Dragens Sæd havde fristet Menneskenes Børn, og Herrens Engel jog dem med sit flammende Sværd ud af Paradisets Have. Tungt gik det fremad over Hede og Høi, over Dale og svimlende Dybder. Eva slog sit lange Haar over Adams Nakke for at skjerme ham for Solens stikkende Brand, og Adam støttede Eva, bar hende over Aaer og Moser. Men hver Gang de vilde hvile, hver Gang, de vilde stille deres Tørst, eller blot standsede for at trække Tornen ud af deres saarede Fødder, da saae de atter det blinkende Flammesværd bag sig, og atter dreves de fremad, uden Ro, uden Hvile. Paa den tredie Dag kom de til en bred, palmebevoxet Dal, hvorigjennem en Flod snoede sig med ilende Bølger, og da Sol gik ned, sank Eva, udmattet af Sult og Træthed, ned for Adams Fødder og sagde: „Her er Afglans af Paradisets Have! — Lad mig dø her og begrav mig i Palmernes Skygge — jeg kan ikke mere.“ Adam bøiede sig bedrøvet over hende; men da han hævede hende op, da saae han, at Flammesværdet var forsvundet, og i dets Sted blinkede Maanens klare, skarpe Segl ned fra den mørkeblaa Nattehimmel. Da sagde Adam: „Her vil vi bo og bygge! — Herren kan endnu blive os naadig.“
     Den næste Dag samlede Adam Grene og byggede Eva et Hus, saa godt han kunde. Det var stort nok til dem — de var jo kun to; men lidt efter lidt maatte Adam bygge Huset større, for der var saa grumme mange Børn ved den Flod, og de løb bestandig til Eva — der var jo ingen Andre, der kunde tage sig af dem. Det blev tilsidst næsten for mange. Eva kunde ikke skaffe Klæder til dem alle, og Adam havde det ogsaa haardt. Han sled og slæbte, dyrkede Jorden, saaede og vandede; men der kom kun Torn og Tidsel, og det kunde de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere og uslere, og tilsidst vidste Adam hverken ud eller ind — for paa Fattigvæsnet kunde de ikke engang komme.

     I mange, mange Tider havde Vor Herre slet ikke talt til dem, saa vred var han. Da huskede han dog en Dag igjen paa Menneskene og besluttede at stige ned til Jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en Søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine Børn og give dem nogle af de nye Klæder paa, hun havde syet i Løbet af Ugen. Hun sad just i Døren med alle Børnene omkring sig, da hun saae Vor Herre komme vandrende langt nede i Dalen. Eva blev ganske ulykkelig; for hun havde knap Halvdelen af Børnene vaskede, og de andre saae saa snavsede og grisede ud i deres graa Hvergarns–Tøi, at hun rigtig skammede sig over, at Vor Herre skulde faae dem at se saa fæle paa en Søndag. I en Fart jog hun alle de snavsede Børn ind i Huset, og saa kaldte hun paa Adam og sagde til ham, at han i Hast maatte skjule dem saa godt han kunde, inden Vor Herre kom.
     Saa tog Adam Børnene og gjemte dem, hvor han kunde bedst. De sorteste lukkede han ind i en Klippehule ved Huset. Nogle gjemte han i en Høi paa Marken; men dem i de graa Hvergarns Trøier og med de smaa røde Huer syntes han, at han godt kunde beholde i Huset, og dem puttede han omkring i Lo og Lade, i Stalden og ude i Bryggerset, som han bedst kunde faae Plads til dem.
     Saa kom Vor Herre.
     „Er det alle dine Børn?“ spurgte han Eva, da han saae den pæne Børneflok i deres nye Søndagsklæder. „Har Du ikke flere?“
     „Nei,“ svarede Eva og slog Øinene ned; thi hun løi for Vor Herre.
     „Saa vil jeg tage Forbandelsen fra Dig, og give dine Børn min Velsignelse,“ sagde Vor Herre. Og saa tog han alle Børnene i Favn, signede dem og gav dem Evne til det, de senere skulde blive paa Jorden; men de skjulte Børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.
     Fra den Dag af vilde disse Børn ikke mere trives; ja, de vilde ikke engang mere kjendes ved Eva. De blev ved at pusle om i Bjerghulen, i Høien, paa Loft og Lade, og Eva kunde ingen Vei komme med dem. De voxede ikke, skjøndt de blev gamle og graa. De blev ved at være smaa og snavsede; de fik store Hoveder og tynde Ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og naar de kunde komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre Børn, og skjulte sig saa i en Fart, naar hun vilde skjænde paa dem. Saa lod hun dem tilsidst skjøtte sig selv; men de fulgte de andre Børn over hele Verden og driller dem endnu den Dag i Dag. De blev til Bjergtrolde, Høifolk og Nisser. Af de to sidste Slags havde vi engang mange ude paa Landet, og det er deres Gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

