J. J. Rousseau

Emil

eller

om Opdragelsen
 

 

Paa Dansk

ved

Vilh. Malling

MED FORORD AF PROFESSOR, DR. PHIL. KROMAN






Aarhus

Jydsk Forlags–Forretning

1897
 



FORORD   I.
  Aldrig er vistnok en pædagogisk Afhandling bleven til fra et mere omfattende Synspunkt end Rousseaus Emil. Det var intet mindre end en Verdensreformation, Forfatteren vilde. Thi Verden var kommet af Lave. Udviklingen, Civilisationen, Kulturen havde ført Slægten ind i et fordærveligt Spor; alt var forvrænget og vanslægtet, og Rousseau saa ikke blot Ødelæggelsens Bølger taarne sig højt overalt i Samfundet; men han sporede — i sine bedste Øjeblikke med levende Smerte — tillige deres Virkninger i sit eget sønderrevne Indre. Og dog var — som hans varme Følelse tilsagde ham — alt oprindelig jo godt. Kunde der blive slaaet en Streg over den hele Udvikling, og kunde der begyndes forfra igen i det rette Spor, var en Frelse maaske endnu at haabe. Men netop dette kunde jo ske med Barnet, blot det saa vidt muligt blev unddraget den fordærvede Omverdens ødelæggende Paavirkninger og ledet af de rette Hænder.
  Ud fra disse Forestillinger skrev han sin Emil. Vore Opdragere kunne da for det første lære af ham at sætte sig et højt Maal.
  Nutiden vil dog næppe være tilbøjelig til at se saa frejdig paa den stillede Opgave som Rousseau. Den menneskelige Karakter er Produkt af tre Faktorer: de medfødte Anlæg, Tingenes Indvirkning og Menneskenes Indvirkning, siger han med Rette. Men med den overstrømmende Kærlighed til det oprindelige, det simple, det naturlige, der var ham egen og som det blev hans Lod at indplante en hel Kulturperiode, saa han i disse medfødte Anlæg noget udelukkende godt, noget, der vel allerede kunde have sin individuelle Farve, men som paa ingen Maade allerede i sig selv kunde være Spiren til det uheldige og slette. Arvelighedens vidtrækkende Betydning var ham endnu ukendt. Som Romantikerne senere troede han derfor, at enhver Begyndelse var en Guldalder, noget ublandet herligt. Naar han udtalte: den fattige behøver ingen Opdragelse, saa har han sikkert ikke her, som mange have ment, fornægtet sit sædvanlige Standpunkt, men simpelthen ment, at den fattige var født aandelig som legemlig sund og at han paa Grund af sine sunde, naturlige Livsforhold ganske uden Kunst vilde bevare denne Sundhed. Men er Opgaven end saaledes mere sammensat, end han troede, beholde de Vink, han giver til dens Løsning, dog derfor lige fuldt deres vidtrækkende Betydning. Kampen skal jo derfor ikke opgives; kun bliver Sejren ikke at vinde i ét Slag.
  Rousseau har i sin Bog talt haarde Ord til »Pendanterne«. Til Gengæld have disse ofte nok læst hans Bog paa deres særegne Maade og ved at forblande væsenligt og uvæsenligt søgt at holde hans Grundtanker tre Skridt fra Livet. Aldeles kostelig er i saa Henseende den ældre danske Oversættelse af Emil, hvor et Kor af »Pedanter« i talrige Anmærkninger tager ham i Skole for omtrent hver enkelt af hans Sætninger. Paa en saa overfladisk Maade kan det ikke nytte at læse ham. Det enkelte maa ses i Belysning af det hele, og det uvedkommende maa holdes udenfor. Ogsaa Rousseau var et Barn af sin Tid og undgik ikke dens Lastefuldhed. Men, som S. Kierkegaard siger: Naar en Mand staar paa ét Ben og forkynder en kostelig Sandhed, vil den dygtige Tilhører sige: Han staar ganske vist paa ét Ben; men hvad han siger, er sandt! medens den daarlige vil slutte: Han staar paa ét Ben, altsaa har han Uret!
  Rousseaus Bog fremtræder som en Mellemting mellem en Afhandling og en Roman. Med Forsæt valgte han denne malende Fremstillingsform. Hvem vilde ellers have læst en Bog om Opdragelse! 0g han vilde tegne Idealet i de store Træk, det Forbillede, man skulde stræbe imod. Han vidste, at Afslaget og Begrænsningen, dem skulde Livet nok sørge for af sig selv. Til alt det smaa, til at komme og gaa paa Klokkeslet o. s. v.   o. s. v. have vore Opdragere jo altid været udmærkede. Det har som oftest været Synet for det store, det mest skortede dem paa.
  Alle disse mange Indvendinger mod den ene, rige, uafhængige Elev, den i saa høj Grad forudseende Hovmester, o. s. v.   o. s. v., ere derfor blot uvæsenlige Indvendinger mod Bogens Ramme, ja til Dels blot Mangel paa Forstaaelse af Grundtanken i det hele. Skolen er en Masseanstalt, en Nødanstalt, vil Rousseau blot sige, maaske nødvendig, men ingenlunde Idealet. En Lærer for hver Elev vilde ingenlunde være for meget. Skal der komme virkeligt Udbytte, maa Opgaven dog individualiseres; men allerede det: at sætte sig ind i ét eneste andet Væsens Individualitet er jo en tilstrækkelig vanskelig Livsopgave, og mest fuldendt vilde Opdragelsen aabenbart kunne gaa for sig, om Læreren bestandig fuldt kunde gennemskue sin Elev og forudberegne alle Paavirkningers Resultater. Fra Vekselvirkningen med Kammerater og andre Mennesker bliver Eleven jo ikke dermed nødvendigvis udelukket. Rousseau vil blot have denne Vekselvirkning henlagt til de heldigst mulige Tider og begrænset til de gavnligst mulige Former. Jeg tegner Idealet, tilraaber han Samtidens praktiserende Opdragere; det har jeg sikkert faaet mine særegne Evner til! I maa da søge saa vidt muligt at indføre det i Virkeligheden! Dertil har I sikkert Eders særlige Dygtighed. Ved denne Arbejdets Deling faa vi det bedst mulige ud af det hele!
  Og det var et paa én Gang indgaaende og mægtigt virkende Billede af Idealet, han skænkede sin Samtid og Eftertid. Mens Bødlerne brændte hans Bog, fløj hans Tanker ud over Verden og omformede denne. Samtidig med at den blodige Revolution, som Historien har optegnet med sine største Typer, gik for sig, til Dels foranlediget ved andre af hans Arbejder, foregik en anden Revolution, mindre bemærket, men maaske ikke mindre betydningsfuld, i den praktiske Opdragelses Verden. Rousseau havde virkelig lært de mere fremragende blandt Skolens Kræfter at fatte Barnets Natur, at begribe, hvorledes man i Sandhed skulde faa det i Tale, at forstaa, hvorledes Paavirkningen skulde formes, om der skulde høstes virkelige Frugter. Adskillige af disse Tanker vare allerede tænkte af John Locke og af enkelte andre; men Rousseau havde formaaet at forme dem, saa at de tændte den store Verden og det uhyre Fremskridt, der skete paa Opdragelsens Omraade i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, et Fremskridt i Metode, i Interesse og Iver, i Sands for Opdragelsens store Maal og vidtrækkende Betydning, havde først og fremmest, ja næsten udelukkende sit Kildespring fra Rousseaus Emil.
  Man kunde spørge: Men er der da efter alt dette endnu noget at lære af denne, snart halvandet hundrede Aar gamle Bog?
  Menneskeslægten synes under sin Udviklingsgang at ligne et Skib, der krydser sig op mod Vinden. Hvert Slag, det gør, sker under visse store Idealers Ledelse. De tændes, funkle, blegne og afløses derpaa af andre, som lede det næste slag. Den rationelle — eller, som vi med et nedsættende Udtryk kalde den, — rationalistiske Tidsalder, hvortil Rousseau i saa mange Maader hørte og hvis Idealer vare Fornuft, Dyd, Rationalitet, havde netop gennem Rousseau selv ogsaa paa Opdragelsens Omraade stræbt efter rationelle Veje og Midler, efter det vel gennemtænkte, det fysiologisk og psykologisk rigtige. Men Tidsaanden slog om, og atter her gik Rousseau til Dels i Spidsen. Mod den ensidige Fornuft og Tankedyrkelse gjorde hans lidenskabelige Følelse, hans umiddelbare Natur Oprør. Han blev selv den første Romantiker, og den nye Tidsaand. Romantiken, fik til Idealer: Hjertet, Lidenskaben, det umiddelbare, primitive, oprindelige. Fornuft og Dyd blev latterlige, forældede Sager, og det rationelle skubbedes til Side for det positive, det irrationelt uigennemsigtige, det historiske. Nureddin detroniseredes af Aladdin, ikke blot i Poesien, men paa alle Livets Omraader. Opdragelsesspørgsmaalet, der nys havde sat endog Tidens største Aander i Bevægelse, sank igen ned til at blive et Spørgsmaal af femte, sjette Rang, kun af Interesse for dem, der direkte levede af og for det, og under denne Isolation skrumpede det ind og antog snevrere og snevrere Grænser. Umiddelbarheden var jo alt og Indsigten, Teorien, af det onde. Man blev Opdragere udelukkende »af Guds Naade« og opdrog derefter eller opgav det som haabløst. At belære var simplere; det mente man at kunne, og dermed lod man sig nøje. Det var, som om Rousseau slet ikke havde levet, som havde han selv tilintetgjort sit Værk.
  Hvad bestiller vel Barnet i vore Skoler? Maaske flere Ting! Men først og fremmest: Det bliver hørt i sine Lektier! Til denne Forretning medgaar største Delen af selve Skoletiden. Er det kommet hjem, læser det paa sine Lektier til næste Dag. Og dermed hengaar 8, 10, 12 Aar af dets Liv. Vor Skole er først og fremmest, ja ofte udelukkende en Lektieskole og vore Opdragere Lektiehørere. Er Skolegangen forbi, anstille vi en Prøve — ikke paa, hvorvidt den unges Karakter er modnet, hans Intelligens udviklet eller hans Legeme hærdet, men paa — hvor godt han kan sine Lektier.
  Men netop denne Opdragelse var det, Rousseau forefandt, netop den var det, han hudflettede. I gøre kun Pappegøjer og Frasemagere af Børnene med al denne Snak, hvoraf Barnet intet forstaar, selv om det kan plapre Ordene efter, udbryder han. Ingen af de Kundskaber, Barnet faar ind paa den Maade, kunne anvendes af det. Til Kundskabsmeddelelse egner Barnealderen sig overhovedet kun i ringe Grad; hvad Barnet lærer daarligt paa Aar, kan den ældre lære godt paa Uger. Det er ikke Ord, men Handling, der skal til. Barnet skal selv handle, øve sit Legeme og sine Evner paa lutter naturlige, for det selv interessante Opgaver. Hvad der saaledes vindes, bliver hængende for Livet. Barnealderen maa ikke udelukkende gøres til Middel. Under al sand Opdragelse maa Barnet leve sit eget Liv, se med egne Øjne, tænke med egne Tanker og handle ud fra egen Lyst og Interesse. Lok blot Barnet til at opdrage sig selv! Al aandelig Vækst, al sand Modning maa komme indenfra. Hvad Værdi have alle disse løst paahængte pedantiske Kundskaber imod den kostbare Tid, der er forbrugt, hvori Legeme og Sjæl kunde være modnede, Drifterne harmoniserede og Viljen formet og øvet!
  Modsætningen her er dog tydelig nok; større kan den næsten, ikke tænkes. Er det da Rousseau, der har Uret, og os, der have Ret? Er det Lektiehøring og »Karaktergivning«, der er det sande Ideal, medens Karakterformningen kun var en Frase?
  Svaret herpaa vil jo sikkert blive givet forskelligt af de forskellige. Og for de allerflestes Vedkommende vil det naturligvis være stærkt medbestemt ved den samtidig herskende Tidsaand. Det vilde have været mere end mærkværdigt, om den romantiske Tidsalder ikke havde gjort den hele Opdragelsesvirksomhed saa udvortes historisk, som den faktisk er bleven. Men for enhver, der finder, at det rette og sande i den store Modsætning væsenlig er paa Rousseaus Side, er dog hermed det sidste Ord endnu ikke sagt. Den romantiske Tidsaand er i vore Dage selv i Færd med at vige. Skibet, der nu saa længe har sejlet i Øst, begynder atter at dreje Stævnen mod Vest. Dette betyder ikke, at den gamle »rationalistiske« Tid vil vende tilbage: hvert Slag bringer os jo sikkert sit Stykke fremad. Men det betyder muligvis, at alt, hvad der var godt og berettiget i hine tidligere Idealer, vil genopstaa i en rigere og fuldkomnere Skikkelse, hvis lysende Straaler atter ville lede Slægten, indtil ogsaa de blegne og slukkes, fordi deres Ensidighed og Ufuldkommenhed er bleven aabenbar. Paa mange Omraader og ikke mindst paa Skolens er jo en saadan Kursforandring i vore Dage tydelig nok at spore. Den før omtalte Lektieskole nyder ikke længer ubetinget Tillid. Endog her hjemme begynder man jo at rejse sig imod den, og rundt omkring os ere Ankerne imod den og talrige Forøg paa en bedre Ordning, en mere gennemtænkt og frugtbringende Anvendelse af de unges Tid endnu langt mere fremtrædende. Men alle de indførte og foreslaaede Forbedringer vise tilbage til Rousseau. Jordbunden er paany begyndt at blive beredt; de mange Frøkorn, han strøede ud, begynde atter at spire og faa ny Vækst; selve denne nye Oversættelse af hans Værk er jo et Eksempel blandt flere.
  Han er altsaa dog ikke ganske død endnu. Maatte det Lys, han har spredt over Barnets sande Natur, det Liv og den Varme, hvormed han har omfattet sin store Sag, tænde beslægtede Tanker og Følelser i mange!

K. Kroman.


 

Forord   II.
  I Aaret i 1796 begyndte den første danske Oversættelse af Rousseaus »Emil« at udkomme paa Bogtrykker Sebastian Popps Forlag, tilegnet Arveprins Frederik. Ikke alene er denne Oversættelse i sproglig Henseende nu — efter hundrede Aars Forløb — forældet: men den er næppe til at opdrive antikvarisk, hvorfor jeg tror, Tiden er kommen til at lade den efterfølge af en ny.
  Det er Beundring og Begejstring for den Verden af dybe og store Tanker, der aabenbarede sig for mig, efterhaanden som jeg avancerede frem i Læsningen af Rousseaus verdensberømte Værk, der har drevet mig til at vove at forelægge Offentligheden dette i en ny Fordanskning. Foruden Forfatterens Noter i Originaludgaven samt de i en senere Udgave — som Svar paa Angreb — tilføjede Noter, hvilke jeg i min Oversættelse har betegnet med »R.«, vil man enkelte Steder finde Anmærkninger af Oversætteren. For at man imidlertid ikke her skal være berettiget til at anlægge en stræng videnskabelig Maalestok paa mit Arbejde, skynder jeg mig at sige, at jeg til disse smaa Anmærkninger har hentet min Oplysning hos Pierre Larousse: Dictionaire complet, Hermann Hettner: Frankerigs Literaturhistorie i det 18de Aarnundrede, Harald Høffding: Rosseau og hans Filosofi, Taine: L'ancien régime o. s. v., saa at de altsaa helt igennem ere anden Haands Værk, —
  Jeg føler mig forvisset om, at en almindeligere Læsning af Rousseaus »Emile« — end mulig er, naar en Oversættelse mangler — vil tilføre vore Forhandlinger om Opdragelsens store Spørgsmaal saavel en Rigdom af nyt Stof som ny Spændkraft.

Kirkelakken, Odder, i Septbr. 1896.

Oversætteren


 

FORFATTERENS FORTALE.
  Denne Samling af Overvejelser og Iagttagelser, uden Orden og til Dels uden Sammenhæng, begyndte jeg for at imødekomme en god og tænksom Moders Ønske. (Madame de Chenonceaux.) Jeg havde fra først af kun tænkt mig en Afhandling paa nogle Sider; men som Emnet rev mig med sig, voxede den umærkeligt til et helt Værk, alt for stort — uden Tvivl — i Forhold til sit Indhold, men alt for lille i Forhold til den Sag, det behandler. Jeg har længe været tvivlraadig med Hensyn til Offentliggørelsen, og jeg har under Udarbejdelsen ofte faaet at føle, at det at være Forfatter til nogle Flyveskrifter ikke er nok til at kunne skrive en Bog. Efter frugtesløse Anstrængelser for at gøre den bedre, tror jeg nu, at jeg bør udgive den, som den er, idet jeg tænker som saa: det er af Vigtighed at vende den offentlige Opmærksomhed i denne Retning, og selv om mine Idéer skulde vise sig ubrugelige, kunde de maaske hos andre vække gode Ideer, og jeg havde i saa Fald ikke helt spildt min Tid. Og en Mand, der fra sit Enebo kaster sine Skrifter ud blandt Publikum uden Fortalere og uden Partifæller, der ere rede til at forsvare dem, ja uden en Gang at vide, hvad man tænker eller siger om dem, han behøver ikke, hvis han fejler, at være bange for, at man skal gaa ind paa hans Vildfarelser uden Prøvelse.
  Om Betydningen af en god Opdragelse vil jeg kun tale lidt; heller ikke skal jeg opholde mig med at bevise, at den, der er i Brug, er slet, det har tusende andre gjort før mig, og jeg føler ikke Spor af Lyst til at fylde en Bog med Sandheder, som Alverden kender i Forvejen. Jeg vil kun understrege, at man snart i umindelige Tider har raabt i Kor mod den herskende Praxis, uden at nogen har tænkt paa at foreslaa en bedre. Vort Aarhundredes Litteratur og Videnskab er i det hele meget mere nedbrydende end opbyggende. Man kritiserer som udlærte Mestere; men vil man komme med noget positivt, maa der tales i en anden Tone, hvori den filosofiske Opblæsthed ikke kan brede sig slet saa selvbehagelig. Trods et Utal af Skrifter, der — siger man — ikke have noget andet Formaal end det almene Vel, er dog det nyttigste af alt nyttigt, den Kunst at opdrage Mennesker, hidtil bleven glemt. Mit Emne var helt urørt siden Lockes (Pencécs sur l'education des enfants, 1721.) Bog, og jeg frygter svært for, at det vil vedblive at være det ogsaa efter min.
  Man forstaar slet ikke Barndommen. Jo længer man kører videre paa de falske Forestillinger, man har der om, desto mere forvilder man sig. De viseste tænker kun paa at proppe Børnene med alt det, som det kan være gavnligt nok for Mennesker at vide; men om Børnene ere i Stand til at modtage det eller ej, det skænker man ikke en Tanke. De søge altid det voxne Menneske i Barnet, uden at tænke paa, hvad det er, førend det naar saa vidt. Her er netop mit Studium, det jeg hovedsagelig har kastet mig over. Lad være, at hele min Methode er Hjernespind og aldeles forfejlet; man vil dog altid have nogen Nytte af mine Iagttagelser. Jeg kan have set forkert paa, hvad der bør gøres; men Maalet, hvorimod der skal arbejdes, det tror jeg at have opdaget. Begynd fremfor alt med at studere dine Elever bedre: thi du kender dem sikkerlig aldeles ikke, og læser du min Bog i dette Øjemed, tror jeg ikke, den vil være uden Nytte.
  Nu et Par Ord om det, som man vil kalde mit System, der dog her ikke er andet end Naturens eget. Det er højst rimeligt, at det vil forvirre Læseren mest: det er ogsaa her, man uden Tvivl vil angribe mig, og maaske ikke med Urette. Man vil næppe tro at læse en Afhandling om Opdragelse, men snarere anse det for en Sværmers Drømmerier. Hvad er derved at gøre? Det er ikke andres Tanker, jeg fører til Torvs, det er mine egne. Jeg har et helt andet Syn end andre Mennesker! ja, det har man længe bebrejdet mig. Men kan jeg give mig selv andre Øjne eller give mig selv andre Forestillinger, end dem jeg har? Nej! men jeg anser ikke mine Meninger for fejlbare, og jeg tror ikke om mig selv, at jeg alene er klogere end hele den øvrige Verden. Jeg kan tvivle om mine Anskuelsers Rigtighed, selv om jeg ikke derfor kan forandre dem. Ja, det er, hvad jeg kan gøre, og det er det, jeg gør. Dersom jeg undertiden udtrykker mig noget bestemt, er det aldeles ikke for at imponere Læseren; det er kun for at tale til ham, som jeg tænker. Hvorfor skulde jeg udtrykke mig tvivlende om det, som jeg — for mit Vedkommende — ikke nærer Spor af Tvivl om? Jeg gør ingen Røverkule af mit Hjerte, men skriver, som jeg føler.
  Naar jeg frisk væk fremsætter min Mening, er det saa langt fra, at jeg ønsker at gælde for Autoritet, at jeg tværtimod altid tilføjer mine Grunde, for at man kan prøve dem og derefter fælde sin Dom. Men skønt jeg paa ingen Maade stædigt vil forsvare mine Idéer, saa tror jeg mig derfor ikke desto mindre forpligtet til at lade dem komme frem; thi det er ikke i Smaating, at jeg er af en hel anden Mening end andre. Det drejer sig om de store Grundspørgsmaal, hvor det betyder noget — ja, gælder Slægtens Lykke eller Ulykke — at finde, hvad der er Sandheden, og hvad der er vrangt.
  »Kom med Forslag, som ere gennemførlige!« det holder man ikke op med at forlange af mig. Det er det samme, som at sige til mig: foreslaa os at gøre det, som vi allerede gør, eller foreslaa os i det mindste nogle Forbedringer, som kunne gaa i Spænd med det elendige, vi har. Et saadant Forlangende er — visse Forhold — langt mere taabeligt end mine Planer. Thi ved en slig Lappen sammen vil Ondet ikke afhjælpes og Forbedringerne blive betydningsløse. Jeg vilde meget hellere i et og alt følge den nedarvede Opdragelsesmaade end delvis og haltende gaa ind paa en, der var virkelig god; derved vilde der skabes mindre Modsigelse hos Mennesket, der ikke paa én Gang kan stræbe mod to stik modsatte Maal. Fædre og Mødre! hvad I har Vilje til at gennemføre, kan gennemføres. Bør jeg bære Ansvaret for eders Vilje?
  Ved enhver Plan er to Ting at undersøge. For det første: det uimodsigeligt gode ved den; for det andet: hvor let den lader sig virkeliggøre.
  Hvad det første angaar, da er det nok til at gøre en Plan antagelig og i sig selv brugbar, naar det gode ved den rammer Sagens Kærne. Det vil i dette Tilfælde sige, at den foreslaaede Opdragelse passer for Mennesker og tilfredsstiller Menneskehjertets Krav.
  Det andet, Gennemførelsens Lethed, afhænger af særlige og tilfældige Forhold, som derfor ikke ere nødvendige og selvfølgelig kunne vexle i det uendelige. Saaledes kan en Opdragelse være gennemførlig i Schweitz, men ikke i Frankrig, én hos Borgerstanden, en anden i de højere Stænder. Den større eller mindre Lethed i Udførelsen afhænger at tusende Omstændigheder, som det er umuligt at bestemme uden igennem en særlig Anvendelse af Methoden i dette eller hint Land, denne eller hin Stand. Men da alle disse særlige Anvendelser ikke har nogen væsentlig Betydning med Hensyn til det Maal, jeg sigter imod, saa have de intet at gøre med min Plan. Lad andre — om de ville — tage det op, enhver efter det Land eller den Stand, han har for Øje. For mig er det nok, at min Plan er brugbar overalt, hvor der fødes Mennesker, og at man, efter at have opdraget dem til det, jeg stiller som Maalet, ville have ydet det bedste baade for dem selv og for deres Omgivelser. Opfylder jeg ikke dette Løfte, har jeg uden Tvivl Uret: men opfylder jeg det, handler man ubilligt ved at forlange mere af mig; thi kun det har jeg lovet.

 
 
 

FØRSTE BOG


 
 


  Alt er godt, som det kommer fra Skaberens Haand, alt udarter under Menneskets Hænder. Han tvinger ét Land til at frembringe et andet Lands Grøde, ét Træ til at bære et andets Frugter; han blander og bytter om paa Klimaer, Elementerne og Aarstiderne; han lemlæster sin Hund, sin Hest, sin Slave; han vender op og ned paa alt, gør alt uskønt; han elsker det vanskabte, det aparte; intet er ham til Behag, saaledes som Naturen har dannet det — ikke en Gang Mennesket; han maa dressere sig det som en Beriderhest; han maa omskabe det efter sin Smag som et Træ i hans Have.
  Uden dette vilde alt dog gaa meget værre endnu, og Halvdannelse ville vi ikke nøjes med. Som Forholdene nu én Gang ere, vilde et Menneske, der fra overladt til sig selv midt imellem alle mest forkvaklede af alle. Fordomme, fastslaaede Sædvaner, Tvangen, Exemplet, alle Samfundsinstitutionerne, af hvilke vi ere oversvømmede, vilde kvæle Naturen i ham og intet nyt og bedre sætte i Stedet. Det vilde gaa med ligesom med en Busk, som Tilfældet havde plantet midt paa en Vej, og som de spaserende snart vilde ødelægge ved at sparke til den fra alle Sider og bøje den i alle Retninger.
  Det er til dig, jeg henvender mig, du kærlige og omhyggelige Moder,
Den første Opdragelse er den vigtigste, og den tilhører ubestrideligt Kvinderne. Dersom Skaberen af vor Natur havde villet, at den skulde være Mændenes Sag, havde han givet dem Mælk til at nære Børnene med. Tal derfor altid fortrinsvis til Kvinderne i eders Afhandlinger om Opdragelse; thi foruden det, at de ere i Stand til bedre end Mændene at vaage over Opdragelsen og altid have den største Indflydelse derpaa, saa ere de ogsaa i langt højere Grad interesserede i det lykkelige Udfald af Opdragelsen, efterdi de fleste Enker gerne ere afhængige af deres Børn og derfor enten glædeligt eller smerteligt komme til at føle Virkningen af deres Opdragelsesmaade. Lovene, der altid ere omhyggelige for vore Ejendele, men bekymre sig saa lidt om vore Personer, fordi deres Opgave er at holde Orden og ikke at opelske Dyden, de give ikke Mødrene tilstrækkelig Myndighed. Dog er deres Stilling meget sikrere end Mændenes: deres Pligter ere besværligere; deres Omsorg betydningsfuldere for god Orden i Familien, og i Almindelighed have de mere Hengivenhed for Børnene. Forholdene kunne være saadanne, at det paa en Maade kan undskyldes, om en Søn ikke viser sin Fader den skyldige Agtelse; men dersom et Barn — det være sig under hvilke som helst Omstændigheder — var i den Grad vanartet, at det aldeles glemte Ærbødigheden mod sin Moder, der har baaret det under sit Hjerte, som har næret det ved sit Bryst, og som igennem Aaringer har kunnet glemme sig selv for kun at ofre sig for det — man burde skynde sig med at kvæle denne elendige som et Uhyre, uværdigt til at se Dagens Lys. — Mødrene — siger man — forkæle deres Børn. Deri gøre de naturligvis Uret, men mindre Uret end I, som maaske fordærve dem. En Moder vil se sit Barn lykkeligt, og det strax. Deri har hun Ret, og tager hun fejl i Midlerne, bør man oplyse hende. Fædrenes Forfængelighed, Gerrighed, Tyranni og indbildte Fremsyn, deres Forsømmelighed og Følelsesløshed er hundrede Gange mere ødelæggende for Børnene end Mødrenes blinde Ømhed. — Forøvrigt er det jo nødvendigt først at forklare, hvad Mening jeg lægger i Modernavnet; men det skal jeg gøre siden.
    R.
som var vis nok til at trække dig tilbage fra den store Verden og skærme den opblomstrende lille Pode mod de menneskelige Meningers Stød! Dyrk! vand den unge Plante, før den visner; dens Frugter ville en Dag bringe dig usigelig Glæde. Byg i god Tid en Vold op omkring dit Barns Sjæl: en anden kan hjælpe dig med at afstikke Grænserne; men du alene bør rejse Værnet.
Man forsikrer mig, at Hr. Formey har troet at jeg her har villet tale om min egen Moder, og at han endog har anført det i et af sine Værker. Det kan man kalde at gøre blodigt Nar af Hr. Formey — eller af mig.
    R.
  Rousseaus Moder døde nemlig kort efter hans Fødsel. Formey var tysk Skribent, men af fransk Slægt, var født i Berlin 1711 og døde 1797. (O v e r s.   A n m.)
  Da »Emil« i 1762 var offentliggjort, udkom der hos J. Neaulme i Haag en Udgave, hvor der paa Foden af Titlelbladet var tilføjet: efter Pariserudgaven. Bogen mishagede Generalstaterne, og Neaulme var paa Nippet til at blive idømt en klækkelig Pengebøde og erholdt kun Tilgivelse paa den Betingelse, at han strax foranstaltede en ny Udgave, renset for alt, som kunde give Stof til Skandale. Han henvendte sig til Formey, der i 1763 havde offentliggjort en »Anti–Emil«, og som virkelig besørgede den ny Udgave med følgende Titel: Den kristelige Emil, helliget det almene Vel og redigeret af Formey. I dette Arbejde havde han foretaget alle de Udeladelser og Forandringer, som den ny Titel nødvendiggjorde.
    (Efter Anm. til ny Udg.)

  Planter dyrker man, men opdrager Mennesker. Selv om Mennesket kom til Verden fuldt udvoxet og stærkt, vilde dets Kræfter og Styrke dog ikke være det til nogen Nytte, før det lærte at bruge dem; de vilde snarere være til Skade ved at forhindre andre fra at tænke paa at komme det til Hjælp,
Et saadant Menneske lignede vel de øvrige i det ydre, men berøvet Ordet saa vel som de Ideer, dette er Udtryk for, vilde det være ude af Stand til at gøre dem sin Trang til Hjælp forstaaelig, ligesom der jo ikke var noget synligt ved det, der kunde aabenbare denne Trang.
    R.
og overladt til sig selv vilde det dø af Elendighed, førend det endnu havde lært sine Fornødenheder at kende. Man beklager Barndommens Hjælpeløshed; man ser ikke, at Slægten vilde være gaaet under, dersom Mennesket ikke begyndte med at være Barn.
  Vi fødes svage, men behøve Styrke; vi fødes blottede for alt, og kunne ikke undvære Hjælp; vi fødes aandsløve, vi trænge til en udviklet Dømmekraft. Alt, hvad vi ikke have fra vor Fødsel, men dog behøve som voxne, er os givet gennem Opdragelsen. Vore Opdragere er Naturen, Menneskene eller den os omgivende Tingenes Verden. Udfoldelsen indefra af vore Evner og Organer er Naturens Opdragelse; den Brug, man lærer os at gøre deraf, er Menneskenes Opdragelse, og den Kundskab, som vi erhverve os gennem vore egne Erfaringer om de Genstande, vi komme i Forhold til, er den Opdragelse, som Tingene selv give os.
  Enhver af os har altsaa modtaget vor Dannelse af tre Slags Læremestre. Den Discipel, i hvem disse tres forskellige Lærdomme komme i Strid med hverandre, er daarlig opdraget og vil aldrig være i Overensstemmelse med sig selv. Den, i hvem de smelte sammen og pege mod de samme Endemaal, han alene naar sin Bestemmelse og lever derefter. Kun han er vel opdraget.
  Af disse tre forskellige Opdragelser er Naturens aldeles uafhængig af os; den, som Tingene giver os, beherske vi kun til Dels. Menneskenes Opdragelse er den eneste, over hvilken vi i Sandhed raade, og dog kun betingelsesvis; thi hvem tør haabe i ét og alt at kunne være Herre over alle de Menneskers Ord og Handlinger, der omgive et Barn ?
  Saavist som Opdragelsen altsaa er en Kunst, er den næsten umulig at virkeliggøre, efterdi hele det Samarbejde, der er nødvendigt — om den skal lykkes — ikke staar i nogens Magt. Alt, hvad man med Opbydelse af al sin Omhu kan gøre, er at nærme sig mer eller mindre mod Maalet; men der hører stor Lykke til at naa det.
  Og hvad er saa Maalet da? Det samme, som Naturen har. Dette er nylig Bevist. Naar de tre Opdragelser nødvendigvis maa samvirke for at naa det fuldkomne, er det selvfølgelig den Faktor, hvorover vi slet ikke raader, der maa være Leder for de to andre. — Men maaske har det Ord Naturen en altfor svævende Betydning. Jeg vil prøve paa nærmere at bestemme det.
  Naturen, siger man, er ikke andet end Vanen.
Hr. Formey forsikrer os, at man siger det ikke saa krast. Det synes mig dog saa temmelig bestemt sagt i det Vers, jeg netop havde i Tanker:

Naturen, tro du mig, er ikke andet end Vane.
(La nature, crois–moi, n'est rien que l'habitude.)


  Hr. Formey vil ikke gøre sine Medmennesker hovmodige, men sætter meget beskedent Maalet af sin egen Hjerne som Maalestok for den menneskelige Skarpsindighed.
    R.
Hvad vil det sige? Er der ikke Vaner, som man tvinges ind i uden at de dog nogensinde formaa at kvæle Naturen? En saadan Vane har f. Ex. Planter, som man har tvunget bort fra deres lodrette Stilling. Sætter man Planten i Frihed, vil den vistnok bevare den Bøjning, man har tvunget den til at gøre; men i dens indre Kræfter er der desuagtet ikke foregaaet nogen Forandring fra dens oprindelige Væxtretning, og dersom Planten fremdeles faar Lov til at gro i Frihed, ville de ny Skud vende tilbage til den oprette Stilling. Paa lignende Maade er det med Menneskene. Saalænge man bliver i de samme Forhold, kan man bevare de Tilbøjeligheder, der i Grunden slet ikke ere os naturlige, men kun en Følge af Vanen. Forandre Forholdene sig, taber ogsaa Vanen sig, og det naturlige vender tilbage. Opdragelsen er sikkerlig kun en Vane. Og dog! er der ikke Folk, som glemme og miste deres Opdragelse, andre derimod, som bevare den? Hvorfra kommer denne Forskel? Dersom man vil indskrænke Ordet Natur til at betegne Vaner, der ere i Overensstemmelse med Naturen, saa kan man spare sig sligt Galimatias.
  Vi fødes modtagelige for Indtryk, og fra vor Fødsel paavirkes vi paa forskellige Maader af de Genstande, som omgive os. Saasnart disse Sanseindtryk — for at sige det saaledes — naar ind til vor Bevidsthed, ere vi tilbøjelige til at søge eller sky de Genstande, som frembringe dem, for det første, eftersom de ere os behagelige eller ubehagelige, dernæst eftersom der er Overensstemmelse eller Uoverensstemmelse mellem os og disse Genstande, og endelig i Kraft af de Domme, som vi — ud af den Forestilling om Lykke og Fuldkommenhed, som Fornuften giver os — fælde over dem. Disse Tilbøjeligheder voxe og fæstne sig i samme Forhold, som vi blive mere modtagelige og oplyste, men forandres — tvungne af vore Vaner — mer eller mindre efter vore Meninger. Forud for denne Ændring ere de det, som jeg kalder Naturen i os.
  Det er derfor til disse oprindelige Tilbøjeligheder alt maa tilbage, og dette vilde være muligt, dersom vore tre Opdragelseskrav kun var forskellige; men hvad er der at gøre, naar de staa som hverandres Modstandere? naar man, i Stedet for at opdrage et Menneske for dets egen Skyld, vil opdrage det for andres? Da er det lide med Enigheden. Tvungen til at kæmpe enten mod Naturen eller imod Samfundsinstitutionerne, har man kun Valget imellem at opdrage det til et Menneske eller en Borger; thi man kan ikke paa én Gang gøre det til begge Dele.
  Ethvert mindre Samfund, som indadtil er nøje og godt sammenarbejdet, vil altid fjerne sig fra det store Samfund. Enhver Fædrelandsven er haard imod fremmede: de ere kun Mennesker, og det betyder ikke noget i Patriotens Øjne.
Ogsaa ere Republikernes Krige mere blodige end Monarchiernes; men lad Kongernes Krig være taaleligere, det er deres Fred, der er rædselsfuld; det er bedre at være deres Fjende end deres Undersaat.
    R.
Dette Onde er uundgaaeligt, men betyder heller ikke stort. Hovedsagen er at være god irnod det Folk, man lever sammen med. Spartaneren var ærgerrig, havesyg og uretfærdig mod alt, som ikke var spartansk; men indenfor hans Mure herskede Uegennyttighed, Retfærdighed og Enighed. Stol ikke paa de Alverdensborgere, som i deres Bøger søge langt borte efter de Pligter, som de ikke gide opfylde paa det Sted, hvor de leve. En saadan Filosof elsker Tartarerne for at være fri for at bryde sig om sine Naboer.
  Naturmennesket er alt for sig selv; han er et helt Tal, en selvstændig Ener, som kun staar i Forhold til sig selv og sine Ligemænd. Borgeren derimod er kun en Brøk, afhængig af Nævneren, og hans Værdi bestaar i hans Forhold til det hele Tal, nemlig Statssamfundet. De gode Samfundsinstutioner blive da saadanne, der bedst ere i Stand til at føre Mennesket bort fra at leve paa en naturlig Maade, at berøve det sin Selvstændighed imod til Gengæld at give det en betinget Existens og lade »Jeget« tabe sig i Fællesenheden, saa hver enkelt ikke mere føler sig som Ener, men som en Del af Enheden og herefter kun føler i og med Helheden. Borger i Rom var hverken Ca&luml;us eller Lucius; de vare Romere, skønt hver af dem elskede Fædrelandet højere end sig selv. Regulus gjorde Fordring paa at være Corthagenienser; thi han var jo sine Herrers Ejendom. I sin Egenskab af fremmed nægtede han at tage Sæde i det romerske Senat: en Carthagenienser maatte befale ham at gøre det. Han harmedes, da man vilde frelse hans Liv. Han sejrede og vendte triumferende tilbage for at dø en kvalfuld Død. Her er ikke megen Lighed, synes mig, med Menneskene, saaledes som vi kende dem.
  Lakedæmoneren Pedaretus melder sig for at faa Sæde i de tre hundredes Raad, men bliver afvist. Han gaar bort, henrykt over, at der i Sparta fandtes tre hundrede Mænd, der gjaldt mere end han.
Plut. Dict. Noten om Lakedæmonerne, § 60.
Jeg forudsætter, at dette Følelsesudbrud er ægte, og der er Grund til at tro, at det var det: saaledes sér den ægte Borger ud.
  En Spartanerinde havde fem Sønner i Hæren, og nu venter hun paa Efterretning fra Slaget. Endelig kommer en Helot til hende. Skælvende spørger hun om Udfaldet. »Dine fem Sønner ere faldne.« — »Elendige Træl! har jeg spurgt dig om det?« — »Vi have sejret!« — Moderen iler til Templet og takker Guderne:
Plut, Dict, Noten om Lakedæmonerne, § 5
her er Borgerinden.
  Hvem der under den borgerlige Ordning vil hævde de naturlige Følelsers Forrang, forstaar ikke, hvad det er, han vil. Altid i Modsigelse med sig selv, vaklende mellem sine naturlige Tilbøjeligheder og sine Pligter, vil han hverken blive Menneske eller Borger; hverken for sig selv eller andre vil han blive noget. Han vil blive et af vore Dages Mennesker, en Franskmand, en Englænder, en Storborger: en Nathue vil han blive.
  For at være noget, være sig selv og altid én, maa man lade Handlingen følge Ordet; altid maa man være besluttet paa, hvad Vej man vil slaa ind paa og da vandre ad den aabent og trofast. Jeg venter, at man viser mig dette Vidunder, for at jeg kan se, om han er Menneske eller Borger, eller hvorledes man bærer sig ad med at være begge Dele paa én Gang.
  Fra disse — med Nødvendighed modsatte Formaal stammer to, ligeledes modsatte, Arter af Undervisning: den ene offentlig og fælles, den anden privat og hjemlig.
  Vil man danne sig en Forestilling om den offentlige Opdragelse, behøver man bare at læse Platons »Republik«.
  Det er aldeles ikke noget politisk Arbejde, som de mener der kun bedømme Bøger efter deres Titler. Det er den skønneste Afhandling om Opdragelse, som nogensinde er skreven.
  Naar man trænger til et Exempel paa det, der ingen Steder har hjemme (det utopiske), plejer man at nævne Platons Stat; men dersom Lykurg kun havde virkeliggjort sin paa Papiret, vilde jeg have fundet den meget mere utopisk. Platon har kun villet rense Menneskehjertet, Lykurg har gjort det fremmed for alle naturlige Følelser.
  Den offentlige Opdragelse existerer ikke mere og kan ikke existere mér, thi hvor der ikke mer er noget Fædreland, kan der ikke længer være Borgere. Disse to Ord: Fædreland og Borger burde udslettes af det moderne Sprog. Jeg véd nok hvorfor, men vil ikke sige det; det har intet med mit Emne at gøre.
  De latterlige Indretninger, som man kalder Collegier
Der er ved flere Skoler,
(I Orginaludgaven staar: Der er ved Akademiet i Genf og ved Universitetet i Paris Professorer etc. O. Anm.)
og fremfor alt ved Universitetet i Paris, Professorer, som jeg sætter Pris paa og højagter, og som jeg anser særdeles vel skikkede til at oplære Ungdommen, dersom de ikke var tvungne til at følge den én Gang vedtagne Methode. Jeg opfordrer en af d'Hrr. til at offentliggøre det Reformforslag, som han har forfattet. Man vil da maaske fristes til at helbrede Ondet, naar man ser, at der gives et Lægemiddel derimod.
    R.
betragter jeg nemlig ikke som en offentlig Institution. Den almindelige Opdragelse regner jeg heller ikke, efterdi den stræber mod to modsatte Maal og derfor forfejler dem begge. Den duer kun til at skabe disse Dobbelt–Mennesker, der altid synes at gøre alt for andre og dog aldrig gøre noget uden for deres egen Skyld. Disse Spilfægterier, fælles for alle, narre imidlertid ingen. Det er spildt Umage.
  Af disse Modsigelser er den Modsigelse født, som vi allesammen bære i os. Vi drages af Naturen og af Menneskene i modsatte Retninger, og tvungne til at dele os imellem disse forskellige Tilskyndelser, komme vi til at følge en Middelvej, som hverken fører os til det ene eller det andet Maal. Saaledes omtumlede og vaklende gennem hele vort Liv ender vi det uden at være komne i Overensstemmelser med os selv og uden at have været til Gavn, hverken for os selv eller for andre.
  Endelig har vi endnu den hjemlige eller Naturens Opdragelse. Men hvad vil det Menneske, der kun er opdraget for sin egen Skyld, kunne være for andre? Ja, var det muligt, at dette dobbelte Formaal? som man har for Øje, kunde samles i ét eneste, saa vilde man unægtelig, ved at befri et Menneske for denne Modsigelse, have bortryddet en stor Hindring for dets Lykke. Men for at kunne dømme herom, maatte man se et saadant fuldt færdigt Menneske; man maatte have iagttaget hans Tilbøjeligheder, set hans Fremskridt, fulgt hans Udvikling; man maatte — kort sagt — kende Naturmennesket. Jeg tror, man vil have gjort nogle Skridt ind i disse Undersøgelser efterat have læst nærværende Skrift.
  For nu at opdrage dette sjældne Menneske, hvad have vi saa at gøre? saare meget, uden Tvivl, det vil sige, forhindre, at noget gøres. Naar det kun gælder om at gaa op imod Vinden, maa man krydse; men er Havet i Oprør og man vil blive paa Stedet, maa Ankeret ud. Giv Agt, unge Styrmand! at dit Tov ikke brister eller dit Anker driver, saa dit Skib faar Afdrift, før du aner det.
  Under ordnede Samfundsforhold, hvor alle Pladser ere bestemt begrænsede, maa enhver opdrages for sin. Dersom En forlader den Stilling, han er særlig uddannet til, vil han være ubrugelig. Opdragelsen er kun nyttig, for saa vidt Lykken begunstiger Forældrenes Valg. I ethvert andet Tilfælde er den skadelig for Eleven, bare for alle de Fordommes Skyld, den har givet ham. I Ægypten, hvor Sønnen var forpligtet til at blive i sin Faders Stand, havde Opdragelsen i det mindste et sikkert Maal; men hos os, hvor kun Rammerne ere de blivende, medens Personerne idelig skifte, kan ingen vide, om han ikke, ved at give sin Søn en Opdragelse, der svarer til hans egen Stand, arbejder imod hans Lykke.
  I Naturtilstanden, hvor alle Mennesker ere hverandres Ligemænd, have de alle det fælles Kald at være Menneske, og enhver, der er godt opdraget for dette Kald, vil ikke daarligt gøre Fyldest i et hvilket som helst af de øvrige, som følger dermed. Man bestemme min Elev for Hæren, Kirken eller Skranken, mig er det uden Forskel, Forud for Forældrenes Kald gaar Naturens; den kalder ham til at leve et Menneskeliv. Ja, »at leve« — det er det Haandværk, jeg vil lære ham. Naar han forlader mine Hænder, vil han — det indrømmer jeg — hverken være bleven Øvrighedsperson, Soldat eller Præst, han vil frem for alt være Menneske; men alt hvad et Menneske bør være, vil han i Nødsfald forstaa at være, ligesaa godt som enhver anden, og skulde Skæbnen tvinge ham til at skifte Stilling, vil han dog altid være paa sin Plads. Oecupavi te, atgve cepi; omnesqve aditus tuos interclusi, ud ad me aspirare non passes
Cic. Tuscul. V, Cap. IX. Jeg har overvundet dig, Skæbne! og tvunget dig; alle dine Veje har jeg spærret; du kan ikke skade mig.
.
  Vort vigtigste Studium er dette: at granske over de menneskelige Livsvilkaar. Den iblandt os, der bedst forstaar at bære Livets Medgang som Modgang, er — efter min Mening — bedst opdraget. Deraf følger, at den sande Opdragelse mindre bestaar i Forskrifter end i Øvelser. Vi begynde at lære, med det samme vi begynde at leve; vor Opdragelse begynder med vor egen Begyndelse; vor første Vejleder er vor Amme. Selve Ordet Opdragelse havde hos de gamle en Betydning, som vi ikke mer lægge ind deri; det betød Opfostring. Editcit obstetrix, siger Varro, educat nutrix, instituit pædagogus, docet magister.
Non Marcell.
[Jordemoderen forløser, Ammen opdrager, Hovmesteren leder og Læreren meddeler Undervisningen.]
Saaledes er Opdragelse, Vejledning og Undervisning tre, i deres Formaal ligesaa forskellige Ting, som Fostermoder, Hovmester og Lærer. Men denne Deling er ikke heldig; for at blive godt ledet, bør Barnet kun følge én eneste Fører.
  Vi maa derfor gaa mere i det almindelige i vore Undersøgelser og i vor Elev sé paa Mennesket abstrakt, d. v. s. Mennesket udsat for alle det menneskelige Livs Tilfældigheder. Dersom Menneskene vare uløseligt bundne til deres Fødestavn, dersom den samme Aarstid varede hele Aaret, og dersom enhver havde saadant Tag i sin Lykke, at den aldrig kunde omskiftes, saa vilde den nuværende Opdragelsesmaade i visse Henseender være god. Det Barn, der var opdraget efter sin Stand, som det aldrig forlod, kunde aldrig blive udsat for Ubehagelighederne ved nogen anden. Men naar man ser, hvor let de menneskelige Forhold omskiftes, og mærker sig den Uroens og Omvæltningens Aand i dette Aarhundrede, som i hvert Slægtled vender op og ned paa alt kan man saa tænke sig en mere meningsløs Methode, end den at opdrage et Barn, som om det aldrig behøvede at gaa ud af sit Kammer, eller som om det altid vilde være omgivet af sine Oppassere? Dersom et saadant ulykkeligt Væsen gør et eneste Skridt paa Jorden, eller bare én Gang gaar ned ad en Trampe, vil det jo være fortabt. Nej, dette er ikke at lære Barnet at bære Lidelsen, det er at indøve det i at føle den.
  Man bekymrer sig bare om at passe paa sit Barn; men det er ikke nok; man maa lære det, hvorledes det skal passe paa sig selv, naar det en Gang bliver et voxent Menneske; man maa lære det at taale de Stød, som Verden giver, at trodse Overflod og Elendighed, at leve, om det skal være, paa Islands Snemarker eller paa Maltas glødende Klipper. Du kan bruge al den Forsigtighed, du vil, for at dit Barn ikke skal dø, det maa jo dog en Gang dø, og selv om dets Død ikke ligefrem er den Frugt, som din Omhu har baaret, saa er denne dog ilde anvendt. Det gælder mindre om at staa paa Vagt imod Døden, end at lære Barnet at leve Livet. At leve er ikke bare det at trække Vejret, det er at handle, det er at gøre Brug af vore Lemmer, vore Sanser, vore Evner, kort: af hver Del af os selv, som giver os Følelsen af at være til. Det Menneske har ikke levet længst, som har de fleste Aar paa Bagen, men den, som dybest har følt Livets Pulsslag. Mangen lader sig begrave i hundrede Aars Alder, som i Grunden har været død fra sin Fødsel. Han havde vundet ved at være gaaet i sin Grav i sin Ungdom, dersom han virkelig havde levet i det mindste til den Tid.
  Al vor Visdom hestaar i slaviske Fordomme, alle vore vedtagne Skikke bestaa kun i Slaveri, Undertrykkelse og Tvang. Borgeren fødes, lever og dør i Trældom. Ved hans Fødsel vikler man ham ind i et Svøb og ved hans Død putter man ham i en Ligkiste. Saalænge han lever, er han lænkebundet af vore Institutioner.
  Man siger, at adskillige Jordemødre paastaa, at de, ved at klemme det nyfødte Barns Hoved, giver det en mere passende Form — og det taaler man! Vore Hoveder skulde være saa elendigt dannede af ham, der har skabt os, at de behøvede at makkes om paa, i det ydre af Jordemødrene, i det indre af Filosoferne! Da er Caraiberne næsten dobbelt saa lykkelige som vi.
  »Næppe har Barnet forladt sin Moders Liv, og
»næppe er det kommet i Besiddelse af Frihed til at
»røre og strække sine Lemmer, før man lægger det
»i nye Baand. Man svøber det, man gør Hovedet ube–
»vægeligt, lader Benene være udstrakte og Armene
»pressede tæt til Legemets Sider; det bliver omviklet
»med alle Slags Baand og Bandager, som ikke tillade
»det at skifte Stilling. Lykkeligt er det da, naar
»man ikke har bundet det saa stramt, at det ikke kan
»faa Vejret, og naar man har iagttaget den Forsigtigheds–
»regel at lægge det paa Siden, saa at de nødvendige
»Opkastninger kunne foregaa saa nogenlunde af sig
»selv; thi det maa jo ikke have Frihed til at vende
»Hovedet til Siden for paa en nem Maade at give
»dem Afløb.«
Hist. nat. T. IV. pag. 190
  Det nyfødte Barn trænger til at strække og bevæge sine Lemmer for at rive dem ud af den Uvirksomhedstilstand, som de — samlede i en Klynge — saa længe har været i. Man strækker dem, ja, det er sandt; men man forhindrer dem i at bevæge sig. Selv Hovedet indhyller man i en Barnehue, saa det ser ud, som om man var bange for, at den nyfødte skulde tage sig ud som et levende Væsen.
  Den indre Drift i Legemet, som stræber efter at voxe, finder saaledes en uovervindelig Hindring for de Bevægelser, som ere nødvendige for Væxten. Barnet bliver ved med at gøre unyttige Anstrængelser, der bare udtømme dets Kræfter eller forsinke deres Udvikling. Det havde det mindre knebent, mindre pinligt og mindre tvungent i Fostersækken end i sit Svøb; jeg kan ikke sé, hvad det Barn har vundet ved at blive født.
  Uvirksomheden og Tvangen, hvori man holder Barnets Lemmer, maa nødvendig hæmme Blodets og Vædskernes Omløb, maa hindre Barnets Væxt og sunde Udvikling og saaledes nedbryde dets Legemsbygning. I de Egne, hvor man ikke bruger den Slags overdrevne Forsigtighedsregler, ere Menneskene allesammen store, stærke og velskabte. De Lande derimod, hvor man svøber Børnene, vrimle af pukkelryggede, halte, hjulbenede, forkrøblede, lidende af engelske Syge, ja, af alle mulige Slags Vanskabninger. Af Frygt for at Legemerne skulde blive vanskabte under de frie Bevægelser, saa skynder man sig med selv at vanskabe dem ved at lægge dem i Presse. Man gjorde gærne Børnene lamme, bare for at forhindre dem fra at komme til Skade.
  Mon det kan undgaas, at en saa gruelig Tvang lige saa vel faar Indflydelse paa deres Sind som paa deres legemlige Befindende? Børnenes første Følelse er at føle Smerte og Pine: enhver fri Bevægelse, som de behøve, møder Hindringer; ulykkeligere end en Forbryder i Jærn anstrænge de sig forgæves; de irriteres og skrige. Den første Lyd, de lade høre — siger man — er Graad. Jeg vil gerne tro det. Man ærgrer dem lige fra deres Fødsel; de første Gaver, de modtage, er Baand; det første Traktement, de faa at smage, er Smerter. Naar de ikke har andet til fri Raadighed end Røsten, hvorfor i al Verden skulde de ikke bruge den til at beklage sig? de skrige over al det onde, man tilføjer dem. Vilde man saaledes svinebinde os, saa skreg vi meget højere end de.
  Hvorfra stammer nu denne vanvittige Skik? fra Unatur. Da Mødrene, med Ringeagt for deres fornemste Pligt, ikke længer gad amme deres Børn, maatte man jo betro disse til lejede Kvinder, der som Mødre uden Moderhjerte for de fremmede Børn, kun have søgt at spare sig selv for Besvær. Havde Barnet sin Frihed, var det nødvendigt at vaage over det uden Ophør; men er det først forsvarligt bundet, kan man kaste det i en Krog uden at bryde sig om dets Skrig. Forudsat at man ikke har Beviser paa Ammens Forsømmelighed, og forudsat at Pattebarnet hverken brækker Arme eller Ben, hvad Vægt ligger der saa for Resten paa, om det gaar til Grunde eller bliver en Svækling alle sine Dage. Man passer paa Lemmerne paa hele Legemets Bekostning, og hvad der saa end hænder — Ammen er uden Skyld.
  Men disse dejlige Mødre, som — fri for Ulejligheden med deres Smaabørn — gladeligen gaa op i Bylivets Adspredelser, mon de virkelig véd, hvilken Behandling Svøbelsesbarnet faar i Landsbyen? Ved den mindste Anledning, der kommer, hænger man det op paa et Søm som en Bylt Klæder, og imens Ammen — viden at forjage sig — nusler omkring i sine Forretninger, hænger det ulykkelige Puds saaledes korsfæstet. Alle de Børn, man har fundet i denne Stilling, have violette Ansigter. Da Brystet er stærkt sammenpresset, hindres Blodets frie Omløb, saa det stiger til Hovedet; men man syntes, den lille Stakkel var saa, meget rolig; den havde nemlig ikke Kræfter til at skrige. Jeg véd ikke, hvormange Timer et Barn kan blive i denne Stilling uden at miste Livet; men jeg tvivler om, at det, kan gaa ret længe. Der har vi, mener jeg, en af de største Bekvemmeligheder ved Svøbet.
  Man paastaar, at Børnene, fri for Svøbet, kunde lægge sig i Stillinger og gøre Bevægelser, hvorved de kunde ødelægge Lemmernes kønne Form. Der har vi et af disse taabelige Ræsonnementer af vor indbildte Visdom, og som Erfaringen aldrig har stadfæstet. Af den Mængde Børn, der med uhindret Brug af deres Lemmer ere opfostrede hos mere fornuftige Folkeslag end vort, ser man ikke et eneste, der af den Grund saarer sig eller gør sig selv til Krøbling. Smaabørnene have simpelt hen ikke Kræfter til at gøre saa voldsomme Bevægelser, at disse kunne blive farlige, og skulde de komme i en farefuld Stilling, skal Smerten nok lære dem at forandre den.
  Vi have da endnu ikke hittet paa at lægge vore Smaahunde og Kattekillinger i Svøb; men har man set, at de have lidt nogen Overlast paa Grund af denne Forsømmelighed? — Ja, men Børnene ere meget tungere! ja vel! men saa ere de til Gengæld ogsaa meget svagere. De kunne næppe flytte sig, hvorledes skulde de kunne gøre sig selv Skade? Hvis man lagde dem paa Ryggen, maatte de dø i denne Stilling, ligesom Skildpadden, uden nogensinde at kunne vende sig.
  Mødrene ere imidlertid ikke fornøjede, selv efter at de have holdt op med at opamme deres Børn; de ville ogsaa være fri for flere Fødsler. Det ene følger naturligt af det andet. Har man først følt det som en Byrde at være Moder, finder man snart et Middel til helt at fri sig derfor: man vil nok øve Gerningen, men uden Frugt, for altid at kunne begynde den paa ny; og den Drift, som er nedlagt i Mennesket for Formerelsens Skyld, vender man om til Slægtens Skade. Denne Misbrug, føjet til de andre Aarsager til Affolkning, spaar os Europas nær forestaaende Skæbne. Den Videnskab, Kunst, Filosofi og de Sæder, som Europa er Moder til, vil ikke tøve med at gøre det til en Ørken. Det vil blive beboet af vilde Dyr: ingen stor Forandring i Henseende til Befolkning for Resten.
  Jeg har nogle Gange lagt Mærke til de Smaakneb, som unge Koner kunne betjene sig af. De lade, som om de absolut selv ville opamme deres Børn; men paa samme Tid forstaa de at mage det saa, at man nøder dem til at give Afkald paa denne romantiske Grille. Uhyre behændigt forstaa de at faa Ægtemanden og Lægerne, men frem for alt Mødrene, til at lægge sig derimellem. En Mand, der vovede at give sit Samtykke til, at hans Hustru selv opammede sit Barn, vilde være en mærket Mand; man vilde betragte ham som en Snigmorder, der bare længtes efter at blive hende kvit. O, I kloge Ægtemænd; Faderkærligheden maa bringes som Offer paa Husfredens Alter. En Lykke er det da, at man paa Landet finder Hustruer, der ere mere afholdende end eders! endnu større Lykke, dersom den Tid, som disse sidste vinde, ikke er bestemt for andre end eder.
  Hustruernes Pligt er ikke tvivlsom; men da de nu en Gang ringeagte den, strides man om, hvorvidt det er lige godt, enten Børnene opammes ved deres eller en andens I dette Spørgsmaal, hvor for øvrigt Lægerne ere de rette Dommere
Dette Forbund mellem Hustruerne og Lægerne har altid været mig en af de pudsigste Fremtoninger i Paris. Det er igennem Fruerne, at Lægerne vinde deres Anseelse, og det er igennem Lægerne, at Fruerne forstaa at sætte deres Vilje igennem. Man gætter let, hvad det er for en Slags Duelighed, der er nødvendig for en Pariserlæge for at blive berømt.
    R.
anser jeg Hustruernes eget Ønske for det afgørende, og naar jeg skal sige min Mening, saa tror jeg desuden, at det er bedre, at Barnet dier en sund Amme end en forkælet og fordærvet Moder, dersom det da skulde have ny Daarligheder at frygte for af det selvsamme Blod, hvorfra det har Livet.
  Men bør man nu bare betragte Spørgsmaalet fra den fysiske Side? Trænger Barnet mindre til en Moder end til hendes Brystvorte? Lad andre Kvinder eller endog Dyr, give det den Mælk, som hun nægter det; men den moderlige Omhu kan ikke erstattes. Den, som opammer en andens Barn i Stedet for sit eget, er en elendig Moder, og hvordan skulde hun kunne være en god Amme? hun kan blive det, men der skal Tid til. Vanen maa omskabe Naturen, og Barnet, der bliver daarligt passet, vil have Tid nok til at gå til Grunde hundrede Gange, førend hun lærer at omfatte det med en Moders Ømhed.
  Men selv om dette lykkes, saa medfører det igen et Tab, der for en hjærtevarm Hustru vil være nok til at berøve hende Mod til at lade en anden opamme hendes Barn, for det er jo det samme som at dele eller snarere helt at afstaa sine Moderrettigheder; hun maa se sit Barn elske en anden Kvinde lige saa højt, ja højere end hende selv; hun maa føle, at den Ømhed, som det endnu har for sin egen Moder, er en Gunst, medens den, det viser mod sin Plejemoder, er en Pligt; thi hvor jeg har fundet en Moders Omhu, mon jeg ikke dér skylder en Søns Hengivenhed?
  Den Maade, hvorpaa man slipper ud over denne Ubehagelighed, er at man indgyder Barnet Ringeagt for dets Amme ved at behandle hende som et almindeligt Tyende. Naar hendes Tjeneste er endt, tager man Barnet fra hende eller man giver hende Afsked; ved at modtage hende haanligt, naar hun kommer for at se til sit Plejebarn, skrækker man hende fra at komme igen. Barnet ser hende ikke i flere Aar og kender hende til sidst slet ikke. Men Moderen tager Fejl, naar hun tror at sætte sig selv i hendes Sted og at oprette sin Forsømmelighed ved Hjerteløshed. Hun tror at opdrage sig et kærligt Barn ved at gøre det til en unaturlig Fostersøn; men i Virkeligheden indøver hun det i Utaknemmelighed, hun lærer det en Dag at ringeagte saa vel hende, der har givet det Livet, som hende, der har opfødt det ved sin Mælk.
  Hvor havde jeg ikke Lyst til at tale meget mere om denne Sag, dersom det ikke var saa ulideligt, forgæves at gentage saa store Sandheder! Denne Sag er meget alvorligere, end man forestiller sig. Vil man bringe ethvert Menneske tilbage til sine fornemste Pligter, maa man begynde med Mødrene. Man vil forbavses over den Forandring, der vil ske. Al Elendigheden stammer fra dette første Skridt paa Fordærvelsens Vej, og den breder sig lidt efter lidt: Sædeligheden nedbrydes, de naturlige Følelser afstumpes, Hjemmet bliver kedeligt og tomt; dette rørende Billede af en opblomstrende Familie øver ikke længer sin Tiltrækningskraft paa Ægtemændene og fylder ikke mer de besøgende med Ærbødighed. Man har mindre Agtelse for Moderen, naar man ikke ser Børnene. Der er ingen Sammenhold i Familien; det daglige Samvær styrker ikke mere Blodets Baand; der existerer i Grunden hverken Fædre eller Mødre, Børn, Brødre eller Søstre mere; de kende jo næppe hverandre, hvorledes skulde de da komme til at elske hverande? Enhver bekymrer sig kun om sig selv. Naar Hjemmet ikke har andet at byde end den kedeligste Ensformighed, er det saa naturligt, at man søger ud for at fornøje sig.
  Men lad Mødrene værdiges at opamme deres Børn, da ville Sæderne forbedres af sig selv, de naturlige Følelser vaagne i alle Hjerter og Samfundet voxe i Folketal: dette er Hovedsagen, det eneste, der kan gøre alt godt igen. Kærligheden til Hjemmet er den bedste Modvægt mod slette Sæder. Pligterne mod Børnene, som man troede utaalelige, blive fornøjelige; de gør Fader og Moder uundværligere og kærere for hinanden og knytter Ægteskabets Baand fastere imellem dem. Naar Familielivet sprudler af Liv og Lyst, bliver Omsorgen for Hjemmet Hustruens kæreste Gerning og Mandens bedste Fornøjelse. Blev altsaa bare denne ene Misbrug rettet, vilde der snart følge en Reformation over hele Linjen, og Naturen skulde snart tilbageerobre alle sine Rettigheder. At dog en Gang Hustruerne maatte vende tilbage til det at være Mødre, da skulde Mændene snart følge efter som Fædre og Ægtemænd.
  Overflødig Snak desværre! End ikke Overmættelsen af Verdens Nydelser vil nogensinde føre tilbage hertil. Hustruerne have holdt op med at være Mødre, de blive det heller ikke, for de ville ikke være det mere. Selv om de vilde, kunde de næppe gennemføre det. Den, der prøvede derpaa, vilde komme til at staa ene i Kampen imod en samlet Opposition af alle hendes Omgangsfæller; saa dybt rodfæstet er nu om Stunder denne unaturlige Uskik; alle have de sammensvoret sig imod et Exempel, som nogle ikke have givet og andre ikke ville følge.
  Dog findes der undertiden endnu unge naturlige Hustruer som paa dette Punkt have vovet at trodse den herskende Mode og deres eget Køns Ramaskrig, og som med prisværdig Uforfærdethed have opfyldt denne skønne Moderpligt, hvortil Naturen har kaldet dem. Gid dog alle de Goder, der vente dem, der gøre ligesaa, maatte lokke flér og flér, at deres Tal maatte voxe! Idet jeg støtter mig paa simple og klare Fornuftslutninger og paa Iagttagelser, som jeg aldrig har set afkræftede, tør jeg love saadanne værdige Mødre deres Mænds oprigtige og varige Hengivenhed. Børnene ville hænge ved dem med inderlig Ømhed, deres Medborgere ville vise dem den skyldige Højagtelse og Ærbødighed; deres Barselfærd vil faa et lykkeligt Forløb uden Følger; en blomstrende Sundhed tør jeg love dem og til sidst den Glæde en Dag at se dem efterlignede af deres egne Døtre og fremstillede som et Mønster for andres.
  Ingen Moder, intet Barn! her er Pligterne vexelvirkende; opfyldes de daarligt fra den ene Side, ville de forsømmes fra den anden. Et Barn maa elske sin Moder, førend det forstaar, at det bør gøre det. Dersom Blodets Røst ikke styrkes igennem dagligt Samvær og Omhu, vil den forstumme allerede i de første Aar, og Kærligheden vil dø — saa at sige — førend den fødes. Se, allerede fra det første Skridt ere vi da udenfor Naturen.
  Man kan ogsaa komme udenfor ved at gaa den stik modsatte Vej, naar nemlig en Moder, i Stedet for at være forsømmelig, driver sin Omsorg til Yderlighed, naar hun gør sit Barn til sin Afgud, naar hun øger og nærer dets Svaghed for at det ikke skal mærke den, og naar hun, i Haab om at fri det for at gaa ind under Naturens Love, fjerner hvert Stød for dets Fod. Hun skaaner det vel for nogle Ubehageligheder i Øjeblikket, men tænker ikke paa. hvor mange Ulykker og Farer hun derved opdynger over dets Hoved i Fremtiden og hvor barbarisk en Forsigtighed det er at forlænge Barndommens Svaghed lige indtil den Tid, da det skal ind under det voxne Menneskes Besvær. For at gøre sin Søn usaarlig, fortæller Fablen, dukkede Thetis ham i Floden Styx Vande. Dette Billedsprog er skønt og klart. De grusomme Mødre, som jeg taler om, gøre netop det modsatte; ved deres Pylren om Børnene gøre de dem blødagtige og modtagelige for den ubetydeligste Smerte; de gøre dem følsomme for Lidelser af enhver Slags, som de da ogsaa ufejlbarlig ville blive et Bytte for som voxne.
Samtidig med »Emil« udgav en Borger i Genf en Afhandling om Barnets fysiske Opdragelse, hvori han slaar til Lyd for de samme Grundsætninger som Rousseau. Denne beklagede sig over Plagiatet i 9de Bog af Bekendelserne. Denne tilfældige Fremkomst paa samme Tid af to Skrifter over samme Emne og med samme Titel hos begge Forfattere er behandlet i andet Bind af l'Histoire de J. J. Rousseau pag. 15 under Artiklen Ballexsert, hvor man vil finde Enkelthederne saavel om Værket som om Forfatteren.
  (Anmærkn. til »ny Udgave«.)
  Læg Mærke til Naturen og træd i dens Fodspor. Den øver stadig Børnene og hærder dem legemligt ved at prøve dem paa forskellig Maade; den begynder tidligt at lære dem, at der er noget, som smerter og gør ondt: Tandbruddet bringer Feber, Koliksmerter medfører Krampetilfælde, den vedvarende Hoste Kvælningsanfald. De plages af Orm, af for rigeligt og paa Grund deraf ofte usundt Blod; der kommer Betændelse, som paafører dem farligt Udslet. Næsten hele den første Barndomsstid er farefuld; de ere ofte syge, Halvparten af de Børn, som fødes, dø før det ottende Aar. Har Barnet kunnet gennemgaa disse Prøvelser, vil det ogsaa have vundet i Styrke, og naar det saa kan bruge Livet, er dets Livskraft i Flor.
  Se, dette er Naturens Maade. Hvorfor modarbejde den? Ser man da ikke, at man, naar man bilder sig ind at kunne rette paa den, netop nedbryder dens Værk og hæmmer Virkningen af dens Omhu? At gøre det samme, som Naturen gør, det er — mener man — at fordoble Farerne; men det er tvertimod at afværge og formindske dem. Erfaringen lærer, at der dør flere af de i Blødagtighed opdragne Børn end af de andre. Forudsat at man ikke overskrider Grænsen for deres Kræfter, saa vover man mindre ved at lade dem gøre Brug af dem, end ved at lade dem spare dem. Øv dem derfor i at udholde det, som de en Gang ville komme til at bære. Lad deres Legemer blive hærdede mod Aarstidernes, Vejrligets og Elementernes Ustadighed, imod Hunger, Tørst og Træthed, duk dem i Styx Vande! Under Opvæxten kan man uden Fare vænne Legemet til at taale hvad som helst, medens i den modnere Alder den mindste Afvigelse fra det sædvanlige kan blive farlig. Et Barn kan taale Forandringer, som en voxen Mand ikke kunde udholde. Barnets Muskler ere bløde og bøjelige; de antage let den Form, man giver dem; Mandens derimod ere fastere og omformes kun ved Vold. Man kan altsaa hærde et Barn uden at sætte dets Liv og Helbred i Fare, og selv om der skulde voves noget derved, burde man dog ikke betænke sig derpaa. Naar det at trodse Farer er uadskilleligt fra Menneskelivet, kan man saa gøre bedre end at øve sig deri i den Tid af Ens Liv, da det skader mindst? Et Barns Værdi tiltager med Aarene: thi foruden det Værd, som Barnet har i sig selv, i sin Person, maa ogsaa medregnes Værdien af den Omhu, det har kostet: Tabet af dets Liv forener sig i det med Følelsen af Døden. Det er da overhovedet Fremtiden, man maa tænke paa i sin Aarvaagenhed for at bevare det; det er imod Ungdomstidens Farer, man bør væbne det, førend de komme; thi naar dets Livsværdi er i stadig Væxt lige indtil den Alder, da det er i Stand til at gøre Gavn, hvilken Daarskab er det da ikke at skaane Barndomstiden for nogle Farer, naar man derved forøger dem for den modne Alder! er det en Mesters Lærdomme?
  Menneskets Skæbne er at lide alle Dage. Endogsaa Selvopholdelse!! er forbunden med Smerte. Lykkelig den som i sin Barndom kun kender til fysiske Lidelser: de ere ikke saa gruelige, langt mindre smertefulde end andre, og det er meget sjældent, at de forlede et Menneske til Selvmord. Man dræber sig ikke for nogle Gigtsmerters Skyld. Kun Sindslidelser føre til Fortvivlelse. Vi beklage Barndommens Kaar; det er vore egne, vi skulde beklage. Vore største Lidelser have deres Oprindelse i os selv.
  Barnet skriger ved sin Fødsel; sine første Barnedage henlever det i Graad. Snart vugger man det eller klapper det for at berolige det; snart truer man det eller slaar det, for at faa det til at tie. Enten gør vi alt, hvad der kan fornøje det, eller vi forlange, at det skal gøre, hvad der behager os. Enten underkaster vi os dets Luner eller vi tvinge det ind under vore: ingen Middelvej; enten lader man Barnet give eller modtage Befalinger. Saaledes er dets første Forestillinger dels Herskerens, dels Trællens. Før det kan tale, kommanderer det, førend det kan handle, adlyder det, og imdertiden revser man det, førend det kan forstaa sine Fejl, eller — rettere — førend det kan begaa nogen. Det er paa den Maade, at man i god Tid indgyder Barnehjertet Lidenskaber, som man siden giver Naturen Skyld for, og efter at man har haft Umage med at gøre Børnene uartige, beklager man sig over, at de ere det.
  Et Barn tilbringer sex eller syv Aar paa denne Maade under Vejledning af Kvinder, et Offer for deres og sine egne Luner; og efter at have lært det dit og dat, det vil sige efter at have bebyrdet dets Hukommelse enten med Ord, som det ikke forstaar, eller med Ting, som det ingen Verdens Nytte har af, ja, efter at have kvalt det naturlige i det ved Hjælp af Lyster og Tilbøjeligheder, som man selv har vakt til Live, saa giver man dette Kunstprodukt af et Barn i Hænderne paa en Lærer, der fuldender Udviklingen af disse kunstige Sædekorn, som han allerede finder fuldt færdige, og lærer det nu alt muligt, kun ikke at kende sig selv, kun ikke selv at kunne tage en Beslutning, og kun ikke det at forstaa at leve og blive et lykkeligt Menneske. Naar saa endelig dette Barn — paa én Gang Slave og Tyrran — proppet med Kundskaber, men uden at eje en selvstændig Tanke, og en lige saa stor Svækling i legemlig som i sjælelig Henseende, bliver kastet ud i Verden og dér viser sig i sin fuldstændige Umulighed, fuld af Hovmod og diverse Laster, saa beklager man denne Ulykke og begræder den menneskelige Syndighed. Man tager slemt fejl; denne Fyr her er et Menneske, som er skabt af vore egne Indbildninger: Naturmennesket skabes paa anden Vis.
  Vil man, at Mennesket skal bevare sin Oprindelighed, da give man Agt derpaa lige fra det Øjeblik, det er kommet til Verden. Tag imod det, saa snart det er født og forlad det ikke, før det er et voxent Menneske; ellers lykkes det aldrig. Som Moderen er Barnets naturlige Amme, er Faden dets Lærer. Som de maa enes om Ordningen af hvers Gerning, maa de ogsaa enes om Systemet, da Barnet jo gaar fra den ene af Forældrenes Hænder over i den andens. Det vil være bedre opdraget af en fornuftig, jævnt oplyst Fader end af den største Lærermester i Verden; thi den førstes Iver udfylder lettere, hvad der mangler i Talent, end Talentet udfylder det manglende i Iver.
  Men nu Arbejdet, Forretningerne, Pligterne .... Ah! Pligterne! Faderpligten er naturligvis den sidste af dem alle!
Naar man læser hos Plutark, (Vie de Marens Caton, §41.) at Censoren Cato. der med saa stor Hæder styrede Rom, selv opdrog sin Søn lige fra Vuggen af, og det med saa stor Omhyggelighed, at han forlod alt for at være til Stede, naar Ammen, det vil sige Moderen, skiftede hans Linned og vaskede ham; naar man læser hos Sveton. (Vie de Auguste, Kap. XIV.) at Augustus, Herskeren over den Verden, han selv havde erobret og selv styrede, ogsaa selv lærte sine Børnebørn at skrive, svømme samt Begyndelsesgrundene i Videnskaberne, og at han altid havde dem omkring sig, saa kan man ikke lade være at smile ad de Godtfolk fra hin Tid, der vare tilstrækkelig ubetydelige til at kunne fornøje sig med saadanne Narrerier og naturligvis altfor smaatskaarne til at kunne tumle med vor Tids store Folks Kæmpeforetagender.
    R.
Det er ikke at undres over, at en Mand, hvis Hustru ringeagter at opamme det Barn, der er Frugten af deres ægteskabelige Forening, forsmaar at opdrage det. Der gives ikke noget Billede, mere yndefuldt, end Billedet af en Familie; men et eneste mislykket Træk forvansker alle de øvrige. Dersom Moderen mener, at hun er altfor svag til at være Amme, vil Faderen have altfor travlt til at kunne være Lærer. Børnene, sendte bort fra Hjemmet og spredte omkring i Pensionater, i Klostre eller Skoler, ville overføre Kærligheden til Fædrehjemmet paa andre Steder, eller — for at sige det bedre endnu — de komme hjem, hjærtelig ligegyldige for alt muligt. Brødre og Søstre kende næppe hverandre. Ere de alle samlede ved en festlig Lejlighed, ville de være meget høflige mod hverandre, de ville behandle hverandre som fremmede. Saasnart det er forbi med den inderlige Fortrolighed imellem Forældrene, og der ikke er noget Samliv i Hjemmet, som drager og giver Livet Ynde, kommer man ganske selvfølgeligt ind paa en elendig Levevis for at udfylde Savnet. Hvor er det Menneske, der er saa dum, at han ikke kan se Sammenhængen i alt dette?
  En Fader, som avler og opføder Børn, har derved endnu kun løst en Tredjedel af sin Opgave. Slægten skylder han Mennesker; han skylder Samfundet Samfundsmennesker og Staten Borgere. Ethvert Menneske, som kan betale denne tredobbelte Gæld og ikke gør det, er skyldig, og mest skyldig maaske, naar han betaler den halvt. Den, som ikke kan opfylde en Faders Pligter, har ikke Ret til at blive det. Der gives intet, hverken Fattigdom eller Arbejde eller Hensyn til andre Mennesker, der kan fritage ham for at opføde sine Børn og selv opdrage dem. Læser! heri kan du stole paa mig. Jeg forudsiger enhver, der har Hjerte i Livet og dog forsømmer saa hellige Pligter, at han længe vil komme til at fælde bitre Taarer over sin Forsømmelighed uden nogensinde at finde Trøst.
  Men hvad gør den rige Mand, den Familiefader, der er saa optaget af Forretninger, at han er tvungen til — mener han — at lade sine Børn gaa for Lud og koldt Vand? Han betaler en anden for at opfylde de Kærlighedspligter, der ere ham til Byrde. Slavehandler! tror du, at du for Penge kan give din Søn en anden Fader? Se dig dog for! det er ikke en Gang en Lærer, du giver ham, det er en Lejesvend. Han skal snart forme din Søn i sit eget Billede.
  Man snakker frem og tilbage om de Egenskaber, en god Opdrager maa besidde. Det første, jeg vilde kræve — men dette ene forudsætter rigtignok ogsaa mange af de andre gode Egenskaber — det er, at han maa være en Mand, der ikke kan købes for Penge. Der gives nemlig Kald saa fine, at ingen kan gaa ind i dem for Penges Skyld uden paa samme Tid at aabenbare sin Uværdighed til at være der; et saadant Kald er Krigerens og Opdragerens. »Hvem skal opdrage mit Barn?« Jeg har jo sagt det: du selv! »Jeg kan ikke.« Du kan ikke! .... Se dig da om efter en Ven.
Rousseau mener vel: gør ham, til hvem du betror dit Barns Opdragelse, til din Ven, saa han ikke gør sin Gerning for Lønnens Skyld, men af Venskab.
      (Anmærkning af Campe.)
Jeg ser ingen anden Udvej.
  Opdrager! rene, uegennyttige Sjæl! ..... I Sandhed, for at opdrage et Menneske, maa man enten være dets Fader eller mer end et Menneske. Og saa betror man ganske roligt en saadan Gerning til Kræmmersjæle!
  Jo mere man tænker derover, desto flere nye Vanskeligheder bliver man vàr. Egentlig var det nødvendigt, at Opdrageren var opdraget med sin Fostersøn som Maalet, at Tjenerne ligeledes vare opdragne for denne, deres Herre, ja, at alle, der kom i hans Nærhed, havde modtaget netop den Paavirkning, som de burde udøve under deres Samvær med ham. Man maatte i Grunden tilbage fra Opdragelse til Opdragelse indtil, jeg véd ikke, hvor langt. Hvorledes er det muligt, at En skulde kunne opdrage et Barn godt, naar han ikke selv var godt opdraget?
  Men findes han, denne sjældne dødelige? Jeg véd det ikke. Dog, hvem kan sige — selv i en Forfaldstid som vor — til hvilken Grad af Dyd en Menneskesjæl endnu kan hæve sig? Men lad os nu antage, at dette Vidunder er fundet. Det er under Synspunktet af hans Gerning, at vi nu ville se, hvordan han bør være. Det, jeg paa Forhaand tror at se, er det, at en Fader, der virkelig følte, hvad en god Opdrager er værd, vilde tage det Parti at undvære ham; thi han vilde have mere Møje med at skaffe ham til Veje end ved at være det selv. Og vil han skaffe sig en Ven, saa lad ham opdrage sin Søn til at være det. Han er da fri for at søge andre Steder, og Naturen har her allerede gjort det halve.
  En Mand, hvem jeg kun kender af Rang, har foreslaaet mig at være Opdrager for hans Søn. Det var naturligvis ....en stor Ære, han beviste mig; men langt fra at beklage sig over mit Afslag, burde han rose mig for min Taktfølelse. Dersom jeg havde modtaget hans Tilbud og ikke haft Held med min Methode, var det blevet en forfejlet Opdragelse; men var den lykkedes for mig, havde det været endnu værre: hans Søn havde da frasagt sig sin Titel, og ikke mer villet være Prins.
  Jeg er alt for gennemtrængt af Storheden af de Pligter, der paahvile en Hovmester; jeg føler i altfor høj Grad min Uduelighed til nogensinde at turde paatage mig en saadan Stilling, fra hvem saa end Opfordringen maatte komme, og selv den Fordel, som Venskabet her byder, vil for mig kun være en ny Bevæggrund til Afslag. Jeg tror, at der er faa Mennesker, som — efter at have læst denne Bog — vil fristes til at gøre mig et sligt Tilbud, og dem, der muligvis kunde være, beder jeg om ikke at gøre sig forgæves Ulejlighed. Jeg har forhen tilstrækkeligt forsøgt mig i dette Kald til at forvisse mig om, at jeg ikke egner mig til det, og min Tilstand vilde desuden fritage mig, selv om mine Evner ellers gjorde mig skikket dertil. Denne offentlige Erklæring har jeg ment at skylde dem, der ikke synes at vise mig saa megen Agtelse, at de tro mig oprigtig og fast i mine Beslutninger.
  Ude af Stand til at gøre Fyldest i den nyttigste af alle Gerninger, vover jeg ikke desto mindre at forsøge mig i den, som er langt lettere: efter saa mange andres Exempel vil jeg ikke selv lægge Haand paa Værket, men skrive derom, og i Stedet for at gøre, hvad der bør gøres, vil jeg bestræbe mig for at sige det.
  Jeg véd, at en Forfatter i lignende Tilfælde altid har let ved at bygge Systemer og fylde dem med mange skønne, men umulige Forskrifter, naar han selv er fritaget for at praktisere dem, og i Mangel af Exempler og Udførlighed i Fremstillingen bliver selv det brugbare af det, han siger, unyttigt, naar han ikke kan vise det anvendt i det virkelige Liv.
  Jeg har derfor taget det Parti at give mig selv en tænkt Fostersøn og at forestille mig, at han har den Alder, Sundhed, Kundskaber og alle øvrige Naturgaver, som udfordres til, at jeg kan arbejde paa hans Opdragelse og lede den lige fra hans Fødselsstund indtil det Tidspunkt, da han som voxent Menneske ikke længer behøver anden Fører end sig selv. Denne Methode synes mig brugelig til at forhindre en Forfatter, der har Mistillid til sig selv, fra at fortabe sig i Drømmesyner: thi saasnart han fjerner sig fra den almindelige Methode, behøver han kun at prøve sin paa sin Fostersøn og vil da snart føle, eller Læseren vil føle for ham, om han følger Væxten i Barndomstiden og det menneskelige Hjertes naturlige Udvikling.
  Det er det, jeg har arbejdet paa at gøre under alle mødende Vanskeligheder. For ikke at gøre Bogen unødvendig stor, har jeg nøjedes med bare at fremsætte de Grundsætninger, hvis Rigtighed enhver maa erkende. Men med Hensyn til de Regler, som først behøve at prøves, da har jeg anvendt dem alle paa min Emil eller paa andre, og jeg har meget omstændelig vist, hvorledes alt det, som jeg ønsker taget i Brug, kan praktiseres. Saaledes er i det mindste Planen, som jeg har foresat mig at følge. Det staar nu til Læseren at dømme, om den er lykkedes mig.
  Som Følge heraf har jeg i Begyndelsen kun talt lidt om Emil, efterdi mine første Grundsætninger om Opdragelse — skønt i Strid med de almindelig gældende — ere saa indlysende, at det skal blive ethvert fornuftigt Menneske vanskeligt at nægte dem sit Bifald. Men efterhaanden som jeg skrider frem, er min Fostersøn — ledet paa en anden Maade end eders — ikke længer noget almindeligt Barn. Han behøver en særlig Behandling. Han kommer nu hyppigere frem paa Skuepladsen, og jeg taber ham — især hen imod den sidste Tid — ikke et Øjeblik af Syne, førend den Tid kommer, da han, hvad han saa end siger derom, ikke i mindste Maade mer behøver mig.
  Jeg taler ikke her om en god Opdragers Egenskaber; dem forudsætter jeg, og jeg forudsætter, at jeg selv er begavet med alle disse Fortræffeligheder. Naar man læser denne Bog, vil man se, hvor gavmild jeg er imod mig; selv.
  Jeg vil kun bemærke — tværtimod den almindelige Mening — at et Barns Opdrager bør være ung, ja endog saa ung som paa nogen Maade kan forenes med at være et udviklet Menneske. Jeg kunde ønske, at han selv var Barn, hvis det var muligt, saa han kunde blive Kammerat med sin Fostersøn og vinde hans Fortrolighed ved at tage Del i hans Lege. Der er ikke tilstrækkeligt Fællesskab mellem Barndommen og den modnere Alder til at der paa den Afstand nogensinde kan udvikle sig et rigtig grundmuret Hengivenhedsforhold. Børnene smigre jo nok undertiden for de gamle; men de elske dem ikke.
  Man kunde vel ønske, at en Hovmester allerede havde fuldendt mindst én Opdragergerning. Dette er en urimelig Fordring; et og samme Menneske kan kun gøre det én Gang. Dersom han behøvede to Gange, for at det kunde lykkes ham, med hvilken Ret paatog han sig da Gerningen første Gang?
  Med større Erfaring vilde man vist nok forstaa at gøre det bedre; men man kunde det bare slet ikke Den, der har udført denne Gerning én Gang tilstrækkelig godt, saa han har følt alle de Kvaler, den fører med sig, han vil ikke fristes til at gaa ind i den paany, og har han første Gang gjort sine Sager slet, saa er det en daarlig Grund til at begynde anden Gang.
  Der er stor Forskel, indrømmer jeg, paa at undervise et ungt Menneske i fire Aar og saa at være hans Vejleder i fem og tyve. Du giver din allerede udviklede Søn en Hovmester; men jeg, jeg vil, han skal have ham, førend han bliver født. Din Hovmester kan skifte Elev hvert fjerde eller femte Aar; men min vil aldrig faa mere end denne ene. Du skelner imellem Læreren og Opdrageren, atter taabeligt! skelner du ogsaa imellem det at være Discipel og det at blive opdraget? Der er kun én Kundskab at meddele Børnene: det er Kundskaben om Menneskets Pligter. Denne Videnskab er en Enhed, og hvad saa end Xenophon har sagt om Persernes Opdragelse, den lader sig ikke dele. For øvrigt kalder jeg hellere ham Opdrager end Lærer, der er Mester i denne Videnskab, efterdi det for ham gælder mindre om at afrette end om at vejlede Barnet. Han skal slet ikke give Forskrifter; han bør sørge for, at de findes. Naar man med saa stor Omhu bør vælge Opdrageren, maa det vel ogsaa være ham tilladt selv at vælge sin Fostersøn, især naar det gælder om at fremstille et Mønster. Dette Valg kan hverken tage Hensyn til Barnets Naturgaver eller dets Karakter, som man jo først kender, naar Opdragelsen er endt, og desuden adopterer jeg ham jo, førend han er født. Naar jeg kunde vælge, saa valgte jeg en jævn Begavelse, som jeg da ogsaa forudsætter hos min Fostersøn. Det er kun almindelige Mennesker, man behøver at opdrage, og deres Opdragelse skal saa tjene til Mønster for den, man bør give deres jævnlige. De andre opdrage sig selv, trods os.
  Landets Beliggenhed er ikke ligegyldigt for Menneskenes Kultur; alt hvad de kunne blive, naa de kun i det middelvarme Bælte. Det uheldige ved at bo i det hede eller kolde Bælte er øjensynlig. Et Menneske er jo ikke som et Træ plantet i et Land for at bo dér alle sine Dage; men den som rejser fra det kolde til det varme Jordstrøg, eller omvendt, er tvungen til at tilbagelægge den dobbelte Vej mod den, der fra det middelvarme Bælte rejser til den samme Bredegrad.
  Naar en Beboer af et Land med tempereret Klima gennemrejser, først maaske det kolde Norden, siden det hede Syden, er Fordelen øjensynligt paa hans Side; thi selv om hans Legemsbygning gennem Vanen er ligesaa tilpasset efter Klimaet i hans Fødestavn som dens, der rejser fra den ene Yderlighed til den anden i klimatisk Henseende, saa fjerner han sig dog kun halvt fra det for ham naturlige. En Franskmand kan leve i Guinea og i Lapland; men en Neger kan ikke leve i Torneaa, saalidt som en Samojed i Benin
Negerby i Guinea.
Det synes endog som Hjernens Bygning er mindre fuldkommen hos dem i de yderste Jordstrøg. Hverken Negrene eller Lapperne have Europæernes Forstand. Da jeg nu vil, at min Fostersøn skal kunne leve overalt paa Jorden, saa vælger jeg ham i det middel varme Bælte, i Frankrig for Exempel; hellere dér end andetsteds.
  I Norden behøve Menneskene, boende paa en utaknemmelig Jord, mere Føde; i Sydlandene, paa den frugtbare Jordbund, spise de mindre. Herfra stammer en ny Forskel, der gør nogle arbejdsomme, andre grublende (contemplative). Samfundet byder os paa et og samme Sted, i fattige og rige, et Billede af denne Forskel. De første bebo den utaknemmelige Jord, de andre det fede Land.
  Den fattige behøver ingen Opdragelse; den, der passer for hans Stand, er ham paatvungen; han vilde ikke forstaa at bruge nogen anden. Og omvendt: den Opdragelse, som den rige modtager efter sin Stand, er den, som er mindst passende baade for ham selv som for Samfundet. Vistnok burde den naturlige Opdragelse gøre et Menneske skikket til at passe ind i alle menneskelige Forhold; men dog er det mindre fornuftigt at opdrage en fattig til at være rig end en rig til at være fattig; thi, i Forhold til Tallet i de to Stænder, er der flere ruinerede Rigmænd end fattige, der have svunget sig op. Lad mig da vælge en rig; jeg vil da i det mindste have beriget Jorden med ét Menneske mere; den fattige kan blive Menneske ved sig selv.
  Af denne samme Grund vil jeg heller ikke være ked af, om Emil var af adelig Byrd. Det vil altid være at fravriste Fordommen ét Offerlam.
  Emil er forældreløs. Der ligger ingen Magt paa, at han har sin Fader og Moder levende. Bebyrdet med alle deres Pligter gaar jeg ind i alle deres Rettigheder. Han skal ære sine Forældre, men kun adlyde mig. Dette er min første eller rettere min eneste Betingelse.
  Jeg maa dog gøre en Tilføjelse, der kun er en Følge af det foregaaende, nemlig at man aldrig maa skille os uden vort Samtykke. Dette er et Hovedpunkt, og jeg kunde endog ønske, at Fostersønnen og Hovmesteren betragtede hinanden i den Grad som uadskillige, at deres Livsskæbne altid var dem en Fællessag. Saasnart som de i det Fjerne øjne Skilsmissen, saasnart de kunne forudse det Øjeblik, der gør dem fremmede for hinanden, saa ere de det allerede; hver for sig lægger sin lille Fremtidsplan, og optagne begge to af det Tidspunkt, da de skulle skilles, forblive de kun ugerne sammen. Disciplen betragter bare sin Hovmester som et Kendetegn paa og en Svøbe for Barndommen; Hovmesteren betragter kun Disciplen som en tung Byrde, som han brænder efter at blive fri for: de længes i Forening efter det Øjeblik, da de kunne blive befriede for hinanden, og da der ikke er noget Hengivenhedsforhold imellem dem, saa vil den enes Aarvaagenhed kun være saa som saa, og den andens Lærvillighed kun ringe.
  Betragte de derimod deres Forhold saaledes, at de muligvis komme til at leve alle deres Dage sammen, saa, vil det være dem magtpaaliggende at vinde hinandens Kærlighed og allerede derved komme de til at holde af hinanden. Fostersønnen skammer sig ikke ved i sin Barndom at adlyde ham, der altid vil være hans Ven, ogsaa naar han bliver voxen. Hovmesteren er interesseret i al den Omhu, han viser sin Fostersøn; han vil selv høste Frugt deraf, ja det Menneskeværd, han opelsker hos sin Fostersøn, er en Kapital, som han sætter paa Rente for sine gamle Dage.
  Den i Forvejen sluttede Overenskomst forudsætter, at Fostersønnen bliver lykkelig født, er et velskabt, kraftigt og sundt Barn. En Fader har intet Valg og bør ingen Forskel gøre i den Familie, som Gud giver ham: alle hans Børn ere i lige Grad hans Børn; han skylder dem alle den samme Omhu og samme Ømhed. Hvad enten de ere forkrøblede eller ej, hvad enten de ere svage eller stærke, saa er dog enhver af dem betroet Gods, hvorfor han skylder den Regnskab, fra hvis Haand han har modtaget dem, og Ægteskabet er en Pagt med Naturen lige saa fuldt som mellem Ægtefællerne.
  Den derimod, der paatager sig en Pligt, som Naturen ikke har lagt paa ham, maa i Forvejen sikre sig Midlerne til dens Opfyldelse; i modsat Fald bliver han ansvarlig endog for det, som han ikke har evnet at gøre. Den, der bebyrder sig med en svag og skrantende Fostersøn, forvandler sin Hovmestergerning til en Sygeplejers; han spilder — ved at pusle om et unyttigt Liv — den Tid, han havde bestemt til at øge dets Værd; han udsætter sig for en Dag at se en Moder grædende bebrejde ham den Søns Død, hvis Liv han dog længe har bevaret for hende.
  Jeg vilde ikke bebyrde mig med et svagt og usundt Barn, selv om det kunde leve i firsindstyve Aar. Jeg ønsker ikke en Fostersøn, der ingensinde bliver til Nytte for sig selv eller andre, som kun tænker paa at bevare sig selv og hvis Legeme er en Hindring for Sjælens Opdragelse. Hvad Gavn vilde jeg gøre ved forgæves at ødsle al min Omhu paa ham? Jeg vilde kun fordoble Samfundets Tab, idet jeg berøvede det to Mennesker i Stedet for ét. Lad en anden, i Mangel af mig, bebyrde sig med denne Svækling; jeg skænker det mit Bifald og paaskønner hans Barmhjertighed; men mine Evner ligge ikke dér: jeg forstaar mig ikke paa at lære ham at leve, som kun bekymrer sig om at vogte sig for Døden.
  Legemet maa være kraftigt for at kunne adlyde Aanden: en god Tjener maa være stærk. Det er sikkert, at Umaadelighed vækker Lidenskaberne og efterhaanden udpiner Legemet; men Spægelse og Faste frembringer af en modsat Aarsag ofte den samme Virkning. Jo svagere Legemet er, desto mere kommanderer det; jo kraftigere det er, desto bedre adlyder det. Alle kødelige Lidenskaber høre hjemme i blødagtige Legemer; jo mindre de kunne tilfredsstilles, des mere ægges de.
  Et skrøbeligt Legeme svækker Aanden. Derfra stammer Lægekunstens Herredømme, en Kunst, der er farligere for Menneskene end alle de Onder, den paastaar at helbrede. Jeg for mit Vedkommende véd ikke, fra hvilken Sygdom Lægerne kunne helbrede os; men jeg véd, at de kunne paaføre os mange Ynkeligheder: Slaphed, Modløshed, Lettroenhed, Rædsel for Døden; helbrede de virkelig Legemet, saa dræbe de Modet. Hvad gavner det os, om de kunne holde nogle Kadavere paa Benene? det er Mennesker, vi trænge til, og af saadanne ser man ingen udgaa af deres Hænder.
  Medicinen er paa Moden hos os; den maa være det. Den er Tidsfordriv for Lediggængere og Dagdrivere, som — da de ikke véd, hvor de skulle gøre af Tiden — drive den hen med at bevare deres dyrebare Liv. Dersom de havde haft det Uheld at være fødte udødelige, vilde de have været de elendigste Væsner: et Liv, som de aldrig behøvede at frygte for at miste, vilde for dem ikke have Spor af Værdi. For den Slags Folk er Lægerne en Nødvendighed; de opstille Skræmmebilleder for dem for at smigre dem og skaffe dem hver Dag den eneste Fornøjelse, de ere modtagelige for, den nemlig, at de ikke ere døde.
  Det er ikke min Hensigt her at udbrede mig over Lægekunstens Vindmageri. Mit Formaal er kun at betragte den fra Moralens Side. Jeg kan dog ikke lade være at lægge Mærke til, hvorledes Menneskene her tage deres Tilflugt til de samme Godtkøbsslutninger, som naar de ere ude for at søge Sandheden. De forudsætte altid, at man helbreder en syg, naar man bare behandler ham, og at man finder en Sandhed, naar man søger den. De se ikke, at Fordelen ved én Helbredelse under Lægens Haand maa vejes imod de hundrede Patienters Død, som han er Mester for, og at Nytten af en funden Sandhed maa vejes mod Skaden at alle de Vildfarelser, der følge i dens Kølvand. Den Videnskab, der vejleder, og den Lægekunst, der helbreder, ere naturligvis særdeles gode; men den Videnskab, som leder vild, og den Lægekunst, som slaar ihjel, ere nogle slemme Fyre. Men hvorledes skulle vi skille dem ud fra hinanden? Ja, lær os det.
  »Se, det er netop Knuden. Dersom vi kunde give Sandheden en god Dag, saa vilde vi aldrig lade os narre af Løgnen, og dersom vi havde Forstand til ikke at ville helbredes paa Trods af Naturen, saa vilde vi aldrig dø for Lægens Haand: Afholdenhed paa disse to Omraader vilde være Visdom; man vilde aabenbart vinde ved at give sig ind derunder. Jeg nægter dog ikke, at Lægekunsten kan være til Gavn for nogle Mennesker; men jeg paastaar, at den er en Fordærvelse for Slægten.
  Man vil svare mig, som man stadigt gør, at Fejlen ligger hos Lægen, medens Lægekunsten i sig selv er uden Skyld. Lad gaa! men lad den saa komme uden Lægen; thi saalænge de følges ad, vil der være hundrede Gange mere at frygte af Kunstnerens Fejltagelser end at haabe af Kunstens Hjælp.
  Denne falske Kunst, mere opfunden for aandelige end for legemlige Lidelsers Skyld, gavner hverken disse eller hine: snarere end at helbrede os for vore Sygdomme, fylder den os med Rædsel for dem; den ikke saa meget forhaler Døden, som den lader os føle den i Forvejen; den tærer paa, Livet i Stedet for at forlænge det, og selv om den forlængede det, vilde det kun være til Skade for Slægten, efterdi den, ved alle de Forsigtighedsregler, den paalægger os, gøre os ubrugelige for Samfundet og tager os bort fra vore Pligter ved al den Rædsel, den fylder os med. Det er Kundskaben om Farerne, der lader os frygte dem. Den, som troede sig usaarlig, vilde ikke frygte for noget. Ved i alt for høj Grad at væbne Achilles mod Faren berøver Digteren ham Tapperhedens Fortjeneste; enhver anden i hans Sted vilde paa samme Vilkaar været en Achilles.
  Vil man finde modige Mennesker, saa skal man søge paa de Steder, hvor der ingen Læger er, hvor man er uvidende om Sygdommens Følger, og hvor man næppe tænker paa Døden. Af Naturen forstaar Mennesket at lide standhaftigt og at dø i Fred. Det er Lægerne med deres Anordninger, Filosoferne med deres Forskrifter og Præsterne med deres Formaninger, som have svækket dets Mod og ladet det glemme at kunne dø.
  Man give mig derfor en Fostersøn, der ikke har Brug for alle disse Folk; ellers sender jeg ham tilbage. Jeg vil ikke have, at andre ødelægge mit Arbejde; jeg vil opdrage ham alene eller ogsaa slet ikke befatte mig dermed. Den vise Locke, der havde tilbragt en Del af sit Liv med lægevidenskabelige Studier, anbefaler eftertryggeligen aldrig at give Børn Medicin, hverken for at sikre dem mod mulige Sygdomme eller for lettere Upasseligheder. Jeg vil gaa endnu videre; jeg erklærer, at som jeg aldrig vil kalde nogen Læge til mig selv, saaledes vil jeg heller aldrig kalde nogen til min Emil, med mindre hans Liv skulde være i øjensynlig Fare; thi da kan han jo ikke gøre ham noget værre end at slaa ham ihjel.
  Jeg véd vel, at Lægen ikke vil undlade at drage Fordel af denne Opsættelse: dersom Barnet dør, har man kaldt ham alt for sent, og kommer det sig, vil det være ham, der har frelst det. Ja, ja, lad Lægen triumfere, naar kun det staar fast, at han ikke bliver hentet før i den yderste Nød.
  Barnet forstaar ikke at helbrede sig; men lad det saa forstaa at være sygt. Denne Kunst udfylder den anden og lykkes ofte meget bedre; det er Naturens Kunst. Naar Dyret er sygt, lider det i Tavshed og holder sig i Ro, og dog sér man ikke flere svækkede Dyr end Mennesker. Utaalmodighed, Ængstelse, Uro og fremfor alt Lægemidlerne! hvormange Mennesker have de ikke dræbt, hvem Sygdommen vilde have sparet og Tiden alene helbredet. Man vil maaske indvende, at Dyrene leve paa en anden Maade, mere i Overensstemmelse med Naturen, og derfor ere mindre udsatte for Sygdomme end vi. Javel! men denne Maade at leve paa er det netop, jeg vil føre min Fostersøn ind i; han vil da høste den samme Fordel, tænker jeg.
  Den eneste Gren af Lægevidenskaben, der er til nogen Nytte, er Sundhedslæren (Hygiejnen); men denne er ogsaa mindre en Videnskab end en Dyd. Maadehold og Arbejde ere Menneskets to bedste Læger. Arbejdet skærper Appetiten og Maadehold hindrer dens Misbrug.
  For at forstaa, hvilken Levemaade der er den gavnligste for Liv og Helbred, behøver man kun at kende de Folks Leveregler, der bevare deres Sundhed bedst, ere de kraftigste og leve længst. Dersom man gennem disse almindelige Iagttagelser ikke finder, at Brugen af Lægemidler giver Menneskene et bedre Helbred eller et længere Liv, saa er dermed bevist, at Lægekunsten er unyttig, og altsaa skadelig, efterdi den øder Tid og Penge og beskæftiger Mennesker til ingen Verdens Nytte. Ikke alene maa man trække den Tid fra — som tabt for Arbejdet — der pylres hen med Omsorg for det kære Liv; men naar endvidere den samme Tid er brugt til vor Kval, saa er den mere end spildt, den er negativ, og, for at regne rigtig, maa man endnu en Gang trække den fra den tiloversblevne Tid. Den Mand, som lever ti Aar uden Læger, lever mere til Gavn for sig selv og andre end den, der lever tredive Aar som deres Offerlam. Da jeg selv har prøvet baade det ene og det andet, tror jeg mig mere end nogen anden berettiget til at drage denne Slutning deraf.
  Sé, dette er mine Grunde til kun at ønske en stærk og sund Fostersøn, og dette er de Regler, jeg vil følge for at bevare ham frisk og sund. Jeg skal ikke opholde mig ret længe med at bevise, hvor nyttige Haandgerning og Legemsøvelser ere til at styrke Sjæl og Legeme; det er der ingen, der nægter. De Exempler, man har paa et langt Liv, findes næsten udelukkende hos Folk, der have drevet stærkest paa Legemsøvelser og som have udholdt den største Anstrengelse og det sværeste Arbejde.
Nedenstaaende Exempel, taget af de engelske Blade, kan jeg ikke uægte mig Fornøjelsen af at meddele, da det indbyder til Overvejelser, der passe godt til mit Emne.
»En Mand ved Navn Patrik Oneil, født 1647, har nylig i 1760 giftet sig for syvende Gang. I Karl den andens syttende Regeringsaar tjente han ved Dragonerne og siden ved forskellige Korpser lige indtil 1740, da han fik sin Afsked. Han har været med i alle Kong Wilhelms og Hertugen af Marlboroughs Felttog. Denne Mand har aldrig drukket andet end almindeligt Øl; han har altid levet af Planteføde og har kun spist Kød ved nogle Familie–Gæstebud, som han selv gjorde. Det har altid været hans Skik at staa op og gaa i Seng med Solen, med mindre hans Pligter hindrede ham deri. Han er for Øjeblikket i sit hundrede og trettende Aar, hører godt befinder sig vel og gaar uden Stok. Trods sin høje Alder er han ikke ledig et eneste Øjeblik. Hver Søndag gaar han til sin Sognekirke, ledsaget af sine Børn, Børnebørn og Børnebørns Børn.«
    R.
Jeg vil heller ikke indlade mig paa nogen vidtløftig Beskrivelse af den Omhu, jeg vil anvende paa denne Sag. Man vil let indsé, at den nødvendigvis maa høre ind under min Opdragelsesmethode: har man forstaaet Aanden i denne, behøves ingen nærmere Forklaring.
  Med Livet begynder ogsaa Fornødenhederne. Den nyfødte behøver en Amme. Samtykker Moderen i at opfylde sin Pligt, saa meget desto bedre. Man skal da skriftligt give hende sine Forholdsregler: thi denne Fordel har ogsaa sin Mangel og holder Hovmesteren lidt vel meget paa Afstand fra hans Fostersøn. Det er imidlertid at vente, at Barnets Vel og Agtelsen for den Mand, som hun vil betro en saa dyrebar Skat, vil gøre hende agtpaagivende overfor Hovmesterens Forskrifter, og i alt, hvad hun er villig til at gøre, kan man være sikker paa, at hun vil gøre det bedre end nogen anden. Dersom det er nødvendigt at søge en fremmed Amme, saa lad os gøre et godt Valg.
  En af de riges Ulykker er den, at de overalt blive førte bag Lyset. Dømme de derfor haardt om Menneskene, kan man saa i Grunden forundre sig derover? Det er Rigdommen, som fordærver dem; men til Gengæld ere de ogsaa de første, som føle Manglerne ved den, det eneste Hjælpemiddel, som de kende. Hos dem bliver alting gjort slet, undtagen hvad de selv udføre: men de gøre næsten aldrig noget selv. Gælder det om at søge en Amme, saa lader man Fødselshjælperen vælge hende. Hvad bliver Følgen deraf? at den bedste altid er den, som har betalt ham mest. Jeg vil ikke raadføre mig med en Fødselshjælper om en Amme til Emil; jeg vil gøre mig Umage for at vælge selv. Meget muligt, at jeg ikke kan udbrede mig saa veltalende derom som en Kirurg: men det er sikkert, at jeg vil gaa ærligere til Værks, og min Iver vil skuffe mig mindre end hans Gerrighed.
  Dette Valg er slet ikke noget saa stort Mysterium. Reglerne ere kendte nok; men jeg véd dog ikke, om man ikke i lidt højere Grad burde have sin Opmærksomhed henvendt paa Mælkens Alder saa vel som paa dens Beskaffenhed. Den ny Mælk er helt vandagtig: den skal være noget afførende for at bortskaffe Resterne af den faste meconium
Det nyfødte Barns første Afsondringer.
i det nyfødte Barns Indvolde. Lidt efter lidt bliver Mælken mere jævn og giver Barnet en solidere Næring, som det nu ogsaa bedre er i Stand til at fordøje. Det er sikkert ikke for intet, at Naturen hos Hunnerne — hele Skabningsrækken igennem — forandrer Mælkens Næringsværdi, eftersom den diende bliver ældre.
  Til et nyfødt Barn kræves altsaa en Amme, der nylig har født. Dette har sin Vanskelighed, ved jeg; men saasnart man gaar udenfor Naturens Orden, er der forbundet Vanskeligheder med alt, naar man da vil gøre det godt. Den eneste bekvemme Maade er at gøre det daarligt, og det er ogsaa den, man vælger.
  En Amme maa være sund paa Sjæl og Legeme; voldsomme Lidenskaber saavel som legemlige Uordner kan fordærve hendes Mælk. Det er desuden kun at se Sagen fra én Side, dersom man alene holder sig til den fysiske. Mælken kan være god, men Ammen daarlig; en god Karakter er lige saa væsentlig som legemlig Sundhed. Dersom man vælger en lastefuld Kvinde, vil jeg just ikke paastaa, at Barnet, som dier hende, indsuger alle hendes Laster: men jeg paastaar, at det vil lide derunder. Er det bare hendes Skyldighed at give Barnet Mælk, eller skylder hun det ikke tillige en omhyggelig Pleje, der kræver Nidkærhed, Taalmodighed, Mildhed og Renlighed? Dersom hun er en Lækkermund og umaadelig, vil hun snart fordærve sin Mælk og dersom hun er forsømmelig eller opfarende, hvad skal saa den ulykkelige Stakkel gøre, der er prisgivet hendes Luner og hverken kan forsvare eller beklage sig? Nej, daarlige Personer vil aldrig due til noget godt, i hvad man saa sætter dem til.
  Valget af Ammen er saa meget mere vigtigt, som det lille Barn ikke bør have nogen anden Hovmesterinde end hende, saa lidt som det bør have nogen anden Lærer end sin Hovmester. Saaledes var det Sæd hos de gamle, der snakkede mindre om Tingen, men vare klogere end vi. Ammerne forlod aldrig de Pigebørn, som de havde opfostret. Deraf kommer det, at største Parten af de fortrolige i de gamle Teaterstykker ere Ammerne. Det er umuligt, at et Barn, som efterhaanden gaar igennem saa mange forskellige Hænder, kan blive godt opdraget. Ved hver Forandring gør det sine hemmelige Sammenligninger, som altid fører til at formindske dets Agtelse for dem, som have over det at sige, og som Følge deraf ogsaa deres Myndighed. Dersom det en Gang kommer til at tænke paa, at der er voxne Folk, som ikke have mere Fornuft end Børnene, saa er det ude med den Autoritet, som den modnere Alder sidder inde med, og Opdragelsen er forfejlet. Et Barn bør ikke kende andre over sig end sin Fader og Moder, eller — i Mangel af dem — sin Amme og sin Hovmester; af disse to er allerede den ene for mange; men denne Deling er uundgaaelig, og alt det, som man kan gøre for at hjælpe derpaa? er at Personerne af de to Køn, som have over det at sige, stemme saa godt sammen i alt, hvad der angaar Barnet, at de to i dets Bevidsthed smelte sammen til én.
  Ammen maa leve lidt mageligere, hendes Føde bør være nok saa nærende som den, hun er van til, uden at hun dog helt forandrer sin Levemaade; thi en pludselig og fuldstændig Forandring, selv fra det ringere til det bedre, er altid farlig for Sundheden, og da hun trivedes ved sin sædvanlige Kost og var rask, hvad godt skulde det saa gøre hende at forandre den.
  Bønderkonerne spise mindre Kød og flere Grøntsager end Fruerne i Byen; Planteføde synes snarere at være gavnlig end skadelig baade for dem og deres Børn. Naar de komme som Ammer til Købstaden, giver man dem mere Kødmad i den Tro, at Suppe og Bouillon skal gøre dem kraftigere og forsyne dem med rigeligere Mælk. Jeg er slet ikke af den Mening, og jeg har paa min Side Erfaringen, som lærer os, at Børn, der ere opammede paa denne Maade, ere mere udsatte for Kolik og Orm end andre.
  Dette er næppe til at undres over, efterdi de dyriske Stoffer — i Modsætning til Plantestofterne — under Forraadnelsen vrimle af Orm. Skønt Mælken tilvirkes i et dyrisk Legeme, er den et Plantestof
Kvinderne spise Brød, Grøntsager og Mælkemad. Tævebunde og Hunkatte ligesaa; endogsaa Ulvinderne græsse. Altsaa tilvirkes deres Mælk af Plantesafter. Tilbage staar at undersøge Mælken af de Dyr, som kun kunne nære sig af Kød, dersom der da gives saadanne, hvorom jeg tvivler.
den kemiske Analyse viser det; den syrnes let og langt fra, som de dyriske Stoffer, at vise Spor af flygtige Alkalier, giver den ligesom Planterne væsentlig et nevtralt Salt.
  Planteædende Hundyrs Mælk er sødere og sundere end de kødædendes. Dannet af et Stof, der er ensartet med Mælken, bevarer denne derved bedre sin Natur og forraadnes ikke saa let.
  Med Hensyn til Mængden, saa véd enhver, at Melspiser give mere Blod end Kødspiser; følgelig maa de ogsaa give mere Mælk. Jeg kan ikke tro, at et Barn, som man ikke altfor tidlig vænner fra, eller som man kun vænnede fra ved at give det Planteføde, og hvis Amme ligeledes levede af Planteføde, nogensinde blev plaget af Orm.
  Det er muligt, at Planteføden bevirker, at Mælken hurtigere syrnes, men det er saa langt fra, at jeg anser syrlig Mælk for usund Føde. Der gives hele Folkeslag, som kun nyde Mælken sur og befinde sig vel derved, og alle de Kunster, man bruge med syrefortærende Lægemidler staa for mig som det pure Charlatanen. Der er jo Mennesker, hvis Legemer ere saaledes indrettede, at Mælk er dem ligefrem modbydelig, og intet af den Slags Medicin hjælper dem til at finde Behag i den; andre taale den uden Lægemiddel. Man er bange for skørnet eller sammenløbet Mælk. Dette er taabeligt, da man véd, at Mælken altid løber sammen i Maven. Det er netop derved, at deri blivet et tilstrækkeligt nærende Fødemiddel for Børnene og Dyrenes Unger. Dersom den ikke løb sammen, vilde den kun gaa igennem dem uden at nære dem.
Skønt Næringssafterne i vore Fordøjelsesorganer opsuges i flydende Tilstand, maa de dog udpresses af faste Fødemidler. En Arbejder, der kun nød Kraftsuppe, vilde meget hurtig bukke under. Han vilde meget bedre kunne holde Kræfterne ved at nyde Mælk, netop fordi den oster.
    R.
Man kan længe nok fortynde Mælken paa utallige Maader og bruge de Tusinder af Lægemidler, saa maa dog enhver, der spiser Mælk, fordøje Ost; derfra gives ingen Undtagelser. Maven er saa godt indrettet til at skørne Mælken, at man netop af Kalvemaverne tilbereder Osteløbe.
  Jeg mener derfor, at man, i Stedet for at forandre Ammens almindelige Levevis, kun behøver at give hende den Kost, hun er vant til, i et noget rigeligere Maal og i bedre Udvalg. Det er ikke Næringsmidlernes Skyld, naar Fastespiser virke ophidsende; det er Tillavningen, der gør dem usunde. Lad Kogekunsten blive grundig forandret, brug hverken Fødemidler brunede eller stegte i branket Smør; lad i det hele hverken Smør, Salt eller Mælkemad komme over Ilden: kog Grøntsagerne i Vand og tillav dem ikke, førend de komme helt varme paa Bordet, Denne tarvelige Føde vil da langt fra at hidse Ammen tvert imod forsyne hende med rigelig Mælk af bedste Slags.
Hvem der ønsker nøjere at undersøge Fordelene og Manglerne ved den pythagoræiske Levevis, kan raadføre sig med de Afhandlinger, som Lægerne Cocclu og Bianchi fra hver sit Stade har forfattet om denne vigtige Sag.
    R.
Skulde virkelig Kødspiser være den bedste Føde for Ammen, naar det er en Kendsgerning, at vegetabil Føde tjener Barnet bedst? Der er en Modsigelse i dette.
  Det er især i de første Aar, at Luften virker paa Barnets Legemsbeskaffenhed. I den fine og bløde Hud trænger den ind gennem alle Porer og virker styrkende paa de nyfødte Legemer: disse Indvirkninger tabe sig aldrig. Jeg er derfor ikke af den Mening, at man bør hente en Bondekone fra sin Landsby og lukke hende inde i en By, i et Kammer for der at opføde Barnet. Jeg foretrækker i høj Grad, at det indaander den friske Landluft fremfor at føre hende ind i Byens daarlige Luft. Barnet maa indtage sin ny Moders Stand; det maa bo i hendes landlige Hytte, og dets Hovmester maa følge det derhen. Læseren vil nok erindre, at Hovmesteren ikke er nogen Lejesvend, men en Ven af Faderen. Men naar denne Ven nu ikke findes, naar denne Omflytten ikke er let at faa i Stand, naar ingen af mine Raad ere gennemførlige, hvad skal der saa gøres i Stedet? vil man spørge ..... Jeg har allerede sagt, hvad der bør gøres: dertil behøves ingen, flere Raad.
  Menneskene ere ikke skabte til at ophobes i Myretuer, men til at spredes over Jorden, som de skulle dyrke. Jo tættere de pakke sig sammen, desto mere fordærves de. Legemlige Svagheder saa vel som sjælelige Laster ere den ufejlbarlige Virkning af denne Sammenstimlen i alfor store Hobe. Af alle Skabninger er Mennesket den, der mindst, egner sig til at leve i Flok. Skulde Menneskene pakkes sammen som Faar, vilde de alle gaa til Grunde i meget kort Tid. Menneskets Aande er dræbende for dets Medmennesker. Dette er ikke mindre sandt i bogstavelig end i overført Betydning.
  Byerne ere et gabende Svælg for Menneskeslægten. Efter nogle Slægtled uddø Stammerne eller vanslægte; de trænge da til at fornyes, og det er altid Landet, som bringer Stoffet til denne Fornyelse. Send derfor Børnene ud, for at de, saa at sige, kan forny sig og ude i det fri genvinde den Kraft, som man taber i den usunde Luft paa de altfor tæt befolkede Steder. Frugtsommelige Bydamer, som op holde sig paa Landet, skynde sig tilbage til at føde i Byen. De skulde gøre netop det modsatte, de i al Fald, som selv vilde opamme deres Børn. De vil befinde sig meget bedre, end de tænke, og paa saa naturlige Opholdssted, vilde de Glæder, der ere forbundne med Opfyldelsen af Naturens Pligter, snart give dem Afsmag for de Fornøjelser, hvori der ikke er Spor af Naturlighed tilbage.
  Strax efter Fødslen vasker man Barnet i lunkent Vand, hvori man almindeligvis blander noget Vin. Dette Tillæg af Vin, synes mig temmelig unødvendigt. Da Naturen intet gærende frembringer, er det ikke troligt, at Brugen, af et Kunstprodukt skulde have nogen Betydning for dens Skabningers Liv.
  Af samme Grund er den Forsigtighed, at gøre Vandet lunkent, heller ikke aldeles nødvendig. I Virkeligheden er der mange Folk, som uden videre vaske deres nyfødte Børn i Floden eller i Havet: men vore, der paa Grund af Forældrenes Blødagtighed ere forkælede allerede før de blive fødte, komme til Verden med et svækket Legeme, hvorfor man ikke strax tør udsætte dem for alle de Prøver, som ere nødvendige for at genvinde de tabte Kræfter. Det er derfor kun gradvis, man kan føre dem tilbage til deres oprindelige Styrke. Begynd derfor først med at følge Skik og Brug og bryd saa med den lidt efter lidt. Vask Børnene ofte: deres Urenlighed viser, at de trænge til det. Dersom man bare tørrer dem af, gnider man Huden itu: men eftersom de blive kraftigere, formindske man trinvis Vandets Varmegrad, indtil de endelig kunne vaskes Sommer og Vinter i koldt, ja iskoldt Vand. Da det er af Vigtighed, for ikke at udsætte dem, at denne Formindskelse skér langsomt, lidt efter lidt og umærkeligt, kan man bruge Thermometret for at kunne maale den nøjagtigt.
  Denne Brug af Badet burde, naar man en Gang var kommet i Gang dermed, aldrig afbrydes, og det er af Vigtighed at blive ved dermed hele sit Liv. Jeg betragter det ikke alene fra Renlighedens og den forhaandenværende Sundheds Side, men ogsaa som et Middel til Sundhedens Bevarelse, idet det gør Muskelvævet smidigere og derved sætter det i Stand til uden Anstrengelse og uden Fare at taale forskellige Grader af Varme og Kulde. Af den Grund kunde jeg ønske, at man, som man blev større, lidt efter lidt vænnede sig til at bade undertiden i varmt Vand af alle taalelige Grader og ofte i koldt Vand af alle mulige Grader. Er man først vænnet til at taale Vandets forskellige Varme– og Kuldegrader, vil man med det samme være næsten ufølsom for Luftens skiftende Temperatur, efterdi Vandet, som det vægtfyldigste af disse to Legemer, paavirker os stærkest og under Badningen jo kommer i Berøring med os overalt.
  Taal dog ikke, at Barnet, i samme Øjeblik, det har forladt Moders Liv og aander indespærres i et Fængsel, svævrere endnu næsten end det, som det forlod. Ingen Barnehuer, ingen Liste, intet Svøb! men en vid og rummelig Dragt, som lader alle dets Lemmer i Frihed; den maa hverken være saa tung, at den besværliggør Barnets Bevægelser eller saa varm, at den hindrer det i at føle Luftens Paavirkninger.
I Byerne kvæler man ligefrem Børnene ved at holde dem indelukkede og tilpakkede. De, der pleje dem, bør vide, at kold Luft, langt fra at skade dem, tvertimod styrker dem, medens ophedet Luft svækker, paafører dem Feber og dræber dem.
    R.
Læg det saa i en stor, godt udforet Vugge,
Jeg siger en Vugge for at bruge et kendt Ord i Mangel af et andet: men jeg er alligevel overbevist om, at det aldrig er nødvendigt at vugge Børnene, og at denne Skik ofte er farlig for dem.
    R.
, hvori det kan bevæge sig med Lethed og uden Fare. Naar det bliver kraftigere, kan man lade det krybe om i Stuen; lad det kun udvikle og strække sine smaa Lemmer. Man vil da se, hvorledes det voxer og bliver stærkere fra Dag til Dag. Sammenlign det saa med et jævnaldrende, men godt svøbt Barn, og du vil forbavses over Forskellen i deres Udvikling.
»De gamle Peruanere brugte et meget stort Svøb, der lod Børnenes Arme i Frihed. Naar de tog dem ud af Svøbet, satte de dem ned i et gravet Jordhul, beklædt med Linned. Dets øverste Rand naaede dem til midt paa Livet, og her kunde de frit røre Armene, dreje Hovedet og bøje deres Krop efter Behag uden at falde og uden at komme til Skade. Saasnart de kunde gøre et Skridt, lokkede man dem til at gaa ved, i en lille Afstand fra dem, at vise dem Brystet. — Negrenes Børn maa undertiden indtage en meget umagelig Stilling for at die: de omfatte nemlig den ene af Moderens Hofter med deres Knæer og Fødder og klynge sig saa godt fast, at de holde sig uden at Moderen behøver at støtte dem med sin Arm. De klamre sig nu med Hænderne fast til Brystet og suge ufortrødent, uden at lade sig forstyrre og uden at falde ned til Trods for Moderens forskellige Bevægelser under Arbejdet, som hun samtidig fortsætter paa sædvanlig Vis. Disse Børn begynde at gaa i den anden Maaned, eller snarere at krybe paa Knæer og Hænder. Denne Øvelse giver dem i Fremtiden en Lethed i at løbe paa alle fire næsten lige saa hurtig som paa to.« Hist. Nat. IV in 12, p. 192.
  Disse Exempler kunde Hr. de Buffon have forøget med et fra England, hvor den urimelige og barbariske Skik med Svøbet taber sig fra Dag til Dag. Sé ogsaa La Loubère : Rejse til Siam, Hr. Le Beau: Rejse til Canada o. s. v. — Jeg kunde fylde tyve Sider med Anførsler, dersom jeg behøvede at stadfæste dette med Here Exempler.
    R.

