see Ebbe!

en mægtig, urolig og stridbar Herre, regierede Ostgothland, foruroligede stedse sine Naboer, og var stedse seierrig. Især var han vant at gaae alleene bevæbnet ud paa Eventyr. Paa et Tog til Slesvig dræbde han den Danske Kong Vermunds berømte Statholder Frovin, og uagtet han ved et gientaget Overfald blev overvundet af dennes Sønner Keto og Vig, som Vermund havde sat i Faderens Sted, brystede han sig dog bestandig af dette Mord. Endelig besluttede Frovins Sønner at hevne deres Fader. Dog Adils var for mægtig til at angribe ham med aabenbar Krig. De begave sig da eene let bevæbnede til Østergothland, og skiulede sig i en Skov, som Adils ofte gik eene omkring i. Der mødte de ham, og gave sig ud for Slesvigere, der for et Drab havde forladt deres Fødeland. Adils spurgde dem om Frovin, og hvorledes han var omkommet. De svarede: i et Slag. Men nu kunde Adils ikke holde sig længer, brystede sig af at være hans Banemand, og spurgde, om Frovin havde efterladt sig Børn; thi af dem ventede han en haard Dyst. Derefter skiltes de ad; men efter nogen Tid mødte de atter Adils bevæbnede i samme Skov, sagde: at de nu var kommen for at hevne deres Faders Drab, især, da han pralede saa meget deraf, og udfordrede ham at stride med sig. Adils vilde gierne skaane dem, bad dem betænke sig og bød dem Bod, men forgieves. Derefter tilbød han sig, at stride med begge paa eengang; men ogsaa dette vare de fore ærgjerrige til, og Adils maatte slaaes med Keto allene. Ham vilde Adils endnu skaane, holdt det for en Skam at stride mod een allene, der var ham saa lidet voksen, gik forsvarsviis til Verks, gav kun svage Hug, og tilbød ham atter at tage Broderen til Hjelp. Da dette og forkastedes, angreb Adils ham for Alvor, og uagtet Keto kløvede hans Hjelm, gik saa stærkt løs paa ham, at Keto sank i Knæerne. Da Vig saae ham i Fare, overvandt Broderkjerlighed Ærens Lov, saa han sprang til, og fældede Adils. Derefter afhuggede de hans Hoved, og førde Kroppen paa en Hest til neste Landsbye, hvor de tillige udspredde, at Frovins Sønner nu havde hevnet deres Faders Drab. Han kaldes og Atisle!

en Søn af Kong Ottar Vendilkrage, regierede i Upsal; han var riig, mægtig og seierrig, og særdeles Elsker af prægtige Heste. Dog var han lidet gavmild, men holdt dog mange Kæmper, og brugte til sin Magtes Forstørrelse alle muelige Midler. Eengang plyndrede han i Saxen, og bortførte derfra en deilig Pige Yrsa, en Datter af den Saxiske Prindsesse Alof og den Danske Konge Helge, som havde taget Alof paa et af sine Toge med vold. Denne Piges Yndigheder fortryllede ham saaledes, at han ægtede hende. Dog samme Lyksalighed varede kun kort. Hendes Fader den Danske Kong Helge kom med en mægtig Hær til Sverrig, forjog Adils, førte blandt andet Bytte Yrsa hjem med sig, og avlede med hende den bekjendte Rolf Krake. Dog, da hun af sin Moder fik at vilde, at Helge var hendes Fader, skammede hun sig over sin Blodskam, og drog tilbage igien til Adils. Denne forvoldte noget efter hendes Faders Død, og efter den Tid kastede hun et uforsonligt Had paa ham, som aldrig ophørde, uagtet hun stedse forblev hos ham. Efter Helges Død krævede Adils Skat af de Danske, havde som den unge Rolfs Stedfader meget at bestille i Danmark, og satte ham en Formynder i Rerek, en Søn af den Angliske Konge Bøki, som for sin Grumhed og Gierrighed blev kaldet Rakke eller Hund, hvoraf den Fabel er kommen, at Adils satte en Hund over Danmark. Han førte og mange Kostbarheder, især den prægtige Ring Sviagriis med sig derfra. Siden efter krigede Kong Adils mod den Norske Konge Ali paa Opland, og dræbte ham i et Slag paa den tilfrosne Væner Søe. Kong Rolfs Kæmper, som han i den Krig havde til Hjelp, hiemsendte han derefter af Gierrighed uden at betale dem den belovede Belønning, og giorde sig derved baade dem og deres Konge fiendsk. See Rolf! Adils var desuagtet prægtig, og til sin Sikkerhed underholdt 12 raske Kæmper ved sit Hof. Disse søgde Yrsa for at skade ham at bringe i Ugunst, og fra Hoffet; men hvor meget han end elskede hende, saae han dog mere efter sin egen Sikkerhed. Ved denne Tid var i Sverrig en riig Bonde Svipur, som havde omvexlet sin Ungdoms ustadige Liv, slaaer sig fra Verden, eensom boesat i Skoven syslede med Agerbrug, og nød sine forhvervede Rigdomme. Hans Søn Svipdager kiededes af det eensomme Liv hos Faderen, og kom til Adils Hof, som modtog ham meget naadig. Især skienkede Yrsa ham sin hele Yndest, for at lokke ham som uerfaren paa sin Side. Som sædvanligt opvakde Kongens og Dronningens Gunst ham mange Misundere, og de øvrige Kiemper udfordrede ham til Strid, om han vilde være i deres Tal. Med Adils tilladelse nedlagde han og fire af dem i Kamp, men fortørnede og derved Kongen. Dog lagde Dronningen sig derimellem, og fik det saaledes afgiort, at Svipdager allene blev ved Hoffet, og de øvrige Bersærker forjagedes. De vilde vel hevne sig, og giorde Ufred i Landet, men bleve tilbagedrevne af Svipdager. Noget efter kom de igien. Svipdager drog atter mod dem, og Adils selv kom til Striden med Folk, dog uden at hielpe Svipdager, saa han i Krigen nær var bleven slagen, om ikke hans Brødre Beigader og Hvitserk havde hiulpet af Faren. Han kom da vel til Hoffet igien, og blev pleiet og lægt af Yrsa, men jo mere hans Hengivenhed for hende tog til, jo mere kiølnedes den for Kongen, saa han endelig med sine Brødre tog Afsked og begav sig til Kong Rolf i Danmark. Dette var just Yrsas Hensigt. Da hun havde faaet sin Mands Kæmper bort, æggede hun sin Stedsøn Rolf at komme til Sverrig. Han kom og for at fordre de af Adils bortførte Skatte. Hans Følge bestod kun af hundrede Mænd og sine Kæmper; Svipdager anførte hele Toget, thi Rolf vilde være ukiendt. Yrsa gav ham der den bekiendte Viggo eller Voggo til Opvartning (See Viggo), og gav ham desuden Adils bedste Kostbarheder tilligemed Ringen Sviagris; men herover kom Rolf i stor Fare. Adils eftersatte ham, og han reddede sig kun ved at strøe paa Førrisvold de erholdte Skatte, tilligemed Ringen, hvorved han forførde den gierrige Adils til at staae af Hesten, og slap af Faren (see Rolf).
     Adils blev holdt for en stor Troldmand, var meget overtroisk, hengiven til den Othiniske Gudstieneste, og ofrede jevnlig til Guderne. Han holdtes for sin Tids bedste Rytter, og holdt meget prægtige Heste, af hvilke han forærede en, som kaldtes Ravn, og havde tilhørt den Norske Konge Ali, til Kong Godsgiest paa Halogoland, som ved den tilsatte Livet. Denne smukke Konst, som Adils var saa stolt af, kostede ham og tilsidst Livet. Han sirede eengang et prægtigt Tisarblot eller Gude–Offer, og reed efter de Tiders Skik omkring i Templet eller Disarsalen paa sin Hest Slønger. Da snublede Hesten med ham. Han slog Hovedet itu mod en Steen, saa Hjernen faldt ud, og det blev denne virkelige store Mands Bane.

en Søn af Kong Forniotur i Jotunheim, Broder til Kar og Loge, kaldtes og Hler og Hler–Ægir, var en mægtig Kæmpe, forlod sit Fødeland, og boesatte sig med en Deel Joter paa en Øe i Kattegat, som endnu efter ham kaldtes Hlessøe (Hlersøe), har og ventelig forhvervet sig et anseeligt Herredømme i Danmark, hvilket kan sees af hans Handeler med den Jydske Konge Snio (see Snio og Røth!). Han blev og ventelig efter en gammel Gud af samme Navn, anseet og dyrket som en Gud. I hans Tid kom Odin med sine Aser ind i Norden. Det store Rye om disse fremmede Giester, bevægede Æger at giøre en Reise til Asgaard, at besøge Aserne og indhente Efterretning om dem. Disse underrettede i Forveien om hans Komme og Ærende, grebe begjerlig Leiligheden at sætte sig i Anseelse, satte sig i deres Høisæder, modtoge ham med af den af dem indførte i vor Norden endnu ubekjendte Pragt, og bevertede ham med den herligste Miød. Om Aftenen, da de havde sat sig til at drikke, lod Odin indbære Sværdene, som oplysede hele Drikkesalen, saa man ingen anden Lysning behøvede, Veggene vare behængte med glimrende Skiolde, og Drik herskede i Overflod. Veltalenheds og Poesiens Gud Braga sattes ved Siden af den fremmede og holdte ham ved Selskab. Ved denne Leilighed forefaldt da en Samtale, som et en Deel af Edda. Æger, efterat have stillet sin Nysgerrighed, tog Afsked fra Asgaard, og ved Afreisen indbød Guderne til Gienbesøg hos sig om 3 Maaneder. De lovede ham at komme, og forærede ham til dette Giestebud en Kiedel, som Thor havde taget fra Jetten Hymir. Til bestemte Tid indfandt sig og hos ham Odin, Niord, Freir, Tyr, Braga, Vidar, Loke og af Asyrierne Frigge, Freya, Gefion, Skada, Iduna og Sif, samt Bygvir eller Beygvir og hans Kone Beyla, som begge vare i Freyrs Tieneste. Ægir viiste dem den samme prægtige Giestfriehed, som han selv havde nydt hos Aserne, og lod under Maaltiden indbære saa meget Guld, hvorpaa han var meget riig, at det oplyste Salen lige saa godt som Sværdene i Valhal. Miød, Øl og alt fornødent ved dette Giestebud fremkom ved sig selv, og man levede i stor Glæde, da Loke giorde Ende derpaa. Af Misundelse over den Berømmelse, man laae paa Ægers 2 Tienere Elldar og Finnafeingur, samt fordi Braga vilde udelukke ham af Gudernes Drikkelag, blev han uforskammet, giorde Klammerie med af alle tilstædeværende Guder, ja forgreb sig endog saavidt mod Stedets hellighed, at han dræbte Finnafeingur, spaaede Æger, at han aldrig skulde komme til at giøre sligt et Giestebud mere, og ønskede at Huset og alle hans Eiendomme maatte gaae op i Ild og brænde paa hans Ryg; saa at Thor endelig maatte jage ham paa Dør, og skal dette have bidraget især til Lokes senere Ulykke. Tilsidst forløbe Guderne ham vel tilfreds, og giorde Forbund med ham. Æger var i stor Anseelse i Danmark endog før Odins Ankomst, og dyrkedes som Havets Gud, ventelig efter en gammel Guddom af samme Navn. Han troedes at optage alle skibbrudne Folk, og tillagdes Herredømmet over Vinden og Havet, som kun ved Guld lod sig berolige, og derfor kaldtes Guld–Ægers Ild. Han var gift med Havgudinden Ran, og havde med hende ni Døttre, som bleve Storme, Strømme og Bølger og hvilke sidste især efter ham kaldtes Ægers Døttre og Hlæs Mæer. Han kaldtes og Gymir.

en Søster af Vestgothernes Konge Starno, og Søster til Svaran. Hendes Fader lovede hende til sin Død Fiende, den Caledoniske Konge Fingal i Morven, for at forraske ham. Til denne hende bestemte Brudgom fattede hun mod Faderens Hensigt Kierlighed, og derfor dræbte Faderen hende selv, da han opdagede hendes Lidenskab.

see Geirand!

en Søn af den Skaanske Konge Ingel, en mægtig Kæmpe og berømt Kriger. Han beilede til Leirekongen Rolf Krakes Søster Ruta, men Partiet anstod ikke Kongen, og han lovede sin Søster til den af sine Kæmper, der vilde stride mod Agnar II. Den bekiendte Biarke eller Bodvar var den eneste, som turde vove sig i denne Kamp. Ved Stridens Begyndelse trættedes de længe, hvo der skulde give det første Hug. Endelig blev dette Fortrin tilsaaet Agnar, fordi han var af Konge Æt. Han hug da med sit Sværd Hithing til Biarke saa stærke, at det gik giennem Hielmen, og saarede Hovedet, men brast i det samme itu. Da satte Biarke Foden mod en Stub, og gav Agnar saa vældig et Hug, at det gik giennem hans venstre Side, og afhug hans høire Been. Agnar lænede sig da paa sin Albue, og som de Tiders uforfærdede Krigere døde leende, hvilket heltemæssige Endeligt meget blev roset.

en Søn af den Danske Konge Roe, regierede i Lolland, var stor, stærk og en mægtig Stridsmand. Han lod sig vise det Sted, hvor den ondskabsfulde Hrokur havde kastet hans Faders prægtige Ring i Havet (See Hrokur!), og gik derpaa selv ud at hente den op, skiønt Vandet var meget dybt. To Gange mislykkedes Forsøget, men han lod sig ikke afskrække, og bragte den tredie Gang lykkelig op.

en Søn af Kong Dag, regierede i Upsal, blev en mægtig og navnkundig Stridshelt, bekrigede Finnernes Konge Froste, nedlagde ham med en stor Mængde af hans Folk, giorde stort Bytte, og bortførte hans Søn Loga og Datter Skialf. Da han fra Toget kom til Stokkesund, slog han sine Telte op i en da der værende Skov. Her ægtede han Skialf, og tillod hende efter Begiæring at giøre Gravøl over hendes Fader. Mange anseelige Folk indfandt sig til samme, og der herskede efter Sædvane megen Drik. Kongen havde om Halsen et prægtigt Guldsmykke, som Kong Visbur havde eiet. Da han nu betynget af Vinen vilde gaae til Sengs, bad Skialf ham forsvare det vel, hvorfore han og bandt det tæt om Halsen, før han lagde sig til Roe. Teltet var slaaet op til et tykt Træe, som skulde skygge for Solens Hede. Dette benyttede Skialf til sin forehavende Hevn; thi, da han sov, tog hun en Snøre, bandt den til Guldsmykket, lod sine Tienere rive Teltet om, kaste Snøren over en Green og tridse ham op. Da hun saaledes havde faaet ham hængt og sin Fader hevnet, flyede hun med sine Folk til Skibs, og roede bort. Hans Legeme blev brændt Vesten for Stokkesund paa et Sted, som efter ham kaldtes Agneside.

et meget mægtigt Folk ved Tanais, holdtes for de samme som de i Norden bekiendte Aser.

et Sted i Gardarike ved det nu værende Alt Ladoga, var et Jarldømme, og menes at have været Havnen for Holmgaard.

En Helt fra Morven i Kong Fingals Tieneste, forelskede sig i en Dansk Konge Erragons Kone, den deilige Lorma, drog til Sielland, landede ved Lumars Bugt, og bortførte hende. Den opbragte Konges ubillige Fordringer til Fingal for dette Rov, bragte det til en Krig mellem dem, hvori baade Erragon og Aldo satte Livet til.

Konge i Alfheim i Norge, havde en Datter Alfhilde, som blev bortført af den første Sterkodder, Storverks Søn. hvorledes dette efter Alfs Begiering blev hevnet af Thor, see Sterkodder!

de gamles evige og øverste Guddom, alle Tings Skaber, Opholder og Bestyrer, maaskee den eneste, som de ret fornuftige og oplyste troede. Han skal for alle Tings Skabelse have opholdt sig hos Hrimthusserne. Man tillagde ham Himlens, Jordens og Menneskenes Skabelse, og at have givet de sidste en fornuftig og udødelig Siel. Ligeledes frembragte han Niflheim, Muspelsheim og Surtur (Mørket), og af en Draabe af smeltede Iisbierge det guddommelige Menneske Aurgelme, hvorfra siden kom Gudernes Slægt. Alfader allene var almægtig og udødelig. De andre Guder ansaaes som ham underordnede. Han skulde, naar de andre ved Ragnaroke, eller alle Tings almindelige Ødelæggelse omkom, overleve denne frygtelige Tidspunkt, og derefter sanke alle gode og lyksalige Mennesker til sig. Vyngolf og Gimle vare de to fortryllende Steder, hvor de skulde leve hos ham i evig Glæde. For denne Guddom udgav Odin sig, kaldes derfor med hans Navn og forvexles stedse med ham. I Asgaard havde han tolv Navne: Alfader, Herian, Hnikar, Hnikuder, Fiolner, One, Oske, Biflid, Vidrer, Svidrer, Svider og Jalk.

et Slags Halvguder eller Aander, vare to Slags: hvide Alfer boede i Alfheim eller i den tredie Himmel Vidblaenn eller Aundiangr, som skulde ved blive, naar den øvrige Verden ødelagdes. Dette Alfheim saae ei langt fra Urdar Brynd, ved Asketræet Ydrasil, som Guderne holdte Dom under. Disse Alfer vare gode og hvidere end Solen. De andre vare onde (Dδck Alfer), boede i Svartalfheim, vare sortere end Beeg, og boede inde i Jorden; men konstige vare de, saa at Svartalfheim var det Land, Guderne bestilde deres konstige Arbeider fra. De nedstammede alle fra Kong Alf, Odins Broder. De hvide vare meget smukke, og de sorte de afskyeligste Skabninger næst Riserne. De sorte forveksledes meget ofte med Dvergene, og kunde døe. De hvide derimod skulde opleve Ragnarokr. Man tillagte dem Dyrkelse, man offrede og tilbad dem. Endog nogle have givet dem Plads i Gimle.

en Plads i Himlen mod Synden i den tredie Himmel, som kaldtes Vidblaenn eller Aundlangr, var Opholdssted for de hvide Alfer. I senere Tider betegnedes herved Landet Bahuslehn indtil Gothelv. Endnu et andet meget nordlig beliggende Alfheim nævnes i Hervarar Saga.

en Datter af Kong Alf den gamle paa Alfheim, see den første Sterkodder!

gift med den Norske Konge Hiorvard, og ved ham Moder til Hedin.

Broder til den mellemste Odin. Førte med sin Broder en Sværm Aser og Tyrker ind i Landet, og bebyggede dets østre Deel, som efter ham kaldtes Alfheim. Han holdtes for Stamfader til alle Alfer og Natte–Spøgelser.

en Søn af Leirekongen Fridlev den snare, og meget elsket af Faderen, som efterat have mistet sin ældre Søn, gik til Nornernes Tempel, for efter de Tiders Overtroe at spørge deres Orakel om sin Søns Alis Skiebne. Efter giorte Løfter fandt han tre Nymfer siddende paa Stole. Den første af dem tilsagde Alt en deilig Skabning og Yndest hos Folk, den anden gav ham Gavmildhed, men herover blev den tredie fortrydelig og tildelede ham Karrighed, hvoraf han og siden blev kaldet den Karrige. Han regierede efter sin Fader med sin Broder Frode 4 i Leire, havde sin Part i Skaane og Halland, var ærebegierlig og krigersk. Strax i sit tolvte Aar drog han ud paa Søerøverie, og blev meget snart saa navnkundig, at man tillagde ham det Navn hiin Frækne. Han var tillige stærk og hurtig, og havde et saa bister Aasyn, at det skrækkede endog de meest uforsagte. Da han havde hørt, at Gunnar Jarl fra Thelemark med sin Søn Grim laae paa Røverie i Eidaskov, drog han derhen i en let Rustning, som han havde faaet af sin Fader, med sin Hest og Hund for at opsøge Røverne, hvis Spor han kunde kiende i den dybe Snee, satte med sin Hest over en strid rindende Aa, og fandt paa den anden Side deres Bolig omgiven af store Moradser og stærke Forskandsninger. Ogsaa disse satte han over, reed til Stalden, drev der deres Heste ud, og farte sin egen ind. Gunnars Træl Toke skieldede og slog til ham, men Ali holdende det for en Skam, at bære Vaaben paa en Træl, bød kun af med Skioldet, greb endelig fat paa ham, knusede og kastede ham ind af Dørren. Baade Gunnar og Grim angrede ham de hver fra sin Side. Han saarede dem vel dødelig, men dog fortsatte de Striden, og opmuntrede hverandre for at faae deres Fiende med til Odin. Endelig dræbde Ali den ene, og hans troe Hund den anden. I denne Strid fik han sit første Saar, som han lægede ve at lade sin Hund slikke det. Gunnars og Grims Legemer ophængte han i en høi Gallie, og førte alle deres Rigdomme med sig derfra. Da en Norsk Konge Thorer derefter feidede paa Danmark, begav han sig med en eneste Krigsmand i Qvindeklæder til Thorers Hof — Selv var han klædt som en gammel Mand, og gav sig ud for at have været Staaderkonge hos Kong Fridlev, og at være bleven jagtet paa Døren af hans Søn Ali. De havde deres Sværde skiulede i Træe Staver. Thorers Hofmænd spottede ham, faldt af Skiemt paa Knæe, kaldte ham Konge, og gave ham Haand som for at sværge ham Troeskab. Han tog dem da ved deres Ord, greb sit Sværd, og gik løs paa Thorer, hvis fleste Folk dog forbleve ham troe, og angrebe Ali. Der blev da en stor Strid, hvori Thorer faldt tilligemed Lidtur, som før sin Død gav Ali Øgenavn af hiin frækne, men tillige svaaede: at han skulde eengang falde ved Forræderrie af sine egne Folk. Herefter udnævntes han til Søekonge, og skal han paa sine Toge have overvundet 70 Søekonger, og blev derved saa navnkundig, at unge tappre Mænd strømmede til ham fra alle Kandter, blandt andre den berømte mellemste Sterkodder, som han især til sin største Skade skienkede sin hele Yndest — Ved denne Tid regierede i Sverrig Kong Aun eller Ani den gamle. Ali paastod hans Rige som Arv efter sin Farbroder Halvdan, jagede ham til Vestergothland, og besteg Upsala Throne. I denne Krig skal han have viist den Tapperhed at stride een Dag mod een, den anden med to, den tredie mod tre, og saa videre liggende hver Dag een til, indtil elleve, som han alle dræbde. Derefter slog han sig til Roe, og overlod Sterkodder til sin Broder Frode, som siden af Frygt for hans Mage begik den sorteste Utaknemmelighed, og forbandt sig med den fordrevne Kong Aun for at dræbe sin egen Broder Ali. Til at fuldbyrde Mordet underkiøbde man den berømte Sterkodder, som forblindet af Guldets Glands lod sig forlede til at dræbe sin Ven, Velgiører og troe Krigskammerat. 120 Punds Guld var Prisen han solgte sig til Nidding for, drog til Sverrig, og kom til Ali, hvor han som før havde Deel i Kongens Yndest og Gavmildhed. Nogen Tid gik hen, før Sterkodder kunde finde beqvem Leilighed til sit Forsæt; men eengang Ali kom mat og ubevæbnet, gik Sterkodder ind til ham. Dog Alis skarpe Øiesyn forfærdede ham. Han gav Rum for Frygt og veeg tilbage. Ali ventende intet ondt, spurgte om hans Ærende, men blev i det samme stukket giennem Brystet af Sterkodder, som derefter huggede ham over Halsen, da han vilde reise sig, og der blev denne berømte Helts Bane. Stridende med Døden forstod han, at dette kom fra hans Broder Frode. Helten lignede sig selv i Døden, og gik leende til Odin; men blev inderlig beklaget af alle, saa meget mere som han faldt for Vennehaand.

Sønner af den Svenske Konge Agni, regierede fælleds over Upsala Rige, vare dygtige Krigshelte og øvede Ryttere, men lidet enige.Alrec overfaldt Østgothernes Konge Gestiblinde, og forjagede ham til Danmark til Kong Frode 3, som sendte ham med en Hær under den bekiendte Erik hiin frækne til <Sverrig. Alerec rykkede dem i Møde med en Hær, søgte først at overtale <Eric til at forlade Gestiblinde for deres Fædres Venskab, men da Eric forkastede det, ædskede han Giestiblinde til Kamp, som dog for Alder og Svaghed ikke kunde modtage den. Kort efter kom det til et stort Slag, hvori Alrec blev overvundet. Alrec var gift med den Norske Prinsesse Dagrid, en Datter af Dag og Søster til Josur, og havde med hende en Søn Alf. Med sin Broder øvede han sig flittig til Hest, og kappedes om Fortrinnet. En Dag reed de allene bort fra deres Folk uden at komme igien. Man fandt dem da begge døde med knusede Hoveder, skiøndt de ingen Vaaben havde hos sig; men Bidslerne vare slidte af deres Heste, hvorfor man troede, at man havde brugt den til at dræbe hverandre med.

Kong Hiarnes Dronning, skal ligge begravet paa en Øe i Horsens Fiord, som efter hende endnu kaldes Alrøe.

Maanens Hest, som trak dens Vogn om Jorden, see Maanen!

see Skiold!

en Datter af Kong Gøthar i Norge, blev gift med Leirekongen Frode7, see Erik den Veltalende!

en Søn af den Jydske Konge Horvendel, og Reriks Dotter Geruth, var jevnaldrende med Rolf Krake, en meget dybsindig, viis og tapper Prinds. Hans Fader blev forrædersk dræbt af sin Broder Fenge, som bemægtigede sig hans Rige og Dronning Geruth, under Paaskud, at feie hende fra hendes Mands haarde Medfart. For at undgaae sin Faders Efterstræbelser, stillede Amleth sig an som gal, veltede sig om i Skarnet, saae stedse skiden ud, og talede i Taaget. Hans eneste Syssel var, at giøre nogle krumme Træekroge, hærde dem i Ilden, og, naar nogen spurgde, hvortil de skulde bruges, svarede han stedse: han gjorde skarpe Sværd, at hevne sin Faders Død med. Med denne forstilte Galskab fik han alle til at troe, at han virkelig var vanvittig. Kun nogle klogere ansaae det for forstilt, og advarede Farbroderen. Man blev eenig om at prøve ham, og troede, at Fruentimmerne bedst kunde opdage Bedrageriet, da Affekt tilintetgiør Overlæg. Nogle troe Mænd maatte derfor føre Amleth til Hest ind i en stor Skov, og der belure ham. Dog Amleth undgik. En af dem var opdraget med ham, og vilde advare ham. Amleth selv indsaae, at der var noget under, satte sig baglends paa Hesten, og holdt i Halen. da han saaledes reed frem, mødte han en Ulv, og da hans Ledsagere sagde, at det var en Hest, sagde han ja, og at Fenge havde kun saa saadanne blandt sine. Ved Stranden kom de derefter til et opkastet Noer. Man sagde ham, at det var en stor Kniv. Ja! men til en stor Skinke, sagde Amleth. Da de viste ham nogle Sandbanker, og bad ham betragte dette Meel, sagde han, at det var malet af Stormene og Havets Skum. Endelig forlode de ham, da de vare komne til Bestemmelses–Stedet, hvor et af Fenge udsendt Fruentimmer efter Foranstaltning mødte ham paa et mørkt og skyggefuldt Sted. Her havde han nær faldet i Snaren, da just hans omtalte Fosterbroder advarede ham, ved at stikke et Straa i Rumpen paa en Brems, og lade den flyve hen til det Sted, han befandt sig med Fruentimmeret. Amleth forstod strax Advarselen, førde hende langt bort til et Morads, hvor ingen kom hen, havde sin Villie med hende, men tog hende derpaa i Løvte ikke at forraade ham. Hun lovede dette saa meget mere, som hun elskede ham, og var opdraget med ham. Da hon nu kom hiem, spottede alle ham, og spurgde: hvad han giort med Pigen. Han svarede at han havde besovet hende, og det paa Huus–Mønningen, en Hestehov og en Hanekam; men da man udfrittede Pigen, sagde nei for Gierningen, og man troede ham fuldkommen gal. Dog bemærkede man, at i alle hans gale Svar stedse var nogen Sandhed, og besluttede, at prøve ham ved hans egen Moder, som man menede, at have mere Magt over ham. Fenge reiste derfor bort, som til en nødvendig Reise, og lod Amleth komme ind i Sovekammeret til sin Moder; men og denne List var han belavet paa. Da han troede, at en Mand laae skiult under Halmen, stillede han sig rasende an, goel som en Hane, slog med Armene som Vinger, sprang op i Halmen, trampede paa den, der laae i Skiul, og da han mærkede noget haardt deri, stak ham igiennem med sit Spyd, hug Kroppen i Stykker, kaagede den og kastede den i Privetet for Svinene, som aad den op. Derefter gik han igien i Kammeret til Moderen, og da hun jamrede sig meget over hans Galskab, benyttede han sig af Leiligheden eengang uden Vidner, at kunde tale med sin Moder, tilstod hende, at alt var forstilt Væsen for at redde sit Liv, tiltalede Moderen haardt, fordi hun kunde elske hans Faders Banemand, og forsikrede, at han kun ventede en bekvem Leilighed til Hevn. Af denne Prøve blev Fenge lige klog; thi da han kom hiem, fandt ingensteds Speideren, og spurgde Amleth om ham, svarede han: han var gaaet paa Privetet, faldet ned, bleven kvalt i Skarnet og opaadt af Svinene. Med alt dette levede dog Farbroderen i en stadig Uroe for Amleth, og for at blive denne Plage reent kvit, sendte ham til en Angelsaxisk Konge i Britanien med 2 troe Betiente, der førde nogle Runestokke, hvis Indhold var en Begiering til den Engelske Konge at dræbe ham.Amleth bad for Afreisen sin Moder at holde hans Grav–Øl et Aar efter Bortreisen, og begav sig bort med sit Følge. Underveis eftersøgde han om Natten, mens de andre sov, deres Stokke, udkradsede, hvad der var skrevet, og skrev i Steden, at Kongen skulde give Amleth sine Dotter, og lade hans Medfølgere henrette. Da de nu kom til Engelland, lod Kongen sig intet mærke med Brevenes Indhold, men modtog og bevertede dem meget vel. Under Maaltidet vragede og kastede han Maden, hvilket giorde Kongen saa opmærksom, at han lod skiule en Mand ved deres Sovekammer, for maaskee af deres Samtale at komme efter Aarsagen. Da de nu taltde derom, og Medfølgerne spurgde Amleth, hvorfor han havde frygtet sig for Maden som giftig, svarede han: at Brødet var besmittet med Blod, Øllet amagede af Jern, og Flesket som et opgravet Liig. Desuden sagde han: at Kongen havde Øine som en Træl, og Dronningen havde i tre Ting opført sig som en Tienestepige. Da Kongen Dagen efter fik dette at vide, troede han, Amleth enten maatte være meget viis eller fuldkommen gal. Dog blev han snart overbeviist. Med skarp Undersøgelse fik han opdaget, at Brødkornet var vokset paa en Valplads, i Brønden, man havde brygget af, fandtes en Deel rustne Sværd, og Svinene, Flesket var af, havde sneget sig ud af Stien, og ædt af en død Røvers Krop. Kongen spurgde ham da, hvorfore han havde lastet hans Øine, og da han fik at vide, at Amleth dermed sigtede til hans Herkomst, lod han sin Moder komme, og ved Trudsler fik hende til at bekiende, at hun havde født ham ved en Træl; han undredes nu over Prindsens Viisdom, især da han hørde, at Amleth havde lastet Dronningen, fordi hun skiulede Hovedet i sin Kaabe, stangede sine Tænder, og spisede det løsstukne Kiød, og opbandt sine Klæder, naar hun vilde gaae. Desuden var hun af Trælle–Æt. Nu blev Kongen saa indtaget af Amleths Viisdom, at han gav ham sin Datter til Kone, og lod efter Brevets Lydende hans Medfølgere neste Dag ophænge. Dette tog Amleths sig meget nær, fordrede Bod for dem, og nødte Kongen at give sig for dem en Mængde Guld, som han støbde i to hule Træestokke. Da et Aar var forløbet, vendte han tilbage til Jylland, ankom til Hoffet, just da man holdt hans Begravelsesfest, og opvækkede ved sin Indtrædelse i Salen en almindelig Latter. Han tog straks til sin forrige Galskab. Paa Forespørgsel, hvor han havde giort af sine to Reisekammerader, viiste han Stokkene med Guldet, og sagde, at der vare de. Derpaa hialp han at skienke dygtig i for Giesterne, og bandt sit Sværd om sin Kiole, men, da han af og til trak det halv ud, slog man for at forebygge det et Søm giennem Sværdet. Da derpaa alle Giesterne vare drukne, og sov i Spisesalen, gik Amleth ind, skar Sørge–Tapeterne ned, som Moderen efter hans Begiering havde behængt den med, viklede dem med de omtalte brændte Træekroge saaledes om Giesterne, at de ikke kunde reise sig, satte Ild paa Salen og opbrændte dem alle. Fenge sov endnu Rusen ud i sit Sovekammer uden at mærke noget. Der gik Amleth ind, tog hans Sværd ned, hang sit eget fornaglede i Steden, vaagnede Fenge, og sagde at hans Folk opbrændtes, og at Amleth var kommen, for at hevne sin Fader Kongen greb da efter Sværdet, for at værge sig, og blev i det samme dræbt af Amleth, som derpaa ved Tinge blev antaget til Konge i Farbroderens Sted, og blev siden meget navnkundig ved sine Bedrivter. Først seglede han til Engelland med tre Skibe og udstafferede Mandskab, der alle vare prægtig udstafferede med forgyldte Skiolde. I sit eget Skiold havde han meget konstig ladet udgrave alle sine Bedrivter. Ved Ankomsten blev han prægtig modtaget og budet til Giest af sin Svigerfader, som, da han fik Fenges Død at vide, forskrækkedes meget; thi han var i Fostbrødre Lag med ham, og forbundet at hevne hans Død. Dog, for ikke selv at besmitte sine Hænder med Svigersønnens Blod, betiende han sig af, at hans Dronning nylig var død, og sendte Amleth, at frie for sig til den Skotske Dronning Hermunthruda, der levede ugift, og havde saa strænge Kydskheds Begreber, at hun lod aflive alle sine Friere. Dog den uforsagte Amleth drog derhen med to Hundrede af sine egne Folk og tre Hundrede af Kongens Trælle. Lit før han kom til hendes Bolig besluttede han, for Hestenes Skyld, at hvile i en Eng, hvor han faldt i Søvn ved en Bæks Raslen. Da Dronningen fik at høre, at der var fremmede i Nærheden for at besøge hende, udsendte hun nogle unge Folk at udspeide dem. Een af samme sneg sig ind i Leiren, borttog der Amleths Hielm og Skiold, samt Kongens Brev fra hans Hovedgierde og bragde begge Dele til Dronningen, som heraf fik Nys om Amleths Ærende. Dog Dronningen havde mere Lyst til en ung rask Mand som Amleth, hvis Bedrivter hun kunde see af hans Skiold, udslettede derfor Brevet, og skrev i Stedet udi Kongens Navn, at hun skulde ægte Amleth, og lod derefter Speiderne bringe det alt tilbage til Stedet, det var taget fra. Amleth var vel imidlertid vaagnet, men lod dog, som han sov, og da Speideren bragde det borttagne tilbage, sprang han op, og fangede ham, skyndte sig derpaa til Dronningen og rygtede sit Ærende. Hun læste da Brevet, rosede Amleth selv meget, men lastede hans Giftermaal, fordi hans Svigerfader, skiøndt Konge, var af Trælle–Æt; men hun selv derimod, sagde hun, var en fornemme Dronning, som kunde bringe ham et Kongerige til Medgivt. De holdte derefter Bryllup, og droge tilbage til Engelland. Dog brugde Amleth den Forsigtighed, at lade en Hær af 8000 Skotter følge efter. Hans første Møde der var hans Kone, som med forstilt Venlighed og Tilgivelse af hans Brøde modtog ham. Hendes Fader, Kongen, anstillede sig meget venlig, og indbød ham til et prægtigt Giestebud, hvor Amleth vel indfandt sig med Brynie under sine Klæder og fulgt af 1000 Ryttere; men, da han kom ind af Porten, kastede Kongen et Spyd efter ham, som dog kun saarede ham let. Han begav sig da tilbage til sine Skotter, lod Kongen vide, hvorledes var tilgaaet med Brevet, som Hermunthruda selv havde forandret, og at han var uskyldig. Dog Kongen lod sig ikke formilde, forfulgde ham, og nedlagde nesten alle hans Folk. Desuagtet hialp Amleth sig ud af Faren med sin sædvanlige Snildhed. Om Natten opreiste han sine faldne Folk, nogle støttede til Stene, andre til Pæle, og nogle paa Hestene, saa Engellænderne Dagen efter troede, at han havde faaet en stor Undsetning om Natten, og toge Flugten. Hvorpaa Amleth satte efter dem, dræbde Kongen, og reiste med stort Bytte og sin Dronning tilbage til Danmark, hvor han fandt sin Moder reent udplyndret af Leirekongen Rerek Hnaugvanbaug, som Amleth, der ikke troede sig ham voksen, derfor sendte til Foræring det bedste af sit bekomne Engelske Bytte. Dog kom Amleth siden i Krig med ham, og dræbde deri baade ham og Kong Han. Derefter overvandt og fældede han den Jydske Konge Hother, hvorved han blev den mægtigste Regent i Jylland. Han overvandt og den mægtige Skaanske Konge Valdar, som flygtede for ham til Udainsaker. Endelig blev han udfordret til Strid af Solve Konge i Sielland og Skaane, og af ham dræbt i et Søeslag udi Alrøe Sund ved Horsens, og blev begravet i en Høi paa Marken ved Landsbyen Amelhede i Calløe Amt i Aarhuusstift. Amleth er foruden sine mange Heltegierninger endnu bleven bekiendt i seenere Tider, da Shakespear fornyede hans Minde ved sit skiønne Sørgespil, og derved giorde baade helten og sig selv udødelig. Hans Dronning Hermunthruda, uagtet hendes pralende Kydskhed og alle Lovter om trofast evig Kierlighed, overgav sig dog efter hans Død godvillig til hans Bane Solve.

gift med Natten. See Natten!

en berygtet Ring, Loke tog fra Dvergen Andvare, som han aftvang sin Skat, da han af Odin var bortsendt til at forskaffe Penge at betale Hreidmar i Bod for hans Søns Otturs Drab. Det var denne Rings Øde, stedse at forvolde sin Eiermand Døden. See Andvare!

en meget riig Dverg i Svartalfheim. Til ham blev Loke sendt af Odin, at hente Penge til at give Hreidmar i Bod for hans Søn Ottur. Denne Dverg opholdte sig i en Lakses Skikkelse i et Vand, hvor Loke ikke kunde faae ham fat. Han reisde derfor til Havgudinden Ran, laande hendes Garn, som hun opfisker alle døde Mennesker af Havet med, og trak dermed Dvergen i Land. Dog satte Loke ham i Friehed igien, paa Vilkaar, at give ham alt det Guld, han eiede. Dvergen frembar det i en stor Hob, og da blev Loke vaer, at han puttede en lille Ring under sin eene Arm. Denne fordrede ogsaa Loke; men Andvare bad meget om at beholde den, sigende: den kunde fortiene ham mange Penge. Dog Loke var uboielig, tog Ringen og gik bort. Da afsagde Dvergen den Dom, at den Ring skulde volde hver Mands Død, som eiede den. Og denne Dom blev og siden opfyldt. See især Sigurd Fofnersbane!

en Søn af Arngrim og Svafurlamis Dotter Eyvora, en stor Berserke og Søerøver, som med sine eleve Brødre, der dog alle tilsammen ikke vare sterkere end han eene, feiede om paa havet, hvor ingen kunde modstaae dem, og skiøndt de vare kuns de 12 allene i et Skib, overvældede de dog mange. En Juleaften, da disse Brødre sadde hiemme hos deres Fader paa Øen Bolme ved Halogaland, og Bragebægerne efter Sædvane indbares, giorde hver for sig efter de Tiders Brug et Løvte. Hervardr især lovede at ægte den Svenske Konge Yngves Dotter Ingeborg eller sætte Livet til derfor. De andre Brødre loved at være ham behielpelige, og begave sig derefter i dette Ærende til Upsala, hvor de droge til Kongens Hof, og begierede Prinsessen. Den Tid var ved Kong Yngres Hof to meget bekiendte Kapper eller Kæmper, Hialmar hiin hugprudde og Oddur hiin vidtførli (vidtbereiste) eller Ovar Oddur. Den forste, da han hørde Angantyra og Brødres Ærende, stod op, foreholdt Kongen de mange store Tienester, han havde viist ham og begierede ligeledes Prinsessen frem for disse fremmede, der vare kun bekiendt af Rygtet om deres onde Handlinger. Neppe var dette skeedt, før Hiorvardr udfordrede Hialmar til Enekamp paa Øen Samsøe, erklærende ham tillige for hver Mands Nidding, om han for denne Kamps Afgiørelse ægtede Prinsessen. Hialmar vedtog Kampen, og Brødrene reiste hiem, og fortalde Udfaldet af deres Reise for Faderen Arngrim, som, da han hørde det, begyndte at frygte, da denne Hialmar i Tapperhed ikke havde sin Lige. Vinteren over forbleve Sønnerne paa Bolme. Mod Foraaret forsynede Faderen dem med gode Vaaben til den forestaaende Kamp. Især gav han Angantyr det berygtede Sværd Thyrsing, som han havde taget fra Svafurlami, Hiorvardr fik Hrotta, og Semingr Mistiltein. De reisde derpaa bort. Underveis kom de til Biarthmar Jarl i Aldeigiuborg i Gardarike. Hans Dotter Svafa var en mægtig Skioldmøe og meget deilig. Til hende friede Angantyr og ægtede hende. Natten for deres Afreise drømde Angantyr en Drøm, som han Morgenen efter fortalde Jarlen. Han syntes nemlig, at han og Brødre vare paa Samsøe, og ihielsloge en Mængde Fugle, som de der forefandt, men traf paa den anden Side af Øen to Ørne, og syntes Angantyr selv at slaaes med den eene, og bleve de da i Striden begge saa afmægtige, at de maatte sette sig til Hvile, for at samle Kræfter igien, imedens den anden Ørn stred med hans Brødre, og overvældede dem alle. Angantyr efterlod sin Kone Svafa frugtsommelig hos hendes Fader, og reiste derpaa med et eeneste Skib til Striden paa Samsøe, hvor de lagde ind i Munarvog, gik op paa Land, og bleve der paa Bersærkeviis overfaldne af deres Raserie, saa de hug i Træerne, beed i deres Vaaben, og stillede sig meget afsindige an. Hialmar derimod lagde an ved den anden Side af Øen i Unarvog, fulgt af Oddur hiin vidførli eller Orvar Oddr, og havde desuden med sig 2 Skibe eller Asker, hver med 100 Mænd. Angantyr og Brødre fik Øie paa Skibene, kunde let giette, hvem de tilhørde, stillede sig meget rasende, deelede sig, saa 6 af dem besteeg hver Skib, og dræbde hver Mand inden Borde. Hiorvardr i Tanke, at Hialmar var mellem de slagne, glædede sig, sigende: nu kunde han see, deres Fader Arngrim var en gammel Mand, siden han havde afmalet dem denne Kamp saa farlig, og saa meget roset Hialmars Tapperhed. Angantyr derimod paastod, at han ikke var mellem de dræbde, og straks efter fik de Øie paa deres Fiender. Da blev Orvar Oddur ræd over Synet af Angantyrs Størrelse. Hialmar lod og spore nogen Frygt, og raadede til Flugten, da de ikke vare dem alle tolv voksen. De kom sig dog igien af deres Frygt, satte indbyrdes Mod i hverandre, og oppebiede Brødrene. Da de saae, at Angantyr var et Hoved høiere end de andre, gav Hialmar Oddr Valget, enten han vilde slaaes med Angantyr allene eller med alle de andre elleve. Efter nogen Samtale kom det dertil, at Orvar Oddur skulde slaaes med de elleve, men Angantyr faldt i Hialmars Lod. Før Stridens Begyndelse afgiorde Hialmar og Angantyr, at man ikke skulde plyndre de faldne, men enhver begraves i sine Vaaben, og derpaa begyndtes Striden. Orvar Oddr havde en Silke Skiorte paa, som han havde faaet i Irland, og ingen Vaaben kunde bide paa. Han foreslog de elleve Brødre, at slaaes med dem een for een; man blev eenig derom. Han sloges da først med Hiorvardr, nedlagde ham, og derefter alle de andre. Da havde og Hialmar fældet Angantyr, men var selv ilde saaret, og døde kort efter. Odde blev der Natten over, lod om Morgenen Kæmperne begrave med deres Vaaben, og Angantyr med Thyrsing hos sig i en Høi paa Øen, og reiste derefter hiem til Sverrig med Hialmars Liig. Angantyrs Kone Svafa fødte efter hans Død en Dotter, den berømte Hervora. See Hervora!

en Siellandsk Prinds, beilede til den Danske Konge Ingels Syster Helga, og blev af Sterkodder dræbt i Kamp med sine aatte Brødre. See Sterkodder!

en Søn af Høfundr, Kong Gudmunders Søn i Glæsisvol og Hervora, blev dræbt af sin Broder Heidreke. see Heidrek!

en Søn af Høfunders Søn Heidrek og Helga en Dotter af den Reidgothiske Konge Harald, var Halvbroder til Laudur. Da hans Fader af sine 9 Skotske Trælle var bleven dræbt, lod han stevne Ting, blev antaget i Faderens Sted, og giorde derefter det Løvte, ei at sette sig paa hans Stol, før han havde hevnet hans Død, drog derpaa ud at lede efter Morderne, og fandt ved Grips–Aa nogle Fiskere, som med Sverdet Thyrfing afskar deres nylig fangede fiske Hovederne, og sang tillige:
„Det gieldte dig Giedde for Gripsaaes Munding, at Heidrek Konge blev fældet under Hanafield.“
Heraf kiendte han sin Faders Banemænd, kom over dem om Natten, lod Teltet falde ned paa dem, og dræbde dem alle. Han lod derefter giøre et stort Gravøl over sin Fader i Landskabet Arheim udi Danpstad, som da var Hovedstaden i Reidgothland. Til denne Fest indfandt sig og hans Broder Laudur med 30 Mand, fordrede Land efter sin Fader, og vilde, uagtet Angantyrs gientagne Indbydelser, ikke komme ind og drikke, men fordrede Halvparten af Faderens Rige og løse Eiendomme. Dette syntes Angantyr, som lovlig født til Riget, for meget; især vilde han nødig miste Sværdet Thyrfing. Dog tilbød han Broderen i Vederlag 1200 Mænd, 1200 Heste, 1200 Drenge til at bære Skiolde, og en Møe med en Kiede om Halsen til hver dem, desuden Guld og Sølv, og en tredie Part af Landet, men alt omsonst. Laudur drog vred hjem, og derefter med sin Morfader Kong Humle krigede mod Angantyr med en utallig Hær af Hunner. I denne Krig fik Angantyr Hielp af Kong Herlaug i Gardarike med 6000 Mænd. Derefter holdt Angantyr et Slag med dem, som varede i 9 Dage. Den sidste Dag om Aftenen maatte Hunnerne vige. Da gik Angantyr ud af Slagordenen, hug om sig til begge Sider, traf i Striden paa Laudur, skiftede Hug med ham, og nedlagde ham. Efter Slaget lod han de faldne prægtig begrave, men endnu havde Arvekrigen ikke Ende. En anden Hunisk Konge giorde Paastand paa Riget i Foreening med den Gardarigske Konge Olimar. Dog dem overvandt Angantyr og ved Hielp af den Danske Leire Konge Frode 7. Efter den Tid levede Angantyr længe i Roe. Han var mægtig, tapper og gavmild, slægtede i Retviished sin Bedstefader Høfundr paa, og var berømt i heele Norden. Endelig døde han omtrent Aar 580, og efterlod sig en Søn, den bekiendte Heidrek Ulfshammer.

et af de 7 Folk, som efter som efter Tacitus dyrkede Gudinden Hertha. See Hertha. De meenes først efter Vinilers eller Longobardes Udvandring at være kommen fra Tydskland ind til Jylland, hvorfra de i seenere Tider med Saxer og Jyder gik over til Britannien, som endnu efter dem kaldes England.

en Risekone, var ved Loke Laufeiason Moder til Midgaards–Slangen, Fenris–Ulven og Hel. See Loke!

eller den Saxiske Odin. See Hugleik!

