Fortællinger II.
udvalgte af
Maglekilde Petersen.
med illustrationer af
Alfred Schmidt
Femte udgave
København
H. Hagerups Forlag.
1941.
»Han var myrderisk stærk.«
Ja, det var dengang — da ha'de vi jo rigtignok no'en Fyre her i Skamstrup, som inte var nemme at nappes med.
Jeg kan huske, det var engang til et Barselgilde hos Peder Jensens, da va' de med, de' var disse T o b i s e s Sønner, som vi kaldte dem — Anders Tobisen og Frederik Tobisen fra Vemmeløv. — De var nu ikke ganske fri for at være ligesom lidt Overkarle; de troede en hel Del om dem selv, og de vilde gjerne agere stærke; det vil sige, inte Hans eller Anders, men Fredrik, ham den lille tykke, som boer i Rye, og saa Peer, han er noget mere langstrakt, han boer i Herfølge.
Saa er det jo, at Peer Jensens Dreng sku' døbes — ja, jeg kan huske det ligesaa tydelig den Dag, da han blev født, for da var vi ude i Mosen at skære Tørv for Hoppeskrædderen, og saa saa vi, at Peer Jensen han kom kjørende lige saa stærkt som Hestene kunde strække ud; — ja, det var da egentlig itte Peer Jensen, men hans Husmand, Niels Søren, der kjørte, men vi kjendte jo Kjøretøiet og ded var Peer Jensens, og saa kunde vi jo nok regne ud, hvem han skulde hente. Saa siger han, den lange Jørgen Gesvint, som de kalder ham, ved det, han er saa myrderlig doven, han si'er: Kommer der en Dreng hos Peer Jensen, saa skal jeg love for, at der bliver et reidi Barselgilde, for det er jo bar Tøse, han har. Og der kom en Dreng, og den Dreng, det er Jens Peter, som nu er stor og baade har ligget i Tjenesten og alting.
Der blev jo da ogsaa et forfærdeligt stort Barselgildes, for foruden hele Familien, baade de fra Hjembæk og Egebjerg og Høve og Allerup og Tjørnetved og Sømerød og mange flere Byer, saa var jo hele Sognet be'et med, og en farlig Hob Kjøbstædsfolk, og hele Peter Bruuns Mosikselskab de spillede. Ja, I kan tro, det var et reidi Barselgildes! Der manglede inte noget nogen Steder, Gildeset varede i trei Dage. I kan nok vide, at der var mange Folk med, for Husmanden Niels Søren, han fortalte da bagefter, at da Gildeset var forbi, saa solgte Peer Jensen 156 Pund Smør og 31 Snes Æg, som var blevet tilovers fra alt det, som Folk havde bragt med, og saa var der jo en ukristelig Hov Kager og Svedsketærter tilovers, foruden meget andet.
Dengang vi saa kom fra Kirken og havde spist og drukket, saa skulde de jo til'ed at dandse, og da de saa begynder at dandse, saa er det jo ikke ganske fri for — det er Tobises Sønner — det er jo ikke ganske fri for andet end som at de jo li'som vilde dandse noget paa — inte Hans eller Anders, det maa jeg inte sige — men derimod han, den lille tykke, han, Frederik, som bor i Rye, og saa Peer — han er saadan noget mere langstrakt, han bor i Herfølge.
Nu levede han dengang, det gjorde Hans Pæsen, — ja, De kan vel daarligt huske Hans Pæsen? Han var kuns en lille Mand, der var saa at sige Ingen, der regnede ham for noget, for han var kuns lille, men myrderisk stærk, — han vidste, rent ud sagt, slet inte Forr'ed paa sine Kræfter.
Naa, Hans Pæsen han ser jo paa dette here, at de dandser paa — Tobises Sønner; men da han saa har sid't noget, saa reiser han sig op! Og saa stak han begge Hænder ned i Buxelommerne, og saa gik han frem og tilbage paa Gulvet, uden at la'e sig mærke med noget, og han sa'e heller inte noget, — nei, han sa'e aldrig et eneste Ord, men jeg og de Andre, som kjendte Hans Pæsen, vi saa jo nok, hvordan det vilde ende.
Saa holdt det Dandsestykke op, og de tog et lille Pust, og saa lidt etter saa begyndte Mosikken igjen at spille op. Saa dandsede de ud igjen; men det var lige det samme med Tobises Sønner. De var ikke ganske fri for at dandse li'som noget paa igjen — — Carl Dankert, som havde den Gaard, hvor nu Niels Hansen boer, nere ved Gadekjæret, han var levende den Gang osse, og han var heller inte videre til at spille Fandange med, nei, han var god nok osse, det var Carl Dankert! Men han var jo inte saa stærk som Hans Pæsen, omendskjøndt han var meget større, og Hans Kannellesen (Corneliussen), han levede ogsaa den Gang; han var osse ærlig nok. — Ja, der var ligegodt nogen Stykker i Skamstrup den Gang, som inte var nemme at hamle op med; de var inte rent Legetøj, nei inte videre!
Hans Pæsen han ser jo saa, at Tobises Sønner de li'som dandser noget paa igjen; — men saa rejste han sig op, og saa stak han begge Hænderne i Lommerne, og saa gik han frem og tilbage og saa af og til op imod Loftet, og jeg, som kjendte Hans Pæsen, jeg saa jo strax, at nu gik det galt. — Hans Pæsen han blev saa ved at gaa frem og tilbage paa Gulvet; men han sa'e aldrig et Ord!
Saa holdt Mosikken op igjen, og da de saa begyndte, saa dandsede de et Turstykke, — om det var Pigernes Fornøielse eller det var Jødeturen, — nei, jeg tror forresten, at det var »det lille F«, men det husker jeg nu inte i Øieblikket; — det kan forresten godt være, at det inte var andet end som en Sextur eller en Contreseier, det er nu osse ligemeget, men der dandsede ingen af Tobises Sønner med. Jou! Hans Tobisen han dandsede ligegodt med, det kan jeg huske nu, men ingen af de trei Andre, de saa til.
Da de saa var fær'ig med Turstykket, saa spillede Mosikken op til en Massoka. Og strax saa var alle Tobises fire Sønner med, og saa gik det li'saadan igjen; de kunde inte dy dem, andet end som de begyndte at dandse paa igjen.
Saa holdt jeg Øie med Hans Pæsen, og saa kunde jeg jo tydelig se, at han var splintrende gal. — Jens Madsen han levede den Gang osse og Jens Iversen og Jørgen Svendsen — nei, det er feil! Jørgen Svendsen han hængte sig Aaret forud; ja, der var ligegodt no'en rigtige Mænd i Skamstrup den Gang, det var no'en Karle, der ku'e sla' et Slav, om der var In, der kom dem for nær. — Men saa er det jo, at han reiser sig op — det gjør Hans Pæsen — han var kuns en lille Mand; men myrderisk stærk — og, som jeg sa'e før, saa kunde jeg jo tydelig se, ved det at jeg kjendte ham saa nøie, at han var ædendes gal, og saa gik han saadan frem og tilbage med Hænderne i Buxelommerne; men han sa'e ikke et Ord; nei, aldrig et Ord han sa'e.
Men saa lige med det samme, saa tog han begge Hænderne op af Lommen, og saa hop' han lige i Veiret! — og nu var det jo en gammel Stuelænge, saa der var jo inte ret høit til Loftet, og saa slog han Hælene sammen og slog med den flade Haand paa Bjælken, lige saa det klaskede efter, og saa raabte han, Dæ'len dandse mig: Hurra! og det, saa de kunde høre det over hele Stuen! — Og det er en Sandhed, for vi var mange, der baade saa og hørte det. Ja, Niels Jakob han var levende den Gang osse; han var nu forresten heller inte valen.
Her tav fortælleren.
Naa, kom de saa op at slaas? spurgte jeg.
Nei, det blev saa inte til andet end som det samme; nei, det jævnede sig; men det var ligegodt forunderligt med Hans Pæsen, for der var Ingen, der ansaa ham for det, ved det han kuns var saa lille; men han var lige, godt myrderisk stærk, det var han; han vidste saamænd inte Forr'ed paa sine Kræfter; — men det var der Ingen, der kunde se paa ham, uden som vos, der kjendte ham. Og saa tilmed, saa viste han heller aldrig sine Kræfter for noget Menneske, saa det var jo egentlig inte saa meget nemt at opdage det.
Slut
»Den løbske Skomager.«
I Roskilde boede for flere Aar tilbage en tysk Skomager. Han blev mere og mere forfalden, tilsidst i den Grad, at han Intet bestilte, men lod Forretningen passe sig selv. Selvfølgelig gik efterhaanden alle hans Kunder fra ham, og blandt disse hans bedste Kunde, Greven paa Ledreborg.
Vi havde dengang ingen Jernbane til Holbæk, og Kudsken fra Ledreborg kom derfor saa godt som hver Dag og paa bestemt Klokkeslet kjørende til Byen. — Som oftest kjørte han med et Par ualmindelige fluxe graa Heste, der ikke taalte det mindste Knald. For at hævne sig, stillede Skomageren sig nu paa Lur, og saa snart han saa Kjøretøiet komme ved Ringstedgades Port, sprang han ind og hentede en Pidsk, forsynet med et særlig godt Smæld, og slog nu Knald paa Knald. Hestene tog paa Veie, saa Kudsken havde ondt ved at holde dem, og da gjentagende Anmodninger til Skomageren om at holde op med denne Spas, ikke frugtede, meldte Kudsken ham paa Politikammeret. Tilfældigvis blev jeg Vidne til Skomagerens første Møde her.
Skomageren, der den Dag var særlig beskænket, kom farende ind paa Kontoret. Hans Haar stod lige i Veiret som Børster, og han begyndte:
S k o m a g e r e n: Gu' Da', Hr. Burgmeister, Di har haft Bud for mei?
B o r g m e s t e r e n: Ja, jeg har tilladt mig at sende Bud efter Dem i Anledning af, at Kusken paa Ledreborg har indgivet Klage over, at hver Gang, han kjører forbi deres Butik, da springer De ud af Deres Butiksdør og slaaer Knald.
S k o m a g e r e n: Ja, natyrligvis, Hr. Burgmeister, natyrligvis, det gjør jeg, da.
B o r g m e s t e r e n: Ja, undskyld, Hr. Scheibel; men det er jo dog egentlig ikke saa naturligt.
S k o m a g e r e n: Nai! Hr. Burgmeister, det kan jai ja so godt forstaa, det er ganske aldeles ikke natyrligt.
B o r g m e s t e r e n: Nei! og De maa ogsaa kunne forstaa, at — hvor nødig jeg gjør det — ser jeg mig nødsaget til at diktere Dem en Mulkt, hvis det sker oftere.
S k o m a g e r e n: Natyrligvis, Hr. Burgmeister, natyrligvis! det kan jai ja so godt forstaa, ja, det kan De ganske aldeles ikke la' vere; — men jai betaler Fanten ferknuse mai ingen Mulkt; — nai, det gjør jeg ikke, Hr. Burgmeister.
B o r g m e s t e r e n: Ja, hør nu, Hr. Scheibel, De maa ikke bande her i Salen.
S k o m a g e r e n: Nai, natyrligvis, Hr. Burgmeister, det kan jai ja so godt forstaa, det kan jo ganske aldeles ikke go an, natyrligvis; men jai betaler Fanten ferknuse mig ingen Mulkt, Hr. Burgmeister, det gjør jai ikke, for jai er Burger i den Stad, und betaler min Afgifter, so jai betaler Fanten ferknuse und split mig ingen Mulkt; det gjør jai ikke; wenn jai vil sla Knall, dann sla'er jai Knall; wenn der bare er et gott Smæld i Pidsken.
B o r g m e s t e r e n: Hør nu, Hr. Scheibel, lad os tale alvorligt om den Sag.
S k o m a g e r e n: Ja, alforlig, Hr. Burgmeister, alforlig! Ja, den passer for mig; lad os ta'e den ganz ruhig og alforlig.
B o r g m e s t e r e n: Ja, tænk Dem nu, Hr. Scheibel, at Kusken fra Ledreborg kommer kjørende forbi Deres Butik, og De saa springer ud i Deres Butiksdør og slaaer Knald, og hans Heste løber løbsk; — hvad saa? har De tænkt Dem det?
S k o m a g e r e n: Natyrligvis, Hr. Burgmeister, natyrligvis, aber, hr. Burgmeister, wenn nu Kudsken paa Ledraborrig han sla'er Knall, und j a i løber løbsk, hvat so, Hr. Burgmeister? har De tænkt Dem det! — Hvat so?
Saa opgav Borgmesteren ham for den Dag.
Slut
»Kjøbet af min Bog.«
Det var kort Tid efter, at jeg havde udgivet nogle af mine Historier, at jeg paa Torvet i Holbæk traf en Gaardmand, som jeg i mange Aar har kjendt; Samtalen mellem ham og mig gav Stof til nedenstaaende lille Historie.
N i e l s J ø r g e n: Goddav, Mavlekilde Peddersen!
M. P.: Goddag, Niels Jørgen!
N. J.: Naa, hvordan har De det saa, Peddersen, hvordan har De det; ja, De har det vel saadan ved det gamle?
M. P.: Ja, Tak, jeg har det helt godt, Niels Jørgen.
N. J.: Det glæder mig, Peddersen; det gjør det, — det ved Gud i Himlen — det glæder mig; — for vi har jo dog havt saa meget sammen og vi er altid kommet godt ud af det med hinan'en; ja, vi er; — vi kan sige, vi skylder ikke hina'en, andet end som kun et godt Venskab. — Hør Peddersen, — det var lige godt morsomt med den Historiebog, som de lavede til Julen; Gud, hvor har jeg dog moret mig ved at læse dem, og Degnen han har læst dem ganske høit i Forsamlingsbygningen, flere af dem. — Jo, jeg kjøbte saamænd den allerførste Bog, der udkom, det staar trykt paa Bogen, der staar: Første Oplag! Jo, jeg kjøbte Deres Bog strax.
M. P.: (tvivlende) Næ—e?
N. J.: Jou!
M. P.: Nei, det tror jeg ikke.
N. J.: J o u!! Det er bestemt, — det er bestemt er ded!
M. P.: Min Bog?
N. J.: Ja!
M. P.: Den med Historierne?
N. J.: Ja, netop! Den med Historierne.
M. P. Min Bog?
N. J.: Ja!
M. P.: Som jeg skrev til Jul?
N. J.: Ja, det ved Gud i Himlen, ja Deres Bog De skrev til Jul!
M. P.: Aa Snak! Er det sandt; — har De virkelig kjøbt min Bog, Niels Jørgen?
N. J.: Ja, det har jeg, det er Sandhed; jeg har kjøbt Deres Historiebog, som De lavede til Julen.
M. P.: Men hvor i al Verden fandt De dog egentlig paa at kjøbe min Bog, Niels Jørgen?
N. J.: Det skal jeg saamænd sige Dem, Peddersen, akkurat ligesom det gik til. — Seer De, det var lige kort før Jul, saa si'er min Kone til mig: Hør, Niels, husk paa, naar Du kommer til Holbæk en Dag inden Julen og kjøb en eller anden Bog; det er ligegodt saa rart at have lidt Opbyggelse i Helligdagene; — Du ku' ta'e og kjøbe »Monrads Prækener«. — Ja, det skal jeg, sa'e jeg.
Men, saa er det jo, da jeg kommer til Holbæk nogle Dage efter, saa gik jeg med saadan en nederdrægtig hul Tand, og saa kommer jeg jo op hos ham Tandlægen Christensen, og saa fortæller han mig jo, at Peddersen har lavet en Bog. — Saa tænkte jeg ved mig selv: Saa kan Du s'gu da lige saa godt kjøbe Peddersens Bog og unde ham den Fortjeneste, ved ded vi er saa gammel kjendt, istedetfor Monrad — jeg har jo aldrig havt noget Bekjendtskab eller nogen Handel med Monrad; — Monrad kan jo være god nok ogsaa, Gud bevar's; — jeg skal ikke udsætte paa Manden, han har aldrig fornærmet mig; — men jeg er jo da ganske anderledes kjendt med Peddersen. — O g s a a v a r d e t j o, a t j e g k j øb t e D e r e s B o g! — — — Og min Kone blev ogsaa gevaldig glad for den, det gjorde hun. — Hun siger, det gjør hun, at hun tror ogsaa nok, hun havde blevet glad for Monrads Prækener; men hun siger ligegodt, det gjør hun, at hun tror langtfra, at Monrads Prækener, at de kan lignes ved Mavlekildes Historier; ja det si'er hun; — og det har hun sagt, ikke en, men flere Gange.
Slut
»Det sarte Tøj.«
Han sad i Hotellet og blev ved at betragte en ung Mand, der var iført en lys Sommerdragt. Saa slog han ham fortrolig paa Skulderen og sagde: undskyld Høistærede; jeg har ikke den Ere at kjende Dem; men det er kun det jeg vil sige Dem: Det Tøi som De har der, det skal De være ganske rædsom forskrækkelig forsigtig med. Jeg vil sige Dem — Høistærede — det er uhyre rædsomt forskrækkeligt zart; det taaler ikke meget. Jeg be'er Dem undskylde; men jeg vil sige Dem: Jeg taler ikke hen i Vind og Veir; jeg taler af Erfaring; jeg har nemlig selv havt saadan en Dragt.
Nu skal jeg fortælle Dem, hvordan det gik mig med min Dragt. — Som ungt Menneske gik jeg næsten altid med saadan lyst Tøi, som det De har der, — Frakke, Bukser — — Benklæder og Vest; det var maaske endda en lille Smule lysere end Deres — saadan lilla; De veed denne Farve, som man i daglig Tale kalder »Lenciers«; men tilsidst blev jeg kjed af det, fordi jeg fandt, at det var for zart. — Nu skal De høre hvordan det gik mig med den allersidste lyse Dragt, som jeg havde.
Seer De! Det var et Aar, da det var min Fødselsdag, hvad det forøvrigt gjerne er hvert Aar; men see det Aar, da indtraf den om Sommeren, hvad den forøvrigt ogsaa gjerne pleier at gjøre hvert Aar.
Saa ved det, at jeg netop det Aar fyldte 43, saa var der jo en Del af mine Venner, som fandt paa, at de vilde gjøre lidt mere Stads af mig end som sædvanligt, og allerede om Morgenen blev jeg overrasket ved, at de havde pyntet hele min Boutik og beviklet Lygtestativet udenfor Boutiken med lange Gouvernanter med Bouketter i Midten — og mit Skilt havde de vadsket ganske rent, saa det Hele tog sig jo meget festligt ud.
Saa inviterede jeg en hel Del Venner af mit Bekjendtskab til at tage med i Skoven om Eftermiddagen til en Skovtur, og saa havde jeg gjort Accord med Værten derude i Skovpavillonen — Gregersen hedder han — en frygtelig, rædsom rar og elskværdig Mand — jeg veed ikke, om De kjender ham? Naa ikke? — Jeg havde, som sagt, gjort Accord med Gregersen om en bedre Aftensmad, og da saa Aftningen kom, saadan som sædvanligt henimod Aften, saa gik vi til Bords.
Jeg tog den lange Schneider til Bords, og de Andre — de tog saa de Andre til Bords, og saa spiste vi godt — og vi drak forresten ogsaa godt. Jeg havde betinget mig — for jeg skal sige Dem, jeg vil nok vide, hvad man drikker, for Vin og Vin det er to Ting — hos Værten, at jeg selv vilde levere Vinen, og saa havde jeg taget en halv Snes Flasker med af min fine Portvin; jeg vil sige Dem, det er en rædsom deilig Vin; jeg kan tilbyde den til 85 Øre Flasken, i større Partier 80 Øre. — Det er saadan en Vin, der ligger sig fast paa Tungen.
Som vi nu sidder ved Bordet — jeg feilede ikke noget — saa føler jeg saadan en vis Trang til at gaa ud for at ta'e Luft; — jeg feilede ikke noget!
Jeg gaar saa ud paa »Revandaen«, der er nemlig Revanda udenfor den store Sal, hvor vi sad. Jeg staar derude og staar og seer op og betragter denne voldsom deilige, stjerneblaa Himmel, og staar og beundrer Naturen, — og ta'er Luft. — Som jeg nu staar der og skuer ud i denne rædsomme mørke Nat, og tænker paa — — Ingenting, saa kommer Frederik F. Nielsen & Compagni, som De vist nok kjender ganske deilig Forretning i Urtekram og Porcellain og Legetøi, — Hjørnet af Torvet, 4 store Boutiksvinduer ud til Torvet — voldsom deilig Forretning, — han kommer ud — han feilede ikke noget — andet end som han, ligesom jeg, følte en vis Trang til at tage Luft.
Han stiller sig op bagved mig, og jeg mærker, at det var galt fat med ham — han feilede ikke noget — men han hikkede rædsomt af og til; — han tager fat i mig, og tror sandsynligvis, at det er Trappegelænderet paa Revandaen, han har fat i. Saa begynder jeg at frygte for hvad der vil komme, og jeg vil netop til at sige: La' vær' Frederik F. Nielsen & Compagni, hold Dem tapper! men jeg kunde ikke sige nogetsomhelst; andet end som bare ta'e Luft. — — I det samme saa — om Forladelse — saa kastede han ned — op ad mig; — han drog et dybt Suk — vendte sig og gik ind i Salen.
Jeg bliver staaende derude paa Revandaen og ta'er Luft, og tænker paa — Intet. — Som jeg nu staar der, saa kommer Steenberg & Søn repræsenteret ved Høie Rasmussen — han feilede ikke noget — han taaler tilmed uhyre, rædsomt meget, naar det bare er gode Varer, og det vidste jeg, at det var, jeg skal nemlig sige Dem, jeg havde — som jeg vist forøvrigt bemærkede før — betinget mig at levere Vinen selv, og det var min fine Portvin, som jeg kan tilbyde Dem à 85 Øre pr. Flaske, i større Partier 80 Øre pr. Flaske.
Naa, som sagt, han kommer ud — det gjør Høie Rasmussen — han stiller sig ligesom Frederik F. Nielsen & Compagni bag ved mig, og inden jeg faaer sagt: La' vær' Høie Rasmussen! saa gaar det lige som med Frederik P. Nielsen & Comp., at han ligesaadan kastede ned, op — saadan op og ned — ad mig. Men see ved det, at Høie Rasmussen næsten aldrig spiser andet, end som saa rædsom med Sildesalat og Sardiner og Ansjoser og alt Slags Syltetøj og saadant noget, saa kan De nok indse, at det var et slemt Niagaravandfald at faa ned, op af sig.
Men det var det, jeg vilde sagt: — — De Pletter de gik paa Ere aldrig fuldstændig af Tøiet, uagtet Skrædderen han gjorde sig rædsom, voldsom, forskrækkelig megen Uleilighed med det, saa De vil indse, at det taaler ikke meget, men at det er, som jeg vist før bemærkede, rædsomt zart.
Som jeg si'er Dem; jeg kan tale med, for jeg taler af Erfaring.
Slut
»I Folkestuen.«
Paa mit Fødested tjente en Karl ved Navn Niels. — Naar Folkene om Aftenen samledes i Folkestuen, afleverede Niels gjerne et Par Historier.
Se, det var da jeg tjente hos Kjøbmand Stampe i Slagelse, saa var der ogsaa en anden Karl, der tjente der, han hed nemlig Søren. Det var ellers en gevaldig Karl til sit Arbeide; han kunde bruge en Le, saa det ku' forslaa noget, ja, det var nydeligt at se, og saa la'e han en Skaar ligesom de kunde være lagt efter et Vattrepas. — Der var Ingen, der fik Lov til at spille fandanko med ham! Nei, det var der dog ikke, det kan I være vis paa.
Men ved Siden af det, saa var han lige haard nok med Lystighed og andre Tossestreger. Han brugte en forfærdelig Hob Penge, ja han ligefrem ekstemerte Penge for ingen Ting; det ene Aar, vi tjente sammen, brugte han over syv Rigsdaler i Lommepenge, og det var tidt at han paa en enkelt Aften, naar han kom rigtig i Humeur — ku' bruge en to–tre Mark. Men ellers var han som sagt en rigtig flink Karl.
Han blev saa senere gift med en Pige som hed Laavise, hun tjente ogsaa hos Stampe, og der blev de jo saa kjendte, og da de giftede dem, saa gjorde Stampe hele Brylluppet for dem og gav dem endda to Par Knive og Gafler og to Par Kopper i Bryllupsgave.
Men nu skal I bare høre, hvordan at det gik med ham, Søren. — Se det var en Søndag og saa skulde han ud og flytte Kre'tur, og Kre'turet det stod omtrent ude ved Slagelse Lystskov. Saa tænkte han ved sig selv: saa kan Du gaa en lille Tur i Skoven med det samme.
Saa li'som han gaar i sine egne Tanker ud ad Veien og tænker paa ingen Ting, saa hører han lige paa engang noget hvæse og puste saa forfærdeligt, og han gik jo naturligvis efter Lyden. Da han saa har gaaet et lille Stykke Vei, saa ser han, at det er en Snog, der er oppe at slaas med en Æddertaase (Tudse).
Og han ser jo strax at Snogen han kan langtfra behytte sig overfor Taasen; for Taasen hun blev ved at overspytte ham med Ædder og forgift saa ganske forfærdeligt.
Og Snogen han saa hen til Søren, li'som han vilde sige: Herregud, Søren, ta' og giv mig en Haandsrækning; Du kan jo da nok se, at jeg kan ikke behytte mig.
