Sjællands ældste Bygder
En arkæologisk–topografisk Undersøgelse
H. Aschehoug & Co. Dansk Forlag
København ⋅ MCMXXVII
Det mundtlige Forsvar finder Sted Tirsdag den 12. April 1927 Kl. 12 i Universitetets Anneks, Auditorium A. (Studiestræde 6, over Gaarden).
Denne Afhandling er af det filosofiske Fakultet antaget til offentligt at forsvares for den filosofiske Doktorgrad.
15. Marts 1927.
15. Marts 1927.
Victor Kuhr,
d. A. Dekan.
For den imødekommende Interesse, som baade Nationalmuseet og Carlsbergfondets Direktion har vist mine Studier, og som har muliggjort, at jeg har kunnet gennemføre nærværende Arbejde, beder jeg begge de nævnte Institutioner modtage min ærbødige Tak.
la C.
INDHOLD
- UNDERSØGELSENS METODE
- Den statistiske Metode
- Den filologiske Metode
- Den topograflske Metode
- Den arkseologiske Metode
- Den arkseo–filologiske Metode
- Undersøgelsens Plan
- Udarbejdelsen af Hajkortet
- SJÆLLANDS BYGDER I YNGRE STENALDER OG ÆLDRE BRONCEALDER
- Ods Herred
- Skippinge Herred
- Tuse Herred
- Merløse Herred
- Ars Herred
- Løve Herred
- Slagelse Herred
- Vester og Øster Flakkebjærg Herred
- Alsted Herred
- Tyb;serg Herred
- Hammer og Baarse Herreder
- Fakse Herred
- Stevns Herred
- Bjæverskov Herred
- Ringsted Herred
- Ramsø Herred
- Volborg Herred
- Horns Herred
- Sømme Herred
- Tune Herred
- Smørum Herred
- Sokkelunds Herred
- Ølstykke Herred
- Lynge Herred
- Strø Herred
- Holbo Herred
- BYGDERNES OPRINDELSE OG ÆLDSTE UDVIKLING
- BOSTEDET
Links til: Kort der hører til afhandlingen.
Side 1
I. UNDERSØGELSENS METODE 1)
I den sidste Menneskealder bar Opmærksomheden i stadig stigende Grad været henvendt paa det store Stof, som utvivlsomt kan skaffes til Veje vedrørende Danmarks Oldtidsbebyggelse. Paa flere Maader bar man søgt at bringe det for en Dag og gøre det frugtbart for et videnskabeligt Studium, og takket være mange Forskeres ihærdige Arbejde er der Aar efter andet indvundet Resultater af blivende Værd.
Alligevel er der meget langt igen, før vi kommer til Vejs Ende, ja, vi er endnu ikke naaet dertil, at hele Stoffet kan overses, endsige beherskes, og man læser næppe to Undersøgelser, som — hvad anvendt Metode angaar — ligger i samme faste, gennemprøvede Leje.
Denne Uensartethed i Behandlingen kan i visse Henseender være en Fordel. Hver enkelt Forsker møder med sine Forudsætninger og søger at naa et Resultat ved at følge sin egen Metode. Men i det lange Løb er det utvivlsomt en uøkonomisk Arbejdsmaade, og en større Enhed i Undersøgelsen, en mere samlet Plan for dens Gennemførelse vilde — uden
1) Et Par Kapitler af en Metodik har Kr. Rygh givet i sin Afhandling: »Nogle Bemærkninger om Gaardnavnes (Det kgl. norske Vidensk. Selskabs Skrifter 1906, Nr. 7, 10 ff.). Fremstillingen er dog ikke almen, men har specielt norsk Sigte. Paa samme Maade tager den her givne Metodik udelukkende Hensyn til danske Forhold.
at hindre den enkeltes individuelle Evner i deres frie Udfoldelse — efter al Rimelighed øge Udbyttet og Sikkerheden for, at Studiet bevægede sig ad rette Vej mod Maalet.
Det er derfor af grundlæggende Betydning at udforme den Metode, som Undersøgelsen af vort Lands ældste Bebyggelseshistorie kræver, og dette forudsætter nødvendigvis en kritisk Vurdering af de hidtil anvendte Fremgangsmaader. Det maa godtgodtgøres, hvor langt hver enkelt af dem fører os, og det maa undersøges, om en Kombination af dem har Udsigt til at bringe os længere frem, eller helt nye Veje skal banes.
1. DEN STATISTISKE METODE
Grundlaget for Forskningen har her i Danmark saa at sige udelukkende været vore gamle Stednavne. Ved deres Hjælp har man søgt at tegne Udviklingslinien i vor Bebyggelseshistorie, og de har tjent til at oplyse Spørgsmaal af vidt forskellig Karakter — økonomiske, etniske og — med et dristigt Udtryk — forhistorisk–historiske. Det kan da heller ikke være Tvivl underkastet, at de frembyder et rigt og mangesidigt Materiale, og det er værd at klargøre sig de Principper, efter hvilke Stednavneforskningen her til Lands har været gennemført.
Af enestaaende Betydning har Prof. Johannes Steenstrups første store Undersøgelse været: »Nogle Bidrag til vore Landsbyers og Bebyggelsens Historie« 1).
Der var ikke tidligere forsøgt en saa omfattende Behandling af Danmarks bebyggelseshistoriske Problemer, og Spørgsmaalene myldrede frem. »Naar
1) Hist. Tidssk. 6. V. 313 ff.
levede de Mænd, hvis Navne endnu saa mærkelig knytte sig til mangfoldige af vore Landsbyer? Naar levede Bjørn, efter hvem Bjørnstorp bar Navn, naar Gøtær, om hvem Gørslev minder, naar boede Svend i Svendsmark, og naar ryddede Ubbe sig Jord til Dyrkning i Ubberød? .... Man kunde endvidere ønske oplyst, om de Stednavne, som henvise til Naturforhold, beskreve den mindre Plet eller lode Karakteren af hele den Egn, hvori Byen ligger, afspeile sig i Navnet; jeg kan maaske udtrykke mig nærmere saaledes, om det er Bopælen og dennes nærmeste Omgivelse, der er bleven betegnet, eller om Navnet oprindelig har angaaet større Omraader med et vist bestemt Udseende eller af en vis økonomisk Værdi. Og fremdeles — thi den Forskendes første Pligt er jo altid at have hundrede Spørgsmaal rede — mon vi endnu den Dag idag kunne skimte de Forhold, under hvilke Landsbyerne oprindelig bleve grundede? .... Ligesaa kunde man ønske at vide, om der i ældre Tid fandtes Landsbyer, der ligesom gjorde sig gjældende fremfor andre, ja mulig allerede ved deres Navn betegnede sig som dem, der indehavde en vis Værdighed«1).
Det var ikke at vente, at Prof. Steenstrup i sin første Afhandling skulde kunne besvare alle disse Spørgsmaal, og han forsøgte ikke engang derpaa. Men han udvalgte sig et enkelt bebyggelseshistorisk Problem, og han gik til Løsningen af det ud fra en ganske bestemt Metode, som jeg for Kortheds Skyld vil kalde den statistiske.
Paa Grundlag af Falsterlisten i Valdemars Jordebog og Matriklen af 1844 beregnede han det gennemsnitlige Jordtilliggende, som vore Landsbyer med Navneendelserne –lev, –by, –sted, –inge, –løse,
1) Anf. St. 313 f.
–torp, –skov, –rød og –holt havde og har. Han naaede ad denne Vej til det Hovedresultat, at Navnene ikke alene efter deres Endelser kunde ordnes i forskellige Klasser, men tillige, at disse Klasser repræsenterede et meget forskelligt gennemsnitligt Jordtilliggende. »Endnu den Dag idag afspeile vore Landsbyer trods Tidernes Omskiftelser de Forhold, under hvilke de opstode«1). Tilliggendet var størst ved Byer med Navneendelserne –lev, –by, –sted, –inge og –løse (I Gruppe), dernæst fulgte –torp og –skov (II Gruppe) og sidst kom –holt og –rød (III Gruppe)2) Størrelsesforholdet opfattede Prof. Steenstrup som i Hovedsagen oprindeligt; men han vogtede sig vel for vidtdrevne Slutninger alene paa dette Grundlag. Navnlig opstillede han ingensomhelst hverken absolut eller relativ Kronologi for Grupperne. Ja, efter at have givet en Tolkning af de forskellige Navneendelser, skrev han endog: Denne Undersøgelse vil have vist, »hvor naturligt det er, at flere af disse Byendelser pege hen paa et bestemt Tilliggende. Ligesom Landboerne nu omstunder have en Række nuancerede Betegnelser for Jordbrugets forskjellige Størrelse — Huse, Boelssteder, Parcelsteder, Gaarde, Proprietsergaarde, Gods osv. — saaledes har man i Fortiden, da Landsbyerne navngaves, fortræffelig vidst at lade Benævnelsen indeholde en Karakteristik af Byens økonomiske Værdi«3). Ifølge denne Fremstilling skulde Byer med forskellige Endelser — f. Eks. –lev og –rød — kunne være lige gamle. Endelsen gav dem ingen Aldersrang. Den fungerede kun som en Slags Værdibetegnelse. Men bag Fremstillingen skimtede man
1) Anf. St. 338.
2) Anf. St. 329 f.
3) Anf. St. 363 f.
maaske dog den Opfattelse, at den store By var den gamle, den lille By derimod den unge — ikke undtagelsesløst, men som Regel. Et Bevis for Rigtigheden af denne Formodning kunde imidlertid ikke leveres ad den statistiske Metodes Vej, og som skolet Forsker undlod Forfatteren enhver Hypotese, der ikke hvilede paa selve det fremlagte Materiale.
Mere Mod havde en af de Mænd, som tidligst tog Steenstrups Studier op, Skoleinspektør P. Lauridsen. I en Afhandling om »Den gamle danske Landsby«1) skrev han: »Hvorfor ere de østdanske Byer paa –by, –løse og –inge store Byer? Sikkerlig ikke, fordi Endelsen antyder et oprindeligt Byanlæg eller paa hemmelighedsfuld Maade knytter et Størrelsesbegreb til Bynavnet; men fordi de ere gamle Anlæg, opstaaede i frugtbare, og indtil da kun lidet opdyrkede, Egne«2).
Det var muligvis et rigtigt Skøn, men heller ikke mere. Og vilde man søge en metodisk Løsning af Navnegruppernes Aldersproblem, maatte andre Veje banes.
2. DEN FILOLOGISKE METODE
Dette skete delvis gennem Sigurd Nygåds Afhandling: »Danske personnavne og stednavne. En sproglig–historisk undersøgelse«3). Hvad han her indførte, kunde kaldes den filologiske Metode.
Ved et Studium af de Personnavne, der danner Forleddene i Bynavnene paa –lev, –sted, –rød, –torp og –bølle kom han til det Resultat, at:
»I. Vi finder to lag navne i de med personnavne sammensatte stednavne, et ældre bestaende af oprin–
1) Aarb. f. dansk Kulturhist. 1899. 76 ff.
2) Anf. St. 123.
3) Hist. Tidsskr. 7. I. 82 ff.
delig urnordiske navne, indgående foran endelserne –lev, –sted, og et yngre, bestående af det 12te og 13de århundredes navne i byerne –torp, –bølle og –rød.
II. Dannelserne –lev, –sted er grundtypen, –torp, –bølle, –rød senere betegnelser. Bebyggelsen er for grundtypens vedkommende foregået før år 1000, men vedvarer for udflytningernes og rydningernes (–torp, –bølle, –rød) i de nærmeste århundreder efter år 1000« 1).
I den her anførte Form vil der næppe være væsentligt at indvende mod Nygårds Slutninger. Den filologiske Metode kan — rigtigt anvendt — føre til denne grove kronologiske Tvedeling. Men synderlig meget mere evner den heller ikke, og Nygård var klar derover. »For den ældre afdelings vedkommende (–lev, –sted) er det vanskeligt for ikke at sige umuligt blot tilnærmelsesvis at angive nogen terminus post qvem. Om det første beboede sted af navne på –lev, –sted er bleven til før Kristi fødsel, i det 5te årh. eller i det 9de, ser vi os fuldstændig ude af stand til at afgøre. Kun så meget tør vi sige, at denne art bebyggelse er ældgammel og for den sags skyld gærne kunde henføres til de ældste nordiske folk. Dog må vi lægge mærke til den mærkelige ting, at dannelserne på –lev i Norden kun findes indenfor det gamle danske område, medens på den anden side den omstændighed, at de findes i visse dele af Tyskland tyder på fælles germansk brug« 2).
Den filologiske Undersøgelse hjælper os altsaa kun til at fastslaa den ikke synderlig interessante terminus ante qvem. Hvad det gennem Studiet først og fremmest gælder om at finde: en terminus post qvem, røber Navneformerne os ikke. Derfor kan den
1) Anf. St. 109.
2) Anf. St. 108.
ene Sprogmand forsikre, at –lev–Navnene hører Folkevandringstiden til, medens den anden henfører dem til den yngre Stenalder. Den filologiske Metode vil gøre meget rummelige Slutninger tilladelige, naar vi kun bevæger os tilstrækkelig langt tilbage i Tiden.
Den kan ikke give os en absolut Kronologi. Den kan ikke engang fuldt ud give os en relativ Kronologi. Vi kan ad sproglig Vej fastslaa Aldersrangen for en hel Række Stednavne, til hvilke vi finder historisk daterbare Paralleler — skønt: endog paa dette Punkt hviler Slutningerne sikkert ofte paa skrøbelig Grund, selv naar man jævnfører hjemlige Navnegrupper med tilsvarende i Vikingetidens Nybygder. Saa snart vi kommer paa den anden Side af Aar 800, svigter det filologiske Materiale i de fleste Henseender. Er –inge–Byerne ældre eller yngre end –lev–Byerne? Er –sted–Byerne jævngamle med –løse–Byerne eller stammer de to Grupper fra vidt skilte Perioder? Det er Spørgsmaal, som det gælder om at besvare tilfredsstillende; men Svaret kan ikke gives paa Grundlag af sproglige Undersøgelser.
Og endelig maa det ikke glemmes, at de Stednavnegrupper, med hvilke man i Almindelighed arbejder, kun oplyser en begrænset Del af vort Lands Bebyggeleshistorie. Der findes ved Siden af dem en Vrimmel af andre, som dels danner selvstændige Grupper, dels synes at trodse al systematisk Inddeling. Men selvfølgelig er de af ganske den samme Betydning for Studiet. Hvis Bosættelsens Historie skal skrives paa Grundlag af Stednavnene, er det ligesaa nødvendigt at klargøre sig, fra hvilket Tidsrum Navne som Lynge, Annesse eller Faarborg stammer, som at fastslaa, at –lev og –løse er karakteristiske Navneendelser for den eller den Periode.
Paa dette Punkt har Sprogmændene imidlertid hurtigt givet op. »Det torde vara allmänt erkändt«, skrev f. Eks. Hjalmar Lindroth i 1911, »att de enkla namntyperna — här motsatt: afledda och sammansatta namn — såsom grupp betraktade blott föga ha att lära oss i fråga om en bygds utveckling. De ha bildats vid skilda tider, om ock en hel del enskilda bära urtidsprägel« 1). Det sproglige Materiale lader os med andre Ord i Stikken, og vi maa være forpligtede til at udvise den yderste Grad af Forsigtighed, hvis vi trods alt vil danne os et Skøn over disse Navnes Alder.
Om flere af dem gælder det, at de er meget vanskelige at tolke. Vi kan tænke paa talrige nordiske Ønavne eller Bebyggelsesnavne som Sir, Hjerm og lignende. Andre er til Gengæld let gennemskuelige — f. Eks. Horne eller Næs. Naturligvis er det tænkeligt, at der blandt vore Stednavne findes enkelte, som ikke kan tolkes paa Grundlag af nordiske eller gottonske Sprog. For Rask og Geier spillede »lappiske« Stednavne en stor Rolle 2), og N. M. Petersen manede til, at man for de allerældste Stednavnes Vedkommende ikke tabte de »for–odinske Sprogstammer, Finsk og Keltisk« af Sigte — forudsat, at Finner og Kelter havde været vore Landes tidligste Beboere 3). En moderne Filolog som Hjalmar Lindroth er inde paa en tilsvarende Tanke, naar han skriver: »Vi få icke förbise att därjämte kunnat finnas, och enligt min mening med säkerhet redan i förhistorisk tid funnits, främmande bebyggare av sådan betydelse, att deras tillvaro kan påvisas såväl i ortnamn som väl ock i antropologiska egenheter« 4).
1) Fornvännen 1911. 176.
2) Rask: Om det gml. nord. Sprogs Opr. (1818) 114.
3) Nord. Tidsskr. f. Oldk. II (1833). 37.
4) Flodstrøm: Sverges folk (1918). 46.
Men selv om dette er rigtigt 1), bliver det ikke metodisk forsvarligt at drage den Slutning, som man ofte ser opstillet: det dunkle Navn er sandsynligvis ældre end det gennemskuelige. Ord som Næs, Bjærg, Horn o. lg. har ældgamle Aner i det fællesariske Sprog, og de har — følgende Lydlovene — stadig været gængse i Dagligtalen til dette Øjeblik. Derfor skelnes de uden Vanskelighed, naar de indgaar i vore Stednavne. For den Sags Skyld kan Landsbynavnet Horne eller Herredsnavnet Hunborg godt stamme fra den Tid, da det allerførste ariske Landnam fandt Sted her i Landet.
Vil man endelig danne sig et Skøn ud fra en filologisk Betragtning af Sagen, maa man i hvert Fald søge det sproglige Materiale udvidet, baade hvad Ordenes Art og deres geografiske Herkomst angaar. Paa denne Maade mener Gudmund Schätte at være naaet til det Resultat, at »de fælles indo–europæiske Ord er aldeles overvejende »Kortetyper«, dvs. i nom. sing. overskrider de ikke 2 Stavelser; kun enkelte Indholdsklasser, f. ex. Personnavne, danner en gengaaende Undtagelse« 2). Og han fortsætter: »Denne Regel er af stor Vigtighed for Bosættelsens Tidsinddeling«. Man kunde maaske i Stedet sige, at den ikke er uden Vigtighed — hvis den holder Stik, hvad kun Sprogmænd kan afgøre. Dr. Schätte fastslaar selv med fuldkommen Bestemthed: »Den indoeuropæiske Urtids normale Stednavne var Kortetyper paa
1) En Forsker som Dr. Brøndal stiller sig meget skeptisk dertil (Vore Stednavne 1922). 8). Ved senere Lejlighed (Nordøstfyenske Stednavne, Særtryk af »Beretn. om det andet danske Hjemstavnskursus«, Odense 1925, S. 11) udtaler han dog, at vi ved enkelte Navne, særlig Ønavne, maa lade den Mulighed aaben, »at vi her kunde have Resten af et Sprog fra Tiden før Danmarks Befolkning var germansk (eller blev germaniseret)«.
2) AfnF. XXXIII. 70.
1 à 2 Stavelser og af rent stedmærkende Indhold« 1). Det er under alle Omstændigheder en Arbejdshypotese, som er Overvejelse værd.
Men selv om disse Overvejelser førte til en Godkendelse af Postulatet, vilde vi ikke have vundet stort for vort specielle Formaals Vedkommende. Vi vilde være lige langt fra at kunne fastslaa Stednavnenes absolute Kronologi — saa sandt som »Kortetyper« ogsaa er brugt i nyere Tid. Altsaa slog den filologiske Metode heller ikke til paa dette Punkt. Saa snart vi rejser Spørgsmaalet terminus post qvem, svigter den. Den er for de fjerne Tiders Vedkommende paa mange Maader mere egnet til at vild lede end til at vejlede.
3. DEN TOPOGRAFISKE METODE
Det var i Forstaaelse af de ovenfor omtalte Metoders Utilstrækkelighed, at Magister H. V: Clausen i 1916 udgav sine omfattende »Studier over Danmarks oldtidsbebyggelse« 2).
Han søgte heri at anvende et i alt væsentligt nyt Grundlag for Undersøgelsen af vore Stednavnes — og dermed vort Lands Bebyggelses — Alder, og man kan passende kalde hans Fremgangsmaade den topografiske Metode.
Forfatteren fremhævede selv, at han overfor en Række af de Studiegrene, som maatte tages i Brug ved Stednavnespørgsmaalets Løsning, var Autodidakt. »Det navn, han ønsker at kaldes med er topograf« 3). Han stillede sin topografiske Viden til Sprog–
1) Blandinger II. 125. Sml. D. St. 1906. 53.
2) Aarb. 1916. 1 ff.
3) Anf. St. 5.
mændenes og Historikernes Tjeneste og mente, at »under det betydningsfulde arbejde, historikere, sprogmænd, mythologer og arkæologer udfører for at udrede vort fædrelands ældste forhold, med fælles formål, men i spredt fægtning, kunde måske også en topograf gøre nytte«. Hans væsentligste Arbejdsgrundlag blev da de fortræffelige danske Generalstabskort. For Hovedparten af hans Undersøgelse gælder det, at han med Kortet i Haanden vandrer fra Egn til Egn, gør sine Iagttagelser og drager sine Slutninger. »I det hele spiller kortet den største rolle for mine undersøgelser«, siger han, »og paa kortet kan beviserne aflæses« 1). »Alle beviser skal være af topografisk art« 2).
I sin Indledning gør han opmærksom paa, at Forudsætningen for hans Arbejde nødvendigvis maa være Steenstrups og Nygårds Forskninger 3). Han nævner ogsaa Oberst Emil Madsens –løse–Undersøgelser og Hellquists Studier over –inge–Navnene 4). Men han vil, ved at bringe nye Synspunkter under Debat, naa videre frem end disse Mænd. »Hvad der kan siges gennemgående at savnes ved forskernes arbejde med stednavnene, er, at de ikke har behandlet disse efter deres indbyrdes beliggenhed« 5). Det er dette, han selv sætter som sit Maal, idet han dog er klar over, at der foreløbig kun kan være Tale om at fastslaa de store Hovedlinier, ikke om en Detailbehandling af de utallige Enkelt–
1) Anf. St. 8.
2) Anf. St. 10.
3) Anf. St. 3. Naar han benytter Udtrykket: »Gennem dem [ɔ: Steenstrups og Nygårds Arbejder] er hævdet, at navnene med endelsen –lev hører folkevandringstiden til«, gør han sig skyldig i en gængs Misforstaaelse. Som forud nævnt, afholdt Steenstrup sig fra enhver som helst Navnekronologi, og Nygård nøjedes med at fastslaa Navnenes terminus ante qvem.
4) Anf. St. 3 f.
5) Anf. St. 4 (Fremhævelsen min).
spørgsmaal. »Her er det mere et program, der ud foldes; det er skitser, der henkastes, det er undertiden kun spørgsmål, der fremsættes til overvejelse. Partier af det kan kaldes arbejdsanvisninger, hvis betydning skulde ligge i, at de mulig kan bringe over døde punkter, sætte yderligere forskning i gang« 1).
Der er i hans Grundsynspunkt noget slaaende rigtigt. Et Studium af Stednavnenes topografiske Fordeling og de enkelte Gruppers indbyrdes lokale Forhold kan selvsagt ikke savnes. Mere end ett Spørgsmaal kan belyses ad denne Vej. Afgørende er det kun, at man: 1), vælger det rette Udgangspunkt og 2) anvender en Metode, som giver mindst mulig Anledning til Fejlslutninger.
Hvad Udgangspunktet angaar, var det af Magister Clausen valgte det bedst tænkelige, ja det eneste anvendelige, og dets Indførelse i Studiet er derfor en vidtrækkende videnskabelig Vinding. Clausen vilde genfinde Landets gamle Bygder. Ud fra Bygdedelingen vilde han granske Stednavnenes Fordeling. Det var en baade ny og frugtbar Tanke. Et bebyggelseshistorisk Studium vil til alle Tider komme til at svæve i det Blaa, hvis Forskeren ikke allerførst i store Træk klargør sig Bebyggelsens ældste, naturlige Grundlag: Bygden.
»Midlet til at finde de ældste bygder«, sagde Magister Clausen, »er imidlertid efter min mening trods den summariske fremgangsmåde fuldstændig pålideligt. Man kolorerer, lad os sige med grøn farve, alt det land, der indtages af de nutidsskove, som vi veed er overleverede fra ældre tid, og ligeså alle de flader, der indtages af lokaliteter med skovnavne: –holt, –rød, –brænde osv., og strax bringes herved resten af landet frem i store samlede masser. Koloreres
1) Anf. St. 5.
yderligere f. ex. med gult de områder, der beherskes af navnene på –torp, –ager, –mark, indskrænkes det frie land derved igen betydeligt og underinddeles tildels i mindre bygder; i disse findes så de ældre stednavne. Det billede, der på denne måde bliver givet af oldtidens Danmark, er, skal det indrømmes, noget grovt, men man må først gå frem på denne hårdhændede måde, før dybere studier af gamle specialkort, af marknavne osv. kan tage finesserne med« 1).
Her forekommer det mig, at Metoden svigter paa afgørende Maade. Hvorledes skulde man ad denne Vej kunne naa det Maal, Magister Clausen sætter sig: at tegne et Bygdekort over Danmark i længst svunden »forhistorisk« Tid?
Vi har en Del gamle Skove nævnt i middelalderlige Dokumenter. De fleste er i vore Dage mer eller mindre ryddede; men de fandtes altsaa vitterligt i 13.-—14. Aarhundrede. Hvilket Menneske kan imidlertid borge for, at de ogsaa dækkede Egnene tusind Aar forud i Tiden? Navnene selv giver ingen Oplysning. Vi har endvidere en Række »Lokaliteter med Skovnavne«. Naar et Sted hedder Skovby, kan vi selvfølgelig af Navnet slutte, at der paa et eller andet Tidspunkt har været Skov i Byens Nærhed. Men hvornnår var det? Og hvilken Udstrækning havde Skoven? Hvor Holt, Ris eller Lund indgaar i »Skovnavnene«, tyder selve disse ikke paa større, sammenhængende Skovvækst. Maaske fortæller, de tværtimod, at Bevoksningen har været spredt og begrænset til mindre Omraader. Er dette nu ældgamle Forhold, eller er det fremkaldt ved ret sene Rydninger? Ingen kan sige det.
Jeg tror, man skal have vanskeligt ved at finde et
1) Anf. St. 8 f. .
lunefuldere Element at holde sig til end Jordens Bevoksning 1). Forsvundne Søer, Moser og Enge kan røbe sig gennem Aarhundreder, Bække og Aaer, Dale og Aase — alt sligt staar saa nogenlunde uforandret fra Slægt til Slægt. Men Skoven kommer og gaar. Den viger for Øksen og fæster ny Rod, naar Mennesket lader den i Fred. Sakse giver i Fortællingen om Kong Snjo et malende Billede af Furerne, der gror til i det folketømte Land: »og Landet kom til at ligge hen i Skov: hvor der før var yndige Agre og Enge, der bredte sig nu Skovenes skumle Tykning. Dette kan man endnu den Dag idag se Spor af paa Markerne; thi hvor der før var frugtbart Agerland, ser man nu Træer vokse tæt, og hvor fordum Ploven skar dybt i Jord og vendte Mulden vidt og bredt, der er nu Skoven skudt op; men endnu ses indenfor dens Hegn Spor af ældgammelt Agerland. Havde det ej i lang Tid ligget øde og udyrket hen, da kunde man umuligt over et helt Stykke Land finde Plovfurer tværs ind imellem Træernes Rødder. Ogsaa Gravhøje, som de gamle har opført paa aaben Mark til at gemme deres døde, ser man nu ligge midt inde i Skoven. Tit kan man ogsaa se Dynger af Sten ligge inde blandt Skovens Træer, som fordum har ligget strøede over hele Marken, og som Bønderne saa i sin Tid omhyggeligt har samlet i Hob, for at de ej skulde ligge i Vejen for Ploven: de har hellere villet spilde et lille Stykke af Ageren end støde paa Hindringer over det hele. Alt, hvad Bønderne saalunde fordum har
1) En Metode, der i visse Henseender minder om H. V. Clausens, er anvendt af Dr. Hans Mortensen i hans »Siedlungsgeographie des Samlandes«. Ogsaa her søger Forfatteren at rekonstruere den tidligere Fordeling af Bygd og Skov ved at farve alle de Strækninger grønne, som endnu bærer Skov, eller om hvilke man med Sikkerhed kan paastaa, at de har baaret Skov. Her slaar Metoden til, fordi Maalet kun er en Fremstilling af Forholdene omkring Aar 1400 e. Kr. (Forschungen zur deutschen Landes– und Volkskunde 22 (1923) 290 ff.).
gjort for at lægge Land under Plov, tyder paa, at i Hedenold har der boet flere Mennesker her i Landet end nu til Dags, da vi nøjes med smaa Agerskifter og langtfra dyrker Jorden saa vidt, som Spor af gammelt Pløjeland strækker sig. Derfor maa Nutiden vel undres over, at den Mark, som før bar Aks, nu ej duer til andet end Oldenskov, og at Plovens Fjæl og Kornets Vipper er veget for Træernes tætte Løvtag« 1).
Det er kloge Ord af en Mand, som aabenbart har brugt sine Øjne og tænkt over, hvad han har set — det samme, som man kan se hist og her den Dag idag. I Tidernes Løb har Skov og Mark vekslet. Hvor »Urskov« var fældet, bredte sig vel næppe nogen ny. Men Pletter, Egne, Bygder kunde mere eller mindre gro til — og de nye Skove atter vige for nye Bønders Bosætning. Om denne Veksling giver intet Dokument og ingen »Skovnavne« os Oplysning.
Maa vi saaledes end forkaste Magister Clausens Metode, saa bliver dog Betydningen af det Udgangspunkt, han valgte sig, som før nævnt overordentlig stor. Den Tanke at tegne Bygdekort for derved »at kunne grundlægge modsætninger, anstille sammenligninger, hvad der er den første betingelse for at få stednavnene bragt på gled« 2), er saa indlysende rigtig, at den burde danne den selvskrevne Basis for al fremtidig bebyggelseshistorisk Granskning. Men Midlet dertil maa være et andet end det af Clausen benyttede. Stednavnene maa saa vidt muligt lades ude af Betragtning, indtil Bygdens Udstrækning er fastslaaet. Ellers svigter den topografiske Metode fuldstændigt.
1) Sakses Danesaga, overs. af Jørgen Olrik II. 114 f.
2) Anf. St. 9.
4. DEN ARKÆOLOGISKE METODE
Ved Optegningen af de ældste Bygder vil man være henvist til selve Fortidens synlige Minder eller til de gjorte Jordfund.
Allerede i den tidligst fremkomne videnskabelige Behandling af vore Stednavne, N. M. Petersens »Bemærkninger om danske og norske Stedsnavnes Oprindelse og Forklaring« 1), nævnedes »Oldtidslævningernes« store Værdi for Spørgsmaalets Løsning, og der henpegedes paa Ønskeligheden af »et almindeligt Kort over disse« 2). Da Prof. Steenstrups Afhandling havde skabt nyt Liv i Studiet, skrev Skoleinspektør P. Lauridsen: »Rundt omkring i vort Land findes urgamle Bopladser udenfor de nuværende Landsbyer, og ad arkæologisk Vej kunde her sikkert fremdrages adskilligt Nyt af Betydning, men et saadant Arbejde foreligger endnu ikke, og foreløbig nødes vi derfor til at lade dette Grundspørgsmaal ligge« 3).
Saaledes var i Forvejen Opmærksomheden henledet paa Mindesmærkernes Betydning, da en Afhandling fremkom, som skabte en solid Basis for kommende Studier over vor ældste Bebyggelse: Direktør Sophus Mällers »Vei og Bygd i Sten– og Bronzealderen« 4).
Den Fremgangsmaade, som Sophus Mäller anvendte, var en ren og skær arkæologisk Metode. Ved Hjælp af omfattende Højkort paaviste han de gamle Hovedfærdselsveje i den nordlige Del af ilingkøbing Amt og godtgjorde, i hvilket Forhold Oldtidsbebyg–
1) Nord. Tidskr. f. Oldk. II. (1833). 35 ff.
2) Anf. St. 46.
3) Aarb. f. dansk Kulturhist. 1899. 77.
4) Aarb. 1904. 1 ff.
gelsen stod til Jordsmon og Terrænformer. Hvad han naaede af Resultater, uddybedes og underbyggedes yderligere ved hans Vendsysselstudier 1) og hans Fremstilling af Sønderjyllands Sten– og Broncealder 2).
Værdien af det arkæologiske Arbejdsstof afviger meget fra Værdien af det filologiske. Stednavnene giver os Oplysninger om Befolkningens Sprog, men tier om Bebyggelsens Alder. Kæmpehøjene lader os med fuld Sikkerhed fastslaa denne, men røber til Gengæld intet om Gravbyggernes sproglige Herkomst. Det ligger nær at antage, at Idealet maa være et Samarbejde mellem disse to Discipliner; kun er Forudsætningen for et saadant, at man er klar over begge Metoders Begrænsning, at man ved, hvor langt de hver for sig fører Forskeren, og at man kan fastslaa det Øjeblik, da en samtidig Benyttelse af dem begge kan sættes ind med Udsigt til Resultat, eller da den ene maaske muliggør en Fortsættelse af de Undersøgelser, som er grundlagt ved Hjælp af den anden.
Sophus Mäller tilspidsede sin Opfattelse i den korte Sætning: »Et fuldstændigt Høikort er tillige et fuldstændigt og nøiagtigt Bebyggelseskort« 3).
Højkortet fortæller os, hvilke Egne der i hine fjerne Tider var befolkede, og om der boede mange eller faa Mennesker i dem. Det kan synes at være stærke Ord, eftersom vitterligt Hundreder og atter Hundreder af Kæmpehøje er sløjfede i Tidens Løb. Men enhver, som har gennemgaaet Landet fra Egn til Egn og indlagt Højene paa Oversigtskort, vil sande Rigtigheden heraf. I Sammenligning med,
1) Aarb. 1911. 233 ff. 1912. 83 ff.
2) Aarb. 1913, 169 ff. og 1914, 195 ff.
3) Aarb. 1904, 56.
hvad der endnu er bevaret, eller hvad der vides at have været paa det enkelte Sted, maa de forsvundne Høje være uden nævneværdig Betydning for Totalbilledet. Kun hvor en Købstad er vokset frem, er saa at sige alle Spor udviskede i gammel Tid. Selv paa Sjælland, hvis Jord i Modsætning til de magre midtjydske Egnes ofte har lokket Folk til en hensynsløs Behandling af Oldtidsminderne, er det den Dag idag muligt med relativ stor Sikkerhed at fastslaa Omfanget af de oprindelige Højbygder.
En Undersøgelse som Dir. Mällers havde sin særlige Opgave i at paavise Sten– og Broncealdersvejenes Afhængighed af Terrænformerne. Hvorledes kom man over Bække og Aaer? Paa hvilken Maade søgte man uden om Slugter eller gennem Snævringer? Hvad Karakter havde Vejen paa den jævne, faste Grund og paa dens lange Løb over Hedefladen? Studiet af Højrækker og Højgrupper tjente disse og tilsvarende Formaal, og Vejnættet tegnede sig efterhaanden indenfor det undersøgte Omraade med følgestreng og storslaaet Lovbundethed.
Men hvad det for os væsentligste: Bygden angaar, traadte en almen Betragtning af dens Karakter mere i Baggrunden. Et af de herhenhørende Enkelt-spørgsmaal, som toges op til Behandling, var den i Bygden benyttede Bosættelsesform. Hvor Højene strøgvis samler sig i tætte Rækker eller større Grupper, »seer det næsten ud som den allerførste Begyndelse til en Bydannelse«, skrev Forfatteren. »Men«, fortsatte han, »tydelig viser dog Gravhøienes Fordeling i det Hele og deres Antal paa de enkelte Steder, selv i de største Grupper, at man boede spredt i Bygd og ikke sluttet i By« 1).
Og jævnsides med dette Spørgsmaal opstilledes et
1) Anf. St. 56 (Fremhævelsen min).
andet: Hvorledes var Forholdet mellem Gravhøj og Bolig? Laa Boligen umiddelbart ved Graven? Eller kastedes denne som Regel et Stykke fra de Steder, hvor de levende færdedes?
Dr. Mäller gik ud fra, at der fandtes det stærkest mulige Samhør mellem Høj og Bolig. »Den som havde sit Hus ved Veikant, reiste Gravhøi dör; boede man paa Bakken i Nærheden, blev Høien hvælvet dér; og havde man sit Bo borte fra Færdselsvei, saa gravlagdes ogsaa den Døde ved Hjemmet« 1). Bosættelsen fik herved en ganske ejendommelig Karakter, i hvilken de milelange Veje var det bestemmende Element: »Hvor der alt var Folk, kom flere til; der blev strøgvis en næsten sammenhængende, langstrakt Bebyggelse langs Veien, og da navnlig ved Knudepunkterne« 2).
Denne Opfattelse hviler udelukkende paa en Betragtning af selve Højkortet. »Der er ofte«, skriver Forfatteren, »i en Høigruppe en lille aaben Plads, eller Høiene ligge nogenlunde i Halvkreds eller Kreds; hele det uregelmæssige i Anlæget synes at tyde paa, at der var noget, hvorefter man rettede sig, og det var vel Boligerne. Men det skal dog ingenlunde hævdes, at det ganske nære Forhold mellem Høi og Hus altid er blevet fastholdt....; en Høining eller Bakke kan være valgt, fordi det var en smuk Plads o. lg. I et saadant Forhold vil der altid være en vis Bevægelighed« 3).
Gravninger, som er foretaget paa passende Steder ved og mellem Højene, har imidlertid været resultatløse 4). Hypotesen om almindeligt Samhør mellem Høj og Hus støttes altsaa foreløbig kun af et per–
1) Anf. St. 55.
2) Anf. St. 56.
3) Anf. St. 56 f.
4) Anf. St. 57.
sonligt Skøn, og det vil derfor være nødvendigt at efterprøve den. Thi Spørgsmaalet er af vidtrækkende Betydning. Hvis man som en gennemgaaende Regel kan regne med dette Samhør, bliver det »fuldstændige Højkort tillige et fuldstændigt og nøjagtigt Bebyggelseskort«; men ogsaa kun da. Hvis man ikke kan det, vil den Egn, der tilsyneladende viser spredt Højbygd, godt kunne gemme Minder om samlede Bylag. Men disse Minder kan da kun undtagelsesvis ventes paaviste ad arkæologisk Vej.
Dir. Mällers Vendsysselstudier bragte ham lejlighedsvis til at beskæftige sig med dette Spørgsmaal.
Han betragtede her Højkortet og Fundkortet under ett. I det indledende Kapitel interesserede »Gravhøienes Fordeling og Beliggenhed« 1) ham, og han fastslog ikke alene, hvor der havde været ubeboet Skovland, men tillige, hvor Dyssebyggerne i Vendsyssel først havde slaaet sig ned, i hvilken Retning deres Bygd havde bredt sig 2), hvorledes Bebyggelsen havde artet sig i Broncealderen 3), og hvorledes Bosættelsen i Jernalderen i voksende Grad strakte sig over Fladerne 4). Tilsvarende Betragtninger førte senere hans sønderjydske Studier med sig.
Denne Del af Undersøgelsen var i egentligste For–
1) Aarb. 1911, 236.
2) Anf. St. 290. 294.
3) Anf. St. 312 ff.
4) Aarb. 1912, 83 ff.
stand bygdehistorisk: Bygden opfattet som en levende Organisme, der bredte sig med den fremrykkende Tid, indtil hele Omraadet var lagt under Menneskets Haand.
Ogsaa dette er en frugtbar Opfattelse, nødvendig for alt senere Studium. At paavise de ældste Bygder vil sige at paavise de Vækstkærner, ud fra hvilke Bosættelsen her i Landet har fundet Sted. Bygden er — som Ordet antyder — i sig selv intet afsluttet Fænomen. Den markerer en Øjeblikstilstand i Bosættelsen. Varig Standsning kender den ikke. Nye Egne knyttes til gamle, eller man opgiver ældre Bopæle for at friste Tilværelsen i andre Omgivelser. Hævdvundne Grænser sprænges og nye udformes. Hver enkelt Egn faar paa denne Maade sin Bygdeskæbne, og at udlede de fælles Love, som Udviklingen lyder, er at tegne Hovedlinierne i vor ældste Bebyggelseshistorie.
5. DEN ARKÆO–FILOLOGISKE METODE
Underligt nok kaldte Direktør Mällers Studier ikke vore Filologer og Historikere frem til Samarbejde med den højt udviklede danske Arkæologi. Med ett Slag var dog vore Forestillinger om Landets ældste Kulturperioder blevet ændrede. I hvert Fald burde Stednavneundersøgelsen snarest muligt have skaffet sig, hvad allerede N. M. Petersen havde ønsket den: et almindeligt Kort over samtlige danske Oldtids mindesmærker. Og Historikerne maatte tilskyndes til at tage de gængse Forestillinger om Gottonernes ældste Jorddrift — saaledes som man havde udformet dem paa Grundlag af romerske Forfatteres sene Vidnesbyrd — op til Revision.
Men det skete ikke. Kun rent tilfældigt kunde en dansk Mand ved en Stednavneundersøgelse strejfe det centrale i Problemet. I en Afhandling om »En oldtidshelligdom« gjorde f. Eks. Prof. Axel Olrik den Bemærkning: »Når man har troet i højrækkerne at have selve de gamle bebyggelseslinjer, så stemmer det ikke med stednavnenes vidnesbyrd i dette tilfælde [ɔ: i Sevelegnen]. Det er de små middelalderlige »thorper« der ligger ind mellem højene; den gamle storby ligger vel med en rig højbygd i nærheden, men er ikke blandet sammen med højene. Jeg skulde tro, at denne sætning har ret stor almen gyldighed; det er som regel kun de unge småbyer der ligger mellem højene« 1).
Og mens Filologer og Historikere holdt sig ængstelige tilbage fra at gaa i Gang med, hvad man kunde kalde en arkæo–filologisk Metode, vogtede Arkæologerne sig i ligesaa høj Grad for at søge udenfor deres snævre Omraade. »At bringe nogen nærmere Forbindelse mellem Stednavnene og Oldtidsmindesmærkerne«, skrev Museumsinspektør Hans Kjær i en Afhandling, vedrørende Ods Herred 2), »lader sig dog ikke gøre; i hvert Fald maatte da større Landomraader betragtes under et, og Oplysningerne om de enkelte Mindesmærker være fyldigere, end de endnu er naaet at blive«.
Enhver, som søger at klargøre sig den arkæo–filologiske Metodes Væsen og Værd, maa derfor enten gaa ganske forudsætningsløs til Sagen, eller ogsaa maa han finde sig Forbilleder blandt de af udenlandske Forskere anvendte Fremgangsmaader. Thi baade i Sverige og Norge — ligesom delvis i Tyskland — er der udført meget store Arbejder i den
1) D. St., 1911. 4.
2) Fra Holbæk Amt, 1913. 85.
her omtalte Retning. Sprogmænd har benyttet arkæologisk Stof til deres bebyggelseshistoriske Studier, og Arkæologerne har ikke skyet Stednavnene, naar de vilde undersøge en Bygds Alder og Udvikling.
Til Udgangspunkt for en Kritik af denne Studieform kan vi passende vælge et bebyggelseshistorisk Hovedværk, hvori den spiller en fremtrædende Rolle — særlig, da Paavirkning af dette Værk spores i mange Forfatteres Arbejder. Det er Dr. Andr. M. Hansen's »Landnam i Norge, en utsigt over bosætningens historie« (1904).
I dette Arbejdes tredje Afsnit — »den første bosætning«, oplyst ved »arkæologiske studier« — kommer Forfatteren direkte ind paa danske Forhold.
De norske Stednavne paa –vin kendetegner efter hans Mening det første ariske Landnam, og dette sætter han til den ældre Broncealder. »Til hvilken arkæologisk tid«, fortsætter han, »–hefm–navnene må henføres i Danmark — hvor vin endnu ihvertfald ikke er skilt ut sproglig — vil først kunne påvises nøiere når den store arkæologiske landsundersøkelse med kartlægning av de faste fornlevninger er bragt til ende, og likeledes heim–navnene er sproghistorisk påvist. Av hvad der foreligger kan jeg foreløbig kun fremhæve, at netop i de felter i Jylland som ved sin mangel eller store fattigdom på store stengrave må falde utenfor den bosætning disse er knyttet til, men som har endog særdeles talrige bronsealdersgrave — der er også –lev særdeles sjældne, –heim særdeles talrig — at dømme efter karternes nuværende bostedsnavn. .... Umiddelbart østenfor har vi derimot leifenes og de store graves sammenhængende felt. Så utpræget er forholdet ved
netop disse uttrykkelig fremhævede bronsealdersfelter, at det ikke kan være tilfældigt« 1). Han drager af dette den Slutning, at »overalt hvor vin og heim viser sig som de ældste bostedsnavn, der er de ældste grave som kendes fra bronsealderen. Og såsandt de begge, hver for sig, er sikre mindesmærker om den første faste bosætning av et folk med skandinavisk sprog og kultur, så sandt må altså disse bygder ha fat denne sin første bebyggelse i bronsealderen« 2).
Hertil maa bemærkes, at de »særdeles talrige bronsealdersgrave« i Vestjylland for langt over Halvdelens Vedkommende er anlagt i yngre Stenalder og rummer Stenalders–Enkeltgrave i Bunden. Hvad Forfatteren anfører til Bevis for heim–Navnenes Broncealdersælde, holder altsaa ikke Stik. Men vi vender os herfra til hans Teorier om de endnu ældre danske Stenaldersnavne.
»Bedømmer vi«, siger han, »stenalderens skandinaviske bebyggelse i sin helhet efter de store stengrave, vil vi finde, at dens felt i det væsentlige falder sammen med feltet for den ældste danske navnegruppe for bostederne: –leiv, –løse, –inge« 3). »I de store træk kan man derfor hævde, at det ældste sæt av bostedsnavn: leif, løse og inge har været det herskende ved den første skandinaviske bosætning under den danske stenalder, og at det blev avløst av et yngre, med heim og vin, ved bronsealderens begyndelse« 4). Thi »de ældste skandinaviske navn og de ældste skandinaviske faste fornlevninger må svare i tid som de svarer i område« 5).
1) Anf. St. 111.
2) Anf. St. 113.
3) Anf. St. 102.
4) Anf. St. 105.
5) Anf. St. 106 (Fremhævelsen min).
I denne Sætning ligger hele Andr. M. Hansens arkæo–filologiske Metode: Paavis Samfald mellem det Omraade, indenfor hvilket en bestemt Gruppe Mindesmærker findes, og det Omraade, som karakteriseres af et bestemt Stednavnelag — saa er der samtidig skaffet Bevis for et Samfald i Tid mellem disse Mindesmærker og dette Navnelag. Navnenes Alder er konstateret.
Det er ejendommeligt, at denne Metode har kunnet vinde ubetinget Tilslutning hos selv meget fremtrædende Forskere. I en Afhandling »Ur våra ortnamns historia« benyttes den af Prof. Adolf Noreen saa sent som i 1913. Blandt de allerældste Navnelag, hævder han, er Navnene paa –lev, og til Støtte for denne Paastand fremføres forskellige Omstændigheder. »Men det fullständigt avgörande beviset för deras höga alder består däri, att de endast förekomma i sådana nejder, som ha att uppvisa byggda gravar från stenåldern och i synnerhet det äldsta slaget av dylika, nämligen de s. k. (sten–)dösarna. Då nu detta sammanträffande icke gärna kan vara en tillfällighet, så måste dessa namn eller åtminstone de därmed betecknade bebyggda orterna antagas vara till stor eller största delen samtidiga med stenåldersgravarna ock säkerligen icke få av dem redan från dösarnas tid, dvs. omkring 3000 år eller något mera före Kristi födelse« 1). Efter en ganske tilsvarende Metode søger han at fastslaa Alderen for de øvrige Navnegruppers Vedkommende.
Hvis det virkelig var i den Grad let at datere vore ældste Stednavne, skulde der snart komme Orden i Sagerne. Men det er i videnskabelig Henseende aldeles uforsvarligt at anvende den arkæo–filologiske Metode paa saa grovhændet en Maade.
1) Spridda studier III (1913). 59.
Et Eksempel vil vise det. Forskerne fremhæver Gang paa Gang Sjælland som baade det vigtigste –lev– og det vigtigste Dysse–Omraade. Man burde derfor studere Forholdene noget nøjere paa denne Ø. Gør man dette, vil man hurtigt se, at der ikke kan være den fjerneste Forbindelse mellem »Dysse–Byggerne« og »–lev–Byggerne«. Skulde de sidstnævnte have rejst de store Grave, maatte der i det mindste være et lokalt Samfald mellem –lev–By og Megalit–grave. I hvert Fald maatte –lev–Byerne ligge relativt tættest i det udprægede Dysseomraade.
Men dette er ikke Tilfældet. De fem –lev–Byer i Københavns Nærhed ligger langt fra den nordøstsjællandske Dyssebygd. I Frederiksborg Amt ligger Frerslev og Herlev i den nordlige Udkant af samme Bygd; kun Sigerslev har flere Dysser i Nærheden. Veddelev, Himmelev og Rerslev ligger i Bygdens sydlige Udkant, Herslev og Svoverslev ganske uden for den.
I Horns Herred, hvor der er kort fra Strand til Strand, er Forholdene mindre klare; men i Holbæk Amt kan de virkelige Stenaldersbygder atter med Lethed skelnes i deres fulde Udstrækning, og her ligger hverken Markeslev, Særslev, Hallenslev, Herslev, Geeslev, Ørslev eller Gørlev i egentlig Dysseterræn. Gaar vi til Sorø Amt bliver Billedet et lignende. Hallelev, Skaftelev, Aarslev og Ormslev har kun enkelte spredte Dysser i deres Nærhed, Vemmelev og Forlev slet ingen. Øst for den tætte Stenaldersbygd mellem Bæltet, Holsteinborg og Lundforlund ligger Haarslev, Bendslev, Sneslev, Førslev og Gunderslev — i Bygdens Udkanter kun Venslev og Eggeslev. Øst for det dysserige Tybjærg Herred træffer vi Vetterslev, Førslev, Ørslev, Haslev og Terslev; kun Sneslev har Dyssegrupper i Nærheden. I Præstø
Amt finder man Hellelev (Hellevmagle) i Udkanten af Tybjerg Herreds Dysseomraade; men alle de talrige –lev–Byer i Stevns har ligesom Haarlev, Alslev. Jørslev og Frerslev intet paaviseligt med den yngre Stenalders Gravminder at gøre, og det samme maa siges at gælde Brandelev og Blangslev. Dyrlev og Allerslev ligger ganske vist tæt øst for den Dyssestribe, som strækker sig omtrent langs Grænsen mellem Baarse og Hammer Herreder; alligevel er Ørslev den eneste –lev–By i denne Del af Landet, som virkelig kan siges at ligge i Stenaldersbygden.
Taget som Helhed ser vi da, at Beliggenheden af højst 5—6 –lev–Byer blandt samtlige 79 sjællandske kan tænkes at have noget med Dysse–Byggernes Bosættelse at gøre. Tilsvarende er Forholdene i de øvrige Dele af Landets –lev–Omraader. Men paa saa yderst spinkelt et Grundlag kan selvfølgelig ingen Teori om –lev–Navnenes Stenaldersælde opretholdes. Tværtimod, man kan med fuldkommen Sikkerhed paastaa, at det ikke var de samme Mennesker, som anlagde –lev–Byerne og rejste Megalitgravene.
1) Endnu urimeligere er det naturligvis at ville bygge en Stednavnekronologi paa Samfald »i Omraade« mellem en Navnegruppe og en Række løse Fund fra en bestemt arkæologisk Periode. Dette er forsøgt af Prof. A. G. Högbom, som i en Undersøgelse over Upplands ældre Bebyggelseshistorie fastslaar, at Hovedparten af Omraadets –sta–Navne stammer fra Broncealderen — bl. a. fordi »i stort sedt de tätaste bronsåldersfynden forekomma i de tätaste sta–bygderna« (Ymer, 32 (1912), 278). Og endda er Forholdet dette, at der i de be–
almindeligt lokalt Samfald. »Fornlämningarna«, siger Sandström, »ådagalägga bygdens alder. Men detta är ej det samma som den enskilda boplatsens, byns alder. .... För att vara bevisande, maste det vara en viss grupp fornlömningar, för hvilken ett konstant samband med byarna kan konstateras« 1). Saaledes mener Oskar Almgren, at man i Svealandskaberne »vid nästan hvarje by med gammalt namn (kan) återfinna dess begrafningsplats från hednatiden (vanligen från järnålderns senare delar)« 2), og han minder i denne Forbindelse om Västgötalagens Udtryk »höghæ byr ok af heþnu bygdær« eller østgotalagens »gammal höghæ byr« — dvs. »en by, som är försedd med grafhögar och som på grund af sin alder har alla en »fullbys« rättigheter«. Paa lignende Maade har Jan Petersen søgt at datere –staðir–Navnene paa Romerike. Ad arkæologisk Vej naar han til det Resultat, at Befolkningen her er øget stærkt fra det 9. Aarhundredes Slutning. Han spørger da, om dette ogsaa kan spores i Stednavnene og fæster Opmærksomheden ved –staðir–Navnene. »Paa flere av disse gaarder«, siger han, »er der gjort vikingetids gravfund. Jeg opfatter nu disse –staðir–navner paa Romerike set i sammenhæng med det arkæologiske materiale som vidnesbyrd om et østlandsk landnaam i »landnaamstiden«« 3).
En saadan Form for den arkæo–filologiske Metode er forøvrigt gammel.
handlede Egne findes mere end fire Gange saa mange –sta–Navne som gjorte Broncealdersfund, en for »Metoden« fuldkommen fældende Kendsgerning. Om Prof. Hogboms geologiske Argumentation, der fremsættes ved S.iden af den arkæologiske, og som genoptages i en senere Afhandling (Ymer, (1921), 269 ff), se Jöran Sahlgrens Kritik (Namn och Bygd, 9 (1921). 155 ff).
1) Fornv. 1910. 86.
2) Sv. fasta fornlämningar (19041, 27.
3) (Norsk) Hist. tidsskr, 5. V. 58 f. Sml. Aarb. 1920, 50.
I sin ypperlige Kritik af Andr. M. Hansens »Landnåm« skrev Prof. K. Rygh: »Ved at gjennemgaa rækken af de øvrige kjendte, enkeltvis forekommende gravfund fra broncealderen vil man finde, at et overveiende antal af dem er knyttede til gaarde med usammensatte stammenavne, for en stor del med lokal betydning« 1). Han sluttede ikke deraf, at alle usammensatte Stednavne stammede fra Broncealderen; men han fandt det rimeligt, at man »kan regne en god del af disse navne blandt de allerældste«, og han tilføjede: »Det er de forhold, hvorunder de forekommer, som i de enkelte tilfælde kan give nærmere veiledning til bedømmelsen af deres ælde« 2). I nøje Tilslutning til denne Opfattelse var det, at Prof. Magnus Olsen udarbejdede sin Afhandling »Fra Grænseomraadet mellem arkæologi og stedsnavneforskning« 3), i hvilken han søgte at paavise »en sammenhæng mellem gaardnavnet Vist(ir) og bosteder fra ældre stenalder« 4).
Problemet faar da i Virkeligheden denne Form: Kan et gennemgaaende lokalt Samfald mellem Grave fra en bestemt Tid og Bynavne af en bestemt Type afgive noget Bevis for, at Grave og Navne er lige gamle? Hvis dette maa benægtes, svigter jo trods al anvendt Omhu den arkæo–filologiske Metode.
Et lokalt Samfald som det ovennævnte kan — under visse Forudsætninger — tænkes at godtgøre, at en hel Række Byer som Bosættelsespladser be–
1) Det kgl. norske vidensk. selsk. skr. (Trondhjem) 1905, Nr. 4, 17. Mod dette Th. Petersen: »Det har endnu ikke lyktes mig for de nordenfjeldske distrikter i sin helhet med sikkerhet at finde nogen forbindelse mellem den nuværende faste bebyggelse, saaledes som denne avspeiles av gaardnavnene, og oldfundenes utbredelse i broncealderen, langt mindre i stenalderen«. (Aarb. 1920, 35, Note 2).
2) Anf. St. 22.
3) Avhandlinger, tilegn. K. Rygh (1914), 115 ff.
4) Anf. St. 126. SmI. forøvrigt Prof. Olsens principielle Reservation i »Hedenske kultminder i norske stedsnavne« (1915), 93.
tragtede maa gaa tilbage til Sten– eller Broncealder. Men i Sandhedens Navn maa det erkendes, at det arkæologiske Materiale ikke kan give os afgørende Sikkerhed for, at ogsaa de nuværende Navne har været brugt i hine fjerne Tider. I det mindste er det teoretisk set muligt, at der kan have fundet en Omdøbning Sted, hvorved alle oprindelige Navne er forsvundet og afløst af andre 1). Der maatte vel saa som Grund til dette Skifte tænkes en Indvandring af nye Folkeslag.
Er denne Tanke nærliggende? For en umiddelbar Betragtning synes den ikke meget sandsynlig, og der foreligger i hvert Fald intet Vidnesbyrd om nogen Indvandring ved Jernalderens Begyndelse. Overgangen fra Broncealderen til Jernalderen staar ganske vist som et langt skarpere Skel end Overgangen fra Stenalderen til Broncealderen. De to sidstnævnte Perioder glider paa afgørende Punkter næsten umærkeligt over i hinanden, og de betegner desuden begge for vort Folks Vedkommende Højdepunkter af selvstændig kunstnerisk Evne, om end Motiver og Tilskyndelser er hentet udefra. Helt anderledes tegner den begyndende Jernalder sig. Den er fattig — kvantitativt og kvalitativt —, kunstnerisk lidet værdifuld, afhængig af de fremmede Forbilleder og i Behandlingen af dem rent provinsiel, barbarisk. Maaske kunde man være tilbøjelig til i denne Nedgang at spore Tegn paa nye Folkeslags Fremtrængen, som havde kvalt de oprindelige Indbyggeres rige og blomstrende Kulturliv; men man vilde, alt taget i Betragtning, have en for svag
1) Jfr. dog Schlüters velbegrundede Advarsel mod den Slags Omdøbnings–Teorier (Hoops Reallexikon I. 422) og Hans Wittes Polemik i samme Anledning mod Adolf Schiber, der opererer med Masseomdøbning af –inge–Navne til –heim–Navne i Pfalz og Elsass (Deutsche Geschichtsblätter III (1902), 155 ff., 162 ff.).
Basis at bygge en saadan Opfattelse paa. Nedgangen kan jo forklares ud fra mange andre Omstændigheder end et Folkeskifte. Man har under Drøftelsen af Forholdet henvist baade til en mulig Forværring af de klimatiske Forhold 1) og til den dominerende Indflydelse af en »keltisk Hansa« 2). Endnu er heller ikke disse Forklaringer gjort overbevisende; men saa meget staar fast, at Indvandringshypoteser næppe tør fremsættes, naar der ikke foreligger meget stærke Vidnesbyrd, som taler for dem.
Det arkæologiske Stof lader os altsaa i Stikken. Det gør forøvrigt det samme paa et andet Punkt. Man kunde nemlig tænke sig det muligt ikke alene at konstatere et gennemgaaende og lokalt Samfald mellem f. Eks. Broncealdersveje og en bestemt Stednavnetype, men tillige afgørende Uoverensstemmelser mellem Fordelingen af disse Stednavne og Jernalderens Fund. I saa Fald vilde meget tale for, at Navnene var af samme Ælde som Vejene. Imidlertid er Materialet fra Jernalderen ganske utilstrækkeligt til en saadan Prøve. I mange Tilfælde kan vi sikkert gaa ud fra, at de gamle Veje har været holdt i Hævd — delvis indtil vore egne Dage — og saa kan de altsaa intet oplyse om Navnenes Alder. Og hvor man i Jernalderen maatte have brudt nye Veje, er vi ude af Stand til at paavise dem. Altsaa kan vi heller ikke se, om de maatte karakteriseres af andre Navnetyper end Broncealderens.
Hertil kommer endelig, at hele Spørgsmaalet først kan finde sin Løsning i Forbindelse med det samlede ariske Problem. Hvornaar er de første Folk af
1) Rutger Sernander: Postglaziale Klimaschwankungen im skandinavischen Norden (Beiträge zur Geophysik,XI,2.—4. Hefte, 140ff. (1912)).
2) Sune Lindquist: Den keltiska Hansan (Fornv. 1920, 113 ff.).
vor egen Race kommet her til Landet? Tillader en sammenlignende Arkæologi og en sammenlignende Filologi os den Antagelse, at dette er sket med den jydske Enkeltgravskultur, som nogle har ment? 1) Eller tvinger de os til — trods manglende ærkæologiske Vidnesbyrd fra dansk Grund — at regne med en senere Indvandring, f. Eks. i den endnu saa dunkle førromerske Jernalder? Hvad der hidtil er fremsat vedrørende Ariernes Hjem og tidligste Vandringer, er snarere Udslag af Forskernes naturlige Trang til at naa Gaadens Løsning end af det nødvendige Krav: langsomt og forsigtigt at skabe et Grundlag for de endelige Slutninger.
Naar Stillingen er denne, vil det være klart, at en arkæo–filologisk Metode ikke i Øjeblikket kan gennemføres med Held. Om Fremtiden vil komme til at raade over Midler, som vi ikke kender, bliver en Sag for sig. I det her foreliggende Arbejde vil vi derfor ikke inddrage Stednavnene under vore Studier. Deres Forhold til de arkæologiske Mindesmærker kan først bringes paa Bane, naar vi ad anden Vej kan skaffe os Sikkerhed for den rette Opfattelse alf de etniske Tilstande.
6. UNDERSØGELSENS PLAN
Vi kan nu i store Træk skitsere den Fremgangsmaade, som vil blive benyttet ved de følgende Undersøgelser.
I. Først maa vi ad arkæologisk Vej Skaffe os et paalideligt Billede af Landets ældste Bebyggelse. »Arkeologien maa bli den fundamentale videnskap« ved Studier af denne Art, siger Jan Petersen. »Den
1) Aarb. 1913, 318 (Sophus Müller).
maa kræve en viss suverænitet overfor de andre videnskaper« 1. Man maa indenfor et større, samlet Omraade fastslaa Udstrækningen af Sten– og Broncealdersbygderne hver for sig, saa det bliver muligt at erkende, i hvilket Forhold de staar til hinanden — om de sidste betegner en simpel Udvidelse af de første, eller man i Broncealderen har søgt andre Egne end de i Stenalderen bebyggede. Bosættelsernes karakteristiske Ejendommeligheder i topografisk Henseende maa belyses, og af overordentlig Betydning vil det være at faa klarlagt det oprindelige Vejnæt, saadan som det er vokset frem indenfor Bygderne selv, eller som det har knyttet Bosættelsesomraade til Bosættelsesomraade.
II. Det næste Led i Undersøgelsen maa være Bosættelsesformen. Man maa prøve at besvare det i saa mange Henseender betydningsfulde Spørgsmaal: Enkeltgaardsbebyggelse eller Bylag. Det nytter ikke at stole paa mere eller mindre klare Udtalelser hos relativt sene klassiske Forfattere; vi maa faa vort eget Materiale til at tale, og vi maa gaa til det samtidige Udland for at se, hvad det arkæologiske Studium har bragt for en Dag indenfor de Dele af Europa, hvorfra vi i yngre Stenalder og Broncealder modtog vor Kulturpaavirkning.
III. I Forbindelse med Bosættelsesformen maa vi undersøge Valget af Bosted, hvilket atter kan give os Oplysninger om Forholdet mellem Grav og Bolig. Maaske vil det vise sig, at der intet snævrere Samhør er mellem de Steder, hvor man har boet, og de dødes Grave. Men tænkeligt er det dog ogsaa, at Grav og Bolig som Regel har ligget hinanden saa nær, at Højkortet virkelig i alt væsentligt bliver, hvad Direktør Müller kaldte det: »et fuldstændigt
1) (Norsk) Hist. tidsskr. 5. V. 46 f.
og nøjagtigt Bebyggelseskort«. Og under alle Omstændigheder vil det have sin Værdi at faa fastslaaet, til hvilket Terræn Bostederne fortrinsvis har været bundet — om det er det samme som det, hvori Gravhøjene rejstes, eller man af Hensyn til Livet og dets daglige Krav byggede sine Huse og Gaarde paa andre Steder. Det vil kunne give en betydningsfuld Baggrund for vor Opfattelse af Befolkningens Kulturstandpunkt i vore ældste Bygder. Man kan jo tænke paa, hvilke Slutninger man har kunnet drage ud fra den Omstændighed, at saa mange af vor ældre Stenalders Bopladser ligger ved Kysterne.
Omvendt vil et filologisk Studium — maaske i Forbindelse med sociologiske og landbohistoriske Undersøgelser — ikke med Sikkerhed føre os længere tilbage end højt regnet til Folkevandringstid. Der vil altsaa fremkomme en Kløft, spændende over henved halvandet Aartusinde, og hvis vort Lands Bebyggelseshistorie skal skrives, maa det være en meget vigtig Opgave for Forskeren at slaa Bro over denne Kløft. Foreløbig skal det kun understreges, at hvad der bebyggelseshistorisk ligger efter den ældre Broncealders Afslutning, kræver sin særegne Behandling. Det møder med sine egne Forudsætninger og nødvendiggør derfor sin egen Metode.
7. UDARBEJDELSEN AF HØJKORTET
Sophus Müllers Skildring af den vendsysselske Stenaldersbygds Vækst hvilede paa et Detailstudium af samtlige Megalitgrave indenfor Omraadet. Forud for Behandlingen havde han ladet foretage Undersøgelser i Marken, skønt der i Museet fandtes Indberetninger af ny Dato, og paa lignende Maade maatte Stenaldersbebyggelsen i enhver anden Landsdel behandles, hvis tilsvarende Studier skulde muliggøres; men hertil vilde kræves Pengemidler og Arbejdskraft i en Grad, hvormed man slet ikke kan regne.
Endvidere maatte Studierne i Vendsyssel forudsættes at vise sig ganske særlig lønnende. Selv de videstgaaende Undersøgelser vilde i faa andre Egne være i Stand til at bringe Resultater af samme Karakter.
Dette hænger sammen med, at Grundlaget for Studierne var den Kronologi, som kan bygges op paa Basis af Megalitgravene. Man skelner mellem forskellige Dyssetyper, Jættestuetyper og Hellekistetyper, som utvivlsomt — grovt taget — repræsenterer forskellige Tidsafsnit indenfor den yngre Stenalder. I store Træk vil Typerne som oftest kunne skelnes fra hinanden uden Gravning. Men for at Arbejdet skal give et brugbart Udbytte, maa baade ældre og yngre Former findes nogenlunde talrigt paa det behandlede Omraade. Hvis vi f. Eks. i en større undersøgt Egn kun finder et Par Mindesmærker af ældste Dysseform blandt talrige af yngre, vil vi i det højeste kunne slutte, at Egnens egentlige Bebyggelse maa have fundet Sted forholdsvis sent. Udviklingslinien vil vi ikke faa Øje paa, ja, vi vil end ikke
kunne sige: dèr, hvor disse to gamle Mindesmærker ligger, er Bygdens Kærne. Naar der er Tale om et saa ringe Antal Megalitgrave af en bestemt Type, maa man regne med, at Sløjfning i væsentlig Grad kan have ændret Billedet. Detailkendskab til sløjfede Grave indenfor det samlede Dysseomraade vilde maaske have givet os et helt andet Indtryk af Bygdens første Begyndelse.
Denne Risiko er mindst oppe i Limfjordsegnene. Her er nemlig den ældste Dyssetid forholdvis stærkt repræsenteret 1), og dette stemmer med, at ogsaa Flertallet af de ældste Jættestuer synes at ligge her. Af de 15 i Landet paaviste, hører de 11 hjemme i Herrederne paa begge Sider af Limfjorden 2). Endvidere er de store Ravfund, som kendetegner Overgangen til den yngre Stenalder og denne Periodes ældste Del (indtil 1917 var der gjort 11 saadanne) fremdraget her — fra Vandfuld Herred i Vest til Sønder Lyng Herred i Øst 3). Alt dette kan tale for, at Kultur frembruddet er sket netop i disse Egne, og dermed stemmer det, at man for Danmarks Vedkommende regner med en direkte Overførelse af Megalitkulturen fra de britiske Øer 4).
Helt anderledes stiller Forholdet sig imidlertid andet Steds. Paa Sjælland, hvor man i flere Herreder finder en overvældende Mængde Megalitgrave, vil det næppe være muligt ud fra en Paavisning af de ældste Formers topografiske Udbredelse at skønne over, hvorledes Bebyggelsens Vækst har artet sig indenfor den enkelte Egn i Løbet af den yngre Stenalder. Jeg har — i den Udstrækning Materialet tillod det — gennemarbejdet Stoffet dels i Frederiks–
1) For Vendsyssels Vedkommende se Aarb. 1911. 287.
2) Aarb. 1915. 116 f.
3) Aarb. 1888. 281; 1911. 303 f.: 1917. 151 ff.
4) Aarb. 1915. 120.
borg Amt, dels i Ods Herred, men har ikke kunnet finde sikre Udgangspunkter for Studiet. Om Fremtiden vil vise Vej til Spørgsmaalets Løsning, er en Sag for sig. Foreløbig vil Faren for Fejlslutninger være ulige større end Udsigten til en rigtig Bedømmelse.
Vi maa da betragte den yngre Stenalders Bebyggelse som et Hele, hvis ældre og yngre Elementer ikke kan holdes ude fra hinanden, og vi maa nøjes med at skelne mellem Stenalderens og Broncealderens Bygder. Kun derved kan vi opnaa at erkende Bygden som en levende Organisme, skiftende i Udstrækning og Form fra Tid til Tid.
Men dermed begrænses i høj Grad Mulighederne for Valget af Undersøgelsesomraade. Det vil være udelukket at søge til Egne, hvor Enkeltgravskulturen har hersket; thi her rummer samme Høj altfor hyppigt baade Stenalders– og Broncealdersgrave, og kun en Undersøgelse med Spaden kan afgøre Tidspunktet for Mindesmærkets oprindelige Anlæg. Ikke heller Østjylland vil være videre godt egnet. Dels strækker Enkeltgravskulturen sig sikkert mange Steder dybere ind i Megalitbygderne, end vi i Øjeblikket aner, dels giver disse sidste os af flere Grunde sparsommere Oplysninger end ønskeligt. De viser os f. Eks. i Hovedsagen den yngre Stenalders Kystbebyggelse; men af ikke mindre Interesse vilde det være at lære dens Indlandsbebyggelse at kende. Hvad Fyn angaar, er der her levnet altfor faa Mindesmærker, og Lolland–Falster er for lille et Om raade til at kunne bruges. Tilbage er da i Virkeligheden kun Sjælland. Det er den største af vore Øer, det danner et særpræget Hele og er dog, hvad Jordbund og Terrænformationer angaar, af højst forskellig Karakter i de enkelte Egne. Her kan vi vente
at se Bygdeproblemerne belyst fra mere end een Side, og de indvundne Resultater kan efterprøves ved Sammenligning med Forholdene i andre danske Egne. Vi har paa Sjælland en talstærk Repræsentation for Dyssetidens Grave, vi har Strækninger, hvor Broncealderens Gravminder i udpræget Grad karakteriserer Landskabet, og vi har endelig Strøg, hvor Bebyggelsen først langt senere synes at have fundet Sted. Vi har »Indland« og »Kystland«, vi har vandrige Aaløb gennem frodige Dale, vi har Bakkedrag og Flader, vi har jævne Kyster, grenede Næs, Bugter, Fjorde og Nor — altsammen Ting, der kan tænkes at have indvirket paa Bebyggelsen og bestemt dens Karakter. Og om vi end ikke her paa Sjælland, som ovre i Jylland, har Mulighed for at tegne milelange Oldtidsveje op paa Kortet med fuld Nøjagtighed, kan vi dog med en saa stor tilnærmelsesvis Rigtighed, som vi har Brug for, angive, hvor adskillige af Hovedfærdselsaarerne laa, og hvor mange af Bygdernes Biveje gik. Omhyggeligt udnyttet, vil Materialet sikkert paa alle væsentlige Punkter slaa til.
Den langt overvejende Del af det arkæologiske Materiale er indsamlet af Nationalmuseets Embedsmænd paa deres Undersøgelsesrejser i Herrederne.
Indberetningerne fra disse Rejser vil alle Dage være en Hovedkilde. Men de er af ret forskellig Værd, fordi de er afgivne til højst forskellig Tid og
præget af det stadig voksende Krav om Nøjagtighed og Fuldstændighed. Undersøgeren er rejst fra Gaard til Gaard, og paa Kort har han indlagt, hvad der endnu fandtes af Mindesmærker, eller hvad gamle, stedkendte Folk har kunnet paavise af det forsvundne. Nu og da har han til Udgangspunkt kunnet tage ældre Kort eller Beretninger, indsamlede af Museet i Begyndelsen af forrige Aarhundrede; som oftest har han maattet begynde Arbejdet paa forholdsvis bar Bund.
Kortets Værdi er altsaa i høj Grad afhængig af Undersøgerens Evne til at finde og spørge, af hans Omhu og hans Tid. De nyere Undersøgelser er gennemgaaende adskilligt mere udtømmende end de ældre; men hvor gammelt og nyt kan lægges Side om Side, forsvinder alligevel Indtrykket af Forskellens Betydning. Helhedsbilledet er og bliver det samme 1). De højrige og de højtomme Strækninger, Højgrupper og Højrækker fordeler sig i store Træk ens, og kun hvor der rejses et Problem af speciel Art, kan den ældre Undersøgelse siges at være utilstrækkelig.
De benyttede Kort var tidligere haandtegnede Matrikelskort for hvert Sogn; i vore Dage er det Generalstabens Maalebordsblade. Paa de førstnævnte kunde det »arkæologiske Punkt« ikke bestemmes med samme Nøjagtighed som paa Maalebordsbladene; men ogsaa denne Omstændighed er uden Betydning, naar Spørgsmaalet gælder Bebyggelsen som Helhed. Og fra Matrikelskortene kan Højsignaturerne med Lethed overføres til Generalstabskortene, saa man paa denne Maade kan skaffe sig det nødvendige ensartede Kortmateriale.
1) Sml. for tyske Egnes Vedkommende XII. Bericht der röm.–germ. Komm. 1920, 36 (Ernst Wahle).
Endelig giver de ældre Indberetninger ikke saa detaillerede Oplysninger om Mindesmærkernes Art som de yngre. Hvis Opgaven var at udskille de enkelte Typer blandt Megalitgravene fra hinanden, vilde Materialet som oftest være utilstrækkeligt; men dette Krav foreligger, som tidligere nævnt, ikke her, og til at skelne mellem Stenalders– og Broncealders–mindesmærker giver de fleste af Museets Indberetninger os i Hovedsagen fornøden Vejledning.
Her maa dog gøres et vist Forbehold gældende. Vi kan som Regel — skønt ikke altid — skelne Megalitgraven fra den simple Jordhøj; men om denne i sin Oprindelse stammer fra Stenalderens sidste Periode eller fra Broncealderen, kan kun fastslaas gennem Gravninger og Fund. Hidtil gjorte Erfaringer tyder paa, at der i denne Henseende er Forskel mellem Jylland og Øerne. I Jylland findes der Egne, hvor de Høje, som har Stenalders Enkeltgrave i Bunden og Broncealdersgrave ovenover, sikkert udgør 70—80 pCt., ja 90 pCt. eller mere af den samlede Højmængde. Saa stort et Procenttal vil man næppe noget Sted naa paa Øerne; men forøvrigt er det udelukket at opstille nogen tilnærmelsesvis paalidelig Statistik. Endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede kunde det siges, at rimeligvis »den langt overveiende Del af Landets Gravhøie skriver sig fra Bronzealderen« 1). Erkendelsen af de jydske Enkeltgrave har for Jyllands Vedkommende grundigt ændret denne Opfattelse. Paa Øerne har Enkeltgravene efter alt, hvad vi ved, spillet en meget ringe Rolle, og hvis et Kort i det hele viser udprægede Megalitbygder som delvis Modsætning til udprægede Højbygder, tør man vel som Regel regne Højbygderne for hørende til Broncealderen.
1) Sophus Müller: Vor Oldtid (1897), 296.
Ved Siden af Nationalmuseets Herredsindberetninger maa man raadspørge den foreliggende topografiske Litteratur. Den kan paa enkelte Punkter udfylde Indberetningerne; men det sker ikke ofte, og dens Opgivelser er sjældent saa bestemte, at man kan benytte dem ved Udarbejdelsen af Højkortet. Antallet af Høje i en Gruppe eller Række kan forøges lidt — det er som Regel alt. For Bebyggelseskortet som Helhed betragtet spiller det ingen Rolle.
Endvidere kan man søge Oplysninger om Mindesmærkerne ved at gennemgaa Matrikelsarkivets Kortsamlinger, særlig de saakaldte »Udskiftningskort« og »Originalkort I«. Det er dog meget faa Høje, som er afsat paa dem. Kun hvor Korttegneren har haft Interesse for »Antiquiteter«, har han i større Udstrækning medtaget Højene, og lægger vi hans Kort Side om Side med Museets, vil vi finde Overensstemmelse imellem dem. Men ganske vist er Musets ulige fyldigere.
Dernæst bør man kontrollere Højkortets Anvendelighed ved en Gennemgang af Nationalmuseets topografiske Stedregister for de Egnes Vedkommende, der har faa eller ingen Høje. 1) Ad denne Vej skaffer man sig et Indtryk af de løse Funds Talrighed og derigennem af deres Betydning som Vidnesbyrd om tidligere Bebyggelse. Men det Grundlag, som vindes, er yderst skrøbeligt, og man vil hurtigt gøre den Erfaring, at der intet kan bygges paa det alene. Kun hvor det ses i Sammenhæng med Højkortet, kan det fuldstændiggøre Opfattelsen af de gamle Bygders Udstrækning. Hvor man i et Sogn
1) Den iil Brug for nærværende Arbejde foretagne Gennemgang af det topografiske Stedregister afsluttedes i Juli 1924. Til Fund, som er indført efter dette Tidspunkt, har der altsaa ikke kunnet tages Hensyn.
hverken træffer jordfaste Mindesmærker eller til Museet indsendte, løstfundne Genstande, kan man med Rimelighed gaa ud fra, at der ikke heller tidligere har været Gravhøje, og det samme maa gælde, hvor Fundene er saa sparsomme og spredte, at de kan skyldes Tab under tilfældig Færdsel 1).
Endelig maa man i videst mulig Udstrækning færdes i selve Terrænet og paa Stedet gøre sine Iagttagelser. Der er altid Forhold, som endog det bedste Kort ikke kan aabne ens Øjne for, og hvor Talen er om at følge Oldtidsveje fra By til By eller fra Bæk til Bæk, vil man risikere at gribe fejl, hvis ens endelige Opfattelse ikke kommer til at hvile paa Selvsyn. Det gælder Vejnættets faste Punkter, Overgangsstederne over Vandløbene, hvor Mindesmærkerne endnu ofte samler sig; men det gælder i mindst ligesaa høj Grad Vejbanens Løb gennem Bakkeland, over Flader eller udenom Slugter. Ganske vist maa man som Regel give Afkald paa den Nøjagtighed, med hvilken de lange jydske Oldtidsveje er fulgt af Direktør Sophus Müller. Mindesmærkerne er for faa. Alligevel — Færdselsaarerne er af saa afgørende Betydning for Bygdens hele Udformning og Vækst, at man ved Klarlæggelsen af dem maa søge at vinde
1) Ved svenske og norske Undersøgelser spiller den topografiske Fordeling af de løse Fund en betydelig større Rolle, end man kan tillægge den i Danmark. Dette hænger i første Række sammen med de jordfaste Mindesmærkers relative Faatallighed; men dernæst skyldes det den Omstændighed, at Fundkoftet i disse Lande kan kombineres med et Studium af de geologiske Niveaulinier, som udtrykker den stadig fortsatte Hævning. Noget saadant er af gode Grunde udelukket hos os. Fundenes almindelige Betydning i bygdetopografisk Henseende fremhæves ofte (vel) stærkt; se f. Eks. Nils Lithberg: Gotlands stenålder (1914), 6. — Sml. vdr. Broncealdersfundenes Betydning en mere nøgtern Vurdering hos Ekholm: Stud. i Upplands bebyggelsehist. H (1921), 106, 121. — Tilsvarende Problemer er for Tysklands Vedkommende behandlet nøgternt af Ernst Wahle i XII Bericht der rèm.-germ. Komm. 1920, 40 f.
al den Sikkerhed, Materialet tillader. Og denne kan ikke opnaas udelukkende ved Kortet. Højdekurver i det smaa, Vandskelslinier i det større 1) kan nu og da vejlede Forskeren, hvor der ikke findes andet at gaa efter; men de kan ikke bruges som et almengyldigt Udgangspunkt. Hensynet til selve Bygden spiller en ulige større Rolle for Samfærdselens Retning, og det indbyrdes Forhold mellem de forskellige Faktorer, som betinger Bygdens Struktur, maa »opleves« ude i Terrænet.