Dronning i Jotunheim, blev besvangret af Guden Thor, see Thor!

en berømt Kæmpe fra Ymisland, var først gift med Imufs Dotter Amu, og havde med hende en Søn Hergrim. Han dræbde Skaaningeren Skalk. Derefter kom han til Frode 3 i Leire, og forlangede hans Syster Osura til Ægte. Denne Begiering blev ham afslaaet, hvorfore han tog sin Tilflugt til den vise Erik, som da var i stor Yndest hos Frode. Denne raadede ham til Frodes Nytte at udføre en mærkelig Handling for at vinde hans Gunst, og foreslog ham et Tog mod Biarmernes Konge Egther og Finnernes Konge Thengil, der tilforn havde været Frode skatskyldige. Arngrim drog i Følge dette Raad med en Hær til Finmarken, og stredede mod dem. Da Finnerne ikke kunde staae sig mod ham, tog de deres Tilflugt til Trældom, og da de den første Dag bleve slagne, kastede de i Flugten 3 Stene bag sig, der syntes Angantyr som 3 store Bierge, og forhindrede ham fra at forfølge dem. Da de ligeledes neste Dag maatte flye, kastede de Snee bag sig, der forekom Angantyr som en stor Flod, og igien hindrede ham. Treie Dag bleve de som forhen overvundne og forfulgte af Arngrim, men vidste nu ingen Raad meer, og maatte overgive sig til ham, som paalagde dem aarlig i Skat en Slæde fuld Skindvare af hver 10 Mand. Derfra drog han til Biarmeland mod Kong Egther, overvandt ham i Tvekamp, og skattede Biarmerne hver for et Skind aarlig. Efter alle disse Handeler kom han tilbage til Danmark, og blev ved Eriks Forbøn Kong Frodes Svoger.

en mægtig Bersærke eller Kæmpe, en Søn af Grim og Sterkodders Dotter Baugerda, boede paa Øen Bolme ved Halogaland. Han blev med Tiden en stor Søerøver, som beriede i mange Lande, og, da han eengang giorde Strandhug i Gardarike, dræbde Odins Sønnesøn Svafurlami, som der regierede, og bemægtede sig hans berømte Sværd Thyrsing, hvilket han siden gav til sin Søn Angantyr. Han ægtede Svafurlamis Dotter Eyvara, og avlede med hende 12 Sønner, Angantyr, Hervardr, Semingr, Hiorvardr, Brani, Brami, Barri, Reitur, Tiunde, Bui, og de yngste, som vare Tvillinger og heedte begge Hadding, og alle disse omkom paa Samsøe i Kamp mod Hialmar og Oddur hiin vidtførli. See Angantyr!

denne store Helt, hvis Levnet er indhyllet i saa mange Fabler, at man derfor har tvivlet paa hans Tilfærelse, var en Søn af Kong Gorlous i Dammonien (Cornwall) i Engeland. Allerede i sit 14de Aar gik han i Strid, under den berømte Engelske Keiser Ambrosius Aurelius, og fulgde ham siden stedse troelig paa hans Toge mod Saxerne. Neppe havde han besteget Faderens Throne, da Hoel, Konge af Areclute, misundelig over Arthurs Krigsberøm bekrigede ham, men til sin egen Skade. Arthur fordrev ham til Øen Mona, leverede ham der et Slag, og dræbde ham med egen Haand. Da var han først 18 Aar gammel. Efter den Tid streed han bestandig mod Saxerne under Ambrosius, som ogsaa ophøiede ham til Patricius. Hans mange Seiere over Saxerne forskaffede ham efter Ambrosius Død Herredømmet over Heele England, som han tappert forsvarede, saa hans heele Liv er en Kiede af Krig og Seiervindinger. Før Ambrosius Død havde han allerede giort en Reise til Jerusalem, hvoraf han efter de Tiders Maade blev meget berømt. For og at anspore de unge Helte, som ordenen af det runde Bord, som siden har givet Anledning til Ridder–Romaner og Fabler i Mængde. Arthur var gift med Hertug Caddors Dotter Gunvor. Efter andre hedde hans Kone Geneviere. Da hun var død uden Børn, lod Arthur hende begrave i Landskabet Angus, og havde Landets Fruentimmer den Overtroe, at alle, som gik over hendes Grav, bleve ufrugtsommelige, og holdt derfor deres Døttre omhyggelig fra at komme den nær. Allerede i sin Ungdom krigede Arthur i Fyhn mod Eskil og hans Broder, som foragtende hans Ungdom nægtede at betale ham Skat. Dog Arthur overvandt ham, og underlagde sig Fyhn og Jylland. Han krigede efter den Tid og i Norge. Under Rolf Krakes Mindreaarighed og hans Formynderes Ueenighed, søgde han, skiøndt forgieves at undertvinge Danmark. Dog have nogle troet, at disse hans Danske Krige kun ere en Fabel foranlediget ved hans Reise til Jerusalem. Ved sin Hiemkomst fandt han Landet i en blodig Krig mod Angelsaxerne, som han holdt 12 blodige Slag med. Hans værste Fiender vare de to Brødre Colgrin og Baldulph, som vare komne med friske Tropper over Havet, og angrebet Landet norden for Humber til Cathnes. De indtoge og Staden York; men bleve straks efter overvundne af Arthur i et stort Slag ved Duglasfloden. Han beleirede derefter Colgrin i York, og sendt sin Svigerfader, Hertug Caddor mod Baldulph, som vel blev slagen, men undkom ved List ind i Staden York til sin Broder. For denne Bye maatte Arthur og ophæve Beleiringen, da Cheldric kom dem til Hielp med en stor Flode. Herover blev Arthur nødt til at kalde sin Bodersøn Hoel Konge af Amorica (Bretagne) til Hielp. Denne tilførde ham og 15000 Mand. Med disse angreb han Colgrin og Baldulph i Deirien, slog dem, saa de maatte flye til Cerdik, som da beleirede Lincoln. Her kom der til et stort Slag, hvori Saxerne mistede 6000 Mand. Resten bleve indsluttede i den Caledoniske Skov og nødte til et Forlig, hvorved de forpligtedes, at drage hiem til Tydskland, give Gidsler til Pant paa Forligets Opfyldelse, og udlevere alt det giorte Bytte. Derfra vendte han sig mod Picter og Skoter, men kaldtes snart tilbage ved Saxerne, som brøde Forliget, kom tilbage, landede ved Totnes, plyndrede lige til Severn og beleirede Badonis Stad (Bath). Arthur lod straks deres Gidsler ophænge, vandt et stort Slag mod dem paa Badonis Bierg, og nødde dem at flye til Øen Thanet. I dette Slag fegtede Arthur i en Brynie, en forgyldt Hielm, siret med en Drage. I hans Skiold, Priven, var et Mariebillede, og ved Siden havde han et Sværd Calliburne, som var giort paa de Avaloniske Øer. Herfra drog han mod Picterne og Skoterne, der imidlertid havde angrebet hans i Bernicien efterladte Brodersøn Hoel, som laae syg i Areclute, overvandt dem, og i Steden for reent at ødelægge dem, lod sig af deres Præster for felleds Religion bevæge til Forliig. Den Rolighed, Arthur efter disse Seiervindinger nød, tillod ham at hielpe sin Brodersøn Hoel i Armorica imod en rebelsk Undersaat Frollon, som Arthur ved sin Ankomst overvandt og dræbde med egen Haand. Ved sin Hiemkomst fandt Arthur sit Land i stor Uroe. Saxerne havde grebet til Vaaben og bleve Dag fra Dag mægtigere. Han saae da, hvor lidet nyttig Krigen mod Saxerne var, og giorde Fred med dem. Ved den Tid skal han og have tiltaget sig Keiser Titel. Den Rolighed Arthur nød for Saxerne brugde han til at hielpe sin Brodersøn Hoel mod Vestgotherne, og satte i sin Fraværelse sin Brodersøn Mordred, som han havde bestemt til sin Eftermand, til at forestaae Riget og beskytte sin Gemal. Efter den Tid tillægges og Arthur mange meget glimrende Søetoge i langtbortliggende Egne, medens Saxerne hiemme stedse udvidede deres Herredømme. Han underlagde sig Ørkenøerne og deres Konge Gunfas, bekrigede Norge, hvor Rikulf var bleven Konge i Steden for Lot, Søn af Kong Arthurs Søster og Kong Sikelin paa Mære, dræbde Rikulf i et Slag, og indsatte igien Lot. Da Arthur kom tilbage, havde Mordred rebelleret, og i Forbund med Saxerne tiltaget sig Kongenavn. Mod denne, samt Saxerne Picter og Skotter krigede Arthur i 7 Aar nesten stedse med Lykke, og blev i denne Krig hiulpet af Kong Lot paa Mære og hans Søn Valvein, en anden Norsk Konge Albricht, den Fyhnske Eskil og sin Svigerfader Hertug Caddor. Et Slag ved Floden Cambalaune nær ved Camelsford i Dammonien afgiorde endelig begges Skiebne. De stødte paa hverandre i Slaget, og stridede sammen med største Bitterhed. Mordred faldt for Arthurs Haand, og denne blev dødelig saaret bragt til Glastenburg (den Avalonske Øe) og begravet i Glaston Kloster hos sin anden Kone Genievre. Saavel Kong Arthurs store Bedrivter, som høie Alder af 100 Aar, og hans Søetoge have hiulpet meget til at forstørre hans underfulde Levnet og berige hans Historie med Haandgribelige Fabler, endog til den Grad, at mange have derfor nægtet, at Arthur nogensinde har været til. Britterne elskede denne Fyrste saa høit, at de ikke vilde troe hans Død. Nogles Høiagtelse gik endog indtil at meene ham udødelig. Man har troet, at han giennemvandrede mange Lande stedse seirende, og skulde engang til sine Undersaatters Glæde komme tilbage til Britannien. Han kaldes Uther, og Pendragon af et Dragebillede han stedse førde oven paa sin Hielm.

Solens Hest, som trak dens Vogn om Jorden. See Solen!

see Amund!

Asernes Land. Dets Hovedstad var Asgaard.

en Jette, siddende paa den nordlige Ende af Himlen i en Ørns Skikkelse, og foraarsagede ved sin Flugt Vinden. Han kaldes og Hræssuelgur.

det Folk, som Odin indførde med sig til Norden fra Staden Asgaard i Asaheim. De boede ved Floden Tanais eller Don, og holdtes for at høre til den da mægtige Alaniske Folkestamme. Dette Navn bruges og om de fornemste Guder eller Mænd, som fulgde Odin. Nogle have og kaldt dem Anser.

Hovedstaden for Odins og Asernes Herredømme, skal have lagt ved Donfloden eller Tanais, som af vore Forfædre kaldtes Vanaqvifl. Et andet Asgaard meenes at være anlagt af Odin Heremods Søn ved Dúna i Reidgothaland. Om dette Asgaard haves mange Fabler, især er det bleven bekiendt af Ægers og Gylfes Reiser dertil. See Gylfe og Æger! hos Saxo kaldes den Byzanz.

Menneskenes to første Stamforældre skabte af Aurgelme og satte til Regieringen over Midgaard.

en Dotter af Sigurd Snaren Svend, var kun 3 Aar, da hendes Fader døde, og blev opdraget i Norge hos en vis Heimar. Denne blev dræbt af Ake og hans Kone Grima, som boede paa Spangereid ikke langt fra Lindesnæs i Norge. Disse toge Aslaug med, udgave hende for deres Dotter, og lode hende under det Navn Kraka vogte deres Kvæg. Paa et af sine vidtløftige Søetoge kom eengang den berømte Danske Konge Regner Lodbrok der til Kysten med sin Friehed, og, da hun saae de mange smukke Skibe, toede hun sig og imod Grimas Forbud, kiemmede sit lange deilige Haar. I det samme kom nogle af Regners Mænd til Gaarden, som han havde sendt i Land for at bage Brød. Disse beundrede Pigens Deilighed, vilde ikke troe, at Grima var Moder til denne Skiønhed, og fik hende til at ælte Deien for sig, men havde under Bagningen Øinene mere beskieftiget med Pigens Yndigheder end Brødet, som derover blev svedet. Herfor satte Regner dem ved Hiemkomsten til rette, men de vare let undskyldte hos den elskesyge Fyrste, da de fortalde ham, at en Pige skiønnere end hans egen Dronning Thora var Aarsagen, og at man vel lod være at bage godt Brød, naar man stedse havde Øinene paa saa skiønt et Object. Kongerne fandt det alt i de Tider rigtigt, at deres Underhavende vare Mennesker saa vel som de, og Regner fandt deres Undskyldning saa god, at han selv vilde see den yndige Aarsag til sit svedne Brød, fik Lyst at eie hende, og sendte hende Befaling at komme til sig, men vilde tillige prøve hendes Forstand. Han bød derfor at hun skulde komme, hverken nøgen eller paaklædt, hverken mæt eller fastendes, hverken eene eller fulgt af noget Menneske. Hun lovede at komme Dagen efter, og visde ved denne Leilighed lige saa megen Forstand som Ynde; thi hun begav sig Dagen efter til Kongens Skib, fulgt allene af sin Hund, indsvøbt i et Fiskegarn, hvorover hun havde viklet sit lange Haar, og for ikke at være fastendes, havde hun bidt i et Løg. Da hun kom til Skibet vilde hun ikke gaae om Bord, før efter erholdet frit Leide for sig og Følge. Dog blev det maadelig holdt; thi, da Hunden beed Regner i Haanden, blev den paa hans Befaling slaaet ihiel. Kongen blev saa forelsket, at han gierne straks havde tilfredsstillet sine Begierligheder, men Kraka paastod i Følge det givne Leide, at vende urørt tilbage. Pynt og Thoras egne med Guld og Sølv virkede klæder kunde heller ikke forføre hende. Kraka vilde paa ingen Maade blive Natten over hos sin Elsker, men hun drog bort, sigende til Regner: hun vilde alt eller intet, være hans Dronning, men ingenlunde Boelskab, skylde sin Lykke til Kierlighed og ikke til Herkomst, som hun derfor fordulgde, og, at han, om han virkelig havde hende kier, erindrede hende endnu, skulde komme igien om et Aar, og sende efter hende. Regner elskede hende oprigtig, kom som paa Vinger efter et Aars Forløb tilbage, og lod hende hente. Aslaug viste da sin fulde Aands Storhed, foreholdt de gamle, hun levede hos, at hun vidste det Mord, de havde begaaet paa hendes Fosterfader, men afsagde tillige al Hevn, og gik til Regner, som straks, da hun var kommen om Bord, vilde søgt Seng med hende. Dog hun vidste at holde ham inden de sømmelige Ærbødigheds Grændser, indtil de ved Hiemkomsten i hans Rige havde holdt Bryllup, ja vægrede sig endog de 3 første Nætter efter Brylluppet, at opfylde hans Ønsker under Paaskud, at det tilkommende Foster ellers deraf vilde tage Skade. Ved Regner blev hun derefter Moder til Iver, der havde dobbelte Ledde, og kaldtes deraf Beenløse. Biørn, Hvitserk, Regner og Sigurd kaldet Snogøie. Regner blev hende dog ikke stedse troe, og trolovede paa en Reise Ingeborg, en Dotter af hans Under Konge Eisten Beli i Sverrige, dog søgde han, at holde det skiult for Kraka, men forgieves; thi da han ved Hiemkomsten holdt Giestebud, og sad i Høisædet, satte Kraka sig paa hans Skiød, foreholdt ham sin Utroskab, som hun havde faaet at vide af sine Fugle. Ved denne Leilighed aabenbarede hun ham og sin Herkomst, saa at Kongen derover glemde sin Svenske Kiereste. Dog denne Gang afsagde hun ikke sin Hevn, som hun rundelig udøvede over Kong Eisten, da han havde dræbt hendes to Stedsønner Erik og Agnar, der i Regners Fraværelse havde feidet paa Sverrige; thi, da hun fik deres Død at vide, græd hun bitterlig, og lovede at hevne dem ei mindre, end om de vare hendes egne Sønner, opmuntrede derpaa sine Børn at hevne deres Brødres Død, sendte dem med en Flode til Sverrige, og fulgde selv til Lands med 1500 Ryttere under Navn af Randalin, foreende sig med dem, leverede Kong Eisten et blodigt Slag, hvori han faldt. Samme Mod viste og Aslaug, da een af hendes Sønner, Ragnvald, var bleven nedlagt paa Syderøerne af Herthiof, og sang en Vise om ham, hvori hun glædede sig over, at den yngste af hendes Sønner først var kommen til Odin. Da hendes Mand Regner paa en grum Maade var bleven henrettet af den Engelske Konge Ella, (see Regner!) lod hun ved den berømte Skald, Brage den gamle, opsette en meget skiøn Sang om ham, som endnu haves, og efter hende kaldtes Krakemaal, som man urettelig har tillagt Regner selv. Aslaug var tillige en stor Elsker af Digte og Digtekonst, som hun selv med Held skal have øvet.

en Søn af Kong Svibdager, regierede i Østgothland, og slægtede sin tappre Fader paa. Hvorledes han i Strid mod Kong Hadding mistede først sin Søn Henrik, og derefter sit eget Liv. See Hadding!

en Søn af Kong Alf i Hedemarken, blev eengang paa Jagt, da han alt for hidsig forfulgde Dyrene forvildet, maatte længe løbe vildsom omkring paa Fieldene, mistede baade Hest og Klæder, og maatte møisommelig opholde sit Liv med Jord–Svampe og Nødder. Endelig kom han til Kong Biørns Hof i Viken. Denne havde en Søn, Asvit, som Asmund snart blev fortroelig og gik i Fostbrøderlaug med, og da Asvit døde, lod han sig af Kierlighed til sin Ven levende nedhidse i hans Gravi med faa Levnetsmidler. Men kort efter kom den døde Asvit til Live. Asmund maatte stride med ham, og blev af ham ilde medhandlet, han gav ham mange Skrammer og afrev hans eene Øre. Endelig kom den Danske Kong Frode 7 tilligemed Erik den veltalende med deres Armee i disse Egne. I den Tanke, at finde Skatte i Graven, aabnede de den, og nedhidsede en Mand i en Kurv. Dette Redning–Øieblik forsømde Asmund ikke, rev den nedhidsede Mand af Kurven, kom til alles Bestyrtelse blodig og forkradset op, og forskrækkede i Førstningen alle; men, da han fortalde sin Skiebne, og hvorledes han daglig maatte tumle sig med Draugen, som han endelig, for at faae Fred, havde hugget Hovedet af, og slaaet Kroppen fast til Jorden med en Pæl, opvakde han Medynk, saa de glædede sig over at have frelst ham fra Døden.

Konge i Thronhiem. See Friedler 3!

en Datter af Leirekongen Frode 5, levede i Blodskam med sin egen Broder Kong Ingel, og havde ved ham en Datter Asta.

Konge i Hunsigov, og Broder til Brynhilldur, ægtede efter Sigurd Foffners Banes Død hans Enke Gudrun, og for at faae hans efterladte Skatte lod paa en troløs grum og listig Maade hans Svogre Gunnar og Hogne under Venskabs Skin byde til sig, fange og henrette. See Gunnar! Hans Kone fattede et uudslukkelig Had til ham for hendes Brødres Mord; og hvorledes hun med uhørt Grumhed hevnede det, see Gudrun!

en Søn af Natten og Naglefara. See Natten!

en Kok i Valhal, som maatte daglig til Gudernes og Einheriars Bevertning kaage Flesket af Galten Serimner i en Potte Eldhrimer.

en Koe, avlet paa samme Tid og Maade som Risen Ymer, der nævnde sig af de 4 Melkfloder, som fløde af hendes Yver. See Ymer! Denne Koe levede af at slikke Riimfrosten og Saltet af Steenene. Den første Dag, den slikkede disse Steene, kom deraf om Aftenen Menneskehaar, den anden Dag et Menneskehoved, og den tredie et deiligt stort og sterkt Menneske Bure, som blev Stamfader til alle Guder og Aser. See Bure!

en Søn af den Rogalanske Konge Rugalf, opslog sin Residents paa det efter ham kaldte Augvaldnæs paa Øen Karmen, hvilket Sted tillige er bekiendt af, at Kong Harald Haarfager siden residerede og døde der. Denne Augvald foragtede Odins Lære, og meenes at have begyndt en nye, thi man finder om ham, som om flere siden, at han dyrkede en Koe, hvis Melk havde befriet ham i adskillige Sygdomme. Da han døde, blev han begravet i Høi tilligemed sin kiere Koe, og opkastet en Gravhøi over ham, hvoraf endnu saaes Levninger i Kong Oluf Trygvesons Tid.

et af de 7 Sveviske Folk, som efter Tacitus boede ved Østersøen, og dyrkede Hertha. See Hertha! Andre have holdt dem for et gammelt Dansk folk, der skal have beboet Abo–Sessel i Jylland, kaldtes ogsaa Chaiboner, og skal have fulgt Longobarderne paa deres Toge.

en Søn af Jorundr, var Konge i Upsal og bekiendt af sin fabelagtige Alder, og meer end hundredaarige Regiering; Han var viis og gudfrygtig, og offrede flittig til Guderne, som derfor yndede ham. Derimod afskyede han Krig, og blev derfor tvende Gange fordrevet af sit Rige, først af den Danske Prinds Frode, og den anden Gang af den Danske Konge Ole den Raske eller Ali hiin Frækne. Dog kom han begge Gange efter 20 Aars Fraværelse til rolig Besidelse af sit Rige, og sidste Gang meest ved Hielp af den berømte Sterkodder. See Ali hiin Frækne! Da Ani var 60 Aar gammel anstillede han et stort Offer, og offrede sin egen Søn til Odin for at nyde et langt Liv, og fik den Forsikring at skulde leve 10 aar længer for hver af sine Sønner, han offrede. Dog at han skulde kalde en Part af Landet efter Tallet af hver Søn. Da han paa denne Maade havde offret 7 Sønner, kunde han ikke gaae, og maatte bæres i en Stoel. Da offrede han sin 8de Søn og kaldte en Deel af Landet efter ham Aattende Land, levede derefter 10 andre Aar, og maatte stedse holden Sengen. Endnu offrede han den 9 Søn, levede andre 10 Aar, men var saa svag, at han maatte patte af et Horn, som et spæd Barn. Da vilde han og ofret den 10 Søn, og kaldet Upsalalehn efter ham Tiendeland, men Svenskerne satte sig derimod, saa at han maatte døe af Ælde, hvilken Dødsmaade siden efter ham kaldtes Anisot.

en Kone af Bergriseæt, gift med Gymer og Moder til Fryers Kone den deilige Gerdur.

et guddommeligt Menneske, som Alfader skabde af en Draabe af smeltede Iisbierge. Han dræbde Risen Ymer, og af hans Blod, Hierne og Been forfærdigede vore Strømme, Klipper og Jord. Derefter byggede han Staden Midgaard eller Asgaard midt paa Jorden, hvor Solen og Maanen efter fuldendt Løb udhvilede sig, og overgav den til 2 af ham skabte Stamforældre for alle Mennesker Askur og Emble.

saa kaldtes de sydøstlige Kyster af Østersøen, og det Hav Austuesaltr.

eller Balder den gode, en Søn af Odin og Frigga, og en af Asernes 12 store Guder, var deilig hvid og skinnende, saa at en Sort meget hvide Blomster efter ham kaldtes Balders Øinebryne. Han var tillige velskabt og meget yndet baade af Guder og Mennesker. Denne godmodige smukke og velgiørende Gud boede i Himlen paa Breidablik, et Sted, som aldrig nogen Ondskab eller Forbandelse hvilede paa, hvor intet ureent fandtes, og i hvis Støtter vare Runer, som endog kunde opvække de Døde. Da han eengang havde drømt, at hans Liv var i stor Fare, giorde Moderen Frigga sig stor Umage for at sikre samme, og tog derfor en Eed af alt i Naturen, at intet skulde skade ham. Dog forglemde hun et ungt nysplantet Træe Østen for Valhal, som hun for dets Ringhed foragtede. Heraf blev Baldur saa hug– og skudfrie, at Guderne endog i deres Forsamlinger morede sig med at kaste, hugge, og stikke paa ham med allehaande Ting, og blev dette anseet som en stor Ære, man giorde ham. Kuns den onde Loke alleene misundte Balders Fortrin, og for at fordærve ham gik forklædt som en gammel Kierling til Frigga, der under deres Samtale spurgde hende, om hun vidste Gudernes Tidsfordriv i Valhal. Den forklædte Kone svarede: hun havde hørt, at de moerede sig med at kaste allehaande Ragerie paa Balder. Frigga fortalde hende da, at det skeedte uden hans mindste Fare, fordi hun ved Eed havde forpligtet alt i Naturen til ikke at skade ham, og at det kun var et eeneste nyplantet Træe Østen for Valhalla, kaldet Mistiltein, som hun havde forglemt, men det var og saa lille, at det umuligt kunde skade ham. Glad over nu at vide et Middel til Balders Undergang pakkede Loke sig, rykkede det omtalte Træe op med Rod, og begav sig dermed i Gudernes Forsamling, gav sig der i Kast med den blind, men overmaade stærke Gud Høder, og spugde: om han ikke og vilde ære Balder med at kaste noget paa ham: Denne undskyldte sig med sin Blindhed, og at han intet havde at kaste med. Straks havde Loke Træet ved Haanden, og styrede efter Løvte hans Haand saa vel, at det blev hans Bane. Hans Fald forskrækkede Guderne. De faldt i dyb Sorg, der betog dem Kræfter og Mæle, især hans Fader Odin. De havde meer end gierne straks hevnet hans Fald, men torde ikke ifor Stedets Hellighed. De førde derpaa hans Legeme til Stranden. Hringhorne hedde Balders Skib. Det vilde de skyde frem, og brænde ham i, men kunde ikke rokke det af Stedet. De sendte da Bud til Jotunheim efter en Heks kaldet Hirokinn, som til dette Arbeide kom ridende paa en Ulv med et Bidsel af Slanger i Munden. Da hun steeg af, satte Odin 4 Bersærker til at styre den, men den var saa sterk, at de for at holde den maatte legge den paa Ryggen, medens hun skiød Skibet ud, hvilket hun giorde med saadan Fart, at Ilden fløi af Kiølen, og Landet bævede derved. Thor, en afsagt Fiende af alle Kæmper, vilde da betalt hende Arbeidslønnen Med et Slag af sin Hammer, om ikke de andre Guder havde afholdt ham derfra. Dette Skib brugde de i Steden for et Baal, og deri brændte Balders Legem tillige med hans tro Kone Nanna og hans Hest. Ved denne Begravelse vare tilstede Odin, Frigga, Valkyrierne og Odins Ravne. Freya kom kiørende dertil i sin Vogn med Galten Gullinbuste, og Freya i en med 2 Katte for. Desuden var der en stor Mængde Biergriser og Hrimthusser overværende. Alle Guder ærede Balders Grav ved at kaste noget deri. Odin kastede sin berømte konstige Ring Drupner (see Drupner!) derned. Thor viede Ilden med sin Hammer, og da Dvergen Litur iust løb ved hans Fødder, sparkede ham i Ilden, saa han brændte med. Frigga lod derefter bekiendtgiøre, at hvo der vilde reise til Helvedet at lede efter Balder og byde Dødens Gudinde Hel Løsepenge for ham, skulde derved erholde hendes fortrinlige Yndest. Hans Broder Hermoder paatog sig Ærendet, reed ned til Helvede paa Odins Hest Sleipner, fandt Balder der siddende i Høisædet, og forlangede hans Befrielse. Hel vilde viide, om han var saa almindelig elsket, som der foregaves, og svarede derfor, at hun kuns vilde løsgive ham paa det eeneste Vilkaar, om alt i Naturen, levende og livløst begræd hans Død, men fandtes kuns een, som vægrede sig, skulde han bliv. Balder ledte derpaa Hermoder ud og medgav ham sin Ring at bringe Odin til en Almindelse. Hans Kone Nanna medgav ham og et Erindrings Tegn til Frigga. Guderne sendte da Bud over heele Verden. og paabød en almindelig Sorg til hans Befrielse. Alt fandtes villigt, og sørgede af Hiertet. Kun Heksen Thok alleene, som man troede, at Loke havde omskabt sig til, svarede: at hun kun med tørre Øine vilde begræde ham, og ved denne Vægring foraarsagede hans Tab for bestandig. Dette hevnede Guderne siden grusomt paa Loke. (See Loke!)
      Skiøndt Balder saaledes maatte blive i Helvede, skulde han dog ved Ragnarokr befries, overlevede de andre Guder, komme til Gudernes forrige Opholdssted i Sletten Ida, blive der forliigt med sin Banemand Høder, og leve der i Selskab med ham og de overblevne Guder Vidar, Vale, Mode og Magne.
      Man har Aarsag til at troe, at de gamle ved Balder har forstaaet Solens Glands. Hans Guddom var i stor Anseelse især dyrkedes i Norge i den berømte prægtige Tempel ved Baldershage.

en Søn af den Saxiske Odin eller Hugleik, var deilig, vennesæl, tapper og en stor Krigsmand. Ved en Hændelse saae han eengang den Ringarigske Konge Gevars eller Jøfurs deilige Dotter Nanna, da hun badede sig. Hendes overordentlige Skiønhed opflammede ham, saa han aldrig indtil sin Død kunde afsige denne Elskov. Dog haabede han forgieves. Hun foretrak ham Hother Hothebrods Søn, Konge i Ellæm Syssel i Jylland, som var opdraget med hende, og efterat have i en Skov mødt Valkyrierne, og af dem faaet en Kiole, ingen Vaaben kunde bide paa, ved sin Hiemkomst begierede Nanna af hendes Fader, som dog af Frygt for Balder ikke turde love ham hende. Det var i Balders Øde, at han ikke kunde dræbes uden ved Vildmanden Mimrings Sværd. Dette bemægtigede Hother sig efter Gevars Raad (see Mimring!) og derpaa bekrigede Odin og hans Søn Balder, som af sin Fader var sat til at regiere Sielland. Da Balder derefter fik at vide, at Hother var forreist til Biarmeland at frie for sin Ven Helge, drog han med en Hær ind i Jøfurs Lande, og begierede hans Dotter. Faderen henstillede det til Nanna selv, men hun afslog hans Haand uagtet al anvendt Veltalenhed og Sødhed, under Paaskud, at hun, som var af Jote–Æt, var for ringe til at giftes med en Halvgud. Imidlertid kom Hother tilbage, overfaldt i Følge med den Saxiske Konge Gelder og Helge Balder, overvandt ham, uagtet han blev hiulpet baade af Odin og Thor, og fordærvede hans Flaade ved et Sted, som derefter til Erindring om Slaget kaldtes Balders Havn. Derefter holdt han til Balders store Sorg Bryllup med Nanna. Dette gav anledning til en nye Krig. Begge Rivaler samlede alle deres Kræfter, og holdt et Slag, hvori Hother fuldkommen blev overvundet, og maatte flye til Gevar. Under dette Slag plagedes Balders Hær meget af Tørst. Da opvæltede af Jorden en Brønd, som de lædskede sig paa, og kaldes til Erindring endnu en Bye i Nærheden af Roskilde derefter Balders Brønd. Dog denne Seier giorde derfor ikke Balder lykkeligere. En Geist i Nannas Skikkelse svævede ham for Øine hver Nat, og han blev af denne heftige utilfredsstillelige Lidenskab saa udmattet, at han maatte bæres i en Stol eller kiøre paa en Vogn med 2 Heste for. Noget efter overvandt han atter Hother, og fordrev ham til Jylland. Her mødte Hother atter paa sine eensomme Vandringer Valkyrierne, blev af dem opmuntret til en nye Krig mod Balder, og fik Løvte om Seier, ifald han kunde bemestre sig en vis sød Spiise, som af nogle Jomfruer tillavedes for Balder. Han drog da mod Balder, bemægtigede sig en Nat, da han eene var gaaet ud for at bespeide Balders Hær, den underfulde Spiise. (see Hother!) Paa Hiemveien mødte han Balder, der var gaaet ud i samme Ærende. Det kom til Strid, og Balder blev dødelig saaret. Tilfældet opvakde stor Glæde i Hothers Leir, men des større Sorg i Balders. Denne vilde dog ikke døe som en Nidding, og for at døe paa Ærens Bane som Helt, leverede Hother Dagen efter et Slag, som han uagtet sine Saar bivaanede i en Bærestol. natten efter aabenbaredes Dødens Gudinde Hel sig for ham, og fortalde, at hun Dagen efter vilde nyde hans Selskab. Han døde ogsaa Dagen efter, og blev af Krigshæren Kongelig begraven i en Høi ikke langt fra Balders Brønd mellem Roskild og Kiøbenhavn. Denne Balder skal have resideret uden for Leire i Sielland, og der have oprettet Guds– og Offertienesten paa en forhen ubrugelig Maade. Vor store Evald har i de nyere Tider foræviget baade sig og ham ved sin Balders Død. Balders Kone var Rune, som med ham levede paa Tune ei langt fra Roskild. Ballerup i Sielland troes og at skylde ham sit Navn.

et Slags Præster eller Duider hos de gamle Tydske, vare og bekiendte som Digtere.

en Søn af Arngrim og Eyvora. See Arngrim og Angantyr!

en Kæmpe, Broder til Riisen Suttung, der eiede den fortryllede poetiske Drik, som Dvergene havde tillavet af Kvasers Blod. (See Kvaser!) Denne Drik fik Odin Lyst til, kom en Dag forklædt til Bauges 9 Arbeidskarle, som hostede, og tilbød sig at hvesse deres Høeleer. De toge med Glæde mod Tilbudet, og Odin gjorde dem saa skarpe, at de alle fik Lyst til Hvessesteenen. Denne kastede Odin da i Grams mellem dem. De kom til at rives om den, og i Striden dræbde alle hverandre med Leerne. Noget efter kom Bauge mod ham, spurgde om hans Navn, og jamrede sig meget for sine Høstfolk. Odin kaldte sig da Bolverk og tilbød sig at giøre Bauge ligesaa meget Arbeid, som hans 9 Karle Sommeren over, ifald han til Arbeidsløn vilde love at forskaffe ham en Slurk af ovenmældte Drik. Bauge indgik Akkorden, og den foregivne Bolverk arbeidede hos ham selv lige saa meget som 9 Karle og ved dens Ende fordrede sin Betaling. Først foreslog han ham at forsøge med det gode, om de kunde faae noget deraf; Bauge drog da med ham til Broderen, som reent ud afslog deres Begiering, saa de maatte drage beskiemmet bort. Derpaa begave de sig begge til Klippen, hvor Drikken var forvaret inde hos Suttungs Dotter Gunlød, som der var indsluttet. Her fremdrog Bolverk et Boer kaldet Rate, og bad Bauge at bore et Hul i Bierget med, om det var skarpt. Bauge vilde gierne svige den forklædte Odin, og, da han havde boret lit, sagde: at nu var der Hul heelt igiennem, men da Odin blæsde i Hullet, fløi Spaanerne ham i Ansigtet. Heraf mærkede han Bauges List, befalede ham at bore paa nye, og, da han atter blæsde i Hullet, og Spaanerne blev derinde, saa han kunde mærke det var gaaet igiennem, forvandlede han sig til en Orm, og krøb ind. Da vilde Bauge giøre det af med eet, og iagede Boeret ind efter ham. Dog slap Odin uskat ind. Hvorledes han derefter bemægtigede sig heele Drikken, see Suttung!

en Dotter af Sterkodder og Alfhild, blev gift med Grim. See Sterkodder!

eller Bergthor en Kæmpe, var Fader til Belsta.

kaldtes i Norden de Steene, som lagdes over Døde Mænds Gravhøie. Dog beviistes denne Ære kun udmærkede og berømte Helte. Odin skal først have indført denne Skik i Norden. De findes imellem med udskaarne Figurer af Mennesker, Dyr og Uhyrer, sieldnere med Runer. Det sidste Slags have dog nogle troet, at være fra Kristendommens Tid.

en Søn af Norske Erobrer Gore, fik efter Faderens Død en stor Deel af hans Lande. I Følge den Aftale, der var mellem Gore og hans Broder Nor, skulde den første kun have Herredømmet over Øerne ved de Norske Kyster, og alt det faste Land tilfalde Nor. Dog Beiter for at eludere Akkorden lod trække sit Skib, Ellida, over Land, og tilegnede sig derved en stor Deel af det faste Land i Norge Vesten for Naumudal, hvor han blev en berømt Høvding. Han efterlod sig to Sønner Glanir og Gilse eller Gylfe.

en Dotter af Risen Baulthorn eller Bergthor, blev gift med Bures Søn Bor, og ved ham Moder til Odin, Ve, og Velir. (See Bor!) Hun kaldes og Beyzla.

en Hrimthusse, den eeneste af dem alle, som paa et Skib med sin Familie undgik Døden i den almindelige Oversvømmelse af den dræbte Rise Ymers Blod, og fra ham nedstammede siden alle øvrige Hrimthusser.

saa kaldtes i Norden en Sort Stridskiemper, som klædte i Dyrehuder droge omkring og øvede Vold. Jomfrueburene især vare usikkre for dem, og det smukke Kiøn fandt dem kun sielden den ædelmodige Beskyttelse, som udmærkede den seenere Alders vandrende Riddere. Nogle vare dog mere ædeltænkende. En rasende Tapperhed var det, der meest udmærkede dem. De skyede hverken Død eller Farer. Naar deres Mod opvakdes, og ingen Fiende var for Haanden bleve de ligesom rasende, beed i Skioldene, hvinede, huggede i Jorden, og vel undertiden saarede uskyldige. Kongerne, især de mægtigere, underholdt sædvanlig et Antal ved deres Hof til deres Persons Sikkerhed, og for stedse at have dem ved Haanden til Strid. Kun sielden har man Eksempler paa at de brøde deres Troskab. De lode sig endog ofte dræbe med deres Herrer, og gik leende i Døden. Efter dem kaldtes Strid Bersærkeleeg.

den Danske Prinds Grams tro Medfølger paa hans Toge. Til Belønning for hans Troskab gav Gram ham sin Fosterfaders Roars Dotter, som han havde være gift med. See mere ved Gram!

gift med Bygvir, var med Aserne til Giest hos Æger, og kom der som de andre Guder i Trætte med Loke. See Loke!

hvis rette Navn var Bodvar, en Søn af den Norske Prinds Bjørn og Bera blev opfødt hos sin Broder, Thorer Hundfot, Jarl i Halogaland. Der ihielslog han Kæmpen Biarkmar og fratog ham sit kostelige Sværd, Laufar. Dette skedte paa en Øe, som deraf kaldtes Biarkøe, og Bodvar selv fik af denne Handling det Navn Biarke, under hvilket han siden blev meget bekiendt. Han reiste derefter ud at forsøge sin Lykke i Verden, og søgde til den for sin Gavmildhed og Ædelmodighed saa almindelig roste Leire Konge Rolf Krake, som antog ham blant sine Hofmænd. De Tiders grove Sæder medførde, at Kæmperne ved dette Hof for Tidsfordriv kastede Knoge og Been især paa dem, som de ikke kunde lide. Hott, og en Bondesøn, maatte ofte udstaae denne Spot. Til hans Lykke antog Biarke sig ham, og for at hevne den ham tilføiede Fornærmelse hug et Oksebeen paa en af de nærværende Kæmper med saadan Styrke, at Hovedet dreiede sig om, saa Ansigtet kom til at sidde i Nakken, og det blev hans Død. Rolf var saa billig, at han ikke straffede ham derfor, men blot tog Bøder for Drabet, og gav ham den dræbtes Plads, som han dog kun modtog paa Vilkaar, at Hott fik Plads ved Siden af ham. Denne sidste var frygtsom og uduelig; men Biarke dannede ham til Kriger, dræbde en stor Biørn, lod ham drikke af hans Blod, og giorde ham derved saa kiek, at han af Rolf fik det Øgenavn den Hupprude (Høimodige) og Hialte (Helt) under hvilket sidste Navn han derefter blev meget berømt. (See Hialte!) Rolf havde 12 Kæmper alle graahaarede og Jernklædte, som pleiede at drage ud paa Eventyr, kom ved Juletid hiem, nedlagde deres Bytte for ham og spurgde ham, og alle tilstædeværende, om de kiendte nogen deres Liige? Rolf svarede dem altid høflig, at han kiendte ingen kiekkere; men da de første Juleaften kom til Biarke med samme Spørgsmaal, tog han Spørgeren ved Armen, og hug ham med saadan Styrke mod Gulvet, at hver Been knagede i ham. Hialte giorde det samme ved en anden. Rolf selv maatte stifte Fred mellem dem saaledes, at de maatte erkiende Biarke og Hialte for Overmand, og fik Biarke ved denne Leilighed Plads nest efter Kongen paa høire Haand. Nogen Tid efter høstede Biarke behageligere Laurbær ved at befrie Kong Rolfs Syster Ruta fra en hende og Broder ubehagelig Brudgom, Agnar, Ingels Søn. Rolf lovede den, der vilde stride med denne berømte Kriger, sin Syster til Ægte, og Biarke var den eeneste der kunde paatage sig denne Dyst, som han efter Saxe skal have givet Anledning til paa Agnars Bryllupsaften ved at dræbe med et Oksebeen en af dem, der havde kastet Knoge paa Hialte, over hvilken Fornærmelse mod Bryllupsfesten Brudgommen udfordrede ham. Man mødtes til Kampen, og trættedes længe om, hvo der skulde give det første Hug. Endelig blev denne Ære tilkiendt Agnar, fordi han var af Kongeæt. Han hug da med megen Styrke til Biarke, saa han kløvede hans Hielm, og saarede ham let i Hovedet, hvorved hans eget Sværd Hithing gik itu. Da satte Biarke sin Fod mod en Træestub, og hug med sit tydske Sværd Snyrtir til Agnar, saa han giennemskar hans venstre Side, og afhug hans høire Been. Til Belønning fik han efter Løvte Prinsesse Ruta til ægte. Derpaa reiste han til Norge at hevne sig paa sin Faders Stedmoder Hvit, overvandt hende lod hende slæbe om i en Sæk, og slog hende til døde (See Hvit!). Derefter giftede han sin Moder Bera med Ulfsbeitur Jarl. Paa dette Norske Tog dræbde han og Kæmpen Jarnbard, som havde omkommet hans Broder Elg Frode. Efterat have regieret en kort Tid over Upland i Norge reiste han tilbage til Rolf, og hialp derpaa i Foreening med Rolfs øvrige Kæmper den Svenske Konge Adils mod den Norske Konge Ali paa Opland. For denne Hielp, lovede den første dem i Belønning, om de fik Seier, hver 3 Pund Guld, og 3 kostbare Klenodier til deres Konge. Et Slag paa den tilfrosne Væner–Søe, hvori Ali faldt gav dem Ret til den belovede Belønning. De forlangede da til deres Konge den faldne Alis Hielm Hildesvin, Brynien Fredsleif, og Ringen Sviagris, som Adils havde efter sine Forfædre. Ikke alleene dette undslog Adils sig for, men nægtede dem endog gandske den belovede Løn, hvorfor de droge forbittrede hiem til Rolf, og ophidsede ham at giøre et Tog til Sverrig som Biarke fulgde dem paa. Da de vare komne til Upsal, lod Biarke Hestene sette ind i Stalden, og befalde de Svenske nøie at passe deres Haler og Maner, at de ikke bleve ureene eller kom i ulave, hvilket fortrød de Svenske saa haardt, at de afskar dem alle Haler og Maner. Hvorledes Biarke undslap herefter med Rolf, see Rolf! Al den Naade, Biarke nød hos Kongen betalede han med uforfærdet Tapperhed og Troskab, saa han satte Livet til med ham den Not, han blev overfaldet af Hiortvar, og fandtes hans Legeme liggende ved den faldne Konges Hoved, legesom de andre Kæmpers omkring ham. Biarke synes ligesom Rolf Krake, at have foragtet Guderne og kun forladt sig paa sin egen Tapperhed og Styrke, hvorfor han og indføres i den efter ham kaldte prægtige Sang Biarkemaal at have Lyst til at dræbe Odin selv. Han skal og have været en god Skald, og har Alderdommen levnet Stykker, som holdes for hans Arbeide.

Fabelen har digtet om denne Biarke, at hans Stedmoder Hvit slog ham med en Ulvehanske, og forvandlede ham til en Biørn, hans Broder Thorer til en Hund, og Frode til et Elsdyr, og at han paatog sig denne Skikkelse om Natten i Striden mod Hiortvar, og gavnede derved Rolf mere end 5 af hans Kæmper, men da han derefter blev ved Hialte udkaldet, kunde han ikke mere paatage sig denne Biørne–Ham, og faldt. Ligeledes, at der hver Juleaften kom tre Aar i Rad til Kong Rolfs Hof i Leire et græsseligt Trold–Dyr med Vinger, som intet Vaaben kunde bide paa, og at det var det, som Biarke slog ihiel, og lod Hialte drikke Blodet og æde Hiertet af. Om hans sympathetiske Blodblanden med sin Broder Elg Frode, see Elg Frode! Hans Gave, at giøre Vers, naar han vilde, skal han have faaet ved at drikke Mød af sin Fostermoders Greppas Horn, at hans Sværd kunde ikke uddrages, førrnd han havde qvædet en Vise o.m.

et stort og blomstrende Kongerige norden for Jotunheim omkring Gandviken (det hvide Hav) og Dvina, hvor nu omstunder det Permiske, Arkangelske og en Deel af det Russiske Lapland er, grændsede mod Vesten til Ymisland, mod Østen til Risaland. Til dette Land giorde vore Forfædre uphørlig Søerøvertoge for at erholde dets rige Kostbarheder. Dets Indbyggere Biarmerne troes at have havt en fra Aserne forskiellig Religion, uagtet de dog dyrkede Thor og andre deres Guder. De vare af Finsk Herkomst, og som alle Finner udraabte før store Troldmænd, hvilken Overtroe om Finnerne har vedligeholdt sig endog til vore Tider.

Jarl over Aldeiguborg, giftede sin Dotter Svafa med Arngrims Søn den bekiendte Angantyr, som efterlod hende frugtsommelig hos Faderen; da han med sine 11 Brødre reiste til Samsøe til Strid mod Hialmar hiin Hugprude og Orvarod, og faldt der. Svafa fødde derefter en dotter den berømte Hervor, som Biartmar Jarl opfostrede. See Hervor!

(Regnbuen) var efter Fabelen en Broe bygget af Guderne, som de stedse maatte passere paa deres Reiser fra Himmelen til Jorden. Paa den havde de anvendt utroligt Arbeide og mere Flid end paa noget andet. Den havde 3 forskiellige Culører, en overordentlig Styrke, og dens øverste røde Lag var den klare Ild for at forhindre Riserne over den at bestorme Himlen. Dog uagtet al dens Styrke og dens underfulde Vogter Heimdals Aarvaagenhed (see Heimdal!) skulde den ved Gudernes Tuskmørke sønderslaaes af Muspels Sønner, som under Surturs Anførsel skulde over den bryde ind i Himlen, og ødelægge Guder, Verden og alt.

en søn af Liflandsk Prinds, gav sig i Tieneste hos den grusomme Skaanske Konge Jarmerik eller Jormunrekur, indhyklede sig der ved Smigrerie og Øientieneste, vandt hans fulde Gunst, og forledede ham til mange Grusomheder. Da denne Konge havde sendt ham med sin eeneste Søn Randver at frie for sig til den Reidgothiske Konge Jonakurs Dotter den deilige Svanhvide eller Svanhilde, indbildte han Kongen ved Hjemkomsten, at Prindsen Randver havde levet i for stor fortrolighed med Svanhvide, og derved forførde Kongen til at lade denne sin ulykkelige Søn hænge, og Prindsessen trædes ihiel af Heste. Endelig kronede han sine Ondskaber ved at forraade Jarmerik selv til hendes Brødre Hamder og Sorle. See Jamerik!

en Søn af Hvidfinnur og Broder til Hiuke; da han med sin Broder hentede Vand af Brønden Byrger og har det paa Akslene i en Saa (maal for flydende varer) Sæger paa en Stang Simul, bleve de bortførte af Maanen, og maatte siden stedse følge den i sit Løb. See Maanen!

en Kæmpe, som Freyr kom i Strid med, og i Mangel af sit Sværd dræbde med en Hiortetakke. See Freyr!

en Søn af Risen Forbaute og Heksen Laufeia, var Broder til Loke Laufeiason.

et Slot i Trudvanger, det største i Verden, havde 540 Sale, og var Guden Thors Residents.

have en Deel urigtig antaget for Morer fra Afrika; thi ved dette Navn forstode de gamle Indbyggerne i Bleking.

kaldtes de, der anstillede eller forestode Offerfeste, hvor man blottede, : offrede levende Dyr, ofte Mennesker, hvor af Offringerne selv kaldtes Blot, som Thorablot, Disablot o. f.

en Søn af Kong Hodbrod, dræbde sin egen fader, og blev derved Konge over Anglerne i Ellæm og Barvith Sysler, en riig, mægtig og gierrig Fyrste, var gift med Leirekongen Ingels Dotter, og for at hevne sin Svigerfader, som var bleven omkommet af Roe og Helge, drog mod den sidste med en stor Hær. De mødtes ved Vandfuld i Jylland. Helge anstillede sig da, som han var bange, forskandsede sig, veeg endog tilbage, og lokkede derved Anglerne efter sig ind i Landet, men overfaldt dem kort efter paa Gudum Heede ved Anglams Mose. I dette Slag faldt Bøki, og blev begraven i en Høi ved Veien over Mosen, som endnu kaldes Anglams Høi.

en Søn af Bure, giftede sig med Beyzla eller Belsta, en Dotter af Risen Baulthorn, og avlede med hende 3 Sønner, Odin, Ve og Vule. Hans Afkom levede i bestandigt Fiendskab med Hrimthusserne og Muspels Sønner.

under dette Navn dyrkede Gotherne deres forgudede hos de sydligere Nationer, under Navn af Byribistes bekiendte Konge, og denne Børbørs Navn skal Odin ved sin Ankomst til Norden have antaget.

to Brødre, begge Kong Sigars Raadgivere, og skiøndt blinde bekiendte for deres Forstand og Viisdom. Dog vare de deri høist ulige, at den første brugde sine Indsigter til at stifte ueenighed og Fiendskab endog imellem de bedste Venner, men den sidste bestræbede sig altid for at forlige og tillintetgiøre Folkets Uvenskaber. Da Kong Sigar havde overrasket sine Sønners Banemand, den berømte Hagbarth i en Kierligheds Handel med sin Dotter, Bilvise raadede at svare denne unge Mand, forlige sig med ham, og betjene sig af hans tappre Arm til Fædrelandets Bedste, ophidsede Bolvise derimod Kongens Vrede, og derved befordrede Hagbarts Død. See Hagbarth!

de gamles Gud for Viisdom, Veltalenhed og Digtekonst; Runer vare udgravede paa hans Tunge. Han var gift med Gudinden Iduna, som bevogtede Gudernes foryngende Æbler. Da Æger besøgde Aserne i Asgaard, blev han af Odin sat ved Siden af deres Giest, og underholdt ham med en Deel Fortællinger om Guderne og deres Bedrivter. Ligeledes var han med Guderne til Gienbesøg hos Æger, hvor han var den første, som forstrede Loke, at Guderne ikke vilde tage ham til Bords med sig. Derfore udelukkede Loke ham og, da han ved det første Bæger, som rakdes ham, hilsede alle Aser og Asynier. Braga, som kiendte hans Sindelag, tilbød ham da en hest og et Sværd, hvis han over Borde vilde holde sig stille og ikke forstyrre Giestebudets Glæder. Men Loke svarede ham, at han vel aldrig fik enten Hest eller Armbaand, og forekastede ham, at han var den frygtagtigste og mindst krigsvante blant alle Aser og Alfer, som vare der. Hvorpaa Braga sagde: at, dersom de vare uden for Salen, som han ikke turde vanhellige, skulde han betale ham for hans Løgn, og bære hans Hoved i sin Haand. Dog svarede Loke ham kun haanlig og kort, og kom tilsidst i Klammerie med alle Guderne. (see Loke!) Han holdtes i stor Ære og sattes af nogle straks efter Odin. Ja! man har endog Aarsag at troe, at hans Dyrkelse har været ældre end Odins. Digtere kaldtes efter ham Bragamadur. Bragebægere og et Sort Digte kaldte Bragur have Navn af ham. Han kaldes og Asabragr.