  Man maa være forberedt paa en vældig Modstand fra Ammernes Side, da de selvfølgelig have mindre Ulejlighed med det Barn, der er godt snøret sammen, end med det, der uafbrudt skal passes paa. Desuden bliver Barnets Urenlighed mere iøjnefaldende i en aaben Dragt end i Svøbet, hvorfor det meget oftere maa gøres rent. Endelig er Vanen en Grund, som man i visse Lande aldrig kan røre ved uden at faa Utak af alle, lige meget hvad Stand de tilhøre.
  Tænk aldrig paa at tale Ammerne til Fornuft; giv dine Befalinger, paasé, at de efterkommes og spar intet for at gøre dine Forskrifter angaaende Røgt og Pleje lette at udføre. Hvorfor skulde du ikke tage Dél deri? Ved den almindelige Maade at opdrage paa, hvor man kun sér paa den fysiske Side af Sagen, bekymrer man sig ikke synderlig om alt det øvrige, naar bare Barnet lever og ikke helt gaar til Grunde; men her, hvor det gælder at begynde Opdragelsen med Livet, er allerede det nyfødte Barn Lærling, ikke Hovmesterens, men Naturens. Hovmesteren har kun at gaa i Skole hos denne første Lærer og passe paa, at der ikke lægges Hindringer i Vejen for dennes Omsorg. Han maa vaage over Barnet, iagttage det og følge det. Han bør lure paa det første Glimt af dets svage Erkendelse med en Aarvaagenhed som den, hvormed Muselman den ved første Kvatér spejder efter det Nu, da Maanen hæver sig over Synskredsen.
  Vi fødes med Fatteevne, men véd ingenting, forstaa intet. Sjælen, der er bunden til ufuldkomne og halvt færdige Redskaber, har ikke en Gang Bevidsthed om sin egen Tilværelse. Det nyfødte Barns Bevægelser og Skrig ere rene mekaniske Virkninger uden Spor af Erkendelse eller Vilje.
  Lad os tænke os et Barn, der fra sin Fødsel af havde Skikkelse og Styrke som et voxent Menneske, og som — saa at sige — udgik fuldt udrustet af sin Moders Skød som Pallas udsprang af Jupiters Hjerne. Dette Mand–Barn vilde jo være en fuldstændig Umulighed, en Automat, en ubevægelig Billedstøtte, næsten uden Følelse. Det vilde intet se, intet høre, ingen kende, og ikke forstaa at vende Øjnene imod det, som det skulde se. Ikke alene vilde det ikke blive nogen Genstand vàr uden for sig; men det vilde ikke en Gang sanse den, der viste sig for det. Farverne vilde ikke eksistere for dets Øjne, saalidt som Tonerne for dets Øren. De Legemer, som det berørte, vilde det ikke fornemme paa sit, ja det vilde ikke en Gang forstaa, at det selv havde et Legeme. Rørte man ved dets Hænder, vilde det mærke det i sin Hjerne. Alle dets Sansefornemmelser vilde forene sig i et eneste Punkt; det vilde kun have Tilværelse dér, hvor al Sansning samler sig. Det vilde kun have én Ide: Bevidstheden om at være et »Jeg«, og hertil vilde det henføre alle sine Fornemmelser. Denne Ide, eller snarere denne Følelse, vilde være det eneste, som det havde forud for et almindeligt Barn.
  Dette Menneske — dannet som med ét Slag — vilde heller ikke have Forstand paa at rejse sig op paa sine Ben; det vilde behøve meget lang Tid for at lære sig det og at holde sig i Ligevægt: maaske vilde det ikke en Gang gøre Forsøg derpaa, og man vilde se dette store Legeme, stærkt og kraftigt, ligge paa ét Sted som en Sten, eller krybe og slæbe sig henad Jorden som en Hundehvalp.
  Det vilde føle sig ilde stedt ved sine Fornødenheder uden at forstaa dem og uden at forestille sig noget Middel til at afhjælpe dem. Imellem Mavens, Armenes og Benenes Muskler vilde der ikke være nogen umiddelbar Forbindelse, saa at denne — selv om det var omgivet af Fødemidler — bevirkede, at det gik et Skridt for at naa dem eller udstrakte Hænderne for at gribe dem, og da Kroppen var helt udvokset og Lemmerne fuldt udviklede, saa at det følgelig hverken vilde mærke noget af den Uro eller de stadige Bevægelser, som ere ejendommelige for Smaabørnene, vilde en saadan Skabning dø af Hunger, førend den kunde flytte sig for at søge sin Føde. Forsaavidt man har tænkt lidt over Udviklingsgangen i vor Erkendelse, kan man ikke nægte, at dersom man kom til Verden saaledes, maatte denne første Uvidenheds og Sanseløshedstilstand omtrentlig være den naturlige for Mennesket, førend det havde lært noget af Erfaringen og sine Medmennesker.
  Man kender altsaa, eller man kan kende det Yderpunkt, hvorfra enhver af os maa begynde for at naa til det Erkendelsestrin, som er det almindelige, fælles for alle; men hvem kender det andet Yderpunkt? Enhver arbejder sig frem, længere eller kortere, efter sine medfødte Gaver, sin Lyst, sin Trang, sine Evner, sin Ihærdighed og den Lejlighed, han har til at give sig hen deri. Jeg kender ingen Tænker, der endnu har vovet at sige: her er Grænsen, hvortil et Menneske kan naa, men aldrig overskride; vi vide ikke, hvilke Muligheder vor Natur gemmer paa, og hvad vi derfor kunne blive. Ingen af os har maalt den Afstand, der kan være mellem ét Menneske og et andet. Hvor er den Sjæl, der er saa sløv, at denne Tanke aldrig han opildnet den, og som ikke undertiden i Overmod har sagt: hvormange har jeg ikke allerede overfløjet! hvormange kan jeg ikke endnu naa! hvorfor skulde mine jævnbyrdige naa længer frem end jeg?
  Jeg gentager det: Menneskets Opdragelse begynder ved dets Fødsel; før det kan tale, før det kan høre, begynder det paa sin Uddannelse. Erfaringen kommer Lektierne i Forkøbet; i det Øjeblik det kender sin Amme, sidder det allerede inde med megen Kundskab. Man vil forbavses over selv det tarveligste Menneskes Kundskaber, dersom man fulgte dets Fremskridt lige fra dets Fødselsstund indtil det Punkt, det har naaet. Dersom man delte al menneskelig Viden i to Dele: den ene fælles for alle Mennesker, den anden særlig for de lærde, da vilde den sidste Del være saare liden i Sammenligning med den første. Men vi tænke saa ringe om denne for alle fælles Kundskabsfylde, fordi den erhverves helt umærkeligt, ja endog før man rigtig kommer rigtig til Skelsalder, og desuden fordi Lærdommen først bliver iøjnefaldende, naar den overstraaler alle andres, medens man — som i de algebraiske Ligninger — ikke regner med de lige store Størrelser.
  Selv Dyrene maa erhverve sig mange Kundskaber. De have Sanser; følgelig maa de lære at bruge dem. De have Fornødenheder, som de maa lære at tilfredsstille. De maa lære at æde, at gaa, at flyve. De firføddede, som fra Fødselen af kan staa paa deres Ben, forstaa endnu ikke at gaa; man ser paa deres første Skridt, at de ere meget usikre Forsøg. Kanariefuglen, der er sluppet ud af sit Bur, forstaar aldeles ikke at flyve, fordi den aldrig har prøvet det. Overalt er der Undervisning i hele den Skabningsrække, der aander og sanser. Dersom Planterne kunne gaa maatte de ogsaa have Sanser og være i Stand til at erhverve sig Kundskaber, da Arterne ellers snart vilde uddø.
  Børnenes første Sansninger bestaa udelukkende i Følelsesindtryk, de fornemme kun Lyst eller Smerte. Da de hverken kunne gaa hen til Tingene eller tage fat paa dem, behøve de lang Tid til efterhaanden at danne i sig de Forestillinger, gennem hvilke de anskue Genstandene udenfor sig: men førend dette sker, førend saa at sige disse Genstande ligesom udstrække eller fjerne sig for deres Øjne, det vil sige antage Udstrækning og Skikkelse, saa er det den stadig tilbagevendende Lystfølelse, der vænne dem til at lægge Mærke til Tingene. Man vil altid se Børnene vende Øjnene mod Lyset, og kommer det fra Siden, vil deres Blik umærkeligt gaa i samme Retning: derfor maa man være omhyggelig for at vende deres Ansigt imod Dagen, for at de ikke skulle blive skeløjede eller vænne sig til at skotte til Siden. Det er ogsaa nødvendigt, at de tidligt vænnes til Mørket; ellers græde og skrige de, saasnart de ere i Mørke. Altfor stor Nøjagtighed i Spise– og Sovetiderne vil gøre, at Føde og Søvn blive nødvendige for dem ved Enden af disse bestemte Mellemrum, og inden ret længe ville de kræve dem, ikke just fordi de trænge, men fordi de ere komne i Vane dermed, eller rettere: denne Vane vil lægge et nyt Behov til det naturlige. Her er noget at passe paa.
  Den eneste Vane, man bør lade Børnene faa, er den ikke at have nogen. Man bør ikke bære dem oftere paa den ene Arm end paa den anden; man bør ikke vænne dem til at række eller betjene sig af den ene Haand fremfor den anden, ikke vænne dem til at ville spise, sove eller i det hele foretage sig noget til bestemte Tider, eller til ikke at kunne være alene hverken Nat eller Dag. Indøv tidligt Barnet i at bruge sin Frihed og sine Kræfter ved at lade dets Legeme bevare sine naturlige Vaner og ved at sætte det i Stand til altid at være Herre over sig selv og ved i alle Forhold at lade det følge sin egen Vilje, saasnart det begynder at faa en Vilje.
  Fra det Øjeblik, at Barnet begynder at gøre Forskel paa Genstandene, er det af Vigtighed, at man med Skønsomhed udvælger dem, man viser det. Af Naturen har Mennesket Interesse for alle nye Ting. Det føler sig saa svagt, at det frygter for alt, hvad det ikke kender: men vænner man det til at se disse nye Ting uden at blive bange, saa udrydder man denne Frygt. Børn, som ere opdragne i meget propre Hjem, hvor man ikke paa nogen Maade taaler en Edderkop, ere bange for disse Dyr, og denne Skræk kan sidde fast i dem efter at de ere blevne voksne. Paa Landet har jeg aldrig set hverken Mænd, Kvinder eller Børn at være bange for Edderkopper.
  Hvorfor skulde altsaa et Barns Opdragelse ikke begynde før det kan tale eller forstaa, efterdi alene Valget af de Genstande, man viser det, er i Stand til at gøre det frygtsomt eller modigt? Jeg mener, at man skal vænne det til at se nye Genstande, stygge, væmmelige eller aparte Dyr, men lidt efter lidt og paa Afstand, indtil det er bleven fortrolig med dem og tilsidst, ved idelig at se andre røre dem, selv tør berøre dem. Naar det i Barndomstiden uden Skræk har set Skruptusser, Slanger eller Krebs, vil det som voksen uden Rædsel se hvilket Dyr, det skal være. Der gives ingen Ting gyselige for den, som daglig er vant til at se sligt.
  Alle Børn ere bange for Masker. Jeg begynder derfor med et vise Emil en køn Maske; derpaa tager En denne denne Maske for Ansigtet, jeg brister i Latter, de ler allesammen, og Barnet ler ligesom de andre. Efterhaanden vænner jeg ham til at se mindre smukke og tilsidst hæslige Masker. Dersom jeg kun er gaaet tilstrækkelig langsomt frem, vil han, saa langt fra at forskrækkes for den sidste Maske, le ad den som af den første. Fra nu af er jeg ikke bange for, at man skal forskrække ham med Masker.
  Ved Andromakes og Hektors Afsked blev den lille Antyanax saa forskrækket for den flagrende Fjerbusk paa paa Faderens Hjelm, at han ikke kendte ham, men trykkede sig skrigende ind til sin Ammes Bryst og aflokkede sin Moder et Smil blandet med Taarer. Hvad var der nu at gøre for at berolige det forskrækkede Barn? netop det, som Hektor gjorde, at lægge Hjelmen fra sig og kærtegne Barnet. I et roligere Øjeblik havde man næppe nøjedes med det; man havde nærmet sig til Hjelmen, leget med Fjerene og ladet Barnet røre ved dem; tilsidst havde Ammen taget Hjelmen og smilende sat den paa sit eget Hoved — hvis ellers da en Kvindehaand havde vovet at røre ved Hektors Vaaben.
  Naar den Tid kommer, at Emil skal lære at taale Knaldet af Skud, vil jeg først afbrænde Fængkrudtet paa en Pistol. Dette raske, kortvarige Glimt — som et lille Lyn — vil fornøje ham. Jeg gentager Forsøget, men med lidt mere Krudt; saa lader jeg Pistolen ganske svagt, dog uden at bruge Forladning, og derefter gør jeg Ladningen større. Paa denne Maade vænner jeg ham til at høre Skud af Geværer, Morterer, Kanoner, ja til de mest jordrystende Skrald.
  Jeg har lagt Mærke til, at Børn sjælden ere bange for Torden, med mindre Skraldene ere særlig voldsomme og virkelig smerte Høreorganerne, men at derimod denne Frygt kommer, naar de have lært, at Lynet kan slaa ned og undertiden dræbe. Naar en saadan Ræsonneren begynder at skrække dem, bør man sørge for, at Vanen igen kan berolige dem. Naar man kun gaar langsomt og fornuftigt frem, kan man gøre Voksne som Børn uforfærdede over for alt.
  I den spæde Barndom, hvor Hukommelsen og Indbildningskraften ere uvirksomme, lægger Barnet kun Mærke til det, som i Øjeblikket gør Indtryk paa dets Sanser. Da dets Sansninger er det første Grundlag for dets Kundskaber, bør man sørge for, de komme til det i en passende Orden; thi derved bevirker man, at de i sin Tid, fra at være en Hukommelsessag, i samme Rækkefølge gaa over til at blive forstaaede; men da Barnet kun lægger Mærke til, hvad det sanser, er det i Førstningen tilstrækkeligt, at man meget nøjagtigt viser det Forbindelsen mellem, disse Sansninger og de Genstande, som frembringe dem. Barnet vil røre ved alt og føle paa alt, og man maa ikke trættes ved denne Urolighed; den vil tilføre det en saare nødvendig Lærdom. Det er paa denne Maade, at det lærer at føle Legemernes Varme, Kulde, Haardhed, Blødhed, Tyngde, Lethed og at dømme om deres Størrelse, Figur, kort sagt om alle de Egenskaber, som kunne sanses. Alt dette lærer Barnet gennem Synet, Følelsen,
Lugten er den af alle Sanser, der udvikler sig senest hos Børnene. Indtil to eller tre Aars Alder synes det ikke, at de have nogen Fornemmelse af, om noget lugter godt eller ilde. De have i denne Henseende den samme Ligegyldighed eller snarere Ufølsomhed, som man finder hos de fleste Dyr.
Hørelsen og fremfor alt ved en Sammenstilling af Syn og Følelse, det vil sige, ved at sammenligne Indtrykket gennem Øjet med den Fornemmelse, som det gennem Fingrene modtager af Genstandene.
  Det er kun igennem Bevægelsen, vi lære, at der gives Genstande udenfor os, og det er kun ved vor egen Bevægelse, at vi erhverve os Forestillingen om Afstand. Efterdi Barnet mangler denne Forestilling, rækker det uden Forskel Haanden ud for at gribe Genstanden, enten den saa er hundrede Skridt borte eller ganske nær. Denne Anstrengelse for at gribe Tingene betragte vi som et Herrebud; vi bilde os ind, at det er en Befaling, som Barnet giver til Genstanden, at den skal nærme sig, eller til os, at vi skulle bringe den; men det er ingen af Delene. Sagen er simpelthen den, at de samme Genstande, som det først saa i sin Hjerne, derpaa i sine Øjne, nu viser sig for Enden af dets smaa Arme, og det kan ikke forestille sig anden Afstand end den, som det kan række over. Sørg derfor for, at det ofte bæres fra en Plads til en anden, at det kan føle Forandring af Sted og derigennem lære at dømme om Afstande. Naar det begynder at faa Forstaaelse heraf, maa man forandre Methode og kun bære det omkring, som man selv finder for godt og ikke overalt, hvor det behager Barnet; thi saasnart det ikke længer narres af sine Sanser, vil dets Anstrengelser skifte Aarsag. Denne Forandring er ret mærkelig og behøver en Forklaring.
  Utilfredsstillet Trang giver sig Udtryk igennem Tegn, for saa vidt andres Hjælp er nødvendig for at afhjælpe den. Herfra stammer Børnenes Skrig; de græde meget; det kan ikke være andet. Efterdi alle deres Sansninger bestaa i Lyst– eller Ulystfølelser, saa fryde de sig i Tavshed over dem, naar de ere behagelige; men ere de pinlige, saa tale de deres Sprog og begære Trøst. Saasnart de ere vaagne, er det dem næsten umuligt at være uvirksomme; de maa enten sove aller være optagne af noget.
  Alle vore Tungemaal er Kunstens Værk. Man har længe forsket efter, om der ikke skulde være at naturligt og for alle Mennesker fælles Sprog: uden Tvivl gives der et saadant, og det er det, som Børnene tale, førend de have lært at tale. Dette Sprog er ikke leddelt (artikuleret): men det er betonet, klingende og tydeligt. Brugen af vort eget har ladet os forsømme det i den Grad, at vi helt have glemt det. Vi maa studere Børnene, og vi ville da snart lære det igen af dem. Ammerne ere rene Mestre i dette Sprog; de forstaa alt det, som deres Patteglutter sige dem, og de svare dem, ja kunne føre helt sammenhængende Samtaler med dem, og endskønt de jo nok bruge Ord, saa ere disse Ord fuldstændig unyttige; det er ikke Ordenes Betydning, men den Tone, hvormed de blive sagte, som Smaabørnene forstaa.
  Foruden sin Røst betjener Barnet sig af Minernes og Ladernes ikke mindre eftertrykkelige Sprog. Det er ikke ved at gøre Fagter med de svage Smaahænder, at Børnene udtrykke sig, men gennem Ansigtets Minespil. Det er forbavsende, hvormeget Udtryk, der allerede kan lægges i disse i deres Form saa enkle Fysiognomier. Ansigtets Linier skifte fra det ene Øjeblik til det andet med en ufattelig Hurtighed: man ser Smil, Ønsker, Skræk fødes og svinde som lige saa mange Lynglimt, og for hver Gang tror man at se et andet Ansigt. Deres Ansigtsmuskler ere aabenbart langt mere bevægelige end vore. Til Gengæld ere deres Øjne glansløse og intetsigende; men saaledes maa Tegnsproget være i en Alder, hvor man kun har legemlige Fornødenheder; thi de sanselige Fornemmelser give sig Udtryk gennem Ansigtets Minespil, men Følelsen afspejler sig i Blikket.
  Som Menneskets første Tilstand er elendig og svag, er ogsaa dets første Lyd, Klage og Graad. Barnet føler sine Fornødenheder og kan ikke tilfredsstille dem; derfor paakalder det ved sine Skrig andres Hjælp. Hungrer eller tørster det, saa græder det; dersom det fryser eller er altfor varmt, det græder; om det trænger til Bevægelse og man holder det i Ro, saa græder det, og vil det sove og man vil holde det vaagent, saa græder det ogsaa. Jo mindre det er i Stand til at foretage nogen Forandring, des hyppigere forlanger det, at andre skal gøre det. Det har kun ét Sprog, efterdi det, saa at sige, kun har én Slags Ubehageligheder. Paa Grund af dets Organers Ufuldkommenhed kan det ikke skelne eller gøre sig rede for, hvad der er i Vejen med det; alle Arter af Lidelser forme sig for det til en eneste Smertefornemmelse.
  Af disse Taarer, som man værdiger saa lidt Opmærksomhed, fødes Menneskets første Forhold til Omverdenen: her smedes det første Led i den Kæde, hvoraf Samfundsordenen er dannet.
  Naar Barnet græder, saa befinder det sig ilde; der er noget, det trænger til uden at forstaa at skaffe sig det: man prøver, man efterforsker, hvad det kan være; man finder det og afhjælper Savnet. Naar man ikke kan udfinde, hvad der er i Vejen eller ikke han hjælpe, saa bliver Barnet ved at græde, og man bliver ked deraf; man klapper det for at faa det til at tie, man vugger det, eller man synger for det for at faa det til at sove; men dersom det gør sig ustyrligt, saa taber man Taalmodigheden; man truer det, ja der gives Ammer saa raa, at de undertiden slaa Barnet. — Det er nogle mærkelige Lærdomme, det faar ved sin Indtrædelse i Livet!
  Jeg glemmer aldrig, hvad jeg en Gang har været Vidne til; jeg saa en af disse besværlige smaa Skrigehalse blive slaaet af sin Amme. Han tav øjeblikkelig: jeg troede, det var af Frygt, og jeg sagde ved mig selv: denne Fyr vil blive en Trællesjæl, som man ingen Vej vil komme med uden igennem Strenghed: men jeg bedrog mig. Den ulykkelige Stakkel var som kvalt af Harme; den havde tabt Vejret, jeg saa den blive helt violet i Ansigtet. Et Øjeblik efter fik Stakkelen Luft i et skærende Skrig; alle Tegn paa Harme, Raseri, paa Fortvivlelse, som den kan føles i den Alder, var i dette Skrig. Jeg frygtede for, at Barnet vilde udaande i den Ophidselse, som det var i. Dersom jeg havde tvivlet paa, at Følelsen for Ret og Uret var Menneskehjertet medfødt, saa vilde dette ene Eksempel have været tilstrækkelig til at overbevise mig. Jeg er vis paa, at en glødende Brand, der tilfældig var taklet paa dette Barns Haand, vilde have voldet det mindre Smerte end dette vistnok lette Slag, men dog givet i den tydelige Hensigt at krænke det.
  Dette Anlæg hos Børnene til Hidsighed, Forbitrelse og Vrede kræver en overordentlig stor Skønsomhed i Behandlingen. Boerhaave
En berømt hollandsk Læge, født 1668 i Nærheden af Leyden, hvor han praktiserede, og død 1738. Fra alle Egne strømmede de syge til Leyden for at høre hans Mening. Pave Benedikt XIII raadspurgte ham og Peter den store besøgte ham. Som Vidnesbyrd om hans store Berømmelse anfører man ofte et Brev, som en Mandarin sendte fra China og som naaede ham under følgende Adresse: Til Hr. Boerhaave, Læge, Europa. (O. Anni efter Pierre Larousse.)
mener, at deres Sygdomme for største Delen henhører under Krampetilfælde, da deres Hoved er forholdsvis meget stort og deres Nervesystem i i lige Maade mere udbredt end hos voksne, hvorfor det er mere modtageligt for Irritation. Hold derfor med stor Omhyggelighed alle Tjenestefolk borte, som ville tirre og drille Børnene eller gøre dem utaalmodige; thi de ville være hundrede Gange farligere for dem og mere ødelæggende end daarligt Vejr og Aarstidernes Ustadighed. Møder Børnene ikke anden Modstand end den, som de døde Ting udøve, og aldrig Uvilje, saa blive de hverken trodsige eller arrige og ville bedre bevare deres Sundhed. Her er en af Grundene til, at jævne Folks Børn, der ere opvoxede mere frit og uafhængt, i Almindelighed ere mindre svage, mindre sarte og kraftigere end dem, man regner for at være bedre opdragne, og som man uophørlig retter paa. Men man maa naturligvis altid huske paa, at der er Forskel paa at føje Børnene og saa paa ikke stadig at skænde og rette paa dem.
  Børnenes første Taarer ere Bønner; men tager man sig ikke i Agt, blive de snart Befalinger; de begynde med at lade sig hjælpe, men ende med at lade sig betjene. Af deres medfødte Svaghed, hvorfra Følelsen af deres Afhængighed stammer, fødes saaledes siden Forestillingen om Magt og Tyranni; men denne Forestilling vækkes ikke saa meget af deres Fornødenheder som af de Tjenester, vi yde dem; de moralske Virkninger, som her begynde at lade sig til Syne, have altsaa ikke deres umiddelbare Aarsag i Naturen, og man ser derfor, hvor vigtigt det er fra den tidligste Alder at give Agt paa den hemmelige Hensigt, der ligger bagved Barnets Miner eller Skrig.
  Naar et Barn med Anstrengelse, men i Tavshed rækker Haanden ud, saa tror det at kunne naa Genstanden, fordi det ikke regner Afstanden; det har endnu intet Begreb om denne; men naar det klynker og skriger, samtidig med at det udrækker Haanden, saa er det ikke længer i Vildfarelse om Afstanden; det befaler enten Genstanden at rykke nærmere, eller dig at bringe den. I første Tilfælde bør man langsomt og med smaa Skridt bære Barnet hen til Genstanden, i sidste Tilfælde bør man ikke en Gang lade som om man forstaar det. Jo mere det skriger, des mindre bør man føje det. Det er nødvendigt i god Tid at vænne det til ikke at befale, hverken over Menneskene, thi det er ikke deres Herre, eller over Genstandene, thi de forstaa det ikke. Naar altsaa Barnet ønsker en Ting, som det ser, og som man vil give det, saa er det bedre at bringe Barnet til Genstanden, end Genstanden til Barnet. Det vil nemlig af denne Praksis drage en Slutning, som passer for dets Alder, og man kan ikke paa nogen anden Maade lære det at gøre denne Slutning.
  Abbed Saint Pierre
Berømt Utopist, Fredstankens Fader. (1658—1743.)
    O. Anm. efter Pierre Larousse.
kaldte Menneskene store Børn; omvendt kunde man kalde Børnene for smaa Mennesker. Disse Sætninger ere Aandrigheder, som har deres Sandhed; men som Grundsætninger trænge de til Forklaring. Naar derimod Hobbes
Engelsk Filosof, født 1588 i Malmbury og død 1679. I Filosofien erklærede han sig for Materialismen, i Moralen for Egoismen og l Politiken for Despotismen.
    O. Anm. efter Pierre Larousse.
kaldte det onde Menneske for et kraftigt Barn, saa gjorde han sig skyldig i en aabenbar Modsigelse. Al Ondskab kommer af Svaghed. Barnet er kun ondt, fordi det er svagt; gør det stærkt, og det vil blive godt; thi den, som magtede alt, vilde aldrig gøre ondt. Blandt alle den almægtige Guds Egenskaber er Godheden den, uden hvilken vi daarligst kunne tænke os ham. Alle Folkeslag, som har antaget to Grundprinciper, har altid betragtet det onde som staaende under det gode i Magt; ellers vilde de ogsaa have været hildede i en urimelig Vildfarelse. Læg Mærke til den længere henne i Bogen forekommende Troesbekendelse af Vikaren fra Savoyen.
  Alene Fornuften lærer os at kende godt og ondt. Samvittigheden, der lader os elske det ene og hade det andet, kan — skønt uafhængig af Fornuften — ikke udvikle sig uden denne. Førend vi komme til Skelsaar og Alder gøre vi det gode og onde uden at kende det, og der er da ikke Spor af Moral i vore Handlinger, selv om der undertiden kan være noget deraf i vor Bedømmelse af andres Handlinger imod os. Et Barn vil ødelægge alt, hvad det ser: det knuser og slaar alt det i Stykker, som det kan faa fat i; det tager paa en Fugl, som det vilde tage paa en Sten, og kvæler den uden at vide, hvad det gør.
  Hvoraf kommer nu dette? Filosofien vil straks søge Aarsagen hertil i den medfødte Lastefuldhed: Menneskets Hovmod, Herskesyge, Egenkærlighed, Ondskab og — dets Svaghedsfølelse, skulde den tilføje, gør Barnet begærligt efter at gøre Kraftprøver og bevise sig selv, hvad dét magter at gøre. Men se saa paa den svækkede og udlevede Olding, der igennem Livets Kresløb atter er kommen tilbage til Barndommens Svaghed! ikke alene er han for sit eget Vedkommende stille og fredsommelig, men ønsker ogsaa, at alt omkring ham skal være ligesaa; den mindste Forandring forstyrrer og foruroliger ham; han saa helst, at der herskede Ro overalt. Hvorledes skulde nu den samme Kraftesløshed — Barnets og Oldingens — i Forbindelse med de samme Lidenskaber kunne frembringe saa forskellige Virkninger i disse to Aldersperioder, dersom ikke den oprindelige Aarsag var undergaaet en Forandring? Og hvor kan man søge denne Forandring uden i de to Individers hele fysiske Tilstand? Handledriften er fælles for dem begge; men hos Barnet er den i Færd med at udfolde sig, medens den hos Oldingen er i Begreb med at udslukkes; den ene udvikler sig, den anden gaar sin Opløsning i Møde, den ene higer mod Livet, den anden vandrer mod Døden. Den lille Rest af Aktivitet, der er tilbage, koncentrerer sig i Oldingens Hjerte; men hos Barnet er den tilstede i Overflødighed og maa give sig Udslag; det føler i sig en saadan Livsfylde, at det, saa at sige? mener at kunne sætte Liv i alt, hvad der omgiver det. Om det bærer sig rigtigt eller taabeligt ad, bekymrer det sig ikke om; det er det nok, naar det bare kan lave om paa Tingene, og enhver Forandring er en Handling. Synes Barnet at have mest Tilbøjelighed til at ødelægge, saa kommer dette ikke af Ondskab, men deraf, at det, at bygge op, gaar langsomt, medens det at ødelægge gaar meget hurtigere og passer bedre til hele dets Spænstighed og Livlighed.
  Naar Naturens Skaber giver Børnene denne Handledrift, sørger han samtidig for, at den bliver saa lidt skadelig som mulig, idet han kun giver dem faa Kræfter. Men saasnart de faa Øje for, at Omgivelserne ere Redskaber, som de efter Godtbefindende kunne sætte i Bevægelse, saa betjene de sig deraf for at følge deres Tilbøjeligheder og udfylde deres egen Svaghed. Der har vi Grunden til, at de blive besværlige, herskesyge, bydende, uartige og ustyrlige; thi alle disse Fejl komme ikke af en naturlig, medfødt Herskesyge; men denne avles netop af disse. Der behøves nemlig ingen lang Erfaring for at føle, hvor behageligt det er at virke ved Hjælp af andres Hænder og kun at behøve at røre Tungen for at sætte hele Verden i Bevægelse.
  Som man vokser, bliver man stærkere, mere rolig og sat og mere indesluttet i sig selv. Sjæl og Legeme komme i Ligevægt, og Naturen kræver ikke mere Bevægelse end nødvendig er for Helbredets Skyld. Men Kommandolysterne svinde ikke samtidig med den Trang, som har affødt dem. Herskermyndigheden vækker og smigrer Egenkærligheden og Vanen befæster den. Saaledes følger Lunefuldheden efter Trangen, og saaledes slaa Fordomme og Meninger deres første Rødder.
  Da vi nu en Gang kende Principet, kunne vi klart se det Punkt, hvor man forlader Naturens Vej. Lad os nu se, hvad der bør gøres, for at vi kunne blive paa den.
  Det er saa langt fra, at Børnene har overflødige Kræfter, at de tværtimod ikke en Gang har Kræfter nok til alt det, som Naturen kræver af dem. Man maa altsaa lade dem beholde Brugen af alle de Kræfter, som Naturen giver dem, og som de ikke kunne misbruge. Dette er den første Grundsætning.
  Det er nødvendigt at hjælpe dem og at udfylde deres Mangel paa Indsigt og Styrke i Henseende til alle deres legemlige Fornødenheder. Anden Grundsætning.
  Man bør i den Hjælp, man yder dem, bestemt indskrænke sig til det virkelig nyttige uden at gøre Indrømmelser til Luner eller ufornuftige Ønsker; thi Børnene ville aldrig blive lunefulde, naar man ikke selv gør dem til det, efterdi de ikke ere det af Naturen. Tredje Grundsætning.
  Man maa med Omhu studere deres Sprog og Minespil, for at man, medens de ere i den Alder, hvor de slet ikke forstaa at forstille sig, kan skelne imellem deres Ønsker; hvilke af dem der komme umiddelbart af naturlige Krav, og hvilke af dem der kun ere Indfald. Fjerde Grundsætning.
  Aanden i disse Regler er at indrømme Børnene den størst mulige virkelige Frihed og det mindst mulige Herredømme og at lade dem udføre det mest mulige ved egne Kræfter og forlange det mindst mulige af andre. Naar de saaledes fra den tidligste Tid ere vænnede til at begrænse deres Ønsker efter deres Kræfter, ville de uden synderlig Smerte finde sig i at undvære det, som de ikke magte at opnaa.
  Dette er altsaa en ny og meget vigtig Grund til at lade Børnenes Legemer og Lemmer være i fuldstændig Frihed, kun med den eneste Forsigtighed, at man ikke Lidsætter dem for farlige Fald, og at man fjerner alt det fra deres Hænder, som de kunne saare sig med.
  Et Barn, hvis Legeme og Arme ere fri, vil ufejlbarligt græde mindre end et Barn, der er snøret sammen i et Svøb. Den, som kun har legemlige Fornødenheder, græder kun, naar han lider, og det er en meget stor Fordel; thi man véd da paa en Prik, naar Barnet behøver Hjælp, og man bør ikke tøve et Øjeblik med at yde den, naar det da er muligt. Men kan du ikke hjælpe, saa forhold dig rolig, lad være med at kæle for det, for at faa det til at tie; alle dine Kærtegn kunne jo dog ikke helbrede dets Mavepine; men Barnet vil derimod huske, hvad det skal gøre for at blive klappet og kælet for, og er det først gaaet op for det, at du beskæftiger dig med det, saasnart det ønsker det, saa er det blevet din Herre: alt er tabt!
  Jo mindre Børnene hindres i deres fri Bevægelser, des mindre græde de, og jo mindre man besværes af deres Graad, desmindre vil man plage sig med at faa dem til at tie. Jo sjældnere de trues eller kæles for, desto mindre ville de være enten sky eller genstridige, men mere naturlige. Naar Børn faa Brok, saa sker det sjældnere ved at man lader dem græde, end ved at man er febrilsk ivrig for at faa dem til at tie, og mit Bevis herfor er dette, at de mest forsømte Børn har det sjældnere end andre. Jeg er dog meget langt fra at ønske, at man af den Grund skal forsømme dem; tværtimod! det er rigtigere at komme dem i Forkøbet, end at lade dem underrette os om deres Fornødenheder ved Skrig. Men jeg vil heller ikke, at den Omhu, man yder dem, skal blive misforstaaet. Hvorfor i al Verden skulde de lade det mangle paa Taarer, naar de først har opdaget, at deres Taarer ere gode til mange Ting? Har de først lært, hvilken Pris man sætter paa deres Tavshed, skulle de nok vogte sig for at ødsle med den. De ende med at trække saa store Veksler herpaa, at man ikke kan indfri dem, og da hænder det, at de under deres voldsomme, men frugtesløse Graad overanstrenge og udmatte sig, at det kan koste Livet.
  Et Barns vedholdende Graad er, naar det da ikke er stramt svøbt eller sygt og man ikke lader det mangle noget, ikke andet end en Vane eller Stivsindethed. Det er ikke Naturens, men Ammens Værk. For at fri sig for en Smule Ulejlighed, mangfoldiggør hun den tværtimod, idet hun ikke tænker paa, at man, ved bare at faa Barnet til at tie i Dag, kun faar det til at græde heftigere i Morgen.
  Det eneste Middel til at udrydde eller forekomme denne Uvane er, ikke at skænke den nogen Opmærksomhed. Der er ingen, der holder af at gøre sig unyttig Besvær, ikke en Gang Børnene. De ere ganske vist haardnakkede i deres Forsøg; men dersom du har mere Standhaftighed, end de har Stivsind, saa blive de kede af det og begynde ikke igen. Paa den Maade skaaner man dem for mange Taarer og vænner dem til ikke at græde, uden naar Smerten nøder dem dertil.
  Naar de græde af Lunefuldhed eller af Trods, saa er det for Resten et sikkert Middel til at faa dem til at holde op, naar man adspreder dem ved at vise dem en eller anden fornøjelig og mærkelig Ting, som lader dem glemme, at de vilde græde. De fleste Ammer ere Mestre i denne Kunst, og — anvendt med Fornuft — er den meget nyttig; men det er af yderste Vigtighed, at Børnene ikke mærke Hensigten, men more sig uden at tro, at det just er det, man tænker paa. I den Henseende ere imidlertid alle Ammer ubehændige.
  Man vænner altfor tidligt Børnene fra Brystet. Det Tidspunkt, da man bør vænne dem fra, er tydelig nok betegnet ved Tandbruddet, og dette er i Almindelighed pinligt og smertefuldt. I den Tid har Barnet en uvilkaarlig Drift til idelig at putte alt, hvad det faar fat paa, i Munden for at tygge paa det. Man tror at lette Gennembruddet ved at give det Rangler af haarde Stoffer, f. Eks. Elfenbén eller Ulvetænder. Jeg tror, man fejler. Naar disse haarde Genstande trykkes imod Gummerne, ville de, i Stedet for at blødgøre dem, gøre dem tykke og haarde og saaledes gøre Tandbruddet mere pinligt og smertefuldt. Tag altid Instinktet til Forbillede. Man ser aldrig Hundehvalpe øve deres nylig fremkomne Tænder paa Flintestene, Jern eller Ben, men paa Træ, Læder eller gamle Klude, i det hele paa Stoffer, der give efter, og hvori de kunne trykke deres Tænder.
  Man har ikke mere Forstand paa at være tarvelige, end ikke i det, man giver Børnene. Bjælder af Sølv, Guld, Koraller eller slebne Krystaller skal det være forskellige og dyre Rangler. Hvad skulle alle disse unyttige og kostbare Ragerier til? nej, intet af alt dette. Ingen Bjælder, ingen Rangler! Smaa Trægrene med Frugter og Blade, Valmuens tørrede Frøhus, i hvilket man kan høre Frøene rasle, et Stykke Lakritsrod til at suge og tygge paa vil more dem lige saa meget som alt dette kostbare Legetøj, og saa medfører det ikke den Ulæmpe, at de vænnes til Luksus lige fra Fødselen af.
  Det er bleven erkendt, at Barnemad ikke er nogen videre sund Føde. Den kogte Mælk iblandet med ukogt Mél er for tung Kost og skadelig for Maven. I denne Grød bliver Melet for lidt kogt, mindre end i Brød, og har dertil ikke gæret. Brødsuppe og Vælling af god Ris er — efter mit Skøn — at foretrække. Dersom man endelig vil lave Grød, bør man i Forvejen riste Melet lidt. I min Fødeby laver man en meget velsmagende og sund Suppe af Mél, man paa den Maade har tørret. Kødsuppe og Kraftsuppe ere ogsaa temmelig daarlige Næringsmidler, hvorfor man bør bruge dem saa lidt som muligt. Det er af Vigtighed, at Børnene tidligt vænne sig til at tygge, dels fordi det gør Tandbruddet lettere, og dels fordi Spyttet blandet med Næringsmidlerne, som de synke, hjælper paa Fordøjelsen.
  Jeg vilde altsaa i Begyndelsen lade dem tygge tørre Frugter og Brødskorper. Til at lege med vilde jeg give dem smaa Stykker haardt Brød eller Tvebakker af lignende Slags, som man bruger meget i Piemont og som man dér kalder »grisse«. Ved at opbløde dette Brød i Munden vilde de tilsidst kunne synke lidt af det. Tænderne vilde komme igennem, og man vilde finde Børnene vænnede fra Brystet, næsten før man lagde rigtig Mærke dertil. Bønderne har i Almindelighed meget gode Maver, og hos dem vænner man ikke Børnene fra paa anden Maade end denne.
  Børnene høre Tale lige fra deres Fødsel; man taler til dem, ikke alene før de forstaa, hvad man siger dem, men førend de kunne gengive de Lyde, som de høre. Deres endnu uøvede Organer vænnes efterhaanden til at efterligne de Lyde, som man frembringer for dem, og det er ikke en Gang sikkert, at disse Lyde fra Begyndelsen af klinge ligesaa klart i deres Øre som i vort. Jeg har ikke noget imod, at Ammen morer Barnet med Sange og fornøjelig og afvekslende Passiaren; men jeg misbilliger det, naar hun næsten gør det døvt med sin ustandselige Strøm af unyttige Ord, hvoraf det ikke forstaar andet end den Tone, hvori de ere sagte. Jeg vilde, at de første Ord, som man lader Barnet høre, skulde være udvalgte, lette og klare; de burde ofte gentages og maatte betegne saadanne sanselige Genstande, som man straks kunde vise det. Den ulykkelige Færdighed, som vi har til at lade os afspise med Ord. som vi slet ikke forstaa, begynder meget tidligere, end man tænker. Skoledisciplen sidder i sin Klasse og hører paa Skolemesterens Ordskvalder, ganske som han i Svøbet hørte paa sin Ammes Vrøvlen. Det synes mig, det vilde være at vejlede Barnet meget bedre, om man opdrog det til slet ikke at forstaa noget af alt dette.
  Man kommer ind i en talløs Mængde af Overvejelser, naar man vil granske over Dannelsen af Børnenes Sprog og deres første Samtaler. Hvad man end gør, saa lære de altid at tale paa én og samme Maade, og alle filosofiske Spekulationer ere her i allerhøjeste Grad unyttige.
  For det første har de — om jeg saa maa sige — en Grammatik, der passer til deres Alder, og hvis Sætningslære indeholder mere almindelige Regler end vor, og dersom man lægger nøje Mærke dertil, vil man forbavses over den Nøjagtighed, hvormed de følge visse Analogier. Deres Udtryksmaade kan derved blive meget urigtig, om man vil, men dog meget regelret, og den lyder kun stødende enten paa Grund af en vis Haardhed i Udtrykket, eller fordi dette strider mod Sprogbrugen. Jeg kom en Gang til at høre, hvorledes et stakkels Barn fik mange Skænd af sin Fader, fordi det havde sagt til ham: »Mon père, irai-je-t-y?«
Ved i Oversættelsen at gengive disse Sætninger paa Dansk (»Fader, skal jeg gaa derhen?» — »gaa derhen!«), vilde det blive uforstaaeligt, hvori Barnets Fejl bestod. Derfor gengives de efter Originalen. Af Vellydshensyn indskydes nemlig »s« mellem Va og y. Analogt hermed indskyder Barnet »t« mellem je og y; men efter Sprogbrugen skulde det kun sige: Irai je?
     O. A.
Man ser dog, at dette Barn fulgte Analogien bedre end vore Grammatikere; thi naar man sagde til det: »Va-s-y!« hvorfor skulde det saa ikke kunne sige: »Irai-je-t-y? Læg Mærke til, med hvilken Behændighed det undgik Sammenstødet af to Selvlyde i »irai-je-y eller y irai-je?« Er det da det stakkels Barns Fejl, naar vi utidigt i denne Frase har udeladt det bestemmende Biord »y«, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulde stille det? Det er et utaaleligt Pedanteri og en altfor overflødig Omhyggelighed at bebyrde sig med at rette hos Børnene alle disse Smaasynder mod Sprogbrugen. De skulle nok forstaa at rette dem selv med Tiden. Tal bare altid rigtigt, naar Børnene høre det, lad os sørge for, at der ikke er nogen, de hellere ville være hos, end hos os, da kunne vi være sikre paa, at deres Sprog helt umærkeligt renses efter vort, uden at vi behøve nogensinde at rette paa det.
  Men der er en Misbrug, som er af langt større Rækkevidde, og som dog er meget let at forhindre; det er den overdrevne Umage, man gør sig for at lære Børnene at tale, som om man nærede Frygt for, at de ikke skulde lære sig det selv. Denne taabelige Iver fører til et Resultat, lige modsat det tilsigtede. De komme derved først til at tale i en senere Alder og dertil mere utydeligt; thi den overdrevne Opmærksomhed, hvormed man giver Agt paa alt, hvad de sige, fritager dem for at tale tydeligt, og da de næppe gide lukke Munden op, beholde adskillige af dem hele deres Liv igennem den Fejl at tale for sagte og utydeligt, saa at de næsten blive uforstaaelige.
  Jeg har levet meget imellem Bønder, men har aldrig hørt nogen af dem læspe, hverken Mænd eller Kvinder, Piger eller Drenge. Hvoraf kommer nu det? Mon Bøndernes Taleredskaber skulde være anderledes indrettede end vore? nej, men de ere anderledes øvede. Lige overfor mit Vindu er en Høj, hvor Stedets Børn samle sig til Leg. Endskønt de ere temmelig langt borte fra mig, kan jeg dog tydelig forstaa, hvad de sige, og jeg opsnapper paa den Maade ofte mangen god Lærdom til nærværende Skrift. Hver Dag narrer mit Øre mig med Hensyn til Børnenes Alder. Jeg dømmer efter Røstens Styrke, at det maa være Børn paa ti Aar; men ser jeg ud, saar ser jeg, efter Størrelsen og Trækkene at dømme, at det er Børn paa tre a fire Aar. Jeg er ikke den eneste, som har gjort denne Erfaring; naar der kommer Folk fra Byen for at besøge mig, lader jeg dem prøve, og de gør sig skyldige i den samme Fejltagelse.
  Grunden er den, at Børn i Byerne indtil deres femte Aar opdrages i et Værelse og under en Hovmesterindes Vinger; de behøve kun at mumle i Skægget for at blive hørte. Saasnart de bevæge Læberne, gør man sig Umage for at forstaa dem; man foresiger dem de Ord, som de udtale galt, og ved at gøre sig Umage kunne de Folk, som stadig ere om dem og som altid ere de samme, snarere gætte, hvad Børnene har villet sige, end hvad de virkelig har sagt.
  Paa Landet er det en anden Sag. En Bondekone kan ikke altid være hos sit Barn; det er tvungen til at sige højt og tydeligt, hvad det vil, at hun skal forstaa. Paa Markerne, hvor Børnene ere spredte og langt borte fra Fader og Moder eller andre Børn, øve de sig i at gøre sig forstaaelige paa Afstand og maa afpasse Stemmernes Styrke efter det Mellemrum, der skiller dem fra dem, de vil forstaas af. Se, saaledes lærer man i Sandhed at tale tydeligt; men det læres ikke ved, at man fremstammer nogle Brudstykker af Ord ind i Øret paa en opmærksom Hovmesterinde. Naar man spørger et Barn paa Landet om noget, kan vel Undseelse ogsaa afholde det fra at svare; men hvad det siger, er sagt tydeligt, medens Barnepigen maa tjene som Tolk for By–Barnet, dersom man da ellers skal forstaa noget af det, som det staar og mumler mellem Tænderne.
Herfra gives der selvfølgelig Undtagelser, og det er ofte saa, at de Børn, der som smaa har været mest faamælede, blive de værste til at skrige Folk Ørene fulde, naar de først lære at bruge deres Røst. Men skulde jeg gaa nøjere ind paa alle disse Smaating, saa blev jeg aldrig færdig. Enhver tænkende Læser vil se, at Overdrivelsen og Mangelen, der begge stamme fra den samme Misbrug, rettes paa samme Maade ved min Methode. Jeg betragter disse to Sætninger som uadskillelige: »Altid tilstrækkelig« og »aldrig for meget.« Er den første kun gennemført, følger den anden med Nødvendighed efter.     R.

  Efterhaanden som Børnene vokse til, burde jo Drengene i Skolerne og Pigerne i Klostrene lære at vænne sig af med denne Uvane, og i Virkeligheden tale de i Reglen saavel i Skolerne som i Klostrene et renere Sprog end de, der under hele deres Opdragelse aldrig har været borte fra Hjemmet. Deres Udtale bliver alligevel aldrig saa klar som Bøndernes, fordi de tvinges til at lære en urimelig Mængde udenad, som de saa atter skulle gengive ordret og højt. Under Læsningen vænne de sig nemlig til at ramse og til at udtale Ordene skødesløst og slet, og under den mundtlige Gengivelse bliver det bare værre endnu. Mens de med Besvær staa og lede efter Ordene, hale de i Stavelserne og forlænge dem, og det er jo umuligt andet, end at Tungen maa stamme, naar Hukommelsen svigter. Paa denne Maade komme de, eller — om man vil — blive de i Vane med den daarlige Udtale. Man vil siden finde, at min Emil skal være fri for denne Fejl. I det mindste skal han ikke faa den paa den Maade.
  Jeg vil indrømme, at Almuesfolk og Landboere gerne gaa til den modsatte Yderlighed, idet de næsten tale højere end nødvendigt. Paa Grund af den altfor nødagtige Udtale leddele de Ordene for stærkt og grovt; de betone for meget og forstaa ikke at vælge deres Udtryk o. s. v.
  Men denne Yderlighed synes mig dog ikke saa slem som den anden. I Betragtning af, at den første Lov for al Tale er at tale forstaaeligt, saa er dette, at tale uforstaaeligt, den største Fejl, man kan gøre sig skyldig i. At være stolt af at tale uden Betoning, er det samme som at rose sig af at berøve Talen dens Ynde og Kraft. Tonefaldet er Sjælen i al Tale; det giver den Varme og Troværdighed. Betoningen lyver mindre end Ordet; det er maaske derfor, at velopdragne Folk ere saa bange for den. Denne Vane at tale uden Eftertryk, at sige alt paa den samme tonløse Maade, hjælper godt til at kunne gøre Nar ad Folk, uden at de mærke det. Derfra skriver sig denne latterlige, kunstlede, moderne Manér at tale paa, som man især vil lægge Mærke til hos ungdommelige Hofmænd. Denne kunstlede Maade at være paa og tale paa er det, som i de første Øjeblikke i Reglen gør Franskmændene frastødende og ubehagelige for andre Folkeslag. I Stedet for at lægge Eftertrykket i sin Tale, sætter man det i Minespillet. Dette er ikke Maaden til at gøre sig yndet paa.
  Alle de smaa Sprogfejl, som man er saa bange for, at Børnene skulle komme i Vane med, betyde i Grunden ingenting! dem kan man forekomme eller rette med den største Lethed; men de Fejl, som man selv indpoder dem, idet man vænner dem til at tale dæmpet, usammenhængende og undseeligt ved stadig at rette paa Tonen og file paa deres Udtryk, vænne de sig aldrig af med. Det Menneske, der kun har lært at tale i Ammestuen, vil daarlig blive hørt i Spidsen for en Bataillon, og han vil næppe imponere Folk under et Opløb. Lær først Børnene at tale til Mænd, saa skulle de nok forstaa at tale til Kvinder, naar det gøres nødvendigt.
  Blive eders Børn opfødte paa Landet, hvor de overalt ere omgivne af de uslebne landlige Forhold, ville de faa en klar og tydelig Røst, og de ville være aldeles fri for den forlegne Stammen, som Børn fra Byen gerne lide af. Det er ingen Nødvendighed, at de skulle tilegne sig Landsbyudtryk og Landsbytonen, og sker det, vil det meget let tabe sig. Det Sprog, som tales af deres Hovmester, der jo lever sammen med dem fra deres Fødsel og med hvem Samlivet fra Dag til Dag bliver inderligere, vil være dem et stadigt Korrektiv og vil forhindre eller udrydde saadanne Landsbyudtryk. Emil vil tale det franske Sprog lige saa rent, som jeg kan tale det; men han vil tale det tydeligere og artikulere meget bedre end jeg.
  Naar Barnet begynder at tale, bør det kun høre de Ord, som det kan forstaa, og kun sige dem, som det mægter at udtrykke. De Anstrengelser, som det gør sig, ville medføre, at det, ligesom for at øve sig i at tale tydeligt, vil gentage den samme Stavelse. Naar det begynder at pludre, skal du ikke pine dig for at gætte, hvad det siger. Den Fordring, altid at blive forstaaet, er ogsaa et Slags Herskerkrav, og af dem bør Barnet ikke udøve nogen. Lad det være dig nok, meget opmærksomt at sørge for alt, hvad der er nødvendigt; det bliver Barnets Sag at arbejde paa at gøre sig forstaaelig, hvor det drejer sig om Ting, der ikke ere absolut nødvendige. Endnu mindre bør man jage med at opmuntre Barnet til at tale; det vil nok vide at tale af sig selv, efterhaanden som det føler Nytten deraf.
  Man lægger Mærke til — det er sandt — at de Børn, der først meget sent begynde at tale, aldrig komme til at tale saa tydeligt som andre; men det er ikke den sene Talen, der er Grunden til at de faa et daarligt Organ; det forholder sig omvendt. Det er fordi de ere fødte med et daarligt Organ, at de først senere begynde at tale; thi dersom det ikke forholdt sig saaledes, hvorfor skulde de saa begynde at tale meget senere end andre Børn? mon de skulde have mindre Lejlighed, eller opmuntrer man dem mindre? Tværtimod! saasnart man bliver opmærksom paa denne Langsomhed til at tale, bliver man urolig og piner sig meget mere for at faa dem til at tale, end man gjorde lige overfor de Børn, der begyndte i god Tid. Denne misforstaaede Iver kan bidrage meget til, at deres Tale bliver utydeligere, end om man havde været mindre ilfærdig og givet dem den fornødne Tid at øve sig i.
  De Børn, som man presser altfor meget til at tale, faa hverken Tid til at lære at udtale Ordene godt eller til at fatte det, som man faar dem til at sige. Lader man dem derimod gaa deres egen Gang, saa øve de sig først i at udtale de allerletteste Stavelser og lidt efter lidt lægge de en Betydning deri, som man kan forstaa af deres Minespil; de give os saaledes deres egne Udtryk, førend de modtage vore. Deraf følger igen, at de ikke modtage eller bruge vor Udtryksmaade, førend de har forstaaet den. Naar de aldeles ikke presses til at betjene sig af den, begynde de med at lægge Mærke til, hvad Mening vi lægge i vore Ord, og naar de ere blevne sikre i deres Sag, saa optage de dem og bruge dem.
  Det største Onde, der følger af dette urimelige Hastværk for at faa Børnene til at tale forud for deres Alder, er just ikke det, at de ikke forbinde nogen Forestilling, hverken med hvad vi sige til dem eller med de første Ord, som de selv sige; men det uheldige er, at de lægge en anden Mening ind i Ordene, uden at vi mærke det, saa at det vel kan tage sig ud, som om de give meget passende Svar; men i Virkeligheden tale de uden at forstaa os, og uden at vi forstaa dem. I Almindelighed er det saadanne Tvetydigheder, der gør, at vi undertiden blive saa overraskede over deres Indfald, hvortil vi har laant dem Begreber, som de selv aldrig har forbundet dermed. Denne fra vor Side manglende Opmærksomhed for den virkelige Mening, som Ordene har for Børnene, syntes mig at være Aarsagen til deres første Fejltagelser, og disse Fejltagelser ville — selv efter at de ikke eksistere mere — dog faa Indflydelse paa deres Tænkning for hele deres Liv. I det følgende vil jeg mere end én Gang faa Lejlighed til at oplyse dette ved Eksempler.
  Lad endelig Barnets Ordbog være saa lille som mulig. Det er til stor Skade, at Barnet har flere Ord end Forestillinger og at det forstaar at sige mange Ting, som det ikke mægter at forbinde nogen Tanke med. Jeg tror, at én af Grundene til, at Bønderne i Almindelighed har en sundere Dømmekraft end Bybeboerne, er den, at deres Ordforraad er mere indskrænket. De har faa Begreber; men de anvende dem træffende.
  De første Fremskridt i Barndomstiden foregaa næsten alle paa én Gang. Barnet lærer at tale, at spise og at gaa næsten paa én og samme Tid. Dette er egentlig det første Afsnit af dets Liv. Forud derfor er det intet mere, end hvad det var i Moders Liv; det har ingen Følelse, ingen Forestillinger; det er næppe, at det sanser, og det føler ikke en Gang sin egen Tilværelse.
  Vivit, et est vitæ nescius ipse suæ.
Ovid. Trist. lib. I, 3, 12: Det lever, men véd om sit Liv dog intet.
 
 
 
ANDEN BOG
(6 — 12 år)
 
 

  Vi staa nu ved Livets andet Grænseskel, hvor Barndommen egentlig ender; thi Ordene infans (Barn) og puer (Dreng) ere ikke enstydige.
Det franske Sprog har ligesom vort kun ét Ord (enfant), hvor Latinerne havde to: infans, der brugtes om Barnet i den første Tid og puer, hvormed Barnet betegnedes lige indtil 17–Aars Alder.
      O. A.
Det første betegner en Underafdeling af det andet og betyder: den som ikke kan tale. Derfor kan man hos Valerius Maximus finde Udtrykket: puerum infantem.
Lib. I Cap. VI.
Jeg vedbliver imidlertid efter vor Sprogbrug at betjene mig af samme Ord lige indtil den Alder er naaet, da vort Sprog har andre Udtryk.
  Naar Børnene begynde at tale, saa græde de mindre. Dette Fremskridt er naturligt, det ene Sprog træder i Stedet for det andet. Saasnart de med Ord kunne fortælle, hvad der er i Vejen med dem, hvorfor skulde de saa sige det ved at skrige? det skulde da være, at Smerten var altfor heftig til at kunne udtrykkes med Ord. Blive de altsaa ved med at græde, saa er det de Menneskers Fejl, som omgive dem. Fra det Øjeblik, at Emil én Gang har sagt: det gør ondt, saa skal der meget heftige Smerter til for at faa ham til at græde.
  Dersom Barnet er saa ømskindet og kælent, at det giver sig til at skrige for ingenting, skal jeg snart stoppe den Kilde ved at lade det skrige forgæves og uden Virkning. Saalænge det græder, gaar jeg slet ikke hen til det; men jeg løber derhen, saasnart det tier. Inden ret længe vil dets Maade at kalde paa netop være at tie eller i det højeste at give et eneste Skrig. Det er igennem den Virkning, som deres Tegn udøve, at Børnene lære at dømme om deres Betydning; de har ingen anden Maade. Hvad Smerte end et Barn tilføjer sig, vil det være meget sjældent, at det græder, naar det er ene, med mindre det skulde have Haab om at blive hørt.
  Dersom det falder og slaar sig en Bule i Hovedet eller støder sin Næse tilblods, eller dersom det skærer sig i Fingrene, saa — i Stedet for at styrte hen til det med Forfærdelsen malet i mit Ansigt — vil jeg forholde mig ganske rolig, en lille Tid i det mindste. Ulykken er sket, nu er det nødvendigt at finde sig i den; al min Iver vilde kun tjene til at forskrække det end mere og forøge dets Smertefornemmelse. Har man saaret sig, saa er det i Virkeligheden meget mere Ængstelsen end selve Saaret, der forvolder Pine. Angsten vil jeg i det mindste spare det for; thi det vil sikkert dømme om Stødet eller Slaget, som det ser, jeg dømmer derom. Dersom det ser mig komme løbende fuld af Uro for at trøste og beklage det, saa vil det frygte for, at det nu er ude med det. Ser det derimod mig bevare min Koldblodighed, saa vil det ogsaa snart blive roligt og tro, at Skaden er helbredet, saasnart det ikke mere føler, det gør ondt. Det er i denne Alder, man modtager de første Indøvelser i Mod og at man — ved uden Forskrækkelse at taale lettere Smerter — lærer lidt efter lidt at bære de store.
  Det er saa langt fra, at jeg vil bære Omsorg for, at Emil ikke skal saare sig, at jeg tværtimod vil være meget ked af, om han aldrig skulde saare sig, eller blive et voksent Menndske uden at have kendt noget til Smerte. At taale noget, er det første, han maa lære og som han vil have den allerstørste Gavn af at kende. Det synes som om Børnene netop derfor ere smaa og svage, for at de uden Fare kunne tilegne sig disse saa vigtige Lærdomme. Falder et Barn saa langt, det er, brækker det ikke Benene derfor; slaar det sig med en Kæp, gaa Armene ikke i Stykker af den Grund, og griber det om et eller andet skarpt Redskab, vil det næppe tage saa fast paa det, at Saaret bliver videre dybt. Jeg véd ikke, at man nogensinde har set, at et Barn, der havde Frihed til at tumle sig, slog sig ihjel eller til Krøbling eller tilføjede sig nogen nævneværdig Skade, med mindre man da i Tankeløshed havde stillet det lige ved Randen af en stejl Skraaning eller alene ved Ilden, eller man havde efterladt farlige Instrumenter i dets umiddelbare Nærhed. Hvad skal man dog sige om den Masse af Indretninger, som man samler sammen om et Barn for at beskytte det mod enhver Art af Fare, indtil det som voksent Menneske staar helt hjælpeløst, uden Mod og uden Erfaring, saa at det tror sig Døden nær ved den mindste Rift, og besvimer bare ved at se en Draabe af sit eget Blod?
  Vor naragtige Iver for at vejlede Børnene gaar altid ud paa at lære dem det, som de meget bedre kunde lære sig selv, og derover glemme vi, hvad vi — og kun vi kunne lære dem. Kan man tænke sig noget mere taabeligt end al den Besvær, man gør sig for at lære dem at gaa, som om man nogensinde havde set et voksent Menneske, der — paa Grund af sin Ammes Forsømmelighed — ikke forstod at gaa? Tværtimod — hvor mange Mennesker ser man ikke, der hele deres Liv har en elendig Gang, fordi man selv har lært dem at gaa daarligt!
  Emil skal hverken have Faldehat, Gangvogn eller Gangkurv eller føres i Ledebaand. Fra det Øjeblik, han begynder at kunne sætte den ene Fod foran den anden, skal han kun støttes paa Steder, hvor der er Stenbro, som man skal se at komme over i en Fart.
Der gives ikke noget mere komisk og mere usikkert, end de Menneskers Gang, som man alt for meget har holdt i Ledebaand, mens de var smaa. Det er en af disse Bemærkninger, som bliver en Trivialitet, fordi den er saa rigtig, men som er træffende i mere end én Betydning.
      R.
I Stedet for at lade ham hensygne i fordærvet Stueluft, skal man hver Dag føre ham ud paa en Eng, hvor han kan løbe, tumle sig og — falde hundrede Gange om Dagen; men saa meget desto bedre; thi han vil derved meget snart lære at rejse sig. Frihedens Velvære vil i fuldt Maal erstatte ham de Stød, han faar. Min Fostersøn vil jo nok faa adskillige Skrammer; men han vil til Gengæld altid være straalende glad. Naar andre Børn ere mindre udsatte, saa ere de ogsaa under stadig Tvang, aldrig fri, og altid i daarligt Humør. Jeg tvivler om, at Fordelen vil være paa deres Side.
  Et andet Fremskridt, som gør det mindre nødvendigt for Børnene at klynke, er dette, at deres Kræfter øges. Naar de selv mægte mér, behøve de ikke saa ofte at tage deres Tilflugt til andres Hjælp. Med Kræfterne vokser ogsaa deres Indsigt, som sætter dem i Stand til at bruge dem. Med dette Trin er det egentlig, at det individuelle Liv begynder; Barnet bliver sig bevidst, og Erindringen lærer det paa hvert Punkt af dets Tilværelse at føle sig som det samme Væsen. Det bliver en virkelig Enhed, et Selv og, som Følge deraf, modtagelig for Lykke og Ulykke. Det er af Vigtighed, at det fra nu af betragtes som et moralsk Væsen.
  Endskønt man saa temmelig nøjagtig kender den yderste Grænse for Menneskelivet og den Sandsynlighed, der i enhver Alder er for at naa den, saa er der dog intet mere usikkert end Varigheden af den enkeltes Liv; kun yderst faa naa den højeste Alder. De største Farer true os i Begyndelsen af vort Liv: jo kortere man har levet, desto svagere Haab tør man gøre sig om at leve Livet ud. Af de Børn, der fødes, naar i det højeste Halvdelen Ungdomsalderen, og det er meget muligt, at dit Barn ikke naar Manddomstiden.
  Hvad skal man dog tænke om denne barbariske Opdragelse, som opofrer Nutiden for en uvis Fremtid, som bebyrder Barnet med Baand af enhver Art og begynder med at gøre det ulykkeligt for at berede det for en — jeg véd ikke hvilken — forventet Fremtidslykke, som det rimeligvis aldrig vil komme til at nyde? Selv om jeg nu maatte anse denne Opdragelse for at være nok saa fornuftig efter dens Hensigt, hvor kan jeg saa, uden at oprøres, se disse ulykkelige Stakler pinte ind under et utaaleligt Aag og fordømte til et uophørligt Slid som Galejslaver uden at have Sikkerhed for, at al denne deres Møje en Gang vil blive dem til Nytte? Denne livsglade Alder henrinder under, Taarer, Prygl, Trusler og i Slaveri. Man piner den ulykkelige til hans eget bedste, og man ser ikke Døden, som man selv kalder paa, og som griber ham midt under denne kedsommelige Forberedelse. Hvem véd, hvormange Børn der ere faldne som Ofre for en Faders eller Hovmesters naragtige og indbildte Visdom? Lykkelige ere de, som undslippe hans Grusomhed; den eneste Fordel, de har af alle de Pinsler, man har ladet dem lide, er den at dø uden at græde for det Liv, hvoraf de kun har kendt Kvalerne.
  Mennesker! værer dog menneskelige! dette er eders første Pligt; værer det for enhver Stand, for enhver Alder, for alt det, som ikke er fremmed for Mennesket. Hvilken Visdom drømme I om udenfor det menneskelige? Elsk Barndommen, værn om dens Leg, dens Fryd, dens elskværdige Naturlighed. Hvem af eder har ikke undertiden med Suk ønsket sig tilbage til den Alder, hvor Smilet altid er os paa Læberne, og hvor Sjælen altid ejer Fred? Hvorfor ville I hindre disse smaa uskyldige i at glæde sig i denne korte Tid, der saa hastigt svinder, og berøve dem et saa uskatterligt Gode, som de ikke forstaa at misbruge? Hvorfor ville I fylde med Bitterhed og Smerter disse saa hurtigt ilende første Aar, som aldrig mere vende tilbage, hverken for dem eller for eder selv? Fædre! kende I det Øjeblik, da Døden henter eders Børn ? Bered eder ikke selv Anger og Nag ved at berøve dem de korte Øjeblikke, som Naturen skænker dem; saasnart de kunne føle Glæden over at være til, lad dem nyde den; mag det saa, at de, hvad Time end Gud maa kalde dem, ikke skulle dø uden at have smagt Livet.
  Hvormange Røster vil der ikke løfte sig imod mig! Jeg hører i det Fjerne Skraalet af denne falske Visdom, som uophørlig sætter os udenfor os selv, som altid regner Nutiden for intet op uden Ophør forfølger en Fremtid, der flygter i samme Forhold, som man nærmer sig til den. Ved idelig i Tankerne at føre os derhen, hvor vi ikke ere, fører denne indbildte Visdom os derhen, hvor vi aldrig komme.
  Barndommen, ville I svare mig, er netop Tiden til at rettes slette Tilbøjeligheder; det er i Barnealderen, hvor Besværlighederne føles mindst, at man bør mangfoldiggøre dem for at skaanes for dem i den modnere Alder. Men hvem siger, at denne Ordning staar til eders Raadighed og at alle disse skønne Lærdomme, som I proppe i Barnets svage Sjæl, ikke en Dag ville blive det mere til Skade end til Gavn? Hvem har givet eder Brev paa, at I skaane det for noget ved alle de Fortrædeligheder, som I ere saa rundhaandede med? Hvorfor overlæsse I det med flere Byrder, end det efter sin Udvikling kan taale, uden at være sikre paa, at disse nærværende Plagerier indeholde en Kvittering for Fremtiden? og hvorledes ville I bevise mig, at disse slette Tilbøjeligheder, som I gøre Fordring paa at helbrede det for, ikke snarere ere en Følge af eders saa ilde anvendte Omhu end Naturens Værk? Ulykkelige Snusfornuft, som i Nutiden gør en Skabning bundulykkelig i det Haab — godt eller daarligt begrundet — at gøre den lykkelig en Gang i Fremtiden! Men dersom disse Døgnprofeter ikke kunne gøre Forskel paa Tøjlesløshed og Frihed, og mene de, at det, at gøre et Barn lykkeligt, er det samme som at fordærve det, saa lad os lære dem at skelne der imellem.
  For ikke at jage efter Skygger, saa lad os ikke glemme, hvad der svarer til vore Vilkaar. Menneskeheden har sin Plads i Skabningsrækken, og Barndommen har sin Plads i Menneskelivet: man maa altsaa betragte Mennesket i Mennesket og Barnet i Barnet. At anvise og fæstne enhver paa sin Plads, at afpasse (regulere) de menneskelige Lidenskaber efter Mennesket, som det nu én Gang er indrettet: det er alt, hvad vi kunne gøre for at befordre dets Vel. Alt det øvrige afhænger af andre Aarsager, som ligge uden for vort Magtomraade.
  Ublandet Lykke eller Ulykke! vi véd jo ikke, hvad det er. Alt er blandet i dette Liv; vi smage aldrig hernede nogen ren Følelse, vi ere ikke to Sekunder i den samme Tilstand. Sjælens Stemninger, saa vel som vort Legemes Befindende, ere i en stadig Omskiften. Medgang og Modgang er fælles for os alle, men i forskelligt Maal. Lykkeligst er den, som har mindst Lidelse, ulykkeligst den, som kender mindst til Glæden. Altid har vi mere af Smerte end af Glæde: denne Forskel er fælles for os alle. Ren menneskelige Lyksalighed hernede er altsaa kun negativ, den maa maales efter den mindste Mængde af ondt, som man lider.
  Enhver Smertefornemmelse er uadskillelig fra Ønsket om at frigøre sig for den; enhver Forestilling om Glæde er uadskillelig fra Ønsket om at nyde den: ethvert Ønske forudsætter et Savn, og ethvert Savn, som man føler, er pinligt: det er altsaa i Misforholdet mellem vore Ønsker og vore Evner, at vor Ulykke bestaar. Et følende Væsen, hos hvem Evner og Ønsker vare lige, vilde være fuldkommen lykkeligt.
  Hvori bestaar altsaa den menneskelige Visdom, eller hvor gaar Vejen til den sande Lykke? Den bestaar just ikke i at formindske vore Ønsker; thi dersom vi vilde mindre, end vi kunde gennemføre, saa vilde en Del af vore Evner være uvirksomme og vi kunde da ikke fuldt ud nyde vor Tilværelse: men den bestaar heller ikke i Udvidelse af vor Formaaen; thi dersom vore Ønsker samtidig voksede i en forholdsvis højere Grad, saa blev vi derved bare mere elendige: men den bestaar i at formindske Ønskernes Overvægt over Evnerne til at virkeliggøre dem, kort sagt: i at bringe fuldkommen Ligevægt mellem det at ville og at kunne. Da er det først, naar alle Kræfterne ere i Virksomhed, at Sjælen vil føle Freden og at Mennesket vil finde sig helt ud tilpas.
  Det er saaledes, at Naturen, som gør alt for det bedste, fra først af har indrettet det. Umiddelbart giver den kun Mennesket de til dets Opholdelse nødvendige Begæringer og de tilstrækkelige Evner til at tilfredsstille dem. Alle de øvrige har den gemt som i Behold i Sjælens Dyb, for at de dér kunne udvikle sig efter Behov. Det er kun i denne oprindelige Tilstand, at det at kunne og at ville er i Ligevægt og at Mennesket ikke er ulykkeligt. Saasnart som disse gemte Evner sætte sig i Virksomhed, vaagner Indbildningskraften — den virksomste af dem alle — og den iler forud for dem alle. Det er Indblildningskraften, som udvider for os det muliges Grænser, det være sig i godt som i ondt, og som følgelig ægger og nærer vore Begæringer igennem Haabet om at kunne tilfredsstille dem. Men Maalet, som fra først af syntes os lige for Haanden, flygter hurtigere, end vi kunne følge; tror man at have naaet det, forvandler det sig og viser sig for os langt ude i det Fjerne. Vi se ikke den Vej, vi allerede har tilbagelagt, og vi regne den for intet; men den, som er tilbage at gennemløbe, vokser og forlænger sig i det uendelige. Saaledes udmatte vi os uden at naa Maalet, og jo mere vi naa af Nydelse, desto længere fjerner Lykken sig fra os.
  Jo nærmere Mennesket holder sig til sin naturlige Bestemmelse, desto mindre er Forskellen mellem dets Evner og dets Ønsker, og desto nærmere er det følgelig ved at være lykkeligt. Det er aldrig mindre elendigt, end naar det synes blottet for alt; thi Ulykken bestaar ikke i at undvære Tingen, men i den Trang, som vi føle til den.
  Den virkelige Verden har sine Grænser, Indbildningernes Verden er uendelig. Da vi ikke kunne forstørre den første, saa lad os begrænse den anden; thi det er alene Afstanden mellem disse to, som afføder alle de Kvaler, som i Sandhed gør os ulykkelige. Undtag Kraft, Sundhed og den gode Samvittighed, saa ere alle dette Livs saakaldte Goder kun Drømmebilleder, og undtag legemlige Smerter og Samvittighedsnag, saa ere alle vore Ulykker indbildte. »Det er en forslidt Sandhed,« vil man sige; jeg indrømmer det; men den praktiske Anvendelse deraf er ikke forslidt, og det er kun det praktiske, det her gælder om.
  Naar man kalder Mennesket svagt, hvad vil saa det sige? Det Ord »Svaghed« peger hen paa et Forhold, en Tilstand hos det Væsen, som man kalder svagt. Det Væsen, som har mere af Kraft end af Fornødenheder, lad det være et Insekt eller en Orm, er stærkt. Det Væsen — var det en Elefant, en Løve, eller en Erobrer, en Helt, ja var det en Gud — hvis Fornødenheder overstige Kraften til at afhjælpe dem, er svagt. Oprørsengelen, som miskendte sin Natur, var svagere end den lykkelige dødelige, som lever med Fred i Overensstemmelse med sin Natur. Mennesket er meget stærkt, naar det nøjes med at være, hvad det er; men det er uhyre svagt, naar det vil hæve sig op over det menneskelige. Lad os dog ikke indbilde os, at vi vokse i Kraft, ved at udvikle vore Evner og Færdigheder: vi formindske den tværtimod, dersom vort Hovmod vokser endnu mere end disse. Lad os udmaale Radien i vor Cirkel, og lad os holde os i dens Midte som Insektet, der sidder midt i sin Væv. Vi vilde da altid være tilfredse med at være os selv og havde ingen Trang til at klage over vor Svaghed; thi vi følte den aldrig.
  Ethvert Dyr besidder nøjagtigt de Evner, som ere nødvendige til dets Opholdelse. Alene Mennesket har Overflod af Evner. Er det dog ikke underligt, at denne Overflødighed skal være Kilden til dets Ulykke? I ethvert Land kunne en Mands Arme erhverve mere, end han behøver til sit Underhold. Var han klog nok til ikke at regne denne Overflødighed for noget, vilde han altid have nok, fordi han aldrig havde formeget. »De store Fornødenheder«, sagde Favorinus, »fødes af de store Besiddelser, og det bedste Middel til at skaffe sig de Ting, som man mangler, bestaar ofte i at skille sig af med dem, man har«.
»Attiske Nætter«, 9de Bog. 8de Kap.  R.
  [Taleren Favorinus levede paa Trojans Tid.]
     O. A.
Ved ideligt at arbejde paa at forøge vor Lykke, forvandle vi den til Ulykke. Ethvert Menneske, som kun tragtede efter at leve, vilde leve lykkeligt; følgelig vilde han være god; thi hvad Fordel vilde han have af at være ond?
  Dersom vi vare udødelige, vilde vi være saare elendige Væsner. Det er svært at dø — det er sikkert: men det er sødt at haabe paa, at man ikke skal leve altid, og at et bedre Liv skal ende det nærværende Livs Kvaler. Dersom man tilbød os Udødelighed paa Jorden, hvem
Man forstaar, at jeg her taler om tænkende Mennesker, og ikke om alle og enhver.
    R.
vilde da modtage denne sørgelige Gave? Hvilken Tilflugt, hvilket Haab, hvilken Trøst vilde vi da have imod Skæbnens Haardhed og Menneskenes Uretfærdighed. Den uvidende, som ikke ser fremad, har ikke megen Følelse af Livets Værd og frygter kun lidt for at miste det: det oplyste Menneske kender Goder af højere Værdi, som han foretrækker for det nærværende Liv. Det er kun Halvdannelsen og den indbildte Visdom, som, idet den retter vort Blik henimod Døden, men ikke ud over den, gør os den til det værste af alle Onder. Nødvendigheden at dø er for den Vise kun en Grund til at udholde Livets Trængsler. Dersom man ikke var sikker paa en Gang at miste det, vilde det koste alt for meget at opholde det.
  Vore sjælelige Lidelser eksistere kun i Indbildningen med Undtagelse af én eneste, nemlig Forbrydelsen, og den kunne vi undgaa. Vore legemlige Lidelser fortære sig selv eller os. Tiden eller — om man vil — Døden ere vore Lægemidler; men vi lide desto mere, jo mindre vi forstaa at lide, og vi skabe os mange flere Kvaler for at at helbrede vore Sygdomme, end vi vilde faa ved at finde os i dem. Lev efter Naturen, vær taalmodig og jag Lægerne paa Porten; du vil ikke derfor undgaa Døden, men du vil da kun føle den én Gang, medens disse hver Dag ville føre den ind i dine forfærdede Forestillinger, og medens deres løgnagtige Kunst, i Stedet for at forlænge dine Dage, kun suger al Glæden ud af dem. Jeg spørger stadigt: »hvilket virkeligt Gode har denne Kunst bragt Menneskene?« Nogle af dem, den helbreder, vilde dø; det er sandt; men Millioner, som den slaar ihjel, vilde blive i Live. Menneske! er du fornuftig, saa spil ikke i det Lotteri, hvor saa mange Muligheder ere imod dig. Lid, dø eller bliv rask; men — fremfor alt — lev lige indtil den sidste Time.
  Hvilken Daarskab og Modsigelse man dog møder i de menneskelige Forhold! Bekymringerne for vort Liv stige i Forhold til, som det taber i Værdi. Udlevede Oldinge begræde det mere end unge Folk; de ville ikke, at de skulle spildes, alle de Tilberedelser, de har gjort for at kunne nyde det, og det er saare grueligt for den sekstiaarige at skulle dø, førend han har begyndt et leve. Man tror, at Mennesket ejer en levende Selvopholdelsesdrift, og det er sandt; men man ser ikke, at denne Drift, saaledes som vi føle den, for en stor Del er Menneskenes eget Værk. Af Naturen bekymrer Mennesket sig kun for at opholde sig, forsaavidt Midlerne staa til hans Raadighed; saasnart disse Midler glippe, beroliger han sig og dør uden at gøre sig unyttige Kvaler. Forsagelsens første Lov har Naturen nedlagt i os. De vilde Folkeslag — saa vel som Dyrene — krympe sig meget lidt for Døden, og de taale den næsten uden at klage. Men er denne Lov tilintetgjort, saa danner der sig en anden, som stammer fra Fornuften; men de ere faa, som forstaa at udvinde sig den, og denne selvgjorte Forsagelse bliver aldrig saa fuldkommen og saa hel som den første.
  Fremtidssorgerne! disse Fremtidsbekymringer. som uophørlig føre os ud over os selv og ofte ind i noget, som vi aldrig faa noget med at gøre, de ere den sande Kilde til alle vore Elendigheder. Hvilket Vanvid for et saa forgængeligt Væsen, som Mennesket er, altid at ville stirre langt ud i en Fremtid, som saa sjældent naas, og saa at forglemme Nuet, som er det sikre! Dette Vanvid er saa meget mere ødelæggende, eftersom det uophørligt vokser med Alderen, saa at Oldinge, altid fulde af Mistillid, af Bekymring for Fremtiden og gerrige, hellere ville nægte sig det nødvendige i Dag end undvære det at kunne have til Overflod om hundrede Aar. Saaledes klynge og klamre vi os til alt. Tid, Sted, Menneskene, Tingene, alt det, som er og som vil blive, har den største Betydning for enhver af os: vor egen Person er kun den ringeste Del af os selv. Enhver strækker sig — saa at sige — ud over hele Jorden og bliver følsom for alt paa denne store Overflade. Er det underligt, at vore Lidelser mangfoldiggøres ved alle de mange Punkter, hvor man kan saare os? Hvormange Fyrster har ikke græmmet sig over Tabet af et Land, som de aldrig har set! Hvormange Købmænd er der ikke, hvis Forretning i Indien kun behøver et lille Stød, for at de skulle skrige op i Paris!
»Mennesket er som besat af en voldsom Iver for at brede sig paa alle Omraader .... Jo mere vi udvide vore Besiddelser, desmere udsætte vi os for Skæbnens tunge Slag. Vore Ønskers Løbebane bør være omgivet og begrænset af de nødvendigste Bekvemmeligheders snevre Skranke. De Handlinger, som ikke udspringe af denne Betragtning, ere fejlagtige og sygelige.«
  Montaigne. 3. Bog, Kap. 10.

  Er det Naturen, som saaledes fører Menneskene bort fra dem selv? Er det Naturens Vilje, at enhver skal erfare sin Skæbne af andre og undertiden være den sidste, som erfarer den, saa at mange kunne dø som lykkelige eller ulykkelige Mennesker uden nogensinde at vide det? Jeg ser for mig en Mand; han er rask, munter, kraftig og vel tilpas; hans Nærværelse bringer Glæde med sig, hans Øjne straale af Tilfredshed og Velvære; han er et Billede paa den fuldkomne Lykke. — Saa kommer der et Brev med Posten; den lykkelige Mand ser paa det, det bærer hans Adresse, han aabner det og læser det. Øjeblikkelig forandre hans Miner sig; han blegner, falder i Afmagt. Da han kommer til sig selv, græder han, raser, sukker, river sig i Haaret, fylder Luften med sine jammerskrig og synes som grebet af de voldsomste Krampetrækninger. Vanvittige I hvad ondt har dog det Papir gjort dig? hvilken af dine Lemmer har det berøvet dig? hvilken Forbrydelse har det bragt dig til at begaa? hvilken Revolution har det afstedkommet i dig selv, saa det har kunnet sætte dig i den Tilstand, hvori jeg nu ser dig?
  Dersom nu dette Brev var gaaet fejl, om nu en kærlig Haand havde kastet det paa Ilden, saa vilde denne dødeliges Skæbne — lykkelig og ulykkelig paa samme Tid — have været, synes det mig, et ganske mærkeligt Problem. Hans Ulykke, kunde man sige, var virkelig. Meget vel; men han følte den jo ikke. Hvor var den saa? Hans Lykke var indbildt. Jeg forstaar: Sundhed, Munterhed, Velvære, Sjælefred ere kun Drømmebilleder. Vi leve ikke mere, hvor vi ere; vi leve kun dér, hvor vi ikke ere. Er det Umagen værd at have saa stor Frygt for Døden, forudsat, at det, hvori vi leve, dog bliver.
»Major pars mortalium de naturæ malignitate conqueritur qvod in exiguum ævi gignimur .... non exiguum temporis habemus, sed multum perdimus. Satis longa vita est, si tota bene collocaretur .... Præcipitat quisque vitam suam, et futuri desiderio laborat præsentium tædio«.
  [Største Parten af de dødelige klage over Naturens Karrighed, fordi vi fødes til et saa kortvarigt Liv .... vi har ikke lidt af Tid; men vi spilde megen Tid. Livet er langt nok, dersom det helt igennem anvendtes godt .... Hver af os sprænger sit Liv, og af Bekymring for Fremtiden lider man Nød i Nutiden.]
  Seneca: Om Livets Korthed. Kap. I og VII.
  Vore Lidenskaber fører os udover os selv .... vi ere aldrig hjemme, altid paa Farten: Frygt, Attraa, Haab vender os med al Magt mod Fremtiden og røver os Følelse og Tanke for det nærværende for at fornøje os med al det, som kommer, vel at mærke, naar vi ikke ere mere!
    Montaigne 1. Bog, Kap. 3.

  O Menneske! nøjes med at være, hvad du er inderst inde i dig selv, og du vil ikke mere være elendig. Bliv paa den Plads, som Naturen har anvist dig i Skabningsrækken, og ingen Magt vil kunne fortrænge dig derfra; stamp ikke imod Nødvendighedens haarde Lov og svæk ikke, ved forfængelig Modstand, de Kræfter, som Himlen, ikke har givet dig til at gøre dig større eller til at forlænge din Tilværelse, men alene til at bevare den saaledes og saalænge, som det behager den. Din Frihed, din Magt gaar ikke længere end dine naturlige Kræfter, ikke udover dem; alt andet er kun Trældom, Indbildning og Blændværk. Selve Herskermagten er Trældom, naar den er afhængig af den offentlige Mening; thi du er afhængig af deres Fordomme, som du behersker i Kraft af Fordomme. For at kunne lede dem, som det behager dig, er det nødvendigt, at du maa gøre og lade ganske som det behager dem. De behøve kun at skifte Tænkemaade, for at du — hvad enten du vil eller ej — maa ændre din Handlemaade. Dine Omgivelser behøve kun at forstaa det Folks Mening, som du tror at styre, eller disse Yndlinges, som styrer dig, eller din Families eller dine egne Meninger: disse Vesirer, disse Hoffolk, disse Præster, disse Soldater, disse Tjenere, disse Sladdersøstre, ja lige ned til Børnene, de ville — var du end en Themistokles
»Denne lille Dreng, som I se dér«, sagde Themistokles til sine Venner, »er Grækenlands Styrer; thi han behersker sin Moder, hans Moder behersker mig, jeg hersker over Athenienserne, og Athenienserne styre Grækerne.« O, hvilke smaa Førere vil man ikke ofte finde i Spidsen selv for de største Riger, naar man fra Fyrsten gaar tilbage til den første Haand, som lønligt sætter Maskineriet i Gang.
i Geni — lede dig som et Barn midt imellem dine Legioner. Du kan gøre hvad du vil, saa vil din virkelige Myndighed dog aldrig overskride dine virkelige Kræfter og Evner. Saasnart man skal se med andres Øjne, maa man ogsaa ville med andres Vilje. Mine Folk ere mine Undersaatter! siger du nok saa stolt. Ja vel! men du, hvad er saa du? du er dine Ministres Undersaat. Og dine Ministre igen, hvad er de? De ere deres Embedsmænds, deres Elskerinders, deres Tjeneres Tjeners Undersaat. Tag alt, riv alt til dig og øs Penge ud med begge Hænder, opkast Batterier, rejs Galger og Stejler, giv Love og Resolutioner, skaf flere Spioner, Soldater, Bødler, Fængsler og Lænker: stakkels smaa Mennesker! hvad vil alt dette nytte eder? I ville ikke blive bedre betjente, hverken mindre bestjaalne eller mindre bedragne, heller ikke mere uindskrænkede i Magt. I ville blive ved med at sige: Vi ville! — og I ville blive ved med at gøre, hvad de andre ville.
  Den eneste, som kan fuldbyrde sin Vilje, er den, som — for at gennemføre den — ikke behøver at sætte en andens Arme til Enden af sine: deraf følger, at det første af alle Goder er ikke Magt og Myndighed, men Frihed. Det i Sandhed fri Menneske vil kun, hvad det kan og gør det, som det har Lyst til. Se, dette er min store Grundsætning. Det gælder kun om at anvende den paa Barndommen, og man vil da af den kunne udlede alle Regler for Opdragelsen.
  Samfundet har gjort Mennesket svagere, ikke alene ved at berøve det den Ret, som det havde over sine egne Kræfter, men i det hele derved, at det har gjort dem utilstrækkelige for Mennesket. Der har vi Grunden til, at Menneskets Begæringer mangfoldiggøres samtidigt med, at det bliver svagere, og her ligger ogsaa Grunden til Barndommens Svaghed, sammenlignet med den modne Alders. Er Manden et stærkt Væsen og Barnet et svagt Væsen, saa er det ikke fordi den første har mere absolut Kraft end den sidste, men fordi den første af Naturen er i Stand til at hjælpe sig selv, men Barnet ikke. Det voksne Menneske maa altsaa have mere Vilje og Barnet mere Fantasi ved dette Ord forstaar jeg alle de Begæringer, som ikke udspringe af virkelig Trang, og som man kun kan tilfredsstille ved andres Hjælp.
  Jeg har angivet Grunden til denne Svaghedstilstand. Naturen har gennem Fader– og Moderkærligheden draget Omsorg derfor; men denne Kærlighed kan overdrives, være mangelfuld, misbruges. Forældre, som leve i det borgerlige Samfund, omplante før Tiden deres Barn deri. Ved at give det flere Fornødenheder, end det har, hjælpe de ikke paa dets Svaghed, men øge den. De øge den end mere ved at forlange af Barnet, hvad Naturen ikke har forlangt, ved at gøre deres Vilje til Hersker over den lille Kraft, som det har faaet til, at fuldbyrde sin egen Vilje, og ved at forvandle — enten for Barnets eller deres eget Vedkommende — til Trældom den gensidige Afhængighed, hvori Barnet holdes af sin Svaghed og de af deres Kærlighed.
  Er Mennesket først kommet til Skelsaar og Alder, saa forstaar det at holde sig paa sin Plads: men Barnet, som ikke kender sin, forstaar ikke at hævde sig dér. Det har under vor Varetægt tusende Udveje at slippe ud, og det er deres Sag, som lede det, at holde det tilbage; men denne Opgave er ikke let. Barnet skal hverken være Dyr eller Menneske, men Barn;
Il ne doit être ni bête ni homme, mais enfant. D. v. s.: Barnet skal behandles ikke blot efter sin Særstilling i Skabningsrækken men ogsaa efter sin Særstilling (Barnets) i Menneskelivet. Sammenlign II Bog pag. 67 Linje 1 fra neden.
    (O. A.)
det maa føle sin Svaghed, men ikke lide under den; det skal være afhængigt, men ikke lystre; det bør bede, men ikke befale. Det er kun undergivet andre for dets Fornødenheders Skyld, og fordi disse, bedre end det selv, kunne se, hvad der er det nyttigt og hvad der kan være til Gavn eller Skade for dets Bevarelse. Ingen — ikke en Gang Faderen — har Ret til at befale Barnet noget, som ikke paa en eller anden Maade tjener det til gode.
  Førend Fordommene og de menneskelige Indretninger havde omkalfatret (= godkendt. red.) vore naturlige Tilbøjeligheder, bestod Børnenes, saavel som de voksnes Lykke i Brugen af deres Frihed; men denne Frihed er hos de første begrænset af deres Svaghed. Den, der gør, hvad han vil, er lykkelig, saafremt han er i Stand til at hjælpe sig selv: Dette er Menneskets Stilling i Naturstanden. Den, der gør, hvad han vil, er ikke lykkelig, dersom hans Trang overstiger hans Kræfter: dette er Barnets Stilling i den samme Stand. Børnene nyde — selv i Naturstanden — kun en ufuldkommen Frihed, lig den, som Menneskene fryde sig ved i det borgerlige Samfund. Da ingen af os kunne undvære de andre, blive vi i denne Henseende atter svage og elendige. Vi ere skabte til at være Mennesker; Lovene og Samfundet kaster os atter tilbage i Barndommen. De rige, de store, Kongerne ere alle sammen Børn, der se, at man er saa ivrig for at hjælpe paa deres Elendighed, og laver sig netop deraf en barnagtig Forfængelighed; de ere helt stolte af al den Omhyggelighed, som man ikke vilde yde dem, dersom de havde været helstøbte Mennesker.
  Disse Overvejelser ere vigtige og give os Nøglen til Løsningen af alle Modsigelserne i det sociale System. Der er to Arter af Afhængighed. Afhængigheden af Tingene, hvilken stammer fra Naturen, og Afhængigheden af Menneskene, hvilken er Samfundets Værk. Da den første er uden sædelig Betydning, skader den aldeles ikke Friheden og avler ingen Laster. Afhængigheden af Menneskene er en Uregelmæssighed
I mine »Statsrettens Grundsætninger« er der vist, at ingen Enkeltvilje ordentligvis kan faa Plads i det sociale System.
    R.
og derfor avler den alle Laster, og det er ved den, at Herren og Trællen gensidigt nedbryde hinandens Moralitet. Dersom der gives noget Middel til at læge dette Onde i Samfundet, saa maa det være det at sætte Loven i Menneskets Sted og at udruste Almenviljen med en virkelig Kraft, som er ethvert Udslag af Enkeltviljen overlegen. Dersom Folkenes Love — saaledes som Naturens — kvinde eje en Ubøjelighed, som ingen menneskelig Magt nogensinde kunde besejre, saa vilde Afhængigheden af Menneskene atter vende tilbage til at blive Afhængighed af Tingene; man vilde da i Republiken forene alle Naturstandens Fordele med dem, som det borgerlige Samfund ejer, og til Friheden, der magter at holde Mennesket fri for Laster, vilde man føje Moralen, der hæver det op til Dyden.
  Hold Barnet frit for al anden Afhængighed end den, som Tingene selv holde det i, saa vil du under Opdragelsens Fremadskriden følge Naturens Orden. Lad aldrig andet modsætte sig dets uforstandige Ønsker end fysiske Hindringer og de Tugtelser, som selve Handlingerne afføde, og som det ved given Lejlighed vil huske: du skal ikke forbyde det at gøre ondt, det er nok, at du hindrer det deri. Alene Erfaringen eller Afmagten bør træde det i Lovens Sted, Opfyld aldrig dets Ønsker, bare fordi det forlanger det, men kun naar det trænger dertil. Det bør ikke forstaa, hvad Lydighed er, naar det selv foretager noget, og heller ikke, hvad det er at befale, naar andre udføre noget for det. Kom dets manglende Kraft til Hjælp netop saa langt, som det behøver det for at føle sig fri, men ikke befalende: ved at modtage dine Tjenester med en Slags Ydmygelse, vil det hige efter det Øjeblik, da det kan undvære dem og da det vil sætte en Ære i at kunne hjælpe sig selv.
  Til at styrke Barnets Legeme og dettes Vækst har Naturen Midler, som man aldrig maa bekæmpe. Man bør aldrig tvinge et Barn til at blive i Ro, naar det vil gaa, og aldrig tvinge det til at gaa, naar det vil blive paa sin Plads. Naar Børnenes Vilje ikke ødelægges ved vore Fejl, da ville de ikke gøre noget unyttigt. Børnene maa have Lov til at springe, løbe eller raabe, som de har Lyst. Alle deres Bevægelser ere nødvendige for deres Legemsbygning, der søger, ifølge en naturlig Drift, at vokse i Styrke; men man maa være paa sin Post lige over for det, som Børnene forlange uden selv at kunne skaffe sig, saa de ere nødte til at ty til andres Hjælp. Da gælder det omhyggeligt at kunne skelne mellem de sande, naturlige Fornødenheder og saa de Fornødenheder, som udspringe af begyndende Lunefuldhed eller ere en Følge af Livets Overdaadighed, hvorom jeg har talt.
  Jeg har allerede sagt, hvad man skal gøre, naar et Barn græder for at faa dette eller hint. Jeg skal kun tilføje, at fra det Øjeblik af, da det med Ord kan udtrykke, hvad det ønsker, og dog — for at faa det hurtigere opfyldt eller for at besejre et Afslag — med Taarer vil ligesom give sit Forlangende Eftertryk, da bør dette uigenkaldelig afslaas. Dersom det er noget nødvendigt, det beder om, da maa du forstaa det og straks opfylde dets Ønske: men at give efter for dets Taarer, er at opmuntre det til at udgyde dem; det er at lære det at tvivle om din gode Vilje og at tro, at Paatrængenhed formaar mere hos dig end Velvilje. Dersom Barnet ikke tror, du er god, vil det snart blive ondt, og tror det, at du er svag, vil det snart blive genstridigt: det er af Vigtighed altid straks at sige ja, naar det gælder et Forlangende, man ikke vil afslaa. Vær ikke ødsel med Afslag, men kald dem aldrig tilbage.
  Pas fremfor alt paa ikke at lære Barnet tomme Høflighedsformler, som det ved given Lejlighed kan bruge som et Trylleord til at sætte sin Vilje igennem hos sine Omgivelser og i Øjeblikket faa, hvad der behager det. Under den kunstlede Opdragelse, som de rige faa, lader man det ikke mangle paa at lære dem at befale paa en høflig Maade, idet man foreskriver dem de Udtryk, som de bør bruge, for at ingen skal vove at være dem imod: deres Børn ere ikke bedende, hverken i Tonen eller Maaden at optræde paa; de ere lige saa anmassende, ja endog mere anmessende, naar de bede, end naar de befale, som om de paa den Maade vare sikrere paa at blive adlydte. Man mærker snart, at »vær saa god« i deres Mund betyder »jeg er saa god at forlange o. s. v.«, og at »jeg beder Dem« betyder »jeg befaler Dem«. Det er en dejlig Høflighed, som for dem kun har til Hensigt at forandre Ordenes Mening samt aldrig at kunne tale paa anden Maade end som befalende! Jeg for mit Vedkommende er ikke saa bange for at Emil skal blive usleben, som for at han skal blive uforskammet; jeg vil meget hellere, at han i en bedende Tone skal sige »gør det«, end han kommanderende skal sige »jeg beder dem«. Det er ikke det Udtryk, han bruger, som jeg lægger Vægten paa, men meget mere den Betydning, han lægger deri.
  Strengheden kan overdrives og Overbærenheden kan overdrives; man skal i lige Grad undgaa begge Dele. Dersom du lader Børnene gaa for Lud og koldt Vand, udsætter du deres Sundhed, deres Liv; du gør dem i Sandhed elendige; men dersom du ved en altfor vidtgaaende Omhyggelighed skaaner dem for enhver Art af Ubehagelighed, saa lægger du Grunden til stor Elendighed: du gør dem kælne og pylrevorne; du holder dem borte fra at være Mennesker, hvad de dog en Gang, trods al din Umage, maa blive. For ikke at udsætte dem for nogle naturlige Ubehageligheder, laver du dem paa kunstig Vis andre, som Naturen ikke vilde udsætte dem for. Nu vil man vel sige, at jeg selv falder ind under den Katori af daarlige Fædre, som jeg har bebrejdet, at de ofre Børnenes Lykke af Hensyn til en fjern Fremtid, som de maaske aldrig opleve.
  Ingenlunde! thi den Frihed, som jeg giver min Fostersøn, erstatter ham i rigeligt Maal de ubetydelige Ubehageligheder, som jeg lader ham udsætte sig for. Jeg ser smaa Gadeunger tumle sig i Sneen; de ere blaafrosne, stive af Kulde og kunne næppe røre Fingrene. De behøve kun at gaa ind og varme sig; men de gør det ikke. Dersom man nu drev dem ind, saa vilde de hundrede Gange mere føle Strengheden i denne Tvang, end de føle den ved Kulden. Hvad klager man saa over? Gør jeg Barnet Fortræd ved kun at udsætte det for de Ubehageligheder, som det selv gærne vil finde sig i? Jeg gør det bedste for det i Øjeblikket ved at lade det have sin Frihed, og jeg gjør det bedste for det i Fremtiden ved at hærde det imod de Knubs, som det kommer til at taale. Dersom det havde Valget imellem at være min eller din Fostersøn, tror du saa, det vilde betænke sig et eneste Øjeblik?
  Kan du tænke dig nogen sand Lykke mulig for noget som helst Væsen udenfor Menneskets naturlige Forhold,
Concevez–vous quelque vrai bonheur possible pour aucum être hors de sa constitution? — Rousseau bruger her Ordet »Constitution« ikke i den sædvanlige Betydning: Legemsbeskaffenhed, men om Beskaffenheden af Menneskets hele Natur og Stilling, om Beskaffenheden af alt det, der gør det til Menneske.
      Cramers Anm. til den tyske Overs.
og er det ikke at føre Mennesket ud af dets naturbundne Stilling, naar man vil fritage det for det ene som for det andet af alle de Onder, som Slægten er underlagt? Jo, jeg paastaar det! For at værdsætte de store Goder, maa man have kendt de smaa Onder; saaledes er Menneskets Natur. Gaar det altfor glat med det fysiske, vil Moralen forplumres. Det Menneske, som ikke kendte Smerten, vilde hverken kende de bløde Rørelser, som høre Menneskeligheden til, eller Medlidenhedens Sødme; hans Hjerte vilde ikke bevæges af noget, han vilde ikke være nogen god Kammerat, han vilde være en Uting mellem sine jævnlige.
  Véd du, hvad der er det sikreste Middel til at gøre dit Barn ulykkeligt? det er at vænne det til at faa alt; thi da dets Ønsker uophørligt vokse ved at opfyldes alt for let, saa vil tidlig eller sent din Afmagt tvinge dig til, imod din Vilje, at komme med et Afslag, og dette uvante Afslag vil pine dit Barn mere end selve Savnet af det, som det ønsker. Snart vil det have den Stok, du holder i Haanden, saa vil det have dit Ur og endelig Fuglen, som flyver forbi; det vil have Stjernen, som det ser skinne — det vil — kort sagt — have alt, hvad det ser: hvordan vil du da bære dig ad med at stille det tilfreds, med mindre du da er en Gud?
  Mennesket er af Naturen tilbøjeligt til at betragte alt, hvad det har i sin Magt, som sit. I denne Forstand er Hobbes Sætning
Efter Hobbes er af Naturen alle Mennesker lige og have lige Ret til alt. Lidenskaberne fremkalde imidlertid en Krig af alle imod alle, hvad atter fører til, at alle overdrage deres Magt til én: saaledes fremstaar den absolute Stat.
    O. A.
til en vis Grad sand: Lad, samtidigt med at vore Ønsker mangfoldiggøres, ogsaa Midlerne til deres Tilfredsstillelse mangfoldiggøres, og enhver vil gøre sig til Herre over alt. Det Barn altsaa, som kun behøver at ville for at faa, bilder sig ind at være Besidder af den hele Verden: det betragter alle Mennesker som sine Slaver, og naar man endelig bliver nødt til at nægte det noget, vil det — idet det tror alt muligt, naar det kun befaler — anse dette Afslag som en Slags Oprør: alle de Fornuftgrunde, som man giver det i en Alder, hvor det er uimodtagelig for al Fornuft, ere efter dets Mening kun Paaskud: det ser overalt kun ond Vilje: Følelsen af en formentlig Uretfærdighed forbitrer dets Sind, det faar Nag til alle, og — uden nogensinde at takke, naar det føjes — vil det blive opbragt over enhver Modstand.
  Hvorledes skulde jeg kunne tænke mig, at et Barn, saaledes behersket af Vrede og fortæret af den mest lidenskabelige Forbitrelse, nogensinde kunde blive lykkeligt? Lykkelig! saadan en Fyr! det er en Despot, det er paa én Gang den nedrigste Slave og den elendigste Skabning. Jeg har set Børn, opdragne paa denne Maade, som har forlangt, at man skulde sætte Skuldren imod og med ét Skub vælte Huset, at man skulde give dem Vejrhanen, som de saa paa en Kirke, at man skulde standse et Regiment Soldater paa Marchen for at de i længere Tid kunde høre Trommerne, og som har skreget i vilden Sky, uden at ville høre paa nogen, saasnart man tøvede med at adlyde dem. Man anstrengte sig forgæves med alt, hvad man kunde hitte paa, for at fornøje dem: da deres Ønsker vare saa voldsomme, fordi de saa let havde faaet dem opfyldte, kunde de haardnakket forlange de umuligste Ting, og de fandt overalt kun Modsigelse, Hindringer, Kval og Smerter. Altid brummende, altid tvære, altid i Raseri tilbragte de deres Dage med at skraale og beklage sig. Var det virkelig lykkelige Væsner? Svaghed og Herskesyge i Forening avler kun Taabelighed og Elendighed. Af to uvorne Børn slaar det ene Bordet, det andet lader Havet piske! der skal piskes meget og slaas meget, førend de komme til at leve tilfredse.
  Dersom disse Hersker– og Despotnykker allerede gøre dem elendige fra Barndommen af, hvorledes vil det saa gaa, naar de vokse til og komme i mere indgaaende og mangeartede Forhold til andre Mennesker? Hvilken Overraskelse, naar de — vante til at se alt bøje sig for dem — indtræde i Verden, føle alt imod sig og finde sig knuste under Vægten af den Verden, som de tænkte at kunne tumle efter Forgodtbefindende.
  Deres hovmodige Væsen og barnagtige Forfængelighed vil kun skaffe dem Krænkelser, Ringeagt og Spot; Fornærmelser ville høre med til deres daglige Brød; bitre Erfaringer lære dem snart, at de hverken have forstaaet at vurdere deres Stilling eller deres Kræfter rigtigt; da de ikke magte alt, tro de, at de slet intet kunne. De mange uvante Hindringer afskrække dem, al den megen Haan nedværdiger dem: de blive dovne, fejge, krybende og synke lige saa dybt under deres virkelige Værd, som de forhen vare hævede derover.
  Vi komme nu tilbage til Grundreglen. Naturen har skabt Smaabørnene, for at man skal elske dem og hjælpe dem; men har den ogsaa skabt dem, for at man skal lystre dem og være bange for dem? har den givet dem et ærefrygtindgydende Væsen, et strengt Blik, en haard og truende Røst, for at de kunne gøre sig frygtede? Jeg kan forstaa, at en Løves Brølen kan sætte Skræk i Dyrene, og at de skælve ved Synet af dens rædselsfulde Medusahoved; men kan man tænke sig et mere upassende, grimt og latterligt Skuespil, end et Optog af Øvrighedspersoner i Embedsdragt, som med deres Øverste i Spidsen kaste sig i Støvet for et Svøbelsebarn og i opstyltede Udtryk holde Tale til det, medens dettes eneste Svar er at skrige og savle.
  Lad os betragte Barndommen, som den er; gives der da i Verden et Væsen mere svagt, mere elendigt og mere afhængigt af alle sine Omgivelser end et Barn, som i saa høj Grad trænger til Medynk, Pleje og Beskyttelse? Synes det ikke netop derfor at have faaet en saa sød Skikkelse og en saa rørende Mine, for at alle og enhver, som nærmer sig det, skal faa Interesse for dets Svaghed og ile med at komme det til Hjælp? Kan man saa tænke sig noget mere stødende og unaturligt end at se et herskesygt og trodsigt Barn kommandere alle sine Omgivelser og paatage sig en uforskammet Herskertone lige over for dem, som bare behøve at forlade det, for at det hjælpeløst maa gaa til Grunde.
  Hvem kan saa til Gengæld ikke se, at de første Aars Svaghed paa saa mange Maader lægger Baand paa Børnene, at det vilde være umenneskeligt at forøge dette Aag med nye Baand, tvundne af vore Luner og Indfald, og at det vilde være barbarisk at berøve dem en Frihed, der er saa begrænset, saa de næsten ikke kunne misbruge den, og som det vilde gavne baade dem og os saa uhyre lidt at berøve dem? Staar det fast, at ingen saa fuldt ud fortjener at spottes som et vigtigt og hovmodigt Barn, saa er det sikkert, at der ikke er nogen, der har saa stort Krav paa vor Medynk som et lille frygtsomt Barn. Med Skelsaar og Alder begynder det borgerlige Livs Trældom; hvorfor skal man da komme den i Forkøbet ved at begynde med den allerede i Hjemmet? Lad os dog taale, at et Øjeblik af Livet er friet for det Aag, som Naturen ikke har paalagt os, og lad Barndommen tumle sig i den naturlige Frihed, som i det mindste en Tid holder den borte fra de Laster, som det bylter paa sig under Trældommen.
  Kom kun I strenge Opdragere, I Fædre, som underkue eders Børn! kom allesammen med eders overfladiske Indvendinger; men førend I prise i høje Toner eders Methoder, saa lærer dog en Gang Naturens at kende.
  Jeg kommer nu tilbage til det praktiske. Jeg har allerede sagt, at du ikke bør give dit Barn noget, bare fordi det forlanger, men kun fordi det behøver det,
Man maa forstaa, at som Straffen ofte er en Nødvendighed, saa er Fornøjelse ogsaa undertiden fornøden. Der er derfor hos Børnene et eneste Forlangende, som man aldrig maa opfylde: det er Ønsket om at blive adlydte. Derat følger, at det fremfor alt gælder om at undersøge Bevæggrunden, der ligger bag deres Ønske. Tilstaa dem saa meget som muligt, alt hvad der kan give dem en virkelig Fornøjelse; nægt dem altid, hvad de forlange af Lunefuldhed eller for at vise deres Myndighed.
og at det intet bør gøre for at lystre, men kun fordi det er nødt dertil: altsaa maa Ordene at »lystre« og at »befale« være strøgne af dets Ordbog; endmere Ord som »Pligt« og »Skyldighed«, medens derimod Ord, som betegne Styrke, Nødvendighed, Afmagt og Tvang maa have en stor Plads. Førend man naar til Skelsaar og Alder, kan man ikke have nogen Forestilling om moralske Væsner eller om Samfundsforholdene; man maa derfor saameget som muligt undgaa at bruge de Ord, som betegne disse Ting, for at Barnet ikke fra Begyndelsen af til disse Ord skal knytte falske Forestillinger, som man ikke vil være i Stand til siden hen at udrødde. Den første falske Forestilling, som sætter sig fast i Barnets Hoved, er for det en Spire til Vildfarelser og Laster; det er dette første Skridt, som man fremfor alt maa være opmærksom paa. Sørg for, saalænge Barnet kun paavirkes af sanselige Ting, at alle dets Forestillinger indskrænke sig til Sanseindtryk, og giv Agt paa, at det overalt kun kommer til at lægge Mærke til den fysiske Verden. Sker dette ikke, saa kan du være sikker paa, at det enten slet ikke vil høre paa dig, eller at det om den Moralverden, du taler til det om, vil danne sig en Mængde fantastiske Forestillinger og Begreber, som du aldrig i Livet vil faa Bugt med.
  At bruge Fornuftgrunde lige over for Børnene var Lockes store Grundsætning, og den er paa højeste Mode den Dag i Dag. Udfaldet af Methoden synes mig dog ikke meget skikket til at bringe den til Ære og Værdighed, og jeg for mit Vedkommende kender ingen større Narre, end de Børn, hvem man saa ivrigt har snakket Fornuft med. Af alle Menneskets Evner er Fornuften, der saa at sige er sammensat af alle de øvrige, den der vanskeligst og senest udvikler sig, og saa vil man endda bruge den til at udvikle de andre! Mesterstykket af en god Opdragelse er jo at danne et fornuftigt Menneske — og saa paastaar man endda at kunne opdrage et Barn ved Fornuftgrunde! Herregud! det er at begynde med Enden; det er jo at ville danne sig et Stykke Værktøj af selve det Værk, man skal udføre. Dersom Børn forstod Fornuft, behøvede de ikke at opdrages: men ved fra deres tidligste Alder at tale med dem i et Sprog, som de slet ikke forstaa, vænner man dem til at nøjes med Ord, til at kritisere alt, hvad man siger dem, til at tro sig lige saa kloge som deres Lærere og til at blive Ordkløvere og Stivnakker. Alt hvad man tror at opnaa hos dem ved Fornuftgrunde, op naar man dog kun af Grunde, som udspringe af Begærlighed, Frygt eller Forfængelighed, som man derfor altid er nød til at regne med.

  Til følgende Formel kan saa godt som alle de Morallærdomme, man giver og kan give Børn, føres tilbage.


Læreren:
  Dette maa man ikke gøre.


Barnet:
  Hvorfor maa man ikke gøre det?


Læreren:
  Fordi det er ondt.


Barnet:
  Ondt! hvad er da ondt?


Læreren:
  Hvad man forbyder dig.


Barnet:
  Hvad ondt er der i at gøre det, man forbyder mig?


Læreren:
  Man vil straffe dig, fordi du har været ulydig.


Barnet:
  Jeg vil gøre det saa, at man ikke faar noget at vide derom.


Læreren:
  Man vil passe paa dig.


Barnet:
  Saa skjuler jeg mig.


Læreren:
  Man vil udspørge dig.


Barnet:
  Jeg vil lyve.


Læreren:
  Man maa ikke lyve.


Barnet:
  Hvorfor maa man ikke lyve?


Læreren:
  Fordi det er ondt o. s. v.


