NIELS HOLGERSENS VIDUNDERLIGE REJSE GENNEM SVERIGE.
SELMA LAGERLÖF.


NIELS HOLGERSENS VIDUNDERLIGE REJSE
GENNEM SVERIGE.

OVERSAT AF


IDA FALBE–HANSEN

 

FJERDE OPLAG

 

MED PENNETEGNINGER UDFØRTE AF

 

OSCAR BOJESEN

 

 

 

 

GYLDENDALSKE BOGHANDEL — NORDISK FORLAG — KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXVI

 

 




I

DRENGEN
NISSEN

Søndag 20. Marts.

Der var engang en Dreng. Han var vel en fjorten Aar gammel, lang og ranglet og med hørgult Haar. Han duede ikke til stort: det, han havde mest Lyst til af alting, var at sove og spise, og efter det holdt han mest af at gøre gale Streger.
  Saa var det en Søndagmorgen. Drengens Forældre var ved af gøre sig i Stand til at gaa i Kirke. Drengen selv sad i Skjorteærmer paa Kanten af Bordet og tænkte paa, hvor rart det var, at baade Fader og Moder gik deres Vej, saa han i et Par Timer kunde være sin egen Herre. „Nu kan jeg da tage Faders Bøsse ned og skyde lidt med den, uden at nogen straks skal blande sig i det,“ sagde han ved sig selv.
  Men det var næsten, som om Fader havde gættet Drengens Tanker, for lige da han var i Døren og skulde til at gaa, blev han staaende og vendte sig om til ham.
  „Naar du ikke vil med Moder og mig i Kirke,“ sagde han, „saa synes jeg ialtfald, du kan læse en Prædiken herhjemme. Lover du mig det?“
  „Ja,“ sagde Drengen, „det kan jeg jo gærne.“ Og han tænkte naturligvis, at han læste ikke mer, end han havde Lyst til.
  Drengen syntes aldrig, han havde set sin Moder saa hurtig i Vendingen. I et Nu var hun henne ved Væghylden, tog Luthers Postil ned og lagde den paa Bordet henne ved vinduet med Dagens Prædiken opslaaet. Hun slog ogsaa op i Evangeliebogen og lagde den ved Siden af Postillen. Tilsidst trak hun den store Lænestol hen til Bordet, den, der blev købt forrige Aar paa Auktionen i Vemmenhög Præstegaard, og som ellers ingen andre end Fader fik Lov at sidde i.
  Drengen sad og tænkte paa, at Moder gjorde sig altfor megen Ulejlighed med de Tilberedelser, for han havde slet ikke i Sinde at læse mer end en Side hist og her. Men nu var det for anden Gang ganske, som om Fader kunde se helt igennem ham, for han kom hen til ham og sagde strengt: „Se nu til, at du læser ordentligt! For naar vi kommer hjem, hører jeg dig i hver eneste Side, og har du sprunget en Side over, kan du tro, jeg skal lære dig.“
  „Prædikenen er fjorten og en halv Side,“ sagde Moderen, som for at gøre Maalet fuldt. „Du maa nok sætte dig til at læse med det samme, hvis du skal komme igennem den.“
  Saa gik de da endelig, og da Drengen stod i Døren og saa efter dem, syntes han, de havde fanget ham i en Fælde. „Nu gaar de nok og er stolte af, at de har lavet det saa godt, at jeg maa sidde og hænge over Prædikenen al den Tid de er borte,“ tænkte han.
  Men det var saa langt fra, at hans Fader og Moder gik og var stolte af nogetsomhelst; de var tværtimod temmelig bedrøvede. De var fattige Husmandsfolk og havde ikke stort mere Jord end en Haveplet. I den første Tid, de havde Huset, kunde de ikke føde mer end en Gris og et Par Høns, men de var sjælden stræbsomme og dygtige Folk, og nu havde de baade Køer og Gæs. Det var gaaet udmærket frem for dem, og havde de ikke haft Sønnen at tænke paa, vilde de være gaaet glade og fornøjede i Kirke den smukke Søndagmorgen. Faderen klagede over, at han var doven og lad, i Skolen havde han ikke bestilt noget, og han var saa udygtig, at han med Nød og næppe kunde sætte ham til at vogte Gæs. Og Moderen nægtede slet ikke, at dette var sandt, men hun var mest bedrøvet over, at han var en vild og slem Dreng, haard imod Dyr og ondsindet imod Mennesker. „Om dog Gud vilde knække hans Haardhed og give ham et andet Sind!“ sagde Moderen. „Ellers bliver han til Ulykke baade for sig selv og os.“
  Drengen stod længe og overvejede, om han skulde læse Prædikenen eller ej. Men saa blev han enig med sig selv om, at denne Gang var det bedst at være lydig. Han satte sig i Præstegaardslænestolen og gav sig til at læse. Men da han en Tid lang havde remset Ordene halvhøjt op, var han lige ved at falde i Søvn af sin egen Mumlen, og han mærkede, at han begyndte at nikke.
  Udenfor var det det skønneste Foraarsvejr. Det var ikke længere hen paa Aaret end den tyvende Marts, men Drengen boede i Vester Vemmenhögs Sogn langt nede i det sydlige Skaane, og der var Foraaret allerede i fuld Gang. Det var ikke grønt endnu, men det var frisk og ved at knoppes. Der var Vand i alle Grøfter, og Følfoden stod i Blomst paa Grøftekanten. Alt det Smaarevl, der gror paa Stengærderne, var brunt og blankt. Bøgeskovene langt borte stod ligesom og svulmede og blev tættere med hvert øjeblik. Himlen var høj og lyseblaa. Husdøren stod paa Klem, saa man kunde høre ind i Stuen, hvor Lærkerne slog. Hønsene og Gæssene gik ude i Gaarden, og Køerne, der følte Foraarsluften helt ind i Baasene, gav nu og da et Brøl fra sig.
  Drengen læste og nikkede og kæmpede med Søvnen. „Nej, jeg vil ikke falde i Søvn,“ tænkte han, „for saa kommer jeg ikke igennem dette her i Formiddag.“
  Men hvordan det nu gik, i Søvn faldt han.
  Han vidste ikke, om han havde sovet kort eller længe, men han vaagnede ved, at han hørte en svag Støj bagved sig.
  I Vindueskarmen lige foran Drengen stod der et lille Spejl, og i det kunde man se næsten hele Stuen. I det samme Drengen nu løftede Hovedet, kom han til at se ind i Spejlet, og da saa han, at Laaget paa Moderens Kiste var lukket op.
  Moderen havde nemlig en stor, tung, jernbeslaaet Egetræs Kiste, som ingen uden hun selv maatte lukke op. Der gemte Moder alt det, hun havde arvet efter sin Moder, og som hun var mest øm over. Der laa et Par gammeldags Dragter af rødt Klæde med kort Liv og lægget Skørt og perlesyet Brystdug. Der var stivede, hvide Hovedklæder og svære Søljer og Sølvkæder. Nu til Dags vilde Folk ikke gaa med den Slags Ting, og Moder havde tit tænkt paa at skille sig af med de gamle Sager, men saa havde hun alligevel ikke kunnet nænne det.
  Nu saa Drengen ganske tydeligt i Spejlet, at Kistelaaget stod aabent. Han kunde ikke begribe, hvordan det var gaaet til, for Moder havde lukket det, før hun gik. Det lignede rigtignok ikke Moder at lade den Kiste staa aaben, naar han var alene hjemme.
  Han blev ganske uhyggelig til Mode. Han var bange for. at en Tyv havde listet sig ind i Huset. Han turde ikke røre sig, men sad stille og stirrede ind i Spejlet.
  Mens han sad og ventede paa, at Tyven skulde vise sig begyndte han at spekulere paa, hvad det kunde være for en sort Skygge, der faldt hen over Kistens Kant. Han saa og saa og vilde ikke tro sine egne øjne. Men det, der i Begyndelsen saa ud som en Skygge, blev tydeligere og tydeligere, og han opdagede snart, at det var noget virkeligt. Det var hverken mere eller mindre end en Nisse, der sad overskrævs, paa Kanten af Kisten.
  Drengen havde nok hørt Tale om Nisser, men han havde aldrig tænkt sig, at de var saa smaa. Den, der sad paa Kanten af Kisten, var ikke mere end en Haandsbred høj. Hans Ansigt var gammelt og rynket og skægløst, og han havde en lang, sort Frakke paa, Knæbukser og sort, bredskygget Hat. Han var meget fin og pyntelig med hvide Kniplinger ved Hals og Haandled, Spænder i Skoene og Strømpebaand med Rosetter paa. Han havde taget en broderet Brystdug op af Kisten og sad og betragtede det gammeldags Arbejde med saa stor Andagt, at han ikke lagde Mærke til, at Drengen var vaagnet.
  Drengen blev meget forbavset ved at se Nissen, men bange blev han egentlig ikke. Man kunde ikke blive bange for en, der var saa lille. Og da nu Nissen var saa optagen af det, han havde for, at han hverken hørte eller saa, tænkte Drengen, at det vilde være Løjer at spille ham et Puds, puffe ham ned i Kisten og smække Laaget i paa ham eller noget i den Retning.
  Men Drengen var alligevel ikke saa modig, at han turde røre ved Nissen med Hænderne, og han saa sig derfor om i Stuen efter noget, han kunde støde til ham med. Hans øjne vandrede fra Slagbænken til Klapbordet og fra Klapbordet til Ildstedet. Han saa paa Gryderne og Kaffekedlen, der stod paa en Hylde ved Siden af Ildstedet, paa Vandspanden ved Døren og paa Sleve og Knive og Gafler og Fade og Tallerkener, som han kunde se gennem den halvaabne Skabsdør. Han kiggede op til Faders Bøsse, der hang paa Væggen ved Siden af Portrætterne af den danske Kongefamilie, og paa Pelargonierne og Fuchsierne, der blomstrede i Vinduet. Tilsidst faldt hans Blik paa en gammel Fluefanger, der hang i Vindueskarmen.
  Aldrig saa snart havde han faaet øje paa Fluefangeren, før han greb den og løb hen og svingede den langs Kistens Kant. Og han blev selv forbavset over sit Held. Han forstod knap, hvordan han havde baaret sig ad, men han havde virkelig fanget Nissen. Staklen laa paa Bunden af den dybe Fluefanger med Hovedet nedad og kunde ikke komme op.
  I første øjeblik vidste Drengen slet ikke, hvad han skulde gøre med sin Fangst. Han passede kun paa at svinge Fluefangeren frem og tilbage, for at Nissen ikke skulde faa Lejlighed til at klatre op.
  Nissen gav sig til at tale og bad saa mindelig om at slippe løs. Han havde gjort godt imod dem i mange Aar, sagde han, og fortjente en bedre Behandling. Hvis Drengen nu slap ham løs, vilde han give ham en gammel Speciedaler, en Sølvske og en Guldpenge, der var ligesaa stor som Kassen paa hans Faders Sølvur.
  Drengen syntes just ikke, det var noget stort Tilbud, men efter at han havde faaet Nissen i sin Magt, var han bleven bange for ham. Han mærkede, at han havde givet sig i Lag med noget, der var fremmed og uhyggeligt og ikke tilhørte hans Verden, og han var bare glad ved at blive af med ham.
  Han slog derfor straks til og holdt Fluefangeren stille, for at Nissen kunde komme op. Men da Nissen næsten var oppe, kom Drengen til at tænke paa, at han skulde have betinget sig store Rigdomme og alle mulige Herligheder. Idetmindste burde han da have gjort til Betingelse, at Nissen skulde have hekset Prædikenen ind i Hovedet paa ham. „Hvor jeg var dum, at jeg lod ham slippe,“ tænkte han og gav sig til at ryste Fluefangeren, for at Nissen skulde falde ned i den.
  Men i samme øjeblik, som Drengen gjorde dette, fik han en saa vældig ørefigen, at han troede, hans Hoved skulde springe. Han fløj først over imod den ene Væg og saa imod den anden, tilsidst faldt han om paa Gulvet, og der blev han liggende sanseløs.
  Da han igen vaagnede, var han alene i Stuen. Der var ikke Spor at se af Nissen. Kistelaaget var lukket, og Fluefangeren hang paa sin sædvanlige Plads i Vinduet. Havde han ikke følt sin højre Kind brænde efter ørefigenen, kunde han fristes til at tro, at det hele havde været en Drøm. „Men alligevel vil Fader og Moder paastaa, at det ikke har været andet,“ tænkte han. „De trækker saamænd ikke noget fra i Prædikenen for Nissens Skyld. Det er bedst, jeg sætter mig til at læse igen.“
  Men da han nu gik hen til Bordet, opdagede han noget underligt. Det var jo umuligt, at Stuen var bleven større. Men hvordan kunde det da være, at han maatte gaa saa mange flere Skridt, end han plejede, for at naa hen til Bordet? Og hvad gik der af Stolen? Den saa ikke ud til at være større nu end før, men han maatte først staa op paa Tremmen imellem Stolebenene og bagefter klatre for at naa op paa Sædet. Og ligesaadan var det med Bordet. Han kunde ikke se over Bordpladen uden at klatre op paa Stolearmen.
  „Hvad i Alverden er dette?“ sagde Drengen. „Nissen har da vel ikke forhekset baade Lænestolen og Bordet og hele Huset!“
  Postillen laa paa Bordet, og den saa ud som før, men der maatte ogsaa være noget galt ved den, for han kunde ikke komme til at læse et Ord, uden at han ligefrem stod helt op i Bogen.
  Han læste nogle Linier, men saa kom han til at se op. Derved faldt hans øjne ind i Spejlet, og da raabte han pludselig ganske højt: „Men der er jo en til!“
  For i Spejlet saa han tydelig en lille bitte Fyr i Tophue og Skindbukser.
  „Han er jo klædt ganske ligesom jeg,“ sagde Drengen og slog Hænderne sammen af Forbavselse. Men da saa han, at den lille Fyr i Spejlet gjorde det samme.
  Saa gav han sig til at trække sig selv i Haaret og knibe sig i Armene og svinge sig rundt, og øjeblikkelig gjorde han i Spejlet det efter.
  Drengen løb et Par Gange rundt om Spejlet for at se, om der stod en lille Mand gemt bagved det. Men der var ingen, og da kom han til at ryste af Angst. Thi nu begreb han, at Nissen havde forhekset ham, og at den lille Fyr, som han saa Billedet af i Spejlet, det var ham selv.


VILDGÆSSENE
Drengen kunde nu slet ikke faa sig selv til at tro, at han var bleven forvandlet til en Nisse. „Det er vel ikke andet end Drøm og Indbildning,“ tænkte han. „Naar jeg bare venter lidt, bliver jeg nok Menneske igen.“
  Han stillede sig foran Spejlet og lukkede øjnene. Han lukkede dem først op igen, da der var gaaet et Par Minutter og ventede saa, at det var gaaet over. Men det var det ikke; han var og blev lige lille. Ellers lignede han sig selv, han var ganske som før. Det hørgule Haar og Fregnerne over Næsen og Lapperne paa Skindbukserne og Stopningen paa Strømpen, det var altsammen akkurat, som det plejede at være, paa det nær, at det var blevet mindre.
  Nej, det kunde ikke nytte noget at staa stille og vente, det mærkede han nok. Han maatte prøve noget andet. Og han syntes, det klogeste han kunde gøre, var at se at finde Nissen og slutte Fred med ham.
  Han sprang ned paa Gulvet og gav sig til at lede. Han søgte bag Stole og Skabe og under Slagbænken og bag Ildstedet. Han krøb endogsaa ned i et Par Musehuller, men det var ham umuligt at finde Nissen.
  Hele Tiden, mens han ledte, græd han og bad og lovede alle mulige Ting. Han skulde aldrig mere bryde sit Ord til nogen, han skulde aldrig mere være ondskabsfuld, han skulde aldrig mere sove fra Prædikenen. Naar han blot maatte blive Menneske igen, saa skulde han nok være en flink og god og lydig Dreng. Men hvad han saa lovede, det hjalp ikke det mindste.
  Pludselig faldt det ham ind, at han havde hørt Moder sige, at Nisserne gerne holdt til i Kostalden, og han besluttede straks at gaa derud og se, om han kunde finde Nissen. Det var et Held, at Døren stod paa Klem, for han kunde ikke have naaet Laasen og lukket den op, men nu slap han igennem uden Vanskelighed.
  Da han kom ud i Forstuen, saa han sig om efter sine Træsko, for inde i Stuen gik han naturligvis paa Strømpesokker. Han tænkte netop paa, hvordan han skulde bære sig ad med de store, klodsede Træsko, men idet samme saa han et Par smaa Sko staa paa Dørtrinnet. Da han saa, at Nissen havde været saa betænksom at forvandle Træskoene med, blev han endnu mere beklemt. Det lod til at være Meningen, at denne Elendighed skulde vare længe.
  Paa den gamle Egeplanke, der laa udenfor Husdøren, hoppede en Graaspurv. Aldrig saa snart havde den faaet øje paa Drengen, før den raabte: „Tit tit! Tit tit! Nej, se til Niels Gaasedreng! Se til Tommeltot! Se til Niels Holgersen Tommeltot!“
  Straks drejede baade Gæssene og Hønsene deres Hoveder og saa efter Drengen, og der blev en forskrækkelig Kaglen. „Kykeliky,“ galede Hanen, „det var godt nok til ham. Kykeliky, han har trukket mig i Kammen.“ — „Godt, godt, godt; godt, det var godt nok til ham,“ raabte Hønsene, og saadan blev de ved i det uendelige. Gæssene fløj sammen i en tæt Klynge, stak Hovederne sammen og spurgte: „Hvem kan dog have gjort det? Hvem kan dog have gjort det?“
  Men det mærkeligste af det hele var, at Drengen forstod, hvad de sagde. Han var saa forbavset, at han blev staaende stille paa Trappetrinnet og lyttede. „Det maa komme af, at jeg er forvandlet til en Nisse,“ sagde han. „Derfor er det, jeg kan forstaa Fuglenes Sprog.“
  Han syntes, det var utaaleligt, at Hønsene ikke vilde holde op at sige, at det var godt nok til ham. Han kastede en Sten efter dem og raabte: „Saa ti dog stille, I Rakkerpak!“
  Men han havde glemt, at han ikke var saa stor, at Hønsene behøvede at være bange for ham. Hele Hønseflokken for imod ham og stillede sig rundt om ham og skreg: „Godt, godt, godt, det er godt nok til dig! Godt, godt, godt, det er godt nok til dig!“
  Drengen prøvede paa at løbe sin Vej, men Hønsene løb efter og skreg, saa ørene var nærved at gaa af ham. Han var vist aldrig sluppet fra dem, hvis ikke Huskatten var kommen spadserende. Saasnart Hønsene saa Katten, tav de stille og lod, som om de ikke tænkte paa andet end at skrabe i Jorden efter Orm.
  Drengen løb hurtig hen til Katten. „Kære lille Mis,“ sagde han, „du kender jo alle Kroge og Smuthuller her paa Gaarden? Vil du ikke nok fortælle mig, hvor jeg kan finde Nissen?“
  Katten svarede ikke straks. Den satte sig ned, lagde Halen pænt i Krans foran Poterne og stirrede paa Drengen. Det var en stor, sort Kat med en hvid Plet paa Brystet. Dens Haar var glatte og glinsede i Solskinnet. Kløerne havde den trukket ind, og øjnene var helt graa paa nær en lille smal Revne midtpaa. Katten saa ud som Fromheden selv.
  „Jeg ved godt, hvor Nissen bor,“ sagde den med blid Stemme, „men det er ikke sagt, jeg vil fortælle dig det.“
  „Kære Mis, du maa endelig hjælpe mig,“ sagde Drengen. „Ser du ikke, at han har forhekset mig?“
  Katten lukkede øjnene lidt højere op, saa den grønne Ondskab begyndte at titte frem. Den spandt og snurrede af Velbehag, inden den svarede. „Skal jeg maaske hjælpe dig, fordi du saa tit har trukket mig i Halen,“ sagde den tilsidst.
  Da blev Drengen vred og glemte helt, hvor lille og magtesløs han var. „Jeg kan trække dig i Halen een Gang til,“ sagde han og fo'r henimod Katten.
  I samme øjeblik var Katten saa forandret, at Drengen knap kunde tro, det var det samme Dyr. Hvert eneste Haar paa dens Krop rejste sig. Ryggen krummede sig. Benene strakte sig, Kløerne kradsede i Jorden, Halen blev kort og tyk, ørene lagde sig tilbage, Munden hvæsede, øjnene stod vidtaabne og skinnede som gloende Kul.
  Drengen vilde ikke lade sig skræmme af en Kat, men gik endnu et Skridt fremad. Men da satte Katten i Spring lige hen paa Drengen, kastede ham omkuld og stillede sig over ham med Forpoterne paa hans Bryst og Gabet over hans Strube.
  Drengen mærkede, at Kløerne gik gennem Vesten og Skjorten ind i Skindet, medens de skarpe HjØrnetænder kildrede hans Strube. Han skreg om Hjælp af alle Kræfter.
  Men der kom ingen, og han troede bestemt, at hans sidste Time var kommen. Da mærkede han, at Katten trak Kløerne til sig og slap sit Tag om Struben.
  „Se saa,“ sagde den, „nu kan det være nok. Denne Gang vil jeg lade dig slippe for min Madmoders Skyld. Jeg vilde blot have, du skulde vide, hvem af os to der nu er den stærkeste.“
  Dermed gik Katten sin Vej og saa ligesaa glat og from ud som før, da den kom. Drengen var saa flov, at han ikke sagde et Ord, men blot skyndte sig ind i Kostalden for at lede efter Nissen.
  Der var ikke mere end tre Køer. Men da Drengen kom derind, blev der en Brølen og en Larmen, saa man godt kunde tro, der var tredive, idet mindste.
  „Bøh, bøh, bøh!“ brølede Majrose. „Det er da godt, der er Retfærdighed til i denne Verden.“
  „Bøh, bøh, bøh!“ stemmede de i alle tre. Han kunde ikke høre, hvad de sagde, saadan raabte de i Munden paa hverandre.
  Drengen vilde spørge efter Nissen, men han kunde ikke skaffe sig ørenlyd, fordi Køerne tog saadan paa Vej. De bar sig ad, som de plejede at gøre, naar han lukkede en fremmed Hund ind til dem. De sparkede med Bagbenene, rev og sled i deres Halskæder, vendte Hovederne udad og stangede efter ham med Hornene.
  „Kom du bare,“ sagde Majrose, „saa skal du faa dig et Spark, som du ikke skal glemme saa snart!“
  „Kom herhen,“ sagde Guld–Lilje, „saa skal du faa Lov at danse paa mine Horn!“ „Kom herhen, saa skal du faa at føle, hvordan det smagte, da du kastede dine Træsko efter mig, som du gjorde saa tit i Sommer!“ brølede Stjerne.
  „Kom herhen, saa skal du faa Betaling for Bremsen, du satte ind i øret paa mig,“ skraalede Guld–Lilje.
  Majrose var den ældste og klogeste af dem, og hun var den allervredeste. „Kom herhen,“ sagde hun, „saa du kan faa Betaling for alle de Gange, du har trukket Malkestolen fra din Moder, og for alle de Gange, du har spændt Ben for hende, naar hun kom bærende med Mælkespanden, og for alle de Taarer, hun har staaet her og grædt over dig!“
  Drengen vilde sige dem, at han fortrød, han havde været ond imod dem, og at han aldrig skulde gøre saadan noget mere, naar de blot vilde sige ham, hvor Nissen var. Men Køerne hørte ikke paa ham. De tog saadan paa Vej, at han blev bange for, at en af dem skulde rive sig løs, og han syntes, det var bedst at liste sig ud af Kostalden.
  Da han kom ud igen, var han temmelig forknyt. Han indsaa, at ingen paa Gaarden vilde hjælpe ham at finde Nissen. Og det hjalp vel heller ikke stort, om han fandt ham.
  Han krøb op paa det brede Stengærde, der omgav Stedet og var bevokset med TjØrn og Brombærranker. Der satte han sig for at tænke over, hvordan det skulde gaa, hvis han ikke blev Menneske igen. Naar nu Fader og Moder kom hjem fra Kirke, vilde der blive en Forbavselse. Ja, der vilde vel blive Forbavselse over hele Landet, og Folk vilde komme baade fra øster Vemmenhög og fra Torp og fra Skurup; fra hele Vemmenhögs Herred vilde man komme for at se ham. Og maaske Fader og Moder vilde tage ham med til Kiviks Marked og vise ham frem.
  Nej, det var frygteligt at tænke paa. Han vilde ønske, at aldrig noget Menneske skulde faa ham at se mere.
  Det var forfærdeligt, saa ulykkelig han var. Ingen i hele Verden var saa ulykkelig som han. Han var ikke længer et Menneske, men et Utyske.
  Lidt efter lidt begyndte det at gaa op for ham, hvad det vilde sige, at han ikke mere var et Menneske. Nu var han skilt fra alting: han kunde ikke lege med andre Drenge, han kunde ikke overtage Huset efter Forældrene, og han kunde nu slet ikke faa nogen Pige at gifte sig med.
  Han sad og saa paa sit Hjem. Det var et lille, hvidkalket Bindingsværkshus, der laa som trykket ned i Jorden under det høje, skraa Straatag. Udhusene var ogsaa smaa, og Markerne var saa smalle, at en Hest med Nød og næppe kunde vende paa dem. Men hvor lille og fattigt Huset end var, saa var det nu altfor godt til ham. Han kunde ikke forlange andet Hus end et Hul under Staldgulvet.
  Vejret var saa vidunderlig skønt. Det piblede, og det knoppedes, og det kvidrede rundt omkring ham. Men han sad i dyb Sorg. Han kunde aldrig mere blive glad over noget.
  Aldrig havde han set Himlen saa blaa som i Dag. Og Trækfugle kom der susende. De kom fra Udlandet og var rejst over østersøen, de havde styret lige imod Smygehuk, og nu var de paa Vej nordpaa. Der var vist mange forskellige Slags, men han kunde ikke kende andre end Vildgæssene, der kom flyvende i to lange Rækker, som mødtes i en Vinkel.
  Der var allerede fløjet flere Flokke Vildgæs forbi. De fløj højt oppe, men han kunde dog høre dem raabe: „Nu gaar det til Fjelds. Nu gaar det til Fjelds.“
  Da Vildgæssene saa de tamme Gæs, der gik i Gaarden. sænkede de sig ned imod Jorden og raabte: „Kom med! Kom med! Nu gaar det til Fjelds.“
  De tamme Gæs kunde ikke dy sig for at række Hals og lytte. Men de svarede ganske fornuftigt: „Vi har det godt, som vi har det. Vi har det godt, som vi har det.“
  Det var som sagt en vidunderlig dejlig Dag med en Luft, som det maatte være en sand Glæde at flyve i, saa frisk og saa let. Og for hver ny Flok Vildgæs, der fløj forbi, blev de tamme Gæs mere og mere urolige. Et Par Gange slog de med Vingerne, som om de havde Lyst til at følge med. Men da sagde altid en gammel Gaasernor: „Vær nu ikke gale. De deroppe kommer baade til at sulte og fryse.“
  Der var en ung Gase, som blev greben af en voldsom Rejselyst ved al den Raaben. „Kommer der een Flok til, saa følger jeg med,“ sagde den.
  Saa kom der en ny Flok, der raabte ligesom de andre. Da skreg den unge Gase: „Vent! Vent! jeg kommer.“
  Den bredte Vingerne ud og hævede sig op i Luften, men den var saa uvant med al flyve, at den faldt til Jorden igen.
  Vildgæssene maatte dog have hørt dens Raab. De vendte om og fløj langsomt tilbage for al se, om den kom.
  „Vent! Vent!“ raabte den og gjorde et nyt Forsøg.
  Alt dette hørte Drengen, som han laa der paa Stengærdet. „Del vilde rigtignok være slemt,“ tænkte han, „hvis den store Gase fløj sin Vej. Fader og Moder vilde blive meget kede af det, hvis den var borte, naar de kom hjem fra Kirke.“
  Mens han tænkte saadan, glemte han igen ganske, at han var lille og afmægtig. Han sprang fra Gærdet midt ned i Gaaseflokken og slog Armene om Halsen paa Gasen. „Du skal nok blive fri for at flyve din Vej,“ raabte han.
  Men lige i det samme havde Gasen opdaget, hvordan den skulde bære sig ad med at hæve sig fra Jorden. Den kunde ikke sinke sig med at ryste Drengen af, men han maatte følge med op i Luften.
  Det gik saa hastig opad, at Drengen tabte Vejret. Inden det gik op for ham, at han skulde slippe Taget om Gasens Hals, var han saa højt oppe, at han vilde have slaaet sig ihjel, hvis han faldt ned.
  Det eneste, han kunde gøre for at faa det lidt bedre, var at prøve paa at komme op paa Gasens Ryg. Han arbejdede sig ogsaa derop, skønt ikke uden stor Møje. Og det var heller ingen let Sag at sidde fast paa den glatte Ryg imellem de to svingende Vinger. Han maatte gøre et dybt Greb ned i Fjer og Dun med begge Hænder for ikke at falde af.





DET TÆRNEDE TØRKLÆDE
Drengen blev saa svimmel, at han længe ikke vidste af sig selv. Luften susede og hvinede imod ham, Vingerne svingede, og det brusede i Fjerene som en hel Storm. Tretten Gæs fløj omkring ham, og alle slog de med Vingerne og gækkede. Det flimrede for hans øjne, og det susede for hans øren. Han vidste ikke, om de fløj højt eller lavt, eller hvor det bar hen med dem.
  Endelig kom han saa meget til Sans og Samling, at han begreb, han maatte klare sig, hvor Gæssene fløj hen med ham. Men det var ikke saa let, for han vidste ikke, hvor han skulde faa Mod til at se ned. Han var ganske sikker paa, han vilde blive svimmel, hvis han prøvede paa det.
  Vildgæssene fløj ikke saa meget højt, da den ny Rejsekammerat ikke kunde aande i den allertyndeste Luft. For hans Skyld fløj de ogsaa lidt langsommere end ellers.
  Tilsidst tvang Drengen sig dog til at kaste et Blik ned ad Jorden til. Og det forekom ham, at der under ham laa udbredt et stort Tørklæde, der var delt i en utrolig Mængde smaa og store Tærner.
  „Hvor i Alverden er jeg kommen hen?“ tænkte han.
  Han saa ikke andet end Tærne ved Tærne. Nogle var skæve, og nogle var aflange, men overalt var der HjØrner og lige Sider. Ingenting var rundt, og ingenting var bugtet.
  „Hvad er det dog for et stort, tærnet Tørklæde, jeg ser ned paa?“ sagde Drengen ved sig selv uden at vente Svar af nogen.
  Men Vildgæssene, der fløj rundt om ham, raabte straks: „Agre og Enge. Agre og Enge.“
  Da begreb han, at det store, tærnede Tørklæde var det flade, skaanske Land, som han fløj hen over. Og det gik lidt efter lidt op for ham, hvorfor det saa saa mangefarvet og tærnet ud. De lysegrønne Tærner kendte han først, det var Rugmarkerne, der var tilsaaet om Efteraaret og havde holdt sig grønne under Sneen. De gulgraa Tærner var Stubmarker, hvor der sidste Sommer havde vokset Korn, de brunlige var gamle Kløverenge, og de sorte var tomme Roemarker eller pløjede Brakmarker. De Tærner, der var brune med gule Kanter, var vistnok Bøgeskove, for i dem er de store Træer, der staar midt i Skoven, nøgne om Vinteren, men Smaabøgene, der vokser i Skovbrynet, beholder de tørre, gule Blade helt til Foraaret. Der var ogsaa mørke Tærner med graat i Midten: det var de store, sammenbyggede Gaarde med de mørke Straatage og de brolagte Gaardspladser. Og saa var der Tærner, der var grønne i Midten med en Kant af brunt; det var Haverne, hvor Græsplænerne allerede begyndte at grønnes, skønt Buskene og Træerne omkring dem endnu stod med den nøgne, brune Bark.
  Drengen kunde ikke lade være at le, da han saa, hvor tærnet alting var.
  Men da Vildgæssene hørte, at han lo, raabte de ligesom irettesættende: „Frugtbart og godt Land. Frugtbart og godt Land.“
  Drengen var allerede bleven alvorlig igen. „At du kan le,“ tænkte han, „du, hvem der er hændet det allerforfærdeligste, der kan hænde et Menneskel“
  Han holdt sig alvorlig en Tidlang, men snart kom han igen til at le.
  Efterhaanden som han blev vant til Sædet og Farten, saa han kunde tænke paa andet end at holde sig fast paa Gasens Ryg, begyndte han at lægge Mærke til, hvor fuld Luften var af Fugleflokke, der fløj nordpaa. Og der var en Hujen og Raaben fra Flok til Flok. „Naa, saa I er ogsaa kommet over Vandet i Dag,“ raabte nogle. —„Ja, vi er,“ svarede Gæssene. „Hvordan tror I, det har sig med Foraaret?“ — „Ikke et Blad paa Træerne og koldt Vand i Søerne,“ var Svaret.
  Naar Gæssene fløj hen over et Sted, hvor der var tamt Fjerkræ ude, raabte de: „Hvad! hedder Gaarden? Hvad hedder Gaarden?“ Og Hanen rakte Hals og svarede: „Gaarden hedder Lillegærde, i Aar som i Fjor, i Aar som i Fjor.“
  De fleste Huse havde jo nok Navn efter deres Ejer, som Skik og Brug er i Skaane, men istedetfor at svare, at det var Per Matsons eller Ola Bossons Hus, gav Hanerne dem andre Navne, som de syntes passede. De, der boede paa fattige Boelsteder eller Husmandslodder, raabte: „Denne Gaard hedder Grynløse.“ Og de, der hørte til paa de allerfattigste Steder, skreg: „Denne Gaard hedder Tyggelidt, Tyggelidt, Tyggelidt.“
  De store velhavende Bøndergaarde fik fine Navne af Hanerne, som Lykkemark, æggebjerg og Pengeby.
  Men Hanerne paa Herregaardene var altfor hovmodige til at finde paa noget morsomt. En af dem galede og skreg med en Kraft, som om den vilde have, man skulde høre den helt op til Solen: „Dette er Dybeck Herregaard. I Aar som i Fjor. I Aar .som i Fjor.“
  Og lidt længere borte stod der en og raabte: „Dette er Svaneholm. Det maa da Gud og Hvermand vide.“
  Drengen lagde Mærke til, at Gæssene ikke fløj ligeud. De svævede hid og did over hele den skaanske Slette, som om de var glade over at være der igen og havde mest Lyst til at besøge hver eneste Gaard.
  De kom til et Sted, hvor der laa nogle svære Bygninger med høje Skorstene, og rundt omkring dem en hel Del mindre Huse. „Det er Jordberga Sukkerfabrik,“ raabte Hanerne. „Det er Jordberga Sukkerfabrik.“
  Det gav et Sæt i Drengen. Det Sted skulde han da kende. Det 1aa ikke langt fra hans Hjem, og sidste Aar havde han tjent der som Vogterdreng. Men det lod til, at ingenting rigtig lignede sig selv, naar man saa det saadan ovenfra.
  Og tænk dog, tænk! Aase Gaasepige og lille Mads, der var hans Kammerater i Fjor! Drengen gad nok vidst, om de var der endnu. Hvad vilde de dog sige, hvis de anede, at han fløj afsted højt oppe over deres Hoved?
  Saa tabte de Jordberga af Syne og fløj henimod Svedala og Skabersjö og tilbage over Börringe Kloster og Häckeberga. Drengen fik mere at se af Skaane den ene Dag, end han havde set i alle de Aar, han havde levet.
  Naar Vildgæssene traf paa tamme Gæs, morede de sig allerbedst. Da fløj de ganske langsomt og raabte ned: „Nu gaar det til Fjelds. Vil I med? Vil I med?“
  Men de tamme Gæs svarede: „Det er Vinter endnu. I er for tidlig ude. Vend om! Vend om!“
  Vildgæssene fløj lavere ned, saa man bedre kunde høre dem, og raabte: „Kom med, saa skal vi lære jer at flyve og svømme!“
  Saa blev de tamme Gæs vrede og svarede ikke med et eneste Gæk.
  Men Vildgæssene fløj lavere endnu, saa at de næsten strejfede Jorden, og saa steg de igen langsomt, som om de var bleven meget bange. „Uha, uha!“ raabte de. „Det var ikke Gæs. Det var bare Faar. Det var bare Faar.“
  Gæssene paa Marken blev helt ude af sig selv og skreg: „Gid I maa blive skudt, saa mange som I er, saa mange som I er!“
  Naar Drengen hørte alle disse Løjer, lo han. Men saa kom han til at tænke paa, hvilken Ulykke han havde bragt over sig selv, og saa græd han. Men lidt efter lo han igen.
  Aldrig før var han kommen afsted i saadan en Fart, og han havde altid holdt af at ride hurtigt og vildt. Og han havde naturligvis aldrig tænkt paa, at der kunde være saa frisk, som der var, oppe i Luften, og at der steg saadan en dejlig Lugt af Muld og Harpiks op fra Jorden. Og han havde heller ikke tænkt paa, hvordan det maatte være at færdes saa højt oppe i Luften. Men det var som at flyve bort fra alle de Sorger og Bekymringer og Fortrædeligheder, som tænke kunde.





II

AKKA FRA
KEBNEKAJSE

AFTENEN.
Den store tamme, Gase, der var fulgt med op i Luften, følte, sig meget stolt af at flyve frem og tilbage over Skaane, sammen med Vildgæssene og gøre Løjer med de tamme, Fugle. Men hvor lykkelig den end var, kunde det ikke være andet, end at den hen paa Eftermiddagen begyndte blive træt. Den prøvede at trække Vejret dybere og slaa stærkere med Vingerne, men alligevel blev den flere Gaaselængder tilbage for de andre.
  Da de Vildgæs, der fløj bagest, mærkede, at den tamme ikke. kunde FøIge med, gav de sig til at raabe til den Gaas, der fløj i Spidsen af Vinklen og anførte Toget: „Akka fra Kebnekajse! Akka fra Kebnekajsa!“ — „Hvad vil I mig?“ spurgte saa Førergaasen. — „Den hvide sakker agterud. Den hvide sakker agterud“. — „Sig til den, at det er lettere at, flyve hurtigt end langsomt!“ raabte Førergaasen og strakte, ud som før.
  Gaasen prøvede paa at følge Raadet og forøge Hastigheden, men deraf blev den saa udmattet, at den sank helt ned mod de stynede Piletræer, der indhegnede Agre og Enge.
  „Akka! Akka! Akka fra Kebnekajse!“ raabte saa de der fløj bagest og saa, hvor svært det var for den. — Hvad Vil I nu igen?“ spurgte Førergaasen og lod meget, gnaven. — „Den hvide synker til Jorden. Den hvide synker til Jorden.“ — „Sig til den, at det er lettere at flyve højt end lavt!“ raabte Førergaasen. Og den sagtnede ikke Farten det mindste, men Strakte ud som før.
  Gasen prøvede ogsaa dette Raad, men da den vilde stige i Højden, blev den saa forpustet, at det var, som om dens Bryst skulde sprænges.
  „Akka! Akka!“ raabte saa de, der fløj bagest. — „Kan I ikke lade mig flyve i Fred!“ spurgte Førergaasen og lod endnu mere utaalmodig end før. — „Den hvide er nærved at styrte. Den hvide er nærved at styrte. — Sig til den, at den, der ikke kan følge med Flokken, kan vende hjem!“ raabte Førergaasen. Og det faldt den slet ikke i mindste Maade ind at sagtne Farten, men den strakte ud som før.
  „Naa, staar det saadan til, sagde Gasen. Det gik pludselig op for den, at Vildgæssene aldrig havde tænkt paa at tage den med op til Lapland. De havde kun lokket den med for Løjers Skyld.
  Uh, hvor han ærgrede sig over, at Kræfterne nu svigtede, saa han ikke kunde vise de Landstrygere, at en tam Gaas ogsaa kunde du til noget. Og det allerharmeligste var, at han var kommen i Flok med Akka fra Kebnekajse. For om ogsaa han var en tam Gaas, havde han dog hørt Tale om en Førergaas, der hed Akka og var næsten hundrede Aar gammel. Hun var saa anset, at de bedste Vildgæs, der var, plejede at slutte sig til hende. Men der var ingen, der foragtede tamme Gæs saa meget som Akka og hendes Flok, og han vilde gerne have vist dem, at han var Deres Lige.
  Han fløj langsomt bag ved de andre, mens han beraadte, sig med sig selv, om han skulde vende eller flyve videre. Da sagde pludselig den lille Fyr, han havde paa Ryggen: „Kære Morten Gase, du kan da nok begribe, det er umuligt for dig, der aldrig har fløjet, at følge med Vildgæssene helt op til Lapland. Vil du ikke vende hjem, inden du bliver helt ødelagt?
  Men Gasen vidste ikke noget værre end den Husmandsdreng, og aldrig saasnart gik det op for ham, at den sølle Knægt ikke tiltroede ham at kunne gøre Rejsen, før han bestemte sig til at holde ud. „Siger du et Ord til om det, smider jeg dig i den første Mergelgrav, vi flyver over,“ sagde han, og med det samme Vreden ham saadanne Kræfter, at han begyndte at flyve næsten ligesaa godt som nogen af de andre.
  Han havde dog næppe kunnet blive ved paa den Maade, men det behøvedes heller ikke, for nu sank Solen hurtigt, og lige i Solnedgangen satte Gæssene Kursen nedefter. Og inden Drengen og Gasen vidste et Ord af det, var de dalet ned paa Bredden af Vombsøen.
  „Det er vel Meningen, vi skal blive her i Nat,“ tænkte Drengen og hoppede ned af Gasens Ryg.
  Han stod paa en smal Sandbred, og foran ham laa en temmelig stor Sø. Den var grim at se paa, for den var næsten helt dækket af en Isskorpe, der var snavset og ujævn og fuld af Revner og Huller, som Isen er om Foraaret. Isen havde nok ikke langt igen. Inde ved Land havde den allerede løsnet sig, og rundt om havde den et bredt Bælte af sort, blankt Vand. Men endnu laa den der og udbredte Kulde og vinterlig Uhygge omkring sig.
  Paa den anden Side af søen saa der ud til at være lyst og frit og bebygget, men der, hvor Gæssene havde slaaet sig ned, var der en stor Granplantage. Og det saa ud, som om Granskoven var i Stand til at holde paa Vinteren. Alle andre Steder var Jorden fri for Sne, men under de tætte Grangrene laa der Sne, som var smeltet og igen frosset, smeltet og frosset, saa den var haard som Is.
  Drengen syntes, han var kommen til et Vildmarksland og et Vinterland, og han blev saa uhyggelig til Mode, at han gerne kunde have skreget højt.
  Han var sulten. Han havde ikke faaet noget at spise hele Dagen. Men hvor skulde han faa Mad fra? Der vokser ikke noget spiseligt hverken paa Jorden eller paa Træerne i Mart Maaned.
  Ja, hvor skulde han faa Mad fra, og hvem skulde give ham Tag over Hovedet, og hvem skulde rede hans Seng, og hvem skulde varme ham ved sin Ild, og hvem skulde beskytte ham mod de vilde Dyr?
  For nu var Solen borte, og Kulden steg op fra Søen, og Mørket sænkede sig ned fra Himlen, og Angsten kom listende i Skumringens Spor, og i Skoven begyndte det at pusle og rasle.
  Nu var det forbi med det friske Mod, som Drengen havde haft, mens han var oppe i Luften, og i sin ængstelse saa han sig om efter sine Rejsekammerater. Han havde jo ingen andre at holde sig til.
  Da opdagede han, at Gasen havde det endnu værre end han. Han var bleven liggende paa samme Sted, hvor han var dalet ned, og det saa ud, som om han var ved at dø. Halsen laa slap henad Jorden, øjnene var lukkede, og hans Aandedrag var kun som en svag Gispen.
  „Kære Morten Gase,“ sagde Drengen, „du maa prøve at faa dig en Drik Vand! Der er ikke to Skridt ned til Søen.“
  Men Gasen rørte sig ikke.
  Drengen havde jo før været haard imod alle Dyr, ogsaa imod Gasen, men nu syntes han, Morten var den eneste Støtte, han havde, og han blev gruelig bange for at miste ham. Han gav sig straks til at skubbe og skyde til ham for at faa ham ned til Vandet. Gasen var stor og tung, saa det var et svært Stykke Arbejde for Drengen men tilsidst lykkedes det.
  Gasen kom paa Hovedet ned i Søen. Et øjeblik laa han stille i Dyndet, men snart stak han Hovedet op, rystede Vandet af øjnene og prustede. Derpaa svømmede han stolt ind imellem Siv og Dunhammere.
  Vildgæssene laa ude i Søen før han. De havde hverken set sig om efter Gasen eller Gaserytteren, men straks styrtet sig ud i Vandet. De havde badet og pudset sig, og nu laa de og slubrede halvraadden Andemad i sig.
  Den hvide Gase var saa heldig at faa øje paa en lille Aborre. Han snappede den hurtig, svømmede ind til Bredden med den og lagde den foran Drengen. „Den skal du have til Tak for, at du hjalp mig ned i Vandet,“ sagde han.
  Det var første Gang hele den Dag, at Drengen hørte et venligt Ord. Han blev saa glad, at han havde Lyst at falde Gasen om Halsen, men han kunde dog ikke faa sig til det. Og Gaven blev han ogsaa glad over. Først syntes han, det var umuligt at spise raa Fisk, men saa fik han alligevel Lyst at prøve.
  Han følte efter, om han havde faaet sin Tollekniv med, og heldigvis, den hang endnu bag paa Bukseknappen, men den var rigtignok bleven saa lille, at den ikke var større end en Tændstik. Naa, den kunde da ialtfald bruges til at rense Fisken og tage Skællene af den, og Aborren var snart spist.
  Da Drengen vel var mæt, følte han sig ganske skamfuld over, at han havde kunnet spise noget, der var raat. „Det lader til, at jeg ikke længer er et Menneske, men en rigtig Nisse tænkte han.
  Hele Tiden mens Drengen spiste, blev Gasen staaende ved Siden af ham, og da han havde sunket den sidste Mundfuld, sagde han med sagte Stemme: „Ja, vi er jo kommen i Lag med et vildt Gaasefolk, der foragter alle tamme Fugle.“ — „Ja, det har jeg rigtignok mærket,“ sagde Drengen. — „Det vilde være meget ærefuldt for mig, hvis jeg kunde følge med, dem helt op til Lapland og vise dem, at en tam Gaas ogsaa kan du til noget.“ — „Ja–a,“ sagde Drengen og trak paa det, for han troede ikke, Gasen kunde føre det igennem, men han vilde ikke sige ham imod. — „Men jeg tror ikke, jeg kan klare mig alene paa en saadan Rejse,“ sagde Gasen, „saa jeg vilde gerne vide, om du ikke vil følge med og hjælpe mig.“
  Drengen havde naturligvis ikke tænkt andet, end at han vilde vende hjem saa snart som muligt, og han blev saa overrasket, at han ikke vidste, hvad han skulde svare. „Jeg troede ikke, vi to var gode Venner,“ sagde han. Men det 1od det til, at Gasen helt havde glemt. Det eneste, han huskede, var, at Drengen for et øjeblik siden havde reddet hans Liv.
  „Jeg skulde vist hjem til Fader og Moder,“ sagde Drengen — „Ja, jeg skal nok, bringe dig tilbage til dem til Efteraaret,“ sagde Gasen. „Jeg skal ikke forlade dig, før jeg har sat dig af paa Dørtrinnet derhjemme.“
  Drengen tænkte, at det maaske ikke var saa galt at slippe for at vise sig for Forældrene endnu en Tid. Han syntes ikke ilde om Forslaget og skulde netop til at sige, at han gik ind paa det, da de hørte en stærk Larm bagved sig. Det var Vildgæssene, der var kommen op af Søen alle paa een Gang og stod og rystede Vandet af sig. Saa stilledede sig op i en lang Række med Førergaasen i Spidsen og kom hen til dem.
  Da den hvide Gase nu saa nærmere paa Vildgæssene, følte han sig ikke rigtig hyggelig til Mode. Han havde troet, de lignede de tamme Gæs mere, og at han havde følt sig mere i Slægt med dem. De var meget mindre end han, og ingen af dem var hvid, men de var alle graa med en brun Schattering. Og deres øjne blev han næsten bange for. De var gule og skinnede, som om der brændte Ild bag dem. Gasen havde altid lært, at det var det pæneste at gaa langsomt og vraltende, men disse Gæs gik ikke, de løb næsten. Men mest urolig blev han, da han saa paa deres Fødder. De var store og slidte og sønderrevne. Man kunde se, at Vildgæssene aldrig brød sig om, hvad de traadte paa. De gik ingen Omveje. Ellers var de meget pyntelige og velplejede, men paa deres Fødder kunde man se, at de var fattige Folk fra Vildmarken.
  Gasen fik lige Tid til at hviske til Drengen: „Svar nu flink, men fortæl ikke, hvem du er!“ saa var de der.
  Da Vildgæssene stod foran dem, nejede de mange Gange med Halsene, log Gasen gjorde det sronme, endnu flere Gange end de. Saasnart der var hilst tilstrækkeligt, sagde Førergaasen: „Nu kan vi vel faa at vide, hvad I er for nogle?“
  „Der er ikke meget at sige om mig,“ sagde Gasen. „Jeg er født i Skanör sidste Foraar. I Efteraaret blev jeg solgt til Holger Nielsen i Vester Vemmenhög, og der har jeg været siden.“ — „Det lader ikke til, du har nogen Slægt at prale af,“ sagde Førergaasen. „Hvad er det da, der gør dig saa stor paa det, at du vil holde til med Vildgæs?“ — „Det kunde jo være, fordi jeg vilde vise jer Vildgæs, at ogsaa vi tamme Gæs duer til noget,“ sagde Gasen. — „Ja, det var rart, hvis du kunde vise os det,“ sagde Førergaasen. „Vi har nu allerede set, hvor godt du flyver, men maaske du er dygtigere i andre Idrætter. Du er maaske øvet i at svømme langt?“ — „Nej, det kan jeg ikke rose mig af,“ sagde Gasen. Han syntes, han kunde mærke, at Førergaasen allerede havde bestemt sig til at sende ham hjem, og han brød sig ikke om, hvad han svarede. „Jeg har aldrig svømmet længere end tværsover en Mergelgrav,“ vedblev han. — „Saa venter jeg mig, at du er en Mester i at løbe,“ sagde Gaasen. — „Aldrig har jeg set en tam Gaas løbe, og jeg har heller aldrig selv gjort det,“ sagde Gasen og gjorde sig endnu ringere, end han var.
  Den store, hvide var nu sikker paa, at Førergaasen vilde sige, hun paa ingen Maade kunde tage ham med. Han blev meget overrasket, da hun sagde: „Du svarer modigt, naar man spørger dig, og den der har Mod, kan blive en god Rejsekammerat, om ogsaa han ikke er dygtig i Begyndelsen. Hvad siger du til at blive hos os et Par Dage, til vi har set, hvad du duer til?“ — „Det er jeg meget tilfreds med, sagde Gasen og var helt fornøjet.
  Derpaa pegede Førergaasen med Næbbet og sagde: „Men hvem er det, du har med dig? Saadan en har jeg aldrig før set.“ — „Det er min Kammerat,“ sagde Gasen. „Han har været Gaasedreng hele sit Liv. Han kan sikkert være til Nytte paa Rejsen.“ — „Ja, det kan jo være godt nok for en tam Gaas,“ svarede den vilde. „Hvad hedder han?“ — „Han har flere Navne,“ sagde Gasen tøvende og vidste ikke, hvad han i en Hast skulde finde paa, for han vilde ikke røbe, at Drengen havde et Menneskenavn. „Ja, han hedder Tommeltot,“ sagde han endelig. — „Er han af Nisseslægt?“ sagde Førergaasen. — „Hvad Tid er I Vildgæs vant til at sætte jer hen at sove?“ sagde Gasen hurtigt og søgte at slippe for at svare paa det sidste Spørgsmaal. „Mine øjne falder i af sig selv paa denne Tid af Dagen.“
  Det var let at set at den Gaas der talte med Gasen var meget gammel. Hele Fjerdragten var isgraa uden mørke Striber. Hovedet var større, Benene grovere og Fødderne mere slidte end nogen af de andres. Fjerene var stive, Vingebenene knoklede og Halsen var tynd. Alt dette var Alderens Værk. Kun øjnene havde Tiden ikke faaet Bugt med. De skinnede klarere, ligesom yngre end nogen af de andres.
  Den vendte sig nu med Værdighed til Gasen. „Nu skal du vide, Gase, at jeg er Akka fra Kebnekajse, og at den Gaas, der flyver mig nærmest til højret er Yksi fra Vassijaure, og den, til venstre er Kaki fra Nuolja! Du skal ogsaa vide, at den anden Højregaas er Kolme fra Sarjektjokko, og den anden Venstregaas er Neljä fra Svappavara, og bag dem flyver Viisi fra Oviksfjeldene og Kuusi fra Sjangeli! Og du skal vide, at disse, ligesom de seks Gæslinger, der flyver bagest, tre til højre og tre til venstre, alle er Højfjeldsgæs af bedste Stamme. Du man ikke holde os for Landstrygere, der slaar Følgeskab med hvemsomhelst, og du maa ikke tro, vi lader nogen dele vor Soveplads, som ikke vil sige, af hvad Slægt han er kommen.“
  Da Førergaasen, Akka, talte saadan, gik Drengen hurtig hen til hende. Det havde gjort ham ondt, at Gasen, der havde svaret saa flinkt for sig selv, gav saa undvigende Svar, da det gjaldt ham. „Jeg vil ikke holde hemmeligt, hvem jeg er,“ sagde han. „Jeg hedder Niels Holgersen og er Søn af en Husmand, og lige til den Dag i Dag har jeg været et Menneske, men i Formiddags ...“
  Længere kom Drengen ikke. Næppe havde han sagt, at han var et Menneske, før Førergaasen veg tre Skridt tilbage og de andre endnu længere. Og de strakte alle Hals og hvæsede vredt af ham.
  „Dette har jeg haft en Mistanke om lige fra det første øjeblik, jeg saa dig her paa Søens Bred,“ sagde Akka. „Og nu maa du straks forføje dig bort. Vi taaler ingen Mennesker iblandt os.“
  „Det er da ikke muligt,“ sagde Gasen mæglende, „at I Vildgæs kan være bange for en, der er saa lille. I Morgen skal han nok rejse hjem, men i Nat maa I da lade ham blive her hos os. Ingen af os kan forsvare at lade saadan en lille Stakkel klare sig paa egen Haand med Væseler og Ræve nu ved Nattetid.“
  Vildgaasen kom nu nærmere, men det var let at se, at hun havde ondt ved at beherske sin Frygt. „Jeg har lært at være bange for alt, der bærer Menneskenavn, hvad enten det er stort eller smaat,“ sagde hun. „Men hvis du, Gase, vil svare for denne her, at han ingen Fortræd gør os, saa maa han vel have Lov, til at blive hos os i Nat. Men jeg er bange for, at vort Nattekvarter hverken behager dig eller ham, for vi agter at sætte os til at sove paa Isflagen herude.“
  Den tænkte vist, at Gasen vilde blive betænkelig ved det. Men han lod sig ikke gaa paa. „I er rigtignok kloge, som forstaar at vælge saa sikker en Soveplads,“ sagde han.
  „Men du svarer for, at han i Morgen forføjer sig hjem til sig selv.“ — „Ja, saa er der ikke andet for, end at jeg ogsaa maa forlade jer,“ sagde Gasen. „Jeg har lovet, at jeg ikke vil lade ham i Stikken.“ — „Det staar dig frit for at flyve, hvorhen du vil,“ sagde Førergaasen.
  Dermed hævede hun Vingerne og fløj ud over Isen; og den ene efter den anden af Vildgæssene fulgte hende.
  Drengen var forknyt over, at hans Laplandsrejse ikke blev til noget, og for Resten var han bange for det kolde Nattekvarter. „Det bliver jo længer jo værre, Gase,“ sagde han. „For det første fryser vi ihjel ude paa Isen.“
  Men Gasen var ved godt Mod. „Det har ingen Nød,“ sagde han. „Nu vil jeg blot bede dig hurtigst muligt samle saa meget Halm og Græs sammen, som du kan bære.
  „Da Drengen havde Favnen fuld af vissent Græs, tog Gasen et Tag i hans Skjortelinning, løftede ham op og fløj ud paa Isen, hvor Vildgæssene allerede stod og sov med Næbbet under Vingen.
  „Bred nu Græsset ud paa Isen, saa jeg har noget at staa paa og ikke fryser fast! Hjælp du mig, saa skal jeg hjælpe dig,“ sagde Gasen.
  Det gjorde Drengen, og saasnart han var færdig, tog Gasen ham endnu engang i Skjortelinningen og puttede ham ind under sin Vinge. „Der tænker jeg, du skal ligge godt og varmt,“ sagde han og klemte til med Vingen.
  Drengen laa saadan pakket ind i Dun, at han ikke kunde svare, men dejlig varmt laa han, og træt var han, og sove gjorde han i samme øjeblik.


NATTEN.
Det er en gammel Sandhed, at Is altid er svigefuld og ikke at stole paa. Midt om Natten flyttede Isflagen paa Vombsøen sig, saa den paa et enkelt Sted stødte imod Bredden. Og nu hændte det, at Mikkel Ræv; som paa den Tid boede paa den østlige Side af Søen i Parken ved övedskloster, opdagede dette, da han var ude paa sin Nattejagt. Mikkel havde allerede om Aftenen set Vildgæssene, men han havde ikke ventet at faa fat paa nogen af dem. Han begav sig nu straks ud paa Isen.
  Da Mikkel var ganske tæt ved Vildgæssene, gled han, saa hans Kløer skrabede imod Isen. Gæssene vaagnede og baskede med Vingerne for at kaste sig ud i Luften. Men Mikkel var dem for rap. Han kom farende som skudt ud af en Kanon, snuppede en Gaas ved Vingebenet og styrtede op paa Land igen.
  Men denne Nat var Vildgæssene ikke alene ude paa Isen; de havde et Menneske iblandt sig, hvor lille han end var. Drengen var vaagnet ved, at Gasen baskede med Vingerne. Han var faldet ned paa Isen og sad der lysvaagen. Han havde ikke forstaaet noget af det Spektakel, før han saa en lille lavbenet Hund løbe sin Vej over Isen med en Gaas i Munden.
  Drengen løb straks efter for at tage Gaasen fra Hunden Han hørte nok Gasen raabe efter ham: „Tag dig i Vare, Tommeltot! Tag dig i Vare!“— „Men saadan en lille Hund behøver jeg da ikke at være bange for,“ tænkte Drengen og stormede afsted.
  Vildgaasen, som Mikkel Ræv havde taget, hørte Larmen af Drengens Træsko, der klaprede mod Isen og hun vilde næsten ikke tro sine egne øren. „Tror den Purk, at han kan tage mig fra Ræven?“ tænkte hun. Og hvor ilde hun end var stedt, begyndte det at klukke muntert nede i Struben paa hende, næsten som om hun lo.
  „Det første, der sker, er, at han falder i en Revne i Isen,“ tænkte hun.
  Men hvor mørk end Natten var, saa Drengen tydeligt alle de Revner og Huller, der var i Isen, og sprang dristig over dem. Det kom af, at han nu havde Nissernes gode Natteøjne og kunde se i Mørke. Han saa baade Søen og Bredden ligesaa tydeligt, som om det var Dag.
  Mikkel Ræv løb op paa Isen, der hvor den stødte til Land, og lige idet han arbejdede sig opad Skrænten, raabte Drengen til ham: „Slip Gaasen, din Slyngel!“ Mikkel vidste ikke, hvem det var, der raabte, og gav sig ikke Tid til at se sig om, satte kun stærkere Fart paa.
  Ræven løb nu ind i en Skov med store prægtige Bøgetræer og Drengen fulgte efter uden nogen Tanke om, at der var Fare paa Færde. Derimod tænkte han hele Tiden paa, hvor foragteligt Vildgæssene havde behandlet ham den foregaaende Aften, og han havde nok Lyst fil at vise dem, at et Menneske dog staar noget over alle andre Skabninger.
  Han raabte den ene Gang efter den anden ad Hunden for at faa den til at slippe Byttet. „Sikken en Hund, der ikke skammer sig for at stjæle en hel Gaas!“ sagde han. „Slip den straks, ellers kan du tro, jeg skal prygle dig. Slip den, siger jeg; ellers skal jeg fortælle din Herre, hvordan du opfører dig.“
  Da Mikkel Ræv mærkede, at man tog ham for en Hund, der er bange for Prygl, fandt han det saa komisk, at han var nærved at tabe Gaasen. Mikkel var en stor Røver, der ikke lod sig nøje med at jage efter Mus og Jordrotter paa Markerne, men ogsaa vovede sig ind i Gaardene for at stjæle Høns og Gæs. Han vidste, at han var frygtet over hele Egnen. Noget saa taabeligt havde han ikke hørt, siden han var en lille Unge.
  Men Drengen løb saadan, at han syntes, de tykke Bøgetræer gled baglæns forbi ham, og han vandt ind paa Mikkel. Tilsidst var han saa nær ved ham, at han fik fat i Halen. „Nu tager jeg alligevel Gaasen fra dig,“ raabte han og holdt igen. saa meget han kunde. Men han var ikke stærk nok til at standse Mikkel. Ræven trak ham med sig, saa de visne Bøgeblade føg omkring ham.
  Men nu lod det til, at Mikkel var kommen under Vejr med, hvor lidt farlig Forfølgeren var. Han stod stille, lagde Gaasen ned paa Jorden og satte Forpoterne paa den, for at den ikke skulde flyve sin Vej. Hans skulde lige til at bide Struben over, men han kunde ikke dy sig for først at drille Purken lidt. „Skynd dig nu hjem,“ og klag til Husbonden, for nu bider jeg Gaasen ihjel!“ sagde han.
  Hvem der blev forbavset, da han saa, hvad for en spids Næse, og hørte, hvad for en hæs og styg Stemme den Hund havde, som han havde forfulgt, det var Drengen. Men han blev nu ogsaa saa vred over, at Ræven gjorde Nar af ham, at han ikke tænkte paa at blive bange. Han tog et fastere Tag om Halen, stemmede Fødderne imod en Bøgerod og i Samme øjeblik, som Ræven havde sit aabne Gab over Gaasens Strube, trak han til, alt, hvad han kunde. Mikkel blev saa overrasket, at han lod sig trække et Par Skridt baglæns, og Vildgaasen slap fri. Hun hævede sig med. Besvær op i Luften. Hendes ene Vinge var saaret, saa hun knap kunde bruge den og desuden kunde hun ingenting se i Skoven i den mørke Nat, men var saa hjælpeløs som en blind. Hun kunde derfor ikke hjælpe Drengen paa nogen Maade, men søgte op imod en Aabning i Løvtaget og fløj ned til Søen igen.
  Men Mikkel kastede sig over Drengen. „Faar jeg ikke den ene, saa vil jeg have den anden,“ sagde han, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor vred han var. „Nej, du kan tro nej,“ sagde Drengen og var helt vigtig, fordi han havde reddet Gaasen. Han holdt sig stadig fast i Rævehalen og svang sig i den over til den anden Side, naar Ræven prøvede at fange ham.
  Der blev en Dans i Skoven, saa Bøgebladene hvirvlede. Mikkel svingede ustandselig rundt, men Halen svingede med og Drengen holdt fast i den, saa Ræven ikke kunde faa ham fat.
  Drengen var saa glad over sit Held, at han i Begyndelsen kun lo og gjorde Nar af Ræven, men Mikkel var ihærdig, som gamle Jægere jo plejer at være, og Drengen begyndte at blive bange for, at det vilde ende med han blev nappet.
  Da fik han øje paa en lille Ungbøg, der var skudt i Vejret saa tynd som en Pind for snart at naa op i den fri Luft oven over det Løvtag, som de gamle Bøgetræer byggede over den. Hurtig slap han sit Tag i Rævehalen og klatrede op i Bøgetræet. Mikkel Ræv var saa ivrig, at han blev ved at danse rundt efter Halen i lang Tid. „Nu skal du ikke ulejlige dig med at danse længer,“ sagde Drengen.
  Men Ræven kunde ikke bære den Tort, at han ikke skulde faa Bugt med saadan en lille Purk, og han lagde sig under Træet og holdt Vagt.
  Drengen havde det ikke hyggeligt, som han sad der og red paa en tynd Gren. Det lille Bøgetræ naaede ikke endnu op til det høje Løvtag. Han kunde ikke komme over til et andet Træ, og han turde ikke hoppe ned af Træet.
  Han frøs, saa han blev ganske stiv, og var nær ved at slippe sit Tag om Grenen, og han var forfærdelig søvnig, men han turde ikke sætte sig til at sove af Frygt for at falde ned.
  Det var ikke til at tænke sig, hvor uhyggeligt det var at sidde saadan ude i Skoven ved Nattetid. Han havde aldrig før vidst, hvad det vilde sige, at det var Nat. Det var, som om hele Verden var bleven forstenet og aldrig mere kunde komme til Live.
  Saa begyndte det at dages, og Drengen blev glad, for nu kom alting igen til at ligne sig selv, men han syntes, det var endnu mere bitterlig koldt, end det havde været om Natten.
  Da Solen omsider stod op, var den, ikke gul, men rød. Drengen syntes, det saa ud, som den var vred, og han spekulerede paa, hvad den var vred over. Det var maaske, fordi Natten havde gjort det saa koldt og saa mørkt paa Jorden, mens Solen var borte.
  Solstraalerne kom farende frem i store Bundter for at se, hvad ondt Natten havde gjort, og det saa ud, som om alle Ting rødmede, som om de havde en ond Samvittighed. Skyerne paa Himlen, de silkeglatte Bøgestammer, Løvtagets smaa sammenflettede Grene, Rimen, der dækkede Bøgeløvet paa Jorden, alt blussede og blev rødt.
  Men der kom flere og flere Straalebundter farende gennem Luften, og snart var al Nattens Uhygge jaget paa Flugt. Forstenelsen var borte, og der kom saa forbavsende meget levende frem. Sortspætten med den røde Nakke gav sig til at pikke med Næbbet paa en Træstamme. Egernet kom farende ud af sin Rede med en Nød, satte sig paa en Gren og gav sig til at knække Nødden. Stæren kom flyvende med en Rodtrevl, og Bogfinken sang i Træets Top.
  Da forstod Drengen, at Solen havde sagt til disse Smaa skabninger: „Nu kan I vaagne og komme ud af jeres Reder! Nu er jeg her, nu behøver I ikke at være bange for noget.“
  Fra Søen kunde man høre Vildgæssenes Skrig, mens de ordnede sig til Flugt. Straks efter kom alle fjorten Gæs flyvende over Skoven. Drengen prøvede at kalde paa dem, men de fløj saa højt oppe, at hans Stemme ikke kunde naa dem. De troede sagtens, at Ræven for længe siden havde ædt ham. De syntes ikke engang, det var Umagen værd at lede efter ham.
  Drengen var nærved at græde af Angst, men nu stod Solen paa Himlen, guldgul og munter og satte Mod i hele Verden. „Det er aldrig værd, Niels Holgersen, at du er bange eller urolig for noget, saa længe jeg er her,“ sagde Solen.


GAASELEGEN

Mandag 21. Marts.

Alting blev ved det samme i Skoven omtrent saa lang Tid, som en Gaas behøver til at spise Frokost, men netop da Morgenen var ved at gaa over til Formiddag, kom en ensom Vildgaas flyvende hen under det tætte Løvtag. Den famlede sig frem mellem Stammer og Grene og fløj ganske langsomt. Saa snart Mikkel Ræv saa den, forlod han sin Plads under det lille Bøgetræ og listede henimod den. Vildgaasen flygtede ikke for Ræven, men fløj ganske tæt forbi ham. Mikkel sprang højt i Vejret efter den, men fik den ikke fat, og Gaasen fløj videre ned imod Søen.
  Det varede ikke længe, før en ny Vildgaas kom flyvende. Den kom samme Vej som den første og fløj endnu lavere og langsommere. Ogsaa den fløj tæt forbi Mikkel Ræv; og han sprang saa højt efter den, at hans øren rørte ved dens Fødder, men den undslap dog uskadt og fortsatte sin Vej ned mod Søen tavs som en Skygge.
  Der gik en line Tid, saa kom der igen en Vildgaas. Den fløj endnu lavere og langsommere, den syntes at have endnu mere ondt ved at finde Vej mellem Bøgestammerne. Mikkel gjorde et vældigt Spring, og der manglede kun et Haarsbred i, at han havde faaet den fat, men ogsaa denne Gaas undslap.
  Straks efter at den var forsvunden, kom der en fjerde Vildgaas. Skønt den fløj saa langsomt og saa daarligt, at Mikkel mente, han kunde fange den uden videre Besvær, var han nu bange for at have Uheld med sig og vilde lade den flyve urørt forbi. Men den fløj samme Vej som de andre, og netop da den var kommen lige over Mikkel, dalede den saa dybt, at han lod sig forlede til at springe op efter den. Han naaede saa højt, at han rørte ved den med Poten, men den kastede sig hurtig til Side og reddede Livet.
  Inden Mikkel havde faaet sit Vejr igen, kom der tre Gæs paa Rad. De kom flyvende ganske som de andre, og Mikkel sprang højt i Vejret efter dem alle, men det lykkedes ham ikke at fange nogen af dem.
  Derefter kom der fem Gæs, men de fløj bedre end de foregaaende, og skønt ogsaa de saa ud, som om de vilde lokke Mikkel til at springe, modstod han Fristelsen.
  Temmelig længe efter kom en enlig Gaas. Det var den trettende. Det var en, der var saa gammel, at den var ganske graa og ikke havde eneste brun Streg paa hele sin Krop. Det saa ud, som om den ikke rigtig kunde bruge den ene Vinge, den fløj saa elendigt og saa skævt, at den næsten rørte Jorden. Mikkel nøjedes ikke med at springe højt op efter den, han forfulgte den løbende helt ned imod Søen, men heller ikke den Gang blev hans Anstrengelser belønnet.
  Da den fjortende Gaas kom, saa det meget smukt ud; den var hvid, og det skinnede som en Lysning i den mørke Skov, naar den svingede sine store Vinger. Da Mikkel saa den, opbød han alle sine Kræfter og hoppede halvvejs op til Løvtaget, men den hvide fløj ganske uskadt forbi ligesom de andre.
  Nu blev der en Tidlang stille under Bøgetræerne. Det lod til, at hele Vildgæsflokken var draget forbi.
  Pludselig huskede Mikkel paa sin Fange og saa op i det lille Bøgetræ. Som det var at vente, var Purken væk.
  Men Mikkel fik ikke megen Tid til at tænke paa ham, for nu kom den første Gaas tilbage fra Søen og fløj langsomt som før hen under Løvtaget. Trods alt Uheld var Mikkel glad over at den kom tilbage, og han styrtede efter den med et højt Spring. Men han havde været for hastig og ikke givet sig Tid til at beregne Springet, saa han kom paa Siden af den.
  Efter den Gaas kom der en til og saa en tredje, en fjerde, en femte, lige til det igen havde gaaet Rækken rundt og endte med den gamle isgraa og den: store hvide.
  De fløj alle langsomt og lavt. Lige naar de svævede hen over Mikkel Ræv, dalede de, ret som om de vilde opfordre ham til at fange dem. Og Mikkel forfulgte dem og gjorde Spring, der var et Par Favne høje, men var ikke i Stand til at faa fat paa en eneste af dem.
  Det var den værste Dag, Mikkel Ræv havde oplevet. Vildgæssene fløj uophørlig over Hovedet paa ham, kom og forsvandt, kom og forsvandt. Store, dejlige Gæs, der havde ædt sig fede paa de tyske Marker og paa Hederne, fløj hele Dagen om i Skoven saa nær ved ham, at han mange Gange rørte ved dem, og han fik ikke stillet sin Sult paa en eneste af dem.
  Vinteren var knap forbi endnu, og Mikkel huskede Dage og Nætter, da han havde drevet ledig om uden at have et Stykke Vildt at jage, da Trækfuglene var borte, da Musene gemte sig under den frosne Jordskorpe, og da Hønsene var lukket inde. Men al Vinterens Sult havde ikke været saa haard at døje som denne Dags Skuffelse.
  Mikkel var ikke nogen ung Ræv. Han havde mange Gange haft Hundene efter sig og hørt Kuglerne pibe sig om ørene. Han havde ligget gemt dybt inde i Hulen, mens Grævlingehundene krøb om i Gangene og var lige ved at finde ham. Men at den Angst, Mikkel havde udstaaet ved den hidsigste Jagt, var for ingenting at regne mod den, han følte hver Gang det ikke lykkedes ham at snappe en af Vildgæssene.
  Om Morgenen, da Legen begyndte, var Mikkel saa fin, at Gæssene blev forbavsede, da de saa ham. Mikkel elskede Pragt, og hans Pels var skinnende rød, Brystet hvidt, Snuden sort og Halen fyldig som en Fjerbusk. Men da det blev Aften paa denne Dag, sad Mikkels Pels i Totter, han var badet i Sved, hans øjne var glansløse, Tungen hang ham langt ud af det gispende Gab, og der flød Skum ud af Munden.
  Om Eftermiddagen var Mikkel saa træt, at han var rent fra Sans og Samling. Han saa ikke andet for sine øjne end flyvende Gæs. Han sprang efter Solpletter, som han saa paa Jorden, og efter en stakkels Sommerfugl, der var krøbet for tidlig ud af Puppen.
  Vildgæssene fløj og fløj utrætteligt. De blev ved at pine Mikkel hele Dagen. Det bevægede dem ikke til Medlidenhed, at Mikkel var ødelagt, ophidset, vanvittig. De blev ubønhørlig ved, skønt de godt forstod, at han næppe saa dem, at han sprang efter deres Skygger.
  Først da Mikkel Ræv ganske kraftesløs og mat sank om paa en Bunke visne Blade, lige ved at opgive Aanden, holdt de op at drive deres Spil med ham.
  „Nu ved du, Ræv, hvordan det gaar den, der vover at binde an med Akka fra Kebnekajse,“ raabte de ham saa ind og dermed lod de ham i Ro.





III

VILDFUGLELIV.

I BONDEGAARDEN.

Torsdag 24. Marts.

Netop i de Dage tildrog der sig i Skaane en Begivenhed, som blev meget omtalt, ja endog kom i Avisen, men som mange ansaa for Opspind, fordi de ikke var i Stand til at forklare den.
  Der var nemlig sket det, at en Egernhun var bleven fanget i et Nøddekrat ved Bredden af Vombsøen og bragt til en Bondegaard i Nærheden. Alle i Bondegaarden, baade unge og gamle, fornøjede sig over det kønne, lille Dyr med den store Hale, de kloge, nysgerrige øjne og de nydelige, smaa Ben. De tænkte, at de hele Sommeren skulde more sig med at se paa dets vævre Bevægelser, dets morsomme Maade at knække Nødder paa og dets muntre Leg. De satte straks et gammelt Egernbur i Stand; det bestod af et lille, grønmalet Hus og et Staaltraadshjul. Det lille Hus, der havde baade Dør og Vindue, skulde Egernet have til Spisestue og Sovekammer; derfor redte de en Seng af visne Blade til det og satte en Skaal Mælk og nogle Nødder derind. Men Staaltraadshjulet skulde det have til Legestue, hvor det kunde løbe og klatre og dreje rundt.
  Folkene syntes, de havde indrettet det meget rart for Egernet, og undrede sig over, at det ikke lod til at trives. Det sad tværtimod forknyt og vranten i en Krog af sin Stue, og fra Tid til anden udstødte det et højt Klageskrig. Det rørte ikke Maden og drejede ikke Hjulet rundt en eneste Gang. „Det er nok, fordi det er bange,“ sagde Folkene i Bondegaarden. „I Morgen, naar det føler sig mere hjemme, vil det nok baade spise og lege.“
  Nu traf det sig saadan, at Kvinderne i Bondegaarden var i Færd med at lave til Gilde, og netop den Dag, Egernet blev fanget, havde de stor Bagning. Og enten havde de haft Uheld med Dejgen, saa den ikke vilde hæve sig, eller ogsaa var de sene til deres Arbejde, for de maatte blive ved, længe efter at det var blevet mørkt.
  Der herskede naturligvis stor Iver og Travlhed i Køkkenet, og dèr var der ingen, som gav sig Tid til at tænke paa hvordan Egernet havde det. Men der var en gammel Kone dèr i Huset, som var for gammel til at være med at bage. Det forstod hun godt selv, men hun holdt alligevel ikke af at være udenfor. Hun var bedrøvet, og derfor gik hun ikke i Seng, men satte sig ved Vinduet i Stuen og saa ud. I Køkkenet havde de for Hedens Skyld lukket Døren op, saa der strømmede et klart Lysskær ud i Gaarden. Det var en Gaardsplads med Længe paa alle Sider, og den blev saa lys, at den gamle Kone kunde se Revner og Huller i Kalkpudset paa Muren lige overfor. Hun saa ogsaa Egernburet, der hang lige paa det Sted, hvor Lysskæret faldt allerstærkest, og hun lagde Mærke til, at Egernet hele Natten sprang fra sin Stue ud i Hjulet og fra Hjulet ind i Stuen uden at hvile et øjeblik. Hun syntes, der var en underlig Rastløshed over Dyret, men hun tænkte naturligvis, det var det skarpe Lysskær, der holdt det vaagent.
  Imellem Kostalden og Hestestalden var der i den Gaard en bred, overdækket Indkørselsport, og den laa saadan, at den ogsaa blev oplyst. Og da det allerede var noget ud paa Natten, saa den gamle Kone en lille Purk, der ikke var højere end en Haandsbred, men med Træsko og Skindbukser som en anden Arbejdsmand, sagte og forsigtigt komme listende ud af Porthvælvingen og ind i Gaarden. Den gamle Kone begreb straks, at det var Nissen, og hun blev ikke det, mindste bange. Hun havde altid hørt, at han holdt til der paa Gaarden, skønt hun aldrig før havde set ham, og en Nisse bragte jo Lykke med sig, hvor han viste sig.
  Saasnart Nissen kom ind i den brolagte Gaard, løb han lige hen til Egernburet, og da det hang saa højt, at han ikke kunde naa det, gik han hen i Redskabshuset efter en Stang, stillede den op til Buret og klatrede derpaa op ad den paa samme Maade, som en Sømand entrer op ad et Tov. Da han kom op til Buret, ruskede han i Døren til det lille grønne Hus, som om han vilde lukke den op, men den gamle Kone var ganske rolig, for hun vidste, at Børnene havde sat Hængelaas for Døren af Frygt for, at Naboens Drenge skulde prøve paa at stjæle Egernet. Den gamle Kone saa, at da Nissen ikke kunde faa Døren op, kom Egernet ud i Staaltraadshjulet. Der holdt det og Nissen en lang Raadslagning med hinanden. Og da Nissen havde hørt alt, hvad det fangne Dyr havde at fortælle, rutschede han ned af Stangen igen og løb ud af Porten.
  Den gamle Kone tænkte ikke, hun skulde se mer til Nissen den Nat, men hun blev alligevel siddende ved Vinduet. Da der var gaaet en lille Tid, kom han tilbage. Han løb saa hastig, at hun knap kunde se, hans Fødder rørte ved Jorden, og han skyndte sig hen til Egernburet. Den gamle Kone med sine langsynede øjne kunde tydelig se ham, og hun kunde ogsaa se, at han bar noget i Hænderne, men hvad det var, kunde hun ikke begribe. Det, han havde i den venstre Haand, lagde han fra sig paa Stenbroen, men det, han havde i den højre, tog han med op til Buret. Her sparkede han med sin Træsko til det lille Vindue, saa Ruden gik itu, og saa stak han det, han havde i Haanden, ind gennem Hullet til Egernet. Saa lod han sig glide ned igen, tog det, han havde lagt paa Jorden, og klatrede ogsaa op til Buret med det. Og da det var gjort, styrtede han igen saa hastig afsted, at den gamle Kone knap kunde følge ham med øjnene.
  Men nu var det Morlillen, der ikke længer kunne sidde stille i Stuen, men ganske sagte gik ud paa Gaardspladsen og stillede sig i Skygge af Posten for at vente paa Nissen. Og der var en til, der havde opdaget ham og var bleven nysgerrig. Det var, Huskatten. Den; kom sagte listende og stillede sig opad Muren akkurat et Par Skridt udenfor den klareste Lysstribe.
  De stod begge to og ventede syv lange og syv brede i den kolde Martsnat, og den gamle Kone begyndte at tænke paa at gaa ind igen, da hun hørte nogen klapre mod Stenbroen og saa at den lille Purk kom traskende endnu en Gang. Ligesom før bar han noget i hver Haand, og det, han bar, peb og sprællede. Og nu gik der et Lys op for Morlillen. Hun forstod, at Nissen havde været henne i Nøddekrattet og hentet Egernets Unger, og at han bragte dem til Moderen, for at de ikke skulde sulte ihjel.
  Morlillen stod ganske stille for ikke at forstyrre, og det lod, heller ikke til, at Nissen havde lagt Mærke til hende. Han skulde lige til at lægge den ene Unge paa Jorden for at entre op til Buret med den anden, da han saa Kattens grønne øjne gnistre lige ved Siden af sig. Han blev staaende ganske raadvild med en Unge i hver Haand.
  Han vendte sig om, saa sig om til alle Sider og fik nu øje paa Morlillen. Da betænkte han sig ikke længe, men gik hen og rakte en af Egernungerne op til hende.
  Og Morlille vilde ikke Vise sig uværdig til hans Tillid, men bukkede sig ned og tog imod Egernungen og stod og holdt den, til Nissen var klatret op til Buret med den anden og kom og hentede den, han havde betroet hende.
  Næste Morgen, da Folkene i Bondegaarden samledes til Davre, kunde den gamle Kone jo ikke bare sig for at fortælle, hvad hun havde set om Natten. Og de lo naturligvis allesammen af hende og sagde, at det var noget, hun havde drømt. Der var saamænd ingen Egernunger saa tidlig paa Aaret.
  Men hun var sikker i sin Sag og bad dem se efter i Egernburet, og det gjorde de. Og da laa der paa Løvsengen i Stuen fire smaa halvnøgne og halvblinde Unger, der var idetmindste et Par Dage gamle.
  Da vor Far i Gaarden saa Ungerne, sagde han: „Det maa nu være, hvordan det vil, med dette her, men vist er det, at vi her paa Gaarden har baaret os saadan ad, at vi maa skamme os baade for Dyr og Mennesker.“ Og saa tog han Egernet og alle Ungerne ud af Buret og lagde dem i Morlillens Forklæde. „Gaa du ud i Nøddekrattet med dem,“ sagde han, „og lad dem faa deres Frihed tilbage!“
  Det var denne Begivenhed, der blev talt saa meget om, og som endog kom i Avisen, men som de fleste ikke vilde tro paa, fordi de ikke kunde forklare, hvordan saadan noget kunde ske.


VITTSKöVLE.

Lørdag 26. Marts.

Et Par Dage efter tildrog der sig igen en lignende mærkelig Begivenhed. En Flok Vildgæs kom en Morgenstund og slog ned paa en Mark ovre i det østlige Skaane ikke langt fra den store Gaard Vittskövle. I Flokken var der tretten Gæs af den sædvanlige graa Farve og en hvid Gase, der paa Ryggen havde en lille Purk, som var iført gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue.
  De var nu temmelig nær ved østersøen, og paa den Mark, hvor Gæssene var slaaet ned, var Jorden sandet, som den gerne er ved Kysten. I den Egn havde der rimeligvis før været Flyvesand, for flere Steder var der store Granplantager, sagtens for at binde Sandet.
  Da Vildgæssene havde græsset en Tid, kom der gaaende nogle Børn i Agerrenen. Den Gaas, der stod paa Vagt, kastede sig hurtig op i Luften med smældende Vingeslag, for at hele Flokken skulde høre, at der var Fare paa Færde. Alle Vildgæssene fløj op, men den hvide blev ganske rolig gaaende paa Marken. Da den saa de andre flygte, løftede den Hovedet og raabte efter dem: „I behøver ikke at flyve jeres Vej for dem der. Det er jo kun et Par Børn.“
  Den lille Purk, som den havde haft paa Ryggen, sad paa en Tue i Skovbrynet og pillede en Grankogle itu for at faa Frøene. Børnene var saa nær ved ham, at han ikke turde løbe over Marken hen til den hvide. Han skjulte sig hurtigt under et stort vissent Tidselblad og udstødte med det samme et advarende Raab.
  Men den hvide havde aabenbart besluttet ikke at lade sig skræmme. Han blev rolig gaaende paa Marken og lagde ikke engang Mærke til, hvor Børnene gik hen.
  De drejede imidlertid af fra Vejen, gik over Marken og nærmede sig Gasen. Da den omsider saa op, var de ganske tæt ved den, og nu blev den saa forskrækket og forvirret, at den glemte, den kunde flyve, og gav sig til at løbe for at slippe bort fra dem. Børnene fulgte efter, jagede den ned i en Grøft og fangede den der. Det største af dem stak den under Armen og gik sin Vej med den.
  Da Purken, der laa under Tidselbladet, saa dette, fo'r han op, som om han vilde tage Gasen fra Børnene. Men saa huskede han paa, hvor lille og magtesløs han var, og kastede sig istedetfor ned paa Tuen og slog i Jorden med knyttede Hænder, helt ude af sig selv.
  Gasen raabte om Hjælp af alle Kræfter: „Tommeltot kom og hjælp mig! Tommeltot, kom og hjælp mig!“ Men det kom Drengen til at le af midt i sin Sorg. „Ja, jeg er nok den rette til at hjælpe nogen,“ sagde han.
  Men han stod alligevel op og gik bagefter Gasen. „Hjælpe ham kan jeg jo ikke,“ sagde han, „men jeg vil da ialtfald se, hvor de gør af ham.“
  Børnene havde et stort Forspring, men Drengen havde ingen Vanskelighed ved at beholde dem i Sigte, før han kom til en Fordybning i Jorden, hvor en Bæk kom brusende. Den var hverken bred eller dyb, men han var alligevel nødt til at løbe langsmed Bredden, til han fandt et Sted, hvor han kunde springe over.
  Da han kom op af den lille Kløft, var Børnene forsvundne. Men han kunde se deres Spor paa en smal Sti, der førte ind i Skoven, og han blev ved at følge efter dem.
  Men snart kom han til en Korsvej, og her maatte Børnene være skiltes ad, for der var Spor i to Retninger. Nu var Purken lige ved at tabe Modet.
  Men i det samme saa han paa en Lyngtue et lille, hvidt Dun. Han forstod nu, at Gasen havde ladet det falde ved Vejkanten for at vise ham, til hvilken Side den var bleven bragt, og han fortsatte derfor sin Vej. Og saa fulgte han efter Børnene hele Skoven igennem. Gasen saa han ikke noget til, men alle Steder, hvor han kunde tage fejl af Vejen, laa der et lille, hvidt Dun og viste ham til Rette.


Vittskövle.
Vittsköle.

  Purken blev trofast ved at følge Dunene. De førte ham ud af Skoven, over et Par Marker, op paa en Vej og til sidst opad en Allé til en Herregaard. For Enden af Alléen kunde man se et Glimt af Gavle og Taarne af røde Sten, prydede, med lyse Striber og Ornamenter. Da Purken saa, at der laa en Herregaard, kunde han nok tænke sig, hvad der var blevet af Gasen. „Børnene er nok gaaet op paa Herregaarden med Gasen og har solgt den, og saa er den sagtens allerede slagtet,“ sagde han ved sig selv. Men han vilde ikke slaa sig til Taals uden at faa rigtig Besked og løb endnu ivrigere afsted. Han mødte ikke nogen i Alléen, og det var jo heldigt, for de, der er af hans Slags, plejer at være bange for at ses af Mennesker.
  Den Herregaard, han kom til, var en prægtig, gammeldags Bygning, der bestod af fire Fløje med en Borggaard i Midten. Paa den østlige Side var der en dyb Porthvælving, der førte ind til Borggaarden. Saa langt løb Purken uden at betænke sig, men da han var kommen dertil, standsede han. Han turde ikke vove sig længere, men blev staaende her og spekulerede paa, hvad han nu skulde gøre.
  Han stod endnu med Fingeren paa Næsen, da han hørte Skridt bag sig, og da han vendte sig om, saa han en hel Skare Mennesker komme op ad Alléen. Hurtig smuttede han bag en Vandtønde, der tilfældigvis stod lige ved Porten, og skjulte sig.
  Det, der havde forskrækket ham, var en Snes unge Mænd fra en Højskole; de var ude paa Fodtur og ledsagedes af en Lærer, og da de havde naaet Porten, bad han dem vente lidt der, mens han gik ind og spurgte, om de maatte bese den gamle Borg Vittskövle.
  De nyankomne var varme og trætte, som om de havde gaaet langt. En af dem var saa tørstig, at han, gik hen til Vandtønden og bøjede sig ned for at drikke. Han havde en Botaniserkasse paa Ryggen, og han syntes aabenbart den generede ham, for han kastede den af sig. Derved gik Laaget op, saa man kunde se, at der laa nogle Foraarsblomster i den.
  Botaniserkassen faldt lige for Fødderne af Purken, og nu syntes han, at der tilbød sig en udmærket Lejlighed til at slippe ind i Slottet og opdage, hvor Gasen var bleven af. Han smuttede hurtigt ned i Botaniserkassen og gemte sig saa godt han kunde under Anemoner og Følfod.
  Han havde knap naaet at gemme sig, før den unge Mand tog Botaniserkassen op, hængte den paa Ryggen og smækkede Laaget i.
  Læreren kom nu tilbage og sagde, at de havde faaet Tilladelse til at komme ind i Slottet. Til at begynde med førte han dem dog kun ind i Borggaarden. Der blev han staaende og gav sig til at fortælle dem om den gamle Bygning.
  Omsider gik hele Selskabet ind i Slottet, men hvis Purken havde haabet, at han skulde faa Lejlighed til at smutte ud af Botaniserkassen, saa blev han skuffet, for Eleven beholdt Botaniserkassen paa, og Purken maatte følge med alle Stuerne igennem.
  Det bleven langsommelig Tur. Hvert øjeblik blev Læreren staaende for at forklare og fortælle. Han skyndte sig sandelig ikke. Men han vidste jo heller ikke, at der laa en lille Stakkel lukket inde i en Botaniserkasse og bare længtes efter, at ban skulde holde op.
  Langt om længe gik Læreren da igen ud i Borggaarden og blev paa ny staaende og talte til Eleverne.
  Men den Tale blev da Purken fri for at høre paa, for den Elev, der bar ham, var igen bleven tørstig og listede sig ind i Køkkenet for at bede om en Drik Vand. Da de kom derind, faldt det Purken ind, at her maatte Gasen vist være. Han begyndte at røre sig, og derved kom han til at trykke for stærkt paa Laaget, saa det sprang op. Men Botaniserkasselaag springer jo altid op, og Eleven tænkte ikke videre ved det og trykkede det kun til igen men saa spurgte Kokkepigen, om han havde en Snog i sin Botaniserkasse. „Nej, jeg har kun nogle Planter,“ svarede Eleven. „Jamen, der var noget, der rørte sig,“ paastod Kokkepigen. Eleven lukkede da Laaget helt op for at vise hende, at hun tog fejl. „Der kan De selv se, at ...“
  Men videre kom han ikke, for nu turde Purken ikke blive længer i Botaniserkassen, men stod i eet Spring nede paa Gulvet og styrtede ud af Køkkenet. Pigerne havde knap set, hvad det var der løb, men de løb naturligvis efter.
  Læreren stod endnu og talte, da han blev afbrudt af høje Raab: „Fang ham, fang ham!“ raabte de, der kom fra Køkkenet, og alle de unge Mænd fo'r efter Purken, der løb hurtigere end en Mus. De prøvede paa at fange ham ved at løbe ind i Porten fra den anden Side, men det var ikke saa nemt at faa fat i en, der var saa lille, og han slap lykkelig og vel ud i det fri.
  Purken turde ikke løbe nedad den aabne Allé, men drejede til en anden Side. Han fo'r gennem Haven ind i Baggaarden. Hele Tiden jagede de efter ham under Latter og Raab. Den lille Stakkel løb alt det, han kunde, men alligevel saa det ud til, at de skulde indhente ham.
  Lige idet han løb forbi en lille Arbejderbolig, hørte han en Gaas gække og saa et lille hvidt Dun ligge paa Trappen. Dèr var den, der var Gasen. Han havde været paa Vildspor. Han tænkte ikke længer paa Piger og Karle, der jagede efter ham selv, men han kravlede opad Trappen og ind i Forstuen. Længere kunde han ikke komme, for Døren var lukket. Han kunde høre Gasen skrige og jamre derinde, men han kunde ikke faa Døren op. Den vilde Jagt, der var efter ham, kom nærmere og nærmere, og inde i Stuen skreg Gasen ynkeligere og ynkeligere. I denne yderste Nød tog Purken omsider Mod til sig og dundrede paa Døren af alle Kræfter.
  Et Barn kom og lukkede op, og Purken saa sig om i Stuen. Midt paa Gulvet sad en Kone, der holdt paa Gasen for at klippe Svingfjerene af den. Det var hendes Børn, der havde fundet Gasen, og hun vilde ikke gøre den Fortræd. Hun vilde blot lukke den ud til sine, egne Gæs; saasnart hun havde klippet dens Vinger, for at den ikke skulde flyve sin Vej. Men der kunde jo ikke hænde Gasen nogen større Ulykke, og den skreg og jamrede af alle Kræfter.
  Og en Lykke var det, at Konen ikke havde begyndt at klippe før. Nu var der kun faldet to Fjer for Saksen, da Døren gik op, og den lille Purk stod paa Dørtrinnet. Men saadan en havde Konen aldrig i sit Liv set. Hun kunde ikke tænke andet, end at det var Nissefar selv, og hun tabte Saksen af Forskrækkelse, slog Hænderne sammen og glemte at holde fast paa Gasen.
  Saasnart den følte sig fri, løb den hen til Døren. Den gav sig ikke Tid til at staa stille, men i Farten greb den Purken i Halslinningen og tog ham med. Og paa Trappen bredte den Vingerne ud og hævede sig op i Luften. Med det samme gjorde den et flot Sving med Halsen og satte Purken op paa sin dunglatte Ryg.
  Saa bar det afsted med dem op, i Luften, og hele Vittskövle stod og stirrede efter dem.


I ÖVEDSKLOSTERS PARK.
Hele den Dag da Gæssene legede med Ræven, laa Drengen og sov i en tom Egernrede. Da han ud paa Aftenen vaagnede, var han meget bekymret. „Nu bliver jeg snart sendt hjem, og da kan det jo ikke undgaas, at jeg viser mig for Fader og Moder“, tænkte han.
  Men da han fandt Vildgæssene, der laa og svømmede i Vombsøen, var der ingen af dem, der talte et Ord om, at han skulde rejse. „De synes maaske, den hvide er for træt til at flyve hjem med mig i Aften,“ tænkte Drengen.
  Næste Morgen vaagnede Gæssene ved det første Daggry, længe før Solopgang. Nu var Drengen ganske sikker paa, at Hjemrejsen skulde gaa for sig, men mærkeligt nok fik baade han og den hvide Gase Lov at følge med Vildgæssene paa deres Morgentur. Drengen kunde slet ikke begribe, hvad Grunden var til Opsættelsen, men saa faldt det ham ind, at Vildgæssene ikke vilde sende Gasen ud paa saa lang en Rejse, før den havde spist sig rigtig mæt. Hvad end Grunden var, saa var han kun glad for hver Time, der gik, inden han var nødt til at se sine Forældre igen.
  Vildgæssene fløj hen over Herregaarden Övedskloster, der laa i en dejlig Park øst for Søen og tog sig prægtig ud med sit store Slot, sin smukke brolagte Borggaard omgiven at lave Mure og Pavilloner, og sin fine gammeldags Have med klippede Hække, lukkede Alléer, Damme, Vandspring, skønne Træer og retliniede Græsplæner kantede med brogede Foraarsblomster. Da Vildgæssene i den tidlige Morgenstund fløj over Herregaarden, var der endnu ingen Mennesker paa Benene. Efterat de omhyggelig havde forsikret. sig herom, lod de sig dale ned over Hundehuset og raabte: „Hvad er det for en lille Hytte? Hvad er det. for en lille Hytte?“


Ôvedsklosters Park.
Övedskloster Park.

  Øjeblikkelig kom Lænkehunden ud af sit Hus, vred og arrig, og gøede op i Luften.
  „Kalder I det for en Hytte, I Landstrygere? Ser I ikke, det er et højt Slot af Sten? Ser I ikke, hvad for nogle smukke Mure det har, ser I ikke, hvor mange Vinduer det har, og store Porte, og en pragtfuld Terrasse, vov, vov, vov? Naa, saa det kalder I for en Hytte? Ser I ikke Gaarden, ser I ikke Haven, ser I ikke Drivhusene, ser I ikke Marmorstøtterne? Kalder I det for en Hytte? Plejer Hytter at have en Park, hvor der er baade Bøgeskove og Nøddekrat og Skovenge og Egelunde og Granplantager og en Dyrehave, der er fuld af Raadyr, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Har I nogensinde set Hytter, der har saa mange Udhuse omkring sig, at det ser ud som en hel By? Kender I mange Hytter, der har egen Kirke og egen Præstegaard, og som raader over Herregaarde og Bøndergaarde og Forpagtergaarde og Husmandshuse, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Til denne Hytte hører det største Gods i Skaane, I Tiggere. Der, hvor I hænger i Skyerne, kan I ikke se en Plet Jord, der ikke staar under denne Hytte, vov, vov, vov.“
  Alt dette raabte Hunden i eet Aandedrag, og Gæssene fløj frem og tilbage over Gaarden og hørte paa den, til den var nødt til at trække Vejret. Men saa skreg de: „Hvad bliver du saa vred for? Vi spurgte ikke om Slottet, vi spurgte kun om dit Hundehus.“
  Da Drengen hørte disse Løjer, lo han først, men saa blev ban greben af en Tanke, der pludselig gjorde ham alvorlig. „Tænk, hvor meget morsomt du vilde faa at høre, hvis du fik Lov at følge med Vildgæssene hele Landet igennem lige op til Lapland,“ sagde han til sig selv. „Naar du dog er kommen i den Ulykke, saa var saadan en Rejse det bedste, du kunde finde paa.“
  Vildgæssene fløj hen paa en af de store Marker øst for Herregaarden for at æde Græsrødder, og det blev de ved med i Timevis. Imidlertid gik Drengen ind i den store Park, der stødte op til Marken, fik fat paa en Nøddekrog og gav sig til at kigge op i Buskene for at se, om der ikke skulde være blevet et par Nødder hængende fra om Efteraaret. Men igen og igen, mens han gik der i Parken, kom den samme Tanke tilbage. Han udmalede sig, hvor morsomt han vilde faa det, dersom han fulgte med Vildgæssene. Sulte og fryse, det vilde han nok komme til mange Gange, men saa blev han til Gengæld fri baade for at arbejde og læse.
  Mens han gik der, kom den gamle graa Førergaas hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej, sagde han, det havde han ikke, og saa søgte hun at hjælpe ham. Nødder kunde heller ikke hun finde, men hun opdagede et Par Hyben, der hang paa en vild Rosenbusk. Drengen spiste dem med god Appetit, men kunde ikke lade være at tænke paa, hvad hans Moder vilde sige, om hun vidste, at han nu levede af raa Fisk og gamle, overvintrede Hyben.
  Da Vildgæssene omsider havde spist sig mætte, drog de igen ned til Søen, og der morede de sig med at lege til henimod Middag. Vildgæssene udæskede den hvide Gase til Væddestrid i alle mulige Idrætter. De svømmede omkap, løb omkap og fløj omkap med ham. Den store tamme gjorde sit Bedste, men blev, altid slaaet af de hurtige Vildgæs. Drengen sad hele Tiden paa Ryggen af Gasen og opmuntrede den og morede sig ligesaa godt som de andre. Der var en Skrigen og en Leen og en Gækken, saa det var ubegribeligt, at Folkene paa Herregaarden ikke hørte dem.
  Da Vildgæssene var trætte af at lege, fløj de ud paa Isen og hvilede et Par Timer. Eftermiddagen tilbragte de omtrent paa samme Maade som Formiddagen. Først et Par Timers Græsning, saa Badning og Leg i Vandet ved Iskanten lige til Solnedgang, hvorpaa de straks satte sig til at sove.
  „Det var netop et Liv, der vilde passe for mig,“ tænkte Drengen, da han krøb ind under Vingen paa Gasen. „Men i Morgen bliver jeg nok sendt hjem.“
  Inden han faldt i Søvn, laa han og tænkte paa, at dersom han fik Lov til at følge med Vildgæssene, slap han for Skænd, fordi han var saa doven. Saa kunde han drive hele Dagen og havde ikke andet at bekymre sig om end at skaffe sig noget at spise. Men han trængte jo til saa lidt for øjeblikket, saa det klarede sig nok.
  Og saa udmalede han sig alt, hvad han vilde faa at se, og de mange Eventyr, han skulde opleve. Ja, det var noget andet end alt det Slid og Slæb derhjemme. „Fik jeg blot Lov til at følge med Vildgæssene paa deres Rejse, vilde jeg ikke sørge over, at jeg er bleven forhekset,“ tænkte Drengen.
  Det eneste, han var bange for, var, at han skulde blive sendt hjem, men heller ikke om Onsdagen sagde Gæssene noget om, at han skulde rejse. Den Dag gik paa samme Maade som Tirsdagen, og Drengen syntes bedre og bedre om Livet i Vildmarken. Han syntes, han havde den ensomme Park ved Övedskloster, der var saa stor som en Skov, ganske for sig selv, og han længtes ikke tilbage til det snevre Hus og de smaa Marker derhjemme.
  Om Onsdagen troede han, at Vildgæssene havde i Sinde at beholde ham hos sig, men om Torsdagen opgav han igen Haabet.
  Torsdagen begyndte paa samme Maade som de andre Dage. Gæssene græssede paa de store Marker, Og Drengen søgte efter Føde inde i Parken. Da han havde været der lidt, kom Akka hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej, det havde han ikke, og saa fandt hun ham en vissen Kommenplante, der stod med alle sine smaa Frugter i Behold.
  Da Drengen havde spist, sagde Akka, at hun syntes, han løb altfor dristig om i Parken. Mon han vidste, hvor mange Fjender han havde at tage sig i Agt for, han, der var saa lille? Nej, det vidste han slet ikke, og saa gav Akka sig til at regne dem op for ham.
  Naar han gik i Skoven, sagde hun, skulde han tage sig i Agt for Ræven og Maaren; naar han kom ned til Søen, skulde han tænke paa Odderne; sad han paa Stengærdet, maatte han ikke glemme Væselen, der kunde krybe igennem de mindste Huller, og hvis han vilde lægge sig til at sove i en Bunke visne Blade, skulde han først se efter, om ikke Hugormen sov sin Vintersøvn i den samme Bunke. Saa snart han kom ud paa aaben Mark, maatte han holde øje med Høg og Musvaage, med Ørn og Falk, der svævede oppe i Skyerne. I Nøddekrattet kunde han blive fanget af Spurvehøgen; Skader og Krager var der allevegne, og dem skulde han ikke tro for godt, og saasnart Skumringen faldt paa, skulde han lukke ørene godt op og lytte efter de store Ugler, der kom flyvende med saa lydløse Vingeslag, at de kunde komme ham ganske nær, inden han lagde Mærke til dem.
  Da Drengen hørte, at der var saa mange, der stræbte ham efter Livet, kunde han nok indse, at det var ganske umuligt, han kunde faa Lov at beholde det. Han var ikke saa forskrækkelig bange for at dø, men han havde ikke Lyst til at blive ædt, og derfor spurgte han Akka, hvad han kunde gøre for at beskytte sig imod Rovdyrene.
  Akka, svarede straks, at Drengen skulde se at gøre sig gode Venner med de smaa Dyrefolk i Skov og Mark, med Egernfolket og Harefolket, med Finker og Mejser, og Spætter og Lærker. Blev han Venner med dem, saa kunde de advare ham imod Farer, skaffe ham Skjulesteder, og i overhængende Fare kunde de slaa sig sammen og forsvare ham.
  Men da Drengen senere paa Dagen vilde følge Raadet og henvendte sig til Sirle, Egernet, for at bede ham om Hjælp, viste det sig, at Egernet ikke vilde hjælpe ham. „Nej, saamænd om du maa vente dig noget godt af mig eller af de andre Smaadyr,“ sagde Sirle. „Tror du ikke, vi ved, at du er Niels Gaasedreng, som i Fjor rev Svalereder ned, slog Stæreæg i Stykker, kastede Krageunger i Mergelgraven, fangede Drosler i Doner og satte Egern i Bur? Du kommer til at hjælpe dig selv saa godt du kan, og du maa være glad, at vi ikke rotter os sammen imod dig og jager dig hjem til dine egne.“
  Dette Svar var netop af den Slags, som Drengen i gamle Dage, da han var Niels Gaasedreng, aldrig vilde have ladet ustraffet, men nu blev han bange for, at ogsaa Vildgæssene havde faaet at vide, hvor slem han havde været. Han havde været saa bange for ikke at faa Lov til at blive hos Vildgæssene, at han slet ikke havde turdet gøre Spilopper, efterat han var kommen sammen med dem. Det var jo sandt nok, at han ikke kunde gøre megen Fortræd, saa lille som han var, men han kunde dog alligevel have ødelagt mange Fuglereder og slaaet mange æg i Stykker, hvis han havde haft Lyst. Men nu havde han været saa skikkelig; han havde ikke trukket en eneste Fjer ud af en Gaasevinge, ikke givet nogen et uhøfligt Svar, og hver Morgen, naar han sagde Goddag til Akka, havde han taget Huen af og bukket.
  Hele Torsdagen gik han og tænkte paa, at det nok var for hans Ondskabs Skyld, at Vildgæssene ikke vilde tage ham med op til Lapland. Og da han om Aftenen hørte, at Sirle Egerns Kone var røvet, og hans Børn var nærved at sulte ihjel, besluttede han sig til at, hjælpe dem og det er allerede fortalt, hvor godt dette lykkedes for ham.
  Da Drengen om Fredagen. kom ind i Parken, hørte han i hvert eneste Buskads Bogfinkerne synge om, hvordan Sirle Egerns Kone af onde Røvere var bleven bortført fra sine nyfødte Unger, og hvordan Niels Gaasedreng havde vovet sig ind imellem Menneskene og bragt hende de smaa EgernBørn.
  „Hvem gør man nu saa meget af i övedsklosters Park,“ sang Bogfinkerne, „som af Tommeltot, ham, som alle var bange for, den Gang han var Niels Gaasedreng? Egernet vil give ham Nødder, Harerne vil lege med ham, Raadyrene vil tage ham paa Ryggen og løbe deres Vej med ham, naar Mikkel Ræv nærmer sig, Mejserne vil advare ham for Spurvehøgen, og Finker og Lærker vil synge om hans Heltegerning.“
  Drengen var ganske vis paa, at baade Akka og Vildgæssene hørte alt dette, men alligevel gik hele Fredagen, uden at de sagde noget om, at han maatte blive hos dem.
  Lige til om Lørdagen græssede Gæssene paa Markerne omkring öved, uforstyrrede af Mikkel Ræv. Men Lørdagmorgen, da de kom ud paa Ageren, laa han paa Lur og forfulgte dem fra den ene Mark til den anden, saa de ikke kunde faa Madro. Da det blev Akka klart, at han ikke havde i Sinde at lade dem i Fred, tog hun hurtigt sin Beslutning, hævede sig i Luften og fløj med Flokken flere Mil bort og slog ikke ned før i Nærheden af Vittskövle.
  Men her ved Vittskövle var det, at Gasen blev stjaalen, som allerede er fortalt. Havde ikke Drengen sat alle sine Kræfter ind paa at hjælpe ham, var han aldrig kommen til Veje igen.
  Da Drengen Lørdagaften kom tilbage til Vombsøen med Gasen, syntes han, han havde gjort et godt Dagværk, og var meget nysgerrig efter, hvad Akka og Vildgæssene vilde sige. Og Vildgæssene sparede ingenlunde paa Ros, men det Ord, han længtes efter at høre, sagde de ikke.
  Saa blev det Søndag igen. Der var gaaet en hel Uge, siden Drengen var bleven forhekset, og han var endnu lige lille.
  Men det lod ikke til, at han tog sig den Ting nær. Søndag Eftermiddag sad han helt inde i en stor tæt Pilebusk nede ved Søen og blæste paa Rørfløjte. Rundt omkring ham sad der saa mange Mejser og Bogfinker og Stære, som Busken kunde rumme, og kvidrede Sange, som han prøvede paa at spille efter. Men Drengen var ikke synderlig dreven i Kunsten. Han blæste saa falsk, at Fjerene rejste sig paa alle de smaa Læremestre, og de skreg og baskede fortvivlet med, Vingerne. Drengen lo saa hjertelig ad deres Ivrighed, at han tabte Fløjten.
  Han begyndte forfra igen, og lige daarligt gik det, saa alle de smaa Fugle jamrede: „I Dag spiller du endnu daarligere, end du plejer, Tommeltot. Du tager ikke en ren Tone. Hvor har du dine Tanker, Tommeltot?“
  „De er andre Steder,“ sagde Drengen, og det var sandt. Han sad og tænkte paa, hvor længe han mon fik Lov at blive hos Vildgæssene, — om han maaske blev sendt hjem endnu den Dag i Dag.
  Pludselig kastede Drengen Fløjten fra sig og sprang ned af Busken. Han havde set Akka og alle Gæssene komme hen imod sig i en lang Række. De gik saa usædvanlig langsomt og højtideligt, at Drengen straks tænkte sig, at nu skulde han faa at vide, hvad de agtede at gøre med ham.
  Da de omsider stod stille sagde Akka: „Du kan have al mulig Grund til at undre dig over mig, Tommeltot, at jeg ikke har takket dig, fordi du frelste mig fra Mikkel Ræv. Men jeg er af dem, der heller takker med Gerning end med Ord. Og nu tror jeg, det er lykkedes mig at gøre dig en stor Tjeneste, Tommeltot. Jeg har sendt Bud til den Nisse, der har forhekset dig. I Begyndelsen Vilde han ikke, høre Tale om at hjælpe dig, men jeg har sendt ham det ene Bud efter det andet og ladet ham vide, hvor godt du har opført dig iblandt os. Han lader dig nu hilse, at saa snart du vender hjem, skal du blive Menneske igen.“
  Men tænk! lige saa glad som Drengen var, da Vildgaasen begyndte at tale, ligesaa bedrøvet var han, da hun var færdig. Han sagde ikke et Ord, men vendte sig bort og græd.
  „Hvad i Alverden er det?“ sagde Akka. „Det lader til, du havde ønsket dig mer af mig, end jeg nu har tilbudt dig.“
  Men Drengen tænkte paa sorgfri Dage og munter Spøg, paa Eventyr og Frihed og Rejser højt oppe over Jorden, som han vilde gaa Glip af, og han græd ligefrem af Sorg. „Jeg bryder mig ikke om at blive Menneske,“ sagde han. „Jeg vil med jer op til Lapland.“ — „Nu skal jeg sige dig noget,“ sagde Akka. „Den Nisse bliver let fornærmet, og jeg er bange for, at hvis du ikke tager imod hans Tilbud nu, saa vil det ikke blive nemt for dig at komme til ham en anden Gang.“
  Det var underligt med den Dreng — i hele sit Liv havde han aldrig brudt sig om nogen. Han havde ikke brudt sig om sin Fader og Moder, ikke om sin Lærer, ikke om sine Skolekammerater, ikke om Drengene i Nabogaardene. Og alt, hvad de vilde have ham til at gøre, hvad enten det var Leg eller Arbejde, syntes han kun var kedeligt. Derfor var der, nu ingen, han savnede eller længtes efter.
  Den eneste, som han nogenlunde havde kunnet enes med, var Aase Gaasepige og lille Mads, et Par Børn, der vogtede Gæs paa Marken ligesom han selv. Men han holdt heller ikke rigtig af dem. Nej, egentlig slet ikke.
  „Jeg vil ikke være Menneske,“ hylede Drengen. „Jeg vil med jer til Lapland. Derfor er det, jeg har været artig en hel Uge.“ — „Jeg vil ikke nægte dig at følge med os saa langt, du vil,“ sagde Akka, „men betænk dig dog først, om du ikke hellere vil vende hjem! Der kan komme den Dag, da du fortryder det.“
  „Nej,“ sagde Drengen, „der er ikke noget at fortryde. Jeg har aldrig haft det saa godt som her hos jer.“
  „Ja, saa skal det blive, som du vil,“ sagde Akka.
  „Tak!“ sagde Drengen og følte sig saa lykkelig, at han maatte græde af Glæde, ligesom han før havde grædt af Sorg.





IV

GLIMMINGEHUS.

SORTROTTER OG GRAAROTTER.
I det sydøstlige Skaane, ikke langt fra Havet, ligger en gammel Borg, der hedder Glimmingehus. Den bestaar af en eneste høj, stor og stærk Sandstens–Bygning, der kan ses milevidt over Sletten. Den er ikke mere end fire Stokværk høj, men er dog saa vældig, at et almindeligt Hus, der ligger ved Siden af, tager sig ud som et Dukkehus.
  Den store Bygning har saa tykke Ydermure og Mellemvægge og Hvælvinger, at der i dens Indre knap er Plads til andet end de tykke Mure. Trapperne er snævre, Forstuerne smaa og Værelserne faa. For ikke at berøve Murene noget af deres Styrke er der i de øvre Stokværk kun et meget lille Antal Vinduer, og i det nederste er der slet ingen, kun smalle Glugger. I de gamle krigerske Tider var Folk lige saa glade ved at kunne lukke sig inde i saadant et stærkt og mægtigt Hus, som man nu er ved at kunne krybe i en Pels i knagende Frost, men da den gode Fredstid kom, vilde de ikke længer bo i det gamle Borgs mørke og kolde Stensale. De har for længe siden forladt det store Glimmingehus og er flyttet til Boliger, der er saaledes indrettet, at Lys og Luft kan trænge ind i dem.
  Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, boede der altsaa ingen Mennesker paa Glimmingehus, men derfor savnede det dog ikke Beboere. Paa Taget boede der hver Sommer et Storkepar i en stor Rede, paa Loftet levede et Par Hornugler, i Løngangene hang der Flagermus paa Ildstedet i Køkkenet boede en gammel Kat, og nede i Kælderen opholdt der sig nogle Hundreder af de gamle sorte Rotter.
  Rotter er jo ellers ikke synderlig ansete af de andre Dyr, men Sortrotterne paa Glimmingehus dannede en Undtagelse. De blev altid omtalt med Agtelse, fordi de havde udvist stor Tapperhed i Strid med deres Fjender og megen Udholdenhed under de store Ulykker, der havde ramt deres Folk. De tilhørte nemlig et Rottefolk, der eengang havde været meget talrigt og mægtigt, men nu var ved at uddø. I mangfoldige Aar havde Sortrotterne ejet Skaane og hele Landet De var i hver en Kælder, paa hvert et Loft, i Lader og Loer, i Fadebure og Bagerser, i Ladegaarde og Stalde, i Kirker og Borge, i Brænderier og Møller, i hver en Bygning, som var rejst af Mennesker, men nu var de fordrevne fra alle disse Steder og næsten udryddede. Kun hist og her i en gammel, enlig Gaard kunde man endnu træffe nogle enkelte af dem, og ingen Steder fandtes de i saa stor Mængde som paa Glimmingehus.


Glimmingehus.
Glimmingehus.

  Naar et Dyrefolk uddør, plejer Menneskene som oftest at være Skyld i det, men det var ikke Tilfældet denne Gang. Menneskene havde ganske vist kæmpet mod Sortrotterne, men de havde ikke formaaet at gøre dem nævneværdig Skade. De, der havde overvundet dem, var et Dyrefolk af deres egen Stamme; det hed Graarotterne.
  Disse Graarotter havde ikke boet i Landet fra Arilds Tid saadan som Sortrotterne. De nedstammede fra et Par fattige Indvandrere, der for omtrent hundrede Aar siden gik i Land i Malmø fra en lybsk Skude. Det var to hjemløse, forsultne Stakler, der fristede Livet i selve Havnen, svømmede om mellem Pælene under Bolværket og aad det Affald, der blev kastet i Vandet. De vovede sig aldrig op til Byen, der var i Sortrotternes Besiddelse.
  Men lidt efter lidt, da Graarotterne var voksede i Tal, blev de dristigere. Til at begynde med flyttede de ind i nogle gamle, øde Huse, der skulde rives ned, og som Sortrotterne havde forladt. De fandt deres Føde i Rendestene og Affaldsdynger og tog til Takke med al den Ragelse, som Sortrotterne ikke gad have. De var haardføre, nøjsomme og uforfærdede, og i Løbet af faa Aar var de bleven saa mægtige, at de tog sig over at jage Sortrotterne bort fra Malmø. De tog Lofter, Kældere og Magasiner fra dem, sultede dem ud eller bed dem ihjel, for de var paa ingen Maade bange for Krig.
  Og da Malmø var taget, drog de afsted i smaa og store Flokke for at erobre hele Landet. Det er slet ikke til at forstaa, hvorfor Sortrotterne ikke samlede sig til et stort, fælles Ledingstog og gjorde det af med Graarotterne, mens disse endnu kun var faa. Men de sorte var vel saa sikre paa deres Magt, at de ikke kunde tænke sig den Mulighed at miste den. De sad stille paa deres Godser, og imidlertid tog Graarotterne den ene store Gaard efter den anden fra dem, den ene Landsby efter den anden, den ene By efter den anden. De blev sultet ud, jaget ud, ryddet ud. I Skaane havde de ikke formaaet at holde Stand et eneste Sted uden netop paa Glimmingehus.
  Den gamle Stenbygning havde saa faste Mure, og der førte saa faa Rottegange igennem dem, at det var lykkedes Sortrotterne at bevare den og hindre Graarotterne fra at trænge ind. Aar efter Aar, Nat efter Nat, havde Striden staaet paa mellem Angribere og Forsvarere, men Sortrotterne havde trolig holdt Vagt og kæmpet med den største Dødsforagt, og takket være den prægtige, gamle Bygning havde de bestandig gaaet af med Sejren.
  Det kan ikke nægtes, at saa længe Sortrotterne var ved Magten, var de lige saa afskyede af alle andre levende Væsener, som Graarotterne er nu for Tiden, og det med fuld Ret. De kastede sig over stakkels, lænkede Fanger og pinte dem, de svælgede i Lig, de stjal den sidste Roe i den fattiges Kælder, de bed Fødderne af sovende Gæs, stjal æg og Kyllinger fra Hønsene og gjorde aldrig andet end ondt. Men efterat de var kommen i Ulykke, var alt dette som glemt, og ingen kunde lade være at beundre de sidte af den Slægt, der havde holdt saa længe ud i sin Modstand mod Fjenderne.
  Graarotterne, der boede paa Glimmingegaard og i den nærmeste Omegn, fortsatte stadig Kampen og søgte at benytte enhver passende Lejlighed til at bemægtige sig Borgen. Man kunde synes, at de gerne kunde have ladet den lille Flok Sortrotter have Glimmingehus i Fred, da de nu selv havde erobret hele det øvrige Land, men det kunde aldrig falde dem ind. De plejede at sige, at det var en æressag for dem dog engang at overvinde Sortrotterne, men de, der kendte Graarotterne, vidste nok, at det var, fordi Menneskene brugte Glimmingehus til Kornmagasin, at de graa ikke havde Ro i Sjælen, før de havde erobret det.


STORKEN.

Mandag 28. Marts.

En Morgen tidlig vaagnede Vildgæssene, der stod og sov paa Isen ude paa Vombsøen, ved høje Raab oppe fra Luften. „Trirop! Trirop!“ lød det. „Trianut, Tranen, lader hilse Akka, Vildgaasen, og hendes Flok. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.“
  Akka rakte Hals og svarede: „Hils og sig Tak! Hils og sig Tak!“
  Derpaa drog Tranerne videre, men Vildgæssene kunde længe høre, hvordan de fløj og raabte det ud over hver eneste Mark og hver eneste Skovbakke: „Trianut lader hilse. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.“
  Vildgæssene blev meget glade over dette Budskab. „Du er rigtignok heldig,“ sagde de til den hvide Gase, „at du kommer med til den store Tranedans.“ — „Er det da saa mærkeligt at se Traner danse?“ spurgte Gasen. „Det er noget, du aldrig har drømt om,“ svarede Vildgæssene.
  „Nu maa vi tænke paa, hvor vi skal gøre af Tommeltot i Morgen, saa der ikke skal tilstøde ham noget, mens vi rejser til Kullaberg,“ sagde Akka. — „Tommeltot skal saamænd ikke komme til at være alene,“ sagde Gasen. „Tillader Tranerne ikke, at han ser paa deres Dans, da bliver jeg hos ham.“ — „Aldrig har hidtil et Menneske været med til Dyrenes Møde paa Kullaberg,“ sagde Akka, „og jeg tør ikke tage Tommeltot med derhen. Men det maa vi tale nærmere om siden i Dag. Nu maa vi først og fremmest tænke paa at faa noget i Livet.“
  Dermed gav Akka Tegn til Opbrud. Ogsaa den Dag søgte hun sin Græsgang langt borte for Mikkel Rævs Skyld og slog ikke ned, før de havde naaet de side Enge et Stykke syd for Glimglingehus.
  Hele den Dag sad Drengen ved Bredden af en lille Dam og blæste paa Rørfløjte. Han var i daarligt Humør, fordi han ikke maatte komme med til Tranedansen, og kunde ikke bekvemme sig til at sige et Ord hverken til Gasen eller til nogen af de andre.
  Det var saå bittert, at Akka og de andre havde Mistro til ham. Naar en Dreng har givet Afkald paa at være Menneske for at rejse om med nogle fattige Vildgæs, saa maatte de da kunne indse, at han ikke havde i Sinde at forraade dem. Og de maatte da ogsaa kunne indse, at naar han havde ofret saa meget for at følge dem, saa var det deres Pligt at sørge for, at han fik alt det mærkelige at se, de kunde vise ham.
  „Jeg kommer til at sige dem min Mening rent ud,“ tænkte han. Men den ene Time gik efter den anden, uden at han fik det gjort. Det kan lyde underligt, men Drengen havde virkelig faaet en Slags Respekt for den gamle Førergaas. Det var ikke let at sætte sig op imod hendes Vilje, mærkede han nok.
  Paa den ene Side af det sumpede Engdrag, hvor Gæssene græssede, var der et bredt Stengærde. Og nu skete det, at, da Drengen henimod Aften løftede Hovedet for omsider at tale med Akka, faldt hans Blik paa Gærdet. Han udstødte et lille Raab af Forbavselse, og alle Gæssene saa straks i Vejret og gav sig til at stirre samme Vej som han. I første øjeblik saa det det ud baade for dem og Drengen, som om alle de graa Rullesten, bestod af, havde faaet Ben og givet sig til at løbe, men de saa snart, at det var en Flok Rotter, der løb over det. De bevægede sig meget hurtigt og løb tæt ved Siden af hinanden, Række efter Række, og var saa mange, at de en lang Tid skjulte hele Gærdet.
  Drengen havde været bange for Rotter, selv da han var et stort, stærkt Menneske. Hvor meget mere nu, da han var saa lille, at et Par Stykker af dem var i Stand til at magte ham. Det løb ham koldt ned ad Ryggen den ene Gang efter den anden, mens han stod og saa paa dem.
  Men det underlige var, at Gæssene lod til at føle samme Afsky for Rotterne som han. De talte ikke til dem, og da de var borte igen, rystede de sig, som om de havde faaet Mudder mellem Fjerene.
  „Saa mange Graarotter ude!“ sagde Yksi fra Vassijaure, „det er ikke noget godt Tegn.“
  Nu vilde Drengen passe sit Snit og sige til Akka, at han syntes, hun skulde lade ham komme med til Kullaberg, men han blev igen forhindret ved, at en stor Fugl pludselig slog ned midt iblandt Gæssene.
  Naar man saa denne Fugl, skulde man tro, den havde laant Krop, Hals og Hoved af en lille, hvid Gaas. Men dertil havde den skaffet sig store, sorte Vinger, lange, røde Ben, og et langt, tykt Næb, der var for stort til det lille Hoved og tyngede det ned, saa der kom noget bekymret og kummerfuldt i hans Udseende.
  Akka lagde hurtigt Dækfjerene til Rette og nejede mangfoldige Gange med Halsen, mens hun gik Storken i Møde. Hun var ikke synderlig overrasket ved at se ham i Skaane saa tidlig paa Foraaret, for hun vidste nok, at Storkhannerne plejer at flyve derover i god Tid og se efter, om Reden har lidt Skade i Vinterens Løb, inden Storkehunnerne gør sig den Ulejlighed at flyve over østersøen. Men hun kunde ikke begribe, hvorfor han opsøgte hende, eftersom Storke helst omgaas Folk af deres egen Art.
  „Jeg haaber da ikke, der er noget i Vejen med Reden, Hr. Langeben,“ sagde Akka.
  Det viste sig nu, at det er sandt, hvad man siger, at en Stork sjælden lukker sit Næb op uden at klage. Og hvad der gjorde, at det, Storken sagde, lød endnu bedrøveligere, var, at han havde ondt ved at faa Ordene frem. Han stod længe og gjorde ikke andet end knebre med Næbbet, og saa gav han sig til at tale med hæs og svag Stemme. Han klagede over alt muligt: Reden, der laa allerøverst paa Tagryggen af Glimmingehus, var bleven helt ødelagt af Vinterstormene, og Føde var der snart ikke mere at finde i Skaane. Skaaningerne var i Færd med at bemægtige sig hele hans Ejendom. De drænede hans Enge og opdyrkede hans Moser. Det var hans Agt at flytte bort fra dette Land og aldrig mer komme tilbage. Mens Storken jamrede, kunde Akka, Vildgaasen, der ikke havde det Sted, hvortil hun kunde hælde sit Hoved, ikke lade være at tænke ved sig selv: „Havde jeg det saa godt som Det Hr. Langeben, da vilde jeg holde mig for god til at klage. De er bleven ved at være en fri og vild Fugl, og alligevel er De saa vel anskreven hos Menneskene, at ingen vil løsne et Skud imod Dem eller stjæle et æg af Deres Rede.“ Men alt det holdt hun for sig selv. Til Storken sagde hun kun, at hun ikke kunde tænke sig, han vilde flytte bort fra et Hus, hvor Storke havde haft Tilhold, ligefra det blev bygget.
  Saa spurgte Storken pludselig, om Gæssene havde set Graarotterne, der drog imod Glimmingehus, og da Akka svarede, at hun havde set det Utøj, gav han sig til at fortælle hende om de tapre Sortrotter, der i mange Aar havde forsvaret Borgen. „Men i denne Nat vil Glimmingehus komme i Graarotternes Vold,“ sagde Storken sukkende.
  „Hvorfor netop i Nat, Hr. Langeben?“ spurgte Akka.
  „Jo, fordi næsten alle Sortrotterne i Gaar Aftes drog til Kullaberg,“ sagde Storken, „i Tillid til, at alle andre Dyr ogsaa vilde derhen. Men De ser, at Graarotterne er bleven hjemme, og nu samler de sig for at trænge ind i Borgen i Nat, naar den ikke er forsvaret af andre end af nogle gamle Stakler, der ikke har Kræfter til at følge med til Kullaberg. De naar saamænd nok deres Maal, men nu har jeg i saa mange Aar levet i godt Naboskab med Sortrotterne, at jeg ikke har Lyst til at bo paa samme Gaard som deres Fjender.“
  Akka forstod nu, at Storken var bleven saa forbitret over Graarotternes Handlemaade, at han havde opsøgt hende for at beklage sig over dem. Men efter almindelig Storkeskik havde han næppe gjort noget for at forebygge Ulykken. „Har De sendt Bud efter Sortrotterne, Hr. Langeben?“ spurgte hun. — „Nej,“ svarede Storken, „hvad kunde det nytte? Inden de naar hjem, er Borgen allerede taget.“ — „Det skal De ikke være saa sikker paa, Hr. Langeben,“ sagde Akka. „Jeg ved en gammel Vildgaas, der gerne vil hindre en saadan Niddingsdaad.“
  Da Akka sagde dette, løftede Storken Hovedet og gjorde store øjne. Og det var ikke underligt, for gamle Akka havde hverken Næb eller Kløer, der duede til Kamp. Ovenikøbet var hun en Dagfugl og saasnart det blev mørkt, faldt hun ufejlbarlig i Søvn, mens Rotterne netop kæmpede om Natten.
  Men Akka havde aabenbart bestemt sig til at hjælpe Sortrotterne. Hun kaldte Yksi fra Vassijaure hen til sig og befalede ham at føre Gæssene op til Vombsøen, og da Gæssene gjorde Indvendinger, sagde hun myndigt: „Jeg tror nok, det er bedst for os allesammen, at lystrer mig. Jeg maa flyve hen til det store Stenhus, og dersom I følger med, kan det ikke undgaas, at Folkene paa Gaarden faar os at se og skyder os ned. Den eneste, jeg vil have med paa denne Rejse, er Tommeltot. Han kan være mig til stor Nytte, fordi han har gode øjne og kan holde sig vaagen om Natten.“
  Drengen var den Dag i det egensindige HjØrne, og da han hørte, hvad Akka sagde, strakte han sig for at blive saa stor som muligt og gik hen imod hende med Hænderne paa Ryggen og Næsen i Vejret for at sige, at han rigtignok ville være med til at slaas med Graarotter. Hun maatte se sig om efter Hjælp andre Steder.
  Men i samme øjeblik som Drengen viste sig, kom der Liv i Storken. Han havde hele Tiden staaet, som Storke plejer, med bøjet Hoved og Næbbet trykket ind imod Halsen. Men nu kunde man ligesom høre det klukke dybt nede i Struben paa ham, som om han lo. Lynsnart sænkede han sit Næb, greb Drengen og kastede ham en fire Alen op i Luften. Dette Kunststykke gjorde han syv Gange i Træk, mens Drengen skreg, og Gæssene raabte: „Hvad er det, De gør, Hr. Langeben? Det er ingen Frø. Det er et Menneske, Hr. Langeben!“
  Tilsidst satte dog Storken Drengen ganske uskadt ned igen. Derpaa sagde han til Akka: „Nu flyver jeg tilbage tit Glimmingehus, Mor Akka. Alle de, der bor der, var meget bekymrede, da jeg drog afsted. De kan være sikker paa, at de bliver glade, naar jeg nu kommer og fortæller dem, at Vildgaasen Akka og Menneskepurken Tommeltot er paa Vej for at frelse dem.“
  Med disse Ord strakte Storken Halsen fremefter slog med Vingerne og for afsted som stramt spændt Bue. Akka forstod godt, at han gjorde Nar af hende, men det lod hun sig ikke anfægte af. Hun ventede, til Drengen havde fundet sine Træsko, som Storken havde rystet af ham; saa satte hun ham op paa sin Ryg og fulgte efter Storken. Og hvad Drengen angaar; saa gjorde han ingen Modstand og sagde ikke et Ord om, at han ikke vilde med. Han var saa vred paa Storken, at han ligefrem sad og fnøs. Den rødbenede Fyr troede, at han ingenting duede til, fordi han var lille, men han skulde nok vise ham, hvad Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög var for en Karl.
  Faa øjeblikke efter stod Akka i Storkereden paa Glimmingehus. Det var en stor og dejlig Rede. Til Underlag havde den et Hjul, og ovenpaa det laa der flere Lag Kviste og Græstørv. Reden var saa gammel, at mange Buske og Urter havde slaaet Rod deroppe, og naar Storkemor laa paa æg i den runde Fordybning midt i Reden, havde hun ikke alene den smukke Udsigt over en stor Del af Skaane at glæde sig over, men hun havde ogsaa vilde Roser og Husløg at se paa.
  Baade Drengen og Akka kunde straks se, at her foregik noget, der vendte op og ned paa den almindelige Tingenes Orden. Paa Kanten af Storkereden sad der nemlig to Hornugler, en gammel, graastribet Kat og et Dusin ældgamle Rotter med skæve Tænder og rindende øjne. Det var ikke netop den Slags Dyr, man er vant til at se sidde fredeligt sammen.
  Ingen af dem vendte sig om for at se paa Akka eller byde hende velkommen. De havde ingen anden Tanke end at stirre efter nogle lange graa Striber, der kom til Syne hist og her paa de vinternøgne Marker.
  Alle Sortrotterne forholdt sig stille. Man kunde se paa dem, at de var nedsunken i dyb Fortvivlelse og godt vidste, at de hverken kunde forsvare deres eget Liv eller Borgen. De to Ugler sad og rullede med deres store øjne, drejede deres øjenkranse og talte med uhyggelig, hæs Stemme om Graarotternes store Grusomhed og om, at de for deres Skyld maatte flytte bort fra deres Rede, for de havde hørt om dem, at de hverken skaanede æg eller Unger. Den gamle stribede Kat var sikker paa, at Graarotterne vilde bide ham ihjel, naar de saa mandstærke brød ind i Borgen, og han skændte hele Tiden paa Sortrotterne. „Hvor kunde I være saa dumme at lade jeres bedste Stridsmænd drage bort?“ sagde han. „I ved da, man ikke kan stole paa Graarotterne! Det er ganske utilgiveligt.“
  De tolv Sortrotter svarede ikke et Ord, men Storken kunde trods sin Bedrøvelse ikke lade være at gøre Løjer med Katten. „Du skal ikke være bange, Mons Huskat!“ sagde han. „Ser du ikke, at Mor Akka og Tommeltot er kommen herhen for at frelse Borgen? Du kan være sikker paa, det lykkes dem. Nu maa jeg stille mig hen at sove, og det gør Jeg med største Ro. Naar jeg vaagner i Morgen, er der saamænd ikke en eneste Graarotte paa Glimmingehus.“
  Drengen blinkede til Akka og gjorde Tegn til, at han vilde puffe Storken ned af Taget, naar den nu stillede sig hen at sove paa eet Ben paa den yderste Kant af Reden, men Akka holdt ham tilbage. Hun saa slet ikke vred ud, men sagde tværtimod i en meget fornøjet Tone: „Det saa daarligt ud, om een, det der saa gammel som jeg, ikke skulde kunne klare større Vanskeligheder end denne. Dersom blot Uglefar og Uglemor, der kan holde sig vaagne hele Natten, vil flyve afsted med et Bud fra mig, saa tænker jeg nok, det skal gaa godt altsammen.“
  De to Hornugler var villige, og Akka bad saa Uglefar flyve hen og lede de bortdragne Sortrotter op og raade dem til at skynde sig hjem saa hurtigt som muligt. Uglemor sendte hun til Flammea, Taarnuglen, der boede i Lunds Domkirke, i et ærinde, der var saa hemmeligt, at Akka kun turde betro hende det med hviskende Stemme.


ROTTEFANGEREN.
Det led imod Midnat, da Graarotterne efter megen Søgen var saa heldige at finde en Kælderluge, der stod aaben. Den sad temmelig højt oppe paa Muren, men Rotterne krøb op paa Skuldrene af hinanden, og det varede ikke længe, før den modigste af dem sad i Lugen, rede til at trænge ind i Glimmingehus, foran hvis Mure saa mange af deres Forfædre havde maattet bide i Græsset.
  Graarotten bleven lille Tid siddende ganske stille i Gluggen og. ventede paa at blive angrebet. Forsvarernes Hovedhær var ganske vist borte, men den tænkte sig, at de Sortrotter der var tilbage i Borgen, ikke vilde overgive sig uden Kamp. Med bankende Hjerte lyttede den efter den mindste Støj, men alt var stille. Da tog Graarotternes Anfører Mod til sig og sprang ned i den bælgmørke Kælder.
  Den ene Graarotte efter den anden fulgte Anføreren. De var alle ganske stille, og de var alle forberedte paa, at Sortrotterne laa i Baghold et eller andet Sted. Først da saa mange af dem var trængt ned i Kælderen, at Gulvet ikke kunde rumme flere, vovede de sig videre.
  Skønt de aldrig før havde været inde i Bygningen, voldte det dem ingen Vanskelighed at finde Vej. De opdagede meget snart de Gange i Murene, som Sorttotterne havde benyttet til at komme op i de øvre Stokværk. Inden de begyndte at klatre op ad disse smalle og stejle Stier, lyttede de igen spændt. De var meget mere bange, fordi Sortrotterne saaledes holdt sig tilbage, end om de havde mødt dem i aaben Kamp. De kunde knap tro paa deres Lykke, da de uden Uheld naaede op i det første Stokværk.
  Straks ved Graarotternes Indtrædelse slog Lugten af Kornet dem i Møde — det laa i store Dynger paa Gulvet. Men Tiden var endnu ikke kommen for dem til at nyde deres Sejr. De undersøgte først med den største Omhu de mørke, tomme Sale. De sprang op paa Ildstedet, der stod midt paa Gulvet i det gamle Borgkøkken, og var nær ved at styrte ned i Brønden i det inderste Rum. De lod ikke en eneste af de smalle Lysaabninger ubeset, men fandt stadig ingen Sortrotter. Da dette Stokværk var helt og holdent i deres Magt, begyndte de paa samme forsigtige Maade at sætte sig i Besiddelse af det næste. Atter maatte de friste en møjsommelig og farlig Klatren gennem Murene, mens de i aandeløs Spænding ventede paa, at Fjenden skulde kaste sig over dem. Og skønt den dejligste Lugt fra Sæddyngerne lokkede dem, tvang de sig til med den største Nøjagtighed at undersøge de gamle Krigsknegtes hvælvede Borgstue med dens Stenbord og Ildsted, de dybe Vinduesnicher og Lemmen i Gulvet, som man i fordums Dage havde brugt til derigennem at hælde kogende Beg ned paa en indtrængende Fjende.
  Men Sortrotterne lod sig stadig ikke se. De graa famlede sig op til tredje Stokværk med Borgherrens store Gildesal, der var ligesaa bar og nøgen som alle de andre Stuer i det gamle Hus, og de fandt endogsaa Vej op til det øverste stokværk, der bestod af et eneste stort, tomt Rum. Det eneste Sted, det ikke faldt dem ind at undersøge, var den store Storkerede paa Taget, hvor Uglemor netop paa den Tid vækkede Akka og meddelte hende, at Flammea, Taarnuglen, havde opfyldt hendes Begæring og sendt hende det, hun ønskede.
  Da nu Graarotterne saa samvittighedsfuldt havde ransaget hele Borgen, følte de sig beroligede. De forstod, at Sortrotterne var flygtet og ikke tænkte paa at sætte sig til Modværge, og de løb lette om Hjertet op i Korndyngerne.
  Men næppe havde Graarotterne sunket de første Hvedekorn, før der nede fra Borggaarden hørtes skingrende Toner fra en lille, klinger Fløjte. Graarotterne løftede deres Hoveder fra Kornet, lyttede uroligt, løb nogle Skridt, som om de vilde forlade Dyngerne, men vendte om igen og gav sig paany til at æde.
  Igen lød Fløjten højt og skingrende! og nu skete der noget mærkeligt. Een Rotte, to Rotter, ja en hel Mængde Rotter sprang ned fra Dyngerne, lod Kornet ligge og ilede ad den kortest mulige Vej ned i Kælderen for at komme ud af Huset. Endnu var der dog mange Graarotter tilbage. De tænkte paa, hvor stor Møje det havde kostet dem at erobre Glimmingehus, og de vilde ikke forlade det. Men endnu engang naaede Fløjtens Toner dem, og de maatte følge. I vild Hast styrtede de op af Dyngerne, lod sig glide ned gennem de snævre Kanaler i Murene og tumlede over hinanden i deres Iver for at komme ud.
  Midt i Borggaarden stod en lille Purk og blæste paa Fløjte. Han havde allerede en hel Kreds af Rotter omkring sig, der forbavsede og fortryllede lyttede til hans Toner, og hvert øjeblik kom der flere til. En Gang tog han blot et Sekund Fløjten fra Munden for at kunne række lang Næse ad Rotterne, og da saa det ud, som om de havde Lyst til at kaste sig over ham og bide ham ihjel, men saasnart han blæste, var de hans Magt undergivne.
  Da Purken havde spillet alle Graarotter ud af Glimmingehus, gav han sig til at gaa langsomt fra Gaardspladsen ud paa Landevejen, og alle Graarotterne fulgte ham, fordi Tonerne fra den Fløjte lød saa sødt i deres øren, at de ikke kunde modstaa dem.
  Purken gik foran og lokkede dem henad Vejen til Vallby. I alle mulige Slags Kredse og Bugter og ad alle mulige Omveje førte han dem gennem Hegn og ned i Grøfter, og hvor han gik, maatte de følge efter. Han blæste uophørlig paa sin Fløjte, der syntes at være lavet af et Dyrehorn, men Hornet var saa lille, at der i vore Dage ikke gives noget Dyr, fra hvis Pande det kunde være vristet. Der var heller ingen, der vidste, hvem der havde forarbejdet det. Flammea, Taarnuglen, havde fundet det i en Niche i Lunds Domkirketaarn. Hun havde vist det til Bataki, Ravnen, og de to havde spekuleret ud, at det var saadan et Horn, der i gamle Dage blev lavet af dem, der vilde skaffe sig Magt over Rotter og Mus. Men Ravnen var Akkas Ven, og det var af ham, hun havde faaet at vide, at Flammea var i Besiddelse af en saadan Skat.
  Og det var sandt, at Rotterne ikke kunde modstaa Fløjten. Drengen gik foran og spillede, saalænge Stjernerne skinnede, og de fulgte ham hele Tiden. Han spillede ved Daggry, han spillede ved Solopgang, og stadig fulgte den hele Flok af Graarotter efter ham og blev lokket længere og længere bort fra de store Kornlofter paa Glimmingehus.





V

DEN STORE TRANEDANS
PAA KULLABERG

Tirsdag 29. Marts.


Man maa indrømme, at skønt der er opført mange pragtfulde Bygninger i Skaane, er der ingen af dem alle, der har saa smukke Mure som det gamle Kullaberg (Kullaberg kaldes i Danmark Kullen).
  Kullaberg er lavt og langstragt. Det er ingenlunde noget stort eller vældigt Bjerg. Paa den brede Bjergryg ligger der Skove og Markerog nu og da en Lynghede. Hist og her hæver der sig runde Lyngbakker og nøgne Bjergkuller. Deroppe er der ikke særlig smukt; der ser ud som paa alle andre højtliggende Steder i Skaane.
  Den, der gaar ad Landevejen, som løber midt over Bjerget, kan ikke undgaa at føle sig lidt skuffet.
  Men saa bøjer han maaske tilfældigvis af fra Vejen og gaar ud til Bjergets Sider og ser ned ad Skraaningen, og da opdager han pludselig saa meget, der er værd at se, at han knap ved, hvordan han skal faa Tid til at se det altsammen.
  Thi Sagen er, at Kullaberg ligger ikke paa Landjorden med Sletter og Dale rundt om sig som andre Bjerge, men det har styrtet sig ud i Havet, saa langt det kunde komme. Ikke den mindste Strimmel Land ligger nedenfor Bjerget og beskytter det imod Havets Bølger, nej, de naar helt op til Bjergvæggene og kan slide dem til og forme dem efter Forgodtbefindende.
  Derfor staar Bjergvæggene der saa rigt smykkede, som Havet og dets Hjælper, Vinden, har formaaet. Der er bratte Kløfter, som er skaaret dybt ind i Bjergets Sider, og sorte Klippehammere, som er slidt blanke af Vindens stadige Piskeslag. Der er ensomme Stensøjler, som hæver sig rankt lige op af Vandet, og mørke Grotter med snæver Indgang. Der er lodrette, nøgne Fjeldsider og Skrænter med venlige Løvskove. Der er smaa Odder og smaa Bugter og smaa Rullestene, der raslende skylles op og ned med hvert Bølgeslag. Der er statelige Klippeporte, som hvælver sig over Vand; der er spidse Stene, som ustandselig bliver oversprøjtet af hvidt Skumt og andre, der spejler sig i sortegrønt, uforanderligt stille Vand. Der er Jættegryder, som er gravet ud i Klippen, og vældige Revner, der frister Vandringsmanden til at vove sig ind i Bjergets Dybt helt ind til Kullemandens Hule.


Fra Kullaberg.
Fra Kullaberg.

  Op og ned ad alle disse Kløfter og Klipper kravler og kryber Ranker og Slyngplanter. Træer vokser der ogsaa, men Vindens Magt er saa stor, at selv Træerne maa forvandle sig til Slyngplanter for at kunne holde sig fast ude paa Skrænterne. Egene ligger og kryber henad Jorden, mens Løvet staar over dem som en trang Hvælving, og lavstammede Bøge staar i Kløfterne som store Løvtelte.
  Det er disse mærkelige Bjergvægge i Forening med det brede blaa Hav udenfor dem og den soldirrende, stærke Luft over dem, der gør Kullaberg saa kært for Menneskene, at store Skarer af dem drager derop hver Dag, saalænge Sommeren varer. Vanskeligere bliver det vel at sige, hvad det er, der gør Bjerget saa tilttækkende for Dyrene, at de hvert Aar samles der til et stort Legestævne. Men det er en Skik, som de har fulgt fra Arilds Tid, og man maatte have været med, allerede da den første Bølge knustes til Skum imod Kullaberg, for at være i Stand til at forklare, hvorfor netop det blev valgt til Mødeplads fremfor ethvert andet Sted.
  Naar Tiden til Mødet er inde, gør Kronhjortene, Raadyrene, Harerne, Rævene og de andre vilde, firføddede Dyr allerede om Natten Rejsen til Kullaberg for ikke at blive set af Menneskene. Lige inden Solen staar op, drager de alle ind paa Legepladsen, der er en Lynghede til venstre for Vejen, ikke langt fra Bjergets yderste Odde.
  Legepladsen er paa alle Sider omgivet af runde Klippekuller, der skjuler den for enhver, som ikke tilfældigvis kommer helt ind paa den. Og i Marts Maaned er det ikke sandsynligt, at en Vandringsmand forvilder sig derhen. Alle de fremmede, der ellers plejer at strejfe om paa Kullerne og klatre opad Bjergsiderne, er jaget pa Flugt af Efteraarsstormene allerede for mange Maaneder siden og Fyrmesteren ude paa Pynten, den gamle Frue i Kullagaarden og Kullabonden og hans Folk, de gaar deres vante Veje og løber ikke om paa de ensomme Lyngmarker.
  Naar Dyrene er kommen hen paa Legepladsen, slaar de sig ned paa de runde Bjergkuller. Hver Dyreart holder sig for sig selv, skønt det jo er givet, at der paa en saadan Dag hersker almindelig Fred, saa ingen behøver at frygte for at blive overfaldet. Den Dag kunde en lille Hareunge gaa over Rævens Kulle uden at miste saa meget som et af sine lange øren. Men alligevel stiller Dyrene sig op i adskilte Flokke. Det er gammel Skik.
  Naar de alle har indtaget deres Pladser, begynder de at se sig om efter Fuglene. Det plejer altid at være godt Vejr den Dag. Tranerne er gode Vejrprofeter og vilde ikke kalde Dyrene sammen, dersom de ventede Regn. Men skønt Luften er klar, og der ikke er noget, der spærrer for Udsigten, ser de firføddede Dyr ingen Fugle. Det er meget underligt. Solen staar højt paa Himlen, og Fuglene skulde allerede være paa Vej.
  Men hvad Dyrene paa Kullaberg lægger Mærke til, er en og anden lille mørk Sky, der glider langsomt hen over Sletten. Og se! En af disse Skyer styrer nu pludselig langs med Kysten af øresund op imod Kullaberg. Da Skyen er kommen lige over Legepladsen, bliver den staaende, og i samme øjeblik begynder hele Skyen at klinge og kvidre, som om den kun bestod af Toner. Den stiger og synket, stiger og synker, men hele Tiden klinger og Skyen ned paa en Kulle, hele Skyen paa een Gang, og et øjeblik efter er Kullen helt skjult af graa Lærker, smukke rød–graa–hvide Bogfinker, metalglinsende Stære og gulgrønne Mejser.
  Straks efter kommer een Sky til drivende hen over Sletten. Den standser over hver Gaard, over Husmandshuse og Herregaarde, over smaa Byer og store Byer, over Bøndergaarde og Jernbanestationer, over Fiskerlejer og Sukkerfabrikker. Hver Gang den standser, opsuger den fra Gaardene nede paa Jorden en lille opadhvirvlende Søjle af smaa, graa Støvgran. Paa den Maade vokser og vokser den, og da den omsider er samlet og styrer op mod Kullaberg, er den ikke længere en enkelt Sky, men et helt Skydække, der er saa stort, at det kaster Skygge paa Jorden ligefra Höganäs til Mølle. Naar den standser over Legepladsen, skjuler den Solen, og længe maa der regne Graaspurve ned paa en af Kullerne, inden de, der fløj inderst inde i Skydækket, igen faar et Glimt af Dagslyset at se.
  Men den største af disse Fugleskyer er dog den, der nu kommer til Syne. Den er dannet af Flokke, som er kommen flyvende alle Vegne fra og har sluttet sig til den. Den er tung blaagraa, og ikke en Solstraale kan trænge igennem den. Den nærmer, sig mørk og skrækindjagende som en Tordensky. Den er fuld af den fæleste Støj, den uhyggeligste Skrigen, den haanligste Latter og den mest ulykkevarslende Skogren. Alle nede paa Legepladsen bliver glade, da den omsider opløser sig i en Regn af Basken og Skratten, af Krager og Ravne og Alliker og Raager.
  Derpaa viser der sig paa Himlen ikke Skyer alene, men en Mængde forskellige Streger og Tegn. Der Viser sig lige, punkterede Linier i øst og Nordöst. Det er Skovfugle fra Göinge Herreder: Urfugle og Tjurer, der kommer flyvende i lange Rækker i en to tre Alens Afstand fra hinanden. Og Svømmefuglene, der holder til paa Måkläppen udenfor Falsterbo, kommer nu svævende hen over øresund i mange underlige Flyveordener: i Trekanter og lange Kroge, i skæve Hager og i Halvcirkler.
  Til det store Møde, der fandt Sted det Aar, da Niels Holgersen fløj om med Vildgæssene, kom Akka og hendes Flok senere end alle andre, og det kunde man ikke undre sig over, for Akka havde fløjet over hele Skaane for at komme til Kullaberg. Desuden havde hun været nødt til, saasnart hun var vaagnet den Morgen, at flyve ud og lede efter Tommeltot, det i mange Timer havde gaaet og spillet for Graarotterne og lokket dem langt bort fra Glimmingehus. Uglefar var kommen tilbage med det Bud, at Sortrotterne skulde være hjemme igen straks efter Solopgang, og der var altsaa ikke mere nogen Fare ved at lade Taarnuglens Fløjte tie og give Graarotterne Lov at gaa, hvorhen de lystede.
  Men det var ikke Akka, der opdagede Drengen, som han gik der med sit store Følge, og hurtig dalede ned over ham, tog ham i Næbbet og svævede op i Luften med ham, nej, det var Hr. Langeben, Storken. For Hr. Langeben havde ogsaa begivet sig, ud at lede efter ham, og bagefter, da han havde bragt ham op i Storketeden, bad han ham om Forladelse, fordi han om Aftenen havde behandlet ham med Ringeagt.
  Det blev Drengen meget glad over, og Storken og han blev gode Venner Akka var ogsaa meget venlig imod ham, strøg sit gamle Hoved flere Gange imod hans Arm og roste ham, fordi han havde hjulpet dem, der var i Nød.
  Men det maa man sige til Drengens ære, at han ikke tog imod Ros, som han ikke havde fortjent. „Nej, Mor Akka,“ sagde han, „De maa ikke tro, at jeg lokkede de graa væk for at hjælpe de sorte. Jeg vilde kun vise Hr. Langeben, hvad jeg duede til“.
  Næppe havde han sagt disse Ord, før Akka henvendte sig til Storken og spurgte, om han troede, det gik an at tage Tommeltot med til Kullaberg. „Jeg synes, vi kan stole paa ham som paa os selv,“ sagde hun. Storken raadede straks meget ivrig til at tage Tommeltot med. „Vist skal De tage Tommeltot med til Kullaberg, Mor Akka,“ sagde han. „Det er et stort Held for os, at vi kan belønne ham for alt, hvad han i Nat har udstaaet for vor Skyld. Og da det endnu nager mig, at jeg i Aftes ikke opførte mig pænt imod ham, saa skal det være mig, der, bærer ham paa min Ryg helt til Mødestedet.“
  Der er ikke meget, der smager bedre end at faa Ros af dem, der selv er kloge og dygtige, og Drengen havde aldrig været saa glad, som da Vildgaasen og Storken talte saadan om ham.
  Drengen gjorde altsaa Rejsen op til Kullaberg siddende paa en Storkeryg. Skønt han vidste, at det var en stor ære, voldte det ham dog megen Angst; thi Hr. Langeben var en Mester i at flyve og satte afsted med en helt anden Fart end Vildgæssene. Mens Akka fløj den lige Vej med jævne Vingeslag, morede Storken sig med at gøre en Mængde Flyvekunster. Snart laa han stille i en umaadelig Højde og flød paa Luften uden at bevæge Vingerne, snart kastede han sig nedad med saa stærk Fart, at det føltes, som om han skulde falde til Jorden som en Sten, snart morede han sig med at svinge sig rundt om Akka i store og smaa Kredse som en Hvirvelvind. Drengen havde aldrig før været med til noget lignende, og skønt han sad i en stadig Skræk, maatte han tilstaa for sig selv, at han aldrig før havde vidst, hvad en ordentlig Flyvetur vilde sige.
  De gjorde kun et eneste Ophold paa Rejsen, og det var, da Akka paa Vombsøen sluttede sig til Rejsekammeraterne og raabte til dem, at Graarotterne var overvundne. Derpaa fløj de vejfarende den lige Vej til Kullaberg.
  Der slog de ned paa det øverste af den Kulle, der var forbeholdt vildgæssene, og da nu Drengen lod Blikket vandre fra Kulle til Kulle, saa han, at over en af dem hævede Kronhjortenes mangetakkede Horn sig og over en anden de graa Hejrers Nakkefjer. En Kulle var rød af Ræve, en var sort og hvid af Strandfugle, en var graa af Rotter. En var dækket af sorte Ravne, der skreg ustandseligt, en af Lærker, der ikke var i Stand til at holde sig stille, men uafladelig svang sig op i Luften og sang af Glæde.
  Som det altid plejer at gaa til paa Kullaberg, var det Kragerne, der aabnede Dagens Lege og Morskab med deres Flyvedans. De delte sig i to Flokke der fløj imod hinanden, mødtes, vendte om og begyndte forfra. Denne Dans havde mange Ture og forekom Tilskuerne, der ikke var inde i Dansens Regler, altfor ensformig. Kragerne var meget stolte af deres Dans, men alle andre var glade, da den var forbi. Dyrene fandt den lige saa trist og meningsløs som Vinterstormens Leg med Snefnuggene. De blev i daarligt Humør af at se paa den og ventede spændt paa noget, der kunde fornøje dem lidt.
  De kom heller ikke til at vente forgæves, thi saasnart Kragerne havde endt deres Dans, kom Harerne løbende. De mylrede frem i en lang Række uden synderlig Orden. I nogle Rækker gik der kun een, i andre løb der tre eller fire ved Siden af hinanden. Alle havde de rejst sig op paa to Ben, og de kom susende i saadan en Fart, at de lange øren svingede til alle Sider. Mens de løb, snurrede de rundt, gjorde høje Hop og dunkede Forpoterne mod Ribbenene, saa det smældede. Nogle slog en lang Række Kolbøtter, andre bukkede sig sammen og rullede henad Jorden som Hjul, en stod paa eet Ben og drejede rundt, en gik paa Forbenene. Der var slet ingen Orden, men der var godt Humør over Harernes Leg, og de mange Dyr, der stod og saa paa dem, begyndte at trække. Vejret hurtigere. Nu var det Foraar, Lyst og Glæde var i Anmarch. Vinteren var endt. Sommeren nærmede sig. Snart var det kun en Leg at leve.
  Da Harerne havde raset ud, kom Turen til de store Skovfugle at optræde. Hundrede Tjurhaner i glinsende sort Fjerham og med skinnende røde øjenbryn svang sig op i en stor Eg, der stod midt paa Legepladsen. Den, der sad paa den øverste Gren, pustede Fjerene op, sænkede Vingerne og slog Halen ud, saa de hvide Dækfjer kom til Syne. Derpaa strakte han Halsen frem og udsendte fra sin svulmende Strube et Par dybe Halstoner. „Tjæk, tjæk, tjæk,“ lød det. Mere kunde han ikke faa frem, det klukkede kun et Par Gange dybt nede i Struben. Saa lukkede han øjnene og hviskede: „Sis, sis, sis. Hør, hvor det er skønt! Sis, sis, sis.“ Og i det samme faldt han i en saadan Henrykkelse, at han ikke længer vidste, hvad der foregik omkring ham.
  Mens den første Tjurhane endnu hviskede: „Sis, sis,“ begyndte de tre, der sad nærmest under ham, at synge, og inden de var kommen igennem hele Visen, begyndte de ti, der sad længere nede, og saadan blev det ved fra Gren til Gren, lige til alle de hundrede Tjurhaner sang og klukkede og hvislede. De faldt alle i samme Henrykkelse under deres Sang, og netop dette virkede paa de andre Dyr som en smitsom Rus. Blodet randt for lidt siden lystigt og let, nu begyndte det at strømme tungt og hedt. „Ja, sandelig er det Foraar,“ tænkte de mange Dyrefolk. „Vinterens Kulde er svunden. Vaarens Ild brænder over Jorden.“
  Da Urfuglene mærkede, at Tjurerne gjorde saa megen Lykke, kunde de ikke forholde sig rolige længer. Da der ikke var noget Træ, de kunde sætte sig i, susede de ned paa Legepladen, hvor Lyngen stod saa høj, at man ikke kunde se andet end deres smukke, svajede Halefjer og deres tykke Næb, og gav sig til at synge: „Orr, orr, orr.“
  Lige da Urfuglene begyndte at synge omkap med Tjurerne, skete der noget, som aldrig før var sket. Mens alle Dyrene var helt optagne af Tjurernes Leg, sneg en Ræv sig ganske stille hen til Vildgæssenes Kulle. Han gik meget forsigtigt og kom et godt Stykke opad Kullen, før nogen lagde Mærke til ham. Pludselig fik dog en Gaas øje paa ham, og da den ikke kunde tænke sig, at en Ræv sneg sig ind imellem Gæssene en god Hensigt, gav den sig til at raabe: „Tag jer i Agt, Vildgæs! Tag jer i Agt!“ Ræven snappede efter den, maaske mest for at den skulde tie, men Vildgæssene havde allerede hørt Raabet og hævede sig alle op Luften. Og da de var fløjet deres Vej; saa' Dyrene Mikkel Ræv staa paa Vildgæssenes Kulle med en død Gaas i Gabet.
  Men fordi Mikkel saaledes havde brudt Legedagens Fred, fik han saa haard en Straf, at han alle sine Dage kom til at fortryde, at han ikke havde formaaet at lægge Baand paa sin Hævnlyst, men søgt paa denne Maade dog engang at komme Akka og hendes Flok til Livs. Han blev straks omringet af en Flok Ræve og dømt i Overensstemmelse med den gamle Vedtægt, der lyder, at hvemsomhelst, der forstyrrer Freden paa den store Legedag, skal gaa i Landflygtighed. Der var ikke een Ræv, som vilde formilde Dommen, for de vidste alle, at i samme de øjeblik de prøvede derpaa, vilde de blive jaget bort fra Legepladsen og aldrig mere faa Lov at sætte deres Fod der. Altsaa blev der afsagt Landsforvisningsdom over Mikkel, uden at nogen tog til Genmæle. Det blev ham forbudt at opholde sig i Skaane. Han blev forvist fra Hustru og slægt, fra Jagtmark og Bolig, fra de Hvilesteder og Smuthuller, som hidtil havde været hans, og maatte friste Lykken i fremmed Land. Og for at alle Ræve i Skaane skulde vide, at Mikkel var fredløs der i Landet, bed den ældste af Rævene den højre øreflip af ham Saasnart det var gjort, gav alle de unge Ræve sig til at hyle af Blodtørst og kastede sig Over Mikkel. For ham var der ikke andet tilbage end at flygte, og med alle de unge Ræve i Hælene paa sig ilede han bort fra Kullaberg.
  Alt dette foregik, mens Urfugle og Tjurer holdt deres Sangerkamp. Men disse Fugle gaar i den grad op i deres Sang, at de hverken hører eller ser. De havde heller ikke ladet sig forstyrre.
  Knap var Skovfuglenes Væddestrid endt, før Kronhjortene fra Häckeberge traadte frem for at vise deres Kampleg. Der var flere Par Kronhjorte, der kæmpede paa samme Tid. De styrtede med stor Kraft imod hverandre, slog Takkerne drønende sammen, saa de flettede sig ind i hinanden og søgte at tvinge hverandre bagover. De rev Lyngtuerne op med deres Klove, deres Aande stod som en Røg om dem, fra deres Struber lød frygtelige Brøl, og Skummet flød dem nedad Bovene.
  Rundt om paa Kullerne herskede aandeIøs Stilhed, mens de stridsvante Hjorte kæmpede. Og hos alle Dyrene vaktes der ny Følelser. De følte sig alle som een modige og stærke, oplivede af tilbagevendende Kraft, genfødt af Foraaret, raske og redebonne til al Slags Eventyr. De følte ingen Vrede imod hinanden, men dog hævedes alle Vinger, Nakkefjerene rejste sig, Kløerne hvæssedes. Havde Häckebergerne blevet ved et øjeblik til, vilde der været opstaaet en vild Kamp paa Kullerne, fordi de alle var grebne af en brændende Trang til at vise, at ogsaa de var fulde af Liv, at Vinterens Afmagt var forbi, at deres Legemer glødede af Kraft.
  Men Kronhjortene endte deres Kamp i rette øjeblik, og straks løb der en Hvisken fra Kulle til Kulle: „Nu kommer Tranerne.“


Kullaberg.
Kullaberg.

