HENRIK STEFFENS'




indledning til philosophiske

FORELÆSNINGER




i Köbenhavn1803




 

 

Köbenhavn og Kristiania.
Gyldendalske Boghandel.
Nordisk Forlag.
MDCCCCV.
 

 


 

Skönt Genudgivelsen af nærværende Skrift paa Grund af aldeles uforudseelige Hindringer ikke kunde ske i Hundredaaret efter dets Fremkomst, har man dog fra flere Sider dusket, at den ikke skulde opgives. Saa forelægges da herved disse Forelæsninger, der i sin Tid have övet saa væsentlig en Indflydelse paa mange af Danmarks betydeligste Mænd, og som — trods ændrede Tider og Anskuelser — endnu den Dag have stör Interesse, dels i og for sig, dels som histörisk Vidnesbyrd om, hvad der ved det 19de Aarhundredes Begyndelse her til Lands rörte sig i Aandens Verden.
  Idet Steffens nu maa tale sin egen Sag, skal med Hensyn til Udgivelsesmaaden kun tilföjes: Til förstaaelse af Skriftets Indhold er der, hvor det maatte göres nödigt, hidsat en Del redegörende Anmærkninger, flere af de særdeles mange Tyskagtigheder, fremmede Ord og Udtryk ville findes paapegede og tydede i en særlig Ordliste, ligesom der i Retskrivningen saa vidt muligt er bragt mere Konsekvens.

 

 


 


  De Forelæsninger, som Henrik Steffens for hundrede Aar siden begyndte her i Köbenhavn, fik saa stor Betydning for det aandelige Liv i vort Fædreland, at det Önske naturligt er opstaaet at göre dem mere tilgængelige gennem en ny Udgave.
  Steffens optræder her baade som Tænker, som Naturforsker, som Digter og som Profet.
  Han fordrer af os, at vi skulle söge en Enhed i Alt, ikke blive staaende ved det Spredte og Udvortes, men danne os en sammenhængende Anskuelse af den Tilværelse, vi leve i. Han söger at ordne Kendsgerningerne paa Naturens og Historiens Omraade saaledes, at de pege hen paa en indre Sammenhæng. Han vil vise os Naturens Udvikling som Aandens ForHistorie og Historiens Udvikling som Vidnesbyrd om en höjere Naturlovs Gyldighed. Og han kræver Ærbödighed for de store Tænkere, der have sögt efter en höjere Sammenhæng, end sanselig Erfaring syntes at vidne om.
  Men de Tanker, han som Filosof og Naturforsker tager til Orde for, udvikler han i det Enkelte mere som Digter end som Tænker. Naturen bliver ham egentlig et stört symbolsk Digt, i hvilket Aanden kan anskue sin egen Fortid; han virker mere ved anelsesfulde og stemningsfulde Billeder end ved strenge og klare Tanker. Nöglen til Naturen fandt han ikke, som Naturvidenskaben, i selve Naturen, men i Aandens inderste Dyb. I hver enkelt Naturform, i hvert enkelt Tidsrum af Naturens Historie sögte han en Aabenbaring.
  Han klagede over, at den nyere Tids Aandsliv havde delt sig for meget, saa Videnskab, Kunst og Religion kom til at staa som fremmede for hverandre. Og paa profetisk Vis skræmmede han de sovende Sjæle op, for hvem den Prosa og Udvorteshed, denne Arbejdsdeling saa let förer til, var fuldt tilfredsstillende. Han pegede hen til Tider, hvor Livet ikke havde været saa delt og saa udvortes, og slog til Lyd for en dybere Opfattelse af Livet og dets Idealer.
  Paa tre Mænd herhjemme virkede Steffens især, dels strax ved disse Forelæsninger, dels senere ved hele sin Personlighed og sin Lære.
  Mest bekendt er hans Indflydelse paa Oehlenschläger, hvem han — som han selv siger — vakte til Bevidsthed om sin egen indre Rigdom. Det var den danske Digtnings Guldalder, som derved indviedes, og det var ikke blot den störe Digter alene, det var selve vort Folk, som derved kom til Bevidsthed om sin aandelige Rigdom.
  Paa Grundtvig virkede han vel ogsaa först og fremmest i poetisk Henseende; men Poesien var for Grundtvig kun Forgaarden til det religiöse Livs Helligdom, og naar han glædede sig over, at Sindet ved den nye Aand, Steffens forkyndte, hævedes over Udvorteshedens Verden, saa var det især, fordi der derved lettere vaktes Sans for de religiöse Forestillingers Værdi. Grundtvig var noget betænkelig ved den Verdensanskuelse, der syntes at ligge bag ved Steffens' Udtalelser, og heller ikke senere, da Steffens' Tro fik en mere udpræget religiös Karakter, kunde de to Mænd fuldt ud stemme med hinanden. Men Grundtvig har alligevel fastholdt, at hans histörisk–poetiske Virksomhed var en Fortsættelse af Steffens' Optræden ved Aarhundredets Begyndelse. (Se Grundtvigs Brev til Ingemann af 26. Novbr. 1824). Og herigennem hænger da ogsaa Höjskolebevægelsen, der har udrettet saa störe Ting i vort Folk, sammen med, hvad „Lynildsmanden“ (som Grundtvig kaldte ham) havde at forkynde.
  Gennem Frederik Christian Sibbern har Steffens endeligt virket paa Filosofiens Udvikling i Danmark. Sibbern var ganske ung Student, da Steffens optraadte, og det var först senere, da han paa sin Udenlandsrejse besögte sin berömte Landsmand i Halle og i Breslau, at han kom i det levende Forhold til ham, han længtes efter. Det var ikke blot, hvad Sibbern kalder det Hjertekvægende og Lærerige ved Steffens' Personlighed, men det var ogsaa bestemte Ideer i Steffens' Filosofi, som gjörde varigt Indtryk paa den unge Filosof, især Steffens' levende Natursans og hans Fremhæven af det Individuelles Betydning i Naturen og i Menneskelivet. Derved blev det forebygget, at abstrakt Spekulation kom til at spille den Rolle i dansk Tænkning, som den i lange Tider kom til at spille i Tyskland. Baade Sibbern og hans yngre Venner, Poul Möller og Sören Kierkegaard, vare Modstandere af Systematikernes Stræben efter at slutte Erkendelsen af i Stedet for stadigt at holde sig paa Erfaringens og det personlige Livs Grund.
  Saaledes have Paavirkningerne fra Steffens' kortvarige Optræden i hans Fædreland forgrenet sig og baaret Frugt i höjst forskellige Retninger. Dersom den sidste Maalestok for Tankers Værdi maa söges i den Bevægelse og Udvikling, de hidföre paa det aandelige Livs Omraade, saa maa vi endnu anerkende Værdien af Henrik Steffens' Tanker, saaledes som de ere nedlagte i hans Forelæsninger. Men denne samme Maalestok kræver ogsaa nye Tanker, naar Tiderne ere nye. Vi maa nu opfatte baade Naturen og Historien paa anden Maade og ad andre Veje, end den romantiske Budbringer formaaede. Hans Overbevisning om, at alle Aandslivets Omraader tilsidst maa mödes, kunne vi dele, selv om vi have lært, at Enhedspunktet, i hvilket de mödes, er langt vanskeligere at finde, end han troede.

    November 1902.

HARALD HÖFFDING

 


 
FÖRSTE FORELÆSNING

  Den almindelige Fordom mod Philosophien, som synes, i det mindste hos den störe Hob, at staae i lige Forhold til den Energie, med hvilken vor Tids störste Genier söge at bringe den sin Fuldkommenhed nærmere, tvinger mig — for min egen, og for deres Skyld — mine Herrer! til en kort forelöbig Erklæring.
  Hvad jeg forudsætter hos mine Tilhörere er — fra Kundskabens Side — intet andet end den almindelige Cultur, som man maa forudsætte hos ethvert uddannet videnskabeligt Menneske — fra Interessens Side — den indvortes Trang til at kiende Tingenes egentlige Væsen, til at oplöse Tilværelsens Gaade — fra Evnens Side, den indvortes Anskuelse, som fatter enhver enkelt Deel sammen til et Heelt, sætter det absolut Heele, Eene, som det Reelle, og ved denne omfattende Anskuelse fortrænger enhver fremmed Forestilling, som ikke nödvendig maa tænkes i Sammenhæng med det Heele. Ethvert philosophisk Foredrag er nödvendig et Continuum, et organisk Heelt, ikke et Aggregat af enkelte Sentenzer. Alt enkelt förstaaes blot i sin Forbindelse med det Heele. Det bindende, ordnende er det uforanderligen Samme i enhver enkelt Sætning, det identiske, som organiserer alle forskiellige Gienstande. Udtrykket for denne Identitet er giennemgribende, absolut Conseqvenz. Derfor maa Philosophien, naar den er, hvad den skal være, blive et levende System, ikke en död Classification. Jo fuldkomnere det skulde lykkes mig at opnaae den systematiske Eenhed, desto uforstaaeligere, paradoxere, ja latterligere maa enhver Sætning synes i enhver anden Forbindelse. Det elendige Middel, at rive Sætninger ud af deres Sammenhæng, at bedömme dem enkelt, eller i en opdigtet Combination — et Middel som den fladeste Trivialitet bestandig er bered til at benytte sig af — maa altid lykkes bedre, jo conseqventere, jo fuldkomnere det philosophiske System er.
  Uden Kundskab er Speculationen tom; uden Interesse er Kundskaben et betydningslöst Aggregat af Materialier; uden hiin Anskuelsesevne bliver Interessen staaende ved en blöd Længsel, en ubestemt Ahnelse — og Philosophien selv et blot pium desiderium for svage Siele.
  At lede dem til Ideen om Philosophiens Problem er Hensigten af disse mine förste Forelæsninger. Jeg gaaer ud fra Facta. Jeg ræsonnerer, jeg demonstrerer ikke. Jeg opvækker Ahnelser; men disse give ingen Evidenz. Jeg vil aabne dem et betydningsfuldere Blik over Livet og Tilværelsen, end det, den almindelige Erfaring, det daglige Liv, indknebet af endelig Trang, leder os til. Af det dybere Blik over Naturen, Historien og vort inderste Gemyt, udspringer det philosophiske Problem som af sin egentlige Kilde. Enhver maa selv give sig dette Problem, förend det paa en tilfredsstillende Maade kan löses. Enhver maa löse sit eget Problem, ikke en andens:
  Jeg begynder mit Foredrag.
  Den oprindeligste Drift hos enhver levende Skabning er den, at vedligeholde sin Tilværelse. Ja denne Drift og Livet selv ere uadskillelige, ere et og det samme. Planten, som, rodfæstet i Jorden, er Naturens bestandige Foster, ernæres vel i dens möderlige Skjöd; men et indvortes organiserende Princip, som er et med dens Væsen, er tillige det, Skjönt dunkle Udtryk for hiin Drift, uden hvilken dens Væsen atter ikke kunde tænkes, Dyret er Naturens Lösladte, det ægte dyriske hos Dyret er den Bevægelse af hele Organisationen, hvilken, afsondret fra det indvortes organiserende Princip, er det bestemte tydeligere Udtryk for hiin Drift — vi kalde den vilkaarlig Bevægelse. Dens Effect er Handling. Men da Handling forudsætter en alt uddannet Organisation, saa maa ethvert Dyr begynde som Plante, og skarpsindige Naturforskere have afgjört, at Fosterets Liv er et sandt Planteliv. De ufuldkomneste Dyr komme aldrig ud over den tidligste Börnealder. Corallerne og Ormene bevæge sig neppe, eller langsomt fra det Sted, de ved Födselen ere satte paa. Naturen bringer dem, som en diende möder, deres Föde, og næsten den eeneste Yttring af vildkaarlig Bevægelse er den, ved hvilken de modtage den tilbragte Næring. Insecterne Födes paa de Planter, som nære dem. Jo höjere Dyrenes Uddannelsestrin er, desto længer varer deres Barndom, i hvilken möderen ligesom træder i Naturens Sted; (thi blandt de ringere Dyr ophörer möderens Omsorg med Födselen) — desto mere maa de, naar de ere fuldvoxne, ved Handling söge at vedligeholde deres Tilværelse.
  Derfor kan man ved de lavere Dyr vel adskille Metamorphoser, organiske Forvandlinger, hvilke de höjere Dyr gjennemlöbe i Æget, eller i möderens Liv, men ikke Barndom fra Alder [-dom]. Dog har Naturen, hos Dyrene, selv de ædleste, nedlagt en bestemt Drift til en bestemt Næring, sat dem i bestemte Climater. Mennesket er Naturens fuldvoxne, modne og friebaarne. Den overlod os til os selv og udbredte alle sine Skatte for os.
  Den Drift til at vedligeholde sin Tilværelse, om hvilken man ingenlunde kan paastaae, at den er det levende og fornuftige Væsen indplantet, som om dets Tilværelse var begribelig uden den, er, taget for sig, absolut egoistisk. Dens Gienstand er altid et Individuums egentligste, inderste Væsen. Individuel er en existerende Ting, naar den existerer for sig, naar et eget indvortes Princip er Udtrykket for dens Selvstændighed. Ethvert existerende individuum er nödvendigviis levende; thi det, hvorved den individuelle Kraft selvstændigen yttrer sig, kalde vi Liv. Derfor har blot den organiske Natur sande Individuer. I den anorgiske Natur har enhver enkelt Gienstand blot Betydning i sin Forbindelse med det Heele, ingen selvstændig Existenz. Det fælles individuelle Princip er Jordklodens Centrum.
  Den egoistiske individualiserende Drift vil vedligeholde det Væsen, hvis Gienstand og Udtryk den er, i sin hele Ejendommelighed. Det er os ikke nok overhovedet at existere, vi ville nödvendigen existere paa denne og ingen anden Maade. Uden denne egoistiske Drift vilde intet enkelt kunne bestaae. Dens Middelpunkt er en levende Skabnings inderste Væsen. Den er det, som vaagner med desto stærkere Intensitet og Kraft, jo individuellere Naturens Udviklingstrin blive. Den er det, som tvinger de anorgiske Masser til at fölge Organisationens Love, den er det, som væbner Dyreriget mod Planteriget, Classer, Slægter, Arter af forskiellige Dyr mod hinanden, Menneskeslægten mod den hele Natur og Mennesker mod Mennesker. —
  Har vi end ikke besluttet endnu at fölge den demonstrative Methode, som blot lader sig tænke i det enhver Sætning med stræng nödvendighed forbindes med et absolut Axiom, hvilket vi ikke ere i Besiddelse af, som vort hele Formaal meget mere gaaer ud paa at söge, uvis om vi nogensinde finde det —, saa ere vi ikke desto mindre forpligtede til at tænke os ethvert Begreb — hvilketsomhelst — med al den Stringenz, som vort blot ræsonnerende Standpunkt tillader os det.
  Den egoistiske Drift — saaledes vil jeg for Kortheds Skyld kalde den Drift, der gaaer ud paa at sikkre det Individuelles Tilværelse — haandhæver, vedligeholder blot det Enkelte. Denne Drift er saa forskiellig, saa mangfoldig som Individuerne selv. Det er: den er uendelig mangfoldig. Ved denne falder det hele Universum, det physiske, saavelsom det intelligible, i lige saa mange Middelpunkter, som det indeholder Individualiteter — ligesom fra hinanden. Ethvert enkelt Individuum tenderer, i fölge denne egoistiske Drift, blot ind ad, mod sit eget Middelpunkt. Ethvert Væsen staaer væbnet mod alt, enhver Kraft, som gaaer ud ad, er nödvendigviis forstyrrende. Hvad som ikke er med os, er nödvendig mod os; thi da enhver Individualitet vil vedligeholde sig selv, sit ejendommelige specifike Væsen, da ethvert Individuum i det det sætter sig som dette bestemte Væsen, udelukker, negerer — ved denne Position, med Hensyn til denne Position, naar den betragtes for sig selv — Ideen om alle andre muelige og virkelige Væsner, saa kan, saa synes det, ingen Forbindelse til et fælles Maal tænkes. Adskilt fra alle andre nærmer ethvert Individuum sig blot det andet for at tilintetgiöre det. Hvorledes kan et Rige bestaae, som er i Uenighed med sig selv? — Havde den egoistiske Drift overhaand, saa vilde Universum falde fra hinanden i lutter adskilte Individualiteter — og da de dog kun selv bestaae i den almindelige Conflict med det hele Universum, saa vilde de selv forsvinde og alt forgaae. Den individualiserende Drift er altsaa i aabenbar Modsigelse med sig selv; den ophæver sig, i det den söger at vedligeholde sig.
  Alting bestaaer ved en uendelig Harmonie. Jeg tör forudsætte det her. De vil neppe nægte mig det; thi det Forskielligste, det mest Modstridende bestaaer jo virkelig ved Siden af hinanden i en evig Samklang — og hvad er Livet — Naturens og Menneskets, det blot physike og det intelligible, andet end denne Harmonie af Dissonanzer? Bag alt Forgiengeligt synes et Uforgiengeligt, bag alt Forkrænkeligt et Uforkrænkeligt, bag al död — ved hvilken det Enkelte forsvinder, som et Atom — et evigt Liv, at straale i aldrig formörket Klarhed. Denne Eenhed, i hvilken alting bestaaer, er os intet andet end Udtrykket af alt, i en evig Idee. — Tænke vi os — og paa vort nærværende Standpunkt ere vi aabenbar tvungne dertil, — denne Tendenz til Eenhed, som forskiellig fra den egoistiske Drift, saa kan den aabenbar ikke gaae ud paa at vedligeholde det Enkelte, som Enkelt, ikke underkaste sig det Individuelles Egoismus, som saadan. Den söger meget mere, saa synes det, at tilintetgiöre det Enkelte, som Enkelt. Jeg vil giöre mig tydeligere.
  Naar vi betragte et organisk levende Væsen — et Menneske f. Ex. — saa viser den nöjagtigere Undersögelse — Anatomien — at det bestaaer af en stor Mangfoldighed af forskiellige Dele. Enhver af disse forskiellige Dele (Organer) har sin egen Beskiæftigelse, og er intet andet end det specifike Udtryk for denne Beskiæftigelse selv. — Thi tænke vi os den ejendommelige Activitet, som characteriserer det enkelte Organ, bort, saa forsvinder Begrebet om Organet med. Denne Activitet er det immanente Princip, som constituerer Organet, og uden hvilket det slet ikke var det, det er. Saaledes er Hiertet Centrum for Circulationen Hiernen for Sensibiliteten, ethvert Sandseredskab Udtrykket for sin Sands, enhver Glandel for Secretionen af sin ejendommelige Materie. Kunde ethvert Organ fölge sin specifike, individuelle Tendenz for sig, saa vilde det ligesaalidet kunne bestaae som det menneskelige Legeme, der selv er Udtrykket for Samvirkning af alle disse Dele. Denne Samvirkning kan nu ikke være Resultatet af en blot Forbindelse af Organerne; thi de enkelte Organer, naar vi betragte dem for sig, tendere i Sandhed blot til deres egen Beskiæftigelse. Öiet vil blot see, Hiertet blot befordre Cirkulationen, Glandlerne blot secernere deres egen specifike Materie. Vi nödsages altsaa til at antage en Tendenz (fra vort nærværende Synspunkt), forskiellig fra Organernes enkelte, ja i Strid med det Enkelte, en Tendenz, som gaaer ud paa at opholde det Heele. Denne Tendenz er nu for os her ikke andet end Udtrykket af Eenheden af alle enkelte Organer; dog saaledes, at den ikke er et blot Resultat af Forbindelsen af de enkelte Dele mellem hinanden. De behöve blot ret tydeligt at tænke Dem Forholdet af de enkelte Organer i et organisk Legeme til det Heele for at indsee, at det Heele ikke kan resultere af en blot Forbindelse af de enkelte Dele, i hvilken disse ansaaes for det Reelle; thi det Heele opstaaer ved en Conflict af de enkelte Organer, hvilken frembringer en vexelsidig Tvang, der slet ikke ligger i det reene Begreb om individuelle Organer, som saadanne, ja endog aabenbar ligger i Strid med den rene individuelle Tendenz, naar den betragtes for sig. I det Öieblik De seer et Menneske, saa er Forestillingen om denne Gestalt udelelig, fuldkommen identisk, een. I denne eene udelelige Idee taber sig Forestillingen om de enkelte Deles Individualitet, ikke tildeels, men ganske. Betragte vi nu denne Eenheds–Tendenz, som forskiellig fra de enkelte Organers individuelle — og paa vort nærværende Standpunkt ere vi aabenbar nödsagede dertil, thi de ere hinanden fuldkommen modsatte, saa gaaer den sidste ud paa at vedligeholde det Individuelle, som saadant, og strider mod Eenheden, den förste paa at hævde det Heele og strider mod det Enkeltes Egoismus.
  Jeg kan, uden at frygte for at blive misförstaaet, anvende det Anförte paa det hele Universum; thi endskiönt vi ikke, som ved en enkelt endelig Organisation, kan overskue det Heele udvortes, (da det er uendeligt) saa er det dog klart, at den Samvirkning af alt, endog det allerforskielligste og modstridigste, (hvilket, see vi paa det enkelte i og for sig selv, i fölge en nödvendig Drift blot söger at vedligeholde sin egen Tilværelse) ellers ikke lader sig tænke.
  Denne Drift ville vi, til Forskiel fra den egoistiske, kalde Universums Eenhedsdrift. Jeg kalder denne, saa vel som den egoistiske en Drift; thi den er, saa vel som hiin, naar Livets Phænomener ere os givne, en, skiönt af en indvortes levende Kilde udspringende, dog fuldkommen uvilkaarlig Tendenz. Agte vi nu paa denne Eenheds–Drift, saa mærke vi.
  1. ) At den maa være uendelig, som Universum selv.

  2. ) At den, fra vort nærværende Synspunkt maa adskilles fra den egoistiske Drift, da den endog er denne modsat, at den altsaa, eensidigen betragtet,

  3. ) Tenderer til at ophæve al Individualitet som saadan.

Men den er selv blot for saa vidt som det Individuelle er, og er intet andet end Eenheds–Udtrykket for al Individualitet. Den modsiger sig altsaa selv og ophæver sig, i det den söger at vedligeholde sig. Oplöses alt i Individualiteter, saa kan det enkelte selv ikke bestaae, thi det existerer kun i sin Forbindelse med det Heele; Oplöses alt i den uendelige Eenhed, naar den betragtes i Modsætning til det Enkelte, saa kan denne Eenhed selv ikke bestaae; thi den er kuns Eenheden af alle Individualiteter.
  Med slige Modsigelser er nu Livet ligesom befængt. Hvorledes det enkelte Individuum kan bestaae endskiönt en uendelig, almægtig Eenhedsdrift synes at opsluge det; hvorledes det Heele kan bestaae, endskiönt en dybt indpræntet egoistisk Drift væbner ethvert Individuelt mod det Heele, og Individuerne mod sig selv indbyrdes; hvorledes tvende sig modstridende og ophævende Principier, af hvilke det förste giver os det mangfoldige, enkelte, endelige, det andet det eene, almindelige, uendelige, kunde foreene sig, kunde giennemtrænge hinanden, og i denne fuldkomne Sammensmeltning frembringe det identiske Tilværende, Existerende, Livet — er hos os aldeles ubegribeligt og turde være Philosophiens höjeste Problem.
  At Livet virkelig bestaaer ved en evig Strid af disse modsatte Principier kan en kort Betragtning lettelig overtyde os om. Den hele anorgiske Natur er væbnet mod det organiske Liv, og dette selv er kun en temporær Sejer. I denne Strid vedligeholdes vel Arten, som den sejrende Deel; men Individuerne maae uden Undtagelse bukke under. Livet er en Overgang til döden; döden Massens Sejer over Livet. Individuerne komme kun for at forsvinde, det eene, almindelige Udtryk for disses uendelige Mangfoldighed, en Eenhed, som uden Individuerne intet er, vedbliver allene uforandret. Generationen er en Udvej, ved hvilken vel ikke Individuerne, men dog Arten vedligeholdes.
  Ethvert enkelt Menneske ligger i Strid ikke allene med Naturen — en Kamp, som han har tilfælles med alle — men oprindeligen endog med alle andre Mennesker. Enhver söger med lige Ret at tvinge Naturen til at tiene sig, giör den, saavidt hans Kraft formaaer, til en Slave af sin Egoismus, og, drives han blot af den egoistiske Drift, alle andre Mennesker til sit Middel. Herved opstaaer en Collision, som aldrig ganske kan hæves, en Col-lision, som constituerer det hele menneskelige Liv. Jeg vil udvikle denne Forestilling nöjere.
  Den uendelige Eenhed væbner ikke det ene partisk mod det andet, den er ubevægeligen ligesindet mod alt, eensidigen betragtet fiendligsindet mod ethvert Individuum. Den stemmer den hele anorgiske Natur mod Mennesket, og i denne Kamp maae Individuerne bestandig gaae til Grunde, den væbner atter Mennesket mod den hele Natur, og i denne Kamp vedligeholdes Arten.
  Hvorledes Arten, endskiönt selv et Individuelt, kan vedligeholdes, er os her ubegribeligt, og om de menneskelige Individuer kunne have en uendelig, uforgiængelig Spire, er et Spörgsmaal, som — fra et Synspunkt, paa hvilket vi skille det Uendelige, Ene absolut fra det Individuelle, skiönt begge i Livet selv aabenbar, paa en ubegribelig Maade, ere eet — ikke engang kan opkastes. Thi at i den endelige Conflict alt endeligt gaaer til Grunde, det er vist, og videre naaer vort Synspunkt her ikke.
  Udtrykket for Menneskeslægtens fælles Kamp mod Naturen er Industrie. De maae forene sig til denne Kamp; thi at intet Individuum er den voxen, sees allerede deraf, at det nödvendig maa bukke under. Udtrykket for den egoistiske Drift, som blot gaaer paa det Individuelle, er Lyksalighedsdriften. Denne er en sand Drift, et Instinkt, nödvendig som vort Væsen og behöver ikke at læres. Udtrykket for Menneskets Eenhedsdrift er Moraliteten, som her ophörer at være en Drift, og har sin Kilde i Menneskets Frihed. Mennesket oscillerer bestandig mellem den egoistiske Lyksalighedsdrift, som byder ham at söge sit Eget, Individuelle, og den moralske Enheds–Tendenz, som byder ham at söge det Heeles Vel. Den Bestræbelse at forene begge kalde vi Klogskab (i Ordets ædlere Betydning).
  Men det helligste kan ikke overlades til Vilkaar. Alle kunne ikke stole paa enhver Enkelts moralske Tendenz, hvilken han kan fölge og ikke fölge, eftersom han vil. Derfor rækker Naturens uvilkaarlige Eenhedsdrift ind i Menneskets frie Liv, og byder ved vexelsidig Tvang, selv Vilkaarligheden at fölge sine Love. Den Tvang, som opstaaer ved Conflicten af Individuernes Egoismus, hemmer som en höjere, usynlig Haand, det vilkaarlige Valg af den egoistiske Drift og Moraliteten. Men ganske tör og kan den ikke hæves; thi med en fuldkommen Tvang vilde al Frihed selv forsvinde, og derfor hæves ved det borgerlige Samfund Striden mellem den egoistiske og Eenheds Drift aldrig fuldkommen. Al Historie er en evig Krig. — Den evige Fred (Philosophernes kiæreste Drömmerie) kunde kun opstaae, naar den frie Enhedstendenz ganske faldt sammen med Naturens uvilkaarlige, naar ved denne Identitet af begge al vexelsidig Tvang forsvandt, alle Modsigelser hævedes; men de kunne, for en endelig Betragtning, aldrig fuldkommen hæves. — Al Tvang maatte forsvinde; thi Tvang finder kun Sted, hvor man uvilligen overvindes i en ulige Kamp, alle Modsigelser maatte hæves, thi Modsigelser bestaae kun med hinanden i nödvendig Strid. Alle Forbindelser i Stater give kun en tilsyneladende Fred, og det daglige Liv kan hvert Öieblik overbeviise os om, at den aldrig hvilende Strid, ved denne Forbindelse, vel er indskrænket, men aldrig hævet. — Alle Forbindelser af Nationer maatte (skulde de frembringe en evig Fred) hæve de enkelte Nationers Egoismus, det er dem selv; (thi deres Egoismus er Udtrykket for deres ejendommelige Existenz), og altsaa sig selv som Forbindelse tillige.
  Den egoistiske Drift kan nærme sig Moraliteten, naar det Individuelle, hvis Vedligeholdelse er dens Gienstand, selv nærmer sig det Almindelige. Saaledes er den ægteskabelige Kiærlighed ædlere end den, hvis Gienstand er et enkelt Individuum, fordi den sætter tvende Individuer som eet, saaledes er Familie–Kiærlighed ædlere, fordi den indeslutter et ubestemt Antal af Individuer, saaledes er Nationalismus endnu höjere og ædlere, fordi den sætter en heel Nation som et Individuum, saa at det enkelte Individuums egoistiske Drift taber sig i hans Nation. Men Moraliteten fordrer en absolut tilintetgiörelse af den egoistiske Drift i ethvert Collisions–Tilfælde. Der gives Handlinger, som end ikke den reeneste Nationalismus formaaer at hellige. Et Bedragerie for at redde en Nation er absolut utilladeligt. Enhver söge sit eget Bedste, men ikke paa hiin Families, ikke paa sine Venners, enhver söge sin Families, sine Venners Bedste, men ikke paa sin Nations, enhver söge sin Nations Bedste, men ikke paa Menneskeslægtens Bekostning; — og da Udtrykket for Menneskeslægtens indvortes Harmonie er Moralitet — ikke paa Moralitetens Bekostning.
  Det förste Blik over det Heele viiser os, at alt bestaaer ved en evig aldrig ophörende Kamp af modsatte Tendenzer. Men hvorledes finde vi os selv? nödvendigen indviklede i denne Kamp, som fordrer vor heele Anstrengelse. — Vi maae kiæmpe for os selv, det fordrer den egoistiske Drift, vi maae kiæmpe for det Heele, det byder Moraliteten. Enhver kiender sine Pligter, Mennesket er skabt til Handling, ikke til Speculation. Tiden, den fremskridende Cultur, har indviklet Menneskeslægten i Modsigelser, som blot Virksomhed kan give os Haab om, vel ikke ganske, men dog tildeels at hæve. Det borgerlige Liv har alt ved Födselen slaaet sin Jernring om os: Tiden holder os fængslet; giensidige Mangler fordre giensidig Understöttelse; ingen kan, ingen tör unddrage sig fra den almindelige Bestræbelse, som söger det Enkeltes Vel ved det Heele, det Heeles ved det Enkelte. Den levende Organisation, i hvilken vi alle ere indslyngede, tör aldrig absolut hvile, enhver Stilstand var dens död. Hvorfor indlade os i Undersögelser, som synes evige Gaader, som indvikle os i aabenbare Modsigelser? — Vi ere, det er vist. For at orientere os i det borgerlige Samfund bruge vi ingen höjere Speculation. Man tænke sig tydelig sit Forhold til Staten uden at tabe sig i unyttige Granskninger over Aarsagen til dette Forholds Bestemthed. Dette bestemte Forhold er os givet, og med det vor bestemte Virksomhed. Det indskrænkede Hoved kiender ikke engang de höjere Problemer, og tör vi derfor nægte ham vor Agtelse? Er ikke det Menneske, som er klogt, hvor han tör være det, og moralsk, hvor han bör være det, det agtværdigste, og er ikke den almindelige Agtelse, som ingen tör nægte ham, det dybt i vort Væsen indpræntede Udtryk for en sand Fuldkommenhed? Har du sieldnere Talenter — Velan! Tiden kan bruge dem, Staten fordrer deres Brug. Hvortil hiin udsvævende Brug af dit Talent, ved hvilket du ingen gavner i det du vil hæve og forædle alle. — Altsaa er Philosophien unyttig, ja, som det synes, skadelig — og jeg slutter mit förste Foredrag, hvis Indhold jeg overlader til Deres egen nöjere Eftertanke, med en Betragtning, som synes at giöre alle de efterfölgende overflödig.

 


 
ANDEN FORELÆSNING

  Mod Enden af det syttende Aarhundrede levede en Mand, som afsondret fra den hele övrige Verden, i stille fredelig Eensomhed overlod sig til sine Speculationer. Ingen har nogensinde med mere Kraft og Iver sögt Sandhed. Ved grundig og vedholdende Granskning erhvervede han sig den fasteste, urokkeligste og stadigste Overbeviisning. Han har yttret denne i sine faa, men gediegne Skrifter, paa en Maade, der har rört og uimodstaaeligen maatte röre enhver, som læser dem. Han var overbeviist om Evidenzen af sine Grunde, som om sin egen Tilværelse. Han frygtede ikke for den nöjagtigste Undersögelse, gav sit System den strengeste videnskabelige Form, og endnu har ingen giendrevet ham. Til alle Tider har den almindelige Hob havt en feig Gruelse, en indvortes Skræk — födt af en inderlig Overbeviisning om deres egen Indskrænkning — for alt Overordentligt. Beskyldningen for Atheismus, den græsseligste, man kan paabyrde et Menneske, var det almindelige Vaaben, med hvilket enhver anfaldt den stille Gransker. Ikke langt fra det Tidsrum, han levede i, havde man brændt Vanini 1 ) og Bruno 2 ) paa Grund af samme Beskyldning og endnu i vore Dage bragte den — dennegang falskere end nogensinde — en af de geniefuldeste og religiöseste Mænd fra sit Embede og ud af sin gavnligste Virkekreds, og en skraalende Mængde styrtede over ham, for ved deres forvirrede Skrig,




1) I. C. Vanini, italiensk Filosof (f. 1586), der, fordi han nærede pantheistiske Anskuelser og spottede Kirke–Dogmerne, 1619 blev levende brændt (i Toulouse) som Gudsfornægter. [Udg.]

2) Giordano Bruno, italiensk Filosof (f. 1550), der paa Grund af sin pantheistiske Lære blev brændt i Rom 1600. [Udg.]




i det mindste at overdöve hans grundige Undersögelser 1). Det som reddede hiin dybe Gransker fra en saa virksom borgerlig Forfölgelse, var blot hans stille, prætensionslöse Eensomhed, som endog gientagne Opfordringer ikke kunde bringe ham til at forlade. Men man brændemærkede ham med Udtrykket „Atheisten“, bragte hans Navn, med dette vanærende Tillæg til Efterverdenen, indgiöd de kommende Generationer en Afskye for ham, som for et græsseligt Udskud. Saavidt bragte Fanatismen det; men at sætte en eeneste Plet paa hans moralske Værd formaaede end ikke denne, saa almægtig den i denne Henseende plejer at være, og aldrig har noget Menneske faaet en herligere, skiönnere og mere rörende Lovtale end han, da hans forbittrede, overtroiske Forfölgere paastode: at Dievelen havde givet ham dette herlige, klare, rene og lyse Gemyt, at han desto sikrere kunde lokke de Troende. — Den sidste Tilflugt for deres forfölgende Raserie, ved hvilket de, mod deres Villie, satte ham et evigt Æreminde. Aldrig kan jeg tænke mig denne herlige Mand, i sin roelige Eensomhed, med et Lys i sin Siæl, som ingen Tilfælde formaaede at bortjage, med en indvortes Fred, som ingen Forfölgelser kunde forstyrre, uden at en Straale af hans Lys vækker det skiönneste Haab hos mig.
  Det er mærkværdigt, at en af de religiöseste Mænd i vor Tid var den förste, som lod ham vederfares Ret. Det var Jacobi 2 ) Men endskiönt Resultatet af hans Undersögelser var: at hans Speculation virkelig förte til Atheismus, saa tillade man mig — og her uden videre Beviis, som jeg först i det Efterfölgende er i Stand til at give — reent ud nægte det. Denne Mands Skrifter var min förste Tilböjelighed i Philosophien. En indvortes Angst for hans Vildfarelser stödte mig med sand Skræk tilbage, i det en indvortes Forlystelse over den höje Evidenz, der hersker i hans Demonstrationer, uimodstaaelig trak mig til sig. Jo længere, jo mere vedholdende jeg studerede ham, desto bestemtere modsagde




1) Her sigtes til den tyske Filosof, Johan Gottlieb Fichte (f. 1762 † 1814), der, religiöst og politisk mistænkt, i 1799 blev afskediget fra sit Professorat i Jena, men ved sine „Reden an die deutsche Nation“ (1807—8) og ved sin kraftige Deltagelse i Tysklands Befrielseskrig skulde faa fuld Oprejsning, idet han udnævntes til Professor ved det i Berlin 1809 oprettede Universitet. [Udg.]

  2) F. H. Jacobi (f. 1743 † 1819), tysk Filosof, Hovedrepræsentant for den saaakaldte „Trosfilosofi“, Modstander af den Kantiske Kriticisme. [Udg.]




en uimodstaaelig Fölelse alle de Beviser, man fremförte for hans Atheismus; endskiönt jeg maae tilstaae, at jeg i lang Tid ikke var i Stand til at möde dem med Grunde. Men en inderlig Gysen giennemfoer min hele Sjel, naar jeg tænkte mig, at en saadan Vildfarelse kunde bestaae med dette Lys, denne klare Overbevisning, denne urokkelige Fasthed, den rene himmelske Uskyldighed. Min Fölelse sejrede, Schellings 1 ) vigtige Opdagelse i Philosophien aabnede mine Ojne. Jeg kan viise, hvorledes Mistanken om Atheismus kunde opstaae, ja maatte opstaae, hos dem, der ikke fandt det rette, egentlige Centrum for al hans Speculation, den virkelige Feil i hans Fremstillelse, som skiulte Middelpunkten — endskiönt denne i Sandhed er den lyseste, helligste, religiöseste Theismus.
  Denne forfulgte, miskiendte — först i den senere Tid atter erkiendte Mand, er Spinoza.2 )




1) Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (f. 1775 † 1854), tysk Naturfilosof. [Udg.]

  2 ) Baruch Spinoza (f. 1632 † 1677), hollandsk Filosof af Jödeæt, Grundlægger af et pantheistisk System. Benedicti de Spinoza: „Tractatus de intellectus emendatione et de via, qua optime in veram rerum cognitionem dirigitur“ (et Fragment) begynder i Oversættelse saalunde: Da Erfaringen havde lært mig, at alt hvad der jævnlig möder os i det daglige Liv, er forfængeligt og intetsigende; da jeg saae, at alle Ting, fra hvilke der truede Farer, og som jeg frygtede, hverken i og for sig ere gode eller onde, undtagen forsaavidt Sindet sattes i Röre af dem, bestemte jeg mig endelig til at pröve, om der dog ikke gaves noget, der i Sandhed var godt, og sig selv meddelende, af hvilket alene, med Fjærnelse af alt andet, Sindet kunde röres, eller rettere: om der gaves noget, som, naar jeg fandt og erhvervede det, var i Stand til at skaffe mig en höj, varig og evig Nydelse. Jeg siger, at jeg endelig hat bestemt mig dertil; thi ved förste Öjekast syntes det uoverlagt at ville give Slip paa en uvis Ting for en vis; jeg saae nemlig Goder, der erhverves ved Hæder og Rigdom, og fordi jeg blev tvunget til at afholde mig fra at söge dem, hvis jeg alvorligt vilde lægge Vind paa en anden ny Ting; og hvis maaske den höjeste Lykke beroede paa dem, fattede jeg klart, at jeg burde undvære dem; men dersom den ikke beroede paa dem, og jeg kun higede efter dem, da vilde jeg endog savne den höjeste Lykke. Jeg overvejede da, om det maaske var muligt at naae til en ny Livsplan eller i det mindste til Visheden om en saadan, selv om Ordenen og mit Livs almindelige Plan ikke ændredes, hvilket jeg ofte forgæves har forsögt. Thi alt det, der sædvanlig möder i Livet, og som hos Menneskene, hvad man kan skönne af deres Værker, værdsættes som det höjeste Gode, lader sig före tilbage til fölgende tre Ting: Rigdom, Ære og Vellyst. Af disse tre Ting hildes Sindet saaledes, at det ingenlunde kan tænke paa noget andet Gode. Thi hvad Vellyst angaar, saa optages Sindet i den Grad af den, som fandt det Hvile i eet eller andet Gode, og hindres derved mest fra at tænke paa noget andet. Men oven paa Nydelsen af den fölger den höieste Sörgmodighed, der, om den end ikke tilintetgör, saa dog forvirrer og slöver Tanken; og ved at eftertragte Hæder og Rigdom spredes Sindet stærkt, især naar disse kun söges for deres egen Skyld; thi i saa Fald forudsætter man, at de maa være det höjeste Gode; men ved Ære spredes Sindet dog langt mere; thi den forudsættes altid at være det i og for sig störste Gode og det höjeste Toppunkt, hvorhen alt styres. Desuden indfinder der sig ikke her, som ved Vellysten, Anger; men jo mere man besidder af begge Dele, des mere foröges Glæden. Som Fölge deraf anspores vi mere og mere til at foröge begge Dele. Men hvis i eet eller andet Tilfælde vort Haab skuffes, da fremkommer den störste Smerte. Kort sagt: Hæder er til stor Hindring, efterdi Livet, for at vi kunne opnaa den selv, nödvendigvis maa ledes efter Menneskers Opfattelse, nemlig ved at fly det, man i Almindelighed flyr, og söge det, som Folk i Almindelighed söge.
  Da jeg altsaa saae, at alle disse Ting hindrede mig i at lægge Vind paa een eller anden ny Livsplan, — ja, at Modsætningen mellem dem var saa stor, at jeg nödvendigvis maatte afstaa fra det ene eller fra det andet, blev jeg tvunget til at undersöge, hvad der var mig tjenligst. Jeg syntes nemlig, som sagt, at ville miste et sikkert Gode for et usikkert. Men da jeg en Stund havde dröftet dette, opdagede jeg först, at jeg, hvis jeg med Opgivelse heraf, rustede mig til et nyt Liv, vilde (saaledes som vi af det sagte kunne forstaa) opgive et i og for sig uvist Gode for et andet, der vel ikke i og for sig var uvist (thi det var jo et fast Gode, jeg sögte), men kun med Hensyn til dets Opnaaelse var uvist. Ved stadig Eftertænken kom jeg imidlertid saa vidt, at jeg indsaa, at jeg, hvis ellers min Overvejelse var grundig, vilde opgive sikre Onder for et sikkert Gode. Jeg saae nemlig, at jeg svævede i den yderste Fare, og at jeg nödtes til af al Kraft at söge et om end usikkert Hjælpemiddel, — ligesom den, der lider af en dödelig Sygdom og imödeser den visse Död, dersom der ikke anvendes et Lægemiddel, tvinges til af al Magt at söge netop dette — ihvorvel det er usikkert — fordi hans hele Haab beror derpaa. Men alt, hvad Mængden gaar efter, yder ikke alene intet Middel til at bevare os, men virker endog hemmende og bliver for dem, der besidde slige Midler, ofte, for dem, der lade sig beherske af dem, altid Aarsag til Undergang. [Udg.]




  Da denne Deel af min Indledning er reen subjectiv, altsaa egentlig ikke philosophisk, saa finder jeg ingen mere passende Indledning til den efterfölgende Betragtning, end det rörende Sted i hans Afhandling de emendatione intellectus, i hvilken han angiver den subjective Grund, der bragte ham til at opofre sit hele Liv til Philosophiens Studium:
  Postquam me experientia docuit, omnia, quæ in communi vita frequenter occurrunt, vana & futilia esse: cum viderem omnia, a quibus & quæ timebam nihil neque boni, neque mali in se habere, nisi quatenus ab iis animus movebatur, constitui tandem inquirere, an aliquid daretur, quod verum bonum & sui communicabile esset, & a quo solo, rejectis cæteris omnibus, animus afficeretur; imo an aliquid daretur, quo invento & acquisito, continuâ ac summâ in æternum fruerer lætitiâ. Dico, me tandem constituisse : primo enim intuitu inconsultum videbatur, propter rem tune incertam certam amittere velle: videbam nimirum commoda, quæ ex honore ac divitiis acquiruntur, & quod ab iis quærendis cogebar abstinere, si seriam rei alii novæ operam dare vellem: & si forte summâ felicitas in iis esset sita, perspiciebam, me eâ debere carere; si vero in iis non esset sita, eisque tantum darem operam tum etiam summâ carerem felicitate. Volvebam igitur animo, an förte esset possibile ad novum institutum, aut saltem ad ipsius certitudinem pervenire, licet ordo & commune vitæ meæ institutum non mutaretur, quod sæpe frustra tentavi. Nam quæ plerumque in vitâ occurrunt, & apud homines, ut ex eorum operibus colligere licet, tanquam summum bonum æstimantur, ad hæc tria rediguntur: divitias scilicet, honorem, atque libidinem. His tribus adeo distrahitur mens, ut minime possit de alio aliquo bono cogitare. Nam quod ad libidinem attinet, eâ adeo suspenditur animus, ac si in aliquo bono quiesceret; quo maxime impeditur, ne de alio cogitet; sed post illius fruitionem summâ sequitur tristitia, quæ, si non suspendit mentem, tamen perturbat & hebetat. Honorés ac divitias prosequendo non parum etiam distrahitur mens, præsertim ubi hæ non nisi propter se quæruntur, quia tum supponuntur summum esse bonum; honore vero multo adhuc magis mens distrahitur: supponitur enim semper bonum esse per se & tanquam finis ultimus, ad quem omnia diriguntur. Deinde in his non datur, sicut in libidine, pænitentia; sed quo plus utriusque possidetur, eo magis augetur lætitia; & consequenter magis ac magis incitamur ad utrumque augendum: si autem spe in aliquo casu frustremur, tum summa oritur tristitia. Est denique honor magno impedimento, eo quod, ut ipsum assequamur, vita necessario ad captum hominum est dirigenda, fugiendo scilicet, quod vulgò fugiunt, & quærendo, quod vulgo quærunt homines.
  Cum itaque viderem, hæc omnia adeo obstare, quo minus operam novo alicui instituto darem; imo adeo esse opposita, ut ab uno, aut altero necessario esset abstinendum, cogebar inquirere, quid mihi esset utilius; nempe, ut dixi, videbar bonum certum pro incerto amittere velle. Sed postquam aliqvantulum huic rei incubueram, inveni primo, si, hisce omissis, ad novum institutum accingerer, me bonum suâ naturâ incertum, ut clare ex dictis possumus colligere, omissurum pro incerto, non quidem suâ naturâ (fixum enim bonum quærebam), sed tantum quoad ipsius consecutionem. Assiduâ autem meditatione eo perveni, ut viderem, quod tum, modo possim penitùs deliberare, mala certa pro bono certo omitterem. Videbam enim me in summo versari periculo, & me cogi, remedium, quamvis incertum, summis viribus quærere; veluti æger lethali morbo laborans, qui ubi mortern certam prævidet, ni adhibeatur remedium, illud ipsum, quamvis incertum, summis viribus cogitur quærere, nempe in eo tota ejus spes est sita; illa autem omnia, quæ vulgus sequitur, non tantum nullum conferunt remedium ad nostrum esse conservandum sed etiam id impediunt, & frequenter sunt causa interitus eorum, qui ea possident, & semper causa interitus corum, qui ab iis possidentur.
  Resultatet af vore foregaaende Betragtninger var fölgende: Tvunget af en egoistisk Drift söger Mennesket at vedligeholde sin egen Tilværelse i sin heele Væsenhed, indskrænket ved en Tvang, som opstaaer ved Vexelvirkningen af alle menneskelige Individuer, nödsages han til at respectere andre Individualiteter, ledsaget af en dybt indpræntet moralsk Fölelse, som det staaer i i hans Magt at undertrykke eller hævde, söger han at befordre Harmonien af det Heele, eller at tilintetgiöre den, saavidt som den udvortes Tvang tillader ham det, for blot at fölge sin egoistiske Drift. Af denne Conflict af den egoistiske Drift, den giensidige Tvang og Moraliteten, i Forbindelse med den fælles Kamp mod Naturen, opstaae alle Phænomener i det borgerlige Samfund, for saa vidt som Menneskets Bestræbelse gaaer ud paa at sikre sig deres Tilværelse i Tiden. Men vor Existenz er jo i Sandhed blot i Tiden, vor Trang er umiddelbar nærværende. Vor heele Virksomhed synes at have sine anviste Grændser, at overskride dem synes at være Forsömmelse af helligere og vigtigere Pligter.
  Vi behöve kun at kaste et flygtigt Blik paa det menneskelige Liv, for at overtyde os om, at Menneskets Virksomhed rækker ud over Tiden. Enhver Videnskab, uden Undtagelse, har et uendeligt Problem, et Maal, som gaaer langt ud over Tidens Trang. Thi endskiönt de anvendes i det borgerlige Selskab, endskiönt deres nyttige Anvendelse paaligger enhver, saa er det af sig selv klart, at enhver Videnskab har et Maal i sig selv, som ikke er indskrænket ved dens Anvendelse, et Problem at löse, som er aldeles forskielligt fra de fleste Problemer, som det borgerlige Samfund, som saadant, kunde fordre löste af den. Man sammenligne blot enhver — hvilkensomhelst — Videnskabs indvortes Construction med dens Anvendelse. Mathematiken indvikler, ved en eeneste Opdagelse — f. Ex. det Newtonske 1) Attractionssystem — den menneskelige Aand i de uendeligste, vanskeligste Problemer. Anstrænget Flid, Dybsindighed, Aands Energie, det herligste, som




1) Isaac Newton (f. 1642 † 1727), engelsk Mathematiker, Grundlægger af den nyere Fysik og fysiske Astronomi, opdagede bl. a. Loven for den almindelige Tiltrækning (Attraktion). [Udg.]




ziirer den menneskelige Slægt, bliver sat i bestandig, uroelig, aldrig hvilende Bevægelse, for at tilfredsstille en indvortes dyb Trang, der vel maa characterisere Menneskeslægten, siden den aldrig ganske forsvinder. Hvor forskiellig er den reene Mathematiks Problemer, fra den anvendtes? Skulde en Astronom vel tilstaae, at hans hele Videnskab blot existerede for at anvendes paa Skibsfarten og Chronologien?