Sønner af Arngrim og Eyvara faldt med deres Brødre i en Kamp paa Samsøe. See Arngrim og Angantyr!

et yndigt og prægtigt Slot i Himlen, hvorpaa intet ondt eller Forbandelse hvilede. Der fandtes intet ureent. Paa dets Støtter vare indgravne Runer saa kraftige, at man endog ved dem kunde opvække Døde. Det var Residents for Odins Søn Balder den gode.

en Drikkesal paa Okolm, skulde først blive til efter Ragnarokr og tiene de overblevne Guder og Salige til Opholdsted.

en konstig Dverg i Svartalfheim. Da Dvergene Ivalldes Sønner havde for Loke giort Guldhaar til Gudinden Siff, der voksde paa hendes Hoved som naturlige Haar, Skibet Skidbladner, og Sværdet Gugner, væddede Loke om sit Hoved med al sin Konst forfærdige 3 saa kostbare Konststykker. Brockur vedtog Veddemaalet, og hialp sin Broder Eitri at smedde Svinet Gullinbuste, Ringen Drupner, af hvilken hver Nat dryppede 9 andre, og Hammeren Miøllner, der nedslog alt, og kastedes aldrig saa langt, den jo kom tilbage i Eierens Haand. Med disse Sager drog han derefter til Asgaard, at løse sit Vedde, tog der Odin og Freyr til Dommere, forærede Odin Ringen, Thor Hammeren, og Freyr Svinet. Loke, som ligeledes vilde bestikke Dommerne, skienkede Freyr Skibet Skidbladner, Odin Sværdet Gugner, og Thor Guldhaaret til hans Kone. Dog vare de ham imod, og erkiendte Miøllner for det kotsbareste. I Følge denne Dom vilde Brockur have Lokes Hoved. Denne derimod vilde give Løsepenge; men Dvergen vilde ingen Forliig, saa Loke endelig sagde: han kunde tage sit. Dog hver Gang han greb efter Loke, for at afskiere Hovedet, var han langt borte, ved Hielp af sine underfulde Skoe, hvormed han meget hurtig kunde løbe over Land og Vand. Endelig bad han Thor om Hielp. Denne greb ham og fat; men da Dvergen vilde afskiere Hovedet, raabde Loke: at Hovedet tilhørde ham, men ikke Halsen. Da tog Brockur en Kniv og Skindremme, for at sye Munden sammen paa ham, men det lykkedes ei heller, fordi Kniven var sløv. I denne Forlegenhed ønskede han, at hans Broder Alur var nærværende. Alur indfandt sig da straks, og tilsyede Loke Munden med en Rem kaldet Vartare, og siden den Tid var Lokes Mund stedse tilsyet.

kaldtes den Tid, da man brændte de Dødes Legemer. Denne Skik var indført af Odin, og varede til Kong Dan Mykillati, som lod sig begrave heel og holden i en Høi, hvilken Tid blev kaldet Hougs Olden. Dog vedblev den første Skik meget længe blandt de lavere Stænder i Danmark og Sverrig.

en Thusse, bevogtede en fra et Field i Finmarken nedløbende Bæk, af hvilken han forhindrede Kong Hiorleif af Hordalands Folk at tage Vand, hvorfore Kongen skiød et gloende Bradspid efter ham. Da vigede Thussen ind i Bierget, men sang tillige en Vise, hvori han spaaede Kongen, at det skulde gaae hans Dronning ilde, men i det samme skiød Kongen Spiddet i hans Øie, og stak det ud.

en Dotter af den Saxiske Konge Budie, var en Valkyrie, deilig, klog og forfaren i Runer og Troldom, tapper, men tillige hevngierrig og stolt, og skal først i Strid have overvundet Kong Hialmgunnar, uagtet Odin havde lover ham Seier. Hendes Bolig var paa Hinbarfiel gandske forgyldt og Salen forsølvet. Der herskede stor Pragt, der gik saa vidt at man endog bredde Dækkener under hendes Giesters Fødder. Til dette Sted ankom den berømte Helt Sigurd Foffnersbane efter at have dræbt Foffner, fandt hende sovende og afdrog hendes Brynie, som hun kaldte Brynhildur af; thi ellers var hendes rette Navn Hilldur. Hun vaagnede, modtog ham vel og undervisde ham i megen Viisdom, især Runer og Gudelære. Deres Fortroelighed gik tilsidst saa vidt, at de avlede en Dotter, Aslaug, sammen. De skildtes derefter fra hverandre. Brynhilldur drog hiem, boede med sine Piger for sig selv, og var enten i Strid, eller øvede sig i Fruentimmer–Arbeide, hvori hun var en stor Mester. Især gav hun sig til at bordere med Guld alle Sigurds Bedrivter, hvorledes han dræbde Slangen Foffner og Reigenn, og bemægtigede sig Andvares Skat. Under dette Arbeide kom Sigurd engang til hende, de fornyede da deres forrige Elskovspagt, og soere hverandre ubrødelig Tro, hvilken hun dog af en Drøm, som Kong Giukes spaaede Sigurd, at han ikke skulde holde, men gifte sig med Gudrun, hvilket og derefter skedte; thi da Sigurd kom fra hende til Kong Ginkes Hof, gav dennes Dronning Grimhilldur ham en Elskedrik, hvorover han forglemde sin kiere Brynhilldur og ægtede Gudrun. (See Gudrun!) efter nogen Tid kom Sigurd med sin Svoger Gunnar, som han var i Fostbrødering med, til hende, for efter sin Svigermoders, den onde Grimhilldurs Tilskyndelse, at frie for ham til hende, hun lod da med sin Faders Tilladelse brænde en stor Ild om sin Bolig i Hlindalen, og erklærede, at hun aldrig skulde ægte nogen anden end den, der torde ride giennem Ilden, og havde herved Tankerne henvendt til hendes kiere Sigurd, som hun ansaae for den eeneste og i Verden, der torde vove sligt. Gunnar forsøgde og dette Vovestykke forgieves. Dog hialp Sigurd ham ud af Forlegenheden, paatog sig hans Ham, satte paa sin Hest Grane giennem Ilden, og og søgde i samme Ham neste Nat Seng med hende, men lagde i Sengen sit Sværd mellem sig og hende, under Paaskud: at det ellers var hans Øde at faae sit Banesaar, og om Morgenen, da han forlod hende, gav han hende den berygtede Ulykkes Ring Andvara–Naut, og fik igien en anden af hende. Denne Maade at giftes paa gefaldt dog ikke Brynhilldur, som erindrende sig stedse Sigurd, protesterede mod Foreeningen, saa at hun kuns tvungen adlød sin Fader, og selebrede sit Bryllup med Gunnar meget høitidelig. Ved denne Fest skal Sigurd have erindret sine forrige Løvter og fortrudt sin Utroskab. Efter Bryllupet reisde hun med sin Mand Gunnar hiem til hans Fader Giuke. Da hun der en Dag gik ned til Floden med Sigurds Kone Gudrun for at vaske deres Haar, vilde hun, da de kom i Vandet ikke vaske sig i det Vand, der randt af Gudrunds Haar, fordi dennes Mand ikke var saa tapper som hendes. Da gik Gudrun i Vandet, og rosede sig af, at hendes Mand havde dræbt Foffner og Reigenn, og taget Arv efter begge. Brynhilldur svarede: at hendes Mand red deres Bryllupsaften giennem Ilden om hendes Bolig, og det torde Sigurd ikke. Nu havde Gudruns Forbittrelse ingen Ende, saa hun fortalde reent ud, hvorledes var tilgaaet, viisde hende den Ring, hun havde givet Sigurd ved Afskeden, og hvorledes han derfor havde givet hende Andvara Naut med Tillæg: at den havde Gunnar nok ikke vovet sig at tage paa Gnyta Klipper. Herved overtydedes vel Brynhilldur; men Bedrageriet, man havde spillet hende, opfordrede tillige hendes Hevngierrighed. Først søgde hun at overtale Gunnar til at dræbe Sigurd, men, da han undskyldte sig med det Venskab og Fostbrødrelag, som var dem imellem, faldt hendes Vrede tilbage paa ham. Hun vilde dræbe ham. For at hindre det satte hans Broder Hogne hende i Bolt, men Gunnar satte hende igien paa frie Fod. Dog vedblev hun med sin Jamren, lagde sig til Sengs, og blev saaledes i 7 Dage liggende uden Spise eller Drikke. Sigurd tilbød hende endog Ægteskab; dog hun vilde kun Hævn, og fik endelig sin Mand overtalt til at udføre den ved sin Broder Guthorm, som i denne Færd satte Livet til med Sigurd. (See Sigurd Foffnersbane!) Sigurd erkiendte endnu for sin Død, at denne Ulykke kom fra den, der havde elsket ham saa høit, søgde at trøste sin Kone Gudrun, som i Sengen hos ham svømmede i hans Blod, og var utrøstelig. Brynhilldur derimod loe, bebreidede Giukungerne, at de vare Meeneedere, og havde dræbt deres Ven og Fostbroder. Man søgde forgieves at trøste hende. Efter fuldkommet Hævn (thi hun havde og dræbt Sigurds Søn Sigmund); lod hun oprette et stort Baal med et Telt over farvet i Menneskeblod. Derpaa lagdes Sigurds Liig med 2 Falke, Guthorm og Sigmund. Hun uddelde alt sit Guld til sine Piger, besteeg Baalet med 5 Trælle og 5 Slavinder, som hun havde medbragt fra sin Fader, lagde sig jevnsides ved Sigurds Liig med et draget Sværd imellem dem, og lod sig opbrænde med ham. Og blev denne Gierning efter de Tiders haarde Grundsetninger høilig roset.

Gudinden Freyas Guldsmykke. See Freya!

et Folkeslag ved Tanais; meenes at være de samme som Vaner.

en Søn af Arngrim og Eyvara. See Arngrim og Angantyr!

et deiligt stort og stærkt Menneske fremkommet ved det Koen Audumla slikkede en Steen. (See Audumla!) Han var Fader til Bore eller Bør.

en Søn af den Skaanske Konge Amund, kom efter sin Broder Sivard til at regiere over Halland, men blev igien afsat af Sivards Søn Jarmerik.

gift med Beyla og begge i Freyrs tieneste, var og med Aserne til Giest hos Æger, og blandede sig der i Klammeriet med Loke, som han truede med, ifald han havde Freyrs Mod, at male saa smaa som Meel, og knuse hver Leed paa, men maatte igien taale mange Grovheder af Loke. See Loke!

den Brønd, som Bil og Hiuke bare Vand af, da de bleve opsnappede af Maanen. See Maanen!

Fyrste over Gulland, giftede sin Dotter med den Danske Konge Harald i Skaane, og, da denne var dræbt af sin Broder Leire–Kongen Frode 5, vilde denne ved Leilighed udforske Karl, og spurgde ham eengang, hvo der havde været hans Svigersøns Banemand; Hertil svarede Carl, at han spurgde om det, han vidste meget vel. Heraf troede Frode, at Carl havde ham mistænkt og lod ham dræbe.

Konge i Carric Thura, friede til den Ørknøiske Konge Sarnos Dotter Comala, og kom derover i Strid med Kong Frode eller Frothal i Leire, som og friede til hende. (See Frode 3!)

Jyllands ælste Beboere, af hvilke en stor Deel tvungne ved en Vandflod vandrede ud i Selskab med Teutonerne, bekrigede Romerne, og bleve i Italien ødelagte af Marius. En mindre Deel af dem nedsatte sig i det nordlige Tydskland, hvor de endnu boede i Tacitus Tid, og meenes at være de samme som de seenere bekiendte Franker. De ere uden Tvivl de samme som Joterne. Efter dem kaldes endnu Himmer Syssel, og Jylland selv hos Latinske Sribenter den Cimbriske Halvøe (Chersonesus Cimbrica).

en af Frode 4 Formyndere var gift med Gotvara, og Fader til 12 Sønner, som alle kaldtes Grip. Hvorledes han blev dræbt af Erik den Veltalende, see Erik den Veltalende fra Rennesøe!

en Irlandsk Konge, krigede med Kong Svaran, og fangede hans Fader Starno. Om hans Krig med Svaran see Fingal og Svaran!

Konge over Finnerne og Biarmerne, havde en deilig Dotter Thora, som den Halogalandske Konge Helge friede til ved Gesandter, men svarede Gesandterne, at den ikke var hans Dotter værd, som ikke selv torde komme at frie; men, da Helge derefter kom selv i Følge af den for sin Veltalenhed berømte Danske Konge Hother, blev Cuso bange for deres medbragte Magt, og stillede det i sin Dotters Vold, som rørt af Hothers Veltalenhed ægtede ham.

en Søn af Kong Hogne og Broder til Sigrun, som Faderen mod hendes Villie havde lovet til Hothbrod, uagtet hun selv havde forlovet sig med Helge, som gav hende Løvte om Befrielse fra hendes modbydelige Kiereste, (See Sigrun!) og da det herover kom til Krig mellem begge Rivaler, holdte Hogne med sine Sønner Dag og Brage Hothbrods Partie, og hialp ham mod Folk. I Slaget faldt Hodbrod og alle med ham forbundne Konger undtagen Dag, som tog Fred af Volsungerne, og giorde dem Eed. Derpaa giftede Helge Sigrun. Dog deres Lyksalighed varede kun kort. Dag tænkde stedse kun paa at hævne sin Fader. Til den Ende giorde han Odin et stor Offer, og fik af ham til Laans hans Spyd, hvormed han giennemstak sin Svoger Helge i Fiotrlund. Derfra reed Dag til Sefafield, hvor hans Syster Sigrun boede, og bød hende Bod for hendes Mand, men forgieves. Hun vedblev at udøse Forbandelser over ham, og døde af Sorg.

en Søn af den Skaanske Konge Rig 2, førde mange Krige med Kong Dygve i Upsal, en Søn af hans Dotter Drot, men giorde endelig Fred og Forbund med ham, som han holdt udbrodelig til sin Død. Han var gift med den Østgothiske Konge Humbles Dotter, af Jotisk Herkomst, og med hende Fader til den berømte Dan Mykillati.

Konge i Upsal, en Søn af Kong Dygve, var saa viis, at han endog forstod Fuglenes Sprog og Skrig. Især havde han nøie Kundskab om Udenlandske Sager, hvilken Kundskab han skyldte en Spurv, som stedse bragde ham Underretning fra fierne Lande. Denne elskede han meget høit, og, da den blev borte, offrede til sine Guder for at erfare dens Skiebne. Han fik da til Svar: at den var dræbt med en Steen ved Vorvaa i Jylland. Dette vilde han hevne, drog med en Armee til Jylland (Reidgothland) giorde et stort Nederlag paa Indbyggerne, men blev mod Aftenen ved Skodsvad skudt i Hovedet, saa han faldt af Hesten, og det blev hans Bane.

en Søn af Dellingur og Natten, blev med sin Moder sat paa Himlen af Alfader, som tillige gav ham Hest og Vogn at kiøre om Jorden med i en vis Afstand efter Natten. Hestens Navn var Skinfaxe, og den oplyser med sin skinnende Manke heele Himlen og Jorden.

var ved Natten Fader til Dagen. Ansees af nogle for den samme som Odin.

en af de 4 Hiorte, som aade Knoppe af Ydrasils Greene. See Ydrasil!

en Søn af Humble og Broder til Angul, skal efter Saxo først have regieret over de Danske og givet dem Navn. Han var gift med en tydsk Prinsesse Grethe, som han avlede 2 Sønner Humble og Lother med. Er efter al Formodning kun af Saxo forvekslet med en senere.

en Søn af den Skaanske Konge Dag eller Danp og en Østgothisk Prinsesse af Jotisk Herkomst, hvilket har givet Anledning til den Fabel, at Dan var en Kæmpe eller Jette (Jote) skiøndt dette maaskee mere er foraarsaget af et Slags Religions Had; thi denne Dan bekiendte sig ikke til Odins Ankomst i Norden herskende Religion. Han blev efter sin Fader en mægtig Konge i Skaane, elskede meget Pragt, og blev herfor som og før sine store Bedrivter kaldet Mikillati eller den prægtige og høimodige. Han foreende det meeste af Danmark under sit Septer, og giftede sig først med Gyrithe, derefter med Olufa en Dotter af den Danske LeireKonge Aleif eller Oluf Littilati og Syster til Hugleik eller den Saxiske Odin. Dan lod sig i levende Live udnævne til hans Arving, hvorpaa Svigerfaderen indrømmede ham alle faste Stæder og Skatkammeret, men fortrød det siden, da ham fødte en Prinds, ovenmældte Hugleik, saa det kom til Krig, hvori han blev overvundet og dræbt af Dan, som derpaa bemægtede sig Riget til Præjudise for den unge Prinds, som derover blev hans hemmelige Fiende, og frygtedes af ham, saa at Dan lod sig paa nye hylde af Indbyggerne i Sielland, Fyhn, Møen, Lolland og Falster. Da han paa denne Maade eiede det meeste af Danmark, gav han det heele Navn efter sig, i Steden for det tilforn kun brugdes om Skaane, og Øerne kaldtes Eigothland. Han opslog sin Boepæl i Leire, som han skal have bygget. Med sin Svaager Hugleik, som han havde ladet opføde i Skaane, kom han i stor Uenighed, som stedse vedvarede, og gik saa vidt, at Dan endog skal have staaet ham efter Livet. Dans Frygt voksde ligesom Hugleiks Berømmelse i Krigen, og bevægede ham endelig til at forsørge ham med Landet Angeln, som Dan havde bemægtet sig; thi da Indbyggerne kaldte ham til Hielp mod Saxerne, kom han vel, og overvandt Saxerne ved Koevirke eller Koegraben, paa hvilket Sted Anglerne da skal have trukket en Grav og Trævold tvert over Landet mod Saxernes Anfald, og skal dette have været første Begyndelse til den berømte Vold Dannevirke, men bragde tillige Anglerne under Aaget. Derefter blev han paa Danerliung ved Viborg valgt til Konge af Jyderne, saa at han eiede alle Danske Lande. Dan var allerede gammel, da en Oprører Ring ved Hielp af hans egne Undersaatter bekrigede ham, men blev dog overvunden. Endelig døde denne merkværdige Konge i Leire omtrent Aar 300, og efterlod sig en 7 aarig Søn Frode 3 Fridsami. Da han ikke bekiendte sig til Odins Lære, blev han og begravet prægtig paa en forhen ubrugelig Maade i en Høi, som endnu vises ved Leire 400 Alen Lang. Denne havde han selv ladet opkaste og indrette indvendig som et Hus med 2 Afdeelinger og en Dør, og befalet, at man efter hans Død skulde sette ham derind paa en Stoel i fuld kongelig Dragt og Vaaben, med hans opsadlede Hest og meget Gods. Dette blev efterkommet, saa han var den første her i Norden, som begravedes heel og holden, og blev dette siden en almindelig Skik, og herfra begynder Hougs Olden, som giorde Ende paa den af Odin indførte Bruna Old.

I Landskabet Arheim, de Reidgothiske Kongers Sæde, troes at have ligget ved Dûna.

12 af Odin beskikkede Over Dommere og Præster ved Offertienesten i Asgaard, droge med Odin under Navn af Goder eller Aser til Norden, og bleve der anseete for Guder.

var Gudindernes og Jordens Fest, holdtes især for Freya for at faae godt Sædeveirligt i Goe– eller Februarii Maaned. Giestebudde udgiorde ved denne, som ved andre Nordiske Feste, en Deel af Høitidelighederne.

et almindeligt Navn for alle Gudinder. Under dette Navn forstodes og et Slags Skytsaander, som toge vare paa Menneskene. Man afstod dem endog til sine Venner. Hos Digtere kaldes de og Fylgior.

eller sorte Alfer i Svartalheim vare gierrige og ondskbasfulde, men meget konstige, boede under Jorden vare sorte som Beeg, og regieredes af tilfordnede Skytaander.

en Søn af Visbur, regierede i Upsal, og blev navnkundig ved den store Hungersnød, som under ham indtraf. Svenskerne offrede for at slippe den en Mængde Okser til deres Guder. Dog vedblev den. Næste Aar offrede de ved en anstillet stor Offerhøitid Mennesker, som dog ikke formildede Guderne. Man faldt da paa, at disse maatte være Regenten selv ugunstig, og derfor Aaret efter ved en lige Offerfest slagtede og offrede Domald til Odin for god Tid, og da bleve bedre Tider i Landet.

saa kaldte de Gamle de Afdødes Siele eller Giengangere, som man troede at opholde sig ved Gravene hos Legemerne. Med dem troede man at kunde giøre Koglerier, opvække dem ved Runer for at faae tilkommende Ting at vide foraarsage Ulykke. Man tilegnede denne Konst især Odin, som deraf kaldtes Drauga Drotten. Et almindeligt Middel at forbyde Døde at gaae igien, var at slaae dem en spids Egepæl tvert igiennem Livet.

Rolf Krakes Dotter. See Vitserk!

en Dotter af Kong Snækollr eller Snær den gamle i Jotunheim, giftede den Svenske Konge Vanland, som hun fødde Vibur. Hvorledes hun siden lod Vanland forgiøre af Huld Troldkone, see Vanland!

saa kaldtes Sverrigs eller Upsala Regenter, før de tiltoge sig Kongenavn, der først kom i Brug under Kong Dygve.

de gamle tydskes Præster, Lærere og Digtere. De havde Spaamænd og Spaakoner mellem sig, besørgede Gudstienesten, underviisde i Religion og Sædelære, samt besang Seierherrers Roes. De undervisde og Ungdommen i nogle Vers fulde af mørke Taler, hvilken Lærdom holdtes i megen Hevd og gaves kuns i det mørkeste af utilgiengelige Skove og mørke Huler. Barber og Skialdre vare særskildte Klasser af dem.

Odins Ring en Foræring af Dvergen Brokur, hvis Broder Eitri havde smedet den saa konstig, at der hver Nat dryppede 8 andre Ringe af den, lige saa kostbare som den selv. Denne Ring kastede Odin ved Balders Begravelse på Baalet, men den blev ham siden bragt tilbage fra Helvede ved Hermoder. See Balder!

den første blant Aserne, som udskar Runer.

en af de Hiorte, som aad Knopper af Ydrasils Greene.

en i Norden før Asernes Ankomst boesadt Nasion, meget smaa af Vekst, men vittige, arbeidsomme, konstige, og boende for det meste i Huler og i Klippe Kløvter, af hvilken Beskrivelse man let kiender Finnerne. Fabelen har giort dem til en Sort Mennesker blevne til efter Gudernes Villie af de Orme, som vare avlede i den dræbte Riise Ymers Krop. De forfærdigede derefter mangfoldige Konstsager for Guder og Mennesker. De forplantede sig som Mennesker, havde en republikansk Forfatning, aabenbaredes ofte for Folk som Spøgelser, og kunde giøre sig usynlige. Den fornemmeste blant dem var Modsogner, derefter Durenn, o. s. v.. Til Bolig anviistes de Jorden og Steene, og heraf uden Tvivl den Overtroe, som haves i Norge om Underiordiske. 4 af dem, Øst, Vest, Syd og Nord, havde den Bestilling at bære Jorden ved dens 4 Hiørne.

det hvide Hav eller Gandviken op til den Tartariske Side, som kaldtes Risaland.

en af de Hiorte, som aade Knopper af Træet Ydrasil. See Ydrasil!

en Søn af Domar og Dan Mykillatis Dotter Drotte, regierede i Upsal, og tiltog sig først Kongenavn.

en af de 4 Hiorte, som aade Knopper af Ydrasils Greene. See Ydrasil!

to Brødre, som, da en stor Hunger under Kong Snio formedelst indfaldende Tørke og deraf flydende dyr Tid plagede Landet, giorde paa Tinget det Forslag at dræbe alle gamle Folk og Børn, og kun lade dem leve, der vare duelige til Krig at dyrke Jorden og forplante Verden, hvilket Forslag og af Almuen blev bifaldet; men da de kom hiem og fortalde deres Moder Gambaruk (Gunborg) det, blev hun vred, visde derefter paa Tinget, at man hellere burde ved Lodkastning bestemme en vis Deel af Folket til at forlade Landet, og, om Lodden traf de Gamle, var det Børns Pligt at gaae i Forældrenes Sted. Dette blev samtykket. En 3die Deel blot unge maatte forlade Landet, især Vendsyssel, og kaldtes Viniler. Ebbe og Aage vare selv deres Anførere. De droge over Elven, hvor underveis mange nedsatte sig i Scoringa (Lyneborg og Gammel Mark), hvor de i Fremtiden af deres lange Skieg kaldtes Longobarder. See Longobarder!

en Søn af den Svenske Konge Ani den gamle, regierede i Upsal, var meget gammel, da han kom til Regieringen, og blev noget efter overvundet af sin Faders Træl og Skatmester Tunne i 8 Slag, og maatte derefter flye til Sielland til Kong Frode, som tog vel mod ham, og lovede ham Hielp, om han vilde blive ham skatskyldig. Dette indgik Egil villig, drog tilbage, og overvandt ved de Danskes Hielp Tunne. Han sendte derefter hvert aar kostbare foræringer til Kong Frode, men ingen anden Skat. Dog bleve de gode Venner, som før. 3 Aar efter sin Tilbagekomst dræbdes han paa Jagten.

Konge i Biarmeland, overvindes i Tvekamp af Bersærken Arngrim. See Arngrim!

de Danske Øer.

en Hiort, som lever af Træet Leradurs Grene. Af dens Horn nedflyder saa store Draaber, at de falde ned i Huergelmer, og deraf blive de Aaer, Sidar, Vidar, Sekinn, Ekinn, Suøl, Gunthra, Fiørm, Fimbul, Thul, Gypur, Gøpul, Gomul, Geerrumuul, som falde om Asernes Lande. Desuden finde derfra endnu Floderne, Thyn, Vynn, Tøll, Høll, Grad, Gunthrøm, Nyt, Maut, Hrønn, Vina, Veg, Svinn, og Thiodnuma.

de afdøde Helte, som opholdte sig hos Odin i Valhal.

en af Asernes store Gudinder, var over Lægekonsten.

en Søn af Kong Adils, regierede i Upsala, giftede sig med en Østgothisk Prinsesse mod hendes Villie, da hun hemmelig havde trolovet sig med den Hallandske Konge Snio, som hun og siden lod sig bortføre af. I hans Tid faldt Rolf Krake i Leire. Da vrimlede Havet af Danske og Norske Søekonger, som med deres Strandhug Røverie og Hergien hiemsøgde Kysterne, meest Sverrig. En af dem, den bekiendte Solvi Jude, overfaldt ham uforvarende med en stor Hær af Jyder da han var til Giest i det Herred Lofound (Losøen i Mæleren) og brændte ham inde med alt sit Folk.

en Dverg i Svartalfheim, Broder til Brockur og Alur, var en meget konstig Smed. Da Loke havde veddet om sit Hoved med hans Broder Brockur, at han ikke kunde forfærdige 3 saadanne kostbare Ting, som Siffs Guldhaar Skibet Skidbladner og Sværdet Gugner, som han havde faaet giort hos Dvergene Ivalda Sønner, lagde Eitri Svineskind i Ilden, og bad Brockur trække Bældene, indtil han tog det ud igien. Da han neppe var gaaet, kom en Flue, og satte sig paa Broderens Haand, men han foragtede det, og blev ved, indtil Eitri kom, og tog Svinet Gullinnbuste ud af Ilden. Derefter lagde han Guld i den, bad Broderen atter blæse til han kom igien, og gik bort. Da kom samme Flue, og beed værre end tilforn. Dog blev han ved at blæse til Eitri kom, og tog da ud af Ilden den konstige Ring Drupner. 3 Gang lagde Eitri jern i Ilsen, og bad Broderen atter blæse, sigende: det var stor Skade, om han ikke blev ved, og gik bort. Straks kom Fluen igien, satte sig mellem hans Øine, og beed saa fast, at Blodet løb ham ned i Øinene, og han ikke kunde see. Han aftørede hurtig Blodet, og iog Fluen bort. Da kommer Eitri igien, og siger: det var mesten fordærvet, som var i Ilden, og tog derpaa den konstige Hammer Miøllner ud. Hvorledes han derefter sendte Broderen Brokur med disse 3 ting til Asgaard for at løse Væddet, og hvorledes det løb af, see Brokur.

en Potte i Valhal, hvori Kokken Audrimer maatte daglig kaage Flesk til alle der værende Einheriar af Galten Serimner.

nogle Aaer, som efter Fabelen bleve Oprindelse til vor Jord paa følgende Maade: Da den kom langt fra sit Udspring, frøs Eddersaften i den til Riim, og af den Fugtighed der flød af dens Forgift og ved Frosten styrknedes, formeredes Riimfrosten, saa den fyldte Afgrunden med Iis, medens Afgrundens søndre Deel lettedes og varmedes af Muspelheims Gnister, saa at Niflheim giorde den nordre Deel kold, og Muspelheim den søndre varm. Afgrunds–Svælget var da saa let som Luft foruden Vind, og da mødtes Riimfrosten med Vindens Heede; denførste smeltedes, og af dens Draaber blev Riisen Ymer, den første Hrimthusse og ond som heele hans Slægt, (see Ymer!) I Hervarar Saga kaldes den Floden Elivoga.

en Søn af norske Prinds Biørn med Bera, og Broder til Thorer Hundfot og Biarke, kaldtes saaledes, fordi han meest nærede sig af Elsdyriagt. Han blev af sin Faders Stedmoder Hvit omskabt til et Elsdyr, og maatte blive i denne Ham 15 Aar. Han skar sig i Beenet og gav sin Broder Biarke af sit Blod at drikke forsikrende, at han deraf skulde blive meget stærkere end andre, giorde derpaa et dybt Trin i Bierget, og sagde: at han hver Morgen skulde besee dette Spor; thi var der Muld i, kunde han deraf kiende, at hans Broder var straadød, stod der Vand, var han druknet, men fandtes der Blod i da var han voldelig omkommet, og da skulde han hevne hans Død. Han blev tilsidst dræbt af Kæmpen Jarnbard.

en Søn af den Saxiske Odin eller Angul, regierede efter sin Fader over Anglerne i det Slesviske.

en Søn af Kong Skiold i Hordaland og Abo Syssel, antog sig i de forvirrede Tider Formynderskabet for Kong Frode den 3 i Leire, blev meget navnkundig og mægtig, og med Kraft befæstede Frode Fredgode paa sin ellers vaklende Throne. Da Frode var bleven myndig drog han efter hans Befaling i Selskab med Skaaningeren Skalk til Sverrig for igien at indsette den af Kong Alrik fordrevne Østgothiske Konge Gestiblinde. Denne sidste vilde ved Ankomsten straks angrebet Alrik, men Erik overtalede ham til først at angribe hans Svigersøn Gunthiof i Værmeland og Solløer. Ham forjagede Erik, og drog derpaa mod Alrek, som først søgde at forlige sig med Erik og afvende ham fra Forbundet paa Grund af det Venskab, der havde været mellem deres Fædre, og, da dette slog Feil, udfordrede Giestiblinde til Tvekamp. Denne tilbød Erik at vaatage sig i den gamle og svagelige Giestiblindes Sted, overvandt kort efter Alrek i et Slag og blev efter hans og Broder Eriks Død af Frode den Fredsomme sat over Sverrig som Formynder for Alreks 2 Sønner Alf og Yngve. Da Frode derefter bekrigede Helgeland, kom Erik ham til Hielp, anførde hans Armee først til Skibs op ad den Botniske Bugt, og derefter til Lands giennem Helsingland og Lapmarkerne til Helgeland. Saa vældig som Erik i Frodes Tid forsvarede Danmark, saa heftig bekrigede han det efter sammes Død (maaskee for at hevne Jorunds Drab i Jylland) og i Forbindelse med Hodbrod, en Søn af den Vestgothiske Konge Regner og Svanhvide, anfaldt Landet, overvandt Frodes Søn Harald i 3 Slag, dræbde ham i det fierde, og blev derpaa udvalgt til Konge, i hvilken Værdighed han forblev 3 Aar, efter hvis Forløb Frodes Sønnesønner Halfdan I og Fridlev 3, som havde været udenlands, kom hiem, overvandt og fangede Erik med List. De tilbøde ham da Fred, imod at være deres Mand og Underkonge; men dette Forslag ansaae den høimodige Erik skammeligere end Døden selv, og forkastede det. Hvorpaa Halvdan lod ham binde i Skoven til nogle Træer, og der blev han sønderslidt af vilde Dyr.

(den ældre) fra Hordaland var en Søn af Erik hiin Fræknes Søn Alfrek, drog til Danmark tillige med sin Broder Roller for at søge sin Lykke ved det af Ynglinger omgivne og fordærvede Frode 4 Hof. I denne Hensigt gik han ud med et eeneste Skib. Underveis stødte to andre til ham, med hvilke han fortsatte Reisen. I Nærheden af Landet øinede han 7 Skibe, som tilhørde den Danske Kyst bevarer Odde. Erik udsatte da 2 af sine troeste Mænd, som kunde tale Dansk, lod dem trække sig nøgen ud, og hos Odde foregive, at Erik paa denne uværdige Maade havde behandlet dem. Dette skeedte. De vandt derved Oddes Fortrolighed, som betroede dem sit Anslag i Dagningen at angribe Erik og hans Folk i deres bedste Søvn, og derfore ladede sine Skibe med Steene til at kaste paa Fienden med; men om Natten stial de sig bort, og aabenbarede alt for Erik, som derpaa uformærkt roede til Skibene og giennemborede dem paa alle Kanter. I Dagningen angreb han dem selv. Da de Danskes Skibe nu vare fulde af Vand, kunde de ikke Stride. En stor Deel druknede, nogle bleve fangne, og mange dræbte, blant hvilke Odde selv. Derfra drog Erik til Hlessøe; men, som han ingen Proviant fandt der, sendte han 2 af Skibene hiem med Byttet for tillige at tilføre ham Proviant neste Aar. Med det eene Skib søgde han selv til en Havn i Nærheden af Kong Frodes Hof. Saasnart han betraade Landet snublede han, hvilket han udtydede som et lykkeligt Tegn. Man havde alt der faaet Oddes Drab at viide, men vidste ikke, hvem man skulde tilskrive det. Man havde kun seet 3 Skibe, som seglede Nord efter men nu, da han var landet, kom den bekiendte Grip (Grep) som formaaede alt hos Frode, tyraniserede i hans Navn over Folket, og havde utilladelig Omgang med hans Dronning Hanunda, ned til Stranden, og efter sin sædvanlige Frekhed angreb Erik med spydige Ord. Det kom til en Ordstrid, hvori Grep lod sig saaledes fange af Erik, at han i visse Maader tilstod sin Fortrolighed med Dronningen, maatte give tabt og tie. Forbittret herover red han tilbage til Hoffet, fortalde, hvorledes han i Mundkrig var overvundet af den ubekiendte fremmede, og vilde væbne alle Hoffolkene for at anfalde ham og byde Ørnene til Giest paa hans Krop. Den sindige Frode fraraadede da et saa ulige Overfald af mange paa faa, og tillod ham allene at skade Erik, om han kunde med Hekserie. Han gik da med en Mængde Troldmænd ned til Strandbreden, offrede en Hest til Guderne, lod Hovedet opreise paa en Stage, og dets Mund opspile med Pinde. Erik kom da just antogendes, og da han saae denne Troldom, lod sine Folk giøre Halt, gik selv for an til en Aa, der var mellem ham og Grep, og raabde overlydt: Gid Troldommen falde tilbage paa dem, som øve den, og vi derimod nyde god Lykke! Straks faldt Hovedet ned af Stangen, og slog den ihiel som bar det. Erik blev derefter ved at rykke frem. Underveis faldt det ham ind, at efter Greps Foranstaltning ingen torde komme for Kongen uden at give ham en Gave. Han tog derfor en Klump Iis, og giemde til dette Brug i Skiødet af sin Kiole. Da han nu kom til Slottet, gik han selv først ind, og bad sin Broder Roller gaae bag efter. Ved Indgangen brugde de Kongelige Trælle deres sædvanlige Kaadhed, og havde i Dørren lagt en vaad Hud, som de med Strikker trak til sig, i det Erik tradde derpaa, saa han nær havde faldet, hvis ikke Roller i det samme havde understøttet ham, hvorpaa Erik sagde: bar er broderløs Bag. Midt i Salen var optændt en stor Ild, som Kongen og hans Kæmper sadde om paa Bænke. Kæmperne gave sig ved Synet af Erik til at huie og tude af alle Kræfter, men med sin sædvanlige Sindighed satte han dem til Rette, fordi de saaledes opførde dem paa Hundeviis. Nu fremkom Kol, hvis Embede var at modtage og forvare de til Kongen indkommende Gaver, og fordrede en af Erik. Denne rækkede ham Iisklumpen over Ilden, men lod den med Villie falde deri. Erik paastod, at det var et Stykke herligt og glindsende Metal, som ikke fandtes Mage til, og paastod Straf over Kol for hans skiødesløse Omgang, hvorpaa Kongen og lod ham ophænge i Følge sin egen Lov: at hvo der forvandskede noget af Kongens Gods, skulde døe. Herpaa forefaldt mellem Frode og Erik følgende Samtale.

Kongen: Fortæl os Pralhans med din høitravende Veltalenhed, hvorfra og hvorledes du er kommen hid.
— Erik: Jeg gik ud fra Rennesøe, og satte mig ved Steenen.
— K.: Hvorhen satte du dernest din Kaas?
— E.: Jeg gik bort paa en Bielke fra Steenen, og satte mig ved en anden Steen.
— K.: Der maae have været mange Steene og Klipper.
— E.: Der ere flere Sandskorn.
— K.: Hvad giorde du der, og hvor begav du dig hen derfra?
— E.: Da jeg seglede omkring i Havet, fandt jeg et Marsvin.
— K.: Nu kommer du med noget nyt, endog begge Deele findes i Havet, men ieg vil vide din Kaas derfra.
— E.: Jeg drog fra Marsvin til Marsvin.
— K.: Der er jo lutter Marsvin.
— E. Der er flere under Bølgerne.
— K.: Jeg gad vidst den Vei, du søgde, da du drog fra Marsvinene.
— E.: Jeg kom straks til en Træsknub.
— K.: Hvad Vei tog du derfra?
— E.: Jeg drog fra Knubben til Stubben.
— K.: Der maae have været mange Træer paa dette Sted, mens du kalder alle dine Beedestæder Træer.
— E.: Der ere flere i Skovene.
— K.: Sig mig, hvor reiste du hen derfra?
— E.: Derfra trængde jeg mig giennem de store afhuggede Eege i Skovene, og, da jeg der hvilede mig, slikkede Ulvene, som vare blevne mætte af døde Kropper, det yderste af mit Gevær. Der blev Jernet slaaet af Kongens Spydstage, det er Fridlevs Sønnesøn.

Frode tilstod nu, men Erik forlangede en Belønning, fordi han paa en forblommet Maade havde sagt ham Sandheden, at det var ham, som havde dræbt Oddo. Dronningen bifaldt hans Begiering, saa at Kongen trak et prægtigt Armbaand af, og gav ham. Paa samme Tid erindrede han og, at Erik havde overvundet Grep i Ordstrid, og spurgde om Indholden af deres Samtale. Erik svarede: at han havde beskyldt ham for Horereie, og at Grep for ham havde maattet tilstaae sin skammelige Omgang med Dronninge, som paa Kongens Tilspørgsel derom, blev rød, og skammende tilstod sin Brøde. Hvorpaa Kongen overlod Straffen til hendes egen Dom. Grep tænkde da at redde sig og hende af denne Forlegenhed, ved at rydde den fortredelige Aarsag af Veien, sprang til, og vilde stikke Erik igiennem, men blev i det samme giennemboret af hans Broder Roller. Da begyndte alle Greps Brødre at rase paa Bersærkeviis, og vilde enten dræbe ham og alle hans Folk, eller og han skulde møde dem i Kampen med 10 andre Kæmper. Hertil svarede Erik: De Syge bør søge Raad, de svagsynede bør see paa det behagelige og liflige. Med en svag Kniv bør man skiere i Leddet; men, da det er godt at udsette det onde, saalænge man kan, begierer jeg 3 Dages Frist, og en Oksehud af Konge. Frode svarede da:

det var billigt, at den fik en Hud, som var faldet paa een. Af denne Hud giorde Erik sig Skoe, oversmurde dem med Tiære og Sand for at staae des fastere, og udfordrede derpaa sine Fiender til Kamp paa Iisen, som og blev vedtagen.

Da Kongen imidlertid atter drev paa Dronningen at afsige sin egen Dom for sin havte Omgang med Grep, og hun bad om Naade, føiede Erik sin Bøn til hendes, saa at Kongen lod sig bevæge og tilgav hende. Siden, da det blev mørkt, sagde Erik, at de Norske Konger lod deres Hofmænd sidde i en vis Rang, hvorfore Frode tillod Erik og hans folk at sidde i sine Hofmænds Plads. Da derpaa en af Kongens Trælle indbar maden, bed og kastede Erik blant den, saa at Frode bebreidede ham hans Vragen, og at han kaldte den bedste Mad Levninger.