     For mange Aar siden, da Christian den Fjerde regerede her i Landet, var der en rig og mægtig Mand, som hed Eske Brok. Han eiede Vemmetofte, Garnmel–Estrup, samt mange andre Herregaarde, og naar han red ud, kunde det nok hænde, at en eller anden fattig Bonde fandt en Guldsko af hans Hest, for ringere var den ikke beslaaet.
     En Dag, da han var paa Vemmetofte, gik han med Ridefogden ud for at se til Bønderne paa Hovmarken. Det var rigtig saadan en lummervarm Dag med Torden oppe, og derfor gik de ganske langsomt langs en Sti, som løb forbi et Par Høie paa den Mark, hvor Bønderne arbeidede. Ridefogden slog Smeld i Luften med sin Pisk, og Eske Brok, som gik og tænkte paa, hvorledes han skulde tordne i Rigsraadet, huggede ud i Luften med sin Stok efter de graa Burrer, der stod langs Randen af Høien. Saa — lige med Et — falder der en graa, rundpullet Hat ned fra Enden af hans Stok.
     „Der slog jeg nok Hatten af Dig, Jesper!“ sagde Eske Brok og vendte sig om.
     „Naadigherren have mig undskyldt,“ sagde Ridefogden. „Men min Hat var det ikke — den sidder godt nok.“
     „Lad mig se! Ja, min Sandten, Du har jo din, og min Fjerhat er det ikke! Hvis kan det da være? Det er forresten en rigtig fin, sid Hat! Den seer mig ud, som var den gjort af Spindelvæv.“
     Jesper stirrede paa Hatten, som Rigsraaden holdt hen imod ham paa Enden af sin Stok, og sagde: „Ja, Naadigherren tage mig det ikke ilde op, men jeg har nu saadan mine egne Tanker ved den Hat.“
     „Dem har Du nok ellers ikke paa Lager, Jesper,“ sagde Eske Brok leende. „Lad os saa høre dine Tanker.“
     „Ja, det er, at den Hat er en Troldhat; for hun er hverken gjort af Filt eller Bæverhaar. Naadigherren mindes jo nok Det om Nissen?“
     „Hvilket ?“
     „At han laaner Hat af Høifolket og sætter sin Hue i Pant saadan henad Mikkelsdagstide. Vi er nu sidst i August, og Mikkelsdag falder den 29de September — se det kan jo saa omtrent passe. I har en skjøn Staaldup paa Eders Stok, naadige Herre, og naar Staal kommer over Nissens Hoved, saa maa han af med Hatten, og saa kan man se ham.“
     „Men vi saae ham jo ikke, Jesper,“ indvendte Eske Brok.
     „Nei, Naadigherren saae ham ikke; men mig kommer det for, at ret som Hatten faldt, saa skimtede jeg en liden Pusling, som først dukkede sig bag Stendyssen hist, og saa løb ind i Høien, alt det han trække kunde.“
     „Aa, det var jo en Grævling — den saae jeg ogsaa,“ sagde Eske.
     „Ja, Gud veed, om det var en rigtig Brok, det? Den luntede saa underlig med Svansen, da den løb, og ind i Høien gik den da paa To.“
     „Der, hvor Du drikker dit Øl, Jesper, faaer Du nok Sludder i Tilgift," sagde Eske Brok og tog sin hvide Fjederbaret af. „Mig lyster at prøve den Hat. Er den Brokkens, er den ogsaa min — vi er jo Navnefrænder.“
     Ligesom Eske Brok satte Hatten paa Hovedet, saae han Jesper smide Pisken og vælte bag over i Grøften med et Brøl. Saa røg han op igjen, slog Kors for sig, og rendte hen ad Marken til, mens han raabte: „Aa, Herre Jesus! Aa, Jøsses Kors! Der snup' den Onde Naadigherren!“
     „Rider Fanden Dig, Jesper!“ raabte Eske Brok efter ham. „Tag Dig iagt, at Du ikke faar en over Nakken for din uhøviske Tale. Kom herhen — jeg staaer jo her.“
     Men næppe havde han udtalt disse Ord, før Ridefogden dreiede om ad Landevejen og rendte ad Gaarden til, det bedste han kunde. Nu blev Eske Brok alvorlig vred. Han snappede Fogedens Pisk, og idet han slog Smeld i Smeld, løb han efter Jesper Ridefoged, som brølede for hvert Smeld, der lød bag ved ham. Først i Borggaarden naaede Eske Brok sin Foged, og der gav han ham en over Nakken, saa han trimlede. Men Herremanden faldt ogsaa, og derved fløi Hatten af ham, og lige i samme Øieblik sagde Jesper: „Men hvor kommer Naadigherren her? Jeg saae jo lige nyssens Herren svinde bort i Luften ude ved Høien!“
     Nu forstod Eske Brok klarligt, hvad Magt Hatten havde; men han lod sig ikke mærke dermed, og sagde: „Enten er Du drukken, Jesper, eller ogsaa har Du den rystende Syge, for Du seer jo Syner ved høilys Dag. Gaa ind og læg Dig. Der har Du en Dukat til Doktorhjælp. Snak saa ikke om dine Syner, ellers bliver jeg nødt til at jage Dig af Gaarde.“
     Da Eske Brok kom til Borgporten, satte han atter Hatten paa Hovedet og lagde Veien gjennern Borgestuen og Stegerset. Ingen af Tjenerne eller Pigerne hilste; ja, de reiste sig ikke engang op, da han gik forbi, og da han kom gjennem Fruerstuen, hvor hans Frue sad og spandt, rev han i Forbigaaende Snoren af hendes Rokkehjul, saa at det gik istaa. Herover blev hun meget vred og gav sin Kammerterne et Øredask, fordi hun havde traadt i Hjulet. Da lo Eske Brok, og i det Samme løb hans Frue hen mod Døren, der stod aaben efter ham og raabte: „Nu kommer Hr. Eske! Jeg hørte ham le i Forstuen!“
     Da skyndte Eske Brok sig op i sit Lønkammer og gjemte Hatten i et stort Jernskrin ; thi nu vidste han, hvilken Skat han eiede i den. Med den kunde han useet sidde i Kongens Raad, med den kunde han faae sine Fjenders Anslag at vide, og med den kunde han styre alle sine Gaarde, uden at blive bedraget for en Hvid — den var en Skat, han ikke vilde miste for Alt i Verden, og som han heller aldrig vilde røbe for Nogen.
     Langt ud paa Natten, da Alle paa Gaarden vare gaaede i Seng, tog han Hatten frem, undersøgte den nøie og gav sig saa til at grunde over, hvorledes han nu med bedst Nytte skulde bruge den. Da hørte han pludselig En pusle frem og tilbage udenfor paa Gangen, og endelig var der Noget, der sagte tog i Laasen.
     Eske Brok tænkte, at det var hans Hustru , der var bleven urolig for ham. Han gjemte derfor Hatten under Bordet og sagde: „Kom ind, min Høne!“
     Da gik Døren ganske lydløst op; men i Stedet for hans Høne stod der en lille, graa Pusling med et stort Hoved og med et prægtigt Sølvkrus under Armen.
     Eske Brok fløi op af Stolen med Hatten i Haanden; men Puslingen sagde med tør, pibende Stemme:
     „Giv mig min Hat! Jeg har Bryllup i Nat.“
     „Saa gaaer Du noget graaskjægget til Brudeskamlen,“ sagde Eske spottende. „Hvad kommer forresten din Hat mig ved?“
     Da traadte Puslingen nærmere og sagde bønligt: „Giv mig min Hat. Har jeg ikke den, er jeg synlig for Alle, og jages baade af Folk og af Hunde.“
     „Ja, hvad giver Du i Findeløn?“ spurgte Eske Brok og saae spottende ned paa den lille, graaskjæggede Mandsling. „Saadan en Hat giver jeg ikke fra mig for Intet.“
     „Jeg har taget dette Sølvstob med til Eder,“ sagde Gamlingen.
     „Hvergang I vil drikke af det, er det fyldt med den Vin, I ønsker, lige til Randen.“
     „Ei! En skjøn Skjænk for en Drukkenboldt,“ svarede Eske Brok. „Jeg har Vin og Bægere nok; men lyster ikke at drikke min Salighed bort af Troldkrus.“
     „Jeg lægger en Rosennobel deri,“ svarede Puslingen hel ynkelig.„Hver Gang I lukker Laaget op, er der Guld til Randen. Vil I bytte om det?“
     „Pyt!“ sagde Eske Brok. „Rosennobler har jeg saa mange af, at jeg kan lægge en paa hver Tagsten af alle mine Gaarde, og endda beholde en Klat tilovers til at forgylde Spirene paa alle mine Kirker. Bedre op!“
     Da stod Puslingen taus i nogen Tid, som grundede han paa noget rigtig Godt. Endelig sagde han: „Gods og Guld, Hæder og Høihed har I nok af, Eske Brok; men er I vis paa, at det vil vare ved, og gaa i Arv til Eders Sønner?“
     „Nei,“ svarede Rigsraaden; „det kan Ingen paa Jorden love for.“
     „Nu vel!“ svarede Nissen, for ham var det, „jeg har kjendt dit Slot, din Slægt og dig selv fra Du blev født. Giv mig min Hat, og jeg lover Dig, at dine Sønner og deres Børn til sidste Led skulle blive i samme Kaar som Du, saa at de aldrig skulle vandre i Vanheld, men altid være blandt Rigets ypperste Mænd.“
     Eske Broks Øine lyste. Det var jo hans kjæreste Tanke at blive ved Magten, og nu forlenedes den ogsaa til hans Afkom. Det Tilbud kunde han ikke modstaa. Han greb Hatten og kastede den til Puslingen med de Ord: „Der har Du din Hat! Hold saa dit Løfte!“
     Ligesom Gamlingen satte Hatten paa Hovedet, var han forsvunden. En iskold Trækvind slog gjennem Stuen, Døren smækkede i; men ude fra Gangen hørte Eske Brok en hæs, haanende Latter, og en sprukken Stemme sang:

Hav Tak for i nat!
Nu fik jeg min Hat,
Og sikkert din Godhed jeg lønner.
Men sig, Eske Brok,
Troer Du og nok,
At din Frue skjænker dig Sønner?