  Naturforskerne drives, som uvilkaarlig, af et underligt Instinkt. De frasige sig alle Livets Beqvemmeligheder; ingen Fare, ingen Vanskelighed skrække dem. En dyb, uforklarlig Kiærlighed foreener dem med alle, alle de utallige Gienstande i den evig frugtbare Natur. De giennemstreife enhver Egn paa den vidtlöftige Jord. De sammenhobe Gienstande uden Ende; ethvert Dyr, enhver Plante maae de kiende, nöjagtigen beskrive, adskille fra alle andre; de maae — deres ubegribelige Instinkt vil det saaledes — nedgrave sig i Biergenes Inderste, paa enhver Steenart maae de mærke. — Intet tör, i hele Naturen, bevæge sig, intet Phænomen vise sig, uden at de efterforske og udgranske det, sammenligne det med andre. For dette Instinkt aabner Naturen sig lidt efter lidt og taler til os; men ethvert dens Svar bliver et nyt Spörgsmaal. Ofte, længe nok har man gientaget, at Tingenes Væsen maa blive os evigen skiult; men ingen Naturforsker skrækkes derved. Ofte nok gientog man, at al vor Kundskab var en organiseret Uvidenhed; men Naturforskerne aflade ikke at arbeide paa denne Organisation, hvis inderste Princip, hvis Fundament de ikke kiende. En omfattende Kiærlighed — uforklarlig for dem selv — tvinger dem til en underlig Virksomhed. Saaledes vaagnede Naturvidenskaben i Historiens tidligste Alder, voxede, tog til. — Historiens beskyttende Guddom overleverede den omhyggelig fra Generation til Generation, skiulte den for enkelte Tiders Raaehed; men saasnart disse vare forsvundne, saa traadte den henfarne Tids Kundskaber atter frem, vakte det slumrende Instinkt, Videnskaben udbreder sig bestandig mere, og alle dens Opdagelser give nye Problemer. Det er, som om Fornuften ingen Roe havde, förend hele Naturen har underkastet sig dens Love.
  Ligesom man giver den hele Naturvidenskab en blot cammeralistisk Tendenz, saaledes giver man ikke sielden den hele Historie, og det ligeledes, naar vi see paa Historiens Evolution, som det synes uvilkaarlige og besynderlige Instinkt, ved hvilket enhver svunden Tids Historie bevares for alle, en endelig og blot subjectiv Betydning. De nöjagtige historiske Granskninger ere gavnlige, siger man; thi vi opmuntres af den henfarne Tids Dyder, veiledes af dens Klogskab, skrækkes af dens Laster, advares ved dens Vildfarelser. Men den herlige Bestræbelse, der ved de historiske Videnskaber forbinder enhver Tidsalder med alle de andre, har reddet de herligste, de skiönneste Tider for os, og sikkrer vor Tidsalder en evig Existenz, den underlige Angst for at Leed i den störe Kiæde skal tabes, har aabenbar en langt höjere Betydning. Det er en dybt i vort Væsen grundet Kiærlighed, der slutter hele Menneskeslægten til det Forbigangne, som enkelte Mennesker til deres Börnealder. Det er Historiens Bestræbelse for at vedligeholde sig selv i sin hele Uendelighed i ethvert Tidsrum. Uddöde det historiske Instinkt, saa svandt den gamle Tid, og de skiönneste Epoker, som endnu leve i ethvert ædlere Menneskes inderste Gemyt, vilde da först i Sandhed forgaae; thi endskiönt kuns faa af den hele Menneskemasse træde ud som Naturforskere og Historikere, saa forbinder dog deres Bestræbelse den hele Slægt med Historien og Naturen.
  En dyb indpræntet Agtelse for disse Undersögelser forsvandt aldrig hos nogen Nation, dem undtagen, som vi nödsages til at foragte. Vi kalde de Nationer barbariske, som blot indskrænke deres Virksomhed til at forbedre og forhöje deres physiske Existenz, og har end Industrie og Flid bragt dem nok saa vidt, skulde de end — endskiönt det vel neppe er mueligt — uden Videnskabelighed have erhvervet sig nok saa mange Beqvemmeligheder, ja herskede endog den störste Nationalvelstand og den pragtfuldeste Luxus blant dem, saa foröger det ikke vor Agtelse for dem i ringeste Maade. Vi fordre af enhver Nation, at den skal agte Videnskaberne for deres egen Skyld.
  Men hvad vil Naturvidenskaben, hvad vil Mathematiken, hvad vil Historien? — Jeg nævner Videnskaben, ikke dem som beskiæftige sig med den. — Disse, drevne af et ubevidst Instinkt, befordre ikke sielden Videnskabens Hensigt, uden tydeligen at tænke sig dens Maal. Hvad söge disse Videnskaber? Deres Problem er uendeligt. Kan det finde sin Oplysning i Tiden?
  Hvad de söge, er Kundskab. Kundskabens Væsen er Sandhed. Sandhed er fuldkommen Overensstemmelse mellem Forestilling og Gienstand. Gienstanden er hele Historien og den hele uendelige Natur.
  Altsaa — som Dyret ved et indvortes Livsprincip overvinder Massen, og tvinger den til at assimilere sig dets Væsen — saaledes synes et höjere Lisvprincip at spire i Menneskets Inderste, hvilket söger at tvinge alt til at assimilere sig Fornuften; thi at denne er Udtrykket for hiint höjere Livsprincip, indser enhver. Her synes at være en höjere ætherisk Sphære, i hvilken Mennesket kan aande frit, hvor intet indskrænker ham uden Fornuftens evige Love.
  At denne höjere Virksomhed er Menneskeslægtens Tendenz, det er vist, at intet formaaer at svække denne Tendenz, have vi seet, at den ikke bör svækkes, vide vi; om det i al Evighed maa blive ved den blotte Tendenz eller ikke, kan blot en grundig Undersögelse sige os.
  Videnskaberne söge det Uendelige ved en stykkeviis Sammenhobning af det Endelige. Historikeren söger det ved et Aggregat af Fakta, hvis Forbindelse, naar den er der, dog atter kuns frembringer et Endeligt. Men intet i Historien, ingen enkelt Tidsalders, ingen enkelt Nations Individualitet kan forstaaes fuldkommen, uden ved dens nödvendige Forbindelse med hele Historien. En Anskuelse af det Hele maatte altsaa, som det synes, gaae forud for enhver enkelt Dom. Naturforskerne dynger Phænomener paa Phænomener; forsöger han end en theoretisk Forbindelse, saa er den kun endelig, indskrænket. Men intet enkelt Phænomen forstaaes tilfulde, uden i den nödvendige Forbindelse med alle. En Anskuelse over hele Naturen synes altsaa at maatte gaae forud for enhver enkelt Undersögelse. Jeg forbeholder mig i det Efterfölgende, at giöre Dem dette tydeligere og anskueligere.
  I Sandhed, det var ubegribeligt hvad der formaaede Naturforskeren og Historikeren til den uafladelige Driftighed, hvis ikke en, skiönt hos mange dunkel, Ahnelse om en uendelig Forbindelse, var det dybe bevægende Princip for deres Undersögelse. Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos det meest indskrænkede slumrer den dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur. Den giver alt det Enkelte en höjere ædlere Betydning. Den er det, som med den kommende Morgen oplukker den luende, levende Natur for enhver, som om en indvortes Soel uvilkaarlig fulgte Himmelens, den hæver den uendelige Vrimmel af Gestalter af det almindelige Mörke, giennem den taler Naturens evige Liv, som igiennem et mystisk Ziffer, til vor Aand, og indvortes forstaae vi den. Den dækker den hele Vrimmel af Gestalter, naar det indvortes Lys, som et evigt Mörke kaster sig bag alle Stierner, og et fremmed Lys blot giör os det tiendelige Mörke synligt.
  Denne Ahnelse slutter os ligeledes til Historien. Tidsaldere, hvis Tænkemaade, hvis udvortes Existenz havde et ganske andet Sving end vor, blive os begribelige ved den. Overlade vi os til den, saa resignere vi paa hiint Forstandens almindelige Postulat, at giöre vor Tid og dens Tænkemaade til en Norm for alle, den skiænker os de Tidernes Organer, som ligge skiulte i det Forbigangne. Ved den vaagne Kiæmper af deres Grave, Guder og Gudinder vandre om iblandt os, enhver Klang fra længst hensvundne Tider gienklinger med sin ejendommelige Tone, den tryller de herligste Tidsaldere ind i dybest nedsiunkne. Det er, som om Spiren til alle Historiens Epoker slumrede i hver. Denne Ahnelse, hvis Gienstand altid er uendelig, kaldes, naar den levende, skabende aabenharer sig i sin Herlighed i et fortreffeligt Gemyt — Poesie. Intet Menneske er ganske blottet for Poesie. Ingen Tidsalder, end ikke den raaeste, har nogensinde ganske savnet den. Det er, som vaagnede Naturens egen evige Productivitet med Digteren. Ædle, höje Gestalter trine frem, en guddommelig, gylden Verden, oplivet af en evig Soel, oplukkes for os, som ved et pludseligt Trylleslag. En uendelig Sands synes at have skiult sig bag enhver Gestalt og straaler os mystisk imöde. Vi omgives af en höj en herlig Glands; en dyb Længsel vaagner i vort Inderste, og slutter os uimodstaaelig til den forunderlige göglende Verden —
  Den forsvinder —
  Tiden holder os fængslet, dens snevre Trang fordrer vor Opmærksomhed; men den evige Længsel, som Digteren vakte, formaaer intet at udslukke. Hvad er det, som tryller os, naar Digteren synger?
  Endog den, som anseer vor endelige Tilværelse, Tidens Trang, for det höjeste, lader Poesien gielde som et Middel til at forfriske Gemyttet, som et behageligt Spil. Hvad vil det sige? Tilstaaer han ikke herved en usynlig Egn, hvor vi friere kunne bevæge os? vort egentlige Hiem, i hvilket vi trække os tilbage, naar Arbeide har slövgiort os?
  Man tænke sig al höjere Videnskab og Poesie og Kunst forsvunden fra Jorden; man bortrive enhver Blomst af det menneskelige Liv; man opdrage enhver qvindelig Skabning til en Kiökkenplante, som jo ikke maa blomstre; enhver Mand til en Föderurt for det alt opslugende Uhyre, den nærværende Tid; man bortfeie alt Liv, at forstandens faste, men — nögne Klippegrund, ene bliver tilbage.
  Hellige, glandsfulde Billeder af det Evige, I blive, naar alt Endeligt forsvinder; I vise til en höjere Region, hvor alt er urokkeligt. Der luer, i aldrig formörket Klarhed, Aandernes, selv Tidens evige Sol, ved hvilken vi ere og leve, skiönt vi ei kunne nære os ved den herlige Glands, eller sammenflette dens lyse Straaler, for at klæde os i dem.
  Der var engang Nationer, de ere forsvundne — at de engang igien skulde vaagne i al deres Herlighed, er ethvert ædlere Menneskes, er Historiens evige Önske. Enhver, som med faste og klare Öine formaaer at overskue de store, herlige og selv i deres Ruiner saa colossale Fragmenter af de betydende Nationers Oldtid, maa nödvendig i dem skue Levningerne af en Tid, i hvilken Videnskab, Kunst og Handling, i uafladelig Foreening, formaaede at frembringe det Guddommeligste og Höieste. Denne Foreening frembragte hiine den fierneste Oldtids underlige Kundskaber, hiine dybe, giennemgribende, höje Blik over Naturen, hvis Fragmenter vi beundre, uden at de, saalænge Naturvidenskabens og Historiens nu herskende Forfatning vedbliver, i ringeste Maade kan blive os begribelige, den frembragte hiint dristige, store og i Sandhed kunstrige Liv, i hvilket Handlinger underligen forbandt sig med Handlinger og dannede et stort betydningsfuldt Heelt, ved den frembragtes den dristige Forvexling af Virkelighed med Allegorie, fordi disse Heroers höie Existenz selv ikke var andet, end en eneste herlig, det Oversandseliges, Allegorie, ved den endelig de harmoniske, flydende Toner, i hvilke det herlige Liv udgiöd sig som af en klar Lyskilde og kastede en guddommelig Glands over den hele Historie, som de sildigere siunkne Slægter aldrig formaaede ganske at fordunkle eller forstyrre.
  Et af de sikkerste Kiendetegn for den höje og dybe Sands, som yttrer sig hos en Nation, naar man betragter den som et Individuum, er dens Aftryk paa Massen. Yttrer en Nation sin hele Energie i sin Kamp med Naturen, for at sikre sin endelige Tilværelse, saa viser dens Indtryk paa Massen blot et höjere dyrisk Instinkt — nödvendig som vor physiske Existenz — det er Industrie. Giennemtrænges en Nation, en Tidsalder af en höjere Tendenz, saa tvinger den selv Massen til at vidne om sin höje Existenz. De uhyre Colosser i Orient viser os endnu den friske, unge Menneskeslægts næsten ubegribelige Energie. Da den herlige græske Nation skulde forsvinde, hævede den sin höjere Tilværelses indvortes guddommelige Kierne frem, og paatvang den Massen. Vi skue nu, ahnelsesfulde ved den forstenede Forverdens betydningsfulde og guddommelige Gestalter, deres heele svundne Herlighed. Den italienske Malerkunst viser os endnu sin Tids herlige, glödende, poetiske Religiösitet. Ingen formaaer at bygge saa uhyre Colosser, siden de orientalske Nationer forsvandt. Billedhuggerkunsten döde med Grækenland og Rom; den höjere Malerkunst forsvandt med den italienske Epoke. Man forestille sig vor Tidsalder forsvunden. Hvilket evigt Monument har den sat sig?
  Jeg nærmer mig det Helligste. I Religionens hellige Lys söge vi Tröst. Ingen Tid var fuldkommen irreligiös. Jeg viser stiltiende til den klareste og dunkleste Middelpunkt. At den religiöse Tendenz ligger over Tiden, siger jeg blot.
  Og hvad er da det endelige, menneskelige Liv, uden en höjere Straale? Alting vakler under vore Födder, alting forsvinder lynsnart, som det kom. Verden aabner sig for os; Gestalter iile os göglende forbi og forsvinde; thi vi forsvinde selv. Det umiddelbar Nærværende er det faste Punkt; men dette Punkt er löst. Det Forbigangne har været, det Tilkommende skal komme; det nærværende Moment forsvinder i det vi ville gribe efter det. Vi ville fatte alt i et uendeligt Moment; men det Forbigangne staaer stykkeviis op og tyder stykkeviis til det Tilkommende. Vi svömme paa en svævende Draabe, som bestandig forsvinder og bestandig kommer igien — uroelige mellem Erindring og Ahnelse.
  Hvor er det faste Punkt, som vi alle söge og Ingen besidder? Skulde vi aldrig finde det, hvorfor ere vi da fordömte til at söge det? Hvem löser Tilværelsens evige Gaade? —

 


 
TREDIE FORELÆSNING

  Etfterat jeg i den förste Time har sögt at giöre Dem, mine Herrer! opmærksomme paa, at en dyb Modsigelse hefter ved alt Levende og ved det hele Liv; efter at jeg, i den anden Time, har viist Dem, hvorlunde et stort og vigtigt Problem reiser sig giennem al videnskabelig Tendenz, træder, skiönt ikke löst, umiddelbar frem for os i Poesien, og, see vi paa Historien — med en Kraft som intet kan hemme, fordrer sin Lösning — saa vilde jeg nu, i det jeg nöjere udvikler de tvende, os her fornemmeligen vigtige Videnskabers, nemlig Naturvidenskabens og Historiens Væsen, bevise, at disse Videnskabers Resultater, blot före os hiin Livets dybe Modsigelse nærmere, uden at löse den — at altsaa Physiken og Historien selv henviser til en anden Videnskab, som, i det den söger at löse Hovedproblemet, tillige maa oplöse de andre Videnskabers. Hvis en saadan Videnskab — Philosophien — er muelig, saa maa ved den först Physiken og Historien faae den Sands [Mening] og Betydning, og det Centrum, som den söger. Om den er muelig, maa, for det förste blive uafgiort. Det er os nok, at Menneskets höjere Fornuft fordrer den, at enhver Videnskab söger at naae den, at ethvert ædlere Önske ahner den.
  Vi Födes i det borgerlige Samfund, en vis Nation, et bestemt Sprog, en egen Statsforfatning, en vis Tidsalder, hvis Tænkemaade bærer dette og intet andet Præg, en Natur, hvis uforanderlige Love synes at være den faste Grundvold for al Tilværelse, træder os tvingende imöde, saasnart vi træde ud af Barndommens Alder, begynde at orientere os, begynde at erkiende vort Forhold til de udvortes Gienstande, og det synes, som om vor Frihed alt var bortgivet, förend vi åbnede dens Besiddelse, som om vi fandt vor Selvbevidsthed, blot for at erkiende, at vi havde tabt vor Selvstændighed. Giensidige Mangler fordre giensidig Understöttelse, een Ufuldkommenhed skal böde paa den anden, og ved denne Vexelvirkning af Ufuldkommenheder skal et Fuldkomment opstaae, som vi, for saa vidt som vi kuns ere enkelte Personer i det evige Drama, selv ingen Idee have om, thi en Samvirkning af alle skal frembringe det ahnede Fuldendte, der ligger nödvendig over det Enkelte.
  Vi finde os selv i Verden omringede af en uendelig Mangfoldighed af Gienstande. Enhver af disse Gienstande sætter os i et eget bestemt Forhold. Vi formaae ikke at bestemme dette oprindelige Forhold — det er der, uforanderligen bestemt. Vi selv erkiende os, som dette egne, fra alle övrige adskilte, Individuum, blot for saa vidt som vi sætte en Mængde muelige Bestemmelser uden for os. Vore egne Handlinger, hvis Grund vi söge i vor Villie, i vor Frihed, engang udförte, forbinde sig med den fjendtlige Magt, som indskrænker os fra alle Sider, de Föde andre Handlinger, ja tvinge os til dem, og vi bortgive vor Frihed og Selvstændighed, selv i det vi söge at hævde den.
  Al videnskabelig Undersögelse gaaer ud paa at finde Grunde til de tvungne Forestillinger i Fornuften selv. — Denne Tvang opstaaer — enten ved andre Fornuftvæseners frie Handlinger — de Phænomener, som frembringes ved Vexelvirkningen af alle Fornuftvæseners Handlinger, constituere Historien — eller ved uforanderligen bestemte Love, hvis tvungne og absolut nödvendige Vexelspil constituerer Naturen. At vore uvilkaarlige Forestillinger ere eet med deres Gienstande, det er vist, og selv de Indvendinger, som fremföres, i det man paaberaaber sig paa Sandsernes Utilforladelighed, formaae aldrig at hæve denne dybt i vort Væsen grundede Vished. Det er denne faste Overbevisning, hvis Grund vi ikke kiende, som bestandigen leder os i alle vore Handlinger. Vi benytte os af Naturens Love, vi regne paa deres Uforanderlighed. Enhver Handling vi foretage os, er indskrænket ved dem; al vor Frihed kan blot yttre sig indenfor disse engang bestemte Grændser, og intet Menneske falder paa at troe, at det var mueligt at handle imod dem. Denne ubevidste Vished have vi tilfælles med Dyrene.
  Men Mennesket træder ud af Massen og bliver sig selv Objectet for sin Handlemaade.
  En Forestilling hos et Fornuftsvæsen er det, blot for saavidt. som den erkiendes for at være denne bestemte. Denne Erkiendelse er en lavere eller en höjere. Den lavere erkiender blot Gienstanden som en umiddelbar given Tvang til en bestemt Forestilling og sætter denne Tvang aldeles som et med Forestillingen, uden at adskille dem. Naar man nævner et Huus, saa nævner man tillige Forestillingen om Huset — om Huset selv og Forestillingen om Huset ere eet? er et Spörgsmaal, som slet ikke falder den almindelige Menneskeforstand ind. Spörger man hvoraf Huset bestaaer? saa nævne vi de enkelte Bestanddele, det er sammensat af, lede den Spörgende fra Gienstand til Gienstand, nævne med Gienstanden tillige Forestillingen, uden at giöre den ringeste Forskiel paa dem.
  Den ringeste og almindeligste Reflexion bringer os til at adskille Forestillingen, som vores, fra Gienstanden, som uden for os, og efterat denne Adskillelse er skeet, er det förste Forsög til at frembringe en Forbindelse imellem dem, at sætte dem i et Causalitetsforhold til hinanden, saaledes at Gienstanden bliver Aarsag og Forestillingen Virkning. Dette Forsög dræber ikke allene al Philosophie, men det er klart, at det ikke formaaer at löse det Problem, det egentlig vil löse; thi Problemet er, at vise: hvorledes Forestillingen i os kan være fuldkommen et med Gienstanden uden for os; men sætte vi Forholdet af Aarsag og Virkning mellem begge, saa bliver Adskillelsen permanent; thi Virkningen ligger altid udenfor sin Aarsag, og kan aldrig falde fuldkommen sammen med den uden at ophöre at være det, den er.
  Al Naturvidenskab — og med denne ville vi for det förste her beskiæftige os — gaaer ud paa, ved en — ved den frie Reflexionsevne given, altsaa i Fornuftens Væsen grundet — Construction, at finde Grunden til den nödvendige Bestemthed, med hvilken Naturphænomenerne aabenbare sig for os.
  Jeg taler her naturligviis om den theoretiske Physik, ikke om den empiriske; thi den sidste giver os blot Kundskab om Gienstandene og deres respective Forhold til hinanden, uden at angive Grunden til Bestemtheden i deres Egenskaber og Virkningsmaade.
  Der er intet vigtigere — i Videnskaberne, saavelsom i det daglige Liv — end nöje, at tænke sig det Maal, man vil opnaae, förend man begynder paa at udföre det. Om det har hidtil været Tilfældet med Naturforskerne, ville vi her lade være uundersögt. Nok er det, har Naturvidenskaben overhovedet et Maal — det være nu fuldkommen uopnaaeligt, eller maaskee blot opnaaeligt ved en uendelig Approximation, saa kan det ikke være andet, end: at finde en — dog vel fornuftig — og altsaa i Fornuftens Væsen grundet — Construction, som skal falde fuldkommen sammen med Naturens og være eet med den. Sætter man nu Causalitets–Forholdet som det, der eene finder Sted mellem Gienstanden og vore Forestillinger; sætter man Gienstanden, uden dette Hensyn til vore Forestillinger, som et fremmed, adskiller man Fornuftens og Naturens Væsen absolut, saa tilintetgöres al Naturvidenskab, og den elendige Beskiæftigelse, at sammenliime Naturens evige levende Producter med fingeerte Materier, kan, naar en höjere Bestræbelse först vaagner, paa ingen Maade være tilfredsstillende.
  Der gives altsaa kun een Prövesteen for den theoretiske, naturvidenskabelige Construction. Den er blot da rigtig, naar den erkiendes for, at være den samme, som Naturens. Jeg vil i det Efterfölgende beviise, at alle naturvidenskabelige Undersögelser, som grunde sig paa Empirie, — og paa den allene grunde sig alle de Theorier, vi hidtil have, — blot give os Physikens store Problem uoplöst tilbage, at det behagelige Haab, hvis Naturforskerne virkelig skulde have det, ved i det Uendelige fortsatte Undersögelser at nærme sig Problemets Lösning, ved en nöjere Eftertanke, slet hen maae forsvinde, at Empirien ved den Tendenz, at erklære Phænomenerne paa den eene Side — og dog — paa den anden Side — ved deres Erklæringer at ville vedligeholde sig, som Empirie, indvikler sig i de meest skrigende Modsigelser. Lykkes det os at bevise dette, saa er det klart, at alle naturvidenskabelige Undersögelser blot give os et Problem, som en anden Videnskab maae löse — eller bevise, at det er uoplöseligt.
  Det er saaledes min Hensigt at lade den theoretiserende Empirie giendrive sig selv. At herved den Agtelse, som man skylder den empiriske Naturforsker, naar han ikke overskrider sine Grændser, at den Flid, det Talent, den Skarpsindighed, som virkelig yttrer sig i deres Undersögelser, ikke bliver angrebet, at jeg erkiender disse Undersögelsers uskateerlige Værd, at den sande Theorie, hvis den ellers er muelig, ikke kan undvære de Erfaringer, Empirien giver, det er en Erklæring, som jeg vel maa giöre, endskiönt den, for enhver, som tilfulde har forstaaet mig, vil være aldeles overflödig.
  For at give denne kritiske Undersögelse den störst muelige Fuldstændighed, er det nödvendigt at samle de mangehaande Greene, i hvilke Empirien har deelt sig (og hvilke den kalder ligesaa mange Videnskaber) under et fælles Synspunkt.
  Alle de Veje, som Naturforskerne have valgt, lade sig reducere til Iagttagelse og Experiment. Den blotte Iagttagelse gaaer blot paa et givet Product, Experimentet söger, at sætte Naturen under Betingelser, som tvinge den til at virke under vore Öine.
  Den blotte Naturens Iagttager har en uendelig Mangfoldighed af Objecter, og han vil opfatte dem som forskiellige. Derfor er Iagttagelsen oprindelig nödvendigviis beskrivende. Men da forstanden aldrig formaaer at adskille, uden i en anden Henseende at foreene de adskilte Ting, saa erholde vi tilligemed de Kiendetegn, ved hvilke Descriptionen adskiller, ogsaa nödvendigviis Kiendetegn, ved hvilke det Adskilte atter foreenes. Dette Foreeningsfundament er nu — enten blot subjectivt — som Hielpemiddel for det iagttagende Subject — og da see vi ved Objecterne selv dog blot det Mangfoldige, siden Foreeningsgrunden, efter Forudsætningen, blot hörer os til. Herved opstaaer den saa kaldte Naturhistorie. — Zoologie, Botanik, Oryctognosie. Vi ville kalde denne Iagttagelse den classificerende — eller Foreeningsfundamentet er objectivt, saaledes at Objecternes Mangfoldighed virkelig blot blive Modificationer af mere enkelte Regler, som vi tilskrive Naturen selv. Herved opstaaer for den organiske Natur, den comparative Physiologie; for den anorgiske, det som Werner 1) kalder Geognosie. Vi kalde denne foreenede Iagttagelse den reducerende.
  Classificationens nærmere Forhold til Reductionen vil den fortsatte Undersögelse kunne vise os. Det er her nok at bemærke, at den förste oprindelig er subjectiv, den anden strax fremstiller sig som objectiv.
  Det var naturligt, at man, da Naturvidenskaberne vaagnede, begyndte med at styrte sig midt ind i den uhyre Hob af de forskielligste Gestalter. Man havde længe længtes efter et Middel, ved hvis Hielp man kuns nogenlunde kunde overskue den uendelige Mangfoldighed af Former. Saasnart derfor Linné 2) for den organiske, og Cronstedt 3) og Werner for den anorgiske Natur, havde opdaget Adskillelses– og Forenings–Kiendetegn, som man almindelig antog for hensigtsmæssige, og derved, i det mindste for en Tid lang, havde givet den iagttagende Naturvidenskab en bestemt Retning, saa reiste sig paa engang en stor Mængde Mennesker, strömmede hen til alle Verdens Egne, opdagede en bestandig större og större Mængde af nye Former, indtil endelig den brogede Vrimmel af levende Gestalter og döde Masser lidt efter lidt udslettede den löselig og overflademæssig paatvungne Regel, af hvilken man i Begyndelsen haabede saa meget, og truede med at forvandle det Heele til et besværligt Chaos. Fra nu af forsvandt den, i Begyndelsen saa glödende, Iver; men for dem, som havde en dybere Sands for Naturen, maatte en Længsel efter et nöjere Bekiendtskab med den ordnende Aand, som foreenende gaaer giennem alle Gestalter, og synes at finde Behag i at speile sig i mangfoldig vexlende Former, nödvendigviis vaagne.

  Den blot classificerende Iagttagelse kan ikke giöre Fordring paa at ansees for en Vej til Theorie, og giör det heller ikke. Da imidlertid et ikke ubetydeligt Antal Naturforskere troe, at man kan ansee den kunstige (subjective) Classification, i det mindste for




1) Abraham Gottlieb Werner (f. 1750 † 1817), (Professor ved Akademiet i Freiberg), tysk Mineralog. [Udg.]

2) Carl Linné (f. 1707 † 1778), svensk Botaniker. [Udg.]

3) A. T. Cronstedt (f. 1722 † 1765), svensk Mineralog. [Udg.]




et provisorisk Forsög til at frembringe en naturlig (objectiv), da vi desuden ved denne Undersögelse ledes til nogle Resultater, som kunne være os vigtige og interessante, saa ville vi opholde os noget ved den. Vi ville först henvende vor Opmærksomhed til den organiske Naturs Classifikation — deels fordi den naturvidenskabelige Iagttagelse, for saa vidt som den gielder den organiske Natur, næsten allene beskiæftiger sig med Classification, og först i de nyere Tider har faaet en anden Retning — deels fordi den, selv i sine Principier, afviger fra den anorgiske Naturs classificerende Methode.
  Min Paastand er kortelig fölgende, at den beskrivende Naturforskning — som ligger til Grund for den classificerende — aldrig formaaer at frembringe en naturlig Classification, hvorfor ogsaa alle Forsög af den Art hidtil maatte mislykkes.
  Grunden er fölgende:
  Descriptionen giver intet andet end udvortes Adskillelses–Tegn. Skal nu Naturforskeren foreene de, som forskiellige, erkiendte Gienstande, skal han, som han i en Henseende erkiender dem som forskiellige, i en anden erkiender dem for identiske, kort sagt: skal han foreene dem under et Slægtsbegreb, saa finder han, fra sit Synspunkt ikke andet end udvortes Foreenelses–Kiendetegn. Han formaaer altsaa blot at giöre os opmærksomme paa enkelte udvortes Kiendetegn, ved hvilke de ellers forskiellige Objecter foreenes. Men Naturen forener ikke ved enkelte Kiendetegn. Som tvende eller flere Dyr– eller Plante–Arter ere fuldkommen forskiellige, saa ere de, i en anden Henseende, fuldkommen identiske. Naar vi tænke os den almindelige Anskuelse af Fugle–Classen, saa er den en identisk Anskuelse, i hvilken alle Forskielligheder af Arterne ganske tabe sig. Denne Anskuelse udkommer ikke ved de enkelte Kiendetegn, ved de tvende Hiertekamre og tvende Hierteörer, det röde, varme blod, Nebbet, Fierene, Æget o. s. v. Den betegner meget meer den Urtypus, af hvilken alle Arterne ere Modificationer. Denne Identitet, ved hvilken Differenzerne ikke blot tildeels, men ganske hæves, og dog vedblive i det de ophæves, er det som aabenbarer sig umiddelbar for den classificerende Naturforsker, og tvinger ham til at udgive sin Classification for en blot subjectiv, og at tilstaae, at Arterne vel tilhöre Naturen; men Slægterne, Classerne o. s. v., blot ham. Han har altsaa slet ikke ordnet Arterne, om vi end for det förste ville tilstaae, at han formaaer at erkiende dem, som saadanne, men blot vilkaarligen inddelt dem i Hobe. Vil han betage sin Classification denne Vilkaarlighed, eller, som han udtrykker sig, forvandle den til en naturlig, saa bliver der — som et almindeligt Udtryk for den, uden tydelig Bevidsthed anskuede Identitet af de forskiellige Arter — intet andet tilovers for ham, end en dunkel Fölelse, hvilken han lige saa dunkelt söger at betegne med Ordet Habitus. At Naturforskeren tvinges til at tage sin Tilflugt til en dunkel Fölelse, saasnart han vil classificere objectiv, er meget mærkværdigt, og havde for længe siden kunnet overbevise Empirikeren om Utilstrækkeligheden af al udvortes Anskuelse, saasnart man vil fælde en objectiv Dom over Naturen. Thi det er i Sandhed det samme Tilfælde, som, kun ikke saa tydeligt, træder frem ved enhver Dom over Naturen, der slutter fra det Enkelte Udvortes til det Hele. Det er let at indse, at Naturforskeren ikke formaaer at hæve den dunkle Fölelse, som han udtrykker ved Ordet Habitus, til en tydelig Bevidsthed; thi enten ophæver han al Differenz, naar det lykkes ham, at oplöse alle Adskillelses–Kiendetegnene i Identitet, eller han ophæver den sande Identitet, naar han blot sætter enkelte Kiendetegn, som identiske. Det er vel mueligt (og i enkelte Forsög, som Jussieu 1) gjorde med Planterne og Fabricius 2) med Insecterne) ved skarpsindige Combinationer virkelig lykkedes at frembringe en Classification, som synes at nærme sig den naturlige; men den sande naturlige kan aldrig naaes, just fordi den skal gribe det almindelige Udtryk for den heele Identitet, dette, den blot ved Phænomenernes Udvortes klæbende Naturforsker, ubegribelige Noget, som viser sig ved hele Gestalten, og ikke kan söges i noget Enkelt.
  Her skilles det Indvortes fra det Udvortes; thi, at denne Identitet blot indvortes kan anskues, det aabenbarer sig umiddelbar




1) Jussieu (f. 1748 † 1836), fransk Botaniker. [Udg.]

2) Fabricius, Professor i Kiel (1745—1807), bekendt Entomolog. [Udg.]




for Naturforskeren ved den Umuelighed, ved en udvortes Anskuelse, at hæve den til tydelig Bevidsthed.
  Videre — da Naturen sætter, hvad den har sat som forskielligt, tillige fuldkommen som identisk, hans Adskillelseskiendetegn derimod bestandig kuns giver ham enkelte Foreeningspunkter, saa kan han være overbevist om, at ogsaa hine ikke ere hentede fra Objecternes indvortes Væsen, men blot fra deres yderste og betydningslöseste Overflade, og ligesaavel som hans Classification, kunstig og subjectiv. Ogsaa dette lader sig lettelig bevise.
  Thi — hvad vil han egentlig med alle sine Adskillelsestegn? — Dog vel uden Tvivl bestemme Arter. — Men hvad Art (Species) er, — er et fuldkommen ubesvaret Spörgsmaal i den empiriske Naturhistorie — og Adskillelses–Kiendetegnene formaae i al Evighed ikke at löse dette Spörgsmaal paa en tilfredsstillende Maade. Alt hvad den classificerende Iagttager formaaer at angive, alt hvad Linneé, Fabricius o. s. v. virkeligen have angivet, indeholder intet andet end Regler, hvorefter man — naar Begrebet forudsættes — kan bestemme Arterne. Fordrer man af en Naturforsker, at han tydelig og klart skal angive Begrebet, saa nödsages han her, saavelsom ved Habitus, at beraabe sig paa en dunkel Fölelse. Siger man: at alle de organiske Individuer, som adskille sig fra alle de övrige ved uforanderlige Kiendetegn, constituere en Art, saa afviser man Spörgsmaalet, isteden for at besvare det. Thi — hvorledes kommer man til at antage uforanderlige Kiendetegn i en empirisk Videnskab? — og de antages heller ikke som uforanderlige. Kiendetegnenes Uforanderlighed gielder kun for denne bestemte Art, altsaa ikke absolut. Begrebet gielder altsaa kun efterat jeg har bestemt denne enkelte Art, da det, som man kunde fordre af det, var — at det maatte give mig Regler til at bestemme Arter. Alle de Regler, som ere opstilte, ere kun Forsigtighedsregler, som indskrænke Vilkaarligheden i Bestemmelsen af Arter — udryddes kan den ved dem aldrig. Udryddes kan den kun ved en almindelig Regel, som fordrer absolut Efterfölgelse, og en saadan er blot muelig ved et bestemt Begreb om Art overhovedet. Heraf lader det sig ogsaa forklare, at den regellöseste Vilkaarlighed driver sit Spil i Entomologien og Botaniken, og næsten truer med at frembringe en total Forvirring i disse Videnskaber.
  Virkelig er ogsaa den saakaldte Differentia specifica ligesaa subjectiv som Slægternes Adskillelses–Kiendetegn; thi de gielde kun med Hensyn til den (kunstige) Slægt, saa at ogsaa Linneé, som meget tydelig indsaae dette, slet ingen Differentia specifica angav, naar Slægten kun bestod af en Art; men da höre jo Arterne, saaledes som de ere opstillede i Systemerne, ikke Naturen, men Systemet til, og ere ligesaa kunstige som det. Tage nu Naturforskerne deres Tilflugt til det af Frisch 1), Buffon 2) og Kant fremsatte almindelige Arts–Begreb, som bestemmer Arternes Eenhed ved Eenheden af den producerende Kraft, saa have de vel en almindelig Regel; men denne betager ogsaa deres Bestemmelser efter udvortes Kiendetegn al constitutiv Kraft, og tilstaaer den i det höjeste kun den Duelighed, at tiene som vejledende Hielpemiddel, for at faa at vide, hvor man skal söge den sande Art.
  I alle de mange möjsommeligen udarbeidede Værker — hvis betydelige empiriske Værd det var latterligt at nedsætte — ere altsaa de sande Arter — om end i enkelte sjeldne Tilfælde rigtig — dog ikke paa den rigtige Maade bestemte; og Kundskaben om Differenzerne bliver, i de classificerende Systemer, i al Evighed, ligesaa langt fra Naturens sande Differenzer, som Kundskaben om Identiteten i Differenzerne. Det er just den Fordömmelse, som synes at hvile paa al Empirie, at den altid sætter sig et Maal, som ligger uden for dens Sphære. Den troer bestandig at nærme sig sit Maal; men naar den nöjere undersöger, hvad den har fundet, saa seer den sig længere fra det end nogensinde. De complicerteste, kunstigste og skarpsindigste Svar löse sig, nöjere undersögt, op i det förste Spörgsmaal, og efter den langvarigste og möjsommeligste Gang seer man sig atter sat tilbage til det Standpunkt, som man gik ud fra.
  Et anorgisk Legeme adskiller sig derved fra et organisk, at det ikke er et fuldkommen enkelt, individuelt (som atter for sig er et heelt), men meget mere anskues udvortes som en Differenz,




1) Frisch, Joh. Leonhard (f. 1666 † 1743), tysk Skolemand, Sprog– og Naturgransker. [Udg.]

2) Buffon (f. 1707 † 1788), fransk Naturgransker. [Udg.]




der henviser til en anden Differenz, hvilken igien henviser til en tredie o. s. v. Enhver af disse Differenzer tiener den anden til Supplement, og faar kun, som Mellemled i en Række, Sands [Mening] og Betydning. Et organisk Individuum anskues derimod, som et ud ad til Indifferent — saa at alle indvortes Differenzer vexelsidig oplöse sig i det Heles Identitet. Den eneste udvortes Differenz hos et organisk Individuum — naar det betragtes enkelt, for sig — er Slægtskabsdifferenzen, som tvinger os til at söge et Supplement til dette Individuum i et andet. Nu er Slægten Udtrykket for tvende Individuers producerende Kraft, altsaa först fuldendt ved den producerende Modsætning og Productet. Dette Product viser sig nu nödvendigvis atter med en Slægtsdifferenz, henviser altsaa igien til et andet Individuum, som dets Supplement; disse tvende Individuer maae atter forestilles som producerende et different Product o. s. v. i det Uendelige. Vi tvinges herved til at antage en Mængde Individuer, hvis Antal ved Reflexion aldrig lader sig angive, og som progressiv genereres i Tiden, saaledes — at Progressionen aldrig sluttes. Alle disse Individuer maae vi nu atter sætte som et Individuelt, og paa denne Maade opstaar Begrebet om Art i den organiske Natur. Kun Slægten nöder os til, i den organiske Natur, at gaae ud over Individuet, hvorfor ogsaa Artsbegrebet ikke paa en tilfredsstillende Maade kan udtrykkes, uden ved Eenheden af den producerende Kraft; men ved Arten er dog i det mindste for den udvortes Anskuelse givet et Mangfoldigt i og for sig selv, hvilket, som Fundament for Classificationen tillige giör den muelig. Formaaer den classificerende Naturforsker end ikke bestemt at angive Begrebet om Art, saa maae dog, i det mindste dette Begrebs Schematismus, (som den der forbinder Begreb og Anskuelse) dunkelt svæve for ham, naar han vil classificere.
  Men et Fossil viser sig altid udvortes, blot som et Different, der maa söge sit Supplement i et andet. De Rækker, som indeslutte hine Fossilier, som Mellemled i sig, indeholde nu vel et Mangfoldigt af udvortes Former; men saaledes, at disse ikke for sig med Bestemthed kunne hæves ud. Da nu Classificationens Fundament (det Mangfoldige) i det anorgiske Rige, efter sin Natur, allerede har noget ubestemt og vaklende, saa frembringes herved Vanskeligheder ved Classificationen, ja endog ved Fossiliernes Beskrivelse, forsaavidt som den skal bestemt angive det Forskiellige, Specifike ved enhver saakaldt Art — hvilke, da de ligge i Tingens Væsen, paa ingen Maade lade sig hæve; thi en af de saakaldte Arter taber sig altid umærkelig i den anden. Saaledes gaaer Bergkrystallen umærkelig over i Qvarz, Qvarzen i Calcedon, Calcedonen ved Hyaliten, i Opal o. s. v. Hos Werner — den dybsindigste og grundigste af alle Mineraloger — udgiöre Overgangene Siælen, ikke allene af hans Geognosie, men endog af hans Oryktognosie; herved hæves i Sandhed Classificationen til en Reduction, hvilken ikke sætter det Mangfoldige, men det Fælles, det Identiske af Differenzerne som det Oprindelige. Ved denne Undersögelse er Striden over Mueligheden af en fuldendt Classification af Fossilierne, skiöndt i den störste Almindelighed, dog fuldkommen afgjort.
  En Classification lader sig, strengt taget, slet ikke tænke i den: anorgiske Natur, og er blot en vilkaarlig Sammenhobning; men saasnart den træder frem som nödvendig, saa ophæver den sig selv som Classification og taber sig ganske i det höjere Reductionsbegreb.
  Det er bekiendt, at ogsaa i det anorgiske Rige en heel Rækkes Identitet blot lader sig udtrykke ved en dunkel Fölelse. Werner sögte at forklare en saadan Rækkes Identitet ved en characteriserende Bestanddel. Saaledes skulde Kieseljorden characterisere den Classe, hvis Steenarter fornemmeligen udmærkede sig ved Haardhed, Glands, Chrystallisation; men deels have Forsög modsagt ham, deels lod det sig, ogsaa förend alle Forsög, begribe, at ikke en enkelt Bestanddeel, men denne bestemte Forbindelse af alle Bestanddelene, en Forbindelse, som sætter dem alle, som et Identiskt — hvilket, som vi siden vil vise ingen Physiker formaaer at giöre os begribeligt — allene kan give det Characteriserende. Dette har Werner ogsaa i sildigere Tider indseet, og paastaaer selv, at det Characteriserende ved Rækkerne bestemmes ved et ejendommeligt, alle de enkelte Led tilkommende dynamisk Forhold, hvilken aabenhiertede Erkiendelse af Empiriens Grændser og Henviisning til det dynamiske, som en for Empirien fremmed Region, i Sandhed geraader denne geniefulde Naturforsker til störste Ære.
  Den organiske Naturs empiriske Beskrivelse gaaer ud paa nöje at angive Arternes Forskiellighed. Den begynder med en, skiönt dunkel, dog nödvendig Fölelse, og alle, nok saa nöjagtige Descriptioner og Determinationer formaae ikke at hæve denne Fölelse til et bestemt Begreb. Classificationen gaaer ud fra en dunkel Fölelse af de forskiellige Arters Identitet og ender, som den begyndte. Hverken Descriptionen, eller Classificationen kan træde Arterne, eller den naturlige Familie–Lighed nærmere. Dens hele Værd bestaaer deri: at den giver os et, vel nödvendigt og uundværligt, men dog subordineret Hielpemiddel til, i ethvert bestemt Tilfælde at kunne finde, hvad Art er. Thi — da det, som i Sammenligning med andre organiske Legemer er different, nödvendigviis ogsaa udvortes maa udtrykke denne Differenz, saa er det naturligt, at man ogsaa — ved Sammenligning af udvortes Kiendetegn, bestandig kan træde Differenzen nærmere, og vide, paa hvilket bestemt Sted man bör söge den, endskiönt man, for at trænge ind i Differenzens inderste Væsen, maa tage sin Tilflugt til ganske andre Principier.
  Den mineralogiske Classification og Beskrivelse, (den sidste for saavidt som den virkelig vil angive det enkelte Fossils Grændser) tilintetgiör sig selv i Udförelsen og oplöser sig i Reduction. Den classificerende og beskrivende Naturforsker kan altsaa aldrig fælde en objectiv Dom hverken over de Differenzer, med hvilke han beskiæftiger sig, eller over det Identiske, som forbinder dem.
  Vi have i det Foregaaende fundet et fuldkommen omvendt Forhold mellem den organiske og anorgiske Natur. Alle Forsög paa ved udvortes Anskuelse at bestemme Identiteten af de forskiellige Arter i den organiske Natur vare forgieves. Den forsögte Reduction oplöste sig i en Classification (som lod det Mangfoldige som saadant, skiöndt selv ikke nöjere bestemt, allene blive). Alle Forsög paa at classificere de anorgiske Legemer vare forgieves; den forsögte Classification oplöste sig i en Reduction (som tilintetgiorde det Mangfoldige som saadant).
  Det er ingen Tvivl underkastet, at den reducerende Iagttagelse træder Theorien nærmere end den blotte Classification, ja den grunder sig aabenbar paa den, skiöndt ikke bestemt tænkte, dog ved en uimodstaaelig Fölelse, Naturforskerne paatvungne Idee om en oprindelig Identitet af alt det Mangfoldige, og er derfor, som vi ved at fortsætte Undersögelsen ville lære at indsee, i Sandhed ikke af empirisk Oprindelse; men Spörgsmaalet er: om ikke det Haab, ved en blot Reduction, at frembringe en Theorie, beroer paa en Illusion, som vildleder den classificerende Iagttager, ja er den samme, som, kun paa et höjere Trin viser sig igien. Spörgsmaalet er: om ikke den blot reducerende Iagttager, allerede ved sit Standpunkt, ligesaa nödvendig er udelukt fra det sande identiske Middelpunkt, som den classificerende fra det som væsentlig charactericerer det Enkelte og giör det til et Enkelt.
  Det Mangfoldige, som saadant, er den höjere Fornuft en trykkende Byrde, saalænge det, ved Mangel paa Forbindelse, er et blot Aggregat; ja det ubegribelige Instinkt, som har frembragt Naturvidenskaben, er Udtrykket for den, dybt i vort Væsen grundede Assmilationsdrift, der vil oplöse alt Mangfoldigt i Fornuftens Eenhed. De sande Reductionsforsög ere ligesaa mange Funker af den höjere Fornuft, som uvilkaarligen bryde frem af Empiriens Skranker. Virkelig lade de Forsög, som fornemmeligen gribe dybt ind i Naturens Væsen, og have været af betydelig Indflydelse paa Naturvidenskaberne, sig heller ikke paa nogen Maade erklære [forklare] af Empirien allene. De ere alle oprundne ved en genialisk Lösriven fra al Empirie. Det er bekiendt, at det som ledte Keppler 1), var en virkelig poetisk Anskuelse af Naturen. Hele Universum ansaae han for besiælet; enhver Planet for et levende Dyr, som ved et indvortes immanent Princip, existerte, og udgiöd sin egen indvortes Kraft i tusende vexlende Former.
  Vi ville her fornemmeligen beskiæftige os med tvende vigtige




1) Johannes Kepler (f. 1571 † 1630), navnkundig tysk Astronom, der paa Grundlag af Tycho Brahes Iagttagelser opstillede de „tre Keplerske Love“. [Udg.j




Reductionsforsög, nemlig: med Kielmayers 1) Reduction af de organiske, og Werners af de anorgiske Former. Hvorledes Werners Geognosie (dette Mesterstykke af en iagttagende Reduction) kunde frembringes ved en blot Sammenligning af enkelte Facta, er fuldkommen ubegribeligt. I den anorgiske Natur træder slet intet Forhold fuldkommen reent og tydeligt frem, alting er indslynget og indkiædet i hinanden, Hovedreglen skiuler sig i de uhyre Masser, bag tusend Undtagelser, og det lader sig paa ingen Maade begribe, hvorledes den blot iagttagende Empirie, ved en Gienstand, som vores faste Jordmasse, hvis ubetydeligste Dele ikke engang lader sig paa engang overskue, nogensinde kunde komme til at hæve sig over Undtagelserne og erkiende dem, som saadanne. Enhver, der nogensinde har anstillet geognostiske Iagttagelser, vil tilstaae det med mig. Efterat Reglerne ere opdagede erkiende vi dem vel for det, de ere, og betiene os af dem, som en sikker Ledetraad ved empiriske Undersögelser. Men Spörgsmaalet er: hvorledes disse Regler kunde findes? Werner selv paastaaer, at det fortrinligste geognostiske Talent er en Overskuelses–Evne; men hvad bringer os til at overskue det Hele? Opstaaer Ideen om Formationsrækkerne, om deres Forhold til hinanden, om Lejeforholdene i Biergmasserne blot ved en nöjagtig Iagttagelse af de enkelte Tilfælde — at den ikke er muelig uden en saadan Iagttagelse, forstaaes af sig selv — saa bruger man jo ingen anden Overskuelse end den man, tvungen, ledes til. Enhver vil indsee, at jeg her blot taler om den Overskuelse, ved hvilken det geognostiske System först opstod. Denne, som aabenbar var en Lösriven fra alle enkelte Iagttagelser, skeete förend den bestemte Hovedregel var funden; ja ved den fandtes denne Regel först — den var altsaa uden al Regel, men hvad der nu ledte den regellöse Overskuelse, er just det ubegribelige, dersom det ikke var en dunkel Fölelse, som gik forud for den bestemte Anskuelse, og paa engang (enhver genialisk Opfindelse er Productet af et Moment), paa en Iagttageren selv ubegribelig Maade, foreenede alt det Enkelte. Naar vi længe nok har klæbet ved det enkelte, föres vi ved en saadan tvingende Fölelse ud over det.




1) Kielmayer, Karl Heinrich (f. 1765 † 1844) tysk Naturgransker. [Udg.]




Have vi nu, som dreven af en Inspiration, overskuet det Hele, saa bliver (skiöndt i Sandhed paa en ubegribelig Maade; thi enhver genialisk Opfindelse er et sandt Mirakel) alting lyst og klart hvad som forhen var dunkelt. Men denne Retning af Anskuelsen, som sætter det Hele först, er den empiriske fuldkommen modsat, og kan af en anden Aarsag heller ikke kaldes empirisk; thi — den Reduction, som derved frembringes, indeholder virkelig, som man ved fortsat Undersögelse efter Opdagelsen finder, en uendelig Mængde enkelte Tilfælde; men den empiriske Iagttager kan fra sit Standpunkt aldrig sammenfatte en uendelig Mængde Fakta i en Anskuelse. Kielmayer har opdaget, at hos de nederste Dyr Reproductionskraften fornemmelig er herskende, at Irritabiliteten viser sig tydeligere i samme Forhold, som Reproductionen hos Dyrene paa de höjere Trin træder tilbage, at endelig Sensibiliteten, hos Dyrene paa et höjeste Trin, træder frem i samme Forhold som Irritabiliteten træder tilbage; han har, ved denne herlige Opdagelse, bragt en sand Continuitet imellem alle animalske Former. En Idee, hvis ikke empiriske Oprindelse vi, efter det, vi det foregaaende have erindret, ikke behöve vidtlöftigen at documentere.
  Det — at saadanne Reductioner hverken lade sig erklære [forklare] af den blotte Empirie, heller ikke af tydelig og bestemt tænkte höjere Grundsætninger, udgiör det Genialiske og Overraskende ved dem, hvilket giör et desto sikrere og dybere Indtryk, jo nöjere man er bekiendt med de Gienstande, over hvilke man erholder saa uventede og lærerige Oplysninger. Heraf lader sig ogsaa erklære, at saadanne Mænd (som Kielmayer og Werner) ikke bekiendtgiöre deres fortreffeligste Ideer, eller i det mindste yttre dem med en vis Ængstelighed, medens andre med den störste Tilforladelighed producere deres Meeninger og Forestillinger; thi hine Mænd see Problemer, hvor disse finde alting saare begribeligt. Det empiriske Standpunkt, paa hvilket den genialiske Naturforsker oprindeligen har stillet sig, formaaer nemlig ingenlunde at oplöse de Problemer, som hans Opdagelser have gjört ham bekiendt med; om den höjeste Idee, i hvilken alle disse Problemer maae finde deres Lösning, har han blot en dunkel Ahnelse; han maa altsaa nödvendigviis finde en Mangel af höjere Sammenhæng i sine Forestillinger, som maa blive desto ubehageligere og mere trykkende, jo dybere hans Opdagelser have grebet ind i Naturens inderste Væsen, og jo mere han, ved fortsatte Undersögelser, overbevises om deres Rigtighed.
  Saa vigtige Bidrag til en tilkommende, maaskee muelig Theorie, som den reducerende Iagttager end giver, saa formaaer han dog aldrig at löse sine egne Problemer eller at finde Grunden til den Lovmæssighed, Naturen aabner under hans Hænder. Dette vil blive tydeligere ved den fortsatte Undersögelse.