Det gjorde saa Søren ondt for Snogen, og saa hentede han en stor, flad Sten, og idet saa at Taasen hun trak sig tilbage for at ta'e Tilløb og overspytte Snogen igjen, saa la'er han Stenen falde ne'r paa Taasen, saa Taasen hun smadrede, og Ædderforgiften røg ud til alle Sider.
Taasen var jo død med det samme og Snogen han nikkede saa en trei–fire Gange til Søren og saa lige saa venlig paa ham, som om han vilde sige: »Tak for ded, Søren! Det kan være, at der kan komme en Dag, hvor jeg kan gjøre Dig Gjengjæld.« — Saa pilede Snogen afsted og smuttede ind i et Stengærde og ind i et Hul, han havde vel sagtens sin Leilighed i Gjærdet, det ved jeg nu inte, for det snakkede Søren inte om.
Men se, med alt dette her, saa har jo Søren ganske aldeles ikke bemærket, at der er røiet en lille Smule. Ædderforgift hen paa hans ene Ben, dengang da han smadrede Taasen. — Han gik saa en Omgang i Skoven uden at tænke paa noget, og da han havde gaaet noget omkring, saa gik han hjem ad Slagelse til.
Saa da han kom hjem, saa synes han jo nok, at det priklede noget i Benet, men han tænkte inte videre over det, førend hen imod Aften, saa begyndte Benet at hovne og bulme op, og tilsidst saa blev Søren bange, da han saa, at det blev dobbelt saa tykt. som det andet Ben.
Saa viste han en af de andre Karle hvordan Benet saa ud, og saa opdagede den anden Karl, at der var en lille bitte sorteblaa Prik foran paa Benet. — Saa gik han til Kjøbmanden og sa'e det li'som det var, at det vist blev det bedste at sende, Bud efter en Dokter, og saa sa'e Stampe at de kunde gjerne ta'e og hente Destriksdokteren — Kanttergissen hed han. De hentede saa Dokteren og han saa paa det, og saa sa'e han: »Ja, det har ikke nogen rigtig smok fakson, ikke; det er fær'ig at ku' se ud, som om det kunde være Ædderforgift!«
Ja, sa'e Karlen, det kunde godt passe, og saa fortalte han Dokteren, hvordan det hele var gaaet til med Snogen og Taasen.
Dokteren smurte saa Benet paa ham med nogen Fittelse og Salvelse, og saa lovede han at komme igjen siden hen paa Aftenen. — Men da Dokteren var gaaet, saa blev Søren mere og mere daarlig, og han vred sig ligesom en Orm af bar Pine, og da Stampe han hørte ded, saa gav han Besked, at de skulde hente Destriksdokteren igjen, og da han saa kom og saa det, saa sa'e han: »Det er svært som det er taget til i Udvidelsen, — Lad os hente en Dokter til,« sa'e han, og saa hentede de en Dokter, som hed Hanneken, og saa snakkedes de ved begge To; — men de snakkede inte Dansk, det var snarere en Slags Tysk eller Berlinsk. — — Det maa ha' været saadan noget, for der var da ingen af vos der kunde forstaa det.
Da de saa havde snakket noget sammen — saa meget som, vil jeg sige, et Kvarters Tid, saa si'er Destriksdokteten til Søren: »Ja, min Ven, vi er blevet enige om, at Dit Ben maa ambligeres! Det gjør mig ondt, at jeg skal sige Dig det, men vi bliver nødt li at sitte det af, for Ædderen er trukket for langt ing i det. Men i aften kan vi inte gjøre noget ved det, — det er for mørkt, — vi skal være her imorgen tidlig, og saa skal vi snart faa det savet a'.
Søen han blev jo inte — det kan I nok forstaa — videre glad ved den Anmeldelse, og tilmed saa havde han nu saadan en forfærdelig Pine, saa han mestendels ikke kunde nære sig i Sengen, og Benet blev ved at hovne.
Ja, gaa I nu til Ro Allesammen, sa'e Søren til vos andre Karle, for det kan inte hjælpe mig noget, at I sidder her og gloer paa mig. Men ta'e og lad et Lys staa og brænde her paa Bordet. — Det gjorde vi saa, og saa gik vi i Seng.
Men nu skal i barn høre! Saa er det om Natten, ligesom Søren han ligger og ikke kan nære sig for Værk og Uro, saa hører han, at der er noget der pusler og puster henne ved Døren, og da han ser derhen, for at opdage hvad det er, saa ser han, at det er en Snog, og da han saa nærmere til, saa opdagede han, at det var den samme Snog, som han havde hjulpet om Formiddagen, og som nu kom for at se til ham.
Snogen han listede sig saa hen i Kammerset og saa krøb han op paa en Stol, som stod ved Benenden af Sengen, og saa kiggede han over Sengekanten og blev ved at nikke til Karlen. Men Snogen han nikkede bestandig opad med Hovedet, uafladelig opad, og saa saa han ligesaa naadelig paa Søren, og ligesaa venlig, som om han vilde sige: »Du hjalp mig, nu skal jeg nok ogsaa hjælpe Dig igjen,« og saa blev han ved at nikke og nikke opad; men Søren kunde inte forstaa, hvad Snogen han mente med ded.
Saa ligesom han ligger, saa vilde han lægge Overdynen lidt tilrette og da han saa lettede lidt paa Dynen, saa nikkede Snogen, men saa nikkede han den rigtige Vei, saadan nedad.
Saa gik det først op for Søren, at Snogen vilde ha'e, at han skulde tage Dynen af, og det gjorde han saa. — Og aldrig saasnart havde han gjort det, førend Snogen han var henne i Sengen, og saa krøb han omkring og saa paa Benet, og da han saa havde rigtig undersøgt det, saa saa han op paa Søren ligesaa troskyldig og saa nikkede han til Søren og krøb ner af Sengen og ud ad Hullet der var i Døren.
Saa kunde der vel være gaaet en Timestid eller to og Søren han blev ved at ligge og pines uafladelig. — Saa lige med et, saa formærker han at det pusler henne ved Døren igjen, og saa seer han, at det er Snogen, som kommer tilbage. — Og Snogen han krøb op paa Stolen igjen og sad og saa paa Søren og nikkede opad; — og nu vidste jo Søren, hvad Meningen var, og saa tog han strax Dynen af.
Aldrig saasnart havde han gjort ded, saa var Snogen nede i Sengen, og saa er det først at Søren han obselverer at Snogen han har et grønt Blad i Munden.
Saa sad Snogen lidt og undersøgte Saaret, og saa la'e han Bladet paa, der hvor Pletten var, og saa overgydede han det med Fraade og Spyt, og saa krøb han ner af Sengen og henimod Døren. — Saa nikkede han til Søren og ligesom lo til ham og saa ganske venlig ud, som om han vilde sige: »Nu er Du hjulpet min Ven, fordi Du hjalp mig!« Og saa krøb han ud ad Hullet i Døren og væk var han med det samme.
Men ligesaa snart som Søren var blevet behandlet af Snogen, saa dølledes ogsaa Smerterne i Benet, og da Destriktsdokteren og den anden Dokter de kom om Morgenen og vilde ambligere Benet paa Søren, saa var der ingen Søren i Sengen, — nei, han var ude paa Arbeide og feilede aldrig et Gran. — Og begge Dokterne de tog saa deres Save og deres andet Værktøi under Armen og gik hjem.
Se hvad siger I om ded?
Søren han blev saa senere gift med Laavise, og saa kjøbte han et lille Sted i Næsby ved Skoven. Og der kunde det jo tidt træffe sig, at de saa en Snog i Marken. Men Gud hjælpe den, som gjorde Snogen fortræd, naar Søren han saa det. — Han kunde aldrig glemme den Snog, som der havde kurert ham. Og — som han meget rigtig sa'e: »Den ene Snog ligner jo den anden, saa man kan inte vide om det ku' være den Snog, der hjalp mig.
— — — Saa tjente der osse en anden Karl hos Stampe, men se han hed nu ikke andet end som Laadvig. — Han var nu saa forfærdelig plaget med Troldtøi og Vætter og Skidt; men især var han saa meget plaget af Marren, hun red ham saa godt som hver eneste Nat. Han var ogsaa forlovet med en Pige i Slagelse, men hun tjente ikke hos Stampe, for hun tjente hos Niels Sørensen paa Løvegade, og hun hed Mariane, men hun blev almindeligvis kun kaldt for Jane; og hun havde tjent mange Aar i Slagelse.
Denne Laadvig han (havde i sin Ungdom været til Søs, og det var svært morsomt at høre ham fortælle om Alt det, som han havde set paa sine Reiser. — Han havde nu set alleslags vilde Dyr i levendes Tilstand; men han sa'e ligegodt, at det var ikke saa vidtløftig, om osse at man traf paa disse Dyr, saadan som Tigere og Løver og Pelekaner og Golebrier og hvad de nu hed allesammen; for der var mange Slags. Han havde aldrig været bange for nogen af den Slags, — de eneste af, saadan Amfibier, han havde havt rigtig Respekt for, det var Krokumdeller! — — —
Men saa kom der en Aften en Sømand, og han var nu ganske modsat, for han var bange for Løverne og de andre Dyr, men derimod Krokumdeller, de havde han nu aldrig væ't bange for. — Han fortalte, at hver evige Søndag, saa havde han og hans Kammerater den værste Komedie ved at gaa og lege med Krokumdellerne og saa med at drille dem. Saasnart som at en af Krokumdellerne han vilde overfalde dem, saa han, for sin Part,
han
gjorde aldrig andet, end som bare, at han rendte ligesaa stærkt, han kunde, og naar saahan mærkede, at den var lige bag efter ham og lige i Hælene paa ham, og den begyndte at gabe og snappe efter ham, saa sprang han til Side, og saa kunde Krokumdellen inte vende sig saa gesvindt, og inden den saa fik vendt sig om, saa var han oppe i et Træ og sad og grinede af den. — Og saa var, saa godt som, al Fare overstaaet, for det var meget sjældent, det skete næsten aldrig, at de krøb op i Træerne efter et Menneske.
Men det var nu ikke ded, at jeg vilde snakke om.
Nei, saa var det jo, som jeg sa'e, at han Laadvig var saa forfærdelig plaget med dette here Marreridt mesten hver eneste Nat. — Og han beklagede sig til vos andre Karle, og vi undersøgte Kammerset, men vi kunde ingen Steder finde noget Hul, som hun kunde slippe ind af, andet end som det Hul, som Snogen han var krøbet igjennem; — det var et lille Hul, som Rotterne havde gnavet.
Men saa sa'e Laadvig: »Ta' og gjør mig en Tjeneste! Naar I formærker i Nat, at Marren hun ri'er mig, saa skynd Jer hen, en af Jer, og slaa noget for Hullet, saa hun inte kan slippe ud.« Og det gjorde vi. Saasnart om vi mærkede om Natten, at det var galt fat, saa røg vi op og stoppede Hullet.
Og ganske rigtig, — den næste Morgen, da vi vaagnede, saa stod Jane, hans Kjæreste, ganske skamfuld og ganske splittrende nøgen henne i en Krog af Kammerset.
Saa sa'e Laadvig: »Herregud, Mariane, hvor kunde Du dog bære over Dit Hjerte og gjøre mig den store Sorg, det havde jeg mindst troet om Dig, og jeg har jo dog aldrig fornærmet Dig paa nogen Maade.
Saa sa'e Jane: »Tak skal Du ha'e, Laadvig, nu er jeg frelst! Der er et undt Menneske, som der har forhekset mig, saa jeg var nødt til, saa nødig som jeg vild, at være Marre hver Nat; men nu er jeg forløst!«
Har Du ikke ogsaa formærket, sa'e hun saa, at alt Staalet var redet af Din Le, da Du skulde bruge ham i Foraaret? — Det var ogsaa mig, der var forhekset til at skulle gjøre det Stykke Arbeide. — Jeg maatte ride paa Leen hver Nat hele sidste Vinter; men nu er jeg ogsaa forløst for ded. — Men husk for Ettertiden, at Du altid gi'er Din Le trei Strøi med Strygespaanen, inden Du sætter ham fra Dig, for saa er der aldrig noget Troldtøi eller Vætter eller Marrer, der kan faa Magt over ham!
Ja, nu er Klokken halvti, sa'e Niels, saa nu er det vist bedst, at vi lister i Seng.
Slut
»Skorstenssyn paa Landet.«
Det er nu egentlig underligt nok at tænke sig saadden som nu for Exempel med mig. — See, jeg er nu slet inte født heri min Fødeby. Nej, jeg er født over en hal' Mil herfra i en By, der hedder Nyrup.
Men saa var ded jo at min Fa'er han kjøvte Gaar'en her i Fodby til mig. – Og jeg blev jo naturligvis osse glad for Gaar'en — ded er en sel'følle, der føller a' sig sel'; — — men man var jo lie'godt inte reidi dristig ve'ed, ved ded at man vidste jo inte saa li'e om om man ku' klare sig saadden i et helt fremmed Folkeslav. —
Men ded gik udmærket! Jeg ha'de saamænd lige knevent boet her i trei Aar, da jeg fik den fø'ste Udnævnelse eller Æresbevisning. —
Ded staaer saa tyd'lig for mig! Ded var en Dag jeg sad inge i Stuen, saa seer jeg Een komme ing i Gaarden, — og da jeg saa skal reidi til og see hvem ded var, saa var ded Hans Rasmussen fra Ørsløv. —
Tjenestedrengen han stod ude i Gaar'en, og saa seer jeg jo, at Hans Rasmussen han gi'er sig i Snak med Drengen. — ned er in a' disse Flakkebjergdrenge — en forfærdelig rar Dreng, ded er han, — andet end som bare ded, at han stjæler alt hvad han seer og mere til, dersom han bare kan faae fat i'et. — Fraregnet ded, saa er han saa tro som Guld.
Naa, imidlertid saa høre' jeg jo, at Hans Rasmussen han si'er til Drengen: Er Hans Jensen hjemme? — See, Hans Jensen ded er nu mig natyrligvis, — og saa høre' jeg jo at Drengen han si'er: Ja, Manden — han kalder mig nemlig almindeligvis for Manden — han er vist inge i Stuen. —
Saa kom Hans Rasmussen ing i Stuen. — Og han bød: Goddav Hans Jensen! Og jeg sa'e: Goddav Hans Rasmussen! Ta'e et Sæde Hans Rasmussen, sa'e jeg. —
Ja, Tak skal Du ha'e, sa'e Hans Rasmussen; men jeg skal egentlig inte opholde mig ret længe; — jeg skal telled og liste a' igjen. —
Nei, seer Du Hans Jensen, si'er han saa; — jeg er egentlig gaaet herover til Dig i Dag, fordi jeg bar en lille Udnævnelse eller Æresbevisning og forebringe Dig. — Jeg har nemlig den ærede Meddelelse fra det ærede Sogneraad, — at Du fra Datum og foreløbig paa trei Aar, er udnævnt til Skorstensynsmand!
Og jeg blev natyrligvis glad, ded var jo inte' saa forunderlig. — Og vor Mo'er blev jo osse glad, for ded viste da, at man var æstenogetmert. — Og saa sa'e jeg: Ja, Tak skal Du ha'e, Hans Rasmussen, for overbringelsen fra Sogneraadet; — vil Du bringe ded ærede Sogneraad og Formanden min Tak og Tilkjendegivelse. — Ded er natyrligvis en stor Ære for mig, som kuns har boet saa kort en Tid heri Sognet, og faae saadden en Anerkjendelse! Men ded Væ'ste ded bliver jo hvorvidt man er udviklet til og opfylde sine Embedsforpligtelser, for ded er jo en Forretning, som man inte er saadden stø're inge i. —
Ded er ingen Ting! Ded er ingen Verdens Ting, sa'e Hans Rasmussen. — Ded kan Du hurtig sitte Dig ing i naar bare Du har Ingteresse for'ed. —
Seer Du: Ded Vigtigste ded er jo, at hvert Sted hvor vi kommer for at syne Skorstene, der si'er gjerne Manden: Væ'sgo' og gaae indenfor og ta'e Jer en lille Giebernak! Og saa ta'er vi saadden et Par smaa Giebernakker; — — og jeg, som Formand, — jeg gaar saa gjerne ud og kikker op igjennem Skorstenen, — og der er jo sjældent no'et og see, ved ded at han er sort ingvendig. — Og saa slaer jeg et Par Slag paa ham med min Kæp, for a' høre om der er no'en Revner i ham, og saa gaaer vi ing og ta'er en lille Giebernak og en lille Taar Øl igjen. —
Det er ingenting og sitte sig ing i, naar man bare har en Smule Seni og Lyst til'ed! — — — Saa bød Hans Rasmussen Fa'vel, og saa gik han. —
En fjorten Davs Tid etter, saa kom Hans Rasmussen igjen; men see da var han inte alene, nei, da ha'de han Ole Frandsen med. — Men see Ole Frandsen han har jo væ't Skorstensynsmand i flere Aar, saa han var natyrligvis inge paa Embedsførelsen. —
De kom saa ing i Stuen, og da de ha'de bødet Goddav, saa sa'e Hans Rasmussen: Ja, Hans Jensen, nu sku' vi ud paa Skorstensyn!
Det passer dog forbandet kontrarig, for jeg skulde netop ha'e slagtet en Gris idag og jeg gaaer og venter paa Slagteren. — — Men jeg anta'r at han maa være her snart; — jeg venter ham hvikket Øjeblik som helst. — — Men ta'e et Sæde, sa'e jeg, og la' vos faae en Snaps — saadden en lille Gibbernak — eller To. —
Li'som vi saa sitter der, saa seer jeg netop ud i Gaar'en — og saa seer jeg, at han kommer gaaendes ing i Gaar'en, — ham den lille Jørgen Gesvindt, som de kalder ham, — ved ded a' han er saa myrderlig doven. Han er saadden en Slags Bedemand for dem deroppe fra Freiløv og Egebjerg og gaar omkring og invetere' baade te' Brøllep og Ba'sel og Fastelavnsgilder og Begravelsesbal. —
Saa si'er jeg til min Kone: Nu skal Du se, nu skal vi nok til Gilles i Egebjerg, for der kommer Jørgen Gesvindt!
Og ganske reidi! Han kom ing i Stuen — ded gjo'e Jørgen, og da han ha'de bødet Go'dav, saa sa'e han; Jeg skulde hilse saa mange Gange fra Hans Rasmussen og Kone i Egebjerg, om Du, Hans Jensen, og Din Kone vilde gjøre dem den Fornøjelse og gi'e Møde paa Torsdav til et lille rask Begravelsesbal i Anledning af Hans Rasmussens Svi'ermo'ers dødelige Afgang og Bortgang; — indta'e en lille Frokost, føls med i Kirke og høre paa en penn Li'præken og Testemente, følle med hjem paa varm Spise og blive en Timestid eller to eller trei, li'esom nu Jer egen go'e Villie tilsi'er. —
Ja, Tak skal Du ha'e for Indbydelsen, Jens Hansen, sa'e jeg, og min Kone sa'e osse Tak; — men vi sa'e natyrligvis inte Jens Gesvindt, vi sa'e Jens Hansen, — ded andet Navn, ded er jo bare saadden et »Øienavn«, som Folk har gi'et ham. — — Men sitt nu ner Jens, si'er jeg, og faae Dig en lille Giebernak og en Taar Øl. —
Saa satte Jens sig ner og fik et Par Smaasnapser, og vi Andre vi klinkede med Jens Gesvindt, — og den gik helt godt!
Saa i ded samme kom Slagteren kjørende ing i Gaa'ren, og da han saa ha'de faa't Bæstet i Stald, saa kom han ing i Stuen; — — — ded var elle's underlig' nok med den Slagtersvend, at han hed Peddersen li'som Mesteren. Men de var dog elle's slet inte i Familie — omendskjøndt a' de hed Peddersen begge To. — Nei! De var slet inte i Familie, for jeg spurgte ham natyrligvis om'et; — han var derimod født nere ved Skjelskør. —
Ded er vel bedst at vi kommer ud og faaer fat i Grisen, sa'e saa Peddersen. —
Aah, sa'e jeg, la' vos fø'st faa en lille Giebernak! Og saa tog vi et Par smaa Giebernakker og Hans Rasmussen og Ole Frandsen og jeg, vi klinkede saa med Slagtersvenden og Jens Gesvindt. — Og Slagtersvenden og Jens Gesvindt de klinkede saa med mig og Hans Rasmussen og Ole Frandsen, — og den gik saadden hvad man kalder ganske gemytlig. —
Men saa si'er Hans Rasmussen: Hør! Skal vi paa Skorstensyn, saa maae vi li'egodt te'ed og liste a', for Klokken er snart mange. —
Grisen maa vi s'gu ha'e slagtet fø'st, sa'e jeg; — men ded kan da heller inte staa længe paa. — Nei, ded skal gaae i en Hortighed, sa'e Slagteren, naar bare vi faae begyndt. — Men lad os nu gaae ud og faae fat i ham. —
Saa følledes vi ad ud i Gaar'en! Og Slagtersvenden, han Peddersen, han gik saa ing i Svinehuset og fik fat i Grisen. Han kom dravende ud med ham ved ded ene Øren. —
Men saa veed jeg Fa'en hvad der gik a' Grisen! Han røg ing imellem Benene paa Slagtersvenden, — og Skvat! Der satte Slagtersvenden sig li'e ner paa Stenbroen og Grisen han løv. —
Saa røg Hans Rasmussen paa Grisen! Men ded var li'e ded samme. — Grisen han røg ing imellem Benene paa Hans Rasmussen — og Skvat! Der sad Hans Rasmussen paa Stenbroen et lille Stykke fra Peddersen. —
Saa røg Ole Frandsen og jeg etter Grisen og fo'er paa ham; men saa var han blevet rent rundtosset. — Han skreg og vrælede og sparkede omkring sig og saa sig imellem Benene paa Ole Frandsen og mig! Og Skvat! Der sad vi paa Stenbroen, et lille Stykke fra Hans Rasmussen, — og Fa'en tog ved Grisen a' Marken til. —
Ole Frandsen og jeg vi sad saa og sundede vos lidt, og saa Hans Rasmussen, han sad jo lidt længere henne i Gaar'en og han sundede sig os se lidt paa'et; — og saa sad jo Slagtersvenden — Peddersen — henne omtrentlig ved Svinehuset og sad osse og sundede sig lidt. — Vi ku' inte komme reidi te' vos sæl' lige strax etter den Comedie. —
Men da vi saa ha'de sittet lidt, saa si'er jeg: Ded kan s'gu inte hjælpe a' vi render og spiller Halløi etter den tossede Gris: La' ham rende a' Helvede til! — Næ', la' vos nu gaa ing til vor Mo'er, — jeg troer nok at hun har bagt et Par Ævleskiver; — og la'e vos saa ta'e et Par Ævleskiver og et Par smaa Giebernakker! La' saa den tovlige Gris more sig med og rende rundt ude i Marken, saa hitter vi ham vel imorgen engang. —
Saa lettede vi vos op fra Sædet og saa følledes vi ad ing til vor Mo'er, og saa hug vi i vos a' Ævleskivverne, og tog no'ne Smaasnapser te'. — Og den gik — for den Sag — helt godt. —
Men saa seer Hans Rasmussen paa sit Uhr, og saa si'er han: Ja, nu er Klokken hal' fem, saa nu er vi nød' til og opsætte Skorstensynet til en a'en Dav.
Saa tog jeg Or'et, og saa sa'e jeg: Maae jeg tillade mig at komme med en lille Forslagsbemærkning! Og ded er nemlig, at I nu bliver her hos vos; — og saa sætter vor Mo'er en Bid Mad paa Bor'et og laver vos et Glas Pons, — og saa spiller vi en lille passendes, gemytlig Ruddersole. —
Saa reiste Ole Frandsen sig, og saa sa'e han: Jeg henholder mig ganske aldeles i Et og Alt til den ærede foregaaende Talers Anmærkninger og Bemærkninger!
Og saa blev de hos mig og vor Mo'er hun opvartede med hvad Huset formaaede og vi tog no'en smaa Glas Pons og no'en smaa Giebernakker og spillede en reidi gemytlig Ruddersole til Klokken fire om Morningen; — saa gik de fø'st hjem. —
Ded var den fø'ste Gang a' jeg var ude og syne Skorstene; og ded gik udmærket!
Ded er, som Hans Rasmussen sa'e: Ded er Ingenting og sitte sig ing i, naar man bare har Lyst tillid og natyrligvis en Smule Seni for'ed. —
Slut
»Efter Svendsens Begravelse.«
To Gjæster siddende ved et Bord i Cafeen ved Gasværkshavnen; de har fulgt en Kollega til Jorden paa Vestre Kirkegaard.
Næ, seer Du, siger Svendsen — — Aah, Hr. Værtshus! Lad vos faa To te.
Næ, seer Du, som jeg sa'e før, det var det, jeg kom fra, saa siger han — Det er dog en nederdrægtig forbandet Træk her er.
Næ, seer Du, saa er det jo han siger — (til Opvarteren) Tak ska' De ha'e, hvormeget er de'?
O p v a r t e r e n. To The, det er 20 Øre.
To The? Jeg har forlangt to Sorte.
O p v a r t e r e n. De sa'e to The!