  Der har vi den uundgaaelige Cirkel. Gaar du udenfor den, saa vil Barnet ikke længer forstaa dig. Er det ikke en saare nyttig Undervisning? Jeg gad gerne vide, hvad man kunde sætte i Stedet for denne Samtale! Selv Locke vilde sikkerlig have været i stor Forlegenhed. At kende godt og ondt, at have Forstand paa Fornuftgrunde og Menneskets Pligter er ikke et Barns Sag.
  Naturen vil, at Børnene skulle være Børn, førend de blive Mennesker. Dersom vi ville vende op og ned paa denne Ordning, saa ville vi kun frembringe for tidligt udviklede Frugter, som hverken have Modenhed eller Smag og som snart ville fordærves: vi ville skabe unge lærde og gamle Børn. Barndommen har sin Maade at se, tænke og føle paa, som er egen for den; intet er mere taabeligt end at ville give den vor i Stedet. Jeg kunde lige saa godt forlange, at et Barn skulde være fem Fod i Højden, som forlange, at det skulde besidde Dømmekraft i ti Aars Alderen. Og hvortil skulde ogsaa Fornuften tjene dem? Den er en Tøjle paa Kraften; men Barnet behøver ikke denne Tøjle.
  Forsøger du paa at overbevise dine Elever om Lydighedens Pligt, saa vil du med denne foregivne Overbevisen forbinde Tvang og Trusler, eller — hvad værre er — Smiger og Løfter. Lokkede altsaa af Egeninteresse eller tvungne ved Magt, handle de som om de vare overbeviste af Fornuftgrunde. De se meget godt, at Lydigheden gavner, og at Opsætsighed skader dem, saasnart du mærker enten det ene eller det andet hos dem. Men da du ikke fordrer andet af dem, end hvad der er dem ubehageligt, og da det altid er pinagtigt at rette sig efter en andens Vilje, saa søge de i Smug at gøre, hvad de selv ville, og ere overbeviste om, at de gøre noget godt, naar man bare ikke opdager deres Ulydighed, medens de dog ere rede til at indrømme, hvis de blive opdagede, at det er noget ondt, de have gjort, fordi de frygte for Straffen. Da Læren om Pligterne slet ikke ligger for deres Alder, saa gives der ikke det Menneske i Verden, som magter til Bunds at gøre dem i Sandhed indlysende for Børnene; men Frygten for Straf, Haabet om Tilgivelse, den ubehagelige Stilling, de ere i, og Vanskeligheden i at finde paa Svar tvinger alle de Tilstaaelser ud af dem, som man forlanger; man bilder sig saa ind at have overbevist dem, medens man kun har trættet dem eller gjort dem rædde.
  Hvad følger nu deraf? For det første, at du — ved at paalægge dem en Pligt, som de ikke føle — vækker Misstemning hos dem imod dit Tyranni og vender deres Kærlighed bort fra dig; for det andet, at du lærer dem at blive hykkelske. falske og løgnagtige, for enten at presse dig for Belønninger eller unddrage sig for Tugtelser; endelig at du — ved at vænne dem til altid med en synlig Bevæggrund at dække over en skjult — selv giver dem Midlet i Hænde til at skuffe dig, berøve dig Lejlighed til at lære deres sande Karakter at kende og til ved given Lejlighed at spise dig og andre af med tomme Ord og Udflugter. Men Lovene, vil man sige, bruge — hvorvel de ogsaa ere bindende for Samvittigheden — alligevel Tvang imod de voksne Mennesker. Jeg indrømmer det; men hvad er disse Mennesker andet end Børn, som Opdragelsen har ødelagt? Det er netop det, man skulde forebygge. Brug Magt lige overfor Børnene og Fornuften overfor de voksne; saaledes er den naturlige Orden: den Vise behøver ingen Lov.
  Behandl din Fostersøn efter sin Alder. Anbring ham fra først af paa sin Plads og hold ham saa godt dér, at han ikke mere fristes til at forlade den. Da vil han praktisere de vigtigste af Visdommens Lærdomme, før han véd, hvad Visdom er. Befal ham aldrig noget, absolut intet, hvad saa end i Verden det kan være. Lad det ikke en Gang gaa op for ham, at du gør Fordring paa at have nogen Myndighed over ham. Lad ham alene forstaa, at han er svag, og at du er stærk, at han — efter hele sin og din Stilling — nødvendigvis er afhængig af dig: det bør han vide, lære og føle. Lad ham i god Tid paa sit stolte Hoved føle det haarde Aag, som Naturen paalægger Mennesket, Nødvendighedens tunge Aag, under hvilket ethvert endeligt Væsen maa bøje sig; lad ham se, at denne Nødvendighed udspringer af Tingene og aldrig af Menneskeluner,
Man kan være sikker paa, at Barnet vil betragte som Lune enhver Vilje, der strider mod dets egen, og hvis fornuftige Grund det ikke kan indse. Men nu føler Barnet intet til Grunden i alt det, som modsætter sig dets Indfald.
    R.
at det er Kraftens og ikke Myndighedens Tøjler, der holde ham tilbage. Forbyd ham ikke, hvad han bør holde sig borte fra, men mag det saa, at du, uden Forklaringer, uden Fornuftgrunde, forhindrer ham i at gøre det. Hvad du vil tilstaa ham, tilstaa ham det paa hans første Ord, uden Tiggeri, uden Bønner, fremfor alt uden Betingelser. Giv dine Tilladelser med Glæde, dine Afslag kun modstræbende; men lad alle dine Afslag være uigenkaldelige: lad intet Overhæng bringe dig til at vakle. Det en Gang udtalte Nej bør være som en Kobbermur, imod hvilken Barnet kun en fem, eller seks Gange vil have udtømt sine Kræfter for aldrig mere at forsøge paa at omstyrte den.
  Det er paa denne Maade, at man hjælper det til Taalmodighed, Ligevægt i Sindet, Forsagelse og Tilfredshed, selv naar det maa give Afkald paa, hvad det har ønsket; thi det ligger i Menneskets Natur med Taalmodighed at finde sig i det uundgaaelige, men det finder sig ikke i ond Vilje hos andre. Det Ord: der er ikke mér, er et Svar, som aldrig gør et Barn oprørsk, medmindre det da tror, at man har løjet for det. For Resten gives der her ingen Middelvej; man maa enten aldeles intet fordre af Barnet eller ogsaa fra Begyndelsen af tvinge det til den mest fuldkomne Lydighed. Den elendigste Opdragelse bestaar i at tillade Barnet at vakle imellem at følge sin egen eller din Vilje, hvoraf følger en uafbrudt Strid mellem dig og det om hvem af jer to, der skal være Herren: saa vilde jeg hundrede Gange hellere, at Barnet altid var det.
  Det er egentlig ganske mærkeligt, at man — saa længe man har befattet sig med Børneopdragelse — ikke har kunnet tænke sig andre Opdragelsesmidler end Kappestrid, Skinsyge, Forfængelighed, Begærlighed og slavisk Frygt, der alle sammen høre til de farligste Lidenskaber, yderst villige til at bringe Gæring og i høj Grad skikkede til at fordærve Sjælelivet, endog før Legemet er fuldt udviklet. Med enhver Lærdom, som man for tidligt propper ind i Børnenes Hoved, planter man en Last dybt i deres Hjerte; tankeløse Lærere tro at gøre Underværker, naar de gøre Børnene onde for at lære dem, hvad det gode er, og derpaa fortælle de os med den højtideligste Mine: »saaledes er Mennesket«! Ja, ganske vist, saaledes er det Menneske, som I har dannet.
  Man har forsøgt alle Midler undtagen et, det eneste netop, som kan føre til Maalet: Friheden indenfor en fornuftig Ordning. Man bør aldeles ikke give sig af med at opdrage et Barn, naar man ikke forstaar, udelukkende ved Hjælp af Lovene for det mulige og umulige, at lede det derhen, hvor man vil. Da Rækkevidden af det ene som af det andet er Barnet lige ukendt, kan man, lige over for det, forlænge og forkorte den, som man vil. Med denne ene Nødvendighedens Snor kan man binde det, drive det fremad eller holde det tilbage, uden at det knurrer derover; man kan alene ved den Kraft, der ligger i dette: »det kan ikke være anderledes« gøre det bøjeligt og lærevilligt uden at nogen Unode faar Lov til at slaa Rod i det; thi Lidenskaberne komme ikke i Bevægelse, naar de ikke kunne udøve nogen Virkning.
  Giv ikke din Elev nogen Lærdom i Ord; han bør kun faa den igennem Erfaringen. Idøm ham ikke nogen Art af Straf: thi han forstaar ikke, hvad det vil sige at være strafskyldig. Lad ham aldrig bede om Forladelse; thi han har ingen Forstand paa at krænke dig. Da alle hans Handlinger ere blottede for al bevidst Sædelighedsfølelse, er han jo ikke i Stand til at gøre noget moralsk slet, der fortjener enten Tugtelse eller Bebrejdelse.
  Jeg ser allerede den forfærdede Læser — udfra vore Børn, som de nu en Gang ere — at dømme om dette Barn og sige: han bedrager sig! Den stadige Tvang, hvori vi holde vore Børn, ægger deres Livslyst; jo mere Tvang de ere i under vore Øjne, desto voldsommere blive de i det Øjeblik, de slippe løs; det er en given Sag, at de, naar de kunne, maa se at skaffe sig Erstatning for den haarde Tvang, hvori man holder dem. To Skoledrenge fra Købstaden ville gøre mere Skade paa Mark og i Skov end en hel Landsbys Ungdom tilsammen. Luk en lille Junker og en Bondedreng ind i ét Kammer; den første vil have vendt op og ned paa alt og slaa alt i Stykker, førend den anden faar rørt sig af Stedet. Hvad kan nu være Grunden hertil, dersom det ikke er den, at den ene skynder sig med at misbruge et Øjebliks Frihed, medens den anden, altid sikker paa sin Frihed, ikke har saa stor Hast med at bruge den? Og dog ere Landsbybørnene — snart klappede og snart nappede — endnu langt fra den Tilstand, hvori jeg vil, at Børnene bør bevares.
  Vi maa fastslaa som uimodsigelig Grundsætning, at de første naturlige Rørelser altid føre i den rigtige Retning: der er ingen oprindelig Forvendthed i det menneskelige Hjerte; der findes dér ikke en eneste Udyd, uden at man jo kan eftervise, hvorledes og ad hvilken Vej den er kommen derind. Den eneste naturlige Lidenskab i Mennesket er Selvkærligheden eller Egenkærligheden, Ordet forstaaet i sin Almindelighed og ikke efter dets snevrere Betydning. Denne Egenkærlighed i sig selv, eller i Forholdet til os, er god og nyttig, og da den intet nødvendigt Forhold har til andre, saa er den i denne Henseende af Naturen nevtral: den bliver kun god eller ond efter den Anvendelse, man gør af den, og efter de Forhold, man fører den ind i. Lige indtil det Tidspunkt, da Egenkærlighedens Vejleder — det er Fornuften — kan fødes, er det altsaa af Vigtighed, at et Barn intet foretager sig, fordi det er set eller hørt, intet — kort sagt — som angaar andre, men alene det, som Naturen forlanger af det, og da vil det ikke gøre andet end godt.
  Jeg mener ikke, at det aldrig vil gøre Skade, at det ikke vil saare sig eller maaske sønderslaa en kostbar Genstand, som det faar fat paa. Det kunde gøre meget ondt uden at gøre det onde, efterdi den slette Handling afhænger af Viljen til at gøre Skade; men denne Hensigt vil et Barn aldrig have. Dersom det bare en eneste Gang handlede ud fra denne Hensigt, vilde det allerede være fortabt: det vilde være et ondt Barn, næsten uden Redning.
  Der gives mange Ting, som ere onde i den gerriges Øjne, men ikke i den fornuftiges. Lader man Børnene i fuld Frihed udøve deres Tankeløsheder, maa man selvfølgelig fjerne fra dem alt det, der kunde gøre det til en dyr Spas for os; man maa ikke lade noget være i deres Nærhed, som kan slaas i Stykker eller som er kostbart. Deres Værelse maa være forsynet med grove og stærke Møbler, ingen Spejle, intet Porcellain, ingen Luksusgenstande. Med Hensyn til min Emil, som jeg opdrager paa Landet, saa skal hans Værelse i ingen Henseende adskille sig fra en almindelig Bondestue. Hvad godt skulde det gøre at udstyre den med saa stor Omhu, da han dog bør opholde sig der saa lidt som muligt? Dog, jeg fejler; han vil selv pynte op, og vi skulle snart se hvormed.
  Dersom Barnet alligevel — trods din Forsigtighed — kommer til at gøre Fortræd, at slaa en eller anden nyttig Genstand itu, saa maa du ikke straffe det for din Forsømmelse; skænd ikke paa det, lad det ikke høre et eneste bebrejdende Ord; lad det ikke en Gang mærke, at det har skaffet dig en Ærgrelse paa Halsen; men forhold dig aldeles, som om denne Genstand var gaaet i Stykker af sig selv, og vær endelig forvisset om, at du har gjort meget, dersom du kan lade være med at sige noget.
  Skulde jeg vove her at fremkomme med den største, den vigtigste og nyttigste Regel for al Opdragelse? Den bestaar ikke i at vinde Tid, men i at spilde Tid. Mine jævne Læsere! tilgiv mig mine Paradokser; dem kommer man til, naar man tænker, og — hvad I saa end kunne have at sige — jeg vil hellere være en Mand med Paradokser, end et Menneske fuldt af Fordomme. Det farligste Tidsrum i det menneskelige Liv er Tiden fra Fødselen, indtil tolv Aars Alderen. Det er den Tid, hvor Vildfarelserne og Lasterne spire, uden at man endnu har noget Middel til at udrødde dem, og naar saa Midlet kommer, ere deres Rødder saa dybe, at der ikke mere er Tid til at rykke dem op med Rode. Dersom Børnene paa én Gang kunde gøre Springet fra Brystvorten og til Skelsaar og Alder, saa vilde den Opdragelse, man giver dem, være passende for dem: men — efter hele Naturens Gang — kræves der en hel modsat. Børnene burde intet foretage sig med Sjælen, førend den havde alle sine Evner udviklede; thi det er umuligt, at den, saalænge som den er blind, kan blive det Lys vár, som I holde hen for den, og det er umuligt, at den, i Ideernes umaalelige Rige, kan følge den Vej, som af Fornuften, selv for de bedste Øjne, endnu kun er afridset saa løseligt.
  Den første Opdragelse bør altsaa være rent negativ. Den bestaar aldeles ikke i at give Undervisning om Dyden eller om Sandheden, men i at bevare Hjertet frit for Lasten og Aanden for Vildfarelsen. Dersom det var dig muligt intet at gøre og ikke at lade noget gøre af andre; dersom du kunde føre din Elev sund og kraftig ind i hans tolvte Aar, uden at han kendte Forskel paa sin højre og venstre Haand, saa vilde hans Sjæls Øjne ved din første Undervisning aabne sig for Fornuften. Han vilde være fri for Fordomme, fri for Sædvaner og følgelig vilde der ikke være noget i ham, der kunde modsætte sig Virkningen af din Omsorg. Snart vilde han under dine Hænder blive det viseste Menneske, og ved at begynde med intet at gøre, vilde du have udført et Underværk af Opdragelse.
  Gør bare det modsatte, af hvad alle andre gør, saa vil din Opdragelsesmaade næsten altid vise sig at være god. Da man af et Barn ikke vil opdrage et Barn, men en lille Lærd, saa kunne Fædre og Lærere aldrig tidlig nok begynde med at skænde, rette, dadle, rose, true, love, undervise og holde Fornuftprædikener. Gør du det, som bedre er; vær klog og hold ikke Fornuftprædikener for din Fostersøn, fremfor alt da ikke for at faa ham til at finde det dejligt, som han er inderlig ked af; thi naar disse kedelige Sager altid skulle gøres fornuftige, saa gør man ham bare træt deraf, og man lærer i god Tid en Aand, der endnu ikke er i Stand til at forstaa sig paa det fornuftige, at sætte grumme lidt Pris derpaa. Øv hans Legeme, hans Lemmer, hans Sanser og hans Kræfter, men lad hans Sjæleliv være udyrket saalænge som muligt. Alle gamle, vedtagne Meninger ere farlige for ham, da han endnu ikke har Dømmekraft til at prøve dem. Hold tilbage og dæm op for alle fremmede Indtryk, og du maa endelig ikke — for at forhindre det onde fra at komme op — være ivrig for at fremme det gode; thi det bliver først »det gode«, naar Fornuftens Lys kommer til. Betragt enhver Opsættelse som en Fordel: der er vundet meget ved at naa op imod Maalet uden at tabe noget: lad Barndommen naa sin Modenhed hos Børnene. Skulde det endelig blive nødvendigt at give Børnene en eller anden Lærdom, saa vogt dig for at give den i Dag, dersom du uden Fare kan opsætte den til i Morgen.
  Værdien af denne Methode stadfæstes ogsaa igennem Undersøgelsen af Barnets særlige Ejendommelighed, som det er meget nødvendigt at kende for at kunne vide, hvilken Art af sædelig Tugt, der passer sig for det. Hver Aand har sin Ejendommelighed, i Overensstemmelse med hvilken den bør ledes, og det er af Vigtighed for Udfaldet af den Umage, man gør sig, at den netop ledes paa sin Maade og ikke paa nogen anden. Er du klog, o Menneske! saa udforsk længe Naturen, læg nøje Mærke til din Fostersøn, før du siger det første Ord til ham; lad Spirerne til hans Karakter først komme til Syne i fuld Frihed og paalæg ham ikke i nogen Henseende nogen Tvang, for at du klarere og helt ud kan faa Øje for den. Mener du, at denne Frihedstid skulde være spildt for ham? Tværtimod, den vil være brugt allerbedst; thi det er paa denne Maade, at du lærer ikke at spilde et Minut, naar den mere kostbare Tid kommer. Dersom du derimod begynder at gribe ind, førend du er kommen til Klarhed over, hvad der bør gøres, vil du komme til at handle paa Lykke og Fromme: du vil være udsat for at fejle og følgelig for at maatte begynde forfra: du vil være længere borte fra Maalet, end om du havde været mindre hidsig paa at naa det. Bær dig dog ikke ad som den gerrige, der taber det meget, fordi han intet vil tabe. Du maa ofre en Tid af de første Aar, for at du kan indvinde den igen med Renter i den mere fremrykkede Alder. Den kloge Læge giver ikke tankeløst sine Forskrifter efter det første Skøn; men han studerer den syges Legemsbeskaffenhed, førend han foreskriver noget: han giver sig Tid med sin Behandling; men han helbreder den syge, medens den altfor ilfærdige Læge slaar ham ihjel.
  Men hvor skal man nu føre dette Barn hen, for at kunne opdrage det paa denne Maade som et ufølsomt Væsen, som en Slags Maskine af et Menneske? Skulle vi lade det bo paa Maanen eller paa en øde Ø? Skulle vi holde ham borte fra alle Mennesker? Vil han ikke i denne Verden stadig have Skuespillet og Eksemplet af andres Lidenskaber for Øje? Skal han aldrig se andre jævnaldrende? Maa han ikke komme til at se sine Forældre, sine Naboer, sin Amme, sin Lærerinde, sin Tjener, ja ogsaa sin Hovmester, som dog ikke kan være nogen Engel?
  Dette er en alvorlig og grundig Indvending. Men har jeg sagt, at en naturlig Opdragelse var nogen let Opgave? O, Mennesker! er det min Skyld, at I har gjort alt det gode svært? Jeg indrømmer, at jeg føler alle disse Vanskeligheder, muligvis ere de uovervindelige; men det vil altid staa fast, at gør man sig Flid for at forebygge dem, saa vil man kunne gøre det indtil et vist Punkt. Jeg peger paa Maalet, som man bør have for Øje: jeg staar ikke inde for, at man kan naa det; men jeg svarer for, at den, som kommer det nærmest, for ham vil Opdragelsen lykkes bedst.
  Kom i Hu, at førend man drister sig til at opdrage et Menneske, maa man have opdraget sig selv til et Menneske; i En selv maa det Forbillede findes, som hin bør stile imod. Saalænge Barnet endnu er uden Erkendelse, har man Tid til at træffe sine Forberedelser med Hensyn til alt, hvad der omgiver det, saa at det fra først af kun faar Øje paa saadanne Genstande, som ere passende for det at se. Vind alles Agtelse, begynd med at gøre dig elsket, saa enhver søger at være dig til Behag. Du vil ikke være Barnets Herre, dersom du ikke er Herre over alle dets Omgivelser, og, denne Anseelse vil endda ikke strække til, dersom den ikke er grundet paa Agtelse og Dyd. Det gælder ikke om at lænse sin Pung og øse Penge ud med begge Hænder; jeg har aldrig set, at man kan købe Kærlighed for Guld. Vær dog ikke gerrig og haardhjærtet, nøjes ikke med al beklage den Elendighed, du kan lindre; men du kan længe nok lukke op for din Pengekasse; dersom du ikke samtidigt lukker dit Hjerte op, saa vil andres dog altid dog være lukket for dig. Det er din Tid, din Omhu, din Velvilje, det er dig selv, som du skal give; thi hvad du end mægter at gøre, man vil altid føle, at dine Penge ere ikke dig. Der er Beviser paa Deltagelse og Velvilje, som ere af større Virkning og i Virkeligheden gavne mere end alle Gaver: hvormange ulykkelige og syge trænge ikke mere til Trøst end til Almisser! hvormange undertrykte sukke ikke dybere efter en Beskytter end efter Penge! Forlig de stridende, forebyg Processer; led Børnene til Pligten. Fædrene til Overbærenhed; pris de lykkelige Ægteskaber, vær en Hindring for Undertrykkelser; brug rundhaandet den Indflydelse, som din Fostersøns Forældre eje, til Gunst for den svage, som man nægter Retfærdighed og som den mægtige træder i Støvet. Forkynd dig højt og lydelig som Beskytter for de ulykkelige. Vær retfærdig, menneskelig, rede til at gøre godt. Giv ikke bare Almisser, giv Kærlighed; Barmhjertighedens Gerninger hindre flere Onder end Pengene: elsk andre, og de skulle elske dig; tjen dem, og de ville tjene dig; vær deres Broder, og de ville være dine Børn.
  Alt dette er ogsaa en af Grundene, hvorfor jeg vil opdrage Emil paa Landet, langt borte fra Kammertjenernes Slæng — de usleste Mennesker næst efter deres Herrer — og langt borte fra de fordærvede Sæder i Byerne, hvor den Fernis, hvormed man dækker dem, gør dem forførende og smittende for Børnene; Bøndernes Laster derimod, usminkede og grovkornede som de ere, ere mere skikkede til at frastøde end til at forføre, naar man da ikke har nogen særlig Trang til at efterligne dem. —
  I Landsbyen vil en Opdrager i langt højere Grad være Herre over de Genstande, som han vil vise Barnet: hans Berømmelse, hans Samtaler og hans Eksempel ville dér give ham en Anseelse, som han ikke vil opnaa i Byen: som han selv er til Gavn for alle, vil enhver være ivrig for at fortjene hans Tak og hans Agtelse og vil gærne vise sig for hans Discipel, saadan som Hovmesteren kunde ønske, at Folk vare i Virkeligheden. Selv om man ikke retter sine Fejl, vil man dog undgaa at give Forargelse, og det er alt, hvad vi behøve for at naa vort Maal.
  Hold dog en Gang op med at give andre Skyld for eders egne Fejl: det daarlige, som Børnene se, ødelægge dem ikke saa meget som det, I selv lære dem. Altid ere I snakkesalige, moraliserende, altid skolemestererende! for hver en ny Forestilling, I give Børnene i den Tro, at den er god, give I dem hver Gang tyve andre, som ere uden Værdi: optagne af det, som foregaa i eders eget Hoved, se I ikke, hvilken Virkning det frembringer i deres. Tro I virkelig, at der i den Ordstrøm, som I uophørlig lade skylle ud over dem, ikke skulde være ét Ord, som de fik galt fat paa? Mene I, at de ikke paa deres Maade fortolke eders vidtløftige Forklaringer, og at de ikke dér skulde finde et og andet, hvoraf de efter deres Fatteevne bygge sig et System, som de ved given Lejlighed nok skulle vide at gendrive eder med?
  Hør en Gang paa saadan en lille Fyr, som man nylig har indpræntet en eller anden Lærdom: lad ham af Hjertenslyst pludre, spørge, snakke fra Leveren, og du vil forbavses over den mærkelige Vending, dine Fornuftprædikener har taget i hans Hoved. Han roder alt sammen, vender op og ned paa alt; han gør dig utaalmodig, bringer dig adskillige Gange ud af Fatning ved uforudsete Indvendinger; han faar dig til at tie eller til at tvinge ham til Tavshed: og hvad maa han tænke om denne Tavshed hos et Menneske, som holder saameget af at tale? Dersom han nogensinde naar at faa dette Overtag og bliver opmærksom derpaa, saa Farvel, Opdragelse! alt er forbi fra dette Øjeblik; han bryder sig ikke mere om at undervises, han lurer paa at kunne gendrive dig.
  I ivrige Lærere! værer jævne, taktfulde og tilbageholdne: skynd eder aldrig med at handle uden for at forebygge, at andre gøre det. Jeg gentager det atter og atter: værer langsomme — om det er muligt — til at give en god Lære, af Frygt for at komme til at give en daarlig. Her paa denne Jord, hvor Naturen havde skabt Menneskets første Paradis, vogt jer for at udøve Fristerens Embede ved at ville give de uskyldige Kundskab om godt og ondt. Da vi ikke kunne forhindre, at Barnet indsuger Lærdomme af Eksemplerne udefra, saa indskrænker al eders Aarvaagenhed til i dets Sjæl at indprænte disse Eksempler under et Billede, som passer sig for det.
  De stormende Lidenskaber indvirke voldsomt paa Barnet, naar det bliver Vidne dertil, efterdi de ytre sig paa en udvortes, iøjnefaldende Maade og saaledes tvinger Barnet til at at blive opmærksomt. Fremfor alt er Vreden saa larmende i sine Udbrud, at det er umuligt ikke at lægge Mærke til den, naar man da er i Nærheden. Det er ufornødent at drøfte det Spørgsmaal, om der nu ikke her er Lejlighed for Pædagogen til at indlede en belærende Samtale. Nej! ingen belærende Samtale, slet ingen Ting, ikke et eneste Ord! Lad Barnet komme selv: forbavset over dette Skuespil vil det ikke fejle, at det jo nok skal komme med Spørgsmaal, og Svaret ligger lige for Haanden, det giver sig af selve Sagen, som har sat dets Sind i Bevægelse. Barnet har set et flammende Aasyn, lynende Øjne, truende Haandbevægelser, har hørt Raaben og Skrigen, der tilhobe ere Tegn nok paa, at Legemet ikke er i sin naturlige Ligevægt. Sig saa ganske sindigt, uden Kunstlerier og Hemmelighedskræmmeri: »den stakkels Mand er syg, han har faaet et Anfald af Feber«. Du kan her bruge Lejligheden til at give Barnet — men i faa Ord — en Forestilling om Sygdommene og deres Virkninger; thi dette her hænger ogsaa sammen med Naturen og er et af de Nødvendighedens Baand, som det bør føle sig at være undergivet.
  Skulde det ikke være muligt, at denne — ikke falske — Forestilling i god Tid kunde bevirke hos Barnet en vis Afsky for at give sig over til lidenskabelige Udbrud, som det vil betragte som Sygdomme? Og tror du ikke, at en saadan Oplysning, givet paa rette Tid og Sted, vil gøre lige saa god og lige saa sund Virkning som den kedsommeligste Moralprædiken? Men læg nu ogsaa Mærke til de fremtidige Følger af denne Oplysning: om det nogensinde skulde gøres nødigt, er du nu berettiget til at behandle et genstridigt Barn som et sygt Barn. Du kan lukke det inde paa dets Værelse, lade det gaa i Seng, om det er nødvendigt; holde det paa Smalkost, indgyde det Skræk for disse dets spirende Laster, ja vække Afsky og Frygt for dem, uden at det kan betragte som en Tugtelse den Strenghed, som du maaske kan være tvungen til at anvende for at helbrede det. Skulde det hænde, at du selv i et heftigt Øjeblik tabte den Koldblodighed og det Maadehold, som du alvorligt bør øve dig i, saa forsøg slet ikke paa at dække over din Fejl for Barnet; men sig det aabent med en mild Bebrejdelse: »min Ven! du har gjort mig syg«.
  For øvrigt maa man passe paa, at alle de troskyldige Indfald, som et Barn — paa Grund af Enfolden i hele dets Idekreds — kan komme med, aldrig optrevles i dets Nærværelse eller fortolkes paa en saadan Maade, at det faar en Forstaaelse deraf. Et taktløst Latterudbrud kan nedbryde et halvt Aars Arbejde og gøre ubodelig Skade for hele Livet. Jeg kan ikke noksom gentage det, at for at være Barnets Herre, maa man være Herre over sig selv. Jeg forestiller mig nu, at min lille Emil, under et heftigt Klammeri mellem to Naboersker, skynder sig hen til den mest rasende af dem og siger i en medlidende Tone: »du er syg, min gode Kone! det gør mig meget ondt«. Uden Tvivl vil denne hans pludselige Indblanden ikke blive uden Virkning paa Tilskuerne og vel heller ikke paa de agerende. Uden et Smil, uden at skænde paa ham, uden at rose ham fører jeg ham bort, godvillig eller med Magt, førend han kan mærke denne Virkning, eller i det mindste førend han faar tænkt over den, og jeg skynder mig med at adsprede ham med andre Ting, som hurtigt kunne lade ham glemme det passerede.
  Min Plan er aldeles ikke at gaa i Enkeltheder, men kun at fremsætte de almindelige Grundsætninger og for vanskelige Tilfældes Skyld at belægge dem med Eksempler. Jeg anser det for umuligt, at man midt i Samfundet kan lede et Barn indtil tolv Aars Alderen uden at give det nogen Forestilling om Forholdet mellem Mand og Mand og om den sædelige Værdi af de menneskelige Handlinger. Kun maa man beflitte sig paa at give det disse nødvendige Oplysninger saa sent som muligt, og — naar dette ikke kan undgaas — indskrænke sig til, hvad der i Øjeblikket er Brug for, navnlig for at det ikke skal tro sig at være Herre over alt, og for at det ikke uden at betænke det eller vide af det skal gøre andre ondt. Der gives Karakterer saa bløde og rolige, at man længe kan lade dem blive i deres første Uskyldighed: men der gives ogsaa saa heftige Naturer, i hvem Vildskaben tidlig aabenbarer sig, at det er nødvendigt at ile med at gøre dem til Mennesker, for ikke at være nød til at binde dem.
  Vore første Pligter gælde os selv; vore tidligste Følelser samle sig om os selv; alle vore naturlige Rørelser angaa fra først af vor egen Opholdelse og eget Velvære. Vor første Retsfølelse udspringer saaledes ikke af den Retfærdighed, vi skylde andre, men af den, som andre skylde os, og det er atter en af Meningsløshederne i den almindelige Opdragelsesmaade, at man, ved først at undervise Børnene om deres Pligter, men ikke om deres Rettigheder, kommer til at begynde ved den fejle Ende og taler med dem om det, som de ikke forstaa eller kunne interessere sig for.
  Dersom jeg altsaa skulde opdrage et Barn af den Slags, som jeg ovenfor har tænkt paa, saa vilde jeg sige til mig selv: Et Barn forgriber sig ikke paa Personer,
Man bør aldrig taale, at et Barn giver sig i Kast med voksne, som vare de dets underordnede eller bare dets Ligemænd. Vover det for Alvor at daske En — være sig dets Tjener eller Rakkeren selv — saa sørg for, at man altid giver det Daskene igen med Renter og det saa eftertrykkeligt, at det taber Lysten til at komme igen. Jeg har set tankeløse Lærerinder opmuntre et Barns Genstridighed og ægge det til at slaa, ja som selv har ladet sig gennemprygle af det, medens de har let af dets svage Slag uden at overveje, at disse, efter den lille rasende Fyrs Hensigt, vare lige saamange dødbringende Slag, og uden at tænke paa, at den, der vil daske som lille, vil slaa ihjel, naar han bliver stor.
men paa Ting, og Erfaringen skal snart lære det at respektere den, der er det overlegen i Alder som i Styrke: men Tingene forsvare sig ikke selv. Den første Forestilling, man maa bibringe det, er altsaa ikke fortrinsvis Frihedens, men Ejendommens Begreb, og for at Barnet kan fatte dette Begreb, er det nødvendigt, at det har noget, som det kalder sit eget. At henvise det til dets Klæder, Møbler eller Legetøj hjælper ikke: thi endskønt det raader over disse Ting, forstaar det hverken, hvorfor eller hvorledes det besidder dem. At fortælle Børnene, at de eje disse Ting, fordi de have faaet dem som Gave, skal næppe gøre dem stort klogere; thi for at kunne give noget, er det nødvendigt først at eje det: se, dér er altsaa en Ejendomsret, som er forud for Barnets; og det er jo Ejendommens Grundbegreb, man vil forklare det; ikke at tale om, at enhver Gave er en Overdragelse af Ejendomsretten, og Barnet kan endnu ikke vide, hvad en saadan Overdragelse er.
Der har vi Grunden til, at de fleste Børn ville have igen, hvad de har givet bort, og græde, naar man ikke vil give dem det. Dette hænder imidlertid ikke mere, naar de først til Bunds har forstaaet, hvad det betyder at give noget bort. Men saa blive de rigtignok ogsaa mere varsomme med at give.
    R.
Min Læser! jeg beder dig: lær af dette og tusend andre Eksempler, hvorledes man propper i Børnenes Hoved en Mængde Ord, som de ikke har Fatteevne til at finde Meningen i, og saa tror man endda at have givet dem en meget fortrinlig Undervisning.
  Det gælder altsaa om at komme tilbage til Oprindelsen af al Ejendom: thi derfra maa den første Forestilling derom udledes. Det Barn, som lever paa Landet, vil have erhvervet sig nogen Kundskab om Markarbejdet: dertil behøver det kun at bruge sine Øjne og sin Frihed, og begge Dele staa jo til dets Raadighed. Det ligger nu for enhver Alder, men fremfor alt for Barnealderen, at ville skabe, efterligne, frembringe og give Vidnesbyrd om sin Kraft og Virksomhed. Et Barn behøver kun et Par Gange at have set nogen arbejde i en Have og besaa den, set Urterne komme op og vokse, førend det ogsaa selv vil arbejde i Haven.
  Efter de ovenfor udviklede Grundsætninger modsætter jeg mig aldeles ikke hans Lyst: tværtimod, jeg begunstiger den, jeg deler hans Smag, jeg arbejder med ham, ikke for hans Fornøjelses Skyld, men for min egen; i det mindste tror han, at det er saaledes. Jeg bliver hans Gartnerdreng, og indtil han selv faar tilstrækkelige Kræfter, gennemarbejder jeg Jorden for ham. Han tager den i Besiddelse ved at plante en Bønne i den, — og sikkerlig er denne Ejendomsret helligere og agtværdigere end den, som Nunez Balbao
Vasco Nimex de Balbao, spansk Officer, født 1475 og henrettet ved Svig 1517. — 25. Sept, 1513 tog han det store Ocean med alt, hvad det beskyller, i Besiddelse for Ferdinand den Katolske.
    O. A.
i Kongen af Spaniens Navn tiltog sig over Syd–Amerika, da han plantede sin Fane paa Sydhavets Kyster.
  Man vander nu daglig Bønnerne og ser med Jubel, at de komme op. Jeg forhøjer denne Glæde ved at sige til ham: dette tilhører dig; og ved nu at forklare ham Ordet »tilhøre« lader jeg ham forstaa, at han her har lagt sin Tid, sit Arbejde, sin Møje, kort sagt, sin Person, at der i denne Jord er noget af ham selv, saa at han kan gøre Fordring paa den, lige over for hvemsomhelst, paa samme Maade som han har Ret til at trække sin Arm ud af Haanden paa et Menneske, der vil holde fast i den imod hans Vilje.
  En skøn Dag kommer han fuld af Iver med sin Vandkande i Haanden. Men, o Ve! hvilket Syn! alle Bønnerne ere rykkede op med Rode, hele Jordstykket er omgravet og selve Pladsen er ikke til at kende igen. Aa, hvor er mit Arbejde, mit Værk, den søde Frugt af al min Omhu og min Sved? Hvem har røvet min Ejendom? hvem har taget mine Bønner? Det unge Hjerte oprøres; den første Følelse af Uretfærdighed gyder sin vemodige Bitterhed i det; Taarerne rinde i Strømme: det trøstesløse Barn fylder Luften med sine Suk og Jammerklager. Man tager Del i hans Smerte, i hans Harme: man søger, spørger sig for, anstiller Undersøgelser. Endelig opdager man, at det er Gartneren, som har spillet os dette Puds. Man sender Bud efter ham.
  Men der komme vi net afsted. Da Gartneren erfarer, hvorover man beklager sig, begynder han at beklage sig meget højere over os. Hvad behager, mine Herrer! det er dem altsaa, som har ødelagt mit Arbejde! Jeg havde saaet Malteser–Meloner, hvis Frø man havde overladt mig som en kostbar Skat, og med hvilke jeg havde haabet at traktere dem, naar de var modne; men der har vi det; for at kunne plante jeres elendige Bønner her, har I ødelagt mine Meloner, som allerede var komne op, og som jeg ikke mere vil kunne erstatte. De har gjort mig en ubodelig Skade og berøvet dem selv den Fornøjelse at spise udsøgte Meloner.

Jean–Jacques:
  Undskyld os, min gode Robert! De har anvendt deres Arbejde og Umage paa denne Jord. Jeg ser meget godt, at vi har haft Uret i at ødelægge deres Arbejde; men vi vil skaffe Dem andre Frø fra Malta og skal ikke oftere bearbejde nogen Jord, førend vi véd, om nogen anden har lagt Haand paa den før vi.


Robert:
  Ja vel, mine Herrer! De kan da gøre dem det meget mageligt, for der er næppe mer fri Jord. Jeg arbejder i den, som min Fader har sat i Stand; enhver anden gør ligesaa; thi al den Jord, de ser, er optaget for længe siden.


Emil:
  Hr. Robert! det er vel altsaa ofte, at eders Melonfrø gaar tabt?


Robert:
  Nej, undskyld, min unge Junker! vi faa ikke ret tidt Besøg af saadanne Smaaherrer, der er lige saa tankeløse som De. Her er ingen, som rører sin Nabos Have; enhver respekterer andres Arbejde, for at de kan have deres eget i Fred.


Emil:
  Men jeg har jo ingen Have.


Robert:
  Hvad kommer det mig ved? dersom De ødelægger min, saa tillader jeg Dem ikke mere at spadsere her; for jeg vil ikke have mit Arbejde spildt, ser De.


Jean Jacques:
  Skulde man ikke kunne foreslaa den gode Robert en Ordning? muligvis indrømmer han os — min lille Ven og mig — et Hjørne af Haven til Dyrkning paa den Betingelse, at han faar Halvdelen af Avlen.


Robert:
  De skal faa det uden Betingelser. Men De maa vide, at jeg graver deres Bønner op, hvis de rører mine Meloner.




  Ved dette Forsøg paa en Methode til at indskærpe Børnene de grundlæggende Begreber ser man, hvorledes Idéen om Ejendom paa naturlig Maade gaar tilbage til den Ret, som vindes af den første, der lægger sit Arbejde paa et Stykke Jord og derigjennem tager det i Besiddelse. Dette er klart, tydeligt og simpelt og vil altid være letfatteligt for Barnet. Herfra og til Ejendomsretten med Kjøb og Salg er der kun ét Skridt; men der maa man saa bryde brat af.
  Man ser endvidere, at den Forklaring, som jeg her har sammentrængt paa to skrevne Sider, maaske kan give Arbejde nok for et helt Aar i Praksis: thi i Udviklingen af Moralbegreberne kan man hverken gaa altfor langsomt frem eller dvæle altfor udførligt ved hvert Trin. I unge Lærere! jeg beder eder tænke paa dette Eksempel og huske paa, at eders Lærdomme — ihvad det saa end drejer sig om — mere bør gives i Handlinger end igennem Samtaler; thi Børnene glemme let, baade hvad de selv har sagt og hvad man har sagt dem, men derimod ikke, hvad de har udført eller hvad man har udført for dem.
  Saadanne Belæringer maa, som jeg har sagt, gives før eller senere, ganske som Barnets roligere eller mere voldsomme Naturel fremskynder eller forhaler Trangen til dem; men Nytten af dem er indlysende og iøjnefaldende nok.
  For imidlertid ikke at forbigaa noget af Vigtighed i disse vanskelige Forhold, tage vi endnu et Eksempel.
  Dit egensindige Barn ødelægger alt, hvad det rører ved: bliv ikke ærgerlig derover; men sørg for, at der ikke er noget i dets Nærhed, som det kan ødelægge. Det slaar sine Møbler i Stykker; skynd dig endelig ikke med at give det andre i Stedet: lad det føle det ubehagelige ved at mangle dem. Det knuser Vinduerne i sit Værelse; lad Vinden blæse paa det Nat og Dag, uden at du bekymrer dig om Forkølelse o. l.; thi det maa hellere forkøle sig end blive ved at være halstarrigt. Beklag dig aldrig over den Ulejlighed, som det gør dig, men sørg for, at det selv er den første, som kommer til at mærke Følgerne deraf. Nogen Tid efter lader du igen indsætte Ender, stadig uden at sige noget, Fyren slaar dem anden Gang itu, men saa forandrer du Methode: ganske tørt, men uden Vrede, siger du til ham: »Vinduerne ere mine; det er mig, der har sørget for at faa dem anbragte her, og jeg vil passe paa dem. Derpaa lukker du ham ind i et mørkt Rum uden Vinduer. Ved denne Behandlingsmaade, der er ham saa ny, begynder han at skrige og rase; ingen hører ham. Snart arbejder han sig træt og slaar over i en anden Tone: han beklager sig, han sukker. En Tjenestepige kommer over til ham; den halstarrige Fyr beder om at blive lukket ud. Uden at søge efter et Paaskud for sin Vægring, siger Pigen: Jeg har ogsaa Ruder at passe paa, og gaar derpaa sin Vej. Endelig, efterat Barnet har boet der i flere Timer, længe nok til at gøre ham ked af det og faa ham til at huske det, kommer en eller anden og indgiver ham den Tanke at foreslaa dig en Overenskomst, som gaar ud paa, at du skal sætte ham i Frihed og han ikke mere slaa Ruder ud. Han forlanger intet bedre og lader dig bede om at komme og se til ham. Du kommer, og han forelægger dig sit Forslag, som du øjeblikkelig tager imod, idet du siger: »det er meget fornuftigt tænkt; vi ville begge to vinde ved det — havde du bare meget før faaet den gode Idé!« Derpaa, uden at forlange hverken højtidelige Erklæringer om eller Stadfæstelser paa, at han vil holde sit Løfte, omfavner du ham med Glæde og fører ham straks ind i sit Værelse, idet du betragter Overenskomsten for lige saa hellig og ukrænkelig, som om den var bekræftet med Ed. Hvilken Forestilling tror du nu, at han — efter denne Fremgangsmaade — vil danne sig om indgaaede Forpligtelsers Hellighed og Nytte? Jeg skulde tage meget fejl, om der i den hele vide Verden skulde findes et eneste Barn, som — naar det da ikke allerede var fordærvet — kunde døje denne Behandlingsmaade og dog bagefter hitte paa med Forsæt at slaa Ruder ud. Læg nu Mærke til Sammenhængen i alt dette. Den lille Slubbert drømte næppe om, at han gravede et Fængsel, hvor hans egen Viden ikke vilde tøve med at lukke ham inde.
Begge de nævnte Børn erhvervede sig jo gennem deres Handlinger en Viden om en Moralverden, der satte dem Grænser.
    O. A.
Selv om iøvrigt denne Pligt til at holde sine Løfter ikke skulde være dybt nok rodfæstet, i Barnets Sjæl bare ved Forstaaelsen af det nyttige deri, saa vilde snart den indre Følelse, som nu begynder at spire, paalægge det denne Pligt som en Samvittighedens Lov, som en medfødt Leveregel (Princip), der kun venter paa den Viden, hvorpaa den kan anvendes, for at udfolde sig. Det første Puds er ikke gjort af Menneskehænder, men indgravet i vore Hjerter af ham, der er Ophav til al Retfærdighed. Borttag den oprindelige Lov om Overenskomster og den Forpligtelse, som den paalægger, og alt i det menneskelige Samfund vil være Blændværk og Forfængelighed. Den, som kun for sin Fordels Skyld holder sit Løfte, er næppe mere bundet, end om han intet Løfte havde givet; i det højeste vil han gemme Magten til at bryde det, ligesom de overlegne Spillere, der kun tøve med at gøre sig gældende for at vente paa det Øjeblik, da de kunne gøre det med den største Fordel. Denne Grundsætning er af den yderste Vigtighed og fortjener, at man grundigt fordyber sig i den; thi her er det, at Mennesket begynder at komme i Modsigelse med sig selv.
    R.
  Vi ere nu komne ind i Moralverdenen, hvor Døren er aaben for Lasten. Med Overenskomster og Pligter følger Bedrag og Løgn. Saasnart man kan gøre, hvad man ikke bør gøre, vil man skjule, hvad man ikke burde have gjort. Saasnart én Fordel faar os til at love noget, kan en større Fordel lokke os til at bryde Løftet; nu gælder det kun om at kunne bryde det ustraffet — og Tilflugten ligger da lige for Haanden: man kryber i Skjul, man lyver. Har vi ikke kunnet forebygge Lasten, ere vi med det samme i det Tilfælde at maatte straffe den. Saaledes begynder det menneskelige Livs Elendighed med dets Forvildelse.
  Jeg har tilstrækkelig tydeligt sagt, at man aldrig bør idømme Børnene Tugtelsen som en Straf; men at denne altid bør komme over dem som en naturlig Følge af deres slette Handling. Altsaa skal du ikke holde Tordentaler imod Løgnen og heller ikke direkte straffe et Barn, fordi det har løjet; men sørg for, at alle Løgnens beske Følger samle sig over det Barns Hoved, som har løjet, saa at det f. Eks. ikke bliver troet, naar det siger Sandhed, saa at det anklages for ondt, som det ikke har gjort, selv om det nægter. — Men lad os forklare, hvilken Betydning det »at lyve« har paa Børnene.
  Der gives to Slags Løgn: Benægtelsesløgnen, som angaar Fortiden, og Løfte–Løgnen, som angaar Fremtiden
Rousseau har: celui de fait — og celui de droit (ɔ; den, som angaar en Gerning, og den, som angaar det rette). Udtrykket er laant fra Juristernes: de facto (hvad der i Virkeligheden finder Sted) og de jure (hvad der retlig bør finde Sted).
    O. A.
Den første finder Steel, naar man nægter at have gjort, hvad man har gjort, eller naar man forsikrer at have udført, hvad man ikke har udført, naar man — kort sagt — trods bedre Vidende siger noget, som strider imod de virkelige Forhold. Den anden Slags Løgn finder Sted, naar man lover noget, som man ikke har til Hensigt at holde, naar man — kort sagt — giver sig Skin af at have en Hensigt modsat den, man har. Disse to Arter af Løgn kunne undertiden forene sig hos en og samme Person;
Naar f. Eks. en skyldig, der er anklaget for en Forbrydelse, forsvarer sig, idet han kalder sig for en ærlig Mand, saa gør han sig skyldig saavel i en Benægtelsesløgn som i Løfteløgn. (Han tillyver sig en Hensigt, som han aldrig har haft.)     R.
men her betragter jeg dem kun i deres Forskel.
  Den, som føler Trang til andres Hjælp og uophørlig faar Beviser for disses Velvilje, har ingen Interesse af at narre dem; tværtimod har han den øjensynligste Interesse af, at de se Tingene, som de ere, af Frygt for, at de skulle skuffes til hans Skade. Det er altsaa klart, at Benægtelsesløgn ikke er naturlig for Børnene: men det er Loven om at lystre, som afføder Nødvendigheden til at lyve: for det første, fordi det at lystre er trælsomt, hvorfor man i Hemmelighed fritager sig derfor det meste, man kan, og dernæst fordi den øjeblikkelige Interesse, den nemlig at undgaa Straffen eller Bebrejdelsen, sejrer over den fjernere Interesse, den nemlig at sige Sandheden. Er Opdragelsen naturlig og fri, hvorfor skulde dit Barn saa lyve for dig? hvad har det at skjule? Du bebrejder det intet, du straffer det ikke, og du forlanger ikke noget af det. Hvorfor skulde det ikke fortælle alt, hvad det har gjort, lige saa aabenhjertigt til dig som til sin Kammerat? Barnet kan umuligt se, at denne Aabenhjertighed rummer større Fare for det til den ene end til den anden Side.
  Løfteløgnen er endnu mindre naturlig, efterdi Løfter om at gøre eller afholde sig fra noget ere at henregne til Handlinger, der hvile paa en Overenskomst: de gaa altsaa udenfor Naturstanden og gøre Indgreb i Friheden. Mere endnu: alle Børnenes Løfter ere i sig selv intet, da de med deres begrænsede Synskres ikke kunne se udover Øjeblikket; de véd altsaa ikke, hvad de gøre, naar de forpligte sig til noget. Et Barn kan næppe lyve, naar det lover noget; thi da det kun tænker paa at klare sig i Øjeblikket, saa bliver ethvert Middel, der ikke har øjeblikkelig Virkning, det lige godt: naar det lover noget, som angaar Fremtiden, saa lover det i Grunden intet, og dets endnu slumrende Indbildningskraft forstaar aldeles ikke at udspænde dets »Jeg« ud over to forskellige Tider. Dersom det kunde undgaa Prygl og i Stedet derfor faa et Kræmmerhus Brystsukker ved at love at kaste sig ud af Vinduet i Morgen, saa vilde det paa Øjeblikket love det. Derfor tage Lovene heller ikke Børnenes Forpligtelser i Betragtning, og naar Fædrene og Lærerne ere strengere og forlange, at de skulle opfylde dem, saa sker dette kun med de Ting, som Barnet skulde gjøre, selv om det ikke havde givet noget Løfte.
  Da Barnet ikke véd, hvad det gør, naar det lover noget, saa kan det altsaa ikke lyve ved at give Løfter. En anden Sag er det, naar det undlader at opfylde sit Løfte; det er en Slags tilbagevirkende Løgn: thi det mindes meget godt at have gjort dette Løfte; men hvad det ikke ser, er Vigtigheden af at holde det. Da det ikke er i Stand til at læse i Fremtidens Skrift, kan det ikke forudse Følgerne af, hvad det i Øjeblikket lover, og naar det bryder sine Løfter, saa foretager det dog ikke noget, der strider imod den Fornuft, som svarer til dets Alder.
  Deraf følger, at Børnenes Løgne ere deres Læreres Værk, og naar de ville lære dem at sige Sandhed, lære de dem bare rigtig at lyve. Paa Grund af det Jag, man har med at retlede, styre og undervise dem, kan man aldrig finde Midler nok til at naa Maalet. Ved uholdbare Grundsætninger og ufornuftige Forskrifter vil man se at faa bedre fat paa Barnesjælen, og man synes bedre om, at de kunne deres Lektier og lyve, end at de forblive uvidende og sanddru.
  Men vi, som kun vejlede vore Elever med det virkelige Liv for Øje og som meget hellere ville have dem gode end lærde, vi forlange slet ikke af dem, at de skulle sige Sandheden, af Frygt for at de skulle tilsløre den, og vi lade dem ikke love nogetsomhelst, som de kunde være fristede til ikke at holde. Dersom der under min Fraværelse sker noget, som ikke bør være, og jeg ikke kender Ophavsmanden, saa skal jeg vel vogte mig for at anklage Emil eller spørge ham: Er det dig, der har gjort det?
Intet er mere tankeløst end et saadant Spørgsmaal, fremfor alt naar Barnet er skyldigt. Dersom det nemlig tror, at du véd, hvad det har gjort, saa vil det se, at du opstiller en Fælde for det, og den Tanke vil ikke undlade at gøre det bitter imod dig. Dersom det tror, at du ikke ved noget, saa vil det sige til sig selv: hvorfor skulde jeg sladre om min egen Fejl? Der ser du: den første Fristelse til Løgn er bleven Følgen af dit eget ukloge Spørgsmaal.
thi hvad andet vilde jeg udrette dermed end at lære ham at nægte det? Dersom han har et saa vanskeligt og stridigt Sind, at jeg nødes til at træffe en eller anden Overenskomst med ham, saa skal jeg nok mage det saa, at Forslaget til Overenskomsten altid kommer fra ham, aldrig fra mig, for at han — naar han har bundet sig — altid kan have øjeblikkelig og øjensynlig Fordel af at opfylde sin Forpligtelse, og for at Løgnen — dersom han nogensinde bryder sit Løfte — kan føre saadanne Ubehageligheder med sig for ham, at han ser, at de ere en naturlig Følge af selve Forholdene og ikke stamme fra Hævnfølelse hos hans Opdrager. Men det er saa langt fra, at jeg vil behøve at bruge saa haarde Midler, at jeg næsten er sikker paa, at Emil meget sent vil lære, hvad det er at lyve, og at han vil være meget forbavset, naar han lærer, hvad det er, og ikke vil kunne begribe, hvad Løgnen kan være godt for. Det er jo saa indlysende, at jo mere jeg gør hans Velbefindende uafhængig af andres Vilje eller Domme, desto mere bortskærer jeg for ham enhver Fordel ved Løgnen.
  Naar man ikke er altfor forhippet paa at komme med sin Undervisning, saa forhaster man sig heller ikke med at stille Fordringer, og man tager Lejligheden i Agt for ikke at forlange noget i Utide. Saa udvikler Barnet sig, idet det ikke fordærves. Men naar en forfjamsket Lærer, der ikke forstaar, hvordan han skal bære sig ad, hvert Øjeblik lader det love snart et, snart et andet, uden Forskel, uden Valg og uden Maal, saa bliver Barnet træt og overlæsset af alle disse Løfter; det bliver efterladende, forglemmer dem, ja bliver til sidst led ved dem, og da det betragter dem som lige saa mange tomme Formler, saa bliver det Legeværk for det baade at aflægge dem og bryde dem. Vil du altsaa, at det skal være tro imod sit Ord, saa se dig vel for, inden du tager noget Løfte af det.
  Hvad jeg her i stor Udførlighed har sagt om Løgnen, kan i mange Henseender anvendes paa alle de andre Pligter, hvilke man kun indskærper Børnene, saa at de ikke alene blive dem forhadte, men umulige at opfylde. Bare for at faa Skinnet af at prædike Dyd for dem, vækker man Lysten hos dem til alle mulige Laster: man indpoder dem ligefrem med de evindelige Forbud. Vil man gøre dem fromme, slæber man dem til Kirken, hvor de kede sig ihjel; ved at lade dem mumle Bønner i en Evindelighed, tvinger man dem til at længes efter den Lykke, ikke mere at skulle bede til Gud. For at indgive dem Næstekærlighed, lader man dem give Almisser, som om man skammede sig ved selv at give dem. Nej, nej! det er ikke Barnet, som skal give: det er Læreren: hvor kær han end har sin Elev, bør han dog gøre ham denne Hæder stridig; han maa bringe ham til at indse, at i hans Alder er man endnu ikke værdig dertil. At give Almisse tilkommer Manden, der kender sin Gaves Værdi og sin Næstes Trang til den. Barnet, som ingen af Delene kender, kan ikke have nogen Gavn af at give; det giver uden Kærlighed, uden Medfølelse; det skammer sig næsten ved at give, naar det ud af sit eget som dit Eksempel drager den Slutning, at det kun er Børnene, som give, medens man som voksen ikke mere giver Almisse.
  Læg ogsaa Mærke til, at man aldrig lader et Barn bortgive andre Ting end dem, hvis Værdi det ikke kender, f. Eks. Metalstykker, som det har i Lommen og ellers ingen Brug har for. Et Barn vilde hellere bortgive hundrede Kroner end en Kage. Men prøv en Gang paa at forlange af denne Flottenhejmer, at han skal bortgive Ting, som han sætter Pris paa, f. Eks. Legetøj, Brystsukker eller sin Aftensmad, og vi skulle snart faa at se, om du virkelig har opnaaet at gøre ham gavmild.
  Man har — denne Sag vedrørende — endnu et Middel til sin Raadighed, og det bestaar i hurtigst muligt at skaffe Barnet igen, hvad det har givet bort, saa at det vænner sig til at give alt det bort, som det er sikker paa at faa igen. Jeg har sjælden set anden Gavmildhed hos Børn end disse to Slags: at give det bort, som de ingen Brug har for, eller det, som de ere sikre paa at faa erstattet. Mag det saa, siger Locke, at Børnene gennem Erfaring blive overbeviste om, at den mest gavmilde altid faar rigeligst igen. Dette er at gøre et Barn gavmildt i det aabenbare, men gerrigt i Virkeligheden. Han tilføjer, at Børnene paa denne Maade vænne sig til Gavmildhed. Aa ja, en Gavmildhed, som giver gode Renter, som bestaar i at give en Skilling for at faa en Daler igen. Men naar det saa kommer til at gælde om at give for ramme Alvor, saa god Nat, Vane! holder man op med at give dem igen, saa skulle de snart holde inde med at give bort. Man bør da mere se paa Hjertets Vane end paa Hændernes. Alle de andre Dyder, som man lærer Børnene, ligne denne. Og med at indprente dem alle disse grundmurede Dyder bortødsler man deres unge Aar i én Kedsommelighed! Er dette ikke en vis Opdragelse?
  I gode Lærere! giv Skaberiet en god Dag, lev et dydigt og godt Menneskeliv, saa at eders Eksempel kan indprente sig i eders Lærlinges Hukommelse, indtil det en Gang kan vinde Plads i deres Hjerter. I Stedet for at haste med at forlange Kærlighedsgerninger af min Fostersøn, vil jeg meget hellere selv udøve dem i hans Nærværelse, ja endog berøve ham Midlerne til at efterligne mig deri, da det er en Ære, som ikke passer sig for hans Alder. Det er nemlig af stor Betydning, at han ikke vænner sig til at betragte Menneskenes Pligter bare som Barnepligter. Naar han ser mig hjælpe de fattige og i den Anledning stiller Spørgsmaal til mig, og jeg finder, at det er Tid til at svare ham,
Man vil forstaa, at jeg ikke indlader mig paa hans Spørgsmaal, naar det behager ham, men naar det behager mig; ellers vilde jeg jo være Træl for hans Vilje og sætte mig selv i den farligste Afhængighed, som en Opdrager kan komme i lige over for sin Fostersøn.
    R..
saa vilde jeg sige til ham; »Min Ven! da de fattige har givet deres Samtykke til, at der maa være nogle, som ere rige, saa har de rige lovet at føde alle dem, der hverken har Penge eller Gods og heller ikke ved deres Arbejde kunne skaffe sig det fornødne til Livets Ophold.« »Har du ogsaa lovet det?« vil han vel spørge igen. »Uden Tvivl! jeg er ikke Herre over de Penge, som gaa igennem mine Hænder, uden paa den Betingelse, som er knyttet til det at eje dem.«
  Efter at have forstaaet denne Samtale — og man har set, hverledes man kan sætte et Barn i Stand til at forstaa dette — kunde en anden end Emil føle sig fristet til at efterligne mig og give Partiet som den rige Mand. I et saadant Tilfælde vilde jeg i det mindste forhindre, at det skete med Praleri: jeg vilde meget hellere, at han bedrog mig for min Forret og gav bort i Hemmelighed. Det vilde være en Svig, som kunde tilgives i hans Alder, og den eneste, jeg vilde tilgive ham.
  Jeg véd godt, at alle disse Dyder ere Abedyder, og at ingen god Handling er moralsk god, med mindre den fuldføres som saadan og ikke fordi andre udøve den. Men i en Alder, hvor Hjertet endnu er uden Følelse, kan det være nødvendigt at lade Børnene efterligne saadanne Handlinger, som man vil bringe dem i Vane med, indtil de kunne udføre dem efter eget Skøn og af Kærlighed til det gode. Mennesket har Tilbøjelighed til at efterligne; ogsaa Dyr har det; denne Efterlignelseslyst er en vis Ordning af Naturen; men i Samfundet udarter den til Last. Aben efterligner Mennesket, som den ser op til, men efterligner ikke Dyrene, som den ser ned paa; den anser det for godt, som udføres af et Væsen, der staar over den. Mellem os derimod efterligne vore Hanskvaster af enhver Slags det skønne for at nedværdige og latterliggøre det; i Følelsen af deres egen Ubetydelighed søge de at gøre sig lig med dem, som ere bedre end de, eller dersom de anstrenge sig for at efterligne, hvad de beundre, ser man, i Valget af Genstandene, Efteraberens falske Smag: de ville meget hellere putte andre Blaar i Øjnene eller faa dem til at beundre deres Talenter end virkelig at gøre sig bedre og visere. Grunden til denne Efteraben iblandt os kommer af Ønsket om stadig at gælde for mere, end man er. Dersom jeg faar Held med mit Foretagende, vil Emil sikkerligen ikke have noget Ønske i den Retning. Vi maa altsaa give Slip paa det tilsyneladende gode, som denne Efterlignelseslyst kan føre med sig.
  Gennemgaa kun alle Reglerne for eders Opdragelsesmaade, og I skulle finde, at de ere forkerte allesammen, fremfor alt i det, som angaar Dyd og Sædelighed. Den eneste Moralforskrift, som passer for Barnealderen, ja den vigtigste for enhver Alder, er den: ikke at tilføje andre noget ondt. Selve den Forskrift »at gøre godt« er farlig, falsk og modsigende, dersom den ikke underordnes hin. Hvem er vel det, som ikke gør godt, Slubberten lige saa vel som alle andre; han gør nemlig én lykkelig paa hundrede ulykkeliges Bekostning, og derfra stamme netop alle vore Ulykker. De mest ophøjede Dyder ere negative; de ere ogsaa de sværeste, fordi de indøves uden Praleri og ere hævede selv over Menneskehjertets rigeste Glæde: at se et andet Menneske gaa lykkelig og tilfreds bort fra os. Hvormeget godt gør det Menneske ikke, der aldrig tilføjer andre noget ondt — dersom der da findes et saadant Menneske! Hvilken Uforfærdethed i Sjælen, hvilken Karakterstyrke maa det ikke eje for at kunne dette! Det er ikke ved at snakke om denne store Grundsætning, men ved at føre den ud i Livet, at man føler, hvor tung og vanskelig den er at virkeliggøre til Fuldkommenhed.
Den Sætning »aldrig at skade andre« drager en anden med sig, den nemlig »at have saa lidt som muligt at gøre med det menneskelige Samfund:« thi i Samfundet er den enes Gavn nødvendigvis den andens Skade. Denne Art af Vekselvirkning ligger i Sagens Natur, og intet vil være i Stand til at ændre den. Efter denne Grundsætning undersøge man, hvad der er bedst, enten Samfundsmennesket eller det Menneske, som lever ene. En berømt Forfatter siger, at det kun er den onde, som lever ensomt; Diderot, preface du Fils naturel [Fortale til »det uægte Barn.«] jeg siger, at det kun er den gode, som gør det. Selv om denne Sætning klinger mindre aandrig, saa er den sandere og mere begrundet end den foregaaende. Dersom den anden var alene, hvad ondt, skulde han da gøre? Det er i Samfundet, han kan spinde sine Rænker, for at skade andre. Dersom man vil bruge den samme Begrundelse lige over for det, gode Menneske, saa svarer jeg med at henvise til det Afsnit ovenfor, hvortil denne Anmærkning hører.
    R.
  Se, dette er nogle korte Bemærkninger om den Forsigtighed, som man — efter min Mening — bør iagttage med den Undervisning, som man undertiden ikke kan undlade at give Børnene uden at udsætte dem for at skade sig selv eller andre og især for at tilegne sig daarlige Vaner, som man siden hen vil have Møje med at vænne dem af med; men vi kunne være sikre paa, at denne Nødvendighed vil sjælden indfinde sig lige overfor Børn, der ere opdragne, som de bør opdrages, efterdi det er umuligt, at de kunne blive ulærvillige, slemme, løgnagtige eller havesyge, naar man ikke har saaet i deres Hjerter de Laster, der gør dem dertil. Hvad jeg altsaa har sagt om dette Punkt gaar mere paa Undtagelserne end paa Reglerne; men disse Undtagelser blive hyppigere i Forhold til som Børnene faa Lejlighed til at træde ud af Barnestillingen og tilegne sig de voksnes Laster. De Børn, der opdrages midt i Samfundet, behøve meget tidligere Undervisning end dem, man opdrager paa et ensomt Sted, fjernt fra Verden. Det sidste vil altsaa være at foretrække alene af den Grund, at det giver Barndommen Tid til at modnes.
  Der gives ogsaa en anden Slags Undtagelser, rene Modsætninger til de førnævnte: det er dem, hvem et lykkeligt Naturanlæg gør fremmelige, saa de ere forud for deres Alder. Som der er Mennesker, der aldrig komme ud af Barndommen, saaledes er der andre, der — saa at sige — aldrig har gennemlevet den, men ere voksne næsten lige fra Fødselen af. Ulykken er, at denne sidste Undtagelse er meget sjælden, meget vanskelig at kende, og at enhver Moder, der har faaet Forestillingen om, at der kan gives Vidunderbørn, ikke et Øjeblik tvivler om, at hendes Barn er et af dem. Ja, hun gør mere endnu, hun ser noget ganske overordentligt i dets Livlighed, Indfald, Ubesindigheder, pudsige Troskyldigheder, skønt de allesammen ere Kendetegn, der ere saare almindelige og ejendommelige for deres Alder, og som i det højeste vise, at et Barn ikke er andet end et Barn. Er det saa forbavsende, at et Barn, som man taler meget med, som man giver Lov til at sige alt, hvad det lyster, og som ikke er trykket af Hensyn eller Vedtægter, at det tilfældigt slumper til at gøre et heldigt Greb? Det vilde da være mere underligt, om det aldrig skete, ligesom det vilde være underligt, om en Astrolog imellem tusend Løgne ikke nogensinde kom til at forudsige Sandheden. »De lyve saa længe,« sagde Henrik IV »indtil de til sidst træffe det rigtige.« Hvem der en Gang imellem vil sige nogle Vittigheder, behøver bare at sige en hel Hob Dumheder. Ja, Gud være med dem alle disse moderne Aander, som ikke har andre Fortjenester, og som man dog gør Stads af!
  De mest glimrende Tanker kunne opkomme i Børnenes Hjerter, eller rettere, de sindrigste Ord i deres Mund, ligesom Diamanter af den største Værdi kunne falde i deres Hænder, uden at derfor hverken Tankerne eller Diamanterne tilhøre dem; der gives ingen virkelig Besiddelse af nogen Slags for den Alder. De Ting, som et Barn siger, betyder ikke det samme for det som for os; det forbinder ikke de samme Forestillinger dermed. Disse Forestillinger — saafremt det for Resten har nogen af dem — har i dets Hoved hverken Følgeorden eller Sammenhæng; der er intet fast, intet sikkert i alt det, som det tænker. Prøv en Gang paa at gaa dit Vidunderbarn rigtig paa Klingen. I visse Øjeblikke vil du finde en overordentlig Spændkraft og Livlighed, en Aandsklarhed, der kan fatte alt; men oftest vil det samme Barns Aand synes dig mat, slap og som omgivet af en tyk Taage. Snart er det forud for dig, snart aldeles ubevægeligt. Et Øjeblik fristes du til at sige: »det er et Geni!« og Øjeblikket efter: »det er en Dosmerpande.« I begge Tilfælde bedrager du dig; det er et Barn. Det er en Ørneunge, som i et Øjeblik kløver Luften og i næste Sekund atter falder ned i Reden.
  Du bør derfor behandle det efter sin Alder uden at agte disse Fremtoninger, og vogt dig for at svække dets Kræfter ved alt for overdreven Indøvelse. Dersom den unge Hjerne bliver varm, dersom du mærker, den begynder at bruse, saa lad den først afgære i Frihed, men du maa aldrig ægge den, for at ikke alt skal forflygtiges; og naar de første Opbrusninger ere forbi, saa hold tilbage, undertryk de andre, indtil med Aarene alt vender sig til en livgivende Varme og sand Styrke. Ellers vil du spilde din Tid og din Omhu, og du vil ødelægge dit eget Værk, og efter at du tankeløst har berust dig i alle disse fyrige Dampe, vil du kun have tilbage et Bundfald uden Kraft.
  Af livlige Børn bliver der ganske almindelige Mennesker. Jeg kender ingen Iagttagelse, der er mere almindelig og sikker end denne. Intet er mere vanskeligt, end i selve Barnealderen at skelne imellem den virkelige Aandssløvhed og denne tilsyneladende og skuffende Aandssløvhed, der netop er Kendetegnet paa de store Aander. Det forekommer En straks noget underligt, at disse to Yderligheder tage sig saa ens ud i Begyndelsen, og dog kan det ikke være anderledes: thi i den Alder, hvor Mennesket endnu ingen sande Forestillinger har, er Forskellen mellem Geniet og ikke–Geniet kun den, at den sidste danner sig udelukkende falske Forestillinger, medens den første — kun mødende falske Forestillinger — slet ingen danner sig. Der bliver altsaa for saa vidt en Lighed mellem det aandssløve og det geniale Barn, idet det ene ikke er i Stand til at fatte noget som helst, og det andet ikke finder noget, der egner sig for det. Det eneste Kendemærke, hvorved man kan komme til at skelne imellem dem, afhænger af, om Tilfældet muligen kan lade det sidste møde en Idé, der svarer til dets Fatteevne, medens det første altid og overalt er og bliver, hvad det er. Cato den yngre regnedes som Barn i Hjemmet for at være aandssvag. Han var indesluttet og egensindig; det var alt, hvad man havde at sige om ham. Først i Sullas Forværelse lærte hans Onkel ham at kende. Dersom han ikke var kommet derhen, havde man maaske, lige indtil han var bleven voksen, anset ham for en Dosmer, og havde Cæsar ikke levet, var muligvis den samme Cato, der gennemskuede hans ulykke bringende Geni og længe i Forvejen forudsaa hans Planer, bleven betragtet som en Drømmer alle sine Dage. Ja, hvor de Godtfolk dog ere udsatte for at tage slemt fejl, som ere altfor hastige til at holde deres Dom over Børnene! de ere ofte mere barnagtige end selve Børnene. Jeg kender en Mand,
Abbed Condillac. R. — C. var f. i Grenoble 1715 og døde 1770. »Han er den eneste mellem de franske Oplysningsmænd, som fortjener at blive kaldt Filosof i Ordets strængeste Forstand« (se Hettner: Dansk Oversætt, pag. 384).
    O. A.
der hædrede mig med sit Venskab, og som endogsaa i en temmelig fremrykket Alder i sin Familje og iblandt sine Venner gik og gjaldt for at være meget indskrænket. Dog var han et glimrende Hovede, men modnedes bare i Stilhed. Paa én Gang træder han frem som Filosof, og jeg tvivler ikke om, at Eftertiden jo vil indrømme ham en hædret og fremskudt Plads imellem vort Aarhundredes bedste Tænkere og dybeste Metafysikere.
  Forgrib dig ikke paa Barndommen, og forhast dig ikke med at holde din Dom over den, enten til den ene eller den anden Side. Lad det undtagelsesvise i lang Tid gøre sig bemærket, bevise og stadfæste sig, førend du griber til særlige Methoder. Lad Naturen længe raade, førend du giver dig af med at handle i dens Sted, at du ikke skal komme til at krydse dens Værk. Du véd, siger du, hvad Tiden er værd, og du vil ikke spilde den. Du ser ikke, at du i højere Grad spilder den ved at bruge den slet end ved intet at gøre, og at et daarligt oplært Barn er længere borte fra Visdommen, end det, der slet ikke er undervist. Du er oprørt over at se Barnet tilbringe sine første Aar med ikke at udrette noget. Hvorledes er det at være lykkelig og glad da slet intet? er det at springe, lege, løbe hele Dagen igennem da slet intet? Det bliver saamænd hele sit Liv igennem aldrig i den Grad optaget. I sin »Stat«, som man troede saa streng, opdrager Plato Børnene alene ved Fester, Leg, Sang og Fornøjelser: man skulde tro, han mente at have gjort alt, naar han kun havde lært dem til Gavns at fryde sig. Og hør nu Seneca, hvor han taler om Oldtidens romerske Ungdom: den var, siger han, altid paa Benene; man lærte den intet, som den behøvede at sidde ned for at lære.
Nihil docebant, qvod discendum esset jacentibus. Epist. 88. Den samme Bemærkning findes hos Montaigne, 2den Bog. Kap. XXI.
  »Det er mærkeligt, siger han (i første Bog, Kap. XXV), hvor Plato i sine Love viser sig omhyggelig for Ungdommens Fornøjelser og Morskab, og hvor udførligt han dvæler ved deres Løben, Legen, Syngen, Springen og Dansen .... Han giver tusinde Forskrifter for sine Gymnastikskoler: ved det videnskabelige dvæler han meget lidt.«
    Anm. til „Ny Udgave“.
Var den derfor mindre værd, naar den naaede den modnere Alder? Lad dig altsaa ikke afskrække af denne formentlige Lediggang. Hvad vilde du sige om et Menneske, som, for rigtig at udnytte hele sit Liv, aldrig vilde sove? Du vilde sige: dette Menneske er jo rasende, han nyder ikke sin Tid, han øder den: for at undgaa Søvnen, løber han i Armene paa Døden. Tænk saa paa, at Forholdet her er ganske det samme. Barndommen er Fornuftens Søvn.
  Den tilsyneladende Lethed til at lære er ødelæggende for Børnene. Man lægger ikke Mærke til, at selve denne Lethed er Beviset for, at de slet intet lære. Deres glatte og blanke Hjerne tilbagekaster som et Spejl alle de Genstande, man fører frem for den; intet sidder fast, intet trænger ind i den. Barnet fastholder Ordene, men Idéerne tilbagekastes: de forstaas af dem, der høre det i Lektierne, Barnet er den eneste, som aldeles ikke forstaar dem.
  Endskønt Hukommelse og logisk Tænken ere to væsentlig forskellige Evner, saa udvikler den ene sig i Virkeligheden kun sammen med den anden. Før Fornuftalderen er Barnet ikke modtageligt for Begreber, men for Forestillinger, og Forskellen mellem disse to er den, at Forestillingen kun er et Maleri, et Billede af de sanselige Genstande, medens Begrebet er Enheden af Kendemærkerne ved Genstandene, bestemte gennem deres indbyrdes Forhold. Et Billede kan godt være ene i den Aand, som forestiller sig det; men ethvert Begreb forudsætter andre. Naar man forestiller sig noget, ser man kun; naar man begriber, sammenligner man. Vore Sansninger ere rent uvirkende (passive), medens alle vore Opfattelser eller Begreber fødes af en virkende (aktiv) og dømmende Grundevne. Dette vil i det følgende blive nærmere belyst.
  Jeg siger altsaa, at da Børnene ikke ere i Stand til at fælde Domme, saa ere de heller ikke i Besiddelse af nogen egentlig Hukommelse. De fastholde Lydene, Formerne, Sanseindtrykkene, men sjældent Begreberne, og endnu sjældnere disses indbyrdes Sammenhæng. Ved at indvende, at de dog lære nogle af Geometriens Begyndelsesgrunde, bilder man sig ind at føre Bevis imod mig; tværtimod, det er for mig, at man leverer Beviset: man viser nemlig, at de — saa langt fra at kunne tænke selvstændigt — ikke en Gang ere i Stand til at fastholde andres Slutninger; thi gaa en Gang til Bunds i disse smaa Matematikeres Metode, og du vil straks se, at de kun har fastholdt det nøjagtige Indtryk af Figuren og af Udtrykkene i Beviset. Ved den mindste ny Indvending er de ikke mere med; vend Figuren om, og de véd hverken ud eller ind. Hele deres Viden bestaar i Sansningen; intet er gaaet over i Forstaaelsen. Selve deres Hukommelse er næppe mere fuldkommen end de andre Evner, efterdi det næsten altid er nødvendigt for dem som voksne at lære det om igen, som de i deres Barndom har lært en Del af.
  Jeg er imidlertid meget langt fra at mene, at Børnene ikke skulde være i Besiddelse af nogen Art af logisk Tænkning.
Jeg har under min Skribentvirksomhed de hundrede Gange tænkt over, hvor umuligt det er i et stort Værk altid at underlægge de samme Ord den samme Mening. Intet Sprog er rigt nok til at forsyne os med lige saa mange Udtryk, Vendinger og Ordforbindelser, som vore Tanker antage nye Skikkelser. Den Metode, at forklare alle Udtryk og saa hver Gang at sætte denne Forklaring i Stedet for det forklarede, kan være skøn nok, men er uigennemførlig; thi hvorledes undgaar man at køre i Ring? Forklaringerne kunne være gode nok, naar man ikke behøvede at bruge Ord til dem. Trods alt dette er jeg overbevist om, at man — hvor fattigt end Sproget er — dog kan udtrykke sig tydeligt, ikke just ved altid at underlægge de samme Ord den samme Betydning, men paa den Maade, at man, hver Gang et Ord bruges, sørger for, at den Betydning, man giver det, er tilstrækkelig klar og bestemt af hele Tankerækken, saa at hver Tankerække, hvor det Ord findes, saa at sige tjener til dets Forklaring. Snart siger jeg, at Børnene ere ude af Stand til at tænke logisk, og snart lader jeg dem optræde som temmelig fine Tænkere. Jeg tror ikke, at der derved fremkommer Modsigelse i min Tænkning; men jeg kan ikke nægte, at jeg ofte modsiger mig selv i mine Udtryk.
Tværtimod! jeg ser, at de tænke meget godt, naar det kun gælder Ting, de har Kendskab til og som for dem har øjeblikkelig og haandgribelig Interesse. Men det er i Henseende til deres Kundskaber, man bedrager sig, idet man tiltror dem saadanne, som de slet ikke har, og lader dem anstille Betragtninger over meget, som de ikke kunne forstaa. Ogsaa bedrager man sig, naar man vil vække Børnenes Opmærksomhed for Betragtninger, som ere dem fuldstændigt ligegyldige, f. Eks. over deres Fremtidsvel, deres Fremtidslykke og den Agtelse, man vil vise dem, naar de en Gang blive voksne; det er altsammen Betragtninger, der — for Skabninger, som ere blottede for alle Bekymringer for Fremtiden — ikke betyde det allermindste. Dog gaa alle disse stakkels ulykkeliges tvungne Studier ud paa saadanne Sager, der helt igennem ere fremmede for deres Aand. Man dømme deraf om den Opmærksomhed, de kunne ofre derpaa.
  Pædagogerne, som med stor Pomp udkramme for os de Lærdomme, som de meddele deres Disciple, blive jo betalte for at føre et andet Sprog, og dog ser man af deres egen Færd, at de tænke aldeles ligesom jeg. Thi hvad lære de dem saa? Ord, igen Ord og ikke andet end Ord. Iblandt de forskellige Videnskaber, som de rose sig af at undervise dem i, skulle de nok vogte sig for at vælge saadanne, som kunne være Børnene til sand Nytte, fordi det vilde være virkelig Viden, og dermed vilde de ingen Vej komme; men de vælge derimod saadanne, hvor man synes at vide noget, naar man kender Udtrykkene, f. Eks. Læren om Vaabenskjolde, Jordbeskrivelse, Aarstal, Sprog o. s. v. Det er altsammen Studier, der ligge Mennesket og især Barnet saa fjernt, at det skulde gaa underligt til, om alt dette en eneste Gang i dets Liv kunde blive det til nogen Nytte.
  Man vil sagtens undres over, at jeg regner Sprogstudiet mellem de unyttige Ting i Opdragelsen; men man skal huske paa, at jeg her kun taler om Undervisningen i Børneaarene, og — man sige, hvad man vil — jeg tror ikke, at noget Barn — Vidunderbørnene fraregnede — før det tolvte eller femtende Aar har lært to Sprog til Gavns.
  Jeg indrømmer, at dersom Sprogstudiet ikke var andet end at lære nogle Ord, det vil sige nogle Tegn eller de Lyde, hvormed man udtrykker disse, saa kunde det passe for Børnene; men idet Sprogene forandre Tegnene, omforme og nuancere de ogsaa de Begreber, som Tegnene ere Repræsentanter for. Hovederne formes efter Sprogene; det enkelte Folks Tankegang farves af dets Sprog. Fornuften alene er Fælleseje. Aanden i hvert Sprog har sin særegne Form, og denne Forskel kunde meget vel for en Del være Aarsag til eller Virkning af Folkekarakteren. Hvad der synes at stadfæste denne Gisning er, at Sproget hos alle Nationer i Verden holder Skridt med Forandringen i Sæderne; det holder sig eller forandrer sig med disse.
  Barnet tilegner sig nu ved Brugen én af disse Former, og det er den eneste, det magter indtil Fornuftalderen. For at kunne to Sprog, maatte Barnet være i Stand til at sammenligne Idéerne med hverandre, men hvorledes skulde det kunne sammenligne dem, naar det næppe kan fatte dem? Enhver Ting kan for Barnet have tusend forskellige Tegn, men hver Idé kun én Form: altsaa kan det kun lære at tale ét Sprog. Det lærer dog flere, paastaar man; men jeg siger nej. Jeg har set disse smaa Vidundere, som troede at tale fem eller seks Sprog. Jeg har hørt dem tale tysk i latinske, franske og italienske Vendinger; de betjente sig virkelig af fem eller seks Ordbøger, men deres Talen var og blev tysk. Kort sagt: lær Børnene saa mange Gloser, du vil, du kan forandre deres Ordforraad, men ikke deres Sprog; de ville kun kunne ét.
  For at dække over denne deres Uduelighed, øver man dem fortrinsvis i de døde Sprog, hvori der ikke længer gives Dommere, som man er nødt til at bøje sig for. Da disse Sprog ikke mere bruges i den daglige Omgang, nøjes man med at efterligne, hvad man finder skrevet i Bøgerne, og det kalder man at tale dem. Naar det staar saadan til med Lærernes Græsk og Latin, hvad skal man saa tænke om Børnenes? Næppe har de lært udenad de første Begyndelsesgrunde, som de absolut ikke forstaa et Muk af, førend man lader dem gengive en fransk Tale med latinske Ord, og naar de ere komne lidt videre frem, lader man dem, sammenflikke paa Prosa nogle Fraser af Cicero og paa Vers nogle Brudstykker af Virgil.
I Oldtid og Middelalder yndede man at laane Brudstykker af andre Forfattere og sammensætte dem paa Prosa eller Vers til et hele med ny og selvstændig Mening.
    O. A.
Saa tro de at tale Latin! ja, hvem skal komme og modsige dem?
  I al Undervisning — lige meget hvilken — gælder det, at uden Forstaaelse af det, der handles om, betyder det intet bare at lære Ordene. Man nøjes alligevel med at lære Barnet alle disse Ord uden nogensinde at kunne faa det til at begribe noget af de Sager, de handle om. I den Tanke, at man lærer det Jordbeskrivelse, lærer man det at kende Landkortet; man lærer det Navnene paa Byerne, Landene, Floderne uden at det forstaar, at de findes andet Steds end paa det Papir, hvor man viser det dem. Jeg erindrer en Gang at have set en Geografi, som begyndte saaledes: »Hvad er Verden?« Det er en Kugle af Pap. Saaledes er netop Børnenes Geografi. Jeg er vis paa, at efter to Aars Undervisning i Geografi og Astronomi er der ikke et eneste Barn paa ti Aar, som efter de Regler, man har lært det, er i Stand til at finde Vej fra Paris til Saint–Denis. Jeg er overbevist om, at der ikke gives ét Barn i den Alder, som efter en Plan vilde være i Stand til at følge Gangene i sin Faders Have uden at løbe vild. Saadan se de ud, disse smaa lærde, som paa en Prik véd, hvor Peking, Jspakan, Mexiko og alle Landene paa Jorden ligge.
  Jeg har hørt sige, at det netop er saa meget passende at beskæftige Børnene med den Slags Undervisning, hvor de kun behøve at bruge Øjnene. Ja, det kunde være, dersom der gaves en Undervisnig, hvortil man ikke behøvede andet end Øjne; men jeg kender ingen af den Slags.
  Af en endnu mere latterlig Fejltagelse lader man Børnene studere Historie; man indbilder sig nemlig at Historien rigtig ligger for deres Fatteevne, efterdi den kun bestaar af en Samling Kendsgerninger. Men hvad forstaar man ved det Ord Kendsgerninger? tror man, at de Hensyn og Forhold, som ere bestemmende for de historiske Kendsgerninger, ere saa lette at fatte, at Forstaaelsen af dem, saadan uden videre danner sig i Børnenes Sjæl?
  Tror man, at virkeligt Kendskab til Begivenhederne kan skilles fra Kendskab til deres Aarsager og Virkninger, eller at Historien har saa lidt med Moralen at skaffe, at man kan kende den ene uden at kende den anden? Dersom du ikke ser andet i Menneskenes Handlinger end rent ydre, fysiske Bevægelser, hvad lærer du saa af Historien? absolut ingenting; den historiske Undervisning bliver paa den Maade kedelig og giver hverken Fornøjelse eller Belæring. Dersom du derimod vil værdsætte Handlingerne efter deres moralske Betydning, saa prøv paa at faa dine Elever til at forstaa disse Forhold, og da skal du faa at se, om Historien ligger for deres Alder.
  Min Læser! husk altid paa, at den, som taler til dig, hverken er lærd eller Filosof, men en jævn Mand, Ven af Sandheden, uden Parti og uden System; en Eneboer, der, da han kun har levet saa lidt med Menneskene, har haft mindre Lejlighed til at indsuge deres Fordomme, men mere Tid til at tænke over det paafaldende, han møder under Omgangen med dem. Mine Betragtninger ere mindre byggede paa Principer end paa Kendsgerninger, og jeg tror ikke paa bedre Maade at kunne give dig Lejlighed til Selvdømme end ved ret ofte at fremføre for dig nogle Eksempler paa de Iagttagelser, hvorfra jeg henter dem.
  Jeg tilbragte en Gang nogle Dage paa Landet hos en god Husmoder, der viste stor Omhu for sine Børn og deres Opdragelse. En Morgenstund var jeg tilstede ved den ældstes Undervisning. Hans Lærer, som meget godt havde indøvet ham i den gamle Historie, gentog Fortællingen om Aleksander og kom saa til det kendte Træk med Lægen Filip, som man — hvad det sikkerlig ogsaa fortjente — har foreviget paa et Maleri.
Se Qvintus Curtius III, 6. — Det samme Træk er ogsaa fortalt hos Montaigne: »Aleksander var gennem et Brev fra Parmenion bleven underrettet om, at hans Livlæge Filip var underkøbt af Darius til at forgive ham; paa samme Tid som han giver Filip Brevet at læse, synker han Lægedrikken, som denne havde rakt ham.
    I, 23. Anm. til ny Udgave.
Læreren, en dygtig Mand, anstillede over Aleksanders Uforfærdethed flere Betragtninger, som slet ikke smagte mig; men for ikke at nedsætte ham i hans Elevs Øjne, undlod jeg at modsige ham. Ved Bordet lod man selvfølgelig — efter fransk Skik — den unge Herre pludre af Hjertens Lyst. Hans Alders Livlighed og den sikre Forventning om Bifald fristede ham til at sige de tusende Dumheder, imellem hvilke der Tid efter anden kom nogle gode Indfald, som gjorde, at man glemte det øvrige. Endelig kom Historien om Lægen Filip. Han fortalte den kønt og med megen Ynde. Efter det skyldige Bifald, som Moderen forlangte og Sønnen ventede, talte man frem og tilbage om Fortællingen. De fleste misbilligede Aleksanders Dumdristighed; nogle, f. Eks. Læreren, beundrede hans Fasthed og Mod. Deraf sluttede jeg, at ingen af de Tilstedeværende saa, hvori dette Træks virkelige Skønhed bestod. Efter min Mening, sagde jeg, er Aleksanders Handling, dersom der skal tales det allermindste om Mod og Fasthed, ikke andet end Galskab. Nu vare de alle enige med mig og stemmede i med, at det var den rene Taabelighed. Jeg blev varm og vilde svare, da en Frue, som sad ved min Side og som ikke havde lukket sin Mund op under hele Samtalen, bøjede sig over imod mig og hviskede mig i Øret: Ti stille, Jean–Jaques! de ville ikke forstaa dig. Jeg saa paa hende, jeg var forbavset, og jeg tav.
  Flere Tegn lod mig formode, at min unge lærde ikke havde forstaaet et Muk af den Historie, han havde fortalt saa kønt. Efter Middagen tog jeg ham ved Haanden, gik en Tur med ham i Haven og kunde nu udspørge ham efter Behag. Jeg fandt da, at han, mer end nogen anden, beundrede Aleksanders saa berømte Mod; men véd du, hvori han saa dette Mod? alene deri, at han uden Betænkning og uden den mindste Vægring i én Slurk kunde drikke en Medicin, der smagte saa væmmeligt. Den stakkels Dreng havde man for fjorten Dage siden givet Medicin; han havde kun kunnet tage den efter en voldsom Kraftanstrængelse og havde endnu den grimme Smag i Munden. Død og Gift vare i hans Tanker det samme som ubehagelige Smagsfornemmelser, og han kendte for sit Vedkommende ingen anden Gift end Sennesblade. Jeg maa imidlertid tilstaa, at Heltens Fasthed havde gjort et dybt Indtryk paa hans unge Hjerte, og første Gang, han skulde tage Medicin, havde han fast besluttet, at han vilde være en Aleksander. Uden at indlade mig paa Forklaringer, som vilde gaa langt over hans Fatteevne, bestyrkede jeg ham i hans rosværdige Beslutninger, og, idet jeg gik tilbage, lo jeg ved mig selv over den ophøjede Visdom hos de gode Fædre og Lærere, som tro at lære Børnene Historie.
  Det er let nok at lægge i Munden paa Børnene Ordene om Konger, Riger, Krige, Erobringer, Revolutioner og Love; men gælder det om at forbinde klare Begreber med disse Ord, saa vil der være lang Vej fra Samtalen med Gartneren Robert og til disse Forklaringer.
  Adskillige Læsere ere vel misfornøjede med dette: »ti Jean–Jaques!« og ville — forudsætter jeg — spørge hvad jeg da finder at være det skønne i Aleksanders Handling. Ulykkelige! er det nødvendigt, at det skal siges eder, hvorledes ville I da kunne forstaa det? Nu vel, det skønne er, at Aleksander troede paa Dyden, at han turde sætte sit Hoved, sit Liv ind derpaa, at hans store Sjæl var skabt for denne Tro. Han tømmer Lægedrikken! hvilken mægtig Trosbekendelse! Nej, ingen dødelig har aflagt en saa ophøjet Bekendelse. Gives der i vore Dage en Aleksander, saa beder jeg, at man viser mig ham igennem lignende Træk.
  Saavist som dette at have lært en Mængde Ord og Udtryk endnu ikke er Videnskab, saavist gives der intet Studium, som egner sig for Børnene. Ere de ikke i Stand til virkelig at kunne forstaa, saa har de heller ingen virkelig Hukommelse; thi det at kunne fastholde nogle Sanseindtryk kalder jeg ikke at have Hukommelse. Hvad gavner det Børnene at proppe i deres Hoved en Mængde Formler og Udtryk, som aldeles intet repræsenterer for dem? Lære de en Gang Sagerne til Bunds, mon de da ikke ogsaa ville lære Tegnene og Udtrykkene? Hvorfor skaffe dem den spildte Ulejlighed paa Halsen at skulle lære disse Ting to Gange? Og endelig: hvilke farlige Fordomme begynder man ikke at indpode dem, naar man lader dem anse en Mængde Ord, som for dem ingen Mening rumme, for Videnskab! Det er det første Ord, hvormed et Barn lader sig afspise; det er den første Ting, som det tager imod paa en andens Ord uden selv at have indset Nytten deraf, der ødelægger dets Evne til selvstændig Dømmen: længe vil det glimre i Tossers Øjne, før det opretter denne Skade.
De fleste lærde ere lærde paa Børnenes Maade. Den umaadelige Lærdom skriver sig mindre fra Idé– end Billedrigdom. Datoer, Navne paa Personer eller Steder, i det hele saadanne løsrevne Sager, der ikke ere Led i en Tankerække, fastholdes kun ved en Slags Tegnhukommelse, og sjældent genkalder man sig noget af alt dette uden samtidigt at se for sig højre eller venstre Side i Bogen, hvor man har læst det eller den Form, under hvilken man saa det første Gang. Saaledes var omtrent den Videnskab, der i det nærmest foregaaende Aarhundreder var paa Moden. I vort Aarhundrede er det anderledes. Man studerer ikke, man iagttager ikke mere; man drømmer, og saa udgiver man i fuldt Alvor nogle søvnløse Nætters Drømmerier for Filosofi. Man vil maaske indvende, at ogsaa jeg drømmer. Jeg indrømmer det; men hvad de andre klogeligen tage sig i Agt for, det gør jeg: jeg udgiver mine Drømme for det, de er, nemlig Drømme, og overlader til Læseren at udfinde, om de indeholde noget af Værdi ogsaa for vaagne Folk.
      R.
Nej, naar Naturen giver Barnehjernen denne Smidighed, der gør den skikket til at modtage alle Slags Indtryk, saa er det ikke for at man skal proppe den med Kongerækker, Aarstal, Kunstudtryk fra Vaabenskjoldslæren, Astronomien, Geografien eller med alle disse for Barnealderen meningsløse og for enhver Alder unyttige Ord, hvormed man overlæsser Barnet og derved gør Barndomstiden kedelig og ufrugtbar; men det er, for at alle de Idéer, som det kan fatte og have Gavn af, som angaa dets egen Lykke og som en Dag skal oplyse det om dets Pligter, med uudslettelige Træk i Tide kunne indskrive sig i dets Hukommelse og hjælpe det til at føre hele dets Liv paa den Maade, som passer for dets Ejendommelighed og Evner.
  Den Art af Hukommelse, som et Barn kan være i Besiddelse af, bliver ikke uvirksom, fordi det ikke hænger over Bøgerne. Alt hvad Barnet ser og hører, lægger det Mærke til og husker; det fører selv Regnskab over Menneskenes Handlinger og Samtaler, og alle dets Omgivelser ere netop den Bog, hvoraf det uophørlig beriger sin Hukommelse, indtil dets Dømmekraft er saa udviklet, at den kan gøre Brug deraf. I Valget af de rette Genstande, i Omhuen for stadig at føre frem for Barnet de Ting, som det kan fatte, og holde dem borte fra det, som det ikke bør kende, deri er det, at den virkelige Kunst bestaar, naar det gælder om at dyrke denne første Evne hos Barnet. Paa denne Maade maa man søge at forskaffe det et Forraad af Kundskaber, der kunne være til Gavn for dets Opdragelse i Ungdomstiden og for hele dets Livsvandel alle Dage. Denne Methode — det er sandt — skaber ikke smaa Vidunderbørn og giver ikke Lærerinder og Lærere Lejlighed til at glimre; men den skaber selvstændigt dømmende, dygtige Mennesker, sunde paa Legem og Sjæl, som ikke vække Beundring i deres Ungdom, men som vinde Agtelse som voksne.
  Emil skal aldrig lære noget udenad, ikke en Gang Fabler, ikke en Gang La Fontaines, saa barnlige og ypperlige de end ere; thi Fablernes Ord er ikke det samme som Fablerne selv, saa lidt som Historiens Ord er Historien selv. Hvor kan man dog være saa forblindet at kalde Fablerne for Børnenes Sædelære? man tænker da slet ikke paa, at Fablerne, ved at more Børnene, bedrage dem. Forførte af Løgnen tabe de Sansen for Sandheden, og hvad man her gør for at gøre Undervisningen fornøjelig for dem, forhindrer dem i at faa Gavn af den. Fablerne kunne være belærende for voksne Mennesker; men Børnene maa man sige den nøgne Sandhed: saasnart man kaster et Slør over den, gøre de sig ikke den Ulejlighed at løfte det.
  Man lader alle Børn lære La Fontaines Fabler og dog forstaa de ikke en eneste af dem. Dersom de forstod dem, vilde det være værre endnu; thi Moralen i dem er alt andet end enfoldig og saa lidt afpasset efter deres Alder, at den snarere vilde forføre dem til Lasten end til Dyden. Der har vi igen, siger man, disse Paradokser. Ja, ja! men lad os en Gang se, om det ikke skulde være Sandheder.
  Jeg siger altsaa, at et Barn aldeles ikke forstaar de Fabler, som man lader det lære, fordi den Lærdom, som man vil uddrage — trods alle Anstrængelser for at gøre Fablerne enfoldige og simple — tvinger ind i Tankeforbindelser, som Børnene ikke ere i Stand til at følge, og fordi den poetiske Form, der gør dem saa lette at huske, gør dem vanskeligere at forstaa. Man køber paa denne Maade det fornøjelige paa Klarhedens Bekostning. Uden at gaa ind paa den Mængde af Fabler, der hverken ere fortrinlige eller nyttige for Børnene, men som man dog tankeløst lader dem lære sammen med de andre, fordi de findes blandede mellem hverandre, ville vi indskrænke os til dem, som Forfatteren synes at have digtet netop med Børnene for Øje.
  Af hele La Fontaines Samling kender jeg kun fem eller seks Fabler, som — saa at sige — lyse af barnlig Troskyldighed; af disse fem eller seks tager jeg til Eksempel den første i Rækken, fordi dens Moral bedst passer for enhver Alder, fordi Børnene lettest forstaa den, fordi de lære den udenad med Fornøjelse og endelig fordi Forfatteren af samme Grund har udmærket den ved at sætte den forrest i sin Bog. Vil man nu virkelig gaa ud fra, at det er hans Mening at ville forstaas af Børnene, at fornøje og belære dem, saa er denne Fabel virkelig hans Mesterværk. Man tillade mig derfor at gaa den lidt efter i Sømmene og i nogle faa Ord at belyse den en Smule.

Ravnen og Ræven.

Mester Ravn i Trætop glad
med en Ost i Næbet sad.
Mester Ræv, af Lugten fristet,
har til Træets Fod sig listet,
siger: Ih, god Dag, Hr. Ravn!
nej, hvor smuk, jeg véd ej Navn — — —
Dog! — — uden at lyve — kan Sangen bare
kun halvt til eders Fjerpragt svare,
da er I Fønix, disse Skoves stolteste Indvaaner!
Ravnen fast ved disse Ord af Glæde daaner.
Og for at vise ret sin skønne Røst for alle,
den spærrer op sit brede Næb og la'er sit Bytte falde.
Fluks Ræven snapper det og siger: ja, min gode Herre!
hør nu og lær, hver Smigrer leve maa desværre
paa dens Bekostning, som har Smigren kær.
Den Lærdom, lille Ven! er sagtens Osten værd.
Men Ravnen, skamfuld og forvirret, efter Ost og Ræven ser
og sværger, skønt lidt sent: du narrer mig ej mer.

En Fabel.

Mâitre corbeau, sur un arbre perché,
(Mester Ravn, i et Træ siddende.)

  Mester! hvad betyder nu det Ord i sig selv? hvad betyder det foran et Egennavn? og hvilken Mening har det i denne Forbindelse?
  Hvad er en Ravn?
  Hvad skal nu det sige: »i et Træ siddende«? Man siger jo ikke »i et Træ siddende«, men »siddende i et Træ«. Følgelig maa man tale om denne forandrede Ordstilling i Poesien; man maa forklare Forskellen mellem Prosa og Vers.

Tenoit dans son bec un fromage.
(Holdt i sit Næb en Ost.)

  Hvilken Ost! var det en Schweitzerost eller en Ost fra Holland eller Brie?
Forhen et Grevskab i Frankrig, nu for største Delen hørende til Departementet Seine–et–Marne. Det er et frugtbart Landskab og bekendt for sin Ost.     O. A.
Dersom Barnet aldrig har set en Ravn, hvad kan det saa nytte at tale med det derom? Og dersom det har set en saadan, hvorledes vil det da kunne forstaa, at den holder en Ost i sit Næb? Mal altid Billederne efter Naturen.

Maitre renard, par l'odeur alléché.
(Mester Ræv, lokket af Lugten.)

  Nok en Gang en Mester! men her passer Titlen godt nok; thi Ræven er en udlært Mester i alle de Kneb, der høre til dens Haandtering. Det er nødvendigt at forklare, hvad en Ræv er og at skelne imellem dens sande Natur og den Karakter, som man har vedtaget at tillægge den i Fablerne.
  Alléché (lokket). Dette Ord bruges ikke mere. Man maa forklare det og tilføje, at man kun bruger det i Vers. Barnet vil spørge, hvorfor man taler anderledes paa Vers end i Prosa. Hvad vil du svare derpaa?
  Lokket af Lugten af en Ost! Denne Ost, holdt af en Ravn siddende i et Træ, maa have haft en stærk Duft, siden Ræven kunde lugte den inde i Skoven eller hjemme i sin Hule! Er det saaledes du indøver din Lærling i den skarpe Kritiks Aand, der ikke bøjer sig uden for gode Grunde, og som forstaar at skelne mellem Sandheden og Løgnen i andres Beretninger?

Lui tint à peu près ce langage:
(Holdt for den omtrent følgende Tale:)

  Følgende Tale! Rævene tale altsaa? de tale vel det samme Sprog som Ravnene? Vise Lærer! tag dig i Agt: overvej nøje dit Svar, førend du giver det; det betyder mere, end du tror.

Eh! bonjour, monsieur le corbeau!
(Ih! god Dag, Hr. Ravn!)

  Hr.! Barnet ser denne Tiltale brugt spottende, endnu førend det véd, at det er en Hæderstitil. De, som sige: »Hr. von Ravn« (monsieur du Corbeau), ville have meget større Vanskeligheder med at forklare dette »du«.

Que vous êtes! que vous me semblez beau!
(Hvor De er smuk! hvor jeg finder Dem skøn!)

  Fyldekalk, unyttig Ordflom. Barnet, som ser, at man gentager det samme med andre Udtryk, lærer at tale skødesløst. Dersom du vil forklare det, at denne Ordrigdom viser Forfatterens Kunst, at den netop passer saa godt til Rævens Plan, fordi denne med de mange Ord vil gøre sine Lovprisninger mere svulmende, saa vil denne Undskyldning være god nok for mig, men ikke for min Lærling.

Sans mentir, si votre ramage
(Uden at lyve, dersom Deres Sang)

  Uden at lyve! man lyver altsaa undertiden? Hvad vil Barnet tænke, dersom du lærer det, at Ræven, siger »uden at lyve«, netop fordi den lyver?

Repondoit à votre plumage,
(Svarede til Deres Fjer,)

  Svarede til! hvad betyder dette? Prøv paa at lære Barnet at sammenligne to saa forskellige Ting som Stemmen og Fjerene, og du vil faa at se, hvor godt det forstaar dig.

Vous seriez le phénix des hôtes de ces bois.
(Vilde De være Føniks blandt disse Skoves Beboere.)

  Føniks! hvad er en Føniks? Nu ere vi paa en Gang komne midt ind i Fortidens Røverhistorier, næsten midt ind i Mythologien.
  Disse Skoves Beboere! hvilken sirlig Tale! Smigreren gør sit Sprog blomstrende og giver det mere Værdighed for at gøre det mere forførende. Mon et Barn vil forstaa denne Finesse? véd det virkelig eller kan det vide, hvad ædel og lav Stil er?

A ces mots, le corbeau ne se sent pas de joie,
(Ved disse Ord bliver Ravnen ude af sig selv af Glæde,)

  Man maa have følt meget heftige Lidenskaber for at kunne forstaa dette ordsprogsmæssige Udtryk.

Et, pour montrer sa belle voix,
(Og for at vise sin skønne Røst,)

  Forglem endelig ikke, at for at forstaa denne Verslinje, ja hele Fablen, maa Barnet have Kendskab til, hvordan det forholder sig med Ravnens skønne Røst.

Il ouvre un large bec, laisse tomber sa proie.
(Den aabner sit brede Næb og lader sit Bytte falde.)

  Denne Verslinje er glimrende. Alene Rhytmen er malende. Jeg ser et stort, hæsligt Næb spile sig op; jeg hører Osten falde imellem Grenene; men den Slags Skønheder ere spildte paa Børnene.

Le renard sen saisit, et dit: Mon bon monsieur,
(Ræven tager den og siger: Min gode Herre,)

  Her er altsaa Godmodighed gaaet over til at være en Dumhed. Det er sikkert, at man spilder ikke Tiden, naar det gælder om at undervise Børnene.

Apprenez qui tout flatteur
(Lær, at enhver Smigrer)

  En almindelig Grundsætning; vi holde os ikke længer til Sagen.

Vit aux depens de celui qui l'écoute.
(Lever paa dens Bekostning, som hører paa ham.)

  Aldrig vil et Barn paa ti Aar forstaa denne Verslinje.

Cette lecon vaut bien un fromage, sans doute.
(Denne Lærdom er vel en Ost værd, uden Tvivl.)

  Dette er forstaaeligt, og Tanken er meget god. Imidlertid vil der kun være meget faa Børn, som forstaa at sammenligne en Lærdom med en Ost, og som ikke ville foretrække Osten for Lærdommen. Man maa altsaa gøre dem det forstaaeligt, at denne Ytring kun er sagt spøgende og spottende. Hvilke Finesser for Børn!

Le corbeau, honteux et confus,
(Ravnen, skamfuld og forvirret,)

  Atter Ordrigdom; men denne er ikke til at undskylde.

Jura, mais un peu tard, quon ne l'y prendroit plus.
(Svor, men lidt for sent, at man ikke skulde narre den oftere.)