Materialet til den følgende Fremstilling er da overalt skaffet til Veje paa den Maade, at Museets Herredsindberetninger først er gennemgaaet Sogn for Sogn og alle Høje indlagt paa Generalstabens Atlasblade (l : 40,000) med forskellig Signatur for Stenalder og (formodet) Broncealder. Dernæst er disse Kort — ligeledes Sogn for Sogn — konfereret med Matrikelarkivets Udskiftningskort og Originalkort I og med Oplysninger, hentede fra den trykte topografiske Litteratur. De faa Høje, som ad denne Vej er paavist ud over de i Museets Indberetninger omtalte, er dog kun indlagt paa Højkortet, hvor de kunde stedfæstes med tilstrækkelig Nøjagtighed, eller hvor de betød en virkelig Vinding for Helhedsbilledet. Endelig har jeg ved gentagne Undersøgelser i Marken suppleret det Indtryk, Kortene gav.
De saaledes reviderede og kontrollerede Atlasblade har dannet Grundlaget for den efterfølgende topografiske Beskrivelse, og som Noter til denne har jeg anført de Meddelelser om løse Fund, som kunde skønnes at have Betydning for Helhedsbilledets Fuldstændighed. Til Slut er samtlige »arkæologiske Punkter« overført paa Generalstabens Kort i Maale–
1) Fortid og Nutid (1919), II, 129 ff. (J. T. Lundbye).
stokken 1 : 100,000, efter hvilke Kortbilagene i nærværende Bog er tegnede (og reproducerede i 1 : 300,000) 1). Det skal tilføjes, at samtlige i Teksten anførte Stednavne — nogle Højnavne fraregnede — vil kunne findes paa Generalstabens Atlasblade.
1) Det er en Følge af den stærke Formindskning, at der kun har kunnet tilstræbes et sandt Helhedsbillede. Den fuldkomfnen nøjagtige Beliggenhed af de enkelte arkæologiske Punkter vil næppe kunne aflæses paa mindre Kort end Maalebordsbladene. Ligeledes har jeg kun kunnet tilstræbe en tilnærmelsesvis rigtig Angivelse af Vejbanerne, og af disse er endvidere kun de medtagne paa Kortet, som kan fastslaas med ret stor Sikkerhed, naar Hensyn tages baade til Mindesmærkerne selv og til Terrænet.
Side 1
II. SJÆLLANDS BYGDER I YNGRE STENALDER OG ÆLDRE BRONCEALDER
1. ODS HERRED 1
Ods Herred er et Omraade, som selve Naturen har afstukket Grænserne for. De sydligste Sogne — Hørv og Vallekilde — hørte i Middelalderen til Skippinge Herred, og det var da Draget fra Lammefjordens Bund til Nekselø Bugt, som satte Skellet. Vejen Hørv—Vindekilde var den eneste, som bandt Ods og Skippinge Herreder sammen, og den maa forudsættes at have været befaret allerede i yngre Stenalder 2).
Indenfor dette gamle Herred laa der i Dyssetid tre sluttede Smaabygder.
Den nordligste fyldte den højtliggende og bakkede Del af Højby Sogn fra Lumsaas i Vest til Lille Starup i Øst. Mindesmærkerne ligger her spredt uden
1) Herredsindberetning af Henry Petersen (1874). Sml. Antiq. Ann. II (1812). 267 ff. og Fra Holbæk Amt, 1913. 83 ff.
2) Naturforholdene gør det sikkert, Mindesmærkerne fortæller intet. Maaske røber de løse Fund i store Træk Vejens Løb. Flertallet af dem samler sig omkring Veddinge, andre omkring Ris, Ordrup og Faarevejle. Hertil kommer et enkelt fra Dragsholm og selve Draget. Veddinge— Ris—Faarevejle—Draget er netop den Vejbane, Terrænet anviser.
At Fordelingen af de løse Fund kan have Betydning for Paavisningen af Vejlinierne er iagttaget f. Eks. paa Gotland. Her synes de at »indicera, att vi i själfva verket i fyndsträckorna ha att se äfven vägsträckor under stenålderns slut, motsvarande dem, som Müller för Danmark genom grafhögarnas läge konstaterat för den omedelbart följande tiden, den äldre bronsåldern«. (Nils Lithberg: Gotlands stenålder (1914). 58).
egentlige Gruppedannelser, og de naar intet Steds helt ud til Kysten. Mod Vest har Sjællands Odde, mod Øst Nykøbing Landsogn og Rørvig Sogn været uden paaviselig Bosættelse, og stort set gælder det samme om den brede Flade i Højby Sogns sydlige Del (med Trundholm Mose) og om den svagt bølgede Egn mellem Asminderup og Annebjærggaard.
Den mellemste Bygd optog største Delen af Egebjærg Sogn. Kun dettes nordvestlige Strækninger med det dels sandede, dels lerede, ret højtliggende og meget bakkede Terræn er uden Megalitgrave. I Bygden forekommer Mindesmærkerne ligeledes spredt og uden Gruppedannelser; men de gaar her enkelte Steder Kysten nærmere 1).
Endelig strakte den sydligste Bygd sig over Grævinge og Asnæs Sogne og den nærmest liggende Del af Faarevejle Sogn (indtil Veddinge). Fordelingen af Gravene er nøjagtig som i de to forud nævnte Bygder. I Grævinge Sogn findes Flertallet mod Nordøst, hvor Jordsmonet er højtliggende og bakket, dels sandet, dels leret. Derimod forekommer de sparsommere paa de jævne Skraaninger mod Lammefjord og i Sognets nordvestre Halvdel, hvor den store Randmoræne begynder 2).
Indenfor disse Smaabygder har der selvfølgelig været Veje; men det vil i vore Dage være haabløst i Detailler at fremlede dem. Ligeledes maa Veje have bundet Bygderne sammen. Heller ikke dem kan vi nøjagtigt paavise. Det karakteristiske ved Bosættelsen er netop Bygdernes sluttede Præg — Mellemrummenes næsten fuldkomne Mangel paa Mindesmærker. I det gamle Ods Herred kender vi 108
1) Sml. I. H. Larsen: Holbecks Amt I (1832). 133 f.
2) Anf. St. 104.
Megalitgrave, og af dem ligger kun 7 i »Grænsebælterne« — et Fingerpeg om, at Fordelingen i Oldtiden maa have været af tilsvarende Art som nu. Fire af disse syv følger Østranden af Trundholm Mose og kan tænkes at betegne en Vejstump fra Højbykanten over Svinninge 1).
Hvad der interesserer os her, er dog ikke de mere eller mindre problematiske Veje. Det er selve Bygderne. Den ene af dem dominerer ganske det nordlige Bakkeland, de to andre hver sin Halvø — henholdsvis mellem Nykøbing Bugt og Sidinge Fjord og mellem Sidinge Fjord og Lammefjorden. Det er Omraader, som Naturen i væsentlige Henseender har begrænset, og ingen af Bygderne har sprængt disse naturgivne Rammer.
Dette er derimod sket i Løbet af Broncealderen, skønt Tredelingen af Herredet vedvarende skimtes.
Den nordligste Bygd giver nu Indtryk af en langt tættere Bosættelse end før, og navnlig omkring Højby og Lumsaas samler Gravhøjene sig i virkelige Grupper. Kendt er Syvhøje paa Troldebjærg. Bebyggelsen strækker sig i Vest til Brokkebjærg ved Yderby Lyng, idet den følger Oddens Nordkyst, og mod Øst har man fæstet Bo i Rørvig Sogn, særlig tæt paa den sydvestre Del af Nakkelandet. I Modsætning til Megalitgravene naar Højene helt ud til Stranden — saaledes paa Nakkelandet, Odden og Syd og Sydvest for Lumsaas. Men forskellige Omstændigheder tyder paa, at disse lavtliggende Mindesmærker gennemgaaende stammer fra Periodens senere Del.
1) De løse Fund kunde maaske tænkes at angive Vejens Fortsættelse. De er nemlig fortrinsvis gjort ved Hønsinge, Lille Egebjærg og Jyderup (Jyderup Skov). Et enkelt Dyssefund (tidlig: Tid) stammer fra Femhøjgaards Mark, Vig By (Aarb. 1911. 282 f.). Ellers er Fundene i denne Del af Herredet spredte og tilfældige.
Den mellemste Bygd er vokset stærkt indenfor de gamle Grænser — ganske særlig viser nu hele Partiet fra Hølkerup til Kongsøre Nebbe en stor Højrigdom. Gravene følger Kysten langs Sidinge Fjord og fortsætter ind i Vig Sogn, hvor der i Stenalderen ingen Bosættelse havde været paa denne Strækning. Vig Sogn er dog blevet endnu kraftigere angrebet fra andet Hold.
Den sydligste af de gamle Bygder er i Broncealderen blevet koncentreret mellem Høve og Grævinge. Hele den nordøstre Del af Grævinge Sogn, som i den yngre Stenalder havde været et af Brændpunkterne, er rømmet. Til Gengæld ligger Højene i en bred Bue langs Randmorænen — den tidligere gravnøgne. Bygdens egentlige Kærne er blevet Asnæs Sogn, og herfra har den bredt sig mod Nordøst til Vig Sogn, mod Sydvest gennem Faarevejle Sogn til den gamle Herredsgrænse.
Vig Sogns Bebyggelse er en af de Ændringer, som falder stærkest i Øjnene. En Højrække fører Vest om Jyderup fra Stenbjærg over Kurrebjærg og Ravnsbjærg Bakker til Hønsinge og Lille Egebjærg. Indenfor Trekanten Hønsinge Huse — Hønsinge Lyng — Vig findes 7—8 Højgrupper foruden flere spredtliggende Høje, og Øst for Vig fortsætter Udløberne af denne Bebyggelse over Rode til Eskilstrup i Nordøst og Sejstrup—Sidinge i Sydøst. Egebjærg–Bygden og Asnæs–Bygden er paa denne Maade begyndt at gro sammen; men mod Nord har der endnu været et i alt væsentligt øde Bælte, som har skilt disse Bosættelser fra Højby–Bygden.
Hvad Faarevejle Sogn angaar, har endvidere i Broncealderen det første Skridt været gjort til en Sammenkædning af Ods og Skippinge Herreder. Man har bosat sig langs det mægtige Bakkedrag fra
Høve til Vejrhøj, og Nekselø Bugt er naaet ved Knarbos Klint, Lammefjorden ved Stubberup. Fra Vindekilde viser Højene Vej over Draget til Hørv-Bygden. Af ikke mindre Interesse er det, at Vejlinierne oppe i Ods Herred nu kan følges i store Træk — takket være dels den øgede Mængde af Mindesmærker, dels selve Terrænforholdene.
De sidste taler ubetinget for, at Forbindelsen fra Højby over Asminderup og Svinninge til Hønsinge har været opretholdt. Nogle Høje Syd for Nygaard og Nordøst for Hønsinge udfylder endvidere til Dels den gamle Linie, som vi trak paa Grundlag af Megalitgravene. Fra Hønsinge, som ligger lavt ved Engene omkring Fuglebæk Aa, er man søgt til Vejrs, har passeret Ravnsbjærg Bakker, Galgebakke og Kurrebjærg for at naa den østre Ende af Stenbjærg ved Tarmkær Huse. Hele dette Løb anviser Højene os med ret stor Sikkerhed, og vi er derved naaet til Bosættelserne omkring Randmorænen. Her synes Vejen at have delt sig. Mindre udpræget kan en Linie følges mod Syd gennem Sænkningen Øst for Torrendrup over Grævinge Banke til Grævinge; det er navnlig Terrænet, som leder os paa Spor. Ganske klart viser derimod Mindesmærker og Terræn i Forening, at man har fulgt den sydlige Side af Randmorænen forbi Høve, Veddinge og Ris til Stubberup og Draget. Det meget stærkt kuperede Terræn, som ligger Vest for denne Linie, og som rummer saa mange Mindesmærker, kan næppe være passeret paa langs; men naturligvis kan der mere end eet Sted have ført Tværveje over Bakkerne til Bosættelser paa deres Vestskraaning. Spørges der endelig om, hvorledes man er kommet fra Vig–Bygden til Egebjærg–Bygden, kan Svaret ikke være tvivlsomt.
Man er fra Egnen Rode—Eskilstrup søgt over Sej-strup og Sidinge til Frostrup. Baade Terræn og Mindesmærker taler herfor.
Saaledes har ved Broncealderens Slutning den største Del af Herredet været bebygget, om end mere eller mindre aabne Bælter vedvarende har tredelt Bosættelsen. Sammenvoksningen mellem de oprindelige Smaabygder er saa smaat begyndt, og Udviklingens organiske Forløb tegner sig tydeligt paa Kortet.
2. SKIPPINGE HERRED1)
Det nuværende Skippinge Herred spænder over et langt større Omraade end det middelalderlige, som kun omfattede Sognene Hørv, Vallekilde (begge i nuv. Ods Herred, se ovenfor), Føllenslev og Særslev, medens Herredet nu tillige rummer Bregninge, Bjærgsted, Holmstrup, Viskinge, Agnsø, Værslev og Jørløse Sogne foruden Sejerø.
I bebyggelsesmæssig Henseende falder Herredet i tre skarpt adskilte Dele — fra Sejerø ser vi i det følgende bort.
Midt gennem Herredet, kløvende det i to Halv dele, strækker sig de brede Engdrag paa begge Sider af Bregninge Aa, der udspringer nede i Svebølle Mose, og Sænkningen fortsættes mod Sydøst, indtil Herredsgrænsen træffes ved Grydemølle, og man har naaet Lavningen mellem Aamosen og Skarridsø. Nord for dette Skel ligger [Hørv, Vallekilde], Føllenslev, Særslev, Bregninge og Bjærgsted Sogne — Syd for det alle de øvrige, af hvilke Holmstrup Sogn danner et fuldkommen isoleret Parti bag Skarridsø.
1) Herred sindberetning af Carl Neergaard (1891—92).
Vil man skaffe sig en Oversigt over Bebyggelsen, maa man respektere dette Skel og tage Nord–Bygden for sig, Holmstrup–Bygden for sig og den øvrige Del af Syd–Bygden for sig. Da denne sidste imidlertid paa det nøjeste er forbundet med de tilgrænsende Dele af Års Herred, vil det være mest praktisk at se den i Sammenhæng med Skildringen af disse.
Vi begynder med Nord–Bygden.
Fra dette Omraade kendes ialt 61 Megalitgrave, ret jævnt fordelt. Kun paa ett Sted samler de sig forholdsvis tæt: ved Føllenslev Kirkeby, hvor der har ligget 8 Langdysser, 2 Jættestuer og 2 Runddysser, af hvilke maaske 4 Langdysser kan siges at udgøre en særlig Gruppe. Forøvrigt forekommer Dysserne overalt paa nogenlunde jævnt Jordsmon uden at naa de høje Banker. En Undtagelse danner kun Strækningen mellem Rumperup og Hjembæk (Tuse Herred), hvor der findes 6 Megalitgrave i leret og stærkt kuperet Terræn. Paa den anden Side er den særlig flade og lavtliggende Strækning omkring Havnsø ligesom den brede Vesterflade mod Bregninge Aa og Saltbæk Vig uden Mindesmærker1). Man faar et bestemt Indtryk af, hvor skarpt begrænset Bygden har været indenfor den af Naturen givne Ramme, og Forbindelse med Nabobygderne synes der kun at have været paa tre Steder: ved Draget, ved Dejgvad Bro og — muligvis (?) — Øst om Skarridsø ved Jyderup (Tuse Herred).
For Broncealderens Vedkommende ser vi nu det samme fuldbyrdes, som blev bemærket i Ods Herred: Bygden gror, men den sprænges ikke, og dens
1) At Vesterfladen i Bregninge Sogn virkelig var ubebygget i yngre Stenalder, synes ogsaa at fremgaa af de løse Funds Fordeling. Det overvejende Flertal samler sig omkring Eskebjærg, Torpe, Olstrup og Rumperup — altsaa netop indenfor Sognets Dysseomraade. Udenfor er kun noteret et enkelt (Kaltredgaard).
I ganske særlig Grad udvides Bosættelsen Syd og Vest for Føllenslev. Der kommer nu en bred Højstribe, som strækker sig fra Vesterlyng over Eskebjærg og Rumperup—Hagendrup til Daverup. Den fortæller sagtens om en Vejlinie, som fra den tidligere Strand indenfor Tranevejle har fulgt Bygdens sydlige Udkant, indtil den over Lille Bregninge er drejet ned mod Dejgvad Bro, hvor Overgangen over Aaen har været — ganske som i Stenalderen. Indenfor hele dette Højbælte findes spredte Smaagrupper, særlig ude ved Vesterlyng, hvor Mindesmærkerne ligger meget lavt og maa antages at stamme fra Broncealderens seneste Perioder. Den formodede gamle Forbindelse Øst om Skarridsø er nu afbrudt, hvilket hænger sammen med, at Bosættelsen i Holmstrup Sogn — som vi straks skal se — er blevet opgivet, og Egnen har ligget øde hen. Derimod har Bankerne mellem Snertinge og Svinninge Vejle lokket Folk til, og Omstændighederne taler for, at en ny Vej er ført Sønden om Vejlen og Arnakkegaard til Svinninge (se videre under Tuse Herred).
Mod Nord maa man over Føllenslev og Egemarke være kommet til Bosættelserne mellem Nekselø Bugt og Vejleby. Ogsaa heroppe viser Bygden en stærk Vækst, men er ellers stort set uforandret. Det højtbakkede Terræn omkring Vallekilde rummer ikke faa Høje, og Vejlinien til Draget er nu blevet fuldkommen klar. Gennemgaaende synes dog denne Del af Nord–Bygden ikke at vise en saa tæt Befolkning som den mere højtliggende sydlige Del, og egentlige Grupper er sjældnere. De faa Steder, hvor Højene samler sig, er Svensbjærg og Brunbjærg Vest for Vejleby.
Ogsaa i Broncealderen har Egnen mellem Føllenslev og Havnsø samt Vesterfladen ned mod Bregninge Aa været saa godt som ubebygget, idet der dog ved selve Bregninge By har boet Folk1).
Helt anderledes end i Nord–Bygden har Udviklingen tegnet sig i Holmstrup–Bygden, som har strakt sig ind over den sydlige Del af Skamstrup Sogn (Tuse Herred).
Denne Egns dels sandede og stenede, dels let lermuldede Strøg har rummet en forholdsvis tæt Stenalderbefolkning. Der kendes fra hele Omraadet 40 Megalitgrave, jævnt fordelt og uden Gruppedannelser. De træffes ikke i Holmstrup Sogns stærkest bakkede Egne og heller ikke paa de flade Jorder. Derimod findes de i det kuperede Terræn fra Delhoved Skov over Store Møsten til Dønnerup, og de fortsætter mod Sydøst ind i Tuse Herred til Sørninge og til Syd for Skamstrup. Det er midt i hele denne Stribe, at Præstemose ligger, den tidligere Læsø, efter hvilken Holmstrup (og Agnsø) Sogn i Middelalderen kaldtes Læsyøholm — et Vidnesbyrd om, at man ogsaa paa dette Tidspunkt betragtede denne Egn som et Omraade for sig selv. Udenom Bygden ligger ubeboede Strækninger. I Syd har man Aamosen, i Øst møder man brede, gravtomme Bælter. Det tilgrænsende Undløse Sogn (Merløse Herred) har ingen Oldtidsminder. I Tuse Herred gaber Tomrummet næsten helt op til Tuse Næs. Kun mod Vest har der ikke været langt til Naboer — i Bjærgsted, Agnsø og Buerup Sogne; men til Gengæld har Naturen her med al ønskelig Klarhed afstukket Bygdens Grænse.
1) Broncealdersfundene gaar i Bregninge Sogn kun til Linien Eskebjærg—Rumperup—Hagendrup—Bregninge. Fra Bjærgsted Sogn kendes intet Fund.
Heroppe maa der da have ført Vej over til Nabobygderne. Med Sikkerhed kan det ikke siges, hvor Linierne er løbet (snarest Nord om Skarridsø), og som ovenfor nævnt er Holmstrup–Bygden meget tidligt blevet rømmet for sin hele Befolkning. Der kendes fra Holmstrup Sogn ikke en eneste Broncealdersgrav, og Nationalmuseet gemmer heller intet Broncealdersfund derfra. Det kan utvivlsomt kun forklares paa den Maade, at Egnen er bleven forladt af dens Beboere, og en lignende Skæbne maa Skamstrup Sogn have fristet, selv om der i dette findes en enkelt Høj og er gjort to Fund1). Det er første Gang, vi træffer paa et saadant skarpt Skel mellem Stenalderens og Broncealderens Bebyggelse. Vi vil møde det ogsaa senere, og vi vil da se, at Holmstrup–Bygdens Rømning staar i Forbindelse med tilsvarende Fænomener l andre af Stenalderens vestsjællandske Indlandsbygder.
3. TUSE HERRED2)
Det udstrakte Tuse Herred vides ikke at have haft andre Grænser end i vore Dage; men det kan paa ingen Maade siges, at de omslutter et naturligt Hele. Mod Nordøst danner Tusenæs et Omraade for sig, forbundet med det øvrige Herred ved en smal Hals -— lav, sandet og langs Tuseaa sumpet, mens Næsset selv er ret bakket, særlig i Vest omkring Kastrup— Lindebjærg. Længere mod Syd følger den flade Bundmoræne, som fortsætter vestover indtil Her-redsgrænsen og sydpaa indtil Vognserup Enge og Jyderup—Syvendekøb. Derpaa møder man i Herredets sydlige Del et stærkt uroligt Terræn, bakket,
1) Paa Benebo og Orelunds Marker.
2) Herredsindberetning af V. Boye (1891).
højtliggende (Knøsen 99 M), med lerede Jorder og med betydelige Rester af gammel Storskov.
Indenfor hele dette Omraade er Stenaldersbygden væsentlig knyttet til Tusenæs, hvor der spores en spredt og nogenlunde jævnt fordelt Bosættelse. Man kender herfra 26 Megalitgrave, af hvilke kun 6 ligger i Hagested Sogn.
Derpaa følger et Tomrum. I de fire Sogne Svinninge, Kundby, Gislinge og Tuse, som danner Bro mellem Skippinge og Merløse Herreder, kendes kun 4 Mindesmærker, og af dem ligger de tre østligste alle i Nærheden af Hovedlandevejen Svinninge—Holbæk. Det er næppe tænkeligt, at der i Stenalderen skulde have manglet Forbindelse her1). Maaske kan man antage, at der i denne Tuse Herreds frugtbareste Del er sløjfet relativt mange Mindesmærker; men Erfaringen viser dog, at det ikke har været saadanne Egne, der først bebyggedes2).
Syd for den formodede Vejlinie er der et endnu større Tomrum end Nord for den. Mellem en sløjfet Runddysse ved Gudmandstrup og de nærmeste Dysser Syd for Jyderup er der i lige Linie ca. 6,15 km, og mellem en ligeledes sløjfet Dysse paa Torslunde
1) Fundene fra disse Sogne er for faa og spredte til at vejlede. De fleste stammer fra Egnen ved Gislinge, Tuse og Allerup — altsaa fra Lokaliteter i den formodede Vejlinies umiddelbare Nærhed. Resten hidrører fra Arnakke, Svinninge, Sandby, Torslunde, Katrinedal, Kundby–egnen, Trønninge, en Mose ved Vognserup og Landkanalen ved Gislinge. Paa Grundlag af dette vil man ikke kunne regne med en egentlig Bygd indenfor disse Omraader, naar de jordfaste Mindesmærker savnes.
2) I Minerva, Bd. 32 (April 1793), S. 62 fortæller en anonym Skribent, at han fra Tuse spadserer til en Ven, som er Degn i en Naboby — hvilken siges ikke. Fra Vennen gaar han »igennem Lunden«(?) til Holbæk. »I denne Egn saae jeg en stor Deel hedenske Alterhøje og Begravelser; og da de fleeste deraf laae inde i Hovedgaardens Marker, saa ønskede jeg at deres Eier vilde foretage deres Udgravning, om mueligt finde Oldsager som erstattede Bekostningen«. — »Alterhøje« maa vel betyde Megalitgrave; men synderligt kan man næppe bygge paa denne Oplysning.
Banke1) og den nærmeste i Skamstrup Sogn — en Langdysse ved Burebjærg — er der endog ca. 9,4 km. Dette vil med andre Ord sige, at de sydligste Mindesmærker i Tuse Herred i bygdemæssig Henseende intet har at gøre med Mindesmærkerne i Herredets nordlige Del. De slutter sig, som vi ovenfor har set, til Holmstrup–Bygden i Skippinge Herred og er derfor behandlet sammen med denne2).
Mindst ligesaa klart tegner Tuse Herreds Bronce–aldersbebyggelse sig.
Her træffer vi et gammelkendt Fænomen: at Bygden vokser indenfor den tidligere givne Ramme.
Paa Tusenæs skarer Højene sig i baade Udby og Hørby Sogne, hvor de samler sig til en lille Gruppe ved Lammefjord. Udpræget Gruppedannelse findes dog intet Steds. De er talrigst i Udby Sogns nordøstlige Del, men ligger ogsaa her forholdsvis spredt.
Af Betydning er det, at den tidligere nævnte Vejlinie nu med Sikkerhed kan følges — fra Allerup (hvor der paa Herredsgrænsen er særlig mange Høje) over Tuse til Drusebjærg og videre vestpaa forbi Svinninge og Borumgaard til Bunden af Svinninge Vejle3). Fra denne Vejbygd er man i Bronce–alderen søgt ned gennem det øde Land indtil Stigs–Bjærgby — længere er man ikke kommet, og man kan i vore Dage følge den lille Sidevej, som har ført
1) Nævnes af I. H. Larsen: Holbeks Amt II (1842). 14.
2) Fordelingen af de løse Fund underbygger denne Opfattelse. Der er i Hjembæk Sogn noteret Fund paa 11 Steder, deraf 3 med usikre Stedsangivelser (2 af dem maaske nær Aggersvold), 1 ved Hjembæk og alle de øvrige 7 fra Stokkebjærgkanten i Sognets sydlige Del. Stigs–Bjærgby, Mørkøv og Frydendal Sogne er omtrent fundtomme. Fra Jyderup Sogn stammer. 6, deraf Halvdelen uden nøjere Stedfæstelse, Resten fra Høed, Jyderup (?) og Torntved. Endelig findes der Oplysninger om 4 spredte Fund fra Skamstrup Sogn.
3) Flest Broncealdersfund er gjort ved Allerup og Tuse, andre stammer fra Kundby, Katrinedal og Holmegaard. Udenfor denne »Vejstribe« er det yderst sparsomt og spredt, hvad der er fremdraget.
fra Drusebjærg over Fladen mellem Kundby og Torslunde til Toftebjærg1). Hvorfor man er standset her, og hvorfor den sydlige Del af Herredet har ligget ubeboet hen2), er Spørgsmaal, som ikke skal søges besvarede i denne Sammenhæng.
4. MERLØSE HERRED3)
Det store Merløse Herred er af lignende uensartet Beskaffenhed som Tuse Herred. Længst mod Nord har vi Morænefladen omkring Holbæk, og Syd for den følger det særdeles kraftige Bakkeland ved Mørkemosebjærg (105 m). Hvad der ligger Syd for Aamosen og den brede Sænkning mellem Bonderup og Tølløse, tvedeles ved Alsted Herreds nordligste Sogn (Stenmagle). Men baade dette, Munke–Bjærgby og Bromme hørte i Middelalderen til Merløse Herred, og Aamosen kløvede i Forbindelse med den nævnte Sænkning den Gang Herredet i to Halvdele, som hver for sig rummede sine særlige Betingelser for Bosættelse, og som i bygdemæssig Henseende kun stod i meget løs indbyrdes Forbindelse. Syd–Bygden var derimod organisk forbundet med Alsted og Volborg Herreder, og det vil altsaa være praktisk at gemme Beskrivelsen af den til Omtalen af disse.
Bakkelandet i Nord dannede Herredets egentlige Kærne. Fladen ved Holbæk var saa godt som uberørt af Stenaldersbebyggelsen. Kun fra Strandbankerne ved Eriksholm kender man Dysser — 4 ialt — i vore
1) Der findes hverken i Jyderup, Mørkøv eller Frydendal Sogne noget kendt Mindesmærke fra Broncealderen. Hermed stemmer det, at der af løse Fund intet er gjort i Frydendal Sogn, kun l i Mørkøv og et Par Stykker i Jyderupegnen.
2) Om Rømningen af Skamstrup Sogn se under Skippinge Herred (Holmstrup-Bygden).
3) Herredsindberetning af Chr. Blinkenberg (1893—96).
Dage for største Delen sløjfede, og stort flere har der næppe været i denne Egn, selv om man naturligvis maa regne med, at Holbæk By kan have udvisket de oprindelige Forhold. Vi skal ned til det stigende Terræn Syd for Kalveaa, før vi møder tættere Spor af Bosættelse.
Her gik Stenaldersbygdens Grænse i store Træk langs Kalveaa og videre mod Sydvest fra Stradebro over Vipperød til Tempelkrogen Nord for Aagerup. En Del af denne Strækning har der sikkert ført Vej, og det maa formodes, at den ved Vipperød er bøjet mere i Sydvest, har krydset Truelsbæk ved Hjortholm, og at man derpaa har kunnet passere den store Sænkning omkring Elverdams Aa dels ved Elverdams Kro(?), dels ved Dumpedals Huse. Hertil maa Vejen efter alt at dømme have ført over Lunderød og Kvarmløse.
Mod Syd standsedes Bosættelsen af Fladen omkring Tølløse og Skov–Vallingerød med den forvedliggende Tysinge Mose og Tysinge Aa. Noget Overgangssted fandtes næppe før i Nærheden af Ubberupgaard. Endelig begrænsedes Bygden i Vest af den langlige Sænkning over Undløse—Søndersted—Nørre Jernløse—Søstrup.
Indenfor det her angivne Omraade ligger Megalitgravene ret jævnt fordelt — ca. 150 ialt. Kun det særlig bakkede og højtliggende Terræn rummer ingen. Men i en Krans uden om det findes Mindesmærkerne, og Højdepartiet har været bestemmende for Bygdens hele indre Struktur og har bestemt Retningen af dens Færdselsveje, selv om disse i vore Dage vanskeligt vil kunne følges i Enkeltheder. Rimeligvis har man fulgt de lettest tilgængelige Linier langs Bygdens Grænser, og man har tillige gennemkrydset selve Bakkepartiet paa ett Sted: det
samme, hvor Vejen i vore Dage løber fra Stradebro over Hellestrup, Kvanløse, Igelsø og Brofelde til Egnen ved Ubberupgaard. Egentlige Gravrækker kendes ikke, og paa samme Maade mangler virkelige Gravgrupper. Kun en eneste Undtagelse synes at kunne paavises: ved Overgangen over Kalveaa Nordøst for Søstrup skal der efter Beboernes Sigende have ligget 17 Mindesmærker samlede. Ellers forekommer højst 2—4 Grave i Nærheden af hinanden, ganske som vi har truffet det tidligere.
Denne aabne og spredte Stenaldersbygd er i Broncealderen blevet saa godt som rømmet. I Søndersted Sogn kendes kun 4 Høje, i Nørre–Jernløse, Undløse og Ugerløse ingen, i Tølløse, Kvanløse og Asminderup 1 og i Søstrup 21). Det er sikkert udelukket, at der paa dette Omraade nogensinde skulde have været synderligt mange flere. Her staar vi altsaa atter overfor et Eksempel paa, hvorledes en hel Egn har kunnet tømmes for sin Befolkning ved Overgangen fra Sten– til Broncealder.
Men til Gengæld er i Broncealderen den tidligere tomme Moræneflade langs Holbæk Fjord blevet bebygget. Vejlinien, som vi fulgte gennem Tuse Herred kan nu med stor Tydelighed følges ind paa Merløse Herreds Grund. Umiddelbart ved Herredsgrænsen har der ligget en Gruppe paa 9 Høje, og derpaa er de fortsat i Række over Stenhus og Kighøj til selve Holbæk By. Borgerne har vel været uskaansomme mod dem, der laa paa Købstadens Markjorder, og kun et Par kan endnu paavises Øst for Byen. Men saa snart vi kommer til Nabosognet, ser vi dem atter myldre frem — i Dragerup Skov kendes 23. At
1) Hertil svarer Antallet af løse Fund. Fra Asminderup, Søndersted, Ugerløse, Undløse og Tølløse Sogne ejer Museet intet, fra Kvanløse og Søstrup 1, fra Nørre–Jernløse 2.
der nu har været Vejforbindelse over Elverdams Aa nede ved Kroen, kan vist anses for givet. Det er imidlertid Højene i Volborg Herred, som tyder stærkt derpaa. I Aagerup Sogn ligger der for faa til, at nogen Vejlinie kan følges, og i det hele har dette Sogn næppe været videre tæt befolket — i hvert Fald ikke, hvad dets sydlige Del angaar. Hovedsagen er, at der ved Broncealderens Afslutning af den egentlige Merløse–Bygd kun har været Bosættelserne paa Holbækfladen tilbage. I det øvrige Omraade har der højst siddet faa og vidtspredte »Udflyttere«, som intet vejede til.
5. ARS HERRED1)
Ars Herred randes af Havet fra Halleby Aaens Os til Bunden af Saltbæk Vig. Tømmerup, Rørby, Udby og Lille Fuglede er dets østligste Sogne; men som tidligere nævnt hører i bebyggelsesmæssig Henseende den sydlige Del af Skippinge Herred — Værslev, Viskinge, Agnsø og Jørløse Sogne — til Ars. De skal derfor behandles nu i Sammenhæng med den øvrige Bygd.
Det vestligste Punkt i denne er Ulstrup paa Røsnæs2). Hertil har i Stenalderen en af de vigtigste Vejlinier ført, og man kan endnu uden Vanskelighed følge den forbi Tvold til Kongstrup, hvor den maa have ramt den nuværende Hovedlandevej. Syd for Vejen er Terrænet meget højtbakket, og vi træffer her den lange Række af pragtfulde Klinter ud mod Kalundborg Fjord. Nogen Bosættelse har ikke kunnet finde Sted paa denne Stribe undtagen om–
1) Herredsindberetning af Henry Petersen (1881).
2) Enkelte løse Fund kendes fra Bjørnstrup og Røsnæsgaarden.
kring Kysthospitalet, hvor Jordsmonet imod Øst er baade lavere og jævnere. Her har der ligget 4 Dysser tæt ved Stranden.
Anderledes arter Forholdene sig Nord for Vejen. Bebyggelsen strækker sig ved Aagerup helt ud til Sejerø Bugt, og et andet Dysseomraade findes mellem Oddermose og Kallerup, hvor Terrænet fra det højtliggende Kovsen og Musbjærg — begge Steder ødelagte Dyssekamre — falder jævnt bølgende mod Nord og Nordøst. Endnu længere mod Øst er den store Sænkning omkring Tranemose i Nord randet med Mindesmærker. Der kendes her 9 Megalitgrave ialt.
Raklev Kirkeby ligger nær Sognets Østgrænse. Inde i Kalundborg Landsogn kommer vi først til Lerchenfelds Jorder og baade Byen og Herregaarden har sikkert slettet mange Spor af Egnens ældste Bebyggelse. Selvfølgelig maa Vejen Ulstrup—Raklev have været fortsat mod Øst. Vi kan se det alene deraf, at vi, saasnart Landsognets Grænser atter overskrides, paany træffer talrige Mindesmærker. De ligger paa Højpartiet mellem Gaasetofte og Rungeløse Bjærg, hvor man har talt 11 Megalitgrave, deriblandt 2 (?) Jættestuer — og de peger videre over Kaastrup mod Tømmerup. Vejen er sagtens fra Raklev Kirke gaaet Syd om Lerchenfeld til Kaastrup1). I Tømmerup Sogn er Jorderne temmelig lerede, i Sognets nordlige Del tillige ret lavtliggende, og Bosættelsen gør heroppe et spredt Indtryk. Kun fra den lille Højde Lindebjærg kender man noget af en Gruppe — 2 Langdysser, l Dyssekammer og
1) I Kalundborg Landsogn kendes ingen Megalitgrave. Derimod er der gjort talrige løse Fund, som tyder paa, at Sognet tidligere har rummet en Del Grave. Flertallet af Fundene er ikke nøjere stedfæstede. Et enkelt er gjort paa Gisseløre, et andet ved Kalundborg Ladegaard, et tredje ved Pelersminde.
1 Jættestue. Syd for Striben af isolerede Bakkeøer — Rungeløse Bjærg, Eskilsbjærg, Tømmerup Banke, Keldbjærge og Langebjærg — er Terrænet mere kuperet om end lavtliggende, og netop hvor Stigningen fra Bunden af Kalundborg Fjord begynder, laa tidligere en Række af Megalitgrave, nu stærkt ødelagte eller sløjfede, som strakte sig fra Tømmerup til Rynkevang. De angav aabenbart en »Bivej«, som fra Fjorden førte ind i Herredet.
Hovedvejen selv er fra Tømmerup bøjet mod Syd og Sydøst over Kærby, er gaaet tæt Øst om Rørby1) og har naaet »Dysselodden« Øst for Ugerløse. Skulde man angive Herredets »Kærne« i Dyssetid, maatte det være denne Egn og de nærmest tilgrænsende Strækninger2). Den store Flade mellem Kalundborg Fjord og Rørmose er tom; men hele det bakkede Land ud over Aarby og Bastrup viser en jævnt fordelt Bosættelse, og mod Vest kan Sporene af denne følges til Forskoven paa Asnæs. Hvad der ligger Vest for Lerchenborg er dog kun lidt — 4 Dysser og 1 Jættestue; men det kan tænkes, at der paa Herregaardens Marker er sløjfet forholdsvis mere end andre Steder i Sognet3).
Øst for Linien Kærby—Ugerløse er der ligeledes en jævnt fordelt Bebyggelse. Megalitgravene stræk–
1) Ved Herredsundersøgelsen nævnes paa Rørby Mark og tæt ved Kærby Aa »Loddenhøj« og »Hyldehøj«, begge Dobbelt–Jættestuer, samt ved Langagergaard en ødelagt Langdysse. Paa denne Strækning kan et og andet forudsættes sløjfet. Algreen Ussing anfører »paa Rørby Bys Mark .... fem Stensætninger, ganske lige hinanden, 50 Alen lange og 14 Aten brede; de 3 ligge i Retningen Øst—Vest, de 2 i Syd—Nord«. (Hist.–top. Efterretn. om Arts Herred (1861). 41 f.). Delvis maa det være de samme som de ved Herredsundersøgelsen paaviste.
2) Sml. »Fra Holbæk Amts 1911. 5 ff. (Hans Kjær).
3) Blandt de talrige løse Fund fra Aarby Sogn stammer 9 fra Lerchenborg. Paa Næsset naar de ud til Vesterskoven (1) og Asnæsgaardens Mark (2). Alle de øvrige samler sig om Aarby, Melby og Bastrup, netop det Afsnit, hvor Megalitgravene ogsaa i vore Dage er talrigst.
ker sig mod Værslev—Viskinge, og man maa ad denne Vej være kommet baade til Agnsø– og til Bjærgsted–Egnen. Agnsø selv danner en lille »Udbygd«, der tæller 10—15 Mindesmærker, samlede mellem Svebøllegavn og Svebølle. Mere spredt leder Dysserne ned mod Jørløse, hvor Tissø og Aamose har lukket for Bosættelsen. Fra Agnsø er man over Grydemølle kommet til Nabobygden i Løve Herred1).
Hovedvejen, som vi fulgte til Ugerløse, er gaaet videre herfra til Svallerup. Baade ved Udby, Klovby og Forsinge–Kelleklinte findes der Vidnesbyrd om Bosættelser; men disse ligger alle betydeligt Øst for Vejlinien, som kan følges med ret stor Sikkerhed indtil ca. 1000 m Sydøst for Svallerup. Terrænet er gennemgaaende højtliggende, med jævnt vestligt Fald mod Jammerlandsbugt. Jorden er ler– og mergelholdig, delvis noget stenet. Fra Svallerup har Vejen utvivlsomt fortsat tæt Øst om Bjærge for sluttelig at naa Herredsgrænsen — Halleby Aa — omtrent ved Tystrup. Den sidste Del af Strækningen over det jævne og lavtliggende Terræn er dog kun markeret ved ganske enkelte Mindesmærker. Derimod har der aabenbart nær den sandede Bakkekuppel, efter hvilken Bjærge har Navn, været en Bosættelse, og umiddelbart Øst for Bakken, ved Bjærge Enge, som i Stenalderen har dannet et lukket Nor, naar Megalitgravene helt ned til den gamle Strand2).
1) De løse Fund fra Agnsø og Jørløse Sogne er faatallige og oplyser intet om Bebyggelsen. I Agnsø Sogn stammer de dog alle fra Strækningen Svebøllegavn—Svebølle.
2) De løse Fund fra Svallerup Sogn kan kun undtagelsesvis nærmere stedfæstes, men langt den overvejende Part af dem angives at stamme fra Bjærge eller fra Svallerup Bymarker. Ved Aagerup, hvor man kunde formode en Overgang over Halleby Aa, skønt Gravene ikke tyder derpaa, er der gjort et enkelt Fund. Ved det formodede Vadested nær Tystrup er der ude i selve Aaen gjort et andet.
Øst for Vejen ligger Lille og Store Fuglede Sogne. Det førstnævnte af disse synes kun at have huset enkelte Udflyttere fra Bosættelserne omkring Udby. Der kendes i Egnen Nord og Syd for Jerslev ialt 5 sløjfede Grave1). I Store Fuglede Sogn kendes 7 og af disse har de 4 — nemlig 3 Langdysser og 1 Runddysse, alle delvis sløjfede — haft deres Plads ved Halleby Aa tæt Øst for Tystrup. En Langdysse findes ca. 600 m Vest for samme By ved den formodede Vejlinie, en nu sløjfet Høj med Megalitgrav laa oppe paa Møllebjærg, og en Jættestue — »Vennegryden« — ses paa Banken i Sognets nordøstlige Hjørne2).
Den meddelte Redegørelse for Stenaldersbebyggelsen i Ars Herred vil have givet Indtryk af en meget omfattende Bosættelse. Indenfor det beskrevne Omraade (de sydlige Sogne i Skippinge Herred altsaa medregnede) er der optalt 256 Megalitgrave og blandt dem ikke faa, som hører til vore smukkeste og anseligste Mindesmærker. Herredets Hoveddel har dannet en Storbygd, som nogenlunde ligeligt har optaget alt det Jordsmon, der egnede sig til Bosættelse. Virkelige Højgrupper kendes kun fra Dysselodden i Udby Sogn (5 Jættestuer og 2 Langdysser) og fra Rungeløse Bjærg (2 (?) Jættestuer og 6 Dyssekamre). Derimod er Højrækker forholdsvis almindelige, og Interessen knytter sig særlig til den Omstændighed, at man takket være dem i store Træk kan følge Hovedfærdselsvejen fra Ulstrup paa Røsnæs til Tystrup ved Halleby Aa — en Strækning
1) Af løse Fund er der i Sognet kun gjort 5, hvoraf 2 ved Jerslev.
2) De løse Fund fra Store Fuglede Sogn kunde maaske tyde i denne Retning, ligesom de paa Grund af deres Talrighed kunde vidne om, at der var forsvundet relativt mange Megalitgrave. Flertallet af dem stammer fra Flinterupgaards Marker, en Del fra Store Fuglede Bymarker. Ved Tystrup vides intet andet fundet end den enkelte Genstand, som optoges ved Vadestedet ude i Aaen.
paa ca. 28 km. Denne Vej har dannet hele Bosættelsens Rygrad, og den har øjensynlig baade ved Bunden af Kalundborg Fjord og ved Halleiby Aa sat Indbyggerne i Forbindelse med Havet. At man ligeledes har slaaet sig ned ved vel skærmede Vige1), fremgaar baade af den ovenfor nævnte Bosættelse ved Bjærge Enge og deraf, at en Bivej synes at have ført fra Rungeløse Bjærg til Snevris ved Bunden af Saltbæk Vig. Der kendes fra denne Strækning 13 Megalitgrave, deraf 4 Langdysser og 1 Jættestue, liggende i nogenlunde lige Linie2).
At Ars Herred har bevaret sin Betydning ogsaa i Broncealderen, fremgaar af den overordentlig store Mængde Gravhøje, som kendes herfra. Alt ialt er det godt 450.
Her er det betydningsfuldt at lægge Mærke til, at denne Bosættelse samles omkring Kysten. Den er tættere i Røsnæs Sogn, end Stenaldersbosættelsen var det, uden dog at naa synderlig længere ud, den optager hele den vestlige Del af Raklev Sogn (hvor dog Egnen mellem Svenstrup og Illerup i Modsætning til før er saa godt som tom3), og den har fyldt Asnæs — i hvert Fald ud til Asnæsgaard; thi den store Højmængde i Vesterskoven og Forskoven gør
1) Denne Iagttagelse vil vise sig at have almen Gyldighed, og den er tidligere gjort af Sophus MÜller, som skriver: »For ofte til, at det kan i være uden Betydning, bemærkes det [i Sønderjylland], at Stengravene ligge ved en nu tilgroet Vig; der har skullet være god Landing, hvor i man boede« (Aarb. 1913, 218).
2) Man kan i denne Forbindelse minde om, at den sædvanlige Landingsplads i Saltbæk Vig i gamle Dage var nær Kaastrupholme mellem Illerup og Istebjærg (Algreen Ussing: Hist.–top. Efterretn. om Arts Herred (1861), 9. 78). Gravenes Fordeling giver et Indtryk af, at det var den selvsamme Kyststrækning, som i Stenalderen blev benyttet til Landingsplads for alle dem, der fra Sejerøbugten gennem Saltbæk Vig søgte ind til Herredet.
3) De talrige løse Fund fra Sognet falder saa at sige alle indenfor Højomraadet. Kun 3 ligger udenfor — ved Tranemose, Ulvebjærge og Saltbæk.
det klart, at den mellemliggende Avlsgaard Mineslund, hvis Marker er omtrent højtomme, har været meget uskaansom overfor Mindesmærkerne.
Talrigt maa Befolkningen endvidere have boet omkring Kalundborgfjordens Bund. At der ingen Gravhøje findes paa Bymarkerne, siger ikke meget1). Baade Tømmerup, Rørby og Aarby Sogne tæller mangfoldige Høje, og vi kan med ret stor Sikkerhed følge ikke alene den gamle Hovedvej til Kærby, men ogsaa den nye Færdselsaare fra Asnæspynten til Aarby. Endvidere har Egnen omkring Værslev lokket til Bosættelse2). Derimod er det kun »Udflyttere«, der har slaaet sig ned længere østerpaa, hvor der over Viskinge og Dejgvad Bro har været Forbindelse med Bygden i Skippinge Herred. Agnsø Sogn er tømt3), et Fænomen, som nøje svarer til Rømningen af Holmstrup–Bygden (se under Skippinge Herred) og Buerup–Bygden (se under Løve Herred). Fra Kærby maa Hovedvejen tænkes fortsat ad den gamle hævdvundne Bane, selv om Højene først træder frem paany i Ugerløses nærmeste Omegn, hvor Asnæs—Aarbyvejen maa have krydset Hovedvejen i Retning ad Udby. Som forhen er man gaaet over Svallerup mod Tystrup, og de ældre Strandbosættelser er opretholdt — baade ved Bastrup Sønderstrand og ved Bjærge Enge4). Forøvrigt er Befolkningen ogsaa i Omraadets sydøstlige Del trukket vestpaa — mod Havet. Det gælder om Egnen ved Kelleklinte og om Jørløse Sogn5).
1) Fra Kalundborg Landsogn, hvor kun 3 Høje kan paavises, stammer 10 Fund. Nærmere Stedsangivelser mangler saa godt som ganske.
2) Ingen Høje og intet Fund Nord for Birkingegaard.
3) Fra Agnsø kendes intet Fund.
4) De løse Fund er saa faa og spredte indenfor Rørby, Svallerup og Store Fuglede Sogne, at de ingen Oplysning giver.
5) Ved Kelleklinte er gjort 2 Fund, deraf et vigtigt Offerfund (se D. St., 1924, 15).
Som Helhed viser da Broncealdersbebyggelsen en stærk Vækst langs Kysten og en tilsvarende Aftagen i Indlandet. Højrækkerne giver mange Steder klare Vidnesbyrd om Forholdene. Særlig smukt tegner Dobbeltrækken mellem Dysselodden og Udby sig. Højgrupper kan paavises rundt om, saaledes paa Keldbjærge ved Ubberup, paa flere af de høje Banker i Raklev Sogn og i Skovene paa Asnæs. At der tidligere har været endnu flere af disse indenfor Bebyggelsesomraadet Tømmerup—Aarby—Udby, kan man ikke tvivle om.
6. LØVE HERRED1)
l vore Dage strækker Løve Herred sig langs Storebæltskysten kun fra Hallebyaaens Os til Lynghuse Syd for Drøsselbjærg. I Middelalderen hørte Kirke Stillinge Sogn med til Herredet, og dettes Kystgrænse fortsattes altsaa til Næsby Fed ved Tudeaaens Os. Forøvrigt rundede Herredet sig da som nu ind i Landet, Syd og Øst om Tissø, idet Nordgrænsen bestemtes af Halleby Aa helt fra dens Udløb i Bæltet til Hesselbjærg Skov.
Ved en arkæologisk Beskrivelse bør de gamle Grænser være de afgørende; thi baade i topografisk og bebyggelsesmæssig Henseende hører Kirke Stillinge Sogn snarere til Løve Herred end til Slagelse.
Indenfor Omraadet falder Stenaldersbosættelsen i to klart afgrænsede Dele: en Kystbygd og en Indlandsbygd.
Indlandsbygden er ubetinget den vigtigste. Den rummes i Sognene Buerup, Sæby, Reerslev, Ruds Vedby og Skellebjærg, en Egn, der er forholdsvis kuperet og højtliggende, medens der baade Syd og
1) Herredsindberetning af C. Neergaard (1892).
Vest for den findes store Flader. Bygden har altsaa sit eget Terrænpræg og sin egen naturlige Begrænsning; men den har tilsyneladende ikke været lige tæt overalt. Dens »Kærne« har været Bakkelandet i Reerslev og Skellebjærg Sogne. Megalitgravene mellem Sønderød og Reerslev danner en bred Krans, der skæres i to lige store Halvdele ved Møllerendens Løb fra Dragsø til Aamosen. Der kendes i dette Afsnit 34 Mindesmærker, blandt hvilke 3 Jættestuer. Paa Bøgebjærg mellem Reerslev og Ovtved findes den berømte Samling af rejste Stene, der kaldes »Skrædderens falske Vidner«. Omtrent langs Landevejen Ruds Vedby—Skellebjærg kan der paavises Spor af en tilsvarende Bosættelse, her delvis formet som en virkelig »Vejbygd«. Paa Strækningen fra Ravnegaard i Ruds Vedby Sogn til Skellebjærg Vænge kendes 10 Langdysser foruden 3 Dyssekamre, og Bebyggelsen har bredt sig dels ved Skellebjærg selv, dels sydover mod Søbjærg og Toderup, saa der indenfor Vejens hele »Opland« tælles c. 40 Megalitgrave. Østpaa har man krydset Herredsgrænsen ved Karsholte og fortsat over Dianalund til Vedde–Egnen, hvor man er naaet ind i Alsted Herreds Nordbygd. Denne Vejlængde skal derfor gemmes til senere. Vestover kan Vejen følges Syd om Dragsø til Sæby.
Nordligere i Sæby og Buerup Sogne ligger Dysserne langs Bakkelandets vestlige Hæld i en Stribe Øst om Frihedslund og Selchausdal til Fladen ved Aamosen. Deres Beliggenhed synes at forudsætte en Vejlinie tæt Vest om Kløveshøj, hvor Skraaningen endnu er jævn og let farbar, og derpaa over Frendved og Buerup — ligeledes, hvor Terrænet er bedst fremkommeligt — til Foden af Bakken ved Langemarks Huse. Her fører Vejen endnu i vore Dage ned.
Man har derpaa fulgt Moseranden mod Nord, holdende sig paa det faste Land, indtil man kortere eller længere Syd for Hallebyore — antagelig netop der, hvor Vejen nu fører op over Bakkerne mod Graadysse — er søgt i Højden. Fra Stenhus Vænge til Øresø møder vi Indlandsbygdens tredje Bosættelsesomraade, ikke saa omfattende som de to foregaaende, men dog kendetegnet ved 12 Mindesmærker, blandt hvilke 1 Jættestue. At der herfra har været Forbindelse over Øresø til Agnsø Sogn (se under Ars Herred), maa regnes for sikkert.
Dette er i store Træk Løve Herreds Indlandsbygd. Den gør med sine Højrækker og enkeltvis liggende Mindesmærker — virkelige Grupper findes ikke — et sluttet Indtryk, nøje bestemt af Omraadets ensartede — højtliggende, bakkede og lermuldede —-Jordsmon.
Kystbygden fylder Kirke Helsinge, Drøsselbjærg og Kirke Stillinge Sogne. Ogsaa den er naturligt begrænset: mod Nord af Halleby Aa, mod Syd af Tudeaa, mod Vest af Bæltet og mod Øst af en Række delvis sumpede Lavninger — Ravnsmose, Løve Mose, Mullerup Mose og Bøstrup Mose (alle af vandede af Bøstrup Aa), endvidere Ellemade, den brede Flade fra Krænkerup til Øster Stillinge og endelig Enghave, Rørmose og Maglemose. Bygdens Jordsmon er en Del sandet, hverken meget højtliggende eller bakket. Kun enkelte Steder er det virkelig stort formet, og netop paa en saadan Kuppel — Syd for Bildsø — har Bebyggelsen været særlig stærk. Forøvrigt træffer vi Megalitgrave spredt over det meste af Kirke Helsinge Sogn (paa Reersø 4). De danner længere sydpaa ligesom en Stribe fra Bøstrup og Drøsselbjærg til Bildsø og Kirke Stillinge, og de ligger fra Ølandsgaarden til Hyllemarks Huse, hvor
helt nede ved Stranden kendes en lille Gruppe (3 Langdysser og 1 Jættestue).
Denne Fordeling siger i sig selv ikke stort. Betydning faar den først, naar den ses i Sammenhæng med, hvad Naboegnene fortæller.
Det viser sig da, at den tidligere behandlede Hovedvej i Års Herred kan følges videre gennem Løve Herred. Fra Overgangsstedet ved Tystrup maa den antages at være gaaet Øst om Gørlev, have passeret Rye, være bøjet i sydøstlig Retning — sagtens over Nybro — og være løbet Vest om Løve til Broagergaard Øst for Bildsø. Herfra er den fortsat over Grønhøj og Grundkærgaard, til den har naaet Tudeaa umiddelbart ved Langebjærg. Selve Over gangsstedet har været skarpt markeret ved Dysser paa begge Sider af Strømmen. Hvorledes dens videre Løb har artet sig, vil fremgaa af Slagelse Herreds Beskrivelse.
Set i dette Lys faar Kystbygden øget Interesse. Vi ser den — ligesom Bebyggelsen i Ars Herred -— afhængig af en enkelt Hovedfærdselsaare, fra hvilken Bosættelsen breder sig ud mod Stranden, som den naar enkelte Steder — paa Reersø, ved Hals Huse, ved Drøsselbjærg og ved Hyllemarks Huse.
Og svarende til Tværvejen Værslev—Viskinge i Ars Herred finder vi i Løve Herred to Tværveje, som knytter Kyst og Indland sammen.
Den nordligste af disse maa formodes at være gaaet fra Hovedvejen omtrent ved Rye over Tranevejle Bro, Høng og Kulby til Bygden ved Ruds Vedby. Mindesmærkerne paa denne Strækning ligger ganske vist spredt, men de kan næppe tydes anderledes1).
1) De løse Fund følger i Hovedsagen samme Linie. Flertallet stammer fra Høngs snævreste Omegn, et enkelt fra Kulby. Udenfor ligger egentlig kun 2 (fra Herslev Mark og Raamose).
Den sydligste er over Krænkerup og Blæsinge–Solbjærggaard1) gaaet ind i Slagelse Herred, hvor den forbi Hallelev, Skaftelev, Ødemark, Bromme og Døjringe har ført til Nordbygden i Alsted Herred.
Hvad Broncealderen i Løve Herred angaar, kendetegnes den af ganske den samme »Flugt fra Indlandet«, som vi paaviste for Ars og Merløse Herreders Vedkommende. Hele Indlandsbygden er saa godt som rømmet. Hverken i Reerslev, Skellebjærg eller Ruds Vedby Sogne findes en eneste Gravhøj, i Buerup kun een og i Sæby to. Det ser altsaa ud, som alene Tissø har holdt en sparsom Befolkning fast2). Vejen Høng—Kulby har maaske endnu været befaret; men den har næppe været fortsat mod Øst. Derimod kan man tænkes herfra at være kommet op til Sæby og Buerup–Egnen, idet man er søgt Syd om de mægtige Mosedrag mellem Hallenslev og Rye3). Vejen Solbjærg—Bromme er sandsynligvis paa samme Maade holdt aaben. Vi træffer ikke alene spredte Høje paa denne Strækning — saaledes to i Sønderup og to i Nordrup Sogne (begge i Slagelse Herred); men Bebyggelsen inde i Alsted Herred synes at gøre Antagelsen nødvendig4).
1) De løse Fund fra Geeslev Sogn er for daarligt oplyste til at sige noget yderligere. Dog slutter de sig nær til den paaviste Vej gennem Sognet. Fra Havrebjærg Sogn kendes enkelte Fund, fra Blæsinge et Par Stykker. I Solbjærg Sogn er alle kendte Fund gjort ved Solbjærggaard, nær Vejlinien.
2) I lignende Retning peger de løse Fund; dog stammer enkelte fra Skellebjærg og Reerslev Sogne.
3) I Finderup Sogn samler de løse Fund sig Syd for Linien Herslev—Kulby—Finderup.
4) De løse Fund bekræfter denne Opfattelse. I Havrebjærg Sogn samler de sig om Blæsinge; i Solbjærg og Ørslev Sogne kan Fundstederne kun usikkert paavises, men de ligger vist alle i Omraadets sydlige Del. I Sønderup Sogn er det eneste kendte Fund gjort paa Aarslev Mark, umiddelbart ved Vejlinien, og i Nordrup Sogn (2—3 Fund) kan l stedfæstes til Egnen ved Skaftelev — altsaa ogsaa til Vejlinien.
Af Bosættelsen indenfor Herredsomraadet er det kun Kystbygden, som har bevaret sin gamle Betydning, og den store Hovedfærdselsaare Tystrup— Langebjærg har stadig dannet Bebyggelsens Rygrad. Den markeres dels ved spredte Høje, dels ved Grupper — f. Eks. paa den jævne Bakkekuppel mellem Rye Mose og Stenmose — og særlig tæt flokker Højene sig indenfor Trekanten Blæsinge—Bildsø— Kirke Stillinge. Dette Strøg er blevet Bygdens væsentligste. Udenfor er det mere spredt, hvad der findes1). Nogle Høje samler sig omkring Dalby2), andre omkring Drøsselbjærg3). Reersø er tømt, den syd lige Del af Kirke Stillinge Sogn omtrent ligeledes4). Ingen Steder kan Bosættelsen siges at naa umiddelbart ud til Bæltet. Det er Vejlinien, som behersker den — i næsten endnu stærkere Grad end i Stenalderen.
7. SLAGELSE HERRED5)
Slagelse Herred strækker sig — det allerede behandlede Kirke Stillinge Sogn undtaget — langs Bæltet fra Tudeaaens Os til Kobæk. I Nord støder det op til Løve Herred, og Tudeaa danner Skellet helt til Toderup. I Syd og Øst er Grænsen langt mindre naturbestemt; kun paa Strækningen fra Ellemose til Harrestrup Sø fulgte den tidligere en bred Sænkning med svære, rundede Bakkekupler paa
1) De løse Fund fra en Del af Herredets vestlige Sogne er talrige. I Gørlev og Geeslev Sogne træffes de alle langs Vejlinien (særlig ved Rye og Løve).
2) Kun enkelte Markfund paa Kirke Helsinge Mark.
3) Ingen løse Fund.
4) Løse Fund fra Øster Stillinge Mark og Vestergaard.
5) Herredsindberetning af Chr. Blinkenberg (1892—93).
begge Sider. Nu er imidlertid Sludstrup Sogn Øst for denne Sænkning lagt til Slagelse Herred.
Tværs gennem Herredet møder vi et særdeles kraftigt Skel, dannet af Vaarby Aa og dens Engdrag — fra Trælleborg til Ellemose. Det er en Skranke, som Naturen har fastlagt, ikke just for Færdselen, men for Bygdedannelsen. Vest for Aaen ligger Landet ud mod Korsør Nor — med langlige Flader og enkelte smaatoppede Højder. Øst for Aaen kommer den store Bakkekam, der begynder helt oppe ved Holmstrup, og som fortsætter over Bjærgbymark til Lundforlund, ja til Hvilebjærg paa Næsset mellem Vaarby Aa og Lindesaa. Og bag Kammen ligger de vide Højdeflader og jævne Bakkekupler omkring Slagelse, Slots Bjærgby og Gerlev, som længere mod Øst bliver til det endnu højere, uroligt formede og stærkt kærdelte Skovland langs Herredets Østgrænse.
Det er selvsagt, at den ældste Bosættelse har været præget af disse Forhold. Vaarby Aa udgør, hvad Stenaldersbebyggelsen angaar, et skarpt Skel. Mellem den og Linien Næsby Fed—Vemmelev—Stude findes kun et enkelt Mindesmærke1), og Herredets »Kystbygd« falder altsaa Vest, dets »Vejbygd« Øst for Aadraget.
I Kystbygden er Mindesmærkerne nogenlunde jævnt fordelt, dog med aabne Pletter omkring Bonderup—Gryderup og om Boeslunde — skønt Boeslunde og Taarnborg Sogne som Helhed betragtede mønstrer et stort Antal Megalitgrave, henholdsvis 17
1) Svage Spor af en yngre Stenalders Boplads nær Oshøj ved Forlev og en sløjfet Megalitgrav tæt derved. De løse Fund fra Vemmelev og Hemmeshøj Sogne falder paa en enkelt Undtagelse nær (Vaarby Mark) alle indenfor Dysseomraadet. Det maa dog bemærkes, at der fra Slagelse Herred findes et ret betydeligt Antal løse Fund uden nærmere Stedsangivelse, og at selvfølgelig enkelte af disse kan stamme fra det gravtomme Omraade.
og 251). I det sidstnævnte ligger de saa godt som udelukkende Nord for Korsør Nor. Alt ialt tæller Bygden 59 kendte Mindesmærker, som naar helt ud til Lysø paa Halsskov Oredrev, og som baade ved Korsør Skov, Klarskov og Espe vidner om en Bebyggelse i umiddelbar Nærhed af Stranden. Vejlinier vil det være dristigt at søge, naar undtages een eneste, af Naturen given: fra Ormslev Syd om Tjæreby, Nord om Halseby og Syd om Svenstrup til Halsskov. Den markeres desuden af en anselig Række Langdysser og Dyssekamre (en enkelt Jættestue) paa Smaabakkerne. En Del Mindesmærker er sagtens ødelagt i Omegnen af Taarnholm og — maaske — Bonderup.
Kystbygden har vistnok ingen direkte Vejforbindelse haft med Løve Herreds Kystbygd. De brede Enge og gamle Søer ved Tudeaaens Munding har forhindret andet end spredt og tilfældig Færdsel. Fra Løve Herred er man derimod draget sydover gennem Bakkelandet Øst for Vaarby Aa.
Vi fulgte ovenfor den vestsjællandske Hovedvej indtil Langebjærg ved Tudeaa. Videre er den fortsat ind i Slagelse Herred, op ad den jævne Stigning Syd om Valbygaard og Øst om Hejninge Mose. Langs Kronen af det prægtige og stejle Fald mellem Hyllerup og Rødkildegaard er den gaaet. Derpaa er den atter søgt ned ad Skraaningen, er løbet over Bjærgbymark til Lundforlund og har nedenfor Vildhøjsgaard ramt Herredsgrænsen — Lindesaa — ud for Faardrup i Flakkebjærg Herred. Usikkerhed kan der være paa et og andet Punkt, i Hovedsagen maa Forholdet have været dette. Bosættelsen har i fremtrædende Grad dannet en »Vejbygd«. Gravene —
1) Taarnborg og Boeslunde Sogne opviser ligeledes det største Antal løse Fund indenfor Herredet.
29 ialt — ligger saa at sige alle langs Banen; først i Lundforlund Sogn, som danner et Næs mellem Vaarby Aa og Lindesaa, spreder de sig noget mere1).
Det er let at se Forskellen mellem Bebyggelsen her og i de to foregaaende Herreder. I Løve og Ars fandt vi en Kystbygd, som organisk sluttede sig til Hovedvejen. I Slagelse Herred møder de samme bebyggelsesmæssige Elementer os; men Vaarby Aa skiller Vej og Kystbygd fra hinanden. Det er da af Interesse at undersøge, om Slagelse Herred — ligesom Løve og Ars — har haft en Indlandsbygd.
Dette har ikke været Tilfældet. Øst for Linien Brorup—Charlottedal kendes ialt kun 30 Megalitgrave, og af disse hører de 9 nordligste til den Tværvej, som vi tidligere fulgte fra Krænkerup til Bromme2). De indgaar altsaa selv i en Vejbygd. 4—5 samler sig om Gudum3); de danner en ubetydelig Forpost Syd for Vejen. Alle de øvrige ligger — paa een Undtagelse nær — Syd for Jernbanen Slagelse—Sorø. Ogsaa her maa der sikkert have været en Vejforbindelse. Den har knyttet Hovedvejen til Bosættelserne omkring Lynge i Alsted Herred, og den er den fjerde Tværvej, som fra Store Bælts–Kysten kan spores ind i Sjælland. At der Nord for den har været nogen Bebyggelse, viser Megalitgravene i Slagelse Lystskov, Nykobbel, Valbygaard Skov og Treskelskov — om man vil en Begyndelse til en Indlands–
1) I St. Mikkels og St. Peders Sogne, gennem hvilke Vejen gaar, er de løse Fund usikkert stedfæstede. I Hejninge Sogn Vest for Vejen kendes kun 1 Megalitgrav og intet Fund. I Slots Bjærgby Sogn, hvor Vejen har fulgt det vestlige Bakkehæld, gives ufuldstændig Besked om Fundstederne. I Gerlev Sogn, som den lige har berørt, kendes et enkelt Fund. I Lundforlund Sogn er vistnok alle de ret talrige Fund gjort indenfor Dysseomraadet.
2) Om de løse Fund i Sønderup og Nordrup Sogne, se under Løve Herred.
3) Kun et enkelt løst Fund kendes fra Sognet.
bygd, som utvivlsomt har haft Forbindelse med baade Gudum og Lynge1). Selve Vejen maa forøvrigt nærmest antages at have ført over Bjærgbymark og Slots Bjærgby til Herredsgrænsen ved Harrested. Derpaa har den gennemkrydset Sørbymagle og Kirkerup Sogne i Vester Flakkebjærg Herred, idet den har fulgt Linien Rosted—Bødstrup—Lorup, og endelig har den ved Eskilstrup naaet Egnen ved Lynge. Denne Opfattelse bekræftes baade ved spredte Mindesmærker og ved en Betragtning af Terrænforholdene.
Hvorledes Forholdene har artet sig i Broncealderen, er det ikke godt at sige. Den østlige Del af Herredet synes i denne Periode at være blevet endnu mere folkefattig, end den havde været i Dyssetid. Men længere mod Øst — i Alsted og Tybjærg Herreder — har man vedblivende boet, og det er ikke sandsynligt, at Folk herinde helt har savnet Forbindelser vestpaa til Kysten. Sandsynligst er det, at man har opretholdt de gamle Tværveje, og enkelte Ting tyder paa, at dette virkelig er sket. Af de 7 Gravhøje, som kendes Øst for Linien Brorup—Charlottedal, ligger de 4 i Sønderup og Nordrup Sogne — hvilket kan hænge sammen med, at den gamle Stenaldersvej stadig har været brugt. Med Sikkerhed kan den i Løve Herred følges indtil Solbjærggaard (se ovenfor), og Passet ved Bromme maa nu som før have frembudt de naturligste Betingelser for Færdselen. Hvad den sydligste Tværvej angaar, staar vi mere usikre. Der foreligger her intet Vidnesbyrd om dens Tilstedeværelse efter Dyssetid2).
Ude ved Kysten opretholdtes i alt væsentligt Byg–
1) De løse Fund fra St. Peders Sogn og Kindertofte Sogn er for faa til at sige noget. Hverken fra Ottestrup, Sorterup, Sørbymagle og Kirkerup Sogne gemmer Nationalmuseet løse Fund.
2) Løse Fund kendes ikke fra Nordrup, Sorterup, Gudum. Kinder–
den, og den samledes paa de flade Hæld indenfor Korsør Nor. Fra Tjæreby til Tranderup ligger Højene i en bred Stribe, og langs Kysten fra Noret til Espe viser de, at man stadig har søgt Strandens Nærhed. De aabne Pletter er de samme som i Dyssetid — den eneste Forskel er egentlig, at Halsskov–Halvøen er forladt. Der kendes Vest for Tjæreby— Taarnholm kun to smaa Grave yderst mod Bæltet1).
Endvidere er Hovedvejen vedblevet at lede Færdselen gennem Herredet. Højrækker ved Valbygaard og mellem Hyllerup og Rødkildegaard falder nøje sammen med den tidligere omtalte Dysserække2). Lundforlund Sogn viser færre Mindesmærker end i Stenalderen. Til Gengæld synes Bosættelsen at have bredt sig mere i Slots Bjærgby Sogn. Vejbygdens Struktur er uforandret, og Overgangsstedet over Lindesaa ved Vildhøjsgaard ligeledes. Rimeligvis er man allerede i Stenalderen kommet fra Vejbygden til Kystbygden over Passet ved Erdrup Bro, og det samme maa være sket i Broncealderen. Bebyggelsen i den ydre Del af Slagelse Herred har, da den første Bosættelse havde fundet Sted, fæstnet sig, saa den ikke underkastedes nogen væsentlig Ændring i den følgende Periode.
Af Dyssegrupper møder vi kun en ganske enkelt — ved Overgangen over Tudeaa3). Fra Broncealde–
tofte og Ottestrup Sogne. Et enkelt er usikkert stedfæstet til Sønderup Sogn.
1) Den største Mængde af Herredets løse Fund stammer vedvarende fra Boeslunde Sogn. I Taarnborg Sogn er der gjort næsten udelukkende Gravfund. Paa Svenstrup Mark et værdifuldt Offerfund. Fra Korsør Bymarker og Halsskov Oredrev stammer ingen løse Fund.
2) Slagelse Landsogns løse Fund ligger langs Vejlinien (Valbygaard, Holmstrup Mose). I Lundforlund Sogn er der gjort 3 Fund i Tørvemoser ved Vejen. Overgangen ved Erdrup markeres ved 3 Fund. Ellers er Fordelingen ikke meget oplysende.
3) Se om Dysser ved Slagelse Antiq. Ann. II (1815), 34 ff. Paa den lille Banke Syd for Aaen har der i 1809 ligget mindst 5 Dysser.
ren stammer derimod flere virkelige Højgrupper. Vi træffer saadanne ved Stubagre nær Hulby Mølle, i Klarskoven og ved Stranden Syd for Vestre Bøgebjærg. Fremtrædende er de dog ikke. Mere end andet Steds finder vi her i Herredet de enkeltvis liggende Høje, saa snart vi kommer udenfor Hovedvejenes Højrækker. At Billedet i nogen Grad kan være ændret i Tidens Løb, er selvfølgeligt.
8. VESTER OG ØSTER HERRED1)
Den endelige Deling af det gamle Flakkebjærg Herred fandt først Sted 1819, og der vil for os ingen Grund være til at opretholde den i vor Beskrivelse. Som Herredet var før Delingen, udgjorde det i væsentlige Henseender en Helhed — i hvert Fald et ret naturligt afgrænset Omraade. Det fyldte hele det sydvestlige Hjørne af Sjælland. Mod Syd omgaves det af Smaalandshavet, mod Øst af Susaaen, Bavelse Sø, Tystrup Sø, Tamose og den skarpt skaarne Kløft med Bækløb i Bunden, som fra Tamose skød sig ind mellem Lynge og Topshøj (idet Herredsgrænsen heroppe er omlagt senere) for sluttelig at glide over i de engfyldte Lavninger ved Sorø Sø. Mindst naturligt betonet var Vestgrænsen mod Slagelse Herred, og den satte heller intet Skel i bebyggelsesmæssig Henseende.
En arkæologisk Kortlægning af Stenaldersbebyggelsen i Flakkebjærg Herred giver i forholdsvis ringe Grad et tilfredsstillende Resultat. De store Træk, som kommer frem, er sikkert rigtige. Der har ogsaa her været en Kystbygd, og i det Indre har nogen Bosættelse knyttet sig til Søerne ved Herredsgrænsen. Men
1) Herredsindberetninger af A. P. Madsen (1896 og 1904).
Enkeltheder i Billedet er det meget vanskeligt at faa frem. Saaledes kan Kystbygdens Struktur kun tilnærmelsesvis opfattes, og den Mulighed gør sig gældende, at ikke lidet er sløjfet, maaske særlig i Sognerækken fra Gimlinge til Hyllinge. Ligeledes vil en fornyet Undersøgelse utvivlsomt kunne bringe bedre Oplysninger til Veje. I Sommeren 1921 indtegnede jeg paa mit Kort 9 Megalitgrave i Omegnen af Holsteinborg, alle hidtil ukendte. En Boplads fra yngre Stenalder tæt Vest for Hyllinge og en Gravplads paa det nærliggende Høvsbjærg1) var heller ikke kommet med i Museets Herredsindberetning, og det samme gælder en Jættestue i Fodby (»Merres Høj«, Bistrup Mark), hvorfra Museet forøvrigt har Fund). En Dysse paa Skørpinge Mark nævnes 18202), men er nu sporløst forsvundet.
Til adskillig Hjælp vilde det være, om den store Hovedvej, som vi fulgte til Vildhøjsgaard, lod sig paavise med Sikkerhed længere mod Syd; men dette er kun delvis Tilfældet.
Den har krydset Lindesaa — det er givet. Derefter maa den antages at have fulgt Bakkeskraaningen Vest og Syd om Faardrup (2 Dyssekamre, 1 Langdysse og 1 Jættestue), og sandsynligvis angiver 3 Dyssekamre sydligt i Faardrup Sogn det Sted, hvor Vejen er drejet ned ad Bakken for at passere Øllemose Rende et kort Stykke Vest for Uglebro. Men hvordan dens videre Løb har artet sig, kan ikke siges. Efter al Rimelighed er den mundet ud enten ved Skælskør Nor, ved Borreby Gammelsø eller ved Øksnæs Fjord (en lille Strækning fra Fruergaard i Eggeslevmagle Sogn til Teglværksgaarden i Tjæreby
1) Aarb. f. hist. Samf. f. Sorø Amt VIII, 144 ff.
2) S. M. Beyer: Antiq. og Stat. Topographie over Egitzlefmagle Sogn og Vester–Flakkeberg Herreds Pastorater (1820), 85.
Sogn synes nogenlunde sikker). Der findes dog Tegn, som peger i Retning af en Vejforbindelse længere østerud. Ret givet synes Vejlinien fra Dambro over Oreby og Sønder Bjærge til Egnen mellem Rude og Bisserup, hvor Vejen altsaa skulde have naaet Holsteinborg Nor. Naar alt kommer til alt, har sagtens begge Vejlinier været brugt1). Vi har tidligere set, at Bebyggelsen er søgt ud mod lukkede Vande; men Overskueligheden mistes hernede i Flakkebjærg Herred, fordi Megalitgravene langs de tænkte Veje kun paa kortere Strækninger samler sig tættere end i Mellemrummene mellem dem. Hele Trekant en Faardrup—Stigsnæs—Bisserup er i Virkeligheden nogenlunde fyldt, og til denne Kystbygd kan ialt henregnes 114 Grave — enkelte paa Smaaøerne udenfor Kysten fraregnet. Hertil slutter sig spredte Forposter i Omraadet mellem Rude og Saltø Aa. Saa meget er givet, at det maa have været et betydningsfuldt Afsnit, dette sydvestlige Hjørne af Sjælland, og Dyssebyggerne har her fundet Levevilkaar, som paa mange Maader maa have været tillokkende for dem.
Om der gennem Herredet har været Vejforbindelser mellem Kystbygden og Bosættelserne inde ved Tystrup–Bavelse Sø, kan ikke afgøres, da de mellemliggende Sogne, som forud berørt, er mangelfuldt arkæologisk undersøgte. Det maa dog næsten antages at have været Tilfældet. Spredt strækker Gravene sig gennem Flakkebjærg, Gimlinge, Hyllested, Krummerup, Haarslev, Fuglebjærg og den nordlige Del af Førslev Sogne, og fortsættes denne Stribe, vil den ramme de to sikre Overgangssteder ved Bavelse
1) De løse Fund yder ikke brugelige Oplysninger. I Eggeslevraagle Sogn samler de sig paa Strækningen Lyngbygaard—Gerdrup—Baaslunde, men de er relativt faa. De talrige Fund fra Magleby Sogn stammer næsten alle fra Borreby Marker eller fra Magleby selv. I Tjæreby Sogn skriver sig Flertallet af dem fra Tystofte og Vedskølle.
Sø, som skal omtales under Tybjærg Herred. Der har sagtens i den gennemgaaende højtliggende Egn med det ikke synderligt tunge Jordsmon været enkelte Smaabosættelser, som har knyttet sig til en saadan Vejlinie; men nøjere at følge dennes Løb vil ikke være muligt1).
Med Broncealderen synes Bebyggelsen inde ved Søerne at være rømmet, og af nogen Vej gennem Midtersognene ses der ikke længere det ringeste Spor. Men atter skal det understreges, at vort Kort over disse Egne er mangelfuldt. I Nationalmuseet foreligger i hvert Fald løse Fund fra Skørpinge, Gimlinge, Høve og Marvede Sogne, og i Hyllinge–Egnen skal der være fundet »et Par Bronceringe, nogle enkelte Bronceøkser, 1 Zelt osv.«2). Disse Sogne ligger i Udkanten af Højomraadet, og meget sandsynligt hører de i stærkere Grad med til dette, end vi nu kan ane.
De Egne, som vedblivende har samlet Hovedmængden af Herredets Beboere, er Kyststrækningerne3), og her har de hævdvundne Veje vistnok stadig ledet Færdselen frem mod Stranden. Den østre Vej synes dog nu at være gaaet fra Sønder Bjærge til Snedinge, det vil med andre Ord sige, at den skulde have naaet Holsteinborg Nor en Smule vestligere, end Stenaldersvejen gjorde det; men om dette skal tillægges nogen Betydning, er tvivlsomt.
Ned mod Saltø Aa har Kystbosættelsen ikke alene holdt sig, men den er tilsyneladende vokset. Inden–
1) De løse Fund er sparsomme og spredte.
2) Aarb. f. hist. Samf. f. Sorø Amt VII, 150. Nationalmuseet har intet Fund fra Kirkerup, Sørbymagle, Ting Jellinge, Haarslev, Hyllested, Venslev, Krummerup, Fuglebjærg, Herlufsholm, Hyllinge og Kvislemark Sogne.
3) De talrigste løse Fund forekommer i Magleby, Skælskør og Eggeslevmagle Sogne, en Del i Tjæreby, Faardrup, Førslev, Fyrendal, Fodby og Karrebæk Sogne.
for dens Omraade finder vi bl. a. Syvhøjene Nordvest for Spjellerup, og paa Høvsbjærg ved Hyllinge skal der være truffet Broncealdersgrave1). Hvor Aaen udmunder i Karrebæk Fjord ligger Højene særlig tæt. Fra den aflange Banke mellem Silkenborg Huse og Hjelmgaards Høj har vi Oplysninger om 13 Gravhøje og i de tilsvarende Dele af Saltø Skov om 14 andre. Dette stemmer jo nøje med vore tidligere Erfaringer.