— „Bruges det saaledes i Norge?“ sagde Frode.
— „Nei!“ svarede Erik, „alting gaaer der ordentligt og skikkekligt til.“
— F.: „da strider du mod deres Levemaade og opfører dig som en forløben Krabat.“
— E.: „En Viis bør tage mod Underviisning af den, som viisere er, og en Videnskab forhøies ved Lærdom.“
— F.: „Hvad Lærdom skal jeg tage af denne overflodige Snak?“
— E.: „Faa tro Folk ere en Konge til mere Styrke end mange utroe.“
— F.: „Vil du være os meere hengiven end andre?“
— E.: Ingen binder ufødt Hest til Krybben, eller baaser for ufødt Kvæg, og endnu har du ikke prøvet alle. Desuden pleier man i Norge at faae Drikke til sin Mad, og det har Giesterne godt af.
— F.: Aldrig kiendte jeg nogen saa uforskammet til at kræve Mad og Drikke som du.
— E.: Faa agte paa ens Fattigdom, eller betænke hans Trang, saa længe han selv tier.
     Kongen lod da sin Syster frembringe et stort Bæger med Drikke, som hun bød Erik. Han tog hende om den høire Haand, og spurgde Kongen, om han maatte beholde det som en Gave. Kongen i Tanke, at det var kun Bægeret, svarede: Ja! Erik drog da Prinsessen til sig, og da Kongen forestillede ham, at man i Danmark lod Jomfruernes Frihed ukrænket, drog han Sverdet for at afhugge hendes Haand, sigende, at han forlangde kun sit. Da indsaae Kongen sin Forseelse, lod ham beholde hende og drage til sit Skib for at berede sig til den forestaaende Kamp mod Vestmars Sønner, som og gik for sig paa den glatte Iis, hvor Erik, da de gled paa Isen, men han selv ved Hielp af føromtalte Skoe stod fast, dræbde dem alle. Deres Moder Godtvar tog sig deres Tab meget nær, og for at hævne dem foeslog Erik en Mundkamp, og satte paa den en stor Guldkiede mod hans Liv; men ogsaa hende overvandt han, og fik Kieden. Faderen Vestmar udfordrede ham da til at prøve Styrke, hvo der kunde rykke nogle sammenflettede Vidier fra den anden imod at den overvundne skulde miste Livet. Ogsaa heri vandt Erik, saa at Frode sagde : det er vanskeligt, at drages om Reb med den stærke. Rigtig nok, svarede Erik; Helst, naar han har en Pukkel paa Ryggen og en Krop paa Halsen. I det samme stædte han Vestmar om, og satte Foden paa ham, saa han knækkede baade Hals og Ryg. Frode fik da i Sinde, at dræbe Erik med en Dolk. Hans nye Brud Gundvor advarede ham da betids om Faren, som han undgik ved at bukke sig, da Kongen hug den efter ham, saa den blev siddende i Veggen. Erik sagde da med sin sædvanlige Koldsindighed til Kongen, at Venner burde man give sine Gaver, og ikke kaste dem til dem. Herved blev Kongen undseelig og gav ham Skeeden med. Natten efter vaagnede Gunvor, som bedre kiendte sin Broder, Erik, og raadede ham til Flugten. Erik drog derfore med hende ned til Stranden til sit Skib, men i Forveien fordærvede han Kongens Skibe, tog Fiæle ud, satte løse ind igien, og gik til Seils. Kongen kom om Morgenen efter, gik om Bord, og satte efter dem af al Magt, men var ei kommen langt, før Skibene begyndte at synke, saa han maatte springe over Borde, og søge ved Svømmen at redde sit Liv; men havde dog formedelst sin tunge Rustning maattet drukne, om ikke Erik og Roller vare sprugne i Søen, trukket ham ved Haaret til Stranden, og mod Møie faaet ham til Live. Han var saa nedslaaet over at være deres Fange, at Erik med megen Møie satte Mod i ham igien. Han satte ham straks paa fri Fod, foreholdt ham sine forrige begaaede Regierings Feil, og formanede ham til det bedre for Fremtiden. Erik blev derpaa Frodes Mand, fik hans Syster til ægte, og blev hans Landværnsmand. Gotvar blev da dømt til at steenes ihiel; og da Frode nu havde faaet Leede til Dronningen Hanunda, besluttede han at sende hende hiem til hendes Fader; men ved Eriks Forbøn, blev hun givet til hans Broder Roller, og havde de begge Bryllup paa en Dag. Erik forblev efter den tid hos Frode i største Anseelse, indtil denne endelig indsatte ham igien i hans Fædrenerige Hordaland.

en Søn af Kæmpen Regnera, var i Tieneste hos den Norske Konge Gøthar paa Agdeside, og raadede ham fra hans forehave Tog til Danmark mod Kong Frode 7. (See Gøthar!) Forestillende ham, at hvo der tragtede efter andres, mistede gierne sit eget, at de Danske til hans Skade let kunde foreene sig igien, skiøndt de nu vare skielagtige. Det Raad gefaldt Kongen saa vel, at han gav Erik det Øgenavn veltalende, og vandt Erik efter den Tid i Anseelse over sin Broder Roller, som tilforn var meest agtet. Gøthar, følgende Eriks Raad, blev hiemme, men besluttede, at sende disse 2 Brødre i Forveien til Danmark at udspeide Landets Tilstand, og forærede dem til deres Reise et Skib kaldet Skrother. De gik derefter hiem til deres Fader, og bad ham om det fornødne til deres Reise og Underholdning underveis. Han ledde dem ud i Skoven, at besee hans anseelige Fæejorde, og tage deraf, hvad de behøvede. Ligeledes gav han dem og saa meget, de lystede, af sine mangfoldige i Jorden nedgravede Penge. Roller blev derfra sendt i et Ærende hiem af Regner. Hans Moder Krage, som var Eriks Stedmoder, saae han ved sin Ankomst giennem en Spække, lave Velling i en hæslig sort Potte, over hvilken hængde 3 fæle Hugorme, af hvis Munde Forgiften dryppede ned i Vellingen; de 2 vare gandske sorte og bundne om Bugen, men den tredie var hvidspettet bundet om Halen og hængde lit høiere end de andre. Dog taug han dermed, for ikke at udskrige sin Moder som en Heks. I det samme kom Regner og Erik hiem. Krage frembar Maden, at Brødrene skulde spise af Potten sammen, men vendte det hvide til Erik. Denne mærkede snart, at det halve af Vellingen, som var sort–guult, var langt kraftigere end det hvide, dreiede derfor Potten om, sigende: Saaledes dreies et Skib i Storm paa Havet, og derved fik det bedste uden at Broderen Roller mærkede Listen. Af denne fortryllede Spise kom Erik til at forstaae alle Videnskaber, og blev saa viis, at han endog forstod alle Dyrenes og Fuglenes Sprog. Især blev han meget veltalende; men, da Krage kom ind, og saae at Fadet var vendt, og Erik havde faaet det bedste, som hun havde tiltænkt Roller, jamrede hun sig meget derover, men trøstede sig ved, at Roller dog var Mand for at fatte et godt Raad, formanede Erik, som ved Maden tillige havde faaet den Gave, ikke at kunne overvindes i Strid, troelig at skytte og hielpe sin Broder, og befalede dem tilsidst, naar de kom i overordentlig Fare at anraabe hende ved Navn, da hun skulde hielpe dem, efterdi hun besad guddommelig Kraft. Udrustet med saa store Evner, drog Erik med sin Broder til Danmark, til Kong Frode 7, som modtog ham paa det bedste, gav ham sin Syster Ingerd, og sendte ham noget efter tillige med Roller til Kong Gøthar, at frie for sig til hans Dotter Alvilde. Begge Brødre toge deres Koner med. Ved Ankomsten til Norge fandt de deres Fader Regner død, og Moderen gift med Brak. Gøthar, befrygtende, at Erik ved sit Giftermaal var Frode mere troe end ham, giorde ham straks det Forslag, at vilde ægte Eriks Kone Ingerd, og igien give Erik sin Dotter Alvilde. For at udforske sin Kones Tænkemaade foreslog han hende paa Skrømt, at ægte Kong Gøther, som en hendes Stand værdigere Mand, men, da hun beklagede sig over hans Ubestandighed, græd, og foragtede Gøthar, omfavnede Erik hende, overbeviist om, at kunde forlade sig paa hende, og svarede, at intet skulde skille dem ad uden Døden; men forestillede tillige, hvor nødvendig Forstillelse var, bad hende lade, som hun villigede i Gøthars Tilbud, og mage, at hendes og Alvildes Bryllup blev holdt paa een Dag. Dette skede og. Man mødte til bestemte Tid, men til Sikkerhed maatte Brak holde sig i Nærværelse med et udvalgt Mandskab. Begge Bryllupssalene vare ved Siden af hverandre, og Erik havde ladet Bræderne i Skillerumsvæggene giøre løse. For at sætte Gøthar paa Prøve, tog han først Flugten med Ingerd og Roller til sit Skib, men vendte straks tilbage, da Gøthar eftersatte dem. Ingerd bad derpaa Gøthar, at Erik og Alvilde først maatte holde Bryllup, at hun derved des lettere kunde glemme hendes første Ægteskab. Dette bevilgede Kongen, gav ham sin Dotter og Landet Listera. Ved Brylluppet var og Krake, som man udgav for en Dotter af Hvidserk og Halvsyster til Ingerd, men under Paaskud af Øiensvaghed indhyllet i et Slør, saa man ikke kunde see hende, og hun sad ved Bordet paa den eene Side af Erik; men Ingerd var i den anden Sal hos Gøthar. Under Maaltidet foreslog Erik Alvide, at ægte Kong Frode. Hans Moder Krake gav hende tillige en Elskovsdrik, som giorde den forønskte Virkning, saa hun fik Lyst til Frode, og befaldt Eriks Forslag. Da Gøthar havde spiist, gik han ind i den Sal, hvor Erik befandt sig, for at deeltage i Glæden. Straks smuttede Ingerd giennem Aabningen paa Væggen ind til Erik. Dette satte Gøthar i Forundring, der ikke kunde begribe, hvorledes hun var kommen ind, og vilde heller ikke troe hendes Foregivende, da hun sagde: at hun var ikke Ingerd, men hends Syster, som var hende overmaade liig. For at blive overbeviist, gik Kongen tilbage til den anden Sal, men fandt der allerede Ingerd, som alt var kommen giennem Aabningen paa Væggen, siddende paa hendes forrige Sted, og saaldes narrede man Kongen nogle Gange, indtil han selv var nær ved at troe det. Dette løb endnu Gøthar om i Hovedet, efterat de unge Folk vare fulgte ind i Brudekamret. Han vilde vide Sammenhængen af dette Gøglerie, og sendte om Natten uformærkt 2 Mænd ind i Brudekammeret med Befaling straks at dræbe Erik, om de fandt ham i Seng hos Ingerd. Disse fandt ham hos Ingerd, og vilde dræbe ham, da Erik i det samme nævnede sin Stedmoder Krake. Straks faldt et Skiold ned af Veggen og bedækkede ham, hvorpaa han hug begge Fødderne af den eene, og den anden giennemborede Ingerd med et Spyd, hvorpaa hun med Erik flyede til hans Skibe. Broderen Roller gav tillige ved at støde i sit Horn Brake et Tegn, som med sit Baghold brød ind paa Slottet. I den Skydning maatte Gøthar flye til sine Skibe, saa Roller i Magelighed plyndrede Slottet og førde alle hans Kostbarheder til Eriks Flode. Dagen efter vilde Gøthar vel forfølge dem, men blev forhindret ved en mellem hans Folk opkommen Hunger, saa at Erik undkom lykkelig til Danmark med Alvilde, hvilken Frode ægtede. Ved List overvandt han noget efter 7 Vendiske Røverskibe, raadede derpaa Frode til Krig med Venderne, overvandt og fældede deres Konge Struniko. Derefter bekrigede han i Selskab med Frode og dræbde i et Søeslag Kong Gøthar, hvis Lande han forskaffede sin Broder Roller af Frode. Erik regierede en Deel af Sverrig under Frode, og hialp ham stedse, især i den store Krig mellem Angantyr og hans Broder Laudur. Han bevaanede og et andet Tog til Helgeland med Frode, lod der aabne Asvits Grav i Tanke at forefinde store Rigdomme, og reddede ved en Leilighed den med sin Ven levende begravne Asmund. (See Asmund!) Efter at have sin heele Levetid fulgt og stridet for Frode, døde han for denne Konge. Saxo har reent sammenblandet disse Eriker, og især af de 2 sidste sammenstøbt een.

en Søn af den Reidgothiske Konge Jonakur og Gudrun, var med sine Brødre Hamder og Sorle, saa sorte som Ravne. Moderen Gudrun sendte ham med sine Brødre hen at hævne deres Systers Svanhilldes Drab paa hendes grusomme Mand den Skaanske Konge Jamerik eller Jormunrekr. Hvorledes han kom i Ueenighed med sine Brødre underveis, og de dræbde ham, fordi han var Moderens kiereste Søn, see ved Sorle!

Konge i Inisthona, (et Sted i Sielland) var gift med den deilige Lorma. Aldo en Helt fra Morven i Kong Fingals Tieneste forelskede sig i hende, landede ved Lumars Bugt, og bortførde hende med hendes gode Villie. Fingal fortrød denne Handel, og bød Erragon i Bod 100 Heste, 100 Piger fra fremmede Lande, 100 Falke, 100 Baand til at lette Kvinders Fødsel, og 10 med ædelsteene besatte Skaale, som vare tagne fra Romerne. Dog dette var ikke Erragon nok. Han fordrede Fingals Faders Sværde og hans Fædres Skiolde, og drog i Strid til Morven, men satte det tillige med Aldo Livet til i et Slag mod Fingal.

Guitlachs Søn regierede i Fyhn, dog skatskyldig til den berømte Engelske Konge Arthur, som han først foragtede og for hans Ungdom nægtede Skat; men blev ved Krig bragt til Lydighed. Derefter fulgde han for det meeste denne Konge, saavel paa hans Norske Toge, som siden i Engeland, og endede sit Liv, da han stridede for ham, i et Slag mod Mordred. See Arthur!

en Søn af Kong Gudriaud paa Raumarike, giorde et Tog giennem Norge til Trondelaget, erobrede der nogle Lehn, især Øiafylka og Sparbygia, hvorover han satte sin Søn Amund til Konge, men ham bleve Trønderne snart kiede af og dræbde. Dette foranledigede Eystens andet Tog til Trondelaget, hvor han atter overvandt Indbyggerne, holdt et slemt Hus, og forelagde dem 2 Vilkaar: enten at tage hans Træl Faxe (efter andre Thord) eller hans Hund Sær til Konge. Trønderne valgde da Hunden. (See Sær!) Denne Eystens Toge og Grumheder gave Anledning til at Amund Jarl af Spareboeas Søn Ketil Jamte flyede af Landet, og bebyggede først Jemteland.

en Dotter af Kong Svarsurlami i Gardarike og Fridur en Dotter af Kæmpen Thiasse. Da hendes Fader blev dræbt af Besærken Arngrim fra Bolme ved Halogaland, bortførde han og hende til Bolme, ægtede hende, og avlede med hende Angantyr og hans 11 Brødre. See Arngrim!

en af Asernes Heste, som de daglig reed paa over Bifrost til Ydasil.

et Slot ved Vyngolf, beboet af Frigga.

en Søn af den Jydske Konge Gervendil, kom med sin Broder Horvendil til Regieringen efter sin Fader, og skiftede de hver tredie Aar Herrdømmet til Lands med det til Vands. Dog blev han misundelig over sin Broder Horvendils Berøm, dræbde ham, og ægtede hans Enke Geruth, besmykkende Ondskaben med at have vildet befrie denne sidste Medfart. Sin Broders efterladte Søn Amleth, lod han vel opdrage, men ved sine bestandige Efterstræbelser giorde hans Liv usikkert, saa at han kun ved den dybeste Forstillelse og en konstig Galenskab undgik sin grusomme Farbroder. Fegge levede dog i stadig Frygt, at denne Galning, som han troede kuns at forstille sig, skulde eengang hævne sin Fader. Hvorledes han lod Amleth giennemgaae adskillige Prøver, søgde at skille sig ved ham, og endelig af ham blev dræbt, see ved Amleth!

2 Slavinder, som ved Troldom vare Aarsag til Frode Fredegodes store Magt og Rigdom. Disse skal han have kiøbt i Sverrig af sin fortrolige Ven Kong Fiolner i Upsal, da han var sammedsteds til Giest. De vare begge store og meget stærke. Hvorfore han satte dem til at male med 2 uhyre store Møllesteene kaldte Grotte, der tillige malede alt hvad man sang dem for, hvilke sange deraf kaldtes Grottesange. Efter Frodes Befaling maatte de male Guld og Fred; dog plagede han dem med at male saa uophørlig, at den øverste Steen gik itu, og de Stakler ikke fik meere Soveroe, end Giøgen tier om Natten. Dette strenge Arbeide søgde de at blive kvit, og ved deres Tryllevers opvakde Frode Fiender, af hvilke Søerøver–Kongen Mysing om Natten overrumplede og dræbde ham. Blant det øvrige Bytte bortførde Mysing Fenia, Menia og Grotte, og befalede dem om Borde at male Salt. De adløde en Stund men kuns alt for vel. Paa Mysings Erindring om at vedblive Arbeidet, bleve Skibene fulde af Salt, hvis Tyngde nedstyrtede dem med Folk og alt i Havet, som heraf endnu i denne Dag er Salt.

en Søn af Loke Laufeiason og Risen Angerbode, var straks efter Fødselen det slemmeste og glubskeste Uhyre og blev mod Gudernes Vidende opdraget i Kæmpernes Land. Guderne vidste, at dette Dyr skulde eengang blive en af de fornemmeste Aarsager til deres Undergang, hvorfore Alfader lod det hente til Himlen, men den var allerede da bleven saa glubsk, at ingen Gud vovede sig til den eller torde give den Æde uden alleene Tyr. Her voksde den umaadelig og kom til forfærdelig Størrelse og Kræfter. Frygt bevægede da Guderne til at lade giøre overdentlig sterke Fodbaand kaldet Læding, hvormed de under Skin at see en Prøve af hans Kræfter overtalede den til at lade sig binde. Dyret sine Kræfter bevidst lod sig overtale, og viistde snart, hvor vel grundet Frygten var, da han uden Møie søndersled Baandet. De lode da giøre et andet langt sterkere, kaldet Droma, overtalede den ligeledes til at prøve det, men endog dette kunde ikke modstaae Ulvens Magt. Neppe havde han faaet det paa, førend han rystede sig, slog Fodbaandet mod Jorden, spillede med Beenene, saa Stumperne fløi omkring, og Guderne nesten mistvivlede nogensinde at faae den tæmmet. Da sendte Alfader Skyrner ned til Svartalfheim for at bestille en nye Kiede hos nogle Dverge. Disse giorde Baandet Gleipner af overordentlig Styrke, men tillige smidigt og blødt som Silke, saa den gav efter for den stærkeste Anspændelse, og kunde ikke slides itu. Dette Baand var forfærdiget af 6 Ting:

1. den Larm, Kattens Been giør, naar den gaaer paa Jorden
2. Kvinders Skrig
3. Klippernes Rødder
4. Biørnens Seener
5. Fiskenes Aande
6. Fuglenes Spyt

Aserne toge da Ulven, droge over med den til den lille i Søen Amsvartner beliggende Øe Lyngøe, rosede Baandets Styrke, prøvede selv paa at sønderslide det, og da de ikke kunde, sagde: at det var umuligt for alle undtagen maaskee Fenris Ulven, som før havde sønderslidt sterkere, og bad ham til Forsøg at lade sig binde dermed. Dog Ulven var klogere, indsaae Gudernes Hensigt, og vilde uagtet alle anvendte Smigrerier ikke lade sig overtale til denne farlige Prøve, der truede ham med sin Friheds Forliis. Endelig for ikke at bebreides Feighed foreslog han dem at opfylde deres Begiering, naar en af Guderne til Pant paa, at han igien skulde blive løst, om Baandet var ham for sterkt, vilde stikke sin høire Haand i hans Gab. Alle Guderne tauge. Deres Hensigt bevidst torde ingen vove det. Endelig hialp Tyr dem ud af Forlegenheden, gav sin Haand til Pandt, men maatte og miste den; thi Dyret kunde ikke rive Lænken itu, og denne Leilighed var Aserne alt for vigtig til at slippe den igien. Tvertimod glædede de sig og beloe den. Da afbed den Tyrs Haand, giorde utrolige Spring og brugde al Magt for at komme løs, men jo fleere Kræfter den anvendte, jo stærkere snærrede Kieden sammen, hvilke foraarsagede alle Guderne undtagen Tyr en stor Latter. Da de nu saae, at den var bunden til Gavns, toge de den løse Ende af Baandet, fæstede det til en Steen kaldet Giøll, befæstede den langt nede i Jorden, og bandt den desuden til en anden Steen Theitr saa fast, at den aldrig kunde løses, og da den derefter truede at bide dem alle, stak de ham et Sverd i Munden, saa at Klingen kom til at staae op i den øverste Gumme og Fæstet i den nederste. Saaledes ligger den i Aaen Vønn, tuder forfærdelig, og Fraaden staaer ham af Munden. Guderne kunde vel dræbe ham, men have alt for stor Ærbødighed for deres Friheds og Tingsteder til at besmitte dem med dens Blod, uagtet de veed, at den eengang skal blive Odins Banemand.

     I denne Tilstand maae Fenrisulven forblive indtil Ragnarokr, da dens Baand ved Jordens stærke Skielven brister. Den kommer da frem, og skal flaae saadant et Gab op, at den underste Kiebe rører mod Jorden og den øverste mod Himlen; og vilde endnu indtage større Plads, om der var Rum. Af Munden og Næsen spruder Ild. Derefter samles den med de andre Gudernes Fiender til Kamp paa Marken Vigridr, og i Striden opsluger Odin, men i det samme springer Vidar frem, stiger med det eene Been i Ulvens Kieft, tager med Haanden i den øverste, splitter den ad, og det bliver dens Endeligt.

2 Dverge, vare Brødre og saa misundelige over Kvasirs Viisdom, at de eengang, da han besøgde dem, aflivede ham, lod hans Blod løbe i 2 Kar, Soon og Bodn og en Kiedel kaldet Odrærer, blandede det med Honning, og lavede deraf en Miød, som giorde enhver, der smagde det, til Poet, og, da Aserne ledte efter Kvasir foregave de, at han var kvalt af sin egen Visdom, fordi ingen fandtes saa klog, at de kunde tilspørge ham. Derefter bøde de Jetten Gillingur og hans Kone til Giest, som og indfandt sig. Efter Forlangende toge de ud med ham paa Søen, men, som de roede langs med Landet, flødte Baaden mod en Klippe, og kantrede. Gilling, som ikke kunde svømme, druknede. Dvergene derimod vendte Baaden om, roede til Landet, og fortalde Konen hendes Mands Skiebne, som hun tog sig meget nær, hylede og var utrøstelig. For at undgaae hendes Klager lokkede Fialar hende ud under Paaskud af see Mandens Legem, men, da hun kom uden for Døren, kastede Galar efter hans Befaling en Kvernesteen paa hende, som knusde hendes Hoved. Denne Gierning blev derefter hævnet af Kæmpens Søn Risen Suttung; thi han fangede dem begge, og udsatte dem paa en lille øde Holm, hvor de frelsde deres Liv ved at løskiøbe sig med ovenmeldte Miød. See Suttung!

en af de 11 Helvedes Floder, som havde deres Udspring fra Floden Huergelmer.

en Ase, kom med Odin ind i Norden, forklarede og underviisde i Runerne, som Odin og Aserne havde opfundet, og besad i denne Videnskab saa stor Styrke, at hans Viisdom var den fornemmeste Materie til Samtale i Gudernes Forsamlinger.

3 Vintre, som skulde komme efter hverandre over Jorden uden nogen mellemværende Sommer med saa sterk Storm og farlig Frost, at Solen ingen Skin kunde give fra sig, og skulde følges af 3 andre med Krig og Blodsudgydelse, saa end ikke de nærmeste Slægtninge skulde spare herandre; og dette skulde være Begyndelse til Ragnarokr eller Gudernes Tuskmørke.

Fader til Odins Fader Frialaf.

Konge i Morven i Skotland, og den største Helt de Nordiske Alderdomme have at fremviise, havde mange Handeler med de Danske. Først blev han af den Irlandske Konge Cuchullina kaldet til Hielp mod den Vestgothiske Konge Svaran, forskaffede ham Seier, og fangede Svarans Fader Kong Starno, men var ædelmodig nok at sende ham fri og uskadt tilbage til sine Skibe. For denne skiønne Handling fik han kun slet Tak; thi Starno søgde at forraske ham ved paa Skrømt at love ham sin Dotter Aganbecca. Hos hende satte Fingal sig i Gunst, saa hun elskede ham oprigtig, men Faderen dræbde hende, da han erfarede denne Kierlighed. Med den Danske Konge Hadding levede han i stort Venskab, og, da Cormalo havde dræbt hans 2 Sønner Argon og Rune, bortført og ægtet Haddings Dotter og giort Oprør, sendte Fingal ham sin Sønnesøn Oscar til Hielp, som dræbde Cormalo og gav Hadding (Osians Annir) sin Dotter igien. Endnu flere Handeler, hvoraf dog en stor Deel ligge begravne i Alderdommens Mørke, havde Fingal med Indbyggerne i Lochlin (Danmark). Især kom han i Krig med Kong Frothal eller Frode 3 Fredegode i Leire, da han angreb Carthulla i Carriq Thura, som, da Frode friede til den Ørkenøiske Kong Sarnos Dotter Comala, havde været hans Rival, overvundet og fanget Frode, sendt ham uskadt tilbage til hans Skibe, men derefter ægte Comala. Fingal tog Cathullas Partie, og overvandt først Kong Thubar. Frode gik ham derpaa selv imøde for at levere et Slag iført et Pantser, som ingen Vaaeben kunde bide paa, men for Slaget sendte han Thubar til sin elskte Dronning Urha, en Dotter af Kong Handuvan ved Dûna, med Forsikring, at hans forrige Elskov til Comala skulde ei opvaagne; thi hun var allerede død. I denne Strid skal Fingal endog have overvundet og forjaget Loda (Odin) der tog de Danskes Partie, og forestilles som en ond Aand. Siden traf han i Stridens Heftighed paa Kong Frothal selv, hvis Dronning Utha havde ham uafvidende fulgt med i Mandsklæder, og nu, da hun saae sin Mand i Fare, løb frem, paakaldte Odin, og bedækkede Frode med et Skiold; men lidet vant til Striden faldt Hielm og Skiold fra hende, og hun røbede sit Kiøn ved sit lange gulde flagrende Haar. Dette Beviis paa Kierlighed rørde Fingal. Han blev paa Stedet den Konges Ven, som han bestred, og lod Frode med sin Utha seile hiem i Fred. En af hans Kæmper Aldo indviklede ham derefter i en ny Krig med en Lochlinsk (dansk) Konge Erragon i Inisthona (Sielland) hvis Dronning Lorma han havde bortført. I denne Krig blev Erragon slagen. (See Erragon!) Om denne store Skotter haves mangfoldige Mindesmærker, der knap skulle ræddet ham fra Efterverdenens utaknemmelige Glemsomhed, hvis han ikke havde havt den sieldne Lykke, at blive besynget i et Mesterværk, der fuldkommen kan settes ved Siden af det, der har bevaret os Achils og Ulysses Heltedaad. I Videnskabens meest barbariske Mørke sang Osian i Henrivende Begeistring om Fingal og hans Idrætter, og forævigede derved baade Helten og sig selv. Ogsaa vores Pram har fornyet hans Erindring ved sin smukke Frode og Fingal. Den berømte Basalt Hule paa Staffa (en af de Schetlandske Øer) kaldes og endnu efter ham Fingals Hule.

Ægers Træl, blev af Aserne, der besøgde hans Herre, under Giestebudet roset for hans gode Opvartning og Bevertning, hvilke fortrød Loke saa sterk, at han af Misundelse dræbde ham.

Nordens ældste ved Asernes Indkomst baade mægtige og konstige Beboere. Især vare de gode Handverker, og havde nogle vel indrettede Stater, Joter Biarmer Kvæner og Kyrialer vare besynderlige Folkestammer. Saavel for deres Konstflid som lille Vækst har Fabelen givet dem Navn af Dverge, og digtet, at de vare de i Risen Ymers Legem avlede Orme, som efter Alfaders Befaling fik Forstand og Menneskeskabning, hvorved betegnes, at de vare Landets første og ældste Beboere.

en Søn af Freyr og Gerdir, Gymes Dotter, regierede i Upsal, var god, venlig, meget riig, fredsæl, aarsæl, og i nøie Venskab med den Danske Konge Frode, som han endog til sin Undergang besøgde; thi Frode giorde til sin Vens Modtagelse et stort Giestebud, og havde dertil ladet giøre et stort Karfuldt af Miød, som stod under Drikkesalen, saa man øsde af Karret giennem en paa Gulvet giort Aabning. Fiolner blev der efter Nordboernes Sædvane overstadig drukken, og, da han om Natten vilde gaae ud af Salen, faldt han i Karret og druknede. Han kaldtes og Fiolner Frey og Ynger, og efter dette sidste Navn kaldtes hans efterkommere i Sverrig Ynglinger.

en af de 11 Helvedes Floder, som have deres Udspring fra Brønden Huergelmer.

en Søn af Hreidmar, Broder til Reigenn og Ottur. I Selskab med sin Broder Reigenn fordrede han af Faderen en Deel af Andvares Guld, og den berygtede Ring Andvara Naut, som han havde faaet af Odin, Heiner og Loke i Bod for deres Broders Otturs Drab, og, da Faderen afslog det, dræbde de ham. Foffner bemægtede sig derpaa Faderens Hielm kaldet Æges Hielm, som alle frygtede for, og hans Sverd Rotta, og da Broderen fordrede Skattens Deeling, afslog det under Paaskud, at han havde ihilslaaet sin Fader, og jog ham bort under Trudsel at dræbe ham, om han kom igien. Paa denne Maade kom heele Andvaras skat, og Ringen, der stedse voldte sin Eier Døden, i Foffners Hænder. Med alt dette flyttede han til Gnytahede, giorde sig en Hule, og deri en Bolig, hvis Dørre Dørkame og Stolper vare af Jern, forvandlede sig til en Drage, og rugede over Guldet. Der blev han nogen Tid derpaa ved sin Broder Reigenns Tilskyndelse dræbt af Sigmund Volsungs Søn Sigurd, som deraf kaldtes Sigurd Foffnersbane.

en Dansker i Kong Vermund den Viises Tieneste anførde Fortropperne for Keto mod den Østgothiske Konge Adils, og blev, da Adils var dem for sterk, sendt til den Danske Konge Vermund at bringe ham dette Krigsbud. Han reiste ufortøvet afsted og fandt Kongen i Jellinge siddende til Bords med sine Hoffmænd. Efter at have fremført sit Ærende blev han af Kongen budet at spise med. Denne Ære afslog Folke for ikke at sinke sig; men bad om noget Drikke at slukke sin store Tørst. Dette lod Kongen ham række i et Guldbæger, som han tillige bad ham at beholde til Afbetiening underveis, sigende: dette var dog altid bedre at drikke af et Bæger end af den bare Haand. Over denne Gavmildhed blev Folke saa rørt, at han lovede heller at drikke dette Bæger fuldt af sit eget Blod end nogensinde at vende Fienden Ryggen. I det paafølgende Slag blev Adils overvundet, og Folke forfulgde ham til Skibene. Endelig faldt han vansmægtet af Saar Varme og Tørst om paa Valpladsen, og i denne Stand lod noget af sit Blod flyde i sin Hielm og dermed vederkvægede sig. Dette saae Vermund, og rosede ham for Løvtets Opfyldelse. Da svarede Folke: hvad man diervelig lover, bør man trolig holde.

et Slot i Himlen og Fryas Bolig. Her sankede hun efter Døden alle Fruentimmerne til sig, ligesom Odin Mændene i Valhal.

en Kæmpe gift med Laufeia og Fader til Loke.

den ældste Konge, Fabelen og Historien taler om, settes af nogle langt op i Tiden; men har rimelig levet noget før den sidste Odin. Han regierede over Jotunheim eller Jotland Finland og Kvænland, og havde 3 bekiendte siden som Guder hos Joterne dyrkede Sønner, Kar, Loge og Æger, hvilke 2 sidste i hans Tid begyndte den store Udvandring fra Jotunheim.

en af Asernes 12 store Guder, en Søn af Balder og Nefs Dotter Nanna eller Nønnu. Han beboede et Slot i Himlen af nesten bare Guld og Sølv kaldet Glitner; tillige var han saa retfærdig og god Dommer, at alle, som mødte for hans Domstol, gik fornøiede og forliigte derfra. Han skal efter Historien have regieret over Saxerne paa Øen Helgoland, som efter ham kaldtes Fosetesland, og der skal hans Dyrkelse have vedvaret indtil i det 8 Aarhundrede.

Broder til Kol den Krogryggede, foretog sig at hevne dennes Død, som i Eenvigs Kamp var bleven nedlagt af Sturlaugr Starfsame, drog derfor til Ringer Jarl i Hammar, og udfordrede Sturlaugr til Kamp paa samme Sted, som hans Broder var faldet, ved Goth–Elv, naar høieste Vinter var forbi. Til bestemte Tid mødte begge med deres Følge, opslog Telte, og overnattede der. Dagen efter, som Kampen skulde holdes, gav Fradmar Sturlaugr Valget enten de straks selv skulde slaaes eller først lade deres Mænd forsøge hverandre. Sturlaugr valgde det sidste; og sloges da først Sturlaugs Mand Rolf Nefia med en Blaamand af Fradmars Følge, der var stor som en Rise, tyk som et Nød, havde store Negle som Ørnekløer, og var sort som selve Døden. Han var langt Rolfs Overmand, men faldt tilsidst baglends, og brak Ryggen mod en skarp Steen. Derefter dræbde Thorder af Fradmars Folk Sturlaugs Mand Rafu. Ligeledes Jokul, Sturlaugs Mand, dræbt af Froste. Derpaa fulgde en Troldomsfuld Kamp mellem Svipudr og en Finne af Fradmars Folk. (See Svipudr!) Endelig traadde begge Hovedpersoner mod hverandre. Sturlaugr fremdrog da et fortryllet Sverd, han til denne Kamp havde faaet af sin Kone Asa den Skiønnes Fostermoder Heksen Vefreia. (See Vefreia!) Dette frygtede Fradmar ved første Syn. Det blev afgiort, at Sturlaugr skulde hugge først. Han kløvede da i første Hug Fradmars Skiold og en Deel af Hielmen. Endelig blev Fradmar saa udmattet, at han ikke kunde stride meer, satte sig til hvile, klagede over, at Sturlaugs Sverd var forgiftet, og bad ham afhugge sit Hoved. Da tilbød Sturlaugr ham Livet. Han modtog det vel, dog i Tanke at være sit Endelig nær. De førde ham da i sit Telt. Straks efter hørdes et stort Dunder. Man saae ud, og i det samme var Vefreia der i sin Vogn, spurgde, hvor stod til, befalede at bringe Fradmar hid, tog ham paa Vognen, og førde ham bort. Sturlugr og de andre rede bag efter til Vefreia. Ved deres Ankomst stode Svipudr og Fradmar i Dørren fuldkommen friske. Vefreia forligede dem da, saa de efter hendes Forslag gik i Fostbrødrelag. Efter den Tid fulgde han stedse Sturlaugr, især paa hans Reise til Hundingialand efter Bøffeldyrshornet. Der faldt det ham ved Lodkastning til om Natten at have Vagt nest efter Ake Jarngerdsøn, og, da denne Vagt var ude, steg han i Baaden, roede ud mod Nesset, og fornam noget gaae paa Steenene ved Stranden. Han raabde an, og fik til Svar, at det var et Fruentimmmer, som hedde Hilldur. Samme spurgde om hans navn, og, da hun hørde, at det var Fradmar, sagde hun: skal jeg tro, at Fradmar, Kol den krogryggedes Broder er komme her til Landet? og, da hun hørde det, bad ham for Betaling at føre hende til en lige over for liggende Øe; thi hendes Fader var død, og hun frygtede at faae det sletteste af Arven, om hun kom sidst derover. Han forlangede derfor god Vind i 2 Dage, hvilket hun og løvede ham, og han satte hende over. Da de endnu havde en tredie Deel af Veien tilbage, sprang hun ud, og vadede til Øen; men Fradmar roede til Skibet, blev afløst i sin Vagt af Sturlaugr, og lagde sig til at sove. Da de derefter vare seglede videre til Biarmeland, hvor han gik i Land med Sturlaugr at borttage Bøffeldyrhornet af Thors Tempel, og, da de bleve forfulgte af Indvaanerne til Stranden, kom de 2 Dages Vind, som Hilldur havde lovet Fradmar, vel tilpas. Han ønskede sig den, og slap derved ud af Faren. Efter deres hiemkomst giorde han ved Julegiestebudet hos Sturlaugr det Løvte, at han inden 3 jul skulde have været i den Gardarigske Konge Yngvars Dotter Ingeborgs Seng og der kyst hende, eller sette Livet til, giorde sig og nogen Tid efter reisefærdig, og kom med 60 Skibe til Aldeiguborg, sendte Bud til Kongen at begiere hans Dotter, som foruden Skiønhed og Anseelse havde stor Indsigt i Lægekonst, og havde havt mange Friere; men Kongen bad ham selv komme, fordi Ingeborg selv skulde udsøge sin Mand. Han kom ogsaa, og opholdt sig der nogen Tid under Navn af Snækollor. Men den Dag Thinget skulde holdes, klædde han sig kongelig, og reisde til Thinge med meget Folk. Kongen spurgde om hans Navn. Han foresnakkede ham da, at han hedde Snækoller, og andet meer. Derefter kom Prindsessen. Hun sagde straks: at hun kiendte ham meget vel, og nævnede ham ved Navn. Thinget sluttedes, og Fradmar drog til sine Skibe, seilede med dem ud til nogle Øer, lagde dem der op, tog Kiøbmands Klæder paa, gik til Staden til Kongens Sal og under Navn af Gester begierede Frikost Vinteren over, og, da det var ham tilstaaet, forblev der, og vandt hver Mands Yndest. Han søgde ofte Leilighed at komme i Fruerstuen, men stedse forgieves. En Dag, da han var gaaet et lille Stykke Vei fra Staden, hørde han Folk tale under Jorden, og saae, at det var Trolde. Disse fik han til at giøre sig spedalsk, dog saa, at Sygen skulde forlade ham, naar han forlangede. Dette skeedte. Han gik da til Prinsessens Fruestue. Dog hvor elendig han end var tilredt, kiendte Prinsessen ham straks, saa Fradmar maatte gaae til Troldene igien, og skilles ved Sygdommen. Derefter brød han sig om ingen Ting meer, da han en Dag mødte paa en Sti i Skoven en stor Mand, som med begge Hænder holdt paa Maven, erfarede, at det var hans Fosterbroder Guttorm, glædedes over Mødet; men, da han saae at hans Indvolde hængde ud, og erfarede, at han saaledes var tilredt af Sørøveren Snækøl, som havde overfaldet og udplyndret ham, bragde Fradmar ham til Byen til Plankeværket om Ingeborgs Fruerstue, efterat han i Forveien havdde lovet trolig at gaae ham tilhaande. Prindsessen modtog med Velvillie den elendige Stakkel, bragde ham i sit Sygehus, da hun hørde, han var af Sturlaugs Mænd, og helbredede ham. En Dag, hun var gaaet til Kongen, og Guttorm mesten var helbredet, praktiserede han Fradmar ind i Fruerstuen. Prindsessen, da hun kom igien, og saae hans Saar, duttede ham paa at have været ude. I det samme sprang Fradmar frem, og kysde hende. Dette tog hun ilde op, bad dem skynde sig bort, at de ikke skulde blive dræbte for hendes Øine, med Tillæg, at hun sparede dem for Sturlaugs Skyld, som hun elskede høit. Fradmar reisde med sine Skibe tilbage til Sturlaugr, som han berettede Udfaldet af sin Reise. Denne lovede ham da sin Hielp, og i hans Følge drog med 400 Skibe til Garderige, nedlagde der i Strid Kong Yngvar og hans Landværnsmand Snækolr, gav Fradmar Ingeborg til Kone og Aldeiguborg at regiere over, samt alle Yngvars Eiendomme og Kongenavn, og af dem ere siden komne mange store Mænd.

var Fader (efter andre Farfader) til den Sigge, som med sine Aser kom herind til Norden, og udgav sig for Odin Børs Søn.

en Søn af Niord den rige paa Noatun, (efter andre var hans Fader Niorder en Søn af Odins Søn Yngvi Tyrkernes Konge) var ikke en Aser, men, som hans Fader, en Vaner, kom med Odin og Aserne til Norden, og var en af de 12 store Guder. Han bedrøvede aldrig Møe eller Mands Kone, men løsde hver Mands Trængsler; hvorfore han og ansaaes for den bedste af alle Guder, og troedes at tildeele menneskene god Tid og Rigdom. Efter sin Fader kom han til Regieringen over de Svenske, forflyttede Offertienesten og Gudsdyrkelsen fra Sigtun til Upsal, hvor han byggede et stort Tempel, og forskaffede det faste Eiendomme i Landet, som siden bleve Kongernes visse Indkomster og kaldtes Upsala Øde; og skal Levningerne af dette Tempels Mure være Taarnet paa Bondekirken eller Heliga Trefaldigheds Kyrkan i gammel Upsala. Her indrettede han Offertienesten, var vennesæl og aarsæl, og blev for sit lykkelige Regiments almindelig elsket af Svenskerne. Da han var dødsyg, lod han kun nogle faa udvalgte Venner komme til sig. Disse indrettede en stor Høi med Dør og Vinduer, og indførde i den hemmelig Frey efter hans Død, og indbildte Undersaatterne, at han endnu levede. De toge vel vare paa Høien, og kastede al Skatten af Landet derind, Guldet giennem det eene Vindue, Sølvet giennem det andet og Kaaberet igennem det tredie; og saa længe var der Fred og Velstand i Landet, saa at Svenskerne dyrkede ham som Gud offrede ham for Fred og Frugtbarhed, og i Fremtiden bar hans Billede som et Middel mod Ulykker.
     Efter Fabelen var Frey en af Asernes store Guder, som regierede over Solen, Regnen og Jordens Afgrøde, tog sig af de trolovedes i Krig fangne Kierrester, og havde af Guderne faaet til Opholdsted det deilige Alfbeim. Som de andre Aser reed han daglig til Gudernes Forsamling at holde Dom under Ydrasil. Dog red han og ofte paa en Galt, (Gullinbuste) eller kiørede med den for en Vogn. Denne Galt var ham foræret af Dvergen Brokur. Den kunde løbe langt hurtigere end nogen Hest baade Dag og Nat over Land og Vand, og oplyste i det største Mørke, hvor den kom, alle Ting med sine skinnende Guldbørster. Han havde og en Kaarde, som i Striden af sig selv efter Befaling giorde er stort Nederlag paa Fienderne. Den mistede han for at faae sin Kone Gerdir, Gymers Dotter, paa følgende Maade. Han havde den Forvovenhed en Dag af Nysgier at bestige Alfaders Throne paa Lidskialf, hvorfra man kunde oversee heele Verden, men ikke ustraffet. Han saae den deilige Gerdir, elskede hende straks, faldt i en pludselig Bedrøvelse, og kunde ved sin Hiemkomst hverken tale sove eller drikke for sin Lidenskab. Alle forskrækkedes, og ingen vidste Aarsagen til hans Bedrøvelse eller Middel at helbrede den. Endelig sendte Faderen Niord efter Skyrner Gudernes Sendebud og Freys Fortrolige, og sendte ham til Sønnen at udforske ham. For denne Ven skriftede Frey reent ud, og lovede ham alt, hvad han vilde begiere, for at skaffe sig Pigen. Skyrner paatog sig dette Ærende, men forlangede i Forveien til Betaling Freys kostelige Sværd, fik det straks af den utaalmodige Elsker, reisde afsted, fik Løvte paa Pigen af hendes Forældre, som lovede, at hun om 9 Nætter skulde komme til Barei, og der holde Bryllup med Frey. Han fik da vel sit Ønske opfyldt, men med Tab af sit gode Sværd, som han kort efter savnede i Kampen mod Kæmpen Bela, som han i Mangel af bedre Vaaben maatte dræbe med en Hiortetakke; men en større Forlegenhed kommer han i over dette Savn ved Ragnarokr, naar han med de øvrige Guder drager til Feldts mod deres Fiender, kommer i Strid med Surtur, og af ham dræbes. Frey var med Aserne til Giest hos Æger, kom der som de andre Guder i Skienderie med Loke, som bebreidede ham, at han for Gerdirs Skyld havde skildt sig ved sit Sverd.
     Frey var næst Odin og Thor den øverste Gud, og sattes endog i Sverrig over disse. Man anrettede ham i Sverrig aarlig et stort Offer for godt Aar, og kiørde hans Billede om paa Vogne. Engang hændte det sig at Gunnar, en Norsk Mand, betiende sig af Leiligheden, da alle andre formedelst ondt Veir havde skyndet sig bort, steeg op i Vognen, brød Billedet i Stykker, og overtalede den Kone, man havde tillagt Frey, og kiørede om med hans Billede, fordi man troede, at Frey ingen Kone kunde undvære, til at indbilde Almuen, at han var Frey, som nu var kommen i Mands Lignelse. Bedrageriet lykkedes, Gunnar levede herlig, aad og drak med dem i Vinter Giestebudet, vilde ei lade sig klæde uden i Freys Prydelse, og ikke modtage andet offer end Guld, Sølv og Kostbarheder; men endelig, da Konen blev frugtsommelig, flygtede de begge med mange Kostbarheder til Norge. Denne Freys Dyrkelse vedvarede fornemmelig i Sverrig til Kristendommen. Man holder ham for den samme, som hos Saxo kaldes Frø. Han kaldes og Yngve Freyr.

en Dotter af Niord den rige paa Noatun og Skada, blev af Odins sat til Offergudinde i Asgaard, hvor hun først lærde Aserne den Troldom Seid. Hun var Syster til Frey, efter hvis Død hun som den eeneste overblevne af Guderne regierede 3 Aar i Upsal, holdt i den Tid Offringerne vedlige; og var der da bestandig Fred og god Tid i Landet, saa Svenskerne elskede hende, og dyrkede hende som Verdens Gudinde, og offrede hende for god Tid og Jordens Grøde. Med Oder havde hun 2 deilige Døttre, Hnos og Gersime. Efter hende kaldtes fornemme Koner Freyer og Fruer.
     Efter Fabelen var Freya en af Asernes store Gudinder, uagtet hendes Fader var en Vaner. Hun var Kierligheds Gudinde, men ikke meget kydskere end Olympens Venus, hvorfore og nogle har giort hende til Odins Frille, som havde en Bolig saa fast og tæt, at naar Dørren var lukket kunde ingen komme derind. Man fortæller og følgende Eksempel paa hendes problematiske Dyd. Hun saae eengang 4 i en Klippe boende Dverge smedde et Guldsmykke, og fik det til Foræring imod at sove en Nat hos hver af dem; men neppe havde hun faaet det, førend den snedige Loke, som var kommen efter den rette Sammenhæng, angav det for Odin, og fik af ham Befaling at frastiele hende det. Han omskabde sig da først til en flue, kom saaledes ind i hendes Værelse, forvandlede sig derpaa til en Loppe, som stak hende, saa hun vaagnede, men faldt straks efter i Søvn igien, hvorpaa han tog Smykket af hendes Hals, og gav det til Odin, som hun vel fordrede det tilbage af, men fik Afslag, fordi han vidste, hvorledes hun havde forhvervet det. Dog lovede han hende det, om hun kunde sette Ueenighed mellem 2 Konger, af hvilke hver igien havde 20 mindre under sig, saa de kunde stride sammen, dæbe hverandre, men opvækkes ligesom de faldt, og stedse fornye Striden, indtil endelig en kristen Mand havde Mod nok til at angribe og dræbe dem alle. Dette lovede hun, og opfyldte det paa Hogne og Hedin ved at aabenbare sig for den sidste, og give ham en Drik ind. See Hedin! (Denne Historie tilligger andre Frigga) Hvorledes hun efter Lokes Raad blev af Aserne lovet til en Kæmpe, men befriet fra dette ubehagelige Partie ved Loke og Thor, see Sleipner! Hun var og den eeneste som i Asgaard turde skienke for Kæmpen Hrugner. (See Hrugner!) Hos Æger indfandt hun sig til Giestebud med Aserne, tog der i det opkomne Skienderie Friggas Partie mod Loke, som derpaa forekastede hende, at af alle Aser og Alfer var ikke een derinde, som jo havde været hendes Boler, og da hun videre formanede ham til Rolighed, kaldte han hende et vederstyggeligt Kreatur, der endog havde levet i Utugt med hendes egen Broder.
     Freja var meget godmodig og velgiørende, den bedste af alle Gudinder, tog sig især af elskende, glædede sig over deres Kierligheds Sange, og hialp dem, naar de anraabde hende. Nest Odins Kone Frigga var hun den fornemmeste og meest ærede af alle Gudinder. Hun havde et prægtigt Guldsmykke Brysinge, og boede i Himlen paa det yndige Folkvanger. Hun havde og der en prægtig Sal kaldet Sesvarner. Hun kiørde for det meste omkring paa en Vogn med 2 Katte for. Ogsaa troedes hun at ride allevegne hen, hvor der var Krig og tilegne sig Halvparten af de slagne. den anden halve Deel hører Odin til. I hendes Templer især boede Præstinder (Horgabrud) som i Vellystens og Magelighedens Arme underholdte af Nasionen forrettede især de gruelige Menneske–Offringer. Hun var gift med Oder, og ved ham Moder til Hnos og Gersime, Naturens skiønneste Mesterstykker. Denne hendes Mand elskede hun overmaade høit, men da han forlod hende for at reise i fierne Lande, sørgede hun over al Maade, og fældede bestandig Taarer, som bleve til det pure Guld, drog derefter ud, og bereisde mange Lande for at oplede sin Mand. Hun har derfor mange Navne efter de Folkes Sprog, hun besøgt, som Mardall, Forn, Geffn, Syn, Vanadys og fleere.

en Søn, blev opdraget i Rusland, og blev i Tiden en stor Stridshelt. Sit første Tog giorde han mod 12 Norske Brødr, som havde overvundet hans Broder Halfdan. Disse indsluttede sig ved Fridlevs og hans Broders Ankomst paa Valdisholm i Vingulmark. Der opkastede de en høi Vold, som var omgiven med en sterk og strid Strøm med et Vandfald i, og udplyndrede fra det Smuthul alle omliggende Egne. Biørn den eene af disse meget navnkundige Brødre havde en skiøn Hest, hvormed han kunde sette giennem Fossen uden at nogen enten af hans Brødre eller andre kunde eftergiøre ham det. Tillige eiede han en stor og sterk Hund, som tilforn havde tilhørt Kæmpen Offot, og alleene kunde dræbe 12 Mænd. Dog hvor sikkre end disse Brødre troede sig, bleve de overfaldne af Fridlev og tvungne til at flye ved hvilket Overfald Biørn maatte lade sin Hest i Stikken. Derefter udsatte Fridlev en Præmie for den blant sine Folk, der kunde dræbe nogen af Brødrene, af saa meget Guld, som den dræbtes Krop veiede. Dog uagtet endeel af hans Folk forpligtede sig dertil, vilde han dog heller selv indlegge denne Ære, og begav sig om Natten til Strømmen fulgt alleene af en Trælz, som han straks dræbde med Steene, kastede det blodige Legem, efter at have iført det sine Klæder, i Floden, og paatog den dræbtes. Hesten besmurde han med Blod, hvorpaa den efter hans Hensigt skyndede sig tilbage, og bragde et falsk Rygte med sig om hans Død, satte sig derefter paa en anden Hest, svømmede med den over Floden, og kom ved Hielp af en Stige over Volden uden at nogen mærkede det, og sneg sig hen til Dørren paa Salen, hvor Brødrene sad inde og spiisde, og i Drukkenskab stolede paa, at ingen kunde komme over Floden til dem. Da fortalde Biørn en Drøm, han havde havt om et Udyr, som han syndes opstige af Floden, spye Ild og opbrænde alt omkring sig. Denne troede han at betyde noget, anpriisde derfor Brødrene Aarvaagenhed og ikke for meget at betroe sig til Stæders Fasthed. De gik da ud, søgde allevegne, fandt Fridlevs løse Hest, og sluttede deraf at den alleene var sluppen over, men Fridlev omkommet i Vandet. Dog var Biørn desuagtet mistroisk, og bad dem holde nøie Vagt. Imidlertid havde den hiemkomne Hest opvakt Allarm i Fridlevs Leir. Hans Mænd søgde til Floden, fandt Trællens Legem, troede det var Fridlevs, som af Fossen var knuset, og løbe til Floden at hævne hans Død. Da kom Fridlev frem, lod Vindebroen ned og førde dem ind i Befæstningen. De bleve da alle dræbte undtagen Biørn, som Fridlev lod læge og gik i Fostbrødrelag med. Derefter blev han taget til Medregent af sin Broder Halfdan, overvandt Kong Hiarne, som i hans Fraværelse efter Frodes Død havde opkastet sig til Konge, og dræbde ham endelig i en Tvekamp. (See Hiarne!) Derefter friede Fridlev til den thronhiemske Kong Asmunds Dotter Frogerthe ved Gesandter, af hvilke den eene, Frøke, druknede underveis paa Møre, og gav Navn til det sammesteds værende Frøkesund (Frekeyarsund) Asmund afslog Partiet. Des bedre anstod det derimod Frogerthe, som derover var misfornøiet med Faderen. Dette bevægede Fridlev til at sende nye Gesandter, hvorover Asmund i Forbittrelse lod dem henrette. Fridlev drog da ud med Krigsmagt til Norge, og mødte Asmund i Frøkesund. Om Natten drog han ud at bespeide Fienden, og hørde da da 3 Svaner synge: at mens Kong Hirthing paa Thelemarken var i Leding, havde en Træl bemestret sig Riget, drak Melk af gyldne Bægere, og lod sig opvarte af den, som var født af Kongeblod, og i det samme nedfaldt et Belte af Himlen, hvorpaa var skrevet Udtydningen af Sangen. Straks beslutte Fridblev at angribe Jetten og befrie Prinsessen, som Jetten tvang til at roe Baaden for sig over til den anden Side af Sundet. Dog advarede Prinsessen ham om, at det var uomgiengelig nødvendigt, før det kom til slag at udskielde Kæmpen dygtig for at betage ham Kræfterne. Dette efterkom Fridlev, hug derefter Haand og Fod af Kæmpen, bortførde alle hans Rigdomme af hans Hule, og paa Hiemveien glædede sig ved, at dette Natteverk, naar det kom for Frogerthas Øren, skulde endnu formeere hendes Yndest for ham. Dagen efter kom det til Slag med Asmund, hvilket blev vundet ved Hielp af Biørns før omtalte Hund, som han, da Folket begyndte at vige tilbage, slap løs. I dette Slag faldt Asmund. Dog fik Fridlev ikke denne Gang Frogerthe; men drog nogen Tid efter i dette Ærende til Norge, maatte underveis for Modvind søge med sin Flode ind til Vigen, blev der nogen Tid med største Giestfrihed beværtet af den gamle Ali, men krænkede til Belønning hans Dotter Syrithe, som ved ham blev Moder til den siden berømte Ali hin frækne. Derefter seilede han nord paa, og ægtede Frogerthe. Paa Hiemreisen landede han paa en Øe, hvor en Drage rugede over en stor Skat, dræbde Uhyret og bortførde Skatten. Sin Søn Ali overgav han i hans 3 Aar til Biørn at opdrage, og gav hans Moder Gyrithe til den dræbte Kong Asmunds Kæmpe Ove. Fridlev foreende sig derefter med Kong Hvirvel mod den berømte Skioldmøe Rusla, og overvandt hende med hendes 5 Kæmper, Brodde, Bilde, Bugge, Faning og Gunholm. Dog med disse 5 foreenede derefter Hvirvel sig, anfaldt Fridlev til en Tid, da den Vestgothiske Konge Hodbrod ogsaa feidede paa Danmark, og leverede Fridlev et Slag i den efter ham kaldte Hvirvils (nu Bisserups) Havn i Sielland. Slaget blev uafgiort, men Natten efter flygtede de 2 Brødre Bilde og Brodde. Da Fridlev Dagen efter mærkede dette, udfordrede han Hvirvil og de 3 andre Brødre til Enekamp, nedlagde Hvirvil Bugge og Faning; men Gunholm døvede hans Sverd ved Vers, hvorover han nødtes til at slaae ham ihiel med Fæstet, men tog og derved saa fast om Klingen, at han overskar alle Seenerne paa Haanden, og kunde sinden aldrig bruge Fingrene. I en Høi Alder drog Fridlev til Irland, og indtog der Staden Dublin ved at fange en Mængde Svaler og binde dem brændende Svamp under Vingerne, hvormed de stak Staden i Brand, saa at Indbyggerne, da de baade skulde værge sig mod Ilden og Fienden maatte ligge under. Derfra giorde han et Tog til Britannien, men var saa uhældig at blive slaaet paa Flugt, og maatte for at komme til sine Skibe lade de i Slaget faldne om Natten opstable, saa de forekom om Morgenen de eftersettende Britter som en stor Undsetning og afholdt dem fra at forfølge ham. Af alle disse Bedrivter fik han Øgenavnet hiin Snare. Han efterlod sig 2 Sønner Ali hiin frækne og Frode 4. Hvorledes han gik til Nornernes Tempel at spørge om den førstes Skiebne, see Ali frækne!

en Dotter af Kæmpen eller Jotunen Thiasse, blev gift med Svafurlami en Sønnesøn af den Saxiske Odin. See Svafurlami!