  Svor! Hvor er vel den Tosse af en Lærer, som vover at forklare Barnet, hvad en Ed er?
  Dette er ganske vist at gaa i Enkeltheder; men det maa imidlertid gøres endnu grundigere, om man vil analysere denne Fabels hele Tankeindhold og føre dette tilbage til de enkle og elementære Begreber, hvoraf det er sammensat. Men hvem tror vel, at man behøvede denne Analyse for at gøre den forstaaelig for Ungdommen. Ingen af os er tilstrækkelig stor Filosof til at forstaa at sætte sig i Barnets Sted. — Lad os nu gaa over til Moralen.
  Jeg spørger, om man bør lære seks Aars Børn, at der gives Mennesker, som smigre og lyve for Fordelens Skyld? man skulde i det højeste lære dem, at der gives Spottefugle, som snærte Smaaherrer og bag deres Ryg gøre sig lystige over deres taabelige Indbildskhed; men Osten fordærver det hele; man lærer dem meget snarere at mage det saa, at den falder ud af en andens Næb, end at passe paa ikke selv at tabe den. Dette er mit andet Paradoks, og det er ikke det mindst vigtige.
  Læg en Gang Mærke til Børnene, naar de lære deres Fabler, og du vil se, at saasnart de ere i Stand til at anvende dem, vil deres Anvendelse næsten altid være den (modsatte af Forfatterens, og i Stedet for at give Agt paa den Fejl, som man vil helbrede dem for eller værne dem imod, ere de tilbøjelige til at stille sig paa Gavtyvens Side, som drager Fordel af andres Fejl. I ovennævnte Fabel gøre Børnene sig lystige over Ravnen, og de holde allesammen med Ræven. I den følgende Fabel tror man at give dem Græshoppen som Forbillede; nej Tak! de vælge Myren. Man holder ikke af at fornedre sig, men vil altid have den bedste Rolle; saaledes vælger Egenkærligheden, og Valget er meget naturligt. Hvilken rædselsfuld Lærdom for Barndommen! Det mest hadefulde af alle Uhyrer vilde et saadant gerrigt og hjerteløst Barn være, der forstod, hvad man bad det om og hvad det afslog. Myren gør mere endnu, den lærer Barnet at haane paa samme Tid, som den giver Afslag.
  I alle Fabler, hvor Løven optræder, har den almindeligvis den mest glimrende Rolle, og det fejler ikke, at Barnet jo vil spille Løven, og naar det en Gang skal foretage en Deling, vil det — godt undervist af sit Forbillede — omhyggeligt sørge for at bemægtige sig det hele. Men naar Myggen knækker Løvens Mod, saa er det en anden Sag; da er Barnet ikke længer Løve, da er det Myg. Det lærer en Dag at dræbe dem med Naalestik, som det ikke vover at angribe i aaben Kamp.
  Af Fablen om den magre Ulv og den fede Hund vil Barnet ikke lære Maadehold og Nøjsomhed, hvilken Lærdom man tror at give det; men det vil snarere lære tøjlesløs Selvraadighed. Jeg glemmer aldrig, at jeg har set en lille Pige græde heftigt, fordi man havde gjort hende helt fortvivlet med denne Fabel ved uafladelig at prædike for hende om Lærvillighed. Man kunde længe ikke forstaa Grunden til hendes Taarer; endelig gættede man den. Det stakkels Barn kededes ved at være i Lænker; hun havde en Fornemmelse af, at hendes Hals var helt flaaet; hun græd, fordi hun ikke var Ulven.
Fablen om Ulven og Hunden. En udhungret Ulv mødte en Gang en velnæret Hund, der raadede den til — ligesom den selv — at tjene Mennesket for at faa god og rigelig Føde. Ulven er rede til at gaa med, men faar i rette Tid Øje paa Hundens Hals, der er flaaet af Lænken. Den vendte om og valgte Friheden, trods Hunger og Savn. — Corancez fortæller, at Rousseau, da man kom til at tale om hans fattige Liv, havde svaret: »Vist nok er jeg fattig; men min Hals er ikke flaaet.«     O. A. efter Dr. E. von Sallwürk.
  Moralen i den først anførte Fabel giver altsaa Barnet en Lektion i det laveste Smigreri, den anden i Umenneskelighed, den tredje i Uretfærdighed, den fjerde i Spot og den femte i Uafhængighed. Denne sidste Lærdom er imidlertid overflødig for min Lærling; men derfor passer den alligevel ikke for eders Lærlinge. Naar I give dem modsigende Forskrifter, hvilken Frugt vente I saa af eders Omhu? Men naar vi undtage denne ene Lærdom, saa indeholder maaske hele den Moral, der bringer mig i Harnisk mod Brugen af Fablerne, ligesaa mange Grunde for Brugen. I Samfundslivet behøves én Moral i Ord og én i Eksempler, og disse to stemme aldeles ikke sammen. Den første finder man i Katekismen, hvor man rolig lader den ligge, den anden i La Fontaines Fabler for Børn og i hans Fortællinger for Mødre. Den samme Forfatter er dygtig til alt.
La Fontaine er født 1621 og døde 1695 efter at have gjort Afbigt for sine alt andet end moralske Fortællinger. Det er hans Fabler, der har gjort ham verdensberømt.     O. A.
  Lad os komme overens om Sagen, min gode Hr. La Fontaine! For mit Vedkommende lover jeg at læse Dem i Udvalg, at elske Dem og lade mig belære af deres Fabler, for jeg haaber, at jeg ikke vil tage fejl af deres gode Hensigter; men hvad min Lærling angaar, maa De tillade, at jeg ikke lader ham lære én eneste, førend De har bevist mig, at han kan have Gavn af at lære Ting, hvoraf han ikke forstaar en Fjerdepart, og at han i det, han kan forstaa, ikke nogensinde gaar galt i Byen, saa han, i Stedet for at lade sig corrigere af den bedragne, tager Gavtyven til Forbillede. ( Idet jeg fritager Børnene for alle Pligter, saa frier jeg dem ogsaa for det, der er Kilden til deres største Plage, nemlig Bøgerne. Læsningen er Barndommens Pine og næsten den eneste Beskæftigelse, man véd at give den. I tolv Aars Alderen vil Emil næppe vide, hvad en Bog er. Men han skal dog vel lære at læse? vil man sige. Naturligvis skal han kunne læse, naar han kan have nogen Gavn af Læsningen. Indtil den Tid tjener den kun til at kede ham.
  Naar man ikke bør forlange, at Børnene skulle gøre noget bare for at lystre, saa følger deraf, at de ikke kunne lære noget, som de ikke føle at have nogen virkelig øjeblikkelig Fordel eller Nytte af; hvad andet skulde ellers bevæge dem til at lære det? Den Kunst at kunne tale med fraværende og forstaa dem, den Kunst uden Mellemmand at kunne meddele langt borte boende sine Følelser, sin Vilje og sine Ønsker, er en Kunst, hvis Nytte kan gøres indlysende for enhver Alder. Ved hvilket Underværk er nu denne saa nyttige og fornøjelige Kunst bleven til en ren Tortur for Børnene? derved at man tvinger dem til imod deres Vilje at lægge sig efter den og lader den bestaa i Øvelser, som de ikke forstaa det allermindste af. Et Barn er ikke meget ivrig for at fuldkommengøre det Redskab, hvormed man piner det; men sørg for, at det kommer til at tjene til Barnets Fornøjelse, og det vil snart dygtiggøre sig uden at du behøver at opmuntre det dertil. Man gør sig megen Umage for at udfinde de bedste Læsemetoder; man opfinder Læsetabeller og Kort. Barnekamret laver man om til et Bogtrykkerværksted. Locke vil, at Barnet skal lære at læse ved Hjælp af Terninger. Er det ikke en uhyre sindrig Opfindelse? hvilken Ynkelighed! Der er et Middel, som er sikrere end alt dette, men som man stadig glemmer, og det er Ønsket om at lære noget. Væk dette Ønske hos Barnet, saa kan du godt gemme dine Læsetabeller og dine Terninger; thi da vil enhver Metode være god.
  Den forhaandenværende Interesse! se, det er den store Drivkraft, den eneste, som fører sikkert og langt frem. Emil modtager undertiden fra sin Fader eller Moder, sine Slægtninge eller Venner Indbydelsesbilletter til en Middag, en Spadsere– eller Rotur eller til at overvære en eller anden offentlig Fest. Disse Smaabreve ere korte, tydelige, smukt og godt skrevne. Nu gælder det om at finde En, som kan læse dem for ham; men denne er i Øjeblikket ikke til at faa fat i, eller han vil maaske gengælde Barnets Uvillighed fra i Gaar. Saaledes gaar det belejlige Øjeblik tabt. Endelig læser man Brevet for ham, men nu er det for sent. Aa, dersom man bare havde forstaaet at læse det selv! Der kommer andre Breve; de ere saa korte! deres Indhold er saa interessant! man vil forsøge paa at tyde dem; snart finder man Hjælp, snart Afslag. Man gør sig Umage, endelig er Halvdelen af Brevet tydet: det handler om at komme i Morgen og spise oplagt Mælk . . . man véd ikke hvor eller hos hvem . . . hvor man anstrenger sig for at læse Resten! Jeg tror ikke, Emil vil have Brug for nogen Læsetabel. Skal jeg med det samme tale om at skrive? Nej — jeg skammer mig over at opholde mig ved saadanne Narrerier i en Afhandling om Opdragelsen.
  Jeg vil kun gøre en eneste Tilføjelse, som indeholder en vægtig Grundregel: almindeligvis opnaar man meget sikkert og meget hurtigt det, som man aldeles ingen Hast har for at naa. Jeg er næsten sikker paa, at Emil før sit tiende Aar vil læse flydende og skrive godt, netop fordi jeg ikke lægger videre Vægt paa, at han lærer det før i femten Aars Alderen; men jeg vil hellere, at han aldrig lærte at læse, end jeg skulde skaffe ham denne Færdighed paa Bekostning af alt det, den kan gavne ham: hvad vilde Læsefærdigheden nytte ham, naar man for stedse havde gjort ham ked af at læse? Id imprimis cavere aportebit, ne studia, qui amare nondum potest, oderit, et amaritudinem semel perceptam etiam ultra rudes annos reformidet. [Fremfor alt bør man vogte sig for, at den, som endnu ikke kan elske Studeringerne, ikke fatter Had til dem og at den én Gang følte Afsky ikke ogsaa skal afskrække ham ud over de unge Aar. Qvint. 1, 1.]
  Jo mere jeg holder fast ved min Afventnings– og Uvirksomhedsmetode, desto mere føler jeg Indvendingerne taarne sig op imod mig. »Dersom din Fostersøn ikke lærer noget af dig, vil han lære af andre. Dersom du ikke, ved at indprente ham Sandheden, kommer Vildfarelsen i Forkøbet, vil han lære Løgnen. De Fordomme, som du frygter for at bibringe ham, vil han optage fra alle sine Omgivelser; de ville trænge sig ind paa ham gennem alle hans Sanser; enten ville de forvirre hans Fornuft, før den endnu har vundet Skikkelse, eller hans Aand, der er sløvet tinder en saa lang Uvirksomhedsperiode, vil forsvinde i Stoffet. Vænnes han ikke til at tænke i sin Barndomstid, vil han for hele sit øvrige Liv være berøvet Evnen dertil.«
  Det synes mig let at svare paa alt dette; men hvortil tjener disse evindelige Svar? Dersom min Metode selv mægter at gendrive alle Indvendinger, saa er den god; kan den ikke svare paa dem, saa dur den ikke. — Jeg gaar videre.
  Dersom du — efter den Plan, jeg har gjort det første Udkast til — følger Regler, der ere stik modsatte de almindelige; dersom du i Stedet for at føre din Fostersøns Aand langt ud i det fjerne, og dersom du, i Stedet for uophørligt at lade ham forvilde sig paa andre Steder, under andre Himmelegne, i andre Aarhundreder, indtil Jordens yderste Grænser, ja, lige ind i Himlen, derimod lægger Vind paa at holde ham indenfor hans egen lille Verden, opmærksom paa alt, hvad der umiddelbart vedrører ham, saa vil du erfare, at han er i Stand til at opfatte, huske, ja, ogsaa til at tænke logisk. Dette er Naturens Ordning. Efterhaanden som det sansende Væsen bliver handlende, erhverver det sig en til dets Kræfter svarende Evne til at forstaa og dømme, og det er kun ved Hjælp af Overskuddet af den Kraft, det behøver til sin Selvopholdelse, at der i det udvikler sig den spekulative Evne, som er skikket til at anvende Kraftoverskuddet paa andre Formaal. Vil du altsaa opelske din Fostersøns aandelige Kraft, saa maa du styrke de Kræfter, som den skal styre. Øv stadig hans Legeme, gør det kraftigt og sundt for derved at gøre ham vis og fornuftig; lad ham arbejde, virke, løbe, raabe; lad ham altid være i Bevægelse: gør ham til et kraftigt Menneske, og da vil han snart blive et fornuftigt Menneske.
  Efter denne Methode vilde du — det er vist — gøre ham sløv, dersom du altid vilde lede ham, altid sige til ham: gaa, kom, bliv, gør dette, gør ikke hint! Dersom dit Hoved altid leder hans Arm, saa bliver hans eget unyttigt for ham. Men kom vor Overenskomst i Hu: Er du ikke andet end en Pedant, saa er det ikke Umagen værd, at du læser, hvad jeg skriver.
  Det er en sørgelig Vildfarelse at mene, at Legemsøvelser skulde skade Aandsvirksomheden; som om disse to Virksomheder ikke altid burde holde Skridt med hinanden, og som om den ene ikke altid burde lede den anden!
  Der gives to Slags Mennesker, som uafbrudt øve deres Legemer, og hvoraf sikkerlig den ene Slags lige saa lidt som den anden Slags drømmer om at uddanne Sjælen, og det er Bønderne og de vilde. De første ere plumpe, grove og kejtede; de andre ere bekendte for deres gode naturlige Forstand og endnu mere for deres Aands Skarpsindighed. I Almindelighed finder man ingen mere dorsk end en Bonde og ingen mere snu end en vild. Hvoraf kommer nu denne Forskel? Deraf, at den første, der altid gør det, som man befaler ham, det han har set sin Fader gøre, eller hvad han selv har gjort lige fra sin Ungdom af, stadig følger gammel Slendrian, og da han i sit næsten maskinmæssige Liv altid er beskæftiget med de samme Arbejder, saa træder Vanen og Lydigheden ham i Fornuftens Steel.
  Med den vilde er det en hel anden Sag. Han er ikke knyttet til noget bestemt Sted, har intet foreskrevet Arbejde at udføre, adlyder ingen og kender ingen anden Lov end sin egen Vilje. Han er derfor nødt til at overveje enhver Handling i sit Liv. Han foretager ikke en Bevægelse, gør ikke et Skridt, uden han i Forvejen har undersøgt alle mulige Følger. Jo mere altsaa hans Legeme opøves, des mere klares hans Aand; hans Styrke og Fornuft vokse samtidigt, og den ene udvikler sig ved den andens Hjælp.
  Lad os nu se, min sprænglærde Hr. Lærer! hvilken af vore Lærlinge det er, der ligner en vild, og hvilken der ligner en Bonde. Din Lærling foretager sig intet uden efter Befaling, fordi han i et og alt er undergivet en Myndighed, som stadig retter og vejleder ham. Han tør hverken spise, naar han er sulten, le, naar han er glad, græde, naar han er bedrøvet, række den ene Haand i Stedet for den anden eller flytte Foden uden efter Forskriften; inden ret længe tør han ikke en Gang trække Vejret uden efter de Regler, du har fastsat. Hvad vil du, han skal tænke paa, naar du tænker paa al Ting for ham? Han er jo sikret ved din Omsorg; at hvad Grund skulde han saa tænke paa Fremtiden? Da han ser, at du har taget den Byrde paa dine Skuldre at sørge for hans Bevarelse og Velvære, saa føler han sig fritaget for den Umage; sine Domme bygger han paa dine; alt det, du ikke forbyder ham, gør han uden Spor af Overvejelse, da han jo godt ved, at han kan gøre det tiden Fare. Behøver han at lære at forudse, om det bliver Regn? han ved, at du iagttager Himlen for ham. Hvad bryder han sig om at passe Tiden, naar han er ude at spadsere? han frygter ikke for, at du skal lade ham forsømme Middagstimen. Saa længe du ikke forbyder ham at spise, saa spiser han; saa snart du forbyder ham det, spiser han ikke mer; han spørger ikke sin Mave til Raads, men dig. Du kan længe nok blødagtiggøre hans Legeme ved denne Uvirksomhed, men dermed gør du ikke hans Forstand mere smidig. Tværtimod opnaar du til Gavns at nedsætte Fornuften i hans Øjne, idet du lader ham bruge den Smule, han har, til Ting, der synes ham de mest unyttige af alle. Da han aldrig erfarer, hvad den kan bruges til, saa mener han til sidst, at den dur til ingen Ting. Det værste, der kan hænde ham ved at tænke galt, vil være at faa en Irettesættelse; men det faar han saa ofte, saa det rører ham næppe mere; en Fare, der er saa almindelig, skrækker ham ikke længer.
  Du vil dog finde, at han besidder Aand; ja, saa meget har han, at han kan lade Munden løbe, naar han er sammen med Kvinder, saaledes som jeg allerede har omtalt. Men lad ham komme i det Tilfælde, at han skal vise, at han er en Personlighed, at han skal tage Parti i en vanskelig Sag, da skal du se ham hundrede Gange dummere og umuligere end Sønnen af den mest klodsede Bonde.
  Med min, eller snarere Naturens Lærling vil det være anderledes. Da han i god Tid vil være opøvet i saa snart som muligt at staa paa egne Ben, vil han ikke vænne sig til uophørlig at spørge andre til Raads og endnu mindre til at udkramme sin store Visdom for andre. Til Gengæld dømmer han, tager sine Forholdsregler og overvejer alt, hvad han umiddelbart kommer i Forhold til. Han snakker ikke, men handler; han véd ikke et Ord om, hvad der tager sig godt ud i Verdens Øjne; men hvad der passer ham, forstaar han meget godt at udføre. Da han uden Ophør er i Bevægelse, nødes han til at lægge Mærke til mange Ting og lærer at kende mange Virkninger; han samler sig i god Tid en ikke ubetydelig Erfaring. Han henter sine Lærdomme fra Naturen og ikke fra Menneskene, og da han ingen Steder opdager den Hensigt at belære ham, er han saa meget villigere til at lade sig undervise. Saaledes øves hans Legeme og Aand paa samme Tid. Da han altid handler efter sin egen Tanke og ikke efter nogen andens, saa forener han stadig to Virksomheder: jo mere han gør sit Legeme kraftigt og stærkt, desto forstandigere og mere selvdømmende bliver han. Dette er Vejen til en Dag at eje det, som man troede uforeneligt, men som dog næsten alle store Mænd har forenet: et kraftigt Legeme og en stærk Sjæl, en Vismands Fornuft og en Kæmpes Kræfter.
  Unge Opdrager! jeg prædiker for dig en vanskelig Kunst, den nemlig at vejlede uden Forskrifter og at gøre alt ved ikke at gøre noget. Denne Kunst, indrømmer jeg, ligger ikke for din Alder; den egner sig ikke til lige straks at lade dine Talenter glimre eller til at skaffe dig Anseelse hos Fædrene; men den er den eneste, som fører til Maalet. Du vil aldrig naa til at skabe vise Mænd, dersom du ikke begynder med at skabe kaade Drenge.
Hine Dages Pariserungdom behagede derfor ikke Rousseau. »I min Tid,« fortæller han i sit Brev til D'Alembert, »var man ikke saa fine .... Svedende, aandeløse, med Huller paa Albuerne kom man hjem; rigtige Vildbasser var det; men disse Vildbasser bleve Mænd, som fulde af Iver for Fædrelandet vare beredte til at tjene det og udgyde deres Blod for det. Vilde kun Gud, at man en Gang kunde sige det samme om vore pyntede unge Herrer; gid de, som i deres femtende Aar ville være Mænd, dog ikke skulle vise sig at være Børn i deres tredivte.« — Emil, übersezt von Dr. E. von Sallwürk, Pag. 134, Noten.
Saaledes var Spartanernes Opdragelse. I Stedet for at lænke dem til Bøgerne begyndte man med at lære dem at stjæle deres Middagsmad. Men var Spartanerne af den Grund Dummerhoveder som voksne? Hvem kender ikke Kraften og Saltet i deres fyndige Svar? Altid beredte til at sejre, knuste de deres Fjender i enhver Slags Krig, og de snakkesalige Atheniensere vare lige saa bange for deres Ord som for deres Hug.
  I de mest omhyggelige Opdragelsessystemer er det Læreren, som befaler og tror at holde Tømmerne i sin Haand; men det er i Virkeligheden Barnet, der styrer. De Fordringer, som du stiller til det, bruger det til at opnaa af dig, hvad det selv har Lyst til; det forstaar altid at lade sig én Times udholdende Flid betale med otte Dages Føjelighed fra din Side. Hvert Øjeblik er det nødvendigt at underhandle med det. Disse Overenskomster, som du bringer i Forslag og lægger din Mening i, men som det gennemfører paa sin Maade, falde altid ud til Fordel for Barnets Luner, i Særdeleshed naar man er ubehændig nok til at love det noget, som det er sikker paa at faa, hvad enten det opfylder eller ikke opfylder den Betingelse, som man til Gengæld har stillet. I Almindelighed læser Barnet meget tydeligere i Lærerens inderste, end Læreren i Barnets Hjerte; dette kan ikke være anderledes; thi al den Skarpsindighed, som Barnet — frit overladt til sig selv — vilde have anvendt til sin egen Udvikling, bruger det nu til at redde sin naturlige Frihed ud af sin Tyrans Lænker, medens denne, der ikke har nogen saa paatrængende Interesse af at gennemskue Barnet, ofte finder sin Regning ved at overlade det til dets Dovenskab eller Pjankethed.
  Du bør derfor slaa ind paa en Vej, der er stik modsat den, som din Lærling følger. Lad ham bare altid tro, at han er Herre, men vær du det i Virkeligheden. Der gives ingen Underkastelse saa fuldkommen som den, hvor Frihedens Skin er bevaret; paa den Maade lægger man endog Viljen i Lænker. Det stakkels Barn, som intet véd, intet kan og intet kender, er det ikke i ét og alt afhængigt af dig? Raader du ikke i alt, hvad der angaar det, over dets Omgivelser? Staar det ikke i din Magt at paavirke det, som det behager dig? Er ikke dets Arbejder, dets Lege, dets Fornøjelser og dets Møje altsammen i dine Hænder, uden at det véd af det? Vist nok bør det have Lov til at gøre, hvad det vil; men det bør ville, hvad du vil, det skal gøre; det bør ikke gøre et Skridt, som du ikke har forudset; det bør ikke aabne Munden, uden du véd, hvad det vil sige.
  Da vil det kunne hengive sig til de legemlige Øvelser, som dets Alder kræver, uden at fordummes; da skal du faa at se, hvorledes det i Stedet for at pønse paa Rænker for at sno sig fra et besværligt Herredømme, udelukkende vil være optaget af alt det, som omgiver det, for at udvinde det bedst mulige for sit sande Vel; da vil du forundres over, hvor fint det ved at gaa til Værks for at tilegne sig alt, hvad det magter at naa, og for i Sandhed at nyde Tingene uden at spørge om andres Mening.
  Overlader du saaledes Barnet Herredømmet over sin egen Vilje, saa nærer du ikke dets Luner. Ved stadig kun at gøre, hvad der passer sig for det, vil det inden ret længe kun gøre, hvad det bør gøre, og skønt det aldrig er i Ro, men dets lille Krop er i uophørlig Bevægelse, vil du dog — saalænge det drejer sig om dets egne øjeblikkelige og haandgribelige Interesser — se, hvorledes dets Tænkeevne udvikler sig i saa høj Grad, som den kan, men meget bedre og paa en for Barnet langt naturligere Maade, end om det havde været optaget af Studeringer af ren aandelig Art.
  Altsaa: naar det aldrig ser, at du lægger an paa at være det imod, naar det ingen Mistro har til dig og intet har at skjule for dig, saa vil det aldrig bedrage dig og aldrig lyve for dig; det vil uden Frygt vise sig, som det er. Du vil med største Lethed kunne studere det og vil kunne ordne rundt om det den Undervisning, du vil give det, uden at det nogensinde tænker paa, at det modtager nogen saadan.
  Det vil heller ikke med nysgerrig Mistro udspejde dine Særheder og ikke gøre sig en hemmelig Fornøjelse af at gribe dig i en Svaghed. Den Vanskelighed, som vi paa denne Maade forebygge, er meget stor. En af Børnenes første Bestræbelser er — som jeg allerede har sagt — at opdage de svage Sider hos dem, der vejlede dem. Denne Tilbøjelighed fører til Ondskab, men den kommer ikke af Ondskab, den kommer af en Trang til at sno sig fra en Myndighed, som er dem til Besvær. Trykkede af det Aag, man lægger paa dem, søge de at ryste det af, og de Svagheder, som de opdage hos deres Lærere, give dem gode Midler i Hænde til dette Brug. Imidlertid komme de i Vane med at give Agt paa Folks svage Sider og at more sig med at finde dem. Det er indlysende, at ogsaa her er en Kilde til Laster stoppet i Emils Hjerte; da han ingen Interesse har af at finde Fejl hos mig, saa vil han ikke søge efter nogen hos mig, og han vil ikke være synderlig fristet til at søge efter dem hos andre.
  Hele denne Fremgangsmaade synes vanskelig, fordi man staar fremmed lige over for den; men i Grunden burde den ikke være svær. Man er berettiget til at forudsætte, at du er i Besiddelse af den Indsigt, som er nødvendig til at udføre den Gerning, du har valgt; man maa formode, at du kender Menneskehjertets naturlige Udvikling, saa du er i Stand til at studere Mennesker og Personer, og at du i Forvejen véd, i hvilken Retning din Lærlings Vilje ved given Lejlighed vil gaa, naar du lader alle de Ting, som har Interesse for hans Alder, passere forbi hans Øjne. Men at være i Besiddelse af de nødvendige Redskaber og at forstaa at bruge dem godt, er det ikke at være Herre over det hele Foretagende?
  Ja, men Barnets Luner! vil du indvende. Du har Uret. Barnets Luner ere aldrig Naturens Værk, men en Følge af en slet Optugtelse: det har enten maattet lystre eller befale; men jeg har hundrede Gange sagt, at hverken det ene eller det andet er paa sin Plads her. Din Lærling vil altsaa ikke have andre Luner end dem, du har givet ham, og det er billigt, at du selv bærer Følgerne af dine egne Fejl. Men, vil du sige, hvorledes skal jeg da hjælpe ham af med dem ?   Dette kan vel endnu lade sig gøre ved en bedre Vejledning og megen Taalmodighed.
  Jeg havde en Gang for nogle Uger taget den Byrde paa mig at være Hovmester for et Barn, der ikke alene var vant til at følge sin egen Vilje, men ogsaa til at sætte den igennem hos alle andre; følgelig var denne Dreng fuld af Særheder. Allerede det første Døgn, vilde han, for at sætte min Føjelighed paa Prøve, staa op ved Midnat. Da jeg laa i min sødeste Søvn, sprang han ud af Sengen, iførte sig sine Klæder og kaldte paa mig. Jeg stod op, tændte Lys, og det var saa alt, hvad han vilde. Inden et Kvarters Forløb var han overvundet af Søvnen og gik i Seng igen, vel tilfreds med sit Forsøg. To Dage efter gentog han Forsøget med samme heldige Udfald og uden mindste Tegn paa Utaalmodighed fra min Side. Da han kyssede mig for atter at lægge sig, sagde jeg ganske sindigt til ham: »Min lille Ven! dette gaar jo meget godt, men kom nu ikke oftere med de Løjer.« Dette Ord vakte hans Nysgerrighed og allerede Dagen efter vilde han dog se, om jeg virkelig vovede ikke at adlyde ham. Han stod op ved samme Tid og kaldte paa mig. Jeg spurgte ham, hvad han vilde. Han sagde, at han kunde ikke sove. »Det er jo slemt nok,« svarede jeg og forholdt mig rolig. Han bad mig tænde Lyset. »Hvorfor det?« Jeg forholdt mig fremdeles rolig. Denne lakoniske Tone begyndte at sætte ham i Forlegenhed. Han famlede sig frem i Mørket for at søge efter Fyrtøjet, og nu lod han, som han slog Ild. Jeg kunde ikke lade være at smile ved at høre ham give sig nogle gode Knubs over Fingrene. Endelig — tilstrækkelig overbevist om, at han ikke vilde komme nogen Vej dermed, bragte han Fyrtøjet hen til mig i Sengen. Jeg sagde, at jeg havde ingen Brug for det og vendte mig om paa den anden Side. Nu gav han sig til at løbe rasende omkring i Kammeret, skrigende, syngende, gørende en voldsom Støj og stødende sig paa Bord og Stole: men han passede dog paa, at Stødene ikke blev altfor haarde, skønt han ikke undlod at skrige stærkt, i Haab om at bringe mig i Uro. Alt dette hjalp ham ikke, og jeg mærkede godt, at han, der havde gjort Regning paa en Hob skønne Formaninger eller et Udbrud af Vrede, slet ikke var forberedt paa denne store Koldblodighed.
  Han var imidlertid besluttet paa at besejre min Taalmodighed med Trods, og han fortsatte sin Støjen med et saadant Held, at jeg tilsidst blev hed i Hovedet; men da jeg forudsaa, at jeg ved utidig Heftighed vilde fordærve det hele, tog jeg mit Parti paa en anden Maade. Jeg stod op uden at sige noget, gik efter Fyrtøjet, som jeg imidlertid ikke kunde finde. Jeg spurgte ham om, hvor det var, og han gav mig det straalende af Glæde over endelig at have triumferet over mig. Jeg slog Ild, tændte Lyset, tog min lille Fyr ved Haanden og førte ham roligt ind i et Sideværelse, hvis Vindusskodder vare godt lukkede, og hvor der ikke var noget at slaa i Stykker. Dér efterlod jeg ham uden Lys, lukkede Døren i Laas og vendte tilbage til min Seng uden at have sagt ham et eneste Ord. Man behøver ikke at spørge, om der ikke straks blev en voldsom Larmen; det var jeg forberedt paa, men det rørte mig ikke. Endelig tabte Larmen sig; jeg lyttede og hørte ham lægge sig, og nu var jeg rolig. Morgenen derpaa gik jeg ind i Værelset og fandt min lille Spektakelmager liggende paa en Seng i dyb Søvn, som han, efter saa megen Anstrengelse jo ogsaa nok kunde trænge til.
  Sagen var imidlertid ikke endt dermed. Moderen erfarede, at Barnet to Tredjedele af Natten ikke havde været i sin Seng. Nu var hundrede og et ude; det var jo at slaa Barnet ihjel. Da Fyren saa, at her var en passende Lejlighed til at hævne sig, saa lod han, som han var syg uden at tænke paa i Forvejen, at han ikke vilde vinde noget ved den Manøvre. Lægen blev hentet. Uheldigvis for Moderen var denne Læge en Spasmager, som morede sig over hendes Forskrækkelse og gjorde sig Umage for at forøge den. Imidlertid hviskede han mig i Øret: lad bare mig raade, jeg indestaar Dem for, at Barnet for en Tid skal blive helbredet for den Grille at spille syg. Han foreskrev virkelig Diæt, forbød det at forlade Stuen og anbefalede en Del Medicin. Det gjorde mig ondt at se denne stakkels Moder saaledes at blive holdt for Nar af alle hendes Omgivelser, undtagen af mig alene, hvem hun havde faaet Nag til, just fordi jeg ikke bedrog hende.
  Efter nogle temmelig haarde Bebrejdelser sagde hun mig, at Sønnen var af en noget sart Natur, at han var Familiens eneste Arving, som det gjaldt om at bevare for enhver Pris, og at han ikke taalte, at man lagde ham Hindringer i Vejen eller drillede ham. Deri var jeg fuldstændig enig med hende; men ved at drille forstod hun ikke at adlyde ham i et og alt. Jeg indsaa, at jeg maatte tage den samme Tone overfor Moderen som overfor Barnet. »Min Frue!« sagde jeg temmelig kølig, »jeg véd ikke, hvorledes man opdrager en Stamherre, og hvad mere er, jeg bryder mig heller ikke om at lære det; De kommer til at indrette Dem derefter.« Man havde Brug for mig endnu nogen Tid. Faderen fik stillet alle tilfreds, Moderen skrev til Hovmesteren om at skynde paa sin Tilbagekomst, og Barnet der saa, at det intet vandt, hverken ved at forstyrre min Søvn eller ved at være sygt, tog endelig det Parti at sove roligt og befinde sig vel derved.
  Man gør sig ingen Forestilling om, med hvormange lignende Indfald denne lille Tyran havde plaget sin ulykkelige Hovmester; thi Opdragelsen foregik under Moderens Øjne, og hun taalte ikke, at man i noget som helst var Stamherren ulydig. Naar han vilde gaa ud, var det nødvendigt at være rede til at føre ham eller snarere følge ham, og han sørgede altid meget omhyggeligt for at vælge det Øjeblik, naar han saa sin Hovmester mest optaget. Han vilde udøve det samme Herredømme over mig og hævne sig om Dagen for den Hvile, han var nødt til at indrømme mig om Katten. Jeg fandt mig godvillig i alt, og jeg begyndte med tydeligt at vise ham, hvor megen Fornøjelse jeg havde af at være ham til Behag; men senere da det gjaldt om at helbrede ham for hans Luner, tog jeg det paa en anden Maade.
  Det var derfor nødvendigt først at faa ham til at begaa Uret, og dette var ikke vanskeligt. Da jeg vidste, at Børnenes Tanker aldrig gaa ud over Øjeblikket, saa skaffede min Forudseenhed mig en let Fordel over ham. Jeg havde sørget for at skaffe ham i Hjemmet en Fornøjelse, som jeg vidste rigtig faldt i hans Smag, og i det Øjeblik, da jeg saa ham mest optaget deraf, foreslog jeg ham en Spadseretur. Han afslog det aldeles bestemt. Jeg holdt paa mit; han hørte mig ikke. Jeg maatte bøje mig, og han mærkede sig omhyggeligt dette Tegn paa Underkastelse.
  Den følgende Dag var det min Tur. Han kedede sig; det havde jeg sørget for. Jeg derimod syntes at sidde til Halsen i Forretninger. Der behøvedes nu ikke saa meget for at bestemme ham. Det varede ikke længe, før han kom for at rive mig bort fra mit Arbejde; jeg skulde øjeblikkelig gaa ud at spasere med ham. Jeg afslog det; han fastholdt sit Forlangende. »Nej,« sagde jeg, »du satte din Vilje igennem i Gaar og har derved lært ogsaa mig at gennemføre min Vilje; jeg gaar ikke ud.« »Vel,« svarede han heftigt, »saa vil jeg gaa ganske alene.« »Som du vil.« Jeg fortsatte mit Arbejde.
  Han klædte sig paa, lidt urolig ved at se, at jeg lod ham gøre det uden at gøre ligesaa. Færdig til at gaa ud hilser han mig; jeg hilser igen. Han forsøgte at gøre mig bange ved at fortælle mig om den Tur, han havde besluttet at gøre. Ved at høre derpaa, skulde man tro, han agtede sig til Verdens Ende. Uden at lade mig mærke med noget, ønskede jeg ham en lykkelig Rejse. Hans Forlegenhed voksede. Han holdt sig imidlertid tappert, og, færdig til at gaa, befalede han Tjeneren at følge sig. Denne var allerede i Forvejen instrueret og svarede derfor, at han ikke havde Tid, da han var beskæftiget efter min Ordre, og han burde adlyde mig fremfor ham. Nu véd Fyren hverken ud eller ind. Hvorledes skal han dog forstaa, at man lader ham gaa ud alene, ham, der troede om sig selv at være det mest vigtige Væsen af alle, og som tænkte, at Himmel og Jord var optaget af at vaage over ham? Imidlertid begynder han at føle sin Svaghed; han forstaar, at han vil komme til at befinde sig alene midt imellem Folk, som ikke kende ham; han forudser Farerne, han styrter sig ind i, og alene hans Egensindighed gør, at han endnu holder Stand. Han gaar ned ad Trappen, men langsomt og ikke saa lidt bange. Endelig kommer han ud paa Gaden, idet han trøster sig lidt over alle de Ulykker, der kunde ramme ham, med det Haab, at det er mig, man vil drage til Ansvar derfor.
  Dertil var det, jeg vilde bringe det. Alt var forberedt i Forvejen, og da det drejede sig om at opføre et Slags offentlig Skuespil, havde jeg sikret mig Faderens Billigelse. Næppe havde han gaaet nogle Skridt, før han snart fra den ene, snart fra den anden Side hørte forskellige Ytringer, møntede paa ham. »Nabo! se en Gang den lille Herre! hvor mon han vil hen saadan ganske alene? det gaar aldrig godt; jeg vil bede ham træde indenfor hos os.« »Nej, Naboerske! hold eders Fingre derfra. Ser I ikke, at det er en lille Slubbert, som man har jaget ud af Fædrenehuset, fordi der ikke var noget at stille op med ham? saadanne Smaaslyngler er det aldrig værd at holde paa, lad ham gaa, hvor han vil.« »Nu vel da, Gud være med ham! det vilde dog gøre mig ondt, om der tilstødte ham noget.« Lidt længere fremme mødte han Gadedrenge, omtrent paa hans Alder, som drillede og gjorde Nar ad ham. Jo længer han gik, desto flere Fortrædeligheder. Alene, uden Beskyttelse ser han sig udsat for alles Spot, og han erfarede til sin store Overraskelse, at hans Skuldersløjfe og guldbroderede Klæder ikke indgød mere Respekt.
  En af mine Venner, som han ikke kendte, og hvem jeg havde overdraget det Hverv at vaage over ham, havde imidlertid, uden at han mærkede det, fulgt ham Skridt for Skridt, for at tage sig af ham, naar det var Tid. Denne Rolle, som lignede Sbriganis i Pourceaugnac,
Et af Moliéres Skuespil ved Navn: Hr. de Pourceaugnac. Denne Hr. de Pourceaugnac er en gammel Advokat fra Limoges. Han kommer for at ægte Orontes Datter Julie, der imidlertid er forelsket i Eraste, der ikke ejer saa mange Penge som Pourceaugnac. Den listige Sbrigani følger under Forklædning Advokaten overalt og mager det ved sine Rænker saaledes, at Orontes til sidst selv tvinger Julie til at ægte Eraste.
    O. A.
krævede en Mand med Omløb og Takt, og han spillede den udmærket. Uden at gøre Barnet ængsteligt og frygtsomt ved at indjage ham en altfor stor Skræk, forstod han saa godt at lade ham føle det ukloge i hans dumme Streg, at han inden en halv Time førte ham tilbage til mig føjelig og skamfuld, saa han ikke vovede at slaa Øjnene op.
  For at bringe Bægeret til at flyde over, kom netop i det Øjeblik, da Drengen vendte tilbage, Faderen for at gaa og mødte ham saaledes paa Trappen. Han maatte nu bekende, hvor han kom fra og hvorfor jeg ikke var med ham.
I et saadant Tilfælde kan man uden Fare forlange af et Barn, at det skal komme frem med Sandheden; thi det véd godt, at det ikke kan skjule den, og at det øjeblikkelig vilde blive overbevist, hvis det vovede at komme med en Løgn.
    R.
Det stakkels Barn ønskede sig hundrede Fod under Jorden. Uden at indlade sig paa nogen lang Straffeprædiken sagde Faderen ganske tørt, som jeg havde ventet det: »Naar du vil gaa ud alene, saa vær saa god; men da jeg ikke vil have nogen Gadestryger i mit Hus, saa vogt dig for at komme hjem igen, hvis det skulde ske oftere.«
  Jeg selv modtog ham uden Bebrejdelser og Spot, men med nogen Alvor, og af Frygt for, at han skulde faa Mistanke om, at alt det passerede kun var en Spøg, vilde jeg ikke spadsere med ham den Dag. Den følgende Dag saa jeg med stor Fornøjelse, hvorledes han ved min Side med triumferende Miner gik forbi de samme Folk, som Dagen forud havde gjort sig lystige over at møde ham alene. Man begriber nok, at han ikke oftere truede med at gaa ud uden mig.
  Ved saadanne og lignende Midler bragte jeg det i den korte Tid, jeg havde med ham at gøre, dertil, at han gjorde alt, hvad jeg vilde, uden at jeg behøvede at foreskrive eller forbyde ham noget, uden Prædikener eller Formaningstaler og uden at kede ham med unyttige Lærdomme. Han følte sig ogsaa vel tilpas, saalænge jeg talte; men min Tavshed gjorde ham betænkelig; thi da forstod han, at der var et eller andet, som ikke var i sin gode Orden — og Lærdommen kom altid til ham fra Tingen selv. — Men tilbage til Sagen.
  Det er sikkert, at disse stadige Øvelser, alene overladte til Naturens Vejledning, sløve ikke Sjælen, fordi de styrke Legemet; men de danne tværtimod i os den eneste Art af Tænkning, som den første Alder er modtagelig for, og som er den mest nødvendige for enhver Alder. De lære os til Fuldkommenhed at kende Brugen af vore Kræfter samt Forholdet mellem vore Legemer og de Genstande, som omgive os. De lære os at bruge de naturlige Redskaber, som staa til vor Raadighed og passe for vore Lemmer. Kan der tænkes nogen taabeligere lille Skabning end et Barn, der vokset op alle sine Dage i en Stue, og som — ukendt med Tyngde og Modstandskraft — vil oprykke et stort Træ med Rod eller løfte en Klippe? Første Gang jeg satte Foden udenfor Genf, vilde jeg følge en Hest i Gallop; jeg kastede Sten imod Bjerget Saléve, som laa to Mil borte; alle Landsbyens Drenge drev deres Spil med mig; jeg var i deres Øjne en ren Idiot. I atten Aars Alderen lærer man i den filosofiske Klasse, hvad en Løftestang er; der gives ikke den lille Bondedreng i tolv Aars Alder, som ikke forstaar at bruge en Løftestang bedre end Akademiets første Mekaniker. De Lærdomme, som Drengene tilegne sig mellem hverandre i Skolegaarden, ere dem hundrede Gange vigtigere end alt det, man fortæller dem i Klassen.
  Se en Gang paa en Kat, der første Gang smutter ind i en Stue; den undersøger, betragter, snuser til alt; den er ikke rolig et Øjeblik, og den stoler ikke paa noget, førend den har undersøgt det og lært det at kende. Saaledes ogsaa med et Barn, der begynder at gaa og — saa at sige — gør sin Indtrædelse i Verden. Hele Forskellen er, at foruden Synet, der er fælles for Barnet og Katten, har Naturen givet det første Hænder til at undersøge Tingene med, medens den har udrustet den sidste med den fine Lugt. Dette Anlæg — godt eller daarligt plejet — er det, som gør Børnene enten smidige eller plumpe, klodsede eller behændige, tankeløse eller kloge.
  Naar Menneskets første Bevægelser altsaa medføre, at det maaler sig selv med alt det, som omgiver det, og i enhver Genstand, det bliver var, undersøger de sanselige Egenskaber, som kunne komme i Forhold til det, saa følger deraf, at dets første Studium er en Art Eksperimentalfysik anvendt paa dets Selvopholdelse, og derfra holder man det borte ved spekulative Studeringer, førend det endnu har lært at finde sig til rette her paa Jorden. Saalænge som dets fine og bøjelige Organer kunne tilpasse sig efter de Legemer, som de skulle indvirke paa, og saalænge som dets Sanser ere rene og fri for Blændværk, saa er det Tiden til at indøve disse som hine i de Forretninger, som høre dem til, og det er Tiden til at lære at kende de sanselige Forhold, hvori Tingene staa til os. Da alt, hvad der kommer ind i Menneskets Forstand, kommer ad Sansningens Vej, saa er Menneskets første Erkendelse en Sanseerkendelse; det er denne, som danner Grundlaget for den intellektuelle Erkendelse: vore første filosofiske Læremestre ere vore Fødder, vore Hænder og vore Øjne. Lad nu Bøgerne træde i Stedet for alt dette, og da er det ikke at lære os at erkende, men det er at lære os at betjene os af andres Erkendelse; det er at lære os at tro meget og intet at vide.
  For at udøve en Kunst maa man begynde med at skaffe sig Redskaber, og for med Nytte at kunne bruge disse Redskaber, maa man gøre dem saa stærke, at de kunne taale at bruges. For at lære at tænke, maa vi altsaa øve vore Lemmer, vore Sanser og vore Organer, som netop ere vor Erkendelses Redskaber, og for at faa den mest mulige Nytte af disse Redskaber, er det nødvendigt, at Legemet, som forsyner os med dem, er kraftigt og sundt. Altsaa: langt fra at Menneskets sande Erkendelse danner sig uafhængigt af Legemet, er det tværtimod den gode Legemsbeskaffenhed, som gør Aandens Virksomheder lette og sikre.
  Ved at vise, hvortil man bør anvende Barndommens lange Fritid, kommer jeg ind paa Enkeltheder, som man vil finde latterlige. »En prægtig Undervisning,« vil man sige, »som vil falde for din egen Kritik og som indskrænker sig til en Undervisning, som ingen behøver! Hvorfor skulde man bruge Tiden til Lærdomme, som give sig af sig selv og som ikke koste noget, hverken af Møje eller Omhu? Hvilket tolvaars Barn véd ikke — foruden hvad dets Lærere har lært det — alt det, som du vil lære din Fostersøn?«
  Mine Herrer! De tage fejl! Jeg underviser min Lærling i en meget lang og møjsommelig Kunst, som sikkerlig ingen af eders Lærlinge ere indøvede i: den nemlig at være uvidende. Thi den, som ikke tror at vide andet, end hvad han virkelig véd, hans Videnskab bliver vist grumme lille. I undervise eders Lærlinge i Videnskaben, — ja, Lykke med det! Jeg beskæftiger mig med Redskabet, der egner sig til at erhverve den. Man fortæller, at Venetianerne en Dag med stor Højtidelighed viste en spansk Gesandt deres St. Markusskat, og at denne, i Stedet for at complimentere dem, skal have set under Bordet og sagt: Qui non c'è la radice.
Men Roden er her jo ikke.
Jeg kan aldrig se en Lærer udkramme sin Lærlings Viden, uden at jeg føler mig fristet til at sige det samme til ham.
  Alle de, som har tænkt over de gamles Levevis, give deres gymnastiske Øvelser Æren for den Legems– og Sjælskraft, der saa kendelig udmærker dem fremfor vor Tids Mennesker. Det Eftertryk, som Montaigne lægger paa denne Betragtning, viser hvor stærkt han er gennemtrængt deraf: han kommer uophørlig og paa mange Maader tilbage hertil. Naar han taler om et Barns Opdragelse, siger han, at man maa hærde dets Muskler for at skaffe det en kraftig Sjæl; ved at vænne det til Arbejde, vænner man det til Smerten: det er nødvendigt at vænne det til at taale Øvelsernes Besvær, for at det derigennem kan lære at finde sig i Besværligheden af en Forvridning, heftige Mavesmerter eller andre Onder. Den vise Locke, den gode Rollin, den lærde Fleury og den pedantiske Crousaz
Michel de Montaigne er en berømt fransk Filosof og Moralist, født 1533 og død 1592. Som yngre Søn skulde han selv bryde sig sin Bane og nød en omhyggelig Opdragelse. Da Faderen og hans ældre Broder døde, blev han selv Godsbesidder og kunde nu i fuld Frihed og Uafhængighed foretage Rejser og dyrke sine filosofiske Studier. Hans Hovedværk er »Essais de Messire Michel, siegneur de Montaigne« (Forsøg af ærlig og velbyrdig Hr. Michel, Herre til Montaigne). John Locke er en berømt engelsk Filosof (1632—1704). Hans Skrift: »Some thoughts concerning education.« hvilket Rouseau flere Gange angriber, fremkom 1693. Charles Rollin (1661—1741), Professor og Rektor for Universitetet i Paris, er Historiker og Humanist. Han er Forfatter til »Traité des etudes« (En Afhandling om Studierne). Abbed Claude Fleury (1641—1723) var Advokat, førend han gik over til den gejstlige Stand. Han var Opdrager for Prinsesserne af Conti og flere af Ludvig d. XIV's Børn. Han har skrevet en Afhandling om Valget af Studierne og deres Methode (1686). Jean–Pierre de Crousaz (1663—1750) er Protestant, var først Professor ved Akademiet i Lausanne og senere Professor i Grønningen (Holland) og Opdrager for Prinsen af Hessen–Kassel. Han har skrevet en Afhandling om Opdragelsen.
    O. A.
samstemme — saa forskellige de end ere i alt øvrigt — alle i dette ene Punkt, at man bør sørge for, at Børnenes Legemer øves meget. Dette er den fornuftigste af deres Forskrifter; men det er ogsaa den, der til alle Tider er og vil være mest forsømt. Jeg har allerede talt tilstrækkeligt om dens store Betydning, og da man ikke kan give bedre Grunde eller mere fornuftige Regler end dem, man finder i Lockes Bog, saa nøjes jeg med at henvise dertil, efter at have taget mig den Frihed at føje nogle enkelte Bemærkninger til hans.
  Saalænge Legemet vokser, bør Lemmerne kunne røre sig frit i Klæderne; der maa ikke være noget, som hindrer hverken deres frie Bevægelser eller Vækst. Klæderne maa ikke passe alt for godt eller slutte tæt til Kroppen, og intet Snørliv! Den franske Dragt, der er generende og usund for voksne, er især farlig for Børnene. De stillestaaende Vædsker, standsede i deres Omløb, fordærves ved den Ro, som det uvirksomme og stillesiddende Liv endog forøger, blive urene og foraarsage Skørbug, en Sygdom, der fra Dag til Dag bliver mere almindelig hos os, medens den næsten var ukendt hos Oldtidsfolkene, fordi deres hele Maade at leve paa og klæde sig paa bevarede dem imod den. Husardragten
Husardragten var Modedragt for Børn paa Rousseaus Tid.
    O. A.
er saa langt fra skikket til at hæve dette Onde, at den tværtimod øger det, og for at skaane Børnene for nogle Snørebaand, giver man dem en Dragt, der strammer over hele Legemet. Det bedste, man kan gøre, er at lade dem gaa i Barnekjolen saa længe som muligt og derpaa give dem en meget bekvem Klædedragt uden at bekymre sig om at stille deres skønne Legemsbygning til Skue; thi dette tjener nemlig kun til at vanskabe den. Deres legemlige og sjælelige Fejl stamme næsten alle fra den samme Aarsag; man vil gøre dem voksne før Tiden.
  Der gives livlige og mørke Farver. De første falde mest i Børnenes Smag og klæde dem ogsaa bedre, og jeg indser ikke, hvorfor man ikke skulde rette sig efter denne saa naturlige Overensstemmelse. Men fra det Øjeblik af, da de foretrække ét Klædningsstof for et andet, fordi det er pragtfuldere, saa er deres Sind allerede optaget af Luksus og alle Modens taabelige Indfald, og denne Smag har de sikkerlig ikke faaet af dem selv. Det er ikke muligt at sige, hvor stor Indflydelse Valget af Klædedragten og Bevæggrundene til dette Valg har paa deres Opdragelse. Ikke alene love forblindede Mødre deres Børn Pynt og Smykker for at belønne dem; men man kan træffe Hovmestere, der ere ufornuftige nok til at true deres Lærlinge med en tarveligere og simplere Dragt som en Slags Straf: Dersom du ikke tager dig i Agt og passer bedre paa dine Klæder, saa vil man klæde dig som en lille Bondedreng. Det er det samme som at sige til dem: I maa vide, at det er Klæderne, der skabe Mennesket, og at eders Værd afhænger af eders Klæder. Kan man undres over, at saadanne vise Lærdomme slaa Rod hos Ungdommen, saa at den kun har Respekt for det pragtfulde og dømmer Fortjenesten alene efter det ydre?
  Dersom jeg skulde sætte Skik paa en saadan fordærvet lille Fyr, saa vilde jeg sørge for, at de prægtigste Klæder vare de mest umagelige, at han var generet af dem, altid tvungen og trykket af dem paa de tusende Maader. Jeg vilde mage det saa, at han maatte give Slip paa Frihed og Fornøjelser for Glansens Skyld: vilde han blande sig i Legen med andre Børn, der var tarveligere klædte, skulde den paa Øjeblikket standse; de skulde straks spredes. Kort og godt: jeg vilde trætte ham, jeg vilde i den Grad gøre ham ked af hans Pragt, i den Grad gøre ham til Slave af hans gallonerede Klæder, at de blev hans Livs Plage, saa at han skulde se med mindre Skræk paa det sorteste Fængsel end paa sine pragtfulde Klæder. Saalænge man ikke har gjort Barnet til Slave af vore Fordomme, er det dets højeste Ønske at være fri og ubunden; den tarveligste, mest magelige Klædning, den som generer det mindst, er da altid den kæreste for det.
  Der er én Legemsbeskaffenhed, der egner sig for Øvelser, og en anden, der passer bedre for det rolige Liv. Denne sidste maa ved Vædskernes ligelige og jævne Omløb bevare Legemet mod Luftforandringer. Den første maa ved den uophørlige Vekslen fra Bevægelse til Hvile, fra Varme til Kulde vænne Legemet til disse Forandringer. Det følger deraf, at Folk, som føre et stillesiddende Stueliv, maa klæde sig varmt til enhver Tid for at bevare Legemet i en ensartet Temperatur, paa lidt nær den samme under alle Aarstider og i hver Time af Døgnet. De derimod, som gaa ud og ind i Blæst og Solskin og Regn, som bevæge sig meget og tilbringe største Delen af deres Tid sub dio (under aaben Himmel), bør altid være let klædte, for at de kunne vænnes til at taale alle Vejrforandringer og alle Temperaturgrader uden at lide derunder. Jeg vil raade de første som de sidste til ikke at skifte Dragt efter Aarstiderne, og saaledes skal det altid være med min Emil. Jeg mener ikke dermed, at han skal bære sine Vinterklæder om Sommeren som stillesiddende Folk, men at han om Vinteren skal gaa i sin Sommerdragt som Folk, der arbejde. Dette sidste var Sir Newtons Vane hele Livet igennem, og han blev dog firsindstyve Aar.
  Til enhver Aarstid kun en let eller slet ingen Hovedbedækning. De gamle Ægyptere vare altid barhovede, medens Perserne bedækkede Hovedet med tykke Huer og bruge endnu i vore Dage store Turbaner, som i Følge Chardin
Fransk Rejsende og Forfatter til »En Rejse i Persien og Østindien.«
    O. A.
ere nødvendige paa Grund af Landets Klima. Jeg har andet Sted
Brev til Hr. d'Alembert om Skuespil, Pag. 109. første Udgave.
    R.
gjort opmærksom paa den Forskel, som Herodot paa en Slagmark bemærkede mellem Persernes og Ægypternes Hovedskaller.
Hvor Herodot fortæller om Kampen imellem Kambyses og Psammenit, skriver han i III Bog, Kap. 12: Persernes Hovedskaller ere saa svage, saa at du kan gennembore dem ved blot at slaa paa dem med en lille Sten, medens Ægypternes ere saa stærke, at du næppe kan slaa dem i Stykker med Sten.
    O. Anm.
Da det altsaa er af Vigtighed, at Hovedets Ben blive haarde og faste, ikke lette at sønderbryde, og mindre porøse for bedre at beskytte Hjernen ikke alene mod Saar, men ogsaa imod Forkølelse og Betændelse og alle Luftens Indvirkninger, saa bør man vænne Børnene til altid at være barhovede Sommer og Vinter, Dag og Nat. Dersom man af Renlighedshensyn og for at holde Haaret i Orden vil give dem en Hovedbedækning om Natten, saa bør denne bestaa i en let Hue af gennemsigtigt Tøj, lig de Net, hvormed Baskerne bedække deres Haar. Jeg véd vel, at de fleste Mødre, mere overbeviste af Chardins Iagttagelser end af mine Fornuftgrunde, overalt tro at finde persisk Luft; men jeg har nu ikke valgt min Fostersøn blandt Europæerne for at gøre ham til en Asiat.
  I Almindelighed klæder man Børnene alt for varmt, især i det første Aar. Man burde hellere hærde dem mod Kulde saavel som mod Varme. Den stærkeste Kulde vil aldrig skade dem, naar man lader dem udsættes derfor i god Tid; men Hudens Væv, der endnu er i høj Grad zart og blød, tillader Uddunstningerne en altfor let Udgang, og udsætter derfor Børnene for en uundgaaelig Afmattelse under stærk Varme. Man har ogsaa lagt Mærke til, at der dør flere Børn i August end i nogen anden Maaned. Desuden synes det at være stadfæstet ved Sammenligning mellem Nord– og Sydboere, at man bliver kraftigere ved at være udsat for stærk Kulde end ved at skulle taale stærk Varme. Men efterhaanden som Barnet vokser, og dets Muskelvæv bliver kraftigere, vænne man det lidt efter lidt til at trodse Solens Straaler; ved at gaa gradvis frem, vil man uden Fare kunne hærde det imod det hede Bæltes glødende Sol.
  Midt under de gennemgribende og fornuftige Forskrifter, som Locke giver os, kommer han ind i en Modsigelse, som man ikke skulde vente af en saa skarp Tænker. Den samme Mand, som forlanger, at Børnene om Sommeren skulde bade sig i iskoldt Vand, vil ikke tillade dem, naar de ere varme, at drikke koldt Vand eller at lægge sig paa den fugtige Jord.
Som om de smaa Bønderdrenge udvalgte en rigtig tør Plet Jord til at sætte sig eller hvile sig paa, og som om man nogensinde havde hørt, at Jordens Fugtighed havde gjort nogen af dem syge. Ved at høre vore Læger tale om den Sag, skulde man tro. at de vilde Folkeslag altid vare lamme af Rheumatisme.
    R.
Men naar han nu vil, at Børnenes Sko til enhver Tid skulde være utætte og trække Vand, mon de da trække mindre Vand, naar Barnet er ophedet? Og kan man ikke gøre de samme Slutninger med Hensyn til Legemet fra Forholdet med Fødderne, som han gør om Fødderne fra Forholdet med Hænderne eller om Legemet fra Forholdet med Ansigtet? Vil du, kunde jeg sige til ham, at Mennesket skal være lutter Ansigt, hvorfor dadler du da mig, fordi jeg vil, at det skal være lutter Fod?
Rousseau sigter til en Anekdote, som Locke fortæller om en Athenienser, der forundret spurgte den skythiske Filosof Anacharsis, hvorledes han kunde udholde at gaa nøgen i Frost og Sne. Denne svarede med at spørge Athenienseren, hvorledes han kunde taale, at hans Ansigt var udsat for den skarpe Vinterluft. »Jo,« sagde Athenienseren, »mit Ansigt er vant dertil.« »Nu vel,« svarede Skyteren, »saa tænk dig da, at jeg er lutter Ansigt.« (Locke: some thoughts concerning education, Dr. Sallwürks Overs., Pag. 10.)
    O. Anm.
  For at forhindre Børnene fra at drikke, naar de ere varme, foreskriver han dem at spise et Stykke Brød, førend de drikke. Det er dog ganske mærkeligt, at man skal give et Barn at spise, naar det er tørstigt; jeg vilde hellere give det at drikke, naar det var hungrigt. Men aldrig vil man kunne overbevise mig om, at vore fornemste Fornødenheder ere saa uregelret ordnede, at man ikke kan tilfredsstille dem uden at udsætte sig for at gaa til Grunde. Forholdt det sig saaledes, saa vilde Menneskeslægten være gaaet under hundrede Gange, førend den havde faaet lært, hvad den skulde gøre for at bevare sig i Live.
  Hver Gang Emil er tørstig, skal man give ham at drikke, og man skal give ham rent Vand uden nogen Tilberedning, ikke en Gang lade det blive kuldslaaet, selv om han var badet i Sved, og det var midt i Hjertet af Vinteren. Det eneste, som jeg vil anbefale, er, at man giver Agt paa, hvad Slags Vand det er. Dersom det er Flodvand, kan man tage det af Floden og give ham det paa Stedet. Dersom det er Kildevand, maa man lade det staa nogen Tid i Luften, førend han drikker. I den varme Aarstid ere Floderne varme; det er derimod Kilderne ikke, da de ikke har været i Berøring med Luften. Man maa derfor vente, indtil det har modtaget Luftens Varmegrad. Om Vinteren derimod er Kildevandet mindre farligt end Flodvandet. Det er imidlertid hverken naturligt eller hyppigt, at man kommer i Sved om Vinteren, især naar man opholder sig i fri Luft, eftersom den kolde Luft, der er i stadig Berøring med Huden, holder Sveden tilbage og forhindrer Hudporerne i at aabne sig tilstrækkeligt til at give den fri Passage. Jeg mener nemlig ikke, at Emil om Vinteren skal skaffe sig Bevægelse i en lun Kakkelovnskrog, men udenfor, midt ude paa Marken, midt imellem Sne og Is. Saalænge han holder sig varm ved at kaste med Sneboldte, lader jeg ham drikke, naar han er tørstig; efter at have drukket skal han fortsætte med at holde sig i Bevægelse, og jeg frygter i saa Fald ikke for nogen Fare. Dersom han muntrer sig paa anden Vis og kommer i Sved og bliver tørstig, skal han drikke koldt Vand, selv ved Vintertid. Kun give man Agt paa, at han med smaa Skridt føres et langt Stykke Vej til Vandet. Jeg forudsætter jo, at det er koldt, og han vil da være tilstrækkelig afkølet, naar han kommer for at drikke, saa han kan gøre det uden Fare. Fremfor alt gælder det om at tage disse Forsigtighedsregler, uden at han mærker det. Jeg vilde hellere, at han blev syg en Gang imellem, end at han uophørligt skulde gaa og passe paa sin Sundhed.
  Børn behøve megen Søvn, fordi de har saa megen Bevægelse. Det ene fører det andet med sig; man vil ogsaa lægge Mærke til, at de trænge til begge Dele. Natten er den rette Tid til Hvile; dette er Naturens Anvisning. Det er en sikker Iagttagelse, at Søvnen er mere rolig og mere blid, saa længe Solen er under Horizonten, og at den af Solstraalerne opvarmede Luft ikke yder vore Sanser saa stor Ro. Den sundeste Vane er altsaa sikkerlig den at staa op og lægge sig med Solen. Deraf følger, at Mennesket saa vel som Dyrene i vort Klima i Almindelighed har Trang til at sove længere om Vinteren end om Sommeren. Men Livet i vort borgerlige Samfund er ikke tilstrækkelig jævnt og naturligt, heller ikke frit nok for voldsomme Forstyrrelser og Hændelser, saa at man tør vænne Mennesket til denne Ensformighed og endnu mindre gøre den uundværlig for ham. Vist nok maa man underkaste sig Regler; men den første af disse er, at man kan overtræde dem uden Fare, naar Nødvendigheden byder det. Gaa derfor ikke tankeløst hen og gør din Fostersøn blødagtig ved at vænne ham til en rolig Søvn, der ikke taaler at afbrydes. Lad ham i Begyndelsen uhindret følge Naturens Lov; men glem ikke, at han i Samfundslivet maa være hævet over den. Han maa kunne gaa sent til Sengs og staa tidlig op, maa kunne vækkes pludselig og holde sig paa Benene en Nat igennem uden Besvær. Naar man begynder i Tide og altid gaar jævnt og gradvis frem, saa kan man danne sin Konstitution, efter de samme Forhold, som vilde ødelægge den, dersom man først kom ind under dem, naar den var udformet.
  Det er af Vigtighed, at man fra Begyndelsen af vænner sig til at ligge daarligt; dette er et godt Middel til aldrig at finde en daarlig Seng. En hærdet Levevis, som én Gang er bleven til Vane, gør i Almindelighed Behagelighederne større og flere, medens det blødagtige Liv bereder os et Utal af Ubehageligheder. Alt for blødt opdragne Mennesker kunne ikke falde i Søvn uden at ligge paa Dun; Folk, der ere vante til at sove paa et Brædt, falde i Søvn overalt: der gives ingen Seng for haard for den, der sover ind, saasnart han lægger sig.
  En blød Seng, hvor man begraver sig i Fjer og Edderdun, smelter — saa at sige — og opløser Legemet. De alt for varmt tildækkede Nyrer ophedes. Følgen deraf er ofte Sten eller andre Besværligheder og i alle Tilfælde et forkælet Legeme, modtageligt for alle Daarligheder.
  Den bedste Seng er den, som giver den bedste Søvn, og et saadant Leje bereder Emil og jeg os hele Dagen igennem. Man benøver ikke at sende os persiske Slavinder til at rede vor Seng; ved at arbejde i Jorden pusler vi selv vore Madratser.
  Jeg véd af Erfaring, at naar et Barn er rask og sundt, saa er man Herre over at lade det sove eller vaage næsten efter Behag. Naar Barnet er bragt til Sengs og ved sin Pludren keder sin Barnepige, siger hun: sov nu! Det er det samme som at sige til det, naar det er sygt: hav det nu godt! Det bedste Middel til at faa det til at sove, er, at det selv bliver træt. Tal derfor saa længe, til det nødes til at tie, og det vil da snart sove ind: ja, Prækener ere dog gode for noget; det er lige saa godt at præke som at vugge; men dersom du griber til dette Sovemiddel om Aftenen, saa pas paa ikke at bruge det om Dagen.
  Jeg vil undertiden vække Emil, mindre af Frygt for, at han skal komme i Vane med at sove alt for længe, end for at vænne ham til alt, ogsaa til at blive vækket pludseligt.
Her er R. i absolut Uoverensstemmelse med Locke, der anbefaler at vække Barnet langsomt og mildt. (Locke Pag. 26).
    O. A.
Jeg vilde overhovedet være meget lidt skikket til mit Kald, dersom jeg ikke forstod at tvinge ham til at vaagne af sig selv og til at staa op — saa at sige — naar jeg vilde, uden at behøve at sige et eneste Ord.
  Dersom han ikke sover længe nok, stiller jeg ham i Udsigt en lang og kedelig Formiddag, og hvert Minut, han sover længere, vil han selv betragte som ren Gevinst. Dersom han sover for længe, skaffer jeg ham ved hans Opvaagnen en Fornøjelse, som rigtig er efter hans Smag. Ønsker jeg, at han skal vaagne til et bestemt Klokkeslet, saa siger jeg til ham: I Morgen Klokken seks tage vi ud at fiske eller foretage en Vandring til dette eller hint Sted; vil du med? Det vil han gerne og beder mig kalde paa sig. Jeg lover det eller lover det ikke, ganske efter Omstændighederne. Dersom han vaagner alt for sent, finder han mig borte. Det skulde gaa løjerligt til, om han ikke snart lærte at vaagne af sig selv.
  Skulde forøvrigt dette sjældne Tilfælde indtræde, at et noget ligegyldigt Barn havde Tilbøjelighed til at ligge og dvaske om Morgenen, saa kunde det aldeles ikke gaa an at lade denne Tilbøjelighed, der jo vilde gøre det sløvt for hele Livet, faa Magt over det; man maatte se sig om efter et Opmuntringsmiddel, der kunde vække det. Man forstaar nok, at her ikke er Tale om at bruge Magt for at sætte det i Virksomhed, men om at sætte lidt Fart i det ved Hjælp af noget, der har Tillokkelse for det, og dette Tillokkende vil, naar man i Valget deraf følger Naturens Fingerpeg, paa samme Tid hjælpe os til Opnaaelsen af to Formaal.
  Jeg kan ikke forestille mig noget, som man med en Smule Behændighed ikke skulde kunne give Børnene Smag, ja endog gøre dem lidenskabelige for, uden at behøve at ty til deres Forfængelighed, Kappelyst eller Skinsyge. Deres Livlighed, deres Efterlignelseslyst er tilstrækkelig, og fremfor alt er deres naturlige Munterhed et Hjælpemiddel, som er sikkert, men som ingen Lærer endnu har forstaaet at gøre Brug af. I alle Lege, hvor de føle sig forvissede om, at det kun er Leg, kunne de uden at klage, ja endog under Latter finde sig i, hvad de ellers aldrig vilde taale uden at udgyde Strømme af Taarer. At udholde lang Fasten, at taale Slag, Brandsaar og Anstrengelser af enhver Art er Tidsfordriv for de vildes Ungdom, et Bevis for, at selv Smerten har sit Krydderi, som kan borttage Bitterheden; men det ligger ikke for enhver Lærer at forstaa at tilberede denne Ret og vel heller ikke for alle Lærlinge at nedsvælge den uden en sur Mine. Men se, nu er jeg nok igen paa Vej til at forvilde mig i Undtagelserne, dersom jeg ikke tager mig i Agt.
  Hvad der imidlertid ikke hører til Undtagelserne, er, at Mennesket er underkastet Smerter, Lidelser af enhver Slags, Ulykker, Livsfare og til sidst Døden. Som Mennesket vænries til disse Forestillinger, saa helbredes det ogsaa for denne besværlige Følsomhed, som til Lidelsen føjer Utaalmodigheden over at skulle bære den; jo mere fortrolig man gør det med de Lidelser, som kunne møde det, desto mere befrier man det — som Montaigne har sagt — for »det uventedes Stik«; man gør dets Sjæl usaarlig og hærdet; dets Legeme vil være Pantseret, mod hvilket Pilene ville prelle af, der ellers vilde saare det dybt. Selve Dødens Nærmelse, der endnu ikke er Døden, vil det næppe føle som saadan; det vil, saa at sige, ikke dø; det vil være i Live eller dødt, Mellemtingen vil det ikke kende. Om dette Menneske havde den samme Montaigne kunnet sige, hvad han sagde om Kongen af Marokko:
Anden Bogs 21. Kap.
    R.
»intet Menneske har levet saa langt ind i Døden, som han.« Bestandigheden og Fastheden ere — saa vel som de øvrige Dyder — de Lærdomme, som skulle tilegnes i Barndommen; men det er ikke ved, at Børnene lære deres Navne at kende, at de indøves deri; det er ved at lade dem smage dem, uden at de endnu forstaa, hvad det er.
  Men — siden vi tale om Døden — hvorledes skulle vi forholde os med vor Fostersøn angaaende Faren for Børnekopperne? Skulle vi lade ham dem indpode i en tidlig Alder, eller skulle vi vente, til han faar dem paa naturlig Maade?
Rousseau tænker ikke paa Kokoppeindpodningen, der jo først blev almindelig efter 1798. Man havde imidlertid længe, ogsaa med Held, forsøgt sig med Indpodning af den virkelige Koppegift; dog var Brugen meget omstridt.
    O. A.
Det første stemmer mere med hele vor Praksis og yder en Garanti mod Faren paa det Tidspunkt, da hans Liv har mest Værdi, og udsætter ham derimod for den paa en Tid, da hans Liv er mindre værd, dersom man ellers kan kalde Indpodningen farlig, naar den udføres med Fornuft.
  Men det andet er mere i Overensstemmelse med vore almindelige Grundregler, nemlig at lægge alt i Naturens Haand, hvor den selv alene vil have den fornødne Omsorg, medens den holder sig tilbage, saasnart Mennesket vil blande sig deri. Naturmennesket er altid forberedt: lad derfor Mesteren
I Originaludgaven staar: le maître (Mesteren, nemlig Naturen); i senere Udgaver: ce maître (denne Mester).
    O. A.
indpode ham, han vil forstaa at vælge Øjeblikket bedre end vi.
  Gaa nu ikke hen og drag heraf den Slutning, at jeg dadler Indpodningen: thi de Grunde, i Følge hvilke jeg fritager min Fostersøn, passe ikke for eders Børn. Eders Opdragelse bereder dem til ikke at undgaa Faren i det Øjeblik, de angribes af Sygdommen. Lade I det komme an paa Tilfældet, er det meget rimeligt, at de bukke under. Jeg ser, at man i forskellige Lande desto ivrigere modsætter sig Indpodningen, jo mere den bliver nødvendig, og Grunden er let at gætte.
I sin tyske Oversættelse forklarer Cramer i en Note denne Rouseaus mærkelige Udtalelse saaledes: »for ikke at have mange Børn at ernære — hvis jeg ellers forstaar den sarkastiske Filosof rigtig«.
    O. A.
Det er heller næppe værd at afhandle dette Spørgsmaal for min Emils Vedkommende. Lad ham blive indpodet — eller ikke — efter Tid, Sted og Omstændigheder: for ham er det saa godt som ligegyldigt. Indpoder man ham Børnekopperne, har man den Fordel i Forvejen at kunne forudse og kende hans Sygdom, og det er meget; men faar han dem paa naturlig Maade, ville vi have undgaaet Lægerne, og dette er mere.
  Særopdragelsen, der alene gaar ud paa at udskille dem, der har modtaget den, fra det menige Folk, foretrækker altid den kostbareste Undervisning for den almindelige, og dermed ogsaa for den nyttigste. Saaledes opdragne unge Mennesker lære alle med stor Omhyggelighed at ride, fordi denne Sport koster mange Penge, medens næsten ingen af dem lære at svømme, fordi det ingenting koster, og fordi en jævn Haand værker kan lære at svømme lige saa godt som enhver anden. Imidlertid kan en almindelig rejsende, uden at have gennemgaaet den højere Rideskole, stige til Hest, holde sig paa Ryggen af den og i det hele bruge den efter sit Behov; men i Vandet drukner man, hvis man ikke kan svømme, og svømme kan man ikke uden at have lært det. Man vil endvidere ikke blive tvungen til at stige til Hest for at redde Liv og Lemmer, medens ingen er sikker paa at undgaa en Fare, som man saa ofte er udsat for. Emil vil tumle sig i Vandet som paa Landet. Gid han kunde leve i alle Elementer! Kunde man lære at flyve, vilde jeg gøre en Ørn af ham; jeg vilde gøre ham til en Salamander, dersom man kunde hærdes imod Ilden.
  Man er bange for, at Barnet skal drukne under Svømmeøvelserne; dersom det drukner, medens det lærer at svømme, eller fordi det aldrig har lært det, vil det altid være din Fejl. Det er kun Forfængeligheden, der gør os dumdristige; man er det aldrig, naar ingen ser det: Emil vilde aldrig være forvoven, om saa hele Verden saa paa ham. Da man kan øve sig uden at udsætte sig for Fare, vilde han i en Kanal i sin Faders Park kunne lære at svømme over Hellesponten; men han maa ogsaa blive fortrolig med selve Faren, for at han ikke skal tabe Fatningen i det kritiske Øjeblik; dette er en væsentlig Side af den Lære, jeg nys talte om. Naar jeg for Resten opmærksomt afpasser Faren efter hans Kræfter og altid selv tager Del i Øvelsen sammen med ham, saa vil jeg næppe behøve at frygte for nogen Uforsigtighed, naar jeg med samme Omhu søger at passe paa ham som paa mig selv.
  Et Barn er ikke saa stort som en Mand; det har hverken hans Kræfter eller hans Fornuft; men det ser og hører lige saa godt som han, eller omtrent da; det har en god Smag, skønt mindre fin; det lugter godt, selv om dets Modtagelighed her er mindre end den voksnes. De første Evner, som komme frem og fuldkommengøre sig hos os, ere Sanserne. De ere altsaa de første, som bør dyrkes; men de ere de eneste, som man forglemmer eller forsømmer mest.
  At øve Sanserne er ikke blot at bruge dem, men det er at lære til Gavns at dømme ved deres Hjælp, det er — saa at sige — at lære at føle; thi vi forstaa hverken at føle, se eller høre, uden eftersom vi har lært det.
  Der gives rent naturlige og mekaniske Øvelser, der tjene til at gøre Legemet stærkt, uden derved at øve Dømmekraften: at svømme, løbe, springe, spille Top og kaste Sten. Alt dette er meget godt; men har vi ikke andet end Arme og Ben? har vi ikke ogsaa Øjne og Øren? og ere disse Organer overflødige under Brugen af de første? Øv altsaa ikke alene Kræfterne, men øv alle Sanserne, som lede dem; drag den størst mulige Fordel af enhver af dem, og lad den ene Sans stadfæste det Indtryk, der er modtaget igennem den anden. Maal, tæl, vej, sammenlign! Brug ikke Kraften, førend du har vurderet Modstanden. Mag det altsaa saa, at Vurderingen af Virkningen gaar forud for Brugen af Midlerne. Gør Barnet interesseret i aldrig at gøre utilstrækkelige eller overflødige Anstrengelser. Dersom du saaledes vænner det til at forudse Virkningen af alle dets Bevægelser og at lade Erfaringen rette dets Fejltagelser, er det saa ikke klart, at jo virksommere det er, desto mere øver det sin Dømmekraft?
  Gælder det om at løfte en Masse, og det da tager en altfor lang Løftestang, saa vil det bruge for stor Bevægelse, men vælger det en, der er altfor kort, vil det ikke eje Kraft nok: Erfaringen kan lære det at vælge nøjagtig den Stang, det behøver. Denne Indsigt ligger altsaa ikke for højt for dets Aldor. Gælder det om at bære en Byrde, og det vil tage saa meget, som det kan bære, uden først at prøve, om det kan løfte det, vil det saa ikke være nød til først med Øjet at vurdere Vægten? Forstaar det at sammenligne Masser af samme Stof, men af forskellig Størrelse, lad det saa vælge mellem Masser af samme Størrelse, men af forskelligt Stof; derved nødes det til at øve sig i at sammenholde deres Vægtfylde. Jeg har set en ung, velopdragen Mand, der ikke, før han havde prøvet det, vilde tro, at en Spand, fyldt med Egespaaner, var lettere end den samme Spand, fuld af Vand.
  Vi ere ikke paa samme Maade Herre over Brugen af alle vore Sanser. Der er én af dem, nemlig Følelsen, hvis Virksomhed i vaagen Tilstand aldrig er ophævet; den er udbredt over hele Overfladen af vort Legeme som en Vagt, der stadig underrettes om alt det, der kan skade det. Det er ved Hjælp af denne Sans, at vi, igennem den stadige Øvelse, hvad enten vi ville det eller ej, erhverve os den aller tidligste Erfaring, og følgelig behøve vi i mindre Grad at skænke den særlig Pleje. Imidlertid lægge vi Mærke til, at de blinde har en sikrere og finere Følelse end vi, fordi de — ikke vejledte af Synet — ere tvungne til alene af denne første Sans at lære at fælde de Domme, som Synet hjælper os til. Hvorfor lærer man saa ikke os, ligesom dem, at gaa i Mørke, at kende de Legemer, som vi kunne tage og føle paa, at dømme om de Genstande, som omgive os, at gøre, med ét Ord, om Natten og uden Lys alt det, som de gøre om Dagen uden Øjne til at se med? Saalænge Solen lyser, har vi Fordelen paa vor Side; men i Mørket er det deres Tur at være Førere for os. Halvdelen af vort Liv ere vi blinde, men med den Forskel, at de virkelig blinde altid vide at bjerge sig, medens vi ikke vove at gøre et eneste Skridt om Natten. Derfor har vi jo Lys, vil man indvende. Hvad! altid disse kunstige Indretninger! Hvem staar eder inde for, at de overalt ville være ved Haanden, hvor der er Brug for dem? Jeg vil i det mindste hellere, at Emil har Øjne i sine Fingerender end i en Lysestøbers Bod.
  Dersom du midt om Natten befinder dig inde i en Bygning, og du klapper i Hænderne, saa vil du af Genlyden kunne erfare, om Rummet er stort eller lille, om du er i Midten af det eller i et Hjørne, En halv Fod fra en Mur vil Luften, hvis Bevægelse dér er mindre fri, og som tilbagekastes, frembringe en særegen Fornemmelse i dit Ansigt. Staa nu rolig og vend dig i alle Retninger; findes der nu en aaben Dør, saa vil en let Luftstrøm overtyde dig derom. Er du ombord i en aaben Baad, saa kan du af den Maade, paa hvilken Vinden møder dit Ansigt, ikke alene kende, i hvilken Retning den gaar, men ogsaa, om Flodens Strøm fører dig langsomt eller hurtigt af Sted. Disse Iagttagelser, og tusende andre lignende, kunne kun lade sig gøre om Natten; hvormeget vi end om Dagen ville anspænde vor Opmærksomhed, saa vil dog vort Syn enten hjælpe eller forstyrre os, saa Iagttagelserne undslippe os. Og endnu er her hverken Tale om at bruge Hænderne eller en Stok. Hvormange af de Kundskaber, som vort Øje hjælper os til, kunne vi ikke erhverve os gennem Følelsen, selv uden at berøre nogen Genstand!
  Sæt Lege i Gang om Natten! dette Raad er vigtigere, end det kunde se ud til. Natten forfærder ganske naturligt Menneskene og undertiden Dyrene.
Denne Rædsel aabenbarer sig meget tydeligt under store Solformørkelser.
    R.
Fornuften, Kundskaberne, Aand og Mod befrier de færreste Mennesker for at betale denne Skat. Jeg har set Tænkere, stærke Aander, Filosofer og Krigere, der alle vare uforfærdede i det fulde Dagslys, skælve som Kvinder om Natten for et faldende Blad. Man skriver denne Rædsel paa Ammestuehistoriernes Regning; man fejler; den har en naturlig Aarsag. Hvad er saa Aarsagen? Den samme som gør Taaberne mistroiske og Folket overtroisk: Uvidenheden om de Ting, som omgive os, og om det, som foregaar omkring os.
Se her en anden Aarsag, ypperlig forklaret af en Filosof, hvis Bog jeg ofte henviser til, og hvis Storsyn endnu oftere har belært mig.
  »Naar vi, paa Grund af særlige Omstændigheder, ikke kunne have nogen rigtig Forestilling om Afstanden og derfor kun kunne dømme om Genstandene efter Synsvinklens Størrelse eller rettere, efter det Billede, de danne i vore Øjne, saa bedrage vi os nødvendigvis med Hensyn til Genstandenes Størrelse. Alle og enhver har gjort den Erfaring, at man under en Natterejse kan tage en nærstaaende Busk for et Træ længere borte, eller omvendt kan mene at se et stort Træ i det Fjerne, og saa ei det en Busk lige i Nærheden. Paa samme Maade, dersom man ikke kan kende Genstandene af deres Form og saaledes ikke ad denne Vej kan danne sig nogen Forestilling om Afstanden, undgaar man ikke at bedrage sig. En Flue, som i nogle Tommers Afstand flyver forbi vort Ansigt, forekommer os i dette Tilfælde at være en Fugl, meget langt borte. En Hest, der staar ganske rolig paa en Mark, og som for Eksempel staar i en ganske lignende Stilling som et Faar, synes os, naar vi ikke kunne kende, at det er en Hest, ikke større end et stort Faar; men saasnart vi har kendt den, se vi den i samme Øjeblik stor som en Hest, og vi rette i samme Nu vor første Dom.
  Hver Gang man ved Nattetide befinder sig paa ukendte Steder, hvor man ikke er i Stand til at bedømme Afstanden, og hvor man ikke kan skelne Tingenes Form paa Grund af Mørket, vil man hvert Øjeblik være udsat for at fælde vrange Domme om de Genstande, som vise sig for En. Derfra skriver sig Rædselen og den ejendommelige indre Frygt, som Nattens Mørke lader næsten alle Mennesker faa at føle. Herpaa grunder sig Aabenbarelsen af Spøgelser, kæmpemæssige og rædselsfulde Skikkelser, som mange Folk sige at have set. Man svarer dem almindeligvis, at disse Skikkelser kun eksisterede i deres egen Indbildning. De kunne imidlertid virkelig have været i deres Øjne, og det er meget muligt, at de virkelig har set det, som de sige at have set; thi det maa nødvendigvis være saa, hver Gang man kun kan bedømme en Genstand efter den Synsvinkel, den danner i Øjet, at denne samme Genstand maa vokse og forstørres, eftersom man er den nær, og naar det fra først af synes Beskueren, som hverken kender den Genstand, han ser eller hvor langt den er borte, at den havde en Højde af nogle Fod, da han var i en Afstand af tyve til tredive Skridt, saa maa den forekomme ham mange Favne høj, naar han kun er nogle faa Skridt fjernet fra den, hvad der ganske naturligt maa forbavse og forskrække ham, indtil han endelig naar at røre ved Genstanden eller genkende den. Thi i samme Øjeblik han genkender den Genstand, der syntes ham saa kæmpemæssig, saa formindskes den pludselig og han ser den i sin virkelige Størrelse; men dersom man flygter eller ikke vover at nærme sig den, saa kan man ikke have nogen anden Forestilling om Genstanden end efter det Billede, som den dannede i Øjet, og man vil da i Virkeligheden have set en af Størrelse og Form kæmpemæssig og forfærdelig Skikkelse. Frygten for Spøgelser er altsaa grundet i Naturen, og den Slags Syner stamme altsaa ikke, saaledes som Filosoferne mene, udelukkende fra Indbildningen.« Histoire naturelle, tome VI page 22 in 12mo.
  Jeg har i Teksten forsøgt at vise, hvorledes den altid for en Del stammer derfra (nemlig fra Indbildningen), og hvad angaar den Begrundelse, som her er givet, saa ser man, at den Vane at vandre om Natten bør lære os at kende det Sansebedrag, som, paa Grund af Ligheden i Formerne og Forskellen i Afstandene, foregaar for vore Øjne med Genstandene i Mørket; thi selv om Luften endnu er klar nok til at lade os skelne Genstandenes Omrids, saa komme vi atter, paa Grund af den større Luftmængde, der kommer imellem ved den store Afstand, til at se disse Omrids mindre skarpt, naar Genstanden er langt borte fra os, og dette er nok til ved fortsat Vane at bevare os imod den Vildfarelse, som Hr. Buffon her forklarer. Hvilken Forklaring man saa end foretrækker, saa vil min Methode dog altid vise sig hensigtsmæssig, hvad Erfaringen ogsaa helt igennem stadfæster.
    R.
  Buffon (George Louis Leclerc, Greve af Buffon) er en berømt Naturforsker. Pierre Larousse kalder ham en af de største Skribenter, som Frankrig har haft. Han er født 1707 og død 1788. Hans Hovedværk er hans bindstærke Naturhistorie, der indtil Cuviers Dage (1773—1838) var uovertruffen.
    O. A.
Da jeg er vant til at iagttage Genstandene i det fjerne og straks at kunne forudse det Indtryk, de ville gøre, hvorfor skulde jeg saa ikke, naar jeg intet kan se af det, der omgiver mig, forestille mig tusende Væsner og Bevægelser, som kunne skade mig, og som det er mig umuligt at tage mig i Agt for? Lad være, at jeg véd mig i Sikkerhed paa det Sted, jeg befinder mig, saa véd jeg det dog aldrig saa godt, som naar jeg saa alt tydeligt. Jeg har altsaa i Mørket altid en Grund til Frygt, som jeg ikke vilde have i det fulde Dagslys. Vistnok véd jeg, at intet fremmed Legeme kan røre mit Legeme uden at give sig til Kende ved nogen Larm; hvor ere mine Øren ikke derfor stadig vagtsomme! ved den mindste Støj, hvortil jeg ikke er i Stand til at skelne Aarsagen, vil Omsorgen for min Selvopholdelse straks lade mig forudsætte alt det, som i højeste Grad opfordrer mig til at være paa min Post, og derfor selvfølgelig alt det, som mest kan forskrække mig.
  Lad være, at jeg slet intet hører, derfor er jeg slet ikke rolig; thi man kunde jo ogsaa overraske mig uden at gøre Støj. Jeg maa forestille mig Tingene, som de vare i Forvejen og endnu maa være; jeg maa se, hvad jeg ikke ser. Tvungen altsaa — som jeg er — til at sætte min Indbildningskraft i Virksomhed, vil jeg snart ikke være Herre over den, og hvad jeg har gjort for at berolige mig, tjener kun til at sætte mig endnu mere i Uro. Dersom jeg hører noget Pusleri, saa hører jeg straks Tyve, og hører jeg intet, ser jeg Spøgelser. Den Aarvaagenhed, som min Selvopholdelsesdrift tvinger mig til, giver mig kun Anledning til Frygt. Min Fornuft er den eneste, som kunde berolige mig; men Instinktet — stærkere end denne — taler et helt andet Sprog. Hvad nytter det at tænke? at man intet har at frygte, da man jo i saa Fald intet har at gøre?
Der var i saa Fald intet at gøre for Fantasien; men nu er Fantasien opskræmt; altsaa maa der være noget at frygte. — I et Brev af 12. Marts 1770 til Digteren Belloy skriver Rousseau: »Om Dagen har aldrig noget sat mig i Skræk; men naar Mørket omgiver mig, gør alt mig bange, og i Skumringen ser jeg sort paa alt. Selv det skrækkeligste Syn har i min Barndom ikke sat mig i Angst; men en under et hvidt Klæde skjult Genstand kunde give mig Krampeanfald. I denne, som i mange andre Henseender, vil jeg være et Barn lige til min Død.« (Se J. J. Rousseaus Emil, übersetzt von Dr. E. von. Sallwürk I, Pag. 158, Noten.)
  Har man først fundet Kilden til et Onde, saa har man med det samme Lægemidlet. Vanen dræber altid Indbildningen; det er kun nye Genstande, som vækker den igen. I de Ting, som man ser hver Dag, er det ikke Indbildningskraften, men Hukommelsen, der er virksom, og der har vi Oprindelsen til Ordsproget: Ab assuetis non fit passio;
Det tilvante avler ingen Lidenskab.
thi det er kun Indbildningskraftens Ild, der tænder Lidenskaberne i Brand. Indlad dig derfor aldrig paa at bruge Fornuftgrunde, naar du vil helbrede en for at være mørkeræd; lad ham ofte opholde sig i Mørket og stol paa, at alle Filosofiens Argumenter betyde intet i Sammenligning med Øvelsen. Blytækkeren bliver ikke svimmel oppe paa Taget, og man finder aldrig den mørkeræd, som er vant til at være i Mørke.
  Her er altsaa endnu en Fordel ved vore natlige Lege foruden den første; men for at de skulle lykkes, kan jeg ikke nok anbefale at gøre dem fornøjelige. Intet er mere trist end Mørket: luk dog ikke dit Barn ind i et Fængsel. Lad det gaa leende ind i Mørket, og lad det gaa leende ud igen, saa at — medens det er der — Forestillingen om de Fornøjelser, det forlader, og dem, det venter paa? kan bevare det mod taabelige Indbildninger, som dér kunde opstaa i det.
  Livet har sit Toppunkt: har man passeret det, gaar det med hvert Skridt nedad. Jeg føler, jeg har overskredet dette Punkt. Jeg begynder, saa at sige, paa en ny Bane. Den modnere Alders Tomhed, som jeg har begyndt at føle, fremkalder i min Sjæl den skønne Tid fra de første Aar. Som jeg ældes, bliver jeg Barn, og jeg mindes med større Glæde mit tiende end mit tredivte Aars Bedrifter. Tilgiv mig, mine Læsere! at jeg henter adskillige af mine Eksempler fra mit eget Liv; men for at kunne gøre en god Bog ud af denne, maa jeg skrive den med Fornøjelse.
  Jeg var paa Landet i Pension hos en Præst ved Navn Lambercier.
Da Jean Jaques var ti Aar gammel, maatte hans Fader flygte fra fra Géneve paa Grund af en Duelhistorie, og Drengen blev sat i Huset hos Lambercier, en Slægtning, der var Præst. (Se Prof. Høffding: Rousseau, Pag. 20).
Jeg havde til Kammerat en Fætter, der var rigere end jeg, og som man behandlede som den rige Arving, medens jeg — skilt fra min Fader — kun var en stakkels forældreløs. Min fornemme Fætter Bernhard var en rigtig Kujon, især om Natten. Jeg drillede ham saalænge med hans Frygtagtighed, at Hr. Lambercier, ked af mine Pralerier, besluttede at sætte mit Mod paa Prøve. En Aften i Høst, da det var meget mørkt, gav han mig Kirkenøglen og bød mig gaa over at hente hans Bibel, som han havde ladet ligge paa Prækestolen. Forat anspore min Æresfølelse tilføjede han nogle Ord, som gjorde mig det umuligt at undslaa mig.
  Jeg gik uden Lygte; havde jeg haft Lys med, vilde det maaske have været værre endnu. Jeg maatte passere Kirkegaarden, men gik vel til Mode over den; thi saalænge jeg var ude i det fri, havde jeg endnu aldrig følt nogen Rædsel om Natten.
  Idet jeg aabner Døren, hører jeg fra Hvælvingerne en ejendommelig Genlyd, der syntes mig at ligne Stemmer, og som begyndte at ryste min romerske Uforfærdethed. Døren er aaben, og jeg vil gaa ind; men næppe har jeg gjort nogle Skridt, førend jeg standser. Ved at mærke dette Bælgmørke, som herskede her i dette udstrakte Rum, blev jeg overfaldet af en Rædsel, det fik Haarene til at rejse sig paa mit Hoved. Jeg trækker mig tilbage, gaar ud og begiver mig aldeles rædselslagen paa Flugt. I Gaarden møder jeg en lille Hund, kaldet Sultan, hvis Kærtegn atter beroligede mig. Skamfuld over min Frygt vender jeg om, idet jeg dog forsøger at faa Sultan med mig; men den vil ikke. Jeg gaar lidt støjende igennem Døren, og træder ind i Kirken. Næppe er jeg kommet ind, førend Skrækken i den Grad lamslaar mig, at jeg helt taber Hovedet, og skønt Prædikestolen var paa højre Side, hvad jeg meget godt vidste, saa søgte jeg dog længe efter den til venstre, idet jeg, uden at lægge Mærke til det, maa have vendt mig om. Jeg farer vild imellem Bænkene, saa jeg til sidst slet ikke véd, hvor jeg er, og kan derfor hverken finde Prædikestolen eller Døren, hvorover jeg næsten helt gaar fra Vid og Sans. Endelig opdager jeg Døren, kommer lykkelig og vel ud af Kirken og piler af Sted ligesom første Gang, fast besluttet paa ikke at begive mig alene derind uden ved højlys Dag.
  Jeg kommer tilbage til Huset. Da jeg vil træde ind, hører jeg en skraldende Latter og kan i den skelne Hr. Lamberciers Stemme. Jeg skriver den paa min Regning, og skamfuld over at se mig udsat for Spot tøver jeg med at aabne Døren. I det samme hører jeg Frøken Lambercier, der er urolig for mig, anmode Tjenestepigen om at hente en Lygte, og at Hr. Lambercier bestemmer sig til at gaa ud efter mig, ledsaget af min tapre Fætter, hvem man nok bagefter skulde havde givet Æren for denne Ekspedition. Paa Øjeblikket er min Angst som blæst bort, og jeg er nu kun bange for at blive grebet i mit Flugtforsøg. Jeg løber, jeg flyver til Kirken; uden at forvilde mig, uden at famle naar jeg Prædikestolen; jeg bestiger den, tager Biblen og styrter ned; i tre Spring er jeg ude af Kirken, hvis Dør jeg glemmer at lukke; jeg træder aandeløs ind i Værelset, kaster Biblen paa Bordet, vel noget forvirret, men dog skælvende af Fryd over at være kommet den tiltænkte Hjælp i Forkøbet.
  Man vil vel spørge mig, om jeg fremstiller denne Begivenhed som et Forbillede til Efterfølgelse eller som et Eksempel paa den Fornøjelighed, som jeg forlanger under den Slags Øvelser. Nej, men jeg fortæller den for at vise, at der ikke er noget, der bedre er i Stand til at berolige den, der er blevet forskrækket for Nattens Skygger, end at høre et Selskab i Værelset ved Siden af le og passiare roligt. Jeg kunde derfor ønske, at man — i Stedet for paa to Mands Haand at underholde sig med sin Lærling — om Aftenen samlede en Flok livlige Børn, og at man da ikke begyndte med at sende dem ud enkeltvis, men flere i Flok, samt at man aldrig vovede at lade nogen være helt alene, førend man var fuldt ud vis paa, at han ikke vilde blive altfor bange.
  Jeg kan ikke forestille mig noget fornøjeligere og nyttigere end saadanne Lege, saafremt man da vil ordne dem med nogen Omtanke. I en stor Sal vilde jeg ved Hjælp af Borde, Lænestole, Skamler og Skærmbrædter lave en Slags Labyrinth. I denne Labyrinths mest indviklede Snoninger vilde jeg imellem otte til ti Fikseræsker anbringe en anden næsten lignende Æske, fyldt med Godter. I korte og fyndige Udtryk vilde jeg nøjagtigt betegne det Sted, hvor den gode Æske var at finde; jeg vilde give Anvisningerne tilstrækkelig tydelige for Folk, der ere mer opmærksomme og mindre larmende en Børn ere.
For at øve Børnene i Opmærksomhed, bør man aldrig sige dem andet, end hvad de har en haandgribelig og øjeblikkelig Interesse af at forstaa; fremfor alt ingen lange Taler, ikke ét overflødigt Ord; men lad paa den anden Side heller ikke dine Forklaringer være dunkle eller tvetvdige.
    R.
Derpaa vilde jeg lade de smaa Konkurrenter trække Lod én efter én, indtil den rigtige Æske var funden, og Vanskeligheden med at finde den vilde jeg omhyggelig afpasse efter Børnenes Alder og Udvikling.
  Forestil dig nu en lille Herkules, der kommer tilbage med en Æske i Haanden, hel stolt af sin Ekspedition. Æsken sættes paa Bordet og aabnes derpaa med stor Højtidelighed. Jeg hører allerede den støjende Latter og Jubelraabet af denne legende Flok, naar man, i Stedet for det ventede Sukkergodt, pænt indpakket paa Mos eller Bomuld, finder en Oldenborre, en Snegl, et Stykke Kul, nogle Agern, en Roe eller andre lignende Lækkerbidskener. En anden Gang kan man i et nylig hvidtet Værelse ophænge tæt ved Væggen et Stykke Legetøj eller en anden lille Genstand, som det da gælder om at hente uden at røre Muren. Næppe vil den, som bringer det, være traadt ind, førend — saafremt Betingelsen er overtraadt — den hvide Rand paa hans Hat, Spidsen af hans Sko, hans Trøjesnip eller Ærmet vil forraade hans Ubehændighed. Dette maa vel være nok, maaske alt for meget til at antyde Aanden i den Slags Lege. Skal jeg sige alt, saa maa man hellere lade være at læse mig.
  Hvilken Fordel vil et saadan opdraget Menneske ikke have om Natten fremfor andre Mennesker! Hans Fødder, vante til at træde sikkert i Mørket, og hans Hænder, øvede i med Lethed at føle sig frem mellem omgivende Legemer, ville lede ham uden Vanskelighed i det tætteste Mørke. Hans Indbildningskraft, der er fyldt af natlige Lege fra hans Ungdom, vil vanskeligt fremmane skrækkende Genstande for ham. Hører han stærk Latter, saa vil den, i Stedet for Spøgelsers, lyde for ham som hans gamle Kammeraters Latter; forestiller han sig at se et Selskab, vil det ikke være en Heksesabbat, men hans Hovmesters Værelse, han ser. Natten, der kun genkalder i hans Erindring en Række fornøjelige Forestillinger, vil aldrig være afskrækkende for ham; i Stedet for at frygte den, vil han elske den. Gælder det et krigersk Foretagende, vil han til enhver Tid være beredt lige saa vel alene som sammen med sit Mandskab. Han vil gaa ind i Sauls Lejr,
I Sam. 26, 7. I sin tyske Oversættelse af Emile (I, pag. 162, Noten) skriver Dr. Sallwürk, at R. var en flittig Læser af det gl. Testamente.
    O. A.
han vil gennemløbe den uden at forvilde sig; lige til Kongens Telt vil han gaa uden at vække nogen, og han vil forlade det uden at blive opdaget. Skal Rhesus Heste
Rousseau sigter til Virgils Æneide, første Bog V. 469—471. Rhesus var Konge i Thracien, og der gik det Sagn, at dersom hans Heste smagte paa Trojanernes Foder eller drak af Floden Xanthus, saa kunde Troja ikke gaa under. Diomedes og Ulysses bortførte Hestene til Grækernes Lejr.
    O. A.
bortføres, saa henvend dig trygt til ham. Imellem anderledes opdragne Folk vil du vanskelig finde en Ulysses.
  Jeg har set Folk, som ved at overraske Børnene har villet vænne dem til ikke at forskrækkes for noget om Natten. Denne Fremgangsmaade er i høj Grad forkastelig: den frembringer en Virkning, helt modsat den tilsigtede, og gør kun Børnene endnu mere frygtsomme. Hverken Fornuften eller Vanen kunne berolige os lige over for Forestillingen om en nærværende Fare, hvis Storhed og Art man ikke kan kende, eller betage os Frygten for Overrumplinger, som man saa ofte har prøvet. Hvorledes kan du imidlertid være sikker paa, at din Fostersøn altid vil blive skaanet for slige Hændelser? Det bedste Raad, som man i denne Sag kan give ham, synes mig at være følgende. Du er i dette Tilfælde, vilde jeg sige til min Emil, berettiget til at bruge Nødværge; thi Angriberen lader dig ikke dømme om, hvorvidt han vil gøre dig ondt eller blot forskrække dig, og da han har taget sine Forholdsregler, saa er end ikke Flugten nogen sikker Redning for dig. Angrib derfor kækt den, som vil overrumple dig om Natten, hvad enten det er et Menneske eller et Dyr; tag fat paa ham og hold fast af alle dine Kræfter. Dersom han slaar, saa slaa igen og spar ikke paa Slagene, og hvad han saa end vil sige eller gøre, saa slip ikke dit Tag, førend du er sikker paa at vide, hvem han er. Denne Opklaring vil efter al Rimelighed vise dig, at der ikke var stort at være bange for; men denne Maade at behandle Spasmageren paa vil ganske naturligt betage ham Lysten til at komme igen.
  Endskønt Følelsen er den af vore Sanser, som vi uafbrudt øve, saa ere dog dens Domme, som jeg har sagt, ufuldkomne og mere overfladiske end nogen af de andre Sansers, efterdi vi altid samtidig med den gøre Brug af vort Syn, og da Øjet naar Genstanden førend Haanden, saa fælder vor Forstand i Reglen sin Dom uden Brugen af den sidste. Til Gengæld ere Følesansens Domme de sikreste, netop fordi de ere mere begrænsede; thi da de ikke gaa ud over, hvad vore Hænder kunne naa, saa berigtige de de overilede Domme, som fældes af vore andre Sanser, som vove sig til at dømme om Genstande langt borte, som de næppe kunne iagttage, medens alt det iagttages godt, som Følesansen iagttager. Hertil kommer endnu, at denne Sans, naar det behager deri, kan forene Muskelkraften med Nervevirksomheden, saa at vi i én samtidig Sansning kan forene Dommen om Vægt og Soliditet med Dommen om Varmegrad, Størrelse og Figur. Da saaledes Følesansen er den af alle vore Sanser, som bedst belærer os om det Indtryk, som fremmede Legemer kunne gøre paa vort, saa er det den, vi hyppigst gøre Brug af og som mest umiddelbart giver os den Kunskab, som er nødvendig til vor Selvopholdelse.
  Naar den uddannede Følelse kommer Synet til Hjælp, hvorfor skulde den saa ikke ogsaa til en vis Grad kunne støtte Hørelsen, da Tonerne i de tonegivende Legemer frembringe Rystelser, der ere mærkbare for Følelsen? Ved at lægge en Haand paa Brystet af en Violoncel kan man, uden Øjets eller Ørets Hjælp, alene ved den Maade, paa hvilken Træet vibrerer og svinger, skelne om Tonen, den giver, er dyb eller høj, om der er strøget paa Kvinten eller Basstrengen. Øver man Følesansen i at kunne gøre disse Adskillelser, saa tvivler jeg ikke om, at man med Tiden vil kunne blive i den Grad fintfølende, at man vil være i Stand til at høre en hel Melodi ved Hjælp af Fingrene. Under denne Forudsætning er det klart, at man med Lethed vilde kunne tale til blinde ved Musikens Hjælp; thi da Tonerne og Takten ikke ere mindre skikkede til regelrette Sammenstillinger end Artikulationen og Røsten, saa kunne de jo godt træde i Stedet for Bestanddelene af Samtalen.
  Der gives Øvelser, som sløve Følesansen og afstumpe den, og andre, som skærpe den og gøre den modtageligere og finere. De første forene megen Bevægelse og Kraftudfoldelse med stadige Indtryk af haarde Legemer; de gøre derfor Huden ru og haard og berøve den sin naturlige Følsomhed. Ved de sidste varieres det samme Følelsesindtryk i det uendelige ved hyppige, men lette Berøringer, saa at Aanden, ved at mærke sig disse uophørligt tilbagevendende Indtryk, derved erhverver sig, Færdighed i at bedømme denne Mangfoldighed af Smaaforandringer i Følelsesindtrykkene. Denne Forskel er mærkbar under Brugen af musikalske Instrumenter. Den haarde og faste Berøring af Violoncellens, Contrabassens, ja selv af Violinens Strenge giver vistnok Fingrene stor Smidighed, men gør Huden næsten hornagtig i Spidserne. Den lette og legende Berøring paa Klaveret gør paa samme Tid Fingrene saavel smidige som mere følsomme. Af den Grund er altsaa Klaveret at foretrække.
  Det er af Vigtighed, at Huden hærdes imod Luftens Indtryk og sættes i Stand til at trodse dens Omskiftelser; thi det er den, som beskytter det øvrige Legeme. Afset herfra vilde jeg ikke gerne, at Haanden, ved en alt for trælsom Beskæftigelse med det samme Arbejde, i den Grad hærdedes, saa at Huden næsten forbenedes og derved tabte denne fine Følelse, som giver os Kundskab om, hvad det er for Legemer, man rører ved, og som efter Berøringens Art undertiden i Mørket kan faa os til at gyse paa forskellig Maade.
  Hvorfor skal min Fostersøn altid være tvungen til at have en Oksehud under sine Fødder? Hvad ondt skulde der være i, at han i Nødsfald kunde bruge sin egen Hud som Saaler. Det er klart, at paa denne Del af Legemet kan Hudens Finhed ikke være til nogen som helst Nytte, men ofte derimod til stor Skade. Da Genferne ved Midnat, i Vinterens Hjerte opskræmmedes af Fjenden i deres By, saa fandt de hurtigere deres Geværer end deres Sko. Hvem véd, om Genf ikke var bleven indtaget, dersom de ikke havde kunnet marchere barfodede.
Hertugen af Savoyen bekrigede i mange Aar Genferne, og i December 1602 forsøgte den daværende Hertug at overrumple Byen.
    O. A.
  Mennesket maa altid være væbnet mod uforudsete Tilfælde. Emil maa gerne hele Aaret igennem løbe med nøgne Fødder om Morgenen i Værelset, paa Trappen, i Haven; langt fra at skænde paa ham derfor, vil jeg tværtimod efterligne ham; kun vil jeg sørge for, at der ikke ligger Glasstumper paa hans Vej. Jeg kommer snart til at tale om de Arbejder og Lege, hvortil man bruger Hænderne. Han maa forøvrigt lære at gøre alle de Trin, som lette Legemets frie Bevægelser og se at faa en let og sikker Holdning i alle Stillinger. Han maa kunne springe i Længden og i Højden, klatre op i et Træ og stige over en Mur; overalt maa han forstaa at holde Ligevægten; alle hans Bevægelser og Fagter maa være regulerede efter Tyngdeloven, længe førend Læren om Ligevægten giver ham Forklaringen derom. Af den Maade, paa hvilken han sætter sin Fod paa Jorden og hans Legeme bæres af hans Ben, skal han kunne mærke, om han staar godt eller daarligt. En sikker Holdning ser altid godt ud, og de fasteste Stillinger ere tillige de netteste. Var jeg Dansemester vilde jeg ikke befatte mig med alle Marcels
En berømt Danselærer i Paris, der kendte sine Folk og var listig nok til at spille den overspændte og give sin Kunst en Vigtighed, som man foregav at tinde latterlig, men for hvilken man dog i Grunden nærede den dybeste Respekt. I en ikke mindro letfærdig Kunst ser man den Dag i Dag en Komediespiller agere ligesaa stor Vigtigpeter og Nar, og hans Forretning lønner sig ikke mindre godt, Denne Metode er altid sikker i Frankrig. Det sande Talent, mere ligefrem og mindre Markskriger, gør ingen Lykke. Hos os er Beskedenheden Tossernes Dyd.
    R.
Abespring, der for Resten kunne være gode nok for det Land, hvor han udfører dem; men for i det Sted stadig at kunne beskæftige min Lærling med Luftspring, vilde jeg føre ham hen til Foden af en Klippe: dér vilde jeg vise ham, hvilken Stilling han skulde indtage, hvorledes han skulde føre sit Legeme og holde Hovedet, hvilken Bevægelse han maatte gøre, og paa hvilken Maade han skulde stille, snart sin Fod og snart sin Haand, for med Lethed at kunne følge de stejle, knudrede, raa Stier og svinge sig fra Spids til Spids saa vel under Op– som Nedstigningen. Jeg vilde hellere gøre ham til Gemsens Konkurrent end til en Balletdanser.
  Som Følelsen samler sin Virksomhed om det, der nærmest omgiver Mennesket, i samme Grad udstrækker Synet sin Virkekreds uden for det; det er det, der gør Synet saa bedragerisk: med ét Blik omfatter Mennesket det halve af sin Synskreds. Hvor er det muligt, i denne Mangfoldighed af ensidige Sansninger og deraf udspringende Domme, ikke at fejle paa noget Punkt? Af alle vore Sanser er altsaa Synet den mest upaalidelige, netop fordi det iler langt forud for alle de øvrige og foretager sine Iagttagelser altfor hurtigt og omfattende, til at disse kunne kontrollere dem. Ja, mere endnu: selve Perspektivets Skuffelser ere os nødvendige til at opnaa Kundskab om Udstrækningen og for at kunne sammenligne dennes enkelte Dele. Dersom vort Øje ikke bedrages, vilde vi intet se i det fjerne; uden denne Gradsforskel i Størrelse og Belysning kunde vi ikke bedømme nogen Afstand, eller rettere: der vilde slet ingen være for os. Dersom et Træ i hundrede Skridts Afstand saas lige saa stort og lige saa tydeligt som et andet, der kun var ti Skridt borte, saa vilde vi tro, at de stod ved Siden af hinanden. Dersom vi saa alle Genstandenes Udstrækninger i deres sande Maal, saa vilde vi intet Rum opdage; men alt vilde synes os at staa paa Overfladen af vore egne Øjne.
  Synets Sans har til at bedømme Genstandenes Størrelse og Afstand kun én eneste Maalestok, nemlig Aabningen af den Synsvinkel, som dannes i vort Øje, og da denne Aabning er en enkel Virkning, hvis Aarsag er sammensat, saa kan i den Dom, vi fælde i Kraft heraf, de enkelte Aarsager ikke være adskilte, eller Dommen maa nødvendigvis blive fejlagtig. Thi hvorledes er det muligt ved Synet alene at bedømme, om den Vinkel, under hvilken jeg ser én Genstand mindre end en anden, er netop saadan, fordi den første Genstand virkelig er mindre end den anden, eller fordi den er længere borte?
  Her maa man altsaa følge en anden Metode, der er modsat den foregaaende; i Stedet for at nøjes med én Sansning, maa man fordoble den, altid stadfæste den ved Hjælp af en anden; man maa underkaste Synsorganet under Føleorganet og — saa at sige — tøjle den første Sans's store Ilfærdighed ved Hjælp af den andens vægtige og afmaalte Virkemaade. Betjene vi os ikke af denne Praksis, ville vore Vurderinger efter Øjemaal blive meget unøjagtige. Vi ere ikke i Besiddelse af tilstrækkeligt skarpt Blik til at bedømme Højder, Længder, Dybder eller Afstande, og Beviset for, at dette ikke saameget har sin Grund i en Mangel ved vor Sans som ved vor Brug af den, er dette, at Ingeniører, Landmaalere, Bygmestre, Murere og Malere i Almindelighed har et langt sikrere Blik end vi og ere i Stand til at vurdere Afstande med større Nøjagtighed. Da deres Haandtering giver dem en Erfaring deri, som vi forsømme at erhverve os, saa forstaa de at ophæve Vinklens Flertydighed ved Hjælp af Sandsynlighedsberegninger, som i deres Øje nøjagtigere bestemme Forholdet mellem Vinklens to Aarsager.
Disse ere Genstandenes Afstand og Udstrækning.
    O. A.
  Alt det, som kan sætte Legemet i en tvangfri Bevægelse, er altid let at opnaa med Børn. Man har tusend Midler til at vække deres Interesse for at udmaale, kende og vurdere Afstande. Dér staar nu et meget højt Kirsebærtræ, hvorledes skal man nu bære sig ad med at faa Kirsebærrene plukkede? er Stigen fra Laden lang nok til det Brug? Her har vi en meget bred Bæk, hvorledes skulle vi komme over den? vil en af Gaardens Planker kunne naa fra Bred til Bred? Fra vore Vinduer ville vi fiske i Slotsgraven; hvormange Favne Snor behøve vi til Snøre? Jeg vilde binde en Gynge op imellem disse to Træer; vil et Tov paa to Favne være tilstrækkeligt? Man paastaar, at vort Værelse i det andet Hus skal være fem og tyve Fod i Kvadrat; mener du, det kan passe os? er det større end dette? Vi ere sultne; dér ligger to Landsbyer, hvilken af dem ville vi snarest kunne naa for at spise til Middag? o. s. v.
Formey mener, at efter dette Sted maa det være Rousseaus Grundsætning at gøre Bugen til Kunstens Læremester, (se Dr. Sallwürks Overs. I Pag. 167).
  Det gjaldt en Gang om at indøve i Løb en stor og doven Dreng, der af egen Drift hverken foretog denne eller nogen anden Øvelse, skønt man havde bestemt ham for den militære Stand. Han havde — jeg véd ikke hvorledes — dannet sig den Overbevisning, at en Person af hans Rang hverken behøvede at foretage sig noget eller at vide noget, og at hos ham hans Adel maatte træde i Stedet for Arme og Ben saa vel som for enhver Art af Fortjeneste. Af en slig adelig Herre at gøre en letbenet Achilles, dertil vilde selv Chirons
I Neaulmes Udgave af Rousseaus Emil (se nærværende Overs. Pag. 4, Noten) findes foran 2. Bog et Staalstik, der forestiller, hvorledes den unge Achilles øves i Løb af Kentauren Chiron. A. kommer løbende til Ch. med en Hare, som han havde fanget, hvorfor Ch, klapper hans Kind og rækker ham et Æble.
    O. A.
Dygtighed næppe have været tilstrækkelig. Vanskeligheden var saa meget større, som jeg absolut intet vilde foreskrive ham: jeg havde banlyst Formaninger, Løfter, Trusler, Kappestrid samt Ønsket om at glimre, fra de Rettigheder, der tilkom mig; hvorledes skulde jeg give ham Lyst til at løbe uden at sige noget til ham derom? At løbe selv havde været et altfor usikkert Middel, og det var desuden forbundet med Besvær. Endvidere gjaldt det ogsaa om af denne Øvelse at uddrage noget, der kunde blive til Belæring for ham, for at de maskinmæssige Foretagender og dem, der sker i Kraft af Omdømmet, kunde vænnes til altid at holde Skridt med hinanden. Se nu, hvorledes jeg greb Sagen an: jeg, ja, det vil sige den, der er den talende i dette Eksempel.
  Naar jeg spadserede med ham om Eftermiddagen, havde jeg undertiden i min Lomme et Par af den Slags Kager, som han satte stor Pris paa; vi spiste hver en paa Turen
En Spadseretur paa Landet, som man snart vil se. De offentlige Spadsereveje i Byerne ere farlige for Børn af begge Køn. Dér er det, de begynde at blive forfængelige og faa Lyst til at blive lagt Mærke til. Det er i Luxembourg, i Tuilerierne. men fremfor alt i Palais–Royal, at den skønne Pariserungdom lærer at paatage sig denne uforskammede og lapsede Mine, der gør den saa latterlig og udsætter den for hele Europas Spot og Afsky.
    R.
I store Selskaber var Rousseau forlegen og kejtet, (jfr. Prof. Høffding: Rousseau Pag. 28).
    O. A.
og kom meget fornøjede hjem. En Dag lagde han Mærke til, at jeg havde tre Kager; han kunde magelig have spist seks, uden at det skulde gøre ham noget; derfor skyndte han sig med at fortære sin for at kunne bede mig om den tredje. »Nej«, sagde jeg; »jeg kunde godt spise den selv, eller vi kunde dele den: men jeg har mere Lyst til at se disse to Drenge dér kappes om den i Løb.« Jeg kaldte paa dem, viste dem Kagen og kom frem med mine Betingelser. De vilde heller end gerne. Kagen blev lagt paa en stor Sten, der tjente som Maal; Banen blev afstukket og vi satte os ned. Paa et givet Tegn stak begge Drengene i Løb; Sejrherren snappede Kagen og spiste den uden Medlidenhed for Øjnene af Tilskuerne og den besejrede.
  Denne Fornøjelse var mere værd end Kagerne; men i Begyndelsen slog den ikke an og gjorde ingen Virkning. Jeg tabte imidlertid ikke Modet og forhastede mig heller ikke: Undervisning af Børn er en Gerning, hvor man maa forstaa at spilde Tid for at vinde Tid. Vi fortsatte vore Ture; ofte havde vi tre, undertiden fire Kager med, og fra Tid til anden fik Løberen én eller endog to af dem. Var Præmien ikke stor, saa blev de, der stredes om den, ikke ærgerrige: den, som vandt den, blev rost, gjort Stads af: alt gik for sig med en vis Højtidelighed. For at give Plads for en Omskiften af Lykken og for at øge Interessen, gjorde jeg Banen længere og lod flere Konkurrenter deltage. Næppe vare de opstillede ved Maalet, førend de spadserende standsede for at se derpaa. Tilraab, Skrig og Haandklap opmuntrede de løbende. Jeg saa undertiden min lille Adelsmand fare let sammen, rejse sig og raabe, naar den ene var nærved at naa eller løbe forbi den anden: det var for ham de olympiske Lege.
  Imidlertid brugte de konkurrerende Smaakneb; de holdt hverandre tilbage, væltede hinanden eller kastede Sten i Vejen for hverandre. Dette gav mig Anledning til at skille dem ad og at lade dem begynde Løbet fra forskellige Mærker, som dog vare lige langt fjernede fra Maalet. Man skal snart komme til at indse Grunden til denne Forsynlighed; for jeg maa behandle denne vigtige Sag med stor Udførlighed.
  Da min Junker var bleven ked af altid at se de Kager, som han selv havde saa stor Lyst til, blive spiste lige for hans Øjne, kom han endelig til at tænke paa, at det kunde dog være godt for noget at kunne løbe, og da han opdagede, at han ogsaa havde Ben, saa begyndte han at øve sig i Hemmelighed. Jeg vogtede mig vel for at se noget til det; men jeg forstod, at min Felttogsplan var lykkedes. Da han troede sig tilstrækkelig dygtig — og jeg læste før ham i hans Tanker —, lod han, som om han rigtig vilde overhænge mig for at faa den Kage, der var tilbage. Jeg nægtede ham den, han blev ved at forlange den, og med en opbragt Mine sagde han endelig: »Nu vel! læg den paa Stenen og mærk Banen af, og saa skal vi se«. »Godt«, svarede jeg leende, »forstaar en Junker sig ogsaa paa at løbe? du vil bare faa mere Appetit, men ikke noget at tilfredsstille den med. Tirret af mine Spottegloser tog han sig sammen og hjemførte Prisen, saa meget lettere, som jeg havde gjort Banen meget kort og sørget for at fjerne den bedste Løber. Man forstaar nok, at da det første Skridt var gjort, var det let for mig at holde ham i Aande. Han fik snart en saadan Smag for denne Øvelse, at han, uden at begunstiges, næsten var sikker paa at overvinde mine smaa Gadedrenge i Løbet, hvor lang end Banen var.
  Af denne Fordel, som nu var vunden, udsprang en anden, som jeg ikke havde tænkt paa. Saalænge han kun en enkelt Gang bragte Prisen hjem, spiste han den næsten altid alene, saaledes som hans Medbejlere gjorde; men da han blev vant til Sejren, blev han ædelmodig og delte ofte med de besejrede. Dette gav mig Anledning til en sædelig Iagttagelse, og jeg lærte deraf Ædelmodighedens sande Grund at kende,
  Ved at fortsætte med at afmærke Udgangspunkterne, hvorfra hver enkelt hver Gang havde at løbe, gjorde jeg, uden at han lagde Mærke dertil, Afstandene ulige store, saa at den, der havde en kortere Vej at tilbagelægge for at naa det samme Maal, havde en øjensynlig Fordel; men endskønt jeg overlod min Lærling Valget, forstod han ikke at drage Fordel deraf. Uden at bryde sig om Afstanden foretrak han altid den bedste Vej. Da jeg altsaa let kunde forudse hans Valg, var jeg saa godt som Herre over at lade ham vinde eller tabe efter Behag, og denne Omtanke havde ogsaa sin Nytte i mere end én Henseende. Da det imidlertid laa i min Plan, at han skulde opdage Forskellen, bestræbte jeg mig for at gøre den tydelig for ham; men skønt dorsk i rolige Øjeblikke, var han spillevende i sine Lege og mistroede mig saa lidt, at jeg havde den største Umage med at faa ham til at opdage, at jeg narrede ham. Endelig kom jeg dog, trods hans blinde Iver, til Maalet; han gjorde mig Bebrejdelser. Jeg svarede: »hvad beklager du dig over? Naar jeg vil give en Gave, er jeg vel Herre over mine Betingelser? hvem tvinger dig til at løbe? har jeg lovet dig at gøre Banerne lige lange? har du desuden ikke selv Valget? Vælg den korteste; der er ingen, der vil forhindre dig deri. Kan du ikke se, at det er dig, som jeg begunstiger, og at Uligheden, som du knurrer over, er til din Fordel, naar du bare forstaar at bruge den? »Dette var klart; han forstod det, og for at gøre sit Valg, blev han nød til at se nøjere efter. Først vilde man tælle Skridtene; men at udmaale ved Skridt gaar for et Barn altfor langsomt og er upaalideligt. Desuden fandt jeg paa at lade foretage flere Løb paa den samme Dag, og da denne Fornøjelse var bleven en Slags Lidenskab, vilde man ikke spilde den til Løbene fastsatte Tid med at udmaale Banerne. Den barnlige Fyrighed kan ikke godt finde sig i disse Omsvøb. Man øvede sig derfor i at se bedre, og bedre at bedømme en Afstand efter Øjemaal. Jeg havde nu ikke megen Umage med at øge og nære denne Smag. Nogle Maaneders Øvelser og Rettelser af begangne Fejltagelser uddannede endelig i den Grad hans Øje, at han, naar jeg for Tanken anbragte en Kage paa en eller anden fjern Genstand, med Øjet kunde maale Afstanden næsten lige saa sikkert som med en Landmaalerkæde.
  Da Synet er den af vore Sanser, der mindst kan undvære Forstandens Vejledning, saa behøves der lang Tid til at lære at se; man maa længe have sammenlignet Synet med Følelsen for at vænne den første af disse to til at give os et tro Billede af Skikkelserne og en nøjagtig Underretning om Afstanden. Uden Følesans og uden selv at kunne bevæge sig vilde ikke de allerskarpeste Øjne i Verden kunne give os nogen Forklaring om Udstrækning. Hele Universet kan for en Østers kun være et Punkt; det vilde ikke synes denne Østers andet og mere, selv om den havde en menneskelig Sjæl i sig til at undervise den. Det er kun ved at gaa, at røre ved, at tælle og ved at maale Udstrækningerne, at man lærer at vurdere dem. Dersom man paa den anden Side altid vilde maale, saa vilde vor Sans aldrig erhverve sig nogen Dygtighed, fordi den stolede paa Maaleredskabet. Barnet behøver heller ikke paa én Gang at gaa over fra at maale til at vurdere. Det maa først stadig sammenligne ved Hjælp af smaa Maale–Enheder, hvor det ikke er i Stand til at foretage Sammenligningen under ét, og da straks begynde med at lade de nøjagtige Smaamaal afløses af Øjemaal. I Stedet for altid at foretage Maalinger ved Haandens Hjælp vænner det sig til alene at bruge Øjemaalet. Jeg mener dog, at man med virkelige Maal maa undersøge Rigtigheden af disse første Maalinger, for at det kan rette sine Fejltagelser og for at det — dersom dets Øje viser sig at opfatte galt — kan lære at rette denne Fejl ved at lære at dømme rigtigere. Man har naturlige Maal, som omtrent ere de samme allevegne; en Mands Skridt, Længden af hans udstrakte Arme og hans Højde. Naar Barnet skal vurdere Højden af et Hus paa ét Stokværk, kan det bruge sin Hovmester som Favnemaal; skal det bedømme Højden, af et Kirketaarn, kan det bruge Husene som Maale–Enheder. Vil det kende Vejlængden, kan det tælle Timerne, der behøves til at gaa den, og fremfor alt maa man ikke gøre noget af alt dette for Barnet, men lade det selv gøre det.
  Man kan ikke lære til Gavns at dømme om Legemernes Udstrækning og Størrelse, uden at man lærer at kende deres Form og lærer at tegne dem; thi i Grunden hviler denne Efterligning helt og holdent paa Lovene for Perspektivet, og man kan ikke vurdere Udstrækningen efter Øjemaalet, dersom man ikke har noget Begreb om disse Love. Børn ere store Efterlignere, og de forsøge alle paa at tegne. Min Lærling skal øve sig i denne Kunst, ikke just for selve Kunstens Skyld, men for at faa et skarpt Øje og en øvet Haand. Det er overhovedet meget lidt magtpaaliggende, om han opnaar denne eller hin Færdighed, naar han kun faar de skarpe Sanser og de gode legemlige Vaner, som man vinder ved denne Øvelse. Jeg skal vel vogte mig for at give ham en Tegnelærer, som kun vildelade ham efterligne Efterligninger og lade ham tegne efter Fortegning. Han maa ikke have nogen anden Lærer end Naturen og ikke andre Modeller end Genstandene selv. Jeg forlanger, at han skal have Originalen selv for Øje og ikke Papiret, som forestiller den, saa at han tegner et Hus efter et Hus, et Træ efter et Træ og et Menneske efter et Menneske, for at han kan vænne sig til nøje at iagttage Legemerne og deres Udseende og ikke at tage falske og vedtagne Efterligninger for sande. Jeg vil ogsaa afholde ham fra at tegne noget efter Hukommelsen uden at have Genstandene for Øje, førend deres Former, igennem hyppige Iagttagelser, nøjagtigt har indprentet sig i hans Forestillingsevne, for at han ikke, ved at sætte nogle taabelige og fantastiske Figurer i Stedet for Tingenes sande Skikkelse, skal tabe Kendskaben til de virkelige Forhold og tabe Sansen for Naturens Skønheder.
  Jeg véd vel, at han paa denne Maade vil kludre længe uden at frembringe noget nævneværdigt, at han sent vil tilegne sig Finheden i Konturerne og Tegnerens lette Haandføring, og at han maaske aldrig vil lære at dømme om de maleriske Virkninger eller opnaa god Skole i Tegningen. Til Gengæld vil han sikkert erhverve sig et skarpere Øje, en sikrere Haand og Kendskab til de sande Forhold med Hensyn til Størrelse og Form, som de forefindes hos Dyrene, Planterne og Naturlegemenerne, samt vinde et raskere Blik for den perspektiviske Virkning. Men se! dette er netop, hvad jeg har villet, og min Hensigt er ikke saameget, at han lærer at tegne Genstandene som at kende dem; og jeg ser hellere, at han kan vise mig en Akantusplante,
Akantusbladet (Bjørneklo) har givet Motivet til den ornamentale Prydelse af det korinthiske Søjlehoved. (Rousseaus Emil, übersetzt von D. E. v. Sallwürk.)
    O. A.
selv om han mindre godt er i Stand til at tegne Løvværket til et Søjlehoved. —
  For øvrigt vil jeg lige saa lidt i denne som i alle andre Øvelser, at min Lærling skal have Fornøjelsen alene. Jeg vil gøre ham den endnu fornøjeligere ved stadig at tage Del med ham deri. Han maa ikke have nogen anden Medbejler end mig; og det skal være en stadig, men ufarlig Kappestrid, der kan øge hans Interesse for denne Beskæftigelse uden at give Anledning til Skinsyge imellem os. Jeg vil gribe Blyanten paa samme Maade som han; jeg vil føre den med den samme Kejtethed som han. Selv om jeg var en Apelles,
En af de berømteste græske Kunstnere: levede ved Alexander den stores Hof.
    O. A.
vilde jeg i dette Tilfælde dog kun være en Fusker. Jeg vil begynde med at tegne en Mand, saaledes som Gadedrengene tegne ham paa Murene: en Streg for hver Arm, en Streg for hvert Ben, og Fingrene tykkere end Armen. Der gaar lang Tid, førend vi begge to blive opmærksomme paa dette Misforhold. Vi mærke os, at et Ben har en vis Tykkelse, og at denne Tykkelse ikke er den samme overalt, at Armens Længde staar i et bestemt Forhold til Kroppen o. s. v.. Under denne Fremgang holder jeg mig altid paa Siden af ham, eller jeg kommer en saadan Smule foran ham, at han altid vil have let ved at indhente mig og undertiden overgaa mig. Vi anskaffe os Farver og Pensler; vi bestræbe os for at efterligne Genstandenes Farve, ja hele deres Udseende saavel som deres Form. Vi bruge stærke Farver, vi male, og vi fuske; men i alt vort Fuskværk ere vi stadig paa Jagt efter at aflure i Naturen dens Ejendommeligheder; vi udføre aldrig noget uden under denne vor Mesters Øje.
  Vi vare i Forlegenhed for Prydelser til vort Værelse; nu er der raadet Bod paa det. Jeg lader vore Tegninger sætte i Ramme, forsynede med smukke Glas, for at man ikke mere skal røre ved dem, og for at enhver af os, naar vi se, at de forblive saaledes, som vi én Gang har udført dem, kan faa Interesse for ikke at jaske med sine. Jeg anbringer dem i Orden rundt om i Værelset, enhver Tegning gentaget tyve til tredive Gange, saa at hvert Eksemplar viser Forfatterens Fremskridt lige fra den Gang, da Huset saa ud som en næsten uformelig Firkant, indtil den Tegning, hvor dets Facade, dets Sideafrids (Profil), dets Forhold, samt Lys og Skygge ere i Overensstemmelse med Virkeligheden. Disse trinvise Fremskridt kunne jo umuligt andet end give os Billeder, der ere interessante for os, morsomme for andre, og som stadig mere anspore vor Kappelyst. De første og mest ubehjælpsomme af disse Tegninger indfatter jeg i glimrende, smukt forgyldte Rammer, der ere i Stand til at fremhæve dem; men naar Efterligningerne blive mere nøjagtige, og naar Tegningen bliver virkelig god, saa giver jeg den kun en sort, meget simpel Ramme; den behøver da ingen anden Prydelse end sig selv, og det vilde dog være en Skam, om Rammen skulde aflede en Del af den Opmærksomhed, som Billedet fortjener. Enhver af os stræber altsaa efter den Ære at faa en tarvelig Ramme, og naar den ene vil nedsætte den andens Tegning, dømmer han den til en forgyldt Ramme. En skøn Dag kunne maaske disse Rammer blive til et Ordsprog imellem os, og vi ville undres over, hvormange Mennesker der dog er, som forstaa at vurdere sig selv saa rigtigt, at de bekoste sig indfattede i den Slags Rammer.
  Jeg har sagt, at Geometrien oversteg Børnenes Fatteevne; men Skylden er vor. Vi forstaa ikke, at deres Metode slet ikke er vor, og at det, som for os bliver til den Kunst: »at tænke logisk«, for dem kun maa være den Kunst: at kunne se. I Stedet for at give dem vor Metode, gjorde vi bedre i at optage deres; thi vor Maade at lære Geometrien paa er fuldt saa meget et Arbejde for Indbildningskraften som for vor Forstand. Naar Sætningen er givet, skal Beviset findes, det vil sige: man skal finde, af hvilken allerede bevist Sætning denne er en Følge, og af alle de Følgeslutninger, som man kan drage af denne samme Sætning, vælge netop den, hvorom det her gælder.
  Paa denne Maade maa den skarpeste Tænker — dersom han ikke er opfindsom — komme til kort. Og hvad følger deraf? at man — i Stedet for at lade os finde Beviserne — dikterer os dem, og i Stedet for at lære os at tænke, saa tænker Læreren for os og øver kun vor Hukommelse.
  Tegn Figurene nøjagtigt, sammenhold dem med hinanden, læg den ene ovenpaa den anden og undersøg Forholdene; du vil finde hele den elementære Geometri ved at gaa fra Iagttagelse til Iagttagelse, uden at der bliver Spørgsmaal, hverken om Definitioner, Problemer eller nogen tinden Bevisform end den ganske simple at lade Figurerne dække hinanden. Jeg vil, for mit Vedkommende, slet ikke indlade mig paa at lære Emil Geometri; det er ham, der skal lære mig den; jeg vil søge efter Forholdene, og han vil finde dem; thi jeg vil søge paa den Maade, at han maa finde dem. For Eksempel: i Stedet for at slaa en Cirkel ved Hjælp af en Passer, vil jeg slaa Cirklen med en Stift, bundet i Enden af en Snor, der bevæger sig om et Midtpunkt. Naar jeg nu siden efter vil sammenligne Radierne, saa vil Emil gøre sig lystig over mig og lade mig forstaa, at den samme Snor, altid udspændt, ikke kan afsætte ulige store Afstande.
  Dersom jeg vil maale en Vinkel paa tredsindstyve Grader, beskriver jeg fra Toppunktet af denne Vinkel ikke blot en Bue, men en hel Cirkel; thi ligeover for Børn maa man aldrig underforstaa noget. Jeg finder, at den Del af Cirklen, som er indesluttet mellem Vinklens to Sider er lig en Sjettedel af Cirklen. Derpaa slaar jeg fra samme Punkt en anden, meget større Cirkel, og jeg finder, at denne anden Bue ogsaa er Sjettedelen af sin Cirkel. Jeg beskriver en tredje koncentrisk Cirkel, paa hvilken jeg gør den samme Prøve, og jeg fortsætter med nye Cirkler, lige indtil Emil, forbavset over min Dumhed, gør mig opmærksom paa, at enhver Bue, stor eller lille, men indesluttet af den samme Vinkel, altid vil være Sjettedelen af sin Cirkel o. s. v. Se, nu ere vi med det samme naaede til Brugen af Vinkelmaaleren.
  For at bevise, at Nabovinkler ere lig to Rette, plejer man at tegne en Cirkel: men jeg derimod gør det saaledes, at Emil opdager dette først i Cirkelen, og derpaa siger jeg til ham: dersom man nu tog Cirkelen kort og lod de rette Linjer staa, mon Vinklernes Størrelse derfor vilde forandres? o. s. v.
  Man ringeagter Figurernes Nøjagtighed, man forudsætter den og kaster sig over Beviset. Mellem os derimod vil der aldrig være Spørgsmaal om Bevis; vor vigtigste Opgave vil være den at drage Linjerne fuldkommen rette, nøjagtige og lige, at gøre et Kvadrat fuldkommen nøjagtigt, at slaa en Cirkel aldeles rund. For at overbevise os om Figurernes Nøjagtighed, undersøge vi hos dem alle deres synlige Ejendommelighed, og dette giver os Lejlighed til hver Dag at opdage nye. Vi ville sammenfolde de to Halvcirkler om Diameteren og Kvadratets to Halvdele om Diagonalen: vi ville sammenligne vore to Figurer for at se, hvis Linjer ere de klareste, og følgelig de bedst udførte; vi ville forhandle om, hvorvidt denne Delenes Lighed altid vil finde Sted i Parallelogrammer, Trapezer o. s. v. Undertiden vil man forsøge paa at kunne forudbestemme Resultatet af Forsøget; førend det gøres, vil man bestræbe sig for at finde Grundene, o. s. v.
  Geometrien bliver for min Lærling kun den Kunst, at kunne betjene sig godt af Lineal og Passer; men han maa ikke forveksle den med Tegning, hvor man hverken bruger det ene eller det andet af disse Redskaber. Lineal og Passer ere under Laas og Lukke, og han faar kun sjældent Lov til at bruge dem og da kun en kort Tid, for at han ikke skal vænne sig til at jaske. Undertiden kunne vi ogsaa tage vore Figurer med os paa Spadsereturen og tale om, hvad vi har gjort eller agter at gøre.
  Jeg glemmer aldrig, at jeg i Turin saa en ung Mand, hvem man i Barndommen havde lært Forholdet imellem Omkres og Overflade ved hver Dag at give ham Valget imellem alle Slags geometriske Figurer, fremstillede af Vafler med lige stor Omkres. Den lille Fraaser havde udtømt Arkimedes Kunst for at finde, i hvilken af dem der var mest at spise.
Det er bevist, at af alle isoperimetriske Figurer (ɔ: med lige stor Omkres), er Cirkelen den, der har den største Overflade. Barnet har forstaaet at vælge cirkelrunde Vafler. (Jfr. Dr. E. v. Sallwürk: Rousseau oder über die Erziehung.
  Naar et Barn spiller Fjerbold, øver det Øjet og Armen i Nøjagtighed; naar det spiller Top, øger det sin Styrke ved at bruge den, men uden at lære noget. Jeg har nu undertiden spurgt om, hvorfor man ikke fører Børnene ind i de samme Idrætslege, som de voksne har: Langbold, Fodbold, Billard, Bueskydning, musikalske Instrumenter. Man har svaret mig, at nogle af disse Lege oversteg Barnets Kræfter, og at deres Lemmer og Organer ikke vare tilstrækkelig udviklede for andre af dem. Jeg finder, at disse Grunde ere daarlige: et Barn har heller ikke en Mands Vækst, men bærer dog en Dragt, der er syet som hans. Jeg mener ikke, at det skal spille med vore Queuer (= her »billardkø«, red.) (paa et tre Fod højt Billard; heller ikke skal det gaa ind og spille i vore Boldhuse, saalidt som man skal lægge en Boldspillers Boldtræ i dets lille Haand; men jeg mener, at det skal spille i en Sal, hvis Vinduer man har beskyttet godt. Det skal i Begyndelsen bruge bløde Boldte; lad de Redskaber, hvormed Boldten kastes, først være af Træ, siden af Pergament og til sidst af snoede Tarmstrænge, alt efter dets Fremskridt. Man foretrækker Fjerbold, fordi det trætter mindre og er uden Fare. Man har Uret af to Grunde. Fjerbold er en Leg for Kvinder; men der er dog ingen af dem, som ikke flygter, naar Boldten kommer flyvende. Deres hvide Hud maa ikke hærdes ved Stød, og deres Ansigter vente paa andet end paa at blive kvæstede. Men vi, der ere skabte til at blive kraftige, mon vi mene at kunne blive det uden Umage? og hvilket Forsvar skulle vi være i Stand til, naar vi aldrig blive angrebne? Man leger skødesløst i den Slags Lege, hvor man uden Fare kan være klodset. Rammes man af en Fjerbold, det skader ingen: men intet gør Armene saa smidige som det at skulle dække for sit Hoved, og intet gør Øjet saa skarpt som det at skulle vogte sine Øjne. At springe fra den ene Ende af en Sal til den anden, at bedømme Boldens Fart, medens den endnu er i Luften, at sende den tilbage med en kraftig og sikker Haand: saadanne Lege passe sig mindre for Mænd, end de tjene til at skabe Mænd.
  Et Barns Muskler, siger man, ere alt for bløde! de have mindre Spændkraft; men de ere mere smidige; dets Arm er svag; men det er jo dog en Arm; man bør gøre ud af den — forholdsvis selvfølgelig — alt det, som man gør ud af en anden Maskine. Børnene have ingen Færdighed i at bruge deres Hænder: derfor er det, at jeg forlanger, man skal give dem denne Færdighed. En voksen Mand — lige saa lidt øvet som Børnene — vilde ikke have noget forud for disse: vi lære ikke at kende Brugen af vore Organer uden ved at sætte dem i Virksomhed. Kun igennem en lang Erfaring lære vi at tage os selv i Brug, og denne Erfaring er det sunde Studium, som vi ikke tidlig nok kunne føres ind i.
  Alt hvad der virkelig gøres, er gørligt. Og der er intet mere almindeligt, end at se behændige og smidige Børn have den samme Bevægelighed i deres Lemmer som en voksen. Paa saa godt som ethvert Marked ser man dem gøre Ligevægtsøvelser (ekvilibristiske Kunststykker), at gaa paa Hænderne, at springe og at danse paa Line. I hvor mange Aar har ikke Barnetrouper ved deres Balletter samlet Tilskuere til »Italiensk Komedie«!
Børneballetter og Børnepantomimer vare paa Rousseaus Tid meget yndede i Paris. Den samme Kirkefyrste, som fordømte R.s Emil, vilde ogsaa skride ind imod Børneforestillingerne, men lod dem bestaa, da der betaltes Fattigafgift af dem som af de øvrige Skuespil.
    (R.s Emil, übersetzt von Dr. E. v. Sallwürk P. 177, Note.)
Hvem har ikke i Tyskland og Italien hørt tale om den berømte Nicolinis Pantomimetroup. Hvem har hos disse Børn bemærket mindre udviklede Bevægelser, mindre yndefulde Stillinger, et mindre godt Øre eller en mindre let Dans, end hos helt udlærte Dansere? Ere Børnenes Fingre i Begyndelsen tykke, korte og kun lidt bevægelige, og de kødfulde Hænder kun daarligt i Stand til at tage fast paa noget, saa forhindrer dette dog ikke, at mange Børn forstaa at skrive eller tegne i en Alder, hvor andre ikke en Gang formaa at holde paa en Blyant eller en Pen! Hele Paris mindes endnu den lille Englænderinde, som i ti Aars Alderen, gjorde Underværker paa Klaveret.
En lille Dreng paa syv Aar har siden den Tid ydet noget endnu mere forbavsende. Anmærkn. af Rousseau i en senere Udgave.
  Denne Dreng er rimeligvis Mozart, som, nogen Tid efter Offentliggørelsen af Emil, i syv Aars Alderen var i Paris og den Gang især henrykkede Hoffet ved sit Talent og sit barnlige Væsen.
Jeg har i Huset hos en Embedsmand
Efter Petitain var det Hr. de Boisgelou, der var kendt som musikalsk Theoretiker. Om nogen praktisk Musikydelse af Sønnen er ellers intet bekendt. (Til begge Anm. se Rousseaus Emil, übersetzt von Dr. E. v. Sallwürk, Pag. 177, Noterne.)
set hans Søn, en lille Fyr paa otte Aar, hvem man ved Desserten stillede paa Bordet som en Statue midt paa en Bakke, spille paa en Violin, næsten lige saa stor som han selv, saa at endog Kunstnere bleve overraskede over hans Foredrag. Alle disse Eksempler og hundrede tusend andre bevise, at den Uskikkethed, som man forudsætter hos Børnene for vore Øvelser, er indbildt, og dersom man ser, at de ikke lykkes for nogle, saa er Grunden den, at man aldrig har øvet dem deri.
  Man vil vel sige, at jeg her med Hensyn til Legemet gør mig skyldig i den Fejl — for tidlig Uddannelse — som jeg dadlede hos Børnene med Hensyn til Forstandssager. Men Forskellen er meget stor; thi det ene af disse Fremskridt er kun tilsyneledende, medens det andet er virkeligt. Jeg har vist, at den Forstand, som de synes at have, den har de ikke, medens de virkelig udføre alt det, som de ses at udføre. Desuden maa man hele Tiden huske paa, at alt dette kun er og kun bør være en Leg, en let og frivillig Vejledning i de Bevægelser, som Naturen kræver af dem, en Kunst i at gøre deres Fornøjelser afvekslende for at gøre dem mere tiltrækkende, uden at man ved den mindste Tvang maa forvandle dem til et Arbejde. Og endelig: hvad Slags Fornøjelser skulde det være, som jeg ikke skulde være i Stand til at bruge, til derigennem at undervise dem? Men selv om jeg nu ikke kunde det, saa er deres Fremskridt i det hele taget — forudsat at de more dem uden Skade og at Tiden gaar godt — mindre magtpaaliggende paa dette Tidspunkt, medens det, naar man nødvendigvis skal lære dem dette eller hint, altid vil være umuligt, hvordan man saa end tager det, at naa Maalet uden Tvang, uden Fortrædelighed og Kedsommelighed.
  Hvad jeg har sagt om de to Sanser, som ere de mest brugte og de vigtigste, kan tjene til Eksempel paa, hvorledes man bør indøve de andre. Syn og Følelse beskæftige sig i lige Grad med Legemer i Hvile og med Legemer i Bevægelse; men da det kun er Rystelser i Luften, som kunne paavirke Høresansen, saa er det kun Legemer i Bevægelse, der frembringe Støj eller Toner, og dersom alt var i Hvile, vilde vi aldrig høre noget. Om Natten altsaa, hvor vi kun bevæge os selv saa meget, som det behager os, og kun have de Legemer at frygte, som ere i Bevægelse, er det af Vigtighed at have et vagtsomt Øre og af de Lyde, som vort Øre opfanger, at kunne dømme om det Legeme, som er Aarsagen til dem, er stort eller lille, om det er langt borte eller nær ved, om Rystelsen af det er voldsom eller svag. Den Luft, som er bragt i Bevægelse, er udsat for at møde en Modstand, som kaster den tilbage og som, ved at frembringe Genlyden, gentager Sanseindtrykket og lader os høre det støjende eller tonende Legeme paa et andet Sted, end det er. Dersom man paa en Slette eller i en Dal lægger Øret til Jorden, saa hører man Menneskestemmer og Hestetrampen meget længere borte, end naar man staar oprejst.
  Da vi have sammenlignet Synet med Følelsen, er det paa sin Plads ogsaa at sammenligne det med Hørelsen og at erfare, hvilket af de to Indtryk, der — naar de samtidigt udgaa fra samme Legeme — snarest naar sit Organ. Naar man ser Ilden fra en Kanon, er det endnu Tid at dække sig for Skuddet; men saasnart man hører Knaldet, er det for silde; Kuglen er der. Man kan af Tidsrummet mellem Lynet og Skraldet dømme om, hvor langt borte et Tordenvejr er. Sørg for, at Barnet lærer at kende alle disse Forsøg; lad det selv foretage dem, det magter at gøre, og finde de andre gennem Slutninger; men hundred tusend Gange hellere maa det være uvidende om dem, end faa dem fortalt af dig.
  Vi har et Organ, der svarer til Hørelsen, nemlig Stemmen. Vi har derimod ikke paa lignende Maade noget, der svarer til Synet, og vi kunne ikke gengive Farverne som Tonerne. Dette er et Middel mere til at pleje Hørelsen, idet vi øve det aktive som det passive Organ ved Hjælp af hinanden.
  Mennesket har tre Arter af Stemme, nemlig den artikulerede eller Talestemmen, den melodiøse eller Sangstemmen og den accentuerede eller den pathetiske Stemme, der giver Lidenskaberne Udtryk og besjæler Sangen og Ordet. Barnet har ogsaa disse tre Slags ligesaavel som den voksne, men uden at forstaa at forbinde dem. Det har, som vi, Latter, Skrig, Klage, Udraab og Sukket, men forstaar ikke at forene Modulationerne af disse Lyde med de to andre Stemmer. En fuldkommen Musik er den, der bedst forener de tre Stemmer. Denne Musik ligger ikke for Børnene, og deres Sang har aldrig Sjæl. Ligesaa med deres Tale; deres Sprog har ingen Betoning; de skrige, men betone ikke, og da der er saa lidt Betoning i deres Tale, saa er der kun lidt af Energi
I første Udgave ere Ordene Betoning (Accent) og1 Energi ombyttede; men dette er rettet af R. i den senere Udgave.
    O. Anm.
i deres Røst. Vor Lærling vil tale endnu mere jævnt og ensformigt, efterdi hans endnu slumrende Lidenskaber ikke ville blande deres Sprog i hans. Man maa derfor ikke lade ham fremsige Roller af Tragedier eller Komedier eller lære ham — som man siger — at deklamere. Han vil have formegen sund Sans, til at han skulde give de Ting, han ikke forstaar, den rette Tone eller give de Følelser, som han aldrig har erfaret, Udtryk.
  Man lære ham at tale jævnt og tydeligt, at artikulere godt, at udtale Ordene nøjagtigt uden Skaberi, at kende og følge den grammatikalske Betoning af Ord og Stavelser og altid at tale tilstrækkelig højt, saa det kan høres, men heller ikke højere, hvad der er en almindelig Fejl hos Børn, der ere opdragne i de større Skoler (Kollegierne); men i enhver Sag: ingen overflødig Snak.
  Ligesaa i Sangen. Man lade ham synge rigtigt og med en ensartet, bøjelig og klangfuld Stemme; hans Øre maa være lydhørt for Takten og Harmonien, men intet derud over. Den efterlignende og theatralske Musik ligger ikke for hans Alder. Han burde ikke en Gang synge Ordene; vilde han endelig synge dem, saa vilde jeg gøre mig Umage for at skrive nogle Sange, der vare morsomme og passende for hans Alder og lige saa enkle som hans Forestillinger.
  Man mener vel, at siden jeg har saa lidt Hast med at lære ham at læse Skrift, saa vil jeg heller ikke skynde mig mere med at lære ham at læse Musik. Vi maa skaane hans Hjerne for al Opmærksomhed, der er altfor møjsommelig, og vi maa aldeles ikke haste med at beskæftige hans Forstand med vedtagne Tegn. Dette — indrømmer jeg — synes at have sin Vanskelighed; thi endskønt det tidlige Kendskab til Noderne ikke synes mere nødvendigt for at kunne synge, end Kendskabet til Bogstaverne for at kunne tale, saa er der dog den Forskel, at vi i Talen give vore egne Tanker, men i Sangen saa godt som helt og holdent andres. Og for at kunne gengive dem, maa man kunne læse dem.
  Men først kan man jo høre dem i Stedet for at læse dem, og Øret opfatter en Sang fuldkommen saa tro som Øjet. Til virkelig at kunne forstaa Musik, er det endvidere ikke tilstrækkeligt at kunne udføre, man maa kunne komponere Musik, og det ene maa læres med det andet; ellers vil man aldrig forstaa den til Gavns. Øv først din lille Musiker i at opfinde nogle vel ordnede og godt taktdelte (cadencerede) Satser: derpaa i at forbinde dem ved en meget ligefrem Overgang (Modulation) og endelig i at betegne deres forskellige Forhold ved en nøjagtig Inddeling (Punctuation), hvilket sidste opnaas ved et skønsomt Valg af Toneslutning (Cadenz) og Hvilepunkt. Fremfor alt aldrig aparte, aldrig pathetisk eller udtryksfuld Sang, men en altid syngelig og ligefrem Melodi, der er bygget paa Toneartens Hovedtone og angiver Bassen saa tydeligt, at han uden Besvær kan føle den og akkompagnere den; thi for at danne Stemme og Øre maa man altid kun synge til Klavér.
  For bedre at gøre Lydene tydelige, artikulerer man dem ved at udtale dem: derfra stammer det at synge Tonerækken med visse Stavelser.
Franskmænd, Italienere og andre sydlige Nationer benævne de 7 Stamtoner med Stavelserne, ut (eller do), re, mi, fa, sol, la, si. Benediktinermunken Guido fra Arezzo († e. 1040), der var en stor Musiktheoretiker og som havde hjemme i Klosteret Pomposa ved Ferrara, skal, for at lette Sangen, have indført Brugen af de seks første, som derfor kaldes de aretinske Stavelser. Den sidste Stavelse (si) kom først langt senere i Brug. Disse seks første Stavelser skal han have taget af følgende Digt til Johannes Døber:

Ut qveant laxis resonare fibris
mira gestorum famuli tuorum,
solve polluti labii reatum,
Sancte Joannes.