9. ALSTED HERRED2)
I Modsætning til samtlige hidtil beskrevne Omraader er Alsted Herred et Indlandsherred. Det ligger klemt inde mellem Merløse, Slagelse, Flakkebjærg, Tybjærg og Ringsted Herreder og har kun paa ganske korte Strækninger »naturlige« Grænser. Hvis man fra Ringsted Herred medregner Sognene Bringstrup og Sigersted, som i Middelalderen hørte Alsted Herred til, vil man imidlertid faa et naturligt Skel helt fra Tystrup Sø til Gyrstinge Sø (Susaa og Ringsted Aa), og dette vil i bebyggelsesmæssig Henseende frembyde visse Fordele.
Det Omraade, som ligger indenfor den nu angivne Grænselinie, falder i to Afsnit: et nordligt og et sydligt, adskilte ved en bred Sænkning, som rummer Tuel Sø, den vidtstrakte, opdyrkede Frøsmose, Mørup og den Lavning, gennem hvilken Jernbanen fører fra Fjenneslev Station til Ringsted Aa.
I det nordlige Afsnit træffer vi et stortformet Terræn med langlige Bakkekupler ved Torpet (Ringsted Landsogn) og i Bringstrup Sogn. Resten af Omraa–
1) Aarb. f. hist. Samf. f. Sorø Amt VII, 150.
2) Herredsindberetning af Henry Petersen (1882—83).
det er mere uroligt skiftende, kær– og moserigt, lermuldet, sine Steder dog ogsaa sandet, og det svarer nøje til det Jordsmon, som møder os i Merløse Herreds sydlige Sogne.
I det sydlige Afsnit finder vi et højtliggende og muldrigt Terræn fra Skellerød over Fjenneslevmagle til Broby. Hvad der ligger vesten for — Ɔ: Buen udenom Sorø Sø og Tuel Sø — har et skiftende Præg med mange side Lavninger mellem Højderne.
Stenaldersbosættelsen har undgaaet hele den store Tværsænkning gennem Herredet, og den kan altsaa deles i en Nørrebygd og en Sønderbygd1). Hvad den sidstnævnte angaar, vil det være naturligt at beptragte den i Sammenhæng med Bosættelsen i Tybjærg Herred.
Ind til Nørrebygden er man Vest fra naaet ad to Veje, og vi har tidligere fulgt dem begge. Den ene gik fra Skellebjærg (Løve Herred) over Karsholte Philadelphia til Bosættelsen ved Vedde; den gennemskar altsaa Tersløse Sogn i Merløse Herred. Den anden fulgte vi fra Krænkerup og Blæsinge (Løve Herred) over Hallelev og Skaftelev (Slagelse Herred) Bromme. Ved Passet her kender man 2 Dyssekamre, 1 Langdysse og 1 Jættestue. Vejen er Nord om Lillesø gaaet gennem Bromme Plantage til Løng Huse, hvor man har kunnet krydse det lille Bækløb mellem Løng og Tiendevad. Øst for det kan Vejen med Lethed følges. Her kendes mellem Elmebjærggaard og Døjringe en smuk Gravrække (5 Dyssekamre og 4 Langdysser), som krydser Tudeaa paa et Sted, hvor der endnu findes Overgang over Strømmen. Rækkens to nordligste Grave angiver en Sving–
1) De løse Fund peger i samme Retning. De forekommer kun ganske enkeltvis i Sognene Bjernede, Slaglille, Kirke Fjenneslev og Sorø.
ning mod Øst, som ogsaa Terrænforholdene gør naturlig. Man er over Grøftebjærg og Juliedal naaet frem til den tætte Nørrebygd mellem Gyrstinge og Kirke Flinterup.
Denne Nørrebygd omfatter Sognene Gyrstinge, Kirke Flinterup og Bjernede1), og den strækker sig ind i den sydlige Del af Stenmagle Sogn2), ligesom den over Stenlille Sogn har Forbindelse med Vejbygden ved Vedde. Endvidere har den over Passet mellem Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø været knyttet til en lille Bosættelse i Allindemagle Sogn (6 Dyssekamre, 3 Langdysser) i Ringsted Herred og ved Kyringe til en »Udbygd« i Tostrup Sogn, Merløse Herred, strækkende sig fra Ordrup over Merløse til Havborup og Bonderup. Tæt Nord for Bonderup har man kunnet passere Tysinge Aa omtrent ved Ubberupgaard, og dermed har man naaet den egentlige Merløse–Bygd, hvis Veje vi tidligere fulgte ned til netop dette Vadested.
Tages hele Omraadet i Betragtning — fra Vedde og Bromme i Vest til Allindemagle og Havborup i Øst — rummer det ca. 160 Megalitgrave og blandt dem et stort Antal smukke Langdysser. I en vis Forstand grupperer Mindesmærkerne sig omkring Gyrstinge Sø — et Forhold, hvortil vi kender Paralleler Landet over — og her nede er der paavist en Boplads fra yngre Stenalder, liggende omtrent ved Udmundingen af Frøsmose Aa i Søen. Den er endnu uundersøgt, og selvfølgelig maa der antages indenfor Omraadet at have været adskilligt flere. Forøvrigt er Mindesmærkernes Fordeling, som vi hidtil har lært den at kende: enkelte Steder en nogen–
1) Særligt mange løse Fund fra Gyrstinge Sogn.
2) I Sognets nordlige Del er gjort adskillige Fund fra ældre Stenalder. Fundene fra yngre Stenalder synes derimod at ligge Syd for Linien Vandløse—Ovstrup, Ɔ: indenfor Dyssebygden.
lunde sluttet Række, faa virkelige Grupper, ellers en jævn Spredning.
Helt anderledes tegner Nørrebygden sig i Broncealderen. Egnen rømmes, Vejene kan ikke længere; med Sikkerhed spores. Over Vedde og Tostrup synes der ingen Forbindelse at have været, over Bromme er der større Sandsynlighed for en saadan (se under Slagelse Herred). I hele Nørrebygden (Allihdemagle Sogn fraregnet) kendes kun ca. 25 Høje. Kirke Flinterup, som havde 23 Megalitgrave, har ikke en eneste Gravhøj. For Gyrstinge Sogns Vedkommende er Tallene henholdsvis 26 og 1, for Bjernede Sogns 29 og 31). Dette er betegnende og stemmer med, hvad vi Gang paa Gang traf i Naboherrederne. Man er søgt bort fra det egentlige Indland.
Eller man er — og heri ligger et nyt Træk — søgt sammen ved Søer og Vandløb. Rettere er det maaske at sige, at Søerne og Vandløbene har fastholdt Befolkningen. Ovre ved Ringsted Aa møder vi en Række Høje langs Lejet fra Tidselbro til Torpet Mose — ved Lille Svenstrup saaledes et Par Smaagrupper paa 4—5 hver. En anden Gruppe kendes fra den høje Blyskov Bakke lige ved Frøsmose Aa, en tredje fra Næsset i Sigersted Sogn mellem Tuel Aa og Susaa. Men dette er et Forhold, som vil træde iindnu klarere frem, naar vi kommer til Gennemgangen af Tybjærg og Ringsted Herreder.
1) De løse Fund vidner om det samme. Fra Stenmagle, Bjernede, Bromme, Munke–Bjærgby og Sorø Sogne ejer Nationalmuseet intet, fra Kirke Flinterup 1 (Hyllinge Mose), fra Gyrstinge 2 (Gyrstinge Sø og Mark) og fra Slaglille 1 (Frøsmose). Et enkelt ikke stedfæstet stammer fra Pedersborg Sogn, et andet fra Fjenneslevmagle.
10. TYBJÆRG HERRED1)
Tybjærg Herred er saa at sige helt indrammet af Sjællands største Strømløb: Susaa. Herredets sydligste Sogne er i vore Dage Rislev og Fensmark, hvortil ude i Øst kommer det isolerede Vester Egede Sogn. Men saadan har det ikke altid været. Vi ved at Vredsløse (i nuv. Herlufsholm Sogn, Øster Flakkebjærg Herred) i Middelalderen var en Kirkeby, der laa under Tybjærg, og det samme gjaldt — som forøvrigt ogsaa i vore Dage — Købstaden Næstveds Jorder. Herredet skød en lang og spids Tunge ned mod Fjorden bag Gavnø, og dets Grænser fulgte uden Afbrydelse Susaa fra dennes Munding til den store Holmegaards Mose. Paa den anden Side heraf fortsatte Skellet over det jævnt bølgende Land Vest om Holmegaard og Olstrup til Rønnebæksholm og løb derpaa med Rønnebæk ud til Fjorden. Vester Egede Sogn kan vi i det følgende se ganske bort fra.
Skønt Herredet altsaa tidligere rakte sig til Kysten, udgjorde Stenaldersbosættelsen dog en udpræget Indlandsbygd. Der findes i vore Dage ingen Megalitgrave paa Tungen Øst for Susaa, og der har sikkert aldrig været mere end yderst faa2). Vilde man udefra ind til Tybjærg–Bygden, kunde man ganske vist benytte Aaløbet som Alfarvej; men man nærmede sig dog fortrinsvis Egnen fra andre Kanter. Der kan nu ialt paavises fem forskellige Veje, som førte derind.
Det samlende Element ved Bosættelsen var Aaen og Smaasøerne — særlig Tystrup Sø og Glumsø. Derfor hører »Sønderbygden« i Alsted Herred og de
1) Herredsindberetning af Th. Thomsen (1910—14).
2) Herpaa tyder de sparsomme løse Fund.
inderste Bosættelser i Flakkebjærg Herred med til Helheden — de er ikke adskilt fra Tybjærg–Bygden, men nøje bundet til den ved Smaaveje over Aadraget.
Til »Sønderbygden« kom man dels fra Nord, dels fra Vest. En Vej kan følges over Fuldby, Brandsmark og Slaglille til Sasserbro, hvor den øde Strækning i Alsted Herred var passeret, og man atter kom ind i bebygget Terræn. En anden Vej er tidligere fulgt: det er den, som fra Slots Bjærgby gik til Lynge (se under Slagelse Herred). Den krydsede Alsted Herredsskel ved Nordbrynet af Lorup Skov. Omtrent her delte den sig, idet een Vejbane gik i Sydøst over Asedysse til Brunemose, medens en anden førte gennem Slugten ved Eskildstrup, over det smalle Ejd mellem Møllesø og Tystrup Sø til Ejgaard— Lynge.
Den første af disse Smaaveje tjente Bosættelserne langs Sydsiden af Tystrup Sø fra Kelderød til Lindekrogs Huse (16 Megalitgrave) — den inderste Bebyggelse i Flakkebjærg Herred. Den anden kan kun følges til Lynge; men heroppe befinder vi os i Alsted Herreds »Sønderbygd«.
Denne fyldte saa at sige Broby Sogn, hvis Mindesmærker (24 Megalitgrave) er nogenlunde jævnt fordelt over det højtliggende, bakkede Terræn med dets noget stenede og sandede Jordsmon. Forøvrigt strakte den sig gennem Alsted Sogn (13 Megalitgrave) og Sigersted Sogn (6 Megalitgrave), ligesom der fandt en sparsom Bosættelse Sted i Fjenneslev Sogn og Ringsted Landsogn1).
Mod Syd havde den Forbindelse med Tybjærg Herred over Vadestederne ved Broby og Brands–
1) De løse Fund fra samtlige disse Sogne er for faa og spredte til at oplyse noget.
ager. Begge Overgange markeres af Mindesmærker, og fra dem begge er man naaet til Egnen omkring Glumsø, hvor der paa den lange og imponerende Bakkeryg fra Torpe til Engelstofte kendes ca. 20 Megalitgrave og i det kuperede Terræn mod Syd og Vest ca. 18 andre — medregnede er ikke Mindesmærkerne i Næsbyholm Skov og omkring Næsby selv. De angiver Vejlinier ned mod Bavelse.
Ogsaa ved Bavelse er man kommet ind i Tybjærg Herred. Vi har tidligere regnet med Muligheden af en Tværvej, hvis omtrentlige Retning skulde være Flakkebjærg—Bavelse. Den maa have naaet Susaa–Draget ved Rejnstrup, og Rejnstrup Holme maa i Stenalderen have afgivet et passende Vadested over Tystrup Sø. Paa Skraaningen fra Borup Ris mod Søen kendes et Dyssekammer, en Dysse og en Langdysse, atter en Dysse og en Langdysse og endelig en Langdysse. De fører i lige Linie ned over Bakken til Rejnstrup Holme, og ret overfor — paa den modsatte Søbred — møder vi to Langdysser, som leder os op paa Højden, hvor vi i Brynet af Næsbyholm Storskov finder to Dysser og en Langdysse. Dermed er vi inde paa sikker Vej til Næsby—Broby.
Endnu utvivlsommere er et andet Vejløb fra Rejnstrup mod den sydlige Ende af Bavelse Sø. Paa Stenshøjgaards Jorder og lige ved Susaa kendes en Dysse, en Langdysse og en Jættestue og paa den modsatte Aabred en Langdysse og et Dyssekammer. Herfra er man over Regerup naaet dels til Glumsø, dels til Næsby—Broby.
Glumsø danner i væsentlige Henseender Bygdens »Kærne«. Fra dette Midtpunkt har Bosættelsen bredt sig — til Holløsegaard og Holløse paa den anden Side Susaa (i Flakkebjærg Herred) og til Skelby,
Rislev, Hellevmagle og Fensmark Sogne1). Mindesmærkerne ligger indenfor dette Omraade ret spredt, og man vil forgæves søge efter Vejlinier. Men en Forbindelse maa Bygden have haft sydpaa. Selve den store sydsjællandske Hovedvej, som man kan følge fra Stensby (Baarse Herred) til Olstrup (Hammer Herred), maa være mundet ud her — antagelig et Sted mellem Vredsløse og Fensmark.
Ovre i Tybjærg Herreds østlige Del har der været ret sparsomt bebygget. De syv (ni) Megalitgrave, som kendes fra Sandby, Tybjærg og Aversi Sogne, danner kun smaa Udbygder for Bosættelserne i Ringsted Herred og fortæller tillige, at man i Stenalderen ogsaa benyttede Vadestedet mellem Hjelmsølille og Almstofte. Yderligere oplyser de ikke2).
Indenfor Tybjærg–Bygden sker der i Broncealderen meget karakteristiske Forskydninger.
For det første tømmes saa at sige hele Alsted Herreds Sønderbygd. Særlig stærkt gaar det ud over Broby Sogn, som møder med kun 2 Broncealdershøje. I Lynge Sogn ligger 4, i Alsted Sogn 9 og i Sigersted Sogn 17, hvoraf de fleste samler sig ved Tuel Aa. Her har Forbindelsen været mellem de to Nabosogne, og ligeledes har Vadestedet ved Brandsager vedvarende været benyttet. Nord for Susaaen har Bebyggelsen altsaa trukket sig fra Vest mod Øst — fra Broby til Sigersted.
Anderledes Syd for Aaen. Ganske vist opretholdes i nogen Grad Bosættelsen mellem Vrangstrup og Tyvelse; men Tyngdepunktet ligger nu ubetinget helt ovre i Vest, hvor det myldrer med Høje i Næsby Sogn og langs Aadraget til Skelby og Næsby. I Næs–
1) En Del løse Fund er gjort i Hellevmagle Sogn, kun enkelte i Rislev, Skelby og Fensmark.
2) De løse Fund fra Dyssetid er i Sandby, Tyvelse, Tybjærg og Aversi Sogne faa, Flertallet stammer fra Sandby.
byholm Storskov og paa de tilstødende Marker ken des ikke mindre end 156 Høje, og muligvis har der tidligere været endnu flere, dog næppe i Skoven, hvor alt i det væsentlige maa forudsættes bevaret. Næsby er nu blevet Bygdens Hovedhjørnesten. Susaaen har holdt Bygden sammen. Paa Bakkeskrænten langs Aaen ligger fra Regerup til Ulstrup 9 Høje, paa Banken umiddelbart Syd for Skelby 15 og mellem Holløse Mølle og Naaby 131). De markerer Smaabosættelser langs Lejet.
Øster i Herredet møder vi — som før — spredte og sparsomme Spor af Bebyggelse. Nogle Høje er knyttet til Engdraget mellem Luderup Sø og Ravnstrup Sø, nogle har fundet Plads paa den svære Højderyg Øst for Glumsø, hvor vi tidligere traf den tætte Stribe af Megalitgrave. Nævnes saa en Højgruppe paa Bakkepartiet ved Hækkerup og et Par Smaagrupper ved Ølse og Sandby, er næsten alt medtaget. Bebyggelsen herovre har aabenbart været baade pletvis og stærkt spredt2).
11. HAMMER OG BAARSE HERREDER3)
Mellem Hammer og Baarse Herreder er der kun i ringe Grad et naturligt Skel, og tilsammen danner de en Helhed, som lettest lader sig behandle under ett. De fylder den Halvø, som udgør den sydligste Del af Sjælland, og som omgives af Havet fra Karre–
1) Mærkeligt, nok kendes ingen løse Fund fra Næsby, Vrangstrup og Tyvelse Sogne. Bavelse og Skelby Sogne møder med 1 hver. Gravfund er selvfølgelig ikke ualmindelige.
2) De løse Fund giver samme Billede. Intet opbevares fra Sognene Aversi, Tybjærg, Hellevmagle og Fensmark, vist heller intet fra Rislev. Enkelte stammer fra Glumsø og Sandby Sogne.
3) Herredsindberetning fra Hammer af A. P. Madsen (1905) og fra Baarse af Sophus Müller (1876—77).
bæk Fjord i Vest til Præstø Fjord i Øst. Mod Nord grænser de til Fakse, Ringsted, Tybjærg og Flakkebjærg Herreder.
Man kunde naturligt vente, at Kystens dybe Indskæringer — Dybsø Fjord, Agnø Fjord og Præstø Fjord — havde sat sit Præg paa Stenaldersbebyggelsen. Det vilde svare til, hvad vi ellers har mødt.
Men saadan er det ikke. Paa Skellet mellem St. Mortens Landsogn og Rønnebæk Sogn staar et fredet Dyssekammer, og en nu sløjfet Dysse har ligget ca. 400 m længere mod Øst. I Vejlø Sogn ligger en Dysse tæt Sydvest for Tinghøjgaard, og i Vester Egesborg Sogn har der været en Jættestue nær Landsbyen, syd for Byen. Endvidere tyder den overordentlige Mængde Flintaffald, som er fundet paa Markerne i Nærheden, paa, at der her har ligget en Boplads i yngre Stenalder1). I Hammer Sogn kan maaske en ødelagt Langdysse mellem Hammer By og Ring siges at høre Kystbæltet til, og i Køng Sogn har man paa Svinø Land, som tidligere udgjorde en Ø, Kendskab til 6 Megalitgrave, nu for største Delen ryddede. De her nævnte Mindesmærker er de eneste, som peger hen paa Bosættelser ved Dybsø Fjord2).
Man kunde tænke sig, at der i disse Egne var forsvundet relativt mange Megalitgrave. Sandsynligt er det imidlertid ikke. De sparsomme Spor af Bebyggelse stemmer faktisk nøje overens med det Forhold, som prægede Kysten i Flakkebjærg Herred fra Rude til Saltø Aa. Kystbygden, som begyndte oppe paa Røsnæs, og som vi fulgte langs hele Store–
1) Gentagne Fund indleverede til Nationalmuseet. Sml. Aarb. 1866, 305 ff; 1868, 97.
2) Ligeledes er løse Fund — det ovennævnte Fundsted i Vester Egesborg fraregnet — sparsomme. Kun Køng Sogn mønstrer forholdsvis mange, jævnt fordelt over hele Terrænet.
bælt, standsede i Virkeligheden ved Holsteinborg— Bisserup. Øst for dette Punkt kan der i Stenalderen kun have været Tale om en lidet talstærk Befolkning i Kyststrøgene. Den store Lakune i Rækken af Mindesmærker kan ikke forklares tilfredsstillende ud fra en Teori om særlig hensynsløs Sløjfning netop her. Den maa afgjort være oprindelig.
Men fra Svinø Land at regne ændres Billedet atter. Paa Knudshoved Odde Syd for Agnø Fjord kendes 17 Megalitgrave (9 Langdysser), spredt over Terrænet fra Troldhøj ved Oregaard til Knudshovedgaard, og højst sandsynligt har Egnen mellem Oregaard og Vordingborg ligesom mellem Oregaard og Stuby tidligere haft en Del Mindesmærker, som nu er forsvundne1). I saa Fald har Kystbosættelsen her staaet i Forbindelse med den udprægede Kystbosættelse i Vordingborg Landsogn og i Kalvehave Sogn2).
Her kommer vi til et meget vigtigt Strøg. Skulde man opsøge Bebyggelsens egentlige Basis, maatte det blive i Egnen mellem Vintersbølle Skov og Keldemose Enge. Den største Del af denne Strækning ligger i vore Dage hen i Skov; men baade hvor Skoven gror og hvor den er ryddet, træffer vi i umiddelbar Nærhed af Stranden en næsten fortløbende Række af prægtige Megalitgrave. Hele Linien brydes kun paa et lille Stykke omkring Stensby og Møllebæk.
Indenfor dette Bælte — ca. 1200 m bredt — kender vi 51 Mindesmærker og blandt dem 25 Langdysser. De Folk, som har rejst dem, har været knyttede til Kysten og til Farten langs den. Det er ingen Tilfældighed, at den Ø, som udenfor dette Punkt kløver
1) Der er gjort Gravfund ved Oregaard (Ms. Nr. A 3032—45) og Rosenfeld (Ms. Nr. 18909). De løse Fund i Kastrup Sogn stammer hovedsagelig fra Stuby, Oregaard og Rosenfeld.
2) Overordentlig talrige løse Fund fra disse to Sogne.
Storstrømmen, hedder Farø, og at det falsterske Næs paa den anden Side hedder Farnæs. Ud til det leder Rækken af falsterske Dysser, og fra Farnæs har man over Farø haft Forbindelse med Sjælland allerede i Stenalderen — som langt senere1).
Bag Kyststriben har Bebyggelsen haft en mere spredt Karakter, og vi træffer Megalitgrave helt til Petersgaard — Skovhuse Skov — Vallebo Skov — Elierød, et samlet Omraade, højtliggende og bakket (særlig mod Vest, Kulsbjærge 107 m), med sandmuldet og lermuldet Jordsmon. Det rummer Sjællands sydligste Bygd, begrænset af Ørslev Mose og Terrænets Fald mod Mern Aa (med Maglemose) og Store Viemose — et Hele, indenfor hvilket kun Skov og Smaakær har splittet Bosættelsen.
Nord for dette er de flade Strækninger ved Allerslev—Maglemose—Lilliendal omtrent tomme for Mindesmærker2). Men gaar vi længere mod Øst — til Kystegnene langs Bøgestrømmen og Præstø Bugt — møder vi atter spredte Spor af tættere Bebyggelse. Mern Sogn har en Række Megalitgrave, nøje knyttede til Draget langs Mern Aa3), og i Allerslev Sogn finder vi paa samme Maade Megalitgrave paa Højderne ved Langerøds Bæk og i Kystengene (Tjørnehoved)4). I Jungshoved Sogn samler de sig yderst ude mellem Store Hestehave og Bønsvig og er maaske tidligere naaet længere mod Nordvest, til Roneklint5). Ogsaa omkring selve Jungshoved
1) Fortid og Nutid IV, 60 f.
2) Heller ikke løse Fund kendes i videre Udstrækning herfra. De synes i Allerslev Sogn at samle sig om Bakkelandet ved Ammendrup og Kyststrøget Neble—Tjørnehoved. I Øster Egesborg Sogn stammer næsten alle fra den højtliggende vestlige og sydlige Del (Lekkende—Røstofte—Kulsbjærge—Skovhuse).
3) Ogsaa adskillige løse Fund kendes her fra Sognet.
4) Om de løse Fund fra dette Sogn, se ovenfor.
5) Heroppe Gravfund (Ms. Nr. A 9663). Adskillige løse Fund fra Bønsvig.
maa der have været Bosættelser1). En ødelagt Jættestue (?) har ligget paa Højden mellem Ræveholms Mose og Kohave (Skibinge Sogn); ellers er alle synlige Spor af Megalitgrave i disse Strøg forsvundne. Og gaar vi til Sognene langs Præstø Fjord — Præstø Landsogn, Snesere og Everdrup Sogne — synes de saa at sige ikke at have huset Folk ved Kysten. Ingen Mindesmærker findes og kun yderst faa løse Fund er gjort. Noget tilsvarende vil Forholdene vise sig i Naboherredet Fakse, om end vi her træffer tydeligere Spor af Dyssebyggerne.
Betragter vi da denne sydsjællandske Kystbebyggelse samlet, tegner den sig med stor Tydelighed:
Udpræget og stærk er den langs Stranden fra Vordingborg til Kalvehave, fyldende Terrænet helt op mod Ørslev. Nogenlunde tæt er den mod Vest og Øst — ved Knudshoved—Stuby og i Mern Sogn. Saa aftager den. Halvøerne Svinø Land og Jungshoved viser endnu en Del Grave. Strækningerne omkring Dybsø Fjord og Præstø Fjord derimod næsten ingen. Og til begge Sider glider det gravtomme Land over i Omraader (Øster Flakkebjærg Herred og Fakse Herred), som vel har været bebyggede, men kun i ringe Maalestok.
Endnu mangler vi at redegøre for et meget vigtigt Led i denne sydsjællandske Stenaldersbygd.
Fra dens Basis og op langs Grænsen mellem Hammer og Baarse Herreder strækker sig en bred Dyssestribe, tydeligt karakteriserende en Vejbygd og med de forud skildrede gravtomme Omraader i Vest og Øst. Man kunde næsten forudsætte Nødvendigheden af en saadan. Der maatte paa en eller anden Maade have været Forbindelse mellem den store Bosættelse
1). Flere løse Fund fra Jungshoved, Stenstrup og Ambæk.
i Syd og Indlandet i Nord, og det er da i høj Grad betydningsfuldt, at vi den Dag idag saa nogenlunde, sikkert kan følge Vejens Bane.
Hvor den har naaet Stranden, kan være tvivlsomt — antagelig i den vestlige Del af Stensby Skov, hvor der ved Møllebækken har været de letteste Landingsforhold1). Herfra er den gaaet op gennem det stigende og stærkt bakkede Terræn, til den har naaet Ellerød. Vi kan saa følge den over den store Bakkekuppel, paa hvis Sydvestskraaning Ørslev ligger, og mens spredte Grave (og løse Fund) tyder paa en Vej østover — mod Lekkende og Allerslev — er Hovedvejen sikkert fortsat i Nordvest paa Højderne langs Ørslev Mose og Barmose, er mellem Snertinge og Udby kravlet op over den bratte Bakkeskraaning (Bregnebjærg) og er Øst om Grumløse og Hastrup naaet frem til Risby Aa. Fra Hastrup fører en Række paa 4 Dyssekamre og l Langdysse ned mod Aaløbet, som man har krydset ud for Tingbakke i Baarse Sogn. Syd for Aaen og knyttet til den har der her været en ikke ringe Bosættelse2), og den har strakt sig østover mod Beldringe—Faksinge3), ligesom sydover mod Dyrlev—Teglstrup—Skallerup. Udby er paa den Maade kommet til at ligge midt i en Krans af Megalitgrave4).
Videre maa Vejen være gaaet over Baarse, forbi Birkemose og Dyssegaard til Snesere. Selve Risby Aadraget følges af Dysser (Risby Skov, Solbjærggaard, Tvedegaard), og der har utvivlsomt ogsaa været Bosættelser Vest for det. Men Vejen maa vi
1) Fortid og Nutid, IV, 62.
2) Ligeledes løse Fund fra Hastrup—Gishale.
3) En Jættestue ved Faksinge var den nu sløjfede »Bavnehøj« (Matr. Nr. 5; herfra Ms. Nr. A 8246—50). Et andet Sted, Matr. Nr. 1 a af Faksinge By, kaldes »Stenstuen«.
4) De løse Fund er for faa og spredte til at oplyse noget.
søge gennem Snesere Sogn, bl. a. fordi man kun her har kunnet undgaa den ved Mogenstrup vanskeligt passable Fladsaa. Over Askov Huse er man kommet ind i Everdrup Sogn, har krydset Fladsaa i Nærheden af Krømplinge og er derpaa svinget i Nordvest forbi Kalby og Olstrup til et eller andet Sted mellem Vredsløse og Fensmark, hvor Tybjærgbygden begynder (se under denne).
Dette er i store Træk den sydsjællandske Hovedvejs Løb. Nøjagtigere kan den ikke angives, da Bosættelserne langs den nordligste Strækning af den har været meget spredte. Dysserne samler sig ved Mølleaaen mellem Sømose og Askov Huse, ved Krømplinge og ved Olstrup1). Det er den nærmeste og letteste Linie, man kunde vælge, og Vandskellet er saa nogenlunde fulgt.
Sideveje har der kun i ringe Grad været Brug for paa Grund af de Bebyggelsesforhold, som allerede er skildrede. Det blev dog nævnt, at en Vej syntes at have ført fra Ørslevbanken mod Lekkende— Allerslev. Dens Løb kan ikke nøjere fastlægges. Derimod kan vi med ret stor Sikkerhed forudsætte en Vejlinie, som fra Snertinge og Over Vindinge er gaaet Nord om Barmose mod Remkolle, har krydset Lavningen ved Stuby og er fortsat vesterud til Bosættelserne paa Knudshoved Odde. Det er ikke alene en nødvendig Forbindelse, men den markeres af en Række Megalitgrave, og det er den eneste Forbindelse, som Terrænet (med de store Mosestrækninger Barmose, Purremose og Ilved) tillader.
1) Ved Krømplinge er gjort adskillige løse Fund. Det kan bemærkes, at det tæt Øst herfor liggende Dysted (1488: Dystwed) af Gunnar Knudsen er forsøgt tolket som »Tvedet med Stendysserne« (Aarb. f. hist. Samf. f. Præstø Amt. VI. 82).
Med Broncealderen sker der en væsentlig Ændring i Bebyggelsesforholdene.
Mindst gælder dette Kystbæltet langs Dybsø Fjord. I Rønnebæk Sogn kendes hverken Høje eller Fund. I Vejlø Sogn ligger 3 Høje under Vejløgaard, og et enkelt Fund er gjort ved Rettestrup. I Vester Egesborg Sogn meddeler Herredsindberetningen intet om Mindesmærker; men enkelte saadanné maa dog have været her. Syd for Sognebyen og nær den ovennævnte Stenaldersboplads er der gjort et Gravfund, og Øst for Landevejen mellem Næstved og Vordingborg — Stedet ikke nærmere angivet — har de tre »Grønhøje« ligget, hvorfra der ligeledes stammer et Fund1). Endelig findes der ved Myrup Aa paa lavt Terræn en Høj2). Lignende Forhold gælder for Hammer Sogns Vedkommende. Indberetningen anfører intet; men der er paa Byens Marker gjort et Par Gravfund3). Hvad Køng Sogn angaar, ligger der oppe paa den nordlige Ende af Kostræde Banker tre Høje (Eenhøj, Grislehøj og Trehøj4)), og paa en Højning umiddelbart Nordvest for Øbjærggaards Have har man truffet en Grav5). Ude paa Svinø Land anfører Indberetningen en Høj. 'Dette er alt. Med andre Ord: Bebyggelsen har haft det samme spinkle og splittede Præg som i Stenalderen.
Nede paa Knudshoved Odde er Bygden øjensynlig svundet ind. Kun 8 Høje kendes indenfor Trekanten Knudsskov Huse—Stuby—Oregaard. Alligevel — man har dog vedvarende boet her, og den gamle Forbindelsesvej til Snertinge har vistnok væ–
1) Ms. Nr. 22318—19.
2) Herfra Ms. Nr. B 5665.
3) Ms. Nr. 15750 og B 119.
4) Herfra Ms. Nr. 21102. Fra Banken tillige Fundet Ms. Nr. B 31—35.
5) Ms. Nr. B 8376.
ret holdt i Hævd. Nær den er der gjort Fund ved Næs og Stuby (Kastrup Sogn), og oppe i Sværdborg Sogn har der paa Over Vindinge Mark, Matr. Nr. 10 a ligget en Høj1), ligesom der er gjort Broncefund i en tidligere nævnt Stenaldersgrav ved denne By2), begge ved Vejlinien. Et løst Fund stammer fra Snertinge. At der ude ved Kysten har ligget et Par Høje, kan ses af Gravfund fra Skaverup Marker3). Det er da muligt, at der i denne Egn er sløjfet noget mere, end Indberetningen — og dermed vort Kort — giver Anledning til at tro.
Klart og tydeligt træder imidlertid Forskellen mellem Stenalders– og Broncealdersbebyggelsen frem, naar vi kommer ned til den gamle Hovedbygd. Et Par Grave kendes fra Vordingborgs nærmeste Omegn4), en tredje fra Vintersbølle5), en fjerde fra Bakkebølle Station, en femte fra Stensby6) og en sjette fra Langebæksgaard — det er vistnok alt. De øvrige Høje i Kalvehave Sogn ligger Øst for den egentlige Stenalderbygd7).
Hvad Grunden kan have været til denne Rømning, er det umuligt at afgøre. Tilsvarende Forhold har jo mødt os før. Den gamle Universalforklaring af saadanne Fænomener: at Egnen er »groet til med Skov«, giver ikke Aarsagen til, men Følgen af Rømningen. Det synes dog — hvad nedenfor skal paavises — sandsynligt, at den oprindelige Hovedvej trods alt har været i Brug ogsaa i Broncealderen;
1) Ms. Nr. B 7947—50.
2) Ms. Nr. B 7951—52.
3) 3) Ms. Nr. 11689 og B 1610. I Sværdborg Sogn har forøvrigt ligget en Dysse, hvorfra Broncefund Ms. Nr. 757.
4) 4) Ms. Nr. MDCXCVI—MDCXCIX og 7948 (Knudskov Odde).
5) 5) Ms. Nr. B 8377—78.
6) Ms. Nr. 7212.
6) 7) De løse Fund fra Vordingborg Landsogn og den vestlige Del af Kalvehave Sogn er meget faa.
men som Helhed betragtet er Befolkningen flyttet længere mod Øst.
Her møder vi nu et mægtigt Bosættelsesomraade — fra Risby—Tappernøje i Nord til Kalvehave—Langebæk i Syd, en tæt Højbygd, der baade i Udstrækning og Styrke langt overgaar den ældre Megalitbygd.
Flere Steder naar Højene umiddelbart ud til Kysten — saaledes paa Strækningen, mellem Langebæk Østerskov og Kalvehave, i Viemoseskov, i Tjørnehoved Skov og i Skibinge Hestehave. Her kan de samle sig i udprægede Smaagrupper paa 9—12 Høje eller i korte Rækker paa 6—8, men uden nærmere at røbe Tidens Vejnæt. Paa en Maade deler Mern Sogn Bosættelsen i to særlige Bygder. I Kalvehave Sogn er det, som om Højene arbejder sig ind over Landet dels fra Østkysten, dels fra Sydkysten. Over Balle, Nørre og Sønder Viemose samt Petersgaard kommer vi op til en Række Grupper mellem Mern Hestehave, Viemose Hestehave og Skovhuse Skov. Herfra føres vi atter videre til den store Højrigdom paa Faldet mod Øster Egesborg. Længere mod Nord samler Kystbebyggelsen sig om Kragevig og Tjørnehoved. Skovene paa begge Sider af Gederød er fyldt. Over Oremandsgaard naar vi frem til Mern Aa og følger den til Skovene og Søerne Syd for Ugledige. Eller Højene leder os fra Tjørnehoved rundt om den kraftige Slugt mellem Smidstrup og Skibinge. De samler sig paa Bakkekammen fra Endegaarde til Smidstrup, de kranser Mosen Øst for Ambæk, de fylder Skibinge Hestehave. For Alvor er den smalle Vig ved Jungshoved og Løbet ind til Præstø kommet til at spille en Rolle for Bebyggelsen.
Denne »Sønderbygd« og »Nørrebygd«, adskilte
ved Mern Sogn1), har imidlertid ikke været isolerede fra Indlandet.
Som før nævnt, maa den gamle Hovedfærdselsvej antages at have været holdt i Hævd. Ved Troldebjærge i Ørslev Kohave er der gjort flere Gravfund, og netop herfra er Forbindelsen med Sønderbygden — Syd om Øster Egesborg, Tolstrup og Lilliendal — klar, om end selve Vejlinien kun kan formodes. Videre træffer vi en Højgruppe ud for Brageskov og Sønderskov, vi træffer Høje ved Fæby og Snertinge, og med Trudshøj2) kommer vi ind i Udby Sogn. Gennem dette maa Vejen være løbet som i Stenalderens Dage; thi oppe ved Overgangsstedet over Risby Aa ligger der Høje paa begge Sider af Skvatten, og Nord for Aaen møder de os igen. Paa selve Tingbakken findes saaledes en udpløjet Høj, og tæt Øst derfor er der gjort et Offerfund under flad Sten. Endnu flere er Højene i den nordlige Del af Baarse Sogn, hvor de viser østover til Even ved Engelholm, Broskov og Bredeshave3) — altsaa gennem i Stenalderen ubebyggede Egne til den inderste Del af Præstø Fjord — vestover til Baarse Nakke og Risby. Men Vejen maa forøvrigt være fortsat over Snesere. Længere kan den imidlertid ikke følges i vore Dage. Der kendes Høje ved Snesere Torp, Grave synes paatruffet paa Æskebjærg ved Askov Huse, muligvis har der ligget en Høj noget Syd for Bøgesø, og ved Vidensbjærg og Tjørnebanke Mølle — de tre sidstnævnte Steder i Everdrup Sogn — har man ligeledes fundet Spor af Begravelser, som sagtens stammer fra Broncealderen. Alt dette passer med Vej–
1) I dette kendes kun — Nord for Høvdingsgaard — 10 Gravhøje, deraf Halvdelen ved Taageby. De løse Fund er faa (Kindvig, Sageby).
2) Herfra Ms. Nr. B 6145—69. Sml. Aarb. 1895. 360 ff.
3) Et Højfund stammer fra Tappernøje (Ms. Nr. 21389—93), et løst Fund faa Store Røttinge.
linien, og det samme gør et løst Fund fra Størlinge; men det er jo smaat, og vi skal helt op til Toksværd Sogn, før vi atter træffer Høje — Sydvest for Kalby og inde i Kalby Ris. Herfra er der igen et Spring til de sydligste Høje i Fensmark og Rislev Sogne, hvor vi naar Tybjærg–Bygden. Sikkerhed for Vejlinien Nord for Snesere kan altsaa ikke gives. Vi maa nøjes med at antage den for rimelig.
Derimod er en enkelt Sidevej temmelig sikker, selv om dens Løb ikke kan klarlægges i alle Enkeltheder. Fra Bosættelserne Syd for Risby Aa er man gaaet over Skvatten til Beldringe, mens man fra Bosættelserne Nord for Aaen er kommet til Faksinge. Højene omkring Beldringe og ved Faksinge Skov viser, at begge disse Egne har været bebyggede, og Terrænforholdene tillader ikke godt andre Vejbaner. Direkte Forbindelse har der dog vistnok været mellem Faksinge og Beldringe. Fra Beldringe Banke og Bellevue Skov er man atter kommet forbi Ronesbanke til Egnen ved Skibinge, og dermed har man naaet Nørrebygden omkring Jungshoved Vig. Men fra Ronesbanke er Vejen tillige ført over Tvingbro og Ugledige til Ejdet mellem Smaasøerne ved Lekkende Skov, hvor Vejsporet endnu er ganske tydeligt i Bakkeskraaningen. Saaledes har baade Sønderbygden (over Egesborg) og Nørrebygden (over Beldringe—Faksinge) haft Adgang til den gamle Hovedvej, og ind til denne har endnu en tredje Vej ført: den, som havde Even til Udgangspunkt. Gennem Egne, som var meget lidt berørte af Stenaldersbosættelsen, kom man altsaa i Broncealderen fra den stærkt bebyggede Østkyst ind i Landet.
12. FAKSE HERRED1)
Ud mod Præstø Fjord og Fakse Bugt ligger Fakse Herred. Dets Strandlinie strækker sig fra Herredsbækken, som skiller det fra Baarse Herred, til Marelund, hvor Stevns Herred tager fat. Grænsen her har maaske oprindelig fulgt Kildeaa op til Spjellerup, og ved denne By udspringer Stevns Aa, som i en Engstrimmel mellem lavtbakkede Sider danner Skellet til Tryggevælde. Nordgrænsen følger Tryggevælde Aa indtil Børsted. Naboherredet er Bjæverskov. Fra Børsted at regne mangler en naturlig Betoning af Grænsen, som i en Bue gaar Nord om Turebylille og ved Vestsiden af Grevindeskov træffer Ringsted Herred. Heller ikke mellem Ringsted og Fakse Herreder eller mellem dette og Hammer–Baarse er Grænsen i synderlig Grad naturbestemt, før Herredsbækken naas ved Pugebjærg — og selv denne er kun et svagt Skel.
Dette i Syd og Vest ret højtliggende, bølgende, men kun pletvis stærkere bakkede Omraade, der har Fald mod Nord og Øst, har efter alt at dømme været meget sparsomt bebygget i Stenalderen. Der findes i Herredsindberetningen kun omtalt 21 Megalitgrave, og det er forsvindende, hvad der kan paavises ud over disse.
Paa Bakken Øst for Herredsbækkens Udløb kendes et ødelagt Dyssekammer og en Langdysse og paa Skraaningen mod Mosebølle Strandhuse atter et Dyssekammer. Nærmest disse ligger Hulhøj (mellem Lestrup og Hyllede) med en ødelagt Megalitgrav paa Toppen. Terrænet falder jævnt mod Vandvænge og Orup Bæk. Endnu længere fra Ky–
1) Herredsindberetning af Chr. Blinkenberg (1894).
sten, paa den nordre Side af Mosen Kongsted Lyng, har der ligget to, nu sløjfede Dysser, en tredje har ligget ved Jyderup–Vejen c. 1000 m Sydøst for Kongsted Kirke og en fjerde tæt Nordvest for Byen, paa Bakkehældet mod Gøgsmose. Alle de nævnte Mindesmærker ligger — med Undtagelse af det sydligste — i den kuperede Del af Herredet med de le– og sandmuldede Jorder — fra Egnen omkring Susaaens Udspring til Kysten. Skulde nogen Part af Strækningen fremhæves, maatte det være Bakkepartiet mellem Kongsted Lyng og Gøgsmose; men selv her har Bosættelsen været meget spinkel1).
Endnu færre er Sporene i Roholte Sogn. Et Dyssekammer ved Lestrup hører til de tidligere nævnte. Endvidere kendes en ødelagt Jættestue ved Store Elmue og en stærkt forstyrret Langdysse ved Kystbrinken i Strandegaards Dyrehave. Det er alt2).
Kommer vi derimod til Hylleholt og Fakse Sogne, synes det, som vi møder et vist Midtpunkt for Bebyggelsen. Ved Lilleaa ligger — paa Terræn, som tidligere maa have været ret sidt — »Kæmpegraven«, vistnok en ødelagt Langdysse. Umiddelbart ved Borrishoved og Fakse Aa finder vi Spor af en Langdysse. Ved Lille Favrby kendes en Høj med Stenaldersgrav, og ved Vivede Mølleaa, inde i Stubberup Skov, to Langdysser (den ene Junkershøj). Alle disse Mindesmærker kranser paa en Maade Udløbet af Fakse Aa3). Følger vi Lejet op i Land, træffer vi i Lystrup Dyrehave (men Fakse Sogn) Rester
1) De løse Fund fra Kongsted Sogn er ikke talrige, men samler sig — karakteristisk nok — i særlig Grad om Hyllede. Enkeltvis gaar de dybere vesterpaa (Eskilstrup, Grunderup, Svenderup og Borup). Den nu ødelagte »Visten« ved Borup antages forøvrigt at have været en Rest af en Megalitgrav.
2) De løse Fund fra Sognet er faa.
3) Hertil kan føjes en nu helt forsvunden Dysse mellem Fakse og Værløse, se Aarb. 1902, 322.
af en Dysse og ved Nyrup (i Øster Egede Sogn) en sløjfet Langdysse1).
Man kunde gætte paa, at ogsaa Udløbet af Vivede Mølleaa havde afgivet gunstige Betingelser for Bosættelse. Fra Vemmetofte Sogn kendes dog ingen Megalitgrave, men de ikke faa løse Fund tyder paa, at jordfaste Mindesmærker er gaaet tabt. Og bag Vemmetofte, i Spjellerup Sogn, ligger der i hvert Fald Rester, af en Dysse yderst ude ved Stevnsaaengene (nær Kassemose Huse), ligesom der Syd for Stolhøj paa Præstegaardsmarken er paavist to (tre) Højtomter2).
Det er klart, at det er Aaløbet, som har afgivet Betingelser for disse Bosættelser. Det samme gælder i Karise Sogn, hvor der kun kendes ett (sløjfet) Mindesmærke, liggende ved Løghus nær Aaen, men hvor adskillige løse Fund fra Karise Marker tyder paa, at der tidligere har været flere. At man har valgt sig Bosteder i Tilknytning til Tryggevælde Aa, fremgaar dels af løse Fund langs Lejet fra Tryggevælde til Store Linde, dels af en ødelagt Langdysse ved Storkebæk (Øster Egede Sogn) og en forstyrret Megalitgrav i Børsted Hestehave (Tureby Sogn). Disse sidste er Herredets nordligste Mindesmærker, og de ligger mærkelig isolerede, hvis man ikke tør forudsætte, at der heroppe er gjort forholdsvis rent Bord. For dette taler de talrige løse Fund fra Tureby Sogn.
Naar vi til de allerede nævnte Megalitgrave føjer en ødelagt Langdysse fra Bakkegaards Mark ved Ulsø, har vi medtaget alt det, hvorom der vides Besked. Det bliver i hele Herredet kun 26 Stenalders–
1) De løse Fund er talrige i Hylleholt og Fakse Sogne og tyder saaledes ogsaa paa, at Egnen omkring Fakse Aa har spillet en Rolle i bebyggelsesmæssig Henseende.
2) Ikke nævnt i Indberetningen. Herfra Ms. Nr. A 19904—33.
mindesmærker1), og hvorledes vi end vil bedømme Sagen — een Ting er givet: Befolkningen maa i hine fjerne Tider have været meget sparsomt fordelt over Omraadet. At oplede Vejlinier vil selvsagt være haabløst.
Men vi fremhæver den Iagttagelse, at Bosættelserne i væsentlig Grad synes at have fundet Sted i Bakkelandet ved Kongsted, langs Stranden — med Midtsamling omkring Fakse Aa — og ved Vandløbene (Herredsbækken, Fakse Aa, Vivede Mølleaa, Stevns Aa, Tryggevælde Aa og Storkebæk). Hvor Bebyggelsen er saa spredt som her, har det sin Betydning at fastslaa, om der trods alt skimtes visse Grundregler for Mindesmærkernes Fordeling. Vi vil senere komme tilbage til dette Punkt.
I Broncealderen synes Bosættelsens oprindelige Hovedtræk i Store Linier at være fastholdt. Vi træffer atter en Kreds af Høje omkring Kongsted, vi træffer et Bælte af dem langs Kysten fra Herredsbækken til Vivede Mølleaa, særligt fremtrædende i Roholte og Hylleholt Sogne. Oppe ved Grænsen mellem Spjellerup og Alslev Sogne ligger der en Gruppe Syd for Taagerup, og i Terrænet Nord om Fakse finder vi dem ved Sortemølle og Kikkenborg2). I Mellemrummet mellem de to Højrækker, som Kortet udviser, kan naturligvis Mindesmærker være forsvundne; men mange har der næppe været — det har, som i Stenalderen, været en spredt og lidet talrig Befolkning, som disse Herredets sydligste Sogne husede.
Hvad de nordlige Sogne angaar, er Forholdene heller ikke skiftet. Der ligger Høje ved Stevns Aa,
1) Paa Kortet er kun afsat 21.
2) De løse Fund er overalt faa, relativt flest fra Spjellerup (Præstegaardsmosen).
en Overgang over Tryggevælde Aa ved Vadstrup markeres tydeligt (4 Høje Syd og 2 Nord for Vadestedet), og henne ved Lundmøllebro ligger en Gruppe paa 7 Høje. Dette er, hvad der kendes. Aaløbet har hist og her holdt Folk fast — de indre, nordvestre Dele af Herredet viser derimod i vore Dage ikke mindste Spor af nogen Bosættelse, een Høj i Dalby Sogn fraregnet1). Heller ikke for Broncealderens Vedkommende vil det da være muligt at paavise de Færdselsaarer, som selvfølgelig har sat Beboerne i indbyrdes Forbindelse. Kun det ovennævnte Vadested ved Tryggevælde Aa røber et enkelt, men vigtigt Punkt i Vejnættet. At Højgrupperne ved Kongsted, Sandhuse, Værløse og Taagerup kan minde om en Hovedvej tværs gennem Herredet og videre til Stevns Herred (se derunder), er dog meget rimeligt, og at et saa gammelt og vigtigt Midtpunkt som Herredsbyen Fakse paa den Maade vilde komme til at ligge i Færdselslinien, taler maaske yderligere til Gunst for Antagelsen.
13. STEVNS HERRED2)
For Stevns Herred er Grænserne klart bestemt af Naturen: i Syd, Øst og Nord Havet, i Vest Tryggevælde Aa og Stevns Aa. Det højtliggende Terræn er meget lidt kuperet. Det virker ensformigt og fladt, men har dog svagt bølgende Fald mod Vest og hæver sig til en lav Højderyg bag Klinten. Paa den umærkeligt skraanende Flade med det stærke ler– og sandmuldede Jordsmon, rejser Klippinge Bjærge sig ikke langt fra Aadraget — en lille, isoleret Bakke, som dominerer hele Omegnen.
1) Hermed stemmer det, at Tureby, Dalby, Alslev, Øster Egede og Ulsø Sogne er ganske fundlomme.
2) Herredsindberetning af Chr. Blinkenberg (1895—1902).
Ogsaa paa Stevns har Stenaldersbebyggelsen efter Højkortet at dømme været relativt tynd. Men vi møder ved vor Beskrivelse en Vanskelighed: der er flere Strøg, hvor de løse Fund er overordentlig talrige, og hvor vi derfor maa gaa ud fra, at man i Tidens Løb har sløjfet forholdsvis mange Mindesmærker. Højkortet giver da maaske i ringere Grad end ellers Indtryk af den oprindelige Bosættelses Styrke.
Forholdene i Sydstevns synes i væsentlige Henseender at have svaret til dem, vi traf i den tilstødende Del af Fakse Herred. Kystbæltet har i særlig Grad været yndet, og de smaa Bækløb — Pilebæk, Vissemosebæk og Lejdebæk — har trukket Folk til. Paa »Stenageren« Sydvest for Store Torøje har der vist ligget en Megalitgrav, ved Lund kendes en sløjfet Jættestue (Ravnshøj), en ødelagt Jættestue og en sløjfet Megalitgrav (Møllehøj). Kort derfra — ved Pilebæk — ligger en forstyrret Jættestue og et ødelagt Stenaldersmindesmærke. Stevns Frimenighedskirke er bygget paa Tomten af Stenaldersgraven Karlshøj. Endvidere har der vistnok Syd og Sydøst for Stenagergaard i Havnelev Sogn ligget to Dysser og en tredje oppe ved Skørpmge. Alle de her nævnte tilsammen danner en svag Kystbygd, hvis naturlige Basis har været de nu tilgroede Vige omkring Højstrup1).
Efter Kortet at dømme er Kystbygden standset op ved Skørpinge. Dette kan dog næppe have været Tilfældet, da der kendes en Del, om end ikke særligt mange løse Fund fra Lille Heddinge Sogn — spredt fra Rødvig til Storemark. Og i Højerup Sogn,
1) De løse Fund i Smerup Sogn samler sig særlig om Store Torøje. I Havnelev Sogn er de talrige, men Fundstederne utilstrækkeligt angivne. I det mellemliggende Lyderslev Sogn (med Højstrup) er de overordentlig stærkt udbredt.
hvor den eneste kendte Megalitgrav er en i 1839 sløjfet Jættestue lidt Nord for Byen, gøres der vitterligt paa Markerne ud mod Klinten talrige Fund af Flintaffald og Redskabsbrudstykker, som vidner om Bosættelse ogsaa i yngre Stenalder1). Dette stemmer nøje med Erfaringerne fra Store Heddinge Landsogn. En sløjfet Jættestue har ligget Nordvest for Sigerslev, og et kort Stykke Vest derfor laa den nu sløjfede Kefthøj, hvori der.er gjort Stenaldersfund. Ligeledes antages der at have ligget en Megalitgrav ved Bjælkerup, hvor man ogsaa har truffet Spor af en Stenaldersboplads. Det er ikke meget; men de overvældende rige løse Fund taler for sig selv. Baade ved Bjælkerup, Sigerslev, Storemark og i selve Store Heddinge har man truffet Flintaffald i Mængde, som har vidnet om Bebyggelse helt ned i Dolktid.
Nabosognet i Nord er Holtug. Der kendes fra dette et Par ikke helt sikre Stenaldersmindesmærker paa Markerne indenfor Kulsti Rende. Et tredje, nu sløjfet, har staaet ved Porsehus. Endvidere hedder det, at man ved Gravkastning paa Holtug Kirkegaard i ældre Tid skal have fundet Stenoldsager; men forøvrigt er de løse Fund mange. Ogsaa herhen har Kystbygden altsaa strakt sig.
Og den maa oppe i Magleby Sogn — ligesom i Store Heddinge — have haft en betydelig Udstrækning. Ved Kysten kendes rigtignok kun to Megalitgrave — to Langdysser, som ligger i Magleby Skov. Men paa største Delen af Søholms Marker er der truffet Mængder af Flintaffald og Redskabsbrudstykker — ganske særligt omkring Møllerenden i
1) Nationalmuseet gemmer kun faa Fund her fra Sognet. Fremstillingen bygger paa egne Undersøgelser. I en stedlig Privatsamling har jeg set ikke faa Brudstykker fra Dolktid.
Udkanten af Søholm Skov. Skønt intet egentligt Kulturlag er paapeget, kan der næppe være Tvivl om, hvad der her har haft den afgørende Betydning for Bosættelsen: det har været den lukkede Vig, som Skovengene, i Forbindelse med Dybsø og Møllesø, udgjorde i Stenalderen.
Med Strøby Sogn naar vi det nordligste af Herredets Kystsogne. Her har der paa Grøftemark nær Stranden ligget en Runddysse (Tammosehøj), og ved Strøby Egede Smedie findes en Højrest (Fuglebækshøj), som antages at tilhøre Stenalderen. Men Sognets egentlige Bebyggelse har vistnok i større Grad været knyttet til Strækningerne langs Tryggevælde Aa. I denne Retning peger ikke alene Fundfordelingen, men tillige begge de nu sløjfede Megalitgrave Toftehøj og Tjørnehøj, dog fjernede noget fra selve Aadraget. At man ogsaa i ældre Stenalder har søgt denne beskyttede Plads, synes Boplads rester nedenfor Benjaminsgaarden at vise.
Vi kan i Stevns med lignende Ret tale om en »Aabygd«, som vi hidtil har talt om en »Kystbygd« — kun har den sidste været saa langt den vigtigste Tryggevælde Aa har samlet Folk. Vi saa det i Fakse Herred, og vi vil se det paany i Bjæverskov Herred Paa Stevnssiden finder vi deres Spor i det lille Varpelev Sogn, hvor der skal have ligget en Megalitgrav paa Bakkeknuden mellem Aaen og Krogbæk1). Til Aabygden maa ogsaa regnes en Stenaldersgrav Østsydøst for Klippinge Bjærge. I Hellested Sogn findes en Jættestue i Maglehøj, Syd for Krogbæk, og sløjfede Stenaldersmindesmærker har ligget baade Nord og Syd for Sognebyen2). Det har sin Interesse,
1) Flere løse Fund fra Sognet, men ikke nøjere stedfæstede.
2) Mange løse Fund fra Sognet.
at man ved Hellested har truffet Enkeltgravskulturen repræsenteret ved fire (fem?) Grave1); det er jo kun sporadisk, den optræder paa sjællandsk Grund.
Kredsen er dermed sluttet, og vi har fulgt Herredet rundt langs Kyst og Aa. Overalt har vi fundet tydelige Spor af Bosættelser, i særlig stærk Grad ved Højstrup–Vigene, i Store Heddinge Landsogn2) og ved Søholm–Vigen. At denne Del af Stevns har betydet mest, beror aabenbart paa den lette Adgang til Flinten, som disse Egne bød paa. Den dannede jo Grundlaget for en væsentlig Del af Tidsalderens Redskabskultur.
Om der i Herredets centrale Parti har været Bebyggelse af nogen videre Udstrækning, er meget tvivlsomt. I Kongeskoven (Store Heddinge Landsogn) ligger et ødelagt Mindesmærke, som kan være en Dysse, og paa Tostrup Oredrev (Hellested Sogn) et andet. Det er de eneste kendte. I Frøslev Sogn har man intet paavist, og de løse Fund herfra er i Forhold til de østlige Nabosognes faa.
Et Vidnesbyrd om, at den givne Fremstilling — som jo for dette Herreds Vedkommende i særlig Grad har maattet støttes paa Fordelingen af de løse Fund — i Hovedsagen er rigtig, kan maaske vindes ved en Undersøgelse af Broncealderens Bebyggelse. Det har meget ofte vist sig, at den naturligt fortsætter Stenalderens Bebyggelse, men at den trækker Linierne kraftigere op. Netop saadan gaar det ogsaa i Stevns Herred.
Højfordelingen viser med stor Tydelighed de to
1) Nord. Fortidsm. I, 141. Sml. Beretninger af Hans Kjær, dat. 29. Decbr. 1899 og 27. Decbr. 1900. Herfra Ms, Nr. A 18183—89.
2) Hvor et Bækløb, som gennem Klippinge Mose flyder til Krogbæk, har sit Udspring.
Bygder: Kystbygden og Aabygden, adskilte ved et saa godt som folketomt Midterland. Og det er, som vi atter i Kystbygden skimter de tre Hovedafsnit særligt betonede. Fra Lille Torøje over Lund, Højstrup og Lille Heddinge til Højerup har man et Omraade for sig, samlet omkring de gamle Vige ved Højstrup1). Saa følger Højene Øst og Nord for Store Heddinge — Trekanten Bjælkerup—Tommestrup— Sigerslev2). Vest for Byen er der derimod baade højtomt og fundtomt. Kystbygden fortsættes i Holtug Sogn, hvor alle Mihdesmærkerne ligger Øst for Linien Vilhelmshaab—Holtug—Gjorslev. Hist og her findes Tilløb til Dannelsen af Smaagrupper; men talrigt fremtræder de først, naar vi kommer op i Søholm–Egnen. Her kranser de hele den østlige Bred af Møllesø og strækker sig ind i Magleby Sogn. Der kendes i Gjorslev Bøgeskov ialt c. 70 Høje, blandt dem Langhøjen Fruerhøj. Paa Søholmsmarkerne Vest for Søen er dér ingen tilbage; men tidligere kan de næppe helt have manglet her, thi paa den anden Side Møllerenden møder man dem paany. De bøjer mod Magleby Skov, og herinde ligger c. 40 Høje, dels i selve Skoven, dels i Dyrehaven. Det er fuldkommen klart, at Søholm–Vigen har bevaret sin Betydning for Bosættelsen ogsaa i Broncealderen.
Et nyt Element indenfor Kystbygden er egentlig kun den tætte Højstribe, som fylder hele Strandegnen i Strøby Sogn — fra Grøftemark til Benjaminsgaarden — og som tæller 34 kendte Høje. Hverken disse eller Søholmshøjene er synderligt store. Det er tværtimod gennemgaaende lave Gravminder,
1) Der stammer fra disse Sogne en Del Gravfund, men ikke mange løse Fund.
2) Netop indenfor denne er der ligeledes gjort flere løse Fund.
som maa antages at stamme fra Broncealderens seneste Afsnit, hvis de ikke er endnu yngre.
Aabygden har en pletvis Karakter; men om dette Forhold er oprindeligt, kan ikke afgøres. En Gruppe Høje rander Møllebækken op mod Klippingegaard, en anden ligger Syd for Krogbæk, en tredje — men mere spredt — nede i Bolskov og Sønderskov bag Juellinge. Herfra har man sagtens haft Forbindelse med Bebyggelserne ved Store Torøje og Højstrup Bygden. I Stevns Midterland er der højtomt1).
Vejlinier indenfor Herredet er det vanskeligt at trække paa Grundlag af Højkortet. Tages Terrænforholdene med i Betragtning, bliver maaske dog et og andet Forhold klart.
En Vej, som fra Søholm–Bosættelsen har fulgt Højdedraget over Holtug, Øst om Sigerslev, Store Heddinge, Skørringe og Renge til Havnelev, vil ikke alene have udgjort den naturligste Forbindelseslinie indenfor Kystbygden, men den maa have været en næsten nødvendig Forudsætning for Befolkningen. Hvorledes dens Løb har formet sig videre vesterpaa, kan kun med Forbehold angives. Mellem Havnelev og Torøje har man under alle Omstændigheder maattet krydse et og andet af de smaa Bækløb, hvilket ikke kan have voldt Vanskelighed, og man kan altsaa forholdsvis let have naaet Udspringet af Stevns Aa. Her maa der over Spjellerup have været Adgang til Fakse Herred, og vi vil derved have naaet Endepunktet for den hypotetiske Hovedvej, som forudsattes at have gaaet over Kongsted, Sandhuse og Værløse til Taagerup. Disse Antagelser maa nu staa ved deres Værd — nok er det, at vi ikke er i Stand til at paavise noget Overgangssted over Stevns Aa længere mod Nord. Man skulde næsten synes, at
1) I Frøslev Sogn kendes intet Fund fra Broncealderen.
et saadant havde maattet kunne spores endnu, om end svagt. Hvis det har eksisteret, udelukker det jo imidlertid ikke, at man ogsaa ved Aaens Udspring, hvor Terrænvanskelighederne var mindst, har haft Forbindelse vestpaa. Det svarer tværtimod godt nok til Erfaringerne andet Steds fra.
14. BJÆVERSKOV HERRED1)
Bjæverskov Herred grænser mod Syd og Øst til Tryggevælde Aa (Pram Aa) og Køge Bugt, mod Nord til Køge Aa. I Vest, hvor det støder op til Ringsted Herred, er Skellet derimod meget lidt naturbestemt og løber gennem flade, skovklædte Egne, til Fakse Herred naas ved Sydvesthjørnet af Grevinde Skov.
Hovedparten af Herredet er ret jævnt og ikke højtliggende, gennemtrukket af Smaabække og flere Steder kærdelt. Mangfoldige Stednavne vidner om tidligere Moser, som nu er forsvundne ved Opdyrkning. Store Skove dækker henved 1/6 af det samlede Areal, og man har al Grund til at tro, at Egnen ogsaa i gammel Tid har været stærkt skovgroet. Selve Herredsnavnet minder os derom. Maaske er det netop dette Forhold, som bærer Hovedskylden for den relativt sene og sparsomme Bebyggelse.
Stenaldersbosættelsen har saaledes været meget spinkel. Indberetningen nævner ialt kun 21 Megalitgrave, og ud over disse kendes bare 3 til. Den korte Strandlinie synes ikke at have spillet nogen Rolle for Bebyggelsen. De løse Fund fra Herføgle Sogn, som i Forhold til Sognets store Udstræk–
1) Herredsindberetning af Sophus Müller (1875).
ning er faa, stammer hovedsagelig fra Lokaliteter længere inde i Herredet,
Derimod har aabenbart Tryggevælde Aa haft Betydning for Bosættelsen. Paa Valløby Præstegaardsjord, ved Purlunds Huse og oppe ved Strandhotellet er der fundet Bopladser, som hovedsagelig tilhører den ældre Stenalder, men dog ogsaa viser enkelte Redskabsformer af yngre Type, og hertil slutter sig en ødelagt Dysse(?) i Skaarhøj tæt Øst for Valløby, paa Faldet ned mod Aaen1). I det hele røber de løse Fund fra dette Sogn, at det maa have været folketættere, end det ene bevarede Mindesmærke synes at angive.
Noget lignende har Forholdet sikkert været længere op ad Aaen. I Taarnby Sogn kendes ogsaa kun een Megalitgrav, liggende paa »Dyssebakken« umiddelbart ved Engene langs Aaløbet; den er nu sløjfet2). I Haarlev Sogn kendes derimod to — mellem Lystrup og Lille Taarnby3), og hernede har der i hvert Fald i Broncealderen ved Vadstrup været Forbindelse med Fakse Herred (se derunder). Maaske (?) har Vadestedet været benyttet allerede i Stenalderen.
Alt ialt har da Bjæverskov Herred ligesom Stevns haft sin »Aabygd«. Dybere inde i Landet træffer vi kun et enkelt Sted Spor, som tyder paa en nogenlunde talstærk Befolkning.
Det er paa Grænsen mellem Sædder og Herføgle Sogne. Paa det lave Tved mellem Vidskølle Aa og Kannerød Aa kender man en sløjfet Langdysse i Sonnerup Byskov og en sløjfet Dysse (?) tæt udenfor Skovens østlige Bryn, endvidere en ødelagt Runddysse, ved Tolstrup Huse (Vest for Landevejen), en
1) Herfra Ms. Nr. A 1351.
2 Sognets løse Fund er faa.
3 Maaske der dog kun er Tale om et enkelt Mindesmærke. En Del løse Fund fra Sognet, men utilstrækkeligt stedfæstede.
ødelagt Langdysse mellem Kannerød og Vallø Storskov og en sløjfet Dysse ved Tolstrup Gaarde (Øst for Landevejen) — alle i Sædder Sogn. Hertil slutter sig inde i Vallø Storskov (Herføgle Sogn) en ødelagt Langdysse og en Jættestue1), samt ved Isterbjærg i Tureby Hestehave (Vraaby Sogn) en sløjfet Langdysse (?). Denne lille Gruppe paa 8 Megalitmindesmærker er den eneste indenfor Herredet, som har nogen Betydning2). I dens Nærhed tæt Nord for Vidskølle Aa, synes der at være truffet Spor af en Boplads3). Forholdene tyder paa, at der har været Forbindelse mellem Sædder–Bygden og Bosættelsen i den østlige Del af Terslev Sogn (se under Ringsted Herred), og til denne sidste maa henregnes en ødelagt Jættestue og en Langdysse, som begge findes ved Ingelstrup i Sædder Sogn.
Hvad der yderligere kendes af Megalitgrave indenfor Herredet, er meget spredt. Ved Ødemark i Lidemark Sogn har der vistnok ligget en Langdysse4), og i Gørslev Sogn har man Efterretning om 5 Mindesmærker: en sløjfet Dysse og en sløjfet Jættestue ved Slimminge, en ødelagt Dysse (?) ved Sogneskellet nær Stationen og paa Bisbanke ved Grænsen mod Terslev Sogn en ødelagt Jættestue og en ødelagt Dysse(?). Det er alt. Under disse Omstændigheder kan man ikke angive Færdselsaarer indenfor Herredet. Om man i Stenalderen har haft fast Vadested over Køge Aa, er meget tvivlsomt. Naturligt vilde det være at antage, at Befolkningen har staaet
1) Denne Jættestue ikke medtaget i Indberetningen.
2) De fleste løse Fund i Sædder Sogn falder nær Dysseomraadet, og i Herføgle Sogn ligger flere i dets Udkant. I Vraaby Sogn er Fundene faa.
3 Herfra M. Nr. A 30358.
4 De faa løse Fund fra Sognet samler sig om Slimminge og Gørslev. I det tilgrænsende Voilerslev Sogn er gjort flere Fund.
i Forbindelse med Naboerne i Ramsø Herred, og man kunde være tilbøjelig til at gætte paa et Overgangssted ved Lellinge, som i hvert Fald blev benyttet i den følgende Periode; men her findes ikke paa nogen Side af Aaen Spor af Megalitgrave1).
Under Broncealderen sker der en ret væsentlig Ændring af Bebyggelsen, samtidig med at denne breder sig ikke lidet.
»Aabygden« fremtræder meget klart. I Valløby Sogn ligger Højene paa begge Sider af det lille Bækløb gennem Purlund, i Taarnby Sogn samler de sig til Smaagrupper paa Ranesbanke og Bregnebanke. Længere sydpaa træffer vi en større Gruppe Vest for Himlingøje, en anden ved Vandgabsgaarden, og endelig er Højene i Haarlev Sogn spredt over næsten hele Omraadet — fra Lille Taarnby til Lille Linde. Her markerer de, som allerede nævnt, Overgangsstedet ved Vadstrup2).
Ny er Herredets »Kystbygd«. I Billesborg Indelukke og langs den lave Strandeng, som adskiller Indelukket fra Strandskoven, og som i Broncealderen har staaet under Vand, finder vi 17 Høje, langs Vejen fra Det røde Hus til Bankekilde yderligere 7, lidt længere inde 2. Det er Høje af forskellig Størrelse, fra enkelte stammer Broncefund, og de tilhører sikkert alle Broncealderens sidste Perioder, maaske endog begyndende Jernalder. At det er den gamle Vig, som har skudt sig ind gennem den nuværende Tangmose, der har betinget Bosættelsen, kan næppe betvivles.
1) Maaske kan Stednavnet Disvraa tyde paa, at saadanne tidligere har ligget her. Det kan endvidere bemærkes, at flere løse Fund samler sig om Lellinge.
2 Kun enkelte løse Fund fra Valløby og Taarnby Sogne, intet fra Himlingøje Sogn, en Del fra Haarlev Sogn.
Ny er endvidere en »Aabygd« langs Køge Aa. En Del Høje er vel ryddet; men betydelige Rester findes i Skovene Syd for Lellinge — fra Vasebækgaard til Kongehuset ialt 15 Høje. Tæt Syd for Skoven ligger 3 Høje og længere vestpaa — i Græsmark Skov — 2. Ogsaa her har der altsaa i Broncealderen været en Bosættelse, utvivlsomt knyttet til Vadestedet ved Lellinge. Det er tænkeligt, at Aaløbet har været krydset baade ved Bakkegaard–Skyttehuse og ved Lellinge–Salby; men lettest farbart synes det sidste Vad at maatte have været1).
Hvad der forøvrigt findes i Bjæverskov Herred er meget spredte Spor af Bosættelse. Der kendes 3 Høje mellem Svansbjærg og Herføgle, 4 mellem Lidemark og Gummerød og 3 mellem Skovhuse og Rødemose. De maa vidne om enkelte Udflyttere, som slog sig ned i ellers folketomme Egne. Af Bygden i Sædder Sogn er ethvert Spor forsvundet. Den er aabenbart rømmet ligesom de tilgrænsende Strækninger i Fakse og Ringsted Herreder2).
15. RINGSTED HERRED3)
Ringsted Herreds Grænser vil i alt væsentligt være kendt fra de tidligere Herredsbeskrivelser. Det støder i Nord op til Merløse Herred, i Vest til Alsted og Tybjærg Herreder, i Syd til Hammer Herred og i Øst til Fakse og Bjæverskov Herreder. Kun for den nordøstlige Grænse mod Ramsø og Volborg Herreder er der ikke hidtil redegjort. Den strækker sig fra Køge Aa uden naturbestemt Præg Øst om Aagerup,
1) Fra Sognet kendes intet løst Fund.
2 Fra Bjæverskov, Lidemark, Sædder, Himlingøje, Endeslev og Vraaby Sogne kendes intet løst Fund, i Gørslev og Vollerslev Sogne kun ganske enkelte.
3 Herredsindberetning af Henry Petersen (1883—84).
Snekkerup og Tostrup, til den træffer Ryttermosen. Her kommer man op i det meget stærkt kuperede og højtliggende Terræn omkring Hejde Oredrev og Valborup Skov, hvor Sjællands Højdepunkt — Gyldenløves Høj — findes, og her rammer den ved Lerbjærg Merløse Herreds Skel.
Omraadet faar paa denne Maade en langstrakt Form, og Terrænet er af meget uens Beskaffenhed, snart bredt bølgende som i Ringstedegnen, snart med store Flader som i Herredets sydøstlige. Del, snart uroligt stigende, kortbakket og kærfyldt som i det nordlige Afsnit. Oppe i denne højtliggende Del bestaar Jorderne gennemgaaende af stærktmuldet Sandmergel; i de jævnere og lavere liggende Egne er Leret mere fremtrædende.
Stenaldersbebyggelsen er ret spredt og vidner kun paa to—tre Punkter om større samlede Bosættelser.
Vigtigst synes Egnen mellem Mulstrup, Sneslev og Farendløse at have været. Den tæller — enkelte Udløbere medregnede — 30 Megalitgrave, de fleste liggende paa Bakkehæld ned mod Lilleaa, og der har fra denne Bygd (som nævnt under Tybjærg Herred) været Forbindelse over Susaaen ved Almstofte— Hjelmsølille1).
Nøjere at afgrænse Bosættelsen er imidlertid vanskeligt. Nabosognene mod Syd — Øde Førslev og Ørslev — bærer kun ringe Spor af Bebyggelse. I det førstnævnte kendes en Dysse nær Sammenløbet mellem Gillesbæk og Susaa2), i det sidstnævnte har der ligget en Dysse tæt Vest for Ørslev By, mens to Megalitgrave ved Kagstrup — en sløjfet og en ødelagt Dysse (Kobberhøj) — naturligt regnes til Lilleaa–
1) De løse Fund i Sneslev, Nordrup og Farendløse Sogne er forøvrigt relativt faa.
2 Ikke nævnt i Indberetningen.
Bygden1). I Nordrup Sogn ligger de østligste Mindesmærker — to sløjfede Dysser — ved Raakrogsgaard og Rolighed. I Ringsted Landsogn Øst for Byen kendes kun en sløjfet Langdysse ved Balstrup, i Høm Sogn en sløjfet Langdysse ved Vadestedet Syd for Skellerød og i Vetterslev Sogn en sløjfet Langdysse ved Gadespjældsgaard, paa Skraaningen ned mod Susaa. Endelig ved man Besked om en sløjfet Jættestue og en ødelagt Megalitgrav paa Banken Syd for Ringsted (Ringsted Købstads jord), og maaske har der ligget et Par Stykker til2). Som altid maa man regne med, at en stor By har ødelagt forholdsvis meget; men forøvrigt tyder de faa løse Fund ikke paa større Bosættelser i denne Egn. Lilleaa–Bygden har da haft et ret sluttet Præg, bundet ved Strømlejet og de bakkede Strøg i Sneslev Sogn.
Mindre af Udstrækning, men meget karakteristisk ved sin Beliggenhed er den Bosættelse i Allindemagle Sogn, som allerede har været nævnt ved Beskrivelsen af Alsted Herreds Nørrebygd. Den ligger paa det jævne Fald mod Gyrstinge og Gørlev Moser (tidligere Sø) og har sin naturlige Forklaring i den Vejforbindelse, som over Passet ved Tidselbro har sat Ringsted og Alsted Herreder i indbyrdes Forbindelse3). Vejen har ført forbi Ølmose Huse, er derpaa drejet op gennem Slugten mellem Stengaard og Kærnehøj og har fortsat Øst om Allindemagle Mose, hvor Terrænet har været passabelt mellem denne og Tavmose, forbi Marbjærg og Drisdal til Herredsgrænsen ved Mølleskov. Her har den naaet Bosæt–
1) De løse Fund fra de to Sogne er ikke mange.
2 Fundet Ms. Nr. A 5838—46 stammer saaledes fra et femsidet Gravkammer paa Købstadsjorden og Ms. Nr. A 31246—50 fra en Høj ved Stakhavegaard.
3 Karakteristisk nok er der i Mosen og Strømlejet fra Tidselbro vestpaa gjort flere løse Fund.
telsen i Tostrup Sogn (Merløse Herred), som tidligere har været behandlet i Forbindelse med Alsted Herreds Nørrebygd1).
Endelig har vi en tredje Bosættelse ovre i Øst, hvor Fakse, Bjæverskov og Ringsted Herreder mødes. Den har været nævnt før (se under Fakse og Bjæverskov Herreder) og rummer tilsammen 15 Megalitgrave — 10 liggende i Terslev Sogn, 2 i Sædder og 3 i Frerslev. Den er ikke i særlig Grad samlet, idet den strækker sig fra Kulaas i Syd til Taagerudgaard i Nord; men det er dog klart, at det er Sværtekildebækkens indre Løb mellem Pasbjærg Vænge og Tollerød Orned, som har betinget dens Fremvækst2).
Nogen Vej, som har sat Sværtekilde–Bygden og Lilleaa–Bygden i indbyrdes Forbindelse, kan ikke paavises. Derimod tyder en spredt Række Grave, som nøjagtigt følger Højderyggen mellem Testrup og Haslev, paa en Vej, som Vest om Frerslev har ført op til Sværtekilde–Bygden. Ved Henriettelund ligger en Langdysse, lidt Øst for Sofiehøj et fritstaaende Dyssekammer, og ved Øversterække har der tidligere været to Dysser — alle i Testrup Sogn. Derpaa kommer vi til Enghøj i Haslev Sogn med en Megalitgrav, og saa følger et Slip, til vi naar den ovennævnte Dysse paa Kulaas ved Frerslev. Nord og Syd for Vejstriben ligger ganske enkelte Mindesmærker. Vejen skulde tyde paa, at man omtrent ved Teestrup Bro har haft Forbindelse med Aversi Sogn i Tybjærg Herred; men om dette kan dog intet sikkert siges3).
1) De løse Fund fra Allindemagle Sogn er faa.
2) I Terslev Sogn falder Flertallet af de løse Fund netop paa Strækningen Bjærgede—Tollerød. Fra Frerslev Sogn kendes kun et enkelt Fund.
3) De løse Fund fra Teestrup, Øster–Broby og Haslev Sogne giver ikke tilstrækkelige Oplysninger. Kun skal Paavisningen af en Sten–
Forøvrigt er det yderst lidt, som udover det allerede fremførte kan meddeles om Herredets Vejnæt i Stenalderen. Et enkelt Vadested — ved Vigersdals Aa — synes imidlertid givet.
Her maa nemlig en Vej have ført fra Benløse Sogn til Vigersted og Jystrup Sogne. Syd for Haraldsted Sø nævner Indberetningen kun et Par sløjfede Dysser mellem Besskov Huse og Fluebæk Huse (Benløse Sogn) og en overpløjet Stenaldershøj ved Bakkegaard. Hertil kan føjes, at der ved Katrinelyst efter gamle Folks Sigende skal have ligget »Høje eller Dysser«. Endvidere er der gjort Gravfund ved Kærup2) og ved Benløse3). Det er dog sandsynligt, at disse højtliggende, jævnt bølgende og lermerglede Jorder, grænsende op til Søen og med mange Smaamoser mellem Bankerne i tidligere Tid har gemt flere Vidnesbyrd om en Stenaldersbosættelse, end vi i vore Dage er i Stand til at oplede. Et Vadested over Vigersdals Aa tæt Øst for Staveds Bro er under alle Omstændigheder paaviseligt for Broncealderens Vedkommende. Det maa ganske sikkert ogsaa have været brugt i Stenalderen, og som et Vink derom kan anføres, at vi i Vigersted Sogn, hvor Højene skarer sig paa Banken ved Vadestedet, træffer en Megalitgrav — nu ryddet — blandt dem. Den næste ligger lidt nærmere Ortved, og Vejen maa antagelig være gaaet gennem denne By, ved hvilken man uden Vanskelighed har kunnet overskride et Par Smaabække i deres øvre Løb; derpaa er den ført Øst om Digmose Skov og er endelig naaet op til Jystrup. Enkeltheder er det umuligt at fastslaa. Man befinder sig her i Udkanten af Herredets højestliggende og
aldersboplads mellem Ærtegaard og Dyndgaard i Haslev Sogn (Syd for Vejlinien) fremhæves. Herfra Ms. Nr. A 27160—68.
2) Herfra Ms. Nr. 2644—45.
3) Herfra Ms. Nr. A 5213—14.
stærkest bakkede Del — Gyldenløves Høj ligger i en vestlig Enklave af Jystrup Sogn, omgivet af Valsølille — og Sporene maa nødvendigvis være faa. Paa Bakken Sydøst for Jystrup Sø kendes dog to Megalitgrave og ved Luregaard en tredje. Længere end hertil er man næppe gaaet. Det stærkt kuperede, urolige, kærsplittede Land i Hejde Oredrev og Valborup Skov (Volborg Herred) har vist ikke været beboet. Det er Smaasøerne — Jystrup Sø, Hvidsø og Valsølille Sø — som har lokket nogle faa Udflyttere til sig1).
