Jens Jensens
Errindringer
1958
F0RORD.
Jens Jensen (5. april 1876 — 6. november 1966) levede sin barndom i Hammer Alminde hos sine forældre Anna og Rasmus Jensen, og vi får gennem en fin og levende skildring et stærkt indtryk af, hvor fattige og hvor vanskelige forholdene kunne være for en familie med et lille husmandssted. Efter skoletiden hører vi om Jens Jensens læretid i murerfaget og senere om hele hans virke som svend og som mester. — Det er den lille landhåndværker i perioden omkring 1900, vi hører om. Vi får en klar forståelse af, et den lille murermester med dygtighed magtede endog større og krævende opgaver ofte under særdeles barske forhold og med en aldrig svigtende ordholdenhed. Vi får også et godt billede af håndværkeren som den frie, uafhængige og stoute personlighed, der hellere åsugede på labben« end beklagede sig. Uden et lille landbrug ved siden af, som det dengang var sædvane på landet, kunne det holde hårdt for håndværkeren at klare tilværelsen for hjem og børn, og også disse livsvilkår er levende beskrevet.
Bygningerne han opførte er mangfoldige, og de står stadig som stoute minder om den tids håndværkerkultur, og i Hammer Bylaug er vi glade for, at vi med udgivelsen af »Jens Jensens Erindringer« kan medvirke til, at kendskabet til »den lille håndværker på landet i tiden omkring 1900« ikke glemmes.
Vi skylder fhv. skoleinspektør Axel P. Jensen, Hårlev — søn af Jens Jensen — en stor tak, dels fordi han inspirerede sin far til at samle alle sine notater, fra de omhyggeligt førte dagbøger, til et samlet hele, og endvidere også fordi »Jens Jensens Erindringer« forelå maskinskrevet, idet Axel P. Jensen maskinskrev hele materialet og glædede sin far med dette, da han fyldte 80 år. Vi vil også udtrykke en stor tak til Axel P. Jensen for beredvilligt at have tilegnet sin fars erindringer til Hammer Bylaug samt for støtte og medvirken i forbindelse med udgivelsen.
En særlig tak for stor hjælp ved såvel forarbejdet til udgivelsen, som ved gennemgang og redigering af stoffet skal rettes til arkivar A. S trange Nielsen, Næstved By– og Egnshistoriske Arkiv.
Det er endvidere også en stor glæde at kunne sige tak til mange sider for positiv velvilje og støtte til udgivelsen af »Jens Jensens Erindringer« og vi retter en særlig tak herfor til: Fladså kommune, Kulturudvalget i Storstrøms amt, Næstved Diskontobank, Andelsbanken i Vordingborg, SDS i Vordingborg og Jens Petersen, Gunderød, Hørsholm.
Hammer Bylaug den 15. oktober 1983.
Oldermand
Svend Jacobsen.
Erindringer fra min barndom.
Det første, jeg kan huske, er fra jeg var 2 år. Da kastede jeg en skammel op i hovedet på min mormor, som lå i sengen og var syg. Det blev jeg skammet ud for. Samtidig kan jeg huske, at hendes hage var meget rynket. Mormor døde nogle få dage efter, og da hun var lagt i kiste, så jeg hende med linhue. Jeg kan endnu se hende ligge i kisten. Mine forældre fortalte mig siden, at jeg sagde: »Mormor komme og følle Jenne ud i haven«. Det havde hun kunnet få dage før hun døde.
Den dag hun blev begravet, løb jeg grædende efter kisten halvvejs til sognevejen, og min farfar hentede mig tilbage og skændte på mig. Det husker jeg også.
Mine næste erindringer er, fra jeg var omkring 3 år. På den tid blev min første søster født, og i den anledning blev jeg sendt til mine farforældre i cirka 3 måneder. Fra den tid husker jeg, at jeg var blevet gode venner med genboen Mads Ulrik, samt at jeg en dag stod og så på naboens folk, som arbejdede på den anden side af huset. De sagde til mig: »Kan du gå hen og sige til Mads, at han er en god gammel æsel?« Det gjorde jeg, men jeg kunne se på Mads, at han ikke blev glad for det. Han sagde: »Hvem har sagt det?« og det fortalte jeg, men senere forstod jeg, at det skulle jeg ikke gøre mere. Jeg var også en dag løbet ned på landevejen, og der kom en gase efter mig, og jeg skrålede i vilden sky. Farfar, som tilfældigvis var hjemme den dag, kom og reddede mig, men han skældte meget ud, fordi jeg var løbet ned på vejen.
Jeg var i hele min barndom lidt bange for farfar. Farmor var jeg mere glad for, uagtet hun vist tit rettede på mig. Begge mine farbrødre boede hjemme den gang, og farbror Niels har senere fortalt mig, at når farmor ankede over, at jeg lavede uorden, så sagde de: »Lad ham dog bare stå!« og jeg føjede til: åLa barre stå!«.
Mødet med gæssene havde jeg ikke glemt, da jeg kom hjem. En dag ville jeg prøve at gå ned til naboen (Jens Pedersen, som boede i det sted, som lå mellem Granly og bondegården, men som blev revet ned for omkring 50 år siden). Jeg så da en fugl sidde i et træ på grøften ved herregårdsmarken og løb tilbage og sagde: »Jeg tør ikke gå derned for der sidder en ænd i pilen!« (Jeg har ikke kunnet kende forskel på ænder og gæs). Far trøstede mig med, at jeg ikke skulle være bange for de fugle som sad i træerne.
Familien Jens Pedersen har jeg mange minder fra. Der løb jeg vist ned næsten daglig. Jens Pedersen var enkemand, men havde to døtre, der skiftevis var hjemme. Den ældste, Marie, var rolig og stille, hende var jeg altid glad for, den yngste Ellen, var mere livlig; jeg kan huske, at hun tog mig og lagde mig op på bordet og kyssede mig, og det kunne jeg ikke lide, men sparkede og slog om mig, så godt jeg kunne.
Jens Pedersen var efter den tids forhold en dygtig mand. Han fik oprettet Hammer Sygekasse og var formand for den i en del år. Han var stærkt påvirket af Indre Mission og holdt møder i hjemmet vistnok en gang om måneden med missionærer, særlig en gammel mand, Anders Bendtsen. En gang om året var der stort efterårsmøde med præster og missionærer, jeg mindes blandt andre pastor Zeuten, Everdrup, senere stiftsprovst i Viborg. Jeg havde mange gode dage i det hjem. Jens Pedersen var en streng mand, men mod børn var han god. Der var en have med mange frugttræer og buske, og de var ikke bange for at lade mig spise så meget jeg kunne.
Så gik tiden og min lille søster voksede og kunne gå, og jeg skulle passe på hende, og jeg mindes, at vi gik og legede, og jeg var meget glad for hende. Hun var født 25. marts 1879 og i kirkebogen kaldt Ane Elise Marie.
I sommeren 1881 blev min faster Stine og Rasmus Petersen (senere brygger i Haarlev) gift, og brylluppet stod hos bedsteforældrene, Jens Nielsen og Elise, Stines forældre, i Lundby. Jeg mindes kun, at faster, som var min gudmor, var meget, meget glad. Hun havde tjent hos Lars Hansen, Lundby, og Lars Hansens enke har mange år efter fortalt til moster Karen Marie, at faster om morgenen efter, at Rasmus havde friet til hende, tog hende til side, hun kunne af bar glæde ikke tie længere.
Lidt senere på sommeren blev faster Hanne og Niels Hansen, Pederstrup gift/Brylluppet stod hos gdr. Peder Hansen, Myrup (broder til Niels Hansen), hvor faster havde tjent. Jeg mindes kun, at Peder Hansens børn, Ingeborg og Hans havde fået fat i nogle mursten og stablet dem op til noget, som lignede en kirke, i hvert fald i vor fantasi. (Peder Hansens kone var datter af Lars Hansen, Lundby).
Om eftermiddagen var selskabet nede ved åen, og jeg husker, at der lå en planke over, og at faster Marie, som den gang har været omkring tyve år, gik over den. Det syntes jeg var meget tappert. Om aftenen, da vi kørte hjem, blev det slemt tordenvejr, og vi måtte køre ind hos gdr. Lars Jensen, Lov, mens det drev over.
Senere på efteråret blev min farbror Peder gift, brylluppet stod på Brøderup Højskole, hvor hans kone havde været kokkepige i mange år i forstander Chr. Larsens tid. Jeg mindes, at vi spiste i en stor stue med et langt bord, og der var så megen plads alligevel, så jeg kunne lege med forstanderens 2 drenge.
Jeg mindes også fra den tid, at mor og far tog lille Anna og mig med op på banken og var glade. Det er vist det bedste minde, jeg har om mor, og da far den sidste vinter han levede, lå og var syg (jeg lå inde hos ham), faldt han engang af sengen, og da jeg fik ham i seng igen, sagde han: »Åh, jeg lå og drømte så dejligt om dengang, mor var rigtig, og I børn var små!« så det har også været af de gode minder, han har haft.
Omkring ved denne tid lærte far mig at bede Fadervor og det lille vers:
Bed, o Jesus, bed for mig,
bed mig ind i Himmerig,
der at leve, der at bo
i en evig fred og ro.
Lad mig altid elske dig,
du, som beder godt for mig.
Gud, vær min ven,
Gud, hør min bøn,
og det for Jesu skyld! Amen!
Så vidt jeg ved, havde far lært dette vers af sin mor.
Så bliver lige med et alt forandret.
En aften ved den tid, man plukker æbler, havde far hentet en pose æbler hos Peder Nielsen på banken, og Anna og jeg kom ude fra og står i gangen; pludselig siger hun: åJeg render op og tager et æble«. Mor står ved kakkelovnen og tager en gryde kartofler af ilden og sætter den ned på lergulvet, søster løb lige hen og vælter gryder, skolder sig over hele underlivet. Jeg husker endnu, hvordan hun skreg i over et døgn, og jeg bliver vemodig, når jeg tænker derpå.
Der blev da hentet læge Velmand, Lundby, men han rystede på hovedet og sagde, at der var ikke noget at gøre. Havde det været nu, havde der da velsagtens været smertestillende midler.
Jeg husker, at jeg den nat blev lagt i seng i den anden stue, men jeg kunne blive ved at høre søster skrige, og jeg græd meget, og far bad meget, så længe hun levede. Siden fik han vistnok den tro, at der intet sker, uden at det er rigtigt. Men hvad har mor ikke lidt? Til at begynde med syntes hun, at det var hendes skyld altsammen.
Søster døde den 18. oktober 1881. Jeg mindes, at ved begravelsen talte lærer Kurtzhalz, Hammer, og der blev sunget: Sov sødt, barnlille.
Kort tid derefter, den 1. januar 1882, blev min anden søster Anna født. Hun kaldes i kirkebogen Ane Elise. Om hende har jeg knapt så mange minder som om den første. Jeg mener, at hun har knapt været så rask som den første. Jeg husker dog, at hun kunne gå, og at vi legede ude i haven, men så en aften fik hun pludselig krampe, men jeg kan ikke huske, at hun græd. Hun er vel blevet lammet. Doktoren blev også hentet, men det var det samme som før. Der var ikke noget at gøre, og i løbet af et par dage døde også hun. Fra den dag blev mor mere og mere sløv. Hun kom mere og mere til at mene, at det, der skete, var andre menneskers skyld og særlig fars.
Far var i den tid — og vel altid — noget påvirket af Indre Mission, og jeg kan vel også huske, at Jens Petersen og omtalte Anders Bendtsen prøvede på efter deres indstilling at tale mor til fornuft, hvad der vel nærmest gjorde ondt værre. Hun blev sindssyg og tog sig ikke ret meget af noget. En dag kunne hun begynde at sætte tøj i blød og så lade det stå i vand i ugevis. Til at begynde med hentede far sin mor, men mor skabede sig, så det var umuligt for farmor at være der. Så havde mor en kusine, datter af hendes farbror, træskomand Peder Hansen, Lundby, gift med husmand høje Niels Pedersen, Lundby, men det gik ikke bedre. Så prøvede far med Kirsten Jens Rasmussen (Marie Kirstine Niels Kristoffersens) i Hammer, men det kunne heller ikke gå. Fra den tid kunne ingen komme i huset, og alting forfaldt mere og mere.
Far måtte for at få penge køre for farbror (Niels Jensen, dengang murermester, senere brygger i Lundby). Han kørte blandt andet alt gruset til Bårse og Lundby skoler. Jeg husker fra den tid, far kørte materialer til Bårse skole, at der en dag kom ridende bud til mor, at der var ildebrand, jeg tror, det var i Sværdborg, og far skulle møde. Mor sagde, at far var i Bårse. »Ja, så må du sende drengen efter ham«. Jeg måtte gå til Bårse. Far sagde, at det ville han ikke løbe efter. Det var sikkert brændt alt, hvad der kunne brænde for længe siden. Brandvæsenet har udviklet sig en del siden.
Blandt andre ting, som var med til at ødelægge alt, var også, at huset et af disse år blev overfaldet af rotter, som ødelagde alt både ude og inde. De gravede huller i lergulvet og lofterne. En aften mor kom ud i køkkenet, sprang en rotte ned fra grynposen, som hang på en fritliggende bjælke, og da far kom til og slog på posen, sprang to til. I stalden sprang hele flokke over køerne, når far kom med lygten. Ko– og hestegødningen var gennemrodet, og hvad der var af sæd til dels ædt. Far prøvede med fælder og andet, men det hjalp ikke. Farbror kom så derud, og de gravede lergulvet og en del af underlaget ud og fyldte med kampesten og lagde så murstensgulv. Det så ud som om rotterne blev bange, i hvert fald forsvandt de lige så hurtigt, som de var kommet, men de havde også ødelagt nok. Der var ikke et stykke møbel, uden at de havde gnavet i det. Under gulvet, som blev brækket op, fandt de skeer, knive, gafler, tøj og meget andet.
Mit første minde om min kone, Kristine, stammer fra jeg var omkring 6 år. Far havde fundet en grusrevle, og folk kom og hentede grus. En dag stod Niels Poulsen (fra det hus, som senere Niels Hemmingsen havde) og gravede grus op. Kristine kom da med et eller andet bud til far. Jeg stod og så til. Niels Poulsen sagde da til Kristine og mig: åDet jeg laver her, er til et hus til jer to«. (Så sluttede den historie foreløbig).
Fra skoletiden.
Jeg havde nu begyndt at gå i skole. Det var ikke så godt, for den tredie dag, jeg var i skole, fik jeg en på siden af hovedet, fordi jeg ikke havde forstået, hvad jeg havde for, men det var også den eneste, jeg fik i hele min skoletid.
Så i 1884 blev Kristine født, og det gik stadig ned ad bakke med alt. Far måtte arbejde ude så meget som muligt. I 1885 døde deres hest. Far havde kørt materialer til farbrors byggeplads, og han nåede lige hjem og fik selen af den, og så gik den lige ud på engen (hvor der nu er skov) og faldt om og var død. Far var meget ked af det, og jeg græd.
Nu så det slemt ud. Far vidste ikke, hvordan han skulle få en hest igen, den forrige var ikke forsikret, jeg ved ikke, om der var hesteforsikring dengang, og farbror Niels, som kunne se, hvor det bar hen, ville ikke ret gerne (kunne måske heller ikke) hjælpe ham mere, men han hjalp ham alligevel til en lille norsk hest, som vistnok var god nok. Far kørte i hvert fald meget med den et års tid eller to.
Far, som hidtil havde holdt sig en del til Indre Mission, kunne under alt dette ikke holde trit med dem, og jeg husker, at både missionær Anders Bendtsen og Jens Pedersen og andre bebrejdede ham det. På anden måde viste de også, at han ikke hørte med til samfundet mere.
Jens Pedersen kom en dag og sagde: åNu kan du få lov til at låne min hest til at så rug med, men så er det forbi. Min hest skal ikke trække for din den lille, og så har du at sørge for, at der ikke kommer en høne ind på min mark«.
Far måtte så gå til andre, som ikke hørte til missionen, og fik da også hjælp, så han fik efterårspløjet.
Omkring ved denne tid blev jeg en søndag morgen sendt over til Johan Sivertsen for at hente et brød. Dengang kørte brødkuskene ikke til steder, der ikke lå ved alfar vej. Jeg blev og legede med børnene der, men da jeg kom hjem, stod far i gården og spurgte, hvorfor det varede så længe. Jeg fik da sagt: For bageren var ikke kommet. — Det er jo ikke sandt, sagde far, jeg så, at han kom, inden du gik. Gå nu ind og sæt dig, og når jeg kommer ind, så får du prygl. Jeg gik også ind, og far kom og gav mig et par rap, men den tid, jeg ventede, glemmer jeg aldrig.
Så nåede vi 1887, det år Anna blev født, det værste jeg husker med mor. Hun var fuldstændig rasende den meste tid. Jeg husker en aften, far kom sent hjem, og mor begyndte at rase, at far sagde: Ja, jeg har i aften gået nede ved tørvegravene og tænkt, at der var ikke andet at gøre, men så kunne jeg alligevel ikke gøre det for børnenes skyld. Jeg sprang op af sengen og hen til far og råbte grædende: Far, far, far! Han sagde: Vær rolig, jeg skal nok hjælpe jer, så godt jeg kan, men det er meget slemt. — Jeg tror ikke, han har ment at gøre en ulykke på sig selv, men han har villet true mor, men det havde ingen virkning. Hun rasede videre.
1887 blev Ring Skole bygget, og fars hest kunne vel sagtens ikke stort mere, så han fik plads som håndlanger, men det kunne ikke forslå. Han kom dybere og dybere i gæld. Hvis ikke mor fik, hvad hun ville have, var hun helt umulig. Jeg blev sendt af sted både til købmand Hans Andersen, Hammer, og til Andersen, Lundby Station, sålænge indtil der blev sagt: Nu får du ikke noget, uden du har penge med.
Hvad der også gjorde sit til at gøre forholdene så fortvivlede var, at '80–erne var meget tørre somre, så på de gødningsfattige banker høstedes kun meget lidt. Far fortalte, at et af de år høstede han kun 30 tdr. til 10 kr. Heraf skulle Lundbygård have 200 kr. Når så kommer dertil, at mor hverken kunne lave smør eller ost eller passe fjerkræ, så kan man nok forstå, hvordan det måtte gå.
Nu var der altså lukket alle vegne, og far skyldte 200 kr. på Lundby gård og over 100 kr. hos købmand Andersen og noget lignende hos Hans Andersen, Hammer. Alt tydede på, at vi ville blive sat ud af huset til april 1888. På den tid var de sidste rester af alt mormors gode linned, tøj og mange andre gode sager ødelagt.
Jeg huser fra den tid, jeg var omkring 10 år, at jeg en dag var sendt til sognerådskassereren i Fårup med forfalden kommuneskat. Det var i høstens tid, og manden blev vel irriteret over at måtte spilde sin tid på at løbe ind og tage mod det lille beløb og sagde: Kunne I ikke lige så godt være kommet op på fattiggården med dem den anden dag i stedet for at sinke mig i dag. Jeg sagde ganske stille: Far kunne ikke skaffe dem før i dag. Jeg kan huske, at hans kone smilede til mig, da jeg gik, men ham tænkte jeg i mange år efter på som en meget hård mand. Da jeg mange år senere blev sendt op til samme mand for at udføre noget murerarbejde, var han så flink og venlig, at jeg fik et helt andet syn på ham, men der kan man se, hvad indtryk det gør på børn, når der bliver talt nedsættende om deres forældre.
Lansenér Pær.
På det sted i Alminde, som senere blev vort hjem, boede fra den første tid, jeg kan huske en gammel ungkarl, som hed Peder Jensen, men han blev aldrig kaldt andet end »Lansener Pær«. Han var noget af en original. Han havde i sin ungdom fået lært at fotografere, og jeg har set flere fotografier, som han har lavet. Han gik for at være meget rig, hvad også meget kan tyde på, men man mente, at han lavede falske pengesedler. I hvert fald fortalte Peder Olsen (ølhandler Lars Pedersens fader), at han i sine unge dage for henved 100 år siden en gang manglede penge til at betale på Lundbygård med. Han gik så hen til Lansenér Pær og spurgte ham, om han ikke kunne låne ham nogle dalere. Jo, det kunne han nok. Han kom så med en 100–daler seddel. Peder Olsen sagde, at den ville han ikke have. Han skulle ikke have nær så mange, men Pær sagde: Du skal bare tage den. Du kan jo give mig dem tilbage, som du får igen. Peder Olsen gik så op på Lundbygård med 100–dalersedlen, og godsforvalteren vendte og drejede den og så på den efter alle leder, så sagde han: Den vil jeg ikke have! — Ja, men hvad skal jeg så gøre? Jeg har ikke andre penge. — De skal gå hjem og se at blive af med den et andet sted. jeg skal nok vente, til De får vekslet den.
Peder Olsen gik så ind til sin nabo, som var slagter, og bad ham om at veksle den, når han kom til Næstved. Det gjorde han, og Peder Olsen hørte aldrig noget til den senere. Samme Pær sagde ellers, at man kunne sagtens lave pengesedler, når man bare kunne få det rigtige papir, men man skulle til Rendsborg for at få det. Folk sagde også, at han flere gange var borte i længere tid, og mente, at han var nede i det tyske.
Lansenér Pær kom ikke så sjældent om til os i den første tid, jeg kan huske, at jeg en aften han kom, kom galt af sted. Jeg mente at gøre det rigtig godt og gik hen til ham og sagde: God aften, Lansenér Pær. Han så vist på mig og sagde: Jeg hedder Peder Jensen — og jeg kunne se på far, at jeg havde gjort noget galt, men jeg havde aldrig hørt andet navn, så jeg var jo temmelig undskyldt.
Lansenér Pær var også på sine gamle dage kommet med i missionskredsen og missionær Anders Bendtsen, som forøvrigt var fra Allerslev sogn, havde en datterdatter, som var omkring ved 25 år. Hun var svagt begavet og hed Marie.
Jeg kunne have lyst til at indføje noget af missionær Hans Christensens erindringer (fader til den kendte Kina–missionær Olga Christensen), som jeg læste for nogle år siden i Næstved Tidende. Han fortalte, at han i sine unge dage havde holdt møde i Præstø. Han havde rejst langt, og det havde været en travl dag, men om aftenen skulle han med Anders Bendtsen hjem. Da de havde spist, tænkte han, det skulle blive dejligt at komme til at hvile, men det skulle blive anderledes. Anders Bendtsen sagde til Marie: Læs os en af Luthers prædikener! Jeg var ikke videre henrykt, siger Hans Christensen, Luthers prædikener er lange, ikke lette, men jeg måtte finde mig i skæbnen. Nå, den får da ende, tænkte jeg, men da den var færdig, sagde Anders Bendtsen: Lad os få en til. Da, skriver H.C., var jeg lige ved at bede Gud bevare mig. Marie læste meget dårligt og måtte idelig stave. Men endelig slap jeg da igennem og fik lov at hvile.
Hans Christensen har jeg hørt engang. Det var, da pastor Ring blev indsat som præst ved Sct. Mortens kirke i Næstved. Kristine og jeg var deroppe. Biskop Fonnesbeck Wulff foretog indsættelsen, og bagefter var der stort møde på industribygningen, hvor biskoppen talte, og derefter fælles kaffebord, hvor flere, bl. a. Hans Christensen bød pastor Ring velkommen. (Vi i missionen når ikke nær, hvad vi skulle, og vi vil være meget glade, hvis pastor Ring når ud til folk, som vi ikke kan nå).
Pastor Ring kom senere i konflikt med en del af borgerskabet i Næstved, fordi han ville have fjernet kanonerne ved mindesmærket ved kirken. Han fandt, at de ikke hørte til der, men der var ikke stemning for at fjerne dem. Pastor Ring døde efter få års forløb, jeg husker ikke årstallet, men det har været først i tyverne. Han var ivrig grundtvigianer.
Anders Bendtsens Marie blev, da jeg var 6—8 år, gift med Lansenér Pær, og han som var noget af en tusindkunstner, pyntede i den anledning lidt op på huset. Han lavede de gangdøre, som nu sidder i mit stilladsskur.
Det var et ulige par. Der var vel nok 40 års forskel på deres alder. Anders Bendtsen flyttede med Marie. Pær og Marie fik et barn, som døde, og kort tid efter døde også Lansenér Pær. Peder Jensen, vor senere nabo, spurgte Marie, hvor mange penge der var, men hun sagde: Pær har sagt, at jeg aldrig må sige, hvor mange der var.
Et halvt år efter var hun gift med en ung mand fra Lov Enghave, som hed Hans Nielsen, og far og Hans Nielsen blev enige om at bytte lejehuse, hvis det kunne lade sig gøre. Far skulle så have 600 kr i bytte. Men Hans Nielsen, som vist kunne gøre alt for penge fik godsforvalteren med til, at 300 kr. var nok. Heraf skulle Lundbygård have 200 kr, og de andre 100 dækkede kun lidt af den øvrige gæld.
Vi flytter til Alminde.
Nu måtte vi så i 1888 flytte om til Alminde. Mor rasede over al måde, men da alt, hvad vi måtte flytte med os, var kørt derom, gik hun alligevel derom med Anne på armen og Kristine ved hånden. Jeg var 12 år den gang, og nu begynder de to år, som jeg synes var de mest triste.
1883 fik vi en slem snevinter, der begyndte markedsdagen, tredie onsdag i februar, og det blev ved med at fyge og blæse i en hel måned. Banen var lukket i 14 dage, og alle var på banen for at rydde sne væk. Far tjente da også lidt ved det. Posten fra Næstved til Vordingborg kom i slæde over galgebakkerne, og der måtte stå mandskab tilrede for at hjælpe dem igennem. Blandt andet kan jeg huske, at der lå en drive fra Chr. Larsens have ud over vejen og ind over rygningen på det hus, som Peder Hansen nu ejer her i Hammer. Der boede dengang en urmager Smidt. Han måtte grave en gang ud ved siden af huset for at komme ud. Smidt var søn af den gamle skarpretter Smidt, Præstø. (Smidt blev nogle år senere dræbt ved et vådeskud under en jagt).
Rugbrød har vi aldrig manglet, men så er også det meste sagt. Vi havde kun to gamle køer, som ikke malkede ret meget. Der var nu blevet oprettet mejeri i Lov, og far gik naturligvis straks med, så den smule mælk, vi kunne få, skulle jo på mejeriet. Meget af den mad, vi fik, var centrifugemælk og brød. Lidt amerikansk fedt fik vi da engang imellem, men jeg har mange gange gået til skole med et stykke tørt brød i lommen, som jeg løb ud i præstemarken og spiste, eller også jeg løb helt hjem i middagsstunden også for at flytte køerne, som mor så tit glemte.
Far arbejde i den tid, fra jeg var 12, til jeg var 19 år, hos Christen Andersens enke, hvorfra han fik passet sin jord, og jorden og det gamle hus var jo den redningsplanke, som gjorde, at vi ikke havnede på fattiggården. Far tjente kun 1 kr. om dagen om sommeren og 60 øre om vinteren, og afgiften til Lundbygård var 70 kr. Lidt skatter var der vel også, og når så mor ikke kunne undvære kaffe, så er det jo til et forstå, hvor galt det var.
1889 blev Elise født, og da var der næsten ikke linned igen, og efter den tid havde vi ikke andet, end når vi kunne få købt lidt. At de pigebørn i det hele taget blev til, er næsten ikke til at forstå. Nu må vi jo tage tiden i betragtning. Der var mange fattige dengang, og hvis mor havde været som andre, havde det ikke været så slemt. Det gamle hus begyndte jeg allerede at rette på, da jeg gik i skole. Jeg husker, at jeg satte en væg op af kampesten og ler. Den stod til jeg byggede stalden om i 1920'erne.
I 1890 blev jeg så konfirmeret, og det var slemt at få til lidt tøj. Far og jeg gik til Næstved, og jeg fik et sæt tøj til 12 kr., som far ikke kunne betale, uden at han måtte bede om henstand med halvdelen. Jeg fik så en hat af de billigste og et par gamle støvler fra en marskandiser. Jeg har sikkert været den, der var dårligst klædt på af hele flokken, hvad vel også skyldes, at jeg ikke havde været ude at vogte, som det hed.
Da jeg den 4. maj 1890 gik til Lundby for at komme i lære, sagde far, da jeg gik: Bed og arbejd, så vil det aldrig gå helt galt. Det havde sikkert hjulpet far, og det har også hjulpet mig, selv om — som Kristine engang sagde: — Vi kunne have haft det bedre, hvis du havde arbejdet lidt mindre, — og jeg føjer til — og hvis jeg havde bedt lidt mere.
Min søster Kristine har siden fortalt, at hun troede, aldrig hun så mig mere, da jeg gik til Lundby for at komme i murerlære.
I murerlære.
Så kom jeg altså i murerlære den 4. maj 1890, og jeg må takke farbror, fordi han hjalp mig; ellers havde jeg vel aldrig blevet håndværker. Fra den tid jeg kom i lære, er det så småt gået frem for mig. Det første år fik jeg ingen løn, men farbror gav mig en lille lommebog og sagde: Skriv alting op i den, både hvad du laver, og hvis du får penge, så skriv, hvad du bruger dem til. Du vil have gavn af at føre regnskab så tidlig som muligt.
Farbror var altid flink overfor mig. Han havde sin egen måde at opdrage læredrenge på. For eksempel kunne han gøre grin, når en læredreng fik den første tommestok, og man kunne se dem måle i tide og utide og snakke med om ting, som de endnu ikke havde nogen forstand på, i stedet for at tie og bruge øjne og øren. Jeg tænkte: Jeg skal nok passe på, at de ikke skal grine for meget af dig. Jeg husker også, hvordan han gjorde nar ad læredrengene og tobakspiben. Dette i forbindelse med, at jeg ingen penge havde, var vel grund til, at jeg aldrig fik lært at ryge.
Den første sommer blev Lundby Missionshus bygget, og jeg måtte hjælpe arbejdsmændene, blandt andet måtte jeg hente meget af det vand, der skulle bruges, nede ved dyrlægens, da der ikke var vand på pladsen.
Senere på året blev Hougaards stuelænge i Ring bygget. Der kom jeg en dag galt af sted. Jeg trillede mursten med en bør, som jeg dårlig kunne magte, og var så uheldig, at børen væltede for mig lige ud for, hvor en gammel svend stod, og i min forskrækkelse fik jeg sagt: Jeg slog dig da vel ikke. Farbror hørte det og sagde strengt: Du siger da vel ikke du til Mejs, dreng! — Jeg vidste godt, at jeg skulle sige De, men i bar forskrækkelse glemte jeg det.
Ovennævnte Mejs hed Bartolemæus Ejsensø, men blev aldrig kaldt andet end Mejs. Han var en af de gamle lavsmestre, som havde lavet mesterstykke før næringsloven af 1857 og havde været mester i Næstved, men var havnet i Køng og kunne ikke klare sig, velsagtens på grund af drik.
Jeg husker også, at Jens Hougård (ejer af gården, branddirektør m. m.) havde svær lyst til at tage tag, og jeg kunne aldrig få lov til at være i fred for ham, og jeg turde ikke rigtig tage fra mig. En dag sagde farbror og Mejs til mig: Tag dog fra dig og vælt det utyske! — Næste gang, han kom, fik jeg vendt mig i en fart, og inden han tænkte på det, lå han, så lang han var, på græsplænen. Det vakte naturligvis latter fra dem, som så det. Jens rørte mig aldrig siden.
Jeg havde næsten glemt den lille tildragelse, men da jeg bad farbrors med til vort sølvbryllup, spurgte han, hvem der skulle med, og da jeg blandt andre nævnte Hougaards, sagde han: Kan du huske, da du væltede ham på græsplænen, da vi byggede stuelænge?
Farbror havde mange svende det år, og jeg tjente somme tider en tiøre ved at løbe ærinder for dem, mest ved at hente øl.
Vi sov den sommer i maltkælderen, vi læredrenge. Peder Frandsen og jeg lå i en seng og to svende i en anden. Det endte med, at flere andre svende kom om aftenen, og jeg måtte tit flere gange op på gæstgiveriet og hente øl, en aften sagde de: Nu har du fortjent en øl selv! — Jeg fik så også en bajer. Jeg må vel sagtens have begyndt at snakke med, for pludselig hørte jeg en sige: Nu er han allerede fuld. Nu skal vi have sjov med ham! — Jeg tror nu ikke, jeg var fuld, men Peder Frandsen, som var gået i seng, sagde: Kom du nu hellere i seng! — og næste morgen, da vi gik på arbejde, sagde han, som den gang var afholdsmand: Du skal aldrig begynde på at drikke spiritus! — og det har jeg så nogenlunde holdt indtil nu.
Samme Peder Frandsen blev senere en del fordrukken og rejste til Amerika og har kun skrevet enkelte gange hjem til en broder, der bor i Espelund mellem Lundby og Sværdborg, men nu fornylig har jeg hørt, at han efter 20 års forløb har skrevet, at han var ejer af en stor ejendom i en by.
Han er nu 81 år.
Faster Marie havde i 1890 fået embede som lærerinde i Mern, og i julen var hun hjemme, men da hun så skulle afsted til Mern efter nytår, var der så meget sne, at postvognene, som ellers gik fra Lundby til Præstø og fra Præstø til Kalvehave, ikke kunne køre, men faster ville hjem, og når ikke nøjere kunne blive, så ville hun gå. Hun var 29 år den gang. Det blev så til, at jeg skulle følge med hende til Mern, og vi gik så, mange gange i sne til knæene, og måtte tit uden om driverne, ad Grumløse, Udby og Teglstrup skovene til Ugledige og Mern. Vejret var vistnok forholdsvis godt, og jeg havde god nytte af mine gamle skaftestøvler, som jeg fik til min konfirmation. Det har sikkert været værre for faster. Hun har vel sagtens ikke haft skaftestøfler. Jeg husker, at vi var glade, da vi fik tændt ild i kakkelovnen. Jeg skulle så have været til Lundby igen, men dagen efter sneede det atter stærkt, og det blev ved i mange dage, så jeg måtte blive der i over en uge. Nå, det var jeg ikke så ked af, for faster havde en egen evne til at snakke og fortælle, og jeg husker fra min tidlige barndom, hvordan hun kunne fortælle historier og eventyr, og så var der jo tillige så meget, jeg kunne læse i, så det var gode 8 dage for mig.
Endelig blev det opholdsvejr, og jeg gik tilbage til Lundby, og hvem der blev glad, var min gamle farfar. Han havde hele tiden været meget urolig. Da der ingen postvogne gik, kunne faster jo ikke skrive, så de vidste ikke hvordan det var gået os. Men tænk, om det var nu, at en ung dame skulle gå 2 mil (16 km) i sne til knæene for at komme hjem og passe sine ting.
Om vinteren hjalp jeg farbror med at lave malt. Farbror havde allerede dengang bygget maltgøreriet, og jeg flækkede brænde. Der skulle bruges mange favne brænde til at tørre malt ved. Folk kom så med deres korn og fik lavet det til malt, og i almindelighed skulle de ind og have en kaffepunch, samtidig med at de betalte. Jeg havde så bestillingen at passe på hestene så længe, og der vankede gerne en tiøre, som jeg tit brugte til at købe 1 pund puddersukker til at tage med hjem om søndagen, og jeg mindes endnu, hvor glade mine små søstre var, når de fik et stykke sukkermad.
50 kr. i løn.
Mit andet læreår fik jeg lov til at begynde at lægge mursten, men måtte alligevel være meget håndlanger. Jeg mindes første gang, jeg skulle kaste loft ud. Det er med murskeen at kaste det første lag mørtel på et loft. Det endte med, at der kom mere mørtel på mig selv end på loftet, hvad jeg naturligvis blev leet ud for. Nå, det gik bedre siden.
Når undtages den første sommer, sov jeg i hele min læretid oppe under loftet under teglene. Det var tit koldt om vinteren, men der var gode sengeklæder, og man var ung. Det gik ikke nu.
I mit første lærerår var jeg med til at bygge et svinehus til gdr. Rasmus Petersen, Busebjerg i Køng, og jeg blev da sat til at hvidte kostalden. Køerne var på græs, men der stod nogle kalve i stalden, og en af dem kunne nå kalkspanden og drak nogle slurke af den. Jeg blev meget bange for at den skulle blive syg af det, og løb ud og fortalte farbror det, men han trøstede mig med, at der skete sikkert ikke noget. Rasmus Petersen gav mig 1 kr. i drikkepenge. Det var eneste gang i min læretid, jeg fik så store drikkepenge.
Rasmus Petersen var skatterådsmedlem, da jeg var i sognerådet, og jeg fortalte ham, hvor bange jeg havde været for den kalv. Ja, det har jo nok været uden grund, sagde han. Han havde senere fortalt farbror det og han havde tillige sagt, at jeg var en kvik ung mand, hvilket vistnok var, fordi jeg flere gange ret hurtigt fik regnet stykkerne ud, da vi regnede skatten ud. Det gjorde vi nemlig første gang, vi lagde ligning. Ja, det lyder mærkeligt, da jeg aldrig har kunnet regne ret meget, men når undtages lærer Christensen, Ring, har de andre vel ikke været stort klogere.
Vinteren '91—'92 var meget kold med megen sne, og da tøbruddet kom, blev hele den lange engstrækning fra Ring Vejlebro til Sallerup oversvømmet, så kun landevejen til Køng var til at færdes på. Det er mærkeligt at tænke på, at disse 300 tdr. land, som nu er afvandet og drænet, og hvorpå der vokser store afgrøder, har man set som hav. En stor del af æren for dette kulturarbejde skyldes gdr. Hans Larsen, Lundby, fader til professor Hansen–Larsen.
Andet læreår fik jeg 50 kr. i løn. I efteråret 1891 var jeg med at indrette nogle loftsværelser over den vestre fløjlænge på Lundbygård, og da arbejdsmanden, det var smed Brun i Ring, skulle flytte noget skrammel, der stod ude under taget, fandt han 2 skeletter, nærmest mumier. Der var i hvert fald hentørret skind på benene flere steder. Arbejdsmanden prøvede at skære i det. Det var som læder, sagde han. Han trak dem ud på loftet, og jeg kan godt huske, at jeg ikke var rigtig stolt af det selskab. Vi fik fat i en gammel tømrer, Niels Hugger, som havde været på Lundbygaard i mange år, og han fortalte, at for en del år siden, da de havde lagt nyt loft omtrent der, hvor skeletterne lå, havde de fundet dem imellem loft og forskalling, og kammerherren, P. Collet, havde sagt: Læg dem op på loftet. Kammerherren kom også op og så, at de var lagt frem på loftet, men jeg hørte ikke, at han sagde noget om det. Jeg har spurgt Peder Larsen i Thorup, som var tømrer på Lundbygaard i mange år, om han havde set noget til de 2 skeletter, men han havde aldrig set noget til dem, så de er nok blevet fjernet.
Da vi kom hjem om aftenen, fortalte vi, hvad vi havde oplevet, og farbror fortalte, at hans morfar, som var murer på Lundbygaard fra o. 1820, havde fortalt, at der var et loft, som han aldrig kunne hvidte. Det var det samme, hvordan han bar sig ad, så var det altid skjoldet, men om det havde nogen forbindelse med skeletterne, vides jo ikke.
Samme Jens Madsen fortalte også, at tjenerskabet, da herskabet var i København, havde tænkt at holde fest, og da Jens Madsen gik hjem til middag (han boede dengang i et hus, der lå ude ved Risby Skov), så han herremanden kom kørende fra Risby med 4 sorte heste for. Han skyndte sig at løbe tilbage til gården for at advare tjenerskabet. Der kom dog ingen herremand, men om aftenen kom der ridende bud om, at Arboe var død. 1827.
Arboe havde man ikke den bedste tro til. Derimod var hans frue vistnok en god kvinde. Hun byggede hospitalet i Hammer, som fribolig for gamle mennesker fra godset.
Mit tredie læreår 1892
fik jeg 85 kr. i løn
Samme år delte brødrene deres fædrenegård, og Hans Larsen byggede sin nye gård ved siden af det nuværende bryggeri. Jeg mindes fra den tid, at Hans Larsens søn, den nuværende professor Hansen–Larsen, han var vel dengang et par år, gik og stolprede omkring og sagde: Hvor er mit tørlommeklæde?
Det år blev der også bygget en staldlænge for gdr. Hans Mortensens sønner i Lundbytorp. Der var 4 sønner og tre døtre, som ejede gården sammen, og en af døtrene havde været gift, men manden havde vist lavet noget, som han blev straffet for, og hans kone og 2 småpiger var så kommet hjem til gården igen. Disse 2 småpiger var på den tid 10—12 år gamle, og det har vel ikke altid været interessant at gå hos alle de gamle mennesker. De ville gerne lege, og jeg havde mas med at få lov til at arbejde. Særlig galt var det om middagen. Jeg ville gerne sove, men det var ikke let at gemme sig for dem. De blev aldrig gift og bor nu ved Lundby station. Jeg havde engang fortalt det til fætter Johannes, og han havde nævnt det engang, han arbejdede for dem. De havde sagt, det var meget, at jeg kunne huske det endnu.
1. oktober 1882 begyndte jeg at tage til Næstved på Teknisk Skole (aftenskole). Jeg begyndte med at tegne frihåndstegning de 3 aftener om ugen og havde regning og skrivning de andre 3 aftener. Skolen kostede 4 kr. og jernbanekort 10,50 kr. Jeg kom derop ved 17–tiden, og skolen sluttede kl. 2200. Toget, vi skulle med hjem, kørte fra Næstved kl. 2320, så det blev sent, inden vi kom til Lundby. Jeg fik det år et sæt godt tøj til 40 kr. Jeg husker, at min kone lavede en overfrakke til Aksel af resterne, da han var et par år.
1892 byggede vi også i præstemarken i Hammer for Rasmus Nielsen den gård, som nu Chr. Andersen har, og jeg kan huske, at jeg, når jeg kunne se mit snit til det, lod være at spise det flæsk, der var med til min mad, og så om aftenen løb hjem og gav mine søstre det, og jeg kan endnu huske, hvor glade de blev. Anna sagde fornylig, at hun kunne huske, at de først begyndte at få ordentlig mad, da far begyndte at arbejde på bryggeriet. 1892 købte jeg det ur, som jeg har endnu, for 16 kr.
I foråret 1893 begyndte jeg at rette lidt på mine forældres gamle hus. Den eneste stue var på tre fag. Jeg fik strøget nogle rå sten og fik muret et skillerum, så der blev et kammer af det sidste fag. Jeg lavede selv døren. Det er for resten den dør, der nu sidder i min kælder ind til kartoffelrummet. Materialet til det kostede 4 kr. 89 øre. Lidt senere på sommeren blev mine forældres gamle åbne skorsten kasseret, og jeg bad farbror, om jeg måtte få fri en uge, så jeg kunne mure en ny. Det fik jeg lov til, og far hentede 600 brændte sten, som jeg betalte med 12 kr. 50 øre. Far og jeg fik så revet den gamle skorsten og bageovn ned, og hvor bageovnen havde været fik jeg tid efter anden indrettet et kammer, hvor der kunne stå en seng, altsammen meget primitivt, jeg fik da også sat vaskekedlen og et lille komfur bestående af en overplade med to kogehuller og en forplade op.
120 kr. i løn
Fjerde læreår 1893 fik jeg 120 kr. i løn. Jeg fortsatte på Teknisk Skole til april.
Det år faldt alt leret af væggene indvendig i mine forældres stue, og jeg spurgte farbror, hvad jeg skulle gøre ved det. Han sagde: Giv din far 4 kr., så han kan køre op på Lundby Teglværk og købe 200 halvbrændte sten, og sæt så en kvart sten op til løsholterne. Det fik jeg da så gjort. Det var den første begyndelse på at forbedre det gamle hus.
Jeg var med til at bygge flere huse ved Lundby station, bl. a. snedker Ole Nielsens, maler Olsens, landpost Peder Pedersens og 2 store udlænger for Søren Pedersen i Lundby.
