Steffens' Vennekreds foranstaltede en Fest til Velkomst for Brudeparret, og Øhlenschlæger hilsede dem med sin første tydske Sang, der endte med: «Willkommen uns, Heinrich und Hanna!»1) Den unge, smukke Frue blev i det hele modtaget med Hjærtelighed af hendes Mands Slægt og Venner. Alligevel følte hun sig ikke rigtig vel til Mode. Hun var vokset op i et stort og aandrigt Hjem, mellem Søstre, vant til Selskabelighed baade derfra og fra hendes Ophold i Hamborg, og nu befandt hun sig pludselig mellem lutter fremmede; et andet Sprog, som hun kun forstod lidet af, lød omkring hende. Intet Under, at hun som oftest følte sig som en fremmed Fugl, og hun havde ikke den Sindets Bøjelighed, som saa mange, til let og hurtigt at føle sig til Rette under andre Forhold. Den gamle Morbroder Bang, der stadig, trods al Meningsforskjel, bevarede sin gamle Godhed for Steffens, fik den unge Kone meget kjær, men især Kamma Rahbek og Sophie Ørsted tog sig af hende paa bedste Maade; i Bakkehussproget fik hun Navnet «Giebichenstein». Ellers var det kjøbenhavnske Selskabsliv, hvor Kortspil indtog en betydelig Plads, slet ikke tiltalende for det unge Par, der ikke tog Del i dette. Bedst følte Fru Steffens sig hjemme i de tydske Kredse, hvoraf der dengang ikke var saa faa i Hovedstaden; først og fremmest hos Grev Schimmelmanns, dernæst ogsaa hos Etatsraad  Kirstein, der var ansat i Finansdepartementet, og hvis Hustru var Søster til Professor Cramer i Kiel2); endvidere hos Grev  Rantzaus3), og ende–




1) Sangen staar i Øhl. Erindr. 1,229 f.
2) E. Ph. Kirstein, f. 1759, Bestyrer af det Schimmelmannske Fideicommis, Deputeret i General–Told–Kamret og Kommerce–Kollegiet, siden Konferensraad, død 1834. Han boede ogsaa i det Schimmelmannske Palais i Bredgade.
3) Kristian Detlev Karl Rantzau–Ascheberg, ansat i det tydske Kan–




lig hos Etatsraad  Konstantin Bruun. Denne sidste, der havde tjent sig op som Kjøbmand, og hvis Interesser udelukkende gik i denne Retning, var gift med Digterinden  Frederikke f. Münter, der var ligesaa sentimental som hjærtensgod, og kun levede for det skjønne. Hun samlede i deres Hus en stor Kreds, dels af fornemme, dels af æsthetiske Personligheder, skjøndt hun selv paa Grund af stærk Tunghørighed kun kunde tage liden Del i Selskabslivet.
     Uagtet der saaledes ikke manglede Selskabelighed og venlig Imødekommen, og uagtet Steffens' Forelæsninger ogsaa i Vinteren 1803—1804 stadig var stærkt besøgte, saa han ogsaa derved maatte hente Opmuntring, var der dog ikke faa Skygger, der kastede sig ind over det unge Ægtepars Liv. Han havde, som tidligere omtalt, ingen Gaver til at omgaas med Penge, og snart befandt han sig i en trykkende Gjæld; tilmed gik det stadig mere op for ham, at der kun var ringe Udsigt til at erholde nogen virkelig Ansættelse. Schimmelmann kunde ikke gjøre mere, end han havde gjort, og ikke engang denne Understøttelse kunde ventes at blive ved. Dertil kom ogsaa andre uheldige Omstændigheder. Et sygeligt ungt Menneske, der besøgte Steffens' Forelæsninger og undertiden plagede ham med sine Besøg, rodede sig bestandig dybere ned i usunde Griller og Spekulationer, og endte med at gaa aldeles fra Forstanden. Han blev indespærret i den elendige Daare–Anstalt, det saakaldte Pesthus, udenfor Kjøbenhavn, hvor de ulykkelige levede omtrent som indespærrede vilde Dyr. Her hørte man Staklen ofte raabe: «0 Steffens! o Øhlenschlæger!» og Rygtet derom bredte sig snart over hele Byen. Det var noget for Modstanderne; nu kunde man jo se, hvad den Slags Filosofi førte til. Denne Hændelse bidrog sikkert meget til at lukke Udsigterne for Steffens.




celli, en begavet, men noget kantet ung Mand, døde 1812 som Overpræsident i Kiel. Hans elskværdige Hustru Charlotte f. Fürstenstein var især Magneten i Huset.




     I sine Forelæsninger havde denne, ligesom Romantikerne overhoved, ofte peget hen paa den  katholske Kirkes Herlighed i Middelalderen, paa den Konst, der udsprang af denne, og det gav Anledning til, at adskillige unge besøgte den katholske Kirke, vel nærmest for at lære dens Gudstjenestes ydre Form at kjende. Men uagtet det let kunde være Folk bekjendt, at Steffens var meget langt fra ellers at nære Sympathi for Katholicismen, og uagtet man endog havde fundet Behag i at kalde ham en Atheist, mener han, at ogsaa dette blev benyttet som et Vidnesbyrd om, at han var en farlig Person.
     Under disse Omstændigheder kan man ikke undres over, at det kom som en Lysstraale fra Himlen, da Steffens en Dag i Foraaret 1804 modtog et Brev fra Lægen  Reil i Halle, med Spørgsmaal om, hvorvidt han kunde være tilbøjelig til at modtage Ansættelse som ordentlig Professor ved det derværende Universitet. Man havde nemlig i Sinde at kalde nogle yngre, ansete Lærere dertil, og Reil haabede at have saa megen Indflydelse, at han kunde udvirke dette for Steffens. Denne tøvede ikke med at svare, at han med Glæde vilde modtage en saadan Kaldelse, og nogen Tid efter fik han ogsaa virkelig Udnævnelse som  Professor i Filosofi, Mineralogi, Fysiologi og Naturhistorie. For ham selv var dog Glæden over at se en Ende paa alle de Misligheder, hvori han var kommen, blandet med Vemod ved at skulle, maaske for stedse, tage Afsked med sit Fædreland med de lyse Barndoms– og Ungdoms–Minder. For hans Hustru var Glæden derimod ganske ublandet, hun skulde nu tilbage til sit Hjem.
     Efter at denne Afgjørelse var truffet, havde det unge Par endnu den Sorg, at deres førstefødte, der sidst i Juni kom til Verden, døde efter et Par Ugers Tilværelse. Fra Regeringen fik Steffens, som en sidste Afskedshilsen, en Regning paa, hvad han havde kostet denne, med Fordring om, at han skulde betale det tilbage i visse Terminer. Saaledes maatte han forlade sit Fædreland, trykket baade af offentlig og privat Gjæld. For sine Forelæsninger havde han intet taget1). Senere hen lykkedes det ham dog, ved Schimmelmanns Hjælp, at faa sin Gjæld til Regeringen eftergivet.
     Endnu havde han den Plage, at han fra mange Sider maatte høre, at han handlede utaknemligt imod sit Fædreland ved at forlade det. Mænd, der var ham ukjendte, kom til ham i hans Hjem for at sige ham, at han handlede uret, han maatte ikke gaa i fremmed Tjeneste. «Heller ikke, naar mit Fædreland ikke savner mig», sagde da Steffens, «naar jeg ikke kan finde Plads for min Virksomhed, naar man ønsker mig bort?» Ja, de mente, han burde se Tiden an, saa vilde alt nok føje sig bedre. Men havde han ikke nu arbejdet og ventet i to Aar, og som Løn derfor saa' han alt lukket for sig!
     Den egentlige Vennekreds sørgede over at miste ham, der havde sat Liv i alt. De kunde ikke andet end elske den aabne, hjærtelige Ven trods hans Forfængelighed. Men ingen vilde savne ham mere end Øhlenschlæger, og heller ingen skyldte ham mere. Denne var netop paa sin besungne Langelandsrejse, da han erfarede, at Steffens om to Dage vilde drage bort. Øjeblikkeligt bryder han op fra Langeland, for endnu engang at se ham, og iler gjennem Fyn; paa Bæltet bliver han opholdt af Vindstille, men haaber, at det samme Vejr vil forsinke Vennens Afrejse. Sent om Natten kommer han endelig til Ringsted, hvor han træt maa søge Hvile; om Morgenen giver han sig et Øjebliks Stunder til at bese Kirken, og ved Knud Lavards Grav beder han:

«Du, som en sjælden Ven mit Hjærte gav,
o, riv ham ikke ud af Danmarks Arme,
lad ham ej pløje før det dybe Hav,
bortrevet grumt og brat ved Skjæbnens Harme,
før jeg har favnet ham, algode Gud!
Styrk du min Bøn til Himlen, Sankte Knud!»




1) «Uden den ringeste Fordel, af blot Tilbøjelighed, som tolereret Docent», havde han holdt sine Forelæsninger.




     Det gik, som han ønskede, Vindstillet havde opholdt Steffens, saa at Øhlenschlæger endnu traf ham:

«Til vante Dør jeg foer og aabned den
og skjalv, — og saa', — og fandt endnu min Ven!»

     Og efter hans Afrejse skrev Skjalden et Digt: «Fortrøstning« til sin Ven, der blev som den egentlige Afskedshilsen :

«— naar jeg da hen vil ile
udi din Favn, min Ven !
for ved dit Blik at smile
og hente Kraft igjen,
og naar jeg da nu finder,
du est der heller ej,
at sørgende Kjærminder
kun blaane paa min Vej,
at intet mig omgiver,
som støtte kan min Fod,
naar nedtrykt da jeg bliver
og taber plat mit Mod:
da gjennem Buskens Gitter
hun trænger ind til mig
og rækker mig sin Cither,
og jeg er lykkelig».

     Men «Digteren»  Sander sendte Steffens endnu en anden Slags Afskedshilsen i et Lystspil «Hospitalet», der blev opført 1806, og hvor en nymodens Filosof indføres, der siger: «Nej, længe holder jeg det ikke ud blandt disse gemene Naturer, der mangle Organet for al Filosofi!» Hans Tjener hedder Jakob Bøhme1).
     Hermed afsluttedes Steffens' Gjerning i Danmark. Hvor kort, men hvor betydningsfuld! Som et Stjerneskud kom han og svandt igjen. Men til Slutning ville vi sende ham en Afskedshilsen fra et Par af det ny Aarhundredes store Mænd, to der i mangt og meget var saa vidt forskjellige. Mynster og Grundtvig.




1) Kr. Arentzen: Adam Øhlenschlæger S. 197—200.




     Den første skriver1): «— Jeg erkjender, af hvor uberegnelig og velgjørende Indflydelse hans Ophold her har været for Danmark, ikke blot ved hans Forelæsninger, — men endnu mere ved hans personlige Omgang. Han var en Sædemand, som havde Frø af mange Slags og udstrøede dem rigelig trindt omkring; og skjøndt han selv var mindre skikket til at pleje den fremvoksende Spire, saa havde dog mangt et Sædekorn fundet god Jord, hvor det skjød Rod og bar Frugt. Skjøndt hans egen Erkjendelse af de kristelige Idéer endnu ikke var uddannet og sikker, var det dog fra ham, at Begyndelsen til Kristendommens fornyede Liv i Danmark udgik».
     Og Grundtvig skriver2): «Jeg maa nævne Steffens som et af de store Redskaber for Nordens Aand og Danmarks Skytsengel, uden hvem, efter min fulde Overbevisning, selv Daaden paa Kongedybet vilde været forgjæves, Dønnet fra det sortladne Hav ej blevet et Æresskud for Danmarks Nyaar i Oldtidens Aand, men kun været en Salve over Danmarks Grav paa Bølgen blaa». Men nogen Ret har Grundtvig vel ogsaa, naar han siger3) om Steffens: «Han kom og svandt som et Luftsyn. Det var godt, thi han havde vist ellers forvirret, om ej forrykket mange Hjerner. Nu derimod vakte han kun Eftertanke».
     Da hans Gaver gik i Retning af Vækkelse, tør vi tro, at han havde udført, hvad der væsentlig var hans Kald. Andre kunde nu bygge videre derpaa.
     Der er oftere henpeget paa, at paa samme Tid som Steffens' begejstrede Røst vakte Aander af Dvale, og medens Øhlenschlægers Skjaldeaand svang sig ud af Svøbet og hævede sig i dejlige Kvad, paa samme Tid fuldendte Thorvaldsen sin Jason i Rom (1803). Ja, en ny Tid oprandt for Danmark!




1) Meddel. S. 135.
2) Mands Minde S. 267.
3) Verdenskrønike 1812, S. 353.





 

 


 

 

11.
I Halle.
1804 — 1806.

     Staden  Halle, hvor Henrik Steffens' Hjem nu skulde være, ligger i det preussiske Sachsen, og den «gustne Flod, som her sig krummer» paa venstre Side af Byen, er Saale. Halle er bekjendt for sine Saltværker, men i Historien er dens Navn især knyttet til den fromme Avg. Herm. Francke, der virkede dér i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Som et Minde om ham laa tæt udenfor Byen det berømte Vajsenhus med dertil hørende Pædagogium, men Tiderne havde forandret sig, Professor Niemeyer, der nu forestod det, var ingen Francke, alt blev drevet rationalistisk og var i Forfald.
     Halles Omegn er ret venlig, især ved Giebichenstein, en Ruin paa en Klippe en Fjerdingvej fra Byen; her klemmes Saale inde mellem bratte Skrænter paa begge Sider, og her ude var det, at Reichardt havde sit Landsted1). Inde i selve Byen var der derimod noget trist, Gaderne var snevre og slet brolagte, og de mange Brunkul gav Omgivelserne en mørk Farve.
     I September 1804 kom Steffens og Hustru til Halle og flyttede ind i en rummelig Lejlighed. Trods Modgangen i Kjøbenhavn var han ved sædvanligt godt Mod, og hans Hustru var inderlig glad ved atter at befinde sig paa den hjemlige Plet. Men Steffens kom strax til at gjøre nogle Erfaringer om Sandheden af det tydske Mundheld: Al Begyndelse er svær. For det første overfor sine ny foresatte; han var jo nu preussisk Undersaat, — hvad han ikke havde drømt, han nogensinde skulde blive, — og paa Rejsen derned havde han i Berlin faaet Tilsagn om, at




1) Giebichenstein er nu som en Forstad til Halle; dengang laa der allerede adskillige Landsteder m. m. Blandt andre boede dér den bekjendte Romanforfatter Lafontaine. L. Engelstofts Skrifter, 3,53 f.




der skulde blive anskaffet en passende Mineralie–Samling til Universitetet, da det ellers vilde være ham umuligt at vejlede i dette Fag. Der var netop en privat Samling, som billigt kunde kjøbes, og Steffens foreslog Regeringen dette, men Svaret var afvisende; han trængte da heftigere paa og mindede om det givne Løfte, idet han tilføjede, at han i modsat Fald ikke kunde holde Forelæsninger. Regeringen lod da et Udvalg af Professorer, hvortil Steffens ikke hørte, uagtet han var den eneste sagkyndige, træde sammen for at bedømme den foreslaaede Samlings Værd, og denne blev da kjøbt, men det var tydeligt, at Steffens havde paadraget sig Uvilje paa højere Steder.
     Heller ikke blandt sine Medlærere ved Universitetet var hans Modtagelse den bedste. Der var almindelig Misfornøjelse over, at han, en Udlænding, og en af den ny Skole, var kaldet dertil. Der var ikke mindre end fem Professorer i Filosofi, der alle var hans Modstandere (de 4 var Tilhængere af Kants Filosofi), og en af dem, Tieftrunk, bekjendtgjorde straks Forelæsninger for at bekæmpe Steffens. Til Modstanderne hørte ogsaa Rationalisten Niemeyer. En Professor i Naturlære, Gilbert, gjorde sig en Fornøjelse af at udbrede engelske og franske Angreb paa Naturfilosofien blandt Studenterne. Steffens svarede i «Jenaer Litteraturtidende» satirisk derpaa, men først senere kom han selv til Klarhed over, at saalænge Naturfilosofien blandedes ind i de erfaringsmæssige Naturfag og skulde øve Indflydelse navnlig paa Fysiken, saa var Angreb ikke uberettigede.
     Der gik alle Slags Rygter om Steffens. Nogle fortalte, at han var Atheist, andre, at han var Katholik; han skulde føre et uordentligt Liv og spise Opium for at holde sig i Spænding. Da han engang var syg, spurgte den tilkaldte Læge ham, om han ikke rystede paa Hænderne om Morgenen, indtil han havde nydt nogle Snapse. Steffens spurgte, om han havde Lyst til at prøve, hvad disse skjælvende Hænder endnu kunde formaa.
     Men der var ogsaa Lyssider lige fra Begyndelsen af. Naturfilosofien havde ogsaa Tilhængere i Halle; to midlertidige Docenter havde foredraget den med Held, og Steffens blev derfor modtaget med store Forventninger af mange unge som en af den ny Læres Grundlæggere. Dertil kom, at et Par af de mest ansete Professorer hilste hans Ankomst med Glæde. Den ene var  Reil, der havde bevirket hans Ansættelse, en udmærket praktisk Læge og lærd Videnskabsmand. Han viste de unge Medicinere hen til Steffens' Forelæsninger, og blev i det hele altid en trofast Ven og Støtte for denne. Den anden var den berømte filologiske Professor  Wolf, der nød en overordentlig Anseelse, en myndig og skarp Mand, for hvis bidende Kritik man var bange; hans bedste Disciple blev Steffens' Tilhørere.
     Men den kjæreste Ven og Fælle fandt Steffens i  Schleiermacher, der just var kaldet som Professor i Theologi og Præst ved Universitetskirken, og som kom til Halle i Oktober. Da han fik stor Betydning for Steffens' Udvikling og hele Liv, ville vi dvæle et Øjeblik ved ham1). Han var 5 Aar ældre end Steffens, en Præstesøn fra Breslau. I sit 15de Aar var han bleven sendt til Hernhuterkolonien Niesky for at gaa paa Pædagogiet dér, siden til det lignende Seminarium i Barby, og den Fromhed, som traadte ham i Møde paa disse Steder, blev ikke uden Indvirkning paa hans senere Liv. Nitten Aar gammel drog han til Halle, som dengang havde en vis Glans, dels ved den ovennævnte Filolog Wolf, dels ved Theologen og Rationalisten Semler. Allerede i Barby var Schleiermacher kommet ind paa Tvivl om Kristendommen og havde skrevet til sin Fader, at Troen var tabt for ham, og denne havde med Smerte svaret: Saa gaa da ud i Verden, hvis Ære du søger! Det var dog ikke Længsel efter Verdens Ære, der drev Schleiermacher, men en dyb Søgen efter Sandhed, forenet med et af Naturen kritisk Anlæg. Efter




1) Det følgende er især af W. Diltheys Bog: Leben Schleiermachers 1 B. 1870.




to Aars Ophold i Halle og flittigt, især historisk Studium, og efter at han dernæst havde flakket en Del om, navnlig i flere Huslærerposter, blev han 1794 ordineret som Medhjælper hos en gammel Præst, og ved dennes Død to Aar efter drog han til Berlin, hvor han fik Ansættelse som Præst ved Charité–Hospitalet.
     I denne Stilling var han seks Aar, og det var en Tid, rig paa Udvikling for ham. Her stiftede han Venskab med Fr. Schlegel og sluttede sig overhoved til den romantiske Retning; Tieck og W. Schlegel, der en Tid langt opholdt sig i Berlin, traadte ham ogsaa nær. I de jødiske Damekredse var Schleiermacher en af de mest udmærkede Gjæster, og navnlig med Henriette Herz sluttede han et nøje Venskab, som var af rent aandelig Natur; næsten hver Aften tilbragte han i hendes Hus. 1798 udgav han sine berømte «Taler om Religionen til de dannede blandt dens Foragtere», hvor han i Harme over Tiden forkynder Religionen som den rette Kilde til alt Aandsliv. Disse Taler kunde ganske vist ikke tilfredsstille dem, der stod paa Kristentroens Stade, men de var overhoved kun faa, og især for den yngre Slægt, der væsentlig var pantheistisk paavirket, blev dette Skrift af Vigtighed. I Aaret 1800 udgav han «Monologer», og mere og mere kom han ind paa det, der ligesom blev Grundtanken i hans Liv: at Religionen er «Afhængigheds–Følelse». «Ingen kan sammenlignes med Schleiermacher i fin Følelse for sædelige Kjendsgjerninger og Fornødenheder, i det uafladelige Arbejde paa sig selv. Han var en stor sædelig Genius, ligesom Goethe var en digterisk og Fichte en dialektisk». Han havde den uheldige Skjæbne, ligesom flere af Romantikerne, at komme i Kjærlighedsforhold til en gift Kone, Eleonore Grunnow, (hendes Mand var Præst), men i Modsætning til de andre bevarede han den ydre sædelige Renhed. De led begge meget derunder, og for at afbryde det drog Schleiermacher 1802 som Præst til det ensomme Stolpe ved Østersøen. Men da han nu to Aar efter kom til Halle, vedvarede Forholdet dog stedse; ingen af dem kunde rive Baandet over. Han haabede, at hun skulde gjøre det Skridt at skille sig fra en Mand, hun ikke elskede, men hun havde endnu ikke kunnet bære det over sit Hjærte og vaklede. Saaledes var han under et Uvishedens Tryk i den første Tid af sit Samliv med Steffens; først det følgende Aar skete Afgjørelsen, idet Fru Grunnow, netop da alle Hindringer syntes fjernede, og hendes Bryllup med Schleiermacher allerede var bestemt, pludselig med den rette Følelse af sin Pligt afbrød Forholdet til ham1).
     Schleiermacher var en ganske lille og mager Mand, noget forvokset, men gjorde alligevel et betydeligt Indtryk. Hans Ansigtstræk var ikke smukke, men stærkt udprægede, Hagen fremstaaende, Øjet dybt og levende; alle hans Bevægelser var livlige. En besindig Ro var dog udbredt over hans Væsen; trods den Ironi, der spillede om hans Læber, var kjærlig Deltagelse et betegnende Træk hos ham. Det var en lykkelig Styrelse for Steffens, at han kom til at leve og virke sammen med denne Mand; de blev snart fortrolige Venner, og deres meget forskjellige Personligheder udfyldte hinanden paa den heldigste Maade. Deres Anskuelser og Tilbøjeligheder gik til Dels i samme Retning, og de følte begge, hvor godt de havde af hinanden. Da Schleiermacher holdt sin Tiltrædelsesprædiken, var Steffens levende begejstret over den, og den første skrev nogen Tid efter til en Veninde om Steffens: «Denne saa uudtømmelig dybe Aand, der tillige har et saa elskværdigt, ved alt godt bevægeligt Væsen, gjør mig næsten hver Gang, jeg tilbringer nogle Timer med ham, ny Glæde2)». De hørte gjensidig Forelæsninger hos hinanden og læste meget sammen.
     Steffens' Forelæsninger drog fra Begyndelsen af en stor Mængde, navnlig unge studerende til sig; den Lykke,




1) Dette skete i Oktober 1805, og hun forenedes atter med sin Mand, hvis Hus hun nylig havde forladt. Schleiermachers Briefwechsel mit Gass, S. 38.
2) Aus Schleiermachers Leben, in Briefen 2 B. 17. Til E. v. Willich.




de gjorde, det Indtryk, de øvede, kan sammenlignes med det i Kjøbenhavn. En af hans unge Tilhørere skrev saaledes: «Jeg hører Naturfilosofi hos Steffens. Denne Mand skulde De høre tale! Hvor det strømmer, hvor det styrter, saa at Sandheden selv kunde synke til Bunds i Ordenes Malstrøm, og man vilde ikke savne den. En farlig Mand i Sandhed! Jeg ser ham ikke, jeg hører ham ikke, men jeg  føler ham tale. Min Agtelse for ham er næsten grændseløs; meget af hvad jeg vidste, meget som jeg tænkte, alt, hvad jeg anede, giver han mig igjen!»1) Sine nærmeste Tilhørere samlede han en Aften om Ugen i sit Hjem til Samtale og The. Mange mindedes siden Steffens' Forelæsninger og hele Paavirkning som noget af det glædeligste i deres Liv, og ikke faa af de Mænd, der siden kom til at indtage en betydelig Stilling i Samfundet, flokkedes som Disciple om ham i Halle, saaledes de senere theologiske Professorer i Berlin Neander og Strauss (ikke Fritænkeren), den bekjendte Statsmand og Memoireforfatter Varnhagen v. Ense (der ægtede Rahel) og Karl v. Raumer, der drog til Halle ene for Steffens' Skyld og blev en af hans varmeste Disciple, siden hans Svoger. Saaledes stillede Forholdene sig i det hele mere og mere venligt for ham, og han kunde senere med Rette kalde det «en lykkelig Tid». Til Grev Schimmelmann skrev han saaledes: «Min Stilling er den uafhængigste, som lader sig tænke, og er end den herskende Stemning hos de gamle Lærere, ligesom hos nogle Ministre, selv hos Patronen, imod mig, som det forstaar sig, saa er dog en stor Del af Fordommen imod mig ganske forsvunden. Min Indflydelse paa de studerende er afgjort». Alligevel havde han ikke opgivet Tanken om at vende tilbage til Fædrelandet; derfor skriver han i det samme Brev: «Saaledes lever i mig det levende Haab om atter at leve, at trives under Deres Øjne, — kun maa  først min videnskabelige Bestræbelse




1) Lion Baruch til Henr. Herz 13. Novb. 1804. Se Jul. Schmidt, deutsche Litteratgesch. 2,398.




være anerkjendt,  først min borgerlige Stilling være sikkret, at ikke den blotte smaalige Nødtørftighed driver mig hjem, saa at enhver indser, at Kjærlighed til mit Fædreland og til Dem drager mig derhen»1).
     En stor Behagelighed for Steffens var det naturligvis, at han og hans Hustru havde et andet Hjem i  Giebichenstein, saa meget mere som de i selve Halle kun havde liden Omgang med andre Familier. Reichardts Landsted var fortryllende, navnlig ved den store Have, der havde mange romantiske Anlæg. Alt var fredet dér, intet Dyr maatte skydes; Harerne gnavede Urterne, Agerhøns udrugede uhindret deres Æg, mange Nattergale byggede i de tætte Krat, kort sagt, en idyllisk Ro herskede alle Vegne. Ikke saaledes var selve Ejeren; Reichardt var en urolig Natur, der stadigt flakkede om; nylig havde han opholdt sig længere Tid i Paris; han filtrede sig ind i mangeslags Forhold og gjorde ikke just altid et gunstigt Indtryk. Men han var dog en fortjent Mand. Hans Hustru havde været en Skjønhed; hun var en fin, forkjælet Dame, der levede som en Fyrstinde, omgivet af sine Børn; kun sjældent tog hun ud, men i Hjemmet var der altid Selskabelighed, thi uden egentlig at være rige havde de dog Evne til at føre et stort Hus. Begge Ægtefolkene havde været gifte før og havde Børn i deres første Ægteskaber; sammen havde de tre Døttre og en Søn2). Hanna Steffens var den ældste af disse. Men den betydeligste i Hjemmet var  Louise Reichardt, af dennes første Ægteskab. Hun vilde have været smuk, hvis ikke Kopperne havde vanhældet hende; nu var det især Øjnene, der havde be–




1) Utrykt Brev til Schimmelmann af 28 Marts 1806 paa Tydsk. Haandskriftet paa det kgl. Bibl.
2) Til nærmere Forstaaelse af Familie–Forholdene kan følgende tjene: Reichardt havde i 1ste Ægteskab 2 Døttre (deriblandt Louise); Fru Reichardt, f. Alberti, havde i 1ste Ægteskab (med Hensler, Syndikus i Stade) 2 Døttre (gifte med Pistor og Ålberti) og l Søn (fransk Officier). Tilsammen havde de 3 Døttre (deriblandt Hanna) og l Søn.




varet deres Skjønhed. Hun havde arvet Faderens musikalske Talent og komponerede mange skjønne Melodier, især til Tiecks, Arnims og Brentanos Sange; adskillige af dem vandt Indgang i Folket. I en senere Tid af sit Liv hengav hun sig end mere til Musiken og fandt dels deri, dels i den kristelige Tro og Kjærlighedsgjerninger en Modvægt mod de tunge Slag, hun maatte friste. Hun havde været forlovet med en ung Mand ved Navn Eschen, som paa en Bjergvandring i Schweits over Gletschere faldt ned i en dyb Isspalte og omkom ynkelig. Nogle Aar efter blev hun forlovet med en ung, udmærket begavet Maler Gareis, men paa en Rejse i Italien blev han angrebet af Blodgang i Florens og døde paa nogle faa Dage. Intet Under, at en dyb Tungsindighed lagde sig over Louise Reichardts Sind. Søstrene var derimod muntre og livlige.
     Reichardt havde ladet sin Kusk og Tjener lære at blæse Valdhorn, Døttrene sang smukt i Kor, og i skjønne Sommeraftener lød Sangen, ledsaget af Musiken, ofte yndigt i den stille Have, eller naar man sejlede paa Floden. Og gribende kunde det være, naar Louise ude i Skoven med sin dejlige Stemme sang, mens hun slog Harpen dertil. «Durch den Wald mit raschen Schritten», gjenlød siden ofte for Steffens, og ved disse Indtryk fornam han det underlige Trylleri, der er ved Skovensomheden1).
     Medens Giebichenstein bragte Steffens saa mange Glæder i Familielivet og den større Selskabelighed, var det Omgangen med Schleiermacher, der til daglig Brug løftede ham mest. De spadserede stadig med hinanden, og især blev en Fodvandring i Marts 1805, en smuk For–




1) «Waldeinsamkeit» er et Udtryk, der er opfunden af Tieck og først brugt i den «blonde Ekbert». — Man kommer til at tænke paa Louise Reichardt ved nogle Strofer i Øhlenschlægers «Hjemve»:

Sødt en Mø ved Cithren synger
i den tavse, lune Nat.
Hvilke Toner! Milde Lyst,
hvor du strammer i mit Bryst!




aarsdag, uforglemmelig for dem begge. Det var en Løverdag, og Maalet var  Petersberg, et temmelig højt Bjerg med en Ruin paa, hvorfra der er en vid Udsigt over hele den omliggende Slette med dens Stæder og Landsbyer. Det var en lang og anstrængende Vandring; de var ledsagede af to Venner, hvoraf den ene var en ung Dansker ved Navn Bartholin, der boede hos Steffens1). Da det blev for sent til at naa' hjem til Halle samme Dag, overnattede de i et Værtshus, uagtet Schleiermacher om Morgenen skulde prædike og oven i Kjøbet holde Sørgetale over den nylig afdøde Enkedronning. Der gives jo Timer, hvor det er, som alle Skillevægge falde, hvor Hjærterne aabne sig for hinanden, og saadanne Timer oplevede de to Venner dér; de saa' ind i hinandens Sjæle og ikke blot det, de følte  hans Nærværelse, der har sagt, at han vil være til Stede, hvor to eller tre samles i hans Navn. Det var Timer, levede for Evigheden. Kort efter skrev Schleiermacher til Henriette Herz2): «Du véd, kjære Veninde, at jeg er ligesaa lidt hovmodig som beskeden, men aldrig har jeg stillet en Mand saaledes af mit fulde Hjærte og i enhver Henseende over mig som ham (Steffens), hvem jeg maatte tilbede, hvis det sømmede sig for en Mand overfor en Mand. Først, — hans Ægteskab er et ret Ægteskab i fuld Betydning. Man ser udvortes ikke meget dertil, men det er indvortes den skjønneste Sandhed. Med hvilken Enthusiasme udgyder han sig over sit Forhold til hende, med hvilken Barnlighed giver han de fortroligere Venner smaa Træk om hendes Dybde, hendes Religiøsitet, hendes Ejendommelighed, altid med de skjønneste Taarer i Øjnene. Og dernæst, hans hele Menneske er over al Beskrivelse herligt, saa dybt, saa frit, saa fuldt af Vid. — Kan du




1) Bartholin havde været Lieutenant, men tog siden juridisk Eksamen. Med Inderlighed havde han allerede i Kjøbenhavn sluttet sig til Steffens og hørte ham nu ogsaa i Halle. Han døde ikke længe efter i Rom. Øhlenschl. Erindr. 1,221 f.
2) Aus Schleierm.s Leben in Briefen 2. Brev af 27de Marts 1805.




tænke dig, hvorledes den første Naturfilosof, rørt til klare Taarer, skilles fra en kostelig Solnedgang, som vi havde deroppe? Men han er ogsaa en sand Naturens Præst. — Den hellige Alvor og den lystige Gammen gik saaledes tilsammen og dannede et skjønt Hele, som man kun sjældent finder det i Livet». — Senere hen, da Steffens en Dag rørt havde takket Vennen for hans herlige Prædiken, meddelte Schleiermacher ham de Lidelser, som han gjennemgik i sit Hjærte paa Grund af det ulykkelige Forhold til Fru Grunnow. Der var saaledes en gjensidig Forstaaelse, som begge vurderede lige højt. «Vi sluttede os», siger Steffens, «ganske og ubetinget til hinanden, og jeg har aldrig paa en mere afgjørende Maade erfaret, at ubetinget Hengivelse fremmer Selvstændigheden og undertrykker den ikke»1). Og Schleiermacher skriver til en Ven: «Jeg glæder mig stedse mere ved en herlig Samstemning med Steffens; medens han gaar ud fra Naturen, jeg fra Historien, træffe vi stedse sammen overalt, men vor Følelse er ogsaa saa meget den samme, som jeg før Bekjendtskabet med ham aldrig havde tænkt at finde den hos en levende Filosof»2).
     I Avgust 1805 kom  Øhlenschlæger til Halle for at besøge sin Ven Steffens. Den unge Skjald var i det forløbne Aar vokset betydeligt i Berømmelse; hans «Aladdin» var nylig udkommet, og han haabede at faa Understøttelse til en længere Udenlandsrejse. Hvor meget havde han ikke at meddele sin ældre Ven. Den unge, naive, selvtillidsfulde Digter blev modtaget med aabne Arme af Steffens og Hanna, og i Giebichenstein glædede de unge sig ved hans hyppige Besøg og morede sig over hans mangelfulde Tydsk. Med Steffens kjørte han faa Dage efter Ankomsten til Lauchstädt, 1½ Mil fra Halle, hvor det Weimarske Theater i Sommermaanederne spillede, for at hilse paa Goethe, men Steffens var misfornøjet over, at denne uag–




1) Was ich erlebte: 5,141.
2) Fr. Schleiermachers Briefwechsel mit J. C. Gass. 6. Sept. 1805.




tet sin Venlighed ikke indbød dem til Middag. Øhlenschlæger, der for længere Tid slog sig til Ro hos Steffens, besøgte dennes og Schleiermachers Forelæsninger og sværmede gjerne ude i Naturen. Indtrykket fra hans enlige Vandringer ved Saalefloden i Eftersommeren og hans Tanker paa Hjemmet blev udødeliggjorte i hans dejlige Digt «Hjemve». Digteren v.  Arnim, der i Forening med Brentano udgav gamle tydske Folkeviser under Navnet «des Knaben Wunderhorn», kom i denne Tid i Besøg hos Reicbardts. Baade Øhlenschlæger og Steffens fik ham meget kjær. Hans ædle Skikkelse og skjønne Ansigt, hans hele ægte fornemme Fremtræden, var, trods hans naturlige Tilbageholdenhed, lige tiltrækkende for dem begge. Og dertil kom, at han ikke blot var Digter og fortrolig med den Romantikerne saa kjære Middelalder, men han havde ogsaa med Iver studeret Fysik1).
     Øhlenschlægers 26de Fødselsdag den 14de November blev festlig højtideligholdt i Steffens' Hjem. Reichardts Døttre, Schleiermacher, Professor Wolfs Datter Vilhelmine, der kunde Dansk, var samlede; Louise overraskede ham med en Melodi til en af hans Sange. Dagens Slutning beskriver Digteren til Kamma Rahbek saaledes:

— — Da nu Venneflokken var
samlet i den stille Aften,
se da blev der baaret frem
paa det hvide Bord en Kage.
Kagen kranset var med Lys,
26 Lys man talte,
thi for hvert af Heltens Aar
saa' man frem et Lys at rage.
Uformærkt med Lyset svandt
venligt hen den muntre Aften,
og som Aften, Lys og Aar
ender sig nu her Romancen2).




1) Han ægtede siden Brentanos Søster Bettina, der senere især gjorde sig bekjendt ved Udgivelsen af den usandfærdige Bog: «Goethes Briefwechsel mit einem Kinde»
2) Nær og fjern 1879, Nr. 385.




Paa Universitetets Bibliothek fik Øhlenschlæger fat i Snorre Sturlesøns norske Krønike, og her fandt han Æmne til en større Digtning. I Løbet af omtrent seks Uger fuldendte han sin berømte Tragedie  «Hakon Jarl». I den temmelig indskrænkede Lejlighed, som Steffens da beboede, tilbragte Filosofen og Digteren Dagen sammen i Studereværelset; denne arbejdede ved et lille Bord ved Vinduet paa «Hakon Jarl», hin i en Krog ved sit Skrivebord paa et nyt Værk: «Grundtræk til den filosofiske Naturvidenskab i Aforismer». Naar Digteren havde fuldendt en Scene, og Filosofen en Paragraf, læste de det gjensidig op for hinanden. Steffens var meget tilfreds med dette Øhlenschlægers Mesterværk, skjøndt det ikke ganske er i den romantiske Stil.
     Efteraaret og en Del af Vinteren gik hen under dette Samliv, men efterhaanden mærkedes det mere og mere, at der var en Nisse, der forplumrede det gode Forhold mellem Vennerne. Hvad det var, har Steffens vist meget træffende betegnet mange Aar efter i en Samtale med Digteren Henrik Hertz: «Øhlenschlæger», sagde han, «havde sat sig i Hovedet, at han og jeg var de to største Danske, men nu skulde det afgjøres, hvo af os to var den største, og det faldt ikke saa let»1). Den unge Digters Selvfølelse var i høj Grad tiltagen med hans Berømmelse, og han kunde nu slet ikke finde sig i at staa i et Slags Discipelforhold til Steffens, som tidligere. Paa den anden Side følte denne sin Overlegenhed over ham i Tænkning og Kundskaber og vilde gjøre den gjældende. Hertil kom ogsaa, at Øhlenschlæger ikke længere saa ubetinget saa' op til den romantiske Skole, som før, men navnlig hyldede Schiller langt mere end tidligere. Af alt dette fremstod Rivninger. Saaledes, da Steffens en Dag hjemme i en ung Schweitzers Nærværelse læste op af Schillers «Wilhelm Tell». Som tidligere omtalt fandt han ikke Smag i Schillers Dramaer. Efter at han havde læst i nogen Tid, kastede han plud–




1) H. Hertz: Fra en Udenlandsrejse S. 23.




selig Bogen hen, saa den faldt paa Gulvet, og sagde: «Jeg kan ikke holde det ud længere!» Øhlenschlæger forlod, forbittret herover, Stuen og gik ind i sit Kammer, men Steffens fulgte ham lige i Hælene, og da Digteren i en Fart lukkede Døren i Laas efter sig, slog Steffens i sin Hidsighed en Glasrude i denne itu, aabnede den indenfra og spurgte forbittret, om Øhlenschlæger vilde lukke ham ude af hans eget Hus. Men da denne nu gav nogle venlige Ord, var Steffens straks et andet Menneske; den letbevægelige Mand Omfavnede og kyssede sin Ven under mange Taarer, og de Var atter forsonede. Og skjøndt der efterhaanden samlede sig en ikke liden Braad i Øhlenschlægers Hjærte, som sad der aarevis, og som han kun gav alt for megen Luft i Bitterheder, saa maatte han dog siden tilstaa, at det var mærkeligt, at Steffens ikke blev forstemt imod ham. Han glædede sig over «Hakon Jarl»; «en anden», siger Øhlensehlæger, «med hans Kløgt, uden hans. Hjærte, vilde fundet nok at dadle». Han siger videre om deres Samliv: «En forunderlig let bevægelig Natur var Steffens, men højst elskværdig, poetisk, tankerig, original Jeg har ingen kjendt, hans lige. — Den øjeblikkelige Inspiration flød bestandig over hans Læber, — i muntre Indfald og poetiske Fantasier kom vi hinanden uafladelig i Møde»1).
     Imod Slutningen af Januar forlod Øhlenschlæger Halle, efter at have modtaget Rejsepenge fra Danmark. Den sidste Aften var Steffens og Schleiermacher hos ham i det Værtshus, hvor han havde tilbragt de sidste fjorten Dage, medens Fru Steffens var i Barselseng. Steffens læste da «Hakon Jarl» højt; det var til venlig Afsked, og denne gik ikke af «uden Taarers Udgydelse». Øhlenschlæger drog til Berlin, men siden hen i Foraaret opholdt han sig paa Gjennemrejse atter tre Dage i Halle hos Vennerne.
     Det kan ikke andet end gjøre ondt at se den Bitterhed, hvormed Øhlenschlæger, især i Breve til H. C. Ørsted,




1) Øhlenschl. Erindringer 2,35.




omtaler Steffens, hvem han skyldte saa meget. «Han har immens Prætension og utaalelig Impertinens», skriver han. «Hele hans Solsystem er sat i Bevægelse ved et rask Stød af Tieck og Schelling». Og senere: «I et halvt Aar gik jeg daglig i Halle og maatte se paa Steffens' umoralske Forfængelighed, der bestod i at støde alt ned, som ikke konvenerede ham»1). H. C. Ørsted svarer dertil: «Hvad nu Steffens angaar, saa véd jeg vel godt, at han vil indklemme Naturen i et System, og det i et meget snevert; Gud bevare mig fremdeles for at blive Steffensianer, som han hidtil har bevaret mig derfor. Jeg har vel ogsaa mærket, at han praler». Efter en Udtalelse om, at Steffens ikke kunde være uvidende i Naturfagene, som Øhlenschlæger vilde mene, fortsætter han: «Med en sjælden Mangfoldighed, skjøndt ikke Dybde, i Kundskaber, forener han mangfoldige lykkelige Overblik. Naar man ikke tager disse for uimodsigelige Resultater af den dybeste Filosofi, men for det, de ere: Lynglimt til Vejledning, saa lærer man meget af ham. Jeg frygter endogsaa herved at have sagt for lidt til hans Fordel»2).
     Saaledes var dette Besøg, som Steffens havde glædet sig saa meget til, at hans Hustru i sin Tid havde skrevet til Kamma Rahbek: «Steffens skjænder hver Dag et Kvarter over, at han endnu ikke er her», — det var endt med Misstemning, og det gjør ondt at høre Fru Steffens tre Aar efter skrive til den samme, at Øhlenschlæger aldrig siden sit Besøg havde skrevet en Linje til dem3). Senere




1) Breve fra og til H. C. Ørsted, I Saml. Øhlenschl. til Ø. fra Paris 11te August og 6te Decbr. 1807.
2) Ovenanf. Skr. Brev af 1ste Novbr. 1807.
3) Nær og fjern, 1879, 368. — Kamma Rahbek roser Fru Steffens' Breve: «Giebichenstein er det eneste Fruentimmer, — blandt alle dem, jeg kjender, — som efter min Mening har noget Begreb om, hvad et Brev skal være; ellers er der gjerne, naar det ikke er ren Pølsesnak, saa megen Affektation, Forfængelighed o. s. v. i deres Breve». Fru Steffens skrev en flydende Stil i korte, afbrudte Sætninger, og udtrykte sin Mening med stor Aabenhjærtighed.




kom Digteren dog paa andre Tanker, og det gamle Venskab var fornyet, da de siden i Livet mødtes.
     Det Barn, som fødtes kort før Øhlensohlægers Bortrejse den 9de Januar 1806, var en lille Pige, som efter Elskerinden i Goethes Egmont fik Navnet  Klara eller  Klarchen1). Hun blev det eneste Barn, der naaede den voksne Alder, og hvor meget hun blev, især for sin Fader, ville vi siden faa at se.
     «Grundtræk til den filosofiske Naturvidenskab i Aforismer», saaledes hed altsaa det ny Værk, som Steffens havde udarbejdet, og som udkom i dette Aar. Vi kunne kun gjengive nogle karakteristiske Sætninger af det, men da det skulde være «Aforismer», kan det vel uden Skade lade sig gjøre. «Planten er den oplukkede Jord, Forsoningen af Livet og Massen, det stille, stumme Blik af Kjærligheden. Planten er Jordens oplukkede Længsel; fortrolig med Massen vender den sig mod Lyset som dens Yderverden. Roden er Plantens kaotiske Tid, skjult i Jordens Skjød, ligesom Jorden i Urtiden i Universets Skjød. Blomsten afhyller Plantens indre Liv; i Farven aabenbarer sig det fængslede Lys, i Blomsterduftens Uendelighed giver den igjen, hvad den stille modtog. — Insektet fremstiller Luftlivet; har Jordens Længsel aabenbaret sig i Planten, saa fremstiller Insektet Begjærligheden. Duften, det helligste ved Planten, bliver ved Insekterne altid slugt af den fortærende Begjærlighed. Fuglenes Toner ere den levendeblevne Blomsterduft, derfor forstaa Fugle og Blomster hinanden. Mennesket er født i en salig Enhed med Naturen, og denne skal han aldrig ophæve. Alle Sagn fra den ældgamle Fortid bevidne dette. Men da i denne Verden Personlighedens Befrielse aldrig fremtræder




1) Øhlenschlæger skriver til sin Christiane: «Steffens staar med hende (Barnet) paa Armen, — langt fra Spejlet, (da han har gode Øjne) og ser, om Barnet ligner ham; og jeg forsikkrer ham altid, at det min Tro allerede vrikker og slaar Takten med Hovedet ligesom sin Fader, naar han synger paa Orgelværket, — det vil sige: læser paa Katedret». Mindeblade om Øhlenschl. S. 44.




ren, saa fremkommer med Følelsen af den vaagnende Befrielse en dyb Forfærdelse, en skjult Gru som Forbud paa Saligheden; den kan her i Livet aldrig ophøre, som den fuldkomne Modsætning til Egenkjærligheden, der forhærder sig i jordisk Sikkerhed. — Verden, som den er, gjenfinder sig i Mennesket, Yderverdenen selv er et Ydre af hans Indre, han erkjender sig i den, den i ham. — Denne store Samtale af det hele med sig selv, paa bestemt ejendommelig Maade i enhver, er det sande Mysterium». Vi skulle ikke dvæle længere ved disse Aforismer; det er fantastisk–poetiske Billeder paa Naturens Grund; det er dybsindige Anelser og Indskydelser, men Symboliken gaar ikke altid til Kjærnen af Sagen, den lader sig ofte nøje med ydre Sammenligninger1).
     Sidst i Marts rejste Steffens og Schleiermacher til  Berlin, hvor den første slog sin Bolig op hos sin Svoger, Gehejmeraad Alberti2). Under dette Ophold, der varede en Maanedstid, og hvor han atter traf Øhlenschlæger, stiftede han Bekjendtskab med den berømte  Alexander v. Humboldt, Skaberen af den fysiske Jordbeskrivelse, og denne fordybede sig gjerne i Samtaler med Naturfilosofen. Ogsaa  Johannes Müller, den geniale Historiker med de dybe Blik, hvis Schweitzes Historie er et Mesterværk, traf Steffens oftere. Det var i det hele et broget Liv, som han i Berlin blev draget ind i; snart var han mellem sine Slægtninge, Reichardts Svigersønner, Gehejmeraaderne Pistor3) og Alberti, snart hos gamle bekjendte, som Fichte, «den dydige, ærlige, kraftige, godhjærtige Mand» (som Øhlenschlæger kalder ham), der holdt Forelæsninger over «Anvisninger til et saligt Liv»; snart hos Henriette Herz,




1) Julian Schmidt, d. Literaturgesch. 2,441—442.
2) Mindeblade om Øhlenschl. S. 62. Steffens mener, at han boede hos Boghandler Reimer, men det er vistnok en Hukommelsesfejl; Schleiermacher, som stod i nærmere Forhold til Reimer, boede dér.
3) Pistor, der var ansat i Postfaget, var et mangesidigt Talent; han var Mekanikus, drejede, sleb Glas, ja var endog en Smule Poet.




der 1803 var bleen Enke og levede i indskrænkede Kaar imod tidligere, men bestandig var livlig og aandrig, og til hvem Steffens nu traadte i nøje Venskabsforhold. Det var et bevæget Tidspunkt, og skjøndt Steffens næsten udelukkende kom i littrære Kredse, mærkede han let den stærke Giæring, der var i Sindene paa Grund af den politiske Stilling. Østerrig var nylig ved Freden i Pressburg bleven ydmyget af Napoleon; Preussen havde maattet taale mange Krænkelser af denne, og en Krig med Frankrig syntes mere og mere uundgaaelig. Man begyndte at længes derefter; man fandt Preussens Stilling nedværdigende, dette Preussen, der endnu bar Frederik den andens Hæder i frisk Minde. Hidil havde det holdt sig udenfor Legen; var nu ikke Tiden kommen til at lægge sit Sværd i Vægtskaalen? Disse Tanker satte Sindene i Bevægelse; der gik en stærk Strømning igjennem dem, og i de tidlige Foraarsdage mødtes man «unter den Linden», for at udtale sig for hinanden; man følte, at det var som et Havblik før Stormen. Og den livlige Steffens følte sig i høj Grad revet med; Uvilje mod Frankrig var gammel i ham, nu begyndte han at føle sig som Preusser. Den almindelige Begejstring samlede sig især om den unge, smukke Dronning  Louise, der viste sig for Folket i en Dragt med Sommerfuglevinger; man betragtede hende næsten som Landets gode Engel1.
     Sommertiden henrandt under stadig voksende Spænding over den nær forestaaende Krig, men iøvrigt under behagelige Forhold for Steffens. Hans Tilhørerkreds forøgedes bestandig. I Forsommeren gjorde han og Schleiermacher en Fodtur til  Harzen, paa hvilken de i ni Dage tilbagelagde henved 50 Mil og gjennemstrejfede Bjergene




1) «Hvo der har kjendt hende, véd ret godt, at hun ikke har været den harmløse, Kjærlighedsfulde Engel, men yderst selvsraadig, forslagen og derhos skjult, som den meklenborgske Familie i det hele». Varnhagen v. Ense Tagebücher 1 B. S. 9. Det maa dog bemærkes at Varnhagen havde et vel skarpt Blik for Folks Skyggesider.




paa alle Leder. Men da Høstens Tid kom, brød endelig det Uvejr løs, som saa længe havde truet. Preussen erklærede Frankrig Krig, og Hæren rykkede frem; snart saa' det fredelige Halle Krigernes Skarer drage der igjennem. Førerne var stolte og tillidsfulde, ja de var ikke fri for at mene, at Syvaarskrigens Gjenfærd vilde slaa Fjenden med Skræk; blot han dog ikke vilde flygte for hovedkulds, saa at der kunde blive Tid til at plukke nogle Lavrbær!1) Dog, Loddet vilde snart blive kastet. Franskmændene stod i Thüringen. Om faa Dage skulde Tæppet rulle op, der nu skjulte Fremtiden; hvorledes skulde den vise sig, smykket med Kranse, hilset med Jubel, — eller hyllet i Sorg, dænget med Skam?
 

 


 

 

12.
Urolige Tider.
1806 — 1808.

     Den 14de Oktober 1806 var en urolig Dag i Halle; Folket bølgede i Gaderne, det ene Rygte afløste det andet. Man vidste, at der blev kjæmpet ikke mange Mile borte; snart hed det sig, at Slaget var tabt, snart igjen, at en afgjørende Sejr var vunden, og Folk jublede. Steffens ilede ud ad Vejen mod Merseburg, han var i den største Spænding; paa et højtliggende Sted lagde han sig ned med Øret mod Jorden; han hørte Kanonbulder, men skjelnede ogsaa, at det trak sig mod Nordvest og tvivlede ikke om, at det betydede, at den preussiske Hær var paa Flugt. Først to Dage efter fik man i Halle Vished for, at den store Kamp ved  Jena og  Auerstädt var et Nederlag for Preussen. Rundt om Halle vrimlede det den 16de Oktober




1) «Man saa' kun paa de stive Støvler fra Friedrichs Dage, som end var de samme, ikke paa Benene, hvis Beskaffenhed man først opdagede, da Døden traadte paa Foden». Grundtvig, Verdenskrønike 1817, S. 592.




med preussiske Tropper, i det fjerne skimtede man Franskmændene, uafladelig lød Skydningen. Fra en højtliggende Have ved Floden iagttog Steffens tilligemed en Del andre Embedsmænd Kampen, men de kunde saa lidet blive kloge paa den, at de fleste troede, at Franskmændene var paa Flugt. Snart blev de dog revne ud af denne Forblindelse; flygtende Preussere, først enkeltvis, siden i Skarer, veg tilbage til Staden, og de sejerrige Franskmænd kom ustandseligt nærmere. Da var det Tid for enhver at tænke paa sit; Steffens, ledsaget af Schleiermacher, ilede hjem for at bringe Hustru og Barn til et sikkrere Sted, thi hans Bolig laa i en meget udsat Kant af Byen; hos Schleiermacher vilde der være tryggere, da han boede i Stadens Midte. Men da de nu, efter hurtigt at have samlet det nødvendigste, traadte ud i Gaderne, havde alt allerede forandret sig; alle Dørre var lukkede, Stadens Indbyggere var som forsvundne, men der hørtes Skydning i selve Byen. De maatte ile, Schleiermacher med Fru Steffens, en Ven, Feltpræst Gass1) med Schleiermachers Halvsøster Nanny, Steffens med Barnet paa Armen, og endelig den skjælvende Barnepige. Da de naaede Torvet, som de skulde over, saa' de sig pludselig midt i den vildeste Tummel; det var bedækket af flygtende, af Kanoner og Munitions–Vogne, og de skulde tværs igjennem dette Mylr. Hvorledes det lykkedes, var som en Drøm for dem. Men da de endelig var naaede til Hjørnet af Merkerstrasse, hvor Schleiermacher boede, standsede Steffens for at se sig om. Torvet var allerede tomt, kun enkelte flygtende Preussere viste sig endnu, men fra de Gader, der førte til Floden, viste sig Skarer af Franskmænd, og i dette Øjeblik faldt en Geværsalve, saa Kuglerne hvinede forbi hans Øren. Skyndsomt naaede de alle Maalet, og Husdøren blev vel aflaaset.
     Gaden var temmelig rolig i nogen Tid, men snart saa' de saaledes lykkeligt reddede, hvorledes franske Krigere gik




1) Født 1761, siden Steffens' Kollega ved Universitetet i Breslau, †1831.




fra Hus til Hus for at plyndre. Stillingen var uhyggelig nok; da Fru Steffens et Øjeblik saa' ud af Vinduet, blev et Gevær lagt an paa hende1); syv Husarer trængte ind i Huset, truende med Sabler og Pistoler, og med Udraabet: Vi ere de uovervindelige! tvang de dem til at afgive deres Værdisager, deres Ure, de Par Daler, som Schleiermacher ejede og noget af hans Sølvtøj2); derimod fandt de ikke Præsten Gass' Penge, der laa paa en Pult mellem nogle Papirer.
     Senere hen paa Dagen vovede Steffens sig ud. Staden var rolig, alle Fjender borte, i Begreb med videre at forfølge de flygtende Preussere. Fra sit Hjem hentede han sine Penge og gjemte sine værdifuldere Sager. Aftenen og Natten tilbragte de alle hos Boghandler Schimmelpenning, der havde indbudt dem og flere andre. Den hengik under den Slags Lystighed, der saa ofte er Fortvivlelsens Ledsager; en gammel, døv Professor, som boede der i Huset, maatte lukke op for sin Rhinskvins Kjælder, og under Spøg og Munterhed glemte de den skjæbnesvangre Nutid, indtil de hen ad Morgen slumrede ind, fordelte paa Stole rundt omkring.
     Den næste Dag begyndte Indrykningen af  Bernadottes Armeekorps, og hermed vendte Ro og Orden tilbage i Staden; han lod straks opslaa Proklamationer baade til Borgerne og til Universitetet, med Opfordring til at fortsætte deres sædvanlige Dont og med Løfte om Beskyttelse og Sikkerhed. De følgende Dage kom atter store Troppemasmer gjennem Halle, og endelig  Napoleon selv med den gamle Garde. Det var den første preussiske Stad, han opslog sit Kvarter i, og han forblev der nogle Dage.
     Den Steffenske Familie boede i disse urolige Dage endnu stedse hos Schleiermacher. Napoleon, med Følge af




1) Nær og fjern 1879, Nr. 367, Brev fra Steffens til Fru Rahhek af 16de Oktbr.
2) Brev fra Schleiermacher til Reimer, 4. Novbr. (Aus Schleierm.s Leben 1). Ligeledes: Gass til Schleiermacher 11. Marts 1813.




Marchaller og Generaler, red engang gjennem Gaden; en fransk Embedsmand, som var indkvarteret i Huset, opfordrede Steffens og Schleiermacher til at betragte dette Optog, men deres Had til Frankrig og særlig til Napoleon var saa stort, at de afslog det, og kun efter hans gjentagne Opfordringer kastede de et flygtigt Blik ud, hvorved de dog ikke kunde skjelne Personerne. Steffens saa' aldrig Napoleon!
     Et Tordenslag skulde snart ramme Vennerne og hele Staden. Den franske Kejser  ophævede Universitetet, alle Studenter skulde inden 24 Timer forlade Byen. Han var muligvis bleven forbittret over disses Opførsel; de havde ikke hilst ham paa Gaden, en Student, han havde tiltalt, havde kaldt ham «Monsieur», hele deres Holdning fandt han truende. Alle Lærerne var saaledes pludselig satte ud af deres Stilling og brødløse. Steffens ejede kun en halv Snes Daler, Schleiermacher noget lignende. Fremtiden saa' ikke lys ud.
     Reichardt med hele sin Familie var flygtet før Franskmændenes Ankomst. Hans Stilling var nemlig farlig. Der var for et Par Aar siden udkommet et Smædeskrift om Napoleon, der blev tilskrevet Reichardt, og om han end ikke var den eneste Ophavsmand til det, var han dog Hovedmanden for det. Kejseren havde dengang fordret ham afstraffet af den preussiske Regering, men denne havde vidst at undgaa det. Nu svævede det straffende Ris over hans Hoved, og han maatte redde sig ved ilsom Flugt1).
     Under de nærværende bedrøvelige Omstændigheder blev Steffens og Schleiermacher enige om at slaa sig sammen og føre fælles Husholdning i den førstes Bolig, der var den rummeligste. Da deres faa Penge var opbrugte, solgte Steffens sit Sølvtøj; de levede saa tarveligt som muligt, thi




1) Forklædt som Tjener kom han til Sandow, et Gods, der ejedes af Tiecks Ven Burgsdorf. — Nogle mente, at Universitetets Ophævelse kom af, at Napoleon troede, at Reichardt var Professor ved dette. Schleierm. til Gass, S. 57.




ingen vidste, hvor længe denne Tilstand vilde vare. «Vi leve her saa fattigt som muligt», skrev Schleiermacher til Henriette Herz1), «egentlig mere end muligt. Thi ved Mangel paa Vin og den overvejende vegetabilske Næring lider min Sundhed. — Brænde er her slet ikke at faa; vi brændte den sidste Pind, men har til Lykke endnu faaet en halv Favn af den franske Kommissær uden Penge, ellers havde vi maattet fryse».
     Snart klarede det dog noget op, saa at Schleiermacher d. 14de Novbr. kan skrive: «Af den første Nød ere vi ude, idet jeg har faaet en Del af min Løn, og Steffens nogle Penge af anden Kilde. Endnu leve og bo vi sammen, men jeg véd ikke, hvor længe det vil vare, da Kvinderne dog har det meget ubekvemt derved». Trods de trykkende Udsigter var de dog i det hele ved godt Mod, enkelte Venner saa' de jævnlig, deriblandt nogle Studenter, som uagtet Forbudet var blevne i Halle. Om Aftenen glemte de under livlige Samtaler ofte Øjeblikkets truende Alvor. Men de Efterretninger, som indløb om Begivenhedernes Gang, rev dem bestandig paany ud af den rolige Stemning. Napoleon havde holdt Indtog i Berlin den 27de Oktober; en almindelig Bedøvelse havde grebet især de preussiske Befalingsmænd; den ene Fæstning overgav sig efter den anden, ofte til langt svagere franske Afdelinger. Preussen var falden, og dets Fald var stort! Mange bøjede sig ydmygt og krybende for Erobreren, andre var fortvivlede. Ikke saaledes Steffens og Schleiermacher. «Den almindelige Opløsning er skrækkelig», skriver denne sidste, «og man ser fra alle Sider en Afgrund af Nederdrægtighed og Fejghed, af hvilken kun nogle enkelte, blandt dem fornemmelig Kongen og Dronningen, rage frem. Det gamle Saar er voldsomt aabnet, Kuren er fortvivlet, men Haabet maa endnu ikke opgives1)». — «Tugtens Ris maa nu gaa hen over alt, hvad der er tydsk; kun under denne Betingelse




1) Aus Sohl. Leben 2, 4. Novb. 1806.
2) Brev til Reimer uden Datum.




kan siden noget ret dygtig skjønt fremstaa deraf. Ser jeg i det store, er jeg rolig. Jeg er vis paa, at Tydskland, Evropas Kjærne, vil danne sig igjen i en skjøn Skikkelse»1). Som han, saaledes tænkte ogsaaa Steffens; han spaaede Napoleons Fald og Tydsklands Befrielse.
     Men hvad skulde der gribes til for den nærmeste Fremtid? Det var umuligt at fortsætte Livet i Halle uden Ansættelse, uden Udsigt til Erhverv. Det var naturligt, at Steffens' Blik i denne Nødens Tid rettede sig mod  Danmark; han skrev til sine Brødre og bad dem forhøre, om han kunde haabe paa Ansættelse dér. Kronprinsen, hvem de henvendte sig til, svarede: «Lad ham kun komme, det er et godt Hoved; vi kan nok bruge ham!» Ja, han tilbød endog Rejsepenge, hvilket Steffens dog ikke tog imod, derimod sendte Schimmelmann en Sum2). Men ogsaa andre Venner i Danmark havde allerede sat sig i Bevægelse. J. P. Mynster, der sad i gode Kaar i Spjellerup, henvendte sig til Fru Rabbek, bekymret for Vennens Skjæbne og uvis om hans Opholdssted, og vilde sende ham Penge, men ønskede hende til at besørge det. Hun svarede3): «Hvor i Verden Steffens end stikker, saa er jeg ganske vis paa, at han er en fattig Kejser, og at nogle Penge vil være ham forskrækkelig velkomne, især paa en Tid, hvor han ligesaa godt kan tage imod dem, som De kan byde ham dem, og jeg er derfor ogsaa usigelig glad ved, at De kan hjælpe ham noget i hans nærværende Nød. — Jeg har nogle Dukater, som jeg har samlet fra min Barndom, dem vilde jeg saa gjerne give Giebichenstein, men jeg tør ikke bede Rahbek om det». Og et Par Uger senere skriver hun til Mynster: «De kan forlade Dem paa, at jeg nok skal sørge for, at det indlagte skal komme i Kejserens eller Kejserindens Hænder. Jeg er saa forskrækkelig glad for denne




1) Til H. Herz, 21de Novb.
2) Holtei, Briefe an Tieck 4. Steffens til Tieck 24. Decbr. 1806.
3) Mindeblade om Øhlenschlæger, Brev af 1ste Decbr. 1806.




velsignede Kommission, og har i mit Liv aldrig havt nogen saa glædelig»1).
     Efter saaledes at være bleven foreløbig hjulpen2), søgte Steffens det preussiske Ministeriums Tilladelse til at rejse til Danmark, idet han vedvarende betragtede sig som preussisk Undersaat. Han stod i dette Øjeblik i en ejendommelig Stilling, knyttet til to Lande, vaklende mellem begge. Paa den ene Side Fædrelandet; «jeg er virkelig en Dansker», skriver han til Tieck, «og kan aldrig ophøre at være det»; havde han end Fjender dér, saa havde han ogsaa formaaende Venner, og Kronprinsen selv var ham gunstig. «Paa den anden Side føler jeg det vel, at jeg er født til tydsk Docent, og at jeg i Sandhed vilde være ulykkelig, hvis jeg ikke kunde tage Del i det, der nu skal ske». Tydskland syntes for Øjeblikket at drage ham stærkest; han skriver til Tieck, at han vil bringe Hustru og Barn til Bedstemoderen i Hamborg, haaber at kunne skaffe dem nogle Penge, og selv vil han da vende tilbage til Halle, leve som Student dér og ernære sig saa godt, han kan. Eller hvis det ikke kan ske, hellere gaa til Sydtydskland end til Danmark3). Derimod skriver han, at han ikke følte Lyst, «i det mindste ikke i de første Aar», til at tage fat paa en Virksomhed i Danmark efter den Erfaring, han havde gjort dér. Naar man lægger Mærke til disse Stemninger, vil man lettere forstaa de snart følgende Begivenheder.
     Kort ført Jul brød Steffens med Hustruen og den lille Datter op fra Halle. Schleiermacher blev tilbage. «Jeg er fast besluttet paa at blive her», skriver denne, «saa længe jeg kan opdrive Kartofler og Salt. En eneste Undtagelse




1) Oanf. Skr. Br. 13de Decbr.
2) I sin Tak til Fru Rahbek yttrede Steffens: «Da jeg intet Menneske i Verden kjender, som jeg hellere traadte i et saadant Forhold til, saa er det mig inderlig kjært at kunne modtage og bruge dem. De ere mig i alle Henseender, dels som Penge overhoved, dels som Jobs (Mynsters) Penge, yderst velkomne». Nær og fjern 1879, Nr. 368.
3) Ovenanf. Brev til Tieck, 24de Decbr. 1806.




kan jeg tænke mig, nemlig naar jeg kunde se en Mulighed for at komme i min Konges Hovedkvarter»1).
     Efter en farlig Overfart over Elben i Storm og Højvande ankom den Steffenske Familie til  Hamborg, hvor Hustru og Barn havde et aabent Tilflugtssted hos Bedstemoderen. Opholdet trak meget længere ud, end Steffens havde ventet. Grev Schimmelmann havde i sin Velvilje paataget sig det vanskelige Hverv at søge at skaffe ham en Stilling; tilsidst var han faldet paa en Ansættelse under Økonomi– og Kommercekollegiet, men det var vistnok lige saa besværligt at overtyde Kronprinsen om Naturfilosofens Duelighed dertil, som at gjøre det indlysende for denne, at det vilde være en passende Plads for ham. Hvis han ikke kjendte Grevens Godhed, maatte det næsten lyde som en Satire. Man forestille sig den idealistiske Tænker Steffens, der ikke kunde forestaa Økonomien i sit eget Hus, som Økonomi– og Kommerceraad i det Kjøbenhavn, der nylig havde været Vidne til hans knusende Ringeagt mod alt Filisteri (snæversyn). Vilde det ikke være at slaa sig selv paa Munden, naar man nu skulde se ham, for det kjære Levebrøds Skyld, blive en adstadig Kontormand! Med Skriverier frem og tilbage herom trak Tiden hen til Marts 1807.
     Medens han saaledes, ligesom engang i Ungdomsdagene, tilbragte et Par Maaneder i Hamborg uden Beskjæftigelse, gjorde han et Bekjendtskab, der drog meget vigtige Følger efter sig. En hessisk Regiments–Avditør  Martin, der var flygtet fra Kassel ved Franskmændenes Indrykning, opsøgte Steffens. Han betroede denne, at der havde dannet sig en  hemmelig Forening i Hessen og Hannover med det Formaal at volde Franskmændene al den Skade, de formaaede, at forurolige dem paa enhver Maade, og England understøttede den. Steffens billigede det ganske og sluttede sig til den; det stemmede saa fuldstændigt med hele hans varme Begejstring for Tydskland og hans stadigt voksende Nag til Frankrig.