„Ve og Vok over Dig, Eske Brok!
Ypper Du Kiv og leger med Kniv,
Saa skal det næste Gang gjælde dit Liv.

„Hr. Eske Brok og Hr. Oluf Top, de byggede Hylke Kirke op!
Nu bliver Hr. Eske den første, hvorefter Jorden mon tørste.“

     Ovre i Vestjylland laa i gamle Dage det prægtige Thimsgaard. Slottet, som nu er revet ned, var bygget af Peer Gyldenstjerne, der var saa mægtig, at han turde sige „Pyt!“ til Kongen, da han kjørte ham forbi til Kirken. — Herregaarden selv var en af de største og rigeste i hele Jylland, skjøndt den var bygget i et Morads, blot fordi den skulde koste desto mere. Men paa Thimsgaard var der ogsaa en Nisse — „Gaardboen“ kaldte de ham — og det var for en stor Del hans Skyld, at Gyldenstjerne blev ved at have Dukater paa Kistebunden, hvormange han s'aa end smed bort, og det er om denne Nisse, at jeg nu skal fortælle, thi han var en af de skrappeste i hele Landet.
     Høit oppe i det østre Taarn var der et lidet, ottekantet Kammer, hvori der kun stod en Seng, en Stol og saa den Grødbakke, hvori „Gaardboen“ hver Aften fik sig en Pot Grød med Smør i — det maatte ikke glemmes, for ellers blev han vred. Om Morgenen var Grøden og Smørret borte, og midt i Sengen var der et Leie, ikke større end om en Kat havde ligget der. Hver Dag blev Sengen redet med frisk Halm, for saadan vilde „Gaardboen“ have det; men om man ogsaa laasede og lukkede Døren nok saa forsvarligt om Aftenen, saa var Halmen ligget ned og Grøden spist, naar man kom derind næste Morgen.
     Saa hændte det sig engang saadan ved Mikkelsdagstider, at Herremanden skulde have sig en ny Avlskarl, og han kom da ogsaa hen ad Natten og meldte sig hos Ladefogden.
     „Det er ogsaa en Tid at komme paa!“ sagde Fogden gnaven. „Vi har hele Thimsgaard fuld af Gjæster til Jagten, og deres Tjenere maa jeg huse i min egen Stue. Der er ikke et Hul tilbage uden „Gaardboens Kammer“ hist oppe i Taarnet.“
     „Ja, lad mig bare faae det,“ svarede Karlen.
     „Saa kjender Du ikke Nissen paa Thimsgaard,“ sagde Ladefogden. „Han kan gjøre sig saa lille som en Loppe; men bliver han vred, kan han faae i Sinde at strigle Dig med en Harve. Forstyrrer Du hans Nattero, hugger han Dig ud af Glamhullet i Taarnet.“
     „Aa, saa fælt gaaer det vel ikke til,“ svarede Karlen. „Jeg har kjendt „Gaardboer“ før, og har saadan min Maade at tage dem paa. Vi har altid været gode Venner, hvor jeg før har været.“
     „Ja, nu har jeg varet Dig,“ sagde Fogden, „saa Du maa tage Tærskene paa din egen Ryg. Der har Du Nøglen! Trappen til Taarnet ligger øster i, ret nedenfor Portkjælderen.“
     Karlen ravede i Mørket op ad Vindeltrappen og fandt da ogsaa den lille Dør, hvortil Nøglen passede. Det var akkurat saa lyst, at han kunde se Sengen, Stolen og Grødbakken; men den sidste tog han sig vel iagt for at røre. Derimod tog han Dynerne og Hovedpuden ud af Sengen, saa at kun den friske Halm blev tilbage. Denne rystede han rigtig godt sammen midt i Sengen; men af Dynerne lavede han sig selv et blødt Leie ind under Skraataget, og fik Hovedpuden støttet godt op ad Muren. Saa krøb han i Seng med alle Klæderne paa, undtagen sine Knæskindbuxer. Dem tog han af, rullede dem sammen som et Kræmmerhus, og lagde dem paa Stolen tæt ved Sengen. Saa bad han sit Fadervor, og da han var træt af den lange Vei , han havde vandret, faldt han snart i Søvn, saa kort ogsaa Sengen var.
     Da Vægteren tudede „Tolv“ nede i Borggaarden, vaagnede han ved, at han hørte Kjælderlemmen smække i. Saa kom der Noget op ad Trappen. Det gik ganske langsomt, og stønnede dertil ganske forskrækkeligt, som var det en meget gammel Mand, der var ved at miste Veiret over de mange Trin. Ved Døren stod det en Kjende stille og tog Veiret; men saa, med Et, var det lige inde i Stuen og ranglede ved Grødfadet.
     Nu vidste Karlen, hvad det var. Han stivede Hovedet godt af mod Hjørnet af Sengen og stirrede ud. Der var en liden Lysning fra de mange Vinduer, men han kunde dog aldeles Intet se.
     Saa puslede det igjen om Grødfadet, Skeen jog lige ned i Smørhullet; men saa blev den smækket haardt i Gulvet, og nu hørte Karlen En sige med vred Stemme:

„Grøden er sveden, og Smørret er harsk,
Hvad om jeg Kjøkkentøsene tarsk?“

„Blaane, driv fra Maane!
Du lyser skidt! Du lyser skidt!“

„En Hat? — En Hætte? — En Hue? —
Hvortil skal det Pelsværk jeg bru'e? —“

„Til Hat, til Hætte, til Hue
Dertil kan jeg ikke det bru'e!“

„Jeg er fra Mors!
Fa'er min kunde ride baade Stude og Hors!“

„Smør nu paa, og kjør nu paa!
Jorden skal revne, hvor Plovene gaa!“

„Hyp mine Heste! Lad det nu skjære!
Hyp vil I gaa, I Rallike–Mære !
Ellers skal jeg noget Andet Jer lære!“

„Skrup Jer, I Smaa !
Rup Jer, I Graa !
Stræb og kjør paa !
Kornet skal staa
Pakket i Sæk, før Dag falder paa.“

„Nu er Tham fra Thamstrup død!
Thim er endnu frisk og rød,
Thimsgaard skal ei lide Nød!“