Far arbejdede fra 1888 til 1894 hos Christen Andersens enke for 1 kr. om sommeren og 60 øre om vinteren, og somme tider kunne han også hjælpe andre, for enken havde ikke råd til at have ham hele tiden, men han havde da hendes heste til at passe sin jord med. Det var drøje år. Han måtte passe sit eget om aftenen og om søndagen, og jeg hjalp ham det, jeg kunne om søndagen.
Om efteråret begyndte farbror at bygge bryggeriet (i Lundby). Det første var brønden. Den var jeg med at grave sammen med to arbejdsmænd. Det var fast lerjord, og vi gravede 13 alen (8 m 16 cm), inden vi satte den med brøndsten. Farbror regnede med, at den var dyb nok. Der var ganske vist ikke en dråbe vand i brønden. Da vi var færdig med at mure den, begyndte vi at bore med et håndbor, og da vi kom 5 alen ned stod vandet pludselig op af borehullet, og farbror råbte til mig: Løb hen til købmanden og få fat i et kakkelovnsrør, men skynd dig! — Jeg kom også hurtigt med røret, som skulle trykkes ned i borehullet, for at der ikke skulle flyde slam ned i det. Da stod farbror allerede i en halv alen vand. Næste morgen var brønden halvt fuld, og dagen efter flød den over, så der hurtigt måtte drænes fra den. I løbet af efteråret fik vi så bryggeriet under tag, så vi kunne lave en del på det om vinteren.
Femte læreår fik jeg 150 kr. i løn. Jeg fortsatte på Teknisk Skole i første kvartal. En aften, jeg kom fra Næstved, var Kristine ved stationen sammen med en anden pige for at hente Hanne fra Lov, den gamle posts datter, som vel sagtens havde været hjemme i Lov. Sammen med mig kom også en ung snedkersvend, og han sagde: Hvor dog præstens pige er køn, ja, ligefrem smuk. Det var værd at prøve, om man kunne få lov at følge hende hjem. Jeg syntes, det var skammelige tanker, og jeg var da også nogenlunde klar over, at det ville ikke lykkes for ham.
Kristine tjente dengang hos pastor Hornbech i Lundby og Hanne hos præstegårdsforpagteren, så de to var meget sammen i de år.
Jeg købte den sommer for 20 kr. en vælteper af en svend, som var væltet og havde slået hovedet. Han havde selv købt den for 80 kr. et stykke tid før, men nu turde han ikke køre på den mere. Derfor fik jeg den for de 20 kr. Jeg fik hurtigt lært at køre den, og den var forholdsvis let at køre. Man sad jo lige over det store hjul, men hvis der lå en lille sten på vejen, vippede man i mange tilfælde forover. Så var det om at gøre at få benet ud over hjulet til den side, hvor den ville vælte, så man kom til at stå på benene, havde vi haft asfalterede veje den gang, havde risikoen ikke været så stor. Jeg kørte en dag til Møens Klint og tilbage samme dag.
Om efteråret blev jeg budt 25 kr. for den af en anden ung mand, og så solgte jeg den. Jeg havde sikkert brug for pengene, men jeg fik da så prøvet at køre på væltepeter.
Så nåede vi 1895. I januar måned var jeg 1 måned på dagklasse på Teknisk Skole, og det havde jeg meget mere udbytte af end aftenskolen.
Resten af vinteren var jeg en del hjemme i Alminde. Nu var far jo på bryggeriet den meste tid, så jeg både tærskede og bar i mange tilfælde sæden til Nyskov Mølle for at få den malet, men mange gange fik jeg kørt den til mølle, når Peder Jensen kørte for Peder Hansens enke, min senere svigermor.
Murersvend
Til 1. maj havde jeg udlært og skulle have lavet svendestykke, men farbror ventede sålænge med at anmelde det til kommissionen, at det blev for silde. Jeg har ham mistænkt for, at han gjorde det, fordi han var bange for, at jeg ikke kunne klare det. Der var ingen af hans andre lærlinge, der lavede svendestykke. Han gav mig så et lærebevis for, at jeg havde stået fem år i lære.
Den 13. april gik jeg så ud at søge arbejde, først til Udby hos en murermester Peter Jensen, men han havde ikke brug for mig, så til Skallerup med samme resultat, så til Mern. Der fik jeg arbejde til 2 kr. om dagen og kosten. Der var jeg så den første del af sommeren og var med til at bygge en gård i Ugledige og lave en del reparationer på Høvdingegården m. m.
Mens jeg var i Mern havde jeg en oplevelse en lørdag nat, jeg gik hjem. Det var mens vi arbejdede på Høvdingegården. Vi arbejdede til kl. 7 og så til Mern for at spise og få andet tøj på. Så inden jeg nåede Udby–skovene, hvor man kan gå i skov fra Ugledige til Grumløse, var det hen ad midnat (jeg havde ikke nogen cykel dengang). Der går som så mange andre steder i landet et sagn om, at hvor den lille sø, som ligger op til Udbyskoven har ligget en herregård, hvor herremanden og hans svirebrødre havde lagt en so ind i en seng og så sendte de bud efter præsten om at komme og berette en gammel kone. Da præsten kom, og så det var en so, gik han udenfor og manede gården med alt hvad der var i den i jorden. Det eneste, der blev reddet var soen, som var blevet berettet. Den kunne ikke dø, og den går der endnu og ruffer i skoven deromkring. Dette sagn havde arbejdsmændene morskab af at fortælle mig, da de vidste, at jeg gik gennem skoven, når jeg skulle hjem. Mesteren sagde: Det har ikke noget på sig, for så havde jeg opdaget det, for jeg har lært i Udby, og jeg har færdedes der i skoven på alle tider af natten.
En aften i maj i dejligt vejr, da jeg var nået langt ind i skoven, hørte jeg en lyd, som jeg ikke kendte. Det var ikke som en so, men alligevel noget i den retning. Jeg standsede og det kom nærmere og nærmere. Endelig kom en grævling over vejen, kun 20—30 alen foran mig. Jeg kan ikke sige andet end, at jeg var lidt uhyggelig til mode, indtil jeg så, hvad det var. Men hvis jeg var løbet min vej, så havde man vel troet, at man havde været ude for noget overnaturligt. Søen kaldes endnu Bundløse.
Den 5. juni havde jeg fået samlet 45 kr. og for dem købte jeg mig en brugt cykel med faste gummiringe, så nu var jeg da kørende, men ringene var slemme til at løbe af og så havde man meget arbejde med at få klistret dem til igen. — Det var hos murermester Terkild Andersen, Mern, jeg arbejdede til juli, men så havde han ikke brug for mig mere.
I denne tid kom jeg lidt ud om aftenen. Hen hos faster Marie. Hun var altid meget flink imod mig. 1895 var et meget koldt forår. Den 13. april lå sneen ved alle voldgrøfter og kulden holdt til langt ind i maj. Jeg frøs meget, men jeg havde heller ikke ret meget undertøj. Det var hurtighedsarbejde vi lavede hos Terkild Andersen. Det så ikke ret godt ud, men han fik vist heller ikke ret meget for det.
Jeg fik så arbejde hos gamle murermester Rasmussen, Lundby, og var med at bygge Overvindinge Brugsforening m. m.
Til november var jeg nået så vidt, at jeg kunne købe mig et sæt Cheviots tøj til 46 kr. og en overfrakke til 45 kr., men den kunne jeg kun betale de 25 kr. på resten måtte jeg skylde. Jeg tjente 318 kr. og kosten. Det var ikke ret meget, når man manglede alt. Jeg skulle jo også spare til Teknisk Skole.
Kristine var nu kommet hjem og lærte at sy hos sin søster Ane, og det traf en gang imellem, at vi snakkede lidt sammen, men det var mest Karen Marie, jeg kom til at snakke med. Hun var jo allerede den gang syg og led meget. Hun søgte dr. Berleme Nix, Næstved, og han brændte det dårlige knæ, vistnok 3—4 gange om året, og det var meget smertefuldt. De kørte til Næstved med heste og vogn; og frøs meget om vinteren.
1896 begyndte jeg så med en måned på Teknisk Skole, og til april fik jeg lavet svendestykke i Næstved med karaktererne meget godt for tegning og godt for arbejde.
Jeg begyndte at arbejde for murer Rasmussen igen og var med at bygge et par længer til en gård i Kastelev og det hus ved Lundby station, som blikkenslager Jensen bebor. Det var ellers lidt kedelige forhold hos Rasmussen. Både han og hans folk holdt meget af spiritus, og der skulle jo tit omgange til, og selv om jeg ikke drak spiritus, måtte jeg jo følge med omgangene, men jeg blev da ikke fuld, så jeg kunne hjælpe de andre på cyklen. Så kunne de i reglen køre, men det kneb til tider med at komme op. Rasmussen lavede godt arbejde, men han var meget sen, og jeg kunne godt klare mig for ham, og jeg mente egentlig, at jeg var ret dygtig, men jeg kom senere på andre tanker.
Omkring ved høst havde Rasmussen ikke brug for mig mere, og jeg hjalp farbror Peder Jensen, Lundby med at modernisere staldene på Konakkegård i Lundby.
Murermester Hansen, Pederstrup, havde imidlertid hørt, at jeg var ledig, og han kom og spurgte, om jeg ville arbejde for ham, og det sagde jeg ja til. Jeg havde ellers fået arbejde på Hammer Mejeri, som blev bygget det år, men der sagde jeg så afbud. Jeg begyndte så hos Hansen engang i september og var med at lave Lov doktorbolig, som blev bygget det år, samt forskelligt andet.
Da frosten begyndte, måtte jeg hjem, og jeg prøvede på at rette så meget som muligt på forholdene. Jeg fik lavet mig en seng af en gammel slagbænk. Sengeklæder var der ikke, som var til at bruge ud over dem, som mine forældre og søskende skulle bruge, men på loftet lå resterne af en bred dyne, som var rådnet op midt på. Den fik mor og jeg klippet op og taget det dårlige væk og syet sammen igen, så der blev en smal dyne af den. En lang hovedpude blev til underdyne, så nu havde jeg en seng. Den satte jeg op på loftet under skråtaget, og der sov jeg i flere år. Jeg havde fået sat et rå stens skillerum op ud til loen og klinet alle huller til, så der var ikke koldere end under teglstenene hos farbror.
Det år fik jeg også forbedret stalden. Jeg fik købt et par brugte staldvinduer og lagt cementgulv bag ved køerne, så ajlen kunne opsamles i en saltfustage, som jeg støbte udenom, så da den rådnede, står cementtønden der alligevel. Den benyttes endnu som slambrønd til ajlebeholderen.
1896 tjente jeg 334 kr.
1896 havde Kristine og Ane endelig fået deres mor til at gå med ind i Hammer Mejeri, og nu skulle de så bringe deres mælk over til sognevejen og hente den om vinteren, og nu fik jeg lejlighed til at gøre Kristine små tjenester med at tage deres mælk med, når jeg kørte med vor egen vogn, og jeg var glad, når jeg fik et smil og et par ord for det, men jeg havde altid en følelse af, at hun stod langt over mig.
1897 var jeg som sædvanlig en måned på Teknisk Skole, og om foråret begyndte jeg så hos Hansen igen. Vi byggede et par røde huse i Blangslev, et der ligger lige over for maskinværkstedet, og et, der ligger omtrent over for brugsforeningen, samt et arbejderhus i Rønnebæk og et ude ved Rønnebæksholms Skytteskov, som nu skal rives ned tillige med mange andre i anledning af anlægget af militærets nye øvelsesplads.
Samme sommer murede jeg nye balustre om det flade tag på det lille digterhus, som fru Toft byggede til Grundtvig i Rønnebæksholms have. Det var med en ejendommelig følelse, at jeg gik og reparerede på det hus, hvor Grundtvig havde arbejdet og vel skrevet en del af det, som vi kunne glædes ved den gang såvel som nu. Jeg havde en gammel mand fra Rønnebæk til at passe mig (Hans Nielsen). Han havde som dreng haft sin gang på Rønnebæksholm, og han fortalte, at fru Tofts datter Haralda, senere kammerherreinde på Lundbygaard, havde en lille hest, som hun fik lov at ride på i haven, og han havde den bestilling at hjælpe hende med hesten og vel i øvrigt lege med hende. De var omtrent lige gamle. Den gang var forskellen på os knapt så stor som nu, sagde han.
Han fortalte også, at han så tit havde set Grundtvig gå i haven.
Samme år lavede vi nogle loftsværelser i den østlige fløj af hovedbygningen, og jeg husker, at der lå mange gamle protokoller på loftet, som blev skubbet ind under taget.
En sen aften, mens vi arbejdede på hovedbygningen, sagde Hansen, da vi kom ned til skoven: Jeg går herind lidt, gå lidt i forvejen! Da jeg var kommet et lille stykke op ad bakken, hørte jeg et flerstemmigt skrig. Det var så tre piger, der kom gående på landevejen, og som blev så forskrækkede, da de så en hvid skikkelse komme frem mellem granerne. Jeg hørte så, at han råbte: I skal ikke blive bange. Det er kun mureren fra Pederstrup! og så endte det jo i latter.
Den 21. november var Bjørnson i Næstved og talte og læste op af sine værker, og hans datter Bergliot Ibsen, gift med Ibsens søn, sang af Bjørnsons sange. Jeg har altså både hørt og set Bjørnson.
I 1897 fik jeg bygget 3 alen (1,8 m) til bagsiden af mine forældres hus udfor gang og køkken og fik lavet en rigtig stue, ca. 6 alen (3,7 m²) i kvadrat, bjælkerne blev lagt op på de gamle remme, så stuen fik nogenlunde højde med gibsloft og murstensgulv og tjærepaptag. Det hjalp da noget. Nu kunne begge senge stå derinde, og pigerne begyndte også at kunne tage dem lidt af sagerne. De måtte jo nærmest opdrage sig selv, men det lysnede alligevel noget. Far fik den gamle gæld fra hånden, og de fik da lidt bedre mad derhjemme. Alt, hvad jeg lavede på huset, lavede jeg selv, både murer– og tømrerarbejde, men der var ikke mange fridage, hverken hellig eller søgn.
1896 fik jeg købt en ny cykel. Den havde faste hule ringe. Dengang var luftringene ikke rigtig kommet frem. Den kostede 175 kr. Jeg gav den gamle i bytte, men jeg havde alligevel ikke penge, så jeg kunne betale dem alle lige straks, og vor nabokone sagde også til far: Det er da forskrækkeligt, at han sådan ødelægger sine penge! 175 kr. var en stor sum den gang. De sidste 50 kr. fik jeg først betalt i 1897.
En lille ferie
I pinsen 1897 syntes jeg, at jeg skulle have lidt fri, og Hansen sagde også, at jeg havde fortjent et par fridage. Han vidste jo, at jeg arbejdede hjemme hver søndag fra sol stod op til den gik ned. Jeg holdt op til middag og kørte så til Lille Linde.
Jeg havde kun været der een gang før med farbror det første år jeg var i lære, så jeg ventede mig meget af den tur. Jeg kom derind lørdag aften og de (faster Stine og Rasmus Petersen (brygger i Hårlev)) tog også meget godt imod mig. Pinsedag var jeg ude ved Vallø og ude ved Køge Bugt og om eftermiddagen fulgte Rasmus Petersen mig til Haarlev for at se det nye bryggeri, der blev bygget det år. 2. pinsedag havde Aksel Sjølund lånt en cykel og vi kørte til Stevns klint og var oppe i fyrtårnet. Jeg kørte så med tilbage til Lille Linde og sov der den nat med. Det skulle jeg ikke have gjort, for om morgenen sagde Rasmus, at han havde ikke noget imod, at jeg kom der, men han syntes, at det var galt, at jeg spildte en god arbejdsdag. Jeg tog imod tilrettevisningen og sagde tak for at jeg havde fået lov til at være der i de dage, men jeg tænkte: »Det skal vare længe, inden du kommer igen«.
Vinteren 1897 fortsatte jeg med arbejde hjemme og blandt andet også med at hente og bringe mælk til sognevejen og på den måde fik jeg da sommetider lejlighed til at snakke lidt med Kristine. Det var ikke så let for Karen var der straks, hvis hun da ikke var så syg, så hun måtte blive i sengen, hvad hun jo måtte i lange tider.
1897 tjente jeg 526 kr.
1898 var jeg for sidste gang 1 måned på Teknisk Skole. Om foråret begyndte vi på en stor stuelænge i Nørre Tvede. Vi boede på gården og fik også kosten og vi arbejdede fra tidlig morgen til sen aften og det gik hurtigt. Jeg havde endnu lidt mas med at klare mig for Hansen. Jeg husker, at der var en havedør i midten og det skete sommetider, at han kunne nå at lægge en sten om på min side. Det var jeg ikke glad for. Hansen sagde: Ja, endnu kan du knapt klare dig, men det varer ikke ret længe. Jeg havde også måttet lægge alle kræfter til for at nå så vidt, for jeg tror aldrig jeg har truffet nogen, der overgik ham i at lægge mursten, når det skulle være godt arbejde. Samme år byggede vi også Rønnebæk dobbelte skole med et landbrug til, vistnok 10 tønder land. Alt dette og en del reparationer fik vi lavet. Jeg husker, at da vi nåede lidt ind i oktober, blev det meget koldt med storm og snebyger. Jeg husker den 17. oktober, at vi sad og fugede. Vi frøs forskrækkeligt. Vi måtte mange gange løbe nogle omgange rundt om bygningen. Men vi turde ikke holde op. Skolen skulle være færdig til 1. december og da vi nåede november blev vejret bedre, så vi klarede det, men havde vinteren blevet ved, havde det gået galt.
I årene sidst i '90'erne led jeg meget af — velsagtens — gigt i arme og ben. Jeg tror, det var overanstrengelse og kulde. Vi havde tit langt på arbejde ad dårlige veje og arbejdede hårdt og længe, og jeg ville gerne lave lige så meget som Hansen, og han var jo lige i den bedste alder, 37—38 år. Jeg var hos dr. Erslev i Lov, og han gav mig nogle piller, men det virkede vist ikke noget. I efteråret '98 skulle jeg på session, og Hansen sagde: Gå op til overlæge Lork i Næstved og lad ham undersøge dig og få ham til at skrive en attest om, hvad han mener, der er i vejen og tag så den med og giv sessions–herrerne den! Det gjorde jeg, men de sagde bare: Kom igen til næste år!
1898 blev søster Kristine konfirmeret og kom ud at tjene på N. P. Madsens gård i Faarup. Det gjorde jo ikke forholdene hjemme bedre; nu var Anna jo den ældste. Kristine fik da nogenlunde tøj til konfirmationen, nu havde far jo lidt flere penge mellem hænder, og Marie Brygger gav hende en del undertøj m. m. (Det fortæller Anna mig).
Vinteren 1898 forløb som de foregående. Jeg tærskede, men nu havde vi sammen med Frands fået en håndtærskemaskine, som jeg trak, og så måtte mor, når hun var i humør til det lægge i. Ellers måtte Anna, så nu gik tærskningen hurtigere, men der var også meget at lave på huset. Det grantømmer, vi skulle bruge til at lappe på huset med, fik vi gratis fra Lundbygaard. Jeg fik i årene '98 og '99 undermuret den forreste stue, lagt bjælkerne højere op og lavet gibsloft. Og jeg fik muret den første ajlebeholder, den første i Hammerhusene. Den gang brugte man ikke navnet Alminde, i hvert fald kun om Peder Hansens enkes sted.
Jeg hjalp som de forrige vintre Kristine med at køre mælken frem og tilbage, og vi fik også lejlighed til at snakke sammen lidt tiere, men let var det ikke, for vi blev skygget af Karen Marie, hvor hun kunne komme af sted med det. Men jeg begyndte at tænke, at det måske ikke var helt så håbløst at tænke på Kristine, men jeg havde jo ikke engang været soldat, og så syntes jeg, at så kunne jeg da ikke fri til den, som jeg altid tænkte på.
I '98 fik jeg til jul købt et brugt komfur med bageovn og sat det op derhjemme i køkkenet.
Arbejderne begyndte i disse år at røre på sig, og murersvendene strejkede. Murermestrene i Næstved ville have Hansen til at gå ind i mesterforeningen, ellers ville Ladby Teglværk ikke levere sten til skolen i Rønnebæk. Jeg sagde til Hansen: Hvis du går ind i mesterforeningen, går jeg ind i fagforeningen. Så går det lige op! Det virkede, så vi fik lov til at være i fred, og fik de sten, vi skulle bruge.
Så nåede vi 1899. Lidt før jul i '98 brændte Rønnebæk Præstegaard, og til alt held var læreren lige flyttet over i den nye skole, så præsten lige kunne flytte over i den gamle skole. Hansen påtog sig så at bygge den ny præstegård op. Det var et stort stykke arbejde. Der var tillige avlsbygninger til ca. 30 tdr. land, og der var meget andet arbejde foruden, så det kunne vi ikke klare selv. Hansen fik så en fordrukken murersvend, Peder Nielsen, som boede i Ring, til at hjælpe os. Det var også meget godt, når han var ædru, men når han fik tjent lidt penge, drak han igen. Han havde kone og børn, og de led vist nærmest nød. Jeg måtte tit til Ring for at se at få ham med, men det lykkedes ikke altid. Var han fuld, var han tillige ondskabsfuld, så det var ikke så rart. Hansen havde også fået en lærling, som ikke var så dårlig.
Arkitekten, som ledede byggeriet, var en gammel aristokratisk herre, som ikke regnede os andre for noget. En dag han kom, var Hansen der ikke, og han spurgte nu en af arbejdsmændene: Hvor er han, der skal tage mod besked? Arbejdsmanden pegede så på mig, jeg stod oppe på et gavlstillads, han råbte op til mig: Kom herned! Jeg skyndte mig ned af stilladset og tog pænt hatten af og sagde goddag, men han sagde bydende: Kom her! Jeg tog hatten af en gang til og sagde: Goddag! Men han svarede som før med: Kom her! Jeg tog så hatten af en gang til, og så ham ind i øjnene og sagde fast: Goddag, tredie gang. Så sagde han endelig goddag. Ja, så kan vi begynde, sagde jeg, og så gik vi i lag med at snakke om, hvad der skulle laves, men meget gal var han, og jeg tænkte, nu kommer Hansen til at tage mig væk fra præstegården, men Hansen hørte aldrig til noget om den sag.
Den 5. juni var der grundlovsfest i Mogenstrup. Jeg husker, at jeg den formiddag murede alle buerne over vinduerne mod gårdsiden. Om eftermiddagen kørte jeg så hjem. Jeg havde fået spurgt Kristine, om hun skulle til grundlovsfest, og hun havde svaret, at det havde hun godt lyst til, men der var så langt at gå, så det blev vel ikke til noget. Jeg tænkte så: Hvis hun ikke kommer, så bliver du hjemme og arbejder på stalden. Jeg var ved at støbe krybber, og jeg havde også fået begyndt, men så så jeg, at Lars Frederik kørte for hende. Så fik jeg travlt med at få noget andet tøj på og komme på cyklen og af sted til grundlovsfest. Ved hjælp af cyklen kunne jeg sagtens nå derned til tiden. Der var mange talere og der blev sunget mange sange, og der var mange mennesker. Det var der altid ved de grundlovsfester i Mogenstrup.
Efter talerne traf jeg så Kristine sammen med sin kusine, senere Ole Rasmussens kone, og jeg bød på kaffe. Vi gik så og snakkede, til det blev aften, og fyrværkeriet skulle afbrændes. Vi fandt så en god plads og fik set fyrværkeriet, og da vi skulle til at rejse os, opdagede jeg, at Kristines kusine var væk, og det var jeg ikke ked af. Så måtte vi jo følges ad hjem, og det var en dejlig aften. Vi havde meget at snakke om. Det var ikke ret tit, vi kunne snakke, uden at der var andre til stede. Da vi nåede hjem til vejen ned til vort hus, havde jeg den største lyst til at sige hende, hvor meget jeg holdt af hende. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg ikke havde været soldat, og så var mindreværdsfornemmelsen der straks igen, men jeg holdt vistnok hendes hånd lidt længere end nødvendigt, da vi sagde godnat.
Samme år byggede vi også H. C. Petersens købmandshandel i Hammer, og jeg husker en dag, at Kristine kom forbi, og jeg havde godt set, at hun drejede om hjørnet ved den gamle brugsforening, og jeg blev ved at følge hende med øjnene. Jeg troede ikke, nogen havde set det, men da hun var kommet forbi, sagde Hansen: Nå, der er nok alligevel piger, som du ser efter.
I den tid, jeg arbejdede i Hammer, boede jeg hjemme, og en nat blev jeg meget syg og kunne ikke være nogen steder, men hvad skulle jeg gøre? Tage en læge op på loftet, hvor jeg lå i min kasse? Der var hverken rene lagner eller andet. Jeg gik og lå og pintes i flere dage. Far kom hjem, og de fik da lavet en nogenlunde seng til i den ene stue og fik Peder Olsen til at hente Dr. Erslev i Lov. Han sagde: De har jo blindtarmsbetændelse, men De er vist over det værste, men hvordan har De kunnet udholde smerterne så længe uden at hente læge? Efter den dag, begyndte det også at blive bedre, men det varede længe, før jeg blev helt rask.
Kristine havde været hos Dr. Erslev for at sy (hun var der også, når der var fremmede), og doktoren havde fortalt om mig, og hvordan jeg havde gået og været syg i flere dage, før der blev hentet læge, og en middag, da hun så mor var i marken for at malke, kom hun derned og spurgte mig deltagende om, hvordan det gik. Det var jeg meget glad for. Jeg tror, det var den bedste medicin, jeg kunne få, men hun gik snart igen. Hun turde ikke blive der ret længe af frygt for, at mor skulle komme hjem igen.
Det kan måske forstås, hvor fortvivlede forhold vi voksede op under, men når vi i denne tid hører om Helene, så har vi dog måske haft det bedre alligevel.
Inden jeg var rask, var der session igen, og jeg kom da med og havde et papir med, hvor Dr. Erslev havde skrevet, at jeg lige var kommet op efter en blindtarmsbetændelse. Om det var den, der var skyld i, at jeg blev taget til arbejdssoldat, ved jeg ikke, men jeg var ikke ked af det, for den gang kunne arbejdssoldater købe sig fri ved at bytte nr. med en, der havde fået frinummer. Jeg fik så gennem nummerbytningskontoret købt et frinummer. Det kostede mig omkring 300 kr., men det blev først ordnet ind i det nye år.
Jeg havde i 1899 fået samlet 1000 kr. sammen, og farbror var den gang ikke kommet over vanskelighederne med byggeriet, og en dag kom far hjem og sagde: Kan du ikke låne Niels 1000 kr.? Han kan købe 100 tdr. korn, men mangler pengene. (Den gang kunne man altså købe 1 td. sæd for 10 kr.) Han fik pengene, og jeg fik et bevis for dem. Disse penge betalte farbror mig så igen i 1902, da jeg fik brug for dem.
I 1899 tjente jeg 526 kr.
Jeg mindes en søndag, jeg hjalp far med at skære tørv henne på moseparten, at da jeg gik hjem, gik Kristine ude i haven og havde en meget fin kjole på. Jeg gik hen, og vi snakkede lidt sammen. Jeg tænkte, hvor hun dog er dejlig, og du er kun en tørvetriller. Senere kunne jeg nok tænke, at jeg alligevel betød noget for hende.
Peder Hansens enke i Alminde i midten, til venstre Karen Marie og til højre Kristine.
Så nåede vi århundredskiftet 1900
Jeg begyndte vinteren som sædvanlig med at arbejde hjemme samt at køre mælk til og fra sognevejen, og jeg fik da lejlighed til at se Kristine, tale sammen var der ikke ret tit lejlighed til, for Karen Marie skulle nok dukke op alle vegne. Kristines mor var meget mere forstående, hun tænkte vel nok sit.
Lidt efter nytår blev det ordnet med nummerbytningen, og nu var jeg så fri af militærtjenesten.
En aften — det var den 28. januar — var der foredrag i Lundby Forsamlingshus af en pastor Sørensen, og jeg fik lejlighed til at spørge Kristine, om vi skulle gå ned og høre ham, og det sagde hun straks ja til. Vi gik så til Lundby og hørte foredraget, og da vi gik mod udgangen, kom Jens Rasmussen, en ældre gårdmandssøn fra Lundby, hen og tog mig i armen og sagde: Hvad, render du nu med Kristine? Hende har jeg været kæreste med i mange år. Kristine sagde, at kæresteriet bestod i, at de en aften havde fulgtes ad fra en skovfest i Espelund og hjem til Lundby, men han havde tit sagt, at det var hans kæreste, og til at begynde med tænkte jeg, at der måske var noget om det, men jeg kunne hurtigt regne ud, at han ikke var nogen farlig medbejler. Han var meget ældre end Kristine og meget tyk.
(Samme Jens Rasmussen var ikke ret dygtig landmand, men havde mest lyst til at snakke og lave sjov. Kristine har fortalt, at engang, mens hun tjente hos pastor Hornbeck, var hun henne i Jens Rasmussens forældres gård for at rulle (den gård, der ligger nord for Lundby kirke). Der var en dreng med for at trække rullen, og han fik øje på et par meget lange strømper og spurgte: Hvem ejer dog de lange hoser? Det er præstefruens, sagde Kristine. De går da helt op til måsen, sagde drengen, hvortil Jens Rasmussen, som stod der, sagde: Er du tosset dreng, en præstefrue har ingen mås).
Vi gik så ad hjemmet til, og jeg havde bestemt foresat mig, at nu skulle det være. Jeg tror ikke, vi sagde ret meget på vejen hjem, det var ikke så let med at fri. Vi var omtrent nået Hammerhusene, da jeg fik sagt: Jeg har været så glad ved at være sammen med dig. Kunne du ikke tænke dig at følges med mig altid? Hun stod et øjeblik, så tog hun mig om halsen og gav mig et kys, og jeg slog armene om hende og sagde: Tak, Kristine, hvor er jeg glad. Vi stod sådan, hvorlænge ved jeg ikke, men til sidst begyndte vi da at gå hjemad. Da vi nåede vejen ned til mit hjem, ville jeg prøve at sige farvel, men Kristine sagde: Nej, du skal gå med hjem. Mor har kaffe til os. Jeg er senere blevet klar over, at Kristines mor var klogere, end jeg troede. Men inden vi gik ind sagde Kristine: Du må ikke lade dem mærke noget, og det lovede jeg.
Nu begyndte så mit livs bedste tid. Hvor var det dejligt at vide sig sikker på den pige, som man i mange år havde gået og tænkt på, og nu så Kristine da også tit lejlighed til at give mig et kys og snakke lidt med mig særlig om morgenen, når jeg hentede mælken. Jeg havde ikke let ved at forstå, hvorfor det skulle være så hemmeligt den gang. Det fik jeg først at vide lidt senere.
Kristines mor sagde en dag: Kan du ikke udvide stalden med den lille lade, så vi kan have 2 køer til? Det var jeg naturligvis glad for. Der var kun plads til 2 heste og tre køer i den stald, der var. Jeg fik så lavet plads til 2 køer og et grisehus, der var heller kun et lille grisehus. Jeg lavede en krybbe, den står som vandtrug endnu, lagde bro med cement og svinetrug, og det var sigermor meget glad for. Nu var hun blevet klar over, at mejeriet gav mange flere penge, end hun kunne lave smør for.
Da jeg var færdig med stalden, blev Kristine og jeg enige om, at det kunne være dejligt at have en havebænk i haven til sommeren, og jeg gik så i gang med at lave en bænk, 2 stole og et bord, som var til, da vi flyttede til Alminde i 1918. Jeg har forresten resterne af bænken endnu.
1900 byggede vi Jacob Jensens stuelænge i Hundstrup og Ole Hemmingsens stuehus i Rettestrup samt en del andet. Mens vi arbejdede i Hundstrup, sov jeg hjemme om natten, og så kunne vi somme tider få lejlighed til at være sammen, men ikke ret længe ad gangen. Så kunne vi være vis på, at Karen Marie kom og råbte på Kristine, og så måtte hun løbe. Men det skete ikke så sjældent, at Kristine sagde: I morgen skal jeg ud med sytøj eller ud at prøve en kjole, så jeg skal være færdig til den og den tid. Så havde vi en aften, hvor vi fik lov til at være ene.
Hen på sommeren købte jeg en klædning til 41 kr. samt hat og krave. Det kostede ialt 54 kr. Sommeren gik og en lykkelig tid var det trods alt.
Vi byggede også i 1900 Rasmus Hansens gård i Lov, som var brændt ved lynnedslag.
Da vi nåede sidst på året, tog Kristine mod til sig og fortalte derhjemme, at vi var forlovede. Karen Marie græd og var meget ked af det. Kristine spurgte hende, om jeg nogensinde havde givet hende anledning til at tro, at det var for hendes skyld, at jeg kom der. Hun svarede, at det havde jeg ikke. Hvor kan du så komme på de tanker, sagde hun så til hende. Ja, det kunne hun ikke svare på.
Da Kristine fortalte mig det, kunne jeg bedre forstå, hvorfor hun ville vente så længe som muligt med at fortælle, at vi var forlovede. Karen Marie var jo syg, og Kristine måtte jo passe hende og ville ikke gøre hende mere ked af det end højst nødvendigt. Jeg må sige, at Karen Marie ikke lod sig mærke med noget overfor mig.
Den 8. december tog vi til Næstved og købte forlovelsesringe og blev fotograferet. Jeg for første gang.
I året 1900 tjente jeg 770 kr.
Foruden at hjælpe sin moder og søster syede Kristine også for fremmede og havde også elever. I 1900 lærte Marie, en søster til N. P. Madsen, Faarup, at sy hos hende. Det var en livlig og glad pige, og hun har vel nok været vidende om, at Kristine og jeg var hemmeligt forlovet. Kristine skulle den sommer en tur til København sammen med en pige fra Lundby, en søster til nuværende gdr. Chr. Larsen, Lundby. Aftenen før Kristine rejste var jeg derhenne, og Marie, som var en gavtyv, gav sig til at synge visen om guldsmeden og lagde særlig tryk på strofen »min Grethe rejser fra mig i dag til København«.
I 1901 byggede vi proprietær Karlsens stuehus i Næstelsø. Tegningen hertil tegnede jeg. Tillige en staldlænge for gdr. Rasmus Nielsen, Svinø, og en staldlænge for gdr. H. C. Rasmussen, Rønnebæk. Denne gård bliver nu lagt ind under militærets øvelsesplads sammen med flere andre, som jeg har arbejdet på. Desuden byggede vi Faarup smedie, Stine Johansens hus i Blangslev og sognefoged L. P. Frandsens stuehus i Brandelev. Frandsens gamle stuehus var kun ca. 40 år gammelt, og der var mange gode materialer i det. Jeg købte 10 brugte vinduer for 25 kr., som jeg brugte til vinduer i overgavle og kælderen. Kældervinduerne tog jeg den nederste rude af og satte nyt bundstykke i. Alt dette lavede jeg selv om vinteren. Jeg købte også 3 stk. indvendige fyldningsdøre for 24 kr., som jeg brugte i loftsværelserne. Det var de første indkøb til huset i Thorup.
Omtrent samtidig købte jeg pladsen i Thorup af gdr. P. Hemming Rasmussen, Thorup, for 700 kr. Sidst på året gravede jeg kælderen ud, og al kælderjorden gravede jeg ned syd for huset efter først at have taget muldjorden af, hvorefter jeg fyldte muldjorden på igen. Der var nemlig en lavning, som jeg derved fik udjævnet.
Senere på vinteren kørte far og jeg kampesten til grunden med svigermors køretøj. Stenene fik jeg for at hente dem hos P. Henning Rasmussen og P. Chr. Pedersen. Far havde holdt op at arbejde på bryggeriet hver dag, så nu hjalp han mig en del. Jeg fik også købt det tømmer, jeg skulle bruge. Tømmeret til huset kostede knapt 100 kr. Jeg fik vældige, gode graner for 5 kr. stykket. En af dem var så stor, at den var 7 tommer (17,5 cm) ude på 26 alen (16 m). Den fik jeg 3 bjælker ud af. Jeg fik så kørt tømmeret hjem til fars mosepart og væltede det af ved vejen, og jeg gravede så en savgrav nede ved mosen og fik lavet et savestillads, og så trillede jeg stykkerne ned på stilladset. Jeg havde fået købt mig en langsav, og nu savede far og jeg så tømmeret til. Alle de stykker, hvor skallerne kunne bruges til indskud, savede vi, og resten huggede jeg til med økse. Flere af bjælkerne savede vi igennem til 2.
Sidst i maj måned var Kristine og jeg i København nogle dage. Det var første gang jeg var i København, og der var meget for mig at se. Da vi kom op hos moster Ane og havde fået en kop kaffe, ville jeg ud i byen. Kristine ville ikke med. Så går jeg selv, sagde jeg. — Pas nu på, at du kan finde hjem igen, sagde både Kristine og Ane. Ane boede dengang i Nikolajgade, lige op til Østergade. Jeg havde et kort med og gik nu en del rundt i det gamle København, så det blev hen på eftermiddagen, inden jeg kom igen, og Kristine begyndte at ængstes for at jeg skulle gå vild. Senere var hun ikke så bange for mig. Dagen efter ville hun så med, og vi var ude ved Gefionspringvandet, ned igennem Nyboder og endte ved Amalienborg. En aften var vi i Det kongelige Teater og så Eventyr på Fodrejse med Olaf Poulsen, og om søndagen var vi i kirke i Marmorkirken og om formiddagen oppe på kuplen, hvorfra vi så vagtparaden trække op. Om eftermiddagen var vi ude i Randersgade at besøge Kristines kusine Ane, søster til Ole Rasmussens kone, gift med svenskeren Persson, formand på Østre gasværk. Om aftenen var vi i Tivoli.
Vi var også ude at besøge en af Kristines veninder, gamle maler Langes datter Thora, som var gift med en urmager Nielsen på Værnedamsvej.
Da vi rejste hjem, var vi en tur i Haarlev. Søster Kristine var nu kommet til at tjene på bryggeriet, og vi blev godt modtaget. Faster sagde: Hvor er det dog en sød pige, du er blevet forlovet med, hvad jeg jo var stolt af. Det havde været en dejlig tur, som vi begge var glade for.
En lykkelig tid
Ja, hvor var det en lykkelig tid, at få lov til at rejse til København med sin hjertenskær og så ellers, at vi begge arbejdede på at skabe os et hjem, alt hvad vi kunne, og se, at det nærmede sig for hvert år, der gik. Vi havde meget at tale om, når vi om sommeraftenen sad ude i haven, og det blev ikke så sjældent sent, inden vi skiltes.
1901 byggede jeg en staldlænge for gdr. Rasmus Nielsen, Svinø. Den lavede jeg ene, og det var lange arbejdsdage. Jeg husker, at jeg på een dag murede alle væggene på gårdsiden på en nær. Vi byggede også det år Dalgård i Lov op, som var brændt ved lynnedslag, men nu var vi blevet mange om arbejdet, så vi kunne overkomme meget. Samme år byggede vi det hus, hvor nu Lov Telefoncentral er installeret.
I 1902 byggede vi snedker Rasmus Hansens hus i Lov, en stuelænge for gdr. Hans Rasmussen, Kalby, en gård for sognefoged Julius Ludvigsen, Stenstrup, en stuelænge for gdr. Kristen Nikolajsen, Stenbæksholm, og en staldlænge for parcellist Niels Jensen, Nørre Tvede, m. m.
Til huset i Thorup satte Lars Olsen i Hammer i sommeren 1902 så grunden samt brønden og lavede alle stenene dertil for 200 kr. Jeg købte 3 fag af Rasmus Rasmussens gamle stuelænge i Ring for 79 kr. Der var loft og gulv. Det ene gulv var nyt og ligger endnu i den lille stue, og det andet gulv var blevet brugt til loft, og loftsbrædderne blev brugt ude under taget. Så var der en fyldningsdør, som blev brugt fra soveværelset og ind til loftspladsen, samt dørene til kælderen og en hel del vægpaneler, mursten, egestolper, spær og bjælker m. m., alt for 79 kr. Det havde jeg megen nytte af.
Røde mursten fra Ladby, ialt 8800, betalte jeg med 257 kr., halvbrændte sten 170 kr. Jeg havde om sommeren strøget 3000 rå sten hjemme hos far til skillerum. Jeg drænede også fra kælderen og ned til mosen på den anden side af landevejen. Det med at komme under landevejen var ikke så lige en sag. Jeg måtte først til vejinspektør Lundgren i Næstved, og han udfærdigede en deklaration, som jeg måtte underskrive og lade tinglæse, og hvori jeg forpligtede mig til aldrig at røre ledningen uden amtets tilladelse samt at
nedlægge en stenfaskine i den vestlige landevejsgrøft. Hvis Amtet fordrede det, skulle jeg nedsætte en slambrønd i stedet for faskinen. Da lærer Bjerre nu 50 år senere ville føre ledningen fra septictanken til den gamle ledning, huskede amtet på slambrønden, men fordrede tillige en slambrønd i den østlige vejgrøft. Bjerre spurgte så mig, om jeg kunne huske, om jeg havde skrevet under på at sætte en slambrønd ned, men jeg var sikker på, at jeg ikke havde skrevet under på nogen i den østlige vejgrøft. Bjerre måtte sætte begge brøndene ned, men så tog han til Vordingborg og fik fra tinglysnings–protokollen oplysning om, at der kun var en brønd, som amtet kunne fordre, og amtet måtte så betale den anden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor mærkeligt det var, at hvad jeg skrev under på i 1902, skulle få betydning i 1952.
Arbejdet med at komme under vejbanen var ikke så let. Dræningen ligger 4 á 5 alen under denne, og vi undergravede den og stak rørene sammen fra hver side og var heldige, at det gik godt. Det var ellers lidt trykkende at ligge derinde under vejbanen for at sætte rørene sammen og lægge cement om samlingerne, og jeg havde lovet at stemple jorden, så al den opgravede jord blev fyldt ned igen. Dette lavede vi 4 mand på en dag.
Samme år var jeg for første gang med Kristine i Basnæs hos Hans Chr. Jensens til Ernas dåb. Kristine var gudmoder. Vi gik derhen, og det var meget morsomt for mig, men Kristine var vistnok træt, da vi kom derhen. Hun var ikke så god til at gå langt. Om aftenen kørte vi med Hans Christians søskende til Lov Sønderskov og gik derfra hjem igennem skoven, og vi hørte nattergalen synge. Jeg tror næsten, at det er den eneste gang, jeg har hørt den. Det var en dejlig dag, som jeg mindes med glæde endnu.
Sidst i august begyndte jeg at mure huset op. Tømrer Peder Olsen, Blangslev, lavede tømrerarbejdet og snedker Rasmus Hansen, Lov, snedkerarbejdet for henholdsvis 236 og 265 kr. Jeg fik så huset under tag og fik pudset det indvendig i løbet af efteråret. Det kneb lidt med loftsværelserne, det havde nær frosset for meget, men ved hjælp af en kakkelovn gik det da. Om vinteren lagde jeg gulv i kælderen, og jeg fik da også lavet trappen, inden vinteren kom. Det kostede arbejde, men det var morsomt. Det var jo til os selv, men hvor kunne man arbejde dengang — og Kristine! — hvor havde hun travlt med at få alt i orden til at skabe et hyggeligt hjem. Det var — trods alt arbejdet — en lykkelig tid for os begge.
Jeg tjente i 1902: 611 kr. Jeg havde jo arbejdet meget på vort eget. Kristine og jeg havde samlet os ialt 4200 kr., som på 200 kr. nær forslog til at bygge huset for og til at købe møbler for.
Foden under eget bord
Far, der nu ikke arbejdede på bryggeriet, uden når de manglede en mand, hjalp mig i disse år meget med alt, hvad han kunne. Til at begynde med først på året var der meget, som skulle ordnes, så vi kunne flytte ind. Blandt andet fik jeg muret et lille udhus op med plads til høns og en gris.