1) Brev til Brinckmann, 22de Decbr.




     Da Kronprinsen vilde modtage Steffens i Avdiens, begav denne sig i Marts Maaned til  Kiel, hvor det danske Hovedkvarter var. Under de urolige Forhold var største Delen af Hæren samlet nede mod Grænsen; endnu havde Danmark Fred, men med hver Dag blev det vanskeligere at holde sig nevtral. I Kiel holdtes der et Slags Hof; hvor var Byens Præg dog forandret nu i Modsætning til den Tid, da Steffens for ti Aar siden opholdt sig her! Det vrimlede af Militære; paa Slottet boede Kronprins–Regenten; Universitets–Livet traadte ganske i Baggrunden. Idet Steffens nu hilste paa gamle holstenske Venner og tillige traf danske bekjendte, traadte Modsætningen mellem dansk og tydsk ham i Møde paa en pinlig Maade. Holstenerne holdt med Tydskland, Danskerne med Frankrig. Især mødte det ham paa den ærgerligste Maade hos en gammel bekjendt fra Kjøbenhavn,  Frederik Høgh–Guldberg1), der var Lærer for den 13aarige Prinsesse Karoline. Han udtalte højt og lydeligt, at Frankrig nok for bestandig vilde lægge Tydskland under sig; Holsten derimod burde fuldstændig gjøres til ét med Danmark, og dansk Sprog indføres i dennes Provins. Disse uovervejede Udtalelser vakte selvfølgelig stor Harme hos Holstenerne, og Forholdet i Kiel var meget spændt mellem de to Nationaliteter.
     Da Steffens paa den bestemte Dag traadte ind i Forsalen paa Slottet, blev han paa venligste Maade hilst og tiltalt af de tilstedeværende Adjutanter, især af den bekjendte v. Bülow. Da han kort efter stod for den omtrent 40aarige Kronprins, den lille magre, hvidhaarede Mand med den nedhængende Næse, kom denne ham paa sin Maade venligt i Møde. «Det er mig kjært», sagde han, «at De igjen kommer til os; De er et godt Hoved, vi vil kunne bruge Dem. Men Forelæsninger maa De ikke holde!» Disse sidste Ord krænkede Steffens i højeste Maal; han




1) Han var Søn af Statsministeren, f. 1771, blev siden Lærer for Artilleri–Kadetterne, har skrevet baade Digte og Børneskrifter, og var altid en varm Ven af sit Fædreland, †1851.




blev opirret og svarede: «Jeg beklager, Deres kongelige Højhed, at jeg da maa ansee mig for skilt fra mit Fædreland og dets Tjeneste.» Han bukkede og vilde til at gaa. «Naa, De er saa kort for Hovedet,» svarede Kronprinsen godmodigt, «vi kan dog vel tale sammen. Jeg kan ikke lade Dem læse, for De gjør mine Undersaatter forrykte.» Steffens bemærkede, at han vel kjendte den ulykkelige Hændelse med det unge Menneske, der var bleven sindssvag, men hvormange mistede ikke Forstanden ved Mathematik eller ved at granske i Bibelen. «Men hvorfor vil De læse?» vedblev Prinsen, «De kan jo udarbejde Skrifter i Deres Videnskab.» Steffens søgte at paavise, at hans Begavelse netop var størst til det mundtlige Foredrag; ved dette havde han vundet den stærke Tilslutning baade i Kjøbenhavn og Halle. Vel mente han at kunne bestyre et Embede forsvarligt, men da han havde erhvervet sig Doktorgraden ved et af den danske Stats Universiteter, havde han ogsaa Ret til at holde Forelæsninger, og skulde han opgive den, maatte han betragte sig selv som en straffet Person. Samtalen antog nu en skarpere Vending. Prinsen blev vred og hidsig og yttrede, at da Steffens havde nydt dansk Understøttelse, kunde han tvinges til dansk Tjeneste. Hertil svarede denne, at han ogsaa tidligere efter sin Pligt havde indfundet sig og taget imod dansk Ansættelse og siden i Naade faaet Afsked; nu var han kongelig preussisk Professor og var kun her med Rejsetilladelse, samt at han før sin Bortrejse havde afgivet den Erklæring, at selv om der aabnede sig de bedste Udsigter for ham i Hjemmet, vilde han dog ikke opgive sit Tjenesteforhold til Preussen, mindst under dette Lands betænkelige Tilstand. Kronprinsen tog heraf Anledning til nogle spydige Bemærkninger om den preussiske Armee og spurgte, om Steffens maaske havde i Sinde at blive preussisk Soldat for at redde Landet. Han var bleven højrøstet og afskedigede Steffens i Vrede.
     Da denne nu traadte ud i Forgemakket, bemærkede han, hvorledes Adjutanterne foer tilbage fra Døren. De havde staaet og luret. Ingen af dem hilste paa Steffens. Og hermed endte denne mærkelige Avdiens.
     Steffens blev haardt dadlet for sit Forhold ved denne Lejlighed, baade i Danmark og Tydskland; i en i Forveien vanskelig Stilling havde han ganske forspildt Udsigten til en Ansættelse i sit Fædreland. Ja, det er vel muligt, at der har været en hel Del pirrelig Stolthed hos ham, men nægtes kan det ikke, at han handlede som en Mand, der var sit Kald tro. Naar han følte, at Gud havde udrustet ham med den Gave, fremfor de fleste andre, at føre det levende Ord; naar han paa den mest i Øjne faldende Maade havde set Virkningen deraf paa sine Tilhørere, saa vilde det været umandigt at tage mod et Slags Naadsens Brød i Danmark paa den Betingelse, at han ikke maatte tale. Skulde han saaledes gaa med Mundkurv paa, for at finde Brødet til sig og sine? Og naar han blev bebrejdet, fordi han ikke fremfor alt knyttede sig til Danmark, havde han da ikke i sin Tid villet det, men Smaaligheden i de ledende Kredse var for stor til, at man kunde bruge hans Talent. Og havde Tydskland ikke aabnet sig for ham, skyldte han ikke dette Land saare meget, og var det uædelt af ham, at han følte Trang til at dele Trængselens Dage med det og tage Del i Kampen mod Napoleon, den Tyran, der trampede hen over Folkene, dreven af Ærgjerrighedens Dæmon?
     Men Steffens' Stilling var svær. Hvad skulde han gribe til? Han besluttede at rejse straks til Kjøbenhavn for at prøve paa at forskaffe sig en Pengesum, der kunde hjælpe ham ud over den nærmeste Fremtid. En Morbroder, den samme gamle Lieutenant Bang, der i sin Tid gjerne vilde forbyde ham at indføre en ny Filosofi i Landet, var for ikke længe siden død, og han vilde arve 800 Rdlr efter ham, men rigtig nok skulde Enken først dø. Imidlertid haabede Steffens at kunne rejse et Laan paa denne forventede Arv. Altsaa drog han, ledsaget af sin yngste Broder, der opholdt sig i Kiel og med uforandret broderlig Kjærlighed sluttede sig til ham, over Fyn til  Kjøbenhavn. Ved Ankomsten hertil ilede han straks til sin ældste Broder og blev modtagen med den ubehagelige Tidende, at Universitetet allerede havde modtaget en Ordre fra Kronprinsen om at forbyde Steffens at holde Forelæsninger. Det fremgik heraf, at denne havde Tanke om, at Steffens netop paa Trods vilde træde op. Hvor meget denne maatte føle sig krænket derved, kan man let tænke sig.
     Men den ubehagelige Tidende gik Haand i Haand med en modsat: Broderen var sørgeklædt, kom lige fra en Begravelse, og det var netop den Enkes, ved hvis Død Steffens skulde arve den ovennævnte Sum. Denne Efterretning, under saa trykkende Forhold, greb den bløde Mands Hjærte; havde Menneskene vendt sig imod ham, saa blev han ihukommet af Ham, der raader over alt. Naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Og han sank i Knæ med Taarer og stod trøstig og modig op. Aldrig havde han mere levende følt, at der er en Gud, hvis Haand griber ind i vor Tilværelse, og dette Lysglimt fra det høje blev af Betydning for hans indre Liv, han, som saa længe havde vandret langt borte fra sin Barndoms Tro, om end ikke uden religiøs Følelse.
     Gamle Professor Bang var det Aar Universitetets Rektor, og det lykkedes Steffens at bevæge ham til at lade være at bekjendtgjøre Kronprinsens Forbud, idet han forsikkrede ham om, at der slet ikke var Tanke om, at han vilde holde Forelæsninger. Og uagtet Morbroderen var højlig misfornøjet med sin Søstersøn, viste han dog sin vanlige Godhed ved at sørge for, at han straks kunde faa næsten hele sin Arv udbetalt.
     Det var kun flygtige Dage, knap et Par Uger, Steffens under de nærværende Omstændigheder kunde tilbringe i Kjøbenhavn, og de hengled hurtigt, dels med mindre behagelige Besøg, som hos Schimmelmann, der bebrejdede ham hans Opførsel, og hos Politimesteren Kaas, der officielt meddelte ham Kronprinsens Forbud, dels hos den nærmere Vennekreds1). I Følge med H. C. Ørsted drog han ud til Mynster i Spjellerup, der fandt ham, trods hans sørgelige Udsigter, ved godt Mod som sædvanligt2), og herfra over Laaland til Heiligenhafen og videre til Hamborg, hvorved han undgik at komme over Kiel. Medens han ogsaa her mødte Bebrejdelser hos sine Venner, fandt hans Hustru sig bedre i de skuffede Forventninger, da hun havde den største Ulyst til at vende tilbage til Danmark.
     Aaret 1807, der var begyndt saa alvorsfuldt for Steffens3), skulde dog helt igjennem blive et Trængselsaar for ham. Hans Stilling forandredes ikke, og han maatte være glad ved at faa Tiden til at gaa under Besøg, dels alene, dels med Familien, hos forskjellige Venner i Holsten og Sønderjylland, der havde Medfølelse for ham. Men saadanne Besøg, der ere en Art Forsørgelse, kunne ikke undgaa i Længden at blive trykkende. Det var navnlig hos nogle yngre Mænd af Fichtes Skole, som han gjennem




1) Formodentlig hos A. S. Ørsted traf han Baggesen, der gjorde «forfærdelige Komplimenter» for ham og skrev følgende Vers om ham:

Mens hin og denne gjør sin Kur
til den saa knibske Fru Natur
med Suk og Knæfald mangefold,
ta'r Steffens hende frisk med Vold.

Fru Rahbek skriver 14de Marts om Steffens: «At han nu taber Lysten til at leve i sit Fædreland, kan jeg dog egentlig ikke fortænke ham i; thi hvad kan det nytte, at man foreslaar ham nok saa brillante Vilkaar, naar man vil binde Munden paa ham? At bruge Munden er jo dog vor gode Vens egentlige Talent; dette siger jeg naturligvis ikke i nogen ond Mening, for jeg holder inderlig meget af S., trods alt det Vindbeutleri, som er uadskilleligt fra hans Person, — det vil sige, fra hans  udvortes Væsen; thi hvad hans  inderste angaar, saa kan jeg ikke andet end holde det for saare elskværdigt». Mindeblade om Øhlenschl. S. 117.
2) Mynster, Meddel. S. 168.
3) Hans Broder Niels døde i dette Aar, paa en Rejse fra sit Opholdssted i Trondhjem til Kronprinsen i Kiel, pludselig i Haderslev paa Hjemvejen.




Rist og Gries var traadt i Forbindelse med, men som han hidtil ikke havde staaet i nærmere Forhold til. Saaledes tilbragte han nogle Uger paa Godset Seekamp ved Kiel, der ejedes af  Erik v. Berger, en ædel og videnskabelig Mand, der var gift med en Datter af den Grev Holck, som i sin Tid havde været Kristian den 7des Yndling og Deltager i hans gale Streger. Berger havde flere Aar levet som Landmand, men Virkeligheden svarede ikke til de idylliske Tanker, han havde gjort sig om et saadant Liv, og han led af Tungsindighed. Hans Begavelse gik især i filosofisk Retning, og saaledes kunde Steffens og han glemme deres Sorger og fordybe sig i Undersøgelser, der havde lige megen Interesse for dem begge1).
     En anden Mand, der indbød ham, var  Hülsen, der ejede en Bondegaard i Wagersrott i Angel, og som var en ganske mærkelig Mand. Han havde i en ældre Alder studeret i Jena, førend Steffens kom dertil, var en udmærket klar Filosof og havde gjort sig bekjendt ved sin Besvarelse af Berliner–Akademiets Prisopgave: «at eftervise Metafysikens Fremskridt siden Leibnitz og Wolf», idet han paaviste, at denne Videnskab, langtfra at have gjort noget Fremskridt, tværtimod havde ophørt at eksistere. Han sluttede sig til den romantiske Skole og gjorde Alvor af det, som andre af Romantikerne ikke bragte videre end paa Papiret, nemlig at leve et romantisk Liv, tjenende og nydende Naturen. Saaledes havde han før levet paa Landet i Preussen, og saaledes levede han nu i beskedne, Kaar i al Stilhed i Angel mellem sine Køer og Heste; men den høje, alvorlige Mand med det ravnesorte Haar og Skjæg gjorde straks Indtryk af en betydelig Personlighed2). Ogsaa hans Nabo  Müller, en ligesindet, gemytlig Sydtysker, gift med en adelig Dame, besøgte Steffens. Det var gaaet denne Mand, som flere af de andre, Lyst til at leve et




1) Berger blev siden Professor i Astronomi og Filosofi i Kiel, hvor han døde 1833.
2) Om Hülsen se Haym: die rom. Schule S. 447 ff. Han døde 1810.




frit Liv, til uafhængigt at kunne dyrke Studeringerne, havde ført ham ind i en angelsk Bondes beskedne Stilling.
     Længere Tid tilbragte Steffens (med Familie) hos  Nikolaus Thaden, som var Husfoged og Ejer af Søndruphof ved Flensborg, en Ditmarsker, der ved egen Flid havde bragt sig selv frem, en kjæk og hjærtelig Mand, der med sin ligesindede Hustru Doris spredte Lys og Munterhed om sig. Med uskrømtet Gjæstfrihed aabnede Thaden sit Hus for de betrængte, og disse vilde have følt sig hjemme i de venlige, gammeldags Omgivelser, hvis ikke andre Omstændigheder havde gjort denne Tid særligt trykkende1). Steffens havde ufortrødent kastet Garnet ud til forskjellige Sider, for om muligt at vinde en Stilling; han havde saaledes henvendt sig til Fichte i Berlin, men fik af denne djærve Mand et strengt irettesættende Svar, idet han, der nylig havde været i Kjøbenhavn, foreholdt Steffens hans ubesindige Forhold. Denne henvendte sig dernæst efter Tiecks Raad til Professor Voss i Heidelberg, der skulde have megen Indflydelse ved det derværende Universitet og var en Ven af Reichardt, men Svaret var overlegent krænkende, fuldt af Bebrejdelser og Ringeagt for hans videnskabelige Stræben. Schelling var trofast og gjorde sig Umage for at skaffe ham en Plads i München, men alle hans velmente Bestræbelser blev frugtesløse. Saaledes henrandt Tiden under Ærgrelser og Skuffelser for Steffens, og hertil kom endelig de politiske Begivenheder om Sommeren, Englands Overfald paa Danmark,  Kjøbenhavns Bombardement og Bortførelsen af Flaaden2), hvilket alt




1) Disse Mænd findes omtalte flere Steder i Rist's Lebenserinnerungen, saal. S. 142 f., S. 240 ff.
2) Premierlieutenant Peter Steffens havde af Kronprinsen erholdt det farlige Hverv at snige sig ind i Kjøbenhavn med en Ordre om at bore Orlogsskibene i Sænk. Han blev imidlertid anholdt ved de engelske Forposter og som mistænkelig bragt ud paa et af Skibene; her skulde han netop løslades, da en fangen dansk Soldat gjenkjendte ham og udbrød: Jh, det er jo vor Lieutenant! Altsaa blev han Fange.




rystede ham dybt. Til Rahbeks, der i disse Rædselsdage havde gaaet meget igjennem, skrev han fra Seekamp: «0! I arme, gode, som inderlig tog Del i vor Skjæbne, — og nu! Med Bæven maa vi spørge, hvorledes I leve. — O Danmark, Fødeland, Venner! leve I, have I Haab, have I Trøst? — Kan et Ord snige sig til os, skriv os det, skjul os intet, — har den usigelige Jammer ikke dræbt Erindringen, saa tænk paa vor Angst, vore Taarer, vor Uro, — I kjære elskede! — — Lynene rase, Jorden bæver, Vilkaar1) er løsladt og ødelægger Stæder og Lande, Ondskab har rejst sig, og den danske Flaade, den danske Ære er i fremmede Hænder, — hvem kan leve mellem Lig. O, I tappre! eders Ære evig, eders Jammer eders Ordenstegn! — At jeg kunde have været saa lykkelig at dele eders Skjæbne.»2) Af hvert Ord kan man læse hans Sindsbevægelse og hans Kjærlighed til Fædrelandet.
     Men da nu Danmark herefter sluttede sig nøje til Frankrig, idet Kronprinsen indgik Forbund med Napoleon, kunde dette ikke andet end forøge hans Misstemning. Det var som alt laa i Ruiner for ham, baade hans egen Stilling, hans Fædreland, — og endelig ogsaa hans ny Hjemland Preussen, der ved Freden i Tilsit (i Juli 1807) maatte afstaa alle sine Besiddelser vest for Elben og nu kun blev et Skyggerige under den franske Ørns Vinger, et Rige med kun 5 Millioner Indbyggere. Det vestlige Tydskland blev for største Delen gjort til et nyt Rige, Vestfalen, under Napoleons yngste Broder Jerome, og hertil hørte blandt andet ogsaa Halle. Saaledes var der Forvirring og Forstyrrelse overalt, hvor Steffens vendte sit Blik.
     Da Efteraaret nærmede sig, drog Familien tilbage til  Hamborg, Hustruen for i sin Bedstemoders Hjem at vente sin Nedkomst, Steffens for at tilbringe Tiden hos Fru  Sieweking paa hendes smukke Landsted i Neumühlen udenfor Staden. Det var et stort og rigt Hus; den tidligere




1) c: Vilkaarlighed.
2) K. M. Rahbeks Brevveksling og hendes Korrespondenter, S. 53.




afdøde Mand havde været en af Hamborgs største Handelsherrer, og skjøndt den egentlige Glanstid var forbi, samledes dog mange betydelige Personligheder omkring den milde og gjæstfri Husfrue, om Vinteren i Hamborg, om Sommeren i Neumühlen. Om Søndagen kunde Værelserne ofte ikke rumme den brogede Blanding af Gjæster af alle Nationer, Aldre og Farver; Borde maatte da føjes til Borde, og om Aftenen maatte Stole og Sofaer omskabes til Senge. En inderlig Religiøsitet gjennemtrængte dette Hjem trods en stærk rationalistisk Retning, og den Moderlighed, Steffens fandt hos Fruen, der ogsaa blandt Vennerne gik under Navnet: Mutter Sieweking, kunde ikke andet end virke velgjørende paa den betrængte Mand. Ogsaa det ærværdige Oldingpar,  Reimarus og hans Hustru, han bekjendt som Naturforsker, hun som Forfatterinde, et Slags Hoveder for den Siewekingske Slægt, øvede Tiltrækning paa Steffens. Han kom ofte til dem, uagtet han fik mange Skjænd af den gamle, korpulente Kone, der sad som fastgroet i sin sorte Sofa; hun holdt ikke af hans Filosofi og endnu mindre af hans Optræden overfor den danske Kronprins, og lod ham det stadig vide paa sin djærve, men vel mente Maade.
     Hamborg var ikke mere, hvad det engang havde været. Det rige Handelsliv, som 1794 havde forbavset den unge skibbrudne Naturforsker, og som især var foranlediget ved Stadens gunstige Stilling under Revolutionskrigene, var længst forbi1). Nu var den besat af Franskmændene, al Handel med England forbudt under Dødsstraf, i Havnen laa Skibene aftaklede i hundredvis. Ingen By led mere end Hamborg ved Napoleons Herredømme. Foruden franske Tropper laa der for Tiden ogsaa spanske, der siden blev forlagte til Danmark, og det var en Opmuntring under Trykket, at disse hadede det franske Herredømme lige saa meget som Tydskerne. Deres Anfører General la  Ro–




1) Aaret 1799 var især et Mærkeaar i Hamborgs Historie; da fallerede 136 store Handelshuse. — Fr. Perthes Leben, 1,114.




mana, — der siden gjorde sig bekjendt ved den Klogskab og Dygtighed, hvormed han i Danmark befriede største Delen af sit Armeekorps fra det franske Aag og paa engelske Skibe førte det tilbage til Hjemlandet for at stride mod Napoleon, — en lille, intelligent Mand, traf Steffens oftere sammen med og forbavsedes over hans Kjendskab til den tydske Litteratur. I Perthes Boglade ved Jungfernstieg mødtes Steffens ikke blot med ham, men her var i det hele et Samlingssted for de betydeligste Mænd, baade fra Hamborg og tilrejsende.  Friedrich Perthes havde den største Boghandel i hele Nordtydskland; han var endnu en ung Mand, et Aar ældre end Steffens, gift med en Datter af Mathias Claudius, den elskelige «Wandsbecker Bote», og stod ikke blot i dette ydre, men ogsaa i et indre Slægtskab til denne «ægte Søn af Morten Luther»; thi Perthes var en dyb, kristelig Natur og dertil en ægte tydsk Fædrelandsven, rede til at tjene den gode Sag med Raad og Daad. Han var en aandfuld og dannet Mand, der stod i levende Berøring med saa godt som alle fremragende fædrelandske Personligheder i hele Tydskland og deriblandt med Steffens.
     Men den fortroligste Omgang i Hamborg havde dog denne med den noget yngre geniale Maler  Philip Otto Runge, som havde faaet sin konstneriske Uddannelse i Kjøbenhavn og Dresden, og som døde allerede 1810. Et dybt religiøst Sind1), streng Sædelighed, en munter, djærv Natur var det betegnende for denne unge Mand; tillukket for fremmede, men fuld af Vid og Tankerigdom for sine Venner. Han mindede noget om Novalis, det anelsesfulde, det symbolske spillede en stor Rolle i hans Malerier; han




1) «Naar nogen blandt Tydskerne i det sidste Aarhundrede repræsenterer ægte Mystik og Theosofi, saa er det Runge», yttrede Perthes, «thi i ham, som i ingen anden, forener sig Jakob Bøhmes storartede, theosofiske Anskuelser med Susos mystiske Kjærligheds Inderlighed». Perthes Leben 1,134 f. Han var vel bevandret i Æventyr, og fra ham stammer saaledes det noksom bekjendte om «Fiskeren og hans Hustru». Rists Erinner. 2,45.




lignede ham ogsaa i den hektiske Glans i Øjnene og Rødmen paa Kinderne, der varslede om hans tidlige Død1). Mangen en Time tilbragte Steffens i hans beskedne Lejlighed paa en 4de Sal, hvor han levede lykkeligt og ret poetisk med sin lille, jævne Hustru og et Par nydelige Smaabørn.
     Den fra Italien nylig hjemkomne unge  Hr. v. Rumohr, en rig, uafhængig Mand, der med betydeligt Talent hengav sig til Studium af Konst og Konstens Historie, indbød Steffens til sit Gods i Nærheden af Lybæk. Og da dennes Hustru lykkeligt var nedkommen med en Datter, der fik Navnet Anna, var der intet til Hinder for at tage mod denne Indbydelse. Paa denne Tid fik han rigtignok at vide, at den ny vestfalske Regering havde gjenoprettet Universitetet i Halle, og kort efter modtog han officiel Underretning derom samt Opfordring til at begive sig dertil, da Pladserne stod aabne for de tidligere Professorer. Skjøndt han paa Grund af Omstændighederne maatte være glad ved at faa en Ansættelse og et Levebrød, var det dog ikke nødvendigt at tiltræde før Foraaret, og nogen stærk Lyst til at skynde sig for at træde som Undersaat ind under et fremmed, forhadt Herredømme kunde han ikke føle. Altsaa tilbragte han denne Vinter 1807—1808 hos Hr. von Rumohr, og skjøndt denne Mand ellers var bekjendt for sin ustadige Lunefuldhed, idet han snart kunde være Elskværdigheden selv og mageløs opoffrende, som han havde vist overfor Tieck ved at pleje ham under hans sørgelige Gigtsygdom i München og Italien, snart kunde være kold, frastødende og opfarende2), saa synes Steffens ikke at have følt sig forulæmpet deraf. De tilbragte nemlig begge saa godt som hele Dagen paa deres Værelser i ensomme Studeringer og mødtes kun ved Maaltiderne. Da kunde de vel komme i Ordstrid, men det endte altid fredeligt. «Steffens har megen




1) Runge blev 33 Aar gammel og plejedes paa Sottesengen af Louise Reichardt.
2) R. Købke: Ludv. Tieck 1,315 ff.




Kummer», skriver Rumohr til Tieck, «og jeg mangen Ærgrelse; saa kommer det undertiden, at vi synes at strides med hinanden, men vi gaa altid fra hinanden som Venner, naar vi har erkjendt Vildfarelsen.»1) Det var en sand Vederkvægelse for Steffens atter at kunne fordybe sig i sin Videnskab efter det adspredte Liv. Endelig, i det tidlige Foraar, blev det nødvendigt at bryde op. Hr. v. Rumohr2) hjalp ædelmodigt den fattige Professor med en temmelig betydelig Pengesum, og saaledes drog da denne atter Syd paa med sin Familie for at begynde en Virksomhed i Halle for anden Gang. Udlændigheds–Tiden var forbi, men Fremtiden laa endnu stedse hyllet i mørke Skyer. Det var ikke med det ungdommelige lyse Haab, han denne Gang hilste den vel kjendte Stad; det var med den prøvede Mands Hengivelse i Skjæbnen. Og dog luede et Haab i Baggrunden, det hørte nu engang Steffens til; det var det at komme til at virke med til Tydsklands Befrielse og Gjenoprejsning.
 

 


 

 

13.
Under Aaget.
1808 — 1811.

     Ak, hvor forandret! saaledes maatte vel Henrik Steffens udbryde, da han i Foraaret 1808 paany havde opslaaet sin Bolig i Halle. Hvor var her dog underligt øde og uhyggeligt i den før temmelig livlige By. Den skjønnede aabenbart ikke paa den Ære at være bleven indlemmet i Kongeriget Vestfalen under den store Kejsers yngste Broder, eller paa de franske Krigere, der havde afløst den forrige preussiske Besætning. Man følte det alle Vegne, at der hvilede et tungt Tryk over den gode, tydsksindede Stad.




1) Brev at 12te Januar 1808. (Holteis Samling).
2) Rumoh, der har et betydeligt Navn som Videnskabsmand, døde 1843.




Og nu Steffens, hvor maatte han savne mangen en kjær Ven, der havde forladt Halle under Tidernes Ugunst; allermest følte han Tabet af Schleiermacher, der den foregaaende Sommer var rejst til Berlin, fordi han ikke kunde udholde at leve under fremmed Aag, og nu i denne By holdt private Forelæsninger. Samme Steds hen var ogsaa Professor Wolf draget. I Giebichenstein var der nu stedse øde og forladt; Reichardt havde taget imod en Ansættelse som Kapelmester ved Kong Jeromes Hof i Kassel, og hans Familie havde fulgt ham derhen. En Trøst midt i Forladtheden var det, at den trofaste Reil var her endnu og saa den reformerte Præst Blanc; disse to Venner maatte nu erstatte alle de andre.
     Og hvor kummerligt stod det dog ikke nu til med Universitetet! Det var svundet ind til en Skygge af sig selv; knap en Fjerdedel af det tidligere Antal Studenter samlede sig nu, og over denne lille Flok mærkede man kun lidet til Aandens Vingeslag. Steffens følte sig næsten overflødig; da han begyndte sine Forelæsninger, samledes 6—7 Tilhørere om ham, hans Studereværelse blev da den mest passende Høresal; og voksede end Tallet siden hen, saa blev det dog ved at være ringe imod tidligere. Den kjære Naturfilosofi fik han kun liden Brug for; det blev nu de erfaringsmæssige Fag, saadanne som Fysik og Mineralogi, der drog Tilhørerne til ham. Der var kommet en Del ny Professorer, og Stemningen mod Steffens var ikke særdeles venlig; man kritiserede ham skarpt, og den almindelige Dom var den, at han vel havde store Gaver til at overtale, til at rive med sig, men det blev kun forbigaaende Indtryk og kunde dog ikke sammenlignes med de andre Læreres rolige, besindige Vejledning.
     I Maj fik Universitetet Besøg af  Kong Jerome. Denne unge Fyrste, der i Kassel førte et saa ødselt og overdaadigt Hof, at mange næsten utrolige Historier kom i Omløb, var en godmodig og udsvævende Herre, der gjorde et temmelig intetsigende Indtryk. Han var kun en Dukke, der blev ledet af sin mægtige Broder, uagtet han ingenlunde manglede Evner og heller ikke ganske Vilje. Paa denne Rejse var han ledsaget af sin Statssekretær, der tillige forestod Universiteterne1), og denne Mand var den tidligere omtalte berømte Historieskriver  Johannes v. Muller. Det gjorde et tragisk Indtryk at se ham i denne Stilling; thi han var bekjendt som en af Tydsklands ypperste Fædrelandsvenner, ja næsten som Midtpunktet for dem. 1804 var han bleven kongelig Historiograf i Berlin; Aaret efter havde han skrevet som Svar paa en Opfordring til at holde sammen for Fædreland og Frihed: «Det er en Vederkvægelse at finde saadanne tydske Følelser. Tiden er nu forhaanden, da alle ligesindede broderligt maa slutte sig sammen for at redde Nationen. Kun herfor har Livet endnu Tillokkelse for mig.»2) Men da Napoleon, efter at have besat Berlin, havde vist ham den Ære at underholde sig med ham i en lang Samtale, blev han saa overvældet ved Indtrykket af dennes mægtige Personlighed, at hans Anskuelser undergik en stor Forandring. Han saa' nu i ham et stort Guds Redskab: «Jeg tænker paa Seerne i gamle Dage», skriver han, «som af Tegnene erkjendte, at Gud vilde gjøre noget nyt. Jeremias græd sine bittre Taarer, men han saa', at hans Folk var overgivet til den babyloniske Konge, og han raadede til at finde sig deri. — Saaledes er ogsaa nu, ved Underne fra 1806, Nationerne ligesom fangne i Fuglefængerens Garn; snart er alt «empire francais», om for 70 Aar, som i det babyloniske Rige, eller 700 Aar, som i det romerske, hvo kan vide det?»3) Da han betragtede Tingene saaledes, var det ikke saa underligt, at han havde taget imod Stillingen som Minister–Statssekretær hos Kongen af Vestfalen. «Jeg vil ikke glemme Tydskland», yttrede han, «saa lidt som Daniel, hvem ingen tog hans høje Stilling i Babel ilde op, glemte Jerusalem




1) Nemlig Gøttingen, Halle og Marburg.
2) Fr. Perthes Leben 1,161.
3) Perthes Leben 1,173. — Det blev hverken 70 eller 700, men kun 7 Aar!




ved Hove1)». Steffens følte sig dybt bevæget ved Synet af den ham i Grunden saa kjære Johannes v. Müller; den store, firskaarne Skikkelse med de interessante, skjøndt grove Ansigtstræk, tog sig bedrøvelig ud i den stive, franske Uniform. I en Samtale med ham under fire Øjne fik han Vished for, at den stakkels Mand var sønderreven i sit Indre og intet Haab nærede for Fremtiden. Det rystede ham at se en af Folkets bedste Mænd saaledes svigte sit Fædreland og give sig til Pris for et foragteligt Omdømme.
     Universitetet i Helmstädt blev ophævet, nogle af dets Lærere blev forflyttede til Halle, men intet formaaede at fremkalde noget Liv. Tiden sneg sig trægt og tungt afsted. Efter Steffens' Forslag gjorde Regeringen Forsøg paa at oprette et Bjergværks–Institut i Halle, og han skulde forestaa det, men det vilde ligesaa lidt trives som noget andet; der mødte kun én Elev. Under saadanne kummerlige Forhold, der desuden forøgedes for ham ved stadige Næringssorger, da Indtægterne formindskedes baade ved Tilhørernes ringe Tal og ved trykkende Afgifter, maatte han væsentlig søge sin Trøst i Familielivet og ved stille videnskabelig Syssel2). I én Henseende blev dette Eneboerliv til Gavn for ham; han førtes mere end tidligere ind paa Selvkritik og saa' adskilligt i et besindigere Lys end forhen. Saaledes fandt han nu selv Overdrivelser i sit Skrift: «Grundtræk i Aforismer» og var ærlig nok til at tilstaa det offentlig. Religiøst taget siger han om sig selv paa dette Tidspunkt, at selv i saadanne Øjeblikke, hvor han forekom sig at være en Titan, ophørte han dog ikke at være Barn, og det friede ham fra den Betragtning, at Gud ikke er andet end Bevidstheden. En religiøs Anskuelse spirede i ham, uden      ) Perthes Leben 1,192.
2) Han udgav saaledes 1810: «Geognostisk–geologiske Afhandlinger», der (ifølge Hoffmann: Geschichte der Geognosie, S. 178) indeholde en Mængde værdifulde og følgerige Bemærkninger, især om Stenkulsbjergenes Forhold og om den nordtydske Lavslette.




at han dog endnu kunde rive sig løs fra et ensidigt Tankesystems Konsekvenser.
     Mange forskjellige Ting lagde Beslag paa Steffens' livlige Aand til sine Tider.  Fysiognomiken var ved den bekjendte  Dr. Gall kommet stærkt i Mode; Steffens beskjæftigede sig meget med den, og naar man læser hans Skildringer af Personer, han er kommen i Berøring med, faar man Indtryk af, at han havde en meget udviklet Sans til at opfatte Folks Ejendommeligheder. I Forbindelse dermed fulgte han Reils Undersøgelser af Hjernen med overordentlig Interesse.
     Paa denne Tid var der vakt en almindelig Begejstring for den  germanske Poesi fra Middelalderen, især ved Tieck, der havde fremdraget meget, v. der Hagen, som udgav  Niebelungen–Sagnet, og ved Arnim og Klemens  Brentano, der gjorde sig fortjente ved en Samling gammeltydske Sange under Navnet «Des Knaben Wunderhorn». Denne sidste Digter blev Steffens i denne Periode nøjere kjendt med; han havde i sin Tid truffet ham i Jena, men da var han endnu ung og lidet udviklet, nu, da Brentano kom til Halle for at opholde sig der en Tid, havde han Navn af den betydeligste yngre Romantiker. Han var noget under Middelhøjde, smuk, temmelig bleg og mager; de sorte, krøllede Haar hang vildt om hans Hoved. Hans Øjne, med store Øjelaag, var brune, ildfulde, men flygtige.1) Han øvede stor Tiltrækning paa Folk, ogsaa paa Steffens, ved sit friske Væsen, sine muntre Indfald, sine glimrende Vittigheder, men det var en tom Jagen uden Maal og Med, en ironiserende Legen med alt. Kvinder rev han fuldstændig med sig, rørte dem til Taarer, især ved sine Selvbekjendelser, og lo dem bagefter ud. Hans Fantasi var i stadig urolig Bevægelse, hans Fortællinger var ofte meget usandfærdige, og hans Liv alt andet end pletfrit.2)




1) Øhlenschlægers Erindr. 3,198.
2) Købke: L. Tieck 1,354 f. — Tilsidst søgte Brentano Ro i streng katholsk Fromhed og Askese; 6 Aar levede han i Nærheden af




     Brødrene  Jakob og  Vilhelm Grimm, to dygtige unge Mennesker paa nogle og tyve Aar, hørte til dem, der erhvervede sig størst Fortjeneste ved at fremdrage germanske Fortidsminder. De havde stillet sig til Opgave at gjennemforske hin Tid, da Naturen endnu ligesom talte umiddelbart til Menneskene, da Poesi og Historie smeltede sammen, især den tidligste Middelalder, dens Skikke, Ret, Sprog og Digtninger. De fremdrog Sagn, Kæmpeviser og Æventyr, og da Tydsklands og Nordens Fortid berøre hinanden, droges de ogsaa til de nordiske Efterladenskaber, saasom Mytbologien og Folkeviserne. Vilhelm Grimm opholdt sig et Aarstid i Halle for at være under Dr. Reils Behandling paa Grund af et Hjærteonde; han boede i Hus med Steffens, og denne hjalp ham med at forstaa og oversætte danske Kæmpeviser. Med Glæde fordybede Steffens sig i den gamle Sagnverden; det var en Trøst i de trange Tider at drage fri Aande paa Fortidens vaarfriske Tinder.
     Allerede i nogen Tid havde det været paatænkt af den preussiske Regering at oprette et  Universitet i Berlin, som et aandeligt Brændpunkt i Riget. Beslutningen derom blev taget i Landets dybeste Fornedrelsestid, kort efter Freden i Tilsit, og Kabinetsordren derom udgik den 5te Sept. 1807. Forskjellige Planer om dets kommende Virksomhed blev udarbejdede; Fichte vilde, at det skulde være en Slags moralsk Tvangsanstalt for at fremarbejde det, man mest savnede, en  god Vilje. Mere sluttende sig til det givne var Schleiermachers Betænkning og ligeledes et af Steffens udgivet lille Skrift: «Om Universiteternes Idee». Dette var af saadan frimodig Beskaffenhed, at det med Rette blev sagt til ham: «De vilde være fortabt, hvis De ikke havde skrevet paa et Sprog, der er et fuldstændigt Sanskrit for Franskmændene» (nemlig tydsk). Han havde




1Nonnen  Katarina Emmerich, i en Slags Tilbedelse af hende, der havde «Stigmatisations–Vunderne» (c: Frelserens Mærketegn, med Blødninger paa Hoved, Side, Hænder og Fødder) og Aabenbarelser. Siden boede han mest i München og døde 1842.




nemlig deri temmelig utvetydigt slaaet paa en tydsk Gjenoprejsning. Det var Steffens' inderligste Ønske at finde Ansættelse ved den ny Berliner–Højskole, og i lang Tid havde han meget Haab derom; især havde Humboldt vakt grundede Forventninger hos ham1). Hans Venner, allermest Schleiermacher, arbejdede ivrigt derfor2), men der var for mægtige Modstandere. Ogsaa Reil blev kaldet til Berlin, og han og Schleiermacher satte nu i Forening alt i Bevægelse for Steffens, ja vilde endog afstaa af deres egen Løn, for at han kunde lønnes deraf, men alt til ingen Nytte3). Den 3die Avgust 1810 blev Universitetet i Berlin indviet; en lang Række glimrende Navne var knyttede til det4), men Steffens' var ikke deriblandt. Dette skuffede Haab var et haardt Stød for ham.
     Ogsaa i  Familielivet prøvede Steffens i disse Aar adskillig Modgang. Hans Huskreds havde udvidet sig derved, at Reichardts Hustru og Døttre havde opslaaet deres Bolig hos ham, efter at Opholdet i Kassel var bleven forstyrret ved Reicbardts Ubesindighed overfor det vestfalske Hof. Denne selv var tyet til det sydlige Tydskland. Den aldrende og i højeste Maal forvænte Fru Reichardt, der aldrig plejede at komme udenfor det Giebichensteinske Landsted, følte sig ilde til Mode i den snevre Lejlighed og de trykkende Forhold, ja ligefrem ulykkelig, naar hun




1) Steffens' Brev til Schleiermacher 15de Febr. 1810.
2) Han skriver til Henriette v. Willich (hans tilkommende Hustru): «Jeg har vel talt til dig om Steffens, hvor forunderlig kjær jeg har ham; men det véd du vel ikke, hvor meget han er mig værd for min hele Virkekreds, ligesom ogsaa med Hensyn til de unge Mennesker, som vi har at bearbejde, hvorledes vi begge ganske nødvendig høre sammen, og hvorledes han selv opliver mig mere end nogen anden og bringer mig fremad.» 27de Novbr. 1808.
3) Schleiermacher tilbød fra Mikaelis 1810—1812 at afgive i alt 1000 Thaler af sin Løn. — Aus Schleierm.s Leben 4,175.
4) Fichte blev den første Rektor. Blandt Professorerne kan nævnes: Schleiermacher, Hufeland, Saviguy, Marheineke, de Wette, Solger, v. d. Hagen, A. v. Humboldt, Bernhardi, Niebuhr, Arnim, Fr. v. Raumer, Reil og Wolf.




skulde ud paa Gaden til Fods, hun, der altid før havde havt Ekvipage til sin Raadighed. Da hun, trods megen ydre Værdighed, var utaalmodig og pirrelig, kan man ikke undre sig over, at denne Forøgelse i Familielivet ikke var uden Besvær for Steffens. Men en alvorlig Prøvelse ramte Ægtefolkene, da det i Hamborg fødte Barn, Anna, der slægtede sin Moder paa i Skjønhed, uventet døde, medens Faderen var paa en lille geognostisk Rejse; da han med Ilbud blev hentet hjem, fandt han kun hendes Lig. En Søn, der var født i det samme Aar, 1810, døde, da han kun var nogle faa Maaneder gammel.
     En glad Overraskelse var det for Steffens, da han i disse Trængselsaar fik Besøg af sin yngste, kjæreste Broder, der var hans gamle fortrolige. Frederik d. 6te ønskede nogle Officierer anbragte ved Napoleons Generalstab under den fransk–østerrigske Krig, deriblandt Peter Steffens. Men da de kom til den franske Hær, blev de afviste og maatte begive sig hjem. Steffens fik af sin Broder udbetalt Resten af den ham i Kjøbenhavn tilfaldne Arv, men paa Grund af Pengenes synkende Værdi var den bleven indskrænket til nogle faa Louisd'orer; heldigvis kunde han tage denne Skuffelse med let Sind, uagtet hans Omstændigheder samtidig var meget forstyrrede.
     Blandt de yngre Venner, der sluttede sig nøje til Steffens, maa vi nævne Grev  Haxthausen, et begavet og temmelig alsidigt Menneske, der bar paa den Plan at gjøre en videnskabelig Rejse i østerlandene og derfor studerede orientalske Sprog. De politiske Forhold holdt ham imidlertid tilbage derfra, og hans Fædrelandskjærlighed var for stærk til, at han vilde forlade Tydskland under de daværende truende Tilstande. Han elskede Naturfilosofien, og Steffens meddelte sig ganske til ham. Stuhr og v. Willesen var Navnene paa to andre af Steffens' kjæreste Disciple fra den trange Tid i Halle. Den sidste var Militær og deltog siden med Tapperhed i Krigen; han blev tilsidst General og er bekjendt her i Landet derved, at han anførte den slesvigholstenske Oprørshær ved Isted, hvor han imidlertid ikke plukkede Lavrbær.
     Sidst i Åaret 1809 gjorde Steffens en Rejse til  Jena. Det var stedse vemodigt for ham at besøge det Sted, der bar saa store Minder fra hans brusende Ungdomsdage. Hvor var de henne, de Aander, der dengang havde laant den lille Stad en udødelig Glans? Han traf  Gries og  Frommann endnu, men de andre var splittede ad forlængst; den Tid var jo forbi, da Romantikerne stod nær sammen og løftede i Flok.  Schelling var 1803 dragen til Würzburg og siden som Professor til München; han havde ligesom lukket sig inde fra Verden, kun sjældent gav han sin Tilværelse til Kjende ved et nyt Skrift. Med sin Karoline levede han nok ret lykkeligt.  Ludvig Tieck fortsatte sin Digterbane med Berømmelse, men som en værkbruden Mand; i de senere Aar havde han især udgivet gammel–tydske og engelske Sager, men hans Virksomhed afbrødes ofte af langvarige Sygdomsanfald.  Friedrich Schlegel var med sin Ægtefælle, Dorothea (Veit), nylig faaet over til den katholske Kirke. Han havde kastet sig paa indiske Studier, men drog nu til Østerrig og traadte i diplomatisk Tjeneste. En lignende Lod havde Broderen  Wilhelm. Efter i længere Tid at have fulgt Fru Staël–Holstein havde han i Wien vidst at skaffe sig Adgang til fornemme Kredse, og med den aristokratiske Higen, der laa hos ham, saa vel som hos Broderen, opnaaede han saadanne Goder som at blive adlet, at faa Ordener og blive betroet diplomatiske Sendelser. Med en vis Bitterhed saa' begge Brødre siden tilbage paa deres Ungdoms–Bestræbelser og Ungdoms–Venner.  Schleiermacher var jo i Berlin, hans Navn var snart paa alles Læber, han havde fundet en vid Virkekreds for sin dybe og omfattende Aand; men for Tiden var det betrængte Fædrelands Gjenoprejsning hans kjære, stadige Tanke. Ja, de var spredte ad, de som engang samlede sig i Jena. Og nu Steffens selv, maatte han ikke med en vis Vemod tænke paa sig selv? Han med det vingede Ord, han sad i Grunden som en stækket Fugl i det bedrøvelige Halle.
     I Jena slog det ham stærkt i Møde, hvorledes  Goethe beherskede alt; han afsluttede sig forøvrigt bestandig mere i sig selv og afsondrede sig fra Forstaaelse af Tiden for at leve sit eget Liv. Man gjorde ham ikke blot til en Avtoritet, men til et Orakel, og hvor højt end Steffens satte ham, kunde han dog ikke være med til en Menneskeforgudelse. Han var paa denne Rejse oftere sammen med Goethe i Jena, og denne viste hele sin gamle Elskværdighed imod ham; de fulgtes til en Mineraliesamling, som Steffens benyttede ved Udarbejdelsen af en Haandbog i Mineralogi, de samtalede om Optik og Knokkellære, som Goethe med megen Dygtighed syslede med; det var ganske som i gamle Dage. Noget anderledes var det gaaet  Øhlenschlæger, som kort Tid i Forvejen paa Hjemrejsen fra sit mer end fireaarige Ophold i Udlandet besøgte den store Digter. Han fandt en meget kjølig Modtagelse, Goethe vægrede sig ved at høre ham oplæse hans nylig paa Tydsk skrevne «Corregio», og den danske Digter var rejst forstemt videre og havde i Halle betroet Steffens sin Ærgrelse derover. I Modsætning hertil blev nu denne med sin Hustru indbuden til Goethe i Weimar, og de tilbragte en interessant Dag dér sammen med Fru Goethe1), hans Sekretær Riemer og Digteren  Zacharias Werner. Denne sidste var en omtrent 40aarig Mand, der ikke med Urette erhvervede sig Digternavn, idet han har leveret nogle fortrinlige Ting; mest bekjendt blev han ved «die Sohne des Thais» og «das Kreuz am Ostsee». Men han var dog i det hele taget forskruet baade i sine Værker og i sit Liv. Hans Moder havde været sindssyg og bildt sig ind at være Jomfru Maria, og at Sønnen var Frelseren. Det var saaledes ikke saa underligt, at denne Søn havde arvet noget fra Moderen. Han var en lang, tør Skikkelse med en




1) Goethe havde som bekjendt under Krigsurolighederne 1806 ægtet sin Elskerinde Christiane Vulpius.




kejtet Holdning, havde et magert Ansigt med en meget stor Næse; i Lommen gik han med snavsede, krøllede Papirer, det var hans Digte. Efter Opfordring af Goethe begyndte han at læse op af disse, men da han i en Sonnet havde sammenlignet Maanen med en Hostie (Nadverbrød, red.), var det dog for stærkt for Goethe; ogsaa Steffens havde følt sig ubehagelig berørt ved dette Billede. Det gav Anledning til, at den store Digter brød ud imod Werner med en ganske ualmindelig Heftighed og forlod Værelset. Man var kun vant til at se Goethe med rolig og behersket Anstand, saa det var en Begivenhed i Weimar, der snart gik fra Mund til Mund1).
     Nytaarsnat 1809 var Steffens til Stede ved det Bal, der aarlig plejede at finde Sted i Weimar; denne Gang var Goethe der ikke. Steffens mindedes hin Nytaarsnat, da han sammen med de store Aander havde hilset det ny Aarhundrede; — ak! Tiderne forandres! —
     — Vi komme nu til det, der i disse trange Aar mere end noget andet satte Steffens' Sind i Bevægelse, dog ikke ham alene, men mangfoldige andre i Tydskland, det var  den fælles Nød, det uhyre Tryk under en mægtig Fjendes Hænder. Det blev en Kamp paa Liv og Død. Den modløse lader i saadanne Tider Hænderne synke i Skjødet, og trøster sig med en falsk Resignation; den, der har Hjærte i Livet og Mod i Bryst, bereder sig til Kamp, enten det saa bærer frem til Sejr eller Undergang. Og Steffens hørte til den sidste Slags; han havde Hjærte for det Land, der var bleven hans Hjem, han havde Kjærlighed til det aandelige Liv, som rørte sig dér, han manglede ikke uforsagt Mod og fremfor alt det gode Haab.
     Det var et uhyre Nederlag, som  Preussen i 1806 havde lidt. Det bestod endnu kun ved Napoleons Naade




1) Z. Werner, der havde ført et udsvævende Liv, blev Katholik, kom siden til Wien som Prædikant, og under uhyre Tilstrømning holdt han Taler, fulde af høj Svulst og Plathed, med Forbandelser mod Kjættere. †1823.




som et Skyggerige, indskrumpet og afmægtigt. Medens den vestlige Del ligefrem kom ind under den franske Ørns Vinger, havde denne sine Kløer udrakte ogsaa over den østlige Del, der endnu bar det preussiske Navn. Der laa fransk Besætning i de vigtigste Fæstninger. Det var et Fald fra Højheden, saa brat og uventet, som Historien kun har faa Sidestykker til. Men et Nederlag kan bære Oprejsningens Spire i sig, naar Folket gaar i sig selv og mander sig op, det kan blive et Vendepunkt til et bedre og ædlere Liv, og det blev det for Preussen. Det er et smukt Syn at se et Folk rejse sig til ædel Kamp for Fædreland og Frihed, og skjøndt der har stillet sig saa meget i Vejen mellem os Danskere og Tydskerne, vilde det være Uret, om det blændede vort Syn saa meget, at vi ikke kunde faa Øje for det storartede i deres Gjenoprejsning. Men den var ikke kommen, hvis der ikke havde været en Kjærne blandt dem, en Skare af «de ædles Æt». «Ingen Stav skal holde», skrev Perthes i et Brev paa Nederlagets Tid; «de knække alle, for at enhver kun skal holde sig til Gud og berede sig i sig selv, indtil Dommen kommer, og Dommen er nær»1).
     Paa Dronning Louises Bøn var Friherre  v. Stein, der nylig2) havde faaet sin Afsked som Minister med de Ord, at «han var en gjenstridig, trodsig og ulydig Statstjener», paany bleven sat i Spidsen for Statens Ledelse3). Og denne geniale og fædrelandssindede Mand, «en vulkansk Natur, med et Aasyn som en Jupiter», greb med Jernhaand fat paa det store Værk, at berede Gjenopstandelsen af et nyt Preussen, efter at det gamle var faldet sammen. «Den store Tanke om en indre Gjenfødelse af den tydske Folkekraft er vel i ingen Sjæl bleven grebet saa varmt som i hans. Fra ham kom Grundtanken om et nyt System»4).




1) Perthes Leben 1,183. Til Jacobi.
2) 3. Januar 1807.
3) 30. Sept. 1807.
4) F. Bülau, Geschichte Deutschlands 1806—1830, S. 86.




Vel maatte Stein allerede træde fra i November 1808 og ty til Østerrig paa Grund af Napoleons Forbittrelse mod ham1), men det begyndte Værk fortsattes af  Hardenberg, en mere smidig og nøgtern Statsmand, der forstod at spille en dobbelt Rolle overfor Napoleon. En Række Forordninger indvarslede en ny Tid for Preussen; for Fremtiden skulde kun personlig Fortjeneste, ikke Fødsel, give Ret til Statstjenesten; en fri Forfatning blev stillet i Udsigt; hver Levning af Livegenskab blev hævet og meget mere. Men navnlig i militær Henseende skete der en stor Forandring; en hel ny Hærordning blev efterhaanden indført med almindelig Værnepligt. De Mænd, der havde Hovedfortjenesten heraf, var  Scharnhorst og  Gneisenau. Den første af disse blev det egentlige, levende Midtpunkt for Hæren; med en urokkelig Viljekraft forbandt han det roligste Overlæg og stor Samvittighedsfuldhed. Mer og mer lærte man trindt om i Landet at se hen til denne Mand, der dengang var noget over 50 Aar gammel og i hele sit Væsen kun lidet mindede om de sædvanlige stive preussiske Officierer, men snarere om en studeret Mand. Ved hans Side stod  Gneisenau, en yngre Offlcier, der havde udmærket sig ved det heltemodige Forsvar af Kolberg2). Han var ikke nogen højt dannet Mand, og der var noget tungt ved hans Fremtræden, men han var en ægte ridderlig Helt, ædel og beskeden, en smuk, stolt Skikkelse, hvem alle agtede og elskede; «ingen Mand har været mig




1) I den Napoleonske Bulletin stod der om ham: «le nommé Stein, voulant exciter troubles en Allemagne». Men paa tydske Billeder af Stein saa' man følgende Underskrift: «Stein, alt ondts Anstødssten, alt godts Grundsten, tydsk Æres Slutsten». — (Friherre v. Hormayr) Lebensbilder aus dem Befreiungskriege 1, S. 92.
2) Medens den ene Fæstning efter den anden skyndte sig med at overgive sig til Franskmændene 1806, udholdt Holberg en langvarig Belejring lige til Fredslutningen. Men det skyldtes især «vor ædle Gneisenau, at vi kunde glæde os ved en saa ærefuld Triumf». Nettelbech: Kolbergs Belejring, oversat i Rises Arkiv 1824, Aprilheftet.




mere dyrebar», siger Steffens om ham1). Disse to, som fandt kraftig Medhjælp hos mange andre Officierer, arbejdede ufortrødent paa Dannelsen af en ny Hær, og hvor svært var det ikke i en saadan Tid, da Erobrerens mistænkelige Øje hvilede paa deres Skridt! Ved en hemmelig Artikel havde Preussen 1808 forpligtet sig til i de første 6 Aar kun at holde en Hær paa 42,000 Mand. Men ved en forkortet Tjenestetid og hyppig Indkaldelse og Indøvelse af nyt Mandskab bragte man det til, at Preussen, uden at bryde Forpligtelsen, da Opgjørelsens Dag endelig kom, havde en øvet Hær paa 150,000 Mand, foruden Vaaben og Fæstninger i god Stand.
     Og nu ude i Folket selv, hvor mange ædle Arbejdere meldte der sig ikke, som vilde være med til at rejse de sunkne Mure af Gruset og mane til Kamp, naar Timen engang slog! Den djærve og storslaaede  Fichte holdt i Vinteren 1807—1808, medens Berlin var besat af Franskmændene, sine berømte «Taler til den tydske Nation»; Fjendens Trommehvirvler i Gaderne var det mest passende Akkompagnement til dette Opraab. Med glødende Fædrelandskjærlighed, med bittre Anklager mod Frankrig, hævdede han, at skulde Folket rejse sig af den Grav, hvori det var sunket, da maatte en ny og bedre Ungdom fremstaa, og det maatte ske ved en anden Opdragelse, en saadan, der kunde avle staalsatte Mænd med en fast Vilje, og som vilde kæmpe for den Frihed og det Land, de elskede. Ved hans Side virkede  Schleiermacher, hvis Fædrelandskjærlighed ikke veg for Fichtes, og hvis Navn snart var paa alles Læber; den dybe, stille Tænker kastede sig med uforfærdet Mod ind i den aandelige Kamp for Landet og skyede ikke Arbejde og personlig Fare for at vække Folket.  Morits Arndt fra Rygen viste Folket hen til Fortidens




1) Gneisenau skriver 1809: «Mig plager ingen Ærgjerrighed. Mit Blik i Fremtiden opklares kun da, naar jeg tænker mig Muligheden af at undgaa det fremmede Aag. I en saadan Kamp vil jeg gjerne finde min Undergang.» Lebensbilder 1,274.




Dage, til den gammeltydske Djærvhed, til hine Tider, da Herman besejrede de romerske Legioner, for at mane dem til lignende Bedrifter; hans kraftige Sange vakte Gjenklang i Folket, men bidrog rigtig nok ogsaa meget til et sentimentalt Sværmeri, der søgte at skrue sig tilbage til længst forsvundne Tider som et Indbegreb af al Herlighed.
     Medens Franskmændene var Herrer i Tydskland, og Napoleon kjørte det undertvungne Folk i stramme Tøjler, voksede stadigt dettes Had til deres Undertrykkere, og da det ikke godt kunde yttre sig aabenlyst, skaffede det sig Luft i  hemmelige Foreninger. Dette hemmelighedsfulde laa særlig for den tydske Folke–Karaktér, og det var paa sin berettigede Plads, forsaavidt som der derved kunde forberedes Rejsninger, naar Timen slog. Men paa den anden Side kan det ikke negtes, at man saa' Betydningen deraf i et overdrevent Lys, og Udbyttet svarede ingenlunde til den Sum af Dristighed og List, der blev sat ind derpaa. Hoved–Udbyttet var væsentlig, at det bidrog til at holde Folket vaagent. Politipræsidenten i Berlin,  Justus Grüner, var et af de vigtigste Led i denne Virksomhed; han omspandt Tydskland med sine hemmelige Garn og forstod at spille dobbelt Spil, ofte med stor Fare for sig selv. Hans Personlighed var stærkt udpræget; en mager, bevægelig Mand med ildrødt Haar og spejdende Øjekast, det blege Ansigt bar Præg af lidenskabelig Sandselighed. Han var utrættelig paa Færde og var en Mand, som man fuldt kunde stole paa ihærdigt vilde forfølge sit Maal. En anden af Lederne var Grev  Chassot, ogsaa en af de hæderlige Mænd, der satte alt ind paa Fædrelandets Vel; en kraftig, fornem Riddersmand, som forstod, at kun ved at vække Folkets slumrende Kraft kunde en ny og bedre Fremtid gro. De hemmelige Foreninger bredte sig især i  Nordtydskland, ikke mindst i Kongeriget Vestfalen; der var flere af dem, men bekjendtest blev det saakaldte  «Tugendbund»1,




1) Det var fuldkommen ukjendt i det mellemste og sydlige Tydskland og i det nordlige aldrig talrigt. Lebensbilder, 2,265.




der endog den 30te Juni 1808 fik kongelig Stadfæstelse, og som havde sit Hovedsæde i Berlin. Den smukke Dronning  Louise, der næsten blev tilbedt af Preusserne1), havde ogsaa sin Del i den skjulte Virksomhed. Men en stor Del af Landets bedste Mænd var med i den hemmelige Kamp; nogle som ligefremme Medlemmer af dette eller hint Selskab, mange uden noget saadant Baand dog som virksomme Deltagere i alt, hvortil deres Kræfter kunde bruges. Thi Sandheden var, som en tydsk Historieskriver beretter: «det hele Rige var én stor Sammensværgelse, i hvis Spidse Regeringen og dens vigtigste Organer stod. Man sammensvor sig til Enighed, til virksom Modstand, til mandig Værdighed, til Forberedelse af den Tid, da man kunde handle. Man svor sig til fremfor alt at hæve sig selv og alt omkring sig, ikke at sky noget Offer, nogen Anstrengelse og ikke give sig hen til Ro, saa længe det preussiske Navn ikke paany var æret og stort blandt Folkene»2). I Udlandet havde man vigtige Forbindelser, navnlig i England, hvor Hannoveraneren Grev  Munster var «det indviede Baand, som holdt hint Pilebundt af tro, tydske sammensvorne sammen, og fra Albions Klipper lod Hjælpekilder uden Ende springe frem»3). Ligeledes i Østerrig, hvor Statsmænd som  Stadion, og den højt begavede, midt i sin umaadelige Letsindighed ubøjelige  Gentz, kraftigt støttede enhver Modstand mod Frankrig.
     I denne, først hemmelige, siden aabenbare Kamp for Fædreland og Frihed har Romantiken baaret en af sine bedste Frugter; thi den vendte sine mangfoldige Disciples Tanker op over det trælleagtige Madstræv, den spidsborgerlige Forknythed, til det, der er højere, til at træde i Fortidens lysende Spor, til ridderlig, uegennyttig Kamp.




1) Medens Hoffet opholdt sig i Kønigsberg, offredes der blandt andet saadan Smiger til hende, at hun blev kaldt «den hellige, der blidt bevæger Hjærte og Sjæl!»
2) Fr. Bülau: Gesch. Deutschl. S. 84.
3) Lebensbilder 1,77.




Især havde den vundet de unges og Kvindernes Hjærter, og intet Under derfor, at, trods alt dunkelt Sværmeri, Sejren maate være paa dens Side. Der gik en romantisk Strømning gjennem hele den aarelange Kamp, og ved enkelte Begivenheder kjender man straks paa hele Svinget den romantiske Rod1).
     Medens Napoleon i Aarene 1807—1811 stadig skred frem paa sin Sejrsbane, forberedtes saaledes i Stilhed den Time, da man kunde rejse sig imod den mægtige som én Mand. «Det er neppe til at tro», skriver Perthes 1809, «hvor enstemmige Menneskene ere; saaledes ét, som nu, var Tydskland aldrig»2).
     At en Mand med  Henrik Steffens' varme Hjærte og let bevægelige Sind maatte føle sig drevet til at stille sig i Fædrelandsvennernes Række, er let at forstaa, og vi finde han som en af de ivrigste Kæmpere. Hans aabne Karakter, der snarere var for tilbøjelig til uoverlagt at bruse frem end til at bære paa noget i Skjul, passede derimod mindre godt til at tage Del i hemmelige Foreninger. Men i disse var han, som tidligere omtalt, allerede under sit Ophold i Hamborg traadt ind, og han vedblev at være et virksomt Medlem lige til hans Ophold i Halle fik en Ende i Aaret 1811. Under de kummerlige, trykkende Forhold blev denne hans politiske Virksomhed med dens Arbejde og Farer et gavnligt Middel til at bolde Spændkraften oppe.




1) Grundtvig skriver herom i Verdenskrøniken 1817, S. 667: «Dog det var ikke alt Vind, — og Kampen mod Napoleon er deres (c: Romantikernes) Eftermæle. Der var historisk Blod i de Vildmænd, der sprudlede æventyrlig og bruste derfor hurtig ud i Æventyr og Dramaturgi; — man vilde Synd og Umuligheder og sprængte sig derfor snart, men man angav en Tone, som ej kan hendø, om Mennesket skal leve, man slog paa Strenge, der er de eneste, som med Kristendommens Hjælp og under dens Haand kan sætte Liv i Fokene, og at de gamle Tydskere virkelig tildels opstod i deres Børn, beviser uigjendrivelig, at Opstandelsen er mulig —.»
2) Perthes 1,200.