Med Broncealderen skifter Billedet i visse Henseender Karakter. Lilleaa–Bygden rømmes omtrent helt2). Kun et Par Smaagrupper af Høje bliver tilbage — ved Skovmark og paa Næsset mellem Ringsted Aa og Susaa. Sværtekilde–Bygden tømmes ligeledes3), og af Tværvejen over Haslev ses ikke det ringeste Spor.
Men mellem Bregentved og Hovmose, i det bakkede og sørige Terræn, har Folk samlet sig. I Bregentved Dyrehave ligger ialt 24 Høje og mellem Gisselfeld og Hovmose to Grupper paa tilsammen 13. De danner som en lille Enklave i et højtomt Omraade, og det er ikke godt at sige, i hvilken Retning deres Forbindelseslinier har strakt sig. Nærmest ligger de bebyggede Strøg omkring Kongsted i Fakse Herred.
Dernæst træffer vi paa Ringsted Købstadsjord og Syd for Byen — nær Aaløbet — to anselige Grup–
1) De løse Fund fra Jystrup og Valsølille Sogne er meget faa.
2) Fra Sognene Høm, Vetterslev, Øde Førslev, Farendløse og Nor-drup kendes intet løst Fund, fra Sneslev og Ørslev Sogne kun et enkelt.
3) Intet Fund kendes fra Terslev og Frerslev Sogne. Heller ikke fra Øster Broby og Teestrup Sogne kendes Fund.
123 per, som tæller ialt 31 Høje. De kroner Bakken, hvor vi fandt to Megalitgrave, og strækker sig ned mod Goldbro, hvor der maa have været Adgang til Siger-sted Sogn. Til denne Bosættelse kan maaske yderligere regnes et Par Høje ved Galtehus (paa Grænsen mellem Ringsted Landsogn og Nordrup Sogn) og en tredje, som har ligget ved Havbyrd1). Tænkeligt er det, at der er forsvundet Høje, hvor Ringsted By breder sig, ligesom paa Strækningen op mod Harald-sted Sø; men nu er det ikke meget, der er tilbage. Tre Høje i Benløse Sogn er alt, hvad Indberetningen anfører, og hertil kommer en enkelt ved Ejlstrup Huse2) samt Gundhøj ved Søgaard3) — begge i Ringsted Landsogns nordlige Del. Det er ikke sandsynligt, at der nogensinde har været ret mange flere. - Oppe i Allindemagle Sogn er Bosættelsen derimod bevaret. Det ovenfor omtalte Pas mellem Gørlev Sø og Haraldsted Sø har stadig været benyttet og har knyttet de spredte Broncealdersbosættelser i Gyr-stinge og Bringstrup Sogne til Allindemagle, Bebyggelsen kan følges nordpaa til Kyringe—Allindelille (begge i Tostrup Sogn, Merløse Herred), men ikke længere. Det er Gyrstinge Sø, som har samlet Beboerne — tættest paa Østsiden. Som allerede nævnt, er den sydlige Del af Merløse Herred paa denne Tid rømmet. Af lignende Betydning har Passet ved Vigersdals Aa været. Det kan med fuld Sikkerhed angives, idet en Gruppe paa 14 Høje nordfra fører ned til Over-gangsstedet — vistnok kommende oppe fra Valsø-magle. Umiddelbart Syd for det Sted, hvor Gruppen rammer Aaen, hjælper Terrænforholdene paa begge
1) Ikke nævnt i Indberetningen. Herfra Ms. Nr. 9851.
2) Ikke nævnt i Indberetningen. Herfra Ms. Nr. B 632—33.
3) Ikke nævnt i Indberetningen. Herfra Ms. Nr. B 2990—91 og B 5769—71.
Sider af Strømmen til med at lette Færdselen. Maaske kan en anden Overgang c. 900 m længere mod Øst ogsaa have været brugt.
Bosættelsen mellem Vigersdals Aa og Høed gør et tæt Indtryk. Alt ialt rummer den 41 Høje, heri ikke medregnet Højene Syd for Aaen. Længere end til Høed synes det bebyggede Land ikke at have strakt sig. Et Par enkeltliggende Høje siger i denne Forbindelse intet. Hele det imponerende Bakkeland i Herredets Nordøsthjørne er tomt1), og der har — hvad man vil se af det følgende — heller ikke været Bosættelser i den nærliggende Del af Ramsø Herred.
Paa en ganske ejendommelig Maade har da Bebyggelsen af Ringsted Herred formet sig i Broncealderen. Fire Smaabygder, tilsyneladende indbyrdes isolerede, er, hvad der kan paavises. Søerne og de store Aaløb — særligt Vadestederne — har fastholdt Befolkningen; men mellem dem har store Strækninger ligget næsten øde hen.
16. RAMSØ HERRED2)
Ramsø Herred grænser mod Syd til Køge Aa, mod Øst til Køge Bugt og mod Nord til Skensved Aa, som udgør Skellet indtil Rubjærg Huse. Herfra bøjer Grænsen mod Nord og gaar over jævnt Land, saa Ørsted store Banke kommer indenfor Herredet. Gennem Slugten mellem Gadstrup og Salløv naar den ud til det Mosebælte, som langs Kornerup Aa strækker sig vesterpaa fra Salløv til Øm, følger det dog ikke nøje, men lægger baade Brordrup og Øm til Ramsø og træffer omsider Kornerup Aa ved Flædevad Bro. Saa løber Grænsen mod Syd langs Lavring
1) Intet Fund stammer fra Valsølille og Jystrup Sogne.
2) Herredsindberetning af A. P. Madsen (1901).
Aa, indtil Ryttermosen naas. Herfra og til Køge Aa er der redegjort for den i det foregaaende (se under Ringsted Herred).
Herredet faar paa denne Maade en ejendommelig Hammerform: »Skaftet« peger ud mod Køge Bugt, og »Hovedet« ligger mellem Ringsted og Sømme Herreder. Hvad Overfladeforholdene angaar, skiller disse to Partier sig kraftigt ud fra hinanden. I Øst (Sognene Ølsemagle og Højelse) er Jorderne gennemgaaende jævne, svagt bølgende, ved Stranden meget lavtliggende. Herude findes flade, sandede Strandenge (Jernen), mens man længere inde træffer dels sandet, dels lermuldet Jordsmon. Kun ett virkeligt Højdedrag findes: den smalle Køge Aas, som strækker sig fra Gammel Køgegaard helt til Humleore i Vigersted Sogn, Ringsted Herred. Mod Vest (samtlige øvrige Sogne) er Terrænet langt kraftigere. I Nord møder vi Bakkeknuden omkring Ramsølille og Ørsted, lidt længere mod Syd det kortbakkede Strøg omkring Ladager, naaende ind i den vestlige Del af Højelse Sogn, og ovre i Vest den lange, skarpt markerede Sænkning, som præger Egnen fra Regnemark Mose forbi Kimmerslev, Borup, Ørninge, Gammerød og Søster Svenstrup, til den i Resten af sit Løb optager Lavring Aa og altsaa følger Herredsgrænsen. Herovre i Vest er Jorderne gennemgaaende ret sandede.
Ramsø Herred danner paa den ene Side et i alt væsentligt naturligt begrænset Omraade — paa den anden Side en Tvehed, hvad Terrænformationerne angaar, og begge Dele har indvirket paa den sparsomme Bebyggelse.
I Stenalderen er det flade »Skaft« saa at sige uden Betydning. Gravminder kendes i hvert Fald ikke, og de løse Fund ligger for Flertallets Vedkommende
ovre i Højelse Sogns vestlige Del — ved Salby, Skensved og Assendrup — hvor Jordsmonet jo allerede hæver sig1).
Anderledes, naar vi kommer over i Bakkelandet. Her møder vi en sluttet Bygd, som fra Dalby Skov til Søster Svenstrup—Viby tæller tilsammen 25 Mindesmærker. Den rækker ned mod Dalby Sø, følger begge Sider af den lange Sænkning fra Borup til Gammerød og breder sig derpaa østover langs det lille Bækløb, som fører fra Birkede—Truelstrup gennem Klosterskoven og Maglemose til Lavring Aa. Det er saa ganske aabenlyst, at det netop er disse mindre Strømløb med tilhørende Engdrag — og tilgroede Smaasøer — som har betinget Bosættelsen. Inderst inde i Bygden, paa det lave Kovsbjærg, ligger en Boplads fra yngre Stenalder2). Tæt Sydøst for Søster Svenstrup har man krydset Lavring Aa. En fredet Langdysse viser os Vadestedet, og umiddelbart paa dettes anden Side møder vi en Langdysse og en Høj med Stenaldersgrav, 400 m længere mod Vest en mægtig, fredet Jættestue og to ødelagte Langdysser3).
Nordpaa synes Aadraget at have spillet en mindre Rolle for Bosættelsen. En ødelagt Runddysse ligger noget Sydvest for Assenløse Mølle, en anden ødelagt Dysse ses nær Engskelgaard4), og en fredet Langdysse ligger ved Aaen Vest for Højby — begge de sidstnævnte i Rorup Sogn5).
1) Enkelte løse Fund kendes dog fra Køge Landsogn.
2) Herfra Ms. Nr. A 11340—52.
3) I Dalby Sogn ligger Flertallet af de løse Fund omkring Kløvested — i Dyssébygden. Kimmerslev Sogn har kun et Par Fund (knyttede til Mosedraget). I Ejby Sogn forekommer Fundene ret spredt. I Daastrup Sogn er Flertallet gjort ved Birkede og Søster Svenstrup, altsaa indenfor Dyssebygden.
4) Ikke medtaget i Indberetningen.
5) Fra dette Sogn meget faa løse Fund.
Derimod har Mosedraget omkring Kornerup Aa langs Herredets Nordgrænse samlet flere Folk. Indberetningen nævner ganske vist ingen Megalitgrave i Gadstrup Sogn og udover den berømte Jættestue ved Øm kun to Langdysser i Kirke Syv Sogn, som imidlertid begge hører til Søster Svenstrup–Bygden. Men det antages, at der har ligget endnu en Jættestue nær Øm–Mindesmærket, og dette bekræftes ved Fund1). Kort derfra har man ligeledes Underretning om en sløjfet Dysse2) og ved Kumlegaard om en Jættestue3). Et Navn som Dyssegaard ved Gadstrup er jo heller ikke uden Betydning.
Stærkest taler dog andre Omstændigheder. En Boplads er fundet ved Bredden af den udtørrede Ramsø4), og den yngre Stenalders Redskabstyper findes spredt over Omraadet ved Ramsølille, Ramsømagle, Ramsøgaarde, Syv Holme og Viby — maaske særligt mange sidstnævnte Sted, hvor den nuværende Mose i Oldtiden har været en Sø.
I Broncealderen synes Forholdene paa et og andet Punkt at være forandrede. Blandt andet viser Kystsognene nu sikre Spor af en vistnok relativt sen Bebyggelse: 7 Høje ved Skyttehuse, 3 mellem Lille og Store Salby, 3 ved Ølby og 2 ved Ølsemagle5). Udviklingen svarer altsaa til den, vi mærkede os i Bjæverskov Herred, og ligesom i dette har i Ramsø Herred Køge Aa spillet en Rolle for Bosættelsen. Overgangsstederne Lellinge—Salby og Bakkegaard—Skyttehuse er allerede nævnt før (se under Bjæverskov Herred). Utvivlsomt har en Vejlinie ført tværs
1) Ms. Nr. 10243—49.
2) Herfra Ms. Nr. A 5092.
3) Herfra Ms. Nr A 21040—47.
4) Herfra Ms. Nr. A 30375—96. Se Kap. IV. Bopladsen har næppe været brugt Aaret rundt.
5) De løse Fund fra Højelse Sogn er faa.
gennem Herredet til Vadestedet over Skensved Aa ca. 1000 m Øst for Navrbjærg Bro. Højene siger os ikke meget; men den samlede Kystbebyggelse i Ramsø og Tune Herreder gør denne Færdselsaare sandsynlig.
Inde i Herredet er Søster Svenstrup–Bygden næsten helt rømmet. Der kendes nu kun en enkelt Høj ved det gamle Vadested over Lavring Aa og to ret Vest for Ørsted1). Mod Nord har Bosættelserne derimod holdt sig. Paa Højby Bakkeknude mellem Lavring Aa og Dalkilder (Rorup Sogn) kendes ialt 10 Høje, ovre paa Øm–Øen 32), fra Kirke Syv til Ramsømagle 9 og Syd for Gadstrup 4 (5?). Det har ikke været nogen stor og tætsluttet Bygd; men de gamle Søer har dog vedvarende formaaet at holde Befolkningen fast, og et eller andet Sted søndenfor Gadstrup — maaske nær Maglehøj — har man haft Forbindelse med Bebyggelsen omkring Snoldelev i Tune Herred. Tilsvarende har man sikkert fra Højby–Bygden kunnet komme over Flædevad til Sømme Herred og over Harrebro (nævnes paa Kort af 1793) til Volborg Herred.
17. VOLBORG HERRED3)
Volborg Herred skyder sig som en Kile ind mellem Merløse og Sømme—Ramsø Herreder, fra det første skilt ved Elverdams Aa og fra de sidste ved Lejre Aa og Lavring Aa. I Syd, hvor det støder op til Ringsted og Ramsø Herreder, bugter Grænsen sig gennem det mægtige Højdeparti ved Valsø, følgende
1) I Daastrup Sogn er gjort to løse Fund ved Søster Svenstrup, i Ørsted Sogn to nær Sognebyen. Dalby, Kimmerslev og Borup(?) er uden Fund.
2) Hertil kommer en Urnegrav i Jættestuehøjen (Ms. Nr. 3476—83).
3) Herredsindberetning af Kr. Bahnson (1883).
dets kærfyldte Slugter Syd om Lerbjærg Skov og Hejde Oredrev til Ryttermosen. I Nord danner Herredet »Halsen« til Horns Herred, fra hvilket det skilles ved Lavningen Kohave—Nakkedam Bro— Vejlemølleaa—Vejlemøllesø—Vellerup Vig. I Vest har det Holbæk Inderbredning, Bramsnæs Bugt og Tempelkrogen — i Øst Roskilde Fjord og Lejre Vig.
Dette lange og smalle Herred falder i to Omraader med hvert sit Terrænpræg. Et sydligt, som er stærkt bakket, sandet, skovgroet og kærdelt, fylder det meste af Særløse og Kirke Valsø Sogne og fortsætter mod Nord gennem den østlige Del af Saaby Sogn samt Kisserup, Allerslev og Gevninge Sogne. Det har Fald mod Sydøst (Osted Sogn) og mod Nordvest (den vestlige Del af Saaby Sogn, Sonnerup Sogn). Et nordligt Afsnit med forholdsvis jævne, sandmuldede Jorder udgør derimod »Halsen«. Her er der kun ved Stranden i Vest bratte Havskrænter.
Stenaldersbebyggelsen er nogenlunde ligeligt spredt over begge Omraader, men dog med gravtomme Egne ind imellem.
I Osted Sogn er alle 7 bevarede Mindesmærker knyttet til Lavring Aa, og de 5 af dem hører til Vadestedet ved Bregentved—Søster Svenstrup, i Forbindelse med hvilket de allerede er omtalt (se under Ramsø Herred). Det sjette — en Langdysse — ligger paa Bakkehældet ned mod Aaen Nordøst for Ny Osted1) og det syvende — Rødstens Dysse — tæt ved Lavring Huse2). Det meget stærkt og uroligt kuperede Terræn i Hejde Oredrev, Valborup Skov og Lerbjærg har aabenbart ikke været gunstigt for Bosættelse, men viser dog spredte Spor, næsten alle knyttede til gamle Smaasøer mellem Bankerne. Saa–
1) De løse Fund i Osted Sogn er nogenlunde jævnt fordelt.
2) Ikke nævnt i Indberetningen.
ledes ligger en Langdysse ved Aasmose, to Langdysser — den ene sløjfet — ved Særløse Mose og to ødelagte Dysser (Langdysser?) ved Avnsø (i Særløse Sogn). Dernæst en Jættestue og en Gravkiste ved Kvandrup Skovfogedhus1) og en Langdysse og to Dyssekamre2) ved Lerbjærg Tørvemose (Kirke Valsø Sogn3). Disse sidste leder os til en Langdysse paa Vittenbjærgsvænge ved Glostrup Sø (Valsølille Sogn, Ringsted Herred), og herfra kommer vi over Mindesmærker i Stedstrup Old, paa Stedstrup Bjærg og ved Stensminde (Kirke Eskilstrup Sogn, Merløse Herred) ind til Bygden i Tostrup Sogn (Merløse Herred), som vi har betragtet i Forbindelse med Alsted Herreds Nørrebygd. Om der har ført Vej fra Tostrup over Udstrup og Baarup til de spredte Bosættelser i Bakkelandet4), kan ikke siges; men det er i sig selv rimeligt.
Naturligvis har ogsaa Elverdams Aa haft Betydning for Bebyggelsen. Paa »Aasen« Vest og Nord for Kirke Valsø kender vi saaledes 5 Mindesmærker, af hvilke det ene — en sløjfet Dysse — laa Syd for Aaen ved Jerndal i Soderup Sogn (Merløse Herred5). Længere mod Nord møder vi de to Overgangssteder over Aaen — ved Dumpedals Huse og ved Elverdams Kro — som allerede har været behandlede (se under Merløse Herred). Fra det førstnævnte af dem maa Vejen have ført dels til Valsø–Bygden, dels til en Bosættelse omkring Kisserup.
1) Muligvis rummer ogsaa Alabasthøjen i Storskoven en Megalitgrav.
2) Det ene af disse ikke nævnt i Indberetningen.
3) De løse Fund i Særløse Sogn er ikke mange. Fra den sydlige Del af Kirke Valsø Sogn synes kun faa at stamme.
4) Dette strækker sig i Nordvest til Stedstrup (Kirke Eskilstrup Sogn, Merløse Herred), hvor vi kender 4 Mindesmærker, samlede om et lille Bækløb ud til Tysinge Mose.
5) De fleste løse Fund fra Kirke Valsø Sogn stammer fra Trekanten Kirke Valsø—Nørre Valsø—Sonnerupgaard, Ɔ: fra Dysseomraadet.
Denne, som markeres af 7 Mindesmærker, har i Oldtiden være knyttet til en Sø mellem Kisserup og Skullerupholm og til et Bækløb, som rinder ud i Ledreborg Aa.
Forøvrigt har der boet Folk paa begge Sider af Ledreborg Aa. Syd for den møder vi en Langdysse ved Indelukket, en anden paa Vættensbjærg, en tredje Nord for Tokkerup og en fjerde Nord for Allerslev — alle mere eller mindre ødelagte. Hertil kommer et lille, fredlyst Dyssekammer ved Hellesten. Mellem Bosættelserne her og ved Kisserup har man efter alt at dømme haft Forbindelse omtrent ad den nuværende Vej forbi Hulemølle. Paa den anden Side er man mod Nord over Blæsenborg og Lillebro kommet til det vigtige Vejknudepunkt ved Lejre.
Til dette har der ogsaa ført Vej fra Overgangsstedet ved Elverdams Kro. Mindesmærkerne er for faa til, at Færdselslinien kan følges i alle Enkeltheder; men den maa fra Aalejet være ført op over Banken mod Danishøj, og derpaa er den fortsat over Trudsholm og Kirke Saaby til Bakkelandet ved Abbetved. I selve det stærkt kuperede Terræn mellem Abbetved, Skullerupholm og Ledreborg træffer vi ingen Megalitgrave; men Vejen er gaaet Nord om det, har krydset Helligrende ved Oredrevsskoven, inde i hvilke d,e gamle Vejspor endnu er synlige, og er over Gevninge Oredrev og Stodderhuset ført til Lejre. Knyttet til denne Vejlinie og Abbetved kendes-mellem Kirke Saaby og Helligrende 7 Megalitgrave1).
Oppe paa »Halsen« har der ved Vejlemølle Bro været Forbindelse mellem Horns og Volborg Herreder. I det Syd for liggende Sogn Kirke Hyllinge kan
1) De talrige løse Fund fra Kirke Saaby Sogn er ret spredte, en Del dog samlede om Abbetved og Vester Saaby.
Vejbanen ikke følges — dertil ligger de fem kendte Megalitgrave altfor spredt: fra Stengaard ved Vellerup Vig til Syd for Kirke Hyllinge By1). Et eller andet Sted Sydøst for Byen maa Vejen imidlertid have ramt en anden Vej, som fra Skiby i Horns Herred over Hønepil Bro og Krabbesholm er gaaet til Sæbyegnen. Mellem Lærkebjærg og Sæby kender vi 7 Dysser — nu sløjfede — som Minder om en lille Bosættelse ved den Sø, efter hvilken Sognebyen antagelig har Navn. Vest om Torsmose er derpaa Vejen fortsat til den spredte Bebyggelse mellem Store Karleby og Ejby Aa. Fra dette Terræn kender vi 8 Megalitgrave, blandt dem 2 Jættestuer. Den nu udtørrede Torsmose har paa den Maade ligget midt i Sæby—Store Karleby–Bosættelsen.
At Ejby Aa har haft Betydning i bebyggelsesmæs-sig Henseende, er klart nok. Vestpaa ved Aahuse finder vi Syd for Vadestedet en fredet Langdysse, Nord for det en ødelagt Langdysse og et ødelagt Dyssekammer. Længere mod Øst følger mellem Aaen og Ejby 5 Megalitgrave, blandt dem en Langdysse og to Jættestuer, og yderligere c. 1500 m oppe 3 Megalitgrave: en ødelagt Dysse Nord for Aaen og to Jættestuer — den ene sløjfet — Syd for den. Endelig har der ligget en Jættestue Øst for Bastholm Mose og en Stenaldersgrav ved Troldebro.
Disse sidste to angiver, hvor Vejen fra Karleby har ramt Aadraget. Men derpaa er den bøjet østover langs Aaen. Ved Uglestrup — mellem Mosen og Lejre Vig — har der været en ret betydelig Bosættelse, om hvilken 6 Langdysser og l Dyssekammer, de fleste bevarede, vidner. Her har ogsaa den eneste farbare Vej mod Syd maattet gaa. Man er over det smalle Ejd kommet til Borrevejle Skov, i hvilken
1) Heller ikke de løse Fund fra Sognet oplyser noget.
der vistnok har ligget en Jættestue. »Søen« har været meget grund og har let kunnet gennemvades. Ad en Slugt i Terrænet Vest for Søen er man kommet ned til Bredden og har atter søgt Land ved Hejreholm paa Østsiden. Et enkelt Sted i Iskælderskoven kan endnu de gamle Vejspor paavises. Færdselen er derpaa gaaet over Lindholm og Orehøjgaard til Sænkningen ved Lejre1).
Kun endnu et Sted indenfor Volborg Herred findes der Spor af en Bosættelse, som ikke har været nævnt. Det er omkring Bolvad Enghave. Denne har i Oldtiden været en Sø, som har været afvandet af et lille Bækløb — den nuværende Færgerende — og her ligger ved Søens Østende en fredet Langdysse (Rye Sogn) og to ødelagte Langdysser foruden et Dyssekammer (Saaby Sogn) samt — Vest derfor og mellem Bolvad Bakke og Sonnerup — en Jættestue Det er en ganske lille, sluttet Bygd, betinget af Sø og Bæk og med let Adgang til Hovedvejen Elverdams Kro—Abbetved.
Forøvrigt vil det af Beskrivelsen være fremgaaet, at de store Veje har været bestemmende for Bosættelsens Struktur indenfor Herredet, og de har alle peget frem mod Lejre — fra Kisserup og Dumpedal, fra Elverdam, fra Vejlemølle og fra Sæby. Under Bakkerne ved Lejre, hvor Lejre Aa og Kornerup Aa paa et kort Stykke flyder i samme Leje, har man gennemvadet Eng og Strøm for at komme videre til Sømme Herred. Det er ubetinget et af de smukkeste Vidnesbyrd fra hele Sjælland om Oldtidens Vejnæt og dets Forhold til vanskeligt passable Aadrag2).
1) Foruden den kendte »Harald Hildetands Grav«, som har ligget umiddelbart ved Vejlinien, er der ca. 1000 m i SV. (nær Mysselhøj) truffet to Enkeltgrave fra Stenalderen, hvorfra Ms. Nr. A 27811—13. Se Beretning af Hans Kjær, dat. 22. Septbr. 1914.
2) D. St. 1920. 62 ff.
Broncealderens Bosættelse adskiller sig ikke væsentligt fra den foregaaende Periodes; men Bygden breder sig, og karakteristiske Enkeltheder træder frem med større Klarhed. Kun ganske enkelte Steder — som f. Eks. ved Bregentved — er den blevet saa godt som rømmet. Bare een Høj og ett Fund er kendt herfra (sml. Søster Svenstrup–Bygden i Ramsø Herred).
I Kanten af det store Bakkeland er enkelte Folk blevet boende — spredt som i Stenalderen. Der er en Høj i Ebberup Skov ved Aasmosen, en anden ved Særløse Mose, en tredje ved Kvandrup Skovfogedhus, mens to kendes Nord for Storskoven og Øst for Kirke Valsø1). En Forbindelse mod Vest har næppe længere eksisteret, hvilket naturligvis hænger sammen med de tilstødende Egnes Rømning i Merløse Herred. Spredt har man ligeledes — som før — boet paa Aasen mellem Elverdams Aa og Kirke Valsø, og Overgangsstederne ved Dumpedals Huse og Elverdams Kro har vedvarende været brugt. Den egentlige Bygd i Kisserup Sogn er derimod forladt2), og man er trukket nærmere over ad Ledreborg Aa til, hvor nu Højrækker og Smaagrupper paa begge Sider af Lejet — fra Syvhøje ved Linalyst Skovridergaard til Ledreborg og Blæsenborg — fortæller om Bosættelser langs Strømmen. Tilsvarende har man slaaet sig ned omkring Søndergaarde, og de to Overgangssteder — ved Harrebro (Lavring Aa) og Hulemølle (Ledreborg Aa; se for førstnævntes Vedkommende under Ramsø Herred) — maa stadig have tjent Færdselen. Veje har da baade over Blæsenborg og Ledreborg ført frem til Lejre.
1) Løse Fund kendes ikke fra Særløse Sogn. Fra Kirke Valsø Sogn kendes enkelte, men ikke fra Egnen Syd for Kirkebyen.
2) Intet løst Fund fra Sognet.
I Saaby og Sonnerup har Bebyggelsen bredt sig langs Vigen ind til Aastrup — den nuværende Eng ved Udløbet af Elverdams Aa. Høje ligger paa Bakkekammen helt fra Ordrup Skov til Vennelyst, hist og her samlede i Smaagrupper paa 4—5. Uforandret er Vejen gaaet gennem Herredet til Lejre Vig og videre til Lejre selv. Mellem Sonnerup, Trudsholm, Kildegaard og Vester Saaby kendes 17 Høje, og fra Roskilde Bakke til Overgangsstederne i Borrevejle Skov og Oredrevsskoven yderligere 1.4. Ved Abbetved er der paavist en betydelig Boplads1). Fra Oredrevsskoven har Vejen ført forbi Skovfogedhuset og er enten bøjet mod Nordøst for over Loddenhøje at slutte sig til Linien Lindholm—Orehøjgaard, eller er fortsat gennem Gevninge Oredrev forbi Stodderhuset og Fredshøjgaard til Lejre. Hele Bæltet mellem Oredrevsskoven og Lejresænkningen er fyldt med Høje, som viser, at disse Vejlinier maa have været af overordentlig stor Betydning og have samlet mange Folk om sig2). En lille Sidevej er fra Hejreholm gaaet i Østnordøst over Lindenborg Kro til Gevninge, hvor der vistnok ogsaa har været Vadested over Lejre Aa (se under Sømme Herred).
Paa »Halsen« er det atter gammelkendte Forhold, der møder os. Vi ser paany Overgangsstedet ved Vejlemølle Bro benyttet, ligesom det østligere ved Hønepil Bro. Selve Vejbanerne kan dog ikke følges — dertil er Mindesmærkerne for faa og for spredte3) og af den lille Dyssebygd ved Sæby er der ikke meget tilbage. Bavnehøj Vest for Byen rummer vist en Broncealdersgrav,og det samme har sagtens tre sløj–
1) Herfra Ms. Nr. B 10291 og 10892.
2) Den samlede Højstribe mellem Helligrende, Lejre Aa og Herthadalen tæller 68 Gravhøje. (
3) De løse Fund er heller ikke mange.
fede Høje Øst for Byen gjort — det er alt. Nu som tidligere har vel en Færdselsaare ført Vest om Torsmose til Troldebro; men kun ganske faa Høje ligger ved Store og Lille Karleby. Derimod tegner 15 Høje en fuldkommen klar Sidevej fra Troldebro over Lejre Gaarde til Lyngby, og Hovedvejen maa som tidligere være gaaet over Uglestrup til Ejdet og Vadestedet ved Borrevejle.
Mægtigst har Udviklingen ubetinget været i Rye Sogn. Hvor vi i Stenalderen fandt Bebyggelsen snævert knyttet til Ejby Aa og Bolvad Enghave, finder vi den nu bredt over hele Omraadet imellem dem. Vadestedet over Ejby Aa ved Aahuse har sat Bosættelserne Nord og Syd for Lejet i indbyrdes Forbindelse. Nord for Aaen træffer vi Høje fra Bregnagergaardens bratte Skrænter til Toftegaard og til Nord for Brunsgaard. En Gruppe paa 4 ligger paa Kragebakken, umiddelbart ved Vadet. Syd for Aaen findes de spredt over Ejby Marker, samler sig i Smaagrupper indenfor Bramsnæs Vig og fører op over Bakkerne til Egnen ved Ryegaard. Ved Skovfogedhuset i Store Indhegning ligger en Gruppe paa 10—14. Sakshøjene (4) ligger lidt i Nordøst. Her i Nærheden maa der have været en Boplads1). Og Vejen kan nu følges med Sikkerhed over Galtebjærg og Bøgebjærg til Troldebro, hvor den munder ud i de Færdselslinier, vi allerede har fulgt.
Herredsbeskrivelsen vil have vist, hvorledes det endnu i Broncealderen er Vejene, som markerer Bygdens Struktur. Det er stadig det vigtige Vadested ved Lejre, som samler Færdselen — fra Horns Herred og Isefjordskysten, som fra Merløse Herred og Ledreborgaaens Bosættelser. Hele den indre Del af
1) En Del løse Fund stammer fra Rye Sogn. Deres Fordeling er dog uden Betydning.
Volborg Herred Syd for Skov Hastrup—Tokkerup har saa at sige været folketom. Herredet har været som en Port ind til Sjælland, en Korridor for alle. som søgte ind i Land fra Isefjordskysten.
18. HORNS HERRED1)
Vi vender os nu til Horns Herred med dets naturlige Afgrænsning: i Øst Roskilde Fjord, i Vest Isefjorden og i Syd Skellet mod Volborg Herred, saaledes som der ovenfor er redegjort for det.
I Isefjorden ligger Orø, hvor ingen Megalitgrave kendes, men hvor enkelte Fund dog viser, at Mennesker har boet allerede i Stenalderen. I Roskilde Fjord skyder Selsø Sogn sig ud som en bred Halvø, adskilt fra Nabosognene Skiby og Skuldelev ved den Sænkning, som rummer Selsø Sø, Hovenge, Dybemose og Kohave Mose, og som i Oldtiden har dannet et smalt Sund mellem Selsø og Fastlandet. Længere ude i Fjorden ligger Eskilsø, fra hvilken vi her ser bort.
Terrænet er i Horns Herreds sydlige Del højtliggende og jævnt bølgende. Kun ved Isefjorden findes bratte, men ikke meget høje Brinker. Mod Øst møder man den ejendommelige Randmoræne Bjærgene, som strækker sig fra Hovenge forbi Kohave Mose til Roskilde Fjord. Mosedrag og Smaakær fylder Lavningerne i Herredet, men Bækløbene er faa.
Mod Nord stiger Terrænet i Gerlev Sogn og naar i Banken ved Neder Draaby sin største Højde med skarpt Fald mod baade Nprd og Øst. Saa følger den lavtliggende Hals, hvorpaa Jægerspris ligger — den
1) Herredsindberetning af Henry Petersen (1873—74).
har under Stenalderssænkningen som et Sund kløvet den nordligste Del af Herredet ud fra Resten — og endelig »Hovedet«, som langs Roskilde Fjord er meget jævnt (i Nordskoven til Dels sumpet), langs Isefjorden derimod smaabakket.
Jordsmonet bestaar heroppe af let Sandjord. Længere mod Syd er Markerne mere sand– eller lermuldede, men overalt af forholdsvis ringe Bonitet.
Ved Beskrivelsen af Volborg Herred saa vi, hvorledes to Veje allerede i Stenalderen nordfra førte ind deri ved henholdsvis Vejlemølle Bro og Hønepil Bro. Deres Løb gennem Horns Herred kan kun usikkert følges; men den vestlige Vej maa have ledet op til Bosættelserne i Ferslev Sogn. Umiddelbart Vest for Vellerup har der ligget en Dysse, en anden er sløjfet paa Skingrebjærg, mens en ødelagt Jættestue endnu spores paa Klingrebakke ved Vejleby Mølle og en ødelagt Megalitgrav ses ca. 600 m Øst derfor — paa den anden Side det smalle Mosedrag. Alle disse fire Mindesmærker er knyttede til Sænkningen, som fra Kirkemose ved Vellerup fører op til Vejleby. Paa hvilket Sted man har krydset den, er det i vore Dage vanskeligt at sige — sandsynligvis mellem Kirkemose og Ny sø.
Vest for Sænkningen, Svanholm Mose og Skarndal Grøft finder man tydelige Vidnesbyrd om en betydelig Bosættelse. Der kendes fra dette Omraade 50 Megalitgrave, deraf i hvert Fald 6 Jættestuer og 14 Langdysser, og hertil knytter sig yderligere i Ferslev Sogn Øst for Sænkningen 2 Langdysser, l Dyssekammer og l Jættestue. Bygden strækker sig helt ud til Kystbrinken, og dens østlige Del har et naturligt Midtpunkt i »Søen« ved Venslev.
I Kyndby Sogn paa den anden Side Skarndal Grøft træffer man ligeledes et Bosættelsesomraade. Her
har i Oldtiden en Vig skaaret sig ind mellem Storgaard Plantage og Hulekærgaard, og langs denne møder vi Megalitgrave paa begge Bredder — 8 ialt — til Bunden ved Virkebjærg. At det er Vigen, som har betinget Bebyggelsen, synes klart.
Den østlige Vej gennem Herredet har som nævnt krydset et lille Bækløb ved Hønepil Bro. To sløjfede Stenaldersgrave—hvori der forøvrigt ogsaa i Broncealderen har fundet Gravlægninger Sted — ca. 400 m Øst for den nuværende Bro markerer Overgangsstedet. Herfra har man fulgt det jævne Bakkehæld Øst om Skiby og er antagelig over Pagterold kommet op til Lyngerup. Paa Strækningen fra Broen forbi Onsved og videre nordpaa kender man ialt 15 Megalitgrave, derimellem 5 Jættestuer. Udenfor Vejlinien har man paavist en enkelt, nu sløjfet Dysse ved Marebæksgaard, en ødelagt Jættestue — Skjolds Dysse — Vest for Landevejen ved Hanghøjgaard, Jættestuen Klangdysse ved Ordrup, Lakkedysse nær Julianehøj, Kong Dyves Sten — en sløjfet Dysse — ved Tranebakke Syd for Dalby og to Jættestuer mellem Dysagergaard og Rosendalgaard. De 5 sidstnævnte Mindesmærker findes i Krogstrup Sogn, og de fortæller os, at man Nord om Svanholm Mose har haft Forbindelse med Bosættelsen i Kyndby Sogn.
Hovedvejen har fulgt Højden langs et lille Bækløb, som begynder oppe i Mademose og rinder gennem Hovenge, hvor det deler sig. Sænkningen omkring det maa i Oldtiden have været meget fugtig og vanskeligt passabel, men man har kunnet krydse den Øst for Onsved. Herpaa tyder ikke alene en nu sløjfet Dysse nær Bækken, hvor en Hævning i Terrænet skyder sig helt ned mod denne, men ogsaa to sløjfede Dysser paa den anden Side af Sænknin–
gen — mellem denne og Skuldelev. Paa den Banke, som udgør største Delen af Skuldelev Sogn, kendes ialt 9 Megalitgrave1), og man er fra den kommet ud til Selsø, i hvilket Sogn der findes Spor af 16 Megalitgrave. Selve Østervejen er snarest Nord om Mademose og Gerlev2) ført til det ældgamle Overfartssted ved Færgelunden. Om dette kan dog intet siges med Bestemthed, da Mindesmærkerne baade er for faa og ligger for spredt, og da Fordelingen af de løse Fund saavel her som i alle Herredets øvrige Sogne er uden Betydning for vor Opfattelse af Stenaldersbebyggelsen.
Alt ialt viser det sig, at Herredet indtil »Halsen« har været jævnt tæt befolket, idet man særlig har samlet sig i Vest og i Øst, hvor Veje har sat Bygderne i indbyrdes Forbindelse og ledet Færdselen mod Syd — til Volborg Herred.
Paa Banken, som krones af Tyrashøj, har der ligget en Jættestue. Man er her oppe i 153 Fods Højde, og Terrænet falder brat mod Neder Draaby og Fladen omkring Jægerspris. I Slotshegnet ligger en Jættestue og i Julianehøj en anden. Det er de nærmeste i Nord. Fra disse findes der et Spring paa ca. 2000 m til den næste Megalitgrav — et Dyssekammer ved Bugten udfor Christiansminde — og saa atter en Afstand paa ca. 2000 m til de følgende: en sløjfet Dysse og en Gravkiste fra Dolktid, begge lidt Nord for Nissebakker. Mellem dem og Jomsborg kendes langs Stranden 12 Megalitgrave — bl. a. Dobbelt–Jættestuen Møllehøj — og helt ude ved Kulhus findes yderligere en Jættestue. Hertil kommer
1) En enkelt (Hovsten), som ikke nævnes i Indberetningen, er indlagt paa Grundlag af Kort fra 1793.
2) I Gerlev Sogn kaldes en Ager, c. 1100 m Nord for Kirken, Dysseagre (Kort af 1808).
længere inde en sløjfet Dysse ved Skovsøgaard, et Dyssekammer ved Horsemose Bakke, en Jættestue (Tranedysse) ved Luemose og et ødelagt Dyssekammer ved Øllemose Sydøst for Kongeegen — de tre sidste i Nordskoven. Det er alle de jordfaste Mindesmærker, som vidner om Stenaldersbebyggelsen paa Horns Herreds »Hoved«, og man vil se, at denne i særlig Grad har været knyttet til Isefjordsstranden. Den har dannet en lille selvstændig Bygd, adskilt fra Nabobygderne Syd for Halsen.
Under Broncealderen udvides Bosættelserne imidlertid overalt stærkt og Nordbygden gror sammen med Bebyggelsen i det øvrige Herred. Vi træffer nu et sammenhængende Højbælte langs Kysten fra Jægerspris til Hjortegaarde, og Gravene flokker sig ind over Landet, hvor de fylder Smaabakkerne Syd for Luemose og Kassemose — helt til Langvad Plantage. Spredt findes de ogsaa i Fællesskoven omkring Horsemose Bakke og østpaa til Tudemose. Endvidere danner de en Stribe langs Roskilde Fjord fra den nordlige Del af Kohave til Syd for Jættestuen i Slotshegnet. »Hovedet« er omtrent fuldt besat. Kun det allernordligste Parti, de sumpede Lavninger i Nordskoven og den vistnok i Oldtiden ligeledes sumpede Sænkning fra Louiseholm til Seksgaarde har ikke egnet sig til Bebyggelse.
Straks Syd for Halsen møder det samme Fænomen os. Vejen kan vi saa lidt som i Stenalderen følge med hel Sikkerhed; men intet tyder paa, at dens Løb er ændret. Højgrupperne paa Banken ved Neder Draaby, de talrige Høje ved Overfartsstedet i Færgelunden, den store Gruppe paa Skabelsebjærg Syd for Over Draaby og Smaagrupperne langs Kysten Nordøst for Gerlev karakteriserer i særlig Grad Bo–
sættelsen heroppe. Spredt mellem dem findes adskillige andre1).
Lidt længere sydpaa er Mindesmærkerne færre, navnlig i Skuldelev Sogn2). Men saa tager deres Tal atter til, og der er mange ude paa Selsø, hvor de dels knyttes til det lave Nordparti omkring Sellerisgaard, dels til de kraftige Bakker ved Hellesø, men forøvrigt naar helt ned til Landingsstedet i Østskoven3). I Terrænet mellem Pagterold og Hønepil Bro ligger de spredt4).Derimod tegner de sig som en kraftig Stribe fra Krogstrup5) til Kyndby — f. Eks.har der ligget en større samlet Gruppe paa Tranebakken. At man i Broncealderen har haft Forbindelse fra Kyndby og Syd om Dalby til Pagterold–Egnen er saaledes givet. Og denne Vej har haft ikke liden Betydning; thi i Kyndby Sogn vidner Højene om tæt Bosættelse. De ligger langs hele Kysten fra Storgaard Plantage til Grimsdal ved Kyndby Huse, hvor Skarndal Grøft munder ud, dannende Rækker eller Grupper og kronende alle væsentlige Bakkepartier6). Ved Gammelvanggaard har man kunnet passere Skarndal Grøft og naa ned i Ferslev Sogn, hvis Bebyggelse paa samme Maade er vokset i Løbet af Broncealderen. I det tidligere omtalte Dysseterræn findes de langs hele Kysten — spredt og gruppevis, fyldende Højderne, f. Eks. den fremskydende Halvø Hamme–
1) Det samlede Antal af kendte Høje i Draaby Sogn er 222, i Gerlev Sogn 75. De løse Broncealdersfund er ligeledes talrige i begge Sogne.
2) Fra Sognet kendes 9 Høje ialt; intet løst Fund.
3) Der kendes paa Selsø 35 Høje ialt; kun et enkelt løst Fund.
4) Der kan til dette Omraade ialt henregnes 33 Høje, Flertallet i Skiby Sogn, hvorfra der ogsaa stammer flere løse Fund.
5) Kun et enkelt løst Fund fra Sognet.
6) I Kyndby Sogn kendes ialt 69 Høje, men ingen løse Fund. Sandsynligvis har der paa Overbjærgs Marker (Krogstrup Sogn) ud mod Stranden ligget en Del Høje, som forlængst er sporløst forsvundne.
ren, hvorfra man har sat over til Orø1). Og Øst for Sænkningen Kirkemose—Vejleby danner de en lang Stribe paa 15 Høje ialt, som viser ned mod Vadestedet ved Vejlemølle Bro. Hvad der i Ferslev og Vellerup Sogne ligger endnu længere mod Øst er ikke meget2). Bebyggelsen har som i Stenalderen hovedsagelig været knyttet til Kysten og Vadestedet. Endelig kan det bemærkes, at Orø rummer mange Høje. De følger det allermeste af Kysten rundt og fordeler sig over Øens Indre med Undtagelse af det nordvestre Hjørne3).
Broncealderens Højkort forstærker da det Indtryk, som Stenalderens gav os af Isefjordens overvældende Betydning. Det er faa Steder, Forholdene tegner sig klarere end her, og vi forstaar paa denne Baggrund yderligere, hvad der i Skildringen af Volborg Herred blev sagt om de Veje, der samledes ved Lejre, men som for en stor Dels Vedkommende havde deres Udspring ved Kysten fra Horns Herreds Hoved til Tempelkrogens Bund.
19. SØMME HERRED4)
Omkring det inderste af Roskilde Fjord ligger Sømme Herred. Det grænser imod Vest til Fjorden og til Lejre Aa, som danner Skel mod Volborg Herred. Mod Syd støder det op til Ramsø Herred, og her findes langs — eller nær — Grænsen det Mose bælte fra Flædevad Bro til Gadstrup, som tidligere har været omtalt (se under Ramsø Herred). Østgrænsen er fra Skelbæk Huse til Hedehusene ikke
1) I Ferslev og Vellerup Sogne Vest for Linien Venslev—Kirkemose kendes ialt 144 Høje.
2) Ca. 12 Høje. De løse Fund fra Ferslev og Vellerup Sogne er ikke mange.
3) Paa Orø kendes 61 Høje; enkelte løse Fund.
4) Herredsindberetning af V. Boye (1889).
naturbestemt; men fra sidstnævnte Sted følger den over jævn Flade Hove Aa forbi Vadsby. De brede Moser omkring Aaen danner fra Vadsby et naturligt Skel helt op til Nordgrænsen, som udgøres af Værebro Aa, og som er særdeles kraftigt udformet.
Indenfor disse Grænser falder Herredet i to Dele, sammenbundne ved den smalle Hals, hvorpaa Roskilde Købstad ligger. Østenfjords er Egnen jævnt bølgende. De sandede og sandmuldede Strækninger langs Kysten er ikke meget højtliggende, og der findes kun enkelte fremtrædende Bakkepartier—f.Eks. ved Jyllinge, Veddelev og Himmelev. Ud mod Stranden tegner Brinkerne sig skarpt baade ved Klinten, Bolund, Højklint og andre Steder. Søndenfjords stiger Terrænet, men det er til Dels endnu jævnere end mod Øst. Alene i de vestligste Sogne — Glim, Svoverslev, Kornerup og Hérslev — er det lermuldede Jordsmon stortformet og bakket med bratte Fald mod Søer og Aadrag. Her skyder Halvøen Bognæs sig ud i Roskilde Fjord, stærkt grenet, ret lavtliggende, kun i Vest aasformet.
Den rette Forstaaelse af Stenaldersbebyggelsen indenfor Sømme Herred lider derved, at Roskilde By maa have slettet mange Spor. Som Højkortet tegner sig, synes Forbindelsen mellem Østenfjords–Bygden og Søndenfjords–Bygden meget spinkel, og om dette er et oprindeligt Forhold, kan ikke afgøres i vore Dage.
Givet er det imidlertid, at Søndenfjords–Bygden maa have været den mindst betydningsfulde. Dette viser de meget faa jordfaste Mindesmærker, og del stemmer overens med Forholdene i de tilgrænsende Dele af Ramsø og Tune Herreder. Paa den anden Side er det sikkert, at de Veje, som vi vestfra har fulgt ned til Lejre, har været fortsat ind gennem
Sømme Herred — i hvert Fald til Bunden af Fjorden.
Vidnesbyrd i denne Retning mangler da heller ikke. Ved Lejre–Overgangen findes en fredlyst Jættestue og en ødelagt Langdysse ca. 450 m Øst for Ravnshøj1), begge i Kornerup Sogn. En fredlyst Høj umiddelbart Syd for Ledreborgalléen, ca. 150 m Øst for Svoverslevvejen, synes at have været en meget stor Dysse, og en nu sløjfet Høj ved Alléens Knæk tæt Øst for Mikkelslyst kaldtes for godt hundrede Aar siden af Bønderne »Stendyssen«2). Disse fire Megalitgrave ligger i en Vejstribe, som Broncealdershøje med Sikkerhed angiver, og vi kan derfor gaa ud fra, at samme Linie har været fulgt allerede i Stenalderen. Man er fra Lejresænkningen gaaet omtrent langs Kornerup Sogns søndre Skel, har passeret tæt Nord om Helvigmagle, forbi Mikkelslyst og videre østerpaa indtil Fjorden. Udenfor Vejstriben kendes kun yderst faa Mindesmærker: i Vor Frue Sogn den fredlyste Hyldedysse og et sløjfet Kammer, begge paa Grænsen til Tune Herred, i St. Jørgensbjærg Sogn en Megalitgrav (?) i Kanten af en Køkkenmødding ved Kattinge Sø og i Herslev Sogn en Langdysse ved Trellerup og en sløjfet Stenaldershøj tæt Øst for Kongehøj (paa Bognæshalsen). En Del kan selvfølgelig være sporløst forsvundne; men de løse Fund tyder ikke derpaa3).
1M Sml. D. St. 1921, 163.
2) Om disse to Mindesmærker se D. St. 1921, 165.
3) De løse Fund fra Herslev Sogn er ikke mange og ret spredte. Fra Kornerup og Svoverslev Sogne kendes kun enkelte. I Glim Sogn samler de sig om Gøderup, hvilket leder Tanken hen paa Forholdene i de tilstødende Dele af Ramsø Herred (se derunder). I Roskilde By og Landsogne er gjort en Del Fund. De giver os imidlertid ingen Oplysninger af Værdi, da Vejlinien ikke ved Hjælp af bevarede Mindesmærker kan følges længere end til Mikkelslyst. — Det skal bemærkes, at der fra Herredet findes adskillige ikke nærmere stedfæstede Fund.
Den langt tættere Bosættelse i Østenfjords–Bygden har været behersket af een Hovedvej, fra hvilken en enkelt større Sidevej er udgaaet.
Er man kommet forbi Roskilde, møder man de første Mindesmærker ved Himmelev — den fredlyste Børnehøj med Dobbelt–Jættestue1) og et ødelagt Dyssekammer ca. 600 m i Nordvest. Vejen er fra Himmelev krøbet op over den store Banke, har passeret disse to Grave og er gaaet ned ad Skraaningen mod Skebjærggaard. Paa Hældet finder vi Lammedysse, endnu en Langdysse og et sløjfet Dyssekammer. Omtrent ad den nuværende Vej er man søgt mod Nord, parallelt med Kysten, og er naaet over Store Valby til Gereaa. Overgangsstedet her ligger klart: to Langdysser og to sløjfede Kamre markerer det Syd for Aaen — en Langdysse og et ødelagt Kammer Nord for den.
Derpaa er man ret Øst om Taagerup kommet til det smalle Ejd mellem Salmose og Gundsøengene. Hove Aa er krydset ved Gundsøgaard, og Vejen har da fortsat over Hødysse, Toradysse, Dyssegaard og Gulddysse til Stejlebakken og Broengen2) mellem Øvre og Nedre Værebro Mølle. Paa dette Sted har man naaet Herredsgrænsen, og hele Vejlinien er klart betegnet. Fra Gereaa til Værebro Aa kendes ialt 14 Megalitgrave i umiddelbar Tilknytning til den.
Vest for Vejen forekommer der enkelte spredte Mindesmærker — saaledes ved Korsbjærg og ved Lille Valby — men kun to Steder er der Tegn til større Bebyggelser.
Det ene Sted er ved Gerebro, hvor der kendes en stor Stenaldershøj paa den lille Banke tæt Syd for
1) Sml. Aarb. 1892, 192 ff.
2) Hernede tyder baade en Dæmning over Engen og store Sten i Aalejet paa gammel Vejforbindelse. Ælden af dette Anlæg kan dog ikke fastslaas, sml. Aarb. 1901, 53.
Broen og tre sløjfede Dysser samt den endnu bevarede Langdysse Tinghøj Nord for Broen. Megalitgravene naar her ud til selve Kysten, og at den smalle Vig, som i Oldtiden har fyldt den yderste Del af Aabækkenet, har haft Betydning for Befolkningen, fremgaar ikke alene af de nævnte Mindesmærker, men tillige af tre Langdysser, som ligger ca. 1000 m oppe ad Løbet (Syd for Dilhøj), samt af en bevaret og en ødelagt Langdysse ved Gelhøjgaard. Ovenfor er det omtalt, hvorledes seks Megalitgrave betegner Vadestedet over Aaen, og hertil kan yderligere føjes tre sløjfede Dysser ved Gundsølille Mølle foruden en fredlyst Jættestue og et ødelagt Dyssekammer ca. 600 m Vest for Gammelbro. Alle disse Mindesmærker — 21 tilsammen — er nøje knyttede til Gereaa.
Det andet Sted — ved Hove Aa — gør tilsvarende Forhold sig gældende. Ogsaa her har der i Oldtiden været en lille Vig — den nuværende Salvad Mose. To sløjfede Dysser har ligget tæt Øst for Klinten, mens vi paa Højderne Nordøst for Salvad Bro kender en sløjfet Langdysse og Runddysse, samt en bevaret Langdysse og Runddysse. Hertil kommer helt nede ved Aaløbet gennem Salmose en sløjfet Runddysse og endelig to Mindesmærker — en Langdysse og en Gravkiste, den sidste i Ventehøj1) — paa det Sted, hvor Vejen, som ovenfor nævnt, har passeret Ejdet mellem Salmose og Gundsøengene. Altsaa har ogsaa her Vigen trukket Bosættelsen vestover.
Denne Erfaring, som jo stemmer med tidligere gjorte, bekræftes ved Herredets Nordgrænse. De brede Mosedrag langs Værebro Aa maa i Oldtiden i hvert Fald til Dels have været vandfyldte, saa Vig og Sø har sat et meget skarpt Skel. Her følges Moserne paa begge Sider af Megalitgrave. I Sømme Her–
1) Sml. Aarb. 1868, 101.
red træffer vi de yderste i Jyllinge Sogn: en sløjfet Langdysse ved Toftegaard og en sløjfet Runddysse mellem denne og Blodhøj. Derpaa kommer vi over Vejlinien ved Stejlebakke til den sløjfede Trolddysse lidt Nord for Espehøj, et Par ødelagte Runddysser ca. 500 m længere mod Øst, to ødelagte Langdysser ved Kanten af Aamose, to Langdysser og en Runddysse ved Gundsømagle Holme, en Langdysse Syd for Falkær, den overpløjede Hyldehøj nær Vejen fra Østrup til Gundsømagle og en delvis bortgravet Runddysse ca. 900 m Sydøst for Gundsømagle. Alle disse Mindesmærker ligger som en Krans langs Mosen1). At Vig, Sø og Aa har øvet Indflydelse paa Bosættelsen, kan næppe betvivles.
Af Østenfjords–Bygdens Megalitgrave mangler vi nu kun at nævne ganske enkelte, hvis Beliggenhed er af Interesse.
Hvor Hovedvejen løber ud over Himmelevbankens Hoved mod Skebjærggaard (se ovenfor) har en Sidevej været ført mod Nordøst ad det jævne Fald mod Nævlingegaard til det Bækløb, der danner Sognets Østgrænse. Der kendes fra denne lille Strækning to sløjfede Dysser. Bækløbet munder ud i Maglemoseaa, og hvor dette sker, har det været for sumpet til at passeres. Man er derfor gaaet over Bækken paa et Sted, der markeres ved et fredlyst Dyssekammer, en Langdysse og en Høj med Stenaldersgrav, er ad den lille Højning Syd for Aagaard kommet over Maglemose og er fortsat over Aagerup og Vest om Hvedstrup, hvor Gereaa har kunnet krydses ved Gammelsø. Fra dette Sted maa man være naaet ned til Vadestedet over Hove Aa mellem Herringløse og
1) For Fuldstændigheds Skyld kan noteres en fredlyst Langdysse Sydvest for Kirkerup, som ligger ved Bredden af den fordums saa store Gundsømagle Sø.
Hove Byer. Vadet kendes nu ved to ødelagte Langdysser Syd for Aaen og en ødelagt Runddysse Nord for den. Man har paa dette Punkt haft Forbindelse med Bosættelsen i Smørum Herreds nordlige Del, og hele Vejstriben fra Nævlingegaard til Hove Aa tæller ialt 16 Mindesmærker, deraf 11 Langdysser. Nord for Vejen finder man kun to Langdysser ved Kirkerup Sogns Østgrænse, hvor et lille Bækløb fra Gammelsø strømmer ud til Gundsømagle Sø — Syd for den 6 Mindesmærker omkring Maglemose og 4 Sydøst for Herringløse. Alt ialt maa disse Strøg have haft en lidet talstærk Befolkning, og Vejlinien har været bestemmende for Bosættelsen1). En Megalitgrav i den sydlige Del af Fløng Sogn skal omtales ved Beskrivelsen af Tune og Smørum Herreder.
I Broncealderen fastholdes det ovenfor skitserede Grundlag for Herredets Bebyggelse. Ogsaa nu er Søndenfjords–Bygden af langt mindre Betydning end Østenfjords–Bygden, og de gamle Vejlinier er i vedvarende Brug.
Dette gælder saaledes Hovedvejen fra Lejre mod Roskilde, som vi kan følge til Hyrdehøj i Domkirkens Landsogn. Den har fulgt nøjagtig den samme Bane som før. Mod Nord synes Sø– og Engdraget fra Kattinge Vig til Buesø at have trukket Folk til. Endvidere kendes der paa Bognæs 5 Høje og ved Kattinge Værk en Gruppe paa 6. Ellers er det lidet, som vidner om Bosættelse i disse Sogne2).
Østenfjords tegner Hovedvejen fra Himmelev til Værebro Aa sig ganske klart. Det er vel relativt faa
1) I Hvedstrup Sogn samler de løse Fund sig omkring Herringløse.
2) Foruden de efter Indberetningen paa Kortet afsatte Høje kan nævnes en Grav Øst for Bistrup Parcelgaard (Ms. Nr. B 1163 og B 1568—69), en Grav ved den nye Vor Frue Kirke (Ms. Nr. B 8570— 73), en Grav paa Elisagaards Mark (St. Jørgensbjærg Sogn; Ms. Nr. B 8686) og en Grav ved Trellerup (Herslev Sogn; Ms. Nr. 2343—47). Forøvrigt er de løse Fund meget faa.
Høje, som snævert følger den gamle Bane; men Mindesmærkerne — 54 ialt — danner et Bælte langs den. Ligesom i Stenalderen har Gereaa samlet en Del af Bebyggelsen — tilsammen 17 Høje — og et andet Knudepunkt maa søges paa Bankerne Syd for Værebro, mellem Stejlebakke og Dyssegaard; her ligger 17 Høje.
Derimod synes det store Engdrag østover mod Gundsømagle Holme at have betydet mindre, og heller ikke selve Gundsø har vistnok spillet nogen Rolle for Bebyggelsen1). Men Vejstriben fra Nævlingegaard til Hove Aa er fremdeles tydelig paa Strækningen fra Aagerup til Nord om Hvedstrup samt ved selve Vadestedet. Spredt ligger der — ligesom i Stenalderen— Mindesmærker Sydøst for Herringløse2). Hvad Højene ved Fløng angaar, vil de blive omtalt i Forbindelse med Nabobygden i Tune og Smørum Herreder.
20. TUNE HERRED3)
Tune Herreds Grænser kender vi allerede i Syd og Vest, hvor det støder op til Ramsø og Sømme Herreder. I Øst naar det ud til Køge Bugt paa Strækningen fra Skensved Aa til Lille Vejleaa, og i Nord følger Skellet mod Smørum Herred det sidstnævnte Aaløb indtil Hedehusene, hvor Sømme Herreds Grænse rammes.
Den overvejende Del af Herredet hører til den store østsjællandske »Hede« — den frugtbare Slette,
1) Nogle Grave, som ikke nærmere har kunnet stedfæstes, nævnes dog ved Gundsømagle. Fra dem stammer Ms. Nr. 4614—19, B 1265 —68, B 4041—48 og B 4242—43. De løse Fund fra Gundsømagle og Kirkerup Sogne er meget faa.
2) Enkelte løse Fund fra Hvedstrup og Aagerup Sogne.
3) Herredsindberetning af I. Kornerup (1876).
som strækker sig ned i Ramsø Herred, og som rummer baade den sydlige Del af Sømme og den vestlige Del af Smørum Herreder. Jorderne er lermuldede og gode, ikke meget højtliggende, men dog med Fald mod Øst, hvis lave Strandsogne gennemstrømmes af mange smaa Bækløb, og som yderst ude langs Kysten ender i det sandede og lynggroede Bælte, der kaldes »Jernen«. Det eneste virkeligt fremtrædende Bakkeparti findes omkring Tune, og dette danner et enkelt Led i en svagt hvælvet Aas, der leder fra Hedehusene over Reerslev og Tune ned til Snoldelev. Søer har Herredet i vore Dage ikke. Derimod er der mellem Sognebyerne Kalvs-lunde—Kagstrup—Solrød og Jernen store Mosestrækninger, og ovre i Havdrup Sogn har den nu opdyrkede Ulvemose tidligere indtaget et betydeligt Omraade.
Herredets Stenaldersbebyggelse har været i høj Grad sparsom. Indberetningen stedfæster kun 5 Mindesmærker, som alle er knyttede til Aasen Hedehusene—Snoldelev: i Reerslev Sogn en Jættestue og en Dysse, begge ødelagte, og i Tune Sogn tre ødelagte Dysser, deraf een eller to Langdysser. Men til denne spinkle Optælling maa dog føjes en Grav i Greve Sogn1), en Enkeltgrav samme Steds2), en Stenaldergrav ved Hastrup3), en anden (Dysse) ved Solrød4)
1) Herfra Ms. Nr. A 29809—10.
2) Herfra Ms. Nr. A 11487—97. Sml. Beretn. af Vilh. Boye, dat. 25. Juni 1892. I Nærheden Plet med Flinttilhugning' og Brudstykker af Redskaber og Vaaben (Boplads?).
3) Herfra Ms. A 784—85. Endnu en Grav har ligget i Greve Sogn; herfra Ms. Nr. A 11859. Stedsangivelsen imidlertid usikker. Desuden meddeler Indberetningen, at der mellem Snoldelev og Tune har været »en Række smukke Stendysser«, som nu alle er ryddede. Ligeledes skal der i Skensved Sogn have været to Dysser. Om der ligger noget positivt bag disse Oplysninger, kan ikke siges; men i sig selv er de rimelige nok.
4) Herfra Ms. Nr. 13639.
og en tredje paa Solrød Mark1). Disse 10 — eller 11, se Note 3 f. S. — Grave udgør samtlige kendte Mindesmærker, og selv om en Del kan være forsvundne sporløst, har der næppe nogensinde været synderligt mange flere. De lavtliggende Strandenge i Ramsø Herred traf vi ogsaa i alt væsentligt ubeboede, og vi vil møde saadanne paany i Smørum Herred2)
. Man har altsaa slaaet sig ned, hvor Terrænet var nogenlunde højtliggende, og hvor der var let fremkommeligt. At der ad Aasen har været Forbindelse mellem Kirke Syv—Gadstrup-Bygden i Ramsø Herred og Hedehusene—Hersted–Vester–Bygden i Smørum Herred, er meget sandsynligt.
Denne Opfattelse bestyrkes tillige ved en Betragtning af Bosættelsesforholdene i Broncealderen.
Her samler 33 Høje sig langs Striben Hedehusene—Snoldelev. Der dannes ikke egentlige Grupper undtagen ved den nu udtørrede Gyngesø Øst for Snoldelev, og hvad der ligger Vest for Striben er saa at sige intet — kun Ellehøj i Vindinge Sogn3).
Derimod har der i Broncealderen fundet en Bosættelse Sted nærmere Kysten, hvor Stenaldersfolket ikke skøttede om at slaa sig ned, og Bebyggelsen her er en naturlig Fortsættelse af den, vi fandt i de ydre Dele af Ramsø Herred (se derunder). Fra Solrød til Nord for Kalvslunde kendes 27 Høje4). Ogsaa disse danner en Stribe og betegner vel en Vejforbindelse, som. rimeligvis har ført til Bosættelserne mod Syd
1) Herfra Ms. Nr. A 6284—85.
2) Flertallet af de løse Fund fra yngre Stenalder samler sig langs Aasen Staykinge—Snoldelev.
3) I Tune Sogn er gjort adskillige Gravfund, men kun et enkelt løst Fund. Det samme gælder for Snoldelev Sogns Vedkommende. Her er en Gravhøj ved Salløv, hvorfra Ms. Nr. 7958, vist ikke medtaget i Indberetningen. I Reerslev og Vindinge Sogn vides intet fundet.
4) I Solrød Sogn skal der have været en Del flere Høje. Ved Karsemose skal der saaledes have ligget 4 Høje, som ikke er indlagte paa Kortet.
gennem det højtomme Jersie Sogn1). Naturligst er det at tænke sig det Vadested over Skensved Aa benyttet, som ligger lige Syd for Jersie, og hvor Kærlingestenen har Plads. Længere end til Kalvslunde er Vejen efter alt at dømme ikke gaaet. Uden for den findes i Vest kun Bavnehøj i Havdrup Sogn; men Højden her skal tidligere have baaret enkelte andre. I Øst har en Høj ligget i Kalvslunde Sogn helt ude ved Kysten nær Klintegaard — at den har stammet fra Broncealderen er ikke givet.
Vi staar da sagtens her ved Afslutningen af de Bygder, som med tætte Grupper og lange Striber af Høje begyndte nede i Stevns, og som i flere Henseender har frembudt ensartede Træk overalt, hvor vi har mødt dem.
21. SMØRUM HERRED2)
Smørum Herred danner paa det nærmeste en Trekant, hvis Toppunkt ligger ved Farum Sø, og hvis Grundlinie udgøres af Skellet mod Tune Herred og af Køge Bugt fra Lille Vejleaa til Avedøre Holme. Trekantens vestlige »Ben« følger da den kendte Grænse for Sømme Herred fra Hedehusene til Værebro Aa og derefter Bundsaa ud til Farum Sø. Det østlige »Ben« skærer Fure Sø, gaar gennem de højtliggende Skovegne Vest for Bagsværd Sø ned til det smaabakkede, mosedelte Terræn mellem Lille Vær løse Oredrev og Sømose, følger Sømose Aa til Hanevad Bro og skyder sluttelig over jævn og lavtliggende Flade ud til Kysten. Den sidste Strækning er ikke naturligt betonet i Terrænet; men Grænsen her
1) Der er kun gjort et enkelt løst Fund i dette Sogn.
2) Herredsindberetning af C. Neergaard (1889—90).
er ogsaa ny: tidligere hørte baade Herlev, Rødovre og Hvidovre Sogne til Herredet, og Skellet mod Sokkelunds Herred fulgte fra Lille Værløse Oredrev først Værebro Aa, saa Kagsaa og endelig Harrestrup Aa — alle omgivne af ret betydelige Engdrag.
Var saaledes Grænsen her nede langt mere naturbestemt i gamle Dage, saa var til Gengæld Skellet imod Nord, hvor Værløse Sogn hørte til Sokkelunds Herred, mindre klart end det nuværende. Det fortjener at understreges, at hele Strøget fra Farum Sø til Hove er i højeste Grad skelsættende — ikke alene paa Grund af de ovennævnte Aaløb, men endnu mere takket være de brede Enge og Moser, som følger dem — Oremose, Bundsmose, Borup Sø, Bringe Mose, Røreng, Højeng og Veksø Mose. Det er kun enkelte Steder, man i Oldtiden har kunnet passere dette lange Sumpdrag, og en saadan Omstændighed har naturligvis øvet sin Indflydelse paa Bebyggelsesforholdene.
Endvidere maa det fremhæves, at de nævnte Moser fortsætter Vest om Hove langs Hove Aa. Ved Nybølle sender de en Arm østover til den store Porsemose, som atter fortsætter i Tysmose og i Engdraget langs Store Vejleaa, der nede ved Vallensbæk bliver særlig bredt. Og Syd for Katrinebjærg strækker sig helt fra Hove Aa til Løgten Vadsby Mose og Sengeløse Mose, saa kun et lille Ejd skiller disse sumpede Lavninger fra Porsemose. Selvsagt har ogsaa Forhold af denne Art spillet en Rolle ved Bosættelsen:
Hvad Terrænformationer og Jordsmon angaar, er Herredet højest, mest bakket og bedst muldet i Nord og Vest, lavest, jævnest og mest sandet i Syd og Øst. Stortformet er det kun ganske enkelte Steder — f. Eks. i de vestlige Dele af Værløse og Smørum
Sogne; men selv her er Bakkepartierne gennemgaaende langlige og rolige i deres Linier.
Stenaldersbebyggelsen har mindet om den, vi lærte at kende i Tune Herred, og den maa i sin Helhed betragtes i Forbindelse med Bosættelserne i Naboherrederne.
Som det vil huskes, førte der Vej ind i Herredet ved Hedehusene (se under Tune Herred), og dennes Løb kan i store Træk følges videre mod Øst til Hersted–Vester. Stedet, hvor nu Kroen i Hedehusene ligger, kaldes »Dysselodden« — sagtens efter en sløjfet Megalitgrav. Tæt Syd for Baldershøje har der ligget en Langdysse og c. 1000 m Nordøst for den tre Dysser, ligeledes ryddede. Dernæst ligger der Syd for Sengeløse en overpløjet Gravhøj, som kaldes »Langdyssen«, og tæt Vest for Snubbekorsgaard kendes to sløjfede Langdysser, samt ved Stenagergaard den sløjfede Hyldedysse. Disse 9 Mindesmærker danner en Stribe, hvis Karakter af Vejstribe træder klart frem, naar Broncealderens Bebyggelse i denne Egn — som vi siden skal se — tages med i Betragtning. Ved Stenagergaard har man for første Gang naaet et Aadrag, som det kunde volde Vanskelighed at passere; men dette har netop ladet sig gøre her, og at man virkelig er kommet Øst for Store Vejleaa, viser den overpløjede »Flintedysse« tæt Nord for Hersted–Vester.
Længere kan vi ikke gaa. I Hersted–Øster og Glostrup Sogne kendes ingen Megalitgrave og kun meget faa løse Fund. Og mod Syd — langs Kysten — er der ikke Tegn til nogen Fortsættelse af Vejen. Det lave Terræn har aabenbart ikke forekommet Befolkningen indbydende. I Brøndby–Øster Sogn har den overpløjede Magiehøj indeholdt en Jættestue, og i Brøndby–Vester stammer den næsten jæv–
nede Bavnehøj fra Stenalderen. Hertil kan føjes een eller to Høje Sydvest for Ishøj og een eller to i Torslunde Sogn — det er alt1). Derimod er det rimeligt — skønt ikke fuldt paaviseligt — at der fra Hedehusene har været Forbindelse vestover til Østenfjords–Bygden i Sømme Herred. I denne Retning kunde en sløjfet Stenaldersgrav ved Ny Fløng pege; men et saadant enkelt Mindesmærke siger jo i sig selv intet.
Ved Beskrivelsen af Sømme Herred fandt vi et Vadested over Hove Aa mellem Herringløse og Hove Byer. Ad denne Vej er man kommet til Bosættelserne i Smørum og Maaløv Sogne, og Terrænforholdene er her saa udprægede, at man trods Mindesmærkernes Faatallighed nogenlunde sikkert kan spore Færdselslinien, der i alt væsentligt maa have fulgt den nuværende Vej fra Hove over Vejlehus til Smørum–Øvre og videre herfra til Banken mellem Smørum–Nedre og Maaløv. Vi kender paa denne Strækning ialt 7 Mindesmærker: en ødelagt Runddysse ved selve Vadestedet, en ødelagt2) Langdysse tæt Nord for Hove By, et Par ødelagte Smaahøje mellem Vejlehus og Smørum–Øvre, den store Jættestue i Bavnehøj Øst for Sognebyen, samt en ødelagt Langdysse og en overpløjet Stenaldersgrav Øst for Smørum–Nedre. Vejen er sikkert fortsat ind i Maaløv Sogn, hvor Indberetningen vel ikke nævner noget Mindesmærke, men hvor der dog er gjort Grav fund3). Om dens Løb kan imidlertid intet siges.
Disse Bosættelser er knyttede til det højtliggende og ret stortformede Land langs Herredsgrænsen. At ogsaa Aadraget og de gamle Søer har spillet en
1) De løse Fund fra samtlige disse Sogne er meget faa.
2) Men ikke sløjfet, som tilføjet i Indberetningen.
3) Ms. Nr. MMCCLIII—LV, 5864—65 og A 12565—66 (Stubhøj).
Rolle for Bebyggelsen, er øjensynligt Tilfældet. Men spinkel har Bygden været1). Mellem den og Vejbygden Hedehusene—Hersted–Vester ligger det stærkt sumpede Terræn i Ledøv og delvis Sengeløse Sogne, og det synes ikke at have øvet nogen Tiltrækning. Sydligst af kendte Megalitgrave er en Kiste fra Stenalderens Slutningstid ved Nybøllegaard2). De ikke faa løse Fund fra Ledøv Sogn afgiver i hvert Fald intet Bevis for nogen Bosættelse her i Dyssetid.
Tilbage har vi Ballerup og Værløse Sogne.
Det førstnævnte Sted kendes ingen Megalitgrave; men Marknavne som »Liebes Dys« (i østre Mark) og »Lille Dysser« og »Lange Dysser« (i nordre Mark)3) tyder dog paa, at saadanne har eksisteret. I samme Retning peger de talrige løse Fund.
Mere ved vi om Bebyggelsesforholdene i Værløse Sogn. Her ligger 5 Megalitgrave Syd for Søndersø, nemlig Rester af en meget stor Langdysse mellem Bringe og Gammelvad Bro, en ødelagt Langdysse ved Jonstrup Vangs nordlige Bryn, en delvis forstyrret Langdysse dybere inde i Skoven, en smuk Runddysse ved Bækløbet, som danner Skel mod Lille Hareskov og en ødelagt Runddysse, hvis Plads ikke er nøje fikseret4). Det følger af sig selv, at disse Mindesmærker maa ses i Tilknytning til de allerede omtalte i Maaløv og Ballerup Sogne; men videre end til at fremhæve dette, tør man ikke gaa. Og hvad de øvrige 7 i Sognet kendte Megalitgrave angaar — de ligger alle Nord for Søndersø — staar
1) Der kendes fra Maaløv Sogn intet løst Fund og fra Smørum kun forholdsvis faa.
2) Herfra Ms. Nr. 20995; sml. Aarb. 1868, 101.
3) Aarb. udg. af hist. Samf. f. Kbhvns Amt 1913, 41.
4) Ikke afsat paa Kortet.
de i Forbindelse med Vejlinier, som vi først vil lære at kende under Beskrivelsen af Lynge Herred. Det vil derfor være mest praktisk at gemme dem til senere.
Helhedsindtrykket af Herredets Stenaldersbebyggelse er da det, at man har bosat sig langs Veje, som førte ind over Herredsgrænsen — ved Hedehusene, Hove og Farum Sø — men at man intet Sted har slaaet sig ned i større Mængde, end ikke oppe i det stortformede Terræn, skønt det dog fortrinsvis var dette, man søgte.
I Løbet af Broncealderen vokser Bygderne derimod stærkt og breder sig ligeledes over Omraader, der hidtil var ubeboede.
Vejstriben fra Hedehusene Syd om de store Mosedrag til Hersted–Vester kan nu følges ind paa Hersted–Østers Grund og tæller alt ialt c. 55 Høje. De samler sig i en betydelig Gruppe Sydvest for Sengeløse, og Forbindelsen med Sømme Herreds Østenfjords–Bygd over Fløng er markeret ved 4 Mindesmærker fra Bavnehøj til Magiehøj, hvortil kan føjes en sløjfet Høj ved Marbjærg1). Paa Havrebjærg ved Stenagergaard — altsaa ved Vadestedet over Store Vejleaa — har ligget 5 Høje; men herfra til 2 overpløjede Høje ved Hersted–Øster er et Spring paa c. 2600 m, og heller ikke nu kan det med Sikkerhed siges, om Vejen er gaaet længere2).
Derimod er de lave og delvis sandede Kystegne begyndt at blive bebyggede. Mellem Brøndby–Øster og Brøndby–Vester ligger 4 Høje, mellem Brøndbyvester og –Vallensbæk en Gruppe paa 73). Hertil kommer mellem Højbakkegaard i Tostrup Nykirke
1) Herfra Ms. Nr. 15331—34.
2) Ingen Grave kendes og ingen løse Fund er gjort i Glostrup Sogn.
3) Kun 6 af dem kan i vore Dage skelnes, men Gruppen kaldes Syvhøje.
Sogn og Helgeshøj i Høje Tostrup Sogn 6, mellem Tostrup Huse og Kanehøjgaard i Torslunde Sogn 6 og helt ude ved Engene omkring Store Vejleaaens Munding 6. At man har passeret dette Aaløb ved Vejlebro, maa anses for givet — næppe noget andet Sted har frembudt færre Vanskeligheder, og Højenes Beliggenhed tyder derpaa. Forøvrigt hindrer den pletvise Forekomst af Mindesmærkerne og deres forholdsvis ringe Antal os i at skelne de Vejlinier, som naturligvis ogsaa Kystsognene har krævet. Befolkningen har sikkert ikke været talrig og er vel først søgt herud i Broncealderens senere Perioder1). Paa en tilsvarende Maade har Forholdene udviklet sig langs Hove—Maaløv–Vejen. Ved det gamle Vadested ligger 4 Høje og oppe ved Hove By 2, blandt dem den store Buehøj. Men Mindesmærkerne spreder sig nu mere end før. Ved Smørurn–Øvre og paa Skrænterne mod Veksø Mose træffer vi tilsammen 6, paa den store Banke omkring Kong Svens Høj 3, ved Ormegaard en Gruppe paa 7 og mellem Skebjerggaard og Langebjærg 3. I Maaløv Sogn samler 8 Høje sig paa Bakken ved Lærkenborg — længere mod NØ. ligger de spredt, 6 af dem langs Vejen fra Jonstrup til Ballerup. Den gamle Vejlinie kan med andre Ord ikke følges nøjagtigere end i Stenalderen. Kun een Ting, som vi ikke tidligere bemærkede, synes nu at maatte forudsættes: der maa fra disse Bosættelser over Bringe og Laanshøj og Ej det mellem Søndersø og Bundsmose have været Passage til Bebyggelsen omkring Værløse. Men ogsaa for Broncealderens Vedkommende venter vi med en Skildring af denne,
1) Yderst faa eller slet ingen løse Fund stammer fra Sognene Hersted–Øster, Hersted–Vester, Brøndby–Vester, Brøndby–Øster, Vallensbæk, Ishøj, Torslunde og Høje Tostrup.
til Lynge Herred skal gennemgaas. Den sydøstlige Del af Værløse Sogn og Ballerup Sogn har vist kun i ringe Grad været beboet1).
Mens vi i det ovenfor anførte ikke sporer større Forskellighed mellem Stenalderens og Broncealderens Bosættelsesomraader — Kystsognene ufortalt — er Forholdet et andet i Ledøv Sogn. Her kendes 14 Høje ialt, den ene Halvdel af dem udgørende Gruppen Syvhøje, den anden spredt over den øvrige Del af Sognet og med Tilknytning til andre spredt liggende Høje ved Aagerup (Ballerup Sogn) og Nybølle (Smørum Sogn). I Broncealderen er altsaa de stærkt mosedelte Strækninger mellem Vejene Hove—Maaløv og Hedehusene—Hersted–Øster bleven bebygget, og dermed er det beboede Omraade indenfor Herredet i væsentlig Forstand udvidet. Et Blik paa Kortet redegør bedre end Ord for, hvor stærkt Bebyggelsen er vokset siden Dyssetidens Ophør, og i hvor nær Tilknytning til Bygderne i Sømme og Ølstykke Herreder den er kommet.
22. SOKKELUNDS HERRED2)
Sokkelunds Herred omgives i Øst af Øresund (fra Avedøre Holme til Smidstrup), i Vest af Smørum Herred (fra Avedøre Holme til Fure Sø; om denne Grænse se under Smørum Herred) og i Nord af Lynge–Kronborg Herred. Mellem dette sidste og Sokkelunds Herred er Skellet kun lidet naturbestemt. Noget anderledes stillede Sagen sig i Middelalderen, da Søllerød Sogn regnedes til Lynge Herred3). Paa dette Tidspunkt fulgte Grænsen Mølle–
1) Der findes dog en Del løse Fund fra Ballerup Sogn. De faa Fund i Værløse Sogn hører dettes vestlige Strøg til.
2) Herredsindberetning af A. P. Madsen (1899).
3) At til Gengæld ovre i Vest Værløse Sogn laa under Sokkelunds Herred, er ovenfor omtalt.
aaens Løb fra dens Munding til Ørholm og derpaa Aalebæk indtil Moserne paa Østsiden af Fure Sø. Der fandtes paa største Delen af denne Strækning et ret naturligt Skel, som imidlertid ikke var udpræget nok til at spille nogen Rolle i bebyggelsesmæssig Henseende. Amager og Saltholm hører med til Herredet; men fra dem begge ser vi i det følgende bort.