 


 
FIERDE FORELÆSNING

  Det er min Hensigt at vise Dem, mine Herrer! hvorlunde en ordnende og bestemmende Aand synes at skiule sig bag den, som det synes, regellöse Vilkaarlighed i Naturens Productioner, aabenbarer sig for os ved den reducerende Iagttagers Combinationer, og vækker Ahnelser om en uendelig Sammenhæng.
  Denne Betragtning kan ikke udtomme sin Gienstand, det er mig nok, naar det lykkes mig i Dyrenes Rige, i Planternes og Dyrenes underlige Sammenhæng med Biergmasserne, at vise Dem en Forbindelse mellem Gienstande, som ved förste Blik synes evig adskilte. Den skal heller ikke forklare, hvad paa vort nærværende Standpunkt ikke lader sig forklare. Jeg fortæller kun, og beraaber mig blot paa Facta, som ere fuldkommen afgiorte. Den betydningsfulde Continuitet i Naturens Evolutioner, paa hvilken jeg vil giöre Dem opmærksomme, har jeg vel funden, vejledt af en höjere Idee om Naturen, hvilken et herligt Genie i vore Dage har skiænket sin Tidsalder; men De ville selv kunne indsee, at den dybe Regel, uagtet den unægteligen og uimodsigeligen findes, dog fra vort nærværende, empiriske Standpunkt, er fuldkommen ubegribelig.
  Det dyriske Liv bestaaer, i sit hele Omfang, ved den continuerlige Virksomhed af tre Functioner. Disse Functioner, for saavidt som de ved deres Virksomhed constituere det dyriske Liv, kaldes Kræfter. Hvor begribelige eller ubegribelige disse Kræfter ere, kan her være os ligegyldigt. De betegne upaatvivlelige Phænomener, og det er os nok.
  Den Kraft, ved hvilken den legemlige Organisation dannes og vedligeholdes, kaldes Reproduktionskraften. Den yttrer sig ved Productionen af nye Individuer — Generation; ved den Energie, med hvilken den tvinger udvortes Masser, som ved Næringen optages i det organiske Legeme, til at fölge Organisationens Love, og derved continuerlig vedligeholde den — Assimilation; endelig ved den Energie, med hvilken den erstatter de Organisationens Dele, som ved et eller andet Tilfælde tabes — den egentlig saakaldte Reproduction, Det er let at indsee, at intet dyrisk Legeme kan bestaae uden denne Kraft; imidlertid er dens Intensitet hos de forskiellige Dyr meget forskiellig. Nu kan den bestemte Grad af denne Krafts Identitet, som man lettelig indseer, ikke maales ved Productionen, som vedligeholder Arten, heller ikke ved Assimilationen, som vedligeholder Individuerne; der gives altsaa intet andet Maal for den end den Energie, med hvilken den erstatter feilende Dele, hvilken hos forskiellige Dyr kan være forskiellig. Denne Energie yttrer sig stærkest hos de nederste Dyr, hos Ormene, tager af hos Insecterne, taber sig endnu mere hos Amphibierne og Fiskene, og er svagest hos Fuglene og Pattedyrene. Ganske forsvinder den aldrig hos noget Dyr, og hele Chirurgien grunder sig paa dens Virksomhed hos Mennesket.
  Den Function ved hvilken Organisationen, ved et indvortes Princip, virker fra inden af ud, kaldes Irritabilitet. Denne Virksomhed yttrer sig ved Musklernes Bevægelse, og fölger enten umiddelbar af Organisationens Love, i hvilket Tilfælde den ogsaa blot gaaer ud paa at vedligeholde Organisationen, som saadan, hvorved Irritabiliteten foreenes med Reproductionskraften, og Bevægelserne vise sig som uvilkaarlige — eller den fölger middelbar af en höjere Kraft, i hvilket Musklernes Bevægelser ere vilkaarlige. Intet dyrisk Legeme kan bestaae uden denne Kraft; imidlertid er dennes Intensitet forskiellig hos forskiellige Dyr. Udtrykket for Maalet af denne Krafts Intensitet kan nu ikke være den indvortes Magt, med hvilken Dyret virker mod Massen; thi denne er aabenbar et Product af et höjere Princip; men blot den Magt, med hvilken Musklerne modstaae en udvortes Tvang, og denne kan hos forskiellige Dyr være större eller mindre. Irritabilitetens Intensitet er ringe hos Ormene, stiger jo mere Ormene nærme sig Insecterne, og er, i Forhold til Reproductionskraften paa den eene, og Sensibiliteten, som vi strax skulle tale om, paa den anden Side, stærkest hos Insecterne.
  Den Function, ved hvilken Organisationen ved en Virksomhed fra uden af ind ad, giver udvortes Gienstande som saadanne, en bestemt Relation til sit indvortes Livsprincip, og, ved Hielp af Musklerne, atter virker, med större eller mindre Kraft tilbage paa dem, kaldes Sensibiliteten. Den yttrer sig fra Centrum (Hiernen) giennem Nerverne, ved Sandseredskaberne, fra uden af ind ad, og ved at vække Musklernes Irritabilitet til en Virksomhed, fra inden af ud ad. I samme Grad, som denne Kraft træder frem (dens Intensitet er hos forskiellige Dyr meget forskiellig), faaer den hele Organisation den höjere og dybere Betydning. Sensibilitetens Intensitet erkiendes, deels ved den Klarhed og Fuldkommenhed, med hvilken Sandseredskaberne vise sig, deels ved den Energie med hvilken de forskiellige Dyreclasser paatvinge de udvortes Masser Præget af deres indvortes individuelle Kraft.
  Kielmayer har giort den saare vigtige Opdagelse, at alle Dyr, fra Ormene af og op til Mennesket, danne en continuerlig Række, i hvilken Irritabiliteten stiger, i samme Forhold som Reproductionskraften tager af, og Sensibiliteten ligeledes stiger i samme Forhold, som Irritabiliteten tager af. Reproductionskraften er stærkest hos Ormene og synker hele Dyreclassen igiennem, til den bliver svagest hos Pattedyrene, tager altsaa i hele Rækken, fra neden af op ad, lidt efter lidt af. Irritabiliteten er svagere hos Ormene, stærkest hos Insekterne, Amphibierne og Fiskene, svagere hos Fuglene og Pattedyrene, tager altsaa i hele Rækken först til fra neden af op ad, til et Maximum, derpaa igien lidt ned af. Sensibiliteten er svagest hos Ormene, stærkere hos Insekterne, og voxer giennem Amphibiernes, Fiskenes, Fuglenes og Pattedyrenes Classe, til den bliver stærkest hos Menneskene; den tager altsaa i den hele Række, fra neden af opad, lidt efter lidt til.
  Tildeels for at giöre Dem denne vigtige Opdagelse anskueligdre, tildeels ogsaa for at vise Dem, hvorlunde selv den udvortes Form og Dyrenes Liv aabenbarer en Continuitet i den hele Række, og henviser til en Urtypus, som synes at ligge til Grund for alle dyriske Former, vil jeg anstille nogle Betragtninger over Dyrerækken. 1)
  Man har, som oftest, paastaaet eller nægtet, at Dyreriget lidt efter lidt taber sig i Planteriget. Hovedvildfarelsen har i denne Strid været den: at man har anseet Planteriget, som det nederste Trin af Dyreriget, da dog begge aabenbart ere hinanden modsatte. Dannede de een Række, saa maatte de meest uddannede og fuldkomne Planter foreene Planteriget med Dyreriget; men det Punkt, begge Riger have tilfælles, er det nederste, det fra hvilket Naturen i begge, i modsat Retning, gaaer til det höjeste Maal, den formaaer at naae. Vegetationen er den Region, i hvilken Reprodructionen ganske er herskende. Derfor udmærke Planterne sig fornemmeligen derved fra Dyrene, at alle de Organer, som vedligeholde den hele Organisation umiddelbar aabenbare sig. Alle Indvoldene ere hos Planterne, ligesom veltede ud ad, det Indifferente ind ad. Planternes Mave er deres Rod (allerede Boerhave 2) bemærkede, at Dyrene bare deres Rod i sig), deres Blade er Lunger og en Anastomose af lymphatiske Kar tillige, deres Blomster ere Generationsdeelene. Man har i nyere Tider frembragt [fremfört] betydelige Indvendinger mod den complicerede indvortes Struktur, som næsten alle Naturforskere tilskrev Planterne.
  Animalisationen begynder, i det Irritabiliteten træder frem. De nederste Dyreclasser bestaae af en blot Gelee, som næsten synes at være formlös. Lidt efter lidt bliver disse förste Dyrs Struktur mere og mere sammensat. Den geleeagtige Masse skilles ad, dog uden at have nogen fuldkommen bestemt Form. Under Mikroskopet vise sig nogle Infusions–Dyr med en besynderlig foranderlig og bestandig variabel Form (som Möllers Proteus polymorpha, Volvox Globator, og Vorticella rotatoria). Hos Polyperne er denne Form allerede mere bestemt; — det er en Ramification.
  Corallerne ere intet andet end Polyper, hvilke udmærke sig derved, at de efterlade et kalkagtigt Residuum. Den alt nævnte grenede Form hersker hos disse, og flere Dyr udgiöre, ved




1) Den vidtlöftigere Fremstillelse af disse Betragtninger finder man i mine „Beitrage zur innern Naturgeschichte der Erde“. 1ster Th. p. 278. o. v.

2) Boerhaave, Hermann (f. 1666 ‣ 1738), hollandsk Læge og Naturgransker. [Udg.]




Sammenvoxning, et Individuum. Ligesom Individuerne saaledes ere forenede, gaae ogsaa Arterne, ved næsten umærkelige Overgange, over i hinanden, og her, mere end ellers i hele Dyreriget, danne Arterne imellem sig en sand netdannet Ramification. I det Corallerne nærme sig Conchylierne, tager Ramificationen af, Tubipora giör Overgangen til Serpula; thi her forsvinde de stjernedannede Aabninger, som udgiöre det Characteristiske ved Zoophyterne, og Tubipora adskille sig just derved fra de övrige Coraller, at hule, kalkede Rör ere, uden Ramification, blot stillede ved Siden af hinanden. Ved Serpula ere disse Rör allerede faldne fra hinanden.
  Det som adskiller Infusionsdyrene og Polyperne fra Molluscerne og Conchylierne er: det simplere i deres indvortes Struktur, den mindre tydelige Individualitet hos det enkelte Dyr, saavel som hos Arterne. En blot Giæring er tilstrækkelig til at generere de underste (Infusionsdyr). Polypens blotte Existenz lægger Grunden til en i det Uendelige gaaende Mangfoldiggörelse. En Polyp spirer ud af den anden, af en sönderskaaren Polyp bliver tvende hele Polyper. Naturen, som her begyndte at animalisere, uden stærkt og skarpt at have isoleret det Individuelle kiender ingen Grændser for sine Productioner, efterat den först har begyndt at producere; — men den fine geleeagtige Masse forsvinder ligesaalet som den opstod, og uhyre Kalkbierge, der som et Residuum, blive tilbage, vise os de efterladte Spor af Naturens förste animaliserende Forsög.
  Molluscerne og Conchilierne adskille sig fornemmeligen derved fra de omtalte Dyr, at de have en bestemtere Form, og flere, skiöndt hidtil næsten ukiendte, Organer. Endnu er hele Substanzen geleeagtig; men ethvert Dyr existerer for sig. De kalkagtige, rördannede Vaaninger, som ved Tubipora ere stillede parallelt ved Siden af hinanden, ere ved Serpula faldne fra hinanden. Fra dette Punkt af taber Naturen sig i de meest vexlende Former. Som Individuerne ere ogsaa Arter bestemtere skilte fra hinanden. Imidlertid er Reproductionskraften (som hos Actinierne, Holothurierne, Meduserne) endnu meget stærk og virksom. Flere forplante sig ogsaa uden Parring. Presciani's, Mangili's og Ratie's Opdagelser vise os allerede de förste Spor af det fremtrædende Nervesystem, som Udtryk for Sensibiliteten.
  Ormenes hele Classe udgiör tvende Familier. Begge begynde med blot geleeagtige Masser — som hos Polyperne ere planteagtig foreenede, hos Molluscerne adskilte, hos hine ere saare simple, hos disse mere sammensatte — begge fortsætte deres Formationer, indtil et kalkagtigt Residuum viser sig, og det er mere end sandsynligt, at, (endskjönt med nogen Forandring) enhver Polypart ogsaa forekommer som Corall, ethvert Molluscum ogsaa som Conchylie eller Musling.
  Det Udmærkede ved denne Classe er den stærke og bestemte Adskillelse af det Flydende fra det Faste. Paa den ene Side see vi en halvflydende geleeagtig Masse, paa den anden et fuldkommen dödt, anorgisk, kalkagtigt Residuum. Det er et Scelet ud ad til; men som tillige er skilt fra Dyret. Det er den samme Adskillelse, som vi finde i den anorgiske Natur (hvor det Flydende altid bestemt er adskilt fra det Faste), hvilken endnu vedvarer i Organisationens nederste Sphære — kun at det Faste her er mindre cohærent, det Flydende mere geleeagtig.
  Derfor kan man ansee det kalkede Residuum, som en Vaaning for Dyret, endskiönt det uvilkaarlig afsættes ved den organiske Proces. Virkelig have ogsaa mange Naturbeskrivere anseet det kalkede Residuum, som Polypernes og Ormenes Bygninger, endskiöndt disse Dyr, strengt taget, ligesaa lidt bygge deres Kalkhuse, som Pattedyrene deres Been. Imidlertid er Overeensstemmelsen af Scelettet med Producterne af de höjere Dyrs Kunstdrifter i Sandhed paafaldende, og fortiener nöje at overvejes. Man finder her, ligesom ved de höjere Dyr, en tydelig Modsætning mellem Dyret og dets Product — men ved de höjere Dyr er det vilkaarlig frembragt (et sandt Kunstproduct); ved de nederste Dyr er det derimod uvilkaarlig frembragt, saa at det tilsyneladende Kunstproduct falder sammen med det blotte Scelet og er eet med det.
  Ved Conchylierne bliver, ligesom ved Corallerne, et kalkagtigt Residuum, næsten uforandret, tilbage efter Dyrets död. Dog er den ringe Forandring, som foregaaer med Conchylierne og Muslingerne ved Forvittring, d. e. i det de imprægnerede dyriske Dele forsvinde, i det Hele taget, betydeligere end hos Corallerne. Corallerne constituere efter Dyrets död egne betydelige Bierge. Conchylierne giennemtrænge, tillige med hine, hele Biergmasser i de yngre Kalkbierge; thi som Ormene og Corallerne ere de ringeste Dyrearter (Animalisationens πσωτοτυπον —), saa ere de ogsaa i Jordklodens Historie de ældste.
  Man kan ansee Ormenes hele Classe som det förste Anlæg til Insecternes Dannelse, og det vil med Fortsættelsen af vor Fortælling udvise sig, hvorlunde det Trin, som betegnes ved Ormene, lidt efter lidt nærmer sig Insekternes. En fölge af vort Synspunkt, fra hvilket Insekterne forestille Ormeclassens Spidse, er den gradvise og næsten umærkelige Overgang fra den sidste Classes Dyr til Insekterne, hvilken har giort det saa vanskeligt for Naturforskerne, at finde bestemte Adskillelses–Kiendetegn mellem Insekterne og Ormene.
  Hos Ormene hersker endnu en Strid mellem Irritabiliteten og Reproductionskraften.
  Vi stige et Trin höjere. Det har altid været mig paafaldende, at Naturforskerne ikke have ladet Insekternes egne, fra de höjere Dyretrin saa bestemt afskaarne Classe, ligesaavel som Planterne, udgiöre et eget Rige. De Insekter, som leve paa andre Dyr og nære sig af dem, ere, i Sammenligning med de övrige, kun faa, og selv disse ere næsten alle af samme naturlige Slægt, og afvige kun lidet fra hinanden i udvortes Form. Disse Undtagelser fraregnede, synes alle disse Dyr, som de i en Henseende ere lösladte, i en anden endnu fængslede til Planterne. De ere frieladte Blomster, som svæve fra en Plante til en anden. Alle Planter ere besatte med Insekter, de ere ved deres giensidige Oekonomie, saa nödvendige for hinanden, at vi ligesaalidet kunne tænke os Vegetation uden Insekter, som Insekter uden Vegetation. Ja kunde de ikke med saa megen desto större Ret ansees for flydende Blomster, da mange Planter ej engang kunne befrugtes uden Insekter?
  Naturen har individualiseret sig stærkere hos Insekterne end hos Ormene. Alt det, som adskiller hine Dyr fra disse, lader sig tilstrækkelig forklare af denne större Individualiseringens Grad. Den næsten eensformige Gelee hos Infusionsdyrene begyndte hos Polyperne at dele sig i Korn. Disse Korn udvikle sig hos Molluscerne til tydeligere Organer. I det denne Forandring gik for sig, skiltes Individuerne ad, da de forhen vare planteagtig forenede, Arterne isolerte sig tydeligere. Derfor tog Mangfoldighed af Arterne til i lige Forhold med Individualiseringen.
  Vel finde vi hos Insekterne endnu en geleeagtig Masse; men de indvortes Organers bestemtere Form beviser, ved ethvert enkelt Insekt, en mere individuel Dannelse. Hos Molluscerne vise sig vel enkelte Organer; men disse ere mere forvirrede, Nerverne utydeligere, og Musklerne træde kun lidet udmærkede, ud af den indifferente Masse. Hvor meget bestemtere Insekternes indvortes Struktur er, har i Særdeleshed Schwammerdams 1) og Lyonnet's 2) Opdagelser lært os. Her begynder först, paa en tydelig Maade, Adskillelsen mellem det Sensible og Irritable, d. e. mellem Muskel– og Nerve–Systemet.
  Sandseredskaberne begynde, skiöndt utydelig, at vise sig, og de langt mere uddannede Muskler bevise, at det irritable System hos Insekterne fornemmeligen træder frem. Overhovedet er Muskelsystemet hos Insekterne det herskende, og næsten alle Nerverne taber sig i Muskler (som blotte Bevægelsesnerver), og træde kun utydeligen frem for sig, som Nerver for de höjere Sandser, hos de mere uddannede Dyr. Rygmarven deler sig, hos Insekterne, ovenfor i tvende gaffeldannede Grene, paa hvilke Öjnene ere ansatte, som Knopper. Disse Öjne ere næsten deres hele Hierne. Jo dunklere nu de höjere Sandser ere, desto mægtigere er den lavere Sands, nemlig Fölelsen, som just er den eeneste, der virker middelbar ved Muskelkraften, og derfor ogsaa kun ved umiddelbar Berörelse. — Antennerne udtrykke intet andet end et Maximum af Fölelsens Individualisering, og Grunden, hvorfor Insekterne allene have denne Sands, er den, at ingen Dyreclasse, i hele Rækken, har Fölelsen i den Grad, som Insekterne.




1) Swammerdam, Johannes (f. 1637 † 1680) hollandsk Læge og Entomolog. [Udg.]

2) Lyonet, P. (f. 1707 † 1789) fransk Entomolog. [Udg.]




  Muskelsystemet er det herskende hos Insekterne. Siden Lyonnets, med næsten utrolig Nöjagtighed anstillede Forsög, tvivler ingen mere derpaa. Flere Insekters overordentlige Muskelkraft — hvilken hos dem er forholdsmæssig langt stærkere end hos noget andet Dyr — er bekiendt nok. De yttre den enten — som nogle Basser, ved at bortslæbe störe Byrder, eller og det fortrinlig — som de hoppende Chrysomeler, Cicader o. s. v. — ved at springe. Det Individuellere og mere sammensatte i Strukturen viser sig altsaa, i det begge Animalisationens særegne Kræfter (Sensibilitetens og Irritabiliteten) træde utydeligen frem. Deres fælles Udtryk er fornemmeligen Muskelsystemet, hvilket her viser sig som et irritabelt System, fordi Sensibiliteten næsten ganske taber sig i Irritabiliteten. Nerverne yttre næsten allene deres Virkning middelbar ved Musklerne.
  Et mærkværdigt Phænomen ved Insekterne er deres Metamorphose. Ormene Föde, ligesom Pattedyrene, levende Unger; men af en ganske modsat Grund. Al Dyrdannelse — ogsaa hos de fuldkomneste Dyr — begynder med en geleeagtig Masse, og Metamorphosen er — i det Hele taget — bestandig större, jo höjere Dyrenes Uddannelsestrin er; men Ormene blive staaende paa det nederste Trin, og derfor gjennemlöbe de ingen Metamorphose.
  Schelling har yttret den fortreffelige Idee, at Insekterne, ved deres Forvandling fra Æg til Larve, giennem Puppe til fuldkommen Insekt, gjennemlöber den samme Metamorphose, som Planterne giennem Stengel, Blade og Blomst, i det de afvexlende sammentrække og udvide sig, og at Naturen ved Insekterne blot kaster Broen tilbage, som den hos Planterne lader staae. I Sandhed er intet tydeligere, end at det fuldkommen uddannede Insekt forestiller de lösrevne Generationsdele. Derfor er Larvens Oekonomie altid den complicerteste. — Det uddannede Dyrs Activitet gaaer sielden ud over Generationsactus — og selv naar Kunstdrifterne yttre sig, saa blive de, som oftest, representerede ved slægtslöse Insekter. Meest paafaldende er dette Forhold hos Sommerfuglene. De nære sig, de bygge, de arbeide kun som Larver. Sommerfuglen har ingen anden Forretning end Blomstens. Mange komme uden Mund til Verden; naar Generationsactus er forbi, saa visner denne levende Blomst, og man kan forlænge deres Liv, naar man forhindrer Parringen.
  Hos Insekterne finder man först et tydeligere Sexualsystem. Ormene ere endnu for det meste cryptogamiske Dyr. Hvor vi blant Insekterne finde Anomalier med Hensyn til Generationen, der viser virkelig ogsaa den mindre fuldkomne Metamorphose, at Arten staaer Ormene nærmere. Dette er f. Ex. Tilfældet med Bladlusene. Naturen har naaet et höjere Individualiserings–Trin; men Dyret falder ligesom fra hinanden i flere Dyr. En höjere Individualitet vil foreene alting i sig.
  Den individuelle Dannelse maa aabenbare sig ved en nöjere Conflict mellem det Flydende og Faste — og det er ogsaa Tilfældet. Residuet af den dyriske Proces er ikke mere en blot Kalk, men en specifik hornagtig Masse. Den dyriske Masse selv er ikke mere en blot halvflydende Gelee, men har uddannet sig til fastere Organer, som have forenet sig med det Flydende. Residuet er ikke mere adskilt fra Legemet — det er meget mere traadt i Organisationens Tjeneste. först her — og hos de Orme, som nærme sig Insekterne — finde vi et sandt Scelet, en tydelig Articulation. Man seer heraf Rigtigheden af de, af Blumenbach 1) först, angivne Adskillelsestegn mellem Orme og Insekter: nemlig at de sidste adskille sig fra de förste ved indledede (eingelenkte) Bevægelsesorganer — og hvad er selv Antennerne andet end articulerede Tentacler? Som Residuet stiger höjere, skilles det ogsaa mere og mere fra den anorgiske Natur. Derfor seer man kun sielden Insekter, mellem Jordprocessens Residuer — i Biergene — hvor vi finde Corallerne og Conchylierne i uhyre Mængde. — Af de fuldkomnere Insekter finder man blot lette og svage Aftryk, som de efterladte Spor af den længst forsvundne Form.
  Men Insekternes Scelet er et udvortes. Organisationen er, i det dens hele Activitet gaaer fra inden af ud ad (dens Udtryk er Irritabiliteten) ligesom styrknet. Men — den individualiserende Activitet gaaer nödvendigen ind ad. En höjere Individualitet vil selv trænge Residuet tilbage.
  Men er den organiske Activitets Residuum et Scelet, som




1) I. F. Blumenbach (f. 1752 † 1840), tysk Naturgransker og sammenlignende Anatom. [Udg.)




vender ud ad, saa kan, da dette selv er traadt i Organisationens Tjeneste, her ikke være Grændsen for den productive Activitet. Denne Grændse kan, naar Activiteten virkelig blot gaaer ud ad til, blot være et fuldkommen anorgisk Product — et Product altsaa, som corresponderer til Corallernes og Conchyliernes Kalkmasse; thi Organisationens centrifugale Tendenz ender nödvendig, som Masse, da dens centripetale Tendenz derimod, hvor den har naaet sit Maximum, aabenbarer sig, som reen individuel Activitet, hvis Virksomhed yttrer sig ved Kamp mod Massen. Slige anorgiske Producter ere nu, som jeg paastaaer, Insekternes Kunstdrifter.
  Schelling, som var den förste, der havde den Idee, at Kunstdrifternes Producter maatte ansees som anorgiske Anskud ud ad til, har ikke tydelig nok bestemt Forskjellen paa Insekternes Kunstdrifter og de höjere Dyrs Instinkt. Buffon, Condillac,1) Reimarus 2) og hvem som ellers har skrevet over Kunstdrifterne, har ikke engang ahnet den Forskiel, hvilken Naturen selv saa tydelig angiver. Det fölgende vil lære os, hvormegen Oplysning den lover os over Dyrenes Natur.
  Jeg vil, ved Erfaring, bevise min Sats [Sætning]: at Producterne af Insekternes Kunstdrifter ere kun anorgiske Anskud af en ejendommelig Blanding. Allerede nogle Orme, som nærme sig Insekterne, give en sej Saft fra sig, i hvilken utallige Sandkorn klæbe. Bindingsmiddelet hærdes, og danner med Sandkornene et meget fint Rör. Noget lignende finder man atter hos Phryganeernes Larver, hvilke ligeledes danne sig cylindriske Rör, som bestaae af Græs, Sandkorn o. s. v. foreenede ved en secerneret geleeagtig Masse. Sommerfuglens Larver, Ædderkopperne o. s. v. bruge til deres Væv ingen saadan fremmed Masse; de have nok af den afsondrede, seje, hærdede, og til den fineste Traad forlængede Saft. At her ikke er andet end et organisk Residuum, maa enhver tilstaae.
  Men ogsaa ved de höjere, saa meget beundrede Kunstdriftens Producter, finder det selvsamme Sted. Intet Insekt samler Materialier fra flere Steder for — uden nogen afsondret Saft — at for–




1) Condillac (f. 1715 † 1780), fransk, sensualistisk Filosof. [Udg.]

2) Reimarus (f. 1694 † 1768), tysk Filosof. [Udg.]




binde dem. Man indseer, at hvor dette er Tilfældet, der en reen Activitet det bindende.
  Blant Insekterne bore en Deel sig ind i forskiellige Legemer, og forbinde Materialierne (som de bestandig forefinde paa deres Opholdssted), ved en afsondret Saft, hvilket f. Ex. er Tilfældet med forskiellige Vesper. Ja selv de, saa ofte beundrede, Myrer, giennemgrave Jorden, og befugte det Indvendige af deres Huler med en bestandig udsvedende Saft, hvorved den faar Consistenz. Ogsaa de Smeathon'ske Termiter befugte sikkert den fede Jord, i hvilken de anlægge deres Bygninger; thi deraf allene lader sig Termithobenes uhyre Haardhed forklare. Andre Insekter, f. Ex. Bierne, samle ikke Bygningsmaterial, som man falskelig antager, — men Næring, og saavel Voxet som Honningen maa ansees som dyriske Excrementer af en egen Art. Og hvad ere da de beundrede Kunstdriftens Produkter andet, end Anskud af en anorgisk, dyrisk Masse, der deels giennemtrænger en anden, forefunden, som Myrerne og Termiterne, og i dette Tilfælde synes at have noget mere vilkaarligt i sin Form, deels anskyder for sig, og da bliver mere regelmæssig — om jeg tör bruge dette Udtryk — mere crystallinisk, som hos Bierne? Det er det samme Tilfælde, som vi fandt hos Sommerfuglenes og Phryganeernes Larver; kun at Biekuberne ere fælles Anskud af flere Dyr. Ere Kunstdrifternes Producter intet andet end anorgiske Anskud, saa kunne vi ikke undre os over deres Regelmæssighed. De ere sande Crystaller, som regelmæssigen anskyde, hvor de kunne; men dette er blot der mueligt, hvor Crystallisationen ikke forhindres af en fremmed indgribende Masse, som hos Myrerne og Termiterne; men endogsaa her viser Anlæggets Regelmæssighed en Tendenz til Crystallisation, som blot tildeels forhindres. Ja selv hos Phryganee–Larverne finder man samme Regelmæssighed, efter hvilken selv det heterogeneste Stof maa rette sig. Rörene danne utydelige sexsidede Cylindre, hvis Udfyldning Larven er.

  Intet taler tydeligere for vor Idee, end den Omstændighed, at Kunstdriften hos Insekterne (saavel hos Larverne som hos de uddannede Myrer, Bier o. s. v.) er Æqvivalentet for den fejlende Slægts Drift. Det maa være en Produceren, ligesom ved Slægtdriften; „Men Betingelserne for hin producerende Kraft er Duplicitet. — Gaaer den over Productet, saa maatte i Productet være en Duplicitet, hvis eene Factor faldt uden for Productet, (hvilket virkelig er Tilfældet ved Generationen) — var i Productet ingen Duplicitet, saa kunde Productionskraften vel gaae videre; men den kunde kun aabenbare sig i Producter, som, med al Regelmæssighed dog vare uorganiske Produkter“. 1)
  Hele Insekt–Classen charakteriseres derved, at hverken den sensible Pol (som Nerve–) eller den irritable Pol (som Vasculöst–Karsystem) træder for sig tydeligen frem. Sensibiliteten har reent tabt sig i Irritabiliteten; som hos Planterne i Reproductionskraften.
  Den hele Classe er den herskende Irritabilitets Verden.
  Den höjere Verden, i hvilken vi nu træde ind, begynder stille, som den vi forlod. Aabenbar træder Naturen hos Fiskene og Amphibierne atter tilbage. Det er en Contraction, som nödvendigviis maatte fölge paa den uhyre Expansion. De nederste Trin indeholde lutter Vanddyr. Fiskene ere, i den sensible Verden det samme, som Ormene i den irritable, og Dyrene leve atter i Vand, — det Element, hvilket synes at indeholde Spiren til alle den producerende Naturs Udkast. Selv det næste Trin er kun halv skilt fra Vandet, og Fröerne ere först Fiske förend de blive Amphibier.
  Fiskene og Amphibierne have naaet et höjere Individualiserings–Trin. Det er bekiendt, at saavel det vasculöse som Nerve–Systemet hos dem træder stærkere frem; men Respirationen og med denne det circulerende Fluidum er ikke saa uddannet. Sandserne ere meget tydeligere end hos Insekterne.
  Individuernes Struktur er mere sammensat, Arterne ere bestemtere skilte fra hinanden, ja endog Classerne ere ved en stærkt afvigende Form adskilte. Naturforskerne, som saa ofte fölte sig næsten uvilkaarligen drevne af en dunkel Ahnelse om en indvortes Sammenhæng mellem alle Naturens Phænomener til saa mangt et Skridt, som de selv neppe formaaede at forklare sig, antoge




1) Schelling's Entwurf. pag. 196.



ogsaa, endskiönt alt synes at tale imod deres Paastand, en gradeviis Overgang fra en Form til den anden. Donati 1), og med ham en stor Deel af de nu levende Naturforskere, forestiller sig at Dyrearterne gaae over i hinanden, som Traadene i et Net. Bonnet 2) og flere troede, at alle Dyrene danne, ved gradeviis Overgang, en ligeliniet Række. Den, som kan troe, at blot den Nytte, Naturforskerne kunde vente af slige Hypotheser for Naturbeskrivelsens Methodologie, kunde bringe dem til at byde selv den udvortes Sandsynlighed Trods, giör dem sikkert Uret. Det var en Grund, som laae langt dybere. Det var en Ahnelse om en giennem heele Organisationen gaaende progressiv Dannelse, en Forestilling (som aldrig lod sig afvise) om et almindeligt Schema, efter hvilket Naturen, selv ved det meest tilsyneladende Vilkaar maatte rette sig, som forledte dem til saa mange falske Hypotheser.
  Det er almindelig bekiendt, hvor aldeles alle Forsög paa at ordne Dyrene netformig eller efter Linien ere mislykkede og hvor paafaldende de röbe det Tvungne og Kunstige; thi hvad kan vel være mere kunstlet og unaturligere, end Overgangen fra flyvende Fisk til Fugl, fra Flagermus til de samme Dyr, fra Manis og Dasypus til Lacerter? Om man end ikke kan nægte, at disse Dyr hentyde til de Punkter, i hvilke Classerne nærme sig til hinanden. — Men er da selv den Tanke, som ligger til Grund for hine Forsög, virkelig at forkaste? Gaaer ikke een dannende Kraft, forbindende giennem alle Gestalter? — Man maatte forsöge paa at forklare Formernes Discontinuitet af en Continuitet i Functionerne selv. Den comparative Physiologie var allerede for længe siden paa Vejen til at finde en Continuitet af de organiske Functioner. Kielmajer beviste den, og dog synes det, som om Physiologerne endnu bestandig betænkte sig paa at benytte sig af en saa herlig Opdagelse, som deres Videnskab, næsten imod deres Villie, paatrænger dem.
  Fra vort Synspunkt er Discontinuiteten af de höjere Dyrs Former absolut nödvendig. Disse Former danne ikke en lige




1) Donafi, V. (c. 1750) italiensk Zoolog. [Udg.]

2) Bonnet, Ch. (f. 1720 † 1793), schweizersk Naturgransker og Filosof. [Udg.]



Række, heller ikke noget Net. Den sidste Forestilling, som vel har noget rigtigt ved sig, gielder blot for de nederste Dyretrin, — gielder her ikke allene for Arterne, men ogsaa for Individuerne; men forestiller Animalisationen paa de nederste Trin et Net, saa skilles Traadene i dette Net bestandig mere og mere fra hinanden. Jo höjere Dyrene staae, desto större og mere paafaldende er denne Adskillelse, og nu opstaae lidt efter lidt ikke allene forskiellige, fra hinanden adskilte Slægter; men ogsaa naturlige Classer — som forskiellige Verdener, i hvilke Naturen forsöger sig. Just fordi det, som betydningsfuldere træder frem, er Naturens centripetale Tendenz, var det nödvendigt, at Classernes udvortes Foreeningspunkter traadte tilbage, eftersom Animalisationens Former bleve individuellere.
  Slægterne ere stærkere skilte fra hinanden, Individuernes Struktur er complicertere; men Metamorphosen er ogsaa anderledes. Her finde vi ikke mere hiin Adskillelse af Forretningerne, som hos Insekterne — hvor Dyret nærer sig, er virksom blot i Forvandlingens förste Epoke; men blot parrer sig i den sidste. Her er derimod Metamorphosen langt mere tilbagetrængt, og det fuldkommen uddannede Dyr er tillige det virksomste. Amphibierne staae höjere end Fiskene; thi nogle — Fröerne f. Ex. ere först Fiske.
  At Fiskene og Amphibierne ere individuellere Dannelser, see vi allerede deraf: at Dannelsesprocessens Residuum er trængt tilbage til det inderste af Organisationen. Her see vi först et sandt indvortes Scelet, men kun et ufuldkomment. Fiskenes Scelet bestaaer af Brusk, Amphibiernes af meget skiöre Been. At det er Naturens förste Forsög paa at tilbagetrænge Residuet, er klart; thi den döde Masses Ansættelse ud ad til har endnu ikke ophört. Fiskene have, foruden deres Brusk i Legemets Inderste, endnu Skiel, og mange (som Chondropterygii) en haard skiolddannet Bedækning. Amphibierne have ligeledes, næsten alle, Skiel eller en skiolddannet Bedækning.
  Man har hidtil ikke kunnet begribe, hvorfor Amphibierne og Fiskene, som dog aabenbart indtage et höjere Uddannelsestrin end Insekterne, slet ikke vise nogen Spoer af Kunstdrifter. Fra vort Synspunkt er det begribeligt; thi naar selv det afsatte Residuum trænges tilbage til Organisationens Midte, hvorledes kunde da hine Producter, som vise en aldeles ud ad gaaende Tendenz, vise sig her? Over Organisationen kan fra nu af dens Producter selv ikke gaae; thi Organisationens Tendenz gaar aabenbar ind ad til, og hvad der gaaer ud over Organisationen kan blot være reen Activitet, som ikke umiddelbar döer ud i sit Object, meget mere söger et Substrat uden for sig. Fra nu af vaagner först ret tydelig Organisationens Magt, som paatvinger den udvortes Verden et Aftryk af sit indvortes Liv. Denne Magt begyndte vel alt at vise sig hos Insekterne; men saasnart den gaaer ud over Organisationen, taber den sig ganske i et uvilkaarligt Product. Her först viser sig en reen Activitet som saadan. Det er Naturens förste Opvaagnen efter en lang Slummer.
  De förste den sensible Verdens Dyr vise det Trin, fra hvilket Naturen vender sin hele Tendenz ind ad til; derfor træde Organisationens enkelte Functioner tydeligere frem, derfor bliver det vanskeligere ved udvortes Kiendetegn at opdage de forskiellige Veje, som Naturen forfölger i de forskiellige Classer. Selv den uundgaaelige Tilbagegang til den anorgiske Natur rinder den fra nu af i Legemets inderste Midte. Nu först træder Naturens Productivitet frem som en reen Activitet og yttrer sin Magt stærkere og stærkere, jo mægtigere den træder frem.
  Dette er den sande Forskiel paa de nederste Dyrs Kunstdrift og de höjeres Instinkt. Instinktet viser det förste ufuldkomne Anlæg til Naturens fuldkomne Opvaagnen, det förste Anlæg til Fornuft. Den mærkværdige Dorskhed og Agonie hos Fiskene og Amphibierne er fra nu af begribelig. Den betegner den förste, ufuldkomneste Yttrelse af det vaagnende Instinkt.
  Man maa, for at fatte min Meening tilfulde, og for ikke at misforstaae mig, giöre Forskiel paa den organiserende Activitet og paa Organisationen. Den förste, ved hvilken Organisationen först opstaaer, gaaer nödvendigviis indad; thi den individuelle Existenz ved et indvortes Princip og Organisation er fuldkommen det samme; men derfor ikke den sidste.
  Naturens hele Tendenz gaaer ud paa Organisation, og det förste Anlæg til Organismus finde vi alt, som den fortsatte Undersögelse vil vise os, i den anorgiske Natur. Ved denne organiserende Tendenz opstod Animalisationens Trin fuldkommen blind og uvilkaarlig. Disse Animalisationens höjere eller nedrere [lavere] Trin opstod, d. e. der blev lagt Grund til, en Activitet, som inden for sine bestemte Grændser vender tilbage til sig selv, bestandig reproducerer sig selv. Denne Activitet gaaer bestandig ind ad — for at producere et Individuum; men den gaaer ogsaa ud ad over Productet, finder sin modsatte (og i selve Modsætningen homogene) Activitet uden for sig — Den gaaer ud ad for at producere Slægten. At denne over Productet udgaaende Activitet er höjere, viser Naturen selv; thi — Slægtedriften er endnu bestandig uvis hos de nederste Dyr, feiler sandsynligviis aldeles hos de nederste, træder först ret tydelig frem hos Insekterne, forædler og forhöjer de fuldkomnere Dyr, river sig næsten gandske lös fra Massen, og hæver sig — klædet i det physiske, som i et ætherisk Klædemon — svævende, som Kierlighed over hele Naturen. Thi Livet er en Plante, og alt det skiönneste og herligste i Verden er dets Stilk og Blade og Bæger — men Kierlighed er alle Blomsters guddommeligste Blomst, Amors og Phyche's evige Kys, den productive Activitets sande Apotheose.
  Overhovedet kan enhver Activitet, som har Slægten til Maal, forædles, fordi den ikke, snevert lænket, klæber ved Productet. Slægtedriften er altsaa Organisationens Activitet, som nödvendigviis gaaer ud ad.
  Efter at Animalisationens forskiellige Trin ere opstaaede, er enhver Activitet Organisationens. En saadan er Ernærelsen. Ernærelsens Organer opstaae tillige med Organisationen; thi det er den organiserende Naturs nederste og ringeste Forretning. Den sande egoistiske Drift, som nödvendigviis klæber ved Productet, og som, naar den kunde blive herskende, vilde forstyrre al Continuitet i Naturen. Naar man hos Polyperne ingen Mave opdager, saa er det, fordi de ere lutter Mave. Ernærelsen viser os Produktets alt forstyrrende Egoismus, hvilken, eftersom Naturen mere og mere forædler sig, tilbagetrænges og underordnes Naturens guddommelige Egoismus. höjere er den Activitet, som gaaer ud paa at vedligeholde Arten, og — ligesom Slægtedriften, i det den producerer Arten maa ud over Productet, saa maa Organisationens Activitet, for saa vidt den gaaer ud paa at vedligeholde Arten, selv gaae ud over Slægten.
  Men selv Artens Vedligeholdelse — da den, med Hensyn til det Hele, er et Individuelt — strider mod Naturens Egoismus. Den maa fortsættes saalænge, indtil denne Tendenz til at reproducere Arten bliver eet med en Tendenz til at reproducere hele Naturen; först da har den fundet sin Fuldendelse, den Harmonie, som den sögte. Den finder den med Fornuften.
  Anlæget til denne Tendenz, som umiskiendelig og bestandig tydeligere reiser sig giennem heele Dyrerækken, er det, som aabenbarer sig som Kunstdrift og Instinkt.
  Men al Organisationens Activitet, naar den gaaer ud over Productet og Slægten — virker middelbar ved Sandserne. Efter en fortreffelig Bemærkning af Eschenmayer 1), virker Synets Sands giennem det störste Rum i kortest Tid — Rummets Störrelse tager (giennem Hörelse, Lugt, Smag) af og Tidens Længde til, indtil Fölelsen i ethvert Tidsmoment blot gjennemlöber et uendeligt lille Rum d. e. virker ved umiddelbar Berörelse. Fölelsen er altsaa den Sands, ved hvilken vi endnu bestandig meest hænge sammen med Massen — (og virkelig aabenbarer Massen sig, som saadan ogsaa blot for denne Sands). Men det er ogsaa den Sands, som först ret tydelig træder frem. Den virker middelbar ved Irritabiliteten, og har derfor hos Insekterne meest individualiseret sig. Middelbar ved denne Sands viser sig altsaa Insekternes Activitet, for saa vidt som den gaaer over Individuet og Slægten (for at vedligeholde Arten). Men da maa denne Activitet nödvendig umiddelbar tabe sig i Massen. Dette skeer ved Kunstdrifterne og beviser Tendenzen ud ad til. Skulde denne Activitet fremtræde som en saadan, saa maatte Individuet reent lösrives fra Massen, og dette skeete i det Organisationens Residuum (ved hvilken den organiske Proces taber sig i det anorgiske, altsaa i Massen) trængtes tilbage til Organisationens Inderste; thi nu lader




1) Eschenmayer (A. C. A.) (f. 1768 † 1852), Professor i Tübingen, Naturgransker og Filosof. [Udg.]



sig ikke nogen Foreening med den udvortes Verden tænke uden ved reen Activitet. Dette viser sig, i det de höjere Sandser, bestandig tydeligere, træde frem. Herved adskiller Naturen sine individuellere Former bestandig stærkere fra Massen og kiemper med det Individuelles indvortes Magt bestandig stærkere imod den, jo intensivere Adskillelsen er.
  Vi have fundet det Punkt, hvor Anlægget til Fornuften — selv i Naturen — ved Instinktets Opvaagnen, begynder. Ogsaa her forfölger Naturen, i det den nærmer sig Spidsen af sine Productioner, modsatte Veje.
  Paa den ene Side söger den, endnu bestandig mere at uddanne det irritable System (ved Fuglene), og paa den anden det sensible System (ved Pattedyrene). Heri ligger Forskiellen mellem begge, og man kan ansee denne Sætning som Principet for Fuglenes og Pattedyrenes Physiologie. Men blot i det Sensibiliteten træder frem, frembringer Naturen den individuelleste Dannelse, og derfor staae Pattedyrene paa det höjeste Trin.
  Paa Irritabilitetens Intensitet hos Fuglene beroer Respirationsorganernes fuldkomne Uddannelse. Det er bekiendt, at Luften trænger lige ind til Benenes Inderste, og derfra det Hule af Fierene. Derfor kan Fuglene ogsaa — ligesom Insekterne, de irritableste Dyr — flyve.
  At Irritabiliteten hos Fuglene er mere uddannet, lader sig, (naar vi end ikke tale om, at Fuglenes hele Physiologie beviser det) ogsaa vise derved: at den qvindelige Slægt hos Fuglene, næsten almindelig er den stærkere. Nu lader det sig virkelig paastaae, at hos Pattedyrene — in specie hos Menneskene — den qvindelige Slægt er den irritablere, den mandlige den sensiblere. En Modsætning, af hvilken vel alt det, som physiologisk characteriserer Qvindeslægten, tilsidst maa afledes. Antage vi nu, at Forholdet af Irritabiliteten hos Pattedyrene og Fuglene er omvendt, saa lader sig deraf forklare, hvorfor den sensiblere Slægt hos Fuglene er den svagere, hos Pattedyrene den stærkere, derimod den irritablere hos Fuglene stærkere, hos Pattedyrene den svagere.
  At den indvortes Struktur hos disse tvende Dyreclasser bliver componertere og (jo mere vi nærme os Mennesket) desto mere sammensat og intensiv uendeligere — det er saa bekiendt, at jeg blot behöver at erindre Dem derom.
  Men den ringere udvortes Metamorphose viser ogsaa tydeligen en individuellere Dannelse. Insekternes hele Liv er kun Metamorphose. Deres sidste Forvandling er Overgangen til döden. Hos Amphibierne og Fiskene ere Forvandlingerne tilbagetrængte til Barndommen. Deres fuldkomne Liv begynder först, naar de ere ganske udvoxet. Hos Fuglene gjennemlöber Dyret Forvandlingen i Æget, hos Pattedyrene i möderens Liv.
  Forbindelsen mellem det döde Residuum og det levende Stof (man tillade mig at bruge dette uegentlige Udtryk her) er ligeledes nöjere. Ormen sætter en Kalkmasse af, hvilken den, som en fuldkommen anorgisk Byrde maae slæbe med sig. — Hos Insekter er Scelettet alt en ejendommelig articuleret hornagtig Masse — men dog ud ad til, hos Amphibierne og Fiskene halvtilbagetrængt. Fuglenes Been ere hule; men deres Bedækning er bleven en sand Vegetation. Pattedyrene have marvfulde Been, deres Bedækning er simplere. Mennesket har det fuldkomneste Scelet, den ringeste og simpleste Bedækning. Mennesket kommer nogen og hielpelös til Verden — saaledes löd den almindelige Klage over Naturen — og just dette er hans störste Ziir. Mennesket har en heel Verden mod sig; men derfor aabenbarer sig ogsaa en heel Verden i hans Inderste. Alting er hos Mennesket tilbagetrængt. Det er Naturens centripetale Tendenz, som vil aabenbare sig ved ham. Fra nu af er han henviist til sig selv, og enhver, som staar for sig selv, grunder sit hele Værd i sig selv, er den individuelleste Dannelse og det sandeste Menneske.
  Jeg vil ikke opholde mig længer ved Fuglenes og Pattedyrenes Instinkt. — Det er vist, at de paatvinge en udvortes Masse Præget af deres indvortes individuelle Liv ved reen Activitet og det desto stærkere, jo mægtigere Instinktet er.
  Saaledes træder Naturen, ved bestandig stærkere Individualisering Intelligenzernes Rige nærmere, og alt, som viser sig der, det ligger alt, som dunkelt Anlæg i den bevidstlöse Natur. — Ogsaa i den intelligente Verden danner den skabende Natur Skranker, som anvise enhver sine Grændser. — Det som i Naturen er Slægtsdrift forherliges her som Kierlighed, det som i Naturen er Ernærelse (Productets Egoismus), bliver her Lyksalighedsdrift, det som i Naturen er Instinkt (for saavidt som det virker til Artens Vedligeholdelse), forædler sig i den intelligente Verden til Moralitet, som omfatter den hele Art og tillige den hele Natur.

 


 
FEMTE FORELÆSNING

  Vi opdagede i foregaaende Time en betydningsfuld Sammenhæng mellem alle Animalisationens Former. Hele Dyrerækken forvandlede sig for os til en lidt efter lidt vaagnende Intelligenz, hvis Spidse og Centrum, hvis höjeste og Dybeste Mennesket var.
  Men selv Dyre– (og Plante–) Rækken lader sig paa en overraskende Maade forbinde med den anorgiske Naturs uhyre og döde Masser. Det er os mueligt at vise Spiren til det glödende og vexlende Liv, som, bestandig herligere, aabenbarer sig giennem alle levende Gestalter, selv i Naturens, som det synes, betydningslöse Residuum. Dette er Hensigten af vor nærværende Betragtning.
  Jordarterne, saaledes som Chemien har gjort os bekiendt med dem, danne tvende Rækker, der aabenbar ere hinanden modsatte. Det Modsatte söger sig i hele Naturen, og derfor er Affinitetsgraden Maalet for Modsætningens Intensitet. Jo större den förste, desto stærkere nödvendigviis den sidste. De Jordarter, som saaledes danne hinanden modsatte Rækker, ere: paa den eene Side: Kalk, Baryth, Strontian — vi ville kalde denne Række Kalkrækken — den gaaer over i Ludsaltene —; paa den anden Side Kiesel, Leer, Cirkon, Glucine o. s. v. — vi ville kalde denne Række Kieselrækken — den gaaer, som den theoretiske Combination har beviist, ved nogle Mellemled over i Olierne. Begge Rækkerne adskilles fra hinanden ved bestemte Kiendetegn. Talken synes at staae imellem begge.
  Disse Rækker, som Chemien har giort os bekiendte med, finde vi atter tydeligen adskilte fra hinanden i Biergenes uhyre Masser. For at forstaae dette tilfulde, er det nödvendigt, at vi giöre os bekiendte med Biergenes Struktur i Almindelighed, saaledes som Werners herlige Genie har opdaget den. Det Efterfölgende indeholder intet andet end fuldkommen afgiorte og upaatvivlelige Sætninger af Werners Geognosie. 1)
  Vor Jordklodes oprindeligen flydende Masse traadte roelig og lidt efter lidt tilbage. Den efterlod, ved denne gradvise Synkning, et fast Residuum (de efterladte Spoer af den flydende Masses förste Contraction). At dette Residuum virkelig er afsat ved en roelig Synkning af den flydende Masse, beviser dets indvortes Struktur klart og tydeligt. Det ældste Præcipitat — Kiernen til alle Bierge, som höjest stiger og tillige gaaer dybest, er en heelt igiennem crystallinisk Masse. Paa denne Masse ere andre Biergarter, af skiveragtig Textur, saaledes henlagte, at ved store Biergmasser alle Skiverbladene gaae paralelle og have eet og det samme Strög og Fald. Disse Biergarter ligge rundt omkring det ældste Bundfald, men de begynde alle at vise sig lavere end hiint. De yngre skiveragtige Biergarter begynde atter lavere end de ældre. endskiönt nu Extremerne af disse Biergarter ere forskiellige nok, saa gaae de dog, ved næsten umærkelige Nuancer, over i hinanden. Det Hele danner altsaa en, lidt efter lidt forandret Masse med bestandig aftagende Niveau og tiener som Grundlag for alle sildigere Bundfald.
  Over dette förste, ældste Residuum have nu uhyre Masser hengydt sig, som bedække dem. Det afvigende i deres Lejeforhold, saavelsom det Faktum, at disse Masser paa engang bedække flere af hine roeligen afsatte, beviser, at de ere præcipiterede ved en paa hiin roelige Synkning fölgende Stigen af den flydende Masse. (De förste Spoer af en paa den förste gradvise Contraction fölgende Expansion af den flydende Masse). Hiin Stigen bragte det förste Spoer af mekaniske Bundfald ind i den ellers fuldkommen chemiske Urtid, i det de allerede bundfældte Masser smuldredes og atter afsattes som Conglomerat. Hvor voldsomme




1) Den vidtlöftigere Fremstillelse og alle chemiske og physiske Beviser for de Sætninger, jeg her foredrager, maa söges i mine ovennævnte Beitrage &c.



hine Epoker have været, see vi allerede deraf, at betydelige Masser af de allerede afsatte Bierge — formodentlig i det den flydende Masse atter traadte tilbage — atter bleve forstyrrede og bortrevne. Kun enkelte Kupper af större eller mindre Omfang bleve tilbage, hvilke lade os erkiende det rolige ældste Præcipitat under dem og Forholdet af de, over de ældre, hengydte Masser til disse.
  Efter denne Epoke sank Massen sammen, og det efterladte Residuum nærmer sig — i det det Mekaniske tager Overhaand og ved de efterladte forsteninger af organiske Skabninger (som her viser de isoleerte Organisationers förste Lösriven fra den almindelige Organismus) de yngre Epoker paa den eene Side — og ved det aftagende Niveau Urtiden paa den anden Side.
  Disse Biergmasser tabe sig i Sandhed ogsaa paa den eene Side i Urtiden, paa den anden Side i Flöztiden. Det er Werners saakaldte Overgangsbierge.
  Efter denne Tid finde vi kun Lag, som for det meste horizontal dække hinanden. Det Mekaniske ved Præcipitaterne tager bestandig mere og mere overhaand. Flere Phænomener, frem for alle Bedækningen af Skovene, bevise os, at den flydende Masse oftere er steget, hvorved den kiæmper mod den overhaandtagende Synkning; thi at Vandet dog bestandig — i det Hele taget — synker, er upaatvivleligt. Mod Enden af den Epoke, som fölger efter Overgangsbiergene, finde vi et Residuum af en voldsom Expansion af den flydende Masse, som bedækker alting, endskiönt her, ligesom i Urtiden, betydelige Dele af den alt præcipiterede Masse ere forstyrrede og bortrevne, i det det Flydende traadte pludselig tilbage. Denne heele Periode er Flöztiden.
  Hvad vi finde sildigere er kun Resultatet af partielle Oversvömmelser; endskiönt selv disse ofte have bedækket vidtlöftige Strækninger. De danne de opsvömmede (aufgeschwemmte) Bierge.
  Den oprindelige — roelig afsatte — Hovedmasse deler sig lidt efter lidt ligesom i flere forskiellige Masser, hvilke antydes ved de i Hovedmassen forekommende Lag, og bestandig mere og mere tage Overhaand jo mere Urtiden nærmer sig til Overgangstiden. Efterat denne Adskillelse engang er gaaet for sig, danne derved oprundne Biergarter egne Rækker, hvis Led undertiden blot höre til Urtiden, og ikke komme ud over den, men ogsaa ofte gaae giennem alle efterfölgende Epoker, og strække sig, endskiönt Ledene bestandig ere noget forandrede, lige fra den ældste Urtid og til den yngste Flöztid. En saadan Række kalder Werner en Formation. Vi ville her fornemmeligen beskiæftige os med de tvende mægtigste og meest udbredte Formationer, med den Wernerske Skiver– og Kalk–Formation.
  Skiverformationen er den oprindeligste. Den Biergmasse, hvilken saavel danner de höjeste, som de dybeste Puncter, er Graniten, denne Formations förste og ældste Led, som er crystallinisk heelt igiennem. Det næste Led er Gneus, som allerede er mere skiveragtig; dernæst kommer, ved en gradeviis Overgang, Glimmerskiveren og Urleerskiveren. 1) At disse Biergarter ere af en Formation er evident, naar man betragter deres paafaldende Overgang i hinanden. De forekomme alle ligeformigen henlejede med aftagende Niveau, og udgiöre Hovedmassen af det roeligen afsatte ældste chemiske Præcipitat. De yngre Led i denne Række i Urtiden (Glimmeren og Urleerskiveren) antage hyppigen en talkagtig Natur og det synes overhovedet, fra det geognostiske Standpunct, som om Talken nærmede sig mere den kieselagtige end den kalkagtige Række.
  Et mærkværdigt Phænomen ved Ledene af denne Række i Urtiden er den Kulstof, som træder tydeligen frem hos tvende Fossilier, hvilke forekomme i heele Lag og mægtige Nyrer — nemlig hos Graphiten (Blyanten) og Kulblenden. Endnu mægtigere træder den frie Kulstof frem hos de yngste Led, nemlig hos Urleerskiveren.
  I Overgangstiden finde vi Overgangen fra Urleerskiver til Overgangsleerskiveren, som i sin Blanding allerede viser noget mere mechanisk. Dette er endnu mere Tilfældet med Graaewackeskiveren, der atter taber sig i den egentlige Graaewacke, som det förste i Sandhed mechaniske Præcipitat eller den ældste Sandsteen. Her træder Kulstoffen endnu stærkere frem.
  I Flöztiden viser sig denne i den förste Periode saa mægtige




1) Det vil være Læseren let at giöre sig bekiendt med disse faa Biergarter.