„Her vil jeg bo, og her vil jeg bygge,
Her skal Alt gro i Trivsel og Lykke!“

Der var engang to Skræddersvende. Den ene hed Naal, den anden Traad, og de var rigtig gode Venner, for de syntes, at de passede saa godt til hinanden. Naal var temmelig kort, havde kun eet Øie, og var sommetider noget spids paa det. Traad var lang og tynd, og af et saa godt Gemyt, at man kunde vinde ham om en Finger, uden at han gjorde Knuder for det. Naar Naal gik paa Vandring, saa hang Traad i med, og saaledes kunde de gaa giennem tykt og tyndt i mange Dage, uden at der kom saa meget som en Kurre paa Traaden for det.
     Nu havde de syet hele Vinteren sammen, og da Foraaret kom, blev de enige om at søge deres Foder et andet Sted, for de havde næsten siddet Hul i Bordet hos den Mester de arbeidede hos, saadan som de havde hængt i. De tog altsaa Ranselen paa Nakken og Pressejernet i Haanden, og saa vandrede de af sted over Mark og giennem Skov, saa hurtigt deres tynde Ben kunde bære dem. Det gik ogsaa meget godt om Dagen; men henad Aften, just som de kom ind i en tyk Skov, begyndte det at regne, og lidt efter blev Mørket saa tæt, at de hverken kunde se Vei eller Sti. Traad hang hvert Øieblik fast mellem Buskene, og Naal stak baade i Grøfter og Moser; men endelig naaede de Skovens Udkant, og der saae de høit oppe paa Bakken en Mølle med et hvidkalket Hus, hvorfra der blinkede et Lys.
     „Ja, vi maa fægte os frem,“ sagde Naal. „Lad os gaa op til Møllen og se at faae Noget at spise.“
     Og saa gik de op til Møllerens Hus, bankede paa, og bad om Mad og Natteleie.
     „Ja, det sidste kan I faae,“ sagde Mølleren, „naar I vil nøies med at ligge paa Slagbænken i Storstuen. Mad kan jeg ikke skaffe Jer før i Morgen, for vi har spist vor Nadver, og der blev ikke Noget tilovers.“
     Saa førte han dem op i Storstuen og viste dem hver sin Slagbænk for Enden af et vældigt, firkantet Bord, og midt paa det stod der en Skaal med den deiligste Sødgrød tilligemed et Krus Godtøl, der skummede helt op til Randen.
     „Her er jo Mad nok,“ sagde Naal og vilde til at stikke paa Varerne.
     „Nei, holdt, go'e Ven,“ raabte Mølleren og puffede Naal fra Fadet.
     „Det er Nattemad til Nis, og den lader Du staa, ellers faaer Du en Ulykke af ham.“
     „Hvad tor en Kis?“ spurgte Naal; for han var fra Byen og kjendte ikke noget til Troldtøi.
     „Møllenissen,“ sagde Mølleren. „Han røgter hver Nat min Kværn, reber Seilene og passer paa, at der ikke gaaer Ild i Hatten. Derfor faaer han sit rigelige Foder, og det lader I pænt staa, siger jeg Jer, ellers rager I uklar med ham, og saa faaer I Spektakler — nu har jeg varet Jer i Forveien.
     Med disse Ord gik Mølleren og laasede Døren af udvendig. Naal og Traad vare baade trætte og sultne, men da de ikke vilde gjøre deres Vært vred, lagde de Ranslerne paa hver sin Slagbænk, og søgte at gjøre sig det saa mageligt som muligt paa deres haarde Leie.
     Det vilde imidlertid ikke gaa. Hvordan de vendte og dreiede sig, kunde Ingen af dem falde til Hvile paa den haarde Bænk, og tilmed kunde de hele Tiden lugte den deilige Sødgrød, medens Maven skreg af Sult paa dem begge.
     „Hør Du, Traad!“ sagde Naal. „Jeg troer, det er Løgn med denne hersens Nissebuk. Det er bare Noget, den nedrige Rad af en Møller fandt paa, fordi han ikke vilde spendere sin Sødgrød paa os.“
     „Det kan gjerne være,“ svarede Traad, „skjøndt jeg synes, jeg har hørt om saadan en Djævel før. Jeg frygter Gud, hader Fanden og holder mig fra Grøden.“
„Det kan man kalde at holde sig paa Maatten,“ sagde Naal. „Men hvad skulde den Nissebuk kunne gjøre to føre Karle som os? Desuden laasede jo Mølleren Døren, saa jeg gad nok vide, hvor den Fyr skulde komme fra. Jeg vil bare smage paa Grøden. Jeg kan jo altid levne Noget til ham.“
     Med disse Ord satte Naal sig til Bords, tørrede Træskeen af i Dugen, og huggede saa en god Kant i sig af Grøden. Da han var færdig med det, glattede han Grøden ud til Siderne igjen, og tog sig saa en Slurk Godtøl, saa det klukkede i ham.
     „Spis Du nu Resten,“ sagde han.
     „Nei,“ svarede Traad. „Jeg vil ikke have Noget med Fanden at bestille. Jeg synes, det bliver saa lummert herinde.“
     „ja, det trækker nok op til Torden,“ sagde Naal. „Regnen pisker saa haardt mod Ruderne. Det var forresten en deilig Sødgrød — og sikken en Smørklat, der var i. Naadadada- „einmal ist kein Mal,“ som Tysken siger. Vil Du ikke spise Grøden, saa vil jeg. Nissen skal jeg nok spise af med noget Andet.“
     Dermed satte Naal sig tilbords igjen og kløede ordentlig i sig. Da han blev færdig, var kun Skaal og Ske tilbage, og de var begge slikkede rene. Saa drak han Resten af Øllet og satte Randen af Kruset paa Neglen for at være vis paa, at der ikke var en Draabe mere tilbage.
     „Nu er jeg mæt,“ sagde Naal; „nu vil jeg sove! Saa kan Du ligge med en tom Mave og bede dit Fadervor.“
     Og Møllen klaprede, og Regnen slog mod Ruderne, og Vinden susede ned gjennem Skorstenen, saa det snurrede i den store Bilæggerovn, Uhret gik med ensformig tik — tak — tik — tak — det var just Musik til at sove paa, og det gjorde de da ogsaa snart begge To.
     Ud paa Natten, lige som Klokken slog Tolv paa Møllerens gamle Bornholmer, lød der et forfærdeligt Bras, ligesom et Tordenskrald, over Hovederne paa dem, og Ovndøren fløi op, saa det klirrede i hele Bilæggeren.
     „Sover Du, Traad? Sover Du?“ hviskede Naal. „Hvad var det for et voldsomt Rabalder? Det lød som om Møllerens Skorsten revnede i Sømmene. Det trækker helt ind i Stuen.“
     „Jeg veed det ikke,“ hviskede Traad fra den anden Bænk. „Men hvad er det, der pusler? Jeg synes, der er Noget, der lister henne ved Ovnen.“
     „Aa, Traad,“ hviskede Naal igjen; „jeg troer, det er galt fat, jeg faaer saa inderlig ondt i min Mave — det er ligesom der laa Bly i den. Kan Du ikke bede et Fadervor? Jeg kan slet ikke huske, hvordan det begynder.“
     „Jeg heller ikke,“ stønnede Traad. „Uf! — Hvad var det? — Jeg fik noget Laaddent lige i mit Ansigt. Nu er det henne ved Dig, Naal!“
     Nu hørte de begge To ganske tydeligt, at Noget med smaa hurtige Trin trippede hen over Gulvet langs Bordet. Saa krøb det op paa Bænken, satte i et Hop op paa Bordet, og saa hørte de Skeen fare rundt og skrabe langs Kanten af det tomme Fad.
     „Det er Katten! Det er ikke Andet end Katten,“ hviskede Traad. „Mis! Mis! Mis!“
     „Katten? Ja, det er Fanden til Kat, det!“ stønnede Naal. „Aa ! hvem der bare sad hjemme paa Skrædderbordet igien !“
     Lige i det samme hørte de Skeen blive smækket ned i det tomme Fad, saa den sprang hen ad Bordet. Saa blev Laaget paa Ølkruset klappet op —de hørte en sugende Lyd, et Smask — og saa blev Kruset hugget saa haardt i Bordet, at Pladen sang.
     „Er det en Kat, saa maa det da i det Mindste være en Marekat,“ hviskede Traad.
     Naal vilde svare; men lige i samme Øieblik hørte de en tynd, pibende Stemme, som naar Vinden trækker ind gjennem en Sprække, og den sagde:

„Har han glemt mit Øl, har han glemt min Grød,
Saa skal jeg male hans Mølle i Gled.“