Terrænet er ret vekslende. Mod Syd finder vi jævne, lerede og skovløse Flader — mod Nord bakkede, sandmuldede og skovgroede Omraader, særlig i den nordlige Del af Søllerød Sogn, hvor Sandbjærg (85 m) løfter sig umiddelbart ved Herredsgrænsen. Det Engdrag, som følger langs Bækløbet fra Vestermose til Vedbæk — altsaa selve den gamle Vedbæk — er i Virkeligheden langt mere skelsættende end Mølleaaen, og vi vil lægge Mærke til, at dette afspejles i Broncealderens Bebyggelse.
Selvsagt har en Storby som København slettet næsten alle Spor af Oldtidsminder. Det Billede, som Kortet giver os af Herredets Bosættelse i Stenalderen, er derfor meget mangelfuldt; men naar der fra det nuværende Københavns Grund kun kendes ganske enkelte Megalitgrave, er dette alligevel næppe helt misvisende. Indberetningen nævner en Gravkiste ved Bispebjærg Mølle1), og hertil kan føjes en lignende paa Øster Fælled2). De løse Fund fra København er egentlig ikke faa. Det maa dog huskes, hvor gennemgravet det hele Jordsmon er, og hvor forholdsvis meget Spaden derfor har bragt for en Dag. Uden Betydning er det imidlertid ikke, at der ved Svanemøllevej er paavist en Boplads fra yngre Stenalder3).
1) Herfra Ms. Nr. A 6985—90. Sml. Aarb. 1892, 203 ff og 1906, 260.
2) Se Aarb. 1910, 175 f.
3) Bruun: Danmark. Land og Folk V (1921). 26.
I Rækken af Nabosogne — Herlev, Gladsakse, Gentofte, Hellerup, Maglegaard, Ordrup og Skovshoved — er Billedet nogenlunde det samme. Ved Store Tuborg har man under flad Mark fundet en Enkeltgrav1), og en anden har vist ligget i Nærheden2). Disse hører ligesom et Par Grave ved Skjoldgaardshøj nær Skovshoved3) til Kystegnen. Dybere inde finder vi ved Gentofte Sogns Vestskel den nu sløjfede Dobbelt–Jættestue Snogedysse4) — den eneste kendte Jættestue i Herredet — og i samme Sogn tyder Navnet Dyssegaard ved Ellehøj paa en nu ukendt Megalitgrav. Endelig kan nævnes en ødelagt Dysse ved Bagsværd5) og en sløjfet Høj paa Gladsakse Mark, som indeholdt en Stenaldersgrav6). Fra Herlev Sogn kendes intet Mindesmærke7).
En tilsvarende Fattigdom møder os i den nordligere Sognerække Lyngby–Torbæk. Ved Dyrehavegaard ligger et stensat Gravkammer8), og i den nærliggende, nu sløjfede Skelhøj, har der været et andet. Ligeledes stammer et Stenaldersfund fra en Gravhøj ved Lyngby9). Bedst bevaret — men alligevel temmelig ødelagt — er en Langdysse ved Fortunen, og af en Langdysse ved Eremitagen ses nu kun sør–
1) Herfra Ms. Nr. A 16861.
2) Herfra Ms. Nr. A 19736.
3) Herfra Ms. Nr. A 1719.
4) Herfra Ms. Nr. 20417—18 og 20889—903.
5) Herfra Ms. Nr. 4397—4401.
6) Herfra Ms. Nr. 15663.
7) De løse Fund fra disse Sogne er forholdsvis spredte. Færrest kendes fra Herlev Sogn, hvor de samler sig mellem Hjortespring og Sognebyen, noget flere fra Gladsakse Sogn, stammende fra Strækningen Bagsværd—Gladsakse. Det er tænkeligt, at der langs Kagsaa har været en Bebyggelse, som intet jordfast Mindesmærke i vore Dage oplyser os om. Fra Gentofte, Hellerup, Maglegaard, Ordrup og Skovshoved Sogne findes ikke faa Fund; men af disse tilhører adskillige den ældre Stenalder. Alt ialt maa det siges, at man ikke gennem Fundene faar noget stærkere Indtryk af Stenaldersbebyggelsen end gennem Gravene.
8) Herfra Ms. Nr. A 3176—77.
9) Ms. Nr. CCI.
gelige Rester paa Sletten Sydvest for Slottet. Det er alt1). De løse Fund kunde egentlig tyde paa, at der tidligere havde været en Del mere. Særligt samler de sig i Kystegnen paa Strækningen fra Torbæk ind gennem Jægersborg Dyrehave; men hvor stor Vægt, der skal lægges paa dette Forhold, er uvist.
Hvad Søllerød Sogn angaar, nævner Indberetningen kun tre Mindesmærker: en sløjfet Runddysse ved Gelshus, en sløjfet Langdysse ved Rundforbi og en sløjfet Runddysse ved Vedbæk. Flere kendes overhovedet ikke.
Som det vil fremgaa af den meddelte Redegørelse, har Stenaldersbebyggelsen indenfor Herredet været altfor spinkel til, at de oprindelige Bosættelsesforhold endnu i vore Dage kan tegne sig klart. Skulde en enkelt Egn fremhæves, maatte det være Kystegnen fra Vedbæk til Hellerup med det bagved liggende Land indtil Lyngby.
Broncealdersbosættelsen fremtræder ikke alene meget kraftigt, men den har sit utvivlsomme Tyngdepunkt indenfor Firkanten Vedbæk—Hellerup— Lyngby—Søllerød. Udenfor ligger altsaa det nuværende København. Naturligvis maa man atter regne med, hvad Storbyen kan have ødelagt; men helt tilfældigt er det vist ikke, at man fra dette Omraade kun kender 4 Gravhøje, deraf 2 i Hvidovre Sogn og 2 i Brønshøj Sogn2). De løse Fund er nemlig meget sparsomme.
Gennemgaar man selve Hovedbygden fra Syd til Nord, møder man straks i Charlottenlund Skov og Park og i den nærliggende Del af Skovshoved en Gruppe paa 15 Høje, nøje knyttet til Kysten og vid–
1) Ms. Nr. 26994 angives fundet i en Høj i Jægersborg Hegn.
2) Af disse to er den ene Højen ved Bispebjærg Mølle, hvori den ovenfor nævnte Gravkiste fra Stenalderens Slutningstid fandtes.
nende om, at den sene Stenaldersbosættelse ved Skjoldgaardshøj (se ovenfor) har været opretholdt. Længere inde i Landet er Højene mere spredte; men de strækker sig vestpaa gennem Gentofte og Gladsakse Sogne til Skellet mod Herlev. Fra dette Sogn kendes intet Mindesmærke1).
Meget tæt fylder de Kyststriben mellem Strandmøllen og Bellevue. Paa Sletten mellem Eremitagen, Trepilelaagen og Springforbi Station ligger 9, og i Jægersborg Dyrehave danner de en Stribe — omfattende mindst 34 Høje — fra den slesvigske Sten til Kildesøen. At baade Adgangen til Sundet ved Mølleaaens Munding og den store Sø, som i Oldtiden fyldte Ordrup Mose, har spillet en betydelig Rolle for denne Bosættelse, kan ikke betvivles. Søen har faaet Tilløb fra Gentofte Sø, og langs den mellemliggende Enghave Rende ligger da ogsaa Høje ved Hjortekilde, Dyrehavegaard, Jægersborg og Bernstorf. Til dette Afsnit maa endvidere regnes en Højgruppe paa 7 Mindesmærker, der har kronet Banken ved Hvidegaard.
Paa ganske lignende Maade har Vedbæk og Mølleaa ledet Bebyggelsen ind i Landet. Fra Enrum til Strandmøllen danner Højene et Bælte — mindst 30 ligger i selve Jægersborg Hegn — og hertil kommer en Gruppe paa 9 (10) i Trørød Hegn. Det er de gamle Indskæringer omkring Vedbæks Udløb, som har trukket Folk til. Højere oppe i Landet finder vi i Ravneholmene en Stribe paa 14 Høje langs Mølle-aaen, og spredt forekommer Mindesmærkerne ogsaa udenfor de her nævnte Omraader.
Men af Bebyggelsens hele Karakter kan man ikke tage fejl: den har været knyttet til Øresundskysten, specielt til Egnen paa begge Sider af Mølleaaen, og
1) Der er i Herlev Sogn gjort et Par løse Fund.
den har fulgt Strømmene ind i Land til Søerne ved Herredets Vestgrænse — Fure Sø, Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Herinde har Befolkningen boet ret splittet. Forbindelseslinier har sikkert ført baade mod Nord til Hørsholms–Egnen og mod Vest til Værløse–Egnen; men de kan ikke mere paavises. Og ejendommeligt nok er hele Strækningen Nordvest for Mosedraget omkring Vedbæk tomt for Mindesmærker — Gruppen i Trørød Hegn fraregnet. Her har Bygden fundet en Grænse, som den foreløbig ikke har overskredet.
23. ØLSTYKKE HERRED1)
Ølstykke Herred grænser i Vest til Roskilde Fjord paa den korte Strækning fra Udløbet af Værebro Aa til Marbæk Rende. Mod Syd støder det op til Sømme Herred og mod Øst til Smørum Herred. Fra det førstnævnte skilles det ved Værebro Aa, fra det sidste ved den brede Moserække mellem Hove og Farum Sø (se under Smørum Herred). Baade Syd– og Østgrænsen er da i høj Grad naturbestemte.
Det samme gælder Nordgrænsen (mod Lynge–Frederiksborg Herred). Den begynder ved Fjorden, hvor Marbæk Rende strømmer ud gennem lave og side Drag, kommende inde fra de store Moser mellem Oppe Sundby og Jørlunde (Oppe Sundby Mose, Hagerup Mose, Hagerup Sø). Derpaa følger den Vestranden af Moserne forbi Snostrup til Skænkelsø, bøjer i en Lavning østover til den nu udtørrede Storesø og fortsætter i Nordøst langs Mølleaaen gennem den — ligeledes udtørrede — Kollensø til den skarpe Slugt ved Vestenden af Bure Sø. Resten af
1) Herredsindberetning af Sophus Müller (1875).
dens Løb er overordentlig klart markeret: først Aaløbet i Slugtens Bund, saa Bure Sø, Aaløbet gennem Ganløse Mose, Bastrup Sø og atter Aaen gennem Engene ud til Farum Sø. I vore Dage hører Farum Sogn med til Ølstykke Herred; men dette er hverken i historisk, terrænmæssig eller bebyggelsesmæssig Henseende begrundet, og vi vil derfor gemme dette Sogn til Beskrivelsen af Lynge Herred.
Ølstykke Herred svarer i Hovedsagen til Middelalderens Jørlunde Herred. Til dette regnedes dog ikke Farum Sogn, der laa under Lynge Herred; men til Gengæld fulgte Nordgrænsen Græse Mølleaa, og baade Frederikssund, Oppe Sundby og Jørlunde Sogne hørte altsaa til det. Denne Grænse var den naturlige Fortsættelse af Linien Farum Sø—Bure Sø. Alligevel er der ingen afgørende Grund til ved Gennemgangen at medtage disse Sogne; thi ogsaa den nuværende Grænselinie Bure Sø—Fjorden er jo, som vi har set, fremtrædende i Terrænet, og den oprindelige Bebyggelse har heller ikke kunnet undgaa at tage Hensyn til den. —
Hvad Herredets Overfladeforhold angaar, er der flere Steder ret stortformet Terræn, hvor smalle og skarptskaarne Dalsænkninger — ofte med Engjord eller Moser i Bunden — kløver Bakkedragene. Dette gælder f. Eks. i Veksø Sogn, som bestaar af 4—5 større eller mindre Bakkeøer, der kun i Nordvest hænger sammen med Nabosognet Stenløse — og selv her følger Sognegrænsen en Slugt i Terrænet. Det gælder ligeledes Søsum, der ligger paa Nordsiden af en stor Bakkeø, Ganløse, som ligger ved det bratte Fald mod Damvad Aa, Egnen mellem Slagslunde Skov og Ganløse Eget, der falder mod Moser i baade Nord og Syd o. s. v. Men forøvrigt er Overfladen jævnt bølgende eller smaabakket, og de ler–
muldede Jorder er frugtbare uden at være tunge i Driften. Det er da ikke til at undres over, at netop dette Omraade har rummet en tidlig og udstrakt Bebyggelse.
I Stenalderen har Hovedvejen sydfra (se under Sømme Herred) krydset Herredsskellet ved Broengen mellem Øvre og Nedre Værebro–Mølle. Den er gaaet over Svedstrup til Store Rørbæk og videre herfra til Damgaard paa Grænsen mod Lynge—Frederiksborg Herred. Paa denne Strækning er Linien Stagsagergaard—Damgaard fuldkommen sikker, idet den afmærkes af ikke færre end 19 kendte Megalitgrave, og hvor Vejen passerer Bunden af Skænkelsø Mose ligger der i nær Tilknytning til Færdselslinien yderligere 8 Megalitgrave Vest for den nuværende Landevej. Den korte Strækning mellem Stagsagergaard og Værebro Aa tegner sig mindre klart. Umiddelbart Nord for Svedstrup kendes to sløjfede Dysser og en tredje har maaske ligget mellem Svedstrup og Broeng. I store Træk maa disse antages at have betegnet Vejen.
Nøje knyttet hertil og betinget af de stedlige Terrænforhold har Bebyggelsen bredt sig baade mod Vest og mod Øst. Fem Mindesmærker kendes langs Marbæk Rende og 18 langs den gamle Kyst — nuværende Strandeng — Syd for Lille Rørbæk1). Her til kommer 7, som samler sig paa et tidligere Næs mellem Skænkelsø og Hagerup Sø (ved Aalebæk Bro) og endelig 24, som strækker sig langs Mosedragene Øst for Svedstrup indtil Barnekær og Halkær.
Som Helhed betragtet maa denne Bosættelse siges at være fuldt forstaaelig. Mellem Marbæk Rende,
1) Af disse sidste er 8 nævnt ovenfor i Tilknytning til Vejen ved Skænkelsø Mose.
Skænkelsø og Værebro Aa danner Terrænet en bølgende og kortbakket Ø, og her ligger Gravene langs Øens »Bredder«. I Oldtiden har de nuværende Engstrækninger omkring Værebro Aaens Munding dannet en lille Vig, som har trukket Bebyggelsen til sig — i Lighed med, hvad vi saa ofte tidligere har set. Mellem denne Vig og Skænkelsø har Terrænet kun paa ett Sted været farbart, idet der her har været et smalt Ejd, og netop over dette er Vejen gaaet. Forøvrigt har ligeledes Salsmose og Aamose samlet Folk. Om disse side Lavninger i yngre Stenalder har staaet under Vand, er ikke sikkert; men givet er det, at Værebro .Aa med Lethed har kunnet besejles baade hertil og endnu dybere ind, og at det er Vanddraget, der har været det bestemmende for Bosættelsen1).
Man faar denne Opfattelse bestyrket ved en Undersøgelse af den øvrige Stenaldersbebyggelse indenfor Herredet.
Ligesom Gravene er knyttet til Ejdet mellem Værebro Aa og Skænkelsø, saaledes ligger de ogsaa paa Ejdet mellem Skænkelsø og Storesø. Her kendes 5 Mindesmærker, og 2 andre — de sløjfede Kærsagerdysser — har ligget tæt Nord for Udlejre Gaard. Ved Svanholm Mose findes Rester af en Langdysse og Meddelelser om 2 sløjfede Dyssekamre. Øst for Storesø har der ligget 2 Dysser og ved Lillesø 2. Paa Skraaningerne Syd for Bure Sø kendes 3 Dysser i Slagslunde Skov, 3 umiddelbart udenfor dens Østende og 2 ved Klokkekilde Bakke. De sidstnævnte ligger ved Damvad Aa, og mellem denne og Slagslunde kendes yderligere 4. Der har da i dette bakkede Terræn Syd for Sødraget været en ikke ringe Bebyggelse, og man har fra denne
1) Mærk Aamosens Betydning for Bosættelsen i Sømme Herred.
over Slagslunde haft Forbindelse Syd paa. Dette fremgaar bl. a. af 4 Mindesmærker, som følger Vejen Slagslunde—Stenlille, netop hvor denne krydser et lille Bækløb paa det Sted, som i Oldtiden maa have være lettest passabelt (Ejdet mellem Elkær og Kloddemose), og det er vel naturligst at tænke sig Vejen fortsat over Kongsdalog Rosenbakke til Stenløse—Veksø–Vejen. Ad denne er man kommet ud paa selve Veksø, som har rummet en lille sluttet Bygd, i vore Dage markeret ved 14 Mindesmærker. At det her er de af Moser og udtørrede Søer om-givne Bakker, som har samlet Folkene, er sikkert, og det samme gælder Bebyggelsen paa Banken Øst for Søsum mellem Østersø, Ellemose og Storekrog (7 Mindesmærker) eller Nordøst for Søsum mellem Østersø, Ellemose og Damvad Aa (8 Mindesmærker). Vi finder med andre Ord i denne Del af Herredet tre Smaabosættelser, som ikke har staaet i paaviselig Forbindelse med den sparsomme Bebyggelse i de tilgrænsende Dele af Smørum Herred (se derunder). Det brede Skel af Søer og Moser synes at have skilt de to Omraader fra hinanden.
Fra den sidstnævnte af dem maa man derimod forudsættes over Damvad Bro og Ganløse at være kommet op til Herredsgrænsen ved Vestenden af Bastrup Sø. Paa Højden lige Vest for Ganløse har der ligget en Langdysse, og fra Christianslyst kan Vejen følges med Sikkerhed indtil Søen. Hele Rækken tæller her 12 Mindesmærker, og spredt paa begge Sider af den ligger yderligere 9. Det er i Hovedsagen den nuværende Vejlinie, der har været fulgt, og Overgangsstederne over Bundsaa og Mølleaa har den Gang været de samme som i vore Dage. Meget skarpt markeres det sidstnævnte ved Mindes–
mærkerne i Uggeløse Sogn, som vi vender tilbage til under Omtalen af Lynge Herred.
Endnu skal det kun nævnes, at der paa Ganløse Oredrev og i Ganløse Orne kendes 7 Megalitgrave, ret spredt liggende, men dog tydeligvis knyttede til Mølleaaen, Oremose og Maglemose, samt at 4 Grave paa Højden ved Ganløse Bund aabenbart vidner om den Vej, ad hvilken man østfra — fra Værløse Sogn -— kom ind i Ølstykke Herred. Bundsaaen maa være krydset netop her — det eneste Sted, hvor Moserne (eller Søerne?) har tilladt en Passage.
Ovenstaaende Redegørelse for Stenaldersbebyggelsen vil have givet Indtryk af, hvor vidt udbredt denne har været indenfor Herredet. Alt ialt kendes der fra dets Sogne — Farum fraregnet — 185 Megalitgrave, et meget stort Antal, naar Hensyn tages til det forholdsvis begrænsede Flademaal, paa hvilket de findes. Fordelingen er ret jævn; men det ses overalt klart, hvor betydelig en Rolle Vanddragene og Mosedragene har spillet for Bosættelsen. Netop her, hvor Terrænet sønderskæres ved store, samlede Baand af sumpede eller vandfyldte Lavninger, men hvor Egnen trods alt beholder sit faste og rolige Præg, fordi den forstyrrende Splittelse ved Smaakær og Smaamoser ikke er meget fremtrædende, faar man lettere Øje paa den Række af selvstændige Smaabygder, som er vokset frem — ved Skænkelsø, ved Storesø, ved Salsmose, paa Veksø o. s. v. Derimod er Vejlinierne ikke meget oplysende. Værd at lægge Mærke til er det, at den store Hovedvej langs Roskilde Fjord kan følges. Foruden den røber Kortet egentlig kun to mindre Vejstumper af Betydning: een, som fra Ganløse fører over Passet ved Bastrup Sø til Uggeløse Sogn i Lynge–Frederiks–
borg Herred, og en anden, som over Bundsaa gaar østpaa til Værløse Sogn i Smørum Herred.
Ogsaa i Broncealderen viser Herredets Bebyggelse sig at have været tæt. At Hovedvejen langs Fjorden vedvarende har været benyttet, maa forudsættes som givet — ikke paa Grund af de faa Gravhøje, som følger den (Bavnehøj og Bredehøj ved Store Rørbæk, Svalhøj og en jævnet Høj ved Frodebjærg), men fordi Bosættelserne i de tilgrænsende Dele af Sømme og Lynge–Frederiksborg Herreder gør Antagelsen nødvendig. Utvivlsomt har dog disse Ølstykke Herreds vestlige Sogne spillet en langt mindre fremtrædende Rolle end i Stenalderen1), og kun de gamle Bosættelser ved Salsmose og Storesø har været holdt i Hævd. Til den førstnævnte hører 6 Høje, til den sidstnævnte 7.
Derimod har man nu stærkere end før slaaet sig ned østerpaa. Paa Veksø og paa Søsum–Halvøen gælder det kun i begrænset Grad; men paa Bakkepartiet mellem Damvad Aa og Stigsdal træffer vi en udstrakt Bebyggelse, alt ialt tællende c. 32 Høje, hvoraf 10—11 danner en Gruppe omkring Rævehøj og Brunhøj, mens 7 følger Bakkeskraaningen fra Østersø til Toppevad Bro og har deres naturlige Fortsættelse i en anden Bosættelse paa den østre Side af Broen, rummende 16 Høje. Herfra har man — som i Stenalderen — kunnet komme over Banken ved Ganløse Bund til Bundsbro og Værløse. 4 Høje ligger langs den gamle Vejlinie.
Dette Bosættelsesomraade i Stenløse og Ganløse Sogne er Herredets vigtigste. Spredt ligger Højene ogsaa i Slagslunde Sogn; men Vanddraget mellem Bure Sø og Farum Sø har aabenbart mistet sin Be–
1) Der kendes kun et enkelt løst Fund fra Snostrup Sogn, og i Ølstykke Sogn stammer Flertallet af Fundene fra Ølstykke Mose.
tydning. Vejen Ganløse—Uggeløse spores ikke mere. Tilsvarende Forhold vil vi møde i Egnen umiddelbart Nord for Vanddraget, og man fristes til at tro, at dette Bælte allerede nu for en væsentlig Del har været forladt, medens de aabne Bakkeflader længere mod Syd har samlet Befolkningen1).
Hovedforskellen mellem Stenalders– og Broncealdersbebyggelsen i Ølstykke Herred bliver da i faa Ord den, at Bygdens Tyngdepunkt er rykket længere ind i Landet, og at hverken Værebro Aa eller Mølleaa har spillet den Rolle, som de gjorde under den første Bosættelse.
24. LYNGE HERRED2)
Delingen af Lynge Herred i Lynge–Kronborg og Lynge–Frederiksborg Herreder fandt først Sted i 1862, og Grænsen imellem dem er uden Interesse i bebyggelsesmæssig Henseende. Det vil være rimeligt her at tage det hele Omraade under ett. Farum Sogn, der nu hører til Ølstykke Herred, laa jo fra gammel Tid — som ovenfor nævnt — under Lynge Herred3), og skal ligeledes behandles nu.
Herredet er da meget anseligt og strækker sig fra Kyst til Kyst gennem hele Nordøst–Sjælland. I Vest grænser det til Roskilde Fjord fra Udløbet af Havelse Aa til Marbæk Rende, i Syd kommer de tidligere fulgte Skel mod Ølstykke og Sokkelunds Herreder og i Øst og Nord danner Øresund Grænsen fra Smidstrup til omtrent midtvejs mellem Hornbæk og
1) Kun faa løse Fund stammer fra Slagslunde, Ganløse og Veksø Sogne. Derimod er der i adskillige af Højene gjort Broncealdersfund.
2) Herredsindberetninger af V. Boye (1884 og 1890).
3) Det samme gjorde Søllerød Sogn, som er behandlet i Sammenhæng med Sokkelunds Herred, hvortil det i vore Dage hører.
Villingebæk. Her støder det op til Holbo Herred, fra hvilket det skilles først ved den svage Sænkning omkring Villingebæk, derpaa ved et ret »vilkaarligt« Skel mellem Havreholm og Esrum Sø, endelig ved Esrum Sø og ved en bugtet Linie Syd om Grib Skov til Sofienborg. Paa hele denne Strækning er det kun Søen, der afmærker Herredsgrænsen ude i Naturen. Ved Sofienborg møder vi Strø Herred, og Skellet gaar nu Øst om Ullerød gennem Tolvkarlevang og langs Vestbrynet af Freerslev Hegn til Havelse Aa, følger saa Aadraget indtil Gørløse Aa, som danner Skel indtil Kalvebæk Rende, hvorpaa Grænsen bøjer mod Vest under Strø Bjærge for nede ved Mankegaard at dreje i Nordvest og naa Slangerup Rende, som følges indtil Havelse Aa atter bliver Grænsen fra Havelse Mose til Fjorden. Det er kun smaa Brudstykker af denne lange Linie, som naturligt markeres i Terrænet, og navnlig er det ejendommeligt, at ikke Strø Sogn har hørt til Lynge Herred1). Men dette har ikke været Tilfældet. Resultatet er, at hele Herredets Nordvestgrænse — og særlig Grænsen mod Strø Herred — ikke har øvet væsentlig Indflydelse paa Bebyggelsen.
Indenfor saa stort et Omraade er naturligvis Jordbunds– og Overfladeforholdene vekslende. Lynge–Kronborg Herred har gennemgaaende smaabakket Terræn uden store og klare Former, og højtliggende er det egentlig kun i Egnen omkring Sjælsø. Hernede ligger Maglebjærg (91 m) i Rudeskov, og Højderne fortsættes ind i den stortformede Del af Søllerød Sogn (se under Sokkelunds Herred). Hvad der
1) Mere forstaaeligt er det, at Freerslev Sogn i Middelalderen regnedes til Strø Herred, idet Grænsen fulgte Havelse Aa til Attemose og derpaa bøjede Øst om Freerslev gennem de smaa Engdrag indtil Keldskov og Freerslev Oredrev. Dette Sogn forenedes 1585 med Herlev Sogn i Lynge Herred, af hvilket det nu udgør en Del.
i særlig Grad karakteriserer Landskabet er de talrige Skove og Hegn og de mange Smaasøer — fra Sjælsø i Syd til Bondedammen i Nord — som har udleveret denne Del af Sjælland til Valplads for Landliggere og Turister. Som Helhed betragtet er Jordsmonet af ringe Bonitet. Det er sandmuldede Egne, vekslende hist og her med lermuldede (f. Eks. ved Asminderød, Blovstrød og Birkerød).
I Lynge–Frederiksborg Herred møder vi kortbakket, temmelig leret og vandholdigt Terræn i et Bælte fra Frederiksborg til Tokekøb Hegn. Lynge Sogn er gennemgaaende af samme Art, om end med mere sandmuldet Jord. Langs Herredsgrænsen i Syd strækker der sig imponerende Bakkepartier mellem Farum Kalkværk og Gørløse, og disse omslutter sammen med Hillerød– og Lillerød–Bakkerne en vidtstrakt og jævn Flade, samlet omkring den store Attemose. Længere Vest paa kommer Mosedraget Syd for Slangerup langs Græse Aa, de lermuldede og sandmuldede Bakker ved den udtørrede Jørlundé Sø og mellem denne og de ligeledes udtørrede Hagerup og Skænkelsø Søer — et af Herredets smukkeste og stærkest formede Partier — og endelig det bølgende Terræn ud mod Frederikssund, hvor Skovbakken ved Græse hæver sig som en mægtig Bakkeø, set fra det jævne og lavtliggende Sigerslev–Vester Sogn.
Stenaldersbebyggelsen har i det samlede Lynge Herred været af meget betydelig Udstrækning. Den har rakt fra Kyst til Kyst, og den i vore Dage saa berømte Skovrigdom har næppe paa dette tidlige Tidspunkt været synderligt fremtrædende.
Ovre i Vest følger vi først Hovedvejen langs Fjorden. Den har (se under Ølstykke Herred) krydset Herredsgrænsen ved Damgaard og er derpaa fort–
sat over Islevholm til Spangegaard. Paa denne Strækning kendes 6 Megalitgrave, af hvilke de 4 (2 delvis bevarede Langdysser) ligger umiddelbart ved Overgangsstedet over det lille Bækløb, som har afvandet Hagerup Sø. Videre er Vejen gaaet op forbi Lille Guldsten — en Langdysse og et Dyssekammer lidt mod Syd — til Overgangen over Græse Aa ved den østre Ende af Græse Skovbakke. Man kender her 2 Megalitgrave Syd for Overgangsstedet og paa Græse–Siden 3, af hvilke den ene — en Langdysse — er overdækket af en Broncealdershøj. Om en mindre Bosættelse paa dette Sted minder aabenbart 5 ødelagte Langdysser ved Lindbjærg Huse. Endelig er Vejen herfra ført mod Nord, til den har ramt Herredsgrænsen ved Hammerrøgel (2 sløjfede Dysser).
Denne Vejlinje maa antages for sikker. Mærkeligt nok er der kun meget svage Spor af, at Bebyggelsen har bredt sig til Siderne for den. Der er ganske vist gjort enkelte løse Fund i Oppe Sundby Sogn og i Frederikssunds Landdistrikt; men de siger intet. Mindesmærker mangler her aldeles udenfor Vejlinien. Først oppe i Græse og Sigerslev–Vester Sogne kendes et Par Megalitgrave: et ødelagt Dyssekammer ved Lokkelund, en sløjfet Langdysse og et kisteformet Kammer ved Grydehøj, en fredet Runddysse lidt længere mod Vest og et sløjfet Kammer ved Sigerslev–Vester. Nogen stærk Bebyggelse kan disse faa Mindesmærker ikke vidne om, og dog skulde man have ventet en saadan ved den Vig, som i Oldtiden fyldte Enghave ved Græse Aas Udløb1).
Paa Bakkelandet mellem Skænkelsø, Hagerup Sø og Jørlunde Sø, hvor man har boet halvvejs som
1) De løse Fund i Græse og Sigerslev–Vester Sogne er ogsaa forholdsvis faa.
paa en Ø, har man langs Vanddragene Oplysninger om enkelte Grave. Saaledes har en Dysse ligget ved Sindshvile, en Jættestue mellem Dildal og Skyhøj, et Par Dyssekamre paa Halsen ud til Holmen og to andre mellem Jernbanen og Maglehøjgaard. Endvidere ses en Langdysse paa Bakkefaldet Sydøst for Skyhøj, og paa Skrænten mod Kollensø sløjfedes i sin Tid Højestensdysse. Vi mindes ved disse Grave langs de nu udtørrede Søer om Bebyggelsen af Søsum–Halvøen eller Veksø.
Forøvrigt gentager samme Forhold sig længere mod Nord. Mellem Gørløse Aa, Havelse Aa og Atte mose træffes Spor af en anden lille Bygd, som har haft sin naturlige Begrænsning, men hvis 9 Mindesmærker ogsaa ligger ret spredt. Det er atter Vandløbet og Mosedraget, som har bundet Befolkningen her.
Og fra samme Synspunkt maa de Mindesmærker betragtes, som træffes paa begge Sider af den store Mose mellem Slangerup og Jørlunde. Nær Hørup Bro staar et fredet Dyssekammer, mellem Haar-kildegaard og Kalvekær ligger en ødelagt Langdysse, en fredet Langdysse, en delvis sløjfet Stenaldershøj og den kendte Jættestue »Jættehøj«1), Hertil kommer ved Bjørnehus en Jættestue, paa Slangerup Oredrev to ødelagte Dysser og nær Lundsgaard en Langdysse. Det er en spredt, men ingenlunde tilfældig Forekomst af Gravene.
Hvorledes disse Bosættelser har staaet i indbyrdes Forbindelse, kan ikke ses. Derimod træffer vi en Vejlinie lidt længere østerpaa, i Uggeløse Sogn.
Det er Fortsættelsen af den Færdselsaare, som fra Ganløse førte op til Vestenden af Bastrup Sø (se under Ølstykke Herred). Umiddelbart ved Vade–
1) Sml. Aarb. 1892, 189 f
stedet over Mølleaaen ligger en Langdysse, og her har ligeledes været en Jættestue. Fra dette Punkt er Vejen gaaet op over Bakken, hvor der Vest for Blaakær findes et Par ødelagte Langdysser, er saa løbet forbi Bavnegaard (2 sløjfede Dysser) og Røglegaard (en sløjfet Langdysse) og er ved Lynge Kro naaet Øst om den lange Dalsænkning, der har rummet Kedelsø. Selve Terrænet angiver Vejbanen paa dette Sted. Uden i Enkeltheder at kunne paavise dens videre Løb, maa man tænke sig den fortsat til Egnen Nord for Lynge, hvor der kendes 8 Mindesmærker paa Strækningen fra Dinaslyst til Solevad Gaarde, 6 i Nærheden af Kollerød og 8 mellem Hammersholt Teglværk og Lillerød. Naturligvis er man ogsaa fra Passagen ved Lynge Kro kommet til Bosættelsen ved Uggeløse Hegn (7 Megalitgrave).
Endnu to Veje, som i Stenalderen har krydset Mølleaa–Draget, kan med Sikkerhed paavises. De er begge kommet fra Værløse Sogn i Smørum Herred — den ene med Retningen Præsteskov—Dronningholm—Geddevasegaard, den anden med Retningen Nørreskov—Fiskebæk—Bregnerød. Mellem dem ligger Farum Sø. I Bakkerne paa Sydsiden af Søen kan man begge Steder se de dybe Hulveje, som viser ned til de to Overgangssteder, og Mindesmærkerne lader ingen Tvivl tilbage om disse »Far«s Ælde1).
Præsteskov—Geddevase–Vejen er, da den ved Geddevasegaard er kommet op paa Højden, bøjet i Nordvest mod Farum Lillevang (10 Megalitgrave, blandt dem en Jættestue) og Vassingerød Olden (6 Megalitgrave). Længere kan den ikke følges. Nørreskov—Bregnerød–Vejen er vi derimod i Stand til at
1) En Redegørelse for de enkelte Megalitgrave paa disse Steder har jeg meddelt i »Fortid og Nutid« IV, 44 f.
paavise over en lang Strækning, om end Enkeltheder hist og her kan være tvivlsomme.
Saaledes kan det ikke med fuld Sikkerhed siges, hvorledes dens Løb har artet sig fra Krogvad Huse til Bregnerød. Det førstnævnte Sted laa den sløjfede Torstehøj, vistnok en Runddysse. Det følgende Mindesmærke er en ødelagt Dysse paa Farumgaards Oredrev, tæt Nordøst for Skolen, og derpaa møder vi en forstyrret Jættestue, en sløjfet Dysse, en Høj med Stenaldersgrav, en Rest af en Langdysse og en sløjfet Stenaldersgrav. Disse tilsammen har ført os op til Frederiksminde. Skal vi længere nordpaa, er der kun een Vej, som er brugelig. Til venstre for den ligger det aflange og store Mosedrag, som rækker fra Sønderskov til Tokekøb Hegn, og som i Stenalderen i hvert Fald delvis har udgjort en Sø. Knyttet til det finder vi 4 Megalitgrave, af hvilke de 3 er sløjfede, mens den fjerde — en Langdysse — præsenterer sig smukt inde i Ravnsholt. Til højre for Vejen ligger de side Engdrag, som fra Sjælsø skyder sig vestover til Blovstrød og sydover til Tornevang Teglværk, og som i Oldtiden har været umulige at passere, ja som rimeligvis for største Delen har staaet i Bløde. Færdselslinien har maattet følge det høje og tørre Land over Rishøjgaard, Luserød og Blovstrød By til Tokekøb Hegn, og netop her viser Mindesmærkerne, at den har gaaet.
Ved Rishøjgaard ligger en ødelagt Jættestue, og sammesteds kendes to sløjfede Høje med Stenaldersgrave. Umiddelbart ved Luserød har der ligget tre Megalitgrave, to andre har ligget c. 600 m nordligere, og en sjette har man ryddet tæt Nord for Blovstrød. Derpaa følger en nu fuldstændig sløjfet Jættestue og Runddysse ved Landevejen over Blovstrød Oredrev og endelig en sløjfet Megalitgrav
mellem denne Vej og Tokekøb Hegn1). Med den sidstnævnte har vi passeret Ejdet mellem Allerød Mose og Blovstrød Mose.
Vejen gaar derpaa videre mod Nord. Lige indenfor Tokekøb Hegns sydlige Bryn ligger 2 ret velbevarede Langdysser, c. 100 m længere inde en prægtig Langdysse med fire Kamre, omtrent oppe ved Hørsholms–Vejen en ødelagt Runddysse og paa den anden Side af Vejen en ødelagt og en sløjfet Dysse. Saa kommer vi til en ødelagt Langdysse Øst for Dæmpegaard — den berømte, herlige Langdysse tæt Vest for Gaarden maa naturligvis ogsaa ses i Forbindelse med Vejlinien — og Vest om Storedam, holdende os paa nogenlunde højt og tørt Land, naar vi til en Dobbelt–Jættestue og en Langdysse i Kirkelte Hegn.
Vejliniens Retning er herfra blevet nordøstligere. Den er fortsat over Smidsbjærg2) (sløjfet Langdysse og Dyssekammer), Lille Gunderød (sløjfet Høj med Sténaldersgrav) og Karlebo—Avderød–Vejen (Langdysse og sløjfet Runddysse) til Sydskraaningen af Bjærget (2 sløjfede Langdysser). Saa ophører alle Spor3).
Dette sidste kan næppe forstaas paa mere end een Maade. Under Sænkningsperioden strakte der sig en Vig ind i Landet ved Nivaa, sendende en Arm mod Syd indtil Usserød. Hovedvigen, som endnu mellem Niverød og Vejenbrød var ret smal (c. 400 m), gled kort efter ud i den store Lavning, der nu optages af Langstrup og Lønholt Moser, og den strakte sig
1) Ikke nævnt i Indberetningen.
2) Herfra Ms. Nr. A 5935—36.
3) En tyndnakket Retøkse (Ms. Nr. A 24339) stammer fra den nærliggende Hestebakke ved Avderød. Stednavnet Hestebakke godtgør, at det nævnte Avderød maa ligge i Karlebo Sogn.
i vestlig Retning mindst ind til Oldehuse. Men netop mod dette Punkt peger Vejlinien. Fra Bjærget til Oldehuse er der i lige Linie c. 2 km, og mellem Bjærget og Hestebakke fører en Vej ned til Fladen indenfor den gamle Vigs Bund — Fladmose og Aalemose. Dette kan ikke være tilfældigt. Endnu i Dyssetid maa Nivaa have været sejlbar indtil dette Sted, og delvis har maaske den gamle Havarm været bevaret. Her har med andre Ord det indre Land haft Adgang til Øresundskysten, og vi kan følge Vejen over hele Strækningen fra Farum–Passet herop — alt i alt c. 16 km.
Nogen væsentlig Bebyggelse mellem Vejen og Stranden synes der ikke at have været. Knyttet til Søterrænet ved Donse og Donse Aa kendes 9 Mindesmærker, deraf 5 i Starsevang (3 Langdysser), og omkring Sjælsø har man Oplysninger om 10, af hvilke i vore Dage dog kun 3 er bevarede: Stumpedysse (af sen Type) og 2 Jættestuer ved og i Sjælsølund. Men deres Beliggenhed i Krans om Søen er meget karakteristisk1).
Endvidere findes der Øst for Vejstrækningen Farum—Luserød nogle enkelte Megalitgrave, som tyder paa spredt Bebyggelse. En ret ødelagt Langdysse ligger ved Sogneskellet Øst for Bregnerød, 2 Dyssekamre er sløjfet Nordnordøst for Stavnsholt, i Birkerød har man truffet en Stenaldersgrav paa Jernbaneterrænet nær Søen, i Bistrup Hegn er endnu bevaret 2 Megalitgrave — selve Gravkisten dog sløjfet i den ene — og en tredje er tidligere paavist. Hertil kommer endelig en helt sløjfet Langdysse paa Brinken ned mod Vaserne Syd for Hegnet
1) De løse Fund i Karlebo og Blovstrød Sogne falder i Hovedsagen sammen med Megalitomraaderne. I Birkerød Sogn er de forholdsvis spredte.
og et Dyssekammer (sløjfet) mellem Rudehus og Løgsø i Rudeskov. Man kunde være tilbøjelig til at tro, at alle disse Mindesmærker vidner om en Vejforbindelse, der Øst om Fure Sø havde sat Lynge–Kronborg og Sokkelunds Herreder i indbyrdes Forbindelse. Men Materialet er for spinkelt til at bære denne Opfattelse — særlig for Søllerød Sogns Vedkommende. Rimeligst er det at tro, at det er den indre Del af Storekalv, som har fastholdt en lille Del af Befolkningen, og et Vidnesbyrd i denne Retning er — foruden Gravene — maaske den fundne »Boplads« ved Sækkedam i Rudeskov1).
Egentlig Kystbebyggelse kan ikke paavises mellem Vedbæk og Nivaa. En Runddysse har ligget nær Vedbæk Station (Søllerød Sogn, altsaa Sokkelunds Herred), og Spor af en Langdysse ses paa Bankerne Øst for Sandbjærg By. Begge disse Mindesmærker ligger ved den udstrakte Maglemose, der i Sænkningsperioden — ligesom Nivaa–Lavningen — har udgjort en Vig fra Øresund. Dernæst er der ved Smidstrup fundet 2 Gravkister fra Stenalderens Slutningstid2), en tilsvarende har ligget ved Jægerhuset i Folehave, en Langdysse findes i Deputatvahgen og paa Vallerød Bakke er der fundet en Gravkiste. Flere nævner Indberetningen ikke. Hertil kan imidlertid føjes en sløjfet Dysse paa Rungstedlunds Mark3) og en Gravkiste ved Mikkelsborg4). Men selv disse medregnede fastholdes Indtrykket af
1) Knud Jessen: Moseundersøgelser i det nordøstl. Sjælland (Danm. geol. Unders. II R., Nr. 34), (1920), 36 ff. »Nogen Boplads i egentlig Forstand kan her neppe være Tale om, men derimod vel om et »Kulturlag«, staaende i Forbindelse med en mere lejlighedsvis Benyttelse af Stedet af en Stenalderbefolkning«. Kulturlaget har Præg af tyndnakket Økses Tid.
2) Sml. Aarb. 1881. 327 og 1910. 204.
3) Herfra Ms. Nr. 4239.
4) Herfra Ms. Nr. A 5169.
en meget spredt (og vistnok relativ sen) Bosættelse. Det er først i Broncealderen, Hørsholm–Egnen for Alvor er blevet bebygget1).
Vi vender os nu til Landet Nord for Nivaa.
I Grønholt kendes ingen Mindesmærker2). I Asminderød Sogn og i Tikøb Sogn Syd for Gurre Sø har man derimod paavist 14—16, som ligger spredt indenfor Trekanten Asminderød—Tikøb—Humlebæk. Sidstnævnte Sted er der i Skoven Babylons sydlige Udkant — c. 800 m Nord for Humlebæk Havn — Rester af 3 Langdysser, og mellem 2 af disse skal der have staaet 3 Gravkamre, sandsynligvis stammende fra en fjerde Langdysse. Her befinder vi os kun c. 200 m fra den nuværende Kystlinie. Længere inde i Land har der i Kirkeskoven ligget en Megalitgrav og i Kelderis et Par Høje, som muligvis har indeholdt Stenaldersgrave. Ved Søholm er der ryddet en Megalitgrav og en Runddysse, mellem Hovedlandevejen og Vilhelmsro et Dyssekammer, ved Bostrup en Langdysse, ved Havrebjærggaard et Dyssekammer og ved Veksebo en Høj med Megalitgrav. Til dette kommer saa i Tikøb Sogn »Djævlehøj« med Stenaldersgrav paa Lille Esbønderup Mark og det fredlyste Dyssekammer ved Nyrup. Hvorledes alle disse spredtliggende Mindesmærker skal opfattes, kan ikke siges, og den Mulighed er jo til Stede, at der kan være sløjfet forholdsvis meget paa denne Egn. De løse Fund er for faa til at udfylde Billedet.
1) De fleste løse Fund fra Hørsholm Sogn er truffet indenfor Trekanten Rungsted—Hørsholm—Folehave, men de er i det hele ikke mange.
2) Indberetningens Meddelelse om en forstyrret Langdysse og en af Fr. VII udgravet Runddysse i Grønholt Hegn (sml. Trap. 4, II. 81) vedrører i Virkeligheden Mindesmærker i Karlebo Sogn. De ligger begge i Hegnet, men Syd for Grønholt Sogneskel.
Meget klart fremtræder derimod Stenaldersbygden i Herredets nordligste Sogn Hornbæk–Hellebæk og de tilstødende Dele af Tikøb Sogn.
Her flyder et Bækløb fra Borsholm—Skibstrup–Egnen gennem Lavningen forbi Savnte ud i Engen ved Horneby og Hornbæk Sø til Kysten. Paa dette Punkt har Øresund i Sænkningsperioden sendt en Vig ind i Landet, og knyttet til Resterne af den er der i Dyssetid fremvokset en ikke ubetydelig Bosættelse, tællende i vore Dage 19 Mindesmærker.
I den nordlige Del af Klosterris Hegn ligger Rester af en Runddysse (?) og lidt længere sydpaa i Hegnet af en Langdysse. Derpaa følger i en Bue gennem Risby Vang og Horserød Hegn 9 Langdysser og 1 Runddysse, blandt dem flere prægtige Mindesmærker, og paa den lavere liggende Flade Nord for Skovene kender man en Gruppe paa 3 Langdysser, 1 Jættestue og 1 Dyssekammer. Gaar vi paa den modsatte Side af Bækløbet, træffer vi Syd for Sandagergaard Tomter af to Høje, som maaske (?) har indeholdt Stenaldersgrave, og inde i selve Hornbæk Plantage ligger en Langdysse og en Runddysse, 200—600 m fra den nuværende Kystlinie1). Det er da det Billede, vi saa ofte har mødt, der nu atter viser sig: Noret eller Vigen, som fremkalder Egnens ældste Bosættelse. At ogsaa Gurre Sø kan have spillet en Rolle for Bygdens Folk, er meget sandsynligt. Bosættelsen strækker sig jo indtil l km fra Søens Nordbred. Men den har ikke bredt sig til nogen af Siderne. Hele Herredets nordøstlige Hjørne
1) Maaske har Plantagen tidligere rummet flere Grave. Indberetningen anfører »langs Strandvejen« 3—4 »tvivlsomme Gravhøje«. Hertil har Dir. Sophus Müller under et senere Besøg føjet (fra Plantagens Afd. 12): »En mandshøj, rund Højning af ubestemt Omkreds. Mange mindre Sten i Overdelen og enkelte større nær ved. Utvivlsomt Rest af en Høj, vistnok Stenalder«.
omkring Helsingør er tomt for Mindesmærker1), og mod Vest indskrænker Sporene sig til en sløjfet Høj, mulig Stenalder, ved Gurre Aa nær Bøtterup og to Høje med Stenalders Gravkister ved Plejelt.
Vi har dermed gennemgaaet hele det store Herreds Stenaldersbebyggelse og skal for Oversigtens Skyld understrege Hovedlinierne.
Der kan paavises to lange og betydningsfulde Færdselsaarer: den vestlige Vej, som paa Herredets Omraade fører fra Damgaard til Hammerrøgel og den østlige, som leder fra Fiskebæk–Passet til Nivaa–Vigen. Endvidere kan et Par kortere Vejstumper afsættes, krydsende Herredsgrænsen i Syd. Den ene fører fra Ganløse i Ølstykke Herred over Passet ved Bastrup Sø til Lynge (—Kollerød—Børstingerød?), den anden fra Værløse Sogn over Passet ved Præsteskov til Farum Lillevang (—Vassingerød Olden?). Spredt mellem disse Vejlinier har Befolkningen fæstet Bo, somme Steder i smaa, sluttede Bygder, andre Steder mere adskilt. Søerne har i forholdsvis ringe Grad bestemt Bygdens Struktur, Havvigene har spillet en større Rolle. Selve Kysten har næppe betydet meget. Kun tre Steder ses Bosættelsen at gaa helt ned til Stranden: ved Vedbæk, ved Humlebæk og ved Hornbæk.
Fastholdes dette Indtryk, vil man hurtigt opdage den Forskydning, som Broncealdersbebyggelsen i visse Henseender betegner.
Mindst gør den sig gældende vestpaa. Stenalderens fasttrukne Hovedvej langs Roskilde Fjord fremtræder ganske vist ikke klart paa Kortet; men at den alligevel har været i Brug, er sikkert nok.
1) Kun faa løse Fund. Flertallet af dem ligger Vest for Linien Horserød—Gurre—Plejelt.
Det gamle Overgangssted ved Spangegaard er klart markeret. Syd for det kender vi to Høje ved Kongshøj — Nord for dette ligger 8 Høje, dels paa Banken mellem Bonderup og Enested, dels nær selve Vejlinien. Paa lignende Maade røbes Overgangsstedet ved Græse Aa. Her ligger en enkelt Høj Syd for Vadet, mens hele 17 samler sig Nord for det, dels paa Skovbakken (f. Eks. Danshøj1)), dels ved Lindbjærg Huse, hvor jo ogsaa Stenaldersfolkene havde slaaet sig ned. Og endelig kan det tilføjes, at der oppe ved Hammerrøgel er gjort Broncealdersfund i en nu sløjfet Høj umiddelbart ved de to — ligeledes sløjfede — Megalitgrave, der angav, hvor Vejen havde krydset Herredsskellet.
Som i Stenalderen har endvidere Egnen mellem Kysten og Vejlinien været nogenlunde højtom. Der kendes kun to sikre Broncealdershøje fra denne Strækning, nemlig Magiehøj i Oppe Sundby Sogn2) og Grydehøj i Sigerslev Vester Sogn3). Dernæst har Bosættelsen mellem Hagerup Sø, Skænkelsø og Jørlunde Sø bredt sig stærkt — alene mellem Skyhøj og Troldehøj kendes 16 Mindesmærker, de to nævnte medregnede — og ligeledes er der Tegn til Bebyggelse mellem Jørlunde og Sundbylille. Endelig fremtræder Bosættelsen Nord for Slangerup adskilligt kraftigere end før (16 Høje).
Indtil Slangerup—Jørlunde er det altsaa nærmest en Udvidelse af det allerede bebyggede Omraade, der er Tale om. Anderledes stiller Forholdet sig længere mod Øst.
Her maa Bastrup-Passagen have været opgivet. Kortet fremkalder, som tidligere bemærket (se un–
1) Herfra Ms. Nr. B 7105—10.
2) Herfra Ms. Nr. B 4092—95.
3) Herfra Ms. Nr. B 9152—54.
der Ølstykke Herred) det bestemte Indtryk, at Vanddraget fra Farum Sø til Bure Sø ingen Rolle har spillet for Befolkningen, og at Egnen har ligget ubebygget hen — maaske allerede skovgroet. Derimod har de gamle Far ved begge Ender af Farum Sø været holdt i Hævd. Derpaa tyder for det østligstes Vedkommende en Gruppe paa 8 Høje, som skal have ligget mellem Stavnsholt og Fiskebæk, men som for længst er forsvundne, og for det vestligstes den Række paa 7 Høje, som i Værløse Sogn har strakt sig fra Rygaard mod Syd, og som har angivet Fortsættelsen af Vejen mellem Ganløse og Kirke Værløse (se under Ølstykke Herred). Ad de gamle Hulveje i Præsteskoven og over det gamle Vad er man kommet til Geddevasegaard og videre til Farum Lillevang, hvor der kendes en lille Gruppe paa 8 Høje, og ad en Vej, hvis Løb kun usikkert kan fastslaas, er man (forbi Farremose og Solevad?) herfra naaet op til den udstrakte Bebyggelse mellem Lynge og Uvelse.
Denne, som alt ialt kan regnes at tælle c. 41 Mindesmærker, har kun et svagt Modstykke i Stenaldersbosættelsen, hvad et Blik paa Kortet vil vise. De faa Megalitgrave Nord for Lynge og Syd for Kollerød er de eneste, paa hvilke Tanken kan falde. Men selve Kollerød–Egnen er nu tom, og det samme gælder Uggeløse–Egnen1). Bygden er ligesom »drejet i en anden Retning«, og dens bælteagtige Karakter røber, at den er formet over en Færdselsaare, som har sat Farum–Egnen i Forbindelse med de vestligere Dele af Herredet. Jeg vil tro, at man ved Solevad har et enkelt Punkt i Vejen2),
1) De løse Fund fra Lynge Sogn er meget faa. I Uggeløse Sogn stammer et enkelt fra en Mose.
2) Her er det berømte Lurfund gjort, Ms. Nr. 71, 663 og 8114—17.
og over Lystrup kan man da være kommet til Bosættelserne ved Slangerup, idet Gørløse Aa har været passabel baade Syd og Nord for Lystrup Skov. Oppe i Gørløse Sogn synes Bebyggelsen at have været meget sparsom. Der kendes kun 7 Høje og intet løst Fund.
Fra denne Centralbygd indenfor Herredet vender vi os til Kystbygden ved Øresund.
Den strækker sig helt fra Smidstrup til Nivaa og tæller med et rundt Tal 60 kendte Mindesmærker, som ligger dels nær den gamle Strandlinie, dels længere inde i Landet. Særlig mange findes i Folehave. Bebyggelsesmæssigt er Bygden en Fortsættelse af Kystbygden i Sokkelunds Herred, adskilt fra denne ved det aabne Bælte i Søllerød Sogns nordlige Del (se under Sokkelunds Herred) og Maglemose. Dens sluttede Karakter er umiskendelig; men dens Forbindelser med Nabobygderne er ikke lette at paavise.
Her maa dog en enkelt Mulighed berøres.
Paa Forhaand er det sandsynligt, at der Nord for Fure Sø har været Forbindelse mellem Øresundskysten og Indlandet, som vi ovenfor har antaget, at der Syd for Søen var en saadan. Man maa fra Hørsholm–Egnen have haft Vej over til Lynge—Uvelse–Egnen. Men kan dens omtrentlige Løb angives?
Tager man sit Udgangspunkt i Nærheden af Uvelse, vil man ved Hellerødgaard paa den anden Side af Lynge Aa finde to Høje (den ene jævnet), som kan tyde paa, at man over Aaen er kommet ud til Attemose. Mellem Kalholmgaards Have og Brødeskov har man Underretning om yderligere tre, ved Hammersholt om fire, mens een (to) ligger i Tokekøb Hegn og een paa Bøgebjærg tæt Nord for Kettinge. Dette er alt, hvad der kendes; men som
Kortet viser, strækker disse Mindesmærker sig i en lang Stribe fra Uvelse over mod Hørsholm. Naturligvis har vi ingen Sikkerhed for, at de angiver den eftersøgte Vejlinie. Alligevel turde der være Grund til at have Opmærksomheden henledt paa dem. Egnen har som Helhed betragtet været meget sparsomt bebygget. Vejen Fiskebæk—Nivaa har, saavidt det kan ses, ikke længere været i Brug. Bosættelserne ved Allerød Sø, ved Donse og ved Starsevang synes ligeledes at have været opgivet. De løse Fund er faa eller ingen1). Men de nævnte Høje vidner dog om, at man har færdedes i denne Egn — hvad som nævnt de samlede Bebyggelsesforhold indenfor Herredet paa Forhaand gør sandsynligt.
Vi ser altsaa, at der i den sydlige Del af Lynge–Kronborg Herred har fundet en ikke ringe Forskydning Sted i Bosættelsen. Store Omraader er tømt, mens Befolkningen har samlet sig ude ved Stranden. Og paa lignende Maade er Bebyggelsen i Herredets nordlige Sogne undergaaet betydelig Forandring.
Asminderød viser nu ikke et eneste Mindesmærke2), Tikøb Sogn kun et enkelt3), og i det sidstnævnte er der intet løst Fund gjort4). Der kan ikke herske Tvivl om, at disse Strækninger i Broncealderen har ligget saa godt som helt folketomme hen, og at den Skovvækst, som senere har karakte–
1) Fra Herlev, Lillerød, Blovstrød og Karlebo Sogne kendes intet, fra Birkerød Sogn meget faa.
2) Kun et enkelt løst Fund.
3) Efter Indberetningen at dømme. Jeg vil dog tro, at ganske enkelte kunde paavises. F. Eks. synes Blodhøj ved Bistrup og Klammershøj og Lille Kathøj ved Skovhus at angive gamle Højtomter. Ved Egebæksvang har der muligvis ligget en Høj. (Herfra Ms. Nr. B 8942—44).
4) Naar det i Trap 4. II. 65 hedder, at der fra Tikøb Sogn haves »mange Broncealdersfund«, er dette ganske urigtigt. Fundene stammer fra det udskilte Hornbæk–Hellebæk Sogn (se i det følgende).
riseret Egnen, allerede nu har hersket her. Den spredte Bebyggelse fra Stenalderens Tid er blevet opgivet.
Derimod synes den at have holdt sig oppe ved Hornbæk. Indberetningen anfører rigtignok kun to Høje, liggende Sydøst for Borsholm; men hertil kommer et Gravfund under flad Mark fra omtrent samme Sted1), et Gravfund fra Hornbæk nye Kirkegaard2) og enkelte løse Fund fra Egnen mellem Havreholm og Hornbæk Plantage. Nogen stærk Bebyggelse tyder dette dog ikke paa. Man har i en vis Forstand boet i Forterrænet til Bosættelserne inde i Holbo Herred, hvorom nedenfor.
25. STRØ HERRED3)
Strø Herred falder naturligt i to Dele: Halsnæs og Egnen Syd for Arresø. Indbyrdes forbindes de ved Kregme og Vinderød Sogne og ved Frederiksværks Købstadsjord.
Herredet grænser mod Vest til Roskilde Fjord, mod Syd til Lynge–Frederiksborg Herred (om Skellet her se under Lynge Herred). Mod Øst og Nord støder det op til Holbo Herred, der tidligere hørte ind under Strø og vistnok først i det 13. Aarhundrede skiltes ud som et selvstændigt Omraade. Endnu paa Roskildebispens Jordebogs Tid regnedes Nøddebo Sogn til Strø Herred — nu ligger det under Holbo, og Skellet, som begynder tæt Vest for Sofieborg, følger Moserne omkring Pølaa paa omtrent hele dennes Løb indtil Arresø, en klar og naturlig Grænse. Selve Arresø deles mellem de to Herreder,
1) Ms. Nr. B 1260; B 1242—59 og 1262—63 fra to nærliggende Høje.
2) Ms. Nr. B 4921.
3) Herredsindberetning af V. Boye (1887—88).
hvorpaa Skellet fortsætter gennem de lave og sumpede Strækninger — »Sandet« og Melby Oredrev — indtil Kattegat.
Halsnæs er i sin vestligste Del meget bakket og højtliggende med bratte Kystbrinker baade mod Kattegat, Isefjord og Kulhus Rende. Jorderne er middelgode, men dog noget sandede, og dette gæl der ligeledes om Næssets østlige Halvdel, hvis Overflade er jævnere med Fald mod de gamle Sunde fra Sænkningsperioden: i Vest Hald Enge, Toverup Enge, Rorup Mose og Sækkerenden — i Øst hele den lavtliggende og sumpede Sænkning fra Liseleje over Brødemose Hegn til Fuglebæk Eng. Endnu i Dag kan man med Lethed ude i Marken fastslaa den tidligere Kløvning af Halsnæs i to store Holme, og del ses, at den i yngre Stenalder har spillet en vis Rolle for Bebyggelsen, selv om Hævningen da i alt væsentligt har været afsluttet.
Syd for Arresø er Terrænet ude ved Roskilde Fjord (Ølsted Sogn) meget højtliggende, bakket og dels sandmuldet, dels lermuldet. Her er store Linier i Landskabet, som beherskes af den pragtfulde Endemoræne Vibjærg og Lundebakke, Nord for hvilken en vidtstrakt Moseflade (Ølsted, Lyngby og Grimstrup Moser) breder sig. Morænen fortsætter ind gennem det ellers jævne Strø Sogn som en kæmpemæssig Vold (Strø Bjærge), indtil den standser nede ved Gørløse Aa. Jævn og lavtliggende er i Hovedsagen ogsaa Egnen mellem Strø og Arresø, og lette Strøg veksler med lermuldede, som bliver mere fremtrædende, jo længere man kommer over mod Øst (Tjæreby Sogn). Inderst inde — i Alsønderup Sogn — finder vi et kortbakket og uroligt Terræn med talrige Smaakær og Minder om tidligere Skovvækst.
Landet mellem Arresø og Fjorden er overordentlig bakket. Mod Nord har Søen sendt en Arm ud til Kattegat gennem Tibirke, Karsemose og Melby Oredrev, og Vinderød Sogn har dannet en kuplet Holm med bratte Fald i alle Retninger. Dette stærkt formede Jordsmon fortsætter ind i Kregme Sogn med de herlige Kystbrinker og de vide Syn over Arresø og Avderød–Næsset, og det gaar uden Skel over i Ølsted–Højderne, som ovenfor er omtalt. Først Havelse Aa sætter Grænse for Bakkelandet.
Noget sikkert Holdepunkt for Opfattelsen af Stenaldersbebyggelsen er det ikke let at faa. Kortet viser en ret jævn Spredning af Gravene, og der er kun faa Strøg, som er helt tomme.
Vi har set, at Hovedvejen langs Roskilde Fjord naaede Herredsgrænsen ved Hammerrøgel. Her har den krydset Slangerup Rende og er fortsat mod Sigerslev Øster. Paa en svag Højning i Terrænet laa tidligere en Gruppe paa 5 Megalitgrave (deraf 2 Langdysser), som dog nu er sløjfede eller stærkt ødelagte. Men videre end hertil kan vi ikke følge Vejen. Det er selvsagt, at den har ført til Bebyggelserne i Ølsted Sogn, ligesom man fra Strø maa kunne være kommet til Bosættelsen i Herredets østlige Egne — vi ved kun intet om, hvor selve Færdselsaarerne gik paa dette Tidspunkt, De kan være gaaet gennem Skaaret i Strø Bjærge; men den ene af dem kan ogsaa være bøjet vestover, hvor Havelse Aa har kunnet passeres i Nærheden af Strølille Mose1).
Denne Usikkerhed viser imidlertid, at Bebyggelsen kun kan have været sparsom. De jævne og ret
1) De faa løse Fund fra Strø Sogn oplyser intet. Af Mindesmærker kendes udover de nævnte kun en sløjfet Runddysse paa Strø Bjærge (mellem Rugaard og Bredespjæld).
lavtliggende Egne har — som altid — lokket forholdsvis faa Folk til. Fra Skævinge Sogn haves der bare Underretning om en ødelagt Langdysse (i sydlige Udkant af Sognebyen), og de løse Fund meget faa. Nogle flere Mindesmærker kendes fra Lille Lyngby Sogn, hvor aabenbart Arresøs Nærhe har spillet en Rolle1). Her har en Langdysse ligge ved Holmgaard nær Lyngby Mose, mellem Stot Lyngby og Melløse har der været en Gruppe paa Megalitgrave2), af hvilke een — en Jættestue — i tidlig Tid er sløjfet, og endvidere har der ved Mølleholm østerpaa i Sognet ligget 2 Langdysser. Til disse i Indberetningen nævnte Mindesmærker maa endelig føjes en Gravkiste fra Stenalderens Slutningstid, som er fremgravet i Truelshøj umiddelbart ved Arresøs Bred3). I Tjæreby Sogn blev en Dysse ved Ullerød Mølle ryddet 1865, og en anden har ligget i Katrinehøj, medens man af en tredje — en Langdysse — ser Rester paa Kærlingbakke; en fjerde er sløjfet tæt Nord for Jernbanen ved Frerslev Hegn, og en femte kendes ved Fruervad Bro4). Hvad Alsønderup Sogn angaar, har der i Nejede Vesterskov været en Jættestue — nu kun Jordhøjen tilbage — en anden (ødelagt) ligger ved Landevejen forbi Ravnsbjærg, og en Runddysse er sløjfet ved Egebjærggaard5). Dette er alt, hvad der kendes Syd for Arresø.
Noget anderledes stiller det sig ovre i Ølsted Sogn, hvor jo ogsaa Terrænet er langt mere egnet til Bosættelse. Indberetningen anfører her 10 Megalit–
1) Der er heller ikke saa faa løse Fund fra dette Sogn, særlig fra Strækningen Lille Lyngby—Melløse.
2) Herfra Ms. Nr. 16970—71, A 933—38 og A 1355.
3) Herfra Ms. Nr. A 29371.
4) Intet løst Fund fra Sognet.
5) Kun faa løse Fund fra Sognet.
grave, strækkende sig fra Ubberup i Nord til Faldet mod Havelse Aa i Syd. To af dem — en ødelagt Dysse og en Langdysse — ligger nær Strandbrinkerne, de øvrige spredt over Omraadet. Flere Omstændigheder taler imidlertid for, at dette Sogn i Oldtiden har rummet flere Mindesmærker. Paa den vestlige Del af Lundebakke er der saaledes fundet en Gravkiste fra Stenalderens Slutningstid1), selv har jeg paa Vibjærg indhentet Efterretning om en stor Megalitgrav (Jættestue?), som ryddedes, da Vibjærggaarden byggedes2), og et Navn som Duedyssegaard tyder jo ligeledes paa et forsvundet Mindesmærke3). Hertil kommer endelig, at der fra Sognet kendes adskillige løse Fund. Vi faar da det Indtryk, at Bakkedraget mellem Fjorden og de store Moser langs Sognegrænsen i Forhold til Naboegnene har haft en ret talstærk Befolkning.
Thi heller ikke i det meget højtliggende Kregme Sogn synes Bosættelsen at have været synderlig betydningsfuld. Den eneste sikre Megalitgrav er en sløjfet Dysse paa Strandbrinken Syd for Krudttaarnene og en sløjfet Langdysse paa Dragebjærg. Hertil føjer Indberetningen to tvivlsomme Stenalders mindesmærker: en Høj ved Fuglsang og en Høj ca. 400 m Syd for Dyssen ved Krudttaarnene, umiddelbart ved Stranden. For Fuldstændigheds Skyld kan det nævnes, at man ved Skaaninggaard muligvis har gjort et Gravfund4), at en Høj nær Avderød har indeholdt en Stenaldersgrav5), og at der paa Banken Vest for Skaaninggaard er
1) Aarb. 1910. 180 ff.
2) Graven laa paa Skraaningen Øst for den i Indberetningen nævnte.
3) Gaarden har ikke Navn efter den i Indberetningen anførte sløjfede Dysse mellem Ullesøgaard og Duedyssegaard, da denne hed Vesterdysse.
4) Ms. Nr. A 22475—92.
5) Herfra Ms. Nr. 22097.
truffet Rester af en Boplads. Men naar det tages i Betragtning, at de løse Fund fra Sognet er meget faa, vedbliver Helhedsindtrykket dog at være, al dette Strøg ikke i særlig Grad har spillet nogen Rolle for Bosættelsen.
Det samme gælder Vinderød Sogns Bakkekuppel, hvor der kun kendes een eneste Grav — nær Karsemose By — og hvor de løse Fund er meget sparsomme1). Et Skeletfund fra Øvremølle kan dog tilhøre yngre Stenalder.
Vi har nu naaet Halsnæs. Paa den ene af de gamle Holme, som fyldte den vestligste Del af Melby Sogn og den østlige Del af Toverup Sogn, samler Flertallet af Gravene sig paa Bakketerrænet mellem Tollerup og Stranden. Der kendes her 10 Mindesmærker, som dog ikke danner nogen Gruppe. Et af dem — en Langdysse — ligger helt nede ved Stranden, c. 1200 m Vest for Liseleje, de øvrige holder sig oppe paa Højden. Som Helhed betragtet optager Bosættelsen Mellemrummet mellem de to fordums Sunde, og den synes at være den eneste af nogen Betydning paa denne Holm2). Udenfor den nævner Indberetningen kun 4 Megalitgrave: den kendte Dysse ved Grønnæssegaard, Rester af et Par Dysser lidt Nord for Ellinge og et Dyssekammer ved Torpmagle, hvortil kan føjes en Langdysse ved Tømmerup3) og en Høj ved Toverup4).
Paa lignende Maade har den vestligste af Halsnæs–Holmene haft en lille, nogenlunde sluttet Bygd, knyttet til det højtliggende Terræn mellem Kikhavn
1) Derimod adskillige Fund fra ældre Stenalder. Maaske har en Høj umiddelbart ved en Køkkenmødding paa Karsemose Oredrev rummet en Stenaldersgrav.
2) De løse Fund fra Melby Sogn oplyser intet. I Toverup Sogn er enkelte gjort nær Sognebyen.
3) Herfra Ms. Nr. 22081—95. «) Herfra Ms. Nr. 22098.
og Ullerup. Syv Megalitgrave vidner derom, og ingen af dem findes i Strandens umiddelbare Nærhed, men en enkelt — en sløjfet Dysse ved Kikhavn — ligger dog ret lavt. Dyssebakken ude ved Spodsbjærg synes at røbe et ottende Mindesmærke. Forøvrigt ligger de i en Kreds omkring Ullerup Hegn, hvor i hvert Fald i ældre Stenalder en Vig har skaaret sig ind i Holmen. Det kunde vel tænkes, at denne ikke i den følgende Tidsperiode havde mistet al Betydning1).
Det ret uklare Billede af Stenaldersbebyggelsen indenfor Herredet afløses af et noget tydeligere, naar vi kommer til Broncealderen.
Ogsaa her falder Hovedbygden i Ølsted–Egnen, men den har nu bredt sig til Nabosognene Lille Lyngby og Kregme.
Som før er man kommet over Herredsskellet ved Hammerrøgel; men forøvrigt er Vejlinien heller ikke nu sikker. Den lange Række af Høje, som kroner Endemorænen lige fra Ølsted til Gørløse Aa, betegner ingen Vejlinie — det maa vistnok Terrænforholdene siges at fastslaa. Det er for Synets Skyld, Mindesmærkerne er anbragt heroppe. Men man er over Strø og Skævinge kommet til Lille Lyngby, hvilket fremgaar deraf, at ingen anden Linie vilde kunne benyttes, og Bækløbet fra Kildemose til Grimstrup Mose er krydset Syd for Regnholm2). Oppe i Lille Lyngby Sogn træffer vi — foruden enkeltliggende Høje — tre smukke Grupper: en paa 11 Mindesmærker Øst for Sognebyen, en paa 16 Syd for den og endelig en paa 9 (10) ved Mundingen af Lyngby Aa. I hele den Del af Herredet,
1) De løse Fund fra denne Del af Toverup Sogn er alt ialt faa.
2) Sandsynligvis er ogsaa Bjørnehøj Syd for Bakken en Højtomt. Denne er ikke nævnt i Indberetningen.
som ligger Øst for Vejen, er Højene yderst faatallige. Her har været ret folketomt, ligesom i Stenalderen1).
Anderledes Vest for Vejen. Som ovenfor nævnt har Ølsted Sogn bevaret sin Betydning som Bosættelsesomraade, og man har vist krydset Havelse Aa ved Buskenshøj og Bavnehøje, hvor der tilsammen kendes 6 Mindesmærker. Forøvrigt faar vi ogsaa i denne Periode Indtrykket af en spredt Bygd. Højene samler sig i Smaagrupper paa 2—4—5 Mindesmærker hver — i Sognet kendes c. 45 ialt — og ingen Vejlinie kan under disse Omstændigheder spores. Men naturligvis har man haft Forbindelse med Bygden i Kregme Sogn, og af Hensyn til Terrænet maa man være gaaet over den høje Hals mellem Fjorden og Uglekær, hvor der da ogsaa — paa Kregmes Grund — samler sig 6 Mindesmærker. I Kregme Sogn er forøvrigt Flertallet af Højene knyttet til den højtliggende Egn mellem Avderød og Torsbakke. Her findes ca. 30 Høje, fordelt paa 4—5 Grupper (ved Sonnerup er fundet en Hustomt under en af Højene); hvad der kendes udenfor dette Omraade er ikke meget og ret spredt. Saaledes synes det stærkt kuperede Terræn i Arresødal Skov (Vin derød Sogn) ikke at have tiltalt Befolkningen — et Træk, vi tidligere har fremhævet. Man har ofte søgt det højtliggende og stortformede Jordsmon, men sjældent det uroligt kuperede. Ude ved Karsemose møder vi atter Minder om en lille Bosættelse — 4 Høje. Her har næppe været nogen Bygd af Betydning2).
Paa Halsnæs har Tollerup–Bygden bredt sig. Den
1) Fra Alsønderup Sogn kendes et enkelt, fra Tjæreby Sogn et Par Fund.
2) Intet Fund fra Vinderød Sogn.
har nu strakt sig sydpaa til Toverup og Evetofte og østpaa omtrent til Store Bøgebjærg. Mellem dette Punkt og Melby ligger en Gruppe paa 8 Høje, den mest sluttede indenfor Omraadet. Endnu stærkere Vækst har dog Bosættelsen mellem Torpmagle, Grønnæssegaard og Ellinge faaet. Her, hvor der kun taltes 4 Megalitgrave, kendes ialt 33 Høje, væsentligt kronende de høje Partier, f. Eks. Bankerne ved Torpmagle og Skredhøj1).
Men medens Bebyggelsen paa den østligste af de gamle Halsnæs–Holme altsaa er vokset stærkt i baade Nord og Syd, er det gaaet tilbage med Bosættelsen paa den vestligste. Her kendes hu kun 6 Høje ialt — spredt liggende fra Torplille til Store Karlslunde. Nogen egentlig Bygd kan der slet ikke tales om. Det er enkelte Udflyttere, som har holdt til her ved Indløbet til Isefjorden.
26. HOLBO HERRED2)
Holbo Herred omgives i Nord af Kattegat og Øresund, i Vest, Syd og Øst af Strø, Lynge–Frederiksborg og Lynge–Kronborg Herreder, og for Grænsen her er der redegjort tidligere (se under nævnte Herreder).
Terrænet er ret vekslende, oftest dog smaabakket og jævnt bølgende, kun ude i den nordvestlige Del stortformet og med høje Brinker mod Havet. Ovre i Nordøst ligger den udtørrede Søborg Sø, tidligere en Vig af Havet, som har skaaret sig ind langs den nuværende Kanal og sendt Smaaarme i baade Vest og Øst. Bag Søen har vi et nogenlunde fladt Land.
1) De Iøse Fund fra Melby og Toverup Sogn er uden Betydning.
2) Herredsindberetning af V. Boye (1885—86).
En bred Sænkning fører over Birket og Snevret til Esrum, og Egnen omkring Herredsgrænsen mod Lynge–Kronborg er i det hele lavtliggende. I Græsted og Helsinge Sogne træffer vi kærdelte, smaatoppede Flader, der i historisk Tid har været stærkt skovgroede. Og i Syd ligger Gribskov med dens vekslende Terræn, delt af Bækløb, Moser og Søer, men gennemgaaende højtliggende og løftende sig til enkelte lange Aase som f. Eks. Gribsø Bakker.
Jorden er i Syd — Esbønderup og Nøddebo Sogne — meget let. Længere oppe mod Kysten træder Leret mere frem, særlig omkring Blistrup og Vejby, hvor der desuden har ligget Strækninger hen i Hede, og yderst ude finder vi atter Sandet som det dominerende, saaledes i Tibirke Sogn, hvis Sandflugtstragedie jo er velkendt.
Som Spor af Stenaldersbebyggelsen indenfor Herredet kendes i vore Dage ikke synderligt mange Mindesmærker — ca. 75 ialt — og ligesom i Strø Herred er vi ude af Stand til at følge de ældste Vejlinier, ganske enkelte Smaabrudstykker undtagne. Megalitgravene fordeler sig nogenlunde jævnt over hele Omraadet. Der kan egentlig ikke anføres nogen Egn, som fremfor de øvrige synes at have udgjort Bebyggelsens Tyngdepunkt.
Naturligvis har Arresø spillet en Rolle for Bosættelsen. Indberetningens Kort1) viser i Annesse Sogn 5 Mindesmærker: Bjørnehøj og Rishøj, en Jættestue og en ødelagt Grav ved Rygaard og en Langdysse ved Hvilebæk, Men desuden findes i hvert Fald 4—5 Høje, som maa antages at gaa tilbage til Stenalderen2).
1) Desværre mangler en Del af Boyes Kortmateriale.
2) De ret talrige Fund fra Sognet kunde tyde paa en stærkere Bebyggelse. Her kan dog en Omstændighed som Indlemmelsen af Zincks Samling have spillet en afgørende Rolle.
Noget lignende stiller Forholdet sig i Ramløse Sogn. Her anfører Indberetningen 8 Megalitgrave — blandt dem en Langdysse ved Toftegaard. Sandsynligvis skal vi ogsaa her forøge Antallet1); men i begge Sogne ligger de kendte Mindesmærker saa spredt, at de intet har at fortælle os. Man kan f. Eks. ikke se, om Ramløse Aa og det dertil knyttede store Engdrag (Holløse Bredning, Ellemose) har haft særlig Betydning for Befolkningen2).
Derimod synes det, som man har krydset Ramløse Aa omtrent ved Bækkebro. Her tilhører den overpløjede Hulhøj Stenalderen og to nærliggende Høje Broncealderen. De angiver vistnok Vådestedet, Forøvrigt kan Vejen ikke i vore Dage følges ind i Tibirke Sogn. Fra dette kendes nemlig alt ialt kun 4 Megalitgrave— i Tisvilde Hegn 2 Langdysser og 2 ødelagte Dyssekamre — og Bebyggelsen synes da heller ikke paa dette Strøg at have været særlig betydelig3).
Et Stykke længere mod Øst kommer vi til et smalt og langstrakt Mosedrag, som følger Bækløbet gennem Valby Hegn og langs Højbro Aa ud til Kysten. Den største Del af den sumpede Lavning er dog nu tørlagt; men baade inde i Hegnet, ved Kurrebro, ved Mønge (Aamose) og nær Strømmens Udløb (Hanebjærg Mose, Unnerup Mose) er der Rester tilbage af det tidligere Vanddrag, og omkring dette samler sig virkelig en Del Stenaldersmindesmærker — en Begyndelse til en Bygd.
Yderst ude paa Hanebjærg ligger et Par ødelagte
1) De løse Fund er forholdsvis mange.
2) Man kunde dog tænke sig, at nogen Bebyggelse havde været knyttet til Aaen ved dens Udspring nær Taagerup. Her er det nemlig, de 3 af Gravene i Ramløse Sogn findes, og faa Hundrede Meter derfra ligger i Vejby Sogn 2 andre. Imellem dem findes et lille Mosehul.
3) Kun faa løse Fund, de fleste fra Tisvilde–Kanten.
Dyssekamre1) og en rektangulær Gravkiste. Ved Aadyssegaard er der sløjfet et Dyssekammer, mens Rester af en Jættestue ses i Nærheden. Ved Unnerup har man ryddet en Jættestue, ved Højbro en Langdysse, ved Mosehullet Øst for Kelderbjærg en Høj med Stenaldersgrav og ved Havegaard Dobbelt–Jættestuen Isaksdysse2). Naar disse 6 Mindesmærker samler sig her, hænger det sikkert sammen med, at Højbro Aa har været passeret netop ved Højbro. For denne Opfattelse taler ogsaa Broncealderens Bebyggelse.
Længere oppe kommer vi til Mosen ved Kurrebro. Her kendes en sløjfet Høj med Stenaldersgrav umiddelbart ved Moseranden Øst for Julehøjgaard, endvidere Petershøj — ligeledes med Stenaldersgrav — Sydøst for Langholmgaard og Langdyssen Munkebrostenene tæt Øst for Kurrebro. Ved Mosens Sydrand er der truffet Bopladsrester, hvis Alder ikke nøje er fastslaaet.
Og endelig naar vi ind til den sydligste af Vanddragets Bosættelser. Øst for Slettegaard har man sløjfet en Jættestue og en Stenaldershøj — inde i Hegnet træffer man langs Bækken 6 Langdysser og 1 Jættestue. Det er en overordentlig statelig og smuk Række, som vidner om, at Bosættelsen ikke kan have været saa ganske ringe, selv om den har ligget forholdsvis isoleret.
Den nærmeste Bebyggelse møder os nede ved Kæderup, hvor Hæssemose Rende løber ud i Pølaa. Her ligger en Langdysse inde i Høbjærg Hegn, et stort Dyssekammer ses ved Kæderup, i dets Nærhed er sløjfet to Langdysser, mens et Dyssekammer er ryddet ved Lykkegaard, og mellem Kagerup og
1) Sml. Ann. 1838—39, 175.
2) Sml. Ann. 1838—39, 171.
Bækken findes en ødelagt Jættestue og et ødelagt Dyssekammer. Ovre mod Øst, i Udkanten af Gribskov findes Rester af en Jættestue og et Dyssekammer — de hører sammen med de øvrige nævnte til den lille Bosættelse, for hvilken ligeledes Vanddragene kan ses at have spillet en afgørende Rolle.