Formation næsten blot mechanisk, og danner her den ældste röde Sandsteen, et Conglomerat af afrundet Kiesel med Skiverleer, og Steenkullag. Herved træder nu Kulstoffen endnu mægtigere, og mere adskilt fra Biergarten, frem, og danner endogsaa egne, betydelige Lag. De efterfölgende Lag bestaae ligeledes af Sandsteen af forskiellige Lag. I de opsvommede Bierge forekommer endelig det sidste og yngste Led af denne Række, som en Blanding af Gruus, Sand, fittet Leer med mægtige Lag af Bruunkul (som adskille sig fra Steenkullene ved mindre Bitumen og mere træet Struktur), altsaa atter med en betydelig Mængde Kulstof. Næsten alt det, som af denne Formation forekommer i Flöztiden, er altsaa regenereert, atter afsatte smaa knusede Korn af Urbiergenes Masse, ofte bundne ved en leeret, i Fluidumet fiint fordeelt og af denne præcipiteret Masse.
  Kalkformationen træder i Urtiden sildigere frem og forekommer her kun som underordnet Lag i Gneusen, Glimmerskiveren og Urleerskiveren. Kalken i Urbiergene har en kornet Struktur. Allerede i Urleerskiveren taber Kalklagene denne Struktur og blive tættere.
  I Overgangsbiergene viser Kalken sig langt mægtigere og danner ikke sielden egne Bierge. Denne Kalk har tabt den crystallinske Textur og har et tæt Brud. I Flöztiden udbreder denne Formation sig langt stærkere, i det Cohærenzen bestandig tager af. Det ældste Led i Europa er uden Tvivl den Kalkformation, som danner de mægtige Bierge i Ungarn, Krain, Kærnthen og Schweiz. Til de yngste Led hörer vor Kride–Formation. Kalkformationen er sieldnest i Urtiden, tager bestandig mere Overhaand, jo yngre Biergene blive.
  Altsaa — Kieselrækken (thi dens Jordarter, Kiesel og Leer, ere det, som characteriserer Skiverformationen) træder i Biergene först frem, udgiör deres ældste Hovedmasse og præcipiteredes i Urtiden blot chemisk, i Overgangstiden deels chemisk deels mechanisk, i Flöztiden næsten blot mechanisk — Kalkrækken derimod viser sig i Urtiden kun lidet, træder stærkere frem i Overgangstiden, og bliver i Flöztiden den fuldkommen herskende.
  De forsteeninger, som forekomme i Skiverformationen, ere næsten alle af Planter, de, som forekomme i Kalkformationen, af de nedre Classers Söedyr. Saavidt Resultatet af den Wernerske Geognosie.
  Men man kan forfölge disse Rækker længere. Kulstoffen er det, som fornemmeligen træder frem i Skiverformationen. I dens yngre Led viser den sig som Steenkul, i de yngste som Bruunkul. Begge ere de Residuer af en bedækket og forstyrret Vegetation. Intet er vissere, og alle Omstændigheder ved Maaden, de forekomme paa, de tydelige Spoer af vegetabilsk Struktur, som findes saa hyppig hos Steenkullene og næsten bestandig hos Bruunkullene, bevise det tilstrækkelig. Men hvad forhindrer fra at ansee törvemoserne, som bestandig ere henlagte paa Leer– og Sand–Lag, bestandig ere giennemtrukne af Kiesel– og Leerjord, fra at være et levende virksomt, endnu sig dannende Led af hiin störe Række? Her opstaaer endnu bestandig den Olie, som i de ældre Bierge ved Bedækning og Alder saa betydelig har forandret sig. Naar vi kaste et Blik paa den nordlige Deel af Europa, saa finde vi, at Harzen, de Thyringske og Erz Biergene danne en Halvcirkel af Urbierge. I disse Biergstrækningers nedre Regioner, eller ved deres Fod finde vi Flözbierge med Steenkul; hvor Flözbiergene ophöre, begynde de endnu yngre opsvömmede Bierge med Bruunkul; hvor disse ophöre, begynder törvelandet, som udgiör betydelige Strækninger i Meklenborg og Pommern, som paa den ene Side (mod Östen) udbreder sig ind ad til Preussen, paa den anden (mod Vesten) udgiör en betydelig Deel af Holsteen og; hele Dannemark. Altsaa en sand Fortsættelse af Skiverformationen ved Planter.
  Ogsaa Kalkformationen har, ligesom Skiverformationen, et sig dannende Led. Allerede de yngre Kalkbierge synes blot at være et Conglomerat af Söedyr. Saaledes vor siellandske Kalk (ved Fanöe og paa Saltholm), hvis överste Bedækning (Kridbiergene ved Stevensklint og Möen) blot synes at være et renere chemisk Præcipitat med sieldnere forsteeninger. Men hvad ere Coralbankerne, som ere saa vidtlöftigen udbredte i Sydsöen, voxe til den betydeligste Höjde, bedække hele Öer, og ofte blive den Söefarende saa farlige, andet end en Fortsættelse af Kalkformationen ved Dyr, ligesom Törvemoserne en Fortsættelse af Skiverformationen ved Planter? De Reisende fortæller os Exempler nok paa hine geleeagtige Dyrs uafbrudte Virksomhed, ved hvilken vor Jordklodes kalkede Residuum saa betydelig formeeres. Blumenbach fortæller os, hvorlunde han af Öjenvidner har erfaret, at man ikke sielden opfiskede Skibsvrag, som i en Tid af tre Fierdingaar vare ganske bedækkede med Madreporer og andre Coraller; og den samme Naturforsker anförer efter en engelsk Forfatters Beretning, at Havnen i Bantam, som ellers var fortreffelig, nu ganske er opfyldt med Coraller.
  Vor Paastand, at törvemoserne ere en Fortsættelse af Skiverformationen, Corallerne af Kalkformationen, og at herved Planterne paa en mærkværdig Maade falde sammen med den eene, Dyrene med den anden Formation, faaer en betydelig og höjst paafaldende Bekræftelse ved chemiske Forsög; thi disse have beviist, at det dyriske Residuum enten (som ved de nederste Dyr, der just derved nærme sig den anorgiske Natur) er en fuldkommen Kalk, eller et Horn, hvis Bestanddele stemme overeens med Kalkens, eller Been, som i det mindste ved Analyse viser Kalk, at ligeledes Planternes Residuum enten (som hos ringere Planter, Græssene) er en reen Kiesel, eller Træe, hvis Bestanddele stemme overeens med Kieselens; thi det er, ved theoretiske Combinationer afgiort, at Stikstoffen [Kvælstoffet] characteriserer Kalken og den dyriske Organisation, at Kulstoffen characteriserer Kieselen og den vegetative Organisation. Resultaterne af denne Combination ere fölgende.
  Den hele ved Kieselen characteriserede Række, som udgiör Hovedmassen af vor Jordklodes ældste og mægtigste Bierge, gaaer igiennem alle Perioder, ved de oliede Substanser viser os Overresten [Levningen] af en forsvunden Vegetation, endnu slutter sig til den levende Vegetation, som et levende og virksomt Led (ved Törvemoserne), udmærker sig fornemmelig ved Kulstof og Vandstof, som det characteriserende i dens Blanding.
  Den hele ved Kalken characteriserede Række, som begynder i vor Jordklodes ældste Bierge, gaaer igiennem alle Perioder, saa-ledes at den i de yngre træder mægtigere frem, ved forsteningerne viser os Ruinerne af en forsvunden Animalisation, endnu bestandig slutter sig til den levende Animalisation, som et levende sig producerende Led (ved Coralbankerne), udmærker sig fornemmeligen ved Stikstof og Vandstof, som det characteriserende i dens Blanding.
  Det er beviist, at i den egentlige Livsproces sletintet sandt chemisk Product forekommer. Hvad vi erkiende som et saadant Product er enten afsondret fra Organisationen i flydende Tilstand, eller afsat i Organisationen som et fast Residuum. Saaledes opstaae de — efter deres egentlige Blanding os chemisk ubekiendte Been hos de höjere Dyr — og Kalken hos de ringere; saaledes opstaar det, ligeledes os chemisk ubekiendte, Træe hos de fuldkomnere, og Kieselen hos de ringere Planter. Ved disse kalkede og kieselagtige Residuer hos de ringere Planter og Dyr blive disse Led, som forbinde Animalisation med Kalk og Vegetationen med Skiverformationen. — Men hvad berettiger os til at antage Kalkens og Kieselens Præexistenz i den flydende Masse, af hvilken Biergene skulde være præcipiterede, da vi her see disse Jordarter opstaae uden nogen Præexistenz?

  Den mærkværdige Maade, paa hvilken Animalisationen og Vegetationen falder sammen med begge Hovedformationerne, tvinger os meget mere til at ansee de sidste som Naturens förste organiserende Tendenz. Den hele Skiverformation er kun Residuet af en Proces, hvis characteriserende Bestanddeel — chemisk — er Kulstoffen. Den heele Kalkformation er kuns Residuet af en Proces, hvis characteriserende Bestanddeel — chemisk — er Stikstoffen. Hvad vi i Biergene blot erkiende i Residuerne, det finde vi i en endnu bestandig virksom Proces, som afsætter disse Residuer. Fra nu af see vi i de ældste Bierge ikke blot Præcipitatet af hine, i et hypothetisk Fluidum præexisterende Materier, vi see blot den förste Yttring af Naturens animaliserende og vegetative Tendenz.
  Fra nu af erholde ogsaa Forsteningerne en höjere Betydning — de vise os det Punkt, fra hvilket den blotte Tendenz gaaer over til virkelig Animalisation paa den eene, til virkelig Vegetation paa den anden Side. Ja selv Naturen viser denne Tendenz til ligesom at adsplitte sig i individuelle Actioner allerede tidligere, endog förend försteningerne henvise til et Residuum af en virkelig, skiönt forsvunden, Organismus.
  I Graniten finde vi kun meget sielden fremmede, i den selv henlejede, Biergmasser, i Gneusen allerede hyppigere, i Glimmerskiveren tager deres Frequenz til, hyppigst ere de i Leerskiverbiergene — Men vise ikke disse Biergmasser, hvorledes det oprindeligen simple Residuum ligesom falder fra hinanden i flere forskiellige? Viser dette ikke en bestandig tiltagende Individualisering af de Processer, ved hvilke hine Residuer afsættes? — Leerskiverbiergene nærme sig til Overgangsbiergene, og i disse finde vi de förste Spoer af Forsteeninger.
  Förend jeg viser Dem det Herlige og Betydningsfulde i den Maade, Forsteningerne forekomme paa, vil jeg endnu giöre Dem opmærksomme paa et andet meget mærkværdigt Phænomen, som ogsaa beviser, at Biergenes Fölge i Urtiden og deres Forandringer er en Tendenz til Organisation. Blandt alle hine Urbierge er i Særdeleshed Graniten nogen og tillader blot enkelte Mosarter kummerligen at voxe frem i dens Ridser: meget sieldnere end nogen anden Biergart er denne overtrukken med et vegeterende Dække. Vegetationen lykkes bedre paa Gneusbierge, endnu bedre paa Glimmerskiverbiergene; disse og Leerskiverbiergene ere næsten altid bedækkede med frugtbare Agre, Marker og Skove.
  Hvad nu Forsteeningerne angaaer, saa har jeg alt bemærket, at de sande Forsteeninger eller Aftryk af Dyr hore Kalkformationen, de af Planterne Skiverformationen til — Men endnu mere. De Dyreforsteeninger, som findes i de ældste Bierge, ere Coraller, Snekker, Muslinger o. s. v. Fiskeforsteeninger findes i meget yngre Bierge; Fugleforsteeningerne — saa yderst sieldne som de ere — i endnu yngre, og Pattedyrenes fossile Been findes enten i de nyeste Flöz eller i de alleryngste opsvömmede Bierge — Altsaa i de ældste Bierge finde vi Forsteeninger af de nederste Dyretrin; lidt efter lidt træde i de yngre Bierge Resterne af de höjere frem, og blot i de yngste finde vi Forsteeningerne af Pattedyr — Altsaa: de samme Animalisations Trin, som nu ere paa eengang, see vi Naturen virkelig lidt efter lidt gennemlöbe fra det förste Punkt, der betegner Animalisationens Oprindelse, indtil Mennesket kroner og fuldender Værket.
  Naar vi overtænke alt, hvem kan da længere tvivle paa, at vi ere berettigede til i heele Kalkformationen, at skue en Tendenz til Animalisation, i heele Skiverformationen en Tendenz til Vegetation? Da Organismens förste Punkt var fundet, da den förste Spire til bestaaende Individualitet var kastet i den, endnu ingensteds fixerede animaliserende Tendenz paa den eene, og vegetative Tendenz paa den anden Side, steeg den, nu bestandig mere og mere individualiserende Natur til de bestandig höjere og höjere Organisationstrin, indtil den ved Mennesket naaede Spidsen for al Individualitet. Min Meening er ikke den for lang Tid siden forkastede Buffonske, at alle Kalkbiergene skulde være Producter af Dyr. Den er meget meer den modsatte. Kalkbiergene vise os Residuerne af den Activitet, ved hvis fuldkomne Individualisering först Animalisationen opstod. Det uhyre Dyr, hvis Scelet hele Kalkrækken er, var just derfor intet Dyr, den uhyre Plante, hvis Residuum hele Kieselrækken er, just derfor ingen Plante, fordi Individualiteten endnu ikke havde spiret i den.
  De indsee, mine Herrer, at hvad jeg foredrager i Dag, paa det Nöiagtigste hænger sammen med hvad jeg i forrige Forelæsning efterviste i Naturen. I Jordklodens döde Residuum begynder den Individualisering, som siden fra det nederste til det höjeste Dyretrin potenzerer sig selv.
  Hvad var det altsaa, som lidt efter lidt reiste sig i vor Undersögelse, först ordnede Residuerne, siden Stofferne i tvende modsatte Rækker, og atter satte disse to i en mærkelig Relation til hinanden? — det var Naturens oprindeligen organiserende Aand, som tiltalte os; men Noglen til dens Productioners Hemmeligheder maae vi söge i vor egen Aands Inderste.
  Thi — saasnart vi ville tage vor Tilflugt til Naturvidenskaben, saaledes som den er, saaledes som den maa blive saalænge alle dens Theorier ere af empirisk Oprindelse, bliver den Forbindelse, som vi opdagede, Naturens individualiserende Tendenz selv, den forunderligste og ubegribeligste Gaade, saa forsvinder paa engang den Aand, som sammenknytter alt og giver det eene Betydning ved det andet, saa bliver intet andet tilbage end en Hob af Fakta, som man elendigen söger at sammenlime med Fictioner, der modsige sig selv. Dette haaber jeg i næste Forelæsning klarligen at kunne bevise Dem.

 


 
SIETTE FORELÆSNING

  Jeg vil bevise, at Naturforskerne, saalænge de haardnakket anse Empirien for den eeneste Grundvold for deres Videnskab, saalænge de ikke trænge frem til den höjeste Idee, i hvilken Totaliteten og ikke det Enkelte sættes först, i hvilken det Enkelte faaer sin Betydning blot ved sin Forbindelse med det Hele, og ved sin umiddelbare Existenz i Totaliteten, aldrig kunne andet end i det Höjeste opstille Problemet med en större Bestemthed, ingensinde löse det, aldrig kunne skue den inderste, hellige Kilde til den Lovmæssighed, som Naturen aabenbarer under deres Hænder, ere allerede ved deres Synspunkt, for evig udelukte fra Hemmeligheden i Naturens Productivitet.
  For den empiriske Naturforsker aabenbarer sig altid og nödvendig det Enkelte, som Enkelt; Forbindelsen er ikke det Reelle, men et blot Tilfældigt; ja det Enkelte, som saadant, existerer virkelig uden for Forbindelsen. Skal han nu, uden at forlade sit Synspunkt forklare sig den höje og betydningsfulde Forbindelse, som aabenbarer sig for ham ved et genialisk Blik over det Heele, saa nödsages han til at tage sin Tilflugt til enkelte Stoffer, at fingere en Aarsag til deres Forbindelse, siden han adskiller Stofferne og Forbindelsen fra hinanden. Han har altsaa Stoffer, enkelte Legemer, uden Forbindelse, en Forbindelse, der, som saadan bestandig er fremmed for Stofferne, og en Aarsag som er uden for begge. Til den Penetration af Stof, Forbindelse og Aarsag, til det identiske af Alt, hvilket aldrig viiser os et blot Stof, til den intellectuelle Anskuelse af Naturens evige Liv kommer han aldrig. Under hans Hænder forsvinder Livet for ham — Forbindelsen er ham en Gaade, Aarsagen fingeret, og Massen allene bliver tilbage, som et betydningslöst Stof. — Kan det evige Liv oprinde af dette döde Caput mortuum? Kan man undre sig over, at den hele Natur bliver en elendig Blanding af en uendelig Mængde Ingredienzer, uden Assimilation, uden Penetration livlös og kold — og Maalestokken for al Erklæring Producterne af en plump analyserende Kunst?
  Vi ville undersöge dette nöjere.
  Hvor vigtige og betydningsfulde ere ikke Werners Opdagelser; de Blik, de aabne os i Biergenes Structur, den Regel, som gaaer uforanderlig giennem det Heele, den gradviis producerende Contraction (Naturens Lystspil), og den alt forstyrrende Expansion (Naturens Sorgespil), Forholdet af Formationerne til hinanden, den tydelige, klare, uimodsigelige Anskuelse af Vandets Aftagelse; og de, ligeformig med Vandets Synkning, som af en almindelig Indifferenz fremtrædende, uendelige Differenzer? Hvor uendelig vigtige de Opdagelser, som Werners Geognosie gave os Anledning til? Denne mærkværdige Sammenhæng af Skiverformation med Planterne, af Kalkformationen med Dyrene? — Hvad Vej maa den empiriske Naturforsker gaae, naar han vil nöjere lære at kiende denne Forbindelse? — For ham forsvinder det Mangfoldige aldrig — I det Fluidum, af hvilket vor Jords faste Masse præcipiteredes, præexistere, efter hans Forestillingsmaade, alle de Stoffer og enkelte Legemer af hvilke Biergene bestaae; deres Forbindelse imellem hinanden kan han ikke forklare, uden i det han tager sin Tilflugt til Experimentet, som tvinger Naturen til at handle under hans Hænder. Altsaa bliver den experimentale Physik (i Særdeleshed den chemiske Deel) Centrum for al hans Forklaring: men sæt ogsaa, at Chemien formaaede at forklare os Forbindelsen, hvilken Forudsætning — i enhver Videnskab lige utilladelig — er da ikke den om et Chaos, som indeholder en Mængde enkelte Legemer, som betydningslöse Ingredienzer — et Chaos, som er ubegribeligere end den Natur selv, hvis Productioner den skal forklare? Altsaa forsvinder den store Forestilling om en productiv Aand, der selv uforanderlig yttrer sit evige Liv i tusend vexlende Former — den maa forsvinde — og Empirien opdager intet andet end en chaotisk Blanding, som — den nöjere Undersögelse vil lære os det — aldrig ophörer at være det, der hvor vi finde Gud.
  Ligesom Geognosien blot erholder sin empiriske Gaadeoplösning ved Experimentet, saa er det samme ogsaa Tilfældet med den comparative Physiologie, naar den forbliver paa sit empiriske Standpunkt; thi hvad Sensibilitet og Reproduction egentligen er, afgiöres ikke ved den blotte Iagttagelse. Disse Kræfter vise sig som bestemte Activitetsyttringer; men som saadanne ere de forbundne med bestemte materielle Masser for Anskuelsen, ja denne bestemte Activitet viser sig blot som saadan i og med de bestemte Masser — Sensibilitet uden Nerver, Irritabilitet uden Muskler, Reproductionskraft uden Assimilations–Organer ere fuldkommen ubegribelige. Nu er det vel vist, at alle disse bestemte Activitets–Yttringer foreene sig til en, nemlig til det organiske, levende Individuums. Antager man nu denne bestemte, enkelte Activitet (Livskraften) for at være det oprindelig Bestemmende, der forholder sig til de andre Livsyttringer, som Aarsag til Virkning, saa afskiærer man paa engang al Vej til en Erklæring; thi deels bliver det identiske af Aarsag og Virkning, som just ligger i Begrebet om en Organisation, derved ligefrem ophævet; naar Adskillelsen af Kraft og Masse först er giort, saa gives der for begge ingen Forbindelsespunkt mere, og den Idee ved bestandig at giöre Materien finere og finere at nærme sig umærkelig det aandige, har noget saa latterligt ved sig, at man ikke behöver at giendrive den — deels bliver denne Livskraft det absolut Sidste altsaa uforklarlige for Empirikeren og han beholder intet andet end en dunkel Livsqualitet, hvilken, man veed ikke hvorved, formaaer at forandre og levendegiöre Massen. Men en saadan Antagelse er desuden imod al conseqvent Empirie; thi Empiriens höjeste Grundsætning er, tydeligen fremsat, fölgende: ved Sammenligningen af de enkelte Phænomener, at lade Begrebet om det Hele lidt efter lidt opstaae. Det Enkelte, sig Fremvisende er aabenbar de Materier, af hvilke det menneskelige Legeme — som en Empiriker udtrykker sig — er sammensat. Han maa altsaa — dersom han overhovedet vover sig til at forklare den organiske Natur med sine Principier, nödvendig forklare Livsphænomenerne af de givne Materiers Conflikt altsaa söge sin Gaades Lösning i de chemiske Læboratorier, eller tilstaae, at det organiske Liv er fuldkommen uforklarligt. En saadan Tilstaaelse er Antagelsen af en Livskraft — og intet andet.
  Resultatet af den foregaaende Undersögelse er fölgende: at ligesom Classificationen, for at finde Formernes Identitet maatte hæve sig til Reduction, saaledes maatte den reducerende Iagttager, for at begribe den Reduction, som opstod for ham, tage sin Tilflugt til Experimentet. Man indseer let, at Producternes Identitet, dersom den ogsaa blot skal vedligeholdes saaledes, som den reducerende Iagttagelse leverer os dem, forudsætter en Identitet — hos den producerende Activitet selv, i hvilken alle Differenzer maa tabe sig; men da nu, som den fortsatte Undersögelse vil lære os, Experimentet aldrig kan stige op til Identitet, saa bliver Ahnelsen om en oprindelig Enhed, til hvilken den geognostiske Reduction leder os (i det den viser os, hvorlunde alle Masser ere oprundne af Vandet, og alle Former stige frem af dette ene Fluidum som af en almindelig Indifferenz) ligefrem tilintetgiort, og Reductionen af alle Stoffer til et fælles Primordialfluidum er kun illusorisk; thi i det Empirikeren — tvungen dertil ved sit Standpunkt — tager sin Tilflugt til Experimentet, saa falder hiint Fluidum allerede oprindelig fra hinanden i en Mængde Stoffer, og det egentlige Problem er atter kun rykket længere tilbage isteden for at löses. At det samme er Tilfældet med den empiriske Forklaring af Livsphænomenerne er let at indsee; thi Livet er altiid et enkelt, og Organisation blot da forklaret, naar alle Functionerne blive et, tabe sig ganske i Eenheden selv, men Experimentet hæfter, som vi ville erfare, nödvendig ved Differenzer.
  I den experimentale Naturforskning maa vi altsaa söge Kiernen til al Naturtheorie, for saa vidt som den har sin Oprindelse fra Empirien, og naar hidtil de Modsigelser, i hvilke den theoretiseserende Empiriker nödvendig indvikler sig, ikke traadte saa stærkt frem, saa var det kun, fordi den classificerende og reducerende Iagttager egentlig, som saadan ikke besvarer noget theoretisk Spörgsmaal, og, naar han vil besvare det, maa söge Momenterne til sit Svar i den experimentale Naturforskning.
  Til denne, den empiriske Theories centrale Punkt maa altsaa vor Undersögelse fornemmeligen henvende sig, for af Experimentets Natur at bevise, at den ingensinde formaaer at giöre os bekiendt med Tingenes og Naturens sande Væsen, at hvad de end finder, det som i Naturen er egentlig Natur, dens Organisation, dens Liv, dens dybeste Kilde aldrig aabner sig for det.
  Experimentet gaaer ud paa at sætte Naturen under Betingelser, der tvinge den til, for os at aabenbare ikke blot sin Activitets bestemte Producter, men ogsaa dens Handlemaade ved Productionen. Enten viser nu Naturen sin Virksomhed ved blot Kraftyttring, uden udvortes anskuet materielt Substrat — og da er den Object for den saakaldte experimentale Physik, eller dens Handlemaade viser sig som bestemte Activitetsyttringer af forskiellige Materier imod hinanden; og da bliver den Objectet for den experimentale Chemie.
  Physik og Chemie bleve tvende forskiellige Videnskaber, i det man adskilte de differente Materiers Virksomhed imod hinanden, fra den alle Materier iboende (immaterielle) Kraft. Physiken var den nyere Naturvidenskabs oprindelige Dynamik. Da man i lang Tid blev hængende ved Kepplers og Nevtons faa dynamiske Satser, da man, ved dem, saae sig indviklede i Astronomiens complicerede System, saa dreiede Physiken sig længe blot om Bevægelsernes Mekanik, og man sögte at udfylde den herskende Tomhed for Ideer med mathematiske Formler; man forbandt med disse Undersögelser de over Phænomener af tvetydig Materialitet, som over Lysets, Varmens, Elektricitetens og Magnetismens Phænomener. Sildigere, da man begyndte mere at beskiæftige sig med de heterogene Materiers mangehaande Forhold mod hinanden, end med de blotte Masseforhold, da ogsaa her de beundringsværdigste Opdagelser lykkedes, traadte Chemien frem med den ikke længere skjulte Fordring, at kunne forklare theoretisk i det mindste den anorgiske Naturs Phænomener, og har i den nyere Tid endog forsögt at oplöse Organisationens Gaade. De fleste Phænomener, som hidtil havde været en Gienstand for Physiken, bleve i Chemien, paa det bestemteste, materialiserede, og saaledes dannede sig det nu herskende empiriske Synspunkt for Naturen, som, naar den skal være conseqvent, nödvendigviis maa være chemisk og forklare alting af et Vexelspil af heterogene Materier.
  Da nu paa den anden Side den dynamiske Naturphilosophie ligeledes traadte frem med den Fordring, at kunne construere ikke allene Masseforholdene, men endogsaa alle Phænomenernes indvortes Væsen, saa blev den egentlig saakaldte Physik, som hidtil havde været en ureen Blanding af halv Speculation og Experiment, aldeles speculativ, og man veed nu neppe, hvor hiin Videnskab, der endnu for kort Tid siden spillede en saa stor Rolle, er bleven af, hvorfor ogsaa, i det mindste i Tydskland, en Lærer i Physiken befinder sig i en ikke ringe Forlegenhed, naar han bestemt skal angive sin Videnskabs Grænser. Man udtrykker sig altid rigtigst, naar man, som i de ældste Tider, bruger Benævnelsen for hele Naturvidenskaben, og blot adskiller den empiriske Physik fra den speculative. En Adskillelse som angiver den eeneste ægte Modsætning, hvilken, engang erkiendt som en saadan, aldrig tilintetgjöres.
  Vel maa den empiriske (som vi veed) chemiske Theorie, naar den virkelig har Mod nok til at hæve sig til en Art af Speculation, nödvendigviis ende med Atomistik; man skulde altsaa troe, at en grundig Gjendrivelse af Atomistiken vilde være den rigtige Vej til fra Grunden af at gjendrive den empiriske Theorie; men deels tilintetgjör Empirien sig derved som Empirie — i det den forlader Erfaringen, deels er den speculative Atomistik, i det mindste i Tydskland, saa aldeles gjendrevet, at vel ikke lettelig nogen vil vove at forsvare den, deels staaer det virkelig skarpsindige le Sage's 1) System blot som en fornem Bygning i Baggrunden, for hvilken man vel har al muelig Respect, men hvor man, for ikke at genere sig, höjst ugjerne boer. En Gjendrivelse af Atomistiken, som desuden vilde före os for langt bort fra vor egentlige Vej, er derfor ingenlunde saa nödvendig. En Chemiker vilde desuden gjerne tilstaae os at have gjendrevet den speculative Atomistik, men tillige paastaae, at det System, som ved hans




1) B. G. le Sage (f. 1740 † 1824), fransk Mineralog. [Udg.]



Empirie lidt efter lidt skal opstaae, er fuldkommen forskjelligt fra hiint; hvorom, förend det er fremstillet i sin fuldendte Gestalt, intet videre lader sig sige. Den eeneste Gjendrivelse, hvilken de, naar de overhovedet vil tilstaae Fornuften nogen Ret til at bedömme deres Ræsonnement, ikke kunne undgaa at reflectere paa, er den, ved hvilken bevises, at de ikke have forklaret et eeneste, end ikke det alleralmindeligste, nöjagtigst undersögte og fra alle Sider prövede Phænomen, ja fra deres Synspunkt aldrig kunne forklare det. Naturligviis gaaer denne Gjendrivelse blot paa Hovedpunkterne af deres Forklaring.
  Naar det nu lader sig bevise, at enhver Forklaring ikke allene mislykkedes, men endogsaa nödvendigviis maatte mislykkes, saa lader sig dog haabe, at de vil opgive den Forventning at træde Naturens inderste Væsen nærmere — og — hvad Videnskabens Interesse fremfor alting fordrer — indskrænke sig til den blotte Fortælling, i det de engang for alle resignere paa al theoretisk Forklaring. Da en Lærebygning, som er modsigende i sig selv, tidligere eller sildigere, nödvendigviis maa tilintetgjöres, saa er vel ingen Tvivl underkastet, at dette ogsaa vil blive Tilfældet med al empirisk Theorie; men den, som kjender den Haardnakkenhed, med hvilken man forsvarer indgroede Vildfarelser, vil indsee nödvendigheden af at bringe den Periode nærmere. Et af de meest i Öjne faldende Exempler, som det desuden for Analogieris Skyld er det rette Sted her at bringe i Erindring, viser Astronomiens Historie os. Det er bekiendt, at Astronomerne, uagtet enhver nye Opdagelse, ved deres haardnakkede Vedholdenhed ved den ptolemæiske 1) Hypothese, indviklede dem i bestandig större og uoplöseligere Modsigelser, hellere hobede en Hypothese paa den anden, for, om ikke at hæve, dog, som de bedst kunde, at skjule Modsigelserne, end at de skulde tage deres Tilflugt til et nyere Synspunkt, som med Lethed hævede de fleste Modsigelser, men rigtig nok var det herskende fuldkommen modsat.
  Jeg har allerede forhen gjort Dem opmærksomme paa, mine Herrer! at den empiriske Naturforsker, uden at forlade sit Stand–




1) Claud. Ptolemæus, navnkundig græsk Astronom og Geograf i Alexandria i 2det Aarh. e. Kr. [Udg.]



punkt, eller, som virkelig er Tilfældet med Tyngden og Centrifugalkraften, at tilstaae, at han har fundet Empiriens absolute, uoverstigelige Grænse, ikke kan antage nogen blot Activitet, nogen reen Kraft. Den tydelige Overbeviisning herom bragte dem til at materialisere saamange Phænomener; saaledes bleve Lysets, Varmens, Elektricitetens, Magnetismens Phænomener forklarede af ligesaa mange differente Materier, og endskjönt de maatte tilstaae ingen Beviser at have for disse Phænomeners Materialitet, saa syntes dog denne blotte Hypothese synderligen at tröste dem og at gjöre dem alting begribeligere.
  Det lader sig neppe tænke, til hvor mange Absurditeter Naturforskerne herved bleve forledte. De construerede Lyset af Straaler, som enten bestandig maatte ligge uendelig nær ved hinanden, altsaa realiter ingen Straaler vare, eller ved den ringeste Divergenz maatte give en Afvexling af Lys og absolut Mörke, som tilintetgjör Phænomenets tydelige Continuitet. De blandede Lys og Varme med hinanden som Syrer og Alcali. De skjulte for sig selv den Absurditet, som Lysets antagne Materialitet indviklede dem i, naar de sammenholdt denne Hypothese med Lysets Virkningsmaade paa gjennemsigtige Legemer. Thi et gjennemsigtigt Legeme er det i ethvert Punkt indtil det uendelige, og bestaaer ikke af en Mængde Porer og uigjennemsigtige Atomer — en Hypothese, som afdisputerer os den tydeligste Anskuelse af Gjennemsigtighedens Continuitet, altsaa hvad vi klarligen skue, for at sætte de grundlöseste Fictioner i Steden; men er da Lyset en Materie, som gjennemtrænger de gjennemsigtige Legemer, saa maa, som Schelling saa rigtig bemærker, Legemet i ethvert Punct være poröst, altsaa en blot Porus, altsaa slet intet Legeme. For at forklare, hvorledes Varmen kunde opstaae ved Friction af tvende Legemer, hvor den altsaa ikke var forhen, antoge de med den störste Naivitet, foruden de mange chemiske Egenskaber, de havde tillagt Varmematerien, endnu dens blot mekaniske Forbindelse med Legemerne, og at den kunde ved Frictionen presses ud af disse, som Vandet af en Svamp. De bekymrede sig herved ikke om den tydelige Erfaring, som viste dem, at Legemet for det förste syntes at have en uudtömmelig Kilde af Varmestof, og nok saa ofte revet, ved enhver nye Friction gav ligesaa megen Varmestof som forhen — for det andet, at Legemet, efterat Varmen var udpresset, ikke modtog mere Varmestof end forhen, d. e. ikke forandrede sin Varmecapacitet. De have seet Ventiler i Magneterne, som aabnede og sluttede sig, og udlod den opdigtede magnetiske Materie i modsatte Directioner. De saae, hvad ingen fordomsfri Iagttager nogensinde kan see, modsatte elektriske Materier strömme ud af de differente Legemer, som kom i Conflict med hinanden, og ved deres Udströmning aabenbare sig som positiv og negativ Funke. Da dog Funken, som enhver ved den simpleste Iagttagelse kan lære, opstaaer og forsvinder i Luften imellem de differente Legemer, forandrer sin hele Skikkelse, naar Luften fortyndes, ja endog forvandles til blot Phosphorescenz. Saaledes blendede af den töjlelöseste Phantasie, der blot derved skiller sig fra de vildeste Sværmeres, at dens Fundament er den evige död, og dens skabende, productive Principier ere uinteressante, formlöse Materier, lagde den Grunden til den urimeligste Overtro; thi hvilken större Superstition kan vel, som Schelling med Rette siger, gives, end at troe, at disse Ting, som i Physiken eller Chemien udgives for Aarsager, virkelig frembringe disse Virkninger, hvilket er en sand Fetischismus. Og hvad er i Sandhed mere dræbende for den sande Physik, end det Synspunkt, fra hvilket man, naar man seer Legemer trækkes til hinanden, og stöder dem fra hinanden, ikke formaaer at hæve sig til et oprindeligt bevægende Princip, som organiserer det Hele, men tvinger os til at antage Materier, som udrette dette — Gud veed hvorfor og til hvad Ende.
  Ligesaa i Öjne faldende Modsigelser, som de der vise sig ved Anvendelsen af hine opdigtede Materier, ved hvis Hjelp man vil forklare Phænomenerne, finde vi atter, naar vi undersöge de antagne Hypotheser for sig selv. At adskille Tyngden fra Materien, er noget, som Erfaringen paa ingen Maade berettiger os til. Alt hvad vi virkelig skue som Materie, har en bestemt Tyngde, som kan være större eller mindre, ja kan tage af til et Minimum, men aldrig ganske forsvinde. Alle hine fingerede Materier ere imponderable. Antager man nu, at de have et Minimum af Tyngde, saa er dette en ny Hypothese, som de aldeles intet Beviis have for. Ved alle endogsaa de letteste Legemer er dog en Sammenligning mulig; men imellem de letteste Legemer og hine Materier er et svælgende Dyb befæstet, som intet formaaer at opfylde. Eller skulde Naturforskerne virkelig troe, at en uhyre Mængde Lys, Varme, elektrisk, magnetisk Materie, dog tilsidst vel kunde aabenbare sin Tyngde? Antager man dem som absolut imponderable, saa spörger jeg, om de som Materier ikke opfylde Rummet? — men det som opfylder Rummet, maa dog vel opfylde det med en vis Grad af Energie, hvis Udtryk just er Tyngden. Denne Grad kan antages saa stor eller liden som man vil, men kan aldrig blive = o. Man har almindelig forkastet den Grenske Hypothese om Varmemateriens negative Tyngde og gjort den latterlig; men at antage, ikke som man skulde troe en, men flere specifisk forskjellige Materier, som alle opfylde Rummet uden nogen Grad — altsaa egentlig slet ikke opfylde Rummet, indeholder i Sandhed et ligesaa plumpt Anstöd mod alle, selv den blot reflecterende forstands nödvendige Begreber om Materien overhovedet. Ved Hypothesen om en Varmematerie potenzerer denne Urimelighed sig; thi Varmematerien er ikke blot imponderabel, men ogsaa negativ cohærent. Kan man end ikke deducere Begrebet om Cohæsionen paa det empiriske Standpunkt, saa kan man dog reflectere over det givne Begreb og analysere det. En saadan Analyse lærer os, at Cohæsionen udtrykker den Energie, med hvilken et Legeme {med Hensyn til sig selv) söger at vedligeholde sig i sit bestemte Forhold til Rummet. Cohæsionen kan nu vel forsvinde (som absolut), eller (som relativ) tage af til et Minimum af Intensitet — som hos Gasarterne; men at antage en bestemt Materie, altsaa en bestemt Opfyldning af Rummet, hvis bestemte formelle Tilværelse i Rummet bestaaer i at tilintetgjöre al bestemt Form, som ikke allene opfylder Rummet uden al Grad, men endogsaa med den Tendenz til at ophæve al bestemt Rumopfyldning, ja, som endog just derfor er denne bestemte permanente Materie, fordi den modstræber al Permanenz i Rummet, er dog vel det meest Modsigende, man kan tænke sig. Man indvende ikke, at den almindelige Conflict forhindrer dette Fluidums totale Adspredelse, thi den empiriske Naturforsker, for hvem Materien er det eneste Reelle, maa dog uden Modsigelse kunne tænke sig de specifisk forskjellige Materier.
  Og hvortil have alle disse fine Materier hjulpet Physiken? Man paastaaer i Almindelighed, at Hypotheser kunne lede en Experimentator, kunne give Anledning til nyttige Forsög. Ja denne Hypothese om Hypotheserne, som i Sandhed næsten endnu mindre lader sig bevise, end Hypotheserne selv, er saa ofte eftertalt, indtil den endelig har faaet almindelig Gyldighed; men hvortil Forestillinger, som ved det förste Blik vise sig som sig selv modsigende og sandseslöse, skal hjelpe Naturforskeren, er i Sandhed vanskeligt at indsee. At disse grundlöse Opdigtelser næsten reent have udelukket alle Ideer af Naturvidenskaben, det er vist. Havde man, uden at indblande nogen Hypothese, blot fortalt, hvad man har seet, saa vilde vi i mange Henseender have været videre. Havde man f. Ex. sagt: vore Forsög have lært os, at en Kuldeproces (som foröger Cohærenzen) gaaer i lige Forhold parallel med en Varmeproces (som formindsker Cohærenzen), at disse Processer, naar een af dem har overhaand, ere saa længe virksomme, indtil en fuldkommen Ligevægt er frembragt, at, naar et cohærent Legeme gaaer over til en draabbar flydende Tilstand, Kuldeprocessen, indtil en bestemt Grad, er allene virksom, förend Varmeprocessen bliver synlig, at naar heterogene Legemer ere udsatte for samme Varmegrad, da ved samme Intensitet af Kuldeprocessen, de specifisk forskjellige Legemer forskjelligen varmes, saaledes at Kulden for ethvert Legeme maa naae en anden Grad, naar Varmegraden hos alle skal være den samme, at den Tid, forskjellige Legemer bruge for at kjöles, d. e. contrahere sig, er meget forskjellig o. s. v. havde man opstillet de Phænomener, som de virkelig vigtige og fortreffelige Forsög have gjort os bekjendte med, med den Bestemthed, som den experimentale Methodes beundringsværdige Fremskridt tillader, uden noget Ræsonnement over Aarsager, uden Hypotheser o. s. v., saa vilde vi uden al Tvivl have været et betydeligt Skridt videre. En saadan Experimentatör vilde, sig selv ubevidst, have opstillet den rette Theorie, og den sande Theoretiker vilde lettere og snarere kunne orientere sig. Nu maa vi arbejde os gjennem lange, ugrundede Undersögelser over Varmemateriens Egenskaber, Væsen o. s. v., som indeholde ligesaa mange rene Modsigelser, förend det tillades os af disse at udfinde det rene Phænomen. Saaledes opstode Forestillingerne om Varmemateriens Opslugning, om de forskjellige Capaciteter for denne Materie o. s. v., hvilke alle ere opdigtede. Men disse prövede Hypotheser skulde just træde i Stedet for almindelige Principier; thi de tjene til at forklare saadanne Phænomener, som, hvilket Empirien selv tydeligen nok lærer os, have en dybtindgribende Indflydelse paa alle Naturens Processer. Lyset er det oplivende Princip for hele Jorden, Magnetismen gjennemtrænger, som en permanent Polaritet hele Jordmassen, med Elektricitet og Varme slutter og begynder enhver chemisk Proces. Nu tage man alle disse Fictioner bort af de physiske Lærebygninger og spörge sig selv, hvad der bliver tilovers af den tilegnede systematiske Form?
  I det den empiriske Experimentator paa denne Maade materialiserer al Kraft og Activitet i Naturen, skeer det — som man kunde forudsee — at han i Stedet for at komme den videnskabelige og organiske Eenhed nærmere, for bestandig tilintetgjör al videnskabelig Form, adskiller, hvad Naturen for bestandig har foreenet, og statuerer Differenzer, som Naturen ikke kjender. Thi virkelig hæfter Experimentet nödvendig ved Differenzerne, og det formaaer ligesaa lidet som Iagttagelsen, at naae den sande Identitet.
  Naturen erkjender ingen Lysets, Varmens, Magnetismens, Elektricitetens Theorie. Man kan uden videre Pröve med Sikkerhed paastaae, at enhver Theorie, som betragter og vil erklære disse Phænomener isolerede, er falsk. I Naturen opstaaer med et Slag, hvad Experimentet voldsom adskiller. Man betragte hvilket Legeme man vil — et Metal, Jern f. Ex. Denne bestemte Cohærenz, denne bestemte Tyngde, denne bestemte Uigjennemsigtighed, denne bestemte Magnetismus, Varmecapacitet, Evne til at lede Elektriciteten, Affinitet til Suurstoffen fuldkommen anskuede som eet — er Jernet, og enhver Adskillelse er unaturlig. Enhver Experimentator maa hæfte ved Differenzerne, thi disse gjöre de respective Modsætninger og med disse Experimentet selv mulige; men Naturens Væsen er Organisation, d. e. Identitet af alle Differenzer.
  Sætter man i Naturen Differenzerne, som det oprindelige, saa bliver deres Tendenz til, i det de söge hinanden, vexelsidig at tilintetgjöre sig, fuldkommen ubegribelig — og det urimelige Foretagende, at forklare denne Tendenz ved nye Differenzer — ved opdigtede Materier — gjör Problemet permanent i Steden for at löse det. Nu er Differenzerne det eneste, som kan gjöre Experimentet muligt, det kan altsaa ikke forlade dem, kan altsaa ikke erklære [forklare] det Liv, som blot er ved deres Tendenz til at söge hinanden, kan altsaa aldrig naae det Middelpunkt, i hvilket alting er foreenet, uden for hvilket alting er adskilt. Ved Magnetismens og Elektricitetens Duplicitet aabner den evige Identitet sig for Experimentatoren; men da blot denne gjör Experimentet mueligt, saa er Identiteten for ham forsvunden. For ham er Verden faldet fra hinanden i Materier og Stoffer; han seer vel deres relative Forbindelse, han kan opdage deres lovmæssige Forhold ved hine Forbindelser; men det absolute Bindende i hele Naturen undflyer ham nödvendig.
  Ligesom ved Magnetismen og Elektriciteten Differenzerne træde ud af Identiteten, saa tabe de sig atter ved den chemiske Proces i Identitet, og hvor evig fremmed den er for den empiriske Naturforsker, viser sig fornemmelig her, hvor den dog selv aabenbarer sig for ham, som oprunden af Differenzerne, saa at Naturen, ligesom den ved Elektricitetens og Magnetismens Duplicitet aabnede sig for ham, ved den Identitet, der opstaaer i det de forskjellige Stoffer chemisk gjennemtrænge hinanden, atter lukker sig lige for hans Öjne.
  Thi naar Saltsyre forbinder sig med Mineralalcali til Kogsalt, naar Svovlsyre neutraliserer sig med Jern til Vitriol, ved enhver chemisk Forbindelse, opstaaer et indtil det uendelige Identisk. Det er det almindeligste, meest kjendte af alle Phænomener; men hvilken Physiker forstaaer, hvorledes to Materier kunne gjennemtrænge hinanden, vexelsidig tilintetgjöre sig, danne et tredie i sig fuldkommen identisk? Ogsaa her hefter den empiriske Physiker nödvendig ved Differenzerne. Selv den nyere chemiske Nomenclatur udtrykker blot disse og for den blotte Chemiker er i Sandhed Kogsaltet intet andet end saltsuur Mineralalcali, Vitriolen intet andet end svovlsuurt Jern, d. e. ikke det, som det i Naturen i Sandhed er.
  Jeg kan her ikke indlade mig i en Undersögelse om de mange falske Slutninger, som Chemikerne bestandig uddrage af deres Analyser; men De indsee letteligen at de maa være falske, da de grunde sig paa Forudsætningen om en Sammensættelse af Differenzerne, i hvilken disse blive ved. Vi ville, i Naturphilosophien selv, faae Lejlighed til nöjagtigere at undersöge denne Gjenstand.
  Ideen, som allene formaaer at fatte Differenzerne i Identiteten og Identiteten i Differenzerne, indeholder Nöglen til al Naturtheorie og er aldrig oprunden paa nogen empirisk Grund. Den absolute Identitet af alle Differenzer er, som Friheden i den intelligible Verden, det evig Forudsatte, som aldrig forstaaes, naar den ikke oprindeligen anskues, og uden hvilken den i den udvortes Anskuelse givne, afledte de enkelte (selv anorgiske) Legemers Identitet, i hvilken de udvortes Differenzer tabe sig som i en Afgrund, aldrig begribes. Derfor formaaer Empirien blot ved en Approximation i det Uendelige tilsyneladende at nærme sig den sande Theorie, men kan aldrig naae Middelpunktet selv, Urkilden til alt videnskabeligt Lys. Ja den empiriske Naturforsker kan aldrig vide, hvorvidt han har nærmet sig det sande Middelpunkt og er nödvendigviis i et evigt Mörke, indtil han virkelig har naaet det, d. e. har tilintetgjort sig som Empirie. Vel er det sandt, at ethvert Phænomen indeholder Naturens Uendelighed, som ogsaa kan erkjendes i det; men denne det Endeliges Uendelighed er det sande identiske Centrum selv, i alt det Enkelte det samme — overalt for den som oprindelig har stillet sig i Middelpunktet, ingensteds for den som er uden for det.
  Jeg behöver vel neppe at sige Dem, at en Theorie, som er falsk, sig selv modsigende i sine Principier, vildfarende, skjev i Anvendelsen, selv paa de almindeligste Phænomener, aldrig kan bruges til at forklare Naturens Liv i det Store — at den maa virke dræbende paa enhver stor Ahnelse, som den reducerende Iagttager kan vække — Og hvad Chemiens Anvendelse til at forklare det organiske Liv angaaer — behöver jeg vel at erindre mere, end at den Conflict, i hvilken enhver organisk Deel sættes ved det chemiske Experiment, er total forskjellig fra den, som underholdes ved det organiske Liv? Hvorledes kan man fra Virkningen af en organisk Materie ud ad til, mod chemiske Reagentier, uden det voldsomste Spring, erklære [forklare] dens Virkning ind ad til mod det organiske Centrum?
  Og endelig — man sammenligne vore physiske og chemiske Theorier med den evige Natur selv — man forlade de chemiske Laboratorier for at overskue Kloden og dens Liv. Solen glöder i Planeternes Middelpunkt, Lyset omfatter med evig Glands alt Levende, den hele Klode synes en Blomst, som aabner sine mangefarvede Blade, udaander sit Liv om Dagen og lukker sig om Natten, Varmen er en evig Vexel af Expansion og Contraction, imellem hvilken alting oscillerer, Magnetismen har gjennemtrængt hele Kloden og viser stiltiende til en hemmelig Regel, Electriciteten aabner og slutter det chemiske Vexelspils momentane Liv, Luften, bestandig foranderlig, og i al Forandring bestandig den samme, Klodens forunderlige Aande, indaandes, bindes, löses igjen og omslutter alt. Vandet — det Indifferente, Formlöse, af hvilket al Form synes oprunden, circulerer, bestandig bölgende, mellem det Faste. Imidlertid gjærer den alt bundfældte, anorgiske Masse (Jordklodens afsatte Scelet) med den sidste Gnist af Liv, endnu flammende under Æqvator. Et evigt vexlende Liv, eensformigere under Polerne, mere broget, mere glödende under Æqvator, udvælder med stigende Energie — og midt i denne brogede Vrimmel hæver sig lidt efter lidt gjennem alle Gestalterne et mystisk Centrum, bestandig dybere og dybere skjult i Gestalternes inderste Væsen; i det det tydeligere aabenbarer sig, skilles det Enkelte fra det Hele og bliver et Heelt i sig selv, den isoleerte Organisation bliver mere fuldendt; den Energie, med hvilken den kjæmper mod Massen, bliver vældigere, de Aftryk, den paatvinger den, betydningsfuldere. Endelig vogner, med den individuelleste Skabning, Naturens usynligste, helligste Middelpunkt — Fornuften. Selv Massen forædles ved den, og Kunsten og Poesien formaaer at producere Gestalter, höjere, ædlere, uendeligere, betydningsfuldere, end selv Naturen.
  Formaae vi at erkjende den Soel, som oplyser alt? Kunne vi erkjende den evige Grundvold, ved hvilken alt er fast og vist og evident, uden hvilken alting vakler, opstaaer ubegribeligt, forsvinder uden at forstaaes?