Fiorgvins Dotter, Asernes øverste Gudinde, som alle øvrige Guder nedstammede fra, var gift med Odin, som gav hende Stemme i Asernes Forsamlinger eller Gudernes Raad. Hun besørgede Husvæsenet i Valhal, og ligesom Odin med Guderne opholdt sig i Gladheim, saaledes havde hun med Gudinderne deres Bolig i Vyngolf og det prægtige Fansal. Fulla bar hendes Æske og passede hendes Skoe: Hlyn brugte hun til at vare paa Mænd, som hun vilde frie fra Fare. Hendes Sendebud var Gudinden Gna, og Stiernen Orions Belte hendes Spinderok. Nogle Høge, hun eiede, forskaffede enhver hun gav dem til, den Egenskab at kunde flyve.
     Frigga holdes af mange for den samme som Jorden, Hertha eller Jørth. Man har og udgivet hende for Dotter og Kone af Odin. Hun alleene kiendte Skiebnens Beslutninger og var dens Guddom, men aabenbarede dem for ingen. Hvorledes hun søgde at beskierme sin Søn Balders Liv, men ikke desto mindre mistede ham, og derefter sendte Hermoder at frikiøbe ham fra Helvede, see Balder! Hun var og med Aserne til Giest hos Æger, blandede sig der i Odins og Lokes Trætte og fraraadede dem at give sig blot for de fremmede og oprippe i deres Nærværelse, hvad vanærnde de vidste om hverandre, men maatte og derfor tage imod mange bittre Bebridelser af Loke for hendes mange Løsagtigheder og hyppige Utroskaber mod hendes Mand Odin. Saaledes giftede hun sig eengang i hans Fraværelse med begge hans Brødre Ve og Vile. Ligeledes stial hun Guldet af hendes Mands Støtte, som Jordens Konger havde ladet giøre til hans Ære, lod sig ligge hos for at faae Pynt deraf, og ved dette og andre Utroskaber forvoldte, at han blev udstødt af Gudernes Forsamling. (See Odin!) Om hendes ondskabsfulde Opførsel mod Kong Hraudungs Sønner, see Geirraud! Man har forvekslet hende med Freya og Goia, og tillagt hende ligesom Freya en Falkeham. Hun kaldes ogsaa Frygga og Fiorgum.

en Søn af den norske Jarl Thorstein, blev tillige med den Sognske Konge Bels Dotter Ingeborg opdraget hos Hilding. Af denne Opdragelse fødtes en heftig indbyrdes Kierlighed, som tog til med Aarene, saa at Frithiof, da han var bleven voksen, forlangede hende til Ægte af hendes Brødre Helgo og Halfdan, men, da han allerede var bleven meget navnkundig i Strid, afsloge de Partiet paa Grund af deres ulige Stand. Frithiof blev herover meget opbragt. Dog skolede han sin Vrede i det faste Haab, at alle Nabokongerne, som tilforn af Frygt for ham havde været Kongernes Venner, vilde, naar de fik deres Uvenskab at vide, anfalde dem. Denne Formodning indtraf og rigtig, da Kong Hring af Hringarike fordrede Skat og Hylding af dem. De afsloge Begieringen, rustede sig og sendte Frithiof som deres Jarl Befaling at komme for at anføre Hæren. Han sad iust ved Buddets Ankomst og spillede Skak, svarede ikke Buddet, men lod sig forblommet for de ved Spillet overværende mærke med ikke at vilde adlyde Kongerne af Sogn, siden de ikke vilde unde ham deres Syster Ingeborg. Over dette Budskab bleve Kongerne meget bestyrtede, og af Frygt, at Frithiof, mens de vare borte i Krigen, skulde bortføre Ingeborg, sendte de hende til Baldershagen som et helligt Sted, ingen vovede at vanære. Dog Frithiof uden at bekymre sig om Guderne, drog efter Kongernes Afmarsk lige til Baldershage, formildede sin forrige Leegesøster, krænkede hende, og tilbragde Tiden rolig i Vellyst og Elskov til Brødrenes Hiemkomst, holdt derefter Bryllup med hende, forærede hende en Guldring til Pandt paa deres Ægtetroe, som hun skulde hiemsende ham, om hun af Brødrene nøddedes til at ægte en anden, fik en anden prægtig Ring af hende, og forlod hende. Brødrene bleve imidlertid overvundne af deres Fiende i Soknarsund, og giorde Fred paa Vilkaar at give Seierherherren Ingeborg og 3 Deelen af deres Eiendomme til Udstyr, men erfarede ved Hiemkomsten til deres største Bestyrtelse Frithiofs til Baldershage forøvede Misgierning. Man undredes over at ikke Balder selv havde straffet sin Helligdoms Vanærelse, og bleve eenige om Hevn; Men aabenbar turde de ikke angribe Frithiof, og tog derfor deres Tilflugt til Seidmaderne, som dog aabenhiertig tilstode, at deres Konst var for afmægtig mod ham til Lands, og kunde kun skade ham til Søes. For paa en nogenledes anstændig Maade at føre ham i Faren overtalede Brødrene ham at drage til Ørkenøerne og indkræve Skatten, som Jarlen efter sin Faders Død i nogle Aar ikke havde betalt. Frithiof vilde nødig til dette Tog. Dog hans Fosterfader Hildings Tiltale og Prindsernes endelige Tilgivelse bestemde ham endelig dertil. Han reisde af; men straks efter Bortreisen faldt Prindserne ind i hans Land og hergiede det. Nu fik og Troldmændene Befaling at øve deres Konster, og straks i Søen kom saadant et Uveir over Frithiof, at han mistede 4 af sine Mænd, og var nær at forgaae, saa han mistvilede (håbløst, red.) at komme derfra. I denne Nød brød han den Ring itu, han havde faaet af Ingeborg, og uddeelede Stumperne til sine Mænd, at de ikke uden Guld skulde komme til Havgudinden Ran. Dog denne Gang undgik han Faren, ræddede ved sin store Snildhed Skibet, og løb ind i Efiasund paa Ørkenøerne nær ved Angantyr Jarls Vaaning, hvor han selv maatte bære sine udmattede og kraftesløse Folk i Land. Derefter indkrævede han Skatten, og kom tilbage, da alle troede ham død. Ved Hiemkomsten fandt han sit Land ødelagt og Ingeborg gift med Kong Hring. Han reisde da straks til Baldershage, hvor Kong Helge just da holdt Disafesten, sneg sig ind, da Offeret just var endt ved hans Ankomst, og alle Kongens Mænd sadde efter Brug adspredte i forskiellige Drikkesale, og drak, men Kongerne og deres Dronninger sad i Disarsalen, og tørrede Afgudsbillederne ved Ilden. Han traadde da frem for Kongen, fortalde: at han bragde den Ørknsiske Skat, og hug ham i det samme med Pungen i Hovedet, at han styrtede mod Jorden, og mistede to Tænder. Da han derpaa vilde gaae, saae han Helges Dronning have paa Armen den Ring, som han havde givet Ingeborg. Denne vilde han fratage hende, men hun stræbde imod, hvorover han greb hende ved Haaret og slæbede hende omkring paa Gulvet. Derved faldt Afgudsbillederne i Ilden og formeerede den, saa der gik Ild i Loftet, og antændte det heele Hus, og han netop ved dette Tilfælde reddede sig. Derefter blev han landlyst af Kongerne, drog til Ørknøer, og nærede sig nogle Aar af Søerøverie. Endelig opvaagnede Kierligheden til Ingeborg igien i sin fulde Styrke. Han drog til Norge for endnu eengang at see hende, kom under et opdigtet Navn til Kong Hring, som modtog ham meget venskabelig, og gienkiendte i ham sin Befrier, der engang havde ræddet hans Liv, da han kiørede over en Søe, Isen brast og Vognen sank. Hring belønnede ham ved at giøre ham til sin Jarl, og udnævnede ham efter sin Død til Suksessor, sine Børns Formynder og Ingeborgs Mand. Ved hans Død kom Frithiof i Besiddelse af Hrinkarike og sin elskte Ingeborg, hvis Brødre endnu ikke havde nedlagt deres Had, men misundelige over hans nylige Lykke overfaldt ham med Krig, som Udfaldet blev paa, at Helge faldt i Slaget, og Halfdan maatte afstaae ham Riget og blive hans Jarl. Da derefter Kong Hrings Sønner vare fuldvoksne, viisde Frithiof sig fuldkommen værdig til deres Faders Fortrolighed ved godvillig at overdrage dem deres Fædrenerige og flytte til Sogn, som han formeerede ved Erobringen af Hordaland: Der sluttede han i Roe sit møisommelige Liv, og efterlod sig to Sønner Huntiof og Gunthiof.

Fridleif 1. Søn, arvede i sit 7 Aar Riget efter Faderen, og tilsatte straks i Begyndelsen, da han var bleven myndig, ved unødvendige Krigstoge alle Faderens samlede Skatte, saa han ikke kunde give sine Krigsmænd Sold. En Skiald foresang ham da en Vise; af Indhold, at en forfærdelig Drage paa en Øe rugede over en stor Skat. Samme Drage udspyede Gift, og var saa haard som Kaaber. Frode fulgde hans Raad, lod sig giøre en Kiole af Oksehuder for at beskierme sig mod dens Gift, drog derpaa derhen alleene, traf Dyret, da det havde drukket og kom tilbage til sin Hule. Han angreb det uden at kunde skade det med nogen af sine Vaaben. Dyret stødte stedse sin hvasse Braad mod Frodes Skiold, til endelig Frode fandt en blød Plet under Bugen, hvor han jagede sit Sværd ind, og dræbde den. Herved som og ved sin gode Regiering kom han til en utrolig Rigdom, og tiltog Velstand og Frugtbarhed under ham saa sterkt, at Agrene af sig selv, ligesom i Grækernes og Romernes Guldalder bare alle Sorter Korn uden Dyrkning, alle Metaller fandtes i Jorden, Guldet var meget almindeligt, og spisde Frode selv stødt Guld paa sin Mad for at undgaae Troldoms slemme Virkninger. Deraf kaldtes Guld Frodes Meel. Han stiftede og den berømte Frodes Fred, og giorde Landet saa sikkert, at ingen skadede en anden, om han endog fandt sin faders eller Broders Banemand løs eller bunden. Han skaffede og saadan offenlig Sikkerhed, at ingensteds fandtes Tyv eller Ransmand, men enhver nød sit eget uden at eftertragte fremmedes. Paa Tyverie var og saa stor Straf, at Kongen kunde ophænge et Guld Armbaand paa en alfare Vei uden at nogen vovede at stiele det. Af denne Fred kaldtes han Fredegode.
     Frode var krigersk, den mægtigste Nordiske Konge i sin Tid, en stor Lovgiver, og saa viis, at alle viise Mænd efter ham kaldtes Frode. Med den Svenske Konge Fiolner levede han i et nøie Vendskab, og hvorledes denne ved et Giestebud hos ham i Leire druknede i et Kar Miød, see Fiolner! Endelig blev Frode et Offer for sin Retfærd. En Troldheks, som havde forført sin Søn til at stiele ovenmældte ophængte Guldarmbaand, omskabde sig for at hævne Sønnen, der var bleven overgivet Lovens Strenghed til en Havkoe, der græssede paa Landet med sine Kalve. Den samme angreb Frode, og stangede ham til døde. Under denne Frode skal Kristus være født.

en Søn af Leirekongen Dan Mykillari og Halvbroder til den Siellandske Konge Humble, som i hans Mindreaarighed bestyrede Landet, blev efter Humbles og Broder Lothers Drab opdaget i Jylland hos sin Morbroder Angul eller den Saxiske Odin, kom derpaa til Regieringen i Leire, giftede sig med den jydske Konge Haddings Dotter, og blev siden, da Angul greb for vidt om sig, meget hiulpet og befæstet paa sin Throne af den Hordalandske Konge Erik hin frækne, som han og siden, da den Østgothiske Konge Giestiblinde hos ham søgde Hielp mod den Svenske Konge Alrik, sendte til Sverrig tillige med en stor Krigshær og Skaaningeren Skalk, at indsette Giestiblinde, og satte Erik efter Alreks Død over Sverrig. Denne Frode førde vel det Navn fredsomme, fordi han holdt god Fred hiemme; men ellers var hans hele Liv en Række af Uroe og Krige. Det første Feldtog han selv personlig foretog sig, var i Austurveg mod Kong Handuvan ved Dúna, hvis Hovedstad han indtog ved med fleere at klæde sig som Fruentimmer, løbe over til Fienden, udgive sig for Skoldmøer, udspeide Stedet, lode Armeen hemmelig ind om Natten og bemestre sig Byen. Handuvans Skat fik Frode dog ikke; thi den havde Handuvan i Forveien ladet nedsænke i Havet paa to Skibe. Derefter forlangede han ved Gesandter Handuvans Dotter Utha, og ved denne Leilighed kom det til Forliig mellem Kongerne, saa at Faderen beholdt Riget, og Dotteren blev gift med Frode. Derpaa krigede han mod den Østgothiske Konge Regner, som mod hans Villie havde gift sig med hans Svigerinde Svanhvide. Efter holdet Slag bragde en Samtale om Natten mellem Frode og Svanhvide Freden tilbage mellem dem. En anden Svoger Ubbe, som var gift med Svanhvides Syster Ulvide, og af Frode medens denne Krig sat over Danmark, rebellerede i hans Fraværelse efter Ulvides Tilskyndelse. Ham overvandt og fangede Frode, og tvang Ulvilde at gifte sig med hans Ven Thubar, en Skotter. Efter denne Tid førde Frode mange Krige i fierne Lande, især Skotland. Han havde forelsket sig i den Ørkenøiske Konge Sarnos Dotter Comala, men blev af sin Rival, en vis Cathulla overvundet og fanget. Dog var Seierherren ædelmodig nok at hiemsende ham i Fred til sine Skibe. Han seglede da hiem til Danmark; men da han der havde forstærket sin Magt, søgde han atter tilbage, og angreb Cathulla i hans Residents Carric Thura, og kom ved denne Leilighed i Krig med den berømte Caledoniske Konge Fingal udi Morven i Skotland, som havde taget hans Fiendes Partie, og først overvundet hans Ven Thubar. Denne Krig er bleven besynget af Mestersangeren Osian, som kalder ham Frothal Konge i Lochlin (Danmark). Et Slag skulde afgiøre Trætten; men i Forveien sendte Frode sin Ven Thubar med en Hilsen til hans Dronning Utha, at hun slet ikke maatte frygte for at hans Kierlighed til Comala skulde opvaagne, efter som hun var allerede død. Dog Utha stolende lidet paa en Mand, som hun elskede høit, og før havde funden i en Utroskab, var selv draget i Striden i Mandesklæder for under denne Forklædning des tryggere med Kierlighedens og Mistankens Øine at kunde vaage over sin Mands Forhold og Sikkerhed, bivaanede saaledes Slaget i Nærheden af Frode, og da hun i Stridens Heftighed saae ham i Fare, sprang hun frem, anraabde Odin, og vilde beskierme sin Mand med et Skiold, men tabde i det samme Hielmen, og røbede sit Kiøn ved sit lange og flagrende Haar. Denne store Prøve paa Ægtekierlighed bevægede Fingal. Han lod Striden ophøre og blev paa Stedet en Ven af Frode, som derefter seilede hiem til Danmark med sin kiere Utha. Derpaa krigede han i Norge med 3000 Skibe i Foreening med Kong Erik hiin frækne, som anførde Landmagten, mod Kong Helge paa Halogoland, og holdt med ham saa skarp en Strid, at han af sine Skibe ikke beholdt meere end 170 tilbage. Af de Norske faldt og saa mange, at man af Mangel paa Folk kun kunde dyrke en femte Deel af Landet. Hvorefter Frode opholdt sig fredelig 7 Aar i Norge, og avlede der en Søn Alf og en Dotter Osura. Frodes næste Fiende var den Saxiske Konge Froger, en Søn af den Saxiske Odin og en stærk Stridskæmpe, som ikke kunde overvindes, med mindre Vederparten i Striden kunde optage Støvet under hans Fødder. Ham udfordrede Frode til en Eenekamp, som holdtes paa Frodøe i Nærheden af Christiansund i det Trondhiemske, og overvandt ham ved den List, at anstille sig som uvidende i Fægtekonstens Regler og bede ham om Underviisning. Froger overmodig og glad over sin Fiendes Ukyndighed, beskrev to fiirkantede Figurer i Støvet, hvor hver af dem skulde tage Plads i sin. Derpaa foreslog Frode ham at bytte Sted og Vaaben. Frodes Vaaben vare glimtende af Guld, og forførde Saxeren at tage mod Tilbudet; men neppe havde de vekslet Plads, før Frode optog Støvet, han havde staaet paa, begyndte saa Kampen, og nedlage ham. En Bersærke Arngrim stridede efter Eriks Raad for at forskaffe sig Frodes Yndest mod Finnerne og Biarmerne Frodes Fiender giorde dem skatskyldige, og fik af Frode ved Eriks Forbøn hans Dotter Osura til ægte. (See Arngrim!) Denne Konges langvarige Regiering har forskaffet ham det Navn af den gamle, ligeledes Mikillari og den gode. Han døde af sine Vaabens Tyngde i et Slag mod den Østgothiske Konge Regner. De Store i Landet fordulgde i 3 Aar hans Død, balsamerede Legemet, og førde det som levende omkring paa en Vogn, indtil endelig den raadne Stank nødde dem at begrave ham ved Værebroe mellem Slangerup og Tiesvilde i Sielland, hvor hans Gravhøi endnu viises. Af Kierlighed til ham gave de og Riget til den, der giorde den bedste Gravskrivt over ham. Digteren Hiarne fortiende da Riget ved følgende korte Gravskrivt, som findes hos Saxo og er efter Vellaius's Oversettelse.

Leire Konge, en Søn af Fridlev 3. og Broder til den store Helt Ali hiin frækne i Sverrig, var fra Vuggen af meget yndet af de Danske, og blev der for saa venligt og kierligt opdraget, at det nær havde forvoldet hans Undergang, saa at hans Regierings Begyndelse var ligesaa slet som Enden god. I hans Mindreaarighed blev ham af de Danske sat 12 anseete og kloge Mænd til Formyndere, blant hvilke især et bekiendte Vestmar og Kol. Denne sidste var gift med Gotvar, som i Mundviished overgik alle, men var tillige underfundig og sammensettersk. De havde 12 Sønner, af hvilke 2 vare Tvillinger, tillige vare de alle store og sterke og hedde alle Grip. Disse og Vestmars Sønner unge og overmodige overlode sig til deres naturlige Vildskab, og stolende paa Herregunst og deres Fædres Magt tillode sig alle Overgivenheder, som nogensinde af yndede Hofmænd ustraffet kan begaaes. De bortførde og voldtoge Jomfruer og gifte Koner, saa at ingen vidste sig sikker for dem i Landet, som gik saa vidt at den ældste Grip endog eftertragtede Frodes Syster Gunvare den vænne, som for at undgaae maatte forlade Hoffet og med sine Piger indslutte sig i sit Jomfruebur. Herved kom Hoffolkene i stor Forlegenhed af Mangel paa Fruentimmer til at lappe deres gamle Klæder og sye nye. De trængde derfor paa Kongen, at han skulde gifte sig, og uagtet hans Modstand og Undskyldning, at han var for ung, endelig overtalede ham; og, da man foreslog ham den Huniske Prinsesse Hanunda, og han ikke vilde have en Brud saa langt borte fra, overtalede den snaksomme Gotvara ham, saa han endog sendte hende selv som Gesandt i dette Ærende tillige med Vestmar og Kol og deres Sønner, og da Prinsessen lastede Frode for hans Mangel af Tapperhed og Krigsberømmelse, bragde hun hende ved Overtalelser og en Elskovsdrik til at ynde ham. (See Gotvar!) Den Huniske Konge fulgde selv sin Dotter til Frode, bivaanede deres prægtige Bryllup, og blev ved Afreisen herlig begavet. Efter den Tid levede Frode 3 Aar med sin Hanunda i dyb Fred, men tillige i al den Skiendsel og Søvnagtighed som en af Ynglinger og Vellyst bedaaret Fyrste stedse er udsat for. Hofmændene misbrugde hans Godhed til at udøve Tyrannie, Undertrykkelse, Grusomheder og vanærende Narrestreger endog i Kongens Overværelse. Man plagede Folk ved at hænge dem i Veiret og slynge dem frem og tilbage. For andre lagde man Bukkeskind i Døren, og, i det de traadde derpaa for at gaae ind til Kongen trak dem til sig, saa de faldt. Nogle afklædede man nøgne og pryglede. Andre hængdes paa Kroge til Spektakul. Andre afsviede man Haar og Skieg eller mishandlede dem paa hemmelige Steder. Man forhaanede fremmede ved at kaste afpillede Kiødknoge paa dem, og tvang dem at drikke sig til døde. De tilegnede sig de første Omfavnelser hos alle Møer, saa ingen kunde gifte sig uden at være gaaet giennem deres Hænder. Da Kongens Syster Gunvare havde mange Friere, overtalede Grep, som selv elskede hende, Kongen at overlade sig Fuldmagt til at bedømme dem. Han lod dem da alle samle til et Giestebud, afhugge deres Hoveder og slaae op omkring hendes Bolig for at afskrække andre. Alt dette vidste Frode intet af, da ingen kunde komme til ham uden Grips Villie, og havde man endda indført den Skik at enhver som vilde tale med Kongen, maatte give ham en Gave derfor. Ja Grip havde endog ulovlig Omgang med Dronningen, og dreve de denne skammelige Fortrolighed saa vidt, at alle vidste det og talede derom uden Kongen alleene. Saaledes fornedret var denne sine Yndlingers Slave, da en Nordmand Rafn feidede paa Danmark, men blev af Frodes Kystbevarer Oddo overvunden ved Hielp af de staaende Tropper, som Frode stedse underholdt. De faa fra Slaget overblevne Norske bragde det Rygte hiem med sig, at Frode vel var mægtig ved sine staaende Tropper, men, for Resten hadet og foragtet af de Danske. Dette opmuntrede den Norske Helt Erik den veltalende fra Rennesøe den ældre til at søge sin Lykke ved Frodes Hof; og dette blev Frodes sande Gavn og Grunden til hans paafølgende Vælde og Anseelse; thi denne Erik visde Frode hans Hofmænds skammelige Opførsel, Dronningens Omgang med Grip, samt dræbde Vestmar og hans Sønner, og fik Prinsessen Gunvare til ægte. Dette samt hvorledes Frode siden forfulgde Erik og hans Broder Roller, blev derover fanget af dem, men sat igien paa frie Fod og opmuntret til god Regiering og Dyd, see ved Erik den veltalende fra Rennesøe den ældre! Frode giorde derpaa Erik til sin Landværnsmand, og forskiød sin Dronning Hanunda, men gav hende efter Eriks Begiering til hans Broder Roller, og lod Gotvare steenes til Døde, fordi hun havde dulgt Dronningens Misgierninger; og da Lysten til Ære nu ved Eriks voldsomme Kur var opvaagnet hos ham, foretog han sig en krig mod Saxerne i Nordalbingien, og overvandt deres Fyrster Sverting og Hanev, af hvilke den sidste regierede Sønden for Elven, og paalagde dem at betale i Skat en Penge af hvert Hoved. Han blev nu og saa gavmild mod sine Krigere, at alle berømte Stridsmænd fra alle Kanter søgde til hans Hof, især den berømte mellemste Sterkodder, som blev ham overladt af hans Broder Ali hiin frækne i Sverrig. Herved blev hans Magt uimodstaaelig. Frode elskede og belønnede store Mænd, opsøgde dem, hvor de fandtes, og satte igien Religion og Overtro i Stand, som under hans raske fritænkende Fader Fridlev 3. temmelig var kommen paa Fald. Af sine 12 Hofgoder lod sig forføre til et skammeligt Nidingsværk mod sin Broder Ali, saa at han maaskee henreven af Misundelse, Herskelyst og Frygt, at denne Broder efter Sverrigs Erobring skulde ogsaa stræbe efter Danmark, indlod sig med dennes Fiende, den fordrevne Svenske Kong Aun eller Ani den gamle, i Forbund mod ham. Man besluttede at myrde ham hemmelig. Frode underkiøbde til dette Mord den tappre men gierrige Sterkodder, som forblindet af Guldets Glands paatog sig at dræbe sin forrige Ven og Velgiører for 120 Pund Guld, hvorpaa han drog til Sverrig og dræbde Ali i Bad. See Ali hiin frækne! Frode indsatte derpaa igien Ani i sit Rige, imod at han skulde svare ham Skat. Samvittigheden plagede vel Sterkodder længe for dette Drab, saa han sørgmodig vankede omkring: Dog kom han endelig tilbage til Danmark, og blev af Frode betroet hans Søn af Hanunda, Ingel, at opfostre. En nye Krig med Saxerne, i hvilken Sterkodder nedlagde udi Eenekamp en Kæmpe, som havde udfordret Frode, giorde atter Saxerne underdanige og skatskyldige. Dog rebellerede deres Fyrste Hanev. Frode gik da over Elben, overvandt og dræbde Hanev, og indsatte derpaa Erik den veltalende i hans Fædrenerige Hordaland. Frode krigede og i Østerlandene mod Kurernes Fyrste Dorno, som udplyndrede sit eget Land for at afholde Fienderne, og indsluttede sig med sine Folk i en fast Bye. Der beleirede Frode ham og brugde den Krigslist at lade grave i sin Leir mange dybe Grøvter, bedække dem med Jord og Grønsvær, derefter ophæve Beleiringen og drage bort. Kurerne forfulgde ham, men styrtede i Grøvterne, og bleve dræbte af de Danske. Derefter bekrigede Frode den Russiske Konge Tranno, lod hans Skibe hemmelig giennembore og slaae Trænagler i Hullerne, og samme Dagen efter, da Slaget holdtes, udtrækkes ved Dykkere, saa Skibene fyldtes med Vand; og Russerne i Fare for at drukne overvandtes. Han paalagde dem ved denne Leilighed Skat; men, da han nogen Tid efter ved Gesandter lod den kræve, bleve de af Russerne grusom henrettede. Derover drog Frode atter til Garderige, beleirede Byen Rotala, som var omgiven med en dyb og stridrindende Strøm som forhindrede Frode at blive Herre deraf. Denne Flod lod Frode aflede i mange Render, saa man kunde vade derover, og indtog Byen, seilede derpaa op af Narva Strømmen over Peipus Søen, og angreb Staden Pleskov, som han, uagtet dens Fasthed indtog ved List. Han holdt sig inde, og lod udsprede et falskt Rygte om sin Død; Man opkastede en Høi, og holdt ham en forstilt Begravelse. Deraf lod Byens Konge Vespasus sig giøre sikker, og overrumple af de Danske, som ihielsloge ham, indtoge og plyndrede Byen. Derfra seilede Frode til Norge mod Skioldmøen Stifla, (see Stifla!) ankom der ukiendt, og dræbde hende i det efter hende kaldte Stiflasund, og viisde i denne Strid den Tapperhed at bivaane den i blot Trøie uden Brynie. Herpaa drog Frode hiem for at nyde sine Skatte og den Rolighed, hans Bedrivter gav ham Ret til; men blev straks efter ved et Giestebud hos en vis Skate udfordret af Hunding, som han fældede, og skiøndt haardt saaret straks efter blev udfordret af Kæmpen Hakon. Ogsaa denne nedlagde han, og, da kort efter to af hans Tienere vilde omkomme ham, lod han dem binde Steene om Halsen og udkaste i Havet. Siden sad Frode i Roe og stor Anseelse, indtil den Saxiske Fyrste Sverting, hvis Dotter var gift med Frodes Søn Ingel, fik i Sinde at hævne sig paa Frode, fordi han havde bekriget ham og taget hans Dotter til Frille. Han aftalde i denne Hensigt med den Svenske Konge Aun, som ved den Leilighed haabede at befries for Skatten, han længe havde ydet Frode, at dræbe ham. Intet var dem i Veien uden den gamle Sterkodder, hvis Troskab mod Frode de kiendte. Ham lokkede Aun til sig under Skin af Venskab. Da nu alle Hindringer vare ryddede af Veien, kom Sverting til Giest hos Frode. Sammenkomsten stedte i Thors Tempel ved Tørsager Kirke i Calløe Amt i Jylland, og da Frode der om Natten forrettede Gudstienesten, kom Sverting pludselig over ham, satte Ild paa Templet og der omkom Frode, dog først efter at have dræbt Sverting.

en Søn af Frode 4. og Svertings Dotter, regierede i Ringsted i Sielland, var stridbar og navnkundig, og havde derfor det Øgenavn hiin frækne. Hans første Tog var med en frisisk Røver Vitho, som han overvandt ved List, gik i Land, og dræbde en Mængde Friser, hvorefter han seilede op ad den nu udtørrede Rhinarm ved Lavica mellem Grønningen og Vestfriesland, overvandt atter Friserne til Søes og underlagde sig dem. Med sin Broder Ingel i Leire og Halfdan i Skaane levede han i stor Ueenighed, thi uagtet han selv var berømt for Høflighed, Gavmildhed og Munterhed, overgik dog Halfdan ham i disse Dyder, og var dette Aarsagen til deres Fiendskab. Den Svenske Konge Eigil, som af sin Faders Træl og Skatmester Tunne, var fordrevet og havde flygtet til ham, indsatte han igien i sit Rige, dog imod at betale ham Skat, og, uagtet Eigil siden efter aldrig sendte ham Skat, men kun kostbare Foræringer hvert halve Aar, forbleve de dog stedse Venner. Med sin Broder Ingel foreenede han sig mod den anden Broder Halfdan, som de overfaldt om Natten, ihielslog og deelede hans Lande. Derpaa bemægtede han sig Leire, og afsatte sin Broder Ingel, som maatte tage til takke med et lidet Rige i Skaane. Efter den Svenske Konge Eigils Død kom Frode i Krig med hans Eftermand Ottar Vendilkrage, som endtes med den sidstes Død. See Ottar! Siden seglede han til Britanniena, overvandt Kongen i Northumberland, bekrigede den Skotske Jarl Melbrik, og da Britterne eftersatte ham, lod alle Vognene med Byttet og en Mængde Drikkevare efter sig for at opholde Britterne, som begierlig faldt over Byttet uagtet deres Konges gientagne Formaninger. Imidlertid drog Frode giennem den Caledoniske Skov mellem Skotland og England og traf paa den Skotske Armee, som kun slet bevæbnet tog Flugten, og blev derpaa pludselig undsat af en Skotter, som var gift med hans Syster Alvilde, og kom ham fra Skotlands yderste Grændser til Hielp med en stor Hær. De marskerede da samtlig til Britannien, overvandt Britterne, fik alt det efterladte Bytte igien, beleirede London, og, da den var Frode for sterk, lod han for at faae den i sin Vold, udspeide, at han var død; Hvorpaa de Danske forlangede en Anfører af Standens Høvedsman Daleman, som tillod dem at gaae selv ind i Byen for at udvælge een; men ved den Leilighed ihielsloge de ham om Natten, og indtoge Staden. Frode var gift med sin Broder Halfdans Enke Sigrid, som først efter hendes Mands Drab var gift med Ingel, men var denne igien bleven frataget af Frode. Uagtet Frodes store Bedrivter og Anseelse var han dog stedse plaget af sin onde Samvittighed over det begangne Brodermord, og Frygt for Hævn af Halfdans to efterladte Sønner Roge og Helge, hvis Opholdssted var ham ubekiendt. Af samme Frygt giftede han og deres Syster Signe, som var opfostret hos ham, til en ringe Mand Sævil, som han siden giorde til sin Jarl. Uvis om, hvor hendes Brødre vare, udlovede han store Belønninger til dem, der kunde opdage deres Opholdssted. Endog Spaamænd og Troldkoner raadførde han sig med; men alt forgieves. Endelig opdagede en Heks, som var en stor Mester i sin Konst, at deres Fosterfader Regienn lod dem opdrage hos en vis Vifil, hvor de under Hundenavnene Hop og Ho bevaredes i en hul Eeg. Prindserne mærkede at de ved hendes Tryllekonsters usynlige Kraft bleve fremtrukne af deres Skiul, og for at undgaae Faren lod kaste en Mængde Guld i hendes Skiød, hvorover hun fornøiet med sine Stikpenge kastede sig som død om paa Gulvet, og foregav derefter, at hendes Troldom intet kunde virke mod dem. Frode kom dog efter den Tid til Vifil, hvor de virkelig vare, for at lede efter dem, men forgieves; thi Vifil lod en Slavindes Børn dræbe, kaste Lemmerne omkring i Sneen, som han lod giøre Ulvespor i, hvorved han indbildte Frode, at de vare sønderrevne af Ulve. Dog blev Frode endnu i Uvished, tog en Eed af deres Fosterfader Regin, at han skulde advare ham, om nogensinde mærkede at Prindserne vilde overfalde ham, og desuden efterstræbede dem saa sterkt, at Vifil endelig maatte lade dem gaae fra sig under de opdigtede Navne Hamur og Rane. De søgde da til deres Svoger Sævil Jarl, som Frode havde giort til jarl i Fyhn, og førde sig der for at være ukiendt ringe og slet op, saa han foragtede dem. De gik daglig i slette Koster som ved en Hette kunde trækkes op over Hovedet, og saaledes opholdt de sig hos ham i 3 Aar. Da Frode eengang havde bedet Sævil og Signe til Giest, vilde de foregivne Hamur og Rane med, men, da Sævil ikke vilde tillade det, toge de nogle Foler, satte sig baglænds paa dem, og reed bag efter, men kunde i denne Stilling ikke regiere dem, og bar sig saa tosset ad, at Hetten faldt af Rane, og han derved blev kiendt af sin Syster Signe. Hun brast da i Graad, saa at Sævil, som spurgde om Aarsagen, blev deelagtig i Hemmeligheden, og jagede dem hiem, men de løbe dog bag efter til Fods, og kom i Kongens Sal i stor Livsfare, da en Vølve eller Troldheks bevæget af Frodes store Løvter begyndte under mange Ophævelser at fortælle deres hidtil havte Skiebne, og at de vare nærværende i Salen. Dog da Systeren Signe uformærkt stoppede hende Munden med en Guldring, tog hun sine Ord tilbage. Frode var dog herved kommen i alt for stor Uroe, og nødde Troldkonen at sige, hvad hun vidste. Hun gispede, gabede og sagde: underlige ere Hames og Ranes Øine. De Ædlinger ere besynderligen dierve. Over disse Ord forskrækkedes begge Prindserne, og løbe ud af Salen. Kongen befalede vel at sette efter dem, men da Reginn slukkede alle Lysene ud, slap de uskadt til Skoven; thi de havde mange Venner iblandt Kongens egne Folk. Frode lod sig dog overtale af sine Mænd at slaae sig til Roe i det Haab sikkert om Morgenen at faae dem i sin Vold, og satte sig til at drikke. Prindsernes Fosterfader Reginn skienkede da dygtig for dem alle, saa de bleve drukne, og faldt i Søvn. Derved reed Reginn til Skoven, fandt der Prindserne, og, uagtet han for at have den Eed frie, han havde svoret Frode, aldrig at stemple mod ham, men tvertimod advare ham for Prindserne, fik han dem til at følge sig. Da de underveis kom til en Lund, sagde han: dersom jeg havde nogen stor Aarsag til at hevne mig paa Frode, skulde jeg stikke Ild paa denne Lund. Helge, skiøndt den yngste og kun 10 Aar gammel, og Roe 12, begreb let hans Meening, at de skulde stikke Ild paa Slottet, gav sig til at hugge Greene, og legge for Udgangene for siden at antænde dem. Da kom Sævil Jarl ud med sine Folk, befalede at tænde Ilden, og giøre den større, og forbød at hielpe Frode, men lod en Aabning være frie for giennem den, at kunde udlade sine Venner og Bekiendter. I det samme vaagnede Frode, og fortalde sine Mænd en Drøm, hvori ham syntes, at een bød ham til Hel. Samme Tid hørde han Reginn uden for Salen at kvæde:
Denne Var var Kong Frodes meget konstige Hofsmed. Uagtet Frodes Mænd vilde berolige ham med, at det var ubetydeligt, enten Var slog Nagler eller ei, ansaae Frode det dog meget rigtig for en hemmelig Advarsel af Reginn, der vilde holde sin Eed, og gik til Døren; men mærkede i det samme, at heele Salen stod i lys Lue. Han spurgde da: hvo der raadede for Ilden, og fik til Svar Roe og Helge. Derpaa tilbød han dem Forlig og Bod, men de vilde ingen. Han søgde da Udflugt giennem en underiordisk Løngang, men blev mødt af Reginn, som nødte ham at gaae tilbage, og der blev han i Gangen kvavlt af Røg.

en Søn af Fridleif, Konge i Sielland, dræbde Kong Halfdan 3 i Leire, og opkastede sig i hans Sted til Formynder for den unge Rolf Krake. Han havde en Broder Harald, som han efter sin Faders Villie deelde Herredømmet med, saa at de aarlig skulde afveksle i Herredømmet over Landet, mens den anden Herre over Havet. Det første Aar faldt det i Frodes Lod at være Søekonge. Han drog ud, men havde stedse Skam af sine Søetoge, fordi han begik den Feil at tage lutter nygifte Folk i sin Tieneste, som længdes efter Konerne, og skyede Fienden. Men Broderen Harald, da han neste Aar gik til Søes, antog han tvertimod lutter unge Karle, som uden at være bunde til nogen Ting gik modig frem og indlagde sig megen Berømmelse; men herved frembragdes Misundelse, Avind og Ueenighed mellem Brødrene, hvilket end meere formeredes ved deres Dronninger. Frode var gift med den Vestgotiske Konge Sivalds Dotter Ulvilde, og Harald med den Gullandske eller Østgothiske Konge Carls Dotter Signe. Ved disses Ueenighed og Indflydelse paa Mændene kom det saa vidt, at Frode besluttede at skille sig af med Broderen, lod ham ved an af sine Fortrolige hemmelig dræbe, og for at skiule Mordet, lod ogsaa Morderen henrette. Med al denne Forsigtighed kunde han ikke dog afværge, at det kom ud iblandt Folk, og at Rygtet gav ham Skyld for Broderens Drab. Ja Haralds Svigerfader Carl sagde endog Frode lige i Øinene, da denne spurgde ham om, hvo der havde myrdet Harald, at han spurgde om det, han vidste meget vel. Derfor hialp og Frode en vis Guttorm mod Carl, som derimod vældig blev understøttet af den mægtige Svenske Konge Adils, der af Frode var opirret, og frygtede ham, fordi han havde hiulpet den Hallandske Prinds Snio i at giøre sig uafhængig af ham. I denne Krig blev Carl nedlagt i et Slag ved Vimmingshøi i Skaane, og Guthorm fik Regieringen over Øster Gothand. Fra Gotland hiemførde Frode to Troldhekse Fenia og Menia, som vel forøgede hans Magt og Velstand, men og befordrede hans Undergang. (See Fenia og Menia!) Dog berettes dette om en anden Frode. Man har troet at de vare to viise Mænd, som lærde ham at udtørre Moradser, forbedre Agerdyrkningen, aftappe Moser, indrette Vandkværne og paa dem male Korn til Meel, men derved bleve Undersaatterne plaget og ham ugunstig, da Rolf Krake i sit 16 Aar ved den Svenske Konge Adils Hielp, overfaldt Frode i Leire og brændte ham inde.

en Søn af Kong Fridlev 4 og Rolf Krakes Dotter, regierede i Leire, og hialp den berømte Solve at indtage Sverrig. Til ham kom Erik den veltalende fra Rennesøe den yngre udsendt af den Norske Konge Gøthar at forsøge og udspionere Danmarks Styrke. Hvorledes han der ægtede Frodes Dotter, og hialp Frode igien til Gøthars Dotter Alvilde og til at dræbe Gøthar, see Erik den veltalende fra Rennesøe den yngre. I Forening med denne samme Erik tog han Deel i den store Arvekrig mellem den Reidgothiske Konge Angantyr og hans Broder Laudur, og hialp den første med stor Magt at overvinde Hunnernes Mangfoldighed. (See Angantyr!) Nogle Aar efter fornyedes denne Krig igien, hvori Kong Frodes Fornemmeste Modstander var Kong Olimar af Gardarike, som Frode ved Eriks Hielp overvandt i et stort Slag til Søes, og dræbde alle Russiske Konger undtagen Olimar og Dag. Ved disse store Seiervindinger blev Frode meget navnkundig, men endnu mere ved de vise Love, han udgav, som kan læses hos Saxo, hvilken Skribent meget underlig har sammenblandet disse Froder og af manges Bedrivter sammenflekket sin Frode Fredegode. Frode Krigede derefter i Norge, opholdt sig der i 7 Aar, og imidlertid frelsde Prinds Asmund, som med sin Ven Asvit havde ladet sig levende begrave. (See Asmund!) Derefter drog han med en mægtig Flode til Britannien. Der underkastede en liden Konge sig, lovede at give Skat, og indbød Frode og de Danske 2400 i Tallet til Giest. Froede troede, at det var Sviig under, lod randsage en hosliggende Skov, og da man der forefandt en Engelsk Armee, som for ikke at sees, kamperede i sorte Telte, lod han et Antal tungt bevæbnede Soldater legge sig i Baghold, og begav sig med det indbudne Antal let bevæbnede til Giestebudet, hvor der herskede stor Pragt og Overflod. Sw Danske, som ikke vel kunne modstaae deres sædvanlige Drikkelyst, satte en Mængde viin til Livs, men Engellænderne derimod sparede sig, snege sig efterhaands bort, og, da de mærkede, Vinen begyndte at gaae de Danske i Hovedet, sperrede Dørrene til, og satte Ild paa Huset. Dog slap de Danske uagtet alle Engellændernes Forhindringer ud giennem Vegen, som huggede itu. Da lod Frode blæse til Strid, hvorpaa de, som laae i Skiul kom til Hielp, saa at de Danske fik Overhaand, slog Engellænderne, og dræbde Kongen. Efter Hiemkomsten levede Frode i bestandig Fred, og søgde især at vedligeholde den indvortes Sikkerhed i Landet, gav derfor strænge Love mod Tyverie, og lod til Beviis paa den offentlige Sikkerhed legge 3 Guldarmbaand paa alfare Vei, et paa Jellingheede i Jylland, et ved Vordingborg, og et ved Skanøer, uden at nogen dristede sig til at borttage dem. Desto mere holdt Frode som ivrig Tilhænger af Religion og Overtro med Troldmænd og tog dem i Beskyttelse. Endelig blev han overfaldet og indebrændt i Leire af Søekongen Mysing, som tillige bortførde hans Skat. Af sine store Bedrivter havde denne Frode Navn af Rekbane eller Kæmpers Overvinder.

Præsters, Vindens og Luftens Gud, skal efter Saxo have forandret Gudstienesten i Sverrig, og indført Menneskeoffringer. Han var og Gud for Sneebane, og straffede Menneskenes Forbrydelser ved Pest, Storm, Kuld og Snee. Han holdes for den samme som Frey, af hvis Navn Saxo har giort Fro. Man offrede ham sort Kvæg.

blev af den Danske Konge Fridlev sendt med nogle Gesandter til den Norske Konge Asmund at begiere hans Dotter; men underveis druknede han i et Sund, af hvis Vand straks, saasnart han var gaaet under, opsteg Blod, og farvede Vandet i heele Fiorden, som tilforn af Stormen og de skummende Bølger var hvidt, blodrødt; og blev dette efter ham kaldet Frøkesund.

en Dotter af den Norske Konge Asmund, blev gift med den Danske Konge Fridlev.

en Søn af Kong Kar, regierede i Jotunheim, var Fader til Kong Snækolr eller Snær den gamle. Han kaldes og Jøkul.

Sturlaugr Starfsames Fosterbroder, blev af Sturlaugr befalet at drage nord til Finmarken (Jotunheim) see at komme Kong Snækols Dotter Miøll i Tale, og kaste hende en Kievle med indskaaren Runeskivt i Skiødet. Han seilede da med et Kiøbmandsskib til Finmarken, gik frem for Kongen, som tog meget vel imod ham, og spurgde om hans Navn. Han svarede: at han hedde Gestur, og bad Kongen om Vinterkost, som denne bevilgede ham imod at skytte sig selv og ikke give sig meget af med andre, og saaledes forblev han der Vinteren over. Nær ved Kongens Sal var en Fruerstue, som Prindsessen Miøll opholdt sig i. Samme var omgivet med et Plankeverk saa høit, at kun Fuglene kunde slippe derover. Dog sneeg han sig ind en Dag, og saae der Prindsessen kiæmme sit silkebløde Haar med en Guldkam. Han syntes aldrig at have seet et smukkere Fruentimmer, og efter Befaling kastede hende Kievlen i Knæe. Hun læsde da det skrevne, som behagede hende vel, og Gestur gik bort, men kunde af Forlibelse hverken æde drikke eller sove. Om Natten derefter, da han og alle sov, mærkede han at nogen tog ham paa Brystet; han følede paa Haanden og erfarede at den var besat med Guldringe. Straks stod han op, og saae, at det var Prindsessen Miøll. Hun spurgde ham, om det var sandt, som stod skrevet paa Kievlen, sagde: at hun holdt af ingen saa meget som af Sturlaugr, og at hun gierne vilde være hans Frille; tillige spurgde hun Froste, om han var reisefærdig, og, da hun hørde, at han længe havde været det, gik hun til Kongens Sal, mumlede nogle Ord for Dørren, og drog derpaa afsted med Froste, som dog ikke kunde følge hende, saa at hun beskyldte ham for Seendrægtighed, og bad ham holde fast ved hendes Bælte. De foer da saa hurtig afsted, at han blev fuld af Veir, og de kom meget hurtig til Sverrig, hvor Miøll drog til Kongen, men Froste til Sturlaugr. Denne glædedes inderlig over hans Reises lykkelige Udfald, og befalede ham at trække i sine bedste Klæder, og under Sturlaugrs Navn, som han lignede overmaade sterkt, at drikke Bryllup med Miøll, og, at han derefter om Natten, naar de vare til Sengs, skulde udspørge hende Oprindelsen til Bøffeldyrhornet, som Sturlaugr havde bortført af Biarmernes Tempel, da Sturlaugr vilde staae bag ved Tapetet og høre til. Han efterkom paa det nøieste Sturlaugrs Befaling, og fik da Sturlaugr af hende, da de om Natten laae i Sengen, følgende Fortælling af høre. Da Kong Harald krigede og hergiede i mange Lande stedse seierrig, kom en stor Dyrtid over mange Lande, meest Biarmeland. De toge da et stort Dyr kaldet Ur eller Bøffelsdyr, forekastede det Guld og Sølv at æde, og fødde det saaledes, at det blev større og værre end noget andet Dyr, og aad Mennesker og Kvæg, og ødede alt Landet østen for Vinaa. Alle frygtede det, og ingen torde gaae mod det. Endelig vovede Kong Harald i Haab om der at forefinde store Rigdomme, at drage til Biarmeland med 300 Skibe. Om Natten efter at han var gaaet i Land, aabenbaredes i Drømme for ham en Kone, som paa Tilspørgsel kaldede sig Godhrider, og raadede ham Morgenen efter at sette i Land med Halvparten af sin Armee, da skulde han faae Dyret at see, som vilde blive bange og søge til Skoven; Her skulde han slippe alle sine Hunde løs paa det, og kaste Træer over det. Da skulde Dyret søge til Søen hvor en af de Hvalfiske, som kaldes Geirnider skulde tage det ned med sig og holde det under Vandet, til det blev træt. Dog skulde det komme op igien, og da vilde Konen have det Horn, som stod midt ud af Panden paa det. Kongen giorde, som hun havde sagt. Drømmen opfyldtes i alle Maader, og, da Dyret kom op igien, indfandt Konen sig, og tog Hornet, hvilket var det samme, som Sturlaugr hentede fra Biarmeland. Da Sturlaugr havde hørt denne Efterretning, sneg han sig bort af sit Skiulested, og straks efter blev Sturlaugrs Befaling sat Ild paa Huset, som brændte op tillige med Froste og Miøll; Og skedde alt dette efter Heksen Vefreyas Raad, fordi Miøll var en overmaade berygtet Heks, og vist vilde have forgiort dem alle, ifald han havde opdaget Bedrageriet.