Men længere i Syd og Øst er man kun undtagelsesvis kommet. Der er fremgravet en Hyttetomt fra Stenalderen ved Gribsø, og i Strøgaardsvang, tæt ved Landevejen, findes en Jættestue, som mangler sine Overliggere, og et Dyssekammer, der ligeledes er temmelig ødelagt. Det ses klart, at Egnen Vest og Syd for Esrum Sø ikke har huset nogen Befolkning af Betydning1).
Dette gravtomme Bælte strækker sig ind gennem den sydlige Del af Esbønderup og Græsted Sogne, den nordlige Del af Maarum Sogn og den nordlige og østlige Del af Valby Sogn. Vi nærmer os saaledes Kattegatskysten, før vi atter finder Spor af Stenalderens Bebyggelse.
Talrige er de dog ikke. Ved Blistrup har der ligget en Jættestue og et Dyssekammer, ved Stokkerup ses en ødelagt Langdysse, ved Glarborg kendes en (sløjfet) Dysse og endelig finder man paa Banken ved Ølshøj den ofte omtalte Jættestue Øllehøj (eller Ullershøj), to ødelagte Jættestuer, et demoleret kisteformet Gravkammer, en mindre Dysse og — lidt i Nord — Digeshøj, som vistnok har rummet en Jættestue — en Gruppe paa ialt 6 Mindesmærker, som betegner den væsentligste Bosættelse indenfor
1) Heller ikke løse Fund kendes fra dette Strøg. I Maarum Sogn er der meget faa, i Helsinge Sogn falder de kendte nær de paaviste Dysseomraader. I Valby Sogn er Fundstederne (faa) ikke nærmere betegnede.
Blistrup Sogns Grænser1). Her maa velsagtens da have været et Samlingspunkt for den sparsomme Befolkning2).
Resten af Herredets Megalitgrave er knyttet til de Vige, hvoraf Søborg Sø udgjorde en Hovedbestanddel. Mange er der imidlertid ikke Tale om. Ved Porsagergaard kendes et Dyssekammer, ved Fredbogaard 2 sløjfede Dyssekamre, ved Saltrup den sløjfede »Storedysse« og en sløjfet Jættestue, ved Esbønderup den sløjfede Dragestensdysse og ved Sibbehus det saakaldte Tingsted, nu overpløjet, men sikkert en Megalitgrav. Dermed er vi naaet op i Bakkelandet Syd for Søborg Sø. Øst for Søen kendes 2 sløjfede Langdysser ved Langsø Mose, et Dyssekammer ligger Øst for Bregnerød, 3 sløjfede Dysser har ligget paa Vestskraaningen af Hesbjærg, og endelig er en Stenaldersgrav fundet i den Høj ved Nakkehoved, hvori Krigsraad Faber er begravet. Spredt over Søborg og Gilleleje Sogne er der gjort mange løse Fund, som tyder paa en tættere Bebyggelse end den, hvorom Gravene vidner; men vi kan intet positivt sige om dens Udstrækning. Naturligst vil det være til den at regne 2 sløjfede Dysser paa Bakken ved Nyvanggaard, Øst for Esrum Kanal.
Dette ret tilfældige Billede af Herredets Stenaldersbebyggelse efterfølges af væsentlig klarere Linjer i Broncealderens Højkort.
I første Række ses Kattegats– og Øresundskysten at have spillet en dominerende Rolle for Befolkningen. Tisvilde Hegn rummer mangfoldige Høje, Blistrup Sogn møder med meget store Grupper, saale–
1) Stednavnet Gardysgaard Syd for Øllehøj kunde tyde paa en forsvunden Megalitgrav, i saa Fald Gruppens syvende
2) Fra Sognet kendes en Del, men ikke mange løse Fund.
des mellem Hesselbjærg og Bakkebjærg en bred Stribe paa ialt 38 og Vest for Smidstrup en anden paa 19. Helt ud til Kystbrinken naar Højene i Vejby, Søborg og Gilleleje Sogne. Paa Bakkekuplen Gilbjærg kendes 21, og et andet Midtpunkt danner det høje Terræn mellem Søborg Kanal og Esrum Kanal, rummende i det hele 55 Mindesmærker, dels spredt–liggende, dels dannende Grupper paa 4—8 Høje hver.
Paa lignende Maade samler Arresø Bebyggelsen. I Ramløse Sogn ligger Mindesmærkerne paa Højden mellem Ellemose og Søen, paa Bakkerne Syd og Øst for Sognebyen, paa det jævnt stigende Jordsmon ved Nordkrog og paa den bølgende Flade Syd for Aagerup — alt ialt anfører Indberetningen ca. 60 Høje fra Sognet. Og ikke stort færre har der været i Annesse Sogn. Naar Kortet giver et andet Indtryk, skyldes det den tidligere nævnte Omstændighed, at flere af Boyes Kort er bortkomne. Hans Indberetning anfører 39 Høje og Gravfund fra Broncealderen, deraf en Del gjort i Mindesmærker fra Stenalderen1).
Betragtet under ett viser disse Egne indenfor Herredet ikke alene en mægtig Spredning i Løbet af Broncealderen; men der skelnes en Række Midtpunkter for Bebyggelsen, adskilt fra hinanden enten ved naturbestemte Skel eller ved Bælter, der er højtomme eller højsvage. Det bliver som en Kæde af Smaabygder: Annesse–Bygden, Ramløse–Bygden, Tisvilde–Bygden, Hesselbjærg–Bygden, Smidstrup–Bygden, Gilbjærg–Bygden og Hesbjærg–Bygden. Mellem dem ligger f. Eks. de relativt faa Høje i
1) Der er i samtlige disse Sogne gjort ikke faa Gravfund. Derimod træder de løse Fund stærkt i Baggrunden.
Vejby Sogn1) og de spredte Mindesmærker indenfor Firkanten Paarup—Haagendrup—Højelt—Alume2). Og gaar vi fra Kyst– og Søegnen dybere ind i Herredet, vil vi se, at Broncealdersbebyggelsen tager meget stærkt af. Til den lille Bygd mellem Valby og Helsinge svarer nu et Tomrum, og det samme gælder om Kæderup–Bygden3). Syd for Søborg Sø har man maaske nok vedvarende slaaet sig ned — der kendes ved Saltrup og Esbønderup 8 Høje, spredt liggende, de 5 dog nær Saltrup Bæk. Et Par Høje i Tinghus Plantage kunde ogsaa nævnes, og maaske stammer enkelte Smaahøje i Gribskov, liggende i en Række fra Maarum Station til Østrup Skovfogedhus, fra Broncealderen. Røser findes ogsaa her. Men en ny Undersøgelse maa gennemføres, før dette Punkt kan klares. De løse Funds Fordeling i Esbønderup Sogn peger afgjort ikke i Retning af, at Bebyggelsen har strakt sig ned i Gribskov. Snarest har denne Egn helt fra Stenalderen ligget skovgroet hen — senere middelalderlige og endnu yngre Rydninger naturligvis ufortalt.
1) Kun et enkelt løst Fund fra dette Sogn.
2) Kun et Par løse Fund.
3) Fra Maarum Sogn kendes intet Fund, fra Valby et enkelt. I Helsinge Sogn er et Par Fund gjort nær Lavø, hvor ogsaa Høje forekommer spredt.
Side 121
III. BYGDERNES OPRINDELSE OG ÆLDSTE UDVIKLING
Vi har sluttet Rundgangen gennem de sjællandske Herreder og skaffet os et Indtryk af hver enkelt Egns Bebyggelse i yngre Stenalder og ældre Broncealder, for saa vidt Materialet har været i Stand til at give os det. Men de mange Enkeltheder har udvisket Helhedsbilledet. Inden vi gaar videre, vil det derfor være nødvendigt at trække de Hovedlinier klart op, som kan vise os Bygdeproblemerne i deres tidligste Udformning.
1. STENALDERSBYGDERNE
Først og fremmest fastholder vi, at den yngre Stenalders Bebyggelse ikke kan siges at være nogen udpræget Kystbebyggelse. Ganske tydeligt ses det i Omraader som Merløse, Alsted, Tybjærg, Ringsted og Lynge Herreder. Helt inde i Øens Hjærte har man boet. Og omvendt er der Kyststrøg — langs Øresund f. Eks. — som maa have været forholdsvis svagt befolkede.
Ikke heller faar man Indtrykket af, at Befolkningen ude fra Kysten har arbejdet sig ind i Landet ved stadig at rydde nye Bygder, til al den egnede Jord var optaget. Man kan jo her tænke paa Merløse Herred, hvor Morænefladen langs Holbæk
Fjord er gravtom, mens Bebyggelsen udelukkende er knyttet til Herredets indre Bakkedrag. Noget lignende gælder om de indre Bosættelser i Løve og Alsted Herreder. De har deres Forbindelseslinier ud mod Kysten; men de danner selvstændige og sluttede Omraader, som relativt tomme Bælter skiller fra Kystbygderne.
Endelig synes det usandsynligt, at man i særlig Grad har fulgt de store Aalejer fra Kysten ind i Landet. Aaernes Betydning som Helhed taget er ofte nok fremhævet i det foregaaende; men der er ikke paavist Vidnesbyrd om, at de har været Alfarveje i den Forstand, at Befolkningen væsentligst langs dem er kommet til Øens Indre1). I saa Fald vilde Bebyggelsen have artet sig ganske anderledes langs f. Eks. Halleby Aa og Tudeaa, og langs Susaaen maatte man have kunnet følge dens Spor helt ude fra Gavnø Fjord. Men som vi har set, er Kystzonen næsten gravtom. Bosættelsen begynder først oppe i Rislev og Fensmark Sogne2).
En rationel Løsning af Spørgsmaalet om Stenaldersbygdens Fremvækst kan endnu ikke gives. Dertil vil bl. a. kræves en samlet typologisk Undersøgelse af Øens Megalitgrave. Hvis Indlandsbygderne da viser gennemgaaende yngre Gravformer end Kystbygderne, maa man — trods andre Vidnesbyrd i modsat Retning — regne de sidste for de ældste og altsaa opfatte den samlede Bebyggelses Historie ud fra dette Synspunkt. Som omtalt i første Afsnit kan et saadant detailleret Studium ikke drives
1) Sml. Aarb. 1904, 62 (S. Müller).
2) Anderledes er Forholdet vistnok i Sverige, hvor Terrænet ofte har gjort Elvedragene til de eneste mulige Spredningslinier for Bosættelsen. Men som saadanne har de delvis tjent allerede forud for
paa Grundlag af det foreliggende Materiale. Hertil kommer yderligere, at Sjælland næppe vilde egne sig til et Studium af denne Art, fordi de ældste Gravtyper maa antages at være relativt faatallige her. Vi har tidligere set, hvorledes Vendsyssel i denne Henseende frembød ganske andre Betingelser. Men selv om fornyede Undersøgelser i Marken gav os et nogenlunde paalideligt Indtryk af de sjællandske Megalitgraves Fordeling efter Typer, maatte man være overordentlig varsom med at opstille nogen Statistik, af hvilken der skulde drages videregaaende Slutninger. Her kan snævert lokale Forhold af forskellig Art komme til at gøre sig altfor stærkt gældende, og navnlig kan de mange Aarhundreders Sløjfninger i høj Grad have forrykket Forholdet mellem de forskellige Gravtyper, naar tilmed Sandsynligheden taler for, at en enkelt af dem allerede fra Begyndelsen af har været ret sparsomt repræsenteret. Stort set har Gravene i Sjællands Indre sikkert haft samme Ælde som langs Kysten, og man maa ingen Omstændigheder forestille sig Øen ved Megalittidens Begyndelse som et »mørkt Fastland«, hvis Indre først Tid efter anden blev beboet af Menneskene1).
Dette synes ogsaa at stemme bedst overens med den Opfattelse af vor Megalittids Oprindelse, som paa Forskningens nuværende Standpunkt maa siges at have størst Sandsynlighed for sig. I Enkeltheder at drøfte dette overordentlig vigtige Problem falder
1) En ganske tilsvarende og ligesaa urigtig Opfattelse af det nordtyske Fladland som et uigennemtrængeligt Skovland, hvoraf kun Kystzonen har været beboelig, møder man Gang paa Gang i ældre Litteratur, indtil O. Schlüter gør det af med denne Tro ved at paavise, hvor udbredte Bosættelsesomraaderne har været heroppe allerede i forhistorisk Tid (Wald, Sumpf und Siedelungsland in Altpreussen vor der Ofdenszeit, 1921).
udenfor nærværende Arbejdes Rammer; men et Par væsentlige Momenter maa nødvendigvis fremhæves.
Vil man forklare Megalitkulturens Oprindelse paa dansk Grund, har man to Muligheder at regne med. Enten kan den være bragt hertil ved Indvandring af en ny Befolkning — eller den kan vidne om en simpel Kulturspredning blandt de allerede tilstedeværende Indbyggere. Indvandringsteorier staar ikke i høj Kurs blandt vore Arkæologer, og afgørende Vidnesbyrd om, at Megalitkulturen skulde skyldes et fremmed Folkeelements Indtrængen, er paa ingen Maade fremført. Alligevel kan man se denne Opfattelse gjort gældende. I sine »Vendsysselstudier« understreger Sophus Müller, at man ikke kender »Mindesmærker af ringere eller mere ubehjælpsom Art, der kunde henføres til en ældre Tid [end Megalittid], gjennem hvilken man arbeidede sig frem til fuldt at magte det store Værk«, og han fortsætter: »Men saaledes kan det ikke være andet end, at nye Folk, der vare vante til at bygge disse Grave, ere komne til Landet efter den ældre Stenalders Fiskere og Jægere«1). Han taler derfor om, at »de indvandrede Dyssebyggere paa deres Vei vestfra og langs Havkysten, før de bredte sig videre over Landet, have havt blivende Ophold i den nordligste Del af Jylland«2). Andet Steds hævder han for Slesvigs Vedkommende, at »intetsomhelst tyder paa, hverken at Stengravenes Folk ere sydfra gjennem det Indre indkomne i Sønderjylland, eller at Grundlaget og Midtpunktet for deres Kultur skulde ligge mod Syd«3). Med andre Ord: Megalitkulturen, som efter
1) Aarb. 1911, 278. Sml. en tilsvarende Opfattelse for Sveriges Vedkommende af O. Frödin i Bidrag t. kännedom om Göteborgs ocb Bohuslän fornminnen VIII (1906—13). 467 Note.
2) Aarb. 1911. 287. 3 Aarb. 1913. 229.
Sophus Müllers (og de ubetinget fleste nordiske Forskeres) Opfattelse er kommen til os fra Vesteuropa, er baaret frem af et indvandrende Folk, som har fulgt Jyllandskysten op til Vendsyssel og herfra har bredt sig til det øvrige danske Omraade.
Denne Teori synes imidlertid at støde paa meget store Vanskeligheder — i første Række den, at Vestjylland praktisk talt ligger udenfor Dysseomraadet, som i grove Træk, hvad den jydske Halvø angaar, omfatter Thy og Vendsyssel, de midterste og østligste Limfjordsegne og hele Østkysten med dens nærmeste Opland. Under disse Omstændigheder er det næppe muligt at tænke sig en Indvandring vest-fra af Dyssebyggere — ganske særligt, da Limfjordsegnene, som forved nævnt S. 36, efter al Sandsynlighed betegner Megalitkulturens Udgangspunkt, idet de ældste Typer af Dysser og Jættestuer synes at forekomme relativt talrigst her.
Og vi føres derfor til at overveje den anden Mulighed: at de store Stengrave og den med dem forbundne Kultur simpelthen vidner om en Kulturspredning, der under Paavirkning fra Vesteuropa har fundet Sted blandt Landets gamle Indbyggere. At der med andre Ord i befolkningsmæssig Henseende er Kontinuitet mellem Ertbøllekultur og Megalitkultur.
Denne Opfattelse er da ogsaa tidligere gjort gældende. Under sine Studier over »Jordgrave fra Dyssetid« føres K. Friis Johansen til paa dette Punkt at »konstatere den Sammenhæng mellem vor ældste Bopladskultur og Stengravskulturen, som lægger sig for Dagen i flere Redskabstypers, f. Ex. Økseformernes, Udvikling, og som man nu ogsaa for Lerkarornamentikens Vedkommende begynder at
kunne øjne«1). En tilsvarende Anskuelse fremsætter i Sverige Gunnar Ekholm2), og her synes Sagen for adskillige Omraaders Vedkommende at være topografisk klarlagt.
Saaledes er der i bebyggelsesmæssig Henseende Kontinuitet mellem ældre og yngre Stenalder paa Orust og Tjörn3); man kan her se en jævn Forskydning af Bygden fra de mindre til de mere frodige Strøg4). Et enkelt Vidnesbyrd om de to Kulturformers lokale Samhør er meget oplysende. Ved Gömme i Längalanda Sogn paa Orust finder man en Boplads med Ertbølletyper paa 39, 5—33, 4 Meters Højde over Havet. I umiddelbar Nærhed deraf, men i kun 32—25 Meters Højde, ligger en Boplads med Lihulttyper. Og endelig møder vi tæt nedenfor den paa 22—15 Meters Højde en Boplads med Jættestuetyper. »Vi finna alltså här 3 boplatser med utpräglat olika fyndinventarium liggande terassvis över varandra i en linje från havsstranden uppåt. . . Liknande förhållanden kunna vi iakttaga även på andra ställen på Orust«5).
Ja, ikke alene paa Orust. I Gossbydal, Röd, Torslanda Sogn, nær Götsrlvens Os, har man i 1916—21 undersøgt en Boplads fra Stenalderen. Her samledes alle Ertbølletyperne mellem Højdekurverne 34—27, Lihulttyperne laa mellem 24—20 og Jættestuetidens
1) Aarb. 1917, 146. Der refereres til en Afhandling af Sophus Müller fra 1915, hvori Forfatteren vedrørende Forholdet mellem ældre og yngre Stenalder antyder, at der maa »indføres en betydelig Rettelse i de tidligere Anskuelser«, uden at Tanken dog nærmere udformes.
2) Ymer 33 (1913), 145 ff. Sml. hans Studier i Upplands bebyggelse-hist. I (1915), 91 og 96.
3) Arvid Enqvist: Stenåldersbebyggelsen på Orust och Tjörn (1922), 31 ff.
4) Smstds. 37.
5) Smstds. 44 ff.
Typer nedenfor 20 Meters Kurven1). Alligevel vilde det være forhastet at regne med en absolut uafbrudt Benyttelse af Bopladsen helt fra Ertbølletid til Jættestuetid. En enkelt Omstændighed kan saaledes tyde paa, at Bopladsen en Overgang har ligget øde mellem Ertbølle– og Lihulttid2).
Og jævnfører man indenfor Götaelvsomraadet den samlede Udbredelse af Bopladserne fra Ertbølle–Lihulttid med Bopladserne fra Jættestue–Hellekistetid, vil man faa et meget stærkt Indtryk af Bosættelsens Kontinuitet3). Her er i alt væsentligt kun Tale om en større og større Spredning af Bebyggelsen, en jævn, organisk Udvikling af Bygden.
Eller vi kan vende Opmærksomheden mod Gotland. I Limhamnøksens og Lihultøksens Tid er Bebyggelsen knyttet til Kysten, særligt til Strøget ved Vallstena4). I den følgende Periode spiller Kysten ikke længere helt den samme Rolle, men man er »gått in i vikarna och följt vattendragen till insjöarna«6). Alligevel er endnu i det tredje Tidsafsnit Vallstenaegnen (med Dalhemsomraadet) den vigtigste; nu er kun Spredningen skredet stærkt frem–
1) Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 156. — Et andet meget karakteristisk Eksempel er Bopladsen ved Hasslingehult. Her har Ertbøllekulturen holdt sig, til Stranden stod ved 13 m. Niveau. »Då blir em ellertid det övre området mindre lätt tillgängligt sjöledes, varför platsen tydligen övergives. Nu ligger fältet B1 bättre till, varför stenålderskulturen forsätter här . . . Når stranden forskjutit sig till 12 m.s nivån, kan man icke längre med båtarna komma upp till fält B1 utan måste förtöja dem mitt för fält B2« (Smstds. 136). Bopladsen har været benyttet helt til Stenalderens Slutningstid (Flintdolke). Flere andre Eksempler paa kontinuerlig Bebyggelse nævnes S. 137, 142 f., 165, 169, 176, 191. Tilsvarende Iagttagelser fra norske Bopladser (Allanenget), se Aarb. 1920, 24.
2) Saaledes ogsaa Bopladsen Gabrielslycka, Tumlehed, Torslanda Sogn Sarauw och Alin a. A. 147 ff.).
3) Se Kortet smstds. 221.
4) Nils Lithberg: Gotlands stenålder (1914), 34 f.
5) Smstds. 35 ff
ad, og Bredderne af de store Myrer er blevet tættere bebygget1), I den Periode, som svarer til svensk Dyssetid, er Fundmængden indenfor de gamle Hovedbygder noget dalende, mens den stiger i Eskelhemgnen, hvor Flinten træffes2). Endnu i femte Periode, svarende til svensk Jættestuetid, er Vallstenaomraadet dog vedvarende rigest; man følger nu ikke alene Aadragene, men spredes jævnt over Landet3). Og endelig i den afsluttende Periode, den svenske Hellekistetid, er Vallstenabygden, Martebygden og Eskelhembygden tættest besat; forøvrigt maa Befolkningen siges at være udbredt over hele Gotland4).
Som man vil se, er Bebyggelsen ganske kontinuerlig, og Hovedudgangspunktet — Vallstena — har bevaret sin dominerende Betydning Stenalderen igennem.
Paa tilsvarende Maade er Bebyggelsen foregaaet i andre svenske Egne — f. Eks. Uppland5), Södermanland6) — overalt sporer vi en Spredning af Bygderne ud fra de ældre Perioders Bopladser.
Desværre besidder vi foreløbig her i Danmark kun et meget spinkelt Materiale, der kan benyttes til topografisk at dokumentere Kontinuiteten mellem ældre og yngre Stenalder. Det væsentligste er samlet i Nationalmuseets store Publikation »Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark« (1900), hvor Sophus Müller sammenfatter sine Iagttagelser i følgende Ord:
1 Smstds. 40 f.
2) Smstds. 44 f.
3) Smstds. 48.
4) Smstds. 54 f.
5) Sml. Gunnar Ekholm: Stud. i Upplands bebyggelsehist. I (1915), 20 ff.
6) T. J. Arne i Bidr. till Södermanlands äldre kulturhist. XIV (1909), 5.
Endnu siddende paa Bopladsen berørtes Ertbøllebefolkningen »af de Forandringer i Tilstande og Levevis, i Redskabsformer og Færdigheder, som medførtes af den yngre Stenalder. Der er paa alle de undersøgte Pladser fremkommet et mindre Antal Sager, der ikke høre hjemme i det ældste Tidsafsnit, men kjendes fra senere Dele af Stenalderen. Overveiende er det Former, der staa ved selve Indledningen til den nye Tid og ikke træffes i Stengravene, disse de vigtigste Minder fra den yngre Stenalder, der have givet nøie Oplysning om de indtraadte Forandringer. Andre forekomme i de ældste, smaa Stengrave; men kun ganske enkelte Stykker høre .... hjemme i Jættestuernes og de store Stengraves Tid. De yngre Sager ere .... stedse optagne i de øvre Skallag, oftest tillige over visse Strækninger og fjærnest fra Kysten; i Almindelighed synes Opholdsstedet efterhaanden at være flyttet indad mod Landsiden, til den noget høiere Grund. .... Men om der end herefter synes at være foregaaet en Forandring i Levevis eller idetmindste i Valget af Fødeæmner, findes de yngre Sager dog altid i umiddelbar Tilknytning til de ældre og ofte i det egentlige Skallag. Nogen kjendelig Grænse skiller saaledes ikke Efterladenskaberne fra den ældre og den yngre Tid. Undertiden have de yngre Sager været i ufærdig Stand eller omdannede. De maa da antages at være forfærdigede paa Stedet og ikke modtagne fra andetsteds boende Folk. .... Intet tyder saaledes paa, at der paa de undersøgte Bopladser har indfundet sig nye Folk ved den yngre Stenalders Begyndelse. Dog er det herved ikke udelukket, at de store Fremskridt, som betegnes ved Korndyrkning og Kvægavl, Forbedring af Redskaber og Forandring i Stoffernes Behandling, kunne
andetsteds i Landet være foregaaede under Optræden af nye Folk. .... De Pladser, som vare valgte for Jagtens og Fiskeriets Skyld, have dog ikke passet for de forandrede Livstilstande. Andre Forhold kunne være komne til, det være sig Ødelæggelse af Østersbankerne ved Mennesker eller ved Naturforandringer, fjendtligt Forhold til ny fremtrængende Folk eller anden trykkende Skjæbne. I hvert Fald synes det klart, efter de yngre Oldsagers ringe Antal, og da de ikke strække sig længere ned gjennem Tiden, at de gamle Pladser ere blevne mere eller mindre forladte efter Frembruddet af den nye Tid«1).
Denne Opfattelse bygger i Hovedsagen paa de Iagttagelser, som Nationalmuseet havde gjort ved Undersøgelsen af de i Værket omtalte 5 Køkkenmøddinger fra den ældre Stenalder. Grundlaget er saaledes i sig selv ret spinkelt2), og hertil kommer, at flere af Gravningerne ikke havde kunnet føres til Bunds, saa Dyngen var blevet undersøgt i sin fulde Udstrækning. Men hvor der kan være Tale om en jævn Forskydning af Bopladsen fra lavere til højere Niveau3), vil det altid være af afgørende Betydning at faa de enkelte Alderslags Udstrækning og Indhold helt fastslaaet. Alligevel bliver den Kendsgerning urokket, at kun yderst faa Oldsager viste sig at bære et Præg, som peger ud over den yngre Stenalders første Periode hen til Tidsalderens senere eller seneste Afsnit4). Lerkarornamentiken understregede dette tydeligt5). Man har
1) Anf. St. 175.
2) Det er dog, siden »Affaldsdynger« fremkom, ofte konstateret, jfr. f. Eks. Inspekt. Neergaards Indberetning om Undersøgelsen af Dyngen paa Sebber Skoles Legeplads (1908).
3) Se de karakteristiske Udtalelser om Havnødyngen anf. St. 109.
4) F. Eks. Aamølledyngen.
5) Sml. Sophus Müller: Stenalderens Kunst (1918), 11 ff.
boet her i Overgangstiden, har holdt til her endnu i den tyndnakkede Økses Tid, men derefter er man tilsyneladende søgt andre Steder hen.
Noget anderledes synes Erfaringerne fra de skaanske Bopladser at forme sig. Adskillige af disse blev anlagt, baade da Litorinahavet stod ved sit Maksimum — 12—10 m over nuværende Vandstand — og da Strandlinien var sunket indtil 60—50 pCt. af dette Maksimum. »På denna lägre nivå möttes den oslipade flintans kultur av gropkera–mikskulturen med slipade tjocknackiga flintyxor i stor ymnighet; och bildade denne senare kultur mycket ofta överlagring av de förut nämnda boplatserna«1). Her synes altsaa Kontinuiteten ind i Dyssetid ikke at være nogen Sjældenhed2). En fuldt begrundet Opfattelse af det Tidsrums Længde, hvor over den gammeldanske Ertbøllekultur spænder, kan vistnok først vindes, naar Iagttagelserne er betydeligt forøgede ved nye Gravninger, der i særlig Grad har fæstet Opmærksomheden ved det her berørte Spørgsmaal.
1) Aarb. 1920, 37.
2) Der kan i denne Forbindelse mindes om de kendte bornholmske Bopladser ved Hammeren og paa Frenne Mark, som utvivlsomt rækker tilbage til Køkkenmøddingetid, men tillige indeholder adskillige butnakkede og spidsnakkede Økser, ja ikke faa Brudstykker af slebet Flintværktøj (bl. a. af tyknakkede Økser) og ornamenterede Lerkar. »Paa visse Dele af Bopladserne«, skriver Vedel, »har vist sig en væsentlig Forskjel med Hensyn til de fundne Redskaber. Paa Hammeren blev der paa det Areal, som blev undersøgt, i Aaret 1893, fundet et overvejende Antal af raa Øxer og Skivespaltere, medens disse paa de øvrige undersøgte Arealer af Bopladsen næsten ikke ere forekomne«. Med Hensyn til Bosættelsens Varighed bemærker han, at det dog kun er faa Redskaber blandt de fundne, der peger paa Megalittid. »Maaske er Bopladsen paa Hammeren bleven benyttet noget længere end Pladsen paa Frenne Mark, idet der paa Hammeren er fundet forholdsvis flere slebne Flintsager, men saa længe Bopladserne ikke ere undersøgte i større Fuldstændighed end hidtil, lader der sig ikke danne nogen bestemt Mening om dette Punkt«. E. Vedel: Efterskrift til Bornholms Oldtidsminder og Oldsager (1897), l ff. Sml. 105 ff.
Men foreløbig maa det fastholdes, at Flertallet af Bopladserne i hvert Fald synes at have været benyttede i den Overgangstid, som vi gerne benævner efter den butnakkede og den spidsnakkede Økse, ligesom der findes ikke faa Vidnesbyrd om, at de har oplevet den tyndnakkede Økses Periode1). Desværre er vore samlede Fund af disse Øksetyper saa faa, at de ikke — indlagt paa Kort — kan sige os noget om Befolkningens Udbredelse i Overgangstiden. Forøvrigt maatte en Betingelse tillige være, at vi havde omhyggeligt udarbejdede Kort over alle bevarede Bopladser fra Ertbølletid, og dette er langt fra Tilfældet. Man vil ikke engang paa Grundlag af Herredsindberetningerne kunne fremstille saadanne. Hvor Spørgsmaalet har været taget op til Specialundersøgelse, som f. Eks. i den indre Del af Roskilde Fjord2), er det lykkedes at paavise en ganske overordentlig Mængde større og mindre Dynger, som i hvert Fald for Flertallets Vedkommende maa antages at vidne om en Bosættelse i Ertbølletid, men som man intet Kendskab har haft til tidligere. Endnu er disse særundersøgte Strøg dog altfor begrænsede til, at man fuldt ud kan udnytte Oplysningerne herfra.
Vi er da henvist til det allergroveste Skøn. Vi ser, at Strandene langs Roskilde Fjord er rige paa Køkkenmøddinger, og at der til disse svarer udprægede Megalitomraader baade i Herrederne østenfjords og i Horns Herred. Der kan tænkes at være et vist Sammenhæng til Stede her; men Billedet er ingenlunde klart, thi til de 33 af Mathiassen markerede Dynger mellem Roskilde By og Herslev svarer kun
1) Forøvrigt gaar den butnakkede Øksetype tilbage til relativ tidlig Ertbølletid (Aarb. 1918, 137 f f.).
2) Aarb. udg. af hist. Samf. f. Københavns Amt 1919, 7 ff. (Therkel Mathiassen).
et Faatal af store Stengrave i den tilgrænsende Del af Sømme og Volborg Herreder. I Holbæk Amt kendes langs Isefjordskysten henimod 40 Køkkenmøddinger1), som stort set kan tænkes at have dannet Udgangspunkter for Megalitbygderne i Ods og Tuse Herreder og ved Bramsnæs Vig. Ejendommeligt er det derimod, at Ertbøllekulturen er saa forholdsvis sparsomt repræsenteret langs Store Bælt -— i hvert Fald hvad kendte Bopladser angaar2) — medens der, som vi har set, paa hele denne Strækning findes betydningsfulde Megalitbygder. Det er egentlig kun ved Korsør og Skælskør Nor, at man kan paa vise lokalt Samfald mellem Køkkenmøddinger og Dyssebygder, og allerede hernede er vi inde i Kystfundenes Bælte, hvor Efterforskningen af Ertbølle-kulturens Bopladser er endnu vanskeligere, for ikke at sige haabløs. Spredt kender man dem nær de vigtigste Megalitomraader i Hammer og Baarse Herreder, og »alt tyder paa, at Kysterne her lige saa tidligt blev besat som f. Eks. ved Roskilde—Isefjord og i et lige saa stort Omfang«3) — vi er kun ude af Stand til at paavise det. Hvad Øresundskysten angaar, er Oplysningerne sparsomme; men gennemgaaende er jo ogsaa her Megalitkulturen ret betydningsløs. Vedbækegnen viser dog baade en Ertbølleboplads (ved Maglemose) og enkelte Megalitgrave, og ved Nivaa–Vigen ligger den kendte Dynge lidt Øst for det Sted, hvor den yngre Stenalders Vejlinie naaede Vandet. Oppe i det nordøstlige Sjælland, hvis Kyster i Ertbølletid var meget indskaarne, mens Arresø stod i direkte Forbindelse med Havet og Halsnæs var kløvet i Holme, er der paavist tal–
1) H. V. Clausen: Fra Holbæk Amt (1918), 14 (Therkel Mathiassen).
2) Flere Steder langs Kysten forekommer der ret talrige løse Fund.
3) Daniel Bruun: Danmark. Land og Folk. V, Præstø Amt, 380 (Hans Kjær).
rige Køkkenmøddinger, og deres Fordeling harmonerer i store Træk med disse Egnes Bebyggelse i Megalittid. Særligt fremtrædende er dette Forhold vel nok ved Arresø.
En mere detailleret Redegørelse for Sagen vilde let give et falsk Indtryk af Materialets Omfang. Som før nævnt er det, hvad Ertbølle–Bopladserne angaar, yderst mangelfuldt. Og dog kunde man maaske paa Grundlag af det anførte være tilbøjelig til at tro, at Ertbølle– og Megalitkulturen ikke havde lokal Tilknytning til hinanden. Dette vilde imidlertid være uberettiget. Der er rigtignok Strøg, hvor en saadan Tilknytning ikke kan spores; men det er undtagelsesvis, det er Tilfældet, og Billedets Usikkerhed skyldes i allerførste Række, at den topografiske Undersøgelse af Ertbøllekulturen endnu saa at sige slet ikke er begyndt her i Landet. Vi kan da ikke komme videre end til at fastslaa, at hvis man af andre Grunde — som ovenfor fremhævet — maa regne med Kontinuitet, og hvis en saadan kan paavises ogsaa i topografisk Henseende for flere svenske Landskabers Vedkommende, er der en overvejende Sandsynlighed for, at denne nære Forbindelse mellem de to Kulturformer ligeledes vil kunne dokumenteres paa Sjælland, naar de dertil fornødne Undersøgelser engang i Fremtiden er gennemført.
Men, kunde man spørge, staar en saadan Opfattelse ikke i Strid med den Kendsgerning, at der findes udstrakte og betydningsfulde Megalitbygder i Sjællands Indre?
Her maa det understreges, at Ertbøllekulturen paa ingen Maade er saa udelukkende knyttet til Kysterne, som man ofte er tilbøjelig til at tro, fordi de største og tidligst undersøgte Bopladser har ligget her, og fordi det altid vil være ulige lettere at kon–
statere en Dynge med Skalaflejringer end en, som mangler disse. Man har dog i Aarenes Løb gjort ikke faa Fund, som vidner om en Bebyggelse af Landets Indre i Ertbølletid. Eksempler er nævnt under de forudgaaende Herredsbeskrivelser. Der kunde endvidere mindes om Bopladserne ved de to lollandske Moser nær Godsted og Vester Ulslev, om Bopladsen ved Rosborg Sø Vest for Viborg, om de talrige Spor langs Gudenaaens Vanddrag o. s. v. Aabenbart har man — som i Mulleruptid — fundet sit Udkomne ved fiskerige Søer og Strømme, hvor Vildtet var ved Haanden i Skove eller Mosedrag. Betydningen af dette er fremhævet af baade Haakon Shetelig1) og K. Friis Johansen2). En lignende Indlandsbebyggelse i Ertbølletid kan ogsaa dokumenteres adskillige Steder i Sverige, f. Eks. i Götaelvs–omraadet, hvor Bopladserne træffes ved Elvene (Götaelv, Viskan) og Søerne (Hästefjorden, Vänern, Mjörn)3). Den rigeste Boplads fra nævnte Periode i det mellemste Bohuslen, Skredsvik, ligger ikke alene mindst 2 km fra Tidens Strandlinie, men der synes aldrig at have været nogen Sø i dens Nærhed. »Dess forna inbyggare synas därför icke ha haft samma behov av att bo vid hav eller sjö som deras övriga samtida«4).
Megalitbygderne kan da ligesaavel i Sjællands Indre som ude ved Kysten have deres Forudsætning i den ældre Tids Ertbøllebopladser; men dette Skøn kan foreløbig ikke nærmere begrundes.
Løve Herreds Indlandsbygd, som grovt taget fyl–
1) Primitive tider i Norge (1922), 119.
2) Aarb. 1919, 233 f.
3) Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), Kortet S. 221. Sml. S. 224.
4) Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 181 f.
der Rummet mellem Tissø og Aamosen, viser ganske vist relativt mange Fund fra ældste Stenalder i det for Megalitbosættelsen saa vigtige Reerslev Sogn1), men Ertbøllekulturen synes til Gengæld at mangle. I Alsted Herreds Nørrebygd synes Fundene fra yngre Stenalder at samle sig ved Gyrstinge og Gørlev Søer2), den samme Strækning, hvor Bygdens »Kærne« ligger i Megalittid, og hvor der er paavist en Boplads fra yngre Stenalder3). Tybjærg–Bygden viser lignende Forhold. En Boplads har muligvis ligget ved Bavelse Sø4). Af Interesse er et Fund i Sandby Sogn. Ved Gennemskæring af en Banke nær Susaa, paa Matr. Nr. 5 a af Sandby Mark, fandt man under det to Spadestik dybe Muldlag et c. 20—30 cm tykt Kulturlag, vistnok 30—40 m i Udstrækning. Her laa Kulstumper, brændte Lerpartikler, Flintaffald og brændte Sten samt 1 spidsnakket og 4 tyndnakkede Retøkser5) — utvivlsomt en Boplads fra den yngre Stenalders tidligste Afsnit.
For det sjællandske Indlands Vedkommende gælder det dog om muligt i endnu højere Grad end for Kysternes, at Kontinuiteten mellem Ertbølle– og Megalitbosættelse først kan fastslaas med fuld Sikkerhed, naar Ertbøllekulturens topografiske Udbredelse foreligger tilfredsstillende oplyst. Her vil der være et meget omfattende Arbejde at gøre, som foruden en systematisk Gennemgang af alle kendte løse Fund vil kræve vidtgaaende Studier i Marken, og i nærværende Undersøgelse kan Opmærksom–
1) Se f. Eks. Ms. Nr. A 5126, 27001—04, 29322, 30907—09, 31219—20.
2) Se f. Eks. Ms. Nr. A 18284, 23183, 23190, 25217, 28568.
3) Denne Boplads har ligget nær Udløbet af Frøsmoseaa i Gyrstinge Sø. Herfra Ms. Nr. A 16691.
4) Herfra Ms. Nr. Z 1973—82. Fundet slet oplyst.
5) Ms. Nr. A 29840—44.
heden kun henledes derpaa, idet vi som en Arbejdshypotese fastslaar, at Megalitbygderne ogsaa i Sjællands Indre utvivlsomt har deres Forudsætning i de foregaaende Kulturperioders Bosættelse. De maa derfor opfattes ud fra sig selv — ikke som de sidste Udløbere af en Bebyggelse, der er begyndt i Øens Kystegne.
Vi vender efter dette tilbage til vort Hovedproblem: Bygdernes Udvikling i Løbet af den yngre Stenalder.
Først fæster vi Opmærksomheden ved det ofte berørte Træk, at Nor og lukkede Vige samler Megalitgravene. »Der har skullet være god Landing, hvor man boede«, skriver Sophus Müller1). Maaske har Landingshensyn spillet en vis Rolle; men det er næppe den egentlige Aarsag til, at de lukkede Vande fastholdt Befolkningen. Det er derimod den Omstændighed, at det var til dem, Ertbøllekulturen i særlig Grad havde haft Tilknytning; thi »ud mod det aabne Hav ligger næsten ingen Dynger. .... Befolkningen har aabenbart undgaaet det mere aabne, urolige Hav og i Stedet holdt til i de roligere Fjorde og Vige«2).
Paa Basis af denne Forudsætning kan Forstaaelsen af de fleste sjællandske Kysters Bygdeskæbner vindes.
F. Eks. har i Ods Herred Egebjærg–Bygden sin »Kærne« i Sognets sydlige Del, hvor ikke alene Mindesmærkerne den Dag i Dag er talrigst, men hvor tillige Strækningen langs Sidirige Fjord, skærmet af Kongsøre Nebbe, har dannet et gunstigt Udgangs–
1) Aarb. 1913. 218.
2) Aarb. udg. af hist. Samf. f. Københavns Amt 1919, 18. (Therkel Mathiassen).
punkt for Bebyggelsen, medens den aabne Strand ved Isefjord i langt ringere Grad har egnet sig dertil og faktisk heller ikke viser Præg af at have spillet nogen Rolle for Bosættelsen. Kun ved Sidinge Fjord og i selve Kongsøre Skov gaar Megalitgravene umiddelbart ud til Kysten.
Tilsvarende stiller Forholdene sig i Herredets sydligste Bygd, hvis to »Kærner« er Bebyggelserne ved Sidinge Fjord og ved den indre Lammefjord mellem Faarevejle og Asnæs. Begge Steder har Natur; forholdene været, som man allerede i Ertbølletid maatte ønske dem, og ved Vejlebro ligger der jo forøvrigt en kendt og ganske anselig Køkkenmødding1).
Størst Interesse har det, hvis vi kan betragte hele den samlede vestsjællandske Kystbygd ud fra lignende Forudsætninger. Indlagt paa et Kort danner den et nogenlunde ubrudt Bælte fra Røsnæs til Glænø, sammenholdt ved den lange Vej, som vi i Enkeltheder fulgte under Herredsbeskrivelserne.
En saadan mægtig Bygd er næppe jævngammel overalt, og den maa forudsættes at have haft mere end ett Udgangspunkt. Skulde man paavise disse, vilde det være naturligt, at man i første Række havde sin Opmærksomhed henvendt paa de Steder, hvor Bygden havde umiddelbar Tilknytning til Kysten.
Dette har den ved Saltbæk Vig (Snevris), et Par Steder paa Røsnæs, hvor Kysten i Sænkningsperioden har dannet Smaabugter (Nordøst for Aagerup og ved Oddermose), ved Kysthospitalet, hvor der lige–
1) Tilhører væsentligt Slutningen af den ældre Stenalder, men Sager fra den yngre Stenalder er fremkommet i ikke ganske ringe Mængde (Affaldsdynger, 112 f f.).
ledes har gaaet en smal Vig ind (Øst om Bakkely til Tjørnemarksgaard), ved Bastrup Sønderstrand (med engfyldt Sænkning langs Bækløb ind til Vold bjærggaard), ved de tidligere nævnte Bjærge Enge, paa Halsen bag Reersø, ved Strandengene mellem Dalby og Mullerup, ved Sænkningen Syd for Drøsselbjærg langs Bildsø Aa ind til Søen1), ved Sænkningen langs Almindrende ind til Kirke Stiflinge og paa Strækningen omkring Korsør Nor fra Halsskov til Svenstrup — her i Forbindelse med kendte Køkkenmøddinger paa Magleø og Egø. Ligeledes ligger Megalitgravene i Korsør Skov umiddelbart ved en gammel Vig, og længere mod Syd kommer vi til Gravene ved Skælskør Nor2), ved Borrebyengene og ved Norene bag Glænø. Der er næppe et eneste Sted langs hele Kysten, hvor Bebyggelsen kan ses at have naaet Stranden, uden at Terrænet paa disse Punkter endnu fortæller os om større eller mindre Indskæringer, der har brudt Kystens nuværende aabne Karakter, Naar vi da i Præstø Amt fra Vintersbølle Skov til Keldemose Eng træffer en Krans af Dysser i nærmeste Tilknytning til vore Dages ubrudte Strandlinie, skyldes dette sikkert, at den herværende Kyst under den stadigt fortsatte Sænkning i meget høj Grad har forandret Præg, uden at vi nu er i Stand til at paavise dens oprindelige Løb.
Fra de ovenfor betegnede Steder langs Store Bælts Kyst maa Bygderne Tid efter anden have bredt sig. Røsnæs–Bosættelserne er vokset sammen og har fyldt det meste af Halvøen, Asnæs har sikkert og-saa faaet sin Bygd, som er gaaet i ett med Bosættelsen omkring Bastrup—Aarby, Kystegnene mel–
1) Dette Strøg er relativt rigt paa ældre Stenaldersfund.
2) Talrige ældre Stenaldersfund omkring Skælskør Nor og Borreby.
lem Halleby Aa og Tudeaa er blevet bebyggede, og det samme er sket med Strækningerne mellem Korsør Nor og Skælskør Nor og mellem dette og Holsteinborg Nor. Men jævnsides med, at de tidligste »Bygdekærner« er blevet til større Bosættelses–omraader, er de Veje, som fra tidlig Tid har knyttet de enkelte bebyggede Egne til hinanden, blevet Udgangslinier for nye Bosættelser. Bygderne paa Røsnæs og ved Saltbæk Vig er blevet forenede, et bebygget Bælte har sat Aarby–Bygden og Tømmerup–Bygden i Forbindelse med Bygden Syd for Halleby Aa, og denne er atter ved en Vejbygd groet sammen med Halsskov–Bygden og med Skælskør—Holsteinborg–Bygderne. Der er i Megalittidens Løb fremvokset en nogenlunde ubrudt Storbygd, hvis oprindelige Enheder vi i vore Dage intet sikkert Middel har til at skelne, men om hvilke dog baade Veje og Terrænforhold i store Træk synes at give os de Oplysninger, som ovenfor er forsøgt samlede i et Helhedsbillede.
Paa lignende Maade kan man følge den nordøstsjællandske Storbygds Fremvækst.
Et Lighedspunkt findes mellem denne og den netop behandlede vestsjællandske: i dem begge udgør en Færdselsvej, som et Stykke inde i Land følger parallelt med Kysten, et væsentligt Led, og kun undtagelsesvis naar Megalitgravene ud til selve den gamle Strandlinie.
Dette sker ligeledes indenfor begge Omraader efter samme Regel. Vi træffer Grave ved Gerebro, hvor der i Sænkningsperioden gik en Vig ind i Land, kranset af Køkkenmøddinger, ved Engene omkring Hove Aa, hvor ganske det samme Forhold gjorde sig gældende, og ved Engene om Værebro Aa, som i Ertbølletid dannede en bred Fjordmunding, og
hvorfra der stammer omfattende ældre Stenaldersfund. Videre træffer vi dem paa Bakkerne mellem Sigerslev–Vester og Stranden (hvor en Køkkenmødding kendes ved Sejrsten og den berømte Havelsedynge ligger tæt mod Nord); derimod er det meget sparsomt, hvad der findes af baade Køkkenmøddinger og Grave langs de »aabne« Kyster i Jyllinge, Oppe Sundby og Ølsted Sogne. De nævnte Smaavige har da været »Bopladscentra« i Ertbølletid og »Bygdekærner« i Megalittid. Vejen har tidligt sat dem i indbyrdes Forbindelse, og langs den har Bosættelsen fundet Sted, indtil en nogenlunde sammenhængende Bygd er bleven skabt.
Men ogsaa dybere inde i Landet har Ertbøllekulturen været rodfast. Vi kender en Køkkenmødding fra Mosen omkring Havelse Aa, Vest for Strølille1), og ved Bredderne af Hagerup Sø og Skænkelsø er der truffet Spor af Bopladser, som ganske vist ikke med Sikkerhed er daterede, men som rimeligvis rækker tilbage til Ertbølletid. Hertil kommer talrige løse Fund fra Sognene Slagslunde, Uggeløse, Uvelse, Farum og Lillerød — enkelte stammende helt fra Mulleruptid, andre naaende frem til den yngre Stenalders tidligste Afsnit. En detailleret Redegørelse for disse vilde næppe lønne Umagen, men kun befæste Hovedindtrykket: at der allerede i Ertbølletid boede eri forholdsvis talstærk Befolkning langs Mølleaaens Vanddrag og ved de nærliggende Søer. Og gennemvandrer vi Landet fra Kyst til Kyst, kommer vi omsider ud til den ofte nævnte Nivaa–Vig med dens Køkkenmødding og dens betydningsfulde Vejlinie fra yngre Stenalder.
Det nordøstsjællandske »Indland« maa da ogsaa have rummet sine »Bygdekærner«, hvorfra Bosæt–
1) K. Rørdam: Saltvandsalluviet i det nordvestl. Sjælland (1892), 80.
teisen i Megalittid er udgaaet. Vi kan fastslaa enkelte af dem, i hvert Fald kan vi — som det blev fremhævet under Herredsbeskrivelserne — se, hvorledes Moser og Søer samler Gravene. Det er f. Eks. Tilfældet ved Salsmose, ved Veksø, ved Vestenden af Bastrup Sø, ved Farum Sø og ved Sjælsø. Naar man tager Periodens hele almindelige Kulturbillede i Betragtning, vil man være tilbøjelig til at regne disse og lignende Lokaliteter for Storbygdens Udgangspunkter. Mellem dem har Vejene sat Befolkningen i indbyrdes Forbindelse, og langs disse Veje er Bosættelsen atter spredt, indtil den omsider har naaet sin fulde Udvikling.
Som en Faktor af meget stor Betydning for denne Udvikling og bestemmende den Grænse, til hvilken den kunde naa, maa i første Række nævnes de enkelte Egnes Terrænforhold og Jordbundsbeskaffenhed. Men til dette Punkt skal vi vende tilbage, naar vi i det følgende kort har karakteriseret Broncealderens Bosættelser paa Sjælland.
2. BRONCEALDERSBYGDERNE
Vi tager — som i det foregaaende Afsnit — vort Udgangspunkt i en Helhedsbetragtning af Bebyggelsen, og her viser Kortet os med fuldkommen Klarhed baade Overensstemmelser og Uoverensstemmelser mellem Broncealderens og Stenalderens Bygder.
Paa et væsentligt Punkt er Forholdene uændrede: heller ikke i Broncealderen har Bosættelsen udelukkende været knyttet til Kysterne. Man har — som før i Tiden — fundet sit Udkomme fjernt fra Havet, f. Eks. i Indlandet mellem Hillerød og Tostrup, i Ringsted, Alsted og Tybjærg Herreder o. s. v.
Dernæst betegner Broncealdersbygderne som Regel en naturlig Udvikling af Stenaldersbygderne. Vi har set det indenfor Ods Herreds tre Smaabygder, i Skippinge, Års, Tybjærg, Horns Herreder o. s. v. — talrige Steder. Sammenholdes de to Kort med hinanden, vil man sande, at det er denne naturlige og jævne Udvikling af Bygden, som er den ubetinget almindeligste. Stenalders– og Broncealdersbygderne synes som gennemgaaende Regel at staa i organisk Forbindelse med hinanden1).
Uoverensstemmelser mellem de to Tidsaldres Bebyggelser er dog af ikke mindre Interesse. Indlandsbebyggelsen fremtræder i Broncealderen ulige svagere, og virkelig Fylde har den kun faaet, hvor den har kunnet støtte sig til store Aadrag eller Sødrag. Man kan tænke paa Susaa eller Ringsted Aa, Tystrup—Bavelse Sø eller Haraldsted Sø eller paa Terrænet i det sydlige Frederiksborg Amt og det nordlige Københavns Amt, hvor Smaaaaerne er talrige, og hvor mange nuværende Moser sagtens i Oldtiden har staaet under Vand. Her træffer vi større eller mindre Højbygder og sikre Vejbygder som Vidner om, at man endnu i Broncealderen har boet paa disse Steder.
Alligevel er Billedet et andet end det, vi tidligere mødte. F. Eks. ligger nu Sjælsø i en øde Egn. Den store Aamose gør det samme, Halleby Aa og Tissø delvis ogsaa. Der er paa disse Steder foregaaet en
1) Sml. for Tysklands Vedkommende O. Schlüters Iagttagelse, »dass die Besiedelungsfläche im ganzen sich vor der Zeit der grossen Rodungen nur unbedeutend verändert haben kann, und dass im einzelnen die Wohnplätze sich mit merkwürdiger Zähigkeit nicht selten seit der jüngeren Steinalter als Siedelungen erhalten haben. Die »Kontinuität der Besiedelung« tritt immer deutlicher hervor, je weiter die vorgeschichtliche Wissenschaft fortschreitet« (Hoops Reallexikon I, 422). Sml. XII. Bericht der röm.–germ. Komm. 1920, 42 ff. (Ernst Wahle).
Forskydning af Bygderne, og maaske kunde en saadan tænkes at hænge sammen med ændrede Levevilkaar for Befolkningen.
I det hele synes der i Broncealderen at have gjort sig en Tendens gældende til at søge ud til Kysterne. Man ser det ikke paa mindre Halvøer som Horns og Ods Herreder, hvor Landet er saa smalt, at det nogenlunde fyldes af Bebyggelsen. Derimod er det klart i Nordøstsjælland — baade oppe ved Kattegatskysten og længere nede. Roskilde Fjord har beholdt sin gamle Tiltrækningskraft; men nyt er det, at Befolkningen ogsaa har flokket sig langs Øresund, og Resultatet har været, at Indlandsbosættelsen ligesom er bristet. Hovedbygderne har holdt sig vestfra indtil Farum–Kanten — hvad der i Stenalderen har ligget længere mod Øst, er i Broncealderen søgt ud til Sundet, og der er opstaaet et Tomrum, gennem hvilket sandsynligvis kun en gammel Vej har været holdt i Hævd.
Endnu mere karakteristisk har Forholdene artet sig i Vestsjælland. Den indre Merløse–Bygd er forlagt til Holbæk– og Isefjordskysterne. De indre Bygder i Skippinge, Løve og Slagelse Herreder er rømmet, og Bosættelserne har samlet sig omkring Røsnæs—Glænø–Vejen. Faktisk er hele den vestsjællandske Bebyggelse knyttet til Storebæltskysten. C. 10 km inde i Land er den standset, og de følgende 10—15 km har ligget relativt folketomme, gennemkrydsede af en eller anden Vej, som har ført ind til Bosættelserne ved de midtsjællandske Søer og Stor aaer. I Sydøstsjælland er Køge Bugt og Præstø Fjord nu kommet til at spille en Rolle for Bebyggelsen som ikke før i Tiden.
Der maa have været ganske bestemte Aarsager til dette; men er det muligt at paavise dem ved Hjælp
af det Materiale, som vi i vore Dage har til Disposition?
Den Tanke kunde ligge nær, at nyindvandrede Folk med andre Traditioner og Levevilkaar end Stenalderens havde gjort Udslaget. Spørgsmaalet har ofte været drøftet, og helt til 1897 var Sophus Müller tilbøjelig til at sætte Broncealderens Begyndelse i Forbindelse med en saadan Indvandring1).
Dette Standpunkt maa nu siges at være fuldkommen forladt. Müllers Studier over Broncealderens Begyndelse og ældre Udvikling i Danmark2) har gjort det klart, at der intet Grundlag findes for Hypotesen om nye Folkeelementers Indtrængen. Før den ældre Broncealders første Afsnits første og anden Tidsgruppe var erkendt, maatte man tro, at Perioden var begyndt med de gamle spiralprydede Broncer; »og en Indvandring maatte antages foregaaet, da der ikke kunde paavises ældre Former og navnlig ældre Gravfund. Naar disse nu foreligge . . under denne og den følgende, 2. Tidsgruppe, og naar det sees, at Bronzerne indeholde Grundlaget for den senere Formudvikling, der lidt efter lidt reiser sig til fuldt Flor, da er det klart, at kun Kulturmeddelelser fra Folk til Folk hav« raadet ved Bronzealderens Begyndelse i vort Land«3).
Med denne Opfattelse stemmer ikke alene Antropologiens Vidnesbyrd, hvilket turde være af mindre Betydning4), men i høj Grad det Samfald, der bebyggelsesmæssigt er mellem Sten– og Broncealderen — uanset de ovenfor fremhævede Forskydninger.
1) Vor Oldtid (1897), 282 ff.
2) Aarb. 1909, l ff. Samme Standpunkt hævdes kraftigt ogsaa senere, se Aarb 1914, 275. Sml. forøvrigt Ymer 1923, 51.
3) Aarb. 1909, 15.
4) Aarb. 1906, 308 ff. og 1911, 201. Sml. Aarb. 1893, 137.
Dette Samfald er jo aldeles herskende indenfor den jydske Enkeltgravskultur, vi har erfaret det paa Sjælland, og det møder os de allerfleste Steder. Broncealdersbygden er normalt en Udvikling af Stenaldersbygden. »Bronsålderns bebyggelse«, siger Ekholm om Forholdene i Uppland, »visar .... ej blott en anknytning till stenålderns utan framträder vid ett närmare betraktande såsom en direkt utveckling ur denna«1). Derfor kan Stenaldersgravfeltet gaa jævnt over i et Broncealdersgravfelt2), og selve Stenaldersbopladsen kan være holdt i Hævd ned gennem Broncealderen3). De tyske Arkæologers Opfattelse, at Broncealderens Periode II (Montelius) i Nordtyskland skulde betegne »Germanernes« Indvandring fra det sydlige Skandinavien, strander blandt andet derpaa, at Grænsen for denne Periodes Broncealderskultur i Hovedsagen falder sammen med Grænsen for den baltiske Megalitkultur, saa her »endast föreligger en mäktig kulturpåverkan &oulm,fver stambesläktade folk, ett uttryck for den nordiska bronsålderns rikedom och Hfskraft«4). At Kulturpaavirkningen forøvrigt i denne Periode II er gaaet den modsatte Vej — fra Nordtyskland til Skandinavien — er en Sag for sig, som vi ikke paa dette Sted behøver at udrede5).
Kan Forskydningen indenfor visse af de sjællandske Bygder saaledes ikke begrundes ved nogen Indvandringshypotese, maa Aarsagen jo søges paa
1) Stud. i Upplands bebyggelsehist. II (1921), 102. Sml. Bernhard Salin i Uppland, Skildring af land och folk I (1905), 172 f f.
2) Se f. Eks, Nils Lithberg: Gotlands stenalder (1914), 91.
3) Sml. Bopladsen Veddige 102 (Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 83 f.
4) Ekholm: Stud i Upplands bebyggelsehist. II (1921), 128.
5) Ymer 1900, 405, 417. Sml. Aarb. 1914, 280 f.
andet Hold, og her er det rimeligt først at tage Terrænforholdenes mulige Indvirkning i Betragtning.
Sophus Müller har Æren af som den første danske Forsker at have undersøgt Bebyggelsens Afhængighed af »Sted og Natur«, og han har drøftet Spørgsmaalet i samtlige store arkæologisk–topografiske Afhandlinger: »Vei og Bygd i Sten– og Bronzealder«1), »Vendsyssel–Studier«2), »Sønderjyllands Stenalder«3) og »Sønderjyllands Bronzealder«4).
I den førstnævnte af disse fastslog han, at de store Hedeflader i Jylland saa at sige savnede Vidnesbyrd om Oldtidsbosættelser5), næppe i første Række paa Grund af Jordens ringe Beskaffenhed, snarere fordi disse skovløse Sletter ikke havde egnet sig for Tidens Kvægbrug6). I Bakkelandet laa Højene derimod mere eller mindre tæt — mindst tæt der, hvor den lerede Jord gav Grobund for Skoven, men var for tung at bearbejde med primitive Agerbrugsredskaber7).
Vendsyssel–Studierne førte Sophus Müller til en Egn med et ganske andet Terrænpræg end det vest jydske, og de tidligere indvundne Resultater gennemgik derfor en Prøve. Nogen Revision viste sig ikke nødvendig. Ogsaa i Vendsyssel laa Højene i Bakkelandet, medens de savnedes paa Fladerne, eller — med Anvendelse af de geologiske Betegnelser — »Høiene findes henover de ældre glaciale Dannelser, men mangle paa senglacial og postglacial Grund«8). Af Interesse var det, at ikke hele
1) Aarb. 1904, l ff.
2) Aarb. 1911, 233 ff.
3) Aarb. 1913, 169 ff.
4) Aarb. 1914, 195 ff.
5) Anf. St. 35, 58.
6) Smstds. 59.
7) Smstds. 59 f.
8) Anf. St. 239.
Bakkelandet viste Bebyggelsesspor. Et vidtstrakt Omraade, omfattende Dele af Lendum, Ugilt, Torslev, Taars og Jerslev Sogne, var for største Delen uden Gravhøje, og denne Strækning »hører til den høieste Del af Landet. Gjennemgaaende frembyder den en stærk Afvexling mellem toppede Banker og vaade Lavninger. Jævne Steder findes vel ogsaa. men ikke af større Omfang eller i Sammenhæng«1). Müller fik den Opfattelse, at det her var Skovvækst, der havde hindret enhver Bosættelse af Betydning2). »Man boede omkring Skoven og i dens Udkanter, men trængte ugjærne dybere ind«3).
Det Terræn i Vendsyssel, som viste kraftigst Bebyggelse, var den store Bakkeø, der omfatter Sognene Flade, Gerum, Skærum, Understed, Karup, Hørby og Torslev, et »meget høit Land med mere eller mindre jævnt bølgeformet Overflade, men stærkt gjennemkrydset af dybtliggende, vidtforgrenede Vandløb og smalle Lavninger ... Den udstrakte, høitliggende Jord med bølgeformet Overflade maa da have budt særlig gode Betingelser for Bebyggelsen. Lignende Forhold frembyder den store Bakkeø sydpaa i Albæk Sogn; mere afvexlende høinede ere derimod Agersted Bakker og Egnen sønden om Storskoven; Gravhøiene forekomme overalt i omtrent samme Mængde. Over Vestlandet, hvor Jorden gjennemgaaende er lavere og fladere, ligge Høiene derimod mere spredt, i talrig Gruppe kun, hvor der undtagelsesvis viser sig høiere Banker«4).
Som Regel havde altsaa Fladerne været sparsomt befolkede. »Naar der er Undtagelser fra dette For–
1) Smstds. 237.
2) Smstds. 238.
3) Smstds. 239.
4) Smstds. 240 f.
hold, naar der findes Gravhøie paa senglacial Grund og da saamange, at.... de formaa at oplyse noget, da ses det tydelig, at Hovedreglen ikke er brudt; i Virkeligheden ligge disse Gravhøie paa Høider, vel kun lave, men ragende op over de fuldstændig flade Strækninger, eller de ligge langs Affald mod lavere Grund, ganske i Overensstemmelse med Anbringelsen af Høiene ved Bakkebrynet1) . . . Efterladenskaber fra Stenalderen findes vel; men med Sikkerhed er der ikke paavist en eneste Grav fra den Tid. Enkelte Grave fra Bronzealderen ere trufne, men dækkede af ganske lave Høie, ingen Langhøi og ikke nogen af de Høigrupper, der ses overalt i de virkelig bebyggede Egne. Først fra Jernalderen kjendes der et ikke ringe Antal Grave, rigelig udstyrede efter Tidens Skik, og der haves Bopladsfund, mellem hvilke et enkelt betydeligt«2). At den primitive Bosættelse holdt sig borte fra de senglaciale Flader — og de mindre omfattende flade Partier indenfor det glaciale Højland — forklarede Sophus Müller ud fra den Antagelse, at man ved Bebyggelsen havde skyet »Vand og Fugtighedsforhold«; man havde villet bo tørt3).
Der er i denne systematiske Redegørelse for Oldtidsbosættelsen i Vendsyssel overordentlig meget lærerigt, og man vil sikkert, efterhaanden som flere og flere Omraader undersøges i bebyggelsesmæssig Henseende, stadfæste dens Hovedresultater. At den primære Bebyggelse har fundet Sted der, hvor Naturen frembød de færreste Vanskeligheder at overvinde, hvor Terrænet var lettest tilgængeligt og Jordsmonet lettest bearbejdeligt, er iagttaget vidt
1) Smstds. 263.
2) Smstds. 267.
3) Smstds. 268.
omkring. »Der Urwald ist der Feind und nicht deri Freund des Menschen — das ist die Grundvorstellung, an der man überall festhalten muss, wenn man die Stellung des Waldes zum menschlichen Kulturleben bis in die neuere Zeit hinein richtig beurteilen will«, siger Johs. Hoops1). Og deri har han Ret. Skovene har været een af de Faktorer, som satte Grænser for Bygdernes Vækst — ogsaa hos os.
Men udenom Skovene har man boet — langs Skovlandets Bryn eller paa den vidtstrakte, bølgeformede Slette inde i Skovenes Favn2). Det har vist sig i Vendsyssel3) som i Sønderjylland4), og det synes at være en gængs Regel. »Für die niederen Kulturstufen [in Mitteleuropa] bietet nur die Steppe die geeigneten Lebensbedingungen, nicht in ihrer extremen Ausbildung im Übergang zur Wüste, aber dort, wo sie an ein Waldgebiet angrenzt; hier ist freie Bewegung gewährt, hier sind ausgedehnte Weideplätze, hier ist auch der reichste Wildstand zu finden«5).
Dette Overgangsomraade mellem skovgroet og skovløst Land bød endvidere den Fordel, at Jorden som Regel ikke var for svær for de primitive Redskaber. Det var sandmuldet Jord eller dog Jord, der ikke var for stift leret, og i særlig Grad var det netop en saadan, man søgte. Vi ser det klart i Sønderjyl–
1) Waldbäume und Kulturpflanzen im germ. Altertum (1905), 91.
2) Sml. O. Schlüter og A. Schliz i Hoops Reallexikon, henholdsvis I, 405 f. og IV. 445. Sml. endvidere den oversigtlige Behandling med tilhørende Litteraturhenvisninger i A. Dopsch: Wirtschaftl. und soziale Grundlagen der europäischen Kulturentwicklung. 2. Udg. I (1923), 55 f. og i Archiv f. Anthropol. N. F. XIII (1915). 404 ff. (Ernst Wahle, ogsaa her righoldig Litteratur).
3) Aarb. 1911, 241 f. 250 f.
4) Aarb. 1913, 218; 1914, 204, 207 ff.
5) Gradmann: Ursprung und Wanderungen d. Völker, 57. Cit. Hoops: Waldbäume und Kulturpflanzen (1905), 101.
land, men det samme er iagttaget talrige andre Steder. Den svære Lerjord blev næsten uden Undtagelse sent opdyrket — i ældre Jernalder eller endnu senere1). De svagt bølgende Morænestrækninger, højtliggende nok til at være tørre, fremkommelige nok til at kunne udnyttes, blev foretrukket2). Ogsaa i Norge har man — ved Vestre Gran, Tingelstad og Land paa Hadeland — gjort den Iagttagelse, at den oprindelige Bosættelse fortrinsvis søgte de højtliggende Punkter i Egnen ud3), og det samme skal have været Tilfældet i England4).
Den udførlige Skildring af de enkelte sjællandske Herreder vil have vist, at de samme Faktorer har øvet deres Indflydelse paa Bygdedannelsen her.
Paa Sjælland kan der dog ikke som i Vendsyssel skelnes skarpt mellem Bebyggelsen paa de ældre og Bebyggelsen paa de yngre glaciale Dannelser, fordi de postglaciale Omraader her er meget faa og smaa. Hovedparten af Jordbunden bestaar af Moræneler — Resten af lagdelt eller stenet Sand, og begge Af–
1) Se f. Eks. Iagttagelse fra Mecklenburg, Prähist. Zeitschr. I, 248 f.
2) Sml. Västergötl. Fornminnesförenings Tidskr. III. 7. Hefte (1915), 5. og Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 214. En i høj Grad lærerig Undersøgelse er gennemført af Dr. Hans Mortensen. Han paaviser, hvorledes det højtliggende — men ikke altfor stenede eller altfor kuperede — Terræn i Samland, Natangen, Litaven, Letland og Estland er det, der samler Bebyggelsen, mens de jævne Flader er relativt tomme (se for Samlands Vedkommende Siedlungsgeographie des Samlandes (1923)). At Jordbundsfugtigheden — navnlig ved Tøbrudstide — har spillet en meget stor Rolle i Fortiden, som den gør det den Dag i Dag, idet Vegetationen er adskilligt senere paa det jævne Omraade end i de højereliggende Strøg, har han ligeledes vist (Zeitschr. d. Gesellsch. f. Erdkunde zu Berlin 1924. 149 f.). Forøvrigt er tilsvarende Spørgsmaal ofte gjort til Genstand for Behandling i tysk Litteratur, navnlig af Gradmann (Geogr, Zeitschr. 7 (1901), 435 ff. og 12 (1906), 314 ff.). En meget lærerig Behandling, i flere Henseender supplerende Gradmanns, er givet af Ernst Wahle i XII. Bericht der röm.–germ. Komm. 1920 (her fyldige Litteraturhenvisninger).
3) Bygd og bonde II, 84 f, 89; III, 177. (Sigurd Grieg).
4) Baldwin Brown: The Art in early England III, 141 f.
lejringer har muliggjort en tidlig Bosættelse. Kun hvor Leret har været særlig tungt, har man haft vanskeligt ved at udnytte Jorden — og her har vel ogsaa Skoven groet.
Men forøvrigt stadfæstes de jydske Erfaringer i saa at sige alle Enkeltheder.
I en Afhandling af den svenske Forsker Hans W:son Ahlmann om »Själlands landsbygd«1) har Forfatteren til Udgangspunkt for sine »antropo–geografiske« Studier taget en Oversigt over Øens Landskabstyper. Han har delt disse i Bakkeomraader, »sammansatta av oregelbundna, mjukt formade kullar av ett till ett par tiotal meters höjd, skilda av småvågig terräng eller av ett förgrenat system av skarpare begränsade depressioner, i allmänhet upptagande helt eller delvis igenvuxna mossar«, og jævne Omraader, »ej alldeles plana utan böljande genom att fåras av sänkor, antingen isolerade eller ordnade i buktande rader«. En lille Kortskitse angiver saa nogenlunde Fordelingen af disse to Omraader. Videre har han paa en Kortskitse indlagt 30 Meters Højdekurven og ad den Vej udskilt et højtliggende Omraade, hvis Hovedfelter falder i Nordøst–Sjælland og Midt–Sjælland, og et lavtliggende Omraade, der paa alle Sider omgiver det foregaaende, og som er særligt fremtrædende mellem Roskilde, Køge og København, hvorfra det fortsætter mod Nord langs Østsiden af Roskilde Fjord forbi Arresø til Kattegat og mod Syd over Stevns til Præstø Fjord. Ligeledes falder hele Kysten langs Store Bælt og Smaalandshavet ind under det lavtliggende Omraade samt den største Del af Tuse Herred, den nordligste Del af Ods Herred og Horns Herred.
1) Ymer, 1923, 81 ff.
Fig. 1. Sjællands Natur– og Bebyggelsesomraader.
Efter Hans W:son Ahlmann.
Efter Hans W:son Ahlmann.
A = Navnekort. B = Bakkeomraader (stregede) og jævne Omraader. C = Højde-omraader over 30 m o. H. (stregede) og lave Omraader. D = Skovomraader (stregede) og Bygdesletter. E = Spredt Bygd (streget) og Bybygd før Udskiftningen i Slutningen af 18. Aarhundrede. F = Spredt Bygd (streget), blandet Bygd (stiplet) og Bybygd i vor Tid. Stor–København er dobbeltstreget.
Endvidere har Ahlmann søgt at udskille Bygdeomraaderne fra Skovomraaderne. Ved en »Bygdeslette« forstaar han »ett uppodlat, från större skogspartier fritt jämn–område«, mens Skovomraadet er »ett back– eller jämnområde, som är helt täckt av bokskog eller i större utsträckning bestrött med dungar av sådan«. Hans Kortskitse viser i de store Hovedtræk Overensstemmelse med H. V. Clausens tilsvarende Kort1), og et vigtigt Resultat bliver, at »i huvudsak överensstämma bygdeslätterna till sin utsträckning med lågområdena eller de omraden, som ligga under 30 m ö. h.« (Fig. 1).
Ahlmanns Studier er udelukkende bygget paa de sidste to Aarhundreders Kortmateriale, kontrolleret ved Undersøgelser i Marken, og man kunde faa det Indtryk, at der var en væsentlig Uoverensstemmelse mellem hans Resultater for Sjællands Vedkommende og Sophus Müllers for Vendsyssels — eller ogsaa, at den senere Bygd (vor egen Tids) var knyttet til et andet Terræn end den oprindelige Bygd (Oldtidens). Men dette er ikke Tilfældet, og det interessante er netop det Samfald, der paa afgørende Punkter er mellem Ahlmanns moderne »Bygdesletter« og den Fordeling af Bygderne, som det arkæologiske Kort viser os. Det tyder paa en Stabilitet i bebyggelsesmæssig Henseende, som af mange Grunde bør fremhæves.
Den tilsyneladende Uoverensstemmelse mellem Ahlmanns og Müllers Resultater skyldes udelukkende den lidt uheldige Betegnelse »lavtliggende Omraader« (lågområden); thi alt er jo relativt, og disse Bygdesletter er i Virkeligheden slet ikke lavt liggende — de ligger kun lavere end 30 Meters Kurven. I sig selv er de ofte ret bølgende, ja forholdsvis
1) Aarb. 1916.
kuperede, tørre Strækninger, som allerede i Oldtiden har frembudt gode Betingelser for Bosættelse.
Den første Bosættelse — Stenaldersbosættelsen — har paa Sjælland som i Vendsyssel skyet det voldsomt formede, ubekvemt bakkede Terræn. Den har fulgt dets Rande (Bakkelandet i Merløse Herred, Holmstrup–Bygden i Skippinge Herred f. Eks.), men er kun sjældent naaet ind over de bratte eller store Højder (sml. det gravtomme Bakkeparti ved Kregme og i Arresødal Skov, Strø Herred, Vejrhøjplateauet i Ods Herred, endnu tydeligere Sjællands centrale Bakkestrøg ved Hejde Oredrev—Valborup). Fortrinsvis har man holdt sig til det bølgende, ofte stort formede, men landskabeligt set »aabne« Terræn (Bygderne i Ods Herred, Storebælts–Bygden, Bygderne i Tybjærg og Alsted Herreder, Bygden langs Roskilde Fjord osv.). Dette er i Overensstemmelse baade med Erfaringerne fra Vendsyssel og med Ahlmanns Paavisning af Bygdesletten indenfor »lågområdena«. Kun undtagelsesvis er man kommet ud paa den egentlige Flade. Hvor vi har truffet denne, har den saa at sige altid været gravtom (Ods Herred, Merløse Herred, Ars Herred, Alsted Herred, Hammer-—Baarse Herreder, Ramsø—Tune—Smørum Herreder osv.), og ligesaa sjældent har man bosat sig i det virkelig lavtliggende Terræn. Naar det er sket, skyldes det Passagen over et Vandløb (f. Eks. Halleby Aa) eller Tilknytningen til en Vig (f. Eks. Saltbæk Vig).
Hvad man kunde kalde »Frygten for Fladen og for det højtbakkede Terræn« har i mindst ligesaa stærk Grad som gammel Skovvækst betinget Bygdernes Udviklingsmuligheder. Naar vi eksempelvis har set, at Skippinge–Bygden har strakt sig i Vest nøjagtig til den brede Flade Nord for Bregninge Aa,
i Øst til den store Sænkning Syd for Arnakke og det mægtige Bakkeland i Hjembæk Sogn, og naar vi yderligere har set, at Havnsø–Fladen har skudt sig skillende ind mellem Bosættelserne i Hørv— Vallekilde Sogne og i Føllenslev—Særslev—Bregninge Sogne, faar vi et kraftigt Indtryk af, hvilken Rolle Terrænformationerne har spillet under Bygdedannelsen. Erfaringer af lignende Art har vi jo gjort i de fleste andre af Øens Herreder (f. Eks. Slagelse, Alsted, Tuse, Strø osv.). Der er ingen Grund til overalt at tænke sig disse Højdedrag, Flader og Sænkninger som stærkt skovgroede. Det er faktisk Terrænet selv, som har sat Skrankerne.
Og det Bygdebillede, som Stenalderskortet har givet os, er i væsentlige Træk overensstemmende med det, der afspejles i Broncealderskortet. Ogsaa i den ældre Broncealder har man holdt sig borte fra de vanskeligt tilgængelige, urolige Bakkeomraader og har fortrinsvis søgt Tilknytning til de bølgende »Bygdesletter«. Men der er dog kommet et nyt Element til: man har ikke været fuldt saa ængstelige for Fladerne som i Stenalderen. I denne Henseende er Bebyggelsen af Morænefladen i Merløse Herred og endnu mere Bosættelserne i den flade Del at Ramsø, Tune og Smørum Herreder karakteristiske. Flere Steder er det vel først i Broncealderens senere og seneste Tidsrum, man har slaaet sig ned her; men Forskydningen er dog altsaa paa baade et og andet Punkt aabenbar. Man har turdet og man har evnet at binde an med et Terræn, som man undgik i den tidligere Periode, ja man er enkelte Steder saa smaat begyndt at sprænge de oprindelige naturbestemte Bygdegrænser og fylde Mellemrummene imellem dem (særlig klart f. Eks. i Ods Herred).
Dette sidstnævnte Forhold kan rimeligst forklares
som en Følge af Befolkningsforøgelse. Det er et Resultat af, hvad vi ofte har kaldt Bygdernes »organiske Vækst«. Men anderledes stiller det sig jo i visse sjællandske Egne, og vi vender derfor tilbage til Spørgsmaalet: hvorfor har der hist og her fundet en Forskydning af den ældste Bebyggelse Sted? Hvorfor er gamle Bygder tømt, mens hidtil tomme Strøg er fyldt?
Vi har allerede afvist den tidligere Indvandrings–hypotese som ubrugelig. Det fremgaar endvidere af det foregaaende, at ikke heller Terrænformationer og Jordbundsforhold kan forklare Fænomenet. At Landet skulde være »groet til med Skov«, er overhovedet ingen Forklaring, skønt den ofte anføres som en saadan; thi en Tilgroning vil naturligvis først have fundet Sted, efter at Egnen er forladt.
Det vil næppe være muligt at give nogen eksakt Forklaring, men Opmærksomheden skal henledes paa to Punkter.
For det første kan Befolkningens Levevilkaar som Bønder være undergaaet en Ændring i Tidens Løb. Som bekendt har der allerede ved Megalitkulturens Frembrud fundet en Overgang Sted fra Samlerstadiet til Agerdyrkerens og Kvægavlerens Stadium. At Kornavlen skulde have spillet nogen meget betydelig Rolle i yngre Stenalder turde dog være tvivlsomt. Sandsynligvis har Husdyrholdet — Kvæg, Faar, Svin — været af langt større Værdi for Befolkningen1). Men Husdyrholdet hårde bedste Betingelser, hvor Skoven er i Nærheden, og regner man yderligere med — hvad der turde være givet — at Indsamling, Jagt og Fiskeri vedvarende har dannet en nødvendig økonomisk Reserve, vil atter Strækningerne umiddelbart op ad Skovegnene have
1) Sml. Hoops Reallexikon I. 413.
været de fordelagtigste at slaa sig ned i. Dette kan forklare, at de midtsjællandske Bygder har faaet et saa betydeligt Omfang og afgivet Plads til en saa relativ stor Del af Øens Befolkning.
Endvidere maa vi gaa ud fra, at Agerbrugets Betydning i Aarhundredernes Løb er steget paa de øvrige Næringsvejes Bekostning. Det maa i Broncealderen have været af større Betydning end i Stenalderen, ligesom det i Jernalderen vandt endnu længere frem end i Broncealderen. Men Agerbruget kræver i mange Henseender »aabent« Terræn. Betydningen af Skovenes Nærhed kan derfor være traadt tilbage, og selv om Kvægholdet stadig har været en vigtig og omfattende Næringsvej for Befolkningen, har man dog ikke ved at flytte ud i det aabne Terræn afskaaret sig fra at nytte de gamle Storskove til Græsning og Oldenbrug. Vi kender jo i vore egne Dage en Driftsform — Sæterbruget — som tillader Bonden at bo endog meget langt fra det Sted, hvor hans Kvæg i Sommertiden finder Føden, og netop Sæterbruget er en »primitiv« Form for Kvægbrug1). Den kan særdeles vel have været anvendt i Broncealderens Danmark. Slaar denne Formodning til, kan den forklare, hvorfor flere af de midtsjællandske Bygder er blevet rømmet og Befolkningen er søgt ud til mere aabne, nærliggende Egne.
Men det skal paa den anden Side understreges, at Forklaringen næppe er helt fyldestgørende, og at andre Aarsager maa have virket i samme Retning. Ogsaa i Midt–Sjælland findes jo Strøg, som utvivlsomt har været aabne nok, og som man alligevel ikke har søgt; da man opgav de gamle Bygder. Men her kommer vi til det andet Punkt, som vil være en Overvejelse værd.