Nei, De Vindflækker, jeg sa'e To te, og de To, som vi fik iforveien, det var vel nok »smaa Sorte«. Vil De bare være saa venlig at la'e vos blive i Vanen; — kom ikke med The her, det maa De aldrig byde anstændige Mennesker. — Jeg troer, De er tosset! The? Det er jo det, at Sylow kan faa den mest stokforhærdede Forbryder til at bekjende ved. Nei, min unge Ven og Landsmand, for alting i Verden, byd mig aldrig det mere, for saa ku' jeg nemt blive hidsig og det ta'r paa mine Nerver. — Nei, maa vi faa Kaffe med Rom, — hører De Rom! Vi skal ikke ha'e Slavecognac med Façon, for naar vi er ude i Høitidelighedens Alvor og lige har bevist en afdød, elsket Kammerat den sidste Æresbevisning, saa er der ingen smalle Steder hos vos; — vel Olsen? Og saa opfører vi os som GentIemænd;
men De kan bande paa, at vi vil ogsaa behandles som »GentIemænd«.
Naa, er det nu »Sorte«, vi har faaet? Ja, det kan man da faa ne'r. Tænke sig, at byde vos The? Nei, det eneste, det duer til, det er til at børste Tænder med; men man skal bare dye sig for at synke det. Værs'go, 20 Øre, det slaar lige til.
Næ, seer Du, saa er det som sagt, saa siger han, det gjør Svendsen — — det er nu alligevel en sløi Rommer, men de benytter sig naturligvis af, at man er til Lig og som Følge deraf er lidt fine i Tøiet, men lad gaa med det. — Skaal! Du gamle Maho'nisplint!
Næ, seer Du, saa er det jo han siger til mig: Stoffer, siger han, for han kaldte altid sine Kammerater ved det halve Fornavn — det tyder paa Fortrolighed, og Fortrolighed, seer Du, det kommer af Venskab, og Venskab, seer Du, det kommer af — af — af; ja, det vil jeg nu inte forklare Dig, for det kan Du alligevel inte forstaa. — Nu, saa siger han altsaa: Stoffer, siger han; — jeg hedder nu forresten Christoffer, for jeg er opkaldt efter min Bedstefader. Han hed nemlig Hans Nielsen, for jeg skal sige Dig: Jeg er nu slet ikke født her i min Fødeby, nei jeg er født i Holbæk; Du har nok hørt Tale om Holbæk, den ligger ned imod Kallundborg.
Men, som sagt, saa siger han til mig — — Hvor var det nu, jeg slap? Naa ja, javel, jo det er rigtigt, ja det var det jo ogsaa, nu husker jeg det, — det var; — — ja men veed Du hvad, Olsen, man kommer jo saa sjældent ud at more sig, saa naar man altsaa saadan engang imellem kommer til Lig, saa veed jeg inte, hvordan det kan være; men man føler sig saadan saa vel tilpas og munter og livsglad; man bliver saa underlig glad ved Livet — — Hr. Værtshus! Maa vi faa to Gjenstande til og et Par fine Cegarer; De kan godt gi'e vos af dem til 5 Øre; man maa da ha'e Raad til at ryge en ordentlig Cegar, naar man har fulgt en gammel og god Ven til Jorden. Havde vi bare Svendsen! Det vilde ha'e moret ham at sitte her og faae et Par smaa Sorte og sittet og vrøvlet med vos og takket vos, fordi vi har fulgt ham til Jorden.
Næ, seer Du, hvad det nu var, vi talte om! Naa, det var — — Næ, seer Du, saa er det jo han siger til mig: Stoffer, sa'e han, den er »gnaven«; jeg gjør det inte længe, si'er han. — — Det er ikke alene pænt; men det er i højeste Grad fornuftigt, at Du tænker paa Din Fremtid, for jeg vil ikke trættes med Dig anbelangendes Din sidste Udtalelse; jeg kan naturligvis godt see, at Du er snart fær'ig; Du ligner jo bogstavelig »Døden fra Lybæk«. — — Tror Du, der kan være Tale om, af jeg kan komme mig engang endnu, sa'e han. Nei, sa'e jeg, det troer jeg inte, jeg vil inte lyve for Dig; — Du er fær'ig. Jeg vilde trøste ham saa godt jeg kunde.
Nei, jeg føler godt, at den er gnaven, sa'e han; men gjør mig den sidste Tjeneste — sæt den Vest ud, der hænger der — ja der er kun den samme, saa Du kan inte ta'e feil af den — Du maa gjerne sætte den for 50 Øre; jeg har før faaet 75 paa den, — og kjøb vos saa lidt 8 Graders. — Og det gjorde jeg, og det drak vi, og det var sidste Gang, jeg saa ham levendes.
Ja, han var en god Kammerat! Og saa var han talentfuld; — ja–a, Du skulde ha'e seet ham at »spytte en Graaspurv«. Jeg har aldrig seet et Menneske, der kunde spytte saa akkurat som han; han skulde nok træffe dem lige under Vingerne, og — om Forladelse, saa maatte de jo rigtignok spadsere hjem, for flyve, det. kunde de inte.
Og rettænkende og nobel, det har han ogsaa været alle sine Dage. Saadan husker jeg engang, da der var Reisegilde paa en Bygning, hvor vi arbeidede sammen, saa siger han til mig: Stoffer, si'er han, den er gnaven! — Ja, siger jeg, den er go'! — Ja, siger han, den bliver gal, for jeg troer, at jeg er fuld; det er vist bedst, at jeg gaar hjem, medens jeg er ædru, saa kan jeg komme igjen, naar jeg har sovet den ud, for jeg vil nødig svigte Selskabet. — — Det er talt som en brav Kammerat, sa'e jeg, og saa fik jeg et Par af de andre Kammerater til at hjælpe mig at bære ham hjem.
Seer Du, saadan var han af Characteer, — og saa havde han den sødeste lille Kone og tre deilige Børn; de vidste saamænd ikke det, de skulde hitte paa for at glæde ham. Jeg glemmer aldrig, da vi kom hjem med ham; vi blev saa hjertelig modtaget, som om vi kunde ha'e været Journalister; hans tre Børn raabte Hurra for os og peb i Fingrene; det var ligesom det kunde være Kongens Geburtsdag. Og da vi saa kom op med ham, saa sa'e hans lille søde Kone, at det var nogle nydelige Kammerater, hendes Mand havde. — Naa, ja naturligvis var vi pyntede, men det var dog kjønt af Konen, at hun la'e Mærke til det.
Og nu er den Familie opløst; — ja nu ligger han derude, mens vi sidder her og tænker paa ham. — Ja, han var en støt Karl og en god Kammerat; han var i — — men hvad Fanden, Olsen, Du sidder jo og sover — vil nu la'e vær og krølle Lagenerne! Op med Humeuret! Vi maa ha'e en Gjenstand til — — Hr. Værtshus! — — Hva'! Naa ikke det? Ja, saa er der jo da Gud ske Lov andre Snasker, baade hos a Porta og Wiwel og Neiendam og Concertpalaiet. — Kom, Olsen, min gamle, prøvede Ven, vi gaar hen paa et andet Sted, hvor der er en Vært, der er glad ved os, Og ikke saadan en som han her, for han er gnaven.
Ja, den er gnaven, Olsen, men vi fik ham da i Jorden paa en honnet og tidssvarende Maade, og en god Kammerat det var han — lige til det Sidste. — Kom nu, Olsen; farvel, Hr. Værtshus; maa jeg ønske Dem en god Bedring!
Slut
»En Kjøbenhavnstur.«
Der er dog vistnok ingen Steder i hele Verden — det eneste Sted det sku' da være Præstø — at man bliver trukket saa skammeligt op, som i Køvenhavn. — Nei! Ded kan nok være, — der kan man blive a' med sine Skillinger. —
Nu var min Kone og jeg deringe for en fjorten Dag's Tid siden; men jeg forsikre' for: Ded var inte andet, end som bare op med Søl'tøiet hele Dagen igennem. —
Det begyndte med Udgifter lige saa snart som vi kom ud af Jernbanen. — Vi ha'de et Par store Kasser og en Madkasse og saa et Par Vadsækker med, ved det, at vi har jo en Søn, der ligger som Soldat paa Søl'gadens kaserve og han sku' jo ha' nouen Fødevarer. See alt det kunde vi jo inte saa godt bære alene; men min Kone og jeg, vi slæbede da det meste a' et, saa nær som en Vadsæk. —
Men saa kom der in reidi penn Mand i en hvid Frakke og han var nu saa ualmindelig forekommendes. — Og han spurgte om han inte sku' gi'e vos en Haandsrækning og hjælpe vos med Vadsækkerne. —
Jo, jeg si'er Tak, sa'e jeg. — Og saa tog han Sækken og bar den, og følledes med lige hen til Kultorret, hvor vi skulde ha'e Logi. — Men da vi saa naaede derhen, saa forlangte han min Salighed halvtredsindstyve Øren for sin Ulejlighed; — det var li'saa meget, som jeg gi'er min Husmand for en hel Dags Arbeide om Vinteren. — Naa, jeg betalte ham natyrligvis hvad han forlangte og gjorde mig færdig med ham. —
Saa fik vi da Logi der paa Kultorret og ded var forresten et reidi pænt Kammers, ded var'ed. — Og den næste Morgen fik vi to Kopper Kaffe med Hvedebrød, og det var godt nok altsammen; der var inte noget at klage over. — Men vi fik saamend osse Lov og betale for'et! Veed De hvad han, Værten, han tog for den Smule? Ja, De kan godt gætte højt! — — Han tog en Krone for Logiet, og saa maatte vi endda betale Kaffen aparte; — den var slet inte med idet Regnskav! — Nei, vi maatte gi'e tolv Øren for hver Kappe Kaffe med Brød. —
Om Ettermeddaven gik vi saa hen og saae til vor Søn paa Søl'gadens Kaserve. — Men han la' syg og saa ku' han jo inte gaae med i Byen; — han ha'de faaet denne Sygdom, som de kalder for »Nervebesværgelse« og han var meget maadelig, saa vi maatte slet inte gaa ing til ham, hvor han laa. — Men Skersanten, som vi snakkede med, — han sa'e: I kan godt la'e Fødevarene blive her paa Kaserven, saa kan han jo æde dem dersom han kommer sig, og gaaer han hen og krepere', saa er der nok en Anden, der æder ded for ham. — I behøver inte at være bange for, at der gaaer noued tilspilde herude. —
Saa listede vi a' med den Beskeen, ded gjor'e vor Mo'er og jeg og vi var jo inte i saadden reidi godt Homør. —
Men saa sa'e jeg til vor Mo'er: La' vos nu ta'e en lille Adspredelse og ta'e en lille Tur i Tiveli og more vos lidt oven paa dette here, og saa listede vi ud a' Tiveli te'. —
Men saa holdt der netop een af disse nye lektriske Sporvogne og bag paa Vognen, der stod der saadden en reidi venlig Mand, og han vinkede a' vos, og sa'e: Vil I med saa skynd Jer lidt! — — Ja, Tak som byder, sa'e jeg, — ded ku' være mo'somt nok og prøve saadden et Køretøi. — Saa krøv vor Mo'er og jeg, op i Vognen og tog Sæde. —
Ded er et konstig Køretøi sa'e jeg til vor Mo'er; — — der er ingen Heste for og det er heller ingen Dampvogn, for der kommer ingen Røg af ham og der er heller ingen Skorsten paa ham. —
Saa sad jeg lidt og lurede og spekulerede' paa hvodden ded ku' gaa til at Vognen ku' rende a' sig sæl', — Fø'st troede jeg at han, der stod foran paa Vognen, han traadte den frem li'som en Søkle. — Men saa saae jeg jo, at han stod ganske stille, uden og røre Benene, og saa ku' jeg da nok see, at han ha'de ingen Skyld. —
Men saa opdavede jeg at der stod en stor Jernstang i Vejret oven over Vognen, og paa Enden a' den, der sad der en Tridse, som grev fat i et Jerntov; — og saa ku' jeg jo nok regne ud, at der staar natyrligvis en Mand ved hver Endestation og trækker Vognen te' sig, efter den Led, som den ska' kjøre. —
Men da vi saa ha'de kørt et ganske lille Stykke, saa kom Manden, som ha'de inviteret vos og krævede vos for tyve Øren. —
For hvad, sa'e jeg.
For hvad? For ded er Taksten, sa'e han. — Om de ønsker ded kan de faa en Afføringsbillet til en anden Sporvogn eller Omnibus.
Ja, men De har jo sæl inveteret vos, sa'e jeg. —
Hvad er ded for noued Vrøvl, sa'e han. — Jeg invetere' Ingen, jeg la'er Publikum om hvorvidt de har Lyst og kjøre med eller de inte har Lyst. —
Ded er Løgn De si'er! Men De er li'som de andre Køvenhavnere; De vil bare ha'e fat i vore Skillinger. — — Spurgte De ikke udtrykkelig vor Mo'er og mig om vi vilde med? — Vi ha'de aldrig tænkt paa og komme op og køre. —
Saa begyndte alle de, der sad inge i Vognen og grine — om ded var a' ham, eller a' vos, ded veed jeg inte, — det blev jeg heller inte klog a'. — Og saa blev jeg gal, — men jeg gad natyrligvis inte træ'tes med ham om de skidte tyve Øren. — Saa gav jeg ham de tyve Øren og saa sa' jeg: Væ'sgo'! Her er Pengene; — kan de Par Skilling gjøre Dem rig, saa gør de inte mig fattig. — Men vil De saa gi'e mig en Kutering, og vil De holde strax!
Saa ga' han mig to smaa Sedler og bag paa dem der stod der en Anbefaling til Bæk Olsens Beværtning. —
Naa, sa'e jeg til vor Mo'er: Saa er der dog lidt Ræson i'et. — For saa ku' jeg jo nok regne ud, at Beletten den lød paa, at man ku' faa Bæk Olsen og see gratis. — Og saa spurgte jeg mig for om Veien og vi kom osse hen, hvor han ha'de sin Beværtning.
Men saa sad der jo en forfærdelig Hov Mennesker deringe og det var vansklig' og finde ud a' hvem der var Bæk Olsen, for alle de, der sad der, ded var nogen gevaltige Kærnesvende og see paa; de ha'de Allesammen en mørdelig Ryg og forfærdelig tykke Hoveder. —
Men der var vor Mo'er li'egodt den klogeste, for hun var den, der opdavede ham. — Li'som vi sad, saa sa'e hun: Der er han! Og saa ku' jeg jo osse nok see at ded var ham, for han gik med saadden en stor Sølvmedaille paa Brystet og i den stod der Nommer It! Det er nu inte for ded, for ham, der ha'de Nommer Trei, ded var osse en Kjærnesvend; han saa nok ud etter a' han osse ku' ta' et godt Tav, hvis ded kom an paa ded. —
Olsen, sa' jeg, la' vos faa en hal' Hvidtøl!
Javel, sa'e han! Og saa fik vi en hal' Hvidtøl, — og da vi saa ha'de drukket den, saa betalte vi den.
— Han vidste da osse hvad han vilde ha' for sine Vare; — han tog ti Øren for en hal' Øl, saa ded var jo en rigelig Betaling. —
Saa bød vi Farvel til Olsen, — saa ha'de vi da seet ham, saa noget ha'de vi da faat for de tyve Øren i Sporvognen. —
La' vos saa liste hen a' Tiveli til, sa'e jeg. — Og der var nu saa nemt og hitte hen fra Bæk Olsen a', for ded laa bare et ganske lille Stykke derfra. — Saa saae vi en hel Del Mennesker og Koner og Børn, der gik ing a' Porten til Tiveli. — Og saa vilde natyrligvis vor Mo'er og jeg gaae ing a' den samme Port, — men saa stod der en meget pyntet Fyr omtrent li'esom Tjeneren paa Lekkende, — og saa sa'e han: De kan inte gaa denne Vei uden som a' De er Abbenent!
Ja, men det er jeg, sa'e jeg. —
Maa jeg see Døres Kort sa' han. —
Jeg gaaer s'gutte med Kort i Lommen; men saa vidt som jeg husker, saa har jeg den sidste Kuttering i Lommen som Abbenent paa Præstø Folkeblad; — jeg holder den reit'nok sammen med Jens Willumsen, om det har nogen Betydning. —
Det gjælder inte her, sa'e han. — De skal være Abbenent i Tiveli, det kan De vel nok forstaa; — De skal ing derhenne! Og saa pegede han hen paa en Mand, der stod og drejede rundt paa nouen smaa Møllevinger. —
Saa listede vi derhen, vor Mo'er og jeg; — men vil De saa tænke Dem, — saa kostede det minsæl hal'tredsindstyve Øren for hver a' vos, for og slippe igjennem Apparatet. — Og vor Mo'er hun var endda nær aldrig sluppet igjennem, — for ved ded at hun er saa gevaltig tyk, saa blev hun klemt fast inge imellem vingerne og vi ha'de aldrig nær faa't hende løs igjen; — men saa var der et Par meget fine Herre, der hjalp vos; de hev i hende forfra og jeg skød bag paa, og saa slap hun da igjennem; men det knev li'egodt. —
Saa gik vi omkring og saa vos om, og saa var der et lille Theater, hvor de sku' lave Komediespil, og der gik vi saa hen. —
Men sikke noget Skidt! De kunde aldrig et en'ste Ord af dørres Ruller; — nei, de sa' aldrig et Ord; andet end som bare at de stod og slog ud med baade Arme og Been. — Og In a' dem, han ha'de saadden en hvid Frakke og hvide Bukser paa, og saa en Brænd'vinshat paa Hovedet. — Og han var saa drivende fuld, saa han ku' daarlig staa paa Benene, og han skvat da osse, den ene Gang etter den A'en, li'saa lang han var, hen a' Gullet. —
Nei, saa er det dog noget andet, naar vi har Delletanttheater hjemme til Vort, for de kan jo reidinok deres Ruller lige paa Fingrene. — Sommetider kiler de paa, saa man aldrig kan forstaa et en'ste Ord a' ded de si'r. —
Saa gik vi og listede omkring. — Men saa var vi li'egodt bleven trængendes til en Bid Brød og saa gik vi for og finde et passende Sted, hvor vi ku' faa lidt og leve a'. —
Saa kom vi hen til et Sted, hvor de spillede Mosik og alle Mosikkerne de sad inge i saadden et stort Skamfut, ded var fær'ig og ku' ligne en stor Bikube, og der var Een af dem, — de sa'e han hed Lomby — det var dog en ædende gal Rad. — — Han stod foran alle de Andre og saa ha'de han' en lille Fløjte i Haanden; han spillede slet inte med sæl; — men snart saa truede han med Fløiten efter, den ene Mosikker og snart efter den Anden! — Men han tor'e li'egodt inte sla' paa nouen af dem, omendskjøndt, han ha'de god nok Lyst til'ed, — ded ku' man tydelig see paa ham. —
Saa satte vi vos ner ved et lille Bord. — Og lige saa snart som vi ha'de sat vos, saa kom der en Opvarter springendes og spurgte om vi ønskede noued? Ja, ded er da vor Bestemmelse, sa' jeg, at vi vilde ha' lidt og leve a'. — Hvad skal De ha' for sex Stykker Smørrebrødder — de trei Stykker ska' være med Fidt — og saa med Kyd og Ost. —
Fidt har vi inte, sa'e Opvarteren. —
Saa ta'er vi'ed med Smør, sa' jeg. — Men maa jeg faa og vide hvad ded kan beløbe sig til. — Det bliver altsaa sex Stykker Smørrebrødder med Kyd og Ost og saa en Flaske Hvidtøl. —
Sex Stykker Smørrebrødder med Kyd og Ost, sa'e Opvarteren — og en Flaske Hvidtøl, ded bliver lige To og Fi'sindstyve Øren.
Ded var dog Satens! Kan ded værkeli' løbe saa høit op, sa'e jeg. — Ja, saa gaa De kun lidt, sae jeg til Opvarteren, for naar ded er saa dyrt, saa vil jeg dog nok tænke lidt nærmere over det, inden at jeg ta'er no'en Bestemmelse. —
Saa gik Opvarteren, og saa sa'e jeg til vor Mo'er: Hør, lad vos To nu ta'e og stikke a', for dette her', ded er da det værste og — rent ud sagt — skammeligste Optrækkeri, man nogentider har hørt! — Og saa listede vi a'. —
Vi gik saa og sjadskede omkring — — sultne var vi s'gu — men saa kom vi hen ved en Botik og der stod der en Jomfru bag ved Disken og solgte Honningkaver. —
Hvad skal De ha'e for sex Honningkaver, sa'e jeg. —
De koster ellers otte Øren Stykket, sa'e hun; men naar De ta'er sex paa en Gang, skal De faa dem for syv Øren Stykket. —
La' mig faa sex Kaver, sa'e jeg, og ded fik vi. — Og vor Mo'er og jeg vi ga' vos til og kile paa Kaverne lige paa Stedet. — Og de smagte nydelig'. —
Men da der saa var gaaet en lille Timestid, saa blev vor Mo'er saa underlig i hele Kroppen, og saa si'er hun: Jeg er bange for at dette hersens, ded bliver vist galt. —
Saa gik der netop en meget fin Herre forbi vos, og saa henvendte jeg mig til ham, og sa'e: De er da ikke saa venlig og sige vos, om der ikke er et lille Afførselssted her i Nærheden?
Jo, min go'e Mand, sa'e han; De kan bare gaa derover. —
Ja, undskyld, sa'e jeg. — Men ded er nu egentlig inte mig, — det er min Kone. —
Saa kan Deres Kone gaa derover, sa'e han. —
Og vor Mo'er gik saa derover, hvor han henviste til, og saa lidt efter — jeg stod natyrligvis og ventede paa hende — saa kom hun tilbage. — Men vil De saa bare tænke Dem! Ded kostede 10 Øren! Og inden vi slap ud a' Tiveli matte hun derover trei Gange te'; — ded blev lige Fyrreogtyve Øren. — Og Toogfyrre for Honningkaverne; ded blev lige bestemt Toogfirsindstyve Øren, — saa vi ku' li'e saa godt ha'e blevet ovre hos Lomby, ded ha'de osse væ't Toogfirsindstyve Øren, og saa ha'de vi dog ha't fri Mosik. —
Slut
»Navneforandringen.«
Der var kommet en ny Præst til Sognet. —
En af de allerførste Dage — inden han endnu havde hilst paa sine Sognebørn — kom en Mand ind til ham i hans Studereværelse.
Goddav, Hr. Pastor, sa'e han. — Jeg er gaaet hen til Dem angaaende, at jeg har en lille Dreng, som jeg gjerne vil ha'e døvt paa Søndav. —
Naa, har De det, sa'e Præsten; — vær saa god at tage Plads. — Med hvilket Navn skal den lille Dreng døbes? Hvad skal han hedde?
Han sku' gjerne hidde Chresten Hansen, sa'e Manden. —
Hvad er Deres Navn, spurgte Præsten. —
Mit Navn? Mit Navn ded er Hans Chres'sen. —
Hør nu min gode Hans Christensen, sa'e Præsten; bevis mig en Tjeneste; lad Drengen faae Deres Efternavn og lad ham blive døbt Christensen istedetfor Hansen. — I det Sogn, Jeg kommer fra, fik jeg dette indført. —
Saa–aa ded var dov mærkeligt! Saa de kom tilled og hedde Chres'sen allesammen? Naa, nei nu forstaar jeg ded, — ded er altsaa kuns at Drengen han faaer Etternavnet istedetfor Fornavnet. — Jo, ded skal jeg saamænd gjerne føie Præsten med, hvis ded kan glæde Dem, og hvis De troer han kan gaae Verden lykkeligere igjennem ved og hidde Chresten Chres'sen istedetfor Chresten Hansen. — La' ham saa ba'sens hedde Chres'sen!
Tak skal De have min gode Hans Christensen; — det var pænt af Dem. — Det skal De sandelig have Tak for, sagde Præsten. —
Saa bød Hans Christensen: Farvel og Tak, — og saa gik han. —
Dagen efter kom der atter en Mand hen hos Præsten. —
Goddav, sa'e han. — Jeg har en lille Dreng, som jeg gjerne vilde have døvt engang i næste Uge, hvikken Dav ded bedst passer for Præsten. —
Kunde det ikke passe Dem paa Søndag, spurgte Præsten. — Vi har nemlig paa Søndag Barnedaab med Hans Christensens lille Søn, og saa kunde Deres Søn jo blive døbt samtidig. —
Næ–i, ded passer mig nu eientlig inte saa godt, Hr. Pastor, ved ded, at vi skulde jo med til Ba'selgildet hos Hans Chres'sen. — Og see, Hans Chres'sens de sku' jo med til vort Ba'selgildes. —
Ded er inte saa meget for min eller min Kones Skyld endda; nei for vort Vedkommende ha'de ded inte saa stort og si'e. — Men ded vilde jo krepere Tøserne, dersom a' de blev' snydt for det ene Gilles; — de er jo onge, saa de vil natyrligvis gjerne more dem. — — Saa hvis ded for Exempel ku' blive om Torsdaven, at De døvte vor Dreng, saa saae jeg ded reidinok gjerne. —
Saa siger vi Torsdag, sa'e Præsten. — Men hør nu! Nu skal De være en rar Mand, ligesom Hans Christensen, og bevise mig en Tjeneste. —
Hvad er ded for en Tjeneste, sa'e Manden. —
Ikke andet, svarede Præsten, end at De lader Deres lille Søn døbe med Deres Efternavn, istedetfor, som det var Skik i gamle Dage, at vende omkring paa Navnet. —
Jo–o! Ded er der saamænd inte no'et iveien for. — Hans Chres'sen fortalte mig netop, at Præsten ha'de væ't ilav med ham osse, — og at han var gaaed ing paa og la' Drengen faae hans Etternavn, og ded synes jeg kan være meied reidi; — ka' Hans Chres'sen 'bifalde ded, saa ka' jeg osse. — Og ded er inte for ded; jeg ha'de saamænd sæl' tænkt paa og be'e Præsten om Drengen osse maatte faae mit Etternavn, for jeg holder mig da for den' Sav li'saa go' som Hans Chres'sen, hvad ded angaaer. — Saa ka' ded glæde Præsten, saa vil jeg langfra sitte mig imod ded. —
Tak skal De have! Tak, det var pænt af Dem, sa'e Præsten. — Vær saa god at tage Plads, saa skal jeg indføre den lille Søn i Kirkebogen. — Hvad er Deres Navn?