Så bestemte vi, at 6. marts skulle vi have bryllup, og dagen oprandt med strålende solskin. Dagen før vor bryllupsdag havde vi fået kørt en del af de ting, vi skulle bruge, op i vort nye hjem, og snedker Rasmus Hansen, Lov, kom med en del af de møbler, vi havde købt, men de sidste kom han først med om morgenen. Kristine havde været oppe at gøre rent i dagene før, men jeg måtte op og tage imod de sidste møbler og sætte dem nogenlunde på plads om morgenen. Vi havde, inden vi blev gift, købt 6 stole, og nu til brylluppet købte vi en seng, en chaiselong (30 kr.), 1 bord, 1 sofa, 6 stole med grønt plyds, 1 buffet (45 kr.) og et bord. Kristine havde samlet meget udstyr, og svigermor hjalp os med dyner, lagner og meget andet. En del af det er til endnu.
Dagen oprandt som sagt med strålende solskin. Svigermor havde ryddet ud af sovekammeret, og der var dækket ved vinkelbord. Det var efter den tids forhold meget festligt. Vi blev så af far og Lars Frederik kørt op til kirken, og pastor Lind holdt en pæn tale til os og viede os. Der var ikke andre med i kirken end vores forlovere, far og Lars Frederik.
Vi kørte så tilbage til Alminde som mand og kone, og jeg husker, at vi i et ubemærket øjeblik fik lejlighed til at give hinanden et favntag og et kys.
Vi blev ønsket til lykke af dem, der var i huset og af gæsterne, efterhånden som de kom. Gæsterne var murermester Hansen, Pederstrup, farbror Niels Jensen, farbror Peder Jensen, brygger Rasmus Pedersen, Haarlev, gdr. Niels Hansen, Pederstrup, gdr. Ole Rasmussen, Hammer, købmand H. C. Pedersen, Hammer, alle med hustruer, Kristines moster, Niels Nielsens, Lovkrog, Kristines kusine fra Næstved, fru pastor Lind og frk. Charlotte. Pastor Lind undskyldte sig med, at han var ikke rigtig rask. Kristines og mine søskende. Min mor var da også gået med derhen, men vi var hele tiden bange for, at hun skulle få et af sine raserianfald, men det gik da nogenlunde, og hun listede da også hjem, inden der var gået ret længe.
Af brudegaver husker jeg, 1 guldtikrone fra hver af bryggerne og ellers, men jeg kan ikke huske fra hvem, 2 lamper, knive, gafler, duge, et kaffestel, billeder i glas og ramme. Fra Niels Nielsens, Lovkrog fik vi de to pynteurtepotter, som står i vinduerne endnu. Fra Kristines familie i Næstved (barbererne) 6 forgyldte teskeer i etui, som er her endnu, fra søster Kristine et jordbærstel, som også er her endnu.
Om aftenen eller rettere natten, da gæsterne var taget hjem, gik så Kristine og jeg til Thorup til vort nye hjem. Der var ikke noget med risengryn eller gamle støvler eller at blive kørt hjem. Da vi kom ind, gik vi lidt og så på de nye ting. Kristine havde jo ikke set, hvad der var kommet om morgenen. Vi gik så op i soveværelset og tog hverandre i favn og satte os på sengekanten og sagde Vorherre tak, fordi alt havde formet sig så godt for os. Så bad vi Fadervor, og i alle de år, vi levede sammen, fik vi trods al vor travlhed tid til at bede vor aftenbøn sammen. Jeg skriver ikke dette for at rose os, men jeg er sikker på, at det har gjort meget til at livet har formet sig så godt for os.
Så gik vi i seng, og næste morgen, da vi kom op, lavede Kristine kaffe, og vi drak kaffe sammen i vort nye hjem. Vi gik så og så på sagerne og talte sammen om, hvordan alt skulle anbringes, og så gik vi til Alminde igen. Vi måtte jo være meget derude endnu, indtil svigermor fik holdt auktion på sine sager. Jeg var ikke på arbejde før 21. marts, og i den tid arbejdede jeg videre på huset. Det var dejligt at være alene sammen med Kristine. Det varede mange år, før vi igen blev alene, og da var Kristine syg.
Den 5. april fyldte jeg så 27, og den 6. blev der holdt auktion. Svigermor beholdt kun, hvad hun skulle bruge i den lille stue, som skulle være hendes. Svigermor var rejst ind til Ane i København. Hun ville ikke se, at hendes ting blev solgt. Jeg købte en del af de sager, som vi havde brug for. Det kostede ikke ret meget. Auktionen indbragte, så vidt jeg husker 1400 kr., da omkostningerne var trukket fra, og da svigermor havde 1000 kr. i sparekassen, var hun nu ejer af 2400 kr. samt 120 kr. om året, så længe hun levede, fra Lundbygaard for afståelse af sit fæstebrev.
Nu var vi så færdig i Alminde, og svigermor og Karen Marie flyttede op til os, og jeg tror svigermor var ret tilfreds, så længe hun var rask.
Nå, jeg skulle jo så til at arbejde ude igen. Vi var på bar bund. Jeg skyldte murer Hansen 200 kr., men så havde vi da også vort eget hjem, selv om det endnu ikke var helt færdigt. Der var nok at tage fat på i al den fritid, der kunne blive. Jeg begyndte så i Næstved ude ved jernbaneviadukten ved vejen til Kalbyrisskoven på en villa tilhørende gdr. Hans Andersen, Holsted. Den ligger mellem Slagelse–, Ringsted– og Københavnsbanen. Vi begyndte den 21. marts og havde muret til rejsning til — så vidt jeg kan se — den 8. april. Vejret havde både februar og marts og til 8. april været ualmindelig godt, men nu slog det pludselig om med frost og sne, så vi ikke kunne komme på arbejde i en halv snes dage, og da vi endelig kunne begynde, måtte vi kaste sneen ud af huset for at komme til at mure skillerum.
Mens vi er ved skillerummene! Der arbejdede i nogle år en svend for Hansen, som hed L. P. Olsen. En dag råbte han til Hansen: Mester, pas nu på. Jens Karlsen har nu fuge på fuge 6 gange i træk! Det er gammel tradition, at hvis en murer kan opnå at få stenene til at ligge lige over hinanden 7 gange, så skal mester afstå sin datter til ham. Murerhåndværket lå ikke rigtig for Jens Karlsen. Han blev senere købmand i Næstelsø. Det passede han vist bedre til. L. P. Olsen blev senere murermester i Krummerup, men døde tidligt.
Nå, solen kom frem, og sneen var væk med det samme. Samme sommer byggede vi L. P. Petersens stuelænge i Faarup, og her er et eksempel på, hvor tossede håndværkerne var. L. P. Petersen sendte skiftevis hveranden søndag bud til murermester Julius Rasmussen, Snesere, og Hansen og sagde: Nu vil han lave stuelængen for den sum. Vil du gå længere ned? Og på den måde fik han prisen trykket så langt ned, at der næsten ikke blev noget til håndværkerne. Hansen nåede at blive den heldige, jeg fik en lille dagløn, Hansen nåede ikke så højt, og så arbejdede vi næsten over evne. Hansen blev da syg. Om det var af overanstrengelse, ved jeg ikke.
Vi byggede samme år en lade for gdr. Hans Rasmussen i Kalby, som jeg lavede sammen med en arbejdsmand Kristen Pedersen, Blangslev. Ladelængen var 45 alen (28 m) lang, og en dag til aften havde jeg muret hjørnerne op til den lange side. Jeg sagde nu til Kristen: Vi har nu hørt så meget om, hvor mange sten en murer kan lægge i på en dag. Skal vi nu prøve, hvor mange vi kan mure i morgen? — Ja, jeg skal i hvert fald nok skaffe, hvad du kan bruge! — Jeg murede så 3000 sten i den dag. Det er det højeste jeg nogensinde har nået, og jeg har altid taget forbehold, når jeg har hørt store tal siden.
Samme år byggede vi en lægebolig i Brandelev til en læge Hage, senere overlæge i Næstved. Der har ikke været læge i Brandelev, siden Hage flyttede til Næstved.
Jeg mindes en dag, jeg var hjemme, det var vel sagtens en søndag, at jeg skulle skrue en lampekrog op i loftet. Der kom pludselig rød saft ned igennem borehullet og ned i ansigtet på mig, og jeg tænkte: Hvad er dog det? Men jeg løb da op på loftet og opdagede da, at jeg havde boret lige op i bunden på en syltetøjskrukke. Heldigvis var det kirsebær, så der satte sig hurtigt et bær i hullet, men krukken var kun til urtepotte for fremtiden.
Så svandt det travle og indholdsrige år, men hvor var det dejligt at komme hjem til sin søde kone og sit eget hjem. Kristine hængte i med sytøj og tjente en del, som hjalp os over den første tid. Der var jo meget, som vi gerne ville have.
Jeg tjente i året 1903: 880 kr. og fik betalt de 200 kr., jeg skyldte Hansen, så nu var det vort eget altsammen.
1903 om efteråret var der byggegilde hos L. P. Petersen, Faarup. Da vi havde spist, og dansen var begyndt, faldt pludselig Jakob Jensens kone i Hundstrup om og var død af et hjerteslag, efter at hun havde danset en dans. Festen blev naturligvis straks afbrudt. Der blev sendt bud efter læge, men han kunne kun sige, at hun var død.
Kristine var med, og jeg var bange for, at det ikke var godt, at hun overværede det dødsfald. Det var ikke så længe inden Axel blev født.
Axel blev født 1904, den 1. januar. Det var slemt for Kristine, det begyndte først på aftenen og varede til kl. 12, men så var det overstået, og jeg synes, at Kristine kom hurtig til kræfter igen. Værre var det med drengen. Han græd næsten både nat og dag, og vi hentede pastor Lind og fik ham døbt, da han var 12 dage gammel. Pastor Lind sagde, inden han gik: Jeg tror ikke, I skal være bange for ham. Med den røst, han har, kan jeg ikke tro, der er noget særligt i vejen med ham. Vi blev da så klare over, at Kristine ikke havde bryst nok til ham og begyndte at give ham anden mad til hjælp, og så kom han sig, men han var en skrålhals hele det første år, og det gik jo ud over vor søvn, men han blev ellers en rask dreng, der gik ene, da han var 11 måneder. Han var bedstemors øjesten, og hun fik også lov til at kalde ham Axel Peter, men det varede ikke ret længe. Hen på sommeren fik hun et apoplektisk anfald, så hun blev lam i den ene side og delvis mistede forstanden. Straks troede vi, at hun ikke kunne leve ret længe, mep hun rettede sig alligevel en del legemligt, men med forstanden blev det ikke bedre.
Der var dengang en sygeplejerske i Hammer, som hed frk. Ishøj, og hun var en meget omhyggelig dame, som kom hver dag og fulgte bedstemor frem og tilbage på gulvet. Hun blev også så skrap, at hun selv kunne kravle af sengen, men det var meget værre, for nu måtte der nat og dag være nogen ved hende. Havde Karen Marie ikke været der dengang, ved jeg ikke, hvordan det skulle have gået. Hun hjalp også Kristine med at sy og passe børnene, så hun næsten troede, at det var hendes.
Det var trist, at det skulle gå bedstemoder således. Hun havde været en meget dygtig kone, som havde opfødt sine børn i mange år ene. Karen Marie var kun 6 år, da hendes far døde, og de to sidste år var han syg. Hun havde, siden hun blev enke, bygget sovekammeret til og ny åben skorsten og bageovn, og så havde hun endda ikke rørt ret meget af sin formue. Ganske vist var hendes fæste gammelt, vistnok fra 1836, så hendes afgifter var meget små.
I 1904 byggede vi Jens Peter Nielsens hus ved Faarup landevej, gdr. August Petersens stuehus i Sibberup, lige over for Sibberup Mejeri, en stuelænge for gdr. Peter Jørgensen, Stenstrup og Lov Mejeri. En dag i året 1904, da vi var ved at lave Lov Mejeri færdigt, og jeg og en Svend Jønsson (en søn af daværende folketingsmand Jønsson, København) stod og fugede, og Hansen stod og lavede en solbænk, kom i det samme en farende svend og bad om lidt til hjælp til rejsen. Han stod lidt og så på Hansen, som var ved at rette den nederste kant af solbænken, og sagde så: Hvorfor bærer du dig sådan ad? Det er da altfor besværligt, og så er kanten jo endda ikke helt skarp. Hansen blev ærgerlig og sagde: Kan du gøre det bedre, så lad os se! — Lad mig få skabelonen og skeen. — Han satte så blot den lige kant af skabelonen under solbænken og strøg en gang hen over den med skeen, og kanten stod fuldstændig lige og skarp. Vi var vist nærmest lidt flove alle tre, for det hele var så let. Vi havde allesammen på flere måder prøvet på at nå det samme resultat, men ikke kunnet finde den rigtige måde. Hansen tog sin pengepung og gav stodderen 1 krone, og da han var gået, sagde han: Der findes vist ikke så stor en tosse, uden at man kan lære noget af ham.
En rask beslutning
En søndag omkring den 8. juni kom der bud fra Hansen, om jeg ikke kunne komme ned hos ham. Der var noget, han ville tale med mig om. Det var så, at han havde tilbud om at overtage arbejdet på en fin stuelænge på Gl. Fodbygård, som ejedes af proprietær Andersen, der tillige ejede en gård i Stenbæksholm, hvor han dengang boede. Hansen sagde: Vil du påtage dig at lede det arbejde! — Ja, det vil jeg gerne, men jeg kommer da til at have et par dygtige svende til hjælp! — Jeg kunne jo se, da jeg så tegningerne, at det skulle være fint arbejde, og det skulle være færdigt til november. Hansen sagde så: Ja, det bliver det værste. Hvor skal vi få en dygtig svend fra? Jeg kan ikke undvære Olsen eller nogen af de andre. Jeg sagde: Bare vi kunne få Jakob Rasmussen fra Lundby. Det er ikke så længe siden, jeg talte med ham, og da havde han ikke noget særligt. — Det værste er, sagde Hansen, at det skal afgøres i morgen middag. — Jeg sagde så: Jeg kører til Lundby til Rasmussens forældre og får at vide, om jeg kan komme til at tale med ham.
Jeg kom så til Lundby, men hans forældre vidste kun, at han var rejst til Slagelse, at han arbejdede hos en arkitekt, samt at han boede i en gade, jeg husker ikke længere navnet. Jeg kørte så til Pederstrup med den besked og forelagde Hansen en plan, som jeg mente kunne føre til målet. Jeg må her indskyde, at Rasmussens forældre havde sagt, at han ikke var tilfreds med forholdene i Slagelse. Min plan gik ud på, at jeg startede kl. 12 hjemmefra og cyklede til Slagelse i løbet af natten, og hvis jeg traf Rasmussen, skulle Hansen være i Blangslev Brugsforening — der var lige kommet telefon til Brugsforeningen, — og jeg skulle så ringe dertil ved 9–tiden.
Jeg cyklede så til Slagelse og var der ved 430–tiden, men jeg traf ikke et menneske, jeg kunne spørge om vej til den gade, som jeg skulle finde. Endelig traf jeg da en mand, som fortalte mig, hvor jeg skulle hen. Jeg vidste ikke husnummeret, men gaden var ikke ret lang, så jeg mente nok, jeg kunne se Rasmussen, når han gik på arbejde. Pludselig blev der lukket et vindue op i en gavl, og en stemme råbte: God morgen, Jensen. Hvad går du dog her og leder efter? Jeg råbte tilbage: Det er dig, jeg vil tale med! Ja, jeg skal straks være der, sagde han. Jeg fortalte ham så, hvad der var grunden til, at jeg var i Slagelse. Han var straks med på at hjælpe os. Han var ikke rigtig tilfreds med det, han var med til i Slagelse.
Nu var det jo så om at gøre at få telefoneret til Hansen, men jeg havde aldrig talt i en telefon før, og det havde Rasmussen heller ikke. Vi blev så enige om, at det var bedst at gå til Statstelefonen, og jeg bad indehaveren om at sætte mig i forbindelse med Blangslev Brugsforening, og det gjorde han og lukkede mig så ind i en boks, som vistnok var lydisoleret. Jeg fik også fat i Hansen. Jeg kunne høre, at det var hans stemme, men han kunne vist bedre forstå mig. Jeg fik da sagt: Rasmussen kommer! og det forstod han, så nu kunne han om eftermiddagen tage til Fodby og overtage arbejdet.
Jeg syntes nu, at jeg havde klaret det godt, eftersom jeg aldrig havde været i Slagelse før og aldrig havde prøvet at tale i telefon før, og jeg tænkte, at nu måtte jeg have lidt mere ud af dagen. Jeg sagde farvel til Rasmussen og gik ned til stationen og tog cyklen med toget til Ringsted for at besøge søster Anna, som dengang var på Kærehave. Jeg traf hende også og fik talt med hende og en lærer, jeg tror, han hed Birkedal Nielsen. Han var så flink at vise mig hele den del af skolen, hvor der ikke undervistes.
Jeg var alligevel lidt træt og gik ud i skoven og lagde mig på en bænk og sov et stykke tid. Bagefter gik jeg ind og snakkede lidt med Anna og sagde farvel til hende, og så cyklede jeg til Haslev og tog med toget til Lov. — Dengang var der ingen bane fra Ringsted til Næstved.
Så meget arbejde var der for 50 år siden for hurtigt at få bud til Slagelse. Havde det været nu, kunne det hele være ordnet på en time uden anstrengelse.
Da så grunden var færdig, kom Rasmussen, Poul Poulsen, vor første lærling, som nu var blevet en snes år, og jeg sammen med et par arbejdsmænd til Fodby og begyndte på stuehuset. Det gik godt. Det var noget ud over det almindelige med den ene halvdel i to etager og karnap og kviste. Arkitekten, en ung mand, som havde været lærer på Brøderup Højskole, roste os for arbejdet, og proprietær Andersen var også tilfreds, så vi havde en dejlig sommer. Kun een gang gik det galt. Rasmussen var stejl, og den ene arbejdsmand lidt drilagtig. En dag sagde arbejdsmanden: Jeg kommer vist til at sætte dig ud på havegærdet og give dig en endefuld. Begge svende kom hen til mig og sagde: Nu går vi og kommer ikke tilbage, før den mand er væk. Jeg sagde så til arbejdsmændene: Vi kommer til at holde fri i eftermiddag, og du, Peter Frederiksen, kan ikke arbejde her mere. Men nu skal jeg køre hjem hos Hansen og se, om vi ikke kan bytte arbejdsmand. Det gjorde jeg, og næste dag fik jeg Kristen Pedersen med til Fodby, og så gik det godt resten af tiden.
Til Gl. Fodbygaard hørte en dejlig gammel have med mange frugttræer af alle slags, og vi havde lov til at spise så meget, vi ville.
Jeg tænker, at Gl. Fodbygaard har været en af de gamle herregårde, hvor der har været en lille fæstning. I hvert fald var der mange fint tilhugne firkantede kampesten, som lå til bro mange steder, og man kunne også se, at der havde været anvendt en del i den gamle stuelænge.
I den tid, vi arbejdede i Fodby, boede Rasmussen og jeg hos en husmand Jens Sørensen, som var gift med en familie til min mormor, men jeg kan ikke huske, hvor langt det var ude. De var meget flinke mod os.
1904 havde jeg ikke fået fuget huset i Thorup, og i januar måned var det tøvejr, og jeg begyndte så at fuge, mens Kristine og Axel lå inde i sengen. Jeg husker, at jeg lå uden for vinduerne og kunne se ind til dem. Lidt senere på måneden kom Hansen og hjalp mig, så vi fik fuget huset færdigt.
I februar fik vi vinter med frost og sne, så vi ikke kunne lave murerarbejde, så jeg var glad, at jeg havde hængt i i den tid, det kunne lade sig gøre, selv om det havde været koldt. Vi måtte jo ind og varme os en gang imellem.
Samme år sagde Hansen en dag: Vi har nu flere svende fra byerne, og der kan blive vrøvl med, at du ikke er i fagforening. Jeg vil foreslå at du løser næringsbrev, og så arbejder vi sammen. Hvordan vi deler kommer ingen ved, og du skal være sikret en stor dagløn. Så er vi da altid to, der kan arbejde, selv om konflikterne skulle nå herud. Jeg løste så næringsbrev og har nu været mester i 50 år.
I forsommeren havde jeg købt en ny damecykle, og jeg fik lært Kristine at cykle, hvad hun var meget glad for, men adskillige af de ældre syntes vistnok, at det ikke var helt rigtigt. Jeg har hørt, at Kristines mor skulle have sagt, det var bedre, at hun blev hjemme og passede sin dreng, end at løbe der og spilde sin tid på den måde. Nå, drengen blev vist passet alligevel, og hvor var det dejligt, især når man havde været borte hele ugen at komme hjem til en god kone og en sød lille dreng.
Jeg husker, at jeg sidst på året bandt et bånd i en gammel hat og satte ham på hatten og trak ham rundt på gulvet, og hver gang vi kom over en dørtærskel, og det sagde bum, lo han, og det var vist lige morsomt for os begge.
Men der var nok at benytte fritiden til. Jeg fik den vinter pudset de indvendige vægge i kælderen. Vi havde også fået begyndt at lave have og en hønsegård. Udhuset fik jeg fuget og berappet indvendig. Vi fik også i løbet af sommeren malet huset færdigt af maler Lange, Lov, og den maling holdt i 50 år på de indvendige døre.
Vi havde meget at være glade for, men vi havde også bedstemor som lå og var syg, og det gjorde jo et skår i glæden.
1904 tjente jeg 1071 kr.
En drøj tur
Min far havde sidst på året 1902 solgt en ko på Præstø marked til en handelsmand fra Tjæreby ved Haslev for vistnok 175 kr. Koen var ikke helt sikker overfor børn, men far havde sagt det, før de handlede, i overværelse af en anden handelsmand, og søster Elise, som også var med, hørte det også. Handelsmanden, som vel sagtens havde givet for meget for koen, påstod, da han havde fået den hjem, at den var uvan, og at far skulle tage den tilbage og betale pengene tilbage. Det ville far ikke, og det kom til proces. Far fik en sagfører i Vordingborg til at føre sin sag, men naturligvis kunne den handelsmand, som skulle være vidne ingenting huske, og hvad Elise kunne fortælle betød selvfølgelig ingenting, og far tabte sin sag ved underretten. Han fik i imidlertid fri proces ved overretten, men tabte også her og blev dømt til at betale pengene tilbage. Far fik nu bud fra sagføreren, at koen ville blive solgt ved auktion en bestemt dag i Tjæreby, og at far gjorde klogt i at købe den, da den nok ikke kom til at koste ret meget, og de penge, der kom til at mangle i købesummen skulle far betale.
Far tog så til auktion i Tjæreby, og jeg fulgte med. Jeg var bange for, at de havde gjort koen uvan. Far sagde ellers, at det var ikke nødvendigt, han skulle nok klare det selv, men jeg tog alligevel med.
Det var en ret kold morgen først i februar. Vi tog med toget til Haslev og gik derfra til Tjæreby, vel en 3—4 km. Det varede ikke så kort, inden koen skulle sælges, men da den blev trukket ud, var den bundet med 2 reb og blev trukket ud af 2 mand, en på hver side, og der blev råbt: Gå til side, at den ikke skal gøre ulykker. Far bød en meget lille sum for koen og blev den tilslået. Far sagde så: Lad mig få rebene! Og jeg kom hen og ville hjælpe ham, men han sagde: Jeg skal nok klare det selv. Koen fejler ingenting. Far trak så med koen, og den fulgte ham lige i hælene. Den kendte ham sikkert til trods for, at den havde været borte i over et år.Vi kom nu til Haslev hen på eftermiddagen. Her bandt vi koen uden for en restauration og gik ind og købte en kop kaffe, og så gik det videre, forbi Gisselfeldt, hvor vi kom forbi Peder Oxes store lade og videre ad Vesteregede og gennem skoven — det var nu blevet mørkt — forbi Sparresholm og Raadegaard til Everdrup.
I Everdrup var vor gamle nabo fra Granly, Lars Rasmussen, blevet bestyrer på en gård, og far fik opspurgt, hvor de boede. Der nåede vi til lidt ud på aftenen, og koen blev sat ind i stalden, og vi kom ind og fik noget at spise og blev der et par timers tid. Ved 10—11 tiden gik vi så videre. Far havde tænkt, at koen ikke kunne døje at gå til Hammer i et træk, men den viste ikke spor træthed, og nu, da den havde fået et godt foder, gik det rigtig godt. Den gik hele tiden så nær op til far, den kunne. Der havde hidtil kun været lidt sne, som havde været kørt sammen, men nu var sneen begyndt at fyge sammen, og der var driver mange steder. Da vi var kommet igennem Snesere, måtte vi flere steder ud på markerne for at komme igennem. Vi gik så over Tvede til Thorup, og da vi kom forbi Lars Peder Larsens gård, hvor den var vant til at komme til bedækning, kendte koen selv vejen og løb nu foran os hjem. Da vi nåede stalddøren, brasede den på og var næsten ikke til at holde, mens far fik ryddet lidt op, så den kunne komme ind, og den fandt sig straks til rette, da den kom ind.
Koen var meget mager, hvad der vel var grunden til, at den uden anstrengelse kunne gå den lange vej. Far holdt den et stykke tid, og den blev hurtig fed. Så solgte han den til slagtning, og fik en god pris for den. Således endte fars koproces. Den kostede vistnok det meste af, hvad han fik for koen, men han trøstede sig med, som han sagde, at hvis der om et par hundrede år kommer en ny Severin Kjær og roder i de gamle retsprotokoller, vil han også kunne finde mit navn der. Far fortalte, at han havde sagt til den sagfører, som førte sagen for ham ved underretten: Jeg har den tro, at sandheden nok skal sejre. Sagføreren sagde: Det skal De ikke være så sikker på. Løgnen sejrer vist lige så tit!
1905
1905 blev Valborg født den 28. februar. Jeg kom fra arbejde om aftenen og kunne høre, at det var galt, og jeg løb op i soveværelset og så, at Kristine havde det meget slemt, men et øjeblik efter var Valborg kommet, og jeg mener, at Kristine slap meget lettere, end da Axel blev født. Nu havde vi så både dreng og pige, og Kristine mere arbejde, men vi måtte i de år være glade for Karen Marie.
I 1905 var jeg med at bygge Peter Hansens gård på Svinø, som var brændt. Samme Peder Hansen var en hård mand, som når det ikke gik stærkt nok, skrev nogle slemme breve til Hansen. Hansen sagde: De skal i arkivet, for at efterslægten kan se, hvordan man skrev til hinanden i 1905. Samme Peder Hansen sagde også, da vi havde lavet ajlebeholderen: Nu skulle den bare være fuld af brændevin. Sikke glade dage vi så kunne få. — Han kunne være meget drilagtig. Vi havde en meget flink arbejdsmand, og ham drillede han med at kaste kalkspanden ud i møddingpølen, men den anden arbejdsmand, en stor, stærk mand sagde til Peder Hansen: Hvis det sker en gang til, kan du tro, jeg skal lege med dig! Siden den tid fik arbejdsmændene lov til at arbejde i fred.
Tillige byggede vi en stuelænge for gdr. Peder Poulsen, Næstelsø, et hus for lærer Jørgensen i Næstelsø, Lars Larsens hus i Lov, æggrosserer Jensens hus i Lov, hvor nu mekaniker Jens Larsen bor, samt et hus i Rønnebæk.
Jeg fik også det år indrettet bedre grisehuse hjemme hos far og muret en ajlebeholder nr. 2, og han havde tre køer. En af søstrene var gerne hjemme, og han gik ikke så meget på arbejde, uden når han hjalp Hans Petersen, som pløjede for ham.
1905 var vi nogle håndværksmestre i Sydsjælland, som prøvede at danne en håndværkerforening. Vi fik også samlet nogle stykker sammen og fik dannet en bestyrelse, som kom til at bestå af murermester Christiansen, Engelstrup, murermester Hansen, Pederstrup, snedkermester Nielsen, Snesere, tømrermester Peder Olsen, Blangslev, smedemester Johansen, Kastelev, smedemester Nielsen, Dyrlev og undertegnede. Vi gennemtravlede så håndværkerne i Sydsjælland, men det var ikke ret mange, der ville være med. De fleste var vel bange for, hvad kunderne ville sige. Vi holdt nogle møder, bl. a. husker jeg et, hvor fællesrepræsentationens formand talte i Tappernøje kro, men vi kunne ikke rigtig få gang i det. Jeg husker, at smedene, hver gang vi var sammen, sagde: Lav os en priskurant! Så brød de ud og lavede deres egen forening, som de vist fik megen nytte af.
Jeg mindes fra den tid en her på egnen kendt skikkelse, smedemster Christiansen, Staunstrup, broder til vor formand, meget ivrig venstremand og på den tid Venstres folketingskandidat. Jeg tror, det var i Faksekredsen. Man sagde om ham, at han altid brugte forhammeren.
Foreningen bestod i 5—6 år, så døde den stille hen, men i de år, den gik — det var jo omkring Det radikale Venstres dannelse —, blev der jo somme tider talt politisk, og vi radikale måtte gerne stå for skud. Jeg husker en gang ved et møde på Udby kro, at formanden viste mig et billede af J. C. Christensen og sagde: Hvor kan I have så meget mod ham? Han er da en pæn mand. — Ja, svarede jeg, man kan ikke se på ham, at han har lånt Alberti en million af statskassen. Det har altså været omkring Alberti–katastrofen.
Jeg har altså været med til at lave den første håndværkerforening i Sydsjælland, som ganske vist kom for tidlig til verden.
I sommeren 1905 var Axel blevet så stor, at han kunne sidde på et tæppe på cyklestangen, og det var meget morsomt for os begge, og Kristine kunne jo også cykle, så vi kunne køre en lille tur en søndag eftermiddag. Så svandt året, og det blev igen vinter, og jeg kunne være lidt hjemme igen. Jeg var nu nogenlunde færdig med huset, men henne ved byen lå endnu resterne af Vildtbanegrøften, temmelig dyb og bred med vand om vinteren, og jeg tænkte: Den må du have fyldt. I skellet mellem Peder Jensen og mig var en temmelig høj voldgrøft, bevokset med mange gamle piletræer. Træerne var mine, så dem kunne jeg fælde. Jeg blev så enig med Peder Jensen om, at jeg måtte sløjfe volden og tage jorden til fyld, og så delte vi pladsen, hvor den havde stået. Jeg trillede jord ned i grøften, når jeg havde tid, men der gik 2—3 år, før jeg var færdig, og det forslog endda ikke. Jeg fik tillige al den jord, Lars Frederik gravede ud af sin gård, da han byggede sin lade, men så blev det da også nogenlunde. Vildtbanegrøften må have været dyb. Viggo Jensen fortæller, at da han for et par år siden gravede en brønd 3 á 4 alen nord for sit hus, stødte han 2 á 3 alen nede på kampesten, som så ud til at være sat op som stengærde.
Jeg kommer til at tænke på, at gamle folk har fortalt, at landevejen fra Præstø til Næstved før reguleringen omkring 1820 gik ind i byen, hvor nu Lars Frederiks hus ligger, fulgte gaden hen til hjørnet af Toftegårds have og drejede så ud over markerne vest om den lille mose, der ligger i skellet mellem Toftegårds og Korshøjgaårds marker.
Axel og Valborg trivedes godt og var os til megen glæde, og hvor var det morsomt at lege med dem. Valborg var en vældig sød lille stump, og hvor kunne deres mor pynte dem med små midler. Hvor er det en dejlig tid at mindes.
Bedstemor var så rask, at hun selv kunne kravle af sengen, når der ingen var tilstede, men hun vidste ikke, hvad hun gjorde, og vi var meget bange for, at hun skulle komme til lys eller kakkelovn. Hun mente ellers, at alle andre mennesker var blevet tossede, og at hun var den eneste kloge.
1905 tjente jeg 997 kr.
1906
1906 var jeg med at bygge Søren Hansens gård i Rønnebæk, der var brændt ved lynnedslag, husejer Hans Madsens hus i Hammer, som nu ejes af slagter Peder Hansen, Brandelev Forsamlingshus, et hus i Rønnebæk samt et svinehus til gdr. Peter Nielsen i Brandelev.
Jeg var nu blevet 30 år gammel og havde fået stemmeret. Der skulle være folketingsvalg det år, og jeg var med til et møde i Vordingborg, hvor vi radikale opstillede cand. Ejnar Munk — broder til præst og seminarieforstander Munk, Vordingborg — som vor kandidat til valget. Der blev udbragt et leve for, at han skulle blive valgt. Jeg husker, at Peder Nielsen, Smakkebæk, sagde: Ja, det kan vi godt, men det nytter ikke noget! Det gjorde det heller ikke.
I 1906 fældede far og jeg nogle pile, som vi savede ud til brædder, og som jeg så året efter lagde gulv af i den stue, jeg byggede i 1899.
I øvrigt mindes jeg ikke noget særligt fra 1906. Kristine havde i de år nogle unge piger, som lærte syning. Jeg mindes gdr. Anders Larsens Kristine fra Faarup, Ane Marie fra Hjørnegård, Jens Andreasens Andrea fra Ring og Jensine Ambus og Anna Pedersen, nu Thorup.
En søndag var Kristine gået hen i byen, og jeg skulle passe Valborg. Hun kunne ikke gå, men hun var meget dygtig til at kravle, jeg tænkte: Du kan lige springe ned i kælderen og hente et eller andet. Hun kan ikke kravle så hurtigt ud i køkkenet, så der kan ske noget, men inden jeg nåede tilbage, kom hun trillende ned at trappen og havnede imellem træskoene, der stod ved trappen. Jeg blev noget hed om ørerne, men det viste sig, at hun ingen skade havde taget, og glad blev jeg.
Axel var nu meget interesseret i at få lov til at sidde på cyklestangen, og jeg syntes også, det var morsomt at have ham med. Valborg var vistnok 14 måneder før hun kunne gå.
Så gik året med arbejde og små glæder derhjemme, og om vinteren fik jeg kørt en del af volden ned i grøften og ryddet en del af pilene og fik lavet dem til brænde.
Med svigermor var der ingen forandring. Jeg tjente i året 1906: 1072 kr.
1907
I 1907 var jeg med at bygge stuelænge for gdr. Jørgen Christiansen, Svinø, et stuehus for dyrlæge Hansen, Næstelsø, Jens Christensens parcelliststed i Lov, hvor nu Julius Nielsen bor, og 2 længer på Pilegård i Thorup samt banearbejder Jens Nielsens hus i Gl. Lov m. m.
Omkring 1. april blev Hammer Husmandsforening stiftet — jeg meldte mig ind den 17. marts — med lærer Christensen, Ring, som formand, hmd. Jens Hansen, Faarup som næstformand og parcellist Niels Larsen, Lov Sønderskov som kasserer. De andre bestyrelsesmedlemmer var parc. Alfred Christensen, Vejlebro, senere Hammer, parc. Sørensen, Vejlebro, Frands Larsen, Alminde og parc. Niels Rasmussen, Lov Sønderskov. En måneds tid efter solgte kassereren sin ejendom og flyttede fra sognet, og jeg blev valgt ind i bestyrelsen og valgt til kassererer, en bestilling, som jeg havde i ikke så få år. Vi havde en del at kæmpe med, blandt andet fordi der samtidig blev dannet en såkaldt upolitisk husmandsforening, hvis medlemmer for størstedelen var gårdmænd, men havde husmand Hans Petersen til formand. Denne forening fik af Alberti tildelt en andel i Landbrugslotteriets overskud og havde således en kapital at arbejde med. Jeg ved ikke, om de fik lavet noget videre, udover at de foretog nogle udflugter. Før en af disse sagde gdr. P. Chr. Petersen, Thorup, til dem. Husk nu på, at I ikke må tage jeres bedste tøj på, for så tror folk ikke, at I er husmænd.
Vi blev imidlertid, vistnok takket være Karl Hansen, Ankerstræde, indmeldt i samvirksomheden og kunne ikke sådan skubbes til side, og i løbet af nogle år døde den anden forening, velsagtens da kapitalen var opbrugt.
I årene før 1907 var der blevet arbejdet for at få skilt Hammer og Lundby sogne i 2 kommuner. Det var nu blevet ordnet, og der blev nu afholdt ekstraordinært sognerådsvalg i begge kommuner. De radikale fik ved denne lejlighed valgt tømrer Hans Jakob Petersen, Hammer, ind, men Hans Jakob Petersen var syg og døde inden året var gået. Han var formand for Hammer Sygeforening i mange år. Det var jo ikke så længe efter bruddet mellem Venstre og Radikale, og bølgerne gik til tider højt. Jeg husker, at vi en dag talte om det og han sagde: Man skal nødig angribe, men bliver man angrebet, skal man forsvare sig så godt man kan. Lærer Christensen havde dengang siddet i sognerådet i flere år. Oprindelig valgt af Venstre.
1907 blev jeg valgt til vurderingsmand i Østifternes Brandforsikring, en bestilling jeg havde, til jeg fyldte 70 år.
Den 7. marts 1907 blev Dagny født, og rask som hun er, kom hun inden jordemoderen, og vi stod og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Jeg blev sendt ned efter Sofie, murer H. P. Andersens kone, og hun kom også, men turde ikke foretage sig noget, og endelig kom også jordemoderen. At hun kom så sent, havde for en del sin grund i, at Lars Frederik væltede med hende. Ingen af dem kom noget til, men den ene vognstang knækkede, så han ikke kunne køre så stærkt. Nu havde Kristine så 3 børn at passe, og hun måtte holde op med at sy så meget for fremmede. Da vi havde barselsgilde, sagde farbror Niels: Hvis I bliver sådan ved, kommer jeg ikke til barselsgilde hver gang. Nå, han fik jo ikke lejlighed til at skuffe os i den anledning.
Børnene voksede og trivedes godt og var raske, og jeg glædede mig til at komme hjem om aftenen, men somme tider, som når vi var på Svinø, kom jeg ikke hjem hele ugen, og jeg havde mange gange langt på arbejde. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften, og så sov børnene, når jeg kom hjem, så det var jo nærmest om søndagen og om vinteren, at jeg havde noget med dem at gøre, og selv den tid blev der tit lagt beslag på. Det er nærmest Kristine, der har opdraget børnene, men jeg mener, at hun har gjort det godt.
Om efteråret 1907 dannede vi den radikale forening for Hammer sogn ved et møde på Lundby kro, hvor folketingsmand Slengerik talte, og efter mødet valgte vi bestyrelse, først lærer Christensen, som var formand for Husmandsforeningen, så Jens Hansen, som var næstformand. Så blev jeg foreslået. Jeg rejste mig op og sagde: Det er galt, at vi vælger for mange af Husmandsforeningens bestyrelse. Det går ikke, som forholdene er i Hammer sogn! — Slengerik sagde: Det kan ikke hjælpe, at man er bange for at lægge ryg til, så når man ikke noget! — Jeg svarede: Det er ikke, fordi jeg er bange, men når vi har to foreninger i sognet, så mener jeg, at vi skal være lidt forsigtige! — Lærer Christensen sagde så: Ja, Jens Jensen har ret, vi bør vælge andre! Og det blev der så for resten.
Om vinteren fik jeg ryddet en del af volden og trillet den ned i grøften, men det stykke længst borte måtte jeg have Lars Frederik til at køre derhen.
Med bedstemor var der ingen forandring. Hun var tit uregerlig, særlig kunne hun ikke tåle Birte. Jeg husker en gang, hun havde fået fat i en sko, hun stred efter hende.
Jeg tjente i 1907: 1156 kr.
1908
I 1908 var jeg med at bygge Peter Jensens villa i Hammer, Brandelev Forskole og noget tilbygning til sognefoged Ole Fr. Olsens stald i Blangslev m.m., og det år fik jeg bygget til mine forældres stuehus, så det blev 3 alen bredere ud for dagligstuen, hvor der blev et kammer samt indrettet 2 små værelser på loftet. Nu var der jo næsten altid en af pigerne hjemme, mest Anna. Far havde fået drevet jorden op, så man må undres over, at de tre tønder land kunne give så meget, men pigerne fik jo heller ikke nogen videre løn, og fordringerne var ikke ret store.
1908 var der ordinære sognerådsvalg. Der blev opstillet en liste af venstrevælgerforeningen og en af husmandsforeningen. Venstrevælgerforeningen fik valgt 5 mand, gdr. Rasmus Rasmussen, Ring, (formand) gdr. Anders Hansen, Lov, parcellist Hans Pedersen, Præstemarken, parcellist Chr. Larsen, Faarup og blikkenslager Nielsen, Lov. Husmandsforeningen fik 4, lærer Christensen, hmd. Hans Pedersen, parcellist N. P. Jensen, Hammer Hestehave og mig. Bølgerne gik højt, både før og efter valget, og anledningen var, at størsteparten af vælgerne var stemt for at sælge fattiggården, mens et mindretal ville beholde den. Jeg vil her indskyde, at der kun var en stemme forskel på de to lister, så flertallet var jo ret svagt. Der blev holdt et møde om sagen, og der blev talt en del både for og imod. Jeg mindes særlig Hougaard, som talte for at sælge, og lærer Hansen, Lov, som var meget ivrig for at beholde fattiggården. Der blev så foretaget en afstemning, som gav 140 stemmer for at sælge og 40 imod.
Det blev så drøftet i sognerådet og kom til afstemning. Flertallet stemte for at beholde fattiggården og vi, mindretallet, for at sælge. Christensen formede så en protest fra vor side, som vi fordrede tilført forhandlingsprotokollen, og nu blev der røre, så det forslog noget. Formanden rejste sig, slog protokollen sammen og sagde: Nu kan I beholde det hele selv. Jeg vil ikke være formand mere — og han sagde en hel del mere, som jeg ikke husker. Nå, han måtte jo blive ved, til året var gået. Jeg stod under dette optrin ved den anden side af bordet, og jeg tror, jeg kom til at smile, og formanden sagde: Du skal ikke le, for dette her er alvor! Jeg svarede: Det er min måde at tage sådan en situation på! Senere har han sagt: Ja, jeg har jo godt lagt mærke til, at det er rigtigt, hvad du sagde dengang. — Resultatet af afstemningen blev så sendt til amtet, men samtidig affattede Christensen en skrivelse, hvori han berettede om resultatet af afstemningen, og at der kun var tre fattiglemmer tilbage, og at de alle var over 80 år gamle, samt at rentabiliteten ikke var sådan, at det berettigede til at beholde gården, og at de forhold vi kunne byde aldersrentemodtagere, som ikke selv kunne skaffe sig bolig og pasning, var meget dårlige. Der var i den østlige længe indrettet til ægtepar, som kom på fattiggården, og i disse stuer boede aldersrentemodtagerne.
Amtsrådet gav tilladelse til at sælge jorden og indrette stuelængen til aldersrentebolig i den østlige halvdel og fattigafdeling i den vestlige. Vi fik tilladelse til at sælge jorden til udstykning.
Jeg blev også dette år valgt ind i skolekommissionen, hvor jeg sad i 12 år.
1908 var der meget røre om Alberti. Jeg husker et stort møde, der var i Mogenstrup Skov, hvor bl. a. P. Munch talte, og han sagde bl. a., at Venstre hviler på en kolos på lerfødder. Der blev en vældig tummel, og folk truede ham med stokke og råbte: Det er løgn, du siger. Jeg kan endnu se Munch. Han stod rolig på talerstolen og sagde: Nej, desværre! Det passer. Der vil ske en katastrofe inden længe. Jeg kan ikke sige mere i dag!
Jeg blev af alt dette ængstelig for svigermors penge, som alle stod i Bondestandens Sparekasse, og sagde til Lars Frederik og Karen Marie: Bare ikke det går galt med bedstemors penge. Lars og Per Frederik, som læste Næstved Tidende troede fuldstændig på, at det kun var løgn og opspind, som de radikale fandt på, og sagde, at Bondestandens Sparekasse var den sikreste i landet. Jeg tog alligevel op og hævede 1000 kr. og satte dem i Næstved Diskontobank. Få dage efter meldte Alberti sig. Jeg sagde så til Lars Frederik: Ja, jeg har uden at spørge jer ad taget 1000 kr. af bedstemors penge og sat dem i Diskontobanken. Dem har vi da. Resten er jo nok tabt. — Ja, havde du bare taget dem alle, var svaret.
Bedstemor, som også havde hørt om Alberti, lå efter den tid og talte om, at »Tuberti« havde taget hendes penge. Så galt gik det dog ikke. De 1400 fik vi, men ingen renter.
1908 tjente jeg 1204 kr.