1) Sml. Flodström: Sverges folk (1918). 276 (Niels Lithberg).
Man er — hvad der ovenfor blev paapeget — i særlig Grad søgt ud i Kystegnene, og næsten overalt, hvor en Indlands–Bygd er forladt, er den nærmeste Kyst–Bygd i tilsvarende Maalestok fortættet — eller fra Grunden fremvokset. Mens de smaa Stenaldersbosættelser ved Valby, Helsinge og Kæderup forsvinder, slaar Broncealderens Folk sig ned langs Kattegatskysten. De tømte Tikøb, Asminderød, Karlebo, Blovstrød og Birkerød Sogne svarer til det fyldte Hørsholm Sogn, Søster Svenstrup–Bygden rømmes for at afløses af Bebyggelsen mellem Køge og Ølsemagle, Sædder– og Sværtinge–Bygderne fortsætter i Bosættelserne langs Kysten mellem Køge Aa og Tryggevælde Aa, den relativt tætte Bebyggelse mellem Baarse og Vintersbølle bliver til den store Bygd ved Præstø Fjord og Bøgestrømmen. Hvorledes Indlands–Bygderne i de vestsjællandske Herreder forsvinder og hvorledes til Gengæld Kyst–Bygderne vokser, er tidligere nævnt. Dette Fænomen er saa alment, at der maa findes en Forklaring, som kan passe de allerfleste Steder. Hvad der ovenfor blev sagt om Betydningen af det mere »aabne« Landskab, kan kun have været en medvirkende Aarsag til Forskydningen.
Man skal vistnok have Opmærksomheden henvendt paa, at Broncealderens Kultur i væsentlig Grad hviler paa Tilførsler over Havet — enten dette nu (som i Periodens Begyndelse) er Vesterhavet eller (som senere hen) Østersøen. Selve Tidens Raa–emne til Redskaber og Vaaben kunde ikke skaffes i Landet, men maatte importeres — ved Handel med andre Folkeslag, som besad det. Netop denne Omstændighed kan have givet Kystegnene en Overvægt i bebyggelsesmæssig Henseende. Det er vel ikke for intet, at Broncealderens Ristninger saa ofte
viser Skibsfremtillinger. Paa en Ø som Sjælland kan Adgangen over Havet til Udenverdenen i særlig Grad have betinget Befolkningens Magt og Rigdom. Der kan her have været en Modsætning til Forholdet i vestjydske Egne, hvor der kun fandtes faa brugelige Havnepladser, og hvor Varespredningen derfor var henvist til de milelange Veje, som allerede Enkeltgravenes Folk havde banet.
Betragtet under denne Synsvinkel bliver da Sjællands Broncealdersbygder fuldt forstaaelige. Som oftest har de udviklet sig jævnt og naturligt paa det i Stenalderen givne Grundlag, og selv hvor der tilsyneladende har fundet et Brud Sted, kan det forklares ud fra Tidens ændrede Kulturforhold — det stærkere drevne Agerbrug og den livligere Handel over Havet. Vi behøver ikke at ty til Hypoteser, som ligger fjernere fra det centrale i Tidsalderens økonomiske og kulturelle Særpræg, og denne Omstændighed kan vel berettige til Fremsættelsen af ovenstaaende Forklaring1).
1) Af Interesse er de Iagttagelser, som Aarne Europaens har gjort vedrørende Forholdet i visse Dele af Finland (Sognene Kyrkslätt og Esbo). Han fastslaar her, at Stenaldersbebyggelsen er en Kystbebyggelse, men dog væsentligt knyttet til Fastlandet — altsaa ikke strækkende sig ud i Skærgaarden, og han fortsætter: »Efter stenåldern har ett omslag häri inträffat. Bronsålderskumlen (»jättekast«) i våra socknar ligga nämligen mestadels just i den yttre zon, som nästan helt och hållet saknar stenåldersfynd, och som tydligen ännu under bronsåldern till största delen var skärgård; sådana finnas till och med i trakter, som ännu i dag måste räknas till den yttre skärgården. Att döma av dessa har alltså bosättningen under bronsålderen förskjutits längre ut mot havet än den fortsatta landhöjningen betingade. Denna bosättningens olika utbredning står i samband med olika levnadssätt. Bronsåldersmänniskorna voro et segelkunnigt skärgårdsfolk medan åter stenåldersmänniskorna — med undantag av båtyxkulturens folk, som till början synes at ha levat på att på ett eller annat sätt beskatta urinvånarna — livnärde sig med jakt och primitivt fiske i små vatten«. (Fornfynd från Kyrkslätt och Esbo socknar, Helsingfors 1922, S. 73 f.).
Side 245
IV. BOSTEDET
Gennem Studiet af Bygdernes Oprindelse og Udvikling og gennem en Undersøgelse af deres Vejnæt har vi ikke i fuldt Omfang udnyttet det arkæologiske Materiale. Tilbage staar bl. a. den vigtige Opgave at undersøge selve Bostedet.
Naar man endnu i Slutningen af forrige Aarhun drede vilde danne sig et Skøn over, paa hvilken Maade den oprindelige Bosættelse paa gotisk–germansk Omraade havde fundet Sted, gik man ud dels fra de klassiske Meddelelser hos Cæsar og Tacitus, dels fra senere Tiders Oplysninger af agrarhistorisk, retshistorisk eller socialøkonomisk Art. Man projicerede Bosættelsesformer, Retsvedtægter og Dyrkningsteknik tilbage i den ukendte Fortid, søgte at faa dem til at stemme overens med de romerske Efterretninger og gennemkommenterede disses Udtryk, til Overensstemmelsen mellem dem indbyrdes blev nogenlunde tilfredsstillende — men med Skiften i Helhedsopfattelsen, eftersom Forskerens egne Forudsætninger tilsagde ham1).
Det siger sig selv, at denne Fremgangsmaade maatte være i høj Grad usikker. Tilliden til Romerne var hos flere af Forskerne ikke urokket, og selv om
1) En udmærket Oversigt over dette Studiums Gang fra Justus Möser til vor egen Tid er givet af A. Dopsch: Wirtschaftl. und soziale Grundlagen der europäischen Kulturentwicklung, 2. Udg. l, l—2 Afsnit.
man paa Grundlag af de foreliggende, taagede Efterretninger — som maaske endog gjaldt Undtagelsestilfælde — og »den juridiske Arkæologi« skulde kunne vinde Resultater for den Tids Vedkommende, som laa efter Kristi Fødsel, hvorledes da skaffe sig mindste Sikkerhed for, at samme Forhold havde hersket fra Bosættelsens Begyndelse? Det gik, saa længe man troede, at Gotonerne endnu omkring Aar 1 levede som Nomader eller »Halvnomader«. Da Fejltagelsen paa dette Punkt blev aabenbar, da man ad arkæologisk Vej fik uomstødelige Beviser for, at Agerbrug og fast Bosættelse havde været almindelige i Aarhundreder, ja i mere end to Aartusin der før vor Tidsregning, blev hele Grundlaget rokket. Nu slog det tidligere benyttede Materiale ikke længere til. Studiet maatte for den ældste Tids Vedkommende føres ind i et nyt Spor.
Blandt de Spørgsmaal, som havde beskæftiget Forskerne, var dette, om man til en Begyndelse havde boet paa Enkeltgaarde eller i Landsbyer? Møser — i en vis Forstand Studiets Banebryder — som nærede berettigede Tvivl om Rigtigheden af Cæsars Skildringer, og som i særlig Grad havde Forholdene i Westfalen for Øje, hvor Landboordningen endnu efter hans Opfattelse var »wie die älteste«, gik ud fra, at man havde bosat sig paa Enkeltgaarde. Maurer derimod, som hyldede den Teori, at den første Opdyrkning af Landet ikke skyldtes Enkeltmænd, men Slægter og Stammer, saa i Landsbyen Udgangspunktet for den tidligste Bebyggelse. Meitzen endelig kom langt senere gennem sine Studier til det Resultat, at Landsbyen var en særlig germansk, Enkeltgaarden en keltisk Bosættelsesform, og at den sidstnævnte Bebyggelsesmaade ved Nomadelivets Ophør var indlaant fra Kelterne.
Der er ingen Grund til i Enkeltheder at følge disse Teorier, som — hvor forskellige de end var — alle havde det til fælles, at de ikke byggede (og ikke kunde bygge) paa et med den ældste Bosættelse jævngammelt Materiale. Vi nøjes med at fastholde, at de to Bosættelsesformer i Regelen opstilledes som hinandens Modsætninger, der indenfor den samme Egn indbyrdes udelukkede hinanden, naar Talen var om den primære Bebyggelse. I Stedet vælger vi som Udgangspunkt for vor Undersøgelse den hjemlige Bedømmelse af Sagen, der for første Gang søgte en Løsning ud fra det rent arkæologiske Stof.
Det var, som nævnt i Indledningen, Dir. Sophus Müllers Forsken, der banede Vej. Efter at have paapeget Højkortets grundlæggende Betydning for Bebyggelsesstudiet, fortsatte han: »Der er den velbefolkede Bygd, som strækker sig vidt, de Steder, hvor en lille Kreds af Mennesker havde skudt sig frem i ellers ubeboede Strækninger, de Pletter, som endnu kun vare opsøgte af ganske faa. Det sees, at der hist og her, hvor de større Høigrupper findes, var en fastere Bosættelse for flere Mennesker. Og endelig sees det, at man, hvor der fandtes Veie, slog Bo ved dem. Som i vore Dage skabtes Bebyggelsen af Veien. Hvor der alt var Folk, kom flere til; der blev strøgvis en næsten sammenhængende, langstrakt Bebyggelse af Veien, og da navnlig ved Knudepunkterne, ved Veidelinger, ved Vadesteder og i Snævringer. Næsten seer det ud som den allerførste Begyndelse til en Bydannelse. Men tydeligt viser dog Gravhøienes Fordeling i det Hele og deres Antal paa de enkelte Steder, selv i de største Grupper, at man boede spredt i Bygd og ikke i sluttet By«1). Et ganske lignende Standpunkt blev ved Lejlighed udtalt af andre
1) Aarb. 1904, 56 (Fremhævelsen min).
nordiske Forskere. F. Eks. fremhævede Sandströom, at den spredte Beliggenhed af Stenalderens Grave »talar åtminstone ej för en bybebyggelse, samtidig med dessa minnesmärken«1), og Sahlström har ud fra den spredte Forekomst af Stenaldersfundene i Västergötland ment at finde »ett stöd för den åsikten, att landskapets bebyggande våsentligen skete i form av särbebyggelse«2).
Det er endvidere Dir. Müllers Opfattelse, der ligger bag den bebyggelseshistoriske Redegørelse, som er givet af Professor Erik Arup i Afhandlingen »Danmarks ældste Landbrug«3), naar han siger: »Det afgørende Karaktermærke for Bebyggelsen af Landet i denne ældste Tid er .... det, at denne Bebyggelse overalt er spredt; selv hvor den er tættest, fremtræder den kun som en spredt Bygd, intetsteds møder vi den sammensluttede By. Hver Familie dyrkede for sig sin lille Jordlod, og Bol er i Danmark en saa gammel Betegnelse for et saadant lille dyrket Jordstykke, bruges saa stadig om den Jord, der tjener til en Families Underhold, hænger sprogligt saa nøje sammen med Ordet Bolig, ja er vel oprindelig det samme Ord, at vi nok tør sige, at Bolstedet var den første og fra først af eneste Form for Bosættelsen i Landet«4). Han udvikler videre, hvorledes der i Aarhundrederne efter Kristi Fødsel af en »overalt virkende Aarsag .... af tvingende, landbrugsteknisk Natur«, sandsynligvis »Indførelsen af en ny og forbedret Plovtype«, den store Hjulplov, er sket en Udvikling fra Enkeltgaardsbebyggelse til Bylag. »Bolet skilte sig da ud fra Boligen; som Boligerne
1) Fornv. 1910, 90.
2) Om Västergötl. stenåldersbebyggelse (1915), 8 f.
3) Tidsskr. f. Landøkonomi 1916, 400 ff.
4) Anf. St. 414. Jfr. samme Forfatters Udtalelser i »Danmarks Historie« I (1925), 30 f.
flyttedes sammen i Landsbyen, lagdes Bolene sammen i Landsbymarken«1).
Vi lader denne sidste, rent agrarhistoriske Hypotese ligge for at vende os mod selve Udgangspunktet: »Bolstedet« som »den første og fra først af eneste Form for Bosættelsen i Landet«. Kan denne Opfattelse virkelig siges at være begrundet i det arkæologiske Materiale?
Direktør Müllers Skøn hvilede ene og alene paa hans Betragtning af Højkortet, og det skal villigt indrømmes, at vi ikke paa Grundlag alene af dette kan paavise Bydannelser allerede i Sten– og Broncealder. Men paa den anden Side maa det fremhæves, at Højkortet ikke heller med Sikkerhed kan bevise Tilstedeværelsen af en spredt Bygd. Dette vilde det kun kunne gøre, hvis det var givet, at Grav og Bolig overalt laa i hinandens umiddelbare Nærhed — at Høj og Bolig i hvert Fald gennemgaaende svarede til hinanden2).
I Virkeligheden var det dette, Direktør Müller antog. »Den som havde sit Hus ved Veikant, reiste Gravhøi dér; boede man paa Bakken i Nærheden, blev Højen hvælvet dér, og havde man sit Bo langt borte fra Færdselsvei, saa gravlagdes ogsaa den Døde ved Hjemmet«3). »Men«, tilføjedes der, »det skal dog ingenlunde hævdes, at det ganske nære Forhold mellem Høj og Hus altid er blevet fastholdt
1) Anf. St. 417. Sml. »Danmarks Historie« I (1925), 65 f.
2) Et lignende Standpunkt indtager blandt svenske Forskere Sigurd Erixon. »Det är«, skriver han, »vid de pågående undersökningarna av Sverges stenalders–bebyggelse icke möjligt att direkt av kartorna absolut avgöra, om bebyggelsen skett i byar, men så har sannolikt varit fallet.« Umiddelbart forud har han taget Afstand fra den Tanke, at Megalitgravene ved deres spredte Beliggenhed skulde minde om en Enkeltgaards–bebyggelse. »At det ej är vanliga bondegravar, torde vara klart. Att förutsätta en dylik grav vid varje välsituerad bondgård måste således förfalla och är en anakronisme (Flodström: Sverges folk (1918), 404 f.).
3) Aarb. 1904, 55.
.... en Højning eller Bakke kan være valgt, fordi det var en smuk Plads o. lg.. I et saadant Forhold vil der altid være en vis Bevægelighed«1).
Denne Teori blev aldrig underbygget ved de Gravninger, som foretoges mellem eller ved Siden af Højene2). Ogsaa den hvilede altsaa udelukkende paa et Skøn, ikke paa en Række af Erfaringer, Og saadanne synes ligeledes at mangle andre Steder. I Götaälvsomraadet blev der ganske vist paa Fjärås Bräcka paavist en Gaardtomt fra Vikingetid, og umiddelbart ved Siden af den gjordes et Gravfund fra samme Periode. »Men ett dylikt samband mellan »gård« och gravfält är icke känt från annat ställe inom området«3). Derimod har Dir. Sophus Müller i sin Undersøgelse af Bopladsfundene fra romersk Jernalder nævnt et Eksempel fra Nøragergaard i Gerlev Sogn (Gerlev Herred), hvor »Graven er bleven indrettet paa selve Bopladsen .... medens man boede der«4), og han henviser samtidig til, at Gravene ogsaa andet Steds — ved Brokær (Hjortlund Sogn, Ribe Herred), Brørup (Bøvling Sogn, Skodborg Herred) og Skrillinge (Vends Herred) — »kun laa i ringe Afstand fra Boligerne«. Sidstnævnte Sted opgives Afstanden til 3—400 Alen5).
Disse Vidnesbyrd fra en langt senere Periode siger jo imidlertid ikke meget. Fra endnu sildigere Tid foreligger der litterære Meddelelser, som taler i ganske modsat Retning. Skal Spørgsmaalet klares,
1) Anf. St. 57.
2) Anf. St. 57.
3) Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 35, særlig 31.
4) Aarb, 1906, 194.
5) Hertil kan maaske føjes Bopladsen ved Egebæk Huse (Vester Vedsted S., Ribe H., Ribe A.), ved hvilken det bemærkes: » Sammesteds findes ogsaa Grave« (Smsts. 189). Nært Samfald mellem Gravplads og Boliger findes ogsaa ved Kraghede (Tolne S., Horns H., Hjørring A.; romersk Jernalder). Materialet endnu ikke offentliggjort.
maa vi grunde vor Opfattelse paa Sten– og Broncealderens Bopladsminder. Vi maa tage Bopladserne for os og se, hvorledes de ligger i Forhold til de Grave, som kan antages at være jævngamle med dem; men inden vi kommer saa langt, maa vi prøve paa at fastslaa Bostedernes bebyggelsésmæssige Karakter. Thi at det umiddelbare Samhør mellem Grav og Bolig ikke kan have været eneherskende, hvis Forestillingen om »Enkeltgaarden« som den primære Bosættelsesform viser sig urigtig, er indlysende.
Allerførst vil det dog være nødvendigt nøjere at definere de to Begreber »By« og »Enkeltgaard«, med hvilke der stadig opereres.
Ved en »By« forstaar vi et Bosted for en Flerhed af Familier med hver sin Bolig og Husstand. Husenes Antal, deres Art og Formaal er for saa vidt Omstændigheder, som kommer i anden Række. Af dem afhænger Byens Størrelse, ikke dens bebyggelsésmæssige Karakter som By. En Købstad, en Landsby og en lille Bebyggelse, som netop vokser frem efter Anlægget af en Jernbane, kalder vi alle »By«er, ja vi kan endog bruge Betegnelsen »Teltby« om en Bebyggelsesform, hvis hele ambulante Præg finder sit Udtryk i Boligernes let flyttelige Form. Naar vi i det følgende anvender Betegnelsen, tager vi altsaa intet Hensyn til Ordet By's Etymologi, endnu mindre til det landbrugstekniske og socialøkonomiske Begreb, som vi kalder en Landsby. Vor Brug af Ordet tjener et rent praktisk Formaal og afledes udelukkende af den givne Definition.
En »Enkeltgaard« er i Modsætning hertil et Bosted for en enkelt Familie — enten det, vi i Almindelighed forstaar ved en saadan, eller det, vi kalder en Storfamilie. Gaarden kan meget godt bestaa af en
hel Samling Huse, ja den kan rumme flere Beboelseshuse; men der bygger paa den ikke andre end dem, som hører til »Familien«s egne Husstande.
At skelne skarpt mellem disse to Bebyggelsesformer lader sig imidlertid ikke gøre i Praksis. Landsbyen bestaar jo selv af en Række Enkeltgaarde. og hvis de ikke ligger Væg ved Væg, men med en vis indbyrdes Afstand, vil vi med nogen Grund kunne anvende begge Betegnelser for Bebyggelsen. Saadanne »aabne« Landsbyer er almindelige, f. Eks mellem Weser og Ems, hvor de enkelte Gaarde ofte kan ligge 50—300 m fra hinanden; men alligevel danner de bebyggelsesmæssigt set en Helhed, et »Bauernschaft«, væsensforskelligt fra den virkelige Enkeltgaardsbosættelse. Er Talen om præhistoriske Bopladser, maa man have dette Forhold for Øje. Ved Bedømmelsen af Bosættelsesformen maa Vægten med andre Ord ikke alene lægges paa de enkelte paaviste »Gaarde«s eller »Huse«s indbyrdes Afstand, men i lige saa høj Grad paa det Terræn, hvortil de er knyttet. En tilsyneladende »aaben« Bosættelse, som dog samler sig omkring en lille Sø, eller som ligger paa en enkelt Højde, vil det sikkert ofte være naturligt at opfatte i nogenlunde Lighed med vore Dages »Bauernschaften«, selv om Bosættelsen bebyggelsesmæssig set er spredt langs Søen eller paa Højden1).
Fastholder vi vort Udgangspunkt, vil den Kendsgerning straks melde sig, at al virkelig primitiv Bosættelse er en Bosættelse i »Byer« — Sætningen naturligvis fremsat med det Forbehold, som menneskelig Tilværelse nødvenddiggør. Undtagelserne vil
1) Sml. Mitth. d. Anthrop. Vereins in Schlesw.–Holst. XII (1899), 3 (H. Jellinghaus) og Schrader: Reallexikon I, 199.
være uden Betydning. Det kan være sluttede »Rundbyer« som hos Kafferstammer, langstrakte »Rækkebyer« som hos Battaks paa Sumatra eller mere spredtliggende »Haufendörfer«, som hos mange Melanesiere, det kan være Bosteder, som samler flere Hundrede Indbyggere eller smaa Bosættelser med forholdsvis meget faa, ja med kun ganske enkelte Familier — bebyggelsesmæssigt set kommer alt dette ud paa ett. Det er overalt »Byer« i den Betydning af Ordet, vi ovenfor fastslog. Ofte er saadanne Byer omgivne med Grave eller Palisadeværker, eller de ligger paa vanskeligt tilgængelige Steder — Sumpe, Søer, Højder — fordi Beboerne kun saaledes føler sig trygge mod Fjenders eller Vilddyrs Angreb1), og netop dette Hensyn holder Befolkningen samlet i større Flokke. En ensom Bosættelse giver ingen Tryghed — en fælles Boplads lover den enkelte Rygstød, den skaber Fællesskab i Forsvar som i Kampen for Tilværelsen. Thi at ogsaa den primitive Husholdning kræver en vis Grad af Samarbejde, er utvivlsomt. Derved drives baade Samleren og den første Agerdyrker eller Kvægavler til at følge Fællerne — ved Valget af Bosted som under den daglige Syssel.
At Forholdene har været af ganske tilsvarende Art i tidligst Tid, kan jo heller ikke omtvistes. Vi maa altid regne med en Flok–Bosættelse som den dominerende Hovedregel, hvad enten vi tænker paa det europæiske Palæolitikum eller paa vor egen ældste og ældre Stenalder. I Maglemose som ved Ertbølle maa en vis Gruppe af Mennesker have levet sammen. Gruppens Størrelse, Familiernes Antal kender vi ikke, og alle Beregninger paa dette Punkt
1) Müller Lyer: Phasen der Kultur (1915), 140.
svæver fuldkommen i det Blaa1); men selve Fim denes Mængde og Lagenes Udstrækning fortæller os, at vi staar overfor et Fælles–Bosted — ikke overfor Efterladenskaber fra en enkelt Hytte. Om dette er da ogsaa alle Forskere enige, skønt det endnu ikke er lykkedes os noget Sted at afdække Rester af de Boliger, som disse vor Stenalders Samlere og Jægere har benyttet. Klyngen af Hytter har naturligvis langtfra været lige stor overalt. Køkkenmøddinger paa mangfoldige Meters Længde tyder paa talrige Beboeres Tilstedeværelse — Smaadynger paa adskilligt færres. Begge giver os dog det samme Bebyggelsesbillede: en Krans, en Gruppe eller Række af Hytter, liggende i nærmeste Tilknytning til Dyngen, rummende »Byen«s »Familier« og vokset op i Læ af Skovbrynet eller Bakkeskraaningen2).
Spørgsmaalet bliver da, om vi kan regne med nogen væsentlig Ændring i denne Bosættelsesform i Løbet af den yngre Stenalder. Levevilkaarene gennemgaar jo paa afgørende Punkter en radikal Udvikling — kan denne Omstændighed tænkes at have sat sit Præg paa Bebyggelsen og have ført fra den samlede til den spredte Bosættelse, fra Boplads–»Byen« til Enkeltgaarden?
1. BOSÆTTELSESFORMEN I DEN YNGRE STENALDER
Hvis vi til en Begyndelse tager de almeneuropæiske Forhold i Betragtning, er det ikke vanskeligt at danne sig et Indtryk af Tidsalderens Bosættelsesmaade. Direktør Müller fremhæver selv, at »Hyttetomterne [fra den yngre Stenalder] ligge oftest sam–
1) Se saadanne Beregninger: Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Biologiske Meddelelser III. 9 (1922) (C. G. Joh. Petersen).
2) Affaldsdynger (1900), 174.
lede i stort Antal; der var altsaa virkelige Landsbyer, og de Forhold vare i det væsentlige fæstnede, som gjenfindes baade i lange paafølgende Tider og ud over Europa indtil Skandinavien, idet det grubeformede Hytteanlæg blev indført overalt i den yngre Stenalder«1).
De Undersøgelser, som har været drevet, siden Sophus Müller skrev dette, og som tog ganske særlig Fart, efter at Kiekebusch i 1910 havde udgravet Broncealdersbyen ved Buch — i Femaaret 1910—15 undersøgtes i Tyskland ikke færre end 192 Bosættelser, deraf Flertallet fra neolitisk Tid2) — har fuldkommen bekræftet den ovenfor givne Opfattelse. I samtlige mellemeuropæiske Kulturer er der paavist neolitiske Landsbyanlæg, til Dels af meget betydeligt Omfang.
Gammelkendte var Pælebygningsbyerne, selv om man i visse Henseender længe misforstod Anlæggets Karakter. Deres Størrelse var højst variabel; men at man som gennemgaaende Regel stod overfor virkelige Landsbyer, kunde ikke benægtes. Forbindelsen mellem denne Bebyggelsestype, som i særlig Grad var knyttet til Alpeomraadet, og de formentlige Pælebygninger, der blev fundet i Nordtyskland3) og Sverige4), er endnu meget omtvistet, og om Byggemaaden har øvet nogen Indflydelse paa Bosættelsesformen her hos os, var og er i hvert Fald langt fra givet.
Derimod kan man spore en Forbindelse ikke alene mod Syd, for saa vidt som der findes en Kul–
1) Verdenskulturen II (1906), 15.
2) En Oversigt over Studiets Udvikling er givet i Korr.–Blatt. d. Deutsch. Gesellsch. f. Anthrop., Ethnologie und Urgesch. XLVI (1915), 38 f. (Kiekebusch).
3) R. Beltz: Die vorgesch. Altertümer d. Grossherzogtum Mecklenburg–Schwerin (1910), 119 ff.
4) Fornv. 1910, 29 ff. (Frödin).
tursammenhæng mellem de schweiziske Pælebygninger og de norditalienske Terramarer1), men ogsaa mod Nord. Her rummer f. Eks. det kendte By anlæg paa Michelsberg ved Untergrombach (Baden) ikke alene kraftige Indslag af Bøssenkeramik, men først og fremmest typisk Pælebygningskeramik2). Selve Byen har ligget oppe paa Kronen af en Høide
1) Ymer, 1923, 81 ff.
Fig. 2. Sten– og Broncealdersbosættelsen ved Grossgartach.
Efter X. Bericht d. röm.–germ. Komm. 1920.
Efter X. Bericht d. röm.–germ. Komm. 1920.
og har spændt over et Flademaal paa c. 400 × 200 m. Til samme Type hører Urmitz (Bheinprovinz), den mægtige Bosættelse, der har dækket c. 1275 × 840 m, og i hvilken den dominerende Keramik synes at høre til Røssen–Nierstein–Gruppen, mens dog ét enkelt Lerkarskaar viser østpaa — til Grossgartach–Gruppen3).
Og ved selve Grossgartach, i den lineære Baandkeramiks Omraade, men med Indslag af Bøssenkeramik, har vi den ejendommelige og store Bosæt–
1) Verdenskulturen II (1906), 73 (Soph. Müller).
2) Veröffentlich. der Grossherz. Badischen Sammlungen für Altertums und Völkerkunde in Karlsruhe II (1899), 39 ff. (A. Bonnet).
3) Bonner Jahrbücher 119 (1910), 345.
telse paa begge Sider af en fordums Sø, gennem hvilken Leinbach — tidligere Gartach — flyder ud i Neckar1). Her har de runde, kuplede, af Løs dækkede Højder været fuldt besat langs begge Søbredder af Stenaldersboliger (Fig. 2), og saadanne er ligeledes paavist gruppevis i den nærmeste Omegn — ved Rothbach, som udmunder i Leinbach ikke langt fra Hipfeldorf, og i selve Neckardalen ved baade Heilbronn og Neckar–Sulm. I alt er c. 90 Bosteder afdækkede. Et Par mindre Tomter laa lidt fjernere fra de andre samliggende Klynger, og her ude traf man endvidere nogle »Aussengruppen«, som ikke syntes at have haft videre Betydning. Maaske har det kun været Kvægfolde2).
Medens der i Aarenes Løb er fundet mangfoldige Landsbyanlæg, som hører til de ovennævnte Typer, og hvis Keramik falder ind under de anførte Grupper — stærkere eller svagere blandet, mere eller mindre lokalt præget — er det endnu yderst sparsomt, hvad vi kender til Bosættelsen i rent Megalitomraade eller indenfor de Egne, hvor Enkeltgravs–kulturen i Jydsk Udformning har hjemme.
Tyske Forskere har derfor opfattet Snorekeramikens Bærere som »eine reisige, die Höhen besetzende, leicht bewegliche, wenig an die Ackerscholle gebundene Bevölkerung«3). Denne Opfattelse er med god Grund kritiseret4), og hævder man ligefrem, at vi ved Snorekeramikens Kultur staar overfor en Befolkning paa Jæger– og Samlerstadiet5), er
1) A. Schliz: Das steinzeitliche Dorf Grossgartach (1901).
2) Anf. St. 8.
3) Zeitsch f. Ethnologi XXXVIII (1906), 324 (A. Schliz).
4) XII Bericht der römisch–germ. Komm. 1920, 10 (Ernst Wahle).
5) Hoops Reallex. IV, 456 og Prähist. Zeitschr. VI (1914), 214 (A. Schliz). Sml. X Bericht der röm.–germ. Komm. 1917, 72 (Karl Schumacher) og Arch. f. hessische Gesch. und Altertumsk, N. F. XIII (1922), 10 f (Georg Wolff).
Paastanden urigtig. Dette godtgør ikke alene danske og svensk–finske Fund, men tillige nordtyske.
Paavisningen af en Bosættelse som den ved Aasbüttel i Holsten, der hører nøje sammen med vor jydske Enkeltgravskultur, staar ganske vist endnu som et isoleret Fænomen; men der er al Rimelighed for, at fremtidige Gravninger vil blotte tilsvarende Anlæg. Man fandt her paa et Højdedrag i Landsbymarken Spor af fem Bosteder, liggende med 250—500 Meters indbyrdes Mellemrum. Man kan derfor godt med J. Mestorf sige, at de »liegen isolirt, wie heutigen Tages die Gehöfte«1); men af større bebyggelsesmæssig Betydning er det maaske, at de alle er bundne til et og det samme lille Højdedrag, og at de maa opfattes i Forbindelse med de 14 jævngamle »Gräber unter Bodenniveau«, som ligeledes paavistes paa Landsbymarken. Her kunde man da tænkes at staa overfor en lille »aaben« By, et »Bauernschaft« — enten dette nu skal anses som typisk for Enkeltgravskultur en eller ej.
Og hvad Megalitkulturen angaar, kan man minde om den kendte Boplads ved Klein–Meinsdorf nær Plön, hvor man paa »Blöcken« afdækkede fire Hyttetomter. Deres indbyrdes Afstand nævnes ikke2), kun hedder det om Tomt IV, at den laa »faa Meter Øst« for Tomt II. Imidlertid er det et stort Spørgsmaal, om Blöcken ikke har baaret adskilligt flere Hytter. Undersøgelsen gennemførtes ikke, og det bemærkedes udtrykkeligt, at af de flade Højninger, som karakteriserede Tomterne, var »noch mehrere auf der Koppel zu erkennen«3). Samtidige Grave paa vistes ikke og kendtes ikke umiddelbart ved Hyt–
1) Mitt. d. Anthrop. Vereins in Schlesw.–Holst. V (1892), 22 ff.
2) Smstds. XVIII (1907), 3 ff. (Fr. Knorr).
3) Anf. St. 5.
terne. Derimod havdes der Oplysninger om et stort Stenkammer, som for nogle Aartier siden havde ligget i Nærheden, paa den skovgroede Skraaning ved Vejen ti] Augsfelde1). Hvorledes denne Bosættelse skal opfattes, er naturligvis ganske usikkert. Baade »By« og »Enkeltgaard« er tænkelige. Hvad der findes af Materiale vedrørende Tidsalderens Bosættelsesform, er i det Hele kun brugeligt for enkelte Steders Vedkommende, og det synes nu og da at blive vel kraftigt udnyttet.
Naar Hoops f. Eks. ved Michelsberg ser en bestemt Plan i Hytternes Beliggenhed, bygget over »en lang Landsbygade, krydset af en Tværgade«, og tilføjer: »Das Ganze hat dadurch den Charackter des Reihendorfs«2), turde det være tvivlsomt, om han har Ret3). Men paa den anden Side kan det ikke nægtes, at man i neolitisk Tid kan have kendt »Rækkebyer«, idet denne Type jo naturligt vil fremkaldes, enten hvor Bosættelsen sker paa en aflang Højde, eller hvor Hytterne flokkes langs en Vej. Et Tilfælde kan tænkes at foreligge ved Diemarden i Nærheden af Göttingen. Her fandtes »Wohn– und Abfallsgruben« i lange parallele Rækker med 5—10 Meters Mellemrum4); men ganske vist blev der ialt kun paavist 12, saa Eksemplet er ikke meget oplysende.
Rimeligst er det, at Landsbyplanen endnu ikke har været synderlig udformet. Man kan ikke frigøre sig for det Indtryk, at Grossgartach–Bosættelsen giver et i alt væsentligt typisk Billede af en primitiv »By«. Her er det, som tidligere nævnt, den nu ud–
1) Anf. St., 13.
2) Reallex. IV, 451.
3) Paa lignende Maade er v. Buchwald's Paastand (Globus LXXXIX, (1901), 293), at man allerede i yngre Stenalder kendte »Rundbyer«, blevet modtaget med Reservation (Zeitschr. f. Ethnologie 52—53 (1920 —21), 279 (R. Mielke).
4) Prähist. Zeitschr. II (1910), 89.
tørrede Sø og Bækken, der har bundet Befolkningen til Stedet, mens de enkelte Smaahøjder, der har givet Plads for Husene, har opløst Bebyggelsen i en Kæde af Husgrupper. Nogen Plan vil man forgæves søge efter. Terrænet er det bestemmende.
Paa lignende Maade er det sikkert gaaet selv der, hvor man har slaaet sig ned paa en enkelt større Højde. Bopladsen ved Leipzig–Eutritzsch kan tages som et Vidnesbyrd derom. Der er her paa en Højderyg afdækket 250—300 Ildsteder, og der menes at have været c. 1000 ialt. Men de ligger ganske uregelmæssigt i Forhold til hinanden, hvorimod Terrænet bestemmer deres Tæthed. Flertallet kroner Højden, længere nede bliver de sparsommere, og i Lavningen mangler de ganske. Endvidere er de talrigere paa Sydskraaningen end paa Nordskraaningen1). Alt dette synes saa indlysende naturligt, at man gerne vilde regne med tilsvarende Forhold ogsaa andre Steder, skønt vi har uimodsigelige Vidnesbyrd om, at man allerede i neolitisk Tid kendte virkelige »Byplaner« (Terramarerne).
Vor Opmærksomhed bør snarere henvendes paa et andet Punkt. Vi har set, at der i hele Mellemeuropa allerede i yngre Stenalder fandtes en omfattende Bosættelse i Landsbyer, hvoraf nogle var meget anselige; Lehner kalder endog — med en Del Overdrivelse — Michelsberg for »eine neolitische Stadt«. Vil det nu sige, at man paa dette Tidspunkt ikke kendte nogen Enkeltgaardsbebyggelse? Eller var en saadan kommet i Brug?
Vedrørende, dette Spørgsmaal kan de tyske Undersøgelser give os værdifulde Oplysninger.
Der er saaledes næppe Tvivl om, at den Bosæt–
1) F. Max Näbe: Die steinzeitl. Besiedelung der Leipziger Gegend (1908), 20 ff.
telse, som er paavist i Schussenrieder Moor (Württemberg), og som staar den alpine Pælebygningskultur saa overordentlig nær, repræsenterer en Enkeltgaard. Det samme gælder Bopladserne ved Niederwyl (Schweiz), Dürrheim (Baden) og Vaihingen (Württemberg). Alle disse hører til samme Kulturkreds, med et Lerkarinventarium, der præges dels af Pælebygningskeramik, dels af Rössenkeramik.
Men lignende Enkeltgaarde viser sig ogsaa indenfor andre Kulturkredse. Bedst oplyst er sikkert Bopladsen ved Plaidt (Rheinland): oppe paa en Højde et anseligt Hus, omgivet af Affaldsgruber og liggende paa en stor, fri, af Palisader og aabne Grave indrammet Plads — oprindelig c. 100 m lang og 80 m bred, senere udvidet ved nye Befæstningsanlæg til henholdsvis 140 m og 100 m. Hans Lehner, som har foretaget Udgravningen og publiceret Resultatet1), opfatter Anlægget som »ein umwehrter Gutshof oder Herrensitz«2), og nogen rimeligere Forklaring kan vel ikke gives. Han jævnfører det med Bopladsen ved Stützheim i Elsass — ligeledes befæstet, rummende et enkelt stort Hus og nogle mindre, i keramisk Henseende endvidere beslægtet med den lineære Baandkeramik, der præger Plaidt, og han peger paa Baandkeramikens Hovedomraade ved nedre Donau, hvor muligvis den befæstede Boplads ved Cucuteni (Rumænien) har været en Enkeltgaard, ligesom han minder om det befæstede »Akropolis« ved Dimini i Thessalien3).
At der i Mellemeuropa allerede i neolitisk Tid skulde have været større Enkeltgaarde, forbavser ikke. Anlæg som Michelsberg og Urmitz maa forud–
1j Bonner Jahrb. 122 (1912), 271 ff. Sml. Röm.–germ. Korrespondenzblatt IV (1911), 33 ff. og V (1912), 53 ff.
2) Anf. St. 299.
3) Anf. St. 295 ff.
sætte en forholdsvis højt udviklet Samfundsorganisation. Man regner f. Eks. med, at der ved Bygningen af Volden omkring Urmitz maa være flyttet c. 40,000 Kubikmeter Jord. Endvidere fremkom der allerede ved Undersøgelsen af Grossgartach–Bopladserne Vidnesbyrd, som tydede paa en social Ulighed indenfor den gamle Stenalderbys Befolkning. En Gaardtomt, som laa paa Bakken ved Stumpfwörschig gjorde et langt anseligere Indtryk end de øvrige og karakteriseredes af Schliz som »eine Art Herrensitz, den Sitz der bedeutendsten und begütersten Familie des Dorfes«1). Senere Gravninger i Nabolaget har givet Resultater, som støtter en saadan Opfattelse. Ved Massenbacher Hohle og Frankenbacher Steige fandtes begge Steder Enkeltgaarde, i Forbindelse med hvis Hustomter der laa en jævn og aaben Plads, som vistnok havde været indgærdet2). At der i alle de Tilfælde, hvor man kun har paavist Spor af en enkelt Bygning, skulde være Tale om et »Herresæde«, er selvfølgelig ganske usandsynligt; men endnu er det bearbejdede Materiale for spinkelt til at give et klart Billede. Saa meget tillader det kun at slutte, at man i Mellemeuropas yngre Stenalder ikke alene har kendt virkelige Landsbyer og »Bauernschaften«, som repræsenterer den primære Bosættelsesform, men at man ogsaa har kendt den spredte Bebyggelse paa Enkeltgaarde, i hvert Fald i Landsbyernes Nabolag3).
At selve Terrænet og Jordsmonet kan have øvet sin Indflydelse paa Bosættelsesformen, er forøvrigt højst sandsynligt. Saadan har Forholdet jo været senere. I enkelte Egne kan Byen have domineret, i
1) A. Schliz: Das steinzeitl. Dorf Grossgartach (1901), 9.
2) 42. Vers d. deutschen anthropol. Gesellsch. in Heilbronn 1911, 14 ff.
3) XII. Bericht der röm.–germ. Komm. 1920, 12 (Ernst Wahle).
andre Enkeltgaarden1), og denne Forskel kan yderligere have staaet i Forbindelse med et forskelligt Tidspunkt for disse Lokaliteters første faste Bebyggelse.
Vor egen Kultur i denne Periode var i Hovedsagen præget af to Strømninger: Megalitkulturen som en Refleks af vesteuropæiske Elementer og Enkeltgravskulturen som en direkte Tilførsel af mellemeuropæiske.
Naar Megalitkulturen, som i forrige Afsnit fremhævet, bebyggelsesmæssigt set maa antages at staa i kontinuerlig Forbindelse med Ertbøllekulturen, naar den kun repræsenterer en vesteuropæisk Kulturspredning, der har bragt Befolkningen ud over dens tidligere Samler–, Jæger– og Fiskerstadium til et begyndende Jordbrug og dermed til en varigere Afhængighed af Bostedet, er det ikke paa Forhaand rimeligt, at den i væsentlig Grad har ændret Bosættelsesformen. Vi har jo ogsaa set, hvorledes flere af vore Køkkenmøddinger rækker ud over Ertbølletid og ind i den yngre Stenalders første Tidsrum.
Anderledes stiller det sig i de Omraader, hvor Enkeltgravskulturen er herskende. Her regner danske Forskere med en Indvandring af et nyt Folkeelement2), og selv om denne Hypotese naturligvis er omtvistelig, maa dog to Ting fastholdes: at baade Gravform og Gravgods betegner en særdeles kraftig og pludselig Opdukken af mellemeuropæiske Typer, og at der netop i Enkeltgravskulturens Egne ikke paa samme Maade som i Megalitkulturens kan for–
1) Sml. Schlüter i Hoops Reallex. I, 433.
2) Aarb. 1898, 277 og 1913, 302 ff. (Sophus Müller). Sml. Aarb. 1917, 139 f. (Friis Johansen). For Sveriges Vedkommende antager Ekholm ikke nogen Indvandring (Studier i Upplands bebyggelsehist. I (1915), 91 ff., 100). Dette gør ikke heller Arne (Fornv. 1909, 108) eller Rydbeck (Fornv. 1910, 12 f.).
udsættes tidligere Bosættelser i større Mængde. Enkeltgravskulturens Folk er — i store Træk taget — de første paa Stedet, og den Bosættelsesform, som de har benyttet, kan altsaa ikke hvile paa en ældre, lokalt udviklet eller dog fæstnet. Men viser deres Grave, Redskaber og Lerkar til Mellemeuropa, vilde ganske sikkert deres Hustyper og Bebyggelsesmaade gøre det samme, hvis vi kendte dem. Vi maa i hvert Fald anse det som muligt, at Enkeltgravenes Folk har kendt baade en samlet og en spredt Bebyggelse, en »By«–Bebyggelse og en »Enkeltgaard«s–Bebyggelse.
Fundene lærer os tillige, at de to Kulturgrupper ikke staar fuldkommen skarpt adskilte overfor hinanden. Dels er den geografiske Grænse imellem dem vag, dels smelter de inden Stenalderens Udgang sammen til en Enhed. Allerede i Dolktid er Skellene slettet1). Har der da oprindelig været nogen Forskel mellem Bosættelsesmaaden blandt Megalitfolk og Enkeltgravsfolk, maa denne antages at være ophævet. Har en »blandet« Bosættelsesform i mellemeuropæisk Forstand været kendetegnende for Enkeltgravskulturen, mens Megalitkulturen hovedsagelig fortsatte den nedarvede Flok–Bosættelse, maa det være den førstnævnte Form, der har bredt sig paa den sidstnævntes Bekostning, saaledes som det i det Hele taget er Enkeltgravskulturen, der stærkest har gennemsyret den Kulturenhed, hvormed vor Stenalder slutter.
Imidlertid — dette er jo kun Tankeeksperimenter, og videre end til dem vil det foreløbig være umuligt at komme. Al Rimelighed taler for, at vi hos os har kendt de samme to Bosættelsesformer, som var almindelige i Mellemeuropa — og naturligvis
1) Aarb. 1913, 314 (Sophus Müller).
tillige, hvad der har været af underordnet Interesse i denne Sammenhæng, i Sydeuropa. Hævder man overfor dette »Bolstedet« som den første og fra først af eneste kendte Bebyggelsesmaade i Danmark, paatager man sig i hvert Fald Bevisbyrden for en saadan Antagelses Rigtighed.
Man kunde tænke sig, at et Studium af vore hjemlige Bopladser fra yngre Stenalder kunde give os den endelige Løsning. Værdien af et saadant forringes dog stærkt ved det yderst sparsomme Materiale, som endnu staar til Raadighed. Udtømmende, ja kun systematiske Gravninger er meget faa — to ialt. I Litteraturen er alene Lejre–, Ørumaa– og Signal–bakkedyngerne behandlede, og det Materiale, hvorpaa denne Behandling hviler, er utilstrækkeligt for vort Formaal. Og saa staar vi endda paa de tre nævnte Steder overfor relativt omfattende Undersøgelser. Som Regel er vi henvist til Prøvegravninger, netop store nok til, at vi paa Grundlag af dem kan fastslaa Kulturlagets Tykkelse, omtrentlige Udstrækning og Alder. Der vil da kræves vidtgaaende Studier i Marken, før man fra dansk Omraade har samlet et Materiale, som i nogen Grad kan jævnføres med det tyske, og i første Række vil det være nødvendigt at erkende, at en Bopladsundersøgelse ikke er afsluttet med en Tømning af det fundne Skallag eller af de paaviste Gruber. Det vil i de fleste Tilfælde være det mellem– og omkringliggende Jordsmon, som rummer de i bebyggelsesmæssig Henseende værdifuldeste Oplysninger, og den moderne Undersøgelsesteknik vil sagtens her være i Stand til at løfte Sløret for mange af de Gaader, som vi endnu maa lade ubesvarede. At en saadan Fremgangsmaade vil kræve baade flere Penge og mere Tid, end vor hjemlige Forskning hidtil har
raadet over, er en given Sag. Til Gengæld vil sikkert — det har vi allerede nogen Erfaring for — det videnskabelige Udbytte af Arbejdet ikke udeblive.
Trods Materialets Fattigdom vil det dog være rigtigst at redegøre for det, saa en nogenlunde fuldstændig Oversigt derved kan fremskaffes.
Først i Rækken nævner vi da Lejre–Bopladsen1), der ved Udgravningen tegnede sig som et Skallag, c. 10 m langt i Ø.—V., c. 6 m bredt i N.—S. og gennemgaaende 0,20—0,35 m tykt. 39 m Syd for Hoveddyngen afdækkedes en anden, der kun maalte 2 × 2 m, og som var indtil 0,08 m dyb — altsaa en ganske ringe Ophobning, men forøvrigt jævngammel med den større. Ingen Arnesteder paavistes; derimod fandtes enkelte ildskørnede Sten foruden et karakteristisk Redskabsinventarium, Brudstykker af Lerkar og forskellige Lerklumper eller ubestemmelige Lerstykker.
En saadan Dynge, liggende paa et smalt Næs mellem to Aaløb (her Lejre og Kornerup Aaer), nær Tidens Strandlinie (endnu i yngre Stenalder har Aaløbene nedenfor Bopladsen været to Arme af Roskilde Fjord) og forholdsvis lavt, men dog saa højt, at Vandstanden ikke har forstyrret Aflejringen, kunde særdeles godt tilhøre en ældre Periode end Megalittiden. Havde man ikke Redskabs– og Lerkarfundene at holde sig til, vilde det være mere end vanskeligt at tidsfæste den. Og hvad der gælder Lejre–Bopladsen, gælder i samme Grad Ørumaa–Bopladsen, der har ligget paa Næsset mellem Ørumaa og Kolindsund, i en Afstand af c. 10—13 m fra Aalejet2). Det er ganske det samme Billede, vi
1) Affaldsdynger, 163 ff.
2) Affaldsdynger, 135 ff.
modtager, og det gentages, naar vi besøger f. Eks. Lyngbjærg–Bopladsen1), ligesom det leder Tanken hen paa en lang Række svenske Bopladser2). Hyttetomter har man ikke fundet noget af disse Steder; men naturligvis har selve Bebyggelsen været knyttet til Dyngen, og det er vel rimeligst at tænke sig Boligerne liggende i umiddelbar Nærhed — sagtens lidt højere oppe paa Banken. Paa Bopladsen ved Romsås, Bohuslen, paaviste man fire Arnesteder, og det hedder herom: »Troligen har själva terrassplanet varit boplatsens centrum. Här ligga härdarna och här ha de flesta fornsakerna påträffats. Några brända lerkliningsstycken, som hittats på platsen, härrör a möjligen från förstörda hyddor«3).
Naar sikre Hyttespor savnes — og det er selvfølgelig langtfra givet, at en mere udstrakt Undersøgelse paa disse Steder havde ført til noget Resultat — kan vi ikke danne os et afgørende Begreb om Bosættelsens Form. Men selve Dyngedannelserne, der saa nøje svarer til Ertbølletidens, peger dog i Retning af en Flok–Bosættelse som den forud benyttede. Faa eller flere Familier har holdt til paa saadanne Steder og har i mangt og meget ført en Tilværelse, som har været i Overensstemmelse med den svundne Periodes.
Langt usikrere stiller Forholdet sig ved Signalbakke–Bopladsen4). Dens Beliggenhed er en ganske anden: en Højde (tæt Øst for Aalborg), hvorpaa
1) Øsløs Sogn, Vester Han Herred, Tisted Amt. Undersøgelsesberetning af C. Neergaard, udat.
2) Se f. Eks. Arvid Enqvist: Stenåldersbebyggelsen på Orust och Tjörn (1922), 37 f. og Nils Lithberg: Gotlands stenalder (1914), 61 ff., 65 ff., 69 ff., 80, 84.
3) Sarauw och Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 102. Bopladsen har været benyttet allerede i Ertbølletid; men Hovedmængden af Fundene stammer fra Jættestuetid (smstds. 111).
4) Affaldsdynger, 147 ff.
Dyngen strækker sig mellem 47,5 og 41 Meters Kurven. Der er herfra c. 500 m ud til Limfjordens nuværende Bred.
Forøvrigt er Kulturlaget af nogenlunde den almindelige Sammensætning: som oftest skalblandet Muld, isprængt det gængse Inventarium af Redskaber og Lerkarskaar.
Alligevel bør en vis Forskel understreges. For det første udgør Kulturlaget ikke en enkelt, større, sammenhængende Dynge, men man finder flere Bunker af varierende Omfang, den betydeligste maalende c. 13 m i N.—S. og med en Bredde af c. 5,5 m i N., 10 m i Syd. En nærliggende er paa c. l—1,5 × 3m og en tredje, noget højere oppe paa Banken, paa c. 4 × 2,65 m.
Til disse tre Dynger kommer dernæst et Kulturlag længere mod SSØ., hvor man dels har fundet det sædvanlige Skallag, dels et mørkegraat Lag af forraadnede animalske og vegetabilske Bestanddele samt Jord og Trækul. Det havde en Tykkelse af c. 0,15—0,30 m (størst 0,75 m), antagelig en Udstrækning af c. 6 × 4—5 m, og det hvilede — som Skallaget — paa gult Sand. Efter Oldsagerne at dømme maa det være samtidigt med Skallagene, og »rimeligst turde det derfor være at antage, at Dyngedannerne ved Aalborg i en vis begrænset Tidsperiode snart have opholdt sig hist, snart her paa den store Bakkeskraaning, men at Livet ikke alle Steder levedes paa ganske samme Maade«1). Denne Opfattelses Rigtighed synes dog meget omtvistelig. At »Livet« skulde have formet sig saa forskelligt indenfor samme Tidsrum paa samme Bakke turde paa Forhaand være ret usandsynligt, og Tanken vilde næppe have meldt sig, hvis Bosættelsen
1) Affaldsdynger, 151 (C. Neergaard).
ikke var bleven betragtet paa Baggrund af Ertbølletidens sædvanlige, ensartede Aflejringer i Stedet for ud fra de Forudsætninger, som møder os paa de fleste Bopladser fra den yngre Stenalder. Thi her finder vi en rig Variation bl. a. af Lagenes Sammensætning, og selv om Materialet endnu ikke tillader en Forklaring af Grundene til denne Variation, er det dog af Betydning for os at have Øjnene aabne for den. Vi skal derfor gennemgaa nogle af de bedst oplyste Tilfælde.
Lyø–Bopladsen, som undersøgtes i Efteraaret 19131), ligger paa Matr. Nr. 14 af Lyø By, sydvestlig paa Øen, 255 m fra Stranden og 14—15,5 ni over Havet. Bopladslaget strækker sig i Retningen NØ.— SV. med en Bredde, der sydligst er c. 5,5 m, nordligst c. 4 m, og det undersøgtes i en Længde af 19 m. Mod NØ. og SV. blev Grænsen ikke naaet — her strækker Laget sig videre i begge Retninger; derimod fulgtes Grænsen hele Vejen i SØ. og NV.
Undergrunden af Ler, Blaaler eller Klægsand laa gennemgaaende 0,40—0,60 m under Græsoverfladen. Over Undergrunden kom som Regel et Skallag, stærkt muldblandet og indeholdende Blaamusling, Hjærtemusling og almindelig Strandsnegl. Dette Skallag udgjorde det egentlige Bopladslag, og dets Tykkelse varierede en Del, men var gennemsnitlig 0,10—0,15 m. Umiddelbart ovenpaa dette fulgte et Lag af sort Kulturjord, kun faa Centimeter tykt. Hvor der ikke fandtes noget Skallag, hvilede Kulturjorden direkte paa Undergrunden. Over Kulturjorden fulgte et c. 10 cm tykt Tørvelag, dannet, da en Sø i senere Tider havde bredt sig over Bopladsen. Endelig laa øverst oppe selve Muldlaget.
1) Lyø Sogn, Salling Herred, Svenborg Amt. Undersøgelsesberetning af C. Neergaard, dat. 17. Juni 1914.
Undergrunden var i alt væsentligt plan; kun et enkelt Sted fandtes en Grube, fyldt af baade Skallag og Kulturlag, c. 3 × l m stor og strækkende sig c. l m dybt under Grønsværsoverfladen. Forøvrigt paavistes der i begge Lag et større Antal Oldsager, bl. a. Lerkarskaar og en Mængde Flintaffald fra Tilhugninger, ligesom der blev truffet Knogler af Faar, tam Okse og tamt Svin.
Ganske modsatte Aflejringsforhold synes at være bemærket ved Undersøgelsen af Ringstholm–Bopladsen i 19201).
Her ligger Dyngen tæt VNV. for Avlsgaarden Ringstholm og paa Nordsiden af et lavt Højdedrag, der skraaner jævnt fra S. til N. ned mod en Engstrækning, Kassekær, der øjensynligt tidligere har været en Havarm ligesom de to sydlige Enge Mølledam og Aastrup Kær. Det Højdedrag, paa hvis østlige Udløber nu Ringstholm ligger, har da skudt sig ud i Havet som en Halvø.
Den Rest af Dyngen, som endnu var i Behold, havde en Udstrækning af c. 18 m i N.—S. og c. 8 m i Ø.—V.; men en gammel Sandgrav havde vistnok bortskaaret den hele østlige Halvdel. Under et Muldlag paa 0,15—0,40 m's Tykkelse kom et tæt Skallag, bestaaende af Østers, Blaamusling, Hjærtemusling og Strandsnegl. Paa sine Steder var det stærkt sammenpresset, helt hvidt og uden Jord, men som Regel sporedes der isprængt Jord og Kulstriber. Dets Tykkelse var gennemgaaende 0,50—0,60 m.
Under Skallaget og umiddelbart ovenpaa Undergrundens gule Sand laa derpaa et Lag af mørk Jord, c. 0,20—0,30 m tykt, ikke skarpt adskilt fra Skallaget og selv rigeligt opblandet med Skaller, Trækul–
1) As Sogn, Bjærge Herred, Vejle Amt. Undersøgelsesberetning af J. Brøndsted, dat 12. Decbr. 1920.
striber og ildskørnede Sten. Kun et enkelt Sted paavistes et Ildsted, og Oldsagsinventariet var forholdsvis sparsomt — der fandtes saaledes intet Lerkarskaar — men en svær, sleben, tyknakket Flintøkse lod ingen Tvivl mulig om Aflejringens Datering1).
Som ovenfor omtalt fandtes der paa Lyø–Bopladsen en Affaldsgrube. Gruber af denne Art er jo meget almindelige paa forhistoriske Bopladser, og vi kender dem da ogsaa fra forskellige af vor yngre Stenalders.
Saaledes f. Eks. fra Kregme–Bopladsen2). Paa Sydskraaningen af en Bakke c. 500 m V. for Skaaninggaard i Kregme Sogn, Strø Herred, Frederiksborg Amt, og c. 500 m S. for Kapelhøjgaard traf man i Nordsiden af en Mergelgrav en Affaldsplet, hvis oprindelige Udstrækning i N.—S. maa have været c. 4,5 m, mens dens største Bredde gik op til c. 4 m.
Der var paa dette Sted i den oprindelige Undergrund af Lermergel gravet en uregelmæssig Grube, hvori der var kastet Skaller af Blaamusling og Hjærtemusling, som nu laa i et meget fast Lag, samt Flintaffald, Lerkarskaar, Dyreben og meget faa forarbejdede Redskaber. Endvidere fandtes der nogle Lerklumper, som dog vistnok i sin Tid var nedfaldne fra Grubens Kant. Lignende Affaldspletter var iflg. Udtalelser af Kapelhøjgaards Ejer ikke sjældne paa de omliggende Marker, og der synes altsaa paa denne brede Bakkekuppel, som skraaner
1) Mus. Nr. A 31063. Under én Jernaldersboplads ved Holster Hage (Gaverslund Sogn, Holmans Herred, Vejle Amt) afdækkedes et Lag, udelukkende bestaaende af »sort Jord« med iblandet Flintaffald og fyldende Bunden af en oprindelig Indsænkning i den skraa Bakkeside. Dette Lag viste sig ved Fundet af en Pilespids (Ms. Nr. A. 26427) at stamme fra yngre Stenalder (Undersøgelsesberetning af Chr. Blinkenberg, dat. 25. Aug. 1910).
2) Undersøgelsesberetning af H. C. Broholm, dat. 1. Juli 1923.
helt fra Toppen af Torsbakke ned til det Svaj, hvori Jernbanen løber, at have ligget en Bosættelse i yngre Stenalder. Den fundne Grubes Højde over Havet var c. 51 m, dens Afstand fra Kysten i lige Linie c. 700 m.
Som man vil se, stemmer Signalbakke–Bopladsen og Kregme–Bopladsen overens, hvad den høje Beliggenhed, den forholdsvis store Afstand fra Stranden og den — for Kregme–Bopladsens Vedkommende formodede — pletvise Forekomst af Affaldet angaar. Grubeudgravning kendes derimod kun det sidstnævnte Sted; men vi træffer den paa ny, hvis vi gaar til andre Bopladser. Nævnt blev ovenfor Lyø–Bopladsen. Gruber er endvidere paavist paa Vester Egede–Bopladsen1), paa Øksnebjærg–Bopladser2) og paa Ørsted–Bopladsen3). Det er sikkert overalt oprindelige Lergrave, som er fremkommet, da man søgte Emne til Husenes Klining, og som man senere fyldte med det Skrab, der samledes efterhaanden.
Har der paa disse Steder været en Flok–Bosættelse, eller har man boet paa Enkeltgaarde? Det er ganske umuligt at afgøre. Lyø–Bopladsen minder — trods Laget af sort Kulturjord — om de ældre Bopladser, og dens Udstrækning er jo heller ikke helt ringe; men afgørende er disse Kriterier naturligvis ikke, og hvad de øvrige Bosættelser angaar, staar vi uden noget Hjælpemiddel til at bestemme deres Art, Selv om Lagene i arkæologisk Forstand er samtidige paa det enkelte Sted, kan der dog meget godt ligge lange Tidsrum imellem deres Aflejringer.
1) Grindløse Sogn, Skam Herred, Odense Amt. Undersøgelsesberetning af G. Rosenberg, dat. Oktbr. 1907.
2) Tved Sogn, Sunds Herred, Svenborg Amt. Undersøgelsesberetning af Chr. Blinkenberg, dat. 28. Marts 1898 og af Th. Thomsen, dat. 3. Novbr. 1911.
3) Ørsted Sogn, Rugsø Herred, Randers Amt. Undersøgelsesberetning af Soph. Müller, dat. August 1904. Endvidere Lindø–Bopladsen, se i det flg.
Maaske er vi en Kende bedre stillede paa Lindskov–Bopladsen1).
Ved Nørrestrand paa Horsens Købstads Jorder, Matr. Nr. 4 a, ligger en isoleret Bakke, der som en lille Halvø skyder sig ud i den omgivende Eng — tidligere en Del af Fjorden — hævende sig 5,30 m over daglig Vande. Den er c. 188 m lang i NNV.— SSØ., c. 66 m bred ved Midten og afsmalnende mod begge Ender, saa dens Form bliver elliptisk. I Stenalderen har den vistnok snarest udgjort et Næs, som skød sig ud fra Bakkeskrænterne i Syd. Paa dem skal der forøvrigt ogsaa være truffet Spor af Bopladser.
Denne aflange Bakkeø er jævnt overstrøet med Flintaffald og Flintredskaber. Blandt de sidste er adskillige større og mindre Brudstykker af slebne Økser — vistnok alle tyknakkede — ligesom der er fundet to uslebne Mejsler, ett Spydblad o. s. v., alt ialt tilstrækkeligt til Datering af Bopladsen. At der ogsaa er truffet 3—4 Skivespaltere, betyder i denne Forbindelse intet.
Men tillige ses der paa Markens Overflade en Række Ildsteder, der tegner sig som mørke, kulholdige Pletter tæt ovenfor Bakkens vestlige Skraaning, og ved Undersøgelsen i 1899 blev en Del af disse udgravet. Der fandtes i dem bl. a. ildskørnede Sten, Flintaffald, brændte Lerklumper og Lerklininger, talrige Redskaber af Flint, ornamenterede Lerkarskaar, marvkløvede Knogler, væsentlig af Tamdyr, endvidere Østers og Blaamusling, sjældnere Hjærtemusling og Strandsnegl, liggende i smaa, indtil 0,20 m tykke Hobe. Nogen egentlig Skaldynge traf man derimod ikke paa Bopladsen. Den sikreste
1) Horsens Købstadsjord, Nim Herred, Aarhus Amt. Undersøgelsesberetning af G. Sarauw, dat. 21. Maj 1899.
Datering fik man ved Fundet af en usleben, slank, tyknakket Flintøkse, som laa paa Fladen i et af Ildstederne, omgivet af Kul, Lerkarskaar, Lerklumper, Knogler og Skaller, 0,12 m over Ildstedets Bund i Midten af Pletten og 0,38 m under Overfladen, Ialt undersøgtes paa denne Maade 10 Ildsteder; men, siger Sarauw, »ved at gennemkrydse Bakken vilde man sikkert finde mange flere, idet de gjorte Fund havde Tilfældighedens Præg«.
Ja, ved at gennemkrydse Bakken vilde man maaske finde adskilligt mere end Ildsteder — man vilde have Haab om at finde nogle af Hyttetomterne, og Forholdene paa dette Sted er saadanne, at selv Sarauws korte Gravning, der maatte ophøre paa Grund af Markens Tilsaaning, gav en Anelse om, af hvilken Art Bosættelsen her kunde tænkes at have været. Paa den aflange Banke med dens Rækker af Ildsteder kan der i hvert Fald se ud til at have ligget en Flok–Bosættelse, en »By« i den Betydning af Ordet, som ovenfor blev fastslaaet. Noget Bevis for Rigtigheden af dette Skøn kan dog ikke føres, saa længe en fuldstændig Undersøgelse ikke har fundet Sted.
En omfattende og planmæssig Gravning er derimod blevet iværksat paa den højst interessante Lindø–Boplads i Lindelse Nor1).
At der fandtes talrige Oldsager paa Lindø, var man allerede for lange Tider siden klar over. Det omtales i Henry Petersens Herredsindberetning fra 18762); men den første virkelige Undersøgelse foretoges af Købmand Jens Winther i Aarene 1901—04.
1) Lindelse Sogn, Langelands Sønder Herred, Svenborg Amt. Beretning om Undersøgelse af Købmand Jens Winther, dat. April 1905, samt mundtlige Meddelelser af Hr. Winther, Sommer 1925.
2) Sml. Aarb. 1892, 174 f.
Lindø bestaar af to Banker: en mindre, aflang i NØ. og en større, omtrent firsidet i SV. Mellem dem ligger en fugtig Lavning, og hverken i denne eller paa den lille Banke er der fundet synderlig mange Oldsager, mens disse ellers forekommer jævnt spredt over den øvrige Del af Øen. I Stenalderen har forøvrigt Lindø efter al Sandsynlighed været den yderste, bakkede Del af et lille Næs, som har strakt sig ud i Lindelse Nor.
Ved Undersøgelserne i 1901—04 paavistes to Affaldsdynger, af hvilke den ene laa omtrent paa Højden af den store Bakke, ikke langt fra dens Midte og paa et Sted, hvor Terrænet skraanede jævnt mod Nord. Der blev af Dyngen undersøgt 110 m². Under Mulden (0,20—0,32 m dyb) laa et 0,10—0,15 m tykt Kulturlag, bestaaende af sort, kulblandet Jord med iblandede Skaller — snart liggende spredt, snart i tætte, om end ikke faste Lag. Dyngen hvilede paa en sandet og gruset Undergrund, der stod skarpt afgrænset overfor Kulturlaget, og Bunden var nogenlunde jævn. Kun hist og her forekom Smaagruber, og paa disse Steder var Laget da dybere. Ved en Grube, som foroven maalte godt 1 m, var Tykkelsen saaledes 0,55 m.
Arnesteder fandt man ikke, men enkelte haandstore, ildskørnede Sten, liggende nær hinanden som Vidnesbyrd om, at der havde været tændt Baal paa Stedet. Ogsaa Undergrunden i den ovennævnte dybe Grube syntes paavirket af Ild, og i forskellig Dybde i Dyngen fandtes Pletter, hvor Skallerne i en Omkreds af indtil 0,75 m var helt itubrændte eller dannede et graaligt Lag. Oldsager, som daterede Kulturlaget til den tyknakkede Økses Tid, optoges i et Antal af 1619, Lerkarskaar i et Antal af 1451. De fundne Sager laa spredt over hele Undersøgelses–
feltet, men flest, hvor Skallerne var tættest. Ialt syntes der at være Skaar af c. 50 Lerkar. Endvidere fandtes der 220 Klumper af brændt Ler, meget forskellige af Størrelse, og paa 33 af disse iagttog man Aftryk af Grene — som Regel kun paa den ene Side, undertiden dog paa flere; men een Side var altid grov og ujævn og har vel vendt udad paa de Vægge, til hvis Klining Lerstykkerne har været anvendt. Endelig skal det nævnes, at man fandt 56 Redskaber af Ben (Prene, Mejsler, Flaaknive o. lg.), og at der indsamledes 2621 Knogler, dels af vilde Dyr (forholdsvis faa; Bjørn, Krondyr, Egern, And, Ørn m. m.; ingen Fiskeknogler), dels af Tamdyr (Okse, Svin, Faar). Brudstykker af et Barnekranie laa ligeledes i Laget. 8 Lerkarskaar fortalte ved 11 Aftryk af Hvedeavner og 1 Randskaar ved Aftryk af Bygkorn om, at Befolkningen ogsaa havde kendt Korndyrkning.
Den anden Affaldsdynge, af hvilken c. 100 m² undersøgtes i 1901—04, laa under det sydøstlige Hjørne af den store Bakke, netop der, hvor Dæmningen i vore Dage sætter Øen i Forbindelse med Fastlandet. Mulden var paa dette Sted dybere (0,40—0,70 m), idet Skraaningens Jord til Stadighed var pløjet og harvet ned over Kulturlaget. Midt i Dyngen paavistes et tæt, men forholdsvis tyndt (0,10—0,06 m) Skallag, og i den sydvestre Del af Undersøgelsesfeltet laa et tæt sammenstampet og fastbrændt Lerlag, dækket af ganske lidt Skaller. Forøvrigt var Dyngen aabenbart jævngammel med den førstnævnte, men langt fattigere paa Oldsager. Ogsaa her fandtes" Knogler af Svin, Faar og Okse samt det midterste Stykke af et Menneskes Albueben, i øvre Ende stærkt hundegnavet.
Saa vidt naaede man ved de første Aars Undersøgelser. Lindø maatte have været beboet af »et temmelig betydeligt Antal Mennesker i den forholdsvis korte Tid indenfor den yngre Stenalder, som Fundet hidrører fra [den tyknakkede Økses Tid]«. Det var et Resultat, svarende til mange tidligere opnaaede, og videre vilde man ikke være naaet i Erkendelsen, hvis Købmand Winther havde slaaet sig til Ro med Undersøgelsen af de to Affaldslag.
Men dette gjorde han ikke. Aar efter Aar besøgtes Øen, og dens Overflade syntes nærsagt uudtømmelig for Oldsager. I tusindvis og atter tusindvis opsamledes de stadig, og den Opfattelse fæstnedes, at yderligere Gravninger — udenfor Dyngerne — vilde kunne give et godt Udbytte.
I et meget jævnt Svaj umiddelbart Nordvest for den store Bakkes Højdekam — og altsaa ikke mange Meter fjærnet fra den førstnævnte Affaldsdynge — afdækkedes i 1910—24 et samlet Areal paa 327 m². Undergrunden var her tør og gruset, og paa den traf man de første sikre Vidnesbyrd om en Stenaldersbosættelse fra dansk Megalittid.
Der havde paa det undersøgte Omraade ligget 4—5 Bygninger. Af disse var dog i hvert Fald de 2 ikke samtidige, idet den ene var bygget over den anden, efter at denne først var nedbrudt og Grunden, hvorpaa den havde staaet, jævnet ved Paafyldning af Grus. Det underste — og altsaa ældste — Hus havde vistnok haft Længderetning i V.—Ø., og det havde haft et ovalt Arnested. Forved dets Indgang i Østgavlen havde der ligget et udendørs Ildsted. Det øvre — det yngste — Hus syntes derimod at have ligget i N.—S., og det havde i sin søndre Halvdel haft en Arne, omgivet af en cirkelrund Lerkarm. Ligeledes kunde med ret stor Sik–
kerhed Omridset af et tredje Hus skønnes: Det havde ligget NØ. for Hus 2, og det syntes nærmest at være jævngammelt med Hus 1. Dets Form var rektangulær (V.—Ø.), og der laa indenfor dets Omraade et Par uregelmæssige Ildsteder. Endelig fandtes der forskellige Bygningsspor i den sydøstlige Del af Udgravningsfeltet.
Væggene havde bestaaet af smækre Stolper (0,15 —0,20 m i Gennemsnit), forbundne med Risfletninger, der var belagt med Lerklininger. Leret havde man taget forskellige Steder paa Øen, hvor det lykkedes at paavise de gamle Gruber, fyldt med alt Slags Affald.
Dette sammentrængte Referat1) vil have givet et Indtryk af Udgravningens Betydning. Ogsaa hvad Bosættelsesformen vedrører, vil Lindø–Bopladsen sikkert komme til at give os god Besked, naar det samlede Terræn efterhaanden er bleven undersøgt. De fremdragne 4—5 Huse, der ligger umiddelbart ved hinanden, men uden paaviselig samlet Plan, siger foreløbig ikke meget. De behøver ikke at være helt samtidige — at to af dem ikke er det, er allerede bemærket — og selv om saa var, vilde vi intet kunne sige om Bebyggelsens Karakter. Tilsvarende Bosteder findes muligvis baade Nord og Sydøst for det undersøgte Omraade; her vil forhaabentlig nye Gravninger bringe supplerende Oplysninger. Mest talende er i en vis Forstand den overvældende Mængde Flintredskaber og Forarbejder til saa-danne, som findes spredt over hele Bakken. Man vil ikke umiddelbart forbinde en saadan Talrighed med Tanken om en enkelt Gaard; men Bostedet
1) En udførlig Behandling af Huspladsen foreligger nu i J. Winther: Linde. En Boplads fra Danmarks yngre Stenalder I (1926) [Korrektur–Note].
kan selvfølgelig have været benyttet gennem meget lange Tider, og vi har ingen Midler til at skønne over, hvor stort et Redskabsinventarium der i saa Fald kan være efterladt.
Af særlig Interesse er ogsaa Vust–Bopladsen1), om end her gør sig visse Forhold gældende, som giver den en anden Karakter end de almindelige Bopladsers.
Den har utvivlsomt været overladt til sig selv omtrent fra det Øjeblik af, da den blev forladt. I Aarhundreder har den været dækket af Flyvesand, saa den har kunnet fremdrages saa nogenlunde urørt. Desværre standsedes Undersøgelsen, før det hele Terræn var gennemgravet.
Den store Mængde Flintaffald, som blottedes oppe i Vust Klitter, hver Gang Flyvesandet blæste bort, fik Nationalmuseet til i 1911 at foretage en ret omfattende Udgravning. Et Felt paa 358 m² afdækkedes paa en 150 Fod høj Bakke (samme Højde som Bulbjærg), jævn paa dens større nordlige Del, men forøvrigt skraanende svagt mod SØ. Det viste sig, at næsten alle Flintredskaberne laa umiddelbart under Sandet paa den gamle Muldflade. Selve Mulden havde en Tykkelse af 0,5— 0,25 m og havde næppe været under Dannelse siden Stenalderen.
Indenfor dette store Omraade forekom Flintinventariet meget uregelmæssigt — tyndest ved Udkanterne (c. 100 Stk. Affald pr. m²), tættere længere inde (op til c. 900 Stk. i et enkelt Felt). Af den forarbejdede Flint var Hovedmængden Spyd og Dolke, men næsten kun i Form af Brudstykker eller Forarbejder. Af nogenlunde samme Hyppighed
1) Vust Sogn, Vester Han Herred, Tisted Amt. Undersøgelsesberetning af Th. Thomsen, udat. 1911.
forekom Skiveskrabere (her som Regel hele Eksemplarer), og desuden fandt man Flækkeknive, Bor, Flækker, Knuder, Save, Slagsten, et Par Økser, en Pilespids og et Par Flintkugler. Af Lerkarskaar optoges kun en Snes. Smaa ildskørnede Sten laa spredt næsten overalt.
Hertil kom imidlertid forskellige særlige Fundpletter.
Saaledes blottedes et rundt, delvis forstyrret Ildsted, c. l m i Diameter, kantet af 15 Sten og med den indvendige flade Grube — ved Midten c. 0,30 m under Stenenes Overkant — tilføget med Sand. Endvidere et opløst og muldblandet Kullag, indeholdende smaa Stumper af ildsprængt Granit. Dets Udstrækning var c. 2,5 m i Ø.—V., c. 2 m i N.-—S., og det var kun ganske tyndt paå Midten, endnu tyndere ud mod Randene. Paa en 0,60-—0,75 m stor Plet lidt Vest for Midten gik det dog c. 0,10 m ned i Undergrunden som en svag Grube, og hertil føjer Beretningen nu: »Syd for dette Kullag saas forskellige smaa Huller, oftest c. 10 cm i Diam. Tæt S. for Laget laa de i en buet Række; af dem er dog de 2, der er betegnede med Kote 42 og det sydfor liggende trekantede Hul noget usikre. Noget vestligere laa 4 Huller«. Der kan næppe være Tvivl om, at vi her staar overfor Pælehuller fra en Hyttevæg.
Dernæst paavistes et stort, mørkt Lag, som strakte sig over et ovalt Omraade med Længderetning i N.—S., og som maalte c. 6 × 4,5 m. I dets østlige Del laa talrige spredte, mindre Sten, blandt dem ikke faa Slagsten, og flere runde Sten, aabenbart ført derhen for at bruges som Slagsten.
Endelig afdækkedes et stort, aflangt Ildsted, en Kulplet, c. 3 m i NV.—SØ. og 2 m i SV.—NØ., i
hvilken der laa adskillige større, ildskørnede Flintstykker.
Dette var Hovedundersøgelsesfeltet (A). Paa samme Bakke som dette, c. 110 m mod NNV. syntes der at ligge forholdsvis meget Flintaffald; men ved at undersøge 83 m² her (B), opdagedes det dog hurtigt, at Sagerne laa ret spredt paa det jævne Terræn. De havde forøvrigt ganske det samme Præg som i Hovedfeltet, og dette var ligeledes Tilfældet indenfor et tredje Udgravningsfelt (C), liggende c. 200 m Ø SØ. for A og omfattende 84 m². Opmærksomheden henledtes paa det derved, at der saas Lerkarskaar i Sandet, og det viste sig da ogsaa ved Gravningen, at der fandtes Skaar i mere end hver anden Kvadratmeter. Affaldsmængden var derimod forholdsvis ringe. Hverken i B eller C sporedes noget Muldlag. Terrænet ved C skraanede mod NØ.
Efter denne Undersøgelse vendte man Opmærksomheden andet Steds hen.
Umiddelbart Syd for en Gravhøj, paa hvilken et Generalstabsmærke angav Terrænets højeste Punkt (180 Fod)1), blottedes i 178 m²'s Udstrækning et udpræget mørkt Kulturlag, der— c. 4 m bredt — strakte sig fra Vest mod Øst og derpaa bøjede mod Syd, hvor det naaede en Bredde af over 6 m. Dets snoede Form var delvis betinget af Terrænforholdene.
Spredt paa Bunden af Laget laa større og mindre Sten. Det var i den vestlige Udløber c. 0,40 m, i den sydlige c. 0,30 m dybt ved Midten; men begge Steder svandt Tykkelsen ud mod Randene. Mod Syd i den sydlige Udløber saa man en 0,30—0,40 m bred Stribe af rødbrændt Ler, hensmuldret Lerkli–
1) Højen skal i sin Tid være udgravet og have indeholdt et Stenkammer. To andre Høje ligger vestligere paa samme Bakkekam.
ning, som ved den nordlige Ende havde en Tykkelse af 0,08 m, c. 2 m sydligere af kun 0,02 m og allersydligst kun kunde skelnes ved dens røde Farve. Stribens Længde var c. 4,5 m, og den havde Hovedretning fra N.—S. med en Udbuning mod V.
Denne Stribe betegnede sikkert Væggen af en Hytte, og c. 3 m Øst for den løb en noget spredt Stenrække, ligeledes med Retning N.—S. Midt imellem Rækken og Striben saa man en lille aflang Stenlægning, kun c. 0,50 m stor og dannet af smaa Sten. En anden Stenlægning, bestaaende af 3 Granitsten og nogle Flintknolde laa Vest for Lerstriben, og Nord for denne afdækkedes endelig 2 Huller, c. 0,20 m i Tværmaal og utvivlsomt Pælehuller. Det vestlige kunde følges 0,19 m, det østlige 0,11 m ned i Undergrunden.
Dette store Kulturlag var særlig rigt paa baade Oldsager og Flintaffald. Mængden af dem steg ind mod Lagets Midte, tiltagende fra Vest mod Øst. Et enkelt Felt midt i den sydlige Udløber gemte ikke mindre end c. 3000, og det iagttoges, at Hovedmængden af disse laa op mod en c. 0,30 m stor Sten.
Men var Udgravningsfeltet D saaledes rigere paa Oldsager end baade A, B og C, saa var Fundenes Præg dog det samme. Ogsaa her var det fortrinsvis Brudstykker, der fandtes. Talrigst var Flækkerne (581), Knuderne (419) og Spydspidserne (328); derefter kom Skrabere (71; næsten udelukkende Skiveskrabere) og Bor (66). Paa 27 Steder fremdrog man Lerkarskaar, af Pilespidser opsamledes 24 (forskellige Former), af Flækkeknive 20, af Blokke 16 (Blokaffald ikke medregnet) og af Save 13 (deraf 2 Flækkesave). Endvidere fandt man paa 5 Steder Rav, og endelig talte man 5 Slagsten, 3 Økser, 2 Skivespaltere og 1 Flintkugle.
Med denne Udgravning var den egentlige Undersøgelse afsluttet. For at konstatere, hvorfra den store Flintmængde var hentet, foretoges der til Slut enkelte mindre Prøvegravninger. I selve Bulbjærg træder Flinten jo frem som Lag i Limstenen, og den Tanke laa nær, at disse Lag strakte sig ind under Klitterrænet, og at man havde hentet Flinten op af Gruber — en Fremgangsmaade, som er velkendt.
I en Lavning ØNØ. for A fandt man derved et Ildsted, en flad, tæt Stenlægning af 50—60 Stykker ildsprængt Granit, mellem hvilke der laa Kulsmuld. Mod Vest skraaner Jordsmonet opad, og paa denne Skraaning laa et meget stort Antal Affaldsstykker paa Overfladen; men der saas ingen Redskaber.