  Og saa — kom de graa, skumringsklædte Fugle med Fjerbuske paa Vingerne og rødt Fjersmykke i Nakken. De store Fugle med deres høje Ben, deres slanke Halse og deres smaa Hoveder kom glidende nedad Kullerne i mystisk Betagethed. Mens de gled fremad, drejede de sig rundt, halvt flyvende, halvt dansende. Med Vingerne yndefuldt løftede bevægede de sig med ubegribelig Hurtighed. Der var noget sælsomt og fremmed over deres Dans. Det var, som om graa Skygger legede en Leg, som øjet næppe mægtede at følge. Det var, som om de havde lært den af Taagerne, der svæver henover de ensomme Moser. Der var Trolddom i den; alle, der ikke tidligere havde været paa Kullaberg, forstod, hvorfor hele Mødet havde Navn efter Tranernes Dans. Der var Vildhed over den, men den Følelse, den vakte, var alligevel en blid Længsel. Ingen tænkte nu mere paa at kæmpe. Men istedetfor følte de alle, baade de vingede og de, der ingen Vinger havde, Længsel efter at stige uendelig højt, hæve sig op over Skyerne, søge det, der var bag dem, afkaste det tyngende Legeme, der drog nedad mod Jorden, og svæve op imod det overjordiske.
  En saadan Længsel efter det uopnaaelige, efter det, der skjuler sig bagved Livet, følte Dyrene kun een Gang om Aaret, og det var den Dag, da de saa den store Tranedans.





VI

I REGNVEJR

Onsdag 30. Marts.


Det var den første Regnvejrsdag paa Rejsen. I al den Tid Vildgæssene havde opholdt sig i Omegnen af Vombsøen, havde de haft godt Vejr, men samme Dag som de tiltraadte Rejsen nordpaa, begyndte det at regne, og Drengen maatte i flere Timer sidde paa Gaaseryggen gennemvaad og med Tænderne klaprende af Kulde.
  Om Morgenen, da de drog afsted, var det stille og klart. Vildgæssene fløj højt oppe i Luften, jævnt og uden Hast, i streng Orden med Akka i Spidsen og de øvrige i to skraa Rækker bag hende. De gav sig ikke Tid til at drille Dyrene paa Marken, men da de ikke var i Stand til at forholde sig helt rolige, sang de hele Tiden i Takt med Vingeslagene deres sædvanlige Lokkeraab: „Hvor er du? Her er jeg. Hvor er du? Her er jeg.“
  De var alle lige ivrige til at raabe, og de holdt kun inde nu og da for at vise den hvide Gase de Vejmærker, de satte Kursen efter. Paa denne Rejse var Mærkerne Linderödsaasens nøgne Bakker, Herregaarden Ovesholm, Kristianstads Kirketaarn, Bäckaskogs Kongsgaard paa det smalle Næs imellem Opmannasøen og Ivösøen og Ryssbjergets stejle Brink.
  Det var en ensformig Rejse, og da Regnskyerne trak sammen, syntes Drengen ligefrem, det var en Adspredelse. I gamle Dage, da han kun havde set Regnskyerne nedefra, syntes han, de var graa og kedelige, men det var noget helt andet at være oppe imellem dem. Nu kunde han tydelig se, at Skyerne var vældige Fragtvogne, der kørte henad Himlen med skyhøje Læs: nogle af dem var læssede med mægtige graa Sække, andre med Tønder, der var saa store, at de kunde rumme en hel Sø, og andre igen med store Kar og Flasker, der var stablede op til en vældig Højde. Og da der var kommet saa mange Vogne kørende, at de fyldte hele Himmelrummet, var det, som om en gav et Tegn, for paa een Gang begyndte der fra Kar, Tønder, Flasker og Sække at Strømme Vand ned over Jorden.
  I samme øjeblik som de første Foraarsbyger slog imod Jorden, istemte alle smaa Fugle i Lund og Krat saadanne Glædesskrig, at hele Luften genlød af dem, og det gav et Sæt i Drengen. „Nu faar vi Regn, Regnen giver os Foraar, Foraaret giver os Blomster og grønne Blade, grønne Blade og Blomster giver os Larver og Insekter, Larver og Insekter giver os Mad; meget Mad og god Mad er det bedste, der er til,“ sang de smaa Fugle.
  Vildgæssene blev ogsaa glade over Regnen, der kom for at yække Planterne af deres Søvn og slaa Hul paa Søernes Istag. De kunde ikke blive ved at holde sig saa alvorlige som før, men begyndte at lade lystige Raab lyde ned over Engen.
  Da de fløj over de store Kartoffelmarker, der er saa mange af i Omegnen af Kristianstad, og som endnu laa nøgne og sorte, raabte de: „Vaagn op og gør Nytte! Nu kommer der noget og vækker jer. Nu har I drevet længe nok.“
  Naar de saa Folk, som skyndte sig at komme i Hus, irettesatte de dem og sagde: „Hvad har I saa travlt for? Ser I ikke, at det regner Surbrød, og Spidkage, Surbrød og Spidkage?“ (Skaansk Yndlingsbagværk.)
  Der var en stor, tæt Sky, der bevægede sig hurtigt imod Nord og fulgte lige bagefter Gæssene. De var nærved at mene, at de trak Skyen med sig, og da de netop nu saa store Haver under sig, raabte de helt stolte: „Her kommer vi med Anemoner, her kommer vi med Roser, her kommer vi med æbleblomst og Kirsebærknop, her kommer vi med ærter og Bønner og Roer og Kaal. Tag imod det, hvem der vil! Tag imod det, hvem der vil!“
  Paa den Melodi gik det, mens de første Byger faldt, da alle endnu var glade over Regnen. Men da den blev ved at falde hele Eftermiddagen, blev Gæssene utaalmodig og raabte til de tørstige Skove omkring Ivösøen: „Har I ikke snart faaet nok? Hat I ikke snart faaet nok?“
  Himlen blev mere og mere graa over det hele, og Solen gemte sig saa godt, at ingen kunde begribe, hvor den var henne. Regnen faldt tættere, piskede haardt imod Vingerne og banede sig Vej ind imellem de trannede Yderfjer og helt ind til Kroppen. Jorden var skjult af Regntykning; Søer, Bjerge og Skove flød sammen i et utydeligt Virvar, og man kunde ikke skelne Vejmærkerne. Farten blev langsommere og langsommere, de muntre Raab forstummede, og Drengen følte Kulden bitrere og bitrere.
  Men han holdt dog Modet oppe, saa længe han red afsted gennem Luften. Og om Eftermiddagen, da de var slaaet ned under en lille forkrøblet Fyr midt ude i en stor Mose, hvor alt var vaadt og alt var koldt, hvor nogle Tuer var dækkede af Sne og andre stak nøgne op af en Pøl halvsmeltet Isvand, da følte han sig heller ikke forknyt, men løb om i godt Humør og ledte efter Tranebær og frosne Tyttebær. Men saa kom Aftenen, og Mørket sænkede sig saa tæt, at ikke engang saadanne øjne som Drengens kunde se igennem det, og Vildmarken blev saa underlig fæl og uhyggelig. Drengen laa stoppet ind under Gasens Vinge, men kunde ikke sove, kold og vaad, som han var. Og han hørte saadan en Puslen og Raslen og listende Trin og truende Stemmer, han følte sig saa angst, at han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv. Han maatte hen, hvor der var Ild og Lys, hvis han ikke skulde dø af Angst.
  „Mon jeg skulde vove mig hen til Menneskene for denne ene Nat?“ tænkte Drengen. „Blot saa jeg kunde sidde lidt ved Ilden og faa mig lidt Mad. Jeg kunde jo vende tilbage til Vildgæssene før Solopgang.“
  Han krøb frem under Vingen og lod sig glide ned paa Jorden. Han vækkede hverken Gasen eller nogen af de andre Gæs, men sneg sig stille og ubemærket bort over Mosen.
  Han havde ikke Rede paa, hvor han var i Verden, om det var i Skaane, i Smaaland eller i Bleking. Men lige inden de var fløjet ned i Mosen, havde han set et Glimt af en By, og derhen vendte han nu sine Fjed. Det varede heller ikke længet før han opdagede en Vej, og snart var han inde paa Landsbygaden, der var lang og beplantet med Træer og havde Huse paa begge Sider.
  Drengen var kommen til en af de store Kirkebyer, som der er saa mange af oppe i Landet, men som man slet ikke træffer nede paa Sletten.
  Husene var af Træ og meget pynteligt byggede. De fleste havde Gavle og Frontespicer med en Kant af udskaarne Trælister, og Glasverandaer med en kulørt Rude hist og her. De var malede med lys Oljefarve, Døre og Vinduesposter skinnede grønne og blaa, ja endog røde. Mens Drengen gik og saa paa Husene, kunde han høre helt ud paa Vejen, hvordan Folk, der sad inde i de varme Stuer, snakkede og lo. Ordene kunde han Ikke skelne, men han syntes, det var rart at høre Menneskestemmer. „Jeg gad vidst, hvad de vilde sige, hvis jeg bankede paa og bad om at komme ind,“ tænkte han. Det var jo det, han havde haft i Sinde at gøre, men nu da han saa de oplyste Vinduet, var Mørkerædslen gaaet over. Derimod følte han paany den Skyhed, der altid kom over ham i Nærheden af Mennesker. „Jeg vil se mig lidt mere om i Byen,“ tænkte han, „inden jeg beder nogen, om jeg maa komme ind.“
  Paa et af Husene var der en Altan. Og lige idet Drengen gik forbi, blev Altandørene slaaet op, og et gult Lysskær strømmede ud igennem fine, lette Gardiner. Saa kom der en smuk ung Kone ud paa Altanen og bøjede sig ud over Rækværket. „Det regner, nu faar vi snart Fotaar,“ sagde hun. Da Drengen saa hende, blev han underlig beklemt. Han var nærved at give sig til at græde. For første Gang blev han lidt uhyggelig til Mode ved, at han havde lukket sig ude fra Menneskene.
  Kort efter kom han forbi en Købmandshandel. Udenfor Butikken stod en rød Radsaamaskine. Han blev staaende og saa paa den og krøb tilsidst op paa Kuskens Plads og satte sig der. Da han var kommen derop, smækkede han med Tungen og lod, som om han sad og kørte. Han tænkte paa, hvor det vilde være morsomt at køre saadan en fin Maskine henover en Mark. Et øjeblik havde han glemt, hvordan han var nu, men saa kom han i Tanker om det og sprang hurtigt ned fra Maskinen. Han blev mere og mere urolig. Der var nok mange Ting, den gik glip af, der altid skulde leve ude blandt Dyrene. Mennesker var rigtignok baade mærkelige og dygtige.
  Han kom forbi Postkontoret, og da tænkte han paa alle de Aviser, der hver Dag kom med Nyheder fra alle Verdens HjØrner. Han saa Apoteket og Doktorboligen, og han tænkte paa, at Menneskenes Magt var saa stor, at de kunde kæmpe med Sygdom og Død. Han kom til Kirken og tænkte paa, at den havde Menneskene bygget, for at de der kunde høre Tale om en Verden foruden den, de levede i, om Gud og Opstandelse og et evigt Liv. Og jo længere han gik der, jo mere kom han til at holde af Menneskene.
  Børn er nu engang saadan, at de ikke tænker længer end fra Næse til Mund. Det, der ligger lige for deres øjne, vil de have straks uden at bryde sig om, hvad det kan komme til at koste dem. Niels Holgersen havde ingen Forstand haft paa, hvad han mistede, da han valgte at blive ved at være Nisse, men nu blev han frygtelig bange for, at han maaske aldrig mere kunde faa sin rette Skikkelse igen.
  Hvordan i Alverden skulde han bære sig ad for at blive Menneske? Det vilde han rigtignok gerne vide.
  Han kravlede op paa en Trappe og satte sig til at spekulere midt i den øsende Regn. Han sad der i een Time, i to Timer, og han tænkte, saa han fik Rynker i Panden. Men lige klog blev han. Det var, som om Tankerne kun løb rundt i Hovedet paa ham. Jo længere han sad der, jo umuligere syntes han, det var at finde en Løsning.
  „Dette her er vist altfor svært for en, der har lært saa lidt som jeg,“ tænkte han tilsidst. „Jeg bliver nok alligevel nødt til at gaa tilbage til Menneskene. Jeg kommer til at spørge Præsten og Doktoren og Skolelæreren og andre lærde Folk, der ved, hvad der hjælper for den Slags Ting.“
  Ja, det besluttede han, at han straks vilde gøre, og han rejste sig op og rystede sig, for han var saa vaad som en druknet Mus.
  Lige i det samme saa han en stor Ugle komme flyvende og slaa ned i et af de Træer, der stod langs med Gaden. Straks efter begyndte en Hornugle, der sad under Tagskægget, at røre sig og raabte: „Kivitt, kivitt! Er du hjemme igen, Sumpugle? Hvordan har du haft det udenlands?“
  „Tak skal du have, Hornugle! Jeg har haft det godt,“ sagde Sumpuglen. „Er der sket noget mærkeligt herhjemme, mens jeg har været borte?“
  „Ikke her i Bleking, Sumpugle, men i Skaane er der sket det, at en Dreng er bleven forhekset af en Nisse og gjort saa lille som et Egern, og saa er han rejst til Lapland med en tam Gaas.“
  „Det var en mærkelig Nyhed, en mærkelig Nyhed. Kan han aldrig blive Menneske igen, Hornugle? Kan han aldrig blive Menneske igen?“
  „Det er en Hemmelighed, Sumpugle, men jeg skal alligevel betro dig den. Nissen har sagt, at dersom Drengen passer godt paa den tamme Gase, saa den kommer velbeholden hjem og ....“
  „Hvad mere, Hornugle? Hvad mere? Hvad mere?“
  „Flyv med mig op i Kirketaarnet, Sumpugle, saa skal jeg fortælle dig det altsammen! Jeg er bange for, der kan være nogen, der lytter her midt paa Gaden.“
  Dermed fløj Uglerne deres Vej, men Drengen kastede sin Hue højt op i Vejret. „Naar jeg blot passer paa Gasen, saa han kommer velbeholden hjem, saa bliver jeg Menneske. Hurra! Hurra! Saa bliver jeg Menneske!.
  Han raabte Hurra, saa det var mærkeligt, de ikke hørte ham helt ind i Husene. Men det gjorde de ikke, og han skyndte sig ud til Vildgæssene i den vaade Mose, saa hurtig som hans Ben kunde bære ham.





VII

TRAPPEN MED
DE TRE TRIN

Torsdag 31. Marts.

Næste Dag vilde Vildgæssene drage nordpaa igennem Allbo Herred i Smaaland. De sendte Yksi og Kaksi forud som Spejdere, men da de kom tilbage, sagde de, at alt Vand var frosset og al Jord dækket af Sne. „Lad os saa hellere blive, hvor vi er,“ sagde Vildgæssene. „Vi kan ikke flyve hen over et Land, hvor der hverken er Vand eller Græsning.“ — „Hvis vi bliver, hvor vi er, kan I komme til at vente et helt Maaneskifte over,“ sagde Akka. „Det er bedre at flyve østpaa gennem Bleking og prøve, om vi saa ikke kan komme over Smaaland igennem Møre Herred, der ligger ved Kysten, og hvor Foraaret kommer tidligt.“
  Den næste Dag fløj Drengen altsaa henover Bleking. Det var temmelig daarligt Vejr, men det var lyst. Han var igen i sit rigtige Humør og kunde ikke begribe, hvad der var gaaet af ham om Aftenen. Nu vilde han sandelig ikke opgive Rejsen og Livet i Vildmarken.
  Der laa en tæt Regntaage over Bleking. Drengen kunde ikke se, hvordan det saa ud. „Jeg gad vidst, om det er et godt eller et dårligt Land, jeg rider over,“ tænkte han og prøvede paa at grave op af sin Hukommelse, hvad han i Skolen havde lært om Bleking. Men han vidste egentlig godt, at det ikke kunde nytte noget, for han plejede jo aldrig at læse paa sine Lektier.
  I samme øjeblik saa Drengen hele Skolen for sig. Børnene sad ved de smaa Pulte og rakte Hænderne i Vejret, Læreren sad paa Katederet og saa misfornøjet ud, og selv stod han oppe ved Kortet og skulde svare paa et Spørgsmaal om Bleking, men han kunde ikke et Ord. Lærerens Ansigt blev mørkere for hvert Sekund, der gik, og Drengen tænkte paa, at Læreren var strengere med, at de skulde kunne deres Geografi end med noget andet. Nu gik han ogsaa ned af Katederet, tog Pegepinden fra Drengen og sendte ham tilbage til hans Plads. „Dette her tager en Ende med Forskrækkelse,“ tænkte Drengen.
  Men Læreren gik hen til et af Vinduerne og stod lidt og saa ud, og saa gav han sig til at fløjte. Derpaa gik han op paa Katederet og sagde, at nu skulde han fortælle dem noget om Bleking. Og det, han saa fortalte, var saa morsomt, at Drengen hørte efter. Saa snart han tænkte sig om, kunde han huske hvert Ord.
  „Smaaland er et højt Hus med Grantræer paa Taget,“ sagde Læreren, „og foran det ligger der en bred Trappe med tre store Trin, og den Trappe hedder Bleking.
  Det er en Trappe, der forslaar noget. Den strækker sig otte Mil langs med Forsiden af Smaalandshuset, og den, der vil gaa ad Trappen helt ned til østersøen, han har fire Mil at gaa.
  Der er ogsaa gaaet et godt Stykke Tid, siden den Trappe blev bygget. Der er gaaet baade Dage og Aar, siden de første Trin blev hugget ud af Graasten og lagt der Jævne og glatte som en bekvem Færdselsvej mellem Smaaland og østersøen.
  Da Trappen er saa gammel, kan man nok begribe, at de ikke ser saadan ud nu, som da den var ny. Jeg ved ikke, hvor meget de brød sig om den Slags Ting i de Tider, men den var da altfor stor, til at nogen Kost i Verden kunde overkomme at holde den ren. Efter et Par Aars Forløb begyndte der at vokse Mos og Lav paa den, vissent Græs og visne Blade blæste ned paa den om Efteraaret, og om Foraaret styrtede der Stene og Grus ned over den. Og da alt dette blev liggende, samlede der sig tilsidst saa megen Muldjord paa Trappen, at ikke alene Urter og Græs, men ogsaa Buske og store Træer kunde slaa Rod.
  Der er alligevel blevet stor Forskel paa de tre Trappetrin. Det øverste, der ligger Smaaland nærmest, er for Størstedelen dækket af mager Jord og Smaasten, og dér kan der naturligvis ikke vokse andre Træer end Glasbirk og Hæggebær og Gran, som kan taale Kulden deroppe paa Højden og er tilfredse med lidt. Man forstaar allerbedst, hvor usselt og fattigt der er, naar man ser, hvor smaa de dyrkede Pletter er, der er taget ind fra Skoven, og hvor smaa de Huse er, som Folk bygger sig, og hvor langt der er imellem Kirkerne.
  Paa det mellemste Trin er der straks bedre Jord, og Kulden binder den heller ikke saa strengt; det ser man let paa, at Træerne baade er højere og af en bedre Art. Der vokser Ahorn og Eg og Lind, Hængebirk og Hassel, men ingen Naaletræer. Og endnu bedre kan man se det paa, at der er en Mængde dyrket Jord, og at Folk har bygget sig smukke, store Huse. Der er mange Kirker paa det mellemste Trin, og de er omgivne af store Landsbyer, og det tager sig i enhver Henseende bedre og smukkere ud end det øverste Trin.


Ved Lyckeby Aa.
Ved Lyckeby Aa.

  Men det allernederste Trin er dog det bedste. Det er dækket med god og rigelig Muldjord, og som det ligger der og svømmer i Havet, mærker det ikke det mindste til Smaalandskulden. Her nede kan der trives Bøge og Kastanier og Valnøddetræer, og de vokser sig saa store, at de naar op over Kirketagene. Her findes ogsaa de største Marker, men Folk har ikke alene Skovbrug og Jordbrug at leve af, men de driver ogsaa Fiskeri og Handel og Søfart. Derfor træffer man ogsaa her de dyreste Huse og de smukkeste Kirker, og Landsbyerne er vokset til Flækker og Byer.
  Men hermed er ikke alting sagt om de tre Trin. For man maa betænke, at naar det regner oppe paa Taget af det store Smaalandshus, eller naar Sneen smelter deroppe, saa er Vandet nødt til at løbe et eller andet Sted hen, og saa styrter naturligvis en hel Masse ned ad det store Trappe. I Begyndelsen flød det sagtens ned ad hele Trappen i dens fulde Bredde, men saa fremkom der Revner i den, og nu har Vandet lidt efter lidt vænnet sig til at flyde ned ad den i nogle godt uddybede Furer. Og Vand er Vand, hvor man saa gør af det. Det er aldrig, i Hvile. Et Sted graver og huler det og tager med sig, og et andet Sted lægger det til. De Furer har det gravet ud til Dale. Dalvæggene har det dækket med Jord, og derpaa har Buske og Ranker og Træer klynget sig fast til dem, saa tæt og saa rigt, at de næsten skjuler Strømmen, der gaar nede i Dybet. Men naar Strømmene kommer til Afsatserne mellem Trinnene, er de nødt til at kaste sig hovedkulds ned ad dem, og derved kommer Vandet i saadan en brusende fart, at det faar Kræfter til at drive Møllehjul og Maskiner, og af dem er der ogsaa vokset mange op ved hver eneste Fos.
  Men hermed er dog ikke alting sagt om Landet med de tre Trin. Men det skal ogsaa siges, at deroppe i Smaaland i det store Hus boede en Gang en Jætte, der var bleven gammel. Og det harmede ham, at han i sin høje Alderdom skulde være nødt til at gaa ned ad den lange Trappe for at fiske efter Laks i Havet. Han syntes, det var bekvemmere, om Laksene kom op til ham, der hvor han boede.
  Derfor gik han op paa Taget af sit store Hus, og der stod han og kastede store Sten ned i østersøen. Han kastede dem med saa stor Kraft, at de fløj over hele Bleking og faldt ned i Havet. Og da Stenene faldt, blev Laksen saa forskrækket, at den gik op af Havet, flygtede op ad Strømmen i Bleking, styrtede afsted gennem Fosserne, kastede sig med høje Hop op ad Faldene og først standsede, da den var langt inde i Smaaland hos den gamle Jætte.
  At dette er sandt, kan man se paa de mange øer og Skær, der ligger udenfor Blekings Kyst, og som ikke er andet end de mange store Stene, som Jætten kastede.
  Man kan ogsaa se det paa, at Laksen endnu gaar op i Blekingstrømmene og gennem Fosser og stille Vand arbejder sig helt op til Smaaland.
  Men Blekingsboerne skylder den Jætte stor Tak og ære for Laksefiskeri i Strømmene og Stenhuggeri i Skærgaarden, det er Arbejde, som giver mange af dem deres Føde endnu den Dag i Dag.“





VIII

VED RONNEBY AA

Fredag 1. April.

Hverken Vildgæssene eller Mikkel Ræv havde tænkt sig, de nogensinde mere skulde ses, naar de først havde forladt Skaane. Men nu traf det sig jo saadan, at Vildgæssene kom til at lægge Vejen over Bleking, og der havde Mikkel Ræv ogsaa begivet sig hen. Han havde først opholdt sig i den nordlige Del, og han havde endnu ikke set hverken Herregaardsparke eller Dyrehaver fulde af Raadyr og lækre Raakalve. Han var saa misfornøjet som vel muligt.
  En Eftermiddag, da Mikkel strejfede om i en ensom Skovegn ikke langt fra Ronneby Aa, saa han en Flok Vildgæs drage gennem Luften. Han lagde straks Mærke til, at den ene af Gæssene var hvid, og da vidste han jo, hvem han havde afgøre med.
  Mikkel gav sig straks til at jage efter Gæssene, ligesaa Meget af Lyst til at faa et godt Maaltid Mad som for at hævne sig paa dem for al den Skade, de havde gjort ham. Han saa, at de drog imod øst, til de kom til Ronneby Aa. Derpaa skiftede de Retning og fulgte Aaen sydpaa. Han forstod, at de vilde se at finde en Soveplads ved Bredden af Aaen, og han tænkte, at han vel nok kunde snappe et Par Stykker af dem uden synderlig Vanskefigbed.
  Men da Mikkel omsider fik øje paa det Sted, hvor Gæssene var slaaet ned, saa han nok, at de havde valgt en Plads, der var saa godt beskyttet, at ban ikke kunde komme til dem.
  Ronneby Aa er jo ikke noget stort eller mægtigt Vandløb, men den er alligevel meget kendt for de smukke Bredders Skyld. Paa flere Steder baner den sig Vej mellem stejle Klippevægge, der hæver sig lodret op af Vandet og er helt bevoksede med Kaprifolium og Hæggebær, med HvidtjØrn og Ellebuske, med Rønnebærtræer og Piletræer, og der er ikke meget, der kan være fornøjeligere paa en smuk Sommerdag end at ro ned ad den lille mørke Aa og se op paa alt det bløde Grønne, der hager sig fast i de barske Klippevægge.
  Men nu, da Vildgæssene og Mikkel kom til Aaen, var det tidligt Foraar, raakoldt og blæsende, alle Træer stod nøgne, og der var saamænd ingen, der skænkede det en Tanke, om Aabredden var grim eller køn. Vildgæssene priste deres Lykke, at de under saadan en stejl Klippevæg havde opdaget en smal Strimmel Sand, netop saa stor, at de kunde faa Plads paa den. Foran dem brusende Aaen, der var bred og strid nu i Tøbrudstiden, bag sig havde de en ubestigelig Klippevæg, og nedhængende Grene skjulte dem. De kunde ikke have det bedre.
  Gæssene faldt straks i Søvn, men Drengen lukkede ikke et øje. Saasnart Solen var borte, blev han greben af Mørkerædsel og Vildmarksangst og længtes tilbage til Menneskene. Som han laa der stoppet ind under Gaasevingen, kunde han ingenting se og kun daarligt høre, og tilstødte der Gasen noget, var han ikke i Stand til at redde ham. Raslen og Puslen hørte han fra alle Sider, og der kom saadan en Uro over ham, at han maatte krybe frem under Vingen og sætte sig paa Jorden ved Siden af Gæssene.
  Mikkel stod lang i Ansigtet oppe paa Randen af Klippen og saa ned paa Vildgæssene. „Du kan ligesaa gerne straks opgive at forfølge dem,“ sagde han til sig selv. „Du kan ikke klatre ned ad saadan en lodret Klippe, du kan ikke svømme i saadan en rivende Flod, og nedenfor Bjerget er der ikke den mindste Strimmel Jord, der fører hen til Sovepladsen. De Gæs er dig for kloge. Tænk aldrig mere paa at jage dem.“
  Men Mikkel havde, ligesom andre Ræve, ondt ved at opgive et Foretagende, han havde begyndt paa, og han lagde sig derfor paa den yderste Rand af Klippen og tog ikke sine øjne fra Vildgæssene. Mens han laa og saa paa dem, tænkte han paa alt det onde, de havde gjort ham. Det var jo deres Skyld, han var bleven forvist fra Skaane og havde været nødt til at drage til det fattige Bleking. Han ophidsede sig selv saadan, mens han laa der, at han ønskede Vildgæssene Døden, selv om det ikke blev ham, der kom til at æde dem.
  Da Mikkels Vrede havde naaet en saadan Højde, hørte han noget pusle i en stor Fyr tæt ved Siden af ham og saa et Egern springe ned fra Træet, skarpt forfulgt af en Maar. Ingen af dem lagde Mærke til Mikkel, og han sad stille og saa paa Jagten, der gik fra Træ til Træ. Han saa paa Egernet, der sprang om imellem Grenene saa let, som om det kunde flyve. Han saa paa Maaren, der ikke klatrede slet saa godt som Egernet, men dog løb lige saa sikkert op og ned ad Træstammer, som om det var jævne Stier i Skoven. „Klatrede jeg kun halvt saa godt som en af de to,“ tænkte Ræven, „saa skulde de dernede ikke længe faa Lov at sove i Ro.“
  Saasnart Egernet var fanget og Jagten endt, gik Mikkel hen til Maaren, men blev staaende i to Skridts Afstand til Tegn paa, at han ikke vilde tage Jagtbyttet fra ham. Han hilste meget venligt paa Maaren og ønskede ham til Lykke med Fangsten. Mikkel forstod at belægge sine Ord godt, som Ræve altid gør. Men Maaren, der med sin lange og smalle Krop, sit fine Hoved, sit bløde Skind og sin lysebrune Halsplet ser ud som et lille Vidunder af Skønhed, er i Virkeligheden kun en raa Skovmand, og han svarede ham knap. „Det undrer mig dog,“ sagde Mikkel, „at en vældig Jæger som du lader sig nøje med at jage Egern, naar der er saa meget bedre Vildt indenfor Rækkevidde.“ Her gjorde han et Ophold og ventede paa Svar, men da Maaren ganske frækt viste Tænder ad ham, vedblev han: „Er det muligt, du ikke har set Vildgæssene, der staar her under Klippevæggen? Eller klatrer du ikke godt nok til at komme ned til dem?“
  Denne Gang kom han ikke til at vente paa Svar. Maaren fo'r hen imod ham — dens Ryg var krum, og alle dens Haar havde rejst sig. „Har du set Vildgæs?“ hvæsede han. „Hvor er de? Sig mig det straks, ellers bider jeg Struben over paa dig!“ — „Glem bare ikke, at jeg er dobbelt saa stor som du, saa du maa være lidt høflig. Jeg forlanger ikke bedre end at vise dig Vildgæssene.“
  Et øjeblik efter var Maaren! paa Vej ned ad Brinken, og mens Mikkel sad og saa paa, hvordan han bugtede sin slangeagtige Krop fra Gren til Gren, tænkte han: „Den smukke Træjæger dèr har det grusomste Hjerte i hele Skoven. Jeg tror nok, Vildgæssene faar mig at takke for en blodig Opvaagnen.“
  Men netop da Mikkel ventede at høre Gæssenes Dødsskrig, saa han Maaren falde ned fra en Gren og plumpe i Aaen, saa Vandet sprøjtede i Vejret. Straks efter lød der en smældende Lyd af haarde Vinger, og alle Gæssene steg til Vejrs i ilsom Flugt.
  Mikkel vilde straks skynde sig efter Gæssene, men han var saa nysgerrig efter at faa at vide, hvordan de var bleven frelst, at han blev siddende, til Maaren kom klatrende op igen. Staklen var dyndvaad og blev nu og da staaende for at gnide sig i Ansigtet med Forpoterne. „Tænkte jeg ikke nok, du var en Klodrian og faldt i Aaen?“ sagde Mikkel foragteligt.
  „Jeg har ikke været klodset. Du skal ikke skælde mig ud,“ sagde Maaren. „Jeg sad allerede paa en af de nederste Grene og tænkte paa, hvordan jeg skulde bære mig ad med at rive en hel Mængde af Gæssene ihjel, da en lille Knægt, der ikke var større end et Egern, kom farende og kastede mig en Sten i Hovedet med saadan Kraft, at jeg faldt i Vandet, og inden jeg naaede at kravle op ...“
  Maaren kunde spare sig at sige mere. Han havde ingen Tilhører længer, Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.
  Imidlertid var Akka fløjet mod Syd, mens hun ledte efter en ny Soveplads. Der var endnu lidt tilbage af Dagslyset, og desuden stod Halvmaanen bøjt paa Himlen, saa hun nogenlunde kunde se. Heldigvis var hun godt kendt der paa Egnen, for det var sket mer end een Gang, at hun af Storm var bleven drevet ind i Bleking, naar hun om Foraaret drog over østersøen.
  Hun fulgte Aaen, saa længe hun kunde se den sno sig gennem det maanelyse Landskab som en glinsende sort Slange. Saaledes kom hun helt til Djupafors, hvor Aaen først skjuler sig i en underjordisk Rende og derpaa, klar og gennemsigtig som Glas, styrter sig ned i en trang Kløft, mod hvis Bund den knuses til blinkende Draaber og vidtsprøjtende Skum. Under det hvide Fossefald laa nogle Stene, imellem hvilke Vandet styrtede afsted med vild Brusen, og her slog Akka ned. Dette var igen en god Soveplads, især saa sent paa Aftenen, naar ingen Mennesker var paa Færde. Ved Solnedgangstid havde Gæssene næppe kunnet slaa ned der, for Djupafors ligger ikke i en ensom Egn. Paa den ene Side af Faldet ligger der en Papirmassefabrik, og paa den anden, der er stejl og bevokset med Træer, ligger Djupadals Park, hvor der altid er Folk, som strejfer om paa de glatte og stejle Stier for at nyde Synet af den viltre Flods brusende Løb nede i Kløften.
  Det var her som paa det første Sted: ingen af de rejsende skænkede det en Tanke, at de var paa et smukt og bekendt Sted. De syntes sagtens snarere, at det var uhyggeligt og farligt at staa og sove paa glatte, vaade Stene midt i en larmende Fos. Men de maatte jo slaa sig til Taals, naar de blot var beskyttede imod Rovdyr.
  Gæssene faldt straks i Søvn, Drengen derimod havde ikke Ro til at sove, men sad ved Siden af dem for at passe paa Gasen.
  Lidt efter kom Mikkel løbende langs Aabredden. Han fik straks øje paa Gæssene ude i Skumhvirvlerne og indsaa, at han heller ikke nu kunde komme dem til Livs. Men han vilde alligevel ikke opgive dem; han satte sig paa Bredden og saa paa dem. Han følte sig meget ydmyget og syntes, hele hans Anseelse som Jæger stod paa Spil.
  Pludselig saa han en Odder komme krybende op af Fossen med en Fisk i Munden. Mikkel gik henimod ham, men blev staaende i to Skridts Afstand for at vise, at han ikke agtede at tage Jagtbyttet fra ham. „Du er en underlig en, at du lader dig nøje med at fange Fisk, naar der er fuldt af Vildgæs ude paa Stenene,“ sagde Mikkel. Han var saa ivrig, at han ikke gav sig Tid til at belægge sine Ord saa godt, som han plejede. Odderen drejede ikke engang Hovedet hen imod Aaen. Han var en Landstryger som alle Oddere, havde ofte fisket i Vombsøen og kendte godt Mikkel Ræv. „Jeg ved nok, hvordan du bærer dig ad for at snyde dig en Laksørred til, Mikkel,“ sagde han. — „Ja saa, er det dig, Gripe,“ sagde Mikkel og blev glad, for han vidste, at den Odder var en modig og dygtig Svømmer. „Det er jo ikke saa underligt, at du ikke vil se paa Vildgæssene, naar du ikke kan komme ud til dem.“ Men Odderen, der havde Svømmehud imellem Tæerne, en stiv Hale, der var ligesaa god som en Aare, og en vandtæt Pels, vilde ikke lade det sidde paa sig, at der var en Fos, han ikke turde binde an med. Han vendte sig om imod Strømmen, og saasnart han fik øje paa Vildgæssene, kastede han Fisken og styrtede sig ned ad den stejle Klippebred ud i Aaen.
  Havde det været lidt længere hen paa Foraaret, saa Nattergalene i Djupadals Park havde været hjemme, vilde de i mange Nætter bagefter have sunget om Gripes Kamp med Fossen. For Odderen blev mange Gange revet med af Bølgerne og drevet ned ad Aaen, men han arbejdede sig hver Gang opad igen. Han svømmede gennem Dødvande, han kravlede over Stene, og lidt efter lidt kom han Vildgæssene nærmere. Det var et Vovestykke, der nok kunde fortjent at besynges af Nattergalene.
  Mikkel fulgte ham med øjnene, saa godt han kunde. Til sidst saa han, at Odderen var i Færd med at klatre op til Vildgæssene. Men i samme øjeblik lød der et vildt, skingrende Skrig. Odderen styrtede baglænds i Vandet og blev revet med af Bølgerne, som om den var en blind Kattekilling. Straks efter smældede det igen haardt i Gæssenes Vinger. De lettede og fløj bort for at skaffe sig en ny soveplads.
  Odderen kom snart op paa Land. Han sagde ikke noget men gav sig til at slikke sin ene Forpote. Da Mikkel haanede ham, fordi han havde haft Uheld med sig, udbrød han: „Det var ikke, fordi jeg ikke kan svømme, Mikkel. Jeg var naaet helt hen til Gæssene og skulde netop til at klatre op til dem, da en lille Purk, kom løbende og huggede mig i Foden med et skarpt Jern. Det gjorde saa ondt, at jeg tabte Fodfæstet, og saa tog Fossen mig.“
  Hun kunde spare sig at sige mere. Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.
  Endnu engang maatte Akka og hendes Flok flygte ud i den mørke Nat. HeldigvIs var Maaen ikke gaaet ned, og ved Hjælp af dens Skin lykkedes det hende at finde een til af de Sovepladser, som hun kendte der paa Egnen. Hun fulgte igen den blinkende Aa sydpaa. Uden at slaa ned svævede hun hen over Herregaarden Djupadal og over Ronnebys mørke Tage. Men et Stykke syd for Byen, ikke langt fra Havet, ligger Ronneby Bad med Badehus og Kurhus, med store Hoteller og Sommerboligeer for Kurgæster. Alt dette staar tomt og øde Vinteren igennem, hvad alle Fugle ved god Besked med, og mange er de Fugleskarer, der i strenge Stormtider søger Læ paa de tomme Bygningers Altaner og Verandaer.
  Her slog Vildgæssene ned paa en Altan og faldt som sædvanlig straks i Søvn. Men Drengen kunde ikke sove, fordi han ikke vilde krybe ind under Gasens Vinge.
  Altanen vendte imod Syd, saa at Drengen havde Udsigt over Havet. Og da han nu ikke kunde sove, sad han og saa paa, hvor smukt det tog sig ud, naar Hav og Land mødtes her i Bleking.
  Det er jo saa, at Hav og Land kan mødes paa mange forskellige Maader. Mange Steder gaar Landet ned imod Havet med flade tuede Enge, og Havet tager imod Landet med Flyvesand, som det dynger op i Driver og Klitter. Det er, som om de to syntes saa ilde om hinanden, at de kun vilde vise hinanden deres allerdaarligste Side. Men det kan ogsaa ske, at Landet, naar det gaar ned imod Havet, rejser en Klippevæg foran sig, som om Havet var noget farligt, og naar Landet gør det, gaar Havet det i Møde med vrede Brændinger, skummer og buldrer og slaar imod Klipperne og ser ud, som om det vilde rive Landjorden i Stykker.
  Men i Bleking gaar det helt anderledes til, naar Hav og Land mødes. Der splitter Landet sig ad i Odder og øer og Holme, og Havet deler sig i Bugter og Vige og Sunde, og det er maaske det, der gør, at det ser ud, som om de mødtes i Glæde og Samdrægtighed.


Hvor Hav og Land mødes.
Hvor Hav og Land mødes.

  Tænk nu først og fremmest paa Havet! Langt ude ligger det øde og tomt og stort og gør ikke andet end rulle sine graa Bølger. Naar det nærmer sig Land, møder det det første Skær. Det gør det sig straks til Herre over, river alt det grønne af det og gør det ligesaa nøgent og graat, som det selv er. Saa møder det et Skær til. Det gaar ligedan med det. Og et til. Ja, det gaar ogsaa ligedan med det. Det bliver afklædt og plyndret, som om det var faldet blandt Røvere. Men saa kommer der flere og flere Skær, og da forstaar vistnok Havet, at Landet sender det sine mindste Børn i Møde for at bevæge det til Mildhed. Det bliver ogsaa venligere og venligere, jo længere det kommer ind, ruller sine Bølger mindre høje, dæmper sine Storme, lader det grønne blive staaende i Sprækker og Revner, deler sig i smaa Sunde og Vige og bliver tilsidst inde ved Land saa lidt frygtindgydende, at smaa Baade vover sig ud paa det. Det kan vist ikke kende sig selv igen, saa lyst og venligt er det blevet.
  Og tænk saa paa Landjorden! Den ligger saa ensformig, og den ene Plet ligner den anden. Den bestaar af flade Marker, hist og her med en Birkelund imellem, eller ogsaa af lange skovbevoksede Højdedrag. Den ser ud, som om den ikke tænkte paa andet end Havre og Roer og Kartofler og Gran og Fyr. Saa kommer der en Fjord, der skærer sig dybt ind i den. Det gør den ikke noget Væsen af, men kanter den med Birk og El, ganske som den var en almindelig Ferskvandssø. Saa kommer endnu en Fjord farende. Heller ikke den pryder Landjorden sig om at gøre Stads af, men denne faar samme Beklædning som den første. Men saa begynder Fjordene at udvide sig og dele sig. De splitter Markerne og Skovene ad, og saa kan Landjorden ikke undgaa at lægge Mærke til dem. „Jeg tror sandelig, det er selve Havet, der kommer,“ siger Landjorden, og saa begynder den at pynte sig. Den kranser sig med Blomster, bugter sig i Bakke, Dal, og kaster øer ud i Havet. Den vilde ikke vide noget af Fyr og Gran længer, men kaster dem bort som en gammel Hverdagsdragt og pranger istedetfor med store Egetræer og Linde og Kastanier og med blomstrende Lunde og bliver saa pyntelig som en Herregaardspark. Og da den mødes med Havet, er den saa forandret, at den ikke kan kende sig selv igen.
  Alt det; kan man jo ikke rigtig se, før det bliver Sommer, men Drengen kunde alligevel nok mærke, hvor mild og venlig Naturen var, og han var roligere til Mode end tidligere paa Natten. Da hørte han pludselig en høj, uhyggelig Tuden nede fra Kurparken. Og da han rejste sig op, saa han en Ræv staa i det hvide Maanelys paa Pladsen under Altanen. For Mikkel forfulgte endnu engang Gæssene. Men da han fandt det Sted, hvor de havde stillet sig, indsaa han, at det nu var umuligt at komme dem til Livs, og saa kunde han ikke lade være med at hyle af ærgrelse.
  Da Ræven hylede saadan, vaagnede den gamle Akka, Førergaasen, og skønt hun næsten ingenting kunde se, syntes hun dog, hun skulde kende Stemmen. „Er det dig, Mikkel, der er ude i Nat?“ sagde hun. — „Ja,“ sagde Mikkel, „det er mig, og nu vil jeg gerne spørge, hvad I Gæs synes om den Nat, jeg har skaffet jer.“ — „Er det din Mening, at det er dig, der har sendt os baade Maaren og Odderen paa Halsen?“ spurgte Akka. — „En god Gerning skal man ikke nægte,“ sagde Mikkel. „I har engang leget Gaaseleg med mig. Nu er jeg begyndt at lege Ræveleg med jer, og jeg er ikke til Sinds at holde op, saa længe der er en eneste en af jer i Live, om jeg saa skulde blive nødt til at følge jer hele Landet over.“ — „Ja, Mikkel, du skulde dog betænke, om det er rigtigt af dig, der er bevæbnet baade med Tand og med Klo, saadan at forfølge os, der er forsvarsløse,“ sagde Akka. Mikkel syntes, det lød, som om Akka var bange, og han sagde hurtigt: „Hvis du vil tage og kaste denne hersens Tommeltot ned til mig, han, som nu saa mange Gange er kommen mig paa tværs, saa lover jeg at slutte Fred med dig, Akka. Saa skal jeg aldrig mere forfølge dig eller nogen af dine.“ — „Jeg kan ikke give dig Tommeltot,“ sagde Akka. „Fra den yngste til den ældste af os vil vi allesammen gerne vove vort Liv for hans Skyld.“ — „Holder I saa meget af ham,“ sagde Mikkel, „saa lover jeg dig, at han skal blive den første af jer, som jeg tager Hævn over.“
  Akka sagde ikke mere, og da Mikkel havde udstødt endnu et Par Hyl, blev alt stille. Men Drengen laa stadig vaagen. Nu var det Akkas Ord til Ræven, der hindrede ham i at sove. Aldrig havde han tænkt sig, han skulde høre noget saa stort, som at nogen vilde vove Livet for hans Skyld. Fra det øjeblik af kunde det ikke mere siges om Niels Holgersen, at der ingen var, han holdt af.





IX

KARLSKRONA

Lørdag 2. April.

Det var en Aften i Karlskrona, og det var Maaneskin. Der var stille og smukt, men før paa Dagen havde det stormet og regnet, og Folk troede sagtens, det var ondt Vejr endnu, for næppe et Menneske havde vovet sig ud paa Gaden.
  Som Byen nu laa saa forladt, kom Vildgaasen Akka og hendes Flok flyvende over Vämmöen og Pantarholmen ned imod den. De var ude i den sene Aftenstund for at søge sig en sikker Soveplads i Skærgaarden. De kunde ikke blive paa Land, fordi Mikkel Ræv forstyrrede dem, hvorsomhelst de slog ned.
  Da nu Drengen kom ridende højt oppe i Luften og saa paa Havet og Skærgaarden, der udbredte sig for ham, syntes han, alt saa' saa underligt og spøgelseagtigt ud. Himlen var ikke længer blaa; den hvælvede sig over ham som en Kuppel af grønt Glas. Havet var mælkehvidt. Saa langt han kunde se, kom der rullende smaa, hvide Bølger med Sølvglans paa Toppen. Midt i dette hvide laa de, mangfoldige Skærgaardsøer, ganske kulsorte. Enten de var store eller smaa, enten de var flade som Enge eller fulde af Klipper, var de lige sorte. Ja selv Huse og Kirker og Vejrmøller, der ellers er hvide eller røde, tegnede sig sorte mod den grønne Himmel. Drengen syntes, det var, som om Jorden under ham var bleven forbyttet, og han var kommen til en anden Verden.
  Han sagde til sig selv, at i Nat vilde han holde tappert ud og ikke være bange, men saa fik han straks øje paa noget, der gjorde ham ordentlig forskrækket. Det var en høj Klippeø, der var bedækket med store, kantede Stenblokke, og mellem de sorte Stenblokke glimtede der Prikker af klart skinnende Guld. Han kunde ikke lade være at tænke paa Maglestenen ved Trolle–Ljungby, som Troldene engang imellem rejste paa høje Guldstøtter, og han tænkte, at dette maaske var noget af samme Slags.
  Men det fik endda være med Stenene og Guldet, naar der blot ikke havde ligget saa meget Djævelskab i Vandet rundt omkring øen. Det saa ud som Hvaler og Hajer og andre store Havdyr, men Drengen forstod jo nok, at det var Havtroldene, der havde samlet sig om øen og vilde kravle derop og kæmpe med Landtroldene, som boede der. Og de deroppe paa Land var vist bange, for han kunde se en stor Kæmpe staa oppe paa Toppen af øen og strække Armene i Vejret som i Fortvivlelse over al den Ulykke, der vilde overgaa ham og hans ø.
  Drengen blev ikke saa lidt forskrækket, da han mærkede, at Akka begyndte at dale, da de var lige over den ø. „Uha, uha! Vi skal da vel ikke slaa ned der?“ sagde han.
  Men Gæssene blev ved at dalet og snart maatte Drengen forbavses over, at han havde set forkert. For det første var de store Stenblokke ikke andet end Huse. Hele øen var en By, og de skinnende Guldprikker var Lygter og Rækker af oplyste Vinduer. Kæmpen, der stod oppe paa Toppen af øen og strakte Armene i Vejret, var en Kirke med to firkantede Taarne, og alle Hav–Trolde og Uhyrer, som han troede, han saa, var Baade og Skibe af alle Slags, der laa fortøjede rundt om øen. Paa den Side, der vendte imod Land, var der mest Robaade og Sejlbaade og smaa Kystdampere, men til den Side, der vendte ud imod Havet, laa der panserklædte Orlogsmænd, nogle brede med vældig tykke, bagud hældende Skorstene, andre lange og smalle og saadan dannede, at de maatte kunne glide gennem Vandet som Fiske.
  Hvad i Alverden kunde dette være for en By? Jo, Drengen kunde nok finde ud af det, da han saa de mange Krigsskibe. Han havde elsket Skibe, fra han var lille, skønt han ikke havde haft noget at gøre med andre end de Galejer, han havde sat ud at sejle i Grøfterne. Han var ganske klar over, at den By, hvor der laa saa mange Krigsskibe, ikke kunde være nogen anden end Karlskrona.
  Drengen havde haft en gammel Morfader, der var Orlogsmatros, og saa længe han levede, havde han hver Dag fortalt om Karlskrona, om det store Orlogsværft og om alt det andet, som var at se der i Byen. Her følte Drengen sig ganske som hjemme, og han blev glad over, at han nu fik alt det at se, som han havde hørt saa megen Tale om.
  Men han naaede ikke at faa mere at se end et Glimt af Taarnene og Fæstningsværkerne, der spærrede Indløbet til Havnen, og af de mange Bygninger paa Værftet, før Akka slog ned paa det ene af de to flade Kirketaarne.
  Det var jo rigtignok et sikkert Sted for den, der vilde undgaa en Ræv, og Drengen tænkte, at denne ene Nat turde han vist nok krybe ind under Gasens Vinge. Ja, det turde han ganske vist, det skulde gøre godt at sove lidt. Saasnart det blev lyst, vilde han prøve paa at faa lidt mere af Værftet og Skibene at se.

   — — —

  Drengen syntes selv, det var underligt, at han ikke kunde forholde sig rolig og vente med at se Skibene til næste Morgen. Han havde vist ikke sovet i fem Minutter, før han smuttede frem under Vingen og gled ned paa Gaden langsmed Lynaflederen og Tagrenderne.
  Snart stod han paa et stort Torv, der laa udenfor Kirken. Det var brolagt med toppede Sten og var ligesaa besværligt for ham at gaa paa, som for voksne at gaa paa en Eng fuld af Tuer. De, der holder til i Vildmarken eller bor langt ude paa Landet, bliver altid uhyggelig til Mode, naar de kommer ind til en By, hvor Husene staar lige op og ned og Gaderne ligger aabne, saa enhver kan se dem, der gaar i dem. Og saadan gik det nu Drengen. Da han stod paa det store Karlskrona Torv og saa paa Tyske–Kirken og Raadhuset og Storkirken, som han nylig var steget ned fra, saa kunde han ikke lade være at ønske, at han var oppe igen i Taarnet hos Gæssene.
  Et Held var det, at der var ganske tomt paa Torvet. Der var ikke et Menneske, hvis man da ikke vilde regne en Statue, der stod paa et højt Fodstykke. Drengen saa længe paa Statuen, der forestillede en stor, sværlemmet Mand med trekantet Hat, lang Frakke, Knæbukser og tykke Sko, og spekulerede paa, hvad det kunde være for en. Han havde en lang Stok i Haanden og saa ogsaa ud, som om han kunde bruge den, for han havde et gruelig strengt Ansigt med en stor, krum Næse og en grim Mund.
  „Sikken en Langlæbe! hvad staar han der efter?“ sagde Drengen tilsidst. Aldrig havde han selv følt, sig saa lille og ussel som den Aften. Han prøvede at stive sig af ved at sige et rask Ord. Saa tænkte han ikke mere paa Statuen, men gik om ad en bred Gade, der førte ned til Søen.
  Men han havde ikke gaaet langt, før han hørte, at der kom nogen efter ham. Der gik en bag efter ham og trampede med tunge Skridt og stødte haardt i Stenbroen med en jernbeslaaet Stok. Det lød, som om det var selve den store Broncemand deroppe paa Torvet, der havde begivet sig paa Vandring.
  Drengen lyttede efter Skridtene, mens han løb ned ad Gaden, og han blev sikrere og sikrere paa, at det var Broncemanden. Jorden skælvede, og Husene rystede. Der var ingen andre end han, der kunde træde saa tungt, og Drengen blev bange, da han tænkte paa, hvad han nylig havde sagt til ham. Han turde ikke dreje Hovedet for at se, om det virkelig var ham.
  „Maaske han kun er ude at spadsere for sin Fornøjelse,“ tænkte Drengen. „Han kan da umulig være vred paa mig for det, jeg sagde. Jeg mente ikke noget ondt med det.“
  Istedetfor at gaa ligefrem og prøve paa at naa ned til Værftet drejede Drengen om ad en Gade, der gik østpaa. Først og fremmest maatte han bort fra den, der fulgte efter ham.
  Men straks efter hørte han Broncemanden dreje om ad den samme Gade, og Drengen blev saa bange, at han ikke vidste sine levende Raad. Og hvor svært det dog var at finde Skjulesteder i en By, hvor alle Porte var lukkede! Da saa han paa sin højre Haand en gammel Trækirke, der laa et Stykke fra Gaden i et stort Anlæg. Han betænkte sig ikke et øjeblik, men styrtede henimod Kirken. „Slipper jeg blot derhen, saa er jeg beskyttet imod alt ondt,“ tænkte han.
  Som han nu løb afsted, fik han pludselig øje paa en Mand, der stod midt i Grusgangen og vinkede ad ham. „Der er vist en, der vil hjælpe mig,“ tænkte Drengen, blev meget glad og skyndte sig derhen. Han var virkelig saa bange, at Hjertet slog voldsomt i Brystet paa ham.
  Men da han kom hen til Manden, der stod paa et lille Fodstykke ved Grusgangen, blev han helt betuttet. „Det kan da ikke være ham, der vinkede ad mig,“ tænkte han, for han saa, at hele Manden var af Træ.
  Han blev staaende og stirrede paa ham. Det var en firskaaren, kortbenet Mand med et bredt, rødblisset Ansigt, blankt sort Haar og sort Fuldskæg. Paa Hovedet havde han en sort Træhat, paa Kroppen en brun Træfrakke, om Livet et sort Træbælte, paa Benene havde han vide, graa Træknæbukser og Træstrømper og paa Fødderne sorte Træstøvler. Han var nymalet og nyferniseret, saa han skinnede og blinkede i Maaneskinnet, og det gjorde maaske sit til at give ham et saa godmodigt Udtryk, at Drengen straks fattede Tillid til ham.
  Han stod med en Trætavle i den venstre Haand, og paa Tavlen læste Drengen:

Saa bønlig Jeg dig beder,
Skønt Stemmen kun er mat:
Læg her en Skilling neder,
Men tag først af min Hat!


  Naa, saa Manden yar ikke andet end en Fattigbøsse. Drengen var skuffet. Han havde ventet sig noget meget mærkeligt ud af dette. Og nu kom han i Tanker om, at Morfaderen ogsaa havde fortalt om den Træmand og sagt, at alle Børn i Karlskrona holdt saa meget af ham. Og det var aabenbart sandt, for ogsaa ham faldt det svært at skilles fra Træmanden. Han havde noget saa gammeldags ved sig, at man godt kunde tage ham for at være mange hundrede Aar, og alligevel saa han saa stærk og kæk og livsglad ud, netop som man forestiller sig, at Folk saa ud i gamle Dage.
  Det morede Drengen saa meget at se paa Træmanden, at han rent glemte den anden, som han flygtede for. Men nu hørte han ham. Han drejede af fra Gaden og kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa der kom han bagefter. Hvor skulde dog Drengen gøre af sig selv?
  I det samme saa han Træmanden bøje sig ned imod ham og række sin store brede Haand ud. Det var umuligt at tiltro ham noget ondt, og med et Spring stod Drengen oppe i Haanden. Og Træmanden førte ham op til sin Hat og puttede ham ind under den.
  Knap var Drengen gemt, og knap havde Træmanden faaet sin Arm paa Plads igen, før Broncemanden standsede foran ham og stødte Stokken haardt mod Jorden, saa Træmanden rystede paa sit Fodstykke. Og saa sagde Broncemanden med stærk og skingrende Stemme: „Hvad er han for en?“
  Træmandens Arm fo'r i Vejet, saa det knagede i det gamle Træværk, og han tog til Hatteskyggen, da han svarede: „Rosenbom, med Deres Majestæts Tilladelse. I sin Tid Højbaadsmand paa Linjeskibet Dristigheden, efter endt Krigstjeneste Kirkebetjent ved Admiralitetskirken, nu paa Sidstningen skaaret i Træ og stillet op paa Kirkegaarden som Fattigbøsse.“
  Det gav et Sæt i Drengen, da han hørte Træmanden sige: „Deres Majestæt.“ For nu, da han tænkte sig om, vidste han godt, at Statuen paa Torvet forestillede ham, der havde grundlagt Byen. Det var saamænd ingen ringere end Karl den ellevte i egen Person, han var kommen i Lag med.
  „Han gi'er klar Besked,“ sagde Broncemanden. „Kan han nu ogsaa sige mig, om han har set noget til en lille Knægt, der løber om i Byen i Nat? Det er en næsvis Kanalje, og kan jeg bare faa fat i ham, skal jeg lære ham Mores.“ Og saa stødte han endnu engang Stokken imod Jorden og saa forfærdelig vred ud.
  „Jeg har set ham, med Deres Majestæts Tilladelse,“ sagde Træmanden, og Drengen blev saa bange, at han sad og rystede i sit Skjulested inde under Hatten, hvor han kunde se Broncemanden gennem en Revne i Træet. Men han blev rolig igen, da Træmanden vedblev: „Deres Majestæt er paa Vildspor. Knægten havde ganske vist i Sinde at løbe ind og gemme sig paa Værftet.“
  „Siger han det, Rosenbom? Men saa maa han ikke længer staa rolig paa sin Forhøjning; kom hellere med og hjælp mig at finde ham! Fire øjne ser mere end to, Rosenbom.“
  Men Træmanden svarede med ynkelig Stemme: „Jeg beder underdanigst, om jeg maa blive staaende, hvor jeg staar. Jeg er nymalet, og derfor ser jeg frisk og skinnende ud, men jeg er gammel og skør og kan ikke taale at røre mig.“
  Broncemanden var nok ikke af dem, der holdt af Modsigelse. „Hvad er det for Krumbugter? Vil han straks komme med, Rosenbom!“ Og han løftede sin lange Stok og gav den anden et Slag over Ryggen, saa det drønede. „Kan han se, han holder, Rosenbom?“
  Dermed begav de sig paa Vej og gik store og vældige hen ad Karlskronas Gader, til de naaede en høj Port, der førte ind til Værftet. Udenfor gik en Matros af Flaaden paa Vagt, men Broncemanden skred kun forbi ham og sparkede Porten op, uden, at det lod til, Matrosen saa det.
  Saasnart de var kommen ind paa Værftet, saa de foran sig en stor og bred Havn, afdelt med Bolværker. I de forskellige Havnebassiner laa Krigsskibene og saa større og mere frygtindgydende ud her paa nært Hold end før, da Drengen saa dem ovenfra. „Det var slet ikke saa tosset at tro, det var Havtrolde,“ tænkte han.
  „Hvor tror han, det er fornuftigst, at vi begynder vor Søgen, Rosenbom?“ sagde Broncemanden.
  „Saadan en lille en! kunde vel allersnarest komme til at skjule sig i Modelsalen,“ svarede Træmanden.
  Paa en smal Strimmel Land, der til højre for Porten strakte sig ud langs med hele Havnen, laa nogle gammeldags Bygninger. Broncemanden gik hen til et Hus med lave Mure, smaa Vinduer og et højt Tag. Han stødte til Døren med sin Stok, saa den sprang op, og trampede opad en Trappe med slidte Trin. Derpaa kom de ind i en stor Sal, der var fuld af taklede og fuldriggede Smaaskibe. Drengen forstod, uden at nogen sagde ham det, at det var Modeller til de Skibe, der var byggede til den svenske Flaade.
  Der var Skibe af mange forskellige Slags. Der var gamle Linjeskibe med Siderne spækkede med Kanoner, med høje Overbygninger for og agter og med Master, der tyngedes af et Virvar af Sejl og Tovværk. Der var smaa Skærgaargsfartøjer med Rorbænke langs Skibssiderne, der var Kanonbaade uden Dæk og rigt forgyldte Fregatter, som var Modeller til dem, Kongerne havde benyttet paa deres Rejser. Endelig var der ogsaa de tunge, brede Panserskibe med Taarne og Kanoner paa Dækket, der bruges nu til Dags, og smalle, blanke Torpedobaade, der lignede lange, tynde Fisk.
  Da Drengen blev baaret om imellem alt dette, blev han meget forundret.
  „Tænk, at vi har bygget saa store og smukke Skibe her i Sverige!“ tænkte han ved sig selv.
  Han havde god Tid til at se paa alt, hvad der var derinde, for da Broncemanden saa Modellerne, glemte han alt andet Han saa paa dem alle fra de første til de sidste og gjorde Spørgsmaal om dem. Og Rosenbom, Højbaadsmand paa Dristigheden, fortalte alt, hvad han vidste om Skibenes Bygmestre og om dem, der havde ført dem, og hvad Skæbne de havde haft. Han fortalte om Chapman og Puke og Trolle, om Hogland og Svensksund lige ned til 1809, for efter den Tid havde han ikke været med.
  Baade han og Broncemanden syntes bedst om de smukke, gamle Træskibe. De ny Panserskibe forstod de sig aabenbart ikke rigtig paa.
  „Jeg mærker, at Rosenbom ikke ved noget om disse nye Tingester,“ sagde Broncemanden. „Lad os derfor gaa hen og se paa noget andet, for dette interesserer mig, Rosenbom!“
  Det lod til, han helt havde glemt Drengen, og denne sad ganske rolig og tryg oppe i Træhattn.
  Derpaa vandrede de to Mænd igennem de store Værkstedsrum: Sejlmagerværkstedet og Ankersmedjen, Maskin– og Snedkerværkstederne. De saa Mastekranerne og Dokkerne, de store Forraadshuse, Artillerigaarden, Tøjhuset, den lange Reberbane og den store, forladte Dok, der var sprængt ind Klippen. De gik ud paa Bolværkerne, hvor Orlogsmændene laa fortøjede, gik om Bord paa dem og besaa dem som to gamle Søulke, forundrede sig og forkastede, og beundrede og ærgrede sig.
  Drengen sad ganske rolig under Træhatten og hørte tale om, hvordan man havde stridt og arbejdet paa dette Sted for at udruste alle de Flaader, der var gaaet ud herfra. Han hørte, hvordan man havde vovet Liv og Blod, hvordan man havde ofret sin sidste Skærv for at bygge Krigsskibe, hvordan kloge Mænd havde sat alle deres Kræfter ind paa at forbedre og fuldkommengøre disse Skibe, der var Fædrelandets Værn. Det var ikke langtfra, at Drengen et Par Gange fik Taarer i øjnene, naar han hørte tale om alt dette. Og han var glad over, at han fik saa god Besked om det.
  Til allersidst gik de ud i en aaben Gaard, hvor Gallionsfigurerne fra de gamle Linjeskibe stod opstillet. Og mærkeligere Syn havde Drengen aldrig set, for disse Figurer havde vældige, skrækindjagende Ansigter. De var store, dristige og vilde, fyldt af samme stolte Aand, der havde udrustet de store Skibe. De var fra en anden Tid end hans. Han følte sig saa lille overfor dem.
  Men da de kom derud, sagde Broncemanden til Træmanden: „Tag nu Hatten af, Rosenbom, for dem, her staar! De har været i Kamp for Fædrelandet!“
  Og Rosenbom havde ligesom Broncemanden glemt, hvorfor de var kommen ud paa den Vandring. Uden at tænke sig om tog han Træhatten af Hovedet og raabte:
  „Jeg tager Hatten af for den, der valgte Havnen og grundlagde Værftet og genskabte Flaaden, for den Konge, der vakte alt dette til Live!“
  „Tak Rosenbom! Det var godt sagt. Rosenbom er en Hædersmand. Men hvad er dog det, Rosenbom?“
  For der Stod Niels Holgersen midt oppe paa Rosenboms skaldede Isse. Men nu var han ikke mere bange; han tog sin hvide Hue af og rabte: „Hurra for dig, Langlæbe!“
  Broncemanden stødte Stokken haardt mod Jorden, men Drengen fik aldrig at vide, hvad han havde haft i Sinde at gøre, for nu stod Solen op, og i samme øjeblik forsvandt baade Broncemand og Træmand, som om de var skabt af Taager. Mens han endnu stod og stirrede efter dem, fløj Vildgæssene op fra Kirketaarnet og svævede frem og tilbage over Byen. Pludselig fik de øje paa Niels Holgersen, og den store hvide skød ned fra Skyerne og hentede ham.





X

REJSEN TIL
ØLAND

Søndag 3. April.

Næste Morgen fløj Vildgæssene ud paa en Skærgaardsø for at græsse. Der traf de sammen med nogle Graagæs, der blev forbavsede over at se dem, for de vidste meget godt, at deres Slægtninge, Vildgæssene, foretrækker at flyve henover det Indre af Landet. De var nysgerrige og spørgelystne og slog sig ikke til Ro, før Vildgæssene fortalte dem, hvordan Mikkel Ræv havde forfulgt dem. Da de tav, sagde en Graagaas, der saa ud til at være ligesaa gammel og ligesaa klog som Akka selv: „Det var en stor Ulykke for jer, at Ræven blev erklæret fredløs i sit eget Land. Han holder nok, sit Ord og følger efter jer helt op til Lapland. Var jeg i jeres Sted, vilde jeg ikke rejse nordpaa over Smaaland, men hellere rejse ad Søvejen over øland, saa han taber Sporet helt. For at bringe ham rigtig paa Vildspor skulde I blive et Par Dage paa ølands Sydspids. Der er Mad nok og Selskab nok. Jeg tror ikke, I vil fortryde det, hvis I rejser derover.“
  Det var nu virkelig et klogt Raad, og Vildgæssene besluttede at følge det. Saasnart de havde spist sig godt mætte, begav de sig paa Vej til øland. Ingen af dem havde nogensinde været der før, men Graagaasen havde givet dem Anvisning paa gode Vejmærker. De skulde kun flyve lige sydpaa, til de mødte det store Fugletræk, der gik langs Kysten af Bleking. Alle de Fugle, der havde Bolig ved Vesterhavet og nu var paa Vej til Finland og Rusland, fløj den Vej, og de plejede alle i Forbifarten at slaa ned paa øland for at hvile. Vildgæssene vilde ikke komme til at mangle Vejvisere.
  Den Dag var det ganske varmt og stille som paa en Sommerdag, det bedste Vejr, som tænkes kunde, til en Sørejse. Det eneste betænkelige var, at det ikke var fuldstændig klart, men Himlen var graa og diset. Hist og her stod der vældige Skymasser, der hang helt ned imod Havfladen og dækkede for Udsigten.
  Da de rejsende var kommen udenfor Skærene, laa Havet udbredt saa glat og spejlklart, at Drengen, der tilfældigvis kom til at se ned, troede, Vandet var forsvundet. Der var ikke længer en Jord under ham. Han havde ikke andet end Skyer og Himmel om sig. Han blev ganske svimmel og klyngede sig mere ængsteligt til Gaaseryggen, end da han sad der for første Gang. Det var, som om han umulig kunde blive siddende; han maatte falde af til den ene eller den anden Side.
  Endnu værre blev det, da de naaede det store Fugletræk, som Graagaasen havde talt om. Der kom virkelig Flok paa Flok flyvende ganske i samme Retning. De fulgte ligesom en afstukket Vej. Der var Vildænder og Graagæs, Fløjlsænder og Tejster, Lommer og Isænder, Fiskeænder og Krikænder, Lappedykkere og Strandskader. Men da nu Drengen bøjede sig forover og saa i den Retning, hvor Havet skulde ligge, saa han hele Fugletoget spejle sig i Vandet. Men han var saa omtaaget, at han ikke kunde begribe, hvordan dette gik til; han syntes, hele Fugleskaren fløj med Bugen opad. Han undrede sig dog ikke ret meget herover, for han vidste ikke selv, hvad der var op, og hvad der var ned.
  Fuglene var udmattede og utaalmodige efter at naa over Vandet. Ingen af dem skreg eller sagde et fornøjeligt Ord, og det gjorde, at alt ligesom var saa underlig uvirkeligt.
  „Sæt, vi er fløjet bort fra Jorden!“ sagde han ved sig selv.
  „Sæt, vi er paa Vej op til Himlen!“
  Han saa ikke andet end Skyer og Fugle til alle Sider og begyndte at finde det rimeligt, at de fløj op til Himlen. Han blev glad og gav sig til at tænke paa, hvad han mon vilde faa at se deroppe. Svimmelheden var forbi med det samme. Han var saa forfærdelig glad ved at tænke paa, at han fo'r op til Himlen og slap bort fra Jorden.
  I det samme hørte han et Par Skud knalde og saa et Par smaa, hvide Røgsøjler stige i Vejret.
  Der blev Røre og Forskrækkelse blandt Fuglene. „Skytter! Skytter! Skytter i Baadene!“ raabte de. „Flyv højt! Flyv fra dem!“
  Da saa' Drengen omsider, at de stadig fløj henover Havfladen og ingenlunde var i Himlen. Der laa en lang Række smaa Baade fulde af Jægere; der affyrede Skud paa Skud. De forreste Fugleflokke havde ikke lagt Mærke til dem i Tide. De havde fløjet for lavt. Flere mørke Fuglekroppe sank ned imod Havet, og for hver en, der faldt, udstødte de levende høje Jammerskrig.
  Det var underligt for en, der nylig troede, han var i Himlen, at vaagne til saadan Angst og Nød. Akka skød i Vejret, saa hurtig hun kunde, og saa fo'r Flokken afsted med den størst mulige Fart. Vildgæssene slap ogsaa uskadte fra det, men Drengen kunde ikke komme sig af sin Forundring. Tænk, at Mennesker kunde nænne at skyde paa saadan nogle som Akka og Yksi og Kaksi og Gasen og de andre! Menneskene vidste rigtignok ikke, hvad de gjorde!
  Saa gik det igen fremad i den stille Luft, og alt var tavst som før, paa det nær, at nogle udmattede Fugle nu og da raabte: „Er vi der ikke snart? Er I vis paa, vi holder rigtig Kurs?“ Herpaa svarede de, der fløj i Spidsen: „Vi styrer lige mod øland, lige mod øland!“
  Stokænderne var trætte, og Lommerne fløj forbi dem. „Skynd jer ikke saa meget!“ raabte saa ænderne. „I spiser al Maden fra os.“ — „Der er nok baade til jer og til os,“ svarede Lommerne.
  Inden de endnu var kommen saa langt, at de kunde se øland, fik de ganske svag Modvind. Den førte noget med, der lignede vældige Masser af hvid Røg, ganske som om der et eller andet Sted var stor Ildebrand.
  Da Fuglene saa de første hvide Røghvirvler komme drivende, blev de ængstelige og satte Farten op. Men det, der lignede Røg, blev tættere og tættere, og tilsidst indhyllede det dem ganske. Der var ingen Lugt at spore, og Røgen var ikke mørk og tør, men hvid og fugtig. Det gik snart op for Drengen, at det ikke var andet end Taage.
  Da Taagen blev saa tæt, at man ikke kunde se en Gaaselængde for sig, bar Fuglene sig ad som nogle rigtige, vilde Drenge. De, der før havde fløjet i den skønneste Orden, gav sig til at lege i Taagen. De fløj paa Kryds og paa tværs for at lede hinanden vild. „Vogt jer!“ raabte de. „I flyyer jo kun i Ring. Vend endelig om! Tro ikke, I kommer til øland paa den Maade!“
  De vidste allesmmen meget godt, hvor de havde øen, men de gjorde deres Bedste for at vildlede hverandre. „Se til Isænderne!“ lød det i Taagen. „De flyver tilbage til Nordsøen.“ — „Tag jer i Agt, Graagæs!“ blev der raabt fra en anden Kant. „Bliver I saadan ved, kommer I helt ned til Rügen.“
  Der var som sagt ingen Fare for, at de Fugle, som var vant til at drage denne Vej, skulde lade sig lokke andensteds hen. Men hvem det var svært for, det var Vildgæssene. Spektakelmagerne mærkede, at de ikke var sikre paa Vejen, og gjorde alt, hvad de kunde, for at forvirre dem.
  „Hvor agter I jer hen, Godtfolk?“ raabte en Svane. Han fløj tæt hen til Akka og saa alvorlig og deltagende ud.
  „Vi skal til øland, men vi har aldrig været der før,“ sagde Akka. Hun mente, det var en Fugl, man kunde stole paa.
  „Det var slemt,“ sagde Svanen. „De har jo ført jer vild. I er paa Vej til Bleking, Kom nu med mig, skal jeg vise jer Vej!“
  Og saa fo'r, han afsted med dem, og da han havde ført dem saa langt bort fra Alfarvej, at de ingen Raab hørte, forsvandt han i Taagen.
  Nu fløj de en Tidlang om paa maa og faa. Næppe var det lykkedes dem at finde tilbage til Fuglene igen, før en Vildand kom hen til dem. „I gør bedst i at lægge jer ned paa Vandet, til Taagen gaar sin Vej,“ sagde Anden. „Man kan nok mærke, I ikke er vant til at klare jer paa Rejser.“
  Det var ikke frit for, at det lykkedes de Spilopmagere at gøre Akka rent tummelumsk. Saavidt Drengen kunde skønne, fløj Vildgæssene en lang Tid i Ring.
  „Tag jer i Agt! Ser I ikke, at I flyver op og ned?“ raabte en Lom, idet han brusede forbi. Drengen tog uvilkaarlig et fast Tag om Gasens Hals. Det var noget, han længe havde Været bange for.
  Det er umuligt at sige, hvornaar de vilde have naaet øland, hvis der ikke havde lydt et dumpt drønende Skud langt borte.
  Da strakte Akka Halsen frem, slog haardt med Vingerne og satte fuld Fart paa. Nu havde hun noget at rette sig efter. Graagaasen havde nemlig sagt hende, at hun ikke skulde slaa ned alleryderst paa Sydspidsen af øland, for der stod en Kanon, som menneskene plejede at skyde paa Taagen med. Nu kendte hun Retningen, og nu skulde ingen i Verden lede hende vild.





XI

ØLANDS SYDSPIDS

3.—6. April.

Paa den sydlige Del af øland ligger en gammel Kongsgaard, der hedder Ottenby. Det er et temmelig stort Gods, der strækker sig tværs over øen, fra Kyst til Kyst, og let udmærker sig ved altid at have været Tilholdssted for store Dyreflokke. I det syttende Aarhundrede, da Kongerne drog til øland for at jage, var hele Ejendommen kun en eneste stor Dyrehave. I det attende Aarhundrede var der et Stutteri, hvor der opdrættedes ædle Raceheste, og et Schæferi, hvor der holdtes flere Hundrede Faar. I vore Dage er der hverken Fuldblodsheste eller Faar ved Ottenby. Istedetfor er der store flokke af unge Heste, der skal benyttes i vore Kavalleriregimenter.
  Der er vist ikke nogen Gaard i hele Landet, der er et bedre Opholdssted for Dyr. Langs med østkysten ligger den gamle Schæferieng, der er over en Fjerdingvej lang, den største Eng paa hele øland, hvor Dyrene kan græsse og lege og tumle sig ligesaa frit som i Vildmarken. Og der er den berømte Ottenby Lund med de hundredaarige Ege, der giver Skygge for Solen og Læ for den skarpe ølandsblæst. Og saa maa man ikke glemme den lange Ottenby–Mur, der gaar fra Kyst til Kyst og skiller Ottenby fra den øvrige Del af øen, saa Dyrene kan vide, hvor langt den gamle Kongsgaard strækker sig, og vogte sig for at færdes paa anden Jord, hvor de ikke er saadan fredede.
  Men ikke blot tamme Dyr er der Overflod af paa Ottenby. Man skulde næsten tro, at de vilde Dyr ogsaa havde en Fornemmelse af, at paa et gammelt Krongods maa baade vilde og tamme Dyr kunne vente Fred og gode Dage, saa det er derfor, de vover sig derhen i saa store Flokke. Ikke alene findes der endnu Hjorte af den gamle Stamme, og ikke alene elsker Harer og Gravænder og Agerhøns at leve der, men om Foraaret og Efteraaret er det en Hvileplads for mange tusende Trækfugle. Først og fremmest er det paa den sumpede østenstrand nedenfor Schæferiengen, at Trækfuglene slaar ned for at græsse og hvile.
  Da Vildgæssene og Niels Holgersen omsider havde fundet Vej til øland, slog de som alle andre ned paa Stranden under Schæferiengen. Taagen laa tæt over øen som før over Havet. Men dog blev Drengen forbavset over alle de Fugle, han opdagede blot paa det lille Stykke af Stranden, han kunde overse.
  Det var en flad Sandbred med Stene og Vandpytter og en Mængde opskyllet Tang. Havde Drengen skullet vælge, var det næppe faldet ham ind at slaa ned der, men Fuglene ansaa det vist for et rent Paradis. ænder og Graagæs gik og græssede paa Engen, nærmere ved Vandet løb Snepper og andre Strandfugle. Lommerne laa i Vandet og fiskede, men mest Liv og Bevægelse var der paa de lange Tangbanker ude i Vandet. Der stod Fuglene tæt ved Siden af hinanden og hakkede Orme i sig; de fandtes aabenbart i talløs Mængde, for det lod ikke til, der nogensinde lød Klage over Mangel paa Mad.
  De allerfleste Fugle skulde videre og var kun slaaet ned for at hvile, og saasnart Anføreren for en Flok syntes, at hans Kammerater havde vederkvæget sig tilstrækkeligt, sagde han: „Er I nu færdige, saa vi kan komme videre?“
  „Nej, vent, vent! Vi er langtfra mætte endnu,“ sagde hans Ledsagere.
  „Bilder I jer ind, jeg har i Sinde, at lade jer æde saa meget, at I Ikke kan røre Jer?“ sagde Anføreren, slog med Vingerne og satte afsted. Men det skete mer end een Gang, at han maatte vende om, fordi han ikke kunde faa de andre til at følge med.
  Udenfor de yderste Tangbanker laa en Flok Svaner. De brød sig ikke om at gaa i Land, men hvilede sig ved at ligge og gynge paa Vandet. Af og til dukkede de ned med Halsen og hentede sig Føde op fra Havbunden. Naar de havde faaet fat i noget rigtig godt, udstødte de et højt Raab, næsten som et Trompetstød.
  Da Drengen hørte, at der laa Svaner i Havbrynet, skyndte han sig ud paa Tangbankerne. Han havde aldrig før set vilde Svaner paa saa nært Hold. Lykken var ham god, saa han kom helt hen til dem.
  Drengen var ikke den eneste, der havde hørt Svanerne. Baade Vildgæs og Graagæs og Ænder og Lommer svømmede ud mellem Bankerne, lagde sig i Ring rundt om Svanerne og stirrede paa dem. Svanerne brusede med Fjerene, slog Vingerne op som Sejl og strakte Halsene højt i Vejret. Af og til svømmede en af dem hen til en Gaas eller en Lom eller en Dykand og sagde et Par Ord. Og da var det, som om den tiltalte følte sig saa beæret, at han knap vovede at oplade Næbbet til et Svar.
  Men saa var der en lille Lom, rigtig en lille, ondskabsfuld Gavstrik, der ikke kunde udholde al denne Højtidelighed. Den dukkede pludselig ned og forsvandt under Havfladen, lidt efter gav en af Svanerne et Skrig fra sig og svømmede væk saa hurtigt, at Vandet skummede. Derpaa standsede den og begyndte igen at se majestætisk ud. Men straks efter var der en anden, der skreg og bar sig ad akkurat paa samme Maade, og derefter skreg en tredje ligedan.
  Nu kunde den lille Lom ikke holde sig længere under Vandet; den dukkede op og laa nu der paa Bølgerne, lille og sort og ondskabsfuld. Svanerne styrtede løs paa den, men den saa, hvad det var for en lille, ussel Tingest, vendte de pludselig om, som om de holdt sig for gode til at skændes med saadan en. Men den lille Lom dukkede igen ned og nappede dem i Fødderne. Det gjorde væmmelig ondt, og det værste var, at de mistede deres Værdighed. Men pludselig gjorde de Ende paa Legen. De gav sig til at piske Luften med Vingerne, saa det buldrede, fo'r et langt Stykke hen over Vandet ligesom springende, fik endelig Luft under Vingerne og satte til Vejrs.
  Det blev saa underlig tomt efter dem, og de, der før havde moret sig allermest over den lille Loms Paafund, skændte nu paa ham for hans Uforskammethed.
  Drengen gik nu igen op i Land. Der stillede han sig hen og saa paa Sneppernes Leg. De lignede smaa bitte Traner, havde ligesom de en lille Krop, høje Ben, lang Hals og lette, svævende Bevægelser, kun var de ikke graa, men brune. De stod i en lang Række paa Stranden, lige hvor Bølgerne, skyllede op paa den. Saa snart en Bølge kom rullende, løb hele Rækken baglænds. Saa snart den sugedes ud, fulgte de efter. Og saadan blev de ved i Timevis.
  De pynteligste af alle Fuglene var dog Gravænderne. De var nok i Familie med de tamme ænder, for de havde ligesom de en tung, bred Krop, fladt Næb og Svømmefødder, men de var meget pragtfuldere udstyrede. Selve Fjerdragten var hvid, men om Halsen havde de et bredt gult Baand og paa Vingerne et Spejl, der skinnede i grønt, rødt og sort, Vingspidserne var sorte, og Hovedet var sortegrønt og metalglinsende.
  Saa snart nogen af dem viste sig paa Stranden, sagde de andre Fugle: „Nej, se til dem der! Det kan nok være, de forstaar at pynte sig!“ — „Var de ikke saa udstafferede, behøvede de vel ikke at grave sig ned i Jorden, men kunde bo under aaben Himmel som en anden en,“ sagde en brun Græsand. — „De kan nu anstrenge sig saa meget de vil, de kan dog aldrig komme til at tage sig ud med den Næse, de har,“ sagde en Graagaas. Og det var virkelig sandt. Gravænderne havde en stor Pukkel paa Næbbet, som aldeles spolerede deres Ansigt.
  Langs Strandkanten fo'r Maager og Terner frem og tilbage over Vandet og fiskede — „Hvad er det for Fisk, I fanger?“ spurgte en Vildgaas. — „Det er Hundestejler. Det er ølandske Hundestejler. Det er den bedste Fisk i hele Verden,“ sagde en Maage. „Vil du smage?“ Og den fløj henimod Gaasen med hele Munden fuld af de smaa Fisk og vilde give hende. „Uh fy! Tror du, jeg vil spise saadan noget Skidt?“ sagde Vildgaasen.
  Næste Morgen var det stadig lige taaget. Vildgæssene gik paa Engen og græssede, men Drengen var gaaet ned til Stranden for at samle Muslinger. Der var nok af dem, og da det faldt ham ind, at han maaske i Morgen vilde komme til et Sted, hvor han slet ingen Mad kunde faa, saa besluttede han, at han vilde prøve paa at lave sig en lille Pose, som han kunde fylde med Muslinger. Der stod paa Strandbredden en hel Del visne Siv, som var sejge og stive, og han gav sig nu til at flette en Ransel af dem. Det Arbejde tog ham flere Timer, men han var ogsaa rigtig tilfreds med det, da det var færdigt.
  Ved Middagstid kom alle Vildgæssene løbende og spurgte ham, om han ikke havde set noget til den hvide Gase. „Nej, han har ikke været med mig,“ sagde Drengen. — „Han har været sammen med os lige til for nylig,“ sagde Akka, „men nu ved vi ikke, hvor han er bleven af.“
  Drengen blev gruelig forskrækket. Han spurgte, om nogen Ræv eller Ørn havde vist sig, eller om noget Menneske havde været i Nærheden. Men ingen havde mærket noget farligt. Gasen var vel blot gaaet vild i Taagen.
  Men for Drengen var Ulykken lige stor, paa hvad Maade Gasen saa var kommen bort, og han gav sig straks paa Vej for at lede efter den. Taagen beskyttede ham, saa han kunde løbe, hvorhen han vilde, uden at blive set, men den hindrede ham ogsaa i selv at se. Han løb mod Syd langs med Kysten helt ned til Fyret og Taagekanonen ude paa øens Sydspids. Overalt var der en Vrimmel af Fugle, men ingen Gase. Han vovede sig helt hen til Ottenby Gaard, og han gennemsøgte hver eneste af de gamle, hule Egetræer, men fandt ikke Spor af Gasen.
  Han ledte, lige til det begyndte at blive mørkt. Da maatte han begive sig tilbage ad den østre Strand. Han gik med tunge Skridt og var saare mod i Hu. Han begreb ikke, hvad der skulde blive af ham, hvis han ikke fandt Gasen. Der var ingen i Verden, han daarligere kunde undvære.
  Men idet han vandrede over Schæferiengen, hvad skulde det vel saa være for noget stort, hvidt, der kom gaaende imod ham, uden Gasen? Den var aldeles uskadt og meget glad over at have fundet tilbage til de andre. Taagen havde gjort den saa tummelumsk i Hovedet, sagde den, at den havde gaaet rundt og rundt paa den store Eng hele Dagen. Drengen slog i sin Glæde begge Armene om Halsen paa den og bad den saa inderlig at tage sig i Vare og ikke gaa fra de andre. Det lovede den da bestemt, at den aldrig mere skulde gøre. Nej, aldrig mere!
  Men næste Morgen, da Drengen gik nede paa Stranden og ledte efter Muslinger, kom Gæssene løbende og spurgte, om han ikke havde set noget til Gasen.
  Nej, det havde han ikke. Ja, nu var Gasen igen borte. Han var vel gaaet vild i Taagen ligesom Dagen før.
  Drengen løb afsted i stor Angst og gav sig til at lede. Han fandt et Sted, hvor Ottenby–Muren var falden sammen, saa han kunde klatre over. Derpaa gik han omkring baade nede paa Strandbredden, der efterhaanden videde sig ud og blev saa stor, at der var Plads til Marker og Enge og Bøndergaarde, og paa det flade Højland oppe paa øen, hvor der ikke fandtes andre Bygninger end Vejrmøller, og hvor Grønsværen var saa tynd, at den hvide Kalkklippe skinnede igennem.
  Men Gasen fandt han ikke, og da det begyndte at blive mørkt, saa han maatte vende tilbage til Stranden uden Resultat, var han overbevist om, at hans Rejsekammerat var forsvunden. Han var saa modfalden, at han ikke vidste, hvad han skulde gribe til.
  Han var lige klatret over Muren, da han hørte en Sten rasle ned tæt ved. Da han vendte sig om for at se, hvad det var, syntes han, han kunde se noget røre sig i en Stenbunke, der laa op ad Muren. Han listede sig nærmere og saa den hvide Gase komme klatrende med stort Besvær op ad Stenbunken; den havde Næbbet fuldt af Rodtrævler. Gasen saa ikke Drengen, og denne raabte ham ikke an; han syntes, det var det fornuftigste først at faa Rede paa, hvorfor Gasen saadan forsvandt den ene Gang efter den anden.


Vindmøller paa Øland.
Vindmøller paa Øland.

  Han opdagede ogsaa snart Grunden. Oppe i Stenbunken laa en ung Graagaas, der skreg af Glæde, da Gasen kom. Drengen listede sig nærmere for at høre, hvad de sagde, og han fik da at vide, at Graagaasen var kommen til Skade med sin ene Vinge, saa hun ikke kunde flyve, og at hendes Flok var fløjet fra hende, saa hun laa ene og forladt. Hun havde været nær ved at dø af Sult, da den hvide Gase Dagen før havde hørt hendes Skrig og opsøgt hende. Lige siden da havde han stadig bragt hende Mad. De havde begge haabet, at hun kunde blive rask, til han skulde forlade øen, men endnu kunde hun hverken gaa eller flyve. Hun var meget bedrøvet derover, men han trøstede hende med, at han ikke skulde rejse for det første. Tilsidst sagde han Godnat til hende og lovede, at han vilde komme igen næste Dag.
  Drengen lod Gasen gaa, men saa snart han var borte, listede han sig op i Bunken. Han vred over at Gasen havde narret ham, og nu vilde han lade den Graagaas vide, at Gasen tilhørte ham. Den skulde føre ham op til Lapland, og der var ikke Tale om, af den kunde blive tilbage for hendes Skyld. Men da han fik den unge Gaas at se nærmere, forstod han baade, hvorfor Gasen havde gaaet og baaret op til hende i to Dage, og hvorfor han ikke havde villet fortælle, at han hjalp hende. Hun havde det fineste lille Hoved, Fjerdragten var som den blødeste Silke, og øjnene var milde og bedende.
  Da hun fik øje paa Drengen, vilde hun løbe sin Vej. Men den venstre Vinge var af Led og slæbte langs ad Jorden, saa den hindrede alle hendes Bevægelser.
  „Du skal ikke være bange for mig,“ sagde Drengen og saa slet ikke saa vred ud, som han havde haft i Sinde. „Jeg er Tommeltot, Morten Gases Rejsekammerat.“ Og saa blev han staaende og vidste ikke, hvad mere han skulde sige.
  Der kan undertiden være noget i Dyrs Udtryk, som gør, at man spørger sig selv, hvad de egentlig er for Væsener. Man har en Følelse af, at de kunde være forvandlede Mennesker. Saadan noget var der ved den lille Graagaas. Saa snart Tommeltot sagde, hvem han var, nejede hun med Halsen paa det nydeligste og sagde med en Stemme, der var saa smuk, at Drengen umulig kunde tro, det var en Gaas, der talte: „Jeg er meget glad over, at du er kommen herhen for at hjælpe mig. Den hvide Gase har fortalt mig, at ingen i hele Verden er saa klog og god som du.“
  Hun sagde dette med en saadan Ynde og Værdighed, at Drengen blev ganske flov. „Det kan aldrig være en rigtig Gaas,“ tænkte han. „Det maa bestemt være en fortryllet Prinsesse.“
  Han fik stor Lyst til at hjælpe hende og stak sine ene Haand ind under Fjerene og følte paa Vingebenet. Benet var ikke brækket, men det maatte være af Led, for han fik Fingeren ind i en tom Ledhule. „Pas nu paa,“ sagde han, tog et fast Tag om Benpiben og pressede den ind, hvor den skulde sidde. Han gjorde det overmaade rask og flinkt i Betragtning af, at det var første Gang, han gav sig af med at være Doktor, men det maa have gjort meget ondt, for den stakkels, et lille Gaas udstødte et eneste vildt Skrig og sank saa ned mellem Stenene uden at give LIvstegn fra sig.
  Drengen blev gruelig forskrækket. Han havde villet hjælpe hende, og nu var hun død. Han skyndte sig at springe ned af Stenbunken og løb sin Vej af alle Kræfter. Han syntes, det var, som om han havde slaaet et Menneske ihjel.
  Næste Morgen var Taagen forsvunden, og Akka sagde, at nu skulde de fortsætte deres Rejse. Alle de andre var straks rede, kun den hvide Gase gjorde Indvendinger. Drengen forstod nok, at han ikke vilde rejse fra sin Veninde Graagaasen. Men Akka vilde ikke høre paa ham, og Flokken begav sig afsted. Drengen sprang op paa Gasens Ryg, og den hvide fulgte Flokken, men langsomt og uvilligt. Drengen derimod var glad ved at komme bort fra øen. Han havde Samvittighedsnag for Graagaasens Skyld og havde ikke turdet fortælle Gasen, hvordan det var gaaet, da han vilde kurere paa hende. Det var bedst, at Morten Gase aldrig fik noget at vide om den Ting, tænkte han. Alligevel undrede han sig over, at Gasen kunde nænne at rejse fra hende.
  Men pludselig vendte Gasen om. Den kunde ikke glemme sin lille Ven. Med Laplandsrejsen maatte det gaa, som det vilde, men den kunde ikke flyve bort, naar den vidste, at hun laa syg og forladt og maatte sulte ihjel.
  Med nogle Vingeslag var den henne ved Stenbunken. Men der laa ingen Graagaas mellem Stenene. „Dunfin! Dunfin! Hvor er du?“ skreg Gasen.
  „Ræven har vel fundet hende og ædt hende,“ tænkte Drengen. Men i det samme hørte han en blød Stemme svare: „Jeg er Morten! Jeg er her! Jeg har blot været nede at tage mig et Morgenbad.“ Og op af Vandet kom den smukke, lille Graagaas frisk og sund og fortalte, hvorledes Tommeltot havde trukket hendes Vinge i Led, og at hun nu var aldeles rask og rede til at drage med paa Rejsen.
  Vanddraaberne laa som Perler paa hendes silkebløde Fjer, og Tommeltot tænkte igen, at hun var bestemt en rigtig Prinsesse.





XII

LILLE KARLSØ

STORMEN.

Fredag 8. April.

Vildgæssene havde overnattet paa Nordspidsen af øland og var nu paa Vej til Fastlandet. Der blæste en temmelig stærk Søndenvind over Kalmar Sund, saa de var bleven drevet mod Nord. Alligevel arbejdede de sig med god Fart ind mod Land. Men da de nærmede sig de første Skær, hørte de et vældigt Drøn, som om en Mængde vingestærke Fugle kom susende, og Vandet under dem blev paa een Gang aldeles sort. Akka standsede sit Vingeslag saa pludselig, at hun næsten blev staaende stille i Luften. Derpaa dalede hun for at komme ned paa Havfladen. Men inden Gæssene endnu havde naaet Vandet, indhentede Vestenstormen dem. Allerede jog den foran sig Støvskyer, Saltskum og Smaafugle; nu rev den ogsaa Vildgæssene med sig, vendte op og ned paa dem og drev dem ud imod Havet.
  Det bleven uhyggelig Storm. Atter og atter forsøgte Vildgæssene at vende om, men de havde ikke Kraft til det, de blev drevet ud imod østersøen. Stormen havde allerede drevet dem over øland, og nu laa det store, tomme Hav for dem. Der var ikke andet for end at lænse for Vinden, saa godt de kunde.
  Da Akka mærkede, at de ikke var i Stand til at vende om, mente hun, det var nødvendigt at lade Stormen drive dem over hele østersøen. Hun dalede derfor ned paa Vandet. Søgangen var allerede voldsom, og den voksede for hvert øjeblik. Bølgerne Rom rullende mørkegrønne med sydende Skum paa Kammen. Den ene rejste sig højere end den anden; det var, som kappedes de om, hvem der kunde knejse højest og skumme vildest. Men Bølgegangen var Vildgæssene ikke bange for. Den var dem tværtimod en stor Fornøjelse. De anstrengte sig ikke med at svømme, men lod sig skylle op paa Bølgeryggen og ned i Bølgedalen og morede sig lige saa godt som Børn i en Gynge. Deres eneste Frygt var, at Flokken skulde blive splittet ad. De stakkels Landfugle, der drev forbi oppe i Stormen, raabte misundeligt: „Ja, I kan sagtens, I kan svømme!“
  Men derfor var Vildgæssene sandelig ikke udenfor al Fare. For det første gjorde denne Gyngen dem saa uimodstaaelig søvnige. Hvert øjeblik følte de Lyst til at vende Hovedet bagud, stikke Næbbet under Vingen og sove. Nu er ingenting farligere end at falde i Søvn under saadanne Omstændigheder, og Akka raabte uophørlig: „Fald ikke i Søvn, Vildgæs! Den, der falder i Søvn, kommer bort fra Flokken. Den, der kommer bort fra Flokken, er fortabt!“
  Trods alle Forsøg paa at staa imod faldt den ene efter den anden i Søvn, og selveste Mor Akka var ikke langt fra at slumre ind, da hun pludselig saa en mørk, rund Genstand bæve sig op af Vandet. „Sæler! Sæler! Sæler!“ raabte Akka med stærk og skingrende Stemme og hævede sig op i Luften med smældende Vingeslag. Det var i den ellevte Time. Inden den sidste Vildgaas var sluppen op af Vandet, var Sælerne saa nær, at de snappede efter dens Fødder.
  Saa var Vildgæssene atter oppe i Stormen, der drev dem foran sig ud mod Havet. Den undte hverken dem eller sig selv nogen Hvile. Og intet Land saa de, bare, bare Hav.
  De slog ned paa Vandet igen, saasnart de turde. Men da de havde gynget en Tid paa Bølgerne, blev de søvnige paa ny. Og saa snart de faldt i Søvn, kom Sælerne svømmende. Havde ikke den gamle Akka været saa aarvaagen, var ikke en eneste af dem undsluppen.
  Stormen blev ved hele Dagen, og den hærgede forfærdeligt blandt de Skarer af Maager og Trækfugle, der ved denne Aarsens Tid er paa Træk. Nogle blev slaaet ud af deres Kurs til fjerne Lande, hvor de døde af Sult, andre blev saa udmattede, at de sank ned i Havet og druknede. Mange knustes mod Klippevæggene, og mange blev et Rov for Sælerne.
  Hele Dagen varede Stormen, og tilsidst begyndte Akka at tvivle paa, at hun og hendes Flok vilde komme levende fra det. De var dødsens trætte, og ingensteds øjnede hun en Plet, hvor de kunde hvile. Ved Aftentid vovede hun ikke mer at lægge sig ned paa Havet, fordi dette nu pludselig var opfyldt af Isflager, der tØrnede mod hverandre, og hun var bange for, at de skulde blive knust imellem dem. Et Par Gange forsøgte Vildgæssene at stille sig paa Isflagerne. Men en Gang fejede den vilde Storm dem ned i Vandet. En anden Gang kom de ubarmhjertige Sæler Krybende op paa Isen.
  Ved Solbjergslag var Gæssene endnu en Gang oppe i Luften. De fløj fremad, ængstelige for Natten. De syntes, at Mørket kom altfor hurtig over dem i denne Aften, der var saa fuld af Farer.
  Det var skrækkeligt, at de endnu ikke saa Land. Hvordan skulde det gaa dem, hvis de nødtes til at blive ude paa Havet hele Natten. De vilde enten blive knust af Isflagerne eller ædt af Sælerne eller splittede af Stormen.
  Himlen var skjult af Skyer, Maanen gemte sig bag dem, og Mørket kom tidlig. Da det kom, fyldtes hele Naturen af en Gru og Uhygge, der bragte selv de modigste Hjerter til at bæve. Hele Dagen havde man hen over Havet hørt Skrig af Trækfugle i Nød, men nu, da man ikke mere kunde se, hvor Skrigene kom fra, lød de uhyggeligt og skræmmende. Nede paa Havet stødte Isflagerne sammen med vældige Brag. Sælerne opstemte deres vilde Jagtsange. Det var, som Himmel og Jord skulde styrte sammen.


FAARENE.
Drengen havde siddet nogen Tid og set ned i Havet. Pludselig syntes han, at det begyndte at bruse stærkere end før. Han saa op. Lige foran ham, kun en tre, fire Alen borte, hævede der sig en nøgen og ru Bjergvæg. Ved dens Fod knustes Bølgerne til det vildeste Skutpsprøjt. Vildgæssene fløj lige imod Klippen, og Drengen kunde ikke tænke sig andet, end at de maatte knuses imod den. Men ligesom han begyndte at undre sig over, at Akka ikke i Tide havde set denne Fare, naaede de Bjerget. Da opdagede han ogsaa lige foran dem den halvrunde Aabning til en Grotte. Den styrede Gæssene ind i, og i næste øjeblik var de i Sikkethed.
  Det første, de rejsende tænkte paa, inden de gav sig Tid til at glæde sig over deres Redning, var at se efter, om ogsaa alle deres Kammerater var i Behold. Der var da Akka, Yksi, Kolme, Neljæ, Viisi, Kuusi og alle seks Gæslinger, Gasen, Dunfin og Tommeltot, men Kaksi fra Nuolja, den første Gaas paa venstre Fløj, var forsvunden, og ingen vidste noget om hendes Skæbne.
  Da Vildgæssene opdagede, at ingen anden end Kaksi var bleven skilt fra Flokken, tog de det med Ro. Kaksi var gammel og klog. Hun kendte alle deres Veje og Vaner, og hun vilde nok finde tilbage til dem igen.
  Saa begyndte Vildgæssene at se sig om inde i Hulen. Der kom endnu saa meget Lys ind igennem Aabningen, at de kunde se, at Grotten var baade bred og dyb. De glædede sig over at have fundet saadan et prægtigt Nattekvarter, da en af dem pludselig fik øje paa nogle skinnende grønne Punkter, der lyste frem fra en mørk Krog. „Det er øjne;“ raabte Akka; „Der er store Dyr herinde.“ De styrtede imod Udgangen, men Tommeltot, der saa bedre i Mørke end Vildgæssene, raabte til dem: „Det er ikke noget at være bange for. Det er bare nogle Faar, der ligger langs med Grottens Væg.“ Da Vildgæssene havde vænnet sig til Grottens Halvmørke, kunde de ogsaa tydelig Se Faarene. De voksne Faar kunde vel være ligesaa mange som de selv, men desuden var der nogle smaa Lam. En stor Vædder med lange, snoede Horn lod til at være den fornemste i Flokken. Vildgæssene gik hen foran ham og nejede dybt. „Vel mødt i Vildmarken!“ hilste de, men Vædderen laa ganske stille og sagde ikke et eneste Ord til Velkomst.
  Vilgæssene troede nu, at Faarene var misfornøjede med, at de var taget ind I deres Grotte. „Det er maaske Ikke rigtig belejligt, at vi er taget ind her i Huset,“ sagde Akka. „Men vi kan ikke gøre for det, det er Vindens Skyld. Stormen har pisket os om hele Dagen, og vi vil være meget taknemmelige for at blive her natten over.“ Det varede meget længe, før af Faarene svarede et Ord, men man kunde tydelig høre, at et Par af dem sukkede dybt. Akka vidste nok, at Faar altid er nogle undselige Dyr, men det lod da til, at disse ikke havde det fjerneste Begreb om dannet Opførsel. Endelig var der et gammelt Hunfaar med langt og bedrøvet Ansigt, som med klagende Stemme svarede: „Der er ikke nogen af os, der vil forbyde jer at blive her, men det er et Sorgens Hus, I er kommen til, og vi kan ikke tage imod Gæster som i gamle Dage.“ — „Det skal I ikke tage jer nær,“ sagde Akka. „Vidste I, hvad vi har maattet gaa igennem i Dag; vilde I forstaa, at vi er tilfreds, bare vi faar en sikker Plet at sove paa.“
  Da Akka sagde dette, rejste det gamle Faar sig op. „Jeg tror nok, at det vilde være bedre for jer at flyve om i den værste Storm end at blive her. Men nu skal I dog ikke rejse herfra, inden vi har budt jer det Traktemente, som Huset formaar.“
  Saa førte hun dem hun til et Hul i Jorden, der var fuldt af Vand. Ved Siden af laa der en Bunke Avner og gammelt Halm, og det bad hun dem tage til Takke med. „Vi bar haft en streng Snevinter i Aar her paa øen,“ sagde hun. „Bønderne, som ejer os, kom herud til os med Hø og Halm, for at vi ikke skulde sulte ihjel. Og det er alt, hvad vi har tilbage.“
  Gæssene styrtede sig straks over Maden. De syntes, de havde været umaadelig heldige og kom i det bedste Humør. De mærkede nok, at Faarene var bekymrede, men de vidste jo, at Faar bliver bange for ingenting, og de troede ikke, der var nogen Fare paa Færde. Saa snart de havde spist, vilde de som sædvanlig sætte sig til at sove. Men da rejste den store Vædder sig op og kom hen til dem. Gæssene syntes, de havde aldrig i deres Liv set en Vædder med saa lange og tykke Horn. Ogsaa i andre Henseender var han mærkelig. Han havde en stor, knudret Pande, kloge øjne og holdt sig saa rank, som om han var et stolt og modigt Dyr.
  „Jeg kan ikke forsvare at lade jer sove her uden at fortælle, hvor usikkert her er,“ sagde han. „Vi kan ikke tage mod Nattegæster nu for Tiden.“ Nu først begyndte Akka at forstaa, at det var Alvor. „Vi skal nok rejse bort igen, siden I saa bestemt ønsker det,“ sagde hun. „Men vil I ikke først fortælle os, hvad det er, der piner jer? Vi ved ingenting, vi ved ikke engang, hvad dette Sted hedder.“ — „Det hedder Lille Karlsø,“ svarede Vædderen. „øen ligger nær ved Gulland, og her bor ingen andre end Faar og Havfugle.“ — „I er maaske vilde Faar?“ sagde Akka. — „Det er ikke langtfra,“ svarede Vædderen. „Vi har ikke meget med Mennesker at gøre. Det er en gammel Overenskomst mellem os og Bønderne i en Gaard ovre paa Gulland, at de skal forsyne os med Foder, hvis det falder i med Snevinter, og til Gengæld har de Lov til at tage dem af os, der er overtallige. øen er lille, saa den kan ikke føde ret mange Faar. Men ellers passer vi os selv Aaret om, og vi bor ikke i Huse med Dør og Laas for, men vi har vort Tilhold i Grotter som denne.“
  „Bliver I ogsaa herude om Vinteren?“ spurgte Akka forbavset. — „Ja, det gør vi,“ svarede Vædderen. „Vi har god Græsning heroppe paa Bjerget hele Aaret.“ — „Jeg synes næsten, I har det bedre end andre Faar,“ sagde Akka. „Men hvad er det for en Ulykke, der er overgaaet jer?“ — „Det var en forfærdelig Kulde i Vinter. Havet frøs til, og da kom tre Ræve gaaende hertil over Isen, og de er bleven her lige siden. Ellers er der ikke et livsfarligt Dyr paa hele øen.“ —
  „Ja saa, vover Rævene sig ogsaa i Kast med saadan nogen som jer?“ — „Aa nej, ikke om Dagen, da kan jeg nok forsvare mig og mine,“ sagde Vædderen og rystede paa Hornene. „Men de lister sig over os om Natten, naar vi sover inde i Grotten. Vi gør, hvad vi kan, for at holde os vaagne, men en Gang imellem maa man jo sove, og da kommer de over os. De har allerede dræbt hvert eneste Faar i de andre Grotter, og der var Flokke, der var lige saa store som min.“


Kullaberg.
Kullaberg.

  „Det er ikke morsomt at skulle fortælle, hvor hjælpeløse vi er,“ sagde det gamle Hunfaar. „Vi er ikke bedre stillet, end om vi var tamme Faar.“ — „Tror I ogsaa, Rævene kommer i Nat?“ spurgte Akka. — „Andet staar ikke til at vente,“ svarede det gamle Faar. „Igaar Nat var de her og stjal et Lam fra os. De kommer nok igen, saa længe en af os er i Live. Det har de gjort de andre Steder.“ — „Men bliver de saadan ved, bliver I jo rent ødelagt,“ sagde Akka. — „Ja, det varer nok ikke længe, inden det er forbi med alle Faarene paa Lille Karlsø,“ sagde Faaret.
  Akka var stærkt i Beraad med sig selv. Det var ikke morsomt at skulle ud i Stormen igen, men det var heller ikke godt at blive i et Hus, hvor saadanne Gæster var i Vente. Da hun havde tænkt over Sagerne en stund, vendte hun sig til Tommeltot. „Mon ikke du, der har hjulpet os saa mange Gange før, ogsaa vil hjælpe os nu?“ spurgte hun. Jo, det vilde Drengen gerne. „Det er jo egentlig Synd for dig, at du ikke kan komme til at sove,“ sagde Vildgaasen, „men tror du ikke, du kunde holde dig vaagen, til Ræven kommer, og saa vække os, at vi kan flyve vor Vej?“ Drengen blev jo ikke synderlig glad ved dette Forslag, men alting var bedre end at skulle ud i Stormen igen, saa han lovede at holde sig vaagen.
  Han gik hen til Hulens Aabning, krøb ned bag en Sten for at faa Læ for Stormen og satte sig til at holde Vagt.
  Da han havde siddet der lidt, var det, som om Stormen tog af. Himlen blev klar, og Maaneskinnet legede paa Bølgerne. Drengen gik helt hen til Aabningen for at se ud. Grotten laa højt oppe paa Bjerget. En smal og stejl Sti førte op til den; ad den var det vel, han kunde vente Rævene.
  Længe saa han ikke andet end Havet og Klipperne, der lignede Trolde og Havmænd, saa man kunde blive bange for dem. Men pludselig hørte han en Klo skrabe mod en Sten, og da glemte han Frygten for Troldene. Han kom i Tanke om, at det var Synd at vække Gæssene og overlade Faarene til deres Skæbne; mon han ikke kunde finde paa noget bedre?
  Han løb i en Fart ind i Grotten, greb Vædderen i Hornene og rystede den vaagen, og saa satte han sig op paa dens Ryg. „Rejs jer, Far!“ sagde Drengen, „saa skal vi prøve, om vi ikke kan give Rævene en lille Forskrækkelse.“
  Han havde gjort sig Umage, for at være saa stille som muligt, men Rævene maatte alligevel have hørt noget. Da de kom op til Grottens Indgang, blev de staaende og betænkte sig. „Der var bestemt en af dem, der rørte sig derinde,“ sagde den ene. „Mon de skulde være vaagne?“ — „Aa, gaa du bare ind!“ sagde den anden; „de kan jo dog ikke gøre os noget.“
  Da de var kommen længere ind i Grotten, blev de staaende og snusede. „Hvem skal vi tage i Aften?“ hviskede den der gik forrest. — „I Aften skal vi tage den store Vædder,“ sagde den bageste, „derefter faar vi let Spil med de andre.“
  Drengen sad paa den gamle Vædders Ryg og saa dem komme listende. „Stød nu bare til, lige frem!“ hviskede Drengen. Vædderen stødte til, og den forreste Ræv fik et Stød, saa den slog en baglænds Kolbøtte og trillede hen mod Udgangen. „Stød nu til venstre!“ sagde Drengen og vendte Vædderens Hoved i den Retning. Vædderen stødte til af alle Kræfter og ramte den anden Ræv i Siden. Den trillede rundt flere Gange, inden den kom paa Benene og kunde flygte. Drengen ønskede bare, at den tredje Ræv ogsaa havde faaet Stød, men den var allerede stukken af.
  „Nu tænker jeg, at de har faaet nok for i Nat,“ sagde Drengen. — „Det tænker jeg med,“ sagde den store Vædder. „Læg dig nu på min Ryg og kryb ned i Ulden! Du kan nok fortjene at faa det godt og varmt efter al den Blæst, du har været ud i!“


HELVEDESHULLET.

Lørdag 9. April.

Næste Dag gik den gamle Vædder omkring med Drengen paa Ryggen og viste ham øen. Den bestod af en eneste vældig Klippeblok. Den var som et stort Hus med lodrette Vægge og fladt Tag. Vædderen gik først op paa Taget og viste Drengen de gode Græsmarker der, og Drengen maatte indrømme, at øen var som skabt for Faar. Der voksede ikke stort andet deroppe end Faaresvingel og saadanne smaa, tørre, krydrede Urter, som Faarene holder af.
  Men der var sandelig andet end Faaremad at se paa for den, der var kommen lidt til Vejrs. Da saa man for det første hele Havet, der nu laa blaat og solbelyst og rullede i blanke Dønninger; kun hist og her ved en Klippespids sprøjtede det Skummet op i Luften. Lige for laa Gulland med sin lange og lige Kyst, og i Sydvest laa Store Karlsø, der var bygget ganske som Lille Karlsø. Da Vædderen gik helt hen til Kanten af Klippetaget, saa Drengen kunde se ned ad Klippevæggene, opdagede, at de var helt fulde af Fuglereder, og i det blaa Havunder ham laa Krikænder og Fløjlsænder og Edderfugle og Tejster og Alker stille og fredeligt og morede sig med at fiske Si1d.
  „Det er da et velsignet Land, dette her,“ sagde Drengen. „I bor rigtignok smukt, I Faar.“ — „Ja, smukt er her nok,“ sagde den gamle Vædder. Det var, som om han vilde have sagt noget mere, men han sukkede bare. „Men gaar du her alene, maa du tage dig i Agt for alle de Revner, der løber igennem Bjerget,“ tilføjede han lidt efter. Den Advarsel kom tilpas, for der var flere Steder dybe og brede Revner. Den største af dem hed Helvedeshullet. Den var mange Favne dyb og næsten en Favn bred. „Falder man ned i den, er det forbi med en med det samme,“ sagde Vædderen. Det lød for Drengen, som om han havde en Mening med de Ord.
  Derefter førte han Drengen ned paa Strandbredden. Nu fik han de Trolde at se paa nært Hold, som han nær var bleven bange for om Natten; det var ikke andet end store Klippeblokke. Drengen kunde ikke se sig mæt paa dem; han tænkte, at havde der nogensinde været Trolde, der var bleven forvandlet til Sten, saa maatte de have set saadan ud.
  Men der var noget andet nede paa Strandbredden, der var endnu uhyggeligere. Der laa alle Vegne døde Faar. Det lod til, at det var her, Rævene havde holdt deres Maaltider. Han saa Skeletter, der var helt afpillede, men ogsaa Faarekroppe, der bare var halvspist, og nogle, som de knap havde smagt paa og derefter ladet ligge. Det var ligefrem hjerteskærende at se, at Rovdyrene havde kastet sig over Lammene blot for Morskabs Skyld, blot for at jage og rive ihjel.
  Vædderen gik stille forbi de døde Kroppe, men Drengen kunde ikke undgaa at se alt det sørgelige.
  Nu gik Vædderen atter op paa Klippehøjden, men da han var kommen helt op, blev han staaende og sagde: „Hvis nogen, der var klog og tapper, fik al den Elendighed at se, der hersker her, vilde han sikkert ikke slaa sig til Ro, førend de Ræve havde faaet deres velfortjente Straf.“ — „Rævene skal vel ogsaa leve,“ sagde Drengen. — „Ja,“ sagde Vædderen, „de, der ikke slaar flere Dyr ihjel, end de behøver til deres Underhold, de skulde have Lov at leve. Men saadan nogle Misdædere!“ — „Kunde Bønderne, der ejer øen, ikke komme herover og hjælpe jer?“ spurgte Drengen. — „De har været her flere Gange,“ svarede Vædderen, „men Rævene gemmer sig i Huler og Revner, saa de ikke kan komme til at skyde dem.“ — „Du mener da vel ikke, at saadan en lille Stakkel som jeg kan gøre det af med de Dyr, som hverken I eller Bønderne kan faa Bugt med?“ — „En lille og forvoven er bedre end en stor og doven,“ sagde den gamle Vædder.
  Nu talte de ikke mere om den Ting, men Drengen løb hen og satte sig hos Vildgæssene, der gik og græssede. Skønt han ikke vilde lade Vædderen se det, var han dog meget bedrøvet for de stakkels Faars Skyld og ønskede inderlig, han kunde hjælpe dem. „Jeg vil tale med Akka og Morten Gase om det,“ tænkte han, „kanske de dog kan finde paa et godt Raad.“
  Lidt efter tog den hvide Gase Drengen paa Ryggen og gik hen over Sletten ad Helvedeshullet til.
  Den gik ganske sorgløst hen over den aabne Højslette, og det lod slet ikke til, at den tænkte paa, hvor hvid og stor den var. Den skjulte sig ikke bag Tuer eller Stene, men gik lige frem. Det var underligt, at den ikke var mere forsigtig, for det lod dog til, at den var kommen til Skade i Stormen Dagen før; den haltede paa det højre Ben og slæbte den venstre Vinge efter sig, som om den var knækket.
  Den gik, som om der var Fred og ingen Fare, nappede et Græsstraa her og et andet hist og saa hverken til højre eller til venstre. Drengen laa magelig henslængt paa dens Ryg og saa op i den blaa Himmel. Han var nu saa vant til at ride, at han kunde baade staa og ligge paa Gaaseryggen.
  Da baade Drengen og Gasen var saa ubekymrede, mærkede de slet ikke, at de tre Ræve var kommen frem af Klipperevnen. Og Rævene, der vidste, at det næsten var umuligt at komme en Gaas til Livs paa aaben Mark, tænkte i Begyndelsen slet ikke paa at jage efter Gasen. Men da de ikke havde andet at bestille, gemte de sig dog tilsidst snart i en, snart i en anden Klipperevne for at lure paa Gasen, der aabenbart aldeles ikke havde mærket dem.
  Da Gasen var temmelig nær ved den Revne, hvor de sad, gjorde den et Forsøg paa at hæve sig op i Luften. Den slog ud med Vingerne, men den kunde ikke komme til Vejrs. Nu kunde Rævene forstaa, at den var ude af Stand til at flyve, og de listede sig nu ind paa den med endnu større Iver. De holdt sig ikke længer skjult i Klipperevnerne, men kom ud paa den aabne Højslette. De gemte sig, saa godt de kunde, bag Tuer og Stene og kom nærmere og nærmere ind paa Gasen, uden at det lod til, den mærkede, at der var nogen efter den. Tilsidst var Rævene saa nær, at de kunde gøre Springet. De kastede sig alle paa een Gang med et vældigt Spring over den.
  I sidste øjeblik maatte Gasen alligevel have mærket, at der var noget paa Færde, for den sprang til Side, saa Rævene forfejlede Springet. Det hjalp den nu nu ikke synderlig, for den havde jo kun et Par Favnes Forspring, og saa haltede den jo desuden. Den Stakkel fo'r afsted, saa godt den kunde. Og Gæs kan jo løbe forfærdelig hurtigt, saa at endog en Ræv kan have ondt ved at indhente den.
  Drengen sad baglænds paa Gaaseryggen og raabte og skreg til Rævene: „I har ædt jer altfor tykke i Faarekød! I kan ikke engang indhente en Gaas!“ Han drillede dem, saa de blev helt rasende af Arrigskab og ikke tænkte paa andet end at styrte efter ham.
  Den hvide Gase løb lige hen imod den store Kløft. Da han naaede den, gjorde han et Slag med Vingerne, saa han kom over paa den anden Side. Da var Rævene lige i Hælene paa ham.
  Gasen blev ved at fare afsted, med samme Hast, ogsaa efter at han var kommen paa gen anden Side af Helvedeshullet. Men da han havde løbet en halv Snes Alen, klappede Drengen ham paa Halsen og sagde: „Nu kan du godt blive staaende, Morten!“
  I det samme hørte de bagved sig nogle vilde Hyl, en voldsom Kradsen af Kløer og nogle tunge Bump. Men Rævene saa de ingenting til.
  Næste Morgen fandt Fyrmesteren paa Store Karlsø et Stykke Bark, der var stukket ind under Døren, og hvorpaa der med skæve, klodsede Bogstaver var kradset: „Rævene paa Lille Karlsø er falden ned i Helvedeshullet. Se efter dem!“
  Og det gjorde Fyrmesteren.





XIII

TO BYER

PAA HAVSENS BUND.

Lørdag. April.

Det blev en stille, klar Nat. Vildgæssene brød sig ikke om at søge Ly i nogen af Grotterne, men stod og sov oppe paa Klippefladen, og Drengen havde lagt sig i det korte, tørre Græs ved Siden af Gæssene.
  Det var klart Maaneskin den Nat, saa klart, at Drengen havde ondt ved at falde i Søvn. Han laa og tænkte paa, hvor længe han havde været hjemmefra, og han regnede ud, at det var tre uger siden. Rejsen begyndte. Tillige kom han i Tanker om, at det i Aften var Paaskeaften.
  „I Nat er det altsaa, at Heksene kommer hjem fra Blåkulla,“ tænkte han og lo ved sig selv. Thi baade Nissen og Nøkken var han lidt bange for, men Hekse og Troldmænd troede han slet ikke paa.
  Havde der været Hekse i Luften den Aften, maatte nan saa vist have set dem. Himlen var saa lys og klar, at ikke det mindste sorte Punkt kunde bevæge sig i Luften, uden at han opdagede det.
  Medens han laa der med Næsen i Vejret og tænkte paa dette, fik øje paa noget smukt. Maaneskiven stod hel og rund højt oppe, og foran den kom en stor Fugl flyvende. Den fløj ikke forbi Maanen, men det saa ud, som om den kom flyvende ud af den. Imod den lyse Himmel tog Fuglen sig kulsort ud, og Vingerne naaede fra den ene Kant af Maaneskiven til den anden. Den holdt Retningen saa nøjagtig, at det saa ud for Drengen, som om den var tegnet paa Maaneskiven. Kroppen var lille, Halsen lang og tynd, og et Par lange, tynde Ben strakte den bagud. Drengen saa straks, at det maatte være en Stork.
  Et øjeblik efter slog Hr. Langeben, Storken, ned ved Siden af ham. Den bøjede sig hen over Drengen og stødte til ham med Næbbet for at faa ham vaagen.
  Drengen satte sig straks over Ende. „Jeg sover ikke, Hr. Langeben,“ sagde han. „Hvor kan det været at De er ude at flyve midt om Natten? Og hvordan staar det til paa Glimmingehus? Vil De tale med Mor Akka?“
  „Det er for lyst til at sove i Nat,“ svarede Hr. Langeben. „Derfor tog jeg mig over at rejse herop til Karlsø og opsøge dig, min Ven Tommeltot. Jeg fik at vide af en Fiskemaage, at du var her i Nat. Jeg er endnu ikke flyttet op til Glimmingehus; jeg boer endnu i Pommern.“
  Drengen blev forfærdelig glad over, at Hr. Langeben var kommen for at se til ham. De talte sammen om alt muligt som gamle Venner. Tilsidst spurgte Storken, om Drengen ikke havde Lyst til at ride en Tur i det smukke Maaneskin.
  Jo, det vilde Drengen heller end gerne, naar kun Storken vilde sørge for, at han kom tilbage til Vildgæssene inden Solopgang. Det lovede Storken, og saa gik det afsted.
  Hr. Langeben fløj paany lige op mod Maanen. De steg og steg, Havet sank dybt ned, men Flugten gik saa vidunderlig let, det var næsten, som om de laa stille i Luften.
  Drengen syntes, det var en urimelig kort Tid, Rejsen havde varet, da de atter sænkede sig ned imod Jorden.
  De landede paa en ensom Strandbred, der var bedækket med fint, hvidt Sand. Langs med Kysten løb der en Række Flyvesandsklitter med Marehalm paa Toppen. Synderlig høje var de ikke, men de hindrede dog Drengen i at se ind over Landet.
  Hr. Langeben stillede sig paa en Sandbanke, trak det ene Ben op under sig og bøjede Halsen tilbage for at stikke Næbbet under Vingen. „Nu kan du spasere lidt om her paa Stranden,“ sagde han til Tommeltot, „medens jeg hviler mig. Men gaa ikke længere bort, end du kan finde tilbage til mig!“
  Drengen vilde nu først klavre op paa en af Klitterne for at se, hvordan der saa ud indenfor. Men da han havde gaaet et Par Skridt, var der noget, der klirrede mod hans Træsko. Han bøjede sig ned og saa, at der i Sandet laa en lille Kobbermønt, der var saa fortæret af Ir, at den var næsten gennemsigtig. Den var saa lille og daarlig, at han ikke engang gad tage den op, men sparkede den af Vejen.
  Men da han atter rejste sig op, blev han helt forskrækket, thi ikke mere end to Skridt fra ham hævede der sig en høj Mur med en stor Port med Taarne over.
  Lige kort ført dengang Drengen bøjede sig ned, havde Havet ligget der, blankt og tindrende, og nu var det skjult af en lang Mur med Tinder og Taarne. Og lige foran ham, hvor der før laa en Bunke Tang, gabede nu den store Port.
  Drengen begreb nok, at det maatte være et Slags Spøgeri. Men det var ikke noget at blive bange for, syntes han. Der var ingen Trolde eller andet Djævelskab af den Slags, som han altid var bange for at møde om Natten. Baade Muren og Porten var saa prægtige, at han kun fik Lyst til at se, hvad der kunde være bagved dem. „Jeg maa virkelig undersøge, hvordan dette hænger sammen,“ tænkte han og begav sig ind ad Porten.
  I den dybe Porthvælving sad Vagtmandskabet i brogede Dragter med store, puffede ærmer og med langskaftede Hellebarder ved Siden af sig og spillede Tærninger. De tænkte bare paa Spillet og lagde ikke Mærke til Drengen, der skyndte sig forbi dem.
  Indenfor Porten kom han til en aaben Plads, belagt med store glatte Stenfliser. Høje, prægtige Huse omgav den, og lange, smalle Gader løb ud fra den.
  Paa denne Plads vrimlede det af Mennesker, Mændene bar lange, pelsværksforede Kapper over kostbare Underdragter af Silke, Baretter med Strudsfjer sad paa Snur paa deres Hoved, og paa Brystet hang brede Guldkæder. De var alle klædt saa pragtfuldt, som om de kunde være Konger.
  Kvinderne havde høje, toppede Sæt paa Hovedet og lange Kjoler med snævre ærmer. De var ogsaa prægtigt klædte, men langtfra som Mændene.
  Det var jo aldeles som i den gamle Eventyrbog, hans Moder sommetider tog op af Kisten og viste ham. Drengen vilde ikke tro sine egne øjne.
  Men hvad der var endnu mærkeligere at se paa end baade Mændene og Kvinderne, det var Byen selv. Hvert eneste Hus var bygget saadan, at det vendte Gavlen ud imod Gaden, og disse Gavle var saa udpyntede, at man skulde tro, de vilde kappes med hverandre om, hvem der var den fineste.
  Den, der paa een Gang faar saa meget nyt at se, kan ikke bevare det altsammen i sin Hukommelse. Men Drengen kunde alligevel siden efter huske, at han havde set takkede Gavle, hvor der stod Billedstøtter af Kristus og hans Apostle paa hver eneste Afsats, Gavle, hvor der var den ene Niche ved Siden af den anden helt op til Toppen, alle med udskaarne Figurer i, Gavle, der var Indlagt med brogede Glasstykker, og Gavle, der var stribede og tærnede af hvidt og sort Marmor.
  Medens Drengen gik og beundrede alt dette, fik han pludselig forfærdelig travlt. „Saadan noget har jeg aldrig i mine livfødte Dage set, og saadan noget faar jeg aldrig mere at se,“ sagde han til sig selv. Og han gav sig til at løbe hele Byen igennem, Gade op og Gade ned.
  Gaderne var snævre, men ikke mørke og tomme som i de Byer, han havde set paa sin Rejse. Der var fuldt af, Mennesker alle Vegne. Gamle Koner sad udenfor deres Døre og spandt, uden Spinderok, bare med en Ten. Købmændenes Butikker var ligesom Markedsboder aabne ud imod Gaden. Alle Haandværkere stod med deres Arbejde ude under aaben Himmel. Et Sted blev der kogt Tran, et andet Sted blev der garvet Huder, paa et tredje Sted var der en lang Reberbane.
  Havde Drengen bare haft Tid, kunde han have lært alle mulige Haandværk. Her saa han, hvordan Vaabensmeden bar sig ad med at hamre et Brystharnisk ud, hvorledes Guldsmeden indfattede ædle Stene i Ringe og Armbaand, hvorledes Drejeren førte sine Jern, hvorledes Skomageren forsaalede sine fine, røde Sko, hvorledes Guldtrækkeren tvandt Guldtraad, hvorledes Væverne slog Islæt af Guld og Sølv i deres Væv.
  Men Drengen havde ikke Tid til at staa stille. Han fo'r afsted for at naa at se saa meget som muligt, inden det altsammen forsvandt igen.
  Den høje Mur løb rundt om hele Byen og lukkede for den som et Gærde for en Mark. For Enden af hver Gade saa han den med sine Taarne og Tinder. Oppe paa Muren gik Krigsmænd med blinkende Hjælme og Harnisker.
  Da han havde løbet tværs igennem hele Byen, kom han til en anden Port i Muren. Der udenfor laa Havet og Havnen. Drengen saa gammeldags Skibe med Rorbænke tværs over og høje Overbygninger for og agter. Nogle laa og indtog Last, andre kastede netop Anker. Lastdragere og Købmænd færdedes imellem hverandre. Overalt var der Travlhed og Liv.
  Men heller ikke her syntes han, han havde Tid til at standse. Han skyndte sig igen ind i Byen, og nu kom op til Stortorvet. Der laa Domkirken med tre høje Taarne og en dyb, hvælvet Portindgang. Væggene var saa udsmykkede med Billedhuggerarbejde, at der ikke var en Sten, uden at den havde sit Sirat. Og hvilken Pragt skimtede man ikke gennem den aabne Dør: gyldne Kors og guldbeslaaede Altere og Præster i gyldent Skrud! Lige overfor Kirken laa der et Hus med Tinder og et eneste skyhøjt Taarn. Det var sagtens Raadhuset. Og mellem Kirken og Raadhuset, hele Torvet rundt, knejsede de smukke Gavlhuse med den mangfoldigste Udsmykning.
  Drengen havde løbet sig baade varm og træt. Han mente, han nu havde set det mærkeligste, og begyndte derfor at gaa langsommere. Den Gade, han nu var drejet ind i, var vist den, hvor Byfolkene købte deres prægtige Klæder. Der stod fuldt af Folk foran de smaa Boder, mens Købmændene ud over Disken bredte stift, blomstret Silketøj, tykt Guldmor, broget Fløjl, lette Florsshawler og Kniplinger som Spindelvæv.
  Før, mens Drengen løb gennem Gaderne, havde ingen lagt Mærke til ham. Menneskene havde vist troet, at det bare var en lille, graa Mus, der pilede forbi dem. Men nu, da han gik langsomt op ad Gaden, fik en af Købmændene øje paa ham og vinkede ad ham.
  Drengen blev først bange og vilde løbe forbi, men Købmanden vinkede og smilede og bredte et dejligt Stykke Silkedamask ud paa Disken for at lokke ham.
  Drengen rystede paa Hovedet. „Jeg bliver aldrig saa rig, at jeg kan købe een Alen af det Tøj,“ tænkte han.
  Men nu havde de faaet øje paa ham i hver eneste Butik hele Gaden ned. Hvor han saa vendte Hovedet hen, stod der en Kræmmer og vinkede ad ham. De lod deres rige Kunder staa og tænkte kun paa ham. Han saa, at de løb ind i Butikkernes inderste Kroge for at hente det bedste frem, de havde at sælge, og at deres Hænder ligefrem rystede af Iver, mens de lagde det frem paa Disken.
  Da Drengen blev ved at gaa, sprang en af Købmændene over Disken, løb efter ham og udbredte foran ham et Stykke sølvmor og et vævet Tapet, der straalede af Farver. Drengen kunde ikke lade være at le af ham; Kræmmeren kunde da nok begribe, at en fattig Stakkel som han ikke kunde købe saadanne Ting. Han stod stille og rakte sine to tomme Hænder ud, for at de skulde se, at han ingenting ejede, og saa lade ham i fred.
  Men Købmanden rakte en Finger i Vejret, nikkede og skød hele den dejlige Bunke Varer hen til ham.
  „Mon det er hans Mening, at han vil sælge alt det for et Guldstykke?“ tænkte Drengen.
  Købmanden tog en lille, slidt og daarlig Mønt frem, den usleste, man kunde se, og viste ham den. Og han var saa ivrig, efter at sælge, at han lagde et par tunge Sølvbægre ovenpaa Bunken.
  Da gav Drengen sig til at rode i sine Lommer. Han vidste nok, at han ikke ejede en Skilling, men han kunne ikke lade være at føle efter.
  Alle de andre Købmænd stod rundt omkring for at se, hvad det blev til med Handelen, og da de saa, at Drengen gav sig til at rode i sine Lommer, løb de alle hen til deres Disk, tog Hænderne fulde af Sølv– og Guldsmykker og tilbød ham dem. Og alle gjorde de ham begribeligt, at de ikke forlangte andet i Betaling end en eneste lille Skilling.
  Men Drengen vendte baade sine Trøjelommer og sine Bukselommer, for at de skulde se, at han ingenting ejede. Da fik de Taarer i øjnene, alle disse fornemme Købmænd, der var saa meget rigere end han. Han blev tilsidst rørt over, at de saa saa bekymrede ud, og han spekulerede paa, om han ikke kunde hjælpe dem paa en eller anden Maade. Og saa kom han i Tanker om den lille, irrede Mønt, han nylig havde set ligge paa Stranden.
  Han vendte om og løb af alle Kræfter ned ad Gaden, og Lykken var ham god, saa han kom til den samme Port, han var kommen ind ad. Han styrtede igennem den og gav sig til at lede efter den lille, irrede Kobbermønt, der havde ligget paa Stranden for en halv Time siden.
  Han fandt den ogsaa ganske rigtigt, men da han havde taget den op og vilde løbe tilbage til Byen med den, saa han ikke andet end Havet foran sig. Ingen Mur, ingen Port, ingen Vægtere, ingen Gader, ingen Huse, intet andet end det bare Hav.
  Drengen kunde ikke gøre ved, at han fik Taarer i øjnene. Først havde han troet, at det, han saa, ikke var andet end øjenforblændelse, men det havde han glemt igen. Han havde kun tænkt paa, hvor smukt det var altsammen. Han sørgede ligefrem over, at Byen var forsvunden.
  I samme øjeblik vaagnede Hr. Langeben og kom hen til ham. Men han hørte ham ikke, Storken maatte puffe til ham med Næbbet for at gøre sig bemærket. „Du staar nok ogsaa her og sover,“ sagde Hr. Langeben.
  „Kære Hr. Langeben!“ sagde Drengen. „Hvad var det for en By, som laa her lige nu?“
  „Har du set en By?“ sagde Storken. „Du har sovet og drømt, det er det, jeg siger.“
  „Nej, jeg har ikke drømt,“ sagde Tommeltot, og han fortalte Storken alt, hvad han havde oplevet.
  Da sagde Hr. Langeben: „Min Mening er, at du er falden i Søvn her paa Strandbredden, Tommeltot, og har drømt det altsammen. Men jeg vil ikke skjule for dig, at Bataki, Ravnen, der er den lærdeste Fugl i Verden, engang har fortalt mig, at der her ved Kysten i gamle Dage laa en By, der hed Vineta. Den var saa rig og lykkelig, at der aldrig har været en prægtigere By, men dens Indbyggere hengav sig desværre til Stolthed og Pragtlyst. Til Straf herfor, siger Bataki, blev Byen Vineta oversvømmet af en Stormflod og sank i Havet. Men Indbyggerne kan ikke dø, og deres By gaar heller ikke til Grunde. Og een Nat hvert hundrede Aar stiger den op af Havet igen i al sin Herlighed og ligger paa Jordens Overflade nøjagtig en Time.“
  „Ja, det maa være rigtigt,“ sagde Tommeltot, „for det har jeg set.“
  „Men naar Timen er gaaet, synker den i Havet igen, hvis ikke en Købmand i Vineta imidlertid har faaet solgt noget til et levende Væsen. Havde nu blot du, Tommeltot, haft aldrig saa lille en Kobberskilling at give Købmanden, saa laa Vineta endnu her ved Kysten, og Menneskene der kunde leve og dø som andre Mennesker“.
  „Hr. Langeben,“ sagde Drengen, „nu kan jeg forstaa, hvorfor De kom og hentede mig om Natten. Det var, fordi De troede, jeg kunde frelse den gamle By. Jeg er saa bedrøvet over, at det ikke gik, som De vilde, Hr. Langeben.“
  Han holdt Hænderne for øjnene og græd. Det var ikke let at afgøre, hvem der saa mest bedrøvet ud, Drengen eller Hr. Langeben.


DEN LEVENDE BY.

Mandag 11. April.

Anden Paaskedag om Eftermiddagen var Vildgæssene og Tommeltot ude at flyve. De fløj henover Gulland (Gotland).
  Den store ø laa jævn og flad under dem. Jorden var tærnet, ganske som i Skaane, og der var fuldt op baade af Kirker og Gaarde. Men der var den Forskel, at der laa flere Lunde mellem Markerne her, og saa var Gaardene ikke sammenbyggede. Og der var slet ingen store Herregaarde med Taarne paa og udstrakte Parker.
  Vildgæssene havde lagt Vejen over Gulland for Tommeltots Skyld. I to Dage havde han nu slet ikke lignet sig selv og næsten ikke lukket sin Mund op. Det kom af, at han ikke kunde tænke paa andet end den By, der paa saadan en mærkelig Maade havde vist sig for ham. Han havde aldrig set noget saa skønt og prægtigt, og han kunde ikke forsone sig med, at det ikke var lykkedes ham at frelse den. Han var ellers ikke sentimental af sig, men han sørgede ligefrem over de smukke Bygninger og de høje, stolte Mennesker.
  Baade Akka og Gasen havde søgt at overbevise Tommeltot om, at det havde været Drøm eller øjenforblændelse, men Drengen vilde ikke lade sig sige. Han var sikker paa, at hvad han havde set, det havde han set, og ingen kunde rokke denne Overbevisning. Han gik saa bedrøvet omkring, at hans Rejsekammerater blev urolige for ham.
  Netop da Drengen var mest forknyt, kom den gamle Kaksi tilbage til Flokken. Stormen havde forslaaet hende til Gulland, og hun havde været hele øen rundt, før hun havde hørt af nogle Krager, at hendes Rejsekammerater var paa Lille Karlsø. Da Kaksi hørte, hvad der var i Vejen med Tommeltot, sagde hun pludselig:
  „Naar det er en gammel By, Tommeltot sørger over, saa skal vi snart faa ham trøstet. Kom bare med, saa skal jeg føre jer hen til et Sted, jeg saa i Gaar! Han skal nok snart blive glad igen!“
  Derpaa sagde Gæssene Farvel til Faarene, og nu var de paa Vej til det Sted, som Kaksi vilde vise Tommeltot. Saa bedrøvet han var, kunde han ikke lade være som sædvanlig at kigge ned paa det Land, han fløj hen over.
  For hans øjne saa det ud, som om hele øen fra Begyndelsen af havde været saadan en høj, stejl Klippe som Karlsø, men naturligvis meget større. Men saa var den paa en eller anden Maade gjort flad. Der var en, der havde taget en stor Kagerulle og rullet hen over den, som om den var et Stykke Dejg. Ikke saadan at forstaa, at den var bleven lige saa jævn som et Fladbrød, det var den ikke. Da de fløj langs Kysten, havde han paa flere Steder set høje, hvide Kalkvægge med Grotter og Klippesøjler, men de fleste Steder var de jævnet med Jorden, og Kysten skraanede ganske svagt ned imod Havet.

  Paa Gulland havde de en smuk og fredelig Søndageftermiddag. Det var mildt Foraarsvejr, Træerne havde store Knopper, Foraarsblomster dækkede Engene, Poplernes lange, tynde nedhængende Grene viftede, og i de smaa Haver, der var ved hvert eneste Hus, stod Stikkelsbærbuskene helt grønne.
  Varmen og Grødevejret havde lokket Folk ud paa Veje og Gaardspladser, og hvor der var flere samlede, legede de. Og det var ikke alene Børnene, der legede, men ogsaa de voksne. De kastede til Maals med Stene og sendte deres Bolde op i Luften med saa vældige Sving, at de var nær ved at naa op til Vildgæssene. Det saa fornøjeligt og muntert ud, at de voksne saadan legede, og Drengen vilde ogsaa have moret sig over det, hvis han havde kunnet glemme sin Sorg over, at han ikke havde kunnet frelse den gamle By.


Den nordlige Del af Visby Ringmur.
Den nordlige Del af Visby Ringmur.

  Men han maatte jo indrømme, at det var en smuk Tur. Der var saadan en Sang og Klang i Luften. SmaaBørn legede en Danseleg og sang til. Og Frelsens Hær var ude. Han saa en hel Mængde Mennesker i sorte og røde Dragter sidde paa en Skovbakke og spille paa Guitarer og Messinginstrumenter. Paa en af Vejene kom der en stor Skare Mennesker. Det var Good–Templare, der havde været paa Landtur. Han kunde kende dem paa de store Faner med Guldindskrifter, som vajede over dem. Og de sang den ene Sang efter den anden, saa længe han kunde høre dem.
  Drengen kunde aldrig senere høre Navnet Gulland uden Straks at komme til at tænke paa Leg og Sang.
  Længe havde han siddet og set ned, men nu løftede han tilfældigvis øjnene. Det er ikke til at sige, hvor forbavset han blev. Uden at han havde lagt Mærke til det, havde Gæssene forladt det Indre af øen og fløjet vestpaa ud imod Kysten. Nu laa det aabne, blaa Hav foran ham. Men det var ikke Havet, der var mærkeligt, men en By, der hævede sig paa Kysten.
  Drengen kom østfra, og Solen stod allerede lavt i vest. Da han nærmede sig Byen, stod dens Mure og Taarne og høje Gavlhuse og Kirker ganske sorte imod den lyse Aftenhimmel. Derfor kunde han ikke se, hvordan det egentlig hang sammen med dem, og nogle øjeblikke troede han, at den By var lige saa prægtig som den, han havde set Paaskenat.
  Da han kom helt hen til Byen, saa han, at den baade lignede og ikke lignede den By fra Havsens Bund. Der var den samme Forskel, som om man den ene Dag saa en Mand klædt i Purpur og kostelige Linklæder og den næste Dag i Pjalter.
  Men den By havde nok alligevel lignet den, han sad og tænkte paa. Den var ogsaa omgiven af en Mur med Taarne og Porte. Men Taarnene i denne By, der var bleven oppe paa Jorden, stod uden Tag, hule og tomme. Portene var uden Dørfløje, Vægtere og Krigsfolk var forsvundne. Al den straalende Pragt var borte. Kun det nøgne graa Stenskelet var tilbage.
  Da Drengen kom længere ind over Byen, saa han, at den for Størstedelen bestod af smaa, lave Huse, men hist og her var der bevaret nogle høje Gavlhuse og nogle Kirker fra den gamle Tid. Gavlhusenes Mure var hvidkalkede og uden mindste Prydelse, men da Drengen saa nylig havde set den sunkne By, kunde han tænke sig, hvordan de havde været udsmykkede: nogle med Billedstøtter og andre med sort og hvidt Marmor. Og ligesaa var det med de gamle Kirker. De fleste af dem var uden Tag og deres Indre bart og tomt. Vinduesaabningerne var uden Ruder, Gulvene var græsbevoksede, og der klatrede Vedbend op ad Væggene. Men nu vidste han, hvordan de eengang havde set ud, at de havde været dækket med Billedstøtter og Malerier, at der i Koret havde hævet sig et rigt smykket Alter og gyldne Kors, og at Præster i gyldent Skrud havde gaaet om derinde.
  Drengen saa ogsaa de smalle Gader, der var næsten tomme saadan en Søndag Eftermiddag. Men han vidste, hvad for en Strøm af smukke, stolte Mennesker der engang havde bølget frem og tilbage. Han vidste, at Gaderne havde været som store Værksteder, fulde af alle Slags Arbejdere.
  Men hvad Niels Holgersen ikke saa, det var, at Byen den Dag i Dag var baade mærkelig og smuk. Han saa hverken de hyggelige Smaahuse i Baggaderne, med sorte Muret hvidmalede Bjælkeender og røde Pelargonier bag de blanke Ruder eller de mange dejlige Haver og Alleer eller de vedbendklædte Ruiners Skønhed. Hans øjne var saa fulde af det svundnes Herlighed, at han ikke kunde se noget godt i det, der var.
  Vildgæssene fløj et Par Gange frem og tilbage over Byen, for at Tommeltot rigtig skulde faa alting at se. Tilsidst dalede de ned paa det græsbevoksede Gulv i en Ruinkirke for at blive der Natten over.


St. Katarinakirkens Ruin.
St. Katarinakirkens Ruin.

  De havde allerede sat sig til at sove, men Tommeltot var vaagen endnu og saa gennem de knuste Hvælvinger op imod den blegrøde Aftenhimmel. Da han havde siddet saadan en Tid, tænkte han, at nu vilde han holde op at sørge over, at han ikke havde kunnet frelse den sunkne By.
  Ja, det vilde han, nu da han havde set denne. Hvis den By, han havde set ikke igen var sunken ned paa Havsens Bund, saa var den maaske inden ret længe bleven ligesaa forfalden som denne. Den vilde maaske ikke have modstaaet Tiden og Forgængeligheden, men snart staaet med Kirker uden Tag og Huse uden Prydelser og ødet tomme Gader ligesom denne. Saa var det dog bedre, den endnu var bevaret i al sin Herlighed nede i det skjulte.
  „Det var godt, at det gik, som det gik,“ tænkte han. „Havde jeg Magt til at frelse Byen, tror jeg ikke, jeg vilde gøre det.“ Og saa sørgede han ikke mere over den Ting.
  Og der er vist mange blandt de unge, der tænker saadan. Men naar man bliver gammel og har maattet vænne sig til at være tilfreds med lidt, da glæder man sig mere over det Visby, der er, end over et skønt Vineta paa Havsens Bund.





XIV

SAGNET OM
SMAALAND

Tirsdag 12. April.

Vildgæssene havde haft en god Rejse over Havet og var slaaet ned i Tjust Herred i det nordlige Smaaland. Det Herred saa ud, som om det ikke kunde bestemme sig til, om det vilde være Land eller Hav. Alle Vegne gik Havbugterne ind og skar Landet itu i øer og Halvøer, i Odder og Næs. Havet var saa paatrængende, at det eneste, der kunde holde sig oppe, var Høje og Klipper. Alt Lavland var skjult under Havfladen.
  Det var Aften, da Vildgæssene kom ind fra Havet, og det bakkede Land laa smukt imellem de blinkende Fjorde. Hist og her paa øerne saa Drengen Huse og Hytter, og jo længere han kom ind imod Land, jo større og bedre blev Husene. Tilsidst voksede de til store, hvide Herregaarde. Langs Kysten stod der som oftest en Krans af Træer, indenfor den laa der Marker, og oppe paa Toppen af de smaa Høje tog Træerne fat igen. Han kunde ikke lade være at tænke paa Bleking. Her var igen et Sted, hvor Land og Hav mødtes paa saadan en stille, smuk Maade og ligesom søgte at vise hinanden det bedste og smukkeste, de havde.
  Vildgæssene slog ned paa en nøgen Holm langt inde i Gaasefjorden. Ved tørste Blik ind mod Kysten saa de, at Foraaret havde gjort store Fremskridt, mens de var ude paa øerne. De store, prægtige Træer var endnu ikke udsprungne, men Jorden under dem var broget af Guldstjerner og blaa og hvide Anemoner.
  Da Vildgæssene saa Blomstertæppet, blev de bange for, at de var bleven for længe i den sydlige Del af Landet. Akka Sagde straks, at der var ikke Tid til at opsøge nogen af deres Hvilepladser i Smaaland. Allerede næste Morgen maatte de drage nordpaa over östergötland.
  Drengen vilde altsaa ikke faa noget af Smaaland at se, og det kunde han ikke lade være at ærgre sig over. Der var ikke nogen af de andre Landsdele, han havde hørt saa megen Tale om som Smaaland, og han vilde saa gerne have set det med sine egne øjne.
  Sidste Sommer, da han tjente som Gaasedreng hos en Bonde i Nærheden af Jordberga, var han næsten hver Dag kommen sammen med et Par fattige SmaalandsBørn, der ogsaa vogtede Gæs. De Børn havde drillet ham saa rent forskrækkeligt med deres Smaaland.
  Det var nu for Resten Synd at sige, at Aase Gaasepige havde drillet ham. Hun var altfor klog til det. Men den, der kunde drille, saa det forslog noget, det var hendes Broder, lille Mads.
  „Har du hørt, hvordan det gik til, da Smaaland og Skaane blev skabt, Niels Gaasedreng?“ spurgte han for Eksempel, og da Niels Holgersen sagde nej, gav han sig straks til at fortælle det gamle Skæmtesagn.
  „Ja, ser du, det var dengang Vorherre var i Færd med at skabe Verden. Bedst som han sad og arbejdede, kom Sankt Peter forbi. Han blev staaende og saa til, og saa spurgte han, om det var et svært Stykke Arbejde. Aa ja, helt let er det ikke sagde Vorherre. Sankt Peter blev staaende lidt endnu, og da han saa, hvor let det gik at gøre det ene Land færdigt efter det andet, fik han ogsaa Lyst at prøve. „Trænger du ikke til at hvile dig lidt?“ sagde Sankt Peter, „saa kunde jeg besørge Arbejdet for dig imens.“ Men det vilde Vorherre ikke. „Jeg ved ikke, om du er saa dreven i Kunsten, at jeg tør betro dig at tage fat, hvor jeg holder op,“ svarede han. Da blev Sankt Peter fornærmet og sagde, at han troede da nok, han kunde skabe ligesaa gode Lande som Vorherre selv.
  Nu traf det sig saadan, at Vorherre lige var i Færd med at skabe Smaaland. Det var ikke engang halvfærdigt, men det ud til at blive et aldeles dejligt og frugtbart Land. Vorherre havde ondt ved at sige nej til Sankt Peter, og han tænkte vel for Resten, at det, der var saa godt begyndt, kunde vist ingen ødelægge. Derfor sagde han: „Vil du som jeg, saa skal vi se, hvem af os, der forstaar sig bedst paa denne Slags Arbejde. Du, der kun er Begynder, skal gøre det færdigt, som jeg har begyndt paa, og jeg skal skabe et nyt Land.“ Det gik Sankt Peter straks ind paa, og saa gav de sig til at arbejde hver paa sit Sted.
  Vorherre flyttede sig lidt ned imod Syd, og der tog han sig over at skabe Skaane. Det varede ikke længe, før han var færdig, og saa spurgte han Sankt Peter, om han var færdig og vilde komme og se paa hans Arbejde. „Jeg har mit i Orden for længe siden,“ sagde Sankt Peter, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor tilfreds han var med, hvad han havde udrettet.
  Da Sankt Peter saa Skaane, maatte han indrømmet at det Land var der ikke andet end godt at sige om. Det var et frugtbart Land, let at dyrke, med store Sletter, hvor han saa hen, og knap et Tilløb til Bjerge. Man kunde se, at Vorherre havde ment al lave det saadan, at der var godt at være. „Ja, det er et rigtig godt Land,“ sagde Sankt Peter, „men jeg tror mit er bedre.“ — „Lad os saa gaa hen og se paa det,“ sagde Vorherre.
  Da Sankt Peter begyndte paa Arbejdet, var Landet allerede færdigt mod Nord og øst, men den sydlige og vestlige Del og hele det Indre af Landet havde han faaet Lov at skabe paa egen, Haand. Da nu Vorherre kom derop, hvor Sankt Peter havde arbejdet, blev han saa forskrækket, at han pludselig stod stille og sagde: „Hvordan i Alverden har du baaret dig ad med det Land, Sankt Peter?
  Sankt Peter stod og saa sig forundret om. Han havde haft den Tanke, at der ikke var noget saa godt for et Land som megen Varme. Derfor havde han samlet en umaadelig Masse Stene og Klipper sammen og muret et Højland op, og det havde han gjort, for at det skulde komme tæt op til Solen og faa rigtig godt af Solvarmen. Ovenpaa Stenmasserne havde han bredt et tyndt Lag Muldjord, og saa havde han troet, det hele var klappet og klart.
  Men mens han var nede i Skaane, var der faldet et par stærke Regnbyger, og mere behøvedes der ikke for at vise, hvad hans Arbejde duede til. Da Vorherre kom for at tage Landet i øjesyn, var al Muldjorden skyllet bort, og den nøgne Klippegrund stak frem overalt. Hvor det var bedst, laa der Ler og tungt Grus ovenpaa Klippen, men det saa saa magert ud, at ethvert Barn kunde begribe, der knap kunde gro andet end Gran og Enebær og en Smule Mos og Lyng. Hvad der var rigeligt med, det var Vand. Det fyldte alle Kløfter i Klippen, og Søer, Aaer og Bække saa man alle Vegne, for ikke at tale om Moser og Kær, der bredte sig over store Strækninger. Og det harmeligste var, at mens nogle Egne havde Overflod af Vand, var der andre Steder saa smaat med det, at store Stykker Jord laa hen som golde Heder, hvor Jord og Sand ved mindste Vindpust hvirvlede i Vejret.
  „Hvad har du dog ment med at skabe saadan et Land?“ sagde Vorherre, og Sankt Peter undskyldte sig og sagde, at han havde bygget Landet saa højt i Vejret, for at det skulde faa godt af Solvarmen. „Men saa faar det jo ogsaa des mere af Nattekulden,“ sagde Vorherre, „for den kommer ogsaa fra Himlen. Jeg er bange for, at den Smule, der kan gro her, fryser væk.“
  Det havde Sankt Peter naturligvis ikke tænkt paa.
  „Ja, det bliver et fattigt Land, hvor Frosten binder Jorden,“ sagde Vorherre, „det er der ikke noget at gøre ved.“
  Da lille Mads var kommen hertil i Historien, afbrød Aase Gaasepige ham. „Jeg kan ikke lide, du siger, der er saa usselt i Smaaland, lille Mads,“ sagde hun. „Du glemmer rent, hvor megen god Jord der er. Tænk bare paa Møre Herred ovre ved Kalmar Sund! Jeg gad nok vidst, hvor der er en bedre Kornegn. Der ligger Ager ved Ager ganske som her i Skaane. Der er Jorden saa god, at jeg ikke ved, hvad der ikke skulde kunne vokse der.“
  „Det kan jeg ikke gøre ved,“ sagde lille Mads. „Jeg fortæller det kun saadan, som jeg har hørt det.“
  „Og jeg har hørt mange sige, at et smukkere Kystland end Tjust gives der ikke. Tænk paa alle de Bugter og øer og alle de Herregaarde og alle de Smaaskove!“ sagde Aase. „Ja, det er sandt nok,“ indrømmede lille Mads. — „Og kan du ikke huske,“ vedblev Aase, „at Lærerinden sagde, at saa smuk og afvekslende en Egn som det Stykke af Smaaland, der ligger syd for Vettern, er der ikke i hele Sverige? Husk paa den dejlige Sø og de gule Kystbjerge og paa Grenna og Jönköping med Tændstikfabrikken og Munksjö, og husk paa Huskvarna og alle de store Anlæg der.“ — Ja, det er sandt nok,“ sagde lille Mads endnu engang. — „Og husk paa Visingsø, lille Mads, med Ruinerne og Egeskoven og alle de Sagn! Husk paa den Dal, som Emaaen løber igennem, med alle Byerne og Møllerne og Træmassefabrikkerne og Savværkerne og Snedkerierne.“ — „Ja, det er jo sandt nok,“ sagde lille Mads og saa helt betænkelig ud.
  Men pludselig saa han op. „Vi er godt dumme,“ sagde han. „Alt det, du der nævner, ligger jo i Vorherres Smaaland, i den Del af Landet, der allerede var færdig, inden Sankt Peter kom til. Det er jo ganske rigtigt, at der skulde være godt og smukt. Men i Sankt Peters Smaaland ser det jo saadan ud, som der staar i Historien. Og det var intet Under, at Vorherre blev bedrøvet, da han saa det,“ vedblev lille Mads, idet han fortsatte sin Historie. „Sankt Peter tabte alligevel ikke Modet, men prøvede paa at trøste Vorherre. „Du skal ikke tage dig det nær!“ sagde han. „Vent blot, til jeg faar skabt Folk, der kan opdyrke Moserne og rydde sig Agre paa Klippeskrænterne.“
  Men, da brast Vorherres Taalmodighed, og han sagde: „Nej, du kommer til at gaa ned til Skaane, som er et godt Land og let at dyrke, og skabe Skaaningen, men Smaalændingen vil jeg selv skabe.“ Og saa skabte han Smaalændingen og gjorde ham opvakt og nøjsom og glad og flittig og driftig og dygtig, saa han kunde skaffe sig Føden i sit fattige Land.“
  Saa tav lille Mads, og havde nu Niels Holgersen ogsaa tiet, saa var alt gaaet godt, men det var ham umuligt at dy sig for at spørge, hvordan Sankt Peter havde skilt sig fra at skabe Skaaningen.
  „Ja, hvad synes du selv?“ sagde lille Mads og saa' saa spydig ud, at Niels Holgersen fo'r løs paa ham for at banke ham. Men Mads var kun en lille Knægt, og Aase Gaasepige, der var et Aar ældre, løb ham straks til Hjælp. Saa godmodig som hun ellers var, saasnart nogen rørte Broderen, fo'r hun op som en Løve. Og Niels Holgersen holdt sig for god til at slaas med en Tøs; han vendte dem Ryggen og gik sin Vej, og hele den Dag saa han ikke til den Side, hvor de to smaa Smaalændinge var.