(For at Tjenerne frejdigt kunne synge om dine Gerningers Storhed, saa borttag Brøden fra den besmittede Læbe, hellige Johannes! (se Prof. Fr. Nielsens Haandbog i Kirkens Historie II Pag. 453 og jfr. Rousseaus Emil übersetzt von Dr. E. v. Sallwürk I .Pag. 181. Noten.)
For at adskille Tonetrinene maa man give saavel dem som deres bestemte Tonehøjde Navne; derfra skriver sig Intervallernes Navne og tillige de Bogstaver i Alfabetet, hvormed man betegner Klaverets Tangenter og Noderne i Tonerækken. C og A betegne faste og uforanderlige Toner, altid spillede paa de samme Tangenter. Med ut og la er det anderledes. Ut er stadig Grundtonen (Tonica) i en Durtoneart eller Mellemled (Mediant) i en Molltoneart. La er bestandig Grundtonen i en Molltoneart eller sjette Node i en Durtoneart. Altsaa betegne Bogstaverne de uforanderlige Punkter for Forholdene i vort musikalske System, og Stavelserne betegne de tilsvarende Punkter for lignende Forhold i forskellige Tonearter. Bogstaverne betegne Klaverets Tangenter, og Stavelserne betegne Trinene i Tonearten. De franske Musikere har mærkværdig nok sammenblandet disse Forskelligheder; de har ombyttet Stavelsernes Betydning med Bogstavernes, og ved en unyttig Fordobling af Tegnene for Tangenterne har de ingen Tegn til Toneartens Trin, saa at for dem ut og C altid er den samme Ting, hvad den ikke er og ikke skal være; thi hvad Brug har man da for C? Ogsaa er deres Maade at synge Tonerækken paa overordentlig vanskelig uden at være til nogen Verdens Nytte og uden at give Forstanden nogen klar Forestilling, efterdi, efter denne Metode, begge Stavelserne ut og mi for Eksempel paa én Gang kunne betegne en stor, lille, overmaade stor eller formindsket Terts. Hvilken mærkelig Skæbne, at man netop i det Land, hvor man skriver de skønneste Bøger over Musiken, har vanskeligst ved at lære den!
  Med vor Lærling ville vi følge en simplere og klarere Praksis: for ham vil der kun være to Tonearter, hvis Forhold altid ere de samme og altid betegnede ved de samme Stavelser. Hvad enten han synger, eller han spiller paa Instrument, maa han forstaa at bygge sin Toneart paa enhver af de tolv Toner, som kunne tjene ham til Grundlag, og om man modulerer i D, i C eller i G o. s. v., lad Slutningstonen altid være la eller ut i Overensstemmelse med Tonearten. Paa denne Maade vil han altid forstaa din Undervisning; Toneartens væsentligste Forhold ville altid være nærværende for ham, saa han kan synge og spille rigtigt; hans Udførelse vil være renere og hans Fremskridt hurtigere. Intet er mere taabeligt end Franskmændenes saakaldte naturlige Tonerække; det er at skille Begreberne fra Sagen og i det Sted at stille andre, som kun forvirre. Intet er naturligere end at synge Tonerækken transponeret, naar Tonearten er transponeret. Men dette er allerede vel meget om Musiken: undervis som du vil, forudsat at din Undervisning aldrig bliver andet end til Fornøjelse.
  Vi véd nu tilstrækkelig god Besked om andre Legemers Tilstand i Forhold til vort, om deres Vægt, deres Form, Farve, Holdbarhed, Størrelse, Afstand, Varmegrad, Hvile og Bevægelse. Vi kende ogsaa de Legemer, som vi har Lyst til at nærme til os og dem, vi ville holde borte fra os; vi véd, hvorledes vi bør bære os ad for at besejre deres Modstand eller yde en saadan Modstand mod dem, at vi beskyttes mod dem; men dette er ikke nok: vort eget Legeme afkræftes uden Ophør, hvorfor det trænger til uophørlig Fornyelse. Vistnok har vi Evner til at omsætte andre Legemer i vor Substants; men Valget af disse Legemer er ikke ligegyldigt; det er ikke alt muligt, som kan tjene til Føde for Mennesket, og af de brugelige Stoffer ere nogle mere, andre mindre passende, dels paa Grund af Menneskets Legemsbygning, det Himmelstrøg, hvorunder det bor, og dels paa Grund af dets særlige Legemsbeskaffenhed og den Levevis, dets Stilling foreskriver det.
  Vi vilde dø af Hunger eller Gift, hvis vi skulde vente med Valget af passende Næringsmidler, indtil Erfaringen havde lært os at kende og vælge dem; men den evige Godhed, som af de sanselige Væsners Lystfornemmelse har skabt Redskabet til deres Bevarelse, underretter os igennem det, som behager vor Gane, om hvad der passer sig for vor Mave. Naturen har ikke givet Mennesket nogen mere paalidelig Læge end hans egen Appetit, og naar jeg tænker paa Mennesket i dets oprindelige Stand, saa tvivler jeg aldeles ikke om, at de Fødemidler, som det da fandt at være de behageligste, ogsaa vare de sundeste for det.
  Og mere endnu! Skaberen har ikke alene sørget for den Trang, som han giver os, men ogsaa for den, som vi give os selv, og for altid at sætte Ønsket ved Siden af Trangen, lader han vor Smag omskiftes og ændres samtidig med vor Levevis. Jo længer vi fjerne os fra Naturstanden, desto mere tabe vi vor naturlige Smag, eller — rettere sagt — Vanen giver os en anden Natur, som vi i den Grad lade træde i den førstes Sted, at ingen af os mere kender den.
  Deraf følger, at den naturlige Smag ogsaa maa være den mest enkle; thi det er den, som lettest forandrer sig, medens derimod Smagen, naar vi har skærpet den og pirret den ved vore Luner, antager en Form, som ikke mere ændres. Det Menneske, som endnu ikke tilhører noget bestemt Land, vil uden Vanskelighed vænne sig til hvilket som helst Lands Skik, det skal være; medens det Menneske, som én Gang er bleven hjemme i et bestemt Land, ikke vil blive det i et andet.
  Dette synes mig sandt i alle Maader og i Særdeleshed, naar det anvendes paa Smag i snevrere Forstand. Vort første Fødemiddel er Mælk, og kun lidt efter lidt vænne vi os til at finde Smag i stærkere Sager; de ere os i Begyndelsen modbydelige. Frugter, Urter, Grøntsager og endelig noget ristet Kød uden Krydderi og uden Salt vare rene Festmaaltider for de første Mennesker.
Se »Arkadien« hos Pausanias; se ogsaa Plutarks Stykke, som kommer om lidt. R. (Pausanias, græsk Historiker og Geograf, levede i 2. Aarhundrede eft. Chr. Han gjorde flere Rejser gennem Grækenland, og har nedlagt Udbyttet af disse i sin Bog »Fører gennem Hellas«. (Nord. Conversationsleksikon.)
Den første Gang en af de vilde drikker Vin, vil han skære Ansigt og støde Bægeret fra sig, og ligesaa hos os; hvem der har levet til sit tyvende Aar uden at smage gærende Drikke, vil ikke siden kunne vænne sig dertil: vi vilde alle være afholdne, dersom man ikke havde givet os Vin i vore unge Aar. Endelig, jo mere tarvelig vor Smag er, desto mere almindelig er den ogsaa; den almindeligste Modstand gælder de mest sammensatte Retter. Ser man nogensinde nogen, der har Afsky for Vand eller for Brød? Se, det er Naturens Fingerpeg, og det er altsaa ogsaa vor Regel. Bevar Barnets oprindelige Smag saalænge som muligt; dets Næring skal være dagligdags og tarvelig, dets Gane kun vænne sig til lidt krydrede Sager, og lad det ikke faa en kræsen Smag.
  Jeg undersøger ikke her om denne Levevis er den sundeste eller ej; det er ikke fra den Side, jeg betragter Sagen. Naar jeg véd, at den er den bedst stemmende med Naturen og den, som lettest indordner sig under andre Forhold, saa er dette mig nok til at foretrække den. De, der paastaa, at man bør vænne Børnene til de Fødemidler, som de skulle nyde som voksne, de ræsonnere ikke rigtigt, synes det mig. Hvorfor skal deres Føde være den samme, da deres Levevis dog ellers er forskellig fra de voksnes? En Mand, der er udmattet af Arbejde, Sorger og Møje, trænger til saftfulde Næringsmidler, der kunne tilføre hans Hjerne ny Livskraft; men et Barn, som rigtig har tumlet sig, og hvis Legeme er i Vækst, trænger til en rigelig Føde, som kan forsyne det med den tilstrækkelige Mængde af Næringssaft. Desuden har den voksne allerede sin Stilling, sin Beskæftigelse og sin Bolig; men hvem kan være sikker paa, hvad Skæbnen har forbeholdt Barnet? Lad os ikke i nogen som helst Retning forme det saa bestemt, at det skal blive det alt for svært at gøre Forandringer, om Nøden skulde tvinge det dertil. Lad os ikke være Skyld i, at det dør af Hunger i andre Lande, med mindre det overalt kan føre en fransk Kok med i sit Følge, eller i, at det en Dag siger: »kun i Frankrig forstaar man at spise.« Det var ellers — i Forbigaaende sagt — en mærkelig Lovtale! Jeg vilde tværtimod sige, at det kun er de Franske, som ikke forstaa at spise, efterdi der udfordres en særlig Kunst for at gøre dem Maden spiselig.
  Af alle vore Sansefornemmelser, er det Smagsfornemmelserne, der paavirke os stærkest. Ligeledes ere vi mere interesserede i at dømme rigtigt om de Stoffer, der skulle gaa over i og blive noget af os selv, end om dem, der kun omgive os. Der er tusende Ting, som ere ligegyldige for Følelsen, Hørelsen og Synet; men der gives næsten intet ligegyldigt (indifferent) for Smagen. Endvidere er Virksomheden hos denne Sans ren og bar fysisk materiel; den alene er uden Forhold til Indbildningskraften; idet mindste er det den Sanse fornemmelse, som denne har mindst med at gøre, medens Efterligning og Indbildningskraft ofte indblande det sædelige i alle de andre Sanseindtryk. Ligeledes ere ømme og nydelsessyge Hjerter, lidenskabelige og fint følende Karakterer i Almindelighed lette at bevæge gennem de andre Sanser, medens de forholde sig temmelig kølige overfor denne. Ud af dette, som synes at nedsætte Smagen under de andre Sanser og at gøre den Tilbøjelighed, som gør os til dens Trælle, til den mest foragtelige, vilde jeg tværtimod drage den Slutning, at det mest bekvemme Middel til at styre Børnene er at lede dem ved Munden. Den Drivfjeder, der ligger i Lækkersultenheden, er overhovedet at foretrække for Forfængelighedens, i det den første er en naturlig Tilbøjelighed og hænger umiddelbart sammen med Sansen, medens den anden er skabt af Meninger (Opinionen) og er underkastet Menneskenes Luner og alle Slags Misbrug. Madlyst er Barndommens Lidenskab, den kan ikke holde Stand imod nogen anden; ved den mindste Konkurrence er den færdig. Ja, tro mig! kun altfor tidligt holde op med at tænke paa, hvad det spiser, og naar dets Sind er alt for optaget, vil dets Gane næppe længer beskæftige det. Naar det en Ganger bleven voksent, ville tusende stormende Følelser gøre det af med Lækkersultenheden og kun pirre Forfængeligheden; thi denne sidste Lidenskab alene drager sin Næring af de andre og opsluger dem tilsidst allesammen. Jeg har undertiden studeret disse Mennesker, der lægge stor Vægt paa et godt Bord, som, saasnart de vaagne, tænke paa, hvad de skulle spise den Dag, og som kunne beskrive et Maaltid med større Nøjagtighed, end den, hvormed Polybius beskrev et Slag. Jeg har da fundet, at disse foregivne Mænd kun vare Børn paa firti Aar uden Kraft og Styrke, fruges consumere nati.
Horats Breve I, 2, 27. Nos numerus sumus et fruges consumere nati (Vi ere kun et Tal og fødte til at fortære Jordens Frugter).
    O. Anm.
Madkærligheden er de tomme Hjerters Last. Fraaserens Sjæl sidder i hans Gane; han er kun til for at spise; i hans Aandsfattigdom er han kun paa sin Plads ved Bordet; han forstaar kun at dømme om Mad: lad os uden Beklagelse overlade ham den Post; det er ligesaa meget til Gavn for os som for ham, at han beholder den fremfor at faa nogen anden.
  At frygte for, at Graadigheden skal rodfæste sig hos et Barn, der ellers dur til noget, er en Bekymring, som kun kan huses af smaa Sjæle. I Barndommen tænker man kun paa det at spise. I Ungdomsalderen tænker man ikke mer derpaa; da er alt os godt nok, og man har ganske andre Ting i Hovedet. Derfor kunde jeg dog ikke ønske, at man gik hen og gjorde en tankeløs Brug af en saa lav Drift, eller at man ved en god Bid vilde fremlokke Æresfølelsen for at udføre en god Handling. Men da hele Barndommen ikke er og ikke skal være andet end Leg og overgiven Lystighed, saa indser jeg ikke, hvorfor rent legemlige Øvelser ikke skulde have en materiel Belønning, der kan smages. Naar en ung Majorkaner ser en Kurv højt oppe i et Træ og slaar den ned med et Slyngekast, er det saa ikke billigt, at han profiterer deraf, og at en god Frokost erstatter ham den Kraft, han har brugt til at vinde den?
Det er mange Aarhundreder siden, at Majorkanerne har tabt denne Færdighed; det var paa den Tid, da deres Slyngekastere stod paa deres Berømmelses Toppunkt.
    R.
  (I de puniske Krige udmærkede de sig.)
    O. A.
Naar en ung Spartaner trods det, at han udsætter sig for hundrede Piskeslag, behændigt smutter ind i et Køkken; naar han stjæler en spillevende Ræveunge, bærer den bort under sin Klædning, lader sig kradse, bide, saa Blodet flyder, og naar han, for ikke at have den Skam at blive opdaget, lader sit Kød sønderslide uden at fortrække en Mine eller udstøde et eneste Skrig: er det saa ikke billigt, at han tilsidst nyder godt af sit Bytte og faar den under sine Tænder, under hvis Tænder han selv har været?
Denne Historie fortæller Plutark i Lykurgs Levnedsskildring; men hos ham dør Drengen under Rævens Bid uden at lade sig forraade.
    O. A.
(Jfr. Rousseaus Emil, übersetzt von Dr. E. v. Sallwürk I Pag. 186 Noten)
Et godt Maaltid bør aldrig være en Belønning; men hvorfor skulde det ikke undertiden kunne være Følgen af de Anstrengelser, man har gjort sig for at skaffe sig det? Emil betragter aldeles ikke den Kage, som jeg har lagt paa Stenen, som en Løn for at have løbet godt; men han véd bare, at det eneste Middel, til at kunne faa Kagen, er at kunne naa den førend nogen anden.
  Dette modsiger aldeles ikke de Grundsætninger, som jeg nylig har fremsat om Retternes Tarvelighed; thi for at forsøde Børnenes Appetit, behøver man ikke at ægge deres Sanselighed, men kun at tilfredsstille den, og det kan man opnaa ved de allermest dagligdags Ting, naar man ikke arbejder paa at forfine deres Smag. Deres stadige Appetit, som Væksten giver dem, er et udmærket Krydderi, som erstatter dem mange andre. Frugter, Mælkemad, lidt Bagværk, en Smule finere end almindeligt Brød, og fremfor alt den Kunst at uddele alt dette med Maadehold: dermed er man i Stand til at føre hele Hære af Børn til Verdens Ende uden at give dem Smag for forfinede Retter og uden Fare for at forvænne deres Gane.
  Et af Beviserne for, at Smagen for Kød ikke er naturligt for Mennesket, er dels den Ligegyldighed, som Børnene har for den Slags Retter, og dels det Fortrin, som de allesammen give Planteføde saa vel som Mælkemad, Kage, Frugter o. s. v. Det er overhovedet af Vigtighed ikke at ødelægge denne oprindelide Smag og ikke at gøre Børnene kødelskende, om ikke for deres Sundheds, saa for deres Karakters Skyld; thi paa hvad Maade man nu end vil forklare den Erfaring, saa er det sikkert nok, at de store Kødspisere i Almindelidhed ere grueligere og vildere end andre Mennesker. Denne Iagttagelse er gjort allevegne og til alle Tider. Det engelske Barbari er kendt nok.
Jeg véd, at Englænderne rose sig i høje Toner af deres Humanitet det gode naturlige Sindelag hos deres Nation, som de kalde og »good natured people« (et godmodigt Folk); men lad dem raabe dette saa højt, de kunne; der er dog inden som gentager det.
    R.
Gaurerne derimod ere de mest sagtmodige Mennesker af Verden.
Banianerne, som afholde sig fra alle Kødspiser endnu strengere end Gaurerne, ere næsten lige saa sagtmodige som disse, men da deres Moral er mindre ren og deres Gudsdyrkelse mindre fornuftig, ere de ikke saa hæderlige Folk.
    R.
  (Banianerne bekende sig til Brahmas Lære. Gaurerne eller Gebrerne leve under fortrykte Kaar i Østpersien og ere de sidste Tilhængere af Zoroasters Lære).
    O. A.
Alle vilde Folkeslag ere gruelige, og dog er det ikke deres Sæder, der føre dem til at være det; men denne Grusomhed kommer af deres Føde. De gaa i Krigen som til Jagten og behandle Menneskene som Bjørne. Selv i England modtager man ikke Slagterne i en Vidnesag,
En af denne Bogs engelske Oversættere har her anket over min Vildfarelse, og de har begge rettet den. Slagtere og Kirurger modtages i Vidnesager; men de første kunne i en Kriminalsag ikke blive Medlemmer af Juryen; de sidste kunne det. — Anm. af R. i en senere Udg. — (Hvor Locke skriver om Børnenes Grusomhed overfor Fugle, Sommerfugle og andre stakkels Dyr — en Grusomhed, der forhærder dem, tilføjer han: Deraf kommer det, at vi hos os udelukke Slagtere fra at være med til at sidde til Doms, hvor det gælder Liv eller Død. — Locke, Sallwürks Overs. Pag. 125. — Andre paastaa, at en saadan Udelukkelse aldrig har fundet Sted i England).
    O. A.
lige saa lidt som Kirurger. De store Forbrydere hærde sig til at udføre Mord ved at drikke Blod. Homer gør de kødspisende Kykloper til forfærdelige Mennesker og Lothopagerne til et saa elskværdigt Folk, at man, saasnart man er kommet i Forbindelse med dem, glemmer alt, endog sit eget Fædreland, for at leve iblandt dem.
Førend Odysseus kom til de menneskeædende Kykloper, kom han til Lotopagernes Land.
  Hver af disse, som aad af den Frugt, der var liflig som Honning, lystedes ej at bringe Besked eller komme tilbage: hos Lothopagernes Folk, hvor de var. de vilde forblive, dèr vilde Lotos de plukke, og ej de tænkte paa Hjemfærd.     (Homers Odyssé IX. 94. 11. Wilsters Overs.).
  
»Du spørger mig, sagde Plutark, hvorfor Pythagoras
Plutark (50—120 eft. Chr.) er en berømt græsk Historiker og Moralist. Pythagoras er en græsk Filosof, som levede i 6. Aarh. f. Chr.
    O. A.
afholdt sig fra at spise Kødet af Dyr; men jeg spørger dig til Gengæld, hvilket Mod det første Menneske havde, der nærmede til sin Mund et Stykke sønderflænget Kød, som med sine Tænder knuste Benene af et Dyr, der lige havde udaandet, som lod frembære for sig døde Legemer, Lig, og som nedsvælgede i sin Mave de Lemmer, som som for et Øjeblik siden endnu brægede, brølte, gik og saa. Hvor kunde hans Haand begrave Staalet i et følende Væsens Hjerte? hvor kunde hans Øjne udholde et Mord?, hvor kunde han se paa, at et stakkels forsvarsløst Dyr slagtedes, blev flaaet og sønderlemmedes! hvor kunde han taale Synet af det bævrende Kød? hvor var det muligt, at Lugten ikke gav ham Kvalme? hvor var det muligt, at han ikke væmmedes, frastødtes, grebes af Rædsel, da han greb med Hænderne i de blodige Saar for at afvadske det sorte, størknede Blod, som bedækkede det?
  Den afflaaede Hud sig endnu paa Jorden bevæger; Kødet ristes ved Ild — det er som det gispende bræger. Mennesket ej til sin Mund foruden Skælven det fører, og i sit indre dets Suk og Stønnen endnu han hører.
  Saaledes maa Mennesket have forestillet sig det og følt det, den første Gang han overvandt sin Natur til at holde dette rædselsfulde Maaltid, første Gang han hungrede efter et levende Dyr og vilde nære sig af en Skabning, som endnu gik og græssede, og da han sagde, hvorledes man skulde dræbe, sønderlemme og koge det Faar, som slikkede hans Haand. Det er dem, der begyndte disse gyselige Maaltider, og ikke os, som give Afkald paa dem, man har Grund til at forundre sig over. Og dog kunde disse første retfærdiggøre deres Barbari med Undskyldninger, som vi mangle, hvad der gør os hundrede Gange mere umenneskelige end disse.
  I dødelige! højt elskede af Guderne! kunde disse første Mennesker sige til os: sammenlign Tiderne, se hvor lykkelige I ere, og hvor elendige vi vare! Den nylig dannede Jord og den med Dampe mættede Luft havde endnu ikke lært at bøje sig ind under Aarstidernes Orden; Flodernes uregelmæssige Løb ødelagde overalt deres Bredder; Damme, Søer, dybe Sumpe overskyllede de tre Fjerdedele af Jordens Overflade; den sidste Fjerdepart var dækket af Træ og ufrugtbare Skove. Jorden frembragte ingen gode Frugter; vi havde ingen Bedskaber til dens Dyrkning; vi kendte ikke den Kunst at gøre den til vor Tjener, og Høstens Tid kom aldrig for den, som ej havde saaet. Saaledes forlod Hungeren os aldrig. Om Vinteren var Mos og Træernes Bark vor almindelige Føde. Nogle bitre Rødder af Kvikgræs og Lyng var et lækkert Maaltid for os; og naar Mennesker havde fundet lidt Olden, Nødder eller Agern, dansede de af Glæde rundt om en Eg eller Bøg til en landlig Sang og kaldte Jorden Amme og Moder: det var deres eneste Fest; det var deres eneste Glæde; hele det øvrige Menneskeliv var kun Smerte, Møje og Elendighed.
  Da altsaa den nøgne og blottede Jord intet mere tilbød os, saa fortærede vi — tvungne til at krænke Naturen for at opholde os — vor Elendigheds Medbrødre, hellere end at gaa under med dem. Men I, gruelige Mennesker! hvem tvinger eder til at udgyde Blodet? Se, hvilken Overflod af Goder, der omgiver eder! hvormange Frugter frembringer ikke Jorden, og Marker og Vingaarde, hvilken Rigdom give de eder ikke! hvormange Dyr tilbyde eder ikke deres Mælk til Føde og deres Uld til Klæder! Hvad mere forlange I af dem? Hvilket Raseri forfører eder til at begaa saa mange Mord, I som ere mættede med Goder og overvældede af Livsfornødenheder? Hvorfor lyve I imod vor Moder ved at anklage hende for ikke at kunne føde eder? hvorfor synde I imod Ceres,
Gudinde for Agerdyrkning.
    O. A.
Opfindersken af de hellige Love, og imod den yndefulde Bachus, Menneskenes Trøster? Som om deres overdaadige Gaver ikke vare nok til at opholde Menneskenes Slægt! Hvorledes kunne I have Hjerte til paa eders Bord at blande Benene med deres søde Frugter og sammen med Mælken at spise Blodet af de Dyr, som give eder den? Pantere og Løver, som I kalde de vilde Dyr, følge af Trang deres Instinkt og dræbe andre Dyr for at leve. Men I, hundrede Gange vildere end disse, I underkue Naturdriften uden Nødvendighed for at kunne hengive eder til eders gruelige Lyster. I spise ikke de Dyr, som æde andre; I spise ikke disse kødædende Dyr, I efterligne dem: I føle kun Hunger efter uskyldige og venlige Dyr, som ikke gør nogen noget ondt, men som holde sig nær til eder, tjene eder, og som I graadigen fortære til Løn for deres Tjenester.
  O, du unaturlige Morder! dersom du fastholder den Paastand, at Naturen har skabt dig til at fortære dine Medskabninger af Kød og Ben, følende, levende ligesom du, saa kvæl da den Rædsel, som den indgiver dig for disse grufulde Maaltider; dræb selv Dyrene, med dine egne Hænder — mener jeg — uden Redskaber, uden Knive; sønderslid dem med dine Negle, ligesom Løver og Bjørne gøre, hug dine Tænder i denne Okse og riv den i Stykker: begrav dine Kløer i dens Hud; spis dette Lam helt levende, fortær Kødet endnu varmt, drik dets Sjæl med dets Blod! Du skælver! du vover ikke at føle et Stykke levende Kød krampagtigt sitre under dine Tænder! Ynkelige Menneske! først dræber du Dyret, og derpaa spiser du det, som for at lade det dø to Gange. Dette er dog ikke nok: det døde Kød er dig endnu modbydeligt, dine Indvolde kunne ikke taale det; det er nødvendigt at omforme det ved Ilden, at koge, stege, tilberede det med Krydderier, saa det bliver helt ukendeligt du behøver Slagtere, Kokke, Stegevendere, Folk, som kunne borttage for dig Mordets Rædsel og iføre de døde Kroppe en ny Dragt, for at Smagssansen, bedraget ved denne Forklædning, ikke skal vise det tilbage som unaturligt, men med Velbehag nyde de Lig, som selve Øjet kun modstræbende kunde taale Synet af.«

  Skønt dette Stykke just ikke har noget med mit Emne at gøre, saa har jeg dog ikke kunnet modstaa Fristelsen til at tage det med, og jeg tænker heller ikke, at der er ret mange Læsere, der ville give mig Utak derfor.
  Paa hvilken Maade man nu for Resten ordner Børnenes Levevis — forudsat at man kun vænner dem til dagligdags og tarvelige Retter — lad dem saa kun spise, løbe og lege saa meget, de har Lyst til, og man kan være vis paa, at de aldrig ville spise formeget eller ødelægge deres Fordøjelse; men dersom du udhungrer dem den halve Tid, og de da kunne se deres Snit til at undgaa dit aarvaagne Øje, saa ville de utvivlsomt af alle Kræfter holde sig skadesløse; de ville fylde dem til Halsen, spise til de ere ved at revne. Vor Appetit bliver kun umaadelig, fordi vi ville give den andre Regler end Naturens; altid ere vi fyldte med Regler og Forskrifter, lægge til og trække fra, ja, vi foretage os snart intet, uden at vi staa med Vægtskaalen i Haanden; men denne Vægtskaal er afbalanceret efter vore Indbildninger og ikke efter vor Mave. Jeg kommer her altid tilbage til mine Eksempler. Hos Bønderne staar Brødskuffen og Frugthaven altid aaben, men hverken Børn eller voksne kende af den Grund noget til Fordøjelsesbesværligheder.
  Skulde det dog hænde, at et Barn vilde spise for meget, hvad jeg nu ikke anser for muligt efter min Metode, saa var det let ved Fornøjelser, rigtig efter dettes Smag, at adsprede det, saa at man kunde udhungre det indtil Afkræftelse, uden at det tænkte derpaa. Hvor er det dog muligt, at saa sikre og saa lette Midler kunne undgaa alle Opdragere? Herodot fortæller, at Lydierne under en stor Hungersnød kom i Tanker om at opfinde Lege og andre Forlystelser,
Lydierne opfandt den Gang Tærninger, Knokkelspil (spilledes med Hvirvelknogler, med eller uden Tal, paa samme Maade som Tærninger) og Boldspil. De spillede den ene Dag fra Morgen til Aften for ikke at føle Savnet af Mad; den næste Dag spiste de og lod være at spille. (Se Herodot I, 94, F. Falkenstjernes Oversættelse, pag. 87.)
    O. A.
ved hvilke de kunne glemme deres Hunger og tilbringe hele Dage uden at tænke paa at spise.
De gamle Historikere ere fyldte med Iagttagelser, som man kunde gøre Brug af, selv om de Kendsgerninger, de fortælle, skulde være falske. Men vi forstaa ikke at drage Nytte af Historien; den historiske Kritik sluger alt: som om det betød saa meget, om en Begivenhed var sand eller ej, forudsat at man kunde drage en nyttig Lærdom af den. Fornuftige Mennesker burde betragte Historien som en Vævning af Fabler, hvis Moral er godt tilpasset efter det menneskelige Hjerte.
    R.
I vise Opdragere have maaske hundrede Gange læst dette Afsnit uden at mærke eder den Anvendelse, som heraf kan gøres paa Børnene. Nogle af dem ville maaske svare mig, at et Barn ikke med sin gode Vilje forlader sin Middagsmad for at læse paa sin Lektie. Mester, du har Ret! men jeg tænkte just ikke paa denne Fornøjelse.
  Lugtesansen er for Smagen, hvad Synet er for Følelsen: den underretter den i Forvejen om, hvorledes dette eller hint Stof maa virke paa den og bestemmer den til enten at søge det eller fly det, alt efter det Indtryk, man i Forvejen har modtaget. Jeg har hørt sige, at de vilde skulde have en Lugtesans, der paavirkedes helt anderledes end vor, og at de derfor dømte helt forskellig fra os om, hvad der lugter godt eller daarligt. Jeg tror det meget gerne, Lugtene i sig selv ere meget svage Sanseindtryk; de sætte mere Indbildningskraften end Sansen i Bevægelse, og de paavirke os ikke saa meget, ved hvad de give, som ved hvad de lade os vente. Under denne Forudsætning maa nogles Smag, der ved deres Levevis er bleven saa forskellig fra andres, nødvendigvis ogsaa bevirke, at deres Domme i Smagssager ere vidt forskellige fra andres, — og følgelig gælder det samme med Hensyn til Lugten, der kommer med Melding i Forvejen. Det maa være en lige saa stor Fornøjelse for en Tartar at lugte den stinkende Fjerdepart af en død Hest, som for en af vore Jægere at lugte en halvraadden Agerhøne.
  Vore sanselige Nydelser i ledige Timer, som f. Eks. at indaande Duften fra et Blomsterparti, maa ikke kunne fornemmes af de Mennesker, som maa være altfor meget paa Benene til at kunne finde Fornøjelse i at spadsere, eller som arbejde altfor lidt til at kunne nyde Hvilen. Folk, der altid hungre, ville ikke have stor Fornøjelse af den Duft, der ikke underretter dem om, at der er noget at spise.
  Lugten er Indbildningens Sans; da den gør et meget stærkt Indtryk paa Nerverne, maa den i høj Grad paavirke Hjernen; derfor kan den et Øjeblik virke oplivende paa vort Almenbefindende, men trætter i Længden. I Forelskelsen er dens Virkninger tilstrækkelig kendte: den søde Duft fra et Paaklædningsværelse er ikke saa farefri en Snare, som man tænker, og jeg véd ikke, om man skal lykønske eller beklage den vise og temmelig koldsindige Mand, hvem Duften af Blomsterne, som hans Elskerinde bærer paa Brystet, aldrig bringer Hjertebanken.
  Lugtesansen maa altsaa ikke være meget virksom i de første Aar, hvor Indbildningskraften, der endnu kun er sat i Bevægelse af faa Lidenskaber, næppe er modtagelig for Paavirkning, og hvor man endnu ikke har tilstrækkelig Erfaring til med den ene Sans at ane, hvad den anden lover. Ogsaa denne Slutning er tilstrækkelig stadfæstet gennem Iagttagelser, og det er vist, at denne Sans hos de fleste Børn endnu er uudviklet og næsten slumrende. Ikke er dette at forstaa saaledes, at denne Sansefornemmelse ikke skulde være lige saa fin hos dem, som hos de voksne; den er maaske endog finere; men Grunden er den, at de ikke forbinde nogen anden Forestilling dermed, hvorfor den ikke saa let opvækker nogen Lystfølelse eller Ulystfølelse hos dem, ligesom de heller ikke som vi føle Behag eller Ubehag ved Lugten. Jeg tror, at man, uden at gaa udenfor Sagen og uden at tage sin Tilflugt til den sammenlignende Anatomi af de to Køn, let vilde være i Stand til at finde Grunden til, at Kvinderne modtage et stærkere Indtryk gennem Lugtesansen end Mændene.
  Man siger, at de vilde i Kanada fra deres Ungdom af forefine deres Lugtesans i den Grad, at de — endskønt de have Hunde — ikke bryde sig om at bruge disse til Jagten, men bruge sig selv som Hunde. Jeg forstaar virkelig godt, at dersom man opdrog Børnene til at vejre deres Middagsmad som Hunden vejrer Vildtet, saa vilde man maaske kunde gøre deres Lugtesans lige saa fin; men jeg indser i Grunden ikke, hvad synderlig Brug man kunde gøre af i denne Sans, naar det da ikke var for at lære Børnene at kende Forbindelsen mellem denne og Smagssansen. Naturen har sørget for at tvinge os til at sætte denne Forbindelse i Værk. Den har gjort den enes Virksomhed næsten uadskillig fra den andens ved at anbringe deres Organer nær hinanden og ved i Munden at anbringe en umiddeldar Forbindelse imellem dem, saa vi ikke kunne smage noget uden at lugte det. Jeg ønskede bare, at man lod være med at ødelægge denne naturlige Forbindelse for at narre et Barn, idet man for Eksempel ved noget, der lugter godt, vil dække over en Medicins ubehagelige Eftersmag; thi Uoverstemmelsen mellem de to Sanser er da altfor stor til at kunne skuffe det; den virksomste Sans vil opsluge Virkningen af den anden, og Barnet vil ikke tage Medicinen med mindre Modbydelighed: denne Modbydelighed kommer igen i alle samtidige Sansefornemmelser: selv om det i Øjeblikket er den allersvageste, saa vil Indbildningskraften ogsaa kalde den anden frem; en meget behagelig Duft er nu ikke andet for det end en ubehagelig Lugt: og det er paa den Maade, at vor tankeløse Forsigtighed forøger Summen af de ubehagelige Sansefornemmelser paa Bekostning af de behagelige.
  Jeg har endnu tilbage i de følgende Bøger at omtale Plejen af en Slags sjette Sans, som man kalder Almensansen, mindre fordi den er fælles for alle Mennesker, end fordi den fremkommer som Følge af en velordnet Brug af de andre Sanser, og fordi den underviser os om Tingenes Natur ved at samle i ét alle deres Ejendommeligheder. Denne sjette Sans har som Følge deraf intet særligt Organ; den har sit Sæde i Hjernen, og dens Sansninger — udelukkende indadvendte — kaldes bevidste Sansninger (Perceptioner) eller Idéer. Det er ved Antallet af disse Ideer, at vore Kundskabers Udstrækning maales, det er deres Eenhed og Tydelighed, som skaber Aandsklarheden, og den Kunst at kunne sammenholde dem med hverandre er det, man kalder den menneskelige Fornuft. Det, som jeg altsaa kaldte den sanselige eller barnlige Fornuft, bestod i at danne enkle Forestillinger gennem Ophobningen af flere Sansninger, og det, som jeg kalder den forstaaende (intellektuelle) eller den voksnes Fornuft, bestaar i at danne Ide–Forbindelser gennem Ophobningen af flere enkle Forestillinger (Idéer).
  Under den Forudsætning altsaa, at min Metode er Naturens Metode, og at jeg ikke har taget fejl i Anvendelsen af den, saa har vi nu ført vor Lærling helt igennem Sansningernes Enemærker og lige indtil den yderste Grænse af den barnlige Fornuft; det første Skridt, vi nu staa i Begreb med at gøre derudover, maa altsaa være et Mandsskridt. Men førend vi begive os ind paa denne nye Bane, saa lad os et Øjeblik se tilbage paa den Bane, som vi har gennemløbet. Hver Alder, hvert Livsafsnit har sin tilsvarende Fuldkommenhed, sin Art af Modenhed, som er ejendommelig for det. Vi har tidt hørt tale om en moden Mand: men lad os en Gang betragte et modent Barn: dette Syn vil være os mere nyt og maaske ikke mindre tilfredsstillende.
  De endelige Væsners Tilværelse er saa fattig og saa begrænset, at vi aldrig vilde røres, dersom vi kun se det, som er. Det er Blændværket, som forskønner det virkelig bestaaende, og dersom Indbildningskraften ikke lagde Ynde over alt det, som møder os, saa vilde den fattige Glæde, man faar deraf, indskrænke sig til vedkommende Sanseorgan og lade Hjertet forblive koldt. Jorden — prydet med Høstens Skatte — udkrammer en Rigdom, som Øjet beundrer; men denne Beundring rører os ikke; den stammer mere fra Overvejelse end fra Følelsen. Om Foraaret derimod! den næsten nøgne Mark er endnu ikke bedækket af noget, Skovene byde ingen Skygge, det grønne pipper kun frem, og dog gribes Hjertet ved dette Syn. Ved at se Naturen saaledes at genfødes, oplives man selv: et Billede af Fryd omgiver os; disse Nydelsens Følgesvende, disse milde Taarer, altid rede til at være med ved enhver jublende Følelse, ere allerede paa Øjenlaagenes Rand; men Synet af Vinhøsten! lad den være nok saa munter, lovende og indbydende, man ser dog altid paa den med tørre Øjne.
  Hvorfra nu denne Forskel? Det er Indbildningskraften, som til dette Foraarets Skuespil føjer Skuet af de Aarstider, som ere i dets Følge; til disse fine Knopper, som Øjet opdager, føjer den Blomster, Frugter, Skygge og mangen Gang ogsaa de Hemmeligheder, som de kunne gemme paa. Den samler i ét Aarstiderne i deres Rækkefølge og ser mindre Genstandene som de ville være, end som den ønsker dem at være, efterdi den selv er Herre over Valget af dem. Om Høsten derimod kan man kun se alt, som det er. Dersom man i Tankerne vil ile frem til Foraaret, standser Vinteren os, og den stivnede Indbildningskraft udaander i Sne og Rimfrost.
  Her er Kilden til den Henrykkelse, man i langt højere Grad føler ved at betragte en skøn Barndom fremfor den modne Alders Fuldkommenhed. Naar ser man sig i Sandhed glad paa en Mand? naar Mindet om hans Handlinger lader os se tilbage paa hans Liv og, saa at sige, forynger det for vore Øjne. Dersom vi ere indskrænkede til at betragte det, som det er, eller forudsætter det, som det vil være i hans Alderdom, da vil Forestillingen om den hensygnende Natur berøve os al vor Glæde. Der er ingen Glæde i at se en Mand med raske Skridt ile imod sin Grav, og Billedet af Døden gør alt hæsligt.
  Men naar jeg forestiller mig et Barn paa ti til tolv Aar, sundt, kraftigt, vel udviklet efter sin Alder, saa vækkes der kun behagelige Forestillinger i mig, hvad enten det gælder Øjeblikket eller Fremtiden; jeg ser ham fyrig, livlig, opflammet, uden nagende Sorg, uden kedelige og pinagtige Fremtidsbekymringer, helt givende sig hen i Tilværelsen og nydende en Livsfylde, der synes mig at ville naa langt udenfor ham. I Tankerne ser jeg ham i en anden Alder, øvende sine Sanser, sin Aand og sine Kræfter, som udvikle sig hos ham fra Dag til Dag, og hvorpaa han hvert Øjeblik giver nye Prøver: jeg betragter ham som Barn, og han behager mig; jeg forestiller mig ham som Mand, og han behager mig endnu mere; hans varme Blod synes at føre Varme over i mit; jeg tror at leve af hans Liv, og hans Livslyst forynger mig.
  Klokken slaar, hvilken Forandring! I samme Øjeblik taber hans Øje sin Glans, hans Munterhed som blæses ud: Farvel Glæde, Farvel alle I muntre Lege! En streng, gnaven Mand tager ham ved Haanden og siger alvorligt: kom ind, Dreng! og saa fører han ham med sig. I Værelset, hvor de træde ind, ser jeg Bøger. Bøger! sørgelige Vægprydelser for hans Alder! Det stakkels Barn lader sig trække med, sender et vemodsfuldt Blik til alt det, som omgiver det, tier og gaar; Øjnene staa fulde af Taarer, som det ikke vover at give Løb, og Hjertet er spændt af Suk, som det ikke vover at give Luft.
  Men du, som ikke har noget lignende at frygte, du, for hvem ingen Tid af dit Liv er trykkende og kedelig, som imødeser Dagen uden Uro og Natten uden Utaalmodighed, og som kan tæller Timerne efter dine Fornøjelser, kom, min lykkelige, min elskelige Fostersøn og trøst mig ved din Nærværelse for denne ulykkeliges Bortgang; kom! . . . der er han, og jeg føler med hans Nærværelse en Fylde af Glæde, som jeg ser, han deler. Det er hans Ven, hans Kammerat, hans Legebroder, som han kommer til; han er, da han ser mig, aldeles vis paa, at han ikke skal komme til at vente længe paa Morskaben; thi vistnok ere vi ikke afhængige af hinanden; men vi stemme altid saa godt sammen og befinde os aldrig saa godt i nogens Selskab som i hinandens.
  Hans Skikkelse, hans Holdning og hele Væsen vidner om Sikkerhed og Tilfredshed; Sundheden blomstrer paa hans Ansigt; hans faste Gang udviser Kraft; hans endnu, fine, dog ikke matte Hudfarve har ikke Spor af det kvindelig blødagtige; Luft og Sol har allerede paatrykt ham hans Køns ærefulde Præg; hans endnu afrundede Muskler antyde svagt i adskillige Træk det begyndende Ansigtsudtryk; hans Øjne, som Følelsens Ild endnu ikke har besjælet, har i det mindste hele deres naturlige Utilslørethed; de ere ikke formørkede af langvarige Græmmelser, saa lidt som Taarestrømme har furet hans Kinder. I hans raske, men sikre Bevægelser ser man den Livfuldhed, som tilhører hans Alder, Uafhængighedens Fasthed og den sikre Erfaring, som mangfoldige legemlige Øvelser give. Hans Mine er aaben og fri, men hverken fræk eller vigtig; her er ingen bøjet Nakke, intet ludende Hoved, for hans Ansigt har aldrig været lænket til Bøgerne; man behøver ikke at sige til ham: op med Hovedet! hverken Skam eller Frygt har nogensinde tvunget ham til bøje det.
  Lad os kun gøre Plads for ham midt i Forsamlingen: Mine Herrer! prøver ham, udspørger ham uden nogen som helst Betænkelighed; frygt ikke, hverken for at han skal være paatrængende, pjanket eller komme med tankeløse Spørgsmaal. Vær ikke bange for, at han skal bemægtige sig dig, forlange, at du skal beskæftige dig med ham alene, saa at du ikke skal kunne frigøre dig for ham.
  Vent heller ikke, at han skal holde sirlige Taler eller at han skal udkramme noget for dig, som jeg i Forvejen skulde have indøvet ham i; men vent alene den barnlige og jævne Sandhed uden Udsmykning, Prunk eller Forfængelighed. Han vil sige dig det daarlige, som han har gjort eller tænkt, lige saa frit som det gode uden i nogen Maade at forvirres af den Virkning, som hans Ord vil gøre paa dig: han vil bruge Ordet i hele dets Ligefremhed, efter dets oprindelige Bestemmelse.
Og ikke — som det en Gang er sagt — til at skjule sine Tanker med.
    O. A.
  Man holder meget af at tage Varsler med Hensyn til Børnenes Fremtid, og man maa altid beklage den Mængde Taabeligheder, som næsten altid komme og omstyrte de Forhaabninger, som man havde skabt sig af et eller andet lykkeligt Indfald, som tilfældigvis var faldet dem ud af Munden. Naar min Fostersøn kun sjældent giver Anledning til slige Forhaabninger, saa giver han heller ikke nogensinde Grund til denne Beklagelse; thi han siger aldrig et unyttigt Ord, og han trætter sig aldrig med at føre en Snak, som han véd, at man aldeles ikke hører paa. Hans Forestillingskres er begrænset, men klar; kan han intet udenad, saa véd han dog meget af Erfaring; læser han ikke saa godt som mange andre Børn i vore Bøger, saa læser han bedre i Naturens Bog; han har ikke sin Forstand paa sin Tunge, men i sit Hoved; hans Hukommelse er ikke saa udviklet som hans Dømmekraft; han kan kun tale ét Sprog; men han forstaar, hvad han siger, og selv om han er mindre godt skaaret for Tungebaandet end andre Børn, saa udfører han til Gengæld alting bedre end de.
  Han véd ikke, hvad Routine, Skik eller Vane er for noget; hvad han gjorde i Gaar har ingen Indflydelse paa det, han gør i Dag.
Det tillokkende ved Vanen kommer af Menneskets naturlige Ladhed, og denne Ladhed vokser, som man giver sig hen til den: man gør meget lettere det, som man allerede før har udført; det er meget let at følge i den Skure, som en Gang er gjort. Man kan ogsaa mærke sig, at Vanens Herredømme er meget stort hos Oldinge og sløve Folk, medens dens Magt over Ungdommen og energiske Mennesker kun er meget lille. Dette Herredømme er kun godt for svage Sjæle og gør dem bare svagere fra Dag til Dag. Den eneste nyttige Vane for Børn er den, uden Besvær at kunne underkaste sig Nødvendighedens Lov, og den eneste gavnlige Vane for voksne Mennesker er, uden Selvovervindelse at kunne underkaste sig Fornuften. Al anden Vane er en Last.
    R.
Han følger ingen Formel, gaar ikke af Vejen for nogen Autoritet eller for Eksemplet; han handler og taler, som det passer ham bedst. Altsaa maa du ikke vente af ham tillærte Taler eller indøvede Manerer, men til alle Tider et tro Udtryk for hans Tanker og en Væremaade, der udspringer af hans Tilbøjeligheder.
  Du vil finde hos ham et lille Antal af moralske Begreber, som vedrøre hans virkelige Stilling, men ingen, der angaa de voksnes indbyrdes Forhold; og hvortil skulde de heller tjene ham, efterdi et Barn endnu ikke er et aktivt Medlem af Samfundet? Tal til ham om Frihed, om Ejendom, ja endog om Overenskomst; saa langt véd han Besked; han véd, hvorfor det, som tilhører ham, er hans, og hvorfor det, som ikke tilhører ham, ikke er hans; men hvad der gaar udover det, véd han ikke Rede paa. Tal til ham om Pligt og om at lystre, og han véd ikke, hvad du mener. Befal ham noget, og han vil ikke forstaa dig; men sig til ham: vis mig den Villighed, saa vil jeg tjene dig ved Lejlighed igen; han vil paa Øjeblikket skynde sig med at være dig til Tjeneste; thi han forlanger intet bedre end at gøre dig sig forbunden og erhverve over dig en Rettighed, som han véd er ukrænkelig. Maaske han ikke er ked af at vinde en Plads, at blive regnet med eller anset for noget; men dersom denne sidste Bevæggrund er med i Spillet, saa er han allerede skejet ud fra Naturen, og alle Dørene for Forfængeligheden, har ikke været godt lukkede i Forvejen.
  Dersom han paa den anden Side behøver nogen Hjælp, saa vil han uden Forskel forlange den af den første den bedste, han møder; han vil forlange den af Kongen som af hans Tjener: alle Mennesker ere endnu Ligemænd i hans Øjne. Du vil af den Maade, hvorpaa han beder, se, at han føler, at man ikke skylder ham noget; han véd, at det, som han forlanger, er en Gunst. Han véd ogsaa, at det er Menneskevenlighed, som fører det med sig, at man siger ja. Hans Udtryk ere ligefremme og kortfattede (laconiske). Hans Stemme, hans Blik, hans hele Maade at være paa udvise, at han er vant til at føjes saavel som til at faa Afslag. Den er ikke krybende, slavisk underdanig, men heller ikke befalende som en Herres: det er en beskeden Tillidsfuldhed til sit Medmenneske. Det er et frit, men følsomt og svagt, Væsen, der med ædel og rørende Sagtmodighed bønfalder et andet frit, men stærkt og velvilligt Væsen om Hjælp. Dersom du tilstaar ham, hvad han beder dig om, vil han ikke takke dig, men han vil føle, at han har paadraget sig en Gæld. Dersom du giver ham Afslag, vil han aldeles ikke beklage sig eller overhænge dig, for han véd, at det vil være til ingen Nytte. Han vil ikke sige: man har givet mig Afslag; men han vil sige: dette kunde ikke lade sig gøre, og — som jeg allerede har sagt dét — den Nødvendighed, som man til fulde har indset, sætter man sig næppe op imod.
  Lad ham være alene, i fuld Frihed; se paa hans Virksomhed uden at sige noget til ham; læg Mærke til, hvad han foretager sig og hvorledes han bærer sig ad dermed. Da han ikke trænger til at bevise sig selv, at han er fri, saa gør han intet af Ubesindighed eller alene for at udøve en Handling, der kan lade ham føle, at han har Raadighed over sig selv: thi véd han ikke, at han altid er sin egen Herre? Han er rask, let, vel tilpas; i hans Bevægelser er hele den Livlighed, som hører hans Alder til; men du vil ikke se ham gøre en eneste Bevægelse, som ikke stiler mod et Maal. Hvad han saa end vil gøre, vil han ikke foretage sig noget, som overstiger hans Kræfter; for han har prøvet dem og kender dem; han vil altid vælge sine Midler efter sine Planer, og han vil sjældent foretage sig noget uden at være sikker paa et heldigt Udfald. Han vil have et opmærksomt og sikkert Øje: han vil ikke gaa som en lille Dosmer, der spørger andre om alt, hvad han ser; men han vil undersøge selv og anstrenge sig for at udfinde, hvad han vil vide Besked om, førend han spørger om det. Kommer han i en uforudset Forlegenhed, saa bliver han ikke saa fortumlet som mangen anden; er der Fare paa Færde, bliver han ogsaa mindre forskrækket. Da hans Indbildningskraft endnu er uvirksom, og da man ikke har gjort noget for at gøre den levende, saa ser han kun Sagen, som den er, vurderer Faren for, hvad den gælder, og bevarer altid sin Koldblodighed. Det nødvendige har han altfor ofte maattet bøje sig for, til at han endnu skulde sætte sig op imod det; han bærer dets Aag lige fra sin Fødsel af, og derfor er han godt vænnet dertil; han er altid forberedt paa alt.
  Hvad enten han er beskæftiget eller han morer sig, for ham er det ens; hans Lege ere hans Beskæftigelser, han føler ingen Forskel. I alt, hvad han foretager sig, lægger han en Interesse, som faar En til at smile, og en Fribaarenhed, som man finder Behag i, idet han samtidig aabenbarer den Retning, hans Aandsudvikling har taget, og Omfanget af de Kundskaber, han har erhvervet sig. Er dette ikke det yndefulde og indtagende Skue, som denne Alder frembyder, at se en smuk Dreng — Øjet spillende og livligt, Aasynet tilfreds og klart, Ansigtsudtrykket aabent og smilende — legende at foretage sig de mest alvorlige Ting, eller være saa helt optaget af de pudsigste Fornøjelser.
  Har du nu Lyst til at prøve en Sammenligning? bring ham sammen med andre Børn og overlad ham til sig selv. Du skal snart faa at se, hvem der er udviklet paa den sandeste Maade, og hvem af dem der mest nærmer sig den Fuldkommenhed, som hører deres Alder til. Imellem Bybørnene er der ingen mere adræt end han, og han er stærkere end nogen af de andre. Imellem Bønderdrengene er han deres Lige i Styrke, men overgaar dem i Behændighed. I alt, hvad der ligger indenfor Barnets Fatteevne, dømmer han, ræsonnerer og forudser bedre end alle de øvrige. Gælder det Sporten, at løbe, springe, trække, løfte Vægtmasser, vurdere Afstande, opfinde Lege og vinde Prisen, saa skulde man fristes til at sige, at Naturen var ham lydig; i den Grad forstaar han med Lethed at faa alt til at gaa efter sin Vilje. Han er skabt til Fører, til Styrer for sine Ligemænd: Dygtighed og Erfaring giver ham Retten og Myndigheden. Giv ham hvilken Klædning og hvad Navn, du finder for godt; det gør ligemeget, han vil dog overalt være den første; han bliver overalt Hovedet for de andre. De ville altid føle hans Overlegenhed over dem; uden at ville befale, vil han være Herren; uden at tænke paa at adlyde, ville de adlyde ham.
  Han er nu naaet til Barndommens Modenhed; han har levet et Barneliv, og han har ikke købt denne sin Fuldkommenhed paa sin Lykkes Bekostning; tværtimod, de har rakt hinanden Haanden. Medens han har erhvervet sig den aandelige Modenhed, der hører hans Alder til, har han været saa lykkelig og fri, som hans Natur tillod ham at være. Dersom den grumme Skæbne nærmer sig og i ham afmejer vore Forhaabningers Blomst, saa behøve vi ikke samtidigt at begræde baade hans Liv og hans Død, vi ville ikke behøve at gøre vor Smerte end bitrere ved at bebrejde os, at vi har foraarsaget ham Smerter. Vi ville sige: han har i det mindste nydt sin Barndom; vi har ikke bedraget ham for noget af det, som Naturen har givet ham.
  Den store Mislighed ved denne første Opdragelse bestaar deri, at den kun kan forstaas af Mennesker, der se klart, og at Folk i Almindelighed i et Barn, der er opdraget med saa megen Omhu, kun se en ubehøvlet Gadedreng. En Huslærer tænker mere paa sin egen Fordel end paa sin Lærlings; han er svært interesseret i at vise, at han ikke har spildt Tiden, og at han ærlig har fortjent den Løn, man giver ham; han lærer ham en hel Del, som let kan stilles til Skue, og som man kan vise frem, naar det skal være; det har mindre at sige, om det, han lærer ham, er nyttigt, naar det bare let falder i Øjnene. Uden Valg eller Skønsomhed propper han Masser af unyttigt Tøjeri i hans Hukommelse. Naar saa Barnet skal eksamineres, lader man det udpakke sit Kram: dette stilles til Skue, man er tilfreds: Barnet pakker igen sin lille Varebylt sammen og gaar. Min Lærling er ikke saa rig, han har ingen Varer at udkramme og har intet andet at vise frem end sig selv. Men et Barn kan — saa lidt som en voksen Mand — gennemskues i et Øjeblik. Hvor er vel de Iagttagere, som forstaa ved første Øjekast at gribe de Træk, som udgøre dets Ejendommelighed. Der gives saadanne, men de ere faa, og af hundrede tusind Fædre vil ikke én være i deres Tal.
  Alt for mange Spørgsmaal ere trættende og virke frastødende paa alle; hvor meget mere da paa Børn. Efter nogle Minutters Forløb er deres Opmærksomhed forbi; de høre ikke mere paa, hvad en haardnakket Eksaminator spørger dem om, og svare kun paa maa og faa. Denne Maade at udspørge paa er indholdsløs og pedantisk; ofte kan et enkelt Svar, grebet i Flugten, give et bedre Billede af deres Sans og Forstand end lange Taler; men man maa selv være i Besiddelse af megen Dømmekraft for at kunne vurdere et Barns.
  Jeg har hørt afdøde Mylord Hyde fortælle, at en af hans Venner, der efter en treaarig Fraværelse var vendt tilbage fra Italien, vilde prøve de Fremskridt, som hans ni– til tiaarige Søn havde gjort. Han spadserede en Aften sammen med ham og hans Hovmester paa en jævn Plads, hvor Skolebørnene morede sig med at sende Drager til Vejrs. Faderen siger i Forbigaaende til Sønnen: hvor er den Drage, hvis Skygge vi se her? Uden at tøve og uden at se i Vejret svarer Barnet: paa Landevejen. Og virkelig, tilføjede Mylord Hyde, Landevejen var imellem Solen og os. Faderen omfavnede over dette Svar sin Søn, endte dermed Prøven og gik videre uden at sige et Ord. Den følgende Dag sendte han Hovmesteren foruden hans sædvanlige Løn en Forskrivning paa en livsvarig Pension.
  Hvilken Mand var ikke denne Fader! og hvilken Søn var der ikke forjættet ham.
Efter et Brev fra Rousseau til Madame Latour de Franqueville af 26. Sept. 1762 var dette Barn Greven af Gisor, eneste Søn af Marskalken af Belle–Isle. Han prises af alle Samtidige for sin Aands og Karakters Egenskaber saa vel som for sine militære Dyder. Rousseau omtaler ham atter i femte Bog. (Se Dr. E. v. Sallwürk: Rousseau I Pag. 201.)
    O. A.
Spørgsmaalet var nøjagtigt afpasset efter Barnets Alder, og Svaret er meget ligefrem; men se dog hvilken Klarhed i den barnlige Dømmekraft, det forudsætter! Saaledes tæmmede Aristoteles' Lærling den berømte Ganger, som ingen Staldmester havde formaaet at tøjle.
 
 
 
TREDJE BOG.
(12 — 15 år)
 
 
 
  Endskønt hele Livet lige indtil Ynglingealderen er en Svaghedstid, er der dog et Tidspunkt i den første Alder, da Forøgelsen af Kræfterne gaar ud over den tilsvarende Forøgelse af Behovet, og den voksende Skabning, der i og for sig endnu er svag, bliver forholdsvis stærk. Da alle dens Fornødenheder endnu ikke ere til Stede, saa ere dens virkelige Kræfter mere end tilstrækkelige til at tilfredsstille de Fornødenheder, som den har. Som voksen betragtet vilde en saadan Skabning være meget svag; men betragtet som Barn er den meget stærk.
  Hvorfra kommer Menneskets Svaghed? Fra Uligheden mellem dets Styrke og dets Ønsker. Det er vore Lidenskaber, som gøre os svage, fordi der til deres Tilfredsstillelse kræves flere Kræfter, end Naturen giver os. Indskrænk altsaa Begæret; det er det samme som at øge Kræfterne; den som evner mere, end han attraar, har Overflod af Kraft; han er i Sandhed et meget stærkt Væsen. Dette er Barndommens tredje Udviklingstrin, og det er den, hvorom jeg nu skal tale. Jeg vedbliver med at kalde det Barndommen i Mangel af et særligt Udtryk til at betegne den med; thi denne Alder nærmer sig Ynglingealderen, uden at dog endnu Mandbarhedens Tid er indtraadt.
  I tolv eller tretten Aars Alderen udvikler Barnets Kræfter sig langt hurtigere end dets Fornødenheder. Den voldsomste og frygteligste Drift har det endnu ikke faaet at føle; selve Organet for den er endnu i sin Ufuldkommenhed og synes, for at forlade denne, kun at vente paa, at dets Vilje skal tvinge det ud af denne Ufuldkommenhed. Det er ikke meget følsomt for Vejrligets og Aarstidernes Forandringer; dets egen indre Varme erstatter det Manglen af Klæder, og dets Appetit er det Krydderi nok til Maden; alt, hvad der kan nære, smager godt i den Alder; behøver det Søvn, strækker det sig paa Jorden og sover; det ser sig overalt omgivet af, hvad det behøver; det pines ikke af indbildte Fornødenheder. Verdens Dom bryder det sig ikke om; dets Ønsker gaa ikke længere, end dets Arme række. Det er ikke alene i Stand til selv at tilfredsstille dem, det har mere Kraft, end det behøver. Dette er den eneste Tid i dets Liv, hvor dette vil være Tilfældet.
  Jeg aner Indvendingerne. Man vil sige, at Barnet har flere Fornødenheder, end jeg tillægger det, og man vil nægte, at det har den Kraft, som jeg tildeler det; men man husker ikke paa, at jeg taler om min Fostersøn og ikke om disse vraltende Dukker, for hvem det er en hel Rejse at komme fra én Stue og til en anden, som pløjer i en Urtepotte og slæber paa nogle Papæsker. Man vil paastaa at den mandlige Kraft først viser sig med Mandbarheden og at Livsaanderne, modnede i passende Kar og udbredte over hele Legemet, alene ére i Stand til at give Musklerne den Tæthed, Bevægelighed, Fylde og Spændkraft, hvoraf den sande Styrke udspringer. Dette er Studerekammerfilosofi; men jeg beraaber mig paa Erfaringen. Paa eders egne Marker ser jeg jo store Drenge pløje, harve, føre Ploven, bære et Fad Vin, køre et Par Heste ganske som deres Fader. Man vilde tage dem for voksne Mennesker, dersom deres Stemme ikke forraadte dem. I vore Byer ere Læredrenge hos Grovsmede, Finsmede og Beslagsmede næsten lige saa store og stærke som deres Mestre, og de vilde næppe være mindre raske, dersom man havde øvet dem i Tide. Dersom der er nogen Forskel, hvad jeg indrømmer, saa er den meget mindre — gentager jeg — end den Forskel, der er imellem en Mands voldsomme Begær og et Barns indskrænkede Attraa. Desuden er her ikke alene Spørgsmaal om fysiske Kræfter, men især om den Aandens Kraft og Duelighed, som udfylder og styrer hine.
  Dette Tidsafsnit, hvori den enkelte formaar mere, end han har Begær til, er — endskønt det ikke er den Tid, hvor han har sin største absolute Kraft — dog, som jeg har sagt, den Tid, hvor han er forholdsvis stærkest. Det er den kostbareste Tid i hans Liv, en Tid, som kun kommer en eneste Gang; den er meget kort, og den er, som man af det følgende vil se, saa meget desto kortere, som det gælder om for ham at anvende den paa allerbedste Maade.
  Hvad er der nu altsaa at gøre med denne Overflod af Evner og Kræfter, som Barnet for nærværende Tid besidder i saa rigeligt Maal, men som det har Mangel paa i en anden Alder? Det skal arbejde paa at bruge dem paa en saadan Maade, at det i paakommende Tilfælde kan høste Fordel deraf. Det skal, saa at sige, kaste sin nuværende Overflod over i Fremtiden; det kraftige Barn skal samle Forraad for den svage Mand; men det skal ikke gemme sine Forraad i Kister, som man kan stjæle, eller i Lader, som ikke ere dets egne; for i Sandhed at sikre sig selv, hvad det erhverver, skal det anbringe det i sine Arme, sit Hoved, ja, i sig selv. Det er altsaa Arbejdstid, Læretid og Studeretid, og man lægge Mærke til, at det ikke er mig, som virkelig gør dette Valg, men at det er Naturen selv, som peger i den Retning.
  Den menneskelige Indsigt har sine Grænser, og ikke alene kan en Mand ikke vide alt; han kan ikke en Gang helt overse den Smule, som andre Mennesker véd. Da Modsigelsen af enhver falsk Antagelse er en Sandhed, saa er Antallet af Sandheder saa vel som af Vildfarelser uudtømmeligt. Der maa altsaa gøres et Udvalg af de Ting, som man bør lære, ligesom man maa vælge den rette Tid til at lære dem i. Af de Kundskaber, som staa til vor Raadighed, ere nogle falske, andre unyttige og atter andre tjene kun til at nære dens Hovmod, som besidde dem. Det lille Antal, som virkelig give Bidrag til vort Velvære, er for en fornuftig Mand alene værd at eftertragte, og følgelig ogsaa for det Barn, som man vil gøre til et fornuftigt Menneske. Det gælder ikke om at vide Besked om alt det, som er, men kun om det, som er nyttigt.
  Af dette lille Antal maa man endnu paa dette Tidspunkt udskyde de Sandheder, som — for at forstaas — kræve en allerede helt udviklet Fatteevne; endvidere dem, som forudsætte Kendskab til det voksne Menneskes Forhold, hvilket Kendskab et Barn jo ikke kan erhverve sig; og endelig dem, som — skønt sande i sig selv — forlede en uerfaren Sjæl til at tænke falskt om andre Ting.
  Vi maa altsaa bevæge os indenfor en Kres, der er meget lille i Sammenligning med hele den store Tilværelse, og dog! hvilke umaadelige Kundskabsmængder indeslutter den ikke i Forhold til Barneaanden! I, den menneskelige Forstands dunkle Dybder! hvor er den dristige Haand, der vover at røre ved eders Slør? Hvilke Afgrunde ser jeg ikke vor forfængelige Viden grave rundt omkring denne unge ulykkelige! Du, som leder ham paa disse farefulde Stier og bortdrager Naturens hellige Forhæng fra hans Øjne — skælv! vær først fuldkommen sikker paa hans og dit Hoved, pas paa, at det ikke fordrejes paa den ene eller den anden af eder eller endog paa eder begge. Frygt Løgnens forførende Tillokkelse og Overmodets berusende Dunster. Husk, ja husk uophørligt paa, at Uvidenheden har aldrig gjort ondt, at det alene er Vildfarelsen, der er fordærvelig, og at man aldrig bliver Vildfarende paa Grund af det, man ikke véd, men kun ved det, man tror at vide.
  Hans Fremskridt i Geometrien kunne tjene som Bevis paa og sikker Maalestok for Udviklingen af hans Fatteevne; men saasnart han kan skelne imellem, hvad der er nyttigt og hvad ikke, da er det af Vigtighed at gaa frem med stor Forsigtighed og Kunst, for at føre ham ind i de spekulative Studier. Vil du for Eksempel lære ham at søge Mellemproportionalen til to Linjer, saa begynd saaledes, at han skal finde det Kvadrat, der er lige stort med en given Rektangel. Gælder det at finde to Mellemproportionaler, saa maa han først have forstaaet at konstruere en Kubus, der er dobbelt saa stor som en anden. Du ser, hvorledes vi Skridt for Skridt nærme os til de moralske Begreber, som skelne imellem godt og ondt. Indtil nu har vi ingen anden Lov kendt end Nødvendighedens; men nu tage vi Sigte paa det, som er nyttigt,
Ved i Geometrien stadig at mærke sig, hvad denne eller hin Konstruktion kan tjene til, være nyttig til.
    O. A.
og vi skulle snart komme til det, som er antageligt og godt.
  Det er den samme Drift, som sætter Liv og Fart i Menneskets forskellige Evner. Efter den legemlige Virksomhed, som søger at udvikle sig, følger Aandsvirksomheden, som søger Belæring. I Begyndelsen tænke Børnene kun paa at bevæge sig; men siden blive de videbegærlige, og denne Videbegærlighed er, naar den bliver ledet godt, Drivfjederen i den Alder, hvortil vi nu ere komne. Vi maa altid skelne imellem de naturlige og de indbildte Tilbøjeligheder. Der gives en brændende Higen efter Viden, der kun bunder i Lysten til at blive anset for lærd; men der er ogsaa en anden, som kommer af Menneskets naturlige Nysgerrighed efter alt det, som kan have større eller mindre Interesse for det. Den medfødte Higen efter Velvære, og det umulige i at kunne tilfredsstille denne Trang fuldt ud, lader det uophørligt søge efter nye Midler, som kunne hjælpe det dertil. Dette er Videbegærlighedens første Grund, og den er naturlig for Menneskehjertet; men den kommer kun frem i Forhold til vor Trang og vore Indsigter. Lad os tænke os en Filosof, der med alle sine Instrumenter og Bøger var forvist til en øde Ø, hvor han kunde være sikker paa at maatte tilbringe Resten af sine Dage. Han vilde næppe bekymre sig stort om Verdenssystemet, Tyngdeloven eller Differentialregningen; han vilde maaske hele sit Liv igennem ikke aabne en eneste Bog, medens han ikke vilde undlade at gennemsøge sin Ø indtil dens yderste Krog, hvor stor den saa maatte være. Fra vore første Studier maa vi altsaa endnu udelukke alle de Kundskabsgrene, hvortil Mennesket ikke har nogen naturlig Tilbøjelighed, og indskrænke os til dem, som Instinktet driver os til at søge hen til.
  Menneskeslægtens Ø er Jorden, og den mærkeligste Genstand for vore Øjne er Solen. Saasnart som vi begynde at befatte os med, hvad der er udenfor os selv, saa maa vore første Iagttagelser rettes mod disse to. Næsten alle vilde Folks Filosofi tumler ogsaa udelukkende med eventyrlige Inddelinger af Jorden og med Solens Guddommelighed.
  Hvilket Spring! vil man maaske sige. Nyligen vare vi kun beskæftigede med det, som angaar os selv, eller med vore umiddelbare Omgivelser, og paa én Gang fare vi Jorden rundt og springe lige til Verdens yderste Grænser! Dette Spring er Følgen af vore Kræfters Vækst og vor Aands Tilbøjelighed. I vor svage og evneløse Tilstand vil Omsorgen for vor Selvopholdelse samle vor Opmærksomhed om os selv; men i vor Krafts og Styrkes Tilstand vil Ønsket om at udvide vort Væsen føre os ud over os selv og lade os hige ud efter, saa langt som muligt. Da Aandens Verden imidlertid endnu er os ukendt, gaar vor Tanke ikke længer end vore Øjne, og vor Forstand naar ikke længere end det Rum, den maaler.
  Vi maa omsætte vore Sansninger i Begreber, men vi springe ikke paa én Gang fra de sanselige Genstande til de aandelige; det er igennem de første vi naa de andre. Ved Aandens første Operationer maa Sanserne stedse være Førere: ingen anden Bog end selve Verden, ingen anden Undervisning end den, som Kendsgerningerne give! Naar Barnet læser, tænker det ikke, det læser kun; det undervises ikke, det lærer nogle Ord.
  Gør din Elev opmærksom for Naturens Fremtoninger, og du vil snart vække hans Videbegærlighed; men for at nære den, maa du aldrig jage med at tilfredsstille den. Afpas Spørgsmaalene efter hans Fatteevne og lad ham selv løse dem. Lad ham ikke berige sin Viden, ved at du siger ham Besked, men ved at han selv forstaar; lad ham ikke lære Videnskaben, men lad ham opfinde den. Dersom du i Stedet for Fornuften vil lade din Autoritet være den gældende over for ham, saa vil han holde op med at tænke; han vil kun blive en Bold for andres Meninger.
  Du vil lære dette Barn Geografi og hente frem Jordgloben, Himmelgloben og Landkortene; hvilken Mængde Redskaber! hvad skulle alle disse Stedfortrædere til? hvorfor begynder du ikke med at vise ham selve Genstanden, saa at han i det mindste forstaar, hvad det er, du taler om?
  En smuk Aften spadserer man paa et Sted, hvor Horizonten er helt fri, saa man kan nyde det fulde Skue af den nedgaaende Sol, og man lægger Mærke til Genstandene rundt om, saa man er i Stand til at genkende Stedet. Den følgende Dag vender man, for at trække frisk Luft, tilbage til det samme Sted, men før Solopgang. Man ser Solen melde sit Komme i det fjerne ved Ildstraaler, som den udsender i Forvejen. Branden øges, hele Østen synes at staa i Flammer; ved deres Skin venter man Stjernen, længe før den viser sig: hvert Øjeblik tror man at se den hæve sig. Et glimrende Punkt bryder frem som et Lyn og fylder straks hele Rummet. Mørkets Slør sønderrives og falder. Man genkender Stedet fra i Gaar og finder det forskønnet. Det grønne har i Nattens Løb faaet ny Kraft; den nyfødte Dag, som oplyser det, og dens første Straaler, som forgylde det, viser det dækket af et glimrende Net af Dugperler, som tilbagekaste Øjet Lys og Farver. Fuglene samles i Flok og hilse i Kor Livets Fader; i dette Øjeblik tier ikke én; deres Sang — endnu svag — er blødere og yndefuldere end paa den øvrige Del af Dagen; den lykkelige Opvaagnens stille Fred føles i den. Alt dette i Forening tilfører Sanserne et Friskheds–Indtryk, der synes at trænge ind til Sjælen. Det er en Halvtime, fuld af Henrykkelse, som intet Menneske kan modstaa. Det er et Skuespil saa stort, saa smukt og saa yndefuldt, at ingen kan se det med koldt Blod.
  Den Betagethed, der har grebet Læreren, vil han meddele Barnet; han tror at kunne begejstre det ved at snakke om de Følelser, hvoraf han selv er bevæget. Topmaalt Dumhed! det er i Menneskehjertet, at Naturens Skuespil bliver levende; for at kunne se det, maa man føle det. Barnet lægger Mærke til de enkelte Genstande; men deres indbyrdes Forhold, Enheden i Mangfoldigheden, bliver det ikke vár; denne gribende Harmoni i dette Sammenspil forstaar det ikke. For at kunne føle dette samlede Indtryk, man paa én Gang fyldes af ved alt det, der gennem Sanserne strømmer ind paa En, maatte det besidde en. Erfaring, som det ikke har vundet; det maatte eje Følelser, som endnu ere det helt ukendte. Naar det ikke i lang Tid har vandret gennem øde, ufrugtbare Stepper, naar det ikke har faaet sine Fødder forbrændte i det glødende Sand eller nogensinde har været forpint af den kvælende Hede, der kastes tilbage fra de solbeskinnede Klippevægge, hvorledes skulde det da kunne nyde en skøn Morgenstunds friske Bris? hvorledes skulde da Blomsternes Duft, de grønne Blades jomfruelige Ynde, Duggens fugtige Dampe og den lette Gang over Grønsværets bløde Fløjelstæppe kunne henrykke alle dets Sanser? Hvorledes skulde Fuglenes Sang kunne fylde det med en Følelse af Vellyst, saalænge Kærlighedens Sprog og dens Lyst endnu ere det ukendte? Med hvilke Henrykkelsesudraab skulde det kunne se en saa smuk Dag fødes, naar dets Indbildningskraft ikke forstaar at udmale det de Glæder, hvormed man kan fylde den? Og endelig, hvorledes skulde det kunne gribes ved Skuet af Naturens Skønhed, naar det ikke kender den Haand, der har baaret Omsorg for at pryde den?
  Hold ingen Samtaler med Barnet, som det ikke kan forstaa. Ingen Beskrivelse eller veltalende Ordstrøm; ingen Talen i Billeder, ingen Poesi! her er endnu ikke Spørgsmaal om Følelse eller Smag. Bliv ved at være klar, ligefrem og kold. Tiden til at føre et andet Sprog vil kun komme alt for snart.
  Dersom Barnet er opdraget efter vore Grundsætninger, vant til at hjælpe sig selv og til ikke at tage sin Tilflugt tilandre, før det har erkendt sin egen Afmagt, saa vil det længe — uden at sige noget — undersøge enhver ny Genstand, det ser. Det er tankefuldt, ikke spørgesygt. Derfor bør du nøjes med til Tid og Sted at vise det de forskellige Genstande, og naar du ser, at dets Videbegærlighed er tilstrækkelig optaget, saa kan du give det et ganske kort Spørgsmaal, der kan lede det paa Vej til at finde Svar paa de Spørgsmaal, det selv har stillet sig.
  Efter at du nu ved denne Lejlighed sammen med Barnet tilstrækkeligt har betragtet Solopgangen, efter at have bedet det lægge Mærke til Bjergene og de nærliggende Genstande paa samme Side og efter at have ladet det pludre af Hjertenslyst om alt dette, saa forhold dig i nogle Øjeblikke ganske taus som en Mand, der er hensunken i dybe Tanker. Derpaa kan du sige: »Jeg tænker paa, at i Gaar Aftes gik Solen ned her, og nu, denne Morgenstund, er den staaet op her; hvorledes kan dette lade sig gøre?« Du skal saa ikke sige mere; kommer Barnet med Spørgsmaal, skal du slet ikke svare paa dem, men tale om andre Ting. Lad det nu selv, og du kan være vis paa, at det nok skal tænke over Sagen.
  For at et Barn kan vænnes til at lægge Mærke til og blive forundret over enhver ny Sandhed, der aabenbarer sig for det gennem dets Sanser, maa man lade det gaa nogle Dage i Uro, førend den afdækkes for det. Dersom det ikke skulde faa tilstrækkelig fat paa den ovennævnte Sandhed paa denne Maade, saa har man jo et Middel til at gøre den endnu mere anskuelig for det, og dette Middel bestaar i at vende tilbage til Spørgsmaalet. Fatter det ikke, hvorledes Solen kan komme fra sit Nedgangs– til sit Opgangssted, saa forstaar det i det mindste, hvorledes den kommer fra sit Opgangs– til sit Nedgangssted; dette kan dets Øjne jo belære det om. Forklar altsaa det første Spørgsmaal ved det andet, og enten maa din Elev være fuldstændig dum, eller ogsaa maa Analogien være ham saa indlysende, at den ikke kan undgaa ham. Se, det var nu hans første Time i Læren om Verdenssystemet.
  Da vi stadig gaa langsomt frem fra den ene sanselige Forestilling
Idée sensible: en Forestilling eller et Begreb, der ikke dannes ad Slutningens, men ad den sanselige Iagttagelses Vej.
    O. A.
til den anden; da vi i længere Tid gøre os fortrolige med den samme Forestilling, førend vi gaa over til den anden, og da vi endelig aldrig tvinge vor Elev til at være opmærksom, saa vil der jo være lang Vej fra denne første Undervisning til Kundskaben om Solens Løb og om Jordens Form. Men da alle Himmellegemernes synlige Bevægelser hidrøre fra samme Grund, og da den første Iagttagelse fører til alle de andre, saa koster det mindre Anstrengelse, om der end behøves længere Tid? for at komme fra denne ene daglige Omdrejning til Beregningen af Formørkelserne end til den rigtige Forstaaelse af Dag og Nat.
  Da Solen drejer sig omkring Jorden, saa beskriver den en Cirkel, og enhver Cirkel maa have et Midtpunkt: dette har vi allerede lært.
I den første Undervisning i Geometri (se II Pag. 172).
    O. A.
Dette Midtpunkt kan ikke ses, thi det er inde i Jordens Midte; men paa dens Overflade kan man afsætte to modsatte Punkter, der med Midtpunktet ligge i samme rette Linje. En Naal der gaar igennem disse tre Punkter og som forlænges til begge Sider indtil Himlen, vil være Jordens Akse og tillige Akse for Solens daglige Bevægelse. En Spindekone,
Et Stykke Legetøj, der ligner en Top, men er mindre og sættes med Fingrene i snurrende Bevægelse f, Eks. paa et Bord.
    O. A.
der snurrer rundt paa sin Spids, forestiller Himlen drejende sig om sin Akse; de to Stifter (Spidsen og Haandtaget) i Spindekonen ere de to Poler. Barnet vil gerne lære at kende en af dem; jeg viser ham den i Halen af den lille Bjørn. Se, dette er nu en fornøjelig Underholdning om Natten; lidt efter lidt bliver man fortrolig med Stjernerne, og deraf udspringer saa Lysten til ogsaa at kende Planeterne og iagttage Stjernebillederne.
  Vi har nu set Solen staa op ved St. Hansdagstid: vi ville ogsaa se den staa op ved Juletid eller en anden smuk Vinterdag; thi man véd, at vi ere ikke dovne og at vi gøre os en Fornøjelse af at trodse Kulden. Jeg sørger for, at denne anden Iagttagelse sker paa samme Sted, hvor vi gjorde den første, og naar man med lidt Behændighed forbereder denne Iagttagelse, saa vil det ikke fejle, at en af os udbryder: »Nej se, det var da morsomt! Solen staar ikke mere op paa samme Sted! her har vi vore gamle Mærker, og se, nu er den staaet op der! o. s. v. ... den staar altsaa op paa ét Sted om Sommeren og paa et andet om Vinteren, o. s. v. . . . Unge Lærer! her har du nu Vejen. Disse Eksempler maa være tilstrækkelige til fuldkomment at anskueliggøre Himmelkuglen, idet man bruger Jorden, naar man underviser om Jorden, og Solen, naar det gælder Solen.
Og ikke bruger Jord– og Himmelkugler af Pap dertil. Campe.
  Brug, i det hele taget, aldrig Billeder i Stedet for Tingen selv, naar det da er muligt at vise Tingen; thi Billedet optager Barnets Opmærksomhed og lader det glemme selve den Ting, som det forestiller.
  En Himmelglobus, sammensat af Ringe, (Armillarsfæren) synes mig at være en daarlig opfundet Maskine, der tillige er lavet i falske Forhold. Denne Forvirring af Ringe og løjerlige Figurer, som man tegner derpaa, giver den et hekseagtigt Udseende og afskrækker Barnets Aand. Jorden er altfor lille, Cirklerne ere altfor store og altfor mange; nogle af dem, f. Eks. Kolurerne,
Kolurerne ere de to Storcirkler, der under en ret Vinkel skære hinanden i Verdenspolerne, og hvoraf den ene gaar gennem Jævndøgns–, den anden gennem Solhvervspunkterne.
    O. A.
ere fuldstændig unyttige; enhver Ring er større end Jorden; Pappets Tykkelse giver dem et solidt Udseende, saa de tages for virkelig eksisterende massive Cirkler, og naar du saa siger Barnet, at disse Cirkler ere kun noget, man tænker sig, saa forstaar det ikke, hvad det ser; det forstaar ikke mere noget af det hele.
  Vi forstaa aldrig at sætte os i Børnenes Sted; vi gaa ikke ind i deres Forestillingskres, vi laane dem vor, og, idet vi stadig følge vore egne Fornuftslutninger, saa proppe vi ikke andet end noget urimeligt og forvirret Tøjeri ind i deres Hoved.
  Man strides om, hvorvidt man under de videnskabelige Studier skal vælge den analytiske eller synthetiske Methode;
Den analytiske (eller opløsende) Methode opløser og undersøger alle ad Erfaringsvejen fundne Enkeltheder for derved at naa til det almene. Den synthetiske M. gaar den omvendte Vej, gaar ud fra det almene for derfra at begrunde alle Enkelthederne. Den første gaar altsaa fra Virkning til Aarsag, den sidste omvendt.
    O. A.
man behøver ikke altid at vælge imellem dem: undertiden kan man i de samme Undersøgelser opløse og stille sammen og føre Barnet gennem den direkte vejledende Methode, naar det kun tror at analysere. Ved at bruge begge Methoder samtidigt kunne de vekselvis tjene til Prøve for hinanden. Naar Barnet paa én Gang gaar ud fra to modsatte Punkter uden at tænke paa, at det gaar samme Vej, saa vil det være det en stor Overraskelse at møde sig selv, og denne Overraskelse kan jo kun være fornøjelig. Jeg vilde f. Eks. i Geografien begynde ved begge Endepunkter; samtidigt med Studiet af Jordens Omdrejning vilde jeg tage fat paa Udmaalingen af Jordens Dele, idet jeg begyndte med det Sted, hvor man bor. Medens Barnet studerer Himmelkuglen og altsaa færdes i Himmelrummet, fører man det tilbage til Jordens Inddeling og viser det først det Sted, hvor det selv bor.
  Dets to første Punkter i Geografien ville være Byen, hvor det bor og hvor dets Faders Landsted ligger; derpaa de mellemliggende Steder og endelig Floderne i Nabolaget; sluttelig Betragtninger af Solens Stilling og Maaden at østne (orientere) sig paa. Her har vi Stedet, hvor det møder sig selv. Lad det selv gøre Kort over alt dette; Kortet skal være meget simpelt og i Begyndelsen kun indeholde to Punkter, hvortil man saa lidt efter lidt føjer alle de andre, efterhaanden som det lærer at kende eller vurdere deres Afstande og Stilling. Du ser, hvilken Fordel vi i Forvejen har givet det ved at øve det i at maale med sine Øjne.
  Trods alt dette maa man uden Tvivl vejlede det en Smule, men meget lidt og uden at det mærker det. Tager det fejl, saa lad det kun gøre det; du skal ikke rette dets Fejltagelser, men vente i Taushed, til det er i Stand til selv at se dem; i det højeste kan du ved en gunstig Lejlighed føre det til at foretage en eller anden Operation, der lader det mærke dem. Dersom det ingensinde skuffedes i sine Beregninger, vilde det ikke lære saa grundigt. For Resten gælder det jo ikke om at vide nøjagtig Besked om sit Hjemlands Topografi, men derimod om at kende Midlet til at sætte sig ind i den. Det har kun lidt at betyde, om det har Kortene i Hovedet, naar det bare rigtig har forstaaet, hvad de forestille, og har et klart Begreb om den Kunst, som tjener til at skaffe sig dem. Man vil allerede her se den Forskel der er imellem eders Elevers Viden og min Elevs Uvidenhed! de kende Kortene, men han udarbejder dem. — Se, der har vi nye Prydelser til hans Værelse.
  Man maa altid huske paa, at Aanden i min Undervisning ikke er at lære Barnet mange Ting, men derimod kun at lade rigtige og klare Forestillinger komme ind i hans Hjerne. Selv om han ingenting vidste, ja, det var mig i Grunden saa temmelig ligegyldigt, naar han blot ikke vildledes, og jeg putter kun Sandheder ind i hans Hoved for at vogte ham mod de Vildfarelser, som han ellers vilde lære i deres Sted. Fornuften og Dømmekraften kommer langsomt, men Fordommene trænge paa i Mængde, og det er imod dem, han skal bevares. Betragter du Videnskaben i sig selv, saa er du ude paa et bundløst Hav uden Bredder, men opfyldt af Skær; du vil ingensinde finde ud af det. Naar jeg ser et Menneske, der — tørstende efter Kundskaber — af det tillokkende ved dem lader sig forføre til at løbe fra én Videnskab til en anden uden at finde Hvile, saa tænker jeg mig at se et Barn, der samler Muslingeskaller paa Strandbredden og begynder med at samle sig en stor Mængde, men derpaa — fristet af dem, han senere ser — bortkaster de første for at samle sammen af de andre, indtil han er overlæsset og ikke mere véd, hvilke han skal udvælge, saa han tilsidst ender med at kaste dem bort allesammen og vender tomhændet hjem.
  I Barnets første Aar var Tiden lang, og vi søgte kun at spilde den af Frygt for at komme til at bruge den daarligt. Nu finder det modsatte Sted; nu har vi ikke Tid nok til at udføre alt det, som det vilde være nyttigt at gøre. Husk paa, at Lidenskaberne nærme sig, og husk, at saa snart de banke paa Døren, vil din Lærling ikke have Opmærksomhed for andet end dem. Forstandighedens fredelige Alder er saa kort, den gaar saa hurtigt, og der er saa mange andre nødvendige Ting, den skal bruges til, saa det er en Taabelighed at ville mene, at den skulde være tilstrækkelig til at gøre et Barn lærd. Nej, det gælder slet ikke om at føre det ind i de forskellige Videnskabsgrene, men derimod om at give det Lyst og Kærlighed til dem og dernæst at anvise det de Veje, ad hvilke det kan tilegne sig dem, naar dets Smag for Videnskaben en Gang bliver mere udviklet. Dette er en uimodsigelig Grundfordring til al god Opdragelse.
  Nu er det ogsaa Tiden til lidt efter lidt at vænne Barnet til med vedholdende Opmærksomhed at dvæle ved én og samme Genstand; men denne Opmærksomhed maa aldrig fremkaldes ved Tvang, men altid af Lyst og egen Trang hos Barnet. Man maa være meget omhyggelig for at det ikke overlæsses, saa at det ender med, at det bliver ked af det. Hav altsaa altid et vaagent Øje derfor, og hvad der saa end bliver Følgen deraf, saa hold endelig op, førend det keder sig; thi det er aldrig i den Grad magtpaaliggende, at det lærer noget, som det er af Vigtighed, i at det ikke vrangvilligt foretager sig noget.
  Dersom det af sig selv stiller Spørgsmaal til dig, saa besvar dem saa vidt, som det behøves for at vedligeholde dets Videbegærlighed, men ikke for at tilfredsstille den, og fremfor alt: naar du mærker, at det, i Stedet for at spørge for at belæres, kun snakker hen i Vejret og overlæsser dig med taabelige Spørgsmaal, saa hold øjeblikkelig op med at svare. Du kan da være vis paa, at det ikke bryder sig om Sagen selv, men bare om at gøre dig til Træl for alle dets Spørgsmaal. Man skal ikke saa meget have sin Opmærksomhed henvendt paa dets Spørgsmaal som paa, hvad der bevæger det til at spørge.
Om Børnenes Spørgsmaal skriver Locke: »Jeg tvivler ikke om, at naar mange Børn gaa helt op i tankeløs Leg og øde deres Tid paa en aandløs Maade, saa ligger Hovedgrunden deri, at de har lagt Mærke til, at man ikke regner deres Spørgsmaal for noget og ikke svarer paa dem«; men han tilføjer ogsaa, at man i sine Svar skal give Agt paa ikke at forvirre dem ved dybtgaaende Undersøgelser eller Begrebsforklaringer, som overstige deres Fatteevne, men kun tage Hensyn til, hvad de i Øjeblikket har Brug for.
(Locke § 118, tysk Oversættelse).
Denne Bemærkning har nu hidtil været mindre nødvendig; men den bliver af yderste Vigtighed, saasnart Barnet begynder at tænke logisk.
  Der gives en Kæde af almindelige Sandheder, ved hvilke alle Videnskaber med fælles Grundprinciper samles til et hele og trinvis udvikles: denne Kæde er Filosofernes Metode. Det er ikke den, der handles om her. Der gives ogsaa en anden, helt forskellig, hvorved hver enkelt Undersøgelse drager en anden efter sig og altid viser hen til den følgende. Denne Metode, som gennem en stadig Videbegærlighed vedligeholder den Opmærksomhed, som de alle kræve, følges af de fleste Mennesker og bør fornemmelig bruges overfor Børn. Idet vi nu østnede (=orienterede) os for at optage vore Kort, blev det nødvendigt at trække en Middagslinje (Meridian). To Skæringspunkter mellem de tilsvarende Skygger Morgen og Aften giver en udmærket Middagslinje for en trettenaarig Astronom. Men disse Middagslinjer udviskes, og det tager Tid at drage dem; endelig nøde de os til altid at arbejde paa samme Sted. Saamegen Omhyggelighed og saa mange Ubehageligheder kunne til sidst trætte. Dette har vi forudset og forebygget.
  Ja, nu sidder jeg igen til op over Ørene i lange og omstændelige Enkeltheder. Jeg hører mine Læseres Brummen; men det rører mig ikke: jeg vil ikke ofre den nyttigste Del af min Bog paa eders Utaalmodigheds Alter. Find dig, min Ven! i min Omstændelighed! saaledes har jeg baaret mig ad med dine Klager.
  Vi har længe — min Elev og jeg — været opmærksomme paa, at naar man gnider Rav, Glas, Lak og forskellige andre Legemer, saa tiltrække de Straa, medens mange andre ikke udøve denne Tiltrækning. Ved et Tilfælde finde vi et Legeme, der ejer en endnu mærkeligere Egenskab, den nemlig, i nogen Afstand og uden at være gnedet at tilstække Filspaaner og andre smaa Jerndele. Hvor længe har dog ikke denne Egenskab fornøjet os, uden at vi vare i Stand til at opdage mere! Endelig finde vi, at den meddeler sig til selve Jernet, naar det stryges paa en bestemt Maade. En Dag gik vi til Marked.
Jeg har ikke kunnet bare mig for Latter ved at læse Hr. Formeys fine Kritik over denne lille Fortælling. »Denne Taskenspiller,« siger han, »som af Skinsyge bliver ærgerlig paa et Barn og alvorlig læser hans Hovmester Teksten, er en Skikkelse fra Emilernes Verden.« Den aandrige Hr. Formey har ikke kunnet hitte paa, at denne lille Scene var arrangeret, og at Gøgleren var instrueret i den Rolle, han skulde spille; thi det har jeg jo ganske vist ikke sagt. Men hvormange Gange har jeg saa til Gengæld ikke erklæret, at jeg kun skriver for Folk, som man ikke behøver at give alting ind med Skeer.
    (Rousseaus Anm. i en senere Udgave).
En Taskenspiller kunde med et Stykke Brød tiltrække en Voksand, der svømmede om i et Fad Vand. Vi blev meget overraskede, men sagde dog ingenting. Det maa jo være en Troldmand, for vi véd endnu ikke, hvad en Troldmand er. Da vi stadig ere lige overraskede over de Virkninger, hvis Aarsager vi ikke kendte, forhaste vi os ikke med at fælde vor Dom, men forholde os rolige i vor Uvidenhed, indtil vi se Lejlighed til at komme ud af den.
  Paa Hjemvejen tale vi hele Tiden om Anden paa Markedet og sætte os i Hovedet, at vi ville eftergøre den. Vi tage en passende stor Naal, som vi gør stærkt magnetisk; vi omgive den med hvidt Voks, som vi, saa godt vi kunne, forme som en And, saa at Naalen gaar tværs igennem Kroppen, og Naalehovedet bliver dens Næb. Nu sætte vi Anden paa Vandet, vi nærme Hovedet af en Nøgle til dens Næb, og vi se med en let forstaaelig Glæde, at vor And følger Nøglen, aldeles som den paa Markedet fulgte Brødstykket. At lægge Mærke til, i hvilken Retning den ligger stille paa Vandet, naar man lader den i Ro, det er noget, som vi kunne gøre en anden Gang. For Øjeblikket ere vi alt for optagne af vor Opdagelse, til at vi skulle forlange mere denne Gang.
  Samme Aften begive vi os atter ud paa Markedet med prepareret Brød i vore Lommer, og saasnart Taskenspilleren har gjort sin Kunst, siger min lille lærde, som næppe kan holde sig, at den Kunst ikke er vanskelig, og at han kan gøre den lige saa godt. Han bliver taget paa Ordet, og øjeblikkelig tager han op af sin Lomme et Stykke Brød, hvori der er skjult et Stykke Jern. Hans Hjerte banker, da han nærmer sig Bordet, og næsten skælvende rækker han Brødet frem; men Anden kommer og følger bag efter det. Barnet raaber og skælver af Glæde. Forsamlingens Haandklap og Bifaldsraab stiger ham til Hovedet; han er helt ude af sig selv. Gøgleren bliver helt bestyrtet, men gaar dog hen og omfavner Drengen, ønsker ham til Lykke og udbeder sig Æren af hans Nærværelse næste Dag, idet han tilføjer, at han vil sørge for at samle en mange Gange større Forsamling til at beundre hans Dygtighed. Min lille Naturforsker bliver vigtig og vil sladre af Skole; men jeg stopper paa Stedet Munden paa ham og fører ham bort, overøst med Lovtaler.
  Barnet tæller med latterlig Uro Minuterne til næste Dag. Han indbyder alle dem, han møder; han vilde helst, at hele Menneskeslægten blev Vidne til hans Berømmelse. Han kan næppe vente Tiden ud, men kommer for tidlig. Man skynder sig til Samlingspladsen, saa Salen allerede næsten er fyldt. Da han træder ind, er hans Hjerte nær ved at sprænges. Der skal først udføres nogle andre Kunststykker. Taskenspilleren overgaar sig selv og udfører forbavsende Ting. Alt dette ser Barnet intet af; det er ophidset, sveder og kan næppe drage Aande; det føler hele Tiden i Lommen og krammer Brødstykket med Haanden, der skælver af Utaalmodighed. Endelig kommer Turen til ham. Mesteren kundgør det offentligt med stor Højtidelighed. Han nærmer sig en Smule skamfuld og tager Brødstumpen frem . . . men ak! hvor de menneskelige Ting ere omskiftelige! Anden, der var tam i Gaar, er bleven vild i Dag. I Stedet for at komme med Næbbet, vender den Halen til og flygter; den undgaar Brødet og Haanden, som rækker det, med lige saa stor Iver, som den i Gaar fulgte det. Efter tusinde forgæves Forsøg, ledsagede af haanlige Tilraab, beklager Barnet sig, siger, at man har bedraget det, at man har sat en anden And i Stedet for den første, og opfordrer Taskenspilleren til at lokke den til sig.
  Uden at svare tager denne et Stykke Brød og rækker det hen imod Anden; øjeblikkelig følger den Brødet og iler bag efter Haanden, eftersom den fjerner sig med det. Barnet tager det samme Stykke Brød, men langt fra at lykkes bedre end før, ses Anden at give det en god Dag og snurrer helt omkring i Fadet. Endelig fjerner Barnet sig helt forvirret og vover ikke længer at udsætte sig for Latteren.
  Taskenspilleren tager nu det Stykke Brød, som Barnet havde medbragt, og benytter det med samme Held som sit eget; for alles Øjne trækker han Jernstumpen ud — en ny Latter paa vor Bekostning. Derpaa fører han som forhen Anden med det Stykke Brød, hvoraf Jernstykket er udtaget. Han gør det samme med et andet Stykke Brød, som en af Tilskuerne har afskaaret i alles Paasyn; han gør ligesaa med sin Handske, med Enden af sin Finger. Endelig træder han tilbage, midt ud i Stuen og i en svulstig Tone, som er egen for den Slags Folk, erklærer han, at Anden lige saa godt vil adlyde hans Røst som hans Haand. Han taler til den og Anden lystrer; han befaler den at gaa til højre, og den gaar til højre, at gaa tilbage, at vende, og den gør det. Dens Bevægelser ske lige saa raskt, som Befalingen er givet. De fornyede Bifaldsraab ere lige saa mange Krænkelser for os. Vi snige os ubemærkede bort og lukke os inde i vort Kammer uden at udbasunere — hvad vi egentlig havde bestemt — vort Held for hele Verden.
  Næste Morgen banker det paa vor Dør; jeg aabner den; det er Taskenspilleren. Han beklager sig i beskedne Udtryk over vor Opførsel. Hvad har jeg gjort dem, spørger han, siden de kunde faa dem til at ville sætte mine Kunster i Miskredit og berøve mig min Næring? hvad stort er der vel ved den Kunst at kunne tiltrække en Voksand, at man vilde købe denne Hæder paa Bekostning af en hæderlig Mands Eksistens? Paa Ære, mine Herrer! dersom jeg besad nogen anden Dygtighed, hvorved jeg kunde ernære mig, saa skulde jeg ikke bryste mig af denne her. De maa dog tro, at et Menneske, som har tilbragt hele sit Liv med at øve sig i dette elendige Haandværk, forstaar noget mere end de, der kun har beskæftiget dem med det i nogle Øjeblikke. Naar jeg ikke straks viste eder mine Mesterstykker, saa er Grunden den, at man ikke skal skynde sig med tankeløst at udkramme alt, hvad man kan. Jeg har altid sørget for at gemme mine bedste Kunster til en passende Lejlighed, og foruden dem har jeg endda nogle til at bremse unge Vigtigmagere med. For Resten, mine Herrer! vil jeg hjertelig gerne lære Dem den Hemmelighed, som bragte Dem i saa stor Forlegenhed; kun beder jeg om, at De ikke misbruge den til Skade for mig og om at være lidt mere tilbageholdne en anden Gang.
  Derpaa viste han os sin Maskine, og med den største Overraskelse saa vi, at den kun bestod i en stærk og godt indrettet Magnet, som et Barn, der var skjult under Bordet, satte i Bevægelse, uden at man kunde opdage det.
  Manden pakkede sin Maskine ind, og efter at have takket ham og gjort vore Undskyldninger, vilde vi betænke ham med en Gave, som han dog afslog. »Nej, mine Herrer! jeg har ikke Grund til at være saa tilfreds med Dem, at jeg vil modtage eders Gave; tværtimod lader jeg Dem imod Deres Vilje blive i Gæld til mig; dette skal være min eneste Hævn. Lærer heraf, at der findes Ædelmodighed i alle Stænder; jeg lader mig betale for mine Kunster, men ikke for min Undervisning.«
  Idet han skulde til at gaa, gav han mig en tydelig Irettesættelse. »Jeg undskylder gerne,« sagde han, »dette Barn; det har kun fejlet af Uvidenhed. Men De, min Herre! maatte dog kende hans Fejl; hvorfor har De ladet ham begaa den? Da de bo sammen, skylder De, som den ældre, ham Omsorg og Raad. Deres Erfaring er den Autoritet, som bør lede ham. Naar han en Gang som voksen bebrejder sig sin Ungdoms Forseelser, vil han uden Tvivl rette Bebrejdelser til Dem for de Fejl, De ikke har advaret ham imod.
Kunde jeg tænke, at nogen Læser skulde være enfoldig nok til ikke at opdage, at denne Bebrejdelse Ord for Ord og med Hensigt var dikteret af Hovmesteren, for at han derved kunde naa sit Maal? Har man kunnet tro mig dum nok til for Alvor at lægge denne Tale i en Gøglers Mund? Jeg troede dog at have givet Prøver paa, at jeg i det mindste var i Besiddelse af dette temmelig tarvelige Talent at lade Folk tale paa den Maade, som passer til hele deres aandelige Udvikling og Stand. Læg nu Mærke til Slutningen af det følgende Stykke. Skulde det ikke være tygget tilstrækkeligt for enhver anden end Hr. Formey? (Rousseaus Anm. til en senere Udgave.)
[Formeys Anke gaar ud paa, at hele denne Fortælling er usandsynlig.]
    O. A.

  Han gaar og efterlader os to i fuldstændig Forvirring. Jeg bebrejder mig min blødagtige Eftergivenhed; jeg lover Barnet, at jeg en anden Gang skal ofre den for hans Skyld og for Fremtiden advare ham imod hans Fejl, førend han begaar dem. Tiden nærmer sig nemlig, da vort Forhold maa undergaa en Forandring, og hvor Kammeratens Føjelighed maa efterfølges af Hovmesterens Strenghed; men denne Forandring maa foregaa trinvis; man maa forudse alt og helst længe i Forvejen.
  Dagen efter gaa vi atter ud paa Markedet for endnu en Gang at se den Kunst, hvis Hemmelighed vi nu ere indviede i. Med dyb Ærbødighed træde vi ind hos Gøgleren, vor Sokrates; vi vove næppe at se paa ham. Han overøser os med Artigheder og fører os til vor Plads med en Udmærkelse, der endnu mere maa ydmyge os. Han gør sine Kunster som sædvanlig; men han dvæler længe og noget selvbehageligt ved den med Anden og ser flere Gange med en stolt Mine paa os. Vi forstaa alt, og vi sige ikke et Ord. Dersom min Elev havde vovet bare at aabne Munden, var han ikke bedre værd end at træde paa.
  Al denne Omstændelighed i dette Eksempel er vigtigere, end den synes at være. Hvormange Lærdomme indeholdes ikke i én eneste! Den første Gang Forfængeligheden rører sig, hvormange ydmygende Følger drager den ikke efter sig! Unge Lærer! pas med Omhu paa denne første Bevægelse. Dersom du forstaar at mage det saaledes, at der paa denne Maade kommer Ydmygelse og Genvordigheder
Denne Ydmygelse og disse Genvordigheder ere altsaa mit Værk og ikke Gøglerens Naar Hr Formey endnu i min Levetid vilde bemægtige sig min Bog og lade den trykke uden at have anden Ulejlighed end at udslette mit Navn og sætte sit i Stedet, saa burde han dog i det mindste gøre sig den Umage, jeg siger ikke — at forfatte den, men læse den.
  (R. — senere Udg. Jfr. nærv. Overs. I Pag. 4. sidste Note.)
ud af den, saa kan du være sikker paa, at der ikke saa snart skal vise sig en anden. — Hvilket besværligt Apparat dog! vil man sige. Jeg indrømmer det, og alt det, bare for at gøre os et Kompas, der kan erstatte os Middagslinjen.
  Da vi nu har lært, at Magneten virker igennem andre Legemer, saa faa vi uhyre travlt med at forfærdige os en Maskine i Lighed med den, vi har set: et udhulet Bord, et meget fladt Bækken anbragt paa dette Bord og fyldt med Vand i nogle Linjers Højde, dernæst en And, formet med lidt mere Omhu end den første o. s. v. Da vi ofte har vor Opmærksomhed henvendt paa Bækkenet, saa bemærke vi endelig, at Anden, naar den er i Hvile, altid stræber efter at komme til at ligge omtrent i en og samme Retning. Vi forfølge denne Opdagelse, undersøge Retningen, og vi finde, at den er fra Syd til Nord. Der behøves ikke mer; vort Kompas er fundet, eller omtrent da; og dermed ere vi komne midt ind i Naturlæren.
  Paa Jorden findes forskellige Bælter, hvis Temperatur er forskellig. Aarstidernes Vekslen bliver føleligere, jo nærmere man kommer Polerne. Alle Legemer trække sig sammen i Kulde og udvide sig i Varme; denne Virkning lader sig lettest maale ved flydende Legemer og ses tydeligst hos flydende Legemer, der indeholde Vinaand: der har vi Thermometret. Vi mærke Vinden imod vort Ansigt. Luften er altsaa et Legeme, et flydende Legeme. Man føler den, selv om man ikke har noget Middel til at faa den at se. Vender du et Glas og trykker det ned i Vandet, vil Vandet ikke fylde det, med mindre du skaffer Luften en Udgang; Luften er altsaa i Stand til at gøre Modstand. Tryk Glasset dybere ned, og Vandet vil indtage noget af det Rum, Luften indtog, men kan dog ikke fylde det helt: Luften kan altsaa sammenpresses indtil et vist Punkt. En Bold, der er fyldt med sammenpresset Luft, hopper bedre end en, der er fyldt med noget andet Stof; Luften er altsaa et elastisk Legeme. Naar man ligger udstrakt i Badet og holder Armen udenfor Vandet i horisontal Stilling, saa vil man føle en uhyre Vægt paa den; Luften er altsaa et Legeme, der vejer noget. Ved at bringe Luften i Ligevægt med andre flydende Legemer kan man maale dens Vægt: der har vi Barometret, Hæverten, Vindbøssen og Luftpumpen. Alle Lovene for faste som flydende Legemers Ligevægt (Statik, Hydrostatik) findes ved lige saa simple Forsøg. Jeg ynder ikke, at man, for at lære noget af alt dette, søger til en fysisk Læreanstalt. Hele dette Apparat af Instrumenter og Maskiner mishager mig. Den lærde Mine dræber Videnskaben. Alle disse Maskiner skrække Barnet, eller ogsaa adspreder deres Udseende det og afleder den Opmærksomhed, det burde anvende paa deres Virkninger.
  Jeg holder for, at vi skulle selv lave alle vore Maskiner, og jeg vil ikke begynde paa Instrumentet, førend Erfaringen er gjort; men efter at vi ved en Hændelse ere komne til at gøre en Erfaring, saa opfinde vi efterhaanden det Instrument, der skal stadfæste den. Hellere maa vore Instrumenter være mindre fuldkomne og rigtige, naar kun vi har en saa meget klarere Forstaaelse af, hvorledes de burde være og hvorledes Virkningerne skulle være. Til min første Undervisning i Ligevægtslæren vil jeg ikke hente nogen Vægt. Jeg lægger en Stok tværs over Ryggen af en Stol og maaler Længden af Stokkens to Dele, medens den er i Ligevægt. Derpaa anbringer jeg Vægte — snart lige store, snart ulige store — først paa den ene, saa paa den anden Ende af Stokken, medens jeg samtidigt skyder den frem og tilbage, eftersom det behøves. Jeg finder da, at Ligevægten afhænger af et omvendt Forhold imellem Vægtmasserne og Stokkearmenes Længde. Se, nu vil min lille Fysiker allerede være i Stand til at rette Fejlen ved en Vægtskaal, endnu førend han har set en saadan.
  Det er uimodsigeligt, at man faar et langt klarere og sikrere Begreb om de Ting, man saaledes lærer sig selv, end om dem, man tilegner sig gennem andres Undervisning. Da man dernæst ikke vænner sin Forstand til slavisk at underkaste sig nogen Autoritet, saa skærpes Ens Iagttagelsesevne; man bliver dygtigere til at samle og forberede de forskellige Forestillinger og til at udtænke Hjælpemidler, end naar man tager imod alt, som det bydes En, og saaledes lader sin Aand synke hen i Uvirksomhed. Det gaar paa samme Maade som med det Menneske, der altid lader sig klæde paa, iføre Sko og Strømper, betjene af sine Folk og altid lader et Par Heste trække sig; hans Legeme mister til sidst al Kraft og al Brug af dets Lemmer. Boileau roste sig af at have lært Racine at rime med Besvær. Imellem alle de beundringsværdige Metoder, der gaa ud paa at gøre det videnskabelige Studium let og kort, trænge vi til, at En kan give os Anvisning paa, hvorledes man dyrker det med Anstrengelse.
  Den mest øjensynlige Fordel ved disse langsomme og besværlige Undersøgelser er den, at man, midt i sine spekulative Studier, holder sit Legeme i Virksomhed, bevarer Lemmernes Smidighed og uophørligt øver sine Hænder ved Arbejde og nyttige Foretagender. De mange Instrumenter, der ere opfundne til at lede os i vore Forsøg og udfylde, hvad vore Sanser mangle i Nøjagtighed, lade os forsømme den stadige Øvelse. Vinkelmaaleren fritager os for at bedømme Vinklernes Størrelse; Øjet, som med Nøjagtighed bedømte Afstanden, stoler nu paa Kæden, som maaler for det; Bismeren, som angiver mig Vægten, fritager mig for med min Haand at vurdere den. Jo sindrigere vort Værktøj bliver, desto grovere og ubehændigere blive vore Organer. Ved idelig at samle Maskiner om os, finde vi tilsidst ingen i os selv.
  Men naar vi nu bruge vor Færdighed til at frembringe de Maskiner, som skulle erstatte os denne; naar vi til at forfærdige dem bruge den Skarpsindighed, som var nødvendig for os, om vi ikke havde dem, saa vinde vi jo uden at tabe noget; vi forene Kunsten med Naturen, og vi blive mere opfindsomme uden at blive mindre fingernemme. Naar jeg, i Stedet for at tvinge et Barn til at hænge over Bøgerne, sysselsætter det i et Værksted, saa arbejder dets Hænder til Gavn for dets Aand: det bliver Tænker og tror dog kun at være en Arbejder. Endelig har denne legemlige Øvelse ogsaa andre Fordele, som jeg senere vil tale om, og man vil faa at se, hvorledes man fra Filosofernes Legeværk kan hæve sig til en sand menneskelig Virksomhed.
  Jeg har allerede omtalt, at de rene forstandsmæssige Kundskaber næppe egne sig for Børnene, selv om de ere naaede op imod Ynglingealderen. Uden derfor at føre dem ind i den systematiske Fysik, bør man dog sørge for, at alle deres Forsøg ere forbundne med hverandre ved en Slags Deduktion (saa at det følgende udledes af det foregaaende), for at de ved Hjælp af denne Rækkefølge kunne huske dem i en vis Orden og genkalde sig dem efter Behov; thi det er meget vanskeligt at bevare Kendsgerninger og selv enkeltvise Begrundelser eller Beviser længe i Hukommelsen, naar man ikke har noget bestemt at henføre dem til.
  Under Efterforskningen af Naturloven, maa man altid begynde med de mest almindelige og mest iøjnefaldende Fremtoninger og vænne Eleven til at tage disse Fremtoninger som Kendsgerninger og ikke som Begrundelser. Jeg tager en Sten og lader, som om jeg vilde lægge den paa Luften. Jeg aabner Haanden, og Stenen falder. Jeg betragter Emil, der opmærksomt følger det, jeg foretager mig, og spørger ham: »hvorfor faldt denne Sten?«
  Hvilket Barn vil sættes i Forlegenhed ved dette Spørgsmaal? Intet, ikke en Gang Emil, dersom jeg da ikke har gjort mig megen Umage for at preparere ham til ikke at kunne svare. De ville allesammen svare, at Stenen falder, fordi den er tung. Og hvad er saa det tunge? det er det, som falder. Stenen falder altsaa, fordi den falder. Her staar sandelig min lille Filosof stille. Se, det er hans første Undervisning i den systematiske Fysik, og hvad enten han nu paa dette Omraade har noget Udbytte af den eller ej, saa vil den altid være ham en Undervisning i sund Sans.
  Efterhaanden som Barnet gaar frem i Indsigt, nøde andre vigtige Overvejelser os til et mere omhyggeligt Valg af hans Beskæftigelser. Saasnart han er naaet saa vidt, at han kender sig selv saa godt, at han kan fatte, hvori hans Vel bestaar, og saasnart han er i Stand til at se saa klart og omfattende paa Forholdene, at han kan dømme om, hvad der passer sig og ikke passer sig for ham, saa vil han ogsaa kunne føle Forskellen mellem Arbejde og Fornøjelse og vil kunne betragte denne sidste som en Forfriskelse efter Arbejdet. Da vil han lægge sig efter det, der er virkelig nyttigt og anvende en mere stadig Flid derpaa, end han anvendte, da det blot var Tidsfordriv. Nødvendighedens Lov — den kommer stadig igen — lærer Mennesket i god Tid at gøre det, som ikke behager det, for at forebygge et Onde, som vilde mishage det endnu mere. Dertil tjener den Evne at kunne forudse, og fra denne Forudseen — eftersom den er godt eller daarligt reguleret — stammer hele den menneskelige Visdom eller Elendighed.
  Ethvert Menneske vil være lykkeligt, men for at kunne blive det, maa man først vide, hvori Lykken bestaar. Det naturlige Menneskes Lykke er lige saa simpel som dets Liv; den bestaar i ikke at lide: Sundhed, Frihed og dagligt Brød, det er Lykken. Det sædelige Menneskes Lykke er en anden Ting; men det er ikke det, hvorom der tales her. Jeg kan ikke nok gentage det, at det kun er rent fysiske Genstande, som kunne interessere Børnene, især da de Børn, hvem man endnu ikke har faaet gjort forfængelige, og hvem man ikke i Forvejen har fordærvet ved Fordommenes Gift.
  Naar Børnene kunne forudse deres Trang, førend de endnu føle den, saa ere de allerede naaet vidt i Indsigt; de begynde at forstaa, at Tiden har Værdi. Det er da af Vigtighed at vænne dem til at bruge den til nyttige Ting, som de i deres Alder og med deres Fatteevne kunne indse at være nyttige. Alt hvad der henhører til den sædelige Samfundsorden og er Skik og Brug, bør man endnu ikke føre dem ind i, fordi de ikke ere i Stand til at forstaa den. Det er en Taabelighed at forlange, at de skulle beflitte dem paa de Ting, som man i al Ubestemthed og Almindelighed siger ville være til deres eget bedste, og hvoraf de — forsikrer man dem — som voksne ville høste stor Fordel, naar de ikke forstaa, hvori dette deres eget bedste bestaar eller for Øjeblikket kunne se noget til denne foregivne og altsaa for dem ubegribelige Fordel.
  Lad ikke Barnet gøre noget paa det blotte Ord: intet er godt for det, uden hvad det selv føler at være godt. Du tror at være saa fremsynet ved stadig at føre det ind i noget, som ligger ud over dets egen Indsigt; men du mangler netop Fremsyn. For at forsyne det med nogle værdiløse Hjælpemidler, som det maaske aldrig faar Brug for, berøver du Barnet det mest almen–menneskelige Hjælpemiddel af alle, nemlig sund Sans. Du forlanger, at det som lille skal være lærvilligt og føjeligt; det er at forlange, at det som voksen skal være lettroende og nem at narre. Uophørligt siger du til det: »alt det, som jeg forlanger, er til dit eget bedste; men du er ikke i Stand til at forstaa det endnu. Hvad Fordel har jeg af, om du gør eller ikke gør, hvad jeg forlanger? det er for dig selv alene, du arbejder.« Med alle disse skønne Taler, som du nu holder for det, for at gøre det vist, bereder du kun Vejen for et heldigt Udfald af de Taler, som en skøn Dag en Sværmer, en Guldmager, en Markedsskriger, en Skurk eller en hvilken som helst Nar vil holde for det, for at fange det i sit Garn eller gøre det delagtigt i sine Taabeligheder.
  Vistnok maa en Mand vide Besked om mange Ting, som et Barn endnu ikke kan forstaa; men skal og kan et Barn lære alt det, som det er af Vigtighed for en Mand at vide? Gør dig Umage for at lære Barnet alt det, som er nyttigt for dets Alder, og du skal se, at det i tilstrækkelig Grad vil faa sin Tid udfyldt. Hvorfor vil du til Skade for de Studier, som ligge for ham i Dag, beskæftige ham med de Ting, der passe for en Alder, som der er saa lidt Sikkerhed for, at han naar? »Men,« vil du sige, »er der Tid til at lære, hvad han bør vide, naar Øjeblikket kommer, da han skal gøre Brug af det?« Det véd jeg ikke; men hvad jeg véd, det er, at det er umuligt at lære det før; thi vore sande Læremestre ere Erfaringen og Følelsen, og et Menneske véd aldrig saa klart, hvad der passer for Mennesket, som i de Forhold, det har været i. Et Barn véd, at det er skabt til at blive voksen, og over alt, hvor det kan danne sig noget Begreb om den voksnes Tilstand, kan der være Lejlighed til at belære det; men med Hensyn til de Forestillinger om denne Stand, som ligge over dets Fatteevne, bør det holdes i fuldstændig Uvidenhed. Hele min Bog er kun et fortløbende Bevis for denne Opdragelses–Grundsætning.
  Saasnart vi ere komne til at kunne give vor Elev en Forestilling om Ordet nyttig, saa har vi et meget bedre Greb paa at lede ham end før; thi dette Ord gør et stærkt Indtryk paa ham, efterdi det for ham kun har en Mening, der svarer til hans Alder, og fordi han klart indser dets Betydning for hans eget virkelige Vel. Paa eders Børn gør dette Ord intet Indtryk, fordi I ikke har tænkt paa at give dem en Forestilling om det, som de kunne fatte, og da andre stadig har bebyrdet sig med at sørge for, hvad der var dem nyttigt, saa har de aldrig haft Behov selv at tænke derpaa, og de véd ikke, hvad det er, at noget er nyttigt.
  Hvortil er dette godt? se, dette er fra nu af det hellige Ord, det bestemmende Ord mellem ham og mig i alle vort Livs Foretagender: det er det Spørgsmaal, som fra min Side ufejlbarligt følger paa alle hans Spørgsmaal og lægger Tømme paa denne Mængde af tossede og kedsommelige Spørgsmaal, hvormed Børnene uafbrudt og til ingen Verdens Nytte trætte deres Omgivelser, mere for at udøve en Slags Herredømme over dem end for at have nogen Gavn af det. Den, i hvem man indprænter som hans vigtigste Undervisning, at dette, ikke at ville vide andet, end hvad der er til Nytte, vil spørge som en Sokrates; han gør ikke et Spørgsmaal uden selv at være klar over, at det« er begrundet, da han véd, at man vil spørge ham derom, førend man svarer paa det.
  Se, hvilket vigtigt Hjælpemiddel til at indvirke paa din Elev, jeg giver dig i Hænderne! Da han ikke i nogen Sag kender Grundene, saa vil han næsten være tvungen til Taushed, naar det behager dig; du derimod, hvilken Fordel give ikke dine Kundskaber og din Erfaring dig, saa du kan paavise det nyttige ved alt, hvad du forelægger ham! Thi at gøre ham dette Spørgsmaal — maa du endelig huske paa — er at lære ham paa sin Side at gøre det samme til dig, og du maa gøre Regning paa, at han med Hensyn til alt, hvad du i Fremtiden forelægger ham, efter dit Eksempel ikke vil undlade at sige: Hvad Nytte er dette til?
  Her er maaske det vanskeligste Skær for en Opdrager at undgaa. Dersom du, naar Barnet spørger saaledes, kun søger at slippe fra det og derfor giver det en Grund, som det ikke er i Stand til at fatte, saa vil det tro, at hvad du siger det kan være godt nok for din Alder, men passer ikke for dets Alder, eftersom det jo ser, at du tænker ud fra din egen Forestillingskres og ikke ud fra Barnets; det vil ikke mere stole paa dig, og da er alt tabt. Men hvor er den Lærer, som holder af at komme tilkort og tilstaa sin Uret for sin Elev? for dem alle gælder den Lov; ikke en Gang at ville indrømme virkelig begaaede Fejlgreb; jeg derimod vilde gøre det til en Lov for mig at tilskrive mig endog de Fejlgreb, som jeg ikke havde begaaet, naar jeg ikke kunde bringe min Lærling til at forstaa mine Grunde. Min Maade at være paa — altid klar for ham — vilde aldrig blive ham mistænkelig, og ved at tillægge mig Fejl, vilde jeg sikre mig en større Tiltro end hine opnaa ved at skjule deres.
  Husk først og fremmest paa, at det saare sjældent vil være din Sag at foreslaa, hvad han bør lære; det er hans Sag at ønske, søge og finde det; dig paaligger det at gøre ham Sagerne forstaaelige og snildt at vække dette Ønske hos ham og forsyne ham med Midler til at tilfredsstille det. Deraf følger, at dine Spørgsmål maa blive faa, men godt valgte, og at du, eftersom han vil have meget mere at spørge dig om, end du ham, altid vil være mindre udsat og oftest være i det Tilfælde, hvor du siger til ham: Til hvad Nytte er det at vide det, du spørger mig om?
  Da der endvidere kun ligger liden Magt paa, om han lærer dette eller hint, naar han kan forstaar, hvad han lærer og kan anvende det, saa gælder det om, saafremt du ikke om det, du siger ham, kan give ham en Forklaring, som han kan bruge, at du da slet ingen giver ham. Sig ham uden Skrupler: jeg har ikke noget passende Svar at give dig, jeg havde Uret, lad os lade det fare. Dersom virkelig din Undervisning ikke var paa sin Plads, saa er der jo ikke noget galt i helt at afbryde den, og var dette ikke Tilfældet, saa vil du snart med en Smule Umage finde en Lejlighed til at gøre ham dens Nytte indlysende.
  Jeg er ingen Ynder af disse belærende Foredrag. Ungdommen skænker dem kun ringe Opmærksomhed og gemmer næppe paa dem. Nej Tingene! Tingene! Jeg kan aldrig gentage det ofte nok, at vi lægge alt for megen Vægt paa Ord; med vor snakkesalige Opdragelsesmaade skabe vi kun Vrøvlehoveder.
I Campes Revisionsværk er denne sidste Sætning fremhævet ved store Typer, skønt den ikke er udhævet i Originalen. Dog tilføjer han i en Anmærkning: For den store Sandheds Skyld, der ligger i disse Ord. vilde jeg have ladet dem trykke med endnu større Skrift, hvis det havde kunnet lade sig gøre uden Mispryd i typografisk Henseende.
(Se Udgaven af 1789, 2. Del Pag, 83).
    O. A.

  Lad os nu antage, at min Elev, medens vi studere Solens Løb og Maaden at østne sig paa, afbryder mig med dette Spørgsmaal: »hvortil tjener nu alt dette?« Hvilket ypperligt Foredrag kan jeg nu ikke holde! hvormange Ting kan jeg nu ikke gribe Lejligheden til at undervise ham i,
Dr. E. v. Sallwürk følger i sin tyske Oversættelse (se I, Pag 226) Amsterdammerudgavens »m'instruire« og oversætter »til at undervise mig i.« Men Neaulmes Udgave af 1762 (se nærværende Oversættelse Pag. 4, Noten) har »l'instruire«. Denne Læsemaade følger ogsaa Cramer i sin Oversættelse af 1789. Læsemaaden »m'intruire« er muligvis en Trykfejl, skønt den — indrømmer jeg — nok kunde give god Mening, naar man husker paa, at R. jo, i hele Stykket ovenfor, ironiserer.
    O. A.
idet jeg svarer paa hans Spørgsmaal, i Særdeleshed, hvis der er andre Tilhørere til Stede.
Jeg har ofte lagt Mærke til, at i de højlærde Undervisninger, som man giver Børnene, bekymrer man sig mindre om at høres af dem end af de voksne Personer, som ere til Stede. Jeg er sikker i min Sag her, for jeg har gjort denne Iagttagelse hos mig selv.
    R.
Jeg vil tale til ham om det nyttige i at rejse, om Handelen, om hvert Jordstrøgs særlige Frembringelser, om de forskellige Folks Sæder, om Almanakens Nytte, om Beregningen af Aarstidernes Tilbagevenden med Henblik paa Landvæsenet, om Styrmandskunsten, om den Maade, paa hvilken man finder og nøjagtigt følger sin Vej paa Havet, uden at vide, hvor man er. Politiken, Naturhistorien, Astronomien, selv Moralen og Folkeretten kunde jeg faa med i min Forklaring, saa jeg kunde give min Elev en ophøjet Forestilling om alle disse Videnskaber og vække hos ham et levende Ønske om at komme ind i dem. Naar jeg saa havde faaet sagt alt dette, vilde jeg som en rigtig Pedant have udkrammet en Masse Lærdom, som han ikke vilde have fattet en Stavelse af. Han vilde føle stor Lyst til at spørge som før, hvortil det tjener at kunne østne sig; men han vover det ikke af Frygt for at fortørne mig. Han finder bedre sin Regning ved at lade, som om han forstaar, hvad man har tvunget ham til at høre paa, Saaledes gaar det til ved den fine Opdragelse.
  Men vor Emil, der mere er opdraget efter Landsbyforhold, og som — hvad vi netop har gjort os Umage for — opfatter tungt, vil ikke høre noget af alt dette. Ved det første Ord, som han ikke forstaar, gaar han sin Vej, fornøjer sig paa anden Maade i Stuen og lader mig ganske alene med min Tale. Nej, vi maa se os om efter en mere haandfast Løsning; min videnskabelige Tilstelning [Arrangement] har ingen Værd for ham.
  Vi undersøgte netop Beliggenheden af Skoven Nord for Montmorency,
Da Rousseau skrev Emil, boede han i l'Ermitage i Nærheden af de højtliggende Skove ved Montmorency.
    (Proff. Harald Höffding: J. J. Rousseau Pag. 41 og 42.)
da han afbrød mig med sit ubelejlige Spørgsmaal: »Hvad Nytte er det nu til?« »Du har Ret,« svarede jeg, »vi maa ved Lejlighed tænke derover, og dersom vi finde, at dette Arbejde ikke er til nogen Nytte, saa ville vi ikke mere befatte os med det; thi vi har jo ingen Mangel paa nyttige Ting at underholde os med. Vi tog nu fat paa andre Ting, og for Resten af Dagen var der ikke mere Tale om Geografi.
  Den næste Morgen foreslog jeg ham en Spadseretur før Frokost; han vil heller end gerne; thi til Løbeture ere Børnene altid rede, og min Dreng har gode Ben. Vi stige op i Skoven og vandre gennem Engene, forvilde os og véd tilsidst ikke, hvor vi ere. Da vi skulle tilbage, kunne vi ikke finde Vejen. Tiden gaar, det bliver varmt, og vi blive hungrige; vi skynde os, flakke forgæves fra den ene Side til den anden uden dog at møde andet end Skov, Stenbrud og Marker, men ingen Steder noget, som vi genkende. Vi ere meget ophedede, trætte og hungrige, men gøre dog ikke andet med vor Løben, end at forvilde os endnu mere. Endelig sætte vi os ned for at overveje. Jeg forudsætter nu, at Emil ikke er opdraget anderledes end andre Børn; følgelig overvejer han ikke, han græder: han véd ikke, at vi ere i Nærheden af Porten til Montmorency og at det kun er en Smule Ungskov, der skjuler den for os; men denne Ungskov er jo en stor Skov for ham; et Menneske af hans Størrelse forsvinder helt imellem nogle Buske.
  Efter nogle Øjeblikkes Tavshed siger jeg med en bekymret Mine til ham: »Kære Emil! hvad skulle vi gøre for at komme bort herfra . . .?«
Emil.
(Vaad af Sved og udgydende hede Taarer.)
Jeg véd det ikke. Jeg er træt; jeg er sulten og tørstig. Jeg kan ikke mer.

Jean–Jaques.
Tror du, jeg har det bedre end du? og tænker du, at jeg vilde lade være at græde, dersom jeg kunde holde Frokost paa mine Taarer? det gælder nu ikke om at græde, men om at finde sig til rette. Se paa dit Ur, hvad er Klokken?