1909
Husmandsforeningen anlagde i 1909 en forevisningshave i mit vænge i Thorup med nogle og firs forskellige kulturplanter, som vi passede og holdt rene. Der blev så holdt foredrag af flere konsulenter, blandt andre Gunnar Fog Pedersen, senere landstingsmedlem, valgt ved »alterlysvalget« 1924, gartner Nielsen, Brandelev, samt konsulent Vang, som var indviklet i noget med køb af husmandsheste m. m., som var grunden til, at Karl Hansen, Ankerstræde, måtte gå af som formand for sammenslutningen, hvilket skete på et stort møde på »Casino« i Slagelse, hvor jeg var med som sendemand. Vi valgte så Karl Hansen, Lynge, til formand, men han var kun formand et års tid. Så blev Niels Frederiksen formand.
1909 var jeg med at bygge først et hus for gdr. Rasmus Nielsen, Svinø, som havde afstået gården til sønnen Lars Nielsen, så en stuelænge til gdr. Ole Hansen, Svinø østre. Til hjælp ved disse to arbejder havde jeg to dygtige københavnere Hansen og Grønnemose. Det var folk, der kunne mure, og vi fik også muret de to huse op i en fart, men så fik de arbejde i København. Vi skal nok sende et par andre, lovede de, og det gjorde de også, men de var knapt så dygtige, men vi blev da færdige med de to huse. Så skulle vi til at bygge på Anders Pedersens gård i Thorup, men så fik de to også arbejde i København og sendte to andre i stedet, Olsen og Friis. De boede hos os, mens vi byggede Anders Pedersens gård. Jeg tror næsten, børnene kan huske dem endnu. De var ikke ret dygtige. Jeg husker, da vi murede stuehuset op, at da vi nåede til de røde bånd, havde de meget mas med at få lagt stenene rigtigt, og da vi skulle mure gesims og gavle, sagde de: Det vil vi ikke have med at gøre. Sådan noget bondestads har vi aldrig prøvet. Ja, så kommer I til at begynde at pudse, så skal jeg nok mure resten! — Det gik også bedre. De havde nok aldrig bestilt ret meget andet.
Det var jo i bilernes barndom, og jeg husker den dag, jeg murede på den sydlige overgavl, at Jens Peder Hansen, Tvede, som kørte mælk, kom kørende på landevejen lige for. Da han så en bil nede ved Peder Chr. Pedersens gård, vendte han straks vognen og kørte over grøften, og det endte med at alle spandende røg af vognen, og mælken spildtes. Det var da heldigvis skummet mælk, men sådant skete temmelig tit dengang.
I sognerådet skulle vi så 1. april vælge ny formand, da Rasmus Rasmussen bestemt nægtede at tage mod genvalg. En eftermiddag jeg arbejdede i Hammer, kom to af flertallets medlemmer og sagde til mig: Du bliver rimeligvis valgt til formand! — Nej, det bliver jeg ikke, uden at der sker en hel del. For det første vil jeg ikke være formand, det er jeg ikke dygtig nok til, og I ved jo godt, at I sidder med een stemmes flertal. Sæt nu, at der kunne rejses tvivl om den ene stemme! Jeg ved måske mere, end I tror. I gør bedst i at lade mig være i fred! — Den ene af dem havde været med i valgbestyrelsen, den anden vidste ikke noget. — Jeg blev heller ikke nævnt ved valget. Vi foreslog lærer Christensen, men flertallet valgte N. P. Jensen, Hestehaven. Jeg sagde til ham: Du gør klogt i at lade Christensen hjælpe dig i hvert fald til at begynde med. Han var vistnok inde på, at han nok kunne, men han måtte lade Christensen hjælpe sig, da han først opdagede, at det ikke var så let.
Grunden til, at de kunne tænke på mig som formand, var vel nok, at jeg ved ligningen året forud, havde forstået fremgangsmåden og også været heldig og temmelig hurtig fået regnet en del opgaver ud, og skatterådsmedlem Rasmus Petersen, Bussebjerg, havde rost mig. Jeg undrer mig selv over, at det gik sådan, da jeg jo aldrig har kunnet regne ret meget. Christensen havde instrueret os tre før ligningen, og murer Hansen, som havde siddet i sognerådet i flere år, havde opstillet et skema for mig og fortalt mig, hvordan det foregik, og så har de andre vel ikke været stort klogere end jeg.
Når jeg kunne kyse flertallet, var grunden den, at jeg vidste omtrent med sikkerhed, at valgbestyrelsen ved valget 1908, da vi blev valgt, havde ladet en mand stemme, som ikke var på valglisten. For det første fortalte Per Frederiksen i Thorup, at da han kom og ville stemme, kunne han ikke komme til, og valgbestyrelsen havde så travlt med valglisten. Jeg fik det indtryk, at det var en, som ikke var på valglisten. Og en mand fra Ring, jeg tror, det var Christoffer Hansen, fortalte Sidse Hans Peters, han fik stemmesedlen inden jeg, og så afbrød de og sagde: Du kommer til at vente lidt. Der er noget, vi skal have set efter! — Nogle dage efter stod der en notits i venstrebladet, som lød således:
»Æ ded sand a der ve saavneraadsvalget i Hammer stemde en mand, som ette vaa paa Vallisten«.
Jeg havde Christensen mistænkt for at have sat dette i avisen, men han ville ikke indrømme det før mange år efter. Så indrømmede han, at min formodning havde været rigtig, både med stemmesedlen og den indrykkede notits.
Så skulle vi i gang med at udstykke fattiggårdens jord, og der blev holdt auktion over jorden. Politifuldmægtigen i Vordingborg, senere politimester i Storeheddinge, ordnede det for os. Gdr. Niels Pedersen i Hammer købte 6 tdr. land, der lå nord for Ringvejen, tømrer Rasmus Rasmussen 5 tdr. land, parcl. Alfred Christensen 10 tdr. land, parcl. Jørgen Hansen 8 tdr. land, Anders Lunge, Hestehaven 8 og Jens Larsen, Hestehaven 6 tdr. land. Gdr. Jens Peter Hansen købte enghaveparten.
Så begyndte vi at lave alderdomshjem af fattiggården. Hele siden mod haven optoges af 4 stuer, som var beregnet til: fra øst soveværelse for mændene, så en stor arbejdsstue og opholdsstue for mændene, derefter arbejdsstue for kvinderne. Denne stue må have været for stor, for der var skilt ca. 4 alen fra med et bræddeskillerum. Stuen står endnu og bruges som samlingsstue. Op til vester gavl var kvindernes sovesal.
Af disse stuer blev så taget 3 alen fra indtil midterskillerummet til gang med undtagelse af samlingsstuen, og mod øst blev der 5 stuer, mod vest stuer, men kun de 5 mod øst blev til aldersrentemodtagere, de 3 mod vest blev til fattigunderstøttede, og døren ind til samlingsstuen blev sømmet til i amtmandens påsyn, så der var kun adgang mellem de to afdelinger gennem bestyrerens lejlighed. Nogle år efter blev der lavet fattigafdeling i udhuset, og de tre stuer mod vest blev taget ind til aldersrenteboliger. Der blev 9 stuer, 8 mod syd og 1 mod øst. En stue mod nordvest blev lavet om til WC og bad. Ud mod gården blev der ikke lavet noget. Det står, som da gården blev bygget i 1882.
Den gamle bestyrer eller rettere hans kone blev ansat som bestyrerinde på alderdomshjemmet, hvad mange var imod. Man sagde, at Lars Pedersen havde været streng mod de gamle, men man må tage de forhold i betragtning, der rådede dengang. Der var omkring 40—50 gamle, fordrukne, forhutlede, åndssvage og imellem dem en halv snes børn, kommet fra forskellige dårlige hjem. En del af dem havde boet i fattighuset i Hammer, som lå mellem Verner Rasmussens hus og købmand Esbensens forretning, jeg har hørt fortælle om en mand, Hans Larsen, broder til Christoffer Larsen, Hestehaven, som arbejdede på fattiggården, da jeg gik i skole, at da han havde været med at flytte beboerne fra fattighuset ud til gården, var hans tøj så fyldt med lus, som om han var oversået med gulderodsfrø. Det har ikke været morsomt at tage imod og få vasket og renset dem, og så kunne alle disse mennesker ikke forliges indbyrdes. Det skete, at de kom op at slås om natten, og så måtte Lars Pedersen op, for at der kunne blive ro, og man sagde, at der somme tider vankede klø. Og børnene, de stakler, som der var lidt i vejen med, dem vankede der naturligvis også til. Der var en dreng, som hed Lars, der stjal lidt. Han havde det ikke godt. Hvadenten på gården eller i skolen fik han skyld for alt, hvad der var galt, og fik også klø for det. Men der var også flinke børn derude, bl. a. Peter Villum og hans søster Marianne. Dem mindes jeg aldrig at have hørt, at der var noget i vejen med, og den sidste der var der, Anders, var sikkert som barn i huset. Han tjente som karl på gården, da den blev solgt, bor nu i Næstved og har egen ejendom.
Blandt de første, jeg kan huske, der var på fattiggården, var gærkræmmeren, som vistnok i sin tid havde gået omkring på gårdene og opkøbt gær, når de havde brygget, og videresolgt den. Far fortalte, at mens han tjente i Risby, var gærkræmmeren en aften kommet til byen og gik og lavede ballade, og bymændene sagde til karlene: Kan I ikke få lempet ham ind over sognepræsten ind i Hammer sogn. Karlene trak så af med ham, men han kunne hverken gå eller stå. De måtte nærmest bære ham. Da de kom op på bakken ved Peder Chr. Pedersens gård, satte de ham og sagde: Nu må du selv om resten! Så løb han fra dem op på bakken, og deroppe klappede han sig i enden efter dem og råbte: Sikke nogle narre! De løb efter ham, for nu syntes de, at han havde fortjent prygl, men nu kunne de ikke opløbe ham.
Klavse Hans, en halv–idiot fra Lundby, søn af Klavs fra Lundby, som måske senere bliver nævnt, var også på fattiggården fra den første tid. Han skulle arbejde i stalden og hvad andet han kunne, men han løb sommetider sin vej og blev borte en tid, og når han så kom igen, vankede der vist også dask. Han blev senere overflyttet til Ebberødgård og levede til efter, at pastor Lind var flyttet til Birkerød. Pastor Lind fortalte, en gang jeg var deroppe, at det skete, når han gik tur ud forbi Ebberødgård, at Hans gik inden for tremmerne og råbte: Goddag, pastor Lind! og så måtte jeg jo op med en 25–øre, sagde pastor Lind.
Så var der Niels Simonsen, som var søn af bedstemors halvbroder, Simon, som boede i huset lige overfor Bygårds have, hvor Peder Hansen nu bor. Han havde lært til snedker i Næstved, men vist ikke lært ret meget. Han fik bygget den højeste del af huset, men kunne ikke klare sig. Han var lidt fin på det. Det havde han jo lært i Næstved, og hans kone Grethe havde også tjent i Næstved. Niels kunne godt lide spiritus, og han kom en gang imellem og besøgte os. Vi var jo da i familie. Han døde omkring 1913. De havde ingen børn.
Der var også en flink dreng derude, som hed Hans Jørgen. Han var vistnok lidt svagelig, men fik lært til skomager, men han døde tidlig. Han blev begravet den dag, Kristine og jeg blev gift. Vi mødte folk, der kom fra begravelse, da vi kørte til kirke.
Blandt dem, der var på fattiggården, var også Peter Andersen fra Ring. Han havde været opkøber af høns og fjerkræ, og det er ham, der har stået model til det maleri af Ring, hvor man ser en mand og en kone, manden med sæk på nakken, hvor igennem en hane stikke hovedet ud.
Man kan forstå, at det har ikke været nogen let plads for et par unge mennesker at gå ind til, og så må man jo også regne med, at forholdene var anderledes for 70 år siden. Fattiggården var jo en stor forbedring, når man tænker på, at før den tid gik de gamle på omgang på gårdene og skulle have føde og husly nogle dage ad gangen. I 1910, da vi fik lavet fattiggården om til alderdomshjem, syntes vi også, at det var en vældig forbedring, og nu 45 år efter er det jo ikke tidssvarende mere.
Jeg tjente i 1909: 1214 kr.
1910
I årene 1909—1912 var Karen Marie ude at tjene som husbetyrerinde hos gdr. N. P. Madsen og gdr. Hans Larsen, Blangslev, og Kristine passede selv bedstemor, børn og hus samt havde en del af året 2 mand på kost og logi, så hun havde travlt.
Omkring 1910 kom en ung mand, Georg Hansen, Næstelsø, til at arbejde for os som arbejdsmand. Han var 22 år og var lige blevet gift. Hans kone malkede på Næstelsøgården, og han hjalp hende, inden han gik på arbejde. Da han havde været der et stykke tid, sagde han til Hansen: jeg kunne vist godt lære at mure! — Ja, sagde Hansen, men så kan du jo ikke tjene så meget, som du kan som arbejdsmand! — Nej, men min kone og jeg har talt om, at hvis vi rigtig hænger i og ikke ødsler noget bort, så kunne det måske lade sig gøre! — Han kom så i lære, og noget af det første, han var med til, var Anna Sypiges hus i Thorup, men det har været strengt at være oppe og være med at malke en stor besætning, inden han kørte på arbejde, mange gange over en mil. Om vinteren arbejdede han med alt, hvor han kunne tjene penge. Han var bl. a. med at grave prøvehuller i Stenskoven, da man påtænkte anlæggelse af stenværket. Han fik også udlært og arbejdede for Hansen, til denne døde, og også nogle år for Chr. Hansen.
1919 døde hans kone af spansksygen, og nu stod han ene med to små drenge. Hans svigermor, som da var rask, hjalp ham nogle år, og han giftede sig så igen med en sygeplejerske og fik en søn til, som nu hjælper ham som murer. Georg Hansen har i mange år været murermester i Næstelsø og ejer en dejlig ejendom, og hans børn er i gode stillinger. Jeg synes, det er et godt bevis på, hvad der kan nåes ved megen energi.
1908 byggede vi bl. a. Overmosegårds stuehus. Herfra husker jeg en dag, da jeg arbejdede på loftet, at jeg hørte nogen råbe, men jeg tænkte: Det er vel ikke noget, du skal tage dig af! Men da det blev ved, skyndte jeg mig ned. Det var så Karen (nuværende fru Poulsen), som den gang har været 1 år, der var ved at falde i kælderen. Der var ikke lagt gulv, og mellem dagligstuen og kælderen var et hul, som hun lige kunne komme igennem. Hendes mor var i kælderen, men kunne ikke nå hende og turde heller ikke løbe af frygt for, at hun så skulle falde i kælderen. Jeg fik så reddet hende ud af hullet.
Vi byggede i 1910 det sted, som Ole Andersen (Niels Andersens Ole fra Alminde) nu har, og her var jeg så uheldig, en aften vi strøg tag på stuehuset og var lige ved at være færdig, at falde baglæns ned gennem loftshullet. Jeg slog hovedet mod trappen og faldt bevidstløs ned på køkkengulvet. Hansen var med, og han og ejeren Peter Nielsen (broder til fru gdr. Jens Nielsen, Hammer) fik mig da til live igen og kørte mig hjem, men jeg havde slået mig meget og måtte blive hjemme et stykke tid.
Vi byggede også en lille landejendom for smed Bent Jensen, Lov, ude ved Sønderskov, samt Alfred Christensens ejendom ved alderdomshjemmet færdigt. Og jeg byggede det lille udhus hjemme hos mine forældre, som ses på et af de gamle fotografier.
Det må også være her ved denne tid, at vi byggede Hans Larsens gård i Blangslev. Jeg mindes ellers ikke noget særligt fra 1910. Jeg har været så uheldig, at bøgerne fra 1909 til 1916 er blevet borte.
Jeg tjente 1910: 1157 kr.
1911
I årene omkring 1911 blev der uenighed om kirkestierne fra Thorup til Hammer. Der var nemlig to, en som gik fra den sydlige ende af byen, og en, som gik fra sognevejen ved Toftegård, skråt over Pilegårds mark ud til hjørnet ved præstemarken. Beboerne, som benyttede den sydlige sti, klagede over, at deres sti blev ødelagt ved, at ejeren, H. P. Rasmussen pløjede den op. Sognerådets flertal, 8 mand, besluttede at slette stierne af regulativet. Jeg som ene mand stemte imod og hævdede, at der var ingen grund til at slette den nordlige sti, som blev benyttet af både Faarup, Hundstrup og Tvede. Vi forhandlede det spørgsmål i to timer, men resultatet blev, at flertallet fastholdt sin beslutning. Jeg forlangte så min protest ført til protokollen. Beboerne, som havde interesse i den nordlige sti, sendte en protest til amtet og de sydlige ligeledes. Det endte så med, at amtet sendte et par medlemmer, bl. a. grev Knuth, Lilliendal, samt vejassistent Hertz ud at se på forholdene.
Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at beholde stien. Grev Knuth tog mig i ærmet og sagde: De kan da nok se, at det er skammeligt at ødelægge en mands mark sådan! Jeg hævdede: Stien har sikkert ligget her, siden Vildtbanegrøften lå her, og har fået lov at ligge, da grøften er blevet sløjfet. Det endte også med, at der i stedet for de to stier blev lagt en sti på volden mellem Pilegårds og Bymosegårds marker, hvilket var en meget naturlig ordning, men jeg var jo nødt til at holde på stien af hensyn til de byer, jeg repræsenterede.
1911 byggede vi, så vidt jeg husker, 2 huse i Næstved og en stuelænge for gdr. Peder Hansen, Sibberup og en stor længe for gdr. Jørgen Madsen, Blangslev m. m. Ligeledes byggede vi syerske Anna Petersens hus i Thorup. Dette byggede jeg med byggeplads og alt, både murer–, tømrer–, snedker– og blikkenslagerarbejde for ialt 2400 kr.
Samme år var jeg så uheldig, at en stige gled med mig på et tag, og jeg fik slået det ene knæ, så der blev en blodsamling, som doktoren måtte tage ud. Jeg var uarbejdsdygtig i en måned.
Kristine og jeg var dette år en tur på Samsø sammen med Peder Jensens og Ole Rasmussens i Hammer. Det var meget interessant for mig, som aldrig havde været der før. Vi boede hos Kr. Kristiansens, og Ole Rasmussens og Peder Jensens hos Kornmaalers i Nordby. Anders Kristiansen (bedstemors broder) var levende dengang, og jeg har talt med ham, men han døde kort tid efter. Der var grundlovsfest i Plantagen, og her hørte jeg Ove Rode for første gang. Søster Kristine var hjemme den sommer og passede svigermor og børnene, mens vi var borte.
Jeg fik også i de år bygget hele bagsiden af huset i Alminde helt op og lagde paptag på halvdelen af huset, da det var for fladt til stråtag.
Svigermor blev svagere og svagere, men megen pasning skulle hun jo have, men nu var børnene blevet større. Såvidt jeg husker, var Valborg begyndt at gå i skole.
Årsindkomst 1911: 1228 kr.
Da Karen Marie 1911 tjente hos gdr. Hans Larsen, blev hun syg og kunne ikke udfylde pladsen. Vi syntes ikke, vi kunne tage imod hende, når vi også havde bedstemor, og hun måtte så hen hos Birte og Lars Frederik. Det gik ikke ret godt, Birte var ikke så let at have med at gøre, og så snart bedstemor døde, måtte vi tage hende igen. Da hun senere kom lidt til kræfter, kom hun ned til Jens Hansen, Raaskovgaard, Kastelev, og senere til Jens Hansens enke, Konakkegård. I ait var hun ude i ca. 8 år fra den tid, Kristine og jeg blev gift, og til hun døde i 1939.
1912
Om foråret 1912, døde bedstemor, og det tog da meget arbejde fra Kristine. Det havde været 8 drøje år, men hun græd alligevel, da hun døde. Da hun selv blev syg, sagde hun, ikke ret længe før hun døde: Det gør ikke noget, at jeg skal dø, blot jeg ikke skal komme til at ligge jer for meget til byrde! Hun har tænkt på, hvad hun selv havde gået igennem.
Da begravelsen var overstået, skulle vi til at dele arven. Kristine skulle overtage, hvad der var af møbler: 1 seng, 1 bord, 1 kiste, 1 spejl, nogle stole m. m. Det blev vurderet til 140 kr. Så kunne der blive 400 kr. til de tre og 260 kr. til Kristine, og så var der blevet sat 25 kr. til et gravminde. Det forslog ikke, resten måtte vi betale. Vi havde i årenes løb fået 120 kr. om året for at have bedstemor, i de senere år, da hun blev dårligere dog 220 kr.
Bedstemor 1903.
Tiden var nu gået så langt frem, at vi tænkte på, at Axel skulle på realskole, og vi fandt, at det blev for besværligt at komme til stationen fra Thorup, og i efteråret 1912 fik vi lejlighed til at sælge huset til gdr. Jens Rasmussen, for 6000 kr. Vi regnede med at have tjent 1000 kr., og så tillige boet der i 10 år, men Jens Rasmussen havde først købt det røde hus ved Hammer Mølle. Det måtte vi tage for 3000 kr. Jeg solgte det igen 1918 for 3500 kr.
Jeg købte så en byggeplads af parcl. Lars Peter Christensen, Lov, og fik i løbet af efteråret og foråret 1913 opført Nybo. Det kostede 6000 kr.
Jeg var bl. a. med at bygge et hus i Næstved, købmand H. P. Hansens hus i Myrup og gdr. Johannes Rasmussens stuelænge i Vester Egesborg.
Årsfortjeneste 1912: 1411 kr.
1913
Den 10. maj var huset i Lov så vidt færdigt, at vi kunne flytte ind, og i løbet af sommeren blev det nogenlunde færdigt.
De år, vi boede i Lov, var vistnok Kristines de bedste, og hun fortjente også at få lidt fred.
1912 var søster Kristine kommet til Smidstrup som husholderske for gdr. Jens Jensen, og så vidt jeg kan forstå, er der ikke gået ret lang tid, før de er blevet enige om, at de passede sammen. Jens Jensen var en ualmindelig dygtig mand, som efter sin fader overtog en forfalden fæstegård. Han havde fået drevet jorden op og bygget en staldlænge, og tidlig på foråret byggede vi to længer til, og så begyndte vi på stuehuset, som skulle være færdigt til jul. Så skulle de have haft bryllup efter bestemmelsen. Men det blev anderledes. Først i september kørte Jens op til Lundegård efter et læs kampesten, og han har velsagtens taget for hårdt. Da han kom hjem spyttede han blod og måtte gå i seng og lå så til hen i december. Så døde han.
Kristine passede ham i al den tid og opmuntrede ham, så godt hun kunne, men som dagene gik, blev det vist nok klart for dem begge, hvor det bar hen. En dag, jeg kom ind i sovekammeret, sad Jens op i sengen, og Kristine holdt ham i favnen og støttede ham, og de græd begge. Så vidt jeg kan forstå, var Jens ellers fattet og trøstede både Kristine og sin far og pålagde sin far at give Kristine 6000 kr.
Kristine har senere fortalt mig, at hun i lang tid derefter udførte alting mekanisk og ønskede bare, at hun var død tillige med Jens. Hun syntes ikke, der var noget ved at leve mere. Om foråret 1914 tog hun og Niels Jensen (Jens's far) til Mogenstrup. Niels Jensen havde en anden søn, som var begravet på Mogenstrup kirkegård. De skulle ordne noget med klokkeren om graven, og han havde vel fået Kristine med for om muligt at live hende lidt op, og Kristine har fortalt, at da de kom forbi Stenskoven (de var taget med toget fra Præstø til Bøgesø), så hun pludselig, at der var blomster, og hun tænkte: Er der virkelig noget, der kan vække min interesse? Så må jeg vel begynde igen! At det har været svært for hende, kan enhver jo godt forstå.
Jeg tænker, Jens har været angrebet af tuberkulose. Hans broder døde i hvert fald deraf. Niels Jensen arvede igen gården og drev den i nogle år, til han solgte den til sin kones brodersøn, Peder Hansen, som ejer den endnu. Så købte han det hus, som Kristine arvede efter ham med alt inventar, og hvor hun bor endnu.
Niels Jensen, som var musiker (han havde spillet til bedstemors og Peder Hansens bryllup), havde en del år den gård i Pederstrup, som sognerådsformand Aage Andersen nu ejer, men den gang var den gammel og lå på hjørnet mellem sognevejen og vejen ned til Niels Hansens gård. Den gamle gård brændte nogle år senere. Det var gået tilbage for Niels Jensen. Han var måske ikke så dygtig en landmand, og tiderne i 80'erne var meget slemme for landmændene. Så var det vel omkring 1894, at han kunne overtage sin fars gård i Smidstrup, men han skulle skaffe 3000 kr., og som murer Hansen sagde, for Jens' og hans mors skyld lånte jeg ham dem. Jeg vidste, at Jens ville gøre alt, for at det kunne gå, og det gik jo også godt. Jeg kan huske, at Jens, de første år jeg arbejdede for Hansen, kom med renter og afdrag. Som sikkerhed for pengene var der vist læst næsten alt, hvad Niels Jensen ejede. Da pengene var betalt, glemte Hansen at lade lånet aflæse i tingbogen, og det kostede ham 70 kr.
Den aften, eller aftenen efter, at Jens blev syg, gik jeg et stykke ad markvejen og satte mig på voldgrøften. Pludselig hørte jeg et dyr komme løbende langt ude på vejen op imod mig, og da det kom lige for mig, drejede det ind i en roemark, efter lyden at dømme 15—20 alen fra mig, og forsvandt i retning af gården. Det var stille og klart måneskin, men jeg kunne ikke se noget. Jeg kunne tydelig høre hovslagene både på vejen og gennem roemarken på roebladene. Jeg blev underlig til mode og tænkte på Jens, og jeg har aldrig kunnet forklare den oplevelse. Efter lyden af hovslagene kunne det være et stort rådyr.
Jeg havde nogle år før, da vi byggede Jakob Jensens stuehus i Hundstrup, hørt Lars Andreasen i Thorup fortælle, at han en aften, mens han arbejdede på gården, da han gik hjem, hørte et dyr komme løbende fra marken ind gennem gården og forsvandt på den anden side, og kort efter døde Jakob Jensens mor. Jeg ved ikke, om denne historie kan have indvirket på mig, men det er vist eneste gang, jeg har været ude for noget, som ikke kunne forklares.
I 1913 byggede vi også sognefoged Ole Fr. Olsens stuehus i Blangslev.
Det blev ikke til noget, at Axel kom på realskole i Næstved. Lærer Hansen, som jeg talte med, sagde: Lad os lære ham alt, hvad vi kan, og lad ham så prøve at komme ud at tjene et år, så er det bedre til at se, hvad han vil og kan. Jeg ved ikke om det var rigtigt, men det gik da vist godt alligevel.
1913 købte far både sit og Peder Jensens steder for 6000 kr. og en jagtobligation på 1000 kr., som var rentefri. De 5000 kr. stod fast på Lundbygården. Han skulle så skaffe 1000 kr. samt penge til hest og vogn, avisredskaber m. m. Anna, Kristine og jeg lånte ham de penge, han manglede og vi fik i løbet af et par år bygget en vinkelbygning til stalden, så der blev plads til 1 hest og 6 køer og 2 gode svinehuse, så nu så det ikke så galt ud.
Naboen Frans Larsen, havde gået og snakket om, at de kunne købe Peder Jensens sted i kompagni og så dele jorden, så Frands fik de nederste stykker mod præstemarken. Så ville far få alle moserne, men det havde far ingen interesse i. En dag gik han op og købte stederne. Dagen efter sagde Frands til Hans Pedersen: Nu kunne jeg gøre Rasmus Jensen en slem bet, hvis jeg gik ned og købte Peder Jensens hus! — Nej, det kan du ikke, sagde Hans Pedersen, for Rasmus købte begge stederne i går! Efter den tid var Frands ikke rigtig glad for os.
Da jeg flyttede til Lov, gled jeg ud af sognerådet, men skolekommissionen beholdt jeg 4 år til. I 1913 tjente jeg 1278 kr.
Kristine, Elise og Anna.
1914—1916
1914 byggede vi Hans Chr. Jensens gård ved Lov Sønderskov for 10.200 kr. Så skulle Hans Chr. selv levere grantømmer, grus og kampesten. Ligeledes byggede vi Jens Larsens enkes hus i Hammer (nuværende missionshus), en staldlænge for Chr. Larsen, Faarup, og ligkapellet på Hammer kirkegård m. m.
Den sommer havde vi en svend, Vilhelm Andersen fra Mern, en søn af Terkild Andersen, som jeg arbejdede for, det første år jeg var svend. Han var en flink ung mand, men året efter faldt han af en lastbil og slog sig ihjel.
1914 var der baltisk udstilling i Malmö, og jeg var med på udflugt dertil. Vi sejlede en tidlig morgen fra Præsø, og da vi nåede ud for Køge Bugt, gik bølgerne højt, og flertallet af passagererne blev søsyge, så det så ikke godt ud. Jeg klarede mig, men det var slemt at se på de andre.
Det var ellers meget interessant. Vi så bl. a. et glasværk i arbejde, og på en kunstig opdæmmet sø kørte folk på vandcykler. Et sted stod det første lokomotiv, der havde kørte på de tyske jernbaner. Der var jo udstillet fra alle landene omkring Østersøen.
Kort tid efter udbrød krigen og mærkedes mere og mere, som tiden gik. Vi fik jo efterhånden ordnet vort nye hjem, og det var vist de bedste år for mor, da vi boede i Lov, og nu kan I børn, som jeg skriver dette for, selv begynde at huske en del, så jeg kan fatte mig lidt kortere.
1914 tjente jeg 2200 kr.
1915 byggede vi vistnok Niels Petersens stuehus i Hammer, sogneradstormand Ove Andersens gård i Pederstrup, som var brændt, og gdr. Johs. Rasmussens gård i Vester Egesborg m. m.. Her kom jeg ud for en oplevelse. Jeg stod og savede et brædt til støbning af en trappe, da saven ved et uheld tog fat i en tommelfinger og skar dybt ind i neglen, og det blødte stærkt. Konen (en søster til Ole Larsen i Lov) kom med en kop brændevin, som jeg stak fingeren ned i, men det var for meget. Jeg faldt besvimet om og blevet båret ind i den gamle stuelænge og lagt i en himmelseng, og da jeg vågnede, var det mig ubegribeligt, hvor jeg var. Det klarede sig jo da, men det varede et stykke tid, før jeg rigtig kunne lægge mursten igen.
Krigen begyndte jo at mærkes. Der var mange varer, som det begyndte at knibe med. Petroleum kunne vi ikke få, og vi brugte min karbidlygte til lys, men det svigtede jo tit.
Jeg tjente i 1915: 1500 kr.
1916 byggede vi en staldlænge for gdr. Johs. Andersen, Lov, en staldlænge for gdr. Ole Hansen, Blangslev, begge steder med arkitekt Halleley som leder, og gdr. Jens Skovs gård i Ring, som var brændt, stuelængen på Risegaard, Rasmus Hansens hus »Hytten« i Lov, Laurits Hansens hus ved Mogenstrup Mølle og Jens Nielsens hus i Pederstrup m. m..
I vinteren 1915—1916 opfyldte far og jeg den lille mose, der ligger længst nede i marken. Vi gravede en kanal mellem den lille og den store mose. Den var på et langt stykke 3 alen dyb og 6—8 alen bred i bunden (1 alen er lig med 0,6277 m). Mosen var 4 alen dyb, og vi brugte 10.000 hjulbørfulde jord. Jeg husker en dag, at vi slog hul i isen og jeg kørte 200 børfulde i dette hul, før vi så noget til at det begyndte at fylde op, og når vi så rørte lidt i hullet, kunne der fyldes mange børfylde i igen. I bunden på kanalen blev der gravet en 2 alen dyb grøft, som blev rørlagt med 4–tommer rør, som altså ligger 5 alen under overfladen. Kanalen blev fyldt til igen og ses nu ikke ret meget. Det var et stort stykke arbejde, som ikke ret mange vist var gået i gang med, men der indvandtes 1 skæppe land, og far og jeg regnede ud, at der kunne i hvert fald gro rug nok til at føde et menneske igennem tiderne. De fleste, der så det arbejde, det kostede, rystede på hovedet og syntes vistnok, at vi var nogle sære snegle, der ville gøre så meget arbejde for at opnå så lidt. Jeg husker, at Hougård en dag gik forbi, og han syntes, at det var håbløst at begynde på. Når vi kunne grave, selv om det frøs godt, var det fordi vi lod løs jord ligge og lagde sække over. Så kunne det gå et stykke tid.
Jeg tjente i 1916: 1974 kr.
1917
1917 var jeg med at bygge en lade for gdr. Ole Hansen, Svinø, en stuelænge for gdr. Chr. Nielsen, Vester Egesborg, en villa for dyrlæge Hansen, der nu flyttede til Brandelev, 2 længer for Jens Jensen, Blangslev, også brændt ved lynnedslag, en stuelænge for gdr. Jørgen Madsen, Blangslev, Lov Ægpakkeri samt et stuehus for parcl. Jens Larsen, Lov Enghave, også brændt ved lynnedslag, m.m..
Fra dyrlægeboligen i Brandelev mindes jeg en aften sent på efteråret. Vi var lige ved at stryge tag, og jeg var inde på loftet i et rum bag ved loftsværelserne, hvortil der kun var adgang gennem et hul, hvor jeg nogenlunde kunne krænge mig igennen, men Hansen, som jo var meget større end jeg, ville ind og hjælpe mig, og han kom også igennem, men idet han kom ind sagde han: Du må ikke blive forskrækket, hvis jeg falder sammen og dør. Jeg kan ikke få luft! — Jeg tog min hammer og slog et par tagsten i stykker og fik ham hen, så han fik hovedet udenfor, og det gik da også over, men nu var det om at gøre at få ham ned på jorden. Heldigvis var arbejdsmændene ikke kommet af sted. Jeg fik kaldt dem til, og de fik rejst et par stiger. Jeg fik fat i en sav og fik skåret en lægte eller to væk, og vi fik så Hansen ned, og nu var han blevet så rask, at han kunne cykle hjem, men fra den dag kunne vi mærke, at det gik nedad med ham.
Krigen gik jo nu på tredie år, og det var knapt med mange ting. Hjemme i Alminde måtte far, som alle andre aflevere det meste af høsten. Han havde kun lidt til kreaturerne. Han købte et par grise af Hans Nielsen på Riselodden for 2 kr. stykket, men havde kun roer og mælk at fodre dem med. Iøvrigt er der vist ikke ret meget at meddele fra 1917. Vi var vist alle raske.
Årsfortjeneste 1917: 1645 kr.
1918
1918 var jeg med at bygge 2 længer for gdr. Damsager, Kostræde, udhuse til Solhøj i Lov (kreaturhandler H. P. Hansen), 1 hus i Brandelev, gdr. Lars Larsens stuehus i Haugbyrd ved Ringsted m. m..
1917—18 var min far syg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg sagde så til Kristine: Vi kommer vist til at sælge huset her og flytte ud til Alminde, for hvad skal vi ellers gøre ved dem? — Kristine var meget ked af at flytte til Alminde, hvad jeg godt kunne forstå, og det gør mig endnu ondt at tænke på, at vi måtte flytte. Vi fik solgt huset til gdr. Christoffer Petersen, Lov for 12000 kr., hvilket var 6000 kr. mere, end det havde kostet os at bygge. Den 6. juni flyttede vi til Alminde. Jeg havde huset så vidt færdigt, at vi kunne bo der, og i løbet af sommeren blev det færdigt.
Jeg gav far 10.000 kr. for ejendommen med besætning og redskaber, og så skulle de have fri bolig og pasning i sygdomstilfælde. De 6000 stod fast på Lundbygaard, og 2000 regnede vi det til, som jeg havde hjulpet far med, da han købte ejendommen samt til hest og redskaber. Far fik så omkring 2000 kr. i rede penge. Så mange havde han sikkert ikke haft på en gang før. Vi begyndte så på landbrug, og far rettede sig igen og kunne sammen med den sorte hest passe bedriften sammen med Kristine og pigerne, og jeg kunne arbejde ved håndværket, og da krigen sluttede, og vi fik lov at beholde høsten, kunne vi fodre dyrene, så de kunne give penge.
De to grise, som far havde købt for 4 kr., var der, da vi flyttede, og lignede ikke ret meget grise, men var nærmest akrobater. Kristine prøvede somme tider at liste sig ind for at se, om de sov, men hun nåede aldrig at se dem ligge. De havde hørt hende, længe før hun nåede så vidt, men da vi havde høstet og kunne give dem rigtig svineæde, var der noget at bygge på, og det blev et par dejlige grise.
Landposten, Knud Hansen, Lundby, som var lidt af en gavtyv, lagde, da han kom med pengene for dem fra slagteriet, først 400 kr. på bordet. — Nå, skal vi have så mange, sagde Kristine. — Ja, der er lidt endnu! Så smed han 100 kr. til, og så kiggede han lidt på anvisningen og lagde 100 kr. til. — Nej, nu ta'r du vist fejl! — Nej, der er flere endnu! Og han lagde en 100 kr. til. Nej, det kan da ikke passe, sagde Kristine. Så gav han hende anvisningen og sagde: Der kan du selv se. Der er endda 22 kr. til. — Dette tillige med, at vi fik mange mælkepenge, gjorde sit til, at Kristine ret hurtigt fandt sig til rette i de nye forhold. Vi fik i det hele taget mange penge ind i de år, vi var i Alminde.
Besætningen var, da vi flyttede til Alminde, 1 hest, 4 køer og 2 grise. Årsfortjeneste af landbrug og håndværk var 1918: 1924 kr. Stuehuset i Alminde kostede 5000 kr.
1919
1919 var jeg med at bygge stuehuset på Skovagergård i Blangslev, maler Olsens værksted i Lov, barbér Nielsens hus i Lov, hvor nu fru H. C. Petersen bor, og gdr. Rasmus Jørgensens hus i Pederstrup m. m..
Lige før høst 1919 drog der et vældigt skybrud ind over egnen omkring Hammer. Jeg arbejdede på Skovagergård, og da jeg tog hjem om aftenen, så jeg nok, at det trak op til regn, men jeg tænkte: Det kan vel gå, til jeg kommer hjem. Men da jeg drejede fra landevejen, begyndte det at regne, og inden jeg nåede ret langt, styrtede vandet ned. Jeg prøvede på at stå i læ under et træ, men jeg var gennemblødt på et øjeblik. Jeg begyndte så at gå ad Hammer til, og da jeg kom ned i lavningen på Vejgårds mark, løb vandet ind over vejen, jeg vil tænke mig et stykke på 10 alen, så højt, at det gik ind i træskoene. Da vandet nåede ned til handelsmand H. P. Hansen, Lov, stod vandet så højt i deres hønsehus, at folkene måtte vade i vand i 2 alens højde for at redde høns og kyllinger, og der druknede mange. Da jeg kom hjem, stod vandet fra mosen helt hen i haven, og sæden stod i vand på et stort stykke. Rørene kunne slet ikke tage alt det vand, men i løbet af en dags tid sank det, og jeg mindes ikke, at sæden tog videre skade.
Årsfortjeneste 1919: 1754 kr.
1920—1921
I dette år byggede jeg en længe mod vest på Smakkebæk og lagde nyt tag og byggede en frontspids på gdr. Jens Nielsens stuehus i Hammer, lavede Ring skolestue mindre ved at tage fra skolestuen til gang og opholdsrum samt udføre en stor reparation af Hammer præstegård. Pastor Lind var rejst og Wøldike Nielsen kommet. Præstegården var meget forfalden. Pastor Lind skulle jo selv holde den vedlige, men nu overgik den til menighedsrådet. Det kostede ikke så få tusinde, jeg husker ikke hvor mange. Jeg fik for arbejde og materialer 2283 kr. og tjente ialt 1027 kr. for mit eget arbejde. Årsfortjeneste håndværk og landbrug 3846 kr.
1921 var jeg med at bygge den nye købmandsforretning i Blangslev og vistnok det hus, som Jørgen Peter Nielsen nu ejer, samt et parcelliststed i Mogenstrup lige over for købmandshandelen og Marie Daugaards hus i Hammer, som jeg først fik færdigt i foråret 1922.
I efteråret 1921 havde jeg arbejdet sammen med murermester Hansen, Pederstrup i 25 år, og han bad mig og min familie ned hos sig en aften i den anledning og forærede mig en sølvpotageske og to sølvspiseskeer med navn og årstal, som han pålagde Kristine og mig at spise med hver dag. Det gjorde vi også, så længe Kristine levede, men vi skal vist passe lidt på dem; de er ikke så stærke i skafterne. Jeg fik vist ikke sagt så pænt tak for gaven. Det kom bag på mig at få sådan en gave.
Hansen var syg den gang og blev mere, eftersom tiden gik. Henad jul var han på sygehuset, og de prøvede at operere ham, men det hjalp ikke. Han kom hjem og lå hjemme et stykke tid, og en dag sendte han bud, at jeg skulle komme ned til ham. Han lå i sengen og havde en hundrede krone seddel i hånden og sagde: Den skal du have. Det er meget for lidt. Du har fortjent meget mere! — Jeg sagde: Det vil jeg ikke tage imod. Jeg har jo fået, hvad vi var enige om, og vi har jo været gode venner og er kommet godt ud af det i alle de år, og jeg har lært meget af dig, som jeg er taknemmelig for! — Tag nu seddelen. Du gør mig en glæde med det og så tak for den tid, vi har været sammen! — Jeg takkede så og tog imod den. Jeg tror ikke, at hans kone eller børn vidste noget om, at han gav mig de penge. Jeg gik vistnok, set med deres øjne, i vejen for sønnen. Jeg var klar over, at Hansen ikke ventede at leve ret længe, men han var rolig og fattet og klagede ikke. Kort tid efter måtte han igen op på sygehuset, og jeg var oppe at besøge ham, og han var, syntes jeg, ved godt humør, men hans kone fik lov at være der hele tiden hos ham, så de var klar over, at det var farligt, og et par dage efter døde han, lidt ind i 1922. Om det var kræft eller et hjerteslag ved jeg ikke. Hansen blev kun 59 år.
Med Hansen gik en meget dygtig og energisk mand bort. Han var en væversøn fra en af byerne nord for Hedehusene, og han skulle også selv have været væver, men han ville ikke, og kom så i murerlære, arbejdede som svend lidt i København, kom så grundet på noget bekendtskab til at arbejde for farbror i Lundby, var bl. a. med til at bygge Ring skole og kom derved til at kende min far, som var arbejdsmand der, og som han sagde var den eneste af farbrors folk, der var værd at tale med.
Hansen var medlem af Foreningen for bedre Byggeskik, medlem af den første udstykningsforening, som bl. a. udstykkede den lille herregård, Ditlevshøj, syd for Ringsted, flere gange medlem af sognerådet og branddirektør m. m. m.. Og så var han radikal venstremand, som på sin rolige måde kunne sige sin mening. Han kunne være streng, hvis det ikke gik, som det skulle, men hvis folk passede deres ting, så tog han sig også af dem og hjalp dem, hvor han kunne, og mange af hans folk var flere år hos ham, således Chr. Nielsen, Mogenstrup, Kristen Pedersen, Hans Albert Rasmussen og Hans Andersen, Blangslev, og af svendene Jakob Rasmussen, Lundby, Lars Peter Olsen, Krummerup, og brødrene Jul. og Jens Christensen.
Jeg tør vist sige, at vi var venner, og vi havde vist ikke ret mange hemmeligheder for hinanden. Da Hansen var død, tilbød Chr. Hansen mig at ville gå i kompagni med mig, men jeg undslog mig og sagde, at jeg nu ville lave lidt, som jeg kunne selv.
Årsfortjeneste 1921: 3450 kr.
1922
I 1922 blev jeg færdig med Marie Daugårds hus, lavede en del reparation på Ring skole, en del for P. Petersen, Sandhuse, og for Christoffer Petersen, Petersminde, Hammer, samt hjalp murermester Rasmussen, Lundby, med gdr. Jens Jensens stuehus i Sværdborg.