Jens Jensen, sa'e Manden. —
Hvorledes, spurgte Præsten. — Jens Jensen?
Ja! Jens Jensen, — Ded hed min Fa'er osse!
Naa, saaledes, sagde Præsten. —
Slut
»En brillant Historie.«
Det var godt, at jeg traf Dem, Maglekilde. Jeg har en brillant Historie til Dem; jeg fangede den for et Par Dage siden i en Jernbanecoupe, og jeg tænkte øieblikkelig: Den skal Maglekilde Petersen have; — han skal nok faa lavet noget ud af den. — Ja, det er en af de bedste Historier, jeg nogensinde har hørt; nu skal De bare høre.
Det var i forrige Uge, at jeg tog hjem med Toget fra Kjøbenhavn — det var med Varetoget — saa sad der to Herrer i Coupeen, og den ene af dem fortalte denne Historie. Der skal nu ellers noget til for at faa mig til at lee højt; men Gud hvor jeg, rent ud sagt, grinede! Men det var nu ogsaa en brillant Historie, det var det.
Og jeg sad og tænkte: Havde Du bare Maglekilde ved Siden af Dig, saa han kunde høre den; — det vilde være noget for ham; — ja, jeg vil sige Dem: De har s'gu aldrig lavet saa morsom en Historie, for den var
storartet; ja, Gud hvor jeg grinede! Men saa tænkte jeg: Nu skal Du lytte efter, saa Kan Du sagtens huske den, og saa kan Du bagefter fortælle den til Maglekilde naar Du træffer ham, for det er Synd, at han skal gaa Glip af den. — Og saa satte jeg mig hen og agerede, som om jeg slet ikke hørte efter; men De kan bande paa, at jeg fangede hvert eneste Ord — han tænkte mindst paa, at den Historie skulde komme ud i Verden — og jeg fortrød det ikke, for det var en brillant Historie; det vil sige, det var noget Vrøvl; men alt det, som De skriver, det er jo heller ikke andet end Vrøvl. Og De kan tro, jeg lyttede, og jeg grinede indvendig; og jeg tænkte ved mig selv: Naar Du nu kommer hjem. saa skal Din Kone ha'e den, for det morer altid min Kone at faa saadan en rigtig god Historie, der er taget lige ud af Livet, og denne her, det er nu en af de brillanteste Historier, som jeg nogensinde har hørt; jeg har da aldrig moret mig mere over nogen Historie. Men saa da jeg kom hjem, saa var min Kone gaaet i Seng og laa og sov, og saa syntes jeg, at det var Synd at vække hende, endskjøndt jeg havde stor Lyst til det, for det var en brillant Historie.
For nu skal De bare høre; — ja, den var nu ligefrem ikke til at staa for — men alligevel vilde jeg ikke vække min Kone; men jeg lovede mig selv, at hun skulde have den Dagen efter til Frokost.
Saa den næste Dag til Frokost, saa siger jeg til min Kone: Nu skal Du høre en brillant Historie, som jeg fangede i Aftes i Jernbanen. Jeg tror, jeg tør sige, at Du har aldrig hørt saa grinagtig en Historie, og saa satte jeg mig i Positur for at fortælle hende den; men vil De saa tænke Dem; — — saa kan jeg min Salighed ikke huske et Ord af hele Historien!
Og som jeg har spekuleret paa deri; men jeg har ikke været Menneske for at huske den; men en brillant Historie, det var det; — jeg kan grine af den endnu, naar jeg tænker paa den. — Det eneste, som jeg kan huske det var, at der var nogen i den om en Mand paa Amager; men det er der jo ikke saadant noget morsomt ved.
Slut
»Den højere Lægevidenskab.«
Det er alligevel storartet, naar man saadan rigtig betænker Sig, hvor Lægevidenskaben nu for Tiden staar høit i gamle Danmark; der er snart ikke den Ting, uden de kan skjære, snitte, lappe og flikke smaa eller store Stykker Kyd ud eller ind af et Menneske; der er bogstavelig ingen Ting, der er ubegribeligt mere, og det skulde slet inte undre mig, om Slægtgeledderne herefter skulde naa en Alder af op imod halvandethundrede Aar, ligesom han Methusalem gjorde.
Jeg gik jo i flere Aar saadan og hivede og hivede i min Hals og blev hæsere og hæsere; det sidste Aar kunde jeg kun hviske, og det var daarligt nok, jeg kunde høre, hvad jeg selv sagde, men saa en Dag siger jeg til mig selv:
Hør, Seifert, nu bli'r den kriminel, hvis Du inte gaar hen til en Speci Specialist, og saa gik jeg han til han den gemytlige Doktor Simmerdahl og lod ham undersøge mig.
Sæt Dem ner, Seifert, sagde Doktoren, og imens pillede han en hel Bunke Strikkepinde og Syle sammen og satte et stort Speil midt i Panden paa sig og tændte et morderligt Blus paa Lampen, uagtet det var høilys Dag. De bli'r varm, tænkte jeg, men idet samme snup Doktoren en Landse og raabte: Gav, og saa lagde han ligesom et forniklet Skohorn ner paa Tungen, og saa stak han det ene Spyd ner i Halsen efter det andet.
Kan De sige: Ih? Seifert, sagde han og stak.
Kan De sige: Aah ? og saa stak han igjen.
Av, av, vrælte jeg. Naa, der har vi det, sagde Doktoren.
Hør, Seifert, De maa foreløbig komme her hver Dag, for Derreses Hals ser nu inte saadan fin ud, sagde han. De har rent ud sagt gaaet lidt længe med den Hals.
Ja, si'er jeg, jeg har s'gu gaaet med den fra Lille af; jeg kan aldrig huske, at jeg har haft nogen anden Hals; det bliver 38 Aar til Foraaret.
Ja, det kan jeg nok tænke, Seifert, sagde Doktoren og satte et alvorligt Ansigt op, men sig mig nu oprigtigt, Seifert, har De inte ført ligesom en Smule vildt Leben?
Undskyld, Hr. Doktor, si'er jeg, vildt Leben, ja, hvad, man har jo aldrig saadan vaaren af de mest Tilbageholdne.
Nei, det vil jeg tro, sagde Doktoren. Har De aldrig vaaren syg, Seifert? Nei, si'er jeg, syg, inte efter det jeg kan erindre.
Tænk Dem nu om, gjentog Doktoren. Jo, si'er jeg, vist har jeg vaaren syg og sengeliggende.
Hvor gammel var De dengang, og hvad feilede, De? sagde saa Doktoren. Aah, si'er jeg, jeg var saadan omkring en halv Snes Aar, jeg havde brukken mit nærmer Ben.
Saa rømmede Doktoren sig, og saa sagde han: Hør, Seifert, De er da vel inte saadan slem til at lægge Ørene tilbage og tage Dem et lille Glas?
Nei, Hr. Doktor, si'er jeg, et liIIe Glas har jeg egentlig saadan aldrig vaaren slem etter; jeg har altid foretrakt et stort Glas.
Naa, ser vi det, sagde saa Doktoren; foreløbig maa De vænne Dem af med det og se at blive Totalsmand, inte smage hverken Cognac, Baier eller Kaffe, idet hele taget drikke saa lidt som muligt, uden som en Snaps til Maden, hvis De da pleier van at tage Snaps til Maden, sagde Doktoren.
Ja, Hr. Doktor, si'er jeg, en Snaps til Maden tager jeg med Maade. Naar inte lige det er, at vi har Fremmede, saa drikker jeg aldrig mere end saadan vil jeg sige 5 à 6 Smaasnapse til hvert Maaltid, men man faar ogsaa adskillige udenfor Maaltiderne, og jeg tror ogsaa, man skulde minecere lidt, endskjøndt det vilde falde vanskeligt det første Par Aar.
Det kommer De nu alligevel til, Seifert, sagde Doktoren. De maa ikke nyde nævnte Gjenstande, og saa har De at møde her hver Dag mellem Klokken 12 og 2.
I saadan en Maanedstid stiIlede jeg hver Dag, og Doktoren sagde daglig: Gav! saa snup han Tungen og holdt fast i den, og saa stak han først alle Spyddene ner, og saa tog han bagefter en Pensel og ferniserede og lakerede Halsen lige til Maveklappen, saa Taarerne triIlede ner af Kinderne.
Nu kom vi saa vidt, og jeg kan glæde Dem med, Seifert, vi gaar fremefter. De har vel været Totalsmand og afholdt Dem fra Cognac, Baier og Kaffe?
Ja, Hr. Doktor, si'er jeg; jeg vil være en Æsel og Skurk for Livstid, om Jeg har smagt en Draabe af det Slags, De nævnte, Hr. Doktor.
Naa, det kan jeg li'e, sagde Doktoren; der kan De se, man kan godt undvære den Vare.
Ja, si'er jeg, det kneb da ogsaa svært de første Dage, for jeg havde jo lovet Dem at være Totalsmand, og inte for det, jeg har aldrig i mit Liv kunnet udstaa Whisky, men man kan vænne sig til alting; jeg har, siden jeg gav Dem mit Ord, inte drukket andet endsom Whisky og Thepunscher.
Naa, saadan, sagde Doktoren, De er mig en net Totalsmand, men saa skal jeg nu sige Dem Noget, Seifert: i Morgen kommer De ind paa min Klinik, og der bliver De i otte Dage, hvis De da vil have, at jeg skal skaffe Dem Deres Stemme igjen.
Javel, Hr. Doktor, saa siger vi det.
Næste Dag stillede jeg paa Klinikken, og der var flere Kandidater for se paa det.
Gav! sagde Doktoren, og saa stak han alle de Landser og Knive ner i Halsen, der fandtes, og saa skar han det ene Stykke Kyd ud af Halsen efter det andet og la'e Stykkerne paa en Glasplade.
Da han saa var færrig, sagde han: Der kan De se, Seifert, det var Polyper, De havde i Halsen; om otte Dage har De Deres Stemme ligesaa kraftig som før.
Tak, Hr. Doktor, si'er jeg, det med Stemmen, det er jeg myrderlig glad for, men inte for det, at De, Hr. Doktor, et den klogeste af vos to, betvivler jeg inte, men naar De siger, at det, der ligger, er Polyper, saa tror jeg nok, at alt, hvad der bedder anbelangendes Kyd, der er jeg med paa den, der tager De fejl. Det er Toperkler, som vi kalder dem paa Kvægtorvet, den kjender jeg bedst fra Kreturet.
Sludder, Seifert, sagde Doktoren, saa havde De vaaren død for længe siden.
Gav igjen, sagde han saa, og saa stak han en Revolver helt ner i Halsen paa mig, og saa gik en af Kandidaterne hen til et stort Batteri og dreiede rundt paa et stort Svinghjul. — Giv fyr! raabte Doktoren, og saa exploderte Revolveren nere i Halsen paa mig.
Jeg var næsten halvdød af Smerte; det var en nederdrægtig Tur.
Men om forladelse, da der var gaaet en Tid, saa havde jeg faaet min Stemme, og jeg behøvede inte og hviske mere, jeg kunde godt raabe høit, og saa gik jeg en Dag hen til Doktor Simmerdahl og spurgte, hvormeget jeg var ham skyldig.
Det beror paa Dem selv, Seifert. De, der sidder smaat i det, betaler lidt eller ingenting; dem der sidder godt i det, betaler for de andre med, ligesom de selv vil.
Hm! — hm! tænkte jeg; den Manér har Du ligegodt aldrig før kjøbt Kretur efter, Seifert, og saa tog jeg Tegnebogen op af Vestelommen, snup en Femhundredkroneseddel, og saa tog jeg en til i Reserve, men se den sidste, den holdt jeg saadan lidt fast paa imellem Pegefingeren og Tommelfingeren. Men I skulde bare set, hvor Doktor Simmerdahl skilte sig snildt fra at snuppe dem begge to paa en Gang; det var, ligesom han kunde ha' vaaren Taskenspiller.
Naa, jeg undte ham dem, for jeg fik min Stemme, og det si'er jeg, at Lægevidenskaben staar høit her i Danmark, og træffer jeg Doktor Simmerdahl, enten her eller der, saa skal han ha'e ligesaa meget og drikke, som jeg kan tylle i ham, til Ære for den høiere Lægevidenskab; men det er sandt, det er inte for det, han er vist Totalsmand, ja, ja, saa maa vi s'gu nøies med Whisky og Thepunscher.
Slut
»Kjøbenhavns Kunstværker.«
See, de var ded Aar, da de ha'de stillet Frederik den Syvendes Fegur op i vor By; — han staaer lige udenfor Kroen, saa han kan ligefrem kigge ing i Skænkestuen. —
Saa sad vi noen Stykker og snakkede sammen inge i Kroen, og saa si'er jeg: Ded er li'egodt mo'somt, at vi har faa't en Fegur i vor By — ded ha'de jeg aldrig tænkt paa at vi sku' leve den Dag. —
Men saa sitter han Prangeren, Fredreksen, der, og saa si'er han: Ded er jo ingen Fegur! Ded er jo intet andet, end som en Bøste. — Nei, Peer Ol'en, si'er han: Har Du Ingteresse for Fegure og Statever, saa føl med te' Kjøvenhavn, saa skal Du see Konstværker, der ligner etter no'et.
De kjender vel nok Fredreksen, hvad? Ham Prangeren ude fra vort. — Ja, han har faaet lavet sig en reidi Forretning, omendskønt han ha'de ingenting og begynde med. — Fa'ren var kuns Ingsidder, — saa han fik aldrig en Skilling hjemmefra; men han har dog klaret sig saadden, at han nu kan ta'e en to–trei Gange om Ugen til Kjøvenhavn og handle. —
Jo, jeg er vis paa, at De veed godt hvem han er, naar De lære' ham at kjende! Han er saadden a' Middelhøide, andet end som at han har inte no'et Skjæg. —
Men ded var ded vi slap fra! Han si'er saa — ded giør Fredreksen — Føls med te' Kjøbenhavn Peer Ol'en! Og saa bestemte jeg mig tilled og følles med dering et Par Dage etter, — ded var en Tirsdav — nei, tøv lidt! Ded var en Torsdav. —
Jo, ded var en nydelig Tur, ved ded, at Fredreksen, han var jo kjendt over ded Hele. —
Han kjendte alle de Konstværker, der var i hele Byen, baade de der stod udvendig, saadden som Fredrik den S'æte og Frihedsstøtten, og osse de der stod ingvendig i Moseerne og Hypnotheket og mange andre Steder. — Ja, Kors for alle de Konstværker jeg saae! Fredreksen han var li'egodt den Mand, der ku' vise mig frem!
Ded fø'ste Sted, som vi var inge i, — ded var et Sted, som de kaldte — ja, hvad Fa'en var ded nu at de kaldte ded — — ded var nogenledes saadden noget, som Galopdikon; — ded er nu osse li'emeget hvad ded hed, for ded var udmærket!
Og I kan bande paa, a' Fredreksen han behøvede inte at kjøve Beskrivelse a' Fegurene, og han behøvede heller inte og spør'e sig for hos Kjøvenhavnerne. — Nej, inte a' noen Betydenhed! — Han kjendte Besken med hvad hver en'ste en Fegur fremstillede og — I kan være enig' med Jer selv om, at der var mange Fegure. —
Der var en lille Pige, som sad og strøg Svovlstikker a'; det var egentlig underligt nok, at hun var den eneste, som var simpelt paaklædt; — alle de Andre ha'de gevaldig go'e Klæ'er. — Saa var der In, som de sa'e ha'de reist en hel Del i Polen. — Han hed, no'enledes som Fredrek Hansen, eller om ded var Fredrek Frandsen. — Det ka' gjerne være a' Prangeren har truffet sammen med ham paa sine Reiser, for han har jo flere Gange væ't i ded Tyske og i Polen, for og kjøve Heste; — han var helles Nor'mand etter ded de sa'e. — — Og saa var der fred'rek den Syvende og flere andre Bønder og Søldater. —
Ded morede mig gevaldig og see paa ded Altsammen! Men jeg veed inte hvora' ded kom sig; men jeg blev li'egodt saa løierlig, ved at man vidste jo inte, hvikket der var levendes, og hvikket som der inte var levendes, og saa bestemte jeg mig for og gaae.
Saa sa'e jeg til en Aaberst eller Brandmand — hvad han nu var — som sad i en Saafa: De ku' vel inte være saa venlig og si'e mig, hvor der er en Udgang, som man ku' slippe ud a'? Men han bare gloede hen i Veiret, — og inte saa meget som et en'ste Ord han svarede. —
Saa kom imidlertid Prangeren og saa sa'e han: Raav lidt høiere te' ham! Han er vist inte hel' fri for og være lidt tunghørig. — Og saa raavte jeg Brandmandden li'e ing i Ørene. —
Men idet samme saa kom der en Betjentere, og saa sa'e han: Hva' Fa'en staaer de saadden og raaver op for, vi er da inte døve. —
Ja, jeg veed inte hva' De er — enten De er døv eller ei — sa'e jeg. — Men han der, Brandmanden eller Aabersten, hva' han er — han er s'gu inte meget ly'hør, ded har jeg da opdavet. —
Saa opdavede jeg, at Prangeren han sto' bavved og grinede, og saa sa'e han: Veed Du hvad jeg troer der er i Veien med hans Hørelse? ded ska' jeg si'e Dig: Han har ganske bestemt Voks i Ørene, prøv og raav lidt høiere te' ham. — Ded prøvede jeg saa; men ded hjalp aldrig et Gran. —
Hør, la' vos nu gaae, sa'e jeg. — Jeg gaaer og er fær'ig ved og blive helt rundtosset, ved ded — som jeg sa'e før — a' man inte ka' kloges a' hvikket som der er levendes og hvikket, som der inte er levendes; — og saa bestemte vi vos for og gaa. —
Hvor skal vi nu hen, sa'e jeg. — Vi ka' jo gaae hen i Ø'stedparken, sa'e Prangeren. — Der skal Du see Konstværksfegure, som Du aldrig i dit Liv har hørt eller seet eller tænkt Dig Ma'e te'!
Ja, men jeg er s'gu fær'ig og være trængendes te' en lille Bid Mad og en Snaps, sa'e jeg. —
Saa gaar vi hen hos min Svovver, Resteratør I. P. Rasmussen i Laventelstræde! Ded er et godt Madsted, sa'e Prangeren. —
Vi følledes saa ad hen i Laventelstræde, og der kom vi minsæl osse forbi en Konstværksfegur. —
Hvad skal han nu forestille, som der staaer opstillet, sa'e jeg. —
Ded er jo David, — den lille David, som Du har læst om i Bivvelhistorien; — ded var jo ham, der lod Uhrias sitte op paa en meget høi Post! —
Er'et ded; sa'e jeg. — Ded har ellers væ't noen reidie Ka'le i den Tid, ded kan man da tænke sig, — for naar de kaldte ham her for den lille David, saa maae Gollejat jo ha'e væ't en forfærdelig Hyttel! — Han er ellers inte stærkt paaklædt, sa'e jeg. — Ded har li'egodt væ't nemt for Skrædderne og faae Tøiet til og passe i Davids Tid. —
Vi kom saa ner til ham, Prangerens Svovver, Resteratør Rasmussen. — Og der fik vi saa no'et og leve a', og ded var udmærket! — Og der sad flere Personer dernere i Beværtningen; men der var ingen af dem, der fornærmede vos. — Og da vi saa ha'de spist og drukket, saa bød vi Farvel og vilde saa hen i Ø'stedsparken. —
Men saa si'er Resteratør Rasmussen: Nei, er I ta'et til Byen for og see paa Fegure, saa skal I s'gu gaae hen paa Thorvaldsens Moseum, ded er jo li'e herved!
Ded ka' vi jo for den Sav gjerne, sa'e Prangeren; og saa gik vi derhen. — Men saa var der lukket, saa vi kunde inte komme ing; — men saa sa'e Prangeren: Ded er egentlig osse li'emeget, om vi komme dering eller ei, for ded er, naar saa skal være — meget pennere udvendig! For di Fegure, som er inge i Moseet di er' inte andet end som hvide Allesammen, men de der er aftegnede udenpaa Moseet, de har alle mulig Koløre. — Og saa gik vi rundt omkring hele Bygningen og saae paa alle de udvendige Konstværksfegure'! —
Da vi saa var fær'ig med ded, saa gik vi hen i Ørstedsparken! Der sad der nu saadden en ualmindelig flink Mand i Bellethollet; — han lod vos gaa ind, uden hverken Bellet eller nogen Ting. —
Saa sa'e Fredreksen: Nu skal Du bare see, Peer Ol'en! Nu skal Du bare see. — Ka' Du see de to Fegure der staar derhenne, og kan Du see, at de er' oppe og slaa's? Ded var saadden et Par Ka'le, der stod oppe paa en Briks ved Bellethuset. —
Ja, Gu' ka' jeg see dem, sa'e jeg; — men hvad mærkeligt er der nu ved dem? Jeg kan inte opdave noget. —
Hvad mærkeligt, sa'e Prangeren. — Kan Du da inte see, at ded er Bæk–Olsen og Tørken, der er oppe og slaaes? Ded maae Du da vel ha'e læst om i Aviserne!
Han seer da ell's inte videre stærk ud Bæk Olsen, — og Tørken da, for den Sav, inte heller, sa'e jeg. —
Ja, men husk paa, sa'e Prangeren, at disse her, de er jo heller kuns i en Fjerdings Størrelse. — Ded forandre Saverne, sae jeg. —
Saa kom vi til saadden en underlig Fyr, der sad og missede med Øjnene op imod Solen og han sad og slev paa en Kniv. — Han sku' s'gu hellere ha'e seet paa ded, han ha'de med og bestille, istedetfor a' sitte og kigge op imod Solen og spelere sine Øine. — — See ham vidste nu Fredreksen ingen reidi Besken om. —
Men saa var der — li'e overfor — en Jomfru, der stod paa en Sten, og paa Stenen stod der udhugget, a' hun hed »Jane Darke«. — Etter ded Prangeren sa'e, saa sku' ded Futteral, som hun sad paa, nok forestille et Baal, — for hun blev nemlig ingebrændt ved en lldebrand. — Hun ha'de nok helles, da hun levede, ernæret sig som Spaakjælling eller saadden no'et. —
Henne ved ded andet Bellethus, der stod en lille Djævel og spyttede i et Rør, som han ha'de stukket ner i en Krukke, til og samle Spyttet op i. — Han ha'de trukket et Par Kallebensskind over Benene, saa de var helt laadne. —
Prangeren sa'e, at han stod der bare for at kyse Børnene, at de inte sku' rende ing i de smaa Græsmarker, som der er rundt omkring der inge i Anstalten. —
Nu ha'de vi jo omtrent seet alle de Fegure', der var i Anlæget! Og jeg sa'e: Nu skal vi tilled og gaae?
Nei, hov! sa'e Prangeren; Du kan troe, jeg har li'egodt gjemt ded Bedste te'sidst! Saa gik vi tilbave og op a' en Banke, og oppe paa den, der stod der et forfærdeligt stort Skamfut. — Og ovenpaa Skamfuttet, der stod der en meget stor Konstværksfegur. —
Veed Du hvem ded er, sa'e Prangeren. —
Nei! Hvor Fa'en sku' jeg vide ded fra, sa'e jeg; — men jeg synes da inte a' han Ii'ner no'en a' min Familie. —
Jeg troer heller inte a' Du er i Familie med ham, sa'e Prangeren. Du maa nemlig vide at ded er Ø'sted, og de trei Damer, som der sidder der rundt om Skamfuttet, ded er hans Døtre. — Og saa fortalte han mig at Ø'sted han var Opfinder a' Symaskinen, ded ha'de jeg saamænd aldrig vidst før, omendskønt at vi har ha't Symaskine i flere Aar. — Saa viste han mig et Ingstrument, som han Ø'sted stod med i Haanden, og forklarede mig, at ded var den fø'ste Symaskine, som Ø'sted ha'de lavet. — Og Døtrene, de sad og syede, for at faae Tiden til at gaae med no'et.