Freothogars Søn, var af den danske Konge Vermund den Vise sat til Statholder over Slesvig, hvilken Konge tillige giftede sin Søn, den svage Uffo, med hans Dotter. Frovin blev i en Tvekamp dræbt af den Østgothiske Konge Adils. Hvorledes Frovins Sønner Keto og Vig derefter hævnede hans Død. (See Adils!)

en af Asernes store Gudinder, levede i bestandig Jomfruedom var Gudinde for Kydskhed, havde meget deilig over Skuldrene nedhængende Haar og Hovedet prydet med Guldbaand. Hun bærer den Æske, som Frigga eier, vogter hendes Hoser og Skoe, og veed alle hendes hemmelige Raad.

vare Skytsaander for heele Lande og Slægter ogsaa for enkelte Personer, kaldtes hos Pøeteren Disir, afmaledes ofte som Hekse ridende paa Ulve med Slangebidsler i Munden. De forveksles ofte med Norner. (See Norner!)

et Slags Troldom, som meenes at være bragt ind til Norden af Odin. De øvedes ved Vers og Runer. Man kunde ved den udrette alle Ting endog opvække Døde. Denne Videnskab ansaaes blant de Tiders Stormænd, som et nødvendigt Stykke af god Opdragelse. Enhver Helt, Stridsmand eller anden berømt mand forstod og udøvede den. De, som især lagde sig efter og forstode den, kaldtes deraf Galdremestere og Runemestere.

(seent gaaende) var Træl hos Dødens Gudinde Hela. (See Hela!)

Tienestepige hos Hela. (See Hela!)

et Stykke af det nu værende Rusland, hvori laae Holmgaard, Novgorod og Aldeiguburg, beboedes af samme Folkeslægt som de Danske, der og i ældste Tider der havde meget at bestille.

en Hund og for Guderne frygtelig Uhyre, stod bunden ved Indgangen til Hulen Gnypa, men løses ved Ragnarok, bivaaner den almindelige Strid mod Guderne, angriber i samme den uforfærdede Gud og Tyr, og de dræbe da hverandre indbyrdes.

en Asekone, kom mod Odin og hans Følge til Norden, og blev af Odin sendt ud for som en veifarende Kone at besøge den Svenske Konge Gylfe og opdage, om Sverrig var saa godt et Land, som Rygtet afmalede. Hun kom saaledes som befalet til Gylfe, der til Belønning for hendes liflige Gang skienkede hende saa megen Jord, som hun i en Nat kunde pløie med et Par Stude. Hun reisde da Nord i Landet til Jotunheim, og avlede der med en Rise nogle forfærdelige store og stærke Sønner, som hun tog med til Sverrig og spændte for Ploven. Disse rykkede da saa sterkt, at de reve et stort Stykke Jord ud i Havet, som blev til den Øe Sielland, og paa Stedet, hvor Jorden var udrevet blev den Søe Laager, og er det i den lavt Vand, hvor der er Sletter i Sielland, og dybt hvor Sielland har Høie. Dette Land beholdt hun som Eiendom, giftede sig derefter med Odins Søn Skiold, som fik det i Medgivt, og blev derved Herre af Landet.

en af Asernes store Gudinder, levede i bestandig Jomfruedom, troedes at kiende Skiebnens Beslutninger ligesaa godt som Odin, beskytter de kydske Piger i Livet, og tager dem til sig efter Døden. Hun var og med Guderne til Giestebud hos Æger, blandede sig i det der opkomne Klammerie med Loke, vilde styre til rette mellem ham og Braga, men til sin egen Skade, thi Loke bebreidede hende at hun havde sovet hos en ung Karl, og kastet Laaret over ham for et Spænde.

vare Sønner af Kong Hrandung i Gotnaland. Da de eengang vare ude paa Fiskerie, overfaldtes de af en Storm, og leede Skibbrud ved et ubekiendt Land, hvor de antraf en Bonde og hans Kone, som de overvintrede hos. Konen yndede meest Agnar, men Manden Geirraud. Mod Foraaret gav Manden dem et Skib, og da han til Afsked med sin Kone fulge dem ned til Stranden, hviskede han Geirraud noget i Øret. Straks efter fik de god Bør, og kom lykkelig til deres Faders Skibsstade. Ved Ankomsten der sprang Geirraud straks fra Forstavnen i Land, og stødde i det samme Skibet med Broderen ud i Søen, kom derefter til alles Glæde hiem, blev Konge i Faderens Sted, som i hans Fraværelse var død, og levede længe i megen Lykke, indtil endelig Friggas Ondskab tilintetgiorde den; thi, da hun eengang med Odin oversaae heele Verden fra Hlidscialf, og han sagde: seer du din Fostersøn Agnar, hvorledes han avler Børn med en Jettekone i en Hule? svarede hun: Geirraud derimod er saa nidsk, at han af Madkarrighed kvæler sine Giester, om han synes, han faaer for mange. Dette paastod Odin, var Løgn. Det kom til Veddemaal, og for at vinde det, da Odin havde besluttet selv at besøge ham og efterforske Sagen, sendte hun sin Møe Fulla til Geirraud, og bad ham vogte sig for en slem Troldmand, der var kommen til hans Land for at forraske ham og kunde kiendes deraf, at ingen Huud nok saa bidsk torde angribe ham. Kort efter kom Odin forklædt i en blaa Kappe under Navn af Grimnir til Geirraud. Denne var ikke mindre end nidsk, men i følge Friggas Løgn ansaae Odin for en Troldmand, lod ham gribe, pine og ophænge 8 Dage mellem to store Baal dog uden at kunde erfare, hvo han var; men da Odin endelig fremsatte en Deel mørke Taler om den gamle Religion og sine egne Bedrivter, sluttede Geirraud, at det maatte være Odin selv, og stod op for at tage ham fra Ilden, men faldt, og iagede sig sit egede Sværd, som i Faldet gled ud af Skeden, giennem Livet. Derefter gav Odin Riget til hans Broder Agnar, som i hans Piinsler havde giort sig Umage for at lindre hans Nød. Han kaldes og Geirrødr, Konge i Reigotland, og fortælles at være dræbt af den Saxiske Odin, som han først levede i stort Venskab med, og som satte hans Søn Agnar til Konge i hans Sted.

en gammel Guddom, som man troer, at være dyrket af Joterne før Odins Ankomst, af hvis Tilhængere han og derfor siden, som alle andre Finske og Jotiske Guder afskildres som ondskabsfuld fiendsk og Asernes bestandige Fiende. Efter Saxo var han Broder til Guthnmud (Godmundr i Glæsisvol en anden Jotisk Gud). See Godmundr!) igiennem hvis Land, som laae Østen for Biarmeland og Gandviken man maatte reise over en Guldbre, som giorde ved en stor Aa Skilsmisse mellem Menneskers og Spøgelsers Land, til Geruths Stad. Denne Bye var mørk og hæslig, og saae ud som en mørk Skye fuld af Regn. Men om Fæstningsværkerne fløde mange Pæle med Menneskehoveder paa, og Indgangen vogtedes af store bidske Hunde. Man kunde kun komme ind i Byen ved at flyve over Porten ved Hielp af en Stie; Byen var fuld af sorte og hæslige Spøgelser, som fnysede og foer omkring, og alting der var saa vederstyggeligt, og gav saa raaden Stank af sig, at nesten alle, som kom der, dræbdes deraf. Og i Nærheden havde Geirrauder sin Bolig i en Klippe. Denne Hule var fuld af raaden Stank og Uhumskheder, Dørrene vare sorte af Kulstøv, Veggene fulde af Skarn, og Loftet giort af lutter Pile, Gulvet bestrøet med Hug–Orme og Ureenligheder, og omkring paa Jern Bænke sadde en Mængde Spøgelser, som dreve mange uanstændige Leege. Lige over for Aabningen paa Klippen sad Geirraudr i Skikkelse af en ældgammel Mand med en Jernkile giennem Brystet, og hos ham 3 gamle krogede Kierlinger med knusede Rygbeen, og Aarsagen til denne hans Tilstand er efter Edda følgende. Loke var eengang kommen i Frigas Falkeham til Geirraudrs Gaard; denne lod ham fange, begreb straks, at det var et formummet Menneske, og bad ham tale. Dette vilde Loke ikke, og blev derfor efter hendes Befaling indeslukket i en Kiste, og maatte der sulte i 3 Maaneder, efter hvis Forløb han endelig sagde: hvo han var, og blev sat i Frihed imod den Forpligtelse at formaae Thor til at komme uden Hammer og Kraftbelte til Geirraudrs Gaard. Den modige Thor var let at overtale til denne Vandring og gav sig paa Reisen der hen; Underveis drog han ind hos en Volve eller Heks Grydur, som var Vidar den stiltiendes Moder. Hun advarede ham om Geirraudrs Ondskab, og laanede ham til Hielp i Nød et Belte, Jernhandske, og en Stav kaldet Grydarvølur. Derfra kom Thor til Elven Vimur, den største af alle i Verden, og vilde efter Sædvane vade over den, da den i det samme pludselig voksede saa høit, at Vandet gik over hans Hoved. I det samme blev han oppe i Klipperne Geirraudrs Dotter Gialp var, som stod skrævende over Elven med en Fod paa hver Bakke, og foraarsage Vandets Stigen. Hende slog han bort med en stor Steen, vadede over Elven, og kom til Geirrauds Gaard. Der blev ham anviist Losement i en Giedebuks Hus, hvori var en Stol, han satte sig paa; men, som han sad, formærkede han, at den ophøiedes under ham lige til Taget. Da stak han Grydarvølur op imod Loftet, trykkede Stolen fast ned, og mærkede i det samme, at noget brast med et stort Skrig, og var intet andet end Geirraudrs Døttre som laae under Stolen, og han havde trykt Ryggen itu paa, da de lettede den. Derefter befalede Geirraudr, at Thor skulde komme ind i Stuen til Leeg. Der var da giort en stor Ild, som Geirraudr sad ved, og lige over for Thor. Da tog hun et gloende Jern af Ilden med en Tang og kastede efter Thor. Denne greb det derimod i Flugten med sine Jernhandsker for igien at kaste den efter Geirraudr, som for at undgaae det krøb bag en Støtte; men Thor kastede det med saadan Magt, at det gik baade giennem Støtten Geirraudr og Væggen, og i denne Tilstand maatte Geirraudr siden stedse forblive.

Saxernes Konge, gift med den Saxiske Odins eller Anguls Dotter Engela, tog sin Svigerfaders Partie mod den Jydske Konge Hother og angreb ham, men blev ved List overvundet i et Søeslag, maatte overgive sig og blive Hothers Mand, som han siden trolig hialp i Krigen mod sin egen Svoger Balder, men satte i denne Krig Livet til. Hother lod af hans Skibe giøre et stort Baal, brændte derpaa ham og hans faldne Folk, og oprettede ham en Gravhøi. See Hother!

en Dotter af Riisen Gymer og Ørboda. Hvorledes hun blev gift med Guden Frey, see Frey!

to Ulve, der stedse ere i Valhal hos Alfader, der aldrig selv spiser noget, men lever blot af Drikke, og kaster til disse Ulve al den Mad, som foresættes ham.

en dotter af Kong Rerek, blev gift med den Jydske Konge Horvendil, og ved ham Moder til Amleth. Hvorledes Horvendils Broder Fengo dræbde ham, ægtede hende, og efterstræbde hendes Søn. See Amleth!

Konge i Ringarike udi Norge, var en Søn af Kong Dag I. Han opfostrede Kong Hodbrods Sønner Atisle og Hother. Ved denne Leilighed blev den sidste forelsket i Gevars Dotter den deilige Nanna. Da derefter Halvguden Balder friede til hende, syntes baade Fader og Dotter bedst om Hother, som og ægtede hende. Gevar hialp og derefter stedse sin Svigersøn i hans Krige, lærde ham at overvinde den Saxiske Konge Gelder, og raadede ham at drage til Finmarken til Mimer, der aleene besad det Sværed, som Balder kunde dræbes ved. Endelig blev han forrasket og indebrændt om Natten af sin Jarl Gunnar.

et fortryllet krumt Horn, som Gudernes Vægter Heimdal skulde blæse i, naar han ved Ragnarokr vilde vække Guderne til Strid, saasnart han fornam Surturs og Muspelssønners Ankomst over Bifrost. Dette skulde da lyde over heele Verden.

en Flod paa Veien mellem Himlen Jorden og Helvede med en guldtækket Bro, som alle, der skulde til Helvede, maatte passere over, og bevogtedes af en Pige, som kaldtes Modgudr. Den var en af de 11 Niflheims Floder, som udspringer fra Brønden Huergelmer, og flyder nærmest om Helvede.

Geirraudrs Dotter. See Geirraudr!

en rig Herse i Reidgothland, havde høilig fortørnet Kong Heidrekr, og fik Befaling at komme til ham. Heidrekr havde giort et høitideligt Løvte ved Freyrs Galt at tilgive enhver sin arrigste Fiende, som kom til ham, og forelagde ham Gaader, som han ikke kunde opløse, og dette var den eeneste Maade for Giesturblinde at rædde sig paa; men desværre var Heidrekr saa viis og vittig, at han opløsde alle Spørgsmaale, som forelagdes ham. I denne Nød offrede Hersen til Odin. Denne paatog sig da hans Skikkelse, gik til Heidrekr, og forelagde ham 7 Spørgsmaale, som han alle besvarede. Endelig, for ikke at give tabt, spurgde han: hvad Odin hviskede sin Søn Balder i Øret, førend han lagdes paa Baalet. Dette kunne ikke besvares. Heidreke kiendte deraf Odin, blev opbragt, og hug efter ham. Da forudsagde Odin ham hans Endeligt, som og indtraf. See Heidreke!

en Jette, Fader til Suttung og Bauge. Hvorledes han med sin Kone omkom, da de vare til Giest hos Dvergene Fialar og Galar, see Fialar!

det yderste Sted i Himlen mod Syd, laae i Landet Okolm i den 3 Himmel, var overtrukket med puur Guld mere glindsende end Solen, og beboet af hvide Alfer. Dette Sted var Asernes andet Himmerig, hvor de saliges Aander efter Regnarokr Gudernes og Valhals Ødeleggelse skulde sankes med Alfader til den ævige Glæde. Der var og Salen Brymer, hvor man kunde faae alle Sorter af den bedste Drikkelse.

det store Svælg eller Afgrund før Jordens Skabelse.

en af Asernes Heste, som de daglig reed paa over Bifrost for at komme til Ygdrasil.

en Niflungisk Konge gift med Grymhilldur, havde 3 Sønner, Gunnar, Hogne, Guttorm og en Dotter Gudrun, som blev gift med den navnkundige Sigurd Foffnersbane. Hans Efterkommere kaldtes af ham Giukunger.

en af Asernes Heste, som de daglig reed til Doms paa over Bifrost til Ydrasil.

en Egn i Landet Jotunheim eller Risaland bag ved Gandviken, var efter den gamle Jotiske Lære anseet for de Lyksaliges Opholdssted efter Døden. Der regierede Kong Godmundur den gamle, der dyrkedes af Jøterne som en Gud. I dette Land troedes og at være Udains Akr eller Udødeligheds Land, hvor ingen kunde blive syge eller døe, men tvertimod de som kom syge dertil, helbredes. See Godmundr!

var gift med Mundilfares Dotter Solen. See Solen!

et af en Dverg forfærdiget Baand eller Lænke, som Guderne bandt Fenris Ulven med. See Fenris Ulven!

en af Asernes Heste, som de daglig betienede sig af for at ride til Doms under Ydrasil.

et prægtigt Slot i Himlen, hvis Mure Støtter og alt indvendige var af det klare Guld, og Taget af Sølv. Det beboedes af den gode og retviise Gud Forsete. See Forsete!

en af Asernes Gudinder, var Freyas Sendebud, og forestillede samme Person i Valhal, som Iris paa Olymp. Hun reed paa Hesten Hofvarpnir, som fører hende giennem Luft Ild og Vand til alle Verdener, hvor Frigga giver hende Ærender.

en Hule, i hvis Indgang Hunden Garme, et forfærdeligt Uhyre og Gudernes Fiende holdes bunden indtil Ragnarokr.

Konge paa Helgeland i Norge, levede i stort Venskab med den Svenske Konge Adils, og fik af ham til Foræring den af ham dræbte Oplandske Konge Alis Hest Rafn, som forvoldte ham Døden engang, da han reed paa den, og blev slaaet af ved Andenæs.

kaldtes Asernes gamle Bolig, hvorfra de vare komne herind, og modsettes Mannaheim eller de nordiske Lande.

var Konge i Glæsisvoll (Glæsisvellur) i Landet Jotunheim. Han boede paa Gaarden Grund, var en stor Afgudsdyrker og Blotmand, meget rig og viis, og blev, som alle hans Folk, saa gamle, at de levede mange Mænds Aldre. De Tiders Mennesker troede derfor, at i hans Land var Udains Akr (Udødelighes Land), der var saa lyksaligt og sundt, at syge Folk bleve der friske, gamle unge, og ingen kunde døe; og den Tid var Odin og Asiæ Mænd endnu ikke indkommen i Norden. Denne Godmundr eiede og et Horn, hvorpaa stod et Mands Hoved med Haar og Kiød, som han stedse adspurgde, og fik Raad af, og kaldtes Gode Grim. Til denne Godmundrs Hof kom Angantyrs berømte Dotter Hervora, som i Mands Rustning reisde om under Navn af Hervardr med det berygtede Sværd Thyrsing, og da var Godmundrs Søn Høfundr voksen. Godmundr var da over 100 Aar gammel, sad og leegede Skaktavle, men var kommen i slet Spil og meget i Knibe, da den foregivne Hervardr kom til, og bragde Kongens Spil til rette, men havde imidlertid lagt Sværdet Thyrsing fra sig. Dette tog en af Kongens Hirdsmænd fat paa, sigende: at han aldrig saae noget bedre Sværd, og svingede det, saa der gik Straaler fra som Solens. Det var i dette Sværds Natur at vilde have Mandeblod hver Gang det blev udtrukket. Hervardr greb derfor Sværdet, trak det ud, hug Hofmanden ihiel, og pakkede sig bort. De tilstædeværende vilde sat efter hende, men dette Foretagende fraraadede den viise Godmundr, sigende: at hun efter hans Skiønnende var et Fruentimmer, og hovede hun ham saa vel, at han nogen Tid efter raadede sin Søn Høfundr at gifte hende, som og skede. (See Høfundr!)
     Denne Godmundr blev ikke allene i levende Live æret, men endog efter Døden forgudet, man offrede til ham og blev han en af de fornemste Guder, som før Asernes Ankomst dyrkedes i Norden. Dog har han havt samme Skiebne som de andre Jotiske Guder, at være af Odins Tilhængere anseet som et ondt Væsen, dog kun halv ond i Sammenligning med sin Broder Geirraudr og Utgardeloke. Efter Saxo, som kalder ham Guthmund var Veien til hans Bolig norden om Biarmeland til et Flodrigt Land fuld af tykke og mørke Skove, uden Kornsæd eller Agerdyrkning, fuldt af Spøgelser. Der opholdt Guthmund sig, og tog alle dem, der vilde til Geruths Bolig i Beskyttelse, var god, venlig og giestfrie, men tillige liflig, og søgde ved alle muelige Tillokkelser at forføre Folk til Vellyster, efter hvis Nydelse de bleve galne, glemde alle Ting, og kunde aldrig derefter komme fra disse Spøgelsers Land. Denne Godmundrs Anseelse har bevaret sig til henimod Kristendommens Indførelse.

en Jotunheimsk Prindsesse, Dotter af Kong Thor og Syster til Nor og Got, blev ved en stor Offerfest, hendes Fader holdt, bortført af Kong Hrolf fra Berge paa Hedemarken, men igien fundet af sine Brødre (See Nor!) Hun dyrkedes derefter som en Halvgudinde, og holdes for den samme som Jorden eller Morgenrøden. Goe Maaned og Goe Blot have efter hende navn.

Konge paa Agdesiden i Norge til samme Tid, som Kong Frode 7 regierede i Danmark, og var lidet agtet af de Danske, hvilket Rygte bevægede Gøthar til det Forset at indtage hans Rige. Ved Gøthars Hof var den Tid en meget viis Mand Erik den veltalende fra Rennesøe, som meget grundigen fraraadede dette Tog, og fik af Kongen for sine saa vel anvendte Talegaver det Øgenavn den Veltalende, skienkede ham et Skib, og sendte ham med hans Broder Roller til Danmark for at udspeide Tilstanden i Landet. Gøthars paafølgende Handeler med denne Erik, og hvorledes han vilde berøve ham sin Kone Ingerd, Kong Frodes Syster, see Erik den veltalende fra Rennesøe den yngre! Da han for at hævne de ham af Frode og Erik tilføiede Fornærmelser feidede paa Danmark, medens Frode var til Feldts mod Venderne, og samme derefter drog mod ham til Rennesøe med en stor Hær, blev han bange, og bad om Fred, men samme blev ham efter Eriks Raad nægtet, og kort efter faldt han mod dem i et Søeslag.

skal egentlig have været en Valkyrie (efter andre Freya selv) der som et Fruentimmer under dette Navn forførde Hedin til alle hans Misgierninger.

en Søn af den Jotunheimske Konge Thor, Broder til Nor og Got. Hvorledes han reisde ud at oplede sin bortførte Syster Goe, indtog alle Øerne langs Sverrig til Norge, og traf, da han ikke fandt hende, sin Broder Nor i Sognedal, og derefter giorde den Deeling af Landene med ham, at Nor skulde beholde alt det faste Land, og Gor alle Øerne, som han kunde segle inden for med sit Skib Ellida, see Nor! Han efterlod sig 4 Sønner, Heiter, Beiter, Meiter og Geiter, af hvilke den sidste derefter satte sig fast i Norges faste Land.

et stort Folk, som Aser og Nordens seenere Indbyggere meenes at nedstamme fra.

gift med Vestmar en af Frode 4 Formyndere, og Moder til 12 Sønner, der alle hedde Grip, besad en overordentlig Veltalenhed, og kunde i Ordstrid overvinde alle Mandfolk. Ved samme Talegaver formaaede hun Frode at ægte Prindsesse Hanunda fra Husingov, reisde efter hans Begiering selv hen i Gesandtskab at frie til hende Ifølge med Vestmar Kol og hendes Sønner, og da Hanunda foragtede Frode for hans Mangel af Tapperhed og Krigsbedrivter, brugte al sin Veltalenhed for at bibringe Prindsessen bedre Tanker om Frode, og forsikrede, at han ligesaa godt kunde bruge den venstre Haand som den høire, og var Mester i at fægte og svømme; men især bevægede hun hende ved en Elskovsdrik. Dagen efter maatte Vestmar og Kol med deres Børn atter efter Gotvares Raad gaae for Kongen, begiere hende, og i Tilfælde af Afslag udfordre ham til Strid, saa at Kongen derover satte det til Prindsessen, som i Følge Elskedrikkens Virkning valgde Frode. Men da hun siden efter levede i skammelig Forstaaelse med Gotvares Søn Grip, og dette blev opdaget af Erik den veltalende fra Rennesøe, som og overvandt Gotvare selv i en Mundkamp, see Erik den veltalende! blev hun, fordi hun havde vidst Dronningens skammelige Levnet uden at opdage det, efter Frodes Befaling steenet ihiel.

Sigurd Foffnersbanes Sværd.

en Søn af den Norske Konge Halfdan den gamle i Ringerik (efter Saxo af Skiold) og Alfny den Holmgaardske Konge Eyvins Dotter, var allerede i sin første Ungdom udrustet med alle Sinds og Legems Gaver, og blev en mægtig og berømt Krigshelt. Han var af Jette–Æt, nedstammede fra Thor, drog til Danmark og erobrede en Deel af Jylland. Han var først gift med sin Fosterfaders Roars Dotter, som han siden gav til sin Ven Besse. Hans første Heltegierning var efter de Tiders Tænkemaade at antage sig den Østgothiske Konge Sigtrygs Dotter Groe, som en Jette havde friet til, og var bleven forlovet med. Han klædde sig derfor i Giedeskind og Dyrehuder, tog en Kæmpe–Kølle i Haanden for see ud som en Jette, og drog med en Hær fulgt af sin Fader Halfdan og sin Ven Besse til Østgothland. Der mødte han i en Skov Groe, som med sine Piger var redet ud at bade sig, og i Tanke, at det var hendes forhadte Frier, vilde flye. Efter nogen Ordveksling mellem hende Besse og Gram, blev hun underrettet om, hvo han var. Hun raadede dem da til Flugten, at ikke hendes Fader, naar han fik det at vide, skulde lade Gram ophænge, og bad dem vogte sig for hendes Kierestes Broders Hær. Da fremtraade Gram, aflagde sit forstilte Væsen, Klædedragt og Stemme, tiltalede hende venlig, og gav hende kostbare Foræringer, hvorover hun blev indtaget af ham og trolovede sig med ham straks. Da Gram herfra drog videre frem, blev han overfaldet af Røvere, som havde lagt sig i Veie for ham. Dem dræbde han begge, og for ikke derved at have viist sine Fiender en Tieneste, stillede dem op med Pæle, at de skiøndt døde, skulde skræmme Veifarende. Derefter kom han i Strid med Groes Fader Sigtryg, som Ifølge en Spaadom ikke kunde fældes uden med Guldvaaben. Han lod derfor sette et Guldhoved paa en Trækølle, og med den nedlagde Sigtryg. Den Vestgothiske for sine Krige i Irland bekiendte KongeSvaran var den næste Fiende Gram havde at stride mod. Ham fældede han først i en Tvekamp, og derefter hans 7 ægte Brødre, som han paa eengang maatte stride mod. Ligeledes nedlagde han en Siellandsfar Ring, som giorde Oprør, og søgde at rive Riget til sig. Derefter levede han nogen Tid i Stilhed hos sin Kone Gro, og avlede en Søn Guthorm, men endelig kiededes han af hende, og friede til den Fyhnske Konge Sumbles Dotter Signe, lovede for hendes Skyld at forskyde Groe, og blev paa dette Vilkaar trolovet med hende. Imidlertid havde den Norske Konge Svibdager anfaldet hans Lande, og voldtaget hans Syster og Dotter. Medens Gram drog imod ham, tilsloges ham endnu større Sorg; thi Kong Sumble bortlovede i hans Fraværelse sin Dotter til den Saxiske Prinds Henrik. Rygtet herom bragde i en Hast Gram til Fyhn, hvor han i ringe Klæder gik ind i Brudesalen, og satte sig nederst, givende sig ud for en Læge. Da Giesterne vare drukne, og der ver megen Støi, bebreidede han Signe paa Vers hendes Utroskab og Ustadighed, drog derpaa sit Sverd, giennemstak Saxeren, nedhug en Deel af Giesterne, tog Prindsessen, og seglede bort med hende. Dog nød Gram kun denne Lykke kort. Noget efter blev han overfaldet af Svibdager, og i et Slag dræbt med 8 af sine Brødre. Hvor stor Priis, man har sat paa hans Tapperhed og Heltemod, sees deraf, at hans Navn derefter blev et Æresord om berømte Krigshøvdinger, som efter ham kaldtes Gram og Krigsfolkene Grammer. Ventelig Kommer og deraf det gamle Adject: gram c: haard, sterk.

Sigurd Foffnersbanes Hest, saa sterk som 3 andre, kunde løbe igiennem Ild, og lod sig aldrig ride uden af sin egen Herre. See Sigurd Foffnersbane!

12 Brødre, Sønner af Vestmar og Gotvare i Tieneste og i stor Yndest hos Leirekongen Frode 4; men den ældste Grip lønnede denne Fyrste slet for alle sine Velgierninger, giorde ham forhadt ved at plage Undersaatterne, forhaane fremmede, og have utilladelig Omgang med hans Dronning Hanunda. Da han selv havde i Sinde at ægte Kongens Syster Gunvare, lod han sig af Frode give Kommission til at bedømme hendes Friere, hvorpaa han indbød dem til Giestebud, lod dem alle afslaae Hovederne, og opslaae om hendes Jomfrubur for at afskrække andre. Ved samme Tid Kom Erik den veltalende fra Rennesøe til Danmark, og overvandt denne Grip ved Stranden i en Ordstrid, hvor han hildede ham saaledes i sine egne Ord, at han ikke kunde fragaae sit Levnet med Dronningen, og da Erik derefter fortalde Kong Frode den heele Sag, og Grip sprang til for at myrde Erik, blev han dræbt af hans Broder Roller.

Hergrims Søn, blev opfostret af sin Faders Banemand den ældste Sterkodder. Da denne sidste blev dræbt af Guden Thor, blev Grim tilligemed Alfhild, som Sterkodders havde bortført, sendt af Thor til hendes Fader Kong Alf paa Alfheim. Han blev derefter en berømt Søerøver, nedsatte sig paa Øen Bolme ved Halogaland, giftede den ældste Sterkodders Dotter Baugerda, og avlede med hende den berømte Bersærke Arngrim.

Kong Giukes Dronning, Moder til Gunnar, Hogne, Guthorm og Gudrun, som ved hendes Konster blev gift med Sigurd Foffnersbane. See Sigurd Foffnersbane!

blev gift med KongAle paa Alfheim efter hans første Kone Alfruns Død, var overmaade deilig og tækkelig, men tillige den arrigste Troldheks. Kong Ale elskede hende overmaade høit, og avlede 7 Døttre med hende, der bleve lige saadant slemt Troldpak som hun selv. Derimod kunde Grimhilldur ikke lide sin Steddotter Signy og hendes Dotter Hilldur. Da hendte sig straks efter hendes Bryllup, at der i Riget hver Nat blev en Mand borte og forsvandt, hvilket alle tiltroede Dronningens Hekserie. Da Kongen derefter blev gammel, leededes hun ved ham, og gav ham gift ind, hvoraf han døde, og blev høigder hos sin Dronning Alfrun. Fra denne Tid blev hun hver Dag slemmere, og forgiorde baade Mennesker og Kvæg. En Dag gik hun til Fruerstuen hvor hendes Steddotter sad med sin Dotter Hilldur, sigende: hun havde nu alt for længe siddet i stor Agt og Yndest, som hun nu reent vilde fratage hende og gav hende den Skiebne, at hun i en Hast skulde forsvinde, beboe en Hule i Biarmeland, i Nærheden af Gandviken, blive en afskyelig og hæslig Trold, og der kaldes Grydur. Hendes Dotter Hilldur skulde følges med, og ethvert Mandfolk, som fik hende at see, skulde fatte Kierlighed til hende; men Moderen stedse myrde hvert Mandfolk, som hun seer ligge i Sengen hos hende, uagtet hun selv indbyder dem dertil. Desuden forkyndte hun Hilldur følgende grusomme Dom: Hver Nat vil hun sende hende sine 7 Dottre, som skulde hugge, saare og ynkelig mishandle hende; men dog skulde hun aldrig døe, og fra dette Øde skulde hun aldrig befries, førend hun traf saadan en Mandsperson, som ikke blev bange, naar hun opløftede sit skrækkelige brede Slagsværd, naar hun fandt ham i Sengen hos Dotteren, med Tillæg, at hun ventede, der aldrig skulde findes en saa uforfærdet Mand, og altsaa hendes Elændighed aldrig ophøre. Dog i det samme blev Grimhilldur afstraffet for al sin Ondskab. Hilldur, Signys Dotter, var og vel oplært i Troldom, og forordnede hende igien saadant Øde, at hun med den eene Fod skulde staae paa hendes Fruerstue og med den anden paa Kongens Sal, og skulde Trælle der tænde et Baal under hende, som stedse skulde brænde Nat og Dag, og hun bestandig brændes for neden, men fryse for oven, og skulde denne Tilstand vedvare, indtil Hilldurs Moder (nu Grydur) blev befriet. Da skulde Grimhilldur falde ned i Ilden, og opbrændes. Herover forfærdedes Grimhilldur, og akkorderede med Hilldur om, at denne skulde tage sin Dom Tilbage; men denne afslog det. Grimhilldurs Skiebne blev straks opfyldt, og i denne Pine forblev hun indtil Grydur blev befriet af Illauge. See Illauge Grydarfostre!

en Valfre eller Galdrasmiderske, Ørvandel den kloges Kone, kom efter Begiering til Asa Thor at læse Galdrer over ham for at faae Heinstumpen af hans Pande, som der var bleven siddende fast i hans Kamp mod Kæmpen Hrugner. See Thor! Hun giorde og sine Sager saa vel, at Heinstumpen til Thors store Glæde allerede løsnedes. Dette vilde han giengielde hende ved glade Tidender, og fortalde hende, at han havde vadet norden over Elivaga, og baaret hendes Mand Ørvandel i Jerngrinder ud af Jotunheim, og til Beviis havde en af Ørvandels Tæer sat uden for; Samme blev saa forfrossen, at Thor brød den af, og kastede den paa Himlen, og skabde deraf den Stierne, som siden stedse kaldtes Ørvandels Taa. Tillige lovede han hende, at hendes Mand hurtig skulde komme hiem. Med disse glade Efterretninger naaede han sin Hensigt, men til sin egen Skade; thi hun blev saa inderlig glad, at hun glemde al sin Troldom, og Heinstumpen derover bestandig maatte blive siddende i Thors Pande.

en Jettekone og Heks, var ved Odin Moder til Vidar den stiltiende. Hvorledes hun laande Thor Vaaben paa hans Reise til Geirraudurs Gaard, see Geirraudur!

Denne Nordens Medea var en Dotter af Kong Giuke og Grimhilldur, og Syster til Gunnars, Hogne og Guttorm. Hun drømde eengang, at hun havde en deilig Falk paa sin Haand, hvis Fiere skinnede af Guld, og som hun elskede over alt. Ligeledes syndes hun i Drømme at eie en guldhaaret Hiort, som hun holdt meget af, men at Kong Budles Dotter Brynhilldur stak dem ihiel i hendes Skiød, og gav hende derefter en Ulveunge, som vædede hende med hendes Brødres Blod. Hun drog da til Brynhilldur paa Hindarfield for at faae Drømmen udtydet, som denne viise Skioldmøe udlagde saaledes: Hun skulde ved sin Moders List blive gift med Sigurd Foffnersbane, men snart miste ham, og hendes nærmeste Venner og Familie komme i stor Strid sammen. Alt dette blev opfyldt. Hun blev ved sin Moders Indtriger gift med Sigurd, som straks efter Bryllupet gav hende at æde af den af ham dræbte Slange Foffners Hierte, hvoraf hun blev meget grum, saa at hun er bleven lige saa bekiendt af sin Ondskab, Hevn, gierrighed og Grusomhed, som Sigurd ved Tapperhed og uforfærdet Heltemod. Hun levede nogen Tid meget lykkelig med sin Mand, og blev ved ham Moder til Sigmund og Svanhvide; men en Ordstrid med hendes Broders Gunnars Kone og Sigurds forrige Kiereste Brynhilldur, da de begge var gaaet til Havet at vaske deres Haar, (See Brynhilldur!) foranledigede den ulykkelige Opdagelse, som kostede hendes Mand Sigurd og Søn Sigmund Livet efter Brynhilldurs Tilskyndelse ved hendes Broder Guthorms Haand. See Sigurd Foffnersbane! Over disses Død sørgede hun uophørlig, forlod sine Brødre, reisde til Danmark, opholdt sig 3½ Aar hos Hakons Dotter Thora, hvor hun tilbragde Tiden med at brodere historiske Stykker, blant andre hvorledes Sigar og Siggejr krigede sammen paa Fife i Skotland med Skibe, hvis Snabler vare forgyldte og Stavne udgravede. Da drog hendes Brødre efter Moderen Grimhilldurs Raad til hende, og bød Bod for Sigurds Drab: men hun forblev ubevægelig, indtil endelig Moderen formildede hendes Sind ved en Drik lavet af Gudruns Søns Blod, Søevand, Saft af mange Træer, Olden, Dyrs Indvolde og Svinelever, som hun lod hende drikke af et Horn med indskaarne og Blodbestrøgne Runer paa. Samme Tid overtalede de hende og til at ægte Brynhilldurs Broder Kong Atle Budlesøn for med det samme at afholde ham og afvende den Hævn, han for sin Systers Brynhilldurs Død krævede af dem. Dette Tilbud modtog hun, og ægtede Atle Budlesøn, men kunde aldrig elske ham, uagtet hun havde mange Børn med ham. Da denne hendes Mand derefter havde fanget og grusom ladet henrette hendes Brødre Gunnar og Hugne, som uagtet Gudruns Advarsel var kommen til ham (see Gunnar!), og Atle til Spot bød hende Guld og Kostbarheder i Bod for dem, fordølgede hun i Førstningen sin Sorg, men tog siden saa blodig en Hævn, som Historien vanskelig kan vise Mage til. Ved et stort Gravøl, som hun med hans Minde anstillede over sine Brødre, aflivede hun to af sine med Atle avlede Børn, lod deres Hovedskaller beslaae med Guld og Sølv og giøre Drikkebægere af, og skienkede Manden af dem ved Giestebudet med Viin, hvori var blandet deres Blod, gav ham deres Hierter stegte at spise, og da han var bleven beskienket, fortalde med gyselig Kulde sin tagne Hævn over sine Brødre. Atle truede hende da med at blive steenet og brændt; men hun kom ham i Forkiøbet, og ved Hielp af sin Broder Hognes Søn Niflung dræbde ham i sin Seng. For sin Død bebreidede han hende, at hun havde drevet Hevnen for vidt uden at betænke, at han i Morgengave havde givet hende 30 gode Riddere og 20 Piger foruden andre Mænd, og at hun desuagtet ikke lod sig nøie, førend hun havde faaet alle de Lande, Kong Budle havde eiet, og agtede ikke, at hendes Svigermoder græd; Tillige bad han hende om en hæderlig Begravelse, hvilket hun holdt, men satte samme Tid Ild paa Slottet, saa at alle indeværende Hofmænd for ikke at indebrændes maatte hugge hverandre ihiel. Efter alle disse Grusomheder kastede hun sig for at drukne i Havet, men blev uskadt kastet op ved Reidgothland, hvor da Kong Jonakur regierede, som hun ægtede og fødde 3 Sønner Hamder, Sorle og Erpur, der, ligesom alle Giukunger, vare sorte som Ravne. Der opfostredes og hendes Dotter Svanhilldur eller Svanhvide, som blev gift med den Skaanske Konge Jormundrekr eller Jarmerik, der noget efter lod hende træde ihiel af Heste. Da opvaagnede igien Gudruns Hævnelyst. Hun reisde afsted for at hævne hende med sine 3 Sønner, men havde den Sorg, at de underveis bleve ueenige og dræbde Erpur, som var hende kierest. Da de derpaa havde overvundet Jarmerik til Søes i Øresund, opmuntrede hun dem til at beleire ham i hans Fæstning, hvorved de vel overvandt ham, men tilsatte tillige Livet, og da vare alle Giukunger uddøde. See Jormundrekr!

Odins Sværd, forfærdiget af nogle Dverge Ivalda Sønner til Loke, som igien forærede det til Odin. See Brokur!

Kæmpen Hrugnerss Hest, som Thor efter Hrugners Drab forærede sin Søn Magne, og var den bedste nest Odins Hest Sleipner.

Heimdals Hest, havde Guldhaar. See Heimdal!

en Galt, som Freyr reed paa, og kiørede med for sin Vogn. Denne havde han faaet til Foræring af Loke, som havde ladet den forfærdige af Dvergene Ivallda Sønner. See Loke! Den kunde løbe bedre end nogen Hest over Land og Vand, baade i møkeste Nat og ved Dag, og oplysde da alting med sine Børster. Den kaldtes og Slidrugtanner!

Moder til Langobardernes Anførere Ebbe og Aage. Hvorledes hun bidrog til denne Udvandring, see Ebbe!

Konge paa Ørknøer overvindes af Kong Arthur og bliver hans Mand. See Arthur!

en Søn af Fyn, var en af Skioldmøen Ruslas Kæmper, forstod got at døve Sverd. Hvorledes han efter Ruslas Død tilligemed sine Brødre Bilde og Brodde i Foreening med Kong Hvirvil i Thye bekrigede Leirekongen Fridlev 3 og af ham, da han i Striden døvede hans Sværd, blev dræbt med Sværdknappen, see Fridlev!

en Dotter af Kæmpen Suttung, som Faderen havde indsluttet i en Klippe, og givet i Forvaring den fortryllede poetiske Drik, som Dvergene Fialar og Galar havde tillavet af Kvasers Blod. (See Fialar!) Skiøndt hendes Opholdsted var utilgiengelig, fandt dog Odin ved Hielp af hendes Farbroder Bauge ind til hende i en Orms Sikkelse giennem et lidet Hul, paatog straks sin sædvanlige deilige Skabning, vandt hendes Yndest, laae hos hende, og nu kunde hun intet nægte ham, saa hun tillod ham at tage 3 Klurker af Drikken. I disse drak han dem reent ud, og som andre utaknemmelige Elskere, da han havde faaet sit Ønske opfyldt, fløi bort i en Ørns Skikkelse. See meere ved Suttung!

Jarl hos den Norske Konge Gevar eller Jofur, som han indebrændte om Natten, men blev straks efter hævnet af sin Svigersøn den Jydske Konge Hother, som fangede og lod ham levende brænde.

en af Giukungerne, Søn af Kong Giuke og Grimhilldur, og Broder til Hogne Guttorm og Gudrun, hvilken sidste blev gift med Sigurd Foffnersbane, som han og Hogne gav sig i Fostbrødre Lag med, streifede alle 3 derefter vidt omkring, indlagde sig megen Ære og forhvervede stor Rigdom. Efter sin Moders Tilskyndelse overtalede han Sigurd at frie for sig til hans forrige Kiereste Brynhilldur, som han ved Sigurds Hielp fik til Ægte, men mistede ved sin Syster Gudruns Ondskab; thi, da hun havde faaet Omstændighederne ved Gunnars Frierie at vide, og at Sigurd Bryllupsnatten havde sovet hos hende i Gunnars Ham, søgde hun at overtale Gunnar og hans Broder Hogne til at dræbe Sigurd, og da de ikke vilde selv lægge Haand paa deres Fosterbroder, fik dem til at lade Drabet forrette ved deres broder Guthorm, hvorpaa hun dræbde sig selv. (See mere ved Brynhilldur!) Nogle Aar efter Sigurds Drab drog han med sin Broder Hogne mange Folk og stor Pragt til Danmark at forsone sin Syster Gudrun for hendes Hensigt, og overtalede da tillige Gunnar hende til at ægte hans Svoger Kong Atle Budleson, som han formedelst Brynhilldurs Død levede i Uvenskab med, og haabede ved dette Ægteskab at forlige. Dog forgieves. Gunnar friede til Atles Syster Oddruna, men fik Afslag, og indlod sig derfor med hende i en hemmelig Elskovshandel, som giorde Atle til hans arrigste Fiende. Han giftede derpaa Glumvor og hans Broder Hogne Kostbera. Atle Budleson, skiøndt mægtig og riig, fortrød dog haardelig, at han intet havde faaet af Sigurd Foffnersbanes efterlatte Rigdomme, der vare alle undtagen Gunnar og Hogne ubekiendt. Han meende at have Ret til en Deel af samme for sin Syster Brynhilldurs Skyld, og for at faae dem i sin Vold, sendte et Gesandtskab, som havde en vis Vinge til Formand, og under Venskabs Skin lod dem indbyde til sig. Dog Gudrun elskede mere sine Brødre end sin Mand, og for at advare dem, da hun vist troede nogen Ondskab skiult under Tilbudet, medgav Vinge til hendes Broder Gunnar en Guldring, hvortil var knyttet et Ulvehaar, og tillige nogle i en Stok indskaarne Runer; hvilke Vinge, som ikke troede Freden, udskar, og, da han gik i Land, skar andre over, som han ved sin Ankomst gav Gunnar. Denne modtog Gesandterne vel, og beværtede dem det bedste, han formaaede. Vinges Ærende og Indbydelse til Atle, der lovede dem store Rigdomme, ja endog Lande til Lehn, satte alle i Forundring, da de selv havde nok og mere, end de behøvede, i alt det Guld, Vaaben og Kostbarheder, som Sigurd havde faaet efter Foffner. Broderen Hogne blev ogsaa det tilknyttede Ulvehaar vaer, og tog det i sine sande Betydning for en Advarsel fra Gudrun. Hans Kone Kostbera opdagede tillige de udskaarne Runer, og uagtet de oven overskaarne læsde dem. Hun og Glaumvor anvendte tillige alle Overtalelser paa at afholde deres Mænd fra denne farlige Reise. Glaumvor fortalde endog i denne Hensigt sin advarende skrækkende Drøm, hvorledes hun havde seet Diserne komme ind i Sørgeklæder at udvælge sig Mænd. Dog foragtede de alle Advarsler, havde givet deres Løvte, og vilde holde det; men brugde dog den Forsigtighed for deres Afreise at forvare heele deres efter Sigurd Foffnersbane arvede Skat i den Elv Reyn; drog derpaa til Skibs, og, da de kom i Land, lod deres fleste Mænd efter dem, og reed giennem en mørk Skov til Atles Slot, som var tillukket, men blev af Hogne opbrudt. Der mødte dem Vinge, fortalde dem skadefro Bedrageriet, og lovede dem snart at blive ophængte, men blev og derfore af dem dræbt med deres Stridshamre. Derpaa kom Atle dem i Møde med sin Hær, og fordrede først saa meget af Sigurds efterladte Guld, som han meende kunde tilfalde Gudrun efter Sigurd; men da de nægtede det, og sagde, at de havde forvaret det i Rhinen, forekastede han dem Sigurds svigefulde Drab, som han nu vilde hævne. I det samme kom Gudrun løbende, omfavnede sine Brødre, sagde dem det sidste Farvel, tog Sværd og Brynie, og i det paafølgende Slag streed mandelig for at beskytte dem. Der skeede da et stort Nederlag, men uagtet Giukungerne værgede sig fortvivlet, bleve de dog begge, da alle deres Folk vare faldne, fangne og satte i Jern. Atle vilde endnu vide, hvor Guldet var, lod derfor skiære Hiertet ud paa Hialle en af sine Trælle, og ville Gunnar under Foregivende, at det var Hognes. Dette er ikke min Broders Hierte, sagde Gunnar, thi det bæver, og han skielvede aldrig. Atle lod det da udskiere af Hogne selv og viise Gunnar. Dette kiendtes han ved, og lod ham sige: at nu var der ingen foruden ham, som vidste, hvor Guldet var, og nu skulde Atle aldrig faae det. Derpaa blev han efter dennes Befaling kastet i en Ormegaard eller Slangekule for at opædes. Hans Syster lod da en Harpe stikke til ham, som han skulde spille paa. Dette giorde han og med Fødderne, fordi Hænderne var bundne, indtil alle Slangerne faldt i Søvn undtagen en, som beed Hul paa hans Bryst, krøb derind, og hængde sig fast ved hans Lever, indtil han døde.

2 af de 11 Helvedes Floder, som udfløde fra Brønden Huergelmer. See Eigthirme!

en Dotter af Leirekongen Fridlev 3 og Syster til Frode 4, var god forstandig venlig sagtmodig og meget skiøn, hvorfore hun kaldtes hiin Væne. Hvorledes hun blev eftertragtet og hendes Friere behandlet af Grip, see Grip! Og hvorledes hun derefter blev gift med Erik den veltalende, og advarede ham for Frodes Efterstræbelser, see Erik den veltalende!

en Bonde, gift med Kong Hadding 4 Dotter Ulvilde, som for at blive sin Syster, der var gift med Kong Frode 3, lig i Anseelse, ophidsede sin Mand til at dræbe Hadding. Guthorm indbød ham da til Giestebud i Tanke at dræbe ham, naar han ved samme var beskienket, prydede sit Hoved, strøg og kæmmede sit Skieg, og hørde paa Eventyr. Hadding kom vel og, men en advarende Drøm havde giort ham forsigtig, saa han havde stillet en Deel Folk i Nærheden, og gav dem, da Guthorm ved Bordet nærmede sig, og Hadding mærkede, at han havde et stakket Sværd under Kiolen, Signal ved at blæse i en Pibe, saa de brøde ind, og ihielslog Guthorm.

en af Giukungerne, en Søn af Giuke med Grimhilldur, og Broder til Gunnar og Hogne, som, da de havde lovet Brynhilldur at dræbe Sigurd Foffnersbane, og ikke selv vilde fuldføre Mordet paa deres Fosterbroder, gav Guthorm Slange og Ulvekiød at spise, hvoraf han blev grum, og ved Løvte om Ære og Rigdomme overtalede ham til dette Mord. Hvorefter han gik til Sigurd at fuldføre det, men skræmmedes 2 Gange tilbage af Sigurds Skarpe Øiesyn. Tredie Gang gik han ind, mens Sigurd sov, og stak ham sit Sværd i Brystet, saa Odden sad fast i Sengedynen. Dog beholdt Sigurd endda Kræfter nok til at hævne sig; thi han drog sit Sværd Gram, og huggede dermed Guthorm ihiel, see Sigurd!

en Søn af Kong Gram og Groe, blev efter Faderens Død bragt til Sverrig af sin Fosterfader Brake, og af ham betroet Kæmperne Bagnoft og Hoflie for at opdrages tilligemed sin Broder Hadding. Dog blev han om nogen Tid efter sin Systers Begiering af sin Svoger Svibdager, som havde dræbt hans Fader Gram, sat til Konge over Barvith Syssel, dog imod at betale ham Skat. Han blev derefter dræbt af Svibdager.