     I Oktober 1808 holdt Napoleon den bekjendte Kongres i  Erfurt, hvor, foruden Kejser Aleksander af Rusland, 4 Konger, 2 Storhertuger, 42 Fyrster, 26 Ministre var samlede om ham som Solen, og hvor han havde hidkaldt den berømte Skuespiller Talma for at spille «for et helt Parterre af kongelige Personer». Ved samme Lejlighed modtog han ogsaa Hyldest af aandelige Storheder, som Goethe og Wieland, der begge følte sig hædrede ved at modtage Æreslegionen1). I de samme Dage holdtes i  Dessau et hemmeligt Møde af Fædrelandsvenner; Schleiermacher, Steffens, Boghandler Reimer og Blanc var blandt andre til Stede her; man forhandlede om Ordningen af Folkevækkelsen. Det blev aftalt at vaage nøje over Franskmændenes Bevægelser og at indsende alle Efterretninger fra hver Egn til Grev Chassot i Berlin. Man følte sig ret haabefuld til Mode; en af de sammensvorne skrev kort efter til Stein: «Nationens Stemning er nu saaledes, at jeg er vis paa, vi kunne redde os alene, men alle Forholdsregler maa tages hurtigt og med Energi. Himlen give, at man ikke lader dette Tidspunkt fare unyttet.»2) Ender Mødet traadte to Mænd ind; de bar Parykker, konstigt Skjæg og var sminkede; de kom fra Erfurt, hvor de havde luret paa Lejlighed til at skyde Napoleon, men i det Øjeblik, da denne paa en Ridetur kom dem paa Skudvidde, var Kejser Aleksanders Person kommet hindrende imellem. Saavel Steffens som hans Venner betragtede en saadan Gjerning med den Afsky, den fortjente, og var lette om Hjærtet ved at erfare, at den var mislykket.
     I Foraaret 1809 udbrød Krigen mellem  Frankrig og  Østerrig. En almindelig Forventning om, at Oprejsningens Time var kommen, gik igjennem Tydskland. De hemmelige Foreningers Virksomhed blev meget levende; man haabede, at Preussen vilde gaa med Østerrig, og i de tabte Provinser vilde man vække en Folkebevægelse. Der blev




1) Napoleon sagde til Goethe: Vous êtes un homme!
2) Julian Schmidt 2,563.




ogsaa lagt Beslag paa Steffens' Kræfter. Adskillige preussiske Officierer flakkede forklædte om i Kongeriget Vestfalen; en af disse, ved Navn  Hirschfeld, skulde særlig træde i Forbindelse med Steffens. Det var en lille, forvoven Mand, en Art praktisk Romantiker, der deklamerede Schiller og omgikkes med æventyrlige Planer. Engang havde han sat sig i Hovedet, at han vilde bortføre Kong Jerome, bringe ham til et halvt øde Slot ved Harzen og indeslute ham i en Hvælving dér. Steffens maatte gjennem Gev Chassot forhindre ham i at prøve dette urimelige Foretagende, der i intet Tilfælde kunde blive til Gavn. Forøvrigt bestod Steffens' Forretning i, dels selv, dels gjennem sine Venner at skaffe nøjagtige Efterretninger om de franske Tropper, der drog gjennem Halle; da der gik fransk Militærvej gjennem denne By, var Arbejdet ikke lidet, og han blev snart kjed af dette Spioneri og vægrede sig tilsidst derved. Brevvekslingen med Overbestyrelsen i Berlin var ikke let og forbunden med megen Fare; den foregik ved Bud, og Brevene var skrevne saaledes, at det vigtige Indhold var føjet ind i Sætninger af ligegyldig Art, saa at, om Fjenden læste det, kunde han dog ikke finde Mening deri. Modtageren havde da et Stykke Papir med aabne Striber; naar det lagdes over Brevet, viste de Sætninger, som det gjaldt om, sig i disse Aabninger, hvorimod det øvrige intetsigende Indhold var tildækket. Men da det var meget vanskeligt at sætte et saadant Brev sammen, opgav man snart denne Maade og benyttede usynligt Blæk, hvormed man da skrev Efterretningerne imellem Linjerne af et ligegyldigt Brev. Ved Hjælp af en kemisk Vædske kunde da dette Blæk træde tydeligt frem. Men Faren derved var dog ikke ringe, da Fjenden ligesaa vel maatte kjende denne Maade. Engang bragte et Bud, der havde været forfulgt af Franskmændene og var badet i Sved, et saadant Brev til Steffens; da han aabnede det, havde Sveden virket saaledes, at den hemmelige Skrift stod aldeles tydelig.
     Med den forhenværende hessiske Embedsmand  Martin, som Steffens i sin Tid havde lært at kjende i Hamborg, stod denne i stadig og ligeledes farlig Brevveksling. Ofte modtog han Besøg af ham, og de var i Regelen pinlige, da de var til liden Nytte, og Mistanken derved let kunde henledes paa Steffens.
     Foraaret 1809 var en stærkt bevæget Tid. I Kassel forsøgte Oberst  Dørnberg at rejse Folket til Opstand mod Fremmedherredømmet; til samme Tid gik Major  Schills kjække Tog for sig. Denne unge Mand havde udmærket sig ved Kolbergs Belejring og var bleven Fører for et Rytterregiment i Berlin; her var Sværmeriet for ham bleven til en formelig Modesag, især blandt Damerne, og Dronningen gik i Spidsen. Fædrelandsvennerne, deriblandt Scharnhorst og Gneisenau, der frem for alt ønskede at faa Preussen draget ind i Krigen mod Napoleon, hvortil den vaklende og noget træge Konge ikke kunde bestemme sig, haabede at kunne fremtvinge det ved en rask Folkerejsning, og man ansaa' Schill for den rette Mand hertil. Han vandt med Lethed sit Regiment for sig, saa Soldaterne lovede at følge ham, hvorhen han vilde føre dem. Deres Vaabenmærke var Dronningens Halstørklæde, som hun selv havde bundet til Fanestangen. Naar Schill drog ud med sin Skare, haabede man, at de andre Regimenter begejstret vilde slutte sig til ham. Men det gik ikke saa. Den 28de April forlod Schill i Spidsen for sit Regiment alene Berlin og drog mod Wittenberg. Det dristige Forsøg havde intet Held med sig; kun nogle faa sluttede sig til ham; snart indløb Efterretning om, at Dørnbergs Opstand i Kassel var mislykket, og at Østerrigerne havde lidt Nederlag i Bayern. Tilbage kunde Schill ikke gaa, da hans egen Konge i saa Fald maatte lade ham undgjælde for hans egenmægtige Optræden; kun én Redning var mulig, hvis han nemlig kunde bane sig Vej til Nordkysten og komme ud paa engelske Skibe.
     En Afdeling af Schills Krigere under Ritmester Brunnow kom til  Halle, og det var smukt at se disse udvalgte, kjække Folk med den bestemte, dog rolige Holdning. Der var almindelig Jubel i Staden; hvorlænge var det ikke, siden man havde set preussiske Soldater, og vilde Befrielsens Time ikke nu slaa? En af Officiererne havde en hemmelig Samtale med Steffens; man ønskede, at han skulde opfordre Studenterne til at gribe til Vaaben. Hvor fristende det end kunde være for denne, og hvor tilskyndet han end kunde føle sig, da han vidste, at hele Toget skete efter Opfordring af «Tugendbund», svarede han dog med Besindighed, at hvis den preussiske Armee fulgte Schills Eksempel; da skulde han gjøre alt for at drage de unge med, eller hvis Schill vilde gaa mod Kassel, og dette Tog gik heldigt, da vilde han ogsaa være rede til at handle; men hvis Schill drog mod Nord for at redde sig, da vilde det være Uret at opfordre nogen til at dele hans mislige Skjæbne. Kort efter forlod den lille forvovne Skare Byen; snart rygtedes det, hvorledes Schills Korps havde slaaet sig gjennem overlegne Fjender ved Magdeburg og nu ilsomt drog Nord paa. De naaede  Stralsund, hvor de indesluttede og befæstede sig, for at afvente engelske Skibe; men 3,000 Hollændere i Forening med 2,000 Danskere (under Generalmajor Ewald) stormede Byen (den 31te Maj) og tog den efter en fortvivlet Gadekamp, i hvilken Schill faldt med mange af sine Krigere; Resten blev fangen, Officiererne skudte og de menige behandlede som «Brigands».
     Det var en spændende, men uhyggelig Tid i Halle. Paa Gadehjørnerne blev opslaaet Plakater om Napoleons Sejr over Østerrigerne ved Eckmühl (22de April), og ved Siden af læste man Stikbreve, hvori enhver, der aabnede sit Hus for Hovedmændene for Oprøret i Kassel eller hjalp dem til Flugt, blev truet med Dødsstraf! Blandt disse var Martin nævnet.
     En Aften, da Steffens havde Besøg i sit Hjem af flere Slægtninge og Venner, blev han kaldt ud; der var en, som vilde tale med ham. Det var  Martin, som bad om, at Steffens vilde huse ham om Natten og om Morgenen hjælpe ham tillige med 4 andre forfulgte, der opholdt sig i en Gjæstgivergaard, afsted. Der var ikke andet for end at lade som ingen Ting; han indførte Martin i Selskabet, men den Uro, som denne traadte frem med, den Indesluttethed og Angst, der var over ham, kunde ikke andet end vække alles Studsen. Saasnart som muligt fik Steffens ham anvist sit Natteleje, men det var forgjæves, at han efter den uhyggelige Gjæsts Bortgang søgte at bringe Samtaler i Gang; man var tavs og forlegen.
     En af Steffens' Svigerinder var gift med en Embedsmand i Halle ved Navn Stelzer; denne havde en Broder, som var «procureur du roi» i Staden, i hvilken Stilling han netop skulde opspore mistænkelige Personer. Begge Brødre holdt Steffens meget af, og han vidste, at ogsaa den sidstnævnte var en tydsk Fædrelandsven. Han betroede sig da i denne vanskelige Stilling til ham og fandt redebon Hjælp; Stelzer sørgede for, at en Vogn skulde holde forspændt i Giebichenstein til at føre de forfulgte bort. Ved Daggry fulgte Steffens med Martin gjennem de stille Gader; paa den lange Bro over Saale mødte de to Mænd, som ligeledes blev forfulgte, og som agtede at redde sig til Bøhmen; i Forstaden Passendorf ventede de fire andre Deltagere, og nu fulgte Steffens dem alle til Giebichenstein og saa' dem lykkeligt paa Vognen. De undkom, Martin naaede Berlin, og da han ikke siden tog Del i hemmelige Foretagender, fik Steffens ikke mere med ham at gjøre.
     Men ogsaa  Hirschfeld bragte ved flere Lejligheder Steffens i den betænkeligste Stilling. Han blev ligeledes forfulgt af Politiet, men med en forunderlig Dumdristighed udsatte han stedse sig selv og sine Venner for Fare. Han var bestandig iført en iøjnefaldende lys Overfrakke og kom af og til gjennem Halle, hvor han da havde Sammenkomster med Steffens, som denne gjerne fandt fuldkommen overflødige. En Morgen Kl. 5 blev Steffens vækket ved en voldsom Dundren paa Gadedøren; Naboerne stak nysgjerrigt Hovederne ud af Vinduet for at se, hvad der var paa Færde. Det var Hirschfeld, der vilde lade ham vide, at Hertugen af Brunsvig vilde komme igjennem Halle, noget, der i og for sig ingen videre Betydning havde. Steffens fik ham lykkeligt bort ad en Bagdør; kort efter blev han søgt af Politiet, der havde erfaret, at han var i Staden, men han var da undsluppen; imidlertid fik man fat i hans Vadsæk, og Steffens gik i nogen Tid i Angst for, at man i den skulde have fundet Breve fra ham, men han hørte ikke mere til det. Fra den Tid saa' han ikke siden Hirschfeld; han drog til Spanien, hvor han faldt.
     Det var den 26de Juli, at Hertugen af  Brunsvig paa et lignende forvovent Tog, som Schills, kom igjennem Halle. Med et lille Korps, den saakaldte «sorte Legion», der paa Chakoten bar et Par korslagte Dødningeben som Mærke, kom han fra Østerrig, der støttede ham; Hensigten var at erobre Brunsvig tilbage. Men da Østerrig straks efter sluttede Vaabenstilstand, var han ladt i Stikken; han maatte da, ligesom Schill, søge Nord paa, og med sine 2,000 Mand kom han lykkeligt gjennem 15,000 Fjender, og naaede paa 14 Dage, under 11 Fægtninger, Bremen, hvor han bemægtigede sig Skibe og slap bort. Dette heldige Tog af den sorte «Hævnlegion» opflammede Nationalfølelsen i høj Grad, skjøndt det egentlig ikke havde udrettet noget for Tydskland.
     Efterat Østerrig var bleven ydmyget og havde sluttet Fred med Frankrig (i Oktober 1809), afløstes den bevægede Tid af en tung og nedtrykt Periode. Napoleon var mægtigere end nogensinde; alt Haab syntes tabt for Tydskland. Handel og Vandel var ødelagt, en stor Fattigdom og deraf følgende Forbrydelser udbredte sig trindtom, ikke mindst i Halle. En mørk, næsten fortvivlet, Stemning greb mange. Det var paa denne Tid, at Stein paa Napoleons Fordring fik sin Afsked; ogsaa Scharnhorst maatte paa Grund af Franskmændenes Mistanke trække sig tilbage; en Tid fortsattes hans Værk af Gneisenau, men selv han gik dog tilsidst i Englands Tjeneste, det eneste Sted, hvor man endnu kunde drage fri Aande. Mange af de bedste Mænd i Preussen gjorde lige saadan. I Vestfalen var Trykket endnu større, men Forbittrelsen ogsaa umaadelig. Den i Grunden ædle, men vildledte Johannes v. Müller steg paa denne Tid i Graven med et knust Hjærte.
     Men under den store Trængsel blussede Fædrelandskjærligheden stedse stærkere, sammen med Hadet til Tyrannen. Var Steffens end paa mange Maader ilde stedt, saa kunde hans rastløse Aand dog ikke synke hen i dump Forknythed. Han spejdede fremad efter Tegnene, der skulde bebude Befrielsens Tider, og selv i de mørkeste Dage var han vis paa, at Oprejsningen ikke vilde lade længe vente paa sig. Og som han, saaledes ogsaa andre. Sidst i 1809 udsendte den ædle  Perthes i Hamborg Indbydelse til ansete Mænd rundt om i hele Tydskland til at tage Del i Udgivelsen af et nyt Tidsskrift «Fædrelandsk Musæum», der skulde være et sammenknyttende Baand for Fædrelandets Venner, men forøvrigt af alsidigt Indhold. Ogsaa Steffens fik en saadan Opfordring, og han gik gjerne ind derpaa. «Mangfoldigheden af Deres Musæum», skrev han, «har ingenlunde forundret mig, kjære Ven; det ejendommelige i hele Litteraturen maa gribes, og denne bevæger sig i de mangfoldigste Retninger. Naar kun enhver Afhandling yder noget dygtigt i sin Art, saa udtaler Enheden af den tydske Aand sig af sig selv i det hele. Ligesom Naturen ikke udvortes forener det levende, men lader det inderlig frit bevæge sig, saaledes, tænker jeg, paaligger det ogsaa os overalt at søge Overensstemmelsen af det enkelte med det hele. Lad ogsaa en Tvedeling bevæge sig i vor Nation og tilsyneladende skille Aander fra Aander; ogsaa Naturen syntes i den vildeste Kamp med sig selv, førend det herligste Liv, Skabelsens Midtpunkt, skulde træde frem. Saa stærk er Kjærnen i den tydske Nation, at en evig Fortid lever i den og med Sikkerhed varsler om en evig Fremtid»1) Tidsskriftet kom i Gang i Foraaret 1810 og bragte mange Bidrag fra betydelige Mænd, men ved Udgangen af Aaret standsede det allerede, fordi Udgivelsen blev umulig, efterat Hamborg paa denne Tid




1) Perthes Leben 1,210.




var blevet indlemmet i Frankrig. Fra alle Sider blev dette Tidsskrifts Ophør betragtet som en national Ulykke.
     En Fædrelandsven, som Steffens paa denne Tid kom i det nøjeste Venskabsforhold til, var Heinrich v.  Krosigk til Godset Poplitz, en djærv, haandfast Mand af en urokkelig Karakter. Ofte tilbragte Steffens flere Dage hos ham og frydede sig i den skjønne Park, der omgav Herresædet, hvor Vildt og Husdyr fredeligt græssede sammen og frembød en lille Idyl midt i den urolige Omverden. Her havde Krosigk ogsaa i Sorg over de omskiftede Tider rejst en Støtte med Indskriften: Fuimus Troes1). Paa en rolig, uforfærdet Maade traadte han op mod de fordringsfulde Franskmænd og forstod at indgyde dem Agtelse, blandt andet ogsaa ved sin Beredvillighed til at møde dem paa Pistoler, dersom der var noget i Vejen.
     Imidlertid indtraf der en Begivenhed, der gav Aarsag til en Forandring af Steffens' hele Stilling. Universitetet i Frankfurt (an der Oder) blev nedlagt, da det laa for nær det ny i Berlin, og et andet blev bestemt til Oprettelse i Breslau i den preussiske Provins Schlesien. Steffens, som var bleven forbigaaet ved Berliner–Højskolen, fik nu Kaldelse til dette med Løfte om en højere Løn. Hans Glæde derover var stor; thi vel var Breslau et temmelig afsides Sted, fjernt fra det egentlige Livsrøre, men han kom derved ud af den ulystelige Stilling, hvori han var kjørt fast, ud af Trældommen under et forhadt fremmed Aag, og fik endelig Udsigt til et mere sorgfrit Udkomme. Det var i Aaret 1811.
     Inden han da skulde forlade denne Egn, hvor han havde tilbragt saa skjæbnesvangre Aar, gjorde Steffens endnu et Besøg paa de kjære Steder Jena og Weimar. Ved Afskeden med Goethe var Steffens dybt bevæget; det var ligesom om det anede ham, at det var den sidste Gang, han saa' denne mærkelige Mænd, der havde havt saa stor




1) «Vi har været Trojanere». Af Vergils Æneide.




en Betydning for ham. Goethe levede endnu en Snes Aar efter denne Tid.
     Kort efter gjorde Steffens en Rejse til Berlin for at ordne sine nye Forhold; med Glæde hilste han denne By igjen i Følelsen af, at han nu atter skulde være preussisk Undersaat. Men det var ikke saa lidt blandet med Vemod, naar han gjensaa' adskillige Venner som Lærere ved det ny, storartede Universitet, hvortil han ogsaa havde knyttet sine Forhaabninger. Han følte sig som en forskudt, der ikke var agtet værdig til at være Deltager i det ædle Kapløb mellem de store Aander. Dog, der var andet og mere, der kom til at optage hans Tanker. Det var et bevæget Tidspunkt; den store Komet, der hin Sommer viste sig paa Himlen, hang som et truende Varsel over Hovederne, og end mere alvorlige var Tidernes Tegn. Forholdet til Napoleon var meget spændt; Ruslands Holdning overfor den franske Erobrer blev mere og mere fjendtlig, en Krig mellem dem hørte til de nære Muligheder. Der kunde være al Grund for Preussen til at slutte sig til Rusland, saa meget mere som Napoleon paa mange Maader havde krænket sine Forpligtelser imod det. Netop under Steffens' Ophold i Berlin gik Regeringens Stemning i russisk Retning, men Kongen kunde ikke tage nogen Beslutning, nu endnu mindre end tidligere, efterat Dronning Louise var død (Sommeren i Forvejen). Gneisenau skrev paa denne Tid (i Avgust): «Naar vor Konge blot kunde tage den Beslutning, straks at anvende de mest passende Midler til sit Forsvar, saa var vi i Sandhed i en glimrende Stilling. Vi har i dette Øjeblik 124,000 Mand fuldt udrustede og kan dertil føje saa mange, som vi kan faa Geværer til»1). Men Ulykken var, at Kongen nu som altid var vaklende. Blandt Folk i Berlin var der stærk Stemning for at vove Kampen. I det hele taget havde Samfundslivet i denne By i de senere Aar undergaaet en stor Forandring; en langt bedre Tone var gjennemgaaende; man saa' nu i Stedet for raa,




1) Lebensbilder aus d. Befreiungskriege 2,247.




pralende Militære mange kundskabsrige, alvorlige Offlcierer, Kvinderne havde begyndt at ombytte den tidligere «esprit» med tydsk Sindelag («Gesinnung»); de æsthetiske Nydelser spillede ikke mere en Hovedrolle, men Samtalerne drejede sig mest om Fædrelandets Gjenoprejsning. Dog bemærkede Steffens, at der var en stor Modsætning mellem Folk, nogle var dumdristige, andre fulde af Frygt, nogle nærede de lyseste Forhaabninger, andre gav sig hen i slap Resignation. At Steffens selv afgjort hørte til dem, der ønskede Kamp og gik den i Møde med Haab, forstaar sig. Men alle Forhold var højst bevægede og til Dels forvirrede. Efterat Steffens i Juli var vendt tilbage til Halle1) for at berede sig til det snart forestaaende Opbrud, fik han paa den mest levende Maade at mærke den politiske Uro, der laa i Luften. Han fik en Dag uventet Besøg af en preussisk Gardekaptain  Boltenstern, der i et vigtigt Ærinde var sendt til ham af Gneisenau. Efter at have sat Steffens ind i Stillingen og paavist Øjeblikkets Vigtighed, anmodede denne Mand ham om at skaffe de paalideligste Efterretninger om Fjendens Tropper samt om hvilke Forraad af Vaaben og Krudt, der maatte være i Befolkningens Besiddelse, og tillige Fortegnelser paa saadanne Mænd, der i det afgjørende Øjeblik vilde være rede til at kæmpe for Fædrelandet og optræde som Ledere af en Folkerejsning. For at udføre dette ham betroede Tillidshverv forenede Steffens sig med sine Venner Blanc, Krosigk og Haxthausen, og det lykkedes dem at sende mange nøjagtige Oplysninger til Berlin. Selv drev de ogsaa i Smug Vaabenøvelser for at kunne træde frem i Farens Stund; allerede længe havde Steffens været Medlem af et Selskab, der et Par Gange om Ugen øvede sig i Pistolskydning; ogsaa Jagt blev drevet med Iver hos Godsejere og Forpagtere i




1) I et Brev til Schleiermacher af 9de Avgust takker han for «den herligste, mest uformørkede Tid, som længe var bleven ham til Del, for Venskabets Gjendaab». Aus Schleierm.s Leben 4,183 — Schleiermacher var nu gift med Præsteenken H. v. Willich.




Omegnen for at faa en større Færdighed, og Steffens, der havde et skarpt Blik, var ingen daarlig Skytte. Disse Bekjendtskaber med Folk paa Landet kunde nu benyttes til gjennem dem at paavirke Bønderne. Imidlertid, — der blev ingen Brug for alle disse Anstrængelser; allerede i Avgust blev det betydet Steffens og hans Venner at lade alt hvile, da Striden mellem det franske og preussiske Hof var udjævnet, det vil sige, den vankelmodige Konge havde givet efter for den franske Indflydelse.
     Tiden nærmede sig nu, da Steffens med sin Familie skulde flytte til Breslau; han ventede kun paa en Sum Penge, der var lovet ham til at dække Omkostningerne ved Flytningen. Da fik han, som en sidste Afskedshilsen fra sin bedrøvelige Stilling i Kongeriget Vestfalen, en ikke liden Forskrækkelse. Et yngre Medlem af Forbundet havde truffet en Ven, ved Navn  Martens, og havde ganske betroet sig til ham om deres Planer og Forehavender i den Overbevisning, at det var en fuldtro Fædrelandsven; han gjorde sig ikke lidet til af at have vundet et nyt og betydningsfuldt Medlem, da den omtalte Martens var i en saadan Stilling, at han kunde være til den største Gavn; han var nemlig vestfalsk  Politikommissær. Da Steffens hørte det, blev han forfærdet; det maatte anses for givet, at den unge Mand var ført bag Lyset, og at de alle var forraadte. Stillingen var betænkelig, men der var intet andet for end at prøve paa at skuffe Politimanden. Der kom snart et Brev fra denne, hvori han skrev, at han med største Interesse havde læst Steffens' Skrift «Om Universiteternes Idee», og da han længtes efter at gjøre hans Bekjendtskab, vilde han komme til Halle. Nu var gode Raad dyre for Steffens; han saa' Damokles–Sværdet svævende over sit Hoved, og i denne Nød skrev han til Schleiermacher om sin farefulde Stilling med Bøn om at gjøre alt for øjeblikkeligt at skaffe ham Rejsepengene. De kom ogsaa paa nogle Dage, men imidlertid var ogsaa Martens ankommet. Steffens fik en Billet fra denne med Anmodning om at besøge ham i Gjæstgiverstedet, da han ved Upasselighed var hindret i at gaa ud. Der var ikke andet for end at lade som intet; altsaa gik Steffens derhen og fandt en Mand for sig, der gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han udbredte sig i Lovtaler over Steffens og begyndte i Fortrolighed at tale om deres hemmelige Forehavender. Steffens slog ind paa en kold og overlegen Tone, lod som om han betragtede den hemmelige Virksomhed som taabelig, og som om han selv kun havde sluttet sig til den for at forhindre større Daarskaber, samt dadlede Hr. Martens, fordi han vilde spille en tvetydig Rolle. Og hermed forlod han Politikommissæren.
     Hver Dag, der hengik inden Afrejsen, var Steffens belavet paa at blive arresteret, men bevarede desuagtet sit sædvanlige gode Mod, uagtet han følte sig som vandrende paa en Vulkan, der, hvad Øjeblik det skulde være, kunde opsluge ham. Han fik i denne Tid Besøg af vor Landsmand, den 26aarige  F. C. Sibbern, der nylig havde taget Doktorgraden i Filosofi og paa sin Udenlandsrejse særlig søgte Steffens. Han skrev om denne: «Munter, fuld af Liv og Haab, ligefrem og aaben er han, som han altid skal have været»1). Saaledes viste han sig ogsaa, da netop i disse Dage den ny Inspektør for de vestfalske Universiteter, Joh. v. Müllers Efterfølger, Leist, ankom til Halle og lod sig vise om af Steffens.
     Spændingen varede ved til det sidste Øjeblik. Aftenen før Afrejsen var den Steffenske Familie samlet med Reichardts ude paa det øde og tomme Landsted i Giebichenstein; Svigerfaderen selv var nylig kommen. Mellem Pakker og Kufferter sad de, bedrøvede ved Skilsmissen, men Steffens end mere plaget ved Forvisningen om, at han denne Nat vilde blive arresteret. Politikommissæren kom; men han viste tilsyneladeade stor Deltagelse og gjorde intetsomhelst Skridt, enten det nu var, fordi han manglede de fornødne Bevisligheder, eller han virkelig var bleven ført bag Lyset.




1) C. L. N. Mynster: Breve til og fra F. C. Sibbern. Brev af 14de Septbr 1811.




Nok er det, efter en urolig og søvnløs Nat slap Familien næste Dag over den vestfalske Grænse, ledsaget til denne af den trofaste Haxthausen.
     Mange Venner savnede Steffens dybt; thi i Halle, som overalt, havde han vundet Hjærter for sig. «Med den inderligste Glæde har jeg set», skriver Sibbern, «hvorledes Steffens elsker sine Venner, og hvorledes de igjen elske ham, Sjælen i deres Kreds, hvorledes de endog fra Omegnen have samlet sig og bygget og boet omkring ham i Halle, indtil Afskeden igaar»1).
     Men efter selv at være sluppen fri, ængstede Steffens sig for sine efterladte Venners Skjæbne. Først flere Maaneder efter fik han Efterretninger; baade Blanc, Krosigk, Willesen og flere andre var fængslede, navnlig ved Politikommissær Martens' Bestræbelser. Ved Undersøgelserne var især Steffens kompromitteret, og han erfarede siden, at hvis den vestfalske Regering havde faaet ham i Hænde, skulde han have været henrettet. Endnu i Breslau fik han engang en anonym Advarsel tilsendt: «Vær forsigtig, tal aldrig om Politik og skjul Dem; endog i Breslau er De ikke sikker».
     Hans Venner kom siden paa fri Fod. Krosigk faldt i Slaget ved Leipzig, Blanc blev Feltpræst, Haxthausen drog først til England og levede siden som Greve og Godsbesidder i Bayern.
     Saaledes havde Steffens' andet Ophold i Halle fra først til sidst havt en mørk og truende Baggrund; lykkelig var dog han, som altid trods Mørket kunde skimte Haabets lyse Stjerne, og han skulde siden erkjende, at disse trange Tider ikke var uden sand Velsignelse. Thi det ædle og sandhedssøgende Menneske vokser i Trængselens Dage.




1) Brev af 1ste Oktbr 1811.





 

 


 

 

14.
I Breslau.
1811 — 1813.

     Det var med blandede Følelser, Henrik Steffens med sin Hustru og lille Datter drog den lange Vej mod Øst for at fæste Bo i en af Tydsklands Udkanter. Schlesien kunde ikke engang fuldt ud regnes med til Tydskland, da største Delen af Befolkningen er af slavisk Rod.  Breslau var dengang en By paa 70,000 Indbyggere; omgivet af halvt nedrevne Volde bredte den sig paa begge Sider af Oderfloden. Der var noget sammenknebet ved hele Staden, Gaderne var snevre og mørke, Husene paa 5, 6 indtil 7 Etager; der var mange Kirker og tillige Klostre, da Indbyggerne for en Del var Katholiker; der var ogsaa store Soldaterkaserner. Paa Torvene saa' man Rækker af Boder, hvorfra en livlig Handel dreves, især med Jern og Trævarer, Møllestene og fremfor alt det i denne Provins saa vigtige Lærred. Det ny oprettede Universitet fik sin Plads i et forhenværende Jesuiter–Kollegium, en meget lang og anselig Bygning; Steffens fik anvist Bolig for sig i et palaisagtigt Hus, der før havde været Konviktorium for katholske studerende; her var ogsaa de fysiske Samlinger og Høresal. Det varede dog et Aarstid, inden Lejligheden var istandsat saaledes, at han kunde flytte derind, men da boede han ogsaa for en lang Aarrække meget anseligt. I Stue–Etagen var der Bank, hvorfor der stod Skildvagt ved Porten; paa 1ste Sal boede Steffens; paa 2den Sal  Karl v. Raumer1), der var gift med Fru Steffens' Søster Frederikke og nu ogsaa var bleven Professor




1) K. v. Raumer var født i Dessau 1783, to Aar efter sin bekjendte Broder, Historikeren Friedrich v. R. Han var Geognost og Geograf, havde studeret under Steffens i Halle, under Werner i Freiberg og i Paris. Med videnskabelig Dygtighed forbandt han en varm, kristelig Følelse.




her (i Mineralogi) til fælles Glæde; øverst oppe var der Ur. Ud til Gaarden var der lange Buegange1).
     Det var i  Oktober 1811. De ny Professorer og Studenterne samledes; Universitetet blev højtideligt aabnet. Som en Indledning til den vordende Virksomhed holdt Steffens nogle Foredrag om Hensigten med denne ny oprettede Højskole og om Studenterlivet i det hele, hvori han drog til Felts baade mod Raaheden og mod det stive, pedantiske Væsen, der manglede Livsfylde. Begge Dele var der Grund til. Studenterne bestod navnlig af to Slags; de, der kom fra det nedlagte Universitet i Frankfurt var raa Bursche, de katholske fra Schlesien var vante til streng, klosterlig Tugt, men dygtig uvidende; af disse to forskjellige Bestanddele fremkom der en højst uheldig Blanding2). Steffens vandt i Begyndelsen slet ikke deres Bifald, dels fordi han havde angrebet deres Uvæsen, dels ogsaa fordi han hævdede en sømmelig Opførsel i Høresalen. Det varede ikke længe, før det lydeligt gav sig tilkjende. Da han en Dag traadte ind i Salen, fandt han denne mod Sædvane fuld; Studenterne sad med deres store, trekantede Hatte paa og modtog ham med en almindelig Trampen. Han erklærede da med faa Ord, at han under disse Omstændigheder ophørte med Forelæsningerne, og at enten skulde denne Uaand vige fra Højskolen, eller ogsaa han selv. Han indberettede Sagen til de foresatte, der støttede ham paa det bedste; nogle Studenter blev truede med Relegation, men paa Steffens' Forbøn blev denne tagen tilbage, og han begyndte først sine Forelæsninger paany, efter at Tilhørerne havde indgivet Begjæring til ham derom. Ved sin kraftige Optræden skaffede han sig Ro for Fremtiden, uden at et virkelig godt Forhold derved led noget Skaar, og det varede ikke længe før hans sædvanlige vækkende Indflydelse sporedes blandt de studerende3).




11) Zeuthen: Mine første 25 Aar. S. 102 f.
2) Antallet af Studenter var i det første Halvaar knap 200. Schleiermachers Briefwechsel mit Gass, S, 101.
3) «Han (Steffens) bringer en gavnlig Bevægelse i mange Menneskers




     Ikke faa i Breslau var imidlertid glade over at have faaet en Mand som Steffens i deres Midte; nogle havde i sin Tid været hans Tilhørere i Halle, andre kjendte ham af hans Skrifter. Han kunde derfor aabne en Række Forelæsninger over Filosofiens Tilstand for en blandet Kreds, Embedsmænd, Præster og andre1). I selskabelig Henseende stillede det sig ret livligt for ham; dels blev han modtaget med megen Opmærksomhed af flere Embedsmands–Familier, dels blev der oprettet en Professor–Klub, hvori ogsaa andre kunde foreslaas optagne, og Steffens med sit sprudlende Liv maatte nødvendig komme til at spille en fremtrædende Rolle heri2). En alvorligere Plads indtog «det schlesiske Selskab for fædrelandsk Kultur»; det omfattede alle Grene af Viden og gjorde sig fortjent i hele Tydskland; til det sluttede Steffens sig med Iver.
     Men  Politiken, som i Halle saa stærkt havde lagt Beslag paa hans Kræfter, kunde han umuligt give Afkald paa; dertil var Tiderne altfor spændte og satte bestandig hans varme Følelse i Bevægelse. Det var ham, som alle tydske Fædrelandsvenner, en bitter Skaal, da den preussiske Konge 29de Februar 1812 sluttede Forbund med Napoleon i dennes forestaaende Kamp med Rusland. Da var det, at ligesom Scharnhorst og Gneisenau havde taget Afsked af Statstjenesten, Fichte nu nedlagde Posten som Berliner–Højskolens Rektor.  Toget mod Rusland med de umaadelige Krigerskarer fra saa mange forskjellige Lande lignede fra Begyndelsen et Triumftog; endnu havde Lykken ikke svigtet den store Erobrer. Stemningen i Tydskland var overordentlig trykket, selv de varmeste Fædre–




Hoveder. Kun Skade, at han forefinder lidet, hvortil hans Idéer lade sig knytte, hvorfor Misforstaaelser ere uundgaaelige; men noget godt kommer dog i hvert Fald ud af Gjæringen.» Gass til Schleiermacher 17de Decbr 1811.
1) «Jeg har nogle og 90 Tilhørere, bestaaende af Embedsmænd og Borgere i Byen.» Brev til Tieck 23de Febr. 1812.
2) «De hyppige Selskaber og de Forbindelser, hvori jeg er kommen ved mine Forelæsninger, forstyrre mig ikke lidet.» Smstds.




landsvenner saa' kun graat i graat, i al Fald laa Haabet i det dunkle fjerne. «Jeg bereder mig», skriver en af disse, «til at fare heden i Tro, uden selv at se den bedre Tid bryde frem, men mine Børn vil jeg gjøre værdig til den.»1) Det var pinligt for Steffens, at han siden sin Ankomst til Breslau intet hørte til de hemmelige Foreningers Virksomhed; var maaske ogsaa dette opgivet? Da kom i Foraaret uventet Gneisenau, Justus Grüner, Chassot og Morits Arndt til Breslau; det vakte ikke liden Opsigt i Staden. Men de opsøgte Steffens, og han erfarede nu, at Haabet ikke var opgivet, at de hemmelige Traade endnu strakte sig rundt over Tydskland til England og Østerrig, at Beslutningen stod fast at rejse sig mod Voldsherren, naar Timen slog. De fleste Aftener tilbragte disse Mænd hos Steffens og drøftede Stillingen, og hvor oplivedes ikke det aldrig hendøde Haab og Modet hos ham! I Modsætning til de mange sløve og forsagte Sjæle, der søgte at slaa sig til Ro under de nærværende Trællekaar, skriver Steffens: «Hvo er saa ukyndig i Historien, at han ikke har lært af den, at de Folkeslag, der vedblev med kjæk Modstand til det sidste Øjeblik, selv naar de syntes tilintetgjorte, bevarede i sig en Spire til Gjenfødelse, medens det frygtsomme Folk, der overgav sig og optog et hektisk Sygdomsstof i sit Indre, indbildte sig at være sikkrest, naar det var Døden nærmest.»2)
     Aaret 1812 sneg sig langsomt afsted, den ene officielle Sejermelding efter den anden var indløben fra Krigsskuepladsen; i den sidste Tid gik der dunkle Rygter om Franskmændenes store Tab; men først da den 29de Bulletin fra Napoleon kom ved Juletid, erfarede man den virkelige Sandhed, at den store Armee var tilintetgjort, og Napoleon selv kom som en enlig Flygtning i dybeste Inkognito gjennem Schlesien. Hvilket Røre blev der nu ikke overalt i de undertvungne Lande, især i Preussen; hvad




1) Nikolovius til Perthes (Perthes l,231).
2) Was ich erlebte, 7,45.




skulde nu ske? Den ene saa' til den anden, man ventede Signalet til Rejsning, man ventede Førerne til den Kamp, der maatte komme. Og hvilken Uro maatte ikke Steffens, denne ildfulde, saa let bevægelige Mand komme i? Hvor beklagede han sin Skjæbne, at han nu, da Loddet skulde kastes, da det maatte brænde løs, at han nu befandt sig i en fjern Afkrog af Riget, i Stedet for midt i Røret, hvor han følte, hans rette Plads var. Med bitter Følelse lød det i ham: Du har nu i seks lange, tunge Aar ventet paa dette Øjeblik, som det lykkeligste i dit Liv; nu staa de store Begivenheder for Døren, men du vil være udelukket fra dem, og medens dine Venner skulle udføre Daaden paa den store Skueplads, vil du sidde ørkesløs her!
     I saadanne bevægede Tider kan det daglige Liv ikke gaa sin sædvanlige Gang; det myldrede i Breslaus Gader, man trængte til at se hverandre, til at tale sammen, og dog vidste ingen, hvad der skulde foretages. Det var en underlig Tid for den stille Filosof Sibbern, der havde taget Ophold i Breslau for at sidde ved Steffens' Fødder; hvem kunde fordybe sig i Tankernes Rige nu, da det store Verdens–Drama skulde opføres.1)
     Men hvor forvirret var ikke Stillingen! Medens Folket ventede paa Tegnet til at gribe til Vaaben mod Napoleon, var Kong  Friedrich Wilhelm dennes Forbundsfælle. Han syntes ikke at have Øjet opladt for, hvad der bevægede sig i Folket, eller Hjærte til at vove en Dyst selv nu, da den mægtige Løve var haardt saaret. Han var af de Sjæle, der kun regne med smaa Tal. Endnu i Januar 1813 sagde han til den franske Afsending,  St. Marsan: «Jeg er Frankrigs naturlige allierede. Jeg vil taale de




1) Sibbern var kommet til Breslau den 13de Novbr. og boede hos Steffens. Han fortæller, at denne holdt 3 Forelæsninger, over Naturfilosofi, experimental Fysik og fysisk Geografi, ialt 11 ugentlige Timer. Og han forsikkrer, at «det er langtfra ude med Steffens' gode Tid, men han staar endnu frisk midt i den». (Breve til og fra F. C. Sibbern.)




Offre, som endnu skulle bæres, for at sikkre min Families (!) og mine Folks fremtidige Ro og Velfærd. Sig til Kejseren, at, dersom han giver mig Penge, kan jeg endnu rejse og væbne 50 à 60,000 Mand til hans Tjeneste.»1) Under saadanne Omstændigheder var Folket i Grunden uden Hoved. Derfor maatte kraftige og fædrelandskjærlige Mænd selv tage Sagerne i Haand. General  York, der kommanderede et Korps i de østligste Provinser, sluttede saaledes paa egen Haand en Overenskomst med Russerne (Diebitsch) den 30te December;  Stein rejste Landeværnet i de samme Egne. Man rørte sig rundt omkring.
     Medens Steffens sukkede over at skulle blive en uvirksom Deltager, kom der pludselig Efterretning om, at Kongen med sine højeste Embedsmænd vilde komme til  Breslau, og at alle brugelige Lokaler i Staden skulde tages i Besiddelse for Regeringen. De formaaende Mænd i Kongens Omgivelse havde faaet sat dette i Værk, for at han paa dette afsides Sted kunde bevare mere Frihed til at tage en afgjørende Bestemmelse.2) Den 25de Januar kom han da, ledsaget af sine Børn, af Statskansleren  Hardenberg, af mange Embedsmænd, en stor Del Generaler, deriblandt  Scharnhorst; Gneisenau ventedes. Den franske Afsending St. Marsan fulgte ligeledes med. Det brusede i Steffens. Altsaa skulde hans sørgelige Tanker ikke gaa i Opfyldelse; Gud styrede det saa, at han netop i det vigtigste Øjeblik befandt sig midt i Brændpunktet for, hvad der skulde ske. Utallige Mennesker strømmede i disse Dage




1) St. Marsan til Hertugen af Bassano, Berlin 12te Jan. 1813. Om Kongens Blik paa Folket faar man Besked sammesteds: «à moins qu'ils n'y soient poussés par des demandes de sacrifices insoutenables, ils ne remueront pas.»
2) «Jeg paastaar, at Gjenoprejsningen i Aaret 1813 er kun sket, fordi Kongen ikke indvirkede, men var overvunden og sat til Side, overvunden af Franskmændene, sat til Side af York, Hardenberg, Scharnhorst, Blücher. Preussen var dengang et Fællesvæsen uden Konge, dog blev Navnet æret og benyttet.» Varnhagen v. Ense: Tagebücher 1,60.




til Breslau; Tropper samledes i og omkring Byen; det bølgede i Gaderne i urolig Forvirring.
     Kaptain  Boltenstern var blandt de ankomne; han fandt Steffens og fortalte ham, at en kongelig Opfordring til den preussiske Ungdom om at møde frivilligt under Fanerne vilde blive udstedt den følgende Dag. Steffens læste en Afskrift af denne, men blev straks slaaet af, at der ikke med ét Ord var nævnt, hvem den Fjende var, som der skulde kæmpes imod. Var det  Rusland eller  Frankrig? I urolig Spænding lagde Steffens sig til Hvile om Aftenen; Natten henrandt under vilde, forvirrede Drømme. Han stod op om Morgenen, — det var en af de første Dage i Februar, — med Hovedet fuldt af mange, stormende Tanker. Tiden var kommen til at handle. Pludselig stod det klart for ham: «Det staar jo til dig at erklære Krigen, din Stilling tillader dig det, og hvad Hoffet vil beslutte, naar det er sket, kan være dig ligegyldigt.» Han vilde sætte Gnist til Krudttønden; der var Fængstof nok i Folket; nu vilde han tale det rette Ord. Han betroede ikke sin Beslutning til nogen, ikke engang til sin Hustru. Kl. 8 gik han, som sædvanlig, ind i Høresalen og holdt Forelæsning for den lille Kreds, som i denne urolige Tid samlede sig om hans Naturfilosofi. Kl. 11 skulde han holde en anden over fysisk Jordbeskrivelse. Da han havde endt Forelæsningen, sagde han: «Mine Herrer! jeg skulde Kl. 11 holde endnu en Forelæsning, men jeg vil benytte den Time til at tale med Dem om en Gjenstand, der er vigtigere. Hans Majestæts Opfordring til Ungdommen om at gribe frivilligt til Vaaben er udgaaet eller vil endnu i Dag udgaa til Dem. Denne Opfordring skal være Gjenstand for min Tale. Bekjendtgjør min Beslutning alle Vegne. Om de andre Forelæsninger i denne Tid blive forsømte, er ligegyldigt. Jeg venter saamange, som Salen kan rumme!» I en Hast spredtes denne Efterretning rundt omkring; der opholdt sig paa denne Tid en Masse krigslystne unge i Breslau; Universitetets fædrelandsksindede Rektor, Professor  Augusti, havde med personlig Fare gjort sit for at samle dem i Byen paa dette vigtige Tidspunkt, under Paaskud af, at der skulde uddeles akademiske Inskriptioner.1)
     Længe før Kl. var 11, havde en umaadelig Menneskemasse samlet sig i og omkring Steffens' Bolig. Ikke blot Høresalen var propfuld; Vinduer, Gange, Trapper, ja Gaden i en betydelig Afstand fra Huset vrimlede af Folk. I stor Bevægelse havde Steffens tilbragt de mellemliggende Par Timer; nu skulde det frem, som i Aarevis havde tynget paa hans Hjærte, nu skulde han  først af alle udraabe det for hele Tydskland, at Befrielsens Time var kommen. Han mægtede ikke at ordne sine Tanker, men han følte sig forvisset om Aandens Bistand. Med Taarer faldt han paa Knæ og fandt Ro i Bønnen. Saaledes trængte han sig nu, uforfærdet og sikker i sin Sag, frem til Katedret og talte til den lyttende Mængde bevingede Ord, saadan som han kunde tale. Bagefter var det ham umuligt at gjøre Rede for, hvad han havde sagt; saa meget kunde han dog bevidne derom: «Jeg forkyndte intet fremmed. Hvad jeg sagde, var alles stille Tale, og netop derfor gjorde det stærkt Indtryk som en Gjenlyd af enhvers egen begejstrede Sjæl.»2) Tillige erklærede han, at han selvfølgelig med  egen Person vilde tage Del i den forestaaende Kamp.
     Først nu fortalte Steffens sin Familie, hvad der var sket. De havde vistnok anet det. Reichardts var netop paa denne Tid i Besøg hos dem, og at de med blandede Følelser hørte om det dristige Skridt, deres Svigersøn havde gjort, er let at forstaa. Imidlertid fik Steffens ved Udsendinge fra Studenterne Opfordring til at gjentage sin Tale i et større Lokale den følgende Dag, hvilket han ogsaa gjorde, og Begejstringen var umaadelig.
     Men hvorledes kunde denne dristige Fremtræden løbe af? Den franske Afsending, som straks erfarede det, beklagede sig over, at en Lærer ved et Universitet kunde vove at erklære Frankrig Krig, og det lige for Kongens




1) Bülau, S. 154.
2) Was ich erlebte 7,75.




Øjne. Hardenberg lod Steffens vide, at han ingen Hindringer vilde lægge ham i Vejen, men bad ham om ikke at nævne Napoleons Navn, hvad han heller ikke havde gjort. Men saa snart som muligt ilede Steffens til Scharnhorst; han var dog den Mand, hvem alle med Rette saa' mest hen til. Og Scharnhorst gik ham i Møde, omfavnede ham og raabte i stærk Bevægelse: «Steffens, jeg ønsker Dem til Lykke! De véd ikke, hvad De har gjort!» Nej, det vidste han ikke saa ganske, men snart viste det sig for alles Øjne, at Steffens havde givet det første Stød til en Bevægelse, der med rivende Fart bredte sig ud over det hele Rige. Den 27de Februar sluttede Kongen  Forbund med Rusland, men først den 16de Marts blev det kundgjort Frankrig.
     Med Rette fik Steffens den Hæder at kaldes  «den første frivillige fra 1813»1). Men i tusindvis strømmede de unge nu til ham for at blive indtegnede i Krigernes Rækker, og det voldte ham ikke liden Besvær2). Selv blev han ved en kongelig Skrivelse takket, fordi han havde opfordret sine Tilhørere til at gribe til Vaaben for Fædrelandet, og foreløbig fritaget for sit Embede. Ved en anden kongelig Skrivelse nogle Dage senere blev han ansat som Volontær ved Gardejægerbataillonen, med Tilladelse til at bære Uniform som Sekondlieutenant. Imidlertid var det hans stadige Forretning at holde et Slags Bureau for Optagelse af frivillige; der skulde føres nøjagtig Fortegnelse over dem, og de skulde fordeles til forskjellige Afdelinger. Endvidere skulde han bære Omsorg for Beklædning af de frivillige; Pengebidrag strømmede imidlertid ind fra alle Kanter; alle gav gjerne, selv fattigere Folk, saa det var let at faa de fornødne Summer, men det paahvilede Steffens at sørge for, at Arbejdet blev udført. Til alle saa–




1) Kari v. Holtei: Briefe an Tieck, 4 D.
2) Alene i Hjemmet havde Steffens og K. v. Raumer, der jo boede i samme Hus, 16 unge frivillige indkvarterede. — Karl v. Raumer: Erinnerungen aus d. Jahren 1813 u. 1814, S. 8.




danne Forretninger var han ikke godt skikket, da han ikke var nogen praktisk Natur, og det voldte ham derfor meget Bryderi. Heller ikke var det til ublandet Glæde for ham at lade sig indeksercere af en Underofficier, skjøndt denne var meget høflig imod ham, eller da han selv som Lieutenant skulde øve sig i at kommandere Soldater. Han maatte bestandig ved Refleksion finde ud af, hvad der var højre, og hvad der var venstre! Imidlertid kunde Bataillonschefen efter meget kort Tids Forløb lade Steffens med 50 af de smukkeste unge Mænd, vel uniformerede, fremstille sig for Kongen, og denne tiltalte ham i de naadigste Udtryk1).
     Den Bevægelse, der var kommet til Udbrud ved Steffens' raske Fremtræden, bredte sig ud i stedse videre Kredse. I Breslau opslog den bekjendte Turnlærer  Jahn, om hvem vi siden ville høre nærmere, i den samme Gade, hvor Steffens boede, et Hververkontor. Men dette var til Dannelsen af et frivilligt Korps, der ikke skulde indordnes under den almindelige Hær, og som derfor havde desto større Tiltrækning for mange romantiske Ynglinge. Under Navnet «Lützows Jægere» gjorde de sig nok som bekjendte i Krigen. Blandt Breslau's frivillige var ogsaa  Karl v. Raumer, der ligesom Steffens fik Ansættelse som Volontær–Officier. I alle Rigets Byer strømmede frivillige til; alene i Berlin stillede der sig paa 3 Dage 11,000, mest af de højere Stænder. Da  H. C. Ørsted i Paris paa denne Tid fortalte en Franskmand om Steffens' Optræden, svarede denne: «0, nu blive vi slagne, thi nu ser jeg hist den samme Begejstring, som vi følte i vore Frihedskrige!»2)
     Landeværnet blev opbudt, den sorte og hvide National–Kokarde indført; Jernkorsets Hæderstegn blev stiftet paa den afdøde Dronning Louises Fødselsdag den 10de Marts. Gneisenau skriver den 14de Marts fra Breslau:




1) Ved Universitetet var dengang 360 Studenter; der blev kun omtrent 70 tilbage. — Schleiermachers Briefwechsel mit J. Chr. Gass, S. 111.
2) H. C. Ørsteds saml. Skr. 8.




«0m den Aand, der hersker i Nationen, kan der ikke noksom tales. Sønner af Fyrster, Børn af de rigeste Familier strømme hid Og tage Tjeneste som menige. Mænd i Embeder nedlægge deres indbringende Stilling og gjøre det samme. Der hersker en herlig Enthusiasme.»1) Den 15de Marts holdt Kejser  Aleksander højtideligt Indtog i Breslau som Forbundsfælle, og alle Tropper var paa Benene til hans Modtagelse; Steffens med sin Afdeling paraderede for først Gang ved denne Lejlighed. Den 17de Marts udstædte Kong Friedrich Wilhelm et Opraab til Folket: «Det er den sidste afgjørende Kamp, som vi føre for vor Tilværelse, vor Uafhængighed, vort Velvære. Ingen anden Udvej er os mulig end en ærefuld Fred eller en hæderlig Undergang.»2).
     Opbudet forestod; der var ingen Tid at spilde, da Napoleon alt var færdig til Kamp. De sidste Aftener kunde Steffens endnu tilbringe i Familiens Skjød. Endelig maatte han rive sig løs. Afskeden var vemodig; vilde de mere ses? Kunde han, den 40aarige, lærde Grubler, der ofte led af legemlig Svaghed, navnlig Mavekrampe, kunde han gjennemraa Krigens Besværligheder? Dog, selv var han ved lyst Mod som sædvanlig.
     Den Afdeling, han stod ved, blev forlagt til  Lissa i Nærheden af Breslau. Her blev den endnu til Slutning præsenteret for Kongen, men uagtet Steffens af sin Ven og Kompagnichef Boltenstern var bleven nøje instrueret om, hvorledes han skulde bære sig ad med at hilse med Sabelen mislykkedes dette dog saa fuldstændigt for ham, at hans Ven blev ganske ude af sig selv derover. Paa denne mindre heldige Maade indlededes saaledes hans Officierstjeneste. Det var en Forsmag paa, at Steffens' formaaende Venner havde sat ham paa en forkert Hylde. Det var for silde at gjøre en Officier af ham; derimod kunde han vel paa anden Maade gjøre mere Gavn ved Hæren, og




1) Hormayr. Lebensbilder 2,282.
2) Cantu, Verdenshistorie 7,247.




den Mand, der med kjækt Mod var gaaet i Spidsen for den folkelige Bevægelse, han var for god til at blive til Latter.
     Vi skulle nu følge ham paa den blodige Færd, og vi skulle se, at han ogsaa i denne uvante Stilling paa flere Maader kom til at udøve en gavnlig Virksomhed, om end ikke i det Omfang, som hans glødende Begejstring, hans utrættelige Arbejdslyst og hans personlige Mod gjorde ham det ønskeligt.
 

 


 

 

15.
Steffens i Krig.
1813 — 1814.

     Fra begge Sider drog man frem til det blodige Stævne.  Napoleon havde udskrevet nye Hære af ungt Mandskab, og de skrækkelige Begivenheder i Rusland havde hverken knækket hans eller Franskmændenes Mod. Store Lande, deriblandt det vestlige og sydlige Tydskland, var endnu paa hans Side. Og hvilken elektriserende Magt laa der ikke alene i Napoleons Navn! Det var nu hans Hensigt at føre sine Tropper saa langt frem, at han kunde hævde  Elblinjen lige fra Hamborg til Schlesien.
     Paa den anden Side stod  Rusland og  Preussen. Østerrigs Kejser, Napoleons Svigerfader, holdt sig endnu udenfor Kampen. Preussen var ikke længer det samme som i 1806; vi have set, at der ikke forgæves var kaldet paa Folkeaanden. Det var let at forudse, at Kampen maatte blive haard og ikke høre op, før den ene af Parterne var fuldstændig kuet.
     I Spidsen for den preussiske Hær stod den 70aarige General  Blücher, og han var netop den rette Mand paa den rette Plads. Han var den mest folkelige Kriger i Tydskland og forlængst af «Tugendbund» udset til at være Fædrelandets Hævner; en Mand af den gamle Skole, uden stor Dannelse og med en hel Del Soldaterraahed. Men han var uforfærdet og opfyldt af et glødende Had til Fjenden og en ligesaa glødende Kjærlighed til sit Folk og Land; han var en Fader for sine Soldater, og de ærede og elskede ham igjen. Man kaldte ham General «Vorwärts», thi alle vidste, at han nødigt gav anden Ordre end «fremad», endog under de misligste Omstændigheder. Selv havde han Tro til Sejren og Tro til sit Kald, og hvad han manglede i militære Kundskaber, det erstattedes til Dels ved lykkelige Indskydelser. Hertil kom endelig, at han besad en mærkelig folkelig Veltalenhed, og dette i Forbindelse med hans hele tillidvækkende Fremtræden gjorde ham i alle Soldaternes Øjne til den rette Mand, der skulde befri Fædrelandet. Men ved hans Side stod den højt oplyste, besindige  Scharnhorst som Chef for Generalstaben.
     Den preussiske Hær rykkede frem fra Schlesien og drog omtrent lige Vester paa, temmelig hurtigt, da Fjenden endnu ikke stod den saa nær, at han kunde hindre det. En russisk Hær under  Wittgenstein fulgte efter.
     Den lærde Professor Steffens, der jo var forvandlet til en Sekondlieutenant ved Gardejægerne, skulde nu til at prøve et Felttogs afvekslende Skjæbner. Marschen gik gjennem  Lausitz til det ham fra fordums Tid saa kjære  Dresden, hvor han tilbragte nogle Dage ret interessant sammen med den berømte Baron Stein, forhen Statsminister, der morede sig med at angribe de tydske Filosofer som upraktiske Grublere. Steffens kunde da, som Svar herpaa, henvise til sin nuværende Stilling, som da maatte være et Vidnesbyrd om, at han ikke blot var Grubler, men ogsaa gav sig af med det praktiske. Rigtignok faldt dette ham meget sværere, end han havde forestillet sig; han var og blev en kejtet Lieutenant, og Bataillonsføreren havde sin stadige Ærgrelse af ham. Snart skete der dog en Forandring heri. Under den videre Fremrykning blev der en Nat slaaet Generalmarsch; Mandskabet kom i en Fart paa Benene, ogsaa Steffens mødte hurtigt. Han blev med en lille Deling sendt ud for at iagttage Fjenden. «Fra hvilken Kant mener man, han vil komme?» spurgte han sin Chef. «Det vil De nok faa at vide!» svarede denne barsk. Steffens drog da afsted, udstillede et Par Forposter og en Mellempost og mente, at han bar sig vel nok ad. Noget efter kom Chefen for at efterse, og nu brød der et Uvejr løs over den ulykkelige Professor–Lieutenant. Han havde ventet Fjenden netop fra den fejle Side, han var en kejtet og unyttig Person, en af disse taabelige lærde; dette og flere Ukvemsord maatte han i Tavshed tage imod, medens en Del af Mandskabet, deriblandt Studenter fra Breslau, hørte paa det. Dette var dog Steffens for meget. Endnu samme Dag gik han med sin Kaptains Tilladelse til Hovedkvarteret, hvor han fandt Scharnhorst, som straks erklærede, at han skulde forblive dér og ikke mere vende tilbage til Bataillonen. Han blev stillet til Disposition og erholdt en af Scharnhorsts Heste. Denne forandrede Stilling vilde have været meget behagelig for ham, naar han blot havde faaet anvist en Virksomhed, men da man ikke vidste, hvad man skulde bruge ham til, kom han til at føre en ørkesløs Tilværelse, som for den flittige og rastløse Mand ofte blev højst pinlig.
     Hidtil havde Hæren stadig bevæget sig fremad mod Vest indtil forbi  Altenburg, uden at blive anfægtet af Fjenden. Nu kom der en Forandring i Tingene, efterat Napoleon selv var ankommen til Krigens Skueplads. Den franske Hær, der før havde staaet ved Saalefloden, rykkede frem, og en Række Kampe begyndte. Den første Gang, Steffens kom i Ilden, var netop paa hans 40de Fødselsdag, den 2den Maj, i  Slaget ved Gross Görschen. Da Scharnhorst havde Brug for sin Hest, maatte Steffens være glad ved, efter lang Omvandring, at faa et elendigt, skindmagert Bondeøg, som neppe var til at drive afsted. I denne bedrøvelige Skikkelse red han nu tilbage for at finde Hovedkvarteret, men det var ingen let Sag. Han saa' Tropper hist og her, men vidste ikke, om det var Venner eller Fjender; endelig opdagede han foran sig en betydelig Afdeling preussisk Fodfolk, og inden han ret havde besindet sig, befandt han sig lige umiddelbart foran Fronten paa sin stolte Rosinante, der ikke syntes at have Lyst til at vige til Side for de fremrykkende Soldater. «Hvad Fanden vil De her?» lød en tordnende Røst i hans Øren, og en høi Officier red ham truende i Møde. Det var General York. Den ynkelige Rytter piskede fortvivlet paa sit Øg og kom endelig bort og naaede langt om længe Hovedkvarteret. Slaget begyndte, og snart var selve Hovedkvarteret i Ilden, thi Blücher havde altid Tilbøjelighed til at udsætte sig. Steffens var ikke fri for Kanonfeber, især da han blev sendt i et Ærinde til General Wittgenstein; men hvad der mest plagede ham, var at være ørkesløs, medens alle rundt om ham havde fuldt op at gjøre. Det var ogsaa en svær Prøve paa hans Mod.
     Slaget var tabt af Preusserne, der nu maatte begynde et  Tilbagetog; men den værste Følge af det var dog Tabet af  Scharnhorst, der blev saaret og snart efter døde1). Over  Meissen trak de sig nu hurtigt Øster paa, fulgte af Franskmændene. Steffens, som gjerne vilde være til nogen Nytte, erholdt det Hverv at forestaa Hærens Forsyning med Salt fra de Oplag, der var i Meissen. Da han imidlertid kom til denne By, var Fjenden allerede i Færd med at rykke ind i den, og kun med Nød og neppe reddede han sig i det yderste Øjeblik over Elben.
     Bestandig gik det tilbage. Preusserne trak sig hen imod  Bautzen, nær ved den schlesiske Grænse. En Dag fik Steffens det Hverv at bringe en Ordre til en høj Officier, der stod med sit Korps paa den anden Side Hernhuter–Kolonien  Kleinwelke. Paa Tilbagevejen blev han forfulgt af fjendtlige Ryttere, men han havde heldigvis nu en bedre Ganger. Det gjorde et dybt Indtryk paa ham,




1) Scharnhorst blev saaret, rejste, ikke agtende Saaret og trods de andres Indsigelser, som ikke vilde undvære ham, afsted til Wien (for at bevæge Østerrig til Deltagelse i Krigen), men fik paa Vejen Betydning om ikke at komme derhen, «fordi Sagerne endnu ikke var modnede nok». Med dyb Fortrydelse vendte han tilbage til Prag, hvor hans Tilstand forværredes, og han snart efter døde.— V. v. Ense, Tagebücher, 1,302.




da han ilsomt red gjennem Kleinwelke, at se Søstrene parvis og stille vandre til Kirke. Denne Modsætning mellem den dybe Fred i den lille Landsby og Krigens Rædsel uden om havde noget sært gribende ved sig. Da han nærmede sig Hovedkvarteret, var der en livlig Kamp i Gang i dets Nærhed; han maatte ride over en Bakke, der blev heftig beskudt, men havde nu ganske overvundet sin tidligere Frygt og red ganske roligt. Under det betydelige Slag, der nu udviklede sig ved Bautzen, og som varede baade denne og den følgende Dag, opholdt Steffens sig ved Hovedkvarteret paa en Bjerghøjde, hvorfra der var en vid Udsigt over hele Egnen. Om Natten hyllede de sig i deres Kapper og sov paa Jorden, uden at tænde Bivuakild; derimod saa' man Himlen farvet rød af de brændende Landsbyer trindtom, Steffens talte atten. Ved Solens Opgang rejste han sig af en kort Blund. Det var den yndigste Morgen i Forsommeren; man kunde drømme om Fred, alting syntes at slumre. Da lød først et Par enkelte Geværskud, saa drønede nogle Kanonskud henover Sletten, og snart var alt Liv og Kamp og Krigens Rædsler i fuld Gang. Slaget endte med Preussernes Nederlag, Blücher var ude af sig selv1).
     Under idelige Fægtninger fortsattes nu Tilbagetoget ind over  Schlesiens Grænse til Reichenbach. Da Steffens erfarede, at det var paatænkt at trække sig sydøstlig ned mod Sudeterne bag ved Schweidnitz, og at Breslau ikke skulde forsvares, forlod han med Orlov Hæren nogle Dage for at bringe sin Familie til et sikkrere Opholdssted ude paa Landet. Det blev nu betroet ham at organisere  Landeværnet imellem Bjergene, men hans Bestræbelser derfor mødte megen Uvilje hos de mange rige Fabrikherrer i denne Egn, der dels frygtede for deres egne Arbejdere, naar de blev samlede og væbnede, dels ogsaa for at Fjenden netop derved skulde fristes til en voldsommere Frem–




1) «Ved Gr. Görschen og Bautzen manglede al Enhed, ingen førte egentlig Overbefalingen.» V. v. Ense, Tagebücher 1,302.




færd. Imidlertid blev denne hans Syssel snart afbrudt ved, at der den 4de Juni sluttedes en  Vaabenstilstand.
     I de Par Maaneder, som denne varede, herskede der blandt Fædrelandsvennerne en ikke ringe Frygt for, at den skulde gaa over til Fred paa et for Tydskland uheldigt Grundlag1). Ogsaa Steffens delte i høj Grad denne Frygt. Heldigvis blev han netop i denne Tid sysselsat paa en Maade, der lagde Beslag paa hans Tid og Kræfter. Han skulde, — i Lighed med hvad han engang havde været brugt til i Halle, — indhente Efterretninger om den fjendtlige Hær, der stod ganske nær, om dens forskjellige Korpser og om mulige Forandringer i deres Stilling. Han benyttede hertil baade lejede Spioner og Venner og bekjendte; hans Forbindelser strakte sig lige til Dresden, medens han selv den længste Tid opholdt sig i  Schmiedeberg, en lille By i Bjergegnen. Efterhaanden interesserede denne Gjerning ham meget; ofte var han heldig i at kunne bringe vigtige Efterretninger til Hovedkvarteret, saaledes navnlig da han paa en Udflugt erfarede, at Fjenden var gaaet ind paa nevtral Grund, hvilken vigtige Tidende han hurtigt bragte til vedkommendes Kundskab. Dette bidrog til, at Blücher paa sin Side ogsaa brød Vaabenstilstanden, der ikke var fuldt udløben.
     Da Krigen saaledes atter brød ud (d. 16 Avgust), var der imidlertid sket den vigtige Forandring, at  Østerrig havde indgaaet Forbund med Preussen og Rusland. Store Hærmasser drog nu frem mod Napoleon, i Bøhmen 240,000 Mand under Østerrigeren Fyrst  Schwarzemberg, i det nordligere Preussen 150,000 under  Kronprinsen af  Sverige (Bernadotte), i Midten den  schlesiske Hær under  Blücher, bestaaende af preussiske og russiske Korpser under Generalerne York, Sacken, Langeron og St. Priest. Efter Scharnhorsts Død var den ædle  Gnei–




1) Det var i hine Dage, at den unge Theodor Kørner, der snart efter offrede sit Liv for Fædrelandet, digtede sin Sang: Herz, lass dich nicht zerspalten o. s. v.




senau bleven Blüchers Stabschef, og et heldigere Valg kunde ikke træffes. De to højst forskjellige Mænd kunde fortrinligt arbejde sammen, ligesom de ogsaa ærede og agtede hinanden gjensidig. Engang henkastede Blücher paa sin lunefulde Maade i et Selskab det Spørgsmaal: hvem kan kysse sit Hoved? — og som Svar derpaa gik han hen og kyssede Gneisenau.
     Steffens fik Ordre til at slutte sig til  St. Priests Avantgarde og foreløbig vedblive med at skaffe Efterretninger. Det var  Russere. Han var saaledes bleven skilt fra Blüchers Hovedkvarter og kom derved ikke til at overvære Slaget ved Kassbach den 26de Avgust, hvor denne sejrede (over Macdonald), medens Sydhæren Dagen efter blev slaaet af Napoleon selv ved Dresden. Efter denne Sejr gik den franske Kejser mod Blücher og trængte ham tilbage, uden at det dog kom til noget Slag. Den schlesiske Hær blev hele September igjennem holdt saaledes i Skak af Napoleon, at den ikke kunde komme frem, men den undgik med Vilje et Slag; Tiden gik med smaa Frem– eller Til–bagerykninger og mindre Sammenstød. Det var i og omkring  Lausitz. Steffens havde nu til Bedækning erholdt en Afdeling Kosakker og skulde stadig drive Efterforskninger. Han lærte at sætte Pris paa disse villige og snarraadige Folk, der fortrinligt kunde udføre alle Slags Hverv, og som gjættede sig saa let til Meningen af hans Befalinger, skjøndt de ikke forstod hans Tale. De russiske Officierer havde en vis overfladisk fransk Dannelse og vilde gjerne brovte med fransk Vantro. Men Steffens lagde Mærke til, at denne var forenet med en betydelig Grad af Overtro; disse Modsætninger berøre jo saa ofte hinanden. I  Radmeritz gjorde St. Priest et Bal for sine Officierer paa det adelige Frøkenkloster; ogsaa Blücher med sit Følge overværede det. Her blev Steffens Gjenstand for en ejendommelig Hyldest. Under Ballet saa' man den gamle Abbedisse, i Spidsen for en Del af Frøkenerne, i højtideligt Optog skride hen imod den berømte Professor og hilse ham med en Tiltale. Det vakte ikke blot Forbavselse, men ogsaa megen hemmelig Spot blandt Officiererne. Medens dette saaledes kun blev til liden Glæde for Steffens, befandt han sig saa meget desto bedre de følgende Dage, hvor han havde sit Kvartér i det stille  Herrnhut i en venlig Familie, hvor han et Øjeblik kunde drømme sig ud af Krigens vilde Forvirring. Men atter gik det fremad over Lobau til  Bautzen, i nær Berøring med Fjenden. Her kom han for første og sidste Gang i hele Krigen til en Slags personlig Kamp. Medens han en Dag kom ridende alene henad Vejen mod Bautzen, saa' han en Uhlan foran sig, og i den Tanke, at det var en Preusser, red han hen imod ham, men blev i en nær Afstand hilset med et Pistolskud; det var en Polak. Steffens svarede paa samme Maade; ingen af dem havde ramt, men Polakken, der havde vovet sig for langt frem, fjernede sig nu hurtigt, og Steffens følte ingen Lyst til at forfølge ham.
     I Bautzen blev der, i Stedet for Kosakker, stillet tre schlesiske Landeværnsmænd til den militære Professors Raadighed, medens han skulde vedblive at rekognoscere Fjenden. Disse fulgte ham under hele det følgende Felttog, men kunde ikke erstatte ham Tabet af Kosakkerne. Stemningen i Blüchers Hovedkvarter, der i ti Dage var i Bautzen, var nu bleven meget oplivet, da de forbundne Hære mere og mere trak sig sammen om Napoleon, og de var ham saa betydeligt overlegne. Gneisenau sagde en Dag: «Mine Herrer, vi vil endnu i Aar komme til at spise Druer ved Rhinen; forstaa mig ret, de sidste Druer, der endnu i November hænge ved Vinrankerne.» Det gik ogsaa i Opfyldelse.
     Imidlertid rykkede Blüchers Hær mod Nordvest langs den højre Elbbred, og den 3die Oktober fandt Overgangen over Floden Sted ved Slottet  Wartenburg, ikke langt fra Wittenberg. Selve Overgangen paa en Pontonbro gik i den smukke Morgenstund temmelig let for sig, men bag efter udspandt der sig en lang og blodig Kamp, som forøvrigt helt kunde været sparet. Nordhæren under den svenske Kronprins forenede sig nu med Blücher; begge Hære stod ovenfor Napoleon, der endnu bestandig havde sine Tropper lejrede omkring Dresden.
     For at skaffe Efterretninger om Fjendens Hensigter blev Steffens sendt paa en Udflugt over  Dessau til  Halle. Hvor underligt paa denne Maade at komme til sit gamle Hjem! I Giebichenstein traf han sin, nu meget svagelige, Svigerfader1), der var urolig for ham, da fjendtlige Smaadelinger strejfede om; i Halle erfarede han, at hans Ven Blanc, der havde siddet fængslet, var sluppet bort og befandt sig ved Hæren som Feltpræst. Dagen efter kom Hovedkvarteret til Halle, og Gneisenau fik Ophold i Steffens' forrige Bolig. Det var nu bevægede Dage, thi et Hovedslag stod for Døren. Napoleon rykkede frem mod  Leipzig den 14de Oktober; han raadede over 150,000 Mand med 700 Kanoner, de forbundne derimod over mere end det dobbelte. Den 16de begyndte Slaget, og Stillingen var saaledes, at Napoleon holdt Leipzig besat, Fjenden dannede derimod en stor Kreds udenom ham. Medens de allieredes Hovedarmee paa Sydsiden forgjæves kæmpede mod Murat ved Wachau, og Sejren nærmest hældede til dennes Side, stod Blücher paa Nordsiden ligeoverfor Marmont ved  Möckern. Her fandt en fortvivlet, blodig Kamp Sted, den schlesiske Hær led umaadeligt, men tilsidst var Sejren paa dens Side2). Steffens tog ikke Del i Slaget, thi straks i Begyndelsen af det blev han af Gneisenau sendt i Ærinde til den  svenske Kronprins, med Opfordring til ham om hurtigst muligt at rykke til Undsætning. Efter lang, forgjæves Omflakken fandt han ham først, da Dagen var til Ende, i Landsberg. I en næsten tom Stue laa Bernadotte paa nogle Matrasser paa Gulvet; hans sydlandske gule Ansigt med den store, krumme Næse og den lille Hage stak besynderligt af mod de hvide Lagener og Nathue. Efterat Steffens havde meldt sit Ærinde, modtog han Underretning om, at Kronprin–