I årene mellem 1920 og '26 byggede jeg stald og materielhus samt hønsehus hjemme i Alminde. Efteråret 1922 hjalp jeg fætter Johannes at bygge hans hus ved Lundby Station.
Samme år blev jeg valgt ind i Hammer menighedsråd. Der var indkommet en liste eller måske to, men uden lærer Bjerre, og nu blev der så lavet en liste med lærer Bjerre som nr. 1 og hvor bl. a. H. P. Hansen, Bygaard, Lov og jeg var med. Denne liste blev vi tre valgt på.
Samlet årsfortjeneste 1922: 4237 kr.
1923—1924
1923 byggede jeg stuehuset på Smakkebæk og en lade for Hougaard, Ring. Smakkebæk leverede selv materiale og arbejdsmandsarbejde. Jeg fik 3284 kr. for murerarbejdet. Hougaards lade fik jeg 2026 kr. for, men der leverede jeg også arbejdsmandsarbejde.
Under arbejdet med Hougaards lade skete et sørgeligt ulykkestilfælde. En ung, kåd tømrersvend faldt ned og slog sig ihjel. Han stod oppe på de øverste lægter, og herfra kunne han nå stærkstrømsledningen, som gik over laden. Han rakte op og tog om den ene tråd og råbte til tømrermesteren: Det gør ikke noget at tage på tråden! — Mesteren råbte til ham: Du må ikke. Det går galt! — Jeg kan godt tage om en tråd til, sagde han, og med det samme lå han nede i en stenbunke. Jeg stod i porten, kun få alen fra, hvor han faldt ned, og løb hen og tog ham op, men han gav ikke livstegn fra sig. Han var død med det samme. Han var fra Snesere og var sine forældres eneste barn. Det var alt sammen en følge af kådhed og tankeløshed hos det unge menneske.
Vi byggede det år også en lang længe for smed Petersen, Lundby, samt lavede en del på Lundby Bryggeri og på Hammer Alderdomshjem m. m..
Den gamle sorte hest kunne nu ikke mere, og jeg måtte se mig om efter en ny. Ølkusk Jens Pedersen hjalp mig at købe en. Far var meget ked af, at den sorte ikke kunne mere. Han kunne slet ikke magte den ny. Det kneb også for Lars Frederik. Han kunne for eksempel ikke hente grønt i marken, uden at han havde en stige med, så han kunne liste sig op på læsset bagfra og få fat i tømmen. Den spillede også halløj med Johannes, da han fik den, men så vankede der, og så vidt jeg husker, væltede den også Peder, da han fik den.
Far kunne fra nu af ikke bruge hest i marken, men han lavede alligevel en del, selv om han blev svagere.
På det tidspunkt fik gdr. Frederik Madsens svigerforældre aldersrente, og jeg sagde til far: Der er vist ikke noget galt ved, at du søger at få aldersrente, når gårdmændene ikke generer sig. Som mor er, kan vi vist godt være det bekendt, og det blev så til, at de fik aldersrente, da far var 75. Havde mor ikke levet, havde vi vist ikke søgt.
Årsfortjeneste 1923: 5288 kr.
1924 byggede jeg stuehus for parcellist Hans Hamming Andersen, Hammerhuse, arbejdet betalt med 1727 kr., en halv længe for Hougaard, betalt med 1039 kr. samt en del reparationer.
Hjemme i Alminde fik vi det år gravet en ny brønd, som også gav rigelig og godt vand i nogle år, men så fandt ajle fra møddingehuset vej til den, og bavndet blev ubrugeligt. Johannes måtte så grave en ny op til vejen. Den er kun 4 alen dyb, men der er altid rigeligt med vand i den. Far havde fået grave, en brønd oppe ved køkkenet, som var 8 alen dyb, men den gav ikke noget videre vand, så den er overdække. Der ligger en hverrester (den øverste møllesten.) over den.
Årsfortjeneste 1924: 4599 kr.
1925
1925 byggede jeg en stuelænge for Anders Larsen, Lundby, på den lille gård, som han byggede til sønnen op til vejen mellem Lundby og Lundbytorp, ved siden af det gamle fattighus, som nu er nedrevet, „Bondehuset“ kaldet. I Bondehuset boede den gang en mand og hans kone, manden hed Lars Peter og var kendt for, at han rapsede, hvor han kunne komme af sted med det. Anders Larsen fortalte, at han en dag kom hen til sin nabo, Hans Christian Hansen, og der så han en af sine økser ligge på huggeblokken. Han sagde: Det er min økse. Hvordan har du fået den? — Den har jeg købt af Lars Peter! — Ja, jeg ta'r den, for øksen er min. Så må du se at klare den med Lars Peter! — En dag mens vi arbejdede nede i kælderen, kom arbejdsmanden og sagde: Kom skal I se. Lars Peter er ved at køre brænde hjem! — Vi kiggede så ud og så Lars Peter gå hjem med en temmelig stor ende tømmer, som han havde taget på byggepladsen. Han har sikkert ikke opdaget, at der var nogen på pladsen. Hans kone stod vagt henne ved huset.
Lars Peter havde været meget fordrukken. Man sagde, at han hver søndag, før brændevinen blev dyr, tog sin mælkespand, som der kunne være 2 potter i, og gik til Lundby og fik den fyldt. Halvdelen drak han af spanden på vejen hjem og resten i løbet af eftermiddagen. Så kunne han være så dejlig fuld hele dagen. Da brændevinsskatten kom, holdt han helt op med at drikke, og han sagde: Den skat skulle være kommet, da jeg var ung så havde jeg været en anderledes mand, end jeg er.
Anders Larsen var som sin broder, Hans Larsen, grundvigsk højskolemand og jeg husker, at ved rejsegildet, hvor Kristine og jeg var med, blev der talt og sunget mange grundtvigske sange ellers var der jævn gemytlighed. Tømrer Jensen, der kørte for os, kom meget for tidlig, da han skulle hente os, og blev budt ind og var med til sidste del. Han sagde, da vi kørte hjem: Det var ikke noget almindeligt rejsegilde!
Bedstemor 1903.
Anders og Hans Larsen var ivrige radikale, og Hans Larsen sagde en gang: Blodet er aldrig så tyndt, at det jo er tykkere end vand.
Anders Larsen fortalte også, at han 1917 havde tre søer, som skulle fare på en gang, men da grisene ikke var noget værd, og han heller ikke havde noget foder til dem, lod han dem gå sammen og tænkte: De dør da nok de fleste af dem. De kunne ikke få andet end grønt og roer og lidt mælk. Men det gik helt anderledes. De fik hver 12—13 grise, og de levede alle sammen og klarede sig trods det, at de gik i en fælles fold, allesammen.
Han fortalte også en historie om Jens Nielsen, Rødbjerg i Neble (Marie Bryggers far). Han var noget af en original, og han var en aften kommet og sad og fortalte jagthistorier. Anders Larsen måtte så gå ud, da der var en ko som skulle kælve, og det varede en halv times tid eller mere. Da han kom ind igen, sad Jens Nielsen i samme stilling, som da han gik, og havde sikkert ikke rørt sig, og så begyndte han at fortælle, hvor han slap.
Jeg fik 3679 kr. for murerarbejdet. Jeg byggede en staldlænge for Lars Nielsen, som jeg fik 1510 kr. for i arbejdsløn, samt et hus for banearbejder Viggo Jørgensen, Ring, hvor jeg for arbejde og murermateriale fik 4509 kr.
En søndag morgen 1925 havde Kristine og jeg bestemt, at vi ville til menighedsrådsprovstimøde i Næstved, og vi ville skynde os at blive færdig i stalden. Jeg holdt med hjulbøren i staldgangen lige bag ved hesten. Kristine ville skynde sig ind i svinehuset, men faldt over børen og slog brystet og lå lige bag ved hestens bagben. Jeg fik slæbt hende ind i svinehusgangen, og her besvimede hun, og jeg tænkte, at hun havde slået sig ihjel. Jeg fik råbt Dagny an, og vi bar hende ind og fik hende lagt på sengen. Da hun havde ligget et stykke tid, begyndte hun at give livstegn fra sig. Jeg ville sende bud efter doktoren, men nu vågnede hun så meget, at hun satte sig imod at få læge. Dagen efter var hun alligevel så syg, at vi tog ham derud. Han sagde vist bare, at hun skulle blive liggende nogle dage, og hun kom da også over det, men jeg tænker somme tider, om hendes dårlige hjerte skulle stamme fra det slag hun fik den gang. Jeg har også tit tænkt på det mærkelige i, at hesten ikke blev bange og slog. Man kan ikke lade være at tænke på, hvor mange gange, det kunne have gået meget værre, end det gik.
Årsfortjeneste 1925: 4999 kr.
1926
1926 lavede jeg det færdigt, som jeg ikke blev færdig med i 1925 og byggede bryggerens villa i Lundby for 5048 kr. for murerarbejdet samt en masse reparationsarbejde, bl. a. forpagterboligen i Hammer præstegård, som jeg fik 727 kr. for.
Jeg havde fra 1923 til 1926 en arbejdsmand Vincents Larsen, som de fleste tider godt kunne arbejde, men ellers var svagt begavet, og hvad han tjente, var der andre, som fik pillet fra ham. Johannes og jeg snakkede om, om der ikke var en måde, hvorpå det var til, at han kunne få nytte af sine penge. Vi fik så snakket ham til, at jeg skulle udbetale ham, hvad han havde brug for, og så sætte resten på en sparekassebog. Det gik han også med på, og det gik godt et stykke tid, så der var blevet mellem 8 og 9 hundrede kroner på bogen, men så var der nogen, som havde bildt ham ind, at de penge fik han aldrig. Dem beholdt jeg selv. Så blev jeg gnaven og sagde: Du skal få dine penge, men jeg lægger dem ned hos din farbror og din kusine, så de kan se, at du har fået dem! Hans farbror, Lars Jensen, boede lidt fra bryggeriet og var velhavende folk (hans kone, som var død den gang, var søster til førnævnte Lansener Per). Det var ikke dem, der var bange for pengene. De fik ham så til at rejse hjem til sin mor og brødre, som boede i Skamstrup ved Kalundborg, med pengene, og jeg har ikke set ham siden, men jeg har hørt, at han senere er død.
Det var vist i 1926, at Axel var vikar i Magiebrænde på Falster, og jeg tog en søndag og kørte til Masnedsund og tog med færgen til Gaabense, kørte derfra til Torkildstrup og derfra til Magiebrænde, hvor jeg var hos Axel nogle timer, og tog så med dampskib til Masnedsund. Det var meget interessant. Jeg havde aldrig været på Falster før.
1926 blev jeg syg af mavekatar, vel nok fordi jeg frøs for meget. Der var et par måneder, hvor jeg ikke måtte få andet end havresuppe. Det var ellers kedeligt, for vi havde lige slagtet, og jeg måtte slet ikke få noget af det. Jeg spurgte doktoren, da der var gået et stykke tid, hvornår jeg kunne få lov til at begynde på anden rnad, og han lovede mig, at jeg til juleaften måtte få lidt grød med lidt saftevand til. Jeg kom mig jo da, men måtte være forsigtig i lange tider. Jeg drak f. eks. ikke kaffe i et helt år.
Årsfortjeneste 1926: 3574 kr.
1927
1927 byggede jeg et svinehus for gdr. Ole Rasmussen, Hammer for 1224 kr. for arbejdet, et stuehus og udhus for gdr. Jens Nielsens enke, Hammer, for 6300 kr. for murmateriale og arbejde, Hougaards sidste halvdel af vestre længe 746 kr., staldlængen i Hammer Præstegård 4694 kr. samt meget reparationsarbejde.
1927 døde min mor efter at have været sindssyg i over 40 år. Hun var ikke så slem at have med at gøre, når hun fik lov at passe sig selv. Kristine kunne aldrig komme ind til hende. Så blev hun rasende. Det gik bedre med pigerne, dem regnede hun for børn, men det var umuligt at holde rent hos hende. Hun var syg nogle dage, før hun døde, men det var umuligt at få lagt rent på sengen. Søster Anna var hjemme i de dage, og vi prøvede på at få ordnet sengen, men hun kastede det rene tøj i hovedet på Anna. Vi kunne bare lade hende ligge, og vi troede heller ikke, hun var så syg, som hun var. Far lå jo i stuen ved siden af, men om morgenen, da vi så til hende, var hun død. Det var jo et tryk, der blev taget væk, da hun døde. Man kan jo ikke lade være at tænke på, hvorfor det skulle være sådan, men vi har måske ikke kunnet tåle at have det anderledes.
Ved begravelsen mødte næsten hele fars familie. Det havde jeg knapt ventet.
Jeg lavede tegning, beskrivelse og overslag til den nye staldlænge i Hammer Præstegård, og jeg tænkte, at det måske ikke var så godt, at en almindelig håndværker gik i lag med at lave den slags til staten. Så ringede jeg til statens tilsynsførende med præstegårde, folketingsmand Jensen Broby, ved Sorø, nuværende formand for finansudvalget, om jeg måtte komme hen og vise ham sagerne, inden de blev sendt ind, og han svarede, at den dag var han hjemme, så kunne jeg komme. Jeg tog så med Sorøbilen og spurgte chaufføren, om han ville sætte mig af i nærheden af folketingsmandens gård. Det gjorde han også og viste mig gården. Den lå ca. en km fra landevejen. Jeg gik så derop og traf folketingsmanden ude i loen, hvor han fortalte, at han var ved at tærske, men han kunne vist godt undværes, for han gik med med det samme ind på sit kontor og efterså hvad jeg havde lavet. Han syntes godt om det altsammen, kun syntes han, jeg havde været for flot og skrevet fuldbrændte gule sten til formuren. Det lavede han om til flammesten. Jeg ville jo så sige tak og gå. Jeg skulle jo til Sorø Station. — Nej, nu skal vi først have en kop kaffe, og jeg har lige bygget mig en ny staldlænge. Hvis De kunne have lyst til at se, hvordan vi bygger her, så vil jeg gerne vise Dem den. Der er tid nok. Jeg skal vise Dem igennem skoven, så er der ikke ret langt. Fruen kom så med kaffe, og vi var ude at se gården. Der så jeg første gang svinehusgulve lagt på 1" drænrør, som var lagt side om side. Han fulgte mig så et stykke gennem en skov, så jeg let kunne finde til stationen, og jeg fik et meget godt indtryk af Jensen Broby. Når jeg ser, at han bliver kritiseret, er det ved, at jeg kunne tage ham i forsvar af den grund. Da staldlængen var færdig, var han i præstegården og tog den gyldig og var vist meget godt tilfreds med den. Jensen Broby er tømrer af profession.
20 år efter murede jeg den op igen hos Hans Sørensen, Præstemarken.
Jeg tog så med toget fra Sorø og vistnok til Viby station og gik ind over landet til Haudrup. Jeg ville ind og besøge Axel, som var blevet vikar i Haudrup. Jeg kan huske, at jeg kom forbi noget, der hed Hønske og forbi Berliner Nielsens gård. Jeg kom så op til Axel og boede hos ham om natten og fik set lidt af byen og omegnen, og dagen efter tog jeg hjem med et af morgentogene. Jeg skulle møde hos gdr. Hans Larsen for at vurdere hans gård til forhøjet brandforsikring. Det var en interessant tur, som jeg synes, jeg har let ved at huske enkelthederne om endnu.
Staldlængen blev så udbudt, og der var en ny murer i Køng, som var noget billigere end jeg, men menighedsrådet mente ikke, det var værd at lade ham få arbejdet, så det blev mig, der fik det.
Om efteråret 1927 fik jeg blærebetændelse, velsagtens på grund af, at jeg havde frosset for meget, da jeg fugede Jens Nielsens enkes hus. Jeg var syg, da jeg en aften kom hjem, og det gjorde meget ondt. Jeg havde hørt, at det skulle være godt at drikke en kogt bajer, og Kristine kogte så en bajer, som jeg drak, men om morgenen var smerterne endnu værre, og vi sendte bud efter dr. Mune, Lundby. Da han kom og så den tomme flaske stå ved siden af sengen, så han strengt på mig og sagde: De må under ingen omstændigheder drikke spiritus. Det er noget at det værste, De kan gøre, når De har den sygdom! — Jeg forklarede ham, at jeg aldrig drak spiritus, og jeg kun havde taget den ene, fordi jeg troede, at det skule virke som medicin. Det troede han åbenbart ikke, for da jeg var blevet nogenlunde rask igen og havde været på arbejde på Lundby Bryggeri, mødte jeg ham og fruen en aften på vejen mellem Hammer og Lundby, og han standsede og spurgte, hvordan det gik. Da jeg svarede, at nu gik det vist igen, så han atter vist på mig og sagde: Husk nu, endelig ikke spiritus! — Så jeg kan jo ikke sige, at jeg ikke er blevet forbudt at drikke spiritus.
1927 var det dårligste høstår, vi havde i Alminde. Det regnede meget det år, og meget af sæden blev til lejesæd. Jorden var jo nu opgødet. Vi havde 6 køer og mange svin, og jeg tror, det var i 1927, vi havde lige ved 100 pund mælk i gennemsnit daglig. Vi regnede med, at vi høstede 800 tdr. roer det år.
Årsfortjeneste 1927: 3675 kr.
1928
1928 byggede jeg et kulhus ved Hammer Mejeri, moderniserede rentier Hans Pedersens hus i Hammer, byggede garager m. m. ved Lundby Bryggeri, et hønsehus for gdr. Skov i Ring og gjorde Jens Nielsens enkes hus færdigt m. m..
Den 6. marts holdt Kristine og jeg sølvbryllup i dejligt solskinsvejr. Blandt gæsterne var farbror med familie, Johannes, Valborgs kæreste, fætter Johannes, Lundby. Lærerne Christensen, Bjerre og Schmidt, gdr. Hougaard, Jens Andreasen, H. C. Jensen, Lov, Hjørnegaard, Hammer, enkefru Hansen, Pederstrup med datter og svigersøn, murermester Chr. Hansen, Lov og Hans Pedersen, Alminde, familien på Smakkebæk m. fl., Niels og Axel havde skrevet sange, og jeg synes, det var en god dag.
Kristine og jeg kunne forstå, at Johannes og Valborg tænkte på at gifte sig og få noget at virke med selv, og vi talte så om, om vi ikke skulle lade dem få ejendommen i Alminde og bygge os et hus selv. Kristine var jo efterhånden ikke så rask. De modtog også tilbudet, og jeg skulle nu have købt en byggeplads. Jeg henvendte mig først til Chr. Nielsen, Hjørnegaard, men det kunne der ikke være tale om. Jeg gik så hen til Niels Pedersen og spurgte, om jeg kunne købe en plads af ham. Han gjorde nærmest nar ad mig og tilbød mig en plads nede i Enghaven eller ude i Bækken, men det kunne der naturligvis ikke være tale om. Ja, så kan du få en plads i strædet ved købmand H. C.! Den syntes jeg jo heller ikke om. — Ja, hvis jeg kan få Maren Kristine til at rejse, så kan du få den plads, hendes hus ligger på! — Den plads er for lille. Der kan jeg ikke bygge et hus! — Så kan du få resten få vænget, sagde han. Han skulle så prøve, at få Maren Kirstine til at rejse, men den gik ikke. Hun havde lov til at bo i huset, så længe hun levede. Ja, så kan du få en plads op til Hjørnegaard, sagde han. Det var jeg ikke så glad ved, og jeg sagde: Det bliver jo en stor plads for mig, for jeg skal jo holde alen fra Hjørnegaard, før jeg må bygge. Vi blev så enige om, at han skulle have 1600 kr. for pladsen og vi tog ned til Lundby Station, hvor sagfører Salicath, Vordingborg, havde kontor et par dage om ugen, og fik skrevet papirerne, og jeg havde allerede begyndt at lægge stillads ind på pladsen.
Men så kom Chr. Nielsen og sagde: Kan vi ikke bytte, så du får pladsen omme på hjørnet, og jeg får denne plads? Det blev vi hurtig enige om. Nu blev Niels Pedersen vred og sagde: Det siger jeg aldrig ja til. Men der var jo ikke noget at gøre. Pladsen var min, og Niels Pedersen havde jo glemt at tage forbehold. Niels havde udlejet en vej til Hjørnegaard fra gaden og ind til ladeporten og den havde han forbeholdt sig. Han sagde så til Chr. Nielsen. Den vej vil jeg have 400 kr. for!, men Chr. Nielsen sagde: Den vej kan jeg godt køre uden om, så den vil jeg ikke give noget for! — Jeg sagde så til Niels Pedersen: Jeg vil give dig 200 kr. for vejen! Men det ville han ikke nøjes med. Ja, så får vejen lov til at ligge. Han sagde: Ja, I har jo klemme på mig, men jeg skriver ikke under på skødet, før pengene ligger på bordet, som han havde fået for den anden jord. Du kan få dem i eftermiddag. — Men skødet skulle af sted, og jeg gik så hen hos H. C. og lånte 200 kr. til om eftermiddagen, og så var Niels Pedersen og jeg færdige. Der må vel have været noget imellem Hjørnegaard og Niels Pedersen, siden Chr. Nielsen ikke måtte få plads, så han kunne komme ind til sin gård.
Niels Pedersen troede vel nok, at det var aftalt spil mellem Chr. Nielsen og mig, men det var det ikke, og Niels Pedersen sagde også senere, at han godt kunne se fordelen på begge sider, og at han nok var klar over, at der ikke var nogen aftale mellem os forud for handelen. Byggepladsen kostede mig 1800 kr. plus omkostninger.
Jeg begyndte så i efteråret 1928 at bygge vort hus i Hammer, først med at få lavet en brønd. Det gik ikke så godt. Den blev 13 alen dyb og blev boret 5 alen, men vandtrækket er for lidt, og det har sket, at der ikke er vand nok om efteråret, men de sidste 10—12 år har vi ikke manglet. Så var det kælderen. Det var så tørt, at vi måtte hakke det hele op, og havde det ikke været så tørt, havde jeg gravet et rum til, men det var næsten håbløst at begynde på mere. Undergrunden er ler og sten. jeg fik så muret huset op og lagt tag på og pudset stuerne forneden inden vinteren og lavede derudover, hvad jeg kunne inden vinteren.
Sommeren 1928 var far så rask, at han en søndag gik en tur til Everdrup og tilbage igen, men det blev også den sidste lange tur, han kunne tage.
1928 var årsindtægten 3675 kr.
1929
I foråret lavede jeg så huset i Hammer færdigt. Det kostede ialt, mit eget arbejde medregnet, ca. 12.000 kr.
1929 flyttede pastor Wøldike Nielsen til Karlebo, og menighedsrådet skulle nu se at finde en anden præst. Vi bestemte os så til at tage til København og høre pastor Borries ved Vor Frelsers Kirke, og bagefter bad han os hjem til kaffe, Hans tale kunne der vist ikke indvendes noget imod, men der var andre ting, som jeg ikke syntes om, og tiden viste, at jeg ikke tog fejl. Vi rejste derefter i påsken til Jylland og var først i noget, der hed Alstrup og Tilstrup sogne mellen Skanderborg og Århus og hørte en pastor Munk, som vi allesammen var begejstret for, men da han så den gamle præstegård, betakkede han sig og trak sin ansøgning tilbage. Vi overnattede første nat i Skanderborg, og anden nat fordelte vi os til venner og bekendte. Jeg fik lov til at følges med lærer Bjerre til hans broder, tømrermester Bjerre i Herning. Lærer Bjerre og møller Hans Larsen kørte for os i bil.
Påskelørdag var jeg om formiddagen ude at se byen og på museet, som var meget interessant. Der var mange ting, som Evald Tang Kristensen havde samlet sammen, og der var resterne af en oltidsbåd og meget andet. I en gård var opført en hedegård, som jeg syntes var lavet ualmindelig godt. Når man kom ind i dagligstuen, sad manden og konen, karlen og pigen og bandt hoser, og det var så godt lavet, at man fristedes til at sige goddag, når man trådte over tærskelen, og så var der alt muligt husgeråd, om det så var brændevinstøj. I øverstestuen var væv og omhængsseng, kister og meget andet. I et af udhusene var indrettet aftægtsstue, og her sad en gammel mand og kone og flettede halmkurve, og så var der i udhusene alle gammeldags redskaber og vogne.
Om eftermiddagen tog jeg til Viborg og gik ind i domkirken ganske alene med en fortegnelse over de forskellige billeder, og hvem de forskellige kister indeholdt. Der var også en kiste hugget ud i sten, som var slået i stykker og brugt som fyld i muren i den gamle kirke, som blev revet ned, da den nuværende domkirke blev bygget. Man havde samlet stykkerne sammen og sat kisten op igen. Den må være meget gammel, hvis den er muret ind, da den første kirke blev bygget.
Joakim Skovgaards billeder kunne jeg næsten ikke blive færdig med at se på. Og så at køre gennem landskabet fra Herning til Viborg. Det var jo ikke som på Sjælland. Da jeg kørte tilbage til Herning var der en, som sagde: Du er vist fra Sjælland! — Ja, det kunne jeg jo ikke nægte. Han skulle da så have at vide fra hvilken egn, og da han hørte, at jeg var fra Sydsjælland, sagde han: Jeg har i nogle år haft en gård i Ravnstrup, og jeg handlede en del med heste. Kender du Hans Larsen i Hammer? Ham har jeg engang solgt en hest til. — Jeg sagde, at ham kendte jeg godt, da vi var fra samme by. — Vil du hilse ham fra jyden i Ravnstrup! — Det lovede jeg, og Hans Larsen kendte ham godt.
Påskedag skulle vi så til Maarup, anneks til Holstebro, og høre en pastor Petersen, som var andenpræst i Holstebro. Turen fra Herning gik for en stor del igennem nyopdyrket hede. Man kunne se på nybygningerne, at det var små forhold. Mange steder kunne man se, at der var for langt mellem spærene på husene, så lægterne bøjede sig imellem dem. Der var mange steder plantet læbælter mellem markerne. Vi kom til Maarup og hørte prædikenen og var med præsten hjemme og spiste til middag, og det var meget jævnt altsammen, jeg fik et godt indtryk af både ham og hans kone. I tårnmuren i Maarup kirke var der indmuret en stenfigur af en trold, og jeg spurgte præsten, om der var knyttet historie eller sagn til figuren, men det vidste han vist ikke.
Vi kørte så tilbage til Herning og drak allesammen kaffe hos tømrermester Bjerre, og så kørte vi hjemad. Vi kom igennem Jellinge og Grejsdalen, Vejle og Fredericia og blev så færget over til Middelfart, hvor vi spiste til aften og sov om natten, og om morgenen kørte vi hjem og var hjemme anden påskedag til middag. Vi var nu enige om, at vi havde tre til at indstille, men nogle dage efter meldte pastor Munk sig fra, og vi skulle så se at finde
en afløser. Der var en ung præst hos pastor Birke i Tjæreby ved Haslev, som vi var henne for at høre, og så skulle vi stemme om dem. Vi havde på forhånd lovet hinanden, at mindretallet skulle bøje sig for flertallet. Resultatet blev at fire stemte for pastor Borries og to for pastor Petersen som nr. 1. Pastor Borries var så enstemmigt valgt.
Far havde været meget syg først på vinteren af lungebetændelse og bronchitis, og vi måtte sove inde hos ham. Han var en del forvildet på tider, og en nat, da jeg sov derinde, hørte jeg, at han faldt af sengen, og jeg for jo op og rejste ham. Han sagde da: Jeg lå og drømte så dejligt om dengang, mor var rigtig, og du var lille! — Det kunne jo tyde på, at han dog har haft en lille tid, som han har kunnet glæde sig ved med mor. En anden nat syntes jeg også, at han var så urolig, og jeg stod op og spurgte: Hvad er der, far? — Han svarede: Er du her? Jeg syntes, at jeg var i graven! — Men han rettede sig igen i foråret og forsommeren, så han savede alt brændet for Johannes. Så flyttede han til Hammer. Jeg sagde en dag til ham: Hvis du hellere vil være i det gamle hjem, kunne du jo blive her! — Men han svarede: Jeg vil helst være, hvor Kristine er! — Han holdt meget af Kristine, og hvis jeg prøvede af kritisere hende, tog han hende straks i forsvar. Da han kom op hos os, var hans træsko meget dårlige, og jeg sagde så til ham, at han skulle gå ned til Jens P. Christoffersen og få sig et par nye træsko. Det er der ingen grund til, sagde han, jeg får ikke brug for flere træsko. Jeg fik ham dog til at gå derned. Ja, du kan jo slide dem, sagde han, jeg får ikke lov til det. Han savede dog også vort brænde, men han magtede ikke ret meget. En dag sagde han til Kristine: Jeg skal ud til Alminde! og han kom også derud og var henne hos Hans Petersens. Sofie arbejdede oppe på banken og han sagde: Jeg skal op og sige farvel til hende! Så gik han tilbage og sagde farvel til Hans Pedersen og Marie og gik så ned til Valborg og Johannes. Johannes sagde: Nu skal jeg køre dig hjem! — Ja, tak, sagde far, nu er jeg også træt. Dagen efter var der ikke noget at mærke på ham. Han savede brænde som sædvanlig, men tre dage efter kom han ind om aftenen og tog sig til brystet og sagde: Jeg bliver syg, og det er døden! — Vi fik ham i seng, og vi syntes ikke, at der var noget særligt at mærke. Da han havde ligget noget, sagde han til mig: Tag salmebogen og læs salmen Gud skal alting mage. Den har jeg brug for nu! Han lagde sig rolig, og der var ikke noget sådan at mærke. Søster Anna var hjemme i de dage, og hun sov inde hos ham, og om morgenen var der heller ikke noget særligt, men vi sendte bud efter doktoren, og han fik tøj på og var oppe om eftermiddagen. Han bad Kristine om at læse lidt for ham i avisen, men hun læste velsagtens ikke det, som han havde interesse af, for han sagde: Der må være noget om det og det.
Da jeg kom hjem om aftenen, gik jeg ind og talte med ham. Han var rolig, og jeg havde ikke indtryk af, at der var nogen overhængende fare for, at han skulle dø. Da vi havde talt lidt, gik jeg ud, men et øjeblik efter kom Kristine og sagde: Farfar er død. Han havde lige lagt sig om i sengen og var død med det samme. Det kom, som han havde ventet i længere tid. Kristine sagde, at hun tit havde hørt ham bede Fadervor, når han stod nede i kælderen. Han var en god mand og en glad mand, og vi børn har meget at takke ham for. Havde han ikke holdt ud, var vi sikkert blevet opfødt på fattiggården, og vi børn vil mindes ham med taknemmelighed, så længe vi lever.
Nogle få dage efter fars begravelse blev Kristine syg. Det var en søndag eftermiddag, jeg var kørt ned til Niels Hansens i Pederstrup for at se på noget arbejde, og da jeg kom hjem, lå Kristine i sengen og var meget syg. Fra Hjørnegaard havde de ordnet med doktor. Det var hjertet, det var galt med, og jeg blev meget bange for hende. Anfaldet var vist gået lidt over, da jeg kom hjem. Hun kunne da smile til mig, men jeg kunne godt se, at hun ikke havde det godt. Nu kom så dertil, at hun fik årebetændelse i begge benene og måtte ligge i sengen i flere måneder. Hun var første gang ude, da Jørgen blev født. Hun havde, uden at jeg vidste det, ringet efter Verner Rasmussen, og han havde kørt hende derud. Det var godt, at Dagny kom hjem den gang, ellers havde det set galt ud for os.
Nogle få dage efter, at Kristine blev syg, havde Axel og Else bryllup, og jeg måtte tage ene afsted og kunne ikke lade være med at tænke på Kristine, som endnu var meget syg.
Lærer Olav Christensen, Hylleholt, som kørte for Axel og Else hjem, drejede om ad Hammer, og brudeparret var oppe at hilse på Kristine, og det var hun meget glad for.
1929 byggede jeg en lade for gdr. Alfred Petersen, Ring, og en stor reparation på alderdomshjemmet, halvdelen af muren om den ny kirkegård, samt menighedssalen i præstegården. Under udgravningen til gulvet fandt vi forkullet egetømmer, vel nok fra den nedbrændte præstegård. Det kunne se ud som om man bare har jævnet tomten og så bygget ovenpå. Da vi for nogle år siden gravede ud til expankogulv i spisestuen, fandt vi midt i stuen resterne af et ildsted.
1929 var min årsfortjeneste 2820 kr.
1930
1930 byggede jeg Jens Peter Hansens stuehus i Hammer, arbejdsløn 3150 kr., en halv længe til svinehus for gdr. Jens Hansen, Bøgesø, et udhus for Ole Johansen, Præstemarken, og en udbygning til parcl. Hans Pedersens stald i præstemarken samt meget andet reparationsarbejde. Jeg hjalp også Johannes med at indrette flere svinehuse på stedet i Alminde.
Kristine blev i løbet af efteråret raskere og kunne være lidt med at anlægge haven. Jeg har prøvet at holde den i den stil, som hun har anvist, men det kniber nu med at holde den.
1930 støbte jeg fundamentet og murede en pille til Geodædisk Institut på Edward Hansens Bakke i Thorup. Fundamentet er 3 alen i jorden. Dette år tjente jeg 2550 kr.
1931—1934
1931 byggede vi til på Lundby Bryggeri, et hus til skyllerum og dampmaskine m. m., et svinehus til gdr. Hans Jørgen Hansen, Nebletorp, et svinehus til Hammer Mølle, som brændte det år, samt meget reparationsarbejde. Årsfortjeneste 1931 2157 kr.
1931 havde murerm. Chr. Hansen, Lov, givet tilbud på murerarbejdet til en stuelænge til gdr. Oscar Andersen, Ring. Oscar Andersen ville have et tilbud til og henvendte sig til mig, og jeg regnede så et tilbud ud, som kom til at ligge 12 kr. højere end Hansens. Han blev meget vred, fordi jeg havde givet Oscar Andersen tilbud, og var ikke glad for mig et stykke tid.
Om foråret 1932 kom Oscar Andersen og spurgte, om jeg så ville have murerarbejdet på stuelængen. Hvorfor Chr. Hansen blev forbigået, ved jeg ikke. Jeg fik 1887 kr. for den. Jeg byggede desuden en ladelænge i Vester Egesborg for 890 kr., et hus for købmand H. P. Hansen, Myrup for 3037 kr, samt meget reparationsarbejde.
Årsfortjeneste 1932: 1739 kr.
1933 byggede jeg et stuehus for gdr. Chr. Hansen, Pederstrup for 1208 kr., halvdelen af gdr. Lars Larsens afbrændte udlænger (Chr. Hansen lavede den anden halvdel) for 2173 kr. samt en del reparationsarbejde. Årsfortjenste 1933 3248 kr.
1932—'33—'34 var dårlige år for landbruget, og Johannes og Valborg havde vist ikke let ved at få det til at gå. De skulle jo svare udgifterne. Jeg besluttede mig så til at udbetale lånet, der stod på Lundbygård til 5¼ %. Jeg kunne ikke få mere end 4 % i banken. Jeg rejste så en dag ind med pengene til godsforvalter Aarep, som boede i Valby. Jeg havde ringet til ham først, om jeg måtte komme, og jeg fandt også, hvor han boede, det var lige op til Søndermarken, og fik ordnet sagerne. Så gik jeg ind til København. Jeg ville have ordnet noget med mine ulykkesforsikringer. Jeg fandt også kontoret. Det var i Rewentlovsgade, og det blev ordnet, som jeg ville have det. Derefter tog jeg toget ud til Axel og Else, der nu boede i Haarlev.
1933—'34 byggede jeg ringer Chr. Nielsens hus i Hammer med materiale og arbejde for 2595 kr. Chr. Nielsen var selv arbejdsmand og lavede iøvrigt selv alt, hvad han kunne. 1934 byggede jeg gdr. Hougaards villa i Ring for 2170 kr. for arbejdet, støbte murene om købmand H. C. Pedersens og frk. Thora Nielsens haver for kommunen for 451 kr. samt forskelligt reparationsarbejde.
I høsten 1934 købte Johannes og Valborg Pilegaard i Thorup for 67000 kr. Der var en god kvægbesætning, men man kan vist godt sige, at alt andet var meget forfaldent, men i løbet af få år fik de en god gård ud af det, hvortil de gode tider, der nu kom, også i høj grad hjalp til. Taget på de to længer var så dårligt, at vandet løb hen ad lofterne, når det regnede, og Johannes måtte straks begynde at dække det gamle paptag med bølgeblik.
Peder og Dagny overtog nu forpagtningen af mit sted i Alminde, og de blev gift 1. november 1934.
Da Johannes og Valborg købte Pilegaard, lovede jeg dem 5000 kr., men da jeg lige havde bygget huset i Hammer og ikke skyldte noget i Alminde og havde penge udestående, var jeg lige ved at mangle penge i forretningen, og jeg besluttede mig så til at optage et lån i Bondestandens Sparekasse. Jeg fik også bevilget et lån på 5500 kr., men grundet på pengeknaphed kunne jeg kun få udbetalt 2000 kr., hvorfra gik omkostninger 200 kr. Jeg fik så kun udbetalt 1800 kr., resten skulle stå til højeste rente i tre år, før jeg kunne hæve dem. Jeg klarede mig med de 1800 kr.
Årsfortjeneste 1934: 2985 kr.
1935 byggede jeg Købmand Nielsens ejendom i Hammer for 3635 kr. i arbejdsløn og undermurede min fætter Sigurd Hansens hus i Pederstrup, en halv længe for parcl. Alfred Petersen, Præstemarken samt meget andet reparationsarbejde.
Den 8. marts skulle tømrer Andersen, Thorup, lægge et stykke tag op på Pilegaards længe ud mod vejen, og jeg havde lovet at hjælpe dem. Taget var rimet, og en stige, som vi havde lagt op, var ikke sikret nok. Den gled ned af taget, da vi begyndte at lægge plader op, og tømrer Andersen og jeg gled med ned. Andersen, som lå øverst, gled, da stigen nåede jorden, ud over hovedet på mig og ned i en stenbunke og fik et chok og slog det ene ben, så han ikke kunne gå. Jeg kunne være med at hjælpe ham ind sammen med Johannes, der stod nedenunder. Der blev ringet efter dr. Hansen, Lov, og han undersøgte Andersen og kørte ham sammen med Johannes hjem. Idet doktoren gik ud af døren, sagde han til mig: Hvordan er det så gået Dem? jeg svarede: Jeg har slået mig næsten alle vegne, men jeg tror ikke, der er noget i stykker. Da doktoren var kørt, kom Valborg og ville tage sig af mig. Det var først en tommelfinger, der var forstuvet, men så opdagede hun, at jeg blødte i ryggen, og da hun undersøgte mig, var der et sår, som Johannes sagde, var så stort, som når en gris var stukket. Valborg ringede så til doktoren. Han var ikke kørt fra Andersen, og han kom og undersøgte mig og satte såret sammen og kørte så mig hjem. Såret var kommet ved, at den plade, som vi var ved lægge på, faldt ned tillige med os, og det ene hjørne ramte mig i ryggen og skar igennem alt tøjet, bl. a. en skindtrøje, men ramte heldigvis ved siden af rygsøjlen. Om natten fik jeg meget stærke smerter i det venstre knæ, og om morgenen måtte vi sende bud efter doktoren igen. Knæet var imidlertid svulmet op, og jeg fik omslag på, men det blev ved at svulme op. Der havde dannet sig en vædske i knæet, og doktoren kunne med nogle dages mellemrum tage en kopfuld ud.
Der gik således en måneds tid, så sagde doktoren: Nu må vi prøve en stærkere indsprøjtning, og hvis det ikke hjælper, kommer De til at komme op på sygehuset og opereres. Han gav mig så en indsprøjtning, og jeg mærkede ikke noget usædvanligt før om natten, det var til skærtorsdag. Om morgenen besvimede jeg og faldt af sengen, og de måtte tilkalde doktoren igen. Han sagde: Jeg vidste godt, det var en stærk indsprøjtning, men jeg troede dog ikke, at De reagerede så voldsomt. Axel og Else var hjemme den dag, og det var godt. Så var mor jo da ikke ene. Jeg blev da bedre igen i løbet af nogle dage, og doktoren tog materiet ud af knæet en gang til, men så var det også forbi, men doktoren ville have, at knæet skulle røntgenfotograferes, og jeg var så på sygehuset og blev fotograferet. Det viste sig, at der var slået en lille splint af knæskallen, men den var groet til igen. Hullet i ryggen, tommelfingeren og stortåen m. m. var i orden inden knæskallen, og jeg kunne nu begynde at arbejde på købmand Nielsens ejendom, hvad jeg på et vist tidspunkt ikke havde ventet at få lov til.
1935 var årsfortjenesten 2700 kr.
1936—1937—1938
1936 byggede jeg et stuehus for gartner Nielsen, Tvede, for 1305 kr. i arbejdsløn, en tilbygning til Kirkegaard Petersens lade og meget reparationsarbejde. I disse år reparerede jeg også en del på Pilegaard, bl. a. hønsehus, køkken m. m. 1936 var årsindkomsten 2385 kr.
1937 lagde jeg nyt tag på gdr. H. P. Nielsens udlænger (Højgaard), omforandrede staldlængen for gdr. Frederik Jensen, Aaderup, omforandrede købmand Madsens hus i Thorup, havde en del reparationsarbejde på Lundby bryggeri og meget andet reparationsarbejde.
I årene omkring 1935 var mor blevet så rask, at hun kunne cykle ret langt, og det var en glæde både for hende og mig. Jeg husker en dag, vi cyklede gennem Ring, Køng og til Lundby St., hvor vi var inde på Bryggeriet og spiste til aften og kørte så hjem igen, og jeg mindes ikke, at det gjorde hende noget. Vi havde jo trods alt en del lykkelige år i Hammer, som det glæder mig at mindes nu.
Årsfortjeneste 1937 — 2100 kr.
1938 byggede jeg bilgarager til Lundby Bryggeri, hovedreparation på Hammer Mejeri og tilbygning til gdr. Chr. Christensens stuehus i Nyskov samt meget reparationsarbejde.
1938 var Karen Marie indlagt på Pinsens Hospital, og jeg rejste en dag ind at besøge hende. Jeg tog et kort med, og ved hjælp af det fandt jeg også derud uden at spørge mig for. Jeg var så inde og talte med hende, til besøgstiden var forbi, og derefter begav jeg mig ud for at finde Randersgade, hvor en kusine til mor boede, gift med en formand på Østre Gasværk, Person. Jeg fandt også, hvor de boede, og en søn, som arbejdede på en radiofabrik, skaffede mig et radioapparat, som jeg har endnu, for 150 kr. Det var Kristine og jeg meget glade for, men Karen Marie kunne ikke lide alt det vrøvl.
Årsfortjenste 1938: 2396 kr.
1939
1939 havde jeg en stor omlavning for gdr. Kirkegaard Petersen for 702 kr., en ditto for Lundby Bryggeri for 475 kr. samt meget reparationsarbejde. Om efteråret 1939 tilbød jeg gdr. Hans Knudsen, Hastrup at opføre ham en villa på Dyrlev grund op til hovedvej nr. 2 for 3100 kr. (murerarbejdsløn). Vi begyndte at støbe grund den 8. september og fik muret den op og lagt tag på og strøget taget, så at vi kunne lukke huset inden vinteren.
1939 døde Karen Marie på Pinsens Hospital. Læge Hansen, Lov, fik hende vistnok derind sidste gang for at skåne mor. Han var vistnok klar over, at hun ikke kunne leve. Hun kunne den sidste tid ikke få føde i sig. Jeg blev på hospitalet, til hun var lagt i seng, men jeg skulle jo med bilen hjem. Det var sidste gang, jeg så hende. Der gik kun få dage, så døde hun.
Det var et liv med megen sygdom, der her afsluttedes, men trods alt levede hun med i alt, hvad der foregik, og særlig vore børn havde hun megen glæde af, og hun elskede dem, som var de hendes egne. Hun ville sikkert gerne have levet noget længere trods sin sygdom.
Mor og jeg var nu ene, og mor var meget ene, men hun klagede ikke, og hun var altid glad, når jeg kom hjem. Jeg tænker så tit nu, at jeg burde have arbejdet lidt mindre og så været lidt mere hjemme hos hende, men gjort gerning står jo ikke til at ændre. Hun sagde også engang selv, at vi kunne have haft det nok så godt, om jeg havde gjort det, og det smerter mig endnu, når jeg tænker på det.