Endelig gravedes en Prøvegrøft c. 190 m Vest for B. Overfladen var her helt dækket af Flintskærver. Terrænet falder mod Vest, og i Forgrunden findes en brat Brink, hvori det ved Gravning konstateredes, at der fandtes Flintlag, hvilende paa fast Ler. Det er da sandsynligst, at Beboerne har hentet deres Flint, hvor den som her sammen med Leret traadte tæt op til Overfladen. Det har næppe været nødvendigt for dem at gaa i Dybden efter den.
Naturligvis har der paa en saadan Plads boet adskillige Mennesker. Det fortæller allerede Arealets Omfang. Endvidere lægger vi Mærke til Redskabernes Talrighed og til den Ejendommelighed, at Affaldsstykker, Brudstykker og Forarbejder til Redskaber forekommer i en næsten talløs Mængde. Det er i første Række dem, som præger Stedet, ligesom det var dem, der henledte Opmærksomheden paa det. Mod alle disse Stumper svinder Antallet af hele Redskaber ind til en forholdsvis Ubetydelighed. Og blandt hele dette Flintmateriale ikke en eneste Knogle, der minder om Tamdyr, ikke et eneste Af–
tryk i Lerkarskaarene, der vidner om Kornavl — skønt vi befinder os i Stenalderens Slutningstid, i Dolktid! Der gives næppe anden Forklaring paa denne Besynderlighed, end at Befolkningen her paa Stedet har levet som »Flint–Smede«. Det er en »Flint By«, der har ligget ved Vust, og man har i den søgt sit Udkomme ved en Masseproduktion af Redskaber, beregnet i væsentlig Grad til Tuskhandel.
Et ganske lignende Fænomen kendes forøvrigt fra et andet Sted paa gammeldansk Omraade. Det er paa Tulstorp–Bopladsen i Skaane, tre Fjerdingvej Øst for Malmø. Den dækker snarest mere end 2000 m², og »boplatsens storlek, fyndet af flintkulan, kulturlagrets hårdhet, husdjurbenens relativa sällsynthet samt grannskapet till talrika schakt hafva gjort mig böjd att anse denna plats såsom flintgräfvarnas forna tillhåll eller såsom den forntida »flintbyn«; men detta är föga mer än en gissning, som det är framtiden förbehållet att bekräfta eller vederlägga«1).
Naturligvis kan man ikke sige, at Vust–Bopladsen afgørende bekræfter den skaanske Hypotese; men den peger dog utvivlsomt i samme Retning, og det maa da være yderligere Undersøgelser forbeholdt at give det endelige Svar. Her fastholder vi kun dette, at Bopladsen ved Vust har en særegen Karakter, som tyder paa, at dens Befolkning har ernæret sig paa anden Maade end den, man ellers finder Vidnesbyrd om paa Tidens Bopladser.
Maaske har Stedet heller ikke været befolket Aaret rundt. Det er i hvert Tilfælde tænkeligt, at man kun til visse Tider har søgt herud, og vi har fra samme Tidsrum en anden Boplads, som ligele–
1) Ymer, 26 (1906), 154 (N. O. Holst).
des synes at fortælle os om en periodevis Anvendelse. Men her er Aarsagen til Opholdet rigtignok ikke den samme som ved Vust.
Dette er Ramsømagle–Bopladsen1).
Ved Kanaliseringen af Vandløbet gennem den nu udtørrede Ramsø gennemgravede man en lav Højning i den ellers flade Engmose. Højningen var ældre end Mosedannelsen; thi under det c. 0,40 m tykke Lag af Mosejord laa den gamle Søbund, bestaaende af sandblandet Sneglegytje over en Undergrund af Ler, lidt højere end de jævngamle Omgivelser. Paa Toppen af Højningen og i den sandblandede Gytje traf man en Mængde Sten, mens Mosejorden lige fra Gytjens Overflade til Grønsværen rummede Kulturlevninger: Flintaffald, ildskørnet Flint, grovt forarbejdede Flintredskaber, Lerkarskaar, Dyreknogler og Trækul.
Undersøgelsen blev desværre ikke gennemført. Der gravedes kun 9 Prøvehuller paa l m² hvert, liggende dels i Nærheden af Højningens Top, dels nær dens Fod. Oppe paa Toppen var Kulturlevningerne talrigst, og de syntes at aftage herfra udefter, vistnok hurtigere mod SØ. end mod NV.
Den samlede Udstrækning af Kulturlaget kan i Retningen NV—SØ. ansættes til godt 50 m, hvilket synes at betegne baade Højningens og Bopladsens Længde. Hvad man fandt af Oldsager, var aflejrede, samtidig med at Moselaget havde dannet sig; thi de laa spredt i dette — fra Gytjen til Græstørven. Formodentlig har Højningen været en lav, til Tider overskyllet Holm i Søen, og at den skulde have været beboet hele Aaret rundt, er alene af den Grund
1) Gadstrup Sogn, Ramsø Herred, Københavns Amt. Undersøgelsesberetning af G. Hatt, dat. 30. Decbr. 1919.
usandsynligt. I samme Retning taler Kulturlagets relative Fattigdom paa Oldsager. »Snarere har den været et lejlighedsvis benyttet Tilholdssted for Jægere« (G. Hatt). De fundne Redskaber1) — bl. a. nogle tyknakkede Flintøkser — daterer den til yngre Stenalder.
De to sidstnævnte Bopladser er da af en særlig Karakter. De kan ikke forudsættes at have baaret faste Bosættelser i samme Forstand som de øvrige kendte, og de oplyser derfor intet om Bosættelsesformen her i Landet. Men de har alligevel deres store Interesse; thi har vi forstaaet dem rigtigt, fortæller de om Sider af Befolkningens Tilværelse, som vi ellers vilde være uvidende om, og de vilde vel heller ikke kunne savnes i et Helhedsbillede af Tidsalderens Bygd, uden at dette blev ufuldstændigt.
Tilbage har vi kun enkelte Smaabopladser, af hvilke der skal redegøres for de to væsentligste.
Den ene er Gribsø–Bopladsen2).
Umiddelbart Øst for Store Gribsø blev der i sin Tid paa Sydvestskraaningen af en jævn Bakke fundet svage Rester af en Hustomt, som maatte antages at stamme fra yngre Stenalder. Der laa en lille flad Høj, under hvis Mulddække der fandtes et Lag Rødsand og under dette igen hvidt og fast Sand. Her traf man ved Grusgravning i Muld– og Rødsands–laget talrige brændte Dele af lerklinede Vægge, spredte over et Omraade, der var c. 9 Fod langt og 7 Fod bredt. Lerstykkerne viste Indtryk af større og mindre Grene, snart kun paa den ene Side, snart paa flere. Somme Klumper saa tillige ud, som om de
1) Mus. Nr. A. 303—96.
2) Nøddebo Sogn, Holbo Herred, Frederiksborg Amt. Undersøgelses–beretning af Vilh. Boye, dat. 26. Juni 1882.
var afglattede. Baade Skovbevoksningen og Grusgravningerne havde bragt saa stort Vilderede i Aflejringsforholdene, at det var umuligt at danne sig noget sikkert Skøn om disse. Af Redskaber fandtes der ingen, af Trækul yderst lidt; men der optoges hist og her nogle Lerkarskaar1), og efter dem at dømme maa Huset — eller Hytten — som nævnt stamme fra yngre Stenalder.
Af anden Karakter var Bjælkerup–Bopladser2).
Paa fladt Land i den østlige Udkant af Bjælkerup, nær den lille Moserende, traf man i 1894 ved Gravning paa et Kulturlag, i hvilket der c. l m under Overfladen fandtes en usleben, tyknakket, hulægget Tværøkse, to Flækker og to Lerkarskaar, alle liggende tæt ved hinanden. Sammesteds fandtes to Skiveskrabere. Kulturlaget selv, der var stærkt blandet med Trækul, antoges at strække sig over c. 2 m i Ø.—V. og 1 m i N.—S.
Endnu samme Aar traf man 38 m Øst for dette Punkt og i samme Dybde talrige Lerkarskaar. Omkring dem laa ildskørnede Sten, Trækul og smaa brændte Benstumper. Ogsaa her syntes Kulturlaget at have en Udstrækning af c. 2 × 1 m.
Endelig stødte man i 1896 c. 19 m Sydvest for den førstnævnte Plet paa ornamenterede Lerkarskaar og Flintsager. Ved en Undersøgelse i 1897 fastsloges det, at Kulturlaget paa dette Sted tegnede sig meget tydeligt 0,54 m under Overfladen. Det dannede en rundagtig, mørk Plet, 2,30 m lang i N.—S., nedgravet med lodrette Sider i den faste Undergrund — 0,36 m i SØ., 0,48 m i SV. Selve Fordybningens
1) Mus. Nr. A 5373—74.
2) Store Heddinge Landsogn, Stevns Herred, Præstø Amt. Undersøgelsesberetning af Chr. Blinkenberg, dat. April 1898.
Bund var nogenlunde jævn. Umiddelbart paa det gulbrune Ler saa man pletvis et 0,005 m tykt, sort Lag, hvori der sporedes Kul. I Kullaget optoges Flintsager, Lerkarskaar og Trækul.
En Eftersøgning efter andre, muligvis urørte Pletter af lignende Art kunde paa Grund af Omstændighederne — Findestedet var en Have — ikke foretages. Undersøgeren opfattede Gruben som Tomten af en Stenaldershytte.
Prøver vi efter denne Gennemgang af de undersøgte Bopladser at fæstne vort Helhedsindtryk, vil vi være nødsaget til at indrømme, at det danske Materiale ikke giver os sikre Svar paa Spørgsmaalet om Tidsalderens Bosættelsesform.
Det er sandt, at der ikke er paavist et eneste Sted, hvor en Enkeltgaard træder klart og tydeligt frem; men derfor kan saadanne særdeles vel have eksisteret, og det vilde synes urimeligt, om man i en Tid med voksende Kvægbrug og vordende Jordbrug og en — tør vi antage — ikke helt ringe social Deling af Samfundet ikke skulde have kendt dem. Vi traf dem jo ogsaa i Mellemeuropas yngre Stenalder, Hvor vore Grave fra dette Tidsrum ligger spredte — f. Eks. i Bygdernes Yderkanter — har der vel allerede den Gang staaet enkelte Boliger med Storbønder som Ejere. Det er ogsaa sandsynligt, at visse Egne tidligere og stærkere end andre har givet Plads for denne Bebyggelsesform.
Paa lignende Maade stiller det sig med Hensyn til Flok–Bosættelserne. Hele den Baggrund, som selve Kulturudviklingen giver os, og som de mellem–
europæiske Fund dokumenterer, gør det overvejende sandsynligt, at man ogsaa i vor yngre Stenalder har boet samlede i Flokke; men vort hjemlige Materiale har endnu ikke skænket os et uomtvisteligt Bevis for Rigtigheden af denne Antagelse. Og dog kan man ikke lukke Øjnene for, at Bopladser som Lejre, Ørumaa, Lyngbjærg og Lyø tegner sig saa nøje overensstemmende med den forudgaaende Periodes, at man med større Grund vil kunne antage »Byer« paa disse Steder end »Enkeltgaarde«. Det samme vil jeg tro er Tilfældet med f. Eks. Lindskov. Forhaabentlig kommer den Dag, da Resultatet af omfattende Undersøgelser i Marken kan hæve den Tvivl, som endnu — teoretisk set — er paa sin Plads.
2. BOSÆTTELSESFORMEN I BRONCEALDEREN
Naar man i Mellemeuropas Stenalder var naaet til at kende baade en Landsbybebyggelse og en Enkeltgaardsbebyggelse, er det paa Forhaand givet, at disse to Former ogsaa var i Brug i Broncealderen1). Selvfølgelig kan man paa Baggrund af det ovenfor fremstillede ikke tænke sig en europæisk Broncealderskultur uden enkeltliggende Storgaarde — i Bygderne selv eller i deres Udkanter. Og paa den anden Side: hvorfor skulde man være ophørt med at bo i Flok? Maaske har den voksende sociale Deling af Samfundet ført til en stadig mere udstrakt Bosættelse paa Enkeltgaarde; men vi kan dog umuligt antage, at Bydannelserne skulde være hørt op med Stenalderen — for derpaa at tage ny Fart med Jernalderen.
Selve det arkæologiske Materiale er imidlertid meget sparsomt. Endnu er det ikke lykkedes at paa–
1) X Bericht der röm.–germ. Komm. 1917, 68 (Karl Schumacher).
vise en eneste sikker Storgaard fra Broncealderen, som f. Eks. Plaidt fra Stenalderen; men dette maa bero udelukkende paa Tilfældigheder. Før eller senere vil ogsaa denne Bosættelsesform blive erkendt gennem Udgravninger.
Byanlæg har man derimod truffet adskillige af i de seneste Aars tyske Undersøgelser. Det er for os unødvendigt at gaa ind paa dette Materiale i samme Udstrækning, som vi gjorde det for Stenalderens Vedkommende. Selve det afgørende Spørgsmaal om Bosættelsesformen maa, som nævnt, anses for løst med Redegørelsen i det foregaaende Afsnit, og vi vil derfor holde os til det enkelte Byanlæg, som foreligger klarest oplyst, og hvorfra vi vedrørende forskellige Enkeltheder kan hente Iagttagelser af Betydning for det følgende Studium af vore danske Bopladser.
Det er Broncealdersbyen ved Buch, nær Berlin, udgravet af A. Kiekebusch i 19101).
Her laa Byanlægget paa en sandet, svagt hvælvet Højde, 160 000 m² stor, rummende flere vandfyldte Sænkninger og omgivet af sumpede Lavninger og Søer. Stedet frembød da gode Betingelser for en Bebyggelse: det var tilstrækkelig tørt og dog med let Adgang til Vand, og det var naturligt beskyttet mod Angreb eller pludselige Overfald.
Paa denne Plads havde man boet i længere Tid — Kiekebusch mener indenfor Perioden 1400—700 f. Kr., i hvert Fald i »yngre« Broncealder. Huse var nedbrudt eller brændt, mens nye havde rejst sig, delvis paa de gamles Grund. Ofte laa Pælehullerne saa tæt ved hinanden, at man umuligt kunde fastslaa, til hvilke Bygninger de enkelte hørte; men hist
1) Prähist. Zeitschr. II (1910), 371 ff. (A. Kiekebusch). Sml. Korr.–Blatt d. deutsch. Gesellsch. f. Anthropol., Ethnol. u. Urgesch. XLV. (1914), 61 ff.
og her — og navnlig i Bosættelsens Udkanter — var man i Stand til at danne sig et Indtryk af Byens Anlæg.
Plan synes der kun i ringe Grad at have været Tale om. »Die Häuser standen regellos auf dem Platze zerstreut. Sie sind ganz verschieden orientiert, woraus sich ersehen lässt, dass jeder so baute, wie es ihm gerade gefiel«. Et enkelt Sted fandt man dog ved Siden af en stor Hal, som spændte over 60 m², otte mindre Hytter, hver paa 15—20 m² og liggende i Række. De havde samme indbyrdes Afstand, Indgangene laa ret overfor Arnestederne, og de vendte alle i samme Retning. »Hier hat augenscheinlich ein starker Wille andere in seinen Bann gezwungen, dass sie ihre Hütlen nach Vorschrift bauen mussten«.
I Husenes Nærhed blev der ikke paavist Udbygninger for Kvæget; men midt i Bosættelsen laa en fri Plads, hvor der opgravedes en Mængde Dyreknogler og Ildsteder — de sidstnævnte ogsaa overstrøede med Ben. Paa en stor Del af denne Plads var Grunden dækket af et tyndt Lag, som indeholdt organiske Stoffer. Det syntes, som Blod og Fedt her havde blandet sig med andre Bestanddele. »Da auf dem freien Platze auch ein schuppenartiges Gebäude gestanden zu haben scheint, so dürfen wir den Schluss machen, dass hier ungefähr in der Mitte der Ansiedlung ein Platz lag, der für Tierhaltung oder Tierverwertung grosse Bedeutung haben«.
I 1910 lykkedes det Kiekebusch at fastslaa Omridset af 90 Huse, langt over 100 Arne– og Ildsteder samt Affaldsgruber og utallige Pælehuller. »Und noch ist nicht die Hälfte des Geländes erschöpft«.
Her havde man da for første Gang fundet en fuldkommen Landsby fra Broncealderen, som kunde
undersøges i alle Enkeltheder. Af ganske særlig Interesse blev Studiet af Byens Hustyper. Iagttagelserne var saa talrige og kunde gøres med saa stor Nøjagtighed, at Opfattelsen blev fuldt sikret. Yderligere fik Kiekebusch Aaret efter Lejlighed til at gøre ganske tilsvarende Iagttagelser, da han udgravede en lille Del — tre Bygninger — af Broncealdersbosættelsen ved Hasenfelde, Kreis Lebus1). Vi skal i det følgende vende tilbage til dette Punkt.
Hvad vore hjemlige Forhold angaar, blev Flertallet af de i 1919 kendte Fund behandlet af Dir. Sophus Müller i Afhandlingen »Bopladsfund fra Bronzealderen«2).
Der gælder om de heri beskrevne Undersøgelser ganske det samme, som ovenfor blev sagt om saa at sige alle hidtil foretagne Gravninger i yngre Stenalders Bopladser: man har koncentreret Opmærksomheden om selve Affaldslagene og har — af Hensyn til Tid og Penge — ikke foretaget nogen Gennemgravning af det omliggende Terræn. Følgelig ved vi intet afgørende sikkert om den Bosættelsesform, som har været benyttet paa disse Steder, men maa nøjes med — saa vidt Materialet tillader det — at slutte os til den ud fra Fundenes hele Karakter.
Kulturlaget fra Voldtofte–Bopladsen (Flemløse Sogn, Baag Herred, Odense Amt)3) fandtes paa den aflange, ret høje Banke »Kirkebjærget« mellem Flemløse Station og Voldtofte By. Her afdækkedes to Udgravningsfelter, det ene paa 110 m², det andet paa 250 m². Begge rummede betydelige Aflejringer; men disse stødte ikke sammen, og deres
1) Prähist. Zeitschr. III (1911), 287 ff. (A. Kiekebusch).
2) Aarb. 1919, 35 ff.
3) Anf. St. 36 ff.
Grænser naaedes kun et enkelt Sted. Prøvegravninger viste, at det ene havde en Længde af c. 48 m og en Bredde af 18—20 m, medens det andet havde været c. 48 m langt og i den ene Ende 28 m, i den modsatte 40 m bredt.
Disse Lag var gennemgaaende 1 m tykke. Hvor Undergrunden sænkede sig, kunde Tykkelsen vokse, og til Gengæld aftog den paa Bankens Skraaning. Flere Steder sporede man svagere Sænkninger i Undergrundens Sand; men kun paa ett Sted paavistes en Grube, 1,85 m lang, 1,65 m bred og 1,20 m dyb. Her havde Kulturlaget da en Tykkelse af 2,40 m.
Ved Undersøgelsen fandt man ingen Arnesteder, skønt der laa adskillige sodede og ildskørnede Sten; og det Lag af Sten, som fandtes nederst i Kulturlaget eller nær dets Bund over en stor Del af det ene Udgravningsfelt, og hvoraf mange ligeledes var ildskørnede, havde ikke Karakteren af en Brolægning, som kunde have været anvendt i eller udenfor Hytterne.
Om Bebyggelsen vidnede derimod en stor Mængde halvt eller helt forbrændte Lerklihinger, nogle med Greneaftryk, andre — tykke Klumper — med en glat afstrøget Side. Disse Lerstykker var gennemgaaende smaa, opløste og laa stærkt spredte i Laget, og af denne Grund maatte man slutte, at Kliningerne ikke stammede fra Hytter paa selve Pladsen, men at de var ført derhen andet Steds fra sammen med Dyngens øvrige Skrab.
Af mest Betydning var — foruden Lagenes Udstrækning — de store Fund af Lerkarskaar, som blev gjort — 41 690 ialt. Ved ihærdigt Arbejde lykkedes det at sammensætte større eller mindre Dele af c. 200 Kar; men de repræsenterede kun en lille Brøkdel af den vældige Skaarmasse. Ogsaa Ler–
karrene var knust andet Steds og i ødelagt Stand bragt hen paa Bosættelsens Affaldsplads.
Tillige fandt man adskillige Stenredskaber og et meget betydeligt Antal Flintaffald — ialt optaltes 7989 Stykker.
Disse Omstændigheder — Lagenes Udstrækning, Skaarmængden og Flintaffaldsmængden — gør vel den Opfattelse rimeligst, at Kirkebjærget har været en Boplads for flere Familier. Saadanne Affaldsmængder kan næppe forudsættes at stamme fra en enkelt Gaard, hvis dennes Levetid ikke har strakt sig over et meget langt Tidsrum, og herpaa tyder Broncefundene paa Stedet egentlig ikke. Der har i Broncealderens næstsidste og sidste Afsnit — det viser Fundet af 20 smaa, delvis itubrudte Broncestykker — snarest ligget en »By« her paa Stedet, hvor en Gruppe af Familier i Fællesskab har rejst deres Huse. Et enkelt saadant har maaske staaet, hvor man ved Yderkanten af den ene Dynge fandt fem store Forraadskar, og flere andre har da vel ligget »i nær Forbindelse med de to undersøgte Pladser, mulig ogsaa paa det videre Omraade, hvor det ved Gravning af Prøvehuller saaes, at der var et Affaldslag, men hvis Tykkelse og Sammenhæng som Helhed ikke kunde bestemmes uden en altfor vidtstrakt Undersøgelse«1).
En Flok–Bosættelse er det ligeledes naturligt at forudsætte paa Abbetved–Bopladseri2).
Denne har fyldt en Banke umiddelbart ved Grænsen mod Gevninge Oredrev, NØ. for Slorup Skov. Banken har Længderetning N.—S., en forholdsvis jævn Topflade og et brat Fald mod Øst, hvor det lave Terræn nærmest Foden endnu for en Del er
1) Anf. St. 52.
2) Anf. St. 71 ff.
fugtigt. Ogsaa Nord, Vest og Syd for Banken findes fugtige Sænkninger, som i Oldtiden maa have isoleret den. Den har da ydet Befolkningen paa dens Ryg god Sikkerhed mod Overraskelser.
Takket være Anvisninger af en stedlig interesseret, Husmand Jens Jensen, har Museet paa denne Banke og de nærliggende Højder baade i SV. og Ø. siden 1915 af dækket en Række enkeltvis liggende Gruber og smaa Kulturlag. Jens Jensen har i Aarenes Løb under Arbejdet lagt Mærke til, hvor Jorden ved Farve eller andet røbede Spor af saadanne Pletter, og efter hans Opgivelser har Udgravningerne fundet Sted. Da Sophus Müller behandlede det indsamlede Stof i 1919, var der undersøgt ialt 10 Gruber og 6 Smaalag, »dels høiest oppe, dels ned ad den første Skraaning, men ogsaa ved Bankens Fod, og nogle nær sammen, andre ganske spredt«. Siden er et omtrent tilsvarende Antal kommet for en Dag; men Billedets Præg er ikke ændret derved, og Fremtiden vil sikkert bringe os Kendskab til endnu flere.
Imidlertid har Undersøgelserne udelukkende været begrænset til selve de af Jens Jensen paaviste Pletter. Saa mange Meter, som Pletterne har dækket, er gennemgravet og Fundinventaret optaget — intet udover dette. Prøvegrøfter over Bakkefladen er ikke bleven kastet, samlede Afdækninger til Konstatering af Aflejringsforholdene mellem Pletter og Gruber har ikke fundet Sted, og man staar altsaa — ligesom ved Lindskov — uden sikker Vejledning til Bedømmelse af Bosættelsesformen. At Gruberne »ere gravede for at optage Affaldet fra Boligen og fra Dagens Liv, er givet efter Fyldens Sammensætning og Indhold«, skriver Sophus Müller. »Men i en af dem fandtes et Ildsted, og udelukket er det ikke, at der har været flere saadanne, som mere
overlig liggende ligesom paa Bulbjærg–Pladsen ere blevne fjærnede tidligere ved Markens Dyrkning. Boligerne, af hvilke der heller ikke her fandtes noget Spor, have sikkert ligget ved og mellem Gruberne; intet angiver, at de skulde have været byggede ovenover og indesluttende dem«1).
Saa meget turde dog være sandsynligt baade paa Grund af Pladsens Udstrækning, Grubernes Talrighed og deres Indhold, at der ikke har ligget en enkelt Gaard paa denne Banke. Ogsaa her er der optaget en meget stor Mængde Lerkarskaar — i en enkelt Grube 728, i en anden 475, i en tredje 450 o. s. v. — foruden Flintaffald (3186 Stykker opsamlet indtil 1919) og Redskaber.
Det vil ogsaa være rimeligt at forudsætte denne Bosættelsesform, paa Bulbjærg–Bopladsen (Lild Sogn, Vester Han Herred, Tisted Amt)2), umiddelbart Vest for den i forrige Afsnit omtalte Vust–Boplads fra yngre Stenalder.
Man afdækkede i 1913 oppe i Bakkedraget Troldting paa en jævn Flade, der kun havde svagt Fald fra Midten mod begge Sider, en Strækning af c. 40 Meters Længde og indtil 16 Meters Bredde. Her havde man fundet ikke faa Efterladenskaber fra Oldtiden, delvis liggende i et Affaldslag, som strakte sig ind under Klitten. Bopladsen maatte i Virkeligheden have været større end de c. 600 afdækkede Kvadratmeter; men udenfor dem forekom Lerkarskaar og Flint saa spredt, at man ikke inddrog Omraadet i Gravningen.
Det viste sig, at der kun fandtes et ganske tyndt Kulturlag. Et enkelt Sted af 6 × 7 Meters Udstrækning saas det tydeligere end ellers, skærmet af Klit
1) Anf. St. 78.
2) Anf. St. 59 ff.
og med mere eller mindre Flyvesand liggende hen over det og strækkende sig igennem det. Der havde altsaa været Sandflugt paa Stedet, da Laget dannedes. Mens dets Overside var jævn, skød der sig hist og her fra Undersiden smaa Gruber ned, saa Dybden vekslede mellem 0,25 og 0,75 m.
Tilsvarende grubeformede Fordybninger iagttoges ogsaa andre Steder paa Pladsen, kredsrunde og aflange, ofte 0,5—1 m store, men mange mindre og en enkelt til Gengæld henved 2 m bred. Ingen af dem gik mere end 0,75 m ned under Overfladen. Deres Indhold var Kulturjord, ofte gennemtrukket med Sandstriber, og der fandtes desuden i dem nogle Lerkarskaar, lidt Kul, Flint og Dyreknogler. Hist og her saas i eller ved Fordybningerne et lille Lag Strandsnegl eller Blaamusling, ligesom Klumper og Pletter af raat Ler forekom af og til.
Baade i og udenfor Gruberne laa talrige ildskørnede Sten, hovedstore eller mindre, somme Steder liggende spredt, andre Steder samlet i nogenlunde regelmæssige Arnesteder, der kunde træffes dybere eller højere i Laget. Arnestederne selv kunde være ganske smaa — 0,20—0,30 m i Tværmaal — men ogsaa større fandtes, indtil 0,65 m brede. Et kredsrundt Arnested, 0,55 m stort, var lagt af haandstore, ildskørnede Sten, der laa i 2—3 Lag med jævn Over– og Underside.
Karakteristisk for Bopladsen var den meget betydelige Mængde Lerkarskaar. Ikke færre end 14492 opsamledes, Flertallet af dem dog ganske smaa. De viste alle hen til Broncealderens to sidste Afsnit, og det samme gjorde to smaa Broncestykker — en Stangknap og en hvælvet Dobbeltknap. En lille Draabe smeltet Bronce fortalte, at man havde støbt paa Pladsen; men dette fremgik endnu tydeligere af
de spredtliggende Brudstykker af Forme og Digler, som optoges.
Foruden disse Sager fandtes en stor Mængde Stenredskaber — Kugler, Skrabere, Flækkeknive, Bor o. s. v. — samt over 7000 Stykker Flintaffald fra Tilhugning. Endvidere 1240 Dyreknogler, blandt dem ogsaa Knogler af Faar og Tamokse, men forholdsvis mange af unge Dyr. Om et Brudstykke af en Kindtand stammede fra et Tamsvin eller et Vildsvin, kunde ikke afgøres.
Affaldslagets Udstrækning, Mængden af Lerkarskaar og Flintaffald og de talrige Arnesteder — vel rettere Ildsteder — kan sikkert naturligst forstaas som Vidnesbyrd om en Flok–Bosættelse. Hvad Grund man kan have haft til at slaa sig ned i denne ugæstmilde Egn, er et Spørgsmaal for sig. De 40 forskellige Steder paa Pladsen, hvor man ved Udgravningen fandt Rav, giver maaske — som Sophus Müller mener — et Fingerpeg. »Hvad andet end Indsamlingen af Ravet skulde have givet Anledning til at tage fast Ophold paa dette udsatte, veirhaarde Sted, mellem golde Klitter og med sparsom Adgang til Brændsel?«1) Om Tydningen er rigtig, skal vi ikke undersøge. Men at ikke helt faa Mennesker holdt til her, i hvert Fald paa visse Tider af Aaret — ligesom i Stenalderen — maa vistnok anses for givet.
Noget anderledes stiller Forholdet sig derimod paa Hasmark–Bopladsen (Norup Sogn, Lunde Herred, Odense Amt)2). Den fremgravedes i 1913—14 paa en lav, flad Odde, som nu har inddæmmede Eng– og Mosestrækninger paa begge Sider, men som i Oldtiden skød sig ud i et smalt Sund, der satte
1) Det opsamlede Trækul viser, at man som Brændsel har maattet ty til Egepurrer.
2) Anf. St. 52 ff.
Næraa Strand i Forbindelse med Odense Fjord. Hasmark Sønderby ligger i vore Dage paa den samme Odde.
Bopladsen fandtes paa jævn Mark og bestod af to Affaldslag, begge 7—8 m lange, omtrent af tilsvarende Bredde og med en indbyrdes Afstand af godt 4 m. Deres Omkredse var uregelmæssige, og de gik indtil 1,70 m ned i Undergrunden, som var bølgende, med større Gruber og Fordybninger hist og her.
Øverst bestod Lagene gennemgaaende af skal–blandet Muld, saa fulgte et rent Skallag og under dette igen sandede eller leragtige Striber med færre Skaller. Endvidere indeholdt hvert af Lagene i meget forskellig Dybde — fra Top til Bund — 5 Stenlægninger, der opfattedes som Ildsteder, og endelig var Fordybningerne i det ene Lag dækket af et sammenhængende, fladt Stentæppe, der laa lige under Pløjejorden, og som delvis fulgte Omkredsen ret nøje. At dette Lag »er et Dække, lagt i den Hensigt, at man skulde kunne betræde og opholde sig paa Pladsen, synes givet. Huset maa have været nært, maaske umiddelbart ved de Gruber, hvor Affaldet henlagdes, og som efter at være fyldte vare til Hinder og derfor tildækkedes med Sten. Meget ganske lignende er set paa Jernalderens Bopladser. Men at Huset skulde have staaet over og omkring Stenlaget, derom iagttoges intet, og dette kan sikkert heller ikke antages. Hverken Pladsens hele uregelmæssige og tilføldige Form eller de med Affald fyldte Gruber synes at kunne forliges med, at det Hele skulde være en Hustomt — hvorimod vel med, at det var en Plads umiddelbart udenfor Huset. Opfattes de smaa Stenlægninger, dybere og høiere liggende baade i denne og i den anden Samling af
Gruber, rettelig som Ildsteder, da har der her tillige været Kogeplads. Allags Affald samlede sig deromkring, og Ildstedet flyttedes da til Siden eller lagdes høiere op«1).
Denne Tolkning maa staa ved sit Værd. Sikkert er det, at de to Lag indeholdt Affald fra den daglige, huslige Syssel paa Pladsen. Men deres ret ringe Udstrækning og deres indbyrdes Forhold gør det ikke rimeligt, at de skulde skyldes nogen større Bosættelse. De opsamlede Lerkarskaar (1357 ialt) og Flintaffaldsstykker (942 ialt) var heller ikke talrigere, end at de kunde tænkes fremkomne, hvor et Par Gaarde havde ligget i hinandens umiddelbare Nærhed. Om det virkelig er saaledes, Hasmark–Fundet skal opfattes, er dog ingenlunde givet. Det gælder her som ved de forud nævnte Bopladser, at vi ikke kan naa længere end til et stærkere eller svagere begrundet Skøn.
Noget bedre synes vi at være stillede paa Birknæs–Bopladsen (Østbirk Sogn, Vor Herred, Aarhus Amt)2), den af alle hidtil fremdragne Broncealders bosættelser, som har givet det interessanteste Resultat.
Den nordlige Del af Østbirk Sogn danner en lang Odde, som paa den østre Side begrænses af Traneholm Mose, paa den vestre af Engene omkring Gudenaa, der ligeledes bøjer Nord om Odden. Jorderne er ganske lavt bakkede, medens det nærmeste Terræn Vest for Aadraget stiger stærkt til de store Bakkedrag omkring Gammelstrup og Tønning. Fra Knasvad Bro fører en Vej langs Oddens Rygning, og c. 1000 m Nord for Broen gaar den over en Vejle, hvor Traneholmmosen og Gudenaaengene omtrent
1) Anf. St. 54 f.
2) Undersøgelsesberetning af Th. Thomsen 1910 og 1911.
Fig. 3. Skitse af Østbirk–Huset.
naar hinanden, og hvor Passagen i Oldtiden i det mindste maa have været meget vanskelig. Alt det af Odden, som ligger endnu nordligere, har paa denne Tid udgjort en lav Bakkeø, og dennes sydlige Spids — umiddelbart ved Vejlen — har dannet et lille Hoved, c. 200 m langt i NØ.—SV. og c. 100 m bredt, ved en smal Hals forbundet med den øvrige Del af Øen. Dets Overflade er nogenlunde jævn, men dog med et ringe Svaj i Midten, saa der dannes to Smaahøjninger, en større i NØ., over hvilken Vejen i vore Dage gaar, og en mindre i SV. Det skal tilføjes, at der c. 300 m Nord for dette Punkt er et Vadested over Gudenaaen.
Paa den nordøstlige af de to nævnte Højninger blev i 1910 gravet nogle Sten op, der viste sig at være Brudstykker af en trugformet Kværnsten med en dertil hørende Løber. Omkring Stedet, hvor disse Sten fandtes, laa adskillige forkullede Korn i Fygesandet, og ved Nedgravning i den mørke Jord kom flere til Syne. En Undersøgelse blev derfor sat i Gang ud paa Efteraaret, den fortsattes den følgende Sommer og gav et overraskende godt Udbytte.
Selve den lave Højning bestaar af Sand. Mulddækket er meget tyndt, saa Ploven skærer hyppigt ned i Undergrunden. Ved at fjerne Mulden over et større Areal lykkedes det nu at paavise ikke alene Ildsteder, Arnesteder og en Del Gruber med forskelligt Indhold, bl. a. en meget stor Mængde (ristet?) Korn — Hvede og Byg — som fik Undersøgeren til at formode, at man her stod overfor Sporene af en Lade. Gruberne synes dog, da den ene af dem strækker sig ud over Bygningens nordøstre Hjørne, at maatte være yngre end denne, og meget sandsynligt kan det ogsaa være Grubegravningen, som har slettet alle Spor af en Arne i Rummets Indre. Saadanne
opdagedes i hvert Fald ikke. Ved Undersøgelsen paavistes en stor Mængde Pælehuller, stammende fra de Huse, som havde ligget paa Pladsen.
Dateringen af Fundet viste sig meget vanskelig. Det optagne Oldsagsmateriale var forbavsende ringe, mest indeholdende Lerkarskaar af lidet karakteristisk Form. Det kunde maaske snarest pege mod Stenalderens Slutningstid, men sikkert var det langtfra1). Kværnstenen maatte paa Grund af sin Form være ældre end Jernalderen.
Blandt de Pælehuller, som paavistes allerede under første Aars Gravning, var der tyve, som tilsammen dannede et tydeligt Omrids af et Hus med Længderetning i VNV.—ØSØ., indeholdende fire (fem?) Gruber foruden en femte (sjette?), som fandtes ved det nordøstre Hjørne, og som havde slettet Sporene efter dettes Hjørnestolpe (Fig. 3). Kværnstenen havde ligget overligt i en af disse Gruber (5); men Brudstykker, som øjensynligt havde tilhørt den, fandtes paa tre andre Steder (i Gruberne 22 og 28 samt i 27 (Pælehul?), og endnu ett var ved Pløjningen slæbt langt mod Nord. Stenen havde da været slaaet itu allerede i Oldtiden, inden dens enkelte Stykker fandt Vej til Gruberne.
Pælehullerne tegnede sig oftest som graa Pletter i det lysegule Flyvesand. De gik gennemgaaende c. 0,25 m ned i Undergrunden og var af varierende Tværmaal — fra 0,55—0,20 m — men Flertallet af dem havde en Diameter paa 0,40—0,30 m. Fulgte man Rækken rundt, traadte Bygningens Grundrids klart for en Dag.
1) To smaa Skaar fra første Aars Gravning maa paa Grund af deres Tandstokornament henføres til Stenalderen. Imidlertid kunde de jo, som ogsaa bemærket af Undersøgeren, meget let tænkes at være ældre end Bygningen.
Det har været rektangulært, c. 9 m langt og 5,5— 6 m bredt, opført paa den sædvanlige Vis med risbundne og klinede Tavl mellem Stolper og maaske delt i to Rum — et større, indre i Vest og et smalt Forrum i Øst. At Indgangen har været i Østgavlen, maa anses for sandsynligt.
Baade Syd og Nord for det beskrevne Hus traf man ved Undersøgelsen Spor af Bebyggelse.
Syd for Huset paavistes en Korngrube, to andre Gruber (uden Korn), et Ildsted og 26 Pælehuller, som dog ikke alle var helt utvivlsomme. Endvidere oprensedes en c. 0,10 m bred, 0,60 m lang og 0,17 m dyb Fure, fyldt med graa Jord og Kulpartikler. At der har staaet een eller flere Bygninger paa dette Omraade, kan da ikke omtvistes; men dens (deres) Form og Beliggenhed er vi helt ude af Stand til at bedømme, fordi Pælehullerne ikke giver os det ringeste Holdepunkt i denne Henseende. Mange Huse kan der ikke have været Tale om. Pladsen, hvorpaa Fundene gjordes, danner en Trekant, hvis længste Side (NV.—SØ.) kun er c. 18—20 m og korteste (N.—S.) c. 11—12 m, mens den tredje (V.—Ø., c. 15—16 m) tangerer Sydøsthjørnet af det førstnævnte Hus. To Bygninger er det allerhøjeste, som kan tænkes at have ligget her. Snarere har der kun staaet een.
Omraadet i Nord viste paa samme Maade Bygningsspor. Her fandt man en ødelagt Arne, hvorom kun 7 ildskørnede Sten og en mørk Kulturplet vidnede. Begge Dele laa indenfor et større Kulturlag, c. 5 m i Ø.—V., 4 m i N.—S. og ved Midten c. 0,20 m tykt, udtyndende mod Randene og bestaaende af kulholdig Jord. Der fandtes i dette Lag relativt mange Skaar foruden en Flintkugle, et Brudstykke af en Pilespids, nogle Flækkestumper og en Del Knu–
der — altsammen Sager, som vi nu — men ikke paa Undersøgelsens Tid — ved, kan høre hjemme paa en Broncealdersboplads. Endelig sporedes der indenfor Kulturlaget 5 smaa Pælehuller — ett af dem usikkert.
Undersøgeren gik — vistnok med Rette -— ud fra, at Ildstedet og Kulturlaget havde ligget indenfor Omkredsen af et Hus. Dettes Væglinier var dog vanskelige at bestemme, og at diskutere de foreliggende Muligheder, vilde føre til et Detailstudium, som ikke kunde tjene vort Hovedformaal. Saa meget er vist, at der ikke paa Pladsen kan have ligget mere end en enkelt Bygning. Alle de fremgravede Pælehuller maa paa 2—3 nær have hørt til et eneste Hus.
Men Nordvest for dette og det først beskrevne fandtes spredte Pælehuller (c. 25 ialt), fire mindre Kulturpletter og seks Ildsteder, af hvilke sidste de fem laa tæt samlede paa et snævert Omraade. Th. Thomsen var tilbøjelig til i Flertallet af Pælehullerne at se Vidnesbyrd om en Indhegning, indenfor hvilken bl. a. de fem samliggende Ildsteder skulde markere en Kogeplads. Det er nok sikrest at stille enhver Tolkning i Bero; Sporene er altfor spredte og faa til at sige noget. Selvom der snarere maa tænkes paa en bebygget, end paa en aaben, indhegnet Plads, vil den dog ikke have været stor nok til at rumme mere end et Par Huse.
Sammendrager vi nu Hovedresultatet af Undersøgelsen, former dette sig saaledes:
Den lille nordøstlige Højning paa det Hoved, som den sydlige Ende af »Øen« mellem Traneholms Mose og Gudenaa dannede i Oldtiden, har i (den tidlige?) Broncealder baaret forskellige Bygninger. Klart tegner sig et Hus (med Hovedrum og For–
rum?) og Indgang i Østgavlen. Syd for det kan der have ligget ett, højst to mindre Huse, og Nord for det maa der have staaet en Bygning. Ogsaa mod Nordvest har der maaske været (højst et Par) Huse. Men alle Bopladsens 5—6 Bygninger har — for saa vidt de har været samtidige, hvad ikke er givet — ligget tæt samlede.
Hele denne Udnyttelse af Pladsen og Pladsens egen stærke Begrænsning taler stærkt for, at vi staar overfor en Enkeltgaard. I samme Retning peger det relativt meget sparsomme Oldsagsmateriale, der er fundet. Her er ikke store Ophobninger som ved Voldtofte eller Abbetved. Kun faa Folk synes at have holdt til her. Ved Lejlighed har en Brand hærget Gaarden — der fandtes i enkelte af Pælehullerne Rester af de afbrændte Stolper; men rimeligvis skal man regne med mere end een Byggeperiode. Man har da jævnet den gamle Hustomt og udnyttet den til andet Brug, samtidig med at nye Boliger er blevet rejst og klinet umiddelbart ved Siden.
I Modsætning til de tidligere nævnte Bopladser, hvor Materialet trods alle Mangler paa visse Punkter synes at kunne vejlede os i vor Opfattelse af Broncealderens Bosættelsesform, er der en Række andre, som intet siger os. De kendetegnes ved Kulturlag af et saadant Omfang, at snart sagt baade den ene og den anden Tydning er lige nærliggende (f. Eks. Øster Stigtehave–Bopladsen1) eller af smaa Affaldsgruber, som tilfældigt er truffet paa en Bakkeskraaning, uden at større Undersøgelser har været iværksat (f. Eks. Dyssemarksgaard–Bopladser2), Dyreha–
1) Stoense S., Langelands Nørre H., Svenborg A. Aarb. 1919, 92. Sml. Beretn. om Undersøgelse (G. Sarauw), dat. 13. Novbr. 1897.
2) Horne S., Salling H., Svenborg A. Beretn. om Undersøgelse (Hans Kjær), dat. Juni 1915.
vegaard–Bopladsen1), og Skovby–Bopladsen2)), l Virkeligheden stiller det sig ikke væsentligt anderledes paa de fire Steder, som nu skal behandles; men der knytter sig dog altid den Interesse til dem, at det her har været muligt at paavise selve Hustomten.
Den første er Ringkøbing–Bopladsen, fundet i 1909, da man gravede en dyb Afledningsgrøft fra Byens Vandtaarn ned til Vejen3). Under et tykt Muldlag paa 0,60 m kom man til et Kulturlag, der fyldte en flad, skaalformet, temmelig regelmæssig Fordybning af nærmest oval Form, 5,5 m lang i NØ.—SV. og indtil 3,5 m bred. Den gik svagt ned i Undergrundens gulgraa Sand, som tegnede sig noget ujævnt, med adskillige flade Huller af uregelmæssigt Omrids, intet af dem mere end 0,10 m dybe. Laget, hvis største Dybde maalte 0,40 m, var af den sædvanlige mørke Farve med talrige dybsorte, fedtede, fugtige Pletter efter opløste organiske Dele, og det indeholdt adskillige Lerkarskaar, navnlig nedefter. Af Husets Vægge sporedes intet sikkert; men der paavistes 9 smaa, runde Huller, der antagelig maatte opfattes som Pælehuller, skønt de var lidet udprægede og som Regel kun gik faa Centimeter ned i Undergrunden. Tilsyneladende stod de tæt indenfor Grubens Rand. Da en ret stor Del af Pladsen imidlertid var ødelagt af Arbejderne, før en Undersøgelse kunde finde Sted, var det umuligt at fastslaa Husets Form og Hullernes Forhold til Rum og Væg. Saa meget syntes kun sikkert, at Rygningen ikke kan have været rund. Om den har været oval er et andet Spørgsmaal, som næppe kan besvares.
1) Nyborg Lands., Vindinge H., Svenborg A. Aarb. 1919, 89 f.
2) Bregninge S., Ærø H., Svenborg A. Aarb. 1919, 91 f. Sml. Beretn. om Undersøgelse (C. Neergaard), dat. 10. Oktbr. 1916.
3) Beretning om Undersøgelse (Hans Kjær), dat. Decbr. 1909.
Endnu mere usikkert tegnede Bygningen sig paa Sonnerup–Bopladsen (Kregme Sogn, Strø Herred, Frederiksborg Amt)1).
Under en Broncealdershøj paa Matr. Nr. 1 af Sonnerup By fandt man ved Sløjfningen i 1909—10 sikre Hyttespor. Selve Højen var 4 m høj og 26 m i Tværmaal. I Toppen rummede den en ødelagt Jernaldersgrav, ved Højbunden en mægtig Stenlægning, c. 8,20 m i Tværmaal, lagt paa den oprindelige Jordoverflades Muld og indeholdende ikke mindre end 31 Broncealdersgrave. Nederst i Stenlægningen traf man pletvis meget Egekul, og det samme forekom — men sparsomt — hist og her i det gamle Muldlag, hvor der ogsaa laa ganske smaa og spredte Lerkarskaar. Forøvrigt indeholdt Fylden en Del Flintaffald.
Afgørende for Opfattelsen var det, at der i selve Undergrunden (gult Ler, Grus og Sand) blottedes ialt 8 Pælehuller foruden 1 Ildsted og 2 Baalpletter. Hullerne var tilnærmelsesvis cylindriske, 0,35—0,50 m i Tværmaal, et enkelt gik indtil 1,14 m dybt, og Bundene var som Regel kedelformet afrundede. Hullernes Fyld bestod af graasort Jord og Smaasten, et Sted var den forkullede Overflade af Egepælens nedre, tilspidsede Ende bevaret i en Længde af 0,43 m, et andet Sted stod en paa Overfladen forkullet Pæl paa 0,22 Meters Tværmaal, afstivet af to Smaasten, tilbage ved Hullets ene Væg. Mellem de to østligste Pælehuller fandt man en nogenlunde kredsrund Baalplet, c. 2 m i Diameter, og NØ. for den laa en anden, større og uregelmæssig. Hertil kom SV. for de vestligste Pælehuller et ovalt Ildsted: en lille Grube, foroven 1,45 m i Ø.–V., 1 m i N.—S.
1) Beretning om Undersøgelse (G. Sarauw), dat. 20. Decbr. 1909.
og i den omtrent rektangulære Bund henholdsvis 1,10 m og 0,63 m. Den indeholdt mørkere Fyld med lidt Kul og ved Midten en Samling paa 28, delvis ildskørnede Sten.
Som ovenfor bemærket giver disse svage Bygningsrester ingen sikker Oplysning om Husets Form og Udstrækning. Det var vel endog tænkeligt, at det slet ikke hørte Broncealderen til. Samtlige 31 Grave i Højens Stenlægning synes at tilhøre denne Tidsalders ældre Afsnit — og Huset maa jo have været ældre endnu end Gravene. At det skulde stamme fra den yngre Stenalder, er dog ikke af den Grund givet. Der kendes kun een sikker Stenaldersgrav i Nærheden -— en sløjfet Langdysse — mens der findes en Del Broncealdershøje, og en anden Omstændighed taler ligeledes nærmest for, at Huset virkelig bør tidsfæstes til Broncealderen.
Man har nemlig truffet et meget lignende Anlæg, som med ret stor Sikkerhed kan dateres til ældre Broncealder. Det er Ibsker–Bopladsen (Ibsker Sogn, Øster Herred, Bornholms Amt)1). Ogsaa her paavistes Hustomten under en Broncealdershøj. Paa Højbunden fandt man et Kulturlag, hvori der laa noget Kul og nogle spredte Lerkarskaar fra Broncealderen. Laget fyldte en elliptisk Grube, foroven 2 m lang og 1,65 m bred, forneden — hvor Bunden var næsten rektangulær — 1,35 m lang og 0,70 m bred. I den nedre Del af Gruben laa c. 100, delvis ildskørnede Sten, omgivne af Kulsmul og større Lag ren Aske. Endvidere optoges der smaa Lerkarskaar og Knogler af Husdyr (Svin, Okse), og det var af det fundne ganske klart, dels at Gruben havde tjent
1) Aarb. 1906, 195 f., 1917, 307 f. Sml. Sarauw och Alin: Götaálvs–områdets fornminnen (1923), 256.
som Ildsted, dels at den maatte stamme fra Broncealderen. Stenene i Midten havde vel skullet »bidrage til Lufttrækket under Ilden«. Man vil lægge Mærke til, at dette bornholmske Ildsted var større end det sjællandske, men at de ellers begge var af samme Type.
3,6 m fra Grubens Rand og med omtrent ligesaa stor indbyrdes Afstand fandt man i Højens Bund to Pælehuller, 0,40—0,50 m i Tværmaal foroven, 0,60 —0,75 m dybe og afsmalnende ubetydeligt nedefter, indtil de endte i en afrundet Bund. Ogsaa denne Type genkender vi. Men naturligvis giver de to Huller os ingen begrundet Forestilling om Husets Størrelse og Form. Naar det blev antaget, at »Hytten skulde have havt en Bredde af c. 9 m, og Tagspærene, som mødtes i Midten, mere end den halve Længde«, idet man gik ud fra, at de store Vægstolper havde staaet »i Kreds om Arnegruben«1), er dette ikke mere end en Mulighed. Man tænkte sig uvilkaarligt Broncealdershuset som cirkelrundt, saaledes som flere Husurner viser os det.
At det cirkelrunde Hus har været kendt i vor Broncealder, er da ogsaa fuldt bevisligt. Det var nemlig et saadant, som blev fundet paa Vesterlund–Bopladsen (Vester Sogn, Nørvang Hered, Vejle Amt)2).
Atter her laa der en Gravhøj fra Broncealderen over Kulturlaget. Den rummede nederst en Grav fra ældre Broncealder, længere oppe en anden fra Periodens tredje Tidsafsnit. Paa selve Højbunden tegnede sig meget tydeligt 14 Pælehuller, staaende i en næsten cirkelrund Kreds, hvis Diameter var 13,05m
1) Aarb. 1906, 196.
2) Aarb. 1917. 307 f.
i N.—S. og 12,15m i Ø.—V., mens Hullernes indbyrdes Afstand var fra 2,50—3,40m. Paa Fladen mellem dem saas mærkelige Spor af et Fletværk af Grene eller lignende, og umiddelbart ovenpaa dette var den ældste Grav anlagt.
Der har flere Steder i det foregaaende været Tale om Hustyperne. Omstændighederne har ført det med sig; men et Studium af Huset ligger ellers udenfor vort Emnes Rammer. Vi holder os til selve Bosættelsesformen, og om denne oplyser de sidst nævnte Hyttespor jo intet. De kan stamme fra enligt liggende Boliger — men der kan ogsaa have staaet flere andre Hytter i Nærheden, som vi ikke kender. En Undersøgelse af de tilgrænsende Jorder har ikke været forsøgt, og da man ikke har haft sikre Vink at gaa frem efter ved en saadan Prøvegravning, vilde den ogsaa kun ved et rent Tilfælde kunne have givet Resultat. Man har et enkelt Sted gjort et frugtesløst Forsøg i denne Retning. Det var, da Haag–Bopladser1) var paavist, og man her mente at have fundet »en Haandværkers Arbeidsplads i egentligste Forstand»2). For at finde den Hytte, hvori Broncesmeden havde levet, foretog man Prøvegravninger i Dyngens Nærhed, men de førte intet til, »endskjøndt det Areal, der efter Terrænforholdene kunde synes Anledning til at undersøge, ikke var stort«.
1) Aarb. 1908, 273 ff.
2) En anden Opfattelse (Dynger, ophobet i Hus) er forsøgt gjort gældende af G. Sarauw (G. Sarauw och J. Alin: Götaälvsområdets fornminnen (1923), 256 ff.).
3. GRAV OG BOLIG
Saaledes staar vi da, naar vi nu til Slut overskuer det samlede danske Materiale fra baade yngre Stenalder og Broncealder, uden positive Beviser for Eksistensen af nogen bestemt Bosættelsesform. »By« eller »Enkeltgaard« — det Spørgsmaal kan ikke løses paa Grundlag af Højkortet; men det kan heller ikke løses ud fra de Erfaringer, som Bopladsundersøgelserne hidtil har givet os. Vi maa — i hvert Fald foreløbig — nøjes med at sige, at der ikke er noget som helst i det foreliggende Stof, som kunde tyde paa en anden Udvikling end den, man ellers overalt træffer i Europa: Udviklingen fra den primitive Bosættelse i større og mindre Flokke til den blandede Bosættelse i »Byer« og paa »Enkeltgaarde. Man vil ikke kunne anføre et eneste Træk, som skulde kunne begrunde Antagelsen af en Bosættelsesform her hos os, der afveg fra den almindelige. Som tidligere nævnt har Terrænet sikkert mange Steder i Europa indvirket paa den lokale Bebyggelse, saa »Byerne« har faaet Overtaget i den ene Egn — »Enkeltgaardene« i den anden. Noget saadant maa forudsættes baade i Tyskland og paa den skandinaviske Halvø. Men saa gennemgribende Terrænforskelle byder vort Land ikke paa, og naar der ogsaa hos os findes Strøg, hvor Enkeltgaardene dominerer, behøver dette ikke —Bornholm undtaget1) — at være noget oprindeligt. Selv i Vestjylland vil det være naturligt, indtil andet kan paavises, at tænke sig begge Bosættelsesformer i Brug, da det første »Landnam« fandt Sted.
1) Vil det forøvrigt ikke ligge nær at opfatte Bopladser som dem paa Hammeren og Frenne Mark som Vidnesbyrd om Flok–Bosættelser? Jfr. Vedels Skildringer i »Efterskrift til Bornholms Oldtidsminder og Oldsager« (1897), l ff, 105 ff.
Hvis vi tør gaa ud fra det ovenstaaende som givet, kan vi maaske i dette Lys have Lov til at betragte Forholdet mellem Grav og Bolig.
Selv om Sophus Müllers Teori, at man »gravlagde den Døde ved Hjemmet« ikke blev bevist ved de Undersøgelser, som flere Steder foretoges i Højenes Nærhed, ejer den dog til en vis Grad indre Sandsynlighed.
Det er i denne Forbindelse af Interesse at minde om Sonnerup-, Ibsker– og Vesterlund–Bopladserne. Her havde man utvivlsomt gravlagt den døde i selve hans Bolig, efter at denne var brudt ned1), og lignende Forhold synes at være truffet flere andre Steder — f. Eks. i Hessen2), ved Frankfurt a/M.3) og i Omegnen af Hanau4). Men det er umuligt at skønne sikkert om Forholdet, fordi Undersøgelserne ikke altid gør Tidsforholdet mellem Grav og Bolig klart. Det kan jo tænkes, at en senere Gravlægning rent tilfældigt har fundet Sted paa en ældre Hustomt5). Brød man Huset ned og jordede dets Ejer paa Stedet, var det vel ud fra Forestillinger om, at Boligen ligesom alt det øvrige, der havde tilhørt den døde, var tabu.
Af ulige større Betydning for vort Vedkommende er dog de talrige Vidnesbyrd om, at Grav og Bolig har ligget nær hinanden.
Ved Jordansmühl i Schlesien har man paa Bisch–
1) Aarb. 1917, 307 f. Sml. Wilke: Kulturbeziehungen zwischen Indien, Orient und Europa (1913), 79, Mannus–Bibl. I 66 ff.
2) Archiv f. hessische Gesch. und Altertumskunde N. F. XIII (1920), 8.
3) Prähist. Zeitschr. I (1909), 267.
4) Smstds. III (1911), 8 f. Sml. Brandgrav i neolitisk Husgrube ved Praunheim, smstds. 50.
5) Dette synes at være iagttaget paa en Boplads (neolitisk) ved Frankfurt a. M. Se Prähist. Zeitschr. III (1911), 28 f.
kowitzhøjden paavist baade en neolitisk »By« og dens Begravelsesplads. En enkelt lille Strækning paa 35 × 10 m viste ikke mindre end 4 Hyttetomter og 7 Grave1). Samtidighed mellem Grave og nærliggende Boliger synes ogsaa at maatte forudsættes ved Schönfeld, Kreis Stendal, Altmark2). Hünenberg ved Selchow, Mark, bærer en Gravplads paa sin nordlige Halvdel — en Boplads paa sin sydlige, begge neolitiske3). Ved Twerschitz–Bopladsen, 6 km NØ. for Saaz paa Egers venstre Bred, er der afdækket 5 Grave. Baade Boplads og Grave strækker sig fra neolitisk Tid til yngre Broncealder4). Ved Paulsdorf, Kreis Nieder–Barnim, er der fremgravet to Bosættelser med tilhørende Gravplads, ved Breddin, Kreis Ostpriegnitz, gentager Forholdet sig5), og det samme sker ved Zorndorf, Kreis Königsberg in d. Neumark6). Paa Sydskraaningen af Mühlenberge ved Blankenfelde, Kreis. Teltow, har der ligget en Boplads og oppe paa selve Højden en Gravplads, begge fra Broncealderen7). Saadan er Forholdet ogsaa ved Galgenberge nær Königsberg in d. Neumark8). Eksemplerne kunde uden Vanskelighed mangedobles, og det er derfor let forstaaeligt, naar Kiekebusch udtaler, at »zu jedem Gräberfelde muss notwendigerweise mindestens eine Wohnstätte gehören«9).
1) Prähist. Zeitschr. III (1911), 195.
2) Smstds. II (1910), 50.
3) Korrespond.–Blatt d. Deutsch. Gesellsch. f. Anthropol., Ethnolog. u. Urgeschichte. XLVI (1915), 39.
4) Prähist. Zeitschr. III (1911), 303 ff. Det kan bemærkes, at der her tillige findes en udstrakt La–Tène–Bosættelse, til hvilken der svarer en stor Begravelsesplads paa Marken »Beim rothen Kreuz«.
5) Zeitschr. f. Ethnol. 1912, 413 ff.
6) Korresp.–Blatt d. Deutsch. Gesellsch. f. Anthropol., Ethnol. u. Urgeschichte XLVI (1915), 47.
7) Smstds. 48.
8) Smstds. 48.
9) Smstds. 41
Alligevel savner vi ikke Vidnesbyrd om, at Forholdet kan have været et andet end det netop beskrevne, og at der til Tider synes at have været en ret stor Afstand mellem Boligerne og de Grave, som maa antages at høre sammen med dem.
Det er f. Eks. paafaldende, at der ikke i Nærheden af den store Grossgartach–Bosættelse med Sikkerhed kan paavises en eneste Grav, som gør Indtryk af at høre Byen til1). Paa lignende Maade kendes der ingen Grave ved Diemarden–Bopladsen nær Göttingen2) eller ved Leipzig–Eutritzsch–Bopladsen, med dens tusinde Ildsteder3). Den Gravplads, som maa have hørt til Hasenfelde–Bopladsen, ligger paa en Højde c. 800 m fra Bebyggelsen og adskilt fra den ved en Eng4), og ved Buch–Byen er den tilhørende Gravplads fjærnet c. 10 Minutters Gang fra Bosættelsen5). Der er da ogsaa lejlighedsvis gjort den Bemærkning, at de forhistoriske Bosættelser maa have ligget paa de nuværende Landsbyers Grund, »während die Grabhügel sich weiter zurück auf den wasserlossen Dünenhügeln (bzw. auf der Hart) erhoben«6).
Spørgsmaalet er ganske sikkert endnu altfor lidet undersøgt til, at man kan gøre sig nøjere Rede for de herskende Sædvaner ved Valget af Gravsted. Forholdene behøver ikke at have været ens overalt eller indenfor hele den behandlede Periode. Vi kender fra senere Tid, hvorledes de døde og deres Grave kunde
1) Prähist. Zeitschr. III (1911), 250.
2) Smstds. II (1910), 89.
3) F. Max Näbe: Die steinzeitl. Besiedelung der Leipziger Gegend (1908), 40. Enkelte Skeletfund er dog gjort her og paa Zauschnitz–Bopladsen ved Pegau.
4) Prähist. Zeitschr. III (1911), 288 f. 5t Smstds. II (1910), 394. 6) Smstds. II (1910), 223.
betragtes som en Hjælp, en Kraftkilde for de efterlevende, og en saadan Opfattelse førte vel naturligt til, at Grav og Bolig lagdes i hinandens Nærhed. Til andre Tider — eller i andre Egne — kan Gengangertro have fremkaldt det stik modsatte: at man fjærnede Gravene fra de levendes Boliger1) eller dog lod et Vand, en rindende Strøm være imellem.
Desværre bliver Billedet ikke klarere, fordi vi inddrager det danske Stof i Undersøgelsen. Dertil er Antallet af kendte Bopladser altfor lidet. Men der turde være Grund til at nævne et og andet Træk, som sikkert vilde høre med til det fuldstændige Billede, hvis et saadant kunde tegnes.
Det gælder for det første det Samhør, der flere Steder maa forudsættes mellem en Boplads ved en Søbred (en Vig, et Nor) og de nærliggende Grave, knyttede til det samme Vand2).
Oplysende er i den Henseende Forholdene ved Bundsø paa Als (Havnbjærg S., Als Nørre H., Sønderborg A.). Her er der truffet en Boplads fra yngre Stenalder. Den ligger paa det nu udtørrede Omraade, men i ringe Afstand fra den gamle Bred, og de talrige Lerkarskaar og andre Oldsager, som stammer herfra, og som for en stor Del findes i Museet i Sønderborg, daterer Bebyggelsen til Megalittid3). Netop denne Periodes Grave karakteriserer den nærmeste Omegn. De ligger paa begge Sider af Bundsø, et Par af dem kun c. 200 m fra Bopladsen, medens en større Gruppe kendes paa Tangen mellem Søen og
1) Namn och Bygd 1924, 13 f.
2) Sml. Stenaldersbopladsen paa Frenne Mark ved Kysten SØ. for Svaneke. Her »synes der at have været mange Grave fra samme Tid« (Vedel: Efterskr. t. Bornholms Oldtidsminder og Oldsager (1897), 111).
3) 44. Berichte d. Kieler Museums, 4, f. Sml. Aarb. 1913, 320. Herredsindberetning af Friis Johansen.
Sandvig. Noget Bevis for, at netop disse Grave har med Bopladsen at gøre, kan naturligvis ikke føres; men det er dog sikkert rimeligt at forudsætte et saadant Samhør, naar baade Beliggenheden og Samtidigheden tages i Betragtning.
Lignende stiller Forholdet sig ved Ramten Sø (Ørum S., Nørre Dyrs H., Randers A.). Her er der truffet Bopladslag paa den lave Odde mellem de nuværende Dystrup og Ramten Søer, og det samme er Tilfældet paa en tidligere Holm NNV. for Ramten — mellem Søbredden og Tingbæk Mose. Der har altsaa paa begge Sider af den lille Sø været Tilholdssteder for Mennesker, og Fund af Lerkarskaar, Pilespidser og et Brudstykke af en Hulmejsel daterer Bosættelsen til yngre Stenalder.
Nu er det ejendommeligt at lægge Mærke til, hvorledes Megalitgravene samler sig omkring Søen. De danner en næsten sluttet Kreds om den, mens de nærmeste udenfor Kredsen holder sig paa ret stor Afstand — mod Nord ved Horsemose, mod Syd ved Sogneskellet mellem Ørum og Tøstrup Sogne. Der kan ikke være Tvivl om, at de Folk, som ligger begravede i Ramten–Dysserne, har levet deres Liv i nøje Tilknytning til Søen, hvor de vel har søgt en Del af deres Næring. Monstro de da ikke har boet netop paa de Steder ved dens Bredder, hvor Kulturlagene endnu i vore Dage fortæller os om Bebyggelse?
Selvfølgelig kan man ikke nægte Muligheden af, at der baade ved Bundsø og her ved Ramten kan have ligget »Enkeltgaarde« indenfor det, vi kunde kalde »Søbygden«. Men vi vilde sikkert danne os et fejlagtigt Billede af de oprindelige Bosættelsesfor hold, hvis vi udelukkende baserede vor Opfattelse af Bebyggelsen paa Højkortet. De paaviste Boplad–
ser ved Ramten har netop ikke Gravhøje umiddelbart ved Siden. Gravene ligger inde paa det »faste« Land.
Dette gentager sig mange andre Steder. Det er f. Eks. Tilfældet ved den ejendommelige Trill–Boplads (Hørup S., Als Sønder H., Sønderborg A.)1). Paa Sydsiden af en Strandvold, som skyder sig ud i Hørup Hav, og som adskilles fra det faste Land ved en bred og lavtliggende Strandeng, er der fundet — nu ødelagte — Bopladslag fra yngre Stenalder. Men Gravene, som antagelig har hørt til denne Bosættelse, ligger inde i Skoven Lambjærg Indtægt, c. 1000 m fjærnet fra Bopladsen, og stort nærmere end her kan der overhovedet ikke godt være Tale om, at man har jordet de døde. Det forbyder Terrænet. Der ligger i Skoven 3 Langdysser og l Dyssekammer — sikkert ikke Vidner om fire enkelte Gaarde, men om Folkene nede paa Trill'en.
Naar man disse Steder skal være varsom med paa Grundlag af Højkortet at tale om »spredt Bygd« i Modsætning til en primitiv »By«, vil et lignende Forbehold være paa sin Plads adskillige andre Steder, hvor vi endnu ikke har fundet det Spor af Bebyggelsen, som lokalt og kronologisk svarer til Gravene. Ingen vil nægte, at der gives mange Omraader, hvis Mindesmærker ligger i den Grad spredt og uden noget forbindende Led i selve Terrænet — f. Eks. en Sø — at man er ude af Stand til at forstaa dem som bebyggelsesmæssigt samhørende, hvis man ikke vil antage et ganske vilkaarligt Forhold mellem Grav og Bolig. Men det er som oftest i Bygdernes Udkanter, langs Forbindelsesveje eller i »Pletter« indenfor Bygderne selv. Hvor Gravene ved deres Talrighed og deres hele indbyrdes Beliggenhed betegner den
1) Herredsindberetning af Friis Johansen.
tætte Bygd eller den lille og naturligt afsluttede Bygd, er der ingen Grund til paa Forhaand at anse Højkortet for et »fuldstændigt og nøiagtigt Bebyggelseskort«. Her maa man holde sig klart, at vi i yngre Stenalder sandsynligvis har kendt en blandet Bosættelse, og at Afstanden mellem Grav og Bolig indenfor visse Grænser ikke behøver at have været saa ganske ringe. Gravene viser os med andre Ord i store og sikre Træk Bygdens Udstrækning — men ikke i samme Grad Stedet for de enkelte Bosættelser.
Undtagen — kan vi nok tilføje — hvor virkelig store og samlede Grupper gør Antagelsen af en nærliggende og betydelig Bosættelse — en »By« — til den eneste naturlige. Hvorledes skulde man overhovedet ellers forklare den uhyre Højrigdom i Næsbyholm Skove i Tybjærg Herred? Eller de udprægede og sluttede Grupper ved Ulsø i Ringsted Herred og Søholm i Stevns Herred? Kan der være Tvivl om, at disse og de mange tilsvarende store Grupper Landet over — adskillige er nævnt under Herredsgennemgangen paa Sjælland — minder om Broncealderens primitive »Byer«, skønt vi hverken det ene eller det andet Sted endnu har fundet Bopladslag, endsige utvivlsomme Vidnesbyrd om en Flok–Bosættelse? Det turde være mere end vanskeligt at finde en rimeligere Forklaring paa Fænomenet. Men fordi vi kender Gruppens Beliggenhed, kender vi ikke det dertil svarende Bosteds. Dette kan have ligget kortere eller længere fra Gravene — kun Spaden kan sige os nøjagtigt hvor.
Der er et andet Forhold, som fortjener Overvejelse, naar Mindesmærker og Boliger skal ses i Lys af hinanden.
Som man vil huske, kom Dir. Sophus Müller paa
Grundlag af det antagne nære Samhør mellem Grav og Bolig til det Resultat, at der havde været en »strøgvis næsten sammenhængende, langstrakt Bebyggelse langs Veien«1). Kan denne Opfattelse opretholdes? Og hvorledes ligger de kendte Bopladser i Forhold til de kendte Vejlinier? Ved de fleste af Bopladserne er vi ganske vist ude af Stand til at angive de samtidige Færdselsaarer; men vi maa have Opmærksomheden henvendt paa de Steder, hvor Sagen synes klar.
Først vender vi os til Lejre–Bopladsen. Umiddelbart ved Dyngen eller paa Næsset mellem de to Aaløb har der efter alt at dømme ingen Grave ligget. Derimod gik den store Færdselsaare, som fra Horns og Merløse Herreder førte samlet over Lejre til Roskilde Fjord, i en Afstand af c. 1600 m fra Bopladsen. Hvis der kan antages Forbindelse mellem de nærmeste Megalitgrave langs Vejen og Befolkningen ude paa Næsset, har man altsaa ikke boet ved selve Hovedvejen, men et Stykke derfra.
Det samme synes at være Tilfældet ved Kovsbjærg–Bopladsen. Vejen fra Lavring Aa østpaa løber Syd om Banken, hvorpaa Kulturlaget er truffet, og der er c. 800 m fra denne til det nærmeste Mindesmærke i Vejlinien.
Oplysende er ligeledes Forholdet for Ørumaa–Bopladsens Vedkommende. Nogen større Færdselsvej har ikke ført ned til den; en saadan kan derimod følges fra Overgangen oppe ved Ørbæk, forbi Knie, over Højderne Syd for Skærvad Aa til Kirial Bro. Langs denne Linie samler Gravene sig, og paa Strækningen mellem Vejen og Bopladsen — c. 2800 m lang — ligger kun enkelte Mindesmærker, det nærmeste c. 900 m fra Dyngen.
1) Aarb. 1904. 56.
Følger vi Vejen fra Ørbæk–Overgangen vestpaa, kommer vi over Ørbækgaards Hede og Sjørup til Vadestedet over Nimtofte Aa SV. for Sønderskov, Ved Sogneskellet mellem Tøstrup og Ørum Sogne passerer denne vigtige Vejlinie i c. 3000 Meters Afstand Ramten–Bopladsen. Ogsaa her mangler sikre Spor af Bebyggelse ved selve Hovedvejen.
Paa lignende Maade ligger Lyngbjærg–Bopladsen forsigtigt tilbagetrukket. Den findes paa Bjærgets sydligste Spids, der som en Tunge strækker sig ud mod Strandkær. I yngre Stenalder var vel Lyngbjærg, som under den store Stenaldersænkning havde dannet en lille Ø for sig, begyndt at gro sammen med det øvrige Hannæs oppe ved Skaarup. Her maa man i hvert Fald have haft Forbindelse vestover til Vejlinien, som fulgte Højderne fra Bakkedraget mellem Vesløs og Øsløs til Lild, Nørklit og Vust. Paa denne Strækning ligger Gravene endnu tæt, og blandt dem kendes en Del sikre Stenalders–mindesmærker: to Jættestuer NV. for Bisgaard, en (sløjfet) Høj NNØ. for Øsløs, en Høj mellem de talrige Skaarup Høje, to Megalitgrave N. for Højstrup, Tofthøj Ø. for og en Jættestue N. for Overgaard, et Par Høje N. for Lild o. s. v. Utvivlsomt gemmer og-saa adskillige af de andre Høje Stenaldersgrave. Og i en vis Afstand fra denne Vejlinie ligger Bopladserne ude ved de gamle Fjorde paa begge Sider af Hannæs. Selv om de ikke alle er daterede med Sikkerhed, og enkelte af dem sagtens gaar tilbage til ældre Stenalder, er der dog flere, som synes at være jævngamle med Gravene. Det gælder saaledes den ovennævnte Lyngbjærg–Boplads — c. 3000 m fra den gamle Overgang ved Skaarup, umiddelbart under Bakkedraget med Vejlinien. Det gælder endvidere en Boplads mellem Vesløsgaard og Øsløs (c.
2200 m V. for Vejen), en anden ved Bredden af Tømmerby Fjord (c. 1600 m V. for Vejen) og en tredje S. for Lund (c. 2500 m Ø. for Vejen). Undtagelser danner kun Bopladserne ved Nørklit og Vust. At Vejen har ført saa nogenlunde direkte hen til dem, er sandsynligt; men i hvert Fald om Vust–Bopladsen ved vi jo, at den var af en noget anden Karakter end Tidsalderens almindelige.
Det er dog tvivlsomt, hvilken Vægt der kan lægges paa det her nævnte Forhold: at Bopladserne ikke ligger ved de store Hovedfærdselsaarer, men i kortere eller længere Afstand fra dem. Der kan særdeles let nævnes Tilfælde, som peger i anden Retning. Saaledes maa det forudsættes, at Broncealdersbopladsen ved Abbetved har ligget ganske nær Vejlinien Oredrevskoven—Lejre. Der kan næppe have været mere end højst 200 m imellem dem. Og det vilde maaske vise sig, hvis vi i større Udstrækning kunde redegøre for Forholdet, at den relativt betydelige Afstand mellem Bosted og Vejlinie ikke var nogen Regel. Naar den kan konstateres saa ofte blandt de paaviste Tilfælde, maa vi i høj Grad regne med, at visse Naturforhold her har øvet den bestemmende Indflydelse ved Valget af Bosted. Sø, Fjord, Vig og Aa har trukket Befolkningen til, fordi den ved disse fandt de letteste Levevilkaar; men de store Veje har fulgt deres egne Love ude i Terrænet. De har ikke nødvendigvis skullet føre forbi hver Mands Dør.
Heri er der en væsentlig Forskel paa før og nu, og derfor kan til Gengæld vore Dages strøgvise Bosættelse langs Vejene ikke uden videre tænkes at afspejle Forhold, som ogsaa har gjort sig gældende i Oldtiden. Vor nuværende økonomiske Tilværelse er i ganske anderledes Forstand end Fortidens afhængig af de store Veje. Ingen kan længere klare
sig paa sin egen lille Grund. Vogn, Bil og Bane skal Dag for Dag hente og bringe de Varer, vi sælger og køber. Det er en positiv Fordel at bo ved Alfarvej. En Mands hele Eksistens kan være baseret derpaa.
Helt anderledes formede dette sig paa en Tid, da Sø, Aa, Skov og Mark gav rigelig Føde Aaret rundt for de omboende, og da kun en Brøkdel af de Sager, som forøgede Livets Velvære, skulde skaffes ved Tuskhandel med Naboer. Selvfølgelig har Livet pulseret langs disse lange Veje, der knyttede Bygd til Bygd og bandt Landet sammen; men pulseret med forhistorisk Sindighed og Taalmodighed! Selvfølgelig har man mange Steder boet ved Vejene og ganske særligt, hvor Vadesteder eller lignende gav Folk Anledning til at nyde godt af baade Naturens Rigdomme og Samfærdselens Lethed. Der er heller ikke Grund til at tvivle om, at der har ligget Boliger ved flere af Vejhøjene. Men det er yderst tvivlsomt, om man kan generalisere disse Tilfælde og i Højrækken se selve Husrækken — den »strøgvis næsten sammenhængende Bebyggelse«. Der kan jo tænkes andre og ligesaa rimelige Forklaringer paa den Kendsgerning, at man hyppigt gravlagde de døde, hvor alle færdedes. Det var »á götu þjóðar«, man rejste Bautastene, for — som N. M. Petersen sagde — »saa meget mere at vedligeholde Mindet hos Efterkommerne«1), og hvorfor skulde samme simple Aarsag ikke have virket allerede langt tidligere? Der har dog ogsaa i Sten– og Broncealdereri været Høvdingeætter, som vidste, hvad et Eftermæle var værd, naar det »holdtes oppe«.
1) N. M. Petersen: Danmarks Historie i Hedenold III (1855). 364.
Vi har afsluttet vor Undersøgelse.
Fra Bopladsbaalene flammede ved vore Kyster og langs vore side Vanddrag har vi fulgt Befolkningen, til det første store Landnam var fuldbyrdet. Vi har set Bygden tage Form ud fra de Bosættelseskærner, som en foregaaende Kulturperiode havde skabt — det største Nybrud, der nogen Sinde har fundet Sted paa dansk Jord. Vi har set Bygden brede sig, til Terrænet sagde Stop, vi har fulgt Vejene fra det ene Bosættelsesomraade til det næste og lagt Mærke til, hvorledes de blev Udgangslinier for yderligere Bebyggelse, der fik Landet til at vaagne i Tusinder af nye Spredningscentrer for Livet. Og indenfor Bygderne har vi fundet de sparsomme Minder om Bopladserne frem. Vi har søgt at se dem i Lys af de svundne Tiders Sammenhold paa det fælles Fangststed — og samtidig i Lys af Storbondens stigende Evne til ved Magt og Folkefølge at raade Grunden selv og bryde Flokkens tvungne Ensartethed.
Saadan har Bygden sendt sine Rødder ned i vor Jord, og friske Rodskud er overalt skudt frem omkring den gamle Stamme. Men det er saa ufattelig længe siden, alt dette hændte, og Sporene er kun smaa i vore Dage. Græsset er groet over dem, Mulden har skjult dem. En skønne Dag begynder man med Spaden og Graveskeen at kalde det forbigangne til Live paa ny. Og der rejser sig et Billede, stykkevis og udvisket, men fængslende, fordi det spejler nogle af de første Tanker, der er tænkt, og de første Haab, der er næret, her i vort Fædreland.
22. Novbr. 1925.
BEKJENDTGJØRELSE.
Ministeriet for Kirke– og Undervisningsvæsenet har under 12te April 1855 og 27de Juni 1878 bifaldet følgende Bestemmelser til Ordens Opretholdelse ved det offentlige Forsvar af Afhandlinger og Erhvervelsen af akademiske Grader, nemlig:
- Forsvarshandlingen styres af Fakultetets Dekanus eller af en anden dertil af Fakultetet udnævnt Professor. Styreren giver Ordet og paaser, at Handlingen foregaar paa en værdig Maade; han kan paalægge en Opponent at ophøre, og i fornødent Fald afbryde Handlingen. Styrelsen deltager ikke selv i Disputationen. Foruden de officielle Opponenter ere de Medlemmer af Fakultetet, under hvis Videnskabs Fag Disputatsens Æmne hører, og som ej have lovligt Forfald, pligtige til at overvære Forsvarshandlingen.
- Berettigede til at optræde som Opponenter ere ordentligvis kun akademiske Borgere uden Hensyn til Livsstilling, samt Kandidaterne fra det polytekniske Institut og det forrige kirurgiske Akademi. Andre, som ønske at opponere, maa derom forud henvende sig til vedkommende Fakultet.
- De, som ville opponere, have at melde sig hos Fakultetets Dekanus inden Begyndelsen af Handlingen; dog kan Styreren ogsaa give Tilladelse under selve Handlingen, men uden at betage dem, som tidligere have meldt sig, Forretten.
- Der tilstaas ordentligvis hver af Opponenterne ex officio 1½ Time og hver Opponent ex auditorio ¾ Time, derunder indbefattet den Tid, Doktoranden behøver til at give Svar; dog kan Styreren, for saa vidt som Antallet af de anmeldte Opponenter tillader det, tilstaa en længere Tid. Hele Handlingen maa ikke vare over 6 Timer.
- Foranførte Bestemmelser skulle indtil videre trykte medfølge enhver Disputats.
Dette bekjendtgjøres herved til Efterretning for alle Vedkommende.
Konsistorium, den 3dje Juli 1878.
C. Holten.
(L. S).
———
Goos.