 


 
SYVENDE FORELÆSNING

  Jeg maa endnu engang erindre Dem, mine Herrer! om, hvad jeg alt forhen har sagt, at hvad jeg nu foredrager ikke er Philosophie, men Indledning. Jeg vil forsöge at give Dem et höjere, betydningsfuldere Begreb om Livet og Tilværelsen. Af et saadant höjere Begreb udspringer Philosophien, som af sin egentlige Kilde. Jeg haaber, at De, naar jeg slutter Indledningen, vil kunne indsee, hvorledes den hele Betragtning concentrerer sig til et stort Problem — dets Lösning — er det ellers nogen dödelig givet at löse et sligt Problem — er Philosophiens Bestræbelse.
  Jeg begynder i Dag at betragte Historien, som jeg i de forrige Timer betragtede Naturen. Der saae vi een Aand, som syntes at have gjennemtrængt hele Naturen, dens Ideer talede forunderlig til os gjennem Gestalter. Skulde vi nogensinde kunne forstaae dens hemmelige Sprog? Alt det Enkelte bærer der det Eviges Præg. Levende, bevægelig, foranderlig, og i de mangehaande Forandringer bestandig den samme, rejser sig en oprindelig fri Aand, arbejder sig gjennem Naturens mæandriske Krumninger — Massen selv, det Materielle synes denne Aands halvgjennemsigtige Dække, eller rettere, dens evige Organ — og Historien er dens evige Aabenbaring. Som oprindelig aldrig kuet Frihed synes spirende at vogne midt i Naturens uforanderlige nödvendighed, saaledes synes omvendt en evig nödvendighed at dække, ja at overskygge Historiens Frihed. At gjenkjende Fornuftens Frihed i Naturens nödvendighed; at gjenkjende Naturens nödvendighed i Historien, er den philosophiske Opgave.
  Intet fornuftigt Væsens Tilværelse kan tænkes isoleert. Det forudsætter, som saadant, en Vexelvirkning med utallige andre. Fornuftige Individualiteter forstaaes kun i deres vexelsidige Conflict. En höjere Individualitet kan omfatte dem alle og det saaledes, at Begrebet om de enkelte Individuer taber sig ganske i hiint höjere Individualitets–Begreb. Et sligt individuelt Samfund er Borgersamfundet, som nödvendigviis indeholder et bestemt individualiserende Princip i sig. Udtrykket for et saadant större Individ er en Nation. Men en Nation, for saavidt som den har sin specifike Character, kan ikke tænkes uden en Conflict med flere. Udtrykket for denne höjere Conflict er Historien. Som det enkelte Menneskes Tilværelse er en Række af Tildragelser, hvis indvortes foreenende Princip hans inderste Væsen selv er, saaledes bestaaer Nationernes Historie af en Række afvexlende Begivenheder, i hvilke det enkelte Individs falder med — og den hele Menneskeslægt, Nationerne selv i deres Conflict, drives gjennem tusendfold Forandringer til et Maal, som ingen kjender. I denne uendelige Vexelvirkning, hvis indvortes skabende Princip er os ubekjendt, virker hele Menneskeslægten tvingende paa enkelte Nationer og Nationerne tvingende paa ethvert enkelt Individ. Men det enkelte Menneske selv, med en Frihed i sin Barm, som vel kan skues, nedtrykkes — selv til et ukjendeligt Minimum — men aldrig ganske udryddes, virker, med större eller mindre Kraft tilbage paa sin Nation — fra sin Nation paa hele Menneskeslægten. Ved denne Vexelvirkning af det Hele paa det Enkelte, af det Enkelte paa det Hele, fremstaaer et identisk Billede — Historien, som forudsætter den hele Natur, som Grundvolden for al endelig Tilværelse, og hele Menneskeslægten som Udtrykket for hiin Vexelvirkning selv. Udtrykket for Coexistenzen af alle disse Individuers Samvirkning i Historien og Naturen er Rummet — Evighedens bestandig hvilende Billede. Men det Hele er blot i en evig Kjede af afvexlende Begivenheder. Ja det er denne bestandige Vexel, disse uendelig sig aflösende Forvandlinger selv. Den bestandige Typus for disse Forvandlinger er Tiden — Evighedens bestandig bevægelige, flydende og foranderlige Billede.
  Det mærkværdige talent– og geniefulde Menneske kan ikke tænkes som levende paa en bestemt Tid, i en bestemt Nation, uden at vi, ved hans ejendommelige Tilværelse, i sit hele Omfang, maa forudsætte at hele Historien just har gaaet den Gang den har gaaet. Det er, som om hele Historien havde lagt det an paa at producere dette Menneske, uden at man derfor kan paastaae, at det var dens Maal; ligesom i et organisk Legeme, hvor det Hele maa ansees som virksomt ved enhver enkelt Deels Frembringelse. At dette er Tilfældet med de mere betydende Mennesker vil vel enhver tilstaae; thi hvad er det betydende Menneskes Bevidsthed andet end en större eller mindre, mere eller mindre indbefattende Typus af det Forbigangne, individualiseret ved dets særegne Væsen? Var nu den Deel af Historien, som ved Opdragelse, ved Kundskab, ved særegent Talent og Instinkt blev dets Deel og som i det det paa en individuel Maade reflecteres just udgjör dets — det bestemte Menneskes — Tilværelse, ikke saaledes bleven bestemt, som skeet er, saa vilde dette Menneske aldrig kunne have existeret paa denne bestemte Maade. Men man behöver i Sandhed blot nöje at eftertænke den Idee, vi nödvendigviis maa have om Historien, for at overbevises om, at det meest indskrænkede, ringeste Menneske, hvis Syns– og Virkekreds er saa ringe, som man vil tænke sig den, ikke kan forestilles som levende til denne bestemte Tid, som dette bestemte Individ, uden at den hele Historie just har gaaet den Gang, den har gaaet; endskjönt han selv maaskee aldrig har hort Historien nævne, eller har nogen Forestilling om den, endskjönt hans historiske Kundskaber maaskee ikke naae ud over nogle enkelte Familiers ubetydelige Tildragelser i faa Generationer, er han dog selv — og just jo mere indskrænket han er, desto vissere, et Product af den Grad af Cultur, af den Tænkemaade, som paa den Tid characteriserer Massen af den Nation og den Stand han lever i — og at denne med hvilken han ganske falder sammen — er et nödvendigt Product af den hele Historie behöver jeg blot at sige Dem. Saaledes virker det Hele med tvingende, uimodstaaelig nödvendighed paa enhver, og enhver satte Skjæbnen, den usynlige Haand, som leder det Hele, paa en bestemt Punkt, i en bestemt Tid og beredte ham Indtryk og Ideer, hvilke, uböjelige, uforanderlige, som Naturlovene selv, fölge ham sit hele Liv igjennem. Ingen formaaer at træde ud af den Ring, som Födsel og Opdragelse, bestemte af en uböjelig Skjæbne, har snoet om ham.
  At den störe, geniefulde Mand, der, som Cæsar eller Luther, rager ud over sin Tid, kraftfuld griber ind i sin Tidsalder, vækker en sovende Generation, hvis indvortes, guddommelige, flammende Ild tænder den hele Masse, hvis Aand, udrustet med Gudernes Kraft, som et usynligt Contagion, anstikker Millioner, som, hvor han træder frem, bydende leder, vækker, opflammer dem, som omgive ham — virker paa den hele Historie, derom er ingen Tvivl; men man behöver blot at tænke nöje efter det Begreb, vi nödvendigviis maa have om Historien, for at overbevises om, at endog det meest indskrænkede Menneske maa have en Indflydelse paa den, om den end, naar vi see paa det Hele, fordi vi ikke formaae at fatte det uendelig Enkelte i det Hele, bliver aldeles umærkelig; thi enhver Handling, hvis Grund er Frihed, er den absolute Begyndelse til en fuldkommen nye Række af Handlinger; men enhver Handling har sine fölger, disse atter deres fölger o. s. v. i det Uendelige. Saaledes virker det Enkelte atter paa det Hele.
  I Naturen synes en oprindelig fri Aand at aabenbare sig, endskjönt det Enkelte er nödvendigt; omvendt derimod gaaer en nödvendig bestemmende Skjebne som en usynlig Haand igjennem hele Historien, endskjönt det Enkelte er frit.
  Eller er der ingen nödvendighed i Historien? ingen evig, urokkelig, ingen stadig Plan? er den hele Historie en planlös Sammenhobning af Begivenheder? Et evigt Virvar af Forbrydelser og blödsudgydelse? Kan det enkelte Menneskes Tilværelse og Bestemmelse være stor og betydningsfuld, naar den hele Menneskeslægts evige Evolution er uden Sands?
  Aabenbarer sig ingen Gud i den evige Vexel?
  Denne Forbindelse af nödvendigheden i det Hele, skjönt det enkeltes Frihed maa sikres, med Friheden hos ethvert enkelt Individuum, skjönt nödvendigheden hos det Hele maa sikres — er Historiens egentlige Problem. Da hele Historien just maa vise Spoer til hiin Plan, som gaaer igjennem det Hele; Friheden derimod blot gaaer paa det enkelte Individuums inderste Gemyt, og dog tillige indeholder Centralpunkten for al philosophisk Grandskning, vil jeg her blot söge at gjöre Dem opmærksom paa det planfulde i hele Historiens Gang.
  Ligesom de nederste Dyr ingen Barndom have, saaledes have selv de ædelste ingen Historie. Deres Historie falder sammen med Jordklodens. Deres Vandringer, Levningerne af store Dyr i de nordiske Egne, af svundne Dyr, betegne Naturens egne Epoker. Mennesket har ene Historie. Alt det forbigangne ligger færdigt for os. Den Aand, de Handlinger, som udmærkede de svundne Tider, bæres udödelig, værnet af en Guddom, fra en Generation til den anden, og Tidsalderens særegne Aftryk paa Massen ligge som Bjerglag over hinanden i de Egne, hvor Historien spillede; thi hele Menneskeslægten har aldrig taget Deel i Historien, ligesom blandt Dyrene kun faa tage Deel i den höjeste Udvikling; det er, som om fra enkelte Steder Menneskeslægtens evige Soel brændte, medens de övrige levede i bestandig Mörke.

  Med Guderne begynder al Historie. Bag al Historie ligger Mythologie; det er et Faktum, som ingen kan nægte. Man kalde denne mythologiske Tid, som man vil, den fabelagtige, den raae, Menneskeslægtens Barndom, Udtryk som altid bevise, at man gjör en Tid til Maalestok for den anden, vor Tid i Særdeleshed til Maalestok for alle de andre — dette Faktum staaer urokkeligt. Det er som om al Historie begyndte med det Eviges umiddelbar fremtrædende Glands, som om alt hvad som ligger hiin herlige Periode nærmest, deeltog i det Eviges Herlighed. At nedsætte de ædelste, fortreffeligste Nationers Ideer om Guddommen, til de allerelendigste og fladeste Absurditeter, at borttage al höjere Sands af deres Religiösitet, for derefter at kunne forklare deres ejendommelige Væsen, kan tillades enhver, kun ingen Philosoph. Ham er, blandt alle muelige Modsigelser den den haardeste, at den glandsfuldeste Tilværelse kunde bygges paa et Fundament af Ufornuft — og ingen Philosoph har nogensinde tvivlet paa, at Kilden til al Tilværelse er Religiösitet. Desuden er ikke her min Hensigt at forklare, blot at fortælle. Fortællingens Reenhed tillader ikke Indblandingen af nogen — hvilkensomhelst — Forudsætning. Vi maa tage den ældste Tid, som den selv viser sig, ikke som vi troe at maatte forstaae den.
  Den mythologiske Tidsalder, jeg her korteligen vil gjöre Dem opmærksom paa, er den ældgamle orientalske, Moderen til den græske Mythologie; thi ikke at tale om, at den orientalske Mythologie turde indeholde Spiren til den nordiske, som först i en sildigere Periode viser sig i Historien, saa synes den selv — som Menneskeslægtens höjere Sands, dens med Bevidsthed skuende Öje, at see fra et fra Egn til Egn bevægeligt Punkt. Her, i den betydende Linie, i hvilken dette glindsende Punkt bevæger sig, maa vi finde det dybe Spoer til Historiens Sands.
  Udtrykket for Gudernes Periode er den reneste, klareste Poesie, dens Sprog — os altid kun halv forstaaelig — Allegorie. For dog nogenlunde at give Dem en Anskuelse af hvad vi forstaae ved Allegorie — spörger jeg — Hvad er det som forherliger Gudernes Gestalter i den gamle Kunst? Hvad er det, som gjör at vi, saasnart vi see en Apollo, en Venus, maa tilstaae, at de ere Guder, ikke Mennesker, maa tilstaae naar vi skue en Hercules, at det er sejrende Heros, naar vi skue Laokoons Gruppe, eller Niobe, at de er Gudernes Beslægtede, som en ubojelig Skjebne nedkuer. Naar vi — med den Sands for Kunsten, ved hvilken den allene er, uden hvilken en Gipsfigur i vore Haver og de gamle Kunstproducter have lige megen Betydning — see Gudernes roelige og höje Gestalter, saa er det, som om alt det Herlige, der som en enkelt Klang lyder i Menneskeslægtens Historie, adsplittet hos alle, næsten forsvunden hos de fleste, som om det Helligste, der blot i enkelte salige, men forbiilende, Momenter stykkeviis yttrer sig i vort Liv, som en dyb og guddommelig Erindring om en herligere Existenz — fremtraadte for sig — den lösladte Gud — og straalede og tonede os harmonisk imöde ved den evige Gestalt.
  Naar vi see den lidende Laokoon, den ulyksalige Niobe, saa farer en Gysen igjennem vort Inderste, en Gysen, heel forskjellig fra den Medlidenhed og Deeltagelse, som vi yttre ved andre Menneskers Ulykke. Det er ikke Laokoons Smerte, der med sin hele Slægt gaaer under, stræbende med sine Sönner mod det dræbende Slangebid, det er ikke Niobes Taarer og forstening ved hendes Börns Jammer — det er den Slange, som har snoet sig om den hele Menneskeslægt, det er Anskuelsen af den uhyre Masse, som synes, forstenende at true den hele Slægt, det er Anskuelsen af den endelige Tilværelses dybe Ulykke, der som en Ahnelse, som en Orm nager enhver, i enkelte Momenter rejser sig — og som vor Tids Mennesker, lige fremmed for Salighed og uhyre Smerte saa sjelden föle — det er Slægtens gyselige Tragoedie, som den herligere Generation — deelagtige i Gudernes Fryd — havde Mod nok til at skue.
  Alt hvad som saaledes adsplittet, som Fryd eller Smerte, utydelig og enkelt rejser sig hos alle, hos enhver i enkelte snart forsvindende Momenter, det synes i Kunsten, og ogsaa i den gamle Poesie, concentreret til hellige Billeder — og disse Billeder, som i deres störste Individualitet viser os alt — disse Gestalter, som synes at indeholde et uendeligt Sprog, disse Ord, som vise os evige Gestalter — udgjöre hvad vi kalde Allegorie. En saadan allegorisk Betydning synes al fornuftig Existenz i Historiens Begyndelse at have havt. Men denne Periode synes meer eller mindre at have skjult sig bag en Efterfölgende, som vi vilde kalde den heroiske.
  Det som i Særdeleshed udmærkede hiin Tidsalder, var den mærkværdige Identitet af det, vi siden maa adskille som Ord og Handling. I levende Handling udprægedes alt hvad vi nu söge ved Ord, alle Naturens Revolutioner og Udviklinger, alle Religionens Mysterier. Livet selv, frisk som det udsprang fra Guddommen, havde umiddelbar den Betydning, som vi nu kun ahne. Derfor var alle deres Forestillinger levende. Intet Spoer til den adsplittende död, som i nyere Tider har gjort Videnskaber og Poesie og, ved dem, selv Religionen saa monströse. Det er bekjendt, at de ældste Folk forestillede sig det hele levende Universum, som et eeneste besjelet Væsen, der med uendelig forskjellig Ledemod paa det mangfoldigste rörte og bevægede sig, at hellige Sager gjemme mærkværdige Fragmenter af Jordens Dannelseshistorie, at mange Myther af de orientalske og nordiske Urfolk, i de dybsindigste Billeder, bevare Naturens Metamorphoser, at mange underlige Kundskaber (som f. Ex. i Astronomien, i Metallurgien), hvilke vi ikke kunne forklare uden dybe Indsigter, ja ofte ikke uden Bekjendtskab med de kunstigste först i vore Tider opfundne Instrumenter, overbevise os om, at ogsaa der, hvor Allegorierne og Billederne ere uforstaaelige, ligger noget langt dybere til Grund for disse, end vilkaarlig opspundne Drömmerier. Det er vist, at den tidligste Menneskeslægts hele Liv var Religion, at alle deres Forestillinger og Handlinger havde et umiddelbart Hensyn til det Evige, kort: at de, som ogsaa en af de herligste og dybsindigste Grækere siger om dem, vare Guderne, blant alle Mennesker nærmest. Derfor synes Naturen, endskjönt paa en den nærværende Physik ubegribelig Maade, at have aabnet sit Helligste for dem, og mange af hiin Tids Allegorier og Myther synes at indeholde Naturens egne höjeste Orakelsprog over dens inderste Væsen. Derfor var deres Liv selv betydningsfuldere, alle Lidenskaber höjere, alle Gestalter ædlere. Ja ædlere, endskjönt de manglede vor Tids overflademæssige Glimmer og intetsigende Tant; vore Ord, som med Gestalt har tabt deres egentligste Betydning og forklare alt, uden det, som eene er Umagen værd at forstaae, vore Videnskaber, som have lukket Naturen for os, og gjör vor Tilværelse selv sandseslös. Udtrykket for den heroiske Tid var endnu poetisk, deres Sprog metrisk, harmonisk, gestaltfuld — Epos. Skal Wolfs 1) Opdagelse om den Samling af Digte, vi have under Homers Navn, faae en historisk Betydning, saa maa den Idee, den vækker, udvides. Ikke allene Toget til Troia og dets fölger, ikke allene Odysseen, ogsaa det Argonautiske Tog, hvis hele Historie jo desuden blev besunget i det undergaaede Orphiske Epos, ogsaa de argiviske Kongers, Pelopidernes, de thebanske Kongers tragiske Historie, af hvilke Æschylus og Sophocles have efterladt os Fragmenter, dramatisk behandlede, maa vi ansee som Led af det store græske Epos. Et saadant Fragment er da ogsaa Homer; men saa herlig var denne Tidsalder, at dens Fragmenter selv synes kunstrigere og mere sluttet i sig, end den sildigere




1) F. A. Wolf (f. 1759 † 1824), tysk Filolog, der hævdede, at de homeriske Heltedigte vare sammensatte af flere Digteres Sange. [Udg.]



Tids fuldstændigste Historie. At skrive et Epos er derfor en sand Misforstand og bliver det i al Evighed. Historien selv formaaer blot at producere det ved en poetisk, episk Tidsalder, og dets efterladte Klang er det eneste sande Epos selv.
  I den sildigere græske Periode skiltes Ord og Handling, som i de tidligere vare uadskilligen forenede. Handlingen, som hele Slægtens legemlige Udvortes paa den ene Side, fixerede sig som prosaisk Historie. Ordet, hele Slægtens aandige Indvortes paa den anden Side, fixerede sig som prosaisk Videnskab og Reflexion. Men man behöver kuns at kaste et flygtigt Blik paa denne endnu herlige Tidsalder for at finde, at Videnskaben, saavelsom Historien havde deres Kjerne og endnu erkjendte Udspring i den svundne Tids Religiösitet. Denne sikrede den höjere Betydning i deres Handlinger, det Mod, den ædle Nationalismus, den Dristighed og höje Aand for deres Helte, den skjönne Form og ædle Gestalt i deres Kunst, den dybe Sands i deres Speculation. Endnu vedligeholdtes den Tid, da det egentlige Liv var som Spil for en overvættes Kraft, i levende Erindring blant dem ved de isthmiske, pythiske, nemæiske, olympiske Lege. Deres Aarstider beregnedes efter disse, deres Lande inddeltes, Frastanden maaltes efter de olympiske Stadier. Herodot nævner ingen Helt uden at sige os, hvor ofte han vandt i hine Lege. Hvor ubegribelig er os den kloge, betænksomme, vise Grækers Enthusiasmus for deres Athleter? De satte dem Stötter, de forgudede dem; thi de vare dem de herlige Symboler paa den Tid, da den endelige Existenz var et Spil og ingen Byrde, da enhver Kraft ubehindre yttrede sig, og Legemet selv var det gjennemsigtige Billede for en höjere Aand. Naar man, med en Overskuelse over det Hele, læser Herodot — alle Historieskriveres Fader og Mester — saa finder man, at den uforlignelige Composition, som foreener saamange forskjellige Gjenstande, ja den hele da levende Verden, til et Heelt, blot var muelig ved den mærkværdige Relation til en religiös Middelpunkt; ved denne kommer det fortryllende Lys og den herlige Klarhed over hans Historie, som henriver enhver. Alting bestemmes ved Religiösitet, ved Oraklernes betydende Udsagn, næsten alle Heltene stode i Forbindelse med den episke Tid, og Herodot glemmer ikke at fortælle os den Omstændighedernes Forvikling i hiin Tid, som frembragte Nationernes og Heltenes nærværende Strid eller Foreening. Som Hesiodi Mythologie ligger i Baggrunden af det homeriske Epos, saaledes ligger den hele episke Tidsalder i Baggrunden af Herodots Historie. Den platoniske Philosophie — Grækenlands ædelste speculative Produet — og dens dybeste, henviser fra Videnskabens Side ligeledes til denne religiöse Kilde; den udgjörde den egentlige Kjerne af den pythagoræiske Skole. Noglen til Naturens Productioner skjultes i de eleusinske Mysterier og i Kabirernes 1) hemmelige Religion paa Samothrace. Alle græske Philosopher vare overbeviste om, at Fundamentet til al deres Viisdom maatte söges i Orient, hvor denne Viisdom endnu var som en Rest af en herligere Tid; derfor rejste deres Philosopher, som Pythagoras og Democritus til Egypten og Orienten; og det er bekjendt, at det var Plato's varmeste Önske at kunne besöge Braminerne i Benares.
  Saalænge den religiöse Middelpunkt forener Mennesker og Nationer, giver deres Liv Glands, deres Tænkning Dybde og deres Handlinger Betydning, kan vel Omstændighedernes Forvikling opvække Strid og Uenighed, ja Krigen, den nödvendige Fölge af al endelig Tilværelse, vil aldrig hvile; men ingensinde vil den blotte Erobringssyge naae den Höjde, som hvor Historiens centripetale Tendenz er forsvunden. Hvor derimod hiin er forsvunden, vil Nationerne, eftersom de vaagne, yttre deres Kraft som Massens legemlige, ud ad, centrifugal. En saadan Kamp mellem et religiöst Folks intensive og et betydningslöst Folks extensive Kraft har Herodot skildret os ved Krigen mellem Perserne og Grækerne. Hvad formaaer den adsplittede, udvortes Kraft mod en indvortes? Legemet mod Aanden? Men hos Grækerne selv skulde denne uddöe. Vi have seet, hvorlunde det Guddommelige synes fra den tidligste Tid af at være traadt tilbage — og i Sandhed, den uböjeligste Skjæbne, der syntes at have anlagt det paa at beröve det endelige Liv al Glands, for at henvise til et höjere, lagde Præget




1) Kabirer, fönikiske Guddomme, der senere dyrkedes af Grækerne, især paa Samothrake, menes oprindelig at have været Symboler paa Jordens Frugtbarhed. [Udg.]



af sin Plan tydelig nok i den gamle Historie. Hos Grækerne sank Religiösiteten; Philosophien — allerede tildeels hos Aristoteles — blev endelig Reflexion, hvis Fundament var tilbagetrængt; Tidens hele Characteer tog en mere endelig Retning — og Grækenland blev et Offer for en vaagnende Nations centrifugale Kraft. Macedonien, i Grækenlands herlige Tid kuns lidet agtet, var som et Forbud for den större og mægtigere Nation, hvis erobrende Kraft skulde antyde os Religionens dybeste Sövn, det Endeliges höjeste Triumph og Historiens sörgeligste Tragödie.

  Hos Romerne var Forstanden i alle Henseender det fremtrædende. Religionen havde aldrig den höje Betydning, som hos Grækerne, og tabte den bestandig mere og mere; man havde neppe en Ahnelse om det dybe i den græske Philosophie; den dybe Sands i den gamle græske Mythologie blev tilintetgjort ved Ovidius, den episke Tidsalders historiske Betydning var tabt, og Virgil troede at kunne skrive et Epos. Blot deres udvortes Historie, Digte, som opmuntre til Livets glade Nydelse, Sandsen for den gamle Kunst — bare endnu Præget af den ellers næsten svundne Herlighed og var classisk. — Men just fordi Forstanden var det herskende, fremtraadte Historiens construerende nödvendighed med en Bestemthed, som man gyser ved. Ved Conflicten af Curierne, Centurierne og Tribus udvikler den romerske Historie sig med en nödvendighed, som næsten ikke lader noget Spoer af Frihed. Historien selv synes aldrig mindre fri end i Roms republikanske Periode; det Bestemmende viser sig med den græsseligste Tydelighed, og just derfor blev det for Montesqvieu 1) og Ferguson 2) saa let, at udvikle, og det i Sandhed fuldstændig, Grundene til det romerske Riges Ruin, som spirede selv i dets glandsfuldeste Epoke. Med Gracchernes Stridigheder om de agrariske Love rejste sig, ved Sylla, Marius, Clodius, Catilina, Cæsar, en eneste Gestalt, Verdens og hele Historiens Tyran og Afgud. Eftersom de rejste sig, tog Forbrydelser og Laster, Irreligiösitet




1) Charles Montesquieu (f. 1689 † 1755), fransk filosofisk Skribent, Forfatter til: „Consièrations sur les causes de la grandeur et de la décadence des Romains“ (1734). [Udg.]

2) Adam Ferguson (f. 1724 † 1816), engelsk Historieskriver og Moralfilosof, Forfatter til: „History of the progress and termination of the Roman republic“ (1783). [Udg.]



og alt det, som blot sætter det Endeliges Realitet, bestandig mere til. Det var som om Sandsen for det Evige var forsvunden af den hele Historie. — Derfor blev Menneskets Centrum, dets Afgud og Djevel, et endeligt Væsen — i Begyndelsen (i Særdeleshed Cæsar) en af Historiens kraftfuldeste og meest glindsende Gestalter — men som, i det fölgende bestandig mere og mere viste sin dybe Fordærvelse.
  Under Cæsarerne i Særdeleshed var Lasternes meest glimrende Periode. Alt det, som med Glands traadte frem, hyldede den almindelige Fordærvelse; al Energie og Conseqvenz synes at være traadt i Forbund med Forbrydelsen; Cicero og Seneca bleve foragtelige ved deres Vankelmod og Ubestemthed. Romerne kaldte vel Cato den sidste Romer; men naar man seer, hvorledes den hele romerske Historie synes at have stödt sammen for at hæve Cæsarerne, hvorledes disse kuns udtrykte den höjeste Spidse af den herskende Forbrydelse, saa kan man med Föje kalde Nero den sidste Romer — dette mærkværdige Uhyre, hvis græsselige Existenz betegner en Vendepunkt i den hele Historie.
  Det er mærkværdigt, at det, som i Grækernes herligste Tid geraadede selv de störste Helte til Hæder, de gymnastiske Spil, i Neros Tid vare blevne til en intet betydende Farce, som man overlod til Slaverne, og som nedsatte Kejseren ligesaa meget i Folkets Öjne, som den störste Forbrydelse. Saa aldeles var Erindringen om den gamle Tid og dens Herlighed forsvunden.
  Men hvilken Frastand fra den ældste Tid, hvilken total Modsætning med den? Historien begynder med Guderne — da havde det Endelige aldeles ingen Realitet — blot hvad som bar det Eviges Præg — nu var det Endelige det eeneste Reelle, og et endeligt Væsen, blev, ryggeslöst og med forvoven Foragt mod Guderne, hævet ud af den hele Masse og tilbedet som en Afgud. Kejsernes Statuer bleve satte ved Siden af Romernes Penater; man ofrede til dem; man satte dem blant Guderne efter deres död.
  De romerske Kejseres Stilling er den eeneste i sin Art. De vare ikke allene hævede ud over en Nation — den hele dengang bekjendte Verden laae for deres Födder. Men Mennesket er skabt til at kjæmpe med en modstridende Magt — i denne Kamp, som udgjör Livet, ligger Spiren til al Dyd og al indvortes Herlighed. En sædvanlig Tyran — en orientalsk f. E. indskrænkedes dog ved andre, ved Naboe–Nationer; men de sidste Cæsarer fandt ingen Nationer, som kunde trodse dem. Saaledes allene, ganske allene, hævede ud af den hele Menneskeslægt, i Modsætning, ikke som enkelt Menneske mod det enkelte, men som enkelt mod den hele Slægt, maatte det uhyre Dyr, fordærvende vaagne. Nero var i sine förste Aar en fortreffelig Regent. Det var, som bekjendt, endog Trajans störste Önske at kunne regjere som Nero i de fire förste Aar; men da hans Trone blev sikret, da hele Verden, selv foragtelig, kröb for hans Födder, rejste han sig, som et glubende Uhyre — flagellum generis humani — da vendte den lösladte Furie, som Modstand og Indskrænkning fængsler hos enhver, sig först, mod dem som omgav ham; han myrdede Moder, Broder og Lærer, kjæmpede mod hele Naturen, saa intet tilfredsstillede ham, uden at det bar Præget af den monströseste Unatur. Endelig rasede han mod den hele Slægt, udpressede alle Provindsernes Skatte, for med en aldrig set Luxus at bygge sit gyldne Pallads, tændte Verdens Hovedstad i Brand, og sang, da den brændte, med en frygtelig Ironie, en Sang over Troia's Undergang, eggede, dreven af Furierne, hele Menneskeslægten mod sig — indtil han, forladt af alle, med den græsseligste Angst, styrtede fortvivlet i den Afgrund, han selv havde aabnet sig.
  Med ham slutter Roms classiske Periode. Tacitus ender sine Annaler med ham, Livius 1) kort Tid efter. Ammianus Marcellinus, Zosimus, Dio Cassius o. s. v. ere de urene Kilder, af hvilke vi maae öse vore Kundskaber om Trajans og Antoninernes Regjering. Med den höjeste Afsky nævner man Nero's Navn; at foragte ham vover man neppe; thi med en forfærdelig og dyb Skræk er denne Epoke foreviget i Historien.
  Vespasians, Tid, Trajans, Hadrians og Antoninernes Regjering betegner Historiens Hviletid ovenpaa den heftige voldsomme Gjæring — selv uden kraftfuld Betydning, saa fortræffelige Kejserne end vare. Trajans triumphatoriske Epoke tjente til at egge Dacer,




1) Da den romerske Historiker Titus Livius döde Aar 17 e. Kr., maa her foreligge en Fejlhuskning eller — en Trykfejl.



Allemanner og vække de nordiske Nationer, som skulde underkue den sunkne Generation.
  Saaledes svandt den gamle, gyldne Tid; det Helligste blev et Middel for töjlelös Forbrydelse; Gudernes brogede Vrimmel forlode den ryggeslöse Jord. Ingen Haand formaaede at fremtrylle en guddommelig Gestalt; ingen hellig begejstret Sanger lod sig höre — Oraklerne taug — Historiens straalende Soel syntes slukt. Hvor var Redning for den sunkne Slægt? —

 


 
OTTENDE FORELÆSNING

  At det Poetiske og Religiöse i den gamle Tid, som jeg kalder den episke, faldt sammen og var et, at denne Foreening af begge er den eeneste Levning af det hele daværende Liv; at disse overblevne Toner — de hvorefter vi eene kunne bedömme hiin Tids Aand — vise til en harmonisk Existenz, hvilken selv gav det Endelige et umiddelbart Hensyn til det Religiöse og Evige, er et Faktum — og vi maa först tilintetgjöre den rene, uforfalskede Anskuelse af Oldtiden, förend vi i vor Tids særegne Existenz kunne finde Regler til dens bedömmelse. Hvorfor indeholder den gamle Tid i de höjere Videnskaber, i Poesien, i Kunsten, i Philosophien alt, saaledes, at vi, naar vore Bestræbelser gaae ud over det daglige Liv, næsten intet opdage, hvad ikke, som en hellig Spire, ligger i den gamle Tid. Er det ikke det Skjönneste, Herligste, som gjennemtrænger vor Tid, Sandsen for hiin gamle, forsvundne? Bestemmer ikke den dybere, klarere Idee om de Gamle en Nations Cultur?
  Historien har ved de poetiske, philosophiske og egentlig historiske Mesterværker foreviget sin herligste Epoke. Men i det en Epoke skulde forsvinde, paatvang den selv Massen Præget af sin individuelle Character. De uhyre colossalske Ruiner af Susa, Palmyra, Ninive, Babylon og Pyramiderne i Egypten vise os den ældste Menneskeslægts overvættes Kraft. Hvad kan være mere talende for Kunstens Sands, end hine Steder i Orient, hvor, som et dybere Bjerglag, de colossalske Masser ligge, disse, som mange, for deres næsten ubegribelige Storheds Skyld, troede at maatte holde for Naturens egne Producter, over dem Levningerne af den græske og romerske Tid blandede med Mahomedanernes Mosceer og Vaaninger — eller Rom selv. Her ligge dybest de uhyre Canaler, hvis colossale Störrelse saalidet passer til den Tid, i hvilken de romerske Skribenter sætte deres Oprindelse, som meget mere (hvad ogsaa nogle nyere Historikere formode) synes at være Levninger af den ældre saturniske Tid, som Dionys fra Halicarnas fornemmelig har gjort os bekjendt med. Over disse Canaler seer man de herligste Rester af gammel Kunst, og i deres Templer den italienske poetiske Periodes fortræffelige Frescomalerier. Hvem kan skue disse Tidernes særegne Mærker med et historisk Öje, uden i dem at finde de svundne Tiders individuelle Præg? — Lidt efter lidt, som ogsaa Guderne skulde forlade Jorden, vaagnede Historiens Instinkt, for, ved den forædlede Kunst at forevige deres Gestalter. Kunsten er det betydningsfulde Ziffer paa Tidernes Sarcophag, deres, som ved hemmelig Tryllekraft, fængslede Gestalt, deres Tilværelses helligste Kjerne, som, fordi den bar Præget af det Evige og Fuldendte, har Forjættelsen om sin uforvisnelige Udödelighed i sit Væsens Glands. Den nyere Kunstner er den gamle Kunsts Tjener og Præst, ved sit Talent ansat af Historiens Guddom selv, at vedligeholde den evige Altarild i dens Tempel.
  De nordiske Nationer vare bestemte til at underkue den ryggeslöse Generation, der drev Spot med det Helligste, som var bleven fremmed for dem. Allerede i de tidligste Tider yttrede sig de nordiske barbariske Folkeslags Tilböjelighed til at falde ind i de sydligere Lande. Herodot fortæller om et Indfald af Scytherne i Asien. De trængte lige ind til Egypten, men bleve snart igjen drevne tilbage. Deres korte Ophold efterlod intet Spoer. Grækenlands intensive Kraft hindrede og tilbageholdt dem siden. Sildigere traadte, man veed ikke hvorfra, en gallisk Nation frem og cversvömmede de Egne, i hvilke den gamle Historie levede. Roms spirende Kraft var endnu ikke stærk nok til at modstaae dem; Grækenlands aldrende Kraft for svag — Brennus hemmedes ikke ved Rom, undertvang Epirus, trængte ind i Hjertet af Grækenland, lige ind til dets Allerhelligste, til det delphiske Tempel. Her fortæller man, forsvarede Guden sig selv — aabenbarede sig i sin Glands; store Klippestykker styrtede ned og knusede Gallerne — en panisk Skræk, en hemmelig Gysen for Grækenlands endnu ikke uddöde Guddom bemestrede sig dem. Al Kraft og alt Mod var forsvunden af Gallernes Hær og de overblevne ubetydelige Rester nedsatte sig som Gallogræker i lille Asien, hvor de tjente som Lejesvende, snart for den ene, snart for den anden af de dengang herskende asiatiske Regenter.
  Siden truede Cimbrerne, et nordisk Folkeslag, hvis oprindelige Hjem man ligesaalidet kjender, Rom selv, og endskjönt det cimbriske Tog forberedede Cæsars Erobringer i Gallien, saa tjente det dog just derved til at vække de Nationer, der sildigere skulde indstyrte, for at kue en vanslægtet Generation.
  Dette Tidsrum betegner et Vendepunkt i den hele Historie. Den gamle og nye Tid ere hinanden fuldkommen modsatte. Hvad hiin allerede i de tidligste Tider havde mistet, hvad igjennem de forskjellige Epoker — mere og mere undflyede, det stræbe og hige vi efter — det harmoniske, gjennemsigtige Liv, uden falske Toner og uden Skygge. Naar vi betænke, at det var Adskillelsen af Ord og Handling, ved hvilken det udvortes Livs Harmonie blev forstyrret, saa synes derved selv en gammel, ærværdig Mythus, der sætter Menneskets Ulykke i deres Törst efter Kundskaber, at faae sin Betydning.
  En Nation, som man aldeles ikke kjendte, som midt imellem de meest glindsende Nationer blev fuldkommen ubemærket, fremtraadte (og det just, i den egentlige Historie, for förste Gang i Nero's Tid) bestemt til af sit Skjöd at frembringe den Lære, som skulde frelse Slægten. Det er i Sandhed mærkeligt, at Jöderne i den gamle Historie bleve aldeles ubekjendte — maaskee vare de erytræiske Phonicier, som Herodot blot nævner, Jöderne. Ellers omtaler ingen gammel Historieskriver dette Folk. Deres Historie kjende vi blot af deres egne Skrifter, efterat de traadte frem. Det samme er Tilfældet med Christus selv; ogsaa ham kjende vi blot ved Christendommen. For förste Gang nævnes de Christne i Nero's Tid. Stille, ubemærket synes Historiens Guddom at have næret den Spire, af hvilken de tilkommende Generationer skulde hente deres Liv og deres Betydning, ved hvilken de vaagnende Slægter — skjönt gjennem Aartusender — skulde regenereres til det Lys, som opklarede den fjerneste Oldtid. Det var i Sandhed en forsonet Gud, som aabenbarede sig.

  Modsætningen af den gamle og nye Tids Religiösitet betegnes ved Skjebne og Forsyn. Skjebnen var hos de Gamle alle Gudernes Gud, den eneste, sande Gud — og aabenbarede sig for dem, i det den forstyrrede det Herligste. Alle deres Orakler gik ud paa det nærværende Moment. I Strid med Guddommen gjorde Fædre sig deelagtige i uhyre Forbrydelser, som avlede andre og tilintetgjorde de fortræffeligste Slægter. De fölte, at endogsaa det Helligste stod under dette bydende Væsens Herredömme; de ahnede, at selv deres Guder vare forgjængelige.
  Ved Forsynet aabenbarer sig den forsonede Gud, som lover tilkommende Forlösning. Christendommens Character er Foragt for det Endelige, som har tabt sin Betydning, Henviisning til det Evige, hvis Præg var forsvunden af Livet. Dens Aand er prophetisk.
  I alle de efterfölgende forvirrede Perioder var Christendommen den inderste Kjerne, det Centrum, som tilsidst skulde foreene alle. Folkevandringernes mörke Tid, af hvilken al roelig Dannelse syntes forsvunden, hvor nordlige Invasioner forstyrrede alle Forsög paa sydlig Dannelse, hvor sydlige Invasioner atter tilintetgjorde enhver nordlig spirende Kime, hvor alting döde i Födselen og forvirredes, betegner den dybe Gjæring af hvilken den nyere Tid skulde genereres.
  Den Tilböjelighed til at bringe Religionen Livet nærmere, til at skue den religiöse Rod til al Tilværelse i det Existerende selv frembringer nödvendig Mythologie. Det förste Forsög af denne Art var Catholicismen. Det er ingen Tvivl underkastet, at de catholske Myther oprindeligen havde en höj, religiös og poetisk Betydning; derfor gjennemtrængte denne, i sig selv fuldendte og levende, religiöse Poesie den hele dengang levende Slægt, derfor formaaede den at frembringe den helligste Andagt og at opflamme hele Generationer, derfor havde Catholicismen sin egen sande Poesie, og endtes, som de ældre, herligste Epoker med sin særegne Kunst. Uden Religiösitet existerer hverken Poesie eller Kunst i Ordets höjeste og eneste rigtige Betydning, efter hvilken intet kaldes Poesie, uden det, som bærer det Eviges Præg. En Sandhed, for hvilken den hele Historie saa tydelig taler, om hvilken man endelig engang skulde overbevise sig. Det Romantiske betegner den Tids Liv, dens Poesie og dens Kunst og giver os tillige tydelig nok Modsætningen mod det antike. Vel opdage vi i den tidligste og herligste catholske Periode den ungdommelige Kraft, som havde regenereret sig efter den almindelig herskende Forvirring; men en dyb religiös Længsel, som ingen Existenz formaaede ganske at tilfredsstille, characteriserer denne Tids Liv og Poesie, og hvad er Poesien andet, end den höjeste Spidse, det ædelste Blomst af Tiden selv?
  Det som i Særdeleshed udmærker den gamle Tids Herlighed, er, at det, der som Önske, som Ahnelse, som blot Attraae yttter sig hos os, i hin Tid ved Existenz blev fuldkommen tilfredsstillet. Derfor ere deres poetiske og Kunstproducter — der ligesom concentrerede det Guddommelige — fuldendte, organiske, med et Livsprincip i sig selv, der sikrer dem Udödelighed. Alt hvad Subjectet vilde, det udtrykkede sig aldeles i et Object. Det Subjective og Objective faldt aldeles sammen. Af denne den gamle Poesies Objectivitet forklares dens Væsen. Vi maa ansee den gamle Poesie som et sand Naturproduct. Idee og Gjenstand, Forestilling og Product, gjennemtrænge, identificere sig aldeles. Deres Epos, deres Dramer, deres Statuer, deres Templer, give de permanente Regler for Aabenbaringen af den evige Skönhed i det Endelige. At kritisere den græske Kunsts og Poesies Mesterstykker, er saa urimeligt som at kritisere Naturen selv; de udtrykke, hvad de skal og vil udtrykke, ganske og fuldkommen. Denne Infallibilitet er vel tydeligst ved Kunstens Producter, men for den sande Kjender ligesaa tydelig i deres Digte. Naar vi ikke formaae at skue den nödvendige Sammenhæng, saa maa vi, som i Naturen, tilskrive det vores Mangler paa Indsigt, ikke Objectets Fejl. Grækernes herligste Periode viser hele Historiens uforvisnelige Blomst, ved hvilket den udfoldede sit Inderste og Helligste, og indlod [indböd] alle Tider til andagtsfuld Beskuelse.
  Den romantiske Poesie, skjönt den bevægede sig i levende Gestalt og sögte at aabenbare Ideerne ved endelig Skjönhed, gav dem dog alle et subjectivt Præg, dette subjective, som gaaer ud over Gjenstanden, selv tilstaaer at den ikke tilfredsstilles, characteriserer den moderne Poesie, giver den mindre Grad af Fuldendelse. Selv de glödende, vexlende Farver udtrykke en Længsel efter Grækernes evig uforanderlige, guddommelige Lys. Vel var denne Tid — Catholicismens meest glindsende Epoke — udmærket poetisk. Saracenernes Invasioner, Forbindelsen med Orient ved det orientalske Kejserdom og Commenerne i Trapezunt, Korstogene, som gjorde dem bekjendt med fremmede Nationer, oplukkede Verden for dem, og alting blev forherliget ved en glödende Andagt. Alle deres Krige vare religiöse, det hele Liv havde sin Betydning ved Forbindelse med Guddommen; men alle deres Önsker laae paa hiin Side Graven, deres Rige var ikke af denne Verden. Den provençalske Poesie kan man ansee som Grundvolden til al moderne Digtekunst. Det var det förste Forsög paa at foreene den gamle og nye Kunst; men den nyere Tids overvejende Subjectivitet afprægede sig uvilkaarlig. Fra denne udspringer den italienske Poesie, hvis meest glindsende Epoke betegnes ved Dante, Guarini, Petrarch og Boccaz, som alle kjendte Provengalerne. Dante i Særdeleshed var en sand catholsk Digter, ved hvilken det hele Liv fik en religiös Betydning. Fra den provençalske Digtekunst udspringer tildeels ogsaa den gamle tydske catholske Digtekunst.
  Ogsaa Catholicismen gik til Grunde. De gamle Myther tabte deres höjere Betydning. Religionen selv blev et Middel for töjlelös Forbrydelse — et Redskab i Bedrageres Hænder — og den forevigede sig, förend den gik til Grunde, som al religiös Poesie, ved sin særegne Kunst. Med Raphael, Michael Angelo, Lenardo da Vinci, Correggio og de övrige herlige Malere forsvandt den ædlere Catholicismus, og Malerkunsten selv har aldrig siden været, hvad den den Gang var. Man skulde dog indsee, at Malerkunsten ikke er muelig uden Billeddyrkelse, ja at Billeddyrkelsen selv er Udtrykket for det sande poetiske Malerie.
  Den italienske Kunst giver os ved sin særegne Characteer den udvortes Anskuelse af den catholske Poesie. I Sandhed forholder denne sig til den antike Poesie, som den græske Billedhuggerkunst til det italienske Malerie. De Guder, Grækerne vise os, roelige, salige, al deres Herlighed aabenbaret ved deres Skjönhed, de Helte, de forevigede, kraftfulde i sig selv, lykkelige ved deres Existenz. Den catholske Guddom, lidende for den sunkne Slægt, en guddommelig, smerterig Qvinde — mater dolorosa — og deres Helte forfulgte Martyrer.
  De levende Toner, de göglende Farver vare forsvundne, den hellige Andagt næsten udslukket. Hvad Historien engang tilintetgjör, det rejser sig aldrig. Den væbner sig selv mod de enkelte Forsög, der forgjeves söge at frembringe den evige Skjönhed og bære Fordervelsens Spire i sig. Og, i Sandhed, hvem som med et almindeligt Blik har overskuet Historiens Gang, hvem som har seet, hvorledes Mennesket havde glemt sit herlige Slægtskab med det Evige — hvorledes Livets egentlige Kjerne var undflyet, og Mennesket stod fremmed og eene i sin egen Natur, kunde troe, at det förste Forsög var tilstrækkeligt?
  Mig er det klart, at det, som Historien vil med de nyere Videnskaber, med den overvejende Prosa, der mere end nogentid, med sand Irreligiösitet sætter det Endelige som det eneste Reelle, er, at den, begyndende fra den uendelige Mængde endelige Puncter, vil aabne den tilsluttede Natur for en tilkommende Generation. Derfor faaer Naturen under Naturforskernes Hænder en bestandig höjere Betydning, næsten imod deres Villie, derfor træder Naturens egentlige Liv bestandig tydeligere frem, endogsaa der, hvor man ikke söger det.
  Naar det Endelige saaledes traadte frem med en Fordring paa Realitet, som i det Catholicismen forsvandt, eller blev tilbage som en Samling af betydningslöse Former, saa maatte den ægte Religiösitet træde, som en uendelig Længsel, som aldrig tilfredsstillet Attraae, reent paa den anden Side, afsondre sig ganske fra al endelig Existenz, uden Billede, uden Myther, uden Gestalt. Dens Poesie maatte blive en ahnelsesfuld Smerte, dens kraftfulde Yttring en Protest mod det endeliges Realitet. Dette er Protestantismens sande Aand, der just derved, hvad jeg ikke behöver vidtluftigere at vise, nærmer sig mere den rene oprindelige Christendom.
  Denne for alle endelige Former, og derfor ogsaa for al Kunst blottede Religiösitet opflammede en stor og just den ædelste Deel af Europa — og den Schmalkaldiske Coalition, og den derpaa fölgende tredive Aars Krig var den sidste Kamp for Religiösitet i Europa.
  Vor Tids særegne Kjendetegn er en Irreligiösitet og en overvejende Prosa, som Historien aldrig har seet den — den franske Nation, den meest prosaiske blandt alle. Prosa kalder jeg, hvad som nedværdiger selv det, som bærer det Eviges umiskjendelige Præg, til et blot Endeligt, Poesie det, som selv i det Endelige finder Præget af det Evige. I Prosa har forstanden sit Sæde, det oplyser altid et endeligt med et andet, gaaer fra Led til Led i en uendelig Kjede og mærker ikke, at da i denne Kjede intet Led bestaaer for sig, men blot ved et andet, Kjeden selv er uendelig, og man altsaa aldrig kommer til et Led, som i det det har Grunden til sin Existenx i sig selv, tillige funderer de subordinerede Led, hverken Kjeden, eller noget af Ledene har den ringeste Realitet.
  I Frankrig blomstrede Forstanden fornemmelig. Denne Nation havde siden den ældste Tid (siden Provençalerne) ingen Poesie, og, naar denne eller den ægte Poesie begyndte at rejse sig, saa blev den næsten knust af Forstandens indskrænkende Masse, og havde (som hos Pascal og Rousseau) kuns en sygelig og höjst kummerlig Tilværelse. Endskjönt den svundne Tids hellige Tilværelse er og maa blive den almindelige Menneskeforstand fuldkommen uforstaaelig, saa maa den dog selv först erhverve sig en vis indvortes Consistenz og Energie, förend den vover sig til en bestemt Yttring over den. I Frankrig dannede sig et Synspunkt for hiin Tid, som var saa sandselös og sig selv modsigende, som man forud kunde vente den. Da den gamle Verden selv havde en udvortes Glands, da selv deres borgerlige Indretninger (de yderste Spidser af deres höjere Existenz) vare saa fuldendte i sig selv, da den, skjönt yderst tilbagetrængte Ahnelse om vort oprindelige Slægtskab med det Evige, aldrig ganske kan fortrænges af Forstanden, fordi den med denne, som dens Rod, selv vilde forsvinde, saa kunde man ikke nægte den gamle Tid de meest afgjörende Fortrin; men da Alderdommens egentlige Væsen bestaaer i Livets og Naturens umiddelbare Relation til det Evige, og i den bestemte Anskuelse af Historiens og Naturens fælles Oprindelse af den immanente Guddom, da denne Relation maa forekomme den almindelige Menneskeforstand fuldkommen ubegribelig, ja, naar den vover en bestemt Dom, sandseslös, saa blev de Gamle, med den störste, forstandigste Naivitet, paa engang erklæret for de dybsindigste og dummeste, for de viseste og enfoldigste. Forstanden afsondrede meget betænksom det Dumme fra det Kloge, den gamle Tids Daarskab fra dens Viisdom, al Poesie, alle Guder bleve forjagede, eller forvandlede til Mennesker. Ikke en Straale af det Eviges Glands formaaede at blende den betænksomme Forstand. Den store, betydningsfulde Mythus om Kronos, der dræber sin egen Slægt, blev forvandlet til en Hofhistorie, hvor Kronos var en umenneskelig Tyran, der forförtes af sin Statssecretair Hermes; yngre Skribenter fra en fordervet Tid bleve brugte til at gjöre den gamle Tids Historieskrivere (deres Epokers rene, uforfalskede og klare Reflex) forstaaelig, og den gamle Herodot anseet for et eenfoldigt Barn, som maatte lade sig corrigere ved den forstandige Diodorus Siculus. Saaledes blev nu, mere end i en ældre, djervere Tid, gjort de farligste Anstalter til at tilintetgjöre den gamle Verdens Herlighed, dersom ikke en vaagende Guddom havde reddet den for Slægten.
  Fordi nogle græske Philosopher, i det de vilde skue den evige Idee, Identiteten af alle Differenzer, det hvori det Endelige og Uendelige ere eet, som en saadan, maatte tilbagetrænge den brogede Verden fuld af Billeder, saa fattede man denne negative Side af deres Philosophie, oversaae reent den positive Position af Ideen og gjorde dem (som Socrates og Plato) til de respecterede Repræsentanter for Forstandens Fladhed, og da Grækerne havde erklæret disse Mænd for de viseste, saa troede man i denne Erklæring ret tydelig at finde den stiltiende Tilstaaelse af deres egen Enfoldighed og den Agtelse de forud ofrede den moderne Forstandens Viisdom.
  Denne Bestræbelse for at gjöre den gamle Tid deelagtig i vor Tids Trivialitet, denne conseqvente Bortfejen af alt, hvad som har en umiddelbar Relation til det Evige, og tillige Indskrænkning til den blot endelige Existenz, kaldte Forstanden (og med Hensyn til sig selv med fuldkommen Ret) Oplysning, og den maatte naturligviis erholde det almindeligste Bifald. Oplysningen er ikke et Product af Protestantismen, men meget mere af den uddöde, betydninglöse Catholicismus, den moderneste Opposition mod al Religion, og dens Kilde er den franske Prosa.
  Franskmændenes Vittighed (Voltaire's fornemmelig) er Forstandens conseqventeste; dens hele Kunststykke bestaaer i at forvandle det Evige til et Endeligt, og derpaa at bemærke, hvor lidt det forstaaer at leve. Det Uendelige har fixeret sig, blottet for al Existenz, i deres Mathematik, det Endelige blev tilovers for deres Chemie, der giör Naturen ligesaa uforstaaelig, som deres forstandige Reflexioner Historien, og er intet andet, end en Fortsættelse af den encyclopædistiske Synspunkt for Historien. Enhver Ahnelse om det Evige synes forsvunden.
  Vel tog den franske Prosa en Tidlang overhaand og blev mere eller mindre antaget over hele Europa; men, i Tydskland i Særdeleshed, blev det Uendelige, ikke som en blot Reflexion, absolut adskilt fra al Existenz (den mathematiske Uendelighed), men som en Ahnelse af en tilkommende Tilværelse, altsaa med Præget af det Evige, som Spiren til en vaagnende Poesie, tilbage. Her yttrede sig först, med Winkelmann, den poetiske Sands for den gamle Tid. Vi, Massen nærmere, som hiin herligere Generation Guderne, maatte ved Gudernes forsteenede Gestalter skue ind i den svundne Tid som i et glindsende Lyshav, og den poetiske Spire var vakt ved Goethe's Genie. Den nyere vaagnende Philosophie lover en herligere Tid.
  Behöver jeg at sige, at vor Tid og dens særegne Tænkemaade ikke kan forstaae Historien. Det var, som om en Tone i en Concert vilde bedömme Concertens Harmonie, som om et Ord i en Afhandling vilde bedömme de efterfölgende og foregaaende.
  Det Præg af det Evige, som aabenbarer sig i Historiens rythmiske Gang, maa erkjendes ved en Anskuelse, som, uafhængig af Tiden, erkjender det Evige selv for sit Middelpunkt. At finde dette er Philosophiens Problem. Den gamle Philosophie, den platoniske, kjendte det. Midt i de meest prosaiske Tider rejste sig Genier, som skuede Naturens og Historiens Middelpunkt, misforstaaede af deres Samtidige, og jo mere den herskende Prosa tog overhaand, desto mere. Plotin var ikke saa uforstaaelig for sin Tidsalder, som Jordanus Brunus og Spinoza.