1) Reichardt døde Aaret efter, Juni 1814.
2) Især led Yorks Korps overordentlige Tab.




sen snart vilde bryde op med sit Korps. Derpaa begav han sig ud blandt de svenske Tropper for at udføre en anden Ordre af Gneisenau, nemlig at søge at vække deres Begejstring for Kampen ved at minde dem om de hæderfulde Slag, der i fordums Tid under Gustav Adolf var kæmpede omkring Leipzig. Steffens, som født Skandinav, maatte særlig kunne tiltale Svenskerne. Hele Natten drev han om mellem Krigerne, der allerede var i Bevægelse til Opbrud, men forgjæves søgte han at slaa paa Begejstringens Strenge; hverken Officierer eller menige havde synderlig Interesse for Krigen, der ikke i høj Grad berørte Sveriges Forhold.
     Den 17de Oktober var en Hviledag for Venner og Fjender. Om Aftenen silde red Steffens med sin Oppasser hen over Markerne for at finde tilbage til Blüchers Hovedkvarter. Hvert Øjeblik standsedes de af Lig; jo længere de kom frem, desto flere blev der; hist og her laa' de i tætte Dynger. Steffens var uhyggelig til Mode; det var ham, som følte han sig omringet af de faldnes Aander. En Bivuak–Ild skinnede i det fjerne; var det Venner eller Fjender, lige meget, naar det blot var levende Mennesker, naar han blot kom ud af dette skrækkelige Selskab. Da han kom nærmere, saa' han, at det var russiske Tropper; hist og her saa's nøgne Skikkelser, som ved den blussende Ild var i Færd med at holde Renselse af en egen Art, idet de snoede deres Undertøj som Tovge over denne, for at tilintetgjøre en besværlig Slags Befolkning. Steffens spurgte om Vej, men de forstod ham ikke; han red da frejdig forbi Baalene, indtil han bagved sig hørte det Spørgsmaal: «hvor vil De hen?» Han erfarede da, at han netop var i Færd med at ride ind i den franske Lejr. Det var sent paa Natten; han og hans Oppasser, udmattede som de var, tog med Glæde mod en Opfordring til at tilbringe Resten af Natten i Selskab med nogle russiske Artilleri–Officierer, der laa omkring en Kanon. Efter en kort Søvn vækkedes de tidligt om Morgenen ved Fjendens Kanonskud, der fløj hen over dem i store Buer. Steffens brød op, Nattens Rædsler var svundne; den Dag, som nu dæmrede i Øst, traadte ham underlig højtidelig i Møde. Han følte, at det var idag, den store Tærning vilde blive kastet. Da han kom til Hovedkvarteret, laa alt her endnu i dyb Søvn. Men det varede ikke længe, før man kom paa Benene, og med Rolighed, endog med Spøg, gjorde man sit Toilette, drak sin Kaffe og beredte sig til den alvorsfulde Dyst.
     Det var altsaa den  18de Oktober, en smuk, klar Efteraarsdag. Paa et højtliggende Sted holdt Blücher med sin Stab; saa langt Øjet kunde række, saa' man umaadelige Hærskarer; langt mod Øst dukkede den ene Kolonne af den forenede Hær frem efter den anden, medens deres Vaaben blinkede i Morgensolens Glans. Det var for Steffens, som saa' han en Folkevandring, lig hine i Middelalderens Begyndelse. Og hvilke Masser var ikke i Bevægelse? Henved 300,000 Krigere skulde denne Dag kæmpe mod 130,000; det var den store Opgjørelsesdag; men kunde der vel være Tvivl om Udfaldet?
     Snart var Slaget i fuld Gang rundt omkring. Men den franske Hær, der kæmpede for den Ære, der nu i saa mange Aar var vundet paa utallige Valpladse, gjorde Fjenden hver Fodsbred stridig, og ofte saa' Udfaldet højst tvivlsomt ud. I lang Tid holdt Blüchers Stab tilsyneladende uvirksom og nød det storartede Skuespil omkring sig; for Steffens var det, som om en Scene af Shakespeares Dramaer pludselig med vidunderlig Magt trængte sig frem i den virkelige Historie. Her var Romantik i det store, ikke svævende i Skyerne, men i den nøgne Virkelighed. Paa engang saa' man et Tog af Ryttere i smuk Orden og med værdig Holdning rykke frem; Anføreren red hen imod Blücher. Det var et  sachsisk Korps, der forlod Napoleons Parti og gik over, men med det udtrykkelige Forlangende ikke at kæmpe med i dette Slag1). Der blev anvist dem Plads bagved Stillingen.
     Først fra Kl. 1 om Middagen kom Blücher for Alvor




1) Ialt gik 6000—8000 Sachsere over. Bülau S. 257.




til at tage Del i Kampen. Det russiske Korps under  Langeron, der stod under hans Befaling, kom til at lægge et afgjørende Lod i Vægtskaalen. Omkring Landsbyen  Schønfeld udspandt der sig en heftig Kamp mod franske Kjærnetropper under Marmont; forgjæves søgte Langeron at sætte sig fast i Byen. Da alle Adjutanter var bortsendte, gav Blücher Befaling til Steffens at overbringe den russiske General Ordre til at storme Schønfeld og tage den for enhver Pris, uden at han maatte gjøre Regning paa nogen Understøttelse. Steffens naaede snart hen til den brændende Landsby, som Russerne var drevne ud af, og overbragte sin Ordre. Efter et Øjebliks Betænkning gav Langeron Befaling til Storm. Nu gik det fremad under høje Raab; ved Generalens Side red Steffens med ind i Kampens vilde Tummel, og endelig, da Fjenden ogsaa fra andre Sider trængtes, kom man i Besiddelse af det omtvistede Sted. Umiddelbart herefter vendte Steffens tilbage til Blücher, der endnu opholdt sig paa samme Plads.
     Aftenen nærmede sig; endnu holdt den franske Armee sine Hovedstillinger, men den var udmattet og fortyndet, medens de forbundne havde 120,000 Mand, som ikke havde været i Ilden. Under disse Omstændigheder gav Napoleon om Aftenen Ordre til Tilbagetog.
     Steffens fik Befaling at slutte sig til den russiske General  Wassilschikoff, der med et stort Rytterkorps skulde forfølge Fjenden. Under Fremrykningen stødte man paa store Skarer Efternølere, en broget Blanding af de mange Slags Folk, der hørte til Napoleons Hær: Franskmænd, Tydskere, Italienere og mange flere. Det var et bedrøveligt Syn; udmattede havde de kastet sig ned, næsten sløve for alt. Der blev paa den Maade gjort over 2,000 Fanger. Napoleon trak sig bag ved Saale. Ved  Weissenfels gik først Franskmændene, derefter de forbundne over Floden. De førstes Tilbagetog opløste sig mere og mere til Flugt; overalt fandt man Smaahobe, som blev fangne, Vejene var oversaaede af Vaaben, Klæder, Vogne. Over  Freiburg gik Toget, — Steffens var nu atter ved Hovedkvarteret — bestandig Vester paa til  Eisenach og videre til  Fulda; Krigens Sørgeligheder traadte dem stadig for Øjne paa denne Vej; hjælpeløse, ofte døende Franskmænd, forladte af deres Kammerater, laa bag Buskene ved Vejbredden, enten enkeltvis eller i Hobe. Disse Krigens Rædsler gik Steffens nær til Hjærte, saa han ofte ønskede sig langt borte, og samtidig rystedes han dybt ved Efterretningen om en dræbende Tyfus, der forpestede Lasaretterne og gjorde en rig Høst baade af Venner og Fjender. Flere af hans bekjendte døde, men intet gik ham saa nær til Hjærte som Budskabet om, at  Reil, der forestod Hospitalerne i Leipzig og Halle og ufortrødent offrede sig i sit Kald, at denne trofaste Ven ogsaa var gaaet bort1).
     Over det øde Vogelgebirge fortsattes Toget til  Giessen, hvor der holdtes Hvile nogle Dage, og hvor Steffens blev opfordret til at træde op som Taler for at vinde Stemningen for Tydskland, da der her var mange fransksindede Indbyggere, som især og med Rette beraabte sig paa, at saa mange Misbrug var blevne afskaffede under det franske Herredømme. For en talrig Forsamling hævdede Steffens da, at om dette end var Tilfældet, saa maatte de ikke glemme, at for et ærekjært Folk er dog den største Ulykke det: at lade sig gjøre lykkelig af  fremmede.
     Medens Blücher fra 3die til 7de November opholdt sig med sit Armeekorps ved Giessen og Wetzlar og, da han dernæst paa egen Haand vilde gaa over Rhinen, efter højere Befaling maatte trække sig tilbage til Kassel, drog Steffens med sin Oppasser og sine Landeværnsmænd ud paa et Tog af en egen Art. Han havde faaet det Hverv at begive sig til den forrige preussiske Provins  Vestfalen og rejse Befolkningen mod Fjenden; overalt skulde de




1) Steffens udgav siden et Skrift til hans Minde: «Johan Christian Reil», 1815. — Ogsaa  Fichte blev et Offer for sin fædrelandske Nidkjærhed; baade han selv og hans Hustru plejede syge og saarede, hun blev angreben af Lasaretfeberen og smittede atter sin Mand, der døde (3 Jan. 1814), medens hun kom sig.




franske Mærker nedtages, og i Stedet herfor den preussiske Ørn opslaas. Vel var Kong  Jerome over Hals og Hoved flygtet den 26de Oktober, men der var muligvis endnu franske Tropper i Landet1). Paa dette sit Tog kom Steffens først til  Marburg (i Hessen), og han var den første af den sejrende Armee, der viste sig her. I Professorernes Klub blev han derfor modtaget med Jubel, og da Rygtet om hans Komme hurtigt fløj om i Staden, blev der sent om Aftenen bragt ham et Fakkeltog. Han besvarede denne Hyldest med at udbringe et Leve for deres fordrevne Kurfyrste, hvorpaa han holdt en glødende Tale til den store Forsamling. Han mindede om de svundne Trængsels–Aar, om det hemmelige Arbejde, som han i saa lange Tider havde deltaget i; han hilste dem nu som fri og manede de unge til at deltage i den Kamp for Fædrelandet, som endnu ikke var til Ende. Under grændseløs Jubel trak han sig tilbage, men mange Studenter meldte sig som frivillige2). Dagen efter maatte han træde op paa en helt forskjellig Maade for at berolige Folket, der, opflammet ved hans Tale, vilde tage Hævn over en Embedsmand, som




1) Følgende Vers viser Stemningen mod den temmelig ynkelige Jerome. Det hedder: «Jeromes départ de Cassel». Han indføres talende:

Ådieu mes dames, adieu messieurs,
d'un roi, qui part en diligence,
recevez les tristes adieux.
Le moment devient dangereux,
mais tenez bonne contenance!
Les souverains de ma naissance
de leur antique residence,
ne quittent jamais leur sujets,
que pour voler à leur défense.
(Hormayr 2,127.)

2) K. v. Raumer, der kort efter kom til Marburg, fortæller om det «uhyre Indtryk», Talen gjorde, og han tilføjer, at hvo, der har erfaret Steffens' udmærkede Talegaver, navnlig i hans yngre Aar, paa sig selv, vil ikke undre sig over det. — Erinner. v. 1813—1814. S. 60.




havde Ord for at være fransksindet. Det lykkedes ham til Dels, i al Fald blev Mandens Liv reddet.
     Idet Steffens nu fortsatte sin Rejse i nordvestlig Retning, kom han endelig paa vestfalsk Grund, og her skulde hans egentlige Virksomhed begynde. I  Arnsberg blev han som den første preussiske Officier modtaget med stor Stads. Hans Navn var tillige vel kjendt i Byen; han blev hilset med en Sang, og unge Piger bekransede ham. Dagen efter ankom der imidlertid allerede et Troppekorps til Staden, saa hans Hverv dermed faldt bort, tilmed da en Vaabenhvile var afsluttet. Det blev nu overdraget Steffens at paaskynde  Landeværnets Væbning, og under denne mere rolige Forretning fik han Lejlighed til at se sig om i Landet; mest opholdt han sig i  Hamm og  Dortmund. Paa sidstnævnte Sted tilbragte han mange interessante Timer hos den forhenværende Præfekt, der var Baron og boede paa sit Gods tæt ved Staden. Her traadte Katholicismen ham i Møde i en ædel Skikkelse hos Husets Frue, der havde staaet nær ved den Kreds af «stille i Landet», som i en Aarrække havde samlet sig i det nærliggende  Münster, og som forbandt virkelig Dybde og Inderlighed med en katholsk Opfattelse1). Men det kunde ikke andet end smerte Steffens at være Vidne til de Vanskeligheder, der fremkomme i et Ægteskab, som dette, mellem en Protestant og en Katholik. Deres Søn blev opdraget i Faderens protestantiske Tro, og det var en Kilde til Sorg for Moderen, der aabenbjærtigt udtalte sig derom til Steffens, og som ikke kunde beroliges ved hans Raad: at lade Sagen gaa sin Gang, indtil Sønnen selv som voksen med fuld Frihed kunde vælge. Ogsaa i Dortmund holdt Steffens efter Opfordring en Tale for at opflamme Fædrelands–Kjærligheden; ogsaa her blev han bekranset af unge Damer, men han var langtfra ublandet glad over denne Hyldest og søgte at tilbagevise den. Mere Betydning havde det for




1) Til denne Kreds hørte Fyrstinde Gallitzin, Friherre Fürstenberg og Grev F. L. Stolberg.




ham, at han fik Tid til at berejse Skiferbjergene og Stenkulslejerne i Nærheden af denne Stad.
     Justus Grüner, som tidligere havde været Politidirektør i Berlin og for ikke lang Tid siden var sluppen løs af et Fangeskab i Østerrig, var nu bleven ansat som Guvernør over  Storhertugdømmet Berg, der hidtil havde tilhørt Murat. Denne Mand, der, som forhen omtalt, godt kendte Steffens, opfordrede ham til at komme til sig i  Düsseldorf, og efter at have indhentet Tilladelse dertil, drog denne nu derhen. Det blev et meget fornøjeligt Ophold Slutningen af det gamle Aar og Begyndelsen af 1814. Steffens fik en prægtig Bolig i Regeringspalæet; Grüner førte et Liv som en Fyrste og sørgede navnlig for et rigt Taffel, og som denne formaaende Mands Ven og fortrolige hade Steffens da kronede Dage.1) Det havde tidligere væet paatænkt at oprette et akademisk Gymnasium i Düsseldorf, men det var ikke bleven til noget; nu tog Steffens denne Tanke op og vandt Grüner for at benytte Lejligleden, medens han var en Slags Regent, til at faa dette sat i Værk. Herved blev Steffens sat i en Virksomhed, der i høj Grad interesserede ham. En af hans tidligere Tilhørere fra Halle, Kortum, blev ansat som Rektor, andre dygtige Lærere blev hidkaldte, de fornødne Pengemidler blev tagne anden Steds fra, og hele Værket lykkedes. I de følgende Aar blev dette Gymnasium hæderlig bekjendt i Tydskland.
     Saalede henrandt denne Tid saare behageligt for Steffens i Omgang med den interessante, men lidenskabelige Grüner2) og andre Venner. Men i Januar fik han Befaling til at vende tilbage til Hæren. Nytaarsdag var Blücher gaaet over Rhinen og var nu rykket langt ind over den franske Grænse. Steffens Rejse gik først til  Kølln, hvor han fik Tid til at beskue den mægtige, ufuldendte Dom–




1) «Jeg regerede dengang med Grüner.» Steffens til J. P. Mynster i Brev uden Datum. (Efterladte Breve til Mynster 1862, S. 176).
2) «En yderliggaaende Mand med terroristiske Idéer.« Bülau S. 276.




kirke, der gjorde et overvældende Indtryk paa ham som et talende Vidne om Fortidens Storhed og netop i sin Ufuldendthed som en Maner til Nutiden om at fortsætte Forfædrenes Bedrifter. Over Koblents drog han til  Trier; men da det vilde være voveligt at overskride Frankrigs Grænse alene eller kun ledsaget af nogle faa, forblev han nogle Dage her, indtil han kunde slutte sig til nogle Kavalleri–Regimenter, der skulde Vester paa.
     Marschen gik altsaa nu ind i  Frankrig. Forbi  Thionville, der endnu var i Franskmændenes Hænder, drog man gjennem Ardenner–Skoven til  Vitry ved Marne, og Marschen var ikke uden Fare. Befolkningen lagde ikke Skjul paa sit fjendtlige Sindelag, og hvor Vejen paa visse Steder slyngede sig mellem Vinbjerge og Havemure, kunde et Angreb være meget betænkeligt for denne store Rytterskare, der intet Fodfolk havde til sin Bedækning. Uagtet et saadant ogsaa fandt Sted af nogle Tropper fra Thionville, var det dog med for ringe Kraft til at volde dem synderlig Ulæmpe. Fra Vitry gik Toget i nordlig Retning langs Marne forbi  Chalons til Blüchers Hovedkvartér ved  Bergières, som man naaede efter en anstrengende Nattemarsch. For at holde sig vaagen stod Steffens tillige med flere Officierer af Hestene og gik til Fods, men de var saa overvældede af Træthed, at de sov, medens de vandrede1).
     Efter lidt over tre Maaneders Adskillelse befandt Steffens sig saaledes atter ved Hovedkvarteret, hvor han traf sin Svoger  Karl v. Raumer, som han kun i enkelte korte Perioder af Krigen havde været sammen med. Ligeledes fandt han her den gamle Ven fra Halle,  Blanc, der var Feltpræst. I den forløbne Tid havde Blüchers Hær udstaaet heftige Kampe med Napoleon selv og med vekslende Held. Den store Kejser udfoldede hele sit Genis mærkelige Kraft og Snildhed for endnu at fængsle Sejren til sine Faner, og flere Gange var de forbundnes Stilling




1) Det samme, fortæller St. Blicher, hændtes ham engang.




betænkelig nok. Nylig havde imidlertid Blücher, i Forbindelse med flere andre Armeekorpser, trængt Franskmændene tilbage over Aube, og efter dette Held var det bleven besluttet at fortsætte Fremrykningen mod Paris, hver Hærafdeling for sig, for Levnedsmidlernes Skyld, men dog nærved hverandre. Dog, — medens en Del af den franske Armee beskjæftigede de forbundnes Hovedhær under den langsomme og betænkelige Schwarzemberg, — kastede Napoleon selv med tre Armeekorpser sig mod den schlesiske Hær, som han erkjendte for sin farligste Modstander. Blücher rykkede, netop straks efter at Steffens var kommet til Hæren, frem mod  Montmirail, hvor han efter en blodig Kamp blev dreven tilbage og haardt trængt af de forfølgende Fjender. Den schlesiske Hær var stærkt delt i Kolonner, og dette gjorde dens Stilling paa Tilbagetoget endnu farligere; de blev enkeltvis angrebne af franske Troppekorps, ledsagede af store Rytterafdelinger. I Begyndelsen var der Orden blandt Preusserne, men det varede ikke længe. Blücher med sin Stab (hvortil Steffens hørte) og nogle faa Tropper var blandt de bagerste og havde snart Fjenden paa begge Sider; Kanonkugler og Granater slog ned blandt Preusserne, snart ogsaa Geværkugler, endog Ryttere omsværmede dem i umiddelbar Nærhed. Steffens saa', hvorledes Blücher i sin Harme red frem mod én af disse, som dog trak sig tilbage. En stor Skov bredte sig paa begge Sider af Landevejen til  Etoges, hvorhen Tilbagetoget stilede; største Delen af den schlesiske Hær var kommet vel ind i Skoven, men Blücher med sine Omgivelser havde ikke naaet den, og Franskmændene trængte bestandig heftigere paa og truede med at afskjære dem. Paa en Mark udenfor stod endnu to preussiske Batailloner for at dække Stabens Tilbagetog, og desuden en enkelt Kanon, betjent af Russere; disse holdt med Ro deres Stilling, men Fjenden naaede dog saa vidt, at han spærrede Vejen for den lille Skare omkring Blücher, og alt syntes tabt for dem. Der blev allerede raabt: «Hver redde sig, som han kan!» men en anset Officier (Müffling) svarede: «Vi maa alle holde sammen!»1) Dette gjorde de ogsaa, og i fuldt Firspring red de lige løs paa Franskmændene; disse veg tilbage, og saaledes naaede de da lykkeligt ind i Skoven. Medens Mørket faldt paa og begunstigede Flugten, red de videre gjennem denne, men Fjenden var bestandig i Hælene paa dem. Steffens red en Stund ved Siden af Oberstlieutenant v.  Oppen2) og samtalede med ham; da der blev noget Røre bag ude, red denne derhen for at erfare, hvad det var, men han kom aldrig tilbage, og hans Lig blev heller aldrig funden. I Begyndelsen gik dette Natteridt gjennem Skoven temmelig langsomt for sig, men efterhaanden blev det hurtigere og hurtigere og endte i en vild Flugt. Ved Etoges ophørte Skoven, Hovedkvarteret drog videre til  Bergières, og her først blev der Tale om Hvile. Steffens lagde sig fuldstændig udmattet paa Gulvet i en Bondegaard og faldt i en dødlignende Søvn; under denne havde han Følelsen af et voldsomt Tryk, som han ikke kunde befri sig for, men sov desuagtet til højlys Dag. Da han vaagnede, saa' han et Lig ved Siden af sig; den døde havde i selve Dødskampen væltet sig hen over ham, deraf det omtalte Tryk.
     Uagtet Franskmændene i de nu forløbne Dage fra den 10de til den 14de Februar paa flere Steder havde slaaet de enkelte Korpser af den schlesiske Hær, trak denne sig dog i god Orden tilbage til  Chalons. Blücher indlagde sig Hæder ved sin mesterlige Ledelse under disse Omstændigheder.3)
     I  Chalons forenede andre Korpser sig med Blüchers,




1) »Det var det betænkeligste, skjæbnesvangreste Øjeblik i hele Krigen. Blücher, Gneisenau, Prins Avgust Ferdinand og mange andre højst betydelige Mænd syntes hjemfaldne til Døden.» Raumer: Erinnerungen S. 78.
2) En udmærket Officier, der før havde tjent under Wellington i Spanien.
3) Det var Ney's, Marmonts og Mortiers Korpser, med et stort Kavalleri, under Napoleons egen Overbefaling, der havde ført denne Kamp mod Blücher. — Bülau, 293.




og Opholdet blev ikke forstyrret af Fjenden. Imedens der i den følgende Maanedstid blev drevet Underhandlinger, som dog ikke førte til noget, mellem de krigsførende Magter, blev som Følge heraf Felttoget mere ensformigt og kjedeligt. Dertil kom, at Nød og Elendighed bredte sig stærkt. Da de store Hære var opstillede paa en forholdsvis lille Del af Frankrig, skortede det selv paa de nødvendigste Ting. Selve Blüchers Hovedkvarter var meget ilde faren. En Smule Kartofler var en ren Skat; i flere Dage nød Steffens og hans Venner ikke andet end Flæsk, skaaret i Skiver, stukket paa Træpinde og saaledes stegt over Ilden. Da de engang fandt en Stegepande, og de tillige havde Kartofler og Flæsk, nød de under almindelig Jubel dette som en Herreret. Mandstugten var i denne Tid ikke god. Da de engang havde faaet fat i en Kalkun og glædede sig til det herlige Maaltid, naar den var kogt, trængte en Flok Russere ind til dem med Magt og vilde røve; man maatte værge sig, men Steffens, som allerede tidligere havde gjort en Del russiske Erfaringer, fandt det probateste Middel imod dem, idet han med Ridepisken slog dem tværs over Ansigtet. Det hjalp, de trak sig tilbage.
     En særlig Plage for Steffens var, at han ikke forstod at rage sig selv og derfor maatte give sig til Pris for hvem, han kunde faa til det, ofte ganske uøvede, eller for Franskmænd, som i deres fjendtlige Stemning let kunde fristes til at forgribe sig paa ham. Ofte maatte han gaa uraget i 8 eller 14 Dage, og med det stærke, filtrede Skæg og i sin eneste luvslidte Uniform frembød han da ikke noget lysteligt Skue. Dertil kom, at rent Linned var en stor Sjældenhed, men derimod ikke en vis Slags ubelejlige Gjæster.
     En anden Plage var de daarlige Kvarterer. I Almindelighed laa de, talt en halv Snes Mennesker, i én Stue paa Halm; Luften blev fordærvet, de forstyrrede hinanden ved Snak eller lydelig Snorken, og Steffens foretrak da ofte at lægge sig paa noget Halm, indsvøbt i en Kappe, ude i den kolde Forstue.
     Mange Steder var Beboerne flygtede, og alt stod tomt og forladt, ofte udplyndret. Det gjaldt navnlig paa Herregaardene eller de fornemmes «Slotte». Paa et saadant havde man skaaret Sengeklæderne i Stykker, Dunene fløj omkring i Værelserne. Et andetsted havde Russerne opbrudt Vinkjælderen og slaaet Fadene itu; det kostbare Indhold flød omkring, og Soldaterne vadede bogstaveligt i det.
     Den 3die Marts blev Blüchers Hær, der var smeltet stærkt sammen, forøget med den «nederlandske» under Bülow og Winzingerode, der kom fra Belgien, og ved sit velnærede Udseende og smukke Uniformer aldeles overstraalede de udtærede og daarligt klædte Soldater af den schlesiske Hær. Der var igjen kommet Liv i Krigen, efter at Underhandlingerne var opgivne. Da Napoleon gjorde en Bevægelse op mod  Laon, som for at besætte dette vigtige Punkt, drog Blücher i Ilmarscher derhen og kom ham i Forkjøbet. Staden ligger paa et Kridtbjerg, der falder stejlt af mod Nord og Nordvest; udenfor Byen er der mod Vest en lille Slette ovenpaa Bjerget, hvorfra en Hulvej da fører ned til det lavere liggende Land. Omkring Laon blev der kæmpet den 9de og 10de Marts mod Napoleon. Steffens havde et godt Kvarter i Byen, og fra den omtalte Højslette, hvor Staben opholdt sig, kunde han se ud over de hæftige Kampe, der blev førte rundt omkring. Da Fjenden engang var trængt saa langt frem, at han stod i Begreb med at rykke op ad Hulvejen mod Staden, fandt en voldsom Fægtning Sted paa dette Punkt. Denne foregik saa nær inde under Bjerget, at Steffens tilligemed de andre Tilskuere maatte bøje sig ud over Randen for at se Udfaldet. Fjenden blev dreven tilbage.      Efterat Napoleon havde maattet opgive sin Plan og var draget bort, fulgte nogle rolige, uforstyrrede Dage i Laon, navnlig foranlediget ved Blüchers Sygdom. Men netop denne Ro efter mange Dages Uro og Anstrengelser og Savn bragte en Upasselighed til Udbrud hos Steffens. Det var egentlig Nervesvækkelse, og da han mente, at det bedste Middel derimod vilde være at faa en Beskjæftigelse, henvendte han sig derom til Gneisenau, men denne kunde kun anbefale, ham Taalmodighed; han havde ingen Forretning til ham, for Øjeblikket, men henviste ham til, at der snart kunde indtræffe nye Begivenheder, som atter kunde vække hans tabte Spændkraft. Det tog imidlertid den Vending, at Steens faldt i en Feber, og da Blücher forlod Laon, blev han ladt tilbage. Feberen gik igjen over til en dyb Søvnighed; mere end den halve Dag sov han bort, og efter kort Tid følte han sig saa styrket herved og ved en god Forplejning, at han gjenoplivet kunde forlade Byen, ledsaget af sin Oppasser og sine Landeværnsmænd.
     Over Rheims naaede Steffens atter Hovedkvarteret ved la  Fère Champenoise, og her kom han straks til at opleve noget, der kunde sætte ham i Bevægelse. Den schlesiske Hær havde lige kort i Forvejen (25de Marts) forenet sig med Hovedhæren, ved hvilken baade Kejser Aleksander og den preussiske Konge befandt sig. En fransk Hærstyrke under Generalerne  Pacthod og Amey, som ledsagede en betydelig Transport, bestemt til Napoleons egen Hær, blev paa dette Sted angrebet af Blücher. Franskmændene havde taget Stilling paa en stor Slette og dannede en Karré. Flere Indhug af Kavalleri viste de tilbage; Kanoner blev da kjørte frem, og de blev beskudte med Heftighed, men holdt Pladsen uforandret. De var omringede fra alle sider, var udsatte for Ilden fra alle Sider, men stod urokkeligt. Da red Gneisenau frem under Parlamentærflag; kastede sin Kappe og viste sig i sin glimrende Generalsuniform; han opfordrede dem til Overgivelse, da deres Stilling var haabløs, og de desuden noksom havde vakt alles Beundring ved deres Tapperhed. Men Svaret var et Afslag. Fra Hovedhæren blev den preussiske Konges Adjutant v. Thiele afsendt med ny Opfordring, men han blev holdt tilbage som Fange, og Kampen begyndte paany. Bestandjg blev Karréen tættere indesluttet, og Angrebene blev heftigere; de Franskes Rækker svandt ind, store Aabninger viste sig paa mange Steder. Nu skete der et stort Kavaleriindhug fra den schlesiske Hær; Steffens fulgte med i dette ved Gneisenaus Side. Karréen var sprængt, men de spredte Afdelinger søgte endnu at holde sammen. Midt i disse Omgivelser ilede en Dame henimod Gneisenau og bad om hans Beskyttelse; han overdrog dette Hverv til Steffens, som derved blev sat i Forlegenhed, da han dels ikke vidste, hvor han skulde bringe hende hen, heller ikke godt kunde tale Fransk. Da en Officier fra Hovedkvarteret i det samme kom til og paatog sig Hvervet, var han glad ved at slippe fra denne Forretning, den eneste, som i lang Tid havde været overdraget ham.
     Kampen var forbi.1) Fangerne blev førte bort, Valpladsen var bedækket med døde og saarede. Nu saa' man russiske Uhlaner ride ind paa Pladsen, støde deres Lanser i Jorden og binde deres Heste til dem; derpaa begyndte de at afklæde Ligene. Lidt borte blev saa de plyndrede Sager falbudte. Saaledes endte denne mærkelige Kamp, den sidste som Steffens deltog i, og for sit Forhold, særlig ved denne Lejlighed, blev han siden af den preussiske Konge hædret med Jernkorset.
     Nu gik Toget uden Standsning til Paris. Medens Napoleon selv med Levningerne af sin Armee opholdt sig længere Syd paa, forsøgte Marmont og Mortier i Forbindelse med Nationalgarden endnu at forsvare Hovedstaden. Navnlig kom Kampen til at dreje sig om den højtliggende Forstad Montmartre i Byens nordlige Del. Blüchers Korps stod her overfor Fjenden; Hovedkvarteret var samlet paa en stor Slette, hvorfra man kun i det fjerne hørte Kampen. Steffens, som var træt af de foregaaende Dages Marsch, lagde sig tilsidst, kjed af at vente paa en Afgjørelse, til Hvile paa Jorden og faldt i en dyb Søvn. Da han vaagnede, var han ganske alene; Jorden rundt om var hist og her oprodet af Kanonkugler; han havde intet mærket dertil, men saa' nu, at han let kunde være gaaet




1) Franskmændenes Tal angives forskjelligt, fra 6,000—12,000 Mand. Hele Afdelingen blev fangen eller faldt, 16 Kanoner tagne. — Schlosser, Geschichte d. 18 u. 19 Jahrh. 6,1137.




sovende ud af Verden. Langt om længe fandt han Hovedkvarteret nærmere ved Montmartre. Om Aftenen kom en fransk Officier til Gneisenau med Efterretning om Vaabenstilstand; Steffens overbragte Budskabet til de russiske Tropper, der kæmpede paa Skraaningen af Montmartre.
     Endnu samme Aften vandrede han og Gneisenau op til denne Forstads højtliggende Kirkegaard, hvorfra der er en vid Udsigt over Verdensstaden. Længe stod de fordybede i Skuet af denne By, hvorfra saa megen Glans og saa megen Elendighed var udgaaet, denne store Jætte, der havde rystet Evropa i sin inderste Grund. Mange Tanker strømmede ind paa Steffens, det var et helligt Øjeblik for ham. Han saa' tilbage paa, hvad han i de sidste 7—8 Aar havde lidt og stridt. Nu var Maalet naa't, og hans Tanker samlede sig uvilkaarligt til en Bøn.1)
     Den 31te Marts kapitulerede Paris, og endnu samme Dag holdt de forenede Fyrster deres højtidelige  Indtog i Staden; Steffens kunde ikke tage Del deri, da hans Uniform var i en altfor mangelfuld Tilstand. Med en bekjendt red han da ad Smaagader ind i Byen og blev i Frastand Vidne til den uhyggelige Jubel, hvormed Sejrherrerne blev hilsede; fra Vinduerne viftede man med hvide Lommetørklæder, fra alle Etager regnede det med hvide Liljer,2) paa Gaderne saa' man Herrer med hvide Kokarder. Det var som et Triumftog. Da Steffens og hans Ledsager red videre frem, uden at kjende Vej, og fordybede sig i den store Stads Vrimmel, kom en ung Mand hen imod dem og spurgte paa Tydsk, om de ikke vidste, om Professor Steffens var fulgt med Armeen til Paris. Det var en Leip–




1) Steffens har etsted fortalt, hvorledes han i denne Stund uvilkaarligt kom til at sende sine Tanker op til Norge, som dengang beredte sig til Kamp for sin Selvstændighed. Medens de allierede bekæmpede Paris, hvorfra Revolutionen var udgaaet, saa vilde de tvinge Norge til mod sin Vilje at bøje sig under et Fremmedherredømme under en Mand, der var udgaaet af Revolutionen. — H. Steffens: Die gegenwärtige Zeit 2,429.
2) Det gamle Kongedømmes Flag var det hvide Liljebanner.




ziger, der studerede Anatomi her, og han blev dem da en velkommen Vejviser, først hen til et Hotel og siden videre om i Byen.
     Det gjældte nu for Steffens om at benytte sit Ophold paa bedste Maade. Den berømte Naturforsker  Cuvier opsøgte han straks. Denne Mand nærede Frygt for, at Fjenden skulde røve de kostbare Samlinger, men da Steffens fuldkomment beroligede ham i saa Henseende, viste han ham den største Forekommenhed. Han tilbød at vejlede ham i de anatomiske Samlinger, Dage og Timer blev aftalte, og han indløste sit Løfte troligt, idet han endog gjorde sine Forklaringer paa Tydsk.
     For at være sikker paa at kunne forblive i Paris og ikke blive lagt i Indkvartering et andet Sted, fik Steffens sin Stilling ordnet saaledes, at han blev ansat ved det preussiske Kommandantskab i Byen, hvorhos det udtrykkelig blev befalet, at man skulde overlade ham Tiden til hans egen Raadighed. Denne benyttede han da saa godt som muligt, saa snart han fik Pengemidler til det; men i Begyndelsen var der i hele Hæren en trykkende Mangel herpaa. Fra om Morgenen Kl. 7 til om Eftermiddagen Kl. 4 havde han da en Fiakre til sin Raadighed og kjørte først til «Jardin des plantes», senere hen paa Formiddagen til de kemiske Laboratorier nærved Palais Luxembourg, hvor den berømte Gay Lussac offrede megen Tid paa ham, saa videre til Malerisamlingen i Louvre, og endelig gjerne til Palais royal, dette Samlingssted for Pariserne, der er bleven saa bekjendt fra Revolutionstiden. Her interesserede det Steffens at være Vidne til Hazardspil, som han jo engang i sin Ungdom selv havde været betaget af Lidenskab for; nu morede det ham at sætte en Napoleond'or paa Spil for at se, hvorvidt Lykken vilde begunstige ham, ligesom dengang. Og det gjorde den. Middagsmaaltidet nød han i en Restavration, og da han bestandig satte Venner og bekjendte, der forgjæves søgte ham hjemme i hans Bolig, Stævne paa dette Sted, var der tilsidst daglig en stor Skare samlet her. Aftenen tilbragte han gjerne i et eller andet Theater. I den store  Opera overværede han en af de første Aftener en mærkelig Forestilling; der var stor Bevægelse blandt Publikum lige fra Begyndelsen af, idet de to politiske Partier, det napoleonske og det bourbonske, stod over for hinanden. Paa Orkesterdirigentens (Spontinis) Plads laa to Operaer: «Trajans Triumf» og «Vestalinden». Det første Parti vilde have Triumfen, det sidste Vestalinden, og en højrøstet, larmende Kamp begyndte mellem dem. Endelig gik Tæppet op for det sidste Stykke, men en frygtelig Raaben og Piben nødte til at lade det gaa ned igjen, og Kampen varede ved uden Ende. Endelig foreslog én, at man skulde sende Bud til Kejser Aleksander med Anmodning om, at han vilde vælge. Da Svaret kom tilbage, lød det paa, at han vilde ikke blande sig deri; hvad de valgte, vilde vinde hans Bifald. Saa var man lige nær, og Kampen blussede op endnu mere end før. Timer var gaaede; paany sendte man Bud til Kejseren, et Valg maatte træffes. Endelig blev det bekjendtgjort, at denne havde valgt «Vestalinden». Det var henad Midnat. Den forsamlede Mængde blev pludselig rolig, og uden nogen Forstyrrelse blev Operaen givet; endog i Mellemakterne var der nu ganske fredeligt. Man havde underkastet sig Afgjørelsen.
     Mangfoldige var de Adspredelser, der her i Paris lagde Beslag paa en saa livlig Mand som Steffens; vel blev han ikke indført i større Kredse, men flere tydske Familier besøgte han jævnlig. Ogsaa geognostiske Udflugter foretog han i Omegnen sammen med Karl von Raumer. Men, hvad der særligt oplivede ham, var, at han traf saa mange gamle Venner fra forskjellige Perioder af sit Liv; thi efter Indtagelsen strømmede en Mængde rejsende trindt om fra til Paris. Saaledes gjensaa' han nu Haxthausen og sin kjære, yngste  Broder. Denne havde i det sidste Krigsaar været ansat ved Marchal Davousts Stab ved Nedre–Elben, og da de danske Tropper skiltes fra Franskmændene i December 1813 for at vende tilbage til Ejderen, var Peter Steffens bleven afskaaren fra dem, men havde sammen med en Kammerat paa en æventyrlig Maade banet sig Vej gjennem Ditmarsken, over de frisiske Øer til det danske Hovedkvarter i Fyn1). Han havde altsaa staaet paa den modsatte Side af Broderen, men det gjorde intet Skaar i deres Venskab. De saa's for sidste Gang. Han blev Guvernør paa Guineakysten og døde dér 1821.
     De to forviste Landsmænd, der opholdt sig i Paris,  P. A. Heiberg og  Malte Brun traf Steffens ogsaa. Den første var dengang endnu ansat i det franske Udenrigsministerium (hvorfra han tog sin Afsked 1817), men han levede et meget stille og indesluttet Liv i sin Enlighed. At han, trods Tidernes Omskiftelser, endnu var Republikaner af Sindelag forekom Steffens tydeligt. Hyppigere traf han sammen med den lille, vævre Malte Brun, der var en fuldstændig Modsætning til Heiberg. Han havde skiftet politisk Mening flere Gange, havde begyndt som Republikaner og bar nu den hvide Kokarde. Han var gift med en smuk, elskværdig, ung Kone og indbød Steffens til en glimrende Frokost. Denne havde ondt af hans underlige, vaklende Stilling og opfordrede ham til at søge til Bonn, hvor et Universitet skulde oprettes, og hvor han som berømt Geograf maaske let kunde faa Ansættelse. Men Malte Brun elskede Paris og vilde ikke forlade denne Stad. Han døde dér 1826.
     Saaledes henrandt Tiden kun altfor hurtigt for Steffens. Men efter at Napoleon havde frasagt sig Tronen, og Krigen saaledes var endt, indgav han Ansøgning om Afsked fra Krigstjenesten, og denne blev ham tilstaaet i anerkjendende Udtryk den 5te Maj, Dagen efter at den ny Konge, Ludvig d. 18de, havde holdt sit Indtog i Paris. Med stor Glæde trak Steffens igjen i civile Klæder. Blücher opfordrede




1) Om Karen M. Rahbeks Brevveksling og Korrespondenter. S. 56—57. P. Steffens skriver til hende 26de Jan. 1814: «Jeg har ingen Venskab gjort blandt de Franske, og mig er det i dette Øjeblik det samme, mod hvem jeg strider, thi de er alle lige gode, og hvor de danske Soldater slaas, dér er jeg helst.»




ham til at følge med paa et Besøg i England, men det maatte han nægte sig af Mangel paa Penge.1) Med Vemod skiltes han fra den berømte Feltherre, fra den ædle Gneisenau og de andre Venner, som han nu i Aar og Dag havde delt Krigens Farer og Besværligheder med. Ingen Del af de forenede Hære havde gaaet saa meget igjennem og udrettet saa meget som den schlesiske.2)
     Efter at have faaet en Sum til sin Rejse og et Kurérpas, skete Opbrudet. Det ærgrede Steffens, at der paa Passet var skrevet: «Sekondlieutenant og Professor, Dr. Steffens», idet paa ægte preussisk Lieutenantskabet var sat øverst. Først efter megen Besvær fik han det forandret til «Sekondl., Hr. Professor», hvorved det altsaa fik et noget andet Udseende.
     Med Diligence drog han nu gjennem Frankrig; først i Tydskland benyttede han sit Kurérpas. Over Metz, Heidelberg, det nordlige Bayern ilede han hjem. Snart var han atter i Familiens Skjød3), og da det var paa en Tid, da det ikke kunde nytte at begynde paa Forelæsninger, fik han Ro til at hvile sig ud efter Krigens Omskiftelser ude paa Landet i de schlesiske Bjerge, i fredelig Stilhed, hvor han nu kunde erfare Sandheden af det gamle Ord: «Naar alt er frist, er Hjemmet bedst.»




1) Det var et storartet Besøg. Kejser Aleksander, Kong Fr. Wilhelm, Kronprinserne af Bayern og Würtemberg, Fyrst Metternich, Blücher, York, Gneisenau o. fl. deltog heri. Da Blücher i Oxford blev hædret med Doktorgraden, erklærede han, at saa maatte Gneisenau være hans Apotheker! — K. v. Raumer: Erinnerungen S. 124.
2) «Blüchers og Gneisenaus Hær havde vel baaret 2/3 af det hellige Arbejde lige til Paris.» Hormayr, 3,503.
3) Steffens skriver til Schleiermacher: «I 14 Dage er jeg rejst fra Paris til Breslau, men fandt Hanne med indfaldent Ansigt. — Jeg rækker dig efter lang Tid og underlige Skjæbner den trofaste Haand, herlige, gode Ven ! hvem jeg evig tilhører!» Aus Schleierm.s Leben 4,200—201.





 

 


 

 

16.
Nye Kampe.
1804 — 1823.

     Henrik Steffens' Liv havde hidtil været meget bevæget, baade udvortes og indvortes. I én Henseende staa vi nu ved et Vendepunkt i det; for Fremtiden dannede hans  ydre Forhold sig paa en mere jævn og ensartet Maade. Lige til 1832 forblev han i Breslau, vistnok stadig med et Suk over at leve paa saa afsides en Skueplads, især over at se sig udelukket fra Berliuerhøjskolen, men dog hævdende sig en anset Plads blandt Tydsklands Lærere. I indre Henseende vedblev hans Liv at være højst bevæget; det laa i hans Natur, det kunde ikke være anderledes. Alt hvad der rørte sig i Tiden, greb ham med sin Magt, enten tiltrækkende eller frastødende, og uagtet sine mer end 40 Aar kastede han sig med ungdommelig Ild ind i Kampen, ofte hensynsløst nok, men altid aabent og ærligt.
     Med et godt Helbred havde han gjennemgaaet Krigens Strabadser. I de rolige Dage bagefter gik det ham ikke saa heldigt, ofte led han af Betændelse i Svælget, noget som han fra ung af havde Disposition til; men langt pinligere var de Anfald af Mavekrampe, som i en Række af Aar hjemsøgte ham, og uden egentlig at medføre Livsfare dog virkede nedtrykkende og forstyrrende paa Sindet. Den utrættelig arbejdsomme Mand, der foruden sin Lærergjerning udfoldede en stor litterær Virksomhed, brugte en Tid lang at staa meget tidligt op1), men forandrede det siden, saa at Natten blev hans bedste Tid til stille, videnskabelig Syssel, og næsten det halve Aar gik han ikke til Ro før Solen skinnede ind til ham. Et dygtigt Fagarbejde, som i lang Tid beskjæftigede ham, var hans store  «0rykto–




1) «Naar jeg om Morgenen er staaet op Kl. 5, maa jeg uafbrudt arbejde til Kl. 4 Efterm.; efter Middagsmaden har jeg Timer til Kl. 7, og da er jeg træt.» Til Tieck. 3die Jan. 1818.




 gnosi», men vi skulle snart se, at ogsaa andre Skrifter af mere almindelig Betydning udgik fra hans Pen i disse Aar.
     Hans formues–Omstændigheder, som aldrig havde været gode, var efter Krigen mere trykkende end nogensinde tidligere han var efterhaanden kommen ind i en Gjæld, som han ingen Udvej saa' af. Dette Forhold fulgte ham som en Skygge i mange Aar, indtil han paa sine gamle Dage saa' denne Byrde lettet. Men under disse Forhold maatte han indskrænke sig mere, end vel egentlig hans egen og hans Hustrus Hu stod til.1) Dog havde han i mange Aar én Aften om Ugen aabent Hus, men i al Tarvelighed, kun paa The og Smørrebrød; der samledes imidlertid mange, ofte 40—50, og disse Selskaber oplivedes ikke alene ved den interessante og livfulde Vært, men ogsaa ofte ved betydelige, gjennemrejsende Personligheder. Dels kjendte steffens ved sit bevægede Liv en næsten utrolig Mængde Mennesker, dels havde han et stort Navn som en af Tydsklands Hædersmænd.2)
     Med  Studenterne havde Steffens i det hele altid staaet sig godt.3) Det vakte derfor stor Forbavselse hos ham, da der en Aften silde, kort efter hans Hjemkomst fra Krigen, blev kastet Sten ind ad Vinduerne til ham, og hans 8aarige Datter Klärchen, der sov i sin Seng, var nær bleven ramt af én. Han erfarede ikke, hvem det havde været. Forøvrigt var Studenterne i Breslau et uroligt Folkefærd. Efter Krigen udviklede der sig en Modsætning mel–




1) Han skrjver til Sibbern 1814: «Jeg lever temmelig godt, fast ganske uden Omgang, i Særdeleshed uden Penge, da man nu trækker de Forskud fra, som Krigen fordrede.»
2) Sin nærmeste Omgangskreds i en Række Aar betegner S. som K. v. Raumer, Professor Fischer, Overlandretsraad v. Winterfeld, en Officier Grev v. Groeben og endelig Præsten Scheibel.
3) Gass skriver 27de Marts 1815 om Steffens: «Han er dog den dygtigste, som vi have her, og hvad man end vil sige om ham, tro mig, Studenterne elske ham mere end alle øvrige.» — (Briefwechsel S. 123).




lem dem, der havde deltaget i denne, og dem, der var blevne hjemme; de første følte sig naturligvis fremfor disse, og det gav Anledning til mange Rivninger. Megen Raahed vedblev i det hele at herske iblandt dem. Professorerne havde indført den Skik engang imellem at give et Bal i Forening og dertil indbyde saadanne Studenter, som de var traadt i nærmere Forhold til. Pludselig blev disse Baller af Studenternes Seniorer erklærede i «Verruf», af Fornærmelse over, at disse ikke var indbudne. Det var jo vel meget for Professorerne at taale dette; paa den anden Side var et saadant «Verruf» en Slags Banlysning, der kom til at hvile meget trykkende paa vedkommende. Imidlertid havde en ung Student,  Ottfried Müller1), senere bekjendt som Forfatter, det Mod at trodse Bannet, flere fulgte hans Eksempel, og derved blev det i Virkeligheden til et Nederlag for det raa Studenter–Despoti.
     Steffens, som altid følte en levende Trang til at udveksle sine Tanker, hilsede med stor Glæde Dannelsen af det saakaldte  «filomatiske Samfund», der blev stiftet efter hans særdeles Ven, Professor Fischers Forslag. Det gik ud paa, at ethvert af Medlemmerne, der kun bestod af videnskabeligt dannede Mænd, kunde holde Foredrag over et eller andet Æmne af mere almindelig Interesse, og som han særligt havde fordybet sig i. Det kunde da give Anledning til Diskussion. Steffens havde i det hele altid en Trang til at danne en Art aandeligt Broderskab omkring sig, i al Frihed, og som saadant var dette Samfund ham kjært. Tvungne Broderskaber, som Frimurernes, var ham derimod højlig imod; han betragtede saadant som et Vrængbillede.
     Hver Gang det blev Sommer lokkede Naturen, den Steffens havde elsket saa højt fra Barndommen af, ham bort fra Breslaus snevre Gader, og det var da navnlig i de nærliggende skjønne Egne mellem  Riesengebirge,




1) Han var en Discipel af Steffens, siden Professor i Gøttingen , bekjendt bl. a. af sine Skrifter om Grækerne: «Orchomenos og Minyerne», «Dorierne».




han fandt et Tilflugtsted i den smukke Aarstid. Her boede Slægtninge af hans Hustru, Brødrene  Alberti, Fabrikejere; men en Mængde fornemme eller rige Folk havde Landsteder herude, til Dels med prægtige Parker. Mange rejsende drog dertil om Sommeren, saa at der rørte sig et broget Liv, der kan sammenlignes med det, der bevæger sig langs Strandvejen og dens Omegn ved Kjøbenhavn. Den fornemste preussiske Adel, endog Prinser, havde Slotte til Sommerophold her; blandt andre ogsaa Gneisenau, der efter Krigen var bleven ophøjet i Grevestanden og siden blev Feltmarchal.1) Her levede Steffens mange glade Timer, enten paa Bjergvandringer (han besteg 15 Gange det højeste Punkt Schneekoppe), eller paa Besøg; adskillige adelige saa' ham gjerne hos sig, og han satte Pris paa deres Venskab; han var ikke fri for nogen Svaghed i den Retning. Ofte besøgte han den gamle, brave Greve  Reuss i Stonsdorf, der var en ivrig  Hernhuter, og hvis Hus var et Hjem for «Brødrene»; Samtalerne drejede sig da næsten udelukkende om religiøse Ting, thi kun i disse levede og aandede Greven. Engang overværede Steffens en saakaldet «Opvækkelses–Time» hos ham, hvor en Del kristelige Venner var samlede; Greven holdt en Tale om Frelseren og det evige Liv, alle rejste sig derpaa og tog hverandre i Haanden og skulde nu sværge Kristus ubetinget Kjærlighed; derefter omfavnede og kyssede de hverandre. Det gjorde, trods det søgte og til Dels sentimentale, et dybt Indtryk paa Steffens; den Tid, hvori han var vokset op, fandt mere Behag i sligt, end vor Tid. Hvad vi ofte finde skruet, fandt man dengang opløftende.
     I Aaret 1817 var Steffens' Helbred i en mislig Tilstand, men da han var saa heldig at erholde Halvdelen af sit Tilgodehavende hos den forrige vestfalske Regering — manglende Professorløn fra Halle — udbetalt i Berlin, blev han sat i Stand til at gjøre en Baderejse til  Karls–




1) Han døde af Kolera 1831 som Chef for et Armeekorps, der var opstillet ved den russiske Grænse under Urolighederne i Polen.




 bad sammen med Forfatteren W. v. Schütz. Paa Vejen mellem Prag og Karlsbad besøgte han sin norske Ungdomsven  Møller, der forlængst var bleven Katholik og gift. Der var Glæde ved Gjensynet, men det Haab, som denne og andre, særlig Grevinde  Stolberg1), nærede om at se Steffens havne i den ene saliggjørende katholske Kirkes Skjød, gik ikke i Opfyldelse; thi vel havde han i Skrifter2) udtalt sig med Beundring om Middelalderens Kirke, og vel forstod han at skatte den kristelige Inderlighed hos adskillige i den nuværende, men derfra var der et langt Skridt til at gaa over til den.
     Opholdet i Karlsbad virkede gavnligt paa Steffens' Helbred. Derfra foretog han med sin Ledsager en Rejse i  Sydtydskland, hvis Hovedmaal var et Besøg hos Schelling. I Eger besaa' de en sjælden Møntsamling, som tilhørte den derværende Skarpretter, en venlig Mand, der i intet mindede om sin uhyggelige Haandtering. Men Steffens, som netop havde faaet Efterretning om sin Ungdomslærer, den berømte Werners Død, blev sær til Mode ved Synet af Skarpretteren, der lignede den afdøde, som kunde han være hans Gjenganger. Herfra gik Rejsen ind i  Bayern. Dette Land, der tidligere paa en ret mærkelig Maade havde staaet udenfor det tydske Aandsliv og i det hele været meget afsondret, var ved den dygtige Minister  Montgelas' Bestræbelser i de senere Aar bleven bragt ind i Kulturstrømmen. Han havde stiftet et Videnskabernes Akademi i München og havde søgt at drage berømte lærde hid fra hele Tydskland, deriblandt F. H. Jakobi og Schel–




1) Grev F. L. Stolberg, som i sin Tid havde været i dansk og oldenburgsk Tjeneste, en ædel og dyb religiøs Karakter, var i Aaret 1800 gaaet over til den katholske Kirke, et Skridt, som dengang vakte overordentlig Opsigt. Grevinden, f. v. Rederen, havde allerede tidligere følt sig draget i denne Retning og fulgte sin Mand. Stolberg døde 1819. — Se: Frederik Nielsen: Romerkirken i d. 19de Hundredaar 2,233—274.
2) Navnlig i: «die gegenwärtige Zeit und wie sie geworden», hvorom nedenfor.




ling1). I  Landshut, der havde et nyoprettet Universitet, besøgte Steffens og hans Ledsager den theologiske Professor, senere Biskop  Sailer, den dybe og fromme Mystiker, der med sin barnlige Inderlighed og enfoldige Tro ligesom repræsenterede det ædleste og bedste i Katholicismen.) «Det, der gjorde mig til Katholik», skriver Steffens, «naar jeg talede med ham, det gjorde ham i mine Øjne til Protestant, og aldrig traadte Kristendommens Enhed mig inderligere i Møde. Naar jeg saa' ham eller hørte ham tale, var det, som om alt i hine ellers byrdefulde Ceremonier, hele Katholicismens Taageværk, blev gjennemsigtigt for mig, saa jeg kunde opdage dens rene, inderste Hjærtekjærne.» Han fulgte dem under deres Ophold omkring i Byen; endog da de skulde til Middag hos en Professor, hvor han ikke var indbuden, sagde han paa sin barnlige Vis: «Jeg følger med, jeg véd, at jeg er velkommen hos min gode Ven.» I  München gjensaa' Steffens sin Ven og Lærer  Schelling efter 14 Aars Adskillelse. Hans engang saa fortryllende Hustru Karotine var død; han var nu gift igjen. I en Del Aar havde han næsten været som begravet fra den store Verden; man undrede sig over ikke at se nye Værker fra den berømte Mester. Men han var dog ikke ledig; i Ensomheden arbejdede han i sin indre Tankeverden. Hvor forskjellige var ikke hans og Steffens' Veje blevne! Men




1) Ogsaa Wolf og Schleiermacher havde Montgelas i sin Tid søgt at faa til Bayern, men forgjæves. — Se herom: C. Th. Perthes: Politische Zustände u. Personen in Deutschland. S. 404.
2) J. M. Sailer var født 1751 af fattige, men gudfrygtige Forældre. Allerede tidlig kom han ind i aandelige Kampe, som han fandt Fred for i lydig Underkastelse under den katholske Kirke. 1770 traadte han ind i Jesuiter–Kollegiet i Landsberg, 1775 blev han præsteviet og havde nu forskjellige Ansættelser som theologisk Lærer i Ingolstadt, Dillingen og fra 1800 i Landshut; senere (1821) kom han til Regensburg, først som Domkapitular, siden som Biskoppens Medhjælper, endelig blev han selv Biskop her, i hvilken Stilling han døde 1832. Om hans dybe Blik for de Kristnes Fælles–Eje og det levende Ords Forhold til det skrevne Vidnesbyrd se F. Nielsen: Romerkirken 2,313—314.




bestandig fulgte han dennes Skjæbne med den varmeste Interesse, dog kunde han ikke lade være at spørge: «hvorfor skulle vi styrte os ind i Verdens Forvirringer, vort Rige er jo dog ikke af denne Verden?» Ogsaa  Fr. H. Jacobi, der engang ved sit Skrift om Spinoza havde havt Betydning for Steffens i Ungdommen, opsøgte denne i München, og den 74aarige, smukke Olding med den fornemme Holdning, der i sin Tid havde været Midtpunktet for en ædel, dannet Kreds, især af Kvinder, fulgte endnu med i de aandelige Bevægelser og havde netop Steffens' sidste Bog liggende for sig.1) Mystikeren  Frants Baader, lige bekjendt ved sin Dybde som ved sin Vittighed, hørte ogsaa til de interessante Bekjendtskaber fra denne Rejse. Han beskjæftigede sig dengang med Tanken om en Forening af den romerske, græske og protestantiske Kirke; den første og den sidste, der stod skarpest overfor hinanden, kunde kun forenes ved Hjælp af den græske, der skulde udgjøre den tredje Side i den mystiske Trekant,2) Over Nürnberg og Dresden vendte Steffens hjem.
     Det følgende Aar kom  Kronprinsen af Preussen tillige med sin yngre Broder  Wilhelm3) i Besøg hos den kurlandske Fyrst Biron, der ejede Lystslottet Ruheberg i Riesengebirge, og det var deres Hensigt at berejse denne Bjergkjæde. Steffens, der var saa vel kjendt i denne Egn, kom, efter Fyrstens Anmodning, til at ledsage de unge Prinser paa deres Udflugter og vandt derved navnlig Kronprinsens Velvilje, noget, der siden hen blev af Betydning for hans Liv. —
     Medens Steffens' private Liv i disse Aar saaledes henrandt temmelig ensartet, uden større Omvekslinger, var det ganske anderledes med hans  offentlige. Ligesom han før og under Krigen med Liv havde taget Del i de offent–




1) Jacobi døde to Aar efter.
2) Baader var Professor i Dogmatik; han sluttede sig især til Jakob Bøhmes Theosofi. † 1841.
3) Den nuværende Kejser Wilhelm.




lige Anliggender, navnlig som tydsk Fædrelandsven, saaledes vedblev disse endnu stedse at sætte hans Aand og hans Pen i den livligste Bevægelse. De store Bølgeslag af Folkelivet kastede sig som Dønninger ind i hans eget Liv og gav det sit særegne Præg i denne Periode. Vi nødes derfor til at dvæle et Øjeblik ved det, som rørte sig blandt Folket, for at forstaa, hvad det var, der saa mægtigt satte Steffens i Bevægelse.
     Varnhagen v. Ense fortæller i sine Dagbøger følgende Træk: En Karl, der drukken tumlede ud af en Brændevins–Bod og hørte Kanontordenen paa Grund af Paris' Indtagelse, udraabte straks: «Der hører I det, Krigen er forbi,  de adelige har sejret.» En Ven af Varnhagen mente, at denne Karl havde vist den dybeste Statsindsigt. Betragtet som en Spaadom, var Udraabet sandt nok. Men hvem anede vel det, da de sejrende Skarer i 1814 drog hjem og blev modtagne med Jubel; alle var opfyldte af den ene Tanke: Tyrannen er falden, Fædrelandet befriet, lyse Hædersdage, Frihedens, Tydskhedens Dage ere komne! Hvor gjenlød ikke hele Riget fra Rhinen til Oder af svulmende Sange, hvormange Hædersnavne fløj ikke fra Læbe til Læbe! Nu skulde en ny Tid begynde. Havde ikke den preussiske Konge, omgivet af sine Hædersmænd, allerede under Fjendens Tryk begyndt paa Frihedens, paa Reformernes Bane? Og havde han ikke givet Løfte om en fri Forfatning?1) Men naar han gik i Spidsen, maatte Smaafyrsterne da ikke følge efter? Havde ikke endvidere den tydske Folkeaand, der saa mægtigt havde brust hen over dem, havde den ikke sanket dem sammen som Sønner af ét fælles Fædreland, ét mægtigt Germanien, og skulde Tiden ikke nu være der til for Fremtiden at blive ét udelt Rige, der kunde hævde sin gamle Hæder. Frihed, Enhed og Tydskhed, det var det begejstrede Raab eller det stille Suk.




1) Ved Edikt 7de Sept. 1811: «Vi forbeholde os at give Nationen en hensigtsmæssig indrettet Repræsentation, saa vel i Provinserne, som for det hele.»