Saa var der en Kjøvenhavnere; han ha'de længe staaet og gloet paa vos og lyttet etter, hvad ded var vi snakkede om. — Han kom saa hen te' vos, og saa sa'e han: Undskyld di Herre; — han sa'e di Herre til vos — baade te' Prangeren og te' mig; — men maae jeg gjøre dem opmærksom paa, at den forklaring beroer paa en lille Misforstaaelse. — Ø'sted han var nemlig: Lektrisk fabrikant. —
Ded er Løgn, sa'e Prangeren. — De skal inte fortælle mig hvad Ø'sted han var, for jeg er en Ongdomsven a' ham, saa ded er jeg vistnok bedst hjemme i a' vos To. —
Saa skulde I ha'e seet, hvor Kjøvenhavneren han skyndte sig og liste a'! — — — Men der kan man li'egodt see, at ded er rart og ha'e en Føllesvend med, som er inge paa Tingene, — for ha'de fredreksen inte væ't med, saa kan ded minsæl gjerne være, at Kjøvenhavneren han ku' faa't mig bildt ing, at Ø'sted aldrig ha'de væ't Opfindere a' Symaskinen. —
Slut
»Olsens Sjælevandring.«
De kjendte jo nok Olsen? — Hvad? Han, den høie, rødhaarede, enøiede, lange, skjævbenede Olsen? Se, han og jeg vi var nu Venner fra Ungdommen af, og vi kom natyrligvis meget sammen, og det maa jeg sige til Olsens Ros, — han var et mageløst rart og stilfærdigt Menneske, som det aldrig kunde falde ind at falde ind paa nogen. Men slaas, det vilde han. Han skulde nok finde en Anledning, og kunde han endelig inte finde en Anledning, saa fandt han alligevel paa en, og saa sloges han alligevel.
Det var egentlig i Grunden den eneste Fornøielse, som Olsen satte Pris paa, for saadan som Theatrene og Korups Have og Kisten, eller Tivoli og saadant noget, det laa nu engang inte for hanses Stemme.
Men fraregnet det, at han vilde slaas, saa var han det fredsommeligste Menneske, som man kunde tænke sig. Naa, enhver har jo sine Feiler, og saadan gik det ogsaa med Olsen natyrligvis.
Men det var det forunderlige ved Olsen, at han havde saadan sine egne Meninger og Tænkninger om Livet og Døden og Livet efter Døden, eller om Døden efter Livet, ligesom man nu vil tage det. Og han paastod bestemt, at han havde levet engang før, og dengang, da var han Kanariefugl og havde sittet i et Bur og fløitet for et Par gamle Jomfruer, der havde fodret ham med Kjæmper og Kanaillefuglefrø, og han var vis paa, at naar han nu døde igjen, saa vilde han gaa over til at blive en gammel Hest.
Nu, imidlertid, saa er det, at Olsen han bliver syg. Lungerne havde jo inte duet paa ham i mange Aar, og nedgroede Negle havde han lidt af alle de Aar, jeg havde kjendt ham; de kunde han jo inte dø af, men han døiede meget i dem til Tider. Men saa en skjøn Dag, saa skvat han, og væk var han.
Jeg kunde nu inte lade være og gaa og spekulere paa, om Olsen nu virkelig skulde være blevet til en gammel Hest; og jeg saa' paa alle de gamle Krikker, som jeg traf sammen med; men der var inte en eneste, som jeg syntes, at der kunde ligne efter Olsen. Og saadan gik der et halvt Aars Tid, uden at det var mig muligt at faa hilst paa min gamle Ven. Jeg reiste omkring til alle de Markeder, der var, og saa' paa gamle Heste, men jeg kunde inte faa fat i nogen, der kunde ligne min gamle Ven Olsen.
Men saa en Dag, en meget varm Sommerdag, da jeg ganske tilfældig kommer fra Østergade, da ser jeg henne paa Gammel Amagertorv en gammel rød Hest for en Droske, og han stod og nikkede og nikkede med Hovedet. Og saa siger jeg til mig selv: Gud ved, om det ikke skulde være Olsen; Kuløren den passer, for Olsen var rødhaaret, Faconen kunde ogsaa nogenledes passe, for Hesten var skjævbenet, og da jeg saa ovenikjøbet saa', at Hesten var enøiet, saa kunde jeg jo omtrentlig regne ud, at det maatte være min gamle Ven Olsen.
Saa tænkte jeg ved mig selv: Du har da Lov til at gaa hen og spørge Dig for. Saa siger jeg meget høfligt og venlig: Et det Dig, Olsen? Og han nikkede med hele Hovedet og slog et Par Slag imod Vognen for at vise mig, at han kunde sla' et Slag endnu, og saa la'e han Ørene tilbages og grinede af hele Verden.
Ja, min gamle Ven Olsen, sa'e jeg, Snaps, Sodavand og Cognac, det kan jeg jo nok tænke, at det inte kan hjælpe at byde Dig; men et godt Stykke Rugbrød, det vil Du vil nok have? Og Olsen han nikkede.
Jeg ned i en Kjælder og fik kjøbt et helt Rugbrød. Det fik jeg skaaret i Stykker, og saa begyndte jeg at fodre Olsen; og han huggede i sig, saa det var en ren fornøielse at se ham faa Mad.
Saa kom Droskekudsken op fra en Beværtning, og saa kom han hen til mig og takkede mig, fordi jeg var saa venlig at fodre hans Hest.
Der er inte noget at takke for, sa'e jeg. Skulde jeg inte kunne unde en gammel Ven en Bid Brød? De maa nemlig vide, han er en gammel Ven af mig, og han hedder Olsen.
Naa, hedder han Olsen, sa'e han, saa—aa.
Ja, min S'æl og Salighed hedder han Olsen, det maa jeg vel vide, som har været en Ungdomsven af ham i mange Aar.
Ja, jeg ved jo inte, hvad Navn han er døbt med, sa'e Kudsken.
Nei, men det ved jeg, sa'e jeg, hans fulde Navn, som han er døbt med, det er Edvard Emilius Alfonso Olsen, og han er født i Pilestræde den 25de Marts 1833.
Er han det, sa'e han. Det var dog Helvedes, ja, jeg kunde nok se, han var noget stramtandet, men at han er saa gammel, havde jeg dog inte troet. Jeg har kjøbt ham i Sverrig, og jeg troede, at han var født derovre.
Saa saa' jeg paa Olsen og saa sa'e jeg: Hvad vilde Du i Sverrig, Din Gavtyv? Har Du virkelig vaaren i Sverrig, Olsen? Der har Du vist lavet none rare Balajer.
Og saa lukkede han det gode Øie og saa' paa mig med det Øie, som han inte ha'de. Og Olsen han grinede over hele Ansigtet og nikkede. Kan De se, han forstaar mig, sa'e jeg; kan De se, han nikker, saa De kan da se, at det er, som jeg siger, at det er min gamle Ven Olsen.
Ja, sa'e Kudsken, hvis alle de Heste, der nikker med Hovedet, skal hedde Olsen, saa har Hr. Olsen en meget stor Familie; men den vil dog immervæk blive størst om Sommeren, naar vi har lidt rigeligt med Fluer, for det er s'gu dem, han nikker af.
Naa, saa det mener De, sa'e jeg; jeg har vel nok ogsaa andre Kjendetegner paa Olsen. — Er alle de andre Heste maaske røde? Hvad? Er alle de andre Heste maaske skjævbenede? Hvad? Vil alle de andre Heste maaske sla'? Hvad? Er alle de andre Heste maaske enøjede? Hvad? — Nei, lad os være enige om, at jeg kjender vel nok Olsen bedst af os to, eftersom at jeg har været hans Ven i mange Aar. De har jo kun kjendt Olsen en kort Tid.
Ja, jeg har kun kjendt ham i fjorten Dage, og jeg skal snart se at slippe af med det Utuske, han er en ren Ulykkesfugl.
Naa, saa det er han, det er ellers en haard Beskyldning imod ens gamle Ven.
Saa sa'e jeg Farvel til Kudsken, og saa nikkede jeg til Olsen, og Olsen han nikkede igjen, og han blev ved at nikke, lige saa længe som jeg kunde se ham.
En fjorten Dages Tid efter saa traf jeg Kudsken igjen, og natyrligvis spurgte jeg strax, hvordan min gamle Ven Olsen havde fat paa det.
Jeg har solgt ham, sa'e han. Han er kommet ud paa et Teglværk, jeg kunde inte ha'e ham længere; han blev tilsidst rent rundtosset, enten han stod i Stalden, eller han var for Vognen, saa vilde han sla'.
Naa, saa han vilde sla'! — Ja, saa var det Olsen. Nei, hvor det ligner ham. Ja, det var Olsen, det er bestemt; alting tyder paa, at det var ham.
Og saa var han luddoven, sa'e Kudsken.
Luddoven! Doven! Ja, saa var det Olsen, det er bestemt.
Saa gik jeg ud paa Teglværket og kjøbte ham, og nu har han gaaet for en Slaamaskine hele Sommeren, for sla', naada! hvor det dog altid har moret ham, og hvad gjør man ikke for en gammel Ven, ham skal man være god imod. Og det vil jeg raade enhver til at være, som der paa sin Vej møder saadan en god, gammel Ven, som jeg gjorde.
Slut
»En Passiar i en Landsbykro.«
F ø r s t e. Nu lader det da til, at vi skal ha'e Høstveir, det har ellers ladet vente lidt længe paa sig.
A n d e n. Ja, det har osse lat vente lidt længe paa sig, ja, det har det, men nu er det ellers et reidi rart Høstveir.
F ø r s t e. De siger, at det er rent skidt med Anders Larsen, han skal nok være meget syg. Han har jo snart ligget til Sengs en tre, fire Ugerstid.
A n d e n. Ja, det bliver vel nok saadan i Lag en tre, fire Uger, at han har væ't sengeliggende, og man hører jo nok, at de siger, at det skal være rent skidt med ham, han skal være meget syg.
F ø r s t e. Gud ved, om han nogentider kommer sig igjen, han skal være svært medtagen.
A n d e n. Ja, det hører man jo nok, at de siger, at han skal være svært medtagen. det kan godt ske, at han maaske aldrig bliver saadan reidi rask igjen, ja det kan, det kan godt ske.
F ø r s t e. Han har ellers væ't en rask Mand, det har Anders Larsen.
A n de n. Ja, det har han; han har væ't en reidi rask Mand, da han var rask.
F ø r s t e. Skulde han falde væk, Anders Larsen, saa er det ligegodt godt, at der er en voksen Søn.
A n d e n. Javist er det; det er godt, at der er en voksen Søn, om Anders Larsen skulde falde væk.
F ø r s t e. Men han kan jo da ogsaa komme sig igjen, om osse de har væ't syge, det har man da hørt før.
A n d e n. Javist kan han jo sagtens komme sig igjen, det kan han; det har man jo hørt saa tidt, at Folk kan nok komme sig igjen, fordi de har været syge.
F ø r s t e. Folk siger ellers, at Sønnen skal være lidt vidtløftig.
A n d e n. Ja, det har man jo nok hørt lidt Snak om, at Folk har sagt, at han er ikke ganske fri for at være lidt vidtløftig.
F ø r s t e. Jeg tror nu inte, at der er Noget om det. Jeg kan godt li'e ham, han lader meget flink, naar man er sammen med ham.
A n d e n. Ja, det gjør han, han lader reidi flink, naar man saadan er sammen med ham, det gjør han; jeg kan godt li'e ham.
F ø r s t e. Peder Jørgen fik da solgt sin Plag.
A n d e n. Ja, han fik jo solgt ham.
F ø r s t e. Det var ellers en god Plag.
A n d e n. Ja, det var det, det var en reidi god Plag, saadan hvad man kalder en reidi Plag.
F ø r s t e. Men jeg tror ligegodt aldrig, at der bliver nogen god Hest ud af ham.
A n d e n. Nej, det tror jeg nu for den Sag heller inte. Der bliver ingen saadan reidi Hest ud af ham, det har jeg heller ingen Tro om.
F ø r s t e. Det var ellers en god Pris, han fik for ham.
A n d e n. Ja, det var en reidi Pris — det var det.
F ø r s t e. Inte for det, at jeg vil sige, at han fik for meget for ham.
A n d e n. Nej, det tror jeg heller inte, han fik.
F ø r s t e. Men det var ligegodt en god Pris efter det, han var.
A n d e n. Ja, efter det, han var, saa var det en god Pris, det var det.
F ø r s t e. Det var nok et storartig Gildes, de holdt til Begravelsen hos Mads Hansen i Kappendrup.
A n d e n. Ja, det var nok meget storartig.
F ø r s t e. Den gik nok lidt muntert til, efter det de siger. Man siger, at de kom op at slaas, inden de blev fær'ig med Gildeset, og det kan jo nok være, at det osse var Tilfældet.
A n d e n. Ja, jeg har jo nok hørt Snak om, at det gik lidt muntert til, og de siger jo. ogsaa, at det var fær'ig ved at blive til Slagsmaal, inden at Gildeset var forbi, saa det kan jo godt være Tilfældet.
F ø r s t e. Jeg tror nu, at det er Løgn.
A n d e n. Ja, det er inte for det, men skal jeg sige min oprigtige Mening, saa tror jeg osse, at det er Løgn.
F ø r s t e. Naa, jeg skulde nok se at komme ad Hjemningen til.
A n d e n. Ja, jeg tror osse, at jeg skal til at liste ad Hjemningen til.
F ø r s t e. Farvel, Hans Christensen!
A n d e n. Farvel, Ole Olsen!
F ø r s t e. Hils hjemme, Hans Christensen.
A n d e n. Tak skal Du ha'e. Vil Du osse hilse hjemme, Ole Olsen.
Slut
»Mosters Tommelfinger.«
Jeg ved inte, om De kender Doktor Jensen i Tjørnetved; det er ellers en gevaltig dygtig Mand til at kurere, men han kan undertiden være lidt kort for Hovedet.
Han bor lige over for Kroen, »Ny Kro«, som de kalder den; — se, hvorfor de kalder den »Ny Kro«, det er jo inte godt at regne ud, for den er færrig ved at staa og falde rent sammen, og min Bedstefader han siger, at saadan har den set ud al den Tid, han kan huske tilbage, ligefra han var en lille Dreng.
Men det var det, jeg vilde fortælle; saa er det jo, at min Moster hun faar saa forfærdelig skammelig ondt i den ene Tommelfinger. Og det blev ved at værke og værke, saa hun var færrig at blive rent tosset, og det blev ved, den ene Dag værre end den anden; hun havde ingen Ro hverken Dag ener Nat.
Saa træffer det sig imidlertid hverken værre eller bedre, end at han Per Hendrik, Hesteprangeren fra Nyrup, han kommer kjørende herover for at handle med mig om en Plag, og vi kommer jo da ogsaa til Handels om Plagen, og da vi saa havde handlet, saa skulde vi jo ha'e lidt »Leikjøb«, og saa si'er jeg til Prangeren: Værsgo' og gaa ind i Stuen; saa ta'er vi os en lille Bid Mad og en Snaps, og det kan være, naar vi gjør os rigtig gode Venner med vor Mo'er, at der vanker »en lille Sort«.
Men saa er det jo, at lige saa snart som Prangeren kommer indenfor Døren, saa faar han Øie paa Moster og ser, at hun har fingeren beviklet, og saa siger han: Hvad feiler Din Haand? Saa er det jo, at hun siger, ligesom det forholder sig, at hun har en daarlig Tomlefinger, og hun har ingen Ro i den hverken Dag eller Nat.
Saa si'er Prangeren: Det skal I være meget forsigtig med! Det er inte længere siden end som ifjor, da var der en Mand henad Ringstedkanten, han fik li'saadan en daarlig finger, han havde stukket den bare paa saadan en Ubetydelighed som paa et meget lille rustent Søm, og saa gik det over til denne Sygdom, som de kalder for »Blodforfriskning«, og han døiede i den, saa han var færrig at kræpere. Og det gjorde han da ogsaa, for i Løbet af nogle Dage saa var han væk. Vil I lyde mit Raad, saa skal I snakke med en Doktor om det, sa'e han, og I skal inte vente forlænge.
Det kan godt være, at Du har Ret, sa'e jeg. Nu vil vi de det an en 3–4 Dage, og er der saa ingen forbedrelse, saa vil jeg tage det lige overtvært og kjøre hen og snakke med Doktoren lige med det samme.
Saa, da der var gaaet en 4–5 Dage, og det blev ved at være lige daarligt med ringeren, saa bestemte jeg mig til at kjøre hen til Tjørnetved for at snakke med Doktoren. Men da jeg saa kom derhen, saa var han inte hjemme, han var kjørendes ud for at kurere, og saa kjørte jeg over i Kroen og lod Bæsterne stalde ind, og saa gik jeg selv ind i Kroen, og hvem sad der andet end som Prangeren Per Hendrik.
Lige saa snart som vi havde sagt Godda' til hinanden, saa spurgte han, hvordan det gik med Mosters Tomlefinger.
Ja, det er lige ved det samme, sa'e jeg, hun er lige færrig til at blive rent tosset af bare Pine, og derfor tog jeg i Dag lige overtvært herhen for at snakke med Dokteren, for naar saadan en Sygdom ikke bliver taget omtrent med det samme, saa ved man aldrig, hvad det kan føre til.
Nei, det er meget rigtig, sa'e Per Hendrik.
Saa sad vi og sludrede og fik nogle smaa Kopper Thepunsch, og da der saa var gaaet en Timestid eller to, saa saa' jeg, at Doktoren han kom kjørende hjem. Og saa gik jeg over til ham og sa'e ham det, ligesom det var, at jeg var kjørt hen til ham, angaaendes at min Moster havde faaet en meget slem Tomlefinger og var saa forpint, at hun næsten inte havde Ro hverken Dag eller Nat for edelig Pine.
Det er vel Buldenskab, sa'e Doktoren, jeg kommer ud ad Jert til i Morgen, og saa skal jeg komme ind og se til hende, men nu kan I foreløbig lægge et Grødomslag om Fingeren, til jeg kommer.
Tak, sa'e jeg, og saa bød jeg Farvel, og saa gik jeg over i Kroen igjen.
Naa, hvad Besked fik Du saa af Doktoren? sa'e Hendrik.
Han sa'e at foreløbig skulde vi bare lægge et Grødbeslag paa Fingeren, og saa kommer han selv ud i Morgen for at se nærmere paa det.
Ja, det er vist godt, sa'e Prangeren, men sig mig skal det nu være varm eller kold Grød?
Ja, se, det spurgte jeg rigtignok inte om, sa'e jeg.
Gaa derover igjen, sa'e han, for Du maå da se at komme hjem med rigtig Besked.
Saa gik jeg over til Doktoren igjen, og saa sa'e jeg: Undskyld, Hr. Doktor, men der var en Ting, som jeg glemte at forespørge Dem om, det var angaaende, om vi skal bruge varm eller kold Grød til Mosters Tomlefinger.
De skal naturligvis bruge varm Grød, ligesaa varm, som hun kan taale den, sa'e han.
Og saa sa'e jeg Farvel igjen, og Doktoren han sagde osse Farvel, og saa gik jeg over i Kroen igjen.
Saa spurgte Prangeren, hvad Doktoren havde sagt, og saa sa'e jeg ham det, ligesom det var, at han havde sagt, at det skulde være varm Grød.
Saa tog vi en lille Koppe Thepunsch til, det gjorde Prangeren og jeg, og saa sad vi og snakkede, og saa spurgte han, om jeg vilde sælge det røde 5–Aars Øg, som jeg selv havde lagt til, og saa si'er jeg: Nej, det har jeg egentlig inte tænkt paa, og jeg kan ogsaa daarligt undvære hende, men jeg kunde jo faa saa godt Bud paa hende, saa jeg inte kunde være bekendt at sige Nei. Men saa si'er han: Hør, jeg kommer i Tanker om Din Mosters Tomlefinger. Spurgte Du Doktoren, om I skulde bruge Havre– eller Byggryn?
Nei, det tænkte jeg ikke over, sa'e jeg.
Saa gaa hellere over til ham med det samme, nu da Du er her, for det er ligegodt skidt, om Du kommer hjem og inte har faaet rigtig Besked.
Ja, det er jo inte større Uleilighed, sa'e jeg. Og saa gik jeg over til Doktoren igjen og spurgte ham, om han vilde være saa venlig at sige mig, om vi skulde bruge Havre– eller Byggryn, eller om vi muligvis skulde bruge Risengryn.
Det skal være Byggryn for Pokker, sa'e Doktoren saadan ganske fuss.
Naa, det skal det, sa'e jeg, og saa bød jeg Farvel, og saa gik jeg over i Kroen igjen.
Saa si'er Prangeren: Ja, vi kan vel nok taale en lille Koppe The endnu. Javel, sa'e jeg. Og saa tog vi et Par smaa' Kopper til.
Saa siger Prangeren: Naa, hvad blev det saa til med Grøden?
Det skal være Byggrød, sa'e jeg, og det passer mig ogsaa bedst, for Byggrynsgrød det faar vi jo baade til Davre og Nad're, og der levnes da altid saa meget, at der kan blive tilovers til Mosters Tomlefinger.
Saa sad vi og snakkede igjen, baade om det Ene og det Andet, men saa lige med et, ligesom vi sidder saadan og snakker, saa siger Prangeren: Hør sig mig, Niels Larsen, huskede Du nu at spørge Doktoren, om Grøden skal koges i Vand eller Mælk?
Det spurgte jeg s'gu inte om, sa'e jeg.
Ja, men saa maa Du heller gaa over hos Doktoren og faa rigtig Besked, istedetfor, at Du ellers kan resikere at blive skjælt ud, naar Doktoren kommer ud til Jer i Morgen, og I saa maaske har brugt det feile.
Saa gik jeg over til Doktoren igjen.
Hvad Satan vil De nu igjen? sa'e han; De har jo faaet Besked paa, hvad De skal gjøre.
Ja, sa'e jeg; jeg har jo nok faaet Besked paa, at det skal være Byggrød, og at den skal være varm, saa det er jeg klog paa, og det skal ogsaa nok blive rigtig besørget; men se, det var jo det, som jeg forglemte at spørge Doktoren om, om den skal koges i Mælk, eller om vi maaske kunde nøjes med Vandgrød.
Saa blev Doktoren ligegodt ligesom noget gnaven, og saa raabte han, saa man kunde høre ham langt borte: Den skal koges i Vand.
Tak, sa'e jeg, det skal nok blive efterkommet, og saa sa'e jeg Farvel, men han sa'e ingenting.
Da jeg saa kom over i Kroen, saa sad Prangeren der endnu, men da jeg saa lavede mig til at kjøre hjem, saa siger han: hør, vi maa s'gu have en Baier til Afskeden. Og saa tog vi en Baier, og saa sad vi og sludrede og snakkede. Men saa siger Prangeren: Det er ligegodt da rart, at Du nu har faaet Redelighed paa, hvordan Du har at forholde Dig med Din Mosters Tomlefinger, for nu er Du dog mere rolig, da Du kjender Medicinen. Men sig mig, skal hun nu ha'e det Grødbeslag paa baade Dag og Nat?
Det spurgte jeg s'gu inte om, sa'e jeg, men det skal hun vel nok, tænker jeg.
Det var ligegodt mere rigtigt, om Du gik over til Doktoren, medens Du er her, for det er dog en stor Berolighed, naar Du er rigtig med paa det hele.
Saa gik jeg over til Doktoren, og saa spurgte jeg natyrligvis, om Moster skulde have dette Grødbeslag paa baade Dag og Nat.
Ja, sa'e han; og saa grinede han saa smørret. Ja, giv hende det koldt og varmt, giv hende Byg– og Havregrød, giv hende det i Vand og Mælk, og saa giv hende det ind og paa, baade Dag og Nat.
Saa bød jeg Farvel, men ligesom jeg kom udenfor Døren, saa lukkede han Vinduet op og raabte: Sig mig engang, Niels Larsen, De skulde da inte tilfældigvis vide om Hesteprangeren fra Nyrup er i Byen i Dag?
Jo, det er han, sa'e jeg, for jeg har været sammen med ham omtrent hele Formiddagen.
Naa, det kunde jeg næsten tænke mig til, ja, ham kjender jeg, og saa grinede han; saa sig til ham, sa'e Doktoren, at naar han har lidt Tid tilovers, saa vil jeg gjerne snakke et Par Ord med ham.
Det skal jeg, sagde jeg, og saa bød jeg Farvel igjen, og saa gik jeg over og gav Hesteprangeren Beskeden fra Doktoren og saa kjørte jeg hjem.
Men se, det har jeg nu spekuleret saa meget over hvad Fanden nu at Doktoren kunde have at snakke med Prangeren om. Jeg har s'gu inte kunnet regne den ud, men maaske De kan.
Slut
»Kvindesagen.«
En Dag i Sommer, da jeg gik ude paa Landet mellem Roskilde og Hedehusene, mødte jeg en Mand, — en ældre Husmand —, og vi kom i Snak sammen. — Vi talte om forskjellige Ting, og i Samtalens Løb spurgte jeg ham, hvad han mente om Kvindesagen.
Om hvad? sa'e han.
Om Kvindesagen, om Fruentimmerne, sagde jeg.
Fruentømmerne, sa'e han, satte sig saa ned paa Grøftekanten og fortsatte omtrent saaledes: — Fruentømmerne! Aah Gud Fader fri og frels og bevare vos for Fruentømmere. — Fruentømmerne, det er rent ud sagt, — det er det værste Instrument, som Vor Herre har skabt, — det er ubegribeligt, at han ikke har tænkt sig lidt nærmere over det, inden han skabte hende, for saa havde han dog aldrig gjort det. — Men nu har vi dem engang, og de la'r sig inte udrydde, — det er med dem ligesom med Rotterne, de ere allevegne ligesom et andet Amfibijum. — — — Og immer er det dem, der laver Ballade; jeg siger altid: At noget mere kontrarigt og infernalsk end saadan en gal Kjælling, det har verden ikke at opvise.
Ved De, hvad jeg si'er? Jeg si'er: Slip en glubendes, brølendes Hanløve ind ad Nørreport og en ædderspændt, gal Kjælling ind ad Vesterport, jeg gaar Katten dandse mig ind ad Nørreport, — jeg vil hellere møde Hanløven, end som jeg vil møde den gale Kjælling.