 


 
NIENDE FORELÆSNING

  Saasnart et Menneskes Liv hæver sig over den meest indskrænkede nödvendighed, saasnart han ikke hehöver at anvende sin hele Tid, al sin Kraft blot til Livets Ophold, ikke behöver at leve blot for at kunne leve, saa kaster han et Blik ud over det almindelige Liv — Hvorhen?
  Vi hænge alle sammen med det Oprindelige, Evige som med en Rod, af hvilken vi ere Potenzer. Ethvert Barn er et hemmeligt Ziffer, en Spire for en egen, individuel Aand, som mere eller mindre kraftig, med en Anskuelsesevne af mere eller mindre Omfang, oplukker sig for vore Öjne, og den hele Opdragelse, naar den er, hvad den bör være, bestaaer i det dybe Studium; hvorledes vil det Evige aabenbare sig i dette Individuum?
  Stille og rolig underkaste de fleste sig Tidens Aand; det individuelles egne Princip, som vel aldrig fuldkommen udryddes, yttrer sig næsten umærkelig ved smaa, ubetydelige Oscillationer, hvilke, neppe synlig, bevæge en Mængde meddeelte, sjelden fuldkommen assimilerede Begreber, og den, som ængstelig for sit blot physiske Ophold, blot anseer dette som Maalet for sin Existenz, naaer neppe til en höjere Kamp.
  Stærkere fremtræder dette eller hiint Talent, som uimodstaaelig bringer et Menneske til at gaae denne og ingen anden Vej, vælge sig denne og ingen anden Beskjeftigelse. Det er sikkert en Uretfærdighed, at ansee Talentet for saa sjeldent, som man i Almindelighed anser det for. Det er almindeligere end man troer, og der er næsten ingen Beskjeftigelse, i hvilken denne det Eviges Gave ikke i större eller mindre Grad yttrer sig. Sæt endogsaa, at dette eller hiint Talent blot har et endeligt Maal, saa har det dog selv altid en ubegribeligere Grund. Det er ikke den blotte forstand, som bringer et Menneske til just at vælge denne bestemte Beskjeftigelse. Ofte er det, ja hvor Talentet i en höj Grad træder frem, næsten altid Tilfældet, at den egentlige Klogskab burde fraraade et Menneske ganske at overlade sig til Uddannelsen af sit særegne Talent; thi endskjönt det borgerlige Samfund bestaaer ved Forbindelsen af de forskjellige Talenter, af hvilke ethvert har sit eget besynderlige [særlige] Maal, saa, da Talentet, sig selv ubevidst, i fölge sin egen Natur, har et Problem at lose, som altid rækker ud over det Maal, det borgerlige Samfund har sat for dets Anvendelse, kommer det, i det det vil ud danne sig paa sin egen Maade, selvstændig og saaledes, at det ikke erkjender nogen anden Norm, end den, som det af det Evige skjenkede Instinkt giver, i en nödvendig Collision med det borgerlige Selskab. Staternes Viisdom bestaaer vel ikke i at hemme denne selvstændige Gang, som, tidligere eller sildigere, geraader til deres egen Gavn, og en Stat gjör sig aldrig forsætlig skyldig i denne Bröde; men da intet med Talent begavet Menneske kan, med Sikkerhed, kjende dets Omfang, eller, ved blot Forstands Reflexion være overbeviist om, at det ikke fejler, i det det (endog förend Udviklingen) tiltroer sig dette særegne Talent, da denne Tvivl hos alle dem, som omgive ham, naturligviis maa herske i en langt höjere Grad, da Staten, endnu længere borte fra Kundskaben om et saadant Menneskes individuelle Evner, ingen Opmuntring kan give ham, förend han har aflagt upaatvivlelige Pröver paa sine Evners Omfang, saa kan, som man lettelig indseer, intet andet end det ubegribelige Instinkt uvilkaarligen have drevet ham. Han overlader sig det med en Sikkerhed, som han selv ikke forstaaer, ubekymret om fölgerne, og saaledes turde de blotte Klogskabsregler, langt sjeldnere end man troer, bestemme et Menneskes Beskjeftigelse. Da nu intet Menneske kan vælge et Standpunkt i det menneskelige Liv, om hvilket han ikke troede, at det kunde, i det mindste sikre hans borgerlige Existenz, saa er det en dunkel Vished om, at det Ubegribelige, som yttrer sig hos ham, paa en eller anden Maade vil komme til at gribe ind i det Hele, endskjönt det Maal, han sætter sig, ikke kan være Resultatet af en Reflexion over hans Forhold til det Hele eller til det borgerlige Samfund — det er en dyb Ahnelse om den Sammenhæng, som hersker i alt, og en indvortes Overbeviisning om, at det, som vaagner i det enkelte Gemyt, vil, som ved en præstabileret Harmonie, treffe sammen med gunstige Omstændigheder, som han ikke kan beregne. Man kalder denne Harmonie, dunkel ahnet, Lykke, og naar den, som næsten altid er Tilfældet med det udmærkede Talent, virkelig aabenbarer sig — med Rette Forsyn.
  Geniet adskiller sig fra det blotte Talent, som altid er eensidigt, derved, at det er den umiddelbarste Aabenbarelse af det Evige selv i det Endelige og derfor, endskjönt det individuelleste, dog tillige det universelleste. At Geniet spotter de blotte Klogskabsregler, gjennembryder alle de Regler, man vil udkaste for det, baner sig og, ved sig, sin hele Tidsalder en egen Vej, er saa almindelig erkjendt, at Uforstand derfra har taget en Bebrejdelse, som blot er grundet, naar man taler om de ulykkelige Mennesker, som ved en Art af Raserie tiltroe sig en Gave, som det Evige har nægtet dem. Geniet er Guddommens egen Straale, der nu og da glandsfuld bryder ud af Massen og i klar Harmonie samler, hvad Talentet eensidig adsplitter. Til at bedömme et Genie kan man aldrig bruge Regler, som Tiden giver; thi den er intet Genie, som ikke rager ud over sin Tid, skaber en nye. Det er, som om hele Historiens Aand rejste sig midt i Tiden. Den, som lever blot i det Endelige, forstaar aldrig det sande Genie; for den sande Tænkende er han et mystisk Hieroglyph, ved hvilket det Evige prophetisk viser hen til en tilkommende Tid. Det blotte Talent er vel ubegribeligt i sin Oprindelse; men det bliver forstaaeligere, i det det assimilerer sig Tiden, jo mere det uddanner sig; det sande Genie bliver bestandig ubegribeligere, jo mere det udtaler sig, jo kraftigere det aabenbarer sin guddommelige Glands. Naar Geniets Stemme lader sig höre, saa lytter enhver. De Ideer, de Gestalter, han producerer, ere Historiens egne, evige Ejendom, dens uforvisnelige Blomster. Hele Generationer komme og forsvinde, hele Nationer gaae til Grunde i den evige Conflict; hans Produkter ere uforgjengelige som det Evige, af hvilket de havde deres Udspring.
  I det borgerlige Samfund maa imidlertid enhver gribe ind paa sin Maade; han skal være en gavnlig Borger i Staten, tjene sin Tid. Hvem tör tiltroe sig det Genie, som hæver absolut over Tiden? Enhver af os har saaledes sine Pligter at opfylde, sine Beskjeftigelser, som han ikke tör forsömme. Spörgsmaalet er blot, om Menneskets hele Bestemmelse er afcirklet ved hans borgerlige Virkningskreds. Philosophien, skjönt den Klarhed, med hvilken den, er den ellers sand Philosophie, maa anskue selv Tiden og dens særegne Trang, ogsaa maa gjöre den gavnlig i det daglige Liv, har dog et Problem, som naaer ud over Tiden. Jeg har sögt at vise Dem, mine Herrer! at det er Slægtens Bestemmelse at löse dette Problem. Men al Granskning synes blot at naae til en ubestemt Ahnelse — alle Videnskaber give os deres Problemer uoplöste tilbage. Naturens evige Liv har adsplittet sig i forskjellige Videnskaber — og dog ligger Bevidstheden om alt Livs identiske Kilde tydelig hos enhver og lader sig ikke udrydde.
  Hvad tilfredsstiller os ganske i det menneskelige Liv? Ære, Agtelse, Udkomme, formaaer det at opfylde de evige Önsker, som vor Aand nærer? Hvorfor forene vi os med den gamle, svundne Oldtids herligste Mænd, hvorfor fængsles vi til dens hensvundne Glands? hvorfor beundre vi den store Mand? hvorfor kunne vi aldrig nægte den vor Agtelse, som tabt i stille Eftertanke udforsker det inderste Gemyts skjulteste Hemmeligheder? Saa fast hænger Mennesket ved det Evige, saa inderlig er hans Forbindelse med det, at et Ord, en dyb Tone formaaer at gribe ind i hans Inderste, selv naar han længe har undertrykt enhver Ahnelse om det höjere og Ædlere. Jeg kan, efter mit foregaaende Foredrag, tale tydeligere, udtale mig bestemtere. Det er det Guddommelige i os, det er det, som er eet med alt, Guddommens Billede, vort egentlige Væsen, som rejser sig i ubestemt Ahnelse, som yttrer sig i hver videnskabelig Bestræbelse, som aabner sig ved ethvert Talent, som aabenbarer sig i sin fuldeste Glands i det herlige Genie.
  Jeg har talt længe nok om de blot endelige Phænomener, jeg henvender min Betragtning til det Hele og haaber saaledes at blive begribeligere og komme det egentlige philosophiske Problem nærmere.
  Der er en Plan i hele Menneskeslægtens Historie, en Plan, i hvilken Frihedens og Vilkaarlighedens tojlelöse Spil med Nödvendighed taber sig, i hvilken en Guddom aabenbarer sig. Man kunde sige, vi formaae ikke at fatte den; men antage den maa vi dog, og med den alt, hvad som nödvendig fölger af den. Er virkelig en saadan Plan, saa er den evig, d. e. den er over Tiden. Evigheden begynder ikke, hvor Tiden hörer op. Den er over Tiden; Tiden taber sig i den som i en Afgrund. Er det vist, saa er i den evige Idee, som i Tiden lidt efter lidt i en uendelig Evolution aabenbarer sig, alt hvad som har været, hvad som er, hvad som skal være, paa engang virkelig. I denne evige Idee er ikke allene alt virkeligt forbundet med sin Muelighed, men ogsaa alt mueligt med sin Virkelighed. I Tiden aabenbarer sig denne Idee kun stykkeviis, lidt efter lidt; men Tiden er kun en Modification af det Evige, i hvilket alt det, som skal være, allerede er sat tillige med det Forbigangne, Vi kunne jo ikke forestille os det Evige som det, der lod sig bestemme af det Foregaaende, som dets Ideer vare foranderlige efter Omstændighederne, da det meget mere er det absolut Bestemmende. Det Tilkommende bestemmes altsaa ikke, naar vi see paa det Evige, af det Forbigangne. Alt det Tilkommende og alt det Forbigangne har meget mere et absolut Udspring af det Evige, i hvilket alting er virkeligt.
  Endvidere. Vi alle, med alle de Bestemmelser, Forestillinger o. s. v., som udgjöre vor Individualitet, ere Led af den Kjede, som udvikler sig i en uendelig Progressus i Tiden; men for saavidt, som vi selv ere individuelle Udtryk for den evige Plan, som yttrer sig i det Hele, maa vi selv tage Deel i det Eviges Væsen, uden for hvilket ingen Ting kan falde. Vi ere skabte i Guds Billede, som Bibelen udtrykker sig.
  Alt det Forgjengelige og Foranderlige er, hvad dets Væsen angaaer, Uforgjengeligt og Uforanderligt; men uden for os er alting blot Object for en anskuende Fornuft. Fornuften er evig sit eget Object, formaaer derved at træde ud af den hele Natur, bestaae i sig selv og ved sig selv og blive Kilden til alt det Objective. For den aabner sig Naturen, udgyder alle sine Skatte for den og viser sit oprindelige Slægtskab ved en Conseqvenz i sine Productioner, som Fornuften tvinges til at erkjende for sin egen. Til den taler betydningsfuld den hele forbigangne Tid, for den aabner sig, svanger paa ahnede Begivenheder, den hele tilkommende Tid, for den aabenbarer sig, som fra tusende Straaler, gjennem alle Livets Phænomener, i Gemyttets inderste, mysteridse Centrum, en Guddom, i hvis Billede vi ere skabte. Ja endog der, hvor ingen Tendenz til höjere Viden yttrer sig, er Moraliteten det Phænomen, der dunkelt ahner en Overensstemmelse med det Guddommelige. Dens Bestræbelse gaaer, skjönt ubevidst ud paa at hæve alle de Modsigelser, som blot ere et Produkt af den endelige Tilværelse, som allerede ere hævede i det Eviges Væsen; den söger en klar Harmonie, en evig Form, som kunde sættes identisk med al fornuftig Activitet, som — naar den var almindelig, vilde skjenke den hele Menneskehed Guddommens Fred.
  Thi i det Evige er ingen Strid; al Strid finder kun Sted for den endelige Betragtning. Al Coexistenz i Rummet vedligeholdes vel ved en evig Vexelvirkning, som atter underholdes ved en evig Strid af modsatte Tendenzer; men Rummet selv er kun en Form for endelig Anskuelse — Evighedens hvilende Billede i det Endelige.
  I det Evige forgaaer intet. Al Forgjengelighed finder kun Sted for en endelig Betragtning. Al Kiedegang af Begivenheder, den uendelige Vexel af Opkommen og Undergang er i Tiden, som selv ikke er andet end Udtrykket for denne Vexel; men Tiden er kun en Form for en endelig Anskuelse — Evighedens bevægelige Billede i det Endelige.
  I det Evige er ingen Ufuldkommenhed, al Ufuldkommenhed finder kun Sted for en endelig Betragtning, ja for den er alting nödvendig ufuldkomment, Livet selv er en Vexelvirkning af Ufuldkommenheder, ved hvilken et Fuldkomment skal opstaae; men det er virkeligt i det Evige.
  Det Eviges Idee er Ideen om en evig Nærværelse; for det Evige er intet Forbigangent og intet Tilkommende. Vi söge at fængsle Tiden i det Nærværende; men det Nærværende er et Moment, som Ingen kan begribe; det forsvinder under vore Hænder. Den umiddelbare Fölelse er Grunden til al Existenz; men denne Grund vakler, ingen fast Grund gives for den endelige Betragtning; det faste Punkt har trukket sig tilbage til det Evige og viser os til vort Gemyts indvortes Væsen, som er eet med Guddommen.
  Selv det Uendelige er blot et Billede af det Evige; thi det har altid et Endeligt i Modsætning mod sig. Den uendelige Coexistenz opstaaer, i det vi bestandig foröge Mængden af det Endelige for at opfylde et uendeligt Rum. Den uendelige Vexel i Tiden opstaaer, i det intet Endeligt kan blive det Væsentlige, Substantielle selv, som hverken opstaaer eller forgaaer. Det kan ikke opstaae; thi sæt, at det opstod, saa maa et Moment være gaaet i Forvejen, i hvilket det endnu ikke var; men hiint Moment maa selv fixeres; altsaa maatte i hiint foregaaende Moment selv have været noget Permanent, altsaa maatte det, som nu opstod, være en Bestemmelse af det Permanente, ikke det Permanente, Substantielle selv, som altid bliver det samme. Det Substantielle kan ligesaa lidet forgaae; thi sæt at det forgik, saa maatte selv noget Permanent blive tilbage, ved hvilket det Moment, i hvilket det forgik, blev fixeret. Altsaa var det, som forgik, blot en Bestemmelse af det Permanente, Substantielle, ikke det selv.
  Det Eviges Væsen bestaaer i den Idee, i hvilken det Endelige og Uendelige sammensmeltes i Et, Evigt som i en hellig Afgrund, i hvilken alt Endeligt taber sig og just derved evigen bestaaer.
  At kalde det materielle Universum Guddommen, er en uhyre Vildfarelse; thi denne udvortes anskuede Verden har blot Realitet for en endelig Anskuelse og formaaer ikke at udtrykke de evige Urbilleder eller Tingenes Herlighed saaledes, som de ere i Gud; thi det er nödvendigt, at alle Ting i Gud ere langt herligere og fortreffeligere, end i og for sig selv, da de i det Evige ere befriede for Tidens Betingelser. Jorden f. Ex., for saavidt, som den er oprunden, er ikke den sande Jord, men det, ved den endelige Anskuelse, sönderbrudte og ufuldkomne Billede af Jorden, for saavidt, som den hverken nogensinde er oprunden, eller nogensinde vil forgaae. Alt hvad som er paa Jorden har derfor sit herligere Urbillede i den Eviges Væsen.
  Og hvad er da hiin Materie, med hvilken I plager eder, som med et Gespenst — et Haandgribeligt, som ingen nogensinde har grebet, et Synligt, som ingen har seet, et Sandseligt, Legemligt, som I ingen Sandser have for. — Hvad er Forskjellen paa et Natur– og Kunst–Product? Den, at det sidste udtrykker et Begreb, som rækker ud over den anskuede Masse, bærer Præget af en endelig Intelligenz, henviser som Middel til et Maal, som ligger uden for Massen, da ved det förste derimod Begreb og Masse falder absolut sammen, og blot for Reflexionen, aldrig for Anskuelsen, skilles ad. Og naar I nu ved den reflecterende Analyse har fundet, at denne Cohærenz, Tæthed, Ductilitet, disse elektriske, chemiske Egenskaber udgjöre dette bestemte Produkt, hvad bliver da tilovers for eder? En Materie, som ingen er, et drömt Substrat, uden ringeste Realitet, endog for den udvortes Anskuelse.
  Hvori bestaaer eders Haab, at forstaae Naturen, naar en Masse, absolut udvortes, slet hen afsondret fra Fornuften, som I ikke kan anskue, fordi I intet anskuer uden for Fornuften, ikke kan tænke eder, fordi I intet formaae at tænke uden for Fornuften, som et absolut Ufornuftigt, er Grunden, paa hvilken alt er bygt? Ja den Grund, som I, bestandig forvirrede i eders egne Ideer, söger — hvormed? — dog atter med Fornuften — hvad I selv sætter absolut uden for den!
  At fatte det Evige i sin fulde Klarhed er den menneskelige Aand absolut umueligt; thi for det Evige er ikke allene den uendelige Virkelighed sat med sin Muelighed, men endog den uendelige Muelighed med sin Virkelighed. At vi maae sætte et Uendeligt som blot Mueligt, er en Ufuldkommenhed, som nödvendigviis hæfter ved den endelige Tilværelse; men den Muelighed, i hvilken al endelig Strid, som nödvendig opstaaer ved det Endeliges vexelsidige Conflict, ophörer, den Fred, som söges ved al Strid, er virkelig i Guddommens Væsen.
  Men endskjönt vi ikke ere i Stand til at fatte det Evige i sin fulde Klarhed, saa er det derfor dog mueligt i den Funke, som Guddommen skjenkede os, at finde Grunden til al virkelig Tilværelse i alle dens uendelige Modificationer. Just fordi det Evige indeholder den inderste Kjerne til al endelig Tilværelse, kan den blot endelige Betragtning intet finde. Alle endelige Former, hvilkesom helst, vise til andre, disse atter til andre, drive os i en evig Kreds, i hvilken Tingenes Væsen bestandig flyer for os. Da alt endeligt er intet, saa svinder dets Realitet under vore Hænder og aabenbarer sig ikke i den evige Realitet, af hvilken al anden er afledt, saa er en dræbende Scepticismus nödvendig.
  Hvad er det ogsaa, som undflyer Naturforskeren, den blot iagttagende, den reducerende, den analyserende? Er det ikke det identiske, det enkelte, det usynlige? Hvad forvirrer vor historiske Anskuelse, er det ikke, at en endelig Tid vil bedömme de övrige? —
  Jeg talte strax i min förste Forelæsning om den Strid mellem det egoistiske Princip, som söger at sikre det Individuelles Tilværelse, og det identiske, som söger det Hele. For al endelig Betragtning kommer denne Modsigelse bestandig igjen.
  At den almindelige Menneskeförstand ikke er Philosophiens Organ, er nu let at indsee; thi den gaaer altid ud fra et Endeligt — for den er Philosophiens Problem fremmed.
  Af Modsætningen mellem Virkelighed og Muelighed udspringer Forskjellen paa den theoretiske Philosophie (dens Grund er Nödvendighed), som söger det Muelige i alt Virkeligt, og den practiske (dens Grund er Friehed), som söger at virkeliggöre det Muelige. I den evige Idee er begge eet, deres Udspring det samme, deres Kilde det Absolute og Identiske. Og maa ikke Frieheden have een Oprindelse med det nödvendige? I det evige Drama, som Tiden opförer, ere vi ikke blot Medspillere, som udföre en udlært Rolle; vi bestemme Stykkets Gang selv, og dog falder det bestandig sammen med den evige Idee. Hvorledes var det mueligt, dersom ikke Frieheden selv var oprindelig identisk med Guddommen? Men de Skranker, inden hvilke Frieheden yttrer sig, ere bestemte ved Naturlove, hvilke atter falde sammen med Fornuften, den Kilde, i hvilken Friehed og nödvendighed taber sig i uadskillelig Forening.
  Dette er det Inderste i os, det Guddommelige, ved hvilket enhver er foreenet med alt. Det er den höje Tendenz, den ædle Spire, som vækker os, den Straale af den evige Klarhed, som hæver os, det dybe, bevægende Princip for alle vore höjere Önsker. Indslynget i den evige Organisation, ! hvilken det Hele og alle Delene bestaae i en evig Vexelvirkning, skjenkede en Guddom os det organiserende Princip med vor Existenz. At hæve denne Spire, at bringe den til at vokse, er det ædlere Menneskes evige Önske. En Ahnelse siger ham, at her er det faste Punkt, om hvilket alting bevæger sig, det Uforanderlige i al Forandring — Kilden til al Evidenz. Om vi kunne erkjende den, hæve den ud af alle endelige Former, erkjende alle endelige Former i den, maa den Undersögelse vise, til hvilken jeg hermed indbyder Dem.

  Vi have i det Foregaaende blot samlet endelige Fakta. Disse ledte os til det Evige som til et Centrum, i hvilket vi, ahnede deres fælles Betydning. Vi paastode, at alt Endeligt blot havde sin Realitet i og ved det Evige, og dog udledte vi det Evige af det Endelige, og dog skal det Endeliges Realitet atter grundes ved det Evige. Det er en aabenbar Cirkel. Endvidere. Det Evige blev en blot Ahnelse. Kan en Ahnelse være Grunden til al Evidenz? Alt hvad jeg har foredraget, falder sammen ved den simpleste Scepticismus. Vor absolute Grundsætning maa staae ved sig selv — eller vor hele Philosophie har ingen Realitet.

 


 
EFTERORD

AF

B. T. DAHL

 


 


NOGLE SIDER AF HENRIK STEPPENS's YDRE OG INDRE LIV 1)

1. Henrik Steffens som dansk Undersaat (1773 — 1804).

  HENRIK STEFFENS, Sön af en holstensk Fader og en dansk Moder, der var en yngre Söster til N. F. S. Grundtvigs Moder, födtes i Stavanger 2den Maj 1773, kom 1779 til Danmark, blev Student 1790, kastede sig over Naturvidenskaberne, særlig Mineralogi, var fra 1796—98 Privatdocent i Kiel, hvor han 1797 promoveredes til Doctor philosophiae. Fra 1798—1802 opholdt han sig i Tyskland, fra 1802—4 i Köbenhavn.
  Kendskab til de aandelige Paavirkninger, Steffens modtog under sit Ophold (1798—1802) i Tyskland, særlig i Jena, er en nödvendig Forudsætning for Forstaaelsen af den Steffenske Naturfilosofi. Her skal derfor i störst mulig Korthed omtales nogle af de Skrifter, hvis Læsning, og af de Personligheder, hvis Omgang især har været af Betydning for Steffens.
  Indtil 1797 havde Steffens væsentlig dyrket Naturvidenskaberne. Da fik han i Kiel fat paa Jacobi: „Über die Lehre des Spinoza, in Briefen an Moses Mendelssohn“ (1785). Dybt greben under Læsningen af dette Skrift kastede han sig med Iver over Studiet af Spinoza 2), i hvem han haabede at finde Tilfredsstillelse for sin Trang til Fordybelse i Tilværelsens Midtpunkt: Gud. Men jo mere Steffens fordybede sig i Spinoza, des vanskeligere havde han ved at forlige sig med dennes Opfattelse af den sanselige Tilværelses Intethed, af alskens Sindsröre (Sorg, Glæde, Önsker




1) De Læsere, der maatte Önske mere indgaaende Oplysninger om H. Steffens, henvises bl. a. til hans „Was ich erlebte“, Bd. I—X, Breslau 1840—45, og Richard Petersen: „Henrik Steffens, et Livsbillede“, Kbhvn. 1881.

2) I „Was ich erlebte“, III, 286, hedder det: „Gesteht man mir irgend ein eigenthümliches speculatives Talent, so muss ich gestehen, dass es Spinoza war, der es zuerst erweckte.“



....) som Vidnesbyrd om Trældom, — og i Spinozas upersonlige Gud kunde han ikke finde nogensomhelst Tröst. Det blev derfor et Lyspunkt i Steffens' Liv, da han 1798 gennem: „Idéen zu einer Philosophie der Natur“ (1797) og i „Von der Weltseele“ (1798) blev bekendt med den Schellingske Naturphilosofi, der i ren Almindelighed hævder Enheden af Natur og Aand („Naturen er den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur . . .; i den absolute Identitet af Aanden i os og Naturen uden for os maa det Problem, hvorledes en Natur uden for os er mulig, löses“). Her havde Steffens fundet det, han havde sögt, og fra nu af faar Jöden Spinoza for ham kun „gammeltestamentlig Betydning“, medens han i Schelling finder et „aabenbaret Evangelium“. Steffens bliver Schellings Tilhörer, Elev og Ven, og det er Schellings transcendentale Idealisme, der i det hele og i mange Enkeltheder gennemsyrer Steffens' „Indledning til Philosophien“. 1)
  Mægtig Indflydelse paa Steffens över ogsaa Goethe 2), ikke alene som Digter, men ogsaa som „Naturens viede Præst“. Det er til Goethe, at Steffens dedicerer et af sine betydningsfuldeste Arbejder: „Beiträge zur inneren Naturgeschichte der Erde“ (1801).
  Om muligt störst Betydning for Steffens havde dog hans möde med „Overromantikeren“ Fr. Schlegel 3), hvis Hævdelse af Poesi og Filosofi som et udeleligt Hele, hvis Syn paa Historiens „Dynamik“ (Schlegel saa i Historien den frie Nödvendigheds og den nödvendige Friheds Virkekreds), hvis Stræben efter en Forening af den antikke og moderne Aand, og hvis stærke Hævdelse af Mytologiens Uundværlighed paa Steffens gjorde et Indtryk, der vil kunne paavises i hans Forelæsninger. — Af de overordentlig mange Personligheder, der hver paa sin Maade övede Indflydelse




1) I et Brev (Dresden 1. Sept. 1800) til Schelling skriver Steffens bl. a.: „Ich bin Ihr Schüler, durchaus Ihr Schüler, alles was ich leisten werde, gehört Ihnen ursprünglich zu. Es ist keine vorübergehende Empfindung, es ist feste Überzeugung, dass es so ist, und ich schätze mich des halb nicht geringer. Ich weiss, dass ich etwas ausrichten werde in meinem Fach . . . Dann — wenn ein wahrhaft grosses Product da ist, das ich mein nennen möchte, wenn es anerkannt ist, werde ich öffentlich auftreten — mit der Wärme der Begeisterung meinen Lehrer nennen und den errungenen Lorbeerkranz Ihnen reichen! . . .“

2) Joh. Wolfgang Goethe (f. 1749 † 1832), tysk Digter. — Hvor overdreven og vammel Datidens Genidyrkelse var, fremgaar af Steffens's egen Fortælling om, at han, da han förste Gang blev forestillet for Goethe, maatte vende sig bort for at skjule sine Taarer. I en modnere Alder kunde Steffens dog (VI, 249), oprört over den ubetingede Autoritet, Goethe nöd, udbryde „Bleibt mir mit dem v.–Göthe vom Leibe!“

3) Friederich Schlegel (f. 1772 † 1829), tysk Litteraturhistoriker og Æstetiker.



paa Steffens under dette hans Ophold i Tyskland, skal til Slutning endnu kun nævnes Digteren Novalis 1), hvis anonymt udgivne Aforismer, særlig „Blüthenstaub“ i sin Tid havde henrevet Steffens, der forövrigt i disse Aar stod fjærnt fra al positiv Kristendom. Det skulde nu blive Novalis, der ad Inderlighedens og Kærlighedens Vej förte Steffens tilbage til hans Barnetro, til den svundne „Guldalder“.
  Fyldt af alle disse Romantikkens Indtryk var Steffens saaledes aandeligt rustet til at holde de Forelæsninger 2), der skulde öve saa stor Indflydelse paa dansk Aandsliv.
  Da Steffens's egne Udtalelser (i „Was ich erlebte“ 5te Bog) om disse Forelæsninger kaste Lys saavel over Datidens som over hans egen Person, meddeles de i Oversættelse og lyde:
  „Mine Foredrag begyndte i Oktober 1803 3). De vare selvfölgelig offentlige. Jeg var underligt til Mode. Hvad jeg i min Ungdom, udvortes tiltrukken og udvortes frastödt, satte höjt og alligevel næsten mistroisk bortviste, hvad jeg lige overfor de modstridende Fjender frygtsomt skjulte, det skulde jeg nu offentligt forkynde. — Min Omgang var saa udstrakt, mit Kendskab til Forholdene saa nöje, at mine Modstanderes Styrke og Svaghed ikke kunde være skjult for mig. Jeg vidste ret godt, hvorledes jeg var stedt. Som fölge deraf maatte den Tanke paatrænge sig mig, om det, jeg her skulde göre mig til Talsmand for, da ogsaa var et saa stort Offer værd. Det er en Erfaring, som vist ethvert Menneske gör, at man, naar Udförelsen af en betænkelig Beslutning nærmer sig, pludselig overfaldes af stor Frygt; ja, jeg tör sige, at hvor denne Frygt mangler, hvor den ikke ret ytrer sig, der er det ikke fuldt Alvor med Beslutningen. Den maa, hvis den rent og afgjort skal afvises, fremtræde ret bestemt. Og her var Talen om min hele fremtidige Stilling i mit Fædreland. I Form


1) Novalis, hvis egentlige Navn var Hardenberg, födtes 1772 og döde 1801.

2) Disse Forelæsninger fortsattes den fölgende Vinter. Denne Fortsættelse, der desværre ikke haves paa Tryk, og vel næppe i fuldstændige skriftlige Optegnelser, drejede sig (s. Richard Petersen a. S. p. 153) om Poesi og omhandlede Goethe, Shakespeare, Cervantes, Tieck og Novalis.

3) Da Steffens först i Slutningen af Trediverne nedskrev sine Livserindringer, kan man forstaa og undskylde den urigtige Tidsangivelse. I Adresseavisen for 1802 læses: „Torsdagen den 11te November Kl. 5 begynder jeg mine offentlige Forelæsninger over Philosophien. De holdes paa det nye indrettede Auditorium paa Eilerzens Collegium.“




af saadanne Yderligheder fremtræde i det mindste hos mig de frygtsomme Betænkeligheder först. Hvad de mest overfladiske Venner ofte havde sagt mig, nemlig, at jeg alene og værgelös, kun stöttet af nogle opbrusende ungdommelige Venner, vilde komme til at staa overfor den hele Hær af Modstandere, at selv Grev Schimmelmann dog tilsidst vilde nödes til at lade mig falde, afviste jeg, skönt det udtaltes af Venner, med Bestemthed. Ja, slige Ytringer vare snarere egnede til at ægge mit Mod, end til at indjage mig Frygt. Men da jeg nu skulde fremtræde offentligt, paakom der mig en uendelig Angest. Hele Fremtiden traadte mig truende i möde. Jeg angrede mange ubesindige Ytringer, som jeg havde ladet falde i Selskaber, og som gik rundt i Byen, udpyntede med de latterligste Misforstaaelser, der vel forögede Nysgerrigheden efter mine Foredrag, men ogsaa — jeg maatte tilstaa det — havde væbnet en mægtig Fordom imod mig. Vel var jeg besluttet paa i mine Foredrag at gaa langsomt udviklende til Værks og, om muligt, undgaa ethvert Anstöd; men jeg indsaa lige saa tydeligt, at der fra den raadende Anskuelse til Spekulationen, saaledes som jeg foredrog den, ikke kunde findes et Bindeled, at der her maatte göres et Spring, at en Overgang fra det i alle Retninger betingede, der i Videnskab som i Kunst sysselsatte mine Modstandere, til det frie og ubetingede, hvorfra jeg gik ud, var umulig, og at en absolut Forargelse var uundgaaelig. Da fremtraadte hint for mig i sit höje Værd. Det var mig ikke mere en Abstraktion, det var et Liv, et Sindelag (eine Gesinnung), ja, det var det evige (blevet mig Religion), Erkendelsens Gud, en levende, og det sidste Öjeblik paa mit ensomme Kammer for min Optræden var en stille Bön; det var maaske den förste, sande Bön siden min tidligste Ungdom. Jeg havde talt meget om Kristendommen; her laa Spiren til det kristelige Sindelag, saaledes som det den Gang havde gennemtrængt mig. Dette alvorlige Moment var ikke uden Indflydelse paa mine Foredrag. Fra det Öjeblik af laa der i Baggrunden af al min Viden en Tro, der aldrig forsvandt. Jeg havde ugerne forladt min förste poetiske Bolig 1); den var blevet mig opsagt, fordi Husets egentlige Ejer, en Köbmand, der var blevet




1) Beskrevet i „Was ich erlebte“ V p. 18 f. [Udg.]



rig i Indien, var vendt tilbage og Önskede selv at bebo Huset Jeg boede nu lige overfor min Höresal i en Gade, der næsten ganske var besat med de saakaldte Kollegier og Professorboliger. Öhlenschlæger og E. H. 1) styrtede ind til mig; de vilde ledsage mig; begge vare i den Spænding, der betager os, naar en Ven under Forhold, som mine, förste Gang træder offentligt frem. Jeg behövede kun at gaa tværs over Gaden og mærkede snart, hvilken Opsigt Anmeldelsen af mine Foredrag havde vakt. Uden for Huset var der allerede Stöj. En Port förte til en stor stenlagt Gang; denne var fuld af Mennesker. Höresalen laa en Etage höjere. Det syntes næsten umuligt at trænge sig igennem, og det varede længe, inden jeg kunde bane mig Vej. Selve Salen, der rummede tre til fire hundrede Mennesker, var propfuld; selv de höje Vinduer vare besatte med Tilhörere, og kun med Möje kunde jeg naa hen til Kathederet, der stod i Höresalens Baggrund.
  Da jeg stod der, blev der dyb Stilhed i hele Salen. For mig var al Angest forsvundet; en glædelig Bevidsthed om Öjeblikkets Betydning gennemtrængte mig. Næppe ville Tilhörerne ved mine förste Ord have iagttaget en let Skælven, et forbigaaende Spor af Forlegenhed. Jeg vovede endnu ikke at tale frit.
  Mit ofte gennemlæste Foredrag laa foran mig. Jeg lod senere de förste 9 Forelæsninger trykke under Titelen: Indledning til philosophiske Forelæsninger Kiöbenhavn 1803. De ere mig vigtige; thi de betegne nöje, paa hvilket Standpunkt af Spekulation jeg dengang stod, og hvor klar den filosofiske Fundamentalsætning — i hvis Udvikling mit Liv er gaaet op —, at Gud af os erkendes som den levende personlige Enhed af evig levende Personligheder og saaledes er Kilden til al Erkenden, allerede dengang skönt endnu uudviklet, laa for mig.
  At mine förste Foredrag fandt Bifald, var naturligt; det var den voldsomt fremvældende Ström af et indre Liv, der med Möje blev holdt tilbage ved besindigt Overlæg. Det maatte staa enhver Tilhörer klart, at en hellig Alvor gennemtrængte mig, at det, der bevægede mig, ikke alene var en kold Lære, men ogsaa en varm Stemning. Slige Forelæsninger vare paa Köbenhavns Universitet




1) Der menes Karl Heger, Öhlenschlægers Svoger. [Udg.]



nye; hvad jeg udtalte, var alle Tilhörere ganske fremmed. Deltagelsen ved mine Foredrag var i stadig Stigen; det tör jeg paastaa; thi endnu lever der alle Vegne i Danmark og Norge Tilhörere, der som unge Mænd overværede mine Foredrag. Den Begejstring, som de vakte, kunde man kalde voldsom. At alle Tænkningens Emner, at enhver Form af alle Videnskaber og af Kunsten skulde forvandle sig til levende Skikkelser, der slog de klare Öjne op til det evige Lys, forekom de bevægede Sind saa vidunderligt, saa haabefuldt, ja saa lyst (heiter), at de gerne afrystede det gamle, mörke Skolestöv for i en ny Skole at begynde et nyt, glæderigt Liv, der ikke skulde röve dem Synet af de gamle Emner, men snarere indvie disse til en höjere Tilværelse. Jeg tör sige, at det, man behagede at rose som Veltalenhed, ikke var nogen möjsommelig tilkæmpet Kunst; det var Fylden af en overströmmende Tilværelse, der udgöd sig uvilkaarligt. Det var ikke alene studerende, der overværede mine Forelæsninger. Professorer, Lærde af alle Slags, Embedsmænd i de höjeste Stillinger, Oldinger, der, i Stilhed pinte af alskens Tvivl, havde levet i ensom Betragtning, vare ikke bange for at komme næsten hele Timer tidligere for at faa gode Pladser. Ja, jeg erfôr, hvorledes en höjt staaende Embedsmand, i hvis Forværelse jeg maatte vente længe, för jeg blev indladt, traadte mig i möde med den Undskyldning, at hans vedholdende Forretninger ikke tillod ham at overvære mine Foredrag.
  En saadan dyb hos mit Fædrelands betydeligste Aander frembragt Bevægelse, der satte gamle saavel som unge i et næsten voldsomt röre, maatte levende nære, ja forhöje min egen Begejstring. Jeg selv var forunderlig indvortes bevæget, helt igennem alvorligt, ja religiöst stemt; al Angest var veget bort, enhver Betænkelighed forsvundet. Der var hos mig ingen Refleksion over den Indflydelse, jeg udövede, ingen smaalig eller hovmodig Sammenligning med andre, som jeg fortrængte: det hellige Emne, der laa for mig, optog mig ganske. Naar andre fulgte mig, saa var det, fordi jeg skred foran dem med dristig Tillidsfuldhed, uden at se tilbage, uden at ænse fölgerne.
  En Tildragelse forögede min Selvtillid og gav mine Foredrag et friere Sving. Da jeg femte el. sjette Gang besteg mit Kateder, sögte jeg forgæves efter mit Hæfte; jeg maatte have tabt det. Salen var, som sædvanlig, propfuld; lige ud paa Gangen (Höresalens Döre kunde ikke lukkes) stod Tilhörerne i tætte Masser. Jeg betænkte mig kun et Öjeblik. I Virkeligheden havde jeg i de sidste Timer næsten altid talt frit ud over Hæftet, som endog forstyrrede mig. Nu laa det ikke der; Gjenstanden for mit Foredrag stod i alle Enkeltheder klar for mig. Uden Forlegenhed meddelte jeg mine Tilhörere, at jeg havde tabt mit Hæfte og bad dem tage til Takke med et frit Foredrag. Forsamlingens Nysgerrighed vaktes ved denne Meddelelse. Man ventede et stammende, usikkert Foredrag og forbavsedes, da man maatte indrömme, at det var blevet klarere, livligere, mere flydende, ja bestemtere. Her blev jeg nu ogsaa opmærksom paa mine Modstanderes fjendtlige Sindelag. Man troede, at det hele var en Farce. Jeg vilde, paastod man, end mere foröge det store Indtryk, mine Forelæsninger gjorde; jeg havde med Forsæt ladet mit Manuskript blive hjemme, efter at jeg med Möje havde lært det udenad. Selv mine Venner vidste, da denne Sladder stadig gentoges, ikke, hvad de skulde tro. Kun de mere besindige bemærkede, at mit Foredrags fuldkomne Frihed og Utvungenhed aldeles ikke lod sig forklare, hvis jeg kun fremsagde noget, der var möjsommelig udenad lært. Jeg indsaa, at denne Snak lettest lod sig gendrive, hvis jeg fra nu af altid talte frit. Jeg selv var kun altfor lykkelig over at være befriet for Manuskriptet.
  Da jeg een Gang var gjort opmærksom paa mine Modstanderes Virksomhed, erfôr jeg stadig mere. Det var ved mine Foredrag ikke alene Deltagelse, der havde fyldt Salen i den Grad, at hvert Öjeblik en stor Del af dem, der trængte sig sammen, maatte gaa bort. Der havde udbredt sig det Rygte, at mine Forelæsninger vilde blive forbudt, ja en Mængde Mennesker mente endog, at dette vilde ske paa en iöjnefaldende Maade. Man ventede, at en eller anden Befuldmægtiget, mens jeg stod paa Katedret, vilde vise sig for ved et lydelig forkyndt Forbud at paabyde mig Tavshed midt i mit Foredrag. Et saadant ventet, overordentligt Optrin var altfor lokkende til ikke at trække en Mængde Mennesker derhen.
  Dette Rygte var nu rigtignok falsk; men det Indtryk, som mine Foredrag gjorde, og som allerede i Löbet af Vinteren begyndte at ytre sin Indflydelse paa Litteraturen, syntes dog betænkeligt, og min egen praktiske Virksomhed fandt betydelige Hindringer. Grev Schimmelmann 1) kunde vel ved sin Stilling sikre mig en Indtægt, ja, han lovede, naar jeg medbragte min Hustru, at foröge denne til mer end det dobbelte; men mine geognostiske Rejser afhang af en anden Minister. Denne, Grev Reventlov 2), en meget retsindig og praktisk dygtig Mand, hvem Danmark skylder meget, var en afgjort Fjende af al Spekulation og fastholdt det som en utvivlsom Grundsætning, at en Filosof var aldeles uskikket til at drive praktisk Virksomhed; man maatte, mente han, sörge for Menneskenes jordiske Lyksalighed. Religion var vel nyttig og god; men denne skulde besörges af Præsterne og det, jo simplere og enfoldigere, des bedre. Alt andet var ej alene unyttigt, men ogsaa farligt Fantasteri. Saaledes havde han da fast besluttet om muligt slet ikke at sætte mig i Virksomhed. Hver Gang, naar jeg trængte ind paa ham for at bestemme mine Sysler for den næste Sommer, svarede han, at han ikke vidste, hvortil man skulde bruge en Filosof. Ligesaa uforbeholdent ytrede han sig om den skadelige Indflydelse, jeg övede paa Ungdommen. Da den gamle Riisbrigh 3) med sin Baumgarten–Crusiske Logik og Metafysik ikke formaaede at standse den voldsomme Ström, tænkte man alvorligt paa at stille en dygtigere Filosof ved hans Side. Man valgte dertil, sælsomt nok, Treschow 4), der i mine Drengeaar blev opmærksom paa mig og allerede den Gang var Rektor i Helsingör Skole, hvis nederste Klasse jeg besögte, og jeg kom nu




1) Ernst Heinrich Schimmelmann (f. 1747 † 1831), der blev Finansminister (1784—1813) og senere (1824) Udenrigsminister, stöttede gavmildt Kunst og Videnskab. [Udg.]

2) Chr. Ditlev Fred. Reventlov (f. 1748 † 1827), Medlem af Landbokommissionen (1786) og Statsminister (siden 1797). [Udg.]

3) Börge Riisbrigh (f. 1731 † 1809), Professor i Logik ved Köbenhavns Universitet, sluttede sig til Wolfs og senere til Kants Filosofi. [Udg.]

4) Niels Treschow (f. 1751 † 1833), 1780 Rektor i Helsingör, blev Professor i Filosofi först (1803) i Köbenhavn, derefter (1813) i Kristiania. Hans filosofiske System var væsentlig eklektisk. I Historisk Calender, udg. af L. Engelstoft og J. Möller, 2den Aargang 1815, læses dog bl. a.: „Imedens de Danske endnu ret alvorligen syslede med den kritiske Philosophie, og nogle faa dermed forbandt Fichtes nyere Lære, besögte H. Steffens, som i Tydskland havde antaget endeel af Schellings Philosophemer, sit Fædreneland, og forkyndte her saavel mundtlig som skriftlig Naturphilosophiens Herlighed. Hans Indledning til philosophiske Forelæsninger . . . indeholder, i de 9 Forelæsninger, mange nye Idéer og overraskende Combinationer; ogsaa har denne Indledn. upaatvivleligen saavel paa Prænt som i det levende Ord vakt mangen slumrende Gnist og bidraget sit til at give Speculationen ved Danmarks Höjskole et friere Sving. Men at denne uvante Flugt ei skulde overstige de Grændser, som Skaberen hernede har anvist den menneskelige Aand, og omsider ende med et Icarisk Fald, derfor sörgede den i Erfarenheds og Classikernes Skole modnede Philosoph, Professor N. Treschow ...; han lader Tydskerens Dybsindighed vederfares Ret, uden med dem at svinge sig strax op paa det Absolutes Top, og der tabe sig enten i en tom Speculations luftige, eller i en dunkel Mystiks beklumrede Regioner.“ [Udg.]



i et ejendommeligt Forhold til denne Mand, hvem jeg i mine tidlige Drengeaar ærede saa höjt. Ikke alene i danske, ogsaa i tyske, ja selv i franske Blade fortaltes, hvorledes man havde maattet hidkalde en dygtig Filosof for atter at bringe Orden i de unge Hoveder, som ved mig var blevet forvirrede.“
  Allerede inden Foredragenes Begyndelse havde Steffens været meget paa Tale i Köbenhavn og Genstand for alskens Stiklerier: „Jeg hed,“ fortæller han selv (V, 44 f.), „i det mindste i en vis Kreds den tyske Doktor. Engang kom en Dansk til mig og forekastede mig, at jeg ikke havde udgivet mine: „Bidrag til Jordens indre Historie“ paa modersmaalet. Jeg spurgte ham ganske ligefrem, om han af Patriotisme vilde bære Trykkeomkostningerne. I en Klub i Köbenhavn samledes gamle, ansete Mænd, hvem den videnskabelige Gæring i Tyskland, saaledes som den nu ved mig truede med at trænge ind i Danmark, maatte forekomme betænkelig, ja farlig. Blandt Medlemmerne var ogsaa min Morbroder 1), et enfoldigt Menneske, der tidligere havde været Officer, men senere ved sin Broders, Professor Bangs, Omsorg havde ægtet en rig Enke. Han havde taget sin Afsked som Löjtnant og kaldtes nu Major. Han interesserede sig for min yngste Broder 2), der af begribelige Grunde ikke vilde lægge sig ud med ham. Jeg har aldrig set denne Slægtning. Engang da min Broder besögte ham, udtalte han sig saaledes: „Jeg hörer, at din Broder vil indföre en ny Filosofi i Landet. Jeg maa sige dig, at gamle, forstandige Folk strengt have dadlet dette frække Foretagende af en ung Mand. Vi have jo den gamle, brave Riisbrigh, det er en berömt Filosof, og vi behöve ingen anden. Sig til din Broder, at jeg ikke vil taale et saadant Overmod; Familien maa jo skamme sig ved ham.“ Min Broder kendte sin Mand. „Kære Onkel,“ sagde han, „naar Henrik hörer, at De ikke er tilfreds med denne Filosofi, vil han sikkert opgive




1) Carlo Vilhelm Bang, f. c. 1755 † 1806. [Udg.]