     Imidlertid sad Evropas Fyrster og Statsmænd i  Wien og vejede Landenes Skjæbne, og alt som de vejede og vragede, blev Knuderne større og vanskeligere for dem. Da viste sig pludselig en Mand, der overhuggede Knuden, det var  Napoleon. Da han landede i Frankrig den 1ste Marts 1815, fik man andet at tænke paa; den fælles, frygtede Fjende mægtede at samle alle disse indbyrdes uenige, indbyrdes misundelige, til en fælles Kamp. Atter drog Preussens, Østerrigs, Ruslands Hære mod Vest, atter traadte frivillige under Fanerne, atter meldte Steffens sig, men denne Gang tog man ikke mod Professorens Opoffrelse, 1815 blev en Slags Gjentagelse af 1813 og 1814, kun meget lettere. Den 18de Juni stod  Waterloo–Slaget, og dermed var det for stedse ude med den korsikanske Løve; kort efter sad han i sit Bur paa St. Helena, og alt var igjen i Ro. Og efter nye Forhandlinger blev man da endelig enig om det fremtidige Udseende af Evropas Kort.
     Det gjærede og brusede i  Tydskland, især blandt de unge, især blandt Studenterne. Hvor mange af dem var ikke 1813 dragne ud som uerfarne Ynglinge, men gik nu i Hjemmet som modnede Mænd, thi i store Tider modnes man hurtigt. Man spejdede, og man ventede paa Krigens Frugter; man saa' utaalmodigt hen til de Mænd, som man saa længe havde set i Spidsen, og som Folkets Haab var sat til, saadanne som Hardenberg, Stein, Gneisenau, Humboldt, Mænd i de højeste Stillinger; eller Folkeledere som Arndt, Gørres og Jahn. Men man spejdede forgjæves, thi i de allerhøjeste Kredse var man af andre Tanker; dér frygtede man for Folkebevægelsen, dér higede man tilbage mod Tilstandene fra før Revolutionen, i dem saa' man Indbegrebet af politisk Lykke. I Stedet for at opfylde givne Løfter, trak man sig tilbage, og især fra 1816 mærkes det tydeligt, at  Aristokraterne, som hin Karl raabte, havde faaet Overtaget og slap det ikke mere. Mere og mere tydeligt blev Tilbageskridtet, én efter én af Folkets store Mænd blev skudt til Side, og andre, ubetydeligere, men villige Redskaber for Reaktionen traadte i deres Sted.1)
     Under disse Forhold søge vi efter Steffens og søge ham ikke forgjæves. 1817 udkom et Skrift af ham:  «Den nærværende Tid, og hvorledes den er bleven til; med særligt Henblik paa Tydskland», (2 Dele). Det er skrevet i hine Dages blomstrende og noget overspændte Stil; men det er et aandrigt Arbejde, som endnu lader sig læse med Fornøjelse. Idet han tager sit Udgangspunkt fra de gamle Germaner, skildrer han Tydsklands Tilstand i  Middelalderen, da Kejseren som Overherre repræsenterede Rigets Enhed, da de mægtige Vasaller, skjøndt lydende ham, var Herrer paa deres egen Grund, og da Borgerne, bøjende sig for begge, dog med Frihed ordnede deres egne Anliggender. Han dvæler ved Pavedømmet, som dengang var Kristendommens egentlige Bærer, og som fandt den dybeste og frugtbareste Jordbund hos Germanerne, der allerede gjennem deres hedenske Mythologi var forberedte til at tage imod Kristendommen. Og idet han drager en Sammenligning mellem Middelalderen og vore Dage, vil han ikke lægge Dølgsmaal paa, at, trods stærke Skygger, vil hin Tid dog komme til at bære Prisen, især fordi der var større Inderlighed og Troskab. Den store Idée, som da gjennemtrængte Livet, og hvoraf hele Middelalderens Herlighed fremblomstrede, var paa den ene Side en aandelig Enhed under Paven, paa den anden Side en verdslig (bestaaende af alle kristelige Stater) under Kejseren; men det lykkedes rigtignok aldrig at fremstille den i sin fulde Renhed.
     Idet Steffens derpaa gjennem en historisk Fremstilling viser Tilbagegangen i Middelalderens Slutning, hævder han  Protestantismens Berettigelse, og at den har bevaret




1) «Saa faldt Gneisenau ved en plump Intrigue, Stein blev ærgret af Vejen, Humboldt sendt bort, Grüner fjernet, Jahn fængslet, Schleiermacher og Reimer plagede af Politiet.» V. v. Ense Tagebücher l,300.




den egentlige Kjærne i Kristendommen; han udtaler, at den har sin Blomstrings–Tid endnu i Vente, og det navnlig i Tydskland.  Kongedømmets Idée finder han udsat for forskjellige Mistydninger, som han vil imødegaa. Nogle sige, at Kongen er  ved Folket og  for Folket, andre, at Folket er ved og for Kongen. Begge Anskuelser ere urette; Kongen forholder sig til Staten, ligesom Midtpunktet til Omkredsen, Folket er kun ved Kongen, Kongen kun ved Folket, jo mere indvortes frit hint er, desto mere underkaster det sig Kongen; jo mere han er Midtpunktet, desto dybere er han undergivet Folket. Det højeste hos begge er gjensidig Tillid.
     I anden Del kaster Steffens et Blik ud over de forskjellige Stater i Nutiden, og giver en Karakteristik af dem. Vi skulle anføre nogle Enkeltheder heraf.  Nord–Amerika er et Minde om en Tid, da der vel var Kraft, men intet højt Sind; da Religionen dér er Privat–Ejendom, fremtræder den i mørke Former.  England agter sin fri Forfatning højt, men det gaar for vidt, idet det tilbeder den; man finder dér en ensidig Sædelære og en mørk Religiøsitet.  Rusland er, ligesom Minerva sprang fuldtrustet ud af Jupiters Hoved, saaledes pludselig traadt frem i Staternes Række. Man maa beundre dette Folks Udholdenhed og Taalmodighed midt i al dets Raahed. Hvad  Danmark angaar, beklager Steffens dybt den Uvilje mod Tydskland, som yttrer sig dér, men finder den forklarlig. Han haaber paa bedre Tider i saa Henseende, navnlig da de staa i saa nært Forhold til hinanden, og et lille Land, som Danmark, ikke kan undvære den aandelige Forbindelse med det større. Dets Litteratur er paa det nøjeste knyttet til den tydske; vel er der Antydninger af en ejendommelig Aandsretning hos det danske Folk, navnlig en vis fornøjelig Vittighed, som er Tydskerne fremmed, men i det hele taget ere de to Nationer aandelige Brødre, hvorfor ogsaa Digtere som Baggesen og Øhlenschlæger tilhøre begge.  Norge sender Steffens mange varme Tanker og giver sit gamle Fødeland, der nys havde vundet sin Selvstændighed og Frihed, forskjellige Raad, deriblandt følgende ganske ejendommelige: «Dine vilde Bjerge ere tæt bedækkede med Mosarter, som skjule i sig et stærkt nærende Stof; en bitter Bestanddel, som har forbundet sig dermed, lader sig udsondre, og halvt blandet med Korn vilde det give et godt og sundt Brød. Nyd dette, ikke blot i Nøden, men væn din Ungdom tidligt dertil. Det være for Nordmændene, hvad den sorte Suppe var for Spartanerne, for at det ikke oftere skal lykkes hovmodige Folkeslag at udhungre dig.»1) Dernæst anbefaler han en Folkevæbning, der vil gjøre Fjeldlandet uindtageligt, men derimod ikke at sætte for megen Lid til Konstitutioner. Det  franske Folk med sin flade Enthusiasme, sit theatralske Væsen og sin frygtelige Revolution, er som en Vulkan, der vel i Øjeblikket synes udbrændt, men hvor nye Kratere pludselig kunne vise sig og udbrede Fordærvelse.
     Idet Steffens nu som Hoved–Øjemed for sin Fremstilling vender sig til  Tydskland, vil han fremhæve Skyggesiderne for den nærværende Tid. Den gamle kristne Tro er for største Delen nedbrudt; Theologerne søge at bortforklare Bibelens Spaadomme og Undere, «Oplysningens» Virksomhed er nedbrydende; Forstanden staar som en Kerub med sit Flammesværd for at holde Folk borte fra Barnetroens Paradis. Man kritiserer overhoved mere, end man nyder i vore Dage. Universiteterne ere ikke fri videnskabelige Anstalter, men de hæmmes derved, at Staterne træde til med deres Fordringer (til Embedsmænds Uddannelse) og deres Løfter. De døde Sprog herske over de levende, hvorved Livet kvæles. Folkefesterne ere kun ynkelige Vrængbilleder af de begejstrede Forsamlinger i Krigens Tid; man ser «oppudsede Stads–Engle, Blomsterkranse, bestilte Talere med tomme Ord», men Aanden er borte. Børne–Opdragelsen er forfejlet; Forældrenes Maal er at sørge for Børnenes saakaldte Fremtid (Karriere), og mod dette Maal skulle de tvinges frem. Man glemmer, at Bar–




1) H. Steffens: die gegemvärtige Zeit 2,430 f.




nets Væsen er Tro og Tillid, og at Opdragelse er Afhylling af en bestemt Personlighed, der ligger i Svøb. I  Skole–Undervisningen fremtræder der en urolig Jagen, en Arbejden paa en uhyre Bygning, en rastløs Virksomhed, hvor enhver skal stilles paa sin Plads, og dog styrter det hele sammen. Der er alle Vegne Undervisnings–Fabriker, men ser man ind i dem, saa vakler det hele mellem barnagtig Tant og mørk, uvederkvægende, aandløs Strenghed. Eller kjende vi det ikke fra vor egen Skoletid, hvordan vi, enten vi var aandrige eller enfoldige, ingen Anelse fik om et dybere Liv, hvordan det, som det begavede Barn vilde, ikke blev forstaaet af Læreren! Den poetiske Side i Undervisningen mangler næsten ganske. Det maa blive anderledes, og vi dannede (eller overdannede) maa lære at vurdere den Skat, der ligger begravet i Folkedybet, vi maa lære af det egentlige Folk, for at der kan blive en i Sandhed folkelig Opdragelse.1)
     Til Slutning fremstiller Steffens sit  Haab for Fremtiden. Den aandelige Rigdom, som er bleven Tydskland til Del ved de mange og store Digtere og Tænkere, de Lidelser, som det har gjennemgaaet i de sidste Tiders Tryk og Kampe, alt dette varsler om en stor Fremtid. Det gjælder at udvikle det, som historisk tilhører Folket. Hvad Statslivet angaar, da maa de Spirer, som fra fordums Tid ligge gjemte, udvikles; thi i disse Spirer, ligesom i Dyre– og Plante–Verdenen, ligger allerede den hele særlige Form af Staten forud anet. Det er, for nøjere at betegne det,  Kongedømme og  særlige Stænder, thi dette ligger fra umindelige Tider i Tydsklands Ejendommelighed. Ad Refleksionens Vej at hidføre en ny Stats–Indretning, der staar uden Rod i Fortiden, er en Forsyndelse. Forøvrigt haaber han paa Almenvæbning og Pressefrihed. Han ser i Aanden en Forening af Katholicismen og Protestantismen, og han ser endelig et forenet Tydskland i Evropas Midte som en Fostermoder for det bedste, der under andre Lande




1) Ovenanf. Skr. 2,740 ff.




deres Frihed, og som selv repræsenterer den evropæiske Retfærdighed! —
     Steffens delte ikke den Slags Higen efter politisk Frihed og Enhed, der paa denne Tid saa stærkt satte Sindene i Bevægelse; men paa den anden Side kunde han ligesaa lidt stemme med dem, der haardnakket oversaa' Tidens Krav og vilde lade alt blive ved det gamle. For i saa Henseende at bedømme ham retfærdigt, bliver Spørgsmaalet ikke, hvad der for os maatte synes det rette, men hvorvidt hans Standpunkt staar i Overensstemmelse med hans Fortid og hans hele Retning. Og det lader sig ikke benægte. Allerede i mange Aar havde han betragtet den Aand, som udgik fra  Frankrig, denne Nedstyrten af alt det overleverede ved Revolutionen, dette masseagtige Herredømme ved Napoleon, som en Uting. Men i de fleste Friheds– og Enhedsraab i Tydskland mente han at gjenkjende den franske Aand. Kun ved at bygge paa det historisk givne, Kongedømme og Særrettigheder, og  udvikle dette, mente han, at en sand Folkelykke og Frihed kunde naa's. Ligesom i Naturens Rige hver Skabning kun er noget paa sin bestemte Plads, kun under sine bestemte Kaar kan komme til at udvikle sig, saaledes saa' han det samme i Staten.
     Dette interessante Skrift af Steffens vakte megen Opsigt; men skjøndt det i mange Henseender gik imod Strømmen, var det dog skrevet fra et saa forsonligt Standpunkt og med et saa aandelig frit og selvstændigt Syn, at det, i Stedet for at vække Indsigelser, snarere kunde siges at vinde almindeligt Bifald. Mange fandt Behag i de hensynsløse og dristige Yttringer i det; men den egentlige Anskuelse, der laa til Grund for det hele, blev dog kun lidet forstaaet, i alt Fald for Øjeblikket.
     Hvad man, politisk talt, vilde, stod for de allerfleste meget taaget; nogle drømte om en Republik, flere om en Fornyelse af det tydske Kejserrige. Den eneste Maade, hvorpaa Foreningen af de mange tydske Stater til en  Enhed kom til at træde i Kraft, var ved «Forbundsdagen», der aabnedes i November 1816, men det blev kun Kummerligheder. Preussen og Østerrig viste sig som de alt dominerende, men var indbyrdes skinsyge.
     Under alle disse bedrøvelige Forhold var det derfor intet Under, at Frihedskrigens frejdige Stemning i Løbet af nogle Aar gik over til Mismod hos de fleste ældre Fædrelandsvenner; man maatte bie og haabe paa bedre Tider. «I den enkeltes Liv», skriver en saadan, «ligesom i Folkenes Skjæbner, vil Lessings Udsagn, at den lige Linje ikke altid er den korteste, hyppig stadfæste sig. Lig Jøderne vandre vi gjennem Ørkenen for at naa' det forjættede Land og behøve, ligesom Jøderne, endnu mange Beredelser og Renselser, for at Friheden kan blive bygget paa den rette Grundpille.»1) Hos de  unge derimod virkede de skuffede Forventninger til en høj Grad af Bitterhed og Vrede mod det bestaaende; efter den tydske Folkekarakter gav de sig Luft i Kraftudtryk mod «Tyrannerne», «Folkeforræderne»; man saa' Regeringerne som en Sammensværgelse mod Frihed og Tydskland, og de skulde derfor styrtes. At Studenterne trindt om ved de mange Universiteter gik i Spidsen, forstaar sig af sig selv.
     En Særegenhed ved de  tydske Studenter har allid vist sig i deres Trang til at danne Foreninger eller rettere Kammeratskaber. Fra tidligere Tid bestod rundt omkring de saakaldte «Landmannschaften»; hver Provins eller lille Stats Studenter dannede et saadant, og de var Arnesteder for megen Raahed og Fordærvelse. Efter Krigen dannede der sig i Modsætning hertil en ny storartet Forening, bestemt til at omspænde hele Fædrelandet; den kaldte sig  «Burschenschaft» og blev navnlig stiftet af Studenter, som havde været med i Krigen. Hensigten var at samle til Enhed, at hævde Disciplin indbyrdes, at fremme Fædrelandskjærlighed, Menneskelighed og Sædelighed. Maalet var godt, mangfoldige ædle unge Mennesker traadte ind i Burschenschaftet; det var en Fornøjelse at høre deres kraftige, begejstrede Sange (især af Schiller, Th. Körner,




1) Perthes 2,187 f.




Arndt og Schenkendorf), naar de samledes om Aftenen, eller naar de om Morgenen rykkede ud for at drive Legemsøvelser. Efterhaanden kom Skyggesiderne frem, især da Tilvæksten var bleven saa overordentlig stor. Et uklart Sværmeri var mere og mere den Grundtone, som kom til at hvile over det hele. Man holdt paa streng Tugt og havde dog Uvilje til enhver Ordning. Personlig Frihed og tyrannisk Herredømme af enkelte Ledere, raske Fremskridt og Forkjærlighed for det gamle, især det middelalderske, rationalistisk Oplysning og katholiserende tendenser, alt dette krydsede broget imellem hinanden. «En Blanding af Rousseau, Fichtesk Liberalisme, Arndt–Jahnsk Tydskeri, Forkjærlighed for Middelalder og for Demokrati, alt dette gjærede uklart.»1) De ydre Ting spillede en meget stor Rolle; man klædte sig i den saakaldte gammeltydske Dragt, en sort tillukket Kjole, bred, nedfaldende Krave, hvortil kom langt Haar og Skjæg.
     Den tydske Overspændthed yttrede sig mere og mere i Burschenschaftet; den romantiske Paavirkning maa heller ikke lades ude af Betragtning.2) Af Schillers Stykker havde man lært, at Menneskene ere enten Engle eller Djævle, og derefter bedømtes Folk; de regerende hørte naturligvis helst til sidstnævnte Slags, men en lille Smule Imødekommen af en eller anden Fyrste kunde da ogsaa hurtigt hæve ham op i Skyerne.
     Burschenschaftets Indvielse og Glanspunkt var Festen den 18de og 19de Oktober 1817 paa det minderige  Wartburg. Det var 300aars–Dagen efter Reformationens Begyndelse og 4aars–Dagen efter «Folkeslaget» ved Leipzig. Indbydelsen var udgaaet fra Jena, men der var Deltagere fra mange tydske Højskoler, dog ikke fra Breslau; ialt henved 700 Burscher. I den gamle, med Egeløv prydede Riddersal, holdt en Student  Riemann fra Jena, der var hædret med Jernkorset fra Waterloo, en kraftig Tale, hvori




1) Bülau, S. 410.
2) v. Arnim og Brentano var nu især Koryfæer.




han først berørte de skuffede Forhaabninger og de mange, som havde tabt Modet, «og nu spørger jeg eder, I, som her ere forsamlede i eders Ungdoms Blomst, med alle de høje Følelser, som den friske, unge Livskraft giver, eder, som engang skulle vorde Folkets Lærere, Talsmænd og Dommere, til hvem Fædrelandet sætter sit Haab, eder, som til Dels allerede med Vaaben i Haand, men alle i Aanden og med Viljen have kæmpet for Fædrelandets Frelse, eder spørger jeg, om I dele saadant Sindelag?» — Nej! — Og videre: «den Aand, der har ført os sammen her, Sandhedens og Retfærdighedens Aand, skal lede os hele vort Liv, saa at vi, alle Brødre, alle Sønner af det ene og samme Fædreland, danne en Jernmur mod hver ydre eller indre Fjende o. s. v.» Endelig kaldte Taleren først Luthers Aand til Vidne, dernæst de nys henfarne Helte: Schill og Scharnhorst, Körner, Brunsvig–Oels og flere. Han endte med en Bøn. En  dansk Deltager skriver: «Hvor mangen Yngling stod ikke her med rørt Hjærte, med ædel Begejstring, med hellige Forsætter i sit Bryst! Ofte har jeg siden ønsket, at alle de, der med uforsonligt Had forfulgte alt, hvad der kunde være en Levning af Wartburgfesten, ikkun i dette hellige Øjeblik havde delt de Følelser, der saa umiskjendeligt bevægede alle tilstedeværendes Hjærter.»1) En  tydsk Deltager skriver: «Beklemt aandede hvert Bryst sagtere, frygtende at forstyrre Andagtens hellige Ro, og Rørelsens Taarer fyldte selv deres Øjne, hvem Livets Alvor og Tidens Kamp havde gjort ubevægelig for enhver blid Følelse.»2) Derpaa sang man Psalmen: «Nu takker alle Gud»; Hofraad Fries fra Jena holdt en kort Svartale, der endte saaledes: «Saa bliver for os og eder Valgsproget: Én Gud, ét tydsk Land, én tydsk Aand for Ære og Ret!» Med Afsyngelsen af den kirkelige Velsignelse ved en Forsanger endte denne Festens Hoveddel. Efter Fællesspis–




1) «Et Par Ord om Festen paa W. Af et Øjenvidne.» R. Nyerup, Magazin for Rejse–Iagttagelser, 3 B. S. 328.
2) Bülau, S. 425.




ning paa Slottet vandrede man i Optog ned til Eisenach (en god Fjerdingvej), til Gudstjeneste i Kirken. Om Aftenen drog man med Fakler til Wartenbjerget, hvor store Sejrsbaal lyste, og en betydelig Tilskuermængde var samlet. Nye, dristige Taler blev holdte og Sange afsungne. Endelig, da de fleste havde fjernet sig, bragte nogle Burscher en Kurv med trykte Sager, og som en Efterligning af Luthers Opbrændelse af den pavelige Bulle, blev nu forskjellige Skrifter højtideligt offrede til Luerne (deriblandt Kotzebues tydske Historie og v. Hallers «Statsvidenskab»). Til Slutning blev tre symbolske Gjenstande kastede paa Baalet: et Snørliv, en Haarpisk og en Korporalstok, med Hentydning til det preussiske, kurhessiske og østerrigske Soldatervæsen.
     Den næste Dag samledes man endnu til Afsked, og om Eftermiddagen nød omtrent 250 Burscher Nadveren. Saa skiltes man ad. Men ved denne Fest faar man et godt Indblik i den underlige Blanding af helligt og verdsligt, af sand Følelse og tom Forskruethed.
     Følgerne af Festen blev større, men ganske anderledes, end man havde ventet. Thi vel udbredtes nu Burschenschaftet videre ud, men Regeringernes Opmærksomhed var vakt; man tilskrev Sagen en langt større Betydning, end den havde, og skærpede sit Tilsyn. Paa den anden Side blev ogsaa Burschernes Modstand og Forbittrelse stedse større, og man hørte truende Yttringer, som vel i Almindelighed var tomt Mundsvejr, men som dog ogsaa snart til almindelig Forfærdelse gav sig Udtryk i Gjerning.
     I den senere Tid var den russiske Regering, som man ansaa' for den væsenligste Aarsag til Reaktionen, bleven særlig forhadt i Tydskland, og alle Vegne frygtede man russiske Spioner. Den bekjendte Forfatter  Kotzebue, som i sine nyeste Skrifter spottede Tydskhedens hædrede Mænd og dens Overdrivelser, var i russisk Tjeneste og gav fra Tydskland hemmelige Indberetninger. En saadan var falden i fremmede Hænder og blev trykt, hvorved hans Navn kom til at staa brændemærket i de unge Fædrelandsvenners Øjne. En af Deltagerne i Wartburgfesten, Karl Ludvig  Sand, 24 Aar, frivillig fra Krigen, «ren og kysk, sand og hæderlig, fuld af høj Stræben», drog, mest til Fods, 40 Mil til Mannheim, hvor Kotzebue opholdt sig, og stak ham ihjel med en Dolk, idet han sagde: «Her, du Forræder af Fædrelandet!»1)
     En anden ret mærkelig Bevægelse, der i flere Aar havde gaaet Haand i Haand med Begejstringen for Fædrelandet, var det saakaldte  Turnvæsen. En Lærer i Berlin ved Navn  Jahn havde allerede 1810 begyndt at drive gymnastiske Øvelser i større Maalestok med Drenge; Fichtes Taler om at opdrage en ny og bedre Slægt havde paavirket ham. Efterhaanden blev Deltagelsen større og større, og Jahn forstod ypperligt at lede det hele og at indgyde de unge den Fædrelandskjærlighed, der besjælede ham selv. Naar han med sine Hundreder af Drenge drog gjennem Brandenburger Thor, og han bemærkede en ny, som ikke før havde været med, kunde han sige til ham: «Hvad tænker du paa, min Dreng?» — «Ingen Ting!» — «Ja, men du skal tænke paa, hvordan vi skal faa de fire stolte Heste over Porten tilbage!»2) Endnu før Krigen havde Jahns Øvelser paa  Hasenhaide udenfor Berlin over 1000 Deltagere, og de begyndte at udbredes til andre Byer, men efter Krigen tog det hele et voldsomt Opsving. Da forplantede Turnvæsenet sig til de fleste Universiteter og Latinskoler, og der var kun faa Byer, hvor der ikke var en Turnforening, der omfattede baade Drenge og voksne. De klædte sig i graa Bluse, gik med bar Hals og opkrampet Hat med Fjer. «Man sprang som Katte, man løb som Hjorte, klattrede som Aber.» Paa deres Faner stod: frisch, frei, fromm, frohlich! Man drog i store Optog fra én By




1) Sand blev henrettet d. 20de Maj 1819. Den bekjendte Theolog de Wette kaldte hans Gjerning «et skjønt Tidens Tegn.» Dem havde Napoleon som Sejrstrofæ bragt til Paris, men de kom ganske rigtig tilbage 1814.




til en anden og blev modtaget med umaadelig Jubel; unge Piger strøede Blomster, de ældre glædede sig i Almindelighed derover. Lederen af det hele, Jahn, nød en ganske uhørt Popularitet; han blev næsten betragtet som et mystisk Væsen; man efterlignede hans Adfærd og Talemaader; hans mange Kraftudtryk gik fra Mund til Mund hele Tydskland over. Turnvæsenet var blevet en Folkesag; man saa' deri en Grundvold til en skjøn Fremtid for Fædrelandet. Hvilke staalsatte Mænd maatte der ikke blive af disse Ynglinge!
     Det var en gjærende Tid, men dunkel og uklar for de allerfleste. Under saadanne Omstændigheder maa de, der føle sig kaldede til at retlede Folket, ikke holde sig tilbage, men have Mod til at træde frem for at udtale deres Overbevisning.  Steffens følte dette Kald, og han havde Mod. Ved mange Lejligheder havde han forhen vist, at han turde uforfærdet træde frem, naar det gjaldt. Men maaske han ingen Sinde har vist et større Mod end nu, thi han maatte vide, at han satte hele sit vel erhvervede Ry som Fædrelandets og de unges Ven paa Spil. Den, som vil gaa en anden Vej end Strømmen, især i stærkt bevægede Tider, maa ikke vente at høste Lavrhærkranse, men nok Tornekroner derved.
     I 1819 udkom da:  Karrikaturer af det helligste, 1ste Del, siden (1821) afsluttet med endnu en Del. Det er et kjækt Skrift, hvor han uforfærdet slaar til højre som til venstre. «Tror man», udraaber han, «at man ved Pressetvang og hemmeligt Politi kan undertrykke den Aand, som er vakt? Hvilket taabeligt Haab! Frihedsfølelsen er udsprungen af hele Retningen af vor Tids Dannelse; den er efterhaanden vokset frem og har gjennemtrængt den hele Slægt.»1) Han fremstiller derpaa Vrængbilleder i Folkelivet. Der er de  magelige, der sige: «naar jeg bare i al Ro opfylder mine Pligter, bærer Byrderne uden Modstand, elsker min Konge, understøtter de fattige, da er jeg en god Undersaat. Rolighed er den første Borgerpligt.»2)




1) Karrikat. d. heiligsten 1,19.
2) Smstds 1,185 ff.




Der er de  urolige, de der raabe: Frihed og Tydskhed! de, som ville paa fransk revolutionær Maade tilrøve sig Landets Enhed og overskjære den historiske Udviklings Traad. De sige: «der kommer et Punkt, da Frugten falder af Træet Fosteret skilles fra Moderen; dette Punkt er nu kommet!» I Modsætning til de første hævder Steffens, at alle Borgere ere kaldede til at tage Del i Statsudviklingen; overfor de sidstes  Friheds– og  Lighedsraab paastaar han, at det er en Grundvildfarelse, at alle Mennesker oprindelig have en lige Ret til de jordiske Goder; overfor deres  Enhedsstræben holder han paa de provinsielle Ejendommeligheder. Han ser Statens Væsen grundet paa  Stænderne; dem skal man ikke søge at udviske, men netop frede om og udvikle indenfor deres Grænser.  Bonden har sin indre Frihed given i og med sin Stilling som Agerdyrker, men lige saa vist som det er Karrikatur at lade ham trælle for de andre, ligesaa vist er det ogsaa Karrikatur at se Statens Ideal i en Bonderepublik, fordi de udgjør den talrigste besiddende Klasse.  Borgerstandens Hovedpart bestaar af Haandværkere, og disse forene sig med Rette i  Lavg. «Lykkelig den Stat, hvor enhver Borger ej blot med tom Begejstring hylder et hult Begreb om Nationalitet, men hvor hans Beskjæftigelse, hans tilsyneladende snevre Tilværelse bliver opklaret ved Solglimt fra et højere Liv hvor Mænd af samme Haandtering samle sig for at erkjende deres eget Arbejde i dets skjønne Værdighed.» Han ser et smukt Forbillede i Middelalderens Lavg med deres Fester. I  Adelen ser han noget glædeligt; men til Adelsbegrebet hører Besiddelse. «Ét Punkt maa der være i Tilværelsen hvor Anstrengelsen, Møjen, Bekymringen træder tilbage.» Adelen besidder allerede, hvad vi andre maa stræbe at erhverve; derfor udvikler sig hos den en munter Tillid en mere afrundet Tilværelse. Enhver Stat, der er uden Adel vil altid beholde noget smaaligt, spidsborgerligt, den mangler et ædelt, fornemt Midtpunkt. Men Adelen bør ogsaa leve ganske og aldeles for Staten.
     Medens Steffens saaledes hævder Stændernes Forskjelligheder som grundede i Statens Idee, fordrer han strengt  Børnenes fuldkomne Lighed anerkjendt og mener, at først naar den bliver indført, kan der ventes en sund Trivsel af virkelig borgerlig Frihed. Men Betingelse herfor bliver nødvendig en almindelig Skole, der skal have samme Typus for Undervisningen, baade i By og paa Land, for høje og for lave, men dog ikke hæmme hver Stands Ejendommelighed.1)
     Om  Krig udtaler han: Vi frygte Krigen saa lidet, at vi meget mere fordre den. Er den ikke Fristed for det skjønneste, helligste, mest storartede? Kan Livet stilles anderledes paa Prøve end ved Døden? Men Landet skal værges af den samtlige Ungdom; en staaende Hær er uheldig, fordi den lammer det storartede Sind, der betragter Folkets Fare som fælles og paa den anden Side offrer saa mange Mennesker til en Beskjæftigelse, der tilintetgjør deres indre Værdighed.2)
     Alle Stænder bør have Del i Repræsentationen. Overfor dem, der paastaa, at kun  Grundbesiddere skulle have denne Ret, siger han: Landet er ikke Statens Kjærne; det indeholder vel de nødvendige Betingelser for Tilværelsen, men ogsaa Hindringer, ja der gives jo Lande, som netop ved deres Rigdom holde Indbyggerne i en evig Umyndighed.
     I den senere udkomne 2den Del bekæmper Steffens flere andre «Karrikaturer». Først den  Hallerske Statslære. Haller3), Medlem af Regeringen i Bern, havde udgivet flere politiske Skrifter, der vakte Opsigt, navnlig den for nylig udkomne «Restavration af Statsvidenskaben».




1) Karrikat. d. heiligsten 1,117—118.
2) Smstds 1,162 f.
3) K. L. v. Haller (Fætter til Baggesens første Hustru Sofie v. Haller), f. 1768, Prof. i Bern, havde faaet den Tanke «at tage Udgangspunktet fra oven, at sætte Faderen før Børnene, Herren før Tjenerne, Fyrsten før Undersaatterne, Læreren før Disciplene.» Han blev ikke uvittigt sammenlignet med en Syvsover fra Middelalderen, der var vaagnet paa Grænsen af det 19de Aarhundrede. — Haller gik over til den kath. Kirke.




Stater ere opstaaede, siger denne, ved den Trang, som de svagere har til at slutte sig om en mægtig og lade sig lede af ham; de ere ikke Anstalter for at sikkre sig Ret, men kun et naturligt Forhold mellem fri og tjenende. Fyrsten er absolut, fri og skylder ingen Regnskab; han raader over sine Tjenere, sine Embedsmænd. I mindre Maalestok gjælder det om Godsbesidderne i Landet. Al Besiddelse hviler paa Magt. Fyrsten ejer egentlig Landet. Er det en ubillig Regent, saa har Borgerne to Veje at gaa, enten indgive Ansøgninger til ham om Forbedringer eller forlade Landet. — Den anden Karrikatur, lige modsat, er Revolutionen eller  «Contrat social»; den tredje, som Steffens drager til Felts imod, er  Administrationen eller et ensidigt Regimente af Embedsmænd. «Vi paastaa», siger han endelig, «at det egentlige Livsprincip i Staten ganske og aldeles er Religionen. Vi fordre ikke, at Staten skal blive Kirke, thi da vilde den forsvinde, heller ikke at Kirken skal blive Stat, thi det er en Karrikatur, men vi fordre Enheden, af Stat og Kirke, som sikkrer begge deres Selvstændighed.»1)
     Kaste vi endnu med Steffens et Blik paa Staten, da kan den lignes med den legemlige Organisme. Fra  Familiernes snevre Kreds dannes Korporationer, fra disse igjen Stænder, men det inderste Organ er  Kongen.
     Hvad Steffens imidlertid kom til at tørne haardest imod, var  Turnvæsenet. Han mener at have Ret til at tale med, da han elsker Børn, og da han i en Række af Aar har levet med unge Mennesker, hvoraf en betydningsfuld Skare har samlet sig om ham. Hvad selve  Børneopdragelsen angaar, da hævder han i Skolen Inddeling i Klasser og for hver saadan kun én Lærer. Det kommer ikke an paa mange Ting, men paa Enhed. Men netop det modsatte gjør sig gjældende; man vil drive Barnet frem til noget bestemt, noget nyttigt, Soldat eller Skrædder, Brygger eller Minister, Herre eller Tjener, lærd eller Regerings–




1) Karrikat. d. heiligsten 2,462 f.




raad! Følgen af denne skarpsindige Anskuelse var den, at Drengene egentlig var i Skolen for at lære rigtig meget, thi derfor ene og alene sad de dér saa stille. Men saa opdagede man, at de dog sad meget for stille og i Grunden lærte saa godt som intet.1) Saa skulde alt forandres. Man fik mange Faglærere; man vilde sørge for Sundheden, saa fik man Gymnastik. Mon den er bedre end Legene i hans Skoletid?
     Man fik  Turnpladser, dels for Børn, men især for de unge. At der var en Trang, maa anerkjendes; man vilde sørge for Sundheden og vække Følelsen af Fællesskab. Man vilde vedligeholde og forplante Begejstringen for Fædrelandet, der var vakt i Krigen. Men enhver Begejstring, som ikke har et bestemt Maal, er vildledende og farlig; og hvilket Fejlsyn at indbilde sig at Samfundsfølelsen, der knap kan fremkaldes ved det herligste og ædleste, Historien kjender, at den kan fremkaldes ved Legemsøvelser! Hvad der virker saa tiltrækkende, er netop Daarskaben, de pompøse Indbydelser, hvorledes de mandhaftige Drenge vandre ud i hundredvis, hvorledes Borgerne indkvartere og hylde dem, som var de komne fra farlige Kampe. Man raaber paa Ungdommens Herlighed. Vi opfordre til at kaste et Blik ind i Skolerne, i Familierne; alle fri Lege er forsvundne, med ynkelig Alvor danne de sig til fortræffelige tydske Borgere!2) Men alt dette avler Fanatisme. Derfor ender Steffens med at sige: Turnen kan nok finde Sted, men almindelige Turnpladser bør forbydes.
     Det maa være nok med disse korte Brudstykker af «Karrikaturerne». Det er et Arbejde, der uagtet sin noget trættende Bredde, hævder sig en betydelig Plads blandt Datidens Stridsskrifter. «Vor Ven Steffens' «Karrikaturer»»,




1) Karrikat. d. heiligsten 1,423 ff.
2) «De roser Ungdommens Alvor», skriver F. L. Stolberg til Perthes; «hellere ønskede jeg at se kraftig Glæde hos vore Ynglinge; denne tidlige Alvor synes mig en lidet lovende Modenhed.» Perthes, 2,189.




skriver Schelling til Atterbom, «har jeg nylig læst med stor Fornøjelse. Jeg vil vel ikke paastaa, at jeg overalt har indset den videnskabelige Sammenhæng, men derpaa kommer det her ikke an, og ganske hans ridderlige Sind værdigt er dette kjække Angreb, dette frie Ord om den sjæl– og aandløse Færd af en oprørsk Mængde, som nu vil virkeliggjøre den tomme Forstand, den bundfattige Fladhed, som den ikke kunde sætte igjennem i Videnskaben, paa det offentlige Livs og Statens Omraade. Det var paa høje Tid, at én traadte op derimod. Steffens har stukket Haanden i en Vesperede.»1) Søren Kierkegaard fortæller, at han «med en uhyre Enthusiasme har læst meget af det, Steffens har skrevet, f. Eks. Karrikaturen des heiligsten.»2)
     Samtidig med 1ste Del af Karrikaturerne eller egentlig, medens denne endnu ikke var udkommet, men dog delvis bekjendt i en mindre Kreds, udgav Steffens et lille Skrift, beregnet paa almindelig Udbredelse, under Navnet:  Turnmaalet, 1818.3) Det er de samme Tanker, han heri udtaler med sin sædvanlige Aabenhed. Naar man sagde, at disse Legemsøvelser var en uskyldig Grund til at samles, og at man ved saaledes at mødes fik hinanden kjær, saa var det en falsk Tankegang. Man faar ikke hinanden kjær ved at mødes for at springe, løbe, gymnastisere; det omvendte gjælder netop, at er der først aandelig Forstaaelse, da kan man ogsaa mødes til gjensidig Gavn i det udvortes. Hvad der desuden er en Ulykke ved hele Turnvæsenet er, at Ungdommen derved kommer ind paa den Vildfarelse, at man kan naa' noget stort uden Kamp; thi de Lavrbær, som de saa let plukke ved deres Fester, kunde lære dem, at de ere paa en forkert Vej. Hvad der i det hele gribes paa den Maade af Mængden, er altid misligt; thi Sandhedens Vej bliver ikke saa let betraadt af den store Masse, som




1) Schelling til Atterbom d. 29de Januar 1819.
2) Brev af 15de Decbr. 1841 til Sibbern.
3) Det var navnlig foranlediget ved et Skrift af Turnvennen, Professor Passow i Breslau, der bar Navnet: das Turnziel.




Turnpladserne ere blevne det. Steffens havde en Følelse af, at man ved hele dette Væsen «vilde opelske en farlig Naturmagt uden Aandens Vejledning, og at den kunde bringe Folket Ulykke».1)
     Da «Turnmaalet» var i Trykken, udgik der netop fra Regeringen en Advarsel til Bogtrykkerne om, at intet Skrift hverken for eller imod Turnvæsenet maatte trykkes. Steffens lod sig dog ikke afskrække derved; som Professor var han fritaget for Censur. Imidlertid henvendte han sig dog til Regeringen, og paa Svaret, at han vel havde Censurfrihed, men at man dog ønskede, han vilde holde Skriftet tilbage, udgav han det uden videre.
     Han fik straks at mærke, at han kavde stukket Haanden i en Vesperede. En umaadelig Forbittrelse rejste sig imod ham fra den ene Ende af Landet til den anden. Er det den Steffens, som vi regnede for en af vore bedste Mænd, en af Fædrelandets varmeste Venner? Han er nu en Forræder mod den gode Sag, mod det, som vi knytte saa store og skjønne Forhaabninger til! Saaledes lød det trindt omkring; selv gamle Venner var forbittrede og vendte ham Ryggen. Det var jo en Tid med urolige Bølgeslag, og i en saadan ere de stærke Lidenskaber i Bevægelse.
     Kort efter — det var ved Juletiden 1818 — fandt han en Dag et Brev under sin Serviet; det var fra Statskansleren, Fyrst  Hardenberg, og indeholdt en Opfordring til ham, hurtigt, men i al Hemmelighed at begive sig til Berlin, da Fyrsten ønskede en Samtale med ham om hans Skrift «Turnmaalet». Ufortøvet ilede han med Ekstrapost afsted og begav sig, uden at hilse paa Venner eller Slægt, lige op til Hardenberg. Denne mente, at Steffens kunde give vigtige Oplysninger, maaske om en hemmelig Sammensværgelse, men mærkede snart, at det var langtfra Tilfældet. Steffens overbeviste ham om, at det var kun en aaben Strid, til Dels med hans bedste Venner om forskjel–




1) Nordisk Maanedsskrift 1875, 1,417. (J. Nørregaard: H. Steffens i Tydskland).




lige Anskuelser; han havde intet at afsløre og kunde i ethvert Tilfælde aldrig optræde som Angiver. Da han i en senere Samtale yttrede, at hvis Regeringen med god Samvittighed vilde bekæmpe Frihedsbestræbelserne, maatte den opstille et nyt konservativt Princip, svarede Statskansleren roligt, at det var fundet, — nemlig Politiet! Med et Suk forlod Steffens den venlige, smukke, gamle Mand, der nu kun var en Ruin af sig selv.
     Fra sit første Besøg hos Hardenberg ilede Steffens hen til sine i Berlin boende Venner, der for største Delen var hans Modstandere i Turnsagen. Han havde sagt til Fyrsten, at det var nødvendigt at vise sig for dem, for at man ikke skulde tro, at han stod i et hemmeligt Angiver–Forhold til denne, naar man hørte om hans Ophold i Berlin. Han talte med flere Venner.  Schleiermacher var meget misfornøjet med hans Skrift. «Steffens!» sagde han, «du véd ikke, hvad du har gjort!» Nogle Venner var vrede, andre betragtede ham med Medlidenhed som en, hvis hele borgerlige Tilværelse fra nu af var ødelagt. Han flyttede ind til sin Kones Slægtning, Statsraad Alberti, men hans Stemning var mørk og urolig. Efter Opfordring gik han om Aftenen hen til Boghandler  Reimer1), den bekjendte Fædrelandsven, hvor mange af de mest ansete Turnvenner var samlede. De vidste om Steffens' Rejse til Berlin og var rasende forbittrede paa ham. Med Raab og Skjældsord blev han modtaget; et fuldstændigt Raseri havde grebet disse Mænd; de kaldte ham ikke blot en Modstander, men en Angiver og følte sig aabenbart skjændigt forraadte af ham. Aldrig havde Steffens været i en lignende Stilling. «Den frygtelige Forestilling», skriver han, «trængte sig ind paa mig, at jeg ikke blot her, men i hele Tydskland maatte forekomme som en Angiver og regnes blandt




1) «Boghandler Reimer ejede den paladsagtige Bygning, hvoraf Schleiermacher beboede den ene Fløj.» H. N. Clausen: Optegnelser om mit Levned, S. 70. Reimer havde været Forlægger af flere af Steffens' Skrifter.




de foragteligste af alle Mennesker; ja denne Aften var der Øjeblikke, da det forekom mig selv, at jeg var en saadan. Jeg var dybt rystet, min hele inderste Tilværelse var oprørt; jeg var, det maa jeg bekjende, i dette Øjeblik forladt af mig selv.» At en Mand med saa heftige Følelser, som Steffens, maatte komme i en frygtelig Tilstand ved at se sig miskjendt, forstødt og forhaanet, kan ikke undre os. En umaadelig Fortvivlelse greb ham, han brast i en voldsom Graad og forlod saaledes Forsamlingen. Et ungt, fanatisk Menneske løb endnu efter ham og sendte ham den sidste Afskedshilsen med de Ord: «Jeg forbander dig, thi du har forraadt det helligste!»1)
     Nogle pinlige Dage maatte Steffens endnu tilbringe i Berlin, før han kunde komme afsted. Ved General–Postdirektørens Anbefaling blev han paa hurtigste Maade befordret tilbage til Breslau; trods de slette Veje tilbagelagdes de omtrent 45 Mil paa 32 til 33 Timer. Midt om Natten kom han hjem. I Forstuen blev han modtaget af sin Svigerinde, Fru Raumer. «Du kan ikke komme ind til din Kone», sagde hun med skjælvende Læber; «hun ligger syg af en Nervefeber, der er meget farlig; endnu igaar frygtede Lægen det værste!»
     Saaledes strømmede alt paa engang ind paa den ulykkelige Mand. Hvor vaandede han sig under de gjentagne Slag! Hans Haar var i de sidste Aar begyndt at graanes, nu blev det paa nogle Dage hvidt. Han fik at føle, hvad det vil sige at «æde Taarebrødet».
     Under disse Omstændigheder var det som en vederkvægende Balsam for ham, at straks efter hans Hjemkomst blev der bragt ham et «Leve» af en Del Studenter. Uagtet hans Indflydelse paa disse i det hele under den senere




1) Schleiermacher skrev til J C.  Gass i Breslau kort efter: «Reimer har skrevet et Slags Opsigelsesbrev til Steffens, vel mere forledt af de unge Mennesker end af egen Drift. Jeg er den eneste, der ret har staaet ham bi, uden at miskjende hans Uret.» Schleierm.s Briefwechsel mit Gass, S. 167.




Tids Begivenheder var meget aftaget, var der dog en Kreds, som ikke var ubetydelig i Tal og navnlig ikke i Dygtighed, som sluttede sig om ham og stod paa hans Side i Turnsagen.1) Steffens selv havde med sin sædvanlige, undertiden mindre vel overvejede, Lyst til at udtale sig, bragt denne Sag frem fra sin Lærestol.2)
     Angrebene paa ham vedblev imidlertid at regne ned. Et Tidsskrift, «der Freimuthige», som netop begyndte at udgaa, aabnedes med et Stykke under Navnet «Runestenene», bestemte til at stene ham. Han skriver til Schleiermacher: «En Masse af Løgne, Bedrag, Bagvaskelse, Nedrighed af hver Art er fremtraadt imod mig, ikke et eneste træffende Ord har jeg fornummet, og det værste er, at mine Venner har saa ganske tabt sig i Udskjældernes Hob, — at jeg med den redeligste Vilje ikke er i Stand til at sige, hvor den fuldkomne Nedrighed ophører, og hvor det forblændede Venskab begynder. Og hvor er Kilden til dette Raseri? Udsprungen er den fra hint Opdragelsens Midtpunkt (Turnvæsenet), hvis Ødelæggelse du og mange brave Forældre beklage.»3) Med sin heftige Natur kunde han ikke andet end tage sig det nær. «De vilde gjerne fremstille mig som en Don Quichote. Nu, paa min Ære, den Støvsky, som jeg gik i Møde, opstod i det mindste ikke fra en Flok Faar, det viser deres Angreb.»4)




1) Der var ogsaa udenfor de unges Kreds ikke saa faa «Turnfjender» i Breslau, men disse var, paa Steffens nær, saa godt som alle Frimurere. Det filomatiske Selskab var bleven spaltet ved Turnstriden, Steffens tillige med en Del andre var traadt ud af det. Gass til Schleierm. 1. jan. 1819.
2) Gass til Schleierm. 5. feb. 1819: «Det, der mest mishager mig, er, at han (Steffens) bringer sine Anliggender paa Katedret, hvor kun Videnskaben har hjemme, og derved foranlediger en Spaltning blandt de unge Mennesker, som allerede har ført til Slagsmaal.»
3) Brev til Schleierm. 8. maj 1819.
4) Ovenanf. Brev. — Da Steffens en Snes Aar efter skrev sine Livsminder, stod det noget anderledes for hans Erindring. «Lig en Don Quichote havde jeg antaget Støvskyerne fra Hasenhaide for Tegn paa en sig nærmende mægtig Hær og saa' allerede de gamle




Han følte sig ogsaa noget saaret ved Schleiermachers Forhold til ham i denne Sag, navnlig at han koldsindig holdt sig tilbage og hverken søgte at gjendrive eller forsvare ham. «Ogsaa en Gjendrivelse», siger han til ham, «vilde være et Forsvar. Jeg forlanger ikke, at du skal springe i Vandet, hver Gang jeg svømmer, men naar jeg er i Begreb med at drukne, venter jeg det af dit Venskab.»1)
     Aaret 1819 blev et Vendepunkt i Tydsklands indre Historie. Burschenschaftet, Turnvæsenet, det Sprog, som blev ført i mange Blade og Tidsskrifter, de stadigt stærkere Frihedsraab, endelig Kotzebues Mord, der var «som en Flamme, der bryder frem af en Vulkan» (i Marts), alt dette drev Regeringerne frem til yderlige Forholdsregler.  I Foraaret blev alle Turnpladser lukkede, i Løbet af Sommeren skete mange Fængslinger og Husundersøgelser, og ved en Sammenkomst af Ministre i  Karlsbad (Juli og Avgust) enedes man om en fælles Optræden. Ved ethvert Universitet blev ansat en Fuldmægtig fra Landsherren, der skulde paase alt og navnlig have Øje med den Aand, der rørte sig blandt Studenterne. Enhver Lærer, der virkede fordærveligt paa Ungdommen, skulde fjernes; Pressefriheden blev indskrænket, saa at ingen Bog eller Tidsskrift under 25 Ark maatte udkomme uden Tilladelse. En Komission blev nedsat for at undersøge demagogiske Bevægelser; blandt andre blev  Arndt suspenderet,  Jahn blev længe holdt under Forhør og endelig anvist et bestemt Opholdssted, som han ikke maatte forlade; for dem begge varede den urimelige Straf hele den daværende Konges Regerings–Tid ud (til 1840 og 41). Forøvrigt bragte de fleste Undersøgelser kun for Dagen, hvor barnagtig, meningsløs og umoden Ungdommens Optræden i det hele havde været.
     At Stemningen under alt dette ikke blot var meget




germanske Helte rykke frem mod mig, men ved Nærmelsen forvandlede de sig til en brægende Faareflok.» Was ich erl. 9,51.
1) Smstds.




trykket, men tillige endnu bittrere mod Regeringen end før, følger af sig selv. «Jeg kan ikke forklare mig det paa anden Maade», skriver en bekjendt, frisindet Politiker, «end at de (Regeringerne) har Orm i Hjernen, saa faa Rederne som bekjendt Drejesyge og blive rasende paa deres Vis, rigtig nok ikke paa blodtørstig Maade, men de stampe, tromme, blæse og hvæse, og deres Sagtmodighed viser sig meget vredagtig.»1) Disse Begivenheder kunde heller ikke andet end gjøre Steffens' Stilling vanskeligere, idet han i manges Øjne blev anset for at gaa Regeringens Ærinde, skjøndt han bestemt misbilligede dens Fremfærd. For at klare sin Stilling udgav han allerede i Foraaret 1819 et lille Skrift: «den gode Sag», som vel ikke synes at have gjort meget Indtryk paa Modstanderne2), men hvori han efter de heftige Kampe gjenvandt sin tidligere, roligere Stemning. Af samme Aarsag udgik fra ham, et Aars Tid efter, et Skrift:  «0m Tydsklands protestantiske Universiteter», hvori han med Frimodighed misbilligede de Forholdsregler, der blev tagne mod Studenterne; men da det fremtraadte i en rolig og passende Form, havde Statskansleren, der overhoved var ham gunstig, ikke indvendt noget mod dets Udgivelse.
     I disse Kampens Tider var det ikke blot de offentlige Angreb, der forbittrede mangen Time for Steffens, men mest smertede det hans følsomme og kjærlige Hjærte, at han maatte se gamle og nye Venner trække sig tilbage fra ham, og han følte sig meget enlig. Den største Skygge, der herved kastede sig ind i hans huslige Liv, var Adskillelsen fra Vennen og Svogeren  Karl v. Raumer. De boede, som tidligere omtalt, i samme Hus, de havde fælles




1) Görres til Perthes. Perthes Leben 2,218—219.
2) Schleiermacher til Blanc 28de April 1819: «De Steffenske Historier ere mig saa fatale, at jeg hellere intet skriver derom. Nu har han ved sin «gode Sag», der netop indeholder lige det modsatte af, hvad han her lovede os at sige offentlig, rørt alt endnu mere kruset om mellem hinanden.»




naturvidenskabelige Interesser, men Turnsagen skilte dem. Raumer søgte til Halle, til Dels af denne Grund, og flyttede der ind i den gamle, kjære Bolig i Giebichenstein.
     Medens Steffens fuldendte 2den Del af sine «Karrikaturer» og ligeledes sin store Haandbog i«0ryktognosi», der saa længe havde beskjæftiget ham, skulde han paa ny komme ind i Døgnets Stridigheder. I Aaret 1821 blev han med kun én Stemmes Overvægt valgt til Universitetets Rektor; Turner eller Ikke–Turner var det afgjørende Spørgsmaal. Det var netop paa et vanskeligt Tidspunkt, han kom til at beklæde denne Hæderspost, da Regeringen havde indledet Undersøgelse mod en hemmelig Studenterforbindelse. Dermed forholdt det sig saaledes: Burschenschafterne var fra Aaret 1819 forbudte, men da man mærkede, at der ikke blev gjort noget alvorligt mod dem, dannede de sig snart igjen. De delte sig i to Retninger. Den ene var politisk, ganske rød, og traadte i Forbindelse med Demagoger i Udlandet; den talte navnlig en Del Advokater, Privatdocenter, forhenværende Turnlærere, ogsaa fremmede Æventyrere i sin Midte; et «Ynglingeforbund» sluttede sig hertil. Dette Parti havde dog ikke mange Medlemmer, og da det 1824 blev opdaget, blev 26 af Deltagerne dømte fra 6—15 Aars Fæstningsstraf. Den anden Retning, som var mindre politisk, delte sig igjen i to Dele,  «Germania» og  «Arminia». Germania var den mest yderliggaaende; den forkastede Monarkiet og vilde kun en konstitutionel Forfatning som Overgang til Republik. Den skal have været temmelig udbredt i Halle, Kiel og enkeltvis ogsaa i Breslau.1) Arminia derimod holdt sig fjernere fra alt, hvad der var lovstridigt; den lagde Vind paa en sædelig, videnskabelig og folkelig Uddannelse af Studenterne, og vilde gjennem dem virke ind paa Folket, for at gjøre det modent til Friheden. Denne Forbindelse fandtes navnlig i Berlin, men havde ogsaa mange Tilhængere i Breslau. Det var nu mod den, at




1) «Germania» blev der gjort Ende paa 1832. (Bülau, S. 466.)




Undersøgelser blev satte i Gang, da alle hemmelige Foreninger jo var forbudte, og Steffens som Rektor maatte lede dem i Forbindelse med Regeringens Fuldmægtige. Det var et pinligt Hverv, thi vel var han personlig imod alle hemmelige Samfund, og de Studenter, der inderligst sluttede sig til ham, var heller ikke Deltagere i saadanne, men han kunde dog ikke negte Foreningen «Arminia» sin Agtelse. Undersøgelsen begyndte, og den egentlige Inkvisition hvilede navnlig paa Steffens. «Arminias» Love og Medlemmernes Navne kom snart i hans Hænder. Lederne var af de bedre Studenter, og under Forhørene optraadte de meget hæderligt, men de afslog bestemt at være Angivere. En Mængde Breve blev lagte under Beslag, men skjøndt der i dem fandtes mange besynderlige og overspændte Yttringer, ogsaa af politisk Farve, maatte han dog sige sig selv, at det var urimeligt at lægge synderlig Vægt paa saadanne ungdommelige Udgydelser. I sin Indberetning til Statskansleren søgte han derfor at fremstille det i et mildt Lys, uden at det dog lod til at gjøre nogen Virkning hos denne. Sagen maatte gaa sin retslige Gang og skulde strengt forfølges. Steffens fattede da en Beslutning, som han af mange blev meget dadlet for; han udvidede Undersøgelsen til alle hemmelige Forbindelser ved Universitetet. Det blev temmelig let, fordi de andre ikke anede Uraad, men eftersom Forhørene skred frem, blev det mere og mere uhyggeligt, da det viste sig, at der var en saa stor Mængde skyldige. Straffen for hemmelige Foreninger var  Relegation, hvorved de unge Menneskers Fremtid vilde være forstyrret. Det krympede baade Steffens og det akademiske Senat sig ved, og det vilde ramme saa stort et Antal Studenter, at Universitetets Fremtid endog derved kunde blive truet. Steffens drog da til Berlin for at udvirke en Formildelse, og det lykkedes ham ogsaa' i den Form, at vel skulde Relegations–Straffen staa ved Magt, men dog saaledes, at dens haardeste Følge, nemlig Forvisning fra Universitetet, hvorved Studeringerne vilde blive afbrudte, foreløbig skulde stilles i Bero, hvorimod den ved ny Overtrædelse ufejlbarligt skulde indtræde. Den kom altsaa til at svæve som et Damokles–Sværd over deres Hoved. Dog var nogle saa kompromitterede, at den ubetingede Relegation blev udtalt over dem.
     Da Steffens udvidede Undersøgelsen til alle hemmelige Foreninger ved Universitetet, var det dels, fordi han virkelig nærede stor Uvilje mod disse, dels fordi han fandt det uretfærdigt, at «Arminia» som den bedste skulde lide fremfor de andre. Men at det blev forstaaet, som om han kun gjorde det for at vinde Yndest hos Regeringen, kan ikke undre os. Det kan ikke negtes, at han kom til at indtage en mislig Stilling, skjøndt hans Bevæggrunde var ædle.1) Han havde ventet, at en lignende streng Undersøgelse mod alle hemmelige Foreninger skulde finde Sted paa de andre Universiteter, men det skete ikke, saa at Breslau kom til at være enestaaende i saa Henseende.
     Det var imidlertid langtfra, at Steffens misbilligede Foreninger mellem Studenter overhoved; tværtimod mente han, at saadanne, men i det mindre, nødvendigt maatte finde Sted, ligesom han jo ogsaa selv i sin Ungdom i Kjøbenhavn havde deltaget i lignende. Saaledes dannede ogsaa her nogle af hans Tilhørere en naturvidenskabelig Forening, som en Tid blomstrede, og hvorfra ansete Videnskabsmænd ere udgaaede.
     I en Række af Aar havde  Politiken paa det stærkeste grebet ind i Steffens' Liv og lagt Beslag paa mange af hans Kræfter. Han havde gjennemgaaet Storme og Trængsler, han havde kæmpet for sin Overbevisning, ofte under megen Miskjendelse, nu længtes han efter Ro. Det stille, granskende Liv var og blev ham dog det kjæreste. Fra nu af besluttede han ganske at give sig hen til det, som var hans egentlige Kald, hans Videnskab, og tillige religiøse Undersøgelser. At han dog i disse bevægede




1) «Steffens gjorde det med «en skjøn Sjæls» subjektive Idealisme, d. e. meget i Modstrid med den sunde Menneskeforstand og den naturlige Retsfølelse.» Julian Schmidt, Littergesch. 3,106.




Aar ingenlunde havde lagt saadant paa Hylden, viste han ved sin i Aaret 1822 udgivne  Anthropologi, en Frugt af hans Forelæsninger over dette Fag. Der var ogsaa nu kommet mere Ro omkring ham; de lidenskabelige Angreb ophørte efterhaanden. Den 50aarige Professor med det ungdommelige, livlige Sind1) og den friske beaandede Tale var, trods alt, i det hele yndet af Studenterne, og de Adsplittelser, der i nogle Aar var komne mellem ham og forskjellige Omgangsvenner, jævnede sig for en Del i disse Aar. Saaledes endte denne stormfulde Periode af hans Liv lykkeligere, end det længe havde tegnet til, og med nyt Mod kunde han berede sig til en Rejse til sin nordiske Hjemstavn.
 

 


 

 

17.
Nordisk Rejse og dens Eftervirkninger.
1824.

Ak, hvi er det dog saa længe,
siden jeg din Ynde saa',
«Danmark, dejlig Vang og Vænge,
lukt af Bølgen blaa», —
dine milde, bløde Egne
uden Fjeld og skarpe Tind
skulde venligen indhegne
dette vildt oprørte Sind , —
Skove, Slotte, Marker, Hækker
leve mægtig op — — — —

     Disse Linjer, som Steffens nedskrev i en dansk Landsmands Stambog, 2) udtrykke den Længsel efter Hjemmet,




1) «Jeg er desværre endnu — vedvarende heftigt i Bevægelse, indvendig i stadig Rørelse, ja Rystelse (Erschütterung), ganske greben af det nærværende Øjeblik; alle Fejl ere blevne faststaaende Typer.» Til J. P. Mynster, 1ste Maj 1823.
2) Til Feldborg uden Datum, med Overskrift: «Denmark delineated». Haandskr. paa det kgl. Bibliothek. — Feldborg havde opholdt sig i England, men vendte tilbage til sin Fødeby Kjøbenhavn, hvor




som altid ulmede i hans Bryst, men som i de sidste Aar bestandig mægtigere greb ham. «Næsten sygelig er den levende Længsel,» skriver han til Ungdomsvennen  J. P. Mynster 1823, «efter at rejse til Kjøbenhavn, for at se eder, I kjære, dyrebare, som endnu ere blevne tilbage, én Gang endnu, at tale med eder, at omfavne eder. — Er det Træthed efter en møjsommelig Kamp i alle Retninger, er det Alderen, som melder sig og bliver mægtig, eller er det den dybe Følelse af, at jeg er ene tilbage blandt Brødrene, efter at den sidste, den kjæreste, min inderligste Ven og min Broder forlod Jorden,1) — der voldsomt driver mig til det gamle Hjem, som vilde jeg med al Anstrengelse endnu samle om mig, hvad Gud lod mig tilbage, som vilde jeg, idet jeg atter fornemmer de gamle Toner, ligeledes erkjende Gjenklangen af de for evigt forstummede?»2) Han havde ikke været i Danmark siden hint korte Besøg 1807, da Døren blev lukket saa haardt i for ham. l 1824 tillod endelig Forholdene ham at iværksætte en Rejse til alle  tre nordiske Riger. Ikke blot Hjemveen drog ham did, ogsaa Videnskaben kaldte ham; især de norske Fjelde, som engang i Ungdommen havde voldet ham saa megen Kummer, lokkede ham nu til nøjere Forskninger. Siden hin Tid var de blevne undersøgte af flere Videnskabsmænd, navnlig af Preusseren Leopold v.  Buch, ogsaa en Discipel af Werner, der i Aarene 1806—1808 havde gjort vidtløftige Rejser i Norge. Kristianias Omegn havde særlig været Gjenstand for hans Forskninger, og mærkelige Opdagelser var skete.3) Nordmanden  Keilhau havde med stor Iver og Dygtighed fortsat disse Undersøgelser.




han levede som engelsk Sproglærer. Han kom meget til Øhlenschlæger og Rahbeks. — Se Øhlenschl. Erindr. 3,96 f.
1) Nemlig Peter Steffens, se S. 270.
2) Til Mynster (efter meget lang Afbrydelse, paa Tydsk) 1ste Maj 1823.
3) Især var det af Vigtighed, at han fandt Granit mellem yngre Bjergarter, da det blev et stærkt Bevis mod Rigtigheden af Werners Theori, at Granit er Jordens oprindelige Kjærne. — Hoffmann: Geschichte d. Geognosie, S. 129.




     Efterat have ladet Hustru og Datter tilbage i  Berlin rejste Steffens i den tidlige Forsommer nord paa, ledsaget af en 15aarig Brodersøn, der efter sin Fader, Major Jakob Steffens' Død, havde været i hans Hus.1) Fru Steffens' Slægtning, Postraad Pistor, som samtidig kom til Stralsund, fulgte dem paa en Udflugt til  Rygen, hvor det høje Stubenkammer navnlig var Maalet; her fik Steffens en uventet Hilsen fra Danmark, idet Møens Klint, som ligger 8—9 Mil derfra, ved en Luftspejling viste sig ganske tydelig, saa at endog Bøgeskoven ovenpaa kunde skjælnes. Fra Stralsund sejlede Steffens til Ystad med  Dampskib; det var første Gang, han besteg et saadant, og selv for Kaptajnen var det en ny og først for anden Gang prøvet Fart. Da det blæste op til en haard Kuling, var denne ikke meget for at gaa ud, og først paa Steffens' Forestillinger tog han Mod til sig. Sejladsen gik lykkeligt; op ad Dagen lagde Blæsten sig, og Steffens nød med inderlig Fryd denne første Sørejse efter saa mange Aars Forløb. Ved det første Syn af Havet var han bristet i Taarer, og hvor mange Minder fra Barndom og Ungdom strømmede ikke ind paa ham, da han nu vuggedes paa det frie, stolte Hav! Han maatte føle, at naar alt kom til alt, var han dog slet ingen Tydsker, nej, det nordiske Blod rullede i ham nu som i fordums Tid.
     Sverige var Rejsens første Maal. For nogenlunde bekvemt at komme afsted paa de lange Landrejser, der nu forestod ham, og hvor han maatte tage til Takke med de umagelige Skydskærrer, anskaffede han sig et polstret Sæde, som hang i Fjedre, og paa denne Maade gjennemrejste han en stor Del af Landet. Fra Ystad drog han nord paa til  Jønkøping, der henrev ham ved sin skjønne Beliggenhed, og videre gjennem  Østergøtland over Linkøping og Norrkøping til  Stockholm. Det gjorde ham ondt at




1) Jakob Steffens var død som Major i Ingeniørkorpset og Lærer ved Kadet–Akademiet 1817. Sønnen hed Henrik og blev siden Stadsfysikus i Kristiania.




se, hvor almindelig Drikfældigheden var blandt Bønderne. «Jeg saa' paa den hele Rejse neppe et ædru Menneske; alle de Bønder, der befordrede mig, var allerede tidligt om Morgenen bedøvede af den foregaaende Dags Rus.» Saaledes skriver han, men Drikfældigheden synes ogsaa paa den Tid at have havt en større Udbredelse end siden. I Kroerne var opslaaet Plakater fra øvrigheden med Angivelse af Straf for Drukkenskab.
     Digteren  Atterbom, Sveriges betydeligste Romantiker,1 en af Hovedmændene for de saakaldte  «Fosforister», der sluttede sig nøje til den tydske romantiske Skole, havde paa sine Rejser gjort Steffens' Bekjendtskab, og denne havde følt sig meget tiltrukken ved hans friske, poetiske Aand. Nu havde Steffens underrettet ham om sin Ankomst, men da Atterbom ikke selv var i Stockholm, havde han anmodet Hofkansler v.  Hartmannsdorf2) om at tage imod ham. Med megen Venlighed udførte denne sit Hverv og søgte paa enhver Maade at gjøre Opholdet i den svenske Hovedstad saa behageligt som muligt for Gjæsten. Han indførte ham i de bedste Kredse, og Steffens blev overvældet med Indbydelser. Det var netop ved Pintsefesten, der spiller en stor Rolle i det svenske Folkeliv som Foraarets Begyndelse. Paa Dampbaade, der allerede var i Brug her, gjorde man Udflugter i den skjønne Omegn, og Steffens deltog i to saadanne, til Drottningholm




1) Den romantiske Skole havde i Begyndelsen af Aarhundredet bredt sig til Sverige; Steffens.' Forelæsninger i Kjøbenhavn havde bidraget noget dertil. L. Hammarsköld havde allerede 1803 stiftet et Samfund: «Vitterhetens vänner» i den Retning, men Banneret hejsedes mere bestemt af Atterbom, da han 1809 fik det saakaldte «Auroraforbund» i Gang, tilligemed Udgivelsen af et Tidsskrift, der under Navnet «Fosforus» blev almindelig bekjendt og gav hele Retningen sit Navn.
2) Denne Mand spillede en ikke liden Rolle under Karl Johans Regering. Fra Begyndelsen hørte han til det liberale Parti, men slog siden fuldstændig om og gjorde sig ilde lidt, især ved den Strenghed, hvormed han forfulgte Pressen. Regeringen maatte tilsidst sende ham som Landshøvding til Kalmar.




og til det gamle, minderige Gripsholm. Blandt de interessante Personligheder, han under dette 14 Dages Ophold stiftede Bekjendtskab med, var Digteren Baron v.  Beskow, Øhlenschlægers Ven, og den berømte Naturforsker  Berzelius samt Grev Frederik  Schwerin, Præst i Sala og bekjendt som Leder af Oppositionen i Ridderhuset. I det hele henrandt Tiden under de livligste Afvekslinger kun altfor hurtigt.
     Saa gik Rejsen videre til  Upsala, hvor  Atterbom, Lektor ved Universitetet, var hans gjæstfri Vært.1 Denne kraftigt byggede, men nervesvage og tungsindige Digter, med det gule Haar og blaa Øjne, hvis Personlighed var saa mild og indtagende i sin ædle Simpelhed, modtog Steffens som sin aandsbeslægtede med aabne Arme. Straks efter Ankomsten til hans Bolig om Aftenen blev denne budt velkommen til den gamle Stad ved Fyrisaa af en Skare Studenter, der afsang en Hilsen til ham. Da der i de samme Dage skulde holdes  Magister–Promotion, kom Steffens til at overvære denne Højtid, hvor der ogsaa vistes den berømte Naturfilosof megen Opmærksomhed. Ved et Uheld var han nær bleven forhindret i at deltage i den; han skulde nemlig barberes, men i hele Staden var der kun én Barbér, som var fuldt optaget af at frisere de mange unge Mænd, der skulde promoveres. Først i det yderste Øjeblik, da det store Tog allerede havde ordnet sig for at drage til Domkirken, kunde han med et vel raget




1) Atterbom var dengang 34 Aar. Til hans bekjendteste Arbejder høre: «Lycksalighetens Ö», «Blommorna» og «Fogel Blå». — «Det er umuligt«, skriver C. Molbech, der kjendte ham fra ung af, «at nærme sig, at kjende A.s Personlighed, uden at overtydes om, i hvor høj Grad hans Poesi er et Gjenskin af hans egen Natur. Vil man læse den højeste Naturlighed, Sandhed og Inderlighed i et dybt Gemyt, i Forening med den ideale Fantasi–Retning, det harmoniske Skjønhedspræg og den rige Tankefylde, som udmærker hans poetiske Arbejder, da maa man læse i Atterboms  Sjæl ved Siden af hans  Digte.» — C. Molbech: Lund, Upsala og Stockholm 1842. S. 153.