Emil.
Den er tolv, og jeg er endnu fastende.

Jean–Jaques.
Det er sandt, det er Middag og jeg er endnu fastende.

Emil.
Ja, hvor De maa være sulten!

Jean–Jaques.
Ulykken er, at min Middagsmad ikke hitter paa at søge mig her. Klokken er tolv; det var just ved denne Tid, vi i Gaar fra Montmorency iagttoge Skovens Stilling. Dersom vi nu bare fra Skoven kunde iagttage Montmorencys Stilling? ...

Emil.
Ja; men i Gaar saa vi Skoven, og herfra kunne vi ikke se Byen.

Jean–Jaques.
Ja, se det er Ulykken . . . Dersom vi nu, uden at se den, alligevel kunde finde dens Beliggenhed? . . .

Emil.
Aa — kære, kære Ven!

Jean–Jaques.
Sagde vi ikke, at Skoven var ...

Emil.
Nord for Montmorency.

Jean–Jaques.
Følgelig maa Montmorency ligge . . .

Emil.
Syd for Skoven.

Jean–Jaques.
Ja, og vi har jo et Middel til om Middagen at finde, hvor Nord er.

Emil.
Ja, af Skyggens Retning.

Jean–Jaques.
Men Syd?

Emil.
Hvordan finder vi det?

Jean–Jaques.
Syd er lige modsat Nord.

Emil.
Det er sandt: man behøver kun at søge i den modsatte Retning af Skyggen. Aa, dér er Syd, dér er Syd! Montmorency maa bestemt ligge til den Side, lad os gaa i den Retning.

Jean–Jaques.
Du kan have Ret; lad os følge den Sti tværs igennem Skoven.

Emil.
(klappende i Hænderne og udstødende Glædeshyl.)
Aa, jeg ser Montmorency! se dér, lige foran os, den ligger helt frit. Nu af Sted til Frokosten og Middagen, lad os løbe hurtigt: Astronomien er dog god til noget.


  Læg Mærke til, at selv om han ikke siger denne sidste Frase, saa vil han tænke saaledes, og det gør naturligvis lige meget, naar det bare ikke er mig, der siger den. Du kan være vis paa, at han ikke hele sit Liv igennem vil glemme denne Dags Lærdom: havde jeg derimod ladet ham gennemleve alt dette i Tankerne paa hans Værelse, saa vilde min Tale være glemt Dagen efter. Man maa saa meget som muligt lade Kendsgerningerne tale og kun bruge Ordet, hvor dette ikke lader sig gøre.
  Læseren maa ikke vente, at jeg har saa ringe Tanker om ham, at jeg skulde give et Eksempel for hver Videnskabsgren; men jeg kan — hvad der saa end er Spørgsmaal om — ikke indtrængende nok formane Opdrageren til omhyggeligt at afpasse sit Bevis efter Elevens Evner: thi — gentager jeg — Ulykken bestaar just ikke i, hvad han ikke forstaar, men i hvad han bilder sig ind at forstaa.
  Jeg kommer til at huske paa, hvorledes jeg bar mig ad, da jeg vilde give et Barn Smag for Kemien. Efter at have vist ham flere metalliske Bundfældinger, forklarede jeg ham, hvorledes man lavede Blæk. Jeg sagde ham, at det sorte kun hidrørte fra meget findelt Jern, der var udtrukket af Vitriol og bundfældet i en Alkaliopløsning. Midt under min lærde Forklaring satte den lille Skælm mig paa en Gang fast med det Spørgsmaal, jeg selv havde lært ham; jeg kom sandelig i en svær Knibe,
  Efter at have tænkt mig lidt om, lagde jeg min Plan. Jeg sendte ham først efter Vin fra Husherrens Kælder, og derpaa lod jeg ham købe Vin til otte Sous hos en Vinhandler. Jeg tog en lille Flaske med en Opløsning af fast Alkali; derpaa stillede jeg to Glas med disse to forskellige Slags Vin
Ved enhver Forklaring, som man giver et Barn, vil en Smule forudgaaende Tilberedning i høj Grad tjene til at vække dets Opmærksomhed.
    R.
foran mig og sagde:
  Man forfalsker mangfoldige Varer, for at de skulle synes bedre, end de ere. Disse Forfalskninger skuffe baade Øjet og Smagen; men de ere skadelige og gøre, ved det smukke Udseende, de give, den forfalskede Genstand slettere, end den var i Forvejen.
  Man forfalsker i Særdeleshed Drikkevarer og især Vine, fordi Bedrageriet er meget vanskeligt at opdage, og fordi det giver Bedrageren den største Fordel.
  Forfalskningen af den umodne eller sure Druesaft sker med Sølverglød, og Sølverglød er en Bundfælding af Bly. Naar Blyet gaar i Forbindelse med Syren, fremkommer et meget sødt Salt, som forbedrer den umodne Drues Smag, men er en Gift for dem, der drikke den. Førend man drikker en saadan mistænkelig Vin, er det af Vigtighed at faa at vide, om den er tilsat med Sølverglød eller ikke. Se nu, hvorledes jeg bærer mig ad med at opdage dette.
  Druesaften indeholder ikke alene antændelig Sprit, som du har set af det Brændevin, som man uddrager af den; den indeholder tillige Syre, hvad du kan kende af Vinstenen, som man ogsaa udvinder af den.
  Syre har en Tilbøjelighed til at indgaa Forbindelser med metalliske Stoffer; den opløser dem og forener sig med dem, og der dannes et sammensat Salt; et saadant er for Eksempel Rust, der ikke er andet end Jern, opløst af Syre, der findes i Luften og Vandet; ligesaa Spanskgrønt, som kun er Kobber, der er opløst af Vineddike.
  Men den samme Syre har endnu stærkere Tilbøjelighed til at indgaa Forbindelser med alkaliske Stoffer end med Metaller; saasnart derfor de første komme nær til et af de ovenfor omtalte sammensatte Salte, saa nødes Syren til at løse den Forbindelse, hvori den var med Metallet, for at forbinde sig med Alkaliet.
  Det metalliske Stof, der er frigjort fra Syren, som holdt det i opløst Tilstand, begynder da at bundfælde og gør Vædsken plumret.
  Dersom en af disse Vine er tilsat med Sølverglød, saa vil Syren holde Sølvergløden i opløst Tilstand; men dersom jeg nu hælder noget af den alkaliske Opløsning deri, saa vil denne tvinge Syren til til at frigøre sig, for at forbinde sig med den; Blyet, der ikke mere holdes opløst, vil igen vise sig, gøre Vædsken plumret og endelig bundfælde sig paa Bunden af Glasset.
  Dersom der i Vinen hverken findes Bly
De Vine, som sælges i Smaapartier hos Vinhandlerne i Paris, ere, skønt de ikke alle ere tilsatte med Sølverglød, sjældent fri for Bly, efterdi Vinhandlernes Diske ere overtrukne med dette Metal, og efterdi Vinen, som hældes i Maalet ved at passere igennem dette og ved at noget bliver hængende ved dette Bly, altid opløser noget af det. Det er mærkeligt, at en saa aabenlys og farlig Misbrug bliver taalt af Politiet. Men det er sandt: de velhavende Folk drikke næppe den Slags Vin og ere altsaa ikke udsatte for at blive forgiftede.
    R.
eller noget andet Metal, saa vil Alkaliet roligt
Plantesyren er meget mild. Dersom det var en mineralsk Syre, og den tilmed var mindre fortyndet, saa vilde Forbindelsen ikke foregaa uden en Brusning.
    R.
forbinde sig med Syren; det hele vil forblive i opløst Tilstand, og der vil ikke ske nogen Bundfælding.
  Derpaa hælder jeg noget af min Alkaliopløsning først i det ene, dernæst i det andet Glas. Husets egen Vin forbliver klar og gennemsigtig; den anden bliver i samme Øjeblik grumset, og en Time efter ser man tydeligt Blyet bundfældet paa Bunden af Glasset.
  Se dér, fortsætter jeg, har du den naturlige og rene Vin, som man kan drikke, og her ser du den forfalskede, som er giftig. Dette opdager man netop ved Hjælp af de Kundskaber, om hvilke du spurgte mig, hvad Nytte de var til: den som forstaar sig godt paa at lave Blæk, forstaar ogsaa at opdage, om Vinene ere forfalskede.
  Jeg var meget tilfreds med mit Eksempel. Imidlertid opdagede jeg, at det aldeles ikke havde gjort noget Indtryk paa Drengen. Jeg behøvede lidt Tid for at forstaa, at jeg havde begaaet en Dumhed; thi — uden at tale om, at en tolvaars Dreng umuligt kunde følge min Forklaring — Nytten af dette Forsøg blev ikke indlysende for ham. Da han havde smagt paa begge Vine og fundet dem begge gode, saa forbandt han ingen Forestilling med dette Ord »Forfalskning«, som jeg mente at have forklaret ham saa meget godt. De andre Ord »usund«., »Gift« havde ikke en Gang nogen Mening for ham; han var her i det samme Tilfælde som han, der fortalte Historien om Lægen Filip: i dette Tilfælde befinde alle Børn sig.
  Forholdet mellem Virkning og Aarsag betyder ingen Ting for os, naar vi ikke faa rigtig fat i Sammenhængen; vi bryde os heller ikke om de Goder og Onder, som vi ikke har nogen Forestilling om, eller om de Fornødenheder, vi aldrig har følt Savnet af. Det er umuligt ad den Vej at vække vor Interesse, saa vi sætte Kraft ind paa at naa noget af alt dette. I femten Aars Alderen ser man paa den vises Lyksalighed med samme Øjne, som man i tredive Aars Alderen ser paa Paradisets Herlighed. Forstaar man lige saa lidt det ene som det andet, saa gør man sig kun ringe Umage for at naa noget af det, og selv om man forstaar det, saa vilde man dog kun anstrenge sig meget lidt, dersom man ikke ønskede at naa det eller følte, at det passede En. Det er en let Sag at bevise for et Barn, at det, man vil undervise det i, er nyttigt; men det hjælper kun lidt at bevise det, naar man ikke kan overbevise Barnet. Den kolde Fornuft lader os forgæves billige eller misbillige; det er kun Lidenskaben, der fører os til Handling, og hvorledes kan man lidenskabeligt hige mod de Maal, som man endnu ikke har?
  Vis aldrig Barnet noget, som det ikke formaar at indse. Da de voksne Menneskers Liv og Færden er saa godt som helt fremmed for Barnet, saa kan du ikke løfte det op i deres Hækker; det er derfor bedre, at den voksne stiger ned til Barnets Stade. Du kan gerne tænke paa, hvad der kan være til Nytte for det i en senere Alder, men du bør kun tale med det om de Ting, hvis Nytte det allerede nu kan indse. For øvrigt: ingen Sammenligninger med andre Børn, ingen Rivaliseren og ingen Kappestrid — ikke en Gang i Løb — saa snart det begynder at tænke logisk. Jeg ser hundrede Gange hellere, at det slet intet lærer, end at det kun lærer ved Hjælp af Skinsyge og Forfængelighed. Jeg alene mærker mig alle de Fremskridt, som det har gjort hvert Aar og sammenligner dem med det følgende Aars Fremskridt, idet jeg siger til min Elev: du er nu vokset saa mange Linjer; der ser du den Grav, du den Gang sprang over, og den Byrde, du kunde bære; saa langt kunde du kaste en Sten, og denne Bane kunde du gennemløbe i ét Aandedræt, o. s. v.; lad os se, hvad du nu kan gøre. Jeg opmuntrer ham altsaa uden at gøre ham skinsyg paa nogen. Han vil nu se at overgaa sig selv, og han bør det. Jeg ser ikke noget urigtigt i, at han kappes med sig selv.
  Jeg hader Bøgerne; de lære os kun at tale om det, som man ikke kender. Der fortælles, at Hermes paa Søjler indgravede Videnskabens Begyndelsesgrunde. Dersom han havde indpræget dem i Menneskenes Hoveder, saa vilde de dér være bevarede gennem Overlevering. Godt uddannede Hjerner ere de Monumenter, hvor de menneskelige Kundskaber sikrest indgraves.
  Skulde der ikke gives et Middel til at samle alle de mange Lærdomme, der findes spredte i saa mange Bøger, og sammenfatte dem i en almindelig Fortælling, som kunde være let at forstaa, interessant at følge, og som kunde virke som Spore endogsaa for Barnealderen? Dersom man nu kunde opfinde en Situation, hvor alle Menneskets naturlige Fornødenheder fremstilledes paa en for Barnets Forstand let fattelig Maade, og hvor Midlerne til at tilfredsstille disse samme Fornødenheder kom frem efterhaanden med den samme Lethed, saa havde man, i et saadant levende og naturligt Billede af denne Tilstand, et Middel til at give Barnets Indbildningskraft den første Øvelse.
  Store Filosof! jeg ser allerede din Indbildningskraft staa i Flammer; men du skal ikke gøre dig nogen Ulejliglighed. Denne Situation er funden; den er beskreven og — uden at ville fornærme dig — meget bedre, end du selv vilde være i Stand til at beskrive den, i det mindste med mere Sandhed og Simpelhed. Da vi nu absolut skulle have Bøger, saa findes der en saadan, som — efter min Mening — giver os den heldigste Fremstilling af den naturlige Opdragelse. Denne Bog vil være den første, som min Emil læser; den alene vil i lange Tider udgøre hele hans Bogsamling og vil altid dér beholde en fremskudt Plads. Den vil afgive den Tekst, hvortil alle vore naturvidenskabelige Samtaler kun ville tjene som Fortolkninger, Den vil under vore Fremskridt tjene til Prøvesten for vore Domme, og saa længe vor Smag ikke er fordærvet, vil Læsningen af den altid fornøje os. Hvad er nu det for en mærkværdig Bog? Er det Aristoteles? er det Plinius? er det Buffon?
Aristoteles (384—322 f. Chr.), græsk Filosof og Forfatter. — Plinius den ældre, berømt romersk Naturforsker, Forfatter til en Naturhistorie i 37 Bøger. Han omkom ved Vesuvs Udbrud Aar 79 e. Chr. Om Buffon se nærv. Overs. Pag. 155, Noten.
    O. A.
Nej, det er Robinson Crusoe.
Robinson Crusoes Forfatter er Daniel de Foe, engelsk Politiker og Skribent. Han er født 1661 og døde i stor Fattigdom i London 1731.
    O. A.

  Robinson Crusoe paa sin Ø, ganske ene, uden Hjælp af sine Medmennesker og blottet for Redskaber af enhver Slags, men som dog sørger for sit Ophold og sin Bevarelse, ja endog skaffer sig et Slags Velvære, se, det er et interessant Emne for enhver Alder, og som man har tusende Midler til at gøre fornøjelig for Børn. Se nu, hvorledes den øde Ø, som fra først af tjente mig til Sammenligning, bliver til Virkelighed. Jeg indrømmer, at hans Levevis og Stilling ikke er Samfundsmenneskets og at den sandsynligvis heller ikke bliver Emils; men det er ud fra denne, at han skal værdsætte alle de andre. Den sikreste Maade til at hæve sig over Fordommene og lære at dømme paa Grundlag af Tingenes virkelige Forhold, det er at sætte sig i en saaden Eneboers Sted og at dømme om alt, saaledes som han med sin egen Tarv for Øje maa dømme.
  Naar jeg bortskærer al Fyldekalk fra denne Roman, idet jeg lader den begynde med Robinsons Skibbrud i Nærheden af hans Ø og slutte med Ankomsten af det Skib, som fører ham bort derfra, saa vil den paa én Gang være Emils Underholdning og Undervisning i hele det Livsafsnit, hvorom der her tales. Han maa gerne være helt optaget af den, saa han uophørligt beskæftiger sig med sit Slot, sine Geder og sine Plantager; alt hvad man i et lignende Tilfælde maatte vide Besked om, det skal han lære i alle Enkeltheder, ikke ud af Bøger, men af Tingene. Lad ham kun forestille sig, at han selv er Robinson, saa han ser sig selv klædt i Skind, med en stor Hat paa Hovedet og en mægtig Sabel ved Siden, ja, med hele denne Skikkelses eventyrlige Udrustning med Undtagelse af Parasolen, som han ingen Brug har for. Han skal være optaget af at tage sine Forholdsregler, dersom han skulde mangle dette eller hint; han maa nøje prøve sin Helts Færd og undersøge, om han ikke har glemt noget, eller om der ikke skulde være noget, han kunde have gjort bedre, saa han omhyggeligt mærker sig hans Fejl, for at drage Fordel deraf, at han ikke, i et lignende Tilfælde, selv skal gøre sig skyldig i de samme Fejltagelser. Jeg tvivler nemlig aldeles ikke om, at han jo vil udkaste Planer til et lignende Foretagende. Det er de skønne Luftkastellers lykkelige Alder, hvor man ikke kender nogen anden Lykke end den at have det nødvendige til Livets Ophold og saa Friheden.
  Ja, alt dette Hjernespind, hvilken Rigdomskilde for en dygtig Mand, som ikke blot har kunnet finde paa det, men ogsaa forstaaet at gøre det frugtbringende! Barnet er saa optaget af at anlægge sig et Magasin for sin Ø, at det vil være ivrigere for at lære end Læreren for at undervise. Det vil vide alt, hvad det har Nytte af at vide, men intet andet: du behøver ikke længer at lede det, men kun at holde igen. Men lad os for øvrigt skynde os med at faa det anbragt paa denne Ø, saalænge det endnu finder sin Lykke indenfor dens Grænser; thi den Dag nærmer sig, da det — selv om det endnu vil forblive der — ikke mere vil leve der alene, og da »Fredag«, som det nu næppe lægger Mærke til, ikke længer vil være det Selskab nok. Udøvelsen af de naturlige Kunstfærdigheder, hvortil der kun behøves ét Menneske, fører til Opfindelsen af industrielle Foretagender, hvortil der udkræves en Samvirken af mange Hænder. De første kunne udøves af Eneboere og af vilde Folkeslag; men de andre kunne kun opstaa i et Samfund og gøre derfor et saadant nødvendigt. Saalænge som man kun kender det fysiske Behov, kan ethvert Menneske hjælpe sig selv; men med Overdaadigheden følger uafviseligt Samarbejdet og Arbejdets Deling; thi endskønt ét arbejdende Menneske kun fortjener det nødvendige til ét Menneskes Ophold, saa ville dog hundrede Mennesker, som arbejde i Forening, kunne fortjene, hvad to hundrede Mennesker behøve. Saasnart altsaa en Del af Menneskene hvile sig, maa nødvendigvis alle de Arme, som arbejde i Fællesskab, udfylde det Hul, som fremkommer ved deres Lediggang, der intet udrette.
  Fremfor alt maa du have din Opmærksomhed henvendt paa at holde alle de Begreber om Samfundsforholdene borte, som ligge udenfor din Elevs Fatteevne; men hvis den Sammenhæng, der er imellem de forskellige Kundskaber, tvinge dig til at gøre ham opmærksom paa Menneskenes indbyrdes Afhængighed af hverandre, saa — i Stedet for at vise ham denne fra den moralske Side — bør du først rette hans Opmærksomhed paa de industrielle og mekaniske Kunstfærdigheder, hvorigennem Menneskene kunne være nyttige for hverandre. Naar du fører ham fra Værksted til Værksted, saa maa du aldrig tillade, at han ser noget Arbejde uden selv at lægge Haand paa Værket, eller at han gaar sin Vej, førend han til Fuldkommenhed har forstaaet alt, hvad man dér foretager sig, eller i det mindste saa meget af det, som han har iagttaget. Arbejd derfor selv med og giv ham overalt det gode Eksempel: for at gøre ham til Mester, maa du selv overalt være Lærling, og: stol kun paa, at én Times Arbejde vil lære ham mere, end han vil faa ud af en hel Dags Forklaringer.
  Den almindelige Vurdering af de forskellige Haandværker staar i omvendt Forhold til deres virkelige Nytte. Denne Vurdering stiger endogsaa i Forhold til deres Unytte, og dette kan ikke være anderledes. De nyttigste Haandteringer give den mindste Fortjeneste, fordi Arbejdernes Antal staar i Forhold til Menneskenes Behov, og fordi det Arbejde, som alle har Brug for, nødvendigvis maa være til en Pris, som den fattige kan overkomme. Disse vigtige Springfyre derimod, som man ikke kalder Haandværkere, men Kunstnere, arbejde udelukkende for Dagdrivere og Rigmænd og sætte derfor en vilkaarlig Pris for deres Legeværk, og da disse intetsigende Arbejders Betydning kun eksisterer i Indbildningen, saa bliver det for en Del selve Prisen, der kommer til at give dem deres Værd, og man vurderer dem i Forhold til, hvad de koste. Den Pris, den rige Mand sætter paa dem, kommer ikke af, at han har Brug for dem, men deraf, at den fattige ikke er i Stand, til at købe dem. Nolo habere bona nisi qvibus populus inviderit.
Petronius.
    R.
Petronius er en romersk Skribent paa Neros Tid. — »Jeg bryder mig ikke om andre Skatte end dem, som Folket vil misunde mig.«
    O. A.

  Hvad skal der blive af eders Elever, naar I lade dem optage denne taabelige Fordom, ja endog selv begunstige den, naar de se eder for Eksempel med større Respekt at træde ind i en Guldsmeds Bod end til en Laasesmed? Hvad Mening skulle de faa om Haandværkernes sande Betydning og Tingenes virkelige Værd, naar de overalt se den indbildte Pris være modsat den Pris, man maatte sætte efter Tingenes virkelige Nytte, og naar de se, at jo mere en Ting koster, desto mindre er den værd? Lige fra det Øjeblik af, at I lade disse Forestillinger faa Indpas i deres Hoved, har I givet Resten af deres Opdragelse til Pris. Hvad I end gøre, ville de vokse op som alle andre; I har spildt fjorten Aars Møje.
  Naar Emil er optaget af at indrette sig paa sin Ø, vil han se med helt andre Øjne. Robinson vilde have sat meget mere Pris paa en Værktøjsmeds Bod end paa alt Saïdes Flitterkram. Den første vilde i hans Øjne have været en meget respektabel Mand, og den anden en ynkelig Markskriger.
  »Min Søn er bestemt til at leve i Verden; han skal ikke leve mellem Vismænd, men imellem Taaber: han maa altsaa have Kendskab til deres Daarskaber, efterdi det er igennem dem, de kunne ledes. Det virkelige Kendskab til Tingene kan maaske være godt nok: men Kendskab til Menneskene og deres Maade at dømme paa er endnu vigtigere; thi i det menneskelige Samfund er Mennesket Menneskets vigtigste Værktøj, og den viseste er den, som bedst forstaar at haandtere dette Redskab. Hvad Gavn skulde det være til at give Børnene en Forestilling om en tænkt Verdensorden, hel modsat den, de ville finde i den nærværende Verden, og som de maa indordne sig under? Giv dem først saadanne Lærdomme, som kunne gøre dem kloge, og lær dem derpaa at dømme om, hvori de andre ere Tosser.«

  Dér har du de tilsyneladende skønne Grundsætninger, efter hvilke Fædrenes falske Klogskab arbejder paa at gøre deres Børn til Slaver af de Fordomme, som de fylde dem med, og som gøre dem selv til Legetøj for den tankeløse Hob, som de mene at gøre til Redskab for deres Lidenskaber. Hvormange Ting er det ikke nødvendigt at kende, førend man kommer til at kende Mennesket! — Mennesket er netop den vises sidste Studium, og du vil gøre det til Barnets første Studium! Begynd med at lære Barnet at værdsætte vore Følelser, førend da underviser det om dem. Skal det kaldes at kende en Daarskab, at man tager den for god Fornuft? For at være vis maa man kunne kende, hvad der er uvist. Hvorledes skal dit Barn lære at kende Menneskene, naar det hverken forstaar at bedømme deres Meninger eller udsondre deres Vildfarelser? Det er et Onde at vide Besked om Menneskenes Tanker, naar man ikke véd, om de ere sande eller falske. Lær altsaa først Barnet at kende Tingene i sig selv, og lær det derefter, hvad Værdi de har i vore Øjne: paa den Maade vil det forstaa at sammenligne »hvad man mener« med Sandheden og at hæve sig selv over Hoben: thi man kender ikke Fordommene, naar man selv tager dem op i sig, og man vil ikke være i Stand til at lede Folket, naar man ligner det. Men dersom du begynder med at undervise Barnet om den offentlige Mening, førend du lærer det at bedømme den, saa kan du være sikker paa, at den — trods al din Møje — ogsaa vil blive Barnets Mening, og at du ikke mere vil kunne fortrænge den. Jeg drager altsaa den Slutning: for at gøre et ungt Menneske selvdømmende, er det nødvendigt at udvikle hans Dømmekraft godt, i Stedet for at indpode ham vore Domme.
  Man ser nok, at jeg hidtil aldeles ikke har talt med min Elev om Menneskene; han vilde ogsaa være i Besiddelse af alt for megen sund Sans til at kunne forstaa mig. Da han endnu ikke har tilstrækkelig Følelse for sine egne Forhold til sine Medmennesker, saa er han ikke i Stand til ud af sig selv at dømme andre. Han kender ikke noget andet menneskeligt Væsen end sig selv, og saa er han endda meget langt fra at kende sig selv til Bunds; men selv om han kun kan dømme saa smaat om sin egen Person, saa er i det mindste hans Domme rigtige. Han véd ikke noget om, hvilken Plads der tilkommer andre; men sin egen kender han og fastholder. Jeg har ikke gjort ham afhængig af Samfundets Love og Vedtægter, som han ikke kan have nogen Forstand paa, men derimod lært ham at bøje sig for Nødvendigheden. Han er endnu i næsten kun et fysisk Væsen, og som et saadant vil jeg fremdeles behandle ham.
  Alle Naturvæsner, alle menneskelige Virksomheder maa han vurdere i Forhold til, som han føler, at de tjene til hans Gavn, hans Sikkerhed, Bevarelse og Velvære. Jernet maa altsaa i hans Øjne have en langt større Værdi end Guldet, og Glas maa være ham værdifuldere end Diamanter. Ligeledes har han meget mere Agtelse for en Skomager eller Murer end for Lempereur eller en Le Blanc samt alle Europas Juvelerer tilsammen; en Postejbager er i hans Øjne især en meget betydelig Mand, og han gav gerne hele Videnskabernes Akademi for den ringeste Conditor i Longobardergaden. Guldsmedene, Gravørerne og Forgylderne ere, efter hans Mening, ikke andet end Dovenkroppe, der more sig med at lave alskens fuldstændig unyttigt Legeværk; ikke en Gang Urmagerkunsten sætter han videre stor Pris paa. Det lykkelige Barn nyder Tiden uden at være dens Slave; han bruger den uden at kende dens Værdi. Lidenskabernes Ro, der gør, at den for ham altid rinder lige jævnt, er i Nødsfald hans Tidsmaaler.
Vi mister Maalestokken for Tiden, naar vore Lidenskaber ville styre dens Løb efter Forgodtbefindende. Den vises Ur er Sindsligevægt og Fred i Sjælen: han er altid punktlig og har altid rede paa sin Tid.
    R.
Da jeg forudsatte, at Emil havde et Ur, ligesom ogsaa, da jeg lod ham græde,
Se Samtalen mellem Jean–Jaques og Emil ved Montmorency Pag. 229.
    O. A.
da var det en ganske almindelig Emil, jeg skildrede, for derved at vejlede andre og gøre mig forstaaelig; thi hvad den virkelige Emil angaar, saa vil han — et Barn, der er saa forskelligt fra andre — aldrig kunne tjene til Eksempel.
  Der er en anden, ikke mindre naturlig, men endnu mere fornuftig Maade at tage Tingene paa, den nemlig at værdsætte de forskellige Erhverv efter deres mindre eller større Afhængighed af andre. I første Række sætter man saa de mest uafhængige og i sidste Række dem, der ere afhængige af et stort Antal af andre Erhverv. Denne Rækkefølge, der giver Anledning til vigtige Overvejelser med Hensyn til den Rangforordning, der gælder i det almindelige Samfund, er lig den foregaaende og undergivet den samme Venden paa Hovedet i det almindelige Omdømme, saa at Beskæftigelsen med Raastofferne er et Erhverv uden Anseelse og næsten uden Fortjeneste; men jo flere Hænder de gaa igennem, desto hæderligere bliver Arbejdet med dem, og dets Pris stiger. Det er ikke det, jeg undersøger, hvorvidt det er sandt, at der til disse finere Haandteringer, som give hine Stoffer den sidste Form, udkræves en større og derfor ogsaa fortjenstligere Dygtighed og Driftighed end til det Første–Arbejde, som bringer dem frem til Brug for Mennesker; men jeg paastaar, at i alle Tilfælde den Haandtering, som er den mest almindelig brugte og uundværligste, uimodsigelig ogsaa er den, der fortjener den største Agtelse, og at det Erhverv, som i mindste Maal trænger til andre Haandteringers Hjælp, fortjener Anseelse fremfor de mere underordnede, fordi det er det mest fri og mest uafhængige. Se her de sande Regler for Vurderingen af Haandteringer og Industri; enhver anden er vilkaarlig og afhængig af Folks Mening.
  Den første og agtværdigste af alle Haandteringer er Agerdyrkningen: jeg vilde sætte Smedens i anden og Tømrerens i tredje Række o. s. v. Det Barn, som ikke er vildledt af de almindelige Fordomme, vil netop dømme saaledes. Hvormange vigtige Overvejelser vil vor Emil ikke hente fra sin Robinson! Hvad skal han tænke, naar han ser, at Haandværket kun bliver fuldkomnere ved at dele sig og ved i det uendelige at mangfoldiggøre Værktøjet? Han vil tænke som saa: Alle disse Folk ere dog taabelige i deres Opfindsomhed; man skulde tro, at de vare bange for at bruge deres Arme og deres Fingre til noget; saa meget Værktøj, som de opfinde for at undgaa at bruge dem. For at kunne øve et eneste Haandværk ere de afhængige af tusende andre; enhver Arbejder behøver snart en hel By. Min Kammerat og jeg, vi bruge vor Opfindsomhed til at dygtiggøre os selv; vi lave os intet andet Værktøj, end hvad vi kunne føre med os overalt. Alle disse Folk, der i Paris ere saa stolte af deres Talenter, vilde intet forstaa paa vor Ø; her blev det deres Tur at blive vore Lærlinge.
  Min Læser! se nu ikke blot paa paa min Elevs Legemsøvelser og Fingernemhed; men giv Agt paa, hvilken Retning jeg giver hans barnlige Videbegærlighed; læg Mærke til hans Forstand, hans Opfindsomhed, hans Omsigt, ja, tænk over, hvilket Hoved, jeg søger at danne paa ham. I alt hvad han ser, i alt hvad han foretager sig, vil han forstaa alt; han vil indse Grunden til det altsammen; han vil gaa fra Værktøj til Værktøj og altid komme tilbage til det allerførste; han nøjes ikke med løse Formodninger. Hvad der kræver Forkundskaber, som han ikke er i Besiddelse af, vil han ikke give sig af med at lære: ser han, at man forfærdiger en Fjeder, saa vil han vide, hvorledes man har faaet Staalet fra Jerngruben; ser han nogen samle Stykkerne til en Kiste, saa vil han vide, hvorledes Træet er fældet og gennemsavet; arbejder han selv, saa vil han ved hvert Stykke Værktøj, han bruger, ikke undlade at sige til sig selv: dersom jeg nu ikke havde dette Stykke Værktøj, hvorledes skulde jeg saa bære mig ad med at lave mig et lignende eller med at undvære det ?
  Naar en Lærer selv i høj Grad interesserer sig for visse Beskæftigelser, saa kommer han let ind i en Vildfarelse, som det kan være vanskeligt at undgaa, den nemlig, altid at forudsætte, at Barnet har samme Tilbøjelighed: pas derfor paa, naar du selv er fyldt af Arbejdets Glæde, at din Elev imidlertid ikke keder sig uden at turde lade sig mærke med det. Barnet bør helt gaa op i, hvad det foretager sig; men du maa helt gaa op i Barnet, iagttage det, uafladelig udspejde det, uden at det mærker det, i Forvejen føle alle dets Fornemmelser og forebygge dem, som det ikke bør kende. Endelig gælder det om at beskæftige det paa en saadan Maade, at det ikke alene føler, at det gør Nytte med alt, hvad det foretager sig, men ogsaa saaledes, at det finder Fornøjelse deri, idet det hele Tiden er i fuld Forstaaelse med, hvad Gavn dets Arbejde er til.
  Haandværkernes Samfund omsætter deres egne Frembringelser; Handelssamfundet omsætter Stofferne, og Bankerne Værdipapirer og Penge. Alle disse Begreber høre sammen, og Begyndelsesgrundene ere vi allerede inde i: vi har lagt Grundvolden for alt dette lige fra den første Barndomstid af, ved Hjælp af Gartneren Robert.
Se nærv. Oversætt. Pag. 98 og 99.
Der staar nu tilbage at give disse Forestillinger en større Almindelighed og at udstrække dem til at omfatte flere Eksempler, for at lære ham at forstaa, hvori Handelen i og for sig bestaar og for at gøre den anskuelig for ham ved Hjælp af den Del af Naturhistorien, som omhandler hvert Lands særlige Produkter, samt ved at gaa nøjere ind paa de Haandteringer og Videnskaber, som særlig vedrøre Søfarten, og endelig ved at undersøge den større eller mindre Besvær, der er forbunden med Transporten i Forhold til Afstanden mellem Stederne og Beliggenheden af Landene, Havene, Floderne o. s. v.
  Intet Samfund kan tænkes muligt uden Handel, ingen Handel uden en fælles Maaleenhed, lige stor overalt. Altsaa har hele Samfundet som sin første Lov en vedtagen Ensartethed og Lighed, hvad enten det gælder Menneskene eller Tingene.
  Den vedtagne Lighed mellem Menneskene
Dette afhandles nærmere i »contrat social«, særlig 1. Bog Kap. 6. Her gør Rousseau gældende, at kun den fuldstændigste Opgivelse af alle Særrettigheder til Fordel for det fælles hele kan gøre alle lige i Samfundet.
    O. A.
— meget forskellig fra den naturlige Lighed — nødvendiggør den positive Retsordning, det vil sige Regering og Love. Et Barns politiske Kundskaber bør være klare og begrænsede: det skal ikke have nogen Forstaaelse af Regering i Almindelighed, uden for saa vidt den vedrører Ejendomsretten, hvorom det allerede har nogen Forestilling.
  Den vedtagne Lighed imellem Tingene har ført til Opfindelsen af Penge; thi Penge er kun et Udtryk for Sammenligning af Værdien af Ting af forskellig Slags, og i den Forstand ere Pengene det Baand, der holder Samfundet sammen. Men alt kan være Penge; i gamle Dage var Kvæget det; Muslingeskaller er det hos adskillige Folk; i Sparta brugte man Penge af Jern, i Sverrig har man brugt dem af Læder; hos os bruges Guld og Sølv.
  Da Metallerne ere de letteste at transportere, har man almindeligvis valgt dem til Betalingsmiddel ved enhver Handel, og man har præget disse Metalstykker i Penge for at spare sig Umagen med at maale eller veje dem ved hver Handel; thi Præget paa Pengestykket er kun et Bevis for, at det paa denne bestemte Maade prægede Pengestykke har den bestemte Vægt. Alene Fyrsten har Ret til at slaa Mønt, da han alene kan fordre, at hans Bevis skal have Gyldighed overalt i Folket.
  Denne Opfindelses Nytte — saaledes forklaret — kan selv den mest indskrænkede fatte. Det er vanskeligt umiddelbart at sammenligne Ting af helt forskellig Natur, for Eksempel Klæde med Kornvarer; men naar man har fundet en fælles Maaleenhed — nemlig Pengene — saa er det let for Fabrikanten og Landmanden at vurdere de Ting, som de ville sælge, efter denne Maaleenhed. Naar saa stort et Stykke Klæde er saa mange Penge værd, og naar saa meget Korn har den samme Værdi i Penge, saa følger deraf, at Købmanden, som modtager Korn for sit Klæde, gør en Handel, som balancerer. Altsaa er det ved Hjælp af Pengene, at man faar en fælles Maalestok for de forskellige Slags Goder og at man kan sammenligne dem.
  Gaa ikke længere end hertil, og indlad dig ikke paa at forklare de moralske Virkninger af denne Ordning. I enhver Sag gælder det om, først til Gavns at fremstille Brugen, førend man viser Misbrugen. Dersom du vil forklare Børnene, hvorledes det, der betegner Tingene, fører til, at Tingene selv forsømmes, hvorledes Penge har affødt alle Indbildningens Hjernespind og hvorledes de Lande, der ere rige paa Penge, maa være fattige paa alt andet, saa behandler du disse Børn ikke alene som Filosofer, men som vise, og du bilder dig ind at kunne gøre det forstaaeligt for dem, som kun faa Tænkere endog har været i Stand til at fatte til Bunds.
  Hvilken Overflod af interessante Genstande findes der ikke, mod hvilke man paa denne Maade kan rette sin Lærlings Videbegærlighed uden dog nogensinde at forlade den virkelige og haandgribelige Verden, som ligger indenfor hans Fatteevne, eller finde sig i, at han i sin Aand optager en eneste Forestilling, som han ikke kan fatte! Lærerens Kunst bestaar i, aldrig at lade sine Bemærkninger tværes ud over intetsigende Smaatig, men altid at føre ham ind i de store Forhold, som han en Gang maa kende for at kunne dømme rigtigt om det borgerlige Samfunds gode eller slette Ordning. Man maa forstaa at afpase de Samtaler, man underholder ham med, efter den Aandsretning, man har givet ham. Mange Spørgsmaal, som næppe eller kun løseligt vilde vække en andens Opmærksomhed, kunne hage sig fast og optage Emil igennem Maaneder.
  Vi skulde en Dag spise til Middag i et rigt Hus; vi fandt alle Forberedelser til en Fest, mange fremmede, mange Tjenere, mange Retter og en udsøgt og fin Opdækning. Hele dette Nydelses– og Festapparat har noget berusende ved sig, som nok kan gaa til Hovedet, naar man ikke er vant til det. Jeg føler forud det Indtryk, som alt dette vil gøre paa min unge Elev. Under det lange Maaltid, hvor den ene Ret afløser den anden, medens den tusendtungede Samtale larmer rundt om Bordet, hvisker jeg ham i Øret: »gennem hvormange Hænder mener du, at alt dette, som du ser paa dette Bord, har passeret, førend det er kommet her?« Hvilken Sværm af Forestillinger vækker jeg ikke i hans Hjerne ved disse faa Ord! I samme Øjeblik ere dette berusende Vanvids Dampe afkølede. Han tænker, overvejer, beregner og bryder sit Hoved. Medens Filosoferne, ophedede af Vinen og muligvis af deres Borddamer, vrøvle og te sig som Børn, saa sidder han og filosoferer ganske alene i sit Hjørne; han spørger mig; jeg nægter at svare ham, idet jeg henviser ham til en belejligere Tid; han bliver utaalmodig, glemmer at spise og drikke og brænder efter at komme bort fra Bordet, for i Ro og Mag at kunne tale med mig. Hvilken Opgave for hans Videbegærlighed! hvilket Emne til Undervisning! Hvad vil han, med sin sunde og endnu ufordærvede Dømmekraft, tænke om Luksus, naar han finder, at alle Verdens Egne ere blevne udbyttede, at maaske tyve Millioner Hænder længe har arbejdet, at den maaske har kostet Tusender af Mennesker Livet — og alt dette for at præsentere ham en prunkende Middag, som han om Aftenen skiller sig af med paa et vist afsides Sted?
  Du maa omhyggeligt efterforske de hemmelige Slutninger, han i sit Hjerte drager af alle disse Iagttagelser. Er du mindre agtpaagivende, end jeg forudsætter, saa kan han maaske blive fristet til at give sine Overvejelser en anden Retning og at betragte sig selv som en overordentlig vigtig Person, naar han ser saa megen Omhu fra saa mange Sider samvirke for at tilberede hans Middagsmad. Har du en Følelse af, at han vil komme til den Slutning, saa kan du let forebygge den, før den er draget, eller i det mindste straks udviske Indtrykket af den. Da han endnu kun gennem sanselig Nydelse magter at tilegne sig Tingene, saa kan han kun ud af sanselige Forhold dømme om, hvorvidt de passe for ham eller ikke. En Sammenligning imellem et tarveligt og landligt Middagsmaaltid, der er forberedt ved legemlig Bevægelse og krydret med Hunger, Frihed og Glæde, og en saa glimrende og ceremoniel Fest vil være nok til at lade ham føle, at hele denne stive Fest ikke havde noget virkeligt Udbytte at give ham, og da hans Mave lige saa tilfredsstillet forlader Bondens som Rigmandens Bord, saa har det ene ikke noget forud for det andet, som han i Sandhed kan sige om at være noget for ham.
  Lad os tænke os, hvad en Hovmester i et saadant Tilfælde kunde have at sige ham. »Forestil dig nu rigtigt levende disse to Maaltider og døm hos dig selv, hvilket af dem du har indtaget med den største Velbehag; ved hvilket af dem har du fundet den største Glæde? ved hvilket har du spist med den største Appetit, tømt dit Glas med den største Munterhed og let hjerteligst? hvilket af dem har varet længst uden Kedsomhed og uden at behøve at opfriskes med nye Retter? Læg imidlertid Mærke til Forskellen: dette grove Brød, som du finder at være saa godt, tilberedes af det Korn, som denne Bondemand selv har høstet; hans uklare og simple, men forfriskende og sunde Vin er vokset paa hans eget Vinbjerg; Dækketøjet er lavet af haris egen Hamp, som hans Kone, hans Døtre og Tjenestepiger har spundet i Vinterens Løb; ingen andre Hænder end hans Familjes har bredt hans Dug og dækket hans Bord. Den nærmeste Mølle og det nærmeste Marked ere Grænserne for hans Verden. Hvilken virkelig Glæde har du saa haft af alt det, som de længst bortliggende Lande og de mange Menneskehænder har sat paa det andet Bord? Dersom alt dette ikke har skaffet dig et bedre Maaltid, hvad har du saa vundet ved denne Overflod? hvad har der egentlig været dér for dig? Havde du været Husherren — kunde han tilføje — saa vilde du endog have haft mindre Glæde deraf; thi alt det Besvær med at skulle stille din Nydelse til Skue for andre vilde fuldstændigt have berøvet dig den; du havde haft al Umagen og de al Fornøjelsen«.
  Denne Tale kan være meget god; men til Emil dur den ikke; den gaar over hans Fatteevne, og man foreskriver ham ikke, hvad han skal tænke. Tal derfor mere jævnt. Efter disse to Prøver kan du en Morgenstund sige til ham: hvor skulle vi spise til Middag i Dag? skal det være ved dette Bjerg af Sølv, som bedækker de tre Fjerdedele af Bordet og disse Bede af Papirblomster, som man til Dessert bærer omkring paa Spejlglas, mellem disse Kvinder i Fiskebensskørter, der behandle dig som en Dukke og paastaa, at du har sagt, hvad du ikke forstaar? eller skal det hellere være i den Landsby, et Par Mil herfra, hos disse gode Folk, som modtage os saa hjerteligt og give os saa god Føde? Emils Valg er ikke tvivlsomt, for han er intet Vrøvlehoved og ingen Nar; han kan ikke udstaa dette stive ceremonielle Væsen, og vore fine krydrede Retter behage ham slet ikke; men han er altid rede til en Friluftstur, og han sætter stor Pris paa gode Frugter, gode Grøntsager, god Mælk og gode Mennesker.
Denne Smag for Landlivet, som jeg forudsætter hos min Elev, er en naturlig Frugt af hans Opdragelse. Han er desuden ikke i Besiddelse af denne lapsede og opstyltede Optræden, som behager Kvinderne saa meget, hvorfor man ikke gør saa megen Stads af ham som af andre Børn. Følgelig befinder han sig ikke videre vel tilpas imellem dem og morer sig mindre godt i deres Selskab, hvis Ynde han endnu ikke er i Stand til at føle. Jeg tager mig vel i Agt for at lære ham at kysse dem paa Haanden og sige dem smigrende Artigheder; ikke en Gang lærer jeg ham at vise dem det skyldige Hensyn fremfor Mænd. Jeg har gjort mig det til en ubrydelig Lov, ikke at fordre noget af ham, hvis Begrundelse ligger udenfor hans Fatteevne, og det er ikke let at begrunde for et Barn, hvorfor man skal behandle det ene Køn anderledes end det andet.
    R.
Mens vi vandre, kommer Overvejelsen af sig selv. Jeg ser, at denne Sværm af Mennesker, som arbejde paa disse overdaadige Maaltider, rent spilde al deres Møje, eller de tænke næppe paa at fornøje os.
  Mine Eksempler — gode nok maaske i ét Tilfælde — ville i tusend andre Tilfælde være ubegribelige. Har man fattet Aanden i dem, vil man let kunne variere dem efter Behov. Valget afhænger af Studiet af hvert Barns ejendommelige Begavelse, og dette Studium afhænger igen af den Lejlighed, man giver denne til at vise sig. Man skal ikke indbilde sig, at man i de tre til fire Aar, som vi her har at udfylde, kan give selv det lykkeligt begavede Barn et Begreb om al Kunst og alle Grene af Naturvidenskaben, saa at det kan være tilstrækkeligt for det til en Gang at lære sig det altsammen selv; men idet vi saaledes lade alle de Ting, som det er af Vigtighed for det at vide, passere forbi det, saa sætte vi det i Stand lil at udvikle sin Smag, sine Evner og til at gøre de første Skridt i den Retning, som dets Begavelse fører det, og at vise os den Vej, som vi maa bane for det, for at understøtte Naturen.
  En anden Fordel ved denne Kæde af vistnok begrænsede, men dog vigtige Kundskaber, er den, at vi vise ham dem i deres Forbindelse og indbyrdes Forhold, anvise dem alle deres rette Plads i hans Vurdering af dem og forebygge hos ham de Fordomme, som de Heste Mennesker nære for de Talenter, som de pleje, og imod dem, som de forsømme. Den, som til Bunds ser Ordenen i Helheden, ser ogsaa den Plads, hvor enhver Del hører hen. Den, som er godt hjemme i en enkelt Del og som kender den til Bunds, kan være en lærd Mand; den første er et selvstændigt og selvdømmende Menneske, og du erindrer jo nok, at hvad vi har foresat os at opnaa, er ikke saa meget Viden som Evne til at dømme selv.
  Men hvordan dette nu end forholder sig, saa er min Metode uafhængig af mine Eksempler; den er grundet paa Omfanget af de menneskelige Evner i de forskellige Alderstrin og paa Valget af de Beskæftigelser, der svare til Evnerne. Jeg tror, at man let kunde finde en anden Metode, med hvilken man syntes at gøre det bedre; men dersom den var daarligere afpasset efter Slægten, Alderen eller Kønnet, saa tvivler jeg om, at den vilde føre til det samme heldige Udfald.
  Ved Begyndelsen af denne anden Periode, har vi brugt Overskuddet af den Kraft, som ikke var nødvendig til vort eget Behov, til at føre os ud over os selv; vi har svunget os op til Himlen; vi har maalt Jorden og indsamlet Naturens Love, ja — med ét Ord — vi har helt gennemstrejfet Øen: nu komme vi tilbage til os selv; vi nærme os umærkeligt vor Bolig. Hvilken Lykke, om vi, idet vi træde ind i den, ikke finde den taget i Besiddelse af Fjenden, som truer os og som bereder sig paa at bemægtige sig den!
  Hvad staar der nu tilbage for os at gøre, efter at vi har iagttaget alt det, som omgiver os? at omsætte alt det, vi kunne tilegne os, til vort Gavn og at gøre os vor Videbegærlighed nyttig for vort Velvære. Vi har indtil nu anskaffet os en Forsyning af Værktøj af enhver Slags uden at vide, hvilke Slags vi har Brug for. Selv om de ere unyttige for os selv, saa kunde de muligvis være til Brug for andre, og maaske kunde vi til Gengæld faa Brug for deres. Paa den Maade finde vi alle vor Regning ved denne Byttehandel; men for at kunne gøre den, maa vi have Kendskab til hverandres Fornødenheder. Enhver maa forstaa, hvad han har Brug for af de andres, og hvad han kan tilbyde dem igen. Lad os tænke os ti Mennesker, hvoraf enhver har ti Fornødenheder. Enhver maa altsaa, for sine Fornødenheders Skyld, lægge sig efter ti Slags Arbejder; men, i Betragtning af Forskellen i Begavelse og Evner, ville nogle af disse Arbejder lykkes mindre godt for én, andre for en anden. Alle ville gøre det samme, skønt deres Anlæg gaa i forskellige Retninger, og de ville alle være daarligt tjente dermed. Lad os danne et Forbund af disse ti Mennesker og lad enhver, til Gavn for sig selv og de ni andre, lægge sig efter den Syssel, som passer ham bedst; saa vil jo enhver drage Fordel af de andres Evner, som om han selv var i Besiddelse af dem alle; enhver vil fuldkommengøre sin Duelighed ved fortsat Øvelse, og det vil komme dertil, at alle ti ikke blot ville være godt forsørgede; men de ville endog have Overflod til at meddele andre. Her har vi det aabenbare Princip for alle vore Institutioner. Det er nu ikke min Hensigt her at undersøge og prøve Følgerne deraf; dette har jeg gjort i et andet Skrift.
I hans »Afhandling om Oprindelsen og Grundene til Uligheden imellem Menneskene«. Skriftet fremkom i Anledning af en Prisopgave fra Akademiet i Dijon 1853.
    O. A.

  Efter denne Grundsætning kunde et Menneske, som vilde betragte sig selv som et isoleret Væsen, der ikke vilde være afhængigt af noget som helst, men i alle Ting hjælpe sig selv, kun være et elendigt Væsen. Det vilde ikke en Gang være muligt for det at være til; thi hvorfra skulde det tage det fornødne, naar det fandt den hele Jord dækket af »mit og dit« og ikke ejede andet end sit eget Legeme? Ved at gaa ud af Naturtilstanden tvinge vi vore Medmennesker til at gøre ligesaa; ingen kan forblive der imod de andres Vilje, og det vilde bogstaveligt være at gaa ud af den, naar man vilde blive i den, trods det umulige i at leve der; thi Naturens første Lov er Omsorgen for vor Selvopholdelse.
  Paa denne Maade danner sig i Barnets Aand lidt efter lidt Forestillingerne om Samfundsforholdene, endog førend det kan være et virkeligt og aktivt Medlem af Samfundet. Emil indser, at for at kunne faa de Redskaber, som han har Brug for, behøver han ogsaa dem, som andre har Brug for, for at han, igennem en Byttehandel, kan erholde de Ting, som ere nødvendige for ham, men som ere i de andres Besiddelse. Jeg fører ham let til at føle Nødvendigheden af disse Tuskhandler og til at sætte sig i Stand til at drage Fordel af dem.
  »Deres Excellence! jeg skal dog leve«, sagde en ulykkelig satirisk Forfatter til en Minister, som bebrejdede ham det æreløse ved hans Levevej. »Jeg indser ikke, at det er nødvendigt«, gensvarede den højtstillede Mand ham koldt. Dette Svar — ypperligt for en Minister — havde i enhver andens Mund været umenneskeligt og usandt.
I Følge Voltaire skulle disse Repliker være faldne mellem den platte Smædeskriver Abbed Desfontaine og Grev d'Argenson. (Dr. Sallwürks Oversætt. af Emile I, Pag. 247, Noten).
Ethvert Menneske maa kunne leve. Denne Begrundelse, der vistnok for enhver enkelt er mere eller mindre vægtig, eftersom han er i Besiddelse af større eller mindre Menneskelighed, synes mig uigendriveligt for den, som anvender det paa sig selv. Da Rædslen for Døden er den stærkeste af alle de Rædsler, som Naturen indgyder os, saa følger deraf, at i Kraft, af den er alt tilladt for den, der ikke har nogen anden Mulighed til at kunne opholde Livet. De Grundsætninger, i Følge hvilke det dydige Menneske lærer at ringeagte sit Liv og at opofre det for sin Pligt, ere langt borte fra denne oprindelige Enfold. Lykkelige ere de Folk, imellem hvem man kan være god uden Anstrengelse og retfærdig uden Dyd! Findes der en saa elendig Stat i Verden, hvor ikke enhver kan leve uden at gøre ondt og hvis Borgere ere Keltringe af Nødvendighed, saa er det ikke Forbryderene man bør hænge, men det er den, som tvinger ham til at blive det.
  Saasnart Emil véd, hvad Livet er, skal min første Omsorg være at lære ham at bevare det. Hidtil har jeg intet Skel sat mellem Stand, Rang og Lykkens Goder, og jeg vil i Fremtiden heller næppe gøre det, fordi et Menneske er et Menneske i alle Stænder, fordi den rige ikke har større Mave end den fattige og ikke fordøj er bedre end han, fordi Herren ikke har længere eller stærkere Arme end hans Træl, fordi en Stormand ikke er større end en Mand af Folket, og endelig fordi de naturlige Fornødenheder ere ens overalt, hvorfor Midlerne til deres Tilfredsstillelse maa være lige for alle. Afpas Menneskets Opdragelse efter Mennesket og ikke efter det, han ikke er. Ser du ikke, at ved at arbejde paa at danne det udelukkende til at passe ind i én Stand, gør du det ubrugeligt for alle de andre, og at du — om Skæbnen vil det — kun har arbejdet paa at gøre det ulykkeligt? Gives der noget mere latterligt end en Naadigherre, der er bleven en Tigger, og som i sin Elendighed bærer paa alle sine Standsfordomme? Kan der tænkes noget foragteligere end en Rigmand, der er bleven forarmet og som — ihukommende den Foragt, man skylder Fattigdommen — føler sig sat paa det laveste Trin imellem Menneskene? Den ene har ikke nogen anden Tilflugt end den at blive en aabenbar Keltring, og den anden kun den at blive en krybende »ærbødigst Tjener«, begge med den skønne Talemaade: »jeg skal dog leve«.
  Du stoler paa den nuværende Samfundsorden uden at tænke paa, at denne Samfundsorden er udsat for uundgaaelige Omvæltninger og at det er dig umuligt at forudse eller forebygge, hvad der kan møde dine Børn. Den store bliver lille, den rige fattig, og Fyrsten bliver Undersaat: ere Skæbnens Slag saa sjældne, at du tør regne paa at blive fritaget for dem? Vi nærme os en kritisk Tid og Revolutionens Tidsalder.
Jeg anser det for umuligt, at Europas store Monarkier endnu har lang Fremtid for sig: de har alle glimret, men enhver Stat, som glimrer, er det paa Hældningen med. For denne min Mening har jeg andre, mere særlige Grunde, end denne Grundregel; men her er ikke Tid og Sted til at komme frem med dem, og enhver ser dem ogsaa kun altfor godt.
    R.
Hvem kan svare for, hvad der da vil hænde sig? Alt hvad Mennesker har skabt kunne Mennesker omstyrte: kun de Præg, sorn Naturen paatrykker, ere uudslettelige; men Naturen skaber hverken Fyrster, Bagmænd eller Naadigherrer. Hvad skal saa den i Ringhed nedstyrtede Satrap gøre, som du kun har opdraget til Storhed? Hvad skal hin Skatteforpagter gøre i sin Fattigdom, der kun forstaar at leve af Guldet? Hvad skal — blottet for alt — dette indbildske Dummerhoved tage sig for, der ikke forstaar at tage sig selv og sine Kræfter i Brug, men som har sat sit Væsen ind paa alt det, der ikke er ham selv? Lykkelig er den, som da forstaar at forlade den Stilling, som forlader ham, og blive et Menneske til Trods for Skæbnen! Man rose saa meget, man vil, den overvundne Konge, som i Raseri vil begrave sig under Levningerne af sin Trone; jeg foragter ham; jeg ser, at han kun eksisterer i Glansen af sin Krone, og at han ingen Ting er, naar han ikke er Konge; men den, som mister den og kan undvære den, er med det samme hævet over den. Fra Kongens Rang, som en Usling, en slet Karl eller en Nar kan udfylde lige saa godt som en anden, stiger han op til Menneskets Stand, som kun faa Mennesker forstaa at udfylde. Da triumferer han over Skæbnen, han trodser den; han skylder kun sig selv Tak, og selv om han intet andet har at vise frem end sig selv, er han dog ikke et Nul; han er noget. Ja, jeg sætter Kongen af Syrakus som Skolemester i Korinth,
Dionysios, der i Midten af 4. Aarhundrede efter et tyrannisk og eventyrligt Voldsherredømme til sidst, tvungen af Carthaginienserne, maatte trække sig tilbage til Privatlivet i Korinth. Han skal — efter at have sat sin Formue overstyr — dér have ernæret sig som Skolemester.
og Kongen af Makedonien som Skriver i Rom,
Alexander, en Søn af Makedonerkongen Perseus, der døde i romersk Fangenskab. Alexander ernærede sig en Tid lang som Drejer og senere som Skriver for Øvrigheden i Alba.
hundrede Gange højere end en ulykkelig Tarquinius,
Roms sidste Konge Tarquinus Superbus, der, efter at være forjaget fra Rom levede i Landflygtighed i Caire i Etrurien.
der ikke véd, hvad der skal blive af ham, naar han ikke regerer, eller Arvingen efter Besidderen af tre Kongedømmer,
Prætendenten Jakob III's Søn Karl Edvard, der, efter en mislykket Rejsning af Skotterne og Nederlaget ved Culloden 1746, flakkede om i Skotland, Frankrig og Italien. Han døde i Florents 1788 af Drukkenskab. — I Amsterdammerudgaven staar i Teksten: »Arving og Søn af en mægtig Konge«, og der sigtes til Partherkongen Phraates Søn. Rettelsen er imidlertid foretaget allerede i Neaulmes Udgave 1762.
    O. A.
en Bold for enhver, der vover at fornærme ham i hans Elendighed, og som flakker om fra Hof til Hof, søgende efter Hjælp overalt, men som overalt møder Haan, fordi han ikke forstaar sig paa noget andet end den ene Levevej, som ikke længer eksisterer for ham.
  Mennesket og Borgeren — hvad han saa end er — har intet andet Gode at tilføre Samfundet end sig selv. Alle hans andre Goder ere allerede i Samfundet, enten han er der eller ej, og naar en Mand er rig, saa kan han enten lade være at nyde sin Rigdom, eller ogsaa maa han lade alle andre nyde den sammen med ham. I første Tilfælde stjæler han fra andre, hvad han berøver sig selv, og i det andet Tilfælde giver han dem intet. Hans Gæld til Samfundet bliver den samme, saa længe han kun betaler den med sit Gods. »Men min Fader har jo dog, ved at vinde det, tjent Samfundet«. . . . Lad gaa! han har betalt sin Gæld, men ikke din. Du skylder andre mere, end dersom du var født fattig, efterdi du er begunstiget fra Fødslen af. Det er ikke retfærdigt, at det, som ét Menneske har udrettet for Samfundet, fritager et andet for sin Gæld til det; thi enhver, der skylder Samfundet sig selv hel og holden, kan kun betale for sig, og ingen Fader kan paa sin Søn overføre Ret til at være unyttig for sine Medmennesker. Men dog er det — efter din Mening — det han gør ved at overdrage ham sine Rigdomme, der jo ere Beviset og Lønnen for Arbejdet. Den, som i Ørkesløshed fortærer det, som han ikke selv har erhvervet, stjæler det, og en Rentier, hvem Staten betaler for ingen Ting at udrette, er i mine Øjne ikke meget forskellig fra en Røver, som lever paa de rejsendes Bekostning. Udenfor Samfundet, hvor Mennesket lever alene og ikke skylder nogen noget, har det Ret til at leve efter Behag; men i Samfundet, hvor det nødvendigvis lever paa andres Bekostning, skylder det dem ved sit Arbejde at betale for sit Underhold; herfra gives ingen Undtagelser. At arbejde er altsaa en uafviselig Pligt for Samfundsmennesket. Enhver Borger, der er en Dagdriver, er en Bedrager, hvad enten han saa er rig eller fattig, mægtig eller svag.
  Af alle de Beskæftigelser, der kunne tjene til Menneskenes Underhold, er Haandens Arbejde det, der mest nærmer sig Naturstanden; af alle Livsstillinger er Haandværkerens den mest uafhængige af Lykken og af Menneskene. Haandværkeren er kun afhængig af sit Arbejde; han er fri, ligesaa fri som Landmanden er ufri; thi denne er bunden til sin Mark, hvis Høst er prisgivet andres Forgodtbefindende. Fjenden, Fyrsten, en mægtig Nabo eller en Proces kan berøve ham denne Mark; med denne Mark kan man drille og ærgre ham paa tusend Maader; men overalt, hvor man vil plage Haandværkeren, er hans Bylt snart pakket; han tager sine Arme med sig og gaar sin Vej. Alligevel er Agerdyrkningen Menneskets første Haandtering; den er den hæderligste, den nyttigste og følgelig den ædleste, som kan udøves. Jeg siger ikke til Emil: lær Agerdyrkningen; thi han forstaar den allerede. Han er fortrolig med alle landlige Arbejder; det er med dem, han har begyndt, og det er til dem, han stadig vender tilbage. Jeg siger derfor til ham: dyrk Arven fra dine Fædre. Men dersom du mister denne Arv, eller dersom du slet ikke havde den, hvad saa? — lær et Haandværk.
  Et Haandværk for min Søn! min Søn Haandværker! Min Herre! hvad tænker De paa? Jeg tænker meget længere frem end De, min Frue! De tænker paa at føre ham dertil, at han aldrig kan andet end være en Lord, en Marquis, en Fyrste og maaske en Dag mindre end ingen Ting; men jeg, jeg vil give ham en Rang, som hædrer ham alle Dage; jeg vil hæve ham op til Menneskets Stand, og hvad De end kan have at sige dertil, saa vil han som saadan finde færre Ligemænd end med alle de Titler, som De vil give ham.
  Bogstaven slaar ihjel, men Aanden gør levende. Det gælder mindre om at lære et Haandværk for at forstaa det, end om at besejre de Fordomme, som foragte det. »Du vil aldrig nogen Sinde blive nødt til at arbejde for Føden«. Vel! saa meget værre, saa meget desto værre for dig! Men lige meget, arbejd ikke af Nød, men arbejd for Hæderens Skyld. Stig ned til Haandværkerens Stand for at hæve dig over din egen. For at blive Herre over Skæbnen og alle Ting, saa begynd med at gøre dig uafhængig af dem. For at kunne herske igennem den almindelige Mening, saa begynd med at herske over den.
  Husk paa, at det er ikke en særlig Begavelse, jeg forlanger af dig; det er et Haandværk, et virkeligt Haandværk; en ren mekanisk Færdighed, hvor Hænderne arbejde mere end Hovedet, og som ikke fører til den store Lykke, men med hvilken man kan undvære denne. I Huse, der ere højt hævede over Udsigten til Næringssorger, har jeg set Fædre drive deres Forsynlighed saavidt, at de samtidig med at sørge for at undervise deres Børn, har draget Omsorg for at forsyne dem med Kundskaber, som de — i givet Fald — kunde gøre Brug af for at bjerge Føden. Disse forsynlige Fædre tro at gøre noget meget godt; de udrette intet; thi den Nødhjælp, som de tænke at sikre deres Børn, er afhængig af den samme Lykke, som de mente at gøre dem uafhængige af; thi dersom den, som er i Besiddelse af alle disse skønne Talenter, ikke kommer i saa gunstige Omstændigheder, at han kan gøre Brug af dem, saa vil han gaa under i Elendighed lige saa godt, som om han slet ikke havde dem.
  Er der Tale om at bruge Smaakneb og Intriger, saa kan man lige saa godt bruge dem til at passe paa sine Rigdomme og Overflod som til at vinde dem igen og arbejde sig op af Elendigheden til sin tabte Stilling. Dersom du dyrker en Kunst, som er afhængig af Kunstnerberømmelse, eller dersom du særlig uddanner dig for Embeder, som man kun kan opnaa ved andres Gunst, hvad Nytte har du saa af alt dette, saafremt du — dygtig forarget over Verdens Krogveje — foragter de Midler, uden hvilke man ikke kan opnaa dem? Du har maaske studeret Politik og Diplomati; ja, det kan jo være meget godt; men hvad vil du gøre med disse Kundskaber, dersom du ikke forstaar at finde Vej ind til Ministrene, til Hofdamerne og Kontorcheferne; dersom du ikke har Nøglen til at behage dem, eller dersom de allesammen finde, at du ikke er den Gavtyv, som de kunne bruge? Du er maaske Arkitekt eller Maler; lad gaa! men din Dygtighed maa jo dog komme til Folks Kundskab. Tror du, det gaar saadan uden videre at faa et Arbejde paa Udstillingen? Nej, det gaar ikke saaledes til! Du maa være Akademiker; du maa endog være protegeret for at opnaa en dunkel Plads i en eller anden Krog. Lad du kun Lineal og Pensel ligge, tag en Vogn og kør fra Dør til Dør: saaledes er det, man vinder Berømmelse. Og du maa vide, at alle disse berømte Døre har Schweizere eller Portnere, der kun forstaa Fingersproget, og hvis Øre sidde i deres Hænder. Vil du undervise i det, som du har lært; vil du være Lærer i Geografi, Mathematik, Sprog, Musik eller Tegning, saa maa du jo finde nogle Skoler og følgelig nogle Fortalere. Du kan trygt regne med, at det er vigtigere at være en Markskriger end en dygtig Mand, og at du altid vil blive et Drog, dersom du ikke forstaar dig paa anden Kunst end din egen.
  Du ser altsaa, hvor solide alle disse glimrende Tilflugter ere, og hvor mange andre, der ere nødvendige, for at du kan faa nogen Gavn af hine. Og hvad vil du saa blive til i denne letfærdige Fornedrelse? Genvordighederne ville ydmyge dig uden at belære dig. Du bliver end mere en Spilleboldt for den offentlige Mening, og hvorledes vil du da kunne hæve dig over de Fordomme, der ere Dommere over din Skæbne? Hvorledes vil du være i Stand til at kunne foragte den Lavhed og de Laster, som du behøver for at kunne leve? Du var før kun afhængig af Rigdommen; nu er du afhængig af de rige; du har kun gjort dit Slaveri værre og gjort din Elendighed tungere endnu. Du er nu fattig uden at være fri, og det er den værste Stilling et Menneske kan komme i.
  Men dersom du, i Stedet for at ville leve af disse høje Videnskaber, der kun ere til for at give Sjælen, men ikke Legemet Føde, i Nødsfald kun tager din Tilflugt til dine Hænder og til den Brug, du forstaar at gøre af dem, saa ville alle disse Vanskeligheder svinde og alle Kunstgreb bliver overflødige; Hjælpen vil altid være rede i det Øjeblik, du har Brug for den; Retskaffenhed og Hæderlighed ville ikke længer være nogen Hindring for at kunne leve. Du behøver hverken at være feig eller at lyve for de store, bukke og krybe for Keltringerne, nedværdige dig til lav Smiger for Alverden, eller laane eller stjæle, hvad der omtrent kommer ud paa et, naar man ingen Ting har. Andres Mening rører dig ikke; du behøver ikke at gøre nogen din Opvartning, snakke Narrene efter Munden, bukke for Schweizeren, betale eller — hvad der er endnu værre — smigre for Kourtisanen. Lad Slynglerne kun styre med de store Sager, hvad vedkommer det dig? det hindrer jo ikke, at du, i dit tilbagetrukne Liv kan være en hæderlig Mand og have det daglige Brød. Du kan træde ind i det første det bedste Værksted, hvis Haandværk du har lært, og sige: »Mester! jeg behøver Arbejde«. »Kammerat! sæt dig dér, arbejd!« Førend Middagstimen kommer, har du fortjent din Middagsmad. Dersom du er flittig og ædruelig, vil du inden otte Dage have tjent, hvad du behøver for at leve andre otte Dage. Du har levet fri, sund, sandt, arbejdsomt og retfærdigt. Det er ikke at spilde sin Tid, naar man bruger den saaledes.
  Jeg vil bestemt, at Emil skal lære et Haandværk. Et hæderligt Haandværk i det mindste? vil du sige. Hvad skal dette sige ? er ethvert almennyttigt Haandværk ikke hæderligt? Han skal hverken være Gravør, Forgylder eller Lakerer, saaledes som Lockes Adelsmand;
Landadelsmanden foreslaar Locke at lægge sig efter Havedyrkning, Tømrer–, Snedker– eller Drejerhaandværket. Opholder han sig i længere Tid ad Gangen i Byen, bør han lære at gravere i Jern, Messing eller Sølv o. s. v. (Locke, Sallwürks Oversætt. § 201—209).
    O. A.
han skal hverken være Musiker, Skuespiller eller Forfatter.
Men du er det jo selv, vil man sige. Ja, til min Ulykke er jeg det, indrømmer jeg; men mine Fejlgreb, for hvilke jeg tænker at have bødet tilstrækkeligt, ere ingen Grund for andre til at gøre ligesaa. Jeg skriver ikke for at undskylde mine Fejl, men for at forhindre mine Læsere fra at efterligne dem.
    R.
Med Undtagelse af disse, eller andre lignende Haandteringer, maa han vælge, hvilken han vil: jeg vil ikke lægge noget Tryk paa ham. Han maa hellere blive Skomager end Digter; han maa hellere slaa Sten ved Landvejene end lave Porcelainsblomster. »Men Politibetjente«, vil du sige, »Spioner og Skarprettere ere jo ogsaa nyttige Folk. Det er Regeringens Skyld, naar de ikke ere det«. Lad os gaa videre, jeg har Uret: det er ikke tilstrækkeligt at vælge en nyttig Haandtering; den maa ikke kræve af de Folk, som udøve den, at de skulle besidde sjælelige Egenskaber, der ere forhadte og uforenelige med Menneskelighed. Altsaa — jeg vender tilbage til mit første Udtryk — lad os vælge et hæderligt Haandværk; men lad os altid huske paa, at der gives ingen Hæderlighed, uden den ogsaa gør Gavn.
  En af dette Aarhundredes berømte Forfattere,
Abbed Saint–Pierre, berømt Utopist, Fredstankens Fader. (1658—1743).
    O. A.
hvis Bøger ere fulde af skønne Projekter, men vidne om et begrænset Syn, har — som alle Parter af hans Kirkesamfund — aflagt det Løfte ikke at gifte sig; men da han nu er mere samvittighedsfuld end de andre med Hensyn til Ægteskabsbrud, saa har han — efter hvad man fortæller — taget det Parti at holde smukke Tjenestepiger, ved hvem han efter Evne genopretter den Krænkelse, som han ved denne ubesindige Forpligtelse har tilføjet sit Køn. Han betragtede det som en Borgerpligt at forsyne Fædrelandet med nye Borgere, og med den Skat, som han saaledes betalte det, befolkede han Arbejderklassen. Saasnart disse Børn havde den fornødne Alder, lod han dem lære et Haandværk efter deres Smag, idet han kun udelukkede de Professioner, der ere ørkesløse og værdiløse eller underkastede Moden, saadanne for Eksempel som Parykmagerprofessionen, som jo ikke altid vil være nødvendig, men kan blive unyttig fra den ene Dag til den anden, saalænge Naturen ikke nægter at forsyne os med Haar.
  Her har vi den Aand, som bør lede os i Valget af Emils Haandværk, eller snarere lede ham, da det ikke er os, der skulle træffe Valget: men da de Grundsætninger, som han har indsuget, ville vedligeholde hos ham en naturlig Foragt for unyttige Ting, saa vil han aldrig bruge sin Tid til Arbejde uden Værd, og han kender kun den Værdi ved Tingene, som deres virkelige Nytte giver dem; han behøver et Haandværk, som kan være brugeligt for Robinson paa hans Ø.
  Ved at føre Naturens og Kunstens Frembringelser frem for et Barn, ved at anspore dets Videbegærlighed og følge det derhen, hvor denne fører det, opnaar man den Fordel at kunne studere dets Smag, Lyst og Tilbøjelighed og at faa at se den første Gnist af dets Særbegavelse, hvis det har nogen saadan, som er afgjort fremtrædende. Men der er en almindelig Vildfarelse her, som man bør vare sig imod, og den bestaar i, at man straks skriver det paa Talentets Hegning, der kun er en Følge af, at Barnet tilfældigvis har haft Lejlighed til at se dette eller hint, og man tager saa det for en udpræget Tilbøjelighed for denne eller hin Kunst, som kun er den for Mennesket og Aben fælles Sans for at efterligne, og som rent mekanisk fører dem begge til at ville gøre alt det, som de se at blive gjort, uden rigtig at vide, hvad det er godt for. Verden er fuld af Haandværkere og især af Kunstnere, som ikke har noget naturligt Anlæg for en Kunst, som de udøve, og hvori man i den unge Alder har skubbet dem ind, idet man enten har bestemt sig dertil af andre Hensyn eller er bleven narret af en tilsyneladende Iver, som ligesaa godt vilde have ført dem imod enhver anden Kunst, dersom de havde set nogen udøve den. En hører en Tromme og tror straks han dur til General; en anden ser, at man bygger, og vil være Bygmester. Enhver føler Kald til den Haandtering, han ser blive udøvet, naar han da tror om den, at den nyder nogen Anseelse.
  Jeg har kendt en Tjener, som, ved at se sin Herre male og tegne, satte sig i Hovedet, at han ogsaa vilde være Maler og Tegner. Fra dette Øjeblik af, at han havde fattet denne Beslutning, greb han Blyanten, som han kun lagde til Side for at gribe Penslen, og den slipper han ikke, saalænge han lever. Uden Undervisning og uden Regler gav han sig til at tegne alt, hvad der faldt ham i Hænderne. Tre hele Aar tilbragte han utrættelig over disse Smørerier, uden at noget andet end hans Tjeneste kunde rive ham derfra og uden nogen Sinde at lade sig afskrække af, at hans middelmaadige Anlæg kun tillader ham at gøre ubetydelige Fremskridt. Hele seks Maaneder igennem, i en brændende hed Sommer, har jeg set ham i et lille Forværelse mod Syd, hvor man var nærved at kvæles bare ved at gaa der igennem; han sad som muret fast paa sin Stol Dagen igennem foran en Kugle, som han tegnede og atter tegnede; han tog fat og begyndte forfra uden Ophør med en uovervindelig Haardnakkethed, lige indtil han havde faaet Rundingen saa god, at han følte sig tilfreds med sit Arbejde. Understøttet af sin Herre og vejledet af en Kunstner, naaede han endelig til at kunne kaste Livréet og leve af sin Pensel. Indtil et vist Punkt kan Udholdenheden erstatte det manglende Talent: han naaede denne Grænse, men vil aldrig komme over den. Denne hæderlige Ungersvends Taalmodighed og Energi ere rosværdige. Han vil altid nyde Agtelse for sin Flid, sin Troskab og sine gode Sæder; men han vil aldrig naa at male andet end Dørstykker. Hvem vilde vel ikke være bleven narret af hans Energi og have taget den for et virkeligt Talent? Der er en meget stor Forskel paa det at have Lyst til et Arbejde og saa paa at have Anlæg for det. Der skal langt finere Iagttagelser til, end man tænker, for at være sikker paa et Barns virkelige Geni og Tilbøjelighed, som nemlig i langt højere Grad røbe hans Lyster end hans Anlæg; men man dømmer altid ud fra de første, fordi man mangler Forstand paa at studere de sidste. Jeg kunde ønske, at en Mand, som havde den rette Forstaaelse deraf, vilde skrive os en Afhandling om den Kunst at iagttage Børnene. Denne Kunst vilde det være meget vigtigt at lære: Fædrene og Mødrene kende ikke en Gang Begyndelsesgrundene.
  Men vi lægge maaske her altfor stor Vægt paa Valget af en Haandtering. Da det kun gælder et Haandens Arbejde, er dette Valg ikke vanskeligt for Emil, og hans Læretid er allerede halvt fuldendt ved de Øvelser, som vi indtil dette Øjeblik har beskæftiget ham med. Hvad vil du, han skal tage fat paa? han er beredt til alt: han forstaar allerede at haandtere Spade og Hakke; han forstaar at bruge Drejeladet, Hammeren, Høvlen og Filen; alt Slags Værktøj er han allerede fortrolig med. Det gælder nu meget mere om, at han i Brugen af nogle af disse Redskaber erhverver sig eri tilstrækkelig Færdighed og Lethed, saa han i Hurtighed kommer paa Højde med de dygtige Arbejdere i dette Haandværk, og i denne Henseende har han et stort Fortrin for dem alle, da han har et smidigt Legeme og bøjelige Lemmer, saa han uden Besvær kan indtage alle Slags Stillinger og uden Anstrengelse kan holde ud i alle disse forskellige Bevægelser. Ydermere ere hans Organer gode og vel øvede; alt det mekaniske ved disse Haandværk er han allerede kendt med. For at kunne arbejde som en Mester, mangler der ham kun at blive vant til det, og denne Vane behøver han kun Tid for at faa. Hvilket af de Haandværk, vi har at vælge imellem, vil han nu give sig tilstrækkelig god Tid til, for at skaffe sig Færdighed deri? Det er kun derom, det nu drejer sig.
  Giv den voksne Mand et Haandværk, som passer sig for hans Køn og giv den unge et, som passer for hans Alder; enhver Profession, der kræver et stillesiddende Stueliv og som forkæler hans Legeme og gør det blødagtigt, vil hverken behage ham eller passe for ham. Ingen Ungersvend faar af sig selv Lyst til at blive Skræder; der skal Kunstgreb til for at faa en ung Knegt til at give sig i Lag med denne Kvindehaandtering, for hvilken han ikke er skabt.
Der var ingen Skrædere hos Oldtidsfolkene: Mændenes Klæder syedes hjemme af Kvinderne.
    R.
Naal og Kaarde kunne ikke haandteres af de samme Hænder. Dersom jeg var Enehersker, vilde jeg aldrig tillade, at Syning eller Naalearbejde overhovedet udførtes af andre end Kvinder eller halte, der ere nødte til at beskæftige sig ligesom disse. Selv under den Forudsætning, at Eunuker ere nødvendige, finder jeg det meget taabeligt af Østerlænderne selv at gøre Mennesker dertil. Hvorfor kunne de ikke nøjes med dem, som Naturen har frembragt, disse Sværme af fejge Mennesker, som den har gjort til Gildinger i deres Hjerter? der vilde blive flere, end der var Brug for. Ethvert svagt, zart, frygtsomt Menneske har Naturen dømt til det stillesiddende Liv; et saadant Menneske er skabt til at leve imellem Kvinder eller paa denne Maade. Befatter det sig med en af de Haandteringer, der egentlig høre dem til — naa, ja, ja, og er det aldeles nødvendigt at have veritable Eunuker, saa kan man jo gøre de Mænd dertil, som vanære deres Køn ved at befatte sig med Beskæftigelser, som ikke passe sig for dem. Deres Valg vidner om, at Naturen har taget fejl: ret denne Fejltagelse paa den ene eller den anden Maade; det vil altid være godt gjort.
  Et Haandværk, som er usundt, vil jeg forbyde min Elev; men jeg vil ikke forbyde ham, hverken de besværlige eller farlige Haandteringer; de øve paa én Gang baade Kraften og Modet; de egne sig udelukkende for Mænd, og Kvinderne gøre heller ingen Fordring paa dem: hvorfor skammer man sig da ikke ved at trænge sig ind i deres Beskæftigelser?
Luctantur paucæ, comedunt coliphia paucæ;
Vos lanam trahitis, calathisque peracta refertis
Vellera . . .
Juvenals Satirer II, 53 ff.
Kun faa er de Kvinder, som kæmpe og spise Kæmpernes Brød; Men I spinde Uld og bære i Smaakurve bort den spundne Uld ...

  I Italien ser man ingen Kvinder i Butikerne, og man kan ikke forestille sig noget mere trist Syn end Gaderne i dette Land, naar man er vant til Gaderne i Frankrig og England. Da jeg saa Modehandlere sælge Damerne Baand, Hovedpynt, Haarnet og Cheniller, saa fandt jeg, at disse fine Prydelser toge sig noget komiske ud i de grove Hænder, der ere skabte til at trække Blæsebælgen og slaa paa Ambolten. Jeg sagde ved mig selv: »I dette Land burde Kvinderne tage Oprejsning ved at aabne Boder for Forhandling og Reparation af Vaaben. Lad dog enhver forarbejde og sælge de Vaaben, som passer sig for hans Køn; men for at have Forstand paa Vaaben, maa man bruge dem.
  Unge Mand! lad dine Arbejder bære Præget af en Mands Haand. Lær med kraftig Arm at føre Økse og Saug, at tilhugge en Bjælke, at stige op paa det øverste af et Hus, lægge Mønningsbjælken og fastgøre den til Spær og Spanter; kald saa paa din Søster og bed hende komme og hjælpe dig med dit Arbejde, ligesom hun forlangte din Hjælp til sit Broderi.
  Jeg fortæller mine ærede Samtidige alt for meget, føler jeg; men jeg lader mig jo stundom drage af Konsekventsernes Styrke. Dersom en Mand skammer sig for at arbejde for alles Øjne med sin Høvl og med sit Skødskind paa, saa kan jeg ikke se andet og mere i ham end en Træl af Folks Mening, parat til at rødme over at gøre Gavn, saasnart man hitter paa at gøre sig lystig over hæderlige Folk. Lad os dog kun give efter for Fædrenes Fordomme i alt det, som ikke faar skadelig Indflydelse paa Børnenes Dømmen. For at hædre alle nyttige Haandteringer, er det ikke nødvendigt at udøve dem alle; det er tilstrækkeligt, at man ikke undervurderer nogen af dem. Har man frit Valg og intet andet bestemmer os, hvorfor skulde man saa imellem Haandteringer af lige Rang ikke tage Hensyn til Lyst, Tilbøjelighed og Hensigtsmæssighed. Metalarbejder ere nyttige, endog de nyttigste af alle; dersom ingen særlig Grund tvang mig dertil, vilde jeg dog ikke gøre din Søn hverken til Beslagsmed, Klejnsmed eller Grovsmed. Jeg vilde ikke gerne se ham i Smedjen i en Kyklops Skikkelse. Af samme Grund vilde jeg ikke gøre ham til Murer, endnu mindre til Skomager. Alle Slags Haandværk skulle vistnok udøves; men kan man vælge, maa man ogsaa tage Hensyn til Renligheden; thi her er det ikke Folks Mening, der spørges om; paa dette Punkt er det Sanserne, der træffe Afgørelsen. Endelig ynder jeg heller ikke disse aandløse Beskæftigelser, hvor Arbejderne uden Omtanke, næsten som Automater altid udføre det samme Arbejde med deres Hænder; saaledes for Eksempel, Vævere, Strømpevævere og Stensavere: hvad Gavn skulde det være til at beskæftige tænkende Mennesker med den Slags Haandteringer? det er én Maskine, som driver en anden.
  Alt vel overvejet saa jeg helst, at min Elevs Smag gik i Retning af Snedkerhaandværket. Det er renligt, nyttigt og kan drives i Hjemmet; det holder i tilstrækkelig Grad hans Legeme i Virksomhed; det kræver Behændighed og Opfindsomhed af Arbejderen, og endskønt Nytten er det bestemmende med Hensyn til Arbejdets Form, saa er dog hverken Finhed eller Smag udelukket.
  Dersom tilfældigvis din Elevs Naturbegavelse afgjort pegede i Retning af spekulative Forskninger, saa vil jeg ikke dadle, om man gav ham en Beskæftigelse, der stemmede med hans Tilbøjeligheder; lad ham i saa Tilfælde for Eksempel lære at forfærdige matematiske Instrumenter, Briller, Kikkerter, eller andet lignende.
  Naar Emil skal lære sit Haandværk, vil jeg lære det sammen med ham; thi jeg er overbevist om, at han ikke vil lære det godt, uden at vi lære det i Fællesskab. Vi give os altsaa begge i Lære, og vi forlange ikke at blive behandlede som Herrer, men som virkelige Læredrenge, der ikke ere det bare for Løjer: hvorfor skulde vi ikke være det for ramme Alvor? Czar Peter var Tømmersvend paa Værftet og Trommeslager i sin egen Hær: mener du, at denne ikke var lige saa meget værd som du efter sin Fødsel eller efter sin Fortjeneste? Du forstaar nok, at det aldeles ikke er Emil, jeg siger dette til; det er til dig, hvem du saa end maa være.
  Uheldigvis kunne vi ikke tilbringe hele vor Tid ved Høvlebænken. Vi ere ikke blot i Lære som Arbejdere, vi ere i Lære som Mennesker, og det sidste Kalds Læretid er baade møjsommeligere og længere end det førstes. Hvorledes skulle vi nu indrette os? Skulle vi tage en Lærer i Høvling en Time daglig, ligesom man tager en Danselærer? Nej, saa vilde vi ikke være Læredrenge, men Skoledrenge, og vor Ærgerrighed gaar ikke saa meget ud paa at lære Snedkerhaandværket som paa at hæve os op i Snedkerens Stand. Jeg er derfor af den Mening, at vi hver Uge, én eller to Gange i det mindste, tilbringe hele Dagen hos Mesteren, saa at vi maa staa op lige saa tidligt som han, at vi kunne være ved Arbejdet før ham, og saaledes, at vi spise ved hans Bord, arbejde efter hans Befaling og, efter at have nydt den Ære at spise til Aften med hans Familje, gaa hjem, om vi ville, og lægge os i vore egne haarde Senge. Se, saaledes lærer man flere Ting paa én Gang, og saaledes øver man sig i Haandens Arbejde uden at forsømme, hvad man for øvrigt har at lære.
  Lader os jævnt og ligefrem gøre det rigtige. Lader os dog ikke, i vor Omhu for at besejre Forfængeligheden, fremkalde den. At hovmode sig af at have overvundet Fordommene er i Grunden at underkaste sig dem. Man fortæller, at Storherren — efter gammel Skik i det ottomanske Hus — er forpligtet til at arbejde med sine Hænder, og enhver forstaar, at de Arbejder, som ere udførte af en kongelig Haand, ikke kunne være Mesterværker. Dog uddeler han rundhaandet disse Mesterværker til Portens Stormænd, og Arbejdet bliver betalt efter Arbejderens Stand. Det mislige, som jeg ser heri, er ikke denne saakaldte Udpresning; thi den er tværtimod et Gode. Ved at tvinge sine Stormænd til at give ham Del i alt det, de har plyndret Folket for, bliver denne Fyrste saa meget mindre nødt til direkte at plukke Folket. Dette er en nødvendig Formildelse ved Enevoldsherredømmet, uden hvilken denne rædselsfulde Styrelse ikke vilde holde sig.
  Det virkelig mislige ved en saadan Skik er den Forestilling, som det giver denne stakkels Mand om hans Dygtighed. Ligesom Kong Midas ser han alt, hvad han rører ved, forvandle sig til Guld; men han lægger ikke Mærke til, hvilke Øren der derved vokse frem paa ham. For at bevare Ørene korte paa Emil, maa vi passe paa, at hans Hænder ikke faa denne rige Evne, saa at det, som han forfærdiger, ikke vurderes efter Arbejderen, men efter Arbejdet. Jeg vil aldrig taale, at man bedømmer hans Arbejde paa anden Maade, end ved at sammenligne det med gode Mesteres Arbejde. Værdien af hans Arbejde skal rette sig efter, hvad Værd Arbejdet har i sig selv og ikke derefter, at han har udført det. Sig kun om det, som han har udført godt: »Se, dette er godt gjort«, men du maa ikke tilføje: »hvem har gjort det?« Dersom han selv med en hoven og selvtilfreds Mine skulde sige: »det er mig som har lavet det«, saa skal du svare ganske koldt: »du eller en anden, det er ligegyldigt; det er i Sandhed et vel udført Stykke Arbejde«.
  Gode Moder! tag dig i Agt for Løgnene, som man disker op med for dig. Dersom din Søn véd meget, saa vær mistroisk lige over for alt, hvad han véd; har han den Ulykke at blive opdraget i Paris og at være rig, saa er han fortabt. Saavidt som der dér findes dygtige Kunstnere, vil han besidde alle deres Talenter; men borte fra dem vil han ingen Talenter have. I Paris forstaar den rige alt; det er kun den fattige, der er uvidende. Denne Hovedstad er fuld af Dilettanter og især af Dilettantinder, som udføre deres Værker paa samme Maade som Hr. Guillaume opfandt sine Farver.
Ordsprogsmæssig Talemaade om en, der tillægger sig Æren for en andens Fortjeneste. Mester Guillaume er en Figur i Advocat Patelin, Komedie fra 15. Aarhundrede. (Anm. af Dr. E. Sallwürk. se hans Emil I, Pag. 260.
Jeg kender her tre hæderlige Undtagelser blandt Mændene, og der er muligvis flere; men imellem Kvinderne kender jeg ingen, og jeg tvivler om, at der er nogen. I Almindelighed skaffer man sig Navn i Kunsten som i Advocatkaaben; man bliver Kunstner og Kunstkritiker, som man bliver Doctor juris og Øvrighedsperson.
  Dersom det en Gang blev Mode at forstaa sig paa et Haandværk, saa vilde eders Børn snart forstaa sig paa et uden at lære det: de vilde blive Mestre ligesom Raadsherrerne i Zurich. Bort med alt dette Formvæsen for Emils Vedkommende: intet Skin, altid Virkeligheden. Lad os ikke tale om, hvad han forstaar, men at han lærer i Stilhed. Han maa altid gøre sit Mesterstykke, og dog aldrig blive Mester: ikke blot af Navn, men ved sit Arbejde skal han vise sig som Arbejder.
  Hvis det indtil dette Punkt er lykkedes mig at gøre mig forstaaet, saa maa man ogsaa kunne begribe, hvorledes jeg, ved at vænne min Elev til Legemsøvelser og Haandens Arbejde, umærkelig giver ham Tilbøjelighed til Overvejelse og Eftertanke, for derved at skabe en Modvægt i ham mod den Ladhed, som er en ligefrem Følge af hans Ligegyldighed for andre Menneskers Domme og af hans Lidenskabsløshed. Han maa arbejde som en Bonde og tænke som en Filosof for ikke at blive lige saa lad som en vild. Opdragelsens store Hemmelighed er den at mage det saa, at de legemlige Øvelser altid føles som en Forfriskelse ovenpaa de aandelige og omvendt.
  Men vi maa vogte os for, før Tiden dertil er kommen, at give Undervisning om noget, der kræver større Aandsmodenhed. Emil vil ikke ret længe have været Arbejder, før han af sig selv føler den Ulighed i Livsstillingen, som han fra først af kun har skimtet. I Kraft af de Grundsætninger, som jeg giver ham og som ligge indenfor hans Fatteevne, vil det ogsaa blive min Tur at blive undersøgt af ham. Da han modtager alt af mig, og da han ser sig selv saa nær den Stand, der er de fattiges, saa vil han vide, hvorfor jeg staar den saa fjern. Han vil maaske, før jeg aner det, komme med adskillige vanskelige Spørgsmaal: »De er rig; De har selv sagt mig det, og jeg ser det. En rig skylder ogsaa Samfundet sit Arbejde, efterdi han er et Menneske; men nu De, hvad udretter De for Samfundet?« Hvad skal nu en fornuftig Hovmester svare dertil? Jeg véd det ikke. Han kunde maaske være taabelig nok til at tale med Barnet om den Omhu, han viser det. For mit Vedkommende vil jeg lade Værkstedet trække mig ud af Kniben. »Det er et udmærket Spørgsmaal, kære Emil! Jeg lover dig, at jeg, hvad mig angaar, vil svare dig derpaa, naar du for dit eget Vedkommende kan finde et Svar, som du er tilfreds med. Jeg vil imidlertid gøre mig Umage for at ofre dig og de fattige alt, hvad jeg har tilovers, og at forfærdige et Bord eller en Bænk om Ugen, for dog at være til nogen Nytte«.
  Se, nu ere vi komne tilbage til os selv. Vort Barn er rede til at træde ud af sin Barndom og til igen at blive et Væsen for sig. Han føler mere, end nogensinde før, den Nødvendighed, der knytter ham til Tingene. Han begyndte med at øve sit Legeme og sine Sanser; siden har vi øvet hans Aand og hans Dømmekraft. Endelig har vi bragt Forbindelse til Veje imellem Brugen af hans Lemmer og hans Sjæleevner; vi har dannet et handlende og tænkende Væsen; for at fuldende Mennesket staar der nu kun tilbage for os at danne et elskende og følende Væsen, det vil sige at fuldkommengøre Fornuften ved Hjælp af Følelsen. Men førend vi komme ind i denne ny Tingenes Orden,
I Ynglingealderen nemlig. Dette afhandles i fjerde Bog.
    O. A.
ville vi kaste et Blik tilbage paa den vi forlade, og se saa nøjagtigt som muligt, hvor langt vi ere komne.
  Vor Elev var fra først af kun modtagelig for Sanseindtryk; nu har han Forestillinger (Idéer); han følte kun, nu dømmer han. Thi ud af Sammenligningen mellem flere paa hinanden følgende eller samtidige Sansninger og ud af den Dom, som man fælder derom, fødes en Slags blandet eller sammensat Sansning, som jeg kalder Forestilling (Idé).
  Det er Maaden at danne Ideerne paa, som giver Menneskeaanden sit ejendommelige Præg (Karakter). Den Aand, som kun danner sig sine Forestillinger efter de virkelige Forhold, er en solid Aand; den, som nøjes med tilsyneladende virkelige Forhold, er en overfladisk Aand; den, som værdsætte dem galt, er en uklar Aand; den, som opdigter indbildte Forhold, der hverken har Virkelighed eller Sandsynlighed, er en Nar; den, som slet ikke anstiller nogen Sammenligning, er et Fjog. Den større eller mindre Aandfuldhed og Forstand hos Menneskene aabenbarer sig igennem den større eller mindre Dygtighed til at kunne sammenligne de forskellige Forestillinger og udfinde de rette Forhold o. s. v.
  De usammensatte Forestillinger bestaa kun i Sansninger, som man har sammenlignet med hverandre indbyrdes. Saavel ved de usammensatte som ved de sammensatte Sansninger fældes der Domme, og det er dem, jeg kalder usammensatte Forestillinger. I Sansningen er Dommen rent passiv; den stadfæster kun, at man føler det, som man føler. Saasnart der bliver Tale om Forstaaelsen af Sanseindtrykket, eller om Forestilling, saa er Dommen aktiv; den sammenholder, sammenligner og bestemmer de Omstændigheder, som Sansningen intet bestemmer om. Der har vi hele Forskellen, men den er stor. Naturen bedrager os aldrig; det er altid os selv, der bedrage os.
I sin Oversættelse (I, Pag. 262) af Emile skriver Dr. E. Sallwürk i en Note, at der efter G. Petitain i Stedet for de to sidste Afsnit (fra »Det er Maaden . . .) i Originalhaandskriftet skal have staaet: »Jeg erklærer det for umuligt, at vore Sanser kunne bedrage os; thi det er altid sandt, at vi føle, hvad vi føle, og deri har Epikuræerne Ret. Sansningerne forlede os kun til Vildfarelse ved de Domme, som vi finde for godt at fælde om Aarsagerne til disse Sansninger eller om deres indbyrdes Forhold eller om de Genstandes Natur, som vi derigennem blive var. Deri ligger Epikuræernes Vildfarelse, at de paastaa, at vore Domme om Sansningerne aldrig kunne være falske. Vi sanse vore Sanseindtryk, men vore Domme sanse vi ikke; men dem frembringe vi selv.

  Jeg tænker mig, at der for et otteaars Barn serveres Is; Barnet fører Skeen til Munden uden at vide, hvad det er, og da det isner i Tænderne, skriger det: Av, det brænder mig! Det modtager et meget stærkt Sanseindtryk; men da det ikke kender noget stærkere end Ildens Hede, saa tror det, at det er den, det føler. Imidlertid skuffes det; Kuldegysningen smerter det, men brænder det ikke, og disse to Sansefornemmelser ligne ikke hinanden, da de, der har prøvet dem begge, ikke forveksle dem. Det er altsaa ikke Sanseindtrykket, som narrer Barnet; men det er den Dom, som det fælder om dem.
  Paa lignende Maade gaar det dem, der første Gang ser et Spejl eller en optisk Maskine, eller den, som midt om Vinteren eller Sommeren træder ned i en dyb Kælder, eller som dypper enten en meget varm eller meget kold Haand i lunkent Vand, eller den, som lader en lille Kugle rulle mellem to Fingre over Kors, o. s. v. Dersom han nøjes med at sige, hvad han iagttager eller føler, saa er hans Dom rent passiv, og det er umuligt, at han kan bedrages; men naar han ud fra det, han ser, dømmer om selve Sagen, saa er hans Dom aktiv; han sammenligner og opstiller ad Slutningens Vej Forhold, som han ikke har iagttaget; da bedrager han sig eller kan gøre det. For at rette eller forebygge Vildfarelsen, behøver man Erfaringen.
  Vis en Nat din Elev Skyerne, som ere imellem ham og Maanen; han vil tro, at det er Maanen, som gaar i den modsatte Retning, og at Skyerne staa stille. Han vil tro det ved en forhastet Slutning, efterdi han i Almindelighed ser, at det mere er de smaa end de store Genstande, som bevæge sig, og efterdi Skyerne synes ham større end Maanen, hvis Afstand han ikke er i Stand til at bedømme. Naar han fra en Baad, der er i Fart, betragter Strandbredden et Stykke borte, vil han forledes til den modsatte Vildfarelse og tro, at Landet løber. Da han nemlig ikke føler sig selv i Bevægelse, betragter han Baaden, Havet eller Floden og hele sin Synkres som et ubevægeligt hele, hvoraf den Strandbred, som han ser bevæge sig, kun synes ham en Del.
  Den første Gang et Barn ser en Stok, hvis ene Halvdel er stukket ned i Vand, vil det se en brækket Stok. Sansningen er sand og undlader ikke at være det, selv om vi ikke kendte Aarsagen til dette Fænomen. Dersom du altsaa spørger det om, hvad det ser, vil det svare: »En brækket Stok«, og det er sandt; thi det er aldeles sikkert, at det har Sanseindtrykket af en brækket Stok. Men naar det — vildledt af sin Dom — gaar videre og efter at have forsikret, at det er en brækket Stok, nu tillige forsikrer, at hvad det saa, i Virkeligheden var en brækket Stok, saa siger det noget, der ikke er sandt. Hvorfor det? fordi det da bliver handlende og ikke længer dømmer efter, hvad det ser, men i Kraft af en Slutning, idet det paastaar, at hvad det ikke sansede, nemlig den Dom, som det modtog gennem én Sans, vilde blive bekræftet af en anden. Efterdi alle vore Vildfarelser komme af vore Domme, saa er det klart, at dersom vi ikke behøvede at dømme, saa behøvede vi heller ikke at lære noget; vi vilde aldrig komme i det Tilfælde, at vi skuffedes; vi vilde være langt lykkeligere i vor Uvidenhed, end vi kunne være det i vor Viden. Hvem vil nægte, at de lærde vide rigtig Besked om tusende Ting, som de uvidende aldrig ville faa Besked om? Men ere de lærde derfor nærmere ved Sandheden? Nej, tværtimod! jo længer de komme frem, desto mere fjerne de sig fra den; efterdi den forfængelige Higen efter at dømme endnu gør større Fremskridt end Oplysningen, saa kommer enhver Sandhed, som de tilegne sig, med hundrede falske Domme i Følge. Det er saa soleklart, at Europas lærde Selskaber ikke ere andet end offentlige Løgnskoler, og der findes ganske sikkert langt flere Vildfarelser i Videnskabernes Akademi end i et helt Folk af Huroner.
Huroner kaldte Franskmændene en fordum mægtig indianerstamme i Nord–Amerika.

  Efterdi Menneskene bedrage sig desto mere, jo mere de lære, saa er Uvidenheden det eneste Middel til at undgaa Vildfarelsen. Døm ikke om noget, og du vil aldrig tage fejl. Dette er Naturens saa vel som Fornuftens Lære. Med Undtagelse af det meget lille Antal af umiddelbare og let iagttagelige Forhold, som Tingene staa i til os, har vi af Naturen en afgjort Ligegyldighed for hele Resten. En vild vilde ikke gaa et Skridt for at se Virkningen af den skønneste Maskine eller alle Elektricitetens Vidundere »Hvad kommer det mig ved?«, er for den vilde den almindeligste og for den vise den fornuftigste Talemaade.
  Men ulykkeligvis passer denne Talemaade os ikke længer. Alt muligt er os saare vigtigt, siden vi ere blevne afhængige af alt, og vor Videbegærlighed vokser nødvendigvis med vort Behov. Se, dette er Grunden til, at jeg tillægger Filosofen en meget stor Videbegærlighed, men den vilde ingen. Denne har nemlig ikke Brug for noget Menneske; den anden trænger til hele Verden og fremfor alt til Beundrere.
  Man vil maaske paastaa, at jeg gaar udenfor Naturen; det tror jeg aldeles ikke. Naturen vælger sine Redskaber og ordner dem ikke efter, hvad man mener, men efter hvad der er fornødent. Dog, Fornødenhederne forandre sig med Menneskenes Stilling. Der er stor Forskel paa Naturmennesket, som lever i Naturstanden, og Naturmennesket, som lever i det ordnede Samfund. Emil er ikke en vild, som man kan forvise ud i Ørkenen; han er en vild, som er opdraget til at bo i Byerne Han maa vide at finde dér, hvad han behøver, forstaa at drage Fordel af disses Beboere og at leve — om end ikke som de — saa dog i det mindste med dem.
  Da han nu befinder sig midt imellem saa mange nye Forhold, som han er afhængig af, saa maa han jo — hvad enten han vil eller ej — fælde sine Domme; derfor lære vi ham altsaa at dømme rigtigt.
  Den bedste Maade at lære at dømme rigtigt paa er den, som fører til, at vi gøre vore Erfaringer saa jævnt som muligt og til at kunne undvære dem uden at falde i Vildfarelser. Deraf følger, at vi — efter længe at have ladet den ene Sans stadfæste den andens Iagttagelser — endnu behøve at lære at lade hver Sans for sig kontrollere sine Iagttagelser uden at behøve at tage sin Tilflugt til en anden Sans: da vil enhver Sansning give os en Forestilling, og denne Forestilling vil altid være overensstemmende med Sandheden. Det er denne Slags Erfaringer, hvormed jeg har stræbt at fylde denne tredje Alder af det menneskelige Liv.
  Denne Maade at gaa frem paa fordrer en Taalmodighed og en Oversigt, som faa Lærere ere i Besiddelse af, og uden hvilke Eleven aldrig lære at dømme. Naar denne for Eksempel lader sig skuffe af Fænomenet med den brækkede Stok, og du da, for at vise ham hans Fejltagelse, skynder dig med at trække Stokken op af Vandet, saa kan du maaske bringe ham ud af hans Vildfarelse; men hvad lærer du ham? ikke andet, end hvad han snart vilde lære sig selv. Men det er jo netop det, man skal hjælpe ham til! Det gælder ikke saa meget om at lære ham en Sandhed som at vise ham, hvorledes man skal bære sig ad for altid at finde Sandheden. For netop at undervise ham bedre, skal man ikke for hastigt bringe ham ud af hans Vildfarelse. Lad os tage Emil og mig til Eksempel.
  For det første fejler det ikke, at ethvert paa almindelig Maade opdraget Barn vil besvare det andet af de to forudsatte Spørgsmaal bekræftende. »Det er sikkerlig«, vil det sige, »en brækket Stok«. Jeg tvivler meget paa, at Emil vil give mig det samme Svar. Da han ikke ser, at det er nødvendigt, hverken at være lærd eller synes at være det, saa skynder han sig aldrig med at fælde sin Dom. Han dømmer kun, efter at han er kommet til Klarhed, men denne er han i dette Tilfælde langt fra at finde, da han véd, hvormeget vore Domme om det, der viser sig for vore Øjne, ere beheftede med Illusion, selv bare i Perspektivet. Da han dernæst véd af Erfaring, at mine let henkastede Spørgsmaal altid har en Hensigt, som han ikke lige straks faar Øje paa, saa er han aldeles ikke kommet i Vane med at svare paa dem hen i Vejret; han er tværtimod lidt betænkelig ved dem, er opmærksom og undersøger dem med stor Omhyggelighed, førend han svarer. Han kommer aldrig med et Svar, som han ikke selv er tilfreds med, og han er vanskelig at tilfredsstille. Endelig plager hverken han eller jeg os med at ville vide Besked om alt muligt; det er os alene om at gøre, at vi ikke komme ind i nogen Vildfarelse. Vi vilde blive meget mere flove ved at lade os afspise med en daarlig Grund end ved i det hele slet ikke at kunne finde nogen. »Jeg véd det ikke« er en Talemaade, som hyppigt bruges af os begge to, og som vi saa ofte gentage, at det ikke koster os nogen Overvindelse at ty til den. Men sæt ogsaa, at dette tankeløse Svar skulde slippe ham ud af Munden, eller at han gik uden om Spørgsmaalet ved Hjælp af vort meget bekvemme »Jeg véd det ikke«, saa vilde mit Svar dog blive det samme: lad os se, lad os undersøge det.
  Denne Stok, hvis ene Halvdel er under Vand, staar i en lodret Stilling. For nu at faa at vide, om den er brækket, saaledes som det synes, ja, hvormeget har vi ikke, som vi kunne gøre, førend vi tage den op af Vandet eller berøre den med Haanden!
  1. Først gaa vi helt rundt om Stokken og se da, at Bruddet drejer sig med os. Det forandrer sig altsaa kun efter vort Øje, men man kan da ikke sætte Legemer i Bevægelse ved at se paa dem.
  2. Vi se derpaa aldeles lodret ned ad den Del af Stokken, som er ovenfor Vandet; nu er Stokken ikke længer krum; den Stokende, som er nærmest vort Øje, skjuler nøjagtigt den anden Ende.
    Jeg har siden ved et mere nøjagtigt Forsøg fundet det modsatte Straalebrydninger virke kresformigt, og Stokken synes tykkere ved den Ende, som er i Vandet, end ved den anden; men dette forandrer intet i Bevisets Kraft, og Slutningen er derfor ikke mindre rigtig.
        R.
    Har vort Øje da rettet Stokken?
  3. Vi bringe Vandets Overflade i Bevægelse; nu se vi Stokken bøje sig paa flere Steder, at bevæge sig i Slangebugtninger og at følge Vandets Bølgebevægelser. Er den Bevægelse, som vi sætte dette Vand i, da tilstrækkelig til at brække og blødgøre Stokken, ja, til at gøre den helt flydende?
  4. Vi lade Vandet løbe ud, og vi se Stokken rette sig lidt efter lidt, eftersom Vandet synker. Er dette ikke mere end nok til at forklare denne Kendsgerning og til at opdage Straalebrydningen ? Det er altsaa ikke sandt, at Synet bedrager os, da vi jo ikke behøvede andet end netop Synet til at rette de Vildfarelser, som vi tilskrive det.

  Antage vi, at Barnet er saa dumt, at det ikke kan fatte Resultatet af disse Forsøg, da er det nødvendigt at lade Følelsen træde hjælpende til for Synet. I Stedet for at trække Stokken op af Vandet, bør du lade den beholde sin Stilling, og Barnet kan da lade sin Haand glide fra den ene Ende af Stokken til den anden; det vil ikke føle noget Brud; Stokken er altsaa ikke brækket.
  Du vil vel sige, at dette her ikke er lutter Domme, men formelige Slutninger. Det er sandt; men ser du ikke, at saasnart Aanden er naaet til Idéerne, er enhver Dom en Slutning? Enhver Sansning, der er bleven os bevidst, indeholder en Paastand, en Dom. Saasnart man altsaa sammenligner den ene Sansning med den anden, saa drager man Slutninger. Den Kunst at dømme, og den Kunst at drage en Slutning er nøjagtig den samme.
  Emil skal aldrig forstaa sig paa Læren om Straalebrydninger (Dioptriken), eller ogsaa vil jeg, at han lærer den omkring denne Stok. Han vil hverken have sønderlemmet Insekter eller talt Solpletterne; han vil ikke vide, hvad et Mikroskop eller Teloskop er for noget. Eders lærde Elever ville gøre Løjer med hans Uvidenhed. De ville ikke have Uret; thi førend han betjener sig af disse Redskaber, forlanger jeg, at han skal opfinde dem, og du tvivler om, at det vil ske saa meget snart.
  Se, dette er Aanden i min Metode i dette Afsnit. Dersom Barnet lader en lille Kugle rulle mellem de korslagte Fingre og tror at føle to Kugler, saa tillader jeg det ikke at se efter, førend det har overbevist sig om, at der kun er én.
  Jeg tænker, at disse Forklaringer ville være tilstrækkelige til tydeligt at betegne det Fremskridt, som min Elevs Aand hidtil har gjort, og til at vise den Vej, han har fulgt for at naa det. Men du er maaske forfærdet over den Mængde af Ting, jeg har ladet ham se og befatte sig med. Du frygter for, at jeg overvælder hans Aand med disse Masser af Kundskaber. Det forholder sig helt modsat; jeg lærer ham snarere at blive uvidende end vidende. Jeg viser ham Videnskabens Bane, let nok, men lang, umaalelig og langsom at gennemløbe. Jeg lader ham gøre de første Skridt, for at han kan vide, hvorledes man kommer ind paa den; men jeg tillader ham aldrig at gaa ret langt.
  Da han er tvungen til at lære ved Selvhjælp, saa bruger han sin egen Fornuft og ikke andres; thi for ikke at komme til at bøje sig for Fordomme og Meninger, har han ingen Respekt for Autoriteten, og vore fleste Vildfarelser stamme mindre fra os selv end fra andre. Frugten af denne fortsatte Øvelse maa blive en Aandens Kraft, lig den, jeg gennem Arbejde og Anstrengelse giver hans Legeme. En anden Fordel er den, at man kun gaar frem i Forhold til sine Kræfter. Aanden — saa vel som Legemet — bærer kun, hvad den kan bære. Naar Forstanden tilegner sig enhver Sag, førend den gemmer den i Hukommelsen, saa er den Brug, den siden gør deraf, selvstændig; dersom man derimod fylder sin Hukommelse med uforstaaede Sager, saa udsætter man sig for aldrig at kunne anvende dem paa en selvstændig Maade som sit eget.
  Emil har faa Kundskaber, men de, han har, ere i Sandhed hans; han véd intet halvt. I den lille Kres af Ting, som han véd og véd god Besked om, er dette hans vigtigste Viden, at der er mangt og meget, som han ikke véd, men som han en Gang kan komme til at vide, endnu mere, som andre Mennesker vide, men hvorom han ingensinde i sit Liv vil faa nogen Kundskab, og saa uendelig mange andre Ting, som aldrig noget Menneske vil lære at kende. Han har en altomfattende Aand, ikke i Henseende til Kundskaber, men i Henseende til Evner til at erhverve sig disse, en Aand, der er lukket op, forstandig, rede til alt og — som Montaigne siger — omend ikke oplært, saa dog i Stand til at oplæres. Det er mig nok, at han véd at finde dette »hvortil er dette godt« i alt, hvad han foretager sig, og dette »hvorfor« i alt, hvad han tror. Endnu en Gang: min Opgave er aldeles ikke at tylle Videnskaben i ham, men at lære ham at sætte sig ind i den, eftersom han trænger til den, at vurdere den nøjagtig efter dens Værd og at elske Sandheden over alt. Med denne Methode gaar man kun smaat frem; men man gør aldrig et unyttigt Skridt, og man tvinges aldrig til Tilbageskridt.
  Emil har kun Kundskab om Naturen og det rent fysiske. Han kender ikke en Gang Historien af Navn, lige saa lidt som han véd, hvad Metafysik og Moral er. Han kender Menneskets væsentligste Forhold til Tingene, men kender ikke noget til de moralske Forhold mellem Menneske og Menneske. Han forstaar sig grumme lidt paa at danne Almenbegreber og at gøre Abstraktioner. Han lægger Mærke til de Egenskaber, som ere fælles for visse Ting uden at anstille Betragtninger over disse Egenskaber i sig selv. Fra de geometriske Figurer kender han, hvad abstrakt Rum er, og fra de algebraiske Tegn véd han Besked om abstrakt Størrelse. Disse Figurer og Tegn ere de Piller, hvortil hans Sanser under disse Abstraktioner støtte sig. Han søger ikke at lære Tingene at kende efter deres Natur, men kun efter de Forhold, som vedkomme ham selv. Hvad der er ham fremmed, vurderer han kun efter dets Forhold til hans egen Person; men denne Vurdering er nøjagtig og sikker. Fantasien eller Skik og Brug faar her ingen Indflydelse. Han spørger mere om, hvorvidt det er ham nyttigt, og da han aldrig opgiver denne Maade at værdsætte Tingene paa, saa giver han andres Mening en god Dag.
  Emil er arbejdsom, maadeholden, taalmodig, bestemt og fuld af Mod. Hans endnu aldrig ophidsede Indbildningskraft forstørre ingen Sinde Farerne for ham; der er ikke mange Lidelser, han er følsom lige over for, og han udholder dem med Standhaftighed, fordi han aldrig har lært at gaa i Rette med Skæbnen. Døden véd han endnu ikke rigtig, hvad er; men da han er vant til uden Modstand at bøje sig for Nødvendighedens Lov, saa vil han, naar Timen kommer, dø uden at sukke og uden at krympe sig; dette er alt, hvad Naturen tillader i dette for alle rædselsfulde Øjeblik. At leve frit og saa lidt som muligt at binde sig til de menneskelige Ting er det bedste Middel til at lære at dø.
  Med ét Ord: Emil har af Dyden alt det, der vedrører hans egne personlige Forhold. For at komme i Besiddelse ogsaa af de sociale Dyder, behøver han kun at kende de Forhold, som kræve dem; han mangler kun den Oplysning, som hans Aand er rede til at modtage.
  Han ser kun paa sig selv uden Hensyn til andre, og han finder det i sin Orden, at andre ikke tænke paa ham. Han kræver ikke noget af nogen og tror ikke at skylde nogen noget. Han staar ene i det menneskelige Samfund og regner kun paa sig selv. Han har ogsaa, mere end nogen anden, Ret til at regne paa sig selv; thi han er alt det, man kan blive i hans Alder. Han har ingen Vildfarelser, eller har da kun dem, som ere uundgaaelige for os; han har ingen Laster, eller har da i det mindste kun dem, som intet Menneske kan vogte sig for. Han ejer et sundt Legeme; Lemmerne ere smidige, Aanden klar og uden Fordomme; Hjertet frit og uden Lidenskaber. Egenkærligheden, den første og mest naturlige af alle Lidenskaber, er endnu næppe bleven virksom. Uden at forstyrre nogens Ro har han levet tilfreds, lykkelig og fri, saa vidt som Naturen har tilladt ham det. Mener du, at et Barn, der paa denne Vis har naaet sit femtende Aar, har spildt den Tid, som er gaaet?
 