Se, jeg vil nu slet inte snakke om, at min Kjælling hun drikker, for det har hun gjort i saa mange Aar, — saa hun ligefrem inte kan gjøre ved det, det hører saa at sige med til hendes Construction, men derfor kunde hun jo da nok passe hendeses Haandtering, men det gjør hun inte! — Kan hun bare komme til at sluddre og vrøvle, saa glemmer hun alting, hvad hun har om sig.
Som nu idag, saa skulde vi ha'e Sulevælling til Middag, og nu ved Kjællingen, at jeg holder saa gevaldig, ukristelig meget af den Spise. — — Det er jo en nydelig Spise! Jeg er vis paa, at De kan ogsaa li'e Sulevælling — hvad? — — — Saa da hun har taget Gryden af Ilden, saa sætter hun den ganske anstændig hen paa Køkkengulvet. — Men saa kommer der en anden Rendekjælling gaaende forbi Huset, og saa skulde hun naturligvis ud for at sludre med hende, og der staar saa begge disse to infarmelige Kjællinger og sluddrer og vrøvler og vrøvler og sluddrer og obselverer inte, at vor store So render ind i Køkkenet, sidder begge Forbenene op i Gryden og æder væk paa Vællingen, som om hun var Mand i Huset og jeg var kasseret og sat ud af det hele.
Jeg skal jo inte nægte andet, end som at jeg blev jo forfærdelig harmfuld, da jeg saa Soen staader og æde hele min Livret, og saa raabte jeg ud: — Rasmine! — Rasmine!! Naa saa du har Raad til, Rasmine, at koge varm Middagsmad til vore Svin, og det tilmed Sulevælling, — jeg vidste inte, at vi var saa velhavende.
Ved De, hvad hun svarede?
Hun sa'e: Ja, saa velhavende er jeg! — Faar du ikke varm Middagsspise hver Dag, Din So?
Jeg blev saa underlig ædderspændt gal, — det var da inte saa underligt — saa jeg aldrig kunde fremføre et eneste Ord til min Undskyldning, — og saa listede jeg a', — jeg vilde naturligvis inte staa og være til Grin for de to skabede Kjællinger. — — Men jeg fik s'gu ingen anden Middagsspise end den Sulevælling, som Soen ha'de staaet og smasket i.
Se, — saadan er Ægteskabet! — Naar en Mand bliver ødelagt, — saa er det altid et Fruentømmers Skyld. — Faar han inte den, han vil ha'e, saa bliver han endda meget værre ødelagt.
Se — der var nu f. Ex. ham den lille Jonas — han blev jo rent ud sagt — ligefrem sindsfortosset, fordi han inte ku' faa den, han vilde ha'e.
Hans Jeppesen, — Mølleren — ham kjender De jo nok, han havde jo denne lange Snabel af en Søn, Rasmus. — Og saa var der jo ham Christian Madsen i Vindinge, — den rige Christen Madsen, som de kaldte ham, — ja ham kjender De jo nok? — Ikke det? Det er ellers kunstig nok, — saa De kjender inte ham; da er han saamænd ellers godt nok kjendt, — — det er ham med det store Lungeslag paa den venstre Kjæbe. — Han er ellers godt nok kjendt, — som sagt; — og der er mange Historier om ham, det var jo ham med Væ'ren, — saa har De vel heller inte hørt den Historie?
Jo se, — det var jo saadan, at han, den lille Galanders, — som de kaldte ham, — han var blevet gal paa Christen Madsen, — hvad der ha'de væ't dem mellem, det ved jeg inte.
Og saa er det en Aften, at Christen Madsen sidder henne hos Jens Hansens, og der er han blevet noget meget svirendes, — og det faar Galanders at se. — — Han den lille Galanders, — — han var nu for den Sags Skyld slet inte gal, men han var opkaldt efter sin Kjælling, — hun hed nemlig Gallisbeth, og hun var et forfærdeligt splindrende galt Spetakkel, som alle Fruentømmer jo er. — Man sku' tro, at det er Løgn, men det er den største Sandhed, at hun gik hver eneste guddommelig Dag og bad til'ed, at hun maatte dø, — bare saa meget som en fire fem Dage før Anders, — for at de kom i Helvede begge To, det var hun paa det rene med; — men kunde hun komme derop inden Anders, saa svor hun paa, — at hun skulde fyre saadan op i den nye Lejlighed, at det sku' lumre om Ørene paa Anders, — lige op til 5te Sal, saadan saa han skulde nok mærke, at det var Lisbeth, der havde fyret i Bilæggerovnene.
Men det var det, vi slap fra. Saa gaar Anders hen hos Christen Madsen og faar fat i en uvanet Være, som han ha'de, og som inte kunde taale at se Christen Madsen, og den tøjrede han inde i Christen Madsens Forstue.
Da saa Christen Madsen kom hjem og aabnede Døren til Forstuen, saa røg Væ'ren imod ham og gav ham et saadan Stød lige for Bællen, saa Christen Madsen han gik paa Hovedet ud af Forstuen. — — Og Christen Madsen, som troede, at det var en Røver, eller saadan en Bandit, der stod derinde, han bandede og svor, at han skulde brække baade Arme og Ben paa ham, og røg ind i Forstuen igjen; men om Forladelse. Der vankede nokken et Stød og herut med Christen Madsen, der var ingen Pardon!
Saa var Christen jo inte rigtig dristig med at gaa ind for tredje Gang, men saa gik han hen og hentede Sognefogden og et Par Mænd til. — Og de tændte en Løite, og saa tog de et Gevær og en gammel Sabel og et Tudehorn med, og saa følledes de ad hen til Christen Madsen.
Da de saa kom derhen, saa aabnede de Døren ganske forsigtig og lyste med Løiten ind i Forstuen, og saa saa de jo Væ'ren som stod tøiret derinde.
Der blev jo — kan De nok tænke Dem — et forfærdeligt Grin, og der blev skrevet om det i Aviserne, — og der var en Karl dengang, som tjente hos Jens Christensens Enke, — han var en hel Spekulantere til at lave Viser og til at digte og saadan noget, og han lavede en Vise paa over tyve Vers. — Jeg kan inte huske den, ellers skulde jeg have sjunget den for Dem, — men jeg kan da huske, at i et af Versene, det var det allersidste Vers — der stod deri:
Nu Væ'ren de paa Gulvet lagte,
Og Døren i de for ham smakte.
— Og saa kan jeg huske et Vers til, og det var ogsaa udmærket, — det var saadan:
Han kunde jo la't Væ'ren være
Saa havde han ej mist' sin Ære.
Men Christen Madsen elsker Guld,
Og er saalangt fra tillidsfuld.
Man ikke altid just behøver
At tro, man møde skal en Røver,
Som til en daglig Tidsfordriv
Berøver Menneskenes Liv.
Men det var det, vi slap fra; Han, den rige Christen Madsen, han ha'de kun en eenste Tøs, — og hun hed, — ja — hvad Pokker var det nu, hun hed? — Hun var ellers saadan en rigtig nydelig Pige at se til, men tovlig det var hun natyrligvis li'som alle Fruentømmer
Naa, Mølleren, han friede for Sønnen Rasmus til Tøsen, — hvad Pokker var det dog, hun hed — — — — Konradine! Ja! — det er rigtig, — Konradine! — saadan var det, — det var Konradine at hun hed. Christen Madsen han syntes jo, at der kunde være nogen Mening i den Propertion, — som han siger, den fordrukne Fuldmægtig Svinke derinde i Roskilde. — — Ja, Svinke, han er da ogsaa bleven gift og har faaet en nydelig Kjælling at trækkes med. — Og saa er Tingesten saa storsnudet, at hun ikke engang vil gaa til Side for en Kokasse, men skvatter lige i den, blot fordi hun gaar og stikker Snuden lige i Vejret af bar Vigtighed.
Men det var jo inte det, vi sku' snakke om.
Se, Jonas han havde jo ingenting, men en lille Kjærnesvend det var han den Gang; — og saa gaar min Salighed Konradine hen og bliver gode Venner med Jonas ved et Høstgilde, som de kom til begge To. — Rigtignok var Jonas ikke saadan et Utuske at se til den Gang som nu, men stumpet, det har han jo alle Dage væ't, akkurat ligesom Bødkeren med den afsavede Tommelfinger.
Men, se Christen Madsen, det var jo saadan en rigtig bredbenet Tamp af en Gaardmand, og da han hørte, at Konradine var blevet gode Venner med Jonas, saa skjældte han ud og skabede sig. — Og Tøsen hylede og skabede sig, som Fruentømmer altid gjør; men hun maatte ligegodt neje sig og ta'e Rasmus.
Og nu sitter Rasmus hver Dag paa Kroen og drikker og huserer og spiller Skervensel og Kat eller Mis, — hvad det er, de kalder det, — med den stumpede Skrædder og Jor'mo'rmanden, — og det kan nok hænde sig, at han er en god Malkeko for dem begge To, — det siges der da. — Jor'mo'rmanden han forløser ham omtrent hver Aften for en to, tre Kroner, — og sommetider for mere.
Og blev det galt med Rasmus, saa blev det dog værre med Jonas, for han blev saa fnysende ædderspændt gal fra den Tid, saa den bare Ondskab drypper ham ud af Øjnene.
Det er nu inte for det, — men Rasmus er nu heller inte ganske dristig ved at møde ham, — for Jonas er nok lille, — men han er forfærdelig stærk, og den første Gang, han mødte Rasmus, — saa kunde han ligegodt inte dy sig, uden som at han stak Rasmus saadan en paa Tuden, saa Rasmus han skvat som en Stud, der er slaaet for Panden.
Det var endda paa en Søndag, og Rasmus ha'de været til Alters den Dag, men Jonas han var saa ædende gal, at han inte kunde vente til om Mandagen, — — — det havde dog inte været slet saa ukristeligt, tilmed da det kun altsammen var for et Fruentømmers Skyld.
Slut
»Aandsnærværelse.«
(Portalt mig af en Kjøbmand i en Provindsby).
Det kan jeg sige rent ud, at havde jeg ikke havt den Ro, Besindighed og Aandsnærværelse, som jeg er i Besiddelse af, saa havde jeg saamænd ikke siddet her nu; — nei, ikke saadan synderligt. Det havde jeg nemlig svært ondt ved, for saa havde jeg været død fra den 24de August 1889 og til Dato. —
See, det skal jeg fortælle dem, hvordan det gik til! —Det var som sagt den 24de August 1889, saadan henad Eftermiddagen, saa gaaer jeg ud i Gaarden, — og det var et ganske deiligt Veir med — saadan blaa Himmel og saadan Solskin og saadan rigtig behagelig. —
Jeg stod lige op til vores Mødding og stod saadan og beundrede Naturen og Udsigten og saadan hvad der nu kunde være at beundre. — Men saa lige med et, saa bliver det mørkt, og saa kommer, saadan, ganske gemytlig, den ene Sky drivende efter den anden. — Og de blev ved med at komme drivende; men jeg havde alligevel den Aandsnærværelse, at jeg sa'e til mig selv: Det seer næsten ud, som om det kunde finde paa og trække op til Tordenveir. —
Lige i det samme som jeg har tænkt det, saa slaaer min Salighed Lynet ned i Møddingen! Jeg skvattede og laae stendød ved Siden af Møddingen. —
Naa tænkte jeg ved mig selv. Denne hersens, den er ikke saa hyggelig som den kunde være; hvad skal Du stille an med den Mikkelsen?
Saa da jeg havde ligget noget, saa si'er jeg til mig selv: Hør Mikkelsen, siger jeg — Du skylder Dig selv og din Familie og dine Forretningsforbindelser og dine Kunder etc., at komme til Live igen, hvis Du paa nogen Maade kan; men hvordan skal Du bære Dig ad, tænkte jeg. —
Men saa faaer jeg, ligesom jeg ligger der, den aldeles originale og udmærkede Idé: Du skal prøve om Du kan trække Veiret! — Jeg prøvede saa paa at trække Veiret; men — nei, den gik ikke! Der var ikke det der
lignede Veir.
Nu kan de jo nok forstaa, at jeg blev lidt løierlig, — og saa siger jeg til mig selv saadan indvendig: Det er en kold en, Mikkelsen, si'er jeg. — Naturligvis kreperer Du, det er tydeligt nok; men hvis Folk — saadan de Efterlevendes — kommer med den gamle forslidte Vittighed: Han døde fordi han glemte at trække Veiret, saa er det s'gu Løgn, — for det var noget af det første, som jeg prøvede paa. —
Saa blev jeg liggende ganske stille en halv Snes Minutter, eller maaske et lille Kvarters Tid, og saa tænker jeg ved mig selv: Der er ikke andet for, end at Du maa prøve endnu engang, Mikkelsen, om ikke det skulde være muligt, at Du kunde trække Vejret, naar Du rigtig strænger Dig an. — Og saa prøvede jeg igjen; men om Forladelse! Der var ikke Spor af Veir i mig. —
Nu skal jeg ikke nægte at jeg begyndte at blive lidt løjerlig! Ja, hvem som ikke har prøvet det, de gjør dem ingen Idé om, hvad det er for en væmmelig, rent ud sagt, nederdrægtig Fornemmelse ikke at trække Veiret en eneste Gang, saadan i et Kvarters Tid. — Jeg vil sige dem: Man synes hele Tiden, at det er ligesom der manglede Een noget. —
Imidlertid havde jeg dog den Energi og Kraft og Aandsnærværelse, at jeg atter tænkte ved mig selv: Ganske vist nytter det ikke, og ganske vist fører det ikke til noget, — det veed jeg i Forveien. — Men Din Forretning kan jo da ikke lide noget ved at Du gjør endnu blot et eneste Forsøg. — Hjælper det saa heller ikke, saa opgiver jeg absolut Situationen. —
Saa tog jeg mig sammen og saa satte jeg mine sidste Kræfter ind paa at tage Veiret!
Og — ved Gud — de troer maaske det er Løgn; men det er saa sandt, som at jeg staaer her; — jeg fik Veiret! — Og jeg kan ikke nægte, at jeg følte det alligevel som en hel Tilfredsstillelse, idet jeg kunde sige til mig selv: Med en rolig Samvittighed kan Du sige, Du har gjort Din Pligt Fredrik Mikkelsen!
Men, som sagt, havde jeg ikke vedligeholdt min Ro, Koldblodighed og Aandsnærværelse, og fremfor Alt! — Havde jeg ikke havt den Kjærlighed til min Familie, min Forretning og mine Kunder, som jeg havde, — saa havde jeg naturligvis undladt at gjøre det treide Forsøg, og saa var jeg gaaet ud af Verden den 24de August 1889.
Men fra den Dag af, saa — saasnart som det saadan trækker op med saadan sorte Skyer, og saadan seer ud til Tordenveir, og saadan noget — saa ligger jeg mig altid, ganske rolig, ind paa min Sovesofa. — For skulde saa Ulykken komme engang endnu, saadan med at Lynet skulde slaa ned, saa er det ganske anderledes behageligt for mig, at ligge paa en Sovesofa, end som den 24de August 1889, da jeg laa paa den haarde Stenbro lige ved Siden af Møddingen, for det var ved Gud et rædsomt ubehageligt Leie — ikke at tale om — at Luften langtfra var god. —
Det siger min Kone ogsaa. — Hun siger: Det er uhyre betænksomt af Dig Mikkelsen! — Ja, det siger hun. —
Slut
»Jens Larsens Mening om Cycler.«
Ja, — naar jeg egentlig skal sige min ærlige oprigtige Mening om Cøcler, saa er det noget Skidt! — Noget rigtig infamelig Skab! — Og saa er der jo ingen Matrejaler i dem, saadan som der var i gamle Dage.
Jeg kan huske den første Gang, jeg saa' saadan en Cøcle, — det vil sige, dengang da kaldte man dem for Vældesaapædere. — Og saa var det jo, at han, Hans Rasmussens Søn fra Svogersløv, — det kan gjerne være, I kjender ham, Hans Rasmussens Søn! — Han var i mange Aar Nummer Treiopvarter paa Alleenberg, saa det er slet inte umuligt, at I kjender ham derfra, — han var et smokt Menneske.
Se, — han kommer jo kjørende hjem til Svogersløv paa saadan en Vældesaapædere, — — — det vil sige, — han sa'e da rigtignok selv, at han havde trukket ham det meste af Veien, — men han kom da kjørende ind i Byen, det kunde han jo nok slippe afsted med, — — for derude fra Niels O'els Gaard gaar Vejen jo saadan for Hæld, saa han kom kjørende ganske gratis ind i Byen.
Nu ha'de man jo aldrig set saadan et Instrument før, saa man var natyrligvis nysgjerrig efter at se, hvordan det tog sig ud. — Og jeg fik fat i Tingestet og endevendte ham efter alle Leder og Kanter, og Gu' min S'æl gik jeg inte saa længe, saa jeg fik Lyst til at faa et saadant Kjøretøi til mig selv.
Se, — nu kan man jo faa dem saa mange Steder, men dengang var der kuns In, der lavede dem; — der var kuns In! — Og han hed inte andet end som Løvvener, og han boede inde paa Christianshavn; — men han var nu saa skammelig dyr med dem.
Men saa fik jeg fat i Smeden og Hjulmanden derude i Svogersløv, og saa fik jeg dem til at tage Maal af den, han ha'de, — ham Hans Rasmussens Søn, Nummer Treiopvarteren derude fra Alleenberg, — — — og saa tog de Maal af ham, — det vil sige, natyrligvis inte af Hans Rasmussens Søn, men af hans Vældesaapædere. — Men saa kunde jeg jo ligegodt regne ud, da de fik gjort et Overslag over ham, at det blev farligt dyrt, naar jeg skulde ha'e en hel ny, men saa er det, at jeg kommer i Tanker om, at jeg havde en gammel Enspændervogn, som jeg inte brød mig større om, og saa tog jeg to Hjul af Enspændervognen, og saa lavede Smeden og Hjulmanden en forfærdelig snild Vældesaapædere, — ja det var det! — Han veiede lige knebent halvandenhundrede Pund, da han var færig, — saa det var jo unægtelig et nemt Kjøretøi. —
Se, — saadan opad Banke, der kunde det nu inte saa godt lade sig gjøre at kjøre med ham, — saa skulde der helst ha'e væ't Enspænderstænger paa ham og saa en Hest for; men paa lige Landevei, og ellers, naar det var en lille Smule paa Hæld, — og i Særdeleshed naar der var en rask Mand til at skyde bag paa ham, og saa en til at gaa ved Siden af og holde ham i Bilancen, saa gik han ganske aldeles af sig selv, og saa kunde jeg sidde ganske uskyldig deroppe paa Sædet og bare sidde og traadde paa disse Fodtrin, — Peterstalerne, som de kalder dem for, og saa sad jeg der og traadte paa Peterstalerne, og saa gik han ganske og aldeles af sig selv.
Ja, — det var unægtelig et nemt Kjøretøi, — det var det! — Den værste Ulykke, som vi ha'de med det, — det var, naar vi mødte nogen paa Landeveien, — for baade Mennesker og Dyr, de blev sky, naar de saa' os komme, og røg paa Hovedet i Landeveisgrøften, saa det var jo inte saa rart.
Og Smeden han lavede en Singenalklokke, uhyrlig snild, — — det var bare saadan med en Krumtap, som saa tog fat i en Glitterstang, — som der saa gik en ganske lille tynd Axel fra, og saa for Enden af den, der var der saa en lille Kran med en Klods, som Axelen tog fat i, og saa faldt Klodsen ned og slog paa Klokken. — — Ja, — den var ligegodt godt udregnet, — det var den. — — Men Smeden er jo ogsaa — rent ud sagt — en hel Mekanikkusk. — — Ja, — den er udmærket! — Den eneste Feiler der var ved den, det var egentlig kuns, at den kunde inte ringe; — men lige fraregnet det, saa var den udmærket.
Men saa er det jo, at jeg kom i Tanker om, at jeg ha'de et gammelt Vækkeuhr, som jeg inte brød mig støre om, og saa brugte jeg Uhret istedetfor Singenalklokken. — Men det blev jeg nu snart kjed af, — for det var jo farlig til Uleilighed, ved det, at hun skulde jo trækkes op imellem hver Gang, vi mødte et Menneske. — Se paa de smaa Landeveie, der kunde det endda gaa an, for der møder man jo inte saa mange; men naar man kom ud paa Hovedlandeveien, saa kunde man inte bestille andet end som sidde og drave dette Utuske op uafladelig, — saa I kan nok indse, at det varede inte længe, inden jeg kasserede det Apperat.
Saa lavede Smeden uhyrlig snildt saadan en lille Singenalklokke, som han satte foran paa Styret, og saa lavede han en gevaldig snild lille Hammer, som jeg kunde ha'e i Vestelommen. — Og saa ku' jeg jo sidde og se ud over Styret og obselvere, om der kom Nogen, — og saasnart der saa kom Nogen, saa bare Hammeren op af Lommen og saa saadan en 5–6 Slag paa Klokken, — saa var det i sin Orden.
Men jeg ved inte, — — jeg blev ligegodt snart kjed af at kjøre med det Kjøretøi, ved de', at det var ligegodt lovligt meget Mandskab, man skulde stille med, hver Gang man vilde ha'e en lille Kjøretur, men saa fandt jeg paa, at la'e ham lave om til en Gig! — Men se, — Peterstalerne dem lod jeg blive siddende paa Hjulene, — — og det er ligegodt en hel Adspredelse, naar man kjører ud ad Landeveien, at sidde og se paa disse Peterstaler — Det er ligemeget, hvor galt jeg kjører, — de skal nok holde Takten og følle med. — Og saa er det jo en evig Komedie, — ja — det har vi ha't et forfærdeligt Sjov a', — naar saadan en gal Hund kommer farende ud fra en Bondegaard og ryger lige ind mod Vognen. — For saa ta'r han sig jo inte iagt for disse Tyveknægte af Peterstaler, som sidder helt udenfor Hjulene, og saa kan de Katten danse mig sla' ham saadan en Øretæve, saa han kan staa paa Hovedet henad Landeveien, — — ja, de' har vi tidt haft en hel Komedie af.
Nu har han senere været kjørende til Svogersløv, — det har han, Hans Rasmussens Søn, Nummer Treiopvarteren paa Alleenberg, det vil sige, — nu er han paa Cirkus Variæte; men se, hvad Nummer han har der, det ved jeg ikke. — — Men, som sagt, nu har han senere væ't kjørende ud til os; men nu kjørte han natyrligvis paa en af de nymodens. — Og han var saa vigtig af det Kjøretøi, saa det var noget rent forfærdeligt, — — og han fortalte, at den var af en bestemt Race — — Saadan noget Sludder! — Vi kan jo da nok begribe, at der kan inte være Racer af Cøcler, saadan som ved Heste og Kretur, — men vi lod jo ham sluddre væk med sit.
Men saa snakkede han en hel Del om »en høi Gier« — og det var noget, som vi var kjendt med, — særlig i Fastelavnstiden. — — Og jeg sa'e ved mig selv: — Du kan være evig forsikret om, min Ven, at Du skal komme til at kjøre herfra med den største Gier, Du nogensinde har ha't — og saa tyllede vi i ham, baade af gammelt Øl og baiersk Øl og smaa Sorte og Punsch og alt det, der var til, saa jeg skal garantere for, at han kjørte ad Kjøbenhavn til med den høieste Gier, som han nogentider har ha't.
Ifjor da blev jeg ligegodt gal paa disse Cøclistere, der averterede i Roskilde Avis, at de holdt Stjerneløb i Roskilde om Søndagen. — Nu vidste jeg inte, hvad det sku' sige, dette Stjerneløb; — men saa gik jeg hen til Degnen, og saa spurgte jeg ham, om han ha'de nogen Mening om, hvad dette Stjerneløb egentlig havde at betyde? — Nej, — ikke for nogen Bestemmelse, — sa'e Degnen, — men man holder jo almindeligvis for, at Stjernerne det skal være de bedste. — Saadan som f. Ex. med Komediespillerne og den Slags, da kaldes jo almindeligvis de bedste af dem for Stjernerne; — — og det er jo f. Ex. li'saadan med Cognac; jo flere Stjerner der er paa den, des bedre holder de den jo for at være.
Saa gik jeg hjem med den Besked. — Og saa sa'e jeg til vor Mo'er: Hør, skal vi to Gamle være enige om at ta'e begge Tøserne med og saa ta'e til Stjerneløb i Roskilde paa Søndag, — for det bliver morsomt.
Har Du væ't til Stjerneløb før? sa'e vor Mo'er.
Nei, jeg har ikke, sa'e jeg.
Ja, — hvor ved Du saa, at det bliver morsomt, sa'e vor Mo'er.
Ja, — for det tror jeg, — sa'e jeg, — og saa snakkede vi inte mere om det. — Da saa Søndagen kom, saa lod jeg en af Karlene lave Kjøretøiet i Orden, og saa trillede vi ad Roskilde til.
Da vi saa kom op paa Hestetorvet, saa var der aIlerede, samlet en forfærdelig Hob Mennesker og Cøclistere, — naa ja, — Cøclistere er jo da heIler inte andet end Mennesker. — — Saa var der In i en rød Trøie, — ham bed jeg, strax Kjende i. — Og saa sa'e jeg til vor Mo'er: — Du skal se ham i den røde Trøie, — han bliver ligegodt en af de ViIleste, — det er jeg vis paa, — for han har saadanne nogle ualmindelige bestemte Ansigtstræk i Ansigtet. — Pas bare paa, saa skal Du se, at den Ka'l, han skal nok klare Boutiken. — Saa stiIlede jeg mig hen paa Siden af ham, og saa spurgte jeg: — Hvor har De nu lovet Dem hen mig Forlov?