XV

KRAGERNE

LERKRUKKEN.
I det sydvestlige HjØrne af Smaaland ligger et Herred, der hedder Sunnerbo. Det er et ganske fladt og Jævnt Land, og den, der ser det om Vinteren, naar det er dækket med Sne, kan ikke tænke andet, end at der under Sneen ligger pløjede Brakmarker, grønne Rugmarker og slaaede Kløverenge som ellers i Sletteegne. Men naar omsider Sneen tøer i Sunnerbo i Begyndelsen af April, viser det sig, at det, der ligger gemt under den, ikke er andet end golde Sandheder, nøgne Klipper og store, side Moser. Agre er der nok hist og her, men de er saa smaa, at man knap lægger Mærke til dem, og smaa graa eller røde Bønderhuse er der ogsaa, men de ligger gerne skjult i en Birkelund, næsten som om de var bange for at vise sig.
  Hvor Sunnerbo Herred støder op til Hallands Grænse, er der en saa vældig Sandhede, at den, der staar ved den ene Ende, ikke kan se over til den modsatte Side. Paa hele Heden vokser der ikke andet end Lyng, og det vilde heller ikke være let at faa andre Planter til at trives der. Allerførst maatte man da rydde Lyngen, for den har det saadan, at skønt den kun har en lille, forkrøblet Stamme, smaa forkrøblede Grene og tørre, forkrøblede Blade, bilder den sig dog ind, at den er et Træ. Derfor bærer den sig ligesaadan ad som de rigtige Træer, breder sig ud som Skove over store Strækninger, holder trofast sammen og bringer alle fremmede Planter, der vil trænge ind paa dens Omraade, til at uddø.
  Det eneste Sted paa Heden, hvor Lyngen ikke er Enehersker, er en lav, stenet Aas, der gaar midt henover den. Dér vokser baade Enebærbuske, Rønnebærtræer og nogle store smukke Birke. Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, laa der ogsaa et Hus med en lille, ryddet Plet Jord omkring, men de Folk, der engang havde boet der, var af en eller anden Grund flyttet derfra. Det lille Hus stod tomt, og Ageren laa udyrket hen.
  Da Folkene havde forladt Huset, havde de lukket Spjældet, sat Vindueskrogene paa og laaset Døren. Men de havde ikke tænkt paa, at der var slaaet en Rude ud i Vinduet og en Klud stoppet i Hullet. Et Par Somres Regn havde skØrnet Kluden, til den faldt fra hinanden, og tilsidst var det lykkedes en Krage at pille den ud.


Husmandshytte i Smaaland.
Husmandshytte i Smaaland.

  Aasen paa Lyngheden var nemlig ikke saa folketom, som man skulde tro; den var beboet af et stort Kragefolk. Kragerne boede der naturligvis ikke hele Aaret rundt. De rejste udenlands om Vinteren, om Efteraaret fløj de fra den ene Ager til den anden i hele Götaland og hakkede Korn op, om Sommeren spredte de sig over Gaardene i Sunnerbo Herred, og levede af æg, Bær og Fugleunger, men hvert Foraar, naar de skulde bygge Rede og lægge æg, vendte de tilbage til Lyngheden.
  Den Krage, der pillede Kluden ud af Vinduet, hed,Garm Hvidfjer, men blev aldrig kaldt andet end eller Drumle eller endog Fumle–Drumle, fordi han altid bar sig dumt og klodset ad og ikke duede til andet end at gøre Nar af. Fumle–Drumle var større og stærkere end nogen af de andre Krager; men det hjalp ham ikke det mindste; han var og blev kun til Latter for de andre. Det nyttede ham heller ikke, at han var af en udmærket Slægt. Havde det gaaet rigtigt til, skulde han egentlig havde været Anfører for hele Flokken; thi den Værdighed havde fra Arilds Tid tilhørt den ældste af Hvidfjerene. Men længe inden Fumle–Drumle var født, var Magten veget fra hans Slægt og var nu i Hænderne paa en vild og grusom Krage, der hed Vind–Ile.
  Dette Herskerskifte kom af, at Kragerne paa Krageaasen havde faaet Lyst til at forandre Levevis. Der er vel nok dem, der tror, at alt, hvad Krage hedder, lever paa samme Maade, men dette er ganske forkert. Der er hele Kragefolk, som fører et hæderligt Liv, det vil sige, de æder kun Frø, Orme, Larver og døde Dyr, men saa er der andre, der fører et fuldstændigt Røverliv, overfalder Harekillinger og Smaafugle og plyndrer hver eneste Rede, de faar øje paa.
  De gamle Hvidfjere havde været strenge og tarvelige, og saa længe de havde anført Flokken, havde de tvunget Kragerne til at opføre sig saadan, at andre Fugle ikke havde noget at sige dem paa. Men Kragerne var talrige, og Fattigdommen iblandt dem var stor. I Længden kunde de ikke udholde en saa streng Levevis, men gjorde Oprør imod Hvidfjerene og lod Vind–Ile komme til Magten; han var den værste Redeplyndrer og Røver, som tænkes kunde, hvis da ikke hans Hustru, Vind–Kaara, var endnu værre. Under deres Styrelse havde Kragerne begyndt at føre et saadant Levned, at de nu var mere frygtede end Duehøge og Bjergugler.
  Fumle–Drumle havde naturligvis ingenting at sige i Flokken. Alle var enige om, at han ikke i mindste Maade slægtede sine Forfædre paa, og at han ikke duede til Anfører. Ingen vilde have lagt Mærke til ham, hvis han ikke bestandig havde gjort nye Dumheder. Nogle, der var meget kloge, sagde sommetider, at det var vist en Lykke for Fumle–Drumle, at han var saadan en stakkels Tosse, for ellers turde Vind–Ile og Kaara ikke have ladet ham, der var af den gamle Høvdingeslægt, blive ved Flokken.
  Nu var de derimod ganske venlige imod ham og tog ham gerne med paa deres Jagter. For saa kunde alle se, hvor meget dygtigere og modigere de var end han.
  Ingen af Kragerne vidste, at det var Fumle–Drumle, der havde pillet Kluden ud af Vinduet, og havde de vidst det, vilde de være bleven grænseløs forbavsede. De havde ikke tiltroet ham saa, stort Mod, at han turde nærme sig en Menneskebolig. Selv skulde han nok passe paa at tie med den Ting; det havde han sine gode Grunde til. Ile og Kaara behandlede ham altid godt om Dagen, og naar de andre var tilstede, men en meget mørk Nat, da deres Kammerater allerede sad paa Sovepinden, blev han overfaldet af et Par Krager og næsten hugget ihjel. Fra den Tid flyttede han sig hver Aften, naar det var blevet mørkt, fra sin sædvanlige Soveplads ind i det tomme Hus.
  Nu skete det en Eftermiddag, da Kragerne allerede havde faaet deres Reder paa Krageaasen i Stand, at de gjorde et mærkeligt Fund. Vind–Ile, Fumle–Drumle og et Par andre var fløjet ned i en stor Fordybning i et HjØrne af Heden. Fordybningen var ikke andet end en Grusgrav, men Kragerne kunde ikke slaa sig til Ro med en saa simpel Forklaring; de blev ved at flyve ned i den og vende og dreje hvert Sandskorn for at komme under Vejr med, hvorfor Menneskene havde gravet den. Allerbedst som nu Kragerne gik der, styrtede der en hel Del Grus ned fra den ene Side. De skyndte sig derhen og var saa heldige mellem nedstyrtede Stene og Tuer at finde en temmelig stor Lerkrukke, der var lukket med et Trælaag. De var naturligvis nysgerrige efter at se, om der var noget i den, og de prøvede baade at hugge Hul paa Krukken og at brække Laaget op, men ingen af Delene lykkedes.
  De stod ganske raadvilde og saa paa Krukken, da de hørte en sige: „Skal jeg komme ned og hjælpe jer, Krager?“ De kiggede op. Paa Randen af Grusgraven sad en Ræv og saa ned paa Dem. Han var den smukkeste Ræv, de nogensinde havde set, baade af Farve og Skabning. Den eneste Fejl paa ham var, af han kun havde eet øre.
  „Har du Lyst til at gøre os en Tjeneste,“ sagde Vind–Ile, „saa siger vi ikke nej.“ Og med det samme fløj baade han og de andre op af Graven. Istedetfor hoppede Ræven derned, bed i Krukken og rev i Laaget, men han kunde heller ikke faa den op.
  „Kan du begribe, hvad der er i den?“ sagde Vind–Ile. Ræven rullede Krukken frem og tilbage og lyttede. „Det kan ikke være andet end Sølvpenge,“ sagde han.
  Dette var mer, end Kragerne havde drømt om. „Tror du, det kan være Sølv?“ sagde de, og øjnene var nærved at springe ud af Hovedet paa dem af Begærlighed, for saa underligt det lyder, er der ikke den Ting i Verden, Krager holder saa meget af som Sølvpenge.
  „Hør, hvor de rasler!“ sagde Ræven og rullede endnu engang Krukken rundt. „Men jeg ved blot ikke, hvordan vi skal faa fat paa dem.“ — „Nej, det er vel umuligt,“ sagde Kragerne. Ræven stod og kløede sig bag øret med det venstre Ben og spekulerede. Maaske han nu kunde faa Held til med Kragernes Hjælp at faa fat paa den Knægt, der altid slap fra ham. „jeg ved nok en, der kunde lukke Krukken op for jer,“ sagde Ræven. — „Sig det! Sig det!“ raabte Kragerne og var saa ivrige, at de flagrede ned i Graven. — „Ja, det skal jeg, men først maa I love at gaa ind paa mine Betingelser,“ sagde han.
  Ræven fortalte nu Kragerne om Tommeltot og sagde, at hvis de kunde faa ham med ud paa Heden, var han Mand for at lukke Krukken op for dem. Men til Belønning for dette Raad forlangte han, at de skulde udlevere ham Tommeltot, saasnart han havde skaffet dem Sølvpengene. Kragerne havde ingen Grund til at spare Tommeltot, saa de slog straks til.
  Alt det var det let nok at blive enige om, men værre var det at opdage, hvor Tommeltot og Vildgæssene var henne.
  Vind–Ile fløj selv afsted med halvtredsindstyve Krager og sagde, han skulde nok snart være tilbage igen. Men den ene Dag gik efter den anden, uden at Kragerne paa Krageaasen saa saameget som en Fjer af ham.


KRAGERØVET.

Onsdag 13. April.

Vildgæssene var oppe ved Daggry for at faa Tid til at skaffe sig lidt Mad, inden de tiltraadte Rejsen op gennem östergötland. Holmen i Gaasefjorden, hvor de havde sovet, var lille og nøgen, men i Vandet rundt omkring var der Planter, som de kunde spise sig mætte i. Værre var det for Drengen, Han kunde slet ikke finde noget at spise.
  Som han stod der ved Daggry, sulten og forkommen, og saa sig om til alle Sider, faldt hans Blik paa nogle Egern, der legede paa en skovbevokset Odde lige ud for Klippeholmen. Det faldt ham ind, at disse Egern maaske endnu havde lidt tilbage af deres Vinterforraad, og han bad den hvide Gase føre ham over til Odden, saa han kunde tigge et Par Nødder af dem.
  Den store, hvide svømmede straks over Fjorden med ham, men Ulykken vilde, at de to Egern legede saadan en morsom Leg med at jage hinanden fra Træ til Træ, saa de ikke havde Tanke for Drengen. Han løb bagefter, og Gasen, der blev liggende ved Stranden, tabte ham snart af Sigte.
  Drengen gik og vadede mellem nogle hvide Anemoner, der var saa høje, at de naaede ham helt op til Hagen, da han mærkede, at nogen tog fat i ham bagfra og prøvede paa at løfte ham i Vejret. Han vendte sig om og saa, at en Krage havde slaaet sin Klo i hans Skjortelinning. Han søgte at rive sig løs, men før det var lykkedes ham, kom der een Krage til, bed sig fast i hans ene Strømpe og rev ham omkuld.
  Havde Niels Holgersen nu straks raabt om Hjælp, kunde den hvide Gase ganske sikkert have reddet ham, men Drengen mente sagtens, at han maatte kunne klare sig paa egen Haand overfor et Par Krager. Han sparkede og slog, men “Kragerne slap ikke Taget, og det lykkedes dem at hæve sig op i Luften med ham. Men de var saa uforsigtige, at hans Hoved stødte mod en Gren. Han fik et haardt Slag lige over Issen, det sortnede for hans øjne, og han tabte Bevidstheden.
  Da han igen slog øjnene op, var han højt oppe over Jorden. Hans Bevidsthed vendte langsomt tilbage, og i Begyndelsen vidste han hverken, hvor han var, eller hvad han saa. Naar han vendte Blikket nedad, saa det ud, som om der nedenunder ham bredte sig et uhyre, uldent Tæppe, der var vævet af grønt og brunt i store, uregelmæssige Mønstre. Tæppet var tykt og dejligt, men han syntes, det var Synd, der var holdt saa daarligt Hus med det. Det var ligefrem pjaltet, der var lange Revner tværs over det, og paa sine Steder var der revet store Stykker af. Og det mærkeligste var, at det saa ud, som om det var bredt over et Spejlgulv, for gennem Hullerne og Revnerne i Tæppet glimtede der blankt og skinnende Glas.
  Det næste, Drengen lagde Mærke til, var, at Solen kom rullende op paa Himlen. Straks begyndte Spejlglasset under Hullerne og Revnerne i Tæppet at skinne i rødt og Guld. Det saa dejligt ud, og Drengen glædede sig over de smukke Farvetoner, skønt han ikke rigtig kunde forstaa, hvad det var, han saa. Men nu dalede Kragerne, og pludselig gik det op for ham, at det store Tæppe under ham var Jorden, der var dækket af grøn Naaleskov og brun, nøgen Løvskov, og at Hullerne og Revnerne var blinkende Fjorde og Smaasøer.
  Han kom til at tænke paa, at første Gang han fløj gennem Luften, syntes han, det skaanske Land saa ud som et tærnet Tørklæde. Men dette, som 1ignede et pjaltet Tæppe, hvad kunde det være for et Land?
  Han spurgte sig selv om en hel Mængde Ting. Hvorfor sad han ikke paa Ryggen af den hvide Gase? Hvorfor fløj der en stor Kragesværm rundt om ham? Og hvorfor blev der revet og slidt saadan i ham, at han var nærved at gaa af Led?
  Pludselig stod det altsammen klart for ham. Han var bleven bortført af et Par Krager. Den hvide Gase laa endnu og ventede ved Stranden, og Vildgæssene skulde i Dag rejse op igennem östergötland. Selv blev han ført mod Sydvest, det kunde han vide deraf, at han havde Solskiven bag sig. Og det store Skovtæppe, der laa under ham, var ganske sikkert Smaaland.
  „Hvordan skal det nu gaa den hvide Gase, naar jeg ikke kan passe paa ham?“ tænkte Drengen og raabte med det samme til Kragerne, at de øjeblikkelig skulde bringe ham tilbage til Vildgæssene. For sit eget Vedkommende var han slet ikke bange. Han troede, det kun var af ren Kaadbed, de havde bortført ham.
  Kragerne brød sig ikke det mindste om hans Forlangende, men fløj afsted saa hurtig, de kunde. Da de havde fløjet lidt, smældede en af dem med Vingerne paa den Maade, der betyder: „Giv Agt! Fare!“ Straks efter dukkede de ned i en Grandkov, trængte gennem de tætte Grene helt ned til Skovbunden og satte Drengen under en stor Gran, hvor han var saa godt gemt, at ikke engang en Falk kunde have faaet øje paa ham.
  Halvtredsindstyve Krager stillede sig i Kreds om Drengen med Næbbene rettede imod ham for at bevogte ham. „Naa, Krager, nu kan jeg maaske faa at vide, hvad I mener med at bortføre mig,“ sagde han. Men knap havde han talt ud, før en stor Krage hvæsede: „Ti stillet siger jeg! Ellers hakker jeg øjnene ud paa dig.“
  Kragen mente aabenbart, hvad han sagde, og der var ikke andet for Drengen at gøre end at lyde. Saa sad han og stirrede paa Kragerne, og Kragerne stirrede paa ham.
  Jo længere han saa paa dem, jo mindre syntes han om dem. Det var forskrækkeligt, saa støvede og ilde tilredte deres Fjerdragter var, ganske som om de hverken kendte noget til Bade eller til Smørelse. Tæerne og Kløerne var snavsede af størknet Ler, og der sad fuldt af Madrester i Mundvigene paa dem. Det var rigtignok en anden Slags Fugle end Vildgæssene, tænkte han. Han syntes, de havde et grusomt, begærligt, spejdende og frækt Udtryk, ganske som Skurke og Landstrygere.
  „Det er nok noget rigtigt Røverpak, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte han. I det samme hørte han Vildgæssenes Lokkeraab over sig. „Hvor er du? Her er jeg. Hvor er du? Her er jeg.
  Han begreb, at Akka og de andre var fløjet ud for at lede efter ham, men inden han fik svaret dem, hvæsede den store Krage, der saa ud, som om den var Anfører for Banden, ind i øret paa ham „Tænk paa dine øjne!“ Og der var ikke andet at gøre end at tie.
  Vildgæssene vidste aabenbart ikke, at han var dem saa nær, men var kun ved et Tilfælde kommen til at flyve over den Skov. Han hørte deres Raab endnu et Par Gange, saa døde det hen. „Ja nu kommer du til at klare dig paa egen Haand, Niels Holgersen,“ sagde han til sig selv. „Nu skal det vise sig, om du har lært noget i disse Uger i Vildmarken.“
  Noget efter gjorde Kragerne Mine til at bryde op, og da til, at de ogsaa nu havde i Sinde at føre ham med paa den Maade, at en holdt ham i Skjortelinningen og en i Strømpen, sagde Drengen: „Er der ingen af jer Krager, der er saa stærk, at han kan bære mig paa sin Ryg? I har allerede handlet saa ilde mod mig, at jeg er til Mode, som om jeg var gaaet i Stykker. Lad mig blot ride! Jeg skal ikke styrte mig ned fra Krageryggen, det lover jeg jer.“
  Du tror da ikke, vi bryder os noget om, hvordan du har det,“ sagde Anføreren, men nu traadte den største af Kragerne, en tjavset og klodset en med en hvid Fjer i Vingen, frem og sagde: „Vi er dog allesammen bedst tjent med at faa en hel Tommeltot i stedet for en halv hjem med os, saa jeg vil gerne prøve at bære ham paa Ryggen.“ — „Ja, kan du det, Fumle–Drumle, saa har jeg ikke noget imod det,“ sagde Vind–Ile. „Men tab ham ikke!“
  Hermed var allerede meget vundet, og Drengen var igen frisk til Mode. „Det kan ikke nytte, at jeg taber Humøret, fordi jeg er bleven stjaalet af Kragerne,“ tænkte han. „Jeg maa da nok kunne klare mig med de Stoddere.“
  „Kragerne fløj stadig henover Smaaland i sydvestlig Retning. Det var en dejlig Morgen, solvarm og stille, og Fuglene nede paa Jorden havde travlt med at synge deres Frierviser. I en mørk, højstammet Skov sad selve Droslen med hængende Vinger og svulmende Strube oppe i en Grantop og slog sin klare Trille. „Hvor du er“ smuk! Hvor du er smuk! Hvor du er smuk!“ sang han. „Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk.“ Og saa snart han havde sunget Visen til Ende, begyndte han forfra.
  Men Drengen fløj netop henover Skoven, og da han havde hørt Visen et Par Gange og mærkede, at Droslen ikke kunde flere, satte han Hænderne for Munden som en Lur og raabte ned: „Det har vi hørt før. Det har, vi hørt før.“ — „Hvem er det? Hvem er det? Hvem er det? Hvem gør Nar af mig?“ spurgte Droslen og prøvede paa at faa øje paa den, der raabte. — „Det er Kragerøvet, der gør Nar af din Vise,“ svarede Drengen. I det samme drejede Kragehøvdingen Hovedet og sagde: „Pas paa dine øjne, Tommeltot!“ Men Drengen tænkte: „Nej, det bryder jeg mig ikke noget om. Jeg vil netop vise, at jeg ikke er bange for dig.“
  De fløj længere og længere ind i Landet, og alle Vegne var der Skove og Søer. I en lille Birkeskov sad Skovduen paa en nøgen Gren, og foran den stod Durikken. Han pustede Fjerene op, krummede Nakken, hævede og sænkede Kroppen, saa Brystfjerene brusede imod Grenen. Og hele Tiden kurrede han: „Du, du, du er den smukkeste i Skoven. Ingen i Skoven er saa smuk som du, du, du.“
  Men oppe i Luften fløj Drengen forbi, og da han hørte Durikken, kunde han ikke holde sig i Skindet. „Tro ham ikke! Tro ham ikke!“ raabte han.
  „Hvem, hvem, hvem er det, der lyver mig paa?“ kurrede Durikken og anstrengte sig for at faa øje paa den, der raabte til ham. — „Det er Kragesnappet, der lyver dig paa,“ svarede Drengen. Atter vendte Vind–Ile Hovedet om imod Drengen og befalede ham at tie, men Fumle–Drumle, der bar ham, sagde: „Lad ham bare snakke, saa tror Smaafuglene, at vi Krager er bleven opvakte og vittige Fugle!“ — „Saa dumme er de vel ikke,“ sagde Vind–Ile, men det var tydeligt, at han syntes godt om Tanken, for nu lod han Drengen raabe, saa meget han vilde.
  Det var mest Skov og Krat, de fløj hen over, men der var naturligvis ogsaa baade Kirker og Landsbyer og Smaahytter i Skovbrynet. Eet Sted saa de en hyggelig, gammel Herregaard. Den laa med Skoven bag sig og Søen foran, havde røde Mure og takkede Gavle, vældige Ahorntræer rundt om Gaardspladsen og store, tætte Stikkelsbærbuske i Haven. øverst oppe paa Vejrhanen sad Stæren og sang, saa hver eneste Tone naaede ind til Hunnen, der laa paa æg i Stærekassen i Pæretræet. „Vi har fire smaa, kønne æg,“ sang Stæren. „Vi har fire smaa, kønne, runde æg. Vi har hele Reden fuld af dejlige æg.“
  Da Stæren sang den Vise for tusende Gang, fløj Drengen over Gaarden. Han holdt Hænderne for Munden som et Rør og raabte: „Skaderne ta'r dem. Skaderne ta'r dem.“
  „Hvem er det, der vil skræmme mig?“ spurgte Stæren og flagrede uroligt med Vingerne. — „Det er Kragefanget, der skræmmer dig,“ sagde Drengen. Denne Gang tyssede Kragehøvdingen ikke paa Drengen. Tværtimod morede baade han og hele Flokken sig saa godt, at de skrattede af Fornøjelse.
  Jo længere de kom Ind I Landet, jo større blev Søerne, og jo rigere blev de paa øer og Holme. Og paa Bredden af en Sø stod Vildandrikken og gjorde Komplimenter for Vildanden. „Jeg skal være dig tro alle mine Dage. Jeg skal være dig tro alle mine Dage,“ sagde Andrikken. — „Varer ikke Sommeren ud,“ raabte Drengen, der fløj forbi. — „Hvad er du for en?“ raabte Andrikken. — „Jeg hedder Kragestjaalet,“ skreg Drengen.
  Ved Middagstid slog Kragerne ned paa en Eng. De fløj om og skaffede sig Føde, men der var ingen af dem, der tænkte paa at give Drengen noget. Saa kom Fumle–Drumle flyvende hen til Høvdingen med en vild Rosenkvist, hvorpaa nogle Hyben. „Her er noget til dig, Vind–Ile,“ sagde han. „Det er dejlig Mad, som du kan have godt af.“ Vind—Ile fnøs foragteligt. „Tror du, jeg spiser gamle, tørre Hyben?“ sagde han. — „Og jeg, som troede, du vilde blive saa glad over dem,“ sagde Fumle–Drumle og kastede Hybengrenen bort ligesom i ærgrelse. Men den faldt lige for Fødderne af Drengen, og han var ikke sen til at snappe den og spise sig mæt.
  Da Kragerne havde spist, gav de sig til at snakke. „Hvad tænker du paa, Vind–Ile? Du er saa stille i Dag,“ sagde en af dem til Anføreren. — „Aa, jeg tænker saamænd paa, at her paa Egnen var der engang en Høne, der holdt saa meget af sin Madmoder, og for rigtig at fornøje hende gik den og lagde en Redefuld æg og gemte dem under Staldgulvet. I al den Tid hun rugede, laa hun og frydede sig, ved at tænke paa, hvor glad Husmoderen vilde blive over Kyllingerne. Husmoderen kunde slet ikke begribe, hvor Hønen var henne i al den Tid. Hun ledte efter den, men kunde ikke finde den. Kan du gætte, Langnæb, hvem der fandt den og æggene?“
  „Det er ikke umuligt, at jeg kan gætte det, Vind—Ile, men naar du fortæller det, saa vil jeg ogsaa fortælle noget. Kan I huske den store, sorte Kat i Hinneryd Præstegaard? Hun var vred paa Familien, fordi de de altid tog de nyfødte Killinger fra hende og druknede dem. Kun en eneste Gang lykkedes det hende at gemme dem, og det var, da hun havde lagt dem i en Halmstak ude i Marken. Hun var saa glad over sine Killinger, men jeg tror nok, jeg fik mere Glæde af dem end hun.“
  Nu blev de allesammen saa ivrige, at de talte i Munden paa hinanden. „Skal det kaldes en Kunst at stjæle æg og Kattekillinger?“ sagde en. „Jeg har engang jaget en Harekilling, der næsten var voksen. Jeg maatte flyve efter den fra Busk til Busk.“ Længere kom hun ikke, før en faldt hende i Talen. „Ja, det kan jo være godt nok at drille Høns og Katte, men jeg synes dog, det er endnu mærkeligere, at en Krage kan volde et Menneske Fortræd. Jeg stjal engang en Sølvske . . .“
  Men nu syntes Drengen dog, han var for god til at sidde og høre paa den Snak. „Nej, hør nu, Krager,“ sagde han, „skamme jer skulde I for at fortælle alle jeres slemme Streger. Nu har jeg levet iblandt Vildgæs i tre Uger, og af dem har jeg hverken set eller hørt andet end godt. I maa have en daarlig Høvding, at han saadan lader jer røve og myrde. I skulde lægge jer efter at leve paa en anden Maade, for jeg kan fortælle jer, at Menneskene er saa lede og kede af jeres Ondskab, at de af alle Kræfter søger at udrydde jer. Og saa tager det en Ende med Forskrækkelse.“
  Da Vind–Ile og de andre Krager hørte dette, blev de saa vrede, at de vilde styrte sig over Drengen og sønderrive ham. Men Fumle–Drumle lo og skrattede og stillede sig foran ham. „Nej, nej, nej,“ sagde han og lod, som om han blev forskrækket. „Hvad tror I, Vind–Kaara vil sige, hvis I sønderriver Tommeltot, inden han har skaffet os Sølvpengene?“ — „Naa, saa du er bange for Kvindfolk, Fumle–Drumle,“ sagde Ile, men baade han og de andre lod da Tommeltot i Fred.
  Kort efter drog Kragerne videre. Hidtil havde Drengen tænkt ved sig selv, at Smaaland dog ikke var saa fattigt et Land, som han havde hørt. Det var nok skovrigt og fuldt af Bjergaase, men langs Aaerne og Søerne laa der dyrkede Marker, og rigtige ødemarker havde han endnu ikke truffet paa. Men jo længere de kom ind i Landet, jo sparsommere blev det med Landsbyer og Huse. Tilsidst syntes han, det var et helt ørkenland, han fløj henover, hvor han ikke saa andet end Moser og Heder og Enebærbakker.
  Solen var gaaet ned, men det var endnu lys Dag, da Kragerne naaede den store Lynghede. Vind–Ile sendte en Krage i Forvejen for at melde, at han kom hjem med Sejr, og da det spurgtes, drog Vind–Kaara med flere hundrede Krager fra Krageaasen de hjemvendende i Møde. Midt under den bedøvende Skratten, som Kragerne istemte, da de mødtes, sagde Fumle–Drumle til Drengen: „Du har været saa munter og glad paa hele Turen, at jeg godt kan lide dig. Derfor vil jeg give dig et Raad. Saasnart vi slaar ned, beder de dig om at gøre et Arbejde, som du maaske finder meget let. Men vogt dig for at gøre det!“
  Straks efter satte Fumle–Drumle Niels Holgersen ned paa Bunden af en Sandgrav. Drengen kaste de sig ned og blev liggende, som om han var helt ødelagt af Træthed. Der flagrede saa mange Krager rundt om ham, at det brusede i Luften som en Storm, men han saa ikke i Vejret.
  Tommeltot,“ sagde Vind–Ile, „rejs dig nu! Du skal hjælpe os med noget, der er meget nemt for dig.“
  Men Drengen rørte sig ikke han lod, som han sov. Saa tog Vind–Ile ham ved Armen og slæbte ham henad Sandet til en Lerkrukke af en gammeldags Form, der stod midt i Graven. „Rejs dig, Tommeltot,“ sagde han, „og luk denne Krukke op!“ — „Hvorfor kan jeg ikke faa Lov at sove?“ sagde Drengen. „Jeg er for træt til at gøre noget i Aften. Vent til i Morgen!“
  „Luk Krukken op!“ sagde Vind–Ile og ruskede i ham. Saa rejste Drengen sig op og mønstrede Krukken. „Hvor tror I, jeg stakkels Barn kan lukke saadan en Krukke op? Den er jo ligesaa stor som jeg selv.“ — „Luk den op!“ kommanderede Vind–Ile endnu engang. „Ellers gaar det dig ilde.“ Drengen rejste sig, vaklede hen til Krukken, følte paa Laaget og lod Armene synke. „Jeg har ellers ikke saa daarlige Kræfter,“ lade mig sove til i Morgen, tror jeg nok, jeg kan faa Bugt med det Laag.“
  Men Vind–Ile var utaalmodig og fo'r hen og nappede Drengen i Benet. Den Behandling vilde Drengen dog ikke finde sig i af en Krage. Han rev sig hurtig løs, gik et Par Skridt baglænds, trak sin Kniv af Skeden og holdt den udstrakt foran sig. „Tag dig i Vare!“ raabte han til Vind–Ile.
  Men denne var saa opbragt, at han ikke lod sig skræmme af Faren. Blind af Raseri, styrtede han løs paa Drengen og fo'r lige imod Kniven, saa den gennem øjet trængte ham ind i Hjernen. Drengen trak hurtigt Kniven til sig, men Vind–Ile slog kun ud med Vingerne. Saa sank han om og var død.
  Vind–lle er død! Den fremmde har dræbt vor Høvding, Vind–Ile!“ raabte de Krager, der stod nærmest, og saa rejste der sig et forfærdeligt Spektakel. Nogle jamrede, andre raabte paa Hævn. Alle løb de eller flagrede hen imod Drengen med Fumle–Drumle i Spidsen. Men han bar sig som sædvanlig tosset ad. Han flagrede kun med udbredte Vinger over Drengen og forhindrede de andre i at komme til at bore Næbbene i ham.
  Nu syntes Drengen jo nok, han var i en slem Knibe. Han kunde ikke løbe sin Vej fra Kragerne, og der var ikke noget Sted, hvor han kunde skjule sig. Men saa kom han i Tanker om Lerkrukken. Han tog et rask Tag i Laaget og rev det af. Saa sprang han op i Krukken for at skjule sig i den. Men det var et daarligt Skjulested, for den var næsten fyldt til Randen med smaa tynde Sølvmønter. Drengen kunde ikke komme dybt nok ned i den. Saa bukkede han sig ned og gav sig til at kaste Sølvmønterne ud.
  I al den Tid havde Kragerne flagret om ham i en tæt Sværm og hugget efter ham, men saasnart han begyndte at kaste Sølvpengene ud, glemte de øjeblikkelig deres Hævnlyst og skyndte sig at snappe dem. Drengen slængte Pengene ud i Haandfuldevis, og alle Kragerne, ja selv Vind–Kaara, løb efter dem. Og saasnart en var saa heldig at faa fat i en Mønt, fløj han saa hurtig som muligt hjem til sin Rede for at gemme den.
  Da Drengen havde kastet alle Sølvpengene ud af Krukken, saa han op. Der var kun en eneste Krage tilbage i Sandgraven. Det var Fumle–Drumle med den hvide Fjer i Vingen, han, der havde baaret ham. „Du har gjort mig en større Tjeneste, Tommeltot, end du selv ved af,“ sagde Kragen med en helt anden Stemme og et helt andet Tonefald end før, „og jeg vil frelse dit Liv. Sæt dig op paa min Ryg, saa skal jeg bringe dig hen til et Skjulested, hvor du kan være sikker Natten over. I Morgen skal jeg nok sørge for, at du kommer tilbage til Vildgæssene.“


HYTTEN.

Torsdag 14. April.

Da Drengen vaagnede næste Morgen, laa han paa en Seng. Da han saa, at han var inden Døre med fire Vægge om sig og Tag over Hovedet, troede han, han var hjemme. „Nu kommer Moder nok snart med Kaffe,“ mumlede han halvt i Søvne. Men saa huskede han, at han var i en tom Hytte paa Krageaasen, og at Fumle–Drumle med den hvide Fjer havde bragt ham derhen Aftenen i Forvejen.
  Drengen var øm i hele Kroppen efter den Rejse, han havde gjort den foregaaende Dag, og han syntes, det var rart at ligge stille, mens han ventede paa Fumle–Drumle, der havde lovet at komme og hente ham.
  Der var Gardiner af Bomuldstøj for Sengen, og han skød dem til Side for at se ud i Stuen. Han var straks klar over, at et Hus som dette havde han aldrig set Mage til. Væggene stod kun af et Par Rækker Bjælker; saa begyndte Taget. Der var ikke noget Loft, saa han kunde se helt op Tagryggen. Hele Huset var saa lille, at det snarere saa ud til at være bygget til Folk af hans Slags end til rigtige Mennesker, men alligevel var Ildstedet og Muren derom gjort saa store, at han aldrig syntes, han havde set dem større. Indgangsdøren var paa den ene Gavlvæg ved Siden af Ildstedet og var saa smal, at den at den nærmest lignede en Luge. Paa den anden Gavlvæg saa han et lavt og bredt Vindue med mange smaa Ruder. Der var næsten ingen rørlige Møbler i Stuen. Bænken ved den ene Langside og Bordet under Vinduet var Vægfaste, og det var ogsaa den store Seng, hvor han laa ogVægskabet med de brogede Blomster.
  Drengen kunde ikke lade være at spekulere paa, hvem der ejede det Hus, og hvorfor det stod tomt. Det saa egentlig ud, som om Folk, der havde boet der, havde haft i Sinde at komme tilbage. Kaffekedlen og Grødgryden stod endnu paa Ildstedet, og der laa lidt Brænde i Ovnkrogen. Ildragen og Brødspaden stod i en Krog, Spinderokken var stillet op paa en Bænk, paa Hylden over Vinduet laa der Blaar og Hør, et Par Fed Garn, Tællelys og et Bundt Tændstikker.
  Ja det saa rigtignok ud, som om de, der ejede Huset, havde haft i Sinde at komme tilbage. Der var Sengklæder i Sengen, og paa Væggen sad der endnu lange Tøjstrimler, hvor der var malet tre Mænd til Hest, der hed Kaspar, Melkior og Baltasar. De samme Heste og de samme Ryttere var afbildede mangfoldige Gange. De red hele Stuen rundt og fortsatte deres Ridt helt op ad Tagbjælkerne.
  Men pludselig fik Drengen øje paa noget oppe i Loftet, der bragte ham paa Benene i en Fart. Det var et Par tørre Fladbrød, der hang paa en Stang. De saa jo nok noget gamle og muldne ud, men Brød var det da. Han slog til dem med Brødspaden, saa der faldt et Stykke ned. Han spiste og stoppede sin Pose fuld. Det var alligevel forbavsende hvor Brød smagte godt.
  Han saa sig endnu en Gang om i Hytten for at opdage, om der ikke skulde være andet, han kunde have Gavn af at tage med. „Jeg maa da have Lov at tage, hvad jeg trænger til, naar ingen anden bryder sig om det,“ tænkte han. Men det meste var for stort og tungt. Det eneste, han kunde føre med sig, skulde da være et Par Tændstikker.
  Han kravlede op paa Bordet og svang sig saa ved Hjælp af Gardinerne op paa Vindueshylden. Mens han stod der og stoppede Tændstikkerne i sin Pose, kom Kragen med den hvide Fjer ind ad Vinduet.
  „Ja, her er jeg,“ sagde Fumle–Drumle og slog ned paa Bordet. „Jeg kunde ikke komme før, fordi vi Krager i Dag har valgt en ny Høvding i Stedet for Vind–Ile.“ — „Hvem har I saa valgt?“ sagde Drengen. — „Aa, vi har valgt en, der ikke vil tillade Røveri og Uretfærdighed. Vi har valgt Garm Hvidfjer, der før blev kaldt Fumle–Drumle,“ svarede han og knejsede, saa han saa helt majestætisk ud. „Det var et godt Valg,“ sagde Drengen og ønskede ham til Lykke. — „Ja, du kan nok ønske mig til Lykke,“ sagde Garm og gav sig til at fortælle Drengen om alt, hvad han havde maattet døje af Vind–Ile og Kaara.
  Midt under dette hørte Drengen udenfor Vinduet en Stemme, som han syntes, han skulde kende. „Er det her, han er?“ spurgte Mikkel Ræv. — „Ja, her er han gemt,“ svarede en Kragestemme. — „Tag dig i Agt, Tommeltot!“ raabte Garm. „Vind–Kaara staar udenfor med den Ræv, der vil æde dig.“ Mer fik han ikke sagt, før Mikkel sprang imod Vinduet. De gamle raadne Vinduessprosser gavefter, og et øjeblik efter stod Mikkel paa Bordet under Vinduet. Garm Hvidfjer, der ikke fik Tid til at flygte, blev bidt ihjel paa Stedet. Saa sprang Mikkel ned paa Gulvet og saa sig om efter Drengen.
  Denne prøvede at skjule sig bag ved en stor Tot Blaar, men Mikkel havde allerede set ham og krummede sig sammen for at sætte i Spring. Og Stuen var saa lille og lav, at det var Drengen klart, at Ræven uden mindste Vanskelighed kunde naa ham. Men i dette øjeblik var Drengen ikke uden Forsvarsvaaben. Hurtig strøg han en Tændstik, stak den hen til Blaarene, og da de blussede op, kastede han dem ned paa Mikkel Ræv. Da Ræven fik Ilden over sig, blev han greben af en vanvittig Angst. Han glemte Drengen og styrtede sanseløs ud af Hytten.
   Men det kunde næsten se ud, som om Drengen kun havde undgaaet een Fare ved at styrte sig i en endnu større. Fra Blaartotten, som han kastede i Hovedet paa Mikkel, bredte Ilden sig til Sengeomhænget. Han sprang ned og søgte at kvæle den, men den havde allerede taget for stærkt fat. Stuen fyldtes hurtig af Røg, og Mikkel Ræv, der stod udenfor Vinduet, mærkede snart, hvordan det stod til derinde. „Naa, Tommeltot,“ raabte han, „hvad vælger du nu, at lade dig stege eller komme ud til mig? Jeg havde jo nok mest Lyst at æde dig, men jeg skal være glad, hvordan saa Døden faar Ram paa dig.“
  Drengen kunde ikke tro andet, end at Ræven maatte faa Ret, for Ilden tog til med forfærdelig Hurtighed. Hele Sengen stod allerede i Flammer, Røg slog op fra Gulvet, og langs de malede Tøjlister krøb Ilden fra Rytter til Rytter. Drengen var sprungen op paa Ildstedet og stod og arbejdede paa at faa Laagen til Bagerovnen Op, da han hørte en Nøgle blive stukket i Laasen og langsomt drejet om. Det maatte være Mennesker, der kom, og midt i sin store Nød blev han ikke bange, men kun glad. Han stod allerede paa Dørtrinnet, da Døren omsider gik op. Foran ham stod et Par Børn, men hvad Ansigt de satte op, da de saa hele Stuen i lys Lue, det gav han sig ikke Tid til at lægge Mærke til, men styrtede kun forbi dem ud i det fri.
  Han turde ikke løbe langt. Han var vis paa, at Mikkel Ræv laa paa Lur, og han indsaa, han var nødt til at holde sig i Nærheden af Børnene. Han vendte sig om for at se, hvad det var for Folk, men han havde ikke set paa dem et Sekund, før han styrtede hen til dem og raabte: „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!“
  For da Drengen saa Børnene, glemte han helt, hvor han var. Kragerne og det brændende Hus og Dyrene, der kunde tale, forsvandt af hans Bevidsthed. Han gik paa en Stubmark i Vester Vemmenhög og vogtede en Flok Gæs, og paa Marken ved Siden af gik de to SmaalandsBørn med deres Gæs. Og saasnart han saa dem, sprang han op paa Stengærdet og raabte; „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!“
  Men da de to Børn saa saadan en lille Purk komme henimod dem med udstrakt Haand, tog de hinanden i Hænderne, gik et Par Skridt baglænds og saa ud, som om de var dødsens angst.
  Da Drengen saa deres Forskrækkelse, kom han til sig selv og huskede, hvem han var. Og saa syntes han, at det var da det værste, der kunde hænde ham, at det netop skulde være de Børn, der fik at se, at han var bleven forhekset. Han blev overvældet af Sorg og Skam over, at han ikke længer var Menneske. Han vendte sig om og flygtede. Hvorhen vidste han ikke selv.
  Men da Drengen kom ned paa Heden, havde han et lykkeligt Møde. For midt i Lyngen saa han noget hvidt, og hvem skulde komme hen imod ham uden den hvide Gase i Selskab med Dunfin! Da den hvide saa Drengen komme løbende i den Fart, troede han, at Fjenderne var i Hælene paa ham. Han slængte ham hurtig op paa sin Ryg og fløj sin Vej med ham.





XVI

DEN GAMLE
BONDEKONE

Torsdag 14. April.

Tre trætte rejsende var i den sene Aftenstund ude at søge Nattely. De drog igennem en fattig og svagt bebygget Del af det nordlige Smaaland, men en Hvileplads som den, de ønskede, skulde man dog tro, de kunde finde, for de var ikke forvænte Folk, der forlangte bløde Senge og fine Stuer. „Havde bare en af disse lange Bjergrygge en Top, der var saa stejl og høj, at en Ræv ikke kunde klatre op ad nogen af Siderne, saa havde vi en god Soveplads,“ sagde en af dem. — „Var der bare ingen Is paa en af de store Moser, og var den bare saa sumpet og vaad, at ingen Ræv turde vove sig ud paa den, saa var det ogsaa et godt Nattekvarter,“ sagde den anden. - „Havde bare Isen paa en af de store Søer, som vi rejser forbi, løsnet sig fra Land, saa en Ræv ikke kunde komme ud paa den, saa havde vi fundet, hvad vi søger,“ sagde den tredje.
  Det værste var, at, naar Solen først var nede, blev to af de rejsende saa søvnige, at de hvert øjeblik var ved at Styrte. Den tredje, der nok kunde holde sig vaagen, blev mere og mere urolig, altsom Natten nærmede sig. „Det er da en Ulykke,“ tænkte han, „at vi er kommen til et Land, hvor Søer og Moser er tilfrosne, saa Ræven kan komme til alle Vegne. Andre Steder er Isen jo tøet, men nu er vi sagtens oppe i det allerkoldeste Smaaland, hvor Foraaret endnu ikke er naaet hen. Jeg begriber ikke, hvad jeg skal gøre for at finde en god Soveplads. Finder jeg ikke et Sted, der er godt beskyttet, saa har vi Mikkel Ræv over os inden Morgen.“
  Han saa sig om til alle Sider, men han saa ikke noget Sted, hvor de kunde tage ind. Og en mørk og raakold Aften var det med Blæst og Støvregn. For hvert øjeblik der gik, blev der uhyggeligere og fælere omkring ham.
  Det kan jo synes underligt, men de rejsende havde aabenbart slet ikke Lyst til at bede om Husly i en Gaard. De var allerede kommen forbi mange Landsbyer uden at banke paa en eneste Dør. Ikke engang de smaa Indsidderhuse Skovbrynet, som fattige Vandringsmænd ellers er glade ved at træffe paa, vilde de have noget at gøre med. Man kunde næsten fristes til at sige, at det var godt nok til dem at have det slemt, naar de ikke vilde bede om Hjælp der, hvor den var at faa.
  Men langt om længe, da det var saa mørkt, at den lyse Stribe i Synsranden næsten var helt forsvunden, og de to, der trængte til at sove, bevægede sig som i Halvsøvne, kom de til en Bondegaard, der laa ganske alene, langt borte fra alle Naboer. Og ikke nok med, at den laa saa ensomt, den saa ogsaa ud til at være fuldstændig ubeboet. Ingen Røg steg op fra Skorstenen, intet Lys trængte ud fra Vinduerne, intet Menneske var at se paa Gaardspladsen. Da den af de tre, der kunde holde sig vaagen, saa Stedet, tænkte han: „Nu maa det gaa, som det kan, men vi maa prøve at komme i Hus her paa Gaarden. Vi finder vist ikke noget bedre.“
  Straks efter stod de alle tre inde i Gaarden. De to faldt i Søvn i samme øjeblik, som de kom til at staa, men den tredje saa sig Ivrig om for at opdage, hvor han kunde komme under Tag. Det var ikke nogen lille Gaard. Foruden Stuehus og Hestestald og Kostald var der lange Længer med Lader og Loer og Forraadskamre og Redskabsskure. Men det saa altsammen forskrækkelig usselt og forfaldent ud. Murene var graa og mosbevoksede og saa ud, som om de skulde styrte sammen. I Taget var der gabende Huller, og Dørene hang skævt paa knækkede Hængsler. Det var aabenbart længe siden, nogen der paa Stedet havde været betænkt paa saa meget som at slaa et Søm i en Væg.
  Imidlertid havde han, der var vaagen, fundet ud af, hvad for et af Husene der var Kostalden. Han ruskede sine Rejsekammerater vaagne og førte dem hen til Stalddøren. Den var heldigvis kun lukket med en Krog, som han let kunde løfte af med en Pind. Han drog allerede et Lettelsens Suk ved Tanken om, at de snart var i Sikkerhed. Men da Stalddøren sprang op med en høj Piben, hørte han en Ko brøle. „Kommer I nu endelig, Madmoder?“ sagde Koen. „Jeg troede ikke, I havde i Sinde at give mig nogen Mad i Aften.“
  Den vaagne blev forskrækket staaende i Døren, da han mærkede, at Kostalden ikke var tom. Men han saa snart, at der kun var en eneste Ko og en tre, fire Høns, og saa fattede han Mod paa ny. „Vi er tre fattige rejsende, der gerne vil i Hus et Sted, hvor ingen Ræv kan overfalde os og ingen Mennesker fange os,“ sagde han. „Vi vilde gerne vide, om dette Sted kunde passe for os.“ — „Jeg kan ikke tænke mig andet,“ svarede Koen. „Væggene er jo nok ringe, men endnu gaar Ræven da ikke igennem dem, og her boer ingen andre end en gammel Kone, der saamænd ikke har Kræfter til at tage nogen til Fange. Men hvad er I for nogle?“ vedblev hun, idet hun drejede sig i Baasen for at se paa de nyankomne. — „Ja, jeg er Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög; jeg er bleven forvandlet til Nisse,“ svarede den første af de indtrædende, „og jeg har en tam Gaas med, som jeg plejer at ride paa, og en Graagaas.“ — „Saa sjældne fremmede har aldrig før været indenfor mine Døre,“ sagde Koen, „og velkommen skal I være, om ogsaa jeg hellere vilde haft det skulde været min Madmoder, der kom for at give mig Nadver.“
  Drengen hjalp nu Gæssene ind i Kostalden, der var temmelig stor, og stillede dem ind i en tom Baas, hvor de øjeblikkelig faldt i Søvn. Til sig selv redte han en lille Seng af Halm og haabede, at han snart skulde gøre det samme.
  Men det blev der nu ikke noget af, for den stakkels Ko, der ikke havde faaet sit Aftenfoder, kunde ikke være rolig et øjeblik. Den ruskede i Halslænken, flyttede sig i Baasen og klagede over, at den var saa sulten. Drengen kunde ikke lukke et øje, men laa og gennemgik i Tankerne alt, hvad der var hændt ham i de sidste Dage.
  Han tænkte paa Aase Gaasepige og lille Mads, som han saa uventet havde mødt, og han blev klar over, at det lille Hus, som han var kommen til at stikke Ild paa, maatte være deres gammle Hjem i Smaåland. Han kunde jo ogsaa nok huske, at de havde fortalt ham om akkurat saadan et Hus og om den store Lynghede rundt omkring. Nu var de kommen vandrende for at se deres Hjem igen, og da de saa naaede derhen, stod det i lys Lue! Det var jo en stor Sorg, han havde forvoldt dem, og det gjorde ham meget ondt. Blev han nogensinde Menneske mere, maatte han prøve paa at give dem Erstatning for Svie og Smerte.
  Saa vandrede hans Tanker til Kragerne, og da han tænkte paa Fumle–Drumle, der havde frelst hans Liv og maatte lide Døden saa kort efter, at han var valgt til Høvding, blev han saa bedrøvet, at han fik Taarer i øjnene.
  Det havde været nogle strenge Dage, de sidste. Men en stor Lykke var det da, at Gasen og Dunfin havde faaet ham opsporet.
  Gasen fortalte, at saasnart Vildgæssene havde mærket, at Tommeltot var forsvunden, spurgte de alle de smaa Dyr i Skoven efter ham. De fik snart at vide, at det var en Flok Smaalandskrager, der havde bortført ham. Men Kragerne var allerede af Syne, og ingen kunde sige, hvor de havde sat Kursen hen. For at finde Drengen saa snart som muligt, havde Akka da befalet Vildgæssene at flyve ud to og to, hver til sin Side, og lede efter ham. Men enten de saa fandt ham eller ej, skulde de efter to Dages Søgen mødes i det nordvestlige Smaaland paa en høj Bjergtop, der lignede et kullet Taarn, og som hed Taberg. Og efterat Akka havde lært dem de bedste Vejmærker og nøje beskrevet dem, hvordan de skulde finde Taberg, skiltes de.
  Den hvide Gase havde valgt Dunfin til Rejsefælle, og de fløj fra Sted til Sted i største Angst for Tommeltot. Mens de strejfede saadan om, hørte de en Drossel, der sad i en Trætop og skældte og smældte over, at en, der kaldte sig Kragerøvet, havde gjort Nar af ham. De havde givet sig i Samtale med Droslen, og han havde vist dem, til hvilken Side denne Kragerøvet var fløjet. Lidt efter traf de en Durik, en Stær og en Stokand, der alle beklagede sig over en ondskabsfuld en, der havde forstyrret dem i deres Sang, og som hed Kragesnappet, Kragefanget og Kragestjaalet. Paa den Maade kunde de følge Tommeltots Spor helt ned til Lyngheden i Sunnerbo Herred.
  Saa snart Gasen og Dunfin havde fundet Tommeltot, drog de afsted nordpaa for at komme til Taberg. Men det var en lang Vej at flyve, og Mørket overraskede dem, inden de havde faaet Bjergtoppen i Sigte. „Men naar vi blot derhen i Morgen, saa er vel al Sorg slukt,“ tænkte Drengen og borede sig dybt ned i Halmen for at have det varmere.
  Koen havde hele Tiden staaet og larmet i Baasen. Nu gav den sig pludselig til at tale til Drengen: „Jeg synes, en af dem, der kom herind, sagde, han var en Nisse. Er det rigtigt, saa maa han vel forstaa sig paa, at passe, en Ko.“ — „Hvad er der i Vejen med dig?“ spurgte Drengen. — „Der er alt muligt i Vejen,“ sagde Koen. „Jeg er hverken malket eller ordentlig passet. Jeg har ikke faaet Natfoder i Krybben, og der er ikke muget under mig. I Skumringen kom Madmoder herind, som hun plejer, for at gøre i Stand hos mig, men hun var saa syg, at hun straks maatte gaa ind igen, og hun er ikke kommen tilbage.“ — „Det er sørgeligt, at jeg er saa lille og ingen Kræfter har,“ sagde Drengen. „Jeg tror ikke, jeg er i Stand til at hjælpe dig.“ — „Du skal ikke faa mig til at tro, at du ingen Kræfter har, fordi du kun et lille,“ sagde Koen. „Alle de Nisser, jeg har hørt Tale om, har været saa stærke, at de kunde trække et helt Læs Hø og slaa en Ko ihjel med et Slag af en knyttet Næve.“ Drengen kunde ikke lade være at le af den. „Det var nok Nisser af en anden Slags end jeg,“ sagde han. „Men jeg skal løsne din Halslænke og lukke Døren op for dig, saa du kan gaa ud og drikke af en af Vandpytterne ude i Gaarden, og saa skal jeg prøve paa at kravle op paa Høstænget og kaste noget Hø ned i din Krybbe.“ — „Ja, det var jo altid en Hjælp,“ sagde Koen.
  Drengen gjorde, som han havde sagt, og da Koen stod med den fyldte Krybbe foran sig, tænkte han, at han omsider skulde faa Lov at sove. Men næppe var han krøben i Seng igen, før den paa ny begyndte at tale til ham.
  „Du bliver vel led og ked af mig, naar jeg nu beder dig om een Ting til,“ sagde Koen. — „Nej, jeg gør ikke, hvis det bare er noget, jeg kan,“ sagde Drengen. — „Saa vil jeg bede dig, om du ikke vil gaa ind i Stuen her lige overfor og se, hvordan det staar til med min Madmoder. Jeg er bange for, der skal være hændt hende en Ulykke.“ — „Nej, det kan jeg ikke,“ sagde Drengen. „Jeg tør ikke komme Mennesker for øjne.“ — „Du er da ikke bange for en syg, gammel Kone?“ sagde Koen. „Men du behøver heller ikke at gaa ind i Huset. Stil dig kun udenfor Døren og kig ind ad Dørsprækken!“ — „Ja, er det ikke andet, du forlanger af mig, saa maa jeg vel gøre det,“ sagde Drengen.
  Dermed lukkede han Stalddøren op og gik ud paa Gaardspladsen. Det var en forfærdelig Nat at komme ud i. Der var hverken Maane eller Stjerner paa Himlen, Stormen hylede, og Regnen skyllede ned. Men det værste var, at der sad syv store Ugler paa Rad paa Tagryggen af Stuehuset. Det var frygteligt bare at høre paa dem, som de sad der og hylede over Vejret, men endnu værre var det at tænke paa, at fik blot en eneste af dem øje paa ham, saa var det ude med ham.
  „Stakkels den, som er lille!“ tænkte Drengen, da han løb ud paa Gaardspladsen. Og det havde han Grund til at sige. To Gange blæste han om, inden han naaede over til Stuehuset, og den ene Gang fejede Vinden ham ned i en Vandpyt, der var saa dyb, at han nær var druknet. Men han naaede dog derover.
  Han kravlede op ad et Par Trappetrin, krøb over et Dørtrin og kom ind i Forstuen. Stuedøren var lukket, men nede i det ene HjØrne var der taget et Stort Stykke ud af den, for at Katten kunde gaa ud og ind. Det var altsaa let nok for Drengen at se efter, hvordan det stod til i Stuen.
  Næppe havde han kastet et Blik derind, før det gav et Sæt i ham, og han trak Hovedet til sig. Paa Gulvet inde i Stuen laa en gammel, graahaaret Kone udstrakt. Hun rørte sig ikke og klagede sig ikke, og hendes Ansigt skinnede underlig hvidt. Det saa ud, som om en usynlig Maane kastede et blegt Lys henover det.
  Drengen kom til at tænke paa, at da hans Morfader var død blev ogsaa hans Ansigt saa underlig hvidt. Og han forstod, at den gamle Kone, der laa paa Stuegulvet, var død. Døden var vel kommen saa pludselig over hende, at hun ikke engang havde naaet at lægge sig paa sin Seng.
  Han blev forfærdelig bange, da det gik op for ham, at han midt i den mørke Nat var alene med en død. Han styrtede over Hals og Hoved ned ad Trappen og ind i Kostalden igen.
  Da han fortalte Koen, hvad han havde set i Stuen, holdt den op at spise. „Ja, saa er da Madmoder død,“ sagde hun. „Saa er det vel ogsaa snart forbi med mig.“ — „Der er jo nok nogen, der vil tage sig af dig,“ sagde Drengen trøstende. — „Aa, du ved jo ikke,“ sagde Koen, at jeg allerede er dobbelt saa gammel som en Ko plejer af være, inden den kommer paa Slagterbænken. Men jeg bryder mig heller ikke om at leve længer, naar hun derinde ikke mere kan komme og pusle om mig.“
  Saa tav den lidt stille, men Drengen kunde nok mærke, at den hverken sov eller spiste. Det varede ikke længe, før den igen gav sig til at tale. „Ligger hun paa Gulvet?“ spurgte den. — „Ja, det gør hun,“ sagde Drengen. — „Hun havde for Skik at komme her ned i Kostalden og snakke med mig om alt, hvad hun var bekymret over. Jeg forstod, hvad hun sagde, skønt jeg ikke kunde svare hende. I de sidste Dage gik hun nu og talte om, at hun var bange for, at der ikke skulde være nogen hos hende, naar hun døde. Hun ængstede sig for, at ingen vilde trykke hendes øjne til eller lægge hendes Hænder overkors paa Brystet, naar hun var død. Du vil vel ikke gaa ind og gøre det?“ Drengen betænkte sig. Han kunde godt huske, da hans Morfader var død; da havde hans Moder været meget omhyggelig med at lægge ham til Rette. Han vidste, at det var noget, der skulde gøres. Men paa den anden Side vidste han, at han ikke i denne frygtelige Nat turde gaa ind til den døde. Han sagde ikke nej, men rørte sig heller ikke af Stedet.
  Den gamle Ko tav lidt, som om den ventede paa Svar. Men da Drengen ikke sagde noget, gentog den ikke sin Bøn. Den gav sig derimod til at tale med ham om sin Madmoder.
  Der var meget at tale om. Først og fremmest var der at fortælle om alle de Børn, hun havde opdraget. De kom jo hver Dag i Stalden, og om Sommeren vogtede de Køerne paa Mosen og i Engene, saa den gamle Ko vidste god Besked med dem. De var allesammen udmærkede Børn, og flittige og fornøjede. En Ko vidste nok, hvad dens Vogtere duede til.
  Og der var ogsaa meget at fortælle om Gaarden. Den havde ikke altid været saa ussel, som den nu var. Der var meget Jord til den, selvom Størstedelen var moset og stenet. Kornmarker var der ikke mange af, men der var alle Vegne udmærket Græsgang. Der var de Tider, hvor der stod en Ko i hver eneste Baas i Kostalden, og da Studestalden, der nu stod ganske tom, var fuld af Stude. Og da herskede der Glæde og Munterhed baade i Stue og Stald. Naar Husmoderen lukkede Stalddøren op, sang og trallede hun, og alle Køerne brølede af Glæde, naar de hørte hende komme.
  Men Husbonden døde, mens Børnene var saa smaa, at de endnu ikke kunde gøre Nytte, og Husmoderen maatte Overtage Gaarden og alt Arbejde og Omsorg. Hun var stærk som en Mand, og hun baade pløjede og høstede. Om Aftenen, naar hun kom ind i Stalden for at malke var hun sommetider saa træt, at hun græd. Men naar hun tænkte paa sine Børn, blev hun glad igen. Da viskede hun Taarerne af øjnene og sagde: „Det gør ikke noget. Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage, naar først først mine Børn bliver voksne. Ja, naar først de bliver voksne!“
  Men saasnart Børnene var voksne, kom der en underlig Længsel over dem. De havde ikke Ro paa sig hjemme, men rejste bort til fremmede Lande. Deres Moder fik aldrig nogen Hjælp af dem. Et Par af Børnene var allerede gift, da de rejste, og de lod deres smaa Børn blive i det gamle Hjem. Og nu løb disse Børn med Madmoderen i Kostalden, ligesom hendes egne havde gjort. De vogtede Køerne, og de var rare og flinke Børn. Og om Aftenen, naar Madmoderen var saa træt, at hun kunde falde i Søvn, bedst som hun sad og malkede, kvikkede hun sig op og igen og fik nyt Mod ved at tænke paa dem. „Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage,“ sagde hun hun og rystede Søvnen af sig, „naar først de bliver voksne.“
  Men da disse Børn blev voksne, rejste de over til Forældrene i det fremmede Land. Ingen kom tilbage, ingen blev hjemme. Den gamle Husmoder blev alene tilbage paa Gaarden.
  Hun bad dem heller aldrig om at blive hos hende. „Du mener da ikke, Rødlinna, at jeg skulle bede dem blive her hos mig, naar de kan rejse ud i Verden og faa det godt?“ sagde hun tit, naar hun stod i Baasen hos den gamle Ko. „Her i Smaaland venter der dem jo ikke andet end Fattigdom.“
  Men da det sidste Barnebarn var rejst, kunde Husmoderen ikke mere. Lige paa en Gang blev hun graahaaret og bøjet, hendes Gang blev vaklende, det var, som om hun ikke længer havde Kræfter til at røre sig. Og hun holdt op at arbejde. Hun gad ikke passe Gaarden, men lod alting forfalde. Hun satte ikke længer Husene i Stand, og hun solgte baade Stude og Køer. Den eneste, hun beholdt, var den gamle Ko, som Tommeltot nu talte med. Den lod hun leve, fordi alle Børnene havde været i Marken med den.
  Hun kunde jo nok have taget Piger og Karle i sin Tjeneste til at hjælpe sig med Arbejdet, men hun kunde ikke holde ud at se fremmede om sig, nu da hendes egne havde forladt hende. Og maaske saa hun ogsaa helst, at Gaarden forfaldt, naar ingen af Børnene kom til at overtage den. Hun brød sig ikke noget om, at hun selv blev fattig, fordi hun ikke skøttede det, der var hendes. Men hun var bange for, at Børnene skulde faa Nys om, hvor ondt hun havde det. „Bare ikke Børnene faar det at vide! Bare ikke Børnene faar det at vide!“ sukkede hun, naar hun rokkede om i Stalden.
  Børnene skrev stadig til hende og bad hende komme over til dem, men det vilde hun ikke. Hun vilde ikke se det Land, der havde taget dem fra hende. Hun var vred paa det. „Det er sagtens dumt af mig, at jeg ikke kan lide det Land, der har været saa godt for dem,“ sagde hun. „Men jeg vil ikke se det.“
  Hun tænkte aldrig paa andet end Børnene og paa, at de var rejst. Naar det blev Sommer, trak hun Koen ud, saa den kunde komme til at græsse paa den store Mose. Selv sad hun hele Dagen ved Mosen med Hænderne i Skødet, og naar hun gik hjem, sagde hun: „Se, Rødlinna, havde her været store, fede Agre istedetfor denne ufrugtbare Mose, saa havde de ikke behøvet at rejse.“
  Hun kunde ligefrem se sig vred paa Mosen, der bredte sig saa stor og vid og ingen Nytte gjorde. Og hun kunde sidde og tale om, at det var Mosens Skyld, at Børnene var rejst fra hende.
  Denne sidste Aften havde hun været mere ussel og rystende end nogensinde før. Hun havde ikke engang kunnet overkomme at malke. Hun havde staaet og støttet sig til Baasen og fortalt, at der havde været to Bønder hos hende og spurgt, om hun vilde sælge Mosen. De vilde dræne den og saa og høste paa den. Det havde gjort hende baade urolig og glad. „Tænk dig, Rødlinna,“ sagde hun, „tænk dig, de sagde, der kan gro Rug paa Mosen! Nu skriver jeg til Børnene, at de skal komme hjem. Nu behøver de ikke at blive borte længer, nu kan de faa Brødet herhjemme.“
  Det var det Brev, hun var gaaet ind i Stuen for at skrive.

  — — —

  Drengen hørte ikke mere af, hvad den gamle Ko fortalte. Han lukkede Stalddøren op og gik ind i Stuen til den døde, som han for lidt siden var saa bange for.
  Allerførst stod han et øjeblik stille og saa sig om.
  Stuen saa ikke saa fattig ud, som han havde tænkt sig. Den var rigelig forsynet med den Slags Ting, som man plejer at træffe hos Folk, der har Slægtninge I Amerika. I et HjØrne stod en amerikansk Gyngestol, paa Bordet ved Vinduet laa et broget Plysses Bordtæppe, der var bredt et smukt Tæppe over Sengen, paa Væggene hang de fraværende Børns og BørneBørns Fotografer i pyntelige, udskaarne Rammer, paa Dragkisten stod der høje Vaser og et Par Stager med tykke, snoede Lys.
  Drengen fandt en æske Tændstikker og tændte Lysene, ikke fordi han trængte til at se bedre, end han gjorde i Forvejen, men fordi han syntes, han paa den Maade viste den døde ære.
  Derpaa gik han hen til hende, trykkede hendes øjne til, lagde hendes Hænder overkors paa Brystet og strøg det tynde, graa Haar bort fra hendes Ansigt.
  Det faldt ham ikke mere ind at være bange for hende. Han var saa inderlig bedrøvet over, at hun var kommen til at henleve sin Alderdom i Ensomhed og Længsel. Nu vilde han idetmindste i denne Nat vaage hos hendes døde Legeme.
  Han ledte efter Salmebogen, og da han fandt den, satte han sig til at læse et Par Salmer halvhøjt Men han holdt inde midt i Læsningen, fordi han kom til at tænke paa sin egen Moder og Fader.
  Tænk, at Forældre kan længes saadan efter deres Børn! Det havde han aldrig anet. Tænk, om de derhjemme længtes efter ham, som den gamle Kone havde længtes!
  Den Tanke gjorde ham glad, men han turde ikke tro paa den. Han havde ikke været saadan, at nogen kunde længes efter ham.
  Men hvad han ikke havde været, kunde han blive.
  Rundt omkring sig saa han de bortrejstes Portrætter. Det var store stærke Mænd og Kvinder med alvorlige Ansigter. Der var Brude med lang Slør og Herrer med fine Klæder, og der var Børn, som havde krøllet Haar og smukke, hvide Kjoler. Og han syntes, de allesammen stirrede blinde ud i Luften og ikke vilde se.
  „I Stakler,“ sagde Drengen til Portrætterne. „Jeres Moder er død. I kan ikke mere gøre det godt igen, at I rejste fra hende. Men min Moder lever.“
  Her holdt han inde og nikkede og smilede ved sig selv. „Min Moder lever!“ sagde han. „Baade min Fader og min Moder lever.“





XVII

FRA TABERG
TIL HUSKVARNA

Fredag 15. April.

Drengen vaagede næsten hele Natten, men hen paa Morgenstunden faldt han i Søvn, og da drømte han om sin Fader og Moder. Han kunde knap kende dem. De havde begge to faaet graat Haar og gamle, rynkede Ansigter. Han spurgte, hvad det kom af, og de svarede, at de var bleven saa gamle, fordi de havde længtes saa meget efter ham. Han blev baade rørt og forundret, for han havde aldrig tænkt andet, end at de vilde være glade ved at blive af med ham.
  Da Drengen vaagnede, var Morgenen brudt frem med smukt og klart Vejr. Først spiste han selv et Stykke Brød, som han fandt i Stuen, derpaa gav han baade Gæssene og Koen deres Morgenfoder og lukkede Stalddøren op, saa Koen kunde gaa over til den nærmeste Gaard. Naar den kom gaaende alene, forstod Naboerne nok, at der var noget galt fat med dens Madmoder. De vilde skynde sig op til den ensomme Gaard for at se, hvordan den gamle havde det, og naar de saa fandt hendes døde Legeme, vilde de begrave hende.
  Næppe var Drengen og Vildgæssene kommen op i Luften, før de fik øje paa et højt Bjerg med næsten lodrette Vægge og en brat afskaaren Top, og de indsaa, at det maatte være Taberg. Og paa Toppen af Tabjerg stod Akka med Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi og alle seks Gæslinger og ventede paa dem. Der blev en Glæde og en Kaglen og en Basken og en Skrigen, som ikke er til at beskrive, da de saa, at det var lykkedes Gasen og Dunfin at finde Tommeltot.
  Der groede Skov temmelig højt op ad Taberg, men den øverste Top var nøgen, og derfra kunde man se vidt omkring til alle Sider. Saa man mod øst, mod Syd eller mod Vest, saa var der næsten ikke andet at se end et fattigt Højland med mørke Granskove, brune Moser, isdækte Søer og blaanende Bjergaase. Drengen maatte sande, at det ikke saa ud, som om den, der havde skabt det, havde gjort sig synderlig Umage med sit Arbejde, men havde hugget det groft til i en Fart. Men saa man imod Nord, var det noget ganske andet. Her saa Landet ud, som om det var formet med den største Kærlighed og Omhu. Til den Side saa man lutter smukke Bjerge, blide Dale og sølvblanke Aaer, helt ned til den store Sø Vettern, der laa isfri og blinkende klar og skinnede, som om den ikke var fyldt med Vand, men med blaat Lys.
  Det var netop Vettern, der gjorde det saa smukt at se imod Nord, fordi den saa ud, som om et blaat Skær havde hævet sig fra Søen og ogsaa bredt sig over Landet. Lunde og Høje og Tagene og Spirene i Jönköping, der kiggede frem paa Vetterns Bred, laa ligesom indsvøbt i et Iyseblaat Skær, der frydede øjet. Var der Lande i Himlen, saa maatte de vist ogsaa være saadan blaa, tænkte Drengen og syntes, han havde faaet en lille Anelse om, hvordan der saa ud i Paradiset.
  Da Gæssene op ad Dagen drog videre paa deres Træk, fløj de op ad den blaa Dal. De var i deres allerbedste Humør, skreg og støjede, saa ingen, der havde øren, kunde undgaa at lægge Mærke til dem.
  Det traf sig saadan, at det var den første rigtig smukke Foraarsdag der paa Egnen. Hidtil havde Foraaret gjort sit Arbejde i Regn og Slud, og da det nu pludselig var blevet smukt Vejr, blev Menneskene nede paa Jorden grebne af en saadan Længsel efter Sommer, Varme og grønne Skove, at de havde ondt ved at blive ved deres Arbejde. Og da Vildgæssene drog forbi, fri og glade, højt oppe over Jorden, var der ikke en eneste, som ikke lod det Arbejde, han havde for, hvile et øjeblik for at se efter dem.
  De første, der den Dag saa Vildgæssene, var Grubearbejderne paa Taberg, der brød Malm helt oppe ved Bjergets Overflade. Da de hørte dem gække, holdt de op at bore deres Sprænghuller, og en af dem raabte til Fuglene: „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ Gæssene forstod ikke, hvad han sagde, men Drengen bøjede sig ind over Gaaseryggen og svarede for dem: „Derhen hvor der hverken er Hakke eller Hammer.“ Da Grubearbejderne hørte Ordene, tænkte de, det var deres Længsel, der havde bragt Gæssenes Gækken til at lyde som Mennesketale. „Lad os følge med! Lad os følge med!“ raabte de. — „Ikke i Aar,“ skreg Drengen. „Ikke i Aar!“.
  Vildgæssene fulgte Tabergsaaen nedad mod Munkesøen, og stadig holdt de det samme Spektakel. Her paa den smalle Strimmel Land imellem Munkesøen og Vettern laa Jönköping med sine store Fabriksanlæg. Først fløj Vildgæssene over Munkesø Papirfabrik. Middagshvilen var netop forbi, og de store Arbejderskarer strømmede henimod Fabriksporten. Da de hørte Vildgæssene, stod de et øjeblik stille for at lytte efter. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ raabte en Arbejder. Vildgæssene forstod ikke, hvad han sagde, men Drengen svarede for dem: „Derhen, hvor der hverken er Maskiner eller Dampkedler.“ Da Arbejderne hørte Svaret, troede de, det var deres egen Længsel, der fik Gaasegækken til at lyde som Mennesketale. „Lad os følge med!“ raabte en hel Mængde af dem. „Lad os følge med!“ — „Ikke i Aar,“ svarede Drengen. „Ikke i Aar!“
  Derpaa fløj Gæssene hen over den vidtberømte Tændstikfabrik, der ligger paa Vetterns Bred, saa stor som en Fæstning, og strækker sine høje Skorstene op imod Himlen. Der rørte sig ikke et Menneske i Gaardene, men i en stor Sal sad der unge Arbejdersker og fyldte Tændstikæsker. De havde lukket et Vindue op, fordi det var saa dejligt Vejr, og Vildgæssenes Raab naaede ind til dem. Den, der sad nærmest ved Vinduet, bøjede sig ud med en Tændstikæske i Haanden og raabte: „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ — „Til det Land, hvor de hverken behøver Lys eller Tændstikker,“ sagde Drengen. Den unge Pige troede jo nok, at det, hun havde hørt, ikke var andet end Gaasegækken, men da hun alligevel syntes, hun kunde skelne et Par Ord, raabte hun til Svar: „Lad mig følge med! Lad mig følge med!“ — „Ikke i Aar,“ svarede Drengen. „Ikke i Aar!“
  øst for fabrikkerne hæver sig Jönköping paa det skønneste Sted, nogen By kan ønske sig. Den smalle Vettern har høje, stejle Sandskrænter baade paa den østlige og vestlige Bred, men lige mod Syd er Sandmurene brudt ned som for at give Plads for en stor Port, gennem hvilken man naar ud til Søen. Og midt i Porten, med Bjerge til højre og Bjerge til venstre, med Munkesøen bag sig og Vettern foran sig, ligger Jönköping.
  Gæssene fløj hen over den lange, smalle By og gjorde ligesaa meget Spektakel her som ude paa Landet. Men i Byen var der ingen, der svarede dem. Det var ikke til at vente, at Folk i Byen skulde blive staaende paa Gaden og raabe til Vildgæssene.
  Videre gik Rejsen langs Vetterns Bred, og efter en Tids Forløb kom Gæssene til Sanna Sygehjem. Nogle af de syge var gaaet ud paa en Veranda for at nyde Foraarsluften og kom derved til at høre Gæssenes Gækken. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“, spurgte en af dem med saa svag Stemme, at det knap var at høre. „Til det Land, hvor der hverken er Sorg eller Sygdom,“ svarede Drengen. „Lad os følge med!“ sagde de syge. — „Ikke i Aar,“ svarede Drengen. „Ikke i Aar!“
  Da de var fløjet et Stykke endnu, kom de til Huskvarna. Det laa i en Dal. Rundt omkring stod Bjergene, stejle og skønt formede. En Aa kom styrtende ned fra Højderne i lange, smalle Fald. Store Værksteder og Fabrikker laa under Bjergvæggene; Dalbunden var oversaaet med Arbejderboliger med Smaahaver omkring, og midt i Dalen laa Skolen. Lige idet Vildgæssene kom flyvende, ringede en Klokke, og en Mængde Børn kom marcherende ud i en lang Række. De var saa mange, at de fyldte hele Skolegaarden. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ raabte Børnene, da de hørte Vildgæssene. — „Derhen, hvor der hverken er Bøger eller Lektier,“ svarede Drengen. — „Tag os med!“ raabte Børnene „Tag os med!“ —„Ikke i Aar, men ad Aare,“ raabte Drengen. „Ikke i Aar, men ad Aare!“





XVIII

DEN STORE FUGLESØ

STOKANDEN JARRO.
Paa Venerns østlige Bred ligger Omberg, øst for Omberg ligger Dagsmosen, øst for Dagsmosen ligger Søen Tåkern. Rundt om Tåkern breder sig den store, flade östgötiske Slette.
  Tåker er en temmelig stor Sø, og i gamle Dage skal den have været endnu større. Men saa syntes Menneskene, at den optog en altfor stor Del af den frugtbare Slette, og de prøvede paa at lede Vandet bort fra den for at komme til at saa og høste paa Søens Bund. Det lykkedes dem dog ikke at tørlægge hele Søen, hvad der sagtens var Meningen; den dækker stadig over en hel Mængde Jord. Men efter Tørlægningen er Søen bleven saa grund, at den næsten ingensteds er mer end vand halvanden Alen dyb. Bredderne er bleven til side og sumpede Enge, og alle Vegne ude i Søen stikker der smaa Dyndholme op af Vandet.
  Nu er der nogle, der holder af at staa med Fødderne i Vand, naar kun de kan have Kroppen og Hovedet oppe i Luften, er det er Sivene. De kan ikke finde noget bedre Sted at vokse end langs med Tåkerns lange, flade Bredder og rundt om de smaa Dyndholme. De trives saa godt, at de naar mer end Mandshøjde, og er saa tætte, at det er næsten umuligt at stage en Baad frem igennem dem. De danner en bred, grøn Indhegning rundt om hele Søen, saa den kun er tilgængelig paa enkelte Steder, hvor Menneskene har hugget Sivene bort.
  Men lukker Sivene Menneskene ude, saa yder de til Gengæld en Mængde andre Væsner Ly og Beskyttelse. Inde mellem Sivene er der utallige smaa Damme og Kanaler med stillestaaende, grønt Vand, hvor der vokser fuldt op af Andemad og anden Grøde, og hvor Myglarver, Frø– og Fiskeyngel klækkes ud i talløs Møngde. Og ved Bredden af disse smaa Damme og Kanaler er der en Masse gode Skjulesteder, hvor Søfuglene kan klække deres æg ud og opføde deres Unger uden at forstyrres hverken af Fjender eller af Næringssorger.
  Der bor ogsaa en urimelig Mængde Fugle i Tåkern-Sivene, og der kommer flere til Aar for Aar, eftersom det bliver bekendt, hvad det er for et herligt Opholdssted. De første, der satte Bo der, var Stokænderne, og de bor der endnu i tusendvis. De ejer dog ikke længer hele Søen, men har været nødt til at dele Pladsen med Svaner, Lappedykkere, Blishøns Lommer, Skeænder og en hel Del andre.


Tåkernsøen.
Tåkern—Søen.

  Tåkern er ganske vist den største og bedste Fuglesø i hele Landet, og Fuglene maa prise sig lykkelige, saa længe de har et saadant Tilflugtssted. Men ingen ved, hvor længe de faar Lov at beholde Herredømmet over Sivskove og Dyndbredder, for Menneskene kan ikke glemme, at Søen dækker over en Mængde god og frugtbar Jord, og den ene Gang efter den anden fremkommer der Planer iblandt dem om at tørlægge den. Og blev disse Planer sat i Værk, blev alle de mange tusende Vandfugle nødt til at drage bort fra Egnen.
  Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste med Vildgæssene, var der ved Tåkern en Stokand, der hed Jarro. Han var en ung Fugl og havde ikke levet mer end en Sommer, et Efteraar og en Vinter. Det var nu hans første Foraar. Han var nylig kommen hjem fra Nordafrika og havde naaet Tåkern i saa god Tid, at der endnu var Is paa Søen.
  En Aften, da han og de andre unge Andrikker morede sig med at flyve frem og tilbage over Søen, løsnede en Jæger et Par Skud imod dem og Jarro blev ramt i Brystet. Han troede, han skulde dø, men for ikke at falde i Hænderne paa den, der havde skudt ham, blev han ved at flyve, saa længe han paa nogen Maade kunde. Han tænkte ikke paa, hvor han satte Kursen hen, men anstrengte sig kun for at komme langt bort. Da Kræfterne svigtede ham, saa han ikke kunde flyve mere, var han ikke længere ude over Søen. Han var fløjet et Stykke ind over Land og sank nu ned udenfor en af de store Bøndergaarde, der ligger ved Bredden af Tåkern.
  Kort efter gik en ung Karl over Gaarden. Han fik øje paa Jarro og gik hen og tog ham op. Men Jarro, der ikke ønskede andet end at faa Lov at dø i Fred, samlede sine sidste Kræfter og bed Karlen haardt i Fingeren, for at han skulde give Slip paa ham.
  Det lykkedes ikke Jarro at komme løs, men Angrebet gjorde dog den Gavn, at Karlen mærkede, der var Liv i Fuglen. Han bar ham varsomt ind i Stuen og viste ham til sin Madmoder, der var en ung Kone med et mildt Ansigt. Hun tog straks Jarro ud af Haanden paa Karlen, strøg ham ned ad Ryggen og tørrede det Blod af, der piblede frem mellem Halsdunene. Hun betragtede ham nøje, og da hun saa, hvor smuk han var med sit mørkegrønne, metalglinsende Hoved, sit hvide Halsbaand, sin rødbrune Ryg og sit blaa Vingespejl, syntes hun vist, det var Synd, han skulde dø. Hun gjorde hurtig en Kurv i Stand, og der lagde hun Fuglen.
  Jarro havde hele Tiden slaaet med Vingerne og stridt for at komme løs, men da han nu begreb, at Menneskene ikke havde i Sinde at dræbe ham, lagde han sig med en Følelse af Velbehag til Rette i Kurven. Først nu mærkede han, hvor udmattet han var af Smerten og Blodtabet. Husmoderen bar Kurven hen i den anden Ende af Stuen og stillede den i Ovnkrogen, men allerede inden hun havde sat den ned, havde Jarro lukket øjnene og var falden i Søvn.
  Lidt efter vaagnede Jarro ved, at der blev puffet sagte til ham. Da han slog øjnene op, blev han saa rædselslagen, at han næsten gik fra Sans og Samling. Nu var det altsaa ude med ham, for der stod den der var farligere end baade Mennesker og Rovfugle. Det var ingen ringere end Cæsar selv, den langhaarede Hønsehund, der nysgerrig snusede til ham.
  Hvor elendig bange havde Jarro ikke været i Fjor Sommer, mens han endnu var en lille, gul ælling, hver Gang det lød over Sivskoven: „Der er Cæsar! Der er Cæsar!“ Naar han saa den brun– og hvidspættede Hund med Gabet fuldt af skarpe Tænder komme vadende gennem Sivene, var det, som om han saa Døden selv. Han havde altid haabet, han aldrig skulde opleve den Stund, da han stod Ansigt til Ansigt med Cæsar.
  Men han havde aabenbart været saa uheldig at falde ned i den Gaard, hvor Cæsar hørte til, for nu stod han der over ham. „Hvad er du for en?“ brummede han. „Hvor er du kommen ind i Stuen? Hører du ikke hjemme nede i Sivskoven?“
  Det var med Nød og næppe, Jarro fik Mod til at svare. „Du maa ikke være vred paa mig, Cæsar, fordi jeg er kommen ind i Stuen!“ sagde han. „Det er ikke min Skyld. Jeg er skadeskudt. Det er Menneskene selv, der har lagt mig her i Kurven.
  „Jasaa, det er Menneskene selv, der har lagt dig herind,“ sagde Cæsar. „Saa er det nok deres Mening at gøre dig rask, skønt jeg for min Part synes, det vilde være klogere at spise dig, nu du er i deres Magt. Men du er ialtfald fredlyst her i Stuen. Du skal ikke se saa forskrækket ud. Vi er ikke nede paa Tåkern nu.“
  Dermed gik Cæsar og lagde sig til at sove foran den flammende Skorstensild. Saasnart Jarro var klar over, at denne skrækkelige Fare var overstaaet, kom den store Mathed igen over ham, og han faldt paa ny i Søvn.
  Da Jarro vaagnede næste Gang, saa han, at der stod et Fad med Gryn og Vand foran ham. Han var endnu meget utilpas, men han var alligevel sulten og gav sig til at spise. Da Husmoderen saa, han spiste, gik hun hen og klappede ham og saa glad ud. Saa faldt Jarro igen i Søvn. I flere Dage bestilte han ikke andet end spise og sove.
  En Morgen følte Jarro sig saa rask, at han stod op af sin Kurv og gik henad Gulvet. Men han var ikke kommen langt, før han faldt om og blev liggende. Da kom Cæsar, aabnede sit store Gab og greb ham. Jarro troede naturligvis, at Hunden vilde bide ham ihjel, men Cæsar bar ham hen i Kurven igen uden at gøre ham Fortræd. Derved fik Jarro saa stor Tillid til Cæsar, at han paa sin næste Tur ud i Stuen gik hen til Hundeen og lagde sig ved Siden af ham. Og derefter blev Cæsar og han gode Venner, og Jarro laa hver Dag flere Timer og sov mellem Cæsars Poter.
  Men endnu større Hengivenhed end for Cæsar følte Jarro for Husmoderen. Hende car han ikke det mindste bange for, men han strøg sit Hoved mod hendes Haand, naar hun kom og gav ham Mad. Naar hun gik ud af Stuen, sukkede han af Sorg, og naar hun kom ind igen, raabte han velkommen til hende paa sit eget Sprog.
  Jarro glemte helt, hvor bange han før havde været baade for Hunde og Mennesker. Han syntes, de var milde og gode, og han elskede dem. Han vilde bare ønske, han var rask, saa han kunde flyve ned til Tåkern og fortælle Stokænderne, at deres gamle Fjender ikke var farlige, og at de slet ikke behøvede at være bange for dem.
  Han havde lagt Mærke til, at baade Menneskene og Cæsar havde rolige øjne, som det gjorde godt at se ind i. Den eneste i Stuen, Hvis Blik han ikke holdt af at møde, var Klorina, Huskatten. Hun gjorde ham ingen Fortræd, men han kunde til hende. Desuden drillede hun ham altid med, at han elskede Menneskene. „Du tror, de plejer dig, fordi de holder af dig,“ sagde Klorina. „Vent du bare, til du bliver tilpas fed! Saa drejer de Halsen om paa dig. Jeg kender dem, kan du tro!“
  Jarro havde et ømt og kærligt Hjerte, som Fugle gerne har, og blev usigelig bedrøvet ved at høre dette. Han kunde ikke tænke sig, at Husmoderen vilde dreje Halsen om paa ham, og han kunde heller ikke tro saadan noget om hendes Søn, den lille Dreng, der kunde sidde i Timevis ved hans Kurv og pludre og smaasnakke med ham. Han syntes, han kunde mærke, at de holdt ligesaa meget af ham som han af dem.
  En Dag da Jarro og Cæsar laa paa deres sædvanlige Plads foran Ilden, sad Klorina oppe paa Skorstenen og gav sig til at drille Stokanden.
  „Jeg gad nok vidst, hvad I Stokænder vil gøre næste Aar, naar Tåkern bliver tørlagt og lavet om til Agerland,“ sagde Klorina. — „Hvad er det, du siger, Klorina?“ raabte Jarro og fo'r op i Forfærdelse. — „Jeg glemmer altid, Jarro, at du ikke kan forstaa Menneskenes Sprog, saadan som Cæsar og jeg,“ svarede Katten. „Ellers matte du jo have hørt, at de Mænd, som var Inde i Stuen i Gaar, talte om, at alt Vandet skulde tappes ud af Tåkern, og at Søens Bund næste Aar skulde ligge saa tør som et Stuegulv. Og nu vil jeg nok vide, hvor I Græsænder saa vil gøre af jer selv.“ Da Jarro hørte denne Tale, blev han saa vred, at han hvæsede som en Snog. „Du er ligesaa, ondskabsfuld som en Blishøne,“ skreg han til Klorina. „Du vil kun ægge mig op imod Menneskene. Jeg tror ikke, de vil gøre saadan noget. De ved jo godt, at Tåkern er Stokændernes Ejendom. Hvorfor skulde de gøre saa mange Fugle hjemløse og ulykkelige? Du har bare hittet paa det for at gøre mig bange. Jeg vilde ønske, Ørnen Gorgo vilde rive dig i Stykker. Jeg vilde ønske, vor Madmoder vilde klippe Knurhaarene af dig.“
  Men Jarro kunde ikke med dette Udfald bringe Klorina til Tavshed. „Naa, saa du tror, jeg lyver,“ sagde hun. „Du kan jo spørge Cæsar! Han var ogsaa inde i Stuen i Gaar Aftes. Cæsar lyver aldrig.“
  „Cæsar,“ sagde Jarro, „du forstaar Menneskenes Sprog meget bedre end Klorina. Sig, at hun ikke har hørt rigtig. Tænk, hvordan det vilde gaa, hvis Menneskene udtørrede Tåkern og omdannede Søens Bred til Agerlandt! Da var der ikke mere Andemad til de voksne ænder og ingen Fiskeyngel eller Haletudser eller Myglarver til ællingerne. Da vilde ogsaa Sivskovene forsvinde, hvor ællingerne nu kan gemme sig, til de kan flyve. Alle ænder vilde blive nødt til at rejse herfra og søge sig en anden Bolig. Men hvor skal de finde et Tilflugtsted som Tåkern? Cæsar, sig, at Klorina ikke har hørt rigtigt!“
  Det var mærkeligt at lægge Mærke til, hvordan Cæsar opførte sig under deres Samtale. Han havde hele den øvrige Tid været lysvaagen, men da Jarro henvendte sig til ham, gabede han, lagde sin lange Snude paa Forpoterne og faldt øjeblikkelig i en dyb Søvn.
  Katten saa ned paa Cæsar med et listigt Smil. „Jeg tror ikke, Cæsar har Lyst til at svare dig,“ sagde hun til Jarro. „Han har det som alle Hunde: de vil aldrig indrømme, at Menneskene kan gøre noget urigtigt. Men du kan alligevel stole paa mit Ord. Jeg skal sige dig, hvorfor Menneskene vil tørlægge Søen netop nu. Saa længe Stokænderne havde Magten paa Tåkern, vilde de ikke tørlægge den, for jer havde de da nogen Gavn af. Men nu har jo Lappedykkere og Blishøns og mange andre Fugle, som ikke er til at spise, bemægtiget sig næsten alle Sivskovene, og Menneskene synes ikke, det er nødvendigt at holde Søen for deres Skyld.“
  Jarro gad ikke svare Klorina, men han løftede Hovedet og raabte Cæsar ind i øret: „Cæsar! du ved jo nok, at der paa Tåkern er saa mange ænder, at de kan se ud som Skyer paa Himlen. Sig, at det ikke er sandt, at Menneskene har i Sinde at gøre alle dem hjemløse!“
  Saa fo'r Cæsar op og gjorde et vældigt Udfald mod Klorina, saa den maatte flygte op paa en Hylde. „Jeg skal lære dig at snakke, naar jeg vil sove,“ brølede Cæsar. „Jeg ved nok, der er Tale om at tørlægge Søen nu i Aar. Men det har der været talt om mange Gange før, uden at det er blevet til noget. Og den Tørlægning er en Ting, jeg ikke billiger. For hvordan skulde det gaa med Jagten, hvis Tåkern blev udtørret? Du er et Fæ, at du kan glæde dig over saadan noget. Hvad skal du og jeg faa at more os med, naar der ikke mer er Fugle paa Tåkern?“


LOKKEFUGLEN.

Søndag 17. April.

Et Par Dage efter var Jarro saa rask, at han kunde flyve hele Stuen over. Og da kælede Husmoderen for ham, og den lille Dreng løb ud i Gaarden og plukkede ham de første Græsstraa, der var kommen op. Naar Husmoderen klappede ham, tænkte Jarro, at skønt han nu var rask nok til at flyve ned til Tåkern, naar det skulde være, vilde han ikke skilles fra Menneskene. Han havde ikke noget imod at blive hos dem hele sit Liv.
  Men en Morgen tidlig lagde Husmoderen en Løkke eller en Snare over Jarro, saa han ikke kunde bruge sine Vinger, og gav ham saa til den Karl, der havde fundet ham ude i Gaarden. Karlen stak ham under den ene Arm og gik ned til Tåkern med ham.
  Isen var smeltet, mens Jarro var syg. De gamle, tørre Siv fra i Fjor stod endnu ved Bredden og rundt om Holmene, men alle Vandplanter havde begyndt at skyde friske Skud nede i Dybet, og de grønne Toppe naaede op til Vandspejlet. Og nu var næsten alle Trækfuglene kommen hjem. Regnspovernes krumme Næb tittede frem fra Sivene. Lappedykkerne sejlede om med ny Fjerkrave om Halsen, og Bekkasinerne var ved at samle Straa til deres Reder.
  Karlen gik i en Pram, lagde Jarro paa Bunden og stagede sig ud paa Søen. Jarro, der nu havde vænnet sig til ikke at vente andet end godt af Menneskene, sagde til Cæsar, der ogsaa var med, at han var meget taknemmelig mod Karlen, fordi han havde taget ham med ud paa Søen. Men Karlen bebøvede Ikke at holde ham saa fast bundet, for han havde ikke i Sinde at flyve sin vej. Herpaa svarede Cæsar ingenting. Han var meget ordknap den Morgenstund.
  Det eneste, som Jarro fandt lidt underligt, var, at Karlen havde taget sin Bøsse med. Han kunde ikke tænke sig, at nogen, af de rare Mennesker i Bondegaarden vilde skyde Fugle. Desuden havde Cæsar sagt ham, at Menneskene ikke jagede paa denne Aarstid. „Det er Fredningstid,“ sagde Cæsar, men det gælder naturligvis ikke for mig.“
  Imidlertid roede Karlen ud til en af de smaa, sivkransede Dyndholme. Der gik han af Baaden, samlede gamle Siv sammen i en stor Bunke og lagde sig bagved den. Med Snaren over Vingerne og tøjret til Baaden med en lang Snor maatte Jarro saa spadsere om ude paa Grunden.
  Pludselig fik Jarro øje paa nogle af de unge Andrikker, i hvis Selskab han i gamle Dage havde fløjet frem og tilbage over Søen. De var langt borte, men Jarro kaldte dem til sig med nogle høje Raab. De besvarede dem, og der nærmede sig en stor, smuk Flok. Allerede inden de var kommen helt derhen gav Jarro sig til at fortælle dem om sin vidunderlige Redning og om Menneskenes Godhed. I det samme knaldede der to Skud bag ham. Tre ænder sank døde ned i Sivene, og Cæsar plumpede ud og fangede dem ind.
  Da gik der et Lys op for Jarro. Menneskene havde reddet ham for at bruge ham som Lokkefugl! Og det var lykkedes dem. Han var Skyld i, at tre ænder var døde. Han var nærved at dø af Skam. Selv hans Ven Cæsar, syntes han, saa paa ham med Foragt, og da de kom hjem i Stuen, turde han ikke lægge sig til at sove ved Siden af Hunden.
  Næste Morgen blev Jarro igen ført ud paa Grunden. Ogsaa denne Gang fik han snart øje paa nogle ænder. Men da han saa, de fløj hen imod ham, raabte han til dem: „Væk med jer, væk! Tag jer i Agt! Flyv et andet Sted hen! Der ligger en Jæger i Skjul bag Sivbusken. Jeg er ikke andet end en Lokkefugl!“ Og det lykkedes ham virkelig at hindre dem i at komme paa Skudvidde.
  Jarro fik næppe Tid at smage et Græsstraa, saa optagen var han af at holde Vagt. Han raabte sin Advarsel, saasnart en Fugl nærmede sig. Han advarede endog Lappedykkerne, som han ellers ikke kunde udstaa, fordi de fortrængte ænderne fra deres bedste Gemmesteder. Men han kunde ikke finde sig i at være Skyld i, at nogen Fugl kom i Ulykke. Og takket være Jarros Aarvaagenhed maatte Karlen ro hjem uden at have løsnet et eneste Skud.
  Desuagtet saa Cæsar mindre gnaven ud end den foregaaende Dag, og da Aftenen kom, tog han J arro i sit Gab, lod ham sove mellem sine Forpoter.
  Men Jarro følte sig ikke længer vel tilpas i Stuen; han var meget ulykkelig. Det pinte hans Hjerte at tænke paa, at Menneskene aldrig havde elsket ham. Naar Husmoderen eller den lille Dreng kom hen og klappede ham, puttede han Næbbet under Vingen og lod som om han sov.
  Flere Dage havde Jarro maattet holde ud paa sin sørgelige Vagtpost, og han var allerede kendt over hele Tåkern. Saa skete det en Morgen, mens han sædvanlig raabte: „Tag jer i Agt, Fugle! Kom mig ikke nær! Jeg er kun en Lokkefugl,“ at der kom en Lappedykkerrede hen imod Grunden, hvor han stod bunden. Dette var nu i og for sig ikke noget mærkeligt. Det var en Rede fra forrige Aar, og da Lappedykkerne er bygget saadan, at de kan flyde paa Vandet som en Baad, sker det ofte, at de kommer i Drift. Men Jarro blev dog staaende og kiggede paa Reden, fordi den styrede saa lige løs paa Holmen, at det saa ud, som om der var nogen, der ledede dens Kurs over Vandet.
  Da Reden kom nærmere, saa Jarro, at et lille Menneske, det mindste, han nogensinde havde set, sad i Reden og roede den frem med et Par Pinde. Og dette lille Menneske raabte til ham: Gaa saa tæt ned til Vandet, som du kan, Jarro, og hold dig rede til at flyve! Du skal snart blive befriet!“
  Et øjeblik efter laa Lappedykkerreden inde ved Land, men den lille Rorkarl gik ikke fra Borde, men sad ganske stille, skjult mellem Kviste og Straa. Jarro stod næsten ogsaa ganske ubevægelig. Han var fuldstændig lammet af Skræk for, at Redningsmanden skulle blive opdaget.
  Det næste, der skete, var, at der kom en Flok Vildgæs flyvende. Jarro kom da til Besindelse og advarede dem med høje Raab, men desuagtet fløj de flere Gange frem og tilbage over Grunden. De holdt sig saa højt, at de var udenfor Skudvidde, men Karlen lod sig dog forlede til at skyde et Par Skud af efter dem. Aldrig saasmart var disse Skud løsnede, før den lille Purk sprang i Land, trak sin lille Kniv af skeden og skar Jarros Snare over med et Par raske Snit, „Flyv nu din Vej, Jarro, inden Karlen naar at faa ladt paa ny!“ raabte han, idet han selv sprang ned i Lappedykkerreden og stødte fra Land.
  Jægeren havde haft Blikket rettet paa Gæssene og havde ikke lagt Mærke til, at Jarro var bleven befriet, men Cæsar havde bedre fulgt med, hvad der gik for sig, og i samme øjeblik som Jarro løftede Vingerne, styrtede han hen og tog ham i Nakken.
  Jarro skreg ynkeligt, men purken, der havde befriet ham, sagde med største Ro til Cæsar: „Er du saa skikkelig, som du ser ud til, saa vil du vel ikke tvinge en retskaffen Fugl til at sidde her og lokke andre i Ulykke.“
  Da Cæsar hørte disse Ord, trak han paa Overlæben, men et øjeblik efter slap han Jarro. „Flyv, Jarro!“ sagde han. „Du er sandelig for god til at være Lokkefugl! Det var heller ikke derfor, jeg vilde holde paa dig, men fordi der bliver tomt i Stuen efter dig.“


SØENS UDTØRRING .

Onsdag 20. April.

Der blev virkelig meget tomt i Bondestuen efter Jarro. Hunden og Katten fandt Tiden lang, nu da de ikke havde ham at skændes om, og Husmoderen savnede den glade Rappen, der lød, hver Gang hun kom ind i Stuen. Men den, der længtes mest efter Jarro, var den lille Dreng, Per Ola. Per Ola var ikke mer end tre Aar og eneste Barn, og aldrig i sit Liv havde han haft saadan en Legekammerat som Jarro. Da Per Ola hørte, at Jarro var vendt tilbage til Tåkern og ænderne, kunde han ikke slaa sig til Ro hermed, men tænkte bestandig paa, hvordan han skulde faa ham tilbage.
  Per Ola havde talt meget med Jarro, mens han laa stille i sin Kurv, og han var jo vis paa, Anden forstod ham. Han bad sin Moder gaa med ham ned til Søen, saa han kunde finde Jarro og overtale ham til at vende tilbage til dem. Det vilde Moderen ikke, men Per Ola opgav dog ikke sin Plan.
  Dagen efter at Jarro var forsvunden, løb Per Ola ude i Gaarden. Han legede med sig selv, som han plejede, men Cæsar laa paa Trappen, og da Moderen lukkede Drengen ud, sagde hun: „Pas paa Per Ola, Cæsar!“
  Havde nu alt været i sin sædvanlige Orden, havde Cæsar ogsaa adlydt Befalingen, og der var blevet passet saa godt paa Drengen, at ingen Fare kunde hændt ham. Men Cæsar lignede ikke sig selv i de Dage. Han vidste, at de Bønder, der boede omkring Tåkern, holdt hyppige Møder om Søens Udtørring, og at de omtrent havde besluttet den. ænderne skulde bort, og Cæsar kunde aldrig mer faa sig en ærlig Jagt. Han var saa optagen af at tænke paa denne Ulykke, at han glemte at passe paa Per Ola.
  Og aldrig saasnart var den lille overladt til sig selv ude i Gaarden, før han indsaa, at nu var øjeblikket der til at gaa ned til Tåkern og tale med Jarro. Han lukkede et Led op og gik ned imod Søen ad den smalle Sti over Engene. Saa længe man kunde se ham hjemmefra, gik han langsomt, men saa satte han stærkere Fart paa. Han var meget bange for, at hans Moder eller nogen anden skulde raabe til ham, at han ikke maatte gaa derned. Han vilde jo ikke gøre noget galt, kun overtale Jarro til at komme tilbage, men han havde det paa Fornemmelsen, at derhjemme ikke vilde billige hans Forehavende.
  Da Per Ola kom ned til Søen, kaldte han flere Gange paa Jarro. Saa stod længe og ventede, men der kom ingen Jarro. Han saa adskillige Fugle, der lignede den, men de fløj forbi uden at lægge Mærke til ham, saa han begreb jo nok, at ingen af dem var den rigtige.
  Da Jarro ikke kom, tænkte den lille Dreng, at det vist vilde fære lettere at finde ham, hvis han begav sig ud paa Søen. Der laa flere gode Baade ved Bredden, men de var bundet fast. Den eneste, som laa der løs og ledig, var en gammel læk Pram, der var saa daarlig, at det ikke faldt ind at bruge den. Men Per Ola kravlede op i den uden at bryde sig om, at hele Bunden stod under Vand. Han kunde ikke magte Aarerne, men satte sig istedetfor til at vippe og gynge i Prammen. Det var rimeligvis aldrig lykkedes et voksent Menneske at faa en Pram ud paa Tåkern paa den Maade, men naar Vandstanden er høj og Ulykken vil det, har smaa Børn en mærkelig Evne til at komme til Søs. Per Ola drev snart om paa Tåkern og kaldte paa Jarro.
  Da den gamle Pram laa og gyngede ude paa Søen, blev Revnerne i den endnu større, og Vandet ligefrem strømmede ind. Men det brød Per Ola sig ikke det mindste om. Han sad paa den lille Tofte i Forenden, raabte ad hver Fugl, han saa, og var forundret over, at Jarro ikke kom.
  Tilsidst fik virkelig Jarro øje paa Per Ola. Han hørte, der var nogen, der kaldte paa ham med det Navn, han havde haft iblandt Menneskene, og han begreb, at Drengen havde vovet sig ud paa Tåkern for at lede efter ham. Jarro blev usigelig glad ved at se, at et af Menneskene virkelig elskede ham. Han skød ned imod Per Ola som en Pil, satte sig ved Siden af ham og lod ham klappe sig. De var begge to meget glade ved at se hinanden igen.
  Men pludselig mærkede Jarro, hvordan det stod til med Prammen. Den var halv fuld af Vand og meget nær ved at synke. Jarro prøvede paa at gøre Per Ola begribeligt, at han, der hverken kunde flyve eller svømme, maatte se at komme i Land, men Per Ola forstod ham ikke. Da betænkte Jarro sig ikke et øjeblik, men skyndte sig afsted for at hente Hjælp.
  Lidt efter kom Jarro tilbage og bar da paa sin Ryg en lille Purk, der var meget mindre end Per Ola. Havde han ikke kunnet baade tale og røre sig, vilde Drengen troet, det var en Dukke. Og den lille Purk befalede straks Per Ola at tage en lang Stang, der laa paa Bunden af Prammen, og prøve at stage den hen imod en af de smaa Sivholme. Per Ola adlød, og han og Purken hjalp hinanden at drive Prammen fremad. Med et Par Tag naaede de en lille, sivkranset Holm, og nu fik Per Ola Befaling til at gaa i Land. Og i samme øjeblik, som Per Ola satte Foden paa Landt løb Prammen fuld af Vand og gik til Bunds.
  Da Drengen saa dette, gik det op for ham, at hans Fader og Moder vilde blive meget vrede paa ham. Hvis han ikke straks havde faaet andet at tænke paa, havde han givet sig til at græde. Men der kom en Flok store, graa Fugle og slog ned paa øen, og den lille Purk tog ham med hen til dem og fortalte ham, hvad de hed og hvad de sagde. Og det var saa morsomt, at Per 0la glemte alt andet.
  Imidlertid havde Folkene i Bondegaarden opdaget, at Drengen var forsvunden, og havde givet sig til at lede efter ham. De søgte i Udhusene, kiggede ned i Brønden og saa efter i Kælderen. Derpaa gik de ud paa Veje og Stier, gik over til Nabogaarden og spurgte, om han havde forvildet sig derhen, og spejdede ogsaa efter ham nede ved Tåkern. Men hvormeget de saa søgte, han var ikke til at finde.
  Cæsar, Hunden, forstod godt, at hans Husbond og Madmoder ledte efter Per Ola, men han gjorde ikke noget for at hjælpe dem paa Spor. Han blev tværtimod ganske rolig liggende, som om det hele ikke vedkom ham.
  Længere op ad Dagen fandt man Per Olas Fodspor nede ved Landingsstedet. Og saa faldt det dem ind, at den gamle utætte Pram ikke længer laa nede ved Bredden. Da stod det pludselig klart for dem, hvordan det altsammen var gaaet til.
  Husbonden og hans Karle satte straks Baadene i Søen og roede ud for at lede efter Drengen. De blev ved at ro om paa Tåkern til sent paa Aftenen uden at se det mindste Spor af ham. De kunde ikke tro andet, end at den gamle Baad var gaaet til Bunds, og at den lille laa død paa Søens Bund.
  Om Aftenen vankede Per Olas Moder om ved Bredden af Søen. Alle andre var overbevist om, at Drengen var druknet, hun alene kunde ikke faa sig selv til at tro det, men blev ved at lede efter ham. Hun ledte inde mellem Rør og Siv, hun gik og gik paa den sumpede Bred uden Tanke for, hvor dybt hun sank i, eller hvor vaad hun allerede var. Hun var usigelig fortvivlet. Det stak og gnavede i hendes Hjerte. Hun græd ikke, men vred sine Hænder og raabte paa sit Barn med høj, klagende Stemme.
  Rundt omkring hørte Svaner og ænder og Regnspover skrige. Hun syntes, de fulgte efter hende, og at ogsaa de klagede og jamrede. „De har vist ogsaa Sorg siden de klager sig saadan,“ tænkte hun. Men saa besindede hun sig. Det var jo kun Fugle, hun hørte. De havde nok ingen Bekymringer.
  Det var underligt, at de ikke tav stille, nu Solen var gaaet ned. Men hun hørte alle de talløse Fugleskarer, der levede ved Tåkern udstøde Skrig paa Skrig. Flere af dem fulgte efter hende, hvor hun gik; andre kom susende forbi med hastige Vingeslag. Hele Luften var fuld af Klage og Jammer.
  Men den Angst, hun selv bar paa, aabnede hendes Hjerte. Hun syntes ikke, hun stod alle andre levende Væsener saa fjernt, som Menneskene ellers gør. Hun forstod meget bedre end nogensinde før, hvordan Fuglene havde det. De havde deres stadige Omsorg for Hjem og Børn ligesom hun. Der var nok ikke saa stor Forkel mellem dem og hende, som hun hidtil havde troet.
  Saa kom hen til at tænke paa, at det var saagodtsom bestemt, at alle disse Tusender af Svaner og ænder og Lommer skulde miste deres Hjem her ved Tåkern. „Det bliver svært nok for dem,“ tænkte hun. „Hvor skal de saa opføde deres Unger?“
  Hun blev staaende og faldt i Tanker. Det kunde se ud, som om det var en god og velbehagelig Gerning en Sø til Ager og Eng, men det kunde vel være en anden Sø end Tåkern, en anden Sø, der ikke var Hjem for saa mange tusende Dyr.
  Hun tænkte paa, at det var næste Dag, der skulde tages Beslutning om Søens Udtørring, og det faldt hende ind, om det var derfor, hendes lille Dreng var bleven borte netop i Dag. Om det var Guds Mening, at Sorgen skulde komme og aabne hendes Hjerte for Barmhjertighed netop i Dag, inden det var for sent at afværge den grusomme Handling?
  Hun gik hurtig op til Gaarden og gav sig til at tale med sin Mand om alt dette. Hun talte om Søen og om Fuglene og sagde til ham, at hun troede, Per Olas Død var en Guds Straf over dem begge. Og hun mærkede snart, at han var af samme Mening som hun.
  Den Gaard, de ejede, var stor i Forvejen, men blev der noget af Tørlægningen, vilde der tilfalde dem saa stort et Stykke af Søens Bund, at deres Ejendom vilde blive omtrent fordoblet. Derfor havde de været ivrigere for Foretagendet end nogen af de andre Lodsejere. De øvrige havde været ængstelige for Omkostningerne og ængstelige for, at Tørlægningen ikke skulde lykkes bedre end sidste Gang. Per Olas Fader vidste med sig selv, at det var ham, der havde formaaet dem til at være med i Foretagendet. Han havde anvendt al sin Overtalelsesevne for at kunne efterlade sin Søn en Gaard, der var dobbelt saa stor som den, hans Fader havde efterladt ham.
  Han stod nu og tænkte paa, om Gud havde haft en Mening med, at Tåkern havde taget Sønnen fra ham, Dagen før han skulde skrive Kontrakt om dens Tørlægning. Hans Hustru havde ikke nødig at sige mange Ord til ham, før han svarede: „Maaske det ikke er Guds Vilje, at vi rokker ved hans Orden. I Morgen vil jeg tale med de andre om det, og jeg tænker, vi bestemmer, at alt skal blive, som det er.“
  Mens Mand og Kone talte sammen, laa Cæsar foran Skorstenen. Han løftede Hovedet og hørte nøje efter. Da han mente, han kunde være sikker i sin Sag, gik han hen til sin Madmoder, tog fat i hendes Kjole og trak hende henimod Døren. „Men Cæsar dog!“ sagde hun og vilde gøre sig fri. „Ved du, hvor Per Ola er?“ udbrød hun derpaa. Cæsar gøede glad og sprang op ad Døren. Hun lukkede den op, og Cæsar styrtede afsted ned til Tåkern. Hans Madmoder var saa sikker paa, at han vidste, hvor Per Ola var, at hun løb lige efter ham. Og aldrig saasnart var de kommen ned til Bredden, før de hørte Barnegraad ude paa Søen.
  Per Ola havde aldrig i sit Liv moret sig saa godt som denne Dag sammen med Tommeltot og Fuglene, men nu havde han givet sig til at græde, fordi han var sulten og bange for Mørket Og han blev meget glad, da Fader og Moder og Cæsar kom og hentede ham.





XIX

SPAADOMMEN

Fredag 22. April.

Drengen laa en Nat og sov paa en Holm i Tåkern, da han blev vækket af Aareslag. Knap havde han faaet øjnene op, før der faldt saa stærkt et Lysskær lige ind i dem, at han maatte blinke.
  Først kunde han ikke begribe, hvad det var, der lyste saa stærkt her ude paa Søen, men snart saa han, at der i Sivene laa en Pram med et stort, brændende Tjæreblus gjort fast til en Jernstang i Agterenden. Blussets røde Flamme spejlede sig klart i den natsorte Sø, og Lysskæret maa have lokket Fiskene til, for rundt om Flammen nede i Dybet kunde man se en Mængde mørke Striber, der uophørlig bevægede sig og skiftede Plads.
  I Prammen var der to gamle Mænd. Den ene sad ved Aarerne, den anden stod paa Agtertoften og havde i Haanden et kort Spyd, der var forsynet med grove Modhager. Den, der roede, saa ud til at Være en fattig Fisker. Han var lille, tør og vejrbidt og havde en tynd og luvslidt Frakke paa. Man kunde se, han var saa vant til at være ude i al Slags Vejr, at han ikke ænsede Kulden. Den anden var velnæret og velklædt og saa ud som en myndig og selvbevidst Bonde.
  „Hold nu stille!“ sagde Bonden, da de var lige udenfor Holmen, hvor Drengen laa. I det samme stak han Spydet ned i Vandet. Da han trak det op igen, fulgte en prægtig, lang Aal med op fra Dybet.
  „Sikken en!“ sagde han, idet han tog Aalen af Lysteren. „Det er en, der har vasket sig. Nu har vi vist faaet saa meget, at vi kan vende hjem.“
  Men hans Kammerat løftede ikke Aarerne; han sad og saa sig om. „Her er kønt ude paa Søen i Aften,“ sagde han. Og det var der ogsaa. Der var blikstille, saa hele Vandspejlet laa i uforstyrret Ro, kun brudt af Baadens Kølvandsstribe. Den laa og glimtede i Ildskæret som en Vej af Guld. Himlen var klar og dybt blaa og som gennemstukket af Stjerner. Bredderne var skjult af Sivholmene undtagen mod Vest. Der skød Omberg i Vejret, højt og mørkt, meget vældigere end ellers, og skar et stort, trekantet Stykke ud af Himmelhvælvingen.
  Den anden drejede Hovedet, saa han ikke havde Ildskæret i øjnene, og saa sig om. „Ja, her er smukt her i östergyllen Daglig (Udtale ad östergötland),“ sagde han, men det bedste ved det Landskab er dog ikke Skönheden.“ — „Hvad mener du da er det bedste?“ spurgte han, der roede. — „Det, at det altid har været et agtet og anset Landskab.“ — „Ja, det kan Jo have sin Rigtighed.“ — „Og saa det, at man ved, det altid skal blive ved at være det.“ — „Hvor i Alverden kan man vide det?“ spurgte han, der sad ved Aarerne.
  Bonden rettede sig og støttede sig til Lysteren. „Der er en gammel Historie, som er gaaet fra Fader til Søn i min Slægt, og i den faar man Besked om, hvordan det skal gaa med östergötland.“ — „Den kunde du gerne fortælle mig,“ sagde han, der roede. — „Vi har ellers ikke for Skik at fortælle den til hvemsomhelst, men jeg vil da ikke holde den hemmelig for en gammel Kammerat.“
  „Paa Ulvåsa i östergötland,“ vedblev han, og nu kunde man høre paa Tonefaldet, at han fortalte noget, han havde hørt af andre og kunde udenad, „boede for mange Aar siden en Frue, der havde den Gave, at hun kunde se ind i Fremtiden og sige Folk, hvad der skulde hænde dem, ligesaa klart og grangiveligt, som om det allerede var sket. Derfor blev hun vidt berømt; man kan jo nok forstaa, at der kom Folk til hende baade fra nær og fjern for at faa Besked om, hvad de vilde faa at gaa igennem af ondt eller godt.
  En Dag, da Fruen paa Ulvåsa sad i sin Sal og spandt, som Skik og Brug var i gamle Dage, kom der en fattig Bonde ind i Salen og satte sig paa Bænken helt nede ved Døren.
  „Jeg vilde gerne vide, hvad I sidder og tænker paa, kære Frue,“ sagde Bonden, da han havde siddet lidt.
  „Jeg sidder og tænker paa høje og hellige Ting,“ svarede hun. — „Da kan det vel ikke gaa an, jeg spørger jer om noget, der ligger mig paa Sinde,“ sagde Bonden.
  „Der er vel ikke andet, der ligger dig paa Sinde, end at du kan høste meget Korn paa din Ager. Men jeg er vant til at faa Spørgsmaal fra Kejseren om, hvordan det skal gaa med hans Krone, og fra Paven om, hvordan det skal gaa med hans Nøgler.“ — „Ja, saadanne Ting er det vel ikke let at svare paa,“ sagde Bonden. „Jeg har ogsaa hørt sige, at ingen skal gaa herfra uden at være misfornøjet med det Svar, han har faaet.“
  Da Bonden sagde dette, saa han, at Fruen paa Ulvåsa bed sig i Læben og flyttede sig højere op paa Bænken. „Naa, saa det er det, du har hørt om mig,“ sagde hun. „Saa kan du jo prøve paa at spørge mig om det, du gerne vil vide, saa skal du se, om jeg ikke kan svare, saa du bliver tilfreds.“
  Saa tøvede Bonden ikke længer med at fremføre sit ærinde. Han sagde, han var kommen for at spørge, hvordan det skulde gaa med östergötland i Fremtiden. Der var ingenting, han elskede saa højt som sin Hjemstavn, og han troede, han vilde være glad lige til sin sidste Stund, hvis han kunde faa et godt Svar paa det Spørgsmaal.
  „Er det ikke andet, du ønsker at vide,“ sagde den vise Frue, „saa tror jeg, jeg kan stille dig tilfreds. For som jeg sidder her, kan jeg sige dig, at med östergötland vil det gaa saadan, at det altid vil have noget at rose sig af fremfor andre Landskaber.“
  „Ja, det var et godt Svar, kære Frue,“ sagde Bonden, „og jeg vilde nu være helt tilfreds, hvis jeg blot kunde forstaa, hvordan det skulde være muligt.“
  „Hvorfor skulde det ikke være muligt?“ sagde Fruen paa Ulvåsa. „Ved du ikke, at östergötland allerede er vidt berømt? Eller tror du, der er noget Landskab i Sverige, der kan rose sig af paa een Gang at eje to saadanne Klostre som de i Alvastra og Vreta og saa skøn en Domkirke som den i Linkoping?“
  „Det kan gerne være,“ sagde Bonden, „men jeg er en gammel Mand, og jeg ved, at Menneskers Sind er omskifteligt. Jeg frygter, der vil komme den Tid, da de ikke vil levne os nogen ære, hverken for Alvastra eller Vreta eller for vor Domkirke.“
  „Heri har du kanhænde Ret,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men derfor behøver du ikke at tvivle om min Spaadom. Nu lader jeg bygge et nyt Kloster paa Vadstena Gaard, og det turde blive det navnkundigste i hele Norden. Dertil vil baade høje og lave valfarte, og alle vil de prise dette Landskab, fordi det har et saa helligt Sted indenfor sine Grænser.“
  Bonden svarede, at han var svært glad ved at faa det at vide. Men han vidste jo, at alting var forgængeligt, og han gad nok vidst, hvad der skulde give Landskabet Anseelse, dersom Vadstena Kloster engang kom i Vanry.
  „Du er ikke let at gøre tilpas,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men visselig formaar jeg at se saa langt frem, at jeg kan sige dig, at inden Vadstena Kloster har mistet sin Glans, vil der tæt ved blive bygget et Slot, der bliver det prægtigste i sin Tid. Konger og Fyrster skal gæste det, og det skal regnes hele Landskabet til ære, at det ejer et saadant Smykke.“


Vadstena Slot.
Vadstena Slot.

  „Dette er jeg ogsaa meget glad ved at høre,“ sagde Bonden. „Men jeg er en gammel Mand, og jeg ved, hvordan det plejer at gaa med denne Verdens Herlighed. Naar Slottet engang forfalder, hvad mon der da vil drage Folks Blik til dette Landskab?“
  „Det er ikke lidt, du forlanger at vide,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men vel kan jeg se saa langt frem i Tiden, at jeg kan mærke, hvordan der bliver Liv og Bevægelse oppe i Skovene omkring Finspång. Jeg ser, hvordan der bygges Smeltehytter og Smedjer, og jeg tror, at hele Landskabet vil blive æret for alt det Jern, der bliver tilvirket indenfor dets Omraade.“
  Bonden kunde ikke fra fragaa, at han var urimelig glad ved at høre dette. Men vilde Ulykken, at ogsaa Finspångværket sank i Anseelse, saa var det vel næppe mugligt, der kunde opstaa noget nyt, som östergtland kunde faa at rose sig af.
  „Du er ikke let at stille tilfreds,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men saa langt frem kan jeg se, at jeg kan opdage, hvordan der rundt om Søerne bliver bygget Gaarde, saa store som Slotte, af Herrer, der har ført Krig i fremmede Lande. Jeg tror, at de Herregaarde vil bringe Landskabet ligesaa megen ære som alt det andet, jeg har talt om.“
  „Men hvis der saa kommer en Tid, hvor ingen mere berømmer de store Herregaarde?“ blev Bonden haardnakket ved.“
  „Du behøver alligevel ikke at ængste dig,“ sagde Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser nu, hvordan der sprudler Sundhedskilder frem paa Medevi Enge nær Vetterns Bred. Jeg tror, Kilderne ved Medevi vil skaffe Landskabet al den Berømmelse, du kan ønske det.“
  „Det var en stor Ting at faa Kundskab om,“ sagde Bonden. „Men hvis der nu kommer den Tid, da Folk søger Helbredelse ved andre Kilder?“
  „Det maa ikke bekymre dig,“ svarede Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser Mennesker mylre og arbejde fra Motala til Mem. De graver en Færdselsvej tværs gennem Landet, og da vil östergötlands Pris igen være paa alles Læber.“
  Men Bonden blev alligevel ved at se urolig ud.
  „Jeg ser, at Fosserne i Motalastrømmen begynder at drive Hjul,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, og nu kom der et Par røde Pletter i hendes Kinder, for hun begyndte at blive utaalmodig. „Jeg hører Hamre drøne i Motala og Vævestole klapre i Norrköping.“
  „Ja, det er glædeligt at høre,“ sagde Bonden, „men alt er foranderligt, og jeg er bange for, at ogsaa dette kan blive gemt og glemt.“
  Da Bonden nu alligevel ikke var tilfreds, brast Fruens Taalmodighed. „Du siger, at alt er forgængeligt,“ sagde hun, „men nu vil jeg dog nævne dig noget, der aldrig vil forandre sig. Og det er, at saadan nogle hovmodige og selvkloge Bønder som du, dem vil der altid være nok af her i östergötland, saa længe Verden staar.“
  Næppe havde Fruen paa Ulvåsa sagt dette, før Bonden rejste sig glad og fornøjet og takkede hende for god Besked. Nu endelig havde hans Sjæl Ro, sagde han.
  „Jeg forstaar sandelig ikke, hvad du nu mener,“ sagde da Fruen paa Ulvåsa.
  „Jo, jeg mener som saa, kære Frue,“ sagde Bonden, „at alt, hvad Konger og Klosterfolk og Herremænd og Købstadfolk bygger og laver, det bestaar kun i nogle Aar. Men naar I siger mig, at der i östergötland altid skal findes Bønder, der er ærekære og ihærdige, saa ved jeg ogsaa, at Landet vil bevare sin gamle Hæder. For det er kun dem, der gaar bøjede under det evige Arbejde med Jorden, der kan holde dette Land oppe i Velstand og Anseelse gennem alle Tider.“





XX

VADMELSBREDDEN

Lørdag 23. April.
Drengen fløj afsted højt oppe i Luften. Han havde den store östegötaslette under sig og sad og talte de mange hvide Kirker, der stak Taarnet op midt i en Klynge Træer. Det varede ikke længet før han var kommen til halvtreds. Saa blev han adspredt, og Regnskabet kom i Uorden.
  De allerfleste Gaarde var byggede som store toetages Huse, der saa' saa statelige ud, at Drengen ikke kunde lade være at undre sig over dem. „Der kan jo ingen Bønder bo her i Landet,“ sagde han ved sig selv, „for Bøndergaarde ser jeg da ingen af.“
  Da raabte alle Vildgæssene: „Her bor Bønderne som Herremænd. Her bor Bønderne som Herremænd.“
  Paa Sletten var Is og Sne forsvundet, og Foraarsarbejdet var i Gang. „Hvad er det for nogle lange Krebs, der kryber hen over Agrene?“ spurgte Drengen lidt efter. „Stude og Plov, Stude og Plov,“ svarede alle Vildgæssene.
  Studene bevægede sig saa langsomt henover Agrene, at man ikke kunde se, de flyttede sig, og Gæssene raabte til dem: „I kommer ikke frem før næste Aar. I kommer ikke frem før næste Aar.“ Men Studene blev dem ikke Svar skyldig. De stak Mulerne i Vejret og brølede: „Vi gør mer Nytte i en Time end saadan nogle som I i hele jeres Liv.“
  Nogle Steder blev Plovene trukken af Heste. De skridtede ud, meget ivrigere og hurtigere end Studene, men Gæssene kunde heller ikke lade være at drille dem. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?“ raabte de til Hestene. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?“ — „Skammer I jer ikke selv ved at gøre Dagdriverarbejde?“ vrinskede Hestene tilbage.
  Mens Heste og Stude var paa Arbejde, gik Staldvædderen om hjemme i Gaarden. Han var nyklippet og let til Bens, puffede Smaadrengene omkuld, jagede Lænkehunden ind i dens Hus og gik saa bagefter og spankulerede, som om han var Eneherre paa Gaarden. „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af din Uld?“ spurgte Vildgæssene, der fløj forbi oppe i Luften. — „Den har jeg sendt til Drags Fabrikker i Norrköping,“ svarede Vædderen med en lang Brægen. — „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af dine Horn?“ spurgte Gæssene. Horn havde nu Vædderen til sin store Sorg aldrig haft, og kunde ikke gøre ham værre Tort end at spørge efter dem. Han løb længe omkring og stangede op i Luften, saa vred blev han.
  Paa Landevejen kom en Mand gaaende, der foran sig drev en Flok skaanske Grise, som ikke var mere end nogle Uger gamle og skulde sælges oppe i Landet. De traskede tappert afsted, saa smaa som de var, og holdt sig tæt sammen som for at søge Beskyttelse. „øff, øff, øff, vi er kommen for tidlig fra Far og Mor. Hvordan skal det gaa os stakkels Børn?“ sagde de smaa Grise. Ikke engang Vildgæssene kunde nænne at gøre Løjer med saadan nogle smaa Stakler. „I faar det bedre, end I drømmer om,“ raabte de, idet de fløj forbi dem. Vildgæssene var aldrig i saa godt Humør, som naar de fløj henover en Sletteegn. Da skyndte de sig ikke, men fløj fra Gaard til Gaard og drev Spøg med de tamme Dyr.
  Mens Drengen red henover Sletten, kom han til at tænke paa en Historie, som han havde hørt engang for længe siden. Han kunde ikke rigtig huske den, men det var noget om en Kjortel, der var syet halvt af guldindvirket Fløjl og halvt af graa Vadmel. Men den, der ejede Kjortelen, syede Vadmelsbredden over med saa mange Perler og ædle Stene, at den skinnede skønnere og kosteligere end Guldmoret.
  Han kom til at tænke paa det med Vadmelsbredden, da han saa ned paa östergötland, fordi det bestod af en stor Slette, der laa indeklem mellem to bjergfulde Skovegne, en mod Nord og en mod syd. De to skovbevoksede Aase laa blaa og skønne og glimtede i Morgensolen, som om de var indhyllet i Guldslør, og Sletten, der kun udbredte den ene vinternøgne Ager efter den anden, var i og for sig ikke smukkere at se til end graat Vadmel.
  Men Menneskene trivedes nok godt paa Sletten, fordi den var god og gavmild, og de havde søgt at smykke den paa bedste Maade. Som Drengen fløj der højt oppe, saa det ud for ham, som om Byer og Gaarde, Kirker og Fabrikker, Slotte og Jernbanestationer var strøet ud over den som smaa og store Smykker. Det blinkede i Tegltagene, og Vinduesruderne skinnede som Juveler. Gule Landeveje, blanke Jernbaneskinner og blaa Kanaler bugtede sig fra Sted til Sted som silkesyede Løkker. Linköping laa rundt omkring sin Domkirke som en Perleindfatning om en kostelig Sten, og Gaardene paa Landet var som smaa Brystnaale og Knapper. Der var ikke megen Orden i Mønstret, men det var en Pragt, man aldrig kunde blive træt af at se paa.
  Gæssene havde nu ladet Ombergsegnen bag sig og fløj mod øst langs med Göta Kanal. Den var ogsaa i Færd med at gøre sig i Stand til Sommeren. Der gik Arbejderne og udbedrede Kanaldæmningerne og tjærede de store Sluseporte.
  Ja, der, blev arbejdet alle Vegne for at kunne tage godt imod Foraaret, ogsaa i Byerne. Der stod Malere og Murere paa Stilladser udenfor Husene og gjorde dem fine, Tjenestepigerne stod i de aabne Vinduer og polerede Ruderne. Nede ved Havnen pudsede man paa Sejlbaade og Dampere.
  Ved Norrköping forlod Vildgæssene Sletteegnen og fløj op over Kolmården. De havde en Tidlang fløjet langs med en gammel, bakket Landevej, der slyngede sig langs Kløfter og under vilde Bjergvægge, da Drengen pludselig udstødte et Raab. Han havde siddet og svinget med det ene Ben, og Træskoen var falden af.
  „Gase, Gase, jeg har tabt min Sko,“ skreg Drengen.
  Gasen vendte og dalede ned imod Jorden, men da saa' Drengen, at to Børn, der kom gaaende henad Vejen, havde fundet hans Sko.
  „Gase, Gase,“ skreg Drengen hurtig, „flyv op igen! Det er for sent. Jeg kan ikke faa min Sko.“
  Men nede paa Vejen stod Aase Gaasepige og hendes Broder, lille Mads, og saa' paa en lille Træsko, der var falden ned fra Himlen.
  „Det var Vildgæssene, der tabte den,“ sagde lille Mads.
  Aase Gaasepige stod længe stille og spekulerede over Fundet. Omsider sagde hun sindigt og eftertænksomt: „Kan du huske, lille Mads, at da vi gik forbi övedskloster, hørte vi Tale om, at de i en Bondegaard havde set en Nisse, der havde Skindbukser paa og Træsko paa Fødderne som en anden Arbejdsmand? Og kan du huske, at da vi kom til Vittskövle, fortalte en lille Pige, at hun havde set en Nissefar med Træko paa; han fløj afsted paa Ryggen af en Gaas? Og da vi selv kom hjem til vort Hus, lille Mads, da saa vi jo en Pusling, der var saadan klædt, og som ogsaa kravlede op paa en Gaas og fløj sin Vej. Maaske det var den samme, der nu kom ridende deroppe i Luften paa sin Gaas og tabte sin Træsko.“
  „Ja, det maa det vist være,“ sagde lille Mads.
  De vendte og drejede Træskoen og saa den nøje efter, for det er ikke hver Dag, man finder Nissefars Træsko paa Landevejen.
  „Bi lidt, lille Mads, bi lidt!“ sagde Aase Gaasepige. „Her staar noget at læse paa den ene Side.“
  „Ja, det gør der. Men Bogstaverne er smaa.“
  „Lad mig se! Jo, der staar: Niels Holgersen fr. V. Vemmenhög.“
  „Det er det mærkeligste jeg nogensinde har hørt,“ sagde lille Mads.





XXI

KARRS OG GRAAFELDS SAGA

KOLMÅRDEN.
Nord for Bråviken, lige paa Grænsen mellem östergötland og Sörmland, hæver der sig et Bjerg, der er flere Mil langt og over en Mil bredt. Havde det en Højde, der svarede til dets Længde og Bredde; vilde det være det skønneste Bjerg, man kunde tænke sig, men det har det ikke.
  Det kan undertiden hænde, at man støder paa en Bygning, der er saa stort anlagt fra Begyndelsen, at Ejeren ikke har naaet at faa den færdig. Naar man kommer helt hen til den, ser man tykke Grundmure, stærke, hvælvede Buer og dybe Kældere, men der er hverken Mure eller Tag; det hele hæver sig kun nogle Fod op over Jorden. Det er ikke frit for, at dette Grænsebjerg bringer en til at tænke paa saadan en forladt Bygning, for det ser næsten ud, som om det ikke var et færdigt Bjerg, men kun Grundvolden til et Bjerg. Det hæver sig op fra Sletten med stejle Vægge, og alle Vegne er der optaarnet stolte Klippemasser, der ser ud, som om de var bestemte til at bære vældige, høje Bjerghaller. Alt er mægtigt og vildt og stort anlagt, men det har ingen rigtig Højde eller Rejsning. Bygmesteren er bleven træt og har opgivet Arbejdet, inden han har naaet at opføre de stejle Klipper og spidse Toppe og skarpe Aase, der ellers staar som Mure og Tag paa de færdigbyggede Bjerge.
  Men som til Erstatning for Klipper og Kuller har det store Bjerg til alle Tider været dækket af høje, vældige Træer. Ege og Linde i Udkanterne og i Dalførerne, Birke og Elle omkring Søerne, Fyrretræer oppe paa de stejle Afsatser og Graner alle Vegne, hvor de kan finde en Haandfuld Jord at gro i. Alle disse Træer i Forening dannede den store Skov Kolmården, der i gamle Dage var saa frygtet, at enhver, der nødvendigvis skulde igennem den, gav sig Gud i Vold og forberedte sig paa, at hans sidste Time var kommen.


Kolmården nord for Bråviken.
Kolmården nord for Bråviken.

  Det er nu saa længe siden Kolmården blev Skov, at det er umuligt at sige, hvoraf det kom, at den blev, som den blev. Den havde sagtens en vanskelig Tid i Begyndelsen paa den haarde Bjerggrund, og den blev hærdet, fordi den var nødt til at skaffe sig Fodfæste blandt nøgne Klippeblokke og Føde af magert Grus. Det gik med den som med mangen en, der maa døje ondt i de unge Dage, men bliver stor og stærk, naar han vokser til. Da Skoven var fuldvoksen, havde den Træer, der var tre Favne i Omkreds, Træernes Grene var flettet sammen til et uigennemtrængeligt Net, og Jorden var gennemvævet af haarde, glatte Trærødder. Den var et udmærket Tilholdssted for vilde Dyr og Røvere, der vidste, hvordan man skulde kravle og klatre og sno sig for at bane sig Vej gennem den. Men for andre havde den ingen synderlig Tillokkelse. Den var mørk og kold, vejløs og vildsom, tæt og stikkende, og de gamle Træer med deres skæggede Grene og mosgroede Stammer lignede Trolde.
  I den første Tid, da Folk begyndte at nedsætte sig i Sörmland og östergötland, var der Skov næsten overalt, men i de frugtbare Dale og paa Sletterne blev den snart ryddet. Kolmården derimod, der voksede paa mager Bjerggrund, var der ingen, der brød sig om at fælde. Men jo længere den fik Lov at staa urørt, jo stærkere blev den. Den var som en Fæstning, hvis Mure Dag for Dag blev tykkere, og den, der vilde igennem Skovmuren, maatte tage øksen til Hjælp.
  Andre Skove er tit bange for Mennesker, men for Kolmården maatte Menneskene være bange. Den var saa mørk og tæt, at Jægere og Kostebindere den ene Gang efter den anden gik vild derinde og var nærved at omkomme, inden de fik arbejdet sig ud af Vildnisset. Og for de rejsende, som var nødt til at drage fra östergötland til Sörmland, eller omvendt, var den ligefrem livsfarlig. De maatte møjsommelig arbejde sig frem ad smalle Dyrestier, for Grænsebefolkningen formaaede ikke engang at vedligeholde en banet Vej gennem Skoven. Der var hverken Bro over Aa eller Færge over Søer eller Vase over Moser. Og i hele Skoven var der ikke en Hytte, hvor der boede fredelige Folk, mens der var nok af Røverkuler og Huler med vilde Dyr. Der var ikke mange, der slap uskadt gennem Skoven, men desto flere var der, som styrtede i Afgrunde eller sank i Sumpe, blev plyndret af Røvere eller, jaget af vilde Dyr. Men ogsaa de, der boede udenfor Skoven og aldrig vovede sig ind i den, havde Fortræd af den, idet Bjørne og Ulve stadig kom ned fra Kolmården og tog, deres Kvæg. Og det var umuligt at udrydde de vilde Dyr, saa længe de kunde skjule sig i den tætte Skov.
  Der er ikke Tvivl om, at baade östgöter og Sörmlænder gerne vilde af med Kolmården, men det gik det langsomt med, saa længe der andensteds var brugbar Jord. Lidt efter lidt begyndte man dog at faa Bugt med den. Paa Bjergskrænterne rundt om selve Storskoven voksede der Gaarde og Landsbyer op. Skoven blev nogenlund farbar, og ved Krokek, midt i den værste Vildmark; byggede nogle Munke et Kloster, hvor de vejfarende fandt et trygt Tilflugtsted.
  Skoven blev dog ved at være mægtig og farlig, lige til en Vandringsmand, der var trængt langt ind i den dybe Skov, en skøn Dag tilfældigvis opdagede, at der var Malm i Bjerget, som den groede paa. Og saasnart det rygtedes, ilede Grubearbejdere og Bjergmænd op i Skoven for at finde disse skatte.
  Og nu kom det, som knækkede Skovens Vælde. Menneskene gravede Gruber, de byggede smelteovne og Bjergværker i den gamle Skov. Men det havde ikke behøvet at gøre Skoven alvorlig Skade, hvis det ikke var, fordi der gik en uhyre Masse Brænde og Bjergværksdriften. Kulsviere og Brændhuggere holdt deres Indtog i den gamle, skumle Urskov og gjorde omtrent Ende paa den. Rundt omkring Bjergværkerne blev den helt hugget om, og der udlagde man Jorden til Agerland. Mange Nybyggere flyttede derop, og snart var der flere nye Landsbyer med Kirke og Præstegaard, hvor før kun Bjørnen havde haft sit Hi.
  Selv der, hvor de ikke helt ryddede Skoven, fældede de alle gamle Træer og hyggede Vej gennem det tætte Vildnis. Alle Vegne blev der anlagt Veje, og vilde Dyr og Røvere blev forjagede. Da Menneskene omsider blev Herre over Skoven, handlede de forfærdelig ilde med den: huggede og brændte Kul og ødelagde aldeles hensynsløst. De havde Ikke glemt deres gamle Had til Skoven, og nu lod det til, de vilde ødelægge den helt.
  Det var et Held for Skoven, at der ikke var saa overmaade meget Malm i Kolmårdengruberne, saa Grubearbejdet og Værksdriften snart tog af. Saa ophørte ogsaa Kulbrændingen, og Skoven fik lidt Pusterum. Mange, der havde nedsat sig i Kolmårdensbyerne, blev nu arbejdsløse og havde ondt ved at klare sig, men skoven begyndte paa ny at vokse og brede sig, saa Gaarde og Bjergværker laa i den ligesom øer i Havet. Kolmårdens Beboere forsøgte Agerbrug, men uden synderligt Udbytte. Den gamle Skovjord vilde hellere frembringe Kongeege og Kæmpefyrrer end Roer og Korn.
  Og nu gik Menneskene og saa med mørke Blikke paa Skoven, der lod til at blive kraftigere og frodigere, mens de blev fattigere og fattigere, men tilsidst faldt det dem ind, om der ikke ogsaa kunde være noget godt ved Skoven. Maaske de kunde faa deres Udkomme af Skoven? Det var ialtfald værd at prøve at gøre noget ud af den.
  Saa gav de sig til at hente Tømmer og Træ i Skoven og solgte det til de Sletteboere, der allerede havde hugget deres Skov. Det gik snart op for dem, at hvis de bar sig fornuftigt ad, kunde de leve af Skoven lige saa godt som af Marken og af Gruberne. Og saa kom de til at se anderledes paa end før. De lærte at tage Vare paa den og elske den. De glemte helt det gamle Fjendskab og betragtede Skoven som deres bedste Ven.


KARR.
OOmtrent tolv Aar før Niel Holgersen var begyndt at rejse om med Vildgæssene, skete det, at en Bjergværksejer paa Kolmårderi vilde skille sig af med af sine Jagthunde. Han sendte Bud efter sin Skovløber, fortalte ham, at det var umuligt at beholde den Hund, fordi man ikke kunde faa den vænnet af med at jage efter alle de Faar og Høns, den fik øje paa, og bad Skovløberen tage Hunden med ud i Skoven og skyde den.
  Skovløberen slog et Reb om Halsen paa Hunden for at trække den ud i Skoven til et Sted, hvor de plejede at skyde de gamle Hunde fra Herregaarden og grave dem ned. Han var en skikkelig Mand, men alligevel var han helt glad over at han skulde skyde den Hund, for han vidste nok, at det ikke alene var Faar og Høns, den jagede. Tit og mange Gange var den inde i Skoven og kneb en Hare eller en Urfugleunge.
  Hunden var lille og sort, gul paa Brystet og med gule Forpoter. Den hed Karr og var saa klog, at den kunde forstaa alt, hvad Mennesker sagde. Da Skovløberen trak afsted med den gennem Skoven, vidste den meget godt, hvad der ventede den. Men det skulde ingen se paa den. Den hang ikke med Hovedet og stak heller ikke Halen mellem Benene, men saa lige saa fornøjet ud, som den plejede.
  Vi skal straks faa at vide, hvorfor Hunden tog sig saadan i Vare for at vise, at den var bange. Til alle Sider rundt om det gamle Bjergværk strakte der sig nemlig en stor, vældig Skov, og den Skov var bekendt baade blandt Dyr og Mennesker, fordi Ejerne i en Række af Aar havde været saa ømme over den, at de ikke engang havde ladet fælde Træer til Brændsel. De havde heller ikke nænnet at udtynde eller kappe den, men havde ladet Skoven vokse, som den vilde. Men det fulgte af sig selv, at en Skov, der var saadan fredet, maatte blive et kært Tilflugtssted for Dyrene, og de fandtes der ogsaa i store Masser. Indbyrdes kaldte de den Fredskoven, og de betragtede den som det bedste Tilholdssted, de havde i hele Landet.
  Mens Hunden blev trukken igennem Skoven, tænkte han paa, at han havde været en Skræk for alle de smaa Dyr, som boede dér. „Der vilde rigtignok være Glæde rundt omkring i Krattet, dersom de vidste, hvad der venter dig, Karr,“ tænkte han. Men han viftede med Halen og satte i med en glad Gøen, for at ingen skulde tro, han var ængstelig eller forknyt.
  „Hvad Fornøjelse var der ved Livet, hvis jeg ikke kunde jage engang imellem?“ sagde han. „Lad dem angre, der har Lyst; mig bliver det ikke“
  Men i det samme Hunden sagde dette, foregik der en underlig Forandring med ham. Han strakte Hoved og Hals i Vejret, som om han havde Lyst til at hyle. Han løb ikke længer ved Siden af Skovløberen, men holdt sig bagved ham. Han var aabenbart kommen til at tænke paa noget ubehageligt.
  Det var i begyndelsen af Sommeren. Elgkøerne havde nylig født deres Unger til Verden, og Aftenen i Forvejen havde Hunden haft Held til at skille en Elgkalv, der næppe var mer end fem Dage gammel, fra dens Moder og drive den ud i en Mose. Der havde han jaget Kalven frem og tilbage mellem Tuerne, egentlig ikke for at fange den, men kun for at more sig over dens Forskrækkelse. Elgkoen vidste, at Mosen var bundløs nu saa nylig efter Tøbruddet og endnu ikke kunde bære saa stort et Dyr som den, og den blev staaende ved Bredden, saa længe den kunde holde det ud. Men da Karr jagede Kalven længer og længer ud, gik Elgkoen pludselig ud paa Mosen, jog Hunden bort, tog Kalven med sig og gik igen ind imod Land. Elsdyr er dygtigere end andre Dyr til at gaa paa sid og gyngende Grund, og det saa ud til, at det skulde lykkes den at slippe i Land. Men da den var naaet tæt ind til Bredden, sank en Tue, som den havde sat Foden paa, pludselig ned i Dyndet, og den fulgte med i Dybet. Den anstrængte sig for at komme op, men kunde ikke finde Fodfæste og sank dybere og dybere. Karr stod og saa til og turde næsten ikke trække Vejret, men da det gik op for ham, at Elgkoen ikke kunde klare sig, løb han sin Vej saa hurtig hans Ben kunde bære ham. Han var kommen til at tænke paa alle de Prygl, han vilde faa, hvis det blev opdaget, at han havde lokket en Elgko ud i Mosen, og han blev saa bange, at han ikke turde staa stille før han var hjemme.
  Det var det, Hunden var kommen til at tænke paa, og det pinte ham paa en helt anden Maade end alle de andre gale Streger, han havde bedrevet. Det var maaske, fordi han slet ikke havde haft i Sinde at dræbe hverken Elgkoen eller dens Kalv, men var kommen til at dræbe dem uforvarende.
  „Ja, men de er maaske endnu i Live,“ tænkte Hunden pludselig. „De var jo ikke døde, da jeg løb fra dem. Maaske de har klaret sig.“
  Han fik en uimodstaaelig Lyst til at faa noget at vide om dette, mens der endnu var Tid for ham til at faa noget at vide. Han mærkede, at Skovløberen ikke holdt synderlig fast i Rebet, gjorde et rask Spring til Siden og kom virkelig løs. Derpaa fo'r han afsted gennem Skoven og nedad Mosen til i saadan en Fart, at ikke naaede at lægge Bøssen til Kinden, før han var væk.
  Skovløberen havde ikke andet at gøre end at løbe bag efter, og da han kom til Mosen, saa han Hunden staa ude paa en Tue nogle Alen fra Land og hyle af alle Kræfter. Skovløberen syntes, han maatte da se efter, hvad det vel kunde betyde, satte Bøssen fra sig og krøb paa alle fire ud paa Mosen. Han havde ikke krøbet langt, før han saa en Elgko, der laa i Mosen og var død. Lige ved Siden af Elgkoen laa der en lille Kalv. Den var endnu i Live, men var saa udmattet, at den ikke kunde røre sig. Karr stod ved Siden af Kalven. Snart bøjede han sig ned og slikked den, snart udstødte han høje Hyl for at tilkalde Hjælp.
  Nu løftede Skovløberen Kalven op og gav sig til at slæbe den ind imod Land. Da det gik op for Hunden, at Kalven vilde blive frelst, blev han ude af sig selv af Glæde. Han sprang rundt om Skovløberen, slikkede hans Hænder og bjæffede af Henrykkelse.
  Skovløberen bar Kalven hjem og satte den ind i en Baas i Stalden. Saa var han nødt til at hente Hjælp for at faa trukket den døde Elgko op af Mosen, og først da alt det var gjort, kom han i Tanker om, at han jo skulde skyde Karr. Han kaldte paa Hunden, der havde fulgt ham hele Tiden, og gik paa ny ind i Skoven med ham.
  Skovløberen gik straks lige henimod Hundegraven, men paa Vejen derhen lod det til, han kom paa andre Tanker, for pludselig vendte han om og gik op ad Herregaaden til.
  Karr havde fulgt ham ganske stille, men da Skovløberen vendte om og gik op til hans gamle Hjem, blev han urolig. Skovløberen havde sagtens udfundet, at det var ham, der havde taget Elgkoen af Dage, og nu skulde han op paa Herregaarden og have sin Straf, inden han døde.
  Men at faa Prygl, det var det værste Karr vidste, og med det i Udsigt formaaede han ikke at holde Modet oppe. Han gik og hang med Hovedet, og da han kom op paa Herregaarden, saa han ikke op, men lod, som om han ikke kendte nogen.
  Herremanden stod paa Trappen, da Skovløberen kom gaaende. „Hvad i Alverden er det for en Hund, De dér kommet med, Skovløber“ sagde han. „Det er da vel ikke Karr? Han maa da være skudt for længe siden.“ Skovløberen gav sig saa til at fortælle om Elsdyrene, og Karr gjorde sig saa lille, han kunde, og krøb sammen bag Skovløberens Ben som for at skjule sig.
  „Men Skovløberen fortalte ikke Historien saadan, som Karr var forberedt paa. Han havde ikke Ord nok til Ros for Karr. Han sagde, at Hunden aabenbart havde vidst, at Elsdyrene var i Nød, og vilde redde dem. „Herren maa jo gøre, hvad De vil, men den Hund kan jeg ikke skyde,“ sagde Skovløberen tilsidst.
  Hunden rejste sig og spidsede øren. Han vilde knap tro, at han hørte rigtig. Skønt han nødig vilde røbe, hvor bange han havde været, kunde han ikke dy sig for at bjæffe lidt. Var det virkelig muligt, at han fik Lov at beholde Livet, blot fordi han havde været bekymret for Elsdyrene.
  Herremanden syntes ogsaa, at Karr havde opført sig godt, men da han under ingen Omstændigheder vilde have ham tilbage, vidste han ikke straks, hvad han skulde sige. „Ja, dersom De vil tage Dem af ham, Skovløber, og svare for, at han skikker sig bedre end før, saa lad ham leve,“ sagde han tilsidst. Det var Skovløberen villig til, og saadan gik det til, at Karr kom til Skovløberen.