„Du aad min Grød, og Du drak mit Øl!
Nu skal Du ride det blakkede Føl!“

„Tag ham gesvindt og hjælp ham betids,
For der fik Naalen brækket sin Spids,“

     Tæt ved Kroen, lige der, hvor den store Hyld hang ud over Havegjærdet, holdt Gaardmand Mikkel Madsen og knaldede med sin Pisk efter Mads Mikkelsen, som kom kjørende saa jævnt med et Par Stude; for han var Smaamand og havde nu ikke Raad til det Par Heste.
     „Naa, Mads!“ raabte Mikkel, „hvordan gik det? — Kom Du saa af med ham?“
     „Om jeg kom af med ham?“ svarede Mads og kløede sig bag Øret. „Ja, det er jo ligesom man vil ta'e det. Paa en vis Maade kan jeg jo nok sige, jeg kom af med ham.“
     „Hvordan bar Du dig ad med det?“ spurgte Mikkel; „for jeg kan snart ikke længere nære mig med min. Han gjør mig saa mange Opsætsigheder, at jeg vist kommer til at flytte Gaarden.“
     „Ja, hvad kan det hjælpe?“ svarede Mads. „Jeg flyttede jo ogsaa; men lige galt er det, og jeg druknede ham dog først.“
     „Hvad for Noget! Druknede Du ham? Men saa har Du jo slaaet ham ihjel, Mads!“
     „Ja, det troede jeg ogsaa, og jeg var ganske glad ved det; men saa kom han igjen, og nu er han meget galere end før.“
     „Saa har Du vist baaret Dig dumt ad, Mads,“ mente Mikkel.
     „Ja, det er jo omtrent, som man tager det. Se, det var lige med det sidste Læs, vi skulde flytte, og vor Moer havde lagt saadan alt det gamle Skrammel øverst paa Vognen. Saa gaaer jeg saadan og tænker paa Ingenting og snakker et Par Ord med Studene, og saa er der lige med et En, der raaber ret ind i Øret paa mig: „Vi flytter nok, lille Mads! Haa, haa! Vi flytter nok!“
     „Saa gloer jeg jo saadan lige op i Veiret, og saa seer jeg Spidsen af hans røde Lue lige i Spundshullet paa Ølankeret. Men Du kan tro, jeg narrede ham. Jeg snuppede Spundsproppen og hamrede den i med en Sten, og saa trillede jeg Ankeret ned ad Brinken, til det pladskede i Aaen, og afsted drev det lige tilsøs, og dér blev det borte med det samme.“
     „Men saa kom Du jo af med ham,“ indvendte Mikkel.
     „Ja, Gud bedre os for det!“ sukkede Mads. „Jeg kom bare af med mit Anker; for da jeg næste Dag gik ned i Kjælderen for at tappe en Drik Øl af det nye, jeg havde hentet i Byen, saa, lige idet jeg saadan bukker mig for at ta'e Tappen ud, saa ryger Spundsproppen i Veiret med et Knald, og saa sidder han lyslevende, overskrævs paa Ankeret og griner: „Goddag Mads! Goddag, lille Mads! Tak for sidst!“
     Saa dratter jeg jo paa Ryggen saadan lige midt i Øllet, og saa siger han: „Nu har jeg lært at brygge Skibsøl, lille Mads, for Du har jo ladet mig gaa tilsøs. Nu skal jeg love at hjælpe vor Moer at brygge.“
     Og det har han holdt, det Skarn; for hvor meget Malt og Humle hun saa sætter paa, saa bliver det dog aldrig Andet end det bare Pøit alligevel — og det er nu hans Skyld.“
     „Jeg vilde brænde ham inde,“ sagde Mikkel og slog et vældigt Skrald med Pisken.
     „Ja, det kan Du jo prøve paa,“ svarede Mads. „Maaske bider Ild bedre paa ham end Vand.“
     Og derpaa agede han videre med sine Stude.
     Mikkel kjørte ogsaa, og det gik i skarpt Trav henad Veien, for han havde langt hjem. Mørket begyndte at falde paa, men det brød Mikkel sig ikke om, for han kjendte hvert eneste Træ paa Veien, og aldrig, syntes han, havde hans blankbrune Hopper travet bedre ud end netop den Aften. Saa, idet han svinger op mod Gaarden mellem de gamle Pilehækker, synes det ham, at begge Portfløiene ere lukkede til.
     „Hvem kan nu have lukket Porten, inden jeg kommer hjem?“ tænkte han og slog et ordentlig Skrald med Pisken; men i det Samme saae han, at han havde taget Feil, for Portfløiene vare jo dog aabne — han kunde tydeligt se den hvide Murlænge inde i Gaarden.
     Saa slog han et nyt Skrald, saa de blankbrune Hopper dansede derved, og frem gik det i skarpt Trav mod Porten. Men lige som han naaede den, gav det et Bras som om Længen ramlede sammen. Stangen gik tværs gjennem Porten, Hestene steilede, og Mikkel selv gik bagover, først paa Bunden af Vognen, og saa med den ned i Grøften, og der laa han ganske blødt, men ikke videre bekvemt, for Fadingen af Vognen væltede over ham, og mens han søgte at kravle ud under den, hørte han en Stemme, som hvæsede: „Naa, saa Du vil brænde mig inde, Mikkel ?  Det kan Du jo probere paa.“
     Nu kom der Hjælp fra Gaarden, og Alle troede de, at Mikkel havde været fuld, for han havde kjørt begge Portfløiene af Led, og, hvad der var det Værste, den ene af de blankbrune Hopper laa død paa Stedet, og den anden havde brækket sit Ben, saa der var ikke Andet for, end at slaa den ihjel, saa nødigt han vilde.
     Den Nat kunde Mikkel Madsen slet ikke sove. Hele Tiden laa han og tænkte paa sine deilige blankbrune Hopper, som han saa skammeligt havde mistet, og saa spekulerede han paa, hvorledes han dog skulde blive Nissen kvit; for at det var ham, der havde koglet med Porten, derom tvivlede han ikke et Øieblik.
     Som han nu saadan laa og vendte og drejede sig, syntes han, at det blev saa underlig lyst ude i Gaarden ret over Stalden, og da han blev bange for, at Nissen maaske vilde gjøre flere Ulykker, saa stod han op, tændte en Blendlygte og listede ud i Gaarden. Her var Alt stille; Lysningen var kun Maanen, som stod op, halvt skjult i Skyer. De døde Hopper laa endnu i Gaarden, og Mikkel græd, da han saae dem. Saa gik han ind i Stalden for at give Arbeidshestene et Nattemaal; men alt som han heldte Havren i Krybberne, hørte han Noget pusle og fnise bag ved sig, og saa kunde han jo nok tænke sig, hvem det var; men se Noget, det kunde han ikke. Mikkel var ikke meget blidelig stemt; men jo mere det puslede og fnisede, desto arrigere blev han, og tilsidst tog han Lygten og huggede den ind i den Baas, hvor Lyden kom fra. Lygten sprang op, Lyset trillede ud og tændte lidt Halm, som laa i Baasen; men idet Luen blussede op, saae Mikkel Nissen smutte ud af Baasen ligesom en Rotte, og saa hørte han en Stemme henne ved Stalddøren, som hvislede: „Du kan spare Havren til dine Hopper, Mikkel! Det er ren Profit — det er ren Profit!“
     Nu kunde Mikkel ikke styre sig længere. Han trampede Ilden ud, satte Lyset i Lygten og foer saa afsted for at se, hvor Nissen løb hen. Jo, Godnat! — Dér sprang han ude over Blegepladsen lige hen over vor Moers nyvævede Duge, og for hvert Spring han tog, satte han to Huller i Lærredet; han saae livagtig ud som en graa Kat, der havde faaet Farfaers røde Nathue paa. Nu hoppede han over Grøften og løb, alt det han trække kunde, henover Marken til det gamle Faarehus ovre ved Hækken. Mikkel smurte efter ham, og kom akkurat tidsnok til at se ham stikke ind ad Døren; men da Mikkel selv stak Hovedet ind, fik han, med Respekt at sige, saadan en Ladning Faarebønner i Ansigtet, at han maatte gaa udenfor og spytte dem ud, og saa lo det derinde: „Haa, haa, Mikkel! Det var Havre til det største af dine Bæster!“
     Nu kogte Galden over paa Mikkel. Uden rigtig at tænke over, hvad han gjorde, snappede han Lyset ud af Lygten, stak det ind under Tagskjægget, og i næste Øieblik løb den klare Lue som en Lygtemand hen over Straataget. Det knitrede og knagede i det tørre, trøskede Tag. Gnisterne stod tilveirs som ildrøde Sommerfugle, og Røgen snoede sig som sorte Snoge, der krøb ud af Taget mellem de klare, slikkende Luer. Men inde under det brændende Tag hvæsede og mjavede det først som en Kat, saa tudede det som en Hund, og tilsidst gav det et høit Sprut, og ud af det gnistrende Straa kom Nissen farende saa hurtig han kunde. Der var Brand i hans Klæder, Ild i hans Hue, og Skjæget var svedet saaledes, at han ikke behøvede at barbere sig. Han gjorde nogle fortvivlede Spring og strakte Armene bønfaldende ud mod Mikkel; men denne tog Lygten og huggede den saa haardt imod ham, at han faldt baglængs om i Flammerne. Der sprællede han et Øieblik, saa skred Taget, Sparreværket styrtede sammen, en Ildregn slog op mod Skyerne, og øverst i den saae Mikkel Nissens spidse Hue fare tilveirs som en rød Flamme, medens Kroppen faldt ned i Ilden lige saa sort og tynd som var den af brændt Papir.
     „Nu er vi af med Dig!“ sagde Mikkel Madsen.