Holbæk! — sa'e han. — Og saa tog Fa'en ved dem til hver sin Side ud over Torvet.
Men der kan man se, hvor man kan ta'e feil af saadan et Menneske! jeg ha'de saadan en god Tillid til ham, — og saa viste det sig, at han var en ren Vindsak! — Da der var gaaet en liIle Timestid, saa var han tilbage igjen! — Han var bleven kjed af det paa Halvvejen, — og nu fandt han paa, at han vilde til Frederikssund. — Og jeg tænkte ved mig selv: Du er en god Halvtosse, at Du vil ta'e den Vei; hvis Du kjendte Veien til Frederikssund saa godt som jeg, saa var Du minsæl blevet paa Holbækveien, for der er lagt Skjærver paa hele Frederikssundsveien. Men se, det er nu saa forunderligt med disse Cøclistere, — for om ogsaa de har gaaet i en god Skole, saa er det ligegodt no'ne rene Indejotere med at kjende Veiene!
For det kan jeg huske saa tydeligt! — Det var en Søndag, at jeg stod udenfor Gaarden derhjemme i Svogersløv, — saa kom der en af disse Cøclistere kjørendes, og saa holdt han stiIle og hilste Goddav! — Og saa bad han, om jeg vilde være saa venlig at sige ham Veien til Boserup Skov; — kan jeg kjøre ad Kornerup? — sa'e han.
Ja, det er der vist Ingen, der kan forbyde Dem, — sa'e jeg. — Saa skal De bare følge Veien hen forbi Skolen og saa over Broen, og naar De saa er kommet forbi Dampmøllen og Smeden og kommer op paa Banken, saa gaar der en Vei til venstre. — — Det vil sige, — den maa De s'gu inte kjøre af, for saa kommer De til Ledreborg og Hertugdalen; — men naar De bare kjører lidt bedre frem, — saa gaar der en Vei til høire, og den gaar ad Boserup Skov til.
Tak skal De ha'e, — sa'e han. Er det nu den nærmeste Vei?
Nei, — sa'e Jeg, — det er paa det nærmeste en lille Mils Omvei!
Men er der da ingen nærmere Vei? — sa'e han.
Jo, sa'e jeg. — De kan jo blot svinge a' her strax til højre og ned forbi Albrechts Gaard, — saa er De der jo paa et bart Øieblik. — Og saa kjørte han!
Men jeg kunde inte la'e være med bagefter at tænke paa, at det dog var forunderligt, — at saadan et pent, velklædt Menneske, der saa ud til at ha'e gaaet i en god Skole, ikke engang kjendte Veien til Boseruppe Skov, for der er da inte det mindste Barn i Svogersløv, uden som at det kjender den Vei, — og de har dog aldrig gaaet i Skole andet end som hos Degnen i Kornerup. — Men det var det, vi slap fra!
Han jollede saa ad Frederikssund til, — han i den røde Trøie, — men der var knebent gaaet en Time, saa var han min Salighed tilbage igjen! — Han havde natyrligvis heller inte været i Frederikssund, men var blevet kjed af det paa Halvveien, — og nu vilde han til Kjøge. — Og alle de Cøclistere, der stod paa Torvet, de raabte Hurra for ham og svingede med Huerne, — det var natyrligvis for at gjøre Nar af ham; — men det brød han sig aldrig et Gran om. — Han maa ha'e væ't en dølhær'ed Fyr, for han bare grinede af det Hele. —
Saa blev jeg gal, og saa sa'e jeg til vor Mo'er: — Nei — nu er jeg fær'ig; det er første Gang at jeg har væ't til Stjerneløb, og det skal minsæl ogsaa blive sidste Gang! — For skal disse hedde de Bedste, — saa beklager jeg rigtignok de Ringeste. — Nei — staa her og spille lndejot for de Avekatter, — der er jeg ligegodt inte med. — Kald paa Tøserne, og saa følledes vi ad hen hos Per Larsen, Beværtningsmanden derhenne paa Torvet. — Og saa følledes vi ad hen til Per Larsen og fik os en lille Bid Mad og en lille Kop Kaffe med Hvedebrød. — Ja, — det vil sige, jeg for min Part, jeg tog da en lille Sort, men Fruentømmerne, — min Kone og Tøserne, de tog hver en Basse til Kaffen, — og da vi saa ha'de opædt, — saa sa'e jeg til vor Mo'er: — Ta' nu Din Kaabe og Din Sjalsklæ' paa, — og saa sa'e jeg til Tøserne: — Ta' nu Jeres Kaaber og Jeres SjalskIæ'er paa; — og det gjorde de saa. — Og saa tog jeg min Senilje paa, — og da vi saa var paaklædte, saa bød vi Farvel til Per Larsen; — og saa sa'e vi Farvel til Per Larsens Kone, — og saa sa'e vi Farvel til Per Larsens Børn og til Per Larsens Svigermoder, — hun har jo væ't der i Huset i flere Aar. — — — Og saa sad der jo en hel Del Venner og Bekjendtere — og saa sa'e vi natyrligvis Farvel til Venner og Bekjendtere. — Og saa sad der en hel Del, som vi inte kjendte, — det var vist Tilreisendes, — som inte hørte hjemme i Byen; men dem sa'e vi inte Farvel til, — ved det, at vi inte kjendte dem. — Og saa lod jeg Bæsterne spænde for, — og da der saa var spændt for, — saa sa'e jeg til vor Mo'er: — Staa saa paa Vognen, — og saa da hun var kommet op, saa sa'e jeg til Tøserne: — Staa I saa paa Vognen! — Og saa stod jeg selv paa Vognen og gav Gaardskarlen Drikkepenge, — og saa bad jeg ham natyrligvis at hilse Kjøbmanden. — Og saa bød jeg Farvel til Gaardskarlen, og saa kjørte vi hjem til Kornerup.
Slut
»Den gik lidt villig.«
Det var nu rent ud sagt en skammelig Ildebrand, dengang da »Lille Mølle« brændte. Jeg var den første, der opdagede, at der var Ildebrand, og jeg benede af, det bedste jeg kunde, hen til Sognefogden for at melde det; for det gjælder jo om, naar der er Ildebrand, at den gaar lidt villig.
Men, da jeg saa kommer derhen, saa siger Sognefogdens Kone, — sikken en Æggekage hun kan lave med Æg og Flæsk og hakket Purløg; der er aldrig et Sted i hele Sognet, at man faar saadan Æggekage — saa siger Sognefogdens Kone: Vor Fa'er er inte hjemme; han er gaaet ud hos Frederik Jørgens ved Skoven.
Det var da kjedeligt, si'er jeg, for der er en meget stor Ildebrand, det er fær'ig ved i en Hastighed at ku' se ud, som det kunde være »Lille Mølle«, der brænder, og er det »Lille Mølle«, saa kan det nemt blive en slem Komedie for mig, for min Datter, Ane Kirstine, hun tjener nemlig dernede, og hun har aldrig saameget som en Pele assureret, hverken af det ene eller det andet.
Men jeg maa nok til at liste af, sa'e jeg, og saa bød jeg Farvel. Men saa siger Sognefogdens Kone: Vil Du inte ha'e en Snaps og en Taar Øl. Jou Tak, sa'e jeg, og saa fik jeg en Snaps og en Taar Øl, og saa bød jeg Farvel igjen, og saa benede jeg af, ligesaa stærkt som jeg kunde; for det gjælder jo ligegodt om ved saadan en Ildebrand, at den gaar lidt
villig.
Da jeg saa naaede ud til Frederik Jørgens, saa traf jeg ogsaa ganske rigtig Sognefogden. Han og saa Frederik Jørgen de sad og tog dem en Bid Mad og saa Jørgen Tidemand. I kjender jo nok Jørgen Tidemand, det er hans Heste, som har løbet løbsk flere Gange, men se, nu har han solgt dem; det vil sige paa en rejel Maade; han sa'e rent ud til Manden, som han solgte dem til, at de var løbske.
Se, Jørgen Tidemand, han var ogsaa kommet derhen, og sad saa ved Bordet tilligemed de Andre. Og saa sa'e jeg God Aften til Sognefogden og Frederik Jørgen og Frederik Jørgens Kone og Jørgen Tidemand, og saa si'er Frederik Jørgens Kone: Sid ned, Lars, og ta' Dig en Bid Mad med.
Ja, Tak skal Du ha'e Karen, sa'e jeg; hun hedder Karen, det gjør Frederik Jørgens Kone. Tak skal Du ha'e; men jeg har nemlig daarlig Lejlighed i Aften, for jeg har lidt Hastværk. Det var Dig, Sognefoged, at jeg skulde snakke med.
Hvad vil Du mig? sa'e Sognefogden.
Det kan jeg godt sige Dig, sa'e jeg, og de Andre maa for den Sags Skyld gjerne høre paa det. Det er ikke andet end som, at jeg gik herud for at melde Dig, at der er en stor Ildebrand, og det er fær'ig at ku' ligne efter, som om det var »Lille Mølle«, der brænder. Jeg var den første, der opdagede det, og saa gik jeg hjem og sa'e til vor Mo'er: Der er Ildebrand; det er fær'ig at ku' se ud, som om det kunde være »Lille Mølle«. Er det »Lille Mølle«, sa'e vor Mo'er, saa skynd Dig og løb hen og meld det til Sognefogden, det var dog forfærdeligt, om det var »Lille Mølle«, og om Ane Kirstine skulde faa brændt alt sit gode Tøj; tilmed da hun aldrig har saameget som en Pele assureret. Og saa var det jo, at jeg benede herud for at melde det til Dig, for det gjælder jo ligegodt om ved saadan en Ildebrand, at den gaar lidt villig.
Hvad Fanden kommer det mig ved, sa'e Sognefogden.
Det maa vel komme Dig ved, da Du er Sognefoged.
Nej, Gu' gjør det ej, sa'e han, det har jeg inte noget med at gjøre, det ligger udenfor min Embedsførelse. — Det skal Du melde til Lars David, han er jo Brandfoged.
Saa vilde jeg bene af igjen; men saa si'er Konen; Sæt Dig hen til Bordet, Lars, og tag Dig en eneste Bid Mad.
Ja, Tak skal Du ha'e, sa'e jeg, jeg har rigtignok kuns daarlig Tid; men en eneste Bid Brød og en Sn'aps vil jeg da nok ha'e, da jeg ser, at Bordet saa lige er dækket og saa satte jeg mig til Bords.
Da jeg saa havde spist, og det varede ikke længer end som en lille halv Times Tid, saa bød jeg Farvel til Sognefogden og Frederik Jørgen og Frederik Jørgens Kone og Jørgen Tidemand, og saa benede jeg af hen til Brandfogden, for det gjælder jo ligegodt om ved saadan en Ildebrand, at den gaar lidt villig.
Da jeg saa kom hen til Brandfogden, saa var han heldigvis hjemme. Saa da jeg havde budt God Aften, saa sa'e jeg, ligesom det var, at der var en meget stor lldebrand, og at den, saavidt som man kunde se, tog Retning, som om. det kunde være »Lille Mølle«.
Saa maa vi s'gu se at komme afsted, sa'e Brandfogden. Sæt Dig bare et eneste Øjeblik, medens jeg faar klædt mig om. Sæt en Bid Mad og Snaps hen til Lars Pæsen, sa'e han til Konen.
Tak, sa'e jeg; men Du maa inte gjøre Dig nogen Ulejlighed for min Skyld. Du maa inte sætte Mad frem til mig, Karen — for hun hedder Karen, det gjør Brandfogdens Kone, hun kan nu ellers ogsaa lave en gevaltig god Æggekage —; men jeg spiste for en halv Times Tid siden ude hos Frederik Jørgens, saa jeg er inte trængendes. Jeg løb nemlig derud for at melde til Sognefogden, at der var lldløs; men saa er det jo, at han siger, at det er Dig som Brandfoged, der har med ded at gjøre. Og saa benede jeg af herhen til Dig, ligesaa stærkt jeg kunde, for det gjælder ligegodt om ved saadan en Ildebrand, at den gaar lidt villig.
En Snaps og en Taar Øl vil Du da nok ha'e, sa'e Karen.
Ja, en Snaps skulde man jo nødig sige Nej til, sa'e jeg. Og saa fik jeg en eneste Snaps og en Taar Øl, og saa imidlertid var Brandfogden blevet fær'ig med at klæde sig om, og saa gav han en af Karlene Besked om at tude paa Gade.
Saa tog Karlen Tudehornet, og saa begyndte han at tude paa Gade, og Folk kom styrtende ud af Gaarde og Huse, og saa fik de Øje paa mig, og saa spurgte de, om jeg vidste, hvor Ilden var? Og jeg sa'e jo, ligesom det var, at bestemt vidste jeg det inte, hvor det var, men det tog ellers Retning, som om de kunde være »Lille Mølle«.
Og saa skjær den op til Sprøjtehuset. Men da vi saa skulde lukke Porten til Sprøjtehuset op, saa var Laasen bleven tosset, og vi rev og sled i Porten, men den vilde aldrig ud af Stedet.
Saa siger Brandfogden, da vi havde staaet et lille Kvarter og ingen Vegne kunde komme med den, saa si'er han: Det Rigtigste bliver vist, at en af Jer løber op og henter Smeden og be'er ham om at tage sine Diderikker med, men sig til ham, at han maa endelig skynde sig saameget som muligt, for det gjælder jo om ved saadan en Ildebrand, at den gaar lidt villig.
Saa var der straks en af de Unge, der rendte op til Smeden, og der gik inte et Kvarter, førend vi havde Smeden, og han var saamænd inte en halv Time om det, saa var Porten didrikket op.
Og saa kan det jo nok være, at vi var inte længe om at faa trukket Sprøjten ud af Huset og ud paa Landevejen, og saa blev Hestene spændt for, og det gik villigt.
Saa sa'e Brandfogden: Tag en af Jer og rend op i Klokketaarnet og se den bestemte Retning af Ildebranden, at I inte skal kjøre og tosse, om og maaske kommer til en fejl By med Sprøjten.
Kil Du af, Laadvig, sae han til en af Karlene, jeg ved, at Du er let paa Benene, og lad mig se, Du rupper Dig, for vi maa Fanden dandse skynde os at komme afsted.
Og Pokker tog ved Laadvig opad Trapperne og op i Klokketaarnet, men han kom inte ned igjen, for han blev oppe i Klokketaarnet.
Saa raabte Brandfogden op til ham: Hvorfor kommer Du inte ned og si'er Besked?
Nej, for jeg kan ingen Ildebrand se, sa'e Laadvig.
Ja, da var der s'gu Ildebrand, sa'e jeg, og for mig at se tog den Retning, som om det kunde være »Lille Mølle«, der brændte. Det er ligegodt storartet, at saadan en hel Gaard og Vandmølle og Vejrmølle altsammen kan brænde i Løbet af saa kort en Tid, det har man jo næsten aldrig hørt Mage til.
Saa træk bare Sprøjten ind igjen, men vær forsigtig, at han inte bliver gnavet paa Porten, sa'e Brandfogden. Og saa trak vi Sprøjten ind.
Se, det var da heldigvis inte »Lille Mølle«, der brændte, det var kuns en Halmstak, men den laa kuns en halv Mil tilhøjre for »Lille Mølle«, saa Retningen var da rigtig nok. Det fik vi at vide Dagen efter. —
Men det er ded, som jeg altid siger. Det er ligegodt en stor Beroligelse, saadan som Brandvæsenet nu er indrettet ude paa Landet imod som i gamle Dage, da de hverken havde Sprøjter eller Sprøjtehus eller noget andet —, uden som bare en Brandfoged. Det eneste Gode dengang, det var, at de slap for en Del Reparationer. Men der var jo langtfra den Appel i det som nu, og den gik jo heller inte slet saa villig med Hjælpen, som den nu gjør.
Slut
»Det gamle Hjem.«
Nu har vi jo boet her i Kjøbenhavn i fire Aar; men man kommer dog li'egodt af og til tiled og længes efter sit gamle Hjem. — Men naar jeg saa bare sitter mig hen og ser paa Billedet der, saa er det lige bestemt, som om jeg var hjemme igjen, ved det at man kan se hver eneste Ting saa ualmindelig tydeligt, naar bare man kjender det altsammen iforveien.
Se nu den Længe, som De ser der, den ligger ud imod Landeveien. Det firkantede Sorte, som De kan se der, det forestiller Porten, som man kjører ind af, — og saa er der osse en Port i den Længe, som ligger lige overfor, — men se, — den Længe, den kan De nu inte se, ved det, at denne Længe her, den er høiere end som den anden Længe, som der osse er en Port i. — Og saa lige indenfor Porten, der ha'de vi saa Brønden, — vi ha'de noget ualmindelig godt Drikkevand, — men se, den kan De nu heller inte se, ved det at Porten er lukket. — — — Ja, det er li'egodt morsomt at man kan se alting saa tydeligt! — Og saa den Længe, som De kan se Gavlen af der tilhøire, det er Stuelængen; — men der kan De jo som sagt kun se Gavlen, og de to Fag Vinduer, De kan se, der ha'de vi Øverstestue, — og saa var der tre Fag Vinduer ud til Gaarden og tre Fag ud til Haven, saa det var jo en pen Stue. — Og saa var der en nydelig Have foran Stuehuset, men se. Haven, den kan De nu inte se saa stort af, ved det, at Maleren han har lavet Stengærdet for høit, — men saa er der Mange, der tror, at det Sorte, der, det er Røgen, som slaar ned fra Skorstenen, og det kunde jo osse i en Hast ligne efter en Skorstensild, men se, det er det nu slet inte, for det er Toppen af et Ævletræ, der raver op ude i Haven, og den lille Røg ved Siden af, det er Toppen af et Kirsebærtræ. — Ævletræet, det bar Kavælrevler og Kirsebærtræet, det bar disse spanske Bær, som de kalder Morreller. — Og saa var der jo no'ne andre Træer og Stikkelsbærbuske og Ribs og Solebær. — — — Ja, — det morer mig tidt at sitte og se paa det Billede, ved det, at det ligner saa udmærket altsammen. — Og saa var der en Gang og Buxbomhække; — men se, den kan man nu heller inte se, — uden som at man ved, hvor den ligger. — Og saa er der en Gevæxt ud paa Stuehuset; men om osse De kunde se den, kan De maaske knapt gjætte, hvad det er; — — men det skal jeg sige Dem, — de' er den gamle Bagerovn, som aldrig bliver brugt mere nu, — for nu bringer de jo Rugen til Bageren. — Og fra Øverstestuen gik der saa en Dør ud til Haven, og den Dør kaldte vi for Havedøren.
Ja, — det er li'godt morsomt, at man kan se alting saa tydeligt. — — Se, Døren kan De jo heller inte se, ved det at Huset vender Gavlen til.
Og saa ha'de vi saadan et dejligt stort Møttingsted midt inde i Gaarden og et mindre Møttingsted for Kallehuset og Svinehuset, men det laa bag ved den Længe, som De inte kan se.
Og saa den Længe, som vender Gavlen herud imod Veien, den var indrettet til Hestestald i den ene Ende og til Kostald i den anden Ende og saa Fo'erlo i Midten. — Ja, — er det ikke morsomt, at man kan se alting saa tydeligt?
Og saa var der en stor Baas herved Gavlen, og der stod den røde Hingst, som tog Primmie flere Aar i Træk.
Og saa den Længe, som De kan se der, var Ladelænge; og der, hvor de to Vinduer sidder, der stod Tærskemaskinen; men se, Hestegangen, den ligger inde i Gaarden, saa den kan De inte se. — Og saa den Længe, som De inte kan se, der var saa Kallekammer og Huggehus og Vognport og Hønsehus. — Og saa inde i Porten, der var Hundehus, — vi ha'de saadan en nydelig Hund, som der hed Katuse, — han var opnævnt efter en Røvere. — — — Det sa'e Degnen, at der havde engang levet en Røvere oppe i Italien, der hed saadan, — — — det kan jo forresten os se gjerne være, at han er opnævnt efter Hunden.
Og saa den Hund, som ligger der udenfor Porten, han hed Pelle; der er nu forresten Mange, som tror at det er et Lam, men jeg ved, at det skal være Hunden, for det sa'e Maleren selv, og han maatte da bedst vide, hvad han malede.
Og se, den lille Lystbænk, som staar der for Enden af Stuelængen, den har vor Fa'er og jeg sittet paa mange Aftener, — det vil da sige, om Sommeren, naar Veiret var godt; — og der var jo en øndig Udsigt helt over til Jens Christoffersens Gaard, som ligger paa den anden Side a' Veien.
Og henne bagved den anden Gavl paa Stuelængen der var der osse en Lystbænk, — den kan De nu inte se, — men jeg, som ved, hvor den stod, — jeg kan jo nok se den. — — Men den var nu ellers akkurat Mage til den, som De kan se, at der staar her.
Og saa var der et Lysthus nede i Haven, — og det har vi osse et Billede af. — Og min Mand og jeg og vor Søn og hans Kone, Karen Sophie, vi sitter allesammen omkring Bordet. — — Og Bordpladen den var lavet af en gammel Møllesten, — saa det var et stærkt Bord; de skulde nok la' være med at sla' i Bordet, naar der spilledes Kort, for det slog igjen.
Ja, det er li'egodt morsomt, at man kan se alting saa tydeligt, naar man bare kjender det iforveien.
Og saa de to Kalle, som staar tøirede her udenfor Gaarden. — Ja, — vi ha'de kuns lagt den ene til sel', den anden var lagt til hos min Søster i Glumsø, — som er Enke efter Jacob Jensen, — de ha'de nemlig saadan noget nydeligt rødt Kvæg af den reidi ægte røde, fynske Rasje. — De kan nok se, at Maleren har lavet Horn paa dem, det hører ellers ikke til, for de var kuns to Maaneder gamle, da de blev a'tegnede; — men se, det kom sig nemlig af, at inden han gav dem Horn paa, var der flere, der troede, at det var to Storke.
Og saa bagved Gaarden, der løber der en Aa, men den kan De heller inte se. — Og der ha'de vi lavet en stor Andepark til vore Gjæs, og de laa og snaddrede der hele Sommeren; — — vi ha'de gjerne saadan en tredive Stykker; — — alle vore Dyner de ere saamænd stoppede med Fjer af de Gjæs, som vi selv har opelsket. Ja, — det er li'egodt morsomt ved det, at man kan se hver en eneste Ting saa aldeles tydeligt!
Og saa er hele Billedet jo malet saa ualmindelig akkurat, — naar De bare f. Ex. vil ligge Mærke til Tagrygningen, — den er li'esaa lige som en Snor og li'esaadan Stenene i Havegjærdet, — det er li'esom, at de var helt pent tilhuggede, og det var de dog slet inte; det var inte andet end som ganske almindelige Kampestene.
Jeg har en Gang væ't i Udstillingen paa Charlottenlund, — nei — Charlottenborg er det jo, det hedder; — men de Billeder synes jeg langtfra om. — — De var inte malet nær saa akkurat som dette her, — og de Malere de kalde sig endda som Kunstmalere.
Og saa har de ingen Seni for at vælle et Landskavsbillede! — Man ser saa at sige aldrig et Billede med en eneste reidi solid Bondegaard, — der var kuns en eneste Bondegaard paa hele Udstillingen, men det var en slem Gaard at vælle til at male efter; den saa ud, som om der hverken ha'de væ't spækket eller kaIket i de sidste hele Snese Aar; — og i Stuelængen var der slaaet to Ruder ud i et af Vinduerne. — De Folk, der eiede Gaarden, ku' dog gjerne ha't den Forstand og pudse Gaarden lidt op, inden han malede den.
Nei, — de fleste af Landskaverne deroppe, det var rent ud sagt noget reidi Skidt; det var inte andet end som Træer og Vand og saa Aaløb og Skræpper og Ukrudtsplanter over det hele, og den Slags Malerier de' ynder jeg nu inte.
Og saa var de jo langtfra som dette her, hvor man kan se alting saa tydeligt.
Slut
»Fra Dampbaaden »Horns Herred««
F ø r s t e. — Du er maaske osse fra Horns Herred?
A n d e n. — Næ–i; men jeg har tjent i Herredet i flere Aar; — — men see, det er paa det nærmeste en tretten, fjorten Aar siden. — Siden den Tid har jeg inte været herovre, saa nu tog jeg overtværs og bestemte mig for a' ta' en Tour herover og hilse paa gamle Venner og Bekjendtere. —
F ø r s te. — Hvor opholder Du Dig elle's?
A n d e n. — Jeg tjener i Kjøbenhavn, der har jeg tjent siden jeg reiste fra Herredet. — Først tjente jeg hos en Vognmand og saa hos en Urtekræmmer, — og saa var det min Agt at reise til Amerika; men det slog jeg ud af Hovedet igjen. — Saa arbejdede jeg en Tid i Frihavnen; men de sidste fire Aar har jeg tjent hos en Pølsemager. —
F ø r s t e. — Det er vist no'en rare Pølser, I laver saadan et Sted.
A n d e n. — Ja, jeg vil jo saa langtfra skylde Pølsemageren for, at det er det fineste Kjød og Flæsk, han laver dem a', — ded er' jo sommetider bedre end som sommetider. — Men det raver inte mig; — jeg smager aldrig Pølserne, — det skal jeg nok hytte mig for! —
F ø r s t e. — Er han ellers flink, — Pølsemageren?