GRAAFELDS FLUGT.
Fra den Dag, Karr kom til Skovløberen, holdt han helt op med at drive ulovlig Jagt i Skoven. Det var ikke saa meget, fordi han var bleven forskrækket, som fordi han ikke vilde have, at Skovløberen skulde blive vred paa ham. For siden Skovløberen havde frelst hans Liv, elskede han ham over alt i Verden. Han havde ikke anden Tanke end at følge ham og passe paa ham. Gik han ud, saa løb Karr i Forvejen og undersøgte Vejen, og sad han hjemme, laa Karr udenfor Døren og holdt øje med enhver, der kom og gik.
  Naar alt var stille i Skovløberhuset, naar man ingen Skridt hørte paa Vejen, og Karrs Herre gik og puslede med de smaa Træer, som han opelskede i sin Køkkenhave, forslog Karr Tiden med at lege med Elgkalven.
  I Begyndelsen havde Karr slet ikke Lyst til at give sig af med den. Men da han fulgte sin Herre alle Vegne, gik han ogsaa med ham ud i Stalden naar han gav Elgkalven Mælk, og sad gerne uden for Baasen og saa paa den. Skovløberen kaldte Kalven Graafeld, for han syntes ikke, den fortjente et finere Navvn, og det var Karr enig med ham i. Hver Gang han saa Kalven, syntes han, at han aldrig havde set noget, der var saa grimt og var saa daarligt sat sammen. Den havde lange ledeløse Ben, der sad under Kroppen som et Par løse Stylter. Hovedet var stort og gammelagtigt og rynket, og altid hang det til den ene Side. Skindet sad i Rynker og Folder, som om den havde faaet en Pels paa, det ikke var lavet til den. Den saa altid forknyt og mismodig ud, men, underligt nok, rejste den sig hurtig op, saa snart den saa Karr udenfor Baasen, som om den blev glad ved at se Hunden.
  Elgkalven blev uslere for hver Dag der gik, den voksede ikke, og tilsidst kunde den ikke engang rejse sig, naar den saa Karr. Saa sprang Hunden op i Baasen til den, og da lyste det op i Staklens øjne, som om den havde faaet et inderligt. ønske opfyldt. Fra den Tid af kom Karr hver Dag og besøgte Elgkalven og tilbragte hele Timer hos den med at slikke dens Pels, lege og tumle med den og lære den et og andet, som et Skovdyr bør vide Besked om.
  Og underligt var det, men fra den Dag, da Karr havde fundet paa at løbe ind til Elgkalven, begyndte den at trives og vokse. Og da den først var kommen i Gang med det, voksede den paa nogle faa Uger saa stærkt, at den ikke længer kunde faa Plads i den lille Baas, men maatte flyttes ud i et Indelukke. Men da den havde gaaet i Indelukket et Par Maaneder, var dens Ben bleven saa lange, at den kunde springe over Gærdet, naar den lystede. Da fik Skovløberen Tilladelse af Herremanden til at rejse et højt og stort Hegn til den. Der levede Elgen i adskillige Aar og voksede op til et stort, stateligt Dyr. Karr holdt den med Selskab, saa tit han kunde, men nu var det ikke af Medlidenhed, men fordi der var opstaaet et varmt Venskab imellem de to. Elgen var stadig nedslaaet og lod til at være sløv og sløj, men Karr forstod den Kunst at faa den munter og livlig.
  Graafeld havde været fem Somre i Skovløberhuset, da Herremanden fik Brev fra en zoologisk Have i Udlandet med Spørgsmaal, om han vilde sælge dem Elgen. Det vilde han gerne. Skovløberen blev bedrøvet, men det kunde jo ikke nytte, han sagde nej, og saa blev det da bestemt, at Elgen skulde sælges. Karr fik snart Nys om, hvad der forestod, og skyndte sig ud til Elgen for at fortælle ham, at de havde i Sinde at sende ham væk. Hunden var ulykkelig over at skulle miste Graafeld, men Elgen tog det ganske roligt og lod hverken til at blive glad eller bedrøvet. „Vil du ikke sætte dig imod at blive sendt bort?“ spurgte Karr. — „Hvad kunde det nytte, at jeg satte mig imod det?“ sagde Graafeld. „Jeg vilde helst blive, hvor jeg er, men har de solgt mig, maa jeg vel herfra.“ Karr stod og saa paa Graafeld, maalte ham ligefrem med øjnene. Man kunde nok se, at Elgen endnu ikke var helt udvokset. Hans Takker var ikke saa brede og hans Pukkel ikke saa høj og hans Manke ikke saa strid som paa de fuldvoksne Elgtyre, men dog var han stærk nok til at kæmpe for sin Frihed. „Man kan nok mærke, at han har levet i Fangenskab hele sit Liv,“ tænkte Karr, men sagde ikke noget.
  Hunden vendte ikke tilbage til Elggaarden før efter Midnat, da han vidste, at Graafeld havde udsovet og var ved sit første Maaltid. „Det er vist fornuftigt af dig, at du finder dig i at blive sendt bort, Graafeld,“ sagde Karr, der nu lod til at være rolig og tilfreds. „Du bliver holdt indespærret i en stor Have og kommer til at føre et sorgfrit Liv. Jeg synes blot, det er Synd, at du kommer til at rejse herfra uden at have set Skoven. Du ved, at dine Stammefrænder har det Valgsprog, at Elgene er ét med Skoven, men du har ikke engang været inde i en Skov.“
  Graafeld saa op fra Kløveren, som han stod og tyggede paa. „Jeg havde nok Lyst til at se Skoven, men hvordan skal jeg komme over Hegnet?“ sagde han med sin sædvanlige Sløvhed. — „Nej, det er vel ganske umuligt for en, der har saa korte Ben,“ sagde Karr. Elgen skævede hen til Karr, der flere Gange om Dagen sprang over Hegnet, saa lille han var. Han gik hen til Gærdet, gjorde et Spring og var ude i det Fri, næsten uden at han vidste, hvordan det var gaaet til.
  Karr og Graafeld begav sin nu ind i Skoven. Det var en dejlig, maaneklar Nat henimod Slutningen af Sommeren, men inde under Træerne var der mørkt, og Elgen bevægede sig fremad med stor Forsigtighed. „Det er maaske bedst, vi vender om“ sagde Karr. „Du har jo aldrig før gaaet ude i den vilde Skov, og du kan let brække dine Ben.“ Da gav Graafeld sig til at gaa hurtigere og dristigere fremad.
  Karr førte Elgen til en Del af Skoven, hvor der voksede vældige Graner, der stod saa tæt, at aldrig et Vindpust trængte ind imellem dem. „Herinde plejer dine Stammefrænder at søge Læ for Storm og Kulde,“ sagde Karr. „Her staar de under aaben Himmel hele Vinteren igennem. Men du faar det meget bedre dér, hvor du kommer hen. Du faar Tag over Hovedet og kommer til at staa i Stald ligesom en Ko.“ Graafeld svarede ikke noget; han stod kun og inddrak den stærke Granduft. „Har du mer at vise mig, eller har jeg nu set hele Skoven?“ spurgte han.
  Saa gik Karr med ham hen til en stor Mose og lod ham se ud over Tuer og Hængedynd. „Den Mose plejer Elgene at flygte ud over, naar de er i Fare,“ sagde Karr. „Jeg ved ikke hvordan de bærer sig ad, men saa store og tunge de er, kan de gaa her uden at synke i. Du kunde vist ikke klare dig paa saa gyngende Grund, men det bebøver du heller ikke, for du vil jo aldrig blive efterstræbt af Jægere.“ Graafeld svarede ikke, men med et langt Spring var han ude paa Mosen. Det var en Fryd for ham at føle Tuerne gynge under sig, og han foer ud over Mosen og kom tilbage til Karr uden at være sunket i en eneste Gang. „Har vi nu ser hele Skoven?“ spurgte han. — „Nej, endnu ikke,“ sagde Karr.
  Han gik nu med Elgen til Udkanten af Skoven, hvor der voksede vældige Løvtræer: Eg og Asp og Lind. „Her plejer dine Stammefrænder at æde Løv og Bark,“ sagde Karr. „Det regner de for den bedste Føde, men udenlands faar du sagtens bedre Mad.“ Graafeld saa med Undren paa de pragtfulde Løvtræer, der hvælvede deres grønne Kupler over ham. Den smagte baade paa Egeløv og Aspebark. „Dette smager besk og godt,“ sagde han. „Det er bedre end Kløver.“ — „Saa var det jo rart, du engang fik det at smage,“ sagde Hunden.
  Derpaa tog han Elgen med til en lille Skovsø. Søen laa ganske blank og stille, og Bredderne spejlede sig i den indhyllede i tynde, lette Taager. — Da Graafeld saa Søen, blev han staaende ubevægelig. „Hvad er det, Karr?“ spurgte han. Det var første Gang, han saa en Sø. — „Det er et stort Vand, det er en Sø,“ sagde Karr. „Din Slægt plejer at svømme over den fra Bred til Bred. Man kan jo ikke forlange, at du skulle kunne gøre det, men du skulde da ialtfald gaa ned og tage dig et Bad.“ Karr gik selv ned i Vandet og svømmede ud. Graafeld blev temmelig længe staaende paa Bredden. Tilsidst gik han med. Han tabte Vejret af Velbehag, da Vandet, blødt og køligt, sluttede sig om hans Legeme. Han vilde ogsaa gerne have det over Ryggen, gik længere ud, mærkede, at Vandet bar ham, og gav sig til at svømme. Han svømmede rundt om Karr og var som hjemme i Vandet. Da de kom op paa Bredden igen, spurgte Hunden, om de nu skulde gaa hjem „Der er længe til Morgen. Lad os gaa omkring i Skoven en Stund endnu,“ sagde Graafeld.
  De gik paa ny op i Naaleskoven. Snart naaede de en lille, aaben Plet, der laa ganske lys i Maaneskinnet, med Græs og Blomster tindrende af Dug. Midt paa Skovsletten gik nogle store Dyr og græssede. Det var en Elgtyr, nogle Elgkøer og adskillige Kvier og Kalve. Da Graafeld fik øje paa dem, standsede han med et Sæt. Han saa knap til Køerne og Ungkvæget. Han stirrede kun paa den gamle Elgtyr, der havde brede, skovldannede Takker med mange Grene, en høj Pukkel over Bovene og en langhaaret Skindlap hængende ned fra Halsen. „Hvad er det for en?“ spurgte Graafeld, og hans Stemme dirrede af Sindsbevægelse. — „Han hedder Hornkrone,“ sagde Karr, „og han er din Frænde. Du faar ogsaa nok engang saadan nolge Takker og Mage til Manke, og dersom du blev i Skoven, fik du saagtens ogsaa en Hjord at være Fører for.“ — „Hvis han derhenne er min Frænde, vil jeg gaa nærmere og se paa ham,“ sagde Graafeld. „Aldrig har jeg tænkt mig, at at Dyr kunde være saa vældigt.“
  Graafeld gik hen til Elgene, men kom straks efter tilbage til Karr, der var bleven staaende i Skovbrynet. „Du blev nok ikke godt modtagen?“ sagde Karr. — „Jeg fortalte ham, at det var første Gang, jeg havde mødt Frænder, og jeg bad, om jeg maatte gaa paa Engen hos dem, men han viste mig bort og truede ad mig med Takkerne.“ — „Det var godt, du veg for ham,“ sagde Karr. „En ung Tyr, der endnu ikke har faaet skovlformede Takker, maa tage sig i Vare for at slaas med gamle Elge. Hvis det var en anden, der var veget uden Modstand, havde han faaet et daarligt Navn paa sig over hele Skoven, men du, der skal rejse til Udlandet, behøver jo ikke at bryde dig om den Slags Ting.“
  Karr havde næppe talt ud, før Graafeld vendte om og gik ud paa Engen. Den gamle Elg gik imod ham, og de kom straks i Kamp. De satte Takkerne mod hinanden og stangedes, og det endte med, at Graafeld blev dreven tilbage over hele Engen. Han forstod aabenbart ikke at bruge sine Kræfter. Men da han kom til Skovbrynet, satte han Klovene fastere i Jorden, brød voldsomt paa med Takkerne og begyndte at drive Hornkrone tilbage. Graafeld kæmpede tavs, men Hornkrone prustede og hvæsede. Nu var det den gamle Elgs Tur at blive dreven tilbage over Engen. Pludselig hørtes et stærkt Brag. Det var en af den gamle Elgs Takker, der knækkede. Han rev sig voldsomt løs fra Graafeld og løb til Skovs.
  Karr stod endnu i Skovbrynet, da Graafeld kom tilbage til ham. „Nu har du set, hvad der er i Skoven,“ sagde Karr. Vil du nu gaa med hjem?“ — „Ja, det er nok paa Tiden,“ sagde Elgen.
  Paa Hjemvejen talte ingen af dem. Karr sukkede flere Gange, som om han var skuffet over noget, men Graafeld skred afsted med højt løftet Hoved og lod til være glad over sit Eventyr. Han gik hele Vejen uden mindste Tøven, lige til han kom til Hegnet, men der standsede han. Han kastede et Blik paa det snevre Indelukke, hvor han hidtil havde levet, saa den nedtrampede Jord, det visne Foder, det lille Trug, han havde drukket Vand af, og det mørke Skur, hvor han havde sovet. „Elgene er ét med Skoven,“ raabte han, kastede Hovedet tilbage, saa hans Nakke berørte Ryggen og stormede i den vildeste Flugt ind i Skoven.


HJÆLPELØS.
I en Grantykning dybt inde i den store Fredskov viste der sig hvert Aar i August Maaned nogle graahvide Natsommerfugle af den Slags, der hedder Nonner. De var faa og smaa, og der var næsten ingen, der lagde Mærke til dem. Naar de havde fløjet om dybt inde i Skoven et Par Nætter, lagde de nogle tusende æg paa Træstammerne, og kort efter sank de livløse til Jorden.
  Naar det blev Foraar, kom der nogle smaa, prikkede Larver ud af æggene og gav sig til at æde Grannaale. De havde god Appetit, men de kom aldrig til at gøre Træerne synderlig Skade, for de var stærkt efterstræbt af Fuglene. Der var sjælden mer end nogle hundrede Larver, der undgik Forfølgerne.
  De faa Larver, der naaede at blive fuldvoksne, krøb ud paa Grenene, spandt sig ind i hvide Traade og sad nogle Uger som ubevægelige Pupper. I Løbet af denne Tid blev i Reglen over Halvdelen af dem snappet bort. Hvis der i August kom hundrede vingede og fuldvoksne Nonner ud af Pupperne, maatte det kaldes et godt Aar for dem.
  Saadan en usikker og ubemærket Tilværelse førte Nonnerne gennem mange Aar i Fredskoven. Der var ikke noget Insektfolk i hele Egnen, der var saa faatalligt. Og de vilde bleven ved at være lige magtesløse og uskadelige, hvis de ikke ganske uventet havde faaet en Hjælper.
  Men at Nonnerne fik en Hjælper, det hang sammen med, at Elgen havde forladt Skovløberhuset. Graafeld var nemlig hele Dagen efter sin Flugt gaaet om i Skoven for at gøre sig fortrolig med den. Henad Eftermiddagen brød han sig Vej gennem en Tykning, og paa den anden Side af den kom han til en aaben Plads, hvor Jordbunden bestod af Dynd og løst Mudder. I Midten var der et Vandhul med sort Vand, og rundt omkring det hele stod høje Graner, der var næsten nøgne af Alder og Vantrivsel. Graafeld syntes ilde om Stedet og vilde straks have forladt det igen, hvis han ikke havde faaet øje paa nogle lysegrønne Kallablade, der voksede ved Vandhullet.
  Idet han nu bøjede Hovedet ned over Kallabladene, kom han til at vække en stor, sort Snog, der laa og sov under dem. Elgen havde hørt Karr tale om de giftige Hugorme, der levede i Skoven, og da Snogen løftede Hovedet, rakte sin kløvede Tunge ud og hvæsede ad ham, troede han, det var et meget farligt Dyr, han stod overfor. Han blev forskrækket, løftede Benet, slog til med Kloven og knuste Snogens Hoved. Derpaa ilede han bort i vild Flugt.
  Saasnart Graafeld var borte, dukkede en Snog til, der var lige saa lang og sort som den første, op af Vandhullet. Den krøb hen til den dræbte og lod sin Tunge glide hen over dens knuste Hoved.
  „Er du virkelig død, gamle Harmløs?“ hvæsede Snogen. „Og vi to, der har levet sammen i saa mange Aar! Vi, der har været saa glade for hinanden og haft det saa godt her i Kæret, at vi er bleven ældre end alle andre Snoge i Skoven! Det var den største Sorg, der kunde ramme mig.“
  Snogen var saa bedrøvet, at hans lange Krop ringlede sig, som om han var saaret. Om det saa var Frøerne, der levede i stadig Angst for ham, havde de ondt af ham.
  Hvor den maa være ond, som dræber en stakkels Snog, der ikke kan forsvare sig!“ hvæsede Snogen. „Den, der har gjort det, fortjener sandelig en haard Straf.“ Han laa lidt og vred sig i Smerte, men pludselig løftede han Hovedet.“ Saa sandt jeg hedder Hjælpeløs og er den ældste Snog i Skoven, skal dette hævnes. Jeg skal ikke hvile, før den Elg ligger død paa Jorden ligesom min gamle Hunsnog.“
  Da Snogen havde givet dette Løfte, rullede han sig sammen som et Nøgle og lagde sig til at grunde. Men man kan næppe tænke sig noget, der er vanskeligere for en stakkels Snog end at tage Hævn over en stor, stærk Elg, og den gamle Hjælpeløs laa der og grundede i Dage og Nætter uden at finde paa Raad.
  Men en Nat, da Snogen saadan laa med sine Hævntanker og ikke kunde sove, hørte han en svag Raslen ovenover sig. Han saa op og fik øje paa nogle hvide Nonnesommerfugle, der legede mellem Træerne. Han fulgte dem længe med øjnene, og saa gav han sig til at hvæse højt før sig selv, men omsider faldt han i Søvn, og da lod han til at være tilfreds med det, han havde fundet paa.
  Næste Formiddag begav Snogen sig fil Kryle, Hugormen, der boede i en højtliggende og stenet Del af Fredskoven. Ham fortalte han om den gamle Hunsnogs Død og bad, om ikke han, hvis Bid kunde bringe Døden, vilde tage Hævnen paa sig. Men Kryle var ingenlunde tilbøjelig til at give sig i Kast med Elgene. „Dersom jeg angreb en Elg,“ sagde han, „vilde den øjeblikkelig slaa mig ihjel. Gamle Harmløs er død, og vi kan ikke bringe hende til Live igen. Hvorfor skulde jeg styrte mig selv i Ulykke for hendes Skyld?“
  Da Snogen fik dette Svar, løftede han sit Hoved en hel Fod fra Jorden og hvæsede forfærdeligt. „Visch, vasch! Visch, vasch!“ sagde han. „Det er Skade, du, der har faaet saa gode Vaaben, skal være saa fejg, at du ikke tør bruge dem.“ Da Hugormen hørte dette, blev han ogsaa vred. „Kryb din Vej, gamle Hjælpeløs,“ hvæsede han. „Giften løber mig ned i Tænderne, men jeg vil helst spare en, som gælder for at være min Slægtning.“
  Men Snogen rørte sig ikke af Pletten, og en lang Tid laa Dyrene der og hvæsede hinanden Grovheder i Ansigtet. Da Kryle var bleven saa vred, at han ikke længer kunde hvæse, men kun hvisle, slog Snogen hurtig om og gav sig til at tale i en helt anden Tone.
  „Egentlig havde jeg eet ærinde til, Kryle“ sagde han og sænkede Stemmen til en blid Hvisken, „men nu har jeg sagtens gjort dig saa vred, at du ikke mer vil hjælpe mig?“ — „Naar du blot ikke forlanger Galskaber af mig, vil jeg gerne være dig til Tjeneste.“ — „Der bor et Sommerfuglefolk i Granerne lige ved mit Kær,“ sagde Snogen, „nogle, der flyver om Natten sidst paa Sommeren.“ — „Ja, jeg ved nok, hvad det er for nogle, du mener,“ sagde Kryle, „hvad er der med dem?“ — „Det er det mindste Insektfolk i Skoven,“ sagde Hjælpeløs, „og det uskadeligste af dem alle, for Larverne æder ikke andet end Grannaale“ — „Ja, det ved jeg,“ sagde Kryle. — „Jeg er bange for, at det Sommerfuglefolk snart vil blive helt udryddet,“ sagde Snogen. „Der er saa mange, der tager Larverne om Foraaret.“ Nu troede Kryle, det var Meningen, at Snogen gerne vilde beholde Larverne for sig selv, og han svarede venligt: „Vil du have, jeg skal sige til Uglerne, at de skal lade de Granlarver være i Fred?“ — „Ja, det var rart, hvis du, der har noget at sige i Skoven, kunde udvirke det,“ sagde Hjælpeløs. „Skal jeg maaske ogsaa lægge et godt Ord ind for de Granædere hos Droslerne?“ sagde Hugormen. „Jeg vil gerne tjene dig, naar du ikke forlanger Urimeligheder.“ — „Saa siger jeg Tak for dit gode Løfte, Kryle,“ sagde Hjælpeløs, „og jeg er glad, jeg henvendte mig til dig.“


NONNERNE.
Flere Aar efter denne Tildragelse laa Karr en Morgenstund og sov ude i Bislaget. Det var i Forsommeren, i de lyse Nætters Tid, og skønt Solen ikke var staaet op, var det højlys Dag. Da Vaagnede Karr ved, at en raabte hans Navn. „Er det dig Graafeld?“ spurgte Karr, for han var vant til, at Elgen næsten hver Nat kom og besøgte ham. Han fik intet Svar, men hørte igen, at der var en, der kaldte paa ham. Han syntes, han kendte Graafeldts Stemme og løb efter Lyden.
  Karr kunde høre Elgen løbe foran sig, men kunde ikke indhente ham. Han styrtede ind i den tætteste Granskov midt igennem Tykningen uden at følge Vej eller Sti. Karr var flere Gange nær ved at tabe Sporet. Men saa lød det igen: „Karr, Karr!“ og Stemmen var Graafelds, skønt den havde en Klang, som Hunden aldrig før havde hørt. „Jeg kommer, jeg kommer. Hvor er du?“ svarede Hunden. — „Karr, Karr, ser du ikke, hvor det drysser og drysser?“ spurgte Graafeld. Karr saa da, at der ustandselig dryssede Naale ned fra Granerne, ligesom en fin Regn. „Jo, jeg ser, det drysser,“ raabte han, men løb i det samme dybere ind i Skoven for at finde Elgen.
  Graafeld løb i Forvejen igennem Tykningen, og Karr var paa ny ved at tabe Sporet. „Karr Karr!“ skreg Graafeld, og det lød som et Brøl. „Kan du ikke mærke, hvordan her lugter i Skoven?“ Karr blev staaende og vejrede. Han havde ikke tænkt over det før, men nu kunde han godt mærke, at Granerne udbredte en meget stærkere Duft end sædvanlig. „Jo, jeg kan mærke, her lugter stærkt,“ sagde han, gav sig dog ikke Tid til at se efter, hvad det kom af, men skyndte sig afsted efter Graafeld.
  Elgen løb endnu engang sin Vej i saadan en Fart, at Hunden ikke kunde indhente ham. „Karr, Karr,“ raabte han lidt efter, „kan du ikke høre, hvor det knirker i Granerne?“ Nu var Stemmen saa sørgmodig, at den maatte røre en Sten. Karr stod stille for at høre, efter og hørte en svag, men tydelig Knirken oppe i Træerne. Det lød som et Urs Dikken. „Jo, jeg kan høre dikke!“ raabte Karr og løb nu ikke længer. Han forstod nok, at Elgen ikke vilde have, han skulde følge ham, men at han skulde lægge Mærke til noget, der gik for sig i Skoven.
  Karr stod lige under en Gran, der havde buskede, nedhængende Grene og grove, mørkegrønne Naale. Han saa nøje paa Træet og syntes da, det saa ud, som om dets Naale rørte sig. Da han gik nærmere, opdagede han en Masse graa–hvide Larver, der kravlede om paa Grenene og aad af Naalene. Hver eneste Gren var fuld af dem; de gnavede og aad. Det dikkede og dikkede i Træerne af alle deres smaa, arbejdende Kæber. Ustandselig faldt afgnavede Grannaale til Jorden, og fra de stakkels Grantræer udstrømmede der saa stærk en Duft, at Hunden næsten ikke kunde udholde den.
  „Den Gran faar nok ikke Lov at beholde ret mange af sine Naale,“ tænkte han og saa opmærksomt paa Træet ved Siden af. Det var ogsaa en stor, høj Gran, men den saa ligedan ud. „Hvad kan det dog være?“ tænkte Karr. „Det er Synd for de dejlige Træer. Der er snart ikke noget kønt ved dem mer.“ Han gik fra Træ til Træ og søgte at opdage, hvad der var i Vejen med dem. „Der staar en Fyr. Den har de vel ikke turdet røre,“ tænkte han. Men de havde ogsaa angrebet Fyrren. „Og dér en Birk. Jo, ogsaa dér, ogsaa dér. Det vil Skovløberen ikke blive glad ved,“ tænkte Karr.
  Han løb længere ind i Tykningen for at se, hvor langt ødelæggelsen var naaet. Hvor han kom, hørte han samme Dikken, mærkede samme Lugt, saa samme Naaleregn. Han behøvede ikke at staa stille for at se det. Disse Tegn sagde ham, hvordan det stod til. De smaa Larver var alle Vegne. Hele Skoven stod i Fare for at blive ædt nøgen af dem.
  Pludselig kom han til et Sted, hvor han ikke kunde mærke den stærke Granduft, og hvor der var stille og roligt. „Her er det forbi med deres Herredømme,“ tænkte Hunden, stod stille og saa sig om. Men her var det værre endnu; her havde Larverne allerede endt deres Arbejde, og Træerne stod uden Naale. De var som døde, og det eneste, der dækkede dem, var en Mængde sammenfiltrede Traade, som Larverne havde spundet og brugt til Broer og Veje.
  Herinde mellem de døende Træer stod Graafeld og ventede paa Karr. Men han var ikke alene; ved Siden af ham stod der fire gamle Elsdyr, de mest ansete i Skoven. Karr kendte dem. Der var Krogryg, som var en lille Elg, men hvis Pukkel var større end alle andres, Hornkronet der var den største af hele Elgfolket, Stridmanke med den tætte Pels og en gammel højbenet en, der hed Storstærke, og som havde været forfærdelig hidsig og kamplysten, lige til den ved sidste Efteraarsjagt havde faaet en Kugle i Laaret.
  „Hvad i Alverden er der i Vejen med Skoven?“ spurgte Karr, da han kom hen til Elsdyrene, der stod med hængende Hoveder og fremskudt Overlæbe og saa meget tankefulde ud — „Det er der ingen, der ved,“ svarede Graafeld. „Det Insektfolk har været det svageste i hele Skoven og har aldrig før gjort nogen Skade, men i de senere Aar er det pludselig taget til i Antal, og nu ser det ud til, at det vil ødelægge hele Skoven.“ — „Ja, det ser slemt ud,“ sagde Karr, „men jeg ser at de klogeste i Skoven har samlet sig for at raadslaa, og de har maaske fundet paa Hjælp.“
  Da Hunden talte saadan, løftede Krogryg meget højtidelig sit tunge Hoved, slog med de lange øren og sagde: „Vi har stævnet dig herhen, Karr, for at faa at vide, om Menneskene ved Besked om denne ødelæggelse.“ — „Nej,“ sagde Karr, „saa langt ind i Tykningen kommer der jo aldrig Mennesker undtagen i Jagttiden. De ved ikke noget om Ulykken.“ — „Vi, der er gamle i Skoven,“ sagde saa Hornkrone, „tror ikke, at vi Dyr kan klare os alene imod det Insektfolk.“ — „Vi synes, det ene er næsten ligesaa stor en Ulykke som det andet,“ sagde Stridmanke. „Nu er det nok forbi med Freden i Skoven.“ — „Men vi kan ikke lade hele Skoven ødelægge,“ sagde Storstærke. „Vi har ikke noget Valg.“
  Karr forstod, at Elgene havde ondt ved at faa sagt, hvad de vilde, og søgte at hjælpe dem. „Det er maaske jeres Mening, at jeg skal lade Menneskene vide, hvordan det staar til her?“ Da nikkede alle de gamle flere Gange. „Det er haardt for os at være nødt til at bede Menneskene om Hjælp, men vi ved ikke vort levende Raad.“
  Lidt efter var Karr paa Hjemvejen. Allerbedst som han kom løbende i største Bekymring over, hvad han havde hørt, mødte han en stor, sort Snog. „Vel mødt i Skoven!“ hvæsede Snogen. — „Vel mødt igen!“ bjæffede Karr og vilde skynde sig forbi uden at standse. Men Snogen vendte om og prøvede at indhente ham. „Det kan jo være, den ogsaa er bekymret for Skoven,“ tænkte Karr og blev staaende. Snogen gav sig øjeblikkelig til at tale om den store ødelæggelse. „Nu er det nok forbi med Fred og Ro her i Skoven, naar der bliver sendt Bud efter Menneskene,“ sagde han. — „Det er jeg ogsaa bange for,“ sagde Karr, „men de gamle i Skoven ved vel, hvad de gør.“ — „Jeg tror nok, jeg kunde finde paa bedre Raad,“ sagde Snogen,“ hvis jeg blot fik den Løn, jeg vil have.“ — „Er det ikke dig, de kalder Hjælpeløs?“ sagde Hunden haanlig. — „Jeg er gammel i Skoven,“ sagde snogen. „Jeg ved nok, hvordan man bliver af med den Slags Utøj.“ — „Kan du bare skaffe os af med det,“ sagde Karr, „er der vist ingen, der vil nægte dig, hvad du forlanger.“
  Idet Karr sagde dette, smuttede Snogen ind under en Trærod og fortsatte ikke Samtalen, før han laa vel forvaret i et snævert Hul. „Saa kan du hilse Graafeld og sige,“ hvæsede han, „at, hvis han vil drage bort fra Fredskoven og ikke slaa sig til Ro, før han kommer saa langt imod Nord, at der ikke vokser en Eg i Skoven, og ikke komme her tilbage, saa længe Snogen Hjælpeløs lever, saa skal jeg sende Sygdom og Død over alle dem, der kryber og gnaver paa Granerne!“ —
  „Hvad er det, du siger?“ spurgte Karr og begyndte at rejse Børster. „Hvad ondt har Graafeld gjort dig?“ — „Han har dræbt den, jeg elskede højest i Verden,“ sagde Snogen, „og jeg vil have Hævn over ham.“ Inden Snogen havde talt ud, fo'r Karr henimod ham, men Snogen laa godt gemt under Træroden. „Lig du der, saalænge du lyster!“ sagde Karr. „Vi skal nok faa Bugt med Granlarverne uden din Hjælp.“
  Næste Dag gik Herremanden og Skovløberen henad en Skovvej. Først løb Karr ved Siden af dem, men snart var han borte, og kort efter hørtes en høj Gøen inde fra Skoven. „Det er Karr, der jager,“ sagde Herremanden. Skovløberen kunde ikke tro det. „Karr har ikke drevet ulovlig Jagt i mange Aar,“ sagde han. Han løb ind i Skoven for at se, hvad det var for en Hund, og Herremanden fulgte ham.
  De gik efter Hundeglammen helt ind i den tætteste Del af Skoven, men der hørte det op. De stod stille for at lytte, og dér, i Stilheden, hørte de Larvernes Kæber arbejde, saa hvor Naalene regnede ned og mærkede den stærke Duft. Og da opdagede de ogsaa, at alle Træerne var bedækkede af Nonnesommerfuglenes Larver, de smaa Træfjender, der kan ødelægge Skove i Milevis.


DEN STORE NONNEKRIG.
Næste Foraar kom Karr en Morgen løbende gennem Skoven. „Karr, Karr!“ var der en, der raabte efter ham. Karr vendte sig om. Han hørte ikke fejl. Det var en gammel Ræv, der stod udenfor sin Hule og kaldte paa ham. „Du maa endelig sige mig, om Menneskene gør noget for Skoven,“ sagde Ræven. — „Ja, det kan du være vis paa sagde Karr. „De arbejder alt, hvad de kan.“ — „De har taget Livet af hele min Slægt, og de faar ogsaa nok Livet af mig,“ sagde Ræven. „Men det skal være dem tilgivet, naar blot de hjælper Skoven.“
  Karr kom aldrig gennem Krattet det Aar, uden der var en eller anden, der spurgte ham, om Menneskene kunde hjælpe Skoven. Det var ikke saa let for Karr at svare, for Menneskene vidste ikke selv, om det vilde lykkes dem at faa Bugt med Nonnerne.
  Naar man tænker paa, hvor hadet og frygtet det gamle Kolmården engang var, maatte man undre sig ved at se, at der hver Dag gik over hundrede Mand dybt inde i Skoven og arbejdede paa at redde den fra ødelæggelse. De fældede de Træer, der havde taget mest Skade, ryddede Underskoven og huggede de nederste Grene af, for at Larverne ikke skulde have saa let ved at krybe fra Træ til Træ. De huggede brede Bælter ud rundt om den ødelagte Skov, og dér lagde de Limstænger for at lukke Larverne inde og hindre dem i at brede sig til andre Omraader. Da det var gjort, lagde de Limringe og Fangbælter om Træstammerne. Det var Meningen, at de derved vilde forhindre Larverne i at komme ned af de Træer de allerede havde ædt bare, og tvinge dem til at blive, hvor de var, og sulte ihjel.
  Menneskene fortsatte, disse Arbejder langt hen paa Foraaret. De gjorde sig store Forhaabninger og ventede næsten med Utaalmodihed paa, at Larverne skulde komme ud af æggene. De var sikre paa, at de havde lukket dem saa godt inde at de allefleste maatte dø af Sult.
  Saa kom Larverne tidlig paa Sommeren, og der var mange Gange flere, end der havde været det foregaaende Aar. Men det gjorde jo ikke noget, naar blot de var lukket inde og ikke kunde skaffe sig nok at spise.
  Men det gik ikke rigtig saadan, som man havde haabet. Ganske vist var der Larver, der blev hængende paa Limstængerne, og der var en hel Mængde, som Fangbælterne hindrede i at komme ned fra Træerne, men indespærrede kunde man ikke sige, de var. De var udenfor Hegnet, og de var indenfor. De var alle Vegne. De krøb paa Landevejene, paa Gærderne, opad Husenes Vægge. De gik fra Fredskovens Omraade ind i andre Dele af Kolmården.
  „De holder ikke op før hele Skoven er ødelagt,“ sagde Menneskene. De var i den største Vaande og kunde ikke komme i Skoven uden at faa Taarer i øjnene.
  Karr var saa led ved alt det, der krøb og gnavede at han knap kunde overvinde sig til at gaa udenfor en Dør. Men en Dag syntes han, at han maatte ud og se, hvordan Graafeld havde det. Han gik den korteste Vej til Elgens Enemærker og løb rask med Snuden mod Jorden. Da han kom til Træroden, hvor han sidste Sommer havde talt med Hjælpeløs, laa denne igen dernede og kaldte paa Karr. „Har du fortalt Graafeld det, jeg sagde til dig, sidste Gang vi saas?“ spurgte Snogen. Karr bjæffede kun og søgte at komme ham nærmere ind paa Livet. „Det skulde du alligevel gøre!“ sagde Snogen. „Du ser jo, at Menneskene ikke ved Raad for ødelæggelsen.“ — „Og du heller ikke,“ svarede Karr og løb sin Vej.
  Karr traf Graafeld, men Elgen var saa nedslaaet, at han knap sagde Goddag. Han gav sig straks til at tale om Skoven. „Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give for at faa en Ende paa denne Elendighed,“ sagde han.
  „Saa vil jeg fortælle dig, at de siger, du kan redde Skoven, sagde Karr og overbragte Snogens Hilsen. — „Hvis det var en anden end Hjælpeløs, der gav dette Løfte, vilde jeg øjeblikkelig gaa i Landflygtighed,“ sagde Elgen. „Men hvor kan en ussel Snog have den Magt?“ — „Det er naturligvis ikke andet end Praleri,“ sagde Karr. „Snoge lader altid, som om de er klogere end andre Dyr.“
  Da Karr gik hjemad, fulgte Graafeld ham paa Vej. Saa hørte Karr, at en Drossel, der sad i Toppen af et Grantræ, gav sig til at raabe: „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven! Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!“
  Karr troede, han maatte have hørt fejl, men et øjeblik efter kom en Hare løbende over Stien. Da Haren fik øje paa dem, stod den stille, viftede med ørene og raabte: „Der kommer Graafeld, som har ødelagt Skoven!“ Og saa tog den Benene paa Nakken og fo'r afsted.
  „Hvad mener de med det?“ spurgte Karr. — „Jeg ved det ikke rigtig,“ sagde Graafeld. „Jeg tror, Smaafolk her i Skoven er vrede paa mig, fordi det var mig, der raadede til at søge Hjælp hos Menneskene. Da Underskoven blev fældet, fik de alle deres Smuthuller og Reder ødelagt.“
  De gik endnu et Stykke sammen, og Karr hørte, hvordan der fra alle Sider blev raabt: „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!“ Graafeld lod, som han ikke hørte det, men Karr forstod nu, hvorfor han var saa nedslaaet.
  „Sig mig, Graafeld,“ spurgte Karr pludselig, „hvad mener Snogen med, at du har dræbt den, som han elskede højest i hele Verden?“ — „Hvor kan jeg vide det?“ sagde Graafeld. „Du ved nok, jeg ikke har for Skik at dræbe nogen.“
  Kort efter mødte de de fire gamle Elge: Krogryg, Hornkrone, Stridmanke og Storstærke. De kom gaaende langsomt tankefulde, en for en. „Vel mødt i Skoven!“ raabte Graafeld dem i Møde. — „Vel mødt Igen!“ svarede Elgene. „Vi var netop paa Vej til dig Graafeld, for at raadføre os med dig om Skoven.
  „Tingene er,“ sagde Krogryg, „det er kommet os for øre, at der er sket en Udaad her i Skoven, og det er, fordi den ikke er bleven straffet, at hele Skoven bliver ødelagt.“ — „Hvad er det for en Udaad?“ — „Der er en, der har dræbt et uskadeligt Dyr, som han ikke kunde spise. Sligt regnes for en Udaad her i Fredskoven.“ — „Hvem har øvet en saadan Niddingsdaad?“ sagde Graafeld. — „Det skal være en Elg, og vi vilde nu spørge dig, om du ved, hvem det kan være.“ — „Nej,“ sagde Graafeld, „jeg har aldrig hørt Tale om en Elg, der har dræbt et uskadeligt Dyr.“
  Graafeld forlod de gamle og gik videre med Karr. Han var endnu tavsere end før og gik med Hovedet dybt bøjet. Saa kom de forbi Hugormen Kryle, der laa paa sin Sten. „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!“ hvæsede Kryle ligesom alle de andre. Nu var det forbi med Graafelds Taalmodighed. Han gik hen til Hugormen og løftede det ene Forben. „Har du i Sinde at slaa mig Ihjel, ligesom du slog den gamle Hunsnog ihjel?“ sagde Kryle. — „Har jeg slaaet en Hunsnog ihjel?“ spurgte Graafeld. — „Den første Dag, du kom herud i Skoven, slog du Snogen Hjælpeløs Kone ihjel,“ sagde Kryle.
  Graafeld forlod hurtig Kryle og gik videre ved Siden af Karr. Pludselig stod han stille. „Karr, det er mig, der har øvet den Udaad. Jeg har dræbt et uskadeligt Dyr. Det er min Skyld, at Skoven bliver ødelagt.“ — „Hvad er det, du siger?“ afbrød Karr ham. — „Sig til Snogen Hjælpeløs, at Graafeld gaar i Landflygtighed endnu i denne Nat!“ — „Aldrig vil jeg sige saadan noget,“ sagde Karr. „Det er en farlig Egn for Elge deroppe mod Nord.“ — „Tror du, jeg vil blive her, naar jeg har voldet en saadan Ulykke?“ sagde Graafeld. — „Forhast dig nu ikke! Vent med at foretage noget til i Morgen!“ — „Du har selv lært mig, at Elgene er ét med Skoven,“ sagde Graafeld, og med disse Ord skiltes han fra Karr.
  Karr gik hjem, men denne Samtale havde gjort ham urolig, og allerede næste Dag gik han igen ud i Skoven for at træffe Elgen. Men Graafeld var intetsteds at finde, og Hunden ledte heller ikke længe efter ham. Han forstod straks, at Graafeld havde taget Snogen paa Ordet og var gaaet i Landflygtighed.
  Paa Hjemvejen var Karr i et Humør, som ikke er til at beskrive. Han kunde ikke forstaa, at Graafeld vilde lade sig drive væk af den sølle Snog. Han havde aldrig kendt Mage. Hvad Magt havde vel saadan en Hjælpeløs?
  Da Karr kom gaaende i disse Tanker, fik han øje paa Skovløberen, der stod og pegede op imod et Træ. „Hvad ser du efter?“ spurgte en Mand, der stod ved Siden af ham. — „Der er kommet Sygdom blandt Larverne,“ sagde Skovløberen.
  Karr blev uhyre forbavset, men han blev næsten endnu mere ærgerlig over, at Snogen havde formaaet at holde Ord. Nu blev Graafeld sagtens nødt til at blive borte en evig Tid, for den Snog døde saamænd aldrig.
  Men midt i Karrs allerstørste Bedrøvelse faldt der ham noget ind, som trøstede ham lidt. „Maaske den Snog alligevel ikke bliver gammel,“ tænkte han. „Altid kan han da ikke ligge gemt under en Trærod. Saasnart han blot har skaffet os af med Larverne, ved jeg nok en, der vil bide ham ihjel.“
  Der var virkelig udbrudt Sygdom mellm Larverne, men den første Sommer greb den ikke synderlig om sig. Den havde knap vist sig, før det var Tiden for Larverne at blive til Pupper. Og ud af Pupperne kom der Millioner af Sommerfugle. Hver Nat fløj de om som et Snefog mellem Træerne og lagde en utallig Masse æg. Næste Aar maatte man være forberedt paa endnu større ødelæggelse.
  ødelæggelsen kom, dog ikke alene over Skoven, men ogsaa over Larverne selv. Sygdommen bredte sig hurtig fra den ene Del af Skoven til den anden. De syge Larver holdt op at spise, krøb op i Toppen af Træerne og døde. Der blev stor Glæde blandt Menneskene, da de saa dem dø, men endnu større blandt Dyrene i Skoven.
  Karr, Hunden, gik hver Dag og tænkte med barsk Glæde paa den Dag, da han kunde forsvare at bide Hjælpeløs ihjel.
  Men Larverne havde bredt sig milevidt til de omliggende Skove, og heller ikke denne Sommer naaede Sygdommen dem alle, men mange levede, til de blev Pupper og Sommerfugle.
  Med Trækfugle fik Karr Hilsener fra Graafeld, at han var i Live og havde det godt. Men Fuglene betroede Karr, at Graafeld flere Gange havde været stærkt efterstræbt af Krybskytter, og at han kun med Nød og næppe var undsluppen.
  Karr levede i Uro og Sorg og Længsel. Og to Somre endnu maatte han gaa og vente. Da først var det forbi med Larverne.
  Aldrig saasnart hørte Karr Skovløberen sige, at Skoven var udenfor Fare, før han begyndte at gaa paa Jagt efter Hjæpeløs. Men da han kom ind i Krattet, gjorde han en frygtelig Opdagelse. Han kunde ikke jage længer, han kunde ikke løbe, han kunde ikke spore sin Fjende op, han kunde ikke engang se. I den lange Ventetid havde Alderdommen lukket sig over Karr. Han var bleven gammel, uden at han havde mærket det. Han var ikke engang i Stand til at bide en Snog ihjel. Han formaaede ikke at befri sin Ven Graafeld fra hans Fjende.


HÆVNEN.
En Eftermiddag slog Akka fra Kebnekajse og hendes Flok ned ved Bredden af en Skovsø. De var endnu paa Kolmården, men de havde forladt östergötland og opholdt sig nu i Jönåkers Herred i Sörmland.
  Foraaret kom sent, som sædvanlig i Bjergegne, og hele Søen var dækket af Is paa nær en Kant aabent Vand inde ved Land. Gæssene styrtede sig straks i Vandet for at bade og søge Føde, men Niels Holgersen havde en Morgen tabt sin ene Træsko, og han gik ind mellem Elletræerne og Birkene, der Voksede paa Bredden, for at se at finde noget, han kunde vikle om sin Fod.
  Drengen gik et godt Stykke, før han fandt noget, han kunde bruge, og han saa sig uroligt om, for han følte sig uhyggelig til Mode i Skoven. „Nej, saa holder jeg mere af Sletten eller Søen,“ tænkte han. „Der kan man da se, hvor man gaar hen. Var det endda en Bøgeskov! det kan til Nød gaa an, for der er næsten ingen Underskov, men saadan nogle Birkeskove og Granskove, der er saa uvejsomme og vilde, dem begriber jeg ikke, Folk kan finde sig i. Var det mig, der ejede dette her, huggede jeg det hele om.“
  Tilsidst fik han øje paa et Stykke Birkebark og stod netop og passede det til paa Foden, da han hørte en raslende Lyd bagved sig. Han vendte sig om og saa en Snog komme glidende gennem Krattet lige hen imod ham. Den var usædvanlig lang og tyk, men Drengen saa straks, at den havde to hvide Nakkepletter, og blev staaende. „Det er jo ikke andet end en Snog,“ tænkte han. „Den kan da ikke gøre mig noget.“
  Men i samme øjeblik gav Snogen ham saa kraftigt et Stød for Brystet, at han faldt om. Han kom hurtig paa Benene igen og gav sig til at løbe, men Snogen forfulgte ham. Jorden var stenet og kratbevokset, saa det gik kun langsomt, og han havde Snogen lige i Hælene paa sig.
  Paa en Gang saa Drengen lige foran sig en stor Sten med bratte Sider, og han gav sig til at klatre opad den. „Her kan Snogen da ikke komme efter mig,“ tænkte han, men da han vel var kommen op og vendte sig om, saa han, at Snogen prøvede paa at komme bagefter.
  Lige ved Siden af Drengen oppe paa Stenblokken laa der en Sten til, der var næsten rund og saa stor som et Menneskehoved. Den laa ganske løs helt ude ved Randen. Det var ufatteligt, at den kunde ligge der. Da Snogen kom nærmere, løb Drengen om bagved den runde Sten og gav den et Skub. Den trillede lige ned paa Snogen, saa denne faldt til Jorden, og Stenen ramte dens Hoved og blev liggende over det.
  „Den Sten gjorde sine Sager godt,“ tænkte Drengen og drog et Lettelsens Suk, da han saa, at der gik et Par Trækninger gennem Snogen, som derpaa laa ganske stille: „Jeg tror knap, jeg har været i større Fare paa hele Rejsen.“
  Næppe havde han faaet Tid til at samle sig lidt, før han hørte en Susen i Luften og saa en Fugl slaa ned paa Jorden lige ved Siden af Snogen. Den lignede en Krage i Størrelse og Bygning, men den havde en smuk Dragt af sorte, metalglinsende Fjer. Drengen skjulte sig forsigtig i en Revne i Stenen. Han huskede kun altfor godt, hvordan det gik ham, da han blev bortført af Kragerne, og agtede ikke at komme frem, naar det ikke var nødvendigt.
  Den sorte Fugl gik med lange Skridt frem og tilbage ved Siden af den døde Snog og rørte ved den med Næbbet. Til sidst slog han med Vingerne og raabte med saa skingrende Stemme, at det gjorde ondt i ørene: „Det maa være Snogen Hjælpeløs, der ligger død her!“ Endnu engang gik han langs med Snogen i hele dens Længde, og saa blev han staaende i dybe Tanker og kløede sig i Hovedet med Foden. „Der kan umulig være to saa store Snoge her i Skoven,“ sagde han. „Det er ganske sikkert ham.“
  Det saa ud, som om han i det samme vilde sætte Næbbet i Snogen, men pludselig holdt han inde. „Vær nu ingen Dumrian, Bataki,“ sagde han. „Det kan da ikke falde dig ind at æde Snogen, før du har hentet Karr. Han vil aldrig tro, at Hjælpeløs er død, hvis han ikke selv faar ham at se.“
  Drengen gjorde sit Bedste for at være stille, men Fuglen var saa morsom højtidelig, som han gik der og snakkede med sig selv, at han ikke kunde lade være at le.
  Fuglen hørte ham, og med et eneste Vingeslag var han oppe paa Stenen. Drengen rejste sig hurtigt og gik ham i Møde. „Er du ikke den Ravn, de kalder Bataki, og som er gode Venner med Akka fra Kebnekajse?“ spurgte Drengen. Fuglen saa høje paa ham, og derpaa nikkede han langsomt tre Gange. „Det skulde vel aldrig være dig, der flyver om med Vildgæssene, og som de kalder Tommeltot?“ — „Jo, det er nok ikke saa langt fra,“ sagde Drengen.
  „Det var da et Held, jeg traf dig. Du kan maaske sige mig, hvem der har slaaet Snogen her ihjel?“ — „Det var den Sten, jeg trillede ned paa ham, der slog ham ihjel,“ sagde Drengen og fortalte, hvordan det altsammen var gaaet til. — „Det var flinkt gjort af saadan en lille en som dig,“ sagde Ravnen. „Jeg har en Ven her paa Egnen, der vil blive glad over, at den Snog er død, og jeg vilde ønske, jeg kunde gøre noget for dig til Gengæld.“ — „Saa fortæl mig, hvorfor I er saa glad over, at Snogen er død!“ sagde Drengen. — „Aa,“ sagde Ravnen, „det er en lang Historie. Den har du ikke Taalmodighed til at høre.“
  Men det paastod Drengen, han havde, og saa fortalte Ravnen hele Historien om Karr og Graafeld og Snogen Hjælpeløs. Da den var færdig, sad Drengen en Tid tavs og stirrede ud i Luften. „Nu skal du have Tak,“ sagde han. „Jeg synes, jeg forstaar Skoven bedre, efterat jeg har hørt alt dette. Jeg gad vidst, om der nu er noget tilbage af den store Fredskov?“ — „Det meste er vel nok ødelagt. Træerne ser ud, som om en Skovbrand havde herget dem. De maa fældes, og der vil gaa mange Aar, før den Skov bliver, hvad den var.“ — „Den Snog havde ærlig fortjent Døden,“ sagde Drengen, „men hvordan kunde den dog være saa klog, at den kunde bringe Sygdom over Larverne?“ — „Den vidste maaske, at de plejer at blive saadan syge,“ sagde Bataki. — „Ja, det kan jo være, men jeg maa sige, den var alligevel et klogt Dyr.“
  Drengen tav, for Ravnen havde ikke hørt efter, han sad med bortvendt Hoved og lyttede. „Hør!“ sagde han. „Karr er her i Nærheden. Nu bliver han glad, naar han ser, at Hjælpeløs er død.“ Drengen drejede Hovedet til den Side, hvor Lyden kom fra. „Han taler med Vildgæssene,“ sagde han. — „Ja, han har nok slæbt sig ned til Søen for at spørge Nyt fra Graafeld.“
  Baade Drengen og Ravnen hoppede ned af Stenen og skyndte sig ned til Søen. Alle Gæssene var gaaet op af Vandet og stod og talte med en gammel Hund, der var saa svag og ussel, at han saa ud, som han kunde falde død om paa Stedet.
  „Der er Karr,“ sagde Bataki til Drengen. „Lad ham nu først høre, hvad Vildgæssene har at sige ham! Saa kan vi bagefter fortælle ham, at Snogen er død.“
  Snart var de saa nær, at de kunde høre, hvad Akka fortalte Karr. „Det var sidste Aar, da vi gjorde vor Foraarsrejse,“ sagde Førergaasen. „En Morgen var vi fløjet ud, Yksi og Kaksi og jeg, fra Siljan i Dalarna, og fløj over de store Grænseskove mellem Dalarna og Helsingland. Vi saa ikke andet under os end den sortegrønne Naaleskov. Sneen laa endnu høj inde imellem Træerne, Aaerne var tilfrosne med en mørk Vaage hist og her, og paa Aabredderne var Sneen tildels borte. Vi saa næsten ingen Landsbyer eller Gaarde, kun graa Sæterhytter, der stod ubeboede Vinteren over. Hist og her snoede der sig en smal bugtet Skovvej, hvor Folk i Vinterens Løb havde kørt Tømmer. Nede ved Aaerne laa der store Tømmerstabler.
  Allerbedst som vi fløj, saa vi tre Jægere nede i Skoven. De fo'r afsted paa Ski, de havde Hunde i Baand og Kniv i Bæltet, men ingen Bøsser. Der var en haard Isskorpe over Sneen, og de brød sig ikke om at følge de bugtede Skovveje, men gik lige frem. Det saa ud, som om de med Sikkerhed vidste, hvor de skulde gaa hen for at finde det, de søgte.
  Vi Vildgæs fløj højt oppe, og hele Skoven laa aaben for vort Blik. Da vi havde faaet øje paa Jægerne, fik vi ogsaa Lyst til at se, hvor Vildtet var. Vi gav os til at flyve frem og tilbage og spejde ned mellem Træerne. Og da saa vi i en tæt Tykning noget, der lignede store, mosgroede Stene. Men Stene kunde det dog ikke være, for der laa ingenSne paa dem.
  Vi dalede nu hurtigt og slog ned midt i Tykningen Da rørte de tre Stenblokke sig. Det var tre Elsdyr, som laa der i Skovens Mørke en Elgtyr og to Køer. Tyren rejste sig, da vi slog ned, og kom henimod os. Det var det største og smukkeste Dyr, vi nogen Sinde har set. Men da han saa, det ikke var andet end nogle usle Vildgæs, der havde vækket ham, lagde han sig ned igen.
  „Nej, Far Elg, læg, jer ikke til at sove!“ sagde jeg saa til ham. „Fly saa rask I kan! Der er Jægere i Skoven, og de stiler lige her henimod.“
  „Tak skal I have, Gaasemor“ sagde Elgen, og det saa ud, som om han var nærved at falde i Søvn, mens han talte, „men I ved vel nok, at vi Elsdyr er fredede paa denne Aarsens Tid. De. Jægere er vist gaaet for at jage Ræve.“
  „Der var fyldt op af Rævespor i Skoven, men dem saa Jægerne ikke efter. Tro I mig! De ved, I ligger her. Og nu kommer de for at fælde jer. De er gaaet ud uden Bøsse, kun med Spyd og Kniv, fordi de ikke tør løsne Skud i Skoven paa denne Tid af Aaret.“
  Elgtyren blev ganske rolig liggende, men Køerne blev ængstelige. „Maaske det dog er, som Gæssene siger,“ sagde de og vilde til at rejse sig. — „Bliv I bare liggende!“ sagde Tyren. „Her i Tykningen kommer der ingen Jægere. Det kan I stole paa!“
  Det var der ikke noget at gøre ved, og vi Vildgæs steg igen op i Luften. Men vi vedblev at flyve henover det samme Sted for at se, hvordan det vilde gaa Elgene.
  Aldrig saasnart var vi kommen op i almindelig Flyvehøjde, før vi saa Elgtyren komme ud af Tykningen. Den vejrede til alle Sider og gik saa lige imod Jægerne. Idet den gik, traadte den paa tørre Kviste, som knækkede med et Smæld. En stor, nøgen Mose laa foran den. Dér gik den ud og stillede sig midt paa den aabne Mose, hvor der ikke var noget, der beskyttede den.
  Der blev Elgtyren staaende, lige til Jægerne kom til Syne i Skovbrynet. Saa vendte han brat om, løb i en anden Retning end den, han var kommen fra. Jægerne slap Hundene løs, og selv satte de efter ham paa deres Skier saa hurtigt, som det var dem muligt.
  Elgen kastede Hovedet tilbage og satte afsted i vild Fart. Han sparkede Sneen i Vejret, saa den stod som et Snefog om ham. Hverken Hunde eller Jægere kunde følge ham. Saa blev han staaende, som for at vente paa dem, og naar de igen var indenfor Synsvidde, stormede han afsted paa ny. Vi forstod, det var hans Mening at lokke Jægerne bort fra det Sted, hvor Køerne laa. Vi syntes, han var tapper, at han selv gik Faren i Møde, for at de, der hørte ham til, kunde være i Fred. Ingen af os var i Stand til at flyve bort fra Stedet, før vi havde set, hvad Enden blev.
  Jagten fortsattes et Par Timer paa samme Maade. Vi kunde ikke forstaa, at Jægerne indlod sig paa at Jage Elgen, naar de ikke var bevæbnede med Bøsser. De kunde da aldrig vente, det skulde lykkes at trætte saadan en Løber.
  Men saa saa' vi, at Elgen ikke mere løb saa hurtigt. Han traadte forsigtigere i Sneen. Og naar han igen løftede Benene, var der Blod i Sporene. Da forstod vi, hvorfor Jægerne havde været saa udholdende. De stolede paa, at Sneen skulde hjælpe dem. Elgen var tung, og for hvert Skridt han gjorde, sank han helt ned til Bunden af Driven. Men derved gnavede den haarde Sneskorpe hans Ben itu. Den sled Haarene af og kradsede Hul paa Skindet, saa det var ham en Pine, hver Gang han satte Foden paa Jorden.
  Jægerne og Hundene, der var saa lette, at de kunde gaa paa Isskorpen, blev ved at forfølge ham. Han løb og løb, men hans Skridt blev mere og mere usikre og snublende. Han pustede voldsomt. Han var ikke blot i stor Pine, han blev ogsaa træt af at vade gennem den dybe Sne.
  Endelig tabte han Taalmodigheden. Han stod stille og lod Hunde og Jægere komme sig helt ind paa Livet for at tage Kampen op med dem. Mens han stod der og ventede, saa han i Vejret, og da han fik øje paa os Vildgæst der svævede over ham, raabte han: „Bliv nu her, Vildgæs, til det hele er forbi! Og naar I næste Gang flyver over Kolmården, opsøg saa Hunden Karr og fortæl ham, at hans Ven Graafeld fik en god Død!'“
  Da Akka var naaet saa langt, rejste den gamle Hund sig op og gik nogle Skridt nærmere hen til hende. „Graafeld har levet et ædelt Liv,“ sagde han. „Han kender mig. Han ved, jeg er en modig Hund, og at jeg vil blive glad ved at høre, at han har faaet en god Død. Fortæl mig nu...“
  Han løftede Halen og hævede Hovedet som for at indtage en kæk og stolt Holdning, men sank igen sammen.
  „Karr, Karr!“ raabte en Menneskestemme inde fra Skoven.
  Den gamle Hund rejste sig straks. „Det er Husbond, der kalder,“ sagde han, „og jeg vil ikke lade ham vente. Jeg saa ham for lidt siden lade Bøssen, og vi to gaar nu sammen ud i Skoven for sidste Gang. Tak skal du have, Vildgaas! Nu ved jeg alt, hvad jeg trængte til at vide for at gaa glad i Døden.“





XXII

DEN DEJLIGE HAVE

Søndag 24. April.

Næste Dag fløj Vildgæssene nordpaa over Sörmland. Drengen sad og saa ned paa Egnen og tænkte ved sig selv, at den ikke lignede nogen af de Egne, han før havde set. Der var ingen store Sletter som i Skaane og östergötland og ingen store sammenhængende Skove som i Smaaland, men der var en Blanding af alt muligt. „Her har de taget en stor Sø og en stor Elv og en stor Skov og et stort Bjerg, hakket dem i Stumper og Stykker og blandet dem sammen og bredt dem ud paa Jorden mellem hinanden,“ tænkte Drengen, for han saa ikke andet end smaa Dale og smaa Søer og smaa Bjerge og smaa Skove. Ingenting fik Lov til at brede sig rigtig. Saasnart en Slette var i Færd med at vokse sig stor, kom der en Kulle og stillede sig i Vejen, og naar Kullen vilde strække sig ud til en Aas, saa begyndte Sletten igen. Saasnart en Sø blev saa stor, at den tog sig ud af noget, snævredes den ind til en Aa, og Aaen fik heller ikke Lov at løbe ret langt, før den udvidede sig til en Sø. Vildgæssene fløj saa nær ved Kysten, at Drengen kunde se ud over Havet, og han lagde Mærke til, at Havet heller ikke fik Lov at brede sin store Flade ud, men den blev brudt af en Mængde øer, og øerne blev heller ikke videre store, før Havet tog fat igen. Der var en bestandig Skiften, Naaleskov skiftede med Løvskov, Marker med Moser og Herregaarde med Husmandshuse.
  Der var slet ingen Mennesker i Arbejde ude paa Markerne, men i Stedet for gik de paa Veje og Stier. De kom gaaende ud fra de smaa Skovhuse paa Kolmårdens Skraaning i sorte Klæder, med Salmebog og Lommetørklæde i Haanden. „Det er nok Søndag i Dag,“ tænkte Drengen og sad og saa ned paa Kirkegængerne. Nogle Steder saa han et Brudepar, der kørte til Kirke med et stort Følge, og er andet Sted kom et Ligtog langsomt kørende henad Vejen. Han saa store Herskabsvogne og smaa Bondekærrer, og han saa Baade ude i Søen, allesammen paa Vej til Kirke.
  Drengen fløj over Bjørkviks Kirke og over Bettna og Blacksta og Vadsbro og derpaa henimod Sköldinge og Floda. Alle Vegne hørte han Klokkerne ringe. Det lød vidunderlig dejligt oppe i Luften. Det var, som om hele den klare Luft var bleven til Lyd og Toner.
  „Een Ting er da sikker nok,“ sagde Drengen, „og det er, at hvor jeg saa kommer hen her i Landet, vil der altid være Kirker med kimende Klokker.“ Og han følte en vis Tryghed ved den Tanke, for skønt han nu levede i en anden Verden, var det alligevel, som om han ikke kunde fare helt vild, saa længe Kirkeklokkernes dybe Stemmer kunde kalde ham tilbage.
  De var kommen et godt Stykke ind over Sörmland, da Drengen fik øje paa en mørk Plet, der bevægede sig paa Jorden under dem. Først troede han, det var en Hund, og han havde vist ikke ænset den videre, hvis han ikke havde lagt Mærke til, at den gjorde sig Umage for at holde samme Kurs som de. Den fo'r afsted over det aabne Land og gennem Smaaskove, sprang over Grøfter, satte over Gærder og lod sig ikke standse af noget.
  „Det lader næsten til, at Mikkel Ræv er paa Færde igen,“ sagde Drengen, „men vi skal nu alligevel nok flyve fra ham.“
  Straks efter satte Vildgæssene den stærkeste Fart paa, som de overhovedet var i Stand til, og holdt ud dermed, saalænge Ræven var i Syne. Da den ikke kunde se dem længer, vendte de og fløj i en stor Bue mod Vest og Syd, næsten som om de havde i Sinde at flyve tilbage til östergötland. „Det har nok alligevel været Mikkel,“ tænkte Drengen, „siden Akka saadan drejer af og flyver en anden Vej.“
  Henad Aften den Dag kom Vildgæssene flyvende henover et gammelt sörmlandsk Gods, der hedder Store Djulø. Den store, hvide Hovedbygning laa med en Park af Løvtræer bag sig og Store Djulø Sø foran med dens fremspringende Odder og bakkede Bredder. Der saa gammeldags og hyggeligt ud, og det var ikke frit for, at Drengen blev lidt tung om Hjertet, da de fløj over Gaarden, og tænkte paa, hvordan det vilde være at komme Ind paa saadan en Gaard efter endt Dagsrejse i Stedet for at blive sat af i en sid Mose eller paa en kold Isflade.
  Men det kunde der naturligvis ikke være Tale om. Vildgæssene slog derimod ned et Stykke nord for Gaarden paa en Skoveng, der var saa oversvømmet af Vand, at der kun hist og her stak nogle Tuer i Vejret. Det var noget nær det ringeste Natteleje, Drengen havde haft paa hele Rejsen.
  Han blev siddende paa Gasens Ryg og vidste ikke rigtig, hvordan han skulde indrette sig. Saa gav han sig til at hoppe fra Tue til Tue med lange Spring, lige til han havde faaet Fødderne, og saa løb han hurtigt til den Side, hvor den gamle Gaard laa.
  Nu traf det sig saadan, at i et Hus, der hørte under Store Djulø, sad der netop den Aften nogle Mennesker omkring Ildstedet og snakkede sammen. De havde talt om Prædikenen og om Foraarsarbejdet og om Vejret, og da det saa begyndte at knibe med Samtalestof bad de en gammel Kone, Husmandens Moder, fortælle dem Spøgelsehistorier.
  Nu er det en bekendt Sag, at der ingen Steder i Landet er saadan en Rigdom paa Herregaarde og Spøgelsehistorier som i Sörmland. Den gamle havde i sine unge Dage tjent paa mange store Gaarde, og hun vidste Besked om saa mange underlige Ting, at hun kunde bleven ved at fortælle til den lyse Morgen. Hun fortalte saa godt og saa troværdigt, at de, der sad og hørte efter, var nær ved at tro det altsammen. Det gav næsten et sæt i dem, da den gamle Kone et Par Gange pludselig holdt inde med sin Fortælling og spurgte, om de ikke hørte noget pusle. „Kan I dog ikke høre, at der er noget, der lister om herinde!“ sagde hun. Men de andre kunde ingenting høre.
  Da den gamle Kone havde fortalt Historier fra Eriksberg og Vibyholm og Julita og Lagmansø og flere andre Steder, var der en, der spurgte, om der aldrig var foregaaet noget af den Slags paa Store Djulø. „Ja, det var nok ikke helt frit,“ sagde den gamle. Og saa vilde de jo allesammen høre de Sagn, der var om deres egen Gaard.
  Saa fortalte den gamle, at der en Gang skulde have ligget et Slot nord for Store Djulø paa en Bakke, hvor der nu ikke var andet end Skov, og ved det Slot var der en dejlig Have. Saa skete det engang, at en, der hed Hr. Karl, og som paa de Tider regerede over hele Sörmland, kom rejsende til Slottet. Og da han havde spist og drukket, gik han ud i Haven og stod længe og saa ud over Store Djulø Sø med dens smukke Bredder. Og som han stod der og glædede sig over, hvad han saa, og tænkte ved sig selv, at et skønnere Land end Sörmland var der da ikke i Verden, hørte han en sukke dybt lige bagved sig. Saa vendte han sig om og saa en gammel Daglejer, der stod bøjet over sin Spade. „Er det dig, der sukker saa dybt?“ sagde saa Hr. Karl. „Hvad har du at sukke for?“. — „Jeg maa nok sukke, at jeg skal gaa her og arbejde Dag ud og Dag ind,“ svarede Daglejeren. Men Hr. Karl havde et heftigt Sind og kunde ikke lide, at Folk klagede. „Har du ikke andet at klage over?“ raabte han. „Jeg siger dig, jeg vilde være tilfreds, om jeg alle mine Dage kunde gaa og grave i Sörmlands Jord.“ — „Gid det da maatte gaa Eders Naade, som I ønsker!“ svarede Daglejeren.
  Men senere sagde man, at Hr. Karl for de Ords Skyld ikke fandt Ro i sin Grav, da han var død, men hver Nat kom han til Store Djulø og gravede i sin Have. Ja, nu var der jo hverken Slot eller Have længer; der, hvor den en Gang havde ligget, var der kun en ganske almindelig Skovbakke. Men det kan ske for den, der gaar igennem Skoven en mørk Nat, at han faar øje paa den.
  Her standsede den gamle og skottede hen til en mørk Krog i Stuen. „Var der ikke noget, der rørte sig?“ spurgte hun.
  „Vist ikke, Moder, fortæl I bare videre!“ sagde Sønnekonen. „Jeg saa i Gaar, at Musene havde gnavet et stort Hul henne i Krogen, men jeg havde saa meget andet at bestille, at jeg glemte at stoppe det. Fortæl os nu bare, om nogen har set den Have!“
  „Ja,“ sagde den gamle Kone. „I maa vide, at min egen Fader engang har set den. En Sommernat kom han gaaende gennem Skoven, og pludselig saa han ved Siden af sig en høj Havemur, og over den kunde han skimte de dejligste Træer, der var saa fulde af Blomster og Frugter, at Grenene hang langt ud over Muren. Min Fader gik ganske stille nærmere og kunde ikke begribe, hvor den Have var kommen fra. Da blev der pludselig lukket en Port op i Muren, og en Gartner kom ud og spurgte min, Fader, om han ikke vilde se hans Have. Manden havde Spade i Haanden og gik med et stort Forklæde ligesom andre Gartnere, og Fader vilde lige til at gaa med ham, da han kom til at kaste et Blik paa hans Ansigt. I det samme genkendte min Fader den spidse Pandelok og Fipskægget. Det var Hr. Karl op ad Dage, saadan som Fader havde set ham afmalet paa Billeder paa alle de Herregaarde, hvor Fader havde...“
  Her blev Historien afbrudt paa ny. Nu var det et Stykke Brænde, der spruttede, saa der fløj Gløder og Gnister ud paa Gulvet. Et øjeblik blev der lyst i alle Stuens mørke Kroge, og den gamle Kone syntes, hun saa et Glimt af en lille Pusling, der sad ved Siden af Musehullet og hørte paa Historien, men nu fik travlt med at komme afsted.
  Sønnekonen hentede Kost og Fejespaan, fejede Gløderne sammen og satte sig ned igen. „Fortæl saa videre, Moder,“ sagde hun. Men den gamle Kone vilde ikke. „Nu maa det være nok for i Aften,“ sagde hun, og hendes Stemme lød saa underlig. De andre blev ved at bede hende, men Sønnekonen saa, at den gamle var bleven bleg, og at hendes Hænder rystede. „Nej, nu er Moder træt og maa i Seng,“ sagde hun.
  Lidt efter kom Drengen igen op i Skoven til Vildgæssene. Han gik og gnavede paa en Gulerod, som han havde fundet udenfor Kælderen, syntes, han havde faaet en udmærket Aftensmad, og var glad over, at han havde siddet flere Timer inde i den varme Stue. „Havde jeg nu blot et godt Nattekvarter!“ tænkte han.
  Saa faldt det ham ind, at det bedste, han kunde gøre var at søge sit Natteleje i en busket Gran, der stod ved Vejen. Han svang sig op i den og flettede et Par Kviste sammen, saa han fik en Seng at ligge i.
  Der laa han og tænkte paa alt, hvad han havde hørt i Bondehuset og fremfor alt paa den Hr. Karl, som man sagde gik om her i Djulø Skov, men han faldt snart i Søvn fra det altsammen, og havde sagtens sovet lige til den lyse Morgen, hvis han ikke var vaagnet ved, at en pibende Jernport blev slaaet op lige under ham.
  Drengen er øjeblikkelig lysvaagen, gnider Søvnen af øjnene og ser sig om. Tæt ved ham er der en Mur saa høj som en Mand, og ovenfor Muren ser man Træer, der bugner af Frugter.
  Straks synes han, dette er meget underligt. Da han lagde sig til at sove, var der ingen Frugttræer. Men saasnart han faar tænkt sig om, forstaar han, hvad det er for en Have.
  Men det underligste af det hele er maaske, at han slet ikke bliver bange, men tværtimod føler den ubeskriveligste Lyst til at gaa ind i Haven. Oppe i Granen, hvor han ligger, er der mørkt og koldt, men inde i Haven er der lyst, og han synes, han kan se Frugter og Roser gløde i det stærke Solskin. Det vilde gøre godt at føle Solen skinne paa sig igen efter al den Kulde og Blæst og Regn. han har maattet døje.
  Det lader heller ikke til, der er det mindste i Vejen for at komme ind i Haven. Tæt ved Granen, hvor Drengen ligger, er der en Port i den høje Mur, og en gammel Gartner har netop lukket de store Jerndøre op. Nu staar han i Porten og ser ufravendt ind i Skoven, ganske som om han ventede nogen.
  øjeblikkelig er Drengen nede af Træet. Han gaar hen til Gartneren med Huen i Haanden, bukker og spørger, om det er tilladt at se Haven.
  „Ja, værsgod,“ svarer Gartneren med barsk Stemme. „Træd du kun ind!“
  Saa trækker han Portene til og lukker dem med en tung Nøgle, som han putter i sit Bælte. Imidlertid staar Drengen og ser paa ham. Han har et stift, ubevægeligt Ansigt med store Knebelsbarter, Fipskæg og Ørnenæse. Havde han ikke haft et blaat Gartnerforklæde paa og en tung Spade i Haanden, vilde Drengen antaget ham for en gammel Soldat.
  Gartneren gaar ind i Haven med saa lange Skridt, at Drengen maa løbe for at følge med. De gaar paa en smal Gang, og Drengen kommer til at træde i Græsset. Men straks faar han en Advarsel imod at træde Græsset ned, og saa løber han bagefter sin Fører.
  Drengen har en Fornemmelse af, at Gartneren egentlig holder sig for god til at vise Haven frem for saadan en Skifting som ham, og han tør ikke spørge ham om noget, men løber blot bagefter. Nu og da henkaster Gartneren et Ord til ham. Lige indenfor Muren er der en tæt Hæk, og idet de gaar igennem den, siger han, at han kalder den Kolmården. „Ja, den er stor nok til at svare til det Navn,“ siger Drengen, men Gartneren bryder sig ikke en Smule om at høre paa, hvad han siger.
  Saa kommer de ud af Buskadset, og Drengen kan overse et stort Stykke af Haven. Han opdager straks, at den ikke er videre stor, ikke mer end et Par Tønder Land. Den høje Mur beskytter den mod Syd og Vest, men mod Nord og øst er den omgiven af Vand, saa dér behøves ingen Hegn.
  Gartneren staar stille for at binde en Ranke op, og imens faar Drengen Tid at se sig om. Han har ikke set mange Haver i sit Liv, men han har en Fornemmelse af, at denne er forskellig fra alle andre. Den maa være anlagt i en eller anden gammeldags Manér, for saadan en mylrende Masse smaa Høje og smaa Blomsterbede og smaa Hække og smaa Græsplæner og smaa Lysthuse ser man ikke nutildags. Og heller ikke saadan en Vrimmel af smaa Damme og bugtede Kanaler, som han her ser til alle Sider.
  Overalt staar der de prægtigste Træer og de yndigste Blomster, og Vandet i de smaa Kanaler er mørkegrønt og klart, saa alting spejler sig i det. Og Drengen synes, det hele er som et Paradis. Han slaar Hænderne sammen og udbryder: „Aldrig i mit Liv har jeg set noget saa smukt. Hvad er dog det for en Have?“
  Det raaber han ganske højt, og Gartneren vender sig straks om til ham og siger med sin barske Stemme: „Denne Have hedder Sörmland. Hvad er du for en, at du ikke engang véd det? Den er altid bleven regnet for en af de bedste Haver i Landet.“
  Drengen bliver jo nok lidt underlig ved det Svar, men han har saa travlt med at se sig om, at han ikke har Tid at spekulere paa, hvad det betyder. Saa smukt som der er med alle de mange Blomster og med Aaerne, der slynger sig imellem dem, saa er der dog noget, der er endnu morsommere, og det er alle de smaa Lysthuse og Dukkehuse, som Haven er fuld af. De er alle Vegne, men allermest ved Bredden af de smaa Damme og Kanaler. Det er ikke rigtige Huse. De er saa smaa, som om de var bygget til Folk, der ikke var større end han, men de er allesammen overordentlig fine og nydelige. Der er alle mulige Slags: nogle ligner Slotte med Taarne og Fløje, andre ser ud som Kirker, og andre igen som Møller eller Bønderhuse.
  De er saa nydelige, at Drengen helst var bleven staaende for at se nærmere paa hvert eneste et, men han tør ikke andet end gaa lige i Hælene paa Gartneren. Men snart kommer de til en Gaard, der er større og smukkere end nogen af dem, de før er kommen forbi. Den er i tre Etager med Portal og fremspringende Fløje. Den ligger paa en Bakke midt i et Blomsterparti, og Vejen dertil fører over den ene Kanal efter den anden paa smaa, pyntelige Broer.
  Drengen tør ikke andet end gaa lige bagefter Gartneren, men da han maa gaa alt dette forbi, sukker han saa dybt, at den strenge Mand hører det og bliver staaende. „Denne Gaard kalder jeg Eriksborg,“ siger han. „Vil du derind, saa værsgod, men vogt dig for Pintorpa–Fruen!“
  Hvem der ikke lader sig det sige to Gange, det er Niels. Han løber nedad Alléen, over de smaa Broer, op gennem Blomsterhaven, ind ad Porten. Det hele synes netop at være afpasset efter saadan en som ham. Trappetrinnene er tilpas høje, og han kan naa at lukke hver eneste Laas op. Men aldrig har han tænkt sig, han skulde faa saa meget smukt at se. De Egetræs Gulve skinner, bonede og blanke. Lofterne er gipsede og fulde af malede Billeder. Paa Væggene hænger det ene Maleri ved Siden af det andet, Træværket paa Møblerne er forgyldt, og de er betrukken med Silke. Han ser Værelser, hvor Væggene er helt dækket af Bøger, og han ser Værelser, hvor Borde og Skabe ligger fulde af Kostbarheder.
  Hvor meget han end skynder sig, naar han ikke at se det halve af Huset, før Gartneren kalder paa ham, og da han kommer udenfor, staar den gamle og tygger paa sin Knebelsbart af Utaalmodighed.
  „Naa, hvordan gik det?“ spørger Gartneren. „Saa du Pintorpa–Fruen?“
  Men Drengen har ikke set noget levende Væsen, og da han siger det, fortrækker Gartnerens Ansigt sig. „Har Pintorpa–Fruen fundet Hvile og jeg ikke?“ siger han, og Drengen havde aldrig tænkt sig, der kunde skælve saa stor Fortvivlelse i en Menneskestemme.
  Derpaa gaar Gartneren igen foran med lange Skridt, og Drengen løber bagefter og gør sig Umage for at se saa meget som muligt af alle de mærkelige Ting. De gaar rundt om en Dam, der er noget større end de øvrige. Lange, hvide Pavilloner, der ligner Herregaarde, titter frem alle Vegne mellem Buskadser og Blomstergrupper. Gartneren standser ikke, men henkaster i Farten nu og da et Ord til Drengen. „Den Dam kalder jeg Yngaren. Her ser du Danbyholm. Her er Hagbyberga. Her er Hovsta. Her er Akerø.“
  Kort efter naar Gartneren med et Par vældige Skridt hen til en ny lille Dam, som han kalder Båven, men her hører han Drengen udstøde et Forundringsraab, og saa standser han. Drengen er bleven staaende ved en lille Bro, der fører ud til et Slot, som ligger i Dammen.
  „Har du Lyst, kan du gerne løbe ud til Vibyholm og se dig om!“ siger han. „Men tag dig i Agt for den hvide Dame!“
  Og Drengen er afsted, næsten inden Gartneren har talt ud. Derinde er der saa mange Portrætter paa Væggene, at han synes, det er som en stor Billedbog. Han morer sig saa dejligt, at han gerne vil blive gaaende der hele Natten, men det varer ikke længe, før han hører Gartneren kalde.
  „Kom nu! Kom nu!“ raaber han. „Tror du ikke, jeg har andet at bestille end at staa her og vente paa saadan en Hvalp som dig?“
  Da Drengen kommer løbende over Broen, raaber han ham i Møde: „Naa, hvordan gik det? Saa du noget til den hvide Dame?“
  Drengen har ikke set noget levende Væsen, og det siger han. Da hugger den gamle Spaden saa voldsomt mod en Sten, at Stenen kløves, og siger med en Stemme, der kommer dybt nede fra den allerfrygteligste Fortvivlelse: „Har den hvide Dame paa Vibyholm fundet Hvile og jeg ikke?“
  Hidtil har de holdt sig til den sydlige Del af Haven, men nu gaar Gartneren henimod den vestlige Del. Den er anlagt anderledes. Der er store, Jævne Græsplæner afvekslende med Jordbærblade. Kaalhaver og Frugtbuske. Her er ogsaa mange af de smaa Lysthuse, men de fleste. er rødmalede; de ligner mest Bøndergaarde og er omgivne af Humlehaver og Kirsebærtræer.
  Her standser Gartneren ikke for at lade Drengen gaa nogen Steder ind. Han siger kun flygtigt: „Denne Egn kalder jeg Vingåker.“
  Straks efter bliver han staaende udenfor en lille Bygning, som er meget tarveligere end alle de andre og mest af alt ligner en Smedje. „Det er et stort Værksted,“ siger han. „Det kalder jeg Eskilstuna. Har du lyst kan du gerne gaa ind og se dig om!“
  Drengen gaar derind og ser en utrolig Mængde Hjul, der snurrer rundt, Hamre, der smeder, og Drejeskiver, der hviner. Der var saa meget at se, at han godt kunde have gaaet om derinde hele Natten, hvis Gartneren ikke havde kaldt paa ham.
  Derpaa gik de langs med Søen paa Havens nordre Side. Bredden bugter sig ud og ind: Odde og Bugt, Odde og Bugt langs hele Haven. Udenfor Odderne ligger der smaa øer, der er udskilt fra Landet ved smalle Sunde. De smaa øer hører ogsaa med til Haven. De er beplantede ligesaa omhyggelig som alt det andet.
  Drengen gaar forbi den ene smukke Gaard efter den anden, men han staar ikke stille, før han kommer til en prægtig, rød Kirke. Den ser meget anselig ud, som den ligger der paa en Odde overskygget af bugnende Frugttræer. Gartneren vil som sædvanlig gaa forbi, men Drengen tager Mod til sig og beder om Lov til at gaa derind. „Ja, ja, saa gaa derind da!“ svarer han, „men tag dig i Agt for Biskop Rogge! Det er ikke umuligt, at han holder til her i Strängnäs den Dag i Dag.“
  Saa løber Drengen ind i Kirken og ser paa gamle Gravmæler og smukke Altertavler. Fremfor alt beundrer han en Rytter i forgyldt Rustning, som han opdager i et Kapel ved Siden af Vaabenhuset. Her er ogsaa saa meget at se, at han gerne vilde være bleven der hele Natten, men han maa afsted igen for ikke at lade Gartneren vente.
  Da han kommer ud igen, ser han Gartneren staa og betragte en Ugle, der jager efter en Blodstjert oppe i Luften. Den gamle fløjter ad Blodstjerten; den lyder hans Kalden og sætter sig trygt paa hans Skulder, og da Uglen i sin Jagtiver


Gripsholm.
Gripsholm.

flyver efter den, jager han den bort med Spaden. „Han er nok ikke saa slem, som han ser ud til,“ tænker Drengen, da han ser, hvor ømt Gartneren beskytter den stakkels Sangfugl.
  Men saasnart han faar øje paa Drengen, vender han sig om til ham og spørger, om han saa Biskop Rogge. Og da Drengen svarer nej, siger han med den største Græmmelse: „Har Biskop Rogge fundet Hvile og jeg ikke?“
  Kort efter kommer de til det største af de mange Dukkehuse. Det er en grundmuret Borg med tre solide, runde Taarne, forbundne ved lange Længer.
  „Har du Lyst, kan du godt gaa ind og se dig om,“ siger Gartneren. „Det er Gripsholm, og her skal du tage dig i Agt, at du ikke møder Kong Erik.“
  Drengen gaar igennem en dyb Porthvælving og kommer ind i en stor, trekantet Gaard, omgiven af lave Huse. De er ikke videre anselige, og Drengen bryder sig ikke om at gaa derind. Han springer kun et Par Gange Buk over to lange Kanoner, som staar der, og løber saa videre. Han gaar igennem en dyb Porthvælving til og kommer igen ud i en Borggaard, der er omgiven af prægtige Bygninger, og dér gaar han ind. Han kommer ind i store, gammeldags Værelser med Tværbjælker i Loftet og alle Vægge bedækkede med høje, mørke Malerier, hvor alvorlige Herrer og Damer er afbildede i underlige, stive Dragter.
  I Etagen ovenover er Værelserne lysere og venligere. Nu kan han rigtignok mærke, han er paa et kongeligt Slot, for paa Væggene ser han ikke andet end straalende Portrætter af Konger og Dronninger. Men i den øverste Etage er der et stort Loft, og rundt om det ligger der mange forskellige Værelser. Der er lyse Værelser med smukke, hvide Møbler, og der er et lille Teater og lige ved Siden af et rigtigt Fængsel: et Rum med nøgne Stenægge og tilgitrede Vinduer og et Gulv, der er slidt af Fangernes tunge Trin.
  Der er saa meget at se, at Drengen gerne vilde være bleven der i mange Dage, men Gartneren kalder paa ham og han tør ikke andet end komme.
  „Saa du noget til Kong Erik?“ spørger han, da Drengen kommer ud. Men Drengen har ikke set noget, og da siger Gartneren som før, men i endnu dybere Fortvivlelse: „Har Kong Erik fundet Hvil og jeg ikke ?“
  Saa gaar de hen i den østlige Del af Haven. De gaar forbi et Badehus, som Gartneren kalder Södertelje, og et gammelt Slot, som han kalder Hörningsholm. Her er for Resten ikke saa meget at se. Der er fuldt af Klipper og Skær, som bliver mere og mere øde og nøgne, jo længere ude de ligger.
  Nu drejer de mod Syd og Drengen genkender den Hæk, der hedder Kolmården, og kan se, at de nærmer sig Udgangen.
  Han er glad over, at han har faaet alt det at se, og da han nu er nær ved den store Gitterport, vil han gerne takke Gartneren. Men den gamle hører slet ikke paa, hvad han siger, men gaar lige hen til Porten. Der vender han sig om til Drengen og rækker ham sin Spade. „Se her,“ siger han, „hold den for mig, mens jeg lukker Porten op!“
  „Men Drengen er allerede saa ked af det Besvær, han har voldt den gamle, barske Mand, at han vil spare ham al videre Ulejlighed. „I behøver ikke at lukke den tunge Port op for min Skyld,“ siger han, og i det samme smutter han ud mellem Jernstængerne. Det er den letteste Sag af Verden for ham.
  Han gør det i den allerbedste Mening, og han bliver meget forundret, da han hører Gartneren udstøde et Vredesudraab bag hans Ryg, stampe i Jorden og ruske i Jerngitteret.
  „Hvad er der? Hvad er der?“ siger Drengen. „Jeg vilde blot spare jer Ulejlighed. Hvorfor er I saa vred?“ „Skulde jeg ikke være vred!“ siger den gamle. „Der skulde ikke andet til, end at du havde taget min Spade, saa maatte du have gaaet her og passet Haven, og jeg var bleven afløst. Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg kommer til at gaa her.“
  Og saa staar han og rusker i Gitteret og ser forfærdelig vred ud, men Drengen kan ikke lade være at have ondt af ham og prøver paa at trøste ham.
  „I maa ikke være saa bedrøvet over det, Hr. Karl af Södermanland,“ siger han, „for der er ingen, der vilde passe jeres Have saa godt som I.“
  Da Drengen siger det, bliver den gamle Gartner ganske stille og tavs, og Drengen synes, at der gaar ligesom en Lysning over de haarde Træk. Men han kan ikke rigtig se det, for i det samme blegner hele Skikkelsen og forsvinder som en Taage. Og ikke han alene, men hele Haven blegner og forsvinder med Blomster og Frugter og Solskin, og der hvor den laa, er ikke andet at se end den vilde Skov.





XXIII

I NÄRKE

YSÄTTERS–KAJSA.
I Närke havde de i gamle Dage noget, som de ikke havde Mage til andre Steder, og det var en Trold, som hed Ysätters–Kajsa.
  Navnet havde hun faaet, fordi hun havde meget at gøre med Vind og Blæst, og den Slags Vindtrolde plejer man altid at kalde Kajsa, og Tilnavnet havde hun faaet, fordi det hed sig, hun var kommen fra Ysätterskæret i Askers Sogn.
  Det lader til, at hun havde sit egentlige Hjem i Asker, men man saa hende ogsaa andre Steder. Ingen Steder i hele Närke kunde man være sikker for hende.
  Hun var ikke en trist og uhyggelig Trold, men lystig og glad, og det, hun bedst kunde lide af alting, det var et ordentlig Blæstvejr. Saa snart der var Vind nok, fo'r hun afsted for at faa sig en Dans paa Närkesletten.
  Närke bestaar egentlig ikke af andet end en Slette, der paa alle Sider er omgiven af skovklædte Bjerge. Kun i det nordøstlige HjØrne, der hvor Hjelmaren gaar ud af Landskabet, er der en Aabning i det lange Hegn af Bjerge.
  Naar Vinden nu en Morgenstund har samlet Kræfter ude paa østersøen og kommer farende ind imod Land, gaar den ganske uhindret ind imellem Sörmlandshøjene og slipper uden synderlig Ulejlighed ind i Närke henne ved Hjelmaren. Derefter farer den afsted tværs over Närkesletten; men lige stik imod Vest støder den paa Kilsbjergenes høje Fjeldvæg og bliver kastet tilbage. Saa krummer Vinden sig som en Slange og farer afsted mod Syd. Men der støder den paa Tiveden og faar et Skub, saa den styrter mod øst. Naa, der østerude ligger Tyløskov, og den sender Vinden nordpaa op mod Käglan. Og fra Käglan farer Vinden endnlu engang afsted mod Kilsbjergene og Tiveden og Tyløskov. Den svinger rundt og rundt i stadig mindre Kredse, til den omsider bliver staaende som en Snurretop midt paa Sletten og svinger rundt ustandselig. Men paa saadanne Dage, naar Hvirvelvindene fo'r henover Sletten, da morede Ysätters–Kajsa sig. Da stod hun midt i Hvirvlen og snurrede. Det lange Haar flagrede oppe mellem Himlens Skyer, Kjoleslæbet fejede henad Jorden som en Støvsky, og hele Sletten laa under hende som et stort Dansegulv.
  Om Morgenen sad Ysätters–Kajsa gerne oppe i en høj Gran paa Toppen af en Bjergskrænt og saa udover Sletten. Var det saa om Vinteren og godt Føre, og hun saa' mange komme kørende paa Vejene, skyndte hun sig at blæse op til en Snestorm og fejede Sneen sammmen til Driver saa høje, at Folk med Nød og næppe kunde naa hjem om Aftenen. Var det Sommer og godt Høstvejr, da sad Ysätters–Kajsa ganske stille, lige til de første Hølæs var læsset færdige. Saa kom hun farende med et Par Tordenbyger, der gjorde Ende paa Arbejdet for den Dag.
  Det kan nu ikke nægtes, at hun sjælden tænkte paa andet end at gøre Fortræd. Kulsvierne oppe i Kilsbjergene turde næsten ikke lukke et øje, for aldrig saasnart saa hun en ubevogtet Mile, før hun kom listende og pustede til den, saa den pludselig stod i lys Lue. Og hændte det, at Malmkørerne fra Laxå og Svartå en Aften var sent ude, indhyllede Ysätters–Kajsa Vejen og Egnen i saa tæt en Taage, at baade Mennesker og Heste fo'r vild og kørte de tunge Slæder ud i Moser og Kær.
  Havde Provstinden i Glanshammer en Sommersøndag dækket Kaffebordet ude i sin Have og der kom et Vindstød, der løftede Dugen fra Bordet og væltede baade Kopper og Tallerkener, da vidste man, hvem man havde at takke for de Løjer. Blæste Hatten af Borgmesteren i örebro, saa han maatte løbe efter den hele Torvet over, stødte Folk fra Vinøen paa Grund i Hjelmaren med deres Grøntbaade, blæste Vasketøj, der var hængt til Tørre, ned og blev snavset, slog Røgen en Aften ned i Stuen og kunde slet ikke finde Vej ud gennem Skorstenen, da var der ingen Tvivl om, hvem der var ude at more sig.
  Men om ogsaa Ysätters–Kajsa holdt af al Slags drilagtige Spilopper, saa var der alligevel ikke noget virkelig ondt i hende. Man kunde godt mærke, at hun var værst mod dem, der var trættekære og gerrige og ondskabsfulde, men skikkelige Folk og smaa fattige Børn tog hun ofte i Beskyttelse. Og gamle Folk fortæller, at en Gang, da Askers Kirke var nær ved at brænde, kom Ysätters–Kajsa farende og slog ned midt i Ilden og Røgen paa Kirketaget og afværgede Faren.
  Alligevel var Folk i Närke ofte temmelig trætte af Ysätters–Kajsa, men hun blev aldrig træt af at have dem til Bedste. Naar hun sad oppe paa Randen af en Sky og saa ned paa Närke, der laa venligt og velhavende under hende med anselige Bøndergaarde paa Sletten og rige Gruber og Bjergværker oppe i Bjergegnene, med den dvaske Svartå og de lavvandede, fiskerige Slettesøer, med den gode Stad örebro, der strakte sig rundt om det alvorlige Slot med de solide HjØrnetaarne, saa tænkte hun vist: „Her vilde Folk have det altfor godt, hvis de ikke havde mig. De vilde blive sløve og kedsommelige. De trænger til saadan en som mig, der kan sætte Liv i dem og holde dem i Humør.“
  Og saa lo hun vildt og skrattende som en Skade og fo'r afsted, dansende og hvirvlende fra det ene HjØrne af Sletten til det andet. Og naar Närkeboeren saa, hvordan hun lod sit Støvslæb feje henover Sletten, kunde han ikke lade være at smile. For styg og drilagtig, det var hun, men godt Humør havde hun. Det var ligesaa oplivende for Bønderne at omgaas Ysätters–Kajsa som for Sletten at blive pisket af Stormvinden.
  Nu til Dags paastaar man, at Ysätters–Kajsa er død og borte ligesom alle andre Trolde. Men det er ikke rigtig til at tro. Det er, som man vilde komme og fortælle, at for Fremtiden skal Luften altid staa stille over Sletten, og Vinden aldrig mer danse hen over den med Susen og Brusen og frisk Luft og Tordenbyger.
  De, der mener, at Ysätters–Kajsa er død og borte, skal nu faa at høre, hvad der gik for sig i Närke i det Aar, da Niels Holgersen fløj hen over Egnen, saa maa de selv sige, hvad de tror.


MARKEDSAFTENEN.

Onsdag 27. April.

Det var Dagen før et stort Kreaturmarked i örebro, og det regnede, saa Himmel og Jord stod i eet. Det var en Regn, som der ingen Mening var i. Den styrtede ned fra Skyerne i stride Strømme, og mangen en tænkte ved sig selv: „Det er ganske som i Ysätters–Kajsas Tid. Aldrig havde hun saa mange Spilopper for, som naar der skulde være Marked. Det kunde rigtig ligne hende at lave saadan et Regnvejr Aftenen før Markedet.“
  Jo længere Dagen led, Jo værre blev Regnen. Henimod Aften var det ligefrem Skybrud. Vejene var ganske bundløse, og de Folk, der var gaaet hjemmefra med deres Kreaturer for at naa örebro i god Tid næste Morgen, var ilde farne. Køer og Stude blev saa lede og kede af det, at de ikke vilde flytte en Fod, og mange af de stakkels Dyr kastede sig ned midt paa Vejen for at vise, at de ikke vilde gaa længere. Alle Folk, der boede ved Vejen, maatte lukke deres Huse op for Markedsgæsterne og give dem Nattely, saa godt de kunde. Der blev overfyldt ikke alene i Stuerne, men ogsaa i Stalde og Lader.


Ørebro Slot.
Örebro Slot.

  Hvem der kunde, prøvede alligevel at kæmpe sig frem til Gæstgivergaarden, men naar de kom saa langt, fortrød de næsten, at de ikke var bleven i et af Husene ved Vejen. Enhver Baas i Kostalden og ethvert Spiltov i Hestestalden var forlængst optaget. Der var ikke andet at gøre end lade Heste og Køer staa ude i Regnen. Det var med Nød og næppe, at deres Ejere kunde faa Tag over Hovedet.
  Den Væde og det Søle og den Trængsel, der var paa Gaardspladsen, er ikke til at beskrive. Nogle af Dyrene stod ligefrem i en Pøl og kunde ikke en Gang lægge sig ned. Der var jo nok de Husbonder, der skaffede deres Dyr Halm at ligge paa, og som bredte Dækkener over dem, men der var ogsaa dem, der sad inde paa Gæstgivergaarden og drak og spillede og ganske glemte dem, de skulde have sørget for.
  Den Aften havde Drengen og Vildgæssene naaet en Holm i Hjelmaren. Den var kun adskilt fra Land ved et lavt og smalt Sund, saa det kunde nok lade sig gøre at komme tørskoet over det, naar det var Lavvande.
  Det regnede ligesaa slemt ude paa Holmen som alle andre Steder. Drengen kunde ikke sove for Regndraaberne, der ustandselig piskede ned paa ham. Tilsidst gav han sig til at gaa omkring paa Holmen. Han syntes ikke, han mærkede Regnen saa meget, naar han rørte sig.
  Næppe var han gaaet Holmen rundt, før han hørte en Plasken i Vandet mellem Holmen og Land, og straks efter saa han en enlig Hest komme gaaende mellem Buskene. Det var et gammelt Helmis, saa elendigt og usselt, at han aldrig havde set Mage. Den var brudt i Ryggen og stivbenet og saa mager, at man kunde tælle dens Ribben. Den havde hverken Tømme eller Sadel, kun en gammel Grime, hvorfra der hang en halvraadden Tovende ned. Den havde aabenbart ikke haft nogen Vanskelighed ved at rive sig løs.
  Hesten gik lige hen til det Sted, hvor Vildgæssene stod og sov, og Drengen blev bange for, at den skulde træde paa dem. „Hvor vil du hen? Se dig for!“ raabte han. — „Naa, dér er du,“ sagde Hesten og gik hen til Drengen. „Jeg har gaaet en hel Mil for at finde dig.“ — „Har du hørt tale om mig?“ spurgte Drengen forbavset. — „øren har jeg da, om ogsaa jeg er gammel. Der er mange, der taler om dig i denne Tid.“
  Han bøjede Hovedet, mens han talte, for at se bedre, og Drengen lagde Mærke til, at han havde et lille Hoved med kønne øjne og en fin, blød Snude. „Det har været en god Hest i sin Tid, om ogsaa det er gaaet til Agters med den paa de gamle Dage,“ tænkte han.
  „Jeg vilde bede dig gaa med mig og hjælpe mig med noget,“ sagde Hesten. Drengen havde ikke megen Lyst til at gaa nogen Steder hen med en, der saa' saa ussel ud, og undskyldte sig med det daarlige Vejr. „Det er ikke værre for dig at sidde paa min Ryg end at ligge her,“ sagde Hesten. „Men du tør maaske ikke følges med saadan en sølle Krikke som mig.“ — „Aajo, det tør jeg da nok,“ sagde Drengen. — „Saa væk Gæssene, at vi kan faa aftalt med dem, hvor de skal hente dig i Morgen!“ sagde Hesten.
  Straks efter sad Drengen paa Hestens Ryg. Den gamle Hest strakte bedre ud, end Drengen havde tiltroet den, men alligevel var det et langt Ridt i Natten og Regnen, inden de standsede udenfor en stor Gæstgivergaard. Der saa slemt uhyggeligt ud. Hjulsporene i Vejen var saa dybe, at Drengen var vis paa, han druknede, hvis han faldt i. Ved Stakittet, der omgav Gaarden, var der bundet en tredive, fyrretyve Heste og Køer uden nogensomhelst Beskyttelse mod Regnen, og inde i Gaarden stod Kærrer med høje Kasser, hvor Faar og Kalve, Grise og Høns var lukket inde.
  Hesten gik hen og stillede sig ved Stakittet. Drengen blev siddende paa Ryggen af den, og med sine gode Natteøjne kunde han tydelig se, hvor ondt Dyrene havde det.
  „Hvor kan det være, I staar herude i Regnen?“ spurgte han. — „Vi er paa Vej til et Marked i örebro, men vi var nødt til at tage ind her for Regnen. Det er en Gæstgivergaard, men her er saa mange rejsende, at der ikke er Plads til os inde.“
  Drengen svarede ikke, men sad blot og saa sig om. Der var ikke mange af Dyrene, der sov, men fra alle Sider hørte han Klager og Misfornøjelse. De havde al god Grund til at jamre, for Vejret var blevet endnu være end tidligere paa Dagen. Der blæste en isnende kold Vind, og Regnen, der nu piskede, saa det sved, var blandet med Sne. Det var let nok at forstaa, hvad det var, Hesten vilde have, Drengen skulde hjælpe ham med.
  „Kan du se, der ligger en stor Bondegaard her ligeoverfor Gæstgivergaarden?“ spurgte Hesten. — „Ja,“ sagde Drengen, „det ser jeg, og jeg kan ikke forstaa, de ikke har bedt om Husly til jer dér. Men der er maaske ogsaa fuldt allerede?“ — „Nej, dér er ingen Fremmede,“ sagde Hesten. „De, der ejer den Gaard, er saa gerrige og utjenstvillige, at det ikke kan nytte at bede dem om Husly.“ — „Naa, hænger det saadan sammen. Ja, saa kommer I jo til at blive, hvor I er.“ — „Men jeg er født og vokset op i den Gaard,“ sagde Hesten. „Jeg ved, at der er en stor Hestestald og en stor Kostald med mange tomme Spiltove og Baase, og jeg gad vidst, om du dog ikke kunde mage det saadan, at vi kom derind.“ — „Det tror, jeg knap, jeg tør vove,“ sagde Drengen. Men saa gjorde det ham saa ondt for Dyrene, at han alligevel vilde se, hvad han kunde gøre.
  Han løb ind i den fremmede Gaard og saa lige straks, at alle Udhusene var lukket og alle Nøgler taget af. Han stod hjælpeløs og raadvild, da han uventet fik Hjælp. Det var et Vindstød, der kom susende i vældig Fart og blæste Døren op til en stor Lade ligefor.
  Drengen var naturligvis ikke sen til at vende tilbage til Hesten. „Det var umuligt at komme ind i Hestestalden eller Kostalden,“ sagde han, „men der er en stor, tom Hølade, som de har glemt at lukke for, og der vil jeg gaa ind med jer.“ — „Tak,“ sagde Hesten. „Det skal gøre godt at sove paa det gamle Sted een Gang endnu. Det er den eneste Glæde, der er tilbage for mig i denne Verden.“
  I den velhavende Bondegaard, der laa ligeoverfor Gæstgivergaarden, var de imidlertid den Aften kommen til at sidde meget længere oppe, end de plejede.
  Husbonden dér var en Mand paa en femogtredive Aar. Han var høj og rank med et smukt, men temmelig mørkt Ansigt. Han havde hele Dagen været ude i Regnen og var bleven vaad ligesom alle andre, og da de spiste til Aften, bad han sin gamle Moder, der endnu var Husmoder paa Gaarden, om at gøre Ild paa, saa han kunde faa sine Klæder tørret. Og saa havde Moderen tændt et usselt, lille Baal paa Ildstedet, for der i Huset plejede de ikke at ødsle med Brændselet, og Manden hængte sin Frakke paa en Stol og stillede den hen foran Ilden. Saa satte han den ene Fod op paa Ildstedet og støttede Armen mod sit Knæ, og saadan blev han staaende ogsaa ind i Ilden. Der havde han nu staaet i flere Timer og ikke rørt, sig uden naar han engang imellem kastede et Stykke Brænde paa Ilden.
  Hans Moder havde taget af Bordet og gjort hans Seng istand, og saa gik hun ind og satte sig i Lillestuen. Nu og da gik hun hen til Døren og saa forundret paa ham, der blev staaende ved llden og ikke gik i Seng. „Det er ikke noget, Moder. Jeg er bare kommen til at tænke paa gamle Ting,“ sagde han.
  Sagen var, at da han for lidt siden gik forbi Gæstgivergaarden, kom en Hestehandler og spurgte, om han vilde købe en Hest, og viste ham en gammel Krikke, der var saa ilde tilredt, at han ikke kunde andet end spørge Manden, om han var rigtig klog, at han troede, han kunde prakke ham saadan en Rallike paa. „Aa nej, men jeg tænkte blot, tit da I har ejet den Hest engang, saa havde I maaske Lyst til at give den Naadsens Brød paa de gamle Dage, for det kan den nok trænge til,“ svarede Hestehandleren.
  Han saa paa Hesten og kendte den. Ja, den Hest havde han selv opfødt og kørt til. Men derfor kunde det da ikke falde ham ind at købe saadan et gammelt, ubrugeligt Dyr. Ikke Tale om det! Han var ikke af dem, der ødte sine Penge.
  Men alligevel havde Synet af Hesten vakt mange Minder hos ham, og det var Minderne, der holdt ham saa vaagen, at han ikke kunde gaa i Seng.
  Ja, den Hest havde været et godt og et flot Dyr. Hans Fader havde ladet ham passe den lige fra Begyndelsen. Han havde kørt den til, og han havde holdt mere af den end af noget andeet i Verden. Hans Fader havde klaget over, at han fodrede den for godt, og han havde ofte maattet liste sig til at give den Havre.
  Mens han havde den Hest, vilde han aldrig gaa til Kirke, men kørte altid. Det var ikke for andet end for at vise Plagen frem. Selv var han i hjemmegjort og hjemmesyet Tøj, og Kærren var tarvelig og umalet, men Hesten var det kønneste Dyr, der kørte op ad Kirkebakken.
  Engang havde han taget Mod til sig og talt med sin Fader om at købe sig Klædes Klæder og at male Kærren. Faderen blev som forstenet. Sønnen troede, den gamle var ved at faa et Slagtilfælde. Senere prøvede han paa at gøre sin Fader begribeligt, at naar han kørte saadan en flot Hest, maatte han da ogsaa selv se lidt ordentlig ud.
  Faderen svarede ingenting, men et Par Dage efter rejste han til örebro med Hesten og solgte den.
  Det var grusomt af Faderen, men han havde aabenbart været bange for, at den Hest skulde lokke ham til Forfængelighed og ødselhed, og nu saa længe efter maatte han erkende, at hans Fader havde haft Ret. Saadan en Hest kunde nok bleven en Fristelse. Men den Gang havde han i Begyndelsen taget sig det rent forskrækkelig nær. Han tog somme Tider ind til örebro blot for at staa paa et GadehjØrne og se Hesten køre forbi eller for at liste sig ind til den i Stalden med et Stykke Sukker.
  „Naar Fader dør, og jeg faar Gaarden,“ tænkte han, „skal det første, jeg gør, være at købe min Hest tilbage.“
  Nu var Faderen død, og han havde siddet med Gaarden allerede et Par Aar, men han havde ikke gjort det mindste Forsøg paa at købe Hesten tilbage. Han havde ikke tænkt paa den i mange Tider før nu i Aften.
  Det var underligt, at han havde kunnet glemme den saa fuldstændig. Men hans Fader var en meget myndig og viljestærk Mand, og da han blev voksen, og de to stadig gik sammen ved Arbejdet, fik hans Fader stor Magt over ham. Tilsidst syntes han, at alt, hvad hans Fader gjorde, var rigtigt. Og da han selv fik Gaarden, gjorde han sig kun Umage for i alle Ting at handle saadan, som hans Fader vilde have handlet.
  Han vidste nok, at Folk sagde, hans Fader var gerrig, men det var jo da rigtigt at holde paa Pungen og ikke unødvendigt kaste Penge bort. Man skulde da ikke forøde det Gods, der var blevet en betroet. Det var bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at have store Laan trækkes med som de andre Gaardmænd.
  Saa langt var han kommen i sine Tanker, da det gav et Sæt i ham for han hørte noget underligt. Det var, som om en høj, spottende Stemme gentog netop det, han tænkte: „Det er bedst at lukke Pungen godt i. Det er bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at trækkes med Laan som de andre Gaardmænd.“
  Det lød, som om der var nogen, der gjorde sig lystig over hans Klogskab, og han skulde lige til at blive vred, da han opdagede, at det hele var en Fejltagelse. Det havde begyndt at blæse, og her havde han staaet og var bleven saa søvnig, at han tog Vindens Tuden i Skorstenen for en Menneskestemme.
  Han vendte sig om og saa paa Stueuret, og det slog i det samme elleve dybe Slag. Det var da forskrækkeligt, saa sent det var blevet. „Det er nok paa Tide, du kommer i Seng,“ tænkte han. Han kom i Tanker om, at han endnu ikke havde gaaet rundt, som han plejede at gøre hver Aften for at se efter, om alle Døre og Luger var lukkede og alle Lys slukkede. Det havde han aldrig forsømt, siden han var bleven Herre paa Gaarden. Han tog hurtig Frakken paa og gik ud i Uvejret.
  Han fandt alt som det skulde være, paa det nær at Døren til den tomme Hølade var revet op af Blæsten. Han gik ind efter Nøglen, lukkede Laden og puttede Nøglen i Frakkelommen. Saa gik han igen ind i Storstuen, tog Frakken af og hængte den ved Ilden. Men heller ikke nu gik han i Seng; i Stedet for gav han sig til at gaa frem og tilbage i Stuen. Det var et Herrens Vejr udenfor med den bidende kolde Blæst og den sneblandede Regn. Og det stod hans gamle Hest ude i uden at have saa meget som et Dækken over sig. Han skulde dog vist alligevel have givet den Tag over Hovedet, naar den var kommen her til Egnen.
  I Gæstgivergaarden ligeoverfor hørte Drengen et gammelt Stueur med en sprukken Klang slaa elleve Slag. Da var han netop i Færd med at løse Kreaturerne for at bringe dem hen til Laden i Bondegaarden. Det tog nogen Tid at faa dem vækket og stillet op, men omsider var det i Orden, og i en lang Række, med Drengen til Vejviser, kom de dragende ind i den gerrige Bondes Gaard.
  Mens Drengen havde travlt med alt dette, var Husbonden gaaet Gaarden rundt og havde lukket for Laden, saa da han kom med Dyrene, var Døren lukket i Laas. Drengen blev helt bestyrtet staaende. Nej, han kunde ikke lade Dyrene staa dér. Han maatte ind i Huset og faa fat i Nøglen.
  „Sørg for, at de er rolige, mens jeg henter Nøglen!“ sagde han til den gamle Hest, og dermed løb han.
  Midt i Gaarden blev han staaende og spekulerede paa, hvordan han skulde komme ind i Huset. Mens han stod der, saa han to smaa Fodgængere komme henad Vejen og standse udenfor Gæstgivergaarden.
  Drengen saa straks, at det var to smaa Piger, og han løb nærmere, for han tænkte, de maaske kunde hjælpe ham.
  „Saa, Birte Marie,“ sagde den ene, „nu maa du ikke græde mer. Nu er vi ved Gæstgivergaarden. Her kan vi nok faa Husly.“
  Knap havde den lille Pige sagt dette, før Drengen raabte til hende: „Nej, det kan ikke nytte, I prøver at faa Husly i Gæstgivergaarden. Det er ganske umuligt. Men her i Bondegaarden har de ingen Gæster. Der skulde I gaa ind!“
  De smaa Piger hørte Ordene ganske tydeligt, men de kunde ikke se den, der talte. Men det undrede de sig ikke saa meget over, for det var jo bælgmørkt. Den største af dem svarede straks: „Nej, den Gaard vil vi ikke gaa ind i, for de, der bor dér, er onde og gerrige. Det er deres Skyld, at vi to er nødt til at gaa og tigge paa Landevejen.“
  „Det kan gerne være,“ sagde Drengen, „men I skal alligevel gaa derind. I skal se, det gaar nok!“
  „Ja, saa lad os da prøve, men I skal se, vi kommer ikke engang indenfor,“ sagde de to smaa Piger og gik op til Stuehuset og bankede paa.
  Husbonden stod endnu foran Ilden og tænkte paa Hesten, da der blev banket paa Døren. Han gik ud for at se, hvad det var, og tænkte i det samme ved sig selv, at han skulde ikke lade sig overtale til at lukke nogen vejfarende ind. Men lige idet han aabnede Døren paa Klem, var der et Vindstød, der passede sit Snit. Det rev Døren ud af Haanden paa ham og slog den tilbage mod Væggen. Han maatte ud paa Trappen for at trække Døren til, og da han kom ind i Stuen igen, stod de smaa Piger alledrede derinde.
  Det var et Par stakkels Tiggerunger, pjaltede og snavsede og sultne, et Par smaa Tøse, der gik bøjede under Poser som var lige saa lange som de selv.
  „Hvad er I for nogen, der løber om paa Vejene saa sent paa Natten?“ sagde Husbonden med streng Stemme.
  De to Børn svarede ikke straks, men satte først deres Poser fra sig. Derpaa gik de hen til ham og rakte ham deres smaa Hænder til Hilsen. „Vi er Anna og Birte Marie fra Engärdet,“ sagde den ældste, „Og vi vilde gerne bede om Nattely.“
  Han tog ikke de fremrakte Hænder og skulde lige til at sætte Tiggerungerne paa Døren, da et nyt Minde steg frem for ham. Engärdet, var det ikke et lille Hus, hvor der havde boet fattig Enke med sine fem Børn? Men Enken skyldte hans Fader nogle hundrede Kroner, og Faderen solgte hendes Hus for at faa sine Penge. Enken rejste saa til Norrland med de ældste Børn for at søge Arbejde, men de to yngste var kommet paa Fattigvæsenet.
  Han blev bitter i sit Sind ved at mindes det. Han vidste, at hans Fader havde maattet høre meget ondt, fordi han havde inddrevet de Penge, der dog var hans med Rette.
  „Hvad tager I jer nu for?“ sagde han med streng Stemme til Børnene. „Tager Fattigvæsenet sig ikke af jer? Hvorfor løber I om og tigger?“
  „Det kan vi ikke gære ved,“ svarede den ældste af Børnene. „Det er de Folk, vi er hos, der har sendt os ud at tigge.“
  „Ja, saa har I da ogsa faaet Poserne fulde, saa I har ikke noget at beklage jer over sagde Bonden. „Nu er det bedst, I tager noget frem af det, I har med, og spiser jer mætte, for her er ingen Mad at faa. Alle Kvindfolkene er allerede gaaet i Seng. Og saa kan I lægge jer i Ovnkrogen, saa kommer I ikke til at fryse.“
  Han slog ud med Haanden som for at vise dem fra sig, og hans øjne fik næsten et haardt Udtryk. Han maatte jo være glad, at han havde haft en Fader, der havde holdt sammen paa sin Ejendom. Ellers havde han maaske ogsaa, da han var lille, maattet løbe om med Tiggerposen ligesom disse to.
  Næppe havde han tænkt Tanken ud, før den skarpe, spottende Stemme, som han havde hørt engang før i Aften, gentog den Ord for Ord. Han lyttede og forstod straks, at det ikke var noget: ikke andet end Vinden, der holdt Hus i skorstenen. Men det underlige var, at, da Vinden saadan gentog Ordene, forekom de ham saa mærkelig dumme og haarde og falske.
  Børnene havde imidlertid lagt sig ved Siden af hinanden paa det haarde Gulv. De var ikke faldet til Ro, men laa og mumlede.
  „Ti stille, siger jeg!“ sagde han. Han var saa pirrelig, at han gerne kunde have slaaet dem.
  Men de blev ved at mumle, skønt han endnu engang raabte til dem, at de skulde tie stille.
  „Da Moder gik fra mig,“ sagde en klar, lille Stemme, „tog hun det Løfte af mig, at jeg hver Aften skulde bede min Aftenbøn. Og det er jeg nødt til at gøre og Birte Marie ogsaa. Saasnart vi har sagt: „Nu lukker sig mit øje“, skal vi nok være stille.“
  Husbonden sad uden at røre sig og hørte de smaa sige deres Bøn. Saa gav han sig til at gaa frem og tilbage, frem og tilbage med lange Skridt, og alt imens vred han sine Hænder, som om han var i stor Vaande.
  Hesten opslidt og ødelagt og disse to Børn gjort til omstrejfende Tiggere! Og begge Dele Faderens Værk! Hvad hans Fader gjorde, havde maaske alligevel ikke været helt rigtigt.
  Han satte sig ned paa en Stol og støttede Hovedet i Hænderne. Pludselig begyndte det at dirre og bæve i hans Ansigt, og han fik Taarer i øjnene. Han skyndte sig at tørre dem af; men der kom ny Taarer, og han fik ligesaa travlt med at faa dem væk. Men ligemeget hjalp det, der kom flere efter dem.
  Nu lukkede hans Moder Døren op fra Lillestuen, og han skyndte sig at dreje Stolen saadan, at han vendte Ryggen til hende. Men hun maatte alligevel have mærket noget usædvanligt, for hun blev længe staaende stille bagved ham, som om hun ventede, han skulde sige noget til hende. Men saa kom hun til at tænke paa, hvor svært det altid er for Mænd at tale om de Ting, der gaar dem mest til Hjerte. Hun maatte vel se at hjælpe ham!
  Hun havde fra Lillestuen set, hvad der var foregaaet i Stuen, saa hun havde ikke nødig at spørge om noget. Hun gik kun ganske stille hen til de sovende Børn, tog dem paa sine Arme og bar dem ind i sin egen Seng i Lillestuen. Derpaa gik hun igen ud til Sønnen.
  „Hør, Lars,“ sagde hun og lod, som om hun ikke saa, at han græd, „de Børn maa du lade mig beholde.“ — „Hvad er det du siger, Moder?“ sagde han og prøvede paa at holde op at græde — „Jeg har haft ondt af dem i flere Aar, lige siden din Fader tog Huset fra deres Moder. Og det har du med.“
  „Hm.“ — „Jeg vil beholde dem her og gøre ordentlige Mennesker ud af dem. De er for gode til at løbe om og tigge.“
  Han kunde ikke svare, for nu kom Taarerne styrtende, men han tog sin Moders gamle, visne Haand og klappede den.
  Men saa fo'r han pludselig op, som om han var bleven bange for noget. „Hvad vilde Fader sige?“ — „Fader har haft sin Tid at styre,“ sagde Moderen, „nu er det din. Saa længe Fader levede, var vi nødt til at lyde ham. Nu er det dig, der skal vise dig, som du er.“ Sønnen blev saa overrasket ved disse Ord at han holdt op at græde. „Jeg viser mig jo da, som jeg er,“ sagde han. — „Nej,“ sagde hans Moder, „det gør du ikke. Du gør dig kun Umage for at ligne din Fader. Han havde levet i trange Tider, og det havde gjort ham angst for at blive fattig. Han syntes, han var forpligtet til først og fremmest at tænke paa sig selv. Men du har aldrig oplevet noget, der kunde gøre dig haard. Du har mer, end du behøver, og det vilde være unaturligt, om du ikke tænkte paa andre.“
  Drengen var gaaet bagefter de smaa Piger ind i Stuen og havde gemt sig i en mørk Krog. Han var ikke sen til at opdage Ladenøglen, der stak op af Frakkelommen. „Naar Bonden nu sætter Børnene paa Døren, tager jeg Nøglen og løber med den,“ tænkte han.
  Men Børnene blev altsaa ikke sat paa Døren, og Drengen sad i Krogen og kunde ikke finde paa, hvad han skulde gøre. Moderen talte længe med sin Søn, og alt som hun talte, stilnede Graaden af, og tilsidst sad han med saadan et kønt Udtryk i sit Ansigt og saa ud som et andet Menneske. Og hele Tiden sad han og klappede den gamle, visne Haand.
  „Ja, nu maa vi vel i Seng,“ sagde den gamle, da hun saa, at han var bleven rolig igen. — „Nej,“ sagde han og rejste sig hurtig, „jeg kan ikke gaa i Seng endnu. Der er een Fremmed til, som jeg maa give Husly i Nat.“
  Mer sagde han ikke, men trak hurtig i Frakken, tændte en Lygte, og gik ud. Der var den samme Storm og Kulde udenfor, men da han kom ud paa Trappen, gav han sig til at nynne. Han tænkte paa, om Hesten vilde kende ham, om den vilde blive glad ved at komme ind i sin gamle Stald. Da han gik over Gaardspladsen, hørte han, der stod en Dør og klaprede i Vinden. „Det er den Ladedør, der er blæst op igen,“ tænkte han og gik hen for at lukke den.
  Et øjeblik efter stod han udenfor Laden og skulde lige til at lukke Døren, da han syntes, han hørte noget pusle derinde.
  Det var nu saadan, at Drengen havde passet sit Snit og var gaaet ud sammen med ham, og han var straks løbet ned til Laden, hvor Kreaturerne var. Men de stod ikke længer udenfor i Regnen. Et stærkt Vindstød havde for længe siden revet Ladedøren op og hjulpet dem til Tag over Hovedet. Men det, Bonden havde hørt pusle, var Drengen, der løb inde i Laden.
  Nu lyste han med Lygten ind i Laden og saa, at der laa sovende Kreaturer hele Gulvet over. Der var ikke et Menneske at se. Dyrene var ikke bundne, men havde lagt sig i Halmen, hvor de kunde komme til.
  Han blev vred, da han saa alle disse ubudne Gæster, og gav sig til at raabe og skælde for at vække de sovende og jage dem ud. Men Dyrene blev liggende uden at føre sig, som om de ikke vilde lade sig forstyrre. Den eneste, der rejste sig, var en gammel Hest, der ganske stilfærdig kom hen til ham.
  Bonden blev pludselig tavs. Han kendte Hesten allerede paa Gangen. Han lod Lygteskæret falde paa den, og Hesten kom hen og lagde sit Hoved paa hans Skulder.
  Saa gav Bonden sig til at klappe den. „Min gamle Hest, min gamle Hest!“ sagde han. „Hvad har de gjort dig? Ja, gamle Dreng, jeg skal nok købe dig tilbage. Du skal aldrig mere bort fra denne Gaard. Du skal faa det, som du vil, gamle Dreng. De andre, som du har taget med, maa blive her, men du skal følge med mig ind i Stalden. Nu kan jeg give dig saa megen Havre, du kan æde, uden at jeg behøver at luske mig til den. Helt ødelagt er du maaske heller ikke. Den kønneste Hest paa Kirkebakken, det skal du blive endnu en Gang. Saa, saa! Saa, saa!“





XXIV

ISBRUDDET

Torsdag 28. April.

Næste Dag var det fint Vejr og klart Solskin. Der blæste ganske vist en temmelig stærk Vestenvind, men det var kun til at glæde sig over, for den tørrede Vejene, der var ganske opblødt af den voldsomme Regn den foregaaende Dag.
  Tidlig om Morgenen kom de to SmaalandsBørn, Aase Gaasepige og lille Mads, gaaende henad en Landevej, der fører fra Sörmland ind i Närke. Vejen fulgte Hjelmarens sydlige sydlige Bred, og Børnene gik og saa paa Isen, der endnu bedækkede Størstedelen af Søen. Morgensolen kastede sit klare Skin over Isen, og den saa ikke mørk og uhyggelig ud, som Foraarsis ellers gør, men skinnedede hvid og fristende. Saa langt de kunde se henover den, laa den fast og tør. Regnvandet var allerede løbet ned i Huller og Sprækker, eller ogsaa var det opsuget af selve Isen. De saa ikke andet end den dejligste Isflade.
  Aase Gaasepige og lille Mads var paa Vandring nordpaa, og de kunde ikke lade være at tænke paa, hvor mange Skridt det vilde spare dem, hvis de kunde gaa tværs over den store Sø i Stedet for at gaa rundt om den. De vidste nok, at Foraarsis er lumsk, men denne saa jo fuldstændig sikker ud. De kunde se, at den var flere Tommer tyk inde ved Land. Og de saa ogsaa en Vej, som de kunde følge, og den anden Bred syntes saa nær, at de maatte kunne gaa derover paa en Time.
  „Kom lad os prøvei!“ sagde lille Mads. „Naar vi bare ser os for, saa vi ikke plumper i en Vaage, saa gaar det nok!“
  Og dermed begav de sig ud paa Søen. Isen var ikke videre glat, men meget behagelig at gaa paa. Der var dog mere Vand ovenpaa den, end de kunde se fra Vejen, og hist og her var der Blærer i Isen, hvor Vandet piblede op og ned. De Steder maatte man tage sig i Agt for, men det var jo let nok midt paa Dagen i det klare Solskin.
  Det gik hurtig let fremad, og Børnene talte ikke om andet end om hvor klogt det havde været af dem at gaa ud paa Isen i Stedet for at blive ved at gaa paa den opblødte Landevej.
  Da de havde gaaet et Stykke, kom de i Nærheden af Vinøen. Der saa' en gammel Kone dem fra sit Vindue. Hun gik ud i Døren, vinkede ad dem og raabte noget, som de ikke kunde høre. De forstod meget godt, at hun advarede dem mod at fortsætte deres Vandring. Men de, der selv var ude paa Isen, kunde jo se, at der ingen Fare var paa Færde. Det vilde da være dumt at gaa i Land, naar alt gik saa udmærket.
  De gik altsaa forbi Vinøen og havde nu en milevid Isflade foran sig. Herude var der flere Steder saa meget Vand paa Isent at Børnene var nødt til at gøre store Omveje. Men det syntes de kun var morsomt. De kappedes om at finde, hvor Isen var bedst. De var hverken trætte eller sultne. De havde hele Dagen for sig, og de lo blot, naar de mødte ny Hindringer.
  Engang imellem saa de over til den anden Bred. Den syntes endnu at være langt borte, skønt de havde gaaet en Time, godt og vel. De var lidt forundrede over, at Søen var saa bred. „Det er, ligesom Bredden løb fra os,“ sagde lille Mads.
  Herude var der ingen Læ mod Vestenvinden. Den blev voldsommere for hvert øjeblik og svøbte deres Tøj saa tæt om dem, at de havde ondt ved at røre sig. Den stærke Blæst var den første virkelige Ubehagelighed, de havde mødt paa deres Vandring.
  Hvad der forbavsede dem var, at Vinden drønede saa underlig stærkt, som om den havde taget Larmen med fra en stor Mølle eller Fabrik. Men den Slags Ting var der jo ingen af derude paa Isvidderne.
  De var gaaet vesten om den store ø Valen, og nu syntes de, de begyndte at mærke, at de nærmede sig den nordlige Bred. Men samtidig blev Vinden heftigere, og det voldsomme Bulder, der ledsagede den, tog saa stærkt til, at de begyndte at blive urolige.
  Lige paa een Gang fik de en Tanke om, at den Larm, de hørte, kunde komme fra Bølger, der skummende og brusende slog imod en Kyst, men det var jo umuligt, da Søen endnu var dækket af Is.
  Alligevel stod de stille og saa sig om. Helt ude mod Vest, henne ved Björnö og Göksholmslandet, fik de øje paa en hvid Mur, der gik tværs over Søen. Først troede de, det var en Snekant langs med en Vej, men de begreb snart, at det var Skum fra Bølger, der slog mod Isen.
  Da de saa dette, tog de hinanden i Hænderne og gav sig til at løbe uden at sige et Ord. Søen var aaben ovre mod Vest, og de syntes, de kunde se, at Skumkanten hurtig flyttede sig mod øst. De vidste ikke, om Is,en var ved at bryde op alle Vegne, eller hvad der kunde ske. Men de følte, at de nu var i Fare.
  Pludselig syntes de, at Isen hævede sig netop paa det Sted, hvor de løb, hævede sig og sank igen, som om en havde stødt til den nedefra. Derpaa hørtes et dumpt Smæld i Isen, og lidt efter viste der sig Sprækker i den til alle Sider. Børnene kunde se, hvordan de løb hen gennem Isskorpen.
  Nu blev der et øjeblik stille paa Isen, men saa mærkede de igen den samme Hævning og Sænkning. Derefter begyndte Sprækkerne at udvide sig til Revner, gennem hvilke man kunde se Vandet pible frem. Straks efter blev Revnerne til Render, og Isskorpen begyndte at dele sig i store Flager.
  „Aase,“ sagde lille Mads, „det er vist Isbrud“.
  „Ja, det er det, lille Mads,“ sagde Aase, „men vi kan endnu naa Land. Løb bare, alt hvad du kan!“
  I Virkeligheden havde Vinden og Bølgerne endnu nok at bestille med at faa Isen bort fra Søen. Det sværeste Arbejde var ganske vist gjort, naar først Isskorpen var gaaet i Stykker, men alle disse Stykker skulde deles paany og kastes imod hinanden og knuses, gnides itu og opløses. Der var endnu en Mængde haard og fast Is tilbage, der dannede store, hele Flager.
  Men den største Fare for Børnene var, at de ikke havde noget Overblik over Isen. De kunde ikke se, hvor Revnerne var saa brede, at de ikke kunde komme over dem. De vidste ikke, hvor de skulde finde de store Isflager, der kunde bære dem. Derfor vankede de om paa maa og faa, frem og tilbage. De kom længere ud paa Søen, istedetfor ind imod Land. De vidste ikke deres levende Raad derude paa den bristende Is og var saa angst, at de tilsidst kun stod stille og græd.
  Da kom der en Flok Vildgæs i strakt Flugt susende over deres Hoveder. De skreg højt og stærkt, og det mærkelige var, at midt i deres Gækken hørte Børnene tydelig Ordene: „I skal gaa til højre, til højre, til højre!“
  De begyndte straks at gaa og fulgte Raadet, men det varede ikke længe, førend de igen stod tøvende foran en bred Revne.
  Igen hørte de Gæssene skrige over deres Hoveder, og i deres Gækken kunde de skelne nogle Ord: „Bliv hvor I er! Bliv hvor I er! Bliv hvor I er!“
  Børnene sagde ikke et Ord til hinanden om det, de hørte, men de lystrede og stod stille. Lidt efter gled Isstykkerne sammen, saa de kunde komme over Revnen. Saa tog de igen hinanden i Haanden og løb. De var angst, ikke alene for Faren, men ogsaa for den Hjælp, de fik.
  Snart stod de igen stille og betænkte sig, men øjeblikkelig hørte de en Stemme oppe fra Luften: „Lige frem!. Lige frem! Lige frem!“ sagde Stemmen.
  Saadan blev det ved at gaa omtrent en halv Timestid, men da havde de naaet den lange Lungersodde og kunde forlade Isen og vade i Land. Det var tydeligt at se, hvor bange de havde været, for da de var kommen op paa Land, blev de ikke engang staaende for at se paa Søen, hvor Bølgerne nu tumlede voldsommere og voldsommere med Isblokkene, men skyndte sig blot videre. Men da de var kommen et Stykke op paa Odden, stod Aase pludselig stille. „Vent lidt, lille Mads,“ sagde hun, „der er noget, jeg har glemt.“
  Aase Gaasepige gik igen ned til Søen. Der gav hun sig til at rode i sin Pose og halede omsider en lille Træsko op; den stillede hun paa en Sten, hvor man ganske tydelig kunde se den. Saa gik hun tilbage til Mads uden at vende sig om en eneste Gang.
  Men aldrig saasnart vendte hun Ryggen til, før en stor hvid Gaas slog ned fra Luften som et Lyn, snappede Træskoen og med samme Fart skød opad igen.





XXV

ARVESKIFTET

Torsdag 28. April.

Da Vildgæssene havde hjulpet Aase Gaasepige og lille Mads over Hjelmaren, fløj de lige mod Nord, til de naaede ind i Vestmanland. Der slog de ned paa en af de store Marker i Fellingsbro Sogn for at hvile og æde.
  Niels Holgersen var ogsaa sulten, men saa sig forgæves om efter noget spiseligt. Mens han stod og kiggede til alle Sider, opdagede han paa Marken ved Siden af et Par Mænd der gik og pløjede. Pludselig lod de Plovene staa og satte sig ned for at spise Frokost. Drengen skyndte sig straks bagefter og listede sig tæt hen til de to Mænd. Det var jo ikke umuligt, han kunde finde nogle Brødsmuler eller en Skorpe, naar de var færdige.
  Der gik en Vej langs Marken, og ad den kom en gammel Mand gaaende. Da han saa de to Plovkørere, standsede han, krøb over Gærdet og gik hen til dem. „Jeg skulde ogsaa til at spise Frokost,“ sagde han, tog sin Ransel af og tog Smør og Brød op. „Det er rart, jeg ikke bliver nødt til at sidde og spise alene paa Grøftekanten,“ vedblev han.
  Og saa kom han og de to Plovkørere i Samtale, og de fik snart at vide, at han var en Grubearbejder fra Norberg. Nu arbejdede han ikke længer. Han var for gammel til at klatre op og ned ad Grubestigerne, men han boede endnu i et lille Hus nærved Gruben. Han havde en Datter gift hernede i Fellingsbro. Hende havde han netop været henne at besøge, og hun vilde have, at han skulde flytte derover, men det kunde han ikke overtale sig til.
  „Naa, saa I synes ikke, her er ligesaa godt som i Norberg?“ sagde Bønderne og trak paa Smilebaandet, for de vidste jo, at Fellingsbro er et af de største og rigeste Sogne paa Egnen.
  „Hvor skulde jeg holde ud at bo paa saadan en Slette?“ sagde den gamle og gjorde en afvisende Haandbevægelse, som om det var noget helt utænkeligt. Og saa begyndte de i al Venskabelighed at strides om, hvor i Vestmanland der var bedst at bo. Den ene af Plovkørerne var født i Fellingsbro, og han talte godt om Sletten, men den anden var fra Vesteraasegnen, og han syntes, at Mälarens Bredder med deres skovbevoksede øer og smukke Odder var den bedste Del af Egnen. Den gamle vilde alligevel ikke lade sig overbevise, og for at gøre det indlysende for dem, at han havde Ret, bad han, om han maatte fortælle dem en Historie, som han i sine unge Dage havde hørt af gamle Folk:
  „Her i Vestmanland boede der langt tilbage i Tiden en gammel Kvinde af Jætteslægt; hun var saa rig, at hun ejede hele Egnen. Hun havde alt, hvad hendes Hjerte kunde begære, naturligvis, men alligevel levede hun i stor Bekymring; for hun vidste ikke, hvordan hun skulde dele sin Ejendom mellem sine tre Sønner.
  Sagen var, at de to ældste Sønner brød hun sig ikke saa meget om, men den yngste var hendes øjesten. Hun undte ham den bedste Arvelod, men paa samme Tid var hun bange for, at der skulde blive Ufred mellem ham og hans Brødre, dersom de opdagede, at hun ikke havde delt lige imellem dem.
  Naa, en Dag følte hun, at hun var Døden saa nær, at hun ikke havde Tid til at betænke sig længer. Da kaldte hun alle sine tre Sønner til sig og gav sig til at tale med dem om Arven.
  „Nu har jeg delt hele min Ejendom i tre Lodder, som I kommer til at vælge imellem,“ sagde hun. „Til den ene Lod har jeg lagt alle mine Egebakker og skovbevoksede øer og blomstrende Enge, og dem har jeg samlet nede omkring Mälaren. Den, der vælger den Lod, faar god Græsning til Faar og Køer paa Strandengene, og paa øerne kan han faa Løv til Vinterfoder, hvis han ikke vil drive Havebrug der. En Mængde Vige og Bugter skærer sig ind i Landet, saa der er god Lejlighed til Fragtfart og al Slags Samfærdsel. Hvor Aaerne løber ud i Søen, faar han gode Havnepladser, saa jeg tror, der vil rejse sig baade Byer og Landsbyer paa hans Enemærker. Og heller ikke vil han komme til at mangle Agerland, skønt Landet ligger saa spredt. Det er kun godt, at hans Sønner fra Begyndelsen vænner sig til at drage fra ø til ø, for det vil gøre dem til gode Søfolk, der kan sejle til fremmede Lande og hente Rigdomme hjem. Ja, det var den første Lod. Hvad siger I om den?“
  Jo, alle Sønnerne var da enige om, at den Lod var udmærket, og at den, der fik den, kunde prise sig lykkelig.
  „Ja, der er ikke noget i Vejen med den,“ sagde den gamle Jættekvinde. „og den anden er heller ikke ilde. I den har jeg samlet alt, hvad jeg ejer af jævn Jord og frit Felt og lagt det ud, Mark ved Mark lige fra Mälaregnen til op i Dalarna. Den, der vælger den Lod, tror jeg ikke vil komme til at fortryde det. Han kan dyrke saa meget Korn, han vil, og bygge sig store Gaarde, og hverken han eller hans Efterkommere behøver at have en Times Bekymring for Udkommet. For at Sletten skal blive sumpet, har jeg gravet nogle store Grøfter over den, og i dem er der hist og her et Vandfald, hvor der kan bygges Møller og Hammerværker. Og langs med Grøfterne har jeg lagt Grusbakker, hvor der kan vokse Skov til Brændsel. Ja, det var den anden Lod, og jeg synes, at den, der faar den, har al Grund til at være tilfreds.“
  Det var alle tre Sønner enige med hende i og takkede hende, fordi hun havde ordnet det saa godt for dem.
  „Jeg har jo gerne villet gøre mit Bedste,“ sagde den gamle, „men nu kommer jeg til det, der har voldt mig mest Bekymring. For ser I, da jeg havde taget alle mine Lunde og Græsgange til den ene Lod og al den dyrkede Jord og de nyopdyrkede Egne til den anden og skulde til at samle lidt sammen til den tredje, opdagde jeg, at jeg ikke havde andet tilbage paa min Ejendom end Fyrrebakker og Granskove og Bjergaase og Klinter og Graastensklipper og magre Enebærkrat og usle Birkelunde og Smaasøer. Og det kunde jeg jo nok begribe, at ingen af jer vilde blive glad ved. Alligevel har jeg samlet alt det Skrab sammen og lagt det hen Nord og Vest for Sletten. Men jeg er bange for, at den, der vælger den Lod, ikke har andet end Fattigdom i Vente. Faar og Geder bliver al den Besætning, han kan have, og han kommer vist til at ligge ude paa Søen og fiske eller gaa paa Jagt i Skoven for at bjerge Føden. Der er ganske vist en Mængde Fosser og Vandfald, saa det kunde nok lade sig gøre at bygge lige saa mange Møller, det skulde være, men jeg et bange for, at han ikke faar stort andet end Bark at male paa dem. Og grumme besværligt faar han det med Ulve og Bjørne, for de vil sikkert holde til i Vildmarken. Ja det er den tredje Lod. Jeg ved nok, at den ikke kan sammenlignes med de to andre, og var jeg ikke saa gammel, vilde jeg gjort Delingen om, men det er umuligt. Og nu har jeg ingen Ro i min sidste Stund, fordi jeg ikke ved, til hvem af jer jeg skal give den ringeste Lod. I har været gode Sønner alle tre, og det er tungt at være uretfærdig mod nogen af jer.“
  Da den gamle Jættekvinde havde sat dem ind i, hvordan Sagerne stod, saa hun bekymret paa Sønnerne. Nu sagde de ikke som før, at hun havde delt retfærdigt og sørget godt for dem. De stod tavse, og det var let at se, at den af dem, der fik den sidste Lod, vilde blive misfornøjet.
  Ja, der laa da den gamle Moder og var fuld af Bekymring, og Sønnerne kunde se, at hun led al Dødens Pine forud, fordi det var hende, der skulde dele Lodderne imellem dem, og hun ikke vidste, hvem af Sønnerne hun skulde gøre ulykkelig ved at give ham den ringeste Lod.
  Men den yngste var den, der holdt mest af sin Moder, og han kunde ikke holde ud at se, hvor hun pintes, men sagde: „Nu skal I ikke bekymre jer mere for den Ting, Moder, men læg I jer til at dø i Fred! Den daarlige Lod kan I give mig. Jeg skal nok prøve paa at slaa mig igennem paa den, og hvordan det end gaar, skal jeg ikke vredes paa jer, fordi de andre har faaet det bedre end jeg.“
  Saasnart han havde sagt dette, blev Moderen rolig, og hun takkede ham og roste ham. At fordele de andre Lodder voldte hende ingen Bekymring, for de var næsten lige gode.
  Da alt var ordnet, takkede den gamle den yngste Søn endnu engang og sagde, at hun havde ventet, at netop han vilde hjælpe hende. Og hun bad ham, naar han kom op i sin Vildmark, mindes den store Kærlighed, hun havde haft til ham.
  Dermed lukkede hun sine øjne og døde, og da Brødrene havde faaet hende i Jorden, gik de alle tre hen for at bese deres Ejendom. Og de to ældste kunde jo ikke andet end være glade og tilfredse.
  Den tredje gik op i sin Vildmark, og han saa, at Moderen havde talt sandt, og at den mest bestod af Bjergskrænter og Smaasøer. Men han kunde tydelig se, at Moderen havde tænkt paa ham med Kærlighed, da hun lagde denne Lod til Rette til ham, for endskønt hun ikke havde haft andet end Skrab at tage af, saa havde hun ordnet det saa godt, at det var det skønneste Land, man kunde se. Paa sine Steder var det barsk og vildt, men skønt var det alligevel. Det gjorde ham godt at se, men glad var han dog ikke.
  Men lidt efter lidt lagde han Mærke til, at Klippegrunden hist og her havde et underligt Udseende. Og da han saa nøjere til, opdagede han, at den næsten overalt var isprængt med Malmaarer. Der var mest Jern, men der var ogsaa rigeligt med Kobber og Sølv deroppe paa hans Ejendom. Han anede, at han havde faaet større Rigdomme end nogen af Brødrene, og efterhaanden gik det op for ham, at hans gamle Moder dog havde haft sin Mening med Skiftet.





XXVI

I BERGSLAGERNE

Torsdag 28. April.


Vildgæssene havde en besværlig Rejse. De havde haft i Sinde at styre lige nordpaa over Vestmanland, saasnart de havde spist Frokost paa Markerne i Fellingsbro, men Vestenvinden tog til i Styrke og forslog dem istedetfor østpaa helt op imod Grænsen af Uppland.
  De fløj højt oppe, og Vinden jog dem afsted i voldsom Fart. Drengen sad og kiggede ned for at faa et Begreb om, hvordan der saa ud i Vestmanland, men kunde ikke rigtig skelne noget. Han saa nok, at der var lavt og fladt her i den østlige Del af Landskabet, men han kunde ikke begribe, hvad det var for nogle Furer og Streger, der løb fra Nord til Syd tværs over Sletten. Det saa meget underligt ud, fordi alle Striberne løb næsten ganske lige og med lige store Mellemrum.
  „Dette Land er lige saa stribet, som min Moders Forklæde,“ sagde Drengen. „Jeg gad vidst, hvad det er for nogle Striber, der løber henover det.“
  „Aaer og Aase, Veje og Jernveje,“ svarede Vildgæssene. „Aaer og Aase, Veje og Jernveje.“
  Og det var virkelig sandt, for da Gæssene blev drevne mod øst, fløj de først over Hedestrømmen, der løber imellem to Aase og har en Jernvej ved Siden. Og saa kom de til Kolbäcksaaen, der har en Jernvej paa den ene Side og en Aas med en Landevej paa den anden. Derpaa traf de paa Svartaaen; langs med den løber der ogsaa Aase og Landeveje, saa Lilleaaen med Badelundsaasen og tilsidst Sagaaen, der har baade Landevej og Jernvej paa sin højre Bred.
  „Aldrig har jeg set saa mange Veje, der alle kommer fra een Side,“ tænkte Drengen. „Der maa være mange Varer, der skal føres herigennem Landet nordfra.“
  Alligevel syntes han, det var underligt, for han troede, at Norden for Vestmanland var det ligesom forbi med Sverige. Hvad der var tilbage af Landet kunde vel knap være andet end Skov og Vildmark, tænkte han.
  Da Vinden havde drevet Vildgæssene helt over til Sagaaen, blev Akka aabenbart klar over, at de var kommen et helt andet Sted hen, end hun vilde, for her vendte hun med Flokken og begyndte i stærk Modvind at kæmpe sig tilbage imod Vest. De fløj altsaa endnu engang over den stribede Slette og fortsatte derpaa Vejen ind imod den vestlige Del af Landskabet, der bestod af skovrige Bjergstrækninger.
  Saa længe Drengen fløj over Sletten, sad han bøjet ud over Gaasens Hals og saa ned, men da den ophørte, og han saa, at der laa store Skovegne foran ham, rettede han sig op og tænkte, at nu vilde han hvile sine øjne, for der, hvor Jorden var dækket af Skov, var der sjælden noget videre at se efter.
  Da de havde fløjet en Tid henover skovbevoksede Aase og Smaasøer, hørte Drengen noget, der peb og ligesom klagede sig nede paa Jorden.
  Saa var han jo nødt til at bøje sig forover og se ned. Vildgæssene fløj ikke videre hurtig nu, da de stred sig frem imod Vinden, saa han kunde ganske tydelig se Landet Under sig. Det første, han opdagede, var et stort Hul, der gik lige ned i Jorden. Ovenover Hullet var der rejst et Hejseværk af tykke Bjælker, og Hejseværket hentede netop nu med Hvinen og Piben en Tønde op, der var fyldt med Sten. Rundt omkring laa der store Stenbunker, en Dampmaskine stod og prustede i et Skur, Kvinder og Børn sad i en Rundkreds paa Jorden og sorterede Sten, paa en smal Hestebane rullede nogle Vogne belæssede med graa Stenblokke, og i Skovbrynet laa der smaa Arbejderboliger.
  Drengen kunde ikke begribe, hvad alt dette var for noget, og han raabte af fuld Hals derned: „Hvad er del for et Sted, hvor de henter saa mange Graasten op af Jorden?“
  „Nej, hør til det Fæ! Hør til det Fæ!“ kvidrede Spurvene, der hørte hjemme der paa Stedet og vidste god Besked. „Han kender ikke Forskel paa Jernmalm og Graasten.“
  Da begreb Drengen, at det han saa, var en Grube. Han blev noget skuffet, for han havde tænkt sig, at en Grube maatte ligge paa et højt Bjerg, men denne laa paa den flade Jord imellem to Bjergaase.
  Snart lod de den bag sig, og Drengen sad igen og stirrede ligeud, for de granbevoksede Aase og Birkelundene, der laa under ham, syntes han, han havde set mange Gange før. Da mærkede han, at der slog en stærk Varme op til ham fra Jorden, og straks maatte han til at kigge ned for at se, hvor den kom fra.
  Under ham laa der store Bunker af Kul og Malm, og midt imellem dem var der en høj, ottekantet, rødmalet Bygning, der sendte et helt Flammebundt op imod Himlen.
  Først kunde Drengen ikke tro andet, end at der var Ildebrand, men da saa han, at Folk gik ganske rolig om dernede uden at bryde sig det ringeste om Ilden, og saa kunde han ikke begribe, hvordan det hang sammen.
  „Hvad er dette for et Sted, hvor ingen bryder sig om, at et Hus staar i lys Lue?“ raabte Drengen ned.


Grube med Hejseværk.
Grube med Hejseværk.

  „Sikken en, der er bange for Ilden!“ kvidrede Bogfinkerne, der boede i Skovbrynet og vidste god Besked med alt, hvad der skete i Nabolaget. „Han ved ikke, hvordan Jernet bliver smeltet ud af Malmen. Han kender ikke Forskel paa Ilden fra en Smelteovn og fra en Ildebrand.“
  Snart lod de Smelteovnen bag sig, og igen sad Drengen og saa ligeud, fordi han troede, at der ikke kunde være ret meget at se i denne Skovegn. Men de havde ikke fløjet langt for han hørte en frygtelig Larm og Spektakel nede fra Jorden.
  Da han saa ned, fik han først øje paa en lille Bæk, der med stærkt Fald styrtede ned ad en Bjergvæg. Ved Siden af Fossen laa der en stor Bygning med sort Tag og høj Skorsten, der udsendte en tyk Røg blandet med Gnister. Udenfor Bygningen laa der Jernklumper og Jernstænger og hele, smaa Bjerge af Kul. Jorden var sort i vid Omkreds, og til alle Sider gik der sorte Veje. Fra Bygningen hørtes en ubeskrivelig Larm. Det buldrede og prustede. Det lød, som om en med stærke Slag søgte at forsvare sig mod et hvæsende, vildt Dyr. Men det underlige var, at ingen brød sig om, hvad der foregik. Et Stykke derfra laa der Arbejderboliger under grønne Træer, og lidt længere borte knejsede en stor, hvid Herregaard. Men udenfor Arbejderboligerne legede Børnene ganske rolig, og i Alleen op til Herregaard gik Folk og spadserede i Ro og Mag.
  „Hvad er dette for et Sted hvor ingen bryder sig om, at de slaar hinanden ihjel inde i Huset?“ raabte Drengen ned mod Jorden.
  „Hak, ak, ak! der er en, der ved god Besked. Hak, ak, ak!“ skrattede en Skade. „Der er ingen, der bliver revet i Stykker. Det er Jernet, der gyder og sprutter, naar det bliver lagt under Hammeren.“
  Snart lod de Jernværket bag sig, og Drengen sad igen og saa ligeud, for han tænkte, at her i Skovegnen kunde der ikke være ret meget at se.
  Da de havde fløjet lidt, hørte han en Klokke ringe, og han maatte endnu engang kigge ned for at se, hvor Lyden kom fra.
  Da saa' han under sig en Bondegaard, han aldrig havde set Mage til. Stuehuset var en lang, rødmalet, enetages Bygning, og den var ikke saa forskrækkelig stor, men det, der forundrede ham, var at se alle de store, velbyggede Udhuse, der laa omkring den. Drengen vidste omtrent, hvor mange Udhuse der behøvedes til en Gaard, men der havde de nok dobbelt og tredobbelt af alt. Saadan en Overflødighed af Bygninger havde han aldrig drømt om. Og han kunde heller ikke regne ud, hvad der skulde gemmes i dem, for der var næsten ingen Marker i Nærheden af Gaarden. Han saa nogle smaa Marker inde i Skoven, men dels var de saa smaa, at han knap vilde, kalde dem for Marker, dels var der allerede paa hver eneste af dem en Lade til at tage i Forvaring, hvad der kunde høstes.
  Paa Staldtaget hang Madklokken under en Hætte, og det var der, det ringede. Husbonden gik hen til Køkkenet med sine Karle, og Drengen saa, at han havde og velvoksne Folk.
  „Hvad er det for Folk, der bygger saadan nogle store Gaarde midt i Skoven, hvor der ingen Marker er?“ raabte Drengen ned mod Jorden.
  Hanen gik paa Møddingen og blev ham ikke Svar skyldig.
  „Gammel Bjergmandsgaard. Gammel Bjergmandsgaard,“ galede den. „Markerne ligger under Jorden, Markerne ligger under Jorden.“
  Nu begyndte det at gaa op for Drengen, at det ikke var en almindelig Skovegn, som man kunde flyve over uden at lægge Mærke til den. Skove og Bjerge var der ganske vist alle Vegne, men det var da en utrolig Masse mærkelige Steder, der laa gemt i dem.
  Der var Grubefelter, hvor Hejsetræerne var nærved at falde omkuld, og hvor Jorden var gennemboret af Grubehuller, og der var Grubefelter, hvor der stadig blev arbejdet, hvor de dumpe Sprængskud kunde høres helt op til Vildgæssene, og hvor hele Byer og Arbejderboliger saas i Skovbrynet. Der var gamle, forladte Smedjer, hvor Drengen gennem det sammenstyrtede Tag kunde se ned paa vældige, jernbeslaaede Hammerskafter og plumpt murede Ovne, og der var store, nyanlagte Jernværker, hvor der blev arbejdet og hamret, saa Jorden rystede. Der var smaa Byer derinde i Vildmarken; de laa ganske stille og saa ud, som om de ikke vidste noget om al Larmen rundt om. Der gik Traadbaner gennem Luften, ad hvilke Kurve belæssede med Malm lydløst gled hen. I alle Fosser snurrede Hjul, elektriske Ledninger løb igennem den tavse Skov, og uendelig lange Jernbanetog kom rullende med tresindstyve, halvfjerdsindstyve Vogne, ladede snart med Malm og Kul, snart med Jernstænger, Jernplader og Staaltraad.
  Da Drengen havde siddet lidt og set paa alt dette, kunde han ikke forholde sig rolig længer. „Hvad hedder dog dette Land, hvor der ikke vokser andet end Jern?“ spurgte han, skønt han vidste, at Fuglene nede paa Jorden vilde gøre Nar af ham.
  Da fo'r en gammel Ugle, der sad og sov inde i en forladt Smeltehyttet op af Søvne. Han strakte sit runde Hoved ud og raabte med sin uhyggelige Stemme: „Uhu, uhu, uhu! Dette Land hedder Bergslagerne. Voksede her ikke Jern, da boede her den Dag i Dag ikke andre end Ugler og Bjørne.“





XXVII

JERNVÆRKET

Torsdag 28. April.

Der blæste en stærk Vestenvind næsten hele den Dag, da Vildgæssene fløj over Bergslagerne, og saasnart de prøvede at styre mod Nord, blev de kastet mod øst. Men Akka troede, at Mikkel løb om i den østlige Del af Landet. Af den Grund vilde hun ikke flyve til den Side, men vendte om den ene Gang efter den anden og stred sig møjsommelig tilbage vesterud. Paa den Maade kom Vildgæssene kun langsomt afsted, og hen paa Eftermiddagen var de endnu ikke komme videre end til Vestmanlands Bjergværksdistrikt. Henimod Aften, lagde Vinden sig pludseligt og de trætte rejsende begyndte at haabe paa, at de kunde faa sig en Timestids let Flugt inden Solnedgang. Men da kom der et voldsomt Vindstød farende. Det drev Gæssene foran sig som Bolde, og Niels Holgerse, der sad ganske sorgløs og ikke drømte om nogen Fare, blev lettet af Gaaseryggen og slynget ud i det tomme Rum.
  Drengen var saa lille og let, at han i den voldsomme Storm, ikke kunde falde lige til Jorden, men først fulgte han et Stykke med Vinden, og derpaa sank han langsomt og flagrende nedad, som et Blad falder fra et Træ.
  „Aa, her er ingen Nød paa Færde,“ tænkte Drengen, endnu mens han faldt. „Jeg synker saa langsomt nedad, som om jeg var et Stykke Papir. Morten Gase skynder sig nok hen og samler mig op.“
  Det første. han gjorde, da han var kommen ned paa Jorden, var at rive Huen af Hovedet og vifte med den, for at den store, hvide Gase Skulde se, hvor han var. „Her er jeg, hvor er du? Her er jeg, hvor er du?“ raabte han og var ganske forbavset over, at Morten Gase ikke allerede stod ved Siden af ham.
  Men den store, hvide var ikke til at se, og han saa heller ikke Vildgaaseflokken aftegne sig mod Himlen. Den var helt forsvunden.
  Han syntes jo nok, det var lidt underligt, men han blev dog ikke bange eller urolig. Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at Folk som Akka og Morten Gase vilde lade ham i Stikken.
  Det voldsomme Vindstød havde vel taget dem med. Saasnart de var i Stand til at vende, kom de nok tilbage og hentede ham.


Vandfyldt Grubehul.
Vandfyldt Grubehul.