2) Peter Steffens, † som Guvernör i Guinea 1821. [Udg.]



den.“ Men farligst blev et Rygte, som udbredte sig almindeligt. Jeg skulde, fortalte man, have sagt, at man paa Dansk ikke kunde „tænke“. Hvorledes dette Rygte var opstaaet, vedblev at være mig aldeles ubegribeligt. Det udbredte sig imidlertid mer og mer, og jeg saa paa Gaden Folk, der pegede Fingre ad mig og ganske höjt sagde: „Der gaar det Menneske, som efter at have været to Aar i Tyskland ikke mere kan tænke i sit Modersmaal.“ Jeg lo, da jeg tænkte, at denne Snak af sig selv vilde höre op, saa snart jeg begyndte mine Forelæsninger. Men en Dag fik jeg fra Grev Schimmelmann en Skrivelse, hvori han bad mig være forsigtig i mine Ytringer og omtalte dette Rygte. Ham, der selv var Genstand for dette Nationalhad, og som jeg, trods min Kærlighed til ham, maatte indrömme ikke ganske ufortjent, forekom dette Rygte naturligvis langt farligere end mig. Hvad jeg hos ham som hos Bernstorff 1) maatte dadle, var nemlig dette, at de ikke talte det Lands Sprog, i hvilket de levede, og for hvilket de virkede. „Jeg har,“ skrev han til mig, „hört Deres uforsigtige Ytring af en höjt staaende Person.“ Til Lykke havde jeg netop erfaret, hvorledes dette Rygte var opstaaet. En ung Mand kom höjst forlegen til mig og anklagede sig selv som Ophavsmand til denne Snak. Han troede virkelig at have hört denne Ytring i Drejers Klub, men havde nu erfaret, hvorledes Sagen hang sammen. En eller anden Lærd havde nemlig begyndt en Samtale med mig om de Vanskeligheder, jeg vilde finde ved at overföre det tysk–filosofiske Sprog paa Dansk. Jeg havde som Hovedvanskelighed fremhævet, at man ikke paa Dansk saaledes som paa Tysk kunde bruge visse Infinitiver saasom „Sein“ og „Denken“, substantivisk. „Det er,“ tilföjede jeg forsigtigt, „en Ejendommelighed, som det danske Sprog deler med det romerske.“ Den unge Mand havde i nogen Frastand hört, at jeg ikke paa Dansk som paa Tysk kunde sige „das Denken“. Den Ven, der havde talt med mig, var det faldet ind, at vor Samtale kunde have givet Anledning til det taabelige Rygte. Den unge Mand var til Stede og erkendte sin Vildfarelse og Fejl. Som han nu angrende stod lige over for mig, kom jeg til at tænke paa Slutningsscenen i Holbergs „Hexeri eller blind Allarm“. Da jeg fik




1) Chr. Günther Bernstorff (f. 1769 † 1835), en Sön af Andreas Peter Bernstorff. [Udg.]



Grevens Billet, kunde jeg fortælle ham hele den latterlige Oprindelse til Rygtet og i det hele berolige ham, idet jeg forsikrede ham, at det var alle mine Venner tilstrækkelig bekendt, hvor ganske jeg var dansk, trods min Forkærlighed for den tyske Filosofi.
  Jeg maa imidlertid tilstaa, at et aandeligt Overmod, som jeg ikke forsigtigt nok undertrykkede, ikke sjældent vakte en farlig Uvillie mod mig. En rig Mand vilde hos mig höre et Privatissimum over Filosofi. Efter mit Kendskab til ham holdt jeg ham for aldeles uskikket til at fatte nogensomhelst spekulativ Idé. Da han gjorde mig Forslaget, sagde jeg: „För De beslutter Dem dertil, maa jeg göre Dem opmærksom paa en Beslutning, som jeg har fattet. Den Sum, jeg kunde tage for et Privatissimum, vilde nemlig staa i omvendt Forhold til den Fordel, som Tilhöreren selv vilde drage af mine Foredrag. Jo mere han lærte, des mindre vilde han have at betale. Den, der forstaar mig helt, af ham vilde jeg ikke med god Samvittighed kunne tage noget; men den, der er saa ulykkelig slet intet at lære, af ham vilde jeg kræve en Sum, der vilde sætte ham i Skræk, skönt den, om den end villig blev betalt, altid vilde forekomme mig for lille.“ Jeg sögte vel at motivere denne rigtignok ubesindige Ytring derved, at jeg sögte at begribeliggöre ham, hvorledes vigtigere Forretninger vilde hindre ham i at ofre mine Foredrag den tilstrækkelige Opmærksomhed og Tid. At han imidlertid fölte sig fornærmet og udskreg mig som en modbydelig, indbildsk ung Mand, var naturligt. — En Gang sad der hos Grev Schimmelmann lige over for mig en betydningsfuld Mand, der endog havde stor Indflydelse paa min fremtidige Stilling. Talen var om Opdragelse, og jeg omtalte, hvorledes en berömt Læge havde gjort den Bemærkning, at der gaves to Yderligheder i det menneskelige Samfund. Nogle vare for kloge, de saakaldte Genier, de övrige for dumme. Nu maatte man söge at stemme Genierne ned, men at löfte de dumme op, for at der kunde fremkomme en „Blandingssuppe“ (Mittelbrei): den egentlige sande menneskelige Lyksalighed. Jeg fremstillede denne Ytring saa karrikeret, fordi jeg var overtydet om, at enhver, ligesom jeg, vilde finde Anskuelsen latterlig og forkastelig. Til min Forbauselse var den indflydelsesrige Mand imidlertid af en ganske anden Anskuelse. Han forsikrede mig, at han fandt dette juste milieu höjst forstandigt, og irettesatte og dadlede mig fornemt for min Spot. Da undslap mig fölgende Svar: „Paa hvis Side Fordelen ved dette Eksperiment er, synes mig rigtignok meget klart.“ Hele Selskabet tav, og jeg indsaa nu först, hvor ubetænksom min Ytring havde været. Jeg har omtalt begge disse Begivenheder, der endnu foresvæve mig, for at man kan forklare sig, at jeg især i de höjere Kredse, og det med Rette, blev betragtet som et höjst ubesindigt og hensynslöst Menneske. At dette Overmod udsprang af en dadelværdig, overdreven Selvvurdering, indsaa vel ingen bedre end jeg selv, og naar saadanne Indfald var undslupne mig, fölte jeg mig ret egentlig dybt ydmyget, og den Anger, som jeg fornam, traf mere min egen Intethed, end den opstod af Frygt for fölgerne. Denne sidste forsvandt hurtigt, om den end föltes nogle faa Öjeblikke.
  „Selv i Litteraturen begyndte man,“ siger Steffens [V, p. 95 f.] videre, „at spore Forelæsningernes Indflydelse. Man saa en Usikkerhed i ellers almindelig agtede Forfatteres Ytringer, og jeg tör sige det; thi det er (jeg tager ikke fejl) anerkendt, at disse Foredrag, ligesom Öhlenschlægers Digte, gjorde Epoke i den danske Litteratur. Vel har min Indflydelse ikke været saa afgjort personlig som den nationalere Digters.
  Vakte af mig vendte de betydeligere unge Mænd sig til den nyere tyske Litteratur. De bleve ikke alene ved mine Forelæsninger, men ogsaa ved Fichtes, Schellings, de to Schlegelers og Tiecks Skrifter inderlig fortrolige med nye Retninger i Videnskaben som i Kunsten. Selv til Sverige naaede denne Bevægelse, og min videnskabelige Virksomhed bidrog ogsaa noget til Dannelsen af de saakaldte „Fosforister“ 1), der i den svenske Litteratur fremkaldte en betydelig om end kun forbigaaende Gæring. Dog, jo mere afgjort min Indflydelse fremtraadte, des mere voksede de videnskabelige Autoriteters Ængstelse.
  En Tildragelse bidrog ikke lidt til at öge denne Ængstelse og blev i hvert Fald brugt til at fremstille mig som en for Ungdommen farlig Lærer.




1) eg. Lysbringere, et i Sverige, efter Tidsskriftet „Fosforus“ (1810—13) opkaldt Parti, der især i æstetisk og filosofisk Retning sluttede sig til den nyromantiske Skole. [Udg.]



  En ung Mand, der besögte mine Foredrag, pinte mig ikke sjældent med sine personlige Besög. Hans Sundhed var ödelagt, hans Sindstilstand betænkelig, og naar jeg saa ham og hörte ham tale, kunde Aarsagen til hans Sygdom ikke blive skjult for mig. Jeg raadede ham til at opgive al Spekulation, forlade Köbenhavn og et eller andet Sted paa Landet sysle med anstrengende, vedholdende legemligt Arbejde, bruge Styrtebad o. l. for igen at komme til Kræfter. Unge Mænd, der omgikkes med ham, havde gjort ham til Genstand for deres Spot og derved foröget hans farlige Tilstand. Denne ulykkelige vilde ikke höre mit Raad, han vedblev at besöge mine Forelæsninger, fordybede sig mere og mere i sælsomme Griller, som han ikke var i Stand til at beherske. Jeg kunde ikke vise ham bort fra min Höresal, og fölgen blev, som jeg forudsaa og frygtede. Hans Sjælssygdom fremtraadte stadig mere bestemt, og da den Metode, straks, lige i Begyndelsen at behandle saadanne syge, endnu dengang var aldeles ukendt i Danmark, blev han snart ganske afsindig. I den grusomme Anstalt, som man ikke kunde have indrettet mere hensigtsmæssig, hvis man havde i Sinde kunstigt at pleje og og uddanne en Sindssygdom, raabte den syge nu ofte: „O Steffens! O Öhlenschlæger!“ Rygtet om dette stakkels Menneske gik over hele Byen, og at det blev meddelt Landets Regent, erfôr jeg nogle Aar senere af denne selv. Det var mig klart, at tidligere eller senere vilde mine Foredrag blive forbudt, og i Stedet for det glimrende Haab om en fölgerig aandelig Virksomhed i mit Fædreland traadte den smertelige Overbevisning om, at de Mænd, af hvilke min hele fremtidige Virksomhed afhang, betragtede mig dels som et udueligt og unyttigt, dels som et farligt Menneske. For förste Gang kom nu Livets dybere Smerte mig i möde. Naar jeg tidligere fölte mig forladt og ulykkelig, saa laa Haabet om en snarlig Forbedring af min Stilling mig nær, ja det var mig sandsynligt og holdt mig oppe. Nu maatte jeg tilstaa for mig selv, at jeg var værgelös lige over for en Magt, der sögte at nedtrykke mig. Angesten for min finansielle Stilling, Frygten for at se min Hustru 1) indviklet




1) Steffens havde den 4de Sept. 1803 ægtet Hanna Reichardt, hvis Fader var Komponist.[Udg.]




i min dunkle Skæbne rystede mig dybt. Og skönt jeg sögte at hemmeligholde for hende alt, hvad der forstyrrede mit Haab, kunde det dog ikke vedblive at være skjult for hende, at vor Stilling stadig blev betænkeligere. Og desuagtet laa det i min ejendommelige Personlighed, at jeg i Stedet for at gaa roligt og sindigt til Værks, stedse blev mer og mer uforsigtig i mine Privatytringer. Forunderlige Paradokser, som i deres oprindelige og sande Skikkelse vare paafaldende nok, bleve ikke alene af mine Fjender forvrængede indtil Karrikatur og udbredte i Byen; selv Ynglinger, der vare mig venligt sindede, optoge dem i deres forvrængede Form som glimrende Aandsytringer. Ja, disse unge Tilhængere bleve mig, ligesom de fra förste Færd vare besværlige, senere hen næsten farligere end mine Modstandere.
  Jeg er overtydet om, at mit afgjort protestantiske Sindelag, der allerede dengang begyndte at dukke op af mine tidligste Ungdomsminder, aldrig vilde have tilladt mig ved nogen som helst Ytring at röbe Tilböjelighed til Katolicismen; alligevel kan den Anskuelse, at denne i tidligere Aarhundreder havde en ikke kendt, dybere, historisk Betydning og endnu altid gemmer Skatte, der fortjene at anerkendes af Protestanterne, have gjort et for mig farligt Indtryk paa nogle Ynglinger. De bleve nu kendte med de tyske, katoliserende nyere Digtere. Det var slet ingen religiös Stemning, som her dannede det tiltrækkende Element: det var det paafaldende nye; kort sagt — for at bruge et trivielt Udtryk, der dog betegner Sagen rigtigt —: det var alene Moden, som skabte denne Tilböjelighed. Og alligevel kunde en katolsk Præst, efterat jeg havde forladt mit Fædreland, skrive til min Ven, der var blevet Katolik: „Deres Vens Bestræbelser synes at have et velsignet Udfald; det katolske Kapel besöges som aldrig för jævnlig af Hovedstadens Ungdom.“ Jeg har aldrig erfaret, at noget ungt Menneske i Köbenhavn har vist virkelig Tilböjelighed til Katolicisme. Opmærksomheden kan være blevet ledet hen paa denne, og der kan derved være opstaaet Nysgerrighed efter at lære den katolske Kultur nöjere at kende. Uden at jeg vidste det, kan denne tilsyneladende farlige Retning her og der have ytret sig under mit Ophold i Köbenhavn og være blevet benyttet af mine Modstandere. Jeg maatte nu naturligvis undgælde for alle den saakaldte nye Skoles Forvildelser. I Danmark og ved Köbenhavns Universitet var det forrige Aarhundredes Rationalisme aldeles overvejende; den beherskede Litteraturen, den löd næsten fra alle Prædikestole og var min farligste Fjende. Rationalisterne fandt en Glæde i at stemple enhver religiös Ytring, der var udsprunget af et höjere aandeligt Stade, som Katolicisme. Den lutherske Kirke var saa nöje sammenknyttet med Landets Historie, med den hele Statsforfatning, med Enevælden, at en opdigtet Tilböjelighed til Katolicisme, omhyggeligt brugt, kunde mistænkeliggöre enhver Borger ogsaa politisk. Kun ringe Hjælp fik jeg af de unge, mig hengivne Mennesker, som ved deres Ubesindighed ikke sjældent gjorde min Stilling endnu farligere. Da opstod hos mig ofte det stille Önske at forlade mit Fædreland og, om muligt, skaffe mig en Virkekreds i Tyskland.“

  Under saadanne Forhold var det for Steffens en Befrielse, at han i 1804 blev kaldet til Professor i Filosofi, Mineralogi, Fysiologi og Naturhistorie ved Universitet i Halle 1).




1) Modtagelsen af denne Ansættelse opfattedes af mange som et Slags Landsforræderi, og Uvillien mod hele den Steffenske Filosofi gav Digteren Sander senere Luft i sit Lystspil „Hospitalet“ (Kbh. 1805), hvor en af Personerne (Baron Lövenkrone) udtaler: „Nej, længe holder jeg det ikke ud blandt disse gemene Naturer, der mangle Organet for Filosofie . . .!“ Men af Venner og Tilhængere föltes Steffens's Fjærnelse fra Danmark som et Tab. Dog hedder det i Grundtvigs „Verdenskrönike“ 1812 p. 354: „Han (ɔ: Steffens) kom og svandt som et Luftsyn. Det var godt; thi han havde vist ellers forvirret, om ej forrykket mange Hjærner. Nu derimod vakte han kun Eftertanke, og mangt et Frökorn, som han udströede, er vist i Stilhed opvoxet til at bære god Frugt.“




 


 


II. Henrik Steffens som pröjsisk Undersaat (1804—45).

  HELLER ikke i Halle syntes det i förstningen at tegne godt for Steffens, der som Udlænding og Tilhænger af „den nye Skole“ ikke var vel set blandt de fleste af sine Embedsbrödre. Ogsaa her göd hans overmodige og hensynslöse Optræden Olie i Ilden. Rygtesmedene fik travlt: Snart skulde Steffens være Ateist, snart Katolik, snart före et vildt Liv, snart endelig være hengiven til Nydelse af Opium og Spirituosa. En ung Professor beklagede saaledes en Gang for Fru Steffens, at hendes Mand saa sig nödt til kunstigt at opstramme sig. Ja, da Steffens engang var syg af sin sædvanlige Halsbetændelse, spurgte den hidkaldte Læge ham, om han ikke hver Morgen skælvede paa sine Hænder, indtil han havde drukket nogle Snapse. Forbitret svarede Steffens ham ved at spörge, om han havde Lyst til at erfare, hvad disse „skælvende“ Hænder kunde udrette.
  Dog manglede det heller ikke i Halle Steffens paa Tilhængere blandt de unge, særlig Medicinere, og af stor Betydning blev for ham hans inderlige Venskab med Schleiermacher 1), der netop den Gang var kaldet til Professor i Teologi og Præst ved Universitetskirken.
  Imidlertid blev den politiske Himmel mer og mer overtrukken: Österrig var ved Freden i Presburg (1805) blevet ydmyget af Napoleon. Snart skulde Turen komme til Pröjsen, hvis Konge, Frederik Wilhelm III, længe havde vaklet, men dog tilsidst (1806) erklærede Frankrig Krig. I förste Öjeblik tænkte Pröjserne, at „Syvaarskrigens Genfærd“ vilde gribe Fjenden med Rædsel, og at han vilde „fly ved Synet af den pröjsiske Vagtparade“ 2); men




1) Friedrich Schleiermacher (f. 1768 † 1834). tysk Teolog, ivrig Forkæmper for den evangeliske Union 1817.

2) Steffens var fuldt overtydet om, at Tyskland kun kunde reddes af den pröjsiske Stat; dog fandt han ikke Behag i de pröjsiske Militæres Optræden og i den oprörende Fordom, at Æresfölelse alene tilhörer Militærstanden; om den pröjsiske Soldat udtaler han: „denne lejede Træl nöd ingen Agtelse hos Folket. Frygt for Straf kæmpede alene med Frygten for Krigens Farer; ingen stor national Interesse gennemtrængte ham.“




Slagene ved Jena og Auerstädt (14de Okt. 1806) overtydede dem om deres Vildfarelse: de maatte se Napoleon holde Indtog i Berlin og Pröjserkongen flygte til Königsberg. — For Steffens's personlige Vedkommende var Napoleons Ophævelse af Universitetet i Halle naturligvis et Tordenslag. Han var nu uden Livserhverv. I hans Nöd opdukkede hos ham Tanken om at söge tilbage til Danmark, hvor Grev Schimmelmanns Velvillie stillede ham en Ansættelse under Ökonomi– og Kommercekollegiet i Udsigt. Men Tanken om at forvandle den höjt flyvende Idealist, der med suveræn Foragt saa ned paa alskens „Filisteri“, og som tilmed aldrig havde kunnet styre sit eget Hus's Ökonomi, til en adstadig Kontormand, maatte nödvendigvis forekomme alle, særlig Steffens, vel „stejl“.
  Efter meget Skriveri frem og tilbage sögte og fik Steffens i Kiel (Marts 1807) Audiens hos Kronprins Frederik, der modtog ham med de Ord: „Det er mig kært, at De igen kommer til os; De er et godt Hoved; vi ville kunne bruge Dem,“ men tilföjede: „Forelæsninger maa De ikke holde; De gör mine Undersaatter forrykte.“ Denne Tilföjelse var imidlertid for Steffens, der jo væsentlig var det „levende“ Ords Mand, et Hjærtestöd. Samtalen blev höjröstet fra begge Sider, og Kronprinsen hævede Audiensen i Vrede 2).
  Ved den westfalske Regerings Genoprettelse af Universitetet i




2) Under dette Kieler–Ophold fik Steffens Lejlighed til at iagttage Spændingen mellem de tysksindede Holstenere og de fransksindede Danske. Skönt det ærgrede Steffens at höre Frederik Höegh–Guldberg bl. a. udtale, at det nok nu var ude med Tyskland, og at Holsten fuldstændig burde indlemmes i Danmark og dansk Sprog indföres i denne Provins, var han dog ikke blind for de nordiske Sprogs Betydning og for Tyskernes Overgreb, hvilket fremgaar af „Was ich erlebte“ V, 241 : „Die scandinavischen Sprachen sind germanische Ursprachen, wie die deutsche, ja die Erinnerung derselben reicht viel weiter zurück als die der deutschen Sprache. Was die Indier und Aegypter den Griechen, das ist Scandinavien den Deutschen; die mytische Urzeit der alten Gothen lebt noch im hohen Norden, bildet noch den frischen Kern einer eigenthümlichen scandinavischen Dichtkunst. Es ist ein Unglück für Deutschland, dass diese reiche mythologische Welt verschwunden, und nur durftig ersetzt ist durch eine römische Ueberlieferung, deren prosaisch–doctrinäre und sittlich belehrende Absicht nur zu klar vorliegt. Die Zeit nähert sich, in welcher der tief forschende Deutsche die wunderbar reiche Urzeit seines eigenen Volkes, den Schatz seiner tiefsten Vergangenheit, in den scandinavischen Sprachen bewahrt, entdecken wird; es wird ihm eine bedeutende geistige Aufgabe sein, im hohen Norden seine Urheimath zu erkennen, und er wird die Gegend, in welcher die Sprache die Urklänge seines eigenen Daseins bewahrt, ehren und schätzten, keinesweges verdrängen wollen. Die Dänen haben in jenen Grenzprovinzen nicht bloss ein äusseres, mit den geschichtlichen Veränderungen wechselndes Recht, zu verfechten, vielmehr ein geistiges, dessen Angriff zugleich den innersten Kern des nationalen Daseins verletzend trifft.“ [Udhævet af Udg.]




Halle var Steffens' omflakkende Liv vel for saa vidt omme; men de nye Forhold, hvorunder han nu skulde arbejde, vare ingenlunde behagelige. Den fælles Nöd under en overmægtig Fjende virkede selvfölgelig lammende paa alle dem, der ikke, som Steffens, havde et levende Haab om Genoprejsning. Pröjsen var efter 1806 blevet et afmægtigt Skyggerige og havde ved en hemmelig Artikel (1808) maattet forpligte sig til i de förste 6 Aar kun at holde en Hær paa 42000 Mand; men ved jævnlige Indkaldelser og flittig Indövelse af nyt Mandskab fik man, uden aabent at bryde sin Forpligtelse, Hæren bragt op til ca. 150000 Mand, ligesom man fik anskaffet de nödvendige Vaaben og sat Fæstningerne i god Stand. — Hertil kom det stille, underminerende Arbejde ude i Folket: Fichte holdt i Vinteren 1807—8 sine „Reden an die deutsche Nation“, hvis Maal var ved en forbedret Opdragelse og en udvidet Frihed at staalsætte Ungdommen. Han stöttedes dels af Mænd som Schleiermacher og Morits Arndt 1), dels af de hemmelige Foreninger, blandt dem „Tugendbund“, og de frivillige Korpser, t. E. Turnlærer Jahns 2) „Lützows Jægere“. Man har med en vis Ret sagt, at hele Riget var „een stor Sammensværgelse“, der havde vigtige Forbindelser i Udlandet, særlig i England.
  Midt i denne Gæringens Tid var det for saa vidt en Skuffelse for Steffens, at han 1811 kaldtes til Professor ved det nyoprettede Universitet i Breslau, der tyktes ham at være en fjærn Afkrog. Efter sit Komme hertil havde han længe ikke hört noget fra de hemmelige Foreninger; Haabet om, at Pröjsen under den mellem Rusland og Frankrig raadende Spænding og derefter fölgende Krig, vilde slutte sig til Rusland, var blevet til Skamme; ja, selv efterat Napoleons store Armé i 1812 var tilintetgjort, og man havde set Napoleon som Flygtning köre gennem Schlesien, havde Pröjserkongen (i Januar 1813) til den franske Afsending St. Marsan udtalt at han var „Frankrigs naturlige Forbundsfælle“. Var da hele Genoprejsningsværket „forsumpet“? Under saadanne Forhold var der fædrelandssindede Mænd, der selv tog Styret: General York, der förte Kommandoen over et Korps i de östligste Provinser,




1) Ernst Moritz Arndt (f. 1769 † 1860), tysk Patriot og Forfatter.

2) F. Ludwig Jahn (f. 1778 † 1852), en Type for „en tysk Mand“.




sluttede paa egen Haand Overenskomst med Russerne, det der værende Landeværn blev rejst, alt kom igen i Röre, og da nu netop i de Dage Pröjserkongen besögte Breslau, vaagnede hos Steffens Haabet om atter at være i Begivenhedernes Midtpunkt. Han fik fat i en Afskrift af et kongeligt Opraab til den pröjsiske Ungdom om frivilligt at möde ved Fanerne. Det satte ham vel i en hel Del Uro, at der i dette Opraab ikke stod, mod hvem der skulde kæmpes; men med eet gik det op for Steffens: „Det staar jo til dig at erklære Krigen; din Stilling tillader dig det, og hvad Hoffet vil beslutte, naar det er sket, kan være dig ligegyldigt.“ Han sammenkaldte nu et möde af Studenter, hvem han med ildfulde Ord opfordrede til at melde sig, ligesom han erklærede, at han selv vilde deltage i Kampen; han maatte i et senere möde gentage sin Tale, der vakte overordentlig stor Begejstring og Tilslutning. Den nærmeste fölge heraf var, at Kongen af Pröjsen d. 27de Februar sluttede Forbund med Rusland, og en kongelig Skrivelse takkede „den förste Frivillige af 1813“, fordi han havde opfordret sine Tilhörere til Kamp for Fædrelandet 1).
Saaledes kom Danskeren Steffens altsaa til at udöve en langt större direkte Indflydelse paa Begivenhedernes Gang end Tyskeren Fichte ved sine „Reden an die deutsche Nation“ 2).
Steffens fritoges nu forelöbig for sit Embede, og faa Dage efter blev han ved kongelig Skrivelse ansat som Volontær ved Gardejægerbataillonen med Tilladelse til at bære Uniform som Sekondlöjtnant.
  At den snart 40aarige Grubler–Rekruts Eksercits ikke blev mönsterværdig, kan man paa Forhaand tænke sig: „Selv Forskellen mellem Höjre og Venstre,“ siger Steffens, „kunde jeg kun nemme ved en Refleksion, der altid kom for sent.“ Heller ikke




1) Denne Skrivelse lyder (s. VII p. 87), som fölger: „Ich bezeige Ihnen mein ganzes Wohlwollen darüber, dass Sie nicht nur die Zuhörer Ihrer Vorlesungen bei der Universität ermuntert haben, sich jetzt der Beschüzung des Vaterlandes gegen die äussere Gefahr zu widmen, sondern sich selbst auch diesem rühmlichen Zwecke hingeben. Indem ich Sie zu diesem Ende von Ihrem gegenwärtigen Amte bis dahin beurlaube, dass die Umstände Ihnen gestatten, dasselbe wieder anzutreten, wünsche ich aufrichtig, dass das Beispiel, mit welchem Sie den Jünglingen in der ernstesten Ausübung der Pflichten für's Vaterland vorangehen wollen, wirksam beitragen möge, sie zur freudigen Erfüllung derselben anzufeuern.“
Breslau, d. 16, Febr. 1813.

Friedrich Wilhelm.



2) En fransk Ven, hvem H. C. Örsted [Samlede Skrifter VIII, S. 111] under sit Ophold i Paris fortalte om denne Steffens' djærve Optræden, udbrod: „Ak! saa blive vi slagne; thi nu ser jeg hist den samme Begejstring, som vi fölte i vore Frihedskrige.“




som Löjtnant vandt han mange militære Laurbær: Da der saaledes i Lissa skulde være Revu for Kongen, fik Steffens af sin Kaptajn (Boltenstern) de nöjagtigste Regler for Saluteringen; men alle disse Finesser löb ham rundt i Hovedet, og hele Paraden blev en fuldstændig Fiasko. Under Fremrykningen gennem Schlesien blev der en Nat slaaet Allarm. Steffens blev med sin lille Deling sendt ud for at rekognoscere. Da han spurgte sin Chef: „Fra hvilken Side mener man, at Fjenden vil komme?“ svarede denne barsk: „Det bliver Deres Sag.“ Steffens udstillede nu i den bedste Tro sine Forposter. Men da Chefen kom for at inspicere, viste Steffens's Dispositioner sig at være splittergale, hvorfor der i Paahör af hans undergivne (mellem hvilke der befandt sig flere af hans Studenter) bröd et saadant Uvejr af Grovheder lös over den stakkels „Professor–Löjtnant“, at han fölte sig bittert krænket og med sin Kaptajns Tilladelse gik til Hovedkvarteret, hvor han blev stillet til Disposition og maatte före en örkeslös Tilværelse, der ikke passede ret til hans rastlöse Natur.
  Paa sin 40aarige Födselsdag kom Steffens i Slaget ved Gross Görschen (2den Maj) for förste Gang i Ilden. Da han gerne vilde overvære dette Slag, fik han fat i et stædigt Bondeög og red ud, men kunde tilsidst ikke finde tilbage til Hovedkvarteret. Alle Vegne saa han Tropper; men da han aldrig lærte at skelne mellem Uniformer, vidste han ikke, om han var mellem Venner eller Fjender. Med eet stod Öget stille og var ikke til at mane fremad. Da löd det med tordenröst: „Hvad Fanden vil De her?“ Fortvivlet piskede Steffens paa sin „Rosinante“, og var dog saa heldig tilsidst at naa tilbage til Hovedkvarteret.
  En mere passende Virksomhed fik Steffens, da det overdroges ham ved Ordets Magt at opildne sine Landsmænds Fædrelandskærlighed og at rejse Befolkningen, hvilket tilfulde lykkedes ham saaledes i Giessen, hvor der fandtes ikke faa fransksindede Indbyggere, der med en vis Ret hævdede, at mange Misbrug under det franske Aag vare blevne afskaffede. Paa sin ildfulde Veltalenheds Konto blev Steffens ogsaa Genstand for alskens Ovationer, saaledes i Marburg, hvor man modtog ham med et Fakkeltog, og i Arnberg, hvor han blev hilset med en Sang og bekranset af unge Piger.
  Efterat have udstaaet mange Strabadser og været udsat for alskens Farer rykkede Steffens med Hæren ind paa fransk Grund 1). Her kæmpedes der vel med skiftende Held; men omsider skulde den Dag, Steffens saa længe havde ventet paa, oprinde: den 31te Marts maatte Paris kapitulere, og de forenede Hære holdt Indtog i Frankrigs Hovedstad. Steffens var vel hindret i officielt at være Deltager i dette Indtog; men med et Par Venner red han ad Smaagader ind i Byen og blev i Frastand vâr, hvorledes Sejrherrerne af de bourbonsk sindede modtoges med Jubel og en Regn af hvide Lilier. „Jeg tilstaar,“ siger Steffens, „i dette Öjeblik forekom Pariserne mig foragtelige. Saaledes blev i Tyskland Napoleon aldrig modtaget: I Berlin mödte ham undertrykt Harme.“
  Steffens fik nu friere Raadighed over sin Tid, som han brugte dels til at hilse paa forskellige Lærde (saaledes den navnkundige Cuvier), dels til jævnlige Besög i Jardins des plantes, kemiske Laboratorier, Teatre og Malerisamlinger.
  Efterat Napoleon i Fontainebleau havde frasagt sig Tronen og var blevet fört til Elba, indgav Steffens Ansögning om Afsked, som den 5te Maj 1814 bevilligedes ham i anerkendende Ord. Steffens ilede nu hjemad og fik, da det paa den Tid ikke kunde nytte at genoptage Forelæsningerne, Lejlighed til ret at udhvile i sin Families Sköd. Vel meldte han sig, da Napoleon 1ste Marts 1815 uventet forlod Elba, atter til Kamp; men denne Gang mente Regeringen dog ikke at have Brug for hans Tilbud.
  I Pröjsens Indre herskede der imidlertid stærk Gæring, især blandt de unge, der utaalmodigt — men forgæves, ventede at höste den sejrrige Krigs Frugter i Form af Reformer og större politisk Frihed. De misnöjede sluttede sig da sammen i de saakaldte „Burschenschaften“, der i sværmerisk og opstyltet Begejstring til Minde om Luthers Opbrændelse af Pavens Bulle paa Wartburg afholdt en Fest (18de og 19de Oktober 1817), ved hvilken man




1) Uagtet Steffens selvfölgelig misbilligede de Udskejelser og Plyndringer, hvori de allierede Hære i Frankrig gjorde sig skyldige, var han dog en Gang paa Nippet til at göre sig medskyldig, saaledes i Byen Merry, hvor han ved at træde ind i et forladt Hus's kolde Stuer, for at skaffe Brændsel, sammen med sine Krigsfæller deltog i Sönderbrydning af de derværende Möbler; men med eet standsede han, da han kom til at tænke paa, at han var en 40aarig Professor. Et andet Sted bemægtigede han sig, for at bestemme nogle Vaarplanter, en forefunden Lupe, som han dog fölte et vist Samvittighedsnag over ikke at have faaet tilbagegivet til dens hjemvendte Ejer.



paa et Baal höjtideligt opbrændte nogle „frihedsfjendske“ Skrifter, et Snöreliv, en Haarpisk og en Korporalstok og derpaa i samlet Masse nöd Nadveren, hvorefter hver gik til sit. En anden folkelig Bevægelse udgik fra de af „Turnvater“ Jahn i 1811 grundlagte „Turnvereine“, hvis Maal var ved vidt drevne gymnastiske Övelser at „staalsætte“ Börn til Fædrelandets Værn. Denne Bevægelse havde efterhaanden bredt sig til de fleste Universiteter og Latinskoler; næsten i alle nordtyske Byer fandtes der Turnforeninger, hvis Faner med Indskriften: „Frisch, frei, fromm, fröhlich!“ hilsedes med Begejstring: Jahn var blevet Dagens Helt og Turnvæsenet en Folkesag. Mod begge disse Bevægelsers Udskejelser optraadte Steffens nu med stor Djærvhed og fastslog med Hensyn til Turnen, at denne vel nok kunde finde Sted, men at almindelige Turnpladser burde forbydes. Derved skaffede han sig mange Uvenner, selv blandt dem, der tidligere havde staaet ham allernærmest; man mente, at han havde svigtet sin Kriger–Fortid og forraadt „den gode Sag“. Ja, da Regeringen i 1819 lukkede alle Turnpladser, foretog mange Fængslinger af og Husundersögelser hos de „urolige“ Hoveder samt indskrænkede Pressefriheden, var det den almindelige, skönt uhjemlede, Mening, at Steffens stod bag ved. Dette virkede i flere Aar særdeles tyngende paa Steffens, og först da Sindene syntes at være kommet til Ro, kunde han i 1824 virkeliggöre det længe nærede Önske om at gense sit Hjemland.
  Rejsen gik först til Sverige, hvor Steffens blandt andre traf sammen med Digteren Atterbom 1), der var en begejstret Tilhænger af den nyromantiske Skole; derpaa gensaa han efter 30 Aars Forlöb Norge, hvortil han fölte sig knyttet ved de förste Barndomsminder. Sidst kom han til Danmark; her dvælede han da i 4 à 5 Uger. Blandt de mange Personligheder, med hvem Steffens her mödtes, var vel hans Fætter Grundtvig den, der övede störst Indflydelse paa ham. Forholdet mellem begge var vel ikke frit for stærke Brydninger; men Steffens fik tilfulde Öjet opladt for Grundtvigs mægtige Betydning saavel i national som i religiös Henseende 2).




1) Peter Daniel Amadeus Atterbom (f. 1790 † 1855), siden 1828 Professor i Upsala.

2) Ogsaa Grundtvig kalder i et Brev (26de Nov. 1824) til Ingemann Steffens: „en Mand, jeg föler mig saa nær beslægtet med, at min historisk–poetiske Virksomhed i Grunden kun er en Fortsættelse af hans 1803.“



Steffens kunde ikke undgaa at föle den slaaende Modsætning mellem sit tidligere og det nuværende Ophold i Köbenhavn: dengang en næsten forstödt, nu en Mand, der var en velset Gæst og hædredes ikke alene blandt sine Venner, men ogsaa ved Hove, hvor Kongen modtog ham i Audiens og blandt andet udtalte: „Man ser dog, hvad Aar og Erfaring kan udrette. Steffens er jo nu blevet en rigtig fornuftig Mand,“ ligesom Steffens ogsaa var Gæst hos Prins Kristian paa Sorgenfri Slot.
  At Tiden under saadanne Forhold gled hurtigt hen for Steffens, er selvsagt; dog maatte han nu tænke paa Hjemfærden, som lagdes over Fyen. Med forlænget Orlov opholdt han sig Vinteren over i Berlin, hvor han holdt nogle Forelæsninger, og kom först ved Foraartid til Breslau.
  Steffens' indre, religiöse Liv var — ligesom hans ydre — rigt paa alskens Omskiftelser og Svingninger: Allerede tidligt traadte den af hans Moder saa ömt plejede Barnetro i Baggrunden: „Jeg var, da jeg begyndte mine Forelæsninger i Köbenhavn, lige saa lidt som i mine Ynglingeaar i Forbindelse med nogen ydre Kirke.“ Steffens var altsaa bleven en Fritænker, der til sine Tider endog kunde nærme sig til Panteisme; dog fastholdt han altid Troen paa en personlig Udödelighed. — Omgangen med Schleiermacher maa vel siges at have övet en særdeles betydelig, ogsaa religiös Indflydelse paa Steffens; men Schleiermachers i kirkelig Henseende noget svævende Stade kunde dog ikke före ham stort videre end til en „usynlig“ Kirke, hvis ydre Form i og for sig var mindre væsentlig. Saaledes kunde Steffens i hine Dage lige godt nyde Nadveren paa reformert og luthersk Vis og var for saa vidt „uneret“. I det hele synes det personlige Venskabs–Forhold at have været den Grundvold, hvorpaa denne „usynlige“ Kirke var opfört 1). Det var först, efter at Steffens helt og holdent havde sluttet sig til Scheibel 2), der hörte til de saakaldte Gammel–Luthe–




1) „Den, der har haft den Lykke,“ siger Steffens, „at leve i nogen Forbindelse med Schleiermacher ... vil finde det förstaaeligt, at Begrebet Kirke ganske kan blive opslugt af Venskabet . . . mit Forhold til ham indeholdt den egentlige Kærne af mit Livs skönneste Blomstringstid; det var den tidligere aandige Kærligheds hellige Rus, der gennemtrængte mig, og hin tidligere Ungdoms religiöse Umiddelbarhed fremtraadte atter med sine Glæder og sin Tillidsfuldhed . . .“

2) J. Gottfried Scheibel (f. 1783 † 1843) blev 1811, altsaa omtrent samtidig med Steffens, ansat som Professor i Breslau og Præst (Diakon) ved den lutherske Kirke.



ranere, at han förtes ind i en „synlig“, Ɔ: bestaaende, Kirke; men fra det Öjeblik af var han ogsaa paa Kamppladsen.
  Den pröjsiske Konge havde 1817 i Anledning af Reformationens Jubelfest udstedt et Opraab til Folket om en Forening (Union) mellem Lutheranere og Reformerte. Da denne Forening skulde være frivillig, havde dette Opraab vundet almindelig Tilslutning; men snart gik Regeringen videre: den udgav 1822 en ny Liturgi (Kirkeordning) og en Agénde (Alterbog), der anbefaledes til almindelig Brug. Skönt denne Agénde ikke var ret vel set, gav man dog tilsidst efter, da det hed sig, at dens Vedtagelse vilde glæde Kongen; i 1830 var den, rigtignok ved Brug af alskens Kneb, allerede indfört i de allerfleste pröjsiske Menigheder, og nu befalede Regeringen (25de Juni), at den umiddelbart skulde træde i Kraft, og at dens Indförelse höjtideligt skulde fejres i Breslaus Kirker. Forgæves sögte Scheibel at hævde sin Menigheds Uafhængighed, forgæves indgaves der Bönskrifter: Regeringen svarede ved at suspendere Scheibel og med Haardhed forfölge alle Gammel–Lutheranere. Under disse Forhold indgav Steffens sin Afskedsbegæring, som han, da der ikke indlöb noget Svar fra Regeringen, fornyede Febr. 1831; heller ikke herpaa fik Steffens Svar; men underhaanden lod man ham vide, at hans oplivende Kraft ikke ret vel kunde undværes ved Universitet, og man bad ham skille sig ud fra Lutheranerne, hvilket han naturligvis ikke vilde indlade sig paa.
  Steffens' ydre Stilling var i denne Tid særdeles vanskelig: fra Regeringens Side Mistænksomhed og Udsigt til Martyrium, i sin Omgangskreds Miskendelse, Foragt og kölnet Venskab. Atter nu vendte hans Tanker sig mod Danmark, hvor han tænkte sig Muligheden af en Ansættelse ved Sorö Akademi; men ogsaa denne Mulighed skulde finde Modstand blandt andre hos hans Ungdomsven Mynster, der nærede udpræget Uvillie mod alskens kirkelige Rystelser.
  Under slige Forhold var det for Steffens en Lysstraale i Mörket, at han fik Indbydelse til at gæste den tyske Kronprins, der, skönt han selv sluttede sig til Unionen, dog i höj Grad misbilligede den listige og brutale Maade, hvorpaa denne var blevet gennemfört. Det var Kronprinsens Værk, at Steffens omsider i 1832 blev kaldet til Professor i Naturvidenskaberne ved Berlins Universitet, skönt han udtrykkelig udtalte, at han heller ikke i sin nye Stilling vilde opgive sin Forbindelse med de haardt trængte Gammel–Lutheranere.
  Steffens havde saaledes naaet sine længe nærede Önskers Maal; men han var nu 59 Aar, og Tiden havde ikke staaet stille: Den Hegelske Filosofi var efter Mesterens död (1831) ene raadende; i Fagvidenskaberne gik Strömmen helt i Retning af Specialisme. Var der da nogen Brug for den romantiske Naturfilosofi og for Steffens' Yndlingstanke: „Enheden i Mangfoldigheden“? Hertil kom det hele ændrede politiske og sociale Syn: Det i sin Tid overvundne Frankrig havde ved Revolutionen i 1830 i Grunden paa en vis Maade overvundet Tyskland, hvor man dengang sværmede for de franske Frihedsidéer og for fransk Aand. Det „ungeTyskland“, især dets mest fremtrædende Talsmand, Digteren Heinrich Heine, drev ud fra et væsentlig negativt, panteistisk stundum antikristeligt Stade Spot med den bestaaende Tingenes Orden og glemte ikke heller Steffens' Person 1).
  Skönt for Steffens saaledes Udsigten til fuldt ud at göre sig og sin Videnskab gældende ikke var lys, og der af og til kunde trække Uvejrsskyer op over hans Hoved, var han dog i det hele vel set ved Berlins Universitet: om sit Kateder samlede han stadig en fast Stok af Tilhörere, især blandt Teologerne; han blev endog for Aaret 1834—35 med stor Stemmeflerhed valgt til Universitetets Rektor, og fra 1840, da hans Velynder besteg Tronen, kan man vel sige, at hans „Himmel“ lige til hans död den 13de




1) I Heines „Die romantische Schule“ 2tes Buch omtales Steffens saalunde: „Unter den Schülern des Herrn Schelling nennt Deutschland in besonders rühmlicher Weise den Herrn Steffens, der jetzt Professor der Philosophie in Berlin. Er lebte zu Jena, als die Schegel dort ihr Wesen trieben, und sein Name erklingt häufig in den Annalen der romantischen Schule. Er hat späterhin auch einige Novellen geschrieben, worin viel Scharfsinn und wenig Poesie zu finden ist. Bedeutender sind seine wissenschaftlichen Werke, namentlich seine Anthropologie. Diese ist voll originaler Ideen. Von dieser Seite ist ihm weniger Anerkennung zu teil geworden, als er wohl verdiente. Andere haben die Kunst verstanden, seine Ideen zu bearbeiten und sie als die ihrigen ins Publikum zu bringen. Herr Steffens durfte mehr als sein Meister sich beklagen, dass man ihm seine Ideen entwendet. Unter seinen Ideen gab es aber eine, die sich keiner zugeeignet hat, und es ist seine Hauptidee, die erhabene Idee, „Henrik Steffens, gebohren den 2 Mai 1773 zu Stavanger bei Drontheim in Norwegen sei der grösste Mann seines Jahrhunderts“. — Seit den letzten Jahren ist dieser Mann in die Hände der Pietisten geraten, und seine Philosophie ist jetzt nichts als ein weinerlicher, lauwarm wässerichter Pietismus.“



Februar 1845 ikke alene var væsentlig skyfri, men at han endog var Genstand for almindelig Anerkendelse.
  Ligesom der i Steffens' religiöse Livs–Udvikling foregik en skön Kredsbevægelse, idet han efter at have forvildet sig paa Spekulationens Höjder omsider vendte tilbage til Barnetroens Umiddelbarhed og derved paa en Maade virkeliggjorde Sandheden af Bacos Ord: philosophia obiter libata abducit a deo, penitus exhausta reducit ad deum (overfladisk Syslen med Filosofi förer bort fra Gud, grundig Filosoferen förer tilbage til Gud), — saaledes ogsaa paa det nationales Omraade: han havde ikke alene kæmpet for Tyskland, men var med Liv og Sjæl bleven Tysker, særlig Pröjser 1); dog vendte han i sit Livs Aften sine Tanker tilbage mod sit Ophav og kunde ved en given Lejlighed udbryde: „Ich bin ein Dåne und bleibe es!“ Som Vidnesbyrd om denne, vel væsentlig under Samtaler med Grundtvig genvaagnede Fölelse ikke alene for Danmark, men for hele Norden kan nævnes, dels at han i 1842 holdt Forelæsninger over „Kristendommens Indflydelse paa den nordiske Mytologi“, dels at han i 1845 efter Kristian den VIII's Opfordring paa Dansk udarbejdede en Betænkning over det offentlige Undervisningssystem med særligt Henblik til Sorö Akademi.
  Denne Afhandling, der gemmes i Rigsarkivet og er ledsaget af en 7de Februar 1845 (altsaa 6 Dage för Steffens' död) dagtegnet Skrivelse til Kongen har (om den end bærer det löse Udkasts Mærke) baade i og for sig og, set i Lyset af den Grundtvigske Folke–Höjskole 2) og af vort Lands tekniske Skoler, stor Interesse, hvorfor den her meddeles i sin Helhed og lyder som fölger:




1) Steffens udtaler saaledes (X, 442): „Tyskland er — det var min ved et langt Liv dybt grundede Overbevisning — kaldet til at befri alle Fastlandets Kulturfolk [!], ikke derved, at det söger at paatvinge fremmede Folk sin Ejendommelighed, men tværtimod derved, at det henviser ethvert Folk til sig selv og sin egen Historie. Kun saaledes kunde en dybere Forstaaelse blive mulig, og Folkene kunne, idet de vokse op til egen Personlighed, begynde den gensidige Samtale, der vil löse Tidens Misforstaaelser, og vente paa, at alle Tidens dybere Aander nærme sig hverandre. Ligesom Tyskland i Europa, saaledes traadte i Tyskland Pröjsen mig i möde som det Land, der skulde fremtræde som det befriende Midtpunkt. I denne Stats hele Historie hvilede alle Kimene til en ny Udvikling [!] . . .“

2) Ludv. Schröder: „Den nordsike Folkehöjskole“ (Kbhvn. 1904—5) S. 34: „Den 11. November 1802 begyndte Henrich Steffens sine Foredrag .... og lagde derved det Frökorn i Grundtvigs Sjæl, hvoraf Folkehöjskolen skulde vokse ud.“



    „Allerdurchlauchtigste, Stormægtigtigste Konge!
      allernaadigste Arvekonge og Herre!
  Deres Majestät vilde allernaadigst undskylde, at denne Oversigt over de almindeligste Principier, som efter min uforgribelige Mening turde lægges til Grund for Stiftelsen af et teknisk og artistisk Universität först saa sildig allerunderdanigst indleveres. forstyrrelser, som ikke kunde undgaaes, Arbeider, som tilfældigviis just i denne Tid sammenhobedes, og en gammel Sygdom, som qvælede [plagede, pinte] mig, forhindrede mig længe fra at udarbeide medfölgende Afhandling, for hvilken jeg maae tage min Tilflugt til Deres Majestäts allernaadigste Overbærelse.
  Jeg anbefaler mig og min Familie Majestäternes allerhöieste Naade, hvilken begrunder min Alders Lykke.
  Berlin, d. 7 Febr. 1845.
Allerunderdanigst

Steffens *)

 


 


Betragte vi det Dannelsestrin, paa hvilket vores nærværende Tid i Almindelighed befinder sig, og dets Forhold til den bestandig dybere, grundigere, i et, næsten betænkeligt, Detail, sig udviklende Lærdom, saa maae man tilstaae, at dette Forhold har taget en meget forviklet Vending i vores, næsten i alle Retninger, forvirrede og giærende Tid. Den historiske Epoche, i hvilken Tidens Aand, næsten udelukkende var henvendt til Grækenland og Rom, og meer bevægede sig med de, i en forbigangen Tid allerede löste, Problemer, end med nærværende egne, er i Begreb med at forsvinde; og det er af yderste Vigtighed at holde den fast. Thi en Tilkomst [ɔ: Fremtid; G.: Zukunft], som blot i sin Udvikling nærer sig af Nærværelsens [ɔ: Nutidens; G.: Gegenwart] Opgaver,




*) Medens Brevet til Kongen er skrevet med Steffens's egen, noget rystende Haand, skyldes Afhandlingen uden Tvivl en Afskriver, der ikke har været ret kyndig i Dansk. I hvert Fald findes her adskillige Stavefejl, som Udgiveren naturligvis ikke har medtaget, og nogle Meningslösheder, der ere rettede ved Sammenholdelse med „Gutachten über das System des öffentlichen Unterrichts, mit besonderer Beziehung auf die Akademie zu Soröe, erstattet an S. M. den König von Dänemark", der findes i Schellings: Nachgelassene Schriften von H. Steffens, Berlin 1846. Naar det her tilföjes: „Ursprünglich im dänischen geschrieben 1845“, synes dette, da Brevet til Kongen er skrevet faa Dage för Steffens' död, mindre rimeligt. Snarere maa man antage, at Steffens först har nedskrevet dette Opsæt (nævnt under Mærket G) paa Tysk, hvori han med större Lethed kunde udtrykke sine Tanker.