 
 
FJERDE BOG.
(15 — 20 år)
 
 

  Hvor vi dog fare hurtigt hen over denne Jord! den første Fjerdedel af Livet er udløbet, førend man forstaar at bruge det; den sidste Fjerdedel forløber, efter at man er holdt op med at nyde det. I Førstningen forstaa vi ikke at leve, og snart efter kunne vi ikke mere, og i det Mellemrum, som adskiller disse to værdiløse Yderpunkter, blive de tre Fjerdedele af den Tid, vi har tilbage, forbrugte til Søvn og Slid, under Smerte, Tvang og Møje af enhver Art. Livet er kort, mindre paa Grund af den Smule Tid, det varer, end fordi der af denne Smule Tid næsten ingen levnes os til at nyde det. Lad Dødsøjeblikket være nok saa langt fjernet fra Fødselsstunden, saa er dog Livet altid altfor kort, i Fald dette Mellemrum bliver daarligt udfyldt.
  Vi fødes saa at sige to Gange: den ene Gang for at blive til og den anden Gang for at leve; den ene Gang for Slægten, den anden Gang for det andet Køn. De, der betragte Kvinden som et ufuldkomment Menneske, har uden Tvivl Uret; men de har den ydre Analogi for sig. Lige indtil den giftefærdige Alder har Børnene af de to Køn intet i det ydre, som adskille dem; de har det samme Ansigt, samme Figur, samme Hudfarve, samme Stemme, alt er ens: Pigerne ere Børn og Drengene ere Børn; det samme Navn er tilstrækkeligt for Væsner, der ere hinanden saa lige. De mandlige Personer, hos hvem man hindrer den yderligere Kønsudvikling, bevare denne Ensartethed hele deres Liv; de blive altid store Børn, og Kvinderne, som aldeles ikke miste den, synes mig i mange Henseender aldrig at blive andet.
  Men Manden er i Almindelighed ikke bestemt til altid at blive i Barndommen. Han forlader den paa den af Naturen foreskrevne Tid, og dette kritiske Øjeblik udøver — skønt det kun er kort — længe sin Indflydelse.
  Som Havets Brusen høres længe i Forvejen, førend Stormen kommer, saaledes melder denne stormende Omvæltning sig ved de opstaaende Lidenskabers Brusen; en ubestemt Gæring underretter om, at Faren nærmer sig. Lunefuldhed, hyppige heftige Udbrud, en vedvarende aandelig Uro gør det næsten umuligt at styre Barnet. Det bliver døvt for den Røst, der før gjorde det føjeligt; det er en febersyg Løve; det miskender sin Vejleder; det vil ikke mere lade sig lede.
  Med de aandelige Kendetegn paa en vekslende Sindsstemning kommer synlige Forandringer i Drengens Udseende. Ansigtsudtrykket udvikler sig og bliver karakteristisk; de tynde og fine Dun, som spirede frem paa hans Kinder, blive mørkere, fastere og tættere. Hans Stemme er i Overgang, eller rettere, han mister den: han er hverken Barn eller Mand og kan ikke gribe den Tone, som er ejendommelig for hver især af disse to. Hans Øjne, disse Sjælens Organer, som hidtil intet har sagt, finde et Sprog, de blive udtryksfulde; en fremglimtende Ild besjæler dem; de fyrigere Øjekast eje endnu den hellige Uskyldighed; men den tidligere Udtryksløshed har de ikke mere: han føler allerede, at de kunne sige alt for meget; han begynder at slaa Øjnene ned og at rødme; han bliver følelsesfuld uden at vide, hvad han føler; han bliver urolig uden Grund til at være det. Alt dette kan komme langsomt og indrømme dig nogen Tid endnu; men dersom hans Livlighed bliver altfor voldsom, dersom hans Heftighed slaar over i Raseri, dersom han fra det ene Øjeblik til det andet snart er forbitret, snart rørt, dersom han uden Anledning udgyder Taarer, dersom hans Puls slaar stærkere og hans Øje flammer, saasnart han er i Nærheden af de Omgivelser, som begynde at blive farlige for ham, dersom en Kvindehaand, der lægger sig ovenpaa hans, faar ham til at skælve, dersom han bliver forvirret eller undseelig i en Kvindes Nærhed, Ulysses, o vise Ulysses! vær da paa din Post! Sækkene, som du med saa megen Omhu havde bundet for, ere aabne,
Æolus, Vindenes Herre, havde indelukket Vindene i en Sæk og medgivet Odysseus den. Hans Folk aabnede af Nysgerrighed for Sækken. (Odysseen X, 47—50).
    O. A.
Stormene ere allerede udfriede af deres Lænker, forlad ikke et Øjeblik Roret, eller alt er tabt.
  Dette er den anden Fødsel, hvorom jeg har talt; her er det, at Mennesket i Sandhed fødes til Livet, og intet menneskeligt er ham fremmed.
I den romerske Digter Terentius (194—158 f. Chr.) Komedie »Selvplageren« forekommer flere Gange denne Sentens: homo sum, et humani nihil a me alienum puto. (Jeg er et Menneske og intet menneskeligt er mig fremmed).
    O. A.
Hidindtil har vor Omsorg kun været Børneværk, men nu bliver den sandelig af Betydning. Dette Livsafsnit, hvor den almindelige Opdragelse ender, er egentlig det, hvor vi bør begynde; men for at kunne fremlægge denne nye Plan klart, saa maa vi gaa langt tilbage i alle de Forhold, som høre herhen.
  Vore Lidenskaber ere de vigtigste Redskaber til vor Bevarelse. Det er altsaa et ligesaa frugtesløst som latterligt Foretagende at ville udrydde dem; det er at hovmesterere Naturen; det er at skabe om paa Guds Værk. Dersom Gud befalede Mennesket at ødelægge de Lidenskaber, han giver det, saa betød det, at Gud vilde og vilde dog ikke; han modsagde da sig selv. Han har aldrig givet denne meningsløse Befaling; intet saadant er skrevet i det menneskelige Hjerte, og hvad Gud vil, at et Menneske skal gøre, det befaler han det ikke igennem et andet Menneske; han siger det selv; han skriver det i Dybet af dets Hjerte.
  Den, som vilde forhindre, at Lidenskaberne fødtes, vilde jeg anse for lige saa taabelig som den, der vilde ødelægge dem, og de, der tro, at noget saadant hidtil har været i min Plan, maa sikkerlig i høj Grad have misforstaaet mig.
  Men vilde det være at tænke fornuftigt, dersom man, ud fra dette, at det ligger i Menneskets Natur at have Lidenskaber, vilde slutte, at alle de Lidenskaber, som vi kende i os og se hos andre, vare naturlige? Deres Udspring er naturligt; det er sandt; men tusend fremmede Tilløb har forøget det: det er en stor Strøm, som uophørligt er vokset, og i hvilken man næppe vil finde nogle faa Draaber af dens oprindelige Vande. Vore naturlige Lidenskaber ere meget begrænsede; de ere Redskaber for vor Frihed, og deres Maal er at bevare os. Alle de Lidenskaber, der tage Herredømmet over os og ødelægge os, komme til os andet Steds fra; Naturen giver os dem ikke; vi tilegne os dem selv til dens Skade.
  Kilden til vore Lidenskaber, Oprindelsen og Grunden til alle de øvrige, den eneste, som fødes med Mennesket og aldrig forlader det, saalænge det lever, er Selvkærligheden: denne oprindelige, medfødte Lidenskab, der er forud for enhver anden og hvoraf alle de øvrige paa en vis Maade kun ere Afarter (Modifikationer). I den Forstand ere de alle — om man vil — naturlige. Men største Delen af disse Afarter ere fremkaldte ved fremmede Aarsager, uden hvilke de aldrig vare komne frem, og disse Afarter — langt fra at gavne os — ere os skadelige; de forandre det oprindelige Maal og vende sig mod deres eget Ophav: da er det, at Mennesket er udenfor Naturen og bringer sig i Modsigelse med sig selv.
  Selvkærligheden er altid god og altid i Overensstemmelse med Naturens Orden. Da enhver især har Selvopholdelsens Pligt hvilende paa sig, saa er og bør det være Genstand for hans første og vigtigste Omhu at vaage derover uden Ophør; men hvorledes skulde han kunne det, dersom han ikke havde den største Interesse deraf?
  Vi maa altsaa elske os selv for at kunne bevare os, og som en umiddelbar Følge af denne Følelse elske vi det, som bevarer os. Ethvert Barn bliver efterhængende efter sin Amme: Romulus sluttede sig til Ulvinden, som havde givet ham Die. Fra Begyndelsen af er denne Efterhængen rent mekanisk. Hvad der begunstiger et Individs Velvære, drager det til sig; hvad der skader den, støder det fra sig: dette er kun en blind Naturdrift. Denne Drift omsættes i Følelse, Tiltrækningen i Kærlighed. Frastødningen i Had, naar den Hensigt at skade os eller være os til Gavn bliver aabenbar og tydelig. Man føler ingen Lidenskab for følelsesløse Væsner, der kun følge den Tilskyndelse, som man giver dem; men de, af hvem man, i Kraft af deres indre Tilbøjelighed eller Vilje, venter godt eller ondt, de, som vi se frit at handle til bedste for os eller imod os: de indgyde os Følelser, der ere lig dem, de vise imod os. Hvad der tjener os, søge vi; men hvad der vil tjene os, elske vi: hvad der skader os, undfly vi; men hvad der vil skade os, hade vi.
  Et Barns første Følelse er Selvkærligheden, og den anden, som udspringer af den første, er at elske dem, som nærme sig det; thi i den hjælpeløse Stilling, hvori det er, kender det ingen, uden igennem den Hjælp og den Omsorg, som det modtager. Fra først af er den Efterhængen, det viser efter sin Amme og sin Barnepige ikkun Vane. Det søger dem, fordi det trænger til dem og fordi det befinder sig vel hos dem; det er snarere Kendskab til dem end Godhed for dem. Det behøver lang Tid for at fatte, at de ikke alene ere til Gavn for det, men at de ogsaa ville være det, og da er det først, at det begynder at elske dem.
  Et Barn er altsaa af Naturen tilbøjelig til at føle Tillid, fordi det ser, at alle dets Omgivelser ere rede til at hjælpe det, og fordi det igennem denne Iagttagelse bliver vant til velvillige Følelser imod sin Art; men efterhaanden som dets Forhold og Fornødenheder mangfoldiggøres, og dets Afhængighed af andre kommer stærkere frem, baade med Hensyn til, hvad det skal foretage sig og hvad der skal foretages med det, saa vaagner Følelsen for dets Forhold til andre og fremkalder Følelsen om Pligter og Forrettigheder. Da bliver Barnet herskesygt, misundeligt, lumsk og hævngerrigt. Dersom man tvinger det til Lydighed, da vil det anse sine Omgivelser for lunefulde og tillægge dem den Hensigt at ville plage det, eftersom det ikke indser Nytten af deres Befalinger, og det bliver genstridigt. Dersom man føjer det, da vil det betragte det som Oprør, saasnart det møder Modstand, og se deri den Hensigt at ville gøre det imod; det slaar Stolen og Bordet, fordi de har været ulydige imod det. Selvkærligheden, der kun ser paa os selv, er tilfredsstillet, naar vore virkelige Fornødenheder ere tilfredsstillede; men Egenkærligheden, som anstiller Sammenligninger, er aldrig tilfreds og forstaar ikke at være det, fordi denne Følelse, ved at foretrække os selv fremfor andre, ogsaa fordrer, at andre skulde foretrække os fremfor dem, hvad jo er umuligt. Saaledes fødes de blide og hjertelige Lidenskaber af Selvkærligheden, medens de ukærlige og pirrelige Lidenskaber fødes af Egenkærligheden. Hvad der altsaa væsentlig gør Mennesket godt, er at have faa Fornødenheder og kun i ringe Grad at sammenligne sig med andre; hvad der væsentlig gør det ondt, er at have mange Fornødenheder og at være meget afhængig af Folks Mening. Efter denne Grundsætning er det let at indse, hvorledes man kan lede alle Børnenes og Menneskenes Lidenskaber i god eller ond Retning. Efterdi de ikke altid kunne leve alene, saa ville de — dette er sandt — vanskeligt altid leve som gode: denne Vanskelighed vokser nødvendigvis, eftersom deres Forhold mangfoldiggøres, og derfor er det fremfor alt, at Farerne ved Samfundslivet gør det endnu mere uafviseligt for os at øve vor Kunst og Omhu for i det menneskelige Hjerte at forebygge den Fordærvelse, som fødes af de ny Fornødenheder.
  Menneskets egentlige Studium er at studere sine egne Forhold. Saalænge som det kun kender sig selv fra den fysiske Side, maa det studere sig selv igennem dets Forhold til Tingene; dette er den Opgave, som ligger for dets Barndom, Naar det begynder at føle sig som moralsk Væsen, bør det studere sig igennem sine Forhold til andre Mennesker; dette er Opgaven hele dets Liv, og den maa begynde ved det Tidspunkt, vi nu ere naaede til.
  Saasnart som Mennesket trænger til en Livsledsagerinde, er det ikke længer et Væsen for sig selv, dets Hjerte er ikke længer ene. Alle dets Forhold til Slægten, alle Hengivenhedsfølelser i dets Sjæl fødes med dette. Dets første Lidenskab bringer snart de andre i Gæring.
  Denne instinktmæssige Tilbøjelighed er i det ubestemte. Det ene Køn drages imod det andet: denne Bevægelse er Naturens Værk. Valget, Begunstigelserne, den personlige Hengivenhed ere Dannelsens, Fordommenes og Vanens Værk. Der behøves Tid og Bekendtskaber for at sætte os i Stand til at elske; man elsker først efter at have fældet en Dom, og man foretrækker først den ene, efter at have gjort Sammenligninger. Disse Domme fældes, uden at man mærker det; men de ere derfor ikke mindre virkelige. Den sande Kærlighed vil — hvad man saa end siger derom — altid være æret af Menneskene; thi endskønt dens Heftighed fører os vild, og endskønt foragtelige Egenskaber ikke ere udelukkede fra det Hjerte, som føler den, ja, endskønt den endog selv kan være Anledning til saadanne, saa forudsætter den dog altid en Del agtværdige Egenskaber, uden hvilke man vilde være ude af Stand til at føle Kærlighed. Det Valg, som man anser for stridende imod Fornuften, stammer dog fra denne. Man har gjort Kærligheden blind, fordi den har bedre Øjne end vi og fordi den ser de Forhold, som vi ikke kunne blive var. For den, som intet Begreb havde om Fortrin og Skønhed, vilde enhver Kvinde være lige god, og den, som kom først, vilde altid være den elskværdigste. Det er saa langt fra, at Kærligheden stammer fra Naturen, at den tværtimod er en Skranke for og en Tømme paa dennes Tilbøjeligheder: det er Kærlighedens Værk, at — med Undtagelse af den elskede — det ene Køn ikke betyder noget for det andet.
  Det Fortrin, man indrømmer en anden, vil man have indrømmet for sig selv: Kærligheden maa være gensidig. For at blive elsket maa man gøre sig elskværdig; for at blive foretrukket maa man gøre sig mere elskværdig end en anden, ja, mere elskværdig end enhver anden, i det mindste i den elskedes Øjne. Derfra kommer det første opmærksomme Blik paa sine jævnbyrdige; derfra de første Sammenligninger med dem; derfra Kappelysten, Kappestriden, Skinsygen. Et Hjerte, der er fyldt af en overstrømmende Følelse, længes efter at udøse sig: Trangen til en elsket føder snart Trangen til en Ven. Den, som føler, hvor sødt det er at være elsket, vilde gerne elskes af alle, men vil ikke kunne foretrækkes af alle, uden at der bliver mange misfornøjede. Med Kærligheden og Venskabet fødes Tvistighederne, Fjendskabet og Hadet. I saa mange modsatte Lidenskabers Skød ser jeg den almindelige Mening (Opinionen) rejse sig en urokkelig Trone, og jeg ser de taabelige dødelige — underkastede dens Herredømme — kun at grunde deres egen Eksistens paa andres Domme.
  Gaa nu videre i denne Tankegang, og du vil se, hvorfra vor Egenkærlighed har den Form, som vi tro at være dens naturlige, og hvorledes Selvkærligheden — ophørende med at være en ublandet Følelse — forvandler sig til Hovmod i de store Sjæle og til Forfængelighed i de smaa og i dem alle uophørligt at nære sig paa Næstens Bekostning. Denne Slags Lidenskaber har slet ingen Spirer i Børnenes Hjerte og kunne ikke fødes der af sig selv; det er os alene, som bringe dem derind, og de kunne aldrig slaa Rod uden ved vore Fejlgreb; men det forholder sig ikke mere saaledes med Ynglingens Hjerte; vi kunne gøre, hvad det skal være; de ville dog fødes der alligevel. Det er altsaa nu Tiden til at ændre Metoden.
  Lad os begynde med nogle vigtig Overvejelser over den kritiske Tilstand, hvorom Talen er her. Overgangen fra Barndommen til Mandbarheden er ikke saaledes afgrænset af Naturen, at den jo kan foregaa paa forskellig Maade hos de enkelte efter deres Naturanlæg og hos Folkene efter Klimaet. Alle kender den Forskel, man paa dette Punkt har iagttaget mellem de varme og de kolde Lande, og enhver indser, at de fyrige Naturanlæg udvikle sig hurtigere end andre; men man kan bedrage sig med Hensyn til Aarsagerne og ofte tilskrive det fysiske, hvad der maa føres tilbage til det moralske; dette er et af de hyppigste Fejlgreb i vort Aarhundredes Filosofi. Naturens Vejledning er sendrægtig og langsom; Menneskenes er næsten altid forhastet. I første Tilfælde vække Sanserne Indbildningskraften, i det andet vækker Indbildningskraften Sanserne; den sætter dem for tidlig i Virksomhed, og dette kan ikke andet end afkræfte og svække, først de enkelte og i Længden ogsaa selve Slægten. En mere almindelig og sikrere Iagttagelse end den, der kan gøres med Hensyn til Klimaets Indvirkning, er den, at Mandbarheden og Kønsdriften altid indtræder tidligere hos oplyste og civilicerede Folk end hos uvidende og barbariske Folkeslag.
»I Byerne«, siger Buffon, »og hos velhavende Folk ere Børnene vante til rigeligere og mere nærende Føde, hvorfor denne Modenhedsperiode indtræder tidligere; paa Landet og hos Fattigfolk udvikle Børnene sig langsommere, fordi de faa daarlig og alt for lidt Næring.« (Naturhistorien IV, Pag 238 i 12 °) Jeg tiltræder denne Iagtagelse, men ikke Forklaringen; thi i de Lande, hvor Bønderne faa god Næring og spise meget, som i Vallis saavel som visse Bjergegne i Italien, for Eksempel i Friaul, indtræder Pubertetsalderen hos begge Køn gennemgaaende sildigere end i de større Byer, hvor man for at tilfredsstille sin Forfængelighed ofte er yderst sparsommelig med Hensyn til Føden, og hvor de fleste hylde Ordsproget: »en fløjelsklædt Arm, men en slunken Tarm«. Man forbavses over paa disse Bjerge at træffe store Drenge, der ere ligesaa stærke som voksne Mænd, men hvis Stemme endnu er høj og hvis Hage er helt skægløs, og voksne, veludviklede Piger, uden deres Køns periodiske Tegn. Forskellen synes mig alene at komme deraf, at deres i lang Tid uudviklede og rolige Indbildningskraft, paa Grund af Jævnheden i deres Sæder, først meget senere sætter deres Blod i Gæring og derfor ikke fremskynder en for tidlig Modning.
    R.
Børnene har en ejendommelig Skarpsindighed til, igennem Velanstændighedens Spilfægterier, at opdage de slette Sæder, som disse dække over. Det pæne Sprog, som man lærer dem, de Anstændighedsforskrifter, som man giver dem, og dette hemmelighedsfulde Slør, som man anstrenger sig for at holde for deres Øjne, ere lige saa mange Sporer for deres Nysgerrighed. Paa den Maade, man tager det, er det klart, at man kun lærer dem, hvad man lader, som om man skjuler for dem, og af alle de Lærdomme, som man giver dem, er det den, de har mest Udbytte af.
  Raadspørg Erfaringen, og du vil indse, i hvor høj Grad denne vanvittige Metode fremskynder Naturens Værk og ødelægger den hele Legemsbygning. Her har vi en af Hovedaarsagerne til Byslægtens Afartning (Degeneration). De unge Mennesker afkræfte sig i god Tid, blive smaa, svage, daarlig byggede og ældes i Stedet for at vokse ud, ligesom den Ranke, som man lader bære Frugt om Foraaret, hentæres og visner før Høsten.
  Man maa have levet imellem jævne og tarvelige Folk for at kunne forstaa, til hvilken Alder den barnlige Uskyldighed dér kan bevares paa Grund af en lykkelig Uvidenhed. Det er et paa én Gang rørende og komisk Skuespil at se de to Køn med Fred i deres Hjerter, i en blomstrende Alder og Skønheden fuldt moden, fortsætte med Barndommens skyldfri Lege og netop ved deres fortrolige Omgang bevise deres Fornøjelsers Renhed. Naar endelig denne elskværdige Ungdom indtræder i Ægteskab, give de to Ægtefolk gensidigt hinanden deres Ungdoms første Blomst og blive derved kærere for hinanden; en Flok sunde og kraftige Børn bliver Pantet paa en Forening, som ikke forstyrres af noget, og Frugten af deres første Aars tugtige Liv.
  Naar Forskellen i den Alder, da Mennesket kommer til Bevidsthed om sit Køn, ligesaa meget hidrører fra Opdragelsen som fra Naturens Indvirkning, saa følger deraf, at man kan fremskynde og forhale dette Tidspunkt, eftersom man opdrager Børnene, og naar Legemet vinder eller taber i Fasthed, eftersom man forhaler eller fremskynder denne Udvikling, saa følger atter deraf, at jo mere man beflitter sig paa at forhale dette Tidspunkt, desto kraftigere og stærkere bliver det unge Menneske. Jeg taler endnu kun om de rent fysiske Virkninger: man skal snart se, at det indskrænker sig ikke dertil.
  Ud af disse Overvejelser finder jeg Løsningen paa det saa ofte afhandlede Spørgsmaal, om man i god Tid skal tilfredsstille Børnenes Nysgerrighed med Hensyn til disse Ting, eller om man hellere skal narre dem ved at bilde dem noget ind. Jeg mener, at man hverken bør gøre det ene eller det andet. For det første kommer denne deres Nysgerrighed slet ikke, uden at man har givet Anledning dertil. Man maa altsaa sørge for, at den slet ikke vækkes. For det andet kræve de Spørgsmaal, som man ikke er tvunget til at svare paa, jo ikke, at man skal narre den, som har stillet dem: man maa meget hellere bede vedkommende om at tie stille end svare ham med en Løgn. Han vil ikke være videre overrasket over dette Tavshedspaabud, naar man har sørget for, at han er vant til at finde sig i det i alle ligegyldige Ting. Dersom man endelig beslutter sig til at svare, maa det ske paa den mest ligefremme Maade, uden Hemmelighedskræmmeri, uden Forvirring og uden Latter. Der er meget mindre Fare ved at tilfredsstille Barnets Nysgerrighed end ved at ægge den.
  Lad altid dine Svar være alvorlige, korte, bestemte og uden Skin af Betænkelighed. Jeg behøver ikke at tilføje, at de maa være sande. Man kan ikke lære Børnene det farlige i at lyve for de voksne, uden at de voksne jo ogsaa maa føle, at det er endnu farligere at lyve for Børn. En eneste Løgn, som en Elev har grebet sin Lærer i, er nok til for stedse at ødelægge enhver Frugt af Opdragelsen.
  En fuldsændig Uvidenhed om visse Ting vilde maaske være det mest passende for Børnene; men lad dem i god Tid lære det, som er umuligt at skjule for dem. Enten maa deres Nysgerrighed aldeles ikke vækkes, eller ogsaa maa den tilfredsstilles før den Alder kommer, da dette ikke kan ske uden Fare. Hvorledes du i dette særlige Punkt skal forholde dig over for din Elev, afhænger i høj Grad af det Selskab, som omgiver ham, og af de Omstændigheder, han efter al Sandsynlighed vil komme til at leve under o. s. v. Det er af Vigtighed her, at man ikke lader det komme an paa Tilfældet, og dersom du ikke er sikker paa, at han til sit sekstende Aar kan holdes i Uvidenhed om Kønsforskellen, bør du bære Omsorg for, at han lærer den at kende før sit tiende.
  Jeg ynder aldeles ikke, at man gør sig Umage for at tale med Børnene i et altfor renset Sprog, eller at man bruger mange Omsvøb for at undgaa at nævne Tingene ved deres rette Navn, da Børnene netop derved let blive opmærksomme paa, at der stikker noget under. De gode Sæder føre i disse Ting altid et meget ligefremt Sprog; men den af Laster besmittede Indbildningskraft gør Øret fintfølende og tvinger til uophørligt at forfine sine Udtryk. De plumpe Udtryk drage ingen Følger efter sig; det er de slibrige Forestillinger, man bør undgaa.
  Endskønt Skamfølelsen er naturlig for Mennesket, saa har Børnene den dog ikke. Skamfølelsen fødes kun samtidig med Bevidstheden om det onde, og hvorledes skulde Børnene, der endnu hverken har eller bør have denne Bevidsthed, kunne have denne Følelse, som er en Virkning deraf? At give dem Undervisning om Skamfølelse og Ærbarhed, det er at lære dem, at der gives saadanne skammelige og uanstændige Ting, og det er at vække et hemmeligt Ønske hos dem om at lære disse Ting at kende. Tidligere eller senere komme de dog til at lære det, og den første Gnist, som falder i deres Indbildningskraft, vil ganske sikkert fremskynde, at Sanserne komme i Brand. Den som rødmer, er allerede skyldig; den sande Uskyldighed skammer sig ikke over noget.
  Børnene har ikke de samme Begærligheder som de voksne; men da de ligesom disse ere udsatte for Urenlighed, som saare Sanserne, saa kunne de der igennem modtage de samme Lærdomme om Velanstændighed. Følg Naturens Fingerpeg; da den har anbragt Organerne for de hemmelige Lyster og dem for de ækleste Fornødenbeder paa de samme Steder, saa indgyder den os i de forskellige Aldre den samme Omhu, snart gennem én, snart gennem en anden Forestilling; den voksne gennem Sømmelighedsfølelsen, Barnet gennem Forestillingen om Renlighed.
  Jeg ser kun ét Middel til at bevare Børnene i deres Uskyld, og det bestaar deri, at alle deres Omgivelser har Ærbødighed for den og elske den. Uden dette vil al den Tilbageholdenhed, som de forsøge at paalægge sig selv over for Børnene, tidlig eller sent blottes og vise sin indre Usandhed; et Smil, en Blinken, en ubevogtet Gestus vil fortælle dem alt det, som man søger at fortie for dem; til at gøre dem kloge paa det, er det nok, at de faa at se, at man har villet skjule det for dem. Den udsøgte Agtpaagivenhed i Vendinger og Udtryk, som man bruger i den fine Verden, er ikke paa sin Plads lige overfor Børnene, da den jo forudsætter en Indsigt, som disse ikke bør være i Besiddelse af; men naar man virkelig holder deres Enfold i Ære, saa finder man let, i sin Samtale med dem, de passende Udtryk. Der er en naturlig Maade at udtrykke sig paa, som sømmer sig for Uskyldigheden, og som den holder af: dette er den rette Tone, som holder Barnet borte fra en farlig Nysgerrighed. Ved at tale ligefremt med det om alt, giver man ikke Plads for nogen Mistanke om, at der var mere, man havde at sige det. Ved at bruge grove Ord til de tilsvarende grimme Forestillinger kvæler man den første Brand i Indbildningskraften: man forbyder ikke Barnet at bruge disse Ord og heller ikke at have disse Forestillinger; men, uden at det aner det, indgyder man det en Afsky for at genkalde sig dem, og hvormegen Forlegenhed vil denne barnlige Frihed ikke spare dem for, som altid tale fra Leveren og derfor sige, hvad der skal siges, og altid sige det, som de har tænkt det.
  Hvor komme Børnene fra? Dette er et kildent Spørgsmaal, som dog paa ganske naturlig Maade opstaar hos Børnene, og hvis tankeløse eller fornuftige Besvarelse undertiden kan være af afgørende Betydning for deres Sæder og Sundhed hele deres Liv igennem. Den korteste Maade, som en Moder tænker at sno sig fra det paa uden at bedrage sin Søn, er at bede ham om at tie stille. Dette kunde nu være godt nok, dersom man allerede længe i Forvejen havde vænnet ham til denne Behandling, hvor det drejede sig om ligegyldige Spørgsmaal, saa at han af den forandrede Tone ikke fik Mistanke om, at der stak en eller anden Hemmelighed under. Men sjældent nøjes hun dermed. »Dette er noget, som kun gifte Folk vide Besked om«, vil hun svare; »Smaadrenge maa ikke være saa nysgerrige«. Se, det kan nu være meget godt for Moderen at kunne trække sig ud af Forlegenheden paa denne Maade; men hun maa vide, at den lille Fyr, fornærmet over denne haanlige Afvisning, ikke vil have et Øjebliks Ro, før han faar rede paa denne de gifte Folks Hemmelighed, og at han ikke vil tøve med at faa Besked derom.
  Man tillade mig at fortælle et ganske andet Svar, som jeg en Gang hørte paa det samme Spørgsmaal, og som overraskede mig saa meget mere, da det blev givet af en Kvinde, der var sædelig lige saavel i sine Ord som i hele sin øvrige Færd, men som, da det gjaldt, forstod for sin Søns Vel og for Dydens Skyld at træde den falske Frygt for Snakken og Spotternes dumme Vittigheder under Fødder. For ikke længe siden var der fra Barnet med Urinen kommet en lille Sten, som havde forvoldt det store Smerter i Underlivet; men dette Onde var forbi og glemt. »Moder!« sagde det lille Vrøvlehoved, »hvor komme Børnene fra?« »Min kære Dreng!«, svarede Moderen uden at tøve, »med store Smerter bringe Kvinderne dem frem, som naar de lade Vandet, og undertiden koster det dem, Livet«. Lad Tosserne le og Taaberne forarge sig; men lad de vise prøve paa at finde et Svar, der er rigtigere og som bedre svarer til Hensigten.
Campe skriver derom: I det her beskrevne særlige Tilfælde, hvor Barnet havde Erfaring om Stensmerter, var Svaret uden Tvivl godt. I ethvert andet Tilfælde vilde det være endnu bedre at lade Barnet se til, naar Dyrene føde, og da sige til det: »saaledes komme de smaa Børn ud af deres Moders Liv, hvor Gud lader dem blive til, ligesom han har skabt denne Kalv eller dette Føl i denne Ko eller denne Hest«. (Cramers Oversættelse af 1789, 2. Del, Pag. 253).
  Locke mener, at man i saadanne Tilfælde bør sige Barnet ligefrem, »at det er Ting, som det ikke kan faa at vide«. (Dr. Sallwürks Oversættelse af Locke § 121).
    O. A.

  Forestillingen om en naturlig og af Barnet vel kendt Fornødenhed maa fortrænge enhver Tanke om noget hemmelighedsfuldt. De dertil knyttede Forestillinger om Smerte og Død kaste et Slør af Vemod derover, som gør Indbildningskraften uvirksom og dæmper Nysgerrigheden; alt fører Tanken tilbage til Følgerne af Forløsningen og ikke til dens Aarsager. Den menneskelige Naturs Skrøbelighed, frastødende Ting, Billeder af Smerte, se, det er de Forklaringer, hvortil dette Svar fører, dersom den Uhygge, som det vækker, tillader Barnet at bede om dem. Hvorledes skulle Begærlighederne faa Indpas under Samtaler, der ere ledede paa denne Maade? og dog ser du, at Sandheden er ikke bleven krænket, og at man ikke har behøvet at vildlede sin Elev i Stedet for at vejlede ham.
  Eders Børn læse. Under deres Læsning vinde de saadanne Kundskaber, som de ikke vilde have, dersom de intet havde læst. Dersom de studere, optændes og skærpes Indbildningskraften i det rolige Læseværelse. Leve de med i Verden, saa høre de saa mange aparte Udtryk og se saa mange Eksempler, som overraske dem. Man har godt nok faaet dem overbeviste om, at de ere voksne; alt hvad de voksne gøre i deres Nærværelse, skulle de derfor straks prøve paa at efterligne: det er meget naturligt, at andres. Handlinger komme til at tjene dem til Model, naar andres Domme ere blevne en Lov for dem. Tjenestetyendet, som man har gjort afhængige af dem, ere interesserede i at behage dem og smigre derfor for dem paa de gode Sæders Bekostning; kaade Barnepiger føre med et fire Aars Barn en Snak, som den mest skamløse ikke vilde vove at komme frem med i deres femtende Aar. Hine forglemme snart, hvad de har sagt; men disse glemme ikke, hvad de har hørt. Slibrige Samtaler afføde frække Sæder. Den ryggesløse Tjener gør Barnet usædeligt, og den enes Hemmelighed er Borgen for den andens.
  Det Barn, som er opdraget i Overensstemmelse med sin Alder, staar alene. Det kender ingen anden Hengivenhed end den, det er vant til; det elsker sin Søster, som det elsker sit Ur, og sin Ven som sin Hund. Det føler ikke, at det hører til noget Køn eller særegen Art: Mand og Kvinde ere fremmede Begreber for det; det anvender intet, af hvad de gøre eller sige, paa sig: det ser eller hører det ikke, eller giver ingen Agt derpaa; deres Samtaler interesserede det lige saa lidt som deres Eksempler: alt dette er ikke noget for det. Det er ikke en kunstig Fejltagelse, man ved denne Metode føre det i; det er den naturlige Uvidenhed. Den Tid kommer nok, da Naturen drager Omsorg for at oplyse sin Elev, og da er det først, at han er ret i Stand til uden Fare at drage Nytte af de Lærdomme, som den giver ham. Dette er Grundreglen; at gaa i det enkelte er ikke min Opgave, og de Midler, som jeg i andre Forhold har givet Anvisning paa, kunne ogsaa bruges som Mønstre her.
  Vil du bringe Orden og Regel i de opkommende Lidenskaber, da maa du se at udvide det Tidsrum, i hvilket de udvikle sig, for at de kunne have Tid til at ordne sig, efterhaanden som de komme frem. Da er det ikke Mennesket, som ordner dem, men Naturen selv, og du behøver kun at lade den ordne sit eget Værk. Stod din Elev alene, saa var der intet for dig at gøre; men alt det, som omgiver ham, opflammer hans Indbildningskraft. Fordommenes Strøm river ham med sig; for at holde igen, maa du drive ham frem i modsat Retning. Følelsen maa holde Indbildningskraften i Tømme, og Fornuften maa bringe Menneskenes Mening til Tavshed. Kilden til alle Lidenskaber er Modtageligheden for Sanseindtryk, men Indbildningskraften bestemmer dens Retning. Et Væsen, som bliver sig sine Forhold bevidst, maa blive stærkt berørt, naar disse Forhold ændre sig og naar det forestiller sig eller tror at forestille sig de mest passelige for dets Natur. Det er Indbildningskraftens Vildfarelser, som omsætter Lidenskaberne i Laster hos alle begrænsede Væsener, selv hos Englene, dersom de har nogen;
I Neaulmes Udgave af 1762 staar i Stedet for: s'ils en ont (dersom de har nogen) s'il y en a (dersom der gives saadanne, nemlig Engle). Denne sidste Læsemaade skal være det oprindelige Manuskripts; men saavel Cramer som Dr. E. Sallwürk oversætte efter den første Læsemaade.
    O. A.
thi de maa nødvendigvis kende alle Væsners Natur for at vide, hvilke Forhold, der ere de mest passende for deres.
  Hovedsummen af al menneskelig Visdom med Hensyn til Ledelsen af Lidenskaberne er altsaa: 1. at erkende Menneskets sande Forhold saavel i Henseende til Slægten som til det enkelte Individ; 2. at ordne alle Sjælerørelser efter disse Forhold.
  Men er nu Mennesket Herre over dette at ordne sine Sjælerørelser efter disse eller hine Forhold? Uden Tvivl, saafremt det staar i dets Magt at sysselsætte sin Indbildningskraft med denne eller hin Genstand eller give den denne eller hin Vane. Desuden gælder det mindre om, hvad et Menneske kan gøre med sig selv, end hvad vi ere i Stand til at gøre med vor Elev gennem Valget af de ydre Omstændigheder, som vi føre ham ind i. Naar man fremlægger de Midler, der ere tjenlige til at bevare ham i Naturstanden, saa har man ogsaa tilstrækkelig tydelig sagt, hvorledes han kan træde ud af den.
  Saalænge hans Modtagelighed for Indtryk indskrænker sig til, hvad der angaar hans egen Person, saalænge har hans Handlinger endnu ikke Karakteren af sædelige Handlinger; det er først, naar han begynder at røres af, hvad der er udenfor ham selv, at han faar Følelsen for og dernæst Begreb om godt og ondt, og dette gør ham i Sandhed til Menneske og til medhørende Del af sin Slægt. Det er altsaa angaaende dette første Punkt, vi først maa gøre vore Iagttagelser.
  De ere for saa vidt vanskelige; thi for at gøre dem maa vi forkaste de Eksempler, vi har lige for vore Øjne, og søge andre, hvor den gradvise Udvikling foregaar efter Naturens Orden.
  Et Barn med hele denne forfinede, moderne Uddannelse, som kun venter paa Evnen til at kunne praktisere de Lærdomme, som det har modtaget alt for tidligt, skuffes aldrig med Hensyn til det Tidspunkt, da denne Mulighed indtræder. Langt fra at vente paa den, fremskynder det den; det sætter sit Blod i alt for tidlig Gæring og véd Besked om Genstanden for sine Attraa, længe før det har mærket noget til disse. Det er ikke Naturen, som hidser det; det er Barnet selv, som øver Vold imod denne. Naturen har intet mere at lære det, idet den gør det til Mand; det har været Mand i Tankerne, længe førend det blev til i Virkeligheden.
  Den sande, naturlige Udvikling er mere trinsvis og langsom. Lidt efter lidt sættes Blodet i Brand; Livsaanderne modnes; Legemsbygningen udformer sig. Den vise Arbejder, som leder Fabrikken, bærer Omsorg for at fuldkommengøre alle sine Redskaber, førend han tager dem i Brug. En lang Uro gaar forud for den første Attraa; i en lang Uvidenhedsperiode foregaar Forandringen; man attraar noget uden at vide, hvad det er. Blodet gærer og hidses; en Overflod af Livskraft higer ud efter. Øjet bliver fyrigt og mønstrer de andre Væsner; man begynder at faa Interesse for sine Omgivelser, man begynder at føle, at man ikke er skabt til at leve alene: saaledes er det, at Hjertet aabner sig for de menneskelige Tilbøjeligheder og bliver i Stand til at give sig hen.
  Den første Følelse, som et omhyggeligt opdraget ungt Menneske er modtageligt for, er ikke Kærlighed, men Venskab. Den første Ytring af dets opvaagnende Indbildningskraft er at lære det, at det har jævnlige, og Slægten i sin Almindelighed drager det mere end det andet Køn. Dette er altsaa en ny Fordel ved den forlængede Uskyldsstand, at man kan bruge den opvaagnende Modtagelighed for Indtryk til i den opvoksende Ynglings Hjerte at udsaa Menneskevenlighedens første Sædekorn, og denne Fordel er saa, meget værdifuldere, som det er det eneste Tidspunkt i Livet, hvor saadanne Frø kunne udsaas med Haab om virkelig Frugt.
  Jeg har altid lagt Mærke til, at tidligt fordærvede unge Mennesker, hengivne til Kvinder og Udsvævelser, vare umenneskelige og grusomme; den sanselige Ophidselse gjorde dem utaalmodige, hævngerrige og ustyrlige; deres Indbildningskraft, fyldt af én eneste Genstand, lukkede sig af for alt andet; de kendte hverken Medfølelse eller Barmhjertighed; de kunde have opofret Fader, og Moder, ja den hele Verden for et Øjebliks Nydelse. Derimod vil en ung Mand, der er opdraget i en lykkelig Enfold, ved; Naturens første Rørelser fyldes af fine og kærlige Lidenskaber: hans medfølende Hjerte røres ved hans Medmenneskers Lidelser; han skælver af Glæde ved at gense sin Legekammerat; der er Varme i hans Favntag, hans Øjne udgyde Taarer af Rørelse; han skammer sig ved at mishage og er bedrøvet over at have fornærmet nogen. Dersom hans varme Blod kommer i Brand og gør ham heftig, opfarende og vred, saa vil man et Øjeblik efter se hele hans Hjertensgodhed aabenbare sig i hans Anger; han græder og sukker over det Saar, som han har slaaet; han vilde gerne med sit eget Blod købe det Blod tilbage, som han har udgydt; al hans Heftighed er borte, hans Stolthed ydmyger sig lige over for hans Fejl. Er han selv bleven fornærmet, da er et Ord, en Undskyldning nok til at afvæbne ham midt under hans Rasen; han tilgiver andres Uret af et lige saa godt Hjerte, som han søger at gøre sin egen god igen. Ynglingealderen er ikke Hævnens og Hadets Tid; det er Medfølelsens, Mildhedens og Ædelmodighedens Alder. Ja, jeg paastaar og frygter ikke for, at jeg skal blive modsagt af Erfaringen, at et Barn, som ikke af Naturen er ondt og som har bevaret sin Uskyldighed indtil sit tyvende Aar, vil i denne Alder være det ædelmodigste, bedste, kærligste og elskværdigste Menneske. Man har aldrig sagt eder noget saadant; jeg tror det gerne; eders Filosofer, der ere opdragne i hele Skoleelendigheden, ere godt garderede imod at forstaa noget af alt dette.
  Det er Menneskets Svaghed, som gør det socialt: det er vor fælles Elendighed, som stemmer vore Hjerter for Menneskeligheden; vi vilde intet skylde den, dersom vi ikke vare Mennesker. Enhver Hengivenhed er et Tegn paa i vor Hjælpeløshed: dersom vi hver især ikke havde Brug for de andre, saa vilde vi næppe forene os med dem. Saaledes fødes vor skrøbelige Lykke af selve vor Svaghed.
  Et i Sandhed lykkeligt Væsen er et ensomt Væsen; Gud alene nyder en udelt Lykke; men hvem af os har endog bare en Forestilling derom? Dersom et ufuldkomment Væsen kunde være selvhjulpen i et og alt, hvad Glæde vilde der, saavidt vi forstaa, være for det? Det vilde være ene og elendigt. Jeg fatter ikke, at den, som ikke trænger til noget, kan elske noget: jeg fatter ikke, at den, som ikke elsker, kan være lykkelig.
  Deraf følger, at vi knytte os til vore Medmennesker, mindre igennem Følelsen for deres Glæde end igennem Følelsen for deres Lidelser; thi i dem se vi klarere Overensstemmelsen med vor egen Natur, og de ere os en Borgen for deres Hengivenhed for os. Dersom vor fælles Trang forener os af Egennytte, saa forbinder vor fælles Elendighed os af Velvilje. Synet af en lykkelig indgyder snarere andre Misundelse end Kærlighed; man vilde hellere anklage ham for at have tilranet sig en Rettighed, som han ikke har, naar han skaber en Lykke for sig selv alene, og vor Egenkærlighed vilde endog føle sig saaret ved at lade os føle, at dette Menneske ikke trængte til os. Men hvem beklager ikke den ulykkelige, som han ser lide? Hvem vilde ikke fri ham for hans Lidelser, dersom det kun kostede ham et Ønske at gøre dette. Indbildningskraften sætter os snarere i det ulykkelige end i det lykkelige Menneskes Sted; man føler, at den ene af disse Tilstande berører os nærmere end den anden. Medlidenheden er sød; thi ved at sætte sig i den andens Sted føler man dog den Glæde, ikke at lide som han. Misundelsen er bitter, fordi Synet af et lykkeligt Menneske, langt fra at sætte den misundelige i dettes Sted, lader ham føle Ærgrelse over ikke at være det. Det synes os, som den ene fritager os for de Lidelser, som han maa bære, og at den anden berøver os de Goder, som han nyder.
  Vil du altsaa i et ungt Menneskes Hjerte opflamme og nære de første Rørelser af den vaagnende Modtagelighedsfølelse og udmejsle hans Karakter i Retning af Velgørenhed og Godhed, saa lad ikke, ved bedrageriske. Forestillinger om Menneskelykke, Hovmodet, Forfængeligheden og Misundelsen slaa Rod i ham; lad ham ikke for tidlig blive Øjenvidne til Hoffernes Pragt, Paladsernes Glans, Skuespillenes Tillokkelser; før ham ikke ind i forfinede Krese, i de straalende Forsamlinger; vis ham ikke det ydre af det store Selskabsliv, førend du har sat ham i Stand til at bedømme dets indre Værd. At vise ham Verden, førend han kender Menneskene, det er ikke at udvikle ham, det er at fordærve ham: dette er ikke at vejlede, men at vildlede ham.
  Menneskene ere af Naturen hverken Konger, Stormænd, Hofmænd eller Rigmænd; alle ere de fødte nøgne og fattige; alle ere underkastede Livets Elendighed, Kummer, Ulykker, Trang og Smerter af enhver Art; og de ere alle dømte til Døden. Dette er Menneskets sande Skæbne, hvorfra ingen dødelig er undtaget. Begynd altsaa med at udforske det, som er mest uløselig knyttet til Menneskenaturen og som derfor er det egentlig menneskelige.
  I seksten Aars Alderen véd Ynglingen, hvad Lidelse er; thi han har selv lidt; men han véd næppe, at ogsaa andre Væsner lide. At se dette uden at føle det, er ikke at vide det, og — som jeg har sagt hundrede Gange — Barnet kan ikke forestille sig, hvad andre føle; derfor føler det kun sine egne Lidelser; men naar Sanselighedens første Gløden optænder Flammen i Indbildningskraften, saa begynder det at føle sig selv i sine Medmennesker, at røres af deres Klager og bære deres Lidelser. Da er det, at det mørke Billede af den lidende Menneskehed maa fremkalde i dets Hjerte den første Ømhedsfølelse, som det nogen Sinde har kendt.
  Naar dette Øjeblik ikke er saa let at bemærke hos eders Børn, paa hvem ville I da lægge Skylden? I lære dem i god Tid at lege med Følelsen; I lære dem saa tidligt at tale dens Sprog, at de, idet de vedblive at tale i den samme Tone, vende eders Lærdomme imod eder selv og berøve eder ethvert Middel til at skelne, naar de holde op med at lyve og virkelig begynde at føle, hvad de sige. Men se saa paa min Emil; i den Alder, hvortil jeg nu har ført ham, har han hverken følt eller løjet. Førend han vidste, hvad det er at elske, har han ikke sagt til nogen: »Jeg holder meget af dig«; man har ikke foreskrevet ham, hvorledes det sømmede sig for ham at træde ind i sin Faders, Moders eller Hovmesters Sygeværelse: man har ikke lært ham den Kunst at fremhykle en Bedrøvelse, som han ikke føler. Han har ikke fældet hykkelske Taarer ved nogens Død; thi han véd ikke, hvad det er at dø. Den samme Ufølsomhed, som raader i hans Hjerte, bærer han ogsaa til Skue i det ydre. Ligegyldig for alt, uden for sig selv, som alle andre Børn, tager han ikke Del i noget som angaar andre; hvad der særtegner ham, er altsaa, at han aldeles ikke vil synes at føle denne Deltagelse for andre, og at han ikke er falsk som hine.
  Da Emil kun har tænkt saa lidt over de følende Væsner, saa vil han sent lære, hvad det er at lide og at dø. Klager og Skrig ville begynde at bringe hans Indre i Oprør; Synet af nydende Blod vil bringe ham til at vende Øjnene bort; et døende Dyrs Krampetrækninger vil fylde ham med en — jeg véd ikke hvilken —- Hjerteangst, førend han endnu véd, hvorfra disse nye Rørelser komme. Var han forbleven dum og barbarisk, saa vilde han ikke mærke noget til dem, og dersom han var bleven mere oplært, vilde han kende Aarsagen til dem: han har allerede anstillet alt for mange Sammenligninger mellem én Forestilling og en anden, til at han intet skulde føle, men har dog ikke gjort det i tilstrækkelig Grad til at kunne fatte, hvad det er, han føler.
  Saaledes opstaar Medlidenheden, den Følelse for andre, der efter Naturens Orden er den første, som griber Menneskehjertet. For at blive følsomt og medlidende maa Barnet have en Forstaaelse af, at der er andre Væsner, som ligne det, og som lide, hvad det selv lider, og føle Smerter, som det selv har følt, eller hvorom det kan have en Forestilling, som om det selv led dem. Hvorledes skulde vi ellers i Virkeligheden kunne lade os røre til Medlidenhed, dersom det ikke netop skete derved, at vi sætte os uden for os selv og gøre os til ét med den lidende Skabning, idet vi saa at sige forlade vort eget Væsen for ligesom at iføre os dennes? Vi føle jo kun Lidelsen i Forhold til, som vi mene, at denne lider; det er ikke i os selv, det er i denne, vi lide. Paa denne Maade bliver altsaa ingen følsom, uden ved at hans Indbildningskraft bliver levende og begynder at lade ham træde udenfor sig selv.
  For nu at vække og nære denne fremspirende Følsomhed, for at lede eller følge den paa dens naturlige Gang, hvad andet har vi altsaa at gøre, end at bringe det unge Menneske i Forhold til alt det, hvor det kan faa Brug for al den overstrømmende Kraft, der fylder og udvider dets Hjerte og drager det imod andre Væsner, og dernæst med Omhu at holde alt det borte fra den unge, som indsnævrer og sammenskrumper hans Hjerte og øger Egoismen? Dette vil med andre Ord, sige at vække i ham Godhed, Menneskelighed, Barmhjertighed og Velgørenhed, alle disse tiltrækkende og blide Følelser, som Menneskene af Naturen finde Behag i, og at kvæle Misundelsen, Begærligheden og Hadet, alle disse frastødende og gruelige Lidenskaber, som saa at sige ikke blot dræbe Følelseslivet, men gøre det negativt og forvandle det til en Kval for den, som nære saadanne Lidenskaber i sig.
  Jeg tror at kunne samle alle de foregaaende Overvejelser i to eller tre bestemte, klare og let fattelige Grundsætninger.

Første Grundsætning.

Det ligger ikke i det menneskelige Hjerte at sætte sig i de Menneskers Sted, som ere lykkeligere end vi, men kun i deres, som ere mere beklagelsesværdige end vi.

  Naar man finder Undtagelser fra denne Grundsætning, ere de mere tilsyneladende end virkelige. Man sætter sig saaledes ikke i den Rigmands eller Stormands Sted, til hvem man har sluttet sig; selv om man er ham oprigtig hengiven, gør man dog intet andet end at tilegne sig en Del af hans Velvære. Undertiden elsker man ham i hans Ulykke: men saalænge det gaar ham godt, er kun den hans sande Ven, som ikke lader sig blænde af Skinnet, men mere beklager end misunder ham, trods hans Lykke.
  Man røres over Lykken i visse Stænder, for Eksempel Landlivets og Hyrdelivets. Den Henrykkelse, man føler ved at se disse gode Menneskers Lykke, er ikke forgiftet af Misundelse: man tager virkelig Del i deres Lykke. Hvorfor nu dette? fordi man føler, at man har det i sin Magt at stige ned i denne Fredens og Uskyldighedens Stand og nyde den samme Lykke: det er en sidste Tilflugt, som kun kan fylde En med behagelige Forestillinger, da man kun behøver at ville nyde den for ogsaa at kunne det. Det er altid fornøjeligt at se paa de Hjælpemidler, der staa til Ens Raadighed, og at anstille Betragtninger over, hvad man har, selv om man ikke vil bruge det.
  Deraf følger, at man for at lede et ungt Menneske til Menneskekærlighed, langt fra at lade ham beundre andres glimrende Lod, meget mere bør vise ham dens Skyggesider og indgyde ham Frygt for den. Da vil han drage den Slutning, som ligger lige for, at han maa bane sig en Vej til Lykken uden at følge i nogen andens Spor.

Anden Grundsætning.
Man beklager hos andre kun de Lidelser, som man ikke tror sig selv sikret imod.
Non Ignara mali, miseris succurrere, disco.
Vel forfaren i ondt, har jeg lært at hjælpe elendige. (Æneiden 1. 630).

  Jeg kender intet saa smukt, saa dybt, saa rørende og saa sandt som dette Vers.
  Hvorfor har Kongerne ingen Medfølelse med deres Undersaatter? fordi de aldrig regne sig selv med til Menneskene. Hvorfor ere de rige saa haarde imod de fattige? fordi de ikke frygte for selv at blive det. Hvorfor nærer Adelen en saa stor Foragt for Folket? fordi en Adelsmand ikke tænker paa nogen Sinde at blive borgerlig. Hvorfor ere Tyrkerne i Almindelighed mere menneskevenlige og gæstfri end vi? fordi Undersaatternes Højhed og Lykke under deres helt igennem vilkaarlige Regering altid er usikker og vaklende, hvorfor disse ikke betragte Fornedrelse og Elendighed som en Stilling, der er dem uvedkommende:
Dette forekommer mig at være noget anderledes nu: Stillingen synes at blive mere sikker, og Menneskene blive derfor ogsaa mere haardhjertede.
    R.
enhver kan maaske i Morgen være som den, han hjælper i Dag. Denne Betragtning, som stadig kommer igen i østerlandske Romaner, giver deres Bøger noget ejendommelig rørende, hvoraf der intet findes i vor fortørrede Morals glimrende Frembringelser.
  Væn altsaa din Elev til ikke fra sin Højhed og Glans at skue ned paa de ulykkeliges Elendighed og Staklernes Møje; haab ikke paa at lære ham at beklage dem, dersom han betragter dem som sig uvedkommende. Gør ham det begribeligt, at disse ulykkeliges Skæbne ogsaa kan blive hans, at alle deres Ulykker ligge paa Lur for hans Fødder, at tusende uforudsete og uundgaaelige Begivenheder hvert Øjeblik kunne styrte ham ned i den samme Elendighed. Lær ham hverken at bygge paa sin fornemme Fødsel, sin Sundhed eller sine Rigdomme: vis ham Lykkens mangfoldige Omskiftelser, opsøg alle de kun altfor hyppige Eksempler paa Folk, som fra en Stilling, højere end hans ere sunkne ned til en Plads, der er dybere nede end disse ulykkeliges: om det er ved egen Skyld eller ej, det er ikke derom, Spørgsmaalet drejer sig; véd han i det hele taget, hvad Skyld er? Pas paa, at du aldrig gaar udenfor Rækkefølgen af hans Kundskaber og tag under dine Forklaringer ikke din Tilflugt til andre Lærdomme end dem, der ligge indenfor hans Fatteevne; han behøver ikke at være meget lærd for at føle, at al den menneskelige Klogskab dog ikke kan sige ham, om han i næste Time vil være levende eller død, om han ikke før Aften vil skære Tænder af Nyresmerter, om han om en Maaned vil være rig eller fattig, om han maaske ikke, inden et Aar er gaaet, under Piskeslag skal trække paa Aarene i de algiriske Galejer. Sig ham endelig ikke alt dette koldt som en Katekismuslærdom: lad ham se og føle den menneskelig Elendighed; fyld hans, Indbildningskraft med Uro og Rædsel for de Farer, som ethvert Menneske uophørligt er omgivet af; lad ham se alle disse Afgrunde rundt omkring sig og lad ham, ved at høre dig beskrive dem, klynge sig fast til dig for ikke at falde deri. »Vi ville derved gøre ham frygtsom og fejg«, siger du maaske. Dette skal det følgende vise: men lad os begynde med at gøre ham menneskelig; dette er for Øjeblikket vor vigtigste Opgave. Tredje Grundsætning.
Den Medlidenhed, man føler ved andres Ulykke, retter sig ikke efter Omfanget af denne Ulykke, men efter den Følelse, som man tillægger dem, der lide under den.

  Man beklager kun en ulykkelig, for saa vidt man tror, at han selv føler sig beklagelsesværdig. Den fysiske Følelse af vore Lidelser er mere begrænset, end den synes; men det er igennem Erindringen, som lader os blive ved at føle dem, og igennem Indbildningskraften, som lader os forud føle dem, at vi i Sandhed blive beklagelsesværdige. Dér har vi, mener jeg, én af Aarsagerne til, at vi ere mere hærdede over for Dyrenes end over for Menneskenes Lidelser endskønt den fælles Følelse for Smerter kunde gøre, at vi i samme Grad satte os i deres Sted. Man beklager næppe en Vognmandshest i Stalden, fordi man ikke antager, at den, naar den æder sit Hø, tænker paa de Slag, den har faaet, eller paa de Anstrengelser, der vente den. Heller ikke beklager man et Faar, som man ser græsse, skønt man véd, at det snart vil blive slagtet: man gør det ikke, fordi man mener, at det ikke forudser sin Skæbne. Ved at udvide denne Følelsesløshed bliver man paa samme Maade haard over for Menneskenes Skæbne: de rige trøste sig overalt det onde, som de fattige maa døje, idet de antage dem for at være tilstrækkelig tykhovedede til ikke at føle noget ved det. Den Pris, som den enkelte sætter paa sine Medmenneskers Lykke, finder jeg i Almindelighed at svare til den Pris, han sætter paa dem selv. Det er naturligt, at man ikke vil give meget for de Folks Lykke, som man foragter. Derfor skal du ikke blive forbavset, naar Politikerne tale med saa stor Ringeagt om Folket, eller naar de fleste Filosofer ere saa ivrige for at afmale Mennesket som saa slet.
  Det er Folket, som udgør Menneskeslægten; hvad der ikke er Folket, er noget saa ubetydeligt, at det ikke er Umagen værd at regne det med. Mennesket er det samme i alle Stænder (= Stand i Samfundet, red.); staar dette fast, saa fortjene de talrigste Stænder den største Agtelse. For den tænkende forsvinde alle borgerlige Forskelle: han finder de samme Lidenskaber, de samme Følelser hos den jævneste Arbejder som hos den berømteste Mand; han mærker kun Forskellen i deres Sprog, i en mer eller mindre tilsleben Optræden, og dersom nogen væsentlig Forskel adskiller dem, er det til Skade for dem, der forstille sig mest. Folket viser sig, som det er, og er ikke elskværdigt; men Verdensmanden maa nødvendigvis spille sin Rolle; viste han sig, som han er, vilde han være rædselsfuld.
  »Der er«, sige atter vore kloge Hoveder, »det samme Maal af Lykke og Lidelse i alle Stænder«. Denne Sætning er lige saa ødelæggende som uholdbar: thi dersom alle ere lige lykkelige, hvad behøver jeg saa at umage mig for nogen? Lad saa enhver blive, som han er: lad Trællen blive mishandlet, lad den syge lide og Tiggeren gaa til Grunde; der er intet at vinde for dem ved at skifte Stand. Man opregner os de riges Kvaler og peger paa Tomheden i deres Fornøjelser: hvilken plump Sofisme! Den riges Kvaler stamme ikke fra hans Rigdom, men fra ham selv, som bruger den slet. Selv om han var ulykkeligere end den fattige, vilde han dog ikke være at beklage, efterdi hans Ulykker ere hans eget Værk, og fordi det kun afhænger af ham selv at blive lykkelig. Men Stakkelens Lidelse kommer af de Forhold, som den haarde Skæbne tvinger ham ind under. Han kan ikke vænne sig af med at føle den fysiske Fornemmelse af Anstrengelse, Udmattelse og Hunger: selv om han var et nok saa vittigt og klogt Hovede, kan han dog ikke dermed afryste sin Stillings Besværligheder. Hvad vandt Epiktet
Stoisk Filosof. Han var Træl hos en af Neros frigivne, der mishandlede ham, saa han blev lam. Senere levede han som frigiven. Selv har han intet skrevet; men en af han Disciple har samlet og udgivet hans Filosofi.
    O. A.
ved at forudse, at hans Herre vilde knuse hans Ben? bleve de af den Grund mindre knuste? han forøgede kun Lidelsen ved at kunne forudse den. Dersom Folket var ligesaa forstandigt, som vi anse det for at være dumt, i hvilken Henseende kunde det saa være anderledes, end det er? kunde det handle anderledes, end det gør? Studerer Folket ud fra dette Standpunkt, og I ville faa at se, at det — selv om det udtrykker sig i et andet Sprog — dog har lige saa megen Forstand og mere sund Sans end I. Hav Agtelse for Menneskeslægten; husk paa, at det væsentlig er Folkenes Mængder, den bestaar af; tog man alle Konger og alle Filosofer bort, vilde det ikke mærkes; Tingene vilde gaa deres Gang — ikke værre. Kort sagt: lær din Elev at elske alle Mennesker, ogsaa dem, der ikke ere til nogen Ære for Menneskeslægten; sørg for, at han ikke regner sig til nogen bestemt Klasse, men finder sig selv i dem alle; tal hjerteligt til ham om Menneskeslægten, tal med Medfølelse og aldrig med Foragt. Menneske! vanær ikke Mennesket!
  Det er ad disse og andre lignende Veje — stik modsatte de almindeligt befærdede — at man skal trænge ind i Ynglingens Hjerte for at vække Naturens første Rørelser og udvikle og udvide dem i Retning ad hans Medmennesker; hertil føjer jeg, at det er af Vigtighed at indblande den mindst mulige Egeninteresse i disse Følelser og fremfor alt ingen Forfængelighed, ingen Kappelyst, ingen Ærgerrighed, ingen af de Følelser, som tvinge os til at sammenligne os med andre; thi disse Sammenligninger kunne aldrig gøres tiden at vække bitre Følelser mod dem, som vi kæmpe med om Forrangen, selv om det kun er i vore egne Øjne. Man maa i dette Tilfælde enten lukke sine Øjne eller blive bitter, enten blive en Slyngel eller en Nar; stræb efter at undgaa dette enten — eller. Disse saa farlige Lidenskaber, siger man, fødes alligevel tidligere eller senere, hvad vi saa end gøre. Jeg nægter det ikke; enhver Ting har sin Tid og sit Sted; jeg siger kun, at man ikke bør hjælpe dem til at komme frem.
  Dette er Aanden i den Methode, man maa foreskrive sig selv. Eksempler og Enkeltheder ere her til ingen Nytte: thi her begynder denne næsten uendelige Mangfoldighed i Karaktererne at ytre sig, og ethvert Eksempel, som jeg kunde give, vilde maaske kun passe paa én af hundrede tusende. Det er ogsaa i denne Alder, at Iagttagerens og Tænkerens Gerning for Alvor tager sin Begyndelse for den dygtige Lærer, der forstaar at granske i Hjerterne, idet han arbejder paa at danne dem. Saalænge det unge Menneske endnu ikke tænker paa og endnu ikke har lært at forstille sig, vil man, ved hver Ting, man fører paa Bane for ham, se i hans Miner, hans Øjne og i hans Bevægelser det Indtryk, den gør paa ham: man læser paa hans Ansigt alle Bevægelserne i hans Sjæl; ved idelig at give Agt paa dem lærer man at forudse dem og endelig at lede dem.
  Det er en almindelig Iagttagelse, at Blod, Saar, Skrig, Suk, Forberedelser til smertefulde Operationer og alt, hvad der fører Forestillingen om Lidelse frem for os, gør et pludseligt Indtryk paa saa godt som alle Mennesker. Forestillingen om Tilintetgørelsen er mere sammensat og griber os ikke paa samme Maade; Dødens Billede trænger langsommere og ikke med saa stor Voldsomhed ind i vor Bevidsthed, fordi ingen i sig selv har Erfaring om Døden: man maa have set Lig for at kunne føle den døendes sidste Strid. Men naar én Gang dette Billede har præget sig dybt i vor Aand, saa kender vort Øje ikke noget forfærdeligere Syn, hvad enten dette nu hidrører fra Forestillingen om den fuldkomne Tilintetgørelse, som bliver os saa haandgribelig vis, eller derfra, at man, gennem Visheden om, at dette Øjeblik uafviseligt venter ethvert Menneske, heftigst og mest levende berøres af en Situation, som man er sikker paa ikke at kunne undfly.
  Disse forskellige Indtryk har jo mange Afskygninger og Grader efter hver enkelt Individs ejendommelige Karakter og tidligere Vaner: men de ere almene og ingen er helt fri for dem. Der gives andre Indtryk, som ikke trænge sig saa voldsomt paa og ere mindre almindelige; de følsomme Sjæle ere særlig modtagelige for saadanne: det er de Indtryk, man modtager af sjælelige Lidelser, indre Smerter, Bedrøvelse, Mismod, Tungsind. Der gives Mennesker, der kun kunne røres af Skrig og Taarer: et forpint Hjertes lange og stille Lidelse har aldrig afpresset dem et Suk: aldrig har Synet af et nedtrykt Menneske, et udtæret, blegt Ansigt eller et glansløst Øje, hvori Taaren er udtørret, nogen Sinde faaet dem til at græde; sjælelige Lidelser betyde intet for dem: de ere hurtige til at dømme, de føle intet; af dem skal du ikke vente andet end ubøjelig Strenghed, Haardhed og Grusomhed. De kunne for øvrigt være retsindige og retfærdige Mennesker, men aldrig milde, aldrig ædelmodige eller medfølende. Jeg siger, de kunne være retfærdige, dersom ellers et Menneske uden Barmhjertighed kan være det.
  Men man maa nu ikke være for hastig til at dømme unge Mennesker efter denne Regel, og da navnlig ikke dem, der ere opdragne, som de bør være det og derfor ikke har nogen Forestilling om sjælelige Smerter, som man stadig har vogtet dem for; thi — for at sige det nok en Gang — de kunne kun beklage de Lidelser, som de kende, og denne tilsyneladende Ufølsomhed, som kun stammer fra Uvidenhed, vil slaa om til den hjerteligste Deltagelse, saasnart de begynde at forstaa. at der i Menneskelivet er Tusender af Smerter, som de ikke kende. Dersom min Emil i sin Barndom har været i Besiddelse af jævn, sund Sans, saa er jeg sikker paa, at han i sin Ungdom vil besidde Hjerte og Følelse; thi Følelsernes Sandhed afhænge i høj Grad af Begrebernes Rigtighed.
  Men hvorfor nu komme tilbage til dette her? Mere end én af mine Læsere vil uden Tvivl bebrejde mig, at jeg har glemt mine første Bestemmelser og den varige Lykke, jeg havde lovet min Elev. De ulykkelige, de døende, Smertens og Elendighedens Billeder! hvilken Lykke, hvilken Nydelse for et ungt Hjerte, som vaagner til Livet! Hans tungsindige Lærer, som tiltænkte ham en saa lykkelig Opdragelse, fører ham kun ud i Livet for at lide. Det er det, man vil sige: men hvad kommer det mig ved? Jeg har lovet at gøre ham lykkelig, men ikke bare at hjælpe ham til at synes lykkelig. Er det min Skyld, at man — altid daaret af Skinnet — tager dette for Virkeligheden?
  Lad os tænke os to unge Mennesker, der lige har fuldendt deres første Opdragelse og nu gennem to lige modsatte Porte gøre deres Indtrædelse i Verden. Den ene klavrer straks op paa Olympen og blander sig i det mest glimrende Selskab; man fører ham til Hoffet, til de store og rige og til skønne Kvinder. Jeg forudsætter, at man overalt gør Stads af ham, men ikke undersøger den Virkning, denne Modtagelse gør paa hans Fornuft; jeg forudsætter, at den her gør Modstand. Fornøjelserne flyve ham i Møde; hver Dag bringer ham ny; han giver sig hen til dem med en Interesse, som fører dig bag Lyset. Du ser ham livlig, interessant, nysgerrig; hans første Henrykkelse blænder dig; du tror, han er tilfreds; men se en Gang paa hans Sjæls Tilstand; du tror, den nyder; men jeg tror, den lider.
  Hvad ser han nu lige straks, saasnart han aabner sine Øjne? et Utal af formentlige Goder, som han ikke kendte og hvoraf største Parten — ved bare et Øjeblik at staa til hans Raadighed — kun synes at have vist sig for ham, for at han kunde beklage Tabet af dem. Dersom han gaar omkring i et Palads, vil du af hans febrilske Nysgerrighed opdage, at han spørger sig selv, hvorfor hans Fædrenehus ikke ser saaledes ud. Alle hans Spørgsmaal siger dig, at han sammenligner sig med Ejeren af dette Hus, og alt, hvad han under denne Sammenligning finder ydmygende for sig, oprører hans Forfængelighed og skærper den. Møder han et ungt Menneske, der er bedre klædt end han, ser jeg ham hemmeligt knurre over sine Forældres Gerrighed. Er han mere smykket end en anden, saa vil det være ham en Pine at se denne anden, enten ved sin Fødsel eller sin Forstand, at gøre dette hans Fortrin til intet og at se sin guldbroderede Kjole sat i Skygge af en ganske almindelig Klædesfrakke. Glimrer han alene i et Selskab, hæver han sig paa Taaspidserne for at blive bedre set, hvem føler saa ikke en hemmelig Lyst til at give en saadan ung Nar med samt hans, overmodige og indbildske Væsen en lille Dukkert? Snart forener alt sig imod ham, som om det var aftalt; en alvorlig Mands Blikke gør ham urolig, en Satirikers Spottegloser naar hans Øre, og følte han sig endog kun ringeagtet af én eneste, vilde dette Menneskes Ringeagt paa Øjeblikket forgifte ham alle de øvriges Bifald.
  Lad os give ham alt, lad os ødselt udstyre ham med en vindende Fremstæden og med virkeligt Værd: lad ham være vel skolet, aandfuld, elskværdig: Kvinderne ville hænge efter ham; men naar de efterstræbe ham, førend han elsker dem, ville de snarere gøre ham naragtig end vække hans Kærlighed. Man vil begunstige ham; men han vil hverken eje Begejstring eller Lidenskab til at nyde denne Begunstigelse. Man vil komme hans Attraa i Forkøbet, saa den aldrig vil faa Tid til at vaagne, og midt i Nydelsernes Skød vil han kun føle Lede og Tvang. Det smukke Køn, der er skabt til Mandens Lykke, vil mishage og mætte ham, førend han kender det: vedbliver han med at omgaas det, sker det kun af Forfængelighed, og skulde han af virkelig Tilbøjelighed knytte sig nærmere til det, saa vil han dog ikke være den eneste unge, glimrende og elskværdige og ingenlunde altid i sin Livsledsagerinde finde et Vidunder paa Troskab.
  Jeg taler ikke om alt dette Plageri, om Forræderi, Nederdrægtighed og Skuffelser af enhver Art, som er uadskillelig fra et saadant Liv. Verdenserfaring, véd man, giver os Afsmag derfor; jeg taler kun om den Lede, der følger det første Blændværk.
  Hvilken Modsætning for den, der hidtil har været gemt i sin Families og sine Venners Skød, hvor han har følt sig som eneste Genstand for alles Opmærksomhed, paa en Gang at træde ind i en anden Tingenes Orden, hvor han bliver regnet for saa lidt, og føle sig som synke til Bunds i den fremmede Kres — han, som saa længe var Midtpunktet i sin egen! Hvilke Forhaanelser, hvilke Ydmygelser maa han ikke døje, førend han midt imellem de ukendte Mennesker bliver af med Fordommene om sin egen Vigtighed, som han har indsuget og faaet næret i sin egen Kres! Som Barn gik alle til Side for ham, alle vare ivrige for at være ham til Tjeneste: som ung Mand maa han gaa til Side for hele Verden; glemmer han et Øjeblik sig selv eller bibeholder sin gamle Væremaade, ja, hvilke haarde Lektioner vil han ikke modtage, der ville tvinge ham til at holde sig for sig selv! Den Vane, at se sine Ønsker saa let opfyldte, vil forlede ham til at ønske meget og lade ham føle et stadigt Savn. Alt, hvad der smigrer ham, lokker ham; han vil have alt, hvad andre har; han begærer alt, er misundelig paa alle og vil herske overalt; Forfængeligheden fortærer ham, hans utøjlede Ønskers Glød sætter hans unge Hjerte i Brand; med det samme fødes Skinsygen og Hadet; alle fortærende Lidenskaber komme frem paa én Gang; den Uro, de forvolde ham, fører han med sig ud i Verdenstumlen og bringer dem hjem med sig, utilfreds med sig selv og andre. Han sover ind, fyldt af tusende tomme Planer og forvirret af tusende Indbildninger; hans Hovmod foregøgler ham endog i Drømme alle de indbildte Goder, som han saa pinligt sukker efter, og som han aldrig i Livet vil komme i Besiddelse af. Se, det var nu din Elev, se nu en Gang paa min.
  Er det første Syn, der møder ham, en sørgelig Genstand, saa vil hans første Følelse, ved at se paa sig selv, være en Lystfølelse. Ved at se hvor mange Lidelser han er fritaget for, vil han føle sig lykkeligere, end han tænkte sig at være. Han tager Del i sine Medmenneskers Lidelser; men denne Deltagelse er frivillig og velgørende. Han nyder paa en Gang den Medfølelse, han nærer for deres Lidelser, og den Lykke, at han er fritaget for dem; han føler i sig den Kraftfylde, som lader os se udover os selv og hjælpe os til at anvende andet Steds den Virksomhed, som er mer end overflødig til vort eget Velvære. For at beklage andres Ulykke maa han uden Tvivl kende den, men han behøver ikke at føle den. Naar man har lidt eller frygter for at lide, saa beklager man de lidende; men saalænge man lider, beklager man kun sig selv. Men da vi nu alle ere underkastede Livets Genvordigheder, og ingen derfor kan yde andre mere Medfølelse, end han for Øjeblikket ikke har Brug for for sig selv, saa følger deraf, at Medlidenheden maa være en meget liflig Følelse, efterdi den vidner om, at vi selv er fri for Lidelse, og at derimod et følelsesløst Menneske altid maa være et ulykkeligt Menneske, efterdi der i dets haarde Hjerte ikke er noget Overskud af Følelse, som det kan hellige andres Lidelser.
  Vi gaa i vor Dom om Lykken alt for meget efter Skinnet: vi forudsætte den at være, hvor den allermindst er, og vi søge den, hvor den ikke kan være: et fornøjet Ansigt er kun et meget usikkert Tegn. Et muntert Menneske er saare ofte kun et ulykkeligt Menneske, som søger at skuffe andre og bedøve sig selv. Disse i Selskaber saa smilende, oprømte og muntre Mennesker ere næsten allesammen mismodige og gnavne hjemme, og deres Tjenestefolk maa undgælde for al den Fornøjelighed, som de ofre paa deres Selskaber. Den sande Tilfredshed er hverken lystig eller overgiven; en saa dejlig Følelse vogter man over med Skinsyge, nyder den betænksomt og med Velbehag, frygtende for at den skal forflygtiges. Et virkelig lykkeligt Menneske taler og ler grumme lidet; han saa at sige favner og gemmer Lykken inde ved sit Hjerte. De støjende Forlystelser og den larmende Glæde ligger som et Slør over Mismod og Kedsomhed. Men Vemod er Glædens Ledsagerinde: Rørelse og Taarer ere de reneste Nydelsers Følgesvende, og den overstrømmende Glæde aflokker os snarere Taarer end Latter.
  Dersom til en Begyndelse Mængden, af og Afvekslingen, i Fornøjelserne synes at højne Lykken, medens paa lignende Maade Livets Ensformighed i Førstningen synes trættende, saa vil man dog ved nærmere Betragtning tværtimod finde, at Sjælens sødeste Varme bestaar i at holde Maade med Nydelsen, hvorved der bliver saa lidt Plads baade for Begær som for Overmættelse. Begærlighedens urolige Higen avler Nyfigenhed og Ubestandighed; de larmende Fornøjelsers Øde avler Træthed. Man føler aldrig Lede ved sin Stand, naar man ingen behageligere kender. Af alle Mennesker i Verden ere de vilde mindst nysgerrige og mindst utilfredse; for dem er alt lige: de nyde ikke Tingene, men dem selv; de tilbringe deres Liv med intet at udrette, og de kede sig aldrig.
  Verdensmanden dækkes helt af sin Maske. Han lever aldrig sit eget Liv, men altid et paataget, og det er ham ubehageligt, naar han tvinges til at aflægge dette. Hvad han er, er ham intet; hvad han synes at være, er ham alt.
  Jeg kan ikke gøre ved, at jeg, i det unge Menneskes Ansigt, hvorom jeg ovenfor har talt, forestiller mig — jeg ved ikke hvad — noget uforskammet, sødligt, paataget, som virker frastødende paa jævne Folk, medens jeg hos min Elev forestiller mig et interessant og aabent Fysiognomi, som aabenbarer Tilfredshed, sand Sjælsrenhed, som indgyder Agtelse og Tillid, og som kun synes at vente paa, at der skal vises ham Venskab, for at han kan give sit igen til alle dem, der nærme sig ham. Man tror, at Fysiognomiet kun er en ligefrem Udfoldelse af de af Naturen allerede antydede Træk. Jeg for mit Vedkommende tænker, at — afset fra denne Udfoldelse — et Menneskes Ansigtstræk umærkeligt forme sig og antage Fysiognomi efter de hyppige og sædvanlige Indtryk, som stamme fra visse Sjælerørelser. At disse aftegne sig paa Ansigtet, er ganske sikkert, og naar de blive til Vane, maa de efterlade sig varige Indtryk. Saaledes forstaar jeg, at Fysiognomiet aabenbarer Karakteren, og at man undertiden ud fra dette kan slutte sig til denne, uden at man behøver at ty til gaadefulde Udtydninger, som forudsætte Kundskaber, som vi ikke har.
  Et Barn har kun to udprægede Sindsstemninger, Glæden og Smerten: det enten ler eller græder; Mellemstandpunkterne kender det ikke noget til; uophørlig gaar det over fra den ene til den anden af disse Bevægelser i Sjælen, og denne stadige Vekslen forhindrer disse fra at paatrykke Barnets Ansigt noget varigt Præg og derved give det Udtryk; men i den Alder, hvor Følelsen er bleven stærkere, paavirkes det mere levende eller paa en mere ensartet og varig Maade; de dybere Indtryk efterlade Træk, der ere vanskeligere at udviske, og af den vanlige Sjælstilstand følger en Orden i Ansigtstrækkene, som Tiden gør uudslettelig. Det er imidlettid ikke sjældent at se Mennesker forandre deres Fysiognomi paa forskellige Alderstrin. Jeg har set adskillige saadanne Tilfælde, og hos dem, som jeg har kunnet iagttage og følge meget nøje, har jeg altid fundet, at de samtidig dermed har ændret deres vanlige Lidenskaber. Denne ene Iagttagelse — tilstrækkelig stadfæstet — skulde synes mig afgørende og er ikke paa urette Plads i en Afhandling om Opdragelsen, hvor det gælder om at lære at dømme om de sjælelige Bevægelser ud fra de ydre Kendetegn.
  Jeg véd ikke, om min unge Mand, der ikke har lært at efterligne vedtagne Manerer eller hykle Følelser, som han ikke har, vil blive mindre elskværdig; men det er heller ikke herom, det drejer sig her. Jeg véd kun, at han vil blive mere elskende, og jeg har svært ved at tro, at den som kun elsker sig selv, i tilstrækkelig Grad kan forstille sig for at behage lige saa meget som den, der ud af sin Hengivenhed for andre skaber sig en en ny Lykkefølelse. Men om selve denne Følelse tror jeg at have sagt nok til at vejlede den fornuftige Læser i denne Sag og til at vise ham, at jeg ikke har modsagt mig selv.
  Jeg kommer altsaa tilbage til min Metode, og jeg siger: Naar den kritiske Alder nærmer sig, saa sørg for, at de faa de Ting for Øje, som kunne befæste dem, og ikke saadanne, som ophidse dem: fæst deres vaagnende Indbildningskraft paa de Genstande, som, i Stedet for at opflamme deres Sanselighed, trænger dens Virksomhed tilbage. Hold dem borte fra de store Byer, hvor Kvindernes Pynt og Skamløshed paaskynde og forekomme den Vejledning, som Naturen selv vil give dem, og hvor alt, hvad der kommer dem for Øje, fremstiller Fornøjelser, som de ikke bør kende, førend de forstaa at vælge dem. Før dem tilbage til deres første Boliger, hvor den landlige Jævnhed ikke lader Lidenskaberne udvikle sig saa hurtigt. Dersom deres Smag for Kunsten endnu binde dem til Staden, saa brug selve denne Tilbøjelighed til at forhindre dem fra at komme ind i en farlig Lediggang. Vælg med Omhu deres selskabelige Omgang, deres Beskæftigelser og Fornøjelser; vis dem kun rørende, men sædelige Malerier, som kunne bevæge dem uden at forføre dem, og som kunne nære deres Følelsesliv uden at vække deres Sanselighed. Husk paa, at man overalt maa være bange for Umaadelighed, og at de heftige Lidenskaber altid stifte mere ondt, end det man vil undgaa derved. Det er ikke Opgaven at gøre din Elev til Sygevogter, at gøre en barmhjertig Broder af ham, at saare hans Øje ved uafbrudt at føre frem for ham Smertens og Lidelsens Billeder, ved at føre ham fra Sygeseng til Sygeseng, fra Hospital til Hospital eller fra Retterstedet til Fængslerne: Synet af den menneskelige Elendighed skal røre ham og ikke gøre ham haard. Møder os i lang Tid det samme Syn, gør det til sidst ikke længer Indtryk paa os; Gentagelsen vænner os til alt: hvad man ser altfor ofte, paavirker ikke vor Indbildningskraft, og det er kun den, der lader os føle andres Lidelser: det er altsaa kun ved idelig at se døende og lidende, at Præsterne og Lægerne blive haardhjertede. Lad altsaa din Elev lære at kende Menneskets Kaar og hans Medmenneskers Elendighed, men lad ham ikke alt for ofte være Vidne hertil. Et eneste Eksempel, godt valgt og fremført for ham paa en passende Tid vil paavirke hans Følelse i en hel Maaned og give ham nok at tænke paa i den Tid. Det er ikke saa meget, hvad han ser, som dette, at han atter og atter i Tankerne vender tilbage til det sete, der bliver afgørende for den Dom, han fælder, og det blivende Indtryk, som han modtager af noget, kommer ikke saa meget fra selve dette som fra det Synspunkt, hvorfra man leder ham til at genkalde sig dette. Saaledes kan du ved husholderisk Anvendelse af Eksemplerne, Lærdommene og Billederne for længere Tid afstumpe Sanselighedens Braad og holde Naturen tilbage, idet du følger dens egne Anvisninger.
  Efterhaanden som han erhverver sig flere og flere Kundskaber, bør man føre ham ind i de Forestillinger, som svare dertil; men som hans Begærlighed bliver heftigere, bør man vælge Billeder, som ere skikkede til at undertrykke dem. En gammel Militær, der er bekendt lige saa vel for sine gode Sæder som for sit Mod, har fortalt mig følgende fra sin første Ungdom. Da hans Fader, der var en fornuftig, men meget from Mand, saa, hvorledes Sønnens stærke legemlige Udvikling drog ham til Kvinder, sparede han sig ingen Umage for at holde ham tilbage; men da han, trods al anvendt Omsorg, mærkede, at han var ved at glide fra ham, saa fandt han paa at føre ham ind i et Hospital for syphilitiske Patienter, og, uden at forberede ham, lod han ham træde ind i en Sal, hvor en Mængde af disse ulykkelige under en forfærdelig Kur maatte bøde for de Udsvævelser, som havde bragt dem derhen.
»Ogsaa jeg«, skriver Campe, »har anvendt dette Middel for adskillige af mine Elever, og jeg er vis paa, der ikke gives noget bedre Beskyttelsesmiddel for Ungdommen end dette« (se Campes Udgave af Cramers Overs. af 1789. II Del, Pag. 323). Locke skriver, at Opdrageren bør indvie de unge i de Laster, som gaa i Svang, for at de kunne være forberedte og advarede ved deres Indtrædelse i Verden. (Sallwürks Oversættelse § 94).
    O. A.
Ved dette frygtelige Syn, der paa én Gang oprørte alle hans Sanser, var den unge Mand nærved at falde i Afmagt. »Gaa elendige Vellystning!«, sagde derpaa hans Fader i en heftig Tone, »følg den skændige Tilbøjelighed, som trælbinder dig: snart vil du kun være alt for lykkelig ved at faa Adgang til denne Sal, hvor du som Offer for de mest vanærende Lidelser vil tvinge din Fader til at takke Gud for din Død«.
  Disse faa Ord i Forening med det forfærdelige Billede, som rystede den unge Mand, gjorde et Indtryk paa ham, som aldrig udslettedes. Da han paa Grund af sin Stilling var tvungen til at tilbringe sin Ungdom i Garnisonen, maatte han døje alle sine Kammeraters Spotterier, men han vilde hellere dette end efterligne deres udsvævende Liv. »Jeg er et Menneske«, sagde han til mig, »og jeg har haft mine Skrøbeligheder; men jeg har i alle mine Dage aldrig uden Rædsel kunnet se en offentlig Skøge«. Opdrager! hold ikke lange Taler; men lær at vælge Sted, Tid og Personer, og giv dernæst alle dine Lærdomme gennem Eksempler og vær sikker paa deres gode Virkning.
  Anvendelsen af Barndomstiden er en let Opgave; det onde, der kommer frem dér, er der Raad for, og det gode, som gøres, kan ogsaa komme senere. Men det forholder sig ikke saaledes med den første Ungdomsalder, hvor Mennesket virkelig begynder at leve. Denne Alder er aldrig lang nok til den Brug, man bør gøre af den, og dens Vigtighed kræver en aldrig slappet Opmærksomhed; derfor er det, jeg lægger saa megen Vægt paa den Kunst at kunne forlænge den. En af de bedste Forskrifter til en fornuftig Behandling er at gøre alt saa langsomt som muligt. Gør langsomme, men sikre Fremskridt; pas paa, at Ynglingen ikke bliver Mand i det Øjeblik, da der ikke mangler ham noget i at blive det. Saalænge som Legemet vokser, formes og udvikles de Livsaander,
Efter en fra Oldtiden hidrørende Anskuelse sker den legemlige Udvikling under Indflydelse af en halvt aandelig Substants, som man kaldte Livsaanderne (spiritus vitales) i Modsætning til Dødsaandeme (spiritus mortuales), som vare i de livløse Ting. (Se Sallwürks Overs. II Pag. 32).
    O. A.
der ere bestemte til at berolige Blodet under dets Opbrusen og give Fibrene Styrke. Lader du dem tage en anden Retning, saa at det, som er bestemt til at fuldkommengøre et Individ, forbruges til at frembringe et andet, saa blive de begge svage, og Naturens Værk bliver ufuldkomment. Ogsaa Aandens Virksomheder komme til at lide under denne Forandring, og Sjælen — ligesaa svækket som Legemet — bliver mat og kraftløs i sine Funktioner. Grove og kraftige Lemmer give hverken Mod eller Geni, og jeg forstaar, at Sjælens Styrke ikke kan følge Skridt med Legemets, naar desuden de to Substantsers Forbindelsesorganer ere i en slet Forfatning. Men i hvor god Forfatning de end maatte være, ville de altid virke svagt, dersom de som Underlag kun har afkræftet og udpint Blod, der er blottet for den Substants, som giver Maskinens Fjedre Kraft og Spænding. Man finder i Almindelighed mere Sjælsstyrke hos de Mennesker, som i deres unge Aar har været bevarede mod en for tidlig Fordærvelse, end hos dem, hos hvem disse Udsvævelser ere begyndte samtidig med Evnen til at kunne give sig hen til dem, og dette er uden Tvivl en af Grundene til, at Folkeslag med ophøjede og gode Sæder almindeligvis overgaa dem med slette Sæder i Forstand og Mod. Disse sidste glimre udelukkende ved visse værdiløse, ubetydelige Egenskaber, som de kalde Vid, Skarpsindighed, Elegance; men al stor og ædel Virken, som har sin Rod i Visdommen, og Fornuften og som gennem skønne Handlinger, gennem Dyd og virkelig nyttige Foretagender udmærke Mennesket og er det til Hæder, vil næppe findes uden hos de første.
  Lærere beklage sig over, at Ildfuldheden i denne Alder gør Ungdommen vanskelig at styre, og jeg ser det nok; men er det ikke deres egen Skyld? Vide de ikke, at saa snart man lader denne Fyrighed slaa ud i Sanselighed, saa kan man ikke mere give den en anden Retning? mon en Pedants langtrukne og tørre Prækener skulde være i Stand til i Elevens Sjæl at udviske Billedet af de Fornøjelser, som han kender? skulde de kunne banlyse af hans Hjerte den Attraa, som er ved at kvæle ham? skulde de kunne dæmpe den Sanseild, hvis Maal han kender? vil han ikke opirres mod de Hindringer, som stille sig i Vejen for den eneste Lykke, han har Begreb om? og med Hensyn til den haarde Lov, som man foreskriver ham uden at kunne gøre ham den forstaaelig, hvad andet vil han se i den end Lune og Had hos et Menneske, som søger at plage ham? er det underligt, at han gør Oprør og hader igen?
  Jeg indser nok, at man ved at se igennem Fingre kan gøre sig nogenlunde taalelig og bevare en tilsyneladende Myndighed. Men jeg forstaar rigtignok ikke, hvad godt den Myndighed er til, som man kun bevarer overfor sin Elev ved at begunstige de Laster, som den burde undertrykke; det er ganske ligesom en Berider, der for at berolige en vild Hest, lod den springe i en Afgrund.
  Det er saa langt fra, at denne ungdommelige Ild er nogen Hindring for Opdragelsen, at denne tværtimod fremmes og fuldendes derved; det er den, som giver dig Tag i den unge Mands Hjerte, naar den Tiel kommer, da han er lige saa stærk som du. Hans første Sjælerørelser ere de Tøjler, hvormed du styrer alle hans Bevægelser: han var fri, nu ser jeg ham i Tømme. Saalænge han ikke følte Kærlighed for noget, var han kun afhængig af sig selv og sine Fornødenheder: saasnart han begynder at elske, er han afhængig af sin Tilbøjelighed. Saaledes dannes de første Baand, der knytte ham til Menneskeslægten. Ved nu at lede hans vaagnende Følelse imod denne, maa du ikke tro, at den fra Begyndelsen af skal favne alle Mennesker, eller at Ordet »Menneskeslægten« vil have nogen Betydning for ham. Nej, denne Følelse for andre indskrænker sig i Førstningen til hans nærmeste; og disse ville ikke være ham ubekendte, men ville være dem, han er kommet i Forhold til, dem, som den jævnlige Omgang har gjort kære eller nødvendige for ham, hos hvem han tydeligt har fundet den samme Tænkemaade og det samme Sind, hvem han har set udsatte for de samme Lidelser, som han har lidt, og som har frydet sig ved de samme Glæder, som han har smagt, ja dem — kort sagt — som denne tydelige Overensstemmelse i Væsen og Natur har givet en større Tilbøjelighed til indbyrdes Kærlighed. Først efter at hans Naturel er uddannet paa tusende Maader, efter nøje at have tænkt over og sammenlignet sine egne Følelser med dem, han iagttager hos andre, vil han være naaet til at kunne indordne sine individuelle Erfaringer under Menneskehedens abstrakte Ide og til sine særlige Følelser at føje dem, der kunne gøre ham til ét med Slægten.
  Ved at blive i Stand til Hengivenhed, bliver han ogsaa følsom for andres
Hengivenheden kan undvære Gengæld, men Venskabet aldrig. Dette er et Bytte, en Overenskomst som alle andre; men det er den helligste af alle. Ordet Ven har intet andet tilsvarende end sig selv. Ethvert Menneske, som ikke er sin Vens Ven, er sikkerlig en Bedrager; thi man kan kun vinde Venskab ved at give eller hykle Venskab.
    R.
og med det samme opmærksom for Hengivenhedens Kendemærker. Ser du, hvilken ny Indflydelse du staar i Begreb med at vinde over ham? Hvilke Lænker har du ikke lagt om hans Hjerte, førend han mærker det! Hvad vil han ikke føle, naar han først faar Øjnene op og ser paa sig selv, hvad du har gjort for ham; naar han kan sammenligne sig med andre unge og dig med andre Opdragere! Jeg siger: naar han ser det; men vogt dig derfor for at sige det; siger du ham det, vil han ikke længer se det. Dersom du af ham forlanger Lydighed til Gengæld for den Omhu, du har ofret paa ham, vil han tro, at du har overrumplet ham: han vil sige til sig selv, at du — ved at lade, som om du tjente ham uden Løn — kun tænkte paa at bebyrde ham med en Gæld og at binde ham til en Overenskomst, hvortil han ikke havde givet sit Minde. Det er forgæves at du tilføjer, at det, du har gjort for ham, er til hans eget bedste: du fordrer dog, og du fordrer det i Kraft af noget, du har gjort uden hans Samtykke. Naar en ulykkelig tager imod Penge, som man lader som man giver ham, og han saa finder, at han imod sin Vilje er hvervet til Soldat, saa skriger du op om Uretfærdighed: er du ikke uretfærdigere endnu, naar du forlanger Løn af din Elev for en Omhu, som han ikke har indvilliget i at modtage?
  Utaknemmeligheden vilde være sjældnere, dersom det var mindre almindeligt at aagre (=Aager, red) med sine Velgerninger. Man elsker den, der gør godt imod os; dette er en saa naturlig Følelse! Utaknemmeligheden hører ikke Menneskehjertet til, men Egennytten: der gives færre utaknemmelige Modtagere end egennyttige Velgørere. Dersom du sælger dine Gaver, saa vil jeg tinge med dig om Prisen, men dersom du foregiver at ville skænke dem bort, for bagefter selv at sætte Prisen, saa bruger du Svig: dette, at de intet koste, er det, som gør dem uvurderlige. Hjertet lader sig kun foreskrive Love af sig selv; vil man lænke det, saa indløser man det Pant, man havde i det: ved at lade det i Frihed, binder man det til sig.
  Naar Fiskeren kaster Madingen i Vandet, saa kommer Fisken og holder sig uden Mistro i hans Nærhed; men naar den er fanget af den Krog, der er skjult under Madingen og føler, at Snøren strammes, saa søger den at flygte. Er Fiskeren Velgøreren og Fisken den utaknemmelige? Ser man nogen Sinde, at et Menneske, forglemt af sin Velgører, har glemt ham? Tværtimod, han taler altid om ham med Glæde; han tænker paa ham med Kærlighed, og finder han Lejlighed til ved en eller anden uventet Tjeneste at vise ham, at han erindrer hans Velgerninger, med hvilken indre Tilfredshed lægger han da ikke sin Taknemmelighed for Dagen! med hvilken Glæde giver han sig da ikke til Kende! med hvilken Henrykkelse siger han ikke til ham: nu er det min Tur! Se, dette er i Sandhed Naturens Røst; en sand Velgerning skaber aldrig en utaknemmelig.
  Naar altsaa Taknemmeligheden er en naturlig Følelse, og naar du ikke ved egen Skyld har ødelagt Virkningen af den, saa kan du være sikker paa, at din Elev, naar han begynder at forstaa, hvad din Omhu er værd, ikke vil være ufølsom for den, forudsat, at du ikke selv har sat Prisen for den, og nu kan du være vis paa, at den i hans Hjerte vil give dig en Myndighed, som ingen kan tage fra dig. Men førend du er sikker paa at have vundet denne Fordel, saa pas paa, at du ikke ødelægger den for dig ved at gøre dig alt for meget gældende over for ham. At rose dig af dine Tjenester imod ham bevirker, at de blive ham utaalelige; glemmer du dem, saa vil han huske paa dem. Førend den Tid kommer, da han bør behandles som voksent Menneske, maa der aldrig være Tale om, hvad han skylder dig, men om det, han skylder sig selv. For at gøre ham lærvillig, bør du unde ham fuld Frihed; træk dig tilbage fra ham, for at han kan søge dig; opdrag hans Sjæl for Taknemmelighedens ædle Følelse ved aldrig at tale om andet end hans egne Interesser. Jeg har stadig hævdet, at man ikke skulde sige, at det, man gjorde for ham, var til hans eget bedste, førend han var i Stand til at forstaa det; ved en saadan Snak vilde han kun komme til at se din Afhængighed af ham, og han vilde have taget dig for sin Tjener. Men nu, da han begynder at føle, hvad Kærlighed er, nu føler han ogsaa, hvilket sødt Baand det er, som kan binde et Menneske til Genstanden for dets Kærlighed, og i den Iver, hvormed du uophørligt beskæftiger dig med ham, ser han ikke længer en Slaves Hengivenhed, men en Vens Kærlighed. Intet har saa stor Magt over det menneskelige Hjerte som Venskabets Røst, naar man først rigtig kender den; thi man véd, at den taler aldrig uden i vor Interesse. Man kan tro, at en Ven kan tage fejl, men ikke, at han vil bedrage os. Undertiden kan man gaa imod hans Raad; men man ringeagter dem aldrig.
  Vi træde nu endelig ind i den sædelige Verdensorden: vi har gjort det andet Skridt paa den menneskelige Løbebane. Dersom det her var Stedet, vilde jeg forsøge at vise, hvorledes Samvittighedens første Rørelser udspringe af de første Bevægelser i Hjertet, og hvorledes de første Følelser af Kærlighed og Had afføde de første Begreber om godt og ondt: jeg vilde vise, at Retfærdighed og Godhed ikke bare ere Abstraktioner, rene moralske Begreber, skabte af Forstanden, men at de ere Virkninger af en Sjæl, der er oplyst af Fornuften, og selvfølgelige Fremskridt af vore oprindelige Sjælerørelser, samt at man ikke ved Fornuften alene — uafhængig af Samvittigheden — kan opstille en naturlig Lov, og at hele Naturretten kun er et Hjernefoster, dersom den ikke bunder dybt i en naturlig Trang i det menneskelige Hjerte.
Selve den Forskrift, at handle imod andre, som vi ville, at de skulle handle imod os, har ikke noget paalideligt Grundlag uden i Samvittigheden og Følelsen; thi hvor er den Grund, der tvinger mig — det »Jeg« jeg er — til at handle som om jeg var en anden, især naar jeg er moralsk overbevist om aldrig at komme i det samme Tilfælde? Og naar nu jeg trofast følger denne Grundregel, hvem staar mig saa inde for, at jeg derved vil opnaa, at man ogsaa følger den imod mig? Den onde drager Fordel baade af den retfærdiges Retskaffenhed og af sin egen Uretfærdighed; han er meget fornøjet med, at alle andre ere retfærdige — ham undtagen. Denne Overenskomst er — hvad man saa end siger derom — ikke meget fordelagtig for hæderlige Folk. Men naar et hengivende Hjertes Trang gør mig til et med min Næste, og naar jeg saa at sige føler mig selv i ham, saa er det jo for ikke selv at lide, at jeg ikke vil, at han skal lide: jeg interesserer mig for ham af Kærlighed til mig selv, og Forskriften bunder i selve Naturen, som indgyder mig Ønsket om eget Velvære, paa hvilket Sted jeg saa end føler mig at eksistere. Deraf slutter jeg, at det er falskt, at den naturlige Lovs Forskrifter ere begrundede i Fornuften alene; de har et meget solidere og sikrere Grundlag. Kærligheden til Menneskene, afledt af Kærligheden til sig selv, er Grundlaget for den menneskelige Retfærdighed. Summen af hele Moralen er givet i Evangeliet gennem Indbegrebet af Loven.
    R.
Men jeg mener, at jeg ikke her skal skrive metafysiske eller moralske Afhandlinger saa lidt som nogen Slags Lærebog; det er mig nok at pege paa Ordenen og Fremskridtet i vore Følelser og Kundskaber i Forhold til hele vort Naturanlæg. Andre kunne maaske bevise, hvad jeg her kun antyder.
  Da min Emil hidtil kun har set paa sig selv, saa vil det første Blik, han kaster paa sine Medmennesker, føre ham til at sammenligne sig med dem, og den første Følelse, som denne Sammenligning vækker i ham, vil være Ønsket om den første Plads. Her er det Punkt, hvor Selvkærligheden slaar om i Egenkærlighed, og hvor alle de herhen hørende Lidenskaber begynde at røre sig. Men for at afgøre, om de Lidenskaber, der ville komme til at herske i ham, ville blive menneskelige og milde eller umenneskelige og grusomme, om de ville arte sig som Tilbøjeligheder til Velvilje og Medfølelse eller til Misundelse og Begærlighed, saa maa man vide, paa hvilken Plads iblandt Menneskene han føler sig, og hvilke Hindringer han tror at have at besejre for at naa den Plads, som han vil erobre.
  For at vejlede ham i denne Undersøgelse, maa man nu, efter at have vist ham Menneskene ved at pege paa de Egenskaber, der ere fælles for Slægten, vise ham dem i deres Forskelle. Her komme vi nu til Maalestokken for den naturlige og borgerlige Ulighed og til Billedet af hele Samfundsordenen.
  Man maa studere Samfundet gennem Menneskene og Menneskene gennem Samfundet. Hvem der vilde behandle Politiken og Moralen hver for sig, vilde aldrig forstaa nogen, af dem. Ved først at betragte de oprindelige Forhold ser man, hvilken Indflydelse de maa have paa Menneskene og hvilke Lidenskaber, der maa fremkomme deraf: man ser, at det er igennem Lidenskabernes Udvikling, at disse Forhold vekselvis mangfoldiggøres og knyttes fastere sammen indbyrdes. Det er ikke saa meget Armenes Styrke som Hjerternes Maadehold, der gør Menneskene uafhængige og fri. Den, som kun har faa Ønsker, er i samme Grad kun afhængig af faa Mennesker; men da vi idelig forveksle vore forfængelige Ønsker med vore fysiske Fornødenheder, saa har de, som ud fra de sidste har lagt Grundvolden for det menneskelige Samfund, altid taget Virkningerne for Aarsagerne og ere derfor farede vild i alle deres Slutninger.
  I Naturstanden er der en Lighed, som er en Kendsgerning og som er virkelig og uomstødelig, efterdi det er umuligt, at Forskellen Mand og Mand imellem kan være stor nok til i denne Stand at gøre den ene afhængig af den anden. I Borgersamfundet er der en juridisk Lighed, som kun er indbildt og uden Værdi, efterdi de til dens Haandhævelse bestemte Midler selv tjene til at nedbryde den og fordi den offentlige Magt, som man har indrømmet den stærke til at undertrykke den svage, tilintetgør den Slags Ligevægt, som Naturen har oprettet imellem dem.
Den Fællesaand, der gaar igennem alle Landes Love, begunstiger altid den stærke lige overfor den svage, den besiddende lige over for den ikke–besiddende; dette Misforhold er uundgaaeligt og derfra, er ingen Undtagelse.
    R.
Fra denne første Modsigelse stamme alle de andre, som man i det borgerlige Samfund finder imellem Skin og Virkelighed. Mængden bliver altid ofret for et Mindretal, og Fællesinteressen for Særinteressen; de glimrende Navne: Retfærdighed og alles Lighed for Loven tjene kun som Redskaber til at øve Vold og som Vaaben for Uretten. Deraf følger, at Overklasserne, som foregive at være til Gavn for de andre, i Virkeligheden kun gavne sig selv paa, de andres Bekostning, og der ud fra maa man dømme om den Højagtelse, man fra Retfærdighedens og Fornuftens Standpunkt skylder dem. Der staar nu tilbage at undersøge, om den Stilling, den har givet dem selv, tjener til at befordre deres Lykke, som besidder den, for at vi deraf kan lære, hvilken Dom enhver af os maa fælde om vor egen Stilling. Se, dette er det Studium, som nu er vor nærmeste Opgave; men for at kunne gøre dette til Gavns, maa vi begynde med at lære Menneskehjertet at kende.
  Dersom det kun gjaldt om at vise de unge Mennesket, saaledes som det ser ud med Masken paa, saa behøvede man ikke at gøre sig Ulejlighed: de vilde altid faa det tidt nok at se; men da Masken ikke er Mennesket, og for at de unge ikke skulle lade sig forføre af den ydre Politur, saa maa man afmale Menneskene saaledes, som de ere, ikke for at de unge skulle hade, men beklage dem og faa Ulyst til at ligne dem. Dette er — efter min Mening — den fornuftigste Maade for Mennesket at betragte Slægten paa.
  Udfra denne Betragtning bliver det nu nødvendigt at slaa ind paa en anden, helt modsat Vej, end vi hidtil har fulgt, og snarere at undervise den unge ved Hjælp af andres Erfaring end ved hans egen. Naar Menneskene skuffe ham, vil han faa Nag til dem; men dersom han — skønt æret af dem — ser dem bedrage hverandre indbyrdes, saa vil han føle Medlidenhed med dem. »Det Skuespil, som Verden byder os«, sagde Pythagoras »ligner de olympiske Leges: nogle slaa der deres Boder op og tænke kun paa deres egen Fordel; andre sætte deres egen Person ind og søge Ære; atter andre ere fornøjede med at se paa Legene, og disse sidste ere ikke de værste«.
  Jeg kunde ønske, at man valgte den unges Omgangskres paa en saadan Maade, at han kunde have gode Tanker om dem, han levede sammen med, og at man lærte ham Verden saa godt at kende, at han tænkte ondt om alt, hvad der skete dér. Lad ham forstaa, at Mennesket af Naturen er godt; lad ham af sig selv føle dette og dømme saa om sin Næste; men lad ham se, hvorledes Samfundet demoraliserer og forvender Menneskene; lad ham i deres Fordomme finde Kilden til alle deres Laster; lad ham være tilbøjelig til at agte hver enkelt, men foragte Mængden; lad ham se, at alle Mennesker bære omtrent den samme Maske: men lad ham ogsaa forstaa, at der er Ansigter, som ere skønnere end den Maske, som bedækker dem.
  Jeg indrømmer, at denne Methode har sine Vanskeligheder og at den ikke er let at praktisere; thi dersom han altfor tidligt bliver Iagttager og dersom du lærer ham alt for nøje at udspejde Handlinger, saa vil du gøre ham sladdervorn og spottesyg og rask til at fælde afgørende Domme. Han vil faa en uhyggelig Lyst til at fortolke alt paa den værste Maade og til ikke en Gang at se det gode i det, som er godt. Han vil i det mindste vænne sig til dette Lasternes Skuespil og til at kunne se paa Slynglerne uden Afsky, ganske som man kan vænne sig til at se paa de ulykkelige uden Spor af Medfølelse. Snart vil den almindelige Fordærvelse mindre tjene ham til Advarsel end til Undskyldning: han vil sige til sig selv, at naar Mennesket er saaledes, saa behøver han heller ikke at ville være anderledes.
  Dersom du vil undervise ham efter Grundsætninger og samtidigt med, at du lærer ham det menneskelige Hjertes Natur at kende, forklarer ham de ydre Aarsager, som forvandle vore naturlige Drifter til Laster, saa vil du med ét Slag føre ham over fra Sanseverdenen til den intellektuelle Verden og føre ham ind i en oversanselig Verden (Metafysiken), som han ikke er istand til at fatte; du vil da falde tilbage til den hidtil saa omhyggelig undgaaede Fejl at give ham en Undervisning, som kun ligner en Undervisning, men ikke er det; i hans Aand vil du, i Stedet for hans egen Erfaring og egen Fornuft udvikling, anbringe Lærerens Erfaring og Myndighed.
  For nu paa én Gang at fjerne disse to Hindringer og give ham et Indblik i det menneskelige Hjerte uden Fare for derved at fordærve hans eget, saa vilde jeg vise ham Menneskene paa Afstand, vise ham dem til andre Tider og paa andre Egne, og dette paa en saadan Maade, at han kunde se hele Skuepladsen uden nogen Sinde selv at kunne optræde handlende dér. Se, nu er Øjeblikket kommet for Historien; ved dens Hjælp vil han læse i Hjerterne uden Filosofernes Mellemkomst: han vil bare som Tilskuer gennemskue dem uden Egeninteresse og uden Lidenskab, se paa dem som deres Dommer, ikke som deres Medskyldige eller deres Anklager.
  For at kende Menneskene maa man se dem handle. I Verden hører man dem tale; de præsentere deres Ord og skjule deres Handlinger: men i Historien ere de afslørede, og man dømmer dem efter deres Gerninger. Selve deres Ord hjælpe til at værdsætte dem; thi ved at sammenligne deres Gerninger med deres Ord, ser man paa én Gang, hvad de ere og hvad de ville synes at være: jo mere de forstille sig, desto kendeligere blive de.
  Desværre har denne Methode sine Farer og Vanskeligheder af mere end én Slags. Det er ikke let at finde et Synspunkt, hvorfra man dømmer sine Medmennesker med Billighed. Det er en af Historiens store Fejl, at den i langt højere Grad afmaler Menneskene efter deres slette end efter deres gode Sider. Da den kun interesserer os, naar den beretter om Revolutioner og Katastrofer, saa er den ganske tavs, saalænge et Folk vokser og trives under en fredelskende Regerings Styrelse: den begynder først at tale om det, naar det ikke længer er fornøjet med at passe sig selv, men begynder at blande sig i sine Naboers Sager eller tillader dem at blande sig i dets egne Anliggender; den lader det først glimre, naar det allerede er i sin Nedgang: al vor Historie begynder dér, hvor den egentlig burde ende. Vi kende meget nøje de Folks Historie, som ødelægge sig, men mangle Kendskab til de Folk, som formere sig; de ere jo lykkelige og kloge nok; derfor har den intet at fortælle om dem, og i Virkeligheden se vi ogsaa i vore Dage, at de Regeringer, som styre bedst, blive mindst omtalte. Vi vide altsaa kun Besked om det onde; det gode vækker næppe nogen Opsigt. Det er kun Slynglerne, som blive berømte; de gode glemmer man, eller man gør dem latterlige; ja, saaledes bærer Historien saa vel som Filosofien sig ad med uden Ophør at bagvaske Menneskeslægten.
  Dertil kommer, at der mangler meget i, at de i Historien optegnede Kendsgerninger ere tro Billeder af selve Begivenhederne, saaledes som de ere foregaaede: de omformes i Historikerens Hoved, støbes om efter hans Interesser og farves af hans Fordomme. Hvor har vi den Historiker, som forstaar at stille Læseren paa Skuepladsen og lade ham se Begivenheden, saaledes som den er foregaaet? Uvidenhed eller Partiskhed omkalfatrer (= ændre gennemgribende; vende op og ned på.) red.) alt. Hvormange forskellige Skikkelser kan man ikke give en Kendsgerning uden at forandre et eneste historisk Træk, naar man kun enten udbreder sig over eller fortier de Omstændigheder, som høre med dertil. Betragt én og samme Genstand fra forskellige Synspunkter, og den vil næppe synes at være den samme, og dog har man kun flyttet Tilskuerens Øje. Er det nok til at give Sandheden Æren, naar man fortæller mig en virkelig Begivenhed, idet man lader mig se den under helt andre Forudsætninger end dem, der vare til Steder da den foregik? Hvormange Gange har ikke et Træ mere eller mindre, en Klippe til højre eller venste, en af Stormen ophvirvlet Støvsky ikke afgjort Udfaldet af et Slag uden at nogen har lagt Mærke dertil! Mon dette hindrer Historikeren i at fremstille Aarsagen til Nederlaget eller Sejren med ligesaa stor Sikkerhed, som om han havde været til Stede overalt? Men hvad kommer Begivenhederne i sig selv mig ved, naar jeg ikke kender Grunden? og hvilken Lærdom kan jeg drage af en Begivenhed, hvis sande Aarsag er mig ubekendt? Historikeren viser mig en Aarsag, men han opdigter den, og Kritiken, som man gør et saa stort Nummer ud af, er en Kunst, der kun bestaar i at kunne gætte og opstille Formodninger, egentlig den Kunst, imellem flere Løgne at kunne vælge den, der synes at komme Sandheden nærmest.
  Har du aldrig læst Cleopatra eller Casandra eller andre Bøger af samme Surdejg? Forfatteren vælger sig en kendt Begivenhed, men afpasser den efter sit Syn, pynter den med opdigtede Enkeltheder og Personer, som aldrig har eksisteret, samt opfundne Karakterer, og saaledes dynger han Digtning paa Digtning for at gøre sin Bog fornøjelig. Jeg kan ikke se, at der er megen Forskel paa disse Romaner og eders Historieskrivninger, med mindre det da skulde være den, at Romanforfatteren mere giver sig sin egen Indbildning i Vold, medens Historikeren tager til Takke med andres; hertil skal jeg — om man ønsker det — tilføje, at den første vælger sig et moralsk Emne, godt eller ondt, medens den anden næppe bryder sig videre om den Ting.
  Man vil vel indvende herimod, at den historiske Troskab interessere os mindre end den troværdige Skildring af Sæder og Karakterer; forudsat at det menneskelige Hjerte er godt tegnet, saa ligger der liden Vægt paa, om Begivenhederne ere nøjagtigt fortalte eller ej; thi naar alt kommer til alt, tilføjer man, hvad Betydning for os har saa de Begivenheder, der ere foregaaede for tusende Aar siden? Man har Ret, dersom Karaktererne ere godt gengivne efter Naturen; men naar største Parten kun ere tegnede ud af Historikernes Fantasi, er det saa ikke at strande paa den Klippe, som man vilde undgaa, og betror man saa ikke det til Skribenternes Autoritet, som man tager fra Lærerens? Kan min Elev ikke faa andet at se end Fantasibilleder, saa vil jeg foretrække, at de ere tegnede af min Haand fremfor af en andens; de ville i saa Fald i det mindste være bedre afpassede efter hans Evner.
  De værste Historikere for de unge er dem, som indlade sig paa at fælde Domme. Nej Kendsgerningerne! og lad ham saa selv dømme; saaledes er det, han lærer at kende Menneskene. Naar Forfatterens Dom uafbrudt vejleder ham, saa ser han jo kun med en andens Øjne, og naar han ikke mere har dem, saa ser han ingen Ting.
  Jeg lader den moderne Historie ude af Betragtning, ikke alene fordi den ganske mangler Fysiognomi og fordi vor Tids Mennesker alle ligne hverandre, men fordi vore Historikere kun gaa ud paa at glimre og derfor ere saa ivrige i at afmale Karaktererne med saa stærke Farver, at de som oftest slet intet forestille.
Se Davila, Guicciardini, Strada, Solis, Macchiavelli og mangen Gang ogsaa selve Thou. Vertot er næsten den eneste, som forstod at male uden at give Karakterbilleder.
    R.
I Almindelighed give de gamle færre Karakterbilleder og lægge mindre Vind paa at være aandrige end forstandige i deres Domme; dog maa vi ogsaa her gøre et skønsomt Udvalg og ikke straks gribe til de skarpest dømmende, men til de jævneste. Jeg vilde hverken give et ungt Menneske Polybius eller Sallust i Hænderne; Tacitus Bøger ere for Oldinge; unge Mennesker ere ikke i Stand til at forstaa dem. Man maa i de menneskelige Handlinger lære at kende Menneskehjertets oprindelige Træk, førend man begynder at udgrunde dets Dybder: man maa først til Gavns forstaa at læse i Handlingerne, førend man giver sig til at studere de almindelige Bevæggrunde dertil. Levereglernes Filosofi passer kun for den erfarne Alder. Ungdommen bør ikke befatte sig med at generalisere; hele dens Undervisning bør foregaa paa den Maade, at man giver den Regler for hvert enkelt Tilfælde.
  Thucidid er, efter min Mening, det fuldkomneste Mønster paa en Historiker. Han fortæller Kendsgerningerne uden at bedømme dem; men han forbigaar ikke nogen af de Omstændigheder, der kunne sætte Læseren i Stand til selv at danne sig sin Mening derom. Alt hvad han fortæller, stiller han Læseren lige for Øjnene; det er saa langt fra, at han stiller sig selv imellem Begivenhederne og sine Læsere, at han tværtimod trækker sig tilbage; man tror ikke at læse, man tror, at man ser. Uheldigvis taler han altid om Krig, og i hans Fortællinger faar man kun Besked om den mindst lærerige Ting i Verden, nemlig om Slag. De ti Tusendes Tilbagetog og Commentarerne til Cæsar udmærke sig næsten ved den samme Ædruelighed og samme Mangel. Den gode Herodot, uden Karaktertegninger, uden filosofiske Sententser, men veltalende og barnlig, fuld af interessante og fornøjelige Enkeltheder, vilde maaske være den bedste Historiker, dersom selve disse Enkeltheder ikke ofte udartede til barnagtige Ammestuekrøniker, der snarere fordærve Ungdommens Smag end udvikle den. Der behøves allerede en vis Skønsomhed til at vælge og vrage for at læse ham. Jeg taler slet ikke om Titus Livius; hans Tur vil komme: men han er politisk: han er Taler, ja, han er alt det, som ikke passer for denne Alder.
  Historien er i det hele mangelfuld deri, at den kun medtager haandgribelige og iøjnefaldende Begivenheder, som man kan slaa fast ved Navne, Steder og Aarstal; men den tier helt om de langsomt fremadskridende Aarsager til disse Begivenheder, som dog ikke kunne udledes af sig selv. Man vil ofte i et vundet eller tabt Slag finde Grunden til en Statsomvæltning, som endog førend dette Slag var bleven uundgaalig. Krigen gør næppe andet end at bringe de Begivenheder for Lyset, som allerede vare bestemte af moralske Aarsager, som Historikeren sjældent har Forstand paa at opdage.
  Den filosofiske Aand har bevirket, at de fleste af dette Aarhundredes Skribenters Overvejelser nu gaa i den Retning; men jeg tvivler om, at Sandheden vil vinde ved deres Arbejde. Systemraseriet har grebet dem alle, hvorfor ingen søger at se Tingene, som de ere, men som de passe ind i Systemet.
  Til alt dette kommer desuden, at Historien i langt, højere Grad viser os Handlingerne end Menneskene, fordi den kun befatter sig med dem i visse udvalgte Øjeblikke, naar de ere i deres Stadsklæder; den fremstiller kun Manden i hans offentlige Fremtræden, hvor han er forberedt paa at blive set; den følger ham ikke til hans Hus, ind i hans Stue, hans Familie eller midt imellem hans Venner; den afmaler ham kun, naar han giver en Rolle; det er derfor meget mere Klæderne end Personen, den fremstiller.
  Jeg vilde langt hellere foretrække Læsningen af Levnedsskildringer som en passende Begyndelse paa Studiet af Menneskehjertet. Lad Mennesket nok saa meget søge at gemme sig, Historikeren følger det dog overalt; han under det ikke et Øjebliks Ro, ikke en Krog, hvor det kan undgaa Tilskuerens spejdende Øje, og naar den ene tror at skjule sig allerbedst, stiller den anden ham i det allerklareste Lys. »Jeg«, siger Montaigne, »sætter de Forfattere højest, som skrive Levnedsskildringer; thi i samme Grad som de mere opholde sig ved Raadslutningerne end ved Begivenhederne, i samme Grad fremstille de mere det indre end de ydre Hændelser. Derfor er overalt Plutark min Mand«.
  Det er sandt nok, at Massernes eller Folkenes Aand er vidt forskellig fra det enkelte Menneskes Karakter, og at det vilde blive et meget ufuldkomment Kendskab til det menneskelige Hjerte, dersom man ikke tillige undersøgte det i Mængden; men det er ikke mindre sandt, at man maa begynde med at studere Mennesket for at kunne dømme Menneskene, og at den, som til Bunds kendte hver enkelt Persons Tilbøjeligheder, vilde i Forvejen kunne beregne deres samlede Virkninger i Fælleslegemet.
  Ogsaa her maa man ty til de gamle af Grunde, som jeg allerede har omtalt, og endvidere fordi alle hjemlige og ubetydelige, men sande og karakteristiske Smaatræk ere banlyste fra den moderne Stil, hvorfor Menneskene hos vore Forfattere optræde lige saa pyntede i deres private Liv som paa Verdens Skueplads. Anstændighedsfølelsen — ikke mindre streng i Bøgerne end i Livet — tillader ikke, at der siges andet offentligt, end hvad den tillader at gøre offentligt, og naar man kun kan fremstille Menneskene i bestemte Roller, saa lærer man dem ikke bedre at kende af Bøgerne end paa vore Theatre. Man kan om og om igen beskrive Kongernes Liv de hundrede Gange, saa faa vi dog ingen Sveton.
En eneste af vore Historikere (Duclos [1704—1772], Forfatter til »Ludvig XI's Liv«), som har efterlignet Tacitus (berømt rom. Historiker [54—140]) i de store Træk, har vovet at efterligne Sueton (rom. Historiker, Forfatter til »de tolv Cæsare« [63—135]) og undertiden at udskrive Comines (Forfatter til »Erindringer om Ludvig XI og Karl VIII« [1445—1509]) i de smaa Træk; men netop dette, som forhøjer Værdien af hans Bog, kritiserer man i vore Dage.
    R.

  Plutarks Mesterskab bestaar netop i Udmalingen af alle disse Biomstændigheder, hvad vi ikke mere vove at befatte os med. Han forstaar med en uforlignelig Ynde ved smaa Træk at afmale os disse store Skikkelser, og han er saa heldig i Valget af disse Træk, at ofte et Ord, et Smil eller en Haandbevægelse er ham nok til at karakterisere hans Helt. Med en Spøg beroliger Hannibal sin forskrækkede Hær og lader den marchere leende ud til den Kamp, som udleverer ham Italien; i Agesilaus paa sin Kæphest lærer man at elske den store Konges Overvinder. Da Cæsar, livligt passiarende med sine Venner, en Gang drog igennem en lille Landsby, røbede han, uden at tænke derover, den Skælm, han havde bag Øret, naar han foregav, at han kun tragtede efter at være Pompejus' Ligemand. Alexander tog imod Lægedrikken uden at sige et Ord: dette er det skønneste Øjeblik i hans Liv. Aristides skrev sit eget Navn paa en Muslingskal og retfærdiggjorde paa den Maade sit Tilnavn. Filopømen kastede sin Kappe og huggede Brænde i sin Værts Køkken.
Da Carthaginienseren Hannibal stod lige over for Terentius Varro, der havde opslaaet sin Lejr ved Kannæ, var hans Hær næppe halvt saa stor som Romernes. Da han fra en Høj iagttog Fjendernes Bevægelser, sagde en af hans Følge, en fornem Mand ved Navn Giskon, at han kunde ikke andet end undres over en saadan Mængde Fjender. Hannibal rynkede Panden og sagde: »Men en anden Ting, som er endnu mere underlig, tænker du slet ikke paa, Giskon!« »Hvad for en?« spurgte denne. »At der blandt alle disse mange Mennesker ikke er nogen, som hedder Giskon,« svarede Hannibal. Alle lo, og enhver, som kom til Højen vilde vide Besked om Vittigheden, som stadig vakte Munterhed. Hæren, som troede, at denne Lystighed udsprang af dyb Foragt for Fjenderne, fik sit Mod tilbage og vandt den glimrende Sejr ved Kannæ, der lagde hele Italien aabent for Hannibals Fødder (Plutark: Fabius Maksimus Cap. 15). Agesilaos (444—360 f. Chr. F.) blev 379 Konge i Sparta. I Lilleasien kæmpede han med Berømmelse mod Perserne for Grækernes Uafhængighed. Paa Vejen til Iberien kom Cæsar i Norditalien forbi en lille, ussel barbarisk Flække, som kun var beboet af nogle ganske faa Mennesker. »Mon der ogsaa her,« sagde hans Ledsagere under Spøg og Latter, ere ærgerrige Ønsker om Embeder, Kappestrid om den første Plads og gensidig Misundelse mellem de mægtige?« Cæsar svarede i Alvor: »Jeg for min Del vil hellere være den første hos disse end den anden i Rom« (Plutark: Cæsar. Cap. 11). Om Alexander se nærv. Oversætt. Pag. 116. Aristides, berømt Statsmand i Athen, fik paa Grund af sin Retsindighed Tilnavnet: den retfærdige. Hans Fjender beskyldte ham for at stræbe efter Eneherredømmet og fik ham derfor landsforvist. Da Folket var samlet for at dømme, kom en Bonde, der ikke selv kunde skrive og som ikke kendte Aristides, hen til ham og bad ham skrive sit eget Navn paa Potteskaaret. »Men har Aristides da nogen Sinde fornærmet dig?« »Nej,« svarede Bonden; »men jeg er træt af evig og altid at høre ham blive kaldet den retfærdige. A. er født 540 og døde i Fattigdom 468 f. Chr. F. Filopømen, Hovedet for Achæernes Forbund, har faaet Tilnavnet »den sidste Hellener« (253—183 f. Chr. F.). En Kone i Megara var bleven meget urolig, da hun havde faaet Underretning om, at Achæernes Hærfører skulde tage ind i hendes Hus. Hendes Mand var netop ikke hjemme, og hun var i Færd med at tillave et Maaltid, da Filopømen i det samme kom ind, iført en ganske simpel Krigerkappe. Hun troede, han var en af Tjenerne, som var bleven sendt i Forvejen, og bad ham hjælpe hende med Arbejdet. Han kastede straks sin Kappe og gav sig til at kløve Brænde. Men saa kom Manden hjem og raabte forundret: »Hvad skal dette betyde, Filopømen?« »Hvad andet,« svarede denne, »end at jeg maa bøde for mine daarlige Klæder.« (Plutark: Filopømen Kap. 2).
    O. A.

Denne Maade at male paa er virkelig Kunst. Ansigtsudtrykket aabenbarer sig ikke i de store Træk, saa lidt som Karakteren i de store Handlinger: det er i Smaatingene, at Sindelaget aabenbarer sig. De officielle Sager ere enten alt for almindelige eller alt for kunstlede, og de ere næsten det eneste, som vore Dages opstyltede Værdighed tillader vore Forfattere at opholde sig ved.
  En af forrige Aarhundredes største Mænd var ubestrideligt Hr. de Turenne. Man har haft Mod til at gøre hans Levnedsskildring interessant ved nogle Smaatræk, som lærer os ham at kende og at elske ham: men hvormange af den Slags Træk, som vilde have lært os ham at kende endnu bedre og ladet os holde endnu mere af ham, har man ikke set sig nødsaget til at undertrykke! Jeg anfører kun ét, som jeg har fra god Kilde og som Plutark ikke havde udeladt, men som Ramsay
Ramsay, fransk Literat, er født i Skotland, men opholdt sig mest i Frankrig. Han har levet i Turennes Hus og har skrevet dennes Historie. (1686—1743).
    O. A.
ikke vilde have optegnet, selv om han havde kendt det.
  En meget varm Sommerdag stod Vicomte de Turenne, iført kort, hvid Jakke og Hue ved Vinduet i sit Forværelse. En af hans Folk kommer derind, og narret af Paaklædningen antager han ham for en af Køkkendrengene, som denne Tjener stod paa en fortrolig Fod med. Han nærmer sig forsigtig bagfra, og med en just ikke let Haand giver han ham et kraftigt Slag paa Bagen. Den ramte vender sig øjeblikkelig om. Tjeneren ser skælvende sin Herres Ansigt. Ude af sig selv af Angst kaster han sig paa Knæ. »Naadige Herre! jeg troede, det var Georg«. . . . »Og selv om det havde været Georg«, raabte Turenne, idet han gned sin Bagdel, »havde du da ikke behøvet at slaa saa haardt«. Saadanne Træk vove I altsaa ikke at fortælle, I Stympere! Værer kun altid uden Gemyt, uden Følelse: lader kun eders Hjerter forhærdes og staalsættes i eders ynkelige Velanstændighedshensyn; gører eder kun rigtig foragtelige ved eders dydige Fornemhed. Men du, min kække Ungersvend, som læser dette Træk, og som bliver rørt over al den Hjertensgodhed, der aabenbarer sig allerede i den første Opbrusen, læs ogsaa om denne store Mands Smaalighed, saasnart der er Tale om hans Herkomst og hans Navn. Tænk paa, at det er den samme Turenne, som overalt gav sig Skin af at træde tilbage for sin Brodersøn, for at man tydeligt skulde se, at dette Barn var Hovedet for et souverænt Hus.
Turenne var den næstældste Søn af Hertugen af Bouillon. Efter hans ældste Broders Død, blev dennes Søn Familjens Overhoved.
    O. A.
Sammenstil disse Modsætninger, elsk Naturen, ringeagt Fordommen og lær Mennesket at kende. Der er ikke ret mange, som forstaar, hvilke Virkninger en saadan med Skønsomhed udsøgt Lekture kan udøve paa et ungt Menneskes uerfarne Sjæl. Da vi fra Barndommen af ere lænkede til Bøgerne og vante til at læse uden Eftertanke, saa gribes vi saa meget mindre af det læste, som vi i os selv bære de Lidenskaber og Fordomme, som fylde Historien og Menneskenes Liv, saa at alt det, de gøre, synes os naturligt, fordi vi ere udenfor Naturen og dømme de andre ud fra os selv. Men man forestille sig nu en ung Mand, der er opdraget efter mine Grundsætninger, man tænke paa min Emil; Formaalet med de atten Aars stadige Omhu har kun været at bevare hos ham en ubestikkelig Dømmekraft og et sundt Hjerte; forestil dig nu ham, der — naar Tæppet gaar op — første Gang ser ud over Verdens–Skueplads, eller snarere — staaende bag Theatret — ser Skuespillerne iføre sig og afføre sig deres Dragter og tæller Snorene og Tridseværket, hvis plumpe Blændværk skuffer Tilskuerens Øjne: saasnart hans første Overraskelse er forbi, vil han fyldes med Skamfuldhed og Foragt for den Slægt, han tilhører; han vil harmes ved at se Menneskeslægten, til Nar for sig selv, saaledes nedværdige sig til disse Barnestreger; han vil bedrøves ved at se sine Brødre sønderrive hverandre for deres Drømmeriers Skyld og forvandle sig selv til vilde Dyr, fordi de ikke har forstaaet at være fornøjede med at være Mennesker.
  Naar Læreren kun med lidt Klogskab og Skønsomhed i Valget af Lekturen kommer Elevens naturlige Anlæg til Hjælp og fører ham lidt paa Vej med Hensyn til de Lærdomme, han bør drage af det læste, saa vil denne Øvelse være ham et Kursus i praktisk Filosofi, sikkerlig bedre og mere forstaaelig end alle de luftige Spekulationer, hvormed man bare forvirrer de unge Menneskers Forstand i vore Skoler. Da Kineas
Kineas var en Thessaler, som stod i Tjeneste hos Kong Pyrrhus i Epirus og brugtes meget som Sendemand. Ved sin Dygtighed og Overtalelseskunst vandt han, efter Pyrrhuses eget Udsagn, flere Byer ved sit Ord, end denne ved sit Sværd, hvorfor P. satte ham meget højt og tog ham med paa Raad. I en ledig Time, fortæller Plutark, udspurgte K. Pyrrhus om hans Planer, hvorefter denne udviklede for ham hvorledes han vilde gaa fra Erobring til Erobring. »Men naar vi saa ere færdige med alt dette«, spurgte K., »hvad saa?« Da lo P. og svarede: »Nu, min Yen! da ville vi helt nyde vor Ro og hvile, og hver Dag ville vi holde Gæstebud og fornøje os med at sidde sammen og samtale«. »Men hvem hindrer os fra, dersom vi ville det, nu straks at holde Gæstebud og nyde vor Ro i hinandens Selskab, da vi jo allerede uden Møje har alt det, vi først skulle naa ved Blodsudgydelse?« (Plutark: Pyrrhus, Kap. 14).
    O. A.
havde faaet rede paa alle Pyrrhuses romantiske Planer, spurgte han ham: »men hvilket virkeligt Gode skal denne Erobring af den hele Verden skaffe dig, som du ikke er i Stand til at nyde straks uden alle disse Kvaler?« Dette Spørgsmaal klinger i vore Øren som en Aandrighed, vi snart glemme igen; men for Emil staar det som en uhyre dybsindig Betragtning, som han af sig selv vilde være naaet til og som aldrig udslettes i hans Sjæl, fordi den ikke dér møder nogen som helst Fordom, der strider derimod og som kan forhindre den i at gøre Indtryk paa ham. Naar han saa endelig, ved at læse om dette rasende Menneskes Liv, finder, at alle hans store Planer ende med, at han lader sig fælde af en Kvindehaand, ja — i Stedet for at beundre denne formentlige Helteaand — hvad andet vil han saa se i alle denne saa store Hærførers Bedrifter, i alle denne saa store Politikers Intriger end Vejen til denne ulyksalige Tagsten, som med en uhæderlig Død skulde ende hans Liv og sætte en Stopper for alle hans Planer.
Da Pyrrhus i Aaret 272 f. Chr. F. belejrede Argos, trængte han selv frem og saaredes; han vendte sig straks mod Angriberen, en Argeer af lav Stand og Søn af en fattig Kone, der med andre Kvinder fra Taget saa paa Striden. Da hun saa sin Søn i Kamp med P., greb hun i sin Angst en Tagsten og kastede den ned paa P. Stenen ramte og brækkede Halsens nederste Hvirvel. (Plutark: Pyrrhus, Kap. 34).
   O. A.