  Men hvad var det nu? Hvor i Alverden var han kommen hen? Hidtil havde han kun staaet og kigget op imod Himlen efter Gæssene, men nu kom han pludselig til at se sig om. Han var ikke falden ned paa den flade Jord, men i en dyb, bred Bjergkløft, eller hvad det nu var. Det var et Rum saa stort som en Kirke, med næsten lodrette Klippevægge til alle Sider og helt uden Loft. Paa Jorden laa der nogle store Klippeblokke, og imellem dem voksede der Mos og Tyttebærgrønt og smaa, lave Birke. Hist og her paa Klippevæggene var der fremspringende Kanter, og fra dem hang der pjaltede Stiger ned. Til den ene Side aabnede der sig en mørk Hvælving, der saa ud til at føre langt ind i Bjerget.
  Drengen havde ikke for ingenting en hel Dag fløjet hen over Bergslagerne. Han forstod straks, at den store Kløft var opstaaet ved, at Folk i gamle Dage havde brudt Malm i Bjerget paa dette Sted. „Men jeg maa straks se, om jeg ikke kan klatre op til Jorden igen,“ tænkte han, „for ellers er jeg bange for, at mine Rejsekammerater ikke kan finde mig.“
  Han skulde lige til at gaa hen til Klippevæggen, da der kom en og tog fat i ham bagfra, og han hørte en grov Stemme brumme ind i øret paa sig. „Hvad er du for en?“
  Drengen vendte sig hurtig om, og i den første Forskrækkelse syntes han, at han stod overfor en stor Klippeblok, dækket med graabrun Skæglav, men saa opdagede han, at Klippeblokken havde brede Fødder at gaa paa, Hoved, øjne og en stor, brummende Mund.
  Han kunde ikke faa et Ord frem til Svar, og det lod det heller ikke til, det store Dyr ventede. Det kastede ham omkuld, rullede ham frem og tilbage med Poten og snusede til ham. Det saa ud, som det lige skulde til at sluge ham, men saa kom det paa andre Tanker og raabte: „Murre og Brumme, kom mine Unger, saa skal I faa noget godt!“
  øjeblikkelig kom der farende to laadne Unger, der stod daarlig paa Benene og var bløde i Skindet ligesom Hundehvalpe.
  „Hvad er det, I har fundet, Bjørnemor? Maa vi se, maa vi se?“ raabte Ungerne.
  „Naa, saa det er Bjørne, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte Drengen. „Saa er jeg bange for, at Mikkel Ræv ikke længer behøver at gøre sig nogen Ulejlighed med at jage efter mig.“
  HunBjørnen skubbede med Labben Drengen hen til Ungerne, og den ene af dem snappede ham og løb sin Vej med ham. Men den bed ikke haardt til, for den var overgiven og vilde lege lidt med Tommeltot, inden den bed ham ihjel. Den anden løb bagefter for at faa fat paa Drengen og kom saadan klumpende og dumpende, at den faldt lige ned i Hovedet paa den, der løb med Drengen. Og saa trillede de om imellem hinanden og reves og bedes og knurrede.
  Under alt dette slap Drengen løs, løb hen til Klippevæggen og begyndte at klatre op ad den. Men begge Bjørneungerne kom styrtende efter ham, klatrede raskt og behændigt op ad Bjerge, indhentede ham og kastede ham ned paa Mosset som en Bold. „Nu ved jeg, hvordan en stakkels, lille Mus har det, naar den er kommen i Kattens Kløer,“ tænkte Drengen.
  Han prøvede flere Gange at undslippe. Han løb langt ind i den gamle Grubegang, skjulte sig bag Stenene og klatrede op i Birkene, men Bjørneungerne fandt ham, hvor han saa gemte sig. Saasnart de havde fanget ham, slap de ham løs, for at han igen skulde løbe fra dem, saa de kunde have den Fornøjelse at fange ham paany.
  Tilsidst blev Drengen saa træt og saa led og ked af det hele, at han kastede sig ned paa Jorden. „Løb, løb,“ knurrede Bjørneungerne, „ellers æder vi dig!“ — „Ja, værsgod,“ sagde Drengen, „Jeg kan Ikke holde ud at løbe mer.“ Straks styrtede de to Unger hen til HunBjørnen. „Bjørnemor, Bjørnemor! han vil ikke lege mere,“ klagede de. — „Ja, saa tag ham og del ham lige imellem jer,“ sagde Bjørnemor. Men da Drengen hørte det, blev han saa bange, at han straks gav sig til at lege igen.
  Da det blev Sengetid, og HunBjørnen kaldte paa Ungerne, for at de skulde krybe tæt ind til hende og lægge sig til at sove, havde de moret sig saa dejligt, at de vilde lege den samme Leg næste Dag. De tog Drengen imellem sig og lagde Labberne over ham, saa han ikke kunde røre sig, uden at de vaagnede. De faldt straks i Søvn, og Drengen tænkte, at om lidt vilde han prøve at liste sig bort. Men aldrig i hele hans Liv var der blevet kastet og trillet og jaget og snurret saadan med ham, og han var saa dødsenstræt, at han ogsaa faldt i Søvn.
  Lidt efter kom Bjørnefar klatrende ned ad Klippevæggen. Drengen vaagnede ved, at han rev Stene og Grus løs, idet han lod sig glide ned i den gamle Grube. Drengen turde jo knap røre sig, men han vendte og drejede sig saadan, at han kunde se Bjørnen. Det var en vældig stor og sværlemmet HanBjørn med mægtige Labber, store, skinnende hvide HjØrnetænder og smaa, ondskabsfulde øjne. Drengen kunde ikke gøre for, at det løb ham koldt ned ad Ryggen, da han saa Skovens gamle Konge.
  „Her lugter af Mennesker,“ sagde Bjørnefar, ligesaa snart han kom hen til Bjørnemor, og brummede som et Tordenvejr.
  „Hvor kan du falde paa saadanne Dumheder?“ sagde Bjørnemor og blev ganske rolig liggende, hvor hun laa. „Det er jo en Aftale, at vi ikke mere skal gøre Menneskene Fortræd. Men kom der en af dem herned, hvor jeg og Ungerne holder til, saa skulde der saamænd ikke blive saa meget tilbage af ham, at du kunde lugte det.“
  Bjørnefar lagde sig ned ved Siden af Bjørnemor, men lod ikke til at være rigtig tilfreds med Svaret, for han kunde Ikke lade være at snuse og vejre.
  „Lad være med at ligge og snuse saadan!“ sagde Bjørnemor. „Du skulde da kende mig nok til at vide, at jeg ikke lader noget, der kan gøre Fortræd, komme i Nærheden af Ungerne. Fortæl mig hellere, hvad du har taget dig for? Jeg har ikke set dig i en hel Uge.“
  „Jeg har været ude at se mig om efter en ny Lejlighed,“ sagde Bjørnefar. „Først gik jeg over til Värmland for at spørge vore Slægtninge i Nyskoven, hvordan de havde det der i Landet, men den Ulejlighed kunde jeg have sparet mig. De var allesammen borte. Der var ikke et eneste Bjørnehi i Skoven.“
  „Jeg tror, Menneskene vil have hele Jorden for sig selv,“ sagde Bjørnemor. „Om ogsaa vi lader baade Folk og Fæ i Fred, og ikke lever af andet end Tyttebær og Myrer og Grønt, saa faar vi ikke Lov at blive i Skoven. Jeg gad vidst, hvor vi kan flytte hen og være sikre paa at blive boende.“ — „Her i denne Grube har vi jo haft det udmærket i mange Aar,“ sagde Bjørnefar, „men jeg kan ikke finde mig i at bo her, efter at de har bygget det store Buldreværk lige ved Siden af os. Nu sidst har jeg været henne og set mig om øst for Dalelven, henad Garpenberg til. Dér var ogsaa mange gamle Grubehuller og andre gode Gemmesteder, og jeg synes, det lod til, at man kunde være, saa temmelig i Fred for Mennesker ....“
  I det samme Bjørnefar sagde dette, rejste han sig og snusede til alle Sider. „Det er underligt, hver Gang jeg taler om Mennesker, mærker jeg igen den Lugt,“ sagde han.
  „Se selv efter, naar du ikke vil tro mig!“ sagde Bjørnemor. „Jeg gad nok vidst, hvor et Menneske skulde ligge gemt hernede.“
  Bjørnen gik hele Hulen rundt og snusede. Tilsidst kom han hen og lagde sig ved Siden af Bjørnemor uden at sige et Ord. — „Sagde jeg det ikke nok?“ sagde Bjørnemor. „Men du tror naturligvis ikke, der er andre end dig, der har Næse og øren.“
  „Men kan aldrig være forsigtig nok med saadan et Naboskab, som vi har,“ sagde Bjørnefar stilfærdig. Men saa fo'r han op med et Brøl. Det traf sig saa uheldigt, at en af Bjørneungerne var kommen til at lægge sin Lab hen over Niels Holgersens Ansigt, saa den stakkels Dreng ikke kunde faa Vejret, men gav sig til at nyse. Nu var det umuligt for Bjørnemor at holde Bjørnefar rolig længer. Han kastede Ungerne til højre og venstre og fik øje paa Drengen, inden han naaede at rejse sig op.
  Han havde slugt ham straks, hvis ikke Bjørnemor havde lagt sig imellem. „Rør ham ikke! Det er Ungernes Legetøj,“ sagde hun. „De har moret sig saa dejligt med ham hele Aftenen, at de ikke nænnede at æde ham, men vilde gemme ham til i Morgen.“ Men HanBjørnen skubbede HunBjørnen til Side. „Bland dig ikke i Ting, som du ikke forstaar dig paa!“ brølede han. „Kan du da ikke mærke, hvor han lugter af Mennesker? Ham æder jeg med det samme; ellers spiller han os et eller andet slemt Puds.“
  Han lukkede igen Gabet op, men nu havde Drengen faaet Tid til at tænke sig om, og han havde i største Hast faaet sine Svovlstikker op af Ranselen, de var det eneste Forsvarsmiddel, han havde. Han rev en Svovlstik af paa sine Skindbukser, og da den brændte i lys Lue, stak han den ind i Gabet paa Bjørnen.
  Bjørnen fnøs, da han fik Svovllugten i Næsen, og saa var Flammen ude. Drengen havde en ny Svovlstik rede, men underligt nok gentog Bjørnefar ikke sit Angreb.
  „Kan du tænde mange af den Slags smaa, blaa Roser?“ spurgte Bjørnefar.
  „Jeg kan tænde saa mange, at de kunde gøre det af med hele Skoven,“ svarede Drengen, for han troede, at han paa den Maade kunde skræmme Bjørnen.
  „Kunde du maaske stikke Ild paa Hus og Gaard med?“ sagde Bjørnefar.
  „Ja, det er Ingen Sag for mig,“ pralede Drengen og haabede, at Bjørnen skulde faa Respekt for ham.
  „Det var godt,“ sagde Bjønefar. „Saa skal du gøre mig en Tjeneste. Nu er jeg rigtignok glad over, at jeg ikke aad dig.“
  Derpaa tog Bjørnefar ganske forsigtigt Drengen imellem Tænderne og gav sig til at klatre op af Hulen. Det gik forbavsende let og hurtigt for ham, skønt han var saa stor og tung, og saasnart han var oppe, løb han ind i Skoven. Det gik ogsaa rask nok. Det var ikke til at tage fejl af, at Bjørnefar var som skabt til at bane sig Vej gennem tætte Skove. Hans tunge Krop skød gennem Krattet som en Baad gennem Vandet.
  Bjørnefar blev ved at gaa, til han kom til en Bakke i Skovbrynet, hvor han kunde se det store Jernværk. Der lagde han sig ned, stillede Drengen foran sig og holdt fast paa ham med begge Labber.
  „Kig nu ned paa dette hersens store Buldreværk!“ sagde han til Drengen.
  Det store Jernværk laa med sine mange høje og store Bygninger ved Bredden af et Vandfald. Høje Skorstene udspyede sorte Røgskyer, Ilden fra Smelteovnene flammede, og fra alle Vinduer og Luger skinnede der Lys. Derinde var Hamre og Valseværker i Gang, og de arbejdede med saa stor Kraft, at Luften genlød af Bulder og Larm. Rundt om selve Fabriksbygningerne laa der vældige Kulskure, store Bunker af Slakker, Pakhuse, Bræddestabler og Redskabshuse. Et Stykke derfra var der lange Rækker Arbejderboliger, nette Villaer, skoler, Forsamlingshuse og Butikker. Men alt dette andet var stille og syntes at sove. Drengen saa slet ikke til den Side han havde ikke øje for andet end Jernværket. Jorden var sort rundt om det, Himlen hvælvede sig dejlig mørkeblaa over Flammerne fra Smelteovnen. Fossen gled hvidtskummende forbi, og selv stod det og udsendte Lys og Røg og Ild og Gnister. Aldrig havde han set noget saa vældigt.
  „Vil du nu ogsaa paastaa, du kunde stikke Ild paa saadan en stor Indretning?“ sagde Bjørnen.
  Der stod nu Drengen indeklemt mellem Bjørnelabberne, og han troede, det eneste, der kunde redde ham, var, at Bjørnen fik høje Tanker om hans Magt og Dygtighed. „Det er ligemeget, om det er stort eller lille,“ sagde han derfor. „Jeg kan alligevel faa det til at brænde.“
  „Saa skal jeg sige dig noget,“ sagde Bjørnefar. „Mine Forfædre har holdt til i disse Egne, lige siden der begyndte at vokse Skov her i Landet, og jeg har arvet Jagtmarker og Græsmarker og Hier og Skjulesteder efter dem og har boet i Ro og Fred her alle mine Dage. I Begyndelsen blev jeg ikke videre forstyrret af Menneskene. De gik og hakkede i Bjergene og pillede lidt Malm op, og hernede ved Fossen havde de et Hammerværk og en Smelteovn. Men Hammeren buldrede kun nogle Gange om Dagen, og der var ikke Ild paa Smelteovnen mere end et Par Maaneskifter i Træk. Det var ikke mer end jeg kunde finde mig i. Men nu i de Sidste Aar, siden de har bygget dette hersens Buldreværk, der gaar med samme Fart baade Nat og Dag, kan jeg ikke holde det ud længere. Før boede her ikke andre end en Bestyrer og nogle Smede, men nu er her saa fuldt af Mennesker, at jeg aldrig kan være sikker for dem. Jeg troede, jeg vilde blive nødt til at flytte herfra, men nu har jeg fundet paa bedre Raad.“
  Drengen tænkte ved sig selv, hvad det mon var, Bjørnefar havde hittet paa, men han fik ikke Lejlighed til at spørge, for nu tog Bjørnefar ham paany imellem Tænderne og luntede ned ad Bakken med ham. Drengen kunde ingenting se, men han forstod af den tiltagende Larm, at de nærmede sig Jernværket.
  Bjørnefar kendte Jernværket godt. Han havde gaaet omkring der i mange mørke Nætter, iagttaget, hvad der gik for sig derinde, og spurgt sig selv, om der aldrig blev noget ophold i Arbejdet. Han havde prøvet Murene med Labben og ønsket, at han var saa stærk, at han kunde slaa hele Bygningen til Jorden med et eneste Slag.
  Det var ikke let at skelne ham mod den sorte Jord, og da han tilmed holdt sig i Skyggen langs med Murene, var der ikke synderlig Fare for, at han skulde blive opdaget. Nu gik han uden ængstelse ind imellem Værkstederne og kravlede op paa en Bunke Slakker. Her rejste han sig paa Bagbenene, tog Drengen mellem Forlabberne og rakte dem i Vejret. „Prøv, om du kan se ind i Huset!“ sagde han.
  Inde i Jernværket var de i Færd med Bessemerblæsning. Oppe under Loftet hang der en stor, sort rund Kugle, fyldt med smeltet Jern; den pressede de en stærk Luftstrøm ind i. Og da Luften med en forfærdelig Larm trængte ind i Jernmassen, fo'r der store Sværme af Gnister ud af den. Gnisterne kom i Bundter, i Knipper, i lange Klaser. De havde mange forskellige Farver, var store og smaa, fo'r imod en Væg og fløj ud over hele det store Rum. Bjørnefar lod Drengen se paa det pragtfulde Skuespil, lige til de var færdige med at blæse, og det røde, flydende, smukt skinnende Staal strømmede ud af den runde Kugle ned i Pøsene. Drengen syntes, at det, han saa', var saa smukt, at han blev helt ude af sig selv og var nær ved at glemme, at han sad fangen mellem to Bjørnelabber.
  Bjørnefar lod ogsaa Drengen kigge ind i Valseværket. En Arbejder var netop i Færd med at tage et kort og tykt Stykke Jern ud af en Ovn og lægge det ind under en Valse. Da Jernstykket igen kom frem af Valsen, var det langt og sammentrykt. Straks greb en anden, Arbejder det og lagde det ind under en haardere Valse, der gjorde det endnu længere og tyndere. Saadan gik det fra Valse til Valse, blev rakt og strakt og snoede sig tilsidst henad Gulvet som en mange Alen lang, rødglødende Traad. Men mens det første Stykke Jern blev presset, tog de et nyt ud af Ovnen og lagde det under Valserne, og naar det var kommet lidt paa Vej, hentede de et tredje. Uafladelig snoede ny, røde Traade sig henad Gulvet som hvæsende Slanger. Drengen syntes, det var smukt at se Jernet, men endnu smukkere var det at se Arbejderne, der let og behændigt greb de glødende Slanger med deres Tænger og tvang dem ind under Valserne. Det var som en Leg for dem at haandtere det sydende Jern. „Jeg maa sige: dette er Arbejde for Mænd,“ sagde Drengen ved sig selv.
  Bjørnen lod ham ogsaa kigge ind i Smelteovnen og i Stangjernssmedjen, og Drengen blev mere og mere forbavset, da han saa, hvordan Smedene haandterede Ild og Jern. „De Folk er ikke bange for Ild og Hede,“ tænkte han. Sodede og sorte var de ogsaa. Drengen syntes, de var som en Slags Ildmennesker, saadan som de kunde bøje og forme Jernet, som de lystede. Han kunde ikke tænke sig, det var almindelige Mennesker, der havde den Magt.
  „Saadan bliver de ved derinde Dag efter Dag og Nat efter Nat,“ sagde Bjørnefar og lagde sig ned paa Jorden. „Du kan nok begribe, det er ikke til at holde ud. Det er rigtignok godt, at jeg nu kan faa en Ende paa det.“
  „Kan I det?“ sagde Drengen. „Hvordan vil I da bære jer ad med det?“
  „Jo, jeg har tænkt mig, at du skulde stikke Ild paa Bygningerne her,“ sagde Bjørnefar. „Paa den Maade fik jeg Fred for det evige Spektakel og kunde blive boende i min Fødeegn.“
  Drengen blev saa kold som Is over hele sin Krop. Naa, saa derfor var det, Bjørnefar havde ført ham herhen.
  „Stikker du Ild paa Buldreværket, saa lover jeg dig, at du beholde Livet,“ sagde Bjørnefar. „Men hvis du ikke gør, som jeg vil, skal det snart være ude med dig.“
  De store Værksteder havde stærke Mure, og Drengen tænkte ved sig selv, at Bjørnefar kunde befale saa meget han vilde, det var alligevel umuligt at adlyde ham. Men straks efter saa han, at det maaske ikke vilde være saa umuligt. Lige ved Siden af ham laa der en Bunke Halm og Høvlspaaner, som han let kunde stikke Ild paa, ved Siden af Spaanerne var der en Bræddestabel, og Bræddestablen stødte op til det store Kulskur. Men Kulskuret gik helt hen til Værkstederne, og gik der Ild i det, vilde llden snart flyve over paa Jernværkets Tag. Der vilde gaa Ild i alt, hvad der fandtes af brandbare Ting, Murene vilde revne af Heden og Maskinerne blive ødelagt.
  „Naa vil du, eller vil du ikke?“ spurgte Bjørnefar.
  Drengen vidste godt, at han straks burde svare, at han ikke vilde, men han vidste godt, at saa vilde Bjørnelabberne, der havde fat om ham, klemme ham ihjel med et eneste Tag. Saa sagde han: „Jeg maa have Lov at betænke mig lidt.“
  „Naa, ja, lad gaa!“ sagde Bjørnefar. „Men jeg skal sige dig, at det er netop Jernet, der har givet Menneskene saadan et Overtag over os Bjørne, at jeg ogsaa af den Grund gerne vilde have en Ende paa Arbejdet her.“
  Drengen tænkte, at han vilde bruge Betænkningstiden til at finde, paa en eller anden Maade at slippe bort, men han var saa bange, at han ikke kunde faa sine Tanker til at gaa den Vej, han vilde, men istedetfor gav han sig til at tænke paa, hvad for en god Hjælp Jernet var for Menneskene. De brugte jo Jern til alting. Jern var der i Ploven, der trak Furerne i Marken, i øksen, der huggede Tømmeret, i Leen, der mejede Kornet, i Kniven, der kunde bruges til alle mulige Ting. Jern var der i Bidslet, som Hesten blev styret med, i Laasen, der lukkede Døren, i Sømmene, der holdt Møblerne sammen, i Pladerne, som Taget var tækket med. Bøssen, der havde udryddet de vilde Dyr, var af Jern, og ligesaa Hakken, der havde brudt Malm i Gruben. Jern var de Krigsskibe beklædt med, som han havde set i Karlskrona, paa Jernskinner rullede Lokomotiverne gennem Landet, af Jern var Naalen, der syede Frakken, Saksen, der klippede Faarene, Gryden, hvori Maden blev kogt. Stort og smaat, alt, hvad der var nyttigt og uundværligt, var af Jern. Bjørnefar havde jo Ret i, at det var Jernet, der havde givet Menneskene deres Overmagt over Bjørnene.
  „Naa, vil du saa, eller vil du ikke?“ spurgte Bjørnefar.
  Drengen fo'r op af sine Tanker. Her stod han og tænkte paa ganske unødvendige Ting og havde endnu slet ikke fundet paa, hvordan han skulde slippe bort. „I maa ikke være saa utaalmodig,“ sagde han. „Det er en vigtig Ting for mig, og jeg maa have Tid til at betænke mig.“
  „Ja, saa betænk dig da lidt endnu,“ sagde Bjørnefar. „Men jeg vil sige dig, at det er Jernets Skyld, at Menneskene et bleven saa meget klogere end vi Bjørne, og alene af den Grund vil jeg det gerne til Livs.“
  Da Drengen havde faaet denne ny Frist, vilde han bruge den til at udpønse en Redningsplan. Men Tankerne gik som de vilde den Nat, og de begyndte igen at beskæftige sig med Jernet. Lidt efter lidt klarede det sig for ham, hvor meget Menneskene havde været nød til, at tænke og grunde, inden de havde udfundet, hvordan de skulde smelte det ud af Malmen, og han saa tydelig de gamle, sorte Smede for sig, som de stod bøjede over Essen og grublede over, hvordan de bedst skulde komme til Rette med det. Det var maaske, fordi de havde grublet saa meget over Jernet, at Forstanden var kommen i Vækst hos Menneskene, til de omsider var naaet saa vidt, at de kunde bygge saadanne store Fabrikker. Der var vist ingen Tvivl om, at Menneskene skyldte Jernet mere, end de selv vidste af.
  „Naa, hvordan gaar det?“ sagde Bjørnefar. „Vil du, eller vil du ikke?“
  Det gav et Sæt i Drengen. Her stod han og tænkte unødvendige Tanker og vidste endnu ikke, hvordan han skulde bære sig ad med at slippe væk. „Det er ikke saa let at vælge, som I tror,“ sagde han. „I maa give mig Betænkningstid.“
  „Ja, lidt endnu vil jeg vente paa dig,“ sagde Bjørnefar. „Men saa faar du ikke længere Henstand. Du maa vide, det er Jernets Skyld, at der kan bo Mennesker her i Bjørnelandet, saa du kan nok forstaa, jeg gerne vil det til Livs.“
  Drengen havde i Sinde at bruge den sidste Frist til at finde paa en Udvej, men saa urolig og forvirret som han var, gik Tankerne deres egne Veje, og de fik nu travlt med alt det, han havde set, mens han fløj hen over Bergslagerne. Hvor det dog var forunderligt, at der var saa meget Liv og Bevægelse, saa meget Arbejde ude i Vildmarken. Tænk, hvor tomt og øde her vilde have været, hvis der ikke havde været Jern! Han tænkte paa dette Jernværk, der havde givet saa mange Mennesker Arbejde, lige siden det blev bygget, og som nu havde samlet saa mange Huse rundt om sig fulde af Mennesker, og som havde trukket Jernveje og Telegraftraade til sig, og som udsendte ...
  „Naa, hvordan gaar det?“ spurgte Bjørnen. „Vil du, eller vil du ikke?“
  Drengen strøg sig med Haanden over Panden. Han havde ikke fundet paa nogen Udvej, men saa meget vidste han, at han ikke vilde gøre Jernet noget, det, der var saadan en god Hjælp for rige og fattige, og som gav saa mange Mennesker i Landet Brød.
  „Jeg vil ikke,“ sagde han.
  Bjørnefar klemte lidt haardere til med Labberne uden at sige noget.
  „I skal aldrig faa mig til at ødelægge et Jernværk,“ sagde Drengen. „For Jernet er til saa stor Velsignelse, at det er Synd at forgribe sig paa det.“
  „Saa venter du vel heller ikke, jeg skal lade dig leve?“ sagde Bjøtnen.
  „Nej, det venter jeg ikke,“ sagde Drengen og saa Bjørnefar lige ind i øjnene.
  Bjørnefar klemte endnu fastere til med Labberne. Det gjorde saa ondt, at Drengen fik Taarer i øjnene, men han kneb Munden sammen og sagde ikke et Ord.
  „Godt! En, to, tr ..!“ sagde Bjørnefar og løftede langsomt den ene Lab, for han haabede til det sidste, at Drengen skulde give sig.
  I det samme hørte Drengen noget klirre lige i Nærheden, og han saa en blank Bøssepibe blinke et Par Skridt fra dem. Baade han og Bjørnefar havde været saa optaget af deres eget, at de ikke havde lagt Mærke til, at et Menneske havde listet sig tæt hen til dem.
  „Bjørnefar!“ skreg Drengen. „Hører I ikke, der var nogen, der spændte Hanen paa et Gevær? Løb! Ellers bliver I skudt!“
  Bjørnefar kom afsted i en Fart, men fik dog Tid til at tage Drengen med. Et Par Skud knaldede, idet han styrtede bort, og Kuglerne peb ham om ørene, men han slap godt fra det.
  Som Drengen nu hang der og dinglede udenfor Bjørnens Gab, faldt det ham ind, at han vist aldrig havde baaret sig saa dumt ad som i Nat. Havde han blot tiet stille, saa var Bjørnen bleven skudt, og han selv var sluppen løs. Men han havde vænnet sig saadan til at hjælpe Dyrene, at han gjorde det ganske uden at tænke over det.
  Da Bjørnefar var kommen et Stykke ind i Skoven, standsede han og satte Drengen ned paa Jorden. „Tak skal du have, lille Mand!“ sagde han. „De Kugler havde nok ramt bedre, hvis du ikke havde været. Og nu vil jeg til Gengæld gøre dig en Tjeneste. Skulde du nogensinde igen møde en Bjørn, saa sig kun til ham, hvad jeg nu hvisker til dig, saa rører han dig ikke.“
  Derpaa hviskede Bjørnefar Drengen et Par Ord i øret, og saa skyndte han sig afsted, for han syntes, han kunde høre, at Hundene og Jægerne forfulgte ham.
  Men Drengen stod alene tilbage i Skoven, fri og uskadt, og kunde knap selv forstaa, hvordan det var muligt.

⋅


  Vildgæssene havde hele Aftenen fløjet frem og tilbage, spejdet og raabt, men ikke kunnet finde Tommeltot. De blev ved at lede, længe efter at Solen var gaaet ned, og da det tilsidst blev saa mørkt, at de maatte stille sig hen at sove, var de meget mismodige. Der var ikke en eneste af dem, som ikke troede, at Drengen havde slaaet sig ihjel i Faldet og nu laa og var død nede i Underskoven, hvor de ikke kunde se ham. Men næste Morgen, da Solen stak Hovedet op over Bjergene og vækkede Vildgæssene, laa Drengen som sædvanlig og sov midt iblandt dem, og han kunde ikke lade være at le, da han vaagnede og hørte dem skrige og kagle af Forbavselse.
  De var saa nysgerrige efter at høre, hvad der var hændt ham, at de ikke vilde flyve ud paa Græs, førend han havde fortalt alt, hvad han havde oplevet. Drengen fortalte rask og muntert hele sit Eventyr med Bjørnene, men saa lod det til, at han, ikke vilde fortælle mere. „Hvordan jeg kom tilbage til jer, det ved I vel allerede?“ sagde han. — „Nej, vi ved ingenting. Vi troede, du havde slaaet dig ihjel.“ — „Det var da underligt,“ sagde Drengen. „Jo, da Bjørnefar gik fra mig, klatrede jeg op i en Gran og faldt i Søvn. Men ved første Daggry vaagnede jeg ved, at en Ørn kom susende henover mig, tog mig i sine Kløer og fløj bort med mig. Jeg tænkte naturligvis, at nu var det ude med mig. Men han gjorde mig ingenting, fløj blot lige herhen og lod mig falde ned midt iblandt jer.“
  „Sagde han ikke, hvem han var?“ spurgte den store, hvide.
  „Han var borte, inden jeg kunde faa sagt saa meget som Tak. Jeg troede, det var Mor Akka, der havde sendt ham hen at hente mig.“
  „Det var da mærkværdigt,“ sagde den hvide Gase. „Er du vis paa, det var en Ørn?“
  „Aldrig i mit Liv har jeg set en Ørn,“ sagde Drengen. „Men han var saa stor, at jeg ikke kan give ham et ringere Navn.“
  Morten Gase vendte sig om til Vildgæssene for at høre, hvad de mente om dette. Men de stod og saa op i Luften og saa ud, som om de tænkte paa helt andre Ting.
  „Vi maa da ikke helt glemme at spise Frokost i Dag,“ sagde Akka og løftede hurtig Vingerne til Flugt.








XXVIII

DALELVEN

Fredag 29. April.

Den Dag fik Niels Holgersen det sydlige Dalarna at se. Vildgæssene styrede deres Flugt over Grängesbergs vældige Grubefelt, over de store Anlæg ved Ludvika, over Ulvshyttens Jernværk og Grängshammars gamle, nedlagte Værk helt op til Stora Tunas Sletter, og Dalelven. Da Niels ved Begyndelsen af Turen saa Fabriksskorstene stikke op bag hver en Aas, syntes han, at det hele var som i Vestmanland, men da han kom til den store Elv, fik han noget nyt at se paa. Det var den første rigtige Flod, Drengen saa, og det betog ham stærkt at se denne store, brede Vandmasse komme glidende gennem Landet.
  Da Vildgæssene havde naaet Torsångs Flydebro, vendte de og fløj mod Nordvest langs med Elven, som om de vilde bruge den til Vejviser. Drengen sad og saa ned paa Bredderne, hvor der en lang Strækning laa den ene Bygning ved Siden af den anden. Han saa de store Fald ved Domnarfvet og Kvarnsveden og de store Fabrikker, de havde at drive. Han saa' Flydebroerne, der hvilede paa Elven, Færgerne, den havde at bære, Bjælkerne, som den førte afsted, Jernbanerne, der løb langs med den eller tværs over den, og det begyndte lidt efter lidt at gaa op for ham, hvad det var for et stort og mærkeligt Vand.
  Elven slog en stor Bue mod Nord. Inde i Krumningen var der øde og folketomt, og Vildgæssene slog ned paa en Eng for at græsse. Drengen løb fra dem helt hen til, Skrænten for at se paa Elven, der flød i et bredt Leje dybt nedenunder ham. En Landevej førte helt hen til Elven, og de rejsende blev sat over paa en Færge. Det var nyt for Niels, og det morede ham at se paa det, men pludselig blev han overfaldet af en forfærdelig Træthed. „Jeg bliver nødt til at sove lidt. Jeg har jo næppe lukket et øje i Nat,“ tænkte han, krøb ned i en tæt Tue, gemte sig saa godt han kunde under Græs og Straa og faldt i Søvn.
  Han vaagnede ved, at der sad nogle, Mennesker og talte sammen ved Siden af ham paa Engen. De var kommet ad Landevejen, men kunde ikke blive sat over Elven, for store Isstykker svømmede nedad den og hindrede Overfarten. Mens de ventede, gik de op i Engen og sad der og talte om, hvor besværligt det var med den Elv.
  „Jeg gad nok vidst, om vi skal have saadan en Oversvømmelse i Aar som i Fjor,“ sagde en Bonde. „Da gik Elven helt op til Telefonstængerne hjemme hos os og tog hele vor Flydebro med sig.“


Dalelven.
Dalelven.

  „I Fjor gjorde den ikke synderlig Skade i vort Sogn,“ sagde en anden, „men forrige Aar tog den en fuld Hølade fra mig.“
  „Jeg glemmer aldrig den Nat, da den ødelagde den store Bro ved Domnarfvet“ indskød en Jernbanearbejder. „Ingen paa hele Værket lukkede et øje den Nat.“
  „Ja, vist er Elven slem til at gøre Fortræd,“ sagde en stor, stovt Mand, „men naar jeg hører jer sidde her og tale saa ondt om den, kan jeg ikke lade være at tænke paa Provsten derhjemme. Der var Gilde i Provstegaarden, og Folk sad og beklagede sig over Elven akkurat saadan som I gør nu, men da blev Provsten helt vred og sagde, at han vilde fortælle os en Historie. Og da han var færdig, var der ingen, der var i Stand til at sige et ondt Ord om Dalelven, og jeg gad vidst, om det ikke var gaaet jer ligedan, hvis I havde været med.“
  Da de ventende hørte dette, vilde de alle have at vide, hvad Provsten havde sagt om Elven, og Bonden fortalte saa Historien, saa godt han kunde huske den.
  „Oppe ved den norske Grænse laa der en Fjeldsø. Ud fra den løb en Aa, der lige fra den første Begyndelse var strid og hidsig. Saa lille den var, blev den dog kaldt Storaaen, fordi det saa ud til, at der kunde blive noget dygtigt af den.
  Straks da den kom ud af Søen, kastede den et Blik omkring sig for at se, i hvilken Retning den helst skulde løbe, men da var det egentlig ikke noget opmuntrende Syn, der mødte den. Til højre, til venstre og ligefor var der ikke andet at se end skovklædte Aase, der lidt efter lidt gik over til nøgne Fjeldrygge, og nøgne Fjeldrygge, der lidt efter lidt bævede sig til høje Bjergtoppe.
  Storaaen kastede Blikket til venstre. Der havde den Langfjeldet med Djupgravstöten, Barrfröhågna og Storvätteshågna. Den saa mod Nord; der havde den Näsfjeldet, i øst stod Nipfjeldet, og i Syd Fjeldet Städjan. Det var ikke langt fra, at den tænkte, om det ikke var klogest at vende tilbage til Søen igen. Men saa syntes den alligevel, at den dog burde gøre et Forsøg paa at finde ud til Havet, og saa begav den sig paa Vej.
  Det er let at forstaa, at det var et drøjt Stykke Arbejde for den at bane sig Vej gennem dette vilde Fjeldland. Var der ikke andet, der stod i Vejen for den, saa var der altid Skoven. Den maatte rive den ene Fyr omkuld efter den anden for at faa frit Løb. Den var mægtigst og stærkest om Foraaret, naar det første Tilløb kom og fyldte den med Snevand fra Granskovene, og naar dernæst Tilløbet fra Fjeldene fyldte den med Fjeldvand. Da samlede den al sin Kraft og styrtede frem, fejede Sten og Jord til Side og gravede sig igennem Sandaase. Ogsaa om Efteraaret kunde den gøre et ordentligt Stykke Arbejde, naar Efteraarsregnen havde styrket den.
  En skøn Dag, da Storaaen som sædvanlig havde travlt med at bane sig Vej, hørte den pludselig en Boblen og Brusen til højre for sig, langt borte i Skoven. Den gav sig til at lytte saa ivrigt, at den næsten stod stille. „Hvad i Alverden kan det være?“ sagde den.
  Skoven, der stod rundt om den, kunde ikke lade være at gøre sig lidt lystig over den. „Du bilder dig nok ind, at du er ganske ene i hele Verden,“ sagde den. „Men jeg kan fortælle dig, at den, du hører bruse, er ingen anden end Gröfvelaaen fra Grofvelsøen. Den har lige gravet sig igennem en smuk Dal, og den kommer nok ligesaa tidlig ud til Havet som du.“
  Men Storaaen havde sit eget Sind, og da den fik dette Svar, sagde den uden at betænke sig et øjeblik: „Den Gröfvelaa er nok kun en lille Stakkel, der ikke kan hjælpe sig selv. Hils du den fra mig og sig, at Storaaen fra Vånsøen er paa Vej ud til Havet, og at jeg nok skal tage mig af den og hjælpe den frem, hvis den vil slaa Følge med mig.“
  „Du er en skrap Fyr, saa lille du er,“ sagde Skoven. „Jeg skal nok bringe Gröfvelaaen din Hilsen, men jeg er ikke vis paa, at den bliver glad for den!“
  Men næste Dag stod Skoven der og skulde hilse fra Gröfvelaaen og sige, at den havde haft det saa svært, at den var glad ved at faa Hjælp, og den skulde nok komme og forene sig med Storaaen, saa snart den kunde.
  Efter dette gik det selvfølgelig endnu flinkere for Storaaen, og det varede ikke længe, inden den havde arbejdet sig saa langt frem, at den fik øje paa en lang, smal, smuk Sø, der laa og afspejlede Idreberget og Fjeldet Stadjan.
  „Hvad er nu dette for noget?“ sagde den, og atter var den lige ved at staa stille af Forbavselse. „Jeg har da ikke baaret mig saa dumt ad, at jeg igen er kommen tilbage til Vånsøen?“
  Men Skoven, som var til Stede alle Vegne paa den Tid, svarede straks: „Nej, vist er du ikke kommen tilbage til Vånsøen. Denne Sø er Idresøen, der er bleven fyldt med Vand fra Sønderelven. Det er en dygtig Elv. Den er lige nu bleven færdig med lave Søen, og nu er den i Færd med at skaffe sig Afløb fra den.“
  Da Storaaen hørte dette, sagde den straks til Skoven: „Du, der trænger frem alle Vegne, vil du ikke nok hilse Sønderelven, at Storaaen fra Vånsøen er kommen. Hvis den vil lade mig løbe igennem Søen, skal jeg til Gengæld tage Elven med mig ud til Havet, og du kan sige, at den ikke behøver at bekymre sig for, hvordan den skal slippe frem; det sørger jeg for.“
  „Jeg skal gerne bringe den dit Forslag,“ sagde Skoven, men jeg tror ikke, at Sønderelven gaar ind paa det, for den er er lige saa mægtig som du.“
  Men næste Dag kunde Skoven fortælle, at Sønderelven ogsaa var bleven træt af at bane sig Vej alene, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.
  Aaen løb nu igennem Søen og gav sig derpaa til at kæmpe med Skoven og Fjeldene ligesom før. En Tid lang gik det godt, men saa kom den ind i en Fjelddal, der var saa tæt lukket, at den ingen Udvej kunde finde. Storaaen laa og skummede af Arrigskab, og da Skoven hørte, hvor rasende den var, sagde den: „Nu er det nok ude med dig alligevel!“
  „Ude med mig!“ sagde Storaaen. „Nej, jeg har bare travlt med et Storværk. Jeg vil prøve, om jeg ikke ligesaa godt kan lave en Sø som Sønderelven.“
  Saa begyndte den at fylde Särnasøen, og det blev en hel Sommers Arbejde. Efterhaanden som Vandet steg i Søen, løftedes Storaaen højere op, og tilsidst brød den sig en Udvej mod Syd.
  Da den lykkelig og vel var kommen ud af denne Klemhærke, hørte den en Dag en vældig Susen og Brusen til venstre for sig. Saa mægtig en Brusen havde den aldrig før hørt i Skoven, og den spurgte straks, hvad det var.
  Skoven var som sædvanlig øjeblikkelig parat med Svaret. „Det er Fjätelven,“ sagde den. „Kan du høre, hvor den bruser og skummer? Den er paa Vej ud til Havet.“
  „Ifald du naar saa langt, at Elven kan høre dig,“ sagde Storaaen, „vil du saa ikke hilse den sølle Elv og sige, at Storaaen fra Vånsøen tilbyder at tage den med ud til Havet paa den Betingelse, at den antager mit Navn og lydig lægger sig i min Flodseng.“
  „Jeg kan aldrig tro, at Fjätelven vil opgive at gøre den Rejse paa egen Haand,“ sagde Skoven. Men næste Dag maatte den erkende, at ogsaa Fjätelven var bleven træt af at grave sin egen Vej, og at den var rede til at forene sig med Storaaen.
  „Nu gik det bestandig fremad for Storaaen. Den var dog ikke saa stor, som man skulde have ventet, da den havde draget saa mange Hjælpere til sig. Men stolt var den. Den skred frem næsten i lutter Vandfald, og med vældigt Drøn kaldte den til sig alt, hvad der boblede og bruste i Skoven, om det saaa ikke var andet end en Vaarbæk.
  En Dag hørte den noget bruse langt, langt vester ude. Og da den spurgte Skoven, hvem det var, fik den til Svar, at det var Fuluelv, der optog Vandet fra Fulufjeld og allerede havde opnaaet at faa gravet en lang og bred Fure.
  Saa snart Storaaen fik dette at vide, sendte den sin sædvanlige Hilsen, og Skoven paatog sig som sædvanlig at overbringe den. Næste Dag kom den med Svar fra Fuluelv. „Sig til Storaaen,“ havde Elven svaret, „at jeg aldeles ikke ønsker dens Hjælp. Det havde sømmet sig bedre for mig end for Aaen at sende en saadan Hilsen, da jeg er den mægtigste af os to, og det nok bliver mig, der kommer først ud til Havet.“
  Næppe havde Storaaen faaet den Besked, før den havde sit Svar paa rede Haand. „Vil du straks svare Fuluelv,“ sagde den til Skoven, „at jeg udfordrer den til Kamp. Anser den sig for at være mægtigere end jeg, maa den bevise det med at løbe omkap med mig. Den, der kommer først til Havet, har vundet.“
  Da Fuluelv fik den Hilsen, svarede den:
  „Jeg har ikke noget udestaaende med Storaaen, og jeg havde holdt mest af at vandre min Vej i Fred og Ro. Men jeg har saa megen Hjælp at vente af Fulufjeld, at det vilde være fejgt af mig ikke at tage imod Udfordringen.“
  Og saa begyndte de to Strømme deres Kapløb. De bruste afsted med endnu større Hast end før og havde ingen Ro hverken Sommer eller Vinter.
  Men det lod til, at Storaaen meget snart skulde komme til at fortryde, at den havde været saa forvoven at udfordre Fuluelven, thi den mødte en Hindring, der var lige ved at blive den for mægtig. Det var et Bjerg, der laa i Vejen for den, saa den ikke kunde komme frem uden gennem en trang Revne. Den kneb sig sammen og gik i stride Fossefald, men i mange Aar maatte den file og slide, inden den fik Revnen udvidet til en nogenlunde bred Rende.
  I al den Tid spurgte Storaaen mindst én Gang hvert Halvaar Skoven, hvordan det gik Fuluelv.
  „Elven gaar det saa godt, som ønskes kan,“ sagde Skoven. „Den har nu forenet sig med Görelven, der optager Vandet fra de norske Fjelde.“
  En anden Gang, da Aaen spurgte til Elven, svarede Skoven: „Den behøver du ikke at være bekymret for, den har lige faaet hele Hormundsøen med sig.“
  Men Hormundsøen havde Storaaen selv gjort Regning paa at faa til sig, saa da den hørte, at den var gaaet til Fuluelv, blev den saa rasende, at den endelig brød sig gennem „Trängslet“ og den rev meget mere Skov og Jord med sig, end den behøvede. Det var netop Foraar, og den oversvømmede hele Egnen mellem Hyckjebjerget og Väsabjerget, og inden den faldt til Ro igen, havde den skabt den Egn, der kaldes Elvdalen.
  „Jeg gad nok vidst, hvad Fuluelv siger til dette!“ sagde Storaaen til Skoven.
  Fuluelv havde imidlertid udgravet Transtrand og Lima, men nu havde den temmelig længe staaet stille foran Limed og ledt efter en Udvej, da den ikke dristede sig til at kaste sig ned ad det stejle Bjerg der. Men da den fik at høre, at Storaaen havde brudt sig Vej gennem Trängslet og gravet Elvdalen ud, sagde den, at nu maatte det briste eller bære. Nu kunde den ikke længer blive staaende stille. Og saa kastede den sig ned ad Limedfossen.
  Det var et vældigt Spring, men Elven kom velbeholden ned, og nu kan det nok være, at den fik Fart paa. Den udgravede Malung og Järna, og der lykkedes det den at overtale Vanaaen til at forene sig med den, skønt denne var hele fjorten Mil lang og paa egen Haand havde udgravet hele Søen Vänjan.
  Af og til hørte den en mærkelig stærk Brusen.
  „Nu synes jeg, jeg kan høre, at Storaaen er ved at kaste sig i Havet,“ sagde den.
  „Nej,“ sagde Skoven, „vel er det Storaaen, du hører, men endnu er den ikke naaet ud til Havet. Nu har den faaet Orsasøen og Skattungen med sig, og derfor er den bleven saa stor paa det, at den har sat sig for at fylde hele Siljan.“
  Det var en glædelig Nyhed for Fuluelv. Den tænkte som saa, at naar Storaaen først havde forvildet sig ned i Siljandalen, saa vilde den der være indelukket som i et Fængsel. Og saa skulde den nok naa ud til Havet før Aaen.
  Nu kunde Fuluelv altsaa tage Sagen med større Ro. Om Foraaret gjorde den sit drøjeste Stykke Arbejde. Da steg den højt over Trætoppe og Sandaase, og hvor den var skredet frem, efterlod den en ryddet Dal. Saaledes gik dens Vej fra Järna til Nås og fra Nås til Floda. Fra Floda kom den til Gagnef. Her var der allerede i Forvejen en Slette. Bjergene havde trukket sig saa langt tilbage, og Fuluelv havde saa let ved at komme frem, at den glemte al sin gamle Travlhed og bugtede sig legende i alle mulige Krumninger og Snoninger, næsten som den havde været en lille Bæk.
  Men havde Fuluelv glemt Storaaen, saa havde Storaaen sandelig ikke glemt Fuluelv. Hver Dag sled den med at fylde Siljandalen for at slippe ud af den i den ene eller den anden Retning, men den laa foran den som et umaadelig stort Kar og lod til aldrig at ville lade sig fylde. Sommetider troede den at den vilde blive nødt til at sætte selve Gesundabjerget under Vand for at slippe ud af sit Fængsel. Den prøvede paa at bryde igennem ved Rättvik, men der stod Lerdalsbjerget i Vejen. Saa tilsidst slap den ud nede ved Leksand.
  „Sig ikke noget til Fuluelv om, at jeg er sluppen ud,“ sagde Aaen til Skoven, og Skoven lovede, at den nok skulde tie.
  Storaaen tog Insjön med sig i Forbifarten, og stolt og mægtig skred den gennem Gagnef.
  Da Storaaen kom i Nærheden af Mjälgen i Gagnef, fik den øje paa en Elv, der kom flydende bred og pragtfuld med lyst og skinnende Vand, og som skød Skove og Sandaase, der laa i Vejen for den, til Side saa let, som om det var et rent Legeværk.
  „Hvad er dog det for en prægtig Elv?“ sagde Storaaen.
  Men nu traf det sig, at Fuluelven spurgte netop om det samme. „Hvad er det dog for en Elv, der kommer nordfra saa stolt og vældig? Aldrig havde jeg troet, jeg skulde se en Elv skride igennem Landet med en saadan Styrke og Magt.“
  Da sagde Skoven saa højt, at begge Floderne kunde høre det: „Siden I nu begge to, Storaa og Fuluelv, har ladet falde gode Ord om hinanden, saa synes jeg, at I ikke burde have noget imod at forene jer med hinanden og i Fællesskab bane jer Vej til Havet.“
  Dette Forslag lod til at behage begge Floderne. Der var bare det i Vejen, at ingen vilde opgive sit eget Navn og antage den andens.
  Det var lige ved, at det slet ikke var kommen til nogen Forening imellem dem, men saa fandt Skoven paa at foreslaa, at de skulde tage sig et nyt Navn, der ikke tilhørte nogen af dem.
  Det gik de begge ind paa, og de tog saa Skoven til Navngiver. Den bestemte nu, at Storaaen skulde aflægge sit Navn og kalde sig østre Dalelven, og Fuluelv skulde aflægge sit og kalde sig Vestre Dalelven. Naar de saa havde forenet sig, skulde de slet og ret hedde Dalelven.
  Og nu, da de to Floder havde forenet sig, gav de sig til at skride frem med en Vælde, som intet kunde modstaa. De jævnede Jorden i Stora Tuna, saa den blev saa glat som en Gaardsplads. De styrtede nedad Faldet ved Kvarnsveden og Domnarfvet uden at betænke sig. Da de kom i Nærheden af Søen Runn, sugede de den til sig og tvang alle Vandløb i Omegnen til at forene sig med dem. Derpaa drog de østerud mod Havet uden synderlig Modstand og bredte sig ud som hele Søer. De vandt stor ære og Anseelse ved Söderfors og ligesaa ved Älvkarleby, og endelig naaede de ud til Havet.
  Da de skulde til at styrte sig i Havet, kom de til at tænke paa deres lange Kappestrid og al den Møje og Besvær, de havde haft.
  De følte sig nu trætte og gamle og kunde ikke begribe, hvor de i deres Ungdom havde kunnet være saa glade ved Kamp og Kappestrid. De spurgte sig selv, hvad Nytte alt dette i Grunden havde været til.
  Men de fik intet Svar paa deres Spørgsmaal, for Skoven var bleven staaende højt oppe i Landet, og selv kunde de ikke vende tilbage i deres Leje og se, hvorledes Menneskene var trængt frem overalt, hvor de havde banet Vej, hvorledes Bygd paa Bygd var vokset op langs østerdalelvens Søer og Vesterdalelvens Dale. Hvorledes der i hele Landskabet ikke fandtes andet end ensomme Skove og øde Fjelde undtagen der, hvor de i deres mægtige Kappestrid var skredet frem.“





XXIX

BRODERLODDEN

DEN GAMLE GRUBEBY.

Fredag 29. April.

Der var ingen Steder i Sverige, hvor Bataki, Ravnen, holdt saa meget af at være som i Falun. Saasnart man om Foraaret igen begyndte at kunne se den sorte Jord, rejste han derop og blev i mange Uger i Nærheden af den gamle Grubeby.
  Falun ligger i en Dalsænkning, der gennemstrømmes af en kort Aa. Ved Dalens nordlige Ende ligger en smuk, klar lille Sø med grønne, indskaarne Bredder, der hedder Varpan. Ved den sydlige Ende ligger en sølignende Bugt af Runn, der har lavt, grumset Vand og grimme, sumpede Bredder oversaaede med al Slags Affald; den hedder Tisken. øst for Dalen strækker der sig et smukt Højdedrag, paa hvis Top der vokser pragtfuld Fyrreskov og løvrige Birke, og hele Skraaningen er dækket af skyggefulde Haver. Vest for Byen strækker der sig ogsaa en Aas. øverst oppe er den bevokset med sparsom Granskov, og hele Skraaningen er bar og nøgen uden Træer og Græs, som en hel ørken. Det eneste, der dækker Jorden, er store, runde Stenblokke, der ligger strøet alle Vegne.
  Falun By, der ligger i Dalsænkningen paa begge Sider af Aaen, ser ud, som om den havde taget Skikkelse efter den Jord, den er bygget paa. Paa den grønne Side af Dalen ligger alle de Bygninger, der bar et pynteligt eller anseligt Ydre. Der ligger to Kirker, Raadhuset, Landshøvdingens Bolig, Bjergværkskontoret, Bankerne, Hotellerne, de mange Skoler, Sygehuset, alle smukke Villaer og Huse. Paa den sorte Side derimod ligger der Gade op og Gade ned smaa, rødmalede, enetages Huse, lange, triste Plankeværker og store, tunge Fabrikbygninger. Og paa den anden Side Gaderne, midt i den store Stenørken, ligger Faluns Grube med Grubespil og Kraner og Pumpeværker, med gammeldags Bygninger, der staar og hælder paa det undergravede Jordsmon, med sorte stejle Slakkebjerge og lange Rækker af Røstovne.
  Bataki plejede nu aldrig at kaste et Blik paa den østlige Del af Byen og heller aldrig paa den smukke Sø Varpan. Men saa meget højere elskede han den vestlige Del og den lille Sø Tisken.
  Ravnen elskede alt, hvad der var hemmelighedsfuldt, alt hvad der gav ham Lejlighed til at gruble og grunde og satte Tankerne i Bevægelse, og paa Byens sorte Side fandt han nok af det. Det havde saaledes været en stor Fornøjelse for ham at prøve paa at spekulere ud, hvorfor denne gamle, røde Træby ikke var brændt ligesom alle andre røde Træbyer i Landet. Ligeledes havde han spurgt sig selv, hvorlænge mon de hældende Huse paa Randen af Gruben kunde blive staaende. Han havde grundet over „Støten“ den vældige Aabning i Jorden midt paa Grubefeltet, og var fløjet helt ned til Bunden af den for at undersøge, hvordan dette uhyre tomme Rum var opstaaet. Han var falden i Forundring over de høje Bunker af Slakker, der laa rundt om „Støten“ og Grubebygningerne og omgav dem som Mure. Han havde søgt at udfinde, hvad den lille Signalklokke, der slaar et kort, uhyggeligt Klemteslag med bestemte Mellemrum hele Aaret rundt havde at betyde, og først og sidst havde han spekuleret paa, hvordan der vel saa ud nede under Jorden, der hvor man i mange Hundrede Aar havde brudt Kobbermalm, og hvor Jorden var saa fuld af Gange som en Myretue. Da det omsider var lykkedes Bataki at komme nogenlunde til Klarhed over alt dette, svævede han hen over den uhyggelige Stenørken for at tænke over, hvorfor der ikke groede Græs mellem Kampestenene, eller ogsaa fløj han ned til Tisken. Denne Sø syntes han var den vidunderligste, han nogensinde havde set. Hvor kunde det være, at den var ganske uden Fisk, og at dens Vand undertiden, naar det var oprørt af Storm, blev ganske rødt? Det var saa meget underligere, som en stor Grubebæk, der faldt ud i Søen, havde skinnende gult Vand. Han spekulerede over Ruinerne af de ødelagte Bygninger, der endnu laa paa Bredden, og over den lille Gaard Tiskmøllen, der laa omgiven af grønne Haver og Skygge af store Træer imellem den øde Stenørken og den mærkelige Sø.
  Det Aar, Niels Holgersen rejste gennem Landet med Vildgæssene, laa der endnu paa Bredden af Tisken et Stykke udenfor Byen et gammelt Hus, der kaldtes Svovlkogeriet, fordi der blev kogt Svovl der i et Par Maaneder hvert andet Aar. Det var en gammel Rønne, der eengang havde været rød, men efterhaanden var bleven graabrun. Det havde ingen Vinduer, men kun en Række Luger med sorte Skodder for, og det stod næsten altid tæt tillukket. Aldrig havde Bataki kunnet kaste et Blik ind i dette Hus, og der var derfor ingenting, han spekulerede saa meget over. Han hoppede om paa Taget for at finde et Hul, han kunde kigge ned igennem, og han sad ofte oppe paa den høje Skorsten og tittede ned igennem den snævre Aabning.
  En Dag kom Bataki meget galt afsted. Det havde været stærk Blæst. Der var blæst en Luge op i det gamle Svovlkogeri, og Bataki havde set sit Snit og var fløjet ind ad Lugen for at se sig om i Huset. Men næppe var han sluppet ind, før Lugen smækkede i bag ham, og Bataki var lukket inde. Han haabede, Vinden skulde blæse Lugen op igen, men det lod det slet ikke til, den vilde.
  Der faldt ikke saa lidt Lys ind i Bygningen fra Sprækker i Væggene, og Bataki havde idet mindste den Fornøjelse at faa at vide, hvordan der saa ud derinde. Der var ikke andet end en stor Ovn med nogle indmurede Kedler, og det saa han sig snart mæt paa. Men da han vilde ud igen, viste det sig, at det stadig var umuligt. Vinden vilde ikke blæse Lugen op. Ikke en eneste Luge eller Dør stod aaben. Ravnen var ganske simpelt i Fængsel.
  Bataki gav sig til at skrige om Hjælp og blev ved med det hele Dagen. Der er vist ingen Dyr, der kan holde saa ustandseligt Spektakel som Ravne, og det rygtedes snart i Omegnen, at han var bleven fangen. Den graastribede Kat fra Tiskmøllen var den første, der hørte om Ulykken. Han fortalte det til Hønsene, og de raabte det ud til forbiflyvende Fugle. Snart vidste alle Alliker og Duer og Krager og Spurve i hele Falun, hvad der var sket. De fløj straks hen til det gamle Svovlkogeri for nærmere at undersøge Sagen. De havde stor Medlidenhed med Ravnen, men ingen af dem kunde finde paa, hvad der var at gøre for at hjælpe ham.
  Men pludselig raabte Bataki med sin skarpe, arrige Stemme: „Ti stille derude og her paa mig! Siden I siger, at I gerne vil hjælpe mig, saa flyv ud og find den gamle Vildgaas, Akka fra Kebnekajse, og hendes Flok. Jeg antager, de maa være i Dalarna paa denne Tid af Aaret. Fortæl Akka, hvordan det staar til med mig. Jeg tror, den eneste, der kan hjælpe mig, er i hendes Flok.“
  Agar Brevdue, der var den bedste Budbringer i hele Landet, traf Vildgæssene ved Bredden af Dalelven, og da Tusmørket faldt paa, kom hun og Akka flyvende og slog ned paa Taget af Svovlkogeriet. Tommeltot sad paa Akkas Ryg, men de andre Rejsekammerater var efterladt paa en Holm i Runn, da Akka mente, de vilde gøre mere Skade end Gavn, dersom de kom med til Falun.
  Da Akka havde raadført sig lidt med Bataki, tog hun Tommeltot paa Ryggen og fløj hen til en Gaard, der laa tæt ved Svovlkogeriet. Hun fløj ganske langsomt hen over Haven og Birkelundene, der omgav den lille Gaard, og baade hun og Drengen stirrede ned mod Jorden. Det var let at se, at her var Børn, der legede i det Fri, og det varede ikke længe, før de fandt, hvad de havde Brug for. I en lille, munter Bæk klaprede en Række smaa Mølleværker, og i Nærheden deraf fandt Drengen et Stemmejern. Paa to Bukke laa en halvfærdig Kano, og ved Siden af den fandt han et lille Nøgle Sejlgarn.
  Med disse Ting fløj de tilbage til Svovlkogeriet. Drengen gjorde Sejlgarnet fast til Skorstenen, lod det falde ned i det dybe Hul og entrede nedad det. Da han havde sagt Goddag til Bataki, der med mange pæne Ord takkede ham, fordi han var kommen, begyndte han at hugge et Hul i Væggen med Stemmejernet.
  Der var ikke tykke Vægge i Svovlkogeriet, men med hvert Hug fik Drengen ikke mer løs end en Spaan, der var saa lille og tynd, at en Mus ligesaagodt kunde have gnavet den af med sine Fortænder. Det var aabenbart, at han kom til at arbejde hele Natten og maaske længer endnu, inden han kunde faa Hullet stort nok til, at Ravnen kunde slippe igennem det.
  Bataki var saa længselsfuld efter at komme ud, at han ikke kunde sove, men sad ved Siden af Tommeltot, mens han arbejdede. I Begyndelsen var Drengen meget flittig, men da der var gaaet en lille Tid, lagde Ravnen Mærke til, at Huggene kom med længere og længere Mellemrum, og tilsidst holdt de helt op.
  „Du er vist traet,“ sagde Ravnen. „Du kan maaske ikke holde ud at arbejde laenger?“ — „Nej, træt er jeg ikke,“ sagde Drengen og tog igen fat med Jernet, „men jeg ved ikke, hvorlænge det er, siden jeg har sovet ordentligt en Nat. Jeg forstaar ikke, hvordan jeg skal holde mig vaagen.“
  Nu gik Arbejdet en Tid rask fra Haanden, men saa blev der paa ny længere og længere imellem Huggene. Ravnen vækkede igen Drengen, men han indsaa nok, at kunde han ikke finde paa noget, der holdt ham vaagen, kom han til at blive, hvor han var, ikke alene den Nat, men ogsaa hele den næste Dag.
  „Maaske dit Arbejde gaar bedre fra Haanden, naar jeg fortæller dig en Historie,“ sagde han. — „Ja, det er jo ikke umuligt,“ sagde Drengen, men i det samme gabede han og var saa søvnig, at han knap kunde holde paa Værktøjet.


HISTORIEN OM FALUN GRUBE.
„Jeg skal sige dig, Tommeltot,“ sagde Bataki, „jeg har levet længe paa Jorden. Jeg har fristet baade gode og onde Dage, og flere Gange er det sket, at Menneskene har holdt mig fangen. Derved har jeg ikke alene lært at forstaa deres Sprog, men jeg har ogsaa nemmet meget af deres Lærdom. Og jeg tør nok sige, at der er ikke den Fugl i Landet, der ved saa god Besked med dine Stammefrænder som jeg.
  Engang sad jeg i mange Aar i Træk i Bur bos en Bjergmester her i Falun, og det var i hans Hus, jeg hørte det, jeg nu vil fortælle dig.
  Langt tilbage i Tiden boede der her i Dalarna en Jætte, der havde to Døtre. Da Jætten blev gammel og følte, han skulde til at dø, kaldte han Døtrene til sig for at dele sine Ejendomme imellem dem.
  Hans største Rigdom var nogle Bjerge, fulde af Kobber, og, dem vilde han give Døtrene. „Men inden jeg efterlader jer denne Arv,“ sagde han, „maa I love mig, at dersom en Fremmed skulde opdage jeres Kobberbjerge, vil I slaa ham ihjel, inden han kan naa at vise sit Fund til nogen.“ Den ældste af Jættens Døtre var vild og grusom, og hun lovede uden Betænkning at adlyde Faderen. Den anden havde et blidere Sind, og Faderen saa', hun betænkte sig, før hun gav ham sit Løfte. Derfor efterlod han hende kun en Trediedel af Arven, mens den ældste fik akkurat dobbelt saa meget som hun. „Dig ved jeg, jeg kan stole paa, som om du var en Mand,“ sagde Jætten, „og derfor skal du have en Broderlod.“
  Kort efter døde den gamle Jætte, og i lang Tid holdt de to Døtre lige samvittighedsfuldt deres Løfte. Det hændte mere end een fattig Brændehugger eller Jæger, at han fik øje paa Kobbermalmen, der paa flere Steder laa oppe ved Bjergets Overflade, men næppe var han kommen hjem og havde fortalt, hvad han havde set, før en Ulykke ramte ham. Enten styrtede en udgaaet Fyr ned over ham, eller ogsaa blev han begravet under et Bjergskred. Han fik aldrig Tid til at vise nogen, hvor Skatten i Vildmarken var til at finde.
  Paa den Tid var det Skik og Brug alle Steder i Landet, at Bønderne om Sommeren sendte deres Kreaturer paa Græs dybt inde i Skovene. Hyrdepigerne fulgte med for at malke og lave Smør og Ost. For at skaffe Folk og Fæ et Tilflugtssted i Vildmarken ryddede Benderne en lille Plet i Skoven, og der byggede de nogle smaa Huse, som de kaldte Sæterhytter.
  Nu skete det, at en Bonde, der boede ved Dalelven i Torsång Sogn, havde sine Sæterhytter ved Søen Runn, hvor Jorden var saa stenet, at ingen havde forsøgt at dyrke den. Et Efteraar drog Bonden med et Par Pakheste op til Sæteren for at hjælpe til med at bringe Kreaturerne, Smørbøtterne og Ostene hjem. Da han talte Hjorden, opdagede han, at en af Bukkene var ganske rød paa Hornene. „Hvad er det for nogle Horn, Kåre Gedebuk har?“ sagde Bonden til Sæterpigen. — „Det ved jeg ikke,“ svarede Pigen. „Han er kommen hjem med røde Horn hver eneste Aften hele Sommeren. Han syntes vist, det er kønt.“ — „Tror du?“ sagde Bonden. — „Han har sin egen Vilje, den Buk, og jeg kan skure det rede af Hornene saa meget, jeg vil, han løber straks hen og faar dem røde igen.“ — „Skur du kun den rede Farve af engang endnu,“ sagde Bonden, „saa vil jeg se, hvordan han bærer sig ad!“
  Aldrig saasnart havde Gedebukken faaet sine Horn skuret, før den løb til Skovs. Bonden fulgte efter den, og da han indhentede Bukken, stod den og gned Hornene mod nogle Sten, der var røde. Bonden tog Stenene i Haanden, slikkede dem og lugtede til dem. Han troede sikkert, det var Malm, han havde fundet.
  Som han stod der og faldt i Tanker, kom et Klippestykke rullende ned ad en Skrænt lige ved ham. Bonden sprang til Side og frelste Livet, men Kåre Gedebuk fik Blokken lige over sig og blev drebt. Da Bonden saa op ad Skrænten, fik han øje paa en stor, stærk Jættekvinde, der var i Færd med at trille endnu et Klippestykke ned imod ham. „Hvad er det, du har for?“ raabte Bonden. „Jeg har aldrig gjort dig eller nogen af din Slægt Fortræd.“ — „Nej, det ved jeg nok,“ sagde Jættekvinden. „Men jeg er nødt til at slaa dig ihjel, fordi du har opdaget mit Kobberbjerg.“ Disse Ord sagde hun med sorgfuld Stemme, som om det var meget imod sin Vilje, hun gik til at dræbe ham, og derved fik Bonden Mod til at give sig i Samtale med hende. Saa fortalte hun ham om den gamle Jætte, om det Løfte, hun havde givet, og om Søsteren, der havde faaet Broderlodden. „Jeg er saa led og ked af at dræbe alle de stakkels, uskyldige Mennesker, der opdager mit Kobberbjerg,“ sagde hun, „at jeg vilde ønske, jeg aldrig havde taget imod Arven. Men hvad jeg har lovet, maa jeg holde!“ Og saa gav hun sig igen til at bryde løs paa Klippestykket. „Forhast dig ikke!“ sagde Bonden. „Du behøver ikke at slaa mig ihjel? for det Løftes Skyld. Det var jo ikke mig, der fandt Kobberet, det var Gedebukken, og den har du allerede slaaet ihjel.“ — „Tror du, jeg kan nøjes med det?“ sagde Jættekvinden tvivlraadig. — „Ja, det tror jeg bestemt!“ sagde Bonden. „Du har holdt dit Løfte saa trofast, som nogen kan forlange.“ Og han talte saa fornuftigt med hende, at hun lod ham beholde Livet.
  Bonden drog nu allerførst hjem med Køerne. Saa gik han ned til Bergslagerne og lejede Karle, der forstod sig paa Bjergærksarbejdet. De hjalp ham at bryde en Grube paa det Sted, hvor Gedebukken havde sat Livet til. I Begyndelsen var han bange for at blive slaaet ihjel, men Sagen var nok, at Jættekvinden var bleven træt af at bevogte sit Kobberbjerg. Hun gjorde ham aldrig nogen Fortræd.
  Den Malmaare, Bonden havde opdaget, naaede helt op til Bjergets Overflade, saa det hverken var besværligt eller tungt at bryde Malmen. Han og Karlene hentede Brænde i Skoven, byggede store Baal paa Malmbjerget og tændte dem. Da sprængtes Klippen af Varmen, saa de kunde komme til Malmen. Derpaa lod de Malmstykkerne gaa igennem den ene Ild efter den anden, indtil de fik det rene Kobber ud og Slakkerne helt skilt fra.
  I gamle Dage benyttede Folk næsten endnu mere Kobber til daglig Urug, end de gør nu til Dags. Det var en efterspurgt og nyttig Vare, og Bonden, der ejede Gruben, blev snart hovedrig. Han byggede sig en stor, prægtig Gaard i Nærheden af Gruben og kaldte den Kårearv efter Gedebukken. Naar han red til Kirke i Torsång, var hans Hest skoet med Sølv, og da hans Datter skulde have Bryllup, lod han brygge øl af tyve Tønder Malt og stege ti store Okser paa Spid.
  I de Tider sad Folk for det meste rolig hjemme hver i sin Del af Landet, og Nyheder kom ikke saa let i Omløb som nu. Men Rygtet om, at der var fundet en stor Kobbergrube, naaede alligevel mange Mennesker, og de, der ikke havde noget bedre at tage sig for, begav sig paa Vej Op til Dalarna. Paa Kårearv blev alle fattige Vandringsmænd vel modtagne. Bonden tog dem i sin Tjeneste, gav dem god Løn og lod dem bryde Malm for sig. Der var Malm nok og mere end nok, og jo flere Folk han kunde sætte i Arbejde, jo rigere blev han.
  Men en Aften skete det, at fire raske Mænd med Bjergmandshakken paa Ryggen kom vandrende til Kårearv. De blev godt modtagne som alle andre, men da Bonden spurgte, om de vilde arbejde hos ham, svarede de rent ud Nej. „Vi har i Sinde at bryde Malm for egen Regning,“ sagde de. — „I ved vel, at det Malmbjerg er mit?“ sagde Bonden. — „Det er ikke vor Mening at bryde Malm i jeres Grube,“ svarede de fremmede. „Bjerget er stort, og hvad der ligger aabent og uhegnet i Vildmarken, har vi ligesaa megen Ret til at tage som du.“
  Mer blev der ikke sagt om den Ting, og Bonden blev ved at vise de nyankomne Gæstfrihed. Tidlig næste Morgen gik de ud paa Arbejde, fandt Kobbermalm et Stykke længere borte og gav sig til at bryde den. Da de havde arbejdet nogle Dage, kom Bonden ud til dem. „Der er megen Malm her i Bjerget,“ sagde han. — „Ja, der skal mange Menneskers Arbejde til, før denne Skat er hævet,“ svarede en af de fremmede. — „Det ved jeg nok,“ sagde Bonden, „men jeg synes alligevel, I skulde svare mig Skat af den Malm, I bryder, siden det er min Fortjeneste, at der kan arbejdes her i Bjerget.“ — „Vi ved ikke, hvad du mener,“ sagde Mændene. — „Jo, jeg har udløst Bjerget ved min Klogskab,“ sagde Bonden og fortalte dem om de to Jættekvinder og om Broderlodden.
  Mændene hørte meget opmærksomt efter, men det i Fortællingen, de bed Mærke i, var aabenbart noget helt andet, end Bonden havde ventet. „Er det sikkert, at den anden Jættekvinde er værre end hun, du traf?“ sagde de. — „Jeg tror ikke, hun skaanede jer,“ sagde Bonden.
  Dermed forlod han dem, men han holdt øje med dem, og lidt efter saa han, at de holdt op at arbejde og gik ind i Skoven.
  Da de den Dag sad og spiste Nadver paa Kårearv, hørtes der en forfærdelig Ulvetuden fra Skoven. Og ind imellem de vilde Dyrs Tuden lød Menneskeskrig. Bonden stod straks fra Bordet, men Karlene lod ikke til at have Lyst til at følge ham. „Det er godt nok til det Tyvepak at blive revet ihjel af Ulvene,“ sagde Folkene. — „Vi maa hjælpe dem, der er i Nød,“ sagde Bonden og gik ud i Skoven med alle sine halvtredsindstyve Karle.
  De fik straks øje paa en frygtelig stor Flok Ulve, der tumlede imellem hinanden og reves og sledes om et Bytte. Karlene drev dem paa Flugt og fandt saa paa Jorden fire Menneskelegemer, der var saa ilde tilredte, at de ikke havde kunnet kende dem, hvis de ikke havde set fire Grubehakker. ligge ved Siden af.
  Derefter blev Kobberbjerget i een Mands Eje lige til Bondens Død, da hans Sønner overtog det. De arbejdede sammen i Gruben, men al den Malm, de havde hentet op i Løbet af et Aar, lagde de i Bunker, kastede Lod om dem og smeltede saa Kobberet ud hver i sin Ovn. De blev alle mægtige Bjergmænd og byggede sig store, anselige Gaarde. Og efter dem gav deres Arvinger sig i Lag med Arbejdet, aabnede ny Grubeskakter, og brød endnu mere Malm. Aar for Aar voksede Gruben i Omfang, og flere og flere Bjergmænd fik Part i den. Nogle boede lige i Nærheden, andre havde deres Gaarde og Smelteovne rundt om paa Egnen. Der rejste sig en hel Klynge Landsbyer, og Egnen fik Navnet Stora Kopparbergs Bergslag.
  Nu maa man vide, at det snart var forbi med den Malm, der laa saadan, at den kunde brydes ovenfra, som man bryder Sten i et Stenbrud, og Grubearbejderne var nødt til at søge Malmen dybt nede under Jorden. Gennem snævre Skakter og lange, bugtede Gange maatte de arbejde sig ind i Jordens mørke Indre for at tænde deres Baal og sprænge Bjerget. Det er altid et tungt og vanskeligt Arbejde at bryde Sten, men dertil kom den Plage, de havde af Røgen, der ikke kunde slippe ud i det Fri, og Besværet med paa stejle Stiger at føre Malmen op til Jordens Overflade. Og jo længere ned i Dybet de kom, jo farligere blev Arbejdet. Stundom brød store Strømme brusende frem inde i Gruben, stundom skete det, at Loftet i Grubegangen styrtede ned over Arbejderne. Dette bevirkede, at Arbejdet i den store Grube blev saa frygtet, at ingen gik til det med sin gode Vilje. Da tilbød man dødsdømte Forbrydere og Mænd, der drog fredløse om i Skovene, at de skulde faa Tilgivelse for deres Brøde, hvis de vilde være Grubearbejdere i Falun.
  I lange Tider var der ingen, der havde tænkt paa at søge efter Broderlodden. Men blandt de lovløse Mænd, der kom til Stora Kopparberget, var der flere, der satte mere Pris paa Eventyr end paa deres Liv, og de gav sig til at gennemstrejfe Egnen i Haab om at finde den.
  Hvordan det gik alle de søgende, er der ingen, der ved, men vi har en Fortælling om to Grubearbejdere, der en Aften sent kom hjem til deres Husbond og fortalte, at de havde fundet en vældig stor Malmaare i Skoven. De havde afmærket Vejen til den, og næste Dag vilde de vise deres Husbond den. Men næste Dag var en Søndag, og Husbonden vilde ikke gaa i Skoven og lede efter Malm den Dag, men istedetfor gik han i Kirke med alle sine Husfolk. Det var Vinter, og de gik i Kirke over Søen Varpan. Paa Henvejen gik alt godt, men paa Hjemvejen faldt de to Karle i en Vaage og druknede. Da kom Folk igen til at tænke paa det gamle Sagn om Broderlodden og sagde, at det nok var den, Karlene havde fundet.
  For at raade Bod paa alle Vanskeligheder ved Gruben fandt Bjergmændene paa at indkalde Udlændinge, der var kyndige i Grubearbejdet, og disse udenlandske Mestere lærte dem at bygge Grubespil, der pumpede Vandet ud og hejsede Malmen op. De fremmede fæstede ikke synderlig Lid til Sagnet om Jættekvinderne, men de fandt det meget sandsynligt, at der var en vældig Malmaare et eller andet Sted i Nærheden, og de søgte ivrigt efter den. Og en Aften kom en tysk Grubefoged ind i Værtshuset ved Gruben og fortalte, at han havde fundet Broderlodden. Men Tanken om de store Rigdomme, der nu vilde blive hans, gjorde ham fuldstaendig ør og vild. Samme Aften gjorde han et stort Gæstebud, drak og dansede og spillede Tærninger; tilsidst kom han i Klammeri og Slagsmaal, og en af hans Svirebrødre jog ham en Kniv i Livet.
  I Stora Kopparberget blev der stadig gravet saa meget Malm, at Gruben regnedes for den rigeste Kobbergrube i alle Verdens Lande. Ikke alene den nærmeste Omegn nød godt af dens store Rigdomme, men de Skatte, man hentede der, blev i trykkede Tider til stor Hjælp for Sveriges Land. Det var Grubens Skyld, at hele Falun By blev bygget, og man betragter den som saa mærkelig og til saa stor Gavn, at det var Skik og Brug, at Kongerne rejste til Falun for at se den, og de kaldte den Sveriges Lykke og Sveas Riges Skatkammer.
  Naar man tænker paa, hvor store Rigdomme den gamle Grube havde bragt for Dagen, kan det ikke undre nogen, at de, der troede, at der i Nærheden fandtes en dobbelt saa stor Kobberskat, maatte græmme sig over, at den ikke var til at faa fat paa. Mange satte Livet paa Spil for at søge efter den, men vandt ikke noget derved.
  En af de sidste, der saa Skatten, var en ung Bjergmand fra Falun af god og rig Slægt, der ejede Gaard og Smelteovn i Byen. Han forelskede sig i en smuk Bondepige fra Leksand og gik derhen for at fri til hende, men hun afslog at gifte sig med ham, fordi hun ikke vilde bo i Falun, hvor Røgen fra Røstovne og Smeltehytter laa saa tung og trykkende over Byen, at hun blev uhyggelig til Mode blot ved at tænke paa den.
  Bjergmanden elskede hende højt, og da han vendte hjem, var han dybt bedrøvet. Han havde boet i Falun hele sit Liv, og det var aldrig faldet ham ind, at dér kunde være trangt at leve. Men da han nu nærmede sig Byen, blev han forskrækket. Fra den store Grubeaabning, fra de hundrede Røstovne rundt om den hævede sig den tunge, kvælende Svovlrøg og hyllede hele Byen i Taage. Røgen hindrede Planterne i at trives, saa Jorden laa bar og nøgen langt omkring. Smeltehytter, hvor Ilden blussede, og som var omgivne af sorte Slakkedynger, saa han alle Vegne, ikke alene i Byen og dens nærmeste Omegn, men hele Egnen over. De laa ved Grycksbo, ved Bengtsarv, ved Bjerggaarden, ved Stennässet, ved Korsnäs, i Vika og helt hen til Aspeboda, Han indsaa, at en, der var vant til at bo ved den blanke Siljan, i Solskin og mellem grønne Træer, kunde ikke trives hernede.
  Synet af Byen gjorde ham endnu tungere om Hjertet, end han var i Forvejen. Han havde ikke Lyst til at gaa hjem med det samme, men bøjede af fra Vejen og gik ind i Skoven. Der vandrede han om hele Dagen uden at lægge Mærke til, hvor han kom hen.
  Da det lakkede ad Aften, fik han pludselig øje paa et Bjerg, der skinnede som Guld. Da han saa nøjere til, opdagede han, at det var en vældig Aare af Kobbermalm. Først blev han glad over sin Opdagelse, men saa faldt det ham ind, at det maaske var Broderlodden, der havde styrtet saa mange i Fordærvelse, og saa blev han bange. „Idag er jeg sandelig forfulgt af Ulykken,“ tænkte han. „Maaske det nu skal koste mig Livet, at jeg har fundet denne Rigdom.“ Han vendte straks om og begav sig paa Hjemvejen. Da han havde gaaet lidt, mødte han en høj, svær Kvinde. Hun lignede en myndig Bjergmandskone, men han kunde ikke huske, han havde set hende før.
  „Jeg gad nok vidst, hvad du har taget dig til i Skoven,“ sagde Kvinden. „Jeg har set dig strejfe om her hele Dagen.“ — „Jeg har gaaet og set mig om efter en Byggeplads,“ sagde Bjergmanden, „for den Pige, jeg holder af, vil ikke bo i Falun.“ — „Er det ikke din Mening at bryde Malm i Kobberbjerget, som du fandt for lidt siden?“ spurgte hun videre. — „Nej,“ sagde Bjergmanden, „jeg bliver nødt til at opgive Bjerghaandteringen, ellers kan jeg ikke faa den, jeg holder af.“ — „Ja, hold kun fast ved det,“ sagde Kvinden, „saa skal der ikke ske dig noget ondt.“
  Med disse Ord forlod hun ham. Men han skyndte sig at gøre det til Sandhed, som han havde sagt af Nødvendighed. Han opgav Bjergværksarbejdet og byggede sig en Gaard langt fra Falun. Og saa havde hun, han holdt af, ikke noget imod at flytte hjem til ham.“
  Hermed endte Ravnen sin Historie. Drengen havde virkelig holdt sig vaagen hele Tiden, men han havde ikke brugt Værktøjet synderlig flittig.
  „Og hvordan gik det saa siden?“ spurgte han, da Ravnen holdt op at tale. „Ja, fra den Tid af gik det tilbage med Kobberværket. Falun By, den er der jo. Men alle de gamle Smelteovne er borte. Hele Egnen er oversaaet med gamle Bjergmandsgaarde, men de, der bor paa dem, er nødt til at være Landmænd eller Skovbrugere. I Falun Grube er der snart ikke mere Malm. Det kunde gøres mere nødig end nogensinde, at man fandt Broderlodden.“
  „Jeg gad vidst, om den Bjergmand var den sidste, der saa den,“ sagde Drengen.
  „Saasnart du har hugget Hul i Væggen og lukket mig ud, skal jeg fortælle dig, hvem der har set den sidst,“ sagde Bataki.
  Det gav et Sæt i Drengen, og med det samme tog han raskere fat. Han syntes, Bataki havde sagt det i en underlig, betydningsfuld Tone. Det lød næsten, som om han vilde give Drengen at forstaa, at han, Ravnen, havde set den store Malmaare. Kunde der stikke noget under, at han havde fortalt ham den Historie?
  „Du har vist rejst meget om her paa Egnen,“ sagde Drengen for at faa lidt Klarhed i Tingene. „Du har sagtens fundet baade det ene og det andet, naar du saadan har svævet henover Skovene og Bjergene her.“
  „Ja, det kan nok være, jeg kunde vise dig mærkelige Ting, saasnart du er færdig med dit Arbejde,“ sagde Ravnen.
  Drengen gav sig til at hugge saa ivrigt, at Spaanerne fløj omkring ham. Nu var han ganske sikker paa, at Ravnen havde fundet Broderlodden. „Det er rigtignok Synd, at en Ravn som du ikke kan faa nogen Glæde af den Rigdom, du har fundet,“ sagde han.
  „Jeg vil ikke tale mer om den Ting, for jeg ser, at du kan hugge Hul i Væggen og hjælpe mig ud,“ sagde Ravnen.
  Drengen arbejdede, saa Jernet blev brændende hedt. Batakis Mening var ikke til at tage fejl af. Ravnen kunde jo ikke selv bryde Malm, og derfor var det ganske vist hans Hensigt at overlade Niels Holgersen Opdagelsen. Det var jo baade det sandsynligste og rimeligste. Men naar han nu fik Hemmeligheden at vide, saa vilde han, saa snart han blev Menneske igen, komme tilbage hertil og hæve den store Skat. Og naar han havde tjent Penge nok, vilde han købe hele Vestre Vemmenhögs Sogn, og der vilde han bygge et Slot, ligesaa stort som Vittskövle, og saa vilde han en Dag sende Husmand Holger Nielsen og hans Kone en Indbydelse til at komme og se Slottet. Og naar de saa kom gaaende, vilde han staa paa Trappen og sige: „Værs'god, kom ind og lad, som I er Hjemme!“ Og de kendte ham naturligvis ikke, men de undrede sig over, hvad det kunde være for en fin Herre, der havde indbudt dem. „Kunde I ikke nok lide at bo paa saadan en Gaard?“ vilde han saa sige. — „Jo, naturligvis, men det er ikke noget for os,“ vilde de svare. — „Jo, saamænd er det saa! Det er Meningen, at I skal have denne Gaard i Betaling for den store, hvide Gase, der fløj sin Vej forleden Aar,“ vilde han saa sige. Drengen brugte Jernet flinkere og flinkere. Det næste, han vilde bruge sine Penge til, var at bygge et nyt Hus paa Lyngheden i Sunnerbo til Aase Gaasepige og lille Mads. Meget større og smukkere end det gamle, naturligvis. Og saa vilde han købe hele Tåkern og give ænderne den, og saa ...
  „Nu maa jeg sige, det gaar rask fra Haanden,“ sagde Ravnen. „Jeg tror, Hullet allerede er stort nok.“
  Det lykkedes virkelig Ravnen at klemme sig igennem.
  Drengen fulgte ham og saa da Bataki sidde paa en Sten nogle Skridt borte.
  „Nu skal jeg holde mit Løfte til dig, Tommeltot,“ sagde Bataki meget højtideligt, „og fortælle dig, at jeg har set Broderlodden. Men jeg vil ikke raade dig til at begynde at lede efter den, for det kostede mig mange Aars Arbejde, inden jeg opdagede den.“
  „Jeg troede, du vilde fortælle mig, hvor den var, til Løn for, at jeg har hjulpet dig ud af Fangenskabet,“ sagde Drengen.
  „Du maa have været meget søvnig, mens jeg fortalte om Broderlodden“ sagde Bataki, „Ellers kunde du ikke have ventet noget i den Retning. Lagde du ikke Mærke til, at alle de, der sagde noget om, hvor Broderlodden var at finde, kom i Ulykke? Nej, min Ven! Bataki har levet saa længe paa Jorden, at han har lært at holde sin Mund.“
  Dermed løftede han Vingerne og fløj sin Vej.
  Akka stod og sov paa Marken tæt ved Svovlkogeriet, men det varede temmelig længe, inden Drengen raabte, at hun skulde komme og hente ham. Han var mismodig og forknyt, fordi han var gaaet Glip af den store Rigdom, og syntes, at han slet ikke havde noget at vaere glad over. „Jeg tror ikke, det er sandt med de Jættekvinder,“ sagde han ved sig selv, „og jeg tror ikke paa Ulve og Vaager, men jeg tror, at naar fattige Grubearbejdere fandt den store Malmaare midt i den vilde Skov, blev de saa fortumlede af Glæde, at de bagefter ikke kunde finde den igen. Og jeg tror, at Skuffelsen har været saa tung for dem, at de ikke kunde holde ud at leve For saadan synes jeg, det er.“





XXX

VALBORG AFTEN

Der er en Dag i Aaret, som alle Børn i Dalarna glæder sig næsten ligesaa meget til som til Juleaften, og det er Valborg Aften, da de faar Lov at brænde Blus ude i det Fri.
  Mange Uger i Forvejen tænker Drenge og Piger ikke paa andet end at samle Brændsel til Valborgblussene. De gaar ud i Skoven og sanker tørre Grene og Grankogler, de samler Spaaner hos Snedkeren og Pinde og Bark og Brændeknuder hos Brændehuggeren. De gaar hver Dag til Købmanden og tigger gamle Kasser, og har én været saa heldig at faa fat i en tom Tjæretønde, gemmer han den som sin bedste Skat og tør ikke komme frem med den før i sidste øjeblik, lige inden Blussene skal tændes. De spinkle Ris, som man bruger til Støtte for ærter og Bønner, er meget efterstræbte og ligesaa alle gamle, omblæste Gærdestaver, alle itubrækkede Redskaber og alle Hæssetræer, som er glemt ude i Marken.
  Naar den store Aften kommer, har Børnene i hver eneste Landsby lagt en stor Bunke Kviste og Ris og alle mulige brændbare Ting til Rette enten paa en Høj eller ogsaa nede ved Bredden af en Sø. I enkelte Landsbyer er der ikke blot samlet sammen til et, men til to, tre store Risbaal. Det kan jo ske, at Drenge og Piger ikke har kunnet enes om at samle Brændsel, eller ogsaa vil de Børn, der bor i den sydlige Ende af Byen, have Blusset hos sig, og det kan de, der bor i den nordlige Ende, ikke gaa ind paa, men maa have deres eget Blus.
  Baalene er i Reglen færdige i god Tid om Eftermiddagen, og derefter gaar alle Børnene om med Taandstikæsker i Lommen og venter paa, det skal blive mørkt. Det er saa forskrækkelig længe lyst i Dalarna paa den Tid af Aaret, Naar Klokken er otte, er det knapt nok, det begynder at skumre. Det er koldt og uhyggeligt at gaa ude og vente, for det er halvt Vinter endnu. Sneen er tøet paa al ryddet og aaben Mark, og midt paa Dagen, naar Solen staar højt paa Himlen, føles det helt varmt, men i Skoven er der endnu store Driver, Isen dækker Søerne, og ved Nattetid er det stundom mange Graders Kulde. Derfor kan det ogsaa ske, at der hist og her bliver tændt et Blus, inden det er rigtig mørkt. Men det er kun de mindste og utaalmodigste Børn, der saadan forhaster sig. De store venter, til det er saa mørkt, at Blussene kan tage sig ordentligt ud.
  Saa kommer endelig det rette øjeblik. Hver eneste en, der har bidraget aldrig saa lille en Find til Baalet, er paa Pletten, og den ældste af Drengene tænder Ild paa et Knippe Halm og stikker det ind under Risbunken. Straks begynder Ilden at arbejde; det knitrer og sprutter i Træet, de tyndeste Kviste bliver ildrøde, Røgen kommer bølgende, sort og truende. Og tilsidst slaar Flammen op fra Toppen af Risbaalet, høj og klar, hæver sig pludselig mange Alen i Vejret og kan ses hele Egnen over.
  Naar Børnene i en Landsby har faaet deres eget Blus rigtig i Gang, giver de sig Tid til at se sig om. Jo, dér brænder et Blus, og dér et til, og nu tænder de et paa Højen og et helt oppe paa Bjerget. De haaber allesammen, at deres Ild maa være den største og klareste, og de er saa bange for, at den ikke skal overstraale alle andre, at de nu i sidste øjeblik styrter hjem for at tigge endnu et Par Bræddestumper og lidt Brænde af Fader og Moder.
  Naar Blussene har brændt en Tid, kommer de voksne og de gamle for at se paa dem. Men Blussene er ikke alene kønne og straalende, de udbreder ogsaa en liflig Varme, og det lokker dem til at sætte sig paa Stene og Tuer rundt omkring. Der sidder de og stirrer ind i Flammerne, til det falder en af dem ind, at de da kunde koge lidt Kaffe nu, de har saadan en dejlig Ild. Mens Kaffekedlen snurrer, kan det ske, at en eller anden giver sig til at fortælle en Historie, og naar den første er færdig, tager straks en anden fat.
  De voksne tænker mest paa Kaffen og Historierne, Børnene tænker paa at faa Ilden til at brænde højt og brænde længe. Foraaret har haft rent forfærdelig ondt ved at faa Isen brudt op og Sneen smeltet. Det var rart, om de kunde hjælpe det lidt med deres Blus. Ellers kan Foraaret umulig naa i rette Tid at faa Frosten af Jorden og Løvspringet i Gang.
  Vildgaessene havde stillet sig hen at sove paa Siljans Is, og da det trak fælt fra Nord, var Drengen nødt til at krybe ind under den hvide Gases Vinge. Men han havde ikke ligget der længe, før han vaagnede ved Knaldet af et Bøsseskud. Han lod sig straks glide ned paa Jorden og saa sig forskrækket om.
  Ude paa Isen, der hvor Gæssene laa, var der ganske stille. Hvor meget han saa kiggede og spejdede, kunde han ingen Jæger se. Men da han saa ind mod Land, fik han øje paa noget saa mærkværdigt, at han troede, det var et Slags Spøgeri, han saa, noget lignende som Vineta eller Spøgelsehaven ved Stora Djulö.
  Om Eftermiddagen havde Vildgæssene fløjet flere Gange frem og tilbage over den store Sø, inden de kunde bestemme sig til, hvor de skulde slaa ned. Og i Flugten havde de vist ham de store Kirker og Landsbyer, der laa paa Bredden. Han havde set Leksand, Rättvik, Mora, Sollerøen. Kirkebyerne var saa store som smaa Byer, og han havde undret sig over, at der var saa stærkt bebygget her oppe imod Nord. Han fandt hele Egnen meget mere lys og smilende, end han havde tænkt sig, men han havde ikke faaet øje paa noget uhyggeligt eller farligt.
  Men nu i den mørke Nat flammede der paa disse samme Bredder en stor Krans af høje Blus. Han saa dem lyse i Mora ved den nordlige Ende af Søen, paa Toppen af Sollerøen, i Vikarbyen, paa Bjergene ovenfor Sjurberg, paa Kirkepynten ved Rättvik og videre paa Odder og Høje helt ned imod Leksand. Han kunde tælle over hundrede Blus, og det var ham ganske umuligt at begribe, hvor de var kommet fra, hvis der da ikke var Trolddom eller Spøgeri med i Spillet.
  Vildgæssene vaagnede ogsaa ved Skuddet, men saasnart Akka havde kastet et Blik ind paa Bredden, sagde hun: „Det er MenneskeBørnene, der leger.“ Og straks stak hun og de andre Gæs Hovedet under Vingen og faldt igen i Søvn.
  Men Drengen stod og saa paa Blussene, der prydede Bredden som en lang Række Guldsmykker. Lys og Varme lokkede ham ligesaa meget, som de lokker en lille Myg, og han havde den største Lyst til at gaa nærmere, men han vidste ikke, om han turde forlade Gæssene. Han hørte Skud paa Skud, og da han nu forstod, der ingen Fare var paa Færde, lokkede det ham ogsaa. Det lod til, at de var saa muntre derhenne ved Blussene, at det ikke var nok for dem at le og raabe, men de maatte tage Bøsserne til Hjælp og skyde. Og henne ved et Blus, der brændte paa et Bjerg, sendte de nu Raketter i Vejret. Der havde de et stort Blus, og højt oppe laa det, men det var ikke nok. De vilde have det endnu smukkere. Helt op i Himlens Skyer skulde det ses, hvor glade de var.
  Drengen nærmede sig ganske langsomt Bredden, men saa naaede der Sang ud til ham. Da gav han sig til at løbe ind imod Land. Dette maatte han virkelig være med til.
  Helt inde i Rättvikbugten gaar der en uhyre lang Dampskibsbro ud i Vandet, og yderst ude paa den stod der en Flok Sangere og sang ud over Søen i den sene Nattetime. Det var som om de troede, at Foraaret ligesom Vildgæssene sov ude paa Siljans Is, og de vilde vække det.
  Sangerne begyndte med: „Jag vet ett land långt upp i höga nord“, og saa kom „Om sommaren sköna, när marken hon gläds vid Dala två älvarna vida“, derpaa „Marschen går till Tuna“, „Mandom, mod och morske män“ og tilsidst. „I Dalarna bodde, i Dalarna bo“. Det var altsammen Sange om Dalarna. Paa Dampskibsbroen brændte der ingen Blus, og Sangerne kunde ikke se sig vidt om. Men med Tonerne steg Billedet af deres Land op for dem og for alle, der hørte dem, lysere og skønnere, end om det havde været lyst. Det var ligesom de vilde røre Foraaret: „Se dog, hvad for et Land der ligger og venter paa dig! Vil du dog ikke komme os til Hjælp? Vil du virkelig længe endnu lade Vinteren lægge sit Tryk over disse skønne Egne?“
  Saa længe Sangen varede, stod Niels Holgersen og lyttede til den, men da den holdt op, skyndte han sig ind imod Land. Helt inde i Bugten var Isen borte, men der var fuldt af Sandbanker, saa han alligevel slap lykkeligt hen til et Blus, der laa paa selve Strandbredden. Med stor Forsigtighed listede han sig saa nær, at han kunde se de Mennesker, der sad og stod ved Ilden, og høre, hvad de sagde. Og igen maatte han undre sig over, hvad det vel kunde være, han saa, og han spurgte sig selv, om det var andet end et Syn. Aldrig før havde han set Mennesker klædt saadan paa. Kvinderne havde sorte Tophætter paa Hovedet, smaa, hvide Skindtrøjer, lyserøde Tørklæder om Halsen, grønne Silkeliv og sorte Skørter, hvis Forbredde var tværstribet: hvide, røde, grønne og sorte Striber. Mændene havde runde, lavpuldede Hatte, blaa Frakker med rødkantede Sømme, gule Skindbukser, der naaede til Knæene og var gjort fast med røde Strømpebaand med Kvaster. Han vidste ikke, om det var Dragternes Skyld alene, men han syntes, Folk saa helt anderledes ud her end andre Steder, meget stovtere og stateligere. Han hørte, de talte med hinanden, men længe kunde han ingenting forstaa. Han kom til at tænke paa de fine Dragter, hans Moder havde i sin Kiste, og som ingen havde villet gaa med i mange Herrens Tider, og det faldt ham ind, om det ikke var Folk fra Fortiden, han her saa for sig, Folk, der ikke havde gaaet levende om paa Jorden i de sidste hundrede Aar.
  Men det var bare saadan en Tanke, der fløj ham gennem Hovedet og straks var borte igen, for han saa godt, det var levende Mennesker, han havde for sig. Det var, fordi Befolkningen omkring Siljan i Tale og i Dragt og i Væsen har bevaret mere af svundne Tider, end de har gjort andre Steder, at han kunde komme paa saadanne Tanker.
  Drengen lagde snart Mærke til, at de der sad ved Ilden, talte om gamle Dage. De fortalte om, hvordan de havde haft det i deres unge Aar, da de maatte vandre lange Veje til andre Landskaber for ved deres Arbejde at skaffe Hjemmet Brød. Han hørte flere Fortællinger, men det, han bagefter huskede bedst, var, hvad en gammel Kone havde oplevet.


MOSE–KIRSTENS HISTORIE.
„Fader og Moder havde en lille Gaard i østbjörka, men vi var mange Søskende, og Tiderne var trange, saa da jeg var seksten Aar, var jeg nødt til at drage hjemmefra. Saa drog vi da afsted; en Snes unge Mennesker var vi her fra Rättvik. Det var i 1845, den fjortende April, jeg første Gang gik til Stockholm. I min Madpose havde jeg nogle Brød, en Kalvebov og lidt Ost. Fireogtyve Skilling var hele Rejsekassen. Den øvrige Mad, jeg fik med, havde jeg lagt i Skindsækken og sendte den og et Sæt Arbejdstøj i Forvejen med en Bondevogn.
  Saa gik vi da alle tyve ad Vejen til Falun. Vi gik gerne fem, seks Mil om Dagen, og vi naaede Stockholm i syv Dage. Det var noget andet end at sætte sig i Toget, som Pigerne nu gør, og køre dertil saa urimelig bekvemt paa en otte, ni Timer.
  Da vi kom ind i Stockholm, raabte Folk til hinanden: „Se der kommer Dalregimentet!“ Det lød ogsaa, som om der kom et helt Regiment marcherende, naar vi gik paa Gaden med vore højhælede Sko, som Skomageren havde slaaet ikke mindre end femten store Søm i. Det var ikke saa sjældent, at flere af os snublede og faldt, fordi vi ikke var vant til at gaa paa de toppede Brosten.
  Vi tog ind i et Dalværtshus, der hed „Hvide Hest“ og som laa paa „Södermalm“ i Stora Badstugatan. Folkene fra Mora boede i samme Gade i et Værtshus, der hed „Store Krone“. Nu hastede det, ser I, med at faa Arbejde, for der var ikke mer end atten Skilling tilbage af de fireogtyve, jeg havde med hjemmefra. En af de andre Piger sagde, jeg skulde gaa til en Ritmester, der boede ved Hornstull, og spørge om Arbejde. Der blev jeg i fire Dage; jeg skulde grave og plante i hans Have. Fireogtyve Skilling fik jeg i Dagløn; saa skulde jeg holde migselv med Mad. Det var ikke meget, jeg fik at spise, men Herskabets smaa Piger, der saa, hvor smaat jeg havde det, løb ind i Køkkene og bad om Mad til mig, saa jeg kunde da spise mig mæt.
  Saa kom jeg til en Frue i Norrlandsgatan. Der fik jeg et daarligt Kammer, og Musene tog baade Huen og Halstørklædet og bed Hul i min Skindpose, saa jeg maatte lappe den med et gammelt Støvleskaft, jeg fik. Der havde jeg ikke Arbejdet mer end i fjorten Dage, og saa maatte jeg gaa hjem igen med to Daler i Behold.
  Hjem gik jeg over Leksand og laa et Par Dage i en Landsby, der hed Rönnäs. Der kan jeg huske, at Folk kogte Vælling af Havremel, som de malede sammen med Avner og Klid. De havde ikke andet, og det maatte glide ned i Hungersnødens Dage. Ja, det Aar var ikke noget prale af, men jeg maatte døje endnu mere ondt næste Aar. Jeg var jo nødt til at tage bort igen, for ellers havde de derhjemme ikke haft noget at leve af. Jeg fulgtes med to Piger til Hudiksvall, og dertil var der femogtredive Mil. Hele Vejen maatte vi gaa med Skindsækken paa Ryggen, for denne Gang havde vi ingen Vogn at sende den med. Vi havde tænkt, vi kunde faa Havearbejde, men da vi kom dertil, laa det høj Sne alle Vegne, saa der var ingen Arbejde af den Slags. Saa gik jeg ud paa Landet og ind i Bøndergaardene og bad dem saa mindelig give mig noget at bestille. Aa, Herre Jesses, hvor var jeg træt og sulten tilsidst, inden jeg kom til en Gaard, hvor jeg fik Lov at blive og karte for otte Skilling om Dagen! Men længere hen paa Foraaret fik jeg Arbejde i Haverne inde Byen, og der blev jeg til hen i Juli. Men da kom jeg til at længes saa meget efter mit Hjem, at jeg gav mig paa Vej til Rättvik. Jeg var jo kun sytten Aar, maa I huske. Mine sko havde jeg slidt op, saa Jeg maatte gaa femogtredive Mil paa bare Fødder. Men dog var jeg glad i mit Hjerte, for nu havde jeg skrabet hele femten Rigsdaler sammen, og til mine smaa Søskende havde jeg nogle haarde Hvedeboller med og et Kræmmerhus med hugget Sukker, som jeg havde sparet sammen. For naar nogen havde givet mig Kaffe med to Stykker Sukker til, gemte jeg altid det ene.
  Her sidder nu I, Piger, og ved ikke hvormeget I har at takke Gud for, at han har givet os bedre Tider. For dengang var det ikke anderledes, end at det ene Hungersaar fulgte efter det andet. Alle unge Mennesker i Dalarna var nødt til rejse bort for at tjene Penge. Næste Aar — det var 1847 — gik jeg igen til Stockholm og fik Arbejde ved Stora Hornsbergs Have. Dèr var vi flere Piger fra Dalarna, og nu fik vi noget højere Dagløn, men spare maatte vi alligevel. I Haverne samlede vi gamle Søm og Ben og solgte dem til Kludekræmmeren, og for Pengene købte vi en Slags stenhaarde Beskøjter, som de bagte til Soldaterne i Militærbageriet. I Slutningen af Juli gik jeg hjem igen for at hjælpe til med Høsten. Denne Gang havde jeg sparet tredive Daler sammen.
  Næste Aar maatte jeg igen ud at tjene penge. Da kom jeg til Staldmestergaarden udenfor Stockholm Den Sommer var det Feltmanøvrer paa Lagårdsgärdet, og Marketenderen sendte mig hen at varte op ved et Køkken, som han havde i en stor Rustvogn. Om jeg saa blev hundrede Aar, glemmer jeg aldrig den Gang, jeg maatte blæse paa Lur derude i Lejren for Kong Oskar den første. Og han sendte mig en hel Specie til Belønning.
  Derefter var jeg flere Somre i Rad Færgepige paa Brunnsviken og roede imellem Albano og Haga. Det var min bedste Tid. Vi havde en Lur med i Baaden, og somme Tider tog Passagererne selv Aarerne, for at vi skulde blæse for dem. Naar saa om Efteraaret Roningen hørte op, gik jeg op gennem Uppland og hjalp til med Tærskearbejde i Bøndergaardene. Henimod Jul kom jeg gerne hjem med en hundrede Rigsdaler og saa havde jeg fortjent Sæd ved Tærskearbejdet; den hentede Fader saasnart det blev Slædeføre. Ja, ser I, dersom ikke jeg og mine Søskende var kommet hjem med vore Skillinger, saa havde de derhjemme ikke haft noget at leve af. For den Sæd, vi selv avlede, den var for det meste brugt op, naar, jeg kom hjem, og Kartofler dyrkede Folk kun lidt af i de Tider. Saa var de nødt til at købe Korn hos Købmanden og naar Rugen kostede fyrretyve Rigsdaler Tønden og Havren fireogtyve, saa var man nok nødt til at spare. Jeg kan huske, at vi flere Gange gav en Ko bort for en Tønde Havre. I de Tider bagte vi Havrebrød med fint hakket Halm i Brødet. Det var ikke let at faa saadan noget Halmbrød ned, kan I tro. Man maatte drikke Vand mellem hver Bid for at faa det til at glide.
  Saadan blev jeg ved at gaa frem og tilbage til det Aar, jeg giftede mig, og det var 1856. Se, Jon og jeg, vi var bleven gode Venner i Stockholm. Og hvert Aar, naar jeg drog hjem, var jeg ligesom lidt forknyt i mit Sind, for at Stockholmspigerne skulde vende hans Tanker fra mig. De kaldte ham „den smukke Jon fra Mosen“ og „den kønne Dalkarl“, det vidste jeg. Men der var ingen Falskhed i hans Hjerte, og da han havde sparet Penge nok sammen, stod Brylluppet.
  Saa var der Glæde og ingen Sorg i nogle Aar, men det varede ikke længe. 1863 døde Jon, og jeg stod ene med fem smaa Børn. Men det gik os ikke saa daarligt endda, for nu var der begyndt at blive bedre Tider i Dalarna. Nu var der rigeligt med Kartofler og rigeligt med Korn. Der var stor Forskel mod i gamle Dage. Jeg passede selv den Smule Jord, jeg havde arvet, og jeg havde mit eget Hus. Saa gik det ene Aar efter det andet, og Børnene voksede til. De sidder godt i det, de af dem, der er i Live, Gudskelov! De kan ikke rigtig tænke sig, hvor knapt der var paa Brødet for Folk i Dalarna, da deres Moder var ung.“
  Den gamle tav. Mens hun talte, var Blusset brændt ud, og nu rejste de sig alle og sagde, det var paa Tiden at gaa hjem. Drengen gik ud paa Isen for at lede efter sine Rejsekammerater, men som han løb der alene i Mørket, lød der for hans øren et Vers, som han nylig havde hørt dem synge fra Broen: „I Dalarna bodde, i Dalarna bor bland armod än trohet och ära...“ Saa kom der noget, han ikke kunde huske, men Slutningen af Visen huskede han: „De blandat med bark icke sällan sitt bröd. Men mäktiga herrar dock funna sitt stöd hos fattiga männer i Dalom.“
  Drengen havde ikke helt glemt alt, hvad han havde hørt om Sturerne og Gustav Vasa, og han havde aldrig rigtig kunnet begribe, hvorfor de netop skulde søge Hjælp hos Dalkarlene, men nu forstod han det. For i et Land, hvor der var saadanne Kvinder som den gamle deroppe ved Ilden, maatte Mændene jo være rent umulige at faa Bugt med.





XXXI

VED KIRKERNE

Søndag 1. Maj.

Da Drengen næste Morgen vaagnede og lod sig glide ned paa Isen, kunde han ikke lade være at le. Der var faldet en Mængde Sne om Natten, og den blev ved at falde. Hele Luften var fuld af hvide Fnug, der var saa store, at man, inden de faldt, godt kunde tro, det var Vinger af ihjelfrosne Sommerfugle. Paa Søen laa Sneen mer end tommehøj, Bredderne var hvide, og Vildgæssene var saa tilsneede, at de saa ud som smaa Driver.
  Nu og da flyttede Akka eller Yksi eller Kaksi sig lidt, men naar de saa, det blev ved at sne, skyndte de sig at putte Hovedet under Vingen igen. De mente sagtens, at i saadant et Vejr kunde de ikke tage sig noget bedre for end sove, og det maatte Drengen give dem Ret i.
  Nogle Timer efter vaagnede han ved, at Kirkeklokkerne i Rättvik ringede til Kirke. Nu var Snevejret holdt op, men det blæste skarpt fra Nord, og ude paa Søen var det bidende koldt. Han blev glad, da Vildgæssene omsider rystede Sneen af sig og fløj ind imod Land for at skaffe sig Mad.
  Den Dag var der Konfirmation i Rättvik Kirke, og Konfirmanderne, der var kommen i god Tid, stod i smaa Grupper udenfor Kirken og talte sammen. De var alle iført Egnens Dragt, og deres Klæder var saa ny og brogede, at det ligefrem skinnede af dem. „Kære Mor Akka, flyv langsomt her raabte Drengen, da Vildgæssene kom flyvende, „saa jeg kan faa de unge at se!“. Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, hun kunde, og fløj tre Gange rundt om Kirken. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig, men da Niels Holgersen saa Drengene og Pigerne deroppe fra, syntes han aldrig, han havde set saadan en Skare prægtige unge Mennesker. „Jeg tror ikke, der er finere Prinser og Prinsesser i Kongens Slot,“ sagde han ved sig selv.
  Det var ikke lidt Sne, der var faldet I Rättvik dækkede den alle Marker, og Akka var ikke i Stand til at opdage et eneste Sted, hvor hun kunde slaa ned: Da betænkte hun sig ikke længe, men fløj sydpaa, ned imod Leksand.
  I Leksand var, som sædvanlig om Foraaret, de fleste af de unge rejst ud at søge Arbejde. Der var næsten ikke andre hjemme i Landsbyen end de gamle, og da Vildgæssene kom flyvende, vandrede en lang Række gamle Kvinder gennem den statelige Birkeallé, der fører op til Kirken. De kom gaaende paa den hvide Jord mellem de hvidstammede Birke i snehvide Faareskindstrøjer, hvide Skindkjoler, gule eller sort– og hvidstribede Forklæder og hvide Hætter, der sluttede tæt om det hvide Haar.
  „Kære Mor Akka,“ sagde Drengen, „flyv langsomt her, saa jeg kan se paa de gamle Folk!“ Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa dybt ned hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Birkealléen. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det forholder sig i Virkeligheden, men Drengen syntes aldrig han havde set gamle Kvinder se saa kloge og milde ud. „Disse gamle Kvinder ser ud, som om de havde Konger til Sønner og Dronninger til Døtre,“ sagde Drengen ved sig selv.
  Men i Leksand var der ikke bedre end i Rättvik. Der laa høj Sne overalt, og Akka saa ingen anden Udvej end at fortsætte sydpaa til Gagnef.
  I Gagnef havde der den Dag været Begravelse før Kirktid. Ligtoget var kommet sent til Kirken, og bagefter var det trukket i Langdrag med Begravelsen. Da Vildgæssene kom flyvende, var endnu ikke alle gaaet ind i Kirken, men adskillige Kvinder gik endnu om paa Kirkegaarden og saa paa deres Grave. De havde grønne Liv paa med røde ærmer, og paa Hovedet havde de kulørte Tørklæder med brogede Frynser.
  „Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan se paa Bønderkonerne!“ sagde Drengen, og Vildgaasen syntes vist, det var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, som hun turde, og fløj tre Gangefrem og tilbage over Kirkegaarden. Det er svært af sige, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig, men da Drengen saa Kvinderne der oppefra imellem Kirkegaardens Træer, syntes han, de var som de yndeligste Blommer. „De ser allesammen ud, som om de var groet i et Bed i Kongens egen Have,“ tænkte han.
  Men eller ikke i Gagnef var der en eneste Plet, der var fri for Sne, og Vildgæssene vidste ikke bedre Raad end at fortsætte sydpaa til Floda.
  I Floda sad Folk inde i Kirken, da Vildgæssene kom flyvende, men der skulde være Bryllup den Dag, naar Gudstjenesten var forbi, og Brudefølget stod opstillet ude paa Kirkebakken. Bruden stod med Guldkrone over det udslagne Haar og var saa behængt med Smykker og Blomster og brogede Baand, at det gjorde ondt i øjnene, naar man saa paa hende. Brudgommen gik om i lang, blaa Frakke, Knæbukser og rød Hue. Brudepigerne havde Kjoler, der var broderede med Roser og Tulipaner baade paa Livet og rundt om Nederdelen. Forældre og Naboer gik med i Toget i deres brogede Dragter.
  Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan faa Tid til at se paa Brudeparret!“ bad Drengen og Førergaasen lod sig dale saa langt ned, hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Kirkebakken. Det er svært at sige, hvordan det var i Vikeligheden, men saadan som Drengen saa dem oppefra, syntes han at saa yndig en Brud og saa stolt en Brudgom og saa prægtigt et Brudefølge kunde der ikke være andre Steder.
  „Jeg gad vidst, om Kongen og Dronningen er finere paa deres høje Slot,“ tænkte han ved sig selv.
  Men her i Floda fandt Vildgæssene endelig nøgne Marker, saa de behøvede ikke at flyve længer for at finde Mad.





XXXII

OVERSVØMMELSEN

1.—4. Maj.

I flere Dage rasede der et forfærdeligt Vejr i Egnen nord for Mälaren. Himlen var helt overtrukken, Vinden peb, og Regnen strømmede ned. Baade Mennesker og Dyr vidste, at det skulde til, for at det kunde blive Foraar, men alligevel syntes de næsten ikke, det var til at udholde.
  Da det havde regnet en Dag, begyndte Snemasserne i Granskoven for Alvor at smelte, og Vaarbækkene fik Fart. Alle Vandpytter i Gaardene, det stillestaaende Vand i Grøfterne, det Vand, der piblede frem mellem Tuerne i Moser og Kær, det kom altsammen i Bevægelse og søgte at finde Vej ud til Bækkene for at blive taget med ud i Havet.
  Bækkene løb saa hurtig de kunde ned til Mälaraaerne, og Aaerne gjorde deres Bedste for at bringe Vandmasserne ud i Mälaren. Men saa kastede alle smaa Søer i Uppland og Bergslagerne paa selv samme Dag Istæppet af sig, saa Aaerne blev fulde af Isflager og pludselig steg helt op til deres Bredder. Og ligesaa store som Aaerne nu var bleven, styrtede de sig ud i Mälarent og det varede ikke længe, før der var løbet saa meget Vand i den, som den paa nogen Maade kunde rumme. Strømmen blev stærk nede ved Udløbet, men Norrström er et snævert Farvand, og den kunde ikke lade Vandet slippe igennem saa hurtig som nødvendigt. Ovenikøbet var det østenstorm, saa Havets Bølger stod i en stærk Brænding ind paa Land og stemmede for Strømmen, der vilde føre Ferskvandet ud i østersøen. Og da Aaerne ustandselig førte nyt Vand til Mälaren, og Strømmen ikke kunde naa at føre det bort, var der ikke andet at gøre for den store Sø end at stige over sine Bredder.
  Den steg meget langsomt, ret som den var uvillig til at gøre sine smukke Bredder Skade. Men da disse næsten alle Vegne er lave og svagt skraanende, varede det ikke længe, før Vandet var naaet mange Alen ind paa Land, og mere skulde der ikke til for at volde den største Forvirring.
  Mälaren er noget for sig selv. Den bestaar af lutter snævre Fjorde, Vige og Sunde: ingen Steder breder den sig til store, stormpiskede Flader, det er, som om den kun var skabt til Fornøjelsesrejser og Lystsejladser og muntre Fisketure. Og den har saa mange skønne, træbevoksede øer, Holme og Odder: ingen Steder viser den os nøgne, bare forblæste Bredder; der er, som om den aldrig havde tænkt sig, at de skulde bære andet end Lystslotte, Landsteder, Herregaarde og Forlystelsessteder. Men maaske det er, fordi den i Reglen viser sig saa mild og venlig, at der bliver saadant et Spektakel, naar den engang imellem om Foraaret lægger sit smilende Ansigt af og viser, at den for Alvor kan være farlig.
  Da det nu lod til, den vilde lave Oversvømmelse, blev alle Baade og Pramme, der Vinteren igennem havde ligget trukket op paa Land, i største Hast tættede og tjærede for at kunne sættes i Søen saa hurtig som muligt. Vaskebroerne blev trukket op paa Land, og Broerne paa Landevejen blev udbedret. De Banevogtere, der havde Tilsyn med Jernbanestrækningerne langs Søen, gik uafbrudt frem og tilbage paa Banen og turde ikke sove hverken Nat eller Dag.
  Bønder, der havde Hø eller tørt Løv opbevaret i Lader paa de lave Holme, skyndte sig at bringe det i Land. Fiskerne tog deres Ruser og Garn ind, for at de ikke skulde blive skyllet bort af Oversvømmelsen. Ved Færgestederne myldrede det med Rejsende: alle, der skulde ud eller hjem, vilde skynde sig, mens de endnu kunde være sikre paa, at Overfarten ikke var standset.
  I Nærheden af Stockholm, hvor der paa Bredden ligger det ene Landsted ved Siden af det andet, var Travlheden størst. De fleste Villaer laa ganske vist saa højt oppe paa Land, at der ikke var nogen Fare for dem, men der var jo Baadebro og Badehus ved hver eneste, Villa, og de maatte bringes i Sikkerhed.
  Men det var ikke alene Menneskene, der blev urolige, da Mälaren begyndte at gaa over sine Bredder. ænderne, der havde lagt deres æg inde imellem Buskene paa Strandbredden, Vandrotter og Spidsmus, der boede ved Stranden og havde smaa, hjælpeløse Unger i Reden, var i stor Kvide. Selv de stolte Svaner blev ængstelige for, at deres Reder og æg skulde blive ødelagt.
  Og det var ikke unødige Bekymringer, thi for hver Time der gik, steg Mäleren.
  Pilene og Elletræerne, der voksede i Strandkanten, havde allerede Vandet højt op ad Stammerne. I Haverne var vandet trængt ind og rumsterede om i Køkkenhaven paa sin egen Maade, og i de Rugmarker, der laa saadan, at det kunde komme til, gjorde det stor Skade.
  Flere Dage igennem blev Søen ved at stige. De side Enge rundt om Gripsholm stod under Vand, saa at det store Slot ikke alene var adskilt fra Land ved en smal Grav, men ved brede Sunde. I Strängnäs forvandledes den smukke Strandpromenade til en brusen Flod, og i Vesterås beredte man sig paa at sejle i Baade i Gaderne. Et Par Elsdyr, der havde overvintret paa en Holm i Mälaren, havde faaet deres Stade sat under Vand og kom svømmende ind til Land. Hele Brændeoplag, Masser af Planker og Brædder, en Mængde Bryggekar og Vandtønder var kommen i Drift, og alle Vegne var Folk ude i deres Baade for at bjerge.
  I denne besværlige Tid listede Mikkel Ræv en Dag om i en Birkelund, der laa et Stykke nord for Mälaren. Som sædvanlig gik han og tænkte paa Vildgæssene og Tommeltot og spekulerede paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, for han havde helt tabt Sporet.
  Mens han gik og var allermest modløs, fik han øje paa Agar Buddue, der sad paa en Birkegren. „Det var rigtignok godt, jeg traf dig, Agar,“ sagde Mikkel. „Du kan maaske sige mig, hvor Akka fra Kebnekajse og hendes Flok for Tiden holder til.“ — „Det er jo ikke umuligt, jeg ved, hvor de er,“ sagde Agar, „men det har jeg da ikke i Sinde at fortælle dig“ — „Det kan ogsaa være det samme,“ sagde Mikkel. „hvis du bare vil bringe dem en Hilsen, som jeg har til dem. Du ved nok, hvor slemt det staar til ved Mälaren i disse Dage. Der er en vældig Oversvømmelse, og det store Svanefolk, der bor i Hjälstaviken, er ved at faa deres Reder og æg ødelagt. Men Svanekongen Dagklar har hørt Tale om den Mandsling, der følger med Vildgæssene, og som ved Raad for alting, og han har sendt mig herhen for at spørge Akka, om hun vil komme ned til Hjälstaviken med Tommeltot.“
  „Den Hilsen kan jeg jo nok bringe,“ sagde Agar. „Men jeg begriber rigtignok ikke, hvordan det lille Pus skulde kunne hjælpe Svanerne.“ — „Det gør jeg heller ikke,“ sagde Mikkel. „Men han tager sig jo alle Slags Ting paa.“ — „Det undrer mig ogsaa, at Dagklar sender sine Hilsener til Gæssene med en Ræv,“ indvendte Agar. — „Du har ganske Ret i, at vi ellers er Fjender,“ sagde Mikkel med blid Stemme. „Men naar Nøden er saa stor, maa man hjælpe hinanden. Alligevel maa du vist helst lade være at fortælle Akka, at du har faaet den Hilsen med en Ræv, for det er ikke frit for, at hun er noget mistænksom af sig.“


SVANERNE I HJÄLSTAVIKEN.
Det tryggeste Tilflugssted for Svømmefugle ved hele Mälaren er Hjälstaviken, som er den inderste Del af Ekolsundsviken, der igen er en Udvidelse af Norra Björköfjorden, som er den næststørste af de lange Bugter, Mälaren sender ind i Uppland.
  Hjälstaviken har flade Bredder, lavt Vand og en Mængde Siv ganske som Tåkern. Den er ikke nær saa stor som den berømte Fuglesø, men alligevel er den et godt Hjemsted for Fugle, fordi den har været fredlyst i mange Aar. Den er nemlig Tilholdssted for et stort Svanefolk, og Ejeren af den gamle Kongsgaard Ekolsund, der ligger i Nærheden, har forbudt al Jagt paa Bugten, for at Svanerne ikke skal blive forstyrret og skræmt.
  Saasnart Akka havde faaet Bud om, at Svanefolket trængte til hendes Hjælp, skyndte hun sig afsted til Hjälstaviken. Hun naaede derhen med sin Flok en Aftenstund og saa' straks, at der var sket store Ulykker. De store Svanereder var revet løs og drev i den stærke Blæst ud over Bugten. Nogle var allerede faldet fra hinanden, et Par Stykker var væltede, og de æg, der havde været i dem, laa og skinnede paa Bunden af søen.
  Da Akka slog ned i Vigen, var alle de Svaner, der boede der, samlede henne ved den østlige Bred, hvor de var bedst beskyttede imod Vinden. Skønt de havde lidt meget ved Oversvømmelsen, var de altfor stolte til at vise nogen Sorg. „Det er ikke værd at sørge,“ sagde de. „Der er rigeligt med Rodtrevler og Stilke. Vi kan snart faa bygget os ny Reder.“ Ingen af dem havde drømt om at kalde en fremmed til Hjælp og havde ingen Anelse om, at Mikkel havde sendt Bud efter Vildgæssene.
  De var flere Hundrede, og de havde lagt sig efter Rang og Stilling: de unge og uerfarne yderst i Kredsen, de gamle og kloge længere ind. Allerinderst laa Dagklar, Svanekonge, og Snefrid, Svanedronningen, der var ældre end alle de andre, saa de fleste af Svanefolket var deres Børn og BørneBørn.
  Dagklar og Snefrid kunde fortælle om de Dage, da Svaner af deres Stamme ikke levede vildt nogetsteds i Sverige, men kun fandtes i tam Tilstand i Slotsgrave og Damme. Men saa var et Par Svaner sluppet ud af Fangenskabet og havde slaaet sig ned i Hjälstaviken, og fra de to nedstammede alle de Svaner, der boede der. Nu var der vilde Svaner i mange af Mälarfjordene ligesom i Tåkern og Hornborgasøen. Alle disse Nybyggere var kommen fra Hjälstaviken, og de Svaner, som boede der, var meget stolte af, at deres Slægt saaledes bredte sig fra Sø til Sø.


Svanerne i Hjælstaviken;.
Svanerne i Hjälstaviken.

  Vildgæssene var tilfældigvis slaaet ned ved den vestlige Bred, men da Akka saa, hvor Svanerne laa, gav hun sig straks til at svømme hen imod dem. Hun var selv meget forundret over, at de havde sendt Bud efter hende, men hun betragtede det som en ære og vilde ikke spilde et øjeblik, naar det gjaldt at hjælpe dem.
  Da Akka kom hen i Nærheden af Svanerne, standsede hun for at se efter, om Gæssene, der fulgte efter hende, svømmede i lige Linie og med lige store Mellemrum. „Svøm nu rask og pænt!“ sagde hun. „Stir nu ikke paa Svanerne, som om I aldrig før havde set noget kønt, og bryd jer ikke om, hvad de siger til jer!“
  Det var ikke første Gang, Akka besøgte det gamle Svaneherskab, og de havde altid modtaget hende med den Opmærksomhed, som en saa vidtberejst og anset Fugl kunde gøre Krav paa. Men hun holdt ikke af at svømme ind imellem alle de Svaner, der laa rundt om dem. Hun følte sig aldrig saa lille og saa graa, som naar hun kom ind blandt Svanerne, og det kunde ogsaa ske, at en eller anden af dem lod falde et Par Ord om visse Folk, der var baade graa og grimme. Men det klogeste var at lade, som man ikke hørte det, og bare skynde sig forbi.
  Denne Gang lod det til, at alt– skulde gaa usædvanlIg godt. Svanerne gled ganske stille til Side, og Vildgæssene svømmede ligesom gennem en Gade med de store, hvidt–skinnende Fugle paa begge Sider. Det var meget smukt at se dem ligge der og spænde Vingerne ud som Sejl for at tage sig godt ud for de fremmede. De kom ikke med en eneste Skose, og Akka var ganske forbavset. „Dagklar er sagtens kommen under Vejr med deres Unoder og har sagt til dem, at de skal opføre sig som dannede Dyr,“ tænkte Førergaasen.
  Men allerbedst som Svanerne saadan anstrengte sig for at vise god Levemaade, fik de øje paa den hvide Gase, der kom svømmende bagest i Gæssenes lange Række. Da gik der en Brusen af Forundring og Harme gennem Flokken, og lige med eet var det forbi med det fine Væsen.
  „Hvad er det for noget?“ raabte en af dem. „Vil nu Vildgæssene have hvide Fjer?“.
  De bilder sig da ikke ind, at de bliver Svaner for det,“ skreg de fra alle Sider.
  De gav sig til at raabe Munden paa hverandre med deres klangfulde, stærke Stemmer. Det var ikke muligt at faa forklaret dem, at det var en tam Gase, der var fulgt med Vildgæssene.
  „Det er vist Gaasekongen selv, der kommer,“ spotede de.
  „De er da mageløs uforskammede!“
  „Det er ikke nogen Gaas, det er kun en tam And.“
  Den store, hvide huskede Akkas Befaling ikke at bryde sig noget om det, hvad han saa fik at høre. Han tav ganske stille og svømmede saa hurtig han kunde, men lige meget hjalp det. Svanerne blev mere,og mere nærgaaende. „Hvad er det for en Skruptudse, han har paa Ryggen?“ spurgte en. „De tror nok ikke, vi kan se, det er en Skruptudse, fordi han er klædt paa som et Menneske.“
  Svanerne, der før havde ligget i saadan en nydelig Orden, svømmede nu om imellem hverandre i den vildeste Forvirring. Alle trængte paa for at faa den hvide Vildgaas at se.
  „Saadan en hvid Gase skulde da i alt fald skamme sig for at vise sig for os Svaner.
  „Han er saamænd ligesaa graa som de andre. Han har kun dyppet sig i en Mælkebøtte i en Bondegaard.“
  Akka var netop naaet hen til Dagklar og skulde lige til at spørge ham, hvad hun kunde hjælpe ham med, da han blev opmærksom paa det Røre, der var blandt Svanefolket. „Hvad er der nu paa Færde? Har jeg ikke befalet, at de skal være høflige mod fremmede?“ sagde han og saa misfornøjet ud.
  Snefrid, Svanedronningen, svømmede hen for at holde Orden paa sit Folk, og Dagklar vendte sig igen til Akka. Da, kom Snefrid tilbage og saa meget ophidset ud. „Kan du ikke faa dem til at tie?“ raabte Svanekongen hende i Møde. — „Der er en hvid Vildgaas derhenne,“ svarede Snefrid. „Det er dog virkelig skammeligt. Det undrer mig ikke, de er bleven vrede.“ — „En hvid Vildgaas!“ sagde Dagklar. „Det er for galt. Det eksisterer jo slet ikke. Du maa have set fejl!“
  Trængslen omkring Morten Gase blev større og større. Akka og de andre Vildgæs prøvede at svømme hen til ham, men de blev puffet frem og tilbage og kunde ikke naa ham.
  Den gamle Svanekonge, der var den stærkeste af dem alle, satte sig nu hurtig i Bevægelse, skød alle de andre til Side og banede sig Vej hen til den hvide. Men da han saa, at det virkelig var en hvid Gaas, der laa paa Vandet, blev han ligesaa vred som alle de andre. Han hvæsede af Arrigskab, gik lige løs paa Morten Gase og rev et par Fjer af ham. „Jeg skal lære dig, din Vildgaas, at komme saadan udmajet til os Svaner,“ sagde han.
  „Flyv, Morten Gase flyv flyv!“ raabte Akka, for hun indsaa, at Svanerne vilde rive hver eneste Fjer af den store, hvide, og „Flyv, flyv!“ raabte Tommeltot med. Men Gasen laa saadan klemt inde mellem Svanerne, at han ikke kunde faa Plads til at løfte Vingerne. Og fra alle Sider strakte Svanerne deres stærke Næb frem for at rive Fjerene af ham.
  Morten Gase forsvarede sig imod dem efter bedste Evne, bed og huggede, og de andre Vildgæs gik ogsaa løs paa Svanerne. Men det var klart, hvordan Enden maatte være bleven, hvis de ikke ganske uventet havde faaet Hjælp.
  Der var en Blodstjert, som havde set, at Vildgæssene var ilde stedt blandt Svanerne, og han udstødte straks det skarpe Varselskrigt som Smaafuglene bruger, naar det gælder at jage en Høg eller en Falk paa Flugt. Og næppe havde Raabet lydt tre Gange, før alle Egnens Smaafugle paa lynsnare Vinger i en stor, larmende Sværm pilede ned imod Hjälstaviken.
  Og disse smaa, svage Stakler kastede sig over Svanerne. De hvinede i deres øren, de spærrede Udsigten for dem med deres Vinger, de gjorde dem tummelumske i Hovedet med deres Flagren, de bragte dem ud af sig selv ved at raabe: „Skam jer, skam jer, Svaner! Skam jer, skam jer, Svaner!“
  Smaafuglenes Overfald varede kun nogle faa øjeblikke, men da de var borte og Svanerne igen kom til Sans og Samling, saa det at Vildgæssene havde lettet og var fløjet over til den anden Side af Vigen.


DEN NY LÆNKEHUND.
Der var i alt fald det gode ved Svanerne, at da de saa, at Vildgæssene var undsluppen, var de for stolte til at jage efter dem. „Vildgæssene kunde altsaa i Ro og Mag stille sig hen og sove paa en Sivø.
  Hvad Niels Holgersen angaar, saa var han for sulten til at falde i Søvn. „Jeg bliver nødt til at se at komme ind i et Hus og faa mig lidt Mad,“ tænkte han.
  I de Dage, da der drev saa mange forskellige Ting om paa Søen, var det ikke svært for saadan en som Niels Holgersen at finde et Befordringsmiddel. Han betænkte ikke længe, sprang ned paa et Stykke Brædt, der var drevet ind mellem Sivene, fiskede en lille Kæp op og gav sig til at stage sig ind til Bredden gennem det lave Vand.
  Næppe var han kommen i Land, før han hørte en Plasken i Vandet ved siden af sig. Han blev staaende uden at røre sig og saa' da for det første en Svanehun, der laa og sov i sin store Rede nogle faa Alen fra ham, og dernæst saa han en Ræv, der var gaaet et Par Skridt ud i Vandet for at liste sig hen til Svanereden. „Hallo, hallo!, Staa op! Staa op!“ raabte Drengen og slog i Vandet med sin Stok. Svanehunnen rejste sig, men ikke hurtigere, end at Ræven kunde kastet sig over hende, hvis han havde villet. Men det opgav han og fo'r i Stedet for lige henimod Drengen.
  Drengen saa Ræven komme og skyndte sig ind imod Land. Foran ham laa udstrakte, flade Enge. Der var ikke et Træ, han kunde klatre op i, ikke et Hul, han kunde skjule sig i. Der var ikke andet for end at løbe sin Vej. Niels var en god Løber, men det var klart, at han ikke kunde kappes i Hurtighed med en Ræv, naar denne var løs og ledig og ikke havde noget at slæbe paa.
  Et Stykke fra Søen laa der nogle smaa Husmandshuse, hvor der var Lys i Vinduerne. Drengen løb naturligvis til den Side, men han kunde sige sig selv, at inden han naaede Husene, kunde Ræven naa ham mange Gange.
  Mikkel var een Gang saa nær, at han troede sig sikker paa Fangsten, men da sprang Drengen hurtig til Side og løb igen ned mod Bugten. Den Vending tog lidt Tid for Ræven, og før han paa ny havde indhentet Drengen, havde denne skyndt sig hen til et Par Mænd, som hele Dagen havde været ude paa Søen for at bjerge omkringdrivende Gods og nu var paa Hjemvejen.
  Mændene var trætte og søvnige. De havde hverken set Drengen eller Ræven, skønt de begge to var løbet lige forbi dem. Drengen havde heller ikke Lyst til at tale til dem og bede om Hjælp, men nøjedes med at liste sig tæt hen til dem.
  „Ræven tør da ikke vove sig helt hen til Mennesker,“ tænkte han.
  Men snart hørte han Ræven komme listende. Han vovede sig helt hen til dem, for han stolede paa, at de vilde tage ham for en Hund. „Hvad er det for en Hund, der sniger sig efter os?“ sagde ganske rigtig den ene af Mændene. „Den er saa nær, som om den vilde bide os.“ Den anden stod stille og saa sig om. „Væk med dig! Hvad vil du her?“ sagde han og sparkede til Ræven, saa den fløj over paa den anden Side af Vejen. Saa holdt Ræven sig i et Par Skridts Afstand, men han fulgte dem hele Tiden.
  De to Mænd var snart henne ved Husene og gik begge ind i et af dem. Drengen havde haft i Sinde at gaa med dem ind, men da han var i Bislaget, saa han en prægtig, langhaaret Lænkehund komme farende ud af sit Hus for at tage imod sin Herre. Da bestemte Drengen sig hurtig om og blev udenfor.
  „Hør du, Lænkehund!“ sagde Drengen sagte, saasnart Mændene havde lukket Døren. „Du vil vel ikke hjælpe mig at fange en Ræv i Nat?“
  Lænkehunden saa ikke godt, og hidsig og arrig var han bleven af at staa bunden. „Skal jeg fange en Ræv?“ gøede han vredt. „Hvad er du for en, der kommer her og gør Nar af mig? Kom du mig bare saa nær, at jeg kan naa dig, saa skal jeg lære dig at drive Gæk med mig.“
  „Du tror da ikke, jeg er bange for at komme dig nær?“ sagde Drengen og løb hen til Hunden. Da denne saa ham, blev han saa forbavset, at han ikke kunde sige et Ord.
  „Det er mig, der hedder Tommeltot, og som rejser om med Vildgæssene,“ sagde Drengen. „Har du ikke hørt Tale om mig?“ — „Spurvene har jo nok sommetider kvidret om dig,“ sagde Hunden. „Du har nok udrettet store Ting af at være saa lille.“ — „Hidtil er det gaaet mig ret godt,“ sagde Drengen, „men nu ser det ud til, at det er ude med mig, hvis du ikke vil hjælpe mig. Jeg har en Ræv lige i Hælene paa mig. Han staar og lurer henne bag HjØrnet.“ — „Ja, saa sandelig kan jeg lugte ham,“ sagde Lænkehunden. „Ham skal vi snart blive af med.“ Og Lænkehunden fo'r ud, saa langt han kunde for Lænken, og gøede og bjæffede en ordentlig Tid.
  „Nu tror jeg ikke, han kommer mere igen i Nat,“ sagde Lænkehunden. — „Der skal mere end et Bjæf til at skræmme den Ræv,“ sagde Drengen. „Han er her snart igen, og det er det allerbedste, for jeg har nu bestemt mig til, at du skal tage ham til Fange.“ — „Begynder du nu igen at gøre Nar af mig?“ sagde Hunden. — „Kom bare ind i Hundehuset, saa Ræven ikke kan høre os,“ sagde Drengen, „saa skal jeg sige dig, hvordan du skal bære dig ad.“
  Drengen og Hunden krøb ind i Hundehuset og laa der og hviskede.
  Lidt efter stak Ræven Snuden frem bag HjØrnet, og da alt var stille, listede han sig ind i Gaarden. Han kunde spore Drengen helt hen til Hundehuset og satte sig i passende Afstand for at udpønse, hvordan han skulde lokke ham ud. Pludselig stak Lænkehunden Hovedet ud og knurrede af ham. „Gaa din Vej! Ellers kommer jeg og tager dig.“ — „Jeg sidder her, saa længe jeg vil!“ sagde Ræven. — „Gaa din Vej!“ sagde Hunden endnu en Gang i en truende Tone. „Ellers har du i Nat jaget for sidste Gang.“ Men Ræven grinte ham lige op i øjnene og rørte sig ikke af Pletten. „Jeg ved jo, hvor langt din Lænke kan naa,“ sagde han. — „Jeg har advaret dig to Gange,“ sagde Hunden og kom farende ud af Hundehuset. „Nu kan du tage Følgerne.“
  I det samme kastede han sig med et langt Spring over Ræven og naaede ham uden mindste Vanskelighed, for han var løs. Drengen havde lukket hans Halsbaand op.
  Der fulgte nogle øjeblikkes Kamp, men den var snart endt. Hunden stod som Sejrherre, Ræven laa paa Jorden og vovede ikke at røre sig. „Ja, lig nu roligt!“ sagde Hunden. „Ellers bider jeg dig ihjel.“ Han tog Ræven i Nakken og slæbte ham ind i Hundehuset, og der kom Drengen med Lænken, gav ham Halsbaandet to Gange om Halsen og spændte det saa fast at han var forsvarlig bunden. Og under det hele maatte Ræven ligge stille og vovede ikke at røre sig.
  „Se saa, Mikkel Ræv, jeg haaber, du bliver en god Lænkehund,“ sagde Niels, da han var færdig.





XXIII

SAGNET OM UPPLAND

Torsdag 5. Maj.

Næste Dag var Regnen ophørt, men Stormen blev ved hele Formiddagen, og Oversvømmelsen bredte sig stadig videre. Men straks efter Middag kom der et Omslag. Lige paa een Gang blev det det dejligste Vejr, varmt og stille og lifligt.
  Niels Holgersen laa nok saa fornøjet midt i en stor Busk dejlige, blomstrende Kabbelejer og stirrede op mod Himlen, da der paa en lille Sti, der løb langs Søen, kom gaaende to smaa SkoleBørn med Bøger og Madkasser. De gik langsomt og saa meget bedrøvede ud. Da de var kommen lige ud for Drengen, satte de sig paa nogle Sten og gav sig til at tale om deres Sorger.
  „Moder bliver saa vred paa os, naar hun faar at vide, at vi heller ikke i Dag kunde vores Lektie,“ sagde det ene af Børnene. — „Ja, og Fader med“ sagde det andet, og Sorgen blev saa overvældende, at de gav sig til at græde.
  Drengen laa netop og tænkte paa, om han kunde finde paa noget at trøste dem med, da en lille, krumbøjet, gammel Kone med et mildt og godt Ansigt kom gaaende henad Stien og standsede foran dem.
  „Hvad græder I for, lille Børn?“ spurgte den gamle, og saa fortalte de smaa, at de ikke havde kunnet deres Lektie i Skolen, og nu skammede de sig saadan, at de ikke vilde gaa hjem.
  „Hvad kan det dog være, der var saa svært, at I ikke kunde lære det?“ sagde den gamle, og Børnene fortalte, at det, de havde haft for, var hele Uppland.
  „Ja, det er maaske ikke saa let at lære efter Bog,“ sagde den gamle Kone, „men nu skal I høre, hvad min Moder engang fortalte mig om det Land. Jeg har aldrig gaaet i Skole, saa jeg har ikke faaet mere at vide om det, men det, Moder fortalte, har jeg husket hele mit Liv.“
  „Se, min Moder,“ begyndte den gamle og satte sig ned paa Stenen ved Siden af Børnene, „hun sagde nu, at i gamle, gamle Dage var Uppland det fattigste og ubetydeligste af alle Landskaber i hele Sverige. Det bestod kun af magre Lerjorder, der var oversaaet med smaa, lave Stenbakker, og den Slags er der nok adskillige af mange Steder i Landskabet endnu den Dag i Dag, om ogsaa vi, der bor hernede ved Mälaren, ikke ser meget til dem.
  Naa ja, hvad det end kom af, sikkert er det, at det var fattigt og trist altsammen. Uppland syntes, de andre Landskaber behandlede det som et Udskud, og det bliver man i Længden træt af. En skøn Dag blev det saa led og ked af al den Usselhed, at det tog Pose paa Ryg og Stav i Haand og begav sig ud paa Tiggergang til dem, der sad bedre i det.
  Først gik Uppland sydpaa helt ned til Skaane, og da det kom der, beklagede det sig over sin Fattigdom og bad om Land. „Det er ikke godt at vide, hvad man skal finde paa at give alle dem, der kommer og tigger,“ sagde Skaane. „Men lad mig se! Jeg har lige gravet et Par Mergelgrave op. Har du Brug for nogle Græstørv, kan du gerne, tage et Par Stykker af dem, jeg har smidt op paa Kanten.“
  Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og gik saa videre til Vestergötland. Der beklagede det sig ogsaa over, at det var saa fattigt, og bad om Land. „Jord vil jeg ikke give dig,“ sagde Vestergötland. „Jeg under ikke en Tigger den mindste Stump af mine fede Marker. Men har du Brug for en af disse smaa Aaer, som løber hen over Sletten, saa værs'god.“
  Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og drejede nu af til Halland. Der gav det sig igen til at beklage sig over, at det var saa fattigt, og bad om Jord. „Jeg er ikke rigere end du,“ sagde Halland, „saa jeg har ingen Grund til at give dig noget. Men synes du, det er Umagen værd, kan du gerne bryde nogle Stenbakker op af Jorden og tage med hjem.“
  Uppland takkede og tog imod Gaven og kilede saa afsted til Bohuslän. Der fik det Lov at putte saa mange nøgne, smaa Skær, det lystede, i sin Pose. „De ser ikke ud af meget, men de er gode at have til Læ mod Blæsten,“ sagde Bohuslän. „Du kan nok have Gavn af dem, siden du bor ved Kysten ligesom jeg.“
  Uppland tog med Taknemmelighed imod alt, hvad det fik, og sagde ikke Nej til noget, endskønt det næsten alle Vegne fik det, som de andre syntes, de bedst kunde undvære. Värmland smed en Stump Bjerg til det. Vestmanland gav det en Række af sine Aase. østergötland forærede det et Stykke af det vilde Kolmården, og Småland stoppede næsten hele Sækken fuld af Moser og Sten og Lyngbakker.
  Sörmland vilde ikke give det andet end et Par Mälarfjorde, og Dalarna syntes heller ikke, det vilde afstaa noget af sin Jord, men spurgte, om Uppland vilde tage til Takke med et Stykke af Dalelven.
  Tilsidst fik det af Närke nogle af de side Enge ved Hjälmaren, og saa havde det faaet sin Pose saa fuld, at det ikke syntes, det behøvede at gaa længer. Da Uppland kom hjem til sig selv igen og samlede alt det sammen, det havde faaet, kunde det jo ikke andet end synes, det var en forfærdelig Bunke Skrammel, det kom hjem med, og det sukkede og var meget i Beraad med sig selv om, hvordan det skulde bære sig ad med at faa noget ud af de Gaver.
  Det ene Aar svandt nu efter det andet, og Uppland gik hjemme og ordnede sine Sager, og tilsidst havde det faaet det, som det vilde.
  Paa den Tid begyndte man at tale om, hvor i Sverige Kongen skulde bo og Hovedstaden bygges, og alle Landskaber kom sammen for at raadslaa herom. Det var klart, at hvert eneste et vilde have Kongen hos sig, og de stredes længe. „Jeg synes, Kongen skulde bo i det Landskab, der er det klogeste og dygtigste,“ sagde Uppland, og det syntes de alle var et klogt Raad. De skiltes ad med den Beslutning, at det Landskab, der kunde bevise, at det var det klogeste og dygtigste, skulde have Kongen og Hovedstaden hos sig.
  Knap var alle Landskaberne naaet hjem til sig selv igen, før der kom Bud fra Uppland, om de vilde komme til Gilde hos det. „Hvad kan det fattige Land have at byde os?“ sagde Landskaberne, men de kom alle sammen.
  Da de kom, blev de meget forbavsede over, hvad de saa. Der laa Uppland helt bebygget med store Gaarde i det Indre af Landet, med Byer ved Kysterne og med alle de Vande, der omgav det, fulde af Skibe.
  „Det er en Skam at gaa om og tigge, naar man har det saa godt,“ sagde de andre Landskaber.
  „Jeg har bedt jer herhen for at takke jer for jeres Gaver,“ sagde Uppland, „for dem skylder jeg, at jeg nu har det, saa jeg kan klare mig.“
  „Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem,“ vedblev det, „var at lede Dalelven ind i mit Land, og jeg indrettede det saadan, at den maatte gøre to store Fald: et ved Söderfors og et ved Älvkarleby. Syd for Elven, ved Dannemora, lagde jeg det Bjerg, som jeg havde faaet af Värmland, og da opdagede jeg, at Värmland ikke rigtig havde set efter, hvad det var, det gav fra sig, for Bjerget bestod af den bedste Jernmalm. Rundt om plantede jeg den Skov, jeg havde faaet af østergötland, og da der nu paa samme Sted fandtes baade Malm og Skov til Kulbrænding og Vandkraft, saa var det jo givet, at der vilde blive rige Bjergværker.
  Da jeg nu havde faaet det saa godt indrettet oppe mod Nord, stillede jeg de vestmanlandske Aase op, men jeg rakte og strakte dem, saa de naaede helt hen til Mälaren og dannede Odder og øer, der klædte sig med Grønt og er skønne som Haver. Men de Fjorde, som Sörmland gav mig, trak jeg langt ind i Landet, saa det blev aabent for Skibe og kunde komme i Samkvem med Verden.
  Da jeg havde det færdigt imod Nord og imod Syd, gik jeg over paa østkysten, og nu samlede jeg alle de nøgne Skær og Stenbakker og Lyngheder og bare Marker, som I havde givet mig, og kastede dem ud i Havet. Og det blev til alle mine Holme og øer, der har været mig til saa stor Nytte baade til Fiskeri og Skibsfart, og som jeg anser for min vigtigste Ejendom.
  Saa havde jeg ikke andet tilovers af Gaverne end de Græstørv, jeg havde faaet af Skaane, og dem bredte jeg ud midt i Landet til den frugtbare Vaksalaslette. Og den dovne Aa, som jeg havde faaet af Vestergötland, den ledte jeg hen igennem Sletten, for at den skulde have god Forbindelse med Mälarfjordene.“
  Nu forstod de andre Landskaber, hvordan det hele var gaaet til, og skønt de var lidt ærgerlige, kunde de ikke andet end finde, at Uppland havde gjort sine Sager godt. „Du har udrettet meget med smaa Midler,“ sagde alle Landskaberne. „Du er rigtignok den klogeste og dygtigste af os.“
  „Tak skal I have for det Ord!“ sagde Uppland. „Naar I siger det, bliver det jo ogsaa mig, der faar Kongen og Hovedstaden hos mig.“
  De andre Landskaber blev igen lidt ærgerlige, men et Ord er et Ordt og derved blev det.
  Og Uppland fik Kongen og Hovedstaden og blev det første af alle Landskaberne, og det var ikke mer end billigt, for Klogskab og Dygtighed er det, som endnu den Dag i Dag gør Tiggere til Fyrster.“





XXXIV

I UPPSALA

STUDENTEN.

Torsdag 5. Maj.

Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste gennem Landet med Vildgæssene, var der i Uppsala en prægtig, ung Student. Han boede paa et lille Kvistkammer og var saa sparsommelig, at Folk sagde, han levede af næsten ingenting. Sine Studier drev han med Liv og Lyst, saa han blev hurtigere færdig med dem end nogen af de andre. Men derfor var han alligevel ikke nogen Bogorm eller Dødbider; han kunde godt gøre sig lystig med sine Kammerater. Han var netop saadan, som en Student skal være. Han havde ikke Fejl skabt, hvis man da ikke kan kalde det en Fejl, at han var noget forkælet af Medgang. Men det kan hænde den bedste. Lykken er ikke saa let at bære, især ikke i Ungdommen.
  En Morgenstund, lige da Studenten var vaagnet, laa han og tænkte paa, hvor godt han dog havde det. „Alle Mennesker holder af mig, baade Kammerater og Lærere,“ sagde han til sig selv. „Og saa udmærket som det er gaaet mig med Studeringerne! I Dag skal jeg for sidste Gang op til Tentamen, og saa er jeg snart færdig. Og bliver jeg blot færdig i rette Tid, faar jeg straks en Plads med god Løn. Det er mærkværdigt, saa heldig jeg har været. Men jeg passer jo ogsaa mine Sager, saa det kan ikke andet end gaa mig godt.“
  Studenterne i Uppsala sidder ikke i Skolestuer og læser mange sammen som SkoleBørn, men de sidder og studerer hver for sig hjemme paa deres Værelser. Naar de er færdige med et Fag, gaar de til deres Professorer og bliver overhørt i hele Faget paa een Gang. Saadan en Overhøring kaldes en Tentamen, og det var netop den sidste og sværeste, Studenten den Dag skulde op til.
  Saasnart han havde klædt sig paa og drukket Kaffe, satte han sig ved sit Skrivebord for at kaste et sidste Blik i sine Bøger. „Jeg tror for Resten, det er ganske overflødigt, saa godt forberedt som jeg er,“ tænkte Studenten, „men det er vel bedst, jeg hænger i saalænge som muligt, saa jeg ikke har noget at bebrejde mig.“
  Han havde ikke læst mere end et øjeblik, før det bankede paa Døren, og en Student traadte ind til ham med en tyk Bog under Armen. Det var en Student af en hel anden Slags end han, der sad ved Skrivebordet. Han var undselig og forknyt og saa forslidt og fattig ud. Det var en af dem, der forstod sig paa Bøger, men heller ikke paa nogetsomhelst andet. Det hed sig, at han var meget lærd, men han var saa sky og undselig, at han aldrig havde vovet sig op til en Tentamen. Alle troede, han vilde blive „Overligger“, det vil sige en, der bliver i Uppsala det ene Aar efter det andet og læser og læser, men aldrig bliver til noget.
  Han kom nu for at bede Kammeraten læse en Bog, han havde skrevet. Den var ikke trykt, men kun haandskreven. „Du vilde gøre mig en stor Tjeneste,“ sagde han, „hvis du vilde kigge lidt paa dette her og sige mig, om det duer.“
  Den Student, der havde Held med sig i alting, tænkte ved sig selv: „Er det ikke, som jeg siger, at mig kan alle godt lide? Her kommer nu ogsaa den Særling, der ikke har kunnet overvinde sig til at vise sit Arbejde til nogen andre, og beder mig om at bedømme det.“
  Han lovede at læse Haandskriftet saa snart som muligt, og den anden lagde det paa Skrivebordet ved Siden af ham. „Du maa passe godt paa det,“ sagde han. „Jeg har arbejdet paa det i fem Aar, og skulde det blive borte, kan jeg ikke gøre det om.“ — „Saa længe det er hos mig, skal det ikke komme noget til,“ sagde Studenten, og dermed gik den fremmede.
  Studenten trak den tykke Bog hen til sig. „Jeg gad nok vidst, hvad han der har siddet og lavet sammen,“ sagde han.
  „Ja saa, Uppsala Bys Historie! Det lyder jo ikke saa galt!“
  Nu elskede denne Student Uppsala over alle andre Steder, og han blev nysgerrig efter at læse, hvad den gamle Student havde skrevet om Byen. „Naar jeg tænker rigtig over det, kan jeg lige saa godt læse hans Histone med det samme,“ mumlede han. „Det kan jo dog ikke nytte noget at sidde her og terpe i sidste øjeblik. Det gaar ikke bedre for det, naar man kommer til Professoren.“
  Studenten læste og løftede ikke sine øjne fra Papirerne, før han var kommen til det sidste. Da han var færdig, var han meget fornøjet. „Ser man det!“ sagde han. „Det var da en forskrækkelig Lærdom! Naar den Bog kommer ud, er hans Lykke gjort. Hvor jeg glæder mig fil at fortælle ham, hvor god den er!“
  Han samlede alle de løse Blade sammen, hvoraf Haandskriftet bestod, og lagde dem til Rette paa Bordet. Mens han var i Færd med det, hørte han Klokken slaa.
  „Naa da, nu er det nok paa Tiden at gaa til Professoren,“ sagde han og skyndte sig ud for at hente sit sorte Tøj, der hang i et Pulterkammer ude paa Loftet. Som det ofte gaar, naar man har travlt, var baade Laas og Nøgle drilagtige, og der gik lidt Tid, inden han kom tilbage.
  Da han kom i Døren, udstødte han et Raab. I sit Hastværk havde han ladet Døren staa aaben, da han gik, og Vinduet, hvor Skrivebordet stod, var ogsaa aabent. Der var blevet Gennemtræk, og nu saa Studenten de løse Blade fra Haandskriftet hvirvle ud gennem Vinduet. Han tog Gulvet i et eneste vældigt Skridt og lagde sin Haand paa Papirerne, men der var ikke meget tilbage at redde. Kun ti eller tolv Blade laa endnu paa Skrivebordet. Alt det andet dansede med Vinden hen over Gaarde og Tage.
  Studenten hældede sig ud af Vinduet og saa efter Papirerne. Paa Taget udenfor Kvistvinduet sad der en sort Fugl og saa' paa ham med haanlig Overlegenhed. „Er det ikke en Ravn?“ tænkte Studenten. „Man siger jo, at Ravne varsler Ulykke.“ Han saa', at der endnu laa nogle af Papirerne rundt om paa Tagene, og han havde nok kunnet redde idetmindste en Del af det tabte, hvis han ikke havde haft sin Tentamen at tænke paa. Men han syntes, han var nødt til først og fremmest at passe sine egne Sager. „Det gælder jo hele min Fremtid,“ tænkte han.
  Han klædte sig hurtig paa og styrtede hen til Professoren. Hele Tiden var det tabte Haandskrift i hans Tanker. „Det er en slem Historie,“ tænkte han. „Det var ligefrem en Ulykke, at jeg havde saa travlt.“
  Professoren begyndte Overhøringen, men Studenten kunde ikke faa sine Tanker fra Haandskriftet. „Hvad var det, den stakkels Fyr sagde,“ tænkte han. „Sagde han ikke, at han havde arbejdet paa Bogen i fem Aar og ikke havde Kræfter til at skrive den om? Jeg ved ikke, hvordan, jeg skal faa Mod til at fortælle ham, at den er borte.“
  Han var saa betaget og ulykkelig over det, der var sket, at han ikke kunde holde sine Tanker samlede. Alle hans Kundskaber var som blæst bort. Han hørte ikke, hvad Professoren spurgte om, og anede ikke, hvad han selv svarede. Professoren blev helt forfærdet over en saadan Uvidenhed og kunde ikke andet end lade ham falde igennem.
  Da Studenten kom ud paa Gaden igen, var han meget ulykkelig. „Nu gaar jeg Glip af min Plads,“ tænkte han, „og det er den gamle Fyrs Skyld. Hvorfor skulde han ogsaa netop komme med sit Haandskrift idag? Men saadan gaar det, naar man er tjenstvillig.“
  I det samme saa' Studenten den, han tænkte paa, komme sig i Møde. Han vilde ikke fortælle ham, at Haandskriftet var gaaet tabt, før han havde gjort Forsøg paa at faa det igen, og gjorde Mine til at gaa ham forbi uden at sige noget. Men den anden gik der saa bekymret og urolig og tænkte ikke paa andet, end hvad Studenten vilde sige om hans Bog, og da han saa' ham skynde sig forbi med et uvenligt Nik, blev han grænseløs angst. Han greb fat i Studentens Arm og spurgte, om han havde læst noget i Bogen. „Jeg har været til Tentamen,“ sagde Studenten og vilde hurtig gaa videre. Men den anden troede, han undgik ham for at blive fri for at sige, at han ikke syntes om Bogen. Han fik en Fornemmelse, som om hans Hjerte skulde briste ved Tanken om, at det Værk, han havde arbejdet paa i fem lange Aar, ikke duede noget, og han sagde til Studenten i sin store Sorg: „Husk paa, hvad jeg har sagt dig! Duer Bogen ikke, vil jeg ikke se den mere. Læs den saa hurtig, du kan, og sig mig, hvad du synes om den! Men duer den ikke, maa du gerne brænde den. Saa vil jeg ikke se den mere.“
  Han gik hurtig sin Vej. Studenten saa' efter ham, som om han vilde kalde ham tilbage, men han betænkte sig og gik hjem.
  Der skyndte han sig at tage sit Hverdagstøj paa og løb saa ud at lede efter Haandskriftet. Han søgte i Gaderne, paa Torvene og i Anlæggene. Han gik ind i Gaardene, ja han vandrede endog helt ud paa Landet. Men han fandt ikke et eneste Blad.
  Da han havde løbet saadan om et Par Timer, var han saa sulten, at han maatte have nogen Middagsmad. Men der, hvor han spiste til Middag, traf han igen den gamle Student, der straks kom hen til ham for at faa noget at vide om Bogen. „Jeg kommer hen til dig i Aften for at tale med dig om den,“ sagde Studenten temmelig afvisende. Han vilde ikke tilstaa, at den var bleven borte, før han var vis paa, at den ikke var til at finde. Den anden blev ganske bleg. „Husk bare paa, at du skal ødelægge den, hvis den ikke duer!“ sagde han og gik sin Vej og var nu fuldkommen sikker paa, at Studenten ikke syntes om Bogen.
  Studenten skyndte sig igen ud i Byen og blev ved at lede, lige til det blev mørkt, men uden at finde noget. Paa Hjemvejen mødte han et Par Kammerater. „Hvor har du slaaet dine Folder, siden du ikke kom til Vaarfesten?“ — „Aa, har der været Vaarfest?“ sagde Studenten. „Det, havde jeg rent glemt.“
  Mens han stod og talte med Kammeraternet kom en ung Pige, som han holdt af, gaaende forbi. Hun saa' ikke til ham, men gik og talte med en anden Student og smilede umaadelig venligt til ham. Da huskede Studenten, at han havde bedt hende komme til Vaarfesten, for at han kunde træffe hende der, og nu var han ikke kommen selv. Hvad maatte hun dog tro om ham?
  Han følte et Stik i Hjertet og vilde skynde sig efter hende, men da sagde en af hans Venner: „Det er nok meget daarligt med Steenberg, ham, Overliggeren, du ved. Han er bleven syg i Aften.“ — „Det er da vel ikke noget farligt?“ sagde Studenten hurtig. — „Det var noget med Hjertet. Det var et slemt Anfald, han havde, og det kan komme igen naarsomhelst. Doktoren troede, der maatte være en eller anden Sorg, der trykkede ham. Om han kunde komme sig, beroede paa, om den Sorg kunde tages fra ham.“
  Kort efter traadte Studenten ind til Overliggeren. Han laa i sin Seng, bleg og mat og var knap helt klar efter det haarde Anfald. „Jeg kommer for at tale med dig om din Bog,“ sagde Studenten. „Det var et udmærket Arbejde, maa jeg sige dig. Jeg har sjælden læst noget saa godt.“
  Overliggeren rejste sig op i Sengen og stirrede paa Studenten. „Hvorfor var du da saa, underlig i Eftermiddags?“ — „Jeg var i daarligt Humør, fordi jeg var falden igennem til Tentamen. Jeg troede ikke, du brød dig saa meget om min Mening. Jeg var saa glad over din Bog.“
  Den syge saa forskende paa ham og følte sig mere og mere sikker paa, at Studenten vilde skjule noget for ham. „Det et bare noget, du siger, fordi du har hørt, jeg var syg, og vil trøste mig.“ — „Paa ingen Maade. Det var et udmærket Arbejde, det forsikrer jeg dig.“ — „Har du virkelig ikke ødelagt det, som jeg bad dig?“ — „Jeg er da ikke gal.“ — „Saa hent det! Vis mig, at du ikke har ødelagt det, saa vil jeg tro dig!“ sagde den syge og sank tilbage i Puderne saa svag og mat, at Studenten blev bange for, at Anfaldet skulde komme igen.
  Det var et frygteligt øjeblik for Studenten. Han tog den syges Hænder mellem sine, fortalte ham, at hans Haandskrift var blæst ud af Vinduet og sagde, hvor ulykkelig han havde været hele Dagen, fordi han havde voldt ham saa stor Skade.
  Da han tav, tog den syge hans Haand og klappede den. „Du er god mod mig, rigtig god. Men bryd dig aldrig om at lave Historier for at spare mig! Jeg forstaar jo, at du har gjort, som jeg sagde, og ødelagt Haandskriftet, fordi det ikke duede noget, og det vil du nu ikke vedgaa. Du tror ikke, jeg kan bære det.“
  Studenten forsikrede ham høj og dyrt, at han talte Sandhed, men den anden blev ved sit og vilde ikke tro ham.
  „Kunde du give mig Haandskriftet tilbage, vilde jeg tro dig,“ sagde han.
  Han blev stadig daarligere, og Studenten var tilsidst nødt til at gaa sin Vej, for han saa, at han kun gjorde den anden sygere.
  Da han kom hjem, var der en saadan Tunghed og Træthed over ham, at han knap kunde holde sig oppe. Han lavede Te, og saa gik han i Seng. Da han trak Tæppet op over sig, tænkte han paa, hvor lykkelig han havde været om Morgenen. Nu var meget gaaet i Stykker for ham selv, men det kunde han jo bære. „Det værste er, at jeg aldrig i Livet vil kunne glemme, at jeg har voldt et Menneskes Ulykke,“ sagde han.
  Han troede slet ikke, han kunde sove den Nat. Men underligt nok faldt han i Søvn, saasnart han havde lagt Hovedet paa Puden. Han havde ikke engang faaet Tid til at slukke Lampen, der brændte paa Natbordet ved Siden af hans Seng.