     Henad Foraaret, da Alt begyndte at spire, kjørte Mikkel Asken fra det brændte Faarehus ud paa Marken, pløiede den ned, og saa saaede han Havre til de nye Heste, han havde kjøbt. Men det var en underlig Havre, der kom op af det. Det blev ikke til Andet end Katteskjæg, Rottehaler og Hestegræs, og saa kom der saadan en Mængde Pestilensurter, at Marken var ganske gul, da de blomstrede. Men meget værre blev det dog, da de myldrede frem med deres Blade; for naar Vinden vendte dem, saa var de lige saa uldne og graa, som Nissens Trøie, og dertil voxede de saa forskjelligt, at de dannede ligesom en menneskelig Figur, der laa henstrakt paa Marken. Mikkel var den første, der saae den, og han blev hel underlig derved. Men da saa hen i Mai hele det ene Hjørne blev fuldt af røde Tjærenelliker, saa kunde Mikkel ikke tvivle længere: det var livagtig Nissens røde, spidse Hue, der kom frem, og naar det blæste, var det, som om Kvasten nikkede, og Hovedet bevægede sig. Naboerne begyndte ogsaa at tale om alt det løierlige Kram, der var kommet i Mikkels Havremark, og saa blev han da enig med sig selvom at hugge det Hele af og kjøre det hjem til Svinefoder, for til Andet duede det jo ikke.
     Saa begyndte han da at slaae, men det gik langsomt, for der var saadan en Masse Tudser, Graasnegle og Snoge under de brede Blade, at Karlene blev væmmelige derved og lod ham hugge det alene. Det blev Aften, inden han blev færdig, og saa kjørte han da selv det sidste Læs hjem og svedte Angstens Sved derved, for det var som om der var noget Levende under ham, han hverken kunde se eller faa fat paa.
     „Det er bedst, at det gaaer i Svinene strax,“ tænkte han, og saa bar han selv den ene Favnfuld efter den anden ind til Svinene; men de rørte det ikke.
     Endelig kom han med den sidste Favnfuld Foder. Den var meget større end de andre, for han havde taget Alt, saa at han lige kunde spænde om den med begge Armene. Den veiede jo ikke videre, da han tog den, men idet han kom ind i Svinehuset, blev den saa løierlig tung, at han maatte spænde fastere om den. Den øverste So var kommen ud af sin Baas, og løb og tossede om i Grevningen; men Mikkel kunde ikke faae fat paa den, da han ikke havde Armene frie, og dertil blev den Bitte Grønfoder nu saa urimelig svær, at han næppe kunde bære den. Han gjennede alligevel Soen opad Grevningen; men da den kom til Baasen, vilde den ikke ind, skjøndt han sparkede til den. Fodervisken blev nu saa tyngende tung, at han maatte støtte den mod Muren, og idet han gjorde det, saa følte han ganske tydelig, at det ligesom sprællede i hans Arme. I det samme løber Soen ham mellem Benene og vrider ham baglængs op mod Muren, og da Mikkel vil smide Foderet for at holde Balancen, saa seer han, at det er den livagtige Nis selv, som han holder i sine Arme.
     „God Aften, Mikkel!“ siger Nis og seer rigtig kjærlig paa ham. „Nu. skal Du ha'e Tak for Lys og Varme og anden Behagelighed! — Det var jo rart, at vi begge slap hele fra den Historie!“
     Og dermed fløi han paa Ryggen af Soen, huggede Hælene i Flæsket og afsted sprang Soen med et Hvin. Den saae Mikkel først den næste Dag; men da laa den død i Mergelgraven.
     Fra den Aften var Alt ligesom besat paa Gaarden. Mælken vilde ikke sætte Fløde, Øllet var surt den samme Dag de bryggede, Brødet brændte fast i Ovnen, og vor Moer kunde koge Kjødet saa længe, hun vilde, Suppen blev dog aldrig tykkere end Vand. Men især var det rent galt fat med Ilden. Den kunde dø hen ligesom den brændte allerbedst, og til Tider flammede den saadan op, at den var nærved at stikke Skorstenen i Brand. Snart var der Ild hist, snart her, og om Natten saae Karlene ofte Luen hoppe hen langs med Tagryggen; men naar de saa i Angts og Forskrækkelse fik Alle purrede op og Naboerne vækkede — ja saa var der slet ikke Noget, og Mikkel maatte betale den ene Bøde efter den anden, fordi han lod Sognesprøiten kalde i Utide.
     Saadan blev det ved hele Sommeren, og tilsidst var Mikkel saa kjed af det Hele, at han prøvede paa at sælge Gaarden; men nu var der ikke En, der vilde kjøbe den. De fleste af hans Folk tog fra ham efter Høsten, og ved Novembertide havde han kun Svinedrengen tilbage foruden sin Karl, og det var alt det, at han kunde faa Karlens Kjæreste, Sidse Krummerup, til at lade sig fæste, og det gjorde hun da mest for Oles Skyld.
     „Det er nok galt fat her med Utøiet,“ sagde hun til Mikkel den Aften, hun kom.
     „Ja, saadan rigtig fat er det jo ikke,“ svarede han. „Kan Du skaffe mig af med ham, saa gjør jeg dit Bryllup med Ole, og giver dig en Gris til. Men tag dig i Agt for ham, for han er ondsindet som en Ulykke.“
     „Aa, jeg har havt med Graanisser at gjøre før,“ svarede hun. „Jeg hedder ikke Sidse Krummerup for Ingenting. Mod et rigtigt Fruentimmer kan selv den Onde ikke staa sig. Ham skal jeg snart tage ved Næsen.“
     Nissen havde luret bag Ovnen og hørt hvert Ord. Nu hoppede han ned paa Gulvet og løb som en graa Kat over til Svinedrengen, der laa og sov. Nis krøb op paa Stolen, viftede ham over Ansigtet med sin Hue og sagde: „Aa Ve, aa Ve! Her er kommet saa svært et Fruentimmer til Gaarde, at selv den Onde ikke kan staa sig. Hun siger, hun vil tage mig ved Næsen — hvad er det?“
     „Aa, det er saadan det samme som, at hun vil trække dig op,“ sagde Svinedrengen.
     „Trække mig op?“ sagde Nissen.
     „Ja vel! Det er det samme som at trække dig til Vands. Kan Du ikke forstaa det?“
     „Trække mig til Vands, og jeg er lige sluppen fra Ilden! Det var godt, jeg fik det at vide; saa skal vi dog se, hvem der kommer først,“ peb Nissen, og dermed pilede han som en Rotte ned ad Spølerenden og blev borte med det samme.
     Der gik nu henved otte Dage, uden at de mærkede Noget til Nis, og Mikkel begyndte allerede at troe, at Sidse kunde mere end sit Fadervor. Saa var det en Middag, at Sidse skulde bære Grøden ind, og ligesom hun kommer med den, saa staaer den klare Lue ud af hendes Skjørter, saa hun smider Grøden og gaaer paa Hovedet i Vandingen udenfor. Men da Ole fik hende trukket op af den, saa var hendes Skjørter ikke engang svedne, og saa kunde hun jo nok tænke, hvem der havde spillet hende den Streg.
     Om Aftenen grublede Sidse over, hvorledes hun bedst kunde drille Nissen saaledes, at han blev kjed af at være paa Gaarden, og saa faldt det hende ind at vende hans Grød, saa at Smørret kom til at ligge underst. Øverst strøede hun den godt til med Peber, og saa bar hun den selv over i Laden.
     Henad Midnat kom Nissen for at se efter sin Grød, men da han havde faaet den første Mundfuld, saa nøs og fnøs han saaledes, at han var nærved at staa paa Hovedet. Det brændte i ham, som havde han spist Gløder, og i sit Raseri foer han over i Stalden og knækkede Halsen paa to af Mikkels bedste Køer. Det blev han imidlertid ikke mæt af, og da han havde sundet sig noget, gik han over og smagte paa Grøden igjen. Den var ikke fuldt saa gal som før, og da han havde faaet Peberet skrabet af, fandt han Smørret paa Bunden, og nu smagte Grøden ham ganske fortræffelig.
     Saa gik han igjen over i Stalden til de døde Køer, og saa tænkte han paa, at han i Grunden havde baaret sig dumt ad; for det var jo ikke Mikkel, der havde narret ham med Grøden, og Sidse brød sig vist feil om de Par Køer, saa slap hun jo for at malke dem. Saa trak han sine Reisestøvler paa, smurte dem med Luskefedt, og saa listede han afsted, for at finde Magen til det Par, han havde slaaet ihjel. Men det var ikke let, for der var altid en lille Kjende Forskjel, og han maatte løbe hele Mors, og Thyland med, igjennern paa den Nat, og saa maatte han ovenikjøbet slæbe de døde Køer paa Ryggen. Han var noget svedt, da han vendte hjem, men saa havde han ogsaa fundet et Par Køer, der paa et hængende Haar lignede dem, han havde knækket Halsen paa.
     Da Sidse om Morgenen kom ud for at malke dem, kunde hun paa Mælkningen kjende, at det ikke var de samme Køer, og det undrede hende, da Lødden dog var den samme. Dertil var de begge to meget urolige, og lige som hun flytter Spanden, for at Koen ikke skulde træde i den, saa hører hun det pusle over sit Hoved, og ser op. Jo, ganske rigtig! Der sad Nis overskrævs paa et Stængetræ med sin Hue i Haanden, og saa sendte han saadan et Par forlibte Øjne ned til Sidse og hviskede:

„Stille! Stille! Ikke kny! —
Den røde er fra Mors, den sorte fra Thy.“

„Til velærede Sidse Krummerup fra samme !
     Da jeg haver elsket Dig paa den Skabning, Du fik af Skaberen, men ikke haver bevaret for Dig, fordi Du haver Ladet Dig tage ved næsen af Utøiet, hvor for jeg Varede Dig, Hvoraf Du Lo. Og Da jeg ikke kan Gaa med din næse, som er til grin for Dig og til sorig for mig, og ike Staaer til Helbredelse. Og jeg har nu taget mig en ny Kjørhest, som jo Kan være Dig det Samme, hvad Hun heder, men derfor er dog Hendes Næse ingen Tud.
Din fordoms elskede ven

Ole Snærup.“

Og dette skal være de Forlovedes Skaal! Hurra !

„Nu ta'er jeg Dig; men Du ta'er ei mig,
For nu skal vi lege en Julenats–Leg.
Du skal tie for mig; jeg skal tale for Dig.
Nu jeg binder din Lever, din Lunge,
Dit Hjerte, din Haand og din Tunge,
Saa skal Du mig tjene, som var Du mit Hors —
I Frelserens Navn og hans hellige Kors !“

„Nej! — Jesses Kors! —
Aldrig saae jeg saa langt et Hors!“

     Fjernt ovre i Jylland, vestenfor Heden og østenfor Sandet, laa der syv store Høie, den ene tæt ved Siden af den anden. Dem skjøttede Folk ikke ret meget om at komme nær ved Nattetide, for der var Smedenisser i dem, og forstyrrede man dem i deres Arbeide, kunde man let faae et gloende Plovjern slængt efter Vognen, naar man kjørte forbi. Desuden sloges Smedenisserne indbyrdes, saa at man ofte kunde høre dem vræle langt ud over Heden, og tilsidst havde de saaledes rumsteret med hverandre, at der kun var to tilbage, Raginald og Gillikop, men selv de kunde ikke holde Fred med hinanden. Undertiden saae man dem midt om Natten komme farende i Luften paa smaa sorte Heste, og naar de da mødtes mellem Baunebjerg og Gallehøi, for dér boede de, foer de mod hinanden med deres Hamre, saa at Jorden drønede derved, og saa fik man altid Torden den næste Dag.
     Tæt ved Baunebjerg, hvor Raginald huserede, stod en Udflyttergaard, som tilhørte Peder Palle, og da Baunebjerg laa ret over for Gaarden, kun skilt ved en Lavning, saa var det ikke saa sært, om Peder Palle var den, der vidste bedst Besked om Høiboen, og derfor kaldte Bønderne i Uglerup dem ogsaa for „Nabo og Høibo“, og mente, at de i mange Ting stod saadan i Pagt med hinanden.
     Det gjorde de nu ogsaa paa en vis Maade; thi naar Palle vilde have et forsvarligt Stykke Smedearbeide, saa tog han ikke til Smeden i Uglerup. Nei, han ventede til det blev Fuldmaane, og naar han da saae Røg staa op over Toppen af Baunebjerg, saa vidste han at Raginald smeddede, og saa gik han derover.
     Saaledes kom han da en Aften og spurgte Raginald, om han kunde smedde ham et Plovjern.
     „Smal Sag!“ sagde Raginald haanligt. „Vil Du ikke hellere have et Sværd?“
     „Nej, dem trænger vi ikke til nu,“ svarede Palle.
     „Saa maa det staa ilde i Landet,“ sagde Raginald. „Kom imorgen ved Midnatstide og hent din Jordrager.“
     Da Palle næste Midnat kom til Høien, stod den klare Lue ud ad den saa stærkt, som aldrig tilforn. Bag nogle store Sten sad Raginald og travlede med et Par Rugstraa, som Vinden havde blæst overkors paa en stor Dynge Vaaben, kunstfærdig indlagte med Guld og Sølv, der glimrede i Maanelyset. Mellem dem laa Spænder, Ringe, Kjæder og Drikkehorn, Alt af det pureste Guld — aldrig havde Palle troet, at der var saadanne Ting til i Verden. Han støttede sig til sin Stav, mens han stod og saae til; men hvordan saa Raginald end bar sig ad, kunde han dog ikke faae de to Straa ud af deres Stilling. Tilsidst blev han ganske sort af Ærgrelse. Øinene lyste paa ham som glødende Kul og saa raabte han rigtig troldarrig:

„Hid og Did gjør mig Skræk !
Hid og Did, vil I væk!“

„Nu har jeg Mit!
Dér har Du Dit!“

„Haa, haa, haa! Nej se, hvor de render!
Nu troer de Bæster, at Uglerup brænder!“

„Haa! haa! haa! — Ja, skil Jeres Kjællinger!
Det er slet ikke Andet end Raginalds Ællinger!“

„Jeg skal hilse fra vor Fa'er,
Jeg skal hilse fra vor Mo'er,
Jeg skal hilse fra det lille, det udøbte No'er,
Og bede dig vise os den Ære
Den Lille til Kirken at bære.“

„Snur, min Rok! Spind Sølvsilken fin !
Virk, min Væv, baade Lagen og Lin !
Snart kommer Raginald, Husbond min,
Fra Gillikops Esse tilbage.“

„Lad være at ride!
Bliv hos de Hvide!
Høibaal i Nat volder Mennesket Kvide !“

„Træk din Kniv og frels mit Liv,
Saa redder jeg dig for Troldekiv!“

„Ungersvend fin,
Smag paa vor Vin,
Saa vil jeg vorde Fæstemø din!“

„Bort fra det Bolde !
Op paa det Knolde !
Saa slipper Du snart fra Gallehøis Trolde !“

     Bag Kæmpehøien sad Gaasepigen og Faaredrengen. De holdt saa meget af hinanden; men hun havde kun sine Gjæs, og han sine Faar, og det kunde de ikke gifte sig paa, for det var ikke deres egne.
     Saa begyndte Klokkerne i Avnsbjerg at ringe Julen ind, og da sagde Pigen til Drengen: „Hør, hvor kjønt det klinger! Nu synger de ovre i Kirken deres Julesalme; skal vi to nu ikke ogsaa synge vor?“
     „Jo, lad os det,“ sagde Drengen, og saa satte de sig ned og sang:

Sneskyen leger med Stjernerne Skjul,
Leger Tagfat og Sidste;
Bedre dog leger den fattige Fugl
Smut mellem Granernes Kviste.
Vaarspirer, veed den, er lagt under Sne,
Atter skal Maidagens Løvsal den se.
Atter de spirende Kviste.

jesus er blevet til Barn igjen, Mindes Bethlehems Enge ;
Vandrer tyst over jorden hen,
Signer Piger og Drenge.
Tager dem Alle mildt i Favn,
Standser hver Sorg og stiller hvert Savn,
Vil ei, at Nogen skal trænge.

Saligheds–Landet han signer paany,
Der skal hver Barnesjæl komme,
Der skal vi svæve som Maidagens Sky,
Naar Vintertiden er omme.
Der skal vi sjunge vor Frelsers Pris,
Naar han i Livshavens Paradis
Samler til Fred sine Fromme.

„Hei, mit Hors !
Lad staa imod Mors ;
Men va'er dine Hove for Klokker og Kors !

„Rotter og Mus
I Nattevinds Sus,
Drillesygt Mod
Paa harelet Fod,
Flyvende Sommer af Edderkopspind,
Drivende Dugg, som Taarer paa Kind,
Tanker af død Mands Pande —
Det førte Du nu af Lande.

     Vilh. Bersøe (1835—1911) var af uddannelse zoolog. Han tog konferens i 1860 med entomologi som speciale og blev 1864 dr. phil. på en afhandling om sværdfiskens parasit. Men allerede i 1861 var han blevet angrebet af en alvorlig øjenbetændelse, en sygdom som skulle komme til at plage ham resten af livet og i lange perioder gøre ham nærmest blind. Imidlertid er det i denne svære sygdomsperiode mellem doktorkonferensen og en kun delvis vellykket Øjenoperation i 1875, at den første og betydeligste del af Bergsøe's skønlitterære forfatterskab bliver til. Det gælder således hovedværkerne Fra Piazza del Popolo (1867) og Fra den gamle Fabrik (1869), begge nedskrevet efter Bergsøe's diktat.
     Senere i forfatterskabet fulgte flere romaner, eventyr– og novellesamlinger, dertil bøger af mere populærvidenskabelig karakter såsom Rom under Pius den Niende (1877) og Fra Mark og Skov (1881) og endelig seks bind erindringer. Om eventyrsamlingen Nissen (1889), der hermed foreligger i fotografisk optryk, vides meget lidt. Bergsøe selv omtaler den ikke såvidt det har kunnet efterspores i eksisterende korrespondance på Det kgl. Bibliotek; forlæggeren Ernst Bojesen omtaler den to gange (8. og 18. juli 1889) men kun i forbindelse med de ubehagelige konsekvenser en forsinket aflevering af sidste del af manuskriptet fra Bergsøe's hånd ville få, idet illustratoren H. A. Brendekilde stod foran en større udenlandsrejse. Det vides således ikke hvorfra Bergsøe har hentet inspiration til disse »danske Folkesagns–Eventyr« som de benævnes, men såvel en del temaer for som detaljer i eventyrene vidner om Bergsøe's kendskab til gengivelser af den folkelige overlevering i værker af folkemindesamlere og –forskere som Thiele, Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen. Alt kildemateriale er dog i Bergsøe's version yderst personligt tolket og gengivet.

     Hans Andersen Brendekilde (1857—1942) er født på Fyn i Brændekilde by som søn af en træskomager. Han viste tidligt kunstnerisk talent og kom derfor i sten– og billedhuggerlære i Odense. Senere drog han til København, hvor han i 1877 blev optaget på Kunstakademiet. Herfra fik han afgang i 1881 som modellerer, men opgav samme år billedhuggeriet og koncentrerede sig om maleriet. 1882 debuterede han på Decemberudstillingen. I begyndelsen af københavnsopholdet stiftede han bekendtskab med maleren L. A. Ring, et nært venskab opstod og de to kunstnere udviklede sig i de følgende år under gensidig påvirkning.
     Den væsentligste del af Brendekildes produktion udgøres af genrebilleder, ofte i stort format og ofte med emner hentet fra landbefolkningens liv. I senere perioder af hans virke bliver motiverne dog tiere og tiere af religiøs karakter. Som illustrator er Nissen Brendekildes eneste større arbejde.

O. G.