A n d e n. — Ja, jeg maae inte klage paa ham; — han kan jo nok til sine Tider blive lidt krasbø'stig; men saa bliver jeg osse krasbø'stig, — og saa kan jeg jo almindeligvis ordinere ham! Jeg har saadan en lille Tromf i Baghaanden, og den holder han inte a', — den bær' han Respect for, og den kan almindeligvis stoppe Munden paa ham. —
Saadan kom han for en Tid siden og raabte og skavede sig, og der var ganske aldeles ingen Grund til det. — Han ha'de natyrligvis ha't en lille Contra med Kjællingen, hun er en ædende gal Satan, saa de mundhugges gjerne hver Dag li'e fra Morgen til Aften; men det skulde jo da inte gaae ud over en anden. — Det raver jo inte mig, hvad hans Kjælling og han, de har udestaaende med hinan'en. —
Og jeg stod ganske rolig og lod ham skvatte a' sig; — — men da han saa endelig ha'de gjort sig fær'ig saa sa'e jeg: Maa jeg saa faae Ordet en lille Overgang?!
Og saa sa'e jeg: Jeg ka' godt reise strax, sa'e jeg; — Men tag Dem i Agt, at jeg inte gaar hen og gi'er Politiet en lille Beskrivelse af den Receft, som De laver Deres Pølser efter, sa'e jeg; — den stemmer vist inte reidi med Sundhedsvedtægterne; sa'e jeg! — Hvad der er Dom og Dørres Kone imellem, det raver inte mig, sa'e jeg; — men jeg vil ha'e Fred og Ro til a' passe mit Ar'bede, sa'e jeg. — Er De klog a' det?!
F ø r s t e. — Den var godt afleveret, ded var den, ded kan inte næites! — Hvad sa'e saa Pølsemageren til ded?
A n d e n. — Han gik sin Vei, — han dreiede kort omkring og ku' aldrig sige et eneste Ord til sin Undskyldning. —
Men en Timestid etter, saa kom han hen til mig, og saa sa'e han: Nu tænker vi inte mere over ded, Lavs! — Og saa stak han mig en Guldtikrone, — saa jeg ha'de da lidt, fordi jeg bed fra mig. —
(Saa blev der en lille Pause).
F ø r s t e. — Ded var elle's kunstig nok, at Du har tjent i Horns Herred! Hvor tjente Du dengang?
A n d e n. — Jeg tjente sidst hos Jørgen Israel i Skuldeløv. —
F ø r s t e. — Hvad! Har Du tjent hos Jørgen Israel?
A n d e n. — Ja, det har jeg. —
F ø r s t e. — Saa har Du da kjendt hans Døtre?
A n d e n (med et lunt Smil). — Kjendt?! Ja, ded har Du nok Lov til a' fortælle, a' jeg har kjendt dem! Jeg var jo Kjærest med den ene a' dem i trei Aar. —
F ø r s t e. — Nei, det er da Løgn vel! Hvad hed hun?
A n d e n (betænkende sig). — Ja, hva' Satan var ded dog a' hun hed; — — — det var dog mærkelig, — men jeg ka' skutte komme paa hendes Navn li'e i Øieblikket! Hva, Satan var det dog, hun hed! Det er dog forunderligt, at jeg rent har ku' glemmet det. — — — Ja, jeg kan li'egodt inte huske det; — men Bro'eren han hed Jakob, — det er bestemt!
F ø r s te. — Ja, det er reidi, det hedder han inu. — Du kan inte huske, om Pigen, som Du var forlovet med hed Karen? —
A n d e n. — Jou! Ded er reidi, hun hed Karen!
F ø r s t e. — Ded er s'gu dog egentlig kunstig nok saadden, som ded ka' gaae heri Verden, — hende er jeg gift med!
A n d e n. — Ded er da Løgn vel? Ja, hende er Du vist inte narret med, for hun var et forfærdeligt Jern te' og slæve. — — — Saa maae Du da hilse Karen saa mange Gange fra mig; — vi har ha't megen Pláser tilsammen; — men da aldrig andet, end som paa en penn Maade. —
F ø r s t e. — Ded ska' jeg! Men Du ka' jo selv komme hen og hilse paa vos med det samme, Du er paa Besøgelse her inge i Herredet. — — — Du ka' nok huske det Hus, som Niels Tobiesen ha'de derude paa Skiby Mark? Det kjøbte jeg a' ham for en hal' Snes Aar siden og der boer vi; — — vi holder to Køer og fire Faar, — og saa feder vi almindeligvis en fem, sex Svin om Aaret, saa vi har det godt. — Nei, kom Du bare selv og besøg vos, — det vil natyrligvis glæde Konen, a' hilse paa sin gamle Kjærest. —
A n d e n. — Jeg sidder og spekelerer paa; — jeg troer alligevel inte a' ded var Karen, hun hed, Hende, som jeg var Kjærest med, — — var det inte een af de andre Søstre, som a' der hed Ane?
F ø r s t e. — Jou!
A n d e n. — Saa er jeg fær'ig ved a' tro, at det var Ane, hende som jeg var Kjærest med. —
F ø r s t e. — Ja, for ded var da vel inte den yngste a' Døttrene, Jørgine?
A n d e n. — Jou! Ded er reidi! Der har vi, — det var Jørgine, vist var det ded, — ded var Jørgine! Jeg tænkte jo nok, a' vi sku' komme paa Navnet, — ded var Jørgine!! — (Pause).
— — — Ja, jeg — er s'gu alligevel inte reidi sikker paa, a' ded var saadden a' hun hed; — men Bro'eren han hed Jakob, det er bestemt. — Ded ka' jeg saa tydelig huske, for han ha'de jeg jo mest a' gjøre med, — han hed Jakob!
Naa, nu er vi nok i Gjershøi, ka' jeg see, — ja, saa skal jeg a', for jeg skal til Biltris og besøge en Moster, som boer der. — Staaer Du osse a' i Gjersbøi?
F ø r s t e. — Næ–i, — jeg seiler med over til Selsø, til Møllekrogen, saa bar jeg inte saa langt hjem, saa jeg vil byde Dig Fa'vel.
A n d e n. — Fa'vel og Levvel! Ja, jeg veed jo ikke engang, hva' Du hedder. —
F ø r s t e. — Jeg bedder Hans Lavsen. —
A n d e n. — Naa, gjør Du ded, — ja jeg bedder Lars Hansen. —
F ø r s t e. — Naa, gjør Du ded; — — — ja, saa Farvel, Lars Hansen og Levvel!
A n d e n. — Ja, Tak ska' Du ha'e; — jeg vil osse byde Dig Farvel, Hans Lavsen, og Levvel!
Slut
»Kirsten Niels Pæsen fortæller.«
Det er en reidi Komedie, vi har her i Byen i disse Dage, da her er Inkuttering. — Vi er da fri for det, ved det, at vi ingen Jordlod har til Huset, men henne hos Hans Pæsens, der har de seksten Mand og en Hest, det er mange Mand paa et Sted — ja, det er saamænd.
Kosten har Hans Pæsen inte noget at bestille med — Soldaterne maa selv lave deres Forpleining, men der er ligegodt megen Uleilighed ved at faa saa mange Mennesker indkutteret paa et Sted. — Men saa er der jo ogsaa megen Plaser ve'et — for Gud Fader bevare's, sikken en Komedie de Soldatere kan lave om Aftenen! — Der er en af dem, som spiller Ha'monika, og saa danser de andre med Pigerne — ja, om det saa er Maren Hans pæsen, saa tyk hun er, — hun maa med, enten hun saa vil eller ei; — ja, hun maa saamænd.
Nei, vi har som sagt ingen Soldatere til Vort — ved det, at vort Hus er jordløst, — det vil sige, — vi har da en reidi rar Have. — Vi holdt i flere Aar et Par Faar, men det blev vi kjede af, — for Lammene gjorde saa megen Skade paa Haven, — saa nu holder vi Svin, ja vi gjør saamænd; — det er ellers forfærdeligt, saa Ævlerne er tossede til at blæse ner i Aar, jeg tror saamænd næsten ingen Frugt der bliver, — heller ingen Agurker, — — nej, — nu holder vi Svin, og naar man bare er lidt heldig med det, saa betaler det sig meget bedre end som at holde Faar.
Ja, — her er saamænd Forlystelser nok her i Byen, — det gaar lige Slav i Slav. — I Torsdags var der Barselgildes hos Peter Severin, og i Lørdags var der stor Begravelse hos Per Olsens, saa det gaar omtrent med Fornøielse hver Dag. — Og nu har de bygget baade Forsamlingshus og Missionshus, saa nu vil den nok komme reidi te'ed og skjære med Diletanttheater og Komediebal.
Vi har det jo ellers forfærdelig godt; vi har et godt Udkomme, og saa har vi en øndig BeboeIse, for den er reidinok lavet om, efter at vi har sat i den. — Der er trei Fag Vinduer, som er til at lukke helt op! — Se, da vi kom der, var alle Vinduerne sømmede fast. — Og nu er Børnene fra Haanden. — Den Ældste han har lært Skrædderprofessionen hos Skrædder Mortensen i Kjøge; men nu har han selv lavet en Forretning i Haslev, og saa har han en mindre Handel og Udsalg i Thureby, som han kalder Futteral eller saadant noget; — ja — han har saamænd. — Og se, der har han saadan en Naadlejomfru, som passer Futteralet, og se, — hun er nu hjemme hos hinneses Familie idag for at se til dem, og derfor maatte min Søn til Thureby idag, — — — og han har den lille Dreng med, som De nok kjender.
Det er kunstig nok, — da den Dreng blev født, — saa siger Christian, min Søn: — Hvad Navn skal vi nu la'e den Dreng døbe med? — Jeg synes, Du skulde la'e ham hedde Poul efter din salige Fader, sa'e jeg. — Men saa si'er hans Kone, Karen Marie: — Jeg synes dog, det er saa fælt fattigt, om Drengen skulde gaa Verden igjennem med et eneste Navn, — han skulde dog idet — mindste have to Navne.
Saa sa'e jeg: Sla' op i Almanakken og se, hvad Dagen hedder; og det gjorde de saa, og saa saa' vi, at Dagen den hed Elias, og derved kom Drengen til at hedde Poul Elias.
Men nu har de deres Komedie med Drengen, naar han kommer over i Kjøbmandsbutiken, for saa spørger Butiksfolkene ham altid, om han er i Familie med Profetten Elias, og om han har sin Ildvogn endnu, og om inte han kan komme kjørende hen til dem en Dag i Ildvognen og saadan noget. — Men det gjør inte noget, for Drengen er jo kun to Aar, saa han har saamænd ingen Tanke om, hvad en Profetter er; — nej, det har han inte.
Min Søn han har ellers snart et pænt Hjem, kan De tro. — Han kjøber det ene nye Stykke brugte Møbel efter det andet. — Der er saa at sige ikke en Auktion, uden som at han kjøber noget. — Nu forleden, da der var Auktion efter Forpagteren paa Alslevgaarden, saa kjøbte han en Sofa — saadan en af dem, som de kalder Sovesalon; men Betrækket er saamænd næsten allerede opslidt, for han har jo seks Børn, og de bestiller næsten inte andet end at glide paa Enden ner af Sovesalonen lige fra Morgen til Aften.
Det ene af Børnene, Tøsen, hende den lille Laavise, hun har jo væ't her i flere Aar, ja, hun har saamænd.
Det var en forunderlig Tøs, — det var Laavise, da hun var lille. — Der var saa at sige inte den Del eller Ting, der stod paa Bordet, uden som at hun skulde rode i det, — det var lige meget, om det saa var Filt eller Smør, eller hvikket som helst. — Hjemme hos os gjorde det ikke saa nøje; men jeg blev tidt gal paa Tøsen, naar det skete paa fremmede Steder.
Saadan kan jeg huske, at vi var til et stort Barselgilde i Spjellerup hos Hans Pou'els. — Og saa kom vi tilbords. — Men om jeg saa var Menneske for at holde Tøsen fra at sitte og rode og gramse i alt Syltetøjet, og hvad der ellers stod paa Bordet. — — Og jeg snakkede godt for hinne, og jeg formanede hinne, — og Degnemadammen hun sad ligeoverfor Tøsen. — Og jeg sa'e til Tøsen: — Se, hvor pent Degnemadammen hun sitter tilbords, — se, om Degnemadammen hun sitter saadan og roder med Fingrene i Maden, — men det hjalp lige meget, hvilken Led jeg saa tog hinner etter.
Li'esom hun saa sitter saadan og fjolre, saa slaar hun begge Hænderne ner i et Tallerken med Rødbeder, saa Rødbedesavsen fløj om Ørene paa alle dem, der stod i Nærheden, — — og dersom inte Niels Rasmussen fra Haarløv ha'de fanget Tallerkeningen, saa var det saamænd smadret.
Men det skal man aldrig se, at hun gjør nu, nei, hun har rent ferandret sig med det, siden hun er vokset til. — Degnemadammen blev forresten syg kort efter, men det var dov inte af det, — det var denne Sygdom, som de nu kalder for Mavekastrat, og Doktoren sa'e, at den var komisk, saa den var inte til at kurere, og hun døde da ogsaa. — Men hun ha'de jo forresten osse lidt i flere Aar af en Sygdom, hvor de inte kan faa Veiret, A'smag, eller hvad det er, de kalder den. — Gud, hvor Degnen han sørgede, — han var lige færrig ved at gaa rent fra Koncerterne; — ja han var saamænd.
Nu har de begyndt at ta'e Kantøfler op henne hos Niels Hendriks, og de si'er, at de gi'er godt iaar; men de fleste af dem er nok li'egodt inte fri for at være fordærrede og hal'raadne; — men Herredsfogeden han fik da li'egodt Fred'rik Jensen til at bekjende, at han inte ha'de stukket Ild paa Lars Madsens Gaard. Man skulde nu egentlig inte synes, at han ha'de ha't nødig at holde ham arresteret saa længe for at faa det ud af ham. — Han er kommet ud, — det er Fred'rik, det er bestemt, for jeg saa ham igaar.
Men jeg maa nok til'ed og liste a', for jeg lovede Maren Hans Pæsen at komme hen og hjælpe hende med Inkuttering. — Men dandse, det faar hun mig s'gu inte til, for man er li'egodt for gammel til de Kunster. — — Farvel. — —
Slut
»Guldbrylluppet i Nyrop.«
(Sjællandsk Dialekt)
Jeg har da vel fortalt Dem om ded store Guldbrøllep hos Hans Rasmussens i Nyrop? Di ka' ellers tro a' ded var et reidi Gildes. —
Natyrli'vis var ded jo kjedeligt nok a' Guldbrudgommen La's Pæder Hansen var død, — ja ded er jo snart i Lav en tred've Aar siden a' han døde, — ded var da flere Aar inden di sku' holdt Søllbrøllep; — men ded var da li'egodt pentt a' Sviersønnen Hans Rasmussen, a' han fandt paa og lave saadden et nydelig Gildes for Sviermor'en ded var'et; — og, hun var da osse forfærdelig glad over al den Stads, som a' der blev gjort a' hinder. —
Og saa blev hun jo te'med saa overøst med Forerringer, saa man mestendels aldrig har seet no'et li'nendes. — Hun fik syv pletserede Kaffekander og li'saa mange Sokkerskaale; — og saa fik hun da vistnok en hal' Snes Smørkander og Saltekar og Skeer, ja ded er slet itte te' og huse al' ded, som a' hun fik. Hun fik da osse en fem, sex Alboms og et helt Utal a' store, flade Kumditterkaver med hindes og La's Pæders Navnetræk i hvidt Sokker og osse store Krandsekaver med røde Engler i Toppen og røde Blomster og grønne Blade og helt fyldt med Sokkerladekaver og Boltsokkere. — Og saa var der osse no'et; som var indpakket i smaa Papirsposer, og naar man saa hev i hver sin Ende, saa slog ded et Knald. —
Men der var jo osse en forfærdelig Hov Mennesker samlet, — og ded var da heller itte saa forunderligt for Guldbrøllup er jo en sjelden Fest. —
Gildeset sto' baade i Hans Rasmussens Gaard, og i hans Nabos, onge La's La'vsens Gaard, for der var jo itte Plads te' alle di Mennesker i den ene Gaard. Ded er nu egentlig underligt nok, og ded har jeg saa tidt tænkt paa — a' Folk kalder ham her for den onge La's Lavsen, for han er da nok mindst ti Aar ældre end som han di kalder gamle La's Lavsen; — men etter ded, som a' jeg har hørt sie', saa stammer ded nok fra, a' gamle La's Lavsen han er barnefødt her i Byen, hvorimod a' onge La's Lavsen er kommet fra et andet Sogn. —
Og der vat opreist en stor Talestol inge i Hans Rasmussens Gaard. — Og der blev holdt Taler og synget Fødelandssange, og di sang osse den »Ded er saa øndi' at følkes ad«. —
Ded ha'de jo natyrligvis væ't mere mo'somt om La's Pæder han ha'de levet, og ded vilde jo osse ha'e glædet ham og see al den Stads, som der blev gjort a' ham og hans Kvinde; — men nu sku' ded jo itte saadden være; —
Forunderligt nok saa var hverken Præsten eller noen a' hanses Familie med te' Gildeset, — og di var dov med te' Kresten Niels' Guldbrøllep, omendskjøndt a' ded kons er Husfolk — Næ–i, di var itte med ded var Præstens ekke, — der blev tvertimod snakked saa smaat om, a' Præsten nok itte syntes reidi om a' di holdt Gildes, ved ded a' La's Pæder var død. —
Men begge Møllerens Døtre di var med; — di er jo Tvillinger veed Di nok. — Men's di var mindre da var di hina'en saa lig, saa ekke engang a' dørres Forældre ku' kjende Forskjel paa dem; ded ka' man da nok nu, for Karen Marie hun er saadden no'et mere høipattet end som Agate, — og Agate hun er no'et bredere bavover end som Karen Marie; men elle's er hun mere mavverslagen, — — Kyddet ka' jo ligge sig saa forskjeIlig paa Folk saavel som paa Kretur. Jeg gjør nu mest a' Karen Marie, for hun har altid, li'e fra Lille a' væ't saa rar og saa mildsnoet. —
Og Jørgen Christoffersen han talte li'esaa nydelig for Guldbrudeparret og ønskede dem en go' Helsen og alt hvad a' Godt nævnes kunde i dørres Fremtid.
Og Hans Rasmussen han takkede paa' sine Svi'erforældres Vegne, og særlig paa sin Svi'erfa'ers Vegne, som jo tesværre itte ku' være te' Stede her i Dav; — men han var vis paa, a' om La's Pæder ha'de væ't te'stede her i Dav, saa vilde han savt: »Velkommen Allesammen! — La' mig nu see a' I more Jer godt, baade Onge og Gamle! — — Go' Mosik er her sørret for og Mad og Drekke er her nok a', saa I ka' da hverken æde eller drekke vos ud a' Gaar'en ide fø'ste otte Davs Tid.« —
Og sandt var ded! For der var reidinok baade slavtet og kjøvt ing, saa ded ku' forsla' noet. — Di ha'de sæl slavtet fire store Fedesvin og to Kalle, foruden tyve Gjæs og noen Ænder, og over hal'tredsenstyve Høns. — Og saa ha'de di ydermere kjøvt Ethundrede og Tred've Pund Oksekyd, foruden noen Skanke, saa ded var ingen Løgn hva' Hans Rasmussen han sa'e. —
Drekkevare ded manglede der da heller ekke, for foruden Brænd'vin og Bayer, var der ingkjøvt et helt Anker Rom, og hal'tredssenstyve Flasker Gammelvin og hal'tredssenstyve Po'etvin og et Anker Ponsekstrakt og no'et Connejak. —
Og Vorherre maae vide hvor mange Seitekaver og Frans'brødder og Surbrødder der var kjøvt, foruden alle Slavs Kaver og Ansjaaser og al Slavs. —
Men der kom da osse godt ing te' Gildeset, — for forruden a' hver a' Mændene betalte fem Kroner i kontante Penge, saa blev der jo yderligere medbragt en forfærdelig Hov Smør og Æg og andre Fødevare.
Hans Rasmussen han ku' da — dengang Gildeset var forbi — kjøre hen hos Kjøvmanden i Taarnby, og sælle ham ethundrede og otteogtred've Pund Smør og tredsenstive Snese Æg, saa ded var da no'et!
Og saa betalte jo te'med di Engveterede osse Mosekken, og ded ha'de da elle's blevet en dyr Hestorrie, om Hans Rasmussen sæl sku' ha'e betalt ded, — for — der var otte Mossekantere den første Dav, og der var sex om Andendaven; — ded var et helt Orsjester!
Ja, ded var et reidi Gildes ka' Di tro! — — Og saa glemte jeg endda og fortælle a' der var kjøvt Ki'sbærvin te' alle Fruentømmerne og saa sto' der Sokkerlade og kogte ude paa Komfyren, begge Davene, lie fra Maaren te' Avten; — ded sto' dem frit for og kræve ing saa tidt, som a' di ha'de Lyst teed. —
Og saa har jeg endda forglemt a' fortælle a' der var osse kjøvt en hel Tønde Juleøl og hal'femte Lispund Aal. —
Jo–o, Di ka' tro, ded var et reidi Gildes!
Min Søn, som tjener i Slavelse hos Kjøvmand Nielsen, — han var osse engveteret med, og han fik da osse fri og kom med te' Gildeset. — Og han ha'de degtet en Vise, der blev synget flere Gange begge Davene.
Den er godt lavet ka' Di tro! Men jeg synnes li'egodt itte a' Ordene passer reidi ing i Tonefaldet saadden helt igjennem, — ded sa'e jeg osse te' min Søn; — men han sa'e a' ded var mest paa Moden nu for Tiden, a' ded itte rimmede sammen i alle Liningerne. — Og ded er jo no'et, som a' han maae ha'e Forstand paa! — Han har jo arbe'det hos Bovtrøkkeren i Lyngby og trukket Bovtrøkkermaskine i to Aar. —
Jeg har gjemt Visen henne i Skavskoffen; — nu ska' jeg ta'en ud, saa ska' jeg synge den for Dem. —
Her er'en, nu ska' Di høre. —
VED GULDBRØLLEPSFESTEN DEN 3DIE OPTAABER 1904
Forfattet af en gammel Ven.
Vor kjære Veninde,
Idav vil vi minde,
Din Guldbrøllepsfest i de svundene Aar. —
Du staaer jo alene;
Men dov vi formene,
At mindes Din Hosbond, fra tidlige Vaar. —
Og saa vil vi sjunge
For Tiden som Unge,
Da Du og La's Pæder for Alteret sto',
Og lovede fro,
Med Huldskav og Tro.
At leve te'sammen i Kjærligheds Bo. —
La's Pæder tesvære,
Drov bort te' Vorhe're
I Ongdommens Blomster, saa frejdig og glad. —
Me'ns Du i Uro
Og Flidskay Dit Bo,
Alene mon passe i Aarenes Rad. —
Du fødte med Pine
Din Datter Lavrine; —
Ded er nu engang saadan Kvindernes Bod,
Som Datter saa god,
Ved Siden hun stod,
Og størkned Din Villie, og størkned Dit Mod. —
Om Lavs havde levet,
Og seet hvad som skrevet
Og degtet te' Festen vi holde i Dag, —
Da vilde han drukket
Og Tørsterne slukket,
Og glædet sig her i vort festlige Lag. —
Derfor ska' han have
Et Hurra, den Brave!
Ded gjælder for Dig og Lavrine især, —
Jer Virken saa svær,
Med Glæde I bær'. — —
En Skaal for den Moder og Datter saa kjær. —
Den Svigersøn ikke,
Vi glemme at drikke,
En Skaal for hans Arbeid', Jer Alle te' Gavn!
Gid altid kun Savn
I kjende af Navn!
Gid Livet henflyde i Kjærligheds Havn. —
Til Slutning med Ære,
Vi Ønsket frembære
Om liflig og munter og glædelig Fest. —
Piv'linernes Klang
Og levendes Sang
Og Glæden ved Dandsen, ded passer vos bedst. —
Jeg synnes den er godt lavet! — — — Hva' si'er Di Peddersen?
Er den itte godt lavet? Guldbruden hun var da osse forfærdelig glad for Visen, og Taarene trillede ner a' Kinderne paa hinder for hver en'ste Gang den blev synget — — og den blev syng et mange Gange ka' Di tro. — Og Hans Rasmussen og Lavrine di takkede ham da osse saa mange Gange for Visen, — og man maae jo heller itte si'e andet end som a' ded bliver jo altId no'et mere høitideligt, naar der saadden bliver synget lidt a' og te', — særdeles naar Mosekken spiller med. — Naa, ded gjor'e den nu'tte her, ved ded a' min Søn ha'de osse sæl lavet Meledien, og den var der ingen a' Mosekkerne, som a' der kjendte; — men min Søn han ha'de sin Hamoneka med og han kompenerede sig sæl, som han kalder ded for, saa ded lød helt pennt. —
Og min Søn han sa'e a' han ha'de lavet hele Visen, bare ved a' sitte sig hen og degte et Par Timmer hver Avten, bare i en fjorten Davs Tid. — Ded er da ganske godt gjort a' et Menneske, som aldrig har lært og degte, og som aldrig har gaaet i andet end som i en ganske almindelig Skole. —
Synnes Di'tte osse ded Peddersen?
Slut