VAARFESTEN.
Men nu vilde Tilfældet, at da Studenten lagde sig til at sove, stod der en lille Fyr med gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue paa Taget udenfor hans Kvistvindue og tænkte, at var han i hans Sted, som nu laa derinde i sin Seng, vilde han være meget lykkelig.
  At Niels Holgersen, der for et Par Timer siden havde ligget og drevet i en Busk Kabbelejer ved Ekolsundsviken, nu var i Uppsala, det var Ravnen Batakis Skyld; det var ham, der havde lokket Niels med paa Eventyr.
  Drengen selv havde mindst af alt drømt om dette. Han laa i Busken og stirrede op imod Himlen, da han saa Bataki komme flyvende oppe imellem de borttrækkende Skyer. Drengen vilde helst skjult sig for ham, men Bataki havde allerede set ham, og et øjeblik efter stod han midt imellem Kabbelejerne og talte, som om han og Tommeltot var de bedste Venner.
  Hvor mørk og højtidelig Bataki end saa ud, havde Niels dog lagt Mærke til, at han havde en Skælm i øjet. Han havde en Fornemmelse af, at Ravnen var kommen for paa en eller anden Maade at gøre sig lystig over ham, og han havde besluttet ikke at bryde sig noget om, hvad han sagde.
  Ravnen begyndte saa med at sige, at han jo nok syntes, han skyldte Tommeltot nogen. Erstatning, fordi han ikke kunde fortælle ham, hvor Broderlodden var, og derfor kom han nu for at betro ham en anden Hemmelighed. Bataki vidste nemlig, hvordan en, der var bleven forvandlet saadan som han, kunde blive Menneske igen.
  Ravnen havde ganske sikkert troet, at Drengen straks vilde bide paa Krogen, naar han kastede saadan en Madding ud. Men i Stedet svarede Niels meget afvisende, at han vidste, han kunde blive Menneske igen, naar han kunde bringe den hvide Gase i god Behold først op til Lapland og saa tilbage til Skaane.
  „Du ved, det ikke er saa let at føre en Gase i god Behold gennem Landet,“ sagde Bataki. „Det var ikke af Vejen, om du kendte een Udvej til, hvis denne skulde glippe for dig. Men bryder du dig ikke om at vide det, saa skal jeg nok holde min Mund.“ Og saa svarede Drengen, at han havde ikke noget imod, at Bataki fortalte ham Hemmeligheden.
  „Det vil jeg ogsaa gøre,“ sagde Bataki, „men ikke før i det rette øjeblik. Sæt dig op paa min Ryg, og følg med paa en Rejse, saa skal vi se, om der ikke kan tilbyde sig en passende Lejlighed!“ Saa blev Drengen igen betænkelig, for han vidste aldrig, hvor han havde Bataki. „Du tør nok ikke betro dig til mig,“ sagde saa Ravnen. Men Niels kunde ikke taale at høre, at der skulde være den Ting, han var bange for, og i næste øjeblik sad han paa Ravnens Ryg.
  Derpaa fløj Ravnen med ham til Uppsala. Han satte ham paa et Tag, bad ham se sig om og spurgte ham saa, hvem han troede det var, der boede og regerede i denne By.
  Drengen saa ud over Byen. Den var temmelig stor og laa henrivende midt paa en stor, veldyrket Slette. Der var mange Huse, der saa anselige og fornemme ud, og oppe paa en Højde laa et solidt bygget Slot med to svære Taarne. „Det er maaske Kongen og hans Mænd, der bor her?“ sagde han.
  „Det er ikke saa daarligt gættet,“ svarede Ravnen. „I gamle Dage har Kongen haft sit Sæde her, men nu er den Herlighed forbi.“
  Drengen saa' sig endnu engang om, og da lagde han først og fremmest Mærke til den store Domkirke, der laa og skinnede i Aftensolen med sine tre høje Spir, sine skønne Portaler og rigt prydede Mure. „Maaske det er en Biskop og hans Præster, der bor her?“ sagde han.


Uppsala Domkirke.
Uppsala Domkirke.

  „Det er ikke saa daarligt gættet,“ svarede Ravnen. „Her har engang boet ærkebiskopper, der var lige saa mægtige som Konger, og endnu den Dag i Dag bor her en ærkebiskop, men det er ikke ham, der regerer her nu.“
  „Saa ved jeg ikke, hvad jeg skal finde paa,“ sagde Drengen. — „Jo, det er Lærdommen, der bor og regerer her i Byen,“ sagde Ravnen, „og de store Bygninger, du ser alle Vegne, er rejst til ære for den og dens Folk.“
  Det vilde Niels knap tro. „Kom du kun med, saa skal du se!“ sagde Ravnen, og saa fløj de hen og saa paa de store Huse. Flere Steder stod Vinduerne aabne. Drengen kunde kigge ind baade hist og her, og han saa', at Ravnen havde Ret.
  Bataki viste ham det store Bibliotek, der var fuldt af Bøger fra Kælder til Loft. Han førte ham til den stolte Universitetsbygning og viste ham de prægtige Forelæsningssale. Han fløj forbi den gamle Bygning, der kaldtes Gustavianum, og gennem Vinduerne saa' Drengen udstoppede Dyr. De fløj hen over de store Drivhuse med de mange fremmede Planter, og de kiggede ned paa Observatoriet, hvor den store Kikkert stod rettet op imod Himlen.
  De svævede ogsaa forbi mange Vinduer og saa gamle Herrer med Briller paa Næsen; de sad og skrev eller læste i Stuer, hvor Væggene var dækkede af Bøger, og de fløj forbi Kvistkamre, hvor Studenterne laa saa lange de var paa deres Sofaer og svedte over tykke Bøger.
  Omsider slog Ravnen ned paa et Tag. „Kan du nu se, det er sandt, hvad jeg sagde: det er Lærdommen, der er Herre her i Byen?“ sagde han, og Drengen maatte indrømme, at han havde Ret. „Var jeg ikke en Ravn,“ sagde Bataki videre, „men et Menneske som du, saa vilde jeg slaa mig ned her. Jeg vilde sidde Dag ud og Dag ind i saadan en Stue fuld af Bøger og lære alt, hvad der stod i dem. Kunde du ikke ogsaa have Lyst til det?“ — „Nej, saa tror jeg hellere, jeg vilde rejse om med Vildgæssene,“ svarede Drengen. — „Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der kan helbrede Sygdomme?“ spurgte Ravnen. — „Aa jo, maaske.“ — „Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der ved alt, hvad der er sket i Verden, der taler alle Sprog og kan sige, hvad for Baner Sol og Maane og Stjerner gaar i over Himlen?“ sagde Ravnen. — „Jo, det kunde jo være morsomt nok.“ — „Kunde du ikke have Lyst til at lære at kende Forskel paa godt og ondt, Ret og Uret?“ — „Det kunde være nyttigt nok,“ sagde Drengen, „det har jeg mange Gange mærket.“ — „Og kunde du ikke have Lyst til at læse til Præst og prædike i Kirken derhjemme?“ — „Fader og Moder vilde blive gruelig glade, hvis jeg kunde naa saa vidt,“ svarede Drengen.
  Paa den Maade gjorde Ravnen det begribeligt for Niels, at det var nogle lykkelige Mennesker, der kunde ligge i Uppsala og studere, men endnu havde Tommeltot da ikke ønsket at være en af dem.
  Men saa traf det sig saadan, at den store Fest til ære for Foraaret, som hvert Aar fejres i Uppsala, netop fandt Sted denne Aften. Den skulde egentlig været holdt den første Maj, men da skylregnede det, og Festen var bleven opsat til en anden Dag.
  Og saaledes gik det til, at Niels Holgersen fik Studenterne at se, da de drog ud til Botanisk Have, hvor Festen skulde holdes. De kom gaaende i et stort, bredt Tog med hvide Huer paa Hovedet, og hele Gaden var som en mørk Flod fuld af hvide Aakander. Foran Toget bar de hvide Silkefaner broderede med Guld, og paa hele Marchen sang de Foraarssange. Men Niels syntes ikke, det var dem selv, der sang, men Sangen fulgte dem, svævende hen over deres Hoveder. For ham var det, som om det ikke var Studenterne, der sang for Foraaret, men som om Foraaret selv sad gemt et eller andet Sted og sang for Studenterne. Han havde aldrig tænkt sig, at Menneskeang kunde lyde saaledes. Det var som Sus i Grantoppe, som Klang af Staal, som vilde Svaners Sang ved Strandbredden.
  Da Studenterne kom ind i Haven, hvor Plænerne var dækket af Foraarets første, fine, lysegrønne Græs, og Træernes Blade var lige ved at sprænge Knopperne, stillede de sig op foran en Talerstol, og en gammel Mand besteg denne og talte til dem.
  Talerstolen var rejst paa Trappen udenfor de store Drivhuse, og Ravnen satte Drengen paa Drivhustaget. Der sad han i Ro og saa' og hørte. Den gamle Mand paa Talerstolen sagde, at det bedste i Livet var at være ung og tilbringe sine Ungdomsaar i Uppsala. Han talte om det gode, fredelige Arbejde ved Bogen og den rige, lyse Ungdomsglæde, der aldrig kunde nydes saadan som der i den store Kammeratkreds. Den ene Gang efter den anden kom han tilbage til at tale om den store Lykke, det var at leve mellem muntre, højsindede Kammerater. Det var det. der gjorde Arbejdet saa fornøjeligt og Sorgen saa let at glemme og Forhaabningerne saa lyse.
  Drengen sad og saa' ned paa Studenterne, der stod i en Halvkreds omkring Talerstolen, og det begyndte at gaa op for ham, at det bedste af alt var at høre til dere Kreds. Det var en stor ære og Lykke. Hver enkelt blev til noget mere, end han ellers vilde have været, naar han hørte til saadan en Skare.
  Efter Talen blev der igen sunget, og efter Sangen fulgte nye Taler. Drengen havde aldrig tænkt sig eller forstaaet, at Ord kunde sættes saadan sammen, at de fik Magt til at røre og glæde og begejstre saadan som disse.
  Niels havde set mest paa Studenterne, men han lagde dog Mærke til, at de ikke var de eneste i Haven. Der var ogsaa unge Piger i lyse Kjoler og fine Foraarshatte og mange andre Folk. Men det gik dem, som det gik Drengen, det lod til, de var kommen der blot for at se paa Studenterne.
  Engang imellem var der et Ophold imellem Talerne og Sangene, og da spredte Skarerne sig over hele Haven. Men snart stod en ny Taler paa Talerstolen, og straks flokkedes Tilhørerne igen om ham. Og saadan blev det ved, lige til Natten faldt paa.
  Da det hele var forbi, trak Drengen Vejret dybt og gned sine øjne, som naar man vaagner op af Søvne. Han havde været i et Land, som han aldrig før havde gæstet. Alle disse unge Mennesker, der var glade ved Livet og saa Fremtiden sejrsstolt i Møde, spredte Munterhed og Glæde omkring sig som en Smitte, og Drengen havde ligesaavel som de været inde i Glædens Rige. Men da Tonerne af den sidste Sang døde hen, følte Drengen, hvor trist hans eget Liv var, og han kunde efter dette næsten ikke overvinde sig til at vende tilbage til sine Rejsekammerater.
  Ravnen havde siddet ved Siden af Drengen, og nu gav han sig til at hviske ham ind i øret: „Nu skal jeg fortælle dig, Tommeltot, hvordan du skal blive Menneske. Du skal vente, til du træffer en, der siger til dig, at han gerne vilde være i dit Sted og rejse om med Vildgæssene. Saa skal du gribe øjeblikket og sige til ham:...“ Og nu lærte Bataki Drengen nogle Ord, der var saa kraftige og farlige, at man ikke maatte sige dem højt, men kun hviske dem, indtil den Tid kom, da man vilde bruge dem for Alvor. „Ja, mere skal der ikke til, for at du kan blive Menneske,“ sagde Bataki tilsidst.
  „Nej, det vil jeg nok tro,“ sagde Drengen. „For jeg træffer naturligvis aldrig nogen, der vilde ønske sig i mit Sted.“
  „Aa, det er da ikke saa umuligt,“ sagde Ravnen, og saa fløj han ind til Byen med Drengen og satte ham paa Taget udenfor et Kvistvindue. Inde i Stuen brændte der en Lampe, Vinduet stod paa Klem, og Niels stod længe og tænkte paa, hvor lykkelig den Student maatte være, som laa og sov derinde.


PRØVEN.
Studenten fo'r op af Søvne og saa', at Lampen stod og brændte paa Natbordet. „Se saa, nu har jeg glemt at slukke Lampen,“ tænkte han og rejste sig op paa Albuen for at skrue den ned. Men inden han fik den slukket, opdagede han, at der var noget, der rørte sig henne paa Sknvebordet.
  Værelset var ganske lille. Der var ikke langt fra Sengen til Bordet, og han kunde tydelig se det med alle de Bøger, Papirer, Skrivesager og Fotografier, der bedækkede det. Spritapparatet og Tebakken havde han ogsaa ladet staa, og dem saa han ogsaa. Men det mærkelige var, at ligesaa tydeligt, som han saa alt det andet, saa han en lille Purk, der stod bøjet over Smørkanden og var i Færd med at smøre sig et Stykke Smørrebrød.
  Studenten havde oplevet saa meget den Dag, at han næste var bleven ligegyldig for, hvad der hændte ham. Han blev hverken forundret eller bange, men syntes, at det var en ganske naturlig Ting, at den lille Mand var kommen ind for at faa sig en Bid Mad.
  Han lagde sig ned uden at slukke Lampen og laa med halvtlukkede øjne og saa paa den lille. Denne havde nu sat sig paa en Brevpresser og sad der sjæleglad og gjorde sig tilgode med Levningerne af Studentens Aftensmad. Det var godt at mærke, at han trak Maaltidet ud saa længe som muligt. Han sad med himmelvendte øjne og smækkede med Tungen mellem hver Mundfuld. De rørre Brødskiver og den gamle Osteskorpe var aabenbart en sjælden Lækkerbisken for ham.
  Studenten vilde ikke forstyrre ham, saalænge han spiste, men da det lod til, han ikke kunde mer, talte han til ham.
  „Halløj du!“ sagde. „Hvad er du for en?“
  Det gav et Sæt i Drengen, og han løb henimod Vindue, men da han saa, at Studenten blev liggende rolig i sin Seng og ikke løb efter ham, blev han staaende. „Jeg er Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög,“ sagde han, „og jeg er et Menneske ligesom du, men jeg er bleven forvandlet til en Nisse, og fra den Tid rejser jeg om med Vildgæssene.“
  „Det var da en løjerlig Histørie,“ sagde Studenten og gav sig til at spørge og udfritte Niels, til han havde faaet Besked om næsten alt, hvad han havde oplevet, siden han rejste hjemmefra.
  „Du har det min Tro godt“, sagde Studenten. „Hvem der var i dit Sted og kunde rejse sin Vej fra alle Bekymringer!“
  Ravnen stod udenfor Vinduet, og da Studenten sagde disse Ord, bankede han med Næbbet paa Ruden. Drengen forstod nok, at han vilde minde ham om at passe sit Snit, dersom Studenten skulde sige de rigtige Ord. „Du skal ikke bilde mig ind, at du vilde bytte med mig,“ sagde Drengen. „Den, der er Studentent kan da ikke ønske at være noget andet.“
  „Det samme tænkte jeg i Morges, da jeg vaagnede,“ sagde Studenten. „Men du skulde bare vide, hvad der er hændet mig i Dag. For mig er alting forbi. Det var sandelig det bedste for mig, hvis jeg kunde rejse min Vej med Vildgæssene.“


Uppsala Højene.
Uppsala Højene.

  Igen høtte Niels Bataki banke paa Ruden, og selv blev han helt svimmel og fik Hjertebanken, for det lod jo næsten til, at Studenten kunde komme til at sige de rigtige Ord.
  „Jeg har fortalt dig, hvordan jeg har det.“ sagde han til Studenten. „Fortæl du nu mig, hvordan du har det!“ Og Studenten var sagtens glad over at faa en at betro sig til og fortalte ærligt, hvad der var hændet ham. „Det andet fik nu være, hvad det vil,“ sagde Studenten tilsidst. „Men hvad jeg ikke kan udholde, det er, at jeg har bragt en Kammerat i Ulykke. Det var meget bedre for mig, om jeg var i dine Klæder og rejste om med Vildgæssene.“
  Bataki bankede ivrig paa Ruden, men Drengen sad længe stille og tavs og stirrede blot lige ud for sig.
  „Bi lidt! Du skal snart høre fra mig,“ sagde han med sagte Stemme til Studenten, og derpaa gik halt med tøvende Skridt over Skrivebordet og ud ad Vinduet. Lige idet han kom ud paa Taget, stod Solen, op og Uppsala laa badet i Morgenrødens Lys. Det tindrede og blinkede fra alle Tinder og Taarne, og Drengen maatte endnu engang sige til sig selv, at dette var en sand Glædens By.
  „Hvad gik der af dig?“ sagde Ravnen. „Nu er du gaaet Glip af at blive Menneske.“ — „Jeg har ikke Lyst til at bytte med den Student,“ sagde Drengen. „Jeg fik jo ikke andet end Kedsommeligheder for de bortblæste Papirers Skyld.“
  „Dem skal du ikke ængste dig for,“ sagde Ravnen. „Dem kan jeg skaffe til Veje.“ — „Jeg tvivler ikke om, at du kan,“ sagde Drengen, „men jeg er ikke sikker paa, at du gør det. Jeg maa først have den Ting paa det rene.“
  Bataki sagde ikke et Ord. Han slog bare sine Vinger ud, fløj sin Vej og kom snart tilbage med nogle Blade Papir. Saadan fløj han nu en hel Time frem og tilbage, ligesaa flittig som en Svale, naar den henter Ler til sin Rede, og bragte Drengen det ene Stykke Papir efter det andet. „Se saa, nu tror jeg næsten, du har faaet det alt sammen,“ sagde han tilsidst og satte sig forpustet paa Vinduesbrættet.
  „Tak skal du have!“ sagde Drengen. „Nu gaar jeg ind og taler med Studenten.“ I det samme kastede Bataki et Blik ind i Værelset og saa Studenten staa og ordne glatte Papirerne. „Du er da det største Fæ, jeg nogensinde har truffet paa,“ fo'r Bataki løs paa Drengen. „Har du givet Studenten Haandskriftet? Saa ligesaa godt spare dig at gaa ind til ham. Nu siger han aldrig mer, at han gerne vilde være i dit Sted.“
  Drengen stod ogsaa og stirrede paa Studenten, der var saa glad, at han i bar Skjorte dansede rundt i sit lille Værelse, og saa vendte han sig til Ravnen. „Jeg forstaar nok, Bataki at du vilde sætte mig paa Prøve,“ sagde han. „Du troede nok, at saasnart jeg selv kunde faa det godt, vilde jeg lade Morten Gase klare sig, som han kunde, paa denne besværlige Rejse. Men da Studenten fortalte sin Historie, kom jeg til at tænke paa, hvor grimt det var at svigte en Kammerat, saa det vil jeg ikke gøre.“
  Bataki kløede sig med Foden i Nakken og saa næsten flov ud. Han kunde ikke finde paa noget at siget men, fløj kun den lige Vej tilbage til Vildgæssene med Drengen.





XXXV

DUNFIN

BYEN, DER SVØMMER PAA VANDET.

Fredag 6. Maj.

Ingen kunde være mildere og sødere end den lille Graagaas Dunfin. Alle Vildgæssene holdt meget af hende, og den hvide Gase vilde gerne gaa i Døden for hende. Naar Dunfin bad om noget, kunde ikke engang Akka sige Nej. Saasnart Dunfin kom til Mälaren, kunde hun kende Egnen igen. Udenfor laa Havet med en stor Skærgaard, og det boede hendes Forældre og Søskende paa en lille Holm. Hun bad Vildgæssene flyve med til hendes Hjem, inden de rejste videre nordpaa, saa hun kunde vise sin Familie, at hun endnu var i Live. Det vilde være saadan en stor Glæde for dem.
  Akka sagde rent ud, at hun syntes ikke, Dunfins Forældre og Søskende havde været videre kærlige imod hende, dengang de forlod hende paa Öland. Men det vilde Dunfin ikke give hende Ret i. „Hvad andet skulde de vel gøre, naar de saa, jeg ikke kunde flyve?“ sagde hun. „De kunde da ikke blive paa öland for min Skyld.“
  For at faa Vildgæssene til at gøre Rejsen gav Dunfin sig til at fortælle dem om sit Hjem ude i Skærgaarden. Det var en Klippeholm. Saa' man den i det Fjerne, kunde det se ud, som om der ikke var andet end Sten, men naar man kom derhen, opdagede man det dejligste Græs i Kløfter og Fordybninger. Og bedre Rugepladser end de, der fandtes i Fjeldkløfterne dér eller mellem Vidiebuskene, skulde man lede længe efter. Men det bedste af det hele var den gamle Fisker, der boede derude. Dunfin havde hørt, at han i sine unge Dage havde været en ivrig Jæger, der altid laa ude i Skærgaarden og skød Fugle. Men nu paa de gamle Dage, da hans Hustru var død og Børnene taget hjemmefra, saa han var alene tilbage i Reden, var han begyndt at frede om Fuglene ude paa sit Skær. Han løsnede aldrig et Skud paa dem og tillod heller ikke, at andre gjorde det. Han gik om til Fulgerederne, og naar Hunnerne laa paa æg, hentede han Mad til dem. Ingen var bange for ham. Dunfin havde mange Gange været inde i hans Hytte og var bleven madet med Brødkrummer. Men da nu Fiskeren var saa god imod Fuglene, drog de ud til Skæret i saadanne Masser, at der begyndte at blive knapt med Plads. Kom man et Foraar for sent derud, kunde det ske, at alle Rugepladser var optagne. Derfor var det, Dunfins Forældre og Søskende havde været nødt til at rejse fra hende.


Kystparti ved Stockholm.
Kystparti ved Stockholm.

  Dunfin tiggede saa længe, til hun fik sin Vilje, skønt Vildgæssene vidste med sig selv, at de var forsinkede og hellere skulde have rejst lige imod Nord. Men saadan en Tur ud i Skærgaarden behøvede jo ikke at forsinke Rejsen mer end en eneste Dag.
  De brød op en Morgenstund efterat have styrket sig med et godt Maaltid og fløj imod øst over Mälaren. Drengen var ikke klar over, hvor de nu kom hen, men han lagde Mærke til, at jo længere de kom mod øst, desto livligere blev der paa Søen, og desto tættere var Kysten bebygget.
  Fuldt lastede Pramme og Skuder, Baade og Fiskekvaser var paa Vej østpaa, og en Mængde kønne, hvide Dampskibe kom dem i Møde eller sejlede dem forbi. Inde paa Land løb Landeveje og Jernveje alle mod det samme Maal. Der maatte være et eller andet Sted derude i øst, hvor alle vilde hen nu i den tidlige Morgenstund.
  Paa en af øerne saa han et stort, hvidt Slot og et Stykke øst for det begyndte Villaer at dække Bredderne. I Begyndelsen var der lange Mellemrum imellem dem, lidt efter lidt blev de tættere, og tilsidst laa der Villa ved Villa langs hele Bredden. De var af alle mulige Slags. Her laa et Slot og der en Hytte. Her hævede sig en lang Herregaardsbygning og der en Villa med mange smaa Taarne. Nogle var omgivne af Haver, men de fleste laa uden Haver i den Løvskov, der kransede Bredden. Men hvor forskellige de end var, eet var dog ens, de var ikke jævne og alvorlige og dagligdags som andre Huse, men de var malede med smukke, stærke Farver, grønne og blaa og hvide og røde som Dukkestuer.


Stockholm paa Mælarsiden.
Stockholm paa Mälarsiden.

  Drengen sad ogsaa ned paa de morsomme Villaer ved Søen, da Dunfin udstødte et Raab. „Nu ved jeg, hvor vi er! Derhenne ligger Byen, der svømmer paa Vandet.“
  Da saa' Niels fremad, og lige straks opdagede han ikke andet end lyse Taager og Dampe, der bølgede henover Vandet. Men snart kunde han skimte høje Spir og hist og her et Hus med mange Vinduer. De dukkede op og blev borte igen, alt som Taagerne drev hid og did. Men han saa ingen Strandbred. Det syntes altsammen at hvile paa Vandet.
  Da Drengen nærmede sig Byen, saa han ikke mere de morsomme Dukkestuer inde paa Land. I Stedet for var Bredderne bedækkede med sodede Fabrikbygninger. Bagved høje Plankeværker strakte der sig store Oplag af Kul og Brædder, og ved sorte, snavsede Broer laa klosede Fragtdampere. Men over det hele bredte de skinnende, gennemsigtige Taager sig, og de gjorde, at alt saa' saa stort og vældigt og fremmed ud, at det næsten blev smukt.
  Vildgæssene fløj forbi Fabrikker og Fragtdampere og nærmede sig de taageomhyllede Spir. Da sank pludselig alle Taager ned mod Vandet paa nær nogle lette tynde, fint lyserøde og lyseblaa, der svævede over deres Hoveder. De andre laa og bølgede henover Land og Vand. De skjulte helt Husenes Grundvold og nederste Del, mens man lydelig saa de øverste Etager, Tage, Taarne, Gavle og Frontespicer. Nogle Huse blev derved saa høje, at man kom til at tænke paa Babelstaarnet. Drengen kunde jo nok begribe, at de var byggede paa Høje og Bakkedrag, men dem saa han ikke, han saa kun Husene, der svævede ovenover Taagerne. Taagerne var skinnende, hvide, og Husene laa sorte og mørke, thi Solen stod i øst og skinnede ikke paa dem.
  Niels forstod, at han fløj hen over en stor By, for alle Vegne saa han Tage og spir hæve sig op af Taagen. Undertiden fremkom der en Aabning i de bølgende Taager, og han saa ned i en rindende, brusende Strøm, men Land kunde han ingen Steder faa øje paa. Det var altsammen smukt at se, men han følte sig næsten beklemt, som man gør, naar man møder Ting, man ikke forstaar.
  Saasnart han havde Byen bag sig, var Jorden ikke længer skjult af Taager, men man kunde igen tydelig skelne Strandbred, Vand og øer. Han vendte sig da om for om muligt at faa Byen bedre at se, men det lykkedes ham ikke. Nu saa den endnu mere trolddomsagtig ud. Nu farvede Solskinnet Taagerne, saa de kom svævende ganske fint lyserøde, blaa og gule. Husene var saa hvide, som om de var byggede af Lys, men Vinduer og Spir blinkede som Ild. Og det flød altsammen paa Vandet ligesom før.
  Vildgæssene fløj stik imod øst. I Begyndelsen saa der næsten ud som ved Mälaren. Først fløj de hen over Fabrikker og Værksteder. Saa var der igen Villaer langs Kysten. Der vrimlede af Dampskibe og Sejlbaade, men nu kom de østfra og gik mod Vest ind til Byen.
  De fløj videre, og i Stedet for de smalle Mälarfjorde og de smaa øer strakte der sig en videre Vandflade og større øer under dem. Fastlandet veg tilbage, snart var der ikke mere at se. Plantevæksten blev sparsommere, Løvtræerne sjældnere, Fyrretræerne tog Magten. Villaerne ophørte, og i Stedet saa man Bønderhuse og Fiskerhytter.
  Endnu længere fløj de, og nu var der ikke flere af de store, beboede øer, kun en Uendelighed af smaa Skær var strøet ud over Vandet. Landet indsnævrede ikke længer Fjordene. Havet laa foran dem stort og ubegrænset.
  Herude slog Vildgæssene ned paa en Klippeholm, og da de havde fast Land under Fødderne, vendte Drengen sig til Dunfin. „Hvad var det for en stor By, vi fløj over?“ sagde han.
  „Jeg ved ikke, hvad den hedder blandt Menneskene,“ sagde Dunfin. „Vi Graagæs kalder den Byen, der svømmer paa Vandet.“


SØSTRENE.
Dunfin havde to Søstre, Vingeskøn og Guldøje. De var stærke og kloge Fugle, men deres Fjerdragt var ikke saa blød og glinsende som Dunfins, og deres Sind var ikke saa mildt og blidt. Ligefra de var smaa, gule Gæslinger, havde ogsaa Forældre og Slægtninge, ja endog den gamle Fisker, tydelig ladet dem føle, at de holdt mere af Dunfin end af dem, og derfor havde Søstrene altid hadet hende. Da Vildgæssene landede paa Skæret, gik Vingeskøn og Guldøje og græssede paa en lille grøn Plet et Stykke fra Stranden og fik straks øje paa de fremmede.
  „Ser du de prægtige Vildgæs, der slaar ned paa øen, Søster Guldøje?“ sagde Vingeskøn. „Jeg har sjælden set Fugle med saa stolt en Holdning. Og se bare! De har en hvid Gase med! Har du nogensinde set saa smuk en Fugl? Man skulde næsten tro, det var en Svane.“
  Guldøje holdt med Søsteren i, at det vist var meget fornemme Fremmede, der var kommen til øen. Men pludselig afbrød hun sig selv og raabte: „Søster Vingeskøn, Søster Vingeskøn! Ser du ikke, hvem de har med?“
  I det samme gik ogsaa Vingeskøn øje paa Dunfin og blev saa forbavset, at hun længe stod med aabent Næb og ikke gjorde andet end hvæse. „Det kan da umulig være hend! Hvor skulde hun komme i Lag med saadanne Folk? Vi overlod hende jo til at sulte ihjel paa öland.“
  „Det værste er, at hun nok sladrer til Fader og Moder og fortæller, at det var os, der stødte saadan til hende, at hendes Vinge gik af Led,“ sagde Guldøje. „Du skal se, det ender med at vi bliver jaget bort fra Skæret.“
  „Ja, der kommer ikke andet end Kedsommelighed ud af at faa den forkælede Unge hjem,“ sagde Vingeskøn. „Men nu tror jeg, det er det klogeste, at vi til at begynde med lader, som vi er uhyre glade over, at hun er kommen tilbage. Hun er saa dum, at hun maaske ikke engang mærkede, vi stødte til hende med Vilje.“
  Mens Vingeskøn og Guldøje talte saadan, stod Vildgæssene nede ved Stranden og lagde deres Fjer til Rette efter Rejsen. Saa vandrede de i en lang Række opad Klipperne hen til den Kløft, hvor Dunfin vidste, hendes Forældre plejede at bo.
  Dunfins Forældre var udmærkede Folk. De havde boet længere paa øen end nogen af de andre, og de plejede at raade og hjælpe alle ny Beboere. De havde ogsaa set Vildgæssene komme, men de havde ikke genkendt Dunfin i Flokken. „Det var da mærkeligt at se Vildgæs gaa i Land her paa Skæret,“ sagde Graagasen. „Det er en prægtig Flok. Det kan man straks se paa Flugten. Men det bliver ikke let at finde Redeplads til saa mange.“ — „Endnu er her da ikke saa overfyldt, at vi ikke kan tage imod dem, der kommer,“ sagde hans Hustru. Hun var mild og god af Sind ligesom Dunfin.
  Da Akka kom gaaende, gik Dunfins Forældre hende i Møde og skulde lige til at byde hende velkommen til øen, da Dunfin fløj op fra sin Plads sidst i Toget og slog ned midt imellem Forældrene. „Fader! Moder! Det er mig! Kender I ikke Dunfin?“ raabte hun. Først vilde de gamle ikke rigtig tro deres egne øjne, men saa kendte de Datteren og blev naturligvis umaadelig glade.
  Allerbedst som Vildgæssene og Morten Gase og Dunfin selv kækkede i Munden paa hverandre for at fortælle, hvordan Dunfin var bleven reddet, kom Vingeskøn og Guldøje løbende. Allerede i lang Afstand raabte de velkommen og lod saa glade over, at Dunfin var kommen hjem, at hun blev ganske rørt.
  Vildgæssene befandt Sig vel paa Skæret, og det blev bestemt, at de ikke skulde rejse videre før næste Morgen. Kort efter spurgte Søstrene Dunfin, om hun ikke havde Lyst til at gaa med hen at se, hvor de havde i Sinde at bygge deres Reder. Hun fulgte straks med og saa, at de havde valgt godt skjulte og beskyttede Rugepladser. „Hvor vil du nu slaa dig ned, Dunfin?“ spurgte de. — „Jeg?“ sagde Dunfin. „Jeg har ikke i Sinde at slaa mig ned herpaa Skæret. Jeg følger med Vildgæssene til Lapland.“ — „Det var da sørgeligt, at du vil forlade os,“ sagde Søstrene. — „Jeg blev gerne hos jer og vore Forældre,“ sagde Dunfin. „Men jeg har allerede lovet den store, Hvide . . .“ — „Hvad?“ raabte Vingeskøn. „Skal du have den smukke Gase? Det er da . . .“ — Men nu puffede Guldøje ivrigt til hende, og hun sagde ikke mer.
  De to onde Søstre gik hele Formiddagen og stak Hovederne sammen. De var ganske ude af sig selv over, at Dunfin havde saadan en Frier som den hvide Gase. De havde selv Friere, men det var ikke andet end almindelige Graagæs, og nu, da de havde set Morten Gase, fandt de dem saa grimme og tarvelige, at de ikke gad se til dem. „Jeg tror, jeg tager min Død af ærgrelse,“ sagde Guldøje. „Havde det idetmindste været dig, der havde faaet ham, Søster Vingeskøn!“ — „Jeg vilde ønske, han var død; saa behøvede jeg da ikke at gaa her den hele Sommer og tænke paa, at Dunfin har faaet en hvid Gase,“ sagde Vingeskøn.
  Søstrene blev dog ved at være meget venlige imod Dunfin, og om Eftermiddagen tog Guldøje hende med for at hun skulde se den, som Guldøje tænkte paa at gifte sig med. „Han er ikke saa smuk som den, du skal have,“ sagde Guldøje. „Men til Gengæld kan man da være vis paa, at han er den, han er.“ — „Hvad mener du, Guldøje?“ sagde Dunfin. Guldøje vilde først ikke ud med Sproget, men tilsidst slap det da ud, at hun og Vingeskøn havde talt om, at det vist ikke hang rigtig sammen med den hvide Gase. „Vi har aldrig før set en hvid Gaas følge med Vildgæssene,“ sagde Søsteren, „og vi har tænkt os, at han maaske er forhekset.“ — „Er I tossede? Han er jo en tam Gase,“ sagde Dunfin krænket. — „Han har en med, der er forhekset,“ sagde Guldøje, „og saa kan han ogsaa gerne selv være forhekset. Er du ikke bange for, at han skal være en sort Skarv?“
  Hun belagde sine Ord godt og gjorde den stakkels Dunfin helt forskrækket. „Du mener ikke, hvad du siger,“ sagde den lille Graagaas. „Du vil bare skræmme mig.“ — „Jeg vil dit Bedste, Dunfin,“ sagde Guldøje. „Jeg kan ikke tænke mig noget værre end at se dig flyve bort med en sort Skarv. Men nu skal jeg sige dig noget. Prøv at faa ham til at æde nogle af de Rødder, jeg her har samlet! Er han forhekset, saa vil det straks vise sig. Er han det ikke, bliver han den, han er.“
  Niels Holgersen sad midt iblandt Gæssene og hørte paa Akkas og den gamle Gases Samtale, da Dunfin kom flyvende. „Tommeltot! Tommeltot!“ raabte hun, „Morten Gase er ved at dø! Jeg har dræbt ham!“ — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig til ham!“ raabte Drengen. De fløj, og Akka og Vildgæssene fulgte ogsaa med. Da de kom til Gasen, laa han paa Jorden. Han kunde ingenting sige, han snappede — blot efter Vejret. „Kildre ham under Struben og dunk ham i Ryggen!“ sagde Akka. Det gjorde Drengen, og i samme Nu hostede den store, hvide en stor Rod op, der havde sat sig fast i Halsen paa ham. „Er det dem, du har spist af?“ sagde Akka og pegede paa nogle Rødder, der laa paa Jorden. — „Ja,“ sagde Gasen. — „Da var det heldigt, de blev siddende i Halsen paa dig,“ sagde Akka. „De er giftige. Havde du sunket dem, var du sikkert død.“ — „Det var Dunfin, der bad mig æde dem,“ sagde Gasen. — „Jeg fik dem af min Søster,“ sagde Dunfin og fortalte det hele. — „Du skal tage dig i Vare for dine Søstre, Dunfin,“ sagde Akka, „for de vil dig sikkert ikke noget godt.“
  Men Dunfins Sind var at den Art, at hun ikke kunde tiltro nogen noget ondt, og da Vingskøn lidt efter kom og vilde vise hende sin Kæreste, fulgte hun straks med. „Ja, han er ikke saa smuk som den, du faar, men meget mere tapper og forvoven.“ — „Hvor, ved du det?“ sagde Dunfin. — „Jo, der har været stor Jammer blandt Maager og ænder her paa Skæret i den senere Tid, for hver Morgen ved Daggry kommer der en fremmed Rovfugl og tager en af dem.“ — „Hvad er det for en Fugl?“ sagde Dunfin. — „Det ved vi ikke,“ svarede Søsteren. „Vi har aldrig set Mage til den her paa Skæret, og det mærkelige er, at den aldrig anfalder nogen af os Gæs. Men nu har min Kæreste foresat sig i Morgen at kæmpe med ham og jage ham bort.“ — „Gid det maa gaa godt!“ sagde Dunfin. — „Det er jeg bange for, det ikke gør,“ sagde Søsteren. „Var min Gase bare saa stor og stærk som din, saa kunde jeg have noget Haab om det.“ — „Bryder du dig om, at jeg skal bede Morten Gase om at gaa imod den fremmede Fugl?“ sagde Dunfin. — „Ja, det gør jeg rigtignok,“ sagde Vingeskøn. „Større Tjeneste kunde du ikke gøre mig.“
  Næste Morgen var Gasen vaagen før Solen, stillede sig øverst oppe paa Skæret og spejdede til alle Sider. Snart saa han en stor mørk Fugl komme fra Vest. Vingerne var umaadelig lange, og der hørte ikke meget til at begribe, at det var en Ørn.
  Gasen havde ikke ventet sig farligere Fjende end en Ugle, og nu indsaa han, at han knap vilde slippe bort fra det med Livet. Men det faldt ham ikke et øjeblik ind, at det var urimeligt at indlade sig i Kamp med en Fugl, der var mange Gange stærkere end han.
  Ørnen skød ned paa en, Maage og slog Kløerne i den. Inden han kunde stige igen, kom Morten Gase farende. „Slip den!“ raabte han. „Og kom aldrig mere her, ellers skal du faa med mig at bestille!“ — „Hvad er du for en Galfrands?“ sagde Ørnen. „Det er et Held for dig, at jeg ikke har for Skik at slaas med Gæs. Ellers vilde det snart være ude med dig.“
  Morten Gase troede, at Ørnen holdt sig for god til at slaas med ham og fo'r rasende løs paa ham, bed ham i Struben og baskede ham med Vingerne. Det kunde Ørnen naturligvis ikke finde sig i, men huggede igen, dog ikke med fuld Styrke.
  Drengen laa og sov paa samme Sted som Akka og Vildgæssene, da han hørte Dunfin raabe: „Tommeltot! Tommeltot! Morten Gase er lige ved at blive revet ihjel af en Ørn!“ — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig hen til ham!“ sagde Drengen.
  Da han kom til Stedet var Morten Gase blodig og ilde tilredt, men endnu i fuld Kamp. Drengen kunde ikke med Ørnen, og der var ikke andet at gøre end at skaffe bedre Hjælp. „Afsted, Dunfin! Hent Akka og Vildgæssene!“ raabte han. I det samme han sagde det, holdt Ørnen op at kæmpe. „Hvem er det, der taler om Akka?“ spurgte han. Og da han nu saa Tommeltot og hørte Vildgæssene kække, hævede han Vingerne. „Sig til Akka, at jeg ikke havde tænkt, mig at træffe hende eller nogen af hendes Flok herud paa Havet!“ sagde han og svævede bort med skøn og hurtig Flugt. — „Det var jo den Ørn, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene,“ sagde Drengen og saa forundret efter ham. Vildgæssene agtede at drage bort fra Skæret i god Tid, men først vilde de dog græsse lidt. Mens de gik og aad, kom en Fjeldand hen til Dunfin. „Jeg skulde hilse dig fra dine Søstre,“ sagde hun. „De tør ikke vise sig blandt Vildgæssene, men de bad mig huske dig paa, at du ikke maatte forlade Skæret, før du havde besøgt, den gamle Fisker.“ — „Ja det er sandt,“ sagde Dunfin. Men hun var nu bleven saa ængstelig, at hun ikke turde gaa alene derhen, men bad Gasen og To,meltot følge med op til Hytten.
  Der stod Døren aaben. Dunfin gik ind, men de to andre blev udenfor. Straks efter hørte de Akka give Tegn til Opbrud, og de kaldte paa Dunfin. Graagaasen kom ud af Hytten og fløj bort fra Skæret med Vildgæssene.


De yderste Skær.
De yderste Skær.

  De var naaet et temmelig langt Stykke ind i Skærgaarden, Niels begyndte at se forundret paa den Graagaas, der var fulgt med dem. Dunfin fløj ellers let og lydløst. Men denne arbejdede sig fremad med tunge, brusende Vingeslag. „Vend om Akka!“ raabte han straks. „Der er en fremmed i Flokken! Det er Vingeskøn, vi har faaet med!“
  Næppe havde han talt ud, før Graagaasen udstødte et Skrig, saa stygt og arrigt, at ingen kunde tvivle om, hvem hun var. Akka og de andre vendte sig om imod hende, men Graagaasen flygtede ikke straks. I Stedet styrtede hun hen til den store, hvide, greb Tommeltot og fløj bort med ham i Næbbet.
  Der fulgte en hidsig Jagt ind over Skærgaardshavet. Vingeskøn fløj rask, men Vildgæssene var lige i Hælene paa hende, og hun kunde ikke have mindste Haab om at undslippe.
  Pludselig saa de en fin, hvid Røg stige op nedefra Havet, og der hørtes Knald af et Skud. I deres Iver havde de ikke lagt Mærke til, at de var lige over en Baad, hvori der sad en enlig Fisker.
  Der blev dog, ingen ramt af Skuddene, men lige midtover Baaden aabnede Vingeskøn Næbbet og lod Tommeltot falde ned i Havet.





XXXVI

STOCKHOLM

Lørdag 7. Maj.

For nogle Aar siden var der paa Skansen, den store Park udenfor Stockholm, hvor man har samlet saa mange mærkelige Ting, en lille, gammel Mand ved Navn Klement Larsson. Han var fra Helsingland og var kommen til Skansen for at spille Folkedanse og andre gamle Melodier paa sin Violin. Men det var naturligvis mest om Eftermiddagen, han optraadte som Spillemand. Om Formiddagen havde han gerne Opsyn i et eller andet af de morsomme Bønderhuse, der fra alle Dele af Landet er flyttet til Skansen.
  I Begyndelsen syntes Klement, at han havde faaet det bedre paa sine gamle Dage, end han nogensinde havde drømt om, men efter en Tids Forløb begyndte han at kede sig aldeles forfærdeligt, især naar han havde Opsyn. Det kunde endda gaa an, naar der kom Folk ind i Huset for at se det, men det kunde ske, at Klement i mange Timer sad der ganske alene. Da længtes han i den Grad hjem, at han var bange for, han blev nødt til at sige sin Plads op. Han var meget fattig og vidste, at hjemme vilde han komme paa Fattigvæsenet. Derfor søgte han at holde ud saa længe som muligt, skønt han blev mere og mere ulykkelig for hver Dag, der gik.
  En smuk Eftermiddag i Begyndelsen af Maj havde Klement faaet fri et Par Timer og var paa Vej ned ad den stejle Bakke, der fører ned fra Skansen, da han mødte en Skærgaardsfisker, der kom gaaende med en Kasse paa Ryggen. Det var en ung, rask Mand, der plejede at komme op til Skansen og falbyde Søfugle, som han havde haft Held til at fange levende, og Klement havde mange Gange før talt med ham.
  Fiskeren standsede Klement for at spørge ham, om Forstanderen paa Skansen var hjemme, og da Klement havde svaret herpaa, spurgte han til Gengæld, hvad det var for mærkelige Ting, Fiskeren havde i sin Kasse. „Du skal faa Lov at se, hvad jeg har, Klement,“ svarede saa Fiskeren, „dersom du til Gengæld vil give mig et godt Raad og sige mig, hvad jeg kan forlange for det.“
  Han rakte Kassen henimod Klement. Denne kiggede først een Gang ned i den, saa en Gang til og trak sig derpaa hurtig et Par Skridt tilbage. „Hvad i Alverden er det, AsBjørn!“ sagde han. „Hvordan har du faaet fat i saadan en?“
  Han kom til at tænke paa, at da han var lille, havde hans Moder tit fortalt ham om de Smaa, der boede under Logulvet. Han maatte ikke græde og ikke være uartig, for saa blev de Smaa vrede. Da han blev voksen, troede han, at det med de Smaa havde været et Paafund af hans Moder for at holde ham i Ave. Men det havde altsaa ikke været noget, hans Moder havde hittet paa, for der i åsBjørns Kasse laa en af de Smaa.
  Der var noget af Barnets Angst tilbage hos Klement, og det løb ham koldt ned ad Ryggen, naar han saa hen paa Kassen. AsBjørn mærkede, at han var bange, og gav sig til at le, men Klement tog Sagen meget alvorligt. „Fortæl mig dog, hvor du har fundet ham, AsBjørn!“ sagde han. — „Jeg har ikke ligget paa Lur efter ham,“ sagde AsBjørn. „Det var ham, der kom til mig. Jeg sejlede ud i god Tid i Morges og tog Bøssen med i Baaden. Knap var jeg kommen klar af Land, før jeg fik øje paa nogle Vildgæs, der kom østfra og skreg i vilden Sky. Jeg sendte et Skud efter dem, men ramte ingen. I Stedet for kom denne lille Fyr styrtende ned og faldt i Vandet saa nærved Baaden, at jeg kun behøvede at række Haanden ud for at faa fat i ham.“ — „Du har da ikke ramt ham, AsBjørn?“ — „Slet ikke, han er rask og sund. Men straks, da han kom flyvende, var han ikke, rigtig ved sig selv, og da tog jeg Tiden i Agt og surrede en Stump Sejlgarn om Hænder og Fødder paa ham, for at han ikke skulde flygte. For jeg tænkte jo straks, at det vilde være noget for Skansen.“
  Altsom Fiskeren fortalte, blev Klement underlig urolig. Alt, hvad han hav.de hørt i sin Barndom om de Smaa, om deres Hævnlyst mod Fjender og Hjælpsomhed mod Venner, faldt ham igen ind. Det var aldrig gaaet dem godt, der havde forsøgt at holde nogen af dem fangen. „Du skulde straks have sluppet ham løs, AsBjørn,“ sagde han.
  „Det var ikke langt fra, jeg var bleven nødt til at lade ham løbe,“ sagde Fiskeren. „For du kan tænke dig, Klement, Vildgæssene fulgte mig helt hjem, og bagefter fløj de frem og tilbage over Skæret hele Morgenen og skreg, som om de forlangte at faa ham igen. Og ikke nok med det, men hele Fuglekommersen ude hos os. Maager og Terner og de andre, som ikke er et ærligt Skud Krudt værd, kom og slog ned paa Skæret og holdt et Hus, og naar jeg gik ud, flagrede de rundt om mig, saa jeg maatte vende om igen. Min Kone bad mig om at lade ham løbe, men jeg havde sat mig i Hovedet, at han skulde herop til Skansen. Og saa stillede jeg en af Børnenes Dukker i Vinduet, skjulte den lille allernederst i Kassen og begav mig paa Vej. Og Fuglene troede sagtens, det var ham, der stod i Vinduet, for de lod mig slippe afsted uden at forfølge mig.“
  „Siger han ikke noget?“ spurgte Klement. — „Jo, i Begyndelsen prøvede han paa at raabe til Fuglene, men det vilde jeg ikke vide af; saa satte jeg en Knebel i Munden paa ham.“ — „Men AsBjørn,“ sagde Klement, „at du tør handle saadan med ham! Forstaar du da ikke, at han er noget overnaturligt?“ — „Jeg ved ikke, hvad Slags han er,“ sagde AsBjørn rolig. „Det overlader jeg til andre at spekulere ud. Jeg er tilfreds, naar jeg blot faar ham godt betalt. Og sig mig nu, Klement hvad tror du, Doktoren paa Skansen vil give mig for ham?“
  Klement betænkte sig længe, inden han svarede. Men der var kommen saadan en Uro over ham for den Lilles Skyld. Det var akkurat, som om hans Moder stod ved Siden af ham og sagde til ham, at han altid skulde være god imod de Smaa. „Jeg ved ikke, hvad Doktoren deroppe kan faa i Sinde at betale dig, AsBjørn,“ sagde han. „Men hvis du vil lade mig faa ham, vil jeg give dig tyve Kroner for ham.“
  „Da Spillemanden nævnte den store Sum, saa AsBjørn paa ham med grænseløs Forbavselse. Han tænkte, Klement maatte mene, at den Lille raadede over en hemmelig Magt og kunde være ham til Nytte. Han var ingenlunde sikker paa, at Doktoren havde saa høje Tanker om ham og vilde betale ham saa høj en Pris. Og saa tog han imod Klements Tilbud.
  Spillemanden stak sit Indkøb ned i en af sine rummelige Lommer, vendte tilbage til Skansen og gik ind i en af Sæterhytterne, hvor der hverken var Besøgende eller Opsyn. Han trak Døren til efter sig, tog den Lille frem og lagde ham forsigtig paa en Bænk; han var endnu bunden paa Hænder og Fødder, og hans Mund var tilstoppet.
  „Hør nu efter, hvad jeg siger,“ sagde Klement. „Jeg ved nok, at Folk af din Slags ikke holder af at ses af Mennesker, men helst vil gaa og pusle og lempe Tingene paa egen Haand. Derfor har jeg tænkt at give dig fri, men kun paa den Betingelse, at du bliver her i Parken, til jeg giver dig Lov at tage herfra. Gaar du ind paa det, saa nik tre Gange med Hovedet.“
  Klement saa forventningsfuldt paa den Lille, men denne rørte ikke.
  „Du skal nok faa det godt,“ sagde Klement. „Jeg skal sætte Mad frem til dig hver Dag, og jeg tror, du faar saa meget at bestille her, at Tiden ikke vil falde dig lang. Men du maa ikke rejse andre Steder hen, før du faar Lov af mig. Vi kan aftale et Tegn. Saa længe jeg sætter Mad frem til dig i en hvid Skaal, skal du blive her. Naar jeg sætter den frem i en blaa, maa du have Lov at rejse.“
  Igen tav Klement og ventede, at den Lille, skulde give Tegnet, men han rørte sig ikke.
  „Ja, ja,“ sagde Klement, „saa er der vel ingen anden Raad, end at jeg viser dig til Husbonden her paa Stedet. Og saa bliver du sat i Glasskab, og alle Mennesker i hele Stockholm kommer ud for at se dig.“
  Men dette lod til at gøre den Lille forskrækket, og næppe havde Klement talt ud, før han gav Tegnet.
  „Det var ret,“ sagde Klement, tog sin Kniv op og skar Snoren over, som den Lilles Hænder var bunden med. Derpaa gik han hurtig hen imod Døren.
  Drengen løste Baandene om sine Ankler og tog Kneblen ud af Munden, inden han tænkte paa nogetsomhelst andet. Da han saa vendte sig om til Klement Larsson for at takke ham, var denne allerede borte.

⋅

  Klement var ikke mere end akkurat kommen udenfor Døren, da han mødte en smuk og fornem, gammel Herre, der lod til at være paa Vejen hen til et kønt Udsigtspunkt der i Nærheden. Klement kunde ikke huske, at han før havde set den fornemme, gamle Herre, men denne havde sagtens lagt Mærke til Klement en Gang, da han havde spillet Violin, for han standsede og gav sig i Samtale med ham.
  „God Dag, Klement!“ sagde han. „Hvordan har du det? Du er da ikke syg? Jeg synes, du er bleven mager i den sidste Tid.“
  Der var noget saa ubeskrivelig venligt ved den gamle Herre, at Klement tog Mod til sig og fortalte ham, hvor drøjt det var for ham med den Hjemve.
  „Hvadfornoget?“ sagde den fornemme, gamle Herre. „Længes du hjem, naar du er i Stockholm? Det kan da ikke være muligt?“
  Og den fornemme, gamle Herre saa' næsten fornærmet ud. Men saa huskede han vel, at den, han talte med, ikke var andet end en uvidende, gammel Bondemand fra Helsingland, og saa blev han igen som før.
  „Du har vist aldrig hørt, hvordan Stockholm er bleven til, Klement. Havde du det, saa vilde du forstaa, at det ikke er andet end en Indbildning af dig, at du længes herfra. Følg med mig hen til den Bænk, saa skal jeg fortælle dig lidt om Stockholm.“
  Da den fornemme, gamle Herre havde sat sig paa Bænken, saa' han først nogle øjeblikke ud over Stockholm, der i al sin Pragt laa udbredt under ham, og han trak Vejret dybt, som om han vilde indaande al Stedets Skønhed. Derpaa vendte han sig til Spillemanden.
  „Se nu, Klement!“ sagde han, og mens han talte, gav han sig til at tegne et lille Kort paa Grusgangen foran dem. „Her ligger nu Uppland, og her skyder det mod Syd en Odde ned, der er indskaaret af en Mængde Vige. Og her kommer Sörmland med en anden Odde, der er lige saa indskaaret og gaar stik imod Nord. Og her kommer en Sø fra Vest, den er fuld af øer: det er Mälaren. Og her kommer østfra et andet Vand, der knap kan komme frem for øer og Skær, det er østersøen. Og her, Klement, hvor Uppland møder Sörmland og Mälaren møder østersøen, løber der en lille Aa, der hedder Norrström, og midt i Norrström ligger tre smaa Holme.
  Fra Begyndelsen var de Holme ikke andet end almindelige Holme med lidt Træer paa, af den Slags, som der er saa mange af i Mälaren den Dag i Dag, og de laa i lange Tider ganske ubeboede hen. Det er jo sikkert nok, at de havde en god Beliggenhed, siden de laa midt imellem to Vande og to Landskaber, men det var der ingen, der lagde Mærke til. Aar gik efter Aar. Folk bosatte sig baade paa Mälarøerne og ude i Skærgaarden, men de tre Holme i Strømmen fik ingen Indbyggere. En enkelt Gang kunde det ske, at en søfarende lagde sig ved en af dem og slog Telt der Natten over.
  Men ingen blev der for Alvor.
  En Dag havde en Fisker, der boede paa Lidingø ude i Saltsøen, styret sin Baad ind i Mälaren, og der havde han gjort saa god Fangst, at han havde glemt at sejle hjem i rette Tid. Han var ikke kommet længer end til de tre Holme, før det allerede var ganske mørkt, og da syntes han, det bedste han kunde gøre var at gaa i Land paa en af dem og vente der til længere hen paa Natten, naar det blev Maaneskin, for det vidste han, det blev.
  Det var langt hen paa Sommeren, og Vejret var endnu smukt, skønt Aftenerne var begyndt at blive mørke. Fiskeren trak sin Baad op paa Land, lagde sig ved Siden af den med Hovedet paa en Sten og faldt i Søvn. Da han vaagnede, var Maanen for længe siden oppe. Den stod lige over hans Hoved og skinnede saa pragtfuldt, at det næsten var ganske lyst.
  Manden fo'r op og skulde lige til at sætte Baaden i Søen, da han saa en Mængde store Punkter bevæge sig ude i Havet. Det var en stor Stime Sæler, der i fuld Fart kom ind imod Holmen. Da Fiskeren saa', at Sælerne lod til at ville krybe op paa Land, bukkede han sig ned for at lede efter sit Spyd, som han altid havde med i Baaden. Men da han rejste sig igen, var der ingen Sæler at se; i Stedet for stod der paa Søens Bred de skønneste unge Kvinder i grønne Silkeklæder, der slæbte efter dem, og med Perlekroner paa deres Hoveder. Da forstod Fiskeren, at det var Havfruer, der boede paa de øde Skær langt ude i Havet, og som nu havde taget Sælhamme paa for at svømme ind til Land og forlyste sig i Maaneskinnet paa de grønne Holme.
  Ganske stille lagde han Spydet ned igen, og da Havfruerne gik op paa Holmen for at lege, listede han sig bagefter, og betragtede dem. Han havde hørt, at Havfruerne skulde være saa skønne og yndige, at ingen kunde se dem uden at blive betaget af deres Skønhed, og han maatte tilstaa, at det ikke var for meget sagt.
  Da han en Tid havde set paa deres Dans under Træerne, gik han ned til Stranden, tog en af de Sælhamme, som laa der, og gemte den under en Sten. Derpaa vendte han tilbage til sin Baad, lagde sig ned ved Siden af den og lod, som han sov.
  Snart saa han de unge Havfruer komme ned til Stranden for at iføre sig Sælhammene. I Begyndelsen var alt Leg og Munterhed, men snart blev det til Jammer og Klage, fordi en af dem ikke kunde finde sin Sælham. De løb alle sammen frem og tilbage paa Strandbredden og hjalp hende at lede, men ingenting fandt de. Allerbedst som de løb og ledte, saa de, at Himlen begyndte at lysne, og Dagen var nær. Da lod det til, de ikke kunde blive længer, men de svømmede allesammen deres Vej undtagen hun, der ingen Sælham havde. Hun blev siddende paa Stranden og græd.
  Fiskeren syntes jo nok, det var Synd for hende, men han tvang sig til at blive liggende stille, til det blev højlys Dag. Da stod han op og satte Baaden i Søen, og da han allerede havde løftet Aarerne, lod han, som om han ganske tilfældig fik øje paa hende. „Hvad er du for en?“ raabte han. „Er du en Skibbrudden?“
  Hun styrtede hen til ham og spurgte, om han havde set hendes Sælham, men Fiskeren lod, som om han ikke engang forstod, hvad det var, hun spurgte om. Da satte hun sig igen ned og græd, men nu foreslog, han, at hun skulde følge med ham i Baaden. „Kom med hjem til min Hytte,“ sagde han, „saa kan min Moder tage sig af dig. Du kan da ikke blive siddende her paa Holmen, hvor du hverken kan faa en Seng eller et Maaltid Mad!“ Og han føjede sine Ord saa godt, at hun lod, sig overtale til at følge med i Baaden.
  Baade Fiskeren og hans Moder var mageløs gode imod den stakkels Havfrue, og hun lod til at befinde sig vel hos dem. Dag for Dag blev hun mere fornøjet, hjalp den gamle med hendes Arbejde og var ganske som en anden Skærgaardspige paa det nær, at hun var megt smukkere end nogen af de andre. En Dag spurgte Fiskeren hende, om hun vilde være hans Hustru, og det havde hun ikke noget imod, men sagde straks Ja.
  Saa lavede man til Bryllup, og da Havfruen skulde pyntes til Brud, tog hun den grønne, side Klædning paa og den skinnende Perlekrone, som hun var iført, da Fiskeren saa hende første Gang. I de Tider var der hverken Præst eller Kirke i Skærgaarden, men Brudefolkene satte sig i Baadene for at ro ind i Mälaren og lade sig vie i den første Kirke, de kom til.
  Fiskeren havde Bruden og sin Moder i sin Baad, og han sejlede saa godt, at han kom forud for alle de andre. Da han var naaet saa langt, at han kunde se den Holm i Strømmen, hvor han havde vundet sin Brud, der nu sad stolt og smykket ved Siden af ham, kunde han ikke lade være at le ved sig selv. „Hvad ler du af?“ spurgte hun. — „Aa, jeg tænker paa den Nat, da jeg gemte Sælhammen for dig,“ svarede Fiskeren, for nu følte han sig saa sikker paa hende, at han ikke længer troede, han behøvede at skjule noget. — „Hvad er det, du siger?“ sagde Bruden. „Jeg har da aldrig haft en Sælham.“ Det var, som om hun havde glemt det altsammen. „Husker du ikke, hvordan du dansede med Havfruerne?“ spurgte han. — „Jeg ved ikke, hvad du mener,“ sagde Bruden. „Jeg tror, du maa have haft en underlig Drøm i Nat.“
  „Naar Jeg nu viser dig din Sælham, vil du saa tro mig?“ sagde Fiskeren og styrede i det samme sin Baad ind imod Holmen. De gik i Land, og han fandt Sælhammen under Stenen, hvor han havde gemt den.
  Men aldrig saa snart saa Bruden Sælhammen, før hun rev den fra ham og kastede den over sit Hoved. Den lukkede sig om hende, som om den var levende, og hun kastede sig øjeblikkelig ud i Strømmen.
  Brudgommen saa hende svømme bort; han sprang ud i Vandet efter hende, men kunde ikke naa hende. Da han saa', at han ikke paa anden Maade kunde standse hende, greb han i sin Fortvivlelse Spydet og kastede det efter hende. Han ramte nok bedre, end han,havde villet, for den stakkels Havfrue udstødte et klagende Skrig og forsvandt i Dybet.
  Fiskeren blev staaende ved Stranden og ventede paa, at hun igen skulde komme til Syne. Men da saa' han, at der bredte sig et mildt Skær over Vandet rundt om. Det fik en Skønhed, som han aldrig før havde set Mage til. Det skinnede og blinkede blegrødt og hvidt, ligesom Farverne spiller i det indvendige af en Muslingskal.
  Da de blinkende Bølger slog mod Kysten, syntes Fiskeren at ogsaa de blev forandrede. De blev fulde af Blomster og Duft. Der lagde sig en mild Glans over dem, saa de fik en Skønhed, de ikke før havde haft.
  Og han forstod, hvad alt dette kom af. For det er saadan med Havfruerne, at hvem der ser dem, kan ikke andet end finde dem skønnere end alle andre, og da nu Havfruens Blod blandede sig med Vandet og skyllede op paa Kysterne, gik hendes Skønhed over paa dem, og det blev deres Arvelod, at alle, der saa' dem, maatte elske dem og drages til dem i Længsel.“
  Da den fornemme, gamle Herre var kommen saa langt i sin Fortælling, vendte han sig om til Klement og saa' paa ham, og Klement nikkede alvorligt til ham, men han sagde ikke noget for ikke at afbryde Fortællingen.
  „Nu maa du lægge Mærke til, Klement,“ vedblev den gamle Herre, og der kom med eet et lille skælmsk Glimt i hans øjne, „at fra den Tid begyndte Folk at bosætte sig paa Holmene. Først var der ikke andre end Fiskere og Bønder, der slog sig ned derude, men en skøn Dag kom Kongen og hans Jarl sejlende op igennem Strømmen. De gav sig straks til at tale om de tre Holme, og de gjorde hinanden opmærksom paa, at hvert eneste Skib, som vilde sejle ind i Mälaren, maatte forbi dem. Og Jarlen sagde, at her burde man sætte en Laas for Farvandet, som man kunde aabne og lukke efter Behag: slippe Handelsskibene ind og lukke Sørøverflaaderne ude.“
  „Og ser du, det blev til Alvor,“ sagde den gamle Herre og rejste sig og gav sig igen til at tegne i Sandet med sin Stok. „Paa den største af øerne her, kan du se, byggede Jarlen en Borg med et stærkt Hovedtaarn, der kaldtes Kärnan. Og rundt paa Holmen byggede han Mure, saadan. Og her imod Syd satte han en Port i Muren og et stærkt Taarn ovenover. Han byggede Broer over til de andre Holme og forsynede ogsaa dem med høje Taarne. Og ude i Vandet, rundt om det altsammen, satte han en Kreds af Pæle med Bomme, der kunde aabnes og lukkes, saa at ingen Skibe kunde sejle forbi uden hans Tilladelse.
  Du ser altsaa, Klement, at de tre Holme, der saa længe havde ligget uænsede hen, i en Fart blev en stærk Fæstning. Men ikke nok med det. Disse Kyster og Sunde, de drager Mennesker til sig, og snart kom der Folk alle Vegne fra og nedsatte sig paa Holmene. For disse Menneskers Skyld byggede Jarlen en Kirke, der senere fik Navnet Storkirken. Her laa den, lige ved Siden af Borgen, og her, indenfor Murene, laa de smaa Hytter, som Nybyggerne tømrede sig. Der var ikke stor Stads ved dem, men mere behøvedes der ikke paa den Tid, for at det skulde regnes for en By. Og Byen blev kaldt Stockholm, og det hedder den endnu den Dag i Dag.
  Der kom den Tid, Klement, da Jarlen maatte gaa til Hvile efter sit store Arbejde, men alligevel kom Stockholm ikke til at mangle Bygmestere. Her kom Munke til Landet — Sortebrødre kaldtes de — og Stockholm trak dem til sig, saa de bad om Lov til at bygge et Kloster der. Det blev ogsaa bygget paa Stadsholmen, lidt paa den anden Side af Storkirken. Og der kom andre Munke, der kaldtes Graabrødre. De søgte ogsaa Tilladelse til at bygge i Stockholm, men der var sagtens ikke Plads til deres Kloster paa den store Holm. Det blev derfor rejst paa en af de mindre, den, der vender ud imod Mälaren, og som fra den Tid kaldtes Graamunkeholmen. Den tredje Holm blev bebygget af fromme Mænd, der kaldtes Helligaandsbrødre og især gav sig af med at pleje syge. De byggede et Sygehus her, og efter dem hedder Holmen Helligaandsholmen.
  Se, nu var de tre smaa Holme allerede fulde af Huse, Klement, men Folk blev ved at strømme til, for disse Kyster og Sunde er, som du ved, saadan, at de drager Mennesker til sig. Der kom fromme Kvinder af Sankta Klara Ordenen og bad om Byggegrund. For dem var der ikke andet at gøre end at fæste Bo paa den nordlige Bred, paa Norrmalm, som den kaldtes. De var sikkert ikke videre tilfredse hermed, for henover Norrmalm løber der en høj Aas, og der havde Byen sin Galgebakke, saa det var et foragtet Sted. Alligevel byggede Klarasøstrene deres Kirke og deres store Klosterbygning ved Kysten lige under Aasen. Og da først de havde nedsat sig paa disse Kanter, fik de snart Efterfølgere. Her et godt Stykke nord for Byen, oppe paa selve Aasen, byggede man et Sygehus med en Kirke, der blev indviet til Sankt Jørgen, og lige nedenunder Aasen rejstes der en Kirke for Sankt jakob.
  Ogsaa paa Södermalm, hvor Klippen hæver sig stejlt op fra Søen, begyndte man at bygge. Der opførte man en Kirke til ære for Jomfru Maria.
  Men du maa ikke tro, at det kun var Klosterfolk, der flyttede til Stockholm, Klement. Der var ogsaa mange andre. Fremfor alt var der en Mængde tyske Købmænd og Haandværkere. De var dygtigere end de svenske og blev godt modtaget. De bosatte sig i Byen indenfor Murene, rev de usle smaa Huse ned, som var der i Forvejen, og byggede høje, prægtige Stenhuse. Men der var kun daarlig Plads derinde. De maatte lægge Husene tæt ved Siden af hinanden med Gavlene ud imod de smalle Gyder.
  Ja, du ser, Klement, at Stockholm kunde trække Mennesker til sig.“
  Nu viste der sig en anden Herre, der hurtig kom gaaende ned ad Gangen henimod dem. Men den Herre, der talte med Klement, vinkede med Haanden, og den anden blev staaende paa Afstand. Den fornemme, gamle Herre kom saa igen hen og satte sig paa Bænken ved Siden af Spillemanden.
  „Nu skal du gøre mig en Tjeneste, Klement,“ sagde han. „Jeg har ikke Tid til at tale længere med dig, men jeg skal sørge for, at der bliver sendt dig en Bog om Stockholm, og den skal du læse igennem fra Ende til anden. Nu har jeg saa at sige lagt Grunden til Stockholm for dig, Klement. Studér nu videre selv, og sæt dig ind i, hvordan Byen har levet og forandret sig! Læs om, hvordan den lille trange, muromgivne By paa Holmene bredte sig ud til dette store Hav af Huse, som vi ser under os! Læs om, hvordan det mørke Taarn Kä qrnan er blevet til det smukke, lyse Slot hernede, og hvordan Graamunkenes Kirke er bleven til de svenske Kongers Gravsted! Læs om, hvordan den ene Holm efter den anden er bleven fyldt med Bygninger! Læs om, hvordan Kaalhaverne paa Södermalm og Norrmalm er bleven til Parker eller bebyggede Kvarterer! Læs om, hvordan Aasene er jævnet og Sundene udfyldt! Læs om, hvordan Kongernes afspærrede Dyrehave er bleven Folkets kæreste Tilflugtssted! Du maa se at blive fortrolig med Stockholm, Klement. Denne By er ikke alene Stockholmernes By. Den er din og hele Sveriges.
  Og naar du saa læser om Stockholm, Klement, husk saa paa, at jeg har talt Sandhed, og at den har Magt til at drage alle til sig! Først flyttede Kongen hertil, saa byggede de fornemme Herrer deres Paladser her. Derpaa droges den ene efter den anden hertil, saa nu, ser du, er Stockholm ikke en By for sig selv eller for den nærmeste Omegn. Den er bleven en By for hele Landet.
  Du ved jo, Klement, at der i hvert Sogn holdes Sogneraad, men i Stockholm holdes der Rigsdag for hele Folket. Du ved, at der er Dommere i hvert eneste Herred Landet over, men i Stockholm er der en Domstol, der dømmer over alle de andre. Du ved, at der er Kaserner og Tropper alle Vegne i Landet, men i Stockholm sidder de, der har Befalingen over hele Hæren. Overalt i Landet gaar der Jernbaner, men fra Stockholm ledes det altsammen. Her er Styrelsen for Præster, for Læger, for Lærere, for Herredsfogder og Sognefogder. Her er dette Lands Midtpunkt, Klement. Herfra kommer de Penge, du har i din Lomme, og de Frimærker, vi sætter paa vore Breve. Herfra kommer der noget til alle Svenske. Og her har alle Svenske noget at gøre. Her behøver ingen at føle sig fremmed og længes hjem. Her er alle Svenske hjemme.
  Og naar du læser om alt, hvad der er samlet her i Stockholm, Klement, saa glem ikke det sidste, det har draget til sig. Det er disse gamle Bønderhuse paa Skansen. Det er gamle Danse, gamle Dragter og gammelt Bohave. Det er Spillemænd og Eventyrfortællere. Alt, hvad der er gammelt og godt, har det draget herop til Skansen for at ære det, og for at det skal komme til ære igen ude i Folket.
  Men først og fremmest skal du huske paa, Klement, at naar du læser om Stockholm, skal du sidde her paa, denne Plads. Du skal se paa Bølgernes muntre, blinkende Leg og paa de straalende, grønne Kyster. Du maa sørge for, at du kommer ind under Fortryllelsen, Klement!“
  Den smukke, gamle Herre havde hævet Stemmen, saa at den lød stærkt og myndigt bydende, og hans Øjne lynede. Nu rejste han sig, slog ud med Haanden og forlod Element. Og i det samme gik det op for Klement, at den, der havde talt med ham, maatte være en megféf fornem Herre, og han bukkede saa dybt han kunde.
  Næste Dag kom der en kongelig Lakaj med en stor, rød Bog og et Brev til Klement, og i Brevet stod der, at Bogen var fra Kongen.
  Fra det Øjeblik var den lille, gamle Klement Larsson helt tummelumsk i mange Dage, og det var næsten umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af ham. Da der var gaaet en Uge, gik han hen til Dr. Hazelius og sagde sin Plads op. Han var nødt til at rejse hjem. „Hvad skal du hjem efter? Bliver du ved at længes?“ sagde Doktoren. — „Aa nej,“ sagde Klement, „nu er der ikke mere noget i Vejen med den Ting, men jeg maa alligevel hjem.“
  Klement havde været svært i Beraad med sig selv, for Kongen havde sagt, at han skulde gøre sig fortrolig med Stockholm og se at finde sig til Rette der, men Klement kunde ikke holde det ud, før han havde fortalt dem derhjemme, at Kongen havde sagt dette til ham. Han kunde ikke lade være, han maatte staa paa Kirkebakken derhjemme og fortælle høje og lave, at Kongen havde været saa god imod ham, at han havde siddet ved Siden af ham paa den samme Bænk og sendt ham en Bog, og at han havde givet sig Tid til at tale med ham, en fattig, gammel Spillemand, i en hel Time for at kurere ham for hans Hjemve. Det var stort at fortælle det her paa Skansen til Lapperne og Dalpigerne, men det var jo ikke noget imod at fortælle det derhjemme!
  Om ogsaa Klement skulde havne paa Fattighuset, saa blev det ikke saa trangt efter dette. Han var nu en helt anden Mand end før og vilde blive agtet og æret paa en helt anden Maade.
  Og denne ny Længsel blev Klement for stærk. Han maatte op til Doktoren og sige, at han var nødt til at rejse hjem.





XXXVII

ØrnEN GORGO

I FJELDDALEN.
Højt oppe mellem Laplands Fjelde laa en gammel Ørnerede paa en Afsats, der sprang frem fra en stejl Bjergvæg. Den var lavet af Grangrene, der var lagt lagvis paa tværs over hinanden. Aar efter Aar var den bleven udvidet og forhøjet og laa nu paa sin Klippehylde flere Alen bred og næsten lige saa høj som en Lappehytte.
  Den Klippe, hvorpaa Ørnereden laa, overtaarnede en temmelig stor Dal, der om Sommeren var beboet af en Flok Vildgæs. Dalen var et fortræffeligt Tilflugtssted for dem. Den laa saa godt gemt mellem Bjergene, at der ikke var mange, der kendte den, ikke engang blandt Lapperne. Midt i Dalen laa en lille, rund Sø, hvor der var rigelig Føde for Gæslingerne, og paa Bredderne, der var fulde af Tuer og bevoksede med lave Pilebuske og forkrøblede Birke, var der de bedste Rugepladser, Gæssene kunde ønske sig.
  I umindelige Tider havde der boet Ørne oppe paa Klippen og Vildgæs nede i Dalen. Hvert Aar røvede Ørnen nogle af Vildgæssene, men de tog sig vel i Vare for at røve saa mange, at Vildgæssene blev skræmmet bort fra Dalen. Vildgæssene havde paa deres Side ikke saa lidt Nytte af Ørnene. Røvere var de ganske vist, men de holdt andre Røvere paa Afstand.
  Et Par Aar før den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, stod den gamle Førergaas Akka fra Kebnekajse en Morgen nede i Fjelddalen og saa op til Ørnereden. Ørnene plejede at drage ud paa Jagt lidt efter Solopgang, og i alle de Somre, Akka havde boet i Dalen, havde hun hver Morgen stillet sig hen og holdt øje med, om de vilde blive i Dalen og jage der, eller de vilde flyve bort til andre Jagtmarker.
  Hun behøvede ikke at vente længe, før de to statelige Fugle forlod Klippeafsatsen. Skønne, men skrækindjagende, svævede de ud i Luften. De satte Kursen ad Slettelandet til, og Akka udstødte et Lettelsens Suk.
  Den gamle Førergaas var nu for gammel til at lægge æg og ruge Unger ud, og hun plejede om Sommeren at fordrive Tiden med at gaa fra den ene Gaaserede til den anden og give Raad med Hensyn til Rugningen og Ungernes Pasning. Hun holdt desuden Udkig ikke blot med Ørnene, men ogsaa med Fjeldræve, Ugler og alle andre Fjender, der kunde tænkes at ville efterstræbe Vildgæssene og deres Yngel.
  Ved Middagstid begyndte Akka paa ny at spejde efter Ørnene. Saadan havde hun nu gjort hver Dag i alle de Somre, hun havde boet i Dalen. Hun kunde straks se paa deres Flugt, om de havde haft en god Jagt, og da følte hun sig sikker for dem, der hørte hende til. Men i Dag saa' hun ikke Ørnene vende tilbage. „Jeg maa være bleven gammel og sløv,“ tænkte hun, da hun havde ventet en Stund. „Nu maa Ørnene jo være kommen hjem for længe siden.“
  Hen paa Eftermiddagen saa' hun igen op imod Klippevæggen og ventede at se Ørnene paa det skarpe Fremspring, hvor de plejede at sidde og tage deres Middagshvile, og om Aftenen spejdede hun igen efter dem paa den Tid, da de plejede at tage sig et Bad i Fjeldsøen, men det lykkedes hende ikke at faa dem at se. Atter jamrede hun over, at hun blev gammel. Hun var saa vant til, at Ørnene holdt til paa Klippen over hende, at hun slet ikke kunde tænke sig Muligheden af, at de var kommen tilbage igen.
  Næste Morgen var Akka vaagen i god Tid for at spejde efter Ørnene. Men heller ikke nu saa' hun dem. Derimod hørte hun i Morgenstilheden et Skrig, der lød baade arrigt og klynkende, og som syntes at komme fra Ørnereden. „Mon der virkelig skulde være noget galt paa Færde deroppe i Ørnereden?“ tænkte hun. Hun lettede Vingerne og steg saa højt, at hun kunde se ned i Ørnereden.
  Deroppe saa' hun hverken HanØrnen eller HunØrnen. I hele Reden var der ikke andre end en halvnøgen Unge, der laa og skreg paa Mad.
  Akka sænkede sig langsomt og tøvende ned imod Ørnereden. Det var ikke noget hyggeligt Sted at komme til. Det var let at se, hvad det var for nogle Røvere, der holdt til der. I Reden og paa Klippeafsatsen laa der blegede Ben, blodige Fjer, Harehoveder, Fuglenæb og fjerklædte Rypefødder. Ogsaa Ørneungen, der laa midt i alt dette, var modbydelig at se med sit store, gabende Næb, sin klodsede, dunklædte Krop og sine ufærdige Vinger.
  Tilsidst overvandt Akka sin Modbydelighed og slog ned paa Kanten af Reden, men samtidig saa' hun sig urolig omkring til alle Sider, for hun ventede hvert øjeblik, at de gamle Ørne skulde vende hjem.
  „Det var da godt, at der endelig kom nogen,“ raabte Ørneungen. „Skaf mig straks noget Mad!“
  „Naa naa, det haster vel ikke,“ sagde Akka. „Fortæl mig først, hvor din Fader og Moder er henne.“
  „Ja, vidste jeg bare det! De fløj deres Vej i Gaar Morges uden at give mig andet end en Lemming at leve af, medens de var borte. Du kan da begribe, at den er ædt for længe siden. Det er uforskammet af Moder at lade mig ligge saadan og sulte.“
  Akka begyndte nu at tro, at de gamle Ørne virkelig var bleven skudt, og hun tænkte ved sig selv, at lod hun nu Ørneungen sulte ihjel, saa vilde hun maaske for Fremtiden blive helt fri for dette Røverpak. Men hun kunde alligevel ikke faa sig selv til at lade en forladt Unge ligge saadan og omkomme, naar det stod i hendes Magt at hjælpe den.
  „Hvad sidder du der og glor efter?“ sagde Ørneungen. „Hører du ikke, at jeg vil have Mad?“
  Akka bredte Vingerne ud og skød ned til den lille Sø nede paa Dalens Bund. Lidt efter kom hun igen op til Ørnereden med en ørred i Næbbet.
  Ørneungen blev helt ude af sig selv af Raseri, da hun lagde Fisken hen til den. „Tror du, jeg æder saadan noget?“ skreg den, skød Fisken til side, og huggede efter Akka med sit skarpe Næb. „Skaf mig en Rype eller en Lemming, hører du!“
  Men nu strakte Akka Hovedet frem og gav Ørneungen et ordentligt Nap i Nakkeskindet. „Jeg vil lade dig vide,“ sagde den gamle, „at skal jeg skaffe dig Mad, maa du være tilfreds med, hvad jeg kan give dig. Din Fader og Moder er døde, saa af dem faar du ikke nogen Hjælp, men har du Lyst at ligge her og sulte ihjel, imens du venter paa Ryper og Lemminger, saa for mig gerne!“
  Da Akka havde sagt det, fløj hun straks sin Vej og lod sig ikke se i Ørnereden før en god Stund senere. Da havde Ørneungen ædt Fisken, og da Akka lagde en ny Fisk hen til den, slugte den den straks, skønt det var let at se, at den fandt, det smagte afskyeligt.
  Det blev et drøjt Stykke Arbejde for Akka. De gamle Ørne viste sig aldrig mere, og hun maatte nu alene skaffe Ørneungen al den Mad, den skulde have. Hun gav den Fisk og Frøer, og det lod ikke til, at den Kost bekom ham ilde, for han blev stor og kraftig. Han glemte snart sine Forældre, Ørnene, og troede, at Akka var hans rigtige Moder. Akka paa sin Side elskede ham, som om han var hendes eget Barn. Hun gav ham en god Opdragelse og gjorde sig Umage for at vænne ham af med hans vilde Sind og hans Indbildskhed.
  Da der var gaaet et Par Uger, mærkede Akka, at den Tid nærmede sig, da hun skulde fælde Fjer og vilde blive ude af Stand til at flyve. I en hel Maaned vilde hun ikke kunne bære Mad op til Ørneungen, og saa vilde han jo sulte ihjel.
  „Hør nu, Gorgo,“ sagde Akka en Dag til Ørneungen, „nu kan jeg ikke mere komme op til dig med Fisk. Det kommer nu an paa, om du tør vove dig ned til Dalen, saa jeg kan blive ved at skaffe dig Mad. Nu kan du vælge, om du vil sulte ihjel heroppe eller kaste dig ned i Dalen, men det kan jo ogsaa koste dig Livet.“
  Uden at betænke sig et øjeblik, steg Ørneungen op paa Redens Kant; den gjorde sig næppe nok den Ulejlighed at maale Afstanden med Blikket, men bredte sine smaa Vinger ud og fo'r ned. Den rullede rundt i Luften et Par Gange, men gjorde alligevel saa god Brug af sine Vinger, at den kom temmelig uskadt ned til Jorden.
  Hernede kom nu Gorgo til at tilbringe sin Sommer sammen med de smaa Gæslinger og blev snart en god Kammerat for dem. Da han ansaa sig selv for en Gæsling, gjorde han sig al Umage for at leve paa samme Maade som de, og naar de svømmede ud i Søen, gik han efter, lige til han var nær ved at drukne. Det var ham en skrækkelig Flovhed, at han ikke kunde lære at svømme, og han gik til Akka og beklagede sig. „Hvorfor kan jeg ikke lige saa vel lære at svømme som de andre?“ spurgte han. — Du har faaet for krogede Tæer og for store Kløer, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,“ sagde Akka, „men det skal du ikke bryde dig om, du bliver nok en flink Fugl alligevel!“
  Ørneungens Vinger blev snart saa store, at de kunde bære ham, men det varede lige til Efteraaret, da de andre Gæslinger skulde lære at flyve, inden det faldt ham ind, at han kunde bruge dem til at flyve med. Men saa kom der en stolt Tid for ham, thi i denne Idræt blev han snart den ypperste. Hans Kammerater dvælede aldrig længere oppe i Luften, end de var nødt til, men han opholdt sig der næsten hele Dagen og øvede sin Flyveevne. Endnu var det ikke gaaet op for ham, at han var af en anden Art end Gæssene, men han kunde ikke undgaa at lægge Mærke til mange Ting, der forbavsede ham, og han kom med idelige Spørgsmaal til Akka. „Hvorfor løber Ryper og Lemminger deres Vej, saa snart min Skygge viser sig over Fjeldet?“ spurgte han. „De har jo aldrig saadan en Skræk for de andre unge Gæs.“ — „Dine Vinger er bleven for store, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,“ sagde Akka. „Det er det, der forskrækker Smaadyrene. Men det skal du ikke være ked af, du bliver nok en flink Fugl alligevel!“
  Efter at Ørnen havde lært at flyve, lærte han ogsaa sig selv at fiske og fange Frøer, men snart begyndte han ogsaa at gruble over dette. „Hvoraf kommer det, at jeg lever af Fisk og Frøer?“ spurgte han. „Det gør jo ingen af mine Søskende.“ — „Det kommer af, at jeg ikke havde anden Mad at give dig, da du laa deroppe paa Klippehylden,“ sagde Akka. „Men det skal du ikke være ked af! Du bliver nok en flink Fugl alligevel!“
  Da Vildgæssene begyndte deres Efteraarstræk, fløj Gorgo med i deres Flok. Han betragtede sig bestandig som hørende til dem. Men Luften var fuld af Fugle paa Vej til Syden, og der blev stor Bevægelse iblandt dem, da Akka viste sig med en Ørn i sit Følge. Vildgæssenes Fylking omkredsedes idelig af Sværme af nysgerrige, der lydeligt gav deres Forbavselse tilkende. Akka bad dem tie, men det var ikke muligt at binde saa mange onde Tunger. „Hvorfor kalder de mig en Ørn?“ spurgte Gorgo uophørlig og blev mere og mere fornærmet. „Kan de da ikke se, at jeg er en Vildgaas? Jeg er ingen Fugleæder, der fortærer mine Lige. Hvor kan det falde dem ind at give mig saadant et grimt Navn?“
  En Dag fløj de henover en Bondegaard, hvor der gik en hel Del Høns og skrabede paa Møddingen. „En Ørn! en Ørn!“ raabte alle Hønsene og løb afsted for at søge Beskyttelse. Men Gorgo, der altid havde hørt Ørnene omtale som vilde Ugerningsmænd, kunde ikke styre sin Vrede. Han foldede sine Vinger sammen, skød med Lynets Fart ned og slog Kløerne i en af Hønsene. „Jeg skal lære dig, at jeg ikke er en Ørn!“ raabte han hidsig og huggede løs paa den med Næbbet.
  I det samme hørte han Akka raabe paa ham oppe fra Luften; han adlød øjeblikkelig og fløj til Vejrs. Den gamle Vildgaas fløj imod ham og gav sig straks til at revse ham. „Hvad er det, du gør?“ raabte hun og huggede til ham med Næbbet. „Er det din Mening at rive den stakkels Høne ihjel? Du skulde skamme dig!“ Men da Ørnen uden at gøre Modstand tog imod Revselse af Vildgaasen, hævede der sig en Storm af Haan og Spottegloser fra de store Fugleskarer, der omgav dem. Ørnen hørte det og vendte sig imod Akka med et vredt Blik, som om han vilde anfalde hende. Men han ændrede hurtigt sin Hensigt, kastede sig med stærke Vingeslag op i Luften, steg saa højt, at intet Raab kunde naa ham, og sejlede om deroppe, saa længe Vildgæssene kunde øjne ham.
  Tre Dage derefter viste han sig igen i Vildgæssenes Flok.
  „Nu ved jeg, hvem jeg er“, sagde han til Akka. „Og er jeg en Ørn, saa maa jeg leve, som det sømmer sig en Ørn, men jeg mener, at derfor kan vi alligevel være Venner. Dig eller nogen af dine vil jeg aldrig angribe.“
  Men Akka havde sat sig Stolthed i, at det skulde lykkes hende at opdrage en Ørn til at blive en from og fredelig Fugl, og hun kunde ikke finde sig i, at han vilde leve paa sin egen Maner. „Tror du, jeg vil være Ven med en Fugleæder?“ sagde hun. „Lev, som jeg har lært dig at leve, saa skal du faa Lov at følge med i min Fylking som før!“
  De var begge stolte og ubøjelige, og ingen af dem vilde give efter. Det endte da med, at Akka forbød Ørnen at vise sig i hendes Nærhed, og saa vred var hun paa ham, at ingen vovede at nævne hans Navn i hendes Nærværelse.
  Fra den Stund drog Gorgo Landet rundt, ensom og skyet af alle, som store Røvere er. Han var ofte mørk i Hu, og han længtes sikkert mangen Gang tilbage til den Tid, da han troede, han var en Vildgaas, og legede med de muntre Gæslinger. Blandt Dyrene havde han stort Ry paa sig for Mod og Dristighed. De plejede at sige, at der var ingen, han frygtede, uden sin Plejemoder, Akka. De vidste ogsaa at fortælle om ham, at han aldrig havde forgrebet sig paa en Vildgaas.


I FANGENSKAB.
Gorgo var ikke mer end tre Aar gammel og havde endnu ikke tænkt paa at tage sig en Kone og sætte Bo, da han en Dag blev fanget af en Jæger og solgt til Skansen. Det var allerede et Par Ørne i Forvejen. De holdtes fangne i et Bur, der var bygget af Jernstænger og Staaltraad. Det stod i fri Luft og var saa stort, at man havde plantet et Par Træer derinde og bygget en temmelig stor Stenhøj, for at Ørnene skulde føle sig som hjemme. Men trods alt dette trivedes Fuglene ikke. De sad næsten hele Dagen ubevægelige paa een og samme Plet. Deres smukke, mørke Fjerdragt blev forpjusket og glansløs, og deres øjne stirrede ud i Luften som i haabløs Længsel.
  Den første Uge efter at Gorgo var kommen i Fangenskab, var han endnu kraftig og livlig, men efterhaanden faldt der en tung Sløvhed over ham. Han blev siddende stille paa een og samme Plet som de andre Ørne, stirrede lige ud i Luften uden at se noget og vidste ikke af, at Dagene gik.
  En Morgen, da Gorgo sad i sin sædvanlige Dvale, hørte han, at nogen kaldte paa ham udenfor Buret. Han var saa sløv, at han næppe kunde overkomme at vende øjnene derhen, hvor Lyden kom fra. „Hvem er det, der kalder paa mig?“ spurgte han. — „Men Gorgo, kender du mig ikke? Det er jo Tommeltot, der fløj omkring med Vildgæssene.“ — „Er Akka ogsaa bleven fanget?“ spurgte Gorgo i en Tone, som om han anstrengte sig for at klare Tankerne efter en lang Søvn. — „Nej, Akka og den hvide Gase og hele Flokken flyver nok nu velbeholden om oppe i Lapland,“ svarede Drengen. „Det er bare mig, der er fangen her.“
  Mens Drengen talede, saa han, at Gorgo, vendte Blikket og begyndte at stirre ud i Luften ligesom før.
  „KongeØrn!“ raabte Drengen. „Jeg har ikke glemt, at det var dig, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene, og at du sparede den hvide Gases Liv. Sig mig, om jeg ikke kan hjælpe dig paa en eller anden Maade!“ Gorgo løftede næppe Hovedet. „Forstyr mig ikke, Tommeltot!“ sagde han. „Jeg sidder og drømmer, at jeg svæver frit omkring højt oppe i Luften. Jeg bryder mig ikke om at vaagne.“ — „Du skulde røre lidt paa dig og se paa, hvad der sker omkring dig,“ formanede Drengen, „ellers er jeg bange for, du snart bliver ligesaa elendig at se til som de andre Ørne.“ — „Jeg vilde ønske, jeg var som de. De gaar saadan op i deres Drømme, at intet mere nu kan forstyrre dem,“ sagde Gorgo.
  Da Natten kom, og alle Ørnene sov, hørtes der en Skraben oppe i Staaltraadsnettet, der dækkede over Buret. De to gamle og sløve Fanger lod sig ikke forstyrre af Lyden, men Gorgo vaagnede. „Hvem der? Hvem er det, der er oppe paa Taget?“ spurgte han.
  „Det er Tommeltot, Gorgo!“ svarede Drengen. „Jeg sidder her og filer Staaltraaden over, for at du skal kunne flyve din Vej.“
  Ørnen løftede Hovedet og kunde i den lyse Nat se, at Drengen sad og filede paa Nettet, der var spændt over Buret. Et øjeblik kom der et Glimt af Haab i, hans Aasyn, men saa fik Modløsheden atter Overhaand. „Jeg er en stor Fugl, Tommeltot,“ sagde han, „hvor tror du, du kan file saa mange Traade over, at jeg kan komme ud? Det er bedst, du holder op med det og lader mig være i Fred.“ — „Sov du bare videre, og bryd dig ikke om mig!“ svarede Drengen. „Jeg bliver hverken færdig i Nat eller i Morgen Nat, men jeg vil alligevel prøve paa at befri dig, for her gaar du jo rent til Grunde.“
  Gorgo faldt igen i Søvn, men da han vaagnede næste Morgen, saa han straks, at en Mængde Traade var filet over. Den Dag følte han sig ikke saa døsig som de foregaaende. Han slog med Vingerne og hoppede op paa Trægrenene for at faa Stivheden ud af Lemmerne.
  En tidlig Morgen, lige idet det første Morgengry tændtes paa Himlen, vækkede Tommeltot Ørnen. „Prøv nu, Gorgo!“ sagde han.
  Ørnen saa op. Tommeltot havde virkelig faaet saa mange Traade filet over, at der var et stort Hul i Staaltraadsnettet. Gorgo slog med Vingerne og svang sig til Vejrs. Et Par Gange mislykkedes det, og han faldt tilbage i Buret, men tilsidst slap han lykkelig ud i det fri.
  I stolt Flugt steg han op over Skyerne. Den lille Tommeltot sad og saa' efter ham med vemodig Mine og ønskede, at der ogsaa vilde komme nogen og give ham hans Frihed.
  Niels Holgersen var nu helt hjemme paa Skansen. Han var bleven bekendt med alle de Dyr, der var der, og havde faaet mange Venner iblandt dem. Og det maatte han jo indrømme, at der var saa meget at se og lære, at han ikke havde ondt ved at faa Tiden til at gaa. Men alligevel gik hans Tanker hver Dag med Længsel til Morten Gase og de andre Rejsekammerater. „Var jeg bare ikke bunden ved mit Løfte,“ tænkte han, „saa skulde jeg nok finde en Fugl, der vilde bære mig op til dem.“
  Det ser maaske underligt ud, at Klement Larsson ikke havde givet Drengen hans Frihed, men man maa huske paa, hvor fortumlet den lille Spillemand var, da han forlod Skansen. Den Morgen, han skulde rejse, havde han alligevel tænkt paa at sætte Drengens Mad frem til ham i en blaa Skaal, men til alt Uheld kunde nan ikke faa fat i en. Saa kom alle Folkene paa Skansen, Lapperne, Dalkullorne, Tømrerne og Gartnerne for at sige ham Farvel, og saa naaede han ikke at skaffe den blaa Skaal tilveje. Afrejsens Time nærmede sig, og tilsidst vidste han ingen anden Udvej end at bede en af Lapperne om at hjælpe ham. „Jeg vil sige dig, at der er en af de Smaa, der bor her paa Skansen,“ sagde Klement, „og jeg plejer at sætte Mad frem til ham hver Morgen. Her har du et Par Skilling; vil du gøre mig den Tjeneste at købe en blaa Skaal for dem og sætte den hen under Trappen til Bollnæshuset i Morgen med lidt Grød og Mælk.“ Lappen saa forbavset ud, men der var ikke Tid for Klement til at forklare Sagen nærmere, for han maatte afsted til Stationen.
  Lappen gik ganske rigtig ned til Byen for at købe Skaalen, men da han ikke fandt nogen blaa Skaal, som han syntes passede til det Brug, købte han en hvid. Og i den hvide Skaal satte han samvittighedsfuldt hver Morgen Mælk og Grød.
  Saaledes gik det til, at Niels Holgersen ikke blev løst fra sit Løfte. Han vidste, at Klement var borte, men han selv havde ikke faaet Lov at rejse.
  Den Nat længtes han endnu mer end ellers efter Friheden, og det hang sammen med, at det nu var blevet Sommer for Alvor. Paa Rejsen havde han tidt og mange Gange haft det strengt med Regn og Rusk, og i den første Tid, han var paa Skansen, havde han tænkt, at det maaske ikke var saa galt, at Rejsen var bleven afbrudt, for han vilde vist være frosset ihjel, dersom han var kommen op til Lapland i Maj Maaned. Men nu var der kommet Varme i Luften, Jorden var dækket med Grønt, Birke og Popler stod klædt i silkebløde Blade, Kirsebærtræerne, ja alle mulige Frugttræer stod fulde af Blomster, Stikkelsbærbuskene havde allerede smaa, grønne Bær, Egetræerne viklede med stor Forsigtighed deres Blade ud, ærter, Kaal og Bønner stod nok saa frodigt i Urtebedene paa Skansen. „Nu er det vist varmt og godt ogsaa oppe i Lapland,“ tænkte Drengen. „Jeg vilde nok ønske, at jeg sad paa Morten Gases Ryg saadan en smuk Morgenstund som denne. Det vilde være dejligt at ride omkring i den varme, stille Luft og se ned paa Jorden, saa fin og pyntet som den nu ligger med grønt Græs og brogede Blomster.“
  Det sad han og tænkte paa, da Ørnen pludselig skød ned fra Luften og satte sig ved Siden af ham paa Taget af Buret. „Jeg vilde prøve mine Vinger for at se, om de endnu duede til noget,“ sagde Gorgo. „Du troede vel ikke, jeg havde i Sinde at lade dig blive her i Fangenskabet? Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal jeg føre dig tilbage til dine Rejsekammerater.“
  „Nej, det er umuligt,“ sagde Drengen. „Jeg har givet mit Ord paa at blive her, til jeg bliver givet fri.“
  „Hvad er det for nogen Dumheder?“ sagde Gorgo. „Først har de ført dig herhen imod din Vilje, og saa har de tvunget dig til at blive her! Du kan da begribe, at saadant et Løfte behøver man ikke at holde.“ — „Jo, det er jeg alligevel nødt til,“ sagde Drengen. „Du skal have Tak, fordi du mener mig det godt, men hjælpe mig kan du ikke.“
  „Kan jeg ikke?“ sagde Gorgo. „Det skal jeg snart vise dig.“ Og i det samme greb han fat i Niels Holgersen med sin store Klo, svang sig med ham op over Skyerne og forsvandt i nordlig Retning.





XXXVIII

OVER GÄSTRIKLAND

DET KOSTBARE BÆLTE.

Onsdag 15. juni.

Ørnen blev ved at flyve, til han var naaet et godt Stykke norden for Stockholm. Der lod han sig dale ned paa en Bakke og løsnede sit Tag i Drengen.
  Men ikke saasnart følte denne sig fri, før han gav sig til at løbe, alt hvad han kunde tilbage til Stockholm.
  Ørnen gjorde da et langt Spring, indhentede Niels og lagde sin Fod over ham. „Er det din Mening at vende tilbage til Fængslet?“ spurgte han. — „Hvad kommer det dig ved? Jeg har vel Lov at gaa, hvorhen jeg vil for dig,“ sagde Drengen og prøvede at slippe væk. Da tog Ørnen fast og sikkert om ham med sine stærke Kløer, lettede og fløj igen nordpaa.
  Nu fløj Ørnen med Drengen over hele Uppland og standsede ikke, før han kom til det store Vandfald ved Älvkarleby. Han slog ned paa en Sten, der laa midt i Elven lige neden for det brusende Vandfald, og slap igen sin Fange løs.
  Niels saa straks, at det var ganske umuligt at slippe bort fra Ørnen her. Oven over dem kom Faldets hvide Skumvæg styrtende, og rundt om dem brusede Elven. Han var meget forbitret over saadan at gøres til Ordbryder. Han vendte Ryggen til Ørnen og vilde ikke tale et Ord til ham.
  Men nu, da Ørnen havde sat Drengen paa et Sted, hvor han ikke kunde undslippe, fortalte han ham, at han var opdragen af Akka fra Kebnekajse, men at der nu var Fjendskab mellem ham og hans Plejemoder. „Og nu forstaar du maaske, Tommeltot, hvorfor jeg vil bringe dig tilbage til Vildgæssene,“ sagde han tilsidst. „Jeg har hørt sige, at du staar højt i Gunst hos Akka, og jeg havde i Sinde at bede dig mægle Fred imellem os.“
  Saasnart Drengen forstod, at det ikke blot var af Egensindighed, Ørnen havde bortført ham, blev han venlig imod ham. „Jeg vilde meget gerne hjælpe dig med det, du beder mig om,“ sagde han, „men jeg er jo bunden af mit Løfte.“


Âlvkarlebyfaldet.
Älvkarlebyfaldet.

  Og nu fortalte han til Gengæld Ørnen, hvordan han var bleven taget til Fange, og at Klement Larsson havde forladt Skansen uden at give ham fri.
  Men Ørnen vilde dog ikke opgive sine Planer. „Hør nu, hvad jeg vil sige dig, Tommeltot!“ sagde han. „Mine Vinger kan bære dig, hvorhen du vil, og mine øjne kan opdage, hvadsomhelst du søger. Fortæl mig, hvordan den Mand saa ud, som tog det Løfte af dig, og jeg skal lede ham op og bringe dig til ham! Derefter bliver det din Sag at formaa ham til at give dig fri.“
  Det syntes Niels Holgersen var et godt Forslag. „Jeg kan nok mærket at du har haft saa klog en Fugl som Akka til Plejemoder, Gorgo,“ sagde han. Saa beskrev han Klement Larsson meget nøje, og han tilføjede, at han havde hørt sige paa Skansen, at den lille Spillemand var fra Helsingland.
  „Godt, saa leder vi hele Helsingland igennem ligefra Lingbo til Mellansjö, ligefra Storberget til Hornslandet,“ sagde Ørnen. „I Morgen inden Aften skal du faa den Mand i Tale.
  — „Nu lover du vist mer, end du kan holde,“ sagde Drengen. — „Jeg var en daarlig Ørn, hvis jeg ikke duede til saa meget,“ svarede Gorgo.
  Da Gorgo og Tommeltot rejste fra Älvkarleby, var de gode Venner, og Niels satte sig Du til at ride paa Ørnens Ryg. Derved fik han igen Lejlighed til at se noget af de Egne, han fløj henover. Saa længe Ørnen havde ham i sin Klo, havde han ikke kunnet se noget. Det var egentlig heldigt for ham, at han ikke rigtig havde vidst, hvor han var, for havde nogen fortalt ham, at han den Morgen var fløjet hen over saadanne Steder som Uppsala–Højene, det store österby–Værk, Dannemora Grube og örbyhus gamle Slot havde han ganske vist sørget over, at han ikke havde faaet noget af alt det at se.
  Ørnen bar ham nu i rask Fart hen over Gästrikland. I den sydlige Del var der ikke meget, der kunde fængsle hans Blik. Der strakte sig en Slette, næsten overalt dækket af Granskov. Men længer imod Nord bredte der sig tværs over Landet fra Dalarnas Grænse til den botniske Bugt en smuk Egn med skovbevoksede Høje, blanke Søer og brusende Floder. Her laa folkerige Sogne rundt om deres hvide Kirker, Landeveje og Jernveje krydsede hinanden, Husene laa hyggelig omgivet af grønne Træer, og blomstrende Haver sendte Deres liflige Duft helt op i Luften.
  Langs med Floderne var der flere store Jernværker, Mage til dem, Niels havde set i Bergslagerne. De laa omtrent med lige store Mellemrum i en Række helt ud til Havet, hvor en stor By bredte sig med sine hvide Husmasser. Norden for denne folkerige Egn tog de mørke Skove fat igen; dér var Landet ikke fladt, men hævede sig til Aase og sænkede sig til Dale som et oprørt Hav.
  „Dette Land har Granskørt og Graastenstrøje paa,“ tænkte Drengen ved sig selv. „Men om Livet har det et Bælte, der ikke har sin Lige i Kostbarhed, for det er broderet med blaanende Søer og blomstrende Enge, de store Jernværker smykker det som en Række ædle Stene, og til Spænde har det en hel By med Slotte og Kirker og store Husklynger.“
  Da de rejsende var kommen et Stykke ind i Skovegnen mod Nord, slog Gorgo ned paa den øverste Top af et nøgent Fjeld, og saasnart Drengen var hoppet ned af hans Ryg, sagde Ørnen: „Der er Vildt her i Skoven, og jeg tror ikke, jeg kan glemme Fangenskabet og føle mig rigtig fri, før jeg har været paa Jagt. Du bliver vel ikke bange, naar jeg flyver fra dig?“ — „Nej, det tror jeg ikke,“ sagde Drengen. — „Du kan løbe om, som du vil, men du maa være tilbage her, naar det lakker ad Solnedgang,“ sagde Ørnen og fløj sin Vej.


Sandvikens Jernværk.
Sandvikens Jernværk.

  Niels Holgersen følte sig temmelig ensom og forladt, mens han sad paa en Sten og saa ud over det nøgne Fjeld og de store Skove, der omgav det. Men han havde ikke siddet der ret længe, før han hørte Sang nede fra Skoven og saa noget lyst bevæge sig inde mellem Træerne. Han blev snart klar over, at det var en blaa og gul Fane, og af Sangen og den muntre Summen, som naaede ham, sluttede han, at Fanen blev baaret i Spidsen for et helt Tog af Mennesker, men det varede længe, inden han kunde se, hvad det var for nogen. Fanen blev baaret ad bugtede Stier, og han sad og blev meget nysgerrig efter at se, hvor den og de, der fulgte den, vilde tage Vejen hen. Han kunde da aldrig tænke sig, at de vilde komme op til den, grimme, øde Bjergslettet hvor han sad. Men det gjorde de alligevel. Nu kom Fanen frem i Skovbrynet, og bagefter kom hele det Mylr af Mennesker, som den havde vist Vejen. Der blev Liv og Bevægelse paa hele Bjerget, og den Dag havde Drengen saa meget at se paa, at han ikke kedede sig et øjeblik.


SKOVENS DAG.
Paa den brede Fjeldryg, hvor Gorgo havde efterladt Tommeltot, havde for en halv Snes Aar siden Skovbranden hærget. De forkullede Træer var fældet og kørt bort, og i Udkanterne, hvor den store Brandflade stødte op til den friske Skov, begyndte det igen at grønnes. Men Størstedelen af Fjeldet laa uhyggelig øde og bart hen. Sorte Træstubbe var bleven staaende mellem Stenene som Vidne om, at her havde været en stor, prægtig Skov, men der skød ingen unge Skud op af den Brandtomt.
  Folk undrede sig over, at det gik saa smaat for Bjerget at blive klædt med Skov igen, men de tænkte ikke paa, at da Skovbranden rasede, havde Jorden netop savnet Fugtighed efter en lang Tørke. Derfor var det ikke nok med, at Træerne var brændt, og at alt, hvad der groede i Bunden: Lyng og Gederams og Mos og Tyttebærgrønt, ogsaa var forsvundet, men selve Muldjorden, der dækkede Stengrunden, var efter Branden bleven tør og løs som Aske. Hvert Vindpust, der kom, hvirvlede den op i Luften, og da Bjerget laa meget udsat for Blæsten, var den ene Stenflade efter den anden fejet ren. Regnvandet hjalp naturligvis til med at føre Muldjorden bort, og efter at nu Vind og Vand i ti Aar havde gjort deres Bedste for at feje Bjerget rent, saa' det saa nøgent ud, at man nærmest maatte tænke sig, det vilde komme til at ligge øde hen til Verdens sidste Dag.
  Men en Dag først paa Sommeren samledes alle Børnene i det Sogn, hvor det afsvedne Bjerg laa, udenfor en af Skolerne. Hvert Barn havde Hakke eller Spade paa Skulderen og en Pakke Mad i Haanden. Saasnart alle var samlet, drog de i et langt Tog op til Skoven, I Spidsen bar de Fanen, Lærere og Lærerinder gik ved Siden af, og tilsidst kom et Par Skovløbere og en Hest, der trak et Læs Fyrreplanter og Granfrø.
  Dette Tog standsede ikke i nogen af de Birkelunde, der laa nærmest Landsbyen, nej, det gik højt op i Skoven. Det fulgte gamle Sæterstier, og Rævene stak forundret Hovedet ud af Hulen og syntes, det var nogle underlige Sæterfolk. Toget drog forbi gamle Kulsvierpladser, hvor der før hvert Efteraar var bygget Miler, og Korsnæbbene vendte deres krumme Næb om imod dem og kunde ikke begribe, hvad det var for nogle Kulsviere, der nu trængte ind i Skoven.
  Saa naaede Toget da tilsidst op til den store, afsvedne Bjergslette. Der var Stenene ganske nøgne uden de fine Linnæaranker, der en Gang hayde dækket dem, Bjergfladerne var berøvet deres smukke, sølvhvide Mos og den fine nydelige Rensdyrlav. Ved de sorte Vandpytter, der havde samlet sig i Kløfter og Fordybninger, voksede der hverken Skovsyre eller Kallablade. I de smaa Pletter Jord, der endnu var tilbage mellem Stenene og i Revnerne, var der ingen Bregner, ingen Skovstjerner, ingen hvid Pyrola, ikke noget af alt det grønne og røde og bløde og lette og fine, der ellers dækker Skovbunden.
  Det var, som om der gik en Lysning henover den graa Bjergslette, da alle Landsbyens Børn spredte sig over den. Det var da igen noget muntert og fint, frisk og rosenrødt. Det var ungt, og det groede. Maaske de kunde skaffe den forladte Stakkel lidt Liv igen.
  Da Børnene havde hvilet sig og spist, fik de fat paa Hakker og Spader og begyndte at arbejde. Skovløberne viste dem hvordan de skulde bære sig ad, og de stak den ene lille Plante efter den anden ned i alle de smaa Pletter Jord, de kunde opdage.
  Mens Børnene plantede, gik de og talte helt gammelklogt med hverandre om, hvordan de smaa Planter, som de stak ned i Jorden, skulde holde paa Mulden, saa den ikke kunde blæse væk. Og ikke nok med det, men der skulde dannes ny Muld under Træerne. Og i den faldt der Frø, og om nogle Aar kunde de plukke baade Hindbær og Blaabær her, hvor der nu ikke var andet end nøgne Stene. Og de smaa Planter, de satte, vilde jo lidt efter lidt blive til store Træer. Man kunde maaske bygge store Huse eller stolte Skibe af dem.
  Men havde Børnene ikke gaaet heroppe og plantet, mens der endnu var lidt Jord i Revnerne, saa var al Muldjorden bleven ført bort af Vind og Vand, og der var aldrig mere kommet til at vokse Skov paa Bjerget.
  „Ja, det var rigtignok godt, vi kom herop,“ sagde Børnene. „Det var paa høje Tid.“ Og de var umaadelig vigtige.
  Mens Børnene var i Arbejde oppe paa Bjerget, gik Fader og Moder hjemme, og da der var gaaet en lille Tid, længtes de efter at vide, hvordan det gik Børnene. Det var jo ikke andet end Narrestreger, naturligvis, at saadan nogle skulde plante Skov, men det kunde da i alt fald være morsomt at se, hvordan det gik dem. Og lige med eet var baade Fader og Moder paa Vej til Skoven. Da de kom ind paa Sæterstien, mødte de flere af Naboerne. „Skal I op til Brandpladsen?“ — „Ja, vi skal saamænd.“ — „Op at se paa Børnene?“ — „Ja, op og se, hvad det er, de laver.“ — „Det bliver vel ikke til andet end Leg?“ — „Det er ikke rimeligt, at de kan plante mange Træer.“ — „Vi har taget Kaffekedlen med, saa de kan faa lidt varmt, nu de skal leve paa tør Kost hele Dagen.“
  Saa kom Fader og Moder op paa Bjerget, og først tænkte de ikke paa andet, end hvor kønt det saa ud med alle de smaa, røde Kinder paa det graa Bjerg. Men saa begyndte de at lægge Mærke til, hvordan Børnene arbejdede, hvordan nogle satte Planter ned, mens andre trak Furer og saaede Frø, og nogle ruskede Lyng op, for at den ikke skulde kvæle de smaa Træer. Og de saa; at Børnene tog Arbejdet alvorligt og var saa ivrige, at de knap havde Tid at se op.
  Fader stod lidt og saa til, saa begyndte han ogsaa at ruske Lyng op. Bare for Spøg, naturligvis! Børnene var Læremestre, for nu kunde de Kunsten, og de maatte vise Fader og Moder, hvordan de skulde bære sig ad.
  Det endte med, at alle de voksne, der var kommen for at se paa Børnene, tog Del i Arbejdet. Nu blev det naturligvis endnu morsommere end før. Og snart efter fik Børnene endda mere Hjælp.
  De trængte til flere Redskaber deroppe, og et Par Drenge med lange Ben blev sendt ned til Byen efter Hakker og Spader. Da de løb forbi Husenet kom de, der sad hjemme, ud og spurgte: „Hvad er der paa Færde? Er der sket en Ulykke?“ — „Nej, nej, men hele Byen er oppe paa Brandpladsen og planter Skov.“ — „Er hele Byen deroppe, saa vil vi da ikke sidde hjemme.“
  Saa strømmede de allesammen op til det afsvedne Bjerg. Først stod de lidt stille og saa til, men saa kunde de ikke lade være at give sig til at arbejde med. For det kan være fornøjeligt at gaa og tilsaa sin Mark om Foraaret og tænke paa Sæden, der kommer op af Jorden, men dette var endnu mere tillokkende.
  Det var ikke blot svage Straa, der skulde komme op af denne Udsæd, men det var stærke Træer med høje Stammer og mægtige Grene. Det var at frembringe ikke alene en Sommers Grøde, men Frodighed for mange Aar. Det var at vække Insektsummen og Drosselsang og Tjurleg og al Slags Liv paa den øde Brandtomt. Og saa var det ligesom et Mindesmærke, man rejste for de kommende Slægter. Man kunde have givet dem et bart, nøgent Bjerg i Arv, og nu fik de en stolt Skov i Stedet. Og naar det gik op for Efterkommerne, vilde de forstaa, at deres Forfædre havde været gode og kloge Folk, og de vilde tænke paa dem med ærbødighed og Taknemmelighed.





XXXIX

EN DAG I HELSINGLAND

ET STORT, GRØNT BLAD.

Torsdag 16. juni.

Næste Dag fløj Niels Holgersen over Helsigland. Det laa under ham med ny, lysegrønne Skud paa Naaletræerne, nysudsprunget Birkeløv i Lundene, nyt Græs paa Engene og nyspiret Sæd paa Markerne. Det var et højtliggende og bjergrigt Land, men midt ned igennem det strakte der sig en aaben og lys Dal, og fra den bredte der sig til begge Sider andre Dale, nogle korte og trange, andre brede og lange. „Dette Land kommer jeg vist til at ligne ved et Blad,“ tænkte Niels Holgersen, „for grønt er det som et Blad, og Dalene forgrener sig paa det omtrent paa samme Maade som Ribberne paa en Bladplade.“
  Fra den store Hoveddal udgik der først to vældige Sidedale, en mod øst og en mod Vest. Saa sendte den kun Smaadale ud, til den kom temmelig højt mod Nord. Der rakte den igen to stærke Arme ud. Derefter løb den endnu et godt Stykke længere op, men saa blev den smallere og smallere og blev tilsidst borte i Vildmarken.
  Midt i den store Dal flød en bred, prægtig Elv, der mange Steder bredte sig til Søer. Nærmest ved Elven laa Enge, der var helt oversaaet med smaa, graa Lader; ovenfor Engene begyndte Markerne, og ved Dalgrænsen, hvor Skoven tog fat, laa Gaardene. De var store og vel byggede, og den ene laa ved Siden af den anden i en næsten uafbrudt Række. Kirkerne knejste nede ved Elvens Bred, og rundt om dem samlede Gaardene sig til store Landsbyer. Andre Klynger af Huse var der ved Jernbanestationerne og ved Savværkerne, der laa hist og her ved Søer og Elve og var lette at kende paa de Bræddestabler, der taarnede sig op omkring dem.
  Sidedalene var ligesom Midterdalen fulde af Søer, Marker, Landsbyer og Gaarde. De gled lyse og smilende ind mellem de mørke Bjerge, til de lidt efter lidt blev knuget sammen af dem og blev saa smalle, at de ikke havde Plads til mere end en lille Bæk.
  Paa Aasen mellem Dalene holdt Naaleskoven til. Den havde ingen flad Jord at gro i, en Mængde Klippeblokke laa hulter til bulter deroppe, men Skoven dækkede det altsammen som et loddent Skind, der er bredt over et kantet Legeme.
  Det var et skønt Land at se ned paa. Drengen fik ogsaa en hel Del af det at se, for Ørnen ledte efter den gamle Spillemand, Klement Larsson, og fløj fra Dal til Dal og spejdede efter ham.
  Da det led ud paa Morgenen, blev der Liv og Bevægelse ved Gaardene. Dørene ind til Kostaldene, som der i Landskabet var store og høje og havde baade Skorsten og høje, brede Vinduer, blev slaaet op paa vid Gab, og Køerne blev lukket ud. De var kønne, hvide, fint byggede og smidige, sikre paa Foden og saa muntre, at de gjorde de morsomste Spring. Kalvene og Faarene kom ogsaa ud, og det var ikke til at tage fejl af, at de var i deres allerbedste Humør.
  Men hvert øjeblik, der gik, blev der livligere paa Gaardspladserne. Et Par unge Piger med Ransler paa Ryggen gik om mellem Kvæget. En Dreng med en lang Kæp i Haanden holdt Faarene sammen. En lille Hund løb om blandt Køerne og bjæffede vredt ad dem, der vilde stange. Husbonden spændte en Hest for en Kærre og læssede denne med Smørbøtter, Osteforme og alskens Madvarer. Folk lo og sang. Baade de og Dyrene var saa fornøjede, som om de havde en rigtig Festdag for sig.
  Kort efter var de allesammen paa Vej op til Skovene. En af Pigerne gik i Spidsen og lokkede for Kreaturerne med smukke, syngende Tilraab. Bag efter hende fulgte Dyrene i en lang Række. Hyrdedrengen og Hyrdehunden løb frem og tilbage for at passe paa, at ingen af Dyrene veg af fra Stien. Allerbagest kom Bonden og hans Karl. De gik ved Siden af Kærren for at hindre den i at vælte, for den Vej, de gik ad, var kun en smal, stenet Skovsti.
  Enten var det Skik, at Bønderne i Helsingland sendte deres Kvæg op i Skovene paa en og samme Dag, eller ogsaa traf det sig kun saadan det Aar. Men vist er det, at Niels Holgersen saa' de muntre Tog af Folk og Fæ komme dragende ud fra hver eneste Dal og hvert eneste Hus, bøje ind i den øde Skov og fylde den med Liv. Fra Skovens mørke Dyb hørte han hele Dagen Sæterpigernes Lokken og Koklokkernes Klang. De fleste havde en lang og besværlig Vej for sig, og Drengen saa', hvordan de med Møje drog over side Moser og gjorde Omveje for at komme uden om Vindfælder, mens Kærrerne ofte stødte mod Stene og væltede med alt, hvad der var i dem. Men Sæterfolkene mødte alle Vanskeligeder med munter Latter og godt Humør.
  Hen ad Eftermiddagen naaede Toget ryddede Steder i Skoven, hvor der var bygget en lav Kostald og nogle smaa, graa Hytter. Da Køerne kom ind paa Pladsen imellem Hytterne, brølede de fornøjet, som om de kendte Stedet igen, og gav sig straks til at æde af det grønne, saftige Græs. Folkene bar under Spøg og munter Passiar Vand og Brændsel og alt det, de havde bragt med paa Kærren, ind i den største af Hytterne. Snart steg der Røg op fra Skorstenen. Og saa satte Sæterpigerne, Hyrdedrengen og de voksne Mænd sig rundt om en flad Sten ude i det Fri og holdt deres Maaltid.


Ankomsten til Sæterhytterne.
Ankomsten til Sæterhytterne.

  Gorgo, Ørnen, var ganske vis paa, at han nok skulde finde Klement Larsson blandt dem, der var paa Vej op i Skoven. Saasnart han saa' et Sætertog, lod han sig dale og undersøgte det med sit skarpe Blik. Men der gik Time efter Time, uden at han fandt ham.
  Efter megen Flyven frem og tilbage kom Ørnen henimod Aften til en bjergrig og ensom Egn, der laa øst for den store Hoveddal. Igen saa' han en Sæter under sig. Folk og Kvæg var allerede naaet derhen. Mændene stod og huggede Brænde, og Sæterpigerne malkede Køerne.
  „Se der!“ sagde Gorgo. „Der tror jeg, vi har Manden.“
  Han lod sig dale, og Niels saa til sin store Forundring, at Ørnen havde Ret. Der stod virkelig den lille Klement Larsson og huggede Brænde paa Sæterengen.
  Gorgo slog ned i den tætte Skov et Stykke fra Husene. „Nu har jeg udført det, jeg havde paataget mig“, sagde han og gjorde et stolt Kast med Hovedet. „Nu maa du se at komme til at tale med Manden. Jeg sætter mig deroppe i den tætte Fyrretop og venter paa dig.“


DYRENES NYTAARSNAT.
Paa Sæteren var Arbejdet endt og Nadveren spist, men Folkene blev siddende oppe og snakkede sammen. Det var længe siden, de havde været i Skoven en Sommernat, og de syntes næsten, det var Synd at lægge sig til at sove. Det var saa lyst som ved højlys Dag, og Sæterpigerne gav sig i Lag med deres Haandarbejder, men engang imellem løftede de Hovedet, saa ind i Skoven og smilede stille for sig selv. „Ja, Du er vi her igen,“ sagde de. Landsbyen med al dens Uro svandt bort af deres Sind, og Skoven fyldte dem med sin dybe Fred. Naar de hjemme paa Gaarden tænkte paa, at de skulde gaa alene oppe i Skoven hele Sommeren, kunde de knap begribe, hvordan de skulde holde det ud, men saasnart de var kommen op til Sæteren, følte de, at her havde de dog deres bedste Tid.
  Der var kommet unge Piger og Karle i Besøg fra nogle Sætere i Nærheden, saa det var ikke saa faa, der sad lejret i Græsset udenfor Hytterne, men der vilde ikke komme nogen rigtig Samtale i Gang. Mændene skulde ned til Landsbyen igen næste Dag, og Sæterpigerne sagde dem Besked om forskellige Ting og gav dem Bud med til Hjemmet. Det var omtrent alt, hvad der blev sagt.
  Da saa' den ældste af Sæterpigerne op fra sit Arbejde og sagde muntert: „Her behøver da ikke at være saa stille paa Sæteren i Aften, for vi har to Mænd med, der ellers nok holder af at fortælle. Den ene er Klement Larsson, der sidder her ved Siden af mig, og den anden er Bernhard fra Sunnansjö, der staar derhenne og kigger op paa Blacksaasen. Nu synes jeg, vi skulde bede dem fortælle os hver sin Historie, og den, der fortæller den morsomste skal faa det Halstørklæde, jeg strikker paa.“
  Dette Forslag vandt stort Bifald. De to, der skulde kappes, gjorde naturligvis nogle Indvendinger, men faldt snart til Føje. Klement foreslog, at Bernhard skulde begynde, og det havde denne ingenting imod. Han kendte ikke meget til Klement Larsson, men han antog, at han vilde give en eller anden gammel Historie til Bedste om Spøgelser og Trolde, og da han vidste, at Folk gerne hører den Slags Ting, fandt han det klogest at vælge noget af samme Slags.
  „For flere hundrede Aar siden,“ sagde han, „skete det, at en Provst her i Delsbo en Nytaarsnat var ude at ride midt inde i den dybe Skov. Han sad til Hest med Pels og lodden Hue paa, og paa Saddelknappen hang en Taske, hvori han havde Alterkarrene, Alterbogen og sin Præstekjole. Sent om Aftenen var han bleven hentet ud til en syg langt inde i Skoven, og han havde siddet og talt med den syge til langt ud paa Aftenen. Nu var han omsider paa Hjemvejen, men han troede ikke, han kunde naa hjem til Provstegaarden før langt paa den anden Side Midnat.
  Naar han endelig skulde tilbringe Natten paa Hesteryggen i Stedet for at ligge rolig i sin Seng, var han dog glad over, at det ikke var nogen, slem Nat at være ude i. Det var mildt Vejr med stille Luft og overtrukken Himmel. Fuldmaanen stod stor og rund bag Skyerne og lyste, skønt den ikke selv var at se. Havde det ikke været for den Smule Maaneskin, vilde han have haft ondt ved at skelne Stien fra Jorden, for der var ingen Sne, og alting havde samme brungraa Farve.
  Paa denne Rejse red Provsten en Hest, som han satte overmaade megen Pris paa. Den var baade kraftig og udholdende og næsten saa klog som et Menneske. Saaledes havde Provsten for Eksempel mange Gange mærket, at Hesten kunde finde hjem fra et hvilkelsomhelst Sted i det store Sogn. Det stolede han saa sikkert paa, at han aldrig ulejligede sig med at tænke paa Vejen, naar han red den Hest. Og saaledes kom han ogsaa nu ridende midt i den graa Nat og den vildsomme Skov med Tøjlerne hængende slapt ned og Tankerne langt borte.
  Provsten sad og tænkte paa den Prædiken, han skulde holde næste Dag, og paa mange andre Ting med, og det varede temmelig længe, inden det faldt ham ind at klare sig, hvor nær Hjemmet han var. Da han omsider saa op og blev opmærksom paa, at Skoven omgav ham ligesaa tæt som ved Begyndelsen af Turen, blev han meget forundret. Han havde været paa Vej saa længe, at han mente, han maatte have naaet den dyrkede Del af Sognet.
  Det var i Delsbo den Gang som nu. Kirken og Provstegaarden og alle de store Gaarde og Landsbyer laa i den nordlige Del af Sognet, omkring Dellen, og sydpaa var der ikke andet end Skove og Bjerge. Da Provsten saa', at han endnu var i ubebyggede Egne, vidste han altsaa, at han stadig befandt sig i den sydlige Del af Sognet, og at han skulde ride mod Nord for at komme hjem. Men det syntes han netop, han ikke gjorde. Han havde hverken Maane eller Stjerner at rette sig efter, men han var af dem, der har Kompasset i Hovedet, og han havde en bestemt Fornemmelse af, at han red mod Syd eller maaske mod øst.
  Han skulde lige til at vende Hesten, men saa betænkte han sig. Den Hest var aldrig før gaaet vild og gjorde det sikkert heller ikke nu. Det var snarre ham selv, der tog fejl. Hans Tanker havde jo været langt borte, saa han havde ikke lagt Mærke til Vejen. Han lod Hesten gaa videre i samme Retning som før og sank snart igen hen i sine Betragtninger.
  Men straks efter ramte en stor Gren ham med saadan Kraft, at den nær havde revet ham af Hesten. Da indsaa han, at han maatte se at klare sig, hvor han var kommen hen.
  Han saa' ned imod Jorden og opdagede, at han red paa blød Mosegrund, hvor der ikke var nogen banet Sti. Hesten gik dog lige frem, uden mindste Tøven. Men ligesom før følte Provsten sig overbevist om, at den gik i den gale Retning.
  Denne Gang undlod han ikke at gribe ind. Han tog et fast Tag Tøjlerne for at tvinge den til at vende, og det lykkedes ham ogsaa at drive den tilbage til Stien. Men næppe var de der, før Hesten skød Genvej mellem to Træer og igen gik lige ind i Skoven.
  Provsten var saa sikker paa, at den gik fejl, som det bare var muligt at være, men da Hesten var saa sikker paa sit, tænkte han, at nu vilde den maaske se at finde en bedre Vej, og saa lod han den gaa videre.
  Hesten gik rask frem ad, skønt den ikke havde nogen Sti at følge. Kom den til en Bjergskrænt, klatrede den op ad den saa smidig som en Ged, og naar det derefter gik nedad, samlede den Benene og rutschede ned ad de glatte Stene.
  „Bare den dog maa finde hjem før Kirkeid!“ tænkte Provsten. „Jeg gad vide, hvad mine Delsboer vilde tænke, hvis jeg ikke kom i Kirke i rette Tid.“
  Han fik ikke lang Tid til at spekulere herover, for pludselig kom han til et Sted, som han genkendte. Det var en lille, mørk Skovsø, hvor han havde ligget og fisket sidste Sommer. Nu var han klar over, at det forholdt sig netop, som han havde frygtet. Han var dybt inde i Skovene, og Hesten gik mod Sydøst. Det var, som om den var bestemt paa at føre ham saa langt bort fra Kirke og Præstegaard som muligt.
  Provsten sprang øjeblikkelig af Sadlen. Han kunde ikke saadan lade Hesten føre ham ud i de øde Egne. Han maatte hjem, og siden Hesten med Vold og Magt vilde gaa fejl, besluttede han sig til at gaa til Fods og lede Hesten, indtil de kom ind paa kendte Stier. Han viklede Tømmen om Armen og begyndte sin Vandring. Det var ingen let Sag at gaa igennem den vilde Skov i en tung Pels, men Provsten var en stærk og haardfør Mand og ikke bange for noget.
  Men Hesten gjorde ham det igen besværligt. Den vilde ikke følge ham, men satte Hovene fast i Jorden og strittede imod.
  Tilsidst blev Provsten vred. Han plejede aldrig at slaa den Hest, og det syntes han heller ikke, han vilde tage sin Tilflugt til nu. I Stedet for kastede han Tøjlerne og gik sin Vej. „Saa bliver vi nok nødt til at skilles her, siden du vil gaa dine egne Veje,“ sagde han.
  Han havde imidlertid ikke gaaet mer end et Par Skridt, før Hesten kom efter ham, nappede ham forsigtigt i ærmet og søgte at standse ham. Provsten vendte sig om og saa' Hesten ind i øjnene for at udgrunde, hvorfor den teede sig saa underligt.
  Siden kunde Provsten aldrig forstaa, hvor det var muligt, men sikkert er det, at saa mørkt det var, kunde han se Hestens Ansigt aldeles tydeligt og kunde læse i det, som om det havde været et Menneskes. Han kunde se, at Hesten var i den frygteligste Angst og Vaande. Den saa' paa ham med et Blik, der var paa eengang bedende og bebrejdende. „Jeg har tjent dig og adlydt dig Dag efter Dag,“ syntes den at sige. „Kan du ikke følge mig denne ene Nat?“
  Provsten blev rørt over den Bøn, han læste i Dyrets øjne. Det var klart, at Hesten i Nat paa en eller anden Maade trængte til hans Hjælp, og da han var en kæk og modig Mand, bestemte han sig straks til at følge den. Uden videre Tøven ledte han Hesten hen til en Sten for at stige op igen. „Gaa saa!“ sagde han. „Jeg skal ikke forlade dig, naar du vil have mig med. Ingen skal kunne sige Provsten i Delsbo det paa, at han nægter at følge med den, der er i Nød.“
  Og derefter lod han Hesten gaa, som den vilde, og tænkte ikke paa andet end at holde sig fast i Sadlen. Det blev en farlig og anstrengende Fart, og opad gik det næsten hele Tiden. Skoven stod saa tæt omkring ham, at han ikke kunde se to Skridt for sig, men det forekom ham, at de red op ad et meget højt Bjerg. Hesten arbejdede sig op ad de mest halsbrækkende Skrænter. Havde Provsten selv haft Tøjlerne, vilde han aldrig have drømt om at tvinge en Hest frem paa saadant Jordsmon. „Du har da vel ikke i Sinde at vove dig op paa selve Blacksaasen?“ sagde Provsten til Hesten og lo. Han vidste, at Blacksaasen laa der i Nærheden, men det var et af de højeste Bjerge i Helsingland.
  Bedst som de red, mærkede Provsten, at han og Hesten ikke var de eneste, der var ude den Nat. Han hørte Stene rulle og Grene knækkes. Det lød, som naar store Dyr baner sig Vej gennem Skoven. Han vidste, at der var rigeligt med Ulve der paa Egnen, og tænkte paa, om Hesten vilde føre ham til Kamp mod de vilde Dyr.
  Opad gik det, stadig opad, og jo højere de kom, jo tyndere blev Skoven.
  Endelig red de henad en næsten nøgen Bjergryg, saa Provsten kunde se sig om til alle Sider.
  Han saa' ud over umaadelige Landstrækninger, der gik op og ned i Aase og Klipper og overalt var dækket af mørke Skove. Det var ikke let i Mørke at finde sig til Rette, men snart kunde han ikke være i Tvivl om, hvor han befandt sig.
  „Jo sandelig,“ tænkte han, „jo sandelig er det Blacksaasen, jeg rider op ad; det kan ikke være andet. Der mod Vest ser jeg Järfsöklack, og mod øst blinker Havet ude ved Agø. Mod Nord ser jeg ogsaa noget, der skinner. Det er nok Dellen. Og her dybt nede under mig set jeg det hvide Skumsprøjt fra Niamfossen. Ja, det er Blacksaasen, jeg er kommen op paa. Det er et Eventyr, maa jeg sige!“
  Da de kom op paa Toppen af Bjerget, blev Hesten staaende bag en busket Gran, som om den vilde skjule sig der Provsten hældede sig frem og bøjede Grenene til Side, saa han fik fri Udsigt.
  Bjergets flade, nøgne Tinde laa udbredt foran ham, men der var ikke øde og tomt, som han havde tænkt sig. Midt paa den aabne Plads laa der en stor Klippeblok, og rundt om denne var en stor Skare Dyr forsamlet. Provsten syntes, det saa ud, som om de var kommet derhen for at holde en Slags Ting.
  Nærmest ved den store sten saa Provsten Bjørnene, stærkt og tungt byggede, saa de lignede pelsklædte Klippeblokke. De havde lagt sig ned og blinkede utaalmodigt med deres smaa øjne. Man kunde tydeligt se, at de var staaet lige op af Vintersøvnen for at gaa til Tings, og at de havde ondt ved at holde sig vaagne. Bag ved dem sad nogle hundrede Ulve i tætte Rækker. De var ikke søvnige, men meget livligere midt i Vintermørket end nogensinde om Sommeren. De sad paa Bagbenene som Hunde, slog i Jorden med Halerne og gispede heftigt, med Tungen hængende langt ud af Gabet. Bagved Ulvene listede Losserne om, stivbenede og klodsede som store, vanskabte Katte. De lod til at være sky overfor de andre Dyr og hvæsede, naar nogen kom dem for nær. I Rækkene bagved Losserne saas Jærvene, der havde Hundeansigt og Bjørnepels. De følte sig ikke vel tilpas paa Jorden, men stampede utaalmodigt med deres brede Fødder og længtes efter at slippe op i Træerne. Og bagved disse igen, over hele den aabne Plads hen til Skovbrynet, vrimlede det af Ræve, Væseler, Maarer, smaa og nydelig skabt, men med endnu vildere og blodtørstigere øjne end de større Dyr.
  Provsten kunde se alle disse Dyr ganske tydeligt, fordi hele Pladsen var oplyst. Paa den høje Sten i Midten stod nemlig Skovens Konge og holdt i sin Haand en Fyrrefakkel, der brændte med højt rød Flamme. Skovkongen var saa høj som Skovens højeste Træ, havde Grangrenekappe og Grankoglehaar. Han stod, ganske stille med Ansigtet vendt imod Skov. Han spejdede og lyttede.
  Skønt Provsten saa det hele ganske tydeligt, var han saa forbavset, at han ligesom stred imod og ikke rigtig vilde tro sine egne øjne. „Dette er jo ganske umuligt,“ tænkte han. „Det maa være mig, der er forstyrret. Jeg har redet for længe om i den mørke Skov. Det er min Fantasi, der tager Magten fra mig.“
  Men alligevel iagttog han med største Opmærksomhed alt og ventede i Spænding paa, hvad han vilde faa at se, og hvad der vilde foregaa.
  Der gik kun et Par Minutter, saa hørtes fra Skoven den klingre Lyd af en lille Kobjælde. Og straks efter hørte han paany Larm af Trin og af Grene, der knækkede, som naar en stor Flok Dyr baner sig Vej gennem Vildmarken.
  Det var en stor Flok Husdyr, der kom vandrende. De kom i samme Orden, som naar de var paa Vej til Sæteren. Først kom Klokkekoen, saa Tyren, saa de andre Køer og derpaa Ungkreaturerne og Kalvene. Saa fulgte Faarene i en tæt Flok, saa Gederne og tilsidst et Par Heste og Føl. Hyrdehunden gik ved Siden af Hjorden, men der fulgte hverken Hyrdedreng eller Hyrdepige med Dyrene.
  Det skar Provsten i Hjertet at se de tamme Dyr komme gaaende lige imod Rovdyrene. Han var lige ved at stille sig i Vejen for dem og raabe, at de skulde standse, men han indsaa jo nok, at det ikke stod i noget Menneskes Magt at standse Dyrenes Gang i denne Nat, og han forboldt sig rolig.
  Det var øjensynligt, at de tamme Dyr ængstedes for det, de gik i Møde. De saa angst og ulykkelige ud. Om det saa var Klokkekoen, saa kom den gaaende med hængende Hoved og tøvende Skridt. Gederne havde hverken Lyst til at lege eller stanges. Hestene gjorde deres Bedste for at lade modige, men de rystede over hele Kroppen af Angst. Allerynkeligst saa Hyrdehunden ud. Den havde Halen mellem Benene og næsten krøb henad Jorden.
  Klokkekoen førte Flokken helt hen til Skovkongen, der stod paa Stenen paa Toppen af Bjerget. Den gik rundt om ham og vendte saa tilbage, uden at nogen af de vilde Dyr rørte den. Og paa samme Maade gik alt Kvæget urørt forbi de vilde Dyr.
  Og Provsten saa, at, idet Kreaturerne drog forbi, sænkede Skovkongen sin Fyrrefakkel snart over det ene, snart over det andet af dem og vendte den nedad.
  Hver Gang dette gentog sig, istemte Rovdyrene en høj, glad Brølen, især hvis Faklen havde sænket sig over en Ko eller et andet Storkreatur, men det Dyr, der saa Faklen sænkes over sig, udstødte et højt, skingrende Skrig, som om man havde jaget en Kniv i det, og hele den Flok, det hørte til, brød ogsaa ud i Klageskrig.
  Og pludselig gik det op for Provsten, hvad det var, han saa. Han havde jo hørt Tale om dette, at Dyrene i Delsbo samledes paa Blacksaasen hver Nytaarsnat, for at Skovkongen skulde mærke de Husdyr, der Aarets Løb skulde blive Rovdyrenes Bytte. Han følte den største Medynk med de stakkels Kreaturer, der var i de vilde Dyrs Magt, skønt de jo ikke burde have anden Herre end Menneskene.
  Næppe var den første Flok borte, før der igen lød Kobjælder nede fra Skoven, og Besætningen fra en anden, Gaard kom vandrende op paa Bjerget. Den kom gaaende i samme Orden som den første og tog Vejen hen til Skovkongen, der stod streng og alvorlig og mærkede det ene Dyr efter det andet til Døden. Og efter den Flok kom der uden Standsning Skare efter Skare. Nogle Flokke var saa smaa, at de kun bestod af en eneste Ko og nogle Faar. I andre var der kun et Par Geder. Disse kom aabenbart fra fattige, smaa Skovhytter, men hen til Skovkongen skulde de, og han skaanede hverken den ene eller den anden Flok.
  Provsten tænkte paa Bønderne i Delsbo, der holdt saa meget af deres Husdyr. „Vidste de bare dette, vilde de sikkert ikke lade det blive ved at gaa saadan,“ tænkte han. „Da vilde de hellere vove deres eget Liv end lade deres Kvæg gaa ind imellem Bjørne og Ulve og faa deres Dom af Skovkongen.“
  Den sidste Flok, der kom dragende, var Præstegaardens Besætning. Provsten kunde allerede i lang Afstand kende Klokkekoens Bjælde, og det kunde Hesten aabenbart ogsaa. Den kom til at ryste over hele Kroppen og stod badet i Sved. „Ja, nu er det altsaa din Tur at gaa forbi Skovkongen og faa din Dom,“ sagde Provsten til Hesten. „Men vær ikke bange! Jeg forstaar nok, hvorfor du har ført mig herhen, og jeg skal ikke forlade dig.“
  Det kønne Kvæg fra Præstegaarden kom, nu i en lang Række frem af Skoven og gik henimod Skovkongen og de vilde Dyr. Bagest i Rækken kom Hesten, der havde baaret sin Husbond op ad Blacksaasen. Provsten stod ikke af Sadlen, men blev siddende og lod Dyret bære ham hen til Skovkongen.
  Han havde hverken Bøsse eller Kniv at forsvare sig med. Men han havde taget Alterbogen frem og sad med den trykket op imod sit Bryst, nu da han gav sig i Kamp med Troldtøjet.
  I Begyndelsen lod det til, at ingen lagde Mærke til ham. Præstegaardsbesætningen gik forbi Skovkongen ganske som de andre Flokke. Skovkongen lod ikke Fyrrefaklen synke over noget af Dyrene. Først da den kloge Hest kom, gjorde han en Bevægelse som for at mærke den til Døden.
  Men i det samme rakte Provsten Alterbogen i Vejret, og Fakkelskinnet faldt paa Korset paa Bogens Bind. Skovkongen udstødte et højt, skingrende Skrig, og Faklen faldt ud af hans Haand og ned paa Jorden.
  Faklen slukkedes øjeblikkelig, og i den pludselige Overgang fra Lys til Mørke kunde Provsten ingenting se. Han hørte heller ingenting. Rundt om ham herskede den samme dybe Stilhed, som der ellers hersker om Vinteren i Vildmarken.
  Da skiltes de tunge Skyer, der dækkede Himlen, pludselig ad, og gennem Revnen kom Fuldmaanen til Syne og kastede sine Straaler ned paa Jorden. Og nu saa' Provsten, at han og Hesten stod ganske alene paa Toppen af Blacksaasen. Ikke et eneste af de mange vilde Dyr var der længer. Jorden var ikke trampet ned af de mange Kvæghjorder, der var gaaet over den. Men selv sad han med Alterbogen strakt frem foran sig og Hesten, der bar ham, rystede og var badet i Sved.
  Da Provsten igen kom ned af Bjerget og kom hjem til sin Gaard, vidste han ikke ret, om det, han havde set, var Drøm eller Syn eller Virkelighed. Men at det var en Formaning til ham om at tænke paa de stakkels Dyr, der var i de vilde Dyrs Magt, det forstod han. Og han prædikede saa vældigt for Delsbobønderne, at i hans Tid blev alle Ulve og Bjørne udryddede her i Sognet, — skønt det jo nok kan være, de kom tilbage, da han først var borte.“
  Her endte Bernhard sin Historie. De syntes alle sammen, den var udmærket, og det lod til at være en afgjort Sag, at han skulde have Prisen. De fleste fandt næsten, det var Synd for Klement, at han skulde være nødt til at kappes med ham.
  Men Klement begyndte uforknyt. „Det var en Dag, da jeg gik paa Skansen udenfor Stockholm og længtes hjem,“ sagde han, og saa gav han sig til at fortælle om den lille Nisse, han havde købt fri, for at han ikke skulde blive sat i Bur og vist frem som et vildt Dyr. Og han fortalte videre, at knap havde han gjort denne gode Gerning, før han blev belønnet for den. Han fortalte og fortalte, og Tilhørernes Forbavselse blev større og større, og da han omsider kom til den kongelige Lakaj og den fine Bog, lod alle Sæterpigerne deres Arbejde synke ned i Skødet og sad ubevægelige og stirrede paa Klement, der havde oplevet saa mærkelige Ting.
  Saa snart Klement var færdigt sagde Sæterpigen, at han skulde have Halstørklædet. „Bernhard har fortalt noget, som en anden har oplevet, men Klement har selv været med i et rigtigt Eventyr, og det syntes jeg er meget mere,“ sagde hun.
  Det var de alle enige i. De saa' paa Klement med helt andre øjne end før, nu da de havde hørt, at han havde talt med Kongen, og den lille Spillemand turde knap vise, hvor stolt han følte sig. Men midt i den store Begejstring var der en, der spurgte ham, hvor han havde gjort af den lille Nisse.
  „Jeg naaede ikke selv at sætte en blaa Skaal frem til ham“ sagde Klement, „men jeg bad den gamle Lap om at gøre det. Hvad der senere er blevet af ham, det ved jeg ikke.“
  Næppe havde Klement sagt dette, før der kom en lille Fyrrekogle farende og ramte ham paa Næsen. Den kom ikke fra Træerne, og den kom ikke fra nogen af Menneskene. Det var ikke til at begribe, hvor den kom fra.
  „Haa, haa, Klement!“ sagde Sæterpigen. „Det lader til, at de Smaa hører, hvad vi taler om. I skulde vist ikke have overladt det til nogen anden at sætte Mad frem i den blaa Skaal.“





XL

I MEDELPAD

Fredag 17. Juni.

Næste Morgen var Ørnen og Niels Holgersen ude i god Tid, og Gorgo haabede, at han skulde naa langt op i Västerbotten den Dag, men saa traf det sig hverken værre eller bedre, end han hørte Drengen sige til sig selv, at i saadant et Land, som det, han nu fløj hen over, matte det være umuligt for Mennesker at leve.
  Det Land, der laa under dem, var det sydlige Medelpad, og de saa' ikke det mindste andet end vilde Skove. Men saasnart Ørnen hørte, hvad Niels sagde, raabte han straks: „Heroppe har de Skoven til Ager.“
  Drengen tænkte paa, hvor stor Forskel der var mellem de lyse, gule Rugmarker med deres bløde Straa, der skød i vejret paa en Sommer, og den mørke Naaleskov med de haarde Stammer, der krævede Aar for at modnes til Høst. „Der skal god Taalmodighed til for den, der skal have Udkommet af saadan en Ager,“ sagde han.
  Mere blev der ikke talt, før de kom til er Sted, hvor skoven var fældet og Jorden kun dækket af Træstubbe og afhuggede Grene. Da de fløj hen over Stubmarken, hørte Ørnen Drengen sige til sig selv, at det dog var et skrækkelig grimt og fattigt Sted.
  „Det er en Ager, der blev mejet sidste Vinter,“ raabte Ørnen straks.
  Drengen tænkte paa, hvordan Høstfolkene i hans Hjemstavn kørte ud med deres Mejemaskiner i de smukke, lyse Sommermorgener og i ganske kort Tid mejede en hel Mark. Men Skovmarken blev høstet om Vinteren. Naar Sneen laa høj paa Jorden, og Kulden var strengest, saa drog Skovhuggerne ud i ødemarken. Det var et drøjt Stykke Arbejde blot at fælde et eneste Træ, og for at fælde en Skovstrækning saa stor som denne maatte de sagtens have ligget ude i Skoven i flere Uger. „Det maa være dygtige Folk, der kan meje saadan en Ager,“ sagde han.
  Da Ørnen havde gjort et Par Vingeslag, fik de øje paa en lille Hytte, der laa i Randen af Stubmarken. Den var bygget af grove, utilhugne Bjælker, havde ingen Vinduer og blot et Par løse Brædder til Dør. Taget havde været tækket med Bark og Grene, men det var nu faldet sammen, saa Drengen kunde se, at der inde i Hytten ikke var andet end nogle store Stene, der havde tjent til Ildsted, og nogle brede Træbænke. Da de fløj hen over Hytten, hørte Ørnen, at Drengen undrede sig over, hvem der vel kunde have boet i saadan en elendig Hytte.


Skovhugger-Hytte ved Vintertid.
Skovhugger–Hytte ved Vintertid.

  „Høstfolkene, der har mejet Skovageren, har boet her,“ raabte Ørnen straks.
  Drengen tænkte paa, hvordan Høstfolkene hjemme fra hans Egn kom glade og fornøjede hjem fra Arbejdet om Aftenen, og hvordan der blev dækket op for dem med det bedste hans Moder havde i Fadeburet. Her maatte de efter det strenge, Arbejde lægge sig til Hvile i en Hyttet der var ringere end et Udhus. Og hvad de fik at spise, det var nu ikke til at begribe. „Jeg er bange for, at der ikke bliver gjort Høstgilder for disse Arbejdere,“ sagde han.
  Lidt længer henne saa' de under sig en forfærdelig ussel Vej, der snoede sig gennem Skoven. Den var smal og skæv, bakket og kroget, stenet og hullet og paa flere Steder gennemskaaret af Bække. Da de fløj hen over Skovvejen, hørte Ørnen, at Drengen undrede sig over, hvad der vel kunde være kørt ad saadan en Vej.
  „Det er ad denne Vej, Høsten er kørt til Stakken,“ sagde Ørnen.
  Igen kunde Drengen ikke lade være at tænke paa, hvadfor et muntert Liv der var hjemme, naar de store Høstvogne, forspændt med to stærke Heste, kørte Kornet hjem fra Marken. Karlen, der kørte, sad strunk øverst oppe paa Læsset, Hestene brystede sig stolt, og Børnene, der havde faaet Lov til at kravle op paa Læsset, sad og skreg og lo, halvt glade og halvt bange. Men her kørtes tunge Bjælker op og ned ad bratte Bakker. Hestene maatte føle sig som radbrækket. Kusken var vist tit og ofte helt fortvivlet. „Jeg er bange for, der ikke høres megen munter Tale paa denne Vej,“ sagde Drengen.
  Ørnen svang sig frem med vældige Vingeslag, og lidt efter lidt kom de til Bredden af en Elv. Her fik de øje paa et Sted, der var helt bedækket med Spaaner, Pinde og Bark. Ørnen hørte, at Drengen undrede sig over, at der saa' saa uordentligt ud dernede.
  „Her er det, Høsten har staaet i Stak,“ raabte Ørnen.
  Drengen tænkte paa, hvordan Kornstakkene hjemme paa hans Egn blev stillet op tæt ved Gaardene, som om de var deres bedste Prydelse. Her kørte man Høsten ned til en øde Elvbred og lod den staa der. „Jeg gad vidst, om der er nogen, der gaar her ud i Vildmarken og tæller sine Hæs og sammenligner dem med Naboens,“ sagde han.
  Kort Tid efter kom de til den store Elv Ljungan, der løb i en bred Dal. Og lige med eet var alt saa forandret, at de kunde tro, de var kommet til et andet Land. Den mørke Naaleskov var ladt tilbage paa de bratte Bakker ovenfor Dalen, og Skraaningerne var bevokset med hvidstammede Birke og Popler. Dalen var saa bred, at Elven paa mange Steder kunde udvide sig til Søer. Bredderne var tæt bebygget med store, prægtige Gaarde. Da de fløj hen over Dalen, hørte Ørnen Drengen undre sig over, at de Enge og Marker, der laa, kunde strække til for saa stor en Befolkning.
  „Her bor Høstfolkene, der mejer Skovmarken,“ sagde Ørnen.
  Drengen tænkte paa de lave Huse og de sammenbyggede Gaarde i Skaane. Her boede Bønderne ligefrem paa Herregaarde. „Det lader til, det betaler sig godt at arbejde i Skoven,“ sagde han.
  Ørnen havde tænkt sig at flyye mod Nord tværs over Ljungan, men da han var kommen et Stykke ud over Elven, hørte han Drengen undre sig over, hvem der tog sig af Tømmeret, naar det var sat i Stak paa Elvbredden. Da vendte Gorgo om og fløj østpaa ned ad Elven. „Det er Elven, der tager sig af det og kører det til Mølle,“ sagde han.
  Drengen tænkte paa, hvor nøje man hjemme passede paa, at ikke et Korn gik til Spilde. Her kom nu de store Masser af Tømmer flydende i Elven, uden at nogen tog Vare paa dem. Han var vis paa, at ikke mere end Halvdelen af Bjælkerne kom derhen, hvor de skulde. Nogle flød midt i Strømfuren, og for dem gik det godt nok, men der var andre, der flød langs med Bredden, og de stødte mod Odder eller blev liggende i Vigenes Dødvande. I Søerne samlede Bjælkerne sig i saadan Mængde, at de dækkede hele Overfladen. Det saa' ud, som de kunde blive liggende og hvile sig der, saa længe det skulde være. Ved Broerne blev de siddende fast; i Faldene kunde det ske, at de knækkede midt over, i Fosserne kom de i Klemme mellem Stenene og taarnede sig op til høje, vaklende Stabler. „Jeg gad nok vidst, hvor længe den Høst er om at komme til Mølle,“ sagde Drengen.
  Ørnen blev ved at flyve langsomt ned langs med Ljungan. Mange Steder hvilede han paa Vingerne, for at Drengen skulde faa Tid til at set hvordan Høstarbejdet gik for sig der i Landet.
  Da de havde fløjet lidt, kom de til et Sted, hvor Flödningsfolkene arbejdede. Og Ørnen hørte Drengen sige til sig selv, hvad det mon var for et Folk, der løb langs Bredden.
  „Det er dem, der tager Vare paa det Korn, der er blevet opholdt paa Vejen,“ raabte Ørnen.
  Drengen tænkte paa, hvor roligt og stilfærdigt Folk kørte deres Sæd til Mølle hjemme hos ham. Her maatte Mænd løbe om paa Elvbredden med lange Baadshager i Hænderne, og med Nød og Besvær bragte de Tømmeret flot. De vadede ud i Vandet, saa de blev vaade fra Top til Taa. De sprang fra Sten til Sten langt ud i Fosserne, de spaserede om paa de gyngende Tømmerflaader ligesaa roligt, som om de gik paa den flade Jord. Det var kække og snarraadige Mænd. „Naar jeg ser dette, maa jeg tænke paa Smedene i Bergslagerne, der tumlede med Ilden, som om den ikke kunde gøre mindste Fortræd,“ sagde Drengen. „Disse Flödningsfolk leger med Vandet, som om de var Herre over det. De ser ud til at have kuet det, saa det ikke tør gøre dem noget.“
  Lidt efter lidt havde de nærmet sig Elvens Munding, og den bottniske Bugt laa foran dem. Men Gorgo fløj ikke lige frem, men nordpaa langs Kysten. Han havde ikke fløjet langt, før de under sig saa' et Savværk, saa stort som en lille By. Mens Ørnen svævede frem og tilbage over det, hørte han Drengen sige til sig selv, at det var da et stort og prægtigt Sted.
  „Her ser du den store Tømmermølle, der hedder Svartvik,“ raabte Ørnen.
  Niels Holgersen tænkte paa Vejrmøllerne hjemme paa hans Egn, der laa saa fredeligt midt i det Grønne og bevægede deres Vinger ganske langsomt. Denne Mølle, hvor Skovhøsten skulde males, laa tæt ved Kysten. I Søen udenfor flød en Mængde Bjælker, der en efter en med Jernkæder blev slæbt op ad en skraa Bro ind i et Hus, der lignede en stor Lade. Hvad der blev gjort ved dem derinde, kunde Niels ikke se, men han hørte en stærk Klapren og Buldren, og paa den anden Side af Huset kom smaa Vogne rullende ud fuldt belæsset med hvide Brædder. Vognene løb ad blanke Skinner hen til Tømmerpladsen, hvor Brædderne blev lagt i Stabler, der dannede Gader ligesom Husen i en By. Et Sted blev der bygget ny Stabler, et andet Sted blev de gamle revet ned, og Brædderne blev bragt ombord i et Par store Skibet der laa og ventede paa Ladning. Der var vrimlende fuldt al Arbejdere, og bag ved Tømmerpladsen laa deres Huse. „Her arbejder de saadan, at de maa kunne naa at save al Skov i Medelpad op,“ sagde Drengen.
  Ørnen bevægede Vingerne lidt, og straks saa' de et nyt stort Savværk, der var omtrent Mage til det første, med Savmølle, Tømmerplads, Havnekaj og Arbejderboliger.
  „Her har du en til af de store Møller. Den hedder Kubikenborg,“ sagde Ørnen.
  „Jeg ser, der kommer mere Grøde ud af Skoven, end jeg kunde tænke mig,“ sagde Niels. „Men nu er der vel ikke flere af de Tømmermøller?“
  Ørnen bevægede sagte Vingerne, fløj forbi et Par Savværker til og kom til en stor By. Da Ørnen hørte Drengen undre sig over, hvad det kunde være for en By, raabte han: „Dette er Sundsvall. Dette er Bygdens Hovedgaard.“
  Drengen tænkte paa Byerne nede i Skaane, der saa' saa gamle og graa og alvorlige ud. Heroppe i det kolde Nord laa Sundsvall inderst inde i en smuk Bugt og saa' ny og munter og straalende ud. Der var noget meget fornøjeligt over den, naar man saa' den oppefra, for i Midten laa der en Klynge høje Stenhuse, saa prægtige, at der knap fandtes Mage til dem i Stockholm. Rundt om Stenhusene var der et tomt Rum, og saa kom en Krans af Træhuse, der laa hyggeligt og venligt i smaa Haver, men som lod til at vide med sig selv, at de var meget ringere end Stenhusene, saa de ikke turde vove sig hen i Nærheden af dem. „Dette er nok baade en rig og mægtig By,“ sagde Niels. „Det er da ikke muligt, at den magre skovjord kan have frembragt alt dette?“


Savværk på Alnøen.
Savværk paa Alnöen.