Årsfortjeneste 1939: 2576 kr.
1940
1940 byggede jeg Hans Knudsens villa færdig. Den 9. april brød tyskerne jo ind i landet, og Hans Knudsen, som boede tæt op til Hovedvej 2, fik indkvartering af tyskere straks. Han fortalte, at der kom 2 befalingsmænd og nogle menige og forlangte plads til nogle heste. Hans Knudsen prøvede på ved tegn at forklare, at han ikke kunne skaffe plads til så mange, men de pegede på laden. Hans Knudsen prøvede igen ved tegn at forklare, at der ikke var til at binde dem, men de vidste råd. De slog nogle kroge i stolperne. Befalingsmændene ville så ind i stuehuset for at spise deres mad, og de ville gerne have nogle æg, men det kneb for Hans Knudsen at forstå, hvad det drejede sig om. Omsider kunne de da forstå tegnene. De tilbød Hans Knudsen og hans karl at smage deres brændevin, men Hans Knudsen sagde, at det smagte ikke videre godt. Det var indkaldte folk. Hans Knudsen fik ud af det, at den ene var dyrlæge og den anden skomager. Hans Knudsen mente, at heste og vogne, som de havde med, var taget nede i Østtyskland eller Polen. Både heste og vogne var meget dårlige. Da de havde været der en nat, forsvandt de igen nord på, og de havde ikke gjort nogen fortræd.
Hans Knudsen døde i vinteren 1953.
1940 byggede jeg atter en garage ved Lundby Bryggeri. Det var lige i den tid, da tyskerne indrettede dem rigtigt ude på Aunø, og de kørte en vældig masse materiale derud fra Lundby Station. Hartvig (bryggeren), som jeg senere forstod, var medlem af modstandsbevægelsen, var i meget dårligt humør, når han så alle disse transporter.
Den 5. april 1940 brændte Ole Rasmussens gård grundet på, at sønnen Chr. Rasmussen satte ild på den. Kristine var da så rask, at hun kunne gå op for at se branden. 9. april blev så de danske soldater afvæbnet. Vi havde en indkaldt sergent, som var stationeret i Hammer boende i de to loftsværelser med sin familie, kone og to børn. Den 9. april var han i Ringsted, og hans kone var meget bange for, hvad der kunne ske. Hun ringede op ad dagen til Ringsted og fik besked om bare at forholde sig rolig, manden var i god behold. Et stykke tid efter kom han til sit civile arbejde igen. Han var postbud i Helsingør, hed A. Sørensen og er nu postkontrollør.
I efteråret 1940 kom jeg en dag op på Lundby Teglværk, og teglværksejeren sagde: Vi har været uheldig med en brænding røde sten. De er brændt godt nok, men de er ikke lige store, og der også en del revner i dem. Kan De ikke bruge dem. De skal få dem billigt! — Jeg købte så 12–13000 af dem til 50 kr. pr. tusind. De blev kørt op på Pilegaard, og jeg sorterede dem i løbet af vinteren, og jeg synes selv, at jeg fik en pæn mur ud af dem.
Årsfortjeneste 1940: 2790 kr.
1941
1941 byggede jeg stuehuset på Pilegaard i Thorup. Det lavede jeg selv på meget lidt nær, som fætter Johannes hjalp mig med, og det kneb også for Johannes at finde sig i, at det gik så langsomt, men det blev jo da færdigt. Jeg manglede verandaen og lidt småting, da vi nåede foråret 1942.
1941 blev mor svagere, men hun kunne dog om sommeren enkelte gange cykle til Thorup og Alminde, selv om det ikke var godt. Engang hun havde været i Thorup, blev hun syg på vejen hjem og måtte sætte sig i grøften. Fru lærer Lillevang kom forbi og satte sig ved siden af hende. Mor sagde: De skal bare køre. Det går over, når jeg har siddet her lidt. Men fru Lillevang svarede. Jeg går ikke fra Dem, før De er kommet hjem. En anden gang blev hun syg og ville ringe et sted hen, men fik kun ringet op, og på centralen blev de bange for, at der var sket noget, så Karl Hansen kom farende herned, men da var anfaldet gået over. Det varede sjældent over et kvarter.
Mor nåede da at se den ny stuelænge færdig, og vi sov et par nætter deroppe i julen. Før jul var mor og jeg i Næstved for at købe julegaver, og mor ville også fødselsdagsgave til Jørgen, men hun kunne ikke ikke gå ret langt og fik vist ikke købt, hvad hun helst ville. Hun købte en bog, som hun fik givet ham, inden hun døde.
Årsfortjeneste 1941: 3454 kr.
1942
Mor kunne, kan jeg forstå senere, mærke, at det bar mod døden. Jeg tænkte, at som det gik nu, kunne det gå mange år endnu. Der var så mange ting, som jeg senere forstod det på. Hun sagde en aften: Det gør ikke noget, at jeg skal dø, når jeg blot ikke skal komme til at ligge jer for meget til byrde. — Jeg svarede: Du må ikke dø fra mig. Jeg kan ikke undvære dig. — Jeg ved godt, at det bliver værst for dig, svarede hun, børnene græder måske lidt straks, men de har deres at passe.
Hun lavede også tøj til mig, både skjorter, bukser, bluser og alt andet, så det er først det sidste år, jeg har måttet købe noget nyt. Hun tænkte meget på os alle sammen. Kort før hun døde havde hun strikket en trøje til Axel. Det var en meget streng vinter, og posten kom ikke den dag, hun var færdig med den, men jeg forstod, at hun ville meget gerne have sendt den af sted. Det var imidlertid så slemt vejr, at jeg ikke ret gerne ville gå til Lov med den. Dagen efter gik jeg så ned med trøjen og fik den sendt af sted, men Axels tak for den nåede ikke herned, mens hun levede.
En aften, da vi var kommet i seng og lå og snakkede, sagde jeg: Nu fylder Jørgen 12 år. Så er der kun to år, til han skal konfirmeres. Hun svarede: To år er en meget lang tid! Og jeg var klar over, at hun var sikker på, at det oplevede hun ikke. Jeg tog hendes hånd og sagde: Jeg kan ikke undvære dig. Hun svarede: Lad os bede Vor Herre hjælpe os begge to! Det gjorde vi så, og det er vel også gået, som det skulle.
Mor blev ved med at tænke på mig. Hun sagde en dag: Hvis jeg dør, kan du så ikke få din søster Kristine til at holde hus for dig. Hun kunne ikke tænke sig, at jeg, så rask som jeg var, kunne flytte til nogen af børnene, og hun har sikkert aldrig kunnet tænke sig, at det kunne gå med Anna, men det har jo gået i 12 år.
Jeg lavede nu tegning og overslag til Peders og Dagnys stuehus, og da jeg var færdig, viste jeg hende tegningen og forklarede hende, hvordan den skulle være, men hun sagde: Jeg kan vist bedre blive klog på det, hvis jeg får set den færdig.
Den 18. februar var Jørgen 12 år, og mor ringede op til ham, at han skulle komme op til hende og få sin fødselsdagsgave. Vi havde købt en stålvinkel og en bog til ham. Han kom, og mor fik da den glæde at give ham den.
Den 19. februar var mor rask om morgenen, og hun sagde: Jeg vil koge hvidkålssuppe i dag, og det gik meget godt. Om eftermiddagen syede hun på et par bluser til mig og blev så vidt færdig med dem, så der kun manglede knapperne. Om aftenen, da vi spiste, sagde jeg: Der er møde i forsamlingshuset om en ny skoleordning, men jeg vil hellere blive hjemme hos dig. — Hun svarede: Nej, du skal da gå derop. Så kan du fortælle mig, hvad der sker. — Jeg gik så derop til mødet, og da jeg kom hjem ved 2230–tiden, kunne jeg høre, at hun klagede sig. Jeg for ind til hende, hun var kommet i seng, og jeg sagde: Det er nok rigtig galt i aften. — Ja, det har aldrig været så galt, sagde hun. Jeg for ind til telefonen og bad dem hurtigt ringe til doktoren og løb ind til hende igen. Hun bad mig hjælpe sig op, og hun kom i seng igen. Jeg spurgte, hvornår det begyndte. Kl. 10 svarede hun. Jeg løb igen til telefonen og bad dem ringe til Valborg og Dagny. Mor sagde også: Jeg har sat kaffe til dig i kakkelovnen. Jeg kunne se, at det gjorde meget ondt på hende, og jeg sagde: Lad os bede Vorherre hjælpe os, og hun rejste sig op i sengen, og jeg tog hende i favnen, og så bad vi Fadervor, og så sad vi lidt med hinanden i favnen. Jeg tror ikke, hun havde smerter så længe, men pludselig sagde hun: Nu kommer det igen! — og hun lagde sig tilbage i sengen, og var sikkert død med det samme. Der var kun nogle få trækninger i ansigtet, og jeg tog hendes tænder ud. Alt dette foregik i løbet af en halv time til tre kvarter. Nu kom doktoren, og han prøvede en indsprøjtning, men der var intet at gøre.
Jeg sagde til ham: Havde jeg dog bare blevet hjemme, så jeg kunne have ringet til Dem straks! — Han svarede: Det skal De ikke være ked af. Jeg kunne ikke have reddet hende, selv om jeg havde været her straks. — Han rettede lidt ved hende og kørte så igen, men han havde skyndt sig meget med at komme.
Sognerådsformanden og hans kone, der gik hjem fra mødet, mødte ham i en vældig fart, og de sagde til hinanden: Der er sket noget, ellers kører han ikke så stærkt. Dagny og Peter kom nu, men da var mor død, Valborg og Johannes kunne ikke ringes op.
Så nu var vort liv, det bedste for mig, som begyndte den 28. januar 1900 og sluttede den 19. februar 1942, forbi. Jeg syntes næsten ikke, jeg kunne forstå, at det var sådan. Jeg havde håbet, at der skulle gå nogle år endnu. Da Dagny og Peder var gået, lagde jeg mig på sofaen og prøvede at sige Vorherre tak for alt, hvad han havde givet mig sammen med Kristine, men det var ikke let. Det har trøstet mig mange gange, at vi, som vi begyndte, også fik lov til at slutte med at bede sammen.
Kristine havde ikke forandret sig i døden. Hun lå, som hun sov, og jeg så til hende mange gange, indtil hun blev ført i kapellet. Da hun blev ført i kapellet, var der en lille højtidelighed i hjemmet, hvor lærer Christensen, Ring, lærer Bjerre, Fårup, lærer Lillevang, Hammer, og Axel talte. Axel talte smukt om sin mor. Ved begravelsen var samlet mange mennesker, skønt det var meget streng vinter, og der var mange kranse. Der var kaffebord i forsamlingshuset, hvor der blev talt af forskellige.
Så var jeg nu ene, og resten af året var jeg meget sørgmodig. Fætter Johannes sagde engang til mig: Du ved nok, at vil du være fri for sorger, må du intet elske her på jorden. Hen på efteråret kom søster Anna op hos mig, og det har da gået nu i 12 år, selv om det ikke kan blive, som da Kristine levede.
1942 byggede jeg så stuelængen i Alminde, men blev ikke rigtig færdig før i foråret 1943. Jeg støbte også ajlebeholder i Alminde. På Pilegaard lavede jeg verandaen, som jeg ikke fik færdig i 1941 og havde iøvrigt meget reparationsarbejde.
I efteråret 1942 faldt pastor Borries en søndag om i kirken og var død med det samme, ramt af hjerteslag.
Årsfortjeneste 1942: 4035 kr.
1943—1944—1945
1943 byggede jeg gdr. P. Chr. Pedersens hus i Thorup, undermurede en del af Sigurd Hansens hus i Pederstrup, undermurede en del af Smakkebæk samt meget andet reparationsarbejde.
Dette år blev pastor Dijnes ansat som præst i Hammer, til han i vistnok 1947 blev ansat som lærer ved Vordingborg Seminarium. Årsfortjeneste 1943: 4287 kr.
1944 satte jeg mange fliser op, bl. a. på Overmosegård, hos gdr. Chr. Larsen, Bygaard, gdr. Clausen, Ring, Julius Nielsen, Lillevang, m. m., reparation på Hammer Præstegaard, byggede materialslænge med vaskehus for gdr. Chr. Christensen, Nyskov, byggede til tømrer Andersens værksted i Thorup, støbte ajlebeholder for frk. Anna Poulsen, Thorup, samt meget reparationsarbejde.
Årsfortjeneste 1944: 4215 kr.
1945 lavede jeg en stor omforandring for Johannes Jensen, Østervang, en dito for smedemester Verner Hansen, Hammer, svinehusgulv med klinkerbeton hos gdr. Chr. Larsen, Bygaard, undermurede og tilbyggede Chr. Christensens stuehus i Nyskov, byggede et halvtagshus til det hus, som fhv. mejeribestyrer Christensen nu ejer, samt byggede en etage på gartner Nielsens hus i Tvede.
Dette år havde jeg en svend, Mads Bonde Pedersen fra Haarlev, og han var en rask mand, som kunne lave meget, men der var det kedelige ved det, at jeg måtte lave så meget om efter ham, men jeg tror for resten nok, at det er mig, der er for gammeldags. Jeg kan godt se, at sådan skal det være for fremtiden. Han var ellers meget flink, og jeg tænkte en gang på, at han kunne løse mig af, men jeg blev klar over, at det kunne ikke lade sig gøre.
Den 5. maj, da tyskerne kapitulerede, var vi budt til kaffe hos frk. Hemmingsen i Missionshuset, og som vi sad ved kaffen, kom fru pastor Dijnes og råbte: Tyskerne har overgivet sig, og folk samles ved pladsen ved gadekæret og vil synge nogle sange. Vi gik også derhen, men det blev ikke til ret meget før aftenen efter. Så blev der sunget og holdt taler og bagefter kaffe i forsamlingshuset. Vi kunne jo nok have grund til at være glade, også fordi vi havde haft en mild besættelse.
Årsfortjeneste 1945: 6293 kr.
1946
1946 byggede jeg et ret stort hønsehus for gdr. J. P. Hansen, Toftegaard, en stor roekælder for pacl. Frederik Nielsen, Thorup, værksted og bilgarage for vulkanisør Verner Rasmussen, Hammer, meget reparationsarbejde samt en sal til Hammer Missionshus. Her var jeg så uheldig at falde ned af en stige, ved at denne væltede med mig, og jeg faldt så uheldigt, at jeg slog panden mod den ene kant af en kalkbalje og brystet mod en anden og besvimede. Bestyrerinden, frk. Kirsten Hemmingsen, hørte, at jeg faldt, men hun kunne jo ikke hjælpe mig, og hun løb til naboerne for at hente hjælp. De var imidlertid ikke hjemme, hverken Johannes Larsen eller slagter P. Hansen, men P. Hansens kone fik ringet til Verner Rasmussen, og han kom. I mellemtiden var jeg vågnet så meget, at jeg kunne rejse mig op, men det svimlede for mig, og jeg tænkte: Nu dør du! Jeg ville bede Fadervor, men mærkede, at det kunne jeg ikke. Jeg fik dog sagt: Kære Vorherre, lad mig komme hjem. Jeg faldt igen ind over en hjulbør, og der fandt Verner Rasmussen og Peder Hansen mig. De hjalp mig ind i stuen. Jeg sagde, da de hjalp mig ind: Jeg skal op på stilladset igen. Men Peder Hansen sagde: Nej, det går ikke. Du skal ind på sofaen og ligge lidt. Da jeg blev lagt på sofaen, besvimede jeg helt igen og kom ikke til mig selv, før doktoren, som der var blevet ringet efter, stod over mig. Der var også blevet ringet til Valborg og Johannes, og de var også kommet, inden jeg vågnede.
Doktoren kørte mig hjem og beordrede mig til at blive liggende i sengen i 4 uger, da det var en hjernerystelse, og det kunne få slemme følger at stå op for tidligt, og han bad sygeplejerske frk. Nielsen om at passe på, at jeg blev i sengen så længe. Jeg kom over det og har ikke haft men af det senere.
Først i marts måned døde min fætter, brygger Hartvig Jensen, Lundby, pludselig. Hans fætter, Chr. Jensen, Nebletorp, og jeg blev tilkaldt for at være med at ordne, hvad der var nødvendigt, sammen med hans regnskabsfører, konsulent Vognsen, og vi ledte efter, om der var skrevet noget om, hvordan det skulle ordnes. Vi blev klar over, at der lå papirer, rimeligvis testamente i banken i Vordingborg, og dagen efter tog Chr. Jensen og jeg ud til hans sagfører, Salichat, for at forhøre, om der var skrevet noget om det. Jeg havde en anelse om, at der var lavet testamente, og at familien ikke fik del i arven. Marie Daugaard i Hammer var død kort før, og jeg var hos Hartvig noget efter, og vi kom til at tale om, hvordan en del af hendes formue gik til andre end familien. Han så hen for sig og sagde: Ja, der kommer jo sommetider overraskelser! Og jeg tænkte: Han tænker vist på noget lignende. Om aftenen, da jeg gik fra bryggeriet, gik jeg ind hos fætter Johannes, som var syg, og han spurgte, om vi fandt noget testamente, hvad vi jo ikke gjorde. Ja, for har han fået skrevet det, er der intet til familien, sagde han.
Da Christen Jensen og jeg dagen efter kom ind hos sagføreren, læste han en afskrift af et testamente op for os, og heri stod, at der af hans formue skulle dannes et fond, hvis renter årligt skulle uddeles til unge ubemidlede mennesker af begge køn, samt til folk, der var kommet i nød, alt i Lundby sogn. Fondet skulle bære hans fars, brygger Niels Jensen og mors, Karen Marie Jensens navn, samt, at hvis der ikke var penge nok til at danne fond for, så skulle de penge, der blev tilbage skænkes til Lundby kirke. Begravelsen skulle ordnes efter egnens skik og brug.
Vi rejste så hjem, og Christen Jensen påtog sig at ordne, hvad der skulle ordnes i anledning af begravelsen m. m.. Der var et stort følge, og efter begravelsen var der en mindehøjtidelighed på Lunby Kro, hvor der blev sagt mange hyldestord om ham. Han havde vist kun venner.
Jeg havde før begravelsen underrettet på min side om, at der ikke var tale om arv, men Chr. Jensen havde ikke gjort det på sin side, og der var nogen skuffelse. Senere fik familien meddelelse om, at den havde ret til at søge fonden på lige fod med Lundby sogn. Der var også en bestemmelse om, at hvis nogen skyldte ham penge, som havde svært ved at skaffe dem, så måtte de ikke afkræves dem.
Da boet var gjort op, og bryggeriet og villaen solgt, var der ca. 350.000 kr., men han har sikkert ikke vidst, hvor rig han var. Bryggeriet stod kun til 51.000 kr. i ejendomsskyld, og det solgtes til 210.000 kr., og villaen vistnok til 30.000 kr. resten var i andre værdier. Bestemmelsen om, at hvis der ikke var penge nok til et fond, må vistnok søges i, at han et år, før han døde, havde haft underskud på bryggeriet. Bestemmelsen om, at familien havde ret til at søge af fondets midler, kostede, såvidt jeg forstår, 70.000 kr. til staten. Ellers havde det vist været skattefrit. Vi fandt vel nok straks, at det var mærkeligt, at familien ikke fik noget, men når man tænker efter, er der mange mennesker, som kan nyde godt af de penge i tiderne, der kommer, og det er et minde, han har sat over sine forældre, som om alt går nogenlunde, vil stå længe.
Den 5. april fyldte jeg 70 år, og jeg modtog i den anledning mange gaver, og om aftenen ver der en festlighed i hjemmet, og et par aftener efter havde vi huset fuldt til kaffe.
1946 var Dagny og jeg en tur på Samsø, og det var meget interessant. Jeg havde ikke været der siden 1911. Familien Pilegård, Nordby, var meget elskværdige som altid. Da vi rejste hjem, var vi ude for et uheld. Vi kom med færgen til Århus grundet på, at de i Koldby havde forbyttet skiltene Kalundborg — Århus, så der stod Kalundborg ved den færge, der gik til Århus. Da vi kom uden for havnen, kunne jeg jo se, at det var forkert. Jeg sagde til Dagny: Vi sejler til Århus! Hun blev i øjeblikket forskrækket, særlig fordi hun var bange for, at de skulle blive for ængstelige derhjemme, når vi ikke kom til den tid, vi havde lovet. Jeg gik op til kaptajnen og fortalte, hvordan det var gået. Han beklagede meget, at Statsbanerne var skyld i, at det var gået sådan, og sagde: Vi skal gøre, hvad vi kan, for at De skal komme så hurtigt hjem som muligt. Nu skal vi ringe til Deres hjem og fortælle, at de ikke skal være bange, om De også kommer lidt senere hjem end ventet, og så skal vi ringe til Århus og sige dem, at de skal sende Dem med det lyntog, der afgår, når vi er kommet ind. De skal bare melde Dem på oplysningsbureauet. Der står en mand, som tager sig af Dem og sørger for, at De kommer til lyntoget. Der stod også en portør, som fulgte os til toget, og her stod en forstander eller sådan noget, som sagde til togføreren, der ikke ville have os med, da toget var overfyldt: De skal med, og der skal skaffes plads til dem! — Vi fik så et par stole oppe ved restaurationen, som vi fik lov at benytte til Nyborg, men så var der tomme pladser nok. Vi kørte med lyntoget fra Århus til Slagelse, og det er den eneste gang, jeg har prøvet det. Det havde været dejligt tørt vejr, mens vi var på Samsø og længe før, så vi manglede regn, og da vi kom til Slagelse begyndte det at regne stærkt, og det blev ved hele natten. Vi kom til Næstved kl. 24, og da var det sidste tog sydpå gået, så vi stod nu på Næstved Station i øsende regnvejr. Vi gik ud på banegårdspladsen for at se, om der ikke kunne opdrives en bil, og var så heldige, at entreprenør Petersen, Blangslev, som også var kommet med toget sammen med sin kone, havde fået en bil til Blangslev. Vi fik lov at komme med og fik chaufføren til at køre os helt hjem. Havde jeg været klog nok, havde Statsbanerne sikkert kommet til at betale bilen til Alminde. Nu måtte jeg selv betale 18 kr. Årsfortjeneste 5407 kr.
1947—1948—1949
1947 blev jeg færdig med Missionshuset, som jeg på grund af, at jeg faldt ned, ikke blev færdig med i '46, foretog indretning af WC og bad på Hammer Alderdomshjem, byggede hønsehus for Johannes Andersen, Alminde, undermurede en længe for gdr. Sigfred Larsen, Thorup, byggede udstillingslokale til Verner Rasmussen, lagde nyt tag på centralbestyrer Børge Christensens hus, tilbygning og omforandring af Pilegårds gamle stuehus og en stor reparation på Hammer Skole samt forskelligt andet reparationsarbejde. Årsfortjeneste 1947: 5356 kr.
1948 havde jeg en del omforandring for Johannes Jensen, Østervang, husejer Johan Andersen, Thorup, parcellist Lars Peder Olsen, Nyskov, en staldlænge for Hans Sørensen, Præstemarken, samt støbte muren ved kirkepladsen ind mod Thora Nielsens have og begyndte på en stald og lade for parcellist Frede Petersen, Hammer. Det var i december måned og meget koldt, og jeg fik forfrysning i den venstre hånd og arm og kunne ikke bestille noget hele vinteren, men da solen kom næste forår, gik det igen.
Jeg havde fra 1927 til 47 en flink og dygtig arbejdsmand i parcl. Hans Sørensen, Præstemarken. I 1947 fik han 7 tdr. land af præstemarken lagt til de 5, han havde, og nu kunne han ikke få tid til at hjælpe mig så meget, men han har alligevel hjulpet mig lidt hvert år, når det kneb. Vi har altid arbejdet godt sammen.
Årsfortjeneste 1948: 5481 kr.
1949 udgravede og støbte jeg kælder under købmand Nielsens køkken til installering af centralvarme, byggede parcl. Frede Pedersens lade og stald færdig, et materialshus til gdr. Orla Hansen, Thorup, et hønsehus for parcl. Peder Jensen, Nyskov, satte fliser i hele Chr. Christensens køkken samt byggede et stort hønsehus for Chr. Christensen, Nyskov.
Fra 1904 til 1949 havde jeg alt arbejde på Hammer Mejeri med undtagelse af et ostehus, som blev udbudt, og hvor mit tilbud var for højt. Jeg vil tænke mig, at jeg gennemsnitlig har haft arbejde for 4–500 kr. årligt.
Årsindtægt 1949: 6591 kr.
De sidste år til 1954
1950 byggede jeg en frontspids på Johannes Jensen Østervangs stuehus, en tilbygning til Verner Rasmussens værksted, WC og bad på alderdomshjemmet samt fornyede skorstenene samme sted, lavede en stor reparation for Chr. Larsen, Bygaard, WC m. m. for Chr. Hansen, Virkelyst, en stor reparation for Kaj Rasmussen, Hammer samt en tilbygning til parcelist Johannes Hansens stuehus, Faarup. 1950 var årsfortjenesten 4945 kr.
1951 lavede jeg som mange gange før en stor reparation for gdr. Poul Poulsen, Overmosegaard, en tilbygning til smedemester Verner Hansens stuehus i Hammer, et stort hønsehus for N. P. Nielsen, Granly, en lade for parcl. Aage Andreasen, Sønderskov, samt reparerede for lærer Bjerre (mit gamle hjem, som jeg byggede 1902) med indlæg af WC og bad og byggede et nyt udhus med bilgarage, brændehus m. m. samme sted.
Årsfortjeneste 1951: 6327 kr.
1952 havde Hammer Kommune købt fhv. købmand H. C. Pedersens ejendom i Hammer, og den lavede jeg om til bolig for kommunekassereren og kommunekontor. Jeg byggede også et stykke lade for Kamper, Pedersminde, lagde nyt tag på gdr. Møllers stuehus, Toftegård i Thorup, byggede stald for parcl. Villy Rasmussen, Hestehaven, et svinehus for parcl. Chr. Petersen, Hammerhuse, byggede et stykke til parcl. Carl Andersens stuehus, Sønderskov, en tilbygning til sognerådsformand Poul Larsens stuehus samt ombygning af køkken, kælder og spisekammer i Hammer Præstegaard med opsætning af fliser i hele køkkenet. Under arbejdet her talte jeg en dag med fabrikant Aage Hansen, Lov, og jeg fik da sagt: Ja, nu kan jeg mærke, at jeg ikke kan stort mere. — Du, sagde han, du har jo aldrig kunnet noget stort. — Nej, det er rigtigt, sagde jeg, men jeg har kunnet mere, end jeg kan nu. — Det er altså, hvad der kan siges om mig efter de mange års forløb, og det er jo rigtigt. 1952 var ellers en sidste opblussen. Jeg fik lavet meget det år, men om vinteren blev jeg syg og lå i sengen i lang tid, og det varede til langt ind i 1953, før jeg kunne lidt igen. Årsfortjeneste 1953: 7222 kr.
Først på året 1953 reparerede jeg for gdr. Jens Peter Hansen den villa, han havde købt af rentier Peter Jensen for 35.000 kr., bl. a. satte jeg fliser op i hele køkkenet og indrettede bilgarage i udhuset samt gjorde Poul Larsens stuehus færdigt med badeværelse med fliser m. m., men så blev jeg syg igen og kunne ikke bestille noget fra april til juni. Efter den tid arbejdede jeg en tid på kommunekontoret. Jeg byggede et vaske– og brændehus m. m. ved sygeplejerskeboligen i Hammer, et malkemaskinerum for Alfred Petersen, Præstemarken og opsatte fliser m. m. for parcl. Carl Nielsen, Hammerhuse, samt forskelligt reparationsarbejde, og jeg måtte holde tidlig op med at gå på arbejde, da jeg ikke kunne tåle kulden. Årsfortjenesten var 1953: 3890 kr.
Min familie:
Min far
Min far, Rasmus Jensen, blev født den 4. februar 1849 i et hus, som lå på den modsatte side af landevejen (i Lundby) ved det øverste gadekær, og hvori der boede 4 familier. Det er først revet ned i begyndelsen af dette århundrede, og den del, hvor far blev født, blev kaldet Per Christof s ende. Da far var fjorten dage gammel, overtog min farfar sin svigerfaders, murer Jens Madsens fæste og de flyttede sammen i det hus, som blev slægtens hjem i tre generationer. Grunden til, at farfar måtte flytte til svigerforældrene, var, at Jens Madsen drak for meget brændevin og ikke betalte, hvad han skulle. Der var 2 ret store stuer med bræddegulv, og huset har været ret nyt dengang. Jens Madsens havde revet et gammelt hus ned, som lå på pladsen, og opført det nuværende. Far fortalte, at der var 2 sengesteder i hver stue, og efterhånden, som børnene voksede til, sov de sammen med bedsteforældrene. Far sov hos Jens Madsen, og da væggen kun var halvstens mur, satte isen sig indvendig på væggene om vinteren. Jens Madsen flettede så halmmåtter og satte på væggen bag sengene, og når han skulle spytte, gjorde han det ved at spytte ind over drengen ind i halmmåtten. Bedsteforældrene var vist ellers gode ved børnebørnene, men farfar var en streng mand, og ulydighed blev straffet med bank. Det måtte farbror Niels bekende engang, da han sagde til sin far: Hvis du slår mig, siger jeg det til morfar! Han fik så mange klø, til han lovede ikke at sige det til morfar.
Far har vist været et ret lyst hoved. I hvert fald kunne han læse flydende, da han var 9 år, men så blev han sendt ud at tjene, og herefter blev det kun småt med lærdommen. Han sagde, at han var aldrig gladere, end når hans husbond, gdm. Rasmus Jensen, Lundby, bad ham fri den ene dag om ugen, da han skulle i skole. Læse kunne han, men skrive og regne blev det ikke til ret meget med. Han fortalte, at han regnede på et stykke i tre år og blev aldrig færdig med det. Tavlen mistede først rammen, så hjørnerne, og så brugte han den til at trille hjul med, når han gik fra skole. En dag trillede den i gadekæret, og efter den tid lånte han sig frem, til han slap ud af skolen.
Lærer Poulsen havde lavet en historie, som han ikke syntes om, men som han måtte høre engang imellem. Den lød således: Vi havde engang en lille Rasmus, som altid kunne sin lektie og var dygtig og flink til alt, men så kom han ud at tjene, og der på marken var en troldbanke, hvor der boede trolde, og de tog vor dejlige lille Rasmus og gav os i stedet for en væmmelig troldunge, som aldrig ville eller kunne noget, og som vi er kede af at have imellem os! —
Far fortalte også, at når præsten, dr. Rørdam, i Hammer kom i skolen, så var både lærer og elever lige bange for ham.
Rasmus Jensen, som far tjente fra han var 9 år til han var fjorten, var, såvidt jeg kan forstå, flink imod ham. Han slog ham aldrig, men var der noget, sagde han: Hvis du ikke gør, som jeg siger, så bliver vi »på min sæl« uvenner, men han havde til tider en mærkelig måde at sige det på. F. eks. sagde han, da far blev sendt ud for at vogte gæs: De må gerne gå i sæden, så meget de vil, men du skal bare passe på, at de ikke klatter, for jeg kan ikke lide at se klatter i sæden! — Far spekulerede lidt på det, men blev da klar over, at der ikke var andet at gøre end holde gæssene ude af sæden. Rasmus Jensen sagde også: Hvis gæssene bliver for slemme, så kan du fange en af dem og binde din hue til benet af den! — det prøvede han også, men så snart han slap gåsen, fløj den og hele flokken så længe de kunne, og når de ikke kunne døje det mere, smed de sig i en flok på jorden, men så snart gåsen med huen trak benet til sig, var det lige galt igen, så det var heller ingen hjælp ved vogtningen.
På gården var der en stor vædder, som far havde dresseret, så han kunne ride på den og få den til at gå, hvor han ville, også på gaden. Det morede Rasmus Jensen. En eftermiddag ville far prøve, om han kunne stå på ryggen af en hest, når den gik, men det gik galt. Han faldt ned og brækkede den ene arm. Han gik og græd hele eftermiddagen, til pigen kom ud at malke. Hun sørgede for, at han kom hjem til gården, og Rasmus Jensen sendte ham hjem og kørte til Præstø efter doktor. Da doktoren kom, var farfar også kommet hjem fra arbejde, og far var så bange for dem begge, at han løb rundt om bordet, og de måtte bruge magt for at få ordnet armen. Far fik nu en ferie, til armen blev stærk igen.
Far fortalte også, at engang, da han en aften legede på gaden, kom hans far fra arbejde og så, at far ingen trøje havde på. Han spurgte så, hvor han havde gjort af trøjen. Jeg har glemt den ude i marken, sagde far. — Gå så ud og hent den, inden du kommer hjem, sagde farfar, men far tænkte: Jeg bliver ude, til min far er gået i seng! — Men da han kom hjem, sad hans far for bordenden og spurgte, hvor trøjen var. Ja, han havde jo ikke hentet den. Farfar tog ham, trak ham ud på vejen, brækkede en kæp af et risgærde, og nu vankede der en omgang klø, samtidig med, at farfar skældte voldsomt ud og sagde: Nu henter du trøjen, inden du går i seng! Det var ikke morsomt. Det var mørkt nu, og alle de mange historier, som fortaltes dengang, har vel ikke gjort det bedre. Farmor forbarmede sig over ham og sendte Per med.
En anden gang havde far en fastelavn sammen med en anden dreng vovet sig ud i byen for at synge for æg. Det opdagede hans far, og der vankede også klø, og far måtte aflevere æggene, hvor han havde fået dem. Farfar var meget nøjeregnende med, at hans børn ikke tiggede, og sørgede for at få det til at slå til, som de tjente. Det havde han selv kunnet. Han havde penge, da han døde, som han havde tjent som karl. Farfar havde sine penge på kistebunden i sine unge dage, og en nat blev de stjålet, men det var så heldigt, at da tyvene derfra gik ned og stjal i Sværdborg præstegård, blev de fanget der, og farfar fik sine penge igen.
Far fortalte, at når han som lille dreng sad på sin fars knæ, fik han lov til at lege med specier, vistnok todalere (ca. 4 kroner).
I fars barndom var der led ved indkørslerne til byen, bl. a. ved deres hus ved Grumløsevejen, og børnene tjente somme tider en skilling ved at lukke
ledet op og i.
Far kunne også huske den bekendte agitator Peder Hansen, Lundby, også kaldet Per Tingløber. Han boede i et hus, der lå mellem sognefoged Ingemann Petersens gård og den nuværende smedie, hvor der nu er bygget en villa. Jeg kan godt huske, at det lå der og beboedes af Peder Hansens datter og svigersøn Ole Ingvorsen.
Far havde engang som lille dreng været ude at plukke jordbær sammen med andre, og han mærkede, at der var kommet noget ned på ryggen. De blev bange og løb hjemad, men da de nåede gadekæret, blev de enige om, at far skulle tage tøjet af, og det viste sig så, at det var et firben. De holdt så råd om, hvad dette firben skulle lide, og blev enige om, at det skulle druknes, og smed det ud i gadekæret, hvor de fik set, at det svømmede over gadekæret og kravlede ind mellem stenene på den anden side.
Rasmus Jensen var en stor mester i at lave og fortælle historier. Således fortalte han, der var født i Stavreby (Jungshoved), at han engang løb på skøjter på Østersøen og løb så langt, at han kunne se tårnene i St. Petersborg. Det var hans agt at løbe helt derhen, men så begyndte det at mørkne, og så måtte han vendte om for at nå hjem inden aften. En anden gang skød han en sælhund, som var så stor, at de måtte binde 2 stenslæder sammen for at køre den hjem, og så var det endda kun en unge! — En gang, det var så sent, som da jeg var i lære, kom han, da det var streng frostvejr, ned hos købmand Andersen ved Lundby Station og sagde til købmanden: Det er et forskrækkeligt frostvejr. Mine kvindfolk vasker derhjemme, og efterhånden som kedlen koger over, fryser det ned ad siderne på den! Købmanden tænkte ikke over, at det ikke kunne ske, og fortalte historien videre til den næste kunde. Han sagde: Den har du da fået af Rasmus Jensen! Ja, det er meget rigtigt, svarede købmanden, og nu gik det op for ham, at han var taget ved næsen.
Rasmus Jensen byggede, da far tjente ham, sin stuelænge. Gården ligger lige over for kirken. Tømmeret fandt han for en stor del i en mose på sin mark (tørvegravseg), og murstenene strøg han og brændte dem selv i en ovn, som han byggede ind i en bakke, og brændte dem ved hjælp af tørv.
Da far var konfirmeret, kom han til at tjene hos gdr. Jens Hansen, Lundby by. Her var en søn, som kun var et halvt år yngre end far, og far var meget nysgerrig efter at vide, hvor han sov, men det var ikke let at opdage. En morgen listede han sig om til pigekammervinduet og så da, at Hans Søren lå i pigens seng. Nu blev han drillet, og det blev til, at hans forældre måtte skaffe ham en anden soveplads.
Mens far tjente hos Jens Hansen, kom karlen hjem fra krigen i 1864 og var fyldt med fnat, og han smittede far, og det kneb med at blive rene igen. Farmor havde hørt, det skulle være godt at blive smurt ind i grøn sæbe og så blive rigtig gennemvarmet. Hun varmede så bageovnen, og far og karlen smurte dem så ind i sæbe og så kravlede de ind i ovnen og blev rigtig varmet igennem. Det var en drøj kur, for huden skallede, og der gik hul på den, men det virkede, og de blev raske igen.
Jens Hansens gård lå bagved smed Petersens ejendom, men er senere revet ned og jorden lagt ind under Lundbygård.
Da far var 16 år kom han til at tjene hos Peter Sørensens enke og var med til at pløje den store banke, Baunehøj, op, som ligger op til vejen mellem Hammer og Lundby, og som ikke havde været dyrket før. Der var på gården nogle døtre, som var så mørkerædde, at de ikke turde gå ud om aftenen, uden at far måtte stå i døren og passe på dem. Overtroen har været stærk den gang mange steder. Et par af døtrene endte på Oringe.
Da far var 18 år, kom han til at tjene hos gdr. Hans Jeppesen, Risby. Her var 10 børn, som var yngre end far. Hans Jeppesen var en dygtig mand, og far sagde, at han havde lært meget af ham, men overtro var der også her. En dag, da de satte havrebod, sagde Hans Jeppesen: Nu må vi ikke sige et eneste ord, mens vi sætter det første læs! — Der kom en mand og sagde goddag, men ingen svarede. Han begyndte at snakke videre, men da ingen svarede, sagde han: Er I blevet tossede! og gik fornærmet sin vej. Det skulle vistnok bevirke, at musene ikke turde gå i havreboden. Marken grænsede lige op til skoven, og Hans Jeppesen skød tit et dyr, så de fik megen dyresteg.
Da far var kommet i tjeneste hos Hans Jeppesen, kom en af naboerne en dag og sagde: Det er kun en lille karl, du har fået! En lille og vågen er bedre end en stor og doven, sagde Hans Jeppesen.
Jeg var som ung svend en gang sendt ned til Hans Jeppesens gård (1895). Den var nu overtaget af sønnen Jeppe Hansen, men Hans Jeppesen var endnu levende, og han sagde: Din far var en meget rask karl, om også han var lille, og jeg var slet ikke glad for, at jeg måtte lade ham rejse, men mine egne sønner var nu så store, at vi kunne klare os selv. Far tjente Hans Jeppesen i 4 år.
Et af de år, far tjente i Risby, vistnok 1867 eller '68, blev det den 13., 14. og 15. maj et forrygende sne– og frostvejr, så de måtte kaste sne på vejene. Det havde været tidlig forår, og rugen havde dræet, men frosten ødelagde den, så der blev ikke kærne i rugen, og det var en katastrofe, da man ikke dengang var vant til at købe udenlandsk rug og vel heller ingen penge havde til at købe for. Stikkelsbærrene var så store, at de også frøs væk, og der blev heller ingen anden frugt af betydning det år.
Far fortalte også, at engang, han var ude i marken, så han spor af en grævling, som førte ind under en sluse. Han løb hjem og fortalte det til Hans Jeppesen, og han og en gårdmand til kom derud med hver en bøsse, men nu var det om at få grævlingen ud. De prøvede med lange ris, men det gav intet resultat. De tændte ild ved den ene ende og røg den ud og skød den. — En anden gang gik far oppe ved skoven og gravede en grøft op, og der kom en snog ud af skovgærdet, og i kådhed huggede han den over med spaden, men stykkerne blev ved at vælte sig omkring. Han huggede den så ud i småstykker, men de blev ved at røre på sig, til solen gik ned. Far sagde: Det skal jeg aldrig gøre mere.
Hans Jeppesen fortalte, at landevejen Præstø—Næstved blev reguleret omkring 1820. Den gik bl. a. dengang ind i igennem Thorup by, hvor nu Lars Frederiks hus ligger, og ud over Toftegårds mark, vest om den mose, der ligger lidt fra landevejen.
Far rejste så ind på nabogården hos gdr. Niels Jakobsen, den gård, som har jord på begge sider af vejen op mod Thorup. Her var han så i 4 år. På gårdens mark nede ved landevejen har der ligget en kirke, som vel er revet ned ved reformationstiden. Lærer Severin Kjær (senere Kongsted) var andenlærer i Bårse, og far gik i aftenskole hos ham, og han fortalte, at i en gammel rimkrønike stod der, at Risby Kirke måtte vige for Beldringe Højehus, og der var tillige et sagn om et brudefølge, som kom til kirken, og da præsten ikke var kommet, gav de sig til at danse, hvilket vel har været galt, for da præsten kom, dansede hele følget ud i et bundløst hul ved siden af kirkegården og forsvandt. Det bundløse hul er velsagtens der, hvor der lige op til landevejen er lavet et springvand.
Far var med at køre mange læs grus fra kirkepladsen op til gården, hvor der blev lagt ny bro og reguleret, og han sagde, at de gravede flere skeletter og mange murbrokker op.
Niels Jakobsen og særlig hans kone var meget overtroiske, og om det har smittet far lidt, ved jeg ikke. I hvert fald fortalte han om en nat, da han og drengen vågnede ved en forskrækkelig liglugt, så det var umuligt at være i kammeret. De stod så op og lukkede dør og vindue op og gik bort et stykke tid, og da de kom igen, var lugten væk, og de gik i seng igen.
En nat hørte de et forskrækkeligt bulder oppe på loftet over kammeret. Om morgenen gik far op på loftet for at se, om der var faldet noget ned. Det var der ikke, men inde under taget lå noget muggent langhalm. Den tog far og ville lægge den ud på møddingen, men Niels Jakobsen råbte: Hvad er det du gør, Rasmus? — Jeg smider den gamle halm ud, der har ligget over kammeret! — Den skal du lægge op igen. Det er lighalm, som skal gemmes fra det ene dødsfald til det andet! — Far måtte så lægge den op igen. Hvad der ydeligere forøgede uhyggen var, at der nogle år i forvejen var en mand, der havde hængt sig over kammeret.
Engang var der to sypiger på gården, og en aften, da far var borte, havde de klædt en skærebænk ud og lagt den ind i hans seng. (En skærebænk ses ikke ret mange steder nu. Det er et redskab, som brugtes særlig af træskomænd, og hvor man siddende ved hjælp af en vippestang, som man fastholdt med den ene fod, kunne sætte mindre træstykker fast og bearbejde dem med en båndkniv.) For at gøre gengæld gik han om morgenen, da de var inde at få davre, og pigerne ikke var stået op, ind i mellemstuen, hvor de sov, og lod, som om han ville trække dynen af dem. De holdt fast i dynen og bad for sig, og de slap også med skrækken.