har fremkaldt al den tilstundende Ulykke, som truende forvirrer Staterne i deres Inderste. Jeg holder det derfor for höist vigtigt, at alle Statens Embedsmænd danne den forbigangne historiske Tids Kiærne, som dens staaende Hær; og det af en dobbelt Grund: thi ikke allene udgiör den en rolig Udviklings faste Stok; men den udelukker tillige ved de Prövelser [ɔ: Pröver], der fordres, enhver vilkaarlig Gunst og dens skadelige Indflydelse. I det mindste maae Grændserne for Ansættelsen af udlærde Embedsmænd, som kunne besætte mindre betydelige Embeder, meget nöie bestemmes.
  Imidlertid voxer den Magt, som den nærværende Tids egne Problemer udöve, i en saa höi Grad, at den fordrer Anerkiendelse, men tillige en nöie Undersögelse af den Plads, den tör og bör indtage. I Europas mægtigste og meest uddannede Stater er dette Problem vanskeligt at löse. Vi ville ikke indlade os i Udviklingen af de Vanskeligheder, som under forskiellige Forhold fremtræde i de forskiellige Stater, saa lærerig en saadanne Udvikling end vilde være.
  Men derpaa maae vi henvende Opmærksomheden, at ved et sieldent, lykkeligt Tilfælde Dannemark er i Besiddelse af Midler til at löse den vanskelige Opgave, hvilke i Forhold til Statens Omfang ere saare betydelige, og som ingen anden Stat kan rose sig af at besidde.
  Det er ikke at nægte, det Herskab [ɔ: Herredomme; G.: Herrschaft], som Philologien udover over Skolen, i en Henseende er skadeligt; det undertrykker en sikker, sandselig lagttagelsesaand, som vores Tid er skabt til at nære og udvikle, og den Kamp, som derved nödvendig maatte opstaae, har fremkaldt den heftige Strid imellem Humanisterne og Realisterne. Ulykken er ved denne Strid, at Partierne ikke forstaae hinanden. En Udsigt til en egentlig endelig Fred seer jeg i det mindste ikke. Man maa leve imellem de Stridende for at indsee, hvor svagt det Haab er, som kan love en giensidig forstaaelse. Et hvert Partie anseer det andets Beskiæftigelse som et fiendtligt Element, og Romanisternes totale Uvidenhed [G.: die vollige Unvissenheit der Humanisten, Humanisternes fuldkomne Uvidenhed], naar Talen er om en praktisk Videnskab, er, i det mindste i Tydskland, endnu större end de praktiske Læreres, naar Talen er om Philologien.
  En philologisk Lærer skammer sig ikke ved at tilstaae, at han ikke veed, hvad der behandles, naar man nævner Surstof; men en nogenlunde dannet Chemiker vilde næppe tilstaae, at han ikke formaaede at declinere Mensa. Og dog er begge Tilfælde hinanden fuldkommen lignende.
  I Preussen, hvor Tidens Retninger i Særdeleshed levende bevæge sig, har man forgieves anstillet mangehaande Forsög. Man har bestemt et stort Gymnasium i Berlin til at forbinde de hinanden modstridende Retninger.
  Aarsagen, hvorfor dette Forsög mislykkede, ligger deri, at Philologien ikke opgav nogen af de Fordringer, som den lange historiske Udvikling havde sat den i Besiddelse af. Lige saa lidt lykkedes et andet Forsög: at lade en praktisk Skole gaa parallel med den lærde, under en fælles Bestyrelse. Den Dirigerende maatte, efter den herskende Tænkemaade, være en Philolog. I Dannemark er det nu muligt at anstille et Forsög i det Store; thi blot et praktisk Universitet, som uddanner sig uafhængig af det lærde, kan love afgiörende Resultater. Borgerskoler, techniske Skoler kunne her danne en gavnlig Forberedelse.
  Naar jeg nu vover at behandle denne vigtige Opgave, saa er jeg vel ikke i Stand til at behandle Gienstanden saaledes, at mit Arbeide indeholdt nyttige og anvendelige Forslag, som umiddelbar kunde udföres. Slige Forslag maae udgaae fra givne, bestemte Forhold, som ere mig ubekiendte. Desuden frembyder i denne Henseende den herskende Aand betydelige Hindringer, som ere saare vanskelige at overvinde. Et hvert sligt Forslag vilde vække en heftig og ingenlunde velmenende Opposition, som, istedenfor at befordre, vilde hemme og forvirre Sagen. Min Hensigt er derfor blot at fremhæve Hovedformaalet, hvilket efter min uforgribelige Mening maa lede et saadant Foretagende.
  Skolerne, som skulde forberede til et saadant Universitet, kunde nu paa ingen Maade dele de lærde Skolers Eensidighed. De ere nemlig bestemte til at bringe de forskielligste Talenter til Bevidsthed. Hidindtil herskede overveiende den Mening, at de forskielligste Talenter kunde uden Skade beskiæftige sig med almindelige abstrakte Principer, indtil en bestemt Alder, som vel turde nærme sig Ynglings Alderen. Denne Vildfarelse er at sammenligne med hiin, som den falske Oplysning er forfalden til, naar man paastaaer, at den christelige Troesbekiendelse först maae blive Gienstanden for Ynglingens Eftertanke og betragtes som et Resultat af denne.
  Man kan, maae vi paastaae, ikke tidlig nok, begynde med en Undersögelse, som bringer os til Kundskab om Barnets Tilböieligheder og lærer os at kiende dets stille Önsker og eiendommelige Beskæftigelser. Det er en af Opdragelsens vigtigste, men tillige vanskeligste Opgaver; og man tör med Sikkerhed opstille den Paastand, at en Stats aandige Betydning og med denne dens livskraftige, sunde og historisk mægtige Udvikling hænger nöie sammen med den voxende Sands hos Folket, som adskiller og erkiender de forskiellige aandige Kræfter i deres förste spirende Udspring, og tillige pleier dem paa en hensigtsmæssig Maade. Man siger vel: det sande Talent baner sig selv en Vei; men denne Paastand er dog kun istand til at bringe os vores vigtige Opgaves störste Vanskelighed nærmere. Vi geraade derved i den Kreds, i hvilken et hvert dybere Foretagende er indesluttet, og som paa ingen Maade lader sig oplöse. Vi ere nemlig nödsaget til at antage det Formaal opnaaet, som vi efterstræbe. Den Sands, som erkiender Barnets Eiendommelighed, nærer og pleier den, forudsætter en moden Udvikling af den egne, og hvor denne finder Sted, synes den Opgave, som beskæftiger os, löst. Det er destoværre vist, at denne lykkelige Sands er saare sielden i vore Dage.
  Det indsee de Færreste, at der ligger noget Guddommeligt i hvert Barn; — at Gud har et Formaal af en eiendommelig Art, som skal opnaaes med et hvert Menneske. Den störste og farligste Vildfarelse er netop den, at vi söge at opnaae vore Hensigter, vilkaarlig beregnede efter vore sandselige Begreber om Lykke og tilkommende Velstand, og som, næsten altid, bestemmes af denne beskrænkende Synspunkt, vildlede Barnets Udvikling og bringe en indvortes, ikke blot for Erkiendelsen, men ogsaa for Sædeligheden og Religiösiteten farlig Modsigelse i Barnets Siæl.
  Denne Kreds kan ikke löses og giver Opgaven et sandt religiöst Præg.
  Den Sands, som ikke er udviklet, og dog maa forudsættes, voxer, naar vi troe os understöttede af en guddommelig Magt, som leder Historien, og naar vi tilstaae, at vi uden denne intet formaae. Det er sandt, at det af Gud udvalgte Talent overvinder alle Vanskeligheder og baner sig Veie i Historien, som Ingen aner, eller i deres dybe Betydning tör ansee som Resultater af af en menneskelig udtænkt Opdragelses Plan. Men derfor tör vi ikke oversee den Ulykke, som formörker hele Tidsrum i Nationernes Historie. Disse sörgelige Epocher have ikke fundet Sted ved Talenternes Sieldenhed, men uden al Tvivl ved den herskende eensidige Aand, som vildledte og underkuede dem.
  Vel er et almindeligt og for alle Börn fælles Princip Opdragelsens förste og nödvendigste Opgave. Dette Princip har en dobbelt Retning; — det förer os paa den ene Side til Erkiendelsen af Naturens strenge, bydende, uimodstaaelige nödvendighed, — og paa den anden Side til Aandens egne Frihed. Hiin udelukker det Eiendommelige, som denne nærer.
  Det er en af de störste Vildfarelser, som finder Sted, naar en aandig Opdragelse frasiger sig Lærdommens altfor vidtlöftige Omveie; — at man troer da at kunne gaae mindre strengt til Værks. Hvad Grammatiken er for Sprogene og ved dem for Historien, det er Mathematiken for Naturens uforanderlige Lovmæssighed. Man maa kalde den Naturens Grammatik, men tillige dens conseqventeste Logik. Man hörer vel sige, at man ikke tör fordre den skarpe Abstraktion af Börn; — at Mathematiken, som man pleier at udtrykke sig, er altfor tör, at den myrder Phantasien og det frie Poetiske. Man har Uret! — Vel udelukkes af den mathematiske Undervisning Poesien, men den forsvinder aldrig, naar den ikke ved den eiendommelige Natur er udelukket, og hvor ingen Undervisningsmethode kan opvække den. Der gives ogsaa Börn, som man forgieves söger at bibringe mathematiske Begreber. Min Fremstillelse af en saadan Modsætning af to forskiellige Klasser tör imidlertid kun forstaaes relativ. En fremskridende Tid, som det lykkedes at erkiende dem i deres Forskiellighed, vilde sikkert ogsaa indsee, at de ere beslægtede, at den matemathiske Anskuelse ligesaalidt ganske feiler hos den ene Klasse, som Poesien hos den anden. Her ligger Feilen i Undervisningens Methode. I Almindelighed begynder man med Arithmetiken, og denne bibringes paa den mest mekaniske Maade, som slet ikke tiener til at opvække Barnets Eftertanke. Pascal, da hans Fader vildfarende troede, at han maatte udelukke den mathematiske Undervisning, opdagede, paa sin egen Haand, Geometriens förste Elementer. Og disse ligge fortrinligt skiult i Barnets Siæl, endskiöndt blot en Pascal formaaer at udvikle dem uden al Veiledning. Man maa begynde den mathematiske Undervisning med Geometrien; thi denne allene nærer den egne Eftertanke. Det maa vel tilstaaes, at Barnet uvilligt og med Tvang lader sig bringe til at beskæftige sig med denne. Men netop denne förste Tvang, dette bydende Princip, beviser, at man er paa den rette Vei, og har selv en sædelig Betydning. Er denne Tvang overvundet og derved bevist, at Undervisningen har taget sin rette Begyndelse, saa har Geometrien (omhyggeligt bibragt Barnet) noget i Sandhed Tiltrækkende. Det kommer kun an paa, at man aldrig gaar videre, förend man er overbevist om, at de foregaaende Problemers Lösning fuldkommen staaer i Barnets Magt. En hver erhvervet Færdighed opvækker Lyst; en hver klar Indsigt fordrer Udvikling. Bliver en Uklarhed tilbage i Barnets Siæl, saa voxer denne i fremskridende Progression; og der opstaaer nödvendigt en bestandig tiltagende Modbydelighed, som paa ingen Maade tör kaldes en oprindelig, men er frembragt ved den slette Undervisning. Er Barnet vant til at indsee den strenge Lov, som med exact nödvendighed forbinder et forangaaende Problem med de efterfölgende i Geometrien, saa vil Lysten vækkes til at erkiende den samme nödvendige fölge i Arithmetiken. Men jeg er overbeviist om, at denne mathematiske Undervisning, skrider den nogenlunde lykkeligt frem, saa snart som muligt maa forbindes med Undervisningen i den mekaniske Physiks förste, streng mathematiske Elementer. Ikke det Svankende [ɔ: Vaklende; G.: das Schwankende], Usikkere, i blotte Hypotheser Skjulte, tör foredrages, om det end vækker en overfladisk Nysgerrighed. Jeg taler ikke uden Erfaring. Det qvælede [= pinte] mig, naar jeg saa hyppigt ved Prövelser [= Pröver] opdagede, at Universitetets Ynglinger sielden besvarede de bestemteste Spörgsmaal paa en sikker og bestemt Maade. Nu har jeg anstillet et Forsög med nogle af mine Venners Börn, i en Alder af otte til tolv Aar. Jeg behandlede med dem den mekaniske Physiks Elementer i Forbindelse med Mathematiken; derpaa Magnetismens, Elektricitetens og Galvanismens Love, forsaavidt som disse klart, bestemt og uden alt for stor Forvikling, i Særdeleshed uden Hielp af Hypotheser, lade sig fremstille. Jeg ledsagede en hver Udvikling med Forsög, og gik intet Skridt videre, förend jeg havde overbeviist mig om, at Börnene ved en gientagen Anskuelse vare i en sikker Besiddelse af Lovmæssigheden, som herskede i hvad de havde seet. Jeg var overrasket af den Interesse, som den opvakte. Jeg opholdt mig længe med en hver lydeligt fremsagt, men og tillige anskuet Lov, og overbeviste mig om, at en oftere Gientagelse paa ingen Maade var Börnene kiedsommelig. Aarsagen er indlysende. Den erkiendte og med Bevidsthed bekerskede Lov ansees som en erhvervet Færdighed og benyttes som en saadan. Börnene, i det mindste et Par af dem, som vare opvakte Hoveder, opfandt selv andre Combinationer end de foredragne, og lærte at anskue conseqvent, som naar man af bekiendte Forhold drager sikkre Slutninger og tænker conseqvent. Den vigtigste Fölge af en saadan Underviisning er den, at Börnene lære at udtrykke sig klart og exact. Men den almindelige, for alle paa lige Maade gieldende Undervisnings–Retning, er ikke mindre vigtig; det er den, som skal frigiöre Aanden og aabne den en fri Udsigt over Staten og Livet. Man tör ikke antage, at den, som skal leve og uddanne sig for den nærværende Tid, staaer paa et lavere Trin end den Lærde, som nærer sig ved store og betydningsfulde, historiske Erindringer. Eensidighed hemmer og beskrænker [= indskrænker] begge. Derfor maa i de reale Skoler Ungdommen ikke fuldkommen lösrives fra den forbigangene Tid; Barnet maa lære saa meget af det romerske Sprog, som er tilstrækkeligt til at læse og forstaae en let Autor. Men dog maa Underviisningen i det gamle Sprog ikke röve ham for megen Tid. Men hvad der foredrages, maa være bestemt, og Underviisningen lige saa streng, som den mathematiske. Det er i Særdeleshed vigtigt, at ingen Underviisning finder Sted paa en spillende [ɔ: legende, overfladisk; G.: auf eine spielende Weise] Maade. Alt Uklart og Ubestemt koster Tid og förer paa ingen Maade til Gavn.
  De levende Sprog, tydsk, fransk og engelsk indpræges bedst ved Brugen, og det er ikke raadeligt at anvende for megen Tid paa en vidtlöftig grammatikalsk Undervisning. Meddeles Grammatiken i det latinske Sprog med den fornödne Bestemthed, saa er det tilstrækkeligt til at forskaffe Barnet et saa omfattende Begreb om Grammatiken, som han behöver. Men hvad man i Særdeleshed maa söge at opnaae, er at bibringe en fuldkommen Færdighed hos Barnet til at opfatte alle de, saavel græske som latinske Ord, som have vundet Borgerret i den europæiske Videnskabelighed. Denne Færdighed erhverves vel meer eller mindre omfattende med Hensyn til den eiendommelige Beskæftigelse, som skal udgiöre Barnets tilkommende Bestemmelse.
  Men de fremmede Ord, som man fordrer af ethvert uddannet Menneske, maa Barnet nöie kiende og rigtigt forstaae, naar han hörer eller læser dem, og rigtigt bruge, naar han anvender eller skriver dem. Vel kan man kalde det en Fortieneste at uddanne det egne Sprog, selv for en hver Videnskab; men skal Forberedelses–Skolen före til en virkelig real Höiskole, saa er Hensigten ikke at hemme, men at forædle Nationaliteten, ved at aabne Ungdommen en fri produktiv Adgang til den europæiske, aandige Udvikling i sin hele Omfang.
  Hvad nu den anden Retning imod den frie Aands aandige Udvikling angaaer, saa er min Overbeviisning, at den i Særdeleshed bör være æsthetisk. Det Vigtigste er, at Barnet intet læser, hvad ikke fra Sprogets Side hörer til det Fortrinligste. De fleste Börneskrifter holder jeg i denne Henseende for skadelige. Forfatterne troe næsten bestandigt, at man maa skrive som et Barn, naar man skriver for Börn. Næsten alle Börneskrifter have deres Oprindelse fra den ulykkelige Opdragelses Tid, da Basedov 1) og hans Efterfölgere beherskede Tydskland og ogsaa vort Födeland. I Særdeleshed kalder jeg de Skrifter (meget faa undtagne), som




1) J. Basedow (f. 1723 † 1790), tysk Pædagog, paavirket af Rousseaus „Emile“. [Udg.]



skildre de fortræffelige Börn, ogsaa i sædelig Henseende for farlige. Grundlaget for Undervisningen, som jeg forudsætter, er reen christelig religiöst. Religionen maa ansees som Grunden for den tidligste Udviklings Spire; den bör være som Troens, saa og Kiærlighedens og al Sædelighedens eneste, evige Kilde. Men den hemmer intet aandigt Fortrinligt; den hæver, den forædler Aanden i en hver Retning. Den christelige Kiærlighed renser og pleier Erkiendelsen ligesaavel som Sædeligheden, Fornuften saavel som Samvittigheden. Erkiendelsens reene Selvkiærlighed fordres af Christendommen og tör aldrig dadles. Christus siger: „Du skal elske Gud over Alt og Næsten som dig selv.“ — Vi bör elske os selv, men blot som vi elske vor Næste. Vi tör, ja vi bör hade vor Næste, men blot som vi hade os selv! — Dog jeg vender mig fra denne Opgaves dybeste Middelpunkt. Jeg tör haabe, at man hos mig forudsætter den, og derfor ikke vil misförstaa mig, naar jeg fordrer, at Poesien skal danne Grundlaget for Aandens frie Opgave i de reale Skoler, som Philosophien i de egentlige lærde. Mathematiken, naar den strengt og klart meddeles og opfattes, kan kaldes Logikens praktiske Udvikling; og Logiken selv bör blot foredrages saare kort og i dens allerförste Elementer. Dens Hensigt er ingen anden end at bringe det tænkende Barn til Eftertanke over dets egne Tænknings–Lovmæssighed. Faa Timer, rigtigt valgte, ere fuldkommen tilstrækkelige til at opnaae dette Maal.
  Naar jeg fordrer Poesien som Grundlaget for den frie Uddannelse, saa er det, fordi jeg paastaaer, at det er höjst vigtigt, at alt Barbarisk og Ufærdigt saa meget som muligt fiernes. Intet tör Barnet fornemme, intet tör trænge sig ind i Udviklingens frodige Gang, som ikke udmærker sig enten ved logisk Strenghed og Klarhed eller ved ædel, dybsindig og mesterlig Fremstillelse. Det er en stor Vildfarelse, naar man troer, at det Ringe, Gemene og Hæslige er nærmere beslægtet med Barnets Aand end det Dybe, Ædle og Skiönne. Som i en vel ordnet Familiekreds Orden og Reenlighed blive ogsaa for Börnene en Sædvane, saa bor det ædle Sprog og det aandige Indhold blive en instinktartig Fordring af Barnet. Vel beholder det desuagtet en Tilböielighed til at lade sig gaa [G.: sich gehen zu lassen, ikke lægge Baand paa sig, slaa sig lös], det renligste Barn til at vælte sig i Smuds. Men den ædlere Sædvane overvinder denne skadelige Tilböjelighed. Intet bidrager hos Voxne, som hos Börn saa meget til vores Tids Forvirring, som det ulykkelige overhaandtagende Læseri. Vi vænne os til at taale det Gemeene, ja vi fordre det tilsidst. Jeg vil paa ingen Maade dadle de velmeenende Foreninger, som söge at udbrede nyttige Skrifter og deres Læsning i Almuens Kreds; men Valget af slige Skrifter fordrer meget Overlæg og Forsigtighed. Vel valgte Böger kunne tiene til at vække Eftertanke hos de i selskabelig Henseende ugunstigt levende Familier, og saaledes, som i mange Henseender, ogsaa for vort Formaal, vise sig saare vigtige. Men et Maadeholds–Selskab er ikke mindre vigtigt, naar det gielder om at hemme det löse mangehaande Læseri, end naar man söger at hemme den fordærvelige Nydelse af Brændeviin. Det virker [G.: Beides wirkt, begge Dele virker] i Sandhed paa en lignende Maade. Jeg forudsætter, at Underviisningen ikke absorberer Barnets hele Tid. Hvad det lærer, maa det selv behandle paa en eiendommelig og fri Maade. Intet er vigtigere end at agte paa Börnenes Lege. Jo hensigtsmæssigere og strengere Underviisningen er, jo reenere den sædelige Opdragelse, desto vigtigere og betydningsfuldere blive Barnets Fritimer. Lykkes det at opvække Barnets Interesse for det, som det lærer, saa træder ogsaa dette ind i dets Lege: den frie Phantasie behandler det Erhvervede frit, og intet er mere skikket til at opdage Barnets Eiendommelighed end den Maade, paa hvilken det legende behandler, hvad det har lært. Det egentlige, oprindelige Talent lærer man saaledes at kiende, og det betydningsfuldeste Barn, af Forsynet bestemt til at udmærke sig, opdager man kun saaledes. Det er en stör Vildfarelse, naar man troer, at det Dybeste, Ædelste er Barnet utilgængeligt. Er det först fordærvet ved Börneskrifternes Sladder, da beholder man vel Ret. Men som den dybeste Religiösitet uden egentlig at forstaaes, desuagtet fylder og indtager Barnets heele Sind og danner en Spire for den heele Udvikling; saaledes bliver Sandsen for det Dybeste næret, naar det bydes Barnet. Det forstaaer vel ikke, men det aner det Betydningsfulde i et aandrigt Skrift. Og det Barn, som er opdraget ved et ædelt Sprog, kan finde en sand Modbydelighed, naar det hörer det Gemeene og Ringe. I Modersmaalet have vi udvalgte [ɔ: udmærkede; G.: ausgezeichnete] Digte af Ewald; vi besidde Oehlenschlæger, som lykkeligvis med den rige Phantasie og med et ædelt Sprog besidder en uovervindelig og elskværdig Barnlighed, som Tidens herskende og kolde Refiection ikke har kunnet forstyrre. Jeg er overbeviist om, at Börn, som ere fra Barndommen af vante til det ædelste Sprog, vilde finde en sand Modbydelighed for det Gemeene [dette Punktum findes ikke i G.].
  Hvad man i strengeste Sands [ɔ: Betydning; G.: Sinn] kalder fForstaaelse finder vel ikke Sted; men Barnet aner selv det Höieste; det bliver, tidligt bibragt, en væsentlig Deel af dets inderste Liv [G.: Ahnet nur das Kind erst das Höchste, so wird es, wenn man es ihm frühe beibringt, ein wesentlicher Theil seines innersten Lebens, aner Barnet kun först det höjeste, saa bliver det, naar man tidlig bibringer ham det, en væsentlig Del af hans inderste Liv], og den eneste Vanskelighed, som man har at kæmpe med, og som blot en histörisk Udvikling kan overvinde, er den, som opstaaer ved Lærernes Maade at commentere de dybeste Aander paa. Disse ville uden al Tvivl i en lang Række af Aar træde i Steden for Börneskrifterne, som man söger at udelukke fra Underviisningen.
  Det förstaaer sig af sig selv, at de levende Sprog, fornemmelig tydsk, fransk og engelsk udgiöre et Hovedformaal for Underviisningen. Men kun det mest Fuldendte og Ædelste maa bydes Barnet. Det tydske Sprog ligger os i denne Henseende nærmest og kan ogsaa med störst Lethed blive Barnet förstaaeligt. Allerede naar Barnet lærer ved dette Sprog med nogenlunde Lethed at læse de fortrinligste Skrifter, vil uden al Tvivl den Eensidighed overvindes, som nödvendigvis opstaaer, naar det kun bevæger sig i sit Modersmaal. Nationaliteten vil styrkes i sit Væsen, ikke ophæves, men forædles. Jo mere almindelige, europæiske Elementer der indtræde i Underviisningen, desto betydningsfuldere bliver Nationaliteten, desto rigere og aandigt bevægeligere i en hver Retning. Opdragelsens ideale Formaal nærmer man sig, naar Barnet umiddelbar kan beskæftige sig med Tieck, Goethe og Shakespeare. En storartig [ɔ: storartet; G.: grossartige] Anskuelse af Livet ligger Barnet ligesaa nær, som den smaalige, der dog aldrig fuldkommen lader sig fortrænge.
  Det saaledes opdragede Barn besidder nu enten et betydeligt Talent, eller dette træder ikke bestemt frem. Barnet maa meer eller mindre regnes til Folkets Masse, med hvilken det meer eller mindre, men dog altid ordnende, og organisk udviklende, ikke forstyrrende, skal bevæge sig for Fremtiden.
  Men frem for Alt kommer det i disse Skoler an paa at opdage, pleie og nære de udmærkede Talenter. Alt hvad de almindelige Opdragelses Principer formaae, er blot at plante Talentet i en frugtbar Jordbund. At skabe et Talent formaaer ingen Opdragelse, end ikke den bedste; det maa opdages, forudsættes.
  Deres Majestæt gaae ud fra den rigtige Forudsætning, at en praktisk Höiskole skal tiene til at udvikle den techniske Virtuositet paa den ene Side; paa den anden, den frie Kunst [„Deres Majestæt . . . Kunst“ findes ikke i G.].
  Jeg har været saa vidtlöftig med at udvikle Opdragelsens Principer og Forberedelses–Skolernes Formaal. Jeg kan nu fatte mig kortere ved at udvikle Skolens Indretning [G.: die Einrichtung der höheren Schulen, de höjere Skolers Indretning].
  Denne ligger i Sandhed i den tidligere Opdragelse og er bestemt ved hiine.
  Jeg sætter naturligviis forud, at naar et Barns Talent og Tilböielighed er opdaget og paaskiönnet [ɔ: erkendt; G.: erkannt], dette saa tidligt som muligt sættes i Stand til praktisk at erhverve sig de Færdigheder, som maae forudsættes [G.: die erforderlich sind, som kræves], naar Talentets Uddannelse skal lykkes. Saaledes maa allerede Skolen tage en mangfoldig praktisk Vending [der menes vel: Retning; G.: Richtung], og det er en farlig Vildfarelse, naar man troer, at et Barn, som er bestemt til at före et praktisk Liv, i en bestemt Retning, uden at hemmes i Udviklingen af denne, tör opnaae sit syttende eller attende Aar, med den blotte Beskæftigelse med almindelige Erkiendelses–Æmner. Den sunde Spire undertrykkes derved i sin Udvikling; Barnet opfordres til blot Tænkning, endskiöndt det er bestemt til at udvikle sig handlende og praktisk. Det taber ikke sielden Evnen til at erhverve sig Færdigheder, som det med Instinctets Sikkerhed vil udvikle, naar det tidlig sættes i Bevægelse. [G.: die es ... entwickeln würde, wenn sie früh in Bewegung gesetzt wåren, som det . . . vilde udvikle, hvis de tidlig vare sat i Bevægelse].
  Den saaledes forberedede Yngling underkaster sig en Prövelse [ɔ: Pröve] og dimitteres til Höiskolen, naar han ansees for moden.
  Vel er dette Opdragelsens Formaal; men desuagtet maa hele Foretagendet her finde sin Begyndelse. Skolernes tilkommende Indretning maa gaae ud fra Höiskolen; fra denne skal Lærernes Dannelse udgaae, og de dybeste Principer, som maae lede Skolernes Uddannelse, kunne blot udgaae fra en saadan Höiskole. Vel maa i Begyndelsen optages mange, saavel Lærere som Ynglinger, som man ikke kan ansee for at være modne; men en höjere Sands for Nutidens egentlige Opgaver kan blot vækkes her. Man tör ikke afskrækkes ved den Betragtning, som vel nödvendigviis opstaaer: at denne höiere Sands ved Værkets Begyndelse vel neppe tör forudsættes hos de fleste Universitets Lærere. Her nu viser sig Betydningen af den Tiltroe, som man skylder en betydningsfuld Personlighed. Institutets heele tilkommende Skiebne er afhængig af Valget af dets Directör. Ham maa man have Tiltroe til; men han maa ogsaa fortiene den. Ingen af Flere (om endogsaa ellers fortiente Mænd) sammensat Commission kan erstatte Tabet [ɔ: Savnet; G.: den Verlust] af en slig Directör. Rigtignok er det maaske vanskeligt at finde en saadan. Han maa giennemtrænges af Institutets Idee, i sit hele Omfang, endskiöndt han indseer, at den maa voxe kiæmpende med mangehaande Hindringer; han maa forstaa at begeistre de Lærere, som han træder i Forbindelse med. Denne Begeistring maa hæve ham over de Skranker, som blot en sildigere Erfaring formaaer at nedbryde, og dog maa han besidde Besindighed nok til at indsee, hvor lidt der i Begyndelsen kan opnaaes, uden derved at tabe Modet. De Lærere, som fortrinligt [ɔ: især; G.: besonders] strax maae ansættes, og som (om end ikke fra Begyndelsen af) naar de udmærke dem, maae opmuntres ved, i Stilling, i borgerlig Anseelse, og Indkomster, at sættes lige med Professorerne ved Universitetet, maatte fornemmeligt foredrage Chemie, Physik, Technik, Plastik, Maleri og Musik. Læren om disse praktiske Retningers historiske Udvikling, hensigtsmæssigt foredraget, vil tiene til at give den bestemte Beskæftigelse en friere aandig Retning. En hver af de Videnskaber, som foredrages, har i sin Totalitet et saare vidtlöftig, ja ubegrændset Omfang. Læreren maa undertrykke den Lyst til at danne en grundig Physiker, Chemiker, Kunsthistoriker, og endskiöndt udgaaende [ɔ: skönt han gaar ud; G.: obwohl er ... ausgeht] fra Videnskabernes almindeligste og strengeste Principer, dog indskrænke sig til de Dele af Videnskaben, som fornemmelig ere nödvendige for Ynglingen, naar man tager Hensyn til hans bestemte Retning. Vanskeligheden, som her viser sig, og som uden al Tvivl först efter en lang Erfaring fuldkommen vil overvindes, er, at finde den rette Middelvej. Thi endskiöndt den theoretiske Underviisning skal tiene til aandigt at udvide og frigiöre Ynglingen, saaledes at han er i Stand til med Lethed at erkiende og fölge sin bestemte Beskæftigelses europæisk historiske Udvikling, saa maa man dog frem for Alt forhindre, at ikke eensidige Theoretikere opstaae, som oversee [ɔ: ikke ænse] deres eiendommelige Skranker. Disse skulle sættes i levende Bevægelse, men paa ingen Maade nedbrydes. Derfor maae Institutets Foredrag fornemmelig være praktiske; de chemiske Forelæsninger maae forbindes med Laboratoriet; Ynglingen maa selv sættes i Virksomhed; han maa med Færdighed selv analysere og anstille chemiske Processer [rettere: Forsög; G.: Versuche]. Vel er det nödvendigt, at Forelæsningerne behandle deres Gienstande med en vis videnskabelig Almindelighed, og saaledes beröre Gienstande, som ikke umiddelbart interessere Garveren, Farveren, Lakereren, o. s. v. Men i Laboratoriet maa Afdelinger finde Sted, saa at den Færdighed, som her erhverves, tager Hensyn til den eiendommelige Retning. — Ikke let gives der en skiönnere Leilighed til at uddanne det praktisk Exacte og det strengt Regelmæssige i techniske Arbejder, end ved Forfærdigelsen af physikalske og astronomiske Instrumenter, naar disse skulle opfylde de Fordringer, som den europæiske Videnskab for nærværende Tid giör, og naar vort Födeland i denne Henseende skal kappes med England og Frankrig. Jeg er vel overbeviist om, at i denne Henseende vort Födeland allerede nu udmærker sig; at Kiöbenhavn besidder en physisk, technisk Skole 1), som kan maale sig med de bedste. En Fortieneste, som vor berömte Örsted har erhvervet sig, og som ikke kan skattes for höit; ja det synes at være et eget Talent, som kan kaldes herskende i mit Födeland. Men i vor Tid, i hvilken de mechaniske Kunster have en saa betydelig Indflydelse paa det hele Liv i alle dets sandselige Retninger, kommer det fornemmelig an paa, at denne techniske Færdighed bestandig meer og meer udbredes, saaledes at den fortiener Navnet af en national. Naar det kommer saa vidt, at enhver mechanisk Haandværker veed, hvad det har at betyde at forfærdige en lufttæt Hane, en fiin Skrue, som indtil höie Decimaler af Linier er fuldkommen ligeformig i alle sine Vindinger, at fremstille en fuldkommen exact, fiin Inddeling, ikke blot en linear, men ogsaa en kredsformig, o. s. v., saa vil man spore Vigtigheden af en saadan Uddannelse, der rækker videre end man i Almindelighed tænker sig. Men denne exacte, technisk mechaniske Færdighed har endnu en anden Betydning, som ikke tör oversees: det sande Exacte, som med fuldkommen Strenghed udelukker det Overflödige og nöie bestemmer alle de enkelte Deeles Forhold til hinanden, kan sammenlignes med en fuldkommen klar Definition, der med Sikkerhed bestemmer Begrebernes Indhold og udelukker Vildfarelsen. Det sande i Ordets ædleste Betydning fornemme Udtryk for den klare Bestemthed, som derved opstaaer, er Elegance, som just, naar den gaaer ud fra den mechaniske, store Færdighed, vil tiene til at finde det lovmæssige og derved skiönne Forhold i Architekturen, i Malerkunsten, i Forfærdigelsen af Redskaber, selv de ringeste, i Husenes indvortes Indretning, i Meubler, i Alt det, som daglig omgiver os. Den Sands for det Skiönne, som opstaaer af Forholdenes reene Opfattelse, har en saare dyb Indflydelse paa det, endogsaa sædelige Liv. Jeg tör paastaae, at der gives slette Tanker, hvilke ved den herskende Elegance, som den her maa opfattes, og naar den ikke afsondrer, men paa en ægte national




1) Den polytechniske Læreanstalt i Köbenhavn stiftedes 1829. [Udg.]



Maade sammenknytter alle Stænder, vel ikke udryddes, (det formaaer blot Religionen), men vel hemmes. I denne Henseende kan det ægte Elegante sammenlignes med Reenligheden. En hver veed, hvilken Masse af smudsige Tanker opstaae af en smudsig Tilværelse. Det Hæslige er i Sandhed ikke mindre frugtbart end det Skiönne.
  Saaledes dannes nu Overgangen fra det blot Techniske til det sande Skiönnes egentlige Region, og Technik og höjere Kunst række hinanden Haanden. Af Elegancen kan det Skiönne ikke opstaae; det maa forudsættes og kan blot udvikles, som den sikkerste Tegning ikke formaar at frembringe det aandige Udtryk i et menneskeligt Ansigt. Her træder nu Institutets digteriske Side frem; her maae i Særdeleshed passende Lærere fordres: Kunstnere, som udmærke sig ved en friere, almindelig aandig Dannelse; uddannede Digtere med Sands for Kunst og med Kundskab om denne. Ogsaa her maa den praktiske Udvikling ikke afbrydes: den unge Billedhugger, Maler, Musiker maa vedblive i den Beskæftigelse, som han har lagt Grunden til i sin tidligste Ungdom. Men tillige opstaaer her en ny Opgave, som er af stor Vigtighed: nemlig den at afsondre det primitive Talent fra det secundaire. Dette sidste har vel ogsaa en primitiv Betydning, men ikke hvor vi söge den. En Architekt kan yttre et plastisk Talent, uden derfor at beskæftige sig som en tilkommende Thorvaldsen; ja en Snedker kan fremtræde som en sand Kunster, endskiöndt hans egentlige Kald er at forfærdige Meubler. At bringe de unge Mennesker til at erkiende deres Kalds egentlige Grændser, og inden for disse at elske det, ja begeistre sig for det, maa ansees for Institutets höjeste Formaal [her slutter G.].
  Jeg slutter denne, som jeg vel föler, meget ufuldkomne Betragtning her. Den kunde ikke trænge dybere ind, da jeg jo er fuldkommen ubekiendt med de givne Forhold, under hvilke dette Institut skal begrundes og udvikle sig. Kun en Indvending vil jeg beröre; den ligger saa nær. Et saadant Institut, kunde man sige, som udfordrer saa mange Samlinger, Laboratorier, Værksteder, tör ikke anlægges i en saa lille Bye, som Soröe. Men jeg er overbeviist om Nytten af den stille Afsondring. Skulde Jernbanen til Roeskilde komme i Stand; skulde dette Foretagende prosperere [ɔ: lykkes], saa vilde det uden al Tvivl ansees for en Nödvendighed at fortsætte denne til Korsör 1), og i et par Timer, og uden bebetydelige Udgifter kunde, fornemmelig Lærerne og de mest uddannede Studerende komme til Kiöbenhavn. Men den egentlige Uddannelse fordrer Stilhed, og jo rigere dens Indhold er, desto mere Grændser, som afsondre den, ikke blot fra Dagens politisk, almindeligt, men ogsaa fra Videnskabernes Skrig [?]; og saaledes saavidt som muligt vedligeholde Udviklingens Uskyldighed. Vi tör heller ikke glemme, at de Laboratorier, Værksteder o. s. v., som i Soröe maatte oprettes, vel bör gaae ud fra Videnskabernes nyeste Standpunkt, men dog med Beskedenhed beskrænke [ɔ: indskrænke] sig, saavel for Udgifternes Skyld, som for at vedligeholde Udviklingens Klarhed. Den rigere, betydningsfuldere Udvikling svæver da for Ynglingen som en lokkende Tilkomst [ɔ: Tilgift]. En Rigdom, som man dog ikke kan beherske, og som i Hovedstaden staaer ham for nær og lokker ham, truer med det Værste, nemlig: med tidlig at blasere ham“. —

 


 
  Steffens har til Dels vel paa Grund af sine personlige Eiendommeligheder været et „Modsigelsernes Tegn“; hans Betydning er som fölge deraf snart blevet sat for lavt, snart alt for höjt. En Meddelelse af og Redegörelse for alle de höjst modsatte Domme, han lige indtil den nyeste Tid har været Genstand for, vilde före mig for langt bort og ligge uden for disse biografiske Notitsers Hensigt. Jeg skal derfor her indskrænke mig til at lade Steffens, der jo, da han nedskrev sine Livsminder, væsentlig havde afgæret og, for at bruge Frederik VI's Ord, var blevet „en rigtig fornuftig Mand“, være sin egen Dommer, idet jeg meddeler et Par af hans Selvdomme, om man vil: Selvbekendelser.
  Om sin Indflydelse paa Öhlenschlæger udtaler han saaledes




1) Jærnvejen mellem Köbenhavn og Roskilde aabnedes 1847 og fortsattes 1856 til Korsör. [Udg.]



(V, 26): „Var jeg end ikke selv Digter, fölte jeg dog, at jeg var i Stand til at göre en digterisk Aand klar over sig selv og sætte den i levende Röre. Dog har man overvurderet min Indflydelse paa ham. Jeg gav ham tilbage til sig selv; han lærte sin Rigdom at kende, og jeg ræddedes næsten, da den ungdommelig friske Kilde voldsomt strömmede mig i möde ...“
  Med Hensyn til sin almindelig lovpriste Evne til at vække Aanderne udtaler han (VI p. 5 og VIII p. 227 f og p. 280 f): „Nogle Tilhöreres Dom over mine naturfilosofiske Foredrag ... er, som jeg senere har erfaret, blevet mig meget mærkelig: „Jeg havde,“ sagde man, „en overordentlig stor Overtalelsesevne, saa at de Anskuelser, som jeg udviklede, virkede med stor Kraft, saa længe mine Foredrag varede; men hele det derved frembragte Indtryk lignede en Rus; sammenlignede man det, man hörte hos mig, med de andre Professorers kolde, besindige Læresætninger, saa tabte hint rigtignok al sin Kraft ...“ Man har, naar man velvilligt vilde tilskrive mig en særlig Fortjeneste som Lærer, sædvanlig kaldt mig den vækkende Lærer; men jeg tilstaar, at Grunden til denne Benævnelse ofte nok har foruroliget mig ... Er jeg Vækker, saaledes som man gærne vilde kalde mig, maa jeg bekende, at jeg er blevet det ved Schelling. Han har löst min Tunge, — dog haaber jeg min egen . . . Det har altid kun været mig sælsomt, at Indrömmelsen af og Rosen for, at jeg ved Foredrag og Skrifter havde vakt mange, alligevel ofte syntes at indeholde en Dadel. Naar jeg eftergranskede Grunden til denne Dadel, saa lod den omtrent saaledes: det indrömmedes, at jeg især paa saadanne Universiteter, der i en lang Aarrække havde været forsumpede, kunde vække en frisk aandelig Virksomhed, der, naar jeg fjærnede mig, forsvandt med nogle hendöende Svingninger. Men hvad jeg meddelte, var ikke bestemt nok, en Del var umodent, Meget vilkaarlig udtænkt eller falsk 1). Der laa i denne udtalte Dadel, som jeg




1) Dr. Zeuthen, H. Steffens' Söstersön, fortæller („Mine förste 25 Aar“, Kbh. 1866), at han under sit Ophold i Breslau hörte sin Onkel holde en geografisk Forelæsning, der dog ikke efterlod noget bestemt Indtryk; Steffens havde nemlig ondt ved at udtrykke sig, naar det kom an paa en nöjagtig, tro og ikke paa en ideal Beskrivelse eller Skildring. Ogsaa i hans religionsfilosofiske Forelæsninger savnedes Bestemthed i Tankeudviklingen. Ved Afskeden udtalte Zeuthen, at Steffens' egen Personlighed især havde været Genstanden for hans Studium i Breslau. Steffens svarede: „Ja, Guld har været mig givet; men det har været som at kaste Perler for Svin.“



her ikke har mildnet, men gengivet i den haardeste Form, tillige Grunden til, at man saa længe sögte at holde mig borte fra Berliner–Universitetet.“
  Under Krigen havde Gneisenau engang tiltænkt Steffens Ansættelse som en Slags Skriver ved et Feltlazaret. I den Anledning udtaler Steffens (VII, p. 175 f): „Jeg er rede til enhver Tjeneste i denne Krig, selv den ringeste. Men der gives nogle Tjenester, hvortil jeg maa erklære mig aldeles udygtig. Jeg maatte höre op med at göre Tjeneste som Sekondlöjtnant; men jeg er en endnu langt slettere Kopist. Jeg formaaer ikke engang at være min egen Afskriver; jeg glemmer undertiden Ord, og selvom min utydelige Haandskrift var uden Fejl, kunde det godt ske, at Afskriften vel udtrykte de samme Tanker, men ellers lod ganske anderledes end det sikkert mesterlige og ulastelige Udkast af Deres Bureau–Embedsmænd.“
  I Bd. X, 269 kaster Steffens endelig et vemodigt Blik tilbage paa sit Liv og siger: „Et uroligt, ja vildt Temperament lokkede mig ind i skærende Modsigelser, og tidt nok bukkede jeg hele mit Liv igennem under i den haarde Kamp; men den stille, indvortes Stræben vilde ikke forlade mig. Jeg blev i et vanskeligt Öjeblik drevet hen til en större Skueplads; en stor aandelig Bevægelse greb mig. Jeg droges midt ind i en filosofisk Kamps Gæring; men den af mig anerkendte Mester vil ikke kalde mig Filosof. Jeg tog Del i en af de mest storartede Krige, som Aartusinder har oplevet; men jeg kom tilbage fra denne, grublende, som jeg gik til den, og jeg blev ingen Soldat. Det tyske Folks Tilstand i alle Egne tvang mig til alskens Betragtninger; men jeg blev ingen Statsmand. Skal jeg nu sige: „Dit Liv var fuldkommen intetsigende: alt hvad du vilde udföre, var intet andet end en Række mislykkede Forsög?“ ... Af mit indad vendte Liv udsprang al min Daad. Har den da været saa aldes uden Frugt? Har den ikke til de forskelligste Tider sat de ungdommelige Sind i Röre? Har den ikke bragt mangen Betragtning af en dybsindig, aandeligt virkende Art til Udvikling? Er den ikke blevet frugtbringende for nogen? Ja, er den ikke, saaet i fremmed Jord, vokset betydningsfuldere frem end af den oprindelige? I kunne opkaste det Spörgsmaal: „Hvorledes skulle vi kalde din Daad? Vi spörge efter i alle Videnskaber, vi spörge Digterne: Alle ville ytre sig om dig ligesom engang Goethe, snart tiltrukne af dig og snart atter tilbagestödte.“ Lad den blive navnlös!“

 

 


LISTE

OVER

NOGLE MAASKE MINDRE
ALMINDELIG KENDTE
FREMMEDORD (FAGORD)
OG OVER TYSKAGTIGHEDER
I STEFFENS's FORELÆSNINGER
Actinier,en Slags Koraldyr, „Söanemoner“.
Aggregat,(uordnet) Samling, Masse, broget Blanding.
Agonie,eg. dödskamp; brugt i Bet.: Slövhed, Dorskhed.
Alder,[t. Alter], brugt = Alderdom.
Anastomose,Forbindelse ved mellemlöbende Grene af blödkar ell. Nerver.
Animalisation,Forvandling til dyrisk Stof.
Animalisationens πσωτοτυπον,Dyreforvandlingens Urbillede.
animalisere,forvandle til, gore lig med Dyr.
anorganisk, anorgisk,livlös, uorganisk.
Anskud[t. Anschuss], Tilströmning, Tilvækst; Krystallisation, Krystallisering.
anskyde[t. anschiessen], vokse ud; danne Krystaller.
anstikke[t. anstecken], smitte.
Antenner,Fölehorn.
Approximation,Tilnærmelse.
Axiom,Grundsætning.
Baryth,et metallisk Grundstof.
besynderlig,brugt = særlig, ejendommelig [t. besonders].
cam(m)eralistisk,statshusholdersk.
Calcedon (Chalkedon),en mælkeblaa eller graa, halv gennemsynlig Halvædelsten.
Caput mortuum,Dödningehoved; i Kemien: Bundfald.
Chondropterygii,Bruskfisk.
Chrysomeler,Plantebiller, Guld– ell. Blomsterbiller, hvortil hörer Kartoffelbillen.
Cicader,en egen (plantesugende) Insektorden(Sang–, Skum–, Manna–C.)
Cirkon(Zirkon), en brunröd Ædelsten, indeholdende blandt andet Kiselsyre.
Coexistenz,Medtilværelse, Medvær.
cohcerentySammenhængende.
Contagion,Smitte.
Continuitet,Sammenhæng.
cryptogamiskeDyr, Dyr med skjulte Könsorganer.
Dasypus,Bæltedyr.
demonstrativ,paavisende, forklarende.
Differentia specifica,Indbegrebet af de Kendemærker, hvorved én Slægt, én Art adskiller sig fra alle andre.
Discontinuitet,Mangel paa Sammenhæng.
Dynamik,Lære om Kraften, Kraftlære.
erklære,brugt — forklare, tyde [t. erklåren].
Evidenz,Klarhed, Haandgribelighed.
Evolution,Udvikling, Udfoldning.
flagellum generis humani,Menneskeslægtens Svöbe.
Flöts [t. Flötz],vandret strygende (oprindelig i Vand afsat) Lag, Aflejring af en Sten– eller Bjærgart.
Fossil,förstening.
frembringebrugt — fremföre [t. hervorbringen].
Gestalt[t. Gestalt], Skikkelse.
Glandel,Kirtel.
Gneus eller Gneis[t. Gneis(s)], en lagdelt Stenart, der bestaar af Kvarts, Feldspat og Glimmer.
glindsende,brugt — glimrende [t. glånzend].
Graaewacke[t. Grauwacke], en Slags finkornet Sandsten.
heterogen,forskjelligartet, uens.
Holothurier,en Slags Straaledyr, „Söpölser“.
Hyalit,eg. Glassten; et hvidagtigt, gennemsynligt Mineral.
immanent,iboende.
imponderabel,som ikke lader sig veje.
indlade,brugt — indbyde [t. einladen].
InfallibilitetyUfejlbarhed.
Kuppe[t. Kuppe], rund Top, afrundet Spids.
Lacerter,Ögler.
lymphatiske Kar,Sugeaarer.
Madreporer,Stjærnekoraller.
Manis,Skældyr.
mater dolorosa,den smertefulde Moder, ɔ: Jesu möder under Korset.
Meduser,en Slags Vandmænd eller Gopler.
Middelpunkt[t. Mittelpunkt], Midtpunkt.
Misforstand[t. Missverstand], Misforstaaelse.
Molluscer,Slim– ell. blöddyr.
nedre,nedrere [t. niedere], lavere.
Nomenclatur,Samling af Kunstudtryk.
Oryktognosie,ældre Navn paa Mineralogi.
oscillere,svinge, vakle.
Overrest[t. Uberrest], Levning.
Penetration,Gennemtrængen, Indtrængen.
Phryganeer,Vaarfluer.
pium desiderium,fromt Önske.
Postulat,Fordring, Krav.
Primordialfluidum,den oprindelig flydende Materie, hvoraf de faste Dele skulle være opstaaet ved Fortættelse eller Bundfældning.
Proteus polymorpha,et Slags Infusionsdyr.
PræcipitatyBundfald, Nedslag.
præcipitere,bundfælde.
Ramiflcation,Forgrening.
Residuum,Rest, Levning.
Sands,brugt = Mening [t. Sinn].
Sats[t. Satz], Sætning.
secernere,udsondre, udskille.
Secretion,Udskillelse, Afsondring.
Sensibilitet,Föle–, Fornemmelses evne.
Serpula,Slægt af Rorormene.
Stikstof[t. Stickstoff], Kvælstof.
Stringenz,Nöjagtighed, Skarphed.
Strontian,et sölvlignende Metal, som lader sig hamre.
Struktur,Bygning, Legemsbygning, Indretning.
Substrat,Grundlag.
Superstition,Overtro.
synderligen[t. sonderlich], særlig.
Talk,et blödt, grönlig hvidt Mineral, der bestaar af kiselsur Magnesia.
Tentakler,Föletraade, Fölere.
Tubipora,Rörkoraller.
ubehindret[t. unbehindert], uhindret.
undergaaet[t. untergegangen], tabt.
underst[t. unterst], lavest.
Vandstof[t. Wasserstoff], Brint.
vasculos,fuld af Kar, rig paa Aarer.
Volvox Globator,en Slags encellede, med Infusionsdyr beslægtede Organismer, hörende til Klassen Flagellater.
Vorticella rotatoria,en Slags Infusionsdyr, „Klokkedyr“.
Zoophyter,Dyrplanter eller Plantedyr, Dyr, som fordum mentes at staa mellem Dyre– og Planteriget.
Æquivalent,Erstatning, Vederlag.


 

 


GYLDENDALSKE BOGHANDEL — NORDISK FORLAG

NY LITERATUR


ABAILARD OG HELOÏSE. Ved Dr. phil. FR. MOTH. 2 Kr. 50 Öre.

G. D'ANNUNZIO: Francesca da Rimini. 2 Kr. 75 Öre.

P. E. BENZON: Præster og skikkelige Folk. 3 Kr.

GEORG BRANDES: Skikkelser og Tanker. 7 Kr. 50 Öre.

HALL CAINE: Den fortabte Sön. 5 Kr. 75 Öre.

JOOST DAHLERUP: Hvad ingen ser —. 2 Kr. 50 Öre.

CHARLOTTE EILERSGAARD: Fru Direktören. 3 Kr.

GUSTAV FRENSSEN: Sandgrevinden. 5 Kr. 25 Öre.

ALBERT GNUDTZMANN: Feltmanns Samlinger. 2 Kr.

CARL HANSEN: Spild. 4 Kr.

JAKOB HANSEN: De levendes Land. 3 Kr. 50 Öre.

THIT JENSEN: Martyrium. 5 Kr. 50 Öre.

JOHANNES JÖRGENSEN: Rejsebilleder. 3 Kr. 50 Öre.

CORNELIA LEVETZOW: Livsförelser. 2 Kr.

ERIK LIE: Gerda Wolmer. 2 Kr.

O. C. MOLBECH: Pocahonats. 3 Kr.

L. C. NIELSEN: Vandringer. Digte. 2 Kr. 25 Öre.

MARTHA OTTOSEN: Livet maa leves. 2 Kr. 50 Öre.

ALVILDE PRYDZ: Akkorder. 3 Kr.

AMALIE SKRAM: Mennesker. 5 Kr. 25 Öre.

EDV. SÖDERBERG: Hypatia. 3 Kr.

Forlagstrykkeriet, Klareboderne 3, Köbenhavn K.