Ansigt slutte sig til dette, men han var gaaet glip ad Frokosten, og da Højtideligheden i Kirken varede 5—6 Timer paa Grund af de mange latinske Taler, foruden en Prædiken, kunde det ikke andet end blive ham trættende. Desto fornøjeligere var Taflet, der holdtes i det store  Orangerihus, «Linnés Tempel», i den botaniske Have. Midt i dette stod det mægtige, af Linné selv plantede Orangetræ, hvis Grene bredte sig vidt ud, og under dem fik Steffens tillige med flere af de anseteste Gjæster Plads. Blandt Skaalerne var der én, som særlig blev rettet til Steffens; det var den berømte Professor, Historikeren og Digteren  Geijer, der talte for den tydske Litteratur og endte med at byde Steffens et Velkommen. Denne svarede paa Tydsk, — fordi kan ikke kunde tale Svensk og frygtede for at støde ved at tale Dansk, hvilket under de daværende Forhold let kunde ske. Han sad, sagde han, i Skyggen af Linnés Træ, og det passede, thi han var en Discipel af én af dennes bedste Disciple (Vahl). Med Varme og Begejstring talede han om de mange store Navne i Naturvidenskaben, der var knyttede til Sverige, og som bragte Glans over det. Han rev de tilstedeværende med sig ved sin glimrende Veltalenhed og fik siden at høre paa forskjellige Steder, hvilket stærkt Indtryk han havde gjort.
     De følgende Dage besøgte han flere af Højskolens bekjendte Lærere, saaledes den gamle Thunberg, Linnés Discipel, der i sin Tid havde været i Japan og ved det gode Haabs Forbjerg, og den theologiske Professor Ødmann, der altid laa i Sengen, fordi han havde den fikse Idee, at han ikke kunde taale Luften, og her holdt sine Forelæsninger; men navnlig følte Steffens sig tiltrukken af  Gejer og af Botanikeren  Wahlenberg. Det var tydeligt for ham, at ved Upsala Universitet var der en stærk Paavirkning i tydsk romantisk Retning, medens der forøvrigt var noget gammeldags og fra den store Verden isoleret ved det. Efter en Udflugt til Gammel–Upsala forlod han den gjæstfri Universitets–Stad og drog til  Dannemora, Sala og  Falun, overalt indsamlende Forsteninger til Samlingen i Breslau. Fra denne Udflugt mod Nord gjorde han en Vending mod Sydvest, idet han efter Indbydelse af Grev  Hamilton opholdt sig nogle Dage hos denne i den smukke Egn ved  Lidkøping, i Nærheden af Kinnekulla og tæt ved Venern. Over Venersborg og Strømstad forlod han derpaa Sverige for at betræde sit norske Fødeland.
     I  Norge havde Steffens ikke været siden 1794; det var altsaa nu netop 30 Aar siden. Hvor meget havde ikke i den Tid forandret sig for ham og for det. Dengang var han et ungt, brusende Menneske, opfyldt af store, men uklare Tanker; lidet kjendt og næsten hjælpeløs flakkede han om i en Gjerning, der oversteg hans Kræfter; nu var han en evropæisk berømt Mand, hvem Nordmændene med Stolthed kunde kalde deres Landsmand. Dengang var Norge selv et Lydrige under den danske Enevoldskonge, nu var det et frit Land, knyttet til Broderriget Sverige; siden det skjæbnesvangre Aar 1814 var en ny Tid med nye, friske Kræfter begyndt for det. Men i de mange henrundne Aar havde Steffens' Tanke tidt søgt tilbage til Fødelandet. For syv Aar siden havde han sendt det en varm Hilsen i et af sine bedste Skrifter: «0, vredes ikke, dyrebare Land! at jeg tiltaler dig fra en fjern Egn, i et fremmed Sprog. Havde Skjæbnen forundt mig at leve blandt dine Bjerge, saa vilde jeg bevise, at jeg ej glemte min Barndom. Meget skylder jeg dig; thi skjøndt jeg tidlig blev skilt fra dig, saa svævede dine stolte Fjelde og Skjær som fjerne Kæmpeskygger for den fremvoksende Drengs Sjæl. Har jeg faaet et trofast Sind, er det endnu forundt mig uforfærdet at forkynde, hvad jeg holder for sandt, for helligt, — dig skylder jeg det! Selv ad den vakte Aand vinkede dit underfulde Lands tillukkede Hemmeligheder; derfor, da jeg senere hilste det, erkjendte jeg mit sande Hjem hist; derfor drog Stenriget mig med hemmelig Magt til sig. I andre Landes Bjerge søgte jeg kun dig; hvad du indeholdt af forborgent, vilde jeg afhylle, og midt i Tydskland, hvor jeg nød, hvad den glade, spirende Aands–Dag haabefuldt rakte mig, var Ungdommens lyseste Tid helliget dig!»1) Efter saadanne Udtalelser kunne vi forstaa, med hvilke bevægede Følelser han maatte gjense Klippelandet.
     Da Steffens var kommen til  Kristiania, slog det ham straks i Møde, at en ny Tid var oprunden for Norge. Storthinget var samlet og vigtige Sager var under Behandling, der satte Sindene i stærkt Røre; det var Strid med Kongemagten om det saakaldte absolute Veto, der var Hovedsagen. Ifølge den norske Konstitution bliver enhver Beslutning, der er vedtaget af tre paa hinanden følgende Storthing, til Lov, selv om Kongen nægter den sit Samtykke. Denne Bestemmelse var en Torn i Øjet paa  Karl Johan, som derfor arbejdede paa at faa den forandret. For at vinde Nordmændene havde han i Februar, udnævnt sin Søn  Oskar til Vicekonge i Norge. Men det kongelige Forslag var ganske nylig (den 24de Maj) bleven enstemmig forkastet af Storthinget. Under disse Omstændigheder var Stemningen stærkt oppe, og Selvstændigheds–Følelsen gav sig Tegn paa flere Maader, saaledes derved, at man for første Gang fattede Tanke om at gjøre 17de Majdagen, Ejdsvold–Forfatningens Aarsdag, til en almindelig Folkefest. Hele den fri Bevægelse kunde ikke andet end gribe Steffens stærkt; blandt Storthingsmændene var adskillige af hans Ungdoms Venner og Kammerater, som han nu traadte i fornyet Forhold til, saaledes Professor  Georg Sverdrup, en af de mest fremragende af Ejdsvoldsmændene, og Grev  Herman Wedel–Jarlsberg, der som bekjendt havde spillet en meget betydelig politisk Rolle.2)
     Steffens var «ubeskrivelig lykkelig» de Dage, han tilbragte i Kristiania; gamle Venner, den smukke Omegn, dertil et heldigt Vejr, alt forenede sig for at gjøre ham Opholdet behageligt. To Brødre ved Navn  Strøm, begge ansatte ved Bjergvæsenet og begge to hans hengivne Ven–




1) Die gegenwärtige Zeit, 2,429 f.
2) Han blev siden Statholder i Norge og døde 1840.




ner fra Tydskland, idet den ene havde været hans Tilhører i den lykkelige første Tid i Halle, den anden i Breslau, kom til Kristiania for at hilse paa ham, den første fra Kongsberg, den anden fra Røros. Den ansete Læge, Professor  Holst, hvis Hustru var en Datter af Steffens' ældste Broder og altsaa Søster til den ham ledsagende Brodersøn, var imidlertid hans egentlige Vært, og denne Mand, der særlig omfattede Fængselsvæsenet med den største Kjærlighed, i hvilken Anledning han havde berejst en Del af Evropa, vakte hos Steffens en levende Interesse derfor, saa at han fra den Tid af vedblev at sysle med dette Æmne. Det var navnlig dettes Forbedring efter det saakaldte filadelfiske System med Isolering, der tiltalte Steffens; han mente nemlig, at naar Fangerne efter dette, under udvortes gode Forhold og med Frihed til at arbejde eller lade det være, blev paavirkede af Præst, Læge, tilsynhavende, kunde der ventes et godt Resultat, forudsat at disse virkelig kunde udfylde deres Plads og virke ved deres Personlighed, da det i modsat Tilfælde kun vilde være som en tom Skal.
     Den ældste af Steffens' Søstre var gift med  Hagerup, som dengang var Sorenskriver i  Hedemarken, og efter et kort Ophold i Krisliania drog han nu derop, hvor han i landlig Ro tilbragte seks Uger. Snart blev han som hjemme der, og det var ham en Glæde at færdes mellem de norske Bønder, høre dem udtale deres Haab og Forventninger under den fri Forfatning eller give ham Forklaringer over deres Forhold. De mødte ham i det hele med Tillid, og han maatte fortælle dem om sit bevægede Liv. Her opkom da den Tanke hos ham, at gjøre det norske Fjeldliv til Gjenstand for Skildringer, en Idee, der siden paa flere Maader kom til Udførelse. Mindre Udflugter i Omegnen, som til Hamar, afbrød det daglige Liv. Imidlertid kom  Keilhau, hvem han ikke havde truffet i Kristiania, op til ham. Den unge, 27aarige Mand havde allerede et udmærket Navn som Geognost og Mineralog; med et Kæmpehelbred og mageløs Udholdenhed var han vant til at færdes i de vildeste og utilgængeligste Egne; han sov trygt paa det bare Gulv, han løb paa Skier, han fandt sig i det tarveligste Liv, alt for sin Videnskab. Han undersøgte saaledes efterhaanden hele Norges Bjergmasse og forfattede geognostiske Oversigtskort over Landet. Derhos erhvervede han sig stor Fortjeneste ved den fortrinlige Mineralsamling i Kristiania, der er enestaaende i sit Slags. M Steffens havde bedt Keilhau om at føre ham til en Egn, der ikke laa altfor fjernt, men dog havde Præg af de vildeste, ejendommeligste, norske Fjelde. De rejste da mod Vest til Mjøsen, satte over denne og drog videre i samme Retning ind i  Valdersdalen; højere oppe i denne maatte de forlade Vognen og til Hest drage videre og naaede endelig til  Syndfjeldet. Dette besteg de lige til Snelinjen, og her aabnede sig en vidunderlig Udsigt for de rejsende; alt levende var forsvundet, Agre, Mennesker, Gaarde, endog Sæterne; et Kaos af nøgne Fjelde omgav dem. Steffens forestillede sig den Rædsel, som maatte gribe en enlig Vandrer, der havde forvildet sig i denne skrækkelige Egn.2) De oversaa' en Halvkreds af Bjerge, ikke mindre end 30 Mile i Gjennemsnit, mod Nord øjnede de  Rundane, det sneklædte  Mugnafjeld laa dem nærmere, det høje  Hurrunger straalede purpurrødt i Solglansen, mod Sydvest skimtedes  Harteigen i Hardanger. De rejsendes Standpunkt havde tillige den Interesse, at det netop var Midten af det sydlige Norge, omtrent lige langt fra Trondhjem og Lindesnæs, fra Sverige og Vestkysten. Men Solen dalede, og de maatte rive sig løs. Med Besværlighed naaede de ved Midnat tilbage til deres Natteleje og drog saa igjen til Hedemarken.




1) L. v. Buck skriver om ham: «Alle disse Indretninger skylder man den samme lærde, der med utrættelig Flid og Skarpsindighed har undersøgt alle norske Bjerge, og hans Værker ville staa og blive benyttede, saa længe Norges Fjelde staa. Han har oprejst sig et Monument, der vil bringe hans Navn til den sene Efterverden.» Professor Keilhaus Biografi, S. 27. Keilhau døde 1858.
2) Det fremstillede han siden i «de fire Nordmænd».




     Snart efter tog Steffens Afsked med sine Slægtninge og vendte tilbage til  Kristiania. Keilhau ledsagede ham paa en geognostisk Undersøgelses–Rejse i denne Stads mærkelige Omegn. Endnu tilbragte han interessante og glædelige Dage i Norges fremblomstrende Hovedstad, mellem de mange Venner, som dels boede der, dels var rejste dertil for at se ham. De hædrede ham ved en  Fest den 8de Avgust, hvor flere (ikke videre betydelige) Sange til ham blev afsungne; i en af dem hed det:

«Velkommen, o Steffens! i Fædrene–Bo
begejstrede Landsmænd dig byde,
de ældgamle Fjelde dig hylde saa fro,
thi herligt dit Navn dem mon pryde,
din Hyldest dig alle frembære,
Hil Steffens, vort Fædrelands Ære!»1)

     Han blev flere Gange indbudt til Kronprins Oskar og var til Stede ved det Taffel, som denne efter Storthingets Slutning gav for dets Medlemmer i den afdøde Rigmand Bernt Ankers Gaard, eftersom Slottet dengang endnu ikke var bygget. Han beundrede den Finhed og Ro, hvormed Kronprinsen under de vanskelige politiske Forhold forstod at bevæge sig mellem Nordmændene. Saaledes randt Tiden kun altfor hurtigt; Steffens maatte bryde op, og snart sejlede han i et Paketskib med sin unge Brodersøn over Kattegat ned mod Danmark.
     Havde Modsætningen mellem Fortid og Nutid mødt Steffens stærkt i Norge, saa maatte det ikke mindre være Tilfældet i  Danmark, men rigtignok tit Dels paa en anden Maade. Hist saa' han et ungt Riges lovende Fremskridt, her mødte ham et gammelt Riges Tilbagegang. Siden han sidst stod i Kjøbenhavn var først Septembernætterne 1807 med deres Ild og Blod gaaet hen over Staden, og saa alle




1) 6 Aar efter tilegnede den 22aarige  Henrik Wergeland, det unge Norges første store Skjald, sit episk–dramatiske Digt: «Skabelsen, Mennesket og Messias» blandt andre til Steffens, «Norges bortblæste Lavrblad.»




deres sørgelige Følgesvende, Flaadens Ran, den lange, fortærende Krig, Norges Tab og endelig Velfærdens Ruin. Kjøbenhavn var ikke mere det, som det engang havde været i hans fejre Ungdom, og Danmark var som et Vrag. Men paa den anden Side, der var dog Lys i Mørket; det, som han i Aarhundredets Morgen havde givet et saa mærkeligt Stød til, det aandelige Liv blomstrede og talte en Række Stormænd, der for største Delen stod i Forhold til Steffens. Flere af dem, som han sidst havde truffet som haabefulde, unge Mænd, var nu ubestridelig blandt de ypperste i Landet, saaledes Øhlenschlæger, Mynster og begge Ørstederne. Han kunde med Stolthed føle, at han var Ven med Nationens bedste Mænd.      Hans Ophold her varede 4—5 Uger. Med Vemod savnede han begge sine Brødre, den gamle, velmenende Morbroder Bang og den skarpsindige Ungdomsven Ole Hieronymus Mynster; endelig ogsaa Øhlenschlægers elskværdige Søster, Sophie Ørsted; de var alle døde. Men hvor mange var der ikke tilbage? Endnu boede  Rahbek og hans uforglemmelige Hustru paa det gamle Bakkehus og fornøjede sig over deres kjære «Kejser», som vel var noget gammelagtig med det graa Haar, men ellers i Grunden endnu bestandig en sprudlende Ungersvend.  Mynster var ikke længer Landsbypræsten i Spjellerup, han var nu Præst ved Frue Kirke og Medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, uimodsigelig en af Landets første gejstlige, og Sjællands Bispestol stod ikke i det fjerneste Perspektiv for ham. Havde han end et og andet at udsætte paa sin altfor fremfarende Ven Steffens, var han dog i det hele meget glad over ham, som man kan se af et Brev fra ham til Peder Hjort noget efter: «Jeg har aldrig,» skriver han, «kjendt et Menneske med den interessante Personlighed som Steffens, og han har endnu, siden jeg sidst saa' ham, vundet meget i Henseende til Mangesidighed, saa al han kan benytte og henrive ethvert Selskab, han forefinder. — Steffens er virkelig uudtømmelig og utrættelig i Samtale — en Talekonstner som faa eller ingen, og hans Personlighed er langt over hans Skrifter.»1)  Øhlenschlægers fordums Rivninger med Steffens havde den hæderkronede Skjald i den modne Alder nu vistnok anbragt paa det Sted, hvor de hørte bedst hjemme, nemlig i Glemmebogen, og de mødtes med Glæde.  Hornemann, der engang havde været den unge Naturfilosofs muntre Rejsefælle, var nu Professor i Botanik og Direktør for den botaniske Have; en trofast Ven af Steffens. Den stille og fordringsfri Ungdomsven  Karl Heger, der i en Række Aar havde været Bibliothekar hos Prins Kristian, traf han for sidste Gang i Livet.2)
     Under dette Ophold i Fædrelandet gjorde Steffens for første Gang et nøjere Bekjendtskab med  N. F. S. Grundtvig, som han jo vistnok havde set og lejlighedsvis talt med i dennes Barndoms– og Ungdomsaar, men som han dog ikke havde lagt synderlig Mærke til.3) I de sidst forløbne tyve Aar var det bly og tilbageholdne unge Menneske udviklet til en af Landets uomstridelig mærkeligste Mænd, og skjøndt Steffens meget mangelfuldt havde fulgt med Udviklingen herhjemme, var han dog ikke ganske ubekjendt med hans Virksomhed. F. Schlegel havde i sin Tid henledet Opmærksomheden i Tydskland paa Grundtvig4). Det Indtryk, Steffens paa anden Haand havde faaet af denne, var ingenlunde gunstigt. I sit Skrift om «den nærværende Tid» havde han i sin Omtale af Danmark slaaet paa, at der her yttrede sig en beklagelig Bestræbelse efter at vække Opsigt, hvilket virkede dræbende paa al højere Sans. «Blandt de unge Mænd, der paa denne Maade have




1) Mynster til P. Hjort 2den Decbr. 1824. (P. Hjorts Brevsamling.)
2) Han døde 1836.
3) «Jeg lærte ham i den Tid næsten slet ikke at kjende.» Was ich erlebte, 9,268.
4) Om denne skriver Grundtvig i Verdenskrøniken 1812, Fortale S. XXVII: «En Mand mødte jeg paa samme Tid, det var Fr. Schlegel. Vi sagde venlig Goddag, men i Wittenberg maatte jeg bedrøvet sige ham Farvel; jeg gik med Luther, han gik fra ham med daarlige Ukvemsord o. s. v.»




offret haabefulde og skjønne Anlæg til den tilintetgjørende Aand, maa Danmark i nyere Tider især beklage  Grundtvig.» Saaledes havde han dengang skrevet.1) Nu traf han denne, — de var jo Fættere — og et nylig af Steffens udgivet Skrift: «0m den falske Theologi og den sande Tro», som vi siden ville faa Lejlighed til at omtale, blev straks et Tilknytningspunkt imellem dem. At Steffens med sit skarpe Blik for Personligheder snart mærkede, at han her havde en storslaaet og mægtig Aand for sig, fremgaar tydeligt af hans Udtalelser, og det er et Vidnesbyrd om hans Selvstændighed, at han kunde bedømme ham saa anerkjendende, uagtet hans nærmeste Vennekreds, Mynster og Ørstederne, fandt Grundtvig noget «besværlig» for dem og sikkert ikke skjulte det for Steffens. I sine Livserindringer søger denne at skildre Grundtvigs Virksomhed i dens Hovedtræk, navnlig for tydske Læsere; vel stod han for fjernet fra vore Forhold til at faa en fuldstændig rigtig Opfattelse af den,2) men det betydelige Indtryk, som Grundtvigs Personlighed havde gjort paa ham, skinner stærkt igjennem. «Selv de, der i religiøs Henseende ere hans Modstandere,» skriver han, «formaa ikke at modstaa hans Aands Magt. Hans kristelige Sindelag er varmt og ivrigt; han har hele sit Liv igjennem været et Offer for sin redelige Overbevisning. — Hvor højt jeg end skatter min Ungdomsven (Mynster), hvor kjær han end er mig, og hvor meget jeg end deler hans Overbevisning, er jeg dog langt fra at tro, at denne Modstander ikke har været ham gavnlig.» Han slutter sin Skildring med de Ord: «Jeg har talt noget udførligt om denne mærkværdige Mand; man maa i Sandhed




1) Die gegenvärtige Zeit, 2,406.
2) Især er det en besynderlig fejlagtig Forestilling, Steffens har faaet om hans  kirkelige Standpunkt, naar han skriver: «Den nicæniske Trosbekjendelse er ham nu alt, og denne voldsomme Præcipitation maa, uden at han véd af det, dog staa i en hemmelig Forbindelse med hans Had til Tydskerne.» Was ich erlebte, 9,272




kalde ham saa; ved Aand som ved Kundskab udmærker han sig.»1)
     F. C. Sibbern, der havde været Steffens' Tilhører baade i Halle og Breslau, var vistnok den kjæreste af hans yngre Venner og ham inderlig hengiven. Han boede dengang paa Østerbro i det bekjendte Sted Hjørnelund2), og dér tilbragte saaledes Steffens en Aften i Selskab med Mynster, Øhlenschlæger, Ørstederne, Povl Møller og Zoologen Reinhard. Da Vægteren Kl. 1 sang:

Hjælp os, o Jesu kjære,
vort Kors i Verden her
taalmodelig at bære,
der er ej Hjælper fler.
Vor Klokke er slagen ét;
ræk os din Haand,
o Frelsermand,
saa vorder Byrden let!

— da blev Steffens dybt bevæget, og Mynster maatte gjentage det for ham.      Adskillige yngre Slægtninge lærte han først nu at kjende nærmere, saaledes den 36aarige  O. L. Bang, Morbroderens Søn, Professor ligesom denne i Medicin, og sin Søstersøn  Ludvig Zeuthen, dengang ung Student.3) Denne har skildret sit første Møde med sin berømte Onkel saaledes: «Efter at have hørt hans stærke: Herind! traadte jeg ind og fandt ham siddende i Sofaen i den temmelig store Sal. Rask rejste han sig, kom hen til mig, saa' paa mig med det mest levende, ja ildfulde Blik; da han let kunde vide, hvem jeg var, sluttede han mig med kjærlig Glæde i sine Arme, betragtede mig derefter igjen og omfavnede mig gjentagne Gange. Han var en 50 Aar, men




1) Was ich erlebte, 9,268—274.
2) Beliggende paa Hjørnet af Kalkbrænderi–Vej og Strandvejen i Ly af Valnødtræer; ejedes i sin Tid af Struensee; 1807 blev Vaabenstilstanden undertegnet dér; siden blev det et Traktørsted.
3) Siden Dr. fil., Præst, tilsidst ved Mikaelis Kirke i Fredericia.




ungdommelig som den livligste Yngling. Han var tillige en meget smuk Mand. — Jeg saa' lige fra Begyndelsen af, at for Steffens gjaldt aldeles ingen Manér, intet paataget, intet tillært, ja ingen Lærdom, som ikke paa en eller anden Maade stod i Sammenhæng med det personlige eller Menneskets aandelige Livskilde.» Og om sine videre Indtryk af ham fortæller han: «De Mænd, som jeg før havde set op til med den største Ærbødighed, alle disse saa' jeg nu næsten seende op til ham. I dybe, aandfulde Blik, i Fylde af Fantasi og Følelse, saavelsom i den personlige Fremtræden og det uforberedte Ords Magt, var han dem vist ogsaa alle overlegen. — Jeg hørte ham ved Siden af Grundtvig komme med sin Ungdoms danske Eder; det kunde forbavse, især hos en Mand, der, efter nylig at have udgivet sin lille Bog: «Von der falschen Theologie und wahren Glauben», antoges af mange for at være bleven hellig eller et Hældøre. Naar han selv blev opmærksom paa disse Eder, saa udtalte han sig naturligvis paa det stærkeste imod dem, men yttrede, at de kom uvilkaarlig tilbage med hans Ungdoms Sprog, thi paa Tydsk gjorde han sig ikke skyldig i sligt.»1)
     Under dette sit Ophold i Kjøbenhavn blev Steffens ogsaa Gjenstand for offentlig Hyldest, dels ved en Fest paa  Skydebanen, dels ved en lignende, som den for 4 Aar siden stiftede  «Studenterforening» foranstaltede. Ved denne sidste fik Steffens Plads mellem Rahbek og Øhlenschlæger, lige overfor sad H. C. Ørsted og Hornemann. En Sang af Øhlenschlæger bød ham Velkommen; Steffens talede, efter et Øjenvidnes Udsagn, «med overordentlig Pathos og voldsom Gestikulation»2), som det nu laa i hans Natur. Den smukkeste Hilsen til ham, ved Fe–




1) Zeuthen: Mine første 25 Aar, S. 74 ff.
2) Smstds S. 78. — Ret betegnende for vedkommendes Personligheder er det dér meddelte Træk, at Zeuthen græd ved Steffens' Tale, medens Povl Møller stod ved Siden af og lo.




sten paa Skydebanen, var  Povl Møllers bekjendte Digt: «En Mester i Tankernes Rige», hvori det hed:

Blandt Tankens usynlige Fugle
Herr Henrik har fundet sin Ro,
dog ikke han sky som en Ugle
i Grotterne dølger sin Bo.
For Livets mandhaftige Kampe
ej ræd han sig skjuler i Krog,
ej Solen han glemte for Lampe,
ej Rosen han glemte for Bog.


Først stred han med Munden og Aanden
mod Frankens letfærdige Slægt,
saa gik han med Staalet i Haanden
mod Galliens rustede Knægt.
Og han, der de vindige Tanker
forjog, paa Profeternes Vis,
han fulgte de levende Franker
med Sværdet igjen til Paris.1)

Ogsaa  Rahbek hilste ham med Sang i gammeldags Stil:

En Skaal for den, der paa Athenes Arm
af Svadas Kys alt viedes til Lærer,
ømt Dana ham opfostred ved sin Barm,
thi fro hun ser, naar ham Evropa ærer.
Tag dit Glas, fyld det til bredfuldt Maal,
Svadas og Athenes Yndlings Skaal!

Da Steffens (paa Skydebanen) udbragte Mnemosynes (Mindets) Skaal og sagde: Jeg tager hende med mig! svarede Rahbek: Nej, hun bliver hos os!2) Ved denne Fest havde Steffens sin Plads mellem den endnu levende gamle Grev Schimmelmann og sin Slægtning O. L. Bang, som da var Universitetets Rektor. Fortid og Nutid rakte paa venligste Maade hinanden Haand for at forskjønne disse Dage for ham. Hvilken forunderlig Modsætning til hans forrige Besøg i Kjøbenhavn 1807! Nu æredes han af Landets ypperste, og for at gjøre det fuldstændigt blev han nu ogsaa




1) Povl Møllers efterladte Skrifter, 1,95.2) Zeuthens ovenanf. Skr. S. 79.




modtaget i Avdients af  Frederik den 6te, som dengang havde vist ham bort i Unaade. Stærkt bevæget indtil Taarer traadte den forunderlig hjærtelige Henrik Steffens frem for den aldrende Konge; mange Tanker overvældede ham, især Fædrelandets tungt omskiftede Kaar. Næsten en Time underholdt Kongen sig med ham og rakte ham venlig Haanden til Afsked. Endnu én Gang senere var han hos Kongen, og denne yttrede velvilligt paa sin Vis om ham: «Man ser, hvad Aar og Erfaring kan udrette; Steffens er jo bleven en rigtig fornuftig Mand!» Ogsaa  Prins Kristian (d. 8de) modtog ham og indbød ham til Sorgenfri, og denne dannede og videnskabelige Fyrste vidste at sætte Pris paa ham.      Hurtigt henrandt Tiden saaledes, og da det allerede var i Oktober, maatte Steffens bryde op. Han drog gjennem Sjælland, hvor han besøgte sit Barndoms Opholdssted  Roskilde og det venlige  Sorø, hvor han havde flere bekjendte; i Slagelse–Egnen gjæstede han et Par Familier1) og rejste derpaa til  Fyn til sin Svoger, Præsten Zeuthen i Skamby. Og hermed bød han Danmark Farvel for denne Gang, oplivet og forynget ved den hele, dejlige Sommerrejse, der havde været lige rig paa Skjønhed, som paa Hæder og Venskab.2)
     Han havde i det hele gjort et stærkt og fyldigt Indtryk her i Hjemmet. Vel var Meningerne, som det altid gaar overfor en udviklet Personlighed, delte om ham. For nogle havde Steffens noget afskrækkende og frastødende, da han kunde udtale sig skarpt mod den blotte Boglærdom. Nogle skyede ham som en religiøs Sværmer.3) Men de




1) Den tidligere (S. 72) omtalte  Bastholm, der var Præst i Slagelse, vilde ikke se sin Ungdomsven Steffens, fordi han som Rationalist følte sig frastødt ved dennes lutherske Standpunkt. — Zeuthen: Mine første 25 Aar, S. 80.
2) Han skrev senere til Mynster: «I Virkeligheden har min Rejse været en sand Vederkvægelse, — ogsaa her paastaa alle, den har forynget mig flere Aar.» Brev til Mynster, 8/9 1825.
3) Zeuthen: Mine første 25 Aar, S. 79 f.




fleste var blevne stærkt indtagne i ham. «Hvad synes du om Steffens?» skriver  Povl Møller til Ingemann. «Her var al Verden overordentlig henrykt over hans Besøg. Jeg har aldrig set en Mand, der saaledes i god Betydning har kunnet forhekse Folk ved sin Omgang. Sibbern var virkelig ganske forrykt af Glæde over ham. Det var godt, om man kunde faa ham til at sætte Bo her i Landet.»1)  Fogtmann, dengang Lektor i Sorø, skriver til Sibbern: «Steffens var her det meste af to Dage, kom her Søndag Form. og blev til Mandag Efterm. Kl. 4. — Det, som især er forunderligt eller beundringsværdigt hos ham, er det lette Væsen, som er forbundet med det dybe Gemyt. Det Indtryk, som hans Nærværelse gjør, er uudsletteligt, og hans Person er mig uforglemmelig.»2) Og  Mynster skriver om ham: «Hver Gang vi efter vor Adskillelse i vor Ungdom mødtes, var vi komne hinanden nærmere; vi var begge i stadig Bestræbelse for at uddanne os; hans skjønne, kjærlige Gemyt sejrede stedse mere over den nedarvede Forfængelighed, og hans kristelige Anskuelse af Livet blev stedse alvorligere og sandere.»3)
     Steffens' Rejse endte foreløbig i  Berlin, hvor han med forlænget Orlov opholdt sig Vinteren over (med Familie) og holdt Forelæsninger for studerende over Anthropologi. Det havde stadig staaet som et Haab i Baggrunden, at han skulde finde Ansættelse ved Højskolen dér, men uagtet hans Forelæsninger blev meget besøgte, lykkedes det heller ikke nu.4) Ogsaa for Damer holdt han efter Opfordring en Række Foredrag; hans gamle Ven, General Gneisenau, der paa den Tid var Guvernør i Berlin, overlod ham til dette Brug en stor Sal i Guvernements–Huset. Saaledes




1) Povl Møllers efterl. Skrifter. 6, 105 f.
2) Breve til og fra F. C. Sibbern. Brev af 14. Oktob. 1824.
3) Mynster: Meddelelser S. 168.
4) Til Mynster, 8. Sept. 1825: «Det er eder bekjendt, hvorledes mine Forelæsninger i Berlin gjorde megen Opsigt. Ogsaa er det ej blot Tilhørerne, de ungdommelige Tilhængere, der ønske min Ansættelse dér, en stor Del af Lærerne selv anse den som vigtig.»




henrandt ogsaa Vinteren meget behageligt for ham under et oplivende Arbejde, i en stor Omgangskreds af Slægt og gamle og nye Venner.
     Om Foraaret endelig kom han hjem til  Breslau, hvor han mod Forventning endnu skulde tilbringe syv Aar. Han var nu 52 Aar gammel, og de ældre Dage var begyndte for ham. Han bemærker selv i den Anledning, at naar et Menneske har levet et halvt Hundrede Aar, kan der ikke mere ventes nye Begyndelser i hans Livsudvikling, alt er paa en Maade bestemt. Saa vel gode som daarlige Vaner have fæstnet sig og lade sig vanskelig mere forandre; Tænkemaaden kan vistnok ved religiøs Retning blive renere eller omvendt mere uren, men den engang uddannede Ejendommelighed lader sig ikke mere fortrænge. Med Taknemlighed følte dog Steffens, hvad hans Omgivelser ogsaa følte, at der i ham var en saa frisk, levende Strømning, som kun bliver faa til Del. Blev hans ydre Liv paa de ældre Dage end mere jævnt og ensformigt, saa ville vi se, at der var en stadig Udvikling af det indre; han forstod den skjønne Konst bestandig at optage nyt, forædlende Stof i sig, idet han ikke ansaa' noget menneskeligt (i god Forstand) for fremmed for sig.
     Dette gjaldt saaledes  Musiken. Steffens var ikke egentlig musikalsk og havde heller ikke Sangstemme, men en levende Modtagelighed for Tonernes Skjønhed besad han, og denne udvikledes med Aarene. Hertil bidrog navnlig, at v.  Winterfeld, en juridisk Embedsmand, der har gjort sig fortjent af Kirkemusiken og dens Historie, en nøje Ven af Steffens, fik sat Koncerter af denne Art i Gang i Breslau i en Kreds af Familier, hvortil ogsaa den Steffenske hørte. Et videre Opsving fik disse Øvelser, efter at  Mosevius, en forhenværende Operasanger, var bleven Musikdirektør ved Universitetet. Med stor Iver og Alvor blev det i flere Aar drevet i Familierne. «Hvo der kjender mig,» skriver Steffens, «véd, hvorledes Musiken formaar ganske at overvælde mig i en bestemt Retning, hvorledes jeg aldeles ikke kan beherske en dyb, rystende Følelse. Jeg har lært at indse, hvorledes den Længsel, der fra min tidlige Barndom gjennemtrængte mig og forbandt mig med Naturen og Historien, erholdt sit fri Aandedrag, blev baaren og forfrisket af Tonernes dybe Hemmelighed.»1)
     Billedkonstens Herlighed var allerede opgaaet for Steffens i hans Ungdom ved Besøget i Dresdener Galleri, og Sansen herfor var stadig bleven videre uddannet. Hertil bidrog ikke lidet hans Forhold til  Waagen, der siden blev Direktør for Malerisamlingen i Berlin. Denne Mand havde været frivillig i Krigen og studerede efter denne i Breslau, hvor han boede hos Raumers. Hans Konstsans var saa overordentlig, at hans Vej tydelig var ham anvist, og det var Steffens en stor Glæde at se dette Talent udvikle sig under sine Øjne, ligesom hans egen Sans ved Omgangen med den unge Mand blev skærpet.
     Men Steffens kom ogsaa selv ind paa at udøve Konsten. Allerede i hans unge Dage havde han længe syslet med Tanken om en  Digtning, som vi tidligere have omtalt, men det var kun bleven ved ufuldendte Forsøg. Nu, i hans 52de Aar, efter Hjemkomsten fra Rejsen, opfyldt af nye Indtryk og med gamle Minder opfriskede, begyndte han paa en større, Fortælling,  «Familierne Walseth og Leith.» Det var ikke uden Indflydelse paa ham, at hans Ven Ludvig Tieck i disse Aar havde udgivet Noveller. Steffens gav sin Bog Navnet: Novelle–Cyklus, da den bestaar af flere Fortællinger, foregaaende i forskjellige Tidsaldre, men dog forbundne med hinanden. Han lod den begynde med Slutningen, en vistnok temmelig original, men tillige noget farlig Maade, da Interessen derved unegtelig taber sig. En bekjendt nyere tydsk Litterærhistoriker kalder den, «et noget forvirret, men højst aandfuldt Billede fra det 18de Aarhundredes Natside med pragtfulde Naturskildringer».2) Bogen gjorde megen Lykke, især hos Kvinder.




1) Was ich erlebte 9, 314 f.
2) Julian Schmidt: Deutschls Litterat, gesch. seit Lessings Tod, 3, 184. — Ved Walseth foresvævede der Steffens en tungsindig Ungdomsven fra Bornholm.




Snart fulgte flere efter.  «De fire Nordmænd» bevæger sig i Nutiden og indeholder en stor Del af Steffens' egne Oplevelser, baade paa hans Norgesrejse 1794 og siden i Tydskland, Sandhed og Digtning mellem hinanden. Uagtet den er svag i Bygningen og altfor bred, mangler den ikke interessante Partier, især fortrinlige Naturskildringer ligesom den første.1) Efter denne skrev han  «Malkolm», hvor han søgte at fremstille den indre Kamp hos et ædelt Menneske, der paa en næsten utrolig Maade bliver ramt af de tungeste Skjæbnens Slag og styrtet ind i de vanskeligste Konflikter. Han lader ham derved blive Bytte for en dæmonisk Trods og Fortvivlelse, der bringer ham i Strid med Lovene, men lader ham tilsidst oprejses aandeligt, før sin blodige Død, ved en Vens og en Hustrus trofaste Kjærlighed. Skuepladsen for denne Novelle henlagde Steffens for en stor Del til Egnen ved Venern og Kinnekulla.2) Den sidste i Rækken, som først udkom 1837, var  «Revolutionen», og den vakte megen Bitterhed imod ham, fordi han i den angreb Revolutionssværmeriet og fremstillede det dæmoniske deri; «det unge Tydskland», som efter Julirevolutionen 1830 sværmede for Frankrig, angreb ham med Heftighed til Gjengjæld.
     Steffens skriver ret fornøjet om sine Noveller til Mynster : «Jeg er derved kommet i Mode, især hos Kvinderne, de vigtigste Boghandlere bejle til mig som Forlægger, snart haaber jeg, at al min Gjæld skal være betalt; siden min tidlige Ungdom var jeg aldrig gjældfri.»3) Det var imidlertid langt fra, at selv hans Venner var tilfredse med dem.  Schleiermacher skriver: «Mig synes hans Virtuositet deri ikke stor nok, til at det ikke skulde gjøre mig ondt




1) Povl Møller syntes ikke om den og skriver til Sibbern fra Kristiania 1829: «Som Konstværk finder jeg dette Arbejde temmelig maadeligt, og jeg finder, at det har næsten alle de Grundfejl, som Steffens saa vel véd at udpege hos andre af vor Tids Digtere.»
2) I Hallings Karakter søgte han til Dels at fremstille Ungdomsvennen Karl Heger.
3) Breslau, 21. Decbr. 1828,




at se hans videnskabelige Virksomhed træde tilbage for disse Bestræbelser.»1) Ogsaa  Tieck havde meget at udsætte paa dem og kritiserede dem ikke videre skaansomt.2) Endskjøndt Steffens frembød flere heldige Sider for Novelledigtningen, navnlig en levende Fantasi, en ualmindelig Natursans og en rig Erfaring fra sit brogede Liv, maa man dog vistnok i det hele taget indrømme, at han mangler praktisk Snille i Anlæget, og man mærker for meget den docerende Professor gjennem de hyppige Refleksioner. At Novellerne imidlertid bære Vidnesbyrd om at være forfattede af en aandrig og dybttænkende Mand, forstaar sig af sig selv, ligesom ogsaa at Grundtonen overalt er kristelig. Fra mange Sider erholdt han Paaskjønnelse for dem.3) Selv følte han godt, hvor meget der manglede ham i at fremstille, hvad der trængte sig frem af hans Sjæledyb. Men han, der var en saa aaben og meddelsom Natur, følte en Trang til at afsløre, hvad der bevægede og havde bevæget sig i hans Indre, en, som han selv siger, sygelig Tilbøjelighed til at aflægge Skriftemaal, og disse Digtninger var ham da en Udvej dertil. De blev derfor mest Fremstillinger af indre sjælelige Tildragelser, saaledes som de fremkomme under Livets Forviklinger.4)
     Hvor mange er det vel lykkedes at bringe det fuldbaarent til Verden, som foresvævede Aandens indre Øje? Hvem fik ikke da at mærke de hæmmende Skranker i denne Ufuldkommenhedens Verden? Denne Smerte følte Steffens dybt, thi i ham var der et Væld af Tanker og




1) Til Øhlenschlæger 3. Juli 1829.
2) Dette gav Anledning til nogen Kjølighed i Forholdet mellem dem, men kun til en Tid.
3) Perthes vilde have ham til at skrive en Bog, hvori han skulde fremstille: «Rædslerne i Naturen og Grusomheden i dennes Indretninger» for at vise, at hvo der vil oprejse sig en Gud paa Naturens Godhed og Visdom nødvendig gaar til Grunde. «Dertil er De, kjære Steffens, efter hele Deres Udvikling, den rette Mand.» Perthes Leben 3,220.
3) Was ich erlebte 9,350.




Følelser; lykkeligst formede de sig vel for ham, naar i bevægede Øjeblikke Ordet flammede paa hans Tunge, ufuldkomnere altid, naar de skulde udtrykkes i Skrift. Men han har sagt om sig selv «det stolte, men tillige ydmygende Ord», at et Digt som  Dantes, det store, vilde arbejde sig frem i ham hele Livet igjennem, men kunde aldrig komme til Fuldendelse. Hvad der kom frem i hans Fortællinger var kun en svag Gjenklang af de dybe Toner i hans Aand og Hjærte.
 

 


 

 

18.
Steffens som Lutheraner.
1823—1832.

     «Barnemindet er langt», saaledes lyder et gammelt og sanddru Ord, og det bekræftedes paa en glædelig Maade i Steffens' Liv. Det lyseste Minde fra hans Barndoms Dage var det om den fromme  Moder og de stille Timer, han levede med hende, især i  Roskilde, naar de mødtes i Aanden, og «Sjælen af By over Stjernerne fo'r». Dette Minde fulgte ham siden som en Baggrund for hele Livet, ofte vel hyllet i dunkel Dæmring, men altid paa ny trædende frem i venlig Klarhed som en Formaning og som en Forjættelse. Men usynligt Haand i Haand med Mindet gik noget større, — det var den døende Moders Velsignelse. Hun saa' ham i Aanden som Herrens, som Ordets Tjener. Ad mange underlige, vildsomme Veje var Henrik Steffens ført, men hans Liv skulde blive en skjøn Bekræftelse paa, hvad en troendes Velsignelse formaar. «Kast dit Brød i Havet, og du finder det igjen efter mange Dage,» saaledes syntes hin Velsignelse i lange Tider som forsvundet fra ham, men den kom igjen i den rette Time. Hvorledes dette skete, skulle vi nu betragte.
     Kun altfor snart var Steffens i den tidlige Ungdoms Dage kommet bort fra  Barnetroen. Vel havde han ikke ligefrem kastet den overbord, men den blev trængt tilbage i en mørk Krog. Den daværende Tids Aand bar jo bort derfra. Han var siden kommet ud paa den fri Tænknings vildsomme Hav, han var bleven en Tvivler, men ikke en Fornægter. Det lyse Barneminde traadte hindrende i Vejen som en god Engel. «Det var en Velsignelse fra min Barndoms skjønneste Tid, at den personlige  Udødelighed var mig det visseste hele mit Liv igjennem», siger han.1) Midt i Mørket var der dog Lys, om end fordunklet. Han skrev paa hin Tid til J. P. Mynster: «Vort Liv er en Vandring om Natten, bag os er dunkelt, for os dunkelt, og vi véd ikke, hvor vi kom fra, eller hvor vi gaa. Vi staa ene paa en stor Hede, naar bliver det Dag? I Busken glinser en Johannisorm; vi bukke os ned til den, glæde os over det lidet Lys, — men den fordunkles, naar vi røre ved den. I Sumpene danse Lygtemænd og lede os vild. Men over os staar den faste og uforanderlige Nordstjerne mellem Millioner skinnende Lys paa den foranderlige Himmel og viser os Vejen. Ak! at vor Himmel saa ofte er skyfuld, ak, at vi over os finde det dunkelt, som trindt omkring os. Men den menneskelige Aand er stor, den skrækkes ikke af noget Mørke. Hos os bære vi en Magnet, gaa, omgøglede af Nattens Blændværk, indhyllede i mystisk Dunkelhed, med faste Skridt fremad og fare ikke vild!»2) Hvor betegnende ere ikke disse Linjer netop i deres Uklarhed! Der var en smertelig Følelse af Mørket, men der var dog bagved en Tro paa Lyset!
     Da Steffens havde modtaget sin «Aandsdaab» hos de tydske Mestere og vendte hjem til Danmark 1802, var Kristendommen allerede bleven ham noget igjen. Han fremhævede dens Herlighed og guddommelige Magt overfor Tidens tomme Tvivlere, ikke saa meget talende ud af en personlig Tros Erfaring, men mere ud af en dunkel Anelse. «Hvem der med mig,» skriver Grundtvig 1824, «for over tyve Aar siden studsede ved at høre Steffens med




1) Steffens: Wie ich wieder Lutheraner wurde. S. 126.
2) Brev til Mynster 1798 (uden Datum).




henrivende Veltalenhed beskrive Kristendommens Straalebane igjennem Tiderne, ophøje dens guddommelige Virksomhed, nedrive det opsminkede selvlavede Afgudsbillede, — hvem der hørte det, maa vel sande, at Anelsen hos denne store Aand gik forud, ja besynderlig langt forud for Troen.»1)
     Af stor Betydning for Sleffens' kristelige Udvikling blev hans Samliv med  Schleiermacher under Opholdet i Halle. «Mit Forhold til ham,» siger Steffens, «indeholdt den egentlige Kjærne af mit Livs bedste Blomstertid.» Hans Erkjendelse klaredes, og hans Følelse styrkedes i kristelig Retning ved ham. Det vilde dog være en Misforstaaelse at tro, at han ved Schleiermacher bestemt bragtes hen i den  kristne Kirkes Skjød; dertil var dennes eget Stade altfor svævende og ubestemt i kirkelig Forstand. For ham var den dybe Afhængigheds–Følelse af Gud det egentlige Kjærnepunkt, og det kunde han meddele Steffens. Det kom til at staa klart for denne, at Religionen maa være Mennesket enten  intet eller  alt, enten noget, der rent ud maa afvises, eller det ubetinget højeste.2) Og da han nu maatte sige til sig selv: den maa være dig alt! saa følte han, at den krævede den dybeste Alvor. I saa Henseende var der ingen Tvivl, men desto mere, naar det Spørgsmaal trængte sig ind paa ham: kan du da ogsaa i Sandhed slutte dig til nogen  bestaaende Kirke, kan du gaa ind under dens dogmatiske Bestemmelser? Der var en Trang i ham, paa samme Maade, som han havde givet sig hen til Naturen, saaledes som den er i sin ophøjede Uforanderlighed, saa ogsaa at give sig hen til Kirken, som den maa være, ophøjet over alle menneskelige Bestemmelser. Men hvor skulde han finde den? Det blev et alvorligt Spørgsmaal for ham. Skulde han blive videnskabelig Theolog for at faa Klar–




1) Kjøbenhavns nyeste Skilderi 1824, Nr. 33.
2) Man kommer herved til at tænke paa J. P. Mynsters Opvækkelse i Sommeren 1803. Meddelelser S. 150—154.




hed; dertil følte han sig ikke særlig kaldet. Man vilde sige til ham: du skal granske i den hellige Skrift! Sandt nok, men, som han udtrykker sig, «over den havde jo Theologernes Studium udgydt sig,» det vil sige, de udlagde den hver efter sit Skjøn, og hvilket var saa det rette?
     Hvor meget nu Schleiermacher med sin aandfulde Personlighed og sin dybe Følelse end var for Steffens, — og ingen følte det mere end denne selv, — saa kunde han dog ikke føre ham til et fast Stade i saa Henseende. Der forblev altsaa noget dunkelt og uløst for ham; han øjnede Staden paa Bjerget i det fjerne, men han havde endnu ikke naa't derop. Og netop hans særlige Stilling som granskende Filosof gjorde det sværere for ham.
     I denne svævende Stilling maatte Steffens foreløbig slaa sig til Ro. Han troede vel paa en Kirke, men den var for ham kun en usynlig; dens ydre Fremtræden i den jordiske Skikkelse var ham derfor lidet magtpaaliggende. Han kunde saaledes ligesaa vel slutte sig til reformerte som til lutherske Præster, og netop hans bedste Venner, Præsterne Schleiermacher og Blanc var reformerte; han nød Nadveren hos dem, lidet bekymrende sig om Forskjellen i Nadverlæren.
     Saaledes gik en Række af Aar hen under højst bevægede ydre og indre Forhold, under mangehaande Prøvelser, men uden at Steffens  tilsyneladende kom videre i kristelig Udvikling. Den Kirke, som han troede paa, fandt han ikke; i sin vaklende Stilling kunde han vel sætte sig ind i, hvorledes mange, drevne af lignende Følelser, kastede sig i den katholske Kirkes Favn. Det kunde han ikke gjøre, dertil var han for meget Protestant, tilhørte for meget den fremskridende Historie, til at han, som han bemærker, ved et Saltomortale skulde redde sig i Armene paa en historisk forgangen Kirke.
     Det var dog kun tilsyneladende, at Steffens' kristelige Udvikling i en Række Aar stod stille; det virkelige Liv i og med Gud voksede. I saa Henseende ligger den største Velsignelse som oftest i Prøvelsens Tider. I den Tid, da de heftige Turnstridigheder kastede saa mørke Skygger over hans Liv, da han blev forladt og miskjendt selv af sine nærmeste Venner, søgte han at knytte sig saa meget desto fastere til ham, der er rig paa al Trøst. Det førte ham fra de ydre Kampe ind i indre, og hvo kan tvivle om j at de for en saa bevægelig og følelsesfuld Natur maatte blive haarde. Men netop da denne Kamp var paa det højeste, lod Gud ham finde en Mand, der var særlig udrustet til at blive ham en velsignet Vejleder paa hans nuværende Standpunkt. Mellem alle de mange enten rationalistiske eller uklare Præster, som intet kunde være for ham, førtes han i det vigtige Øjeblik til den rette Mand. Det var  J. Gottfried Scheibel, der omtrent samtidig med Steffens 1811 var bleven Professor i Breslau, men tillige Præst (Diakon) ved en luthersk Kirke. Han var en troende Mand, der enfoldig stod fast paa det gamle, lutherske Stade, en Mand, der forenede Barnets glade Frejdighed med Sandhedsvidnets urokkelige Bekjendelse. Om ham havde der samlet sig en virkelig Menighed, for største Delen af Smaafolk, men dog ogsaa af Folk i de højere Lag; desuden besøgtes hans Kirke ofte af anderledes tænkende, der følte sig tiltrukne ved hans helstøbte, sanddru Personlighed. Hans Prædiken var jævn og hjærtelig, mægtig, i al sin ukonstlede Simpelhed. Han stod som en fremmed i sin halv rationalistiske, halv famlende Samtid, næsten som en gjenopstanden fra det 16de eller 17de Aarhundrede, byggende sin Lære paa den augsburgske Bekjendelse, ubetinget bøjende sig for Skriftordet, idet han ganske tog Forstanden fangen under Troens Lydighed. At han havde mange Modstandere, var en Selvfølge; man kaldte ham en Sværmer, en Sekterer, en Daare, der vilde drage længst forgangne Tider frem af Graven.
     Til denne Mand følte Steffens sig dragen i sin aandelige Anfægtelse, og han traadte i nærmere Forhold til ham, da han betroede sit eneste, elskede Barn  Klärchen til hans Vejledning til Konfirmation. Den Indflydelse, Scheibel øvede paa den unge Pige, der havde arvet sin Faders dybe Sind, var velsignelsesrig, og hun sluttede sig med den varmeste Hengivenhed til sin Lærer. I Foraaret 1823 blev hun konfirmeret, og kort før skrev Steffens paa følgende Maade om hende til Mynster: «Min Datter Klara er allerede 17 Aar gammel, og — jeg takker Gud derfor, han vil fremdeles lede hende, — hun har, saa længe hun har levet, kun gjort mig Glæde, ikke én bedrøvet Time. Naar jeg betragter hendes stille, rolige, jomfruelige Færd, hendes hele fordringsløse Væsen, og sammenligner det med mit vildt bevægede, stormfulde Liv, da griber mig uvilkaarligt en uendelig Vemod; det er mig, som var hun til for at forsone, hvad min Iver, om end velment, forstyrrede, og det synes mig, som om jeg ikke fortjente den Lykke. Om nogle faa Dage bliver hun, efter en 5aarig vedvarende Religions–Undervisning, konfirmeret, og jeg skal nyde Nadveren med hende. Det Øjeblik staar for mig som et Gjennemgangspunkt for mit hele Liv, som en stor, uudgrundelig Renselsesproces, som jeg med Frygt og Glæde, skjælvende og haabende, underkaster mig.»1)
     Den højtelskede Datter blev saaledes et Baand mellem Steffens og Scheibel, men et andet Baand mellem dem var ogsaa bleven knyttet derved, at Steffens selv paa det dybeste var greben af Scheibels Forkyndelse. Især synes dette at være sket engang, da denne sidste under en Sygdom hayde forsamlet en lille Kreds om sig, for efter Opfordring at tale et opbyggeligt Ord. Han var da gaaet ud fra Evangeliet om den døve og besværligt talende, der blev helbredet af Frelseren, og havde udviklet, hvorledes vi Mennesker ere aandelig døve og ikke høre Kjærligheds–Kaldet, der lyder til os, og aandelig stumme, fordi vi først kunne tale efter at have hørt ham. «Stedse dybere,» skriver Steffens, «stedse mægtigere trængte han ind i Sjælens indre Forvirring, og da endelig Ordet lød, det forløsende, var det for os, som gjenklang det i Sindets bevægelige




1) Brev lil Mynster, 1 Maj 1823. (Paa Tydsk).




Afgrund, som løste sig pludselig Tungen til at prise Gud. En voldsom, dyb Rystelse greb os alle, og jeg beraaber mig paa enhver, der i denne velsignede Stund var til Stede.»1) Hvorledes Steffens nu efterhaanden gjennem tunge Kampe kom til en Fred og Hvile i Troen, han ikke før havde kjendt, kan læses ud af hans egne Ord: «Hvo, der i den højeste, indre Nøds Timer, da alt var ham berøvet, da alle fordums Skatte var ham fratagne, alt, hvad der syntes ham stort og herligt, forgik i dets eget intet, saa han stod dér aldeles fattig paa Sjæl og Legem og sank sammen under sin egen tunge Syndebyrde, — hvo, der da erkjendte den evige Herlighed, til hvilken han var kaldet, — skulde han ikke raabe af Fryd, ikke glad og af al Magt hengive sig til det, der jo nødvendig maatte være ham intet, hvis det ikke er ham alt?»2)
     Naar Steffens siden saa' tilbage paa sin Udviklings Gang, da stod det klart for ham, at Higen efter Sandhed havde drevet ham først til Digterne, siden til Filosofien, men virkelig Tilfredsstillelse kunde ingen af dem give ham. Han følte da, at det gjaldt at kjende sig selv, og Ordet: «Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud,» som alt i hans Barndom havde trængt sig ind paa ham, det lød nu i hans Indre. Det var Minder fra Barnedagene, der havde fulgt ham i Skjul den lange Tid, og han forstod, at han fuldkomment maatte give sig hen til Kristus.
     Men idet Steffens saaledes følte sig vakt op til et nyt Liv i Troen og med Varme og Uforfærdethed, trods alle Spottegloser, sluttede sig til Scheibels Menighed og satte sig paa Discipelbænken for den højt agtede Lærers Fødder, kunde han efter hele sit Anlæg saa langt fra tie med det, at han tværtimod maatte udtale det for Omverdenen, og saaledes udkom 1823 hans Skrift:  «0m den falske




1) H. Steffens: Om den falske Theologi og den sande Tro. Fortale V—VI.
2) Smstds S. 109.




Theologi og den sande Tro. En Stemme fra Menigheden.» Allerede Titelen viser, at han nu havde fundet sin Plads i Kirken; det er ikke Professoren, men et Lem af Herrens Menighed, der taler. Det er, som man kunde vente, et kjækt og aabent Skrift af en Mand, der vel kunde vide, hvilken Forargelse og Harme hans ny Stade vilde vække, men som følte sig indvortes dreven til at aflægge et Vidnesbyrd om sin Tro.
     Han tager fat paa de gængse Anskuelser om Kristendom, saaledes denne, at man vel skulde holde fast ved Troen paa en Frelser, paa Skriften, men at  Underne, som en «Tidens Iklædning», og  Sakramenterne, som Symboler, var aldeles uvæsenlige og ikke stemmende med en virkelig Oplysning. Steffens paaviser, hvorledes det underfulde er saa nøje forbundet med Kristi Lære, at man ikke kan tage det ene bort uden at tage det andet med; han selv viste jo bestandig hen til sine Undergjerninger. Han imødegaar derefter dem, som finde, at det virkelig historiske i Skriften er blandet med  Myther, og som beraabe sig paa, at en saadan Sammenblanding, hvor man ikke kan rede det ene ud fra det andet, findes tilsvarende i Historien, f. Eks. i Sagnene om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord, Karl den store og hans Helte, Etzel (Attila) og Didrik af Bern. Herimod hævder Steffens, at dette dobbelte, historiske og mythiske, i disse Sagn, hidrører fra de  forskjellige Kilder, men ganske anderledes er det med Hensyn til Kristus, thi her have vi kun én Kilde, hvor alt uadskilleligt er forbundet med hinanden. Vil man borttage det saakaldte mythiske af Skriften, saa følger deraf, at Kristus, Guds Søn, slet ikke er kommet til Jorden
.      Andre ville ikke rent ud forkaste de saa kaldte Myther i Bibelen, men  uddrage en Sandhed af dem; de ville  forene det overnaturlige med Forstandens Fordringer. De sige, at det sande, som ligger paa Bunden deraf, er at Frelseren er Kjærlighedens, Naadens, Salighedens oprindelige Urbillede; og ligesom hans Storhed bestod i den fuldkomne  Afhængighedsfølelse af Gud, saaledes er det ogsaa Maalet for os. Thi denne Følelse, sige de, er Kilden til alle Religioner, ogsaa til Kristendommen. Gjenfødelse bliver for dem, at vi vækkes til at se de sanselige Drifter og Egenkjærligheden som Synd; Forløsningen bliver Menneskets Opdragelse for Evigheden. Som et saadant Opdragelsesmiddel kan den «mythiske» Kristendom bruges, men dens Værd taber sig med den fremskridende Aandsudvikling. — Steffens siger om denne Retning, som hans Ven Scheibel kaldte «gnostisk», at den hører til de farligste, «eftersom den frembringer et Skin af Troen, der uagtet sin indre Hulhed tillyver sig en aandelig Rigdom.»1) For dem kunde de papistiske Legender altsaa være lige saa gode som Evangelierne. At Steffens her maatte træde op imod sin Ven Schleiermacher, smertede ham, men Sandheden fremfor alt!
     Han kan tænke sig, at den, der afleder Troen paa en Frelser af  Følelsen, og nu sammenligner denne Tro med den i den hellige Skrift fremstillede Frelser, kan komme til at udsondre af denne Fremstilling alt det, der ikke stemmer overens med hans Følelse, men hvorledes denne hans egen Frembringelse, denne af en usikker Følelse opførte Bygning, hvorledes den kan have noget sandt Værd for ham, synes fuldkommen ubegribeligt.2)
     Den sande Kristen, siger Steffens, erkjender, naar Guds Naade drager ham, en dobbelt Vilje i sit Indre, hvoraf den ene stiller sig fjendtlig imod Guds Vilje, og den har sin oprindelige Aarsag i en hemmelig Skyld, der er udgaaet fra en mod den guddommelige Kjærlighed fjendtlig Aand, hvis Brøde bliver til vor, idet vi give os hen til ham. Gjennem Anger gaar Vejen til Frelse; den er den stille, naadefulde Spire til det ny Liv, som overvinder Døden. «Da stræbe de trætte Arme den vinkende Frelser




1) Smstds S. 43.
2) Smstds S. 56—57.




i Møde, og med al Magt strider han sig frem af den mørke Nat; da er hver Tanke en Bøn.»1)
     «Den faste, rene Kjærne er hint skjulte Rige, for hvilket vi alene leve, uden hvilket ingen Salighed er, saaledes som Gud har aabenbaret os det i  den hellige Skrift.»2)
     Steffens har imidlertid et aabent Øje for de Farer, der udspringe af Skrift–Principet. Ikke sproglig eller theologisk Kjendskab til Bibelen er nok, men det væsenligste er at være inde i dens  Aand. Mønsteren i Strasburg og Domkirken i Kølln have knejset i Aarhundreder, men deres Herlighed var skjult for Folkene, saa længe Sansen for den gammel–tydske Konst og Aand manglede. Selv det grundigste Kjendskab til græsk Sprog lærer ikke nogen at forstaa Plato. Det er altid Aanden, det kommer an paa, og det gjælder fremfor alt overfor den hellige Skrift.
     Theologien viser sig som Videnskab højst indskrænket, thi uden Troen formaar den ikke at fatte Skriften, men ved Troen erholder den ikke mere, end hvad denne er i Stand til at meddele den enfoldigste. «Aabenbart tør man ikke tilskrive Videnskaben nogen Magt over nogetsomhelst væsenligt i Troen uden at undergrave denne.»3)
     For Luther var Troen noget uendelig dybt.  «Troen paa Troen er den faste Grund, er den Klippe, hvorpaa Frelseren har bygget sin Kirke, den er Kirkens usynlige, inderste Midtpunkt, hvis Ypperstepræst han er.»4) I disse Ord viser Steffens et mærkeligt dybt Blik for det grundvæsenlige i Kristendommen.      Om  Sakramenterne udtaler han sig paa følgende Maade: «Ligesom den  Helligaand virkelig og paa særdeles Maade er nærværende i Daaben, saaledes er  Frelseren i Nadveren. I denne hengiver han sig saaledes, at hans guddommelige, forklarede Legeme smelter sammen




1) Smstds S. 79.
2) Smstds S. 88.
3) Smstds S. 157.
4) Smstds S. 159.




med vort, gjennemtrænger det med de frugtbare Spirer til Udvikling, gjennemstrømmer vore Aarer, fortrænger hver dødelig Flamme, hver sanselig Bevægelse.»1)
     Der er mange Farer for de troende. Ganske vist! Man siger saaledes, at der ligger en stor Fare i  Foreninger. Thomas a Kempis siger, at man hver Gang kommer slettere tilbage fra Selskab, men mon han dermed kan mene opbyggelige Selskaber? Det er Steffens' Overbevisning, at saadanne kristelige Sammenkomster, der ligesom komme af sig selv, som ere i fri Form, uden Aftale, ere de bedste. Men en bestemt Form eller faste Foreninger mangle gjerne det friske Kildevæld. Dette gjælder saaledes  Hernhuterne; man kan beundre deres Mission, deres stille Liv, «men desuagtet er denne Menighed en menneskelig, den har ikke ganske forstaaet den Aand, der leder den, og i den, ligesom i dens Indretning, lure Farer.»2)
      Steffens imødegaar det snevre,  pietistiske Blik paa Livet, der som en Skygge saa let vil følge den kristelige Alvor. Saaledes overfor de store Aandsfrembringelser, der ikke ere fremgaaede af Kristendommen. Han indrømmer, at den i Troen vakte, der vender sig fra sit tidligere forfængelige Liv, maa opleve et Gjennemgangspunkt, der har en indre Sandhed, og at han, medens han er paa dette, let kommer til at foragte eller sky saadanne Aandsfrembringelser som farlige. «Men,» siger han, «er din Selvrenselse sand og ægte, da vil den igjen bringe dig glad tilbage i vor Midte. Der gives en Beundring for Guds høje Gaver, som i Sandhed er gudfrygtig, og den, som




1) Smstds S. 168.
2) Smstds S. 121. Smlgn Grundtvigs Kirke–Spejl S. 336: »Naar Zinzendorf, skjøndt han ikke som Kvækerne rent ud forkastede Daaben og Nadveren, dog under disse hellige Navne indførte  selvgjorte Skikke, der hverken med Indstiftelses–Ordet eller i Betragtning af den kristelige Saliggjørelses–Orden retter sig efter Menighedens Vidnesbyrd fra Begyndelsen, saa er den saakaldte Brødremenigheds Ukristelighed soleklar.»




ikke ved Shakespeare eller Goethe eller ved den gamle Verdens Storhed ofte bragtes til at knæle og ret inderlig fik den hele Slægt, hvem Gud betroede saadan Storhed, kjær, den, som med ensidig Foragt afleder alt fra Djævelen, hvad der ikke fremtræder i Kristendommens Form, — den kjender ikke den velsignelsesrige Kjærligheds lyse Dag.«1)
     «En Kristen,» siger Steffens endelig, «der i Sandhed har vendt sig til Guds Naade, — han træder med Munterhed ind i den fornyede Skabnings store Foraarsdag, og midt i Forvirringen staar han rolig dér som et glad Barn, og ser paa den varme, blide Dag Kjærlighedens Sol skinne over den hele Slægt. Et Slør er ligesom faldet ham fra Øjnene, han hører Menneskenes Sange og Kor og den skjulte Jubel i Veklagen, han ser Morgenrødens Dæmring i den dunkle Nat og fordrager alt, tror alt, taaler alt, haaber alt og slutter den hele Slægt til sit elskende Bryst.»2)
     At et Skrift af den Beskaffenhed, som «den falske Theologi og den sande Tro», ikke kunde vente den bedste Modtagelse paa de fleste Steder, var let at indse. Steffens fortæller selv, at Bogen blev dadlet af alle lige fra den fadeste Rationalist til den spekulative Tænker. Man bebrejdede ham, at han nu var falden dybt, fra hvad han engang havde været, at han var bleven en tankeløs Pietist; trods hans tydelige Udtalelser antog man det for afgjort, at han ringeagtede Videnskab og Konst. En af hans fordums Disciple, den som politisk Skribent bekjendte  Ludvig Børne skrev om den Forandring, der var foregaaet med Steffens, i en Afhandling: »Videnskabens Apostater og Troens Neofyter», men bevarede dog en sømmelig Tone overfor sin fordums Lærer.3) Gamle Venner trak betænkeligt paa Skulderen ved dette ny «0mslag» af Steffens.4)




1) Smstds S. 132.
2) Smstds S. 133.
3) Julian Schmidt: Deutsche Litteraturgesch. 3,160 f.
4) Fr. v. Raumer skriver til Tieck, 1824: «St(effens) har den natur–




Goethe tabte meget for ham, men da Steffens erfarede det, sagde han blot med en Yttring af «Wilhelm Meister»: hvad angaar det mig! 1)
     Til sin Ven  Mynster i Danmark, hvis Mening han satte megen Pris paa, havde Steffens straks sendt Bogen, ledsaget af et udførligt Brev, hvori han bemærker om denne: «Det er en Kamp mod en dyrebar Ven, fra hvem jeg ogsaa ved andre Stridigheder blev skilt, uden at han nogensinde skal ophøre at være min Ven, — imod Schleiermacher.» Idet han med Vemod tænker paa, hvor mange Venner de senere Aars Begivenheder havde fjernet ham fra, længes han efter at vide, om de stod hinanden aandeligt nær, eller om den bevægede Tids Bølger ogsaa havde skilt dem fra hinanden.2) «Jeg tror, — nej, kjære Ven! — jeg véd det vist: du kjender ham, der er Vejen og Sandheden og Livet, — du var aldrig saa fjernet fra ham, som jeg var det.»3)
     Her i Danmark blev Bogen velvilligt anmeldt af Professor  Jens Møller, der dog blandt andet ankede over, at Steffens viste Tilbøjelighed til «at hæve det populære Element i Kirken paa det lærdes Bekostning.» Han ønskede, og ikke med Urette, at han i det hele mere var gaaet ud fra den augsburgske Bekjendelse end fra den saakaldte Konkordieformels haardere Bestemmelser. Men uagtet dette fandt han, at Bogen hørte til Tidens glædelige Tegn.4) Den almindelige Dom om Skriftet var imidlertid ganske anderledes og fandt saaledes sit Udtryk, efter at den var bleven oversat paa Dansk, i en Anmeldelse i Litteraturtidenden, hvor der siges: «Den lyssky Mysticisme, det antividenskabelige Fromheds–Sværmeri, den separati–




filosofiske Brille endnu bestandig paa Næsen, kun har S(cheibel) slaaet ham det ene Glas i Stykker.» Fr. v. Raumer: Briefwechsel, 2,168.
1) Zeuthen: Mine første 25 Aar, S. 115.
2) Det er fra 1823, Aaret før hans ovenbeskrevne Rejse til Danmark.
3) Brev af 1ste Maj 1823. (Efterladte Breve til Mynster 1862).
4) Nyt theol. Bibliothek, 6te Bd. S. 252—258.




stiske Parti–Aand behøver i vore Dage ingen Herold eller Apologet.»1) Størst Interesse har dog  Grundtvigs Anmeldelse af Skriftet2), hvori han udtaler sin uskrømtede Glæde over dette og sin Højagtelse for Forfatterens Person. «Naar en Kæmpe som Steffens,» skriver han, «ydmygt erkjender, at han er meget for lille til at se Herrens Profeter og Apostler, end sige da ham selv over Hovedet, da forarger det naturligvis alle de storagtige Lilleputter, hvoraf nu omstunder den litterære Verden vrimler.» — «At et saa opvakt Hoved, som Steffens unægtelig er, en Skribent, der ej blot har delt Tidens højeste, filosofiske Anskuelser, men som en af Hovedmændene kraftig virket til deres Uddannelse og Udbredelse, at han i Manddoms–Alderen opgiver dem som noget, der ej kan tilfredsstille den sandhedskjærlige Gransker, og bekjender, at han i den gamle, paa de høje Skoler som forældet hartad bortkastede Bog: i Bibelen har fundet, hvad han i Tidens Selvklogskab forgjæves søgte, fundet Sandhed til Salighed dér, ikke ved spidsfindig Fortolkning, men ved at tage alt enfoldigt som Luther og de gamle, det er unegtelig et Vidnesbyrd om Evangeliets Kraft, som det vistnok ikke behøver, men som dog alle Kristne maa glædes ved, og som kunde vække mange til alvorlig Eftertanke.» — De, som har beroliget sig med, at i vore oplyste Tider kun Tosser og Børn har Fædrenes Tro, de maa dog føle sig rystede, «ved at se en af Tidsalderens højst begavede vende tilbage til den og bekjende det højt uden at ændse alt, hvad han derved taber i Verdens Øjne, et Tab, som dog vist intet uden Sjælefred og et levende Saligheds–Haab kan for ham erstatte.» — «Ej kan jeg forhindre nogen fra at mishandle hans Bog og fordreje hans Ord, men dybt maatte jeg foragte mig selv, om jeg kunde taale, at man for mine Øren haaner den herlige Mand og Kristendommen i ham, uden i Sandhedens Navn at aabenbare Uretfærdigheden og kjærlig, ja broder–




1) Litteraturtid. 1825, Nr. 40.
2) Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1824, Nr. 33.




lig dele al den Spot og Galde, man vil udøse over ham, fordi han har gjort, hvad alle burde: erkjendt sin Vildfarelse og sin Trang til den himmelske Frelser, er vendt om til den Herre, som os kjøbte, og har frimodig bekjendt sin Tro.»
     «Den falske Theologi og den sande Tro» betegner et Vendepunkt i Steffens' Liv. Han havde nu fundet sin Plads, som han ikke vilde bytte for nogen anden. Bestandig inderligere sluttede han sig til Scheibel og dennes Menighed. Og Scheibel paa sin Side fattede en ubetinget Tillid til Steffens og hang ved ham med urokkelig Trofasthed. Medens mange nu fjernede sig fra den kristelig vakte Professor, fandt han en rig Erstatning i Menighedslivet. Med Urette hed det sig om ham, at hans for alle aabne Aftenselskaber var blevne forvandlede til religiøse Sammenkomster; thi vistnok holdt han med en snever Kreds af Venner undertiden kristelige Møder, hvor de frit kunde udveksle deres Tanker og opbygge hverandre, men Aftenselskaberne var som tidligere, Videnskab, Konst og Politik var Hovedæmnerne for Samtalen.
     «Jeg bekjender, at jeg finder al Trøst og alt Haab i den ved  Luther rensede Lære,» saaledes havde Steffens i sin ovenomtalte Bog1) fra 1823 bevidnet, og med Aarene fæstedes denne Overbevisning bestandig mere. Han troede med Luther paa Herrens virkelige Nærværelse i sin Menighed og fandt med Scheibel især denne i den hellige  Nadvere, «der er vor Tros helligste Mysterium.»2) «Hvad den Kristne tror, hvad der gjennemtrænger hans Liv, overvinder Døden, det bliver ved Nadveren Vished, Nydelse, Næring. Nadveren er mig den højeste, vigtigste, mysteriøseste af alle religiøse Handlinger.»3) Ligesom Steffens tog Naturen som noget givet, hvortil han frit hengav sig, saaledes var Kristendommen jo for ham en given, en stor