I et af de år, far tjente Niels Jakobsen, havde karlene i Risby lavet et fastelavnsoptog, som skulle forestille en kammerherre, som kørte ud med stort følge af tjenere, skriver m. m. for at sælge bønderne deres gårde. Far var kammerherre og havde lånt en gammel uniform med nøgle og alt, og han må have gjort det godt. I hvert fald fortalte gdr. Jens Andersen, Nørre Skovgaard, Baarse, (svoger til Jørgen Madsen, Blangslev), da der var rejsegilde på Jørgen Madsens stuehus, at han tydelig kunne huske far og hele optoget, som vistnok var faldet heldigt ud. De samlede så mange penge og andet ind, at de kunne holde fest en hel uge og kunne bede bymændene med. Festen stod vistnok i den gård, der ligger uden for byen op mod Risby Skov. En aften havde far fået for meget, og da han kom i seng, begyndte den at snurre rundt, så han måtte holde sig fast i sidefjældene, og jo mere han holdt, desværre snurrede den rundt.
Far fortalte, at en aften, han havde været hjemme i Lundby og skulle igennem Risby Skov, så han ude ved skoven et underligt syn, oppe på en voldgrøft stod et uhyre på to ben med krop, hoved, øren og to store horn. Far stod noget og så på det og tænkte: Hvad er dog det! Men med et tog han mod til sig og gik frem mod uhyret, og så var det kun snedker Peder Eliasens ko, der stod med forbenene oppe på volden, så han ikke kunne se bagkroppen. Far sagde, når han fortalte den historie: Sørg altid for at få opklaret det. Var jeg løbet min vej, havde jeg jo set noget forskrækkeligt noget!
Et af disse år opførte nogle unge mennesker i Lundby, Erik Bøghs dilettantkomedie: Fastelavnsgildet. Det foregik i Rasmus Jensens storstue. Far kunne huske hele stykket og alle sangene og sang dem tit. Han fortalte også, hvem der spillede, men jeg husker ikke andre end senere gdr. Ole Pedersen, Overeven, og møllersvend Rasmus Petersen (senere brygger Rasmus Petersen i Haarlev), som spillede Kirsten. Det kunne ikke dengang lade sig gøre at lade damer spille med i en dilettantforestilling.
Far havde, mens han tjente hos Niels Jakobsen, fået fat i en gammel forladebøsse, og en aften, han stod og fingererede med den oppe ved porten, stod en dreng nede ved landevejen og klappede sig i enden efter ham. Han lagde så i kådhed bøssen til kinden og sigtede på vejen et stykke bagved drengen. Han mente ikke, at bøssen kunne skyde så langt, men nogle af haglene slog fra jorden op og ramte drenge i bagdelen, og der blev nogle brune pletter. Far blev så forskrækket, at han smed bøssen og rørte aldrig en bøsse mere.
Da far havde tjent Niels Jakobsen i henved fire år, sagde Niels Jakobsen: Nu har du tjent her så længe, at det vist er bedst, at du søger dig en anden tjeneste! — Far vidste nok, hvorfor han skulle rejse. Niels Jakobsen havde to voksne døtre, og de holdt meget af at være, hvor far var. De har vel syntes om hans livlige væsen, men forældrene har sagtens været bange for, at det skulle udvikle sig til mere, og har tænkt, at det var bedst at få far væk. Året efter, da døtrene vel er blevet lovet væk til gårdmandssønner, den ene blev gift med Jens Rasmussen, Aaside, den anden med Chr. Bang, Risby, opsøgte Niels Jakobsen far, og bad ham om at komme igen, men da var far blevet forlovet med mor, så det blev ikke til noget.
I den tid far tjente hos Niels Jakobsen, i tiden fra 1868 til '73, havde han besluttet at rejse til Australien. Han havde købt engelske sproglærebøger og vel prøvet på at lære sprog. Det var nået så vidt, at han havde bestilt billet. Jeg ved ikke, om han havde betalt den, men han havde da solgt sit skab og sin kiste, og hvad han ikke kunne tage med. Det blev imidlertid ikke til noget grundet på, at hans mor græd så meget, at han ikke nænnede at rejse, og han troede selv, at det var fordi han ikke skulle dø dengang, for så vidt han kunne forstå, gik det skib, som han skulle have været med, under med mand og mus.
Far fik så plads i Hammer på den gård, som senere blev Fattiggård. Den lå dengang mellem Hjørnegård og Bygård og ejedes af to søskende Hans og Maren Pedersen. Maren blev senere gift med gmd. Søren Pedersen, Lundby. Gården var meget gammel. Døren til karlekammeret havde i sin tid bestået af 4 brædder, men der var nu kun tre, og fyldt med rotter var der. De huserede slemt i karlekammeret, og far måtte have en stok med i seng for at slå på dynen, når de blev alt for nærgående. En aften havde han taget hunden med ind, og han hørte, den gravede under sengen, og tænkte: Nu går det ud over rotterne! Men om morgenen, opdagede han, at hunden havde gravet sig ud under væggen og var løbet sin vej. Far fik så fat i en stor kobberkedel, som han fyldte halvt med vand og dryssede avner ovenpå og lavede så en vippe, som han dryssede malet korn på og satte den over kedlen. Der var også en rotte, som faldt i vandet, og den svømmede rundt i kedlen og prøvede på at komme op, men det var umuligt for den at komme op ad de glatte sider, og far lod den svømme rundt hele natten. Men rotterne forsvandt fra kammeret fra den nat.
Hans og Maren Pedersen var halvsøskende til Peder Nielsen, Hjørnegård, og Hans Pedersen blev senere gift med en søster til Trine, som hed Sofie. De havde en gård i Kalby.
Min far som ung (Rasmus Jensen).
Far sang meget. Søster Kristine sagde en gang: Jeg tror, at far har sunget meget godt i os! Det er vist også rigtigt. I sine unge dage har han sikkert fortalt om et fastelavnsgilde, som blev holdt hos købmand Hans Andersen, hvor han sang en del af de viser, han kunne. Lars Rasmussens kone i Everdrup (tidligere vor gamle nabo i Sandhuse) har som gammel fortalt mig, at hun mindedes, at han ved den lejlighed sang en vise om Per Mathisen, som ved en maskerade sværmede for en ung dame, som senere viste sig at være en forklædt skrædderdreng. Jeg kan godt huske, at han sang den vise, men jeg kan ikke huske ret mange af versene. Far fortalte, at mens han sang viser, var en del af deltagerne blevet fulde, bl. a. huskede han en Anders Jokumsen, som sad under bordet og favnede en tønde. En af de viser, som han sang, kan jeg huske det meste af:
Når man får lidt godt at drikke,
dunsterne i panden stikke.
Når man får lidt godt at drikke,
dunsterne i panden stikke.
Da jeg op af kæld'ren kom,
gik det lystig rundten om,
dreng' og piger om mig sprang,
hvorpå vægterpiben klang.
Så samledes vægtere i store flokke,
de prygled og banked med deres stokke.
Siden blev der arbejdssjov,
de bandt mig til stigen med et tov
og mig op på skulderen fik,
hvorpå de til kamret gik.
Så kom ham den tykke Lassen,
sagde: Smid ham ned i kassen.
om han bliver nok så vred,
skal han ind på nr. tre,
hopsasa, kom brændevin og øl,
hopsasa, kom brændevin og øl.
Da jeg så kom hjem til konen,
gik det i en anden tone.
Er du der min søde sjæl,
kom og lad os drikke en pæl.
Jeg har grædt den hele nat,
for du var i kassen sat.
På den tid, far tjente i Hammer, blev min mors stedfader, Niels Larsen syg, og der har velsagtens været nogen forbindelse mellem de to familier fra den tid, Granly lå i Hammer. Far blev i hvert fald af sin husbond sendt ud for at hjælpe mormor med marken, og det endte med, at far og mor blev forlovet, vistnok stærkt tilskyndet af mormor.
En dag, mens far og mor var forlovet, var far igen sendt ud for at hjælpe dem med marken, og da han drejede om bakken hen mod Granly, så han, at det begyndte at brænde i nogle stakke ved Lundbygaard, og at der kom en løbende fra Lundbygaard ned mod Galgebroen. Far kunne se, at det var en udlænding, og han råbte efter ham, men jo mere han råbte, des stærkere løb han. Da far kom hen hos mormor, fortalte han naturligvis, hvad han havde set. Kort efter kom politiassistent Bjerum ned til mormor og spurgte, om de ikke havde set noget til en mistænkelig person. De fortalte så, hvad far havde fortalt, og politiassistenten kørte så til Hammer, og far måtte fortælle det hele en gang til. Det viste sig, at den mand (en spanioler) havde ligget og røget tobak i stakkene. Der var udsat en dusør til den, der kunne give oplysning om branden, men far hørte aldrig til noget. Han mente, politiassistenten havde fået den.
I løbet af sommeren 1874 døde mors stedfader, og i dagene mellem jul og nytår blev far og mor gift, og så vidt jeg forstår, havde de nogle få lykkelige år, indtil ulykken ramte dem.
Da far tjente i Risby, var han sendt til Præstø efter et læs drænrør, og da han kørte ned ad bakken ved Faksinge Skole, løb hestene løbsk, og det havde vel nok gået meget galt, hvis ikke en mand, der sad ved vejen og slog sten, havde faret op og fået fat i en gren, (der var lige stævnet vejtræer), som han slog hestene i hovedet med og fik dem standset. Far brækkede ved den lejlighed den ene arm og måtte ligge hjemme i lang tid.
Ligeledes fortalte han, at da han en gang, mens han tjente i Risby, skulle op på stænget for at vælte hø ned, blev han angrebet af en ugle, som havde unger deroppe. Den huggede et stort sår i hagen på ham, som der var ar efter al hans tid. Far gik ned og tog en høkurv og gik så op og smed alle ungerne ned på møddingen. Uglen blev ved at fare på høkurven, men der kunne den jo ingen skade gøre.
Min mor
Min mor blev født den 14. marts 1854, datter af snedker Jens Hansen og hustru Ane Pedersdatter. Jens Hansen var født 1818, søn af hmd. Hans Christensen, Hammer. Han kom efter sin konfirmation til at tjene i Næstved hos en snedker Sorterup, som også havde et landbrug. Han har vel haft et godt håndelag. I sin fritid gik han ned på værkstedet og lavede forskellige småting og mesteren sagde en dag til ham: Der kan blive en dygtig snedker af dig. Du må hellere gå i lære! Det gjorde han og blev svend og arbejdede på værkstedet, til krigen udbrød 1848—'50. Han var med i alle krigsår og slap hjem med hele lemmer, men var vist efter den tid ikke helt rask. Ved den tid ophævede vistnok snedkermester Sorterup sin forretning, og morfar flyttede tilbage til Hammer og overtog sit fødehjem, byggede et nyt stuehus og blev gift med mormor og begyndte en snedkerforretning, samtidig med, at de havde en jordlod i Thorup bakker, hvor nu Granly ligger. Her i Hammer boede de til 1859, da de rev huset ned og flyttede ud på jordlodden. Året efter døde morfar, og mormor sad tilbage med et hus, der ikke var helt færdigt og en lille pige på syv år. Mormor fortalte far, hvor slemt det var for hende, da hendes mand var død. En dag tog hun mor ved hånden og gik op på toppen af bakken. Der sad hun og græd. Pludselig mærkede hun en stærk liglugt. Mor fortalte, at hun tydelig kunne huske den usædvanlige lugt. Mormor opfattede det, som at det var hendes mand, der ikke kunne få fred i graven, og at hun skulle tage sig sammen og arbejde videre. Året efter giftede hun sig med en ældre karl, som hed Niels Larsen, vistnok fra Aaside, som også havde været med 1848—'50. Han skildres som en ualmindelig god og rettænkende mand, som var min mor en god stedfader, måske for god. Nu gik 12 år. Så blev han syg, vistnok af galdesten. Der blev hentet doktor til ham. Der var kommet ny læge til Køng, den senere overlæge Lorch, Næstved, men han kunne ikke hjælpe. Niels Larsen døde i sommeren 1874.
Mormor var født 1813, datter af en gårdmand i Appenæs. Jorden som nu er udstykket, ligger vest for den mark, hvor Sipperup Mejeri er bygget. Hendes far var gammel og døde tidlig, og de tre børn fik stedfader, som vist ødelagde hjemmet og de måtte gå fra gården. Mormor havde en broder, som blev skudt i krigen. Han hed Søren, og ham er jeg opnævnt efter. En søster, som hed Sidse var gift med husmand Chr. Albrechtsen, Holme Olstrup. Hos dem holdt jeg mange gange jul, da jeg blev så stor, at jeg kunne gå derhen. De døde omkring den tid, vi blev gift, og havde ingen børn.
Mormor tjente i 17 år, indtil hun blev gift, hos en enkepastorinde Meden i Næstved, enke efter en pastor Meden i Fredericia. Mormor har sikkert været en meget dygtig kone. Den gamle jordemoder, madam Christiansen, fortalte Kristine, da Axel blev født, at da jeg blev født, havde mormor vist hende, hvad hun havde af linned og sengeklæder, som hun havde lavet, og da Elise blev født, var alt væk, og det var også rigtigt.
Da mormor og morfar boede i Hammer, kom lærer Outzen (senere Vejlø) tit i huset hos dem, og den senere lærer Christiansen i Lundby boede hos dem, da han gik til forberedelse til seminariet hos lærer Outzen.
Den føromtalte snedkermester Sorterup i Næstved har sikker været en betydelig borger i Næstved. Blandt andet har han bygget og rimeligvis ejet daværende Sorterups Kaserne, hvoraf i hvert fald det store ridehus ud mod Grønnegade står endnu med sine vældige træstøttepiller. Sorterup må have haft megen godhed for min morfar, Jens Hansen, for da han flyttede til Hammer, gav han morfar høvlebænk og det værkstøj, han havde brugt. Jeg har høvlebænken og enkelte høvle m. m. mærket med H. C. S., Hans Christensen, Sorterup. Han og hans kone besøgte dem også i Hammer.
Min mor var engang, mens de boede i Hammer, sendt ud i marken for at flytte fårene, men blev indviklet i tøjrene og havde været dårligt stillet, hvis ikke en dreng fra et af nabostederne var kommet hende til hjælp. Hun har vel været seks år.
Som ganske ung gik mor lidt op på Lundbygaard i høsten og var lidt med. Peter Frederiksen har engang sagt, at hun var meget for god til at være mellem alt det skrabsammen, som der var samlet sammen. Hun lærte så at sy og syede en del for forpagterfruen på Lundbygaard. Hun havde købt en symaskine, vistnok den første på egnen, og en dag, da hun sad og syede på maskine kom den gamle Collet op og ville prøve, om han kunne trække en søm op, men det kunne han ikke, og han sagde et par anerkendende ord om den nye maskine.
Min farfar
Min farfar, Jens Nielsen, var født 1813 i Vejlebrohuse, søn af husmand Niels Jensen og hustru Katrine Pedersdatter. De havde fæstet det hus, der ligger nærmest mod Øbjerggaard, og hvortil der ligger ca. 12 tønder land. Da farfar var 6 år kom han over til sin morbror, gmd. Hans Pedersen, Lundby, nuværende Transinggaard, og her vedblev han at have sit virkefeldt, til han var over 70. Farfar var al sin tid meget sparsommelig, og han havde som karl sparet sig nogle penge sammen, som han gemte i sin kiste. Farfars far havde 1833 været i Lundby efter et læs tørv og kørte igennem Ring. Den gang var der ingen vej fra Lundby til Køng. Da de nåede Ring Firgaarde, satte han sin datter Else af, fordi han så et tordenvejr trække op over fjorden. Han kørte så videre, men nede på landevejen blev han slået ihjel af et lyn, men blev liggende på tørvelæsset, og hestene gik hjem med ham. Katrine kunne ikke klare sig og måtte flytte op til Øbjerggaards fribolig i Køng, hvor hun levede til sidst i 1870'erne. Farfar sagde som gammel: Jeg burde have taget hjem og hjulpet min mor. Farfar blev 1844 gift med Elise Jensdatter, datter af murer Jens Madsen, Lundby. De fik 6 børn, der alle levede og blev over 70, Niels Jensen, brygger i Lundby, Rasmus Jensen, parcellist i Alminde, Hammer sogn, Peder Jensen, murer i Lundby, Kirstine, gift med Rasmus Petersen, brygger i Haarlev, Johanne gift med gdr. Niels Hansen, Pederstrup, og Marie, mange år lærerinde i Mern.
1849 måtte mine farforældre overtage farmors forældres fæste, vistnok grundet på Jens Madsens hang til brændevin. Jens Madsen og hans kone boede så hos farfar og farmor, til de døde. Farfar var en streng mand. Han fordrede, at børnene opførte sig godt. Han havde en jordlod på tre tønder land, som lå ude ved Risby Skov, og den lange vej måtte farmor gå to gange daglig for at malke og flytte koen, men hun havde megen hjælp af sin mor, der vist var rask i mange år.
Farfar arbejdede al sin tid på Transinggaard, og han tærskede det meste af den sæd, der høstedes på gården, med plejl. Han gik ind på loen, når der var indhøstet, og blev så ved til ud på foråret. Han fik hver 21. td., og han sagde, at i tresserne og halvfjerdserne, da sædpriserne var høje, tjente han mere end husmændene i almindelighed, og så stod han altid tørt og rent. Man skulle ellers tro, det må have været dræbende at stå og slå med en plejl fra tidlig morgen til sen aften. Farfar fortalte, at han en morgen, da han kom ind på loen, løb på noget, der hængte ned fra stænget. Det viste sig at være en kat, der havde hængt sig. Børnene på gården havde bundet et bånd om halsen på den, og det har så hængt i, og katten er faldet ned og på den måde blevet hængt. Han fortalte også, at han engang tærskede på Ellemosegaard i Thorup og var vidne til, at en flok rotter bed en kat ihjel. Han har altså kunnet tærske mere, end der var brug for på Transinggaard. Else Niels Niels' på Ellemosegaard var hans kusine.
Lidt overtroisk har farfar vel nok været. Jeg kan huske, at han sagde, at hvis man ville være sikker på ikke at møde noget overnaturligt på sin vej, skulle man altid gå i det venstre hjulspor. I farfars unge dage var det almindeligt, at flok selv gravede grav til deres pårørende, og farfar faldt engang ved en begravelse ned ovenpå kisten. Folk i byen var visse på, at han snart ville dø, men han levede 40 år efter den tid. Farfar har måske nok været lidt naiv. Anders Larsen, Lundby, har fortalt mig, at når han læste en bog, havde han lidt svært ved at skelne mellem digt og virkelighed, og han var ved at sige som en anden husmand i Lundby: Det er sandt, for det har jeg læst! Farfar har vistnok været lidt hård og måske også lidt galsindet, men jeg tror, det har været, fordi han altid har villet have, at alt skulle gå rigtigt til. Farfar døde 1892.
Min farmor
Farmor mindes jeg altid som en god kone, og hun var altid flink ved mig, selv om hun tit rettede på mig, hvad der sikkert har været god grund til. Hun var i sine unge dage syerske og havde mange elever. Jeg mindes to, Niels Frandsens kone i Espelund og Anders Nielsens kone i Alminde. De fortalte, at farmor var meget livlig, og de sang en masse sange og viser, deriblandt mange fra krigen 1848—'50. Farmor var sikkert godt begavet, og jeg tænker tit, når nogen i familien rager lidt op over os andre, at det er lidt af en arv efter hende. Fætter Hartvig har engang fortalt mig, at han i nogle gamle skoleprotokoller i Lundby Skole havde fundet, at pastor Wøldike vistnok i 1832 havde fremhævet Jens Madsens datter som en meget dygtig pige. Hun har sikkert også haft et lyst og ligevægtigt sind, som jeg også til tider tænker er gået i arv i familien, bl. a. hos søster Elise og min datter Dagny. Om mig selv har alle mine fastre sagt, at der er ingen i familien, der ligner farfar så meget som jeg. Farmor døde 1888. Før hun døde sagde hun til sine børn: Lev nu således, at jeg kan sige til Vorherre på den store dag: Her er jeg med alle dem, du gav mig!
Farmor var bange for, at hun skulle være skinddød, og hun sagde til farbror Peder, at han skulle sørge for, at pulsårerne blev skåret over, inden hun blev begravet. Han sagde også til læge Voldmand, at hun havde ønsket at blive sikret mod at vågne op efter begravelsen, men lægen trøstede farbror med, at det var udelukket. Når man tænker på den gamle ligsynsmåde, hvor et par mænd kom og så på liget, kan man måske forstå, at farmor kunne være ængstelig. Jeg mindes, at murer Hans Peder Andersen, Thorup, og Johannes Pedersen, Sandhuse, var ligsynsmænd i Hammer sogn, og så vidt jeg husker, var Elias Jensen, Thorup, den sidste.
Jens Madsen
Farmors far, Jens Madsen, var, såvidt jeg ved, opfødt på Blangsbjerggard i Blangslev. Der fortælles, at da han var 14—16 år, var han en dag ved at flytte køerne, og da en tyr ville stange ham, slog han den for panden med tøjrekøllen og ramte så uheldigt, at tyren aldrig rejste sig mere. Han blev bange og turde ikke komme tilbage til gården, men løb til Næstved og kom i murerlære, blev svend og arbejdede i Næstved og på Herlufsholm. Han blev gift og boede en tid i Møllegade i Næstved. Her er deres første børn født. Omkring ved 1820 fik han plads som murer på Lundbygaard og kom til at bo i et hus, der lå i udkanten af Risby Skov. Far har, engang vi var i skoven efter brænde, vist mig pladsen, hvor det havde ligget, og man kunne den gang se murstensrester af huset. Farmor er født i Næstved, og nogle år senere fik han fæstebrev på et gammelt hus i Lundby, tillige med 3 tdr. land, som lå ude ved Risby Skov. Han rev det gamle hus ned, som lå i haven, og byggede et nyt ud mod vejen, der fører til Grumløse. Om det gamle hus fortælles, at det havde været beboet af en frislagter, det vil sige en slagter, som stjal de kreaturer han slagtede. Da farbror Peder engang fik gravet en brønd, fandt han en masse dyreknogler, og farbror mente, det havde forbindelse med sagnet om frislagteren. Huset er bygget af godt egetømmer, væggene af brændte sten, og står endnu i omtrent samme skikkelse, som da det blev bygget med undtagelse af, at der også er lavet stuer i den del, som var lo og stald. Jens Madsen har været en dygtig håndværker, som jeg bl. a. kan se af Hospitalet i Hammer, som han har bygget i 1830'erne, og den ældste del af det Arboeske Gravkapel på Hammer Kirkegaard. Jens Madsen havde først måttet mure det underjordiske gravkammer lidt vest for indgangsporten til kirkegården tæt ved den sydlige kirkegårdsmur. For nogle år siden fandt man ved gravning af en grav en del kampesten, som jeg mener er rester af dette gravkammer. Jens Madsen var en lidt hastig natur. Far fortalte, at han engang, mens far var dreng, skulle lave lidt ved sin kones rok, men da han ikke rigtig kunne få magt med det, løftede han rokken i vejret og slog den mod gulvet med det resultat, at der kun blev en bunke ormemel tilbage med undtagelse af skruen, som var af bøgetræ. Den bad far om at måtte få til et syleskaft, og dette skaft har jeg endnu. Oldemor græd, og om eftermiddagen gik Jens Madsen til Præstø og købte en ny rok. Der fortælles også, at når han satte sæd på stænget og kom til at støde panden mod vindbjælkerne, for han ned og hentede en sav og skar vindbjælkerne væk. Farbror Peder måtte senere sætte nye i, da spærene ikke kunne holde.
Jens Madsen holdt lidt for meget af brændevin, og det skete, at han og en anden gammel mand, Frederik Nøjs (Neuss), sad og drak snapse; så sagde den ene: Skål, din murermestersnyde! og den anden svarede: Skål, din nøjsepånde! — Jens Madsen havde en søn, som hed Rasmus, der boede i København. Denne søn var 1847 rejst ind og fik arbejde ved anlægget af banen København—Roskilde, og han kom aldrig til Lundby, men Jens Madsen og føromtalte Frederik Nøjs, som også havde børn i København, gik i mange år en gang om året til København fra Lundby med træsko og støvlerne på nakken, og når de nåede Valby Bakke, tog de støvlerne på, for at de kunne se præsentable ud, når de kom ind i byen. Træskoene gemte de under en busk i Søndermarken, og der stod de, til de skulle tilbage.
Farbror Niels
Farbror Niels var født 22. december 1844. Han har vistnok været dygtig i skolen. I hvert fald var pastor Rørdam i tvivl om, hvem der skulle stå øverst på kirkegulvet, da han skulle konfirmeres, enten han eller en gårdmandssøn fra Hammer, Jens Pedersen (fra J. P. Hansens gård), men loddet faldt for Jens Pedersen. Jens Pedersen blev senere ret bekendt, var gårdejer i Stenbæksholm, folketingskandidat og meget mere. Farbror tjente som vogterdreng på forvaltergården i Lundby. Da han var konfirmeret kom han i murerlære hos en murermester Jensen i Præstø. Han fortalte, at når de lavede tag på Nysø, brugte de melkalk, som blev hamret ud med trækøller. Det var ulæsket kalk, som så først blev læsket, når det sammen med gruset blev rørt til mørtel. Farbror sagde, at det var slemt arbejde, og at der stod flere mand og slog kalk blot for at skaffe det, der skulle bruges til tagarbejdet.
Farbror havde også været med at reparere gravkapellerne under Præstø Kirke, hvor de gamle herremænd fra Nysø var gravsat. Han fortalte, at der var nogle rå folk mellem arbejderne, som lavede sjov med de gamle mumier, blandt andet var der en, som tog liget af et barn op af kisten og gik og tyssede på det, som om det var et levende barn, han ville berolige. — Det kunne jeg ikke tåle at se! At de lavede løjer med de gamle herremænd, gjorde ham ikke noget. Han havde også været med til at bygge den gård i Enegårde op, som Balle Lars brændte af for betaling. Farbror havde også været med, da Balle Lars blev halshugget, men havde ikke set ret meget til selve handlingen, da der ikke var til at komme til for folk.
Da farbror havde udlært, rejste han til København og fik arbejde hos en bekendt københavnsk murermester, vistnok en tysker, som hed Schumacher eller noget lignende. Her arbejdede han i flere år. Schumacher havde meget statsarbejde, og farbror var med at bygge Nationalbanken og en del på Jonstrup Seminarium (da Axel var på Jonstrup, var farbror meget interesseret i, hvordan der nu så ud), og en stor del af tiden på Vridsløselille. Her blev han forlovet med en datter af en opsynsmand, men hun døde imidlertid fra ham. Senere blev han forlovet med en søster til sin første kæreste, vistnok nærmest tilskyndet af forældrene, men de to passede vist ikke sammen og forlovelsen blev ophævet. En broder til disse piger var lærer Jensen, Kongsted, Borup.
En vinter i denne periode gik farbror hele Sjælland rundt og var i alle købstæderne på Sjælland. Farbror Niels fortalte, at i den tid han arbejdede på Vridsløselille, spiste de på en gård i nærheden. Konen var slem til at svide maden, og for at rette lidt på det, sagde manden en dag: Jeg siger til vor mor, at hun skal svide maden lidt, for jeg synes det smager så godt! Vil De så ikke sige til Deres kone, om hun ikke vil svide lidt til Dem, for til mig og mine folk skal hun ikke bryde sig om at svide den.
En overgang kom farbror tilbage til Præstø, og han havde med sig en af de den gang nye lodde– og vaterpas, som han havde lært at bruge i København. Murerne i Præstø var meget skeptiske overfor den nye indretning. Hidtil havde man jo hjulpet sig med et bræt med en snor, hvori der hang et blylod, men de opdagede snart den store fordel, der var ved det nye apparat, og inden længe havde de alle anskaffet sig en moderne loddestok. 1871 arbejdede farbror i Vordingborg og var bl. a. med at skalmure Gaasetårnet. Han fortalte, at han efter et heftigt tordenvejr, gik op på platformen, som dengang blev ført tilbage til sin oprindelige form, den havde et tidsrum været dækket af et tag, og herfra kunne han tælle, hvis jeg husker rigtigt, omkring 30 ildebrande, mest på Falster og Lolland.
1872 kom farbror tilbage til Lundby og begyndte som mester. Det første arbejde her var stuelængen på Konakkegaard, og i årene indtil 1894 byggede han mange gårde og stuelænger i byerne omkring Lundby. Desuden byggede han Lundby, Ring og Baarse skoler samt skolestuen til Hammer skole. 1894 startede han Lundby Bryggeri, som han drev til sin død 1931.
Da farbror begyndte som murermester og havde været borte fra sin hjemby længe, sagde folk: Mon det kan lade sig gøre at sige du til ham! Det har brygger Rasmus Petersen, Haarlev, fortalt mig. Så meget kunne en håndværker blive til den gang. Far har fortalt, at der var kun tre mænd i Lundby på den tid, som der blev sagt De til, og det var lærer Poulsen, bødker Hougs, hvis far havde været lærer i Lundby, og tømrermester Jens Pedersen, kaldet Jens Hugger. Farbror boede fra 1872 til 86 i Gl. Lundby, hvor han havde lejet et par stuer i et hus, der hørte til Lundby Teglværk, men spiste hjemme hos sine forældre og senere, da farbror Peter blev gift, hos dem.
27. november 1885 blev farbror, 42 år gammel, gift med Karen Marie Jensen, datter af gdr. Jens Nielsen, Rødbjerggaard, Neble. Hun var opfødt hos sin faster, der var gift med Jens Hansen, Konakkegaard. Hun var 12 år yngre end han, og man sagde, at han havde friet til hende nogle år før, men da blev det ikke til noget. Jeg var med til deres bryllup som 10–årig. Brylluppet stod på Rødbjerggaard. Hendes plejefar, Jens Hansen, Konakkegaard, blev meget vred, da Marie giftede sig med farbror, og han ville hverken med til brylluppet eller give brudegave. Der var brudegave fra børnene på Konakkegaard, men det har Jens Hansen nok ikke fået at vide.
Da Jens Hansen, efter at farbror havde fået bryggeriet til at gå, var blevet klar over, at han ikke havde været noget helt dårligt parti for Marie, gav han dem en ko, og denne ko blev der både af farbror og Marie kælet så meget for, at den, så snart den hørte nogen gå udenfor, gav sig til at brøle, og så gik farbror ind og gav den en lækkerbisken. Det var lige så galt med kalvene den fik. Dem nænnede de heller ikke at skille sig af med, men det blev alligevel til sidst så besværligt, at de solgte både ko og kalve til slagteren. De skulle ikke andre steder hen. Som de dyrevenner, farbror og hans kone var, havde katte og hunde gode dage hos dem. Det var ikke ualmindeligt at se katten ligge oppe på bordet imellem al maden. Hundene havde det på samme måde, og mange af naboernes katte kom og blev fodret af Marie. Når der så blev for mange samlede, og de begyndte at slås, måtte hun sætte kattemaden flere steder. Selv strandmågerne blev kendt med foderpladsen, og et langt stykke tid kom en bestemt strandmåge og blev fodret hver dag.
Året efter giftermålet blev sønnen Niels Hartvig Jensen født den 2. september 1886. Farbror havde, før han blev gift, bygget stuehuset til det nuværende bryggeri, som han oprettede 1894. Det kostede mange penge, og det kneb vistnok med at rejse den fornødne kapital. Nu var Jens Hansen kommet på andre tanker. Han kom nu og ville kautionere, men farbror sagde nej tak. Han ønskede ikke at have noget at sige Jens Hansen tak for.
Farbror var en god mand, og jeg har meget at takke ham for. Havde han ikke taget sig af mig, havde jeg vel ikke fået lært et håndværk. Jeg mindes kun en gang, jeg kunne mærke, at farbror var vred på mig. Det var det sidste år jeg var i lære. Vi byggede til på Lundby Skole til andenlærerembedet, og på rygningen var anbragt en bred lægte til at sømme zinkrygningen på. På den lægte kunne jeg balancere fra den ene skorsten til den anden. Det fik han set, og han sagde: Hvis jeg ser det en gang til, så ved jeg ikke, hvad der vil ske! Det skete heller ikke tiere. Jeg tror ellers, at farbror var glad for mig. Han sagde engang senere, at han aldrig havde haft grund til at være vred på mig.
Det kunne træffe, at farbror Niels kunne blive hidsig, og så kunne man ikke lade være med at more sig over ham. Jeg husker engang, der var kommet en høne ind på maltloftet og havde skrabet i en sædbunke. Farbror kom ind og så det og blev så harm, at han ville vride halsen om på den. Han for omkring efter hønen, men heldigvis for den, havde han glemt at lukke døren, hønen for ud og farbror bagefter, og han havde også fået gennet den hen i en krog og skulle lige til at nappe den, da hans kone kom ud af køkkendøren og slog armene om ham og sagde: Niels, hvad er det dog du gør? Så faldt pludselig hidsigheden, og han sagde: Jamen, er det ikke også ærgerligt, at sådan et skidt skal skrabe, selv om det står midt i en kornbunke.
Farbror Peter fortalte, at han en varm sommerdag arbejdede med noget murerarbejde på bryggeriet. I middagsstunden havde han lagt sig på foderloftet og lukket lemmen op ud mod gårdspladsen. Han hørte da, at en vogn kom ind i gården, og manden slog et knald med pisken. Det skete tit, når folk tog ud at arbejde på mosen, at de kom ind og købte en otting øl, selv om det var i middagsstunden, og det besørgede far altid, når han var der. Den dag var han der uheldigvis ikke, og farbror Niels, som kunne blive meget irriteret ved at blive forstyrret i sin middagssøvn, kom farende ud og råbte: Hvad vil du? — Ja, han ville gerne have en otting øl! Farbror løb ind i bryggeriet, tog et anker øl og smed det op i vognen og var på vej ind igen. Manden råbte efter ham, hvad det kostede, men farbror råbte tilbage: Det koster ikke noget. Se bare, du slipper ud af gården!! Dagen efter, da far kom igen, fortalte farbror Peter ham historien, og de morede sig begge lidt over deres ældre broder.
Fætter Johannes fortæller, at en vinter, da han som så ofte om vinteren en dag var i lag med at lave noget ved gangdøren, hvis lås var gået i baglås, og det kneb med at få rettet fejlen, sagde farbror, som også ville være med: Det skidt får du aldrig rnagt med. Nu henter jeg mukkerten (en stor hammer), og så slår jeg det hele i stykker, og inden Johannes kunne få sagt noget, var han ude og kom straks tilbage med den store hammer. Johannes fik ham beroliget og fik også ordnet døren uden at slå noget i stykker.
Farbror Niels kunne godt lide at få nogle snapse som de fleste mænd og forresten koner med på den tid, men det er ikke ret tit, jeg har set ham påvirket. Han sagde en gang til mig: Vær du glad for, at du lever i en tid, da det kan lade sig gøre at sige nej til spiritus. Det var umuligt i min ungdom!
En gang mindes jeg alligevel, at det var gået lidt galt for ham. Han havde været til skovauktion i Udby skov, sammen med en gæstgiver Larsen, Lundby, og de var kommet ind på Udby kro, og havde fået en del at drikke. En anden krogæst, en gårdejer Peder Jensen, Udby, (en stor, svær mand) havde siddet og drillet dem, og farbror havde vistnok sagt noget om, at han fortjente at få klø. Peder Jensen havde svaret, at han ikke ville nedlade sig til at slå på sådan en lille fyr. Hvordan det senere udviklede sig, ved jeg ikke, men farbror kom da hjem i en løftet stemning og fortalte sin kone aftenens begivenheder. Hun var så klog ikke at sige noget, men fik ham i seng, men om morgenen, da vi spiste frokost, gik det ikke så let for farbror. Da måtte han høre en del, og jeg kunne godt se på ham, at han ikke var glad for at blive mindet om dagen i går.
Dengang jeg byggede villaen til dem, sagde han: Du skal bare tage noget for det, for nu har vi råd til at betale. Da vi skulle gøre op, havde jeg fået ca. 100 kr. for meget, som jeg betalte tilbage. Jeg mindes godt, at jeg dengang bad om, om jeg ikke kunne få lidt forskud. Jeg havde flere arbejder igang. Da Hartvig var død, og vi efterså hans papirer, lå den regning der også, hvoraf det fremgik, at jeg havde betalt pengene tilbage, og Christen Jensen bemærkede: Det er ellers sjældent, at man får penge tilbage af håndværkerne. Havde jeg forstået at skrive regninger, havde han ikke haft den bemærkning nødig.
Da jeg engang, det sidste år farbror levede, kom derop, sad han ene i stuen, og han sagde: jeg sidder her og tænker. Der er så meget at tænke på, når det er henad slutningen. Den sidste gang, jeg så ham, var få dage, inden han døde. Han sagde: Du skal have tak, men du har ikke fået alt, hvad du har fortjent. Jeg svarede: Skulle jeg have fået for lidt, så har du hjulpet min far for mange gange mere, og det er mig, der skylder dig tak.
Farbror døde 1931. Farbrors kone, Marie, levede vistnok til 1941. Hun var en dygtig kone i sit hjem, men var ellers lidt naiv, og hun så ikke ret meget længere end til sit eget. Også hende kom jeg godt ud af det med, og hun var flink mod mig i min læretid.
Fætter Hartvig
Min fætter Hartvig var som barn svagelig. Særlig var der noget galt med det ene ben. Han lå hjemme i over et år og var ikke i skole, men han var et godt hoved og vel nok en af de dygtigste i familien, så det mærkedes vist ikke ret meget, om han forsømte skolen et stykke tid. Da han voksede til, gik han fuldstændig op i bryggeriet, og førte det frem, så det blev et af egnens bedste. Han blev også benyttet på anden måde. Han var medlem af sognerådet, og kun ved truslen om at rejse ud af sognet blev han fri for at være sognerådsformand. Han var medlem af menighedsrådet, kornnævnet og meget andet. De sidste år han levede var han ikke rigtig rask, men han gik alligevel med tanker om at bygge bryggeriet om. Nogle dage inden han døde, var jeg nede hos ham. Da havde han fået en arkitekt i Vordingborg til at lave tegninger til et nyt, og han spurgte mig, om jeg ville mure det for ham. Jeg svarede, at jeg vel var for gammel til at påtage mig et så stort arbejde, men vi kunne jo tænke lidt over det. Fire dage efter blev han pludselig syg om aftenen, og i løbet af en time var han død. Han blev ca. 61 år gammel. Da han var død, blev der sendt bud efter hans mors brodersøn, gdr. Christian Jensen, Nebletorp og mig samt hans regnskabskonsulent, og vi fik arbejderne til at arbejde videre og fik konsulenten til at ordne det regnskabsmæssige. Vi søgte at finde papirer, som sagde noget om, hvordan vi videre skulle forholde os, men fandt kun en henvisning til banken i Vordingborg og landsretssagfører Salichat, Vordingborg. Oprettelsen af legatet har jeg skrevet om andet steds.
Farbror Per
Min anden farbror, Peter Jensen, var født 1851. Da far rejste fra sin tjeneste hos Rasmus Jensen, kom Per i hans sted, men det gik knapt så godt. Jeg tror nok, han var lidt mere stridbar, i hvert fald fortælles, at han og Rasmus Jensen en dag blev uvenner, og Per sagde: Jeg vil ikke tjene dig mere. Jeg rejser! Rasmus Jensen sagde: Vent nu til aften, når din far kommer hjem, så følges vi ad og går op og snakker med ham om det. Da de kom op til farfar, og Rasmus Jensen sagde: Ja, Per vil ikke tjene hos mig mere. Han vil rejse! — Hvad vil han, sagde farfar, og for hen og skulle have fat i stokken. Nej, holdt, sagde Rasmus Jensen, vi er ikke kommet for at slås; vi er kommet for at snakke os til rette! Det gjorde de så, og Rasmus Jensen og Per fulgtes ad tilbage igen.
Farbror Per har fortalt, at han som 17–årig tjente som dreng hos Ole Jakobsens enke, den gård, som senere er blevet til Lundby Landbrugsskole. Hun var som ganske ung blevet gift med Ole Jakobsen, som var en gammel mand, og som døde efter et par års forløb.
Farbror Per kom i sine unge dage på Brøderup Højskole. Han var vistnok den første husmandssøn fra Lundby, som havde været på Højskole, og han måtte af sine samtidige høre, at han havde været ude for at lære at ryge på lang pibe og gå med morgensko. På Brøderup blev han forlovet med den flerårige kokkepige på skolen, Kirstine, og da de blev gift, holdt højskoleforstander Chr. Larsen deres bryllup. Jeg var sammen med mine forældre med, og jeg husker min forundring over de store stuer og lange borde. De flyttede så hjem til mine farforældre, som havde et godt hjem hos dem, til de døde. De fik 4 børn, Anders Peter, som blev murer og i en ung alder blev gift med en datter af skovfoged Jørgensen, Mollylund. De fik to sønner Christian og Kaj. Kort efter at Kaj var født, blev Peter pludselig syg og døde, farbror tog Christian til sig, og han blev opfødt hos dem. Han lærte maskinarbejde og rejste for mange år siden til Argentina, hvor han blev gift med en dansk lærerinde. Marie havde en systue ved Lundby Station og klarede sig med den i nogle år, men blev så gift med vognmand Rasmus Rasmussen, Farimagsvej, Næstved. Marie døde for nogle år siden.
Maren Kirstine lever ugift som husbetyrerinde for en skræddermester i København. Jakob, også murer, har i mange år boet i Nakskov. Johannes, murermester i Lundby, er gift med Erna, datter af slagtermester Cordes, Kyse.
Farbror Per var en del år formand for Lundby Sygekasse og i mange år medlem af skolekommissionen i Hammer—Lundby. En gang ved en eksamen i Hammer skole har han vel sagtens set, at jeg ikke havde købt noget, da de andre spiste hvedebrød m. m. Han kom og gav mig 10 øre, og det har jeg aldrig glemt. Det er ikke morsomt at være fattig. Jeg følte det tit som barn, og farbrors 10 øre var et lille lyspunkt. Da jeg kom i lære, var jeg de første år meget sammen med farbror Per. Jeg syntes på tider, at han var lovlig slem til at rette mig, men det har vel nok ikke været uden grund. Jeg husker en gang, vi arbejdede på Ellemosegaard i Thorup, at jeg, da jeg tog et ølglas, satte en finger ind i glasset, og farbror, da vi kom ud, sagde: Du skal altid tage uden på glasset! Det var jo meget rigtigt, særlig da vi den gang alle drak af eet glas eller af ølkruset.
Farbror var lidt svagelig og led af brokskade, og han kom først i murerlære, da farbror Niels begyndte som murermester. Han drev det heller ikke til ret meget, og det varede ikke ret længe, før jeg var omtrent lige så dygtig som ham, og så kom vi meget godt ud af det. Han var ellers livlig og kunne fortælle mange historier.
Han fortalte bl. a., at en såkaldt klog mand, Peder Pedersen, Lundby, (han var levende, da jeg var ung) en gang blev han kaldt ned til Ravnsholtgården, en gård, som ligger mellem Blangslev og Bøgesø, hvor de havde en flok gæs, som ikke ville trives, og som folkene mente var forgjort af troldtøjet ovre i Stenskoven. Peder Pedersen kom også og så på gæssene og forholdene. Så sagde han: Har I en kobberkedel og en grødbomb (en grødbomb var et stykke træ, som var tildannet til at røre i grødgryden med). Det fik han. Han gik så nogle gange rundt om gården og mumlede nogle ord, som ingen forstod, og hver gang han kom om mod Stenskoven, slog han på kedlen og sagde til folkene: Nu skal I bare sørge for, at gæssene altid har så meget korn, de vil æde, og så meget rent vand, de vil drikke, så skal gæssene nok komme sig! Det gjorde de også, og Peder Pedersens ry blev ikke mindre af den bedrift. Han har altså kunnet se, at gæssene var forsultne.
Farbror Per fortalte, at han en gang havde været på arbejde hos gdr. Anders Olsen, Blangslev, og havde fået nogle kaffepunche og var i en lidt løftet stemning, og da han på hjemvejen nåede Lundbygaards have, så han en hvid dame gå inde mellem træerne. Han blev så angst, at han blev ædru med det samme. Jeg tror nok, at farbror var lidt overtroisk.