Urbars Søn (hvis Herkomst nogle have vildet udlede fra Alfur, en Broder til Odin Heremods Søn) regierede over Sverrig (Gothland) og de Danske Øer, undtagen Fyhn, var meget klog og erfaren i Troldom, hvori han skal efter Snorre have prøvet sig med Odin, men maatte ligge under. Denne Odin kom i hans Tid med sine Aser ind til Norden. For dem gik et sterkt Rygte om deres Undergierninger og Guddom, hvilket bevægede Gylfe til at drage til Asgaard for selv at undersøge deres Guddom, om den svarede til det store Rye der gik af, og begav sig forklædt som en gammel Mand paa Reisen. Dog fik Aserne i Tide Kundskab om hans Ankomst, og belavede sig paa at blænde ham ved usædvanlige Koglerier. Da Gylfe kom til Staden, saae han der et prægtigt Slot, som naaede op til Skyerne, og hvis Tag var behængt med forgylte Skiolde. Dets Grundvold var Bierge, Murene Steen og Taget blankt Guld. Ved Indgangen traf han paa en Mand, som leegede med Kaardlasker (Handsakse) af hvilke stedse 7 vare i Luften, uden at nogen af dem faldt til Jorden. Af ham blev Gylfe spurgt om sit Navn, og gav til Svar: at han hedde Gangler, og kom fra Biergene Riphil, men var kommen af sin Vei, og bad om Herberg. Gylfe spurgde igien om Slottet og dets Herre, som man sagde var Kongen. Da han kom derind, saae han en Mængde Sale og i dem mange Mennesker, som morede sig med at leege fægte og drikke, og kom endelig til et Sted, hvor 3 Personer sadde paa 3 Throner, en over den anden, og spurgde om deres Navn. Man sagde ham, at den paa den nederste Throne hedde Har, og var Konge, den anden hedde Jafnhar og den øverste Tridie. Man spurgde om hans Ærende, og tilbød ham Drikke, som i Valhal var frit for enhver; men han undslog sig derfor, sigenge: hans Ærende var kun at vide, om der fandtes nogen lærd Mand, og indlod sig derpaa i en vidtløftig Samtale med de ovenmældte 3 Personer om Theogonie og Mythologie, hvilken Samtale om Guderne, deres Bedrivter og Verden indtil Ragnaroke er en stor Deel af Indholdet i Edda, og da denne var til Ende, hørde Gylfe en stor Larm, saae sig om, stod i det samme paa vild Mark, og drog hiem til sit Land. Han indgik derefter Forbund med Odin, og gav en Asekone af dennes Følge Gefione for hendes skiønne Sang saa meget Land, som hun kunde pløie i en Nat. Hvorledes hun derefter narrede ham, og med Ploven rev et heel Stykke Land ud i Havet, som blev til den Øe Sielland, see Gefione! Denne Gylfe er bleven forvekslet med

en Søn af Gores Søn Beiter. Han regierede i Norge, var Broder til Glaner, og Fader til den Gardarigske Konge Svarlamis Kone Heidis.

en af Asernes Heste, som de daglig reed over Bifrost paa for at komme til deres Tingsted under Ygdrasil.

var gift med Aurboda af Biergtrolde–Æt, og Fader til den deilige Gerdir, som blev gift med Guden Greyr. See Freyr!

en Dotter af Kong Alf i Thye, var gift med den mægtige Skaanske Konge Valdar den milde, og ved ham Moder til Harald den gamle. Det slag i Sielland, hvor hendes Mand faldt, bivaanede hun i Mandsklæder, og da hun saae, efterat han var falden, og alle flyede, at Harald allene blev ved at stride, tog hun ham paa Ryggen, og bar ham uden at eftersettes af de udmattede Fiender til næste Skov. Dog skiød i det samme en blant Fienderne en Piil af, som saarede ham i Ryggen, hvilket han holdt for langt større Skam end den Hielp hans Moder havde viist ham.

en Dotter af Kong Sigar Søn Alf, foresatte sig, da hendes heele Familie var efterhaanden faldet i Strid, og ingen af den kongelige Familie var bleven tilovers, at forblive ugift, og lod sig for at undgaae Vold, bevogte af nogle udvalgte Kæmper. Nogen Tid efter søgde den Danske Konge Halfdan i hendes Kæmpers Fraværelse at overtale hende til at ægte ham, men hun afslog ham det, og fordi han var af ringere Herkomst end hun, og hans Næse som i Strid var bleven kløvet, endnu ikke var lægt. Derpaa lovede han hende, ikke at forlange hendes Haand, før han havde giort sig værdig dertil, og bad hende tillige ikke at gifte sig, før hun havde vis Efterretning om hans Død, og begyndte med at dræbe hendes 12 Kæmper, men da han drog bort for at søge flere Eventyrer, friede Sivord, en Saxer til hende; dog da hun ikke vilde ægte ham uden paa Vilkaar, at hun skulde undertvinge heele Danmark, som da var splittet ad, og han mærkede, at det vilde blive ham for svart, bestak han hendes Formyndere til at give sig Løvte paa hende. Bryllups–Dagen indfandt Halfdan sig blant Elskerne, dræbde Brudgommen med alle hans Folk, og ægtede Prindsessen; See Halfdan!

en af Norden meest fabelagtige Eventyrer, Konge over Thelemarken og Hallingdalen i Norge, nedstammede fra Nors Søn Raum. Efter Saxo var han en Søn af Kong Gram, og blev efter dennes Død af sin Fosterfader Brake sat tilligemed sin Broder Guthorm at opfostres hos Kæmperne Vagnhoste og Haflie. Den førstes Dotter Hartgrepe, som havde opammet ham, søgde der længe at bevæge ham til Elskov og at ægte sig, men forgieves. Hadding havde kun Lyst til Strid, og at hævne sin Faders Død paa hans Banemand Svibdager, der og havde dræbt Broderen Guthorm, og reddedes tillige for hendes overordentlige Størrelse. Denne sidste Tvivl hævede hun ved at vise ham, at hun efter Omstændighed kunde giøre sig stor eller liden, forfærdelig eller tækkelig. Herved lod Hadding sig overtale, og Hartgrepe fulgde ham i Mandsklæder paa Hiemreisen til hans Fædreneland. Underveis kom de ind i et Hus, hvor Verten nylig var død. Her fik Hartgrepe, som var en mesterlig Heks, Lyst til at erfare deres tilkommende Skiebne, skar nogle Troldruner ud paa et Stykke Træe, og stak den døde Mand i Munden. Runerne giorde straks deres Virkning. Liget reisde sig, og fortalde under græsselige Forbandelser, der dog kun skulde træffe Hartgrepe, som havde fremkaldet ham af Gravens Stille, deres tilkommende Øde: at det skulde gaae Hadding vel, men Hartgrepe i neste Skov sønderrives af Trolde og Dievelskab. Da de Natten efter toge Herberg i et Skovhus, laae de pludselig en stor Haand svæve omkring i Huset. Hartgrepe udstrakde sig da, giorde sig meget stor, og greb Haanden, som Hadding paa hendes Befaling afhuggede. Derefter gave de dem igien paa Veie, men mødte i Skoven en Mængde Spøgelser, som Hartgrepe blev sønderslidt af. Derpaa kom Odin selv i en eenøiet gammel Mands Skikkelse til Hadding, ynkedes over hans Eensomhed, og formaaede den mægtige Søerøver Liser til at gaae i Fostbrødrelag med ham, hvorpaa de begge bekrigede Kurernes Konge Loker, men bleve af ham slagne og kom i stor Fare. Paa Flugten kom samme eenøiede gamle Mand (Odin) til ham, bragde ham paa sin Hest Sleipner til sit Hus, og vederkvægede ham med en liflig Drik, som han lovede ham store Kræfter af, forudsagde ham i Vers hans tilkommende Skiebne, og førde ham med samme Befordring tilbage til det Sted, hvor han havde faaet ham. Dog maatte han underveis svøbe Hovedet i Odins Kappe, med Forbud ikke at see ud. Ikke desmindre tvang Nysgierrigheden ham til at kige ud, og da blev han til sin store Bestyrtelse vaer, at Heksen gik paa det vilde Hav. Herefter fornyede han Krigen mod Kong Loker, men blev fanget, og kastet for en Løve; men da Vægterne sov, sønderrev han sine Baand, stak Løven ihiel, aad efter Odins Befaling dens Kiød, drak dens Blod, og fik deraf overordentlige Kræfter. Herefter krigede han i Austurveg, og giftede sig med en Dotter af Gram og Signe. Herved kom han i Fiendskab med Grams Banemand Svibdager, overvandt og dræbde ham i et Søeslag ved Gulland, og bemægtede sig hans Lande. Efter saa uroligt et Liv døde Hadding, og efterlod i Riget sin Søn Hogne.

en Søn af Hogne og Sønnesøn af Hadding 3, en stor Eventyrer, hvis Historie i Digt og Fabel slet intet eftergiver den trojanske Aeneas, regierede i Haddingdalen og en Deel af det Slesvigske, og blev en stor Helt, som efter de Tiders Tænkemaade kun satte Æren i Krigsbedrivter. Sine første Laurbær sankede han i Austurveg, hvorhen han efter sine Lanndsmænds Sædvane giorde et Tog i Forbindelse med den berømte Helt Helge Haddingia Skate for at erhverve Ære og Rigdomme, der da som nu vare Grunden til den sande Magt. Der krigede han mod den Reidgothiske Konge Handuvan ved Dủuafloden, og beleirede hans faste Stad, men som Murene vare saa høie, at den ikke med Magt kunde indtages brugde Hadding List, lod fange mange Fugle, binde brændende Svampe under deres Vinger, og slippe dem løs, hvorpaa de fløi til Staden, og satte den i Brand. Indevaanerne forlode da Muren for at slukke Branden. Derefter kom han i Krig med den Vestgothiske Konge Asmund, en Søn af Svibdager, som Hadding 3 havde dræbt, og fældede i et Slag først Asmunds Søn Henrik. Herved blev Asmund som rasende, gik løs paa ham, og huggede med begge Hænder. I denne Nød paakaldte Hadding den Jotiske Gud Vagnoft, som havde opdraget hans Farfader, og straks kom ham til Hielp i Striden med et fortryllet Krumt Sværd. Da beklagede Asmund sig over, at man brugde Tryllevers og Hekserie imod ham, og blev i det samme giennemstukket af Hadding med et Kastespyd, men saarede dog for sin Død sin Fiende i Foden, at Hadding sin øvrige Levetid haltede. Herfra blev Hadding kaldet hiem til Jylland for at forsvare sit eget Rige mod Asmunds Søn Uffo. Her fandt han sit Skatkammer bestiaalet, lod Skatmesteren Glumer ophænge, og for at faae Tyven fat lod bekiendtgiøre, at hvo af dem, som selv indfandt sig, skulde faae Glumers Bestilling. Een af dem lod sig og bedaare af Tilbudet, og kom til Hadding, der efter Løvte lønnede ham med Guld og Ære. Dette lode de øvrige sig forblinde af, bar det stiaalne tilbage, og bleve i Førstningen belønnede, men kort efter alle henrettede. Efter den Tid krigede Hadding 4 Aar i Vestgothland, og kom i stor Nød ved Hunger. Hans Folk maatte leve af Jordsvampe og slagte deres Heste. Derefter kom Turen til Hunde, og endelig drev Hungeren dem til at spise Menneskekiød. I denne fortvivlede Tilstand hørde Hadding om Natten en Røst i Leiren, som raadede ham at forlade Gothland, og spaaede ham Ulykke i Krigen, om han fortsatte den. Desuagtet angreb han næste Dag Fienderne, og leed et stort Nederlag. En lige Røst spaaede næste Nat Gotherne Seier. De angrebe da de Danske, og i dette Slag saae man ved Stiernelys om Natten et stort Særsyn. To gamle skallede ualmindelig grimme Mænd (2 af begge Folkes Guder) Bievaanede Striden hver paa sit Partie. Hadding blev da overvundet, og flyede til Helsingeland, og havde der stedse Ulykken i Hælene. Da han eengang udmattet af Solens Heede vilde bade sig i Vandet, traf han et ubekiendt sælsomt Dyr, som han efter megen møie dræbde, og lod slæbe i Leiren. Da han gik og glædede sig herover, mødte ham en Kone, som spaaede ham alle muelige Ulykker, fordi han havde dræbt dette Dyr, i hvis Ham en af Guderne havde forstukket sig. til Vands skulde vind og Veir forfølge ham, til Lands ethvert Hus falde over ham. For at afvende al denne Modgang, giorde han Guden Frøe (Freyr) et stort Offer af sort Kvæg, hvorved han formildede Guderne, og havde derefter et behageligere Eventyr i Norge ved at befrie Prindsesse Ragnild en Dotter af Kong Hakon paa Nithersøen fra en slem Jette, hun var forlovet med. Efter den Tids galante Respekt for Fruentimmer og deres Friehed drog han derhen, og nedlagde Jetten i Tvekamp, men fik selv mange Saar, og blev lægt af Prindsessen, som ikke kiendte ham; men havde i Sinde at belønne sin Ædelmodige Befrier, og for ved Leilighed at gienkiende ham lagde sin Ring i et af hans Saar paa det eene Been, og, da hun nogen Tid efter skulde ved et til den Ende anrettet Giestebud vælge en Mand blant hendes mange tilstædeværende Friere, ledte hun efter Ringen hos dem alle, og da hun fandt den hos Hadding, omfavnede ham straks, og blev hans Kone. Medens han endnu opholdt sig med hende i Norge hendedes ham et underligt Eventyr. En Aften, da han sad til Bords med hende, saae han en Kone, som bar nogle grønne Urter, stikke Hovedet op af Jorden for ved Arnesteder, og spurgde, paa hvad Sted saa grønne Urter voksede om vinteren, og, da Hadding fik Lyst til at vide det, svøbde hun ham i sine Klæder, og førde ham med sig under Jorden. Han kom da med Gudernes Tilladelse ned til Valhal eller de Dødes Bolig, ligesom fordum Æneas og Ulysses, paa en Stie giennem tyk Taage og Damp. Der saae han adskillige Herrer i Skarlagens Klæder, og de Urter, konen bar, at vokse i Solen. Derfra kom han over en Broe til det Sted, hvor de afdøde Helte stridede i to Hære med hverandre, og fik af Konen den Underretning, at det var afdøde Helte, som syslede paa fordumsviis. Endelig kom de til en Muur, som Konen forgieves stræbde at springe over, i hvor tynd og let hun end giorde sig. Men en Hane, som hun havde bragt med sig, vred Hovedet af, og kastede over Muren, blev straks levende, og gav sig til at gale. Han kom derfra op til Jorden igien, seglede til Danmark med sin Brud, og og blev underveis forfulgt af Søerøvere, men undgik dem lykkelig. I Anledning af, at den af Hadding dræbte Asmunds Søn Uffo for at hævne sin Faders Drab havde ladet bekiendtgiøre, at hvo som giorde det Løvte at dræbe Hadding, skulde faae hans deilige Dotter til Ægte, og en fornem Biarmer Thuning giorde Løvtet, og sankede i denne Hensigt en Hær af Biamer, drog Hadding for at forekomme ham til søes langs de Norske Kyster til Biarmeland. Underveis saae han en gammel Mand (Odin) staaende paa Landet, og vinke ad ham med sin Kaape. Imod sine Folks Villie, som holdt det for et ondt Tegn at vende med Skibet, tog han ham om Bord, og lærde af ham den Maade i Strid at opstille sine Folk, som kaldes at sviinfylke, fordi Slagterordenen gik spids for til, som en Kile eller Svinetryne, og ved denne Maade vandt Hadding Seier. Biarmerne betiende dem vel efter Sædvane af Troldom, og opvakde ved deres Hekserie Hagel og Uveir, men Odin fordrev det ved et andet Uveir og andre Skyer. Tilsidst gav Odin, før han forlod ham, den Lære, som han siden viselig fulgde: Heller at søge Krige i fierne end nærliggende Lande, og spaaede ham, at han aldrig skulde falde for Fiendehaand, men selv ende sit Liv. Efter Haddings Hiemkomst fra Biarmeland søgde ovenmældte Uffo at forraske ham ved List, og indbød ham til Kongestevne i Upsal; Der indfandt og Hadding sig med sine Danske, men ved Giestebudet, naar en af hans Mænd gik ud af Døren, stod en uden for, og afhug hans Hoved. Dette mærkede Hadding, flyede om Natten alleene derfra, men lod ham hæderlig begrave, og indsatte i hans Sted hans Broder Hunding. Nu slog Hadding sig til Roe, og levede hiemme i Fred, da en vis Tosten, kaldet af sine Grusomheder og Røverier den Onde i Forbindelse med den Saxiske Fyrste Sifred, som han havde tvunget til at hielpe sig, overfaldt Hadding, og overvandt ham, saa han maatte flygte bort paa en Baad, dog efterat have giennemboret Tostens Skibe. Denne ledte efter hans Lig paa Valpladsen, og, da de ingensteds fandtes, fik Øie paa Hadding i Baaden, og gik ombord at forfølge ham; men da skibene trak Vand slap han med Nød til Land, besteeg hurtig andre Skibe, og satte efter Hadding af al Magt, som, da han ikke kunde undgaae, spurgde sin Følgesvend, om han kunde svømme, og, da denne svarede: nei! væltede Hadding Baaden, og svømmede under den. Tosten lod da i Tanke, at han var druknet, af at forfølge ham. Hadding kom lykkelig til Land overfaldt kort efter Tosten, og slog ham paa Flugt; Tosten var da saa svækket, at han ikke meere kunde modstaae Hadding, og reisde for at søge Bistand til den mægtige Angul eller Saxiske Odin. Underveis kom Skibsfolkene i Trætte, og sloge hverandre ihiel. Deres Eiendomme bemægtede Tosten sig, gav sig derefter i Selskab med Sørøveren Kol, og med ham angreb Hadding, som dog overstod denne Fare, og i Tveekamp nedlagde Kol. Efter alle disse Møisommeligheder havde Hadding endnu den Sorg at forfølges af sin egen Dotter Ulvilde. Han drømde eengang, at hans Kone sang paa Vers for ham: „Et Udyr er dig født, som i Grusomhed overgaaer de bidende Ulve, og som skal spæge de vilde Dyrs Rasenhed; men vogt dig for den Fugl, som haver Svanesang i Munden og Uglegalde i Hiertet“! Dette udlagde en Spaamand saaledes, at ved det vilde Dyr forstodes hans Søn, der skulde blive sine Fienders Skræk. Men ved Svanen hans Dotter Ulvilde, som skulde efterstræbe ham. Hun blev noget efter gift med en Bonde Guthorm, som hun ophidsede til at dræbe Faderen, og hvorledes denne undgik det, see Guthorm! Imidlertid havde Rygtet udbredet en falsk Efterretning om Haddings Død. Den Vestgothiske Konge Hunding, som han levede i nøie Venskab med, giorde ham et stort Gravøl, men havde derved det Uheld, at falde i et Ølkar og drukne. Da dette kom Haddingfor Øre, vilde han i Følge det dem mellemværende Løvte ikke overleve ham, og derfor i manges Overværelse hængde sig. Vidtløftig har Rygtet om denne Hadding og hans Bedrivter udbredet sig. Fra sin Ungdom af skal han have levet i nøie Venskab med den store Caledoniske Konge Fingal i Morven udi Skotland, og erindres ved denne Leilighed af Mesterdigteren Ossian, som kalder ham Annir, og fortæller om ham, at en vis Cormalo i Turnering dræbde hans to Sønner Argon og Runo, og bortførde hans Dotter som han giftede, og siden rebellerede mod Annir. Hvorpaa Fingal sendte ham til Hielp sin Sønnesøn Oscar, som dræbde Cormalo, og gav Dotteren tilbage til Annir, hvilken derefter døde, blev høigder, og en Bautasteen sat over hans Grav.

en Dotter af Loke Laufeiason og Risen Angerbode, var Syster til Fenrisulven og Midgaardsslangen og af meget afskyelig Skabning. Hendes halve Krop havde en blaa, men den anden halve Deel Menneskenes almindelige Farve. Faderen lod hende mod Gudernes Villie opføde i Risernes Land. Derfra blev hun hentet efter Alfaders Befaling, som derefter nedstyrtede hende i Niflheim, og gav hende 9 Verdener at regiere i det yderste Nord. Der skulde hun anvise Boliger til alle tilkommende fordømte Siele, de nemlig, som i Fred og Roe vare døde paa Sottesengen af Sygdom og Alderdom. Hendes Bolig er var meget vidtløftig af massiv Bygning og forvaret med stærke Jerngitter og Laase. Hendes Sal hedder Vederværdighed, hendes Bard Hunger, hendes Kniv Sult, Tieneren Tieneren Ganglare, (seentgaaende) Pige Gangløt (sagtegaaende) hendes Dørtærskel Aarsag til Fald, hendes Seng Sygdom, hendes Husholder bleggiørende Gienvordighed, og hendes Telt Forbandelse. Hun var Dødens Gudinde, troedes at aabenbare sig for de der skulde døe, som for Balder o. fl. Nogle Danske Ord, som Hælvei, Hældrik, Helvede o. fl. skylde hendes Navn deres Oprindelse.

en Søn af den Norske Konge Amund, og Broder til Hake, Helvin og Hamund. Med disse sværmede han om paa Havet med 100 Skibe, og traf paa den Siellandske Kong Sigars Sønner, Sivald, Alf og Alger. Der begyndtes da en blodig Strid saa skarp, at, da den hørde op om Aftenen, kunde de Dagen efter ikke fornye den, men gik i Fostbrødrelag med hverandre, og droge samtlig til Sielland til Kong Sigar. Der vandt Hagbarth Sigars Dotter Signes Hierte, saa at hun hemmelig lovede at være ham til Villie, naar Leilighed gaves. Dog røbede hun sin Kierlighed ved en Sang til hans Broder Hakes Roes, hvoraf alle forstod, at hun rosede Hagbarth under Hakes Navn. Hildigeslev en deilig tydsk Prinds, som havde friet til Signe, og faaet Kurven, underkiøbde derfor en af hendes Faders Raad den onde Bolvise til at sette Splid mellem hendes Brødre og Amunds Sønner, hvilke sidste han og beløi saa mesterlig for de første, at Alf og Alger overfaldt i Hagbarths Fraværelse hans Brødre Helvin og Hamund, og dræbde dem udi et Slag i Hamundarvog; men straks efter kom Hagbarth og Hake over dem og dræbde dem. Hildigislev slap vel derfra med Livet, men blev skudt med en Piil bag til, hvilket blev ham til stor Vanære. For denne Gierning torde Hagbarth ikke meere komme til Sigar. Dog længdes han efter Signe og hendes Løvtes Opfyldelse, forklæde sig som Fruentimmer, gik i den Forklædning til Sigars Hof, og udgav sig for en af Hakes Skioldmøer, som var sendt i Ærende til Signe. Man anviisde ham Plads i Pigekamret, hvor Pigerne forundrede sig over hans Hænders Haardhed og hans med Haar bevoksde Been, da de efter Sædvane vaskede dem. Heraf redede han sig ud ved det Foregivende, at Hakes Møer maatte giøre Tieneste i Krigen baade til Lands og Vands. Signe selv undskyldte ham, og for des mere at hædre ham, anviisde hende Plads hos sig selv. Da de saaledes vare komne til deres Ønskers Maal, glemde de den behørige Forsigtighed, og i Glædens Ruus spurgde Hagbarth Signe, hvad hun vilde giøre, ifald hendes Fader fik fat paa ham; thi da kunde han ikke andet end vente den visse Død, fordi han havde dræbt hans Sønner, og holdt hende mod hans Villie i sine Arme, om hun da vilde glemme ham og overgive sig til en anden Kierlighed. Hun svarede da: at hun ikke skulde overleve ham, og giorde tillige det høitidelige Løvte, at hun, paa hvad Maade eller Sted han end døde, skulde følge ham, og aldrig elske nogen anden end ham, som først havde lært hende det. Dette Løvtes Opfyldelse var nærmere end begge tænkde. Pigerne forraade dem, og, da han gik bort, blev han uagtet det tappreste Modværge fanget af Sigars Mænd, og bragt til Thinge. Der raadede Bilvise, Sigars gode Raadgivere at spare ham, og betjene sig af hans tappre Arm til Landets Bedste. Dog den onde Bolvise paastod, at han for at have været Kongens Sønners Bane og vanæret hans Dotter burde døe. Hans Meening beholdt overhaand, og Dødsdom blev fældet over Hagbarth, at han skulde hænges. Da rækkede Dronningen ham en Heldrik i et Hornbæger sigende: „Uforskammede Hagbarth! drik nu denne Heldrik, du, som det hele Thing har dømt til døde. Du, hvis Legem skal hænge i Gallien, og din Aand komme til Hel i Underverden for den strenge Gud“. Hagbarth modtog da Bægeret, og svarede: „Nu modtager jeg den sidste Drik; Jeg, som dræbde begge dine Sønner. Ikke uhævnet kommer jeg til de lyksaliges Boliger og de afdøde fæle Aander, som jeg haver sendt dit Blod, den har afskaaret Livets spæde Traad paa dem, dit Liv har baaret til Verden. Skammelige rasende Kvinde, ulyksalige Moder! ingen Tid kan igien give dig det du har tabt, skal vi kunde igiengive dig det, og hver Dag skal fornye dine Smerter.“ I det samme kastede han hende Hornet og Drikken i Ansigtet. Imidlertid spurgde Signe sine Piger, om de vilde følge hendes Forsæt. De svarede grædende ja. Med Graad fortalde da Signe, at hun vilde følge den i Døden, som eene havde lagt ved hendes Side, og befalede dem derfor ved givet Tegn at sette Ild paa Huset og hænge sig i deres Sløer. Hagbarth blev ført til Sigersted, som endnu kaldtes efter ham. For at prøve sin Signes Troskab, bad han, at man først vilde ophænge hans Kiole, at han ved dens Betragtning kunde forestille sig sin egen Død. Nu troede Signe, at han alt var hængt. Ved givet Signal kastede hun og Piger Strikkerne om Halsen, stødte Skamlerne bort, og i det samme stod Huset i lys Lue. Da kunde Hagbarth ikke længer dølge Glæden over Signes Troskab. I en glad Sang prisede han sin og Signes Elskov, glædedes over at følge hende i Døden, som han nu forlangede, og døde med Glæde.

en Søn af den Norske Konge Amund (efter Saxo Hamund) og Broder til Hagbarth, som han var i Følge med hos Kong Sigard, og derefter hialp at hævne sine i Hamundarvog af Sigards Sønner dræbte Brødre Helvin og Hamund. See Hagbarth! Han havde allerede da bemægtet sig Sverrig og fordrevet Kong Yngve, og da hans Broder Hagbarth var bleven fanget og ophængt af Kong Sigar, drog Hake i Selskab med den ældste Sterkodder og 11 andre Kæmper samt en stor Hær fra Irland, hvor han da krigede, til Danmark at hævne sin Broders Død. Dog vilde Sterkodder ikke stride mod Kong Sigar, fordi han havde været hans Giest, hvorfore Hake gik alleene med sine Folk i Land ved Hærvig, deelede dem i 3 Hobe, lod dem tage Grene i Hænderne for ikke at sees. Saaledes kom de om Natten forbi 2 af Sigars Vagter; men da de kom til den 3 Vagt, saae denne den vandrende Skov, og berettede Sigar det; han spurgde, hvor nær de vare, og da man sagde: at de vare i Nærheden, spaaede han sig deraf Døden, og herover kaldtes Stedet, hvor Grenene vare afhuggede, Mordkiær. Sigar gik da ud paa Marken med sine Folk, men blev dræbt paa et Sted, som derefter kaldtes Valdbrynde, af Hake, som derefter holdt slem Huus i Sielland, og sparede hverken Alder eller Kiøn. Derpaa drog han til Sverrig, slog sig til Roe, og begik den Uforsigtighed at afskedige Sterkodder og sine andre Kæmper; men kort efter blev han anfaldet af den af ham fordrevne Svenske Konge Yngves Sønner Jorundr og Erik. Han gik dem da i Møde, og det kom til en stor Strid paa Fyrrisvold, hvori Erik blev dræbt og Hake selv dødelig saaret, og endte sit Liv paa en fuldkommen til hans Levnet svarende Maade: Af tørt Træe og de Faldnes Liig og Vaaben lod han paa sit Skib giøre et Baal, lagde sig derpaa, lod det andtænde, derefter hidse Seil, og Skibet drive i lys Lue ud i det vilde Hav, hvilken Død længe efter høilig blev rost og berømmet. Hos Saxo kaldes han Hagen.

en Søn af Frode 3 Søn Dan og Broder til Fridlev. Hvorledes han længe krigede til Søes, og eengang saaledes blev bragt i Knibe af 12 Norske Brødre, at han maatte flye til sin Broder i Gardarike og ved hans Hielp overvandt dem, see Fridlev 3. Imidlertid havde den Norske Konge Erik hiin Frækne i Foreening med den Vestgothiske Konge Hodbrog angrebet Danmark. Halfdan kom da hiem efter 3 Aars Fraværelse, og seilede mod Erik først med 2 Skibe. Denne drog efter ham med 10, og, da denne flyede paa Skrømt, ragede Erik midt ind i hans hele Flode, blev omringet og fanget. Da tilbød Halfdan ham Fred og Liv, om han vilde blive hans Mand, men Erik var for stolt til at modtage Fred, og Halfdan grum nok til at lade ham binde i Skoven og sønderslides af vilde Dyr. Derefter satte han alt i Stand i Danmark, giorde sin Broder Fridlev til Medregent og drog i Strid mod den Svenske KongAun eller Ani den Gamle. Ved denne Tid giftede han den af sin Broder befriede Kong Hithins Dotter Hilda, og tumlede sig længe om med de Svenske. Aun havde en Kæmpe Hakon, som i Strid ved Tryllerier døvede sin Fiendes Sværd, hvorfore Halfdan lod sig giøre en Træekølle beslaaet med Jernpigger og nedlagde med den Hakon. I dette Slag fik Halfdan mange Saar, og maatte flye til Helsingland til Vitolf, som havde tient hans Farbroder Harald, var en god Læge, men skadede altid dem, der bad ham om Hielp med det Gode, og derimod trolig hialp dem, der brugde Trudsler og onde Ord. Han var og en forfaren Troldmand, og slog Auns Folk med Blindhed, som skulde oplede Halfdan. Der blev Halfdan lægt, foreenede sig derefter med Thorer Helsing, som først bebyggede Helsingland, og gik atter mod Aun. I Begyndelsen af Slaget vigede hans Hær. Han steeg derfor op paa et Bierg, væltede derfra Stene ned paa Fienden, erholdt derved Seier, fordrev Aun, og regierede derefter i Sverrig, hvor han kom i saadan Anseelse, at han Undersaatter ansaae ham for en Gud og Thors Søn, og offrede til ham. Dog foruroligedes han der jevnlig først af de 2 Søerøvere Loke og Amund, som han ihielslog i et Søeslag, dernæst af en Sivald, som under Skin at hielpe Aun, oprørde Almuen, og lod sig paa Thinge vælge til Konge i Halfdans Fraværelse paa et Søetog. Ved Hiemkomsten udfordrede Sivald ham at møde sig og 7 Sønner, der vare rasende Bersærker, om han ellers vilde ansees for saa tapper, som Ordet gik. Halfdan lod svare, det var ikke Brug at stride mod mere end 2 af Gangen; men, da Sivald bebreidede ham Feighed, Mathed og Alderdom, modtog han Kampen og nedlagde dem alle 8. Ligeledes nedlagde han i Eenekamp den bekiendte Helsinger og Pigeskiænder Hartbeen tilligemed hans 12 Kæmper, see Hartbeen! og da Finlænderen Egther øvede Strandhug paa de Svenske Kyster med 3 Skibe, gik Halfdan ham i Møde med lige Antal, stod mod ham til Natten med lige Fordeel, udfordrede ham Dagen efter, og dræbde ham. Uagtet sin høie Alder drog han op til Norge mod Kæmpen Grim i Følge en Bekiendtgiørelse af den Hadelandske Konge Haudur at vilde give sin Dotter Thorilde til den der overvandt Kæmpen, som vilde tiltrue sig hende. Dette var en haard Kamp, hvori Halfdan endog tvang sin Fiende at beundre sig, overvandt ham, og skienkede ham Livet. See Grim! men blev dog selv saaret i Laaret. Han giftede derpaa Thorilde, men havde ingen Børn. Han var derfor ædelmodig nok til at indsætte sin gamle Fiende den af ham fordrevne Konge Aun til Eftermand, efter først at have friet ham fra en vis Ebbe, som forlangede hans Dotter Sigrid og en Part af hans Rige, og fik efter Halfdans Raad Løvte paa hende af Aun. Halfdan havde dog i Tide tænkt paa at forhindre det, og derfor betinget sig en Plads blant Bryllupsgiesterne. Alle ræddedes for den store og stygge Mand. Derpaa spurgde han Ebbe, hvorledes han som en Bonde torde tragte saa høit og fordre Deel i andres Rige, og udfordrede ham til Strid. Ebbe undskyldede sig med, at det var for Spøgelser at stride om Natten, men Halfdan betydede ham, at de ligsaavel kunde slaaes ved Maanens Skin som Solens, saa at Ebbe blev nødt til Kampen og nedlagt af Halfdan, som endelig døde i en meget høi Alder efterat havde regieret 25 Aar i Sverrig. Han kaldtes af sin Tapperhed Bierggram og Datfulde.

det nu værende Helgeland i Norge saa kaldet efter den Jothunheimske Konge Forniothers Søn Loge eller Haloge! See Haloge!

en Søn af den Jothunheimske Konge Forniother, var Broder til Hler og Kar, giorde med en stor Sværm Jother en Udvandring fra Jothunheim til den Deel af Norge som efter ham kaldtes Halogaland, hvor han oprettede sig et Rige. Han blev derefter dyrket som ldens Gud, og kaldes ogsaa Loge.

en Søn af den Reidgothiske Konge Jonakur og Gudrun, var en af Giukungerne og Broder til Sorle og Erpur og alle 3 sorte som Ravne. Han reisde efter sin Moders Raad til Danmark, at hævne sin Syster Svanhvides Drab paa hendes grumme Mand den Skaanske Konge Jarmerik. Hvorledes han og Sorle underveis dræbde Erpur og derefter Jarmerik, men satte selv Livet til, see Sorle!

en Hunnisk Prindsesse, var gift med Leirekongen Frode 4, som hun for sin Utugt med Grep blev forskudt af, og givet til Erik den Veltalendes Broder Roller, see Frode 4!

en Mythologisk Person som efter Edda regierede i Asgaard tilligemed Jafnhar og Tredie, da den Svenske Konge Gylfe kom dertil under Navn af Gangler for at erkyndige sig om Odin og hans Aser, see Gylfe!

en Kæmpe fra Helsingland, som satte en Ære i at bortsnappe og krænke alle de kongelige Prindsesser, han kunde overkomme. Han foragtede derimod alle af ringere Stand og var meget grum mod alle, som modsatte sig ham, eller torde maale sig med ham i Tapperhed. Han var 9 Alen lang og havde i sit Følge 12 andre Kæmper, som, naar han forestod en Kamp, maatte binde ham for at styre hans Raserie, som gik over aller Grændser. Da den Danske Konge Halfdan havde besluttet at stride mod ham, kom hans Galenskab over ham, saa han endog beed store stykker ud af sit Skiold, nedslugede Gløder rendte frem og tilbage mellem Ild, og dræbde de 6 af sine Kæmper, men blev kort efter med de andre 6 angrebet af Halfdan, som dræbde dem alle med en stor Kølle, see Halfdan!

en Søn af den Skaanske Konge Valdar den Milde og Gyrithe, regierede i Skaane. Hvorledes han i det Slag hans Fader faldt i, mod Veset i Sielland, blev ræddet af sin Moder men til sin Skam saaret i Ryggen, see Gyrithe! Dog hævnede han derefter denne Tort, overfaldt forklædt som en Tigger Veset i Skaane, da han holdt Bryllup, var beskiænket, og havde sine lagt sig til Roe. Der slog Veset, da han vaagnede, først 2 Tænder ud af hans Mund med en stor Prygl, men blev dog af ham dræbt. Derpaa fik han fuldkommen Herredømmet over Skaane, og regierede med stor Anseelse. En Russisk Sørøver Røthe, bekiendt af sine Grusomheder (see Røthe) havde da overvundet den Fyhnske Konge Ham. Dette bevægede Harald til at drage mod ham. Han overvandt da vel Røthe, men satte selv Livet til. Han kaldtes og Boekær.

Konge i Reidgothland, see Heidrekr!

see Thor!

en Dotter af Kæmpen Vagnost, en Jette og stor Heks, blev gift med Kong Hadding, see Hadding 3!

en Søn af Risen Hrødvitne, var en slem Ulv, der stedse løber foran Solen efter Maanen, som den truer at opsluge, og derved foraarsaget dens Gang.

see Høder!

en Søn af Kong Hiarande eller Horvardr og Alfhild. Hans Hændelser med sin Broder Helge Haddingia Skate og hans Kiereste Svafa, see Helge! Denne Norske Prinds var overmaade deilig og velskabt men liden af Væxt, kom til Leirekongen Frode 3 Hof og i særdeles Venskab med ham. Rygtet om den Jydske Konge Hognes deilige Dotter Hilldur bragde ham did. Hun elskede ham ved første Øiekast. Faderen Hogne lovede ham og Dotteren. De svore sig i Fostbrødrelag, droge i Vesterviking sammen, og undertvang Ørkuøerne. Ved Hiemkomsten kom stor Ueenighed imellem dem. Hogni troede, at Hedin havde krænket hans Dotter for Brylluppet, vilde hævne denne Tort, og angreb Hedin, da han var fraværende i Frodes Ærende, men blev overvundet, og flyede til Jylland. Frode søgde da forgieves at forlige dem. Den forbittrede Fader vilde ingen Forlig, og fordrede sin Dotter tilbage. Kongen dømde da Sagen at afgiøres ved en Tvekamp, som faldt ud til Hognis Fordeel, der dog sparede Hedin, og skienkede ham Livet for hans Ungdoms Skyld. 7 Aar efter kom Hogni over ham ved Hithinsøe. Da begge havde skikket deres Folk i Orden, kaldte Hedin sin Svigerfader, og tilbød ham en Pengesum til Forliig. Dog Hogni svarede stolt: at det nu var for silde. Han havde allerede draget sit Sværd Dainsleiff, hvis Saar vare ulægelige. Efter nogen Ordveksling begyndtes da mellem dem den Strid, som kaldes Hiadningavyg, og varede den gandske Dag. Om Aftenen gik Kongen til Skibs, men Hilldur, som tillige var en Valkyrie, længdes saa efter sin Mand, at hun om Natten gik til Valpladsen, og opvakde alle de Slagne, saa de Dagen efter fortsatte Striden, og dræbdes da alle, som vare døde den første Dag. Denne Strid vedblev derefter daglig, saa at stedse de Faldne staae op igien. Deres Vaaben bleve om Aftenen til Steen, men vare om Morgenen brugbare; Og skal Hedinerne saaledes fortsætte Striden indtil Ragnarok. Heraf kaldtes Krig Hilldur og Hilldurs Leeg. Hos Saxo Kaldes han Hithin.

en Norsk Prinds drog først fra Ungdom af paa Søerøverie, og blev meget bekiendt for sine Bedrivter, som han endog skal have strakt til Spanien og Grækenland. Et Foraar drog han til Danmark med et Drageskib, hvorpaa var 100 Mand, og blev budet til Giest af Kong Hogne. Disse 2 forsøgde hverandre i alle den Tids mandlige Øvelser, og fandtes fuldkommen lige, hvorfore de svore sig i Fostbrødrelag, og, da Hogne nogen Tid efter drog bort i Kongestævne, og lod Hedin blive tilbage for at forsvare sit Rige, begik denne en sort Nidingstreg, hvortil Frigga forførde ham ved at lade Valkyrien Gondul give ham en Drik, der giorde ham saa ondskabsfuld og rasende, at han i Drukkenskab bortførde Hognes Kone og hans deilige Dotter Hilldur, lod uagtet alle Hilldurs Forbønner, Dronningen udkaste for Forstavnen af sit Skib, da der blev skudt ud i Havet, saa hun jammerlig knusdes. Derefter flyede han med Prindsessen og endeel Kostbarheder til Ørknøerne. Didhen satte Hogne, som ved sin Hiemkomst erfarede den skedte Ulykke, efter ham, og antraf ham paa Øen Haa. Da blev Hedin bange, tilbød Forlig, og at giengive Prindsessen og Skatten. Dertil svarede Hogne: at alt kunde blevet godt, om han ikke saa grusom havde ladet Dronningen aflive; men denne Gierning havde ophævet al Forliig. De kom da paa Land, og holdte saa skarp en Strid, at alle paa begge sider faldt.

en Dotter af den Norske Konge Gilfa, var gift med den Gardariske Konge Sigurlami, en Søn af Angul eller den Saxiske Odin.

en Søn af Haufudr eller Høfundr og Angantyrs Dotter Hervor, var Broder til Angantyr 3 (en tredie Angantyr) og opfostredes hos den viise Gizor til sit 18 Aar, efter hvilken Tid han er bleven overmaade bekiendt, meest ved Ondskab Skadeglæde og Troløshed, slægtede deri sin Moder paa, som og derfor elskede ham meest, da derimod Faderen og Folket meest yndede Broderen Angantyr, der udmærkede sig ved lutter gode Handlinger. Haufudr giorde eengang et stort Giestebud, og indbød dertil alle gode Venner undtagen Gizor og Heidrekr. Dog denne kom ind uformodentlig da Giesterne sadde i Drik og Glæde, som ved ham blev reent spilt. Heidrekr lod sig vel at sin Broder overtale til at sidde hos, men var slet til Mode, og giorde, da Angantyr var gaaet ud, Klammerie med alle sine Naboer, som dog Angantyr ved sin Indkomst stillede tilfreds; Men, da denne atter gik ud, kom det mellem de Trættende til Næveslag, som dog Broderen atter stillede til rette. Dog, da han 3 Gang gik bort, bragde Heidrekr det saa vidt, at den eene af Giesterne dræbde den anden. Herover fortørmedes Faderen, saa at han Dagen efter forvisde Heidrekr af Riget. Moderen og Broderen bad meget for ham, men kunde ikke bringe det videre, end at Høfundr lovede at give ham nogle gode Raad, som han dog forudsagde, at Heidrekr ikke vilde følge. Han raadede ham da aldrig at hielpe en Mand, som havde dræbt sin egen Herre; aldrig at tage een i Følge med sig, som havde dræbt eller sveget sin Staldbroder; ikke tillade sin Kone alt for ofte at besøge Frænder, skiøndt hun bad derom; ikke at være for seent hos sin Frille, eller betroe hende sine Hemmeligheder, ikke at ride sin bedste Hest, naar han havde nødvendigt Hastverk; og endelig aldrig at opfostre en fornem Mands Barn eller gaae til saadan eens Giestebud. Heidrekr vilde ikke holde disse Raad, som han efter sin Mening havde faaet i ond Villie af sin Fader, og truede at giøre ham noget Ondt for sin Fordrivelse. Ved Bortreisen gav Moderen Hervor ham en Mængde Guld og Sværdet Thyrsing, Broderen Angantyr fulgde ham trohiertig paa Veie; men Heidrekr blev underveis rasende, drog Thyrsing og hug Broderen ihiel. Dog gik denne Gierning Heidrekr til Hierte, han sørgede over den, opholdt sig i Obygder (øde Egne) og nærede sig af Jagt. Endelig drev hans medfødte Ærelyst ham fra denne vilde Levemaade ud igien iblant Mennesker. Paa en stor Vognvei mødte han allerførst nogle Mennesker med en Fange, som havde dræbt sin egen Herre. Heidrekr overtraade da sin Faders første Raad ved at løskiøbe ham for en halv Mark Guld. Noget efter frikiøbde han en anden, som havde dræbt sin Staldbroder for en halv Mark Guld; men tog dog ingen af dem i sin Tieneste, gav sig derefter i Selskab med Vikinger, blev deres Formand, og meget berømt for sine Seiervindinger. Endelig kom han til Kong Harald i Reidgothland, som bød ham til Giest, og beholdt ham nogen Tid hos sig. 2 Jarler havde tvunget Harald til at give sig Skat. Denne befriede Heidrekr ham fra, dræbde Jarlerne i et stort Slag, og lagde deres Lande under Harald, som til Belønning gav han ham Halvparten af sit rige, og sin Dotter Helga, som han avlede Angantyr med. En gruelig Dyrtid ødelagde noget efter Landet. Man anstillede et stort Offer for at forsone Guderne, og Spaamændene befalede at tilfredsstille dem ved at offre Landets fornemmeste Yndling. Denne meenede Kong Harald at være Heidrekrs Søn Angantyr, og Heidrekr derimod at det var Haralds Søn. Almuen, som til Thinge skulde dømme Sagen, indskiød den for Anseelse for sine viise og retfærdige Domme. Denne vilde lade Heidrekr ved Ankomsten dræbe som en Forviist. Dog Moderen forligede dem, og derefter afsagde Høfundr den Kjendelse, at Heidrekrs Søn Angantyr var den fornemmeste. Heidrekr spurgde da, hvad han skulde have i Bod for sin Søn? Faderen svarede: Du skal før Offeret skeer, udvælge dig hver anden Mand af Haralds Hær, og derefter see til, hvad du vil giøre. Dette Raad fulgde Heidrekr, og til Thinge forlangde for at have nogen Anseelse, naar han var bleven barnløs, at Halvparten af Haralds Mænd skulde sværge ham Troskab. Dette blev ham af Almuen tilstaaet, og straks efter udførde Heidrekr sit utaknemmelige og ondskabsfulde Forsæt mod Harald, overfaldt ham uformodentlig, dræbde ham, lod med hans og Sønnens Blod Alterne bestryge, og viede de Dræbte til Odin. Hans Kone Helga gik dette blodige Optrin saa nær til Hierte, at hun hængde sig midt i Disarsalen. Efter den Tid blev Heidrekr meget mægtig og navnkundig, og drog hver Aar i Krig til Saxen, indtil denne Feide endelig endres ved Giftermaal mellem ham og den Saxiske Konge Hakes Dotter Olufa (Alof) Geirthiofs Enke; Men hun forlangede ofte Frihed at besøge sine Venner, og blev ham utroe, saa at Kongen, da han greb hende deri, og hun havde stukket hans Søn Angantyr til Side, og ladet en Hund begrave i Hans Sted, og han saae af en Lok Haar, han havde afklippet hendes Galan hos hende i Sengen, at samme var en Træl, fældede efter hendes Faders Hakes Raad selv Dom, skildte sig fra hende, men beholdt hendes medbragte Skatte, og under Livsstraf forviisde Trællen, see Olufa! Derefter krigede han mod Hunnerne, overrumplede deres Konge Humle, saa han maatte flye, plyndrede Landet og bortførde en Mængde Rigdomme tilligemed hans Dotter Svafa; men, da hun var frugtsommelig ved ham, sendte han hende hiem igien til Humle, hvor hun fødte den ved sin Arvekrig mod Heidrekrs Søn Angantyr bekiendte Laudur. Han bortførde siden paa et Tog til Finland en Pige Sifka af ugemeen Skiønhed, og tog hende til Frille. Derefter gav han sig i Færd med sin Naboe den mægtige og af alle for lykkelig priste Konge Rollaug i Garderike, og lod ham ved Gesandter bede om hans 2 Aars Søn Herlaug til Opfostring, som Rollaug og efter sin Dronning Herborgs Raad lod følge med for ikke at giøre sig den hævngierrige Heidrekr til Uven. Heidrekr opforstrede ham da i 5 Aar trolig, og yndede ham meget saavelsom og Sifka. Derefter drog han i Strid i Østerleden, landede i Garderike, og var til Giest hos Rollaug. Adskillige mindte ham om sin Faders Raad, og fraraadede ham det. Men just derfor drog han did og delede sine Folk i 3 Hobe, af hvilke han lod den eene blive til Skibenes Bevogtning, den anden tog han med til Giestebudet, og den tredie lagde han i Baghold i næste Skov, og kom med Sifka til Giestebudet, hvor de bleve vel bevertede. Dagen efter droge de paa Jagt. Ved Hiemkomsten spurgde Heidrekr om Herlaug, og fik til Svar af Faderen, at han var nok ude at leege med de andre Drenge. Heidrekr var heele Dagen i ondt Humør, lagde sig om Aftenen tidlig med Sifka, som i Sengen spurgde om Aarsagen til hans Tungsind. Tvertimod sin viise Faders Raad betroede han hende da, at han paa Jagten havde dræbt et Vildsviin med Thyrsing, hvilket fortryllede Sværd vilde efter Sædvane, da det eengang var draget, have Mandeblod, hvorfore han havde dræbt Herlaug dermed; Men bad hende at tie med denne Hemmelighed, da Rollaug endelig, om han fik det at vide vilde lade ham dræbe. Dog forraaede Sifka den heele Sag Dagen efter til Dronning Herborg, og hun til sin Mand Rollaug, som lod sine Folk væbne og forsamle i Græshaven. Heidrekr, som mærkede Uraad, lod og sine væbne sig, da i det samme Rollaug kom, og bad ham gaae eene med sig i Græshaguen, og hvor han havde noget at sige ham under fire Øine; Han fulgde ene, men blev der staks greben, Hænderne bundne og Fødderne sat i en Stok, og kiendte han da dem, som herved havde været meest beskieftede, for de 2 som han havde løskiøbt hver med en halv Mark Guld. De førde ham da efter Rollaugs Befaling ud i Skoven at hænges. I det samme kom hans Folk, befriede ham, og fordrev Rollaug og hans Mænd til Skoven. Heidrekr drog da hiem med meget Bytte og Herlaug, som han i den Tid havde skiult hos sine Folk i Skoven. Til Hævn drog han med 100 Skibe til Gardarike, og tvang Rollaug til i Forliig at give sig en Deel af Riget kaldet Vindland mange Kostbarheder og sin Dotter Hergerd til Ægte. Sin Frille Sifka tog han efter Bryllupet hiem med sig, og reed bort med hende paa sin bedste Hest, men denne styrtede ved en Aa, saa Kongen rullede frem over ad Aaen, og Sifka faldt paa hans Ryg, men han kastede hende tilbage med saadan Fart, at hun brød Ryggen itu mod en Steen. Med sin Dronning Hergerd avlede han en Dotter Hervor, som blev opfødt hos den Engelske Orm Jarl; Og nu slog Heidrekr sig til Roe, holdt op at krige, og vandt Hæder hiemme ved en klog og god Rigsbestyrelse. Han var og en ivrig Gudsdyrker, og ofrede hvert Aar i Begyndelsen af Goe Maaned en Galt til Gudinden Freja, som han fornemmelig dyrkede. Denne Galt blev vel fedet til denne Høitid og ledet frem Juleaften, da hver Mand lagde Haanden paa den, og giorde et høitideligt Løvte. Da lovede og Heidrekr eengang, at ingen skulde have giort ham saameget imod, han jo skulde faae Lov at lade sig dømme af hans 12 beskikkede Dommere eller vise Mænd, og faae alt eftergivet, om han fremsatte nogle mørke Taler, som Heidrekr ikke kunde opløse; Især havde Giesturblinde en riig Herse i Reidgothland haardelig fortørnet ham. Til denne sendte han Befaling at komme til sig. Giesturblinde fik i denne Nød Odin til i sin Skikkelse at gaae til Heidrekr, (see Giesturblinde!) og forelegge ham 28 Spørgsmaal, som Heidrekr med sin sædvanlige Viisdom alle besvarede undtagen det sidste, hvoraf han kiendte Odin, og blev derover saa opbragt, at han huggede efter ham. Odin forudsagde ham derfor hans Døsdmaade, som indtraf saaledes: Han havde 9 Trælle af meget fornem Familie, som vare røvede fra Skotland og misfornøiede med deres Tilstand. De overfaldt eengang Kongen om Natten i hans Seng under Handafield, dræbde Vagten ham selv og alle hosværende, og bortførde Thyrsing og megen Rigdom. Hvorledes hans Drab siden hævnedes af hans Søn Angantyr, see Angantyr!