  Vistnok ere alle Erobrere ikke blevne dræbte eller alle Voldsherskere strandede midt i deres Foretagender; for smaa Sjæle, beherskede af den almindelige Mening, synes flere af dem endog lykkelige; men den, som ikke lader sig blænde af Skinnet og kun bedømmer Menneskenes Lykke efter deres Hjerters Tilstand, han vil se deres Elendighed selv midt i deres Held; han vil se, hvorledes deres Attraa og deres nagende Bekymringer blive flere og flere og vokse samtidig med deres Held; han vil se dem aandeløse at jage fremad uden nogen Sinde at naa deres Maal, aldeles lig de uerfarne rejsende, som første Gang, vove sig op i Alperne; de mene ved hvert Bjerg at have overskredet dem, og naar de ere paa Toppen, se de med synkende Mod endnu højere Bjerge foran sig.
  Da Augustus havde underkastet sig sine Medborgere og gjort alle sine Medbejlere uskadelige, regerede han i firti Aar over det største Rige, som har eksisteret; men hindrede al denne umaadelige Magt ham fra at løbe Hovedet mod Muren og fylde sit uhyre Palads med sine Jammerskrig, idet han raabte, at Varus skulde give ham hans tilintetgjorte Legioner tilbage?
Augustus havde udnævnt den for sin Gerrighed berygtede Qvintilius Varus til Fører for Toget mod Germanerne. I Teutoburgerskoven omringedes hans Hær af Germanerne under den tapre Hermans Anførsel og blev fuldstændig oprevet. Varus dræbte sig selv.
    O. A.
Havde han end overvundet alle sine Fjender, hvad Glæde havde han saa dog af alle sine forfængelige Triumfer, saalænge Nød af enhver Art groede op omkring ham, medens hans kæreste Venner stræbte ham efter Livet, og han selv maatte begræde sine nærmestes Skændsel eller Død? Denne ulykkelige vilde styre Verden og mægtede ikke en Gang at styre sit eget Hus! Og hvad var nu Følgen af denne Mangel? Han maatte se sin Søstersøn, sin Adoptivsøn og sin Svigersøn dø i deres blomstrende Alder; med hans Dattersøn kom det saa vidt, at han, for at forlænge sit elendige Liv nogle Timer, maatte fortære Udstopningen i sine Sengemadratser; hans Datter og Datterdatter bedækkede ham med Skændsel; den ene døde af Elendighed og Hunger paa en øde Ø, og den anden i Fængslet for en Soldats Haand.
Augustus' Søstersøn Marcellus, til hvem man havde knyttet store Forhaabninger, døde 23 f. Chr. F. Datteren Julia var første Gang gift med ovennævnte Marcellus og anden Gang med Agrippa, der ogsaa døde tidligt. Af dette Ægteskab vare 5 Børn, hvoraf Sønnerne Cajus og Lucius adopteredes af Augustus, men de døde begge som unge Mennesker. Efter Agrippas Død blev Julia gift med Tiberius, som hun imidlertid hadede og foragtede. Saavel hun som hendes Datter med Agrippa, Julia d. yngre, dreve deres Udsvævelser saa vidt og saa aabenlyst, at det endog vakte Forargelse i Rom og naaede Kejserens Øren. Datteren forvistes først til Øen Pandatoria og senere til Rhegium, hvor hun døde Aar 14 e. Chr. F. Julia d. yngre forvistes til Øen Trimeros og døde Aar 28. Agrippas og Julia d. ældres Datter Aggripina bliver gift med Germanicus. Deres Søn Drusus sultes ihjel af Kejser Tiberius. (Tacitus Aarbøger. 6. Bog).
    O. A.
Han selv endelig, den sidste Levning af hans ulykkelige Familie, nødes af sin egen Hustru til at udvælge et Uhyre til sin Efterfølger.
Augustus er gift 3 Gange, sidste Gang med Livia, hvis Søn af et tidligere Ægteskab, Tiberius, bliver hans Efterfølger.
    O. A.
Saadan var denne for sin Hæder og Lykke saa berømte Verdensherskers Skæbne. Skal jeg virkelig tro, at en eneste af hans Beundrere vilde købe hans Glans og Højhed for den Pris?
  Jeg har brugt Ærgerrigheden som Eksempel; men alle de menneskelige Lidenskabers Vovespil byder ganske lignende Lærdomme for den, som vil studere Historien for at lære sig selv at kende og for at gøre sig vis paa de dødes Bekostning. Den Tid nærmer sig, da Antonius'
Nemlig hans Forhold til den ægyptiske Dronning Kleopatra.
    O. A.
Liv vil give Ungersvenden en endnu mere nærliggende Undervisning end Augustus'. Emil vil næppe genkende sig selv i de fremmede Forhold, som han vil lære at kende under sine ny Studier: men han vil forstaa i Forvejen at holde Lidenskabernes Blændværk langt borte fra sig, førend de fødes, og da han ser, hvorledes de til alle Tider har forblindet Menneskene, saa vil han være advaret med Hensyn til den Maade, paa hvilken de ogsaa vilde forblinde ham, hvis han nogen Sinde giver sig hen til dem. Disse Lærdomme, véd jeg, passe kun daarligt for ham: maaske de for hans Vedkommende komme for sent og blive uden Virkning; men husk paa, at det heller ikke var dem, jeg havde til Hensigt med dette Studium. Da jeg begyndte med det, foresatte jeg mig et andet Maal, og dersom dette ikke naas, er det væsentlig Lærerens Skyld.
  Man maa betænke, at saasnart Egenkærligheden er vaagnet, saa er »Jeget«, i Forhold til andre »Jeger«, uafbrudt med i Spillet, og den unge iagttager ikke de andre uden at komme tilbage til sig selv og sammenligne sig med dem. Det gælder da om at vide, paa hvilken Plads han vil stille sig selv mellem sine jævnlige efter at have prøvet dem. Efter den Maade, man læser Historien paa med de unge, ser jeg, at man saa at sige lader dem sætte sig i alle de Personers Sted, de se for sig, ja, at man anstrenger sig for at gøre dem snart til en Cicero, snart til en Trajan og snart til en Alexander, saa at de blive modløse, naar de blive dem selv igen, og enhver beklager sig over, kun at være sig selv. Denne Methode har sine Fordele, som jeg ikke miskender; men dersom min Emil under disse Sammenligninger kun en eneste Gang skulde ønske hellere at være en anden, end sig selv — var det end en Sokrates eller en Cato, saa vilde jeg betragte det hele som forfejlet: den, som begynder med at gøre sig fremmed for sig selv, vil inden ret længe glemme sig selv helt og holdent.
  I det hele taget er det ikke vore Filosofer, der ere de bedste Menneskekendere; de betragte kun Menneskene ud fra deres filosofiske Fordomme, og jeg kender ingen Stand, der er saa rig paa Fordomme, som denne. En vild bedømmer os fornuftigere end en Filosof. Denne føler sine Fejl, harmes over vore og siger til sig selv: vi ere alle onde; den anden betragter os med Ro og siger: I ere nogle Narre. Han har Ret; thi ingen gør det onde for det ondes Skyld. Min Elev er en saadan vild, men med den Forskel, at han har tænkt mere, anstillet flere Sammenligninger og set vore Vildfarelser paa nærmere Hold, hvorfor han i højere Grad er paa Vagt over for sig selv og kun dømmer om det, som han kender.
  Det er vore egne Lidenskaber, som ophidse os imod andres; det er vor egen Interesse, som tilskynder os til at hade de onde Mennesker; dersom disse ikke gjorde os noget ondt, vilde de mere være Genstand for vor Medlidenhed end for vort Had. Det onde, som de slette Mennesker tilføje os, lader os glemme det onde, som de gøre imod dem selv. Vi vilde lettere kunne tilgive dem deres Fejl, dersom vi kunde se, hvormeget deres eget Hjerte straffer dem derfor. Vi føle Krænkelsen, men se ikke Tugtelsen; Fordelene
Fordelene, som de har af deres onde Gerninger.
    O. A.
ere aabenbare, men Straffen er skjult. Den, som bilder sig ind at nyde Frugterne af sine onde Gerninger, pines ikke mindre, end om de aldrig vare lykkedes for ham; Grunden til hans Uro er forandret; men Uroen er den samme: lad dem længe nok stille deres Lykke til Skue og skjule deres inderste; hele deres Maade at være paa aabenbarer os det alligevel; men for at forstaa et saadant Hjerte, behøver man ikke selv at have et lignende.
  De Lidenskaber, som vi selv har en Part af, forføre os; de, som krydse vore Intesesser, oprøre os, og derfra stammer den Modsigelse, at vi dadle andre for det, som vi i Grunden har Lyst til at efterligne. Denne Afsky og dette Blændværk undgaas ikke, naar man nødes til at taale, at en anden tilføjer os det onde, som man selv vilde gøre, dersom man var i hans Sted.
  Hvad udfordres der altsaa for at blive dygtig i den Kunst at iagttage Menneskene? Man maa have Interesse af at lære dem at kende, maa være meget upartisk i sin Dom over dem, maa besidde tilstrækkelig dyb Følelse til at kunne forstaa alle de menneskelige Lidenskaber og dog være rolig nok til ikke at gøre Erfaringerne paa sig selv. Gives der i Livet en belejlig Stund til dette Studium, saa er det netop den, som jeg har valgt for Emil. Før den Tid vilde Menneskene have været ham fremmede, senere vilde han have lignet dem. Han ser, hvilken Rolle den almindelige Mening spiller; men den har endnu ikke faaet Magt over ham; han mærker Virkningen af Lidenskaberne, men de har endnu ikke sat hans Hjerte i Bevægelse. Han er Menneske og har Deltagelse for sine Brødre; han er retfærdig og dømmer sine Ligemænd. Men dømmer han rigtigt, saa vil han sikkerlig ikke være i nogen af deres Steel; thi Maalet for alle de Kvaler, som de berede dem selv, hviler paa Fordomme, som han ikke deler, og derfor synes det ham at svæve i Luften. For ham er alt opnaaeligt, som han stræber efter. Af hvem skulde han være afhængig, han, der er selvhjulpen og fri for Fordomme? Han har Arme, Sundhed,
Jeg tror dristigt at kunne regne Sundheden og en god Konstitution mellem de Fortrin, som hans Opdragelse har skaffet ham, eller rettere til de Naturens Gravér, som hans Opdragelse har bevaret for ham.
    R.
Maadehold, faa Fornødenheder og Midler til at tilfredsstille dem. Da han er opfødt under den mest uindskrænkede Frihed, kender han ikke noget større Onde end Trældommen. Han beklager disse stakkels Konger. Slaver af alle dem, der adlyde dem; han beklager disse falske Vismænd, der ere trælbundne af deres forfængelige Jagen efter Ros; han beklager disse rige Taaber, der ere Martyrer for deres Pragt; han beklager disse nydelsessyge Verdensmennesker, som vie hele deres Liv til Kedsommelighed for at synes at fornøje sig. Han vilde beklage den Fjende, der gjorde ondt imod ham; thi i hans Ondskab vilde han se hans Elendighed. Han vilde sige til sig selv: Naar dette Menneske gør sig det til en Fornødenhed at skade mig, gør det jo sin Skæbne afhængig af min.
  Endnu et Skridt, og vi staa ved Maalet. Egenkærligheden er et nyttigt, men farligt Redskab; den saarer ofte den Haand, som betjener sig deraf, og sjælden gør den noget godt uden tillige at gøre ondt. Naar Emil betragter sin Stilling i Menneskeslægten og ser, hvor lykkelig han er stillet dér, saa vil han fristes til at tillægge sin Indsigt Æren for det, der er Frugten af dit Arbejde, og tilskrive sig selv Fortjenesten for den Lykke, han nyder. Han vil sige: jeg er klog, men Menneskene ere Taaber. Idet han beklager dem, vil han ringeagte dem; idet han føler sig lykkelig, vil han vurdere sig selv højere, og idet han føler sig lykkeligere end dem, vil han tro om sig selv at være mere værdig dertil. Se, dette er en saare betænkelig Vildfarelse, fordi den er saa uhyre vanskelig at udrydde. Blev han ved paa denne Maade, vilde vi kun have naaet grumme lidt med al vor Omhu, og dersom jeg kunde vælge, véd jeg ikke, om jeg ikke langt hellere vilde foretrække Fordommenes Blændværk fremfor Hovmodets.
  Store Mænd skuffe sig ikke med Hensyn til deres Overlegenhed; de se den og føle den, og ere derfor ikke mindre beskedne. Jo større de ere, des dybere føle de deres Mangler. De ere mindre forfængelige af de Fortrin, de besidde fremfor os, end de ere ydmyge i Følelsen af deres Mangelfuldhed, og med Hensyn til de særlige Egenskaber, som de ere i Besiddelse af, ere de altfor fornuftige til at blive indbildske af en Gave, de ikke selv har givet dem. Det retsindige Menneske kan være stolt af sin Dyd: thi den er hans eget Værk; men hvad har et aandfuldt Menneske at være stolt af? Er det Racines Skyld, at han ikke er Pradon? eller Boileaus, at han ikke er Cotin?
Pradon er en fransk Tragediedigter, der trods sin Ubetydelighed bildte sig ind at kunne tage Kampen op med Racine, Frankrigs berømte Tragediedigter, (1639—1699). Boileau (1636—1711) er en af Frankrigs berømteste Forfattere. Abbed Cotin, en fransk Skribent (1604—1682). var Skive for Molieres og især Boileaus bidende Spot. Til Eksempel følgende Vers af B.:
Den, som foragter Cotin, gør ikke sin Konge Ære
og maa, i Følge Cotin, en troløs Gudsnægter være.

    O. A.

  Her forholder det sig nu helt anderledes. Lad os altid blive ved Jorden. Jeg har hos min Elev hverken forudsat en særlig glimrende Begavelse eller en indskrænket Forstand. Jeg har valgt ham mellem de jævnt udrustede Hoveder for at vise, hvad Opdragelsen formaar at gøre ud af et Menneske. Alle de sjældne Tilfælde falde udenfor Keglen. Naar altsaa Emil, som en Følge af min Omhu, foretrækker sin Maade at være, se og føle paa fremfor andre Menneskers, saa har han Ret; men dersom han af den Grund tiltror sig mere fremragende Anlæg eller en lykkeligere Natur end andre, saa har han Uret; han bedrager sig; han maa derfor bringes ud af sin Vildfarelse, eller rettere: man bør forebygge den, at det ikke senere skal blive alt for silde at udrydde den.
  Der gives ingen anden Taabelighed end Forfængeligheden, som man ikke kan helbrede et Menneske for, der da ikke er en Nar; for ham kan intet hjælpe uden Erfaringen, dersom der i det hele er noget, der kan hjælpe her; naar den modvirkes i sin Begyndelse, kan man i det mindste hindre den i at vokse. Fortab dig derfor ikke i skønne Talemaader for at bevise Ungersvenden, at han er et Menneske som alle andre og undergivet de samme Svagheder. Lad ham føle det; ellers vil han aldrig forstaa det. Her er igen et Tilfælde, hvor jeg vilde afvige fra mine egne Forskrifter, et Tilfælde, hvor jeg forsætlig vilde udsætte min Elev for alle de Hændelser, som kunne overbevise ham om, at han ikke er klogere end vi. Eventyret med Taskenspilleren skulde gentage sig paa tusende Maader; jeg vilde helt overgive ham i Smigreres Hænder. Dersom letsindige Mennesker vilde lokke ham til en eller anden vovet Streg, vilde jeg lade ham løbe den Risiko; dersom Skælmer forførte ham til Spil, vilde jeg helt slippe ham, for at de rigtig kunde tage ham ved Næsen;
For øvrigt vil vor Elev vanskeligt gaa i den Fælde, han, der er omgivet af saa mange Fornøjelser, han, der aldrig i sit Liv keder sig, og som næppe véd, hvad Penge duer til. De samme Drivfjedre — nemlig Fordelen og Forfængeligheden — som man betjener sig af for at kunne lede Børnene, de samme Drivfjedre ville i Fremtiden Skøger og Bedragere bruge for at faa dem i deres Garn. Naar du ser, hvorledes man ved Præmier og Belønninger ægger deres Begærlighed, naar du ser, hvorledes man i deres tiende Aar applauderer dem ved offentlig Præsentation i Skoler, saa ser du, hvis Skyld det er, naar de i deres tyvende Aar ødelægge deres Penge paa et Spillehus og deres Sundhed paa et berygtet Sted. Man kan trygt vædde paa, at den lærdeste Skolediscipel vil blive den værste Spasmager og den værste Sviregast. De Midler derfor, som man ikke bruger i Barndommen, give heller ikke i Ungdomstiden Anledning til Misbrug. Men man bør huske, at det her er min urokkelige Grundsætning, overalt at forudsætte det værste. Fra Begyndelsen af søger jeg at forebygge Lasten, og siden forudsætter jeg den, for at finde et Lægemiddel imod den.
    R.
jeg vilde lade dem besnakke ham, plukke og udplyndre ham, og naar de — efter fuldstændigt at have blanket ham af — tilsidst rigtig holdt sig lystige over ham, skulde jeg endog i hans Nærværelse takke dem for den Lærdom, de havde været saa venlige at give ham. De eneste Snarer, som jeg med Omhyggelighed vilde vogte ham for, skulde være Skøgernes, og den eneste Forsigtighed, jeg vilde iagttage, skulde være at deltage med ham i alle de Farer, jeg udsætter ham for, og i alle de Beskæmmelser, jeg lader ham lide. Jeg vilde taale alt i Tavshed, uden Klage, uden at sige et eneste Ord, og du kan være vis paa, at under denne omhyggelig iagttagne Tilbageholdenhed vil alt det, han ser mig lide for hans Skyld, gøre et dybere Indtryk paa hans Hjerte end alt det, han selv maa lide.
  Jeg kan her ikke undlade at gøre opmærksom paa denne forlorne Værdighed hos Opdragere, der ydmyge deres Elever for selv paa taabelig Maade at kunne spille vise, som altid ville behandle dem som Børn og som i alt, hvad de lade dem foretage sig, søge at stille sig selv i stærk Belysning. Langt fra at kue deres unge Mod bør da intet spare for at hæve det; gør dem til dine Ligemænd, for at de i Virkeligheden kunne blive det, og naar de endnu ikke kunne naa op til dig, saa stig uden Undseelse og Betænkning ned til dem. Husk paa, at det ikke er din, men din Elevs Ære, det gælder; del hans Fejl, for derigennem at rette dem, del hans Beskæmmelse, for derved at fri ham fra den: efterlign den tapre Romer, som, da han saa sin Hær flygte og ikke mere kunde samle den, begav sig paa Flugt i Spidsen for sine Soldater, idet han raabte: »de flygte ikke, de følge deres Fører«.
Lutatius Catulus, der var Romernes Fører imod Cimbrerne og havde slaaet Lejr bag Floden Atison (Adige). (Plutark: Cajus Marius, Kap. 23).
    O. A.
Blev han vanæret derved? langt fra! ved saaledes at ofre sin Hæder øger han den. Den stærke Pligtfølelse, det skønne i denne Dyd aftvinger os uden videre vort Bifald og omstyrter vore taabelige Fordomme. Dersom nogen gav mig et Ørefigen, medens jeg opfyldte min Pligt imod Emil, saa vilde jeg — saa langtfra at hævne mig for dette Ørefigen — overalt rose mig deraf, og jeg tvivler om, at der paa den hele vide Jord skulde findes en saa stor Slubbert,
Jeg har taget fejl; jeg har fundet en saadan: det er Hr. Formey.
    Anm. af R. i Genferudgaven.
at han jo ikke end mere vilde agte mig derfor.
  Derfor behøver Eleven hverken at forudsætte, at Lærerens Indsigter ere lige saa begrænsede som hans egne, eller at denne lige saa let lader sig narre som han selv. Denne Mening kan være god nok for et Barn, der intet kan se eller forstaar at sammenligne, hvorfor det maaler hele Verden med sin Alen og kun fatter Tillid til dem, der virkelig forstaa at stille sig paa dette Trin. Men et ungt Menneske i Emils Alder og med den Forstand, som han har, er ikke taabeligt nok til at lade sig skuffe paa denne Maade, og det var heller ikke godt, om han gjorde det. Den Tillid, som han bør have til sin Hovmester, er af en anden Slags: den bør hvile paa den Anseelse, som Fornuften giver, paa den overlegne Indsigt, paa de Fortrin, som det unge Menneske er i Stand til at erkende og som det føler at have Gavn af. En lang Erfaring har overbevist Eleven om, at han er elsket af sin Vejleder, og at denne Vejleder er en fornuftig og oplyst Mand, som vil hans Lykke og har Forstand paa, hvad der hjælper ham dertil. Han maa forstaa, at det ligger i hans egen Interesse at høre hans Raad. Dersom nu Læreren lod sig skuffe ligesom Disciplen, saa vilde han derved tabe Retten saavel til at forlange Eftergivenhed som til at give Vejledning. Endnu mindre maa Eleven forudsætte, at Læreren med Forsæt lader ham gaa i Fælden eller stiller Snarer for hans Enfoldighed. Hvad er der nu at gøre, for paa samme Tid at undgaa disse to Vanskeligheder? Det bedste og mest naturlige er at være jævn og sand ligesom han, at advare ham for de Farer, han udsætter sig for, vise ham dem klart og tydeligt, men uden Overdrivelse og Gnavenhed, uden pedantisk Vigtigmageri og fremfor alt uden at give sine Raad i Form af Befalinger, førend de virkelig ere blevne Befalinger for ham, og førend denne bydende Tone er bleven, absolut nødvendig. Bliver han alligevel genstridig, hvad saare ofte vil være Tilfældet, saa sig ikke mere; slip ham fuldstændig ud i Frihed, følg ham, efterlign ham og det endda muntert og utvungent; slaa dig løs og fornøj dig som han, om det er muligt. Dersom Følgerne blive altfor betænkelige, vil du altid være ved Haanden for at afvende dem, og naar den unge Mand har faaet Øjnene op for din Forudseenhed og din Føjelighed, i hvor høj Grad maa han da ikke forundre sig over den første og røres over den sidste! Alle hans Fejl blive lige saa mange Baand i din Haand til i Nødsfald at holde ham tilbage. Dog, det som udgør Lærerens største Kunst, er at hidføre de ønskelige Lejligheder og anbringe Formaningerne paa den Maade, at han forud véd, naar den unge Mand vil bøje sig for dem, og naar han vil sætte sig imod dem, for overalt at lade ham lære af Erfaringen, uden dog nogen Sinde at udsætte ham for altfor stor Fare.
  Advar ham for hans Fejl, førend han falder i dem: naar han er faldet, saa gør ham ingen Bebrejdelser: du vil kun opflamme hans Egenkærlighed og gøre den oprørsk. En Lærdom, som ægger til Modstand, gavner ikke. Jeg kender intet mere dumt end dette Ord: »Jeg har jo sagt dig det tydeligt nok.« Det bedste Middel til at faa ham til at komme i Hu, hvad man har sagt, er at lade, som om man har glemt det. Tværtimod, naar du ser, han skammer sig over, at han ikke troede dig, saa fri ham paa en mild Maade ud af denne Ydmygelse ved nogle venlige Ord. Han vil virkelig blive dig endmere hengiven, naar han ser, at du har glemt dig selv for hans Skyld, og at du trøster ham i Stedet for helt at knuse ham. Men dersom du føjer Bebrejdelser til hans Sorg, vil han fatte Had til dig og gøre sig det til en Lov ikke mere at høre paa dig, som for at vise dig, at han ikke tillægger din Mening saa stor Vægt som du selv.
  I Maaden, hvorpaa du trøster ham, kan du ogsaa give ham en Lærdom, der kan blive ham til stor Gavn, eftersom den ingen Mistro vækker i ham. Jeg tænker mig, at du siger til ham, at tusende andre har gjort de samme Fejl; derved fører du ham bort fra hans Maade at regne paa: du retleder ham, skønt du kun synes at beklage ham; thi for den, som tror om sig selv at gælde mere end alle andre Mennesker, er det en meget ydmygende Undskyldning at skulle trøste sig med deres Eksempel; han vil forstaa, at det højeste, han kan forlange, er, at disse andre ikke gælde mere end han.
  Vildfarelsernes Tid er Fablernes Tid. Ved under en fremmed Maske at dadle den skyldige, belærer man ham uden at krænke ham, og af den Sandhed, som han har gjort Anvendelse af paa sig selv, forstaar han, at Fablen ikke er en Løgn. Det Barn, som man aldrig har narret ved smigrende Lovtaler, forstaar intet af den Fabel, som jeg i det foregaaende har undersøgt; men den letsindige, som har været Nar for en Smigrer, forstaar forbavsende godt, at Ravnen
Jvfr. Pag. 120—124.
    O. A.
kun var et Fæ. Af en Kendsgerning uddrager han saaledes en Leveregel, og den Erfaring, som han næsten havde glemt, indgraver sig ved Hjælp af Fablen i hans Dom. Der gives ikke den moralske Erkendelse, som man ikke kan erhverve sig ved Hjælp af andres eller sin egen Erfaring. I de Tilfælde, hvor Forsøget er forbundet med Fare, lære man af Historien i Stedet for selv at gøre Erfaringen. Naar Prøven er uden farlige Følger, er det godt, at Ungersvenden udsættes for den: derpaa samler man ved Hjælp af Fablen de særlige Tilfælde, som han har faaet Kendskab til, og ordner dem til Leveregler.
  Jeg mener dog ikke, at disse Leveregler bør udvikles, eller endog bare udtales, Intet er saa ufrugtbart, saa ilde anbragt som den Moral, hvormed man slutter største Parten af Fablerne; som om denne Moral ikke laa eller burde ligge tydeligt i selve Fablen, saa at den var let at faa fat i for Læseren! Hvorfor vil man dog, ved at føje denne Moral til Slutningen, berøve ham den Fornøjelse at udfinde den af sit eget Hoved? Evnen til at undervise bestaar i at gøre det saaledes, at Disciplen fornøjer sig ved Undervisningen. Men for at han skal fornøje sig ved den, er det ikke nødvendigt, at hans Aand forholder sig i den Grad uvirksom lige over for alt det, du siger ham, at den absolut intet har at gøre for at forstaa dig. Lærerens Selvfølelse maa ogsaa indrømme nogen Plads for Disciplens: denne maa kunne sige: jeg forstaar, jeg trænger til Bunds i Sagen, jeg arbejder: jeg lærer noget. En af Grundene til, at Pantalon
Pantalon er den lærde Person i den ital. Komedie. Han bar lange Benklæder, som har faaet Navn efter ham.
    O. A.
i den italienske Komedie bliver saa kedelig, er den Umage, han gør sig for at forklare Parterret de Platheder, som man allerede har forstaaet altfor godt. En Opdrager skal, efter min Mening, ikke være nogen Pantalon, en Forfatter endnu mindre. Det er nødvendigt altid at være forstaaelig, men derfor behøver man ikke altid at sige alt: den, som siger alt, siger meget lidt; thi til sidst hører man ikke længer paa ham. Hvad skal nu de fire Vers til, som la Fontaine har føjet til Fablen om den opblæste Frø?
La Fontaine I, 3 v. 11—14:
Af slige Narre har den Dag i Dag vi nok:
hver Borger vil i Pragt sin adelige Nabo overvinde,
den mindste Fyrste af Gesandter har en Flok.
for hver Marquis skal Pager staa paa Pinde.
    O. A.
Har han frygtet for, at man ikke har forstaaet ham? Behøver denne store Maler at skrive Navne under de Genstande, han afmaler? Det er saa langt fra, at han derved gør sin Moral mer almindelig anvendelig, at han snarere indskrænker den til kun at gælde i enkelte Tilfælde, idet han paa en vis Maade knytter den til de anførte Eksempler og forhindrer, at man anvender den paa andre. Jeg kunde ønske, at man, førend man gav et ungt Menneske denne uforlignelige Forfatters Fabler i Hænde, bortskar alle disse Slutninger, ved hvilke han vil forklare, hvad han allerede har sagt ligesaa klart som fornøjeligt. Forstaar din Elev ikke Fablen uden ved Hjælp af Forklaringen, saa kan du være sikker paa, at han heller ikke da vil forstaa den.
  Det vilde altsaa være af Vigtighed at ordne disse Fabler mere systematisk, saa Rækkefølgen kom til at svare til det unge Menneskes Udvikling i Retning af Følelse og Indsigt. Kan man tænke sig noget mere ufornuftigt, end slavisk at holde sig til Rækkefølgen i Bogen uden Hensyn til, hvad man har Brug for, eller hvad der passer til Lejligheden? Først Ravnen, saa Cikaden,
Ogsaa her er det nødvendigt at gøre Brug af Hr. Formeys Rettelse: Først kommer Cikaden, derpaa Ravnen o. s. v.
    Anm. af R. i Genferudgaven.
derpaa Frøen, og dernæst de to Mulæsler o. s. v.. Jeg har en særlig Interesse for disse to Mulæsler; jeg mindes nemlig at have kendt en Dreng, som særlig var opdraget for Finantsvæsnet, og hvis Hoved man havde fyldt med Snak om den Plads, han skulde udfylde; han læste denne Fabel, lærte den, fremsagde den, gentog den hundrede og atter hundrede Gange uden nogen Sinde derved at komme i Tanker om at gøre den mindste Indvending mod den Gerning, hvortil han var bestemt. Jeg har ikke alene aldrig set Børn gøre nogen grundig Anvendelse af de Fabler, som de lære; men jeg har heller aldrig set nogen bekymre sig for at hjælpe dem til at gøre denne Anvendelse. Den moralske Belæring bruges som Paaskud for at kunne kaste sig over dette Studium; men den virkelige Grund baade for Moder og: Barn er ingen anden end den, at faa et helt Selskab til at lægge Mærke til Barnet, medens det fremsiger sine Fabler, og saa har det endda glemt hele Stadsen, naar det en Gang bliver mere voksent, og naar det ikke længer gælder om at fremsige dem, men lære noget af dem. Endnu en Gang: det er kun voksne Mennesker, der kunne drage nogen Lærdom af Fablerne, og for Emil er Tiden nu kommen til at begynde.
  Jeg antyder — thi jeg vil heller ikke give al Ting ind med Skeer — de Afveje, som føre bort fra den rigtige Vej, for at man kan lære at undgaa dem. Jeg tror, at din Elev ved at følge denne Vej, som jeg har betegnet, for saa godt Køb, som muligt, vil erhverve sig Menneskekundskab, saavel som Kendskab til sig selv, og jeg tror, at du derved vil kunne bringe ham til det Punkt, at han kan se paa Lykkens lunefulde Spil uden at misunde dens Yndlinge deres Skæbne og være tilfreds med sin egen uden at bilde sig ind at være visere end andre. Du har ogsaa begyndt med at lade ham optræde handlende for at gøre ham til Tilskuer: nu maa du gaa videre; thi fra Tilskuerpladsen ser man Genstandene, som de synes at være, men fra Scenen ser man dem, som de ere. For at overskue det hele, maa man stille sig paa et Punkt, hvorfra man har Oversyn; man maa nær til for at se Enkelthederne. Men hvilken Adkomst har et ungt Menneske til at blande sig i Verdensaffærerne? Hvilken Ret har han til at blive indviet i de dunkle Hemmeligheder? Al Interessen i hans Alder samler sig jo om lystige Paahit; han raader endnu kun over sig selv, og det vil sige, han raader ikke over noget. Mennesket er den Vare, som staar lavest i Pris, og iblandt alle de vigtige Rettigheder, vi har med Hensyn til Ejendom, er Rettigheden over vor Person altid den ringeste.
  Naar jeg ser, hvorledes man i den mest virkelystne Alder kun beskæftiger de unge Mennesker med rent spekulative Studier og derefter, uden at have givet dem Lejlidhed til at gøre den mindste Erfaring, paa én Gang kaster dem ud i Verden, ind i Forretningerne, saa mener jeg, at man forsynder sig ikke mindre imod Fornuften end imod Naturen, og det overrasker mig ikke mere, at saa faa Mennesker forstaa at tage fat paa Livet. Ved hvilken underlig bagvendt Tankegang er man dog kommet ind paa at fylde os med saa mange unyttige Ting, medens man ikke regner Handledygtighed for noget? Man foregiver at uddanne os for Samfundet, og man underviser os, som om enhver af os ikke fik andet at gøre i Livet end at sidde i sin Celle og filosofere eller snakke med andre indifferente Størrelser om Kejserens Skæg. Du bilder dig ind at lære Børnene at leve, naar du lærer dem at bukke og sige nogle intetsigende Fraser. Jeg har ogsaa lært min Emil at leve, for jeg har lært ham at leve sit eget Liv og — hvad mere er — at fortjene sit Brød. Men dette er ikke nok. For at leve i Verden maa man forstaa at omgaas Mennesker; man maa kende det Værktøj, som giver os Tag i dem; man maa kunne beregne Særinteressernes indbyrdes Brydning i det borgerlige Samfund og saa nøje kunne forudse Følgerne, at man sjældent skuffes i sine Foretagender, eller at man i det mindste altid har grebet til de bedste Midler for at sikre sig et heldigt Udfald. Lovene tillade ikke de unge Mennesker selv at ordne deres egne Affærer eller faade over deres Ejendom; men hvad hjælper alle disse Forsigtighedsregler, naar de ikke inden Myndighedsalderen kunne vinde nogen Erfaring? De har ikke vundet noget ved at vente og ville i fem og tyve Aar Alderen være lige saa nybagte som i femten Aars Alderen. Naturligvis maa man forhindre, at et ungt Menneske, forblindet af Uvidenhed eller vildledt af sine Lidenskaber, gør sig selv Skade: men i enhver Alder er det tilladt at gøre godt; i enhver Alder kan man, under en fornuftig Mands Ledelse, tage sig af disse Stakler, som kun behøve Støtte.
  Ammer og Mødre knytte sig hjerteligt til Børnene netop paa Grund af den Pleje, de yde dem; Udøvelsen af de selskabelige Dyder lægger i Dybet af Hjerterne Kærlighed til Menneskene: ved at gøre det gode bliver man god; jeg kender ingen sikrere Vej. Lad din Elev blive optaget af at gøre alle de gode Handlinger, som han magter; lad Omsorgen for de trængende altid være hans Sag; lad ham ikke alene hjælpe dem med Penge, men lad ham have Omsorg for dem; lad ham tjene dem, beskytte dem, vie dem sin Person og sin Tid; lad ham gøre sig selv til deres Forretningsfører: han vil aldrig i Livet komme til at beklæde et ædlere Embede. Hvormange undertrykte, som man aldrig havde hørt paa, skulde ikke opnaa Retfærdighed, naar han paa deres Vegne krævede den med denne uforfærdede Fasthed, som Udøvelsen af det gode altid giver, naar han trængte sig ind ad de stores og riges Døre, naar han — om det var nødvendigt — steg op lige til Tronens Tod, for at lade de ulykkeliges Røst høre, for hvem alle Adgange ere lukkede paa Grund af deres Elendighed, og hvem Frygten for at blive straffede for de Lidelser, man tilføjer dem, holde tilbage, saa de endog ikke vove at beklage sig!
  Men skulle vi da gøre Emil til en omvankende Ridder, en Verdensreformater, en Paladin?
Saaledes kaldtes enhver af de Storherrer, der ledsagede Carl den store i Krigen. En Eventyrhelt.
    O. A.
Skal han blande sig i de offentlige Anliggender, spille den vise og Lovens Forsvarer hos de store, hos Øvrigheden, hos Fyrsten, være Talsmand hos Dommeren for Retten? Jeg bryder mig ikke noget om alt dette. Selv om man hitter paa komiske og latterlige Benævnelser, blive Tingene i sig selv ikke dermed forandrede. Han vil gøre alt det, som han véd er nyttigt og godt; men heller ikke mere, og han véd, at for ham er intet nyttigt og godt, som ikke sømmer sig for hans Alder. Han véd, at hans første Pligt gælder ham selv, at unge Mennesker bør nære Mistillid til sig selv, være forsigtige i deres Færd, ærbødige overfor ældre Folk, tilbageholdne og passe paa ikke at vrøvle, beskedne i alle ligegyldige Sager, men dristige, naar det gælder om at gøre noget godt, og modige til at sige Sandheden. Saaledes vare hine berømte Romere, som, førend de betroedes noget Statsemhede, tilbragte deres Ungdom med at efterspore Forbrydelsen og forsvare Uskyldigheden, og det uden andet Formaal, end det at belære sig ved at tjene Retfærdigheden og værne om de gode Sæder.
  Emil ynder hverken Larm eller Strid, ikke alene mellem Menneskene,
Men dersom man nu søger Strid med ham selv, hvorledes vil han saa bære sig ad? Jeg svarer, at han aldrig vil komme i Strid; han vil aldrig lade sig henrive i den Grad, at han udsættes derfor. Men — vil man atter sige — hvem kan være sikret imod et Ørefigen eller en ærerørig Beskyldning af en raa Person, en Drukkenboldt eller en tapper Landevejsridder, som, for at faa den Plasér at stikke sin Næste ihjel, begynder med at fornærme ham? Dette er en anden Sag; Borgernes Ære og Liv maa ikke være afhængig af en raa Karl, en Drukkenboldt eller en brøsig Hanskvast, og man kan lige saa lidt vare sig imod et saadant Tilfælde som mod et blive ramt af en nedfaldende Tagsten. Et Ørefigen og en ærerørig Beskyldning, som man tager imod og finder sig i, drager i det borgerlige Samfund Følger efter sig, som ingen Visdom er i Stand til at afværge. Lovenes Mangelfuldhed giver ham altsaa i dette Tilfælde hans Uafhængighed tilbage. Han alene er da Øvrighed og Dommer imellem Fornærmeren og ham selv; han alene er Fortolker og Haandhæver af Naturretten; han skylder sig selv Retfærdighed og er den eneste, som kan skaffe ham den, og der vil ikke paa Jorden findes en saa vanvittig Regering, at den vil straffe ham for i et saadant Tilfælde at have taget sig selv til Rette. Jeg siger ikke, at han bør slaas; dette er en Taabelighed. Jeg siger, at han skylder sig selv Retfærdighed, og at han er den eneste, som kan skaffe sig den. Dersom jeg var Enehersker, skulde jeg — uden at behøve saa mange unyttige Forbud imod Dueller — svare for, at der aldrig skulde gives Ørefigen eller gøres ærekrænkende Beskyldninger i mine Stater, og dette ved et meget simpelt Middel, som Domstolene ikke skulde blande sig i. Men hvorom alting er, saa véd Emil i et saadant Tilfælde Besked om den Ret, han skylder sig selv, og det Eksempel, han skylder hæderlige Folk til Betryggelse. Selv det kækkeste Menneske har det ikke i sin Magt at undgaa at kunne fornærmes; men han kan forhindre, at man ret længe praler af at have fornærmet ham.
    R.
ikke en Gang mellem Dyrene. Han har aldrig hidset to Hunde paa hinanden; aldrig har han ladet en Hund forfølge en Kat. Denne Fredens Aand er en Virkning af hans Opdragelse, som hverken har næret hans Egenkærlighed eller givet ham nogen høj Mening om sig selv, hvorfor den har afholdt ham fra at søge sin Glæde i at herske, eller i andres Ulykke. Han lider, naar han ser andre lide; dette er en naturlig Følelse. Det, som gør et ungt Menneske haardhjertet, saa det fornøjer sig over at se et følende Væsen lide, er, at det, i et Anfald af Forfængelighed, betragter sig selv som fritaget for lignende Pinsler paa Grund af sin Visdom eller Overlegenhed. Den, som man har bevaret mod en slig Aandsretning, vil ikke falde i de Laster, som udspringe derfra. Emil ynder altsaa Freden. Billedet af Lykken fryder ham, og naar han selv kan bidrage til at skabe den, saa føres han derved end mere til at tage Del i den. Jeg har ikke forudsat, at han, naar han saa de ulykkelige, kun skulde være besjælet af denne ufrugtbare og gruelige Medlidenhed, som nøjes med at beklage de Lidelser, som den magter at helbrede. Hans virkelystne Velgørenhed giver ham snart en Indsigt, som han med et haardere Hjerte aldrig eller først langt senere vilde have opnaaet. Ser han, at der er Splid mellem hans Kammerater, søger han at bringe Forsoning i Stand; ser han bedrøvede, forsker han efter Grunden til deres Kummer; ser han to Mennesker, der hade hinanden, ønsker han at kende Aarsagen til deres Fjendskab; finder han en undertrykt, der sukker under den mægtiges eller riges Plagerier, undersøger hun det Paaskud, under hvilket disse Plagerier skjule sig, og den Deltagelse han føler for alle elendige, tillader ham ikke at være ligegyldig for at finde Midler til at ende deres Lidelser. Hvad skulle vi nu gøre for at gøre disse Anlæg nyttige paa en Maade, som passer for hans Alder? Vi maa retlede hans Deltagelse og Kundskaber og sætte hans Iver i Arbejde, at den kan forøges.
  Jeg bliver ikke træt af at gentage: lad de unge Mennesker faa al deres Undervisning i Handling, langt hellere end igennem Samtaler; lad dem ikke af Bøger lære noget af det, som Erfaringen kan belære dem om. Hvad er det dog for et fortvivlet Forehavende, at øve dem i at holde Taler uden at have noget at tale om; hvor det dog er taabeligt at tro, at man paa en Skolebænk kan lade dem føle Lidenskabernes energiske Sprog eller Overtalelseskunstens uhyre Magt, naar de ikke har Spor af Interesse for at overtale nogen! Alle Veltalenhedens Forskrifter er jo ikke andet end Kling–klang for hver den, der ikke føler, at han kan have nogen Gavn af at bruge dem. Hvad i al Verden bryder en Skoledreng sig om at vide, hvorledes Hannibal bar sig ad med at faa sine Soldater til at gaa over Alperne? Dersom du, i Stedet for alle disse glimrende og højt klingende Taler, vilde fortælle ham, hvorledes han skulde gaa til Værks for at faa Skolens Forstander til at give kam en Fridag, saa kan du stole paa, at han nok skulde spidse Øren og tage imod dine Forskrifter.
  Dersom jeg skulde undervise et ungt Menneske, hvis Lidenskaber allerede vare i Fyr og Flamme, i Veltalenhed, saa vilde jeg stadig føre saadanne Emner paa Bane, der egnede sig til at sætte hans Lidenskaber i Bevægelse, og vi vilde saa i Forening undersøge, hvilket Sprog han burde føre lige over for andre Mennesker for at bevæge dem til at gaa ind paa hans Ønsker. Men min Emil er ikke i en for Veltalenhedskunsten saa fordelagtig Stilling; da han næsten ikke har andre Fornødenheder end rent fysiske, trænger han mindre til andre, end de til ham, og da han intet har at bede om for sig selv, saa rører det, hvorom han vil overbevise andre, ham ikke nær nok til at sætte ham i videre stærk Bevægelse. Som en Følge deraf bliver hans Tale i Almindelighed jævn og lidet billedlig. Han taler i Reglen ganske ligefrem og kun med det Formaal at blive forstaaet. Tankesprog er han ikke rig paa, fordi han ikke har lært at udtale sig i al Almindelighed om sine Forestillinger; han har faa Billeder, fordi han sjældent er i Lidenskab.
  Det er dog ikke saaledes at forstaa, at han skulde være helt flegmatisk og kold; hverken hans Alder, hans Sæder, eller hans Smag give ham Lov dertil: paa Grund af Ungdommens Fyrighed give de opsparede og i hans Blod rensede Livsaander hans unge Hjerte en Varme, som straaler i hans Blik, føles i hans Tale og ses i hans Handlinger. Hans Sprog har faaet Eftertryk og kan undertiden blive heftigt. Det ædle Sindelag, som besjæler ham, giver det Kraft og Sving. Gennemtrængt af inderlig Kærlighed til Menneskene, formaar han, idet han taler, ligesom at overføre i andre, hvad der rører sig i hans Sjæl; hans ædle Frimodighed har noget meget mere fortryllende ved sig end andres kunstige Veltalenhed, eller rettere: han alene er i Virkeligheden veltalende, efterdi han kun behøver at aabenbare sine Følelser for at kunne meddele dem til enhver, der hører ham.
  Jo mere jeg tænker derover, desto mere finder jeg, at naar man paa denne Maade sætter Velgørenheden i Virksomhed og gennem moden Overvejelse søger at udfinde Aarsagerne til de gode eller daarlige Følger af denne vor Virksomhed, saa vil det ikke være saa faa Kundskaber, som man kan fremelske i en ung Mands Sjæl, og foruden al den virkelige Viden, som man kan tilegne sig i Skolerne, vil han tillige her erhverve sig en endnu vigtigere Viden, nemlig en Viden om, hvorledes han skal gøre sin Indsigt frugtbringende i Livet. Det er jo ikke muligt andet, end at han, der nærer saa stor Interesse for sine Medmennesker, i god Tid maa lære at veje og vurdere deres Handlinger, Smag og Fornøjelser, og maa derfor i Almindelighed kunne give en rigtigere Vurdering af, hvad der tjener til eller skaber Menneskenes Lykke, end de, som ikke interesserer sig for nogen og derfor aldrig gøre noget for andre. De, som aldrig befatte sig med andet end deres egne Sager, ere altfor lidenskabelige til at kunne dømme sundt om Tingene. Da de kun har deres egen Fordel i Tankerne og derfor afpasse deres Forestillinger om godt og ondt efter deres egen Fordel, saa fylde de deres Sjæl med tusende latterlige Fordomme, og i alt, hvad der i mindste Maade gør Skaar i deres Fordel, se de straks en almindelig Omvæltning.
  Lade vi vor Egenkærlighed omfatte andre Væsner udenfor os, saa forvandle vi den til en Dyd, og der gives ikke det Menneskehjerte, i hvilket denne Dyd ikke har sin Rod. Jo mindre vor Omsorg umiddelbart berører os selv, desto mindre har vi at frygte for, at Egeninteressens Blændværk skal komme med i Spillet; jo mere alt omfattende denne Interesse bliver, desto retfærdigere bliver den, og Kærligheden til Menneskeslægten er da ikke andet i os end Kærligheden til Retfærdigheden. Vil jeg altsaa, at Emil skal elske Sandheden, og vil jeg, at han skal kende den, saa maa jeg passe paa, at hans Foretagender ikke har noget med hans Egeninteresse at gøre. Jo mere hans Omhu helliges andres Lykke, desto renere og forstandigere vil den blive, og desto mindre vil han tage fejl af, hvad der er godt eller ondt; men jeg vil aldrig finde mig i, at han befatter sig med denne blinde Foretrækken, der alene har sin Grund i Hensyntagen til Personer eller uretfærdige Fordomme. Og hvorfor skulde han skade den ene for at være den anden til Tjeneste? Det er jo ham saa temmelig ligegyldigt, i hvis Lod den største Lykke falder, forudsat at han arbejder paa den største Lykke for alle: dette er den vises fornemste Interesse næst efter hans egen; thi enhver er en Del af Slægten, men ikke af et andet Enkeltvæsen.
  For at forhindre, at Medlidenheden udarter til Svaghed, maa den altsaa omfatte alle, og hele Menneskeslægten maa gøres til Genstand for den. I saa Fald giver man sig kun hen til den, saa vidt som den staar i Samklang med Retfærdigheden: thi af alle Dyder er Retfærdigheden den, som bidrager mest til Menneskenes fælles Vel. Man maa af Fornuftgrunde, af Kærlighed til sig selv have Medlidenhed med Slægten i en endnu højere Grad end med sin Næste, og Medlidenheden med Slynglerne er en uhyre stor Grusomhed imod Menneskene.
  For øvrigt maa man tænke paa, at alle disse Midler, hvormed jeg paa denne Maade tvinger min Elev udenfor sit Selv, imidlertid altid tage direkte Sigte paa ham selv, efterdi han ikke blot har en indre Nydelse deraf, men ogsaa fordi jeg, ved at gøre ham godgørende til Fordel for andre, arbejder paa at oplære ham selv.
  Jeg har først peget paa Midlerne, og nu viser jeg Virkningen af dem. Hvilke Storsyner oprulles ikke lidt efter lidt for hans Aand! Hvilke ophøjede Følelser kvæle ikke de lave Lidenskabers Spirer i hans Hjerte! Hvilken Klarhed i Dømmekraften, hvilken Nøjagtighed i Tænkningen ser jeg ikke forme sig af hans forædlede Tilbøjeligheder, af den Erfaring, som samler en stor Sjæls Formaal indenfor det muliges snævre Grænse, og som lader en overlegen Mand, der ikke formaar at hæve de andre til sin Højde, stige med til dem! Retfærdighedens sande Grundsætninger, Skønhedens sande Mønstre, alle moralske Forhold mellem Væsen og Væsen, alle Ordenens Begreber indprænte sig i hans Forstand; han ser enhver Tings Plads og Grunden til, at den viger af fra den; han ser, hvad der befordrer og hvad der hæmmer det gode. Uden at have erfaret de menneskelige Lidenskaber, kender han deres Blændværk og gøglende Spil.
  Jeg iler fremad, revet med af Sagens Storhed, men uden at skuffes med Hensyn til Læsernes Dom. De har i lang Tid set mig i Drømmenes Rige; men jeg — jeg ser altid dem i Fordommenes Verden. Naar jeg fjerner mig saa stærkt fra de gængse Meninger, saa undlader jeg dog ikke stadigt at holde mig dem for Øje: jeg undersøger dem, overvejer dem, ikke for at følge dem, men for at veje dem paa Fornuftkritikens Vægtskaal. Hver Gang denne tvinger mig til at fjerne mig fra dem, holder jeg — belært af Erfaringen — det for en given Sag, at man ikke vil følge mit Eksempel; jeg véd, at man strammer sig op til kun at forestille sig det muligt, som man ser; den unge Mand, jeg fremstiller, holder man for et indbildt og fantastisk Væsen, fordi han er forskellig fra dem, med hvem man sammenligner ham, og man tænker ikke paa, at han netop maa være forskellig fra dem, fordi han er opdraget paa en helt anden Maade, paatrykt helt modsatte Følelser, oplært helt anderledes end disse, saa det vilde være meget mere overraskende, at han lignede dem, end at han var saadan, som jeg forudsætter ham. Han er ikke Menneskets Menneske, han er Naturens Menneske. Altsaa maa han sikkerlig være meget besynderlig i deres Øjne.
  Da jeg begyndte dette Arbejde, forudsatte jeg ikke noget, som ikke alle og enhver kunde iagttage lige saa godt som jeg, fordi der er et Punkt — nemlig Menneskets Fødsel — hvorfra vi alle begynde Livet paa samme Maade; men jo længer vi rykke frem, jeg for at frede om og pleje Naturen, og I for at forvrænge den, desto længere fjerne vi os fra hverandre. Da min Elev var seks Aar, skilte han sig ikke ret meget fra eders, fordi I endnu ikke havde haft Tid til at vanskabe denne: men nu ligne de aldeles ikke hinanden, og den voksne Alder, som min Elev nu nærmer sig, maa vise ham i en helt forskellig Skikkelse, dersom jeg da ikke skal have spildt al min Møje. Omfanget af det tilegnede kan maaske være saa temmelig ens paa begge Sider; men hvad der er tilegnet, ligner aldeles ikke hinanden. I forbavses ved hos den ene at finde ophøjede Følelser, som de andre ikke har mindste Spor af; men betænk ogsaa, at disse andre allerede allesammen ere Filosofer og Theologer, førend Emil endnu véd, hvad Filosofi er, og førend han endog har hørt Tale om Gud.
  Vilde man altsaa sige: Der er intet af det, du forudsætter, som eksisterer; de unge Mennesker ere ikke saaledes? beskafne; de har denne eller hin Tilbøjelighed, de bære sig saadan eller saadan ad — ja, det er det samme som at ville nægte, at et Pæretræ nogen Sinde kunde være et stort Træ, fordi man i vore Haver kun havde set Dværg–Pæretræer.
  Jeg beder disse Dommere — affejende i deres Kritik — om at betænke, at det, de her siger, véd jeg lige saa godt som de, at jeg efter al Rimelighed har overvejet det længe, og at jeg, som ikke har nogen Interesse af at føre dem bag Lyset, derfor har Ret til at kræve, at de i det mindste give sig Tid til at undersøge, hvor det er, jeg bedrager mig. Lad dem omhyggelig undersøge den menneskelige i Natur, og lad dem følge Menneskehjertets første Udvikling under disse eller hine Omstændigheder, for at se, hvormeget ét Menneske kan blive forskelligt fra et andet, netop i Kraft af Opdragelsen. Lad dem saa derefter anstille en Sammenligning mellem min Opdragelsesmaade og de Virkninger, jeg tillægger denne, og derpaa sige mig, hvor det er, at mine Slutninger ere gale: saa vil jeg give tabt.
  Det som gør mig end mere paastaaelig og som — mener jeg — undskylder denne min Paastaaelighed, er, at jeg, i Stedet for at hænge mig i Systemerne, tværtimod bygger det mindst mulige paa Slutninger, men stoler kun paa Iagttagelsen. Jeg bygger aldeles ikke paa noget, jeg har bildt mig ind, men paa hvad jeg har set. Det er sandt nok, at jeg ikke har indskrænket mig til at gøre mine Erfaringer indenfor Omkresen af én Bys Mure eller hos én Klasse Mennesker; men efter at have anstillet mine Sammenlinger mellem saa mange Stænder og Folkeslag, som jeg har set mig om iblandt i mit Liv, som jeg har tilbragt med at iagttage dem, saa har jeg udskilt alt det som kunstigt, det var ejendommeligt for ét Folk, men ikke for et andet, for én Stand, men ikke for en anden, og jeg har kun anset det for ubestrideligt tilhørende Mennesket, som var fælles for alle, hvilken Alder, hvilken Stand eller hvilket Folk det end tilhørte.
  Dersom du nu, efter denne Metode, lige fra dets Barndom af følger et ungt Menneske, som ikke har modtaget nogen Slags Særuddannelse og som det mindst mulige er afhængig af andres Autoritet eller Mening, hvem tror du saa, dette unge Menneske vil ligne mest, enten min Elev eller din? Ja, dette er — synes det mig — det Spørgsmaal, som skal besvares for at komme efter, om jeg er paa Vildspor.
  Det falder ikke Mennesket let at begynde at tænke; men saasnart det har begyndt, holder det aldrig mere op dermed. Hvem der én Gang har tænkt, vil vedblive dermed, og naar Forstanden først er øvet i at gøre sine Overvejelser, saa kan du ikke mere være ørkesløs. Man kunde altsaa mene, at jeg enten gør altfor meget eller altfor lidt af denne Sag, at Menneskeaanden af Naturen ikke er saa rede til at lukke sig op, eller at jeg, naar jeg nu én Gang har tilmaalt den en Færdighed, som den ikke besidder, alt for længe holder den indsnævret indenfor en Kres af Forestillinger, som den maatte være kommen ud over.
  Men man skal nu først betænke, at naar man vil danne Naturmennesket, saa er det derfor ikke Opgaven at gøre ham til en vild og forvise ham ud i Dybet af Urskovene; men det gælder om, at han midt i Samfundets Hvirvel, som summer om ham, ikke lader sig henrive hverken af sine Lidenskaber eller Folks Mening, saa han ser med egne Øjne og føler med sit eget Hjerte og ikke lader sig lede af nogen Autoritet udenfor den, han har i sin egen Fornuft. I denne Stilling er det indlysende, at Mængden af de Genstande, som møde ham, de mangeartede Følelser, som besjæle ham, og alle de Midler, han har til sin Raadighed for at tilfredsstille sine virkelige Fornødenheder: alt dette maa fylde ham med en Rigdom af Forestillinger, som han aldrig eller meget langsommere vilde have erhvervet sig. Aandens naturlige Fremskridt bliver altsaa fremskyndet, men ikke omkalfatret [= vende op og ned på, red.]. Det samme Menneske, som, om det levede i Skovene, maatte blive ved at være dumt, maa i Byerne blive tænkende og forstandigt, naar det da nøjes med at være blot Tilskuer. Intet er mere skikket til at gøre En vis end de Daarskaber, man ser andre gøre uden selv at tage Del i dem, og selv den, som tager Del i dem, kan alligevel høste Belæring, forudsat han da ikke lader sig bedaare og optager Vildfarelsen efter dem, som give sig hen til den.
  Man maa dernæst betænke, at vore Evner indskrænke os til at befatte os med Sanseverdenen, hvorfor vi har saa uendelig svært ved at faa fat paa Filosofiens abstrakte Begreber og rent aandelige Forestillinger. For at naa dertil, maa vi enten frigøre os for Legemverdenen, med hvilken vi ere saa fast forbundne, eller skride frem trinvis og langsomt fra Genstand til Genstand, eller tilsidst raskt, næsten med ét Spring sætte over Kløften;
Imellem det sanselige og oversanselige.
    O. A.
men dette Kæmpeskridt er Barndommen ikke i Stand til at gøre; selv de voksne magte det kun ved Hjælp af Trin, udtrykkeligt afpassende for dem. Det første abstrakte Begreb er det første af disse Trin; men jeg har svært ved at se, hvorledes man finder paa at danne det.
  Dette ubegribelige og alt omfattende Væsen, som sætter Verden i Bevægelse og frembringer det hele System af Væsner, er hverken synligt for vore Øjne eller til at tage og føle paa med vore Hænder; det unddrager sig alle vore Sanser: Værket er aabenbart; men Værkets Mester skjuler sig. Det er ikke lidt, omsider at naa til at erkende, at han er til, og naar vi ere komne dertil og spørge os selv: hvad er det for et Væsen? hvor er det? saa forvirres og forvildes vor Aand, og vi vide ikke mere, hvad vi skulle tænke.
  Locke vil, at man skal begynde med Læren om Aanderne, og at man derfra skal gaa over til Læren om Legemerne.
»Naturfilosofien,« skriver Locke, »er Erkendelsen af Grundaarsagerne, Egenskaberne ved og Virkningerne af Tingene, som de ere i sig selv; jeg mener derfor, at den omfatter to Dele, hvoraf den ene Del (Metafysiken) befatter sig med Aanderne, deres Væsen og Egenskaber, og den anden med Legemerne.« Han mener nu, at der forud for Studiet af Stoffet og Legemerne maa meddeles nogen — ikke videnskabelig fremstillet — Undervisning om Aanderne, for derved at naa til en sandere og fyldigere Forstaaelse af den intellektuelle Verden, hvortil baade Fornuft og Aabenbaring fører os hen. Han anbefaler et Udtog af Bibelen og hævder, at Studiet af den rene Fysik, der er saa betagende, ellers let fører til Fornægtelse af al Aand og saaledes ender i Materialisme. (Se Locke, Sallwürks Overs, § 190—193).
    O. A.
Denne Metode er Overtroens, Fordommenes og Vildfarelsernes: det er ikke Fornuftens, heller ikke Naturens regelrette Vej; det er egentlig at tilstoppe Øjnene for at lære at se. Man maa længe have studeret Legemverdenen for at kunne danne sig et sandt Begreb om Aanderne og faa en Formodning om, at de ere til. Den modsatte Vej fører kun til Materialisme.
  Da vore Sanser ere de fornemste Hjælpemidler for vor Erkendelse, saa ere de legemlige og sanselige Væsner de eneste, om hvilke vi har en umiddelbar Forestilling. Det Ord Aand har ikke nogen Mening for den, som ikke har filosoferet. For Almuen og for Børnene er en Aand kun et Legeme, eller forestille de dem ikke Aander, som skrige, tale, slaa og larme? Og man vil vel indrømme mig, at Aander, som har Arme og Tunger, ligne i meget høj Grad Legemer. Der har vi Grunden til, at alle Folk paa Jorden — Jøderne ikke undtagne — har gjort sig legemlige Guder. Vi selv med vore Lærebegreber om Aand, Treenighed og Personer ere for største Parten ægte Antropomorfister.
Antropomorfisme i særlig Forstand er at overføre sanselige Egenskaber paa oversanselige Væsner, f. Eks. at sige, at Gud hører, ser o. s. v.
    O. A.
Jeg indrømmer, at man lærer os at sige, at Gud er overalt; men vi tro ogsaa, at Luften er overalt, i det mindste i vor Atmosfære, og Ordet Aand betegner efter sin Oprindelse det samme som Aande og Vind. Saasnart man vænner Folk til at sige Ordene tankeløst, saa er det bagefter let at faa dem til at sige alt, hvad man vil.
  Iagttagelsen af vor Indvirkning paa andre Legemer har fra først af maattet lade os tro, at naar de indvirkede paa os, saa var det paa en lignende Maade, som naar vi indvirkede paa dem. Paa denne Maade begyndte Mennesket at besjæle alle de Væsner, hvis Paavirkning det følte. Da det følte sig svagere end største Parten af disse Væsner, saa — i Mangel af Kendskab til Grænserne for deres Magt — forudsatte det, at den var ubegrænset og gjorde Guder af dem, paa samme Tid som de gjorde dem til legemlige Væsner. I den første Tidsalder, hvor alt satte Menneskene i Skræk, har de ikke set noget til Døden i Naturen. Forestillingen om Materien har ikke været mindre langsom til at danne sig i dem end Forestillingen, om Aand, efterdi denne første Forestilling selv er en Abstraktion. De har saaledes fyldt den hele vide Verden med sanselige Guder. Træerne, Vindene, Bjergene, Floderne, Byerne, selv Husene, alt havde sin Sjæl, sin Gud, sit Liv. Labans Husguder, de vildes Afgudsbilleder, Negrenes Fetischer, der alle ere Værker af Naturen og Menneskene, har været de dødeliges første Guddomme; Flerguderiet (Polytheismen) har været deres første Religion og Afgudsdyrkelsen deres første Gudstjeneste. De har ikke kunnet erkende en eneste Gud, førend de, ved mere og mere at gøre deres Begreber almene, ere blevne i Stand til at komme tilbage til en Første–Aarsag og til at samle Systemet af samtlige Væsner under én eneste Forestilling samt lægge en Forstaaelse i Ordet Substans, hvilket i Grunden er den største Abstraktion. Ethvert Barn, som tror paa Gud er altsaa nødvendigvis en Afgudsdyrker, eller i det mindste Antropomosfist, og naar Indbildsningskraften én Gang har set Gud, er det meget sjældent, at Forstanden begriber ham. Se, dette er netop den Vildfarelse, hvortil Lockes Ordning fører.
  Ere vi paa en eller anden Maade naaede til det abstrakte Begreb om Substansen, ser man, at man, for at antage én eneste Substans, maa forudsætte hos den uforenelige Egenskaber, som gensidigt udelukke hinanden, som f. Eks. Tænkning og Udstrækning, af hvilke den ene efter sit Væsen er delelig, medens den anden udelukker al Delbarhed. Man begriber endvidere, at Tænkningen eller — om man vil — Følelsen er en oprindelig Egenskab og uadskillelig fra den Substans, den hører til, og at det forholder sig paa samme Maade med Udstrækningen i Henseende til sin Substans. Deraf slutter man, at de Væsner, som miste en af disse Egenskaber, ogsaa miste den Substans, hvortil den hører, og at følgelig Døden kun er en Adskillelse af Substanser, og at de Væsner, hos hvem disse to Egenskaber ere forenede, ere sammensatte af de to Substanser, hvortil disse to Egenskaber høre.
  Man overveje nu, hvilken Afstand der endnu bliver mellem Begrebet: de to Substanser og Begrebet: den guddommelige Natur, imellem den ufattelige Forestilling om vor Sjæls Indvirkning paa vort Legeme og Forestillingen om Guds Indvirkning paa alle Væsner. Forestillingerne om Skabelse, Tilintetgørelse, Allestedsnærværelse, Evighed, Almagt, de guddommelige Egenskaber, ere allesammen Forestillinger, som i deres Uklarhed og Dunkelhed kun ere tilgængelige for saare faa Mennesker, skønt de ikke ere dunkle for Folk i Almindelighed, fordi disse ikke forstaa noget af det hele; men hvorledes skulde nu disse Forestillinger i deres hele Styrke, det vil sige i deres hele Dunkelhed, vise sig for de unges Aand, der endnu tumle med Sansernes første Foretagender og som kun fatte, hvad de kunne tage og føle paa? Det er forgæves, at Uendelighedens Afgrunde aabne sig rundt omkring os: et Barn forstaar ikke at blive forfærdet derover; dets svage Øjne kunne ikke lodde deres Dybder. Alt er uendeligt for Børnene; de forstaa ikke at sætte Grænser for noget, ikke fordi de gøre deres Maalestok meget lang, men fordi deres Forstand er saa lille. Jeg har endogsaa lagt Mærke til, at de sjældnere anbringe Uendeligheden paa hin end paa denne Side af de Udstrækninger, der ere dem bekendte. Et umaaleligt Rum vurdere de meget mere ved Hjælp af deres Fødder end ved deres Øjne; for dem strækker det sig ikke længere, end de kunne se, men meget længere, end de kunne gaa. Taler man til dem om Guds Magt, saa anse de Gud for at være næsten lige saa stærk som deres Fader. Da i enhver Sag deres Kendskab er Maalestokken for det mulige, saa anse de altid det, man siger dem, for ringere end det, de vide Besked om. Saadanne Domme ere naturlige for den uvidende og svage Aand. Ajax frygtede for at maale sig med Achilles, men udæskede Jupiter til Kamp, fordi han kendte Achilles, men ikke Jupiter. En schweisisk Bonde, som bildte sig ind at være den rigeste af alle Mennesker, og hvem man bestræbte sig for at forklare, hvad en Konge var, spurgte med en stolt Mine, om Kongen da kunde holde hundrede Køer paa Bjerget.
  Jeg forudser, at mange af mine Læsere vilde forundres over at høre, at jeg har levet sammen med min Elev hele denne hans første Tid uden at tale med ham om Religion. I femten Aars Alderen vidste han ikke, om han havde en Sjæl, og maaske det i atten Aars Alderen endnu ikke er Tiden til at lære ham det; thi dersom han lærer det, før end det er nødvendigt, saa løber han den Fare aldrig at vide det.
  Dersom jeg skulde male et Billede af denne kedsommelige Bornerthed, saa vilde jeg male en Pedant i Færd med at undervise Børnene i Katekismen, og vilde jeg gøre et Barn fjollet, saa vilde jeg tvinge det til at forklare, hvad det siger, naar det opremser sin Katekismus. Man vil indvende imod mig, at da største Parten af de kristelige Læresætninger ere dybe Hemmeligheder, saa maa man, hvis man vil vente, til Menneskeaanden bliver i Stand til at fatte dem, ikke blot vente, til Barnet bliver et voksent Menneske, men vente, til Mennesket slet ikke er mere. Hertil svarer jeg for det første, at der gives Hemmeligheder, som det ikke alene er umuligt for Mennesker at fatte, men at tro, og at jeg ikke kan se, hvad man vinder ved at undervise Børnene deri, dersom det da ikke skulde være dette i god Tid at lære dem at lyve. Jeg paastaar fremdeles, at man, for at gaa ind paa Mysterierne, i det mindste maa begribe, at de ere ubegribelige; men Børnene ere ikke en Gang i Stand til at begribe dette. For den Alder, hvor alt er gaadefuldt, gives der slet ingen egentlige Mysterier.
  Man maa tro paa Gud for at blive frelst. Den falske Forstaaelse af dette Dogme er Grunden til den blodtørstige Utaalsomhed og Aarsagen til alle de indholdsløse Lærdomme, som give den menneskelige Fornuft Dødsstødet ved at vænne Mennesket til at lade sig afspise med Ord. Der er uden Tvivl ikke et Øjeblik at spilde for at vinde den evige Salighed; men dersom det, for at vinde den, er tilstrækkeligt at gentage visse Ord, saa indser jeg ikke, hvad der er til Hinder for at befolke Himlen med Stære og Skader, lige saa godt som med Børn.
  Forpligtelsen til at tro forudsætter Muligheden for at tro. Filosofen, som ikke tror, har Uret, fordi han bruger den Fornuft slet, han har uddannet, og fordi han er i Stand til at forstaa de Sandheder, som han forkaster. Men Barnet, som bekender den kristne Tro, hvad tror det? det, som det fatter, og det fatter i saa ringe Grad det, som man lader det sige, at det lige saa villigt tilegnede sig det stik modsatte, om du sagde det dette. Børnene og mange voksnes Tro er et geografisk Spørgsmaal.
Sammenlign Voltaires Zaire. Zaire er som Barn kommet i tyrkisk Fangenskab. Hun véd intet om sine Forældre; men hun véd, hun er kristen. Ved Stykkets Begynndelse er hun voksen og tilstaar for sin Fortrolige, den gamle Fatime, at hun elsker Sultan Orosman. F. forfærdes ved Tanken om, at hun da maa komme i Række med Korsets Fjender; men Zaire svarer: »Jeg ser det tydeligt: den Omsorg, man har for os i vor Barndom, former vore Følelser, vore Sæder og vor Tro. Ved Ganges vilde jeg været Slave af de falske Guder, i Paris kristen og her Muhameds Tilhænger.
    O. A.
Skulde de belønnes, fordi de ere fødte i Rom fremfor i Mekka? Man fortæller den ene, at Muhamed er Guds Profet, og han siger, at Muhamed er Guds Profet; man fortæller den anden, at Muhamed er en Bedrager, og han siger, at Muhamed er en Bedrager. Enhver af dem vilde have forsikret, hvad den anden forsikrer, hvis deres Fødesteder havde været ombyttede. Kan man nu paa Grundlag af to saa ganske ens Anlæg sende den ene til Paradis og den anden til Helvede? Naar et Barn siger, at det tror paa Gud. saa er det ikke paa Gud, det tror; det er paa Peter eller Jakob, som siger, at der er nogen, man kalder Gud; det tror paa samme Maade som Euripides:
O Jupiter! kan jeg om dig vel gi'e Besked?
Jeg kender kun dit Navn, jeg ellers intet véd.
Plutark, Afhandling om Kærligheden, oversat af Armyot. Saaledes begyndte egentlig Tragedien Menalippe: men det atheniensiske Folks Skrig tvang Euripedes (480—406) til at forandre denne Begyndelse.
    R.
Jeg holder det for givet, at intet Barn, der dør, førend det har naaet Fornuftens Alder, vil blive berøvet den evige Lyksalighed: Katolikerne tro det samme om alle de Børn, der har modtaget Daaben, selv om de aldrig har hørt Tale om Gud. Der gives altsaa Tilfælde, hvor man kan blive frelst uden at tro paa Gud, og disse Tilfælde indtræde — lad det være i Barndommen eller paa Grund af Afsindighed — naar Menneskeaanden ikke magter de Virksomheder, som ere nødvendige for at kunne komme til Erkendelse af Guddommen. Hele den Forskel, som jeg her ser mellem eder og mig, er den, at I paastaa, at Børnene i syv Aars Alderen har denne Evne, medens jeg ikke en Gang vil indrømme, at den er til Stede i femten Aars Alderen. Om jeg har Ret eller Uret, skal ikke her behandles som en Trosartikel; det er en ligefrem naturhistorisk Iagttagelse.
  Af samme Grund er det indlysende, at mangt et Menneske, som er blevet gammelt uden at tro paa Gud, ikke just derfor vil blive forment Adgang til Gud i det evige Liv, dersom dets Blindhed ikke har været frivillig, og jeg paastaar, at den ikke altid er det. Du indrømmer jo dette med Hensyn til de sindsyge, hvem en Sygdom har berøvet deres Aandsevner, men ikke deres Egenskab af Menneske og følgelig heller ikke Retten til Skaberens Velgerninger. Hvorfor saa ikke gøre den samme Indrømmelse med Hensyn til dem, som — lige fra deres Barndom udsondrede fra alt Samfundsliv — har levet et Liv helt og holdent som en vild, og som har været berøvede den Oplysning, som man kun erhverver i Omgang med Menneskene?
Med Hensyn til den menneskelige Aands naturlige Tilstand og Langsomheden i dens Fremskridt, se første Del af »Afhandling om Uligheden.«
    R.
Thi det er en bevislig Umulighed, at en saadan vild nogen Sinde i sine egne Overvejelser kunde hæve sig til Kundskab om den sande Gud. Fornuften siger os, at et Menneske ikke er strafskyldigt uden for de Fejl, som bunde i dets egen Vilje, og at en uundgaaelig Uvidenhed ikke vil blive regnet det til Brøde. Deraf følger, at overfor den evige Retfærdighed vil ethvert Menneske, som vilde have troet, om det havde haft den nødvendige Indsigt, blive anset for troende, og at blandt de vantro kun de ville blive straffede, hvis Hjerte lukke sig for Sandheden.
  Lad os vogte os for at forkynde Sandheden for dem, som ikke ere i Stand til at forstaa den; thi det er det samme som at sætte Vildfarelsen i dens Sted. Det vilde være bedre, ikke at have nogen Forestilling om Guddommen, end at have lave, fantastiske, bespottelige og uværdige Forestillinger om Gud; det er et mindre Onde, ikke at kende ham end at forhaane ham. Jeg vilde hellere, siger den gode Plutark, at man ikke troede, at der var nogen Plutark til i Verden, end at man sagde, at Plutark er uretfærdig, misundelig, skinsyg og saa tyrannisk, at han fordrer mere, end han lader os have Magt til at gøre.
  Den største Fare ved disse vanskabte Billeder af Guddommen, som man indpræger i Børnenes Aand, er den, at Billederne blive der hele deres Liv igennem, og at Børnene som voksne ikke begribe nogen anden Gud end Børnenes. Jeg har i Schweiz kendt en god og from Husmoder, der var saa overbevist om denne Sætnings Rigtighed, at hun paa ingen Maade vilde undervise sin Søn i Religion i hans første Aar af Frygt for, at han — tilfreds med denne i grove Træk meddelte Undervisning — skulde forsømme at faa en bedre, naar han kom til Skelsaar og Alder. Dette Barn hørte aldrig Tale om Gud uden med Andagt og Ærefrygt, og saasnart han selv vilde tale, paabød man ham Tavshed, som var det et altfor ophøjet og alt for stort Emne for ham. Denne Tilbageholdenhed vakte hans Videbegærlighed, og hans Selvkærlighed lod ham længes efter det Øjeblik, da han skulde kende den Hemmelighed, som man med saa megen Omhu skjulte for ham. Jo mindre man talte om Gud, jo mindre man taalte, at han selv talte derom, desto mere beskæftigede han sig dermed: dette Barn saa Gud overalt. Og det, som jeg kunde frygte af denne tankeløst paatagne Hemmelighedsmine, skulde være, at man, naar Indbildningskraften opflammes alt for stærkt hos et ungt Menneske, skulde forvirre Hovedet paa det og ende med at gøre det til en Sværmer i Stedet for en troende.
  Men jeg nærer i denne Henseende ingen Frygt for Emil, som viser en haardnakket Uopmærksomhed for alt det, der ligger over hans Fatteevne, og hører med den største Ligegyldighed paa de Ting, han ikke forstaar. Der er saa meget, hvorom han er saa van til at sige: det kommer ikke mig ved, saa at én Ting mere eller mindre næppe sætter ham i Forlegenhed, og naar han en Gang begynder at gruble over disse store Spørgsmaal, saa er det ikke, fordi man har forelagt dem for ham, men fordi den naturlige Fremgang, i Oplysning fører hans Undersøgelser i den Retning.
  Vi har set, ad hvilken Vej den vel udviklede Menneskeforstand nærmer sig disse Hemmeligheder, og jeg skal villigt indrømme, at dette, selv midt i Samfundet, kun sker paa en naturlig Maade i en mere fremrykket Alder. Men da der i selve Samfundet gives uundgaaelige Aaarsager, som fremskynde Lidenskabernes Udvikling, saa vilde det i Sandhed være at forlade Naturens Orden og forstyrre Ligevægten, hvis man ikke samtidigt vilde fremskynde den Oplysning, som tjener til at tøjle disse Lidenskaber. Naar man ikke er Herre over at hæmme en altfor hurtig Udvikling, saa maa man med samme Hurtighed udvikle alt tilsvarende, saa at der ikke vendes op og ned paa Ordenen, saa at det, der skal følges ad, ikke skilles, og saaledes at Mennesket, helt og holdent Menneske i hvert Øjeblik af sit Liv, ikke er paa ét Punkt med Hensyn til én af sine Evner og paa et andet Punkt med Hensyn til de øvrige.
  Hvilken Vanskelighed ser jeg ikke optaarne sig her! og Vanskeligheden bliver saa meget større, som den mindre grunder i Sagen selv end i Mangel paa Mod hos dem, der ikke vove at bortrydde den. Lad os til en Begyndelse i det mindste vove at fremstille den. Et Barn skal opdrages i Religion af sin Fader: man beviser det altid meget grundigt, at denne Religion — hvilken den nu er — er den eneste sande, og at alle andre kun ere ufornuftige og taabelige. Bevisernes Styrke afhænge helt og holdent af det Jordstrøg, hvor man kommer frem med dem. Lad en Tyrk, som i Constantinopel finder Kristendommen saa latterlig, gøre en lille Afstikker til Paris og se, hvorledes man dér tænker om Muhamedanismen! Det er fremfor alt i Religionssager, at den offentlige Mening triumferer. Men vi, som gøre Fordring paa at afryste dens Aag i alt, vi, som ikke ville ofre en Døjt paa Autoritetens Alter, og som kun ville lære Emil det, som han af sig sig selv kan lære i ethvert Land, i hvilken Religion skulle vi opdrage ham? til hvilken Sekt skulle vi føre ham, Naturens Menneske? Svaret er meget simpelt, synes det mig; vi ville hverken føre ham ind i denne eller hin, men sætte ham i Stand til at vælge den, som den bedste Brug af Fornuften fører ham hen til.
Incedo per ignes
Suppositos cineri doloso.
Jeg vandrer over Flammer, skjulte under forræderisk Aske. (Homer Od. II 1, 7).

  Naa, lige meget: Iver og Oprigtighed har hidtil hos mig indtaget Klogskabens Plads: jeg haaber, at disse Garanter ikke ville forlade mig i Nøden. Mine Læsere! frygt ikke hos mig Betænkeligheder, som ere en Ven af Sandheden uværdige; jeg vil aldrig forglemme mit Valgsprog; men det er mig vist kun alt for beredvilligt tilladt at nære Mistillid til mine egne Domme. I Stedet for at sige, hvad jeg selv tænker, vil jeg fortælle, hvad en Mand, der var mere værd end jeg, har tænkt. Jeg indestaar for Sandheden af de Kendsgerninger, som her skulle berettes; de ere virkelig hændte Forfatteren af det Aktstykke, som jeg nu skal afskrive. Det bliver nu din Sag, om du deraf kan hente nogle nyttige Betragtninger med Hensyn til den Ting, hvorom her handles. Jeg fremsætter dig hverken en andens eller min Mening som noget, du skal rette dig efter; jeg tilbyder dig den til Prøvelse.
  »Det er omtrent tredive Aar siden, at en ung Mand, der var udvandret fra sit Fædreland, i en By i Italien saa sig udsat for den yderste Nød. Han var opdraget som Calvinist; men paa Grund af en Ungdomsubesindighed var han landflygtig i et fremmed Land og blottet for alle Hjælpemidler; for at faa Brødet skiftede han Religion. Der var i denne By et Gæstehjem, for Nyomvendte; her blev han optaget. Ved at undervise ham om Stridspunkterne i Læren vakte man Tvivl hos ham, som han ikke havde før, og man lærte ham det onde, som han før var uvidende om. Han hørte ny Dogmer og saa Sæder og Skikke, der vare endnu mere ny for ham; han saa dem og var nær ved at blive et Offer for dem. Han vilde flygte, man lukkede ham inde: han beklagede sig, man straffede ham for hans Klager. Aldeles værgeløs i sine Tyranners Vold, saa han sig behandlet som en Forbryder, fordi han ikke havde villet give efter for Forbrydelsen. De, der vide, hvor voldsomt et ungt, uerfarent Hjerte kan oprøres den første Gang, det faar prøve Vold og Uretfærdighed, ville være i Stand til at sætte sig ind i hans Tilstand. Fra hans Øjne strømmede Raseriets Taarer; han anraabte Himlen og Menneskene; han betroede sig til alle og enhver, men ingen hørte ham. Han fandt kun nogle usle Tjenere, som vare i den nederdrægtiges Sold, der pinte ham, eller de vare hans medskyldige i den samme Forbrydelse, og gjorde sig derfor lystige over hans Modstand og tilskyndede ham til at følge deres Eksempel. Det vilde have været ude med ham, dersom ikke en retskaffen Klerk for at afgøre en eller anden Sag var kommet til Gæstehjemmet. Han fandt Lejlighed til i Hemmelighed at raadføre sig med ham. Denne Klerk var fattig og trængte til alle; men den undertrykte trængte endnu mere til ham, og han betænkte sig ikke paa at hjælpe ham til Flugt, skønt han derved ildsatte sig for at skabe sig en farlig Fjende.
  Undsluppen fra Lasten, for at vende tilbage til Fattigdommen, kæmpede den unge Mand uden Held imod sin Skæbne. Da troede han et Øjeblik at have besejret den. Ved det første Glimt af Lykken vare hans Lidelser og hans Beskytter helt glemte; men han maatte snart bøde for denne Utaknemmelighed. Alle hans Forhaabninger bristede; hans Ungdom kunde længe nok hjælpe ham frem, saa ødelagde hans romantiske Ideer dog alt igen. Da han hverken besad Talent eller Behændighed nok til at bane sig en let Vej, og da hverken det middelmaadige eller slyngelagtige laa for ham, saa stillede han saa store Fordringer, at han slet intet naaede. Falden tilbage i sin tidligere Elendighed, uden Brød, uden Asyl og nærved at dø af Hunger, kom han til at huske paa sin Velgører.
  Han vendte tilbage til ham, fandt ham og blev godt modtaget. Ved at se ham kom Klerken til at tænke paa en god Handling, som han havde gjort, og at erindre sligt fryder altid Sjælen. Denne Mand var af Naturen human og medfølende; han følte andres Lidelser gennem sine egne, og Velvære havde ikke gjort hans Hjerte haardt; han havde dertil gaaet i Visdommens Skole, og hans Dyd var parret med sund Oplysning, der altsammen havde styrket hans gode Natur. Han modtog den unge Mand, opsøgte et Herberge og anbefalede ham; han delte med ham, skønt det, han havde, næppe var tilstrækkeligt til to. Han gjorde mere endnu; han underviste ham, trøstede ham og lærte ham den svære Kunst at bære Modgangen med Taalmodighed. I fordomsfulde Mennesker! mon I havde ventet alt dette af en Præst, i en By i Italien?
  Denne hæderlige Klerk var en fattig savoyisk Vikar, som paa Grund af en Ungdomsubesindighed var kommet paa det sorte Bræt hos sin Biskop, og som derfor var vandret over Bjergene for at finde det Livsophold, han savnede i sit Fædreland. Han var ikke uden Aand og Dannelse, og ved sit vindende Ydre havde han fundet Velyndere, som skaffede ham Plads hos en Minister for at opdrage hans Søn. Han foretrak Fattigdom for Afhængighed og forstod sig ikke paa at bevæge sig imellem de store. Han blev ikke længe i denne Stilling, men tabte aldeles ikke denne Mands Agtelse, da han forlod ham, og da han levede forstandigt og gjorde sig afholdt af alle, saa smigrede han sig med, atter at kunne finde Naade for sin Biskops Øjne og opnaa et lille Præstekald i sine Bjerge, for at henleve sine sidste Dage dér. Det var det højeste Maal for hans Ærgerrighed.
  En naturlig Tilbøjelighed hendrog ham til og vakte hans Interesse for den unge Flygtning, hvorfor han meget nøje gav sig til at udforske ham. Han saa da, at Modgangen allerede havde røvet ham hans Livslyst, at Skændsel og Foragt havde knækket hans Mod, og at hans Stolthed, der havde forvandlet sig til Bitterhed, i al Menneskenes Uretfærdighed og Haardhed kun lod ham faa Øje for Lastefuldheden i deres Natur og lod ham se Dyden som Hjernespind. Han havde set, at Religionen kun brugtes som en Maske for Egeninteressen og Gudsdyrkelsen som Dække over Hykleriet; han havde set, hvorledes man i disse spidsfindige Lærestridigheder sætte Himmerig og Helvede som Præmie for Leg med Ord; han havde set det guddommeliges ophøjede og oprindelige Idé vanskabt i Menneskenes fantastiske Indbildninger, og da han fandt, at man, for at tro paa Gud, maatte give Afkald paa den Dømmekraft, han selv har givet os, saa fyldtes han ikke blot med Foragt for vore latterlige Drømmerier, men tillige for den Sag, de drejede sig om. Uden nogen sammenhængende Forstaaelse af Tilværelsen, og uden at danne sig nogen Forestilling om alle Tings Tilblivelse, indhyllede han sig i sin dumme Uvidenhed og saa med Foragt paa dem, der mente at vide mere end han.
  Forglemmelsen af al Religion fører til Forglemmelse af Menneskets Pligter. Dette Skridt var allerede halvt gjort i denne Fritænkers Hjerte. Dog var han ikke et af Naturen ondt Barn; men Vantroen og Elendigheden, der lidt efter lidt kvalte Naturen i ham, førte ham med rivende Hurtighed nedad Bakke ind i Fordærvelsen og fordømte ham til at leve som en Tigger med en Gudsfornægters Moral.
  Denne næsten uundgaaelige Ulykke var dog ikke helt fuldbyrdet. Den unge Mand havde Kundskaber, og hans Opdragelse havde ikke været forsømt. Han var i den lykkelige Adler, hvor Blodet bruser og begynder at gennemvarme Sjælen uden dog at gøre ham til Træl af Sansernes Rasen. Hans Sjæl ejede endnu hele sin Spændkraft. En naturlig Skyhed, en frygtsom Karakter erstattede ham Mangelen af En, der holdt igen, og forlængede saaledes for ham det Tidsrum, i hvilket ogsaa du er saa omhyggelig for at holde din Elev tilbage. En utilsløret Fordærvelse og Lastefuldhed uden Ynde var det Eksempel, han havde for Øje, og det var saa langt fra at opildne hans Indbildningskraft, at det snarere afkølede den. I Mangel af bevidst Dyd hjalp denne Væmmelse ham længe til at bevare hans Uskyld; der skulde sødere Forførelser til for at forlede den til Fald.
  Præstemanden saa baade Faren og Lægemidlerne. Vanskelighederne afskrækkede ham aldeles ikke: han frydede sig ved det Værk, han havde for, og besluttede at fuldende det og at føre det Offer, som han havde frelst fra Skændsel, tilbage til Dyden. Han gik langsomt og forsigtigt frem for at gennemføre sin Plan. Hans Bevæggrunds Renhed gav ham Mod og lod ham finde Midler, der vare hans Iver værdige. Hvordan end Udfaldet blev, var han dog sikker paa ikke at have spildt sin Tid. Man har altid Lykken med sig, naar man kun vil det gode.
  Han søgte først at vinde den nyomvendtes Tillid ved ikke at sælge ham sine Velgerninger, ved ikke paa nogen Maade at trænge sig paa, ved ikke at holde nogen Prædiken, ved altid at være forstaaelig og gøre sig lille for at kunne være hans Lige. Det maa have været — synes det mig — et meget rørende Skuespil: at se en alvorlig Mand gøre sig til Kammerat med en Gadedreng, og at se Dyden paatage sig denne forsorne Tone for desto sikrere at kunne sejre over den. Naar den letsindige Ungersvend kom for i Fortrolighed at indvi ham i alle sine Daarskaber og aabne sit Hjerte for ham, saa hørte Præsten paa ham i Ro og Mag, og, uden at billige det daarlige, interesserede han sig for alt; aldrig standsede han ved en uoverlagt Tilrettevisning hans Snaksomhed eller lukkede hans Hjerte af. Den Fornøjelse, hvormed den unge Mand troede sig hørt, forøgede hans Aabenmundethed og lod ham fortælle alt. Paa denne Maade aflagde han en hel og aaben Bekendelse, uden han egentlig tænkte paa at bekende noget.
  Efter grundigt at have studeret hans Følelser og Karakter, var det klart for Præsten, at han, uden at være uvidende i Forhold til sin Alder, dog havde glemt alt, hvad der var af Vigtighed for ham at vide, og at den Skændsel, hvori hans ulykkelige Skæbne havde bragt ham, havde kvalt i ham al sand Følelse for godt og ondt. Det er muligt at synke saa dybt ned i Sløvhed, at Sjælelivet kvæles, og den indre Stemme kan ikke skaffe sig Ørenlyd hos den, som kun tænker paa at skaffe sig noget at spise. For at beskærme den ulykkelige unge Mand mod denne moralske Død, som han var saa nær ved, begyndte han med at vække Selvfølelsen og Selvagtelsen i ham; han udmalede ham en ganske anderledes lykkelig Fremtid, naar han kun vilde anvende sine Evner godt; ved at fortælle om andres skønne Handlinger optændte han en ædel Begejstring i hans Hjerte, og ved at faa ham til at beundre dem, der havde udført disse Bedrifter, vakte han det Ønske i ham, at udføre lignende Gerninger. For umærkelig at løsrive ham fra hans vagabonderende Dagdriver liv, lod han ham gøre Udtog af udsøgte Bøger, og ved at foregive, at han havde Brug for disse Udtog, nærede han hos ham Taknemmelighedens rene Følelse. Han underviste ham indirekte gennem disse Bøger; han fik ham til igen at faa bedre Tanker om sig selv og til ikke mere at tro om sig selv at være et Væsen, der var ubrugeligt til noget som helst godt, samt til ikke mere at ville gøre sig foragtelig i sine egne Øjne.
  En Begivenhed — en Bagatel for Resten — vil kunne give et Begreb om den Dygtighed, hvormed dette velgørende Menneske gik frem, for umærkelig at hæve Tankegangen hos sin Discipel op over al Lavhed, uden dog at give det Udseende af at ville belære. Denne Klerks Retsindighed var saa almindelig anerkendt og hans Dømmekraft saa sikker, at der var mange, som hellere vilde lade deres Almisser gaa igennem hans end gennem de rige Købstadspræsters Hænder. Da man en Dag havde givet ham nogle Penge til Uddeling blandt de fattige, havde den unge Mand den Frækhed at bede ham om nogle af disse Penge, idet han gav som Grund, at han jo ogsaa hørte til de fattige. »Nej,« sagde han, »vi ere Brødre; du hører mig til, og jeg maa ikke røre dette betroede Gods til eget Brug.« Derpaa gav han ham af sine egne Penge saameget, som han havde forlangt. Lærdomme af denne Slags ere sjælden spildte paa unge Mennesker, der da ikke ere helt fordærvede.
  Men jeg er træt af at tale i tredje Person; det er ogsaa en overflødig Forsigtighed; thi du forstaar nok, kære Medborger! at denne ulykkelige Flygtning er mig selv: Jeg tror ogsaa, at min Ungdoms Udskejelser ligge til strækkelig langt bag ved mig, til at jeg tør vove at tilstaa dem, og at den Haand,
  Efter sin Overgang til Katolicismen levede Rousseau en Tid i Turin, hvor de daarlige Sider i hans Natur, under Kampen for Tilværelsen, fik en altfor frodig Udvikling. Her er det, han møder Abbé Gaime, der blev et af Forbillederne for hans »savoyiske Vikar«. (Se Prof. Høffding: Rousseau, Pag. 27).
    O. A.
som rev mig ud af dem, fortjener, at ieg i det mindste hædrer den for dens Velgerninger, selv om jeg maa rødme derved.
  Det, som slog mig mest, var i min værdige Lærers private Liv at blive Vidne til en Dyd uden Hykleri, en Menneskekærlighed uden Svaghed, Taler, der altid vare jævne og lige ud, og en Færd der faldt saa godt sammen med hans Ord. Jeg mærkede aldrig, at det bekymrede ham, om de, han hjalp, kom i Kirke til Aftensang eller ej, om de gik ofte til Skrifte, om de fastede paa de foreskrevne Dage og afholdt sig fra Kødspiser; heller ikke stillede han dem andre lignende Betingelser, uden hvilke man ellers aldrig kan vente sig nogen Hjælp af de hellige, om man saa var ved at sulte ihjel.
  Opmuntret ved disse Iagttagelser, var det saa langt fra, at jeg med en nyomvendts paatagne Iver søgte at gøre mig bemærket af ham, at jeg tværtimod aldeles ikke lagde Skjul paa min Tænkemaade; men jeg mærkede ikke, at han blev forarget derover. Undertiden kunde jeg sige til mig selv: »Han ser igennem Fingre med min Ligegyldighed for den Kirkeafdeling, jeg er gaaet over til, af Hensyn til den Ligegyldighed, han ogsaa finder hos mig for den, jeg er opdragen i; han véd, at min Ringeagt ikke har noget med Partiaand at gøre.« Men hvad skulde jeg tænke, naar jeg undertiden hørte ham billige Læresætninger, der vare stridende imod dem, Romerkirken holdt paa, og naar jeg mærkede hans Kølighed lige over for dens Ceremonier? Jeg kunde forledes til at tro, at han var hemmelig Protestant, dersom jeg havde set ham mindre trofast mod de samme Skikke, som han syntes at sætte saa lidt Pris paa; men da jeg vidste, at han opfyldte sine præstelige Pligter ligesaa punktligt uden Vidner som for Verdens Øjne, saa vidste jeg ikke mere, hvad jeg skulde tænke om disse Modsigelser. Med Undtagelse af den Fejl, som én Gang havde bragt ham i Unaade og hvorfor han endnu ikke var helt helbredet, var hans Liv eksemplarisk, hans Sæder ulastelige, hans Taler sømmelige og vel overvejede. Ved at leve saa fortroligt med ham lærte jeg hver Dag at agte ham højere, og da saa megen Godhed helt havde vundet mit Hjerte, ventede jeg med en nysgerrig Uro paa det Øjeblik, da jeg skulde lære, paa hvilke Grundsætninger han havde opbygget et ligesaa harmonisk som ejendommeligt Liv.
  Dette Øjeblik kom ikke saa snart. Førend han vilde lukke sig op for sin Discipel, anstrengte han sig for at bringe de Fornuftens og Godhedens Sædekorn, som han havde udstrøet i hans Sjæl, til at spire. Det, som var det vanskeligste at udrydde hos mig, var et hovmodigt Menneskehad, en vis Bitterhed imod de rige og lykkelige i Verden, som om de vare det paa min Bekostning og som om deres formentlige Lykke var et Rov fra min Lykke. Ungdommens taabelige Forfængelighed, som ikke kan fordrage Ydmygelsen, nærede kun altfor meget dette bitre Sindelag hos mig, og Selvfølelsen, som min Mentor stræbte efter at vække i mig, forledte mig til Stolthed, gjorde Menneskene endnu slettere i mine Øjne og bevirkede kun, at jeg, foruden at hade dem, nu tillige foragtede dem.
  Uden ligefrem at bekæmpe dette Hovmod sørgede han for, at det ikke blev til Haardhjertethed, og uden at berøve mig den Agtelse, som jeg nærede for mig selv, gjorde han den mindre haanende og affejende over for min Næste. Ved altid at faa mig til at se bort fra Skinnet og vise mig de virkelige Lidelser, det dækkede over, lærte han mig at begræde mine Medmenneskers Vildfarelser, at føle folderes Ulykker og mere at beklage end misunde dem. Den dybe Følelse af hans egne Fejl fyldte ham med Medlidenhed over for de menneskelige Skrøbeligheder: derfor saa han overalt Menneskene som Ofre for deres egne som andres Laster; han saa de fattige sukke under de riges og de rige under Fordommenes Tryk. »Tro mig,« sagde han, »vore Indbildninger kunne saa langt fra dække over vor Elendighed, at de tværtimod forøge den ved at tillægge de Ting Værd, som ingen Værdi har, og ved at lade os føle tusende indbildte Savn, som vi ikke vilde føle, dersom vi vare Indbildningerne kvit. Sjælens Fred bestaar i Foragt for alt det, som kan forstyrre den. Det Menneske, som sætter mest Pris paa Livet, forstaar daarligst at nyde det, og den, som aller begærligst higer efter Lykken, er altid mest ulykkelig.«
  »Aa, hvilke sørgelige Billeder.« raabte jeg ikke uden Bitterhed; »dersom det er nødvendigt at forsage alt, hvad hjælper det os saa, at vi ere fødte? og dersom det er nødvendigt at foragte selve Lykken, hvem forstaar saa at være lykkelig?« »Det gør jeg,« svarede Præsten en Dag i en Tone, som slog mig. »De, lykkelig! saa lidt Lykke, saa fattig, landflygtig, forfulgt, og De skulde være lykkelig! Hvad har De da gjort for at blive det?« »Mit Barn!« gensvarede han, »det skal jeg gerne sige Dig.«
  Derpaa lod han mig forstaa, at han, efter at have modtaget mine, nu vilde gøre mig sine Bekendelser. »I dit Bryst,« sagde han, idet han omfavnede mig, »vil jeg udøse alle mit Hjertes Følelser. Du skal se mig, som jeg er, eller i det mindste som jeg ser mig selv. Naar du har faaet hele min Trosbekendelse, naar du kender min Sjælstilstand, saa vil du forstaa, hvorfor jeg anser mig selv for at være lykkelig, og dersom du tænker som jeg, vil du ogsaa forstaa, hvad du har at gøre for at blive det. Men disse Bekendelser ere ikke et Øjebliks Værk; der behøves Tid til at fremlægge alt det, jeg tænker om Menneskets Skæbne og om Livets virkelige Værd. Lad os da vælge en passende Tid og et passende Sted, for at vi i Ro kunne give os hen til denne Samtale.«
  Jeg lod ham mærke, hvor spændt jeg var paa at høre ham. Sammenkomsten blev ikke udsat længere indtil næste Morgen. Det var Sommer. Vi stod op ved Daggry. Han førte mig udenfor Byen, op paa en højtliggende Bakketop, ved hvis Fod Pofloden strømmede forbi og hvorfra man kunde overse dens Løb mellem de frugtbare Bredder, som den beskyllede; i det fjerne kronedes Landskabet af den umaadelige Alpekæde; den opgaaende Sols Straaler spillede allerede paa Sletterne og lod Træer, Bakker og Huse kaste deres lange Skygger hen over Markerne, medens et tusendfoldigt Strejflys end yderligere forskønnede dette Billede, det mest henrivende, Menneskeøjet kunde se. Man kunde fristes til at sige, at Naturen udkrammede hele sin Pragt for vore Øjne som for at tilbyde den som Tekst for vor Samtale. Her var det — efter at vi i Tavshed havde nydt dette skønne Syn — at denne Fredens Mand talte til mig som følger.
Den savoyiske Vikars Trosbekendelse.

  Mit Barn! du maa af mig hverken vente lærde Taler eller dybe Overvejelser. Jeg er ingen stor Filosof, og jeg bryder mig kun lidt om at være det. Men jeg tænker dog undertiden klart og elsker altid Sandheden. Jeg vil slet ikke fremføre Beviser, ikke en Gang prøve paa at overbevise dig; det er mig nok at lægge frem for dig, hvad jeg tænker i mit Hjertes Enfoldighed. Spørg du ogsaa dit eget Hjerte til Raads under min Tale; det er alt, hvad jeg forlanger af dig. Tager jeg fejl, saa sker det i god Tror og det er nok til, at min Vildfarelse ikke vil blive regnet mig til Brøde; om du kommer til at fejle paa samme Maade, saa vil det dog ikke betyde noget. Tænker jeg rigtigt, saa har vi jo den samme Fornuft og den samme Interesse af at lytte til den; hvorfor skulde du ikke tænke som jeg?
  Jeg er af Fødsel en fattig Bondesøn. Efter min Stand var jeg bestemt til at dyrke Jorden; men man mente, det var skønnere, om jeg kunde lære at fortjene mit Brød ved Præstegerningen, og man fandt Midler til at lade mig studere. Sikkerlig tænkte hverken mine Forældre eller jeg næppe paa, at det her gjaldt for mig at søge noget godt, sandt og nyttigt, men kun paa, hvad der var nødvendigt for mig at vide for at blive ordineret. Jeg lærte, hvad man vilde, jeg skulde lære; jeg sagde, hvad man vilde, jeg skulde sige; jeg forpligtede mig til alt, hvad man forlangte, og jeg blev Præst. Men det varede ikke længe, før jeg følte, at ved at forpligte mig til ikke at være Mand, havde jeg lovet mere, end jeg kunde holde.
  Man paastaar, at Samvittigheden er et Værk af Fordommene; jeg har imidlertid erfaret, at den haardnakket kræver, at vi skulle følge Naturens Ordning paa Trods af alle menneskelige Love. Man kan længe nok forbyde os dette eller hint, saa er dens Bebrejdelser dog kun yderst svage, selv om vi overtræde Forbud, som stride imod, hvad den velordnede Natur tillader, og endnu svagere, naar det gælder det, den foreskriver os. O, unge Mand! den har endnu, ikke talt til dine Sanser. Lev længe i den lykkelige Tilstand, hvor dens Røst er Uskyldighedens. Husk paa, at man krænker den endnu mere, naar man kommer den i Forkøbet, end naar man bekæmper den. Man maa begynde med at lære at staa den imod for at vide, naar man uden Brøde kan give efter for den.
  Fra min Ungdom af har jeg haft Ærbødighed for Ægteskabet som Naturens oprindeligste og helligste Institution. Da jeg havde fraskrevet mig selv Retten til at gaa ind i den, saa besluttede jeg, at jeg ikke paa nogen Maade vilde vanhellige den; thi skønt jeg havde studeret og var opdraget paa Skolen, saa havde jeg dog altid levet et ensformigt og tarveligt Liv og havde i min Sjæl bevaret den første Erkendelses Klarhed; Samfundets Leveregler havde ikke fordunklet den, og min Fattigdom holdt mig borte fra de Fristelser, som lære os ved Sofisterier at besmykke Lasten.
  Denne Beslutning blev min Undergang; min Ærbødighed for andres ægteskabelige Ret gjorde mine Fejltrin aabenbare. Jeg maatte gøre Bod for Forargelsen, blev fængslet, dømt og forvist; jeg var meget mere et Offer for min Samvittighedsfuldhed end for min Uafholdenhed, og af de Bebrejdelser, som man gav mig i Tilgift til mit Fald, lærte jeg at forstaa, at man meget ofte kun behøver at gøre Fejlen rigtig stor for at undgaa Straf.
  Der behøves ikke mange af den Slags Erfaringer for at føre en tænkende Aand langt.
  Disse triste Iagttagelser vendte op og ned paa mine Forestillinger om Retfærdighed, Ærbarhed og alle Menneskets Pligter; derfor tabte jeg Dag for Dag nogle af de Anskuelser, jeg havde tilegnet mig, og de, der bleve tilbage, vare ikke tilstrækkelige til at kunne give mig en sammenhængende og selvstændig Livsanskuelse. Jeg følte lidt efter lidt, hvorledes de moralske Grundsætninger, der havde været mig saa indlysende, fordunkledes, og da jeg til sidst hverken vidste, hvad jeg kunde tro eller tænke, saa kom jeg til samme Punkt, hvor du nu er; dog var der den Forskel, at min Vantro, der var en mere moden Alders sildige Frugt, havde formet sig under større Smerte og maatte derfor være vanskeligere at bekæmpe.
  Jeg var nu i denne Usikkerhedens og Tvivlens Forfatning, som Descartes kræver for at kunne søge Sandheden.
Descartes (Cartesius) er en berømt fransk Filosof (1596—1650). Hans Metode er i Korthed denne: »For at naa Sandheden, maa man begynde med at tvivle om alt, frigøre sig for alle tillærte Meninger og derpaa paany og fra Grunden af selv opbygge sin Viden.
    O. A.
Denne Tilstand er ikke skikket til at kunne vare; den er fuld af Uro og Pine; det er kun Lyst til Lasten eller Sjælens Dovenskab, som lader os blive i den. Mit Hjerte var ikke tilstrækkelig fordærvet, til at jeg kunde finde Behag deri, og der er intet, der bedre holder os i Vane med at reflektere, end dette at være mere tilfreds med sig selv end med sin Skæbne.
  Jeg anstillede saaledes Betragtninger over de dødeliges Skæbne, der tumles om paa dette Hav af menneskelige Meninger uden Ror, uden Kompas og overgivet til deres stormende Lidenskaber uden nogen anden Fører end en uerfaren Styrmand, som ikke kender sin Vej og som hverken véd, hvorfra han kommer eller hvor han gaar hen. Jeg sagde til mig selv: jeg elsker Sandheden, jeg søger den, men kan ikke erkende den; man vise mig den, og jeg vil blive den tro: hvorfor er det nødvendigt, at den skjuler sig for et oprigtigt søgende Hjerte, der er skabt til at tilbede den?
  Endskønt jeg ofte har prøvet de største Lidelser, saa har jeg dog aldrig levet et saa vedholdende ulykkeligt Liv som i denne Forvirringens og Angstens Tid, hvor jeg uophørligt kastedes fra Tvivl til Tvivl og ikke fik andet ud af mine lange Overvejelser end Usikkerhed, Mørke og Modsigelse angaaende mit Væsens Grund og Rettesnoren, for mine Pligter.
  Hvorledes kan man af Princip og i god Tro være Tvivler? Jeg begriber det aldrig. Enten eksisterer den Slags Tænkere ikke eller ogsaa ere de bundulykkelige Mennesker. Tvivl om det, som det er os af Vigtighed at vide Besked om, er en altfor voldsom Tilstand for den menneskelige Aand: den holder det ikke længe ud; paa Trods af sig selv tager den sit Parti paa den ene eller den anden Maade, og den vil hellere fare vild end slet intet tro.
  Hvad der gjorde min Forlegenhed dobbelt stor, var, at jeg tilhørte en Kirke, som afgjorde alt og som ikke tillod nogen Tvivl; forkastede jeg et eneste Punkt, maatte jeg ogsaa forkaste hele Resten, og det umulige i at gaa ind paa saa mange urimelige Paastande bevirkede, at jeg ogsaa frigjorde mig for dem, der ikke vare urimelige; ved at sige til mig: tro alt, forhindrede man mig i at tro noget, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde blive staaende.
  Jeg raadførte mig med Filosoferne; jeg gennembladede deres Bøger og undersøgte deres forskellige Meninger; men jeg fandt dem alle hovmodige, paastaaelige og dogmatiske, selv i deres foregivne Tvivlen: de vidste Besked om alt, beviste intet og gjorde sig lystige over hverandre; dette Fællespunkt syntes mig det eneste, hvor de alle havde Ret. Naar de angreb, blæste de Fanfarer; i Forsvar vare de matte. Vejer du deres Grunde, vil du finde, at de kun du til at bryde ned; tæller du deres Stemmer, er enhver indskrænket til sin egen; de enes kun om at strides; at høre dem, var ikke Midlet for mig til at komme ud af min Usikkerhed.
  Jeg forstod, at den menneskelige Aands Afmagt er den førte Aarsag til denne forunderlige Forskel i Meninger, og at Hovmodet er den anden. Vi har ikke nogen Maalestok for denne uhyre Maskine, og vi kunne ikke beregne dens Forhold; vi kende hverken dens første Love eller dens sidste Aarsag til den; vi kende ikke os selv; vi kende hverken vor Natur eller det i os handlende Princip; næppe vide vi, om Mennesket er et enkelt eller sammensat Væsen: uigennemtrængelige Hemmeligheder omgive os paa alle Sider; de ligge udenfor vor Sansnings Rækkevidde; vi tro, at vi have Forstand til at gennemtrænge dem, og vi har kun Indbildningskraft. Enhver baner sig en Vej igennem denne Drømmeverden, og han tror, den er god, men ingen véd, om hans Vej fører til Maalet. Imidlertid ville vi dog gennemskue alt, erkende alt. Den eneste Ting, som vi ikke forstaa, er ikke at ville vide, hvad vi ikke kunne vide. Vi ville hellere i vore Afgørelser lade det komme an paa Tilfældet og tro det, som ikke er, end indrømme, at vi ikke kunne gennemskue Tilværelsen. Vi ere kun en lille Del af et stort hele, hvis Grænser vi ikke øjne, og som det heles Ophav udleverer os til vore taabelige Kævlerier, og dog ere vi forfængelige nok til at ville afgøre, hvad dette hele er i sig selv og hvad vi ere i Forhold dertil.
  Selv om Filosoferne vare i Stand til at finde Sandheden og gøre den aabenbar, hvem af dem vilde saa bryde sig om den? Enhver véd meget godt, at hans System ikke er bedre begrundet end de andres; men han holder fast ved det, fordi det er hans. Der er ikke en eneste, som — om han kom til at kende, hvad der var sandt og hvad der var falskt — dog ikke vilde foretrække den Løgn, han selv havde udfundet, fremfor Sandheden, naar den var bragt for Lyset ved en anden. Hvor finder man den Filosof, som ikke, naar han kunde vinde Hæder derved, gerne vilde bedrage hele Menneskeslægten? Hvor er den, som i Dybet af sit Hjerte foresætter sig noget andet Maal end at udmærke sig! Kan han hæve sig over Mængden, kan han fordunkle sine Medbejleres Hæder, hvad forlanger han saa mer? Hovedsagen er at tænke anderledes end de andre. Mellem de troende er han Gudsfornægter, mellem Gudsfornægtere vilde han være troende.
  Den første Nytte, jeg drog af disse Overvejelser, var at lære at begrænse mine Undersøgelser til det, som havde umiddelbar Interesse for mig, at finde Hvile i en dyb Uvidenhed om hele Resten og kun at forurolige mig med Tvivl angaaende de Ting, som det var mig af Vigtighed at vide noget om.
  Jeg forstod endvidere, at Filosoferne — saa langt fra at fri mig for mine unyttige Tvivl — kun mangfoldiggjorde dem, der pinte mig, og løste ikke en eneste af dem. Jeg valgte mig derfor en anden Fører og sagde til mig selv: Jeg vil raadføre mig med det indre Lys; det vil vildlede mig mindre, end de gøre det, eller min Vildfarelse vil i det mindste være min egen, og jeg vil ikke blive saa moralsk fordærvet ved at følge mine egne Indbildninger, som ved at give mig hen til deres Løgne.
  Da jeg nu i Tankerne gennemgik de forskellige Anskuelser, som skiftevis havde ledet mig siden min Fødsel, saa bemærkede jeg, at endskønt ingen af dem vare tilstrækkelig indlysende til umiddelbart at give mig en fast Overbevisning, saa indeholdt de dog forskellige Grader af Sandsynlighed, og at min indre Følelse i forskellig Grad bifaldt eller forkastede dem. Da jeg derpaa, efter denne første Iagttagelse, uden Spor af Fordomme anstillede en Sammenligning mellem disse forskellige Forestillinger, saa fandt jeg, at den første og mest almindelige af dem ogsaa var den simpleste og rimeligste, og at den, for at samle alle Stemmer om sig, kun manglede det, at være fremkommen som den sidste. Tænk nu en Gang, om alle vore gamle og moderne Filosofer først havde udtømt alle deres urimelige Systemer om Kraft, Vekselvirkning, Forudbestemmelse, Nødvendighed, Atomer, besjælet Verden, levende Stof, ja, Materialismen af enhver Slags, og tænk saa, at den berømte Clarke
Clarke (1675—1729) er engelsk Filosof. Han vil bevise Guds Tilværelse som nødvendig første Aarsag til alt.
    O. A.
kommer og oplyser Verden, idet han endelig forkynder om det Væsen, der er over alle Væsner og alle Tings Ordner; med hvilken almindelig Beundring, med hvilket enstemmigt Bifald vilde man ikke have modtaget dette ny System, saa stort, saa trøsterigt, saa ophøjet og paa samme Tid saa slaaende, saa simpelt, og som — synes det mig — indeholder færre ufattelige Ting for den menneskelige Aand, end man finder Urimeligheder i alle andre Systemer! Jeg sagde til mig selv: uløselige Indvendinger ere fælles for alle Systemer, fordi Mennesketanken er altfor begrænset til at kunne løse dem; de afgive derfor ikke noget Modbevis fortrinsvis mod nogen af dem; men hvilken Forskel er der ikke imellem de direkte Beviser! bør da det, som forklarer alt, saa ikke være at foretrække, naar det ikke indeholder flere Vanskeligheder end de andre?
  Da jeg nu, i Stedet for at være Filosof, havde Kærlighed til Sandheden, og i Stedet for enhver Slags Metode, havde en let og simpel Regel, som fritog mig for denne forfængelige Spidsfindighed i Bevisførelsen, saa begyndte jeg efter denne Regel en fornyet Undersøgelse af de Kundskaber, som havde Betydning for mig, og jeg begyndte med det faste Forsæt, at jeg vilde anse alle dem for indlysende, som jeg i mit Hjertes Oprigtighed ikke kunde nægte mit Bifald, og dem vilde jeg holde for sande, som syntes mig at staa i nødvendig Forbindelse med de første: alle de andre vilde jeg lade staa hen i det uvisse, uden hverken at forkaste eller bifalde dem og uden at plage mig med at faa Lys over dem, naar dette ikke havde nogen praktisk Betydning for mig.
  Men hvem er jeg? hvilken Ret har jeg til at dømme om Tingene? og hvad er det, som bestemmer mine Domme? Dersom de ledes og fremtvinges af de Indtryk, som jeg modtager, saa anstrenger jeg mig forgæves med disse Efterforskninger; enten ville de ikke lykkes eller de ville fuldføres af sig selv, uden at jeg behøver at befatte mig med at lede dem. Jeg maa altsaa først vende min Opmærksomhed mod mig selv for at lære det Redskab at kende, hvoraf jeg vil betjene mig, og for at kende, til hvilket Punkt jeg kan forlade mig paa Brugen af det.
  Jeg er til og har Sanser, gennem hvilke jeg bliver paavirket. Se, dette er den første Sandhed, som møder mig og som jeg er nød til at slaa mig til Ro med. Har jeg en særegen Følelse af min Eksistens, eller føler jeg den kun igennem mine Sansninger? Her er min første Tvivl, som det for Øjeblikket er mig umuligt at løse. Thi da jeg uophørligt paavirkes af Sansninger, enten umiddelbart eller gennem Hukommelsen, hvorledes kan jeg saa vide, om denne Jegfølelse er noget udenfor selve disse Sansninger og om den kan eksistere uafhængig af dem?
  Mine Sansninger foregaa i mig, efterdi de lade mig føle min Eksistens; men Aarsagen til dem er udenfor mig, efterdi de paavirke mig, hvad enten jeg vil eller ej, og efterdi det ikke staar til mig, hverken at frembringe dem eller ophæve dem. Jeg forstaar altsaa klart, at min Sansning, som foregaar i mig, og Aarsagen eller Genstanden, som er udenfor mig, ere ikke én og samme Ting.
  Altsaa: ikke alene jeg eksisterer; men der eksisterer andre Væsner, nemlig Genstandene for mine Sansninger, og selv om disse Genstande kun vare Forestillinger, vil det dog altid staa fast, at disse Forestillinger ere ikke »mig«.
  Alt det, som jeg sanser udenfor mig og som indvirker paa mine Sanser, kalder jeg Stof, og alle de Stofdele. som jeg fatter som samlede i individuelle Væsner, kalder jeg Legemer. Følgelig betyde alle Idealisternes og Meterialisternes Kævlerier intet for mig: Deres Gøren Forskel paa, om Legemerne kun synes at være, eller de virkelig have Realitet, er kun Hjernespind.
  Jeg er saaledes allerede lige saa sikker paa Verdens Eksistens som paa min egen. Følgelig reflekterer jeg over Genstandene for mine Sansninger, og da jeg finder mig i Besiddelse af Evne til at sammenligne, saa føler jeg mig udrustet med en Handlekraft, som jeg før ikke vidste, at jeg havde.
  At iagttage er at føle; at sammenligne er at dømme, at dømme og at føle er ikke ét og det samme. Igennem Sansningen viser Genstandene sig for mig hver for sig, adskilte, saaledes som de ere i Naturen; gennem Sammenligningen bevæger jeg dem; jeg — saa at sige — omflytter dem; jeg lægger den ene oven paa den anden for at dømme om deres Forskel eller deres Lighed, ja i det hele om deres Forhold. Efter min Mening bestaar det handlende eller tænkende Væsens Skelneevne i at kunne give det Ord »er« en Mening. Hos det blot sansende Væsen søger jeg forgæves efter denne Tænkeevne, som formaar at sammenholde Tingene med hverandre og dømme om dem: jeg kan ikko finde den i dets Natur. Det passive Væsen vil føle enhver Genstand for sig, eller vil endog føle Helheden som dannet af to Halvheder; men da det ikke har Evne til at sammenholde dem med hinanden, vil det aldrig; sammenligne dem; det vil ikke dømme om dem.
  At se to Genstande paa én Gang er ikke det samme som at mærke sig deres indbyrdes Forhold eller at dømme om deres Forskel; at blive flere Genstande var, den ene udenfor eller efter den anden, er ikke det samme som at tælle dem. Jeg kan i samme Øjeblik have Forestillingen om en stor Stok og en lille Stok uden at sammenligne dem, uden at dømme, at den ene er mindre end den anden, ligesom jeg paa samme Tid kan se min hele Haand uden at tælle mine Fingre.
Hr. de la Condamines Beretninger fortælle os om et Folk, som kun kunde tælle til tre. Dog havde disse Mennesker, som udgjorde et Folk, Hænder og havde ofte lagt Mærke til deres Fingre uden at kunne tælle til fem.
    R.
Condamine (1701—1774) har deltaget i en videnskabelig Ekspedition til Æqvatorialegnene.
    O. A.
Disse sammenlignende Begreber »større« og »mindre« saavelsom Talbegreberne »en«, »to« o. s. v. ere sikkerlig ikke Sansninger, skønt min Aand kun frembringer dem paa Foranledning af mine Sansninger.
  Man lærer os, at hvert Væsen, der er begavet med Sanser, skelner Sanseindtrykkene paa Grund af den Forskel, der er imellem disse samme Sanseindtryk: dette kræver en Forklaring. Naar Sanseindtrykkene ere forskellige, saa gør det sansende Væsen Forskel paa dem ved Hjælp af denne Forskel; naar de ligne hverandre, kan det skelne imellem dem, fordi det føler den ene Sansning udenfor den anden. Hvorledes skulde det ellers i én samtidig Sansning kunne gøre Forskel paa to ganske ens Genstande? det maatte nødvendigvis blande dem sammen og tage dem for en og samme Genstand, i Særdeleshed i et System, hvor man paastaar, at de Sanseindtryk, man faar af Rummet, selv ikke har nogen Udstrækning.
  Naar man mærker de to Sanseindtryk, som skulle sammenlignes, har de gjort Indtryk paa En; enhver Genstand er iagttaget, man har iagttaget dem begge: men dermed er deres indbyrdes Forhold endnu ikke iagttaget. Dersom Dommen om dette Forhold kun bestod i et Sanseindtryk og kom til mig udelukkende fra Genstanden, saa kunde mine Domme aldrig nogen Sinde bedrage mig, efterdi det jo aldrig kan være falskt, at jeg føler, hvad jeg føler.
  Hvoraf kommer det altsaa, at jeg skuffer mig med Hensyn til hine to Stokkes Forhold, især dersom de ikke ere parallelle? Hvorfor siger jeg for Eksempel, at den lille Stok er en Tredjedel af den store, medens den kun er en Fjerdedel af den? Hvorfor er Billedet — det vil sige Sansningen — ikke overensstemmende med sin Model, nemlig Genstanden? Det kommer af, at jeg er handlende, naar jeg dømmer, at den sammenlignende Operation er fejlagtig, og at min Forstand, som dømmer om Forholdene, indblander sine Fejltagelser i den Sandhed, som findes i Sanseindtrykkene, der kun vise mig Genstandene, som de ere.
  Føj nu hertil en Overvejelse, som vil være slaaende for dig, er jeg sikker paa, naar du tænker derover; det er, at dersom vi vare rent passive i Brugen af vore Sanser, saa vilde der ikke være nogen indbyrdes Forbindelse imellem disse; det vilde være os umuligt at erkende, om det Legeme, som vi rørte ved, og den Genstand, som vi saa, var én og samme Ting. Enten vilde vi aldrig modtage nogen Fornemmelse af Tingene udenfor os, eller der vilde være for os fem Slags Substanser, som vi kunne sanse, og hvis Identitet vi ikke vilde eje noget Middel til at blive vár.
  Man kan nu give denne Evne i min Aand, som sammenholder og sammenligner mine Sanseindtryk, hvad Navn, man vil; man maa kalde den Opmærksomhed, Eftertænksomhed, Reflektion, eller hvad man vil, saa vil det dog altid staa fast, at den er i mig og ikke i Tingene, og at det er mig alene, som frembringer den, skønt jeg kun kan frembringe den paa Foranledning af det Indtryk, som Genstandene gøre paa mig Uden at jeg er Herre over at modtage Indtryk eller at lade være at modtage dem, saa er det dog mig, som mere eller mindre prøver, hvad jeg føler.
  Jeg er altsaa ikke bare et sansende og passivt Væsen, men et handlende og tænkende Væsen, og hvad saa end Filosofien siger, saa vover jeg at gøre Fordring paa den Ære at kunne tænke. Jeg véd bare, at Sandheden er i Tingene og ikke i min Aand, som dømmer om dem, og jo mindre jeg blander af mit eget i de Domme, som jeg fælder om dem, desto sikrere er jeg paa at nærme mig Sandheden: denne min Grundregel: i højere Grad at stole paa Følelser end paa Fornuften, bliver altsaa stadfæstet af selve Fornuften.
  Da jeg nu — saa at sige — er naaet til Sikkerhed med Hensyn til mig selv, begynder jeg at se mig omkring, og jeg ser mig, ikke uden en vis Gysen, kastet ud og forsvinde i dette umaadelige Verdensalt, ja som druknet i dette Mylr af Væsner uden at vide, hvad de ere i sig selv eller i Forhold til mig. Jeg studerer dem, og den første Genstand, som fremstiller sig for mig til Sammenligning, er mig selv.
  Alt hvad jeg bliver vár gennem Sanserne er Stof, og jeg udleder alle Stoffets væsentlige Ejendommeligheder af de sanselige Egenskaber, som lade mig blive det vár, og som ere uadskillelige fra det. Jeg ser da, at det snart er i Bevægelse og snart i Hvile;
Denne Hvile er — om man vil — kun forholdsvis (relativ); men da vi i Bevægelsen lægge Mærke til et mere eller mindre, saa fatte vi med fuldkommen Klarhed en af de yderste Grænser, nemlig Hvilen, og vi fatte den saa godt, at vi endog ere tilbøjelige til at tage den Hvile for absolut, som kun er relativ. Det er altsaa ikke rigtigt, at Bevægelsen er en Væsensside ved Stoffet, siden det kan begribes som værende i Hvile.
    R.
deraf slutter jeg, at hverken Hvilen eller Bevægelsen høre med til Stoffets Væsen; men Bevægelsen, som er en Handling, er Virkningen af en Aarsag, medens Hvilen kun bestaar i, at denne Aarsag ikke er til Stede. Naar altsaa intet virker paa Stoffet, saa bevæger det sig ikke, og netop fordi det er ligegyldigt for Hvile og Bevægelse, er dets naturlige Tilstand den at være i Hvile.
  Hos Legemerne bemærker jeg to Slags Bevægelser, nemlig meddelt Bevægelse og spontan (af egen indre Drift) eller vilkaarlig. I den første er den bevægende Aarsag noget fra det bevægede Legeme forskelligt, og i den anden er den bevægende Aarsag i Legemet selv. Deraf slutter jeg ikke, at Bevægelsen for Eksempel i et Ur er spontan; thi dersom intet forskelligt fra Fjedren virkede paa den, saa vilde den ikke søge at strække sig ud, og den vilde ikke trække Kæden. Af samme Grund tillægger jeg ikke de flydende Stoffer spontan Bevægelse, saalidt som selve Ilden, der gør dem flydende.
Kemikerne mene, at det phlogistiske eller Ildens Element er spredt, ubevægeligt og slumrende i de Sammensætninger, hvoraf det udgør en Del, indtil fremmede Aarsager frigøre det. samler det, sætter det i Bevægelse og forvandler det til Ild.
    R.
  Indtil Slutningen af det 18. Aarhundrede forklarede Kemikerne Forbrændingen paa den Maade, at ethvert brændbart Legeme indeholdt Brændstof (Phlogiston), som det saa, naar der kom et Varmestof til, igen under Forbrændingen afgav.
    O. A.

  Du vil vel spørge mig, om Dyrenes Bevægelser ere spontane; jeg svarer, at jeg véd det ikke; men Analogien taler for det. Du vil sagtens endvidere spørge mig om, hvoraf jeg altsaa véd, at der overhovedet gives spontane Bevægelser; jeg vil svare, at jeg véd det, fordi jeg føler det. Jeg vil bevæge min Arm, og jeg bevæger den, uden at denne Bevægelse har nogen anden umiddelbar Aarsag, end min Villie. Denne F&oslas