1) Den falske Theologi og d. sande Tro, S. 49.
2) Smstds S. 166.
3) Wie ich wieder Lutheraner wurde, S. 136—137.




historisk Kjendsgjerning ned gjennem Tiderne, en Kjendsgjerning, der ikke kunde gaa til Grunde selv i den katholske Kirkes mørkeste Perioder. For ham selv var den  lutherske Kirke det aandelige Moderskjød, hvorfra han var udgaaet, og gjennem den fandt han sig i Forbindelse tilbage gjennem den kalholske Kirke lige til Herren selv. «Da min Aand», skriver han, «nu ligesaa inderligt er indlemmet i denne Kirke, som mit Legeme i Naturen, min borgerlige Tilværelse i Staten, saa er det nødvendigt, jeg deler dens Skjæbne.»1)
     Ja, efter at Steffens saaledes havde fundet sin Plads i den  lutherske Kirkeafdeling, kom han til at dele dens Skjæbne, og den blev for den lille breslauske Menigheds Vedkommende ingenlunde rosenstrø't. Hvorledes det forholdt sig hermed, skulle vi nu kortelig betragte.
     I Aaret 1817, da Reformationens Jubelfest skulde fejres, havde Kong Friedrich Wilhelm den 3die udstedt et Opraab til sit Folk om en kirkelig Forening eller  Union af de forskjellige protestantiske Samfund, altsaa særligt  Lutheranere og  Reformerte i Preussen. Det skulde være en frivillig Sammenslutning, og dette Opraab vandt meget Bifald rundt om i Riget. En af de Mænd, der virkede mest derfor, var  Schleiermacher, hvilket var let forklarligt, da han efter hele sin Betragtning lagde mindre Vægt paa Læren, og Sakramenterne var ham af underordnet Betydning. Imidlertid havde den stærke Tilslutning af Præster og Menigheder sin væsenligste Grund i den almindelige, religiøse Slaphed.2) I adskillige Egne viste der sig rigtignok Uvilje mod en saadan Forening, saaledes i Provinsen Preussen, Pommern — og Schlesien. Regeringen




1) Smstds S. 159.
2) Allerede 1808 var den ældre Forfatning af begge Kirker bleven opløst, og Ledelsen af deres kirkelige Anliggender var gaaet over til en Afdeling af «Ministeriet for det Indre», uden at den offentlige Opmærksomhed var bleven henvendt derpaa, saa stor var Indifferentismen dengang. O. Krabbe: Die evangelische Landes–kirche Preussens, S. 22 f.




gik imidlertid videre paa den nys betraadte Bane, idet den udgav en ny Liturgi og  Agénde 1822, og denne Bestemmelse af Gudstjenestens Indretning blev først indført ved Hof– og Garnisons–Menighederne i Landet og anbefaledes dernæst til almindelig Brug. Hermed vilde Unionen praktisk være gjennemført, men kun ved at man paa begge Sider slog af paa sin Overbevisning. I Begyndelsen vandt denne Agende kun liden Tilslutning1), ogsaa Schleiermacher udtalte sig bestemt imod den, men da der blev udøvet Tryk paa Præsterne fra oven, da det blev betydet dem, at det var Kongen behageligt, og da den hist og her blev læmpet noget efter særlige provinsielle Skikke, faldt Modstanden mere og mere bort. I Aaret 1830 var den indført i 7,750 af Rigets 7,782 Menigheder, men rigtignok kun «ved Hjælp af verdslige Midler af alle Slags, ved Gunst og Løfter, Ære og Fordele, blid og streng Nøden, tilsløret, ja endog aabenbar Tvang.»2) Nu befalede Regeringen, at Agenden overalt skulde træde i Kraft, og Mandagen den 25de Juni blev den saaledes fuldbyrdede Union, næsten uden foregaaende Varsel, højtideligt fejret i  Breslau's Kirker; i den lutherske Hovedkirke blev Nadveren holdt efter uneret Mønster, to lutherske Præster uddelte Brødet, en reformert rakte Kalken.3)
     At en Mand, som  Scheibel, der stod paa et klart og bestemt luthersk Stade, maatte være en afgjort Fjende af Unionen, var aabenbart. Han havde allerede længe frygtet for, hvad det hele vilde bære hen imod, havde ogsaa gjort Skridt for at bevare sin Menigheds og sin egen fri Stilling, men forgjæves. Nu var Unionen pludselig, næsten som




1) Fra først af blev den kun antaget af 1/6 af Præsteskabet.
2) Büllau, Geschichte Deutschlands seit 1806, S. 534.
3) «Medens Døren var aaben for Subjektivitetens Vilkaarlighed med Hensyn til Symbolerne (dér herskede den største Frihed og Forskjellighed), og selv fuldkommen Nægtelse af Symboler stiltiende blev taalt, gjorde Kirkestyrelsen alt imod Lutheranerne for at fremstille Unionen som en fait accompli.» O. Krabbe, Die evang. Landeskirche Preussens, S. 34.




ved en Overrumpling, bleven indført, og i første Øjeblik var Menigheden ligesom bedøvet, men snart tog den sig sammen. Skjøndt den ikke var talrig, — den bestod af 200—300 Familier — saa var den stærk ved sin faste Tro og sit inderlige Sammenhold, og den talte dygtige Mænd i sin Midte, deriblandt flere theologiske Kandidater, endog et Par yngre Præster, hvoraf  Thiel var den betydeligste, den udmærket duelige juridiske Professor  Huschke og endelig Universitetets daværende Rektor, Professor Henrik Steffens.
     Hidtil havde Steffens ikke været formeligt Medlem af Scheibels Menighed, men nu da dennes Stilling var truet, meldte han sig ind i den tillige med sin Familie. Hans Hustru, som var vokset op i Forhold, der stod fjernt fra virkelig Kristendom, var i de senere Aar kommet ind paa en alvorlig, kristelig Livsbetragtning, og Datteren var jo forlængst Scheibels kjære Discipel.
     Det var hele Menighedens bestemte Erklæring til Scheibel, at den vilde vedblive med sin Adskillelse fra Unionen, den vilde blive paa bestemt luthersk Grundvold. Scheibel, der paa den mest afgjorte Maade negtede at bøje sig under den ny Ordning, blev imidlertid snart suspenderet fra alle Embedsforretninger, undtagen Sygekomunion. Efter Steffens' Forslag besluttede nu Menigheden selv at tage Sagen i Haand; et Udvalg af den samledes i hans Bolig, hvor han forfattede et Bønskrift til Kongen paa dens Vegne. Rigtignok var der ét Punkt, hvori han ikke stemmede med de andre; han mente nemlig, at de vel skulde forkaste Unionen, som aldrig var bleven befalet, men derimod antage Agenden, dels fordi den i Virkeligheden i Hovedsagen var luthersk, dels fordi man derved undgik at sætte sig imod et Kongebud. Man vilde derved indtage en statsborgerlig lettere Stilling. Men denne Steffens' Mening mødte den bestemteste Modstand hos de andre, og han vilde da ikke af den Grund skille sin Sag fra deres, men følte, at han burde trofast staa Last og Brast med dem. Saaledes afgik da Bønskriftet, der gik ud paa, at de ønskede at udgjøre en særlig, luthersk Menighed, adskilt fra de andre unerede, under Scheibels og Thiels Ledelse. Da der intet Svar herpaa indløb fra Regeringen, blev et andet Bønskrift, forfattet af Professor Huschke, siden endnu to til, indsendte. Endelig efter et Par Maaneders Forløb kom der en ministeriel Skrivelse, stilet til Steffens, Huschke og Assessor v. Haugwitz, og som var affattet i en meget skarp og affærdigende Tone. Den gik i Hovedsagen ud paa, at da Union og Agende var modtagen med Tak og Paaskjønnelse i 7,750 Menigheder, da den modent var prøvet af de kirkelige Myndigheder, saa kunde der intet Hensyn tages til et saa forsvindende Mindretal, hvis Mening stred imod hele Landets Gejstligheds Dom. Meget mere maatte det højlig misbilliges, at et saadant lille separatistisk Parti turde træde saaledes frem, som om det alene var den sande Kirke, at det forsøgte at oprøre Folk og indgyde dem Mistillid til Regeringens Foranstaltninger, og særlig paa et  saadant Tidspunkt som nu. «Det er altsaa paa det bestemteste tilkjendegivet os,» saaledes ender dette Aktstykke, «at lade Dem og ligesindede vide, at hans Majestæt Kongen udtrykkelig har erklæret den i ovennævnte Ansøgning yttrede Begjæring for aldeles uantagelig, hvorom ogsaa det herværende Konsistorium vil underrette Dem.»
     Steffens tilligemed de to andre, til hvem denne Skrivelse var rettet, svarede hver for sig tilbage, Steffens paaviste, hvor urimeligt det var at kalde dem Separatister, som holdt fast ved den lutherske Bekjendelse, da det jo var den Kirkeafdeling, som de altid havde hørt til, og som havde sin gamle historiske Ret. Det var jo ikke dem, der fandt paa noget nyt, de blev tværtimod ved det gamle. Unionen var jo desuden ikke befalet af Kongen, men kun ønsket. Lige overfor Regeringens Hentydning til, at de søgte at vække Folk til Oprør netop paa det  nærværende Tidspunkt (1830), svarede Steffens med skarp Kjækhed, at han for sit Vedkommende havde altid været en tro Undersaat, men hvad hans religiøse Overbevisning angik, kunde han ikke læmpe den efter den verdslige Øvrigheds Ønsker. Regeringen tog meget fejl, hvis den mente, at  Julirevolutionen i Paris1) havde noget at gjøre med Lutheranernes Optræden, thi deres Modstand var begyndt før Begivenhederne i Frankrig. Skulde der være en Forbindelse derimellem, maatte man altsaa antage det modsatte, at Lutheranerne i Breslau havde givet Stød til Revolutionen i Paris! Imidlertid endte Steffens med at erklære, at naar han ikke kunde følge sin kristelige Overbevisning, og naar han blev beskyldt for at lede Folk til Oprør, da kunde han ikke længere ønske at forblive i Landet. Han føjede derfor en  Ansøgning om Afsked fra sit Embede til denne Skrivelse.
     Da der endnu i Februar 1831, henved to Maaneder efter, intet Svar kom tilbage, fornyede Steffens sin Ansøgning om Afsked, men fik heller ikke herpaa noget Svar, hvorimod han underhaanden fik et Brev fra Regeringen, hvori han indstændigt blev opfordret til at skille sig fra Lutheranerne, ledsaget af en Forsikkring om, at de nødigt vilde miste ham, da han udgjorde et oplivende Midtpunkt ved Universitetet, som de ikke godt kunde undvære.
     Allerede tidligere havde Steffens henvendt sig til  Kronprinsen til Fordel for Lutheranerne. I de senere Aar var han nemlig traadt i nærmere Forhold til denne begavede, unge Fyrste, der fandt Behag i den aandrige, livlige Professor. Hver Gang Kronprinsen kom til Breslau, lod han Steffens komme til sig og underholdt sig med ham; han benyttede ham ogsaa ved Lejlighed i sin skjulte Velgjørenheds Tjeneste. Med Frimodighed kunde Steffens derfor i den nærværende betrængte Stilling vende sig til ham og fremstille hele Sagens sande Beskaffenhed, saa meget mere som han var forvisset om, at han ikke billigede de Tvangsmidler, der blev anvendte mod Lutheranerne. At denne Henvendelse ikke blev ganske frugtesløs, viste sig senere.
     Imidlertid var den lutherske Menigheds Stilling i Breslau meget sørgelig. I Begyndelsen efter Unionens Indfø–




1) Til denne var der sigtet i Regeringens Skrivelse.




relse samledes den i en lille Hospitalskirke, hvor Præsten Thiel prædikede; thi Scheibel kunde ikke samle den i sin Kirke, da han som Præst var i en underordnet Stilling (Diakon), og han desuden, som tidligere omtalt, snart blev suspenderet. Men den samme Skjæbne ramte Thiel, og enhver særlig Gudstjeneste blev Lutheranerne i Breslau strengt forment; de kom under Politiets Opsigt. De søgte da deres Opbyggelse i Hjemmet eller ude paa Landet, hvor flere Præster og Menigheder havde stillet sig paa deres Side, og endnu en Tid lang kunde vedblive Gudstjenesten paa gammel luthersk Vis. Især vandrede de ud til  Hermannsdorf, to Mil fra Breslau; om Søndagen saa' man Vejen dertil bedækket af store Skarer, kjørende og gaaende.
     Var saaledes den lille Menigheds Tilstand i det hele meget trykket, saa gjældte det ikke mindre Steffens i hans daglige Liv. De almindelige Domme om ham var meget strenge; i mangen en Kreds, hvor han før havde nydt Anseelse, blev han nu overset eller betragtet som et stædigt og bornert Menneske. Mange saa' ned paa ham med en vis haanlig Medlidenhed; de fandt det i høj Grad taabeligt, at en saadan Mand vilde gjøre fælles Sag med en Hob sekteriske Mennesker, der for største Delen endda var af de lavere Klasser. Hans Anseelse i hele Tydskland, der i sin Tid var bleven saa stærkt anfægtet ved Turnstridighederne, dalede nu ikke lidet. Hans Liv blev mere ensomt, kun ganske faa Venner fortsatte Omgangen med ham, men blandt disse var Professor  Huschke, der jo ogsaa var hans Trosfælle, ham nu den kjæreste. Det var en ung, stille Mand, der levede for sin Videnskab og sin kristelige Overbevisning og ikke veg tilbage for at bringe den de største Offre. Han følte sig stærkt tiltrukket af Klara Steffens, der ogsaa delte hans Følelser, og de blev forlovede. Men hun, som elskede sin Fader saa højt og var hans Sjæls fortrolige, hun, som delte hans aandelige Syn og ubetinget saa' op til ham, hun hævede siden denne Forbindelse, da det viste sig, at Steffens' og Huschkes kirkelige Anskuelser i flere Henseender skilte sig fra hinanden, og hun blev da sin Faders tro Ledsagerinde lige til hans Død.1)
     Til de omtalte ydre Tryk for Steffens, kom nu ogsaa et indre, og det var, at han mere og mere følte, at han i adskilligt ikke kunde stemme med sine lutherske Venner. Scheibel var i ét og alt Theolog af det 16de og 17de Aarhundredes Skole, og han troede fuldt og fast, at Striden kunde udkæmpes med Vaaben, hentede fra hin Tids ortodokse Theologers Rustkammer. Han mente, at naar det blot kunde komme til en mundtlig Disputats, saaledes som saa ofte i Luthers Dage mellem Førerne fra begge Sider, saa vilde noget betydeligt være vundet. Han forstod ikke, at theologiske Sejre ikke er det samme som Tros–Sejre, og at der overhoved maa være en Fremadskriden. Steffens saa' derimod tydeligt, at enhver Kirke, hvori der er Livskraft, ikke kan blive staaende stille uden at stivne; «efter min Anskuelse,» siger han, «er enhver Kirke, der afviser den fremskridende Aand, efter sin Idee ikke mere luthersk; det hører væsenlig med til den lutherske Tankegang, at anerkjende det historiske Fremskridt som Grundtanke.» Naar derfor Scheibel og hans Menighed søgte deres faste Stade paa en svunden Tids Læreformler og Udlægning af Skriften som ufejlbarlige, saa kunde Steffens med sit frie Blik ikke andet end føle sig tilbagestødt. «De saakaldte skriftlærde, den hellige Skrifts Bogstavtydere, traadte i Pavens Sted,» siger han. Forgjæves søgte han at overbevise Scheibel om det forkerte i hans Betragtning; han stod fast paa sit, saa godt som hele Menigheden fulgte ham, — og Steffens følte, at der midt i Enigheden dog var en betydelig Skillevæg. Alligevel vilde han ikke skille sin Sag fra deres.
     Overfor de mange skjæve og nedsættende Domme, der kom til Orde om ham, søgte Steffens som sædvanlig at klare sit Standpunkt ved en offentlig Udtalelse, og saaledes fremkom da 1831 det lille Skrift:  «Hvorledes jeg igjen




1) Efter privat Meddelelse fra Familien.




 blev Lutheraner, og hvad Lutherdommen er for mig. En Konfession.» Indledningen er aabenbart skrevet i stærk bevæget Stemning: «Hvad Grund kan der være til,» spørger han, «at den lutherske Lære ikke mere maa vise sig i sin rene, sunde Ejendommelighed? Har man nu, efter at den saa længe har bestaaet, paa engang opdaget, at den er farlig for Staten, for den borgerlige Ro? Er Middelalderen igjen vaagnet med sine Forbud og Interdikter?»1) Han omtaler, hvorledes hans Venner nu havde skilt sig fra ham. «Hvor kunde jeg undre mig over, at mine Venner trak sig tilbage, da alt Haab forsvandt om at bevare mig fra saadan Forvildelse, — jeg sætter jo mit erhvervede Ry, ja maaske meget mere paa Spil. — Ingen Stemme har hævet sig til mit Forsvar.»2) Han fortæller derpaa «et Brudstykke fra Drengeaarene», nemlig om Opholdet i Roskilde, Skolegangen dér og Moderens Paavirkning, for at vise, at det er det gamle, der er kommet op i ham igjen, Barneminderne, der bestemt drog ham til den lutherske Kirke. Han paaviser ikke blot  Theologernes Mangel paa Frisind, idet de ikke vilde finde sig i at indrømme anderledes tænkende deres Ret, men han drager ogsaa en anden Retning frem, som havde stillet sig haanligt over for ham. Det er «de  aandriges Aristokrati», hvor Filosofi, Poesi og Konst dyrkes, en Slags aaben Frimurerloge, som han selv er Medlem af, idet han gjerne benævnes: den aandrige Steffens. Her spille Damer en Hovedrolle, den har næsten sit eget Sprog og Manerer, men den er befængt med Hovmod, og Aandrigheden er hos mange temmelig forvrænget. I Modsætning hertil peger han paa, hvilket sandt Dannelsesmiddel der er i den hellige Skrift og en tillidsfuld Tro.3)
     Det var intet Under, at Steffens' Tanker under de trykkende Omstændigheder vendte sig mod Danmark,




1) Wie ich wieder Lutheraner wurde, S. 13.
2) Smstds S. 17.
3) Smstds S. 146 f.




hvor han mente at kunne finde et Tilflugtssted for sin Tro, da han jo følte sig i Overensstemmelse med den her hjemme raadende lutherske Statskirke. I den Anledning henvendte han sig blandt andre til sin Ven  Mynster, der ikke formaaede saa lidet, og det var navnlig Steffens' Tanke at finde Ansættelse ved Sorø Akademi, hvor han da mente at kunne drage en Del af den studerende Ungdom i Kjøbenhavn hen.1) Men Mynster, der i det hele nærede Uvilje mod stærke kirkelige Bevægelser, billigede ikke Steffens' Optræden i Forening med Lutheranerne, «de voldsomme Forsøg paa at sprænge Unionen, den aabenbare Modstand mod Regeringen, den egenmægtige Konstitueren af en egen Kirke». Han fandt, «at Steffens faldt ud af sin Karakter og var kommet i et Selskab, som aldeles ikke passede for ham»2), og denne sin Opfattelse lagde han ikke Dølgsmaal paa overfor Vennen, der forgjæves søgte at overtyde ham om, at Adskillelsen ikke var begrundet paa en Lyst til at sondre sig ud som  rene Kristne overfor andre, men kun beroede paa, at de vilde hævde deres 300aarige  lovlige Ret til at være Lutheranere.3) Modsætningen mellem den ildfulde Steffens, der med et fuldt Hjærte uden at se til højre eller venstre, uden ængstlig at veje og vrage, kunde styrte sig ind i de misligste Omstændigheder for sin Overbevisnings Skyld, — og den rolige, koldsindigt dømmende Mynster, der skyede alle «Overdrivelser», træder paa dette Punkt stærkt frem. Mynster enten kunde eller vilde ikke udvirke nogen Ansættelse for Steffens her hjemme, tilmed da dennes kirkelige Optræden af de fleste formaaende Per–




1) Man erindre, at Sorø Akademi fra 1826 til 1849, foruden Latinskole, tillige var «akademisk Læreanstalt».
2) Mynster: Meddelelser af mit Liv, S. 168.
3) Brev til Mynster af 4de Maj 1832. — Overfor en Yttring af Mynster hævder Steffens: — Jeg har i den Henseende intet at dele med Grundtvig, — vore Opgaver var fuldkommen forskjellige.» — Til Slutning skriver han: «Den korte Sum af min Bekjendelse er følgende: jeg tyer ikke lil nogen ydre Magt for Kirken, men jeg taaler heller ingen imod den.»




soner blev misbilliget.l) Til Norge vilde Steffens ikke søge, selv om man vilde ansætte ham dér, da hans Hustru, som i sin Tid daarligt nok fandt sig hjemme i Danmark, vilde føle sig altfor fremmed i dette fjernere Land.
     Medens Steffens saaledes længselsfuldt spejdede efter en Udfrielse af sin betrængte Stilling, aabnede der sig uventet lysere Udsigter for ham. Netop paa det Tidspunkt, da han var som en forskudt og enlig Fugl, blev han en Dag overrasket ved en Indbydelse til Middag hos General Ziethen. Da han kom derhen, erfarede han, at  Kronprinsen var ankommen til Breslau, at han var i Besøg hos Generalen, og at dette var Aarsagen til, at han var bleven indbudt. Før Bordet gik den unge Fyrste gjennem Rækkerne af de tilstedeværende, og da han fik Øje paa Steffens, gik han lige hen imod denne og begyndte en Samtale med ham, som endte med, at han til almindelig Forbavselse indbød den tilsidesatte Mand til at besøge sig paa Slottet Fürstenstein, som ligger udenfor Breslau. Det var i Pintsen 1831, at Steffens saaledes blev Kronprinsens Gjæst; med varm Deltagelse tog denne sig af hans Sag, og i udførlige Samtaler blev det nu drøftet, hvad der kunde være den ønskeligste Udvej for ham. Steffens' eget Ønske gik ud paa at blive i Preussen, som han i saa mange Aar havde været knyttet til, og navnlig at blive forflyttet enten til Berlin eller lil Bonn; det sidste Sted øvede ikke liden Tiltrækning paa ham, da han fra sit Ophold i Düsseldorf under Krigen havde fattet Forkjærlighed for Rhinegnene, ligesom han ogsaa satte Pris paa, at det laa saa meget nærmere Paris, der frembyder saa store Hjælpekilder til Belæring for en Naturforsker. Det blev da afgjort, at Kronprinsen vilde søge at udvirke, at han kunde blive forflyttet til et af disse Steder, uagtet Steffens samtidig erklærede, at han agtede ogsaa i sin ny Stilling at fortsætte




1) Prins Kristian (senere d. 8de) ønskede dog Steffens hertil.




sin Forbindelse med Lutheranerne.1) Denne Erklæring forstod Prinsen at agte, thi skjøndt han selv var en Tilhænger af Unionen, var han dog fordomsfri nok til i høj Grad at misbillige den Fremfærd, der blev øvet mod Lutheranerne.
     Det trak dog meget længere ud med Forflyttelsen, end Steffens havde ventet, saa at der endnu hengik det meste af et Aar, inden han endelig modtog Udnævnelse som  Professor i Naturvidenskaberne ved Universitetet i Berlin. Imidlertid blev de saa kaldte  «Gammel–Lutheraneres» Stilling bestandig sørgeligere. Regeringens Fremfærd mod dem blev stedse haardere, men det førte her, som altid, kun til det modsatte Udfald af det tilsigtede, saa at flere og flere Menigheder og Præster sluttede sig til dem. Scheibel blev afsat og forvist Landet omtrent paa samme Tid, som Steffens drog til Berlin; han tog først Ophold i Dresden, siden i Bayern, men han vedblev at lede Samfundet som en Slags Biskop. Politiet greb paa den uhyggeligste Maade ind i Lutheranernes Forhold; deres Børn skulde gaa i de unerede Skoler, og naar Forældrene satte sig derimod, blev disse mulkterede og udpantede, men de for største Delen fattige Folk fandt sig med Taalmodighed i, at deres Kvæg blev slæbt bort og deres Bohave solgt, hellere end at de vilde handle mod deres Overbevisning. I Begyndelsen gik man endog saa vidt, at enhver af en afsat luthersk Præst udført Daabshandling blev erklæret for ugyldig og Børnene omdøbte; det samme gjaldt deres Brudevielser, saa at Staten betragtede de saaledes stiftede Ægteskaber som løse Forbindelser. Efterhaanden blev alle de lutherske Præster afsatte og unerede satte i deres Sted; Menighederne satte sig ikke ligefrem til Modværge, men gjorde i al Fald kun passiv Modstand og vedblev at holde sammen indbyrdes. Enkelte Steder gik det dog saavidt, at Regeringen sendte Husarer og Dragoner for at tvinge Beboerne til at bøje sig for Unionen, saale–




1) Brev til Mynster, 4de Maj 1832.




des navnlig i  Hønigern, nogle Mil fra Breslau, hvor Scheibels Svoger, Kellner, var Præst.1) Paa denne Maade blev i Løbet af Åarene 1830—1838 Forfølgelsen stedse heftigere, men Gammel–Lutheranerne tiltog stærkt. De afsatte Præster vedligeholdt under mange Farer Forbindelsen med dem; flere blev fængslede, Kellner sad endog fangen i seks Aar. Trods al Forfølgelse var der dog en fast kirkelig Ordning for de spredte Trosfæller. Endog i Berlin skete der Sammenslutning af Lutheranerne, i al Hemmelighed holdt de deres Forsamlinger. Som Steffens havde sagt til Kronprinsen, vedblev han ogsaa i de følgende Aar at deltage i deres Sammenkomster og nyde Nadveren hos dem, navnlig hos Scheibel i Dresden.2)
     Efter at Kronprinsen 1840 havde besteget Thronen, lysnede det for de betrængte. De fængslede Præster blev løsladte, Aaret efter ordnede Menighederne sig ved en  Synode i Breslau som en af Staten uafhængig luthersk Kirke, og 1845 fik de «af kongelig Naade» Bekræftelse i deres fri Stilling. Da var Scheibel imidlertid død (1843), men i Spidsen for deres Styrelse i Breslau traadte  Husechke. Siden den Tid ere Gammel–Lutheranerne voksede meget i Tal, saa at der 1865 var 60,000 Medlemmer, og Tilvæksten vilde have været endnu større (navnlig i Pommern), hvis Regeringen ikke, belært af Erfaringen, havde vist Imødekommen og gjort store Indrømmelser overfor de i Statskirken værende Lutheranere.
     Steffens blev, som ovenfor berørt, paa Grund af sit Forhold til hele denne Bevægelse, Gjenstand for mange




1) H. Olshausen: Hvad skal man dømme om de seneste kirkelige Tildragelser i Schlesien o. s. v. Tidsskrift for udenl. theol. Litteratur, 1835, S. 335, ff.
2) «Ved Fængselsstraffe, ved Forhindring i Gudstjeneste led Lutheranerne en Retskrænkelse, der næsten staar uden Eksempel i Kirkehistorien. Det kan ikke betvivles, at alle rigslovlige og partikulærlovlige Bestemmelser, deri indbefattet den preussiske Landsret, er bleven krænket paa det mest skjærende.» Krabbe, die evang. Landeskirche Preussens, S. 38.




haarde Domme af sin Samtid, og skjøndt en senere Tid har lært at se Sagen i et rettere Lys, har det dog heller ikke nu manglet paa ubillige Angreb paa ham derfor. Overfor saadanne kunde det vel ikke være upassende at mindes, hvad en bekjendt Kirkehistoriker, der stod paa en anden Side (reformert), har skrevet om hans Forhold i denne Sag: «For Hverdags–Forstanden ere saadanne Fremtoninger altid en Daarskab og Forargelse, og den mener sig særdeles klog, naar den i sin Forlegenhed, der ofte bliver til Formastelighed, tør tage sin Tilflugt til (Beskyldning for) Hykleri og udtale den Formodning, at det ikke er vedkommendes Alvor med deres Meninger, eller i gunstigste Tilfælde tilskriver det en fiks Idee, som kloge Folk undertiden ere besatte af. — Men vi tro, at der paa de religiøse Overbevisningers Omraade gives Bjerge, som man ikke saa let kan komme over, og om hvilke de rigtig nok ingen Anelse har, som altid vandre paa Sletten og altid kun ere vante til at se fladt Land om sig. Ogsaa for os, tilstaa vi, er en saa vældig Overbevisning, paa hvilken alle saakaldte Fornuftgrunde brydes som Havets Bølger mod den stejle Klippe, et saadant Bjerg, hos Luther, som hos Steffens.»1) — En slig Betragtnings–Maade turde være den eneste rette og billige hos dem, der ikke kunne følge Steffens paa denne hans Vej. Men for os stiller det sig ganske anderledes. Vi se netop i dette Afsnit af hans Liv den  bedste Frugt af hele hans mangesidige Udvikling. Da han ved Guds Førelser fandt tilbage til sin Barndoms Tro, saa blev han i god Overensstemmelse med sig selv, naar han greb den med et fuldt Hjærte og uden ængstelig at se til højre eller venstre styrtede sig ind i Kampen for den, da den syntes truet. Et stort og varmt Hjærte bliver altid for mange en Gaade. At der har klæbet Skrøbeligheder ved Steffens' Færd i dette Forhold, er troligt nok; at forske efter dem bliver ikke vor Sag, men derimod at glæde os over det sjældne Syn, at én af «de rige i Aan–




1) Hagenbach: Kirchengeschichte d. 18 u. 19 Jahrh. 2 Th. S. 363 f.




den» sætter sig ned paa det lave Sæde for vor Herres Fødder, tager Korset op og vælger at dele Skjæbne med hans smaa!
 

 


 

 

19.
I Berlin.
1832—1840.

     Saa var da Henrik Steffens' saa længe nærede Ønske om at komme til  Berlin endelig gaaet i Opfyldelse. Udvortes taget kunde denne Stad ganske vist ikke øve megen Tiltrækning paa ham; det Indtryk, som han i sin Ungdom havde faaet af den som en stiv, kjedelig By i en prosaisk og gold Omegn, det maatte væsenlig blive det samme; han, som elskede Naturen og havde saa megen Sans for det brogede, fri Menneskeliv, maatte føle et stort Savn her. For alt det skulde nu det aandelige Liv yde ham Erstatning, og til Dels kunde det ogsaa. I Sammenligning med Breslau, der kun var en Provinsby, ovenikjøbet i en Afkrog, var Berlin ikke blot en Hovedstad, men ogsaa et aandeligt Brændpunkt. Dertil havde navnlig det fortrinlige Universitet med sin store Skare af udmærkede Videnskabsmænd bidraget. Om dets daværende  aandelige Præg skriver en samtidig (Rosenkranz): «Berlin er Staden for den absolute Refleksion. En ejendommelig Forstandsskarphed gjennemtrænger alle Samfundets Lag og meddeler dem ogsaa i det praktiske en stor Bevægelighed og Rørighed. Men med Refleksionen er ogsaa forbundet en Tilbøjelighed til ironisk Holdning. — Om alt, ogsaa det fjerneste, bekymrer Berlineren sig, alt tilegner han sig, og intet nyt sker under Solen, som hans Refleksion ikke griber. Netop derfor behøver han stedse nyt Dannelses–Stof. Refleksionen er vel altid villig til at optage Stoffer, men selv frembringer den intet og sporer stedse ny Hunger. Og da en Stad naturligvis er mere mangesidig og stærk end en enkelt, saa maa en saadan være beredt paa, at man, saa snart man har begrebet ham, vil forglemme, maaske ringeagte ham, hvor meget man end først kom ham i Møde som et nyt Objekt.»1) Dette Stadens overvejende kritiske Præg var Steffens vel bekjendt; han frygtede det ikke. Men hvad der i hans Øjne vejede op mod meget i den Retning, var de snevrere, aandige Kredse, som han allerede tidligere var bleven ført ind i, og hvor et ejendommeligt Liv rørte sig. En saadan var  Rahels Kreds. Hun var, som tidligere omtalt, gift med  Varnhagen v. Ense, og var nu over 60 Aar, men hendes Salon samlede endnu bestandig, som i hendes yngre Dage. en stor, rigtignok meget blandet Kreds. Skjøndt hun selv ikke havde Spor af Emancipation, var dette kun altfor meget Tilfældet hos mange af dem, der søgte hende. For Rahel var Goethe og Fichte endnu stedse de to Dioskurer, hvorom alt drejede sig. I den korte Tid, hun endnu levede, efter at Steffens var kommet til Berlin, (hun døde 1833) hørte hun til hans og hans Families behageligste Omgang.
     Ogsaa  Bettina von Arnim, Digteren Brentanos Søster og selv Digterinde, stod i de første Aar i nær Berøring med Steffens. Øhlenschlæger kalder hende «en livfuld, munter Dame, trodsig, vittig, sindrig, veltalende, spøgefuld og godlidende. Naar hun taler med Mænd, morer det hende at drille dem; man maa passe paa hvert Ord, man siger, at hun ikke hænger sig derved.»2) I tidligere Tid havde hendes mærkelige Fantasi ofte henrevet Steffens; «vi kom sammen,» siger han, «i forunderlige Regioner, og jeg vaagnede af en saadan Samtale som af en let, behagelig Drøm.» Nu var deres Livsanskuelser blevne saa forskjellige, men de følte sig dog endnu gjensidig tiltrukne. Til Omgangskreds af denne Art hørte ogsaa paa denne Tid Dr.  Stieglitz, hvis unge Hustru i poetisk Sværmeri tog sig selv af Dage, idet hun i Mandens




1) Julian Schmidt: Deutschl.s Litter.gesch. 3,235.
2) Erindringer 3,197.




Fraværelse stak sig ihjel med en Dolk og blev funden liggende paa sin Seng i hvid Brudedragt. Kort Tid iforvejen havde det forekommet Steffens, at hun havde noget paa Hjærte, som svævede hende paa Læberne, men desværre blev det ikke til noget Skriftemaal.
     I April 1832 havde Steffens tiltraadt sin Stilling ved  Universitetet. Hans ydre Kaar var ikke blevne forbedrede derved; «min faste Indtægt,» skriver han, «er snarere ringere end bedre end i Breslau, og Berlin er betydelig dyrere.»1) Hans Forelæsninger drejede sig om Religionsfilosofi, Anthropologi, Naturfilosofi, Psykologi, hvortil kom, i al Fald i Begyndelsen: Jordens Naturhistorie og Fysiologi. Derimod ophørte han med Fysik og Mineralogi, der i Breslau havde optaget meget af hans Tid og ved de idelige Gjentagelser var blevne ham trættende. I en vis Forstand tør man sige, at Steffens kom for sent til Berliner–Højskolen. Var han tyve Aar tidligere bleven kaldet dertil, da er der ingen Tvivl om, at han vilde have vakt en lignende Opsigt som i sin Tid i Kjøbenhavn og Balle. Nu havde Tiden imidlertid forandret sig, og navnlig var Naturfilosofien gaaet af Mode. Strømningerne gik nu i andre Retninger. Paa den ene Side var  Hegels Filosofi den alt beherskende; Hegel selv var død Aaret iforvejen. Ikke alene var næsten alle filosofiske Lærestole i Hænderne paa hans Disciple, men den gjennemtrængte hele det offentlige Liv; hans Ideer blev med et vist Held overførte paa de forskjelligste Omraader; endog Retsvidenskaben blev til de gamle Juristers Forbavselse ordnet efter de Hegelske Begreber «i sig», «for sig» eller «i og for sig». Digtere og Konstnere hentede Raad af hans Æsthetik, ikke at tale om Dogmatiken. Kultusministeren  Altenstein var især virksom for at hæve den Hegelske Lære til en officiel Filosofi. Men denne traadte ikke just altid frem paa den elskværdigste Maade. «Den ny Spekulation havde indgydt sine Be–




1) Til Mynster, 4 Maj 1832.




kjendere en saa stærk Selvfølelse, at Lægmanden var i Fortvivlelse overfor dem. Der var intet i Verden, som de ikke vidste bedre end enhver anden; Kulturhistorien syntes at have naa't sit Maal.»1)
     Den anden Strømning ved Universitetet gik i Retning af at fordybe sig i  enkelte Undersøgelser strengt erfaringsmæssigt. Det var især denne Retning, der havde begrundet Universitetets evropæiske Ry, og talrige Berømtheder blandt Lærerne henhørte hertil. Men hvorledes kunde nu Steffens passe til disse Forhold? Han, som altid søgte efter Enheden i Mangfoldigheden, han, hvis filosofiske Standpunkt var et ganske andet end den højtpriste Hegels?
     Modtagelsen var bedre, end man under disse Omstændigheder skulde have ventet. Thi vel fandt man, at han med sine 59 Aar var temmelig gammel og hans Filosofi forældet, vel havde man et og andet imod ham, saaledes hans Forhold til Gammel–Lutheranerne, men man satte Pris paa hans Ejendommelighed, hans «Ursprünglichkeit.»2) Og saaledes kom han til at gaa sin egen Vej. En overordentlig Tilstrømning til hans Høresal fandt ikke Sted, men han havde dygtige Tilhørere. Medens det i sin Tid i Halle især havde været Medicinere, der flokkedes om ham, saaledes var det nu  Theologer, hos hvem der i det hele taget, især ved Schleiermachers Virksomhed, rørte sig det betydeligste aandelige Liv. Mange sluttede sig med stor Varme og Kjærlighed til ham, og det forstyrrede ikke det gode Forhold, at han stundom satte dem i Rette.3)




1) Jul. Schmidt: Littergesch. 3,237. Man delte hans Disciple i tre Klasser: de besindige (c: de dybere), de «überschwengliche» (c: de poetiske) og de tomme (c: de fleste!).
2) Det gjaldt dog ingenlunde Steffens, hvad en Mand skrev til Fr. Perthes: «De kjender nu saa mange akademiske lærde, sig mig oprigtigt, hvor mange blandt dem De har funden, som var naturlige Mennesker, og ikke havde en eller anden til mildt Vanvid grænsende Ejendommelighed?» Perthes Leben, 3,424.
3) I Berlin 1834 trampede Studenterne en Dag, fordi han talte om Raaheden i Studenterlivet; men han forstod at tugte dem paa




De færreste Tilhørere var Preussere, i al Fald i Begyndelsen, men derimod var der mange fra andre Egne i Tydskland, nogle fra Schweits, Danmark og Norge, enkelte fra Sverige, England, Polen, Frankrig og Amerika. En senere berømt  dansk Tilhører fortæller om, at Steffens gjorde Religionsfilosofien til Indledning og Grundlag for al Filosofi, og at han som oftest begrundede det ved at sige: «Enhver  Kristen maa indrømme mig dette, og den, der ikke vilde indrømme mig dette, vilde netop derved kun vise, at han ikke er nogen Kristen.»1) Uagtet den store Tiltrækning, han øvede, er det nok ikke noget enestaaende, at der klages over Dunkelhed og Uklarhed i Fremstillingen, til Dels begrundet i, at han ikke gav sig Tid nok til Forberedelse.
     Schleiermacher var, trods Uoverensstemmelserne, glad ved Steffens' Ankomst til Berlin. «Vor selskabelige Kreds,» skriver han til sin Søn, «udvider sig en Smule derved, at Steffens er ankommen hertil. Min kjære Steffens finder jeg for min Person ganske uforandret.»2) Samlivet blev dog kort. I Efteraaret 1833 var Schleiermacher i Kjøbenhavn, hvor han var Gjenstand for megen Hyldest; det blev dog de sidste Æresbevisninger, han modtog i sit storslaaede og mærkelige Liv. Den 12te Februar derefter døde han. Steffens holdt paa Universitetet en  Mindetale over den Ven, der engang havde været saa meget for ham. En velvillig, men skarp Iagttager skriver om Schleiermacher: «Han maatte bære store og mangfoldige Byrder og laa for en Del under for dem. Hans Legemes Misdannelse følte han dybt fra Ungdom til Alderdom. Han troede, at dette virkede tilbage paa ham og sagde engang i Halle, at han i enhver Periode kunde paavise en skjæv




staaende Fod og sparede ikke paa Ord, f. Eks. Drengestreger. Han vandt dem dog alligevel ved den Beundring, de nærede, og Sandheden og Kjærligheden hos ham. Zeuthen: Mine første 25 Aar, S. 106.
1) H. L. Martensen til H. C. Ørsted: 20 Decb. 1834.
2) Brev af 6 Aug. 1832.




Retning.»1) Med Rette sagde Steffens i sin Tale om ham: «Hans Sindelags Renhed, hans Strenghed, forenet med Mildhed, hans utvungne selskabelige Munterhed og Frihed for al udvortes Manér, hans Tænknings Skarphed og hans Sinds Dybde erhvervede ham en almindelig Tillid. Af alle Stænder blev i den lange Tid mange tusinde vakte ved ham, og just de Klasser, der var stærkest grebne af Tidens ensidige Retning, de højere, sluttede sig, bevægede i deres Inderste af Tidens Alvor, nærmest til ham. Fordi hans Lære var grundet paa en dybere Anskuelse af Livet, af Tænkningen, af Videnskaben overhoved, udøvede den en mægtig Indflydelse dér, hvor Troens Ord ellers blev forsmaaet.»2)
     Den oprindelige Kreds af Romantikens Høvdinger var nu meget udtyndet.  Frederik Schlegel, der i sine senere Aar i Fyrst Metternichs Tjeneste virkede som «det sande Midtpunkt for den katholske Bevægelse i Tydskland,»3) var død 1829. Kun  A. W. Schlegel, Schelling og  Ludvig Tieck stod endnu tilbage. Den sidste boede i Dresden, og Steffens stod i stadig venlig Forbindelse med ham, skjøndt der var kommet nogle Kurrer paa Traaden, dels ved Tiecks skarpe Bedømmelse af hans Noveller, dels paa Grund af Steffens' Deltagelse i den lutherske Bevægelse, som Tieck højlig misbilligede. 1833 holdtes der i Berlin en  Tieckfest, da Digteren fyldte sit 60de Aar, og Steffens holdt Talen, som han dog selv fandt var mindre vel lykket paa Grund af flere sammenstødende Omstændigheder.4) Kort efter besøgte han ham i Dresden en hel Maaned i Sommerferien.




1) Varnhagen v. Ense: Tagenbücher 1,31.
2) H. Steffens: Mindetale over Schleiermacher. Tidssk. for udenl. theol. Litter. 1834, S. 209 ff.
3) Fr. Nielsen: Romerkirken i det 19de Hundredaar, 2,391.
4) Han skriver til Tieck: «Mængden af tilstedeværende Skuespillere og Skuespillerinder forhindrede mig i paa en afgjørende Maade at omtale, hvorledes din Lænestol er det eneste tilovers blevne Theater i Tydskland, som, beriget ved Goethe, Kalderon, Shakespeare, Holberg, erindrer om den skjønne forgangne Tid.» —




     Medens Steffens' Liv i det hele taget dannede sig paa en rolig Maade i Berlin, saaledes som det ogsaa bedst stemmede overens med hans egne Ønsker og hans Alder, kunde han dog ikke undgaa  Kampe af underordnet Betydning. Det skrev sig navnlig fra den ny Retning, som efter Juli–Revolutionen 1830 var kommet frem i Tydskland, og som sværmede for franske Frihedsideer og fransk Aand. Det var et Parti, som var halvt litterært, halvt politisk, paa en til Dels antikristelig Baggrund. En af dette saakaldte «unge Tydsklands» mest glimrende Talsmænd var Digteren  Heinrich Heine, som med spillende Vid spottede over alt det bestaaende og erklærede, at Pantheismen var Tydsklands skjulte Religion; Ægteskabet maatte her, som ved alle slige Bevægelser, være Syndebukken. En Række begavede yngre Forfattere sluttede sig til Heine, bestandig blev Vantroens Banner mere utilsløret hejset. «Den ny Poesi troede ikke paa et hinsides! Jorden skulde svare paa alle Livets Spørgsmaal! Kun paa Dødens Virkelighed troede man!» I en mærkelig Grad skiftede den unge Del af Tydskland Udseende i disse Aar; den gammeltydske Dragt, de fædrelandske Sange havde man ikke mere Brug for, man var revolutionær og Verdensborger! De «Halleske Aarbøger» var især Organet for denne nye Aand.
     Overfor dette «unge Tydskland» stod der, navnlig i Berlin en Kreds, der blev støttet af Kronprinsen, og som udgav «BerIins politiske Ugeblad.»1) Man bekæmpede her baade de unge Demagoger og Embedsmands–Vælden, der skildredes som en Kaste af Mandariner, og det vistnok ikke med Urette. Man vilde drage det sande Folk frem og mente at gjøre dette ved Fremhævelse af Stænder og Lavg. Som det vil ses, stemmede dette i det hele med Steffens' Anskuelser, og han kan derfor betragtes som hørende til denne Kreds, og deltog ogsaa lejlighedsvis i




1) Dets Motto var: Nous ne voulons pas la contrerevolution, mais nous voulons le contraire de la revolution. Jul. Schmidt, 3,215.




Kampen.1) I hans  «polemiske Blade», der udgik i Aarene 1829—1835, var det dog især Fysiken og Geologien, som hans Afhandlinger drejede sig om.
     Paa en mindre behagelig Maade skulde han dog snart komme til at staa overfor «det unge Tydskland.»2) Steffens var med stor Stemmeflerhed bleven  Universitetets Rektor fra 1834—1835. En ung Forfatter, der snart gjorde sig bekjendt nok,  Theodor Mundt, som hørte til hin Retning, havde meldt sig for at tage den filosofiske Doktorgrad, og skjøndt største Delen af Fakultetet nærede megen Betænkelighed derved, havde Steffens dog faaet sat hans Antagelse igjennem. Der manglede kun den sidste, rent formelle Del af Prøven, en offentlig, latinsk Tale, som han skulde holde. Men Dagen forud blev der forevist Steffens et Skrift af ham, som nylig var udkommen, og som indeholdt mange stærke Yttringer i «det unge Tydsklands» Aand.3) Steffens fandt det da rettest at sende Bogen til Dekanen ved Fakultetet, med Opfordring til ham




1) (Oberst)  A. F. Tscherning, der som et uroligt Hoved var sendt udenlands af Frederik d. 6te, skriver fra Berlin, d. 22 Sept. 1833: «Jeg har besøgt Prof. Steffens; det er en højst artig og underholdende Mand, men som har mange højst synderlige Ideer. Saaledes vil han have indført et Repræsentativsystem efter Stands– og Stillingskategorier, det vil sige, hvor Skrædderen faar sin Deputation, Skomageren sin o. s. v. «Ja,» sagde han, «maaske kunde man forene dem i én Kategori, den nemlig, hvis Hovedfunktion det er at sørge for det menneskelige Legemes Beklædning. — — Det er egentlig Synd at mokere sig over denne godmodige, digteriske, filosoferende, dogmatiserende Naturkyndige.» Af Tschernings efterl. Papirer 2, S. 52.
2) H. L. Martensen fortæller, hvorledes Steffens havde holdt en skarp Tale mod det  demagogiske Uvæsen. Nogle Dage efter fik han en skriftlig Advarsel mod paa den Dag at gaa til Forelæsning, da man agtede at trampe ham ud. Steffens lod sig dog ikke afskrække og holdt ogsaa sin Forelæsning uden at mærke til Uroligheder. — Brev til H. C. Ørsted 20 Decbr. 1834.
3) Mundt udgav et Tidsskrift: «den litterære Zodiakus.» Den Bog, der vakte Steffens' Anstød, var formodentlig «Madonna», hvori han traadte op som Forkæmper for «Kjødets Emancipation».




om at faa Talen udsat, indtil dettes Mening atter var indhentet. Men Dekanen var raadvild, og samme Formiddag, da Talen skulde holdes, kom han til Steffens uden at have foretaget sig noget. Der maatte da handles i en Fart, og Steffens greb til den, rigtignok noget mislige Udvej, at lade Høresalen aflaase og saaledes ved ydre Magt hindre Talen. Vel bifaldt største Delen af Fakultetet hans Fremgangsmaade, der var en Følge af Omstændighederne, men selvfølgelig havde han herved i høj Grad forbittret Mundt og hele hans Parti, og man kan ikke undre sig over, at han blev Gjenstand for de heftigste Angreb og beskyldt for at have gjort det af lavt Kryberi for Regeringen. Nogle Aar efter blev Mundt antaget og traadte op som Privatdocent.
     Skjøndt Steffens saaledes ikke gik fri for Strid og Angreb, stillede Forholdene sig i det hele langt bedre for ham i Berlin end de navnlig i de senere Aar i Breslau havde gjort. Hans litterære Virksomhed vedblev at være temmelig omfattende; hans sidste Novelle, «Revolutionen», blev, som tidligere omtalt, skrevet i disse Aar under Indtrykket af det unge Tydsklands fremstormende Ideer. Et af hans videnskabelige Hovedværker:  Kristelig Religionsfilosofi i 2 Dele, der udkom 1839, er ogsaa væsenlig en Frugt af disse Aar.1) Det er et Arbejde, som har en stor Betydning for den, der nøjere vil kjende Steffens' Anskuelser, da det i høj Grad bærer Præg af hans ejendommelige Udvikling baade i naturfllosoflsk, æsthetisk og fremfor alt religiøs Retning. Han skriver selv i Forordet, at




1) Schelling syntes ikke om den. Han skriver til Brandis 9 Febr. 1840: «Jeg tør vel tilstaa Dem i dyb Fortrolighed, at dens Læsning har fyldt mig med sandt Vemod; det er igjen et af de overilede Forsøg, som skade den tydske Filosofi saa meget. — Ser jeg paa ham og andre, som engang vare med mig, da er det sandelig intet Under, om dyb Sørgmodighed bemægtiger sig mit Indre.« — Schelling betragtede det nemlig som en Jagt paa hans Enemærker; man skulde give ham Tid, til hans System var færdigt.




skjøndt han i mange Aar havde baaret paa Stoffet hertil og søgt at forfølge det i de mangfoldigste Retninger, saa var det ham dog for mægtigt, og han forudser, at hans Arbejde vil blive forglemt, men han trøster sig med, at det ikke vil være skrevet forgjæves, naar det fremkalder noget bedre. Skjøndt dette sidste vel ogsaa er gaaet i Opfyldelse, vil hans Religionsfilosofi dog sikkert hævde sin ejendommelige Plads, navnlig ved den ualmindelige Forening af en storartet naturvidenskabelig Betragtning med en ægte luthersk Grundanskuelse.1)
     I sin huslige Kreds følte han sig bestandig lykkelig. Megen Slægt, mange Venner havde han om sig, og med sin livlige Natur trængte han til en stor Omgangskreds. Om Sommeren gjorde han gjerne med Hustru og Datter en Rejse; de benyttede da den samme Vogn hele Tiden, og med vekslende Forspand kunde de saaledes hurtigt og bekvemt tilbagelægge store Strækninger og se sig om efter Behag. Dette Samliv mellem de tre paa Vognen havde en særegen Ynde for dem. En saadan længere  Rejse foretog de 1837. (Forøvrigt gjorde de paa denne første Gang Bekjendtskab med  Jernbaner, som dengang var i deres spædeste Barndom; det var mellem Leipzig og Dresden.) Rejsen gik først til  Erlangen, hvor Karl v. Raumer boede; derefter besøgtes  Nürnberg med sine interessante




1) Uagtet her ikke er Stedet til nærmere Betragtninger af et Værk af saa videnskabelig Art, skulle vi dog  antyde nogle Enkeltheder.
Steffens fastholder 3 Skabelsesmomenter: den kosmiske, den telluriske og Frelserens Aabenbarelse i Verden (Nyskabelsen). — De 6 Skabelsesdage betragter han som Perioder. — Menneskeslægten nedstammer fra ét Par. Dunkelheden ved de forskjellige Racers Tilblivelse har noget tilsvarende i den gaadefulde Fremkomst af Stenarter, hidrørende fra de skandinaviske Bjerge, paa den nordiske Slette. — Han lader det staa uafgjort, hvor vidt Syndfloden har været almindelig eller kun delvis. — Faderen har udskilt Sønnen fra sig, ligesom forbilledlig Digteren udskiller sig fra sig selv i sit Digt. — Kirkens Udvikling ser han i 3 forskjellige Trin: en petrinsk, en pavlinsk og en johanneisk Periode, saaledes at Menigheden for Tiden befinder sig i den pavlinske.




Minder fra Middelalderen, der altid havde saa megen Tiltrækning for Romantikerne. Hovedmaalet var imidlertid  Tyrol, hvis dejlige Bjergnatur greb Steffens med stor Magt. Igjennem Inndalen over Innsbruck, atter gjennem Pisgauerdalen og Gastein kom de til  Salzburg, der særlig paa den Tid var et Opholdssted for adskillige fornemme og bekjendte Personer. Men en anden Side af Livet traadte dem ogsaa her i Møde; paa Gaden vrimlede det af Bønder, baade Mænd, Kvinder og Børn, nogle vel klædte, andre pjaltede, næsten alle belæssede med Bylter af Klæder og Pakker. Vogne og Karrer holdt imellem dem. Det var  protestantiske Udvandrere fra  Zillerdalen, som, trængte af det katholske Præsteskab, foretrak at forlade Hus og Hjem fremfor at svigte deres Tro. De havde af den preussiske Konge faaet Tilladelse til at nedsætte sig i Schlesien, hvor den kongelige Domæne Erdmannsdorf var bleven dem anvist til Kolonisering. I et Antal af henved 400 drog de nu derhen. Uvilkaarligt henledtes Steffens' Tanker derved paa Gammel–Lutheranerne. Medens disse, Landets egne Børn, som trofast hang ved den gamle, nedarvede Lære, blev forfulgte og trængte, aabnede den samme Regering velvilligt et Tilflugtssted for fremmede. Dette Højmod tog sig noget underligt ud!
     Over Berchtolsgaden, hvor den tidligere omtalte Waagen boede, gik Rejsen til  München, der meget havde forandret sig, siden Steffens sidst var her. Kong Ludvig forvandlede den som bekjendt til en Konstnerby; mangfoldige rejsende trindt omkring fra søgte nu til den. Det friske, muntre Konstnerliv blev Steffens indført i; de udmærkede Samlinger i Glyptotheket og Pinakotheket blev besøgte. Gamle Venner og bekjendte blev trufne, saaledes Brentano og Haxthausen, der i sin Tid i Halle havde været Steffens saa kjær og nu var Besidder af et Grevskab. Derimod var Schelling bortrejst, og det traf sig saa, at de paa Vejen fra München kjørte forbi ham uden at vide det før bagefter. Over Regensburg drog den Steffenske Familie derpaa til Wien; den muntre Kejserstad traadte dem paa en højst tiltrækkende Maade i Møde, de var anbefalede til flere ansete Familier og saa' sig hurtigt indførte i interessante Kredse. Forøvrigt delte de deres Tid mellem Natur og Konst og tilbragte de fleste Aftener i Theatret.
     Med et rigt Udbytte vendte de endelig forfriskede tilbage til deres Hjem i Berlin og til den vanlige Gjerning.
     Saaledes henrandt Aarene fra 1832 til 1840 uden store Omvekslinger for Steffens. Forbindelsen med  Gammel–Lutheranerne fortsatte han, som tidligere omtalt, stedse; i Berlin samlede disse sig i al Hemmelighed, og afsatte Præster holdt Gudstjeneste for dem, trods Politiets Aarvaagenhed. Paa Grund af sin Yndest hos Kronprinsen kunde Steffens ofte være dem til Gavn i deres betrængte Stilling.
     Med Aaret 1840 skulde endnu et nyt Afsnit af Steffens' Liv begynde.
 

 


 

 

20.
Kroningsrejse.
1840.

     Henrik Steffens stod nu ved Livets Aften. Troligt havde han baaret Dagens Byrde og Hede, mangen Kamp havde han stridt, han kunde nu vel længes efter Hvile. Med Taknemlighed følte han, at Gud havde været god imod ham. Meget af det, han fra ung af havde higet efter, havde han naa't. Han nærmede sig til de halvfjerds, men endnu mærkede han ikke til Alderdommens Svaghed, endnu var hans Sind letbevægeligt og modtageligt som i yngre Dage. Og det hørte til Guds kjærlige Styrelse med ham, at hans sidste Aar skulde blive som en skjøn Aftenrøde efter en stormfuld Dag. Havde han i Ungdommen drømt om Hæder, skulde han nu, da hans Sind var luttret i den bedste Skole, ogsaa finde den i fuldt Maal.
     I Slutningen af 1839 var den gamle Frederik den 6te afgaaet ved Døden, og  Kristian den 8de havde besteget Danmarks Trone. Det er tidligere omtalt, hvorledes denne begavede Fyrste havde fattet Interesse for Steffens, i hvem han erkjendte en aandelig Stormand, der tidlig var gaaet tabt for Fædrelandet. Da han med sin Gemalinde  Karoline Amalie 1838 besøgte Berlin, lod han Steffens anmode om at gjøre dem bekjendte med Stadens videnskabelige og velgjørende Anstalter, et Hverv, som denne med Glæde paatog sig, og disse Dages Samliv forøgede i høj Grad den Yndest, Steffens allerede stod i hos dem begge. Alligevel blev denne meget overrasket, da han i Foraaret 1840 ved en kongelig Haandskrivelse blev indbudt til Kristian den 8des  Kroningsfest som dennes Gjæst tillige med sin Familie. Kort efter modtog han ogsaa  Dannebrogsordenens Ridderkors.
     Store  ydre Udmærkelser havde Steffens hidtil ikke modtaget, men dog nogle til forskjellig Tid. Allerede 1815 havde han faaet Hædersdiplom som Doctor medicinæ fra Kiels Universitet, hvor han jo i sin Ungdom havde begyndt sin Bane som akademisk Lærer. Nogle Aar efter blev han  Medlem af Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn; 1837 havde han faaet Titelen:  Gehejme–Regeringsraad. Andre Udmærkelser, f. Eks. fra litterære Selskaber i Udlandet, forbigaa vi.
     Medens Steffens beredte sig til den glædelige Rejse til sit gamle Fædreland, indtraf en anden vigtig Begivenhed. Anden Pintsedag, den 7de Juni, døde den gamle preussiske Konge. Trods alle hans Mangler, hans indskrænkede Synskreds, hans Vaklen i vigtige Øjeblikke, var han dog i det hele taget æret og agtet af Folket for sin retsindige Karakter. Der var ikke liden Lighed mellem ham og Frederik den 6te. Steffens var aldrig traadt ham nær, men desto nærmere stod han den ny Konge, der bestandig som Kronprins havde vist ham megen Yndest. Under den almindelige Følelse af, at en ny Tid forestod Preussen og ikke mindre ham selv, en rigere, lysere Tid, begav Steffens sig nogle faa Dage efter paa Rejsen mod Nord, ledsaget af sin Hustru og Datter.
     Fra  Stettin sejlede de med Dampskibet «Dronning Marie», men da det var en daarlig Sejler, blev de et Par Dage opholdte af Modvind under Rygen. Endelig fik de Medbør, og i et skjønt, klart Vejr gik nu Rejsen hurtigt fremad; da Arkonas Højder forsvandt af Synskredsen, dukkede Møens hvide Klint snart frem, siden hen Stevns, alt ligesom hilsende den gamle Naturforsker, der engang i sin Ungdom havde undersøgt disse Egne. Endelig øjnedes  Kjøbenhavns Taarne og Spir, og mellem Sejlere af alle mulige Størrelser styrede «Dronning Marie» forbi Trekroner ind mod Toldboden. Hvor var Henrik Steffens dog underlig til Mode; det hele var som en skjøn Drøm. De steg op for ham, Minderne fra fordums Dage, da han forsmaaet maatte forlade denne Stad for at søge sig et Hjem i det fremmede, eller da han som en Flygtning forgjæves bankede paa Fædrelandets Dør. Nu kom han med Hæder; var det ikke som om det gamle Hjem rakte Armene ud mod den længe savnede Søn; havde han nogensinde drømt skjønnere end i dette Øjeblik? Og det var ingen Drøm, det var fuld Virkelighed! Lykken syntes ham saa vidunderlig, at det tyktes ham, som var hans Livs Maal nu fyldt, og at Døden maatte snart venligt lade Forhænget falde ned.
     Dog Livet kaldte, lyst og broget. I Hotel du Nord paa Kongens Nytorv ventede en rummelig Lejlighed dem som Kongens Gjæster, og endnu samme Dag hilste Steffens paa begge Majestæterne paa Amalienborg. Den korte Tid, der hengik inden Kroningen, var fuldt optaget af Besøg hos gamle Venner og Slægtninge, hos Mynster, Bang,. Øhlenschlæger og flere. Gamle Minder vekslede med nye Indtryk. Et Par Gange var den Steffenske Familie indbudt til The hos Kongen. Ved Hoffet traf Steffens ogsaa forskjellige gamle bekjendte, saaledes v.  Rumohr, hvis Gjæst han i Vinteren 1807—1808 havde været, og en Sieweking, der var til Stede som Afsending fra Hamborg. Kongens Kabinets–Sekretær  Adler indbød Familien flere Gange til sit Landsted.
     Kroningen fandt Sted den 28de Juni paa  Frederiksborg Slot. Dagen i Forvejen kom Steffens med Hustru og Datter, ligesom de fleste, der skulde overvære den, ud til Hillerød, der snart blev overfyldt af de mange fremmede. Paa Slottet spiste de indbudne til Middag ved et Marchalstaffel i et Galleri, og da de maatte vente paa Maden i henved tre Kvarter, gav det Anledning til spøgefulde Yttringer med Hentydning til Indskrifterne paa de Vaabenskjolde, der hang paa Væggen bag ved dem. Paa det ene stod nemlig: deus providebit (Gud vil forsørge) og paa det andet: in deo spes nostra (til Gud er vort Haab).1) Den Steffenske Familie var forøvrigt indkvarteret hos en Møller i Udkanten af Byen, hvor de fandt den hjærteligste Modtagelse.
     Selve Festen den  følgende Dag gik for sig med stor Pragt og i det skjønneste Vejr. Da Slotskirken er temmelig lille, kunde kun en mindre Kreds af de mange, der var komne derud i den festlige Anledning, finde Plads dér. Steffens blev stillet blandt de Stænderdeputerede. Man kunde næsten drømme sig tilbage til længst forsvundne Tider ved at se Ridderne af Elefanten og Storkors af Dannebrog i gammel–spanske Dragter med purpurrøde og citron–gule Fløjls Kapper2), hvide, tætsluttende Silkebenklæder, der gik lige ned i Skoene og Hatte med store Fjer. Tre Biskopper fungerede ved Alteret, Mynster holdt Talen, Salvingen foregik efter gammel Skik, først Kongens, hvorpaa han med Krone paa, Scepter i den ene Haand, Rigsæblet i den anden, den lange Kaabe slæbende efter sig, gik ned gjennem Kirken til en Trone i den anden Ende; derefter Dronningens paa samme Maade. Højtideligheden var lang og trættende; Steffens, som ikke kunde udholde at staa




1) Sibbern til Zeuthen 17de Juni 1840.
2) De oldenburgske Farver.




saa længe op, var glad ved at kunne hvile sig nogle Øjeblikke bagved de andre.
     Fra Kirken gik det højtidelige Tog tværs over Slotsgaarden til Kongefløjen. Under almindelig Jubel og Leveraab viste Majestæterne sig kort efter i det aabne Galleris Buer og hilsede Folket, et skjønt Par, fuldt af kongelig Værdighed og Ynde. Hele Situationen, Omgivelserne, Dragterne, Kongen og Dronningen med Kronerne paa, de jublende Raab, alt virkede paa Steffens i dette Øjeblik paa en betagende Maade, som om han pludselig var hensat i Middelalderen, eller en romantisk Digtning var bleven til Virkelighed.
     Nu fulgte Præsentationen. Enkeltvis maatte de indbudne først hilse paa Kongen, siden paa Dronningen, idet hver af dem sad paa en Throne i en særskilt Sal. Derefter fandt Majestæternes Taffel Sted, alene for dem; endelig blev Gjæsterne fordelte i forskjellige Sale og beværtede.
     Den følgende Dag holdtes der en mindre Festlighed i Skoven, hvor der var rejst Telte. Ogsaa paa denne Dag deltog Steffens i Taflet og om Aftenen med Familie i en kongelig Koncert. Det hele havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, og i Øjeblikkets Begejstring fattede han Tanken om et digterisk Arbejde som en Ramme om en lignende Fest, og lovede Dronningen det, men uagtet forskjellige Forsøg vilde det siden dog ikke lykkes ham.
     Den næste Dag forlod Steffens med sine kjære det skjønne Frederiksborg1) for over Nøddebo og Esbønderup, hvor hans Søsterdatter, gift med Præsten Helms, boede, at rejse til  Helsingør, dette Sted, der gjemte Minder fra hans tidlige Barndom. Det Hus, hvor hans Forældre længst




1) Under Festen havde Steffens ligesom ved en tidligere Lejlighed havt sin Nød med at blive barberet og havde maattet tage sin Tilflugt til en Slagters Datter, der boede i samme Hus som han. Da han imidlertid ikke ønskede en Gjentagelse af hendes mere vel mente end vel lykkede Behandling, gav det Anledning til, at han saasnart som muligt forlod Frederiksborg.