  Ørnen bevægede Vingerne og fløj over til Alnøen, der laa lige overfor Sundsvall. Her blev Drengen ude af sig selv af Forundring over alle de Savværker, der fandtes langs Kysten. De laa her paa Alnøen, det ene ved Siden af det andet, og de laa paa Fastlandet lige overfor, Savværk ved Savværk, Tømmerplads ved Tømmerplads. Han talte i det mindste fyrretyve, men han troede, der var endnu flere. „Det er da mærkværdigt, at der kan se saadan ud heroppe,“ sagde han. „Saadan et Liv og saadan en Bevægelse har jeg ikke set noget andet Sted paa hele Rejsen. Det er et mærkeligt Land, vi har. Hvor jeg saa kommer hen, altid er der noget for Mennesker at leve af.“





XLI

EN MORGEN I ÅNGERMANLAND

BRØDET.

Lørdag 18. Juni.

Da Ørnen næste Morgen var kommen et Stykke ind i ångermanland, sagde han, at i Dag var det ham, der var sulten og maatte skaffe sig noget Mad. Han satte Niels Holgersen af i en vældig Fyr, der stod paa en høj Bjergaas, og fløj saa sin Vej.
  Drengen fandt sig en god Siddeplads i en kløftet Gren og sad der og saa' ned over ångermanland. Det var en yndig Morgen, Solen forgyldte Trætoppene, en sagte Vind bevægede Naalene som i Leg, den lifligste Duft steg op fra Skoven, et pragtfuldt Landskab laa udbredt for ham, og selv følte han sig sorgløs og glad til Mode. Han syntes ikke, nogen kunde have det bedre.
  Han havde fri Udsigt til alle Sidder. Landet Vest for ham var fuldt af Aase og Bjergtoppe, der blev højere og vildere, jo længere borte de var. øst for ham var der ogsaa en Mængde Aase, men de sænkede sig og blev lavere, indtil Landet nede ved Havet blev ganske fladt. Alle Vegne blinkede Aaer og Elve, der havde et besværligt Løb med Fosser og Fald, saa længe de var imellem Bjergene, men bredte sig blanke og brede, naar de nærmede sig Kysten. Den bottniske Bugt kunde han ogsaa se. Inde ved Land var den prikket af øer og takket af Odder, men længere ude laa den klar og mørkeblaa som en Sommerhimmel.
  „Dette Land ligner en Aabred lige naar det har regnet, og en Mængde smaa Bække kommer løbende ned ad den og graver Furer i den, der slynger og bugter sig og løber sammen,“ tænkte Drengen. „Og kønt er det at se paa. Jeg kan nok huske, at den gamle Lap paa Skansen altid sagde, at Vorherre var kommen til at vende op og ned paa Sverige, da han bredte det ud paa Jorden. De andre lo af ham, men han paastod, at havde de bare set, hvor smukt der var oppe mod Nord, saa vilde de indse, at det ikke kunde have været Meningen fra Begyndelsen, at saadan et Land skulde ligge saa langt af Vejen. Og det tror jeg næsten, han havde Ret i.“
  Da Drengen havde set sig mæt paa Landskabet, tog han Ranslen af Ryggen, tog et Stykke fint, hvidt Brød frem og gav sig til at spise. „Jeg tror aldrig, jeg har smagt saa godt Brød,“ tænkte han. „Og hvor jeg har meget tilbage! Det kan slaa til i flere Dage. I Gaar ved denne Tid tænkte jeg mindst, at jeg skulde komme i Besiddelse af saadan en Rigdom.“
  Mens han tyggede og spiste, tænkte han paa, hvordan han havde faaet Brødet. „Det er nok, fordi jeg fik det paa saadan en køn Maade, at det smager mig saa godt,“ sagde han.
  Allerede Aftenen i Forvejen havde KongeØrnen forladt Medelpad, og knap var han kommen over Grænsen til ångermanland, før Niels Holgersen fik øje, paa en Aadal og en Elv, der var saa vældige, at de overgik alt, hvad han tidligere havde set af den Slags.
  Dalen laa saa bred mellem Aasene, at det faldt Drengen ind, om den ikke i sin Tid var gravet af en anden Elv, der var meget bredere og større end den, der nu løb derigennem. Da Dalen var færdig, maatte den paa en eller anden Maade være bleven fyldt med Sand og Jord, ikke fuldstændig, men et godt Stykke op ad Bjergene. Og gennem dette løse Fyld havde saa den Elv, der nu løb igennem Dalen, og som ogsaa var meget bred og vandrig, gravet sig en dyb Fure. Den havde skaaret sine Bredder til paa det prægtigste, snart var der bløde Skraaninger, som blomstrede saa pragtfuldt, at det skinnede rødt, blaat og gult helt op til Drengen, snart steg de Dele af Bredden, der var saa haarde, at Vandet ikke kunde slide dem til, op fra Elvbredden som stejle Mure og Taarne.
  Deroppe i Højden, hvor Niels Holgersen fløjt syntes han, at han paa een Gang kunde se ned i tre forskellige Slags Verdener. Længst nede i Dalens Dyb, hvor Elven løb, var een Verden. Der blev der flødet Tømmer, der gik Dampskibe fra Bro til Bro, der klaprede Savværkerne, der ladedes store Fragtskibe, der blev fanget Laks, der blev roet, der blev sejlet, der fløj en Masse Svaler frem og tilbage til deres Reder i Elvskrænten.
  Men en Etage højere op saa at sige, paa den flade Jord, der strakte sig helt hen til Randen af Bjergene, dér var en anden Verden. Der laa Gaarde, Landsbyer og Kirker, der tilsaaede Bønderne deres Agre, der græssede Kvæget, der grønnedes Engene, der gik Kvinderne og puslede i deres smaa Kaalhaver, der bugtede Landeveje sig, der brusede Jernbanetog.
  Og saa, langt borte fra alt dette, oppe paa de skovbevoksede Aase, saa' han en tredje Verden. Der laa Tjurhunnen paa æg, der stod Elgen gemt i den tætte Skovtykning, der lurede Lossen, der gnaskede Egernet, der duftede Granerne, der stod Blaabærrene i Blomst, der slog Droslen sin Trille.


Ångermanelvens Løb gennem Aadalen.
Ångermanelvens Løb gennem Aadalen.

  Da Niels Holgersen fik øje paa den rige Aadal, begyndte han at jamre over, at han var saa sulten. Han havde ikke faaet noget at spise i hele to Dage, sagde han, og nu var han ganske udsultet.
  Gorgo kunde ikke finde sig i, det skulde kunne siges, at Drengen havde det ringere, naar han fløj med ham, end naar han rejste med Vildgæssene, og han sagtnede straks Farten. „Hvorfor har du ikke talt om det før?“ sagde han. „Du skal faa saa meget Mad, du vil have. Du skal ikke have nødig at sulte, naar du har en Ørn til Rejsekammerat.“
  Straks efter fik Ørnen øje paa en Bonde, der gik og saaede paa en Mark helt nede ved Bredden af Elven. Kornet var i en Kurv, som Manden havde hængende foran paa Brystet, og hver Gang den var tom, hentede han ny Sæd fra en Sæk, der stod henne ved Agerrenen. Ørnen kunde nok regne ud, at den Sæk var fuld af den bedste Mad, som Drengen kunde ønske sig, og han lod sig dale ned imod den.
  Men inden Ørnen var naaet ned til Jorden, opstod der en forfærdelig Larm rundt om dem. Det var Krager, og det var Spurve, og det var Svaler, der kom pilende og skreg, saa det skingrede, i den Tro, at Ørnen vilde slaa ned paa en Fugl. „Væk, væk, din Røver! Væk, væk, Fuglemorder!“ raabte de. De holdt saadan et Spektakel, at Bonden lagde Mærke til det og kom løbende til. Da var Ørnen nødt til at flygte. Drengen havde ikke faaet et eneste Korn.
  Det var saa underligt med Smaafuglene. Ikke nok med, at de tvang Ørnen til at flygte, men de forfulgte ham ogsaa et langt Stykke op gennem Dalen, og alle Steder hørte Folk deres Skrig, Kvinderne kom ud paa Gaardspladsen og klappede i Hænderne, saa det smældede som Geværsalver, og Mændene kom farende med Bøsse i Haanden.
  Og saadan gik det, hver Gang Ørnen lod sig dale ned mod Jorden. Drengen havde helt opgivet Haabet om, at Ørnen kunde skaffe ham Mad. Han havde aldrig vidst, at Gorgo var saa hadet og afskyet. Han var nær ved at finde, det var Synd for ham.
  Kort efter kom de flyvende over en stor Bondegaard, hvor Husmoderen aabenbart den Dag havde haft stor Bagning. Hun havde nu stillet en Plade friskbagte Hvedebrød ud paa Gaardspladsen for at svales, og stod ved Siden af og passede paa, at Hunden eller Katten ikke skulde komme og stjæle dem.
  Ørnen lod sig dale ned over Gaarden, men han turde ikke slaa ned lige for øjnene af Bondekonen. Han fløj raadvild frem og tilbage. Et Par Gange var han helt nede ved Skorstenen, men fløj opad igen.
  Men saa fik Bondekonen øje paa Ørnen. Hun løftede Hovedet og fulgte ham med øjnene. „Hvor den Fugl dog teer sig underligt!“ sagde hun. „Jeg tror, den vil have et af mine Hvedebrød!“
  Det var saadan en smuk Kone, høj og lys med et aabent og fornøjet Ansigt. Hun lo saa hjerteligt, tog et Brød fra Pladen og holdt det højt op over sit Hoved. „Vil du have det, saa tag det!“ sagde hun.
  Ørnen kunde ikke forstaa, hvad hun sagde, men han var alligevel straks paa det rene med, at hun vilde give ham Brødet. I susende Fart pilede han ned, snappede Brødet og hævede sig igen op i Luften.
  Da Drengen saa Ørnen gribe Brødet, fik han Taarer i øjnene. Dels græd han af Glæde, fordi han nu et Par Dage var fri for at sulte, men han var ogsaa rørt over, at Bondekonen havde givet den vilde Rovfugl sit Brød.
  Og som han nu sad der i Grantoppen, kunde han, naar han vilde, se den højet lyse Kvinde for sig, som hun stod paa Gaardspladsen og rakte Brødet i Vejret.
  Hun vidste sikkert nok, at den store Fugl var en KongeØrn, en Røver, som Folk ellers hilste med skarpe Skud, og hun saa' vel ogsaa nok den underlige Skifting, han bar paa Ryggen, men hun havde ikke brudt sig om, hvem de var; saa hun snart hun forstod, de var sultne, delte hun sit gode Brød med dem.
  „Bliver jeg nogensinde Menneske igen,“ tænkte Drengen, „saa vil jeg rejse op og se at finde den smukke Bondekone ved den store Elv og takke hende, fordi hun var saa god imod os.


SKOVBRANDEN.
Mens Niels Holgersen endnu var i Færd med sin Frokost, mærkede han en svag Brandlugt fra Nord. Han vendte sig straks til den Side og saa en ganske tynd Røgsøjle, som en hvid Taage, stige op fra en skovklædt Aas, ikke fra den nærmeste, men fra den anden i Rækken derfra, hvor han sad. Det saa' underligt ud med Røg midt i den vilde Skov, men det kunde jo være, at der laa en Sæter derhenne, og at Pigerne var i Færd med at koge deres Morgenkaffe.
  Det var alligevel besynderligt, saa den Røg tog til og bredte sig. Fra en Sæter kunde den Ikke komme, men der var maaske Kulsviere i Skoven. Paa Skansen havde han set en Kulsvierhytte og en Kulmile, og han havde hørt, at der var adskillige her i disse Skove. Men det var vist ellers om Efteraaret og Vinteren, at Kulsvierne havde Milerne tændt.
  Røgen blev stærkere hvert øjeblik. Nu kom den bølgende over hele Aasen. Der var vist ikke Tale om, at en Kulmile kunde give saa megen Røg. Der maatte være Brand et eller andet Sted, for en Mængde Fugle fløj op og drog over til den nærmeste Aas. Baade Høge og Tjurer og andre, der var saa smaa, at det var umuligt at kende dem, flygtede for Branden.
  Den lille, hvide Røgsøjle var vokset til en tung, hvid Sky, der væltede ud over Aasens Rand og sank ned imod Dalen. Og ud af Skyen fløj der Gnister og Sodfnug, og nu og da kunde man ogsaa se en rød Flamme inde i Røgen. Der maatte være udbrudt en vældig Brand derovre. Men hvad i Alverden var det, der brændte? Der kunde da umulig ligge en stor Bondegaard skjult i Skoven!
  Men det maatte ogsaa være mere end en Gaard, for at der kunde blive saadan en Brand ud af det. Nu kom det ikke alene Røg fra Aasen, ogsaa fra Dalen nedenfor, som han ikke kunde se, fordi den laa skjult af den nærmeste Aas, steg der store Røgmasser op. Det var umuligt andet, end at det var selve Skoven, der brændte.
  Det var svært at faa i sit Hoved, at den friske, grønne Skov kunde brænde, men saadan hang det nok alligevel sammen. Men var det virkelig Skoven, der brændte, da kunde Ilden maaske naa helt over fil ham? Meget sandsynligt var det jo ikke, men alligevel vilde det være rart, om Ørnen snart kom tilbage. Det var bedst at slippe væk herfra. Alene Brandlugten, som han var nødt til at indaande med hvert Aandedrag, var ulidelig.
  Det var da en forfærdelig Knitren og Bragen nu lige paa een Gang! Den kom fra Aasen nærmest ved ham. Allerøverst oppe stod der en høj Fyr, netop Mage til den, han selv sad i. Den var saa høj, at den ragede op over de andre Træer. Nylig stod den rødmende i Morgensolen, nu glødede alle dens Naale lige med eet; Ilden havde naaet den. Saa smuk havde den nok aldrig før været, men det var ogsaa sidste Gang, den kunde vise sin Skønhed. Fyrren var det første Træ paa Aasen, der fængede, og det var ikke til at begribe, hvordan Ilden havde naaet den. Var den kommen flyvende paa røde Vinger, eller var den kommen hvislende hen ad Jorden som enSlange? Ja, det var ikke godt at sige, men nu var den der engang. Hele Fyrren blussede som et Baal Riskviste.
  Saa! Nu slog der en hvid Røg frem paa mange Steder i Aasen. Skovbranden var nok baade Fugl og Slange. Den kunde baade kaste sig et langt Stykke frem gennem Luften og krybe henad Jorden. Den tændte hele Skoven i Brand paa een Gang.
  Fuglene flygtede i vild Hast. De kom flagrende ud fra Røgen som store Sodflager, fløj tværs over Dalen og kom over til Aasen, hvor Drengen sad. En Bjergugle satte sig ved Siden af ham i Fyrren, og lige over ham slog en Duehøg ned paa en Gren. Til en anden Tid havde det været farlige Naboer, men nu saa' de ikke engang til ham. De stirrede kun paa Ilden, de kunde sagtens ikke begribe, hvad der gik af Skoven. En Maar kom ogsaa farende op i Fyrrens Top, stillede sig yderst ude paa en Gren og saa' med sine blanke øjne over paa den brændende Skovaas. Lige ved Siden af Maaren sad et Egern, men det lod ikke til, de saa' hinanden.
  Nu kom Ilden væltende ned ad Dalskraaningen. Den hvæsede og drønede som en brusende Storm. Gennem Røgen kunde man se Flammerne flyve fra Træ til Træ. Inden en Gran kom i Brand, indhylledes den først i et tyndt Røgslør, saa blev alle Naalene lige med eet røde, og saa begyndte det at knitre og brænde.
  Nede i Dalen under ham løb en lille Bæk med Elletræer og smaa Birke langs Bredden. Det saa' ud, som om Ilden vilde standse der. Løvtræerne fængede ikke saa hurtigt som Naaletræerne. Skovbranden blev staaende som foran en Mur og kunde ikke komme videre. Den glødede og gnistrede, prøvede at springe over til Fyrreskoven paa den anden Side Bækken, men naaede den ikke.
  For en Tid var Ilden standset, men saa sprang en lang Flamme over til den store, udgaaede Fyr, der stod et Stykke oppe paa Skrænten, og straks stod den i lys Lue. Og dermed var Ilden kommen over Bækken. Heden var saa stærk, at hvert eneste Træ paa hele Skrænten var rede til at fænge. Og med Brusen og Buldren som den voldsomste Storm og det vildeste Vandfald fløj Skovbranden op imod Aasen.
  Da fløj Høgen og Bjerguglen deres Vej, og Maaen fo'r ned fra Træet. Det vilde aabenbart ikke vare mange øjeblikke, før Ilden naaede Fyrrens Top. Drengen maatte nok ogsaa se at komme afsted. Det var ikke let at komme ned af Granens høje lige Stamme. Han holdt sig fast i den, saa godt han kunde, lod sig glide lange Stykker fra Gren til Gren og styrtede tilsidst voldsomt til Jorden. Men han havde ikke Tid til at føle efter, om han havde slaaet sig. Det gjaldt kun om at løbe sin Vej. Som et hvislende Lyn slog Ilden ned i Fyrren, Jorden under ham var hed og begyndte at ryge. Paa den ene Side af ham løb en Los, paa den anden ringlede en lang Hugorm sig, og lige ved Siden af Hugormen klukkede en Urfuglehun, der skyndte sig afsted med sine smaa, dunede Kyllinger.
  Da de flygtende var kommen ned ad Skrænten og ned i Dalen, stødte de paa Folk, der var gaaet ud for at slukke Ilden. De havde vist allerede været der længe, men Drengen havde stirret saa vedholdende i den anden Retning, den, hvor Ilden kom fra, at han ikke havde lagt Mærke til dem før. Ogsaa nede i denne Dalsænkning var der en Bæk med en bred Kant af Løvtræer, og i Læ af den arbejdede Menneskene. De fældede de Naaletræer, der stod nærmest ved Ellene, hentede Vand i Bækken og gød det ud over Jorden og rykkede Lyng og Gederams op, for at Ilden ikke skulde bane sig Vej gennem Smaakrattet.
  Heller ikke de tænkte paa andet end Skovbranden, der nu kom væltende imod dem. De flygtende Dyr løb imellem Benene paa dem men de saa' ikke til dem. De slog ikke efter Hugormen, de søgte ikke at fange Urfuglehunnen, som hun løb der frem og tilbage ved Bækken med de smaa, pibende Unger, de ænsede ikke engang Tommeltot. De stod med store Fyrregrene, som de havde dyppet i Bækken; de vilde aabenbart bruge dem som Vaaben imod Ilden. De var ikke særlig mange. Det var mærkeligt at se dem staa der rede til at kæmpe, mens alt andet flygtede.
  Da Ilden kom ned ad Skrænten med Bulder og Brag og ulidelig Hede og kvælende Røg, rede til at fare over Bækken med dens Mur af Løvtræer og naa over til den anden Bred uden engang at behøve at standse, veg Menneskene i første øjeblik tilbage, som om de ikke kunde staa imod. Men de flygtede ikke langt; de vendte om.
  Skovbranden brød paa med vældig Kraft, Gnisterne styrtede som en Ildregn ned over Løvtræerne, de lange Flammer slog hvislende ud af Røgen, som om Skoven paa den anden Side sugede dem til sig.
  Men Løvtræerne standsede Ilden, og bag dem arbejdede Menneskene. Hvor Jorden begyndte at ryge, hentede de Vand i deres Spande og afkølede den. Naar et Træ indhylledes i Røg, angreb de det med ilsomme øksehug, væltede det om paa Jorden og slukkede Flammerne. Hvor Ilden ulmede i Lyngen, slog de den ned med de vaade Fyrregrene og kvalte den.
  Røgen blev saa tæt, at den indhyllede det altsammen. Det var ikke til at se, hvordan det gik med Kampen, men man kunde jo nok vide, den var haard, og at det flere Gange var nær ved, at Branden skulde brede sig videre.
  Men endelig, efter en Stunds Forløb, tog Ildens stærke Brag af i Styrke, og Røgen spredte sig. Da havde Løvtræerne mistet alle deres Blade, Jorden under dem var afsvedet, Menneskene var sorte af Røg og badet i Sved, men Skovbranden var standset. Den blussede ikke længer. Røgen gled hvid og blød henad Jorden, og en Mængde sorte Stænger dukkede op af den. Det var alt, hvad der var tilbage af den prægtige Skov.
  Drengen var kravlet op paa en Sten, og der havde han staaet og set paa, at Ilden blev slukket. Men nu, da Skoven var reddet, begyndte Faren for ham, Uglen og Høgen rettede paa een Gang deres Blikke imod ham.
  Da hørte han en velbekendt Stemme raabe hans Navn. KongeØrnen Gorgo kom susende ned gennem Skoven. Og snart gyngede Drengen oppe i Skyerne, frelst fra enhver Fare.








XLII

VÄSTERBOTTEN OG LAPLAND

DE FEM SPEJDERE.
Mens Niels Holgersen var paa Skansen, sad han engang under Trappen op til Bollnäshuset og hørte Klement og den gamle Lap tale om Norrland. De var enige om, at det var den bedste Del af Sverige, men Klement Larsson syntes bedst om Landskaberne syd for ångermanelven, mens Lappen paastod, at de, der laa nord for denne Elv, var de vigtigste.
  Bedst som de sad og talte om det, slap det ud, at Klement aldrig havde været længere nord paa end i Hernösand, og saa kunde Lappen ikke lade være at le af, at han udtalte sig med saa stor Sikkerhed om Egne, han aldrig havde set. „Jeg bliver vist nødt til at fortælle dig en Historie, Klement, saa du kan faa Besked om, hvordan der ser ud i Västerbotten og Lapland, i det store Sameland, hvor du aldrig har været,“ sagde han. — „Det skal aldrig kunne siges mig paa, at jeg siger Nej til en Historie, ligesaa lidt som det skal kunne siges om dig, at du siger Nej til en Taar Kaffe,“ svarede Klement, og den gamle Lap begyndte sin Historie.
  „Det skete Gang, Klement, at de Fugle, der boede nede i Svrige, syd for det store Sameland, synes, de havde det for knapt med Husrum og tænkte paa at drage nordpaa.
  De samledes og raadslog. De unge og ivrige vilde straks paa Træk, men de gamle og kloge satte igennem, at de først skulde sende Spejdere ud for at undersøge det fremmede Land. „Lad hvert af de fem store Fuglefolk udsende en Spejder,“ sagde de kloge, „saa at vi alle kan faa at vide, om vi oppe mod Nord kan finde Redepladser, Føde og Skjulesteder!“
  De fem store Fuglefolk valgte straks fem gode og kloge Fugle. Skovfuglene valgte en Tjur, Slettefuglene en Lærke, Havfuglene en Fiskemaage, Indsøfuglene en Lom og Fjeldfuglene en Snespurv.
  Da disse fem skulde tiltræde Rejsen, sagde Tjuren, der var den største og myndigste: „Det er store Landstrækninger, der ligger for os. Rejser vi sammen, varer det længe, inden vi kan naa at flyve over alt det Land, vi skal udforske. Flyver vi derimod hver for sig og undersøger hver sin Del af Landet, kan hele vort Hverv være udført i et Par Dage.“
  De fire andre Spejdere syntes, at dette var et godt Forslag, og rettede sig efter det. De enedes om, at Tjuren skulde undersøge den midterste Del af Landet, Lærken skulde flyve et Stykke østligere og Fiskemaagen endnu længere mod øst, der hvor Landet sænker sig i Havet. Lommen paatog sig at flyve et Stykke vestligere end Tjuren, og Snespurven skulde flyve allerlængst imod Vest, langs med Landegrænsen.
  I denne Orden fløj de fem Fugle mod Nord, saa langt Landet naaede. Derefter vendte de tilbage og fortalte de forsamlede Fugle, hvad de havde set.
  Fiskemaagen, der havde fløjet langs Stranden, tog først Ordet.
  „Det er et godt Land deroppe nordpaa,“ sagde han. „Det bestaar ikke af andet end en eneste lang Skærgaard. Der er fuldt af fiskerige Sunde og skovklædte Odder og øer. De fleste af øerne er ubeboede, og Havfuglene vil der finde fuldt op af Redepladser. Menneskene driver en Smule Fiskeri og Søfart i Sundene, men ikke saa meget, at det kan forstyrre os Fugle. Hvis Havfuglenes Folk vil følge mit Raad, bør det straks drage mod Nord.“
  Efter Fiskemaagen talte Lærken, der havde undersøgt Landet indenfor Kysten.
  „Jeg kan ikke begribe, hvad Fiskemaagen mener med sine øer og Odder,“ sagde han. „Jeg har ikke set andet end store Marker og dejlige, blomstrende Enge. Aldrig i mit Liv har jeg set et Land, der var gennemskaaret af saa mange store Floder. Det var en Fryd at se dem strømme gennem den flade Slette, roligt og jævnt, i al deres brede Vælde. Paa Flodbredderne ligger Gaardene saa tæt som i en Købstadgade, og ved Elvenes Mundinger er der Byer, men ellers er Landet meget sparsomt bebygget. Vil Slettefuglenes Folk lyde mit Raad, skal de straks drage nordpaa.“
  Efter Lærken kom Tjuren, der havde fløjet over den midterste Del af Landet.
  „Jeg begriber hverken, hvad Lærken mener med sin Enge eller Fiskemaagen med sin Skærgaarde,“ sagde han. „Jeg har paa hele Rejsen ikke set andet end Fyrreskove og Granskove. En Mængde store Moser og mange brusende, stride Elve er der ogsaa, men alt, hvad der ikke er Mose eller Elv, er mørk Granskov. Ingen Marker, ingen Menneskeboliger har jeg set. Vil Skovfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.“
  Efter Tjuren kom Lommen der havde undersøgt Landstrækningen paa den anden Side Skovegnen.
  „Jeg begriber ikke, hvad Tjuren mener med sin Skov, og jeg ved heller ikke, hvor Lærken og Fiskemaagen har haft deres øjne,“ sagde Lommen. „Der er næsten slet ingen Land deroppe. Ikke andet end store Søer. Mørkeblaa Fjeldsøer, omgivet af skønne Bredder, og hist og her bliver Søen til et brusende Vandfald. Jeg saa Kirker og store Landsbyer ved nogle af Søerne, men andre laa ensomme og fredede hen. Vil Indsøfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.“
  Tilsidst talte Snespurven, der havde fløjet op langs med Landegrænsen.
  „Jeg begriber ikke, hvad Lommen mener med sine Søer, og det er mig ogsaa umuligt at begribe, hvad det er for et Land, Tjuren og Lærken og Fiskemaagen har set,“ sagde han. „Jeg fandt et stort Bjergland deroppe mod Nord. Ingen Sletter stødte jeg paa og ingen store Skove, men Bjergtop efter Bjergtop, Fjeldvidde efter Fjeldvidde. Jeg saa' Ismarker og Sne og Bjergbække med Vand saa hvidt som Mælk. Ingen Marker, ingen Enge mødte mit øje, men store Flader dækket af Pil, Dværgbirk og Rensdyrlav. Ingen Husdyr, ingen Bønder, ingen Gaarde traf jeg paa her, men Lapper, Rensdyr og Lappetelte. Vil Fjeldfuglenes Folk lyde mit Raad, skal de straks drage nordpaa.“
  Da de fem Spejdere havde talt saadan, gav de sig til at skælde hverandre ud for Løgnere og skulde lige til at flyve i Fjerene paa hverandre og slaas for at bevise Sandheden af deres Ord. Men de gamle, kloge Fugle, der havde sendt dem ud, havde med Glæde hørt, hvad de fortalte, og beroligede de kamplystne. „Kives ikke,“ sagde de. „Saa meget har vi faaet ud af jeres Ord, at oppe mod Nord er der baade et stort Bjergland og et stort Indsøland og et stort Skovland og et stort Sletteland og en stor Skærgaard. Det er mere, end vi havde ventet. Det er mere, end mange store Kongeriger kan rose sig af at eje inden for sine Grænser.“


DET VANDRENDE LAND.

Lørdag 18. Juni.

Nu da Niels Holgersen selv fløj henover det Land, som den gamle Lap havde fortalt om, kom han til at tænke paa hans Historie. Ørnen havde sagt ham, at den flade Kyststrækning, der laa udbredt under dem, var Västerbotten, og at de blaanende Aase langtimod Vest laa i Lapland.
  Blot at sidde i god Behold paa Gorgos Ryg igen efter al den Angst, han havde udstaaet under Skovbranden, var en Lyksalighed, men selve Rejsen var ogsaa vidunderlig dejlig. Det havde været Nordenvind om Morgenen, men nu havde Vinden vendt sig, saa de havde Medvind, og der var ikke en Trækvind at mærke. Flugten gik saa jævnt, at det undertiden var som om de stod stille i Luften. Drengen syntes, at Ørnen slog og slog med Vingerne uden at komme af Pletten. Men til Gengæld var alting under dem i Bevægelse. Hele Jorden og alt, hvad der var paa den, gled langsomt imod Syd. Skovene, Husene, Engene, Gærderne, Elvene, Byerne, Skærgaardsøerne, Savværkerne, alt var paa Vandring. Han spekulerede paa, hvor det mon altsammen, vilde hen. Var det træt af at bo saa langt oppe imod Nord, og vilde det flytte sydpaa?
  Imellem alt det, der bevægede sig og drog mod Syd, saa' han kun een Ting, der stod stille, og det var et Jernbanetog. Det stod lige under dem, og det gik med Toget som med Gorgo, det kunde ikke komme af Pletten. Lokomotivet spyede Røg og Gnister fra sig; det kunde høres helt op til Drengen, hvordan Hjulene raslede henad Skinnerne, men Toget rørte sig ikke. Skovene gled forbi det, Vogterhusene gled forbi det, Led og Telegrafstænger gled forbi det, men Toget stod stille. En bred Elv med en lang Bro kom imod det, men Elven og Broen gled uden mindste Vanskelighed ind under Toget. Tilsidst kom en Jernbanestation farende. Stationsforstanderen stod paa Perronen med sit røde Flag i Haanden og gled ganske langsomt hen til Toget. Da han viftede med det lille Flag, sendte Lokomotivet nogle Røghvirvler i Vejret, der var endnu sortere end før, og peb ynkeligt ligesom for at beklage sig over, at det ingen Vegne kom. Men i det samme begyndte det at gaa. Ligesom Jernbanestationen og alt det øvrige gled det afsted sydpaa. Drengen saa' Vogndøren blive slaaet op og de rejsende stige ud, mens baade Toget og de rejsende bevægede sig mod Syd. Men da løftede Niels Holgersen sine øjne fra Jorden og prøvede at se ligeud. Han syntes, han blev helt tummelumsk af at se paa det underlige Jernbanetog.
  Men da Drengen havde siddet lidt og stirret paa en lille hvid Sky, blev han ogsaa træt af det og saa ned igen. Stadig var det, som om han og Ørnen ikke rørte sig, mens alt andet fo'r afsted sydpaa. Som han sad der paa Ørnens Ryg og ikke havde andet at underholde sig med end sine egne Tanker, syntes han, det var morsomt at tænke sig, hvordan det vilde være, naar hele Västerbotten var i Bevægelse og drog imod Syd. Tænk, naar den Mark, der netop nu gled hen under ham, og som vel akkurat var tilsaaet for han kunde ikke se et eneste grønt Straa paa den, fo'r afsted ned til Söderslätt i Skaane, hvor Rugen ved denne Tid allerede havde sat Aks!


Skovlandskab ved Lule-Elv.
Skovlandskab ved Lule–Elv.

  Granskovene saa' anderledes ud heroppe. Træerne stod langt fra hinanden, Grenene var korte, Naalene var næsten sorte, mange Træer var visne i Toppen og saa' syge ud. Jorden under dem var dækket af gamle Stammer, som ingen havde brudt sig om at føre bort. Tænk, om saadan en Skov kom saa langt, at den fik Kolmården at se! Da vilde den rigtignok føle sig ringe.
  Og den Have, som han lige nu saa' under sig! Der var smukke Træer i den, men hverken Frugttræer eller ædle Linde og Kastanier, kun Rønnetræer og Birke. Der var kønne Buske i den, men ikke Guldregn og Hyld, kun Hæggebær og Syrener. Urtebede var der ogsaa, men de var endnu ikke gravede og tilplantede. Tænk, om saadan en Køkkenhave kom farende helt ned til en Herregaardshave i Sörmland! Da vilde den vist nok mene om sig selv, at den ikke var andet end en Vildmark.
  Eller Engen der, som var bedækket med saa mange smaa, graa Lader, at man skulde tro, det halve af Jorden var gaaet med til Byggeplads! Hvis den drev ned til östgötasletten, da vilde alle Bønderne dernede rigtignok gøre store øjne.
  Men dersom den store Mose, som nu laa under ham, helt bevokset med Fyrretræer, der ikke stod stive og ret op og ned som i almindelige Skove, men havde buskede Grene og fyldige Kroner og havde spredt sig i yndefulde Grupper paa det skønneste Tæppe af hvid Rensdyrlav, dersom den tog Vejen ned til övedsklosters Park, saa vilde den prægtige Park blive nødt til at indrømme, at den havde fundet sin Lige.
  Tænk, om trækirken neden under ham med Væggene dækket med rød Træspaan, med det broget malede Klokketaarn og med en hel lille By af graa „Kirkeboder“ ved Siden kom dragende ned forbi en af Gotlandskirkerne med deres tykke Murstensmure! De maatte rigtignok have meget at fortælle hinanden.
  Men hele Landskabets Stolthed og ære, det var de vældige, mørke Elve med deres prægtige Dale fulde af Gaarde, deres Masser af Tømmer, deres savværker, deres Byer og deres Vrimmel af Dampskibe ved Udløbet. Viste saadan en Elv sig nede i Landet, vilde alle Aaer og Elve Syd for Dalelven gaa i Jorden af Undseelse.
  Og tænk, om saadan en umaadelig stor Slette, saa godt beliggende, saa let at dyrke, kom glidende hen for øjnene af de fattige Smålandsbønder! Da vilde de nok komme farende fra deres magre Jordpletter og smaa stenede Marker og give sig til at rydde og dyrke den.
  Een Ting var der, som Landskabet her havde mere af end alle de andre, og det var Lys. Tranerne stod og sov paa Moserne, Natten maatte være kommen, men Lyset var der endnu. Solen var ikke gaaet sydpaa som alt det øvrige. I Stedet for var den nu gaaet saa langt mod Nord, at den stod og skinnede ham lige ind i Ansigtet. Og den lod ikke til at have i Sinde at synke ned til Himmelranden den Nat. Tænk, om det Lys og den Sol skinnede over Vester Vemmenhög! Det vilde være noget for Husmand Holger Nielsen og hans Kone at faa en Arbejdsdag, der var fireogtyve Timer lang!


DRØMMEN.

Søndag 19. Juni.

Niels Holgersen løftede Hovedet og saa sig om, ganske lysvaagen. Det var da mærkeligt! Her laa han og sov paa et Sted, hvor han aldrig før havde været. Nej, han havde aldrig set den Dal, hvor han laa, og heller aldrig de Bjerge, der omgav den. Han kendte ikke den runde Sø, der laa midt i Dalen, og aldrig i sit Liv havde han set saadan nogle usle, vantrevne Birke som dem, han nu laa under.
  Og hvor var Ørnen? Han kunde ikke se ham nogen Steder. Gorgo maatte have forladt ham. Sikken et Eventyr!
  Drengen lagde sig igen ned paa Jorden, lukkede øjnene og prøvede at besinde sig paa, hvordan det altsammen var, da han faldt i Søvn.
  Han huskede, at al den Tid han fløj henover Västerbotten, syntes han, at han og Ørnen stod stille i Luften paa samme Sted, og at Landet under ham drog imod Syd. Men saa drejede Ørnen mod Nordvest, de fik Sidevind, han kunde igen mærke Lufttrækket, og i det samme stod Landet dernede stille, og han følte, at Ørnen bar ham afsted i susende Fart.
  „Nu flyver vi ind i Lapland,“ sagde Gorgo, og Drengen bøjede sig forover for at se det Landskab, som han havde hørt saa meget om.
  Men han følte sig rigtignok temmelig skuffet, da han ikke saa andet end store Skove og udstrakte Moser. Det var Skov og Mose og Mose og Skov i det uendelige. Den store Ensformighed gjorde ham tilsidst saa søvnig, at han var nær ved at styrte ned.
  Saa sagde han til Ørnen, at han ikke kunde holde ud at sidde længer paa Ørneryggen, men var nødt til at have lidt Søvn. Gorgo lod sig straks dale ned til Jorden, og Drengen kastede sig ned paa Mosset, men saa slog Gorgo Kløerne om ham og svang sig op i Luffen med ham. „Sov du kun, Tommeltot“ taabte han. „Solskinnet holder mig vaagen, og jeg vil fortsætte Rejsen.“
  Og skønt Drengen hang saa ubekvemt imellem Ørnens Kløer, faldt han virkelig i Søvn, og mens han sov, drømte han.
  Han syntes, han var paa en bred Vej nede i det sydlige Sverige og løb saa hurtig, som hans smaa Ben kunde bære ham. Han var ikke alene, men en Mængde andre drog den samme Vej. Tæt ved Siden af ham kom Rugstraaene marcherende med tunge Aks i Toppen og Kornblomster imellem sig, æbletræerne kom pustende tunge af Frugt, og efter dem fulgte Bønner og ærter fulde at Bælge, store Buske af Præstekraver og hele Krat af Frugtbuske. Store Løvtræer, baade Bøg og Eg og Lind, gik i Ro og Mag midt ad Vejen, susede stolt med deres Kroner og gik ikke af Vejen for nogen. Mellem Benene paa ham kom, Smaaplanterne løbende: Jordbærplanter, Anemoner, Fandens Mælkebøtter, Kløver og Forglemmigejer. Først syntes han ikke, det var andet end Planter, der eaadan drog henad Vejen, men snart opdagede han, at baade Dyr og Mennesker fulgte med. Insekterne surrede rundt om de fremadilende Planter, i Grøfterne svømmede Fisk, Fuglene sad og sang i de vandrende Træer, tamme og vilde Dyr løb omkap, og midt imellem det altsammen gik der Mennesker, nogle med Spader og Leer, andre med økser, atter andre med Bøsser og nogle med Fiskestænger.
  Toget kom dragende med Glæde og Munterhed, og det undrede ham ikke, da han saa, hvem der anførte det. Det var ingen ringere end Solen selv. Den kom rullende henad Vejen som et stort, skinnende Hoved med Haar af mangefarvede Straaler og et Ansigt, der lyste af Munterhed og Godhed. „Fremad!“ raabte den uafbrudt. „Ingen behøver at være bange, naar jeg er med! Fremad! Fremad!“
  „Jeg gad vidst, hvor Solen vil føre os hen,“ sagde Drengen ved sig selv. Men Rugstraaet, der gik ved Siden af ham, havde hørt, hvad han sagde, og det svarede straks: „Den vil føre os op til Lapland for at kæmpe mod den store Forstener.“
  Niels Holgersen saa' snart, at flere af Fodgængerne blev betænkelige, sagtnede Farten og tilsidst blev tilbage. Han saa, at det store Bøgetræ standsede, Raadyret og Hveden blev tilbage ved Grøftekanten, og ligesaa Brombærbuskene, de store, gule Engblommer, Kastanietræerne og Agerhønsene.
  Han saa sig om for at finde Grunden til, at saa mange blev tilbage. Da opdagede han, at han ikke længer var i det sydlige Sverige, men Vandringen var gaaet saa hurtig, at de allerede var i Svealand.
  Heroppe begyndte Egen at sakke agterud. Den stod lidt stille, gjorde nogle tøvende Skridt og standsede saa helt. „Hvorfor følger Egen ikke længer med?“ spurgte Drengen. „Den er bange for den store Forstener,“ sagde en ung, lys Birk, der gik saa glad og kæk henad Vejen, at det var en Lyst at se.
  Men skønt mange var bleven tilbage, var der endnu en stor Flok, der med frisk Mod fortsatte Vandringen. Og Solhovedet rullede hele Tiden foran Toget, lo og raabte: „Fremad! Fremad! Ingen behøver at være bange, saa længe jeg er med.“
  Toget gik videre i samme Fart. Snart var de oppe i Norrland, og nu hjalp det ikke, hvor meget saa Solen tiggede og opmuntrede. æbletræet vilde ikke videre, Kirsebærtræet heller ikke og Havren heller ikke. Fiskestimerne i Grøfterne blev tyndere. Drengen vendte sig om til dem, der blev tilbage. „Hvorfor vil I ikke med? Hvorfor forlader I Solen?“ sagde han. — „Vi tør ikke. Vi er bange for den store Forstener, der bor oppe i Lapmarken,“ svarede de.


Kebnekajse.
Kebnekajse.

  Snart havde Drengen en Fornemmelse af, at de var kommen højt op i Lapland, og her blev den vandrende Skare bestandig tyndere. Rugen, Byggen, Jordbærret, Blaabærret, ærterne, Ribsbusken var fulgt med lige her til; Elsdyret og Koen havde gaaet Side om Side, men nu blev alle disse tilbage. Menneskene fulgte med et Stykke endnu, men saa blev de ogsaa staaende. Solen vilde næsten være bleven ganske alene tilbage, hvis der ikke var kommet ny Rejsefæller, Pilebuske og en Mængde andet Smaakrat sluttede sig til Toget. Lapper og Rensdyr, Bjergugler og Fjeldrøve og Sneryper kom ogsaa med.
  Nu hørte Drengen noget, der kom dem i Møde. Det var en Mængde Floder og Bække, der kom styrtende med vældig Susen og Brusen. „Hvorfor har de saa travlt?“ spurgte han. — „De flygter for den store Forstener, der bor oppe i Fjeldene,“ svarede en Rypehun.
  Lige med eet saa Niels Holgersen, at der foran dem hævede sig en høj, mørk Mur med takket Murkrone. Da de saa Muren, syntes de alle at vige tilbage, men straks vendte Solen sit straalende Aasyn imod den og udgød sit Lys over den. Da viste det sig, at det ikke var en Mur, der stod i Vejen for dem, men kun de allerskønneste Bjerge, der hævede sig, det ene bag det andet. Toppene blev røde i Solskinnet, Skraaningerne stod lyseblaa med Guldstriber. „Fremad! Fremad! Ingen Fare, saa længe jeg er med!“ raabte Solen og rullede op ad Bjergets bratte Sider.
  Men paa Vejen op ad Bjerget blev Solen forladt af den tapre Ungbirk, den stærke Fyr og den haardnakkede Gran. Her forlod Rensdyret, Lappen og Pilebusken den ogsaa. Tilsidst, da den var naaet op paa Bjergets Top, var der ikke andre med end den lille Niels Holgersen.
  Solen rullede ind i en Kløft, hvor Væggene var dækket med Is, og Niels Holgersen vilde følge med derind, men han kom ikke længer end til Aabningen af Kløften, for der saa' han noget forfærdeligt. Allerinderst inde i Kløften sad en gammel Trold; hans Legeme var af Is, hans Haar af Istapper og hans Kappe af Sne. Foran Trolden laa nogle sorte Ulve, der rejste sig og spærrede deres Gab op, saasnart Solen viste sig. Og ud af det ene Ulvegab kom den bitre Kulde, ud af det andet kom den bidende Nordenvind, og ud af det tredje kom det sorte Mørke. „Der har vi nok den store Forstener,“ tænkte Drengen. Han var klar over, at han gjorde klogest i at flygte, men han var saa nysgerrig efter at se, hvordan Mødet mellem Trolden og Solen vilde løbe af, at han blev staaende.
  Trolden rørte sig ikke, men stirrede kun paa Solen med sit fæle Isansigt, og Solen stod ogsaa stille, gjorde ikke andet end le og straale. Saaledes blev det ved en Tid, og Drengen syntes, han kunde høre, at Trolden gav sig til at sukke og klage sig, Snekappen faldt til Jorden, og de tre frygtelige Ulve tudede ikke saa voldsomt. Men pludselig raabte Solen: „Nu er min Tid forbi!“ og rullede baglænds ud af Kløften. Da slap Trolden sine tre Ulve løs, og paa een Gang kom Nordenvinden, Kulden og Mørket farende ud af Kløften og gav sig til at jage efter Solen. „Væk med den! Jag den bort!“ raabte Trolden. „Jag den saadan bort, at den aldrig kommer tilbage! Vi skal lære den, at Lapland er mit!“
  Men da Niels Holgersen hørte, at Solen skulde jages bort fra Lapland, blev han saa forskrækket, at han vaagnede med et Skrig.
  Og da han kom lidt til sig selv, saa' han, at han laa paa Bunden af en stor Bjergdal. Men hvor var Gorgo, og hvor skulde han finde ud af, hvor han selv var?
  Han rejste sig op og saa' sig om. Da faldt hans Blik paa en underlig Bygning af Fyrregrene, der laa paa en Klippeafsats. „Der har vi nok saadan en Ørnerede, som Gorgo ...“
  Han tænkte ikke Tanken til Ende. I Stedet for rev han sin Hue af Hovedet, svingede den i Luften og raabte Hurra. Han forstod nu, hvor Gorgo havde ført ham hen. Her var Dalen, hvor Ørnene boede paa Klippehylden og Vildgæssene paa Dalbunden. Han var ved Maalet! Om et øjeblik skulde han møde Morten Gase og Akka og alle Rejsekammeraterne.


VED MAALET!
Niels Holgersen gik ganske sagte om og ledte efter sine Venner. Der var fuldkommen stille i hele Dalen. Solen var ikke naaet op paa Klippevæggene, og Drengen saa' nok, at det var saa tidligt paa Dagen, at Vildgæssene endnu ikke var vaagne. Han havde ikke gaaet langt, før han blev staaende og smilede, han saa' noget, der var saa kønt. Det var en Vildgaas, der laa og sov i en lille Rede paa Jorden, og ved Siden af hende stod Vildgasen. Han sov ogsaa, men det var aabenbart, at han havde stillet sig saa nær ved for at være ved Haanden, hvis der skulde vise sig nogen Fare.
  Drengen gik videre uden at forstyrre dem og kiggede ind imellem de smaa Pilebuske, der dækkede Jorden. Det varede ikke længe, før han fik øje paa et nyt Par Gæs. De hørte ikke til hans Flok; de var fremmede, men han blev saa glad, at han gav sig til at nynne, blot fordi han havde truffet Vildgæs.
  Han kiggede ind i et nyt Krat, og der saa' han omsider et Par, som han kendte. Det var ganske bestemt Neljä, som laa paa æg der, og den Gase, der stod ved Siden af hende, var Kolme. Ja, det var det. Det var umuligt at tage fejl.
  Drengen havde den største Lyst til at vække dem, men han lod dem sove og gik videre.
  I det næste Krat saa' han Viisi og Kuusi, og ikke langt fra dem fandt han Yksi og Kaksi. De sov alle fire, og Drengen gik forbi dem uden at vække dem.
  Da han kom i Nærheden af det næste Krat, syntes han, han kunde se noget hvidt titte frem mellem Buskene, og hans Hjerte gav sig til at banke højt af Glæde i Brystet paa ham. Ja, det var, som han havde ventet. Derinde laa Dunfin nok saa nydelig paa æg, og ved Siden af hende stod den hvide Gase. Drengen syntes, at skønt han sov, kunde man se paa ham, hvor stolt han var over at staa der og holde Vagt for sin Kone oppe i de laplandske Fjelde.
  Men Niels Holgersen vilde heller ikke vække den hvide Gase; han gik kun videre.
  Han maatte lede temmelig længe, før han stødte paa flere Vildgæs. Men da opdagede han paa en lille Høj noget, der lignede en graa Tue. Og da han kom til Foden af Højen, saa' han, at den graa Tue var hverken mere eller mindre end Akka fra Kebnekajse, der stod ganske lysvaagen og saa' sig omkring, som om hun holdt Vagt over hele Dalen.
  „God Dag, Mor Akka!“ sagde Drengen. „Det var dejligt, I var vaagen. Vil I ikke nok vente lidt endnu med at vække de andre, for jeg vil gerne tale alene med jer?“
  Den gamle Førergaas styrtede ned ad Højen hen til Drengen. Først tog hun fat i ham og ruskede ham, saa strøg hun ham med Næbbet op og ned ad hele Kroppen, og saa ruskede hun ham igen. Men hun sagde ingenting, for han havde jo bedt hende lade være at vække de andre.
  Tommeltot kyssede gamle Mor Akka paa begge Kinder, og saa gav han sig til at fortælle hende, hvordan han var bleven bragt til Skansen og holdt fangen der.
  „Og nu kan jeg fortælle jer, at Mikkel Ræv med det afbidte øre sad fangen i Rævehulen paa Skansen,“ sagde Drengen. „Og skønt han jo har været meget styg imod os, kunde jeg dog ikke lade være at have ondt af ham. Der var mange andre Ræve i den store Rævehule, og de lod til at befinde sig helt godt, men Mikkel sad altid og saa bedrøvet ud og længtes efter Friheden. Jeg havde faaet mange gode Venner deroppe, og en Dag hørte jeg af Lappehunden, at der var kommet en Mand til skansen for at købe Ræve. Han var fra en ø langt ude i Havet. De havde udryddet alle Rævene paa hans ø, men Følgen var, at nu kunde de ikke være der for Rotter, saa de ønskede bare Rævene tilbage. Saasnart jeg havde faaet det at vide, gik jeg til Mikkels Bur og sagde til ham: „Mikkel, i Morgen kommer der Folk herud for at hente et Par Ræve. Kryb da ikke i Skjul, men bliv ude, og sørg for, at du bliver fanget, saa faar du din Frihed tilbage!“ Og han fulgte mit Raad, og nu løber han fri om paa øen. Hvad siger I til det, Mor Akka? Var det en Handling efter jeres Hoved?“
  „Havde det været mig selv, kunde jeg ikke have gjort det bedre,“ sagde Førergaasen.
  „Det var da rart, I var tilfreds med det,“ sagde Niels Holgersen. „Saa er der en Ting til, jeg maa spørge jer om. En Dag saa' jeg, at Gorgo, Ørnen, han, der kæmpede med Morten Gase, blev ført som Fange til Skansen og sat ind i Ørneburet. Han saa ussel og elendig ud, og sommetider syntes jeg, jeg burde file Hul paa Staaltraadstaget over hans Hoved og lade ham flyve. Men saa tænkte jeg igen, at han var jo en farlig Røver og Fugleæder. Jeg vidste ikke, om det var rigtigt at slippe saadan en Ugerningsmand løs, og jeg tænkte, det maaske var bedst at lade ham blive, hvor han var. Hvad siger I, Mor Akka? Tænkte jeg rigtigt?“
  „Nej, der tænkte du ikke rigtigt,“ sagde Akka. „Man maa mene, hvad man vil, om Ørnene, men de er stoltere og mere frihedselskende end andre Dyr, og det er stor Synd at holde dem i Fangenskab. Ved du, hvad jeg vil foreslaa dig? At ligesaa snart du er udhvilet, rejser vi to ned til det store Fuglefængsel og befrier Gorgo.“
  „De Ord ventede jeg af jer, Mor Akka,“ sagde Drengen. „Der er dem, som siger, at I ikke mer har nogen Kærlighed til den, I har opfødt med saa stor Møje, fordi han lever saadan som Ørne er nødt til at leve. Men nu hører jeg, at det ikke er sandt. Nu vil jeg gaa hen og se, om Morten Gase ikke, er vaagen, og vil I imidlertid sige et Ord til Tak til den, der har baaret mig tilbage til jer, saa tror jeg nok, I finder ham oppe paa Klippehylden, der, hvor I en Gang fandt en hjælpeløs Ørneunge.“





XLIII

AASE GAASEPIGE OG LILLE MADS

SYGDOMMEN.
Det Aar, Niels Holgersen fløj om med Vildgæssenet var der megen Tale om et Par Børn, en Dreng og en Pige, der gik igennem Landet. De var fra Småland, fra Sunnerbo Herred, og de havde en Gang boet med deres Forældre og fire Søskende i et lille Hus ude paa en stor Lynghede. Mens Børnene endnu var ganske smaa, kom der en Gang en sen Aften en fattig Kone og bankede paa og bad om Husly. Skønt Stuen knap kunde rumme de Mennesker, der hørte hjemme der, lukkede de hende ind, og deres Moder redte en Seng til hende paa Gulvet. Natten igennem laa hun og hostede, saa Børnene syntes, hele Huset rystede, og om Morgenen blev hun saa syg, at hun ikke var i Stand til at fortsætte sin Vandring.
  Manden og Konen var saa gode imod hende som vel muligt. De gav hende deres egen Seng at ligge i og laa selv paa Gulvet, og Manden gik til Doktoren og hentede Draaber til hende. De første Dage var den syge som helt fra sig selv, gjorde ikke andet end fordre,og forlange og sagde ikke et Ord til Tak, men lidt efter lidt tøede hun op og blev ydmyg og taknemmelig. Tilsidst laa hun hele Tiden og tiggede og bad dem bære hende ud af Huset, ud paa Heden, saa hun kunde ligge og dø der. Da Folkene ikke vilde føje hende heri, fortalte hun dem, at hun i de sidste Aar var draget om med en Flok Tatere. Selv var hun ikke af Taterslægt, hun var Datter af en Gaardmand, men hun var løben hjemmefra og havde rejst om med Natmandsfolkene. Og nu troede hun, at en Taterkvinde, der var bleven vred paa hende, havde sendt denne Sygdom over hende. Men ikke nok med det: Taterkvinden havde truet hende og sagt, at ligesaa ilde, det gik hende selv, skulde det gaa alle dem, der tog imod hende under deres Tag og var gode Imod hende. Det troede hun paa, og det var derfor, hun nu bad dem jage hende ud af Huset og aldrig se til den Side, hvor hun var. Hun vilde ikke bringe Ulykke over saadanne gode Mennesker. Men Forældrene havde ikke gjort, som hun bad dem. Det var ikke umuligt, at de var bleven lidt bange, men de var ikke de Folk, der kunde jage et fattigt, dødssygt Menneske paa Porten.
  Kort efter døde hun, og saa begyndte Ulykkerne. Før havde de aldrig kendt til andet end Glæde der i Huset. Fattige var de ganske vist, men helt forarmede var de da ikke. Deres Fader lavede Væverkamme, og Moderen og Børnene hjalp ham med Arbejdet. Faderen snittede selv Kammene, og Moderen og den store Søster bandt dem. De mindre Børn høvlede Tænderne til og skar dem ud. De arbejdede fra Morgen til Aften, men de havde det altid hyggeligt og muntert, især naar Faderen fortalte om den Tid, da han havde vandret om i fjerne Lande og solgt Væverkamme. Faderen havde et velsignet Humør og havde tit fortalt saadan, at Moderen og alle Børnene var nær ved at le sig ihjel.
  Tiden efter den fattige Kones Død stod for Børnene Som en ond Drøm. De vidste ikke, om den havde været kort eller lang; de huskede kun, at der havde været den ene Begravelse efter den anden derhjemme. Det var deres Søskende, der døde og blev baaret til Graven, den ene efter den anden. De havde jo ikke haft mer end fire Søskende, saa mer end fire Begravelser kunde der ikke have været, men for Børnene stod det, som om der havde været mange flere. Tilsidst var der blevet saa stille og trykket derhjemme i Stuen. Det var, som om der hver Dag blev holdt Gravøl.
  Moderen holdt nogenlunde Modet oppe, men Faderen blev en helt anden. Han kunde hverken spøge eller arbejde mere, men sad fra Morgen til Aften med Hovedet i Hænderne og grublede.
  En Gang — det var efter den tredje Begravelse — brød han ud i vilde, fortvivlede Ord, som gjorde Børnene bange. Han kunde ikke forstaa, sagde han, hvorfor saadan en Ulykke skulde komme over dem. De havde jo gjort en god Gerning, da de hjalp den syge. Var da det onde mægtigere end det gode her i Verden? Moderen havde prøvet at tale ham til Fornuft, men hun kunde ikke faa ham rolig og hengiven i sin Skæbne, som hun selv var.
  Et Par Dage efter mistede de Faderen. Men han døde ikke; han gik sin Vej. Det gik saadan til, at den ældste Søster blev syg, og hende havde Faderen altid holdt mest af. Og da han saa, at hun ogsaa skulde dø, flygtede han fra al den Elendighed. Moderen sagde kun at det var bedst for Fader, han var borte. Hun var bange for, han ellers havde mistet sin Forstand. Han grublede sig Vid og Sans fra ved at tænke paa, at Gud kunde tillade et ondt Menneske at bringe al den Ulykke over dem.
  Da Faderen var gaaet sin Vej, blev de meget fattige. I Begyndelsen sendte han dem Penge, men saa var det vel gaaet ham daarligt, og han hørte op at sende noget. Og den Dag, den ældste Søster blev begravet, lukkede Moderen Huset og gik hjemmefra med de to Børn, hun havde tilhage. Hun gik til Skaane for at faa Arbejde i Roemarkerne, og hun fik Plads paa Jordberga Sukkerfabrik. Moderen var en dygtig Arbejderske, og hun havde et muntert og frimodigt Væsen. Alle syntes godt om hende. Mange undrede sig over, at hun kunde være saa rolig efter alt, hvad hun havde gaaet igennem. Men hun var meget stærk og taalmodig. Naar nogen talte til hende om de to prægtige Børn, hun havde, sagde hun kun: „De dør ogsaa snart.“ Det sagde hun, uden at hendes Stemme skælvede og uden at faa Taarer i øjnene. Hun havde vænnet sig til ikke at vente andet.
  Men det gik ikke, som hun ventede. I Stedet for var det hende selv, der blev syg. Det gik hurtigt med hende, endnu hurtigere end med de smaa Søskende. Hun var kommen til Skaane i Begyndelsen af Sommeren, og da Efteraaret kom, var Børnene alene.
  Mens Moderen laa syg, sagde hun ofte til Børnene, at de skulde huske paa, hun aldrig havde fortrudt, at hun havde ladet den syge Kone bo hos dem. For det var ikke svært at dø, sagde hun, naar man havde handlet ret. Alle Mennesker maatte dø, det kunde man ikke undgaa. Men man kunde selv bestemme, om man vilde dø med en god Samvittighed eller med en daarlig.
  Inden Moderen døde, søgte hun at indrette det lidt for sine Børn. Hun bad, om Børnene maatte blive i det Kammer, hvor de alle tre havde boet den Sommer. Naar blot Børnene havde et Sted at bo, vilde de ikke falde nogen til Byrde. De kunde forsørge sig selv, det vidste hun. Børnene fik Lov at beholde Kammeret, imod at de lovede at vogte Gæssene, for det er altid vanskeligt at finde Børn, der vil paatage sig det Arbejde. Det gik virkelig, som Moderen havde sagt, at de forsørgede sig selv. Den lille Pige kunde koge Brystsukker, og Drengen kunde lave alt Slags Legetøj af Træ, som han solgte omkring i Gaardene. De havde Anlæg for Handel, og snart begyndte de hos Bønderne at købe æg og Smør, som de solgte til Arbejderne paa Sukkerfabrikken. De var saa ordentlige og paalidelige, at man kunde betro dem, hvad det skulde være. Pigen var den ældste, og da hun var tretten Aar, var hun allerede saa paalidelig som et Voksent Menneske. Hun var stille og alvotlig, men Drengen var snaksom og munter, Søsteren sagde altid om ham, at han kækkede omkap med Gæssene ude paa Marken.
  Da Børnene havde boet et Par Aar paa Jordberga, blev der en Aften holdt et Foredrag paa Skolen. Foredraget var nok egentlig bestemt for voksne, men de to SmålandsBørn sad ogsaa blandt Tilhørerne. De regnede ikke sig selv for Børn, og det var knap nok, de voksne gjorde det. Foredragsholderen talte om den sørgelige Sygdom, Tuberkulosen, der hvert Aar dræber saa mange Mennesker i Sverige. Han talte meget klart og let fatteligt, og Børnene forstod hvert eneste Ord.
  Efter Foredraget blev de staaende udenfor Skolen og ventede. Da Foredragsholderen kom, tog de hinanden i Haanden, gik meget højtideligt hen til ham og bad, om de maatte tale med ham.
  Foredragsholderen saa jo nok lidt forundret paa de to, som stod med runde og rødmossede Barneansigter og talte med en Alvor, der kunde have passet, selvom de havde været tre Gange saa gamle, men han hørte meget venligt paa dem.
  Børnene fortalte, hvad de havde oplevet hjemme hos sig, og de spurgte nu Foredragsholderen, om han troede, at deres Moder og Søskende var døde af den Sygdom, han havde beskrevet. Det var rimeligt nok, sagde Foredragsholderen. Det kunde næppe have været nogen anden Sygdom.
  Men dersom nu deres Moder og Fader havde vidst det, som Børnene havde hørt i Aften, saa kunde de have taget sig i Vare, dersom de havde brændt den syge Kones Tøj, dersom de havde skuret Huset rigtig godt og ikke brugt Sengklæderne mere, havde de saa maaske levet, alle de, som Børnene nu sørgede over? Og Foredragsholderen sagde, at det kunde ingen svare paa ganske bestemt, men det var rimeligt nok, at ingen af deres nærmeste havde behøvet at dø, dersom de havde forstaaet at vogte sig for Smitten.
  Nu betænkte Børnene sig lidt paa det næste Spørgsmaal, men de rørte sig ikke af Pletten, for det, de nu skulde have Svar paa, var det allervigtigste. Var det da ikke sandt, at Taterkvinden havde sendt Sygdommen over dem, fordi de havde hjulpet den, hun var vred paa? Var det ikke noget særligt, der ikke havde ramt andre end dem? — Nej, det kunde Foredragsholderen rolig forsikre dem, at det ikke var. Intet Menneske havde Magt til paa den Maade at bringe Sygdom over en anden. Og de vidste jo, at den Sygdom fandtes i hele Landet. Den havde gjort Besøg i næsten alle Hjem, skønt den ikke alle Vegne havde bortrevet saa mange som hos dem.
  Og saa takkede Børnene og gik hjem. Den Aften talte de meget længe sammen.
  Næste Dag gik de hen og sagde deres Plads op. De kunde ikke vogte Gæssene det Aar, de maatte et andet Sted hen. Hvor skulde de da hen? — Ja, de vilde ud at lede efter deres Fader. De maatte sige ham, at deres Moder og Søskende var døde af en almindelig Sygdom, og at det ikke var noget særligt, der var bragt over dem af et ondt Menneske. De var saa glade over, at de havde faaet det at vide. Og nu syntes de, det var deres Pligt at fortælle deres Fader, for han gik vist endnu den Dag i Dag og grublede over det.
  Først gik Børnene til deres lille Hjem paa Lyngheden i Sunnerbo, og til deres store Forundring fandt de Huset i lys Lue.
  Derpaa gik de til Præstegaarden, og der hørte de, at en Mand, som var Arbejder ved Jernbanen, havde set deres Fader ved Malmberget højt oppe i Lapland. Han arbejdede den Gang i Gruben, og det gjorde han maaske endnu, men det kunde man jo ikke være sikker paa. Da Præsten hørte, at Børnene vilde ud at lede efter deres Fader, tog han et Kort frem, viste dem, hvor langt der var til Malmberget, og raadede dem fra den Rejse. Men Børnene sagde, det var ganske nødvendigt, at de prøvede paa at finde deres Fader. Han var gaaet hjemmefra, fordi han troede noget, der ikke var sandt. De maatte ud at sige ham, at han havde taget fejl.
  Børnene havde fortjent lidt Penge ved deres Handel; dem vilde de dog ikke bruge til at købe Jernbanebilletter for, men bestemte sig til at gaa hele Vejen til Fods. Og det fortrød de ikke. De havde saadan en vidunderlig dejlig Vandring.
  Inden de endnu var ude af Småland, gik de en Dag ind i en Bondegaard for at købe lidt Mad. Husmoderen var munter og snaksom. Hun spurgte Børnene, hvem de var, og hvor de kom fra, og Børnene fortalte hende hele deres Historie. „Aa nej da! Aa nej da!“ sagde Konen flere Gange, mens de fortalte. Derpaa trakterede hun dem med megen og god Mad, og de fik paa ingen Maade Lov at betale noget for den. Da de rejste sig for at sige Tak og gaa, spurgte Konen, om de ikke i næste Sogn vilde tage ind hos hendes Broder, og hun sagde dem, hvad han hed, og hvor han boede. Jo, det vilde Børnene naturligvis gerne. „I skal hilse fra mig og fortælle, hvad I har oplevet,“ sagde Bondekonen.
  Det gjorde Børnene, og Broderen tog sig venligt af dem. Han kørte dem til en Gaard i nægte Sogn, og der fik de ogsaa en god Modtagelse. Hver Gang de nu gik bort fra en Gaard, hed det altid: „Kommer I paa de eller de Kanter, saa skal I gaa der og der ind og fortælle, hvad I har oplevet.“
  I de Gaarde, hvor Børnene blev vist hen, var der altid en, der var brystsyg. Og uden at de selv vidste af det, gik de to Børn igennem Landet og belærte Folk om, hvad det var for en farlig Sygdom, der havde stjaalet sig ind i Hjemmene, og hvordan de bedst skulde bekæmpe den.
  I gamle Dage, da den store Pest, som kaldtes den sorte Død, hærgede Landet, fortælles det, at man saa en Dreng og en Pige gaa fra Gaard til Gaard.
  Drengen havde en Rive i Haanden, og kom han og rev udenfor et Hus, saa betød det, at mange skulde dø derinde, men ikke alle, for Tænderne paa Riven sidder langt fra hinanden og tager ikke alting med sig. Pigen havde en Kost i Haanden, og kom hun og fejede udenfor en Dør, saa betød det, at alle, der boede indenfor Døren, maatte dø, for Kosten er et Redskab, der gør rent Bord.
  Var det dog ikke mærkeligt, at i vore Dage et Par Børn skulde komme til at gaa igennem Landet for en svær og farlig Sygdoms Skyld? Men de Børn skræmte ikke Folk med Riven og Kosten; de sagde tværtimod: „I skal ikke lade jer nøje med blot at rive Gaarden og feje Gulvet. I skal ogsaa bruge Skurevisken og Børsten og Sæben. Vi skal holde rent udenfor vor Dør, rent indenfor den, og vi skal selv være rene. Paa den Maade bliver vi tilsidst Herre over Sygdommen.“


LILLE MADS'S BEGRAVELSE.
Lille Mads var død. Det syntes utroligt for alle dem, der havde set ham frisk og glad for kun et Par Timer siden, men saadan var det alligevel. Lille Mads var død og skulde begraves.
  Lille Mads døde tidlig en Morgenstund, og ingen andre end hans Søster Aase var inde i Stuen og saa' ham dø. Gaa ikke efter nogen!“ sagde lille Mads, da det led mod Enden, og Søsteren gjorde, som han bad. „Jeg er glad over, at jeg ikke dør af „Sygdommen“, Aase,“ sagde lille Mads. „Er du ikke ogsaa?“ Og da Aase ingenting svarede, vedblev han: „Jeg synes ikke, det gør noget, jeg dør, naar jeg blot ikke skal dø paa samme Maade som Moder og vore Søskende. Havde jeg gjort det, tror jeg aldrig, det var lykkedes dig at overbevise Fader om, at det kun var en almindelig Sygdom, der rev dem bort, men nu skal du se, nu gaar det nok.“
  Da alt var forbi, sad Aase længe og tænkte paa, hvad hendes Broder, lille Mads, havde haft at gaa igennem, mens han levede i denne Verden. Hun syntes, han havde baaret alle Ulykker med samme Mod som en voksen. Hun tænkte paa hans sidste Ord. Saa tapper havde han altid været. Og det stod klart for hende, at naar lille Mads nu skulde i Jorden, saa burde han begraves med samme ære som et voksent Menneske.
  Hun indsaa nok, at det vilde blive svært at sætte igennem, men hun vilde saa gerne have det. Hun maatte gøre sit yderste for lille Mads's Skyld.
  Aase Gaasepige var paa den Tid højt oppe i Lapland ved det store Grubefelt, der hedder Malmberget. Det var et underligt Sted, men det var maaske godt nok for hende, at det var, som det var.
  Inden de var naaet saa vidt, var hun og lille Mads gaaet igennem store, endeløse Skovegne. I flere Dage havde de hverken set Marker eller Gaarde, kun smaa, usle Skydsstationer, indtil de lige med eet kom til den store Landsby Gellivare. Den laa med Kirke og Jernbanestation og Tinghus og Bank og Apotek og Hoteller under et højt Bjerg, der var stribet af Sne endnu ved Midsommertid, da Børnene kom vandrende. Næsten alle Huse i Gellivare var ny, men de var godt og solidt byggede, og var det ikke for Snepletterne oppe paa Bjergene, og fordi Birkene endnu ikke var udsprungnet saa vilde Børnene ikke have tænkt paa, at det laa højt oppe i Lapland. Det var imidlertid ikke i Gellivare, de skulde lede efter deres Fader, men i Malmberget, der laa et Stykke længer nordpaa, og dér saa' ikke saa ordentligt ud.
  Tingen var, at skønt Folk længe havde vidst, at der var meget Jernmalm at finde i Nærheden af Gellivare, var det først, da Jernbanen for et Par Aar siden var færdig, at man kom rigtig i Gang med at udnytte det. Da strømmede flere tusinde Mennesker derop paa een Gang, og der var Arbejde nok til dem, men ingen Huse; dem maatte de saa skaffe sig selv, saa godt de kunde. Nogle tømrede sig Hytter af utilhugne Bjælker, andre boede i Skure, som de havde lavet sig af Kasser og tomme Dynamitbeholdere, som de lagde ovenpaa hinanden som Teglsten.


Grubegang i Gellivare Malmberg.
Grubegang i Gellivare Malmberg.

Nu havde man efterhaanden faaet bygget en hel Del ordentlige Huse, men hele Stedet saa' alligevel meget underligt ud. Der var store Kvarterer med smukke, lyse Huse, men midt inde imellem dem stødte man paa den uryddede Skovjord med Træstubbe og Stene. Der var store, smukke Villaer til Inspektøren og Ingeniørerne, og der var lave, løjerlige Rønner, som var bleven staaende fra den første Tid. Der var Jernbane og elektrisk Lys og store Maskinhuse; man kunde køre paa Sporvej helt ind i Bjergene gennem en Tunnel, der var oplyst af Glødelamper. Alle Vegne var der den vældigste Bevægelse, og det ene Tog efter det andet, belæsset med Malm, afgik fra Stationen. Men rundt omkring laa den store Vildmark, hvor der ikke blev pløjet Mark eller bygget Hus, hvor der ikke var andet end Lapper, der drev om, med deres Rensdyr.
  Nu sad Aase og tænkte paa, at Livet her var ligesom Stedet. For det meste gik det jo nok ordentligt og fredeligt til, men hun havde dog set baade det ene og det andet, der var vildt og underligt. Hun havde en Fornemmelse af, at det maaske vilde gaa lettere her end andre Steder at faa noget sat igennem, der var udenfor det sædvanlige.
  Hun tænkte paa, hvordan det var gaaet dem, da de kom til Malmberget og spurgte efter en Arbejder, der hed Jon Assarson og havde sammenvoksede øjenbryn. Disse sammenvoksede øjenbryn var det, man lagde mest Mærke til i Faderens ydre. De gjorde, at Folk havde let ved at huske ham. Børnene fik ogsaa straks at videt at deres Fader havde arbejdet flere Aar i Malmberget, men at han nu var ude paa Vandring. Det skete tit, at han gik paa Vandring, naar Uroen kom over ham. Hvor han var gaaet hen, vidste ingen, men de var allesammen sikre paa, at han vilde komme tilbage om nogle Uger. Og da de var Jon Assarsons Børn, kunde de jo godt, mens de ventede paa ham, bo i den Hytte, han havde boet i. Saa var der en, der tog DØrnøglen frem unger Dørtrinnet og lukkede Børnene ind. Ingen undrede sig over, at de var kommen, og ingen lod til at undre sig over, at deres Fader engang imellem gik ud i Vildmarken. Heroppe var de nok vant til, at enhver handlede efter sit eget Hoved.
  Aase var hurtig klar over, hvordan hun ønskede Begravelsen. Sidste Søndag havde hun set en af Grubeformændene blive begravet. Han var bleven kørt til Kirken i Gellivare af Inspektørens egne Heste, og et langt Tog af Grubearbejdere havde fulgt Kisten. Ved Graven spillede et Musikkorps, og et Sangkor sang. Og efter Begravelsen blev alle, der havde været med i Kirken, bedt til Kaffe i Skolen. Det var noget lignende, Aase Gaasepige ønskede for sin Broder, lille Mads.
  Hun havde allerede tænkt sig saa levende ind i det, at hun næsten saa' hele Ligtoget for sine øjne, men saa sank hendes Mod igen, og hun sagde til sig selv, at det kunde vel ikke blive, som hun ønskede. Ikke fordi det blev for dyrt. De havde sparet saa mange Penge sammen, hun og lille Mads, at hun kunde give ham saa smuk en Begravelse, som hun kunde ønske sig. Vanskeligheden var, at voksne Mennesker — det vidste hun — aldrig vilde rette sig efter et Barn. Hun var ikke mer end et Aar ældre end lille Mads, der saa' saa lille og spinkel ud, som han laa død der ved Siden af hende. Og selv var hun jo ogsaa kun et Barn.
  Den første, Aase talte med om Begravelsen, var Sygeplejersken. Søster Hilma kom lidt efter, at lille Mads var død, og hun vidste allerede, inden hun lukkede Døren op, at ved denne Tid maatte det være forbi. Den foregaaende Eftermiddag var lille Mads gaaet omkring henne ved Gruberne. Han var kommen for nær til en stor Lysaabning, da der blev foretaget en Sprængning, og var bleven ramt af nogle Sten. Han var ganske alene og blev liggende længe besvimet paa Jorden, uden at nogen vidste, hvad der var sket. Tilsidst fik nogle Mænd, der arbejdede under Lysaabningen, paa en underlig Maade Bud om det. De paastod, at en lille Pusling, der ikke var stort mere end en Haandsbred høj, var kommen hen til Randen af Gruben og havde raabt til dem,“ at de skulde skynde sig hen at hjælpe lille Mads, der laa ovenfor Gruben og var nær ved at forbløde. Derpaa blev lille Mads baaret hjem og forbunden, men det var allerede for sent. Han havde lidt saa stort et Blodtab, at han ikke kunde leve.
  Da Sygeplejersken traadte ind i Stuen, tænkte hun ikke saa meget paa lille Mads som paa hans Søster. „Hvad skal jeg stille op med det stakkels Barn?“ sagde hun ved sig selv. „Hun er vel helt utrøstelig.“
  Men Søster Hilma saa', at Aase hverken græd eller klagede, hun hjalp hende ganske rolig med, hvad der skulde gøres. Sygeplejersken blev meget forundret, men hun fik Forklaringen, da Aase begyndte at tale med hende om Begravelsen.
  „Naar man har været sammen med en som lille Mads,“ sagde Aase, der gerne udtrykte sig lidt gammelklogt og højtideligt, „saa maa man først og fremmest tænke paa at hædre ham, mens man endnu kan. Bagefter bliver der Tid nok til at sørge.“
  Og saa bad hun Sygeplejersken hjælpe hende at skaffe lille Mads en ærefuld Begravelse. Der var ingen, der kunde fortjene det bedre end han.
  Sygeplejersken syntes, at kunde det stakkels, forladte Barn finde Trøst i det, saa var det kun en Lykke. Hun lovede at hjælpe hende, og det var en stor Ting for Aase. Nu syntes hun, Maalet næsten var naaet, for Søster Hilma havde meget at sige. Ved det store Grubefelt, hvor Sprængskuddene hver Dag lyder, vidste enhver Arbejder jo, at han naarsomhelst kunde blive ramt af en Sten eller af en nedstyrtende Klippeblok, og derfor vilde de alle gerne staa sig godt med Sygeplejersken.
  Da altsaa Søster Hilma og Aase gik om og bad Grubearbejderne, om de næste Søndag vilde følge lille Mads til Jorden, var der ikke mange, der sagde Nej. „Ja, naar Søster Hilma beder os om det, saa skal vi nok gøre det,“ sagde de.
  Sygeplejersken fik det ogsaa lykkelig og vel ordnet med den Kvartet af Blæseinstrumenter, der skulde spille ved Graven, og med det lille Sangkor. Derimod gjorde hun ikke noget for at faa Skolen overladt; da det endnu var dejligt Sommervejr, blev det bestemt, at Følget skulde drikke Kaffe ude i det Fri. Bænke og Borde kunde de laane i Goodtemplarsalen og Kopper og Tallerkener i Købmandshandlerne. Nogle Arbejderkoner, der havde Ting paa Kistebunden, som de ikke brugte, saa længe de boede her i Vildmarken, kom for Sygeplejerskens Skyld frem med deres fine Dækketøj til at brede paa Kaffebordene.
  Saa blev der bestilt Tvebakker og Kringler hos en Bager i Boden og sort og hvid Konfekt hos en Konditor i Luleå.
  Der var saadan et Røre i Anledning af den Begravelse, som Aase vilde give sin lille Broder, at hele Malmberget talte om den. Og tilsidst fik selve Inspektøren Nys om, hvad der var i Gære.
  Da Inspektøren hørte, at halvtredsindstyve Grubearbejdere skulde følge en tolv Aars Dreng til Graven, skønt denne, efter alt, hvad han vidste, ikke var andet end en omstrejfende Tigger, syntes han, det var det rene Vanvid. Og Sang og Musik og Kaffeslaberas vilde de have, og Graven beklædt med Gran, og Konfekt fra Luleå. Han sendte straks Bud efter Sygeplejersken og bad hende forhindre alt dette. „Det er Synd at lade det stakkels Barn øde sine Penge saadan,“ sagde han. „Det kan jo ikke gaa an, at voksne Mennesker saadan retter sig efter et Barns Indfald. De gør dem jo allesammen latterlige.“
  Inspektøren var ikke vred eller heftig. Han talte ganske rolig og bad Sygeplejersken afbestille Sangen og Musikken og det lange Ligtog. Det kunde jo være nok, naar en halv Snes Mennesker fulgte ham til Graven. Og Sygeplejersken modsagde ikke Inspektøren med et eneste Ord, dels af Respekt og dels fordi hun følte med sig selv, at han havde Ret. Det var altfor meget Væsen at gøre af en Tiggerdreng. Hun havde ladet sin Medlidenhed med den stakkels lille Pige løbe af med sin Forstand.
  Fra Inspektørens Villa gik Sygeplejersken ned til Nybyggerbyen for at sige Aase, at hun ikke kunde faa det ordnet, saadan som hun ønskede, men det var ikke med let Hjerte, for ingen vidste bedre end hun, hvad den Begravelse betød for det stakkels Barn. Paa Vejen mødte hun et Par Arbejderkoner og talte med dem om disse Vanskeligheder. De sagde straks, at de syntes, Inspektøren havde Ret. Det lignede ingen Ting at gøre saa megen Stads af en Tiggerdreng. Naturligvis var det Synd for den lille Pige, men det var urimeligt, at et Barn paa den Maade skulde ordne og indrette alt. Det var godt, det hele ikke blev til noget.
  Konerne gik hver til sit og fortalte det videre, og snart rygtedes det lige fra Nybyggerbyen til Grubeskakten, at der ikke blev nogen stor Begravelse for lille Mads. Og alle indrømmede straks, at det var det eneste rigtige.
  Der var vist kun en i hele Malmberget, der var af en anden Mening, og det var Aase Gaasepige. Sygeplejersken havde virkelig en haard Kamp med hende. Aase hverken græd eller klagede, men hun vilde ikke bøje sig. Hun sagde, at da hun ikke havde bedt Inspektøren om Hjælp, saa havde han jo ikke noget med den Ting at gøre. Han kunde jo ikke forbyde hende at begrave sin Broder, som hun vilde.
  Først da flere af Konerne havde været inde hos hende og erklæret, at ingen af dem vilde komme til Begravelsen, nu da Inspektøren ikke vilde vide noget af det, gik det op for hende, at hun maatte have hans Tilladelse.
  Aase Gaasepige sad et øjeblik og betænkte sig, saa rejste hun sig pludselig. „Hvor vil du hen?“ spurgte Sygeplejersken. „Jeg bliver nødt til at gaa hen at tale med Inspektøren,“ sagde Aase. — „Du tror da ikke, han bryder sig noget om, hvad du siger?“ sagde Konerne. — „Jeg tror, at lille Mads vil have, jeg skal gaa,“ sagde Aase. „Inspektøren har maaske aldrig hørt, hvad for et Menneske han var.“
  Aase Gaasepige gjorde sig hurtig færdig og var snart paa vej til Inspektøren. Men nu maa man vide, at det forekom alle ganske utroligt, at et Barn som hun kunde tænke paa at rokke Inspektøren, der var den mægtigste Mand i Malmberget, fra det, han engang havde udtalt som sin Vilje. Og Sygeplejersken og de andre Kvinder kunde ikke lade være at følge hende paa Afstand for at se, om hun virkelig havde Mod til at gaa derop.
  Aase Gaasepige gik midt ad Vejen, og der var noget over hende, som hun gik dér, der fik Folk til at vende sig om efter hende. Hun kom gaaende saa alvorlig og værdig som en ung Pige, der gaar op ad Kirkegulvet paa sin Konfirmationsdag. Paa Hovedet havde hun et stort, sort Silketørklæde, som hun havde arvet efter sin Moder, i den ene Haand havde hun et sammenlagt Lommetørklæde og i den anden en Kurv med Legetøj, som lille Mads havde lavet.
  Da Børnene, der løb og legede paa Vejen, saa' hende komme gaaende, løb de efter hende og raabte: „Hvor skal du hen, Aase? Hvor skal du hen?“ Men Aase svarede ikke. Hun havde ikke engang hørt deres Spørgsmaal. Hun gik kun videre. Og da Børnene blev ved at spørge og spørge og greb fat i hende, tog de Kvinder, der kom bagefter, dem ved Armen og holdt dem tilbage. „Lad hende gaa!“ sagde de. „Hun skal op til Inspektøren og bede, om hun maa holde stor Begravelse for sin Broder, lille Mads.“ Da blev ogsaa Børnene grebne af Forbavselse over, at hun vilde indlade sig paa noget saa forvovent, og en lille Flok af dem fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa.
  Dette foregik henad Klokken seks om Eftermiddagen, da Arbejdet i Gruberne hørte op, og da Aase havde gaaet et Stykke, kom flere hundrede Arbejdere gaaende med lange, hastige Skridt. De plejede ellers ikke at se hverken til højre eller venstre, naar de gik fra Arbejde, men da de mødte Aase, kunde et Par af dem se, at der var noget usædvanligt paa Færde, og de spurgte hende, hvad der var i Vejen. Aase svarede ikke et Ord, men de andre Børn raabte højt op om, hvor hun vilde hen. Da syntes nogle af Arbejderne, at dette var saa modig gjort af et Barn, at de fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa hende.
  Aase gik hen til Kontorbygningen, hvor Inspektøren plejede at sidde ved sit Arbejde til henad denne Tid. Da hun kom ind i Forstuen, gik Døren op, og Inspektøren stod for hende med Hat paa Hovedet og Stok i Haanden, paa Vej op til Inspektørboligen for at spise til Middag. „Hvem vil du tale med?“ spurgte han, da han saa' den lille Pige, der kom saa højtidelig med Silkeklæde paa Hovedet og sammenlagt Lommetørklæde. „Jeg vilde gerne tale med Inspektøren selv,“ sagde Aase. — „Vil du det? Ja, kom saa ind!“ sagde Inspektøren og gik ind i Kontoret igen. Han lod Døren staa aaben, for det faldt ham ikke ind, at den lille Pige vilde blive der længe. Saadan gik det til, at de, der var gaaet bagefter Aase Gaasepige og nu stod i Forstuen og paa Trappen, kom til at overvære, hvad der foregik inde paa Kontoret.
  Da Aase Gaasepige kom derind, rettede hun sig allerførst, skød sit Hovedklæde tilbage og saa' op paa Inspektøren med sine runde Barneøjne, der havde et saa alvorligt Blik, at det skar en i Hjertet. „Lille Mads er jo død,“ sagde hun, og hendes Stemme skælvede, saa hun ikke kunde komme længer. Men nu vidste Inspektøren, hvem han havde for sig. „Naa, saa du er den lille Pige, der vil holde den store Begravelse,“ sagde han venligt. „Det skal du saamænd ikke, mit Barn. Det bliver for dyrt for dig: Havde jeg bare hørt noget om det i Forvejen, skulde jeg straks have forhindret det.“
  Den lille Piges Ansigt bævede, og Inspektøren tænkte, at nu vilde hun give sig til at græde, men i Stedet for sagde hun: „Jeg vil gerne spørge, om jeg maa fortælle Inspektøren noget om lille Mads?“
  „Jeg har allerede hørt jeres Historie,“ sagde Inspektøren paa sin sædvanlige rolige og stilfærdige Maade. „Du maa ikke tro andet, end at jeg har ondt af dig. Men jeg vil, kun dit Bedste.“
  Da rettede Aase Gaasepige sig endnu mere og sagde med høj, klar Stemme: „Lige fra lille Mads var ni Aar, har han hverken haft Fader eller Moder, men han har maattet forsørge sig selv ganske som et voksent Menneske. Han har holdt sig for god til at tigge om saa meget som et Maaltid Mad, han vilde altid betale for sig. Han sagde, at det passede sig ikke for en Mand at tigge. Han gik om paa Landet og købte æg og Smør op, og han var var ligesaa god til at handle som en gammel Købmand. Han var aldrig skødesløs, og han stak aldrig en øre til Side, men bragte mig det hele. Lille Mads havde sit Arbejde med sig ude i Marken, naar han vogtede Gæs, og var saa flittig, som om han var en voksen Mand. Bønderne nede i Skaane sendte tit mange Penge med lille Mads, naar han gik fra Gaard til Gaard, for de vidste, at ham kunde de stole paa som paa sig selv, saa det er ikke rigtigt at sige, at lille Mads ikke var andet end et Barn, for der er mange voksne, der ikke....“
  Inspektøren stod og saa' ned i Jorden; ikke en Muskel i hans Ansigt bevægede sig, og Aase Gaasepige tav, for hun syntes ikke, hendes Ord gjorde noget Indtryk paa ham. Mens hun sad derhjemme, syntes hun, hun havde saa meget at sige om lille Mads, men nu faldt det ud til saa lidt. Hvordan skulde hun faa Inspektøren til at forstaa, at lille Mads fortjente at blive begravet med samme ære som en voksen?
  „Og naar jeg nu vil bekoste hele Begravelsen selv....“ sagde Aase, og saa tav hun igen.
  Da løftede Inspektøren Hovedet og saa' Aase Gaasepige ind i øjnene. Han maalte og vejede hende, som den har for Vane, der har mange Mennesker under sig. Han tænkte paa, at hun havde gennemgaaet det at miste Hjem og Forældre og Søskende, men det havde endnu ikke knækket hende, og der blev nok et prægtigt Menneske ud af hende. Men han turde ikke lægge ny Tynge til den Byrde, hun havde at bære, for saa kunde det jo ske, at den blev det Halmstraa, der knækkede hende. Han forstod, hvad det betød, at hun var kommen for at tale med ham. Hun maatte jo have elsket denne Broder over alt i Verden. En saadan Kærlighed skulde man ikke møde med et Afslag.
  „Det skal blive, som du vil,“ sagde Inspektøren.





XLIV

HOS LAPPERNE

Begravelsen var forbi. Alle Aase Gaasepiges, Gæster var gaaet, og hun sad alene tilbage i den lille Rønne, der havde tilhørt hendes Fader. Hun havde laaset Døren for at kunne sidde i Fred og tænke paa sin Broder. Hun tænkte paa alt, hvad lille Mads havde, sagt og gjort, det ene efter det andet, og det var saa meget, at hun glemte at gaa i Seng og blev siddende oppe ikke alene hele Aftenen, men langt ud paa Natten. Jo mere hun tænkte paa Broderen, des mere indsaa hun, hvor svært det vilde blive at leve uden ham, og tilsidst lagde hun Hovedet paa Bordet og græd bitterligt. „Hvad skal der blive af mig, naar jeg ikke længer har lille Mads!“ hulkede hun.
  Det var som sagt langt ud paa Natten, og Aase Gaasepige havde haft en anstrengende Dag, saa det var ikke underligt, at Søvnen listede sig over hende, saasnart hun sænkede Hovedet. Og det var jo heller ikke underligt, at hun drømte om ham, som hun havde siddet og tænkt paa. Hun syntes, at lille Mads kom lyslevende ind i Stuen til hende. „Nu, Aase, skal du gaa ud og se at finde Fader,“ sagde han — „Hvor skal jeg kunne gøre det, naar jeg ikke engang ved, hvor jeg skal lede efter ham?“ syntes hun, hun svarede. — „Det skal du ikke være bekymret for!“ svarede lille Mads rask og muntert, som hans Vane var. „Jeg skal nok sende dig en, der kan hjælpe dig.“
  Lige idet Aase Gaasepige drømte, at lille Mads sagde dette, bankede det paa Døren til hendes Kammer. Det var en virkelig Banken og ikke noget, hun drømte. Men hun var i den Grad inde i sin Drøm, at hun ikke kunde skelne, hvad der var virkeligt og hvad der var Indbildning, og da hun gik hen at lukke op, tænkte hun: „Nu kommer bestemt den Hjælper, lille Mads har lovet at sende mig.“
  Havde det nu været Søster Hilma eller et andet rigtigt Menneske der stod paa Dørtærskelen, da Aase Gaasepige lukkede Døren op, saa havde hun nok straks forstaaet, at Drømmen var forbi, men det var ikke noget Menneske. Det der bankede, var en lille Pusling, ikke stort mere end en Haandsbred høj. Skønt det var sent paa Natten, var det ligesaa lyst som om Dagen, og Aase saa' straks, at det var den samme lille Fyr, som hun og lille Mads havde truffet et Par Gange, mens de vandrede Landet igennem. Dengang var hun bange for ham, og det vilde hun ogsaa være bleven nu, dersom hun havde været rigtig vaagen. Men hun havde en Fornemmelse af, at hun endnu drømte, og derfor blev hun rolig staaende. „Jeg tænkte mig nok, at det var ham, lille Mads vilde sende herhen for at hjælpe mig at finde Fader,“ tænkte hun.
  Og det havde hun ikke helt Uret i, for den lille Fyr kom netop for at tale med hende om hendes Fader. Da han saa', at hun ikke var bange for ham, fortalte han hende med faa Ord, baade hvor Faderen var at finde, og hvordan hun skulde bære sig ad for at komme til ham.
  Men imens han talte, vaagnede' Aase Gaasepige efterhaanden op til fuld Bevidsthed, og da han var færdig, var hun lysvaagen. Og da blev hun saa forfærdet over, at hun stod og talte med en, der ikke hørte hendes Verden til, at hun ikke kunde faa et Ord over, sine Læber, ikke engang Tak, men løb ind og slog Døren haardt i efter sig. Hun syntes dog, hun kunde se, at Drengen fik et meget bedrøvet Udtryk i sit Ansigt, da hun gjorde det, men det kunde hun ikke gøre for. Hun var helt ude af sig selv af Rædsel og skyndte sig at krybe i Seng og trække Tæppet op over Hovedet.
  Men skønt hun var bleven saa angst for den Lille, forstod hun dog, at han kun havde villet hendes Bedste, og næste Dag skyndte hun sig at gøre netop saadan, som han havde raadet hende.

⋅

  Paa den venstre Bred af Luossajaure, en lille Sø, der laa mange Mil nordligere end Malmberget, var der en lille Lappelejr. Ved den sydlige Ende af Søen hævede der sig en vældig Bjergknold, der hed Kirunavåra, og som, efter hvad man sagde, bestod af lutter Jernmalm. Paa den nordøstlige Side laa et andet Bjerg, der hed Luossavåra, og det var ogsaa et rigt Jernbjerg. Man var nu i Færd med at anlægge en Jernbane fra Gellivare op til disse Bjerge, og i Nærheden af Kirunavåra blev der bygget en Jernbanestation, et Hotel og en Mængde Boliger for de Ingeniører og Arbejdere, der vilde komme til at bo her, naar Malmbrydningen først rigtig var kommen i Gang. Det var en hel By med pæne og hyggelige Huse, der var i Færd med at rejse sig, og det i en Egn, der laa saa højt oppe mod Nord, at de smaa, forkrøblede Birketræer, som dækkede Jorden, ikke kunde naa at faa Bladene ud af Knopperne førend efter Midsommer.


Lappetelt imellem Birketræer.
Lappetelt imellem Birketræer.

  Vesten for Søen laa Jorden fri og aaben, og der havde som sagt et Par Familier af Lappefolket slaaet Lejr. De var kommen dertil for en Maanedstid siden, og de havde ikke behøvet lang Tid til at faa deres Bolig i Orden. De havde hverken sprængt Fjeld bort eller muret for at skaffe god og jævn Byggegrund, men saasnart de havde fundet sig en tør og god Plads tæt ved Søen, havde de ikke behøvet andet end at hugge lidt Pilekrat og jævne nogle Tuer ud for at faa Byggepladsen i Orden. Heller ikke havde de tømret og hugget i lange Tider for at rejse solide Vægge af Bjælker, og de havde ingen Ulejlighed gjort sig med at rejse Tag og faa det godt tækket, eller med at klæde Væggene indvendig med Brædder og sætte Vinduer i, ja ikke engang Døre og Laase havde de bekymret sig om. De behøvede ikke at gøre andet end slaa Teltpælene godt fast i Jorden og hænge Lærredet over dem, saa havde de deres Hus saa godt som færdigt. Heller ikke havde de gjort sig synderlig Ulejlighed med Indflytning og Møblering. Det vigtigste var at brede nogle Huder og lidt Grangrene paa Gulvet og hænge den store Gryde, de kogte deres Rensdyrkød i, op i en Jernkæde, som blev befæstet i Toppen af Teltstægerne.
  Nybyggerne paa den østlige Side af Søen, der sled af alle Kræfter for at faa deres Huse færdige, inden den strenge Vinter begyndte, undrede sig over Lapperne, der havde strejfet om heroppe i det kolde Nord i mange, mange Hundrede Aar uden at tænke paa, at der behøvedes anden Beskyttelse mod Storm og Kulde end nogle tynde Teltvægge. Og Lapperne undrede sig over Nybyggerne, der tog sig alt det tunge og besværlige Arbejde paa, da der dog ikke behøvedes andet for at kunne leve end at eje nogle Rensdyr og et Telt.
  En Eftermiddag i Juli regnede det ganske forfærdeligt oppe ved Luossajaure, og Lapperne, der ellers ved Sommertid ikke var meget inde, var alle som een krøbet sammen i et af Teltene og sad omkring lIden og drak Kaffe.
  Mens de sad der og passiarede nok saa fornøjeligt ved Kaffekoppen, kom en Baad roende ovre fra Kirunasiden og lagde til ved Lappelejren. I Baaden sad en Arbejder og en lille pige, der saa' ud til at være en tretten, fjorten Aar gammel; de steg ud ved Lejren. Hundene kom farende imod dem med voldsom Gøen, og en af Lapperne stak Hovedet ud af Teltaabningen for at se, hvad der var paa Færde. Han blev glad, da han fik øje paa Arbejderen, for det var en god Ven af Lapperne, en munter og snaksom Mand, der kunde tale Lappernes Sprog. Han raabte straks til ham, at han skulde komme ind i Teltet. „Du kommer, som du var kaldet, Söderberg,“ raabte han. „Kaffekedlen hænger over Ilden. Ingen kan tage sig noget for i dette Regnvejr. Kom ind og fortæl os nyt!“
  Arbejderen krøb ind til Lapperne, og med megen Besvær, men under lystig Skæmt og Latter, fik de gjort Plads til ham og den lille Pige i Teltet, der allerede var helt fuldt af Mennesker. Manden gav sig straks til at tale Lappisk med sine Værter. Imidlertid sad Pigen, der var kommen med ham, og som ikke forstod noget af Samtalen, ganske tavs og saa' forbavset paa Gryde og Kaffekedel, paa Ild og Røg, paa Lapper og Lappekoner, paa Børn og Hunde, paa Vægge og Gulv, paa Kaffekopper og Tobakspiber, paa brogede Klæder og udskaarne Redskaber. Det var altsammen nyt for hende. Ingenting var, som hun var vant til.
  Men paa een Gang standsede hun sin Undersøgelse og slog øjnene ned, for hun mærkede, at alle i Teltet saa' paa hende. Söderberg maatte have fortalt noget om hende, for baade Lapper og Lappekoner tog deres korte Tobakspiber ud af Munden og stirrede hen paa hende. Den af Lapperne, der sad nærmest ved hende, klappede hende paa Skulderen og sagde paa Svensk: „Bra, bra!“ En Lappekone skænkede en stor Kop Kaffe, som hun med megen Besvær fik rakt hen til hende, og en Lappedreng paa hendes egen Alder krøb hen til hende. Der blev han liggende og stirrede paa hende.
  Hun indsaa, at Söderberg maatte have fortalt Lapperne om, hvordan hun havde holdt stor Begravelse for sin Broder, lille Mads, men hun sad og ønskede, at han ikke vilde fortælle saa meget om hende, men hellere spørge Lapperne, om de ikke vidste noget om hendes Fader. Den lille Pusling havde sagt, at han opholdt sig hos de Lapper, der havde slaaet Lejr vesten for Luossajaure, og hun havde da bedt om Tilladelse til at køre derop med et Grustog — for rigtige Tog gik der endnu ikke paa den Bane — og lede efter ham. Alle, baade — Formænd og Arbejdere, gjorde deres Allerbedste for at hjælpe hende, og en Ingeniør i Kiruna havde sendt Söderberg, der kunde tale Lappisk, med hende over Søen for at spørge efter Faderen. Hun bavde haabet, at hun vilde træffe ham, saasnart hun kom herhen, og hun havde siddet og set fra det ene Ansigt til det andet i Teltet, men hun kunde ikke tage fejl af, at de alle tilhørte Lappefolket. Faderen var ikke iblandt dem.
  Hun saa', at Lapperne og Söderberg blev mere og mere alvorlige, jo længer de talte sammen, og Lapperne rystede paa Hovedet og bankede sig paa Panden, som om de talte om en, der ikke var ved sin fulde Forstand. Da blev hun saa urolig i sit Sind, at hun ikke længer kunde holde ud at sidde stille og vente, men spurgte Söderberg, hvad Lapperne vidste om hendes Fader.
  „De siger, at han er gaaet ud at fiske,“ svarede Arbejderen. „De ved ikke, om han kommer tilbage til Lejren i Aften, men saasnart Vejret bliver lidt bedre, vil en af dem gaa ud og lede efter ham.“
  Derpaa vendte han sig om til Lapperne og blev ved at tale ivrig med dem. Han vilde aabenbart ikke have, at Aase skulde faa Lejlighed til at gøre ham flere Spørgsmaal om sin Fader.

⋅

  Det var Morgen og smukt Vejr. Ola Serka selv, den fornemste af Lapperne, havde sagt, at han vilde gaa ud og lede efter Aases Fader. Men han skyndte sig ikke; han sad paa Hug uden for Teltet, tænkte paa Jon Assarson og spekulerede paa, hvordan han skulde bringe ham det Budskab, at hans Datter var kommen for at opsøge ham. Det gjaldt nemlig at gøre det saaledes, at Jon Assarson ikke blev forskrækket og flygtede, for han var en besynderlig Mand, der var bange for at se Børn. Han plejede at sige, at han fik saa mange mørke Tanker, naar han saa' dem, og det kunde han ikke udholde.
  Mens Ola Serka spekulerede over dette, sad Aase Gaasepige og Aslak, den unge Lappeknøs, der havde ligget og stirret paa hende om Aftenen, paa Pladsen udenfor Teltet og snakkede sammen. Aslak havde gaaet i Skole og kunde tale Svensk. Han fortalte Aase om Samefolkets Liv og forsikrede hende, at de havde det bedre end alle andre Mennesker. Aase syntes, de havde det skrækkeligt, og det sagde hun. „Du ved ikke, hvad du taler om,“ sagde Aslak. „Bliv hos os bare en Uge, og du skal faa at se, at vi er det lykkeligste Folk paa hele Jorden.“ — „Bliver jeg her en Uge til, saa er jeg bange for, at jeg bliver kvalt af Røgen inde i Teltet,“ sagde Aase. — Saadan skal du ikke tale!“ sagde Lappeknøsen. „Du ved ingenting om os. Jeg skal fortælle dig en Historie, hvoraf du kan forstaa, at jo længer du bliver hos os, jo gladere vil du være ved det.“
  Og saa begyndte Aslak at fortælle Aase om den Tid, da den store Sygdom, som kaldes „den sorte Død“, gik igennem Landet. Han vidste ikke, om den havde hærget oppe i det rigtige Sameland, hvor de nu befandt sig, men i Jämtland havde den huseret saa slemt, at alle de Lapper, der boede der i Skove og Fjelde, var døde, saa nær som en Dreng paa femten Aar; og af de Svenskere, der boede i Elvdalene, blev der heller ingen i Live uden en Pige, der ogsaa var femten Aar gammel.
  „Drengen og Pigen havde vandret om i det øde Land en hel Vinter for at lede efter Mennesker, og ud paa Vaaren traf de endelig paa hinanden,“ fortalte Aslak videre. „Da bad den svenske Pige Lappedrengen om at følge hende sydpaa, saa hun kunde komme til Folk af sin egen Stamme. Hun vilde ikke blive i Jämtland, hvor alt var uddødt. „Jeg skal føre dig, hvorhen du vil,“ sagde Drengen, „men ikke før til Vinter. Nu er det Foraar, og du ved, at vi, der hører til Samefolket, maa gaa derhen, hvor vore Rensdyr fører os.“
  Den svenske Pige var Barn af rige Forældre. Hun var vant til at bo under Tag, sove i Seng og spise ved Bord. Hun havde altid foragtet de fattige Fjeldfolk og syntes, at de, der boede under aaben Himmel, maatte være meget ulykkelige. Men hun var bange for at vende tilbage til sit Hjem, hvor der ikke var andet end Døde. „Ja, saa lad mig da gaa med dig op paa Fjeldet,“ sagde hun til Drengen, „saa bliver jeg dog fri for at gaa her alene og aldrig høre en menneskelig Stemme.“ Det gik Drengen gerne ind paa, og saaledes kom Pigen til at følge med Rensdyrene paa deres Vandring op til Fjeldene. Hjorden længtes efter den gode Fjeldgræsning, og den gik hver Dag en lang Vej. Der blev ikke Tid til at rejse Telt. Man kunde ikke gøre andet end kaste sig ned paa Sneen og hvile lidt, imedens Renerne standsede for at græsse. Dyrene følte Søndenvinden blæse gennem deres Pels; de vidste, at den i Løbet af nogle faa Dage vilde feje Sneen bort fra Fjeldskraaningerne. Pigen og Drengen maatte skynde sig efter dem gennem smeltende Sne og over bristende Is. Da de endelig var kommen saa langt op paa Bjergene, at Naaleskoven hørte op og de forkrøblede Birketræer begyndte, hvilede de nogle Uger og ventede paa, at Sneen skulde smelte paa de øverste Fjeldvidder; derpaa drog de op til dem. Pigen klagede sig, pustede og stønnede og sagde mange Gange, at hun var saa træt, at hun maatte vende om og gaa ned til Dalene, men hun fulgte alligevel med hellere end at blive ene tilbage uden et levende Menneske at tale med.
  Da de var kommen op paa Fjeldvidderne, rejste Drengen et Telt til Pigen paa en smuk, grøn Plads, der skraanede ned imod en Fjeldbæk. Da Aftenen kom, fangede han Hunrenerne med en Kastesnor, malkede dem og gav hende Rensdyrmælk at drikke. Han fandt ogsaa lidt Rensdyrost og noget tørret Rensdytkød, som hans Folk havde gemt deroppe paa Højden, da de laa der forrige Sommer. Men Pigen klagede altid og var aldrig fornøjet. Hun vilde hverken spise Rensdyrost eller tørret Rensdyrkød eller drikke Rensdyrmælk. Hun kunde ikke finde sig i at sidde paa Hug inde i Teltet eller ligge paa den aabne Mark blot med lidt Grene under sig og et Rensdyrskind over sig. Men Fjéldfolkets Søn lo kun af alt hendes Klynkeri og blev ved at være god imod hende.
  Efter nogle Dages Forløb kom Pigen hen til Drengen, mens han sad, og malkede Rensdyrene, og bad, om hun maatte hjælpe ham. Hun tog sig ogsaa paa at gøre Ild under Gryden, naar der skulde koges Rensdyrkød, bære Vand og lave Ost. Der kom snart en skøn Tid, Vejret var varmt, og det var let at faa Mad. De gik sammen ud at sætte Snarer for Fuglene, fiskede ørred i Fosserne og plukkede Multebær i Moserne.
  Da Sommeren var forbi, flyttede de saa langt ned ad Fjeldet, at de naaede Grænsen mellem Naaleskov og Løvskov, og der slog de Lejr igen. Det var nu Slagtetid, og de maatte hver Dag arbejde strengt, men det var ogsaa en god Tid, for de kunde skaffe sig endnu bedre Mad end om Sommeren. Da Sneen kom og Isen begyndte at lægge sig over Søerne, drog de længere mod øst ned i den tætte Granskov. Da de havde faaet Teltet rejst, tog de fat paa Vintersyslerne. Drengen lærte Pigen at sno Traad af Rensdyrsenerne, at berede Skind, at sy Klæder og Sko af Skind, at lave Kamme og Redskaber af Rensdyrtakker, at løbe paa Ski og køre i Rensdyrslæde. Da den mørke Vinter var gaaet, og Solen begyndte at skinne varmt, sagde Drengen til Pigen, at nu vilde han følge hende mod Syd, for at hun kunde finde Folk af sin egen Stamme. Da saa' Pigen forundret paa ham. „Hvorfor vil du sende mig bort?“ spurgte hun. „Længes du efter at være alene med dine Rensdyr?“ — „Jeg mente, det var dig, der længtes,“ sagde Drengen. — „Jeg har nu levet Samefolkets Liv i næsten et Aar,“ sagde Pigen. „Jeg kan ikke vende tilbage til mit Folk og leve i trange Boliger, efter at jeg har vandret frit omkring paa Fjeldene og i Skovene. Jag mig ikke bort, men lad mig blive her, for eders Liv er bedre end vort!“
  Og Pigen blev hos Drengen hele sit Liv og længtes aldrig efter Folkene og Livet i Dalene. Og hvis du, Aase, vilde blive her blot en Maaned, saa vilde du heller aldrig mere skilles fra os.“
  Med disse Ord sluttede Lappedrengen Aslak sin Fortælling, og i det samme tog hans Fader, Ola Serka, Piben ud af Munden og rejste sig. Gamle Ola forstod mere Svensk, end han vilde være ved, og han havde forstaaet Sønnens Ord. Og mens han lyttede til dem, var det pludselig gaaet op for ham, hvordan han skulde bære sig ad med at fortælle Jon Assarson, at hans Datter var kommen for at lede efter ham.
  Ola Serka gik ned til Luossajaure og fulgte Bredden, til han traf en Mand, der sad paa en Sten og fiskede. Fiskeren havde graat Haar og bøjet Holdning. øjnene saa' trætte ud, og der var noget slapt og hjælpeløst over ham, som over en, der har prøvet at bære noget, der har været ham for tungt, eller spekulere noget ud, der har været for vanskeligt, og er bleven knækket og mismodig over, at det ikke er lykkedes for ham.
  „Du har nok haft godt Held med Fiskeriet, Jon, siden du har siddet og fisket hele Natten?“ sagde Fjeldmanden paa Lappisk, idet han nærmede sig.
  Den anden fo'r sammen og saa' op. Maddingen paa hans Krog var borte, og der laa ikke en eneste Fisk ved Siden af ham. Han skyndte sig at sætte ny Madding paa og kaste Snoren ud igen. Fjeldmanden satte sig imidlertid ved Siden af ham i Græsset.
  „Der er noget, jeg gerne vilde tale med dig om,“ sagde Ola. „Du ved, at jeg havde en Datter, som døde i Fjor, og hende har vi altid savnet i Hjemmet.“ — „Ja, det véd jeg,“ svarede Fiskeren kort, som om han ikke holdt af at blive mindet om et dødt Barn. Han talte godt Lappisk. — „Men det er ikke værd at lade Livet gaa hen i Sorg,“ sagde Lappen. — „Nej, det er det vel ikke.“ - „Og nu har jeg tænkt paa at tage et andet Barn til mig. Mener du ikke, det vilde være klogt?“ — „Det kommer an paa, hvad det er for et Barn, Ola.“
  „Jeg skal fortælle dig, hvad jeg ved om Pigen, Jon!“ sagde Ola og fortalte derpaa Fiskeren, at ved Midsommerstid var et Par fremmede Børn, en Dreng og en Pige, kommen gaaende til Malmberget for at lede efter deres Fader, og at de, da Faderen var borte, var bleven der for at vente paa ham. Men imens de var der, kom Drengen af Dage ved en Minesprængning, og da vilde Pigen have, at der skulde holdes en stor Begravelse for ham. Derpaa beskrev Ola meget kønt, hvorledes den fattige Pige havde faaet alle Mennesker til at hjælpe sig, og hvorledes hun havde gaaet op og talt med Inspektøren.
  „Er det den Pige, du vil tage til dig, Ola?“ spurgte Fiskeren. — „Ja,“ sagde Lappen. „Da vi hørte om hende, kom vi allesammen til at græde, og vi var alle enige om, at den, der var saa god en Søster, maatte ogsaa være en god Datter, og vi ønskede, at hun maatte komme til os.“ Den anden sad en Tid lang tavs. Det var godt at mærke, at han kun fortsatte Samtalen for at gøre sin Ven, Lappen, en Glæde. „Hun er vel af din egen Stamme, den Pige?“ — „Nej, hun hører ikke til Samefolket.“ — „Saa er hun vel Datter af en af Nybyggerne, saa hun er vant til Livet heroppe i Norden?“ — „Nej, hun er langt nede syd fra,“ sagde Ola og saa' ud, som om det slet ikke kom Sagen ved. Men nu blev fiskeren mere interesseret. „Da tror jeg ikke, du skal tage hende,“ sagde han. „Hun taaler vist ikke at bo i et Lappetelt om Vinteren, naar hun ikke er vant til det fra Fødselen.“ — „Hun faar gode Forældre og gode Søskende i Lappeteltet,“ blev Ola Serka haardnakket ved. „Det er værre at være ene end at fryse.“
  Men det lod til, at Fiskeren blev mer og mere ivrig efter at forhindre Sagen. Det var, som om han ikke kunde finde sig i den Tanke, at et Barn, der havde svenske Forældre, skulde blive optaget blandt Lapperne. „Du sagde jo, at hun havde en Fader i Malmberget?“ — „Han er død,“ sagde Lappen kort. — „Er du nu ogsaa rigtig vis paa det, Ola?“ — „Det er da ikke noget at spørge om,“ sagde Lappen foragteligt. „Det falder da af sigselv. Pigen og hendes Broder havde da ikke haft nødig at vandre Landet igennem alene, hvis de havde haft deres Fader i Live! Skulde to smaa Børn være nødt til at forsørge sig selv, hvis de havde en Fader? Skulde den lille Pige have været nødt til selv at gaa hen og tale med Inspektøren, hvis hendes Fader havde levet? Tror du, hun vilde være alene et øjeblik nu, da hele Samelandet taler om, hvilken flink, lille Pige hun er, hvis hendes Fader ikke var død?“
  Manden med de trætte øjne vendte sig om til Lappen. „Hvad hedder hun, Ola?“ spurgte han. Fjeldmanden tænkte sig lidt om. „Jeg kan ikke huske det. Men jeg skal spørge hende.“ — „Spørge hende? Er hun her da allerede?“ — „Ja, hun er oppe i Teltet.“ — „Hvad for noget, Ola? Har du taget hende til dig, inden du endnu véd, hvad hendes Fader siger til det?“ — „Jeg behøver da ikke at bryde mig om hendes Fader. Er han ikke død, saa vil han da nok ikke vide noget af sit Barn. Han maa jo være glad, at en anden vil tage sig af hende.“ Fiskeren kastede sin Stang og rejste sig op. Der var kommen Fart over ham, som om Livet var vaagnet paany. „Faderen er vel ikke som andre Mennesker,“ vedblev Fjeldmanden. „Han er maaske af dem, der forfølges af mørke Tanker, saa han ikke kan holde ud med noget Arbejde. Er det en Fader, der er værd at have? Pigen tror selv, han lever, men jeg siger, at han maa være død.“
  Mens Ola sagde dette, rejste Fiskeren sig og begyndte at gaa op fra Søen. „Hvor vil du hen?“ spurgte Lappen. — „Jeg vil op og se din Plejedatter, Ola!“ — „Det er godt,“ sagde Lappen. „Kom kun og se paa hende! Jeg tror nok, du vil synes, det er en god Datter, jeg faar.“
  Svenskeren gik saa hurtigt, at Lappen havde ondt ved at følge ham. Da de havde gaaet et Par Skridt, sagde Ola til sin Kammerat: „Nu kommer jeg i Tanke om, at hun hedder Aase Jonsdatter, den lille Pige, jeg vil tage til mig.“ Den anden fremskyndede blot sine Skridt, og gamle Ola var saa glad, at han gerne kunde have let himmelhøjt. Da de var kommen saa langt, at de kunde se Teltene, sagde Ola endnu et Par Ord. „Hun er kommen herop for at lede efter sin Fader og ikke for at blive min Plejedatter, men finder hun ham ikke, vil jeg gerne beholde hende i mit Telt.“ Den anden skyndte sig blot afsted med endnu større Hast. „Tænkte jeg ikke nok, at han vilde blive forskrækket, naar han hørte, at jeg vilde optage hans Datter blandt Lapperne!“ sagde Ola ved sig selv.
  Da Manden fra Kiruna, der havde roet Aase over til Lappelejren, senere paa Dagen roede tilbage, havde han med sig i Baaden to Mennesker, der sad ved Siden af hinanden og holdt hinanden saa trofast i Haanden, som om de aldrig mere vilde skilles. Det var Jon Assarson og hans Datter. De saa' begge helt anderledes ud, end de havde set ud for et Par Timer siden. Jon Assarson saa' ikke nær saa træt og bøjet ud, og hans øjne var klare og gode, som om han nu havde faaet Svar paa det, der havde bekymret ham saa længe, og Aase Gaasepige saa' sig ikke omkring med det gammelkloge og forsigtige Blik, hun før havde haft. Hun havde nu faaet en at støtte sig til og stole paa, og det saa' ud til, at hun begyndte at blive Barn igen.





XLV

MOD SYD! MOD SYD!

DEN FØRSTE REJSEDAG.

Lørdag 1. Oktober.

Niels Holgersen sad paa den hvide Gases Ryg og fo'r afsted højt oppe i Skyerne. Enogtredive Vildgæs fløj i ordnet Fylking rask imod Syd. Det brusede i deres Fjer, og de mange Vinger piskede Luften med en saa hvinende Lyd, at man knap kunde høre, hvad man selv sagde. Akka fra Kebnekajse fløj i Spidsen, og efter hende fulgte Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi, Morten Gase og Dunfin. De seks unge Gæs, der havde fulgte med Flokken om Efteraaret, havde nu forladt den for at klare sig paa egen Haand. I Stedet for havde de gamle Gæs to og tyve Gæslinger med, der i Sommerens Løb var vokset op i Fjelddalen. Elleve fløj til højre og elleve til venstre, og de gjorde deres Bedste for at holde samme Afstand mellem hinanden som de store.
  De stakkels Unger havde aldrig før været paa Langtur, og i Begyndelsen havde de ondt ved at følge med paa den hurtige Flugt. „Akka fra Kebnekajse! Akka fra Kebnekajse!“ raabte de i en ynkelig Tone. — „Hvad er der i Vejen?“ spurgte Førergaasen. — „Vore Vinger er trætte af at røre sig! Vore Vinger er trætte af at røre sig!“ skreg Ungerne. — „Jo længer I bliver ved, jo bedre gaar det,“ svarede Førergaasen og sagtnede ikke i mindste Maade Farten, men blev ved at flyve som før. Og det lod virkelig til, at hun skulde faa Ret heri, for da Gæslingerne havde fløjet et Par Timer, klagede de ikke mer over Træthed. Men i Fjelddalen havde de været vant til at æde hele Dagen igennem, og det varede ikke længe, før de begyndte at længes efter Mad.
  „Akka, Akka, Akka fra Kebnekajse!“ raabte de unge Gæs med ynkelig Stemme. — „Hvad er der nu i Vejen?“ spurgte Førergaasen. — „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere,“ skreg Ungerne. „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere.“ — „Vildgæs maa lære at æde Luft og drikke Vind,“ svarede Førergaasen og standsede ikke, men blev ved at flyve som før.
  Det lod næsten til, at Ungerne lærte at leve af Luft og Vind, for da de havde fløjet lidt, klagede de ikke mere Over Sult. Vildgæsflokken var endnu oppe mellem Fjeldene, og de gamle Gæs raabte med høj Stemme Navnet paa alle de Bjergtoppe, de fløj forbi, for at de unge skulde lære, hvad de hed. Men da de en Tidlang havde raabt: „Det er Porsotjåkko, det er Sarjektjåkko, det er Sulitelma!“ blev Ungerne igen utaalmodige.
  „Akka, Akka, Akka!“ raabte de med hjerteskærende Stemme. — „Hvad er der i Vejen?“ spurgte Førergaasen. — „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved!“ skreg Ungerne. „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved.“ — „Jo mere der kommer ind i et Hoved, jo bedre Plads bliver der,“ svarede Førergaasen og blev ved at raabe de mærkelige Navne ligesom før.
  Niels Holgersen tænkte ved sig selv, at det var paa Tiden, Vildgæssene drog sydpaa, for der var faldet saa meget Sne, at Jorden var hvid, saa langt han kunde se. Det kunde heller ikke nægtes, at de havde haft det uhyggeligt i Fjelddalen i den sidste Tid. Regn og Storm og tæt Taage havde skiftet ustandseligt, og klarede det en sjælden Gang, saa blev det straks Frostvejr. Bær og Svampe, som Drengen havde levet af Sommeren igennem, frøs eller raadnede væk, saa han tilsidst maatte æde raa Fisk, og det holdt han slet ikke af. Dagene blev korte, og de lange Aftener og sene Morgener havde jo været triste og kedelige for en, der ikke kunde sove akkurat saa længe, som Solen var borte fra Himlen.
  Nu havde Gæslingerne omsider faaet saa store Vinger, at Rejsen sydpaa kunde begynde, og Drengen var saa glad, at han ikke gjorde andet end le og synge, mens han sad og red paa Gaaseryggen. Men det var nu ikke bare, fordi det var mørkt og koldt og knapt med Mad, at han længtes væk fra Lapland, det havde ogsaa andre Grunde.
  De første Uger, han var der, længtes han sandelig ikke. Han syntes aldrig, han havde været i saa smukt og prægtigt et Land, og han havde ikke andre Sorger end at passe paa, at Myggesværmene ikke aad ham helt op. Drengen havde ikke megen Fornøjelse af Morten Gase, for den store, hvide havde ikke Tanke for andet end at passe paa Dunfin og veg ikke et Skridt fra hende. Men saa havde han holdt sig til den gamle Akka og til Gorgo, Ørnen, og de tre havde tilbragt mange fornøjelige Timer med hinanden. De tog ham med paa lange Ture. Drengen havde staaet paa Toppen af det sneklædte Kebnekajse og set ned paa Jøklerne, der strakte sig nedenfor den bratte, hvide Kegle, og han havde været paa mange andre Højfjelde, som meget sjælden var bleven betraadt af Menneskefod. Akka viste ham skjulte Dale inde imellem Bjergene og lod ham kigge ned i Klippehuler, hvor Hunulvene opfødte deres Unger. Det falder af sig selv, at han ogsaa gjorde Bekendtskab med de tamme Rensdyr, der i store Flokke græssede paa Bredden af den skønne Torne Träsk, og at han havde været nede ved Stora Sjöfallet og hilst de Bjørne, som boede der paa Egnen, fra deres Slægtninge i Bergslagerne. Hvor han saa kom hen, var det et smukt og herligt Land. Han var rigtig glad over, at han havde faaet det at se, men han havde ikke netop Lyst til at bo der. Han kunde ikke andet end give Akka Ret, naar hun sagde, at dette Land kunde de svenske Nybyggere gerne lade være i Fred og overlade det til Bjørnene og Ulvene og Rensdyrene, Vildgæssene og Fjeldfuglene og Lemmingerne og Lapperne, der var skabt til at leve der.


Torne Træsk.
Torne Träsk.

  En Dag fløj Akka med ham til en af de store Grubebyer, og der var det, han fandt lille Mads liggende knust af et Sprængskud ovenfor en Grubeaabning. De første Dage derefter tænkte Drengen ikke paa andet end at hjælpe den stakkels Aase Gaasepige, men da hun saa fandt sin Fader, saa han ikke mere behøvede at gøre noget for hende, holdt han mest af at gaa om hjemme i Fjelddalen, og fra den Tid gik han og længtes efter den Dag, da han skulde rejse hjem med Morten Gase og blive Menneske igen. Han vilde da gerne blive saadan, at Aase Gaasepige turde tale til ham og ikke smække Døren i lige for Næsen af ham.
  Ja, det kan nok være, han var glad, da det nu gik afsted sydpaa. Han svingede Huen og raabte Hurra, da han saa den første Granskov, og paa samme Maade hilste han det første graa Nybyggerhus, den første Ged, den første Kat og de første Høns. Han fløj hen over pragtfulde Vandfald, og til højre for sig saa' han skønne Fjelde, men alt den Slags var han nu saa vant til, at han knap brød sig øm at kaste et Blik paa det. Noget helt andet var det, da han straks øst for Fjeldene fik øje paa Kvickjocks Kapel med den lille Præstegaard og den lille Landsby. Han fandt det saa smukt, at han fik Taarer i øjnene.
  Hele Tiden traf de Trækfugle, der nu kom flyvende i meget større Flokke end i Foraaret. „Hvor skal I hen, Vildgæs?“ raabte Trækfuglene. „Hvor skal I hen?“ — „Vi skal til Udlandet ligesom I,“ svarede Vildgæssene. „Vi skal til Udlandet.“ — „Ungerne er jo ikke flyvefærdige,“ raabte de andre. „De kommer aldrig over Havet med saa smaa Vinger.“
  Lapper og Rensdyr havde ogsaa travlt med at flytte ned fra Fjeldene. De kom vandrende i god Orden: en Lap gik i Spidsen af Toget, saa kom Hjorden med de store Rentyre i de forreste Rækker, saa en Række Pakrensdyr, der bar Lappernes Telte og andre Ejendele, og tilsidst en syv, otte Mennesker. Da Vildgæssene saa' Rensdyrene, lod de sig dale og raabte: „Nu skal I have Tak for i Sommer! Nu skal I have Tak for i Sommer!“ — „Lykke paa Rejsen, og velkommen tilbage ad Aare!“ svarede Rensdyrene.
  Men da Bjørnene saa' Vildgæssene, pegede de Fingre ad dem, for at deres Unger skulde se dem, og brummede: „Se til dem, der er saa bange for lidt Kulde, at de ikke tør blive hjemme om Vinteren!“ Og de gamle Vildgæs blev dem ikke Svar skyldig, men de raabte til Gæslingerne: „Se til dem, der hellere ligger og sover det halve Aar, end de gør sig den Ulejlighed at drage sydpaa!“
  Nede i Granskovene sad de unge Tjurer sammenkrøbne, forpjuskede og forfrosne og saa' langt efter alle de store Fugleflokke, der med Jubel og Glæde drog sydpaa. „Hvornaar kommer Turen til os?“ spurgte de Tjurhunnen. „Hvornaar kommer Turen til os?“ — „I maa blive hjemme hos Moder og Fader,“ sagde Tjurhunnen. „I maa blive hjemme hos Moder og Fader.“


PAA ÖSTERBERGET.

Tirsdag 4. Oktober.

Enhver, der har færdedes i Bjergegne, ved, hvor besværligt det kan være med Taagen, der kommer væltende og skjuler Udsigten, saa man slet ikke faar noget at se af alle de skønne, høje Fjelde, der hæver sig omkring en. Taagen kan overfalde en midt om Sommeren, og om Efteraaret kan man sige, at det næsten er umuligt at undgaa den. Hvad Niels Holgersen angaar, saa havde han haft rigtig godt Vejr, saa længe han var i Lapland, men aldrig saasnart havde Vildgæssene raabt ud, at nu fløj de ind i Jämtland, før Taagerne lukkede sig om ham saa tæt, at han ikke kunde se det mindste af Landet. Han rejste over det en hel Dag uden at vide, om det var et Bjergland eller et Sletteland, han var kommen til.
  Henimod Aften slog Vildgæssene ned paa en grøn Plads, der skraanede til alle Sider, saa det var ham klart, at han befandt sig paa Toppen af en Kulle, men om den var stor eller lille, det kunde han ikke klare sig. Han tænkte, at de maatte befinde sig i beboede Egne, for det forekom ham, han kunde høre baade Menneskestemmer og Knirken af Vogne, der rullede hen ad en Vej, men rigtig sikker paa det var han ikke.
  Han vilde meget gerne set at finde en Gaard, men han var bange for at gaa vild i Taagen og turde ikke andet end blive hos Vildgæssene. Alting dryppede af Væde og Fugtighed. Paa hvert Græsstraa og paa hver eneste lille Urt hang der smaa Draaber, saa han fik ligefrem en Regndusch over sig, saasnart han rørte sig. „Dette er ikke stort bedre end oppe i Fjelddalen,“ tænkte han.
  Men et Par Skridt turde han da nok gaa, og nu skimtede han en Bygning lige foran sig. Den var ikke videre stor, men mange Etager høj; han kunde ikke se Taget af den. Døren var laaset, og hele Huset syntes at være ubeboet. Han forstod, at det ikke var andet end et Udsigtstaarn, og at han hverken kunde faa Mad eller Varme der. Men han skyndte sig alligevel saa hurtig han kunde tilbage til Vildgæssene. „Kære Morten Gase,“ sagde han, „tag mig paa Ryggen og bær mig op paa Toppen af Taarnet derhenne! Her er saa vaadt, at jeg ikke kan sove, men der kan jeg nok finde en tør Plet at ligge paa.“
  Morten Gase var straks rede til at hjælpe ham; han satte ham af paa Taarnbalkonen, og der laa Drengen og sov i god Ro, lige til Morgensolen vækkede ham.
  Men da han nu slog sine øjne op og saa sig om, kunde han i Førstningen hverken begribe, hvad det var, han saa, eller hvor han var. Han havde engang paa et Marked været inde i et Telt og set et stort Rundmaleri, og nu syntes han, at han igen stod midt i saadan et stort, rundt Telt, som havde et fint, rødt Loft, mens Væggene og Gulvet var malet som et smukt, udstrakt Landskab, hvor der var store Landsbyer og Kirker, Marker og Landeveje, Jernbane, ja, endogsaa en By. Det gik jo snart op for ham, at det ikke virkelig var saadan, men at han stod paa Toppen af et Udsigtstaarn med den røde Morgenhimmel over sig og med rigtigt Land rundt om sig. Men det var nu saa længe siden, han havde set andet end øde Egne, at det ikke var saa underligt, at han tog det, han nu saa, og som var en tæt bebygget Egn, for et Maleri.
  Der var ogsaa en anden Grund til, at Drengen antog alt, hvad han saa', for et Maleri, og det var, at ingenting havde sin rigtige Farve. Udsigtstaarnet, hvor han stod, var bygget paa et Bjerg, Bjerget laa paa en ø, og øen laa nær ved den østlige Bred af en stor Indsø. Men denne Sø var ikke graa, som Indsøer ellers er, men en stor Del af dens Flade var ligesaa rød som Morgenhimlen, og inde i de mange dybe Vige blinkede den næsten sort. Og saa var Landet omkring Søen ikke grønt, men skinnende lysegult med alle de afmejede Marker og den gule Birkeskov langs Bredderne. Rundt om det gule kom der et bredt Bælte af sort Naaleskov. Det var maaske, fordi Løvskoven indenfor den var saa lys, nok er det, Drengen syntes aldrig, Naaleskoven havde set saa mørk ud som den Morgen. Paa den anden Side af dette sorte saa' man i øst lyst blaanende Høje, men langs hele den vestlige Horisont strakte der sig en lang, skinnende Bue af takkede, forskelligt formede Fjelde, der havde saadan en fin og mild og straalende Farve, at han ikke kunde kalde den rød og ikke hvid og ikke blaa. Der var slet ikke noget Navn for den.
  Men Drengen vendte sit Blik bort fra Fjelde og Naaleskove for at tage de nærmeste Omgivelser bedre i øjesyn. Rundt om Søen, i det gule Bælte, kunde han efterhaanden skelne den ene røde Landsby og den ene hvide Kirke efter den anden, og stik i øst, paa den anden Side af det smalle Sund, der skilte øen fra Fastlandet, laa der en By. Den strakte sig langs med Søen, bag den stod et Bjerg og beskyttede den, og rundt om sig havde den en rig og velbefolket Egn. „Den By har rigtig forstaaet at skaffe sig en god Beliggenhed,“ tænkte Drengen. „Jeg gad nok vidst, hvad den hedder.“
  I det samme fo'r han sammen og saa sig om. Han havde været saa optagen af at betragte Egnen, at han ikke havde lagt Mærke til, at der var kommet Besøgende paa Udsigtstaarnet.
  Nu kom de løbende op ad Trapperne. Drengen kunde lige netop naa at se sig om efter et Gemmested og skjule sig, saa var de deroppe.
  Det var en Flok unge, der var paa Fodtur. De talte om, at de havde gennemstrejfet hele Jämtland. De var saa glade over, at de netop var kommen til östersund Aftenen i Forvejen, saa de fik saadan en klar Morgen til at se den store Udsigt fra östberget her paa Frösöen. Her kunde de se over tyve Mil til alle Sider, saa de kunde kaste et sidste Blik ud over hele deres kære Jämtland, inden de skulde rejse derfra. De viste hverandre de mange Kirker, der laa rundt om Søen. „Dernede har vi Sunne,“ sagde de, „og der ligger Marby, og derhenne ligger Hallen. Den, vi ser her lige i Nord, er Rödö Kirke, og den, der hæver sig ved Jernbanen, er Frösö Kirke.“ Derefter gav de sig til at tale om Fjeldene. De nærmeste var Oviksfjeldene. Det var de alle enige om. Men saa var de ikke klare over, hvad der mon var Klövsjöfjeldet, og hvilke Top der var Anarisfjeldet, og hvor de havde Vesterfjeldet og Almåsabjerget og åreskutan.
  Mens de talte herom, tog en ung Pige et Kort frem, bredte det ud paa sit Skød og gav sig til at studere det. Pludselig saa' hun op. „Naar jeg ser Jämtland saadan paa et Kort,“ sagde hun, „saa synes jeg altid, at det ligner et stort, stolt Fjeld. Jeg tænker mig altid, at jeg engang faar at høre; at det har staaet ret op og ned og peget lige op imod Himlen.“ — „Det vilde sandelig være et vældigt Fjeld,“ sagde en af de andre og lo af hende. — „Ja, og derfor er det vel ogsaa faldet omkuld. Men se nu selv, om ikke det ligner et rigtigt Højfjeld med bred Fod og spids Top!“ — „Det passer ikke saa daarligt for saadan et Bjergland selv at se ud som et Fjeld,“ sagde en af de andre Turister. „Men skønt jeg har hørt andre Sagn om Jämtland, har jeg aldrig...“ — „Har du hørt Sagn om Jämtland?“ raabte den unge Pige og gav ham ikke engang Tid til at tale ud. „Saa skal du fortælle dem med det samme. Det kan aldrig passe bedre end heroppe, hvor man ser hele Landet.“


Storsøen med Oviksfjeldene.
Storsøen med Oviksfjeldene.

  Alle de andre stemte i med, og deres Kammerat lod sig ikke længe nøde, men begyndte straks.


SAGNET OM JÄMTLAND.
„I de Tider, da der endnu var Jætter i Jämtland, skete det engang, at en gammel Fjeldjætte stod i Gaarden udenfor sit Hus og striglede sine Heste. Bedst som han var i Færd hermed, saa han, at Hestene begyndte at ryste af Angst. „Hvad er der i Vejen med jer, Hestene mine?“ sagde Jætten og saa sig om for at opdage, hvad det var, der havde forskrækket Dyrene. Han kunde hverken se Ulve eller Bjørne i Nærheden. Det eneste, han kunde opdage, var, at en Vandringsmand, der ikke var saa stor og svær som han selv, men som alligevel var ret anselig og lod til at have gode Kræfter, var i Begreb med at klatre op ad Stigen, der førte til hans Fjeldhytte. Aldrig i saasnart fik den gamle Fjeldjætte øje paa Vandringsmanden, før han kom til at ryste fra Top til Taa ligesom Hestene. Han gav sig ikke Tid til at ende sit Arbejde, men skyndte sig ind i Storstuen, til Jættekvinden, der sad og spandt Blaar paa en Haandten.
  „Hvad er der paa færde?“ sagde Konen. „Du er saa bleg som et Snefjeld.“ — „Skulde jeg ikke være bleg?“ sagde Jætten. „Der kommer en Vandringsmand nede paa Vejen, og jeg er lige saa sikker paa, at det er Asa–Tor, som jeg er paa, at du er min Kone.“ — „Det var jo ikke velkomment Besøg,“ sagde Konen. „Kan du ikke forhekse hans øjne, saa han tager hele Gaarden for et Fjeld og gaar vor Dør forbi?“ — „Nu er det for sent at øve den Trolddomskunst,“ sagde Jætten. „Jeg kan høre, han lukker Ledet op og træder ind i Gaarden.“ — „Saa vil jeg raade dig til, at du holder dig skjult og lader mig alene om at tage imod ham,“ sagde Jættekvinden hurtigt. „Jeg skal gøre mit Bedste for, at han ikke saasnart kommer igen og besøger os.“
  Det syntes Jætten var et overmaade godt Forslag. Han gik ind i Lillestuen, men hans Kone blev siddende paa Kvindebænken i Storstuen og spandt saa roligt, som om hun ikke anede nogen Fare.
  Nu maa I vide, at paa de Tider saa der ganske anderledes ud i Jämtland end i vore Dage. Hele Landet var ikke andet end en stor, flad Højslette, der laa saa bar og nøgen, at der ikke engang kunde vokse Granskov paa den. Der var ingen Sø, ingen Flod, ingen Marker, hvor Ploven kunde gaa. Ikke engang de Fjelde og Bjergmasser, som nu ligger spredt over Landet, var der paa de Tider, men de stod allesammen opstillede langt ovre mod Vest. Mennesker kunde der ikke leve nogen Steder i hele det store Land, men Jætterne befandt sig saa meget desto bedre. Det var næppe uden deres Vilje og Mellemkomst, at Landet laa saa øde og ugæstfrit hen, og det havde nok sine gode Grunde, naar Fjeldjætten blev saa urolig, da han saa Asa–Tor nærme sig hans Hus. Han vidste, at Aserne ikke holdt af dem, der udbredte Kulde, Mørke og øde rundt om sig og hindrede Jorden i at blive rig, frugtbar og smykket med Menneskeboliger.
  Jættekvinden kom ikke til at vente længe, før faste Skridt lød udenfor Huset, og den Vandringsmand, som Jætten havde set paa Vejen, rev Døren op og traadte ind i Stuen. Den fremmede blev ikke staaende ved Døren, som vejfarende Folk plejede, men han gik straks hen til Konen, der sad ved Gavlvæggen inderst inde i Stuen. Men dermed gik det saadan, at da han troede, han havde gaaet et godt Stykke, var han ikke kommen mer end nogle faa Skridt fra Døren og havde endnu langt hen til Ildstedet, der laa midt i Stuen. Han tog længere Skridt, men da han havde gaaet endnu en Tid, forekom det ham, at baade Jættekvinden og Ildstedet var endnu længere borte fra ham, end straks da han kom ind i Stuen. I Begyndelsen vi havde han slet ikke fundet Huset videre stort. Det gik først rigtig op for ham, hvor anseligt det var, da han omsider var naaet saa langt som til Ildstedet, for da var han saa træt, at han maatte støtte sig til sin Stav for at hvile sig. Da Jættekvinden saa, han blev staaende, lagde hun sin Ten fra sig, rejste sig fra Bænken og var med faa Skridt henne hos ham. „Vi Jætter holder af store Stuer,“ sagde hun, „og min Mand klager tit over, at her er saa trangt herinde. Men jeg kan nok forstaa, at for en, der ikke kan tage længere Skridt end du, er det anstrengende at gaa igennem Jættestuen. Lad mig nu høre, hvem du er, og hvad du søger hos Jætterne?“ Det saa' ud, som om Vandringsmanden havde i Sinde at give et heftigt Svar, men rimeligvis vilde han ikke give sig til at skændes med en Kvinde, for han svarede ganske rolig: „Mit Navn er Haandfaste, og jeg er en Kæmpe, der har været med i mange Eventyr. Nu har jeg det hele Aar siddet hjemme paa Gaarden, og jeg havde netop begyndt at tænke paa, om der aldrig mere skulde være noget for mig at gøre, da jeg hørte Menneskene tale om, at I Jætter sørger saa slet for Landet heroppe, at ingen andre end I selv kan bo her. Jeg er nu kommen for at tale med din Mand om denne Sag og spørge, om han ikke vil se til, der bliver bedre Orden paa det.“
  „Min Mand er gaaet paa Jagt,“ sagde Jættekvinden, „og han maa selv svare paa dine Spørgsmaal, naar han kommer hjem. Men jeg vil dog sige dig, at den, der kommer med saadanne Spørgsmaal til en Fjeldjætte, burde helst være en større Mand end dig. Det var sikkert det bedste for din ære, om du straks gik din Vej uden at tale med Jætten.“ — „Nej, sandelig vil jeg vente paa ham, naar jeg nu engang er kommen,“ sagde han, der kaldte sig Haandfaste. — „Jeg har raadet dig efter bedste Evne,“ sagde Husmoderen, „nu maa du gøre, hvad du selv vil. Sæt dig herpaa Bænken, saa vil jeg gaa og hente dig en Velkomstdrik!“
  Kvinden tog nu et vældigt Mjødhorn og gik ind i Stuens inderste Krog, hvor Mjødtønden laa. Heller ikke den forekom Gæsten synderlig stor, men da Kvinden tog Tappen ud, styrtede Mjøden ned i Hornet med et Drøn, som om der var kommet et helt Vandfald ind i Stuen. Hornet var snart fuldt, men da nu Husmoderen vilde sætte Tappen i Tønden igen, vilde det ikke lykkes hende. Mjøden kom brusende med stor Kraft, rev hende Tappen ud af Haanden og strømmede ud over Gulvet. Jættekvinden gjorde et nyt Forsøg paa at sætte Tappen i, men det mislykkedes igen. Da kaldte hun den fremmede til Hjælp. „Ser du ikke, at Mjøden spildes for mig, Haandfaste? Kom her og sæt Tappen i Tønden!“ Gæsten skyndte sig straks hen for at hjælpe. Han tog Tappen og søgte at tvinge den ind i Spundshullet, men Mjøden rev den igen løs, slyngede den langt væk og blev ved at oversvømme Gulvet.
  Haandfaste prøvede paany den ene Gang efter den anden, men det vilde ikke lykkes ham, og han kastede Tappen fra sig. Hele Gulvet var nu fuldt af Mjød, og for at man dog idetmindste kunde være i Stuen, tog den Fremmede sig over at ridse dybe Furer, som Mjøden kunde flyde i. Han dannede Veje til Mjøden i den haarde Bjerggrund, ligesom Børn om Foraaret danner Veje i Sandet til Snevandet, og hist og her stampede han med Foden nogle dybe Huller, hvor Vædsken kunde samle sig. Jættekvinden stod imidlertid stille og saa til, og havde Gæsten set op paa hende, vilde han have opdaget, at hun med Undren og Forfærdelse saa' paa Arbejdet. Men da han vel var færdig, sagde hun spottende: „Tak skal du have, Haandfaste! Jeg ser, du gør, hvad du kan. Min Mand plejer ellers at hjælpe mig med at sætte Tappen i, men man kan jo ikke forlange, at alle skal være saa stærke som han. Naar du ikke kan magte det, synes jeg, det er bedst du gaar din Vej med det samme.“ — „Jeg gaar ikke, før jeg har fremført mit ærinde,“ sagde den fremmede, men han saa' skamfuld og nedslaaet ud. — „Sæt dig saa hen paa Bænken,“ sagde Kvinden, „saa vil jeg sætte Gryden over og koge dig noget Grød.“
  Og det gjorde saa Husmoderen. Men da Grøden næsten var færdig, vendte hun sig om til Gæsten. „Jeg ser nu, at der snart ikke er mere Mel, saa jeg knap kan faa Grøden stiv nok. Tror du, du har Kræfter til at dreje Kværnen, der staar ved Siden af dig, blot et Par Gange! Der er Korn imellem Stenene. Men du maa sætte alle dine Kræfter i, for Kværnen gaar ikke helt let.“
  Gæsten lod sig ikke, bede længe, men prøvede at dreje Haandkværnen. Han syntes ikke, den var videre stor, men da han tog fat i Haandtaget og vilde til at dreje Stenen rundt, var den saa trang, at han ikke kunde rokke den. Han maatte tage fat af alle Kræfter og evnede dog ikke at dreje den mere end een Omgang.
  Jættekvinden saa' tavs og undrende til, mens han arbejdede. Men da han slap Kværnen sagde hun: „Ja, jeg plejer jo at faa bedre Hjælp af min Mand, naar Kværnen er trang. Men ingen kan forlange af dig, at du skal gøre mere, end du har Kræfter til. Kan du nu ikke indse, at det var bedst for dig at undgaa at træffe den, der kan male ligesaa meget han vil paa den Kværn?“ — „Jeg tror alligevel, jeg vil vente paa ham,“ sagde Haandfaste ganske stille og sagtmodig. — „Ja, saa sæt dig rolig ned henne paa Bænken, mens jeg gør en god Seng i Stand til dig,“ sagde Jættekvinden, „for du bliver nok nødt til at blive her Natten over!“
  Hun redte en Seng med mange Dyner og Puder og bød Gæsten Godnat. „Jeg er bange, du vil finde Sengen temmelig haard,“ sagde hun, „men min Husbond ligger hver Nat paa saadan et Leje.“
  Da Haandfaste nu vilde strække sig i Sengen, mærkede han saa mange Ujævnheder og Fordybninger under sigt at det ikke var til at tænke paa at sove. Han vendte og drejede sig, men kunde ikke falde til Ro. Saa gav han sig til at kaste Sengklæderne af sig, en Pude her og en Dyne hist, og saa sov han roligt til om Morgenen.
  Men da Solen skinnede ind gennem Hyttens Tag, stod han op og gik ud af Jættehuset. Han gik over Gaardspladsen, ud gennem Ledet og lukkede det efter sig. I det samme stod Jættekvinden ved Siden af ham. „Jeg ser, du har i Sinde at gaa din Vej, Haandfaste,“ sagde hun. „Det er vist ogsaa det klogeste, du kunde gøre.“ — „Kan din Mand sove i saadan en Seng som den, du har redt til mig i Nat,“ sagde Haandfaste mut, „saa bryder jeg mig ikke om at mødes med ham. Han maa være en Mand af Jern, som ingen kan faa Bugt med.“
  Jættekvinden stod og støttede sig til Ledet. „Nu, da du er udenfor min Gaard, Haandfaste,“ sagde hun, „saa vil jeg dog sige dig, at din Rejse op til os Jætter ikke har været saa lidet hæderfuld, som du selv lader til at tro. Det var ikke saa underligt, du fandt Vejen gennem vor Stue lang, for det var hele den Højslette, der kaldes Jämtland, du havde at gaa over. Heller ikke var det underligt, du havde ondt ved at sætte Tappen i Tønden, for det var alt det Vand, der kommer brusende ned fra Snefjeldene, der strømmede dig i Møde. Og da du ledte Vandet hen over vort Stuegulv, frembragte du Furer og Fordybninger, som nu er Floder og Søer. Det var ikke noget ringe Bevis paa din Styrke, du gav, da du drejede Kværnen en Omgang, for imellem Stenene laa der ikke Korn, men Kalksten og Skifer, og ved den ene Omdrejning malede du saa meget, at hele Højsletten er bleven dækket med en god og frugtbar Muldjord. At du ikke kunde ligge i den Seng, jeg havde redt til dig, undrer mig heller ikke, for jeg havde redt den med store, kantede Fjeldtoppe. Dem har du nu kastet over det halve Land, og det kan nok være, Menneskene ikke bliver saa taknemmelige for det som for det andet, du har gjort. Jeg siger dig nu Farvel, og jeg lover dig, at jeg og min Husbond skal flytte herfra til et Sted, hvor du ikke saa let kan komme og besøge os.“


Ristafossen.
Ristafossen.

  Vandringsmanden hørte paa alt dette med stigende Vrede, og da Jættekvinden havde talt ud, greb han efter en Hammer, som han bar i Bæltet. Men inden han endnu havde løftet den, var Kvinden forsvunden, og der, hvor Jættegaarden havde ligget, saa' man ikke andet end den graa Fjeldvæg. Men hvad der endnu var tilbage, det var de vældige Floder og Søer, som han havde skaffet Plads til paa Fjeldvidden, og den frugtbare Jord, som han havde malet. Tilbage var ogsaa de herlige Fjelde, som giver Jämtland dets Skønhed, og som skænker alle, der gæster dem, Styrke, Sundhed og Glæde, Mod og Livslyst, saa jeg tror, at af alle Asa–Tors Bedrifter var ingen berømmeligere end den, han øvede, da han slyngede Fjeldmasserne ud fra Frostvigsfjeldene i Nord til Helagsfjeldet i Syd“ fra Oviksfjeldene paa den anden Side Storsøen til Sylarne ved Rigsgrænsen.“





XLVI

SAGN FRA HÄRJEDALEN

Tirsdag 4. Oktober.

Niels Holgersen blev urolig, fordi Turisterne blev saa længe i Udsigtstaarnet. Morten Gase kunde ikke komme og hente ham, saa længe de var der, og han vidste jo, at vildgæssene havde Hastværk med at komme afsted sydpaa. Han syntes nok, han midt i Historien hørte Gaasekaglen og stærke Vingeslag, ganske som om det var Vildgæssene, der fløj. Men han turde ikke gaa hen til Rækværket for at se, hvordan det hang sammen.
  Da Turisterne omsider var gaaet deres Vej, saa Drengen kunde komme frem fra sit Skjulested, saa' han ingen Vildgæs nede paa Jorden, og der kom ingen Morten Gase og hentede ham. Han raabte: „Hvor er du? Her er jeg!“ saa højt han kunde, men Rejsekammeraterne viste sig ikke. Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at de havde forladt ham, men han var bange for, at der var tilstødt dem en Ulykke, og stod og tænkte paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, da Ravnen Bataki slog ned ved Siden af ham.
  Drengen havde aldrig tænkt sig, at han nogensinde skulde komme til at hilse Bataki med et saa glad Velkommen, som han nu gjorde. „Kære Bataki,“ sagde han, „det var dejligt, du kom! Du ved maaske, hvor Morten Gase og Vildgæssene er bleven af?“ — „Jeg kommer netop med Hilsener fra dem,“ svarede Ravnen. „Akka saa' en Jæger strejfe om her paa Bjerget, saa derfor turde hun ikke blive og vente paa dig, men er rejst i Forvejen. Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal du lige straks være hos dine Venner!“
  Drengen satte sig hurtig til Rette paa Ravnens Ryg, og Bataki vilde snart have indhentet Vildgæssene, dersom ikke Taagen havde hindret ham. Men det var, som om Morgensolen paany havde kaldt den til Live. Smaa, lette Taageslør hævede sig pludselig fra Søen, fra Markerne og fra Skoven. De blev stadig tættere og bredte sig med forbavsende Hast, og snart var Jorden skjult af hvide, bølgende Taager.
  Deroppe hvor Bataki fløj, var der klar Luft og straalende Solskin, men Vildgæssene var aabenbart nede imellem Taagemasserne, siden det ikke var muligt at faa øje paa dem. Drengen og Ravnen raabte og skreg, men de fik ikke noget Svar. „Det var da rigtig uheldigt,“ sagde Bataki tilsidst. „Men vi ved jo, de drager mod Syd, og saasnart det bliver klart, skal jeg nok finde dem.“
  Drengen var meget bedrøvet over, at han var bleven skilt fra Morten Gase netop nu, da de var paa Rejse, og den store, hvide kunde være udsat for alle mulige Farer. Men da han havde siddet og ængstet sig et Par Timer, sagde han til sig selv, at endnu var der jo ikke sket nogen Ulykke, og saa var det ikke værd at tabe Humøret.
  I det samme hørte han en Hane gale nede paa Jorden, og straks hældede han sig, ud over Ravnens Ryg og raabte: „Hvad hedder det Land, jeg flyver hen over? Hvad hedder det Land, jeg flyver hen over?“ — „Det hedder Härjedalen, Härjedalen, Härjedalen,“ galede Hanen. — „Hvordan ser der ud nede hos jer?“ spurgte Drengen. — „Fjeld i Vester og Skov i øster, bred Dal gennem hele Landet!“ svarede Hanen. — „Tak skal du have! Du svarer godt for dig,“ raabte Drengen.
  Da de havde fløjet lidt endnu, hørte han en Krage skrige nede i Taagen. „Hvad for en Slags Mennesker bor der her i Landet?“ raabte han. — „Prægtige, rare Bønder,“ svarede Kragen, „prægtige, rare Bønder.“ — „Hvad tager de sig for?“ spurgte Drengen. „Hvad tager de sig for?“ — „De opdrætter Kvæg og hugger Skov,“ skreg Kragen. — „Tak skal du have! Du svarer godt for dig,“ raabte Drengen.
  Lidt efter hørte han, at der gik et Menneske og sang nede i Taagen. „Er der ingen store Byer her i Landskabet?“ spurgte Drengen. — „Hva' .... Hva' .... hvem er det, der raaber?“ svarede Mennesket. — „Er der ingen store Byer her i Landskabet?“ gentog Drengen. — „Jeg vil vide, hvem det er, der raaber!“ skreg Mennesket. — „Jeg tænkte nok, jeg ikke fik nogen Besked, naar jeg spurgte et Menneske!“ raabte Drengen.
  Det varede ikke længe, før Taagen trak bort ligesaa hastig, som den var kommen, og Drengen saa' nu, at Bataki fløj over en bred Floddal. Her var smukt, med høje Fjelde ligesom i Jämtland, men der var ingen frugtbar og tæt bebygget Egn nedenfor Bjergene. Der var langt imellem Landsbyerne og Markerne var smaa. Bataki fulgte Floden mod Syd, lige til de kom i Nærheden af en Landsby. Der slog han ned paa en Stubmark og lod Drengen staa af.
  „Her paa Marken har der groet Korn i Sommer,“ sagde Bataki. „Se, om du ikke kan finde noget at spise!“ Drengen fulgte hans Raad, og det varede ikke længe, før han fandt et Aks. Mens han pillede Kærnerne ud og spiste dem, gav Bataki sig til at tale med ham.
  „Ser du det store, smukke Fjeld, der knejser lige i Syd?“ spurgte han. — „Ja, det gør jeg rigtignok,“ svarede Drengen. — „Det hedder Sonfjeldet,“ vedblev Ravnen, „og du kan tro, der var mange Ulve i gamle Dage.“ — „Det maatte være et godt Tilholdssted for dem,“ indrømmede Drengen. — „Det var strengt for Folkene hernede i Dalen at have dem at trækkes med,“ sagde Bataki — „Kan du ikke en eller anden god Ulvehistorie, du kunde fortælle mig?“ sagde Drengen.


Sonfjeldet og Ljusnan.
Sonfjeldet og Ljusnan.