Faster Kirstine
Min gudmoder, faster Kirstine, var født 1855. Jeg kan ikke huske ret meget om hende, for jeg var 5—6 år, da hun blev gift med daværende møllersvend på Lundby mølle, Rasmus Petersen, og jeg kan huske, at hun blev pyntet til brylluppet og så meget glad ud. Brylluppet stod hos hendes forældre, og jeg syntes, at der var mange fremmede med, velsagtens Lars Hansens og familien derfra. Faster tjente mange år hos dem. Hun havde også tjent hos Rasmus Jensen i Lundby. Efter brylluppet rejste de sammen med Rasmus Petersens fader, Peter Rasmussen, husmand i Lundby, til Jylland, hvor de i Skovby i Gjellerup sogn købte en mindre landejendom, som de kort efter byttede med en større hedegård i Ullerup, Give sogn. Denne gård var vistnok på ca. 60 tdr. land, men kun lidt af jorden var opdyrket, og de kunne ikke rigtig få det til at gå. Gården var den bekendte Niels Kjeldsens fødegård. De havde Niels Kjeldsens mor på aftægt, og hun var barnepige til deres to ældste børn. Der blev, mens de boede der, afsløret en mindesten på Give kirkegård, og Rasmus Petersen var med ved den mindefest, der blev holdt.
Af Vivi Jensen — Koldinghus Museum.
Niels kjeldsen — en omstridt helt
Søndag morgen den 28. februar 1864 døde en dansk soldat ved Blåkær skov på landevejen syd for landsbyen Højen, der ligger mellem Kolding og Vejle. Han hed Niels Kjeldsen, var 23 år, og godt ½ år forinden var han blevet indkaldt til militæret. Han var blevet indrulleret i 6. dragon*regiment*, og han kom på rekrutskole i Itzehoe i Holsten, hvor han kom til at hedde dragon Ullerup, for dengang var det skik og brug, at soldater i rytteriet (dragoner og gardehusarer) fik navn efter deres hjemsted, og Niels Kjeldsen kom fra Ullerup i Give sogn vest for Vejle. Han var bondesøn, så ride kunne han i forvejen, men nu lærte han også at skyde og fægte med sabel, og han vidste godt, at det ikke var for sjov. Han kunne tydeligt huske sidste gang, der var krig. Det var da han var dreng, og der var flere fra hjemsognet og fra landsbyen, der havde været med, og som siden havde fortalt om, hvordan de havde banket tyskerne.
De kunne imidlertid ikke klare sig i Jylland og fik byttet gården med et ødelagt bryggeri i Lille Linde i Haarlev sogn. Bryggeriet havde haft 7 ejere i løbet af 8 år, så man kan nok forstå, at det ikke har været morsomt at begynde med, men de var dygtige og fik sat bryggeriet igang igen. Jeg husker, at farbror fortalte, at Rasmus Petersen tog selv med ølkusken ud og talte med kunderne, og i løbet af nogle år havde han en stor kundekreds og klarede sig godt. En medvirkende grund var vel også, at folk i disse år i stor stil holdt op med at brygge hjemme.
Jeg husker første gang, jeg var med i Lille Linde. Det var det første år, jeg var i lære, at farbror nytårsdag sagde: Jeg skal til Lille Linde i dag, og du skal få lov til at tage med! Vi tog så med toget til Thureby og gik over Thurebylilles marker til Skodsbjerg og derfra til Lille Linde. Det var første gang, jeg så et bryggeri på nærmere hold, og jeg husker, vi blev kørt et stykke på vej, da vi skulle hjem.
Rasmus Petersen havde senere købt 30 tdr. land af Haarlev Præstegård og var i lag med at opføre det nye Haarlev Bryggeri. Pinsedag fulgte han mig op og forklarede mig om det. Det var efter den tid et bygningsværk, som jeg meget beundrede. Bryggeriet i Lille Linde blev nedlagt.
Nogle år efter kom mine søstre, først Kristine og senere Anna til at tjene på bryggeriet. Jeg husker, at da Kristine og jeg var forlovet, at vi engang, da vi havde været i København, på hjemvejen var nogle timer i Haarlev. Kristine og jeg var også en gang, mens vi boede i Thorup, cyklende til Haarlev. Vi cyklede både frem og tilbage på en dag, men denne tur gik ikke af uden lidt uheld. Da vi kørte derhen, skulle jeg hen på Snesere Teglværk, og jeg sagde til Kristine, at hun skulle køre ned til gi. Tappernøje og følge landevejen ad Fakse til, så skulle jeg snart nå hende, men hun tog fejl og kørte ad hovedlandevejen. Da jeg nåede Vindbyholt Kro, gik jeg ind og spurgte, om de ikke havde set en cyklende dame køre forbi for nylig, men der kunne jeg ikke få nogen oplysning. Jeg var vis på, at hun ikke kunne være nået længere, og jeg kørte så til Thorup igen. Jeg tænkte, at hun måske af en eller anden grund var kørt hjem igen. Jeg kørte så igen ad Haarlev til, og da jeg kom der, havde Kristine været der et stykke tid. Jeg spurgte: Hvordan er du hittet herhen? Hun svarede: Jo, de kunne dansk hele vejen! Da vi om aftenen kørte hjem, var vi inde på Vindbyholt kro og fik en kop kaffe, og jeg husker kromandens kone sagde: Nå, De fik fat i damen. Ja, der skal passes meget på dem!
Faster Hanne
Det første, jeg husker om faster Hanne, er vistnok hendes bryllup, som jeg har fortalt om i mine første erindringer.
Efter sit giftermål med Niels Hansen, søn af gmd. Hans Pedersen i Lundby (den gård, som har ligget, hvor nu aldersrenteboligen og friboligen ligger, hvis jord blev lagt ind under Lundbygård, og hvis bygninger, jeg kan huske stod og faldt sammen) købte de en lille gård i Pederstrup, hvor de boede al deres tid og opdrog en stor børneflok. Jeg kan huske første gang vi var dernede, at vi var oppe i Stenskoven, og at vi så springvandet i Mogenstrup.
Faster var en meget dygtig kone, så længe hun var rask, men hun blev ret hurtig gigtsvag og kunne ikke bevæge sig ret meget, og i mange år måtte Niels Hansen bære hende omkring, men hun kunne trods sine dårlige hænder sy og strikke vist omtrent til det sidste, og hun var interesseret i alt, hvad der foregik både ude og inde, og vidste besked på alt. Fætter Sigurd sagde engang: Det er ubegribeligt. Mor ved alt, om det så er, når man har glemt hammelstøjet ude i marken, så ved hun det! Det var altid interessant at tale med faster, og jeg er også kommet der meget. Niels Hansen var en munter mand, som havde evne til at tage forholdene, som de var, og jeg har aldrig hørt ham klage, selv om faster var syg. Det var altid morsomt, hvor Niels Hansen var til stede. Han var dygtig til at spille harmonika og fortælle muntre historier. Han var sikkert godt begavet, og han var en årrække regnskabsfører for Lov Mejeri, medlem af skolekommissionen og menighedsrådet m. m. »Og så har jeg en mælkerute, hvor jeg aldrig bliver underbudt«. Det var at køre sin egen mælk hen til sognevejen.
Jeg husker, at jeg en gang i mine unge dage kom herhen, og han sagde til mig: åDu bliver aldrig til noget, du kan ikke drikke, spille kort eller ryge, og du holder ikke kæreste. Hvad skal det dog blive til med dig? Da jeg så blev forlovet, sagde han: Ja, så kan det jo være, der kan blive lidt af dig alligevel.
Jeg husker også en gang ved et af de store grundlovsmøder, at Valborg var med, og vi traf Niels Hansen, og han sagde: Det var godt, jeg traf dig. Jeg har en søn, som jeg har tænkt, du skal have! Valborg svarede: Nå ja, er han pæn? Og Niels Hansen mente, at hvad det angik, var der ikke noget i vejen.
En gang gik Niels Hansen og rev noget græs sammen ved kirkestien, og så kom lærer Hansen, Pederstrup, gående sammen med sin kone. Niels Hansen vendte sig om og lod, som om han ville spærre dem vejen. Fru Hansen sagde så: Jeg går ikke af vejen for en nar! Så går jeg af vejen for to, sagde Niels Hansen og gik uden om dem.
Da de, i 1931, holdt guldbryllup, var hele familien med søskendebørn og naboer og bekendte samlet hos dem. Det var en stor forsamling, som blev fotograferet, og vi har et billede af forsamlingen.
I forbindelse med omtalen af Niels Hansens fødegård kommer jeg til at tænke på, at jeg engang hørte min farfar sige, at Peder Hansen, Lundby, kaldet Per Tingløber, havde rådet gårdmændene i Lundby til, at de ikke skulle købe deres gårde, da der ville komme en lov, som ville tvinge godsejerne til at sælge. Der må vel have været en tid, da Lundbygård har villet sælge. Der kom også en lov med den bestemmelse, at for hver gang, der blev solgt et vist antal gårde, havde godsejeren ret til at lægge en gård ind under hovedgården, og jeg har hørt Per Frederiksen sige, at havde de to gårdmænd i Lundby, Niels Hansens far, Hans Pedersen og Jens Hansen, hvis gårde blev lagt ind, købt den gang de var til salg, havde de ikke kunnet tages.
Peter Frederiksen tjente som ung karl hos Hans Pedersen, og jeg husker, at han fortalte, at han holdt så meget af at danse, at han mange gange dansede med høkurven ude på loen. Jeg husker også, at far og Peter Frederiksen talte om disse gårdkøb, at den mand, som havde den gård i fæste, som nu ejes af Chr. Larsen, købte gården, skønt han ikke havde så mange penge, som han skulle bruge, men han havde lige fået bygget sig en ny længe, og den skulle Lundbygård så overtage for en del af pengene. Længen blev så flyttet ud på Lundbygård og anbragt i vinkel med den gamle staldlænge. Den brændte tillige med stalden for mange år siden, men jeg kan godt huske, at den lå der.
Jeg husker også en anden historie fra den tid. Da den gård, som Hans Peder Pedersen ejer, Baunehøj, blev købt, forbeholdt Lundbygård sig et stykke jord svarende til omtrent en fjerdedel af gårdens areal, men det blev ikke skrevet, hvor jorden lå. Da nu Hans Pedersens gård kom under Lundbygård, ville godsejeren så have det omtalte stykke jord, og han hævdede, at det var det hjørne ud mod hovmarken, som sognevejen skærer fra, og hvorpå Baunehøj ligger, men ejeren hævdede, at stykket lå nede ved Tornekærgaard, og da det ikke kunne bevises, at det ikke var rigtigt, måtte Lundbygård sælge stykket til ejeren af det øvrige.
Det her anførte kunne tyde på, at allerede på et tidligt tidspunkt har det været meningen, at de to gårde skulle lægges ind under Lundbygård.
Per Frederik
Lars Frederiksen, Thorup, var gift med Birthe, født 5. august 1865, en søster til min kone. Birthe var en meget dygtig og sparsommelig kone, og så længe hun levede, havde de god fremgang, bl. a. en god kvægbesætning. Omkring 1920 opgav de deres landbrug, som var lejet under Lundbygård, og flyttede hen i et hus, som de ejede. Et par år senere blev Birthe syg af en kræftsygdom og døde. Lars Frederiksen lever endnu. Han bliver 90 i april 1955.
Lars Frederiksens far, Peter Frederiksen, var født i Lundby omkring 1839. Han var en stout skikkelse, som var sin mening bekendt overfor hvem som helst. Han arbejdede som ung i mange år på Lundbygård, og han fortalte, at de dengang ikke havde såmaskiner på gården, men måtte så med hånden, og han fortalte, at de stærkeste kunne tage en tøndesæk til at begynde med, og at de med den kunne nå et såbed på hele de store hovmarkers længde. Han fortalte også, at der kun var tre mand, der kunne gøre det, store Søren fra Ring, hans broder Christian Frederiksen fra Lundby og ham selv. Sådan fortalte han, og jeg har spurgt Lars Frederiksen, om han kan huske, at hans far har sagt sådan, og det kan han godt huske, men man kan jo ikke lade være at tænke, om det ikke er lidt af en overdrivelse med at tage en hel tøndesæk til at begynde med. At han har været været en dygtig og skattet mand på Lundbygård, fremgår af flere historier, som er fortalt.
Per Frederik fortalte, at han engang var sat til at lægge et stykke bro, og kammerherren gik og så til, og da det var færdigt, passede det ikke kammerherren. Det skulle laves om. Det gik han også i lag med, men det blev
Haarlev Bryggeri omkring 1900.
heller ikke godt nok. Så sagde Per Frederik: Nu laver jeg det ikke om mere! Kammerherren sagde: Det kan da være dig lige meget, når jeg betaler det! Nej, sagde P. F., jeg vil ikke lave unyttigt arbejde! Det kunne kammerherren ikke forstå, men broen fik lov til at ligge.
I 1880'erne, da de politiske bølger gik højt mellem Venstre og Højre, kom nogle dage før et folketingsvalg forvalteren med besked til arbejderne på Lundbygård, at hvem der ikke stemte på Reedtz–Thott, Gaunø, skulle ikke komme mere. Arbejderne talte sammen om den ordre, og Per Frederik sagde: I må jo nu tænke over, om I kan undvære Lundbygård. Kan I ikke, så må I følge ordren. Jeg stemmer på Nøhr (Venstres kandidat). Dagen efter valget hvor Nøhr var valgt, kom Per Frederik ikke på arbejde og heller ikke de følgende dage, men blev hjemme og passede sin jord. Han havde ca. 7 tdr. land ude i bakkerne. En dag kom kammerherre Collet op til ham og sagde: Hvorfor kommer du ikke på arbejde mere! — Jeg har ikke noget at gøre på Lundbygård mere. Forvalteren har jo sagt, at hvem der ikke stemte på baronen, skulle ikke komme mere, og jeg har stemt på Nøhr! — Du skal komme igen og gå op ved skoven og lægge de rør ned, hvor der bliver drænet. Ham der er i lag med det, lægger dem så de stikker begge ender i vejret! — Nej, jeg vil ikke gå på nåde på Lundbygård, sagde Per Frederik. — Du skal komme, og der skal aldrig blive sagt noget til dig om, hvor du stemmer, sagde kammerherren. — Ja, men kan jeg så få heste fra gården til at drive min jord med? — Nej, det må du gå til dine venner bønderne om, svarede kammerherren. Per Frederik gik også op og lagde rørene ned og lavede også andre ting, men det blev ikke mere til stadigt arbejde på Lundbygaard.
Per Frederiks svigerfar havde været tækkemand, og Per Frederik lærte nu at tække og regnedes i mange år for en dygtig tækkemand og da en ny lade på Lundbygård skulle tækkes, fik Per Frederik den ene side på akkord, men kammerherren sagde til forvalteren: Pas nu på, at han ikke tjener for meget.
Kammerherren kom flere gange ind og talte med Per Frederik. Han kom også en gang et stykke tid efter, at hans kone var død, og sagde bl a.: Du skullle gifte dig igen, Per! men Per Frederik svarede: Nej, det går! ikke Kammerherren sagde: Jeg måtte da gifte mig igen! — Ja, men der er også den forskel, at kammerherren kan forsørge en kone. Det kan jeg ikke, svarede Per Frederik.
Per Frederik var i mange år valgmand til landstinget for Hammer sogn valgt af Venstre og i nogle år medlem af Hammer–Lundby Sogneråd, valgt af den lavest beskattede halvdel af kommunens beboere, som kun kunne vælge den mindste halvdel af sognerådet.
Per Fredrik har vistnok som de fleste af sine samtidige været lidt overtroisk. Han fortalte i hvert fald, at han og en anden karl på Lundbygård, senere parcellist Vincents Jensen ved Risby Skov, en aften eller nat gik og snakkede ved gården, og pludselig hørte de, alle maskinerne i mejeriet begyndte at gå, men ingen af dem turde undersøge, hvad grunden var til, at maskinerne gik.
En klog mand
En gammel mand, murer Hans Peter Andersen, Thorup, har fortalt mig, at i hans unge dage, boede på Korshøjgaard, Mads, som var klog mand, og som også havde en Cyprianus. En aften Mads var borte fra gården, mærkede han, at der var noget galt, og han skyndte sig hjem. Da han kom ind i stuen, sad karlen og læste i Cyprianus og var helt forstyrret, fuldstændig fra sans og samling. Han for hen til ham og bød ham at læse tilbage til, hvor han begyndte, og da han var færdig, fik han en vældig en på siden af hovedet, og Mads sagde: Kan du så holde dig fra den bog for eftertiden! Mads blev benyttet som dyrlæge, og bogen har rimeligvis været en bog om sygdomme hos kvæg og heste m. m.
Da Mads var død, mente H. P. Andersen, at Peder Pedersen, Bonde-gaarden i Tvede (kaldet Bondeper) havde fået fat i Cyprianus, og nu blev han dyrlæge og klog mand. Han var i sin tid ikke så lidt brugt som sådan, og folk var bange for ham. Han var i hvert fald en original, som vist var vokset op under uheldige forhold. Fars farmor havde fortalt, at den kone, som hun lærte at sy hos, sagde, at børnene på bondegården aldrig havde haft tøj på, før de skulle i skole, og hun måtte tage mål af dem på den bare krop, da de skulle have tøj til at gå i skole med. De var som børn folkesky, og man sagde, at om sommeren løb de ud i vandingen og sad i vand til halsen, til de fremmede var gået.
Bondeper
Bondeper blev brugt meget som dyrlæge, også efter at de rigtige dyrlæger var kommet til egnen, måske ofte, fordi man ikke turde blive uvenner med ham. Jeg husker, at min far ikke sendte bud efter ham, de sidste år Per levede, og det var vel nok grunden til, at han, da Kristine og jeg var blevet forlovede, sagde til Birthe Lars Frederiks: Ja, nu kommer det an på, om sønnen er til noget. Faderen har aldrig været det. Som dyrlæge og klog mand var han efter sin tid vist ikke så dårlig, men hans kure kunne vistnok være lidt mærkelige. Jeg har hørt, at han kunne bruge brændevin og stærk kaffe til syge dyr, og det har måske ikke altid været så galt. Der var mange, som troede, at bondeper havde evner, som ikke alle var i besiddelse af. En gang, fortalte far, var der løbet nogle heste bort fra Risby, og der blev sendt bud til Per, om han kunne sige dem, hvor hestene var løbet hen. Per gik ind i en anden stue, og da han kom igen, sagde han: Hestene er i Vester Egede! Der blev så søgt i Vester Egede, men der var ingen heste. Senere fandtes de på Sallerup Mose. Da man bebrejdede Per, at det ikke var rigtigt, hvad han havde sagt, svarede han blot: I tossede mennesker! Tror I virkelig, at jeg kan se, hvor jeres heste løber hen?
Per holdt meget af kaffe, og man sagde, at han kunne drikke mindst 30 kopper på en dag. Det vidste folk, og kaffekanden var altid varm, når Per skulle komme. Folk var i mange tilfælde bange for ham. Jeg har hørt, at Peder Nielsen, Hammer, ikke turde lade være at bede ham med til gilder, skønt han ikke var glad for det.
Lærer Bjerre har fortalt en historie, som han havde hørt: Bondeper kom engang ind på en restauration i Næstved og fik en kop kaffe. Ved et andet bord sad et par unge mennesker, der sad og morede sig over Per. Han blev vist sjældent vasket, og hans tøj var også snavset og uordentligt. Da de ville rejse sig, var det dem umuligt at komme fra stolen, de sad på. Per så hen på dem og sagde: Nu kan I rejse jer. Kan I så lade være at gøre nar ad folk en anden gang.
Fru Bjerre fortalte, at en dag, da hendes søster Astrid stod på en stige og plukkede kirsebær, kørte Per forbi, og hun sagde hen for sig: Der kører Bondeper! I det samme væltede stigen, og hun faldt ned.
Gdr. Christian Larsen, Hammer, har fortalt mig, at hans forældre fortalte, at daværende gdr. Niels Pedersen, Korshøjgaard, ikke havde magasinplads nok til sin sæd, og fik af lærer Brix lov til at lægge en del hen på Faarup Skoles loft, men det benyttede nogle tyve sig af, og om natten stjal de sæd. Brix kunne høre, at de gik på loftet. Det blev så til, at der blev holdt vagt på skolens loft, men når der var vagt, blev der aldrig stjålet. Bondeper sagde til lærer Brix. Hvis du vil have det, skal jeg lave det sådan, at tyven står der med tyvekosterne om morgenen og ikke kan komme nogen steder, før han bliver løst, men Brix ville ikke have med den slags at gøre. Grunden til, at man ikke kunne tage tyven, mente man, var, at han selv var med i vagtmandskabet, så han vidste, når der blev holdt vagt.
Gdr. Anders Petersen, Thorup, har fortalt mig, at Per var levende og praktiserede de første år efter, at han havde købt gården i Thorup, og en dag, da han havde mødt Per nogle gange, sagde Anders Pedersen: Det er da et dejligt vejr i dag! Per holdt straks stille og begyndte at snakke, og til sidst sagde han: Jeg kommer ind og snakker med dig en anden dag! En aften efter fyraften kom så Per ind i gården og spurgte Anders Petersens søster, som holdt hus for ham: Er Anders Petersen hjemme? — Nej, svarede hun, han er lige taget til Sværdborg! — Han kommer vel hjem igen, sagde Per, jeg venter! Anders Petersens søster havde hørt, at Per holdt meget af kaffe, og hun kogte kaffe. Per drak otte kopper, og så ventede han ellers, til Anders Petersen kom hjem, da klokken var 2230, og så måtte Anders Petersen sidde og snakke med ham til langt ud på natten.
Anders Petersen har også fortalt mig, at han havde en familie i nærheden af Sværdborg, som benyttede Per som dyrlæge, og engang blev han hentet i anledning af en ko, der ikke kunne få kælvet. Per fik hjulpet koen, og det var meget godt. Da han var færdig (der lå sne i gården), tog han og gned hænderne i lidt sne og tørrede dem på bagen af bukserne. Manden sagde: Kom ind i køkkenet og få vasket dig rigtigt! — Nej, sagde Per, det her er godt nok! Per blev så bedt ind at spise sammen med de andre. Der var bl. a. på bordet en hel flæskesteg, som man skar sig et stykke af, og Per lagde sin snavsede hånd på stegen og skar sig et stykke, men der var ingen andre, som ville Spise mere af stegen. Den måtte man give hunden.
Lars Frederiksen har fortalt, at han havde købt sig en ny hest og gik ude i vænget og harvede med den, og det var gået meget godt, indtil Per kom forbi og sagde: Den hest er jo tosset! og fra det øjeblik var det umuligt at bruge hesten mere den dag. Næste dag var der ikke noget i vejen med hesten, men Lars Frederik tror bestemt, at Per har forhekset den. Lars Frederik fortæller også, at når Per kastrerede grise, kalve og andre dyr, blødte det aldrig, så han mener også, at han kunne stille blod. Ligeledes fortæller Lars Frederik, at en gang hans køer var blevet syge, hentede han Per, og Per sagde: Det er naturligvis den nye sygdom — klovesyge, men ti bare stille med det, så skal jeg hurtigt kurere dem, og sygdommen var også forbi i løbet af nogle dage.
Bondeper døde omkring 1903 eller '04, og gården blev solgt til Hans Jensen fra Blangslev, som solgte en del af jorden til husmandsbrug. Kort tid efter brændte udhusene med undtagelse af et skur, det lå nær op til de brændende længer, og der blev sagt: Det er nok der, Bondeper har gemt Cyprianus *), siden det ikke kan brænde.
*) Cyprianus er de håndskrevne magiske bøger, som var udbredt blandt kloge koner og mænd.
Wikipedia.
Om Per eller kreaturet havde fået brændevinen, vidste de ikke.
Da de havde spist og drukket, sang de et par salmer, og Bjerre bad en bøn, og så blev Per kørt til Hammer kirke, men da de skulle sænke kisten i graven, var den ikke stor nok, så de måtte sætte kisten væk, til de fik gravet graven større. Pastor Lind sagde så til graveren: Giv os et tegn, når I er færdig med graven! og til lærer Bjerre: Gå med over i Præstegården så længe! Graveren vinkede så, da de var færdige, og pastor Lind kastede jord på, og Bondepers saga var ude.
Bondeper havde en bror, som blev kaldt Bondejens. Han var folkesky og endnu mere original end sin broder. Han var blevet gift, og hans kone boede i Risby, men han blev al sin tid ved med at arbejde på sin fødegård, og det var meget sjældent, at nogen fik set, at han kom hjem til sin kone. Far fortalte, at karlene i Risby en aften blev enige om at lægge sig i vejgrøften og vente for at se Jens komme hjem. Han kom også, men så snart han opdagede karlene, krøb han ind under en sluse under landevejen, og der kom han ikke ud fra, før karlene var gået.
Jeg husker fra min skoletid, at Bondejens kom til Hammer for at handle hos købmand Hans Andersen. Han kom altid i middagsstunden, og med os børn kunne han godt snakke. Bondejens havde en søn, som blev gift med den steddatter af Rasmus Jensen i Lundby, som Rasmus Jensen drillede far med, da han kom til at tjene ham som vogterdreng, og de arvede Bondegaarden, men der var vist ikke meget at arve. Denne mand kom senere ulykkeligt af dage. Han havde hentet et stort kar, og da det var stærkt stormvejr, havde han sat sig i karret, for at det ikke skulle blæse af vognen, men idet han kørte forbi en tørvemose, kom et vindstød og blæste både ham og karret ud i vandet. Han kom under karret og druknede. Han boede i Flintemose eller Størlinge.
En original
I Lundby boede i min ungdom, en den gang, gammel mand, som hed Klaus. Han stjal lidt småting fra den ene og gav til den anden. Farbror fortalte, at han engang, da han arbejdede på muren om Lundby kirkegård, havde lagt sin skelske (Anvendes til understrygning af tagsten.) fra sig oven på muren, da han gik hjem til middag. Da han kom igen, var skeen borte. Han var ikke i tvivl om, hvem der havde taget den, og han sagde til en mand, der boede i samme hus som Klaus: Klaus har sikkert taget min skelske. Kan du ikke se at få den fra ham? Manden gik så ind til Klaus og sagde: Jeg står og mangler en skelske. Du har vel ikke en og kan låne mig? — Jo, sagde Klaus, jeg har en dejlig skelske her. Manden fik så skelskeen og gik hen og gav farbror den, men Klaus skældte meget ud på den mand, som således havde snydt ham.
Klaus var en gang arbejdsmand for farbror Niels, og da de spiste frokost, sagde Klaus: Jeg skal nok skaffe løgtop! Farbror sagde en dag: Du må da have et vældigt stykke have med løg! — Nej, sagde Klaus, jeg tager dem da i skolelærerens have! — Tak, sagde farbror, så skal du ikke skaffe mere til os! — Det kan da ikke gøre noget, sagde Klaus, der er så for meget af det!
Klaus opholdt sig mest på Lundby Teglværk, og der så han en gang lejlighed til at række ind gennem spisekammervinduet og tage en klump smør. Fruen kom ind i spisekammeret og så, at smørret var væk, samtidig med at hun så, Klaus gemte noget i huen. Hun gik ind i stuen til sin mand, teglbrænder Christiansen, som sad og talte med en anden mand, og fortalte historien om smørret. Christiansen kaldte på Klaus og sagde: Sæt dig hen ved kakkelovnen, vi skal have en kaffepunch, men læg huen! Men det syntes Klaus ikke, der var nogen grund til. Lidt efter begyndte smørret at flyde ned over ansigtet på Klaus. Du sveder, Klaus, sagde Christiansen. Ja, her er en rædsom varme, sagde Klaus, men da Klaus blev ved at svede, rev teglbrænderen huen af ham og sagde: Du har jo stjålet mit smør! — Ja, tilstod Klaus, men så kunne hun lade være med at lægge sit smør der!
En anden gang havde Klaus stjålet rødbeder og skjulte dem i huen. Saften flød ned ad kinderne på ham, og teglbrænderen, som mødte ham, sagde: Du bløder, Klaus! — Nej, svarede han, jeg bløder ikke! Ja, så har du også stjålet mine rødbeder, sagde teglbrænderen og slog i det samme huen af ham, så rødbederne faldt på jorden, men Klaus blev vred og sagde, at det var ingen nytte til at ødelægge rødbederne.
En gang havde Klaus været inde i en nabolejlighed og taget et forklædefuldt kartofler. Da han gik ud mødte han i døren ejerinden, Kirsten Ole Christiansen (gift med en broder til min svigermoder). Hun skældte ud, for at han ville tage hendes kartofler, men Klaus svarede: Så kunne du lukke din dør, din mær!
Det hus, som Klaus boede i, skulle efter traditionen være det samme, som Svend Gønge boede i, da han måtte gå fra Lundbygaard. I hvert fald var det meget gammelt, og jorden gik højt op på væggene, så man gik nedad, når man gik ind i den eneste stue, der var.
En gavtyv
Min far fortalte, at da han tjente i Risby, var der en mand i Baarse, som blev kaldt Frands Brolægger. Denne Frands Brolægger havde en gang fået et brev fra godsforvalter Ringberg, Beldringe, som han ikke kunne læse. Han gik så ind hos lærer Schmidt og bad ham læse det, men det var også ham umuligt at læse brevet. Han skal få af samme slags igen, sagde Frands, og han gik så hjem og skrev nogle krumme streger på et papir og satte navn under og sendte det til godsforvalteren. Frands Brolægger fik så bud fra godsforvalteren om at komme til godskontoret for at forklare, hvad der stod i det brev, godsforvalteren havde modtaget. Frands kom også og forklarede, at det var svar på det brev, han havde modtaget, som hverken han eller lærer Schmidt kunne læse. Hvad godsforvalteren svarede, ved jeg ikke.
Lærer Schmidt var lærer i Baarse på den tid og Severin Kjær, senere lærer i Kongsted, var andenlærer, og min far gik i aftenskole hos dem.
En anden historie om Frands Brolægger, som må have været en stor gavtyv, er blevet mig fortalt af gamle fabrikant Hans Hansen i Lov, som var søn af en smed, der boede ved Risby Skov.
Frands havde en gang gået og fortalt, at han en dag, når vinden passede ville brænde sit hus af. Bymændede var bange for, at det var rigtigt, og tog og kørte ham ud til politimesteren i Præstø. Politimesteren spurgte ham, om han ville brænde sit hus. Ja, sagde Frands, jeg havde en gang bestemt det, men nu har jeg bestemt mig om! — Ja, så er der jo ikke mere at gøre ved den ting. Så må I køre ham hjem og sætte ham, hvor I har taget ham. De kørte så hjem til gården, hvor køretøjet hørte hjemme, spændte hestene fra og satte dem i stalden. Da de kom ud igen sad Frands stadig på vognen. Da de sagde: Hvorfor står du ikke af? svarede han: Nej, politimesteren sagde, at I skulle sætte mig, hvor i havde taget mig. Det skal I også komme til! De måtte så sætte hestene for igen og køre ham hjem.
Adolf Stenhugger
I mine unge dage boede der i Øager mellem Sværdborg og Lundby en tysk–født stenhugger, Adolf Dresler, født i Schlesien. Han var som 18–årig rejst hjemme fra og var rejst til Italien, men der syntes han ikke om at være, for der gik folk med ladte pistoler i lommen. Han havde så været i Schweitz, Frankrig og kom gennem Tyskland til Danmark og var havnet i Øager. Han var en dygtig stenhugger og havde meget arbejde, bl. a. på Lundbygaard. Han satte f. eks. grunden til havemuren ud mod vejen ved gartneriet. Muren skulle vise blank mur ud til begge sider, og kammerherren forlangte, at der skulle lægges mange bindere i, det vil sige sten, som viste facade til begge sider, og sådanne sten var jo vanskelige at lave. kammerherren havde pålagt både forvalteren, gartneren og tømreren (Niels Hugger) at se efter, at Adolf lagde tilstrækkelig mange bindere i muren, og han kom også tit selv og spurgte efter binderen. Adolf lagde, hver gang der blev spurgt, en binder i, men når forespørgeren gik, tog han binderen op for at bruge den igen næste gang.
En gang, kammerherren kom og spurgte efter binderen, var Adolf blevet fuld og tillige gal, og han svarede: Her kommer alt det skidt og skab, der er på Lundbygaard og spørger efter bindere, men jeg skal give jer bindere! Kan du slippe væk! Og så kastede han en hammer efter kammerherren, som måtte springe for livet. Adolf blev nu jaget væk fra Lundbygaard, men det varede ikke længe, før der blev sendt bud efter ham igen, og kammerherren har vel passet på ikke at komme ham for nær, når han var fuld.
Der fortælles også, at Adolf engang var kommet til vælgermøde på Lundby kro, og han stod nede ved døren og blev ved med at afbryde taleren (det var folketingsmand Karl Hansen, Holsteinsminde) med ordene: Det er bar løgn, han siger. Sognefoged Jeppe Hansen gik så ned og ville tysse på ham, men han vedblev med: Ja, men det er bar løgn, han siger! Sognefogden sagde så: Gå ind og drik dig en knægt på min regning! og Adolf svarede: Ja, når sognefogden siger det, så skal jeg nok gå ind og drikke mig en knægt på sognefogdens regning! Da Adolf havde drukket knægten, kom han igen og begyndte at afbryde med tilråbet: Kan han slå stener? (hans sprog vedblev at være lidt halvtysk). Sognefogden gik ned til ham igen og sagde: Nej, han kan ikke slå sten, men han er ellers en meget dygtig mand! Adolf svarede: Når han ikke kan slå stener, er han ikke andet end en l...., og så vil jeg ikke stemme på ham! — Sognefogden sagde igen: Gå ind og drik dig en knægt til på min regning! Det gjorde Adolf også, og da han ikke kunne drikke flere, listede han ad hjemmet til, men der var mange knægte at betale for sognefogden, da han kom ind i krostuen.
Samme Adolf havde engang været ved Lundby St. for at købe ind, og blandt andet havde han også købt en flaske brændevin. Man opdagede fra stationen, at han gik ud ad banelinien, og at han ikke var rigtig på benene, og portørerne blev enige om, at de ikke kunne forsvare at lade ham gå. Hvis han skulle falde, og hvis der kom et tog, ville det jo gå galt. Der var så en, af dem, som gik bagefter ham, og da han kom et stykke ud på linien, hørte han, at Adolf havde tabt kurven, og proppen var gået af flasken, og brændevinen løb ud, idet den sagde kluk–kluk. Adolf lå og ravede efter flasken, idet han sagde: Du siger kom, kom, men hvor er du, hvor er du? Portøren fik Adolf hjulpet på benene og holdt øje med, at han nåede hjem.
Stationsforstander Jensen, Lundby
Stationsforstander Jensen, Lundby, var knyttet til Lundby station i mange år, først som assistent, og han var godt lidt af omegnens befolkning. En gang, mens han var assistent, var der stationsforstanderskifte, og hele omegnens befolkning skrev under på en adresse om at få ham til stationsforstander. Han sagde selv: Det hjælper ikke noget, for jeg er for ung til at få det embede, men det kan få betydning for mig, hvis jeg vil søge noget andet! Det gjorde han imidlertid ikke. Han var blevet sognerådsformand og blev siden amtsrevisor i mange år. Da der næste gang blev stationsforstanderskifte, var Jensen blevet gammel nok, og nu blev han stationsforstander i Lundby og var det til han faldt for aldersgrænsen. Han var en ualmindelig flink mand, som havde venner i alle kredse, skønt han var ivrig radikal og tit vovede sig ud i vældige diskussioner med sine modstandere, hvor han ved hjælp af sin dygtighed og slagfærdighed klarede sig godt. Han holdt meget af et godt glas, og mange er de historier der berettes fra sådanne lejligheder. Her er et par stykker af dem.
En gang sad han og sognefoged Jeppe Hansen, der var ivrig højremand, og diskuterede, og sognefogden sagde: Jeg vil bare sige dig, at det er ikke ethvert kvæg, der kan være sognefoged! — nej, sagde stationsforstanderen: Der kan jo kun bruges en i hvert sogn!
En anden gang væddede han med kroejeren, at denne ikke kunne stå foran bornholmeruret, følge med perpendiklen og sige: Nu går den den vej, og nu går den den vej! hundrede gange. Det mente kroeejeren, at han sagtens kunne. Stationsforstanderen sagde til de andre gæster: Nu tæller I så efter! og gik lidt efter ud i køkkenet og sagde til kroejerens kone: Der er noget i vejen med Deres mand. Han står inde ved klokken og bærer sig så underligt ad. Hun løb ind og greb fat i ham og råbte: Hvad er der dog i vejen med dig? Så var han jo slået ud og nåede ikke de hundrede gange.
Ved Lydia Christensens bryllup kom jeg til at sidde ved siden af Jensen, og han lagde mærke til, at jeg kun nippede fint til vinglasset og sagde: Du tager meget fint til det! — Ja, jeg kan ikke tåle spiritus! — Det kan jeg heller ikke, men jeg drikker desværre alligevel! — Jeg fortalte ham så historien om dr. Mune, som havde forbudt mig at drikke spiritus. Den morede ham og de omkringsiddende gæster meget.
Da jeg fyldte 70, fik jeg lykønskningstelegram fra ham. Kort efter døde han og blev begravet på Lundby kirkegård, hvor bl. a. amtmanden sagde nogle mindeord om ham.
En veteran — Lars Jensen
Ved Lundby Station boede i mange år en mand, som hed Lars Jensen. Hans hus, hvortil der hørte nogle tønder land, lå nede ved kanten af mosen. Han var en god fortæller og havde været med i krigen 1864, havde været ridende ordonans og fortalte, at han en nat havde været sendt af sted med en ordre. Han red imidlertid til han ikke vidste, hvor han var, men så opdagede han et sted, hvor der brændte et svagt lys. Han red hen og bankede på, og der kom en ung kvinde og lukkede op. Han spurgte om vej, og hun sagde: jeg skal gå med og vise dig vej. Min mand er lige død, og jeg har siddet og våget hos ham. Lars Jensen sagde, at mødet med den unge kvinde ville han aldrig glemme.
Min lærerkammerat, Peder Frandsen, og jeg kom en gang galt afsted med Lars Jensen. Vi gik sommetider om sommeraftenerne ud i den nu tørlagte 3000 tdr. land store mose, der strækker sig mellem Hammer, Køng, Lundby og Sværdborg sogne og som om vinteren var oversvømmet. Her gik gedder og aborrer ind om vinteren, og når så vandet om sommeren sank væk, blev en del af fiskene tilbage i de ikke særlig dyb tørvegrave, og man kunne gå ud og tage dem med hænderne. Det gjorde vi også somme tider, og en dag sagde Lars Jensen til mig: I har stjålet mine gedder i aftes! Jeg svarede: Nej, det har vi ikke. Dem vi fangede i aftes, tog vi ovre ved Lundbytorp! — Ja, men jeg har også en mosepart derovre, og de gedder, der var der, havde jeg selv fanget og sat ud for senere at hente dem. Jeg bad ham så undskylde. Vi vidste ikke, det var hans. Peder Frandsen bad også om undskyldning, og vi hørte ikke mere til den sag.
Folkeminder
Da jeg gik i skole, boede der i det hus, der ligger mellem vejen til Hestehaven og Almindevejen, en gammel mand, Jørgen Bendtsen. Han sad tit om sommeren ude ved vejen, og han fortalte os blandt andet, at hans far havde været med mellem dem, der løb fra Køge 1807. Det var de nødt til, for de havde hverken våben eller anden udrustning. Hans far havde også været med til at bygge hovedbygningen på Lundbygaard, og han fortalte at grunden blev lagt på nedrammede risbøgestøtter, da der var morads, hvor den blev bygget. Han fortalte også, at han havde været med at gennemgrave Galgebakken, da vejen til Lundby blev flyttet derhen. Før den tid gik den fra krumningen ned forbi nuværende Svend Larsens stuehus og op over hovmarken. Man forstår ikke, af hvilken grund den er blevet flyttet, måske for ikke at komme skråt over hovmarken.
Jeg mindes fra min barndom, at Peder Nielsens kone på bakken (Peder Larsens mormor), som var fra Snesere, fortalte, at der var en mand, som havde hængt sig i en lade, og de kunne høre ham grine lige så ledt. Peder Nielsens kom til at bo i Alminde vistnok 1844. Den gamle beretning er rimeligvis fra Ingers barndom.
Peder Nielsen på bakken kom en gang, da jeg som ung var ved at reparere på det gamle hus, ned til mig og sagde: Det er slemt at blive gammel og ingenting kunne! Men da han så, at jeg stod og baksede med en stor sten og ikke rigtig kunne få magt med den, sagde han: Nej du forstå ikke at tage på store sten. Nu skal jeg vise dig, hvordan man bærer sig ad. Jeg har arbejdet meget med sten. Jeg var blandt andet med, da i min ungdom den gamle sluse ved galgebroen blev sænket. Sidestenene blev sat på lige bøgestammer!
Da slusen 1887 blev fornyet, blev disse bøgestammer taget op, og de nærmeste beboere fik dem. Far fik også et stykke, og det var fuldstændig friskt.
Den mosestrækning, syd for Granly, som i min levetid for tredie gang er beplantet med granskov, var i min barndom fyldt med mange dybe tørvegrave, hvori der var mange gedder, som jeg også prøvede på at fange. For nogle år siden fordybede og rørlagde Lundbygaard et langt stykke af grøften, så man nu kan gå tørskoet på bunden af tørvegravene.
Husmand og sadelmager Lars Nielsens enke (Frands Larsens mor), som var fra Menstrup, fortalte, at ude i byskellet gik på tider et spøgelse med en gloende jernstang og råbte: Ret og skel! og man var sikker på, at det var en afdød, som havde flyttet skelpælene ind på naboens område for at få mere jord til sin egen gård, rimeligvis da byen blev udskiftet.
Jeg har hørt fortælle, at farbror Niels byggede en stuelænge for en gårdmand, vistnok Anders Jensen, Grumløse, den gård, som ligger op til den store gravhøj mellem Lundby og Grumløse. Det var i den tid, inden rørvæv var opfundet, og man måtte selv tildanne og opslå løse rør til lofter m. m. Farbror var nu så uheldig at hugge sig i hånden med sin rørøkse og det blødte stærkt, og de kunne ikke få standset blodet. Der blev så fortalt, at der var en kone oppe i byen, som kunne stille blod, og farbror skyndte sig op til hende. Hun læste over hånden og prøvede med spindelvæv og måske andre ting, men det ville ikke hjælpe. Konen sagde så: Så har du også bandet, da du huggede dig! — Ja, det gjorde jeg sågu, for det gjorde meget ondt! — Ja, så kan jeg ikke hjælpe dig, sagde konen.
Om samme Anders Jensen fortalte farbror, at han som en fattig karl var blevet forlovet med datteren og eneste arving til gården, men hendes fader forlange, at hun skulle hæve forlovelsen eller blive arveløs. Hun valgte at gifte sig med Anders Jensen, og de levede i flere år som arbejdsfolk i et lille hus. Imidlertid fik de et par børn, som voksede til, og som bedstefaderen kom i forbindelse med, og det gjorde, at han tilgav sin datter og svigersøn, og de kom hjem og arvede gården.
Jens Jensen, 90 år — 1966.
Nu er jeg så nået til april 1954, og jeg kan mærke, at det er forbi med at tjene noget videre mere. Jeg kan ikke røre mig ret meget, før jeg taber vejret og må stå stille for at få det igen, somme tider mange gange for at gå eller cykle til Alminde. Jeg tror ikke, at jeg bliver til ret megen nytte mere, men jeg skal jo være glad for, at jeg har været rask, til jeg blev 78. Jeg siger nej til alt arbejde nu og vil være glad, hvis jeg kan hjælpe Peder og Dagny med den nye lade.
Jeg har fra 1908 haft alt reparationsarbejde på Hammer Alderdomshjem og ligeledes på Hammer Præstegaard samt en del på Hammer, Ring og Faarup skoler fra 1914. Jeg blev ved sidste generalforsamling i Sydsjællands Håndværkerforening udnævnt til kontingentfrit æresmedlem, har også været medlem af foreningen, siden den blev stiftet 1918, og jeg har haft næringsbrev som murermester i 50 år i år.
Og selv om det kan siges, at jeg aldrig har lavet noget stort, så ville der i mange bygninger i Sydsjælland blive nogle store huller, hvis de sten, jeg har lagt i, blev taget ud.
Jens Jensen, 90 år — 1966.