havde boet, var ikke mere; i stille Ensomhed, uden at aflægge noget Besøg, tilbragte de Dagen, opfyldte af Erindringerne.
     Ved Tilbagekomsten til  Kjøbenhavn traadte Indtryk af en ganske anden Art Steffens i Møde. Der var en mørk og urolig Gjæring i Sindene. Det er bekjendt, at man med betydelige Forventninger havde hilset Kristian den 8des Thronbestigelse, at man af ham, «Ejdsvoldsmanden», der engang i sin Ungdom havde samtykket i Norges fri Forfatning, ventede lignende Folkefrihed i Danmark. Men han mente ikke at burde imødekomme disse Ønsker. Misfornøjelsen havde allerede før givet sig Luft paa forskjellige, til Dels uhyggelige Maader, og yttrede sig ogsaa nu. Det kunde ikke undgaa Steffens' Opmærksomhed, og han, som ikke billigede en Konstitution efter fransk Mønster, følte sig levende bevæget ved Tanken om Kongens vanskelige Stilling og Fædrelandets Fremtid. For ham stod det saa, «at det ikke var en naturlig Trang, der opvoksede af Folket, men derimod en Følge af den siden Revolutionen mægtige, statsvidenskabelige Abstraktion, der i Stedet for raadgivende Provinsialstænder fordrede en almindelig lovgivende Nationalforsamling, i Stedet for den levende, stille Vækst, en given.»
     Imidlertid, nye Begivenheder kaldte paa ham. Det  skandinaviske Naturforskermøde holdtes i Dagene fra 2den til 10de Juli. Med megen Interesse og Ufortrødenhed deltog Steffens i det og overværede saa mange af Møderne som muligt, især i den botaniske, zoologiske og fysiske Afdeling. Steffens selv holdt to Foredrag ved de fælles Møder. Det  første drejede sig om Naturfilosofiens Forhold til de erfaringsmæssige Naturstudier. Imod Slutningen af dette strejfede han et Øjeblik ind paa det politiske, idet han udtalte sin Yndlingstanke, at i Staten gjælder det, at hver enkelt uddanner sig efter sin Særegenhed og udfylder sin Plads som et ejendommeligt Organ. Heri har da hvert Individ sit Rige, hvori han er hjemme, hvori han er Suveræn. Dette er Frihedens Idee, hvorimod den vage Frihedsstræben, som fører til at ville fungere i alt og tage fat med i alt, er uheldig. Han betonede disse Ord stærkt, men de faldt ikke i god Jord hos de national–liberale.1)
     Hans  andet Foredrag vandt saa meget mere Bifald og gjorde overhoved stærkt Indtryk. Med stor Varme og Begejstring talte han for en  fælles nordisk Videnskabelighed. Han foreslog at oprette en stor skandinavisk Boghandlerforretning i Gøteborg, i Lighed med den tydske i Leipzig. Da Sproget ikke lægger virkelige Hindringer i Vejen mellem Broderfolkene, ønskede han, at de fire nordiske Universiteter maatte komme til at udgjøre en Enhed, ligesom de tydske, saa at baade Professorer og Studenter kunde gaa over fra det ene til det andet, uden at det kom i Betragtning, hvad Stat de tilhørte. Denne Tale faldt i god Jord, og ere Steffens' Tanker end langtfra blevne til fuld Virkelighed, saa er der dog i de siden forløbne 40 Aar sket en betydelig Tilnærmelse dertil.
     Nordens berømteste Naturlærde, H. C. Ørsted, Berzelius og Hansten overværede alle dette Møde; det glædede Steffens højlig at se de store Fremskridt, som Naturforskningen gjorde, og de dygtige Kræfter, som offrede sig til den.
     Straks efter disse indholdsrige Dage drog Steffens med sin Familie og  Thorvaldsen, hvem han med stor Glæde havde gjenhilst, til Nysø efter Indbydelse af Baron Stampes. Som bekjendt tog Baronessen sig paa en næsten moderlig Maade af den berømte Billedhugger og aabnede ham et Hjem paa sit smukke Herresæde, hvor han i Naturens Skjød uforstyrret kunde dyrke sin Konst. I den Ugestid, Steffens nu tilbragte som hendes Gjæst, samledes en lille udvalgt Kreds paa Nysø, idet baade  Øhlenschlæger, Grundtvig og  Sibbern ogsaa kom derud. Det




1) Sibbern til Zeuthen 11te Juli 1840. — Dette Steffens' første Foredrag findes i Beretningen om det skandinaviske Naturforsker–Møde, det andet derimod ikke.




blev saaledes et interessant Samliv mellem de aandelige Stormænd, og navnlig havde Grundtvig og Steffens meget at forhandle med hinanden. Især synes Forholdet mellem  Dansk og  Tydsk, der var begyndt at blive et brændende Spørgsmaal, at have været et Hovedæmne for deres Samtaler, og det er let at forstaa, at de maatte have en forskjellig Opfattelse heraf. Da kunde de vel begge blive varme, især Grundtvig, saa at han endog engang skal have rejst sig, slaaet Stolen mod Gulvet, og idet han med djærve Ord sagde sin Mening, være gaaet sin Vej. Ellers gik det fredeligere til. Da de to en anden Gang ved Bordet førte en lang, interessant Samtale, vilde Øhlenschlæger gjøre nogle Bemærkninger, men Thorvaldsen, der sad ved dennes Side, skal have holdt ham paa Armen og sagt: «Nej, hør, véd du hvad! Naar fornuftige Folk taler, skal du sandelig tie stille!» Det kunde ogsaa træffe sig, naar Selskabet kjørte ud, at man paa samme Vogn saa' paa Forsædet Baronessen med Thorvaldsen, lige overfor paa Bagsædet Øhlenschlæger og Steffens, medens Grundtvig sad hos Kusken. En værdifuld Fragt! — Samtalerne med Grundtvig have neppe været uden Indvirkning paa Steffens, men sikkert bidraget noget til, at han i sit Livs sidste Aar langt mere hævdede sig som dansk eller nordisk end tidligere, hvorom vi siden ville faa Lejlighed til at tale.
     Under Opholdet paa Nysø udkastede Thorvaldsen en Portrætmedaillon af sin Ven Steffens.
     Efter Tilbagekomsten til Kjøbenhavn gjorde den Steffenske Familie en kort Rejse til  Norge, og det blev hans sidste Afsked med sit Fødeland. Sammen med en hamborgsk Læge og hans Familie, der med Varme sluttede sig til dem, sejlede de afsted i et uroligt Vejr, der voldte adskillig Søsyge. Ved Frederiksværn blev de hilsede velkommen af en Søstersøn, Sølieutenant Hagerup; ved Moss kom Brodersønnen, der i sin Tid var opdraget i Steffens' Hus og nu var en anset Læge i Kristiania, dem i Møde. I Norges Hovedstad tilbragtes nogle behagelige Dage med gamle Venner, til Dels Landets højeste Mænd, saasom Sverdrup, Statsraad Krog (Brodersønnens Svigerfader), Bull, Justitiarius i Højesteret og Ørstedernes Svoger. Studenterne bragte Steffens et Fakkeltog. Nogen længere Rejse op i Landet fandt ikke Sted denne Gang, kun til det bekjendte  Krogkleven med den vakkre Udsigt over Ringerike gjordes en fornøjelig Udflugt i stort Selskab.
     Tilbagerejsen gik til Lands gjennem det sydvestlige Norge for at faa et fyldigere Indtryk af Landet, og her gjæstedes blandt andet Herresædet  Jarlsberg. Den ældre Greve, Steffens' gamle Ven, opholdt sig syg ved et tydsk Badested og døde kort efter dér, men hans ældste Søn ilede, ved Efterretningen om Steffens' Ankomst, fra Kristiania til Jarlsberg og viste den største Gjæstfrihed mod ham og hans Rejseselskab. Ved Frederiksværn besteg de derpaa Dampskibet, og snart var de atter i Kjøbenhavn.
     Det var nu i Avgust Maaned. Maaske det var efter den norske Udflugt, at Øhlenschlæger og Steffens en Dag spadserede i  Søndermarken sammen og opfriskede gamle Minder; her havde de jo i den brusende Ungdoms Dage 1802 engang havt en mærkelig Vandring. «I disse Følelser», siger Øhlenschlæger, «sympathiserede vi broderligt.» Derimod følte denne sig endnu af og til trykket ved Steffens' Overlegenhed og fandt, at han gjerne sprang de mellemliggende henved fyrretyve Aar over og talede med ham «som en Skolar fra 1803«1)
     Sammen med  Thorvaldsen gjorde Steffens og Familie et Besøg i  Roskilde. Intet Sted i Danmark gjemte dybere Minder for ham end denne By, og den gamle Mand følte sig hensat i Barndoms lykkelige Drømme. Men ved Thorvaldsens Side spurgte han sig selv: hvad har du naa't af det, som du engang higede efter i hine stille Timer? Han har løst sin Opgave, men har du løst det, der blev din? Og Steffens følte sig lille.
     Hvor gjorde det ham godt at gjense den venlige Omegn; den var en Del af hans indre Liv. Meget var for–




1) Øhlenschl. Erindringer 4,160.




andret siden hans Barndom; der var bleven smukkere, Klostermarken, den lille, venlige Lund, tæt ind til Byen, indbød ham nu under sine Skygger, kjønne Spadseregange ned mod den klare Fjord var komne siden hin Tid.
     Stænderne var samlede i Roskilde; dér traf Steffens adskillige Venner: Mynster, A. S. Ørsted, der var kongelig Kommissarius, Botanikeren, Professor Schouw, som var Præsident, og flere. Ved ét Festmaaltid blev Thorvaldsen og Steffens hilsede. Den gamle Domkirke besøgte han med ham; Modsætningen mellem denne og den ny Frue Kirke i Kjøbenhavn traadte ham stærkt i Møde, men Steffens var meget indtaget i denne sidste, «Templet forvandlet til Kirke».1)
     Tiden var nu kommet til at forlade Danmark igjen. Snart sad de tre, der var saa vante til at rejse sammen, paa en Vogn og rullede ad Landevejen gjennem Sjælland. I  Sorø besøgtes Hauch, Ingemann og P. Hjort. Videre drog de over  Fyn, hvor de gjæstede Ungdomsvennen, Præsten Hieronymus  Laub, i Frørup, den stille, elskværdige Mand, der var Ven med saa mange af de betydeligste fra en tidligere Tid2), og Svogeren Zeuthen i Skamby. Endelig bød de Danmark Farvel, — Steffens saa' ikke mere sit Fædreland.
     De ankom til  Hamborg. Det var netop paa samme Tid, som det nyligt kronede danske Kongepar paa en Rejse gjennem Provinserne gjæstede  Attona, hvor de rige Handelsherrer Bauer og Donner stod i Spidsen for den festlige Modtagelse; en lignende blev dem til Del i  Hamborg, især paa Syndikus Siewekings Foranstaltning. I disse Fest–




1) Det var selvfølgelig Frue Kirkes  Indre, som tiltalte Steffens, det ydre har vistnok i sin  Helhed gjort det samme uheldige Indtryk paa ham, som paa de fleste andre.
2) I henved 50 Aar var han Præst i Frørup. «Det udmærkede ved ham bestod ikke i Produktivitet eller i nogen udadvendt Virksomhed, men fremfor alt i en kjærlighedsfuld Modtagelighed, en levende Sans og Interesse for aandeligeTing, — en sjælden dannet Smag —.» Zeuthen: et Par Aar af mit Liv, S. 35—36.




ligheder kom Steffens nu ogsaa til at blive Deltager, og paa en for ham forunderlig gribende Maade mødtes her Minderne fra fordums tunge Dage med Nutidens Hæder. I Haven i  Neumühlen, hvor han i Trængselsaaret 1807 som Fru Siewekings Gjæst saa ofte havde vandret i mørke Tanker, deltog han nu i en glimrende Fest for sin kongelige Velynder. Og da han derfra i det festlige Tog langs Elbens Bredde sejlede til  Blankenese, og han i Kongens nærmeste Følge traadte i Land under en glad Mængdes Jubel, for at deltage i en ny Fest, da traadte Mindet frem om hin Stund, da han netop paa samme Sted betraadte Tydsklands Grund for første Gang, fattig og forladt, for i Mørket at snige sig ind i en Kro. Var ikke hans Ungdoms gladeste Drømme forunderligt gaaede i Opfyldelse, og hvor god havde Gud ikke været imod ham!
     Imidlertid ledsagede Steffens' Hustru og Datter Karoline Amalie paa hendes Besøg i velgjørende Anstalter. Blandt dem, der især tildrog sig Dronningens Opmærksomhed, var den bekjendte  Wichern, Forstander for «das rauhe Haus», en Stiftelse for indre Mission, der dengang havde bestaaet i syv Aar, og Frøken  Amalie Sieweking. Denne kristelige Kvinde havde stiftet en Forening til fattiges og syges Pleje, som havde været i Gang siden 1832; med den største Opoffrelse og Nidkjærhed forestod hun den, givende Afkald paa mange af Livets Bekvemmeligheder, som hun ellers gjennem sin rige Familie havde havt nær Adgang til. Adskillige Aftener tilbragte hun paa Hotellet hos Steffens' i Samtale til Midnat, thi hun var en Ven af dem, ligesaa vel som Wichern. Dronningen traadte i nærmere Forbindelse med Frøken Sieweking, og den fortsattes meget levende mellem disse to ædle aandsbeslægtede til dennes Død 1859. 1)




1) Hun stod i Brevveksling med Dronningen og besøgte hende oftere i Kjebenhavn eller paa Sorgenfri. Hun har ogsaa givet Stødet til Stiftelsen af «den kvindelige Plejeforening» i Kjøbenhavn. (Dr. Kalkar: Amalie Vilhelmine Sieweking.)




     Nu gik Rejsen hjemad, men dog ad Omveje. Efter Indbydelse fra en fjernere Slægtning drog de først til  Lüneburg. Paa den besværlige Kjørsel over Heden var de blevne saaledes forsinkede, at de i Stedet for at komme til Middag, som de havde anmeldt, først naaede dertil om Aftenen i Mørke. Idet de kjørte ned ad Gaden, blev de forbavsede ved at komme ind i en stor Trængsel af Mennesker, og Klara Steffens udbrød: «Her er sket en Ulykke!» Da de saa' en stærk Lysning, formodede de en Ildebrand. Vognen holdt nu; de opdagede, at Lysningen kom fra en stor Have, der var oplyst med kulørte Lamper, og da deres Slægtning bød dem velkommen ved Indgangen, gik det op for dem, at det hele var en Festlighed til Ære for Steffens, der nu blev ført ind blandt de vrimlende Gjæster. Efter nogle Dages fornøjelige Ophold i denne Stad, drog de atter videre, idet de paa forskjellige Steder hilste paa Slægt og Venner. De tog om ad Halle, besøgte Tieck i Dresden og naaede endelig til Berlin.
     Saaledes havde Rejsen fra først til sidst været rig paa Opmuntring og Hæder.
 

 


 

 

21.
Sidste Leveaar.
1840—1845.

     I Berlin var der Uro og Jubel. Kort efter Steffens' Hjemkomst holdt den ny Konge,  Friedrich Wilhelm den 4de, der var bleven kronet i Kønigsberg, sit højtidelige Indtog i Hovedstaden, den 15de Oktober. Store Folkemasser var paa Benene, derimod kun lidet Militær; Begejstringen var stor. Man hilsede den 44aarige Konge som den, der vilde bære en ny Tid frem og opfylde Folkets Forventninger om Frihed og Storhed. Det var heller ikke uden Grund. Han var en mangesidig dannet Herre med et hurtigt Nemme, opfyldt af ædle Formaal. Konst og Videnskab laa ham især stærkt paa Hjærte, og Romantikerne havde i ham faaet et kronet Hoved. I deres Skrifter var han bedst hjemme, og over hele hans Person var der et romantisk Sving. Han vilde hævde Kongedømmet «af Guds Naade» i sin gamle Glans, og fra dette ophøjede Standpunkt vilde han Folkets Vel. Han vilde betegne sig selv som Fremskridtsmand, men mindst af alt ved at give den Frihed i fransk Aand, som var saa manges Ønske, derimod ved at udvikle i gammeltydsk Aand de enkelte Stænder i deres Ejendommelighed. Dreven af en varm religiøs Følelse var det hans oprigtige Hensigt at værne om Kristendommen paa alle Maader, men han var frisindet nok til ikke at kræve Ensformighed med Hensyn til Troen. Det var bekjendt blandt Folket, at hans Familieliv var godt, og det var ligeledes bekjendt, at han havde en særegen Gave til at gjennemskue Folks smaa Svagheder; hans Vittigheder over disse gik fra Mund til Mund, men de var ikke saarende.1)
     Var Begejstringen almindelig, saa var den ikke mindst hos Steffens, der ikke alene i ham i en Række Aar havde havt en Velynder, men som nu saa' mange af sine Ideer, meget af det, han havde kæmpet for, sat paa Tronen i ham. «Hvad Schelling var for mig i videnskabelig Henseende», siger han, «det blev i historisk Henseende den fyrstelige Person, som jeg i min Alderdom sluttede mig til.»
     Tiden skulde imidlertid snart vise, at de Forhaabninger, der knyttede sig til Kongen, kun i ringe Grad blev til Virkelighed. Trods sin gode Vilje og de ivrige Tilløb, han tog, til at sætte mange forskjellige Ting i Værk, satte han kun lidet igjennem. Dels laa det i, at den stærkeste Strømning i Tidsaanden gik ham imod, dels i hans egen Mangel paa Karakter. For hvert Aar, der gik, oplevede han derfor nye Skuffelser, der avlede Bitterhed hos ham; han blev Gjenstand for Folkets haanlige Vittigheder2), og




1) Man sagde om ham, at 1/4 Del af ham var Soldat, 1/4 Præst, 1/4 Konstelsker, 1/4 alle Slags. — Varnhagen v. Ense: Tagebücher 2,33.
2) Man saa' siden en Karrikatur af Kongen, i den højre Haand stod «Ordre», i den venstre «Contreordre», paa Panden: «Désordre».




der blev mere og mere noget fredløst og glædeløst over ham. Det var vist hans inderste Hjærtens Mening, han engang yttrede saaledes: «Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg hader denne Tid, som ikke længer har Kjærlighed til Fyrster.»1)
     Straks efter Friedrich Wilhelm den 4des Regerings Tiltrædelse skete store Forandringer i flere Retninger. Nu var den Ilegelske Tids glimrende Periode forbi; Ministeren Altenstein, der paa alle Maader havde draget denne Filosofi frem, blev afløst af  Eichhorn, en retsindig og kristelig Mand, en af de gamle Fædrelandsvenner, hvem Steffens havde kjendt fra Trængselens Tid under det franske Tryk, og som han stod i Venskabs Forhold til. Kongen vilde gjøre Berlin til et Midtpunkt for Konst og Romantik. Trindt om fra kaldte han berømte Personligheder derhen; Komponisterne Meyerbeer og Mendelssohn blev ansatte ved Hofmusiken; Maleren Cornelius, «Hovedet for de tydske Konstnere», hentedes til Berlin fra München. Store Konstarbejder blev satte i Gang, saaledes en kolossal Domkirke, et nyt Musæum, Mindesmærket for Frederik den store. De endnu levende Hoveder for Romantiken samlede Kongen om sig:  Schelling fra München,  A. W. Schlegel fra Bonn2),  Ludvig Tieck fra Dresden, ligesom ogsaa de fortjenstfulde lærde, begge Brødrene  Grimm. Det var som om Romantiken nu skulde faa en ny Blomstringstid, mere glimrende end nogensinde. Men det faldt stærkt i Øjnene, at de næsten alle var gamle, snart udlevede Mænd. Nye Ordener blev stiftede: «pour merite» for Videnskabsmænd og Konstnere, «Svaneordenen» for Damer; blandt disse var især  Bettina v. Arnim i Kongens Yndest. Man




1) Varnhagen v. Ense: Tagebücher 2,265.
2) «Kongen skal glæde sig til A. W. Schlegels Ankomst, fordi han vil more ham, med de sminkede Kinder, Spejldaasen, de forskjellige Parykker, de kolossale Forfængeligheder, en Slags Gundling (c: en Kammerherre, der blev brugt som Nar ved Friedrich Wilhelm d. 1stes Tobakskollegium) i vor Tid.» Varnh. v. Ense: Tagebücher 2,247.




delte Kongens Yndlinge i tre Klasser; i den tredje var blandt andre Eichhorn, Tieck og Steffens.1)
     Det blev da en Glæde for Steffens paa sine gamle Dage at se saa mange af dem, han stod nær, samles i Berlin, især  Tieck og  Schelling. Den første opholdt sig 1841 paa det kongelige Slot i Potsdam, hvor han nød den hensynsfuldeste Opmærksomhed af Kongen. Aaret efter tog han fast Ophold i Berlin, hvor han uden nogen bestemt Forpligtelse, men kun efter hvad han selv fandt for godt, ydede sin Medhjælp ved Theatret; navnlig havde han uindskrænket Magt til at ordne Opførelsen af Shakespeareske Stykker. Skjøndt Tieck var gammel og yderst svag — han havde nu i mange Aar lidt overordentlig af Gigt —, var han dog ganske aandsfrisk og vedblev ogsaa i Berlin, skjøndt for en mindre Kreds, med sine udmærkede Oplæsninger, navnlig af Skuespil, som i Dresden havde skaffet ham saa stor Berømmelse. Steffens besøgte sin gamle Ven meget jævnlig og tog ofte en eller anden af sine unge danske Landsmænd med til hans Oplæsninger.2)
     Schelling holdt i November 1841 sin Tiltrædelses–Tale for et umaadelig stort Publikum og med store Løfter for Fremtiden. «Ikke for at ødelægge er jeg her,» sagde han, «men for at opbygge, for at grundlægge en Borg, i hvilken Filosofien fra nu af skal bo sikkert. Ikke for at sætte en anden Filosofi (i Stedet for min tidligere), men for at tilføje en ny, hidtil for umulig anset Videnskab. Og her maa jeg bekjende, at jeg egentlig er bleven sparet til dette Værk.»3) Trods disse store Løfter, fik Tilhørerne dog ikke meget ud af det, og Tilstrømningen tabte sig hurtigt.4) Forholdet mellem ham og Steffens vedblev at




1) Varnhagen v. Ense: Tagebücher 2,244.
2) Tieck døde først 1853.
3) Julian Schmidt, 3,358.
4) Humboldt yttrede i et Selskab: «Hr. v. Schelling synes her at have omtrent lige saa megen Indflydelse, som den ny (protestantiske) Biskop i Jerusalem kan love sig hos Jøderne.» — Schelling døde 1854. Varnh. v. Ense, Tagebücher, 2,380.




være bjærteligt. «Det vigtigste for min Væren her,» skriver Schelling til denne, «er, at jeg finder redelige, tro Venner, — og hvorhen kunde da mit Blik før vende sig end til dig, den ældste, der er bleven mig tilbage fra tidligere Tid.» 1)
     Saaledes fandt Steffens sin  Omgangskreds behagelig udvidet. Den Spaltning, som delte det videnskabelige Berlin i to modsatte Lejre, Hegelianere og Ikke–Hegelianere, og som i Almindelighed yttrede sig paa en lidet elskværdig Maade, blev Steffens mindre berørt af end de fleste. Med sit kjærlige Sind følte han sig saa lidt som muligt oplagt til Partivæsenet. Enkelte yngre Hegelianere besøgte ham undertiden. Men hans Omgangskreds var iøvrigt meget stor, saa det vilde blive vanskeligt at gjøre fuldstændig Rede for den; vi skulle kun nævne: af Videnskabsmænd Fr. v. Raumer2), Geografen Ritter, Alexander v. Humboldt, W. Grimm og Udgiveren af Niebelungen v. d. Hagen; af Theologer især Professor Twesten; Juristen Savigny, Ministeren Eichhorn; af Konstnere navnlig Billedhuggeren Frederik Tieck (Digterens Broder) og Rauch. Endelig maa nævnes Gehejmeraad v.  Gøschel, en Mand, der oprigtigt mente at kunne forene sin varme Kristendom med sin For–




1) Brev til H. Steffens, formod, fra 1842. Plitts Samling.
2) Denne, som baade havde været Steffens' Kollega i Breslau og nu i Berlin, skriver om ham: «Hvorhen Steffens end vendte sig med sin Begejstring og Veltalenhed, overalt virkede han vækkende ved Tanker og Følelser. Trods al hans Mangesidighed var det dog naturligvis umuligt for den højtbegavede Mand at naa den højeste Grad af Fuldkommenhed i  enhver Retning. Undertiden følte man sig i nær Overensstemmelse med ham, og snart derpaa saa' man ham i excentrisk Frastand. De forskjellige theologiske og religiøse Anskuelser havde han ikke blot forsøgt at begribe historisk, men de havde efter hinanden ligesom taget ham i Besiddelse og behersket ham, fra poetiserende Katolicisme til den bogstaveligste Lutheranisme. Dette førte ham da theoretisk til stor Utaalsomhed, medens hans Hjærtes uudtømmelige Mildhed aldrig vilde have tilladt ham praktisk at saare.» — Fr. v. Raumer: Lebenserinnerungen und Briefwechsel. 2 Th. S. 104. Raumer var Rationalist.




kjærlighed for Hegel og Goethe.1) Ogsaa til Hoffet og andre fyrstelige Personer kom den Steffenske Familie jævnligt; havde han nogen Svaghed i den Retning, saa havde hans Hustru end mere.2)
     Sin Virksomhed ved  Universitetet fortsatte Steffens i Grunden lige til det sidste. Hans Forelæsninger skilte sig i Formen fra de andre Professorers; det var nemlig Reglen, at de enten helt læste dem op af Papiret, eller det var en besynderlig Mellemting mellem Oplæsning og frit Foredrag; Steffens' var fuldstændig frie baade i Form og Indhold. Det gjældte navnlig de filosofiske. «Han kunde saaledes,» skriver en Tilhører, «i én Time holde Foredrag over Menneskets Livs–Udvikling, belyst af de fire Temperamenter, i en anden om Livsbevægelsen i Menneskets Indre som «Anregung», «Erregung» og «Aufregung» (Gnistens Tænding, Brænden og Blussen), eller i en tredje Time kunde han komme ind paa sine Barndoms–Minder og tale om, hvordan de norske Fjeldmelodier endnu levede i ham, men de kom aldrig længere end hertil, — og saa pegede han paa sin livfulde Maade paa Struben.»3) — Sine Forelæsninger holdt han gjerne Kl. 4—5, for derved at kunne undskylde sig for at komme i Middags—Selskaber; «saa frier jeg,» sagde han engang spøgende til en Dame, «baade mig selv og mine Tilhørere fra at fordærve vore Maver», hvortil hun i samme Tone svarede, at det var jo et Spørgsmaal, om de havde bedre af at fordærve deres Hoveder end deres Maver, hvorover Steffens lo hjærteligt. — Unge studerende fra fremmede Universiteter, der var ham særligt anbefalede, deriblandt hans kjære danske4), hvoraf




1) Han var Jurist og efter Revolutionen 1848 blev han af Lutheranerne i Posen, Brandenburg o. s. v. valgt til Præsident for en luthersk Fællesforening, der vilde arbejde for Gjenoprettelsen af en preussisk–luthersk Kirke.
2) Om Steffens' Omgangskreds m. m. er efter velvillig Meddelelse af Professor C. L. N. Mynster.
3) Pastor Henr. Bech i Nordisk Maanedsskrift 1875, 2 D. S. 209 f.
4) En saadan, nuværende Biskop P. E. Lind, skriver fra Berlin 2den




der ofte var nogle, samlede han gjerne om Aftenen i sit Hus. De sad da mest omkring et langt Bord, og han selv førte næsten alene Samtalen med stor Livlighed og Hjærtelighed.
     Om Onsdagen stod Steffens' Hus aabent for fremmede; større Selskaber gjorde han ikke sjældent; hans Omstændigheder var ved hans Konges Gunst i hans sidste Leveaar blevne gode.1) Ofte fik han Besøg af tilrejsende Venner, hvoraf han jo havde en næsten utrolig Mængde; saaledes gjorde han et stort Selskab for Thorvaldsen paa dennes Rejse gjennem Berlin 1841, og for  Øhlenschlæger i Maj 1844. Det var sidste Gang i Livet disse to, Steffens og Øhlenschlæger, mødtes, og det traf sig saa, at de i Potsdam, hvor de begge havde været til Aftenselskab hos Kongen, blev nødte til at overnatte paa en Gjæstgivergaard og laa da i ét Værelse ligesom engang i deres Bekjendtskabs Morgen.
     Den  litterære Virksomhed var bleven Steffens næsten til en Nødvendighed, og han vedblev med den lige til det sidste. Det Arbejde, som især lagde Beslag paa ham i de senere Aar, var hans Optegnelser om sit Liv,  «Hvad jeg oplevede», i 10 Dele. Han havde begyndt paa det i Slutningen af trediverne og endte det først nogle Maaneder før sin Død. Iblandt den i vore Dage saa store Mindeskrifts–Litteratur indtager dette Værk med Rette en hæderlig Plads. Paa Grund af de mange forskjellige Forhold, han førtes ind i, og paa Grund af hans Kjendskab til de fleste af Datidens betydelige Personligheder baade i Tydskland og Danmark, vil det altid være en vigtig Kilde til at lære hin Tid at kjende. Fortællingen om hans Barndom og Ungdom samt hans første Fremtræden som Deltager i Tidens aandelige Rørelser er den mest fængslende




Decbr. 1843: «Jeg glæder mig over at være bleven bekjendt med denne Mand, i hvis Væsen der er et Liv og en Kjærlighed, der har forundret mig.» (Breve til H. C. Ørsted.)
1] Han blev Ridder af den røde Ørns 3die Klasse, 1843.




Del af Bogen. Derimod træder hans Hang til Refleksioner, især i de senere Afsnit, for stærkt frem, og Hovedindtrykket svækkes her, som ved mange af Steffens' litterære Arbejder, ved en for stor Vidtløftighed. Det var en smuk Maade at afslutte sit Liv ved at opfriske saa overordentlig rige Minder, og den Aand, som taler ud af hele Værket, er et Vidne om den Kjærlighed og Mildhed, der besjælede ham; det er i saa Henseende en velgjørende Modsætning til adskillige andre berømte Mænds Livsoptegnelser.1)
     Hans  Familieliv havde altid været lykkeligt, og det blev givet ham at kunne leve i sin lille Kreds til det sidste. Hans Hustru, den engang saa blændende skjønne  Hanna Reichardt, havde endnu, da hun var i en Alder af omtrent 60 Aar, bevaret et smukt Ydre. Hun vandt imidlertid langt fra saaledes Folks Hjærter, som hendes Mand; der var noget koldt og stivt over hendes Væsen, og det mærkedes let, at hun havde Tilbøjelighed til Fornemhed; det var da ogsaa navnlig hende, der higede efter at komme i aristokratiske eller endog fyrstelige Kredse. Hun delte forøvrigt, som tidligere omtalt, sin Mands religiøse Anskuelser. Datteren  Klärchen, der nu var langt oppe i trediverne, var vel endnu mere for Steffens end Hustruen. Hun var en dyb og aandfuld Kvinde, og sin Fader elskede hun fremfor alle og saa' op til ham med en mageløs Tro. Hun hjalp ham med at rette hans Bøger for danske Udtryk, og i det hele forstod hun ham saaledes, at han fuldstændig kunde meddele sig til hende. Hun ledsagede ham paa hans Vandringer og var, kort sagt, hans højre Haand. Og han, paa sin Side, var altid fuld af Glæde og Tak over hende; «det er en ufortjent Guds Naade», sagde han, «med den Datter, jeg har, — hun lever for mig!»
      Tydskland, hans andet Fædreland, der saa tidligt havde draget ham til sig ved Aandens rige Skatte, som han i mere end 40 Aar havde levet i, og som han havde kæmpet og lidt for, — dette Land vedblev Steffens at elske




1) Forøvrigt se Forordet til denne Bog.




til sin Død. Siden den nye Konges Thronbestigelse var hans Haab for dets Fremtid bleven mægtig bestyrket; han saa' det i Møde, hvorledes den tydske Aand, ligesom den i sin Tid havde rejst sig imod Frankrigs ydre Voldsmagt, nu ogsaa mere og mere skulde afryste hin Modstanders aandelige Lænker og udfolde sig i sin Kraft og Dybde. Det var ikke blot hans, men manges levende Haab, og de saa' et Symbol paa denne Aand i den mægtige, ufuldendte Køllner Domkirke ved Rhinen, den Bygning, som blev begyndt i Middelalderen, da den tydske Kraft rørte sig i sin Ejendommelighed, men som de senere vanartede Tider ikke havde mægtet at fuldføre. Nu havde den romantiske Konge forkyndt, at det afbrudte Værk skulde fuldføres, og det blev hilset med Jubel trindt omkring fra, men ikke mindst fra Steffens' ungdommelige Hjærte. Saaledes skulde Tydskland ogsaa rejses som en mægtig aandelig Bygning til Gavn for de andre Folkefærd.1) «Tydskland er kaldet,» skriver han, «til at befri alle Fastlandets kultiverede Folk, ikke derved, at det søger at paanøde fremmede Folk sin Ejendommelighed, men meget mere derved, at det henviser ethvert Folk til sig selv og sin egen Historie.»
     Det var hans ædle Haab, som han bar til det sidste. Men der rørte sig rigtignok i disse Aar meget rundt omkring, som vel undertiden maa kunne have fyldt ham med mørke Anelser. Havde Kongen draget Romantikerne til Berlin, saa samledes ogsaa her «det unge Tydsklands» vilde, nedbrydende Aander, som med fræk Spot haanede Hjærtets Følelser og fremfor alt Kristendommen.2) Og i disse Aar begyndte for Alvor Striden mellem Dansk og Tydsk i Sønderjylland, en Strid, som lige fra først af røbede, at det




1) Køllner–Domen er forøvrigt ikke et Værk af den germaniske Aand, men derimod af den franske, idet den gothiske Stil, hvori denne er bygget, stammer fra dette Land. Nu er Domkirken fuldendt 1880.
2) Ved et Festmaaltid udbragte en af dem (Edgar Baur) Skaalen: Pereat Gott!




tydske Folk ikke just var tilbøjeligt til at nøjes med sit aandelige Kald, eller at det vilde agte andres Ejendommelighed og Rettigheder. Steffens saa' med Smerte denne ulmende Kamp, som maatte berøre hans Hjærte, der var knyttet til begge Folkeslag, saa stærkt; men han var ikke i Tvivl om, hvor Retten var. «De Danske har,» skriver han allerede i 5te Del af sine Livs–Optegnelser, «i hine Grænseprovinser ikke blot en ydre, med de historiske Forandringer vekslende, Ret at forfægte, men meget mere en aandig, og et Angreb paa denne saarer tillige den nationale Tilværelses inderste Kjærne.» Det var en god Tilskikkelse for ham, at han kom til at lukke sine Øjne, førend denne Strid mellem Dansk og Tydsk brød ud i aaben Kamp, thi hvor højt han end elskede Tydskland og havde Grund dertil, saa var han dog i sit inderste Hjærte  dansk.
     Ja, Sandheden af det gamle Ord: «Æblet falder aldrig saa langt fra Stammen, det smager dog af Roden», det bekræftende sig i Steffens' Liv. Skjøndt han tidligt havde fundet sit Hjem i Tydskland og levede saa mange Aar dér, var det dog let at mærke, han var ingen Tydsker. Hans Modersmaal stak bestandig frem gjennem det tydske Sprog baade i Skrift og Tale; han har ved Lejlighed maattet gjøre Undskyldning derfor i Forordet til et af sine større Skrifter. Vel tabte han i en Række Aar, da han kun levede i ringe Forbindelse med Danmark, Færdigheden i at skrive Dansk og foretrak derfor, ogsaa naar han skrev her hjem (som til Mynster) at benytte sig af det tydske Sprog.1) Heri skete der imidlertid en Forandring efter hans sidste Besøg i Danmark; efter det skrev han paa Dansk til sine Landsmænd. I det hele taget synes hans danske Følelse at være bleven oplivet i særlig Grad ved denne Rejse. At hans tydske Tale lige til hans sidste




1) Til Mynster d. 1ste Maj 1823. Paa Tydsk: «Vær ikke vred over, at jeg skriver Tydsk til dig. Jeg har ingenlunde glemt mit Modersmaal; men naar jeg vil skrive saa hurtigt, som jeg tænker, er det Tydske naturligvis mere flydende for mig.»




Dage kjendelig smagte af Dansk, er der mange Vidnesbyrd om.1) «Ved Universitetet (i Berlin),» skriver en Meddeler, «gik der endnu Sagn om hans tidligere danske Udtale af tydske Ord, der havde voldt de pudsigste Misforstaaelser.»2) «Det er mærkeligt,» skriver I. A. Bornemann, der hørte Steffens 1841, «hvor  dansk han bliver, naar han holder Forelæsninger; hans Udtale, Udtryk og Talemaader ere ganske danske, ikke at tale om hans Synder mod det tydske Sprog.»3) Sin Kjærlighed til det gamle Fædreland havde han Lejlighed til at lægge for Dagen, naar unge Danskere eller Nordmænd var hans Tilhørere eller blot besøgte ham. Paa alle tre Steder, hvor han var ansat, baade i Halle, Breslau og Berlin havde han den Glæde at se Landsmænd i sine Høresale, og han kom dem i Møde med stor Kjærlighed, aabnede sit Hus for dem og førte dem gjerne ind i sin Familiekreds. En af dem, der i hans sidste Leveaar hørte ham, Pastor H. Bech, fortæller saaledes om sit første Møde med ham: «Naar man stod foran den høje, lyse Skikkelse med det ejendommeligt spillende Smil og det vidunderligt klare Blik, fik man det Indtryk, at han altid havde noget at sige, der brændte ham paa Tungen; jeg har aldrig kjendt nogen, der ogsaa i det udvortes bar Præget af en Ordets Mand, som han gjorde det. Det gik mig, som jeg tænker, det altid er gaaet alle Danske, at han lod Anbefalings–Skrivelsen ligge ulæst og indlod sig med mig selv. Da han hørte, at jeg var en Dattersøn af Lægen Callisen, der i sin Tid havde et Landsted paa Strandvejen, og at jeg endnu boede hos min Moder paa Østerbro,




1) K. Holtei skriver (ved Udgivelsen af Steffens' Breve til Tieck): «At den ædle Nordmand aldrig lærte ganske rigtig Tydsk og alligevel har været en af de mest beaandede Talere i det tydske Sprog, véd alle, som engang var saa lykkelige at høre hans collegia. Hvad han skrev for Trykken er ved nærmere Venner eller ved de Herrer Forlæggere bleven renset for alle Slags».
2) H. Bech: Nord. Maanedsskr. 1875, 2,208 f.
3) Til Sibbern.




vældede øjeblikkeligt Minderne derfra op i ham, saa han glemte, hvor ung jeg var, og med de Ord: «det er jo det gamle Østerbro–Kompagni»1) kyssede mig, som om jeg virkelig var en Søn af hans egne Minder.»
     Hans Hustru havde ingen Forkjærlighed for Dansk; i sin Tid, da de boede i Kjøbenhavn, havde hun i Grunden bestandig levet der med Ønsket om at forlade Landet igjen saa snart som muligt. Hun kunde tale Dansk, om end mangelfuldt, men vilde i sit Hus ikke gjerne høre det. En Aften, da et Par Danskere samtalede med Steffens i Modersmaalet, blev de afbrudte af Fruen med de Ord: «Erinnern sie sich, wo sie sind, meine Herren!» De talede da videre paa Tydsk, men det gav Anledning til, at Steffens med et Smil sagde:  «Ja, ich bin ein Däne, und bleibe es!»2)
     Ganske anderledes var det med Klara Steffens, som baade talede og skrev Dansk meget godt, og som plejede at underholde sig med sin Fader paa dette Sprog.
     Men naar Steffens saaledes hele Livet igjennem og særlig stærkt paa sine gamle Dage følte sig draget mod sit nordiske Fædreland, saa at han endog ønskede at kunne ende sine Dage her, og paa den anden Side havde slaaet en saa dyb Rod i Tydskland, da kunne vi ogsaa forstaa, at han i et vemodigt Øjeblik kunde udbryde: Ak, jeg har intet Fædreland mere!3) Thi det gjælder jo i en vis Forstand, at den, der har to «Fædrelande» som han, i Grunden ikke ejer noget af dem helt.
     At Steffens ogsaa i sine sidste Aar gjerne syslede med nordiske Forhold, finde vi Vidnesbyrd om i nogle Forelæsninger han holdt 1842 om «Kristendommens Indvirkning paa den nordiske Mythologi.»4) Kjært var det




1) Det var den interessante Hegermann–Lindenkroneske Kreds, der stod i Forbindelse med mange af Datidens bekjendte Personligheder, og hvor Steffens lejlighedsvis er kommen.
2) H. Bech: ovenanf. Sted.
3) F. Hammerich: For Litteratur og Kritik 3.
4) Nachgelassene Schriften v. Steffens S. 77 ff.




ham ogsaa efter Opfordring af Kristian den 8de at forfatte en dansk  «Betænkning om det offentlige Undervisningssystem med særligt Henblik til Sorø Akademi». Som bekjendt var det Kongens Tanke at omdanne dette til en folkelig Højskole, nærmest efter Grundtvigs Tilskyndelse. Steffens' Forslag er ikke udført i Enkeltheder; dertil følte han sig for fremmed for Forholdene, men han kunde kun fremhæve de Hovedpunkter, der efter hans Mening maatte komme i Betragtning ved et saadant Foretagende. Først omtaler han  Forberedelsesskolerne, hvor han hævder, at man ikke tidlig nok kan lægge Mærke til Barnets særegne Tilbøjeligheder og ikke omhyggeligt nok kan vogte sig for at ville bestemme dets Fremtid, hvorved man leder det vild og bringer det let i Modsigelse med sig selv. Principet for Opdragelsen bør være dobbelt, at føre Barnet til Erkjendelse dels af Naturens strenge Nødvendighed, dels af Aandens Frihed. Til det første fører Mathematik og Fysik; til det andet: Sprog (Latin kun saa meget som er nødvendigt til at forstaa gængse Ord,) særlig  Modersmaalet. Men der bør kun læses, hvad der er virkelig godt, af de bedste Forfattere, og navnlig bør  Poesien føres nær til Barnet; thi aner han først det højeste, saa bliver det ogsaa en væsenlig Del af hans indre Liv. De ypperste fremmede, levende Sprog bør han være bekjendt med for at undgaa Ensidighed. «Man nærmer sig Opdragelsens ideale Maal, naar Barnet kan beskjæftige sig umiddelbart med Tieck, Goethe og Shakespeare.» En storartet Livsanskuelse ligger Barnet lige saa nær som en smaalig. Grundlaget for det hele bør dog være Kristendommen. Hvad der er særlig vigtigt, er at opdage og fremme de udmærkede Talenter og at modarbejde den Overhaand tagende Læsning; «overfor denne kan en Maadeholdsforening være ligesaa vigtig som overfor Brændevinsdrik.»
     Forudsætningen for  den højere Skole er, at Barnets Talent er opdaget; thi i denne skal det  praktisk udvikles, og Skolen maa derfor have en mangesidig, praktisk Retning. Ved en Modenhedsprøve kommer man ind i den, og Hovedfagene blive: Kemi, Fysik, Teknik, Plastik, Maleri og Musik, men alle, — det maa gjentages, — med et praktisk Formaal. Paa det kemiske Laboratorium bør der saaledes være Afdelinger for Garvere, Farvere, Lakerere o.s.v. Haandværkerne maa her lære at elske det  skjønne, og den højere Konst maa række det tekniske Haanden. Det udvikles ved Anstaltens æsthetiske Side; blandt Lærerne maa der være Konstnere og Digtere. Det højeste Maal bliver dog dette, at bringe de unge Mennesker til at erkjende Grænserne for deres Kald, men indenfor disse at elske det og begejstres for det.
     Det vil af det her anførte skjønnes, at Steffens' Tanker om en saadan Højskole væsenlig gik i praktisk Retning og i det hele ikke faldt sammen med Grundtvigs. Imidlertid er Ideen om Højskolen i  Sorø endnu ikke 40 Aar efter traadt ud i Livet.
     Det var i Steffens' sidste Dage, han saaledes beskjæftigede sig med en Sag, der angik hans gamle Fædreland. De aandelige Interesser omfattede han indtil det sidste med sin sædvanlige Livlighed. Men det, der dog mest fyldte hans Aand var  Kristendommen. Den var bleven hans Skat for Livet. Sit Forhold til Gammel–Lutheranerne havde han, som tidligere omtalt, fortsat og jævnlig gjort Rejser for at nyde Nadveren sammen med dem. Alt eftersom han ældedes, blev det tydeligt for alle, hvorledes  Kjærligheden bredte sig over hele hans indre Menneske og mere og mere blev det ene raadende; derfor var alt religiøst Partivæsen ham meget imod; et Vidnesbyrd derom er det ogsaa, at han i sine sidste Aar ofte hørte Dr. Jonas, Schleiermachers Svigersøn og nærmest hørende til dennes Retning, men en dyb og aandfuld Prædikant. Steffens fremhævede gjerne det 13de Kapitel i det første Korintherbrev, der handler om den sande Kjærlighed. En Ven sagde om ham ved hans Død: «Hint berømte Ord af  Pascal: man maa elske de guddommelige Ting for at erkjende dem, det anvendte Steffens paa enhver Erkjenden, men navnlig paa den personlige. Næsten overalt begyndte han med kjærlighedsfuld Imødekommen; først efter at have givet sig hen, dømte han.»1) Men Haand i Haand med Kjærligheden gik  Haabet. Derfor blev han aldrig gammel, men var altid endnu, trods Aarenes Vægt, ung. Og det var i Følelsen heraf, at han afsluttede sin Levnedsbog med de Ord: «Saaledes er jeg beredt til at forlade Livet, ligesom jeg tidligere forlod mit Fædreland. Den om mig herskende Forvirring forstyrrer mig ikke; mit  ungdommelige Haab ligger for mig!»
 

 


 

 

22.
Steffens' Død og Eftermæle.
1845.

     Steffens' Helbred havde altid i Grunden været stærkt; først efter at han havde fyldt sit 70de Aar, begyndte det at kjendes, at det gik ned ad Bakke. Navnlig i Vinteren 1844—1845 faldt han kjendelig af, uagtet han stedse vedblev med sin Gjerning. Selv anede han, at han ikke havde langt igjen; «med mig er det snart forbi,» yttrede han til flere; han tog sjældent ud, men saa' stedse gjerne Venner i sit Hjem. Hans Samtale var, som den plejede, ungdommelig frisk og livlig. Mod Sædvane tog han om Aftenen den 8de Februar 1845 i Selskab hos sin Ven, den ædle Gehejmeraad Gøschel. Denne glædede sine Gjæster ved en Oplæsning af  Dantes Paradis, dette Digt, som Steffens satte saa højt, og hvorom han havde sagt, at beslægtede Toner hele Livet igjennem havde villet trænge sig frem af hans Bryst uden at kunne vinde Skikkelse. Da Oplæsningen var forbi, og Steffens vilde bryde op med sin Familie, sank han pludselig sammen, og en heftig Blodbrækning paafulgte. Imidlertid var han efter




1) Zur Erinnerung. an H. Steffens. v. Dr. H. Gelzer.




en Times Forløb igjen kommet til sig selv; hans første Ord var en Undskyldning for den Forstyrrelse, han havde foraarsaget, og herefter blev han bragt hjem. Det viste sig snart, at hans Tilstand var haabløs; fem Dage levede han kun, i en stedse tiltagende Svaghed, hyppigt uden Bevidsthed. Den 13de Februar blev hans sidste Dag. Medens Døden nærmede sig, og hans kjære stod ved Lejet, oplæste Klara efter hans Ønske følgende Vers af en bekjendt Salme, som han holdt saa meget af:

Naar jeg herfra skal vige,
da vig du ej fra mig!
Og naar jeg ned skal stige
i Graven, vis mig dig!
Træd frem, saa snart mit Hjærte
er klemt af Dødsens Nød,
forkort min Angst og Smerte
for din den haarde Død!


Vær du mit Skjold, min Bue,
naar jeg min Afsked ta'er,
lad mig dit Ansigt skue,
som det paa Korset var!
Jeg derved Sejr vinder,
og dig, som det sig bør,
fast til mit Hjærte binder:
Vel den, saaledes dør!1)

Under denne Oplæsning havde Henrik Steffens stille draget sit sidste Suk. Han blev henimod 72 Aar gammel.
     Den 18de Februar fandt Jordefærden Sted. Det var en barsk Vinterdag, Vinden var bidende kold, Sneen fygede omkring. I hans smukke Bolig i Wilhelmstrasse var tidlig paa Dagen en stor Sørgeskare samlet, baade Værelserne og Gaardspladsen var overfyldte. Hofpræst Dr. Strauss, en Mand, der i sin Tid havde været Steffens' taknemlige Discipel, traadte frem for den smukt udstyrede Kiste og talede sande og skjønne Ord. «Vi, som for 40




1) Af Poul Gerhardts: O Haupt, voll Blut und Wunden!




Aar siden sad ved hans Fødder,» sagde han blandt andet, «vi kunne bevidne, hvorledes allerede dengang den anende Ungdom fornam en Trosbekjendelse ud af hans tidligste Forelæsninger. Derefter, for 30 Aar siden, i vor borgerlige Befrielses Tid, var det det tydske Folk, som forsamlede sig om hans flammende Taler. — Men tilsidst hævede han sin mægtige Røst, og hans Tale blev et Vidnesbyrd om Kristus. Da stod han atter midt iblandt utallige Læsere og Tilhørere, som følte sig vakte og fremskyndede ved ham.» Og idet Taleren dvælede ved den Stræben opad, den længselsfulde Kamp, den Higen mod det evige, som var den hensovedes Særkjende, kunde han med Sandhed sige: «Vor forklarede Lærer og Ven har søgt og fundet den evige Hovedsag, og den var Baandet i den trofaste og uforanderlige Kjærlighed, der forbandt ham med de ligesindede.»
     Det store Sørgetog drog afsted. Hundreder af Studenter sluttede sig til Ligvognen; bagefter fulgte en uoverskuelig Række af Vogne, deriblandt fra Kongehuset. Paa  Trefoldigheds–Kirkegaardens flokkede det store Følge sig i tætsluttede Rækker omkring den aabne Grav. Her blev de Vers afsungne, der havde lydt for Steffens i Dødsstunden, og om hvilke han i sin Tid havde sagt, at han aldrig kunde høre dem uden den dybeste Bevægelse. I det samme opklaredes Vejret, og de første Solstraaler faldt paa Graven og ud over den hele vinterlige Egn. Superintendent  Kober forrettede Jordspaakastelsen, hvorefter en Student  Bolhuis traadte frem og i Ungdommens Navn i begejstrede og træffende Ord mindede om, hvad de havde tabt i den ungdommelige Olding. «Hvo har,» sagde han, «som han, vækket slumrende Kræfter, hvo har kjærligere vist enhver, hvad der laa i ham? Spørge vi, hvad der drog os til ham, hvorfor vi for stedse tilhørte ham, her ved hans Grav er det tilladt at tænke paa det Ord, som, efter hvad der fortælles, engang hans Tankers fortrolige, hans Hjærtes Ven, udtalte om ham: jeg kjender én, som ikke erkjender, men som selv er en Erkjendelsens Personlighed!»1)
     Uden Aftale, men som bevægede af én fælles Følelse, begav mange af Følget sig fra Graven til Schleiermachers Mindesmærke i Nærheden. De hvile nær hinanden, de to, som i Livet, trods alle Forskjelligheder, var saa tæt knyttede sammen.
     Endnu samme Dag holdt Professor  Gelzer paa Universitetet en Mindetale over Steffens, hvori han blandt andet fremhævede, at de Ord, som i sin Tid var blevne sagte til Schleiermachers Ros af Steffens: hans  Mening har ofte været dunkel og tilsløret, men hans  Sindelag aldrig, — de gjældte i fuldeste Maal denne.2)
     Den 24de April holdt  Schelling et offentligt Foredrag til Vennens Minde. Han vilde aflægge Vidnesbyrd om dennes høje og fuldkommen rene Villen. Han pegede paa, hvorledes Steffens ikke veg tilbage for nogen af de store Opgaver i Livet, men med Frimodighed yttrede sig baade om de religiøse Forhold og om Statens Tilstande. Til Filosofien var han ualmindelig heldig stillet derved, at et rigt Naturstudium var gaaet forud for hans Tilbøjelighed til denne. Der er en lang Vej fra de første Begyndelsesgrunde af Tænkningen gjennem alle nødvendige Mellemled til de sidste, højeste Resultater. Han laa ikke under for Vejens Længde, ligesom overhoved det udmærkede i hans Væsen var en uforstyrrelig Ungdom i Aanden. «Enhver, der har kjendt Steffens, vil bifalde det, at om ham kunde man sige:  Han er død i sin Ungdom!»3)
     Her i  Danmark, som i Norge, vakte Budskabet om Steffens' Død megen Deltagelse. «Der er ved hans Død,» skrev  Martensen, «kommet et lacuna (en tom Plads) i Tilværelsen, hvilket man ikke kan faa udfyldt.» Og  Sib–




1) Det havde Schelling udtalt.
2) Zur Erinnerung an H. Steffens, v. Dr. H. Gelzer, i hvilket Skrift Sørgetalerne ved Jordefærden ogsaa findes.
3) Nachgelassene Schriften v. Steffens; ausgeg. v. Schelling. S. 57.




bern skriver: «Man kunde sige til ham: du kan dø, thi du har levet! Hvilken glædelig Skat har han ikke efterladt os, som have kjendt ham, i hans hele ideefyldige, ideesprudlende Personlighed.»1)  Øhlenschlæger skrev et Digt, der begyndte saaledes:

En Yngling Døden rammed,
vel var han to og syvti Aar,
dog varmt hans Hjærte flammed
som i hans Ungdoms Vaar.

     I Videnskabernes Selskab holdt  H. C. Ørsted en Mindetale over Steffens, hvori han blandt andet dvælede ved den Uro, som var et Særkjende for en betydelig Del af hans Liv, og som han fandt var for en stor Del en Følge af hele hans Personlighed. «Med al hans Sans for den ydre Verden, fordybede han sig dog ofte saaledes i den indre Verden, han skabte sig selv, at han kom til at overse de flersidige Forhold, som maa opfattes, idet man vil gribe ind i Omgivelsen. Han lededes herved ofte til at fatte mindre heldige Beslutninger, og hans store Fyrighed lod ham straks skride fra Tanke til Udførelse, saa at han indvikledes i Strid, snart med sine Venner, snart med sine Kolleger, snart med Universitetets Bestyrelse og deriblandt med Ministeriet for Undervisningen. Men de Spændinger, hvori han kom, var sjældent uopløselige; han var ligesaa forsonlig, som fyrig, saa at han baade selv var rede til at hæve de fjendtlige Forhold, og blandt velsindede Modstandere let fandt Aander, som paany kom ham i Møde.»
     Ligesom der i Berlin var udgaaet Opfordring til at rejse et Mindesmærke paa Steffens' Grav, saaledes skete der ogsaa her hjemme Indsamling dertil. Paa Grund af det spændte Forhold til Tydskland blev Udbyttet af denne ikke saa stort, som det ellers vilde blevet.
     Det skjønneste Minde over Steffens var dog uden Tvivl det,  Grundtvig rejste ham, da han sang:




1) Brev fra Zeuthen til Sibbern, og denne igjen til ham, 26de Marts 1845.




Lynildsmand! som for mit Øje
i den aarle Morgengry,
lig en Engel fra det høje,
vælted Stenen bort paany, der hos mig i Blomsterhaven,
lukked, spærred Troes–Graven,
sank nu selv du under Muld?


Nej, den Aand, som slynged Lynet,
naar det knittrende udfo'r,
Aanden, som gjenfødte Synet,
sprængte Bavta–Sten i Nord:
Aanden i dit Blik, din Tale,
efter Kæmpeskridt i Dale
hviler kun paa Skyer blaa!


Paa din Isse, høje Frænde!
fæsted Fod den Aand paany,
vandrer nu til Verdens Ende,
som han aged før i Sky,
klarer nu, til Gru for Jætter,
Odins Syn og Thors Idrætter,
tegner Lys og taler Lyn!


Naar det knittrer, naar det dønner,
naar det runger dybt i Fjeld,
naar I lytte, Nordens Sønner!
muntre end i Tidens Kvæld:
mindes, det var ham, der blunder,
som i Nord til stort Vidunder,
stødte først i Hejmdals Lur!


Ja, den fri, den stærke Tale
om hvad Haanden griber ej,
men hvad dog fra dybe Dale
baner sig til Stjerner Vej:
Ordet, som af Aanden føres,
skaber Syn, hvor Røsten høres,
vaagned, Steftens, her med dig!


Da var disse Lokker gule,
som i Kamp blev tidlig graa,
da var mørkt det over Thule,
intet Øje Lyset saa',
før det lød paa Bjergetoppe:
vaagner alle! Sol er oppe!
Røsten var dit Bjarkemaal!


Folket sov som Lig i Kiste,
Kæmper sov som Kampesten,
brat dog vaagned Fugl paa Kviste,
Lærke med i Agerrén,
stak i Sky til Vingeprøve,
sang med Lyst for Øren døve,
for hinanden og for dig!


Og før end paa Lysets Vinge
til dit Fædreland du fo'r,
du det hørte lyst til Thinge:
Vaagnet er nu Folk i Nord,
spiler Øjne, lytter efter,
mærker Aandens Kæmpekræfter,
rimer Dag og Døn med Daad!


Det skal spørges, du har levet
som kun faa paa denne Jord,
leved mest, hvor mindst er skrevet,
levet kongelig i Nord:
talt et Ord, som aldrig glemmes,
vakt en Aand, hvis Kraft fornemmes,
mens vi har et Modersmaal!


Tvende vel var dine Røster,
ypperst Tydskland kalder sin,
dansk var dog som hendes Søster,
Moder din og Moder min!
Tydsk vel Pen dig faldt i Haanden,
dansk dog Tungen var og Aanden,
dem det er, som skifte Arv.


Ærligt Modersmaalet skifter,
nøjes tarveligt med sit:
Kæmpens Ry og Kæmpens Skrifter,
Tydskland! ros af dem dig frit!
Nordens Aand og Danmarks Tunge,
gamle nys, nu atter unge,
arved alt hans Moders Slægt!


Tak, du store Arvelader,
Tak i Nordens Trilling–Navn,
Odin var din Oldefader,
Danmark var din Moderfavn;
dér du os tilkyssed Aanden,
før med Vingespyd i Haanden
du uddrog i Ledingsfærd!


Med det Kys i Barmen inde,
med dit varme Aandedræt,
leve skal i Nord dit Minde,
blomstre saa paa Videslet,
at hvert Aar paa Fuglevinge
Kranse kan fra Marken bringe
til din Grav i fremmed Land.


Og hver Fugl, som Kransen bringer,
synge skal med Stemme klar:
havde kun Jeg Føniks–Vinger,
jeg dit Støv til Hjemmet bar,
kviddred mellem Bøgeløvet:
hvil dig, Fuglefader–Støvet!
hvil dig sødt i Moders Skjød!


Lille Fugl i Hjarnelunden!
hvad er det, du kviddrer om?
Skal engang i Morgenstunden
efter blide Norners Dom,
med udvokset Føniks–Vinge
Lykke–Skibet os tilbringe
Asken af din Faders Ben?


Skal maaske den høje Skole,
hvori alle Guders Fag,
Nordens Aand for Lærestole,
Nordens Kæmper Skjoldetag,
hvile trygt paa Hejmdal–Støvet,
hvorfra mellem Bøgeløvet,
Gjallarhornet først gjenlød!


Gid det ske engang ad Aare!
Efter Norden, Frænde kjær,
længtes jo dit Støv saa saare
i det sidste Aftenskjær!
Morgenhane–Mindesmærket
vorde brat Oplysnings–Værket,
Birtingsborg i Bjergestil!1)

     Det Mindesmærke over Steffens, som Grundtvig saaledes saa' i Aanden, var altsaa «den høje Skole» med «alle Guders Fag», der som «en Borg i Bjergestil» skulde rejses paa Danmarks Sletter. Det var med andre Ord «Højskolen i Soer» som en ægte nordisk Ungdomsskole, der i saa mange Aar saa stærkt beskjæftigede Grundtvigs Tanker, og som paa hin Tid syntes at være sin Virkeliggjørelse ganske nær, men som ved Kristian den 8des Død og de paafølgende urolige Aar foreløbig blev opgivet. Skjønnere Minde kunde ikke rejses over  ham, der først stødte i Hejmdals Lur her i Danmark og vakte Aander af Dvale, hvilke igjen spredte Glans over Danmarks Skjold og sang en ny Tid ind i Hjærterne. Mere end en Menneskealder er dog nu forløben, uden at dette levende Mindesmærke er bleven rejst, saaledes som det stod for Grundtvigs Syn. Men Arbejdet hen imod det har dog ikke hvilet. Den Stund kan vel ogsaa komme, da «efter blide Norners Dom» hin høje Skole bliver til fuld Virkelighed som en Bavta over de Aandens Kæmper, der brød Baner for en ny Tid i Danmark og deriblandt for ham, der gik i Spidsen —  Henrik Steffens.
 

 


 

 

     Det staar endnu tilbage at meddele  Familiens Skjæbne. Steffens' Enke og Datter forblev efter hans Død i Berlin. Aaret 1848, som vendte op og ned paa saa meget, øvede en lignende Virkning paa  Fru Steffens; thi hun, som altid havde været meget aristokratisk, forandrede fuldstændigt sine Meninger og sluttede sig til Folkepartiet, ja tog saa ivrigt Del i Politiken, at det fra højere Steder blev




1) Berlingske Tidende 1845, 14de Marts.




betydet hende, at hun gjorde bedst i at forlade Berlin. Hun flyttede da med sin Datter til Hamborg, hvor hun i sin tidlige Ungdom havde opholdt sig, og forblev dér nogen Tid. Senere vendte hun imidlertid tilbage til Berlin og døde dér 1855.
     Klara Steffens hang stedse ved sin berømte Faders Minde med den inderligste Troskab og Kjærlighed og levede saa at sige mest i det. Han havde i den Grad været, menneskelig talt, alt for hende, at hun efter hans Død blev staaende omtrent paa det samme Trin, hvorpaa hun havde staaet i hans Livstid, holdt fast ved hans Meninger og fulgte ikke længere Tidens Fremskridt i Videnskab og Konst. Men med sit kjærlige, gudfrygtige Sind trængte hun til at være til Gavn for andre; hun underviste derfor fattige Børn, og efter at Moderen var død, og hendes Omstændigheder var blevne mere indskrænkede, neglede hun sig selv mange Goder for at kunne vedblive at give de Understøttelser til fattige, som Moderen havde givet. I 1860 besøgte hun sine Slægtninge i Danmark og Norge, thi hun omfattede sin Faders Familie og hans Fædreland med Kjærlighed. Efter sin Hjemkomst til Tydskland, tog hun Ophold i den lille Hernhuter–Koloni  Niesky i Schlesien (den samme, som Schleiermacher i sin tidlige Ungdom havde besøgt), hvor hun levede i stille Ensomhed med en gammel Pige. Hun skriver derfra til en Slægtning i Danmark (paa Dansk): «Den lille Koloni er meget venlig. I Midten er en temmelig stor Plads med gamle Træer, og Husene ligge rundt omkring Pladsen mellem Haver og smukke Alleer. Vinteren har været meget haard, men ganske behagelig. — Henimod Aften vandrer jeg med min Pige omkring i den smukke Egn; og det har været meget tiltrækkende for mig, især om Vinteren ved Solnedgang, naar Markerne og Grantræerne var bedækkede med Sne! Jeg lever ellers meget ensomt og stille. De Missjonærer, som bo i ét Hus med os, er de eneste, vi omgaas. Den ene af dem har været i 28 Aar i Labrador og den anden i Vestindien.» — Om Sommeren gjorde hun Smaarejser; paa en saadan besøgte hun 1865 sin Onkel, den gamle  Karl v. Raumer i Erlangen, men her blev hun angreben af en Brystbetændelse, der endte hendes Liv. Da Raumer Aftenen før hendes Død traadte hen til hendes Leje, var de sidste Ord, hun med svag, men tydelig Stemme sagde: «Jeg véd, at min Frelser lever!»
     Saaledes er Henrik Steffens' nærmeste Slægt uddød. Kun i Norge lever der endnu en Sidelinje med Navnet Steffens, Efterkommere af hans ældste Broder.1)
 

 


 

 

23.
Slutning.

     Mere end en Menneskealder er henrundet, siden Henrik Steffens sank i Graven, en Tid, rig paa Omskiftelser som faa andre. Dens vældige Bølgeslag ere skyllede hen over hans Navn, og for den nye Slægt er det kun lidet kjendt. Vi have søgt at drage det frem, men Berettigelsen dertil ligger i den Gjerning, han har øvet, og vi skulle endnu til Slutning pege paa den og dens Betydning for Efterverdenen.
     Det er ikke som Forfatter, at Steffens har havt sin egentlige Gjerning. Thi vel har han paa de forskjelligste Omraader ydet Arbeider, som enten var af Vigtighed for Videnskaben eller behandlede Tidens brændende Spørgsmaal med Aand. Men hans Begavelse fandt dog kun i ringere Grad sit Udtryk ved det skrevne Ord. Allerede hans samtidige fandt, at hans Skrifter stod langt under hans Personlighed, og Efterslægten, der i højere Grad mangler Nøglen til Forstaaelsen af dem, vil ikke for deres Skyld indrømme Steffens' Navn nogen meget høj Plads.
     Hvilken er da hans egentlige Gjerning, der skal bære hans Navn ned gjennem Tiderne? Han har engang paa sin ejendommelige Maade opkastet dette Spørgsmaal. «Jeg




1Dette og mere i det foregaaende er efter velvillig Meddelelse fra Familien i Danmark og Norge.




blev,» siger han, «i min Ungdom kastet ind i en filosofisk Kamp, men min erkjendte Mester vilde ej kalde mig Filosof. Jeg tog Del i en af de største Krige, men jeg blev ingen Soldat. Jeg kastede mig ind i Betragtninger over det tydske Folks Tilstande, men jeg blev ingen Statsmand.» Og man kunde tilføje: han førte Ordet i en kirkelig Kamp og blev ingen Theolog; han skrev poetiske Værker og blev dog ingen Digter. «Er mit Liv da unyttigt, var det kun mislykkede Forsøg? — Det var et indre Liv; paa Forskningens Bølge svømmede jeg. — Men var det uden Frugt?» Der ligger en Vemod bag disse Ord, men Svaret bryder frem, sejrrigt trænger det sig ind paa ham: «har jeg ikke til forskjellige Tider  bevæget de unges Sind?» Jo, deri, og netop deri laa hans store Livsgjerning.
     Ja, det er Vidnesbyrdet, der enstemmig lyder fra Danmark som fra Tydskland, fra ethvert Sted, hvor hans Virkekreds faldt, enten længe eller flygtigt:  han har bevæget de unges Sind! Ikke blot deres, som var unge efter Alderen, men ogsaa de ældres, der endnu havde Mulighed for friske Spirer. Han har formaaet at sætte dem i Bevægelse, enten det var fra Lærestolen eller det var i Samtalen, men Bevægelsen var altid i Retning af det ædle, det dybe og det høje. Det var hans Kald ovenfra, derfor fik han den flammende Veltalenhed, disse sprudlende Ideer. Det blev givet ham at bevæge saadanne unge, der blev Førere for en ny Tid. Danmark er Vidne dertil. Saalænge Øhlenschlægers og Grundtvigs Navne leve i Folkets Minde, saa bør ogsaa han have sin, om end beskednere, Plads dér, thi han har sat dem i Bevægelse; de have selv vidnet det. Men en saadan Bevægelse ligner Havets; bestandig videre ruller Bølgen, bestandig i større Kredse. Og naar vi have følt os baarne frem af disse Aandens Bølgeslag, hvis Begyndelse kan forfølges til dette Aarhundredes Morgen, saa ere ogsaa vi Steffens' Gjerning Tak skyldige.
     Han var en Ordets Ridder, men det levende Ord er knyttet uadskilleligt til Personligheden. Kun Samtiden har kjendt den Magt, der laa hos Steffens, naar Aanden var over ham, naar Øjet funklede, naar Legemet var i Bevægelse, naar det strømmede som en Fos fra hans Læber. Eftertiden har kun et svagt Billede i Beskrivelsen.
     Men naar han saa forunderligt kunde bevæge de unge, saa laa det ikke blot i disse sjældne Gaver, men den egentlige Hemmelighed beroede paa, at  han selv var i Bevægelse. Derfor er hans Liv saa skjønt at betragte; fremad gik det som en Strøm, snart i vild Brusen, snart roligt flydende, men altid fremad mod det dybe Hav, altid nærmere mod ham, der er Livet og Lyset, hvor han tilfulde skulde erkjende det, som han hernede kun saa' stykkevis og som i et Spejl. Dér vil han skue Enheden i Mangfoldigheden, som han saa længselsfuldt søgte efter hernede, og dér vil han se Personligheden som Midtpunktet i alt det skabte.
     Et saadant Liv bør bevares i et kjærligt Minde.