  „Jeg har hørt, at i gamle, gamle Dage overfaldt Ulvene fra Sonfjeldet en Mand, der kørte om og solgte Tønder og Baljer,“ sagde Bataki. „Han var fra Hede, en Landsby, som ligger her i Dalen et Par Mil højere oppe end her, hvor vi er. Det var Vinter, og Ulvene satte efter ham, da han kørte over Isen paa Ljusnan. De var vel en halv Snes Stykker, og Manden fra Hede havde en daarlig Hest, saa han havde ikke stort Haab om at slippe fra dem.
  Da Manden hørte Ulvene tude og saa', hvad det var for en stor Flok, han havde efter sig, tabte han Hovedet og tænkte ikke engang paa, at han kunde kaste Bøtter og Spande og Kar ned af Læsset for at gøre det lettere. Han piskede kun løs paa Hesten, og den satte saa god Fart paa, som den paa nogen Maade var i Stand til, men Manden saa' snart, at Ulvene kom nærmere og nærmere. Der boede ingen Mennesker ved Bredden af Søen, og han havde flere Mil til den nærmeste Gaard. Det saa' ud, som om hans sidste Time var kommen, og han mærkede, at han blev ganske stiv af Skræk.
  Mens han sad der helt forstenet, saa' han noget røre sig mellem de Granris, der var sat ud paa Isen til Vejkending. Og da han saa', hvem det var, der gik der, syntes han, den Rædsel, der var over ham, blev ti Gange større end før.
  Det var ikke Ulve, der kom imod ham, men en gammel, fattig Kone. Hun hed Finne–Malene og strejfede altid om paa Veje og Stier. Hun var lidt halt og pukkelrygget, saa han kunde kende hende langt borte. Den gamle Kone gik lige imod Ulvene. Rimeligvis kunde hun ikke se dem for Slæden, og Manden fra Hede indsaa straks, at kørte han hende forbi uden at advare hende, saa gik hun lige i Gabet paa de vilde, Dyr, og mens de sønderrev hende, kunde han selv naa at slippe bort.
  Hun gik langsomt, bøjet over sin Stok. Der var ingen Tvivl om at hjalp han hende ikke, var hun fortabt. Men selvom han holdt stille og lod hende sætte sig i Bunden af Slæden, var det ikke derfor sagt, at hun vilde blive frelst. Tog han hende med op i Slæden, var der mest Udsigt til, at Ulvene vilde indhente dem, og at baade han og Hesten satte Livet til. Mon det dog ikke var rigtigt at opofre eet Liv for at frelse to andre?
  Det stod altsammen klart for ham i samme øjeblik han saa' den gamle. Og ikke nok med det, men han fik ogsaa Tid til at tænke paa, hvordan det vilde være for ham bagefter, om han vilde fortryde, at han ikke havde hjulpet den gamle, eller om nogen vilde faa at vide, at han havde mødt hende og ikke hjulpet hende.
  Det var en forfærdelig Fristelse at blive udsat for. „Gid jeg dog aldrig havde mødt hende!“ sagde han til sig selv.
  I det samme brød Ulvene ud i en vild Tuden. Det gav et Sæt i Hesten, den fo'r afsted i den vildeste Flugt og styrtede forbi Tiggerkvinden. Hun havde ogsaa hørt Ulvene tude, og da Manden fra Hede kørte forbi, kunde han se, at hun vidste, hvad der ventede hende. Hun stod stille, Munden aabnede sig til et Skrig, og hun strakte Armene ud efter Hjælp, men hun hverken raabte eller prøvede paa at springe op paa Læsset. Der maatte være noget, der havde lammet hende. „Det var vel mig, der saa' ud som en Trold, da jeg kørte forbi hende,“ tænkte Manden.
  Nu var han sikker paa at slippe væk og prøvede paa at være glad. Men istedetfor gav det sig til at svide og gnave i Brystet paa ham. Han havde aldrig før gjort noget uhæderligt, og nu syntes han, hele hans Liv var ødelagt. „Nej, det maa gaa, som det kan,“ sagde han og holdt Hesten an, „men jeg kan ikke lade hende alene med Graabenene.“
  Kun med stort Besvær fik han Hesten vendt, men det gik da, og snart havde han indhentet den gamle Kone. „Skynd dig at krybe op i Slæden!“ sagde han barsk, for han var vred paa sig selv, fordi han ikke havde kunnet overlade den gamle til hendes Skæbne. „Hvad skal du rende om her paa Isen for, din gamle Heks!“ sagde han. „Nu sætter baade Svarte og jeg sagtens Livet til for din Skyld.“
  Den gamle svarede ikke et eneste Ord, men Manden fra Hede var ikke i Humør til at spare hende. „Svarte har allerede gaaet fem Mil i Dag,“ sagde han, „saa han bliver jo snart træt, og Læsset er ikke blevet lettere, siden du er kommen op paa det.“
  Slædemederne skurede imod Isen, saa det hvinede, men alligevel kunde han høre Ulvene hvæse, og han var klar over, at nu havde Graabenene indhentet ham. „Nu er det ude med os“, sagde han. „Det var ikke til megen Glæde hverken for dig eller mig, at jeg prøvede at frelse dig, Finne–Malene.“
  Lige til nu havde den gamle tiet stille som en, der er vant til at lade sig skælde ud. Nu sagde hun et Par Ord. „Jeg kan ikke forstaa, hvorfor du ikke kaster Tønderne og Baljerne af og letter Læsset. Du kan jo køre herhen i Morgen og samle dem op igen.“ Manden fra Hede indsaa, at det var et fornuftigt Raad, og undrede sig kun over, at han ikke havde tænkt paa det før. Han lod den gamle holde Tømmerne, løsnede Rebet, der holdt paa Karrene, og kastede dem ud. Graabenene var ganske tæt ved Slæden. Men nu standsede de for at undersøge det, der blev kastet ud paa Isen, og de kørende fik igen et lille Forspring.
  „Hjælper det ikke, saa kan du nok forstaa, jeg frivillig kaster mig for Ulvene,“ sagde den gamle, „saa du kan slippe væk.“ Idet hun sagde det, var Manden netop i Færd med at skubbe et stort, tungt Bryggekar ned fra Slæden. Allerbedst som han arbejdede paa det, holdt han inde, som om han ikke kunde bestemme sig til at kaste Karret ud. Men i Virkeligheden var hans Tanker optagne af noget helt andet. „Det kan da ikke være nødvendigt, at Hest og Mand, som er sunde og stærke, skal lade Ulvene æde en gammel Kælling for deres Skyld,“ tænkte han. „Der maa da være en anden Udvej. Ja, det maa der. Det gale er blot, at jeg ikke kan finde paa den.“
  Han gav sig igen til at tumle med Bryggekarret, men saa holdt han paany inde og slog en høj Latter op.
  Den gamle saa' forskrækket paa ham og tænkte, han var bleven gal, men Manden fra Hede lo af sig selv, fordi han hele Tiden havde været saa dum. Ingenting kunde være simplere end at redde dem alle tre. Han kunde ikke begribe, at det ikke straks var faldet ham ind.
  „Hør nu godt efter, hvad jeg siger dig, Malene!“ sagde han. „Det var flinkt af dig, at du frivillig vilde kaste dig for Ulvene. Men det behøver du ikke, for nu ved jeg, hvordan vi skal blive frelst alle tre uden at sætte nogens Liv paa Spil. Men glem ikke, at hvad jeg saa gør, saa bliver du siddende rolig paa Slæden og kører ned til Linsäll. Der vækker du Folk og fortæller dem, at jeg er alene herude paa Isen med ti Ulve omkring mig, og beder dem komme ud og hjælpe mig.“
  Manden ventede nu, til Ulvene var helt henne ved Slæden. saa væltede han det store Kar ned paa Isen, sprang selv efter og krøb ind under det.
  Det var et vældigt Kar. Saa stort var det, at en hel Julebryg kunde rummes i det. Ulvene sprang op ad det, de bed i Tøndebaandene og prøvede at vælte det. Men Karret var for tungt og stod for støt. De kunde ikke faa fat paa ham, der laa derinde.
  Manden fra Hede vidste, han var i Sikkerhed, og han laa og lo af Ulvene. Men snart blev han alvorlig. „Kommer jeg nogensinde mere i Nød,“ sagde han, „saa skal jeg tænke paa dette Bryggekar. Jeg skal tænke paa, at jeg ikke behøver at gøre mig selv Fortræd og heller ikke andre. Der er altid en tredje Udvej; det gælder bare at finde den.“
  Dermed endte Bataki sin Historie. Men Niels Holgersen havde nu lagt Mærke til, at Ravnen aldrig fortalte noget, uden at han havde en ganske bestemt Mening med det, og jo længere han hørte paa ham, jo mere tankefuld blev han. „Hvorfor mon du egentlig fortæller mig den Historie?“ sagde Drengen. — „Aa, jeg kom bare til at tænke paa den, mens jeg stod her og stirrede pasa Sonfjeldet,“ svarede Ravnen.
  De fløj nu videre ned ad Ljusnan, og da der var gaaet en Times Tid, kom de til Landsbyen Kolsätt, der ligger lige paa Grænsen af Helsingland. Her slog Ravnen ned i Nærheden af en lille, lav Hytte. Den havde ingen Vinduer, men kun en Luge. Op fra Skorstenen steg der en Røg, der var blandet med Gnister, og inde fra Huset hørtes stærke Hammerslag. „Naar jeg ser paa den Smedje,“ sagde Ravnen, „kommer jeg til at tænke paa, at du maaske aldrig har hørt, at der i gamle Dage skal have været saa gode Smede i Härjedalen og især i denne Landsby, at der ikke var deres Lige i hele Landet.“ — „Maaske du ogsaa kan fortælle mig en Historie om dem?“ sagde Drengen. — „Ja, jeg har jo hørt, at der engang var en Smed fra Härjedalen,“ sagde Bataki, „der udæskede to andre Mestersmede, en fra Dalarna og en fra Värmland, til en Kappestrid i at smede Søm. Udfordringen blev modtagen, og de tre Smede mødtes her i Kolsätt. Det var Dalkarlen, der begyndte. Han smedede et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede og ikke kunde laves bedre. Efter ham kom Värmlændingen. Han smedede ogsaa et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede, og dertil kom, at han ikke havde brugt mer end den halve Tid af, hvad Dalkarlen havde brugt. Da de, der skulde være Dommere i Kappestriden, saa' det, sagde de til Smeden fra Härjedalen, at han kunde ligesaa gerne lade være at prøve, for bedre end Dalkarlen eller hurtigere end Värmlændingen kunde han ikke smede. „Nej, jeg giver mig ikke. Der kan vel nok findes een Maade til at udmærke sig paa,“ sagde Manden fra Härjedalen. Han lagde Jernet paa Ambolten uden først at lægge det i Essen, hamrede det varmt og smedede det ene Søm efter det andet uden at bruge hverken Kul eller Blæsebælg. Aldrig havde man set en Smed føre Hammeren med større Mesterskab, og Smeden fra Härjedalen blev erklæret for de ypperste i Landet.“
  Hermed tav Bataki, men Drengen blev endnu mere tankefuld. „Hvad mon du egentlig mener med at fortælle mig det?“ sagde han. — „Aa, det var bare en Historie, jeg kom i Tanker om, da jeg saa' den gamle Smedje,“ svarede Bataki ganske ligegyldigt.
  De to rejsende steg igen til Vejrs, og Ravnen fløj sydpaa med Drengen til Lillhärdals Sogn, der er paa Grænsen af Dalarna. Der slog han ned paa en træbevokset Høj, der laa øverst oppe paa en Aas. „Mon du i Grunden ved, hvad det er for en Høj, du staar paa?“ sagde Bataki. Nej, det maatte Drengen jo indrømme, at han ikke vidste. — „Det er en Gravhøj,“ sagde Bataki. „Den er rejst over en Mand, der hed Härjulf, og som var den første, der bosatte sig i Härjedalen og begyndte at dyrke Landet.“ — „Du kan maaske ogsaa fortælle en Historie om ham?“ sagde Drengen.
  „Jeg har ikke hørt andet om ham, end at han nok var en Normand. Først var han i Tjeneste hos en norsk Konge, men ham blev han Uvenner med, saa han maatte flygte ud af Landet. Saa drog han til den svenske Konge, der boede i Uppsala, og tog Tjeneste hos ham. Men da der var gaaet en Tid, begærede han Kongens Søster til ægte, og da Kongen ikke vilde give ham saa fornem en Brud, flygtede han bort med hende. Han havde nu baaret sig saadan ad, at han ikke kunde bo i Norge og ikke i Sverige, og til Udlandet vilde han ikke drage. „Men der maa vel være en tredje Udvej,“ tænkte han og drog med sine Tjenere og sine Skatte nordpaa gennem Dalarna, til han naaede de store, vilde Skove, der strakte sig norden for Dalarnas Grænse. Der nedsatte han sig, byggede Huse og ryddede Skov og blev saaledes den første, der bosatte sig i denne Ende af Landet.“
  Da Niels Holgersen hørte denne Historie, blev han endnu mere tankefuld end før. „Hvad mon du mener med at fortælle mig alt dette,“ sagde han endnu en Gang. Længe svarede Bataki ingenting, men vendte og drejede Hovedet og kneb øjnene sammen. „Da nu vi to er alene her,“ sagde han tilsidst, „vil jeg benytte Lejligheden til at spørge dig om noget. Har du nogensinde rigtig, faaet at vide, hvad den Nisse, der forvandlede dig, stillede som Betingelse for, at du kunde blive Menneske igen?“ — „Jeg har aldrig hørt Tale om andre Betingelser, end at jeg skulde bringe den hvide Gase i god Behold op til Lapland og tilbage til Skaane igen.“ — „Tænkte jeg det ikke nok!“ sagde Bataki, „for sidst vi saa' hinanden, talte du saa store Ord om, at der ikke var noget saa stygt som at svigte en Ven, der stoler paa en. Du skulde dog spørge Akka om Betingelsen. Du ved, hun var hjemme hos jer og talte med Nissen.“ — „Det har Akka ikke sagt noget om,“ sagde Drengen. — „Hun syntes vel, det var bedst for dig ikke at vide, hvordan Nissens Ord lød. Hun vil naturligvis hellere hjælpe dig end Morten Gase.“ — „Det er underligt, Bataki, at du altid skal gøre mig saa bekymret og ked af det,“ sagde Drengen. — „Det kan gerne være, det ser saadan ud,“ sagde Ravnen, „men denne Gang tror jeg nok, du maa være mig taknemmelig, fordi jeg fortæller dig, at Nissens Ord lød paa, at du skulde blive Menneske igen, dersom du kunde bringe Morten Gase hjem, saa din Moder kunde lægge ham paa Slagtebænken.“
  Niels Holgersen fo'r op. „Det er vel ikke andet end et ondskabsfuldt Paafund af dig!“ raabte han. — „Du kan selv spørge Akka,“ sagde Bataki, „jeg ser, hun kommer deroppe med hele Flokken. Glem nu ikke, hvad jeg har fortalt dig i Dag! Der er altid en Udvej ud af alle Vanskeligheder, det gælder bare at finde den. Jeg glæder mig til at se, hvordan det vil lykkes dig.“





XLVII

VÄRMLAND OG DALSLAND

Onsdag 5. Oktober.

Næste Dag, da Vildgæssene holdt Hvil og Akka gik og græssede lidt borte fra de andre, tog Niels Holgersen Tiden i Agt og spurgte hende, om det var sandt, hvad Bataki havde sagt, og Akka kunde ikke nægte det. Da tog Drengen det Løfte af Førergaasen, at hun ikke skulde røbe Hemmeligheden for Morten Gase. For den store, hvide var saa tapper og højmodig, at Drengen var bange for, der kunde komme en Ulykke ud af det, hvis han fik Nissens Betingelse at vide.
  Nu sad Drengen trist og tavs paa Gasens Ryg, hang med Hovedet og brød sig ikke om at se sig om. Han hørte Vildgæssene raabe til Ungerne, at nu fløj de ind i Dalarna, og nu kunde de se Stadjan oppe mod Nord, og nu fløj de over østerdalelven, og nu var de ved Hormundsøen, og nu havde de Vesterdalelvens Dalføre under sig, men han gad ikke se paa noget af det. „Jeg kommer jo sagtens til at rejse om med Vildgæssene hele mit Liv,“ tænkte han, „saa jeg faar mere end nok at se af dette Land.“
  Det opmuntrede ham ikke, at Vildgæssene raabte, at nu var de kommen ind i Värmland, og at den Elv, de fulgte sydpaa, var Klarelven. „Jeg har allerede set saa mange Elve,“ tænkte han. „Jeg behøver ikke at gøre mig den Ulejlighed at se paa en til.“
  Selv om han havde haft mere Lyst til at se sig om, havde der ikke været meget at se paa, for i det nordlige Värmland er der ikke andet end store, ensformige Skove, hvorigennem Klarelven slynger sig, smal og fossende. Hist og her ser man en Kulmile, en Brandplet eller nogle lave Huse uden Skorsten, hvor der bor Finner. Men de fleste Steder staar Skoven saa uberørt, at man kunde tro, det var højt oppe i Lapland.
  Vildgæssene slog ned paa en Skovmark tæt ved Klarelvens Bred, og mens Fuglene gik der og aad frisk, nyspiret Vinterrug, hørte Drengen Latter og højrøstet Tale inde fra Skove. Det var syv raske Mænd, der kom gaaende med Ransel paa Ryggen og økse paa Nakken. Den Dag længtes Drengen saa ubeskrivelig efter Mennesker, saa han blev ligefrem glad, da de syv Arbejdere tog deres Ransler af og kastede sig ned paa Elvbredden for at hvile.


Klarelven i det nordlige Værmland.
Klarelven i det nordlige Värmland.

  Munden stod ikke paa dem, og Drengen laa bagved en Tue og glædede sig over at høre Menneskestemmer. Han fik snart at vide, at det var Värmlændinger, der var paa Vej op til Norrland for at søge Arbejde. Det var fornøjelige Mennesker, og de havde meget at tale om, for de havde arbejdet paa mange forskellige Steder. Men allerbedst som de sad og talte, kom en af dem tilfældigvis til at sige, at skønt han havde været i alle Egne af Sverige, havde han ikke set nogen Egn, der var smukkere end Nordmarken oppe i det vestlige Värmland, hvor han hørte hjemme.
  „Det vil jeg give dig Ret i, naar du blot vil sige Fryksdalen, hvor jeg har hjemme, i Stedet for Nordmarken,“ faldt en af de andre ind. — „Jeg er fra Jösse Herred,“ sagde en tredje, „og jeg kan forsikre jer, at der er smukkere end baade i Nordmarken og Fryksdalen.“
  Det viste sig nu, at alle de syv Mænd var fra forskellige Dele af Värmland, og at enhver ansaa' sin Fødeegn for baade bedre og smukkere end de andres. De kom op at skændes om det, og ingen var i Stand til at overbevise de andre om, at han havde Ret. Det saa' næsten ud til, at de skulde blive Uvenner for Alvor, da en gammel Mand med langt, sort Haar og smaa, plirende øjne kom forbi. „Hvad er det, I skændes om, Folkens?“ sagde han. „I raaber jo, saa det kan høres over hele Skoven.“
  En af Värmlændingerne vendte sig hurtig til den nyankomne. „Du er sagtens en Finne, siden du vandrer om saa højt oppe i Skoven?“ — „Ja, det er jeg nok,“ sagde den gamle. — „Det træffer sig heldigt,“ sagde Manden. „Jeg har altid hørt, at I Finner havde mere Forstand end andre Mennesker.“ - „Godt Rygte er bedre end Guld,“ sagde Finnemanden. — „Her sidder vi og skændes om, hvad for en Del af Värmland der er den bedste. Mon du ikke kunde tage dig over at bilægge Striden, saa vi ikke skal blive Uvenner for den Sags Skyld?“ — „Jeg skal dømme saa godt jeg formaar,“ sagde Finnemanden. „Men I maa have Taalmodighed med mig, for først maa jeg fortælle jer en gammel Historie.“
  „I gamle Dage,“ sagde Finnen og satte sig hos dem, „saa' alt det Land, der ligger Nord for Vänern, ganske forskrækkeligt ud. Det var saa fuldt af nøgne Fjeldvidder og stejle Bjerge, at det var ganske umuligt at bo og bygge der. Veje kunde man ikke faa banet, og Jorden var ikke til at dyrke. Men det Land, der laa Syd for Vänern, var godt og frugtbart i de Tider, som det er endnu den Dag i Dag.
  Nu boede der dengang nede sydpaa en Kæmpe, der havde syv Sønner. Alle Sønnerne var raske og stærke Mænd, men de var stolte af Sind, og der var ofte Ufred imellem dem, fordi enhver af dem vilde regnes for mer end de andre.
  Faderen var ked af den evige Kiv, og for at faa en Ende paa det kaldte han en Dag Sønnerne for sig og spurgte dem, om de vilde gaa ind paa, at han satte dem paa Prøve for at finde ud, hvem af dem der var den dygtigste.
  Ja, det vilde Sønnerne gerne. De forlangte ikke bedre.
  „Saa vil vi bære os saadan ad,“ sagde Faderen. „I ved, at nord for den lille Dam, vi kalder Vänern, ligger der et Overdrev, som er saa fuldt af Tuer og Smaasten, at vi ikke har nogen Gavn af det. I Morgen skal I tage hver sin Plov og gaa derop og pløje saa meget, som I kan naa paa en Dag. Henad Aften skal jeg komme over og se, hvem af jer der har gjort det bedste Stykke Arbejde.“
  Ikke saasnart var Solen staaet op næste Morgen, før de syv Brødre stod rede med Heste og Plove. Det vat nok værd at se dem, da de kørte ud paa Arbejde. Hestene var striglet, saa de skinnede, Plovjernet blinkede, og Plovskæret var nyslebet. De fo'r afsted næsten Firspring, lige til de kom til Vänern. Da drejede et Par af dem til Side, men den ældste kørte lige frem. „Skulde jeg være bange for saadan en lille Vandpyt!“ sagde han om Vänern.
  Da de andre saa' ham gaa lige paa, vilde de ikke staa tilbage. De satte sig op paa Plovene og drev Hestene ud i Vandet. Det var store Heste, og det varede noget, inden de tabte Fodfæstet og maatte svømme. Plovene flød paa Vandet, men det var ikke saa let at holde sig fast paa dem. Et Par af Sønnerne lod sig slæbe bagefter Ploven, og et Par maatte vade, men de slap alle over og gav sig straks i Færd med at pløje Overdrevet, der hverken var mere eller mindre end den Landstrækning, som man senere har kaldt Värmland og Dalsland. Den ældste skulde pløje den midterste Fure. De to næstældste stillede sig paa hver sin Side af ham, de to, som var nærmest efter dem i Alder, tog Plads paa den anden Side af dem, og de to yngste pløjede hver sin Fure, den ene ved den vestlige Ende af Overdrevet og den anden ved den østlige.
  Den ældste Broder pløjede i Begyndelsen en lige og bred Fure, for Jorden nede ved Vänern var ganske flad og let at behandle. Men snart kom han til en Sten, der var saa stor, at han ikke kunde komme forbi den, men maatte løfte Ploven op paa den. Derpaa satte han med Magt Plovskæret i Jorden og skar en bred og dyb Fure. Men kort efter kom han til saa haard Jord, at han var nødt til at løfte Ploven. Det samme gentog sig en Gang til, og han ærgrede sig over, at han ikke kunde faa Furen lige bred og dyb hele Vejen.
  Tilsidst blev Grunden saa stenhaard, at han maatte lade sig nøje med kun at ridse lidt i den med Plovskæret. Paa den Maade naaede han dog helt op til Overdrevets nordlige Grænse, og der satte han sig ned og ventede paa Faderen.
  Den næste af Brødrene begyndte ogsaa med at pløje en bred og dyb Fure, og han var saa heldig at finde en god, flad Strækning imellem Tuerne, saa han kunde føre den til Ende uden Afbrydelse. Hist og her kørte han op ad nogle Kløfter, og jo længere han kom mod Nord, jo flere Bugter var han nødt til at gøre, og jo smallere blev Furen. Men han var saa godt i Gang, at han ikke standsede ved Grænsen, men kørte et godt Stykke længere, end han behøvede.
  Ogsaa for den tredje Broder, ham, der stod til venstre for den ældste, gik det i Begyndelsen godt. Han fik skaaret en Fure, der var bredere end nogen af de andre, men snart stødte han paa saa daarlig Jord, at han maatte bøje mod Vest. Saa snart som muligt kørte han paany mod Nord, pløjede baade i Dybden og i Bredden, men blev standset, længe inden han naaede Grænsen. Han vilde nu ikke blive holdende midt paa Marken, men vendte Hestene og bøjede af i en anden Retning. Men et øjeblik efter var han saadan lukket inde, at han maatte holde op. „Denne Fure bliver nok den ringeste,“ tænkte han og satte sig ned paa Ploven for at vente paa Faderen.
  Det er ikke nødvendigt at fortælle, hvordan det gik de andre. De klarede sig alle som Mænd. De, der pløjede i Midten, havde det strengt, men de, der gik øst og Vest for dem, havde det endnu værre, for der var Jorden saa fuld af Sten og Sumpe, at det var umuligt at faa Plovfurerne lige og jævne. Hvad de to yngste angaar, saa kunde de knap gøre andet end vende og dreje Ploven, men alligevel gjorde de et godt Stykke Arbejde.
  Da Aftenen faldt paa, sad de syv Brødre trætte og modfaldne hver ved Enden af sin Fure og ventede.
  Saa kom Faderen gaaende. Han kom først til den, der havde arbejdet længst mod Vest.
  „God Aften!“ sagde Faderen, da han kom. „Hvordan er det gaaet med Arbejdet?“
  „Kun smaat,“ sagde Sønnen. „Det var et besværligt Overdrev, I gav os at pløje.“ — „Du sidder jo med Ryggen til Arbejdsmarken,“ sagde Faderen. „Vend dig om, saa du kan se, hvad du har udrettet! Det er ikke saa lidt, som du tror.“
  Og da Sønnen vendte sig om, saa' han, at der, hvor han havde gaaet med sin Plov, havde der dannet sig herlige Dale med Søer i Bunden og smukke, skovrige Dalvægge. Han var kommen igennem et godt Stykke af Dalsland og Nordmarks Herred i Värmland og havde oppløjet baade Lakssøen og Lelången og Stora Lee og de to Silar, saa Faderen havde god Grund til at være tilfreds med ham.
  „Lad os nu gaa hen og se, hvad de andre har faaet bestilt,“ sagde Faderen. Den næste af Sønnerne, de kom til —Det var ham, der var den femte i Rækken — havde pløjet hele Jösse Herred og Søen Glafsfjorden. Den tredje Søn havde pløjet Värmlen, den ældste Fryksdalen og Frykensøerne, den næstældste Älvdalen med Klarelven. Den fjerde havde haft strengt Arbejde henne i Bergslagerne og havde pløjet Yngen og Daglösen foruden en Mængde andre Smaasøer. Den sjette havde fulgt en underlig Fure. Først havde han ryddet Plads til den store Sø Skagern, derpaa havde han pløjet en smal Fure, som Letelven fyldte, og tilsidst var han kommen over Grænsen og havde gaaet og hakket Jorden op til Smaasøer inde i Västmanlands Bjergværksegne.
  Da Faderen havde set hele Pløjelandet, sagde han, at saavidt han kunde dømme, havde de gjort saa godt et Stykke Arbejde, at han kunde være tilfreds med det. Nu var Landet ikke længere en Vildmark, nu kunde det bebos og dyrkes. De havde frembragt mange fiskerige Søer og frugtbare Dale, Elve og Aaer dannede Fald, der kunde drive Møller, savværker og Smedjer. Paa Aasene mellem Furerne var der Plads til Skov, saa der kunde drives baade Skovhugst og Kulbrænding, og nu var der ogsaa Mulighed for at skaffe banede Veje hen til de store Jernmalmslejer i Bergslagerne.
  Sønnerne blev glade ved at høre alt dette, men nu vilde de ogsaa vide, hvis Fure der var den bedste.
  „I et Pløjeland som dette,“ sagde Faderen, „er det af større Betydning, at alle Furerne passer godt til hinanden, end at den ene er bedre end den anden. Jeg tror, at hvem der kommer til de lange, smalle Søer i Nordmarken og i Dalsland, vil indrømme, at han sjælden har set noget skønnere. Men derefter bliver han alligevel glad ved at se de lyse, frugtbare Egne rundt om Glafsfjorden og Värmlen. Og naar han saa har opholdt sig en Tid i de aabne, livlige, bebyggede Egne, saa vil det fornøje ham at ombytte dem med de lange, trange Dale langs med Fryken og Klarelven. Og skulde han ogsaa blive træt af disse, saa vil det opmuntre ham at træffe paa de forskelligt formede Søer i Bergslagerne, der slynger og snor sig og er saa mange, at ingen kan huske deres Navne. Efter de Søer, der gaar ud og ind med Bugter og Odder, bliver han nok glad ved at se en stor, udstrakt Vandflade som Skagerns. Og nu vil jeg sige jer, at som det gaar med Plovfurer, saadan gaar det med Sønner. Ingen Fader er glad over, at den ene er bedre end de andre. Men kan han med samme Glæde vende sit Blik fra den yngste til den ældste, da er hans Hjerte fuldt af Glæde.“





XLVIII

EN LILLE HERREGAARD

Torsdag 6. Oktober.

Vildgæssene fulgte Klarelven saa langt som til den store Fabrik ved Munkfors. Derefter drejede de mod Vest, ad Fryksdalen til. Inden de endnu havde naaet Søen Fryken, begyndte det at mørkne, og de slog da ned i en sid Mose oppe i en Bjergskov. Mosen var et ganske godt Nattekvarter for Vildgæs, men Niels Holgersen syntes, at der var koldt og uhyggeligt, og vilde gerne have en bedre Soveplads. Mens de endnu var oppe i Luften, havde han set, at der laa nogle Gaarde nedenfor Aasen, og han begav sig skyndsomst afsted for at opsøge dem.
  Vejen var længere, end han havde troet, og han var flere Gange fristet til at vende om igen. Men endelig blev Skoven mere aaben, og han kom ud paa en Landevej, der løb langs Skovbrynet. Fra Vejen førte en smuk Birkeallé op til en Gaard, og han styrede straks sine Skridt imod den.
  Først kom han ind paa en Gaardsplads, der var ligesaa stor som et Torv og omgivet af lange, røde Huslænger. Da han var gaaet over den, kom han ind i en anden Gaard, og der saa' han Hovedbygningen med sin Sidefløj, med en Grusgang og en stor Plæne foran sig og en Have fuld af Træer bagved. Selve Hovedbygningen var lille og uanselig, men Plænen var kantet med en Række vældige Rønnetræer, der stod saa tæt, at de dannede en hel Væg omkring den, og Drengen syntes, det var, som om han var kommen ind i en prægtig, hvælvet Sal. Den blegblaa Himmel hvælvede sig over det hele, Rønnetræerne var gule med store, røde Klaser, Græsset var vel endnu grønt, men det var stærkt, klart Maaneskin, og det kastede en saadan Glans over Græsset, at dette skinnede hvidt som Sølv.


En lille Herregaard.
En lille Herregaard.

  Der var ikke et Menneske at se, saa Drengen kunde gaa frit omkring, hvor han vilde, og da han kom ind i Haven, opdagede han noget, der straks satte ham i godt Humør. Han var klavret op i et lille Rønnetræ for at plukke sig et Par Bær, men inden han endnu havde en Klase, fik han øje paa et Hæggebærtræ, der ogsaa var fuldt af Bær. Han lod sig straks glide ned af Rønnen og klatrede op i Hæggebærtræet, men næppe sad han der, før han saa' en Ribsbusk, hvor der endnu hang lange, røde Klaser. Og nu saa' han, at hele Haven var fuld af Stikkelsbær, Hindbær og Hyben. I Køkkenhaven var der fuldt af Roer og Kaalrabi, der var Bær paa hver eneste Busk, Frø paa alle Urter, og smaa Aks fulde af Korn paa Græsstraaene. Og der paa Gangen — han saa' da vel ikke fejl? — nej, der laa virkelig et stort, rødt æble og skinnede!
  Drengen satte sig ned paa en Græskant og gav sig til at skære smaa Stykker ud af æblet med sin Kniv. „Kunde man bare altid komme saa let til god Mad som her paa Gaarden, saa kunde det endda gaa an at være Nisse!“ tænkte han.
  Han sad og spekulerede hele Tiden, mens han spiste, og tilsidst spurgte han sig selv, om det ikke var ligesaa godt, at han blev her med det samme og lod Vildgæssene rejse syd paa uden ham. „Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare Morten Gase, at jeg ikke kan rejse hjem,“ tænkte han. „Det er bedre, at jeg helt skiller mig fra ham. Jeg kunde jo da bære mig ad ligesom de smaa Egern, samle mig et Vinterforraad, saa jeg ikke behøvede at sulte ihjel, og jeg kunde vel nok finde mig en lun Krog i Kostalden eller Hestestalden, saa jeg ikke kunde fryse ihjel.“
  Som han sad og tænkte paa dette, hørte han en let Susen over sit Hoved, og straks efter stod der noget, der lignede en lille Birkestub, ved Siden af ham. Stubben vendte og drejede sig, og to lyse Punkter oppe i Toppen skinnede som et Par Gløder. Det saa' ud som der værste Spøgeri, men Drengen opdagede snart, at Stubben havde kroget Næb og et Par store Fjerkranse om de gloende øjne, og saa blev han rolig igen.
  „Det var da rigtig rart at træffe paa et levende Væsen!“ sagde han. „Maaske De, Fru Natugle, kunde fortælle mig, hvad dette Sted hedder og hvad det er for Folk, der bor her?“
  Natuglen havde denne Aften som alle forrige Aftener siddet paa et Trin af den store Stige, der stod stillet op imod Taget, og havde kigget ned paa Grusgange og Græsplæner for at spejde efter Mus. Men til hendes Forbavselse havde der ikke vist sig saa meget som Halen af en Mus. I Stedet derfor saa' hun noget, der lignede et Menneske, skønt det var meget mindre, bevæge sig nede i Haven. „Der har vi nok den, der skræmmer Musene bort,“ tænkte da Natuglen. „Hvad i al Verden kan det dog være for en?“
  „Det er ikke et Egern, og det er ikke en Kattekilling, og det er ikke en Væsel,“ tænkte hun videre. „Jeg troede dog, at en Fugl, der har boet saa længe som jeg paa en gammel Herregaard, maatte vide Besked med alt, hvad der findes i Verden. Men dette gaar over min Forstand.“
  Og hun blev ved at stirre paa den Ting, der bevægede sig dernede paa Grusgangen, til hendes øjne glødede. Tilsidst havde dog Nysgerrigheden faaet Overhaand, saa hun fløj ned paa Jorden for at tage den fremmede nærmere i øjesyn.
  Da Niels Holgersen begyndte at tale, bøjede Uglen sig frem og betragtede ham nøje. „Han har hverken Kløer eller Pigge,“ tænkte hun, „men hvem kan vide om han ikke har en Gifttand eller et andet Vaaben, der er endnu farligere? Det er bedst, jeg først ser at faa lidt mer at vide om ham, inden jeg giver mig i Kast med ham.“
  „Gaarden hedder Mårbacka,“ svarede Uglen, „og her har boet Godtfolk i gamle Dage. Men hvad er du for en?“ — „Jeg har tænkt paa at flytte hertil,“ sagde Drengen, uden at svare ligefrem paa Uglens Spørgsmaal. „Tror De, det kan lade sig gøre?“ — „Aa ja, der er for Resten ikke meget ved Gaarden nu, imod hvad der har været,“ svarede Uglen, „men man kan jo altid nok leve her. Det kommer jo mest an paa, hvad du har tænkt at leve af. Har du i Sinde at lægge dig efter Musejagt?“ — „Nej, Vorherre bevare mig!“ svarede Drengen. „Der er nok mere Fare for at Musene skal æde mig, end at jeg skal gøre dem nogen Fortræd.“
  „Mon han virkelig skulde være saa lidt farlig, som han siger?“ tænkte Natuglen. „Jeg tror dog, jeg vil gøre et Forsøg.“ Hun svang sig op i Luften, og et øjeblik efter havde hun slaaet Kløerne i Niels Holgersens Skulder og huggede efter hans øjne. Niels holdt den ene Haand for øjnene og søgte at gøre sig fri med den anden. Samtidig gav han sig til at raabe om Hjælp af alle Kræfter. Han mærkede, at han var i virkelig Livsfare, og han sagde til sig selv, at denne Gang var det vist ude med ham.


Dalsland ved Lakssøen.
Dalsland ved Lakssøen.

  Men nu maa jeg fortælle, hvor mærkeligt det traf sig, at netop samme Aar, som Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, var der en, der gik og tænkte paa at skrive en Bog om Sverige, der skulde være saadan, at Børn skulde kunne læse den i Skolerne. Det havde hun nu tænkt paa fra Julen lige til Efteraaret, men hun havde ikke faaet en eneste Linie af Bogen skrevet, og tilsidst var hun bleven saa træt af det hele, at hun sagde til sig selv: „Dette duer du ikke til. Sæt du dig hellere ned og digt Historier og Eventyr, som du plejer, og lad en anden skrive den Bog, for den skal være lærerig og alvorlig, og der maa ikke være et usandt Ord i den!“
  Det var saa godt som bestemt, at hun vilde opgive sit Forehavende, men hun syntes jo, at det havde været fornøjeligt at skrive noget kønt om Sverige, og hun havde ondt ved at slaa det helt af Tankerne. Tilsidst faldt det hende ind, at det maaske var, fordi hun sad i en By og ikke havde andet at se paa end Gader og Mure, at hun ikke kunde komme i Gang med Skriveriet. Rejste hun ud paa Landet, hvor hun kunde se paa Skove og Marker, vilde det maaske gaa bedre.
  Hun var fra Värmland, og hun var ganske klar over, at hun vilde begynde Bogen med det Landskab. Og først og fremmest vilde hun fortælle om den Gaard, hvor hun var vokset op. Det var en gammeldags Gaard, der laa langt af Vejen, og hvor mange gammeldags Sæder og Skikke havde holdt sig. Hun tænkte, det vilde være fornøjeligt for Børn at høre om de mange forskellige Sysler, der havde fulgt paa hinanden Aaret rundt. Hun vilde fortælle dem, hvordan de havde holdt Jul og Nytaar og Paaske og Sankt Hansfest i hendes Hjem, hvad for Møbler og Husgeraad de havde haft, hvordan der havde set ud i Køkken og Fadebur, i Lo og Lade, i Stald og Badstue. Men da hun skulde til at skrive om det, kunde hun ikke faa pennen af Stedet. Hun kunde ikke begribe, hvad det kom af, men saadan var det nu.
  Det stod jo nu rigtignok altsammen ligesaa tydeligt for hende, som om hun endnu levede iblandt det. Men hun sagde til sig selv, at siden hun alligevel maatte tage ud paa Landet, kunde hun ligesaa gerne rejse hjem til den gamle Gaard og se paa den endnu en Gang, inden hun skrev om den. Hun havde ikke været der i mange Aar, og hun havde ikke noget imod at have en Anledning til at rejse derhen. Egentlig længtes hun altid efter den, hvor i Verden hun saa var. Hun saa' godt, at der var andre Steder, der var baade smukkere og bedre, men ingen Steder fandt hun den Fred og Hygge, som hun havde følt i sit Barndomshjem.
  Det var nu imidlertid ikke saa let en Sag for hende at rejse hjem, som man skulde tro, for Gaarden var solgt til Folk, hun ikke kendte. Hun troede jo nok, de vilde tage godt imod hende, men hun kom ikke til den gamle Gaard for at sidde og snakke med fremmede Mennesker, men for rigtig at fordybe sig i, hvordan der havde været i gamle Dage. Derfor indrettede hun det saadan, at hun kom dertil sent en Aften, da Arbejdet var til Ende, og Folkene var inden Døre.
  Hun havde aldrig tænkt sig, at det kunde være saa underligt at komme hjem. Mens hun sad i Vognen og var paa Vejen til den gamle Gaard, syntes hun, at hun blev yngre og yngre for hvert Minut, og snart var hun ikke mere et gammelt Menneske med Haar, der begyndte at graane, men en lille Pige med korte skørter og en lang, hørgul Pisk ned ad Nakken. Som hun sad der og kendte hver eneste Gaard, hun kørte forbi, var det, som om alt derhjemme maatte være ganske som i gamle Dage. Hendes Fader og Moder og Søskende Vilde staa paa Trappen og tage imod hende, den gamle Husholderske vilde løbe til Vinduet for at se, hvem det var, der kom kørende, og Nero og Freja og nok et Par Hunde vilde komme farende og springe op ad hende.
  Jo nærmere hun kom Gaarden, jo gladere blev hun. Det var Efteraar nu, og der forestod en travl Tid med en Masse Arbejde, men det var netop de mange forskellige Slags Arbejde, der gjorde, at der aldrig blev kedeligt eller ensformigt derhjemme. Paa Vejen derhen havde hun set, at Folk var ved at tage Kartofler op, og det gjorde de nok ogsaa hjemme, saa nu skulde de først rive Kartofler og lave Kartoffelmel. Det havde været et mildt Efteraar. Hun gad vidst, om alt fra Haven allerede var i Hus. Kaalen stod da ialtfald nok ude endnu. Og mon Humlen var plukket og alle æblerne taget ned?
  Naar der nu bare ikke var Hovedrengøring derhjemme, for der var ikke længe til Efteraarsmarkedet. Til Markedet skulde der være fint og pænt alle Vegne. Det blev regnet for en stor Højtid, især da af Tjenestefolkene. Det var ogsaa altid en Fornøjelse Aftenen før Markedet at komme ud i Køkkenet og se det nyskurede Gulv, strøet med Enebærris, de hvidkalkede Vægge og det blanke Kobbertøj oppe under Loftet.
  Men naar Markedet var overstaaet, blev der heller ikke megen Ro. Da skulde man jo til at bryde Hør. Hørren havde i Hundedagene ligget udbredt paa en Eng for at skØrne. Nu blev den lagt ind i den gamle Badstue, og der blev fyret i den store Badstueovn, for at den skulde tørre. Og naar den var tør nok, gik der en Dag Bud til alle Nabokonerne. De tog Plads udenfor Badstuen og gav sig til at „bryde“ Hørren. De slog løs paa den med Skætter for at faa de fine, hvide Taver ud af det tørre Straa. Mens de arbejdede, blev Kvinderne helt graa af Støv. Deres Haar og Klæder blev fulde af Skæver, men lige glade var de endda. Hele Dagen larmede Skætterne, og Snakken gik, saa naar man kom i Nærheden af den gamle Badstue, lød det, som om en susende Storm havde til Huse der.
  Efter Hørbrydningen kom den store Knækkebrødsbagning, Faareklipningen og Skiftedagen. I November forestod der travle Slagtedage, hvor der blev saltet Kød ned og stoppet Pølser og lavet Blodbrød og støbt Lys. Sypigen, der syede deres hjemmevævede, uldne Kjoler, kom vel ogsaa ved den Tid, og det var et Par fornøjelige Uger, naar alle Husets Folk sad sammen og syede. Skomageren, der lavede Sko til hele Huset, sad paa samme Tid ovre i Karlekammeret og arbejdede, og man kunde aldrig blive træt af at se paa, hvordan han skar Læderet til og forsaalede og bagflikkede og slog Ringe i Snørehullerne.
  Men den største Travlhed kom dog henimod Jul. Lucie–Dag, da Stuepigen gik om i hvid Kjole, med Lys i Haaret, og bød hele Huset til Kaffe Klokken fem om Morgenen, kom netop som et Tegn paa, at de næste to Uger kunde de ikke gøre Regning paa megen Søvn. Nu skulde de brygge Juleøl og bløde Fisk ud og have Julebagning og Julerengøring.
  Hun stod netop midt i Bagningen med Pebernødder og Julekager omkring sig, da Skydskarlen holdt Hestene an ved Indkørslen til Alleen, som hun havde bedt ham om. Hun fo'r op som af Drømme. Det var uhyggeligt for hende at sidde der alene i den silde Aften; hun havde nylig troet sig omgiven af alle sine Kære. Da hun steg af Vognen og begyndte at gaa op ad Alleen for at komme ubemærket til sit gamle Hjem, følte hun saa bittert Forskellen mellem før og nu, at hun havde mest Lyst til at vende om. „Hvad kan det nytte, jeg kommer her? Her kan jo alligevel ikke være som i gamle Dage,“ tænkt hun.
  Men da hun nu var kommen saa langt, syntes hun dog, hun maatte se Gaarden, og hun gik videre, skønt hun blev mere og mere tung om Hjertet for hvert Skridt.
  Hun havde hørt, at Gaarden skulde være meget forfalden og forandret, og det var den sagtens ogsaa. Men det kunde hun ikke se nu ved Aftentid. Hun syntes snarere, alt var ganske som før. Her var Dammen, der i hendes unge Dage havde været fuld af Karudser, som ingen maatte fiske, fordi hendes Fader vilde have, at de Karudser skulde have Lov at gaa i Fred, hvor de gik. Der var Længen med Folkestuen og Fadeburet og Stalden med „Vællingklokken“ paa den ene Gavl og Vejrfløjen paa den anden. Og Gaardspladsen udenfor Stuehuset var endnu som et indelukket Rum uden Udsigt til nogen af Siderne, ganske som den var i hendes Faders Tid, for han nænnede aldrig at hugge saa meget som en Busk.
  Hun var bleven staaende i Skyggen under den store Ahorn ved Indkørslen til Gaarden og saa' sig om. Og som hun stod der, hændte der det mærkelige, at en Flok Duer kom og slog ned ved Siden af hende.
  Hun kunde knap tro, at det var virkelige Fugle, for Duer plejer aldrig at flyve ud efter Solnedgang. Det maatte vel være det stærke Maaneskin, der havde vækket dem. De havde troet, det var Dag, og var fløjet ud af Dueslaget, men saa var de vel bleven forvirrede og havde ikke kunnet finde hjem igen. Da de fik øje paa et Menneske, fløj de hen til det som for at bede om Hjælp.
  Der havde altid været en Mængde Duer paa Gaarden i hendes Forældres Tid, for Duerne havde ogsaa været nogle af de Dyr, hendes Fader havde taget under sin særlige Beskyttelse. Blot der var Tale om at slagte en Due, blev han i daarligt Humør. Hun var saa glad over, at de smukke Fugle kom og tog imod hende i det gamle Hjem. Hvem kunde sige, om ikke Duerne var fløjet ud ved Nattetid for at vise hende, at de ikke havde glemt, de en Gang havde haft et godt Hjem her?
  Eller var det maaske hendes Fader, der havde sendt sine Fugle med en Hilsen til hende, for at hun ikke skulde føle sig saa uhyggelig og ensom til Mode, naar hun kom til sit fordums Hjem?
  Idet hun tænkte dette, blev Længslen efter de gamle Dage saa stærk hos hende, at hun fik Taarer i øjnene. Det var et godt Liv, de havde ført her paa Gaarden. De havde haft Arbejdsuger, men de havde ogsaa haft Højtider, de havde haft meget at gøre Dagen igennem, men om Aftenen havde de siddet samlet om Lampen og læst Tegnér og Runeberg, Fru Lenngren og Fredrika Bremer. De havde dyrket Korn, men ogsaa Roser og Jasminer; de havde spundet Hør, men de havde sunget Folkeviser, mens de spandt. De havde slidt i det med med Historie og Grammatik, men de havde ogsaa spillet Komedie og skrevet Vers; de havde staaet ved Skorstenen og lavet Mad, men de havde ogsaa lært at spille Klaver og Fløjte og Guitar og Violin. De havde plantet Kaal og Roer og ærter og Bønner i een Have, men de havde haft en anden, der var fuld af æbler og Pærer og alle mulige Bær. De havde levet ensomt, men netop derfor havde de levet saa meget med Eventyr og Historier. De havde gaaet i hjemmegjort Tøj, men saa havde de ogsaa kunnet leve sorgfrit og uafhængigt.
  „Ingen Steder i Verden forstaar de at leve saa godt et Liv, som de levede paa saadan en lille Herregaard i mine unge Dage,“ tænkte hun. „Der var Arbejde til sin Tid og Fornøjelse til sin Tid og Glæde til alle Tider. Hvor gerne jeg dog vilde tilbage hertil!“ sagde hun. „Nu, da jeg har set Gaarden, er det tungt at rejse herfra.“
  Og saa vendte hun sig om til Dueflokken og sagde til den, idet hun lo af sig selv, mens hun sagde det: „Vil I ikke flyve tilbage til min Fader og sige ham, at jeg længes hjem? Nu har jeg længe nok rejst om paa fremmede Steder. Spørg ham, om han ikke vil sørge for, at jeg snart kan flytte herhjem igen?“
  Næppe var Ordene sagt, før hele Dueflokken svang sig til Vejrs og fløj bort. Hun søgte at følge den med øjnene, men den forsvandt straks. Det var, som om hele den hvide Flok havde opløst sig i den maanelyse Luft.
  Aldrig saasnart var Duerne forsvundne, før hun hørte høje Skrig fra Haven, og da hun hurtig løb derned, saa' hun noget meget mærkeligt. Der stod en bitte lille Fyr, der ikke kunde være stort mere end en Haandsbred høj, og sloges med en Natugle. Først blev hun saa overrasket, at hun ikke kunde røre sig. Men da den lille skreg ynkeligere og ynkeligere, lagde hun sig hurtig imellem og skilte de kæmpende ad. Uglen svang sig op i et Træ, men den lille Mand blev staaende paa Grusgangen uden at gemme sig eller løbe sin Vej. „De skal have Tak for Hjælpen!“ sagde han. „Men det var dumt, De lod Uglen slippe bort. Jeg kan ikke komme af Stedet, for hun sidder lige heroppe i Træet og lurer paa mig.“
  „Ja, det var tankeløst af mig, at jeg lod den flyve. Men kan jeg ikke i Stedet for følge dig derhen, hvor du høre til?“ sagde hun, der plejede at digte Eventyr, og var ikke lidt forbavset over uforvarende at være kommen i Samtale med en af de Smaa. Men i Grunden var hun ikke saa forbavset endda. Det var, som om hun hele Tiden, mens hun gik der i Maaneskinnet udenfor sit gamle Hjem, havde ventet, at hun skulde komme til at opleve noget mærkeligt.
  „Egentlig havde jeg tænkt at blive her paa Gaarden Natten over,“ sagde den Lille. „Dersom De kun vilde vise mig en sikker Soveplads, vil jeg ikke. vende tilbage til Skoven før Daggry.“ — „Skal jeg vise dig en Soveplads? Bor du da ikke her?“ — „Jeg kan tænke, De tror, jeg er en Nisse!“ sagde Mandslingen nu, „men jeg er et Menneske ligesom De; jeg er kun bleven forvandlet af en Nisse.“ — „Det var det mærkeligste, jeg har hørt. Kan du ikke fortælle mig, hvordan du er kommen saadan afsted?“
  Niels Holgersen havde ikke noget imod at fortælle sine Eventyr, og hun, det hørte paa ham, blev mere og mere forundret og glad, altsom Fortællingen skred frem. „Nej, det var da en Lykke at træffe en, der har rejst hele Sverige igennem paa en Gaaseryg!“ tænkte hun. „Alt det, som han fortæller, kan jeg jo skrive i min Bog. Nu behøver jeg ikke mere at være bekymret for den Sags Skyld. Det var rigtignok godt, jeg rejste hjem! Tænk, at Hjælpen var der, ligesaasnart jeg kom til den gamle Gaard!“ sagde hun ved sig selv.
  I det samme slog en Tanke ned i hende, som hun knap havde Mod til at tænke til Ende. Hun havde sendt sin Fader Bud med Duerne, at hun længtes hjem, og straks efter havde hun faaet Hjælp til det, hun saa længe havde grublet over. Kunde det være hendes Faders Svar paa det, hun havde bedt om?





XLIX

GULDET PAA SKÆRET

PAA VEJ TIL HAVET.

Fredag 7. Oktober.

Lige fra Vildgæssene havde begyndt deres Efteraarsrejse, havde de fløjet stik imod Syd, men da de forlod Fryksdalen, slog de ind i en anden Retning og fløj over det vestlige Värmland og Dalsland ad Bohuslän til. Det blev en fornøjelig Rejse. Gæslingerne havde nu faaet saa god øvelse i at flyve, at de ikke mere klagede over Træthed, og Niels Holgersen begyndte at faa sit gode Humør igen. Han var glad over, at han var kommen til at tale med et Menneske, for det havde opmuntret ham, at hun havde sagt, at blev han kun ved ligesom hidtil at være god imod alle, han traf, saa kunde det ikke gaa ham ilde. Hvordan han skulde faa sin rette Skikkelse igen, det kunde hun ikke sige ham, men hun havde givet ham noget af hans gamle Haab og Tillid tilbage, og det var sikkert det, der gjorde, at han nu havde fundet paa, hvordan han skulde afholde den store, hvide fra at rejse hjem.
  „Véd du hvad, Morten Gase,“ sagde han, allerbedst som de fløj afsted højt oppe i Luften, „det bliver dog vist lovlig ensformigt for os at blive hjemme hele Vinteren, nu vi har været med paa saadan en Rejse. Jeg sidder og tænker paa, om vi ikke skulde følge med Vildgæssene til Udlandet.“ — „Det kan da ikke være dit Alvor?“ sagde Gasen og blev helt forskrækket, for nu, da han havde vist, at han var i Stand til at følge med Vildgæssene helt op til Lapland, havde han ikke noget imod at slaa sig til Ro igen i Gaasestien i Holger Nielsens Kostald.
  Drengen sad en Tid stille og saa' ned paa Värmland, hvor alle Birkeskove og Lunde og Haver straalede i høstlig gule og røde Farver, og hvor de lange Søer laa mørkeblaa mellem de gule Bredder. „Jeg tror aldrig, jeg har set Jorden ligge saa skøn under os som i Dag,“ sagde han. „Søerne er som lyseblaa Silke og Bredderne som brede Guldbaand. Synes du ikke, det er Synd at slaa sig ned i Vester Vemmenhög og ikke faa mere at se af Verden?“ — „Jeg troede, du vilde hjem til din Fader og Moder og vise dem, hvad for en flink Dreng du er bleven,“ sagde Gasen. Hele Sommeren havde han gaaet og drømt om, hvad det vilde være for et stolt øjeblik, naar han slog ned paa Gaardspladsen udenfor Holger Nielsens Hus og viste Dunfin og de seks Unger frem for Gæssene og Hønsene og Køerne og Katten og Mor Nielsen selv, saa han var ikke synderlig glad over Drengens Forslag.
  Vildgæssene holdt den Dag flere lange Hvil, for alle Vegne traf de saa prægtige Stubmarker, at de næppe kunde overvinde sig til at forlade dem, og de naaede ikke ind i Dalsland før henad Solnedgang. De fløj over den nordvestlige Del af Landskabet, og der var endnu smukkere end i Värmland. Der var saa fuldt af Søer, at Landet gik ind imellem dem som smalle, toppede Bakker. Jorden duede ikke til at dyrke Korn paa, men saa meget bedre trivedes Træerne, og Dalens bratte Sider laa som de skønneste Haver. Der maatte være noget i Luften eller i Vandet, der holdt fast paa Sollyset, ogsaa efter at Solen var sunket ned bag Aasene. Guldstriber spillede hen over de mørke, blanke Vandspejl, og over Jorden dirrede et lyst, blegrødt Skær, hvorfra gulhvide Birke, lyserøde Espetræer og rødgule Rønnetræer stak op.
  „Synes du ikke ogsaa selv, Morten Gase, at det bliver kedeligt aldrig mere at faa noget saa kønt at se?“ sagde Drengen. — „Jeg holder mere af at se paa de fede, flade Marker i Skaane end paa disse magre Skovbakker,“ svarede Gasen. „Men du kan nok tænke, at vil du endelig fortsætte Rejsen, saa kan jeg ikke skilles fra dig.“ — „Det Svar ventede jeg mig af dig,“ svarede Drengen, og man kunde tydelig høre paa hans Stemme, at der faldt en tung Sten fra hans Hjerte.
  Da de derpaa fløj over Bohuslän, saa' Drengen, at Fjeldvidderne blev mere sammenhængende, Dalene laa som smalle Kløfter, der var sprængt ned i Bjergets Grund, og de lange Søer i Dalbunden var saa sorte, som om de kom fra Jordens Dyb. Det var ogsia et herligt Landskab, og som Drengen nu saa' det, snart med en lille Solstribe over sig, snart i Skygge, syntes han, der var noget vildt og ejendommeligt over det. Han vidste ikke, hvad det kom af, men det faldt ham ind, at her maatte der i gamle Dage have levet stærke og tapre Kæmper, der havde fristet mange farlige og kække Eventyr i disse hemmelighedsfulde Egne. Den gamle Lyst til at opleve mærkelige Begivenheder vaagnede hos ham. „Det er ikke umuligt, at jeg kommer til at savne Spændingen ved hver eller hveranden Dag at være i Livsfare,“ tænkte han. „Det er bedst at være tilfreds med det, som det er.“
  Det sagde han nu ingenting om til den store hvide, for Gæssene fløj over Bohuslän med den største Fart, der var dem mulig, og Gasen var saa forpustet, at han ikke kunde faa et Ord frem. Solen stod nede ved Synskredsen, og engang imellem forsvandt den bag en Top, men Vildgæssene fo'r saa hastigt afsted, at de atter og atter fik den at se.
  Endelig saa' de i Vest en blank Stribe, der voksede og blev bredere for hvert Vingeslag, de tog. Det var Havet, der laa mælkehvidt med rosenrøde og himmelbIaa Striber, og idet de svingede forbi Klipperne ved Stranden, fik de igen øje paa Solen, der hang ved Himmelranden, stor og rød og rede til at dukke ned i Bølgerne.
  Men da Drengen saa' det fri, uendelige Hav og den røde Aftensol, der skinnede med saa mild en Glans, at han kunde se lige ind i den, fyldtes hans Sjæl, med Fred og Tryghed. „Det er aldrig værd at være bedrøvet, Niels HoIgersen,“ sagde Solen. „Verden er herlig at leve i baade for store og smaa. Det er ogsaa godt at være fri og frank og have hele Himmelrummet at tumle sig i.“


VILDGÆSSENES GAVE.
Vildgæssene havde stillet sig hen at sove paa et lille Skær udenfor Fjällbacka. Men da det lakkede ad Midnat og Maanen stod højt paa Himlen, gned gamle Akka Søvnen af øjnene og gik om og vækkede Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi. Allersidst puffede hun med Næbbet til Tommeltot, saa han vaagnede. „Hvad er der paa Færde, Mor Akka?“ sagde han og fo'r helt forskrækket op. — „Ikke noget videre,“ svarede Førergaasen. „Det er ikke andet, end at vi syv, der er gamle i Flokken, har i Sinde at flyve et Stykke ud over Havet i Nat, og nu vilde vi gerne spørge, om du har Lyst til at følge med.“
  Drengen forstod øjeblikkelig at Akka ikke vilde være kommen med et saadant Forslag, dersom der ikke var noget vigtigt paa Færde, og han satte sig straks op paa hendes Ryg. De satte Kursen stik imod Vest. Først fløj de over en Række store og smaa øer, der laa nærved Kysten, derpaa over et bredt Stykke aabent Vand og omsider naaede de Väderøernes store øgruppe, der laa helt ude ved det aabne Hav. Alle øerne var lave og klippefulde, og i Maanelyset kunde man tydeligt se, at de paa Vestsiden var slebet blanke af Bølgerne. Nogle af dem var temmelig store, og paa disse saa' Drengen et Par Huse. Akka opsøgte et af de mindste Skær og slog ned dér. Det bestod kun af en ujævn Graastensflade, der paa Midten havde en bred Revne, hvor Havet havde opskyllet fint, hvidt Strandsand og nogle Muslingskaller.
  Da Niels Holgersen stod ned fra Gaasens Ryg, saa' han lige ved Siden af sig noget, der lignede en høj spids Sten. Men næsten i samme øjeblik saa' han, at der var en stor Rovfugl, der havde valgt Skæret til Nattekvarter. Men han fik næppe Tid til at undre sig over Vildgæssene, der saa uforsigtig var slaaet ned ved Siden af en farlig Fjende, før Fuglen med et langt Hop kom hen til dem, og han genkendte Gorgo, Ørnen.
  Det viste sig, at Akka og Gorgo havde sat hinanden Stevne herude. Ingen af dem blev forbavset over at se den anden. „Det var godt gjort, Gorgo!“ sagde Akka. „Jeg havde egentlig ikke troet, at du kunde naa Mødestedet før vi. Har du ventet længe?“ — „Jeg kom i Aften,“ svarede Gorgo. „Men jeg er bange for, at det eneste du kan rose mig for, er, at jeg har passet saa godt paa jer. Det ærinde, du gav mig at udføre, er det gaaet daarligt med.“ — „Jeg er vis paa, du har gjort mere Gavn, Gorgo, end du vil lade dig mærke med,“ sagde Akka. „Men inden du fortæller, hvad der er hændt dig paa Rejsen, vil jeg bede Tommeltot hjælpe mig med at finde noget, der maa ligge gemt her paa Skæret.“
  Niels Holgersen havde staaet og set paa nogle kønne Sneglehuse, men da Akka nævnede hans Navn, saa' han op. „Du har vel ikke kunnet forstaa, Tommeltot, hvorfor vi ikke har holdt den lige Kurs, men er fløjet herud til Kattegat,“ sagde Akka. — „Jeg syntes jo nok, det var lidt underligt,“ svarede Drengen. „Men jeg véd jo, at I plejer at have gode Grunde for, hvad I gør.“ — „Du har god Tro til mig,“ sagde Akka, „men jeg er næsten bange for, at du nu sætter den til.“ for det er højst sandsynligt, at der ikke kommer noget ud af denne Rejse.“
  „Det er mange Aar siden,“ vedblev Akka, „at jeg og et Par til af dem, der nu er gamle i Flokken, blev overfaldet af Storm paa en Foraarsrejse og blev forslaaet til disse Skær. Da vi saa', at vi kun havde det aabne Hav for os, var vi bange for at blive drevet saa langt ud, at vi aldrig vilde finde tilbage til Land, og lagde os derfor ned paa Bølgerne. Stormen tvang os til at blive mellem disse nøgne Klipper i flere Dage. Vi led meget af Sult, og en Dag gik vi herop til Revnen paa Skæret og ledte efter Føde. Vi fandt ikke et eneste Græsstraa, men vi saa' nogle Poser, der var tæt tilbundne, og som stod halvt begravet i Sandet. Vi haabede, at der var Korn i Poserne, og rev og sled i dem, til vi fik Tøjet i Stykker, men da var det ikke Korn. der strømmede ud, men blanke Guldstykker. Dem havde vi Vildgæs ingen Brug for, og vi lod dem blive, hvor de var. I alle disse Aar har vi slet ikke tænkt paa vort Fund, men nu i Efteraaret er der hændet os noget, som gør, at vi ønsker os Guld. Vi véd nok, at det er meget usandsynligt, at Skatten er her endnu, men vi er alligevel fløjet herover for at bede dig se efter, hvordan Sagerne staar.
  Drengen sprang ned i Kløften, tog en Muslingskal i hver Haand, og gav sig til at kaste Sandet til Side. Poser fandt han ingen af, men da han havde gravet et temmelig dybt Hul, hørte han en Klingren som af Metal og saa', at der laa en Guldmønt. Han følte sig for med Hænderne, mærkede, af der mange runde Mønter i Sandet, og skyndte sig op til Akka. „Poserne er raadnet op og smuldret hen,“ sagde han, „saa er der vist.“ — „Det er godt,“ sagde Akka. „Fyld nu hullet igen og læg Sandet til Rette, saa ingen kan se, der har været rørt ved det!“
  Drengen gjorde, som hun sagde, men da han derpaa kom ud paa Klippen, blev han overrasket ved at se, at Akka havde stillet sig i Spidsen for de seks Vildgæs, og at de alle med stor Højtidelighed kom gaaende henimod ham. De blev staaende foran ham, nejede mange Gange med Halsene og saa' saa fornemme ud, at han ikke kunde andet end tage Huen af og bukke for dem.
  „Vi har noget at sige dig,“ sagde Akka. „Alle vi, der er gamle, har sagt til hinanden, at havde du haft Tjeneste hos Mennesker, Tommeltot, og været til lige saa stor Hjælp for dem, som du har været for os, saa vilde de ganske vist ikke skilles fra dig uden at give dig en god Løn.“ — „Det er ikke mig, der har hjulpet jer, men det er jer, der har taget jer af mig,“ sagde Tommeltot. — „Vi mener ogsaa,“ vedblev Akka, „at naar et Menneske har fulgt os paa hele Rejsen, burde han ikke gaa fra os lige saa fattig som han kom.“ — „Jeg véd, at det, jeg har lært hos jer i dette Aar, er mere værd end Gods og Guld,“ sagde Drengen.
  „Da disse Guldmønter er bleven liggende her i Kløften i saa mange Aar, er det vel sikkert nok, at der ikke er nogen, der ejer dem,“ sagde Førergaasen, „og jeg synes, du kan tage dem til dig.“ — „Var det ikke jer selv, der havde Brug for Skatten, Mor Akka?“ spurgte Drengen. — „Jo, vi har Brug for den for at være i Stand til at give dig en saadan Løn, at din Fader og Moder kan se, du har tjent som Gaasedreng hos ordentlige Folk.“
  Drengen vendte sig nu halvt om, kastede et Blik ud over Havet og saa' derpaa. Akka lige ind i de blanke øjne. „Det undrer mig, Mor Akka, at I afskediger mig fra jeres Tjeneste og giver mig min Løn, inden jeg har sagt op,“ sagde han. — „Saa længe vi Vildgæs bliver i Sverige, tror jeg jo nok, du bliver hos os,“ sagde Akka. „Men jeg vilde vise dig, hvor Skatten var at finde, nu da vi kunde komme til den uden at gøre altfor stor en Omvej.“ — „Det er alligevel, som jeg siger, at I vil skille jer af med mig, før jeg selv har Lyst,“ sagde Tommeltot. „Efter den lange Tid, vi nu har haft det saa godt sammen, synes jeg ikke, det var for meget, om jeg ogsaa fik Lov at følge med jer til Udlandet.“
  Da Drengen sagde dette, strakte Akka og de andre deres Halse lige op i Vejret og stod lidt og sugede Luft ind med halvaabne Næb. „Det er noget, jeg ikke har tænkt paa,“ sagde Akka, da hun havde fattet sig. „Men inden du tager nogen Bestemmelse herom, er det bedst, vi hører, hvad Gorgo har at forfælle. Jeg skal sige dig, inden vi forlod Lapland, blev Gorgo og jeg enige om, at han skulde flyve til dit Hjem i Skaane og prøve at udvirke bedre Betingelser for dig.“
  „Ja, det er rigtigt nok,“ sagde Gorgo. „Men som jeg allerede har sagt dig, har jeg ikke haft Held med mig. Det gik let nok at finde Holger Nielsens Hus, og da jeg havde svævet frem og tilbage over Gaarden et Par Timer, fik jeg øje paa Nissen, der listede om imellem Husene. Jeg slog straks ned paa ham og fløj med ham hen paa en Mark, for at vi kunde tale sammen i Ro. Jeg sagde, at jeg var sendt til ham af Akka fra Kebnekajse for at spørge, om han ikke kunde skaffe Niels Holgersen bedre Betingelser. „Jeg vilde ønske, jeg kunde,“ svarede han, „for jeg har hørt, at han har skikket sig godt paa Rejsen. Men det staar ikke i min Magt.“ — Da blev jeg vred og sagde, at jeg vilde ikke holde mig for god til at hakke hans øjne ud, hvis han ikke gav efter. „Du kan gøre med mig, hvad du vil,“ sagde han. „Men med Niels Holgersen maa det blive, som jeg har sagt. Du kan dog hilse ham og sige, at han gjorde bedst i snart at komme hjem med sin Gaas, for det staar kun daarligt til herhjemme. Holger Nielsen var gaaet i Kaution for en Broder, han havde stor Tillid til, og de Penge er han kommen til at betale. En Hest har han købt for laante Penge, men Hesten blev halt den første Dag, han kørte med den, og siden den Tid har han ingen Nytte haft af den. Ja, fortæl Niels Holgersen, at hans Forældre allerede har været nødt til at sælge to Køer, og at de kommer til at gaa fra Huset, hvis de ikke faar Hjælp fra nogen Kant.““
  Da Drengen hørte, dettet trak han øjenbrynene sammen, og hans Hænder knyttede sig, saa Knoerne blev hvide. „Det er grusomt af Nissen,“ sagde han, „at han har stillet saadan en Betingelse, at jeg ikke kan komme hjem og hjælpe mine Forældre. Men det skal ikke lykkes ham at gøre mig til en troløs Ven. Fader og Moder er hæderlige Folk, og jeg véd, at de hellere vil undvære min Hjælp, end at jeg skulde komme tilbage til dem med en daarlig Samvittighed.“





L

SØLIVET I HAVET

Lørdag 8. Oktober.

Havet er som vi alle véd, vildt og anmassende, og den Del af Sverige, som er udsat for dets Angreb, har derfor i mange, lange Tider været beskyttet af en lang, bred Stenmur, der hedder Bohuslän.
  Muren er saa bred, at den dækker hele Landet mellem Dalsland og Havet, men som det plejer at være Tilfældet med Stendiger og Bølgebrydere, er den ikke videre høj. Den er bygget af mægtige Klippeblokke, og paa sine Steder ligger der hele, lange Aase i den. Det kunde heller ikke nytte at bygge af Smaasten, naar det gjaldt at rejse et Værn mod Havet; det skulde naa lige fra Iddefjord til Götaelv.
  Den Slags store Byggeforetagender udfører vi jo ikke mer i vore Dage, og det er sikkert nok, at Muren er uhyre gammel. Det er heller ikke frit for, at den er noget medtaget af Tiden. De store Klippeblokke ligger ikke længer saa tæt ved hinanden, som de rimeligvis har gjort fra Begyndelsen. Der har dannet sig Revner imellem dem saa brede og dybe, at der er Plads baade til Marker og Huse paa Bunden af dem. Men Klippeblokkene ligger alligevel ikke længere fra hinanden, end at man tydelig kan se, at de engang har hørt til samme Mur.
  Den store Mur er bedst vedligeholdt ind imod Land. Der strækker den sig lange Stykker ad Gangen hel og uafbrudt. Ned langs Midten løber lange, dybe Revner med Søer paa Bunden, og ud imod Kysten er den faldet saadan sammen, at hver enkelt Stenblok ligger som et lille Bjerg for sig.
  Først naar man ser den store Mur nede ved Kysten, forstaar man rigtig, at den ikke staar der, hvor den staar, bare for sin Fornøjelse. Hvor stærk den end fra Begyndelsen maa have været, er Havet paa en seks, syv Steder brudt igennem den og har indskaaret Fjorde, der er flere Mil lange. Den yderste Del af den staar ovenikøbet under Vand, saa kun den øverste Del af Klippeblokkene er synlig. Paa den Maade er det fremkommet en Mængde store og smaa øer, der danner en Skærgaard, og denne tager imod de værste Angreb af Stormen og Havet.
  Nu tror man maaske, at et Landskab, der egentlig kun bestaar af en stor Stenmur, maa være ganske ufrugtbart, saa ingen Mennesker kan finde Føden der. Men dermed er det nu alligevel ikke saa daarligt bevendt, for skønt der er nøgent og bart paa Klipper og Fjeldvidder i Bohuslän, har der til Gengæld samlet sig meget god og frugtbar Muldjord i alle Sprækker, og der kan særdeles godt drives Jordbrug, selv om Markerne ikke er saa meget store. Vintrene er i Reglen heller ikke saa kolde ved Kysten som inde i Landet og paa Steder, der er beskyttede mod Vinden, kan der vokse kuldskære Træer og andre Planter, der ellers knap naar saa langt mod Nord som til Skaane.
  Man maa heller ikke glemme, at Bohuslän ligger paa Grænsen af den store Fælled, som alle Folk paa Jorden er lige gode om. Bohuslänerne kan færdes ad Veje, som de ikke behøver at bygge eller istandsætte. De kan fange Hjorder, som de ikke behøver at vogte eller røgte, og deres Befordringsmidler bliver trukket af Trækdyr, som de ikke behøver at give Foder og Staldrum. Derfor er de ikke saa afhængige af Jordbrug og Kvægavl som andre. De er ikke bange for at nedsætte sig paa stormpiskede Skær, hvor der ikke vokser et Gtæsstraa, eller paa den smalle Strimmel Land under Kystbjergene, hvor der næppe er Plads til en Kartoffelmark, for de véd, at det store, rige Hav kan give dem alt, hvad de behøver.
  Det er sandt, at Havet er rigt, men det er ligesaa vist, at det er vanskeligt at have at gøre med. Den, der vil have Udbytte af Havet, han maa kende alle dets Fjorde og Vige, alle dets Grunde og Strømme, han maa vide Besked noget nær med hver Sten paa Havsens Bund. Han maa kunne føre sin Baad i Storm og Taage og finde Vej i den sorteste Nat. Han maa forstaa at tyde de Tegn i Luften, der varsler haardt Vejr, og han maa kunne taale Kulde og Væde. Han maa vide, hvor Fiskene færdes og Hummeren kryber, og han maa kunne passe tunge Net og sætte sine Garn ud i urolig Sø. Og først og fremmest maa han have et modigt Hjerte i Brystet, saa han ikke ænser, at han hver Dag sætter Livet paa Spil i Kampen mod Havet.
  Om Morgenen, da Vildgæssene fløj ned over Bobuslän, var der stille i Skærgaarden. De saa' flere smaa Fiskelejer, men der var intet Liv i de snævre Gader, ingen gik ud og ind i de smaa, pyntelige malede Huse. De brune Fiskergarn han i god Ro paa Tørrepladsen, de tunge, grønne eller blaa Fisekrbaade laa langs Stranden med Sejlene vundet op. Ingen Kvinder var beskæftiget ved de lange Borde, hvor de plejede at rense Torsk og Helleflynder.


Fjællbacka Fiskerleje.
Fjällbacka Fiskerleje.

  Vildgæssene fløj ogsaa henover flere Lodsstationer. Lodshusets Var sort– og hvidmalede. Signalmasten stod ved Siden af, og Lodskutteren laa fortøje ved Bryggen. Alt var stille rundt omkring, ingen Damper, der trængte til Hjælp i det snævre Farvand, var i Sigte.
  De smaa Kystbyer, som Vildgæssene fløj henover, havde lukket deres store Badehuse, taget deres Flag ind og sat Skodder for de fine Villaer. Der var ikke andre at se end nogle gamle Skibskaptajner, der gik frem og tilbage paa Bryggerne og stirrede længselsfuldt ud over Havet.
  Inde ved Fjordene paa Fastlandet og paa østsiden af øerne saa' Vildgæssene nogle Bøndergaarde, og der laa Husbaaden stille ved Broen. Bonden og hans Karle gravede Kartofler op eller saa' efter, om Bønnerne, der hang paa høje Stilladser, var bleven tørre.
  I de store Stenbrud og i Baadebyggerierne var der mange Arbejdere. De brugte deres Forhammere og økser flinkt nok, men atter og atter drejede de Hovedet ud mod Havet, som om de haabede paa en Afbrydelse.
  Og Skærgaardsfuglene var ligesaa rolige som Menneskene. Nogle Aalekrager der havde siddet og sovet paa en stejl Klippevæg, forlod den ene efter den anden de smalle Klippeafsatser og drog i langsom Flugt hen til deres Fiskepladser. Maagerne var kommen ind fra Havet og gik og spaserede paa Land ligesom Krager.
  Men pludselig blev alt forandret. Lige med eet fløj en Flok Maager op fra en Mark og susede afsted sydpaa i en saadan Fart, at Vildgæssen knap kunde faa spurgt hvor de skulde hen, og Maagerne gav sig ikke Tid til at svare. Aalekragerne kom op af Vandet og fulgte Maagerne i tung Flugt. Delfiner skød gennem Vandet som lange, sorte Tene, og en Stime Sæler lod sig glide ned fra et fladt Skær og drog mod Syd.
  „Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?“ spurgte Vildgæssene og fik omsider Svar af en Isand. „Det er Silden, der er kommen til Marstrand. Det er Silden, der er kommen til Marstrand.
  Men det var ikke alene Fugle og Havdyr, der kom i Bevægelse; nu havde Menneskene aabenbart ogsaa faaet Bud om, at de første store Sildestimer havde vist sig i Skærgaarden. Folk løb om imellem hverandre paa Fiskelejernes glatte Stene. Fiskerbaadene gjordes rede. De lange Sildegarn bragtes forsigtig om Bord. Kvinderne stuvede Provianten og Olieklæderne i Baadene. Mændene kom ud af Husene i saadan en Fart, at de ikke kunde naa at faa Frakken paa, før de var ude paa Gaden. Snart var alle Sunde fulde af brune og graa Sejl, og muntre Tilraab Spørgsmaal fløj frem og tilbage mellem Baadene. Unge Piger var klatret op paa Klipperne bagved Husene og vinkede til de bortdragende. Lodserne stod og holdt Udkig og var saa sikre paa, at der snart vilde komme Bud efter dem, at de havde trukket i de lange Søstøvler og gjort Kutteren klar. Ud fra Fjordene kom smaa Dampskibe ladede med tomme Tønder og Kasser. Bønderne smed Kartoffelhakken, og Baadebyggerne forlod Værftet. De gamle Skibskaptajner med de vejrbidte Ansigter kunde ikke sidde Hjemme, men fulgte med Dameskibene sydpaa for idetmindste at se paa Sildefiskeriet.
  Det varede ikke længe, før Vildgæssene naaede Marstrand. Sildestimerne kom vestfra og gik forbi Hamneskärs Fyr ind imod Land. I den brede Fjord mellem Marstrandsøen og Pater–Noster–Skærene kom Fiskerbaadene sejlende tre og tre sammen. Hvor Søen var mørk og krusede sig med smaa, korte Bølger, vidste Fiskerne, at der var Sild, og der satte de forsigtig lange Garn ud, samlede dem i en Rundkreds, snærede dem sammen ved Bunden, saa Silden laa som i en uhyre Sæk, trak og snærede sammen igen, saa der blev snævrere og snævrere Plads, og Voddet tilsidst kunde drages op fuldt af blinkende Fisk.


Baade paa Sildefiskeri.
Baade paa Sildefiskeri.

  Nogle Baadelag var allerede naaet saa vidt med Fiskeriet, at de havde deres Baade fulde af Sild op til Rælingen. Fiskerne stod i Sild til Knæene og skinnede af Sildeskæl fra Sydvesten til den nederste Kant af den gule Oliefrakke.
  Saa var der nyankomne Fiskelag, der fo'r om og loddede og søgte efter Sild, og andre, som med stort Besvær havde faaet Garnet sat ud, men drog det tomt op igen. Naar Baadene var fulde, sejlede nogle af Fiskerne ud til deres store Dampskibe, der laa paa Fjorden, og solgte deres Fangst, andre sejlede ind til Marstrand og lossede Fangsten ved Kajen. Dér var allerede Sildekonene i fuldt Arbejde ved lange Borde, Sildene pakkedes i Tønder og Kasser, og hele Gaden var fuld af Sildeskæl.
  Ja, der var Liv og Bevægelse. Menneskene var helt tummelumske af Glæde over alt dette Sølv, som de øste op af Havets Bølger, og Vildgæssene fløj mange Gange rundt om Marstrandsøen, for at Drengen rigtig skulde faa det hele at se.
  Men han bad dem dog snart flyve videre. Han sagde ikke, hvorfor han vilde bort derfra, det var maaske ikke saa svært at gætte. Der var mange smukke og stovte Folk blandt Fiskerne. Flere af dem var statelige Mænd med kække Ansigter under Sydvesten, og de saa' saa forvovne og djærve ud, som enhver rask Dreng ønsker, at han selv maa komme til at se ud, naar han bliver voksen. Det var nok ikke saa morsomt at sidde og se paa saadanne Karle for en, der selv aldrig kunde blive større end en Sild.





LI

EN STOR HERREGAARD

DEN GAMLE HERRE OG DEN UNGE HERRE.
For nogle Aar siden levede der i et Sogn i Västergötland en mageløs rar, lille Folkeskolelærerinde. Hun var baade flink til at undervise og dygtig til at holde Disciplin, og Børnene holdt saa meget af hende, at de aldrig kom i Skole uden at kunne deres Lektier. Forældrene var ogsaa meget glade for hende. Der var kun en eneste, der ikke vidste, hvor meget hun var værd, og det var hende selv. Hun syntes, at alle andre var klogere og dygtigere end hun og hun sørgede over, at hun ikke kunde blive som de.
  Da Lærerinden havde været ved Skolen i nogle Aar, foreslog skoleraadet, at hun sklde gennemgaa et Kursus paa Nääs Sløjdseminarium, for at hun derefter ikke blot kunde lære Børnene at arbejde med Hovedet, men ogsaa med Hænderne. Ingen kan tænke sig, hvor hun blev forskrækket, da hun fik denne Opfordring. Nääs laa ikke langt fra hendes Skole. Hun havde flere Gange gaaet forbi den store, smukke Gaard, og hun havde hørt, mange Lobtaler over de Sløjdkursus, der blev holdt paa den gamle Herregaard. Der samledes Lærere og Lærerinder fra hele Landet for at lære at bruge deres Hænder, ja der kom endogsaa Folk fra Udlandet. Hun vidste i Forvejen, hvor forfærdelig forknyt hun vilde føle sig der blandt saa mange udmærkede Mennesker. Hun syntes, det var mer, end hun kunde udholde.
  Dog turde hun ikke sige Nej til Skoleraadet, men indgav sin Ansøgning. Hun blev antaget som Elev, og en smuk Juniaften, Dagen inden Sommerkursus'et skulde begynde, pakkede hun sit Tøj i en lille Vadsæk og gik til Nääs. Og hvor tit hun end stod stille paa Vejen, og hvor meget hun end ønskede sig langt bort, saa naaede hun dog derhen tilsidst.
  Paa Nääs var der Liv og Røre. Alle Kursusdeltagerne, der kom fra hver sin Kant, skulde have deres Værelser anvist i Villaer og Huse, der hørte til den store Ejendom. Alle følte sig lidt underlig til Mode i de uvante Omgivelser, men den lille Lærerinde syntes som sædvanlig, at der ikke var andre end hende, der bar sig tosset og kejtet ad. Hun havde skræmt sig selv saadan, at hun hverken kunde høre eller se. Det var ogsaa haard nok, alt hvad hun maatte gaa igennem. Der blev anvist hende Værelse i en smuk Villa, hvor hun skulde bo sammen med nogle unge Piger, som hun slet ikke kendte, og hun maatte spise til Aften sammen med halvfjerdsindstyve fremmede Mennesker. Paa den ene Side af hende sad der lille Herre, som var gul i Ansigtet, og som de sagde var fra Japan, og paa den anden en Skolelærer fra Jockmock oppe i Lapland. Og lige fra Begyndelsen var der en Snakken og Munterhed ved de lange Borde! Alle talte og gjorde Bekendtskaber. Hun var den eneste, der ikke havde Mod til at sige noget.
  Næste Morgen gik man i Gang med Arbejdet. Dagen begyndte her som i en anden Skole med Morgenbøn og Sang, derpaa talte Forstanderen for Seminariet om Sløjd og gav nogle korte Anvisninger, og saa, uden at hun rigtig vidste, hvordan det var gaaet til, stod hun ved en Høvlebænk med et Stykke Træ i den ene Haand og en Kniv i den anden, mens en gammel Sløjdlærer var i Færd med at vise hende, hvordan hun skulde snitte en Blomsterpind. Den Slags Arbejde havde hun aldrig før prøvet. Hun kunde ikke Haandgrebene. Og saa forvirret som hun var i det øjeblik, kunde hun ingenting forstaa. Da Læreren var gaaet fra hende, lagde hun Kniven og Træet paa Høvlebænken og stod og stirrede lige ud i Luften.
  Rundt om i Salen stod der Høvlebænke, og ved dem alle saa hun Mennesker, der med frisk Mod tog fat paa Arbejdet. Et Par af dem, der allerede var lidt bevandret i Kunsten, kom hen og vilde hjælpe hende til Rette. Men hun kunde ikke tage imod nogen Vejledning. Hun stod og tænkte paa, at de allesammen lagde Mærke til, hvor kejtet hun bar sig ad, og det gjorde hende saa ulykkelig, at hun blev som lammet.
  Det blev Frokosttid, og efter Frokosten arbejdedes der igen. Forstanderen holdt et Foredrag, saa var der en Gymnastiktime, og saa begyndte Sløjdundervisningen paany. Derpaa holdtes der Middagshvil med Middag og Kaffe i den store, lyse Forsamlingssal, og saa om Eftermiddagen igen Sløjd, Sangøvelser og tilsidst Lege i det Fri. Lærerinden var i Bevægelse den hele, lange Dag, var sammen med de andre, men følte sig stadig lige ulykkelig.
  Naar hun senere tænkte tilbage paa de første Dage, hun tilbragte paa Nääs, syntes hun, hun havde gaaet ligesom i en Taage. Alt havde været mørkt og tilsløret, og hun havde slet ikke set og forstaaet, hvad der foregik omkring hende. Det varede i to Dage, men den anden Dag om Aftenen begyndte det pludselig at lysne om hende.
  Da de havde spist til Aften, gav en gammel Folkeskolelærer, der havde været paa Nääs flere Gange før, sig til at fortælle et Par ny Elever, hvordan Sløjdseminariet var blevet til, og da hun sad lige i Nærheden, havde hun ikke kunnet lade være at høre efter.
  Han fortalte, at Nääs var en meget gammel Gaard, men det havde aldrig været andet end en stor, smuk Herregaard som saa mange andre, før den gamle Herre, der nu ejede det, var kommen til at bo der. Han var en rig Mand, og de første Aar, han boede der, havde han anvendt til at forskønne Slottet og Parken og forbedre Husene omkring paa Godset.
  Men saa døde hans Hustru, og da han ingen Børn havde, følte han sig mangen Gang ensom paa sin store Gaard. Han overtalte da en ung Søstersøn, som han holdt meget af, til at komme ud og bo hos sig paa Nääs.
  Fra Begyndelsen havde det været Meningen, at den unge Herre skulde hjælpe til med Gaardens Drift, men da han i den Anledning gik om til Godsets Folk og saa, hvordan Livet levedes i de fattige Huse, kom han paa underlige Tanker. Han lagde Mærke til, at de fleste Steder gav hverken Mændene eller Børnene, ja, tit ikke engang Kvinderne, sig af med Haandarbejde i de lange Vinteraftener. I gamle Dage var Folk nødt til at bruge deres Hænder flittig for at tilvirke Klæder og Bohave og Redskaber, men nu kunde man jo faa alle saadanne Ting at købe, og derfor havde de holdt op med den Slags Arbejde. Og nu forekom det den unge Herre, at i det Hus, hvor man havde lagt Hjemmearbejdet til Side, der var ogsaa Hyggen og Velstanden gaaet sin Vej.
  En enkelt Gang kunde han komme til et Hus, hvor Manden tømrede Stole og Borde sammen og Konen vævede, og det var ikke til at tage fejl af, at der var Folkene ikke blot mere velstaaende, men ogsaa lykkeligere end de andre Steder.
  Han talte med sin Morbroder om dette, og den gamle indsaa, at det vilde være en stor Lykke, hvis Folk i ledige Timer vilde beskæftige sig med Haandgerning. Men for at naa saa vidt var det aabenbart nødvendigt, at de fra Barndommen lærte at bruge deres Hænder. De to Herrer syntes ikke, de kunde gøre noget bedre for at fremme den Sag end at oprette en Sløjdskole for Børn. De vilde lære dem at lave simple Ting af Træ, for de mente, at den Slags Arbejde var det, der faldt bedst i Haanden for alle og enhver. De var sikre paa, at den, der engang havde faaet sin Haand opøvet til at bruge Kniven godt, han vilde let kunne lære at føre Smedens store Hammer og Skomagerens lille. Men den, der ikke fra Ungdommen havde faaet sin Haand vænnet til Arbejde, vilde maaske aldrig komme under Vejr med, at han i den ejede et Redskab, der er mere værd end alle andre.
  De begyndte altsaa at undervise Børn i Haandsløjd paa Nääs, og de saa snart, at det var saa nyttigt og godt for de smaa, at de ønskede, at alle Børn i Sverige kunde faa en lignende Undervisning.
  Men hvordan kunde det lade sig gøre? Der voksede jo Børn op i Sverige i Hundredtusindvis. Man kunde da ikke samle dem allesammen paa Nääs og give dem Sløjdundervisning. Det var jo aldeles umuligt.
  Da kom den unge Herre med et nyt Forslag. Hvad om de, i Stedet for at give Børnene Undervisning, indrettede et Sløjdseminarium for deres Lærere? Hvad om Lærere og Lærerinder fra hele Landet kom til Nääs og lærte at sløjde, og saa bagefter drev Sløid med alle de Børn, de havde i deres Skoler? Paa den Maade kunde maaske alle Børn i Sverige faa deres Haand opøvet ligesaavel som deres Hjerne.
  Da den Tanke først havde grebet dem, kunde de ikke slippe den igen, men søgte at bringe den til Udførelse.
  De to Herrer hjalp trofast hinanden. Den gamle Herre lod bygge Sløjdsale, Forsamlingshus, Gymnastiksal, og sørgede for Mad og Bolig til dem, der kom paa Skolen. Den unge blev Seminariets Forstander. Han lagde Planen for Undervisningen, ledede Arbejdet og holdt Foredrag. Og ikke nok med det. Han levede bestandig sammen med Eleverne, gjorde sig bekendt med hver enkelts Forhold og blev dem en oprigtig og trofast Ven.
  Og saa mange Elever, som der strømmede til lige fra Begyndelsen! Hvert Aar blev der holdt fire Kursus, og til dem alle meldte der sig flere Elever, end de kunde tage imod. Skolen blev ogsaa snart bekendt i Udlandet, og Lærere og Lærerinder fra alle Verdens Lande kom til Nääs for at lære, hvordan de skulde bære sig ad med at opdrage Haanden. Der var ikke det Sted i Sverige saa kendt i Udlandet som Nääs, og ingen Svensk havde saa mange Venner hele Verden over som Forstanderen for Nääs Sløjdlærerseminarium.
  Den lille, undselige Lærerinde sad og hørte paa alt dette, og jo mere hun hørte, jo mere lysnede det omkring hende. Hun havde ikke før vidst, hvorfor Sløjdskolen var paa Nääs, havde ikke vidst, at den var skabt af to Mænd, der vilde gavne deres Land, havde ikke haft nogen Anelse om, at de gjorde dette Arbejde uden Løn, at de ofrede alt, hvad de kunde ofre, for at hjælpe deres Medmennesker til at blive lykkeligere og bedre.
  Naar hun nu tænkte paa den store Godhed og Menneskekærlighed, der laa bagved alt dette, greb det hende saa stærkt, at hun var lige ved at græde. Noget saadant havde hun aldrig før oplevet.
  Næste Dag tog hun fat paa Arbejdet med et andet Sind. Naar alt blev givet af Godhed, saa burde hun jo tage imod det paa en bedre Maade end før. Hun glemte at tænke paa sig selv og blev helt optaget af Sløjden og det store Maal, der skulde naas ved den. Og fra det øjeblik gjorde hun sine Sager udmærket, for hun havde let ved at lære alt, naar blot ikke Undseelsen lammede hende.
  Nu da Skællene var faldet fra hendes øjne, saa hun den store, vidunderlige Godhed alle Vegne. Nu saa hun, hvor omhyggeligt alt var lagt til rette for dem, der gennemgik Seminariet. Kursusdeltagerne fik meget mere end Undervisning i Haandgerning. Forstanderen holdt Foredrag om Opdragelse for dem, de gjorde Gymnastik, dannede en Sangforening, og næsten hver Aften havde de Sammenkomster med Musik og Oplæsning. Og desuden var der Bøger, Badehuse og Fortepiano, alt for deres Skyld. Det var Meningen, at de skulde have det godt og befinde sig vel og være glade.
  Det gik lidt efter lidt op for hende, hvor uvurderligt det var at faa Lov at tilbringe Sommerens skønne Dage paa en stor, svensk Herregaard. Slottet, hvor den gamle Herre boede, laa paa en Høj, der var næsten helt omgiven af en Sø, og kun ved en smuk Stenbro forbunden med Land. Hun havde aldrig set noget saa smukt som Blomstergrupperne paa Terrasserne udenfor Slottet, som de gamle Egetræer i Parken, som Vejen langs Søen, hvor Træerne hang ud over Vandet, eller som Udsigtspavillonen paa Klippen over Søen. Skolebygningerne laa lige overfor Slottet paa grønne, skyggefulde Enge, men det stod hende frit for at gaa om i Slotsparken, naarsomhelst hun havde Tid og Lyst. Hun syntes aldrig, hun havde vidst, hvor skøn Sommeren var, før hun havde nydt den paa et saa dejligt Sted.
  Det var ikke, fordi der foregik nogen stor Forandring med hende. Modig og sikker paa sig selv blev hun ikke, men hun følte sig glad og lykkelig. Hun gik og blev gennemvarmet af al denne Godhed. Hun kunde jo ikke føle sig ulykkelig paa et Sted, hvor alle ønskede hende det godt og alle søgte at hjælpe hende. Da Kursus'et var forbi og Eleverne skulde forlade Nääs, var hun helt misundelig paa alle dem, der kunde sige den gamle og den unge Herre rigtig Tak og med smukke Ord kunde udtrykke, hvad de følte. Saa vidt vilde hun aldrig komme.
  Hun vendte hjem, tog fat paa Skolearbejdet som før og var lige saa glad over det, som hun plejede. Hun boede ikke længere fra Nääs, end at hun kunde gaa derover, naar hun havde en Eftermiddag fri, og det gjorde hun ogsaa temmelig ofte i den første Tid. Men der var altid ny Kursus, ny Ansigter, hendes Undseelse kom igen og hun blev en sjældnere og sjældnere Gæst paa Sløjdskolen. Men den Tid, da hun selv havde været Elev paa Nääs, blev stadig ved at staa for hende som den bedste, hun havde oplevet.
  En Foraarsdag hørte hun, at den gamle Herre paa Nääs var død. Da tænkte hun paa den skønne Sommer, hun havde tilbragt paa hans Gods, og hun blev bedrøvet over, at hun aldrig havde faaet takket ham rigtigt. Han havde sagtens faaet Taksigelser nok baade fra høje og lave, men hun vilde have følt sig lykkeligere, hvis hun med et Par Ord kunde have fortalt ham, hvor meget han havde gjort for hende.
  Paa Nääs fortsattes Undervisningen paa samme Maade som inden den gamle Herres Død. Han havde nemlig skænket hele den skønne Gaard til Skolen, og hans Søstersøn blev ved at være Forstander og styrede det hele.
  Hver Gang Lærerinden kom derover, var der noget nyt at se. Nu var der ikke alene Sløjdkursus, men Forstanderen vilde ogsaa gerne kalde Folkets gamle Skikke og gamle Forlystelser til Live igen, og han oprettede derfor Kursus i Sanglege og i mange andre Slags Lege. Men i een Henseende blev alt ved det gamle, nu som før gik Menneskene og blev gennemvarmede af Godhed og følte, hvordan alt var indrettet og ordnet, for at de skulde være glade og ikke blot tage Kundskaber, men ogsaa Arbejdsglæde med sig derfra, naar de vendte tilbage til de smaa SkoleBørn rundt om i Landet.
  Det var kun faa Aar efter den gamle Herres Død, at Lærerinden en Søndag ved Kirken hørte, at Forstanderen paa Nääs var syg. Hun vidste, at han flere Gange i den sidste Tid havde haft slemme Anfald af et Hjerteonde, men hun havde ikke tænkt sig, at der var Fare paa Færde. Det sagde man, det var denne Gang.
  Fra det øjeblik hun hørte dette, kunde hun ikke tænke paa andet, end at nu døde maaske Forstanderen ligesom den gamle Herre, inden hun havde faaet takket ham. Og hun tænkte frem og tilbage paa, hvordan hun skulde bære sig ad med at naa ham med sin Tak.
  Søndag Eftermiddag gik Lærerinden om til Naboerne og bad, om deres Børn maatte følge med til Nääs. Hun havde hørt, at Forstanderen var syg, og hun troede, det vilde glæde ham, om Børnene kom og sang et Par Sange for ham. Det var jo allerede temmelig sent paa Dagen, men det var saa stærkt og klart Maaneskin i de Aftener, at man sagtens kunde gaa. Lærerinden havde en Fornemmelse af, at hun maatte til Nääs netop den Aften. Hun var bange, det kunde være for sent næste Dag.


SAGNET OM VESTERGÖTLAND.

Søndag 9. Oktober.

Vildgæssene havde forladt Bohuslän og stod og sov i et Kær i den vestlige Del af Vestergötland. Lille Niels Holgersen var krøben op paa en Grøftevold, der løb tværs over den side Eng, for at være paa det Tørre. Han var netop i Færd med at lede sig en Soveplads op, da han saa en lille Flok Mennesker komme henad Landevejen. Det var en ung Lærerinde med en tolv, tretten Børn om sig. De kom gaaende i en tæt Klynge med Lærerinden i Midten og Børnene rundt om hende. De talte saa muntert og fortroligt, at Drengen fik Lyst til at følge med et Stykke Vej og høre, hvad de sagde til hverandre.
  Det var en let Sag, for naar han holdt sig i Skyggen ved Kanten af Vejen, var det næsten umuligt for nogen at se ham. Og hvor femten Mennesker gik henad en Vej, var der saadan en Larm af Fodtrin, at ingen kunde høre Gruset knirke under hans smaa Træsko.
  For at holde Børnene i godt Humør paa Turen havde Lærerinden gaaet og fortalt dem gamle Sagn. Hun var lige færdig med et, da Drengen sluttede sig til Skaren, men Børnene bad hende straks fortælle et til. „Har I hørt Sagnet om den gamle Kæmpe fra Vestergötland, der drog til en ø højt oppe i Nordhavet?“ spurgte Lærerinden. Nej, det havde Børnene ikke, og Lærerinden begyndte:
  „Det hændte en Gang en mørk og stormfuld Nat, at et Skib forliste ved et lille Skær højt oppe i Nordhavet. Fartøjet splintredes mod Klipperne, og af hele Besætningen var der kun to Mand, der reddede sig op paa Land. Der stod de paa Skæret drivvaade og stivfrosne, og de blev naturligvis meget glade, da de saa et stort Baal blusse paa Strandbredden. De skyndte sig hen til Ilden uden at tænke paa nogen Fare. Først da de var helt henne ved den, saa de, at der ved Ilden sad en frygtelig gammel Kæmpe, saa stor og sværlemmet, at de ikke kunde tvivle om, at det var en Mand af Jætteslægten, de stod lige overfor.
  De blev staaende og betænkte sig, men Nordenvinden fo'r hvinende hen over Skæret med sin forfærdelige Kulde. De vilde snart fryse ihjel, hvis de ikke fik Lov at varme sig ved Kæmpens Baal, og de besluttede at vove sig hen til ham. „God Aften, Far,“ sagde den ældste af dem. „Vil I give to forliste Sømænd Lov til at varme sig ved jeres Ild?“ Kæmpen fo'r op af sine Tanker, rejste sig halvt og drog Sværdet af Skeden. „Hvad er I for nogle?“ spurgte han, for han var gammel og saa' daarligt og vidste ikke, hvad det var for nogle Væsener, der talte til ham.
  „Vi er Vestgöter begge to, hvis I bryder jer om at vide det,“ svarede den ældste af de to Sømænd. „Vort Skib er forlist i Havet her udenfor, og vi har naaet Land forfrosne og halvnøgne.“
  „Jeg plejer ellers ikke at taale Mennesker paa mit Skær, men naar I er Vestgöter, er det en anden Sag,“ sagde Kæmpen og stak sit Sværd i Skeden. „Saa maa I have Lov til at sætte jer ned og varme jer, for jeg er selv fra Vestergötland og har boet i den store Kæmpehøj ved Skalunda i mange Aar“.
  Sømændene tog nu Plads paa nogle Stene. De turde ikke tale til Kæmpen, men sad stille og stirrede paa ham. Og jo længere de betragtede ham, jo større syntes de, han blev, og jo mindre og svagere blev de selv.
  „Mine øjne er ikke saa gode, som de har været,“ sagde Kæmpen. „Jeg kan neppe nok skimte jer. Ellers kunde det nok more mig at vide, hvordan en Vestgöte ser ud nu til Dags. Men ræk mig idetmindste Haanden, en af jer, saa jeg kan føle, om der endnu er varmt Blod i Sverige!“
  Mændene saa først paa Kæmmpens Næver og saa paa deres egne. Ingen af dem havde Lyst til at lære hans Haandtryk at kende. Men saa fik de øje paa en Jernstang, som Kæmpen brugte til at rage op i Baalet med; den var bleven liggende i Ilden og var glorød i den ene Ende. De løftede den ved fælles Kræfter og rakte den til Kæmpen. Han tog fat om Stangen og krystede den, saa Jernet flød ned imellem Fingrene paa ham. „Jo, jeg kan nok mærke, der er varmt Blod i Sverige endnu,“ sagde han helt fornøjet til de forbløffede Sømænd.
  Saa blev der igen stille om Baalet, men dette Møde med Landsmænd førte Kæmpens Tanker tilbage til Vestergötland. Den ene Erindring efter den anden dukkede op hos.
  „Jeg gad vidst, hvordan det staar til med Skalunda Høj nu for Tiden ?“ spurgte han Sømændene.
  Ingen af Mændene vidste Besked med den Høj, som Kæmpen spurgte om. „Den maa være sunken ikke saa lidt sammen,“ svarede den ene ligesom prøvende. Han havde en Fornemmelse af, at det ikke kunde lade sig gøre at blive saadan en Spørger Svar skyldig. „Ja vist, ja vist, det tænkte jeg nok,“ sagde Kæmpen og nikkede samtykkende. „Der var ikke andet at vente, for den Høj bar min Kone og Datter Jord sammen til i deres Forklæder paa en Morgenstund.“
  Igen sad han og grublede og søgte at kalde Minderne frem. Det var jo ikke ganske nylig, han havde boet i Vestergötland, og det varede nok noget, inden han kunde trænge dybt ned i sine Erindring.
  „Men Kinnekulle og Billingen og de andre Smaabjerge, der laa strøet ud over den stor Slette, de staar der da endnu?“ sagde Kæmpen. „Ja, det gør de!“ svarede Vestgöten, og for at vise Kæmpen, at han forstod, han havde at gøre med en dygtig Mand, tilføjede han: „I var maaske med at bygge nogle af de Bjerge?“
  „Aa, ikke netop det, sagde Kæmpen, „men jeg kan fortælle dig, at du takke min Fader for, at de Bjerge staar der. Da jeg var en lille Knægt, var der ingen stor Slette i Vestergötland, men der, hvor Sletten nu breder sig, laa der en Fjeldvidde, der strakte sig fra Vättern til Götaelv. Men saa var der nogle Elve; der satte sig for, at de vilde smuldre Bjerget op og føre det ned til Vättern. Det var ikke noget rigtigt Granitbjerg, det bestod mest af Kalksten og Skifer, saa Elvene havde let ved at faa Bugt med det. Jeg kan huske, at de gjorde deres Flodsenge og Dale bredere og bredere, og tilsidst bredte de dem ud til Sletter. Min Fader og jeg gik somme Tider ud og saa paa Elvenes Arbejde, og Fader syntes ikke rigtig om, at de ødelagde hele Bjerget. „De kunde da idetmindste lade os beholde nogle Hvilesteder,“ sagde han, og med det samme tog han sine Stensko af og stillede den ene langt mod Vest og den anden langt mod øst. Sin Stenhat lagde han paa en Bjergpynt ved Vättern, min Stenhue slyngede han længere ned mod Syd, og sin Stenkølle kastede han i samme Retning. Hvad vi ellers havde hos os af god, haard Sten, lagde han paa forskellige Steder. Derpaa gik det saadan, at Elvene skyllede næsten hele Bjerget væk. Men de Steder, som min Fader havde dækket med sine Stensager, dem turde de ikke røre; de blev staaende. Der hvor Fader havde sat sin ene Sko, der blev Helleberg staaende under Hælen og Hunneberg under Saalen. Under den anden Sko var Billingen gemt, Faders Hat havde bevaret Kinnekulle, under min Hue laa Mösseberg, og under Stenkøllen laa Alleberg. Alle de andre Smaabjerge paa Vestgötasletten blev ogsaa sparede for Faders Skyld, og jeg gad nok vidst, om der er mange Mænd i Vestergötland nu, som Folk har saa megen Respekt for.“
  „Det er ikke saa let at svare paa den Ting,“ sagde Sømanden, „men jeg vil dog sige, at har Elve og Kæmper været saa mægtige i deres Tid, saa faar jeg ligesom større Agtelse for Menneskene, for nu er det alligevel dem, der har gjort sig til Herrer baade over Sletten og Bjergene.“
  Kæmpen trak lidt paa Næsen. „Det lod ikke til, han var videre tilfreds med Svaret, men han tog snart Samtalen op igen. „Hvordan staar det til med Trollhättan nu for Tiden?“ sagde han. — „Den bruser og tordner, som den altid har gjort,“ sagde Sømanden. „I var maaske med til at sætte de store Vandfald i Gang, ligesom I var med til at spare Vestgötabjergene?“ — „Aa, ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men kan huske, at da jeg var en lille Knægt, brugte mine Brødre og jeg dem gerne til Rutschbane. Vi stillede os paa en Tømmerstok, og saa gik det afsted ned ad Gullöfaldet og Toppöfaldet og de andre tre Fald. Vi kom farende saa rask at vi var nær ved rutsche helt ned i Havet. Jeg gad vidst, om der nutildags er nogen i Vestergötland, der morer sig paa den Maade.“ — „Det er ikke godt at vide,“ sagde Sømanden. „Men jeg synes næsten, det er en endnu mærkeligere Bedrift, at vi Mennesker har været i Stand til at lave en Kanal langs med Faldene, saa vi ikke alene kan fare ned ad Trollhättan, som I gjorde i jeres unge Dage, men ogsaa kan fare op ad den i Baade og Dampskibe.“
  „Det var mærkeligt at høre,“ sagde Kæmpen, og det var, som om Svaret gjorde ham lidt gnaven. „Kan du nu ogsaa sige mig, hvordan det staar til med den Egn henne ved Mjörn–Søen, som de kaldte for Sulteröd?“ — „Ja, den har voldt os mange Bekymringer,“ sagde Vestgöten. „Det er maaske jer, der har været med til at lægge den der saa mager og trøstesløs?“ — „Aa, ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „i min Tid voksede der prægtig Skov paa det Sted. Men saa skete det, da jeg holdt en af mine Døtres Bryllup, at vi trængte til meget Brænde at fyre i Bagerovnen med, og saa tog jeg et langt Tov, slog det om hele Skoven i Sulteröd, rev den om med et eneste Ryk og bar den hjem. Jeg gad vidst, om der nutildags er nogen, der kan rive saa megen Skov om paa een Gang?“ — „Det er mere, end jeg tør svare paa,“ sagde Vestgöten, „men det ved jeg, at i mine unge Dage laa Sulteröd nøgen og ufrugtbar, og nu har Folk plantet Skov over det hele. Det kalder jeg ogsaa for Mandsdaad.“
  „Naa, men nede i det sydlige Vestergötland, der kan vel ingen Mennesker brødføde sig?“ sagde Kæmpen. — „Har I ogsaa været med at indrette dét Land?“ spurgte Vestgöten. — „Ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at da vi JætteBørn gik og vogtede vore Hjorder dernede, byggede vi os saa mange Stenhuse og gjorde Jorden saa uhandlelig med alle de Sten, vi sloges med, at jeg syntes, det maa være svært at faa Jorden bearbejdet paa de Kanter.“ — „Ja, det er vist og sandt, det betaler sig ikke synderlig at drive Agerbrug dernede,“ sagde Vestgöten, „men Befolkningen der har slaaet sig paa at væve og lave Trætøj, og jeg synes, der skal mere Dygtighed til at skaffe sig Føden i en saa fattig Egn end til at være med at ødelægge den.“
  „Nu har jeg kun een Ting til at spørge om,“ sagde Kæmpen. „Hvordan har I indrettet jer nede ved Kysten, hvor Götaelven falder ud i Havet?“ — „Har I ogsaa haft en Finger med i Spillet dér?“ spurgte Sømanden. — „Ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at vi tit gik ned til Stranden, lokkede en Hval hen til os og red paa dens Ryg gennem Fjorde og Vige i Skærgaarden. Jeg gad vist, om I kender nogen, der bærer sig ad paa den Vis endnu?“ — „Det skal jeg lade være usagt,“ svarede Sømanden, „men jeg regner det for ligesaa stor en Bedrift, at vi Mennesker har bygget en By nede ved Götaelvens Munding, hvorfra der gaar Skibe til alle Verdens Have.“ Det svarede Kæmpen ikke noget paa, og Sømanden, der selv hørte hjemme i Göteborg, gav sig til at beskrive ham den rige Handelsstad med dens store Havn, med dens Broer og Kanaler og lange, lige Gader, og fortalte, at der boede saa mange driftige Købmænd og kække Søfolk, at det ikke var umuligt, de kunde gøre den til den ypperste By i Norden.


Gøteborg Havn.
Gøteborg Havn.

  Ved hvert nyt Svar, Kæmpen fik, blev Rynkerne i hans Pande dybere og dybere, og det var let nok at se, at han var meget misfornøjet med, at Menneskene havde gjort sig til Herre over Naturen. „Jeg kan nok mærke, der er meget forandret i Vestergötland,“ sagde han, „og jeg kunde lide at komme derned igen og bringe et og andet i Lave.“ — Da Sømanden hørte dette, blev han lidt forskrækket. Han troede ikke, Kæmpen vilde komme til Vestergötland for det gode, men det turde han naturligvis ikke lade sig mærke med. „I kan være vis paa, I skal faa en god Modtagelse,“ sagde han, „vi skal lade ringe for jer med alle Kirkeklokker.“ —„Naa, saa der er endnu Kirkeklokker i Vestergötland?“ sagde Kæmpen og lod lidt betænkelig. „Er de endnu ikke ringet i Stykker, de store Klingreværker i Husaby, Skara og Varnhem?“ — „Nej, de er der stadig, og de har faaet mange Søstre siden jeres Tid. Nu er der ikke det Sted i Vestergötland, hvor man ikke hører Kirkeklokker.“ — „Nej, saa maa jeg vist hellere blive, hvor jeg er,“ sagde Kæmpen, „for det var de Klokker, der var Skyld i, at jeg flyttede hjemmefra.“
  Saa faldt han i Tanker, men snart vendte han sig igen til Sømændene. „Nu kan I ganske rolig lægge jer til at sove ved Ildent“ sagde han. „I Morgen tidlig skal jeg sørge for, at der kommer et, Skib, sejlende her forbi, som tager jer med og bringer jer til jeres Hjemland. Men til Gengæld for det Gæstevenskab, som jeg har vist jer, kræver jeg kun den Tjeneste af jer, at I, saasnart l kommer hjem, gaar til den bedste Mand, der er i Vestergötland og giver ham denne Ring. Hils ham fra mig og sig ham, at hvis han vil sætte den paa sin Finger, saa bliver han til meget mere end, han er!“
  Saasnart Sømændene var kommen hjem, gik de til den bedste Mand i Vestergötland og gav ham Ringen. Men han var for klog til straks at sætte den paa sin Finger. I Stedet for hængte han den paa en lille Eg, der stod i hans Gaard. I det samme begyndte Egen at vokse saa stærkt, at alle kunde se det. Den skød ny Skud og sendte Grene ud, Stammen blev tykkere, Barken haardere og haardere. Træet fik ny Blade og mistede dem igen, satte Blomst og Frugt og blev i kort Tid saa stort, at ingen havde set en vældigere Eg. Men næppe var den udvokset, før den ligesaa hurtig begyndte at visne, Grenene faldt af, Stammen blev hul, og Træet trøskede hen, saa der snart ikke var andet tilbage af det end en Stub.
  Da tog han, der var den bedste Mand i Vestergötland, Ringen og kastede den langt bort. „Denne Kæmpegave har den Magt, at den kan give en Mand store Kræfter og for en kort Tid gøre ham mere udmærket end alle andre,“ sagde han. „Men den vil bringe ham til at forløfte sig, saa at det snart vil være forbi med hans Dygtighed og hans Lykke. Jeg vil ikke have noget med den at gøre, og jeg vil haabe, ingen maa finde den, for den er ikke sendt os i en god Mening.“
  Men det er ikke umuligt, at nogen har fundet Ringen. Hver Gang en god Mand anstrenger sig over Evne for at gøre Gavn, kan man ikke lade være at tænke paa, om han maaske har fundet Ringen, og om det er den, der tvinger ham til at arbejde saadan, at han slider sig op før Tiden og maa forlade sit Værk ufuldendt.“


SANGEN.
Den lille Lærerinde havde gaaet hurtigt henad Vejen hele Tiden, mens hun fortalte, og da hun havde endt sin Historie, saa hun, at hun næsten var ved Maalet. Hun kunde allerede se de store Udhuse, der, ligesom alt andet der paa stedet, laa i Skygge af smukke Træer. Og endnu inden hun var naaet forbi dem, saa hun Slottet titte frem højt oppe paa Terrassen.
  Lige til nu havde hun været glad over sin Plan og ikke haft nogen Betænkelighed, men nu, da hun saa Gaarden, begyndte hendes Mod at synke. Sæt nu, det var helt forkert, det hun havde for! Hun var jo saa ringe og ubetydelig, der var vel ingen, der brød sig om hendes Taknemmelighed! Maaske de kun vilde le af hende, naar hun kom farende med sine SkoleBørn i den sene Aftenstund. De sang jo heller ikke saa kønt, at nogen kunde bryde sig om det.
  Hun sagtnede sin Gang, og da hun kom til Trappen, der førte op til Slotsterrassen, bøjede hun af fra Vejen og gik op ad Trappen. Hun vidste godt, at den store Slotsbygning stod tom siden den gamle Herres Død. Hun gik kun derop for at faa Tid til at tænke paa, om hun skulde gaa videre, eller om hun skulde vende om. Da hun kom op paa Terrassen og saa Slottet, der laa skinnende hvidt i Maaeskinnet, da hun saa Hækkene og Blomstergrupperne og Balustraden med Urnerne og den statelige Trappe, blev hun endnu mere modfalden. Hun syntes, det altsammen saa' saa fornemt og pragtfuldt ud, at det stod klart for hende, at der havde hun ikke noget at bestille. „Kom mig ikke nær!“ syntes hun, det fine, hvide Slot sagde til hende. „Du bilder dig da ikke ind, at du og dine SkoleBørn kan have nogen Glæde at byde den, der er vant til at bo paa et saadant Sted?“
  For at jage den Tvivlraadighed paa Flugt, der lidt efter lidt sneg sig over hende, fortalte Lærerinden nu signe SkoleBørn alt det om den gamle og den unge Herre, som hun selv havde hørt, da hun var Elev paa Nääs. Og det gav hende lidt mere Mod. Det var jo dog sandt, at Slottet og hele Stedet var skænket til Sløjdsminariet. Det var skænket dertil, for at Lærere og Lærerinder skulde tilbringe en lykkelig Tid paa en smuk Herregaard og derefter bringe Kundskaber og Glæde hjem til deres SkoleBørn. Men her, hvor de havde givet en Skole en saadan Gave, her havde de da vist, at de satte Pris paa Skolefolk. Her havde de lagt for Dagen, at de ansaa de svenske Børns Opdragelse for vigtigere end alt andet. Her havde hun mindst af alle Steder Lov at føle sig forknyt.


En stor Herregaard.
En stor Herregaard.

  Disse Tanker trøstede hende lidt, saa hun syntes, hun dog vilde udføre sin Plan. Og for at styrke sit Mod drejede hun ned gennem Parken, der dækkede Skraaningen mellem Slotsbakken og Søen. Da hun gik under de skønne Træer, der stod mørke og hemmelighedsfulde i Maaneskinnet, vaagnede saa mange glade Minder hos hende. Hun fortalte Børnene, hvordan der havde været paa Nääs i hendes Tid, og hvor lykkelig hun havde været, da hun var her som Elev og hver Dag kunde gaa og spasere i den smukke Park. Hun fortalte om Fester og Lege og Arbejde, men først og fremmest fortalte hun om den store Godhed, der havde aabnet denne stolte Herregaard for hende som for saa mange andre.
  Paa den Maade holdt Lærerinden Modet oppe, saa hun kom igennem Parken og over den gamle Stenbro og naaede Engene nede ved Søen, hvor Forstanderens Villa laa midt imellem Skolebygningerne.
  Lige ved Broen laa den grønne Legeplads, og da hun gik forbi den, beskrev hun Børnene, hvor kønt her var i Sommeraftenerne, naar Plænen var fuld af lysklædte Mennesker, og Sanglege og Boldspil afløste hinanden. Hun viste Børnene Vänhem, hvor Forsamlingssalen var, Seminariet, hvor Foredragene blev holdt, Villaerne, hvor Sløjdsalene og Gymnastiksalen havde Plads. Hun gik hurtig og talte ustandselig, som for ikke at give sig Tid til at blive ængstelig. Men da hun tilsidst naaede saa langt, at hun kunde se Forstanderens Villa, stod hun pludselig stille.
  „Ved I hvad, Børn, jeg tror ikke, Vi skal gaa længer,“ sagde hun. „Det er ikke faldet mig ind før, men maaske Forstanderen er saa syg, at vi kunde forstyrre ham med vor Sang. Det vilde jo være forfærdeligt, hvis vi gjorde ham sygere.“
  Lille Niels Holgersen havde været med hele Tiden og havde hørt alt, hvad Lærerinden havde fortalt. Han vidste altsaa, at de var gaaet ud for at synge for en der laa syg derhenne i Villaen, og han forstod nu, at der ikke vilde blive noget af Sangen, fordi de var bange for at forstyrre og forurolige den syge.
  „Det er da Synd, de gaar deres Vej uden at synge,“ tænkte han. „Det var jo en let Sag at faa at vide, om han derinde ikke kan taale at høre dem. Hvorfor gaar Lærerinden ikke hen til Villaen og spørger sig for?“
  Men dette lod slet ikke til at falde Lærerinden ind; hun vendte tværtimod om og gik stille hjemad. SkoleBørnene gjorde nogle Indvendinger, men hun bragte dem til Tavshed. „Nej, nej,“ sagde hun. „Det var dumt af mig at finde paa at gaa herhen og synge, nu da det er blevet mørkt. Vi kunde let førstyrre.“
  Da, syntes Niels Holgersen, at naar ingen andre gjorde det, saa maatte han se at faa at vide, om den syge virkelig var for syg til at høre lidt Sang. Han løb fra de andre hen til Huset. Der holdt en Vogn udenfor Villaen, og ved Siden af Hestene stod en gammel Kusk og ventede. Drengen var knap naaet hen til Indgangen, da Døren gik op, og en Pige kom ud med en Bakke. „De kommer nok til at vente lidt endnu paa Doktoren, Larsen,“ sagde hun. „Fruen bad mig bringe Dem lidt varmt!“
  „Hvordan gaar det med Herren?“ spurgte Kusken.
  „Der er ingen Smerter mere, men det er, som om Hjertet er standset. Forstanderen har ligget i en hel Time uden at røre sig. Vi ved knap, om han er død eller levende.“
  „Har Doktoren sagt, der ikke er noget Haab?“
  „Det kan blive til, hvad det skal være, Larsen, det kan blive til, hvad det skal være. Det er, som Forstanderen laa og lyttede efter noget. Kommer der Bud efter ham deroppefra, saa er han rede til at følge det.“
  Niels Holgersen løb rask ned ad Vejen for at indhente Lærerinden og Børnene. Han tænkte paa, hvordan det var, da hans Morfader døde. Han havde været Sømand, og da han laa paa sit yderste, bad han dem lukke Vinduet op, saa han endnu en Gang kunde høre Vinden suse. Og hvis nu han, der laa syg, havde elsket at være omgiven af Ungdom og høre paa deres Sange og Lege...?
  Lærerinden gik tøvende nedad Alleen. Nu da hun gik bort fra Nääs, følte hun Trang til at vende om, og da hun før var paa Vejen derhen, var hun ogsaa nær ved at vende om. Hun var stadig lige urolig og usikker.
  Hun talte ikke længer med Børnene, men gik ganske tavs. I Alleen, hvor hun gik, var Skyggen saa dyb, at hun ingenting kunde se. Hun syntes, hun hørte en Mængde Mennesker og Stemmer omkring sig. Hun syntes, der lød angstfulde Raab fra tusinde forskellige Sider. „Vi er saa langt borte, alle vi andre,“ sagde Stemmerne. „Men du er nær. Gaa og syng ud, hvad vi alle føler!“
  Og hun mindedes den ene efter den anden, som Forstanderen havde hjulpet og taget sig af. Det var overmenneskeligt, som han havde anstrengt sig for at hjælpe alle, der var i Nød. „Gaa og syng for ham!“ hviskede det omkring hende. „Lad ham ikke dø uden at have faaet en Hilsen fra sin Skole! Tænk ikke paa, at du, er ringe og ubetydelig! Tænk paa den store Skare, der staar bag dig! Lad ham, inden han gaar bort fra os, forstaa, hvor højt vi alle elsker ham!“
  Lærerinden gik langsommere og langsommere. Da hørte hun noget, som ikke alene var Stemmer og manende Raab i hendes egen Sjæl, men som kom fra Verden udenfor hende. Det var ingen almindelig Menneskestemme. Det var som en Fugls Kvidren eller, en Græshoppes Spil. Men det raabte alligevel ganske tydeligt, at hun skulde vende om.
  Og mere skulde der ikke til for at give hende Mod til at gøre det. — — —
  Lærerinden og Børnene havde sunget et Par Sange udenfor Forstanderens Vindue. Hun syntes selv, at deres Sang havde lydt saa mærkelig smukt i denne Aftenstund. Det var, som om ukendte Stemmer havde sunget med. Rummet havde ligesom været fuldt af Toner og Lyd. De havde ikke behøvet andet end istemme Sangen, saa havde deres Stemmer faaet en Klang og en Styrke, som de ellers ikke havde.
  Da gik Døren pludselig op, og en kom hurtig ud. „Nu kommer de for at sige mig, at jeg ikke maa synge mer,“ tænkte Lærerinden. „Blot jeg dog ikke har gjort Fortræd!“ — Men det var ikke saadan. Det var Bud, om hun vilde komme ind i Huset og hvile sig, og saa synge et Par Sange til.
  Derinde kom Doktoren hende i Møde. „Faren er overstaaet for denne Gang,“ sagde han. „Han laa som i Dvale, og Hjertet slog svagere og svagere. Men da De begyndte at synge, var det, som om han fik Bud fra alle dem, der trænger til ham! Han følte, at det endnu ikke var Tid for ham at søge Hvile. Syng mere for ham! Syng, og vær glad, for jeg tror, det er Deres Sang, der har kaldt ham tilbage til Livet! Nu faar vi maaske Lov til at beholde ham et Par Aar endnu!“





LI

REJSEN TIL VEMMENHÖG

Torsdag 3. November.

En Dag i Begyndelsen af November fløj Vildgæssene over Hallandsås ind i Skaane. I flere Uger havde de opholdt sig paa de store Sletter omkring Falköping og da flere andre store Vildgæsflokke ogsaa havde slaaet sig ned der, havde de haft en fornøjelig Tid med megen Samtale mellem de gamle Fugle og megen Kappestrid i al Slags Idræt mellem de unge.
  Hvad Niels Holgersen angaar, saa var han ikke glad over det lange Ophold i Vestergötland. Han gjorde sig Umag for at holde Modet oppe, men han havde ondt ved at forsone sig med sin Skæbne. „Havde jeg bare Skaane vel bag mig og var i Udlandet,“ tænkte han, „saa vidste jeg, at jeg ikke havde noget at haabe paa, og saa vilde jeg falde til Ro.“
  Omsider brød da Vildgæssene en Morgenstund op og fløj ned over Halland. I Begyndelsen brød Drengen sig ikke synderlig om at se ned paa det Landskab. Han syntes ikke, der var noget nyt at se. I den østlige Del var det bjergrigt med store Lyngheder, der mindede om Småland, og længere vestpaa var det dækket af runde, nøgne Bjerge og indskaaret af Vige omtrent som i Bohuslän.
  Men da Vildgæssene fortsatte Rejsen sydpaa langs det smalle Kystland, sad Drengen og hang ud over Gaasehalsen og løftede ikke sine øjne fra Jorden. Han saa' Bjergene blive sparsommere og Sletten brede sig. Og han saa' ogsaa, at Kysten blev mindre indskaaret. Skærgaarden udenfor den blev tyndere og tyndere, indtil den ganske forsvandt, og det vide, aabne Hav naaede helt ind til det faste Land.
  Og saa holdt Skoven op. Der havde jo været mange skønne Sletter højere oppe i Landet, men de havde alle været indrammede af Skov. Skoven var alle Vegne. Det var, som om Landet egentlig tilhørte Træerne, og den dyrkede Jord laa som store, ryddede Pletter i Skoven. Og paa alle Sletter var der fuldt op af Træklynger og Smaalunde, som for at vise, at Skoven naarsomhelst kunde komme og tage Landet igen.
  Men her var det anderledes. Her var det Sletten, der havde taget Magten. Den strakte sig helt hen til Synskredsen. Der var store, plantede Skove, men ingen vild Skov. Men netop dette, at Landet laa saa aabent med Mark ved Mark, gjorde, at det mindede Drengen om Skaane. Den aabne Strand med Strandbred og Tangbunker syntes han ogsaa, han kendte. Han blev baade glad og urolig, da han saa' dette. „Nu kan jeg ikke have langt hjem!“ tænkte han.
  Landskabet forandrede sig dog. Aaer kom brusende ned fra Vestergötland og Småland og brød Slettens Ensformighed. Søer, Moser, Lyngheder og Flyvesandsstrækninger lagde sig i Vejen for Markerne, men disse bredte sig dog bestandig videre, lige til Hallandsås hævede sig nede ved Skaanes Grænse med sine smukke Kløfter og Dale.
  Det havde hændt flere Gange paa Rejsen, at de unge Gæs spurgte dem, der var gamle i Flokken: „Hvordan ser der ud i Udlandet? Hvordan ser det ud i Udlandet?“
  „Vent, vent! I skal snart faa det at vide,“ sagde de, der havde fløjet op og ned gennem Landet mange Gange.
  Da de unge Gæs saa' Värmlands lange Skovaase og de blanke Søer inde imellem dem eller Bohusläns Klipper eller Vestergötlands kønne Smaabjerge, undrede de sig og spurgte: „Ser hele Verden saadan ud? Ser hele Verden saadan ud?“
  „Vent, vent! I skal snart faa at vide, hvordan der ser ud i en stor Del af Verden,“ svarede de gamle.
  Da Vildgæssene var fløjet over Hallandsås og var kommen et godt Stykke ned i Skaane, raabte Akka: „Kig nu ned! Se jer om! Saadan ser der ud i Udlandet.“
  De fløj netop over Söderåsen. Hele det lange Højdedrag var dækket af Bøgeskove, og inde i Skovene laa der skønne Slotte med høje Taarne. Imellem Træerne græssede Raadyr, og paa Skovsletterne legede Harer. Jagthorn lød ud fra Skovene, Hundenes skarpe Gøen kunde høres op til den flyvende Flok. Brede Veje bugtede sig gennem Skoven, og paa den kom Herrer og Damer kørende i skinnende Vogne eller ridende paa prægtige Heste. Under Aasen bredte Ringsjöen sig med de gamle Bosjökloster paa et smalt Næs. Skäralids Kløft gennemskar Aasen med en Aa paa Bunden, og Klippevæggene var dækket af Buske og Træer.
  „Ser der saadan ud i Udlandet? Ser der saadan ud i Udlandet?“ spurgte Gæslingerne. — „Saadan ser der ud, hvor der er skovklædte Aase,“ raabte Akka, „men det er ikke saa tit. Vent, saa skal I faa at se, hvordan der tiest ser ud!“
  Akka førte Vildgæssene videre mod Syd til den store skaanske Slette. Den laa der med brede Marker, med Roemarker, hvor Roearbejderne gik i lange Rækker, med lave, hvidkalkede, sammenbyggede Gaarde, med utallige smaa, hvide Kirker, med grimme, graa Sukkerfabrikker, med købstadagtige Landsbyer omkring Jernbanestationerne. Der var Tørvemoser med lange Rækker Tørvestakke; Stenkulsgruber med sorte Kulbunker. Landevejene løb mellem to Rækker stynede Piletræer, Jernbanerne krydsede hverandre og dannede et tæt Net over Sletten. Smaa, bøgeomkransede Slettesøer blinkede hist og her, og ved hver af dem laa en prægtig Herregaard.
  „Kig nu ned! Se godt efter!“ raabte Førergaasen. „Saadan ser der ud i Udlandet lige fra østersøens Kyst og helt ned til de høje Bjerge, og længere end til dem har vi aldrig rejst.“
  Da Gæslingerne havde set Sletten, fløj Vildgæssene til øresunds Kyst. Side Enge skraanede jævnt ned imod Vandet, og lange Volde af sort Tang laa skyllet op paa Stranden. Paa nogle Steder var der en høj Strandbred, og paa andre var der Flyvesand, der taarnede sig op til Klitter og Banker. Fiskerlejerne laa paa Strandbredden med en lang Række ens byggede og lige store, teglhængte Smaahuse, med et lille Fyr ude paa Bølgebryderen og Tørrepladserne fulde af brune Net.
  „Kig nu ned! Se godt efter!“ sagde Akka. „Saadan ser der ud ved Udlandets Kyster.“
  Tilsidst fløj Førergaasen ogsaa til et Par af Byerne. De laa med Masser af slanke Fabriksskorstene, med Gader dybt nede mellem høje, røgsorte Huse, med store, smukke Parker og Spaseregange, med Havne fulde af Skibe, med gamle Fæstningsværker og Slotte og med ældgamle Kirker.
  „Saadan ser Udlandets Byer ud, kun at de er meget større,“ sagde Førergaasen. „Men disse kan vel vokse ligesom I.“
  Da Akka havde fløjet saadan om, slog hun ned i en Mose i Vemmenhögs Herred. Og Drengen kunde ikke lade være at tænke, at hun den Dag var rejst om i Skaane for at vise ham, at han havde et Land, der godt kunne maale sig med et hvilketsomhelst i Udlandet. Men det havde hun ikke behøvet. Drengen tænkte ikke over, om Landet var rigt eller fattigt. Lige fra han fik øje paa det første Pilegærde og det første lave Bindingsværkshus, sved hans Hjerte af Hjemve.





LIII

HOS HOLGER NIELSENS

Tirsdag 8. November.

Det var en Dag med diset, tungt Vejr. Vildgæssene havde gaaet og græsset paa de store Marker ved Skurup Kirke og sad just og holdt Middagshvil, da Akka kom hen til Niels Holgersen. „Det lader til, at vi nu skal have stille Vejr en Tid,“ sagde hun, „og jeg tænker, vi rejser over østersøen i Morgen.“ — „Ja saa!“ sagde Drengen kort, for hans Strube snørede sig sammen, saa han ikke kunde tale. Han havde nok alligevel haabet, at han Skulde blive løst af Trolddommen, mens han var i Skaane.
  „Nu er vi nok temmelig nær ved Vester Vemmenhög,“ sagde Akka, „og jeg tænkte, du maaske havde Lyst at se hjem. Det vil jo vare noget før du faar nogen af din Familie at se igen.“ — „Det er vist bedst at lade være,“ sagde Drengen, men man kunde høre paa Stemmen, at han blev glad over Forslaget. — „Naar Gasen bliver hos os, kan der jo ingen Ulykke ske,“ sagde Akka. „Jeg synes, du maa vide Besked om, hvordan de har det hjemme hos dig. Maaske du kan hjælpe dem paa en eller anden Maade, selv om du ikke bliver Menneske.“ — „Ja, det har I Ret i, Mor Akka. Det skulde jeg have tænkt paa,“ sagde Drengen og blev ganske ivrig.
  Et øjeblik efter var Drengen og Førergaasen paa Vej til Holger Nielsens, og det varede ikke længe, før Akka slog ned bag Stengærdet, der indhegnede Husmandslodden. „Det er da underligt, hvor alting ligner sig selv,“ sagde Drengen og krøb i en fart op paa Gærdet for at se sig om. „Jeg synes, det er som i Gaar, at jeg sad her og saa' jer komme flyvende oppe i Luften.“
  „Jeg gad vidst, om din Fader har en Bøsse?“ sagde Akka pludselig. — „Ja, det skulde jeg mene, han har,“ sagde Drengen. „Det var jo for Bøssens Skyld, jeg blev hjemme i Stedet for at gaa i Kirken den Søndag.“ — „Saa tør jeg ikke staa her og vente paa dig,“ sagde Akka. Det er bedst, du støder til os ved Smygehuk i Morgen tidlig, saa kan du blive hjemme Natten. over.“ — „Aa nej, flyv ikke jeres Vej endnu, Mor Akka!“ raabte Drengen og sprang hurtig ned fra Gærdet. Han vidste ikke, hvad det kom af, men han fik ligesom en Anelse om, at der kunde tilstøde ham eller Vildgæssene noget, saa de aldrig mere fik hinanden at se. „I kan jo nok se, jeg er bedrøvet over, at jeg ikke faar min rette Skikkelse tilbage,“ vedblev han. „Men jeg vil sige jer, at jeg ikke fortryder, jeg fulgte med jer i Foraaret. Nej, jeg vil hellere aldrig mere blive Menneske igen, end jeg vilde have undværet den Rejse.“ Akka sugede Luft til sig et Par Gange, inden hun svarede: „Der er en Ting, jeg vilde have talt med dig om for længe siden, men naar du dog ikke skulde vende tilbage til din Familie, syntes jeg ikke, det hastede. Men det kan jo aldrig skade at have talt om det.“ — „I véd, at der ikke er den Ting, jeg ikke gerne vil gøre for jer!“ sagde Drengen. — „Har du lært noget godt hos os, Tommeltot, saa synes du maaske ikke længer, at Menneskene alene skal eje Jorden,“ sagde Førergaasen højtideligt. „Husk paa, at I har et stort Land, og at I nok kunde have Raad til at overlade nogle nøgne Skær og nogle sumpede Søer og Moser og nogle øde Fjelde og afsides Skove til os stakkels Dyr, saa vi kunde være i Fred! I alle de Aar, jeg har levet, har jeg været jaget og forfulgt. Det vilde være godt at vide, at der var et Fristed ogsaa for en som mig.“
  „Jeg vilde sandelig være glad, dersom jeg kunde have hjulpet jer med det,“ sagde Drengen, „men jeg faar sagtens aldrig nogen Magt iblandt Mennesker.“ — „Men staar vi ikke her og taler, som om vi aldrig mer skulde ses!“ sagde Akka, „og vi træffes jo endda i Morgen. Nu flyver jeg tilbage til min Flok.“ Hun løftede Vingerne, men kom tilbage, strøg et Par Gange med Næbet op og ned ad Tommeltot og fløj saa tilsidst sin Vej.
  Det var højlys Dag, men der var ikke et Menneske at se i Gaarden, saa Drengen kunde gaa, hvorhen han vilde. Han skyndte sig hen til Kostalden, for hos Køerne vidste han, han kunde faa bedst Besked. Der saa' sørgeligt ud derinde. I Foraaret havde der været tre prægtige Køer, men nu stod der kun en eneste Ko. Det var Majrose, og man kunde se paa hende, hun længtes efter sine Kammerater. Hun hang med Hovedet og havde knap rørt et Straa af det Foder, der laa foran hende.
  „God Dag, Majrose!“ sagde Drengen og sprang uden Frygt ind i Baasen. „Hvordan staar det til med Moder og Fader? Hvordan har Katten og Gæssene og Hønsene det, og hvor har du gjort af Stjerne og Guldlilje?“
  Da Majrose hørte Drengens Stemme, gav det et Sæt i hende, og det saa' ud, som om hun havde Lyst til at støde til ham med Hornene. Men hun var ikke saa ilter nu som før, men gav sig Tid til at se paa Niels Holgersen, inden hun stangede ham. Han var lige saa lille, som da han rejste, og han havde det samme Tøj paa, men han lignede alligevel slet ikke sig selv. Den Niels Holgersen, der var rejst sin Vej om Foraaret, havde en tung og langsom Gang, hans Stemme var slæbende og hans øjne søvnige, men den, der kom igen, var let og smidig, hurtig i sin Tale, og han havde et Par øjne, der lyste og skinnede. Hans Holdning var saa kæk, at man ikke kunde andet end faa Respekt for ham, saa lille han var, og skønt han ikke selv saa' glad ud, blev man glad, naar man saa' paa ham.
  „Muuh,“ brølede Majrose. „De sagde, han var bleven anderledes, men jeg vilde ikke tro det. Velkommen hjem, Niels Holgersen, velkommen hjem! Det er den første glade Stund, jeg har haft i mange Herrens Tider!“ — „Tak skal du have, Majrose!“ sagde Drengen og blev glad overrasket ved den venlige Modtagelse. „Fortæl mig nu hvordan det staar til med Fader og Moder!“
  „De har ikke haft andet end Sorger og Ulykker, siden du rejste din Vej,“ sagde Majrose. „Det allerværste var den dyre Hest, der nu har staaet og ikke gjort andet end æde hele Sommeren. Din Fader kan ikke faa sig til at skyde den, og sælge den kan han ikke. Det er Hestens Skyld, at baade Stjerne og Guldlilje maatte sælges.“
  Der var noget andet, som egentlig var det, Drengen vilde vide, men han undsaa sig ved at spørge rent ud. Derfor sagde han: „Moder blev vel meget ked af det, da hun saa', at Morten Gase var fløjet sin Vej?“
  „Jeg tror ikke, hun havde taget sig det saa nær med Gasen, dersom hun havde vidst, hvordan det gik til, at han fløj sin Vej. Nu sørger hun først og sidst over, at det var hendes egen Søn, der sneg sig hjemmefra og tog Gasen med sig.“
  „Naa, saa hun tror, at jeg stjal Gasen?“ sagde Drengen. — „Hvad skulde hun ellers tro?“ — „Fader og Moder tror vel, jeg har drevet om i Sommer som en anden Landstryger?“ — „De tænker sig, det staar sørgeligt til med dig,“ sagde Majrose, „og de har sørget over dig, som man sørger, naar man har mistet det kæreste man ejer.“
  Da Drengen hørte dette, gik han hurtig ud af Kostalden og ind i Hestestalden. Den var lille, men pyntelig. Det var tydeligt at se, at Holger Nielsen havde gjort sit Bedste for at indrette det saadan, at den nyankomne skulde befinde sig vel. Der stod en dejlig Hest, som ligefrem skinnede af Velbefindende.
  „God Dag i Stalden!“ sagde Drengen. „Jeg har hørt, at her skal være en syg Hest. Det kan da aldrig være dig, saa frisk og rask som du ser ud?“ Hesten vendte Hovedet og saa' opmærksomt paa Drengen. „Er det dig, der er Sønnen her i Huset?“ sagde han. „Ham har jeg hørt meget ondt om. Men du ser saa god ud, saa vidste jeg ikke, at han var bleven forvandlet til en af de Smaa, vilde jeg ikke have troet, at det var dig.“ — „Jeg véd nok, jeg har efterladt et daarligt Rygte her paa Stedet,“ sagde Niels Holgersen. „Min egen Moder tror, at jeg listede mig væk somen Tyv, men det er nu lige meget, for jeg bliver ikke længe hjemme. Inden jeg gaar, vil jeg alligevel gerne vide, hvad der er i Vejen med dig.“
  „Det er Skade, du ikke bliver,“ sagde Hesten, „for jeg er vis paa, at du og jeg vilde være bleven gode Venner. Mig et der ikke andet i Vejen med, end at jeg har faaet noget op i Foden, en Knivspids, eller hvad det nu er. Den sidder saa godt gemt, at Doktoren ikke har kunnet finde den, men den stikker og stikker, saa jeg næsten ikke kan gaa. Naar du bare vilde fortælle Holger Nielsen, hvad der er i Vejen med mig, saa tror jeg, han let kunde hjælpe paa mig. Jeg vilde saa gerne gøre Gavn for Føden. Jeg skammer mig saadan ved at staa og æde uden at bestille noget.“
  „Det er da godt, du ikke har nogen rigtig Sygdom,“ sagde Niels Holgersen. „Jeg maa se at sørge for, at du kan blive kureret. Det gør vel ikke ondt, at jeg tager og ridser lidt med min Kniv her i din Hov?“
  Niels Holgersen var ikke mer end lige bleven færdig med Hesten, da han hørte Stemmer ude i Gaarden. Han lukkede Stalddøren lidt paa Klem og kiggede ud. Det var hans Fader og Moder, der kom gaaende fra Vejen op imod Huset. Det var godt at se, at de var nedtrykte af Bekymringer. Hans Moder havde faaet mange flere Rynker, end hun før havde, og hans Faders Haar var bleven graat. Hans Moder gik og talte med Faderen om, at han skulde se at faa laant nogle Penge af sin Broder. „Nej, jeg vil ikke laane flere Penge,“ sagde hans Fader, lige idet han gik forbi Stalden. „Gæld er det værste af alt. Saa maa vi hellere sælge Huset.“ — „Jeg havde heller ikke saa meget imod, at vi skilte os af med det, naar det ikke var for Drengens Skyld. Men hvor skal han gøre af sig selv, hvis han en Dag kommer hjem fattig og ussel, som han naturligvis er, og vi saa ikke er her?“ — „Ja, det har du Ret i,“ sagde Faderen, „men vi maatte saa bede dem, der kommer til at bo her, om at tage godt imod ham og fortælle ham, at vi venter ham. Han skal ikke høre et ondt Ord af os, hvordan han saa er. Vel, Mor?“ — „Aa, nej, nej! Havde jeg ham bare hjemme igen, saa jeg var vis paa, han ikke gik og sultede og frøs ude paa Landevejen, kunde alt det andet være lige meget!“
  Da hans Fader og Moder havde sagt dette, gik de ind, og Niels kunde ikke høre mere af deres Samtale. Han blev meget glad og rørt, da han hørte, de nærede saa stor Kærlighed til ham, skønt de troede, han Var gaaet helt i Hundene, og han havde den største Lyst til at løbe hen til dem. „Men de vilde maaske blive endnu mere bedrøvede, hvis de saa' mig som jeg nu er,“ tænkte han.
  Mens han stod og betænkte sig, holdt der en Vogn ved Ledet. Drengen havde nær raabt højt af Overraskelse, for de, der steg ud og kom ind i Gaarden, var ingen andre end Aase Gaasepige og hendes Fader. De gik med hinanden i Haanden helt op til Huset; de kom gaaende saa stille og alvorlig, men der var et eget kønt Skær af Lykke i deres øjne. Da de var omtrent midt i Gaarden, standsede Aase Gaasepige sin Fader og sagde til ham: „Du husker nok, Fader, at du ikke nævner et Ord til dem om Træskoen eller om Gæssene eller om den lille Mandsling, der lignede Niels Holgersen saadan, at om det ikke var ham selv, saa var det en, der havde noget med ham at gøre.“ — „Nej, naturligvis,“ sagde Jon Assarson. „Jeg siger ikke andet, end at deres Søn var dig til stor Hjælp flere Gange, mens du gik om og ledte efter mig, og at vi kommer for at spørge, om der ikke er noget, vi kan gøre for dem til Gengæld nu jeg er bleven en velhavende Mand og har mer, end jeg behøver, ved det jeg fandt den Grube deroppe.“ — „Ja, jeg véd jo nok, du kan belægge dine Ord godt,“ sagde Aase. „Det var ogsaa kun det, jeg ikke vilde have, du maatte sige.“
  De gik ind i Huset, og Drengen vilde gruelig gerne have hørt, hvad de talte om derinde, men han turde ikke vove sig ud paa Gaardspladsen. Det varede ikke ret længe, før de kom ud igen, og da fulgte hans Fader og Moder dem ned til Ledet. Det var mærkværdigt at se, hvor glade de nu var. De saa' ud, som om de havde faaet nyt Liv.
  Da de fremmede var borte, blev hans Fader og Moder staaende ved Ledet og saa' efter dem. „Ja, nu vil jeg ikke være bedrøvet længer,“ sagde Moderen, „nu, da jeg har hørt saa meget godt om Niels.“ — „Det var vel egentlig ikke saa meget, de fortalte om ham,“ sagde Faderen sindig. — „Var det ikke nok, at de kom rejsende ene og alene for at sige, at de vilde hjælpe os, blot fordi vores Niels havde gjort dem store Tjenester? Jeg synes for Resten, du skulde have taget imod deres Tilbud, Far.“ — „Nej, Mor. Jeg vil ikke tage imod Penge af nogen, hverken som Gave eller Laan. Nu vil jeg først have den Gæld klaret, og saa skal vi se at arbejde os op igen. Vi er jo da ikke saa ældgamle, Mor!“ Faderen lo saa hjertelig, da han sagde det. „Jeg tror ligefrem, du synes, det er morsomt at sælge dette Sted, som vi har sat saa meget Arbejde paa,“ sagde Moderen. — „Aa, du forstaar jo nok, hvorfor jeg ler,“ sagde Faderen. „Det, der trykkede mig, saa jeg hverken kunde det ene eller det andet, det var jo, at Drengen var gaaet i Hundene, men nu, da jeg véd, at han lever og har skikket sig godt, nu skal du se, at Holger Nielsen endnu duer til noget.“
  Moderen gik ind i Stuen, men Niels Holgersen fik travlt med at gemme sig i en Krog, for Faderen kom ind i Stalden for at se til Hesten. Han gik ind i Spiltovet til den og løftede, som han plejede, Benet op for at se om han ikke kunde opdage, hvad der var i Vejen med det. „Men hvad er det?“ sagde Faderen, for han saa', der var ridset nogle Bogstaver ind i Hoven. „Tag Jernet ud af Hoven!“ læste han og saa' sig undrende og spørgende om til alle Sider. Tilsidst gav han sig til at kigge og føle paa Undersiden af Hoven. „Jeg tror sandelig, der sidder noget skarpt derinde!“ mumlede han lidt efter.
  Mens Faderen var optaget af Hesten, og Drengen sad gemt i en Krog af Stalden, kom der flere fremmede til Gaarden. Sagen var den, at da Morten Gase var saa nær ved sit gamle Hjem, var det ham umuligt at modstaa Lysten til at vise Kone og Børnflyve din Vej frem for de gamle Kammerater i Husmandshuset, og uden videre Omsvøb tog han Dunfin og Gæslingerne med og fløj derhen.
  Der var ingen Mennesker ude i Gaarden hos Holger Nielsens, da Gasen kom flyvende, saa han kunde ganske rolig slaa ned og i Ro og Mag gaa om og vise Dunfin, hvor mageløst han havde haft det, mens han endnu var en tam Gaas. Da de havde beset hele Gaardspladsen, opdagede han, at Døren til Kostalden stod aaben.“ „Kig herind et øjeblik!“ sagde han, „saa skal du se, hvordan jeg boede i gamle Dage! Det var noget andet end at holde til i Kær og Sumpe, som vi nu gør.“
  Gasen stod paa Dørtrinnet og saa' ind i Kostalden. „Her er ikke et Menneske,“ sagde han. „Kom, Dunfin, saa skal du se Gaasestien! Du skal ikke være bange! Der er ikke den mindste Fare!“
  Og saa gik Gasen, Dunfin og alle seks Unger ind i Gaasestien for at se, hvad for en Glans og Herlighed den store, hvide havde levet i, inden han gav sig i Flok med Vildgæs.
  „Ja, se saadan havde vi det! Der var min Plads, og der stod ædetruget, der altid Var fuldt af Havre og Vand,“ sagde Gasen. „Bi lidt, der er Mad i det nu!“ Og dermed løb han hen til Truget og gav sig til at slubre Havre i sig.
  Men Dunfin far urolig. „Lad os nu gaa ud igen!“ sagde hun. — „Blot et Par Korn til!“ sagde Gasen. I det samme udstødte han et Skrig og skyndte sig hen til Udgangen. Men det var for sent. Døren smækkede i, Holger Nielsens Kone stod udenfor og satte Krampen paa, og der var de lukket inde!
  Holger Nielsen havde trukket et spidst Stykke Jern ud af Hestens Hov, og stod nu meget fornøjet og klappede Dyret, da hans Kone hurtig kom ind i Stalden. „Kom, skal du se, hvad for en Fangst jeg har gjort!“ sagde hun. — „Nej, bi lidt, Mor, og kig først herhen!“ sagde Manden. „Nu har jeg opdaget, hvad der var i Vejen med Hesten.“ — „Jeg tror, Lykken begynder at vende tilbage til os,“ sagde Konen. „Vil du tænke dig, den store Gase, der blev borte i Foraaret, han maa have fløjet med Vildgæssene! Han er kommen tilbage og har syv Vildgæs med. De gik ind i Gaasestien, og jeg har lukket dem allesammen inde der.“ — „Det var da mærkeligt!“ sagde Holger Nielsen. „Men véd du, hvad der er det bedste ved det hele, Mor, det er, at vi saa ikke mere behøver at tro, det var vor Dreng, der tog Gasen med, da han gik hjemmefra.“ — „Ja, det har du Ret i, Far. Men nu skal jeg sige dig noget, jeg tror, jeg er nødt til at slagte dem straks i Aften. Om et Par Dage har vi Mortensaften, saa vi maa skynde os, hvis vi skal naa at faa dem til Byen.“ — „Jeg synes næsten, det er Synd at slagte Gasen, naar han er kommen tilbage til os med saadan et stort Selskab, sagde Holger Nielsen. — „Var Tiderne til det, skulde han nok faa Lov at leve, men naar vi selv skal herfra, kan vi jo ikke beholde Gæssene.“ — „Det har du ogsaa Ret i.“ — „Kom og hjælp mig at bære dem ind i Huset,“ sagde Moderen.
  Saa gik de deres Vej, og et øjeblik efter saa' Drengen sin Fader komme bærende med Dunfin og Morten Gase, en under hver Arm, og gaa ind i Huset sammen med Moderen. Gasen raabte: „Tommeltot, kom og hjælp mig!“ som han altid plejede, naar han var i Fare, skønt han jo ikke kunde vide, at Drengen var i Nærheden.
  Niels Holgersen hørte ham godt, men han blev alligevel staaende i Stalddøren. Naar han tøvede, var det ikke, fordi han vidste, at det var godt for ham selv, at Gasen blev lagt paa Slagtebænken, — det huskede han ikke en Gang i det øjeblik — men skulde han redde Gasen, var han nødt til at vise sig for sin Fader og Moder, og det kunde han ikke bekvemme sig til. „De har det tungt nok endda!“ tænkte han. „Skal jeg virkelig være nødt til at volde dem den Sorg?“
  Men da Døren lukkede sig bag Gasen, kom der Liv i Drengen. Han fo'r afsted over Gaardspladsen, hoppede op paa Egeplanken udenfor Husdøren og løb ind i Forstuen. Her skubbede han af gammel Vane Træskoene af og nærmede sig Døren ind til Stuen. Men det var ham stadig saa meget imod at vise sig for sine Forældre, at han ikke mægtede at løfte Haanden for at banke paa. „Husk dog, det er Morten Gase, det gælder,“ tænkte han, „han, der har været din bedste Ven, siden du stod her sidst!“ Og i samme øjeblik oplevede han igen alt, hvad han og Gasen havde gaaet igennem sammen paa frosne Søer og stormfulde Have og imellem glubende Rovdyr. Hans Hjerte svulmede af Taknemmelighed og Kærlighed, og han overvandt sig og bankede paa Døren.
  „Er der nogen, der vil ind?“ sagde hans Fader og lukkede Døren op.
  „Moder, du maa ikke røre Gasen!“ raabte Drengen og i det samme lød der et Glædesskrig fra Gasen og Dunfin, der laa bundne paa en Bænk, saa han kunde da høre, at de endnu var i Live.
  Men hvem der ogsaa udstødte et Glædesskrig, det var hans Moder. „Nej, hvor du er bleven stor og køn!“ raabte hun.
  Drengen var ikke gaaet ind i Stuen, men var bleven staaende paa Dørtrinnet som en, der ikke er sikker paa, hvad Modtagelse han vil faa. „Gud være lovet og takket, at jeg har dig igen!“ sagde Moderen. „Kom ind! Kom ind!&ldqu-o; — „Velkommen skal du være!“ sagde hans Fader; ikke et Ord mere kunde han faa frem.
  Men Drengen blev staaende paa Dørtrinnet. Han kunde ikke begribe, at de blev saa glade for ham, saadan som han var. Men saa kom hans Moder hen og slog sine Arme om ham og trak ham ind i Stuen, og saa kunde han mærke, hvordan det hang sammen. „Fader og Moder! Jeg er stor, jeg er Menneske igen!“ raabte han.





LIV

AFSKED MED VILDGÆSSENE

Onsdag. 9. November.
Næste Morgen var Niels Holgersen oppe før Daggry og gik ned ad Stranden til. Inden det endnu var rigtig lyst, stod han paa Strandbredden et Stykke øst for Smyge Fiskerleje. Han var ganske alene. Han havde været inde i Gaasestien hos Morten Gase og gjort et Forsøg paa af vække ham. Men den store, hvide vilde ikke røre sig af Pletten. Han sagde ikke et Ord, stak kun Hovedet under Vingen og satte sig til at sove igen.
  Det saa' ud til at blive en Smuk og klar Dag. Det var næsten lige saa fint Vejr som den Foraarsdag, da ildgæssene kom til Skaane. Havet laa stille og ubevægeligt. Der rørte sig ikke en Vind, og Drengen tænkte paa, hvad for en dejlig Overrejse Vildgæssene vilde faa. Han selv gik endnu om som i en Drøm. Snart følte han sig som Nisse og snart som Menneske. Naar han saa' et Stengærde ved Vejen, turde han knap gaa videre, inden han havde overbevist sig om, at der ikke laa et Rovdyr paa Lur bagved det. Og straks efter lo han af sig selv og glædede sig over at han var saa høj og stor og stærk, at han ikke behøvede at være bange for noget.
  Da han kom ned til Stranden, stillede han sig, saa stor han var, helt nede ved Strandbredden, for at Vildgæssene skulde se ham. Det var en stor Rejsedag. Uophørlig lød der Lokketoner fra Luften. Han smilede ved sig selv, naar han tænkte paa, at han var den eneste, der forstod, hvad det var, Fuglene raabte til hverandre.
  Nu kom der ogsaa Vildgæs flyvende. Den ene store Flok fulgte efter den anden. „Bare det ikke er mine Gæs, der flyver bort uden at sige Farvel til mig!“ tænkte han. Han vilde saa gerne fortælle dem, hvordan det hele var gaaet til, og vise dem, at han var Menneske igen.
  Der kom en Flok, der fløj hurtigere og skreg højere end de andre, og der var noget, der sagde ham, at denne Flok var det. Men han kendte dem ikke saa sikkert, som han vilde have gjort Dagen i Forvejen.
  Flokken sagtnede Farten og fløj frem og tilbage langs Kysten. Da blev Drengen vis paa, det var hans Flok. Han kunde blot ikke begribe, hvorfor Vildgæssene ikke slog ned ved Siden af ham. Det var da umuligt, at de ikke skulde kunne se ham der, hvor han stod.
  Drengen prøvede at udstøde en Lokketone, der kunde kalde dem ned til ham. Men hvad var det? Tungen vilde ikke. Han kunde ikke faa den rigtige Lyd frem.
  Han hørte Akka raabe oppe i Luften, men han forstod ikke, hvad hun sagde. „Hvad er det har Vildgæssene skiftet Sprog?“, tænkte han.
  Han gav sig til at vinke ad dem med sin Hue, og han løb langs Stranden og raabte: „Her er jeg, hvor er du?“
  Men det lod til, at det kun gjorde dem bange. De lettede og fløj ud over Havet. Da forstod han det omsider! De vidste ikke, han var Menneske! De kunde ikke kende ham!
  Og han kunde ikke kalde dem til sig, fordi et Menneske ikke kan tale Fuglenes Sprog. Han kunde ikke tale det, og han kunde heller ikke forstaa det.
  Skønt Niels Holgersen var saa glad over at være løst fra Trolddommen, syntes han, det var bittert, at han saadan var bleven skilt fra sine gode Kammerater. Han satte sig ned i Sandet og holdt Hænderne for Ansigtet. Hvad kunde det Hjælpe at se efter dem?
  Men lidt efter hørte han Brusen af Vinger. Det havde været svært for den gamle Mor Akka at rejse fra Tommeltot, og hun vendte tilbage endnu engang. Og nu, da Drengen sad stille, dristede hun sig til at flyve nærmere hen til ham. Og lige med eet var det, som hendes øjne blev opladt for, hvem han var. Hun slog ned paa Pynten ved Siden af ham.
  Drengen udstødte et Skrig af Glæde og tog den gamle Akka i sin favn. De andre Vildgæs strøg deres Næb op ad ham og stimlede sammen om ham. De kaglede og pludrede og ønskede ham til Lykke paa alle mulige Maader, og han talte ogsaa til dem og takkede dem for den vidunderlige Rejse, som han havde gjort i deres Selskab. Men lige paa een Gang blev Vildgæssene saa underlig stille, som om de vilde sige: „Ak, han er jo et Menneske! Han forstaar ikke os; vi forstaar ikke ham.“
  Da rejste Drengen sig og gik hen til Akka. Han kærtegnede og klappede hende. Det samme gjorde han med Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi, alle de gamle, der havde været med fra den første Begyndelse. Derpaa gik han op fra. Strandbredden og ind imod Land, for han vidste jo, at Fuglenes Sorg aldrig varer længe, og han vilde helst skilles fra dem, mens de endnu var bedrøvede over, at de havde mistet ham.
  Da han var kommen op fra Strandbredden, vendte han sig om og saa' paa de mange Fugleflokke, der fløj ud over Havet. Alle raabte de deres Lokketoner, kun en eneste Flok Vildgæs fløj ganske tavse deres Vej, saalænge han kunde følge dem med øjnene.
  Men Fylkingen var regelmæssig og velordnet, Farten god og Vingeslagene stærke og kraftige. Og Drengen følte en saadan Længsel efter de bortflyvende, at han ikke var langt fra at ønske, han igen var Tommeltot og kunde flyve over Land og Hav med en Flok Vildgæs.

 

SLUT