en Gied i Valhal, som nærer sig af Træet Leradurs Knoppe. Af dens Yver flyder en kostelig Miød, der fylder et Kar stort nok til at forsyne alle Einheriar med denne lækre Drik.

en Søn af Odin Fredeiulfs Søn blev Konge i Skaane. Efter Fabelen var han den dummeste og eenfoldigste af alle med Odin til Norden indkomne Aser. Dog var han synsk, og vidste tilkommende Ting forud, som andre Vaner. Han var født af 9 Jomfruer, som vare Systre, meget hellig og mægtig og en af Nordens 12 store Guder. Han kaldtes og Halennskide og Gullintanni af sine Guldtænder. Han kunde høre Græsset groe paa Marken og Ulden paa Faarene, sov mindre end en Fugl, og kunde see om Natten ligesaa godt som om Dagen 100 Grader rundt omkring sig. Hans Hest havde Guldhaar, og kaldtes Gullintoppur, og hans Sværd Høffud. Desuden havde han en fortryllet Trompet, Gialarhorn, som kunde høres over heele Verden. For hans fine Sandser og Aarvaagenhed var han bleven Guderner Portner og Vægter, og bevogtede Broen Bifrost, at ikke Biergriserne over samme skulde trænge ind i Himlen. Naar det frygtelige Ragnarokr eller Gudernes Tusmørke indfalder, skal han allerførst mærke Muspels Sønners Ankomst under Surturs Anførsel over Bifrost for at trænge ind i Himlen, blæser da i sin Trompet, vaagner derved Guderne, og drager med dem i den almindelige Strid mod deres Fiender paa Marken Vigridr. Der kommer det til en Kamp mellem ham og Loke, hvori de falde begge. Efter andre skulde han ikke opleve Ragnarokr, men dræbes med en Mands Hoved, og komme til Hel.

en Aser, blev af Odin, da han giorde Stilstand og Fred med Vanerne, givet de sidste til Gidsel og Mandeskifte tilligemed Mimer for Niord den rige og hans Søn Frey. Heiner var stor velskabt og deilig, men tillige meget eenfoldig. I Førstningen mærkede Vanerne ikke hans Dumhed, fordi Mimer var paa Thinge med ham, og ved sin Viisdom indrettede alt paa det bedste; men, i dennes Fraværelse sagde altid Heiner: raader nu I andre. Heraf mærkede Vanerne, at de var blevne bedragne ved Mandeskifte, og sloge Mimer ihiel. See Mimer! Dog var Heiner i stor Anseelse, og fulgde med Odin og Loke, da Aserne droge Verden om, og fik ved sin Indkomst til Norden Sielland at regiere, dog ventelig under den Svenske Konge Gylfe, men maatte siden afstaae dette Land til Odins Søn Skiold, og blev derover Odins Uven. Han kaldes Hæner og Hanner, samt den hurtige As og Pilekongen.

en Søn af Risen Forbaute og Laufeia, var Broder til Loke Laufeiasøn.

en Dotter af Leirekongen Frode 4. Da hendes Broder Ingel, efterat deres Fader var bleven dræbt af den Saxiske Fyrste Sverting, indgik Forbund med dennes Sønner, giftede deres Syster, sølede sig i Vellyst og Blødagtighed, forfaldt Sæderne saa gandske, at denne Prindsesse, levede uden Formynder eller Beskytter overladt til sig selv, og derfor indlod sig i en Kierlighedshandel med en Guldsmed, som hun giftede. Dette kom for den gamle Sterkodders Øren, som havde tient hendes Fader og nydt mange Velgierninger af ham, men nu skyede det Danske Hof for dets Blødagtighed. Han kom tilbage fra Sverrig, gik i ringe Klæder med Hatten trykket ned i Øinene ind i Guldsmedens Hus, og satte sig ved Dørren, ærgrede sig først over, at Smeden turde omgaaes en Kongedotter som sin Lige, endog at bede hende lyske sig. I det samme kiendte Helga den gamle Helt, erindrede, at hun var Frodes Dotter, skiød Guldsmeden fra sig, og fortalde ham, at der nu var andet at tænke paa, og at han maatte gribe til Vaaben. Dette klingede alt for rædsomt i hans Øren, han flyede ud ad Dørren, men i det samme afhug Sterkodder hans Sidde–Redskaber, moraliserede meget over hans Klædedragt, og derpaa udøsde mange Bebreidelser mod Helga, foreholdt hende sin uanstændige Opførsel, saa hun gik i sig selv; Og er denne Formaning, som blev ledsaget af drøie knyttede Næveslag, saa Blodet flød hende ned af Ansigtet, at læse hos < i alt="Saxo">Saxo, som et meget mærkværdigt Eksempel paa de gamles raa simple og grove Sæder, og værd at læse. Denne drøie Formaning frugtede for Eftertiden. En Siellandsk Prinds Angantyr friede derefter til hende, da just den Helgolandske Konge Helge kom med stor Pragt til Danmark i samme Ærende, og fik ja! dog paa Vilkaar at stride mod Angantyr og hans 8 Brødre. Helge modtog vel Kampen, og lovede at møde dem Bryllupsdagen, men frygtede meget for denne Færd. Dog Helga fandt Raad, og fik ham til at reise til Upsal, og bede Sterkodder om Bistand. Han sendte i Forveien et Bud til Sterkodder at bede ham til Frodes Dotters Bryllup; men fik Grovheder til Svar. Den gamle sagde endog Buddet, at han ikke skulde kommet vel derfra, om han ikke havde nævnet hans kiere Frode, og at han ikke vilde snylte i andres Kiokkener efter et godt Maaltid Mad. Derefter kom Helge selv til ham, og fortalde ham Sammenhængen, saa den gamle lod sig formilde, lovede Hielp, og kom efter Løvte ukiendt til bestemte Tid til Ingels Hof, hvor Brødrene i Førstningen forhaanede ham, men, da han tiltalede dem for deres hundske Bersærke–Opførsel, spurgde de ham, om han var Mand for at stride imod dem, hvortil han svarede jo, og med fleer endnu. Bryllupet blev derpaa holdt og de unge Folk bragde til Brudekamret, som Sterkodder satte sit Sværd til Laas for, og bevogtede selv, at ingen skulde forstyrre de unge Folkes Roe. Vellysten i Helgas Arme lod dog ikke Helge glemme den forestaaende Kamp. Han reisde sig, men seende, at der endnu var meget af Natten tilovers gik han til Sengs igien, og faldt i Søvn i Prindsessens Arme. Da det imidlertid var høi Tid at forføie sig til Striden, kigede Sterkodder ind, fandt ham sovende, nænnede ikke at forstyrre ham, og gik alleene til Kamppladsen. Hvorledes han da nedlagde dem alle, men blev selv ilde saaret, kom med Møie tilbage, og hvorledes Helge efter Helgas Raad formildede ham, see Sterkodder!

en Dotter af den Reidgothiske Konge Harald, gift med Heidrekr. Hvorledes hun hængde sig af Sorg over hendes Faders Drab, see Heidrekr!

en Søn af den Norske Kong Hiorvard og Svafnirs Dotter Sigurlin, havde i Førstningen intet Navn, men fik det Navn Helge af Kong Eylimes Dotter Svafa, som var en Valkyrie, kom ridende giennem Luften, og fortalde ham, at der paa Sigarsholm fandtes et Sværd, som stedse skulde forskaffe ham Seier. Denne Svafa blev tillige hans mægtige Beskytterske, og tog sig ofte af ham i Fremtiden. Helge blev i Tiden stor, smuk og en mægtig Krigshelt. Hans første Gierning var i Selskab med Atle at dræbe sin Morfaders Bane Hrødmar. See Svafnir og Hiorvard! nedlagde derefter Jetten Hate paa et Bierg ved Hatesfiord. derpaa drog han til Kong Eylime i Varvithsyssel, og friede til hans Dotter Svafa. Helges Broder Hedin gik eengang i Skoven, og mødte der en Troldmand ridende paa en Ulv med et Bidsel af Slanger i Munden. Denne befalede ham at følge sig, og da hans vægrede sig, truede ham med, at han skulde undgielde det ved Bragebægeret, magede det og ved sin Troldom, at Hedin en Juleaften, medens Helge var i Strid og Svafa hiemme som Valkyrie, ved Bragebægeret under Haands Paaleggelse paa Freyes Galt giorde det underlige Løvte, at eie sin Broders Kiereste Svafa. Dette troede Helge at betyde hans Fylgir, som derved havde sigtet til hans Bane, og, da han nogen Tid efter stridede paa Sigarsvold mod Hrodmars Søn Alf, fik han sit Banesaar; men sendte for sin Død Bud efter Svafa, og, da hun kom med Hedin, bad hende ægte denne hans Broder, men hun undskyldte sig, og lovede Hedin at hævne hans Død. Man troede siden, at Svafa derefter opvakde ham igien, og at han siden levede paa Jorden under det Navn Helg Hundingsbane.

Konge over Helgoland i Norge, friede ved Gesandter til Thora en Dotter af Biarmernes Konge Cuso, men fik Afslag, fordi han ikke dristede sig til selv at frie, og lod det forrette ved andre. Han overtalede den berømte Jydske Konge Hother at hielpe sig. Denne drog og med en stor Flaade til Norge, og ved sin Veltalendhed bragde det saa vidt, at Cuso overlod Valget til sin Dotter, som og af Hother lod sig overtale til at ægte Helge. Til Tak stod Helge ham straks efter bi mod hans Fiende Balder, som i han Fraværelse var faldet ind i Kong Jøfurs Lande for at frie til Hothers Kiereste Nanna, og hialp ham at overvinde sine Fiender i Baldershavn. See Hother! Efter erholdet Seier blev han tilligemed sin Dronning Thora rigelig beskinket af Hother, men blev for dette Venskab siden overfaldet af Leirekongen Frode 3 og dræbt. See Frode 3!

en berømt Helt, som efter de Tiders Overtroe tilforn havde været paa Jorden og bekiendt under det Navn Helge Haddingia Skate, men oplivedes igien af Valkyrien Svafa, og fødtes paa ny. Han var en Søn af den Huniske Konge Borghild. Nornerne spaaede denne Helge stor Navnkundighed og Berømmelse. Han blev opfostret paa Lessøe hos Hagal tilligemed dennes Søn Hamal, kaldtes der Helge og blev hastig berømt. Allerede meget ung drog han ukiendt til Saxen, hvor den Tid Hunding Siriks Søn regierede, hvis Sønner stedse feidede mod hans Fader Sigmund; men fandt der ingen hiemme uden hans Søn Heming, og drog derfor bort, dog efter at have i Forveien givet sig tilkiende i en Vise for en Hyrde. Da Hunding fik dette at vide, sendte han Bolvise den blinde til Hagal at lede efter ham. Bolvise traf ham og forklædt som en Slavinde og malende paa en Kværn, og kvædede i en Vise, at denne Slavinde mere lignede et Mandfolk; men Hagal svarede i en anden Vise, at hun som Skioldmøe var fanget i Krig af Helge, og var Syster til Signe og Kong Hogne. Da denne Fare var overstaaet, samlede Helge i sit 15de Aar Skibe, drog med dem giennem Øresund til Saxen, dræbde ved Stade Kong Hunding i Enekamp, og kaldtes deraf siden Hundingsbane. Hundings Sønner fordrede Penge i Bod af Helge, som han nægtede at betale, hvorover de dræbde hans Fader Sigmund. Dette Drab hævnede Helge i Slaget ved Logefield, hvor han nedlagde Hundings Sønner Alf, Eiolf, Hiorvard og Havar. Da Helge derefter var kommen fra Lessøe, lagt ind i Brunavog, og giorde Strandhug, traf han i en Skov ved Arasten ValkyrienSigrun, Hognes Dotter, ridende giennem Luften. Hun havde tilforn været Kong Eylimes Dotter Svafa, Helge Haddingia Skates Kiereste, men var nu ligesom han, bleven født paa ny. Hun fortalde ham, at den Vestgothiske Konge Hodbrod havde ved Kongestevne fæstet hende til Brud af hendes Fader imod hendes Villie, da hun intet hellere ønskede, end at leve og døe med Helge. Denne var heller ikke utaknemmelig, men tilsvor hende Kierlighed og Troskab; hvorpaa han og Hodbrod rustede sig mod hverandre. Helge samlede Tropper fra Norge og Austurveg. Hans Skibe vare blaa, sorte og forgyldte. Hans Elskte Sigrun bragde ham midt i Slaget mange Folk fra Biergene til Hielp. Først lagde han ind i Munarvog paa Samsøe, leed derefter meget af Storm, og landede ved Frekasten i Vestergothland. Der kom han i Samtale med Hodbrods Brødre, som havde en stor Hær mod ham paa Biergene. Hodbrod opholdt sig da i Soelfield og paa Svarans Høi. Der fik Hodbrod en stor Hær til Hielp af Sigruns Fader Hogne og hendes Brødre Brage og Dag. Helge havde i Leiren 7000 Mand, 15 Hobe ved Gnypa Lund foruden de der vare paa Skibene. Med disse leverede han Hodbrod et stort Slag, hvori denne faldt tilligemed alle hans allierede undtagen Dag, som fik Fred. Derefter ægtede Helge sin kiere Sigrun, fik med hende Herredømme over Ringsted i Sielland, og sendte allevegne Folk ud at dræbe de Høvdinger, Hodbrod havde indsat i Danmark. Heraf fik han det Øgenavn Hodbrodsbane. Dog kort efter blev han ihielslaaet af sin Svoger Dag, Hognes Søn, som for at hævne sin Faders Død anstillede et Offer til Odin. Denne Gud laande ham sit Spyd Gugner, og dermed giennemstak han Helge i Fiotrlund. Hans Kone Sigrun, som Dag straks efter begav sig til paa Sefafield for at tilbyde hende Bod, ønskede Dag alle mulige Ulykker, og døde af Sorg.

Konge i Leire, en Søn af Kong Halfdan 2, og Broder til Roe og Signe. Disse Brødre bleve efterat deres Fader var dræbt af sin Broder Kong Frode hiin frækne, anfortroet af deres Fosterfader Regin at opfostres til en vis Vifil, som skiulede dem længe i et underjordisk Hus paa en Øe. Hvorledes Frode, som stedse befrygtede at de skulde hævne deres Faders Død, efterstræbede dem, søgde dem endog selv hos Vifil, hvorledes de undgik 2 Gange Faren ved hans Snildhed, kom fra ham til Sævil Jarl, og ved hans og Regines Hielp indebrændte Frode, see Frode! Han besteg derefter tilligemed sin Broder Roe Leire Throne, og eenedes med Roe, som var fredelig og sagtmodig om, at denne skulde regiere hiemme, medens Helge, som var stor, stærk, Ærgierrig og herskesyg, skulde have Herredømmet over Havet, og bestyre Krigene, hvori han og er bleven en af Danmarks navnkundigste Helte, og tilbragde sin hele Levetid med Krig og Vaaben. Som de stedse store Krigere yndede han og meget det smukke Kiøn, men tillige sin Frihed saa stærkt, at han ikke kunde bringes til noget stadigt Ægteskab. Blant andre opvakde og den deilige men tillige hovmodige grumme og krigerske Saxiske Dronning Olufa hans Kierlighed. Helge kom uventet med en stor Hær til hende, bad hende selv til Giest, og blev af hende, som ingen Folk havde hos sig, og maatte skikke sig i Tiden, herlig beværtet. Kongen ophidset af Vinen vilde straks holde Bryllup med hende; men hun bad om Henstand, til flere Venner bleve forsamlede, og sagde: at hun ønskede ingen bedre Mand. Kongen forkastede hende da hendes Hofmod, og blev ved sin Paastand, saa Dronningen maatte lade, som hun bifaldt ham, anstillede sig meget munter, blandede søvngiørende Urter i hans Drik, og skienkede saa vel for ham, at han faldt i Søvn. Hun lod derpaa hans Haar afrage, hans Hoved besmøre med Tiere, putte ham i en Sæk og bære til Skibene, lod ogsaa hans Folk vide, at Kongen var allerede dragen til Skibene for at benytte den gunstige Vind. De droge da halv drukne om Bord, fandt endelig Kongen i Sækken, og friede ham af sit Fængsel. Han vilde da straks i Land at hævne sig men mærkede at Dronningen om Natten havde samlet en stor Hær; saa han maatte drage bort, dog i stadigt Forsæt at hævne denne Spot. Nogen Tid efter drog han hemmelig til Saxen, lagde sine Skibe i Skiul, gik selv forklædt som en Tigger i Land, og lod 2 Kister fulde af Guld og Sølv nedgrave i Skoven, hvilken Skat han viisde for en af Kongens Trælle, som han bad at aabenbare det for Dronningen, der for Opdagelsen kunde give ham, hvad hun vilde. Trællen beskrev hende som meget gierrig, hvorpaa Helge gav ham et Halssmykke og en Ring, for at overtale Dronningen til at gaae allene ud at besee Skatten, som var den eeneste Maade at faae hende i sin Vold, da hun ellers havde stærk Vagt om sig. Olufa kom og om Natten derhen med Trællen allene, hvor hun uagtet alle hendes gode Ord og Løvter om at ægte Helge blev grebet og bragt om Bord, hvor Helge beholde hende hos sig endeel Nætter, og lod hende endelig frugtsommelig fra sig. See videre Olufa! Siden drog Helge med Roe mod sin Forbroder Ingel, som havde havt Deel i hans Faders Halfdans Drab, og dræbde ham paa en Øe i Skaane. I Forbund med den Skaanske Konge Jarmerik omkom han i et Søeslag den Vendiske Konge Skalk, og bekrigede med megen Grumhed de Vendiske Folk i Østerleden. Da Helge efter endeel Aar giorde et Tog til Sverrig mod Kong Adils, fordrev han ham, førde et stort Bytte og hans Dronning Yrsa med sig til Danmark, og uvidende om, at det var hans egen Dotter med den Saxiske Dronning Olufa ægtede hende, og avlede med hende den bekiendte Rolf Krake. Derefter skiftede han Løsøre med sin Broder Roe, men kom derover i Tvist med sin Syster Signes Søn Hrokur. See Hrokur! Men da Helge, efterat hans Broder var dræbt at denne Hrokur, kom til Engelland efter sin Broderkone Ogns Begiering, som Hrokur med Magt vilde ægte, og paa dette Tog fangede og lemlæstede Hrokur, kom den før omtalte Saxiske Dronning Olufa, for at hævne sig over Helge til Danmark, bebreidede Yrsa, at hendes Mand Helge var hendes Fader, og giorde hende saa leed af hendes bedrevne Blodskam, at hun drog tilbage igien til Sverrig til Adils. Dette smertede Helge, som elskede hende høit, og hans bedrevne Blodskam nagede ham bestandig, saa at han søgde Beroligelse og at døve sin Samvittighed ved Krigens Tummel, var derfor bestandig ude, og fløi fra en Feide til en anden. Han erobrede Jylland og en Deel af Angeln, efterat have overvundet og dræbt ved Vandfuld i Riber–Stift Anglernes Konge Bøki. Da han derefter med endeel løse og slemme Folk sværmede om paa Søerøverie, og var en Jule–Aften landet ved Lolland, slog han der sine Telte op, blev der i 3 Dage, lod hente en meget deilig Pige Thora, som Fabelen har giort til en Alfekone af de sorte Alfer, og med hende avlede den siden for sin Broder Rolf Krakes Drab berygtede Skuld. Længe efter faldt Kong Helge i Strid udi Austurveg, og blev derfra ført til Fyhn, hvor han blev begravet hos sin elskte Thora paa en Øe ved Svendborg, som efter hende kaldes Thorøe.

en gammel Bonde, som i sine yngre Aar havde været en stor Stridskæmpe, men siden slaaet sig til Roe. Kong Harald Guldmund, som var udfordret til Tvekamp af Kol den Krogryggede, der var hans Medbeiler til Asa den Skiønne, lod denne Heming byde til sig til Jul. Han kom og, uagtet han levede i Uvenskab med Kongen, og lod sig ved Løvte om store Belønninger overtale til, paa hans Vegne at møde Kol, som han og mødte ved Gothelven, og gav sig i Kamp med, men blev der slagen.

en Søn af den Engelske Konge Vitigisle og Broder til Horst eller Horsa, blev med sin Broder kaldet til Hielp af den Saxiske Konge Vortigern mod Pikterne og Scoterne, og førde først Anglerne, Saxerne og Jyderne derover, fik af Vortigern frie Gudstieneste, overvandt Fienderne, fik derfor af Kongen Eiendele i Northumberland og Lindsey. Landet behagde ham vel, saa han af Vortigern erholdt Tilladelse til at indkalde flere af sine Landsmænd, under Paaskud at bruge dem til Engeland i 18 Skibe, men efter Haanden lokkede Hengst og Horsa hemmelig saa mange af dem over, at de bleve de indgødte for stærke. Hengst havde en deilig Dotter Raven, som han giftede med Vortigern, imod at han maatte give Anglerne Bolig i Landet Kent, og derefter overtalede Hengst Kongen til at lade Elisse og hans Broder Ocra komme over fra Angeln, og anvise dem Land til Bolig paa Grændserne af Delrien og Skotland. De kom og med 300 Skibe og 16000 Mand foruden Koner og Børn, bekrigede først Picterne, og dernæst Briterne selv, som under Vortigerns Søns Anførsel, der var misfornøiet med Faderens hedenske Ægteskab vilde forjage de fremmede Giester, der voksde dem over Hovedet. Efter foranderlig Lykke i denne Krig stillede Hengst sig an, som han vilde indgaae Forlig, og til den Ende anstillede et Møde med Kong Vortigern til Salisburg, lod ved Giestebudet det sætte Britter og Saxer om hverandre ved Bordet, men havde forud aftalt med sine Folk, at, naar han sagde:

nimed eure Saxes,

skulde de tage deres Vaaben (Sakse) ud af Støvlerne, og hver dræbe sin Naboe. Paa denne forræderske Maade dræbdes 300 fornemme Britter. Kun den ene Eidol slap med Livet. Herpaa tvang han Vortigern til at afstaae Landskaberne Essex, Sussex og Middelsex. Efter mange Omtumlinger døde endelig den urolige Hengst, og efter ham indtoge Anglerne Landet, som af dem kaldtes Engeland.

en Søn af den Ymislandske Kæmpe Arngrim og Imufs Dotter Amu, opholdt sig snart hos Biergriserne, snart hos Menneskene. Ved denne Tid boede ved Alufosse den ældste Sterkodder Storverks Søn, som var forlovet med Ogn Alfafostre. I hende forelskede Hergrim sig, og eengang, da Sterkodder var draget over Elivoga, bortførde hende med hendes gode Villie fra Jotnaheim. Derover udfordrede Sterkodder Hergrim til Tvekamp, dræbde ham, og bortførde hans Søn Grim, men Ogn, som var overværende ved Kampen, da hun saae dens Udfald, tog Livet af sig selv for ikke at komme i Sterkodders Vold.

en Søn af Kong Rollaug i Gardarike og Herborg. See Heidrekr!

en Søn af Tydskernes Gud Mannus, var efter Tacitus Stamfader til de tydske Folk, som efter ham kaldtes Hermioner.

en Søn af Odin Fredeiulfs Søn. Da Odins og Friggas Søn Balder var bleven dræbt af den blinde Gud Høder efter Lokes Tilskyndelse, og Frigga havde lovet den sin særdeles Yndest, som vilde reise til Helvede for at befrie Balder for Døden og byde Gudinden Hel Løsepenge for ham, paatog Hermoder sig dette Ærende, satte sig paa Odins aatteføddede Hest Sleipner, reed afsted paa den i 9 Dage og 9 Nætter giennem mørke og dybe Dale, hvor han ikke eengang kunde skimte for sig, før han kom til Gialarstrømmen, som han kom over paa en guldtækket Broe, der bevogtedes af en Pige Modgudr, som, det første hun saae ham, spurgde om hans Navn, Famile og Ærende, med Tillæg: at der Dagen forhen var redet 5 Skarer af døde over Broen, uden at den rystede saa sterkt som under ham alleene, og at hans Udseende slet ikke lignede et dødt Menneskes. Hermoder fortalde da, at han kom for at oplede Balder, fik af hende Underretning om dennes Ankomst til Helvede og Veien, han skulde følge lige i Nord. Han fortsatte derpaa sit Ærende, kom til det stærke Gitter, som omgiver Helvede, satte med Hesten derover, og fandt sin Broder Balder siddende i Høisædet. Han forblev der Natten over og rygtede sit Ærende. Dets Udfald see ved Balder! Ved sin Bortreise fik han af Balder Ringen Drupner at bringe Odin til Amindelse. Der talede han og med sin Broderkone Nanna, der godvillig havde fulgt sin Mand i Døden, og medgav ham ligeledes et Mindetegn til Frigga; og efter saa vel forrettet Ærende reisde Hermoder igien til Asgaard, og fortalde Udfaldet paa sit Eventyr. Han blev desuden efter Fablen ofte brugt af Odin at forrette hans Ærender paa Jorden, som han hurtig udrettede, og kaldes derfor den snare (hiin huate).

en Skotsk Dronning af utrolig Stolthed og Overmod. Hvorledes hun blev gift med den Jydske Konge Amleth, og efter hans Død uagtet hendes pralende Kydskhed og Løvte om ei at overleve ham, overgav sig godvillig til hans Banemand Solve, see Amleth!

under dette Navn dyrkedes efter Tacitus Beretning Jorden af de i det nordlige Tydskland og vort Danmark i hans Tid boende 7 Sveviske Folk Reudigner, Avioner, Angler, Bariner, Eudoser Svardoner og Ruithoner (Nuithoner). Hendes egentlige Sæde var paa en Øe i Østersøen, hvor Præsten foregav, at hun opholdt sig i en Lund saa hellig, at ingen uden han maatte komme derind, og kostede hendes Beskuelse disse Stæders Betrædelse enhver som Hendelse eller en ublid Skiebne førde derhen, Livet. Hendes Huus var, som alle Svevers, en tildækket Vogn, og, naar Præsten mærkede hendes Nærværelse der, kiørede han hende om i Landet at besøge Folkene. Hun blev da trukket omkring af Køer, og i al den Tid hun reisde om, var lutter hellige Dage, Fred, Lystighed og Glæde overalt, indtil Præsten foregav, at hun nu var kied af Menneskenes Selskab, og lod hende føre hiem. Inde i Skoven var en Søe, og i den blev ved Hiemkomsten Vognen og, som man meenede, Gudinden selv vasket af nogle Slaver, som straks efter druknede i samme Søe; Og forvoldte dette sidste en skræksom og hellig Ærbødighed for de Stæder, som ingen kunde see uden at omkomme. Denne Hertha eller Jørth have en Deel giort til Odin Heremods Søns Kone, og meenes hendes Dyrkelse at have vedligeholdt sig indtil det 4 Aarhundrede, da den enten er bleven afskaffet eller fordunklet ved den Saxiske Odins.

en Dotter af Arngrims Søn Angantyr og Biartmar Jarls Dotter Svafa, blev efter Faderens Død født hos Morfaderen, som mange raadede at lade hende dræbe, men han vilde endelig opdrage hende i Mangel af mandlig Afkom, øsde Vand paa hende og kaldte hende Hervor. Her blev hun opdraget, lagde sig efter Bue og Pile, blev i Tiden en vældig Skioldmøe, og, da Bedstefaderen satte hende til rette, flyede hun til Skoven, hvor hun byggede sig en Bolig, og for at sanke Rigdomme dræbde og plyndrede Folk. Jarlen drog da ud mod hende i Skoven, og efter en tapper Modværge fangede og førde hende hiem, hvor hun skiøndt uvidende om sin Herkomst forblev nogen Tid i Roe; men de en Træl havde bebreidet hende, at hun ikke maatte faae sin Herkomst at vide, fordi hun kun giorde ondt, og fordi hendes Fader var en af Jarlens Hyrder, som havde besvangret hendes Moder, løb hun til Bedstefaderen, fik lokket ud af ham, at hun var den berømte Angantyrs Dotter, som var bleven dræbt i Tvekamp og begravet ved Munarvog paa Samsøe, reisde bort i Mandsklæder og Rustning, og kom til nogle Søerøvere, som hun under Navn af Hervard gav sig i Selskab med, blev tilsidst deres Anfører, sværmede vidt omkring med dem, og kom endelig til Samsøe. Her bad hun sit Selskab om Tilladelse at gaae i Land under Paaskud, at der i en Grav paa Øen skulde forefindes store Rigdomme. Hun fik og Forlov, og, uagtet man forestillede hende, at der spøgede, og nogle onde Aander giorde det værre der om Dagen end andensteds om Natten, roede i Land ved Munarvog. Der traf hun en Hyrde, som advarede hende om Faren, og sagde: at han vilde gaae hiem, fordi det var farligt at opholde sig her ud paa Aftenen. Hun spurgde ham om Hiorvards Grav, og fik til Svar: at det var gal Mands Arbeide at overnatte der, fordi der spøgede, og store Ildflammer svævede omkring. Vel tilbød hun ham sit Halsmykke for at vise sig Vei; dog torde han ikke, og da det ved Solens Nedgang tordnede, og der gik Ild af Gravhøien søgde han i Angest af alle Kræfter til Skoven. Dette Syn giorde derimod ingen Indtryk paa Hervor; Hun travede om mellem Ilden til den største Grav, som var hendes Fader Angantyrs, kaldte paa ham, og bad om hans berygtede Sværd Thyrsing, som havde tilhørt Svafurlami, og var forfærdiget af Dvergen Dvalin. Angantyr vaagnede da op i Graven, og holdt med hende en Samtale, som er Indholdet af en deilig Sang i Hervarar Saga, hvori han foreholdt hende dette rosende Foretagende, nægtede at have Sværdet, og bad hende søge til Skibene igien. Dog skiøndt Graven aabnedes og udskiød stærke Ildflammer, forblev hun, og uagtet Faderens Forsikring, at dette Sværd vilde nesten ødelægge hendes heele Afkom, overhængde hun ham dog, indtil hun fik det, dog med Formaning at vogte sig for begge ders Egge, som var forgiftede. Hun sagde derpaa Farvel til hendes Faders Gienfærd, kom til Stranden, og saae ved Dagbrækningen, at alle Skibene vare borte; thi Søerøverne var skræmte bort af Tordenen og Ilden. Hun maatte da forblive paa Øen, indtil hun fandt Leilighed at komme bort, flakkede længe om, og kom endelig til den gamle Konge Godmundr i Glæsisvellur, hvor hun under sit paatagne Navn forblev Vinteren over. Der hialp hun eengang Kongen til rette i Skaktavle, da han havde slemt Spil, og, da imidlertid en af Hoffolkene drog Thyrsing ud, som hun under Spillet, havde lagt fra sig, og rosede det, hug hun ham ihiel, fordi dette Sværd, hver Gang det blev trukket, stedse vilde have Mandeblod. For denne Gierning maatte hun flye derfra; men blev dog siden gift med Godmundrs Søn Høfudr, som hun længe levede med, og fødde 2 Sønner Angantyr 3 og Heidrekr, af hvilke den sidste især lignede Moderen i Stivsindighed, og andre slemme Egenskaber, og derfore havde hendes fortrinlige Yndest. See Heidrekr!

en af den Svenske Konge Yngves Kæmper. Da Angantyr 1s Broder Hiorvardr i Selskab med sine Brødre friede til Yngves Dotter, stod han og forlangede hende af Faderen fremfor disse fremmede, der kun vare bekiendte af deres Ondskab og Voldsomheder. Faderen tvivleraadig henstillede det da til sin Dotter, som valgde Hialmar. Herover blev han udfordret at møde Angantyr og hans Brødre i Kamp paa Samsøe; Der mødte han dem og tilligemed Orvar Odder eller Oddur hiin vidtførli, som han var i Fostbrødrelag med; (See Orvar Odd!), men døde der af sine Saar.

en Bondekarl, som ved Rolf Krakes Hof stedse blev foragtet af Hofmændene, indtil den berømte Kæmpe Biarke tog sig af ham, hævnede de ham paa Agnars Bryllupsfest tilføiede Fornærmelser, gav ham Biørneblod at drikke, og dannede ham til en modig Kriger, hvoraf han fik det Navn Hialte (Helt). Han gik i Fostbrødrelag med Biarke, fulgde ham paa hans fleeste Eventyrer, (see Biarke) og er især bleven bekiendt for sin Troskab mod Rolf Krake, som han og ofrede sit Liv for at forsvare mod hans forræderske Syster og hendes Mand Hiortvar, see Rolf! Ved Skulds Natlige Overfald paa Rolf, befandt Hialte sig ude paa Landet hos en Frille, som han tilbragde Natten med. Allarmen og Rolfs Beskyttelse kaldte ham da fra Vellysten; men før han forlod hende, spurgde hun ham, hvor gammel den Mand maatte være, som hun skulde tage, ifald han omkom? Deels for at straffe hende for dette udelikate Spørgsmaal, og deels, at ingen skulde elske hende efter ham, afbeed han hende Næsen, gik derpaa i Striden, og faldt ved sin elskte Konges Side.

en berømt Skiald af Jotisk Herkomst giorde den bedste Gravskrivt over Frode 3 Fredegode, og kom ved den i saadan Anseelse, at Jyderne, som ved denne Leilighed tænkde at afkaste det Danske Aag, udvalgde ham til Konge. Dog Frode havde efterladt sig en Sønnesøn Fridlev 3, som bekrigede Hiarne, og tilstod ham kun Fred, om han godvillig nedlagde Kongeværdigheden. Hiarne valgde da Striden, men blev overvundet og flyede til Jylland, sankede der en nye Hær, men blev atter slaget, og flyede til den efter ham kaldte i Horsens Fiord beliggende Øe Hiarnøe. Efter den Tid manglede han Magt til aabenbare at bestride Fridlev. Han greb da til List, kom forklædt til Fridlevs Hof, gav sig ud for Saltsyder, blev taget i Tieneste og sat nederst. Dog røbedes han ved sine mange i Krigen bekomne Saar, da han nødedes til at bade sig, blev af Fridlev nedlagt i Tvekam, og skal ligge begraven i en stor Høi paa Hiarnøe. Hans Dronning Alrune skal ligeledes være begravet i en Høi paa den efter hende kaldte Alrøe.

et Sted i Himlen paa den Kant, hvor den hænger sammen med Bifrost, var Bolig for Heimdal Gudernes Vægter.

en af Riisen Ymers Køer, seer Thor!

en Dotter af Hogne, see Hedin!

en Dotter af Kong Erik og Signy (Grydur) blev gift med Illauge Grydarfostre. Hun var meget forfaren i Troldom. Hvorledes hun fortryllede Grimhilldur for at hævne sammes paa hendes Moder Signy udøvede Troldom, see Grimhilldur og Signy!

et Fruentimmer, som om Natten kom til Fradmar, da han paa Reisen til Biarneland med Sturlaugr Starfsame laae paa Udvagt med Baaden. Da han raabde hende an, svarede hun: at hun hedde Hilldur, spurgde om hans Navn, og, da hun hørde, at det var Fradmar, sagde hun: skal jeg troe, at Fradmar Kol den Krogryggedes Broder er kommen til Landet. Da hun nu fik at vide, at han var just den samme, bad hun ham sette sig over til en nærliggende Øe, fordi hendes Fader var nylig død efterladende sig 3 Døtre, og frygtede hun at faae den sletteste Deel af Arven, om hun kom sidst. Han satte hende da over, og fik til Betaling god Vind i 2 Dage, som siden kom ham vel tilpas, da han og Sturlaugr forfulgdes af Biarmerne, see Sturlaugr!

en Dotter af Kong Eylime i Varvidthsyssel, gift med Kong Sigmund, og ved ham Moder til den berømte Sigurd Fosfnersbane.

Konge i Hordeland og flere Norske Lande, mægtig og krigersk flakkede meget om, og er bleven meget bekiendt for sin Ustadighed og Letsindighed mod det smukke Ki&oslas;n. Paa sine vidtløftige Søetoge kom han eengang til Konghelle og havde der sit Telt opslaaet ved siden af den Ringstedske Konge Reidars, med hvis Søn Here han indgik et fortroligt Venskab, saa at denne endog foreslog sin Fader at bede Hiørleif hiem til Giest. Reidar troede at dette Bekiendtskab var kun lidet lykkeligt, vilde nødig dertil, men lod sig endelig overtale. Ved sit Ophold der forelskede Hiorleif sig efter Sædvane i hans Dotter Ringa, fik hende ved Broderens Hielp, og seglede bort med hende, men ved Jylland overfaldt ham et Havblik. Ringa kunde ikke taale Søen, døde underveis, blev lagt i en Kiste og slængt over Borde. Ved en Hændelse kastede Havet hende op til Sielland ved hendes Fader Reidars Skibs–Nøste, hvor det blev fundet af Broderen Here, som berettede Faderen det. Begge troede, at Hiørleif havde aflivet hende, overfaldt derfor Hiorleif med en Hær om Natten paa hans Gaard, opbrændte den og bortførde meget Bytte tilligemed hans 2 Dronninger Hilldur og Asa; men Hiorleif undgik ved Flugten efter først at have dræbt sin Svoger Here. Hiorleif, som igien vilde hævne denne Fornærmelse, seilede kun med et eeneste Skib til Sielland, gik alleene til Fruerstuen, fandt der sin Kone Asa, som anstillede sig meget venlig, men af Had for de mange Medbeilersker, han stedse havde givet hende, forraadede ham til Reidar, der fangede ham, og efter hendes Raad lod ham ophænge mellem 2 Baal. Dog var hans Tid endnu ikke. Hans forrige Kone Hilldur slukkede Ilden, og befriede ham, hvorefter han giennemstak den sovende Reidar i hans Høisæde, gik til sit Skib, tog sine Folk med, lod Reidar ophænge, og sendte den troløse Asa hiem. Derpaa indtog han Reidars Land, og satte Hilldurs Broder Solve til Jarl derover. Tilsidst satte han Livet til paa et Søerøvertog i Sverrig.

en Sønnesøn af Kong Jarmeriks Syster, var Jarl paa Øland, forelskede sig i Rolf Krakes Syster Skulda, som og yndede ham igien, og lod sig godvillig bortføre af ham. Dog gave siden saa vel Rolf som hendes Forældre den Svenske Konge Adels og Dronning Yrsa, deres Minde til, at de maatte blive sammen; Ja Rolf giorde ham endog til Underkonge i Skaane imod at betale Skat. Dette fortrød den høimodige Skulda, saa hun fik Hiortvar overtalet til at forraade Rolf. Han fik derfor af denne Konge Tilladelse til at sidde inde med Skatten i 3 Aar og efter den Tids Forløb at udbetale den paa eengang. Disse Penge anvendte Hiortvar til imidlertid at forsyne sig med alle de Folk og Vaaben, han behøvede til sit Forehavende, og rustede sig af al Magt. Det 3 Aar kom han ved Juel under Venskabs Skin til Leire med mange slemme Folk, som han allevegne fra havde draget sammen, paa en Mængde Skibe, som han foregav at have Skatten inde, uagtet de førde kun Folk og Vaaben. Rolf sendte Vogne ned at afhente Skatten, men Hiortvar lod Kudskene binde, læssede med Vaaben, overhyllede dem med Dækker, og satte Krigsfolk derpaa. Da imidlertid Rolf med sine Kæmper overgav sig til Drik og Lystighed, og vare faldne i Søvn, listede Hiortvar sig ud fra Giestebudet. Han bad at indlade sine Vogne, som just da ankom, og, da dette skeedte, lod han staks angribe de drukne og halvsovende Danske. Imedens formeredes Antallet paa hans Folk, som overvældede og dræbde Rolf med alle sine. See Rolf! Kuns een af Rolfs Kæmper Voggo, blev tilovers. Hvorledes Hiortvar straks efter af denne, som han forundret over Rolfs Kæmpers Troeskab havde taget i Tieneste, blev dræbt, see Voggo!

en Norsk Konge, havde 4 Koner, med Alfhild avlede han Hedin; den anden var Særeidur, som han havde Humlougur med. Af den 3 Sinread havde han Hymlingur. Derefter giorde han Løvte at ægte det deiligste Fruentimmer, som befandtes at være Kong Svafnirs Dotter Sigurlin, der blev opfødt af Svafnirs Jarl Franmar tilligemed hans egen Dotter Alof. Han sendte da sin Jarl Idmund med hans Søn Atli hen at frie til Sigurlin, som efter en heel Vinters Ophold der endelig fik Afslag efter Franmars Raad, fordi Sigurlin ikke skiøttede om at ægte en Mand, der forhen havde havt 3 Koner. Dog lod Hiorvard ved dette Afslag ikke Modet falde, og drog selv med dem til Svafaland i samme Ærende. Ved sin Ankomst til Landet saae han en sterk opstigende Røg og Brand, hvis Aarsag var, at Kong Hrodmar nylig havde været der, dræbt Svafnir og hergiet Landet. Hiorvard drog da derind, og forblev Natten over ved en Aa, som Atli derpaa gik over, dræbde Franmar Jarl, og bortførde baade Sigurlin og Alof, hvilken sidste han selv fik til Ægte; men Hiorvard ægtede Sigurlin, og avlede med hende den berømte Helt Helge Haddingia Skate.

en Søn af Arngrim og Eyvora, friede i følge sit Løvte ved Julefesten til den Svenske Konge Yngves Dotter Ingeborg, som gav hans Medbeiler Hialmer hiin Hugprudde Fortrinet. Herover udfordrede Hiorvardr ham at møde sig og 11 Brødre i Kamp paa Samsøe. Da de nu droge derhen, fik Hiorvardr til denne Strid af sin Fader det gode Sværd Hrotte; men blev i Striden dræbt af Hialmars Medhielper Orvar Od, og tilligemed alle sine Brødre begravet paa Samsøe. See Angantyr!

en Heks fra Jotunheim, som af Guderne blev hentet for ved Balders Begravelse, at støde hans Skib, som ikke kunde rokkes af Stedet, ud i Vandet. Til denne færd kom hun ridende paa en Ulv, som hun regierede ved et Bidsel af Slanger. Denne var saa uregierlig, at Odin, da Heksen var steget af, maatte sætte 4 Bersærker til at vogte den; men de kunde ikke styre den uden ved at legge den paa Ryggen. Med liden Møie skiød hun Skibet ud, saa der gik Ild af Kiølen og alt Landet bævede derved. Da Thor alle Jetters Fiende saae dette, vilde han betale hende Umagen med et Slag af sin Hammer; men lod hende dog paa alle Gudernes Forbøn fare i Fred.

en Art Amuleter hos de Nordiske. Holdes og for en Sort smaa Afguder.

Friggas Veninde, var tillige en af Asernes store Gudinder og har dem under sin Varetægt, som Frigga vil bevare for Fare.

en Dotter af Oddur og Freya, saa deilig, at efter hende kaldes alt skiønt og dyrebart.

en Søn af den Vestgothiske Konge Regner og Svanhvide, havde 2 Sønner Atisle og Hother, som han lod opdrage hos den Norske Konge Gevar eller Jofur. Efter Frode 3 Død forbandt han sig med den Svenske Konge Erik hiin frækne mod Danmark, og indtog en stor Deel deraf. Han var derefter uheldig i sit Frierie til Hognes Dotter Sigrun, som var en Valkyrie, der forhen havde været Svafa, Helge Haddingia Skates Kiereste, nu var født paa ny, og foretrak ham den berømte Helge Hundingsbane. Hodbrod erhvervede sig derefter stor Berømmelse ved sine Krige i Austurveg, bekrigede derpaa den Danske Konge Roe, og overvandt ham i 2 Feldtslag, dræbde ham i det 3die, og rustede sig mod dennes Broder Helge, men blev af ham fældet. See Helge Hundingsbane!

en af Asernes store Guder overmaade stærk, men tillige stokblind. Han lod sig af den onde Loke forføre til at kaste som de andre Guder paa den ellers skud– og hugfrie Balder det for ham fatale Mistiltein, der var det eeneste, Frigga havde forglemt at forpligte eedelig til ikke at skade ham, og dette blev Balders Bane. See Balder! Gudernes vilde straks hævne det, men turde ikke for Stædets Hellighed. Dog glemde de aldrig Høder denne Ugierning, der ansaaes for den største, der nogensinde var begaaet paa Himlen og Jorden, og ønskede derfor aldrig den Nødvendighed at nævne hans Navn. Tilsidst blev han dræbt af Balders Broder Vale, som da kun var en Nat gammel. Denne Høder skulde dog efter nogles Meening overleve Ragnarokr, og derefter sankes med de overlevne Guder og Balder, som han da kommer i Venskab med, i Sletten Ida. See Ragnarokr!

en Søn af Kong Godmundr den gamle i Glæsisvol, giftede sig efter sin Faders Raad med Angantyrs Dotter Hervor, der nogen Tid havde i Mandsklæder opholdt sig ved Faderens Hof, og havde med hende to Sønner Angantyr og Heidrekr meget ulige af Gemyt, den første god og fredelig som Faderen, den anden ond og uregierlig som Moderen, som og derfore elskede ham meest. Hvorledes Høfundr maatte forvise Heidrekr for sin Ondskab fra Hoffet, men før Afreisen gav ham endeel gode Raad, som han dog ikke fulgde, og derefter dræbde Angantyr, see Heidrekr! Denne Høfundr var viis, fredsæl og retfærdig, og saa berømt for sine billige Domme, at endog hans fiendske Søn Heidrekr derefter valgde ham til at paadømme en Trætte mellem sig og den Reidgothiske Konge Harald. See